Indlæg

Tæt på Ukraines problematiske grænse til Rusland har en lille by skiftet navn. Før hed den Novhorodske, men nu hedder den atter sit oprindelige navn: New York. Ud & Se tog til byen nær frontlinjen, hvor granater regner fra himlen, og hvor den store kamp mellem øst og vest kæmpes dagligt, personligt og indædt.
Tekst og foto:Emil Filtenborg og Stefan Weichert

GARDINERNE VAR TRUKKET for i det lille værelse og hindrede solens stråler i at komme ind. Kun fjernsynet for foden af sengen kastede en smule lys ind i soveværelset, hvor Aleksij Shevchenko lå på sengen med et tyndt lagen. Lungerne er hærget af tuberkulose, og det er en evig kamp at trække vejret for den 59-årige pensionist, der er sunket ind til næsten ingenting. Han har ofte strømsvigt og var derfor taget over til sin søster på den anden side af vejen for at se fjernsyn, selvom han kun sporadisk følger med i flimmerkassens kavalkade af ligegyldige programmer.

Han opdagede ikke den 122 millimeter store mortergranat, der brød den stille morgen med en hvislende lyd hen over himlen og sluttede sin færd med et enormt brag. Eksplosionen sendte rystelser gennem huset og knuste ruderne i nabohusene. Et fragment på størrelse med en knytnæve brød en rude og trillede hen over gulvet i søsterens stue, mens en støvsky rejste sig udenfor. 

Aleksij Shevchenko kæmpede sig op. Han kunne ikke forstå, hvad der var sket, og kom frem til, at mortergranaten måtte have ramt længere væk. Der har trods alt været krig mellem de russisk-støttede separatister og Ukraine i syv år i det østlige Ukraine, og hver nat kan han og de 12.000 andre indbyggere i New York høre lydtæppet fra en krig, der måske er glemt, men langtfra er ovre. 

Aleksij Shevchenko.

Kort efter kom panikslagne naboer løbende. De gjorde det klart, at det var hans hus på den anden side af vejen, der var ramt. Aleksij Shevchenko løb over til huset så hurtigt, som de spinkle ben kunne bære ham. Hunde jamrede i baggrunden fra nabohusene, mens Aleksij Shevchenko til sin frygt så, at granaten havde ramt hans soveværelse, havde dækket hans seng med mursten og gjort hans hjem ubeboeligt. 

Da Ud & Se et døgn senere ankommer til New York, triller tårerne ned ad kinderne på Aleksij Shevchenko, og han sætter sig ned på hug for at få luft. Det er ikke lettelsen over at være i live, der fylder. I stedet er vreden ved at æde ham op. En vrede, som kort efter bliver til fortvivlelse. Han får omkring 400 kroner om måneden i pension. Han kan på ingen måde betale for skaderne.

”Jeg har næsten ingen penge til medicin og mad. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” gentager han. 

”Hvad bilder de sig ind?”

I horisonten er frontlinjen synlig. Fabrikken t.v. er den lokale fenolfabrik, som holder byen i gang.

NEW YORK I UKRAINE

Byen blev grundlagt i 1846 af en gruppe tyske gammelevangeliske bosættere og fik – efter sigende – sit navn, da en af de tyske bosætteres hustru kom fra USA. Stedet blev centrum for en række tyske landsbyer i området og voksede sig stort på at producere landbrugsprodukter, teglsten og landbrugsmaskiner. Byen havde flere skoler, og hovedgaden Gartenstraße er i dag stadig præget af gamle murstenshuse fra den tid. De tyske bosættere blev dog presset ud af byen af Sovjetunionen ad to omgange. Først efter den russiske revolution, der begyndte i 1917, og dernæst efter anden verdenskrig. I 1951 ændrede Sovjetunionen byens navn til Novhorodske, da det ikke var passende i Stalins Rusland at have en by ved navn New York. I år har lokale kræfter dog fået ændret navnet tilbage til det oprindelige.

ALEKSIJ SHEVCHENKO BOR i en by, der på grund af sit nylige navneskifte har fået en del international opmærksomhed. Stedet og byen er grundlagt i midten af 1800-tallet af tyske mennonitter, og den fik navnet New York, da en af de allerførste bosættere ville imponere sin kone, der kom fra USA. Sådan hed byen, indtil Stalin i 1951 fik øje på navnet, der i den symbolstærke og kolde efterkrigstid virkede som en lille, irriterende sten i skoen på det store kommunistiske projekt. Byen blev derfor omdøbt til Novhorodske, men nu er det oprindelige navn tilbage. 

Lokale kræfter har med succes kæmpet for at gennemføre navneskiftet, og de håber på en ny begyndelse for den gamle industriby, der ligger klemt inde mellem frontlinjen mod øst og syd og militærets kontrolposter mod nord og vest. 

New York ligger kun et par kilometer fra frontlinjen i Østukraine, hvor krigen mellem russisk-støttede separatister og Ukraine har kostet mere end 13.000 mennesker livet siden 2014 og har drevet halvanden million mennesker på flugt. 

En krig, der brød ud efter Majdan-revolutionen i 2014, hvor ukrainske folkemasser krævede, at den daværende præsident Viktor Janukovitj skulle gå af, da han takkede nej til en associeringsaftale med EU og i stedet ville lave en aftale med Rusland. 

63-årige Nadiya Ivanivna Popova lever i den fattigste del af New York. ”Jeg ved ikke, hvad vi kæmper for,” siger hun.

En statue af den russiske poet Aleksandr Pusjkin har en central plads i New York, mens denne statue af den ukrainske poet Taras Shevchenko står i et hjørne af parken.

Janukovitj trak sig senere samme år, men alligevel blev folkefesten i store dele af Ukraine hurtigt afløst af frygt: Rusland annekterede den ukrainske Krim-halvø, og en krig brød ud i den østlige Donbass-region mellem russisk-støttede separatister og Ukraine.

Som mange andre byer langs fronten blev New York ramt økonomisk. Den var kortvarigt besat, og både krigen og Sovjets fald har accelereret en økonomisk deroute. To ud af byens tre fabrikker er lukket, og der er ingen, der investerer. Måske på grund af den stadige risiko for morterangreb som det, der ramte Shevchenkos hus dagen før, Ud & Se besøgte byen.

Læg dertil, at 28 procent af Ukraines befolkning er forsvundet siden Sovjetunionens fald. Mange er rejst, efter krigen brød ud, og sådan er det også i New York, hvis gadebillede er præget af ældre mennesker. Byen holdes i dag kun i live af en stor fenolfabrik, som ifølge byens borgere forurener og giver folk vejrtrækningsbesvær.

Byen minder dermed om de andre byer langs frontlinjen. Ofte er de centreret om en enkelt fabrik eller en kulmine. Tag nabobyen Toretsk, også bare kaldet ’kulminebyen’. Her arbejder mange i urentable kulminer, som den ukrainske regering gerne vil lukke, og det skaber vrede blandt borgerne, som frygter, at de ingen fremtid har. Det billede går igen over hele regionen, hvor bjerge af mineaffald bryder landskabet.

STEMMER FRA NEW YORK

Borys Bocharov, 61 år, poet

”Jeg er meget glad for navneskiftet. Det handler ikke kun om byen her, men også om en ny begyndelse for hele vores område. Det er en ny fortælling. Vi vil gerne have en ny park og flere arbejdspladser. Jeg tror, at vores navneskifte kan hjælpe os i den retning. Det er målet. Før i tiden var det meget bedre. Der var mere gang i byen, og derfor er der mange, der drømmer sig tilbage til tiden under Sovjetunionen, men jeg er ikke en af dem. De kommunistiske ideer tiltaler mig ikke.”

DA MORTERGRANATEN ramte, sad 65-årige Lyubov Toldykina lidt længere henne ad vejen og vaskede agurker i sin baghave omgivet af frugttræer. Hun kunne høre den hvislende lyd fra granaten kort før nedslaget, og hun vidste, at noget var galt. Derefter kom braget og trykbølgen, der rystede hendes hus, rev tagsten af og sendte en kuldegysen gennem hendes krop. 

”Jeg gik i panik. Det var så højt. Jeg kunne høre naboernes skrig,” forklarer Lyubov Toldykina, der er pensionist og bor i et mindre murstenshus med sine to voksne døtre.

To fragmenter fløj ind i deres have efter nedslaget. En af hendes døtre samlede et stykke op og brændte sig på det varme metal, fortæller Lyubov Toldykina. Natten før granaten faldt, havde hun et mareridt, hvor hun gik rundt om et hus uden tag, og vågnede badet i sved. Hun er ikke i tvivl om, at det var et forvarsel om mortergranaten. 

”Jeg har ikke kunnet sove siden. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det kunne have været vores hus. At det kan være mit hus næste gang,” siger Lyubov Toldykina, der byder på saftevand og frygter, at hun blot ved at lukke øjnene vil få et nyt syn om død og ødelæggelse. 

Lyubov Toldykina.

I sin baghave fortæller hun om den mur, den nuværende ukrainske præsident Volodimir Zelenskij siger, at han vil bygge langs frontlinjen, hvis der ikke kommer gang i de fejlslagne fredsforhandlinger med Rusland og separatisterne. Stagneringen har fået Ukraine til at frygte, at Rusland vil prøve med en militær løsning.

”En mur vil være frygtelig for os. Den vil ødelægge alting. Jeg håber stadig på fred. Jeg ved godt, at fred næppe vil genåbne fabrikker, men det er stadig et håb, selvom jeg ikke tror på fred, så længe Putin er ved magten. Men måske når han dør? Jeg tror, at alle på tværs af grænsen vil være glade, når han dør,” siger Lyubov Toldykina, der kender mange på den anden side af grænsen. Lidt på samme måde, som folk i det gamle Vest- og Østtyskland havde venner og familie på begge sider af Berlin-muren. Lyu­bov Toldykina slår fast, at hun ikke er sur på de ukrainere, der bor på den anden side, eller på russerne for den sags skyld. Det er den russiske præsident Vladimir Putin og politikerne i Ukraine, der får skylden.

”Vi er jo det samme folk. Det er ikke os, der har valgt krigen,” siger hun. 

Byens lokale tankstation er en attraktion. I baggrunden den lokale fenolfabrik, hvor over 2.000 mennesker har deres daglige gang.

I NEW YORK giver flere beboere udtryk for, at det er krigen, der har splittet dem ad og skabt et dårligere forhold til de ukrainske separatister i de besatte områder og i Rusland. Det bakkes op af flere undersøgelser. Et studie lavet af Kiev International Institute of Sociology viser, at andelen af ukrainere med et ’godt indtryk af Rusland’ faldt fra næsten 80 procent før krigen i 2014 og ned til 30 procent i 2015. 

Der er dog markante regionale forskelle. Østukraine er kendt for traditionelt at stemme mere pro-russisk. En undersøgelse fra International Republican Institute før det ukrainske præsidentvalg i 2019 viste, at blot tre procent af vælgerne i Vestukraine så det som vigtigt med et godt samarbejde med Rusland, mens det tal var 49 procent i Østukraine. 

Ala (t.v.) på det lokale marked. ”New York er den bedste by i verden,” siger hun.

Ukrainernes tilhørsforhold er et betændt emne. For nogle måneder siden udgav Vladimir Putin et essay om russernes og ukrainernes historiske samhørighed, som mødte stor modstand i dele af Ukraine. I essayet argumenterede Putin blandt andet for, at ukrainere og russere er det samme folk, og at Ukraine i dag er ved at udvaske sine russiske rødder.  

”De (den ukrainske elite, red.) begyndte at mytologisere og omskrive historien, redigere alt, der forenede os, og de henviste til den periode, hvor Ukraine var en del af Sovjetunionen, som en besættelse … Uundgåeligt kom der en tid, hvor begrebet ’Ukraine er ikke Rusland’ ikke længere var en mulighed. Der var behov for ’anti-Rusland’-konceptet, som vi aldrig vil acceptere,” skriver Putin og fortsætter:

”Det ville ikke være en overdrivelse at sige, at dannelsen af en etnisk ren ukrainsk stat, der er aggressiv over for Rusland, kan sammenlignes i sine konsekvenser med brugen af masseødelæggelsesvåben mod os (…) Og til dem, der vil foretage et sådant forsøg, vil jeg gerne sige, at de på denne måde vil ødelægge deres eget land.”

STEMMER FRA NEW YORK

Ivan Rudenko, 39 år, lokal brandleder

”Jeg ankom 15 minutter efter, at mortergranaten ramte. Folk var i panik. Der var mange mennesker på gaden, og jeg var bare lettet over, at ingen var kommet til skade. Jeg håber virkelig, at krigen vil slutte snart, men jeg ved ikke, om vi kan forenes med dem på den anden side igen. Mange er påvirket af propaganda på begge sider. Min far og min storebror kan næsten ikke tale sammen mere. Min far støtter Ukraine, og min bror er pro-russisk. Mange familier er splittet. Jeg er ikke sikker på, at en pludselig fred vil hele det sår.”

KONTRASTERNE KOMMER OGSÅ til udtryk i New York. På en bænk i udkanten af byen sidder 53-årige Andrei Mykolayvych og fortæller om manglende drikkevand i byen, netop som en anden beboer kommer fordi. Det er 58-årige Slavik Vanishov, der har en cigaret dinglende i munden og en lille vodkaflaske stoppet ned i skuldertasken. Han sætter sig ned og blotter en søværns­tatovering på højre skulder fra dengang, han gjorde tjeneste i Den Røde Hær i 1984. 

”Jeg kan ikke lide livet her. Alting koster for meget. Det var bedre dengang med Janukovitj. Dengang var der ikke krig. Fabrikkerne var åbne, og priserne var lavere,” siger Slavik Vanishov, der arbejder i New York som kommunalarbejder. 

Kommentaren får Andrei Mykolayvych på bænken til at reagere. Han forsøger ihærdigt at forklare, at alting ikke var bedre under præsident Viktor Janukovitj, dengang før Majdan-revolutionen. Penge forsvandt ud i den blå luft, og der var mindre frihed, siger han og forsøger også at trænge igennem med argumenter om, at tingene jo nok skal blive bedre, og at det er Rusland, der har angrebet Ukraine, og ikke omvendt. 

Slavik Vanishov (t.v.) og Andrei Mykolayvych.

Slavik Vanishov er mildt sagt uenig. 

”Jeg har ikke noget ondt at sige om Rusland. De har det på samme måde som os … jeg kunne også bedre lide tiden under Sovjetunionen. Dengang havde vi billigere produkter,” siger Slavik Vanishov, mens Andrei Mykolayvych påpeger, at meget ikke længere er så fattigt som dengang.

”Det er rigtigt, der er flere ting i butikkerne i dag, men hvad skal jeg bruge det til, hvis jeg ikke har penge til at købe det?” spørger Slavik Vanishov og svarer selv: ”Under Sovjet havde alle det samme. Godt nok var der ikke meget i butikkerne, men jeg havde råd. I dag burde medicin også være gratis, men det er det jo ikke. Det var det dengang i Sovjet.”

