De kan være til gene, men er især til glæde og gavn, og vi og verden kan ikke undvære dem. Mens flere bi-arter er truet, er interessen for at avle bier vokset markant de senere år. Ud & Se har sendt en journalist og biavler ud for at se nærmere på det lille usædvanlige og uundværlige insekt.
Tekst:Camilla HolckFoto:Thomas Nielsen

FRA GRUSVEJEN STÅR støvet op fra de biler, som styrer mod biavlerforeningens godt gemte parkeringsplads ved siden af motorvejsafkørsel 13 i Roskilde. Klokken nærmer sig 18, og for enden af den smalle vej holder bilerne på skrå under træerne, mens folk står og småsnakker uden for det rødmalede klubhus. 

Regnen truer i horisonten, tøjet klistrer lidt til kroppen, og i aften er der begynderkursus i GRAB – Gl. Roskilde Amts Biavlerforening – den næstældste i Danmark. Hver uge året rundt mødes byens og oplandets biavlere, mest de nye, til oplæring og repetition af biavlens ABC.

Hver sæson starter omkring 40-45 nye biavlere på kursus i Roskilde. Det tal har været nogenlunde konstant over de seneste 15 år. Før var det mest midaldrende mænd, der kom her og blev bi-kyndige, men de seneste år er flere kvinder, ægtepar og familier med børn tjekket ind en gang om ugen. Det er ikke et krav, at man har bestået noget kursus for at holde bier, men alligevel vil de fleste gerne sættes ind i metoderne og lære, hvordan de håndterer de bevingede producenter af den hvinende søde sukkermasse.

Det handler mest om, at det er spændende med bier, at man måske har en stor have med frugttræer, hvor bierne vil kunne hjælpe til med bestøvningen, og at mange synes, det er et spændende familieprojekt. 

Eller at man elsker honning og gerne vil producere sin egen. Følge årets gang sammen med bierne, arbejde med dem, lære at begå sig som biavler. Det med biodiversiteten er en bonus. 

STADE-SPROG

Det mest brugte bistade er stabelstaden 12×10, der er nemmest at arbejde med og nemmest at få fat i. Man sætter 10 trærammer med voksplader ned i en kasse og stabler kasserne oven på hinanden. Man starter med én kasse per bi-familie først på sæsonen og så én mere og én mere, mens bi-familien i kassen mangedobler sit antal og fylder kasserne med honning. Når man høster sin honning, kan en honningfyldt kasse veje 20-30 kilo. Derfor vælger nogle de bistader, som hedder lav-normal. De er lettere og bliver kaldt ’pigestadet’, fordi de ikke vejer så meget, når de er fyldt.

ET AF NATURENS problemer er manglen på insekter. Bestøvere i særdeleshed. Der er en faldende insektmasse på globalt plan, og bier har fået særlig opmærksomhed i den forbindelse. En af grundene er brugen af neonikotinoid, et middel til at beskytte afgrøder mod insektangreb. Undersøgelser viser, at det hæmmer blandt andet humlebiernes flyveevne og vender op og ned på insekternes døgnrytme. Der er registreret 292 arter af bier i Danmark, men 182 af dem er enten rødlistede, truede eller uddøde. En rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi konkluderede sidste år, at sommerfugle, bier og biller er blandt de arter, der oplever den største tilbagegang.

Men én type af bier i Danmark er ikke truet: honningbien. Det vurderes, at der i Danmark er et sted mellem 100.000 og 192.000 bi-familier, som man kalder det. En familie består af én dronning i ét bistade sammen med 40.000-80.000 forskellige arbejderhonningbier. På et givet tidspunkt i løbet af en dansk sommer er der derfor mindst fire milliarder honningbier i naturen, på markerne eller i vores haver, og sandsynligvis er tallet dobbelt så højt.

Men honningbier passer ikke sig selv. De bliver passet af biavlere, hvoraf langt de fleste er fritidsbiavlere (93 procent), og de fleste har 1-3 bistader. 

I Danmarks Biavlerforening, hovedorganisationen for danske biavlere, har man oplevet en stigning i medlemsantallet siden 2008, hvor der var omkring 3.500 medlemmer. Nu ligger tallet på 6.500 og nærmer sig altså en fordobling over de sidste 13 år. Stigningen dækker også over, at det ikke længere kun er mænd, der bliver biavlere. På ti år er kvinder gået fra at udgøre 15 procent af medlemmerne til i dag at udgøre en tredjedel.

