”HALLO, HALLO, De hører stemmen fra luften; min stemme kommer fra flyvemaskinen over Dem, og den kan flyve Dem en tur over Randers og omegn. De kan se ud over Kattegat, helt ned til Aarhus og ind til Viborg og helt til Skive, hvis vejret er klart. Kom ud til Randers Flyveplads på torsdag klokken 14, og få en tur for fem kroner per person.”
Det var en augustdag i 1947, og Leif, der lige var fyldt syv, kiggede forundret op mod himlen. Så begejstret var han, at han fik penge og lov til en flyvetur af sin far. Da dagen kom, var drengen tidligt ude på den interimistisk afmærkede startbane for at stille sig i køen blandt de mange andre, der også ville have en tur i luften. Folk var utålmodige og skubbede drengen til side, så han hele tiden befandt sig bagest i køen, hvorfra han så et lille fly lette igen og igen og komme tilbage efter et kvarters tid. Til sidst var der kun Leif med efternavnet Andersen-Farmer tilbage, og piloten betragtede ham skeptisk og spurgte, om han var alene. Det var han.
”Det kan jo slet ikke betale sig at flyve kun med dig,” sagde piloten, men gav sig, da han så tårer i drengens øjne: ”Vi flyver alligevel, men så må du med på en længere tur og tiltræde som min assistent, for jeg skal lige ud og fotografere en bondegård oppe ved Hadsund.”
Viggo Sylvest Jensen.
LEIF VAR ELLEVILD, da han blev spændt fast. Lidt efter sad de oppe i luften, hvor han kunne se røgen stige op ad elektricitetsværkets skorsten, byens huse og lystbådene nede i havnen. Piloten fortalte, at byen under dem hed Allingåbro, og senere forklarede han, at de lange rækker, der kunne ses på markerne under dem, var kartoffel- og roekuler.
Han bad Leif om at række sig et af de kameraer, som lå bag ham, og den lille dreng blev ængstelig, da piloten åbnede døren i sin side, mens flyet slingrede mod jorden og kom så tæt, at Leif tydeligt kunne se nogle mænd, som stod ved vogne med heste for og var ved at læsse på. Mændene kiggede op mod flyvemaskinen, som larmede infernalsk og næsten krængede om på siden, mens den cirklede omkring det, der ikke var en helt almindelig bondegård, men et gods. Piloten holdt kameraet op for øjet, og han knipsede løs, til der ikke var flere billeder tilbage på filmen. Så lagde han kameraet på sædet, rettede maskinen op og bad drengen række sig et andet kamera, mens han rakte hånden bagud og mærkede, om Leif var fastspændt.
”Vi skulle nødig have, at du dratter ud,” råbte han og grinede, mens vinden ruskede i maskinen og dens besætning. Piloten holdt styrepinden mellem knæene, styrede retningen med to pedaler i bunden og fotograferede videre. Imens bemærkede Leif, at piloten med mellemrum sank noget, som drengen ikke vidste, hvad var, fordi han ikke havde puttet noget i munden. Bagefter lukkede han døren og vippede en afskedshilsen med vingerne til folkene nede på jorden. ”Jeg har lovet godsejeren dernede at tage nogle billeder af hans gods. Det hedder Overgård, og godsejeren hedder Flemming Juncker,” forklarede piloten, der hed Viggo Sylvest Jensen – eller bare Sylvest.
Mange år senere skulle Leif Andersen-Farmer selv få flycertifikat, og først da gik det op for den i dag 78-årige mand, hvad det var, piloten dengang havde siddet og sunket. Da han selv prøvede at flyve og fotografere fra luften, opdagede han, at når man har fokus på sit motiv med kameraet og samtidig styrer flyet med fødderne, gør de to divergerende retningsbestemmelser, at hjernens registreringsevne kommer ud af trit, så man bliver luftsyg. Det var opkast, Sylvest havde sunket.
Købmandsejendom i Vibæk syd for Odense med benzinpåfyldning. I dag bruges Sylvests luftfotos til at lokalisere, hvor benzintanke engang befandt sig.