Diskussionen mellem de to bevæger sig ind på krigen. Andrei Mykolayvych forsøger – endnu en gang – at forklare, at Ukraine forsvarer sit territorium, og påpeger, at da Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014, startede det hele. 

Slavik Vanishov svarer, at det er åndssvagt at kæmpe om Krim-halvøen, da han ser den som historisk russisk. 

Ingen af Andrei Mykolayvychs argumenter om en bedre fremtid hjælper. De to skifter emne og taler om, at præsident Zelenskij har sat gang i et stort byggeprojekt over hele landet, der skal bringe bedre veje, skoler og hospitaler.

Slavik Vanishov griner og peger på den gennemhullede vej foran dem. Den blev sidst repareret, da de var børn, påpeger han.

”Jeg kan ikke sige noget godt om politikerne i Kiev. Hvad har de gjort for mig? Se dog her på os. Hvad har Zelenskij nogensinde gjort for at hjælpe mig?” spørger Slavik Vanishov. 

”Russerne er værre, de kalder sig for vores broderfolk, men hvilken slags bror spørger: ’Hvem der?’ og svarer med en granat,” svarer Andrei Mykolayvych. 

STEMMER FRA NEW YORK

Ekateryna Olech, 17 år, studerende

”Jeg er en del af den her by. Det er her, jeg hører til, og selvom jeg måske har en plan om at rejse til udlandet på et tidspunkt, kommer jeg tilbage igen. Måske når jeg er 25 år. Jeg tror ikke, at noget andet sted kan erstatte mit liv her. Mine forældre bor her, og jeg har et ansvar over for dem. Jeg kan godt forstå, at folk i andre lande tænker, at vi skal være bange for krigen, men den er blevet hverdag her.”

HVIS KRIGEN STOPPER, bliver det muligt at tiltrække virksomheder. Vi har allerede en del investorer, der er klar, men de holder sig tilbage på grund af krigen,” siger 27-årige Kristina Shevchenko, der arbejder som skolelærer i byen og ikke bare er leder af den lokale gruppe, der har kæmpet for navneskiftet til New York, men også har været med til at restaurere lokale monumenter, hjulpet med til at rydde op i byen, blandt andet på gravsteder, og har været med til at bygge et lokalt kulturcenter, inklusive et bymuseum.

”Det er smertefuldt for mig at se, hvordan unge mennesker ikke har steder, hvor de kan få en uddannelse her i byen. Jeg vil have, at de unge udvikler sig, og at vi kan give dem en god start på et bedre liv. Jeg kan godt forstå, at det er nemmere bare at flytte herfra. Men vi har alle familie og venner her. Og jeg har et ansvar over for de børn, jeg underviser,” siger en håbefuld Kristina Shevchenko.

New Yorks busstation er byens centrum.

Alle er dog ikke lige så optimistiske. I en anden del af New York bor den 45-årige pædagog Alona Rotach i et gammelt murstenshus med sin søn. I baghaven har de en stor køkkenhave og et das – det er frysende koldt om vinteren, fortæller sønnen. Så koldt, at han joker med, at han ikke spiser om vinteren for at undgå at skulle gå ud på det kolde das.

Alona Rotach viser rundt i sin køkkenhave blandt vindruer, jordbær, ferskner, kartofler og frugttræer. Det er nødvendigt at have en stor køkkenhave til at supplere indkomsten, forklarer hun og fortæller, at det store problem lige nu er, at der ikke er noget vand. Alt i køkkenhaven er ved at visne. I baggrunden gør familiens lille hund, en lille kryster af et corgi-kryds, så gemmer den sig igen i hundehuset. 

STEMMER FRA NEW YORK

Matvej Suslov, 16 år, studerende

”Jeg skal flytte for at studere videre, og det er en skam. Vi burde blive her og bo, hvor vi er født. Hjælpe området med at blive udviklet. Jeg kommer helt sikkert tilbage. Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes, at vi burde flytte, men det synes jeg ikke, at vi skal. Jeg har en forbindelse til det her sted. Det er her, jeg er født. Hvis jeg boede et andet sted, ville jeg ikke have samme ro. Det er svært at beskrive, men jeg tror, at jeg vil mangle den indre ro. Mine forældre er her. Min familie er her. Det er det her, jeg kender.”

DET ER IKKE kun vandet oppefra, der er udeblevet. Også de ukrainske newyorkeres vandhaner er løbet tør. Vandet i hanerne, der kommer nordfra, går gennem vandrør, som løber tværs over frontlinjen, og fra tid til anden bliver rørene ramt af granater. Det betyder, at tusindvis af mennesker i det østlige Ukraine må leve uden vand. I New Yorks tilfælde er der tale om uger uden vand, men mere uheldige landsbyer har ikke haft vand siden krigens begyndelse. 

Alona Rotach har svært ved at være begejstret over navneskiftet. Det er kun navnet, der har ændret sig, påpeger hun. Ikke andet. 

”Indtil videre har jeg ikke følt, at vi bor i New York. For os er det stadig Novhorodske. Vi blev omdøbt, men indholdet og livet i vores by har ikke ændret sig. Vi mangler penge her i byen til at forbedre tingene, men dem har vi ikke, og vi har næsten intet arbejde heller,” siger hun. 

Samaja sælger grøntsager på markedet i New York. Hun er oprindeligt fra Baku i Aserbajdsjan og flygtede efter den første krig mellem Armenien og Aserbajdsjan.

PÅ GRÆNSEN MELLEM ØST OG VEST

Krigen i den østukrainske Donbass-region har varet syv år og kostet mere end 13.000 mennesker livet. Krigen brød ud i 2014 efter Majdan-­revolutionen, hvor den daværende ukrainske præsident blev afsat og flygtede til Rusland. Derefter annekterede Rusland Krim-halvøen, og en krig brød ud mellem Ukraine og russisk-støttede separatister i Donbass – en krig mellem øst og vest.

Siden har der været fejlslagne fredsforhandlinger, og i foråret oprustede Rusland nær den ukrainske grænse. I flere måneder holdt verden vejret, mens Rusland sendte soldater, tanks og andet isenkram til den ukrainske grænse. En større militær eskalering udeblev, men fredsforhandlingerne er stadig stødt på grund.

Indenfor i huset, der minder om et gammelt dansk bondehus, er hun ved at lave marmelade, og hun byder på ost og kager, mens hun lystigt fortæller om barndommen i byen, der både havde biograf og ungdomsklubber, og hvor der var arbejde til alle. Men nu er det fjerne minder om en tid, som nok aldrig kommer igen.

”Jeg håber på en bedre fremtid, men mest af alt håber jeg på, at det ikke bliver værre. Hvis krigen blusser op igen, vil mange dø. Jeg forstår godt, at vi skal forsvare vores territorium, men der er også mange mennesker på begge sider af fronten, der intet har med det at gøre. Vi burde kunne tale sammen,” siger Alona Rotach, der hver morgen vågner taknemmelig.

Hun håber blot, at der snart kommer vand igen. Det er mest det, hun drømmer om. 

Hendes lille familie har ikke tænkt sig at flygte, da de ingen penge har: ”Grundlæggende er vi det samme folk på begge sider af fronten, men propaganda og politikere har splittet os ad. De fleste mennesker har jo været naboer, familie eller venner. Politikerne siger altid, at vi skal fortsætte med at kæmpe, at krigen kan vindes. Jeg synes, de skal komme ud og bo her. Så kan det være, de ændrer mening.”

Alona Rotach bor med sin voksne søn i et lille murstenshus. Familien har svært ved at få tingene til at løbe rundt. Husene i New York koster fra 10.000 til 40.000 kroner. Alona er sur på de mennesker, som siger, at Ukraine bare skal blive ved med at kæmpe. De forstår slet ikke, hvad der foregår, forklarer hun.

 

Fiskeriet i Danmark har længe været under forandring. Fiskerne bliver ældre og færre, og mens storpolitiske forhandlinger breder sig som ringe i vandet, affolkes fiskerbyerne, skibene bliver større, og kvoterne koncentreres på få hænder. Ud & Se tegner et portræt af vestjyske Thyborøn, hvor ændringerne skyller ind.
Tekst og foto:Jonas Sejr Thomson, Max Læbo Wulff, Oscar Wils Raagevang og Emma Fogelstrøm Lindquist

PÅ HAVNEN I Thyborøn er solen endnu ikke stået op. Et lyserødt lys sniger sig op over horisonten, mens kranen på en stor fiskerbåd læsser lysegrønne plastikkasser over på kajen. Her tager en blå gaffeltruck med et mekanisk hvin mod kasserne, der er fyldt med friskfanget fisk, og rundt om skibet flyver en gruppe sultentskrigende måger i store cirkler. Klokken er halv syv om morgenen, og bortset fra mågernes klagen er resten af Thyborøn bomstille. Lidt efter fører gaffeltrucken fiskene gennem en automatisk port og ind i en stor, grå auktionsbygning. Her bliver fiskene sorteret efter art, vægt og klasse. Torsk, rødspætter, havtasker og krabbekløer ligger omringet af is og skal om lidt afsættes på auktionen højere oppe i bygningen.

Mellem kasserne går to ældre mænd haltende og sætter klistermærker på fiskene. Deres samtale er ordknap, og kommunikationen foregår mest ved hjælp af peg og nik. ”Vi vurderer fiskene,” forklarer den ene med stærk vestjysk dialekt. De bærer begge sorte vindjakker med ’Danske Fiskeauktioner’ på ryggen, og i hånden har den ene en blok, han noterer i. Over dem får kondensen i den kæmpe hal dråber til at falde fra loftet, og mens de to mænd bevæger sig langs de lange, grønne rækker af fisk, ræser gaffeltrucks ind og ud og stabler sirligt de nyankomne fisk i et zigzaggende mønster, der gentager sig dag for dag.

I stueetagen på fiskeauktionen i Thyborøn står stabler af grønne kasser med fisk i alle størrelser og arter fanget i blandt andet dansk, britisk og norsk farvand.

I GAMLE DAGE stillede en auktionarius sig op på en kasse og udbød råbende fisk, som blev solgt til højestbydende. Den seance finder stadig sted, men kun om sommeren til ære for turisterne. I dag foregår auktionen tre etager højere oppe i huset. Bag en glasvæg sidder seks ældre mænd i overalls, strømpefødder eller Crocs-sko, og ser man bort fra påklædningen, ligner det til forveksling en mindre aktiebørs. Mændene sidder bag computerskærme, og for enden af lokalet sidder en ordknap auktionarius foran en stor fladskærm og lukker med jævne mellemrum uforståelige sætninger og ord ud. På skærmen bliver der løbende udbudt fisk, ved at en pil drejer rundt om en sort skive. Ved siden af er der noteret en pris, der langsomt falder, indtil en køber byder og køber et parti fisk. En såkaldt hollandsk auktion. Bagerst i lokalet står en kaffemaskine og brygger kulsort kaffe, som køberne ivrigt tømmer. Flere af mændene, der kommer fra fiskefabrikker i området, sidder med to computere foran sig og byder samtidig med på auktionen i Hanstholm. De skoløse købere er blot seks ud af over 270 købere fra lande som Frankrig, Belgien og Spanien, der byder på de 72 tons, der denne dag i marts bliver solgt på auktionen. 

Hans Jørgen Jensen, delejer af ’Nanna Cecilie’, har mistet næsten halvdelen af sin kulmulekvote på grund af Brexit.

”DET ER EN lorte aftale,” siger skipper Martin Kynde om Brexit over en knitrende telefonforbindelse. Han og resten af besætningen på tre mand befinder sig 250 sømil nordvest for Thyborøn på vej mod Forty Mile Ground, en fiskezone ud for Shetlandsøerne. Her håber han at fange de fisk, som har været svære at finde i dansk farvand på det seneste. Men fangsten er ikke sikker, for området er hyppigt besøgt af andre skibe fra hele Europa.

Ifølge Danmarks Fiskeriforening fanger danske fiskere op mod 40 procent af deres fisk i britisk farvand, og Storbritanniens udtrædelse af EU mærkes ikke bare i Thyborøn, men også ude på havene, hvor fastkørte forhandlinger mellem Norge, Storbritannien og EU medførte, at Norge lukkede for næsten al adgang til deres farvande de første to en halv måned af 2021. Her plejer fiskerne fra Thyborøn at fange en tredjedel af deres fisk. Ved årsskiftet tabte dansk fiskeri 15 procent af dets kvoter i britisk farvand. De næste fem år vokser det tal til 25 procent, så skal aftalen forhandles igen, og 25-årige Martin Kynde er ikke begejstret. 

Efter at have fisket i flere år på en blå træbådskutter købte han i 2018 sammen med sin tidligere læremester, 54-årige hollandske Tamme Bolt, et moderne skib. Det nye skib blev hentet hjem til Thyborøn og blev efter gennemgående ombygninger døbt med morens navn – ’Tove Kynde’. Det krævede store lån til både fiskekvoter og udstyr. Dengang var der ”lyserøde skyer i horisonten”, fortæller Martin Kynde, men med Brexit ser fremtiden anderledes ud:

”Yderste konsekvens er jo, at vi må lukke og slukke.”

BREXIT-BØVL

Storbritanniens udtrædelse af EU har kunnet mærkes i Thyborøn, der er Danmarks tredjestørste fiskerihavn og årligt omsætter for mellem 800 millioner og en milliard kroner. Ved årsskiftet tabte dansk fiskeri 15 procent af dets kvoter i britisk farvand. De næste fem år stiger det til 25 procent, herefter skal aftalen genforhandles. Ifølge en rapport fra Aalborg Universitet, der kortlægger konsekvenserne af Brexit for de vestjyske fiskerbyer, skaber ét job til havs i gennemsnit tre job på land.

DER ER LAVT til loftet under dækket på ’Nanna Cecilie’, der ligger i Thyborøn Havn. Bag skibet er byen henlagt i stilhed. Når turisterne kommer til byen i sommermånederne, er der gang i restauranterne og den lille iskiosk på havnen, men i marts måned vækkes byen kun langsomt af dagens første solstråler, der fordriver disen fra den lille havneby. Ud mod havneløbet spejder det lille Hotel Seaside, der i gamle dage var sømandsstue med kaffe og snaps. Bag hotellet strækker den korte gågade sig med små butikker, cafeer og barer, og længere ude, langs store sandklitter, som byder byen en smule læ for den skarpe vestenvind, gemmer villahuse og kvarterer sig med veje, der de fleste steder ender blindt.

På ’Nanna Cecilie’ ligger opholdsrummet hen i halvmørke. Det er indrettet med behagelig sofa, god spiseplads og et småt, funktionelt køkken. Gryder og pander kan fastspændes på selve komfuret. På den måde kan man lave mad, selvom skibet ligger uroligt på vandet. Et skib som dette er normalt på havet 250 dage om året. Besætningen bor i kahytter med køjeseng og et lille fold ud-bord, og der er plads til en besætning på syv mand.

