SKILSMISSER KAN være svære. Uanset om forholdet har været kort eller langvarigt, er der følelser på spil. Mange. Der bliver peget fingre, og anklagerne flyver gennem luften: Du sagde, du gjorde. Og så er der delingen af vragresterne fra det forliste forhold. Hvem får lejligheden? Bilen? Sofaen? Spisebordet? Fjernsynet? Bøgerne? Krystalkronen? Hunden?
Hvis det levende på listen springer i øjnene, skyldes det måske, at du – som rigtig mange andre danskere – snarere anser hunden som et medlem af familien end som en genstand. Sådan var det også for Lene Boutrup og Jørgen Koldt, da de blev skilt i 2006. Ingen af dem var i tvivl om, hvad der skulle ske med deres treårige West highland white terrier, Rosa.
”Det var som med børnene,” fortæller Lene Boutrup: ”Selvfølgelig skal de se både deres mor og far. Der var ikke nogen pris på hende, ligesom der heller ikke var det på børnene. Så vi behandlede hende på samme måde, og man betragter jo sin hund som et barn. Det gør jeg i hvert fald.”
Men det gør loven ikke.
Nok taler dyrevelfærdsloven fra 2020 om, at dyr ikke bare er at betragte som genstande. De er ”levende og sansende væsner”. Men i familierettens øjne er husdyr, og altså hunden, stadig ejendom og anses som såkaldt løsøre. Hvis parterne ikke kan enes, tilfalder Buller eller Guffe den ægtefælle, som i sin tid købte og betalte for ham eller hende, og i hvis navn dyret er registreret i Dansk Hunderegister.
Det var Jørgen Koldts navn, der stod på kvitteringen for Rosa, og i hans navn, hun var registreret, selvom de sammen hentede hende på kennelen, hvor hvalpen var så lille, at den kunne sidde i Lene Boutrups hånd.
Men akkurat som med det yngste af parrets tre børn, som på det tidspunkt stadig boede hjemme, aftalte Jørgen Koldt og Lene Boutrup at skiftes til at have Rosa hver anden uge. Og da Rosa fik allergi, hvilket westies ofte får, slog de halv skade om dyrelægeregningerne og behandlingerne. Gennem årene løb det op i næsten et halvt hundrede tusind kroner.
”Vi havde også en delebil, men det gik ikke så godt som med Rosa. Der havde vi sværere ved at blive enige om, hvornår den skulle til reparation – og hvem der skulle betale regningen. Men med Rosa var vi enige,” siger Lene Boutrup.
”JEG DELER HUS med et par hunde,” svarer professor Peter Sandøe leende på spørgsmålet, om han selv har hund.
”Min kone har hund,” understreger den 67-årige professor ved Københavns Universitet og leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd på sit kontor på Frederiksberg.
Hvis ægteparret en dag går fra hinanden, forsikrer Peter Sandøe, at han hverken vil gøre krav på Georg, den seksårige bouvier des Flandres, eller Edda, den otte måneder gamle lagotto romagnolo. Men det handler ikke om love og paragraffer: ”Jeg kan godt lide dem og står på venskabelig fod med dem, men jeg rejser for meget til, at jeg gider have hund.”
Alligevel efterlyser den tidligere mangeårige formand for Det Dyreetiske Råd en løsning for de hundeejere, der i en skilsmisse ikke kan blive enige om ’forældreretten’ over hunden.
At ingen tidligere rigtig har interesseret sig for problemstillingen, overraskede Peter Sandøe, da han sidste år skrev den videnskabelige artikel ’Skillemissehunde – og familiedyrenes placering i familieretten’ sammen med adjunkt på Københavns Universitet Søren Stig Andersen.
Det seneste årti har der herhjemme i gennemsnit været 16.000 skilsmisser om året, og da 20 procent af de danske familier holder hund, er der årligt 3.200 såkaldte skilsmissehunde. Heri er ikke medregnet par, som ikke er gift, og netop det at få en hund kan for unge være en prøve på ægteskabet og familielivet (uden at de måske tænker på, at en hund i snit lever i 14 år og dermed længere end mange ægteskaber).
Ude i verden er der i disse år et stigende fokus på problemet med skilsmissehunde. Det bugner derude med love, domme og artikler om emnet. Men ikke i Danmark.
”Det vakte min intellektuelle nysgerrighed,” fortæller Peter Sandøe.
