Mens de fleste af os ser dyner, er der hundredtusindvis af danskere, der passer deres arbejde. Mød en lattermild salgsassistent, en bager med fart på og en teamleder med tog i blodet. Find ud af, hvordan de vender op og ned på døgnrytmen, og hvorfor de med åbne øjne holder sig vågne i døgnets mørke timer.
Tekst og foto:Rasmus H. Breum

TANJA KJÆR 
Salgsassistent

For otte år siden blev jeg ramt af en forbigående blodprop, som midlertidigt stoppede blodtilførslen til et område i hjernen, inden den opløste sig selv og igen lod blodet strømme frit.

Jeg mistede mit sprog fuldstændigt, så de første tre måneder efter indlæggelsen brugte jeg på at genoptræne det. Jeg sad med en pædagogisk assistent-uddannelse, som jeg egentlig ikke var ret begejstret for, og tanken om at gå derhjemme stressede mig. 

Der skulle ske noget nyt i mit liv, så da min veninde foreslog at besøge en håndlæser, sagde jeg ja. Jeg har aldrig troet på den slags, men da håndlæseren nævnte salgsvejen som en fremtid for mig, tænkte jeg: ”Hvorfor ikke?” Og nu er jeg altså her.

Jeg er ordblind, talblind og har altid kæmpet meget med mit selvværd. Men det her job giver mig en kæmpe tro på mig selv. Jeg er min egen chef om natten – det er jeg nødt til, for der er kun mig. Man skal virkelig stole på sine egne evner, og så føler jeg mig bare enormt sej, når jeg har kørt sådan en nat igennem. 

Jeg er alene om beslutningerne og konflikterne, og hvis jeg laver noget lort om natten, må jeg stå til regnskab for det, når morgenvagten møder ind. Jeg bliver en lille smule mere voksen efter hver nattevagt.

Jeg har altid været typen, der falder i søvn klokken 10 på sofaen til en film. Natarbejde havde aldrig strejfet mig som en mulighed, før jobcentret foreslog det, lige da jeg var blevet færdig som salgsassistent. Jeg var en zombie den første måned, hvor jeg skulle vænne mig til min nye, skæve døgnrytme. Men nu kører det. 

Jeg er som regel ret frisk om natten, men de dage, hvor jeg er mest træt, kan jeg godt finde på at lave lidt sprællemænd og squats bag kassen. Jeg vil gerne være frisk over for kunderne. Hvis jeg var kunde, ville jeg elske at møde mig bag kassen til en hyggesnak.

Der var en nat, hvor et fuldt kærestepar kom ind for at købe pølsehorn. Jeg talte venligt med fyren, som jeg gør med alle mine kunder. Jeg kunne godt se, at kvinden blev irriteret og var på vej ud af butikken, men jeg tænkte ikke, det havde noget med mig at gøre. Pludselig vendte hun sig bare om og tyrede det der pølsehorn efter mig, så jeg nærmest måtte søge dækning bag kassen. Det er sådan nogle ting, der kan ske om natten, og det må man tage med. Så kan man grine lidt af det bagefter. 

TANKENS KRAFT

Det var noget af et chok for dengang 24-årige Tanja Kjær, da lægen fortalte, at hun nok var blevet ramt af en forbigående blodprop. I dag står den 32-årige på femte år bag kassen på en Circle K-tank i Holstebro, hvor hun servicerer nattens bilister med et evigt halvmånesmil på læben.

Jeg føler mig vigtig på det her job, fordi der er folk, som har behov for os om natten. Jeg kan sørge for, at mine kunder får en ekstra øl på vej i byen, en akut liter mælk til morgenmaden eller et smurt rundstykke på vej til byggepladsen. Det er en tryghed for kunden at vide, at der altid er nogen her. Og jeg er jo mere end hende, der langer hotdogs og kaffe over disken. Jeg kan både sætte plaster på, hvis du er kommet til skade, og ringe til en taxa, hvis du er blevet lidt for fuld.

Det er nok også en af grundene til, at jeg ikke har sat en udløbsdato på min tid som natarbejder. Hver gang butiksdøren går op, og en ny kunde træder ind, er jeg indstillet på at være smilende, frisk og give den kunde den allerbedste oplevelse. Jeg spørger ofte, hvor folk er på vej hen, og forsøger gerne at smide en sjov kommentar med på vejen. Der er nok også folk, der synes, jeg er for meget, men det må man tage med.