Det er vigtigt med gode forhold, når man tilbringer halvdelen af sin tid til havs, fortæller 42-årige Hans Jørgen Jensen, som er medejer af det knap 30 meter lange skib, der trawler havbunden for torsk, kuller og rødspætte. Lige nu ligger skibet på bedding, mens fiskerne venter på, at det igen kan betale sig at tage til britisk farvand.

Hans Jørgen Jensen er iført smækbukser, gummistøvler og en sort langærmet trøje, der er smøget op over arbejdsvante arme. Han har over en tredjedel af sine kvoter i kulmule – en eftertragtet torskelignende spisefisk, som fanges på åbent hav. Fiskere køber kvoter i specifikke områder og fiskearter, som er knyttet til fiskerens skib. De har lov til at sælge, købe og udleje kvoter, som i Danmark fordeles årligt. 

På grund af Brexit mister Hans Jørgen Jensen 43 procent af sin kulmule-kvote i Nordsøen. Når der samtidig er færre kvoter i omløb på grund af Brexit, tør Hans Jørgen Jensen – selvom han ikke bruger store armbevægelser – godt kalde den seneste udvikling ”en lille krise”. 

”Vi er lidt i knæ. Der bliver ikke plads til det antal fiskere, som der er nu,” fortæller han.

For at mindske følgevirkningerne af Brexit har EU indtil videre afsat 1,8 milliarder til at kompensere den danske fiskeindustri, og selvom Hans Jørgen Jensen ser positivt på den foreløbige kompensation, har Brexit gjort hans fremtidsinvesteringer mere usikre, slår han fast.

”Det er noget af en mavepuster,” sukker fiskeskipperen.

Thyborøn er svejset sammen med fiskeriet. Skibsmontør Jesper Kynde er ærgerlig over, at flere og flere flytter fra byen.

GNISTERNE STÅR op fra en ræling, hvor en mand står og svejser. Under svejsehjelmen gemmer 34-årige Jesper Kynde sig, han er uddannet skibsmontør, i blå overalls og en sort hættetrøje. Denne eftermiddag arbejder han på rælingen ved et skibs agterende, og bag ham troner to kæmpestore tromler med fiskenet, der er dobbelt så høje som en voksen mand. Jesper Kynde er i færd med at gøre et skib klar til at skulle på havet, men turen lader vente på sig, da det stadig ikke kan betale sig at smide fortøjningerne.

Efternavnet Kynde optræder mange steder i byen. Jespers egen far, Henry Kynde, arbejder som trawlbinder i byen, og hans mor ejer tøjbutikken Kynde og Knak. Men selvom Thyborøn er en lille by, er der flere familier, der hedder Kynde. Jesper Kynde forklarer, at han hverken har noget at gøre med fiskeren Martin Kynde eller den fiskeriudstyrsvirksomhed ved navn ’Kynde & Toft’, der ligger på havnen. Efter en kort pause smiler han skævt og tilføjer:

”Arh, der er måske blevet byttet lidt rundt”, men den egentlige forklaring på de sammenfaldende efternavne forbliver uklar. På kajen ankommer en gaffeltruck. 

”Kan I genkende ham?” smiler Jesper Kynde og nikker i retning af kollegaen Peder Damborg, som stiger ud af det lille køretøj. 37-årige Peder Damborg griner lidt genert under en sort hue og med en ’Bevar Christiania’-sweatshirt på. Han har netop været på skærmen i TV 2-programmet ’Kærlighed hvor kragerne vender’, hvor fire singlefyre skal prøve at finde en kæreste, som har lyst til at flytte til egnen. Programmets titel er sigende for udviklingen i en by som Thyborøn. De sidste 30 år er befolkningstallet faldet med 30 procent, og i dag bor knap 2.000 indbyggere i Thyborøn. I 2030 forventer Lemvig Kommune, at der vil være lidt under 1.700 beboere i byen. 

For som de siger i programmet, er der ”ikke så meget at komme efter” på egnen. Kvinderne tager til Aalborg, Aarhus eller Herning for at studere og arbejde, mens mændene bliver tilbage og tager arbejde i fiskeindustrien. Ifølge tal fra Danmarks Statistik er der næsten dobbelt så mange mænd som kvinder i Thyborøn i alderen 25 til 30. Det gælder især i det mandsdominerede fiskeri og dets følgeerhverv, som man også vil opdage i denne artikel, hvor det skorter på kvinder.

Jesper Kynde har tidligere arbejdet som fisker. Fiskeriet har givet ham arbejde i Thyborøn, men har også sendt ham til Rungsted, hvor han solgte fisk sammen med sin far. I en periode var han også i Østrig som skibums, som han selv kalder det, men nu er han vendt tilbage til fødebyen. Og her er han fast besluttet på at blive.

Jesper Kynde, der har en dreng på to et halvt år, fortæller, at der i Thyborøn kun blev født tre børn på sønnens årgang. 

”Dengang jeg selv gik i folkeskole, var vi nok til et fodboldhold. Sidste år blev der født to børn og forrige år tre, tror jeg. Det kan der ikke blive meget fodboldhold ud af,” siger han.

Og det hjælper ikke, at det har været knapt med arbejde på det seneste. Før i tiden var der nok at lave, der var ligefrem mangel på arbejdskraft. Men for nylig har der været fyringer hos Thyborøn Skibs & Motor A/S, hvor Jesper Kynde og Peder Damborg begge arbejder.

”Der er ikke nogen, der tør lave bestillinger på nye fartøjer. Det hele er så usikkert,” siger Jesper Kynde.

”KOM IND, KOM IND,” råber Jögvan Arnfinn i Dali og åbner døren til Thyborøn Bådebyggeris værksted, der ligger på Havnegade. Man kan ikke høre det, men navnet i Dali afslører, at han oprindelig kommer fra Færøerne. Det fulde navn bruger han dog ikke – han er bare Arnfinn. Alle flader i værkstedet er dækket af et fint lag støv. Et utal af maskiner er skubbet ind, hvor der er plads. Døre, skabslåger og lister ligger og venter på den sidste rettelse eller det sidste lag lak, før de kan komme ud på skibene. 55-årige Arnfinn er tømrermester, ejer af værkstedet og har syv svende under sig. Men egentlig var det lidt af et tilfælde, at Arnfinn endte i Thyborøn.

”Min far var en værre rod,” siger Arnfinn med et smil på læben. Da han var fem år gammel, fik hans far at vide, at han ikke længere var velkommen på Færøerne. Mere røber han ikke. Familien måtte finde et nyt sted at bo, og valget faldt på Thyborøn. Arnfinns mor havde en søster, der var flyttet dertil, og Færøernes stejle klipper blev skiftet ud med Thyborøns flade sandstrande og grå fiskefabrikker. 

Fornavnet Jögvan blev hurtigt skiftet ud med det mere mundrette mellemnavn, og efter snart 50 år i den lille fiskerby føler Arnfinn, at han hører til. Hans kone Berit i Dali er medejer af Hotel Seaside, og selvom de har slået sig ned i Harboøre ,10 kilometer fra Thyborøn, er Arnfinn et kendt navn blandt fiskerne på havnen.

Det seneste år har værkstedet været nødt til at fyre tre tømrere som følge af coronakrisen, men måske ser fremtiden anderledes dyster ud.

”Hvis ikke bådene sejler, går ingenting i stykker,” som Arnfinn siger. 

Jögvan Arnfinn i Dali ejer Thyborøn Bådebyggeri. Det lange færøske navn er dog for svært, så alle i byen kalder ham blot Arnfinn.

LANGS GULVET I Thyborøn Trawlbinderi strækker enorme farverige net sig igennem den 50 meter lange hal. Mellem nettene sidder en mand med sin bødenål, der ubesværet stryger ind og ud imellem de neonfarvede masker. Det er en velkendt bevægelse for 52-årige Søren Peter Jensen, der har arbejdet med trawlbinderi, siden han var 14 år gammel.

Materialet til de store net kommer fra Portugal, og i den store værkstedshal skærer de 10-12 mand, der arbejder her, nettene til og syr maskerne sammen.

”Når vi arbejder ude på kajen om sommeren, tror turisterne, at vi laver trawl til at fange hvaler – de forstår slet ikke, at det er til små fisk,” fortæller Søren Peter Jensen og peger på et kæmpe net med masker, der er 25 meter lange. De store masker sørger for, at fiskene ikke opdager, at de er fanget, før de kommer længere ind i nettet, hvor maskerne er så små, at de ikke længere kan komme ud. 

Et lyserødt, 3D-simuleret trawl lyser op på en skærm. I dag bliver de trawl, mændene arbejder på, designet på computer, og nettet er en af værkstedets største modeller. Med et gab på 65 meter er nettet designet til at fange kulmuler og makrel i Atlanterhavet, og det bliver solgt for lidt over en million kroner.

På trawlbinderiet kan de mærke, at fiskeriet er presset. Der er ikke mange, der tør bestille nye net. Normalt er ordrebøgerne fyldt til langt ud i fremtiden. Det er de ikke nu, men Søren Peter Jensen tror ikke, at Brexit vil føre til fyringer på binderiet. 

”Sidste gang fiskeriet gik dårligt, fordelte vi arbejdet imellem os,” siger han og tænker tilbage til perioden efter finanskrisen.

I Thyborøn Trawlbinderi bindes trawl af gule, røde, orange og grønne reb, der er importeret fra Portugal. På byens kajer slanger de farverige trawl sig langs fiskekutterne.

Et andet sted, bag et stort mørkegrønt trawl, sidder et par ældre mænd koncentreret og binder net. Den ene, 67-årige Henry Kynde, er far til skibsmontøren Jesper Kynde. Han har boet i Thyborøn hele sit liv bortset fra en enkelt afstikker til Sjælland, hvor han kørte fisk fanget på Vestkysten til Rungsted og solgte dem. Det var dengang, han drak rosé og strittede med lillefingeren, plejer de andre trawlbindere at drille ham med. Køreturene fra Thyborøn til Rungsted blev dog for lange med tiden, og derfor vendte han tilbage til bødenålen og trawlbinderiet. 

Nettet, han arbejder på, er en relativt ny opfindelse. Faktisk har de kun lavet dem i 10 år, og nettet er designet for at få mindst mulig bifangst og uønskede fisk i nettet.

I dag har Henry Kynde sølvgråt hår og briller, der hjælper øjnene, som ikke er, hvad de har været, men han kan stadig huske den dag, han begyndte, 18. marts 1969. Det var en mandag, mindes Henry Kynde, og i trawlbinderverdenen er det en uheldig dag at starte på. Det var i hvert fald, hvad de andre sagde dengang. Men efter 52 år i branchen føler Henry Kynde sig ikke uheldig.

”Jeg er ikke blevet træt af det endnu,” siger han uden at kigge op fra nettet. 

De fleste af mændene i hallen har gråt hår. Den yngste er 36-årige Lars Gregersen. Til marts ’holder han’ og begynder at fiske krabber i stedet – en velkendt historie på værkstedet. De unge står ikke i kø for at blive trawlbindere.

Siden Henry Kynde første gang svang en bødenål, er der kommet computere til, erhvervet er blevet moderniseret, men også mindre eftertragtet at arbejde i. En meget anderledes verden end den, Henry Kynde oplevede, da han først trådte ind i en trawlbinderhal som 15-årig.

”Da jeg blev udlært, var der 30 trawlbinderværksteder i Thyborøn. I dag er der to tilbage.”

Henry Kynde er far til skibsmontør Jesper Kynde og har været trawlbinder næsten lige siden, han gik ud af folkeskolen.

”Det tager mange år at blive god til at binde trawl,” siger Søren Peter Jensen. ”Det kan ikke betale sig at fyre trawlbindere.”

DET LYDER SOM et vandfald, da en strøm af fisk fosser ud af en lastvogn. Fiskene skyller gennem en metalrist og lander mellem to store roterende skruer, der langsomt trækker dem ind i fabrikken, mens mågerne klager ovenover. På Triple­Nine Fish Protein A/S rager store siloer fyldt med fiskeolie op til mågerne på den blå himmel, og lange lagerhaller strækker sig langs kajen og gemmer på nogle af de 300.000 tons fiskemel, fabrikken årligt producerer. Normalt bliver fiskene leveret af kæmpemæssige industriskibe, der er ladet med tusindvis af tons fisk. Lastbiler med fisk trisser også ind fra andre byer med ladninger. Om sommeren holder de i lange køer på havnen.

Der er øde på den sorte asfalt mellem fabrikkens bygninger, og de omkring 100 ansatte på fabrikken er ingen steder at se. Arbejdet foregår indenfor, nærmest i døgndrift, blandt fabrikkens dampende røg og sydende kedler. En af dem er teamleder Anders Hansen, der står uden for sit kontor og skæver op til de mange fugle, der hænger over fiskemelsfabrikkens siloer som små prikker.

”Mågerne? Ja, gu’ fanden har vi problemer med mågerne,” siger Anders Hansen, der fortæller, at der går rygter om, at mågerne havde en koloni her, længe inden fabrikken blev bygget. Og måger, de flytter sig ikke for noget.

Inde på fabriksgulvet viser 43-årige Anders Hansen hjemmevant vej imellem rustne rør og dampende kedler. Hans krøllede hår ser rødt ud ved siden af fabrikkens mørkeblå uniform, og selvom små kragetæer er begyndt at sprede sig fra hans øjenkroge, er der noget ungdommeligt over hans ansigt. Udenfor ses han sjældent uden cigaret i hånden. På de få sekunder, det tager at komme fra en fabriksbygning til en anden, når han at ryge halvdelen af sin cigaret. 

Anders Hansen har arbejdet på fabrikken i over 11 år og er egentlig udlært tømrer. Før arbejdede han for et tømrerfirma med 63 ansatte, men efter finanskrisen i 2008 rystede Danmark, var de kun to tilbage. En dag dukkede et jobopslag som produktionsarbejder på fiskemelsfabrikken op, og Anders besluttede sig for at søge det. Opslaget var gammelt, fabrikken havde glemt at tage det ned, men Anders Hansen fik alligevel jobbet. I dag er han teamleder for et hold på fabrikken, og det er noget med ”at være god til at have et overblik” og ”ikke gå ned med stress”, forklarer han imellem telefonsamtalerne med leverandører, der kimer ind med jævne mellemrum.

Luften på fabrikken er fugtig, tyk og fyldt med en tung lugt af akvariefoder.

”Folk siger, at man lugter af fisk, så snart man begynder herude på fabrikken, men det passer ikke,” råber Anders Hansen for at overdøve larmen fra maskinerne, som konverterer fisk til bjerge af fiskemel – klar til at blive sendt ud i verden for at fodre laks, mink og andre dyr.

