Vi har samlet de bedste kulturnyheder i maj.
Tekst:RedaktionenFoto:Kurt Rodahl Hoppe/Realdania By & Byg

SKAGENS LYS

En halv time efter solnedgang 1. november 1858 tændtes lygten for første gang i Skagen Grå Fyr. Siden kastede tårnet, der er tegnet af arkitekt N.S. Nebelong, sin lysstråle lige indtil 2013, hvor den sidste fyrmester flyttede ud af embedsboligen. Herefter købte Realdania By & Byg fyret, som blev sat i stand og i 2017 genopstod som fugleformidlingscenter. Denne sæson byder centret, der drives af Naturstyrelsen, på en udstilling af den lokalfødte kunstner Kigge Mai Hvid, der gennem blandt andet foto, akvarel og installationer fortolker den lokale natur. Her vil man blandt andet kunne stifte bekendtskab med opblæste tudser, forvoksede svampe, frodige plastikmagnolier og krybende børsteorme.

Kigge Mai Hvid: ’Vilde hjem’ kan ses indtil 31. oktober.

Foto: Kim Tonning

BLOMSTEN AF DANMARK

Gulddrengen Malte Ebert, Lilleø Lokalradio og Magnus Heunicke som dj. Det er ikke småting, der bliver disket op med på underholdningssiden af Apple Flower Festival. Og maden, der serveres ved langborde under blomstrende æbletræer, er sikkert også i orden. Festivalen er stiftet af dj og pladeselskabsejer Kenneth Bager og Claus Meyer og finder sted på og omkring madentreprenørens gård på Lilleø, beliggende i Smålandsfarvandet nord for Lolland. 

Nonprofit-festivalen Apple Flower Festival løber fra 26. til 28. maj.

HUGGET I STEN

Kan du læse runer? Det kan du med en tegneserieudgivelse, der skildrer det nordiske skriftsprogs mere end 1.000 år lange historie fra folkevandringstiden til den sene middelalder. Det kyndige hold bag formidlingen er tegner Niels Roland, historiker Anders Lundt Hansen og runolog fra Nationalmuseet Lisbeth M. Imer.

’Runernes verden’ er udkommet på forlaget Eudor.

Ingeborg Brams og Hans Otto Nielsen i ’Et dukkehjem’ på Aarhus Teater, 1959. Foto: Aarhus Teater

KØNSAKT

Tæpperne i Helmer og Noras pæne borgerskabslejlighed danner slagmark for kvindefrigørelsen – og ’Et dukkehjem’ er bare et af mange eksempler på teaterets kønsroller, som fremhæves på udstillingen ’Køn på scenen – Teater til tiden’. Udstillingen markerer 300-årsjubilæet for dansksproget teater og stiller blandt andet spørgsmålet, om Ludvig Holberg, ophavsmand til ’Den politiske kandestøber’, det første helt igennem danske stykke, var feminist.

Vises på KØN – Museum for kønnenes kulturhistorie i Aarhus i samarbejde med Aarhus Teater og Teatermuseet i Hofteatret frem til 30. september.

Foto: Dorte Krogh

GAMMEL TRÆMAND

Jovist, den har brug for krykker. Men den står endnu, Kongeegen. Hornsherreds mest berømte levende væsen og Danmarks ældste anslås at være et sted mellem 1.400 og 1.900 år gammel, og selvom den er lidt slidt, sætter den stadig grønne blade hvert år. Jægerspris er med rette kendt for sin natur, og dette forår kan du også få den serveret inden døre på Frederik VII’s stiftelse på Jægerspris Slot. Udstillingen ’Slottet i skoven’ viser landskabsmalerier af blandt andre P.C. Skovgaard og Vilhelm Kyhn.

Se den frem til 30. oktober.

Tags:
SE MERE