12 ÅR TIDLIGERE havde Viggo Sylvest Jensen forladt Forsvaret med flycertifikat nummer 131. I 1931 var den maskinarbejderudlærte unge mand fra Hillerød blevet indkaldt til militærtjeneste i 6. Artilleriafdeling. Han gennemgik kornetskolen, sluttede som sekondløjtnant og blev efterfølgende udvalgt til at få flycertifikat. Han blev derfor i trøjen i fire år, og da han som kornet V.S. Jensen forlod tjenesten i 1935, vidste han, at fremtiden skulle være vingebåren.
Viggo Sylvest Jensen købte et lille, åbent Gipsy Moth-fly i England og ernærede sig som flyvelærer fra Værløse Flyveplads, mens han i fritiden fløj rundture omkring Hillerød og omegn. En tur kostede 10 kroner, og hans forlovede og senere hustru, Zaria, solgte billetterne, som var relativt eftertragtede.
En dag steg en inder ombord. Bimal Mukherjee hed han, og han var på besøg hos godsejer Axel Jarl, der ejede den jord, Sylvest lånte til sine flyvninger. Mukherjee begyndte pludselig at tage billeder af landskabet og værtens gods fra det åbne fly, og da Sylvest senere fik lejlighed til at se resultatet, var han meget imponeret over, hvor skarpe fotografier der kunne tages fra luften, når vejret var klart.
Stationsby med velpassede haver. Ofte blev der fløjet lavt og på en faretruende måde, der påkaldte sig opmærksomhed nede på jorden.
Han undersøgte markedet, men det så ikke for godt ud. Andre luftfotofirmaer sad solidt på fotografering af større danske byer, herregårde, fabriksanlæg, havne, offentlige institutioner, historiske steder og bygninger. Det så derfor ret umuligt ud, da han alligevel gjorde et forsøg og købte et Leica-apparat mage til det, Mukherjee havde benyttet.
Efter nogle prøvefotograferinger i området omkring Hillerød blev han overbevist om, at hans forsigtige antagelse var rigtig. Han havde taget billeder af bondegårde, virksomheder, kommunekontorer, sygehuse med videre, og det var forholdsvis nemt at få fotografierne afsat. Men skulle der mere fart over feltet, måtte arbejdet sættes i system. Derfor ansatte han sin første assistent, Ewald Bech Holtz, der var udlært fotograf, og hvis opgave det blev at fotografere, mens Sylvest koncentrerede sig om flyvningen og lod sig dirigere i rette position. Samtidig ansatte han den første af en senere hær af sælgere, som mod en provision på 20 procent tog fra sted til sted og viste prøvefotografier, så de eventuelle købere havde noget at vælge imellem.
Og der var potentiale i ideen. Sylvest fotograferede alt fra luften, ikke blot bondegårde, men også smedjen, købmandsforretningen, kirken, præstegården, møllen, mejeriet, tankstationen, skolen og sågar fattiggården, og de fleste var interesserede i at købe et luftfoto af deres ejendom eller virksomhed. Desuden blev der taget fotografier af hele landsbyer og områder, der var egnet til at sælge som postkort hos den lokale købmand.
Viggo Sylvest Jensen var en flyvende institution. Helt op i 80’erne – mange år efter hans død i 1959 – kunne man stadig høre ældre danskere sige: ”Det er nok ham Sylvest,” hvis de så et mindre fly flyve på en faretruende måde.
FORRETNINGEN GIK strygende, og Viggo Sylvest Jensen og hans hustru købte i 1937 en ejendom i Hillerød, hvor sønnen Preben blev født samme år. Året efter var Nordsjælland stort set gennemfotograferet. Sylvest havde fundet sin egen niche, som konkurrenterne havde overset. I sommeren 1938 indlogerede han sig med familien nær Sorø og begyndte at luftfotografere denne egn med fire sælgere i fuld beskæftigelse. Efter et sommerophold ved Odense i 1939 købte luftfotografen endnu en villa i Hillerød, hvor mørkekammer og administration blev indrettet. Men samtidig overskred Adolf Hitlers tropper den tysk-polske grænse, anden verdenskrig var en realitet, og et halvt år efter var Danmark besat.