”Selve processen med at lave fiskemel har ikke ændret sig i de sidste 50 år,” siger Anders Hansen og peger på de kedler, der koger fiskene, hvorefter de presses, så vand og olie kan skilles fra selve kødet. Fisk, som bliver brugt til at lave fiskemel, er ikke spisefisk, det er små fisk som tobis, brisling eller sperling, der fanges af store industri­skibe i Doggerbanke eller Fladengrund – steder, der hører til britisk farvand.

”Vi er voldsomt påvirkede af Brexit. Op mod 40-50 procent af vores fisk bliver fanget i britisk farvand,” siger Anders Hansen. Oveni har minkaflivningen også sat sit præg på efterspørgslen, og derudover overvejer Storbritannien at frede Doggerbanke og Fladengrund for fiskeri af miljømæssige hensyn. Hvis det sker, og fiskeriet fortsat bliver presset, kan det betyde, at arbejderne på fabrikken må gå på fordelingsarbejde og i sidste ende fyres.

I løbet af en vanlig arbejdsdag korresponderer Anders Hansen med skibe, der kommer med 2.000 tons fisk, tit med kort varsel, men nu er der længere mellem leveringerne. 

”Lige nu producerer vi ikke så meget. Normalt plejer hallerne at være fyldt til bristepunktet.” 

Anders Hansen er teamleder på fiskemelsfabrikken. Mange synes, at fabrikken lugter. Men medarbejderne er stolte af deres arbejde. Indimellem sætter de sangen ’I’m sexy and I know it’ på i pauserne.

DEN STORE FISK

Storfisker Henning Kjeldsen, der ejer 10 procent af de danske fiskekvoter og har en formue i omegnen af 1,6 milliarder kroner, er i en omfattende sag tiltalt for gennem stråmænd at have tilegnet sig flere fiskekvoter, end det er tilladt. Syv andre fiskere er tiltalt for at have ageret såkaldte stråmænd – de har stået som ledende medlemmer i selskaber, men anklagen lyder, at Henning Kjeldsen har været den reelle ejer. Også Henning Kjeldsens kone og bonussøn er anklaget for at have ageret stråmænd, ligesom en revisor og en advokat er sigtet for at have hjulpet til. Der forventes at falde dom i efteråret.

”DET ER EN sørgelig historie,” siger Kurt Svennevig Christensen om fiskeriets udvikling. Han er 69 år, har selv fisket mange år i Thyborøn, er uddannet kok og har en bachelor i filosofi. Kurt Svennevig er formand for Levende Hav – en forening stiftet af fiskere og biologer i 1995 for at skabe en politisk diskussion om den måde, der fiskes på i Danmark. 

Kurt Svennevig Christensen spejder tænksomt ud ad det lille runde vindue i kutterens styrehus et kort øjeblik. Kutteren ’Anton’, som er Levende Havs mobile mødested og varemærke, er en ældre sag. I den lille salon, som hænger sammen med styrehuset, kan man lige kante sig ind på en smal hjørnebænk, der omgiver et bord, hvor souvenirs fra alle dele af verden er skubbet ud til siden. På bordet står en kande kaffe lavet i skibets lille kabys, der plejede at udgøre last til de fisk, skibet havde fanget. Kopperne til kaffen er taget fra kroge i loftet og ligner dele af et klassisk campingsæt fra 70’erne. Kutteren har plads i Lemvig Havn, en køretur på en halv times tid fra Thyborøn. Under vinduet, som lader solen fylde rummet med lys, hænger et klistermærke med teksten ”Question everything”. 

”Vi bruger meget tid på at se på, hvad det er, der ødelægger havet,” fortæller foreningsformanden, der fokuserer på fiskeindustriens udvikling, på de metoder, moderne fiskere benytter, og på arbejdet for en forbedret biodiversitet og ­havkvalitet. 

Fiskeriet er ikke bæredygtigt, hverken for fiskene i havet eller for de lokalsamfund, der skal leve af det, fortæller han. I dag er skibene færre, men større, de ejes af få mennesker, og fangstmetoderne bliver i hans øjne stadig mere grådige.

For 50 år siden lå der op mod 300 fiskekuttere i Thyborøn Havn. I dag står knap 30 store skibe for langt det meste fiskeri i Thyborøn.

”Vi skal beslutte, hvad det er for et samfund, vi vil have, og hvad det er for et hav, vi vil have. Vi kan ikke fiske og trawle på den måde, vi gør, og så stadigvæk tro, at vi kan have kystfiskeri,” siger han og peger på, at store trawlnet ødelægger havbunden. Derudover har fangstmetoden en stor, unyttig bifangst, som ulovligt bliver smidt tilbage i havet igen, lyder hans kritik. 

For Kurt Svennevig Christensen er kystfiskeren – der bruger mindre fartøjer og fisker inden for 20 sømil fra kysten – et billede på en tættere forbindelse mellem havet og forbrugeren. En idé om et mere naturligt og bæredygtigt system. Men kystfiskeren kan ikke leve op til de krav, den moderne forbruger stiller. 

”Vi kan godt lide den laks, som kan komme, når vi beder om den, men det kan en kystfisker ikke levere,” siger Kurt Sven­nevig Christensen og slår ud med armene: 

”Hvis der skal gøres op med det moderne fiskeri, er man nødt til at oplyse forbrugeren. Vi er nødt til at vide, hvordan fiskeriet egentlig foregår. Vi skal have fiskeri, hvor vi kan komme i kontakt med det hav, vi har. Det er ikke romantik – det er hardcore politik.”

”DET GÅR AD helvede til,” konstaterer Heinrich Grøndal, mens han klør sig i sit gråsprængte skæg og kigger ud over det stilleliggende industriskib ’Susanita’. Skibet fanger industrifisk på lange togter i britisk farvand, og 51-årige Heinrich Grøndal er skipper og tilbringer normalt lange arbejdsdage i skibets styrerum. Ved siden af sidder 42-årige Torben Olesen. Skibets salon er omgivet af mørk træfiner, Faxe Kondi-dåser og dvd’er til de lange aftener på havet uden internetforbindelse. Torben Olesen er skibets hovmester. Det er ham, der ”holder styr på det hele”, siger han og griner lidt.

Oppe i styrerummet viser Heinrich Grøndal rundt. Instrumentbrættet er fyldt med et virvar af farverige knapper og skærme, der styrer skibets funktioner. En knap kan både styre skibets bovpropeller, når den er slået til højre, og skibets tromler, når den er slået til venstre. Og selvom Heinrich er en erfaren skipper, har han ikke lært alle knapperne endnu, da han netop er ansat. 

Imens de to fiskere viser rundt på skibet, stikker tømrermesteren Arnfinn smilende hovedet ind gennem døren. Han er i gang med at installere et køleskab på skibet.
”Hvor meget rabat kan vi få?” spørger Heinrich Grøndal. 

”I kan få al den rabat, I vil have, jeg skal bare vide det, inden jeg laver regningen,” svarer Arnfinn og udløser latter i styrerummet.

TYPISK THYBORØN

I Thyborøn kan du besøge ’Sneglehuset’, som er tæt beklædt med muslinger og sten. Huset byggede Alfred Pedersen til sin kone, som ikke havde lyst til at flytte til Thyborøn. For at få hende med på ideen lovede Alfred Pedersen, at han ville bygge hende et hus som ingen andres.

Bliver du lækkersulten en sommerdag i Thyborøn, kan du købe en vaffelis i havnens iskiosk. ’Fjams & kugler’, hedder den.

I Thyborøn ligger Sea War Museum Jutland. Her kan du blive klogere på verdenshistoriens største søslag, Jyllandsslaget, som med 250 krigsskibe fandt sted ud for den jyske vestkyst i 1916.

Sangen ’VLTJ’ med bandet Tørfisk er en af Thyborøns stoltheder. Den populære sang handler om jernbanen Vemb-Lemvig-Thyborøn. Den kører stadig og stopper på Thyborøn Havn.

Et kig på byens vejnavne afslører tilknytningen til fiskeriet: Trawlvej, Kullervej, Havnegade, Rødspættevej, Tobisvej, Beddingsvej, Tankskibsvej.

Tidligere tog fiskerne det lille VLTJ-tog, når de skulle ud at fiske. Thyborøn Havn er fra 1918, og i 1992 toppede indbyggertallet med 2.992. Siden er tallet gået støt ned. Her ses Kurt Svennevig Christensen, formand for organisationen Levende Hav.

TILBAGE I SALONEN bliver stemningen mere seriøs.

”Det bedste, der kan ske for os, er en storm i Peru,” brummer Heinrich Grøndal og stiller med sin store hånd en tom dåse Faxe Kondi på bordet. 

En storm i Peru ville for de peruvianske industrifiskere – der har store kvoter og lettere adgang til industrifisk som tobis – betyde, at de ikke kan komme ud at fiske. Og så stiger prisen på industrifisk – noget, der er godt for mandskabet på ’Susanita’.

I skibets kabys hænger en plakat med en topløs kvinde på væggen og stirrer ned på spisebordet, hvor mandskabet spiser sammen de 14 dage ad gangen, de er af sted. Fire mænd om bord på det 44 meter lange stålskib. Nogle gange bliver de ude længere, hvis der er nok fisk. De skulle allerede have været af sted i går, men skibet ligger stadig i havn, fordi en fisker i farvandet ved Shetlandsøerne fortalte dem, at der ikke var så meget at fange. I stedet bruger de ventetiden på at reparere og gøre skibet klar.

Selvom pladserne på Fiskeriskolen i Thyborøn er fyldt op, stiger gennemsnitsalderen på danske fiskere støt. Det er Torben Olesen og Heinrich Grøndal et billede på. De to har været fiskere hele deres liv.

”Vi ejer ikke skibet, det har vi ikke råd til,” siger Heinrich Grøndal og forklarer, at de færreste fiskere har råd til skibene, de fisker på. Endnu færre har råd til fiskekvoter.

Skipper Heinrich Grøndal (t.h.) plejede at fiske fra Esbjerg, men tog til Thyborøn, da de store skibe forsvandt. I dag er der ingen fiskeindustriskibe tilbage i Esbjerg.

Nogle få ’kvotekonger’ er de seneste år blevet mangemillionærer på at købe, udleje og sælge kvoter. I stedet for at en fisker går til banken for at tage et lån til at købe en kvote og et skib, går flere til de øverste i hierarkiet for at tage lån til at købe skibe, kvoter eller leje kvoter af kvotekongerne.

Siden kvotesystemet blev indført i 2001, har der været en større og større koncentration af kvoter på færre og færre hænder. I Holstebro, syd for Thyborøn, føres i øjeblikket en historisk retssag mod en af Danmarks rigeste storfiskere, Henning Kjeldsen. Han og ni andre beskyldes for at have ført ulovlig stråmandsvirksomhed og på den måde skaffet sig kontrol over fiskekvoter for millioner af kroner.

Torben Olesen og Heinrich Grøndal har ikke noget med Henning Kjeldsen at gøre. De er ansat på kommissionsløn af et andet stort rederi, Esmadan ApS – der også ejer mange kvoter – og de to garvede fiskere tror, at kvoterne og skibene vil samle sig på stadig færre hænder i fremtiden.

”I Thyborøn er der kun 5-7 industriskibe tilbage,” siger Torben Olesen og kommer med en spådom: 

”Om fem år tror jeg ikke, at de er her længere. Så er der bare ét skib.”

 

I Danmark forsvinder to personer hver dag. De fleste bliver hurtigt fundet igen, mens andre er væk for altid. Uanset hvad er missionen for Missing People at prøve at finde hver eneste af dem. Ud & Se tog rundt i landet for at møde fritidsdetektiverne, som vier deres liv til at finde danskere, der er blevet væk.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Lærke Posselt

MELLEM TRÆERNE i Ovstrup Skov på Falster bliver der pludselig gøet. Straks efter pifter Steffen Hansen højt og trasker målrettet ind i buskadset: ”Det ser ud til, han har fundet et eller andet. Lad os se, hvad det er.”

Lidt efter når Steffen Hansen hen til sin sorte schæferhund Robin, der trofast venter bag en busk.

”Han bliver jo altid på stedet,” konstaterer Steffen Hansen, der trækker vokalerne ud og sparer på d’erne, når han taler. Han retter fokus mod hunden, mens han samler noget op fra skovbunden.

”Hvad har du der? Hvad har du der? Ja, så har han fundet en mobiltelefon,” siger han og holder den tilfreds frem. 

For den 63-årige hundeejer, der ligner en politibetjent fra en 80’er-film – robust overskæg, trimmet, gråt strithår – er fundet ikke en overraskelse. Få minutter forinden har han selv lagt mobiltelefonen i skoven som led i dagens hundetræning. Steffen og Robin er et fast makkerpar i hundeførerenheden i Missing People – en frivilligorganisation, der har rødder i hele landet, og som hjælper myndighederne med at lede efter danskere, der pludselig forsvinder.  

Robin er en af de få hunde, der er certificeret i gruppe 1, og derfor kan han også finde lig. Jævnligt træner de to med ligfærd, hvor Robin snuser sig frem til en blanding af rådden hud og mennesketænder, som Steffen Hansen selv mikser i vand. 

”Jeg får tandlægen til at lægge nogle tænder fra, og så får jeg afskåret hud fra fodterapeuten. Det er det nærmeste, vi kan komme. Og det er faktisk ganske tæt på.”

Steffen Hansen sender den sorte schæfer ud igen. I skovåbningen kan man ane Storstrømsbroen, der tårner sig op som to tipier i den åbne blå himmel, der er plastret til med tilfældige hvide skyer. Forneden er der grønne, gule og brune marker, så langt øjet rækker. Hist og her brydes landskabet af kirker og dannebrogsflag, vindmøller og traktorer, gylletanke og hvide stakitter, der indrammer de mange stuehuse på bondegårdene. Fra skovens bøgetræer kvidrer fugle, og de overdøves kun, når en ensom scooter moser sig stædigt gennem blæsten på en åben landevej et sted derude.

Robin gør igen, og Steffen Hansen trasker derhen. 

”Var der lige et par solbriller? Jaaeh, det var godt,” siger han med rosende stemme.

STEFFEN HANSEN har haft schæferhunde, siden han var barn. Som voksen blev han medlem af  Dansk Politihundeforening, og han har både deltaget i konkurrencer og selv undervist i hvalpetræning. I dag bruger han en del tid på Missing People, og hvis en person forsvinder, bliver Steffen Hansen og Robin ofte kaldt ind for at søge. Robin kan finde ting ned i størrelsesordenen 1×1 centimeter og kan også opsnuse, hvis et menneske befinder sig i vandet. 

”Han stiller sig op ved vandkanten og peger faktisk med næsen. Der er ingen tvivl. Han bliver stående. Han kan også begynde at pive. Hvis han gør det, kan det være noget, han ikke kan nå, men gerne vil ud til.”

Erfaringen fra Dansk Politihundeforening vakte for alvor Steffen Hansens interesse for forsvundne personer. Det tiltalte ham, hvordan hund og menneske kunne lykkes ved at slå evnerne sammen. I den forstand havde det oplagte måske været rent faktisk at blive politimand. 