”Det er jo fascinerende, hvordan hunde er trængt ind i vores liv og har fået fat i vores hjerter og tegnebøger,” siger professoren og henviser til en undersøgelse fra forskningscentret, der sidste år viste, at 83 procent af danskerne kan lide hunde. Ikke overraskende er andelen størst blandt dem, som har en. Her er tallet 99 procent.
”HVORFOR BRUGER VI så meget energi på et dyr af en anden art? Følger man en striks darwinistisk tankegang, skulle vi bruge denne energi på os selv og vort eget afkom,” siger Peter Sandøe. Men det gør vi ikke, og af samme grund mener dyrevelfærdsforskeren, at løsningen på problemet med skilsmissehunde må være en ændring af familieretten eller indførelse af såkaldte pet nups eller ægtepagter for hunden. Med andre ord en slags kæledyrskontrakt om fordelingen af ejerskabet af – og samværet med – hunden samt de pligter, som medfølger. For hunden er ikke et stykke løsøre, mener professoren.
For det første er der hensynet til hunden selv, dens tarv eller velfærd. Hvem af ægtefællerne har hunden bedst af at være hos? At tage hensyn til det vil bryde med vores forståelse af dyr som ejendom, og spørgsmålet er, hvad der menes med hundens tarv, samt hvordan domstolene skal kunne vurdere, hvad der er godt og dårligt for den. Hunde kan som bekendt, i modsætning til mennesker, ikke selv fortælle, hvem de ønsker at være hos.
For det andet er der hensynet til ægtefællernes følelser for hunden. Der er ganske vist en særlig bestemmelse i ægtefælleloven om såkaldt krydsende udtagelsesret, hvor domstolene for eksempel kan tildele den ene part boligen, selv om huset eller lejligheden står i den andens navn. Bestemmelsen kan komme på tale i skilsmissesager, hvor børnene stadig bor hjemme, så den ægtefælle, der hovedsagelig skal have børnene boende, kan opretholde hjemmet i vante omgivelser. Men ingen ved, hvordan en dommer vil se på spørgsmålet, hvis det er en hund, han eller hun skal tage stilling til.
I USA, HVOR 40 procent af familiebefolkningen anslås at have hund i modsætning til de danske 20 procent, er der i disse år stadig flere eksempler på, at par, som skal skilles, er villige til at slås for retten til at beholde hunden.
Siden årtusindskiftet har flere amerikanske delstater haft principielle domme eller vedtaget love, der enten gør det obligatorisk eller muligt at inddrage hensynet til hundens tarv, når det skal besluttes, hvilken af ægtefællerne der får hunden i forbindelse med en skilsmisse.
Senest underskrev delstaten New Yorks guvernør, Kathy Hochul, i 2021 en lov, så det fremover bliver op til ægtefællerne og deres advokater at dokumentere, at netop de bedst kan tage vare på hunden. I modsætning til børn kan hunde dog ikke få udpeget en advokat til at repræsentere dem og tale på deres vegne. Ikke endnu i hvert fald.
Udviklingen får flere til at tale om, at kampen for ikke bare hundes, men dyrs rettigheder generelt er den seneste frontlinje i en kamp, der trækker historiske tråde til for eksempel slaveriets ophævelse, kvinders stemmeret og homoseksuelles ret til at gifte sig.
Den australske filosof og nytteetiker Peter Singer har sidestillet vores forskelsbehandling af dyr med racisme og mener, at vi om 100 år vil se tilbage på den måde, vi behandler dyrene på, som vi i dag ser tilbage på slavehandlen. Dyr bør være en del af vores moralske fællesskab, ligesom andre grupper og minoriteter er blevet det gennem historien efter først at være blevet holdt ude, mener filosoffen, der kalder det arts-chauvinisme, hvis vi undlader at tage hensyn til dyrene.
”Alle dyr er lige,” skriver Peter Singer i bogen ’Dyrenes frigørelse’, der har givet navn til den moderne bevægelse for dyrerettigheder. ”Det grundlæggende lighedsprincip kræver ikke en lige eller identisk behandling; det kræver lige hensyn,” siger Peter Singer, der mener, at det er lige så uacceptabelt at behandle mennesker umenneskeligt som at behandle dyr som en genstand, og at deres evne til at føle glæde og smerte er grund nok til at fastslå, at de har egne interesser.