Sylvest Jensen så, hvor det bar hen, og af frygt for at få sin flyvemaskine beslaglagt skilte han den ad og gemte den i sit store mørkekammer på loftet i den ejendom i Hillerød, han havde købt. Luftfotograferingen blev sat i bero, og Sylvest begyndte i stedet at handle med ejendomme, ligesom han købte en mose ved Hellebæk og satte en tørveproduktion i gang.
Da Danmark igen blev frit, kunne han genoptage sin luftfotografering, og tilfældigt fik Sylvest fornyet gang i virksomheden. En kreativ kvinde havde farvelagt det luftfotografi af familiens ejendom, som de havde købt, og hun havde tilmed lært nogle nabofruer og veninder op i kunsten. Da Viggo Sylvest Jensen så, hvor naturtro farvelægningen var, øjnede han straks en forretning. Nu kunne kunderne vælge noget, som ingen andre tilbød, og i de følgende år tromlede han hen over landet og udkonkurrerede små som store konkurrenter. På en stor grund, der strakte sig ned mod jernbanen i Hillerød, blev der opført en lav bygning beregnet til mørkekammer, administration og frem for alt farvelægningsstue.
Han fik også tilfældig kontakt til en flymekaniker i Kastrup Lufthavn, der i smug havde bygget på et fly beregnet til modstandskampen, men først var blevet færdig efter krigen.
Sylvest havde nu to flyvemaskiner i luften og flere piloter og fotografer ansat. Selv var han blevet administrerende direktør for Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S, og den landsdækkende virksomhed rundede 40 ansatte, hvoraf de fleste var beskæftiget med kolorering af sort-hvid-fotografierne.
Retoucheringen betød, at han kunne tilbyde tidligere kunder en ny farvelagt udgave af deres sort-hvid-billeder. Og sælgerne kunne samtidig aftale med kunden at pynte lidt på virkeligheden. Skulle affaldsbunken bag laden fjernes? Skulle vasketøjet ind, eller busken i haven måske stå i fuldt flor?
Rutemaskinen, som fløj Kastrup-Hamborg.
FOTOFLYVNINGERNE havde afsløret Viggo Sylvest Jensen som lidt af en vovehals, og i 1950 lettede en ny idé fra hans hoved: Danmarks første luftcirkus. Han lejede en mark syd for Hillerød, hvor han opførte en hangar, og hvor hans luftcirkus kunne træne. 21 luftakrobater og kunstflyvere blev ansat foruden praktisk personale, og til transport fra sted til sted blev der investeret i biler, motorcykler og flere fly.
Et højttaleranlæg havde direkte radioforbindelse til piloterne, og 12 opvisningsnumre af forskellig faretruende karakter blev indøvet. I et af numrene skulle et fly med sin vinge vælte en pind, der kun var få centimeter fra jorden. I et andet optrådte krigsheltene og de to tidligere Royal Air Force-piloter Peter Steen og Palle Johnson. Sidstnævnte blandt andet med at stille sig i stålsko på vingerne af et fly i luften.
Før premieren havde Statsradiofonien lavet en populær foromtale af showet. Men et par dage efter omtalen indtraf katastrofen. Under en prøve på hovednummeret ’Styrt-Bombning’ – hvor fire fly skulle have kurs direkte mod jorden med næserne mod hinanden for i sidste øjeblik at rette op – gik det galt. To af piloterne kom for tæt på jorden og styrtede få meter fra hangaren på marken uden for Hillerød. Den ene blev dræbt, den anden kvæstet. Men the show must go on, mente Sylvest, og premieren blev ikke udskudt. I al hast blev der i stedet indkøbt et nyt fly, og Sylvest overtog den dræbte pilots numre uden videre træning.