”Ja, jeg havde jo ren straffeattest dengang,” siger han og klukker ad sin egen joke: ”Nej, det slog mig bare aldrig. Det faldt mig ikke ind dengang. Dengang var det bare for sjov og konkurrencer.” 

Efter at have arbejdet som kok og stået på slagteri og udbenet lam og ænder besluttede han for 30 år siden at blive selvstændig. I dag driver Steffen Hansen sit eget rengøringsfirma, der ligger på Lolland, hvor han har boet hele sit liv og stadig bor med sin hustru. Ifølge ham har det aldrig været et problem for hende, at han bruger så meget tid på sin hund. 

”Vi to kunne heller ikke gå herude og diskutere. Her er kloge hoveder nok jo. Det er så ulempen ved hundefolk. Den ene er klogere end den anden,” siger han og pifter højt, så Robin, der ellers rendte rundt i skoven, øjeblikkeligt stopper op og sætter sig. Som skudt ud af en kanon løber Robin pludselig af sted igen. Lidt efter løber han atter hen til sin ejermand, der sætter sig på hug og klapper schæferen på ryggen.

”Vi forstår hinanden. Det er en kammeratlig respekt, det er det virkelig,” siger Steffen Hansen, der i otte år har været makker med Robin i Missing Peoples måske stærkeste duo, der efterhånden har deltaget i mange eftersøgninger. Også i den gruopvækkende sag om 17-årige Emilie Meng, der forsvandt en sommernat på Korsør Station i 2016. Et halvt år senere blev hun fundet dræbt i en sø ved Borup langt derfra. Steffen Hansen og Robin var med til fire eftersøgninger, hvor de snusede rundt på skov- og landarealer på Vestsjælland for at finde spor i den sag, der har tiltrukket flest frivillige til Missing People. For Steffen Hansen personligt er det også den sag, der har gjort størst indtryk. 

”Det er nok den slemmeste sag, jeg har været med til. Man håber, at man finder et eller andet … men samtidig håber man ikke at finde noget.”

3 STORE SAGER

Emilie Meng
10. juli 2016 forsvandt 17-årige Emilie Meng efter en bytur i Slagelse med et par veninder. Hun blev sidst set på Korsør Station klokken fire om morgenen på vej hjem til sig selv. For Missing People blev det den hidtil største sag med flest frivillige hjælpere. Kort før juleaften samme år blev Emilie Meng fundet dræbt ved en sø tæt på Borup på Østsjælland.

Kajakroeren
I juli 2019 forsvandt en 70-årig mand på en kajaktur i Smålandsfarvandet ud for Lolland. Forsvaret ledte med redningshelikoptere og redningsbåde i området, men forgæves. Samme dag blev en tom kajak fundet på den østlige side af Askø ud for Lollands nordkyst. Et par dage senere arrangerede Missing People en af deres største eftersøgninger med kajakroere, paddleboards, motorbåde med sonar, hundesøgere og en lang række fodfolk. Cirka 150 mennesker var med på eftersøgningen. En af de frivillige fandt roeren druknet i vandet ud for Keldernæs.

Væk på cykel
21. april 2019 forsvandt en 48-årig mand en nat fra sit hjem i Horslunde på Lolland. Han var taget af sted på en sort Mosquito-cykel, men efterfølgende var hverken han eller cyklen til at opstøve. Efter et par dage var politiet på bar bund og bad offentligheden om hjælp. Missing People arrangerede knap 20 eftersøgninger fordelt over fire måneder – en af de største sager i frivilligorganisationens historie. I august blev han fundet død i et tomt hus på det nordlige Lolland.

EN FREDAG AFTEN i 2012 forsvandt Heidi Pedersens svoger efter en julefrokost. Søndag morgen blev han fundet druknet i Dragør Havn. I det mellemliggende døgn oplevede hun på nærmeste hold, hvor tragisk og frustrerende en oplevelse det kan være, når et nært familiemedlem pludselig forsvinder. 

”Vi var i gåseøjne en af de heldige familier, fordi der ikke gik så lang tid. Alligevel nåede familien at gennemgå alverdens følelser. Jeg blev hurtigt den, der skulle holde sammen på det hele. Jeg sørgede for, at min mand havde det godt, jeg var ovre hos min svigerinde og sørge for, at hun havde det godt, og var i pendulfart til min svigermor for at snakke med hende og de andre søskende,” fortæller 46-årige Heidi Pedersen, der netop har fået fri fra sit arbejde som pædagog i en børnehave. 

På Café A i indkøbscentret Hvidovre C nipper Missing People-medlemmet til en cola og fortæller, at det var en patruljevogn, der i sin tid fandt svogeren. Efterfølgende kom politiet hjem til svigerinden og gav den forfærdelige besked. Men herefter oplevede familien, at de i det store hele var overladt til sig selv. 

”Politiet bliver ikke og taler, det har de ikke ressourcer til. Man skal også have fat i en bedemand, som kan være rigtig rar at snakke med, men derudover er der ikke nogen. Der er ikke tilbud om psykologhjælp og sådan noget. Det berører rigtig mange, når et menneske forsvinder, men der er ikke noget apparat til at samle det op. Det prøver vi på i Missing People,” siger hun og forklarer, at da hun i 2017 tilfældigt opdagede frivilligorganisationen på Facebook, meldte hun sig ind. Da der pludselig var en sag i nærområdet, hvor de manglede folk til en eftersøgning, slog hun til, og snart efter gik hun rundt og bankede på døre i et villaområde i Valby for at finde en forsvunden mand.

”Det var grænseoverskridende, fordi, altså, mig og fremmede mennesker … Jeg er blevet bedre med alderen, men jeg er sgu ikke så god til bare at henvende mig. Jeg tænkte: ’Siger jeg det nu rigtigt, skal man sige det på en bestemt måde?’”

Det lykkedes ikke for Heidi Pedersen og de andre at finde den forsvundne mand. Men et par dage efter fandt en DSB-ansat ham afgået ved døden i et skjult rum under en perron.

”Folk spørger tit: ’Hvad er jeres succesrate?’ Det kommer an på, hvad man måler den på. Måler man på, om det er os, der finder dem, jamen, så er den sikkert ikke så høj. Men fordi vi lægger efterlysninger ud til mere end 40.000 følgere på Facebook, er der rigtig mange, der ser det. Det gør ikke noget, hvem der finder dem. Bare de bliver fundet.”

Heidi Pedersen var ikke med til decideret at finde personen, men oplevelsen gjorde indtryk. Da hun kom hjem samme aften, var hun en lille smule høj af oplevelsen.

”Hvor ofte gør man noget for mennesker, man overhovedet ikke kender? Jeg kunne godt have brugt, der var nogle, der havde været der for os, dengang min svoger forsvandt. Så en af grundene til, at jeg gør det, er, fordi jeg ved …,” siger hun og tøver lidt: ”Jeg kan ikke sige, jeg ved det, for folk går igennem noget forskelligt hver gang, men jeg har i hvert fald en fornemmelse af, hvad man går igennem, når ens kære er savnet.”

Frivillige fra Missing People gør 5. august 2016 endnu et forsøg på at finde 18-årige Emilie Meng, der en måned forinden forsvandt sporløst fra Korsør Station efter en bytur i Slagelse.

EFTER OPLEVELSEN I Valby tog det fart for Heidi Pedersen. Fire måneder senere begyndte hun på uddannelsen som indsatsmedlem i Missing People, hvor man får lov at få ansvar for de forskellige eftersøgninger. Det efterfølgende år havde hun 12 sager, og siden er det steget støt. Hun har rejst land og rige rundt for at søge og i den forbindelse mødt mange af de andre medlemmer. I dag er det typisk hendes opgave at være pårørendekontakt – når en person forsvinder, holder hun løbende kontakten med familien.

”Jeg vil gerne gøre en forskel for de mennesker. Det er en grundlæggende ting i mig, der gør, at jeg har behov …,” siger hun og tænker sig om: ”Behov lyder så mærkeligt, men ja, behov for at hjælpe folk. Så de ikke skal gå rundt i uvished.”

I perioder griber engagementet i Missing People om sig. Sidste sommer havde Heidi Pedersen tre måneder, hvor hun brugte over 120 timer om måneden på det frivillige eftersøgningsarbejde. Det slider på privatlivet, når hun pludselig er nødt til at rejse sig fra aftensmaden, eller når der er familiefødselsdag om lørdagen, og hun må sige til manden: ”Den må du nok tage til selv.”

”Mine børn siger altid: ’Åh mor, du er så eventyragtig.’ Men jeg har det faktisk sådan, at jeg synes, det bedste, man kan gøre, er at stille op for mennesker, man ikke kender. Det behøver ikke være stort. Nogle gange taler jeg i telefon med de pårørende et par gange, og så er den forsvundne mand eller kvinde fundet igen. Men så skriver de efterfølgende, at det var ’så fantastisk’. Jeg har ikke gjort så meget, men det, at man lytter til dem, betyder meget.”

Heidi Pedersen har taget et valg om, at pårørende til en savnet person kan ringe til hende døgnet rundt. Andre har det mere opdelt i bestemte tidsrum, men for hende er det en 24/7-beskæftigelse. Derfor bliver hun også nogle gange ringet op midt om natten.

”Lige pludselig kan man sidde klokken tre om natten og være ked af det og have brug for at tale med nogen. Så kan man ringe til mig. Jeg behøver ofte ikke sige så meget. Det handler bare om at forstå dem, og når de har snakket en halv time eller tre kvarter, tror de godt, at de kan sove igen. Det går selvfølgelig nogle gange ud over familielivet, for vi sover i samme seng, min mand og jeg. Når telefonen ringer, vågner han. Men det er et valg, jeg har taget.”

DET BLÆSER KRAFTIGT på havnen i Aarhus. 26-årige Kristian Knudsen sidder ved en træbænk med brusende bølger som baggrundstæppe, og han er kuldskær, så skuldrene er anspændte, og tænderne klaprer. Måske derfor passer det ham egentlig bedst at sidde derhjemme i varmen. Som kortansvarlig i Missing People sidder han som regel ved computeren og udtænker teorier, når en person er forsvundet. 

”Jeg er mere den introverte type,” siger han med forsigtig østjysk dialekt: ”De andre indsatsmedlemmer er mere udadvendte og bedre til at snakke med pårørende. Jeg passer bedre i maskinrummet.”

Kristian Knudsen har boet i Smilets By hele sit liv og kender byen ind og ud. Derfor er det ofte ham, der har ansvaret for sager i Aarhus – også selvom han er det næstyngste medlem af Missing People. Til daglig arbejder han som elektriker, men han kan snildt bruge op mod seks timer efter arbejde på at kigge på kort og udtænke teorier. 

I det hele taget bruger Kristian Knudsen det meste af sin fritid på Missing People. Sådan har det været de seneste tre år. Det begyndte for alvor, da han hørte om Emilie Meng-sagen og blev opslugt af at læse om eftersøgningen.

”Det var mysteriet, der tiltrak mig. Hvorfor er personen væk, hvad tænker vedkommende, hvad er der sket med dem?” siger Kristian Knudsen, der altid har haft en ”en lille detektiv” i sig. Da han en dag mødte ind i børnehaven, havde der været indbrud i det tilstødende fritidshjem. En af ruderne var knust, og de stationære computere stjålet. Sammen med de andre børn begyndte han at udtænke teorier om, hvad der var foregået.

”Hvordan var indbrudstyvene kommet ind? Min teori var, at de havde gemt sig ved et hegn bag bakken og på forhånd havde viden om, at der var computere i et bestemt rum. Det blev aldrig opklaret, men jeg ville ønske, jeg kunne have hjulpet med at gøre det.”

For Kristian Knudsen blev børnehavemysteriet ved med at være spændende – også længe efter de andre var stået af. Det skulle vise sig at være begyndelsen på et mønster. Når der opstod mysterier, store som små, syntes hans venner, det var sjovt at drøfte til en vis grad, men det var kun ham, der kunne være fuldstændig opslugt af dem i længere tid. Han blev også betaget af efterforskningsprogrammer, ikke mindst ’FBI Files’ om opklaring af mord i USA. I dag er han især optaget af ’The Mentalist’ og bruger nogle gange samme teknikker, som hovedpersonen i serien bruger.

”Jeg har mange gange overvejet at blive efterforsker. Men det kræver nok nogle kompetencer, jeg ikke helt besidder.” 
I stedet er Missing People blevet en altoverskyggende hobby for elektrikeren. Da 17-årige Emilie Meng forsvandt i 2016 under stor mediebevågenhed, begyndte Kristian Knudsen sideløbende sin egen efterforskning på Krak. Han ledte efter hvide varevogne hos virksomheder og begyndte at strikke sine egne teorier sammen.  

”For mig handler det nok mest om mystikken. Jeg har altid haft en utrolig trang til at finde de her personer. Jeg har altid haft lyst til at opklare noget.”

4 SLAGS FORSVUNDNE  

Ifølge Rigspolitiet forsvinder mellem 600 og 800 danskere hvert år – i snit cirka to om dagen. Langt de fleste findes hurtigt og ofte inden for 24 timer. Modsat i andre lande er det i Danmark ikke ulovligt at forsvinde, hvis man er over 18 år. De forsvundne er typisk:

Frivilligt forsvundne
Kategorien er den største og indebærer blandt andet teenagere, demente, folk, der i nedtrykt sindstilstand forlader deres hjem, eller folk, der ønsker at forsvinde og skabe sig et helt nyt liv – for eksempel i udlandet.

Tilfældigheder og ulykker
En del danskere forsvinder, fordi de bliver udsat for en solo­ulykke – for eksempel en drukneulykke.

Selvmord
Cirka 500-600 danskere begår hvert år selvmord. Nogle af dem ønsker ikke at blive fundet.

Forbrydelser
Hvor mange danskere der årligt forsvinder som ofre for en forbrydelse, lader sig ikke opgøre. Men det er de sager, der ofte får mest bevågenhed.

DA KRISTIAN KNUDSEN meldte sig som indsatsmedlem, blev han kort efter spurgt, om han ville møde op som føl – betegnelsen for medlemmer, der endnu ikke er uddannet – til en sag i Aalborg. Han hoppede ind i sin Kia og kørte til Nordjylland, hvor han mødtes med godt 25 andre i en idrætshal, de havde lånt som base. 

Sagen handlede om en yngre kvinde, der var forsvundet i bil. Den kortansvarlige var en midaldrende mand, der arbejdede i Hjemmeværnet og vidste en masse om kortlægning. Kristian Knudsen fik lov til at være med på sidelinjen, og sammen kiggede de på et stort landskabskort, hvor der var sat en ring om ’sidst set’-punktet, som de skulle forsøge at arbejde ud fra. 

”Jeg kiggede på kortet og tænkte: ’Hvor fa’en kan hun være henne?’ Hun var kørt i bil, så hun kunne jo være langt væk. Jeg havde ingen idé om det, og jeg vidste intet om statistikker på det tidspunkt, det var rent gætteri.”

