Når DSB’s materiel skal på værksted, bliver vognene gelejdet rundt mellem sporene af en såkaldt rangertraktor. Kom med på værksted, tag med på en ’køffer’, og lær DSB’s traktorer at kende.
Tekst:Laura Offerlin LarsenIllustration:Jakob Wedendahl

RANGERORDEN

En rangertraktor er et mindre lokomotiv, der bruges til at rangere lokomotiver, vogne og togsæt mellem de forskellige spor på værkstederne. At rangere betyder kort fortalt at flytte en del af en togstamme fra ét spor til et andet. DSB’s første rangertraktor blev leveret i 1924 – indtil da havde man brugt heste til at rangere materiellet. Traktoren fik navnet DSB Traktor 1 og eksisterede frem til 1955, hvor den blev ophugget.

UD OVER GRÆNSEN

I dag har DSB 16 rangertraktorer af forskellige typer. Fire af dem er af typen KÖF, som er tysk og står for: Kleinlokomotive, Öl-antrieb durch Dieselmotor, Kraftübertragung mit Flüssigkeitbetriebe. På dansk betyder det: lille lokomotiv, oliedrevet af dieselmotor, kraftoverførsel med flydende væske. KÖF-rangertraktorerne, som også går under navnet ’køffere’, er bygget på Frichs Maskinfabrik og Kedelsmedie i Aarhus og blev leveret til DSB i 60’erne. Køfferne vejer 17 tons, er 6,4 meter lange  og kan køre 45 km/t.

”SKIDEGODT, EGON!”

DSB’s nok mest kendte rangertraktor er DSB Traktor 57. Denne traktor slog sine folder som filmstjerne i ’Olsen Banden på sporet’ fra 1975. I filmen bruger Egon, Benny og Kjeld DSB Traktor 57 til at fragte en godsvogn fyldt med guldbarrer. Egon har lært køreplanen udenad, så Benny kan styre traktoren uden om togene, mens Kjeld skifter sporskifterne. Alt går efter planen. Lige indtil Statsbanerne skifter til sommerkøreplanen, og alle togtider forandrer sig.

TRÆK – OG SLIP 

DSB Traktor 57 blev bygget på Pedershåb Maskinfabrik i Brønderslev i 1953. Traktoren er 4,5 meter lang, vejer seks tons og kan køre 25 km/t. Den er desuden en sjælden type rangertraktor, som DSB kun har haft to af igennem tiden. Mens DSB Traktor 57 i dag står på Danmarks Jernbanemuseum, blev den anden – DSB Traktor 56 – ophugget i 1977.

NYE KRABBEKLØER

I 2016 fik DSB 12 øvrige rangertraktorer af typerne CRAB 1500E (2 stk.), CRAB 5000E (8 stk.), CRAB 3100E (1 stk.) og CRAB 2100E (1 stk.). CRAB’erne er i modsætning til køfferne ikke bundet på samme måde til skinnerne, da de både har jernbanehjul og gummihjul, hvilket giver flere muligheder i forhold til rangering. De er desuden batteridrevne og derfor mere miljøvenlige end køfferne.

Tags: , ,
SE MERE