”Jeg tror, stigningen helt generelt handler om en større interesse for naturen blandt danskerne,” siger Rolf Tulstrup Theuerkauf, konsulent i Danmarks Biavlerforening. 

”Rigtig mange har også hørt, at insekterne har det dårligt. Men mere konkret oplever vi, at det handler om, at mange gerne vil være lidt mere selvforsynende. Og her er bier jo et oplagt sted at starte. Man får sin egen honning, samtidig med at det også kan blive et familieprojekt at passe dem.”

SUMMENDE GRØFTER  

Danmarks Biavlerforening har udgivet magasinet Bivenlig siden 2018, hvor foreningen opfordrer alle til at gøre lidt ekstra for at hjælpe bierne. På hjemmesiden biavl.dk kan du se deres ’bivenlige danmarkskort’, der tæller både golfbaner, boligforeninger og kirkegårde, som har plantet bivenlige planter og holdt igen med klipningen til glæde for bier og insekter.

I ROSKILDE FOREGÅR undervisningen om sommeren mest udenfor i foreningens skolebigård, som tæller de mest brugte bistadetyper: 12×10, lav-normal, langstroth og trugstader. Navnene repræsenterer forskellige mål på de vokstavler, som sættes i bistaderne, hvor honningbierne bor og laver honning. 

I skolebigården skal kursisterne prøve de forskellige typer af og finde frem til den, som passer bedst til én.

”Vi har en intention om at få de nye biavlere ud og prøve de forskellige typer bistader af,” siger Ejlif Larsen, næstformand i GRAB. Han har, sammen med ’Poul Bi’, som han bliver kaldt herude, udviklet den begynderundervisning, som danner grundlag for biavlerforeningen i Roskilde, og som nok er et af de mest hyppige og grundige kurser på Sjælland.

Undervisningen står næstformand Ejlif Larsen og Poul Bi selv mest for. De to er, sammen med formand Hans Janstrup, herude hele året rundt. De er tre hvidhårede mænd, der brænder for at få nye biavlere i gang. Alle tre har mange meninger om biavl, det er ligesom reglen.

”Er der to biavlere, så er der tre meninger,” siger Ejlif Larsen.

Enhver biavler med lidt erfaring vil først grine af og derefter nikke anerkendende til det udsagn, for biavl er en branche og en livsstil, hvor der er utrolig mange måder at gøre tingene på. Der er ikke ét klart svar på næsten noget som helst.

”Vi gør det alle sammen på vores egen måde. Jeg plejer at sige til nybegynderne: ’De første par år skal du lytte til os, og så skal du selv tage den derfra,’” siger Ejlif Larsen og fortæller, at Erling Bech for eksempel har en anden mening end ham selv om tidspunkter for både fodring af bierne og høst af honning.  

Erling Bech er en lokal biavler fra Hvalsø, som startede med bier først i 70’erne. Han er nu, som 80-årig, stoppet, fordi hans krop er ødelagt af for mange løft af de tunge honningkasser. Han er lidt en legende herude, og så underviser han i foreningen i biernes trækkilder – altså planter og blomster og den slags.

Når der undervises indendørs, står Ejlif med PowerPoint-præsentation og fortæller om bi-paragraffer, bi-anatomi eller bi-sygdomme. Formand Hans sidder ved et bord tæt på overheaden og supplerer, mens Poul står bagerst i lokalet og kommer med tilføjelser og tilråb. 

”Nu er det næsten nok om det, det handler bare om, at vi gør sådan her!” kan han sige, og så viser han det på sin måde. 

KEDELIG BI-SMAG?

Når man tager biernes honning, må man give dem noget til gengæld, ellers dør de af sult. Honning er biernes vinterforråd, og som erstatning kan man give dem sukkervand eller en tyk sukkerpasta. Det er lige så tarveligt, som det lyder, men bierne virker til at være ligeglade, bare de er mætte.

HONNINGBIER ER AVLET til at være rolige af sind, medgørlige. Avlen står blandt mange andre Mogens Mundt for. Lisbeth Mundt, Mogens’ kone, er netop ankommet, og i de tilstødende lokaler står hun klar med sæsonens nye dronninger. Hun har en lille skuffelignende trækasse med, hvori der er omkring 20 mindre bokse i gul plastik på størrelse med en dåse makrel i tomat. I en af dem er der en dronning med en håndfuld følgebier, som opvarter hende, indtil hun bliver sat ned i et stade.