Da Kristian Knudsen kom hjem efter den første aften, var det med en blandet fornemmelse i kroppen. Han syntes, han manglede noget. Nogle teorier, noget viden. Derfor bestilte han straks en del bøger om emnet og begyndte at søge på internettet for at blive klogere på, hvordan man bedst leder efter forsvundne personer. 

”Jeg havde nok en idé om, at jeg kunne gøre det bedre. De andre interesserede sig måske ikke for det på samme måde som jeg selv. Jeg følte, at jeg kunne udfylde en plads.”

Kristian Knudsen fandt SAR (Search and Rescue) i USA, der har en masse tilgængelig statistik og bruger helt andre teknikker end herhjemme. Sådan lærte han blandt andet om eftersøgningsteorien tracking til at opstøve en person i eksempelvis en stor skov. Da Missing People på et tidspunkt afholdt træningsweekend på Lolland, fik han mulighed for at teste det. Her skulle de finde genstande og ’lig’ – menneskestore dukker – der var skjult på et kæmpe område. Det var indsatsmedlemmerne mod hundeenheden i et større kapløb. Og takket være Kristian Knudsen sejrede førstnævnte. 

Siden har han tilegnet sig en masse ekstra viden på YouTube. Blandt andet følger han fast en amerikaner, der har sit eget efterforskningsprogram.

”Her skal nogle personer forsøge at nå frem til et mål, som de kender på forhånd, mens han, uden at kende målet, skal finde dem, før de når frem. Det er et kapløb om at nå derhen. Han er rimelig skarp til at aflure spor og tænke i teorier. Ham lærer jeg meget af.”

Nogle gange finder Missing People personer, der ikke har nogen til at hente sig. Som regel er det bortløbne teenagere fra et bosted, hvor hverken myndigheder eller familie sender nogen ud for at hente dem.

DEN MEST BRUGTE app på Kristian Knudsens telefon hedder ’Lost person behaviour’. Her er der statistik over typiske scenarier for forsvundne personer – demente, deprimerede, bortførsler og stort set alle andre scenarier. Det hele er bundet op på statistikker fra en lang række amerikanske sager.

Når Missing People får en sag, bruger Kristian Knudsen derfor sin app til at udtænke teorier. Ofte kan der være flere forskellige scenarier til stede på samme tid. Det kræver grundige overvejelser. 

”Det kan være, det drejer sig om en seksårig autist med depression. Så begynder man måske med at gå ind på de 4-6-årige,” siger han, søger i appen og begynder at opsummere: ”De gemmer sig i bygninger, følger ikke lige veje, er tiltrukket af dyr og sådan noget. Og så kan man gå ind på autist. Nogle af dem er ikke altid så nemme at komme i kontakt med, hvis man råber dem op. Det skal man også tage højde for. Der er mange små ting, man skal have med i overvejelsen, når man leder.”

Det er ofte Kristian Knudsens ansvar at opdele kort i søgeområder, som de frivillige skal bruge. Han markerer ’sidst set’-punktet og udtænker mulige scenarier ud fra det. Det er dog vidt forskelligt, hvor meget han når at forberede sig. 

”Nogle gange kan det være sindssygt akut. Hvis det er en lille pige, der forsvinder, skal vi bare af sted. Men så ofte som muligt laver jeg kort på forhånd. Der er mange ting, man skal tage højde for – matrikler, høje bakker og sådan noget. Måske er der steder, hvor man skal have tilladelse, før man kan søge. Man skal også tænke på, hvad de frivillige er i stand til. Hvis det er et alt for stort område med høje bakker, er det et svært terræn. Jeg kigger i journalen, tjekker oplysninger og laver segmenter på kort, som jeg til sidst tager med til mit team, der så giver det videre til de frivillige. Og så er det bare ud at søge.”

Når en sag er i gang, sender indsatsmedlemmerne i Missing People løbende teorier til hinanden på Messenger. Særligt for Kristian Knudsens vedkommende kan der være mange. 

”Jeg har alverdens teorier, og jeg har flere gange fået at vide, at jeg skriver for meget. Men man skal aldrig lægge sig fast på en teori. Det har jeg lært. Man kan tro det ene, og så er der sket noget andet. Derfor skal man vende alle puslespilsbrikkerne,” siger han.

Tre gange i løbet af de seneste år er det lykkedes Kristian Knudsen præcis at udpege på et kort på forhånd, hvor den forsvundne person befandt sig. I al beskedenhed mener han, at han er ret god til at tænke i teorier. Faktisk har han endnu ikke mødt nogen, der var tilnærmelsesvis lige så ihærdig.

”Jeg er jo en introvert person. Jeg tænker mere, end jeg siger. Så jeg skriver alle mine teorier. Men en gang imellem får jeg ikke længere svar. Lige pludselig bliver der stille. Så ved jeg godt, at det er på tide at stoppe.”

MISSING PEOPLE

Organisationen har frivillige medlemmer over hele landet. Der er flere aktive kvinder end mænd.

I Missing People er der fire typer uddannede medlemmer: indsatsleder, assistent, pårørendekontakt og kortansvarlig. Man skal have været med på to eftersøgninger som ’føl’, før man kan påbegynde uddannelsen.

Når Missing People bliver kontaktet af pårørende til en forsvundet person, tager de fat i politiet for at få tilladelse til at lægge en efterlysning på Facebook. Så snart teamet er sat, begynder de at kigge på kort og stille spørgsmål: Hvor er vedkommende sidst set? Er personen dårligt gående? Er personen i bil? Kører der busser eller tog? Er der vand i nærheden?

På uddannelsen lærer man blandt andet kædesøg, hvor man går fremad i en lang række, mens patruljeførere går bagerst og sørger for, at ingen falder bagud. Hop over-søg bruges, hvis man for eksempel leder på en lang sti. Her lægger folk sig ned på en lang række, og når man når hen til et bestemt mærke, begynder man på ny. På den måde går søgerne ikke igennem det samme igen og igen. Kombineret eftersøgning er en metode med eftersøgning på land og vand. Her bruger man – ud over både, kajakroere og droner – markeringsbånd på land, der indkredser de områder, der er søgt i.

I OVSTRUP SKOV på Falster kommer en midaldrende kvinde gående med sin border collie. Hun skal deltage i træningen i Missing Peoples sydsjællandske hundeenhed, som Steffen Hansen står for. Da han ser kvinden og hendes hund, råber han til Robin: ”Nej, for helvede, kom på plads, dæk.” Straks falder Robin til ro. 

”Ikke særlig smart at komme på den måde, Anne,” siger Steffen Hansen, men med situationen under kontrol bliver der hilst mere hjerteligt. Anne og hunden Pippi er certificeret i gruppe 2, der kan finde genstande og levende mennesker, men ikke lig.  Foruden den faste træning i Missing People træner de mindst et par gange om ugen på egen hånd. 

”Robin er så garvet, så hvis jeg træner mere, er det lige før, han ville gøre sådan her efter mig,” siger Steffen Hansen og rækker langfingeren i vejret. 

”Jamen, sådan er det. Det er jo ligesom, hvis man selv blev bedt om at gøre det samme hele tiden. Jeg havde engang en hund, der hed Viktor. Han sagde virkelig: ’Det her, du gamle, det er ikke nødvendigt.’ Men hvis jeg til gengæld ventede 14 dage med at træne, var han sulten nok.”

Steffen Hansen råber sin schæferhund på plads igen. Endnu en kvinde kommer anstigende. Det er Birthe, en glad, ældre kvinde med gråt hår og labradoren Sambo ved sin side. 

Lige for tiden er der 31 medlemmer i Missing Peoples hundeførerafdeling. Men der er ikke mere end otte hunde, der er certificeret. Man skal træne sig op til at komme med på eftersøgninger. Foruden at træne i skove træner de blandt andet også i lagerbygninger. Der er stor forskel på, om man leder inde eller ude, for luftfugtighed såvel som lugte er helt anderledes.

”Vi mødes og udveksler erfaringer. Det er også vigtigt for hundene, at det ikke er den samme person, de skal lede efter hver gang,” siger Steffen Hansen: ”En dag kan det jo være, de pludselig skal give hals ad en vildfremmed person.”

Robin har snuset sig frem til det gamle sæt hovedtelefoner, som Steffen Hansen har placeret. Straks efter gør den for at tilkalde ham, og så venter belønningen – en bold at lege med.

DET ER SIDST på eftermiddagen. Fra oven slår solens stråler ned mellem bladene og rammer skovbunden som lys fra en diskokugle. En flok motorcykler drøner forbi på landevejen og overdøver kortvarigt fuglefløjt i bøgetræerne. Lidt efter ankommer de to sidste, Anders og Lise, med hver sin labrador. 

”Vi har faktisk også en puddelhund, der er med,” konstaterer Anne, mens hendes border collie løber i ivrige cirkler om hende. ”Intelligensmæssigt kommer borderen jo ind som nummer et, og puddelhunden som nummer to.”

”Ja, der er så ting, jeg ikke forstår,” siger Steffen Hansen, slår en latter op og siger: 

”Nå, Birthe. Går du ind og gemmer dig? Du skal ikke gå for langt ind.”

Birthe forsvinder ind i skoven med en håndfuld guf til belønning, når en af hundene lidt senere finder hende. Steffen Hansen står veltilfreds tilbage og fortæller om en dag, da han trænede i skoven og tilfældigt mødte en tømrer, der havde tabt sit høreapparat.  Kunne han og hunden måske hjælpe? Det mente Steffen Hansen da nok og sendte sin hund af sted, men han kom tilbage med bark i munden. Til sidst måtte han ringe til tømreren og fortælle, at de ikke havde fundet noget, men ville prøve igen dagen efter. 

”Det samme skete. Han løb direkte over til det sted, hvor han havde leget med bark … så gik jeg derover, og dér lå høreapparatet.” 

”Du kan da ikke sige til hunden: ’Find et høreapparat’, og så finder den et høreapparat,” siger Anne.

”Det kan du da,” svarer Steffen Hansen, der fortsætter med at tale om succeshistorien. 

”Dengang kunne jeg svæve ud af skoven, det er da helt sikkert. Og tømreren, han var stum længe. ’Gjorde du det? Har du det? Hvad skal du have for det?’ ’Jeg skal da ikke have noget for det,’ sagde jeg.”

Steffen Hansen griner højt. 

”Når det lykkes, bliver man sgu virkelig … glad. Det gjorde tømreren også.” 

MOST WANTED

Forsvundne børn er dem, der ledes mest efter. Lige efter kommer hvide kvinder. I USA er begrebet Missing White Woman Syndrom opstået. Fænomenet omhandler forskellen i ikke mindst medieopmærksomhed i sager om forsvundne personer, hvor der er større fokus på unge, hvide og velstillede kvinder end på andre forsvundne.

Selvom begrebet stammer fra USA, har studier i eksempelvis Storbritannien og Canada vist lignende tendenser.

I Canada har The Law and Society Association udført et studie, der påviste, at forsvundne hvide kvinder får 27 gange så meget omtale som forsvundne indfødte kvinder. Grundlægger af National Center for Missing Adults i USA, Kym Pasqualini, har brugt begrebet damsels in distress – ’jomfru i nød’ – til at forklare samfundets fokus på at finde bestemte personer frem for andre.

NÅR PÅRØRENDE til en forsvunden person henvender sig til Missing People, bliver de tilknyttet en pårørendekontakt som Heidi Pedersen. Vedkommende er i løbende kontakt og spørger ind til, hvad de kan fortælle om den pågældende. Det er en slags omsorgssamtale, men samtidig skal man have så mange relevante oplysninger ud af dem som muligt. 

”Det kan godt være, at de nogle gange tænker: ’Sikke hun snager,’” siger Heidi Pedersen, der understreger, at hvis de pårørende ikke har lyst til at fortælle alt, skal de heller ikke. 

”Men det gør det nemmere for os. Hvis manden er gået efter et kæmpe skænderi, kan det være meget rart at vide, hvor han typisk ville gå hen. Hvis konen så siger, at han er glad for naturen og går mange ture ved vandet, tænker jeg: ’Nå, okay, så skal vi nok lede der først.’ Nogle gange er jeg nødt til at spørge direkte: ’Har du en idé om, at han kan gøre skade på sig selv?’ Det er ikke rart at spørge om. Jeg plejer også at sige, at jeg godt ved, det lyder rigtig hårdt, men at jeg er nødt til at spørge.”

Så snart en person er forsvundet, begynder medlemmerne af Missing People at planlægge en eftersøgning. Når den nødvendige information er på plads, deler de det på Facebook. De har også en gratis sms-tjeneste, hvor der bliver skrevet ud om mødested, tidspunkt og lignende i den politikreds, hvor en person er forsvundet. I alt er 420 mennesker tilmeldt tjenesten landet over.

”Særligt i Jylland er de rigtig gode til at mønstre mange frivillige søgere. På Sjælland har folk i højere grad nok i sig selv. Det er ikke negativt ment, for jeg er jo selv herfra, men man kan bare se, at der bliver prioriteret forskelligt. Der møder færrest op i Nordsjælland og flest i Jylland og på Lolland-Falster,” fortæller Heidi Pedersen.

En undtagelse er dog sagen med Emilie Meng, hvor der dukkede op mod 500 søgere op til hver søgning. Men kun sjældent får sager så stor mediebevågenhed, og derfor var Emilie Meng-sagen ifølge Heidi Pedersen ”uden for kategori”. I langt de fleste tilfælde dukker der omkring 10-15 stykker op for at søge. 

”Det ville være rart, hvis der kom mange hver gang, men vi ser desværre forskel på, hvem der er efterlyst. Det gør rigtig, rigtig ondt. Lige så snart det er unge mennesker, kommer der rigtig mange. Det er fint. Jeg ville bare ønske, der kom lige så mange, når demente Karl Ejner på 86 år forsvinder. Og hvis det er en mand med anden etnisk baggrund, kommer der slet ingen.”

Når en person er forsvundet, skal Missing People have accept fra de pårørende, før de går ind i sagen. Personen skal være meldt savnet hos politiet, og organisationen skal have tilladelse af politiet til at lægge en eftersøgning på for eksempel Facebook.

ADSKILLIGE sager har i tidens løb gjort indtryk på Heidi Pedersen. En af dem, hun altid vil huske, foregik på Lolland i 2019, hvor en familiefar forsvandt. Hun var pårørendekontakt til hustruen, der stod ulykkelig tilbage med fire børn.

”Det var en mærkelig sag. Han var kørt af sted på sin cykel, og derefter var han bare væk. Man kan jo ikke bare forsvinde ud i den blå luft. Men det var den her person.”

