Hvad kræver det egentlig at brodere sig rundt på Europas jernbanenet på lykke og fromme? Det ved Nanna Hyldgaard, der undersøgte det på en interrail-familietur – og endte med at skrive en bog om det.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Nanna Hyldgaard Hansen, Lasse Arnt Straasø

Togrejser for begyndere’ hedder din nye bog. Hvordan opstod ideen?

”Alle mine bøger handler om at leve mere klimavenligt. Og alle mine bøger er skrevet, fordi jeg havde et problem, jeg søgte at løse. Jeg havde ikke været på interrail, siden jeg var 19, da jeg for to år siden gerne ville have min mand og to børn med. Men jeg syntes, det var rimelig bøvlet at finde ud af detaljerne: Hvordan bestiller man pladsbilletter i Frankrig? I hvilke lande og på hvilke strækninger behøver man overhovedet bestille, og hvor kan man bare stige om bord med sit interrail-pas? Hvordan sikrer man sig plads på et tog til Hamborg om sommeren, når der er meget run på? Jeg opgav faktisk at komme af sted, indtil min store dreng sagde: ’Nu må du tage dig sammen.’”

Pause på Gare de l’Est i Paris inden hjemrejse mod Danmark.

Og så blev der en bog ud af det?

”Ja, jeg tænkte, at andre måske havde det på samme måde. Mange af os er jo vænnet til at være vores egne rejsebureauer og booke fly og hoteller og rejse verden rundt, men måske er vi ikke lige så meget inde i, hvordan man tager toget til Holland. Efter alt at dømme er der interesse for emnet. For jeg må sige, at min sidste bog, som handlede om staycation i Danmark, var der ikke så mange, der gad læse eller høre om, men der har foreløbig været udsolgt til alle mine foredrag om togrejser for begyndere.”

Er der nogen store skibe at se på Kielerkanalen?

Hvad med ferien, blev den en succes?

”Ja! Vi fik alle sammen en helt anden fornemmelse af Europa. Min søn holdt foredrag om Bundesliga-klubberne i alle de tyske byer, vi passerede. Rejsen viste sig ikke bare at være en rute. Det er hyggetid, Jumbobøger, kaffe, snakke om, hvad man skal opleve, når man stiger af, gå en tur i restaurantvognen, falde i snak med folk, kigge ud ad vinduet på smukke landskaber.”

Hvad er dine bedste fif til nye togrejsende?

”Der er mange, men det mest grundlæggende er måske at finde hjælp de rette steder. Der findes en rigtig fin offentlig Facebook-gruppe, der hedder ’Togrejser’, hvor mere end 47.000 medlemmer sidder klar til at hjælpe hinanden hver eneste dag. Her er der altid råd at hente. Der sidder altid en, der ved noget om erstatning, hvis du misser toget, om overnatningsmuligheder om bord, eller som har prøvet at stå på en banegård i Slovenien og ikke kunne komme videre og vil fortælle, hvordan de klarede situationen.”

TID ER PENGE

– og andre rejsetips fra Nanna

”Jeg sørger for god tid til togskift, hvis jeg skal nå en vigtig forbindelse. For eksempel et nattog, som kun kører én gang i døgnet. Her indlægger jeg 3 timers pause, efterlader bagagen i et skab på stationen og går ud at se på byen i mellemtiden. På den måde har vi fået ekstra eventyr ud af Rennes, Strasbourg og Hamborg.

Mange siger, toget er dyrt, men det behøver det ikke være. En afgang til Rom i morgen er rigtig dyr, men kigger du én til to måneder i forvejen og er fleksibel med dagene, kan du finde billetter til Flexpreis, Sparpreis, Super Sparpreis, og hvad de ellers hedder, ned gennem Europa. Og børn under 15 kommer gratis med, hvis man køber sin togbillet hos Deutsche Bahn. Bemærk, at hjemmesiden for Deutsche Bahn findes i en dansk version. Skal man rejse bare en smule rundt, kan interrail og senior interrail ofte være den billigste måde. Børn op til 12 år kommer altid gratis med en voksen på interrail, men husk, at de skal have deres eget interrailpas.

Nattog sydover fra Danmark foregår ofte med ÖBB, de østrigske statsbaner, som kan være udfordret på kapaciteten, og billetter bliver hurtigt udsolgt i højsæsonen. Sæt dig ind i, hvornår billetterne frigives fra hjemmesiden.”

Hvad er den smukkeste rute, du har rejst på?

”På Bergensbanen mellem Bergen og Oslo sad jeg klinet til vinduet og så brusende elve, sne på bjergtoppe, gletsjere over trægrænsen, dæmninger. De mange tunnellers skift mellem sceneri og pludseligt mørke gør det ekstra dramatisk.” 

Hvor skal I hen i år?

”Jeg tror, det bliver Sverige eller Polen.”

Nanna Hyldgaard Hansen, 44 år, er forfatter og foredragsholder. ’Togrejser for begyndere’ er udkommet på Muusmann Forlag.

Tags:

SE MERE