I den ene ende af boksen er der lidt transportfoder til at holde bierne i live, indtil de når deres destination. Nogle bliver faktisk sendt med posten, og Lisbeth har engang prøvet at sende en boks med bier til USA for at få dem tilbage med return to sender påklistret brevet – og bierne var stadig i live.

Dronningerne, Lisbeth Mundt har med, er den billige version – 337,50 kroner inklusive moms, men ikke dårlige af den grund – de er nemlig friparrede, som det hedder. Den dyre version, limousinen inden for honningbidronninger, koster omtrent fem gange så meget. Og de er ø-parrede. Det foregår på Orø, hvor man har fuld kontrol over de droner, som skal parre dronningen, da bier ikke flyver over vand. Droner er hanbier, hvis eneste funktion er at parre dronninger. De er lidt større end de almindelige arbejderbier, og de kan ikke stikke. En honningbidronning bliver parret én gang i sit liv af flere droner. Og så har hun befrugtede æg nok til flere år.

Jakob, der er slank cfog har runde briller, er kommet for at hente en dronning sammen med sine børn på tre og fem år. De har et lille landsted uden for Roskilde med fem bistader. Især den store, David, er meget interesseret.

”Har hun nogle arbejdere med?” spørger han sin far. Far Jakob nikker og peger på omkring 5-7 bier ud over dronningen i den gule boks.

”Hun har en hvid prik på,” siger David, og han har ret. Dronningerne får en lille farveklat i nakken, som skifter farve fra år til år, så det er til at holde styr på, hvor gammel dronningen er. 

Jakob har haft bier i fem år og inddrager gerne børnene i arbejdet med pleje og pasning:

”De synes, det er vildt spændende, og spørger meget til det. Vi fik ikke bier direkte for biodiversitetens skyld, men nu sørger vi for at plante bi-venlige planter i stedet for græs.”

PRES PÅ 

Man kan presse sin honning i stedet for at slynge den. Her skærer man voks og honning af tavlen og bruger noget, der ligner en æblepresser, til at få fat i de gyldne dråber. Honning herfra vil være en smule mere tyktflydende, fordi den ikke har været udsat for centrifugering, og nogle mener også, at der er flere mikronæringsstoffer i presset honning. Flere og flere presser deres honning, men de fleste bruger fortsat slyngen. Det er nemmere og sviner mindre.

HVORNÅR VI DANSKERE begyndte at indsamle honning, er usikkert, men der er brugt honning i mjød og nordisk grog for 3.500 år siden. I 1800-tallet begyndte man at kultivere honningproduktionen med noget, der minder om de bistader, vi har i dag, og samtidig opdagede man, at den danske honningbi – den, vi kalder den brune honningbi – ikke var så god til at blive domesticeret. Den var lidt vild og ville gerne sværme. Derfor begyndte man i 1860’erne at importere gule honningbier især fra Italien. De var større og roligere og gav mere honning. 

Især efter anden verdenskrig eksploderede salget af gule honningbier, og i dag er den oprindelige brune honningbi stort set ikke-eksisterende i Danmark. Undtagen på Læsø. 

Her trivedes den brune bi op til 1970’erne, hvor den havde tilpasset sig de læsøske klitplantager med den karakteristiske lyng, som giver noget af den mest eftertragtede honning. Men da nogle beboere på Læsø i slutningen af årtiet begyndte at importere gule honningbier, forsvandt genmaterialet fra den oprindelige Læsø-bi langsomt. For når en brun bi parrer sig med en gul, bliver resultatet gult. 

Alfred Petersen, dengang overlærer på Læsø, fik i starten af 80’erne øjnene op for den oprindelige brune bi, som kort forinden var den eneste art på øen. Han mente, den burde bevares for at sikre genmaterialet og for at bevare biodiversiteten. 

Petersen ansøgte i 1983 Statens Bisygdomsnævn om, at Læsø kunne blive ’ren­avlsområde’ for den brune bi. Mindre øer er optimale steder at avle og bevare bier, fordi bier ikke flyver over vand, og derfor kan man kontrollere, at de ikke parrer sig med ’fremmede’ arter. 