Det blev en af de største eftersøgninger i Missing Peoples historie. Sagen strakte sig over et halvt år, og de frivillige var af sted for at søge 16-20 gange. Det betød, at Heidi Pedersen pendlede til Lolland stort set hver weekend. Der var 50-60 frivillige søgere fra lokalsamfundet hver gang, der var med til at afdække et stort areal. De fik også tilladelse til at kigge i gylletanke rundtom på egnen for at se, om manden kunne være faldet derned. Først længe efter hans forsvinden blev han pludselig fundet død i et gammelt, forladt hus, der lå et afsides sted skjult bag tilgroede træer. Det var to, der var ude at gå tur, der fandt ham. 

”Den sag var hård, og jeg tænker stadig på den. Han havde to børn under 18, ligesom jeg selv har. Jeg tænker rigtig tit på den kone og de børn der. Det gør ondt ikke at kunne give svar. Når man bruger så meget tid, kommer man tæt på familien og på de venner, der hjælper med at søge. 

Det er aldrig sjovt at finde en person død, men i det mindste får de pårørende vished. Hvis man kan få lov til at sige farvel, får man også mulighed for en form for afklaring. Vi holdt en debriefing, efter han var fundet, hvor vi talte sagen igennem. Jeg havde også brug for det, for mange gange får man ikke afslutningen på historien. Man kommer tæt på de pårørende, så en dag bliver personen fundet, død eller levende, og så slutter sagen. Men mange gange ved man ikke hvorfor,” siger Heidi Pedersen, der ikke er så god til at lægge sin telefon væk, når hun er derhjemme. Eftersom medlemmerne i Missing People ofte bor langt fra hinanden, er de i løbende kontakt over Messenger eller Skype: 

”Ens telefon plinger konstant med beskeder. Så har en opdaget noget på et kort og lægger en teori i chatten, og så kigger jeg måske på det og siger: ’Det er muligt, men hvad hvis han er gået den anden vej?’ Jeg bliver stresset af det, for jeg har familie og venner, der også skal plejes. Men det er svært at lade være.” 

NAVNESKIFTE

Tidligere eksisterede en frivilligorganisation ved navn ’Missing People Denmark’. I foråret 2016 lukkede de dog ned efter kritik for at bryde persondataloven, blandt andet ved at henvende sig til ejere af overvågningskameraer og bede om lov til at se optagelserne igennem. Kort efter oprettede tidligere medlemmer en ny frivilligorganisation med det mere mundrette navn Missing People – med ny ledelse, nye vedtægter og nyt image.

I LANGT DE fleste tilfælde bliver en forsvundet person i Danmark hurtigt fundet igen. Men der er tilfælde, som med sagen på Lolland, hvor det trækker i langdrag. Selvom Heidi Pedersen kan mærke, at hun er blevet mere erfaren, er det ikke blevet nemmere for hende.

”Selvfølgelig kan jeg mærke, at det ikke er, som da jeg første gang skulle ringe til en pårørende, hvor jeg sad med svedige hænder og trak tiden. Men det kan stadig være rigtig hårdt, for man er i det hele tiden. Det er døgnet rundt i flere måneder, og bagefter er man helt udmattet og håber, der ikke kommer en ny sag inden for den næste uge. Men det gør der som regel.”

Eftersom langt de fleste bliver fundet igen inden for det første døgn, er det i sig selv dårligt nyt, hvis det ikke er tilfældet. Så er risikoen for ikke at finde dem i live forøget. Derfor ved Missing People, at det værste kan vente dem. Men fra tid til anden dukker der solstrålehistorier op.

Under den varme sommer for to år siden foregik en eftersøgning på en ældre mand i Odder. Han var gået fra sit plejecenter og siden forsvundet. På Sjælland fulgte Heidi Pedersen med i sagen. Det trak for meget i hende, så til sidst besluttede hun sig for at tage turen til Jylland med en veninde, der også er medlem af Missing People.

Den ældre mand havde været væk knap et døgn, da de ankom. Politiet og de frivillige søgere var i fuld gang, Og Heidi Pedersen og veninden blev sat til at stemme dørklokker i et bestemt område.

På et tidspunkt fik veninden lov til at komme om i en baghave, hvor familien i huset havde tilbragt hele dagen. 

”Har I kigget bag den busk?” spurgte hun.

”Nej, nej, det er bare kompostbunken,” svarede de.

Hun kiggede alligevel efter for god ordens skyld. 

”Hører han til her?” spurgte hun så.

Først troede familien, at hun snakkede om deres kat. 

”Nej, ham den ældre mand, der ligger her?” 

Det viste sig at være den forsvundne mand, der trods næsten et døgn bag kompostbunken i den ulidelige hedebølge stadig var i live. Det var på et hængende hår. Kort efter ankom en ambulance, og der blev taget hånd om ham. Heidi Pedersen og veninden kunne tage den lange tur tilbage til Sjælland igen i overstadigt humør.

”Det var helt vildt dejligt at tage hjem med sådan en historie. Det var en af de gange, hvor jeg tænkte: ’Hvor er det godt, at Missing People er her.’ For uanset om vi vil det eller ej, er det sjældent, vi finder dem i live. Men når man får sådan en oplevelse, bliver man bekræftet i, hvorfor man gør det.”

Steffen Hansen bruger forskellige genstande til at træne Robin med. Det kan være solbriller, hovedtelefoner eller en mobiltelefon, men han bruger også gammelt hår fra en frisørsalon, død hud leveret fra en fodterapeut og gamle tænder.

 

Efter måneders bål og brand er der blevet mere fredsommeligt i metropolen. Men oprøret ulmer stadig hos ungdomsgenerationen, der hverken føler sig britisk eller kinesisk, men søger sin egen vej – med eller uden våben. Men hvor kommer gløden fra? Og hvor skal det hele ende? Ud & Se tog til byen, der slås for sin fremtid.
Tekst og foto:Sebastian Dall Mayoni

OKTOBER 2019

I flere uger har Big Head forgæves forsøgt at få sin normale hudfarve tilbage, efter han blev ramt til endnu en af Hongkongs demonstrationer, som han har deltaget i, siden de begyndte i juni. 

Politiets vandkanoner skyder med en genstridig blå farve, som er nærmest umulig at vaske af kroppen, hvilket gør det nemt for politiet at anholde flygtende demonstranter. Farven skal slides af, så Big Heads knæhaser, underarme og dele af ryggen har stadig blå plamager.

”Jeg var så træt, da jeg kom hjem fra demonstrationen, at jeg faldt i søvn i badet og vågnede op 50 minutter senere uden at være blevet mindre blå,” siger han.

Farven er efterhånden blevet et emblem. Med en blå nuance spørger tilfældige folk på gaden, om man har penge til mad, om man mangler et sted at sove, eller om man vil køres hjem. Men der er også modstand. Big Head og vennen MC, der også blev ramt, blev for nylig truet på en bar af en kineser, som smadrede bunden af en ølflaske for at stikke dem ned, mens han råbte, at de kæmpede imod moderlandet. Men før de nåede at svare ham, havde barens andre gæster grebet manden og givet ham nogle tæsk.

Big Head har et stort hoved og en lang krop. Det er derfor, han gerne vil kaldes Big Head. Han er 17 år gammel og 196 centimer høj. Han spiller basketball, når han ikke går i skole, og han har næsten altid en bold og en svensknøgle med i tasken. Når han spiser med sine venner, prøver han at give dem kvalme ved at fortælle om sine livretter, som angivelig er hanenosser og grillet kaninhoved, og så viser han med trutmund, hvordan man suger øjnene ud. . Han har for nylig fundet ud af, at han er adopteret.

”Jeg havde lidt gennemskuet det. Alle i min familie går mig til skuldrene.”

Big Head tager sin herkomst med et skuldertræk, men politiets opførsel vækker hans vrede. Det var afmagten over at stå på afstand og se fredelige civile blive banket med politi­stave og beskudt med gummiprojektiler og tåregas, der fik ham til at involvere sig i protestbevægelsen. 

Big Head er ikke speciel i den henseende. Mange andre fortæller den samme historie. At de deltog i en fredelig demonstration for at vise deres utilfredshed over manglen på demokratiske valg og stigende kinesisk indflydelse, at politiet mødte talstærkt op og angreb demonstranter, og at de i dag er nødt til at forsvare sig selv med våben over for autoriteternes brutalitet. Det er sådan, de ser det. 

På et eller andet tidspunkt eskalerede de fredelige protester, der begyndte i forsommeren 2019. Demonstrationerne blev hverdag i stedet for ugentlige begivenheder, hvor man fredeligt kunne vise sin utilfredshed. Modstanden blev hårdere, og dialogen mellem demonstranterne og regeringen forsvandt. Og til sidst blev forståelsen for hinandens synspunkter erstattet af foragt. 

Siden er studerende blevet skudt, molotovcocktails er blevet kastet mod politi, metrostationer er blevet brændt, og butikker med den mindste forbindelse til Kina er blevet vandaliseret. I november kastede demonstranter med sten mod politiet og ramte en 70-årig mand i hovedet, som efterfølgende døde af sine kvæstelser. Politiet har forsøgt at køre demonstranter ned på motorcykel. En demokratisk politiker har fået et øre bidt af. Og da universiteterne var belejrede, skød en gruppe demonstranter – anført af en ung mand med sørøverhat – med bue og pil og ramte en politimand i læggen.

Imens er de ældre generationer med fast job og familie stadig så pragmatiske, at de demonstrerer på vej til arbejde, i frokostpausen og på vej hjem. Men demonstranternes slogans har ændret sig. I begyndelsen handlede det om at fortsætte kampen. ”Hongkongere, bliv ved,” råbte de i kor, mens de lovligt gik ned ad hovedgaderne med deres bannere. Nogle måneder senere blev det ”Hongkongere, kæmp imod”, og senest er parolen blevet en opfordring til selvtægt. Sortklædte studerende maler ”Hongkongere, hævn jer” på bymure, og kampordene råbes, når de kan se, at politiet nærmer sig.

Big Head ønsker at være anonym. Han er den eneste i sin omgangskreds, der i skrivende stund ikke er arresteret. Vennerne er, siger han, ”game over”.

KONFLIKTEN KORT

Indtil videre er mere end 7.000 demonstranter blevet arresteret i protesterne, der begyndte i juni 2019, da regeringen ville gennemføre en aftale, der skulle gøre det muligt at udlevere mistænkte kriminelle til andre lande, heriblandt Kina.  9. juni blev der afholdt en fredelig demonstration, hvor op mod en million mennesker deltog. I dagene efter fortsatte gennemførelsen af lovforslaget, som førte til de første vol­delige sammenstød foran regeringsbygningen.

15. juni meddelte regeringschef Carrie Lam, at lovforslaget blev sat på pause. Næste dag demonstrerede to millioner – ifølge arrangørerne selv  – for, at det skulle trækkes helt tilbage. Nu krævede man også, at en uafhængig institution skulle undersøge politiets brug af tåregas. 4. september trak regeringen lovforslaget tilbage.

Siden er kampene eskaleret, og demonstranterne kræver ydermere, at klassificeringen af dem som ’uro­magere’ trækkes tilbage, at arresterede demonstranter fritages for straf, og at der indføres demokratisk stemmeret i Hongkong.

Demonstrationerne stoppede dog i en kort periode for at undgå, at regeringen skulle udsætte distriktsvalget 24. november. Her steg stemmeprocenten med 24 procentpoint sammenlignet med seneste valg, og demokratiforkæmpere vandt 80 procent af sæderne i distrikterne.

Der er stadig daglige demon­strationer i Hong­kong, som kun forstærkes af frygten for coronavirusset. Lægeper­sonale har strej­ket for at få grænsen til Kina lukket. Carrie Lam har nægtet, men har indført en karantæne for tilrejsende fra det kinesiske fastland.

FEBRUAR 2018

På Valentine’s Day kvalte Chan Tong-kai, en 20-årig studerende, sin kæreste på en rejse til Taiwan og efterlod liget i udkanten af hovedstaden Taipei. Da han vendte tilbage til Hongkong, blev han anholdt i lufthavnen, fordi Taiwans myndigheder i mellemtiden havde fundet og identificeret liget. Problemet var bare, at man ifølge loven kun kunne fængsle ham under en paragraf om hvidvaskning, fordi han havde hævet penge på kvindens kreditkort. Så selvom han indrømmede, at han havde begået mordet, kunne han ikke straffes for det.

Derfor foreslog Hongkongs lovgivende råd en udleveringsaftale, der skulle forhindre, at Hongkong fortsat kunne være et helle for kriminelle og eftersøgte – som byen historisk set har været, hvilket også var grunden til, at Edward Snowden flygtede til byen i 2013, hvor USA ikke havde mulighed for at nå ham.

Blev udleveringsaftalen stemt igennem, kunne jurister fremover vurdere, om eftersøgte kriminelle, der opholdt sig i Hongkong, skulle udleveres. Men selvom de fleste kunne se logikken bag forslaget, gik det imod noget grundlæggende i mange hongkongeres selvbevidsthed. Man frygtede, at det potentielt kunne sløre grænsen mellem det kinesiske retssystem og Hongkongs, så systemkritikere og politiske flygtninge kunne blive udleveret.

JULI 1997

Da Hongkongs sidste guvernør Chris Patten 1. juli 1997 afsluttede sin tale og overdrog byen til Kina, begyndte en gennemgribende makeover. Fremover ville offentlige bygninger erstatte det britiske flag med det kinesiske, ligesom den britiske nationalsang blev skrottet til fordel for den kinesiske. Alle royale titler forsvandt, frimærkerne blev ændret, dronning Elizabeths ansigt kunne ikke længere findes på mønterne, og de røde britiske postkasser blev fjernet eller overmalet. Men den overfladiske assimilering kunne ikke skjule, at byen var en særlig gevinst.

Hongkong var hele Asiens kronjuvel. Det var byen med de bedst uddannede, det vigtigste finansielle centrum, stedet med flest milliardærer og den højeste levestandard, byen med den mest travle havn, de laveste skatter og den største ulighed, de højeste skyskrabere og det mindst korrupte politi. Det var byen for lykkeriddere, Kinas udstødte og de eftersøgte.

Og så var det et ultraliberalt drømmescenarie eller et kapitalistisk mareridt alt efter øjnene, der så. Hongkongs bruttonationalprodukt udgjorde på det tidspunkt 18 procent af Kinas, hvilket både siger noget om, hvor mange penge der strømmede gennem byen, og hvor få der var i Kina. Ikke mange steder i verden kunne man opleve en lige så rå og destilleret form for kapitalisme som i Hongkong. Så da Kina stod til at overtage den tidligere koloni, var det med en mistro fra især pengemænd og akademikere. Folk var klar til at pakke deres habengut, sælge fra og sige tak for denne gang af frygt for kinesisk tankepoliti og kommunistisk bureaukrati.

For at berolige specielt de ressourcestærke foreslog Kina allerede i begyndelsen af 80’erne, at byen kunne få delvis selvstændighed efter overdragelsen. Det såkaldte ’et land, to systemer’. I de næste 50 år skulle der ikke være nogen forandringer, Hongkong skulle have egen regering og egen forfatning, og i mellemtiden skulle Kina indhente Hongkong økonomisk. 