MÅNESKINSARBEJDE

I 2022 arbejdede 294.000 personer regelmæssigt om natten i Danmark. Det svarer til knap hver 10. i den danske arbejdsstyrke.

PALLE THOMSEN
Bager

Jeg kan lægge mig ned og sove når som helst. Det er man nødt til at kunne som bager. Jeg tror, jeg sover omkring fem timer i døgnet. Hvis man er typen, der skal sove otte timer på faste tidspunkter for at få en god dag, er det nok ikke det her fag, man skal satse på. 

Når jeg skal møde klokken to om natten, plejer jeg at gå i seng klokken 22 og så sove i et par timer. Når jeg nogle gange skal møde omkring midnat, får jeg nok bare for lidt søvn.

På trods af det er der ikke rigtig tid til at være træt i de første mange timer. Det er virkelig sjældent, der ikke er travlt, så jeg er i gang hele tiden uden ret mange pauser. Folk forventer at kunne købe friskbagt morgenbrød, og når deadline er 6:15 på det bagværk, der skal ud til købmændene, er det jo nødt til at foregå i de helt tidlige morgentimer. Så jeg drikker utrolig meget kaffe.

Jeg arbejder alle hverdage og hver anden weekend. Det bliver nok til et sted mellem 50 og 90 arbejdstimer. Det betyder selvfølgelig, at der er nogle ting, jeg må afveje på den sociale front. På den ene side er det virkelig hårdt at have været til fest indtil klokken 23 og så skulle møde på arbejde tre timer senere – altså både fysisk og mentalt. Men det er også hårdt at sige nej til sociale arrangementer. Det ville være ærgerligt, hvis arbejdet gik ud over det.

På andre punkter giver natarbejde faktisk mere tid med familien. Jeg er jo hjemme, når mine drenge kommer hjem fra skole, og har en masse god eftermiddagstid sammen med dem. Og så tager vi også gerne forbi stadion og ser lidt bold, når Vejle spiller. Jeg har nok været i det her i så mange år, at jeg finder de plusser, der er.

DET DAGLIGE MORGENBRØD

46-årige Palle Thomsen har 29 års erfaring som bager og driver i dag Palles Bageri med udsigt til Vejle Stadion. Sammen med svende og lærlinge bruger han natten og de tidlige morgentimer på at gøre grovbirkes, wienerstænger og italienske femkornsbrød klar til butikkens egen montre og til seks lokale købmænd, der får bagværket leveret med chauffør.

Jeg ser, hvad jeg har udrettet, hver eneste dag. Det er nok noget af det, jeg bedst kan lide ved mit job. Det er helt konkrete små ting, man kan se på og rette ind til i morgen. Her til morgen var der nogle rundstykker, der blev lidt for lyse. De er ikke dårlige, men de kan godt blive bedre. Så må jeg bare sørge for, at hæveprocessen bliver knap så varm i morgen. På den måde kan man hele tiden optimere og sørge for at holde kvaliteten i top.

Jeg voksede op med en far, der var bager, og jeg var selv i folkeskolepraktik hos en bager flere gange. Da jeg var færdig med folkeskolen, tog jeg på teknisk skole. Jeg prøvede faktisk det hele i fødevareafdelingen. Min hjerne var nok ikke helt gearet til at skulle være kok på det tidspunkt, og jeg bryder mig ikke om blod, så det skulle i hvert fald heller ikke være slagtervejen. Jeg endte ovre ved bagerne, og det vidste jeg nok også godt, at jeg ville. Jeg tror, det havde ligget inden i mig et eller andet sted hele tiden.

Det er vigtigt, at der findes bagerier som det her, hvis man vil bevare håndværket og kvaliteten. Vi skal være væsentlig bedre end supermarkedernes bake-off. 

Hvis jeg en dag fik tilbuddet om at møde klokken syv – eller bare klokken fem – så er det da klart, jeg ville takke ja. Men jeg ved også godt, at jeg nok kommer til at fortsætte med natarbejdet, og det har jeg det fint med. 