Nævnet imødekom hans ansøgning, men de gule biavlere på øen ville ikke af med deres bier. De kunne ikke se fidusen i at bevare en brun race, som efter deres mening var den gule underlegen. 

RET OG RØR

Når man rører honning, kommer de små sukkerkrystaller ud af honningen, som naturligt danner sig kort efter tapning. Hvis man ikke gør noget ved krystallerne, bliver honningen hård og fast og knaser, når du spiser den.

Den tidlige honning – ofte også kaldet rapshonning, fordi de fleste bier vil trække på den populære danske afgrøde – begynder hurtigt at krystallisere og skal derfor kun røres i få dage, mens senere honning skal røres i måske uger. I ’Lærebog for biavl’ af Eigil Holm – biavlerens bibel – står der følgende om ’rørningen’: ”Biavlerens kunst består i at holde op med at røre i tide. Holder man for tidligt, bliver den så fast, at den er svær at få ud af glasset – og kunderne ynder ikke at smøre mad med et brækjern.”

I 1993 VEDTOG Folketinget en lov, som forbød hold af gule bier på Læsø. Alle eksisterende gule bier skulle flyttes, destrueres eller have udskiftet dronningen med en brun. Destruktionen gik i gang, og stader blev overhældt med benzin. 

Men enkelte læsøboere ville ikke finde sig i det. Heriblandt Ditlev Bluhme, hvis far og farbror tog de første gule bier med til Læsø i 70’erne.

Ditlev Bluhme fortsatte med at have gule bier i sit sommerhus på Læsø, og han og Erik Sørensen, lokal fiskeskipper og gul biavler, stiftede Den Frie Biavlerforening på Læsø.

”Erik og jeg snakkede længe om det, og vi bad om en garanti for, at det var rene brune bier, før vi skulle lade vores slå ihjel. Men man kunne ikke garantere renhed fra statens side, så vi ville overhovedet ikke lade vores stader destruere og have vores bier slået ihjel på den baggrund,” siger Bluhme fra en telefonforbindelse i Grenaa, hvor han bor.

Der kom derfor en retssag mod Bluhme og Sørensen fra statens side i 1994, fordi de ikke ville følge reglerne. Og pludselig en dag var alle deres tilsammen næsten 100 bistader forsvundet og spredt ud over hele øen. Den dag i dag ved Bluhme ikke, hvem der gjorde det.

”Du tror, det er løgn, men jeg fik en telefonopringning, hvor en person sagde: ’Dette er Operation Ørkenstorm. Bierne er flyttet.’ På Læsø er der jo træer alle vegne, skov og krat. Jeg har aldrig fundet dem igen, og jeg har aldrig fået dem tilbage,” fortæller Ditlev Bluhme, der ankede dommen, han fik for at nægte at lade sine bier destruere. Hans forsvar bestod i, at forbuddet mod de gule bier på Læsø stred imod EU-traktatens bestemmelser om varernes frie bevægelighed samt om handel med racerene dyr.

Sagen endte for EU-Domstolen. Resultatet blev en anerkendelse af handelshindringen, men samtidig vurderede man, at hensynet til bevaring af den brune bi var vigtigere. Bluhmes advokat krævede dog, at sagen skulle behandles på ny, fordi loven i første omgang skulle have været gennem EU. Først 10 år senere blev der indgået et kompromis: Læsø blev delt op i to. 

De brune biavlere fik tildelt et område yderst på den østligste spids, hvor der kun må være brune bier. Her kan de så bedrive bevaringsarbejde og biavl. På resten af øen – fratrukket en bufferzone – må der være gule bier.

”Det er en blussende krig, men vi træder vande, indtil dem, der var med i krigen, ikke er her mere,” siger Klaus Richter, formand for Læsø Biavlerforening.

Den tidligere formand, Carl Johan Junge, er enig, men har en anden teori:

”Der var mange interesser i det. Pressen syntes, det var spændende selvfølgelig. Og Bluhme var den mest profilerede biavler i Danske Biavleres Landsforening. De er jo en konkurrerende forening til Danmarks Biavlerforening, som er Danmarks største. Den Læsø-sag blev brugt til at holde gang i deres egen sag,” siger Carl Johan Junge i dag – et år efter han har forladt formandsposten, som han har haft on-off siden 1987.

”Vi var en del af et spil, os her på Læsø.”

