STÆRK DÉR, BRO!
DSB har i 2024 kørt det højeste antal rejsende over Storebælt, siden broen blev indviet for togtrafik i 1997. Ni millioner rejser blev det til på Storebæltsbroen, og DSB stod for 28,4 procent af den samlede trafik over bæltet. Det er den højeste andel de seneste 10 år.
S-TOG IS THE THING
Med 112 millioner rejser i 2024, svarende til en vækst på seks procent i forhold til året før, har S-tog været en populær transportløsning. Væksten ses på alle ugens dage og inkluderer både weekend- og pendlerrejser samt en øget efterspørgsel i forbindelse med koncerter, fodboldkampe og løb. Årets mest travle måned i 2024 var november med 10 millioner rejser, hvilket var 270.000 flere end i samme måned i 2023.

Illustration: Jakob Wedendahl
AARHUS, STRØMMENS BY
Fra 30. marts udfører Banedanmark sporfornyelse og forbereder introduktionen af mere klimavenlige eltog på Aarhus Hovedbanegård. Det betyder færre regionaltog og ændrede tider mellem Fredericia og Aarhus H.
Tjek Rejseplanen for at se, hvad ændringerne betyder for dig, eller læs mere på dsb.dk/sporfornyelse
PÅ VAGT FOR TRYGHEDEN
Siden 2022 har DSB haft tryghedsvagter på S-togsstationer, og deres tilstedeværelse gør en forskel. Den seneste effektmåling udført af Epinion viser, at otte ud af 10 rejsende har set eller hørt om tryghedsvagterne – og af dem mener over 80 procent, at vagterne øger trygheden i toget og på perronerne i aftentimerne. Målingen viser også, at 74 procent af forældre til 15-18-årige føler, at vagterne gør dem mere trygge ved at lade deres børn rejse om aftenen.
PLUSDAG HOS DSB
DSB kom ud af 2024 med et stort plus på bundlinjen. Årets resultat før skat var 675 millioner kroner mod et overskud på 425 millioner kroner i 2023. Resultatet er positivt påvirket af den øgede passageromsætning, der er steget med 11 procent. I kroner svarer det til 608 millioner, og for første gang har passageromsætningen rundet seks milliarder.