DYRENES BESKYTTELSE har hovedkvarter i en toetagers bygning på Buddingevej i Søborg, der tidligere tilhørte Politiets Efterretningstjeneste. På parkeringspladsen venter to hvide varevogne. ”Dyreredning” og ”Dyr i nød? Ring 1812” står der med rødt på siden af bilerne, der holder foran bygningens rød-hvide motto: ”Dyrenes røgt viser menneskets røgt”.
Foreningen, der blev stiftet i 1875, tilbyder sine medlemmer at tegne et dyretestamente på familiedyr, herunder hunde, så der efterfølgende bliver taget hånd om dyret efter ejerens ønske. Næste skridt kan blive de tidligere nævnte pet nups – juridiske aftaler om et kæledyrs ejerskab og velfærd – fortæller familiedyrschef Jens Jokumsen.
”Skilsmisser er jo nogle gange grimme, og der kan dyrene også blive brugt,” siger Jens Jokumsen. Dyrenes Beskyttelse oplever i forbindelse med skilsmisser at få indleveret hunde af deres juridiske ejere, som på den måde ønsker at straffe ekspartneren ved at sikre, at vedkommende ikke kommer til at se hunden mere.
Foreningen har en aftale med Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) om at passe voldsramte kvinders kæledyr på et internat, herunder hunde, mens kvinderne selv opholder sig på et center. Kvinderne kan dermed bedre forlade en voldelig mand uden at skulle bekymre sig om hunden – og derefter få tid til at finde en længerevarende løsning.
I USA VISER en undersøgelse, at mellem 25 og 40 procent af de ægtefæller, der bliver i et voldeligt forhold, gør det af frygt for, hvad der skal ske med kæledyret. Og i en anden amerikansk undersøgelse svarede 40 procent af de adspurgte kvindelige gifte hundeejere, at de fik større emotionel støtte fra deres hund, end de fik fra deres ægtefælle.
Pet nups og almindelige ægtepagter – nu med hund – kendes fra USA og flere europæiske lande, hvor stadig flere benytter sig af, at familieretsadvokater og dyreværnsorganisationer tilbyder disse. Hvilket ikke mindst skyldes en række kendissers brug af sådanne aftaler.
”Vi vil altid være taknemmelige for den kærlighed, vi har delt, og vil altid arbejde sammen om at opdrage vores to smukke hunde,” skrev skuespillerne Christina Hendricks og Geoffrey Arend i en fælles erklæring, da de gik fra hinanden i 2019 efter 10 års ægteskab.
Retten til yorkshireterrierne Boo og Pistol var også en del af skuespillerne Johnny Depp og Amber Heards omstridte og verdensudbredte skilsmisse (hun fik hundene samt hesten Arrow).
”Selvom man har lavet en sådan aftale i ’fredstid’, vil der dog stadig kunne være en række spørgsmål, når man bliver skilt, i forhold til dyrelægebehandling, foder og i sidste ende, hvornår man så skal afslutte livet,” siger Jens Jokumsen, der selv har to Jack Russell-terriere, Kalle på 11 år og Karla på halvandet.
”Der oplever jeg tit, at det er den part, som ikke længere har Fido i hverdagen, som mener, at nu skal han have fred. Men det synes den anden part ikke. Det kan man også blive uvenner over, så en aftale om at dele ejerskabet og samværet løser ikke alt,” siger Jens Jokumsen.
DET ANSLÅS, at der i Danmark er godt 800.000 hunde. Dog kendes det præcise antal ikke, eftersom mange hundeejere ikke afmelder deres døde hunde i Dansk Hunderegister.
Men hvor mange danskere ville herhjemme benytte muligheden for at tegne en pet nup, hvis – eller når – en sådan aftale bliver en realitet? Nok ikke så mange, lyder det fra formanden for Danske Familieadvokater, Anne Broksø.
”Det er ikke noget, folk kommer til at stå i kø for at bruge. De fleste mennesker lever ikke i den juridiske verden, hvor man husker på den slags. Nu siger jeg noget, som nok bærer præg af, at jeg ikke er hundeejer, men spørgsmålet er, hvor mange penge du vil bruge på at få hunden, hvis du kommer op og slås med ekshustruen eller eksmanden. Hvor mange vil bruge ressourcer på en advokat med en dyr timeløn for at få hunden? Dér tror jeg, at mange alligevel trækker sig.”
Alternativet er måske en egentlig bestemmelse i familieretten som i flere amerikanske delstater eller i en række europæiske lande som Schweiz, hvor retten til en hund tilfalder den part, der kan tage sig bedst af den ”ud fra et dyrevelfærdssynspunkt”.
