Med en interrail-billet i hånden kan du rejse billigt og klimavenligt rundt i Europa. Tag toget til 33 forskellige lande, eller udforsk dit yndlingsland. Læs mere om, hvad interrail er, og hvordan du planlægger din rejse.
Tekst:Eline Kedishe Østergaard FrankFoto:Rasmus Buhl

EUROPA PÅ SKINNER 

Interrail er en rejseform, hvor alle kan rejse mellem forskellige europæiske lande med tog. Lige nu er 33 lande med i ordningen, inklusive nogle af danskernes yndlingsdestinationer såsom Italien, Grækenland og Spanien. Det er virksomheden Eurail, der står for samarbejdet mellem de forskellige lande. Der findes to forskellige slags interrail-pas: Interrail Global Pass og Interrail One Country Pass. Med det globale pas kan du rejse i alle 33 lande i op til tre måneder. Med One Country Pass kan du rejse frit i ét land. Alt efter hvor længe du er væk, og hvor mange lande du ønsker at besøge, er priserne fra 1.612 til 5.450 kroner for en ung-billet (12-27 år).

Se mere på dsb.dk eller på eurail.com

BILLETLUGEN

Du har fundet rygsæk og solcreme. Det eneste, du mangler, er din interrail-billet. Der er flere muligheder. Du kan enten købe den på DSB’s hjemmeside eller fysisk på togstationerne i København, Odense og Aarhus. Billetten vil blive sendt til dig inden for 10 dage. Det er også muligt at købe billetten direkte ved Eurail, hvor du kan hente billetten i deres app.

DEN SPÆDE START

Den første interrail-billet blev solgt i 1972 og blev lanceret som et særtilbud i anledning af Den Internationale Jernbaneunions 50-års jubilæum. Danmark var et af de lande, der var med fra starten, og ordningen blev så populær, at man valgte at fortsætte den. Interrail-billetten var tiltænkt en yngre målgruppe, og man måtte derfor højst være fyldt 21 år. Efter Berlinmurens fald i 1989 tilsluttede flere lande sig interrail-ordningen, særligt lande fra den tidligere østblok, og interrail er ikke længere forbeholdt de unge. Alle kan i dag købe en interrail-billet og nyde Europa på skinner.

TJEK DIT TOG

Hjemmefra, eller mens du er på farten, har du mulighed for at tjekke afgangstider og købe pladsbilletter i appen ’Eurail/interrail rail planner’. Her kan du søge efter afgangstider, også når du er offline, og tjekke, om du skal bestille en pladsbillet. Det er ofte højhastighedstog og nattog, som kræver en pladsbillet. Det er også muligt at ringe til DSB Kundeservice og bestille pladsbilletter.

Kilde: DSB Udland, interrail.eu/en, Jernbanemuseet 

Tags: , , ,
SE MERE