 

KRAV TIL DRONNINGEN

En dronning har æg nok til 2-3 år, så skal man overveje at skifte hende, hvis både bi- og honningproduktion skal holdes i gang. En bidronning sætter stemningen for hele bi-familien, og der er mange krav til hende og familien: Dronningen skal være yderig (lægge mange æg), bierne skal være tavlefaste (når du tager pladen af for at kigge til dem, skal de blive i kassen), de skal være sværmtræge (helst ikke sværme), og så skal de være rolige (ikke stikke og lade være med at flyve op, når man går forbi stadet).

PÅ SPØRGSMÅLET OM, hvorfor det betød så meget for Ditlev Bluhme med de gule bier, og hvorfor han ikke bare kapitulerede, svarer han, at det måske handler om ham selv som person. Og hans ven Sørensen.

”Vi var nogle lidt koleriske, stædige asner. Det er nok mest af alt retfærdighedssans. Skåret ud i pap, så mener vi ikke, at de brune bier er brune, og derfor kan det ikke nytte noget, at de vil pådutte os andre det avlsmateriale, som vi ikke vil have.”

For Bluhme har bikrigen fyldt meget i hans liv. På et tidspunkt havde han 2,5 meter sagsmapper stående derhjemme. De er siden røget på lossepladsen. Det var en del af en proces med at lægge sagen til side. Lægge den væk. 

”Så var jeg fri for at spekulere på det. Men det er jeg jo ikke alligevel. Der går stadig lidt røg op en gang imellem. De gule biavlere spørger mig til råds, derfor kommer det stadig op. ”

Og så har det også noget med ø-mentalitet at gøre, mener han.

”Det er Læsø i en nøddeskal. Vi vil selv bestemme. Der er ikke nogen, der skal komme her. I et lille ø-samfund er der ikke så mange forskellige muligheder. Enten er man for, eller også er man imod, om det så handler om færgen eller bierne.”

Ifølge Klaus Richter er Ditlev Bluhme – der hvert år får tilsendt foreningens årsrapport – stadig ”absolut på dupperne”. Og så mener den nye formand for de brune bier på Læsø, at det kan være et stort pres på en lille ø med en konflikt af den størrelse:

”Sagen er ikke lagt i graven. Den er heller ikke helt væk i dagligdagen. Vi er et lille samfund, som stadig forsøger at få det til at virke med den brune bi.”

LIGE LOVLIG SVÆRMENDE

Bierne har deres egen lov, ’Lov om biavl’ fra 2009, men love om hold af bier går helt tilbage til Jyske Lov fra 1241. I den omhandler fire paragraffer hold af bier. En af dem gælder stadig: Har biernes oprindelige ejermand tabt sværmen af syne, har han også tabt ejendomsretten til den. Honningbier sværmer, hvis de ikke bliver passet ordentligt, eller hvis der bliver for mange bier i et bistade. Så producerer arbejderbierne en ny dronning, og når hun udklækkes efter blot 16 dage i puppen, smutter de og efterlader resten.

BEKYMRINGERNE ER anderledes få på biavlerkurset i Roskilde, hvor kursusdeltagerne skal have ’fingrene i bierne’. Formand Hans går hen til 10x12’eren, Ejlif starter ved trugstaderne, som nok er de mest kendte, gammeldags bistader – en trækonstruktion formet næsten som et lille hundehus uden indgangshul. Deltagerne skal lære, hvordan man tager en tavle lodret op af stadet. Tager man en tavle op på skrå, risikerer man at ’rulle’ bierne, og så bliver de sure. Når en biavler siger rulle, betyder det mase, kvase, slå dem ihjel. 

”Hvis du tager en tavle forkert op, kan dronningen også blive skadet på en vinge, og så gider de andre bier hende ikke. Men mest af alt skal folk lære at tage den med ro,” siger Ejlif.

”Det er afstressende at passe bier, men man må ikke være stresset, når man kommer ud til dem. Folk synes, det er underligt, at jeg kan stå uden handsker og hat. Men det er, fordi jeg kender mine bier. Jeg vil lære dem at kende. Når jeg går ud til mine egne bier, kommer der et par bier og flyver rundt om mig, og ’nå, det er ham’. Det er sådan, jeg oplever det. Vi har jo vores dufte.Bierne bliver styret af dronningens feromoner, de er styret af hinandens dufte. Hvis du udsender stresshormon, reagerer bierne anderledes, end hvis du dufter, som du plejer,” siger Ejlif Larsen.