Sidstnævnte tror Anne Broksø dog ikke på kommer til at ske. Ikke foreløbig. Det folkelige pres er der ikke, mener hun, og i forvejen er lovgivningen inden for familieretten præget af lang holdbarhed. Senest blev ægtefælleloven ændret i 2018 efter at have eksisteret næsten uændret siden 1922.
UNDER CORONAKRISEN blev hunde en slags levende lykkepille i pels. Sidste år blev der registreret 79.122 nye hunde i Dansk Hunderegister, hvilket var en stigning på 25 procent fra 2019 – før coronakrisens start.
”Når verden er urolig og skummel, tyr vi til det nære og trygge – og det er det, som hunden repræsenterer. Hvilket også gør sig gældende i en skilsmissesituation, og derfor har så mange så svært ved at give slip,” siger Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub.
Fra foreningen, der har 30.000 medlemmer, lyder også en advarsel mod at tro, at en pet nup eller en ændring af loven løser alle problemer med skilsmissehunde.
”Det er en balancegang,” siger Lise Lotte Christensen.
”Det er godt at kende sin ret. Men når det gælder ansvaret som hundeejer, skal man i lige så høj grad kende sin pligt: Nemlig at man bør sætte hundens tarv først. Hvis noget står i en lov, risikerer man lidt at blive fritaget for selv at tænke på sin pligt i en skilsmissesituation – altså at hundens trivsel i hverdagen vægter rigtig højt. Når det er sagt, laves de bedste aftaler i fredstid, og det gælder også aftaler om, hvad der skal ske med hunden i tilfælde af skilsmisse eller dødsfald.”
Adfærdskonsulenten anbefaler altid, at den ene af parterne får hunden på fuld tid, og at den anden bliver hundepasser, når der er brug for det. Hunde har brug for ro, stabilitet og forudsigelighed. Selv har Lise Lotte Christensen to golden retrievere, Fiona på 10 år og Darleen på seks.
”Der er ofte stor berøringsangst ved at tale om det her. Men jeg plejer at anbefale, at man tænker over det, taler om det og meget gerne skriver det ned. Man kan jo ændre det hen ad vejen, hvis man finder på ny aftale.”
HUNDE SOVER I DAG mange steder med i sengen, de får jule- og fødselsdagsgaver, de sidder med ved bordet, og når hunde dør, bliver de stadig oftere begravet på dyregravpladser. Vores forhold til dyr kan i det hele taget vække mange stærke følelser, men sådan var det ikke for 30 år siden, da Peter Sandøe blev formand for Det Dyreetiske Råd i 1992.
”Dengang emmede dyrevelfærd af hønsestrik og hattedame,” siger Peter Sandøe, der peger på, at næsten alle partier i dag har en dyrevelfærdsordfører, og at emnet er dagsordensættende, men én ting har ikke ændret sig: Modsat lande som USA går vi mere op i dyrevelfærd end dyrerettigheder. Dyrenes Beskyttelse er for eksempel en dyrevelfærdsorganisation.
”Vi er tættere på bondesamfundet. Dyr er dyr, og mennesker er mennesker,” siger Peter Sandøe, der dog mener, at den danske stat i 2019 gik ”full monty på den amerikanske model” med købet af cirkuselefanterne Ramboline, Lara, Djungla og Jenny samt kamelen Ali.
Elefanterne, som tilhørte Cirkus Arena og Cirkus Trapez, blev pludselig arbejdsløse, da Folketinget i 2018 forbød eksotiske dyr i cirkus. Efter lange tovtrækninger og en pludselig fnisegrinende statsminister i Folketinget lever dyrene i dag i Knuthenborg Safaripark. Det var aldrig på tale at aflive elefanterne, som det skete med giraffen Marius, da han i 2014 kom i ’overskud’ i København Zoo.
”Det er der, hvor vi er på vej hen. Det er der slet ingen tvivl om,” siger Peter Sandøe.
Får han ret, vil særligt hunde stå forrest i rettighedskøen.
Men hvad med skilsmisseparret Lene Boutrup og Jørgen Koldt og deres West highland white terrier Rosa? De to endte med at finde hinanden efter seks års adskillelse og bor nu atter sammen. Rosa døde i 2019.
”Jeg savner hende stadig,” siger Lene Boutrup.