Der kom omkring 3.500 betalende tilskuere til premieren i Ringsted 29. april 1950, og de så et perfekt show på trods af et helt igennem elendigt flyvevejr med sne, slud, regn og blæst. I løbet af året gav Sylvests luftcirkus 45 opvisninger overalt i landet, og 150.000 danskere købte billet. Ikke mindst i hjembyen Hillerød var succesen stor og tiltrak tusindvis af tilskuere til marken uden for byen. Der måtte indsættes ekstratog til Store Hestehave Trinbræt, hvorfra Sylvest havde entreret med det lokale bybusselskab til at køre folk det sidste stykke.
Det imponerende show var i verdensklasse, og i 1951 søgte det udenlands til blandt andet England, Holland, Belgien og Sverige, men overskud gav det ikke. Store udgifter til 12 flyvemaskiner og løn til 60 ansatte trak efter blot to sæsoner showet ned på jorden.
Udstillingsstand fra 50’erne.
NYE HORISONTER viste sig. I 1952 tog Viggo Sylvest Jensen på en studietur til USA, og over there benyttede man mindre fly til både såning og ukrudtssprøjtning. I Danmark foregik den slags med traktorer eller jeeps, og Sylvest opdagede endnu en gang en forretning. Især godserne så fordele i den moderne ukrudts- og skadedyrsbehandling fra oven. Desværre sprøjtede man med det berygtede stof DDT, som viste sig at være giftigt og skadeligt for mennesker, grundvand og dyr. Men gennem sit arbejde fik Sylvest kontakt med Danmarks store landbrug, og derfor var det ham, de kontaktede, når de skulle have nye luftfotografier.
Det samme gjaldt større virksomheder, for hvem Viggo Sylvest Jensen var begyndt at flyve taxiflyvninger. Flyvninger, der i øvrigt inspirerede til oprettelsen af en egentlig passagerrute mellem Kastrup og Hamborg. Han oprettede også en flyveskole, udlejede flyvemaskiner, og midt i 50’erne havde Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S 17 flyvemaskiner, to helikoptere og 100 ansatte.
Luftfotograferingen var dog stadig det bærende element i virksomheden, og når et fotofly gik på vingerne, var ordren at fotografere alt relevant i det givne område. Det var en sund strategi, for selv små husmandssteder, parcellistejendomme og mindre håndværksvirksomheder var interesserede i at have et luftfoto hængende. Man begyndte også at fotografere almindelige huse, og bønderne havde desuden gode år. Hver gang en bedrift blev udvidet og moderniseret med ny stald eller gylletank, ville man gerne have den nye fremgang hængende på væggen.
Virksomhedens fremdrift skyldtes også, at man i 1949 var begyndt at tage horisontalfotografier, der gav et bedre indtryk af ejendommen, når den var fotograferet fra en flyveposition på blot 25 grader mod oprindelig 50. Dermed kom horisont og landskab omkring objektet med, og det blev populært og tiltrak gamle som nye kunder. Der blev blandt andet investeret i en hangar på Kirstinesminde Flyveplads i Skejby ved Aarhus, der blev oprettet afdelinger i Aalborg, Odense, Kastrup og Hamborg, og Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S fik efterhånden fotograferet hele Danmark fra luften.
MED EN MILLION luftfotografier taget over 20 år var markedet i slutningen af 50’erne ikke så frugtbart som før. Det ihærdige arbejde gjorde, at der oftere kom til at stå på bagsiden af et prøvefoto: ”Ejeren har flere billeder, nu er det slut!” ”I dette område har alle kolorerede billeder af SJ. Intet salg!” og lignende. Oplysningerne var skrevet for ikke at spilde tiden med forgæves salgsbesøg, og indimellem kunne der stå: ”Manden vil gerne have et billede, når den nye lade er færdig.” Men ofte gav notaterne udtryk for de potentielle køberes irritation over de gentagne besøg: ”Konen meget sur!” ”Manden er syg, har ikke råd!” ”Meget gamle folk!”
Markedet var mættet, og flere fly blev solgt, men Sylvest havde stadig en tro på fremtiden. I slutningen af 1959 tog virksomhedens fire ledende medarbejdere – ud over Viggo Sylvest Jensen blandt andre Ewald Bech Holtz – på en studietur til Markaryd i det sydlige Sverige for at se på en ny metode for farvefotografering, der var blevet mulig et par år forinden.