På kurset bærer lærerne dog det meste af udstyret, blandt andet anorakken med den astronautlignende, ventilerede heldækkende net-hætte, det sikrer et godt udsyn, men som stopper de mest nærgående bier. 

”Hvorfor har I ingen handsker på?” er der en, der spørger.

”Det har nybegynderne også,” svarer Hans fra inde bag nettet: 

”I starten hævede jeg op, når jeg blev stukket, men nu mærker jeg det næsten ikke.” 

SLYNGVENNER

En honningslynge er en cylinderformet centrifuge på størrelse med en lille vaskemaskine. Den er udført i metal og virker ved, at man sætter sine honningfyldte tavler ned i centrifugen, som slynger dem rundt i sådan en fart, at honningen løber af tavlerne og samler sig nede i bunden. Herefter tapper man honningen ned i nogle beholdere (for eksempel plastikspande).

EFTER ET LILLE regnskyl skinner solen igen, og Ejlif Larsen bliver prikket på skulderen.

”Kan vi ikke bare sælge honningen flydende? Jeg har rørt den i en uge nu, og der sker ikke noget,” spørger en kvindelig biavler med mørkt, bølget hår og bidragt på. Det er første år, hun har bier.

I Danmark rører man stort set al honning i modsætning til lande i Sydeuropa. De blomsterkilder, som de danske honningbier trækker på, gør, at honningen krystalliserer hurtigt og derfor ikke holder sig flydende særlig længe. Det hjælper derfor at røre den lige efter tapning. Så ændrer konsistensen sig, og den holder sig smørbar i flere år. Men mange nye biavlere synes, det er fristende at sælge den helt nye flydende honning. Den har en smuk farve, smager godt og kan bruges flydende på mysli eller i salatdressing. Alle de steder, hvor man for eksempel bruger en udenlandsk akacie- eller ’blomster’-honning. Men herhjemme rører vi den altså. Og sådan er det.

”Honningen skal trække streger, når du rører den, som man siger. Der skal komme nogle mørke streger i honningen. Den skal røres dagligt,” siger Ejlif.

Den nye biavler kapitulerer.

”Okay, jeg rører den. Men kan jeg skippe i morgen? Der har jeg nemlig ikke tid.”

Ejlif trækker på skulderen.

”Ja, det kan du jo godt, men resultatet bliver derefter.” 

DE VILDE VS. DE TAMME

Honningbier er generalister og henter nektar og pollen fra mange forskellige planter, og derfor er flere bange for, at de hugger føde fra de vilde bier, som kun føder på én eller meget få planter. Den nyeste forskning fra førende europæiske forskere, heriblandt fra Aarhus Universitet, har ikke fundet direkte bevis for, at honningbier bidrager til udryddelsen af vilde bier, men flere af de kritisk truede arter har et føde-vareoverlap på mere end 70 procent med honningbien.

”Indtil vi fuldt forstår de komplekse naturlige samspil mellem honningbier og truede biarter, synes det anbefalelsesværdigt at undgå at placere bistader i områder tæt på de truede bier i deres aktive flyveperiode,” siger Claus Rasmussen, akademisk medarbejder ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, i en pressemeddelelse.

50-ÅRIGE BJARNE med fuldskæg og en guldring i venstre øre har også lige fået honningbier. Han bor på en gård i Svogerslev uden for Roskilde. Han har både brombær og hindbær, som er gode trækkilder for bierne og kan give en karakteristisk rød-orange honning, så han har længe tænkt på at komme i gang med biavlen. Men det er først her 17 år efter, han flyttede fra København, at han har taget skridtet. Han ankommer til mødet i sin pickup med en honningslynge, som han har lånt af foreningen. 

”Det var faktisk ret nemt, jo,” svarer han på spørgsmålet om, hvordan den første honninghøst er gået.

”Kan jeg presse skrællevoksen?” spørger Bjarne. Skræller man ikke voksen af, vil honningen ikke løbe fra i centrifugeringen.

Ligesom mange andre vil Bjarne gerne have klare svar, men ak, så nemt er det ikke. Ejlif Larsen trækker atter på skuldrene og svarer:

”Der er jo ikke noget, som er rigtigt eller forkert.”

Tags:
SE MERE