FØRSTEPLADS FOR ANDEN GANG
Igen i år kan DSB kalde sig Danmarks mest bæredygtige brand inden for passagertransport. Sustainable Brand Index 2026 blev offentliggjort i marts måned, og her gentog DSB vinderpladsen fra 2025 i transportkategorien. På anden- og tredjepladsen kommer Metroen og Movia. På den samlede liste over Danmarks mest bæredygtige brands er DSB placeret som nummer 22 ud af 255 brands i 2026.

TRÆD TIL
Både klokkeblomster og cykelklokker springer ud i denne måned, når Cyklistforbundet kører sin ’Vi cykler til arbejde’-kampagne. Tusindvis af danskere vil konkurrere om at cykle flest kilometer, og der er gode muligheder for at kombinere cykelturen med toget. Det er gratis at medbringe sin cykel i alle regionaltog uden for myldretiden samt lørdag og søndag. I S-tog kan du frit medbringe cyklen uden for myldretid.
Meld dig til på vcta.dk

FEST FOR 40 KRONER
DSB satte i sin tid alle reklamesejl til for at lokke folk med på tur. Langs S-banen ud for Svanemølleværket i København stod for eksempel store tavler og bød indenfor til ’Fynsk forår’ – et weekendophold i Assens, Svendborg eller Kerteminde til den nette pris af 40 kroner. Udstyret med spotlys nåede budskabet også frem i mørket, og med kraftværkets skorsten som baggrund dannede tavlerne en lokkende allé langs sporet. Bag kampagnen stod DSB’s egen rejsebureauafdeling, som sammensatte pakker med togrejse og hotelophold og solgte dem gennem rejsebureauer.
HJUL I STEDET FOR SKINNER
Skal du rejse mellem Ringsted og Slagelse i pinsen, skal du være opmærksom på, at togene bliver erstattet af togbusser. Fra fredag aften den 22. maj til natten efter søndag den 24. maj skal en bro på strækningen rives ned. DSB indsætter både stopbusser og hurtigbusser for at sikre en så smidig rejse som muligt. Rejseplanen er allerede opdateret, så du kan tjekke de præcise ændringer og planlægge din rejse i god tid.