På vej hjem forulykkede bilen, og Viggo Sylvest Jensen, Holtz og en af de øvrige medarbejdere blev dræbt. Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S – der på dette tidspunkt stadig var verdens største af sin art – blev nærmest udraderet på et øjeblik.
Tidligere Royal Air Force-pilot Palle Johnson stående på et fly i luften.
Sylvests søn, Preben Sylvest Jensen, fortsatte sin fars arbejde, men de gyldne år var forbi. Danskerne var ikke længere så bundne til deres fødested som tidligere, og de knyttede sig ikke til deres hjem på samme måde som før. Virksomheden forsøgte at fotografere de moderne typehuse, men salget var en fiasko. Der var overvejende erhvervskunder tilbage at betjene, men til gengæld blev sortimentet udvidet ved også at tilbyde luftfotografier på lampeskærme, askebægre og platter.
Ønsket om bedst mulige horisontalfotografier gjorde desuden de lave flyvninger tæt på bebyggelser, højspændingsledninger, antenner og øvrige installationer så farlige, at Preben Sylvest Jensen blev den direkte årsag til, at Statens Luftfartsvæsen satte en grænse for, hvor lavt der måtte flyves ved luftfotografering. Årsagen var, at han styrtede ned med et fly i 1972.
”Det taler jeg helst ikke om, men det var ved Silkeborg, og det var i øvrigt ikke mig, der fløj,” fortæller 81-årige Preben Sylvest Jensen, der efterfølgende solgte firmaet. I 1989 lukkede pionervirksomheden og solgte negativsamlingen til Det Kongelige Bibliotek.
Kirsebærbakken i Hillerød. Ejendommen yderst til venstre var Sylvests bolig og hjemsted for verdens største luftfotofirma.
DE MANGE LUFTFOTOS ligger dog ikke gemt væk i gamle kasser. Tværtimod har de fået en ny betydning, der kan konkurrere med Google Earth, droner og andre elektroniske billeder fra luften.
”Kommuner og regioner bruger dem til at kortlægge forurening,” forklarer forsker ved Kort- og Luftfotosamlingen på Det Kongelige Bibliotek Stig Svenningsen.
”Der er også tilfælde, hvor de benyttes i juridiske spørgsmål om erstatning i forbindelse med ejendomshandler og lignende. Trap Danmark (værk i 34 bind om Danmarks 98 kommuner, red.) forhandler også om brug af luftfotografierne til deres digitale version, da de har en kultur- og bygningshistorisk værdi omkring områders udvikling.”
Hele Danmark er fotograferet, men det betyder ikke, at der er et luftfoto af hvert eneste hus. Samlingen får af og til henvendelser om tidligere lossepladser, men de er ikke fotograferet, da der ikke var penge i det. Derimod er eksempelvis brunkulslejer fotograferet, eftersom Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S kunne afsætte luftfotos til driftslederen og måske nogle af arbejderne.
Myndighederne er opmærksomme på værdien i Sylvests luftfotografier. De fynske kommuner er således gået sammen om vidensdatabasen Geo Fyn A/S på baggrund af firmaets fotografier, ligesom den boligrelaterede oplysningsdatabase DinGeo er baseret på dem.
Ifølge overassistent Arne S. Andersen ved Det Kongelige Bibliotek er de mange virksomhedsoptagelser interessante til bestemmelse af beliggenhed, tromleoplag og affaldsdepoter.
”I 50’erne havde omtrent hver en købmand og brugs i småbyerne eget benzinsalg. Stikprøver har vist forurening på 80 procent af de grunde, hvorfra der tidligere har været salg af benzin. Her har vi billederne,” forklarer han.
I disse år er mange danskere desuden optaget af at finde deres rødder. Ved at søge på bibliotekets hjemmeside kan de nu se, hvordan der så ud, hvor bedstemor boede. Nogle køber også et fotografi af det hus, de bor i, som det så ud for måske 80 år siden – i sort-hvid. For Det Kongelige Bibliotek håndkolorerer ikke. Også dér var Sylvest forud for sin tid.