Jeg har vænnet mig til ikke at sove ret meget, men når jeg så får sådan en almindelig nattesøvn i en weekend, så er det fantastisk. Det der med at lægge sig i sin seng, ikke stille vækkeuret og så bare sove.

ANDERS BERGSTØL 
Teamkoordinator

Jeg voksede op i Skødstrup, en stationsby nord for Aarhus. Når jeg havde fri fra skole, gik jeg ned på stationen, spurgte, hvornår min far var der, og sprang bare med på toget. Så kørte vi til Grenå og tilbage sammen. Frem og tilbage.

Jeg er femte generation i DSB. Min far var lokomotivfører, og min farfar var urmager i en tid, hvor alle konduktørerne havde lommeure, som ikke måtte gå mange sekunder forkert. Man behøver ikke bladre særligt mange sider i et gammelt fotoalbum for at se mig sidde på gulvet og rode med Brio- og Lego-tog. Jeg tror altid, jeg har vidst, at jeg skulle lave noget med tog. Ja, det må sgu ligge i blodet.

Jeg blev ansat ved DSB i 2015, men natarbejdet startede først i november 2021, da jeg havde brug for at komme lidt ned i gear. Som teamkoordinator på dagholdet havde jeg ansvaret for 50 folk, som hele tiden skulle hjælpes videre med deres arbejde, samtidig med at jeg skulle have øje for mit eget. Jeg tror ikke, det var decideret stress, jeg mærkede, men det var hårdt, og derfor søgte jeg de otte timer på døgnet, hvor jeg kunne få mest ro. 

Og sådan endte jeg her – i skjul for hverdagens hurlumhej. Mit arbejde er som sådan stadig det samme, men der er færre folk og færre forstyrrelser om natten.

NATTOG

Anders Bergstøl er 38 år og teamkoordinator for natholdet på DSB’s værksted i Aarhus, hvor seks IC4-togsæt bliver tilset, repareret og klargjort døgnet rundt. Natholdet på omkring 10 mand løfter de 178 tons tunge tog, servicerer underpartiet, tjekker motorernes tilstand, skifter bremseklodser og gør, hvad der ellers skal til, for at morgentrafikken kan køre på skinner.

Man kan godt mærke, at øverste etage kører på nedsat kraft om natten. Mit job er som udgangspunkt ret stillesiddende, så for at holde mig frisk går jeg meget rundt, snakker med gutterne og hører, hvordan det går. Nogle gange står jeg op ved computeren i stedet for at sidde, og så drikker jeg selvfølgelig en masse stærk DSB-kaffe – den skal gerne lige have to skvæt mælk, før det er noget for mig.

Hele vejen op gennem systemet er der en forståelse for, at det hele går lidt langsommere, når mørket har sænket sig. Selv de nemme ting bliver svære om natten. Vi skal ikke opfinde den dybe tallerken, men vi skal selvfølgelig kunne løse vores opgaver. Vi gennemtjekker og klarmelder de tog, som skal starte morgentrafikken. Hvis den ikke glider, så er hele dagen ødelagt. Det er jo vigtigt for folk, at de kan regne med at kunne komme på arbejde om morgenen. Hver dag.

Jeg kan godt mærke, at mit humør nogle gange påvirkes af min skæve døgnrytme. Jeg bliver lidt mere pirrelig og kan komme til at fare helt op i loftet, hvis ungerne vælter et glas vand eller sådan noget. Lige bagefter tænker jeg: ”Tag det da lige roligt”, og minder mig selv om at tælle til 10 næste gang.

Det er ikke meningen, at natarbejdet skal gå ud over dem derhjemme. Så er nattillægget alligevel ikke det værd. Jeg har en aftale med mig selv og hende derhjemme om, at natarbejdet ikke skal vare meget mere end et år, så gider vi ikke det mere. Så har jeg prøvet det, er kommet lidt ned i gear og er klar til at træde ind på dagholdet igen. Men samtidig er jeg også bange for at blive for presset på dagholdet igen. 

Jeg har ærligt talt ikke lagt mig fast på, hvad der skal ske efter natarbejdet. Det eneste, jeg ved, er, at jeg er glad for, hvor jeg er lige nu, men jeg er her ikke for evigt.

Anders Bergstøl har siden skiftet job og arbejder nu som lokomotivfører ved Nordjyske Jernbaner.

Tags:
SE MERE