Men Kinas økonomiske fremgang skete langt hurtigere end forventet, og i dag er Hongkong ikke meget stærkere økonomisk end andre kinesiske byer. Dimittendlønnen er ikke steget i mange år, selvom huslejepriserne er eksploderet til et punkt, hvor færdiguddannede langtfra har råd til en lejlighed. I stedet bor de hos deres forældre, indtil de er langt oppe i tyverne. Uligheden er en af de største i noget industrialiseret land i verden, kun overgået af Sydafrika, og i 2019, midt i urolighederne, kunne Hongkong meddele, at byen er i recession for første gang i mere end 10 år. En tendens, der kun er blevet forstærket af frygten for coronavirus.

Hongkongs ungdomsgeneration er unik, fordi det er den første generation, der er vokset i tiden lige før, under og efter overdragelsen til Kina i 1997, og modsat deres forældre og bedsteforældre nærer de ingen bånd til hverken tiden under britisk styre eller det øvrige Kina. De ser sig selv som hongkongere, der adskiller sig fra Beijing, når det gælder sprog, historie, kultur og grundlæggende værdier. Værdier, de mener bliver begrænset af Kinas stigende indflydelse i Hongkong. Som reaktion er der sket en politisk vækkelse, som begyndte i 2012, udviklede sig i 2014 og 2016 og kulminerer med de nuværende demonstrationer.

Nogle har døbt årgang 1997 ’den forbandede generation’, fordi en lang række milepæle i deres liv har været svøbt i uheldssort. De blev født under den asiatiske finanskrise, hvor Hongkongs økonomi styrtdykkede. Da de skulle dimittere fra børnehaven – det gør man i Hongkong – udbrød SARS og lukkede byen ned. Og seks år senere, da de skulle dimittere fra første del af folkeskolen, gentog det sig, denne gang med svineinfluenza. Men de ser også sig selv som ’den udvalgte generation’. Dem, der skal redde Hongkong fra Kinas Kommunistiske Parti og sørge for, at Hongkong fortsat nyder sine civile rettigheder og med tiden bliver et frit, demokratisk samfund.

Med overdragelsen i 1997 blev Hongkong lovet, at de kunne ’nyde en høj grad af selvstændighed’, men mange hongkongere ser Kinas fysiske, økonomiske og kulturelle indflydelse overalt og med den et mål om at gøre Hongkong mere kinesisk.

Siden overdragelsen er mere end én million kinesere migreret til Hongkong, og der ankommer op mod 150 hver dag. Medier er blevet opkøbt eller delvist opkøbt af Kinas Kommunistiske Parti til et punkt, hvor eksperter mener, at pressefriheden er faldende. 

I 2015 blev fem boghandlere bortført til Kina, fordi de solgte systemkritiske bøger og smudslitteratur om præsident Xi Jinpings affærer. Ifølge Bao Pu, grundlægger af det Kina-kritiske forlag New Century Press, skabte det en reel frygt hos andre boghandlere for at sælge materiale, der er forbudt i Kina. Siden har oplagene og salgsmulighederne været faldende. Han oplevede også, at trykkeriet, han i mange år havde samarbejdet med, uden forklaring nægtede at trykke hans bøger.

”Kidnapningerne var et direkte overgreb på Hongkongs frihed, og da det skete, udløste det panik. Specielt hos den unge generation, som er vokset op i et relativt stabilt Hongkong, ændrede det synet på Kina. Ungdommen er højtuddannet og har modtaget en i brede træk vestlig måde at anskue verden på. De kan ikke se sig selv i deres jævnaldrende fra fastlandet, og hvis man kastede dem ned i en kinesisk by, ville de føle, at de var i et andet land. Identitetsspørgsmålet er ekstremt vigtigt, hvis man skal forstå demonstrationerne, fordi ungdommen ser sig selv som hongkongere i stedet for kinesere,” siger han.

Nathan Road, hovedvejen gennem Hongkong, var i november 2019 dagligt blokeret af demonstranter, der smadrede butikker og kastede molotovcocktails.

OPRØRS-PROFILER

Benny Tai, 55 år
Politisk aktivist og juraprofessor ved University of Hong Kong. Skabte i 2014 bevægelsen Occupy Central with Love and Peace, som skulle sætte fokus på manglende stemmeret i Hongkong. I dag kendes bevægelsen som Umbrella-bevægelsen.

Andy Chan, 29 år
Ønsker, at Hongkong bliver en separat stat. Skabte i 2016 Hong Kong National Party og stillede op til valget til det lovgivende råd, men blev diskvalificeret på grund af sine radikale holdninger. Blev i august 2019 anholdt for blandt andet at have overfaldet en politimand.

Joshua Wong, 23 år
Skabte i 2011 studenterorganisationen Scholarism, der året efter lykkedes med at forhindre en kinesisk-inspireret folkeskolereform. Nu fortaler for sit eget politiske parti Demosistō.

Edward Leung, 28 år
Tidligere talsmand for selvstændighedspartiet Hong Kong Indigenous. Stillede i  2016 op til Hongkongs lovgivende råd og fik 15 procent af stemmerne i sin kreds. Blev senere diskvalificeret på grund af sine holdninger. Afsoner en fængselsdom på seks år for angivelig at have overfaldet en politibetjent.

SEPTEMBER 2012

Fire dage før skolestart mødte 50 medlemmer af studenter­organisationen Scholarism op på en lille, nøgen plads foran regeringsbygningen. Med sig havde de borde, telte, pavilloner, soveposer og et højttalersystem. De ville blive, indtil regeringen trak en varslet uddannelsesreform tilbage.

Lederen af bevægelsen var Joshua Wong, en dengang akavet 15-årig dreng med grydeklip, hvis mor sagde, at han ikke måtte have en kæreste, før han kom på universitetet. Og hvis lærere fortalte, at hvis man blev revisor, læge eller bankmand, ville man få sig et godt arbejde og en god karriere, for kun med en god karriere kunne man blive et succesfuldt menneske. 

Men på et tidspunkt i 2011 glemte Joshua Wong sine forpligtelser. Han stoppede med at tænke på karaktergennemsnit og begyndte at dele løbesedler ud, holde politiske mælkekassetaler og indsamle underskrifter mod implementeringen af en kinesisk­inspireret national uddannelsesreform.

Hans venner husker ham som en robot, der trods sin alder havde en beslutsomhed og en fandenivoldskhed over sig, når han råbte sine pro-demokratiske paroler. Han kunne få folk til at tænke over, hvad Hongkong var og er, og hvad de risikerede at miste.

”Vi var heldige på min skole, fordi vi havde seks eller syv personer, der gik op i politik, mens andre skoler nærmere havde en eller to. I dag er det meget få i en folkeskoleklasse, der ikke går op i politik. Det er på grund af os. Det var nærmest tabu at deltage i en politisk bevægelse som ung før Scholarism. Det var første gang i Hongkongs historie, at studerende gjorde modstand på den måde,” fortæller Derek Lam, der var Joshua Wongs højre hånd og med til at opbygge studenterbevægelsen, der advarede mod kinesisk nationalisme og patriotisme. 

”Det, vi kæmper for, er simpelt,” udtalte Joshua på et pressemøde i 2012. ”Vi håber, at næste generation får sin frihed.”

Løbesedler, plakater, plancher og bannere blev betalt af græsrodsbevægelsens egne lommer, og som Derek Lam husker det, puttede samtlige medlemmer 500 kroner i en lille indsamlingsbøsse til formålet. I begyndelsen demonstrerede de nogle timer én gang om ugen, men efterhånden mere og mere, og med teltlejren foran regeringsbygningen blev det i døgndrift. 

Tre dage senere kunne man se en kold og bleg Joshua Wong med røde øjne. Det havde regnet så kraftigt, at vand var sivet ind i teltene om natten, og da han vågnede på fjerdedagen, var over halvdelen af bevægelsen taget hjem. Det begyndte at virke håbløst. Den daværende regeringschef, Chief Executive Leung Chun-ying, stod fast, og de tre studerende, der sultestrejkede, havde opgivet deres mission. Men da pladsen nogle få timer senere fyldtes, vendte energien tilbage. Den aften samledes nogle tusind foran regeringsbygningen, hvor der blev holdt taler og opført koncerter med kendte musikere.

Sådan fortsatte besættelsen. Hver aften kom nogle tusind for at støtte demonstranterne, og på niendedagen opfordrede Joshua Wong folk til at klæde sig i sort og møde op til aftenens taler. Op mod 120.000 mennesker mødte op, og fra en lille scene råbte Joshua Wong:

”I aften har vi fyldt stedet helt op. Hele den firsporede motorvej! Gangbroerne er fyldt! Parken er fyldt! Jeg tror på, at der snart kommer et mirakel. Vi skriver historie!”

Dagen efter meddelte Chief Executive Leung Chun-ying, at den nationale uddannelsesreform alligevel ikke ville være obligatorisk. Fremover skulle det være op til skoler selv at bestemme. Det var første gang, en studenterbevægelse gjorde modstand, og første gang, studerende blev hørt.

Demonstrationer efter distriktsvalget 2019. Flere bærer amerikanske flag, fordi Donald Trump har underskrevet en lov, der muliggør sanktioner mod Kina, hvis de ikke overholder menneskerettighederne i Hongkong.

DECEMBER 2019

Joshua Wong har ikke tid til at tale om gamle dage. Han har for travlt med det politiske parti Demosistō, som han selv har stiftet, og som han selv udtrykker det:

”Jeg er ikke leder af en bevægelse. Jeg er bare en af de hundredvis af facilitatorer, som forsøger at lade hongkongeres stemme blive hørt internationalt. Jeg er en fortaler for demokrati, selvom jeg blev udelukket fra distriktsvalget.” 

I november fik han afslag på at stille op til distriktsvalget, fordi han tidligere har udtalt, at han ikke har opgivet tanken om selvstændighed i Hongkong. Det forbryder sig mod Hongkongs forfatning, der indledningsvist fastslår, at ”Hongkong er en ufravigelig del af Folkerepublikken Kina”. Selv mener han, at regeringen og Beijing bevidst misfortolker hans udtalelser. Han ønsker ikke selvstændighed, men derimod selvbestemmelse under Kina, siger han:

”Vores valgsystem manipuleres af Bei­jing. De kan censurere mig fra en afstemning, de kan sende mig i fængsel, men de kan ikke ignorere Hongkongs stemme.”

Til trods for Joshua Wongs udelukkelse blev distriktsvalget, det eneste demokratiske valg i Hongkong, en succes for demokraterne. Valgdeltagelsen steg fra 47 procent i 2015 til 71 procent i 2019, og det lykkedes pro-demokratiske kandidater at indtage 80 procent af sæderne i distrikterne. Så selvom distriktsrådet ikke har mange beføjelser politisk, var det en
mental sejr. Regeringen har længe talt om en såkaldt stille majoritet, der ikke støtter demonstrationerne. Men udfaldet af distriktsvalget bekræftede, at de har folket bag sig.

Paraplyer kan bruges som værn mod peberspray, gummipatroner og tåregas og er blevet et symbol på kampen mod politiet.

HVEM VÆLGER HVEM?

Hongkongs politiske system er sammensat af forskellige styreformer.

I spidsen står Chief Executive Carrie Lam, Hongkongs regeringsleder, der er udpeget for en regeringsperiode på fem år af en komité bestående af 1.200 personer fra den økonomiske elite, fra fagfore­ninger samt en lille gruppe folkevalgte. Derudover holder sektorer som blandt andet medicin, jura, arkitektur og teknologi også en stor del af sæderne.

Bag hende har man Legislative Council, Hongkongs lovgivende råd, der er udpeget på to måder: Knap halvdelen af de 70 sæder er valgt gennem en folkeafstemning, mens den anden halvdel vælges gennem noget, der minder om valgkomitéen for en periode på fire år.

Herunder finder man rådene for byens 18 distrikter, hvis omkring 500 medlemmer udpeges ved næsten demokratiske valg. Rådenes beføjelser er få og lokale, men kan omhandle busruter, affaldssortering, trafikproblemer eller lignende. De rådgiver den lovgivende magt, men har ingen magt selv.

JULI 2019

1. juli, på 22-årsdagen for overdragelsen til Kina, brød demonstranter ind i regeringsbygningen. De overmalede portrætter af Beijing-loyalister, flåede kopier af forfatningen fra hinanden og holdt et pressemøde ved talerstolen under bannere med ordene ”Befri Hongkong”. I timevis havde de banket og boret løs i glasfacaden for at komme ind i den lovgivende magts kamre. Det eneste, demonstranterne ikke rørte, var biblioteket, hvor de havde placeret et lille skilt: ”Vær venlig ikke at skade bøgerne.” Det var omkring det tidspunkt, demonstranterne fremlagde deres krav om, at en uafhængig kommission skal undersøge politibrutalitet, at demonstranter ikke længere skal klassificeres som ’uromagere’, at arresterede demonstranter skal fritages for straf, og at hongkongerne skal have demokratisk stemmeret.

Det er de krav, Big Head kæmper for, når han med sin svensknøgle løsner gelændere langs hovedgader og bruger dem til at barrikadere vejene. Det er også med sin svensknøgle, at han åbner elskabe, der styrer lysreguleringen, så andre kan sætte ild til dem. Og så løber han ellers rundt i sin sorte uniform med gasmaske og paraply. Nogle gange ved shopping­distriktet Mong Kok, nogle gange i det finansielle kvarter omkring Central og andre gange på besatte universiteter.

”Jeg er selvfølgelig bange, når politiet kommer. Derfor siger jeg hele tiden til mig selv, at jeg ikke må bakke ud, for hvis én bakker, så bakker de andre også,” siger Big Head.

Demonstranterne opdaterer løbende kort over politiets færden på deres mobiltelefoner, og politiet ankommer derfor ofte til øde gader.

SEPTEMBER 2014

Benny Tai havde altid været politisk aktivist, fra små græsrodsbevægelser til større politiske organer, da han sammen med en pensioneret præst og en sociologiprofessor besluttede at skabe en fredelig, demokratisk bevægelse, som regeringen og Kina ikke kunne ignorere. De døbte den Occupy Central with Peace and Love. Som navnet indikerer, skulle demonstranter på fredelig vis besætte Hongkongs forretningskvarter Central. Siden har bevægelsen været kendt som Umbrella-bevægelsen på grund af demonstranternes brug af paraplyer som skjold.

Ifølge Hongkongs forfatning, som Kina har været med til at udarbejde, er det ultimative mål, at byens Chief Executive og Legislative Council skal vælges på baggrund af en almindelig demokratisk afstemning. Problemet er ifølge Benny Tai, der er juraprofessor i forfatningslov, at Kina ikke tolker ’almindelig demokratisk stemmeret’ på samme måde, som man gør i Hongkong, og at det i sidste ende er Kina, der har ret til at fortolke Hongkongs forfatning.

Med en mulig reformændring i 2014 fik Hongkong muligheden for selv at bestemme deres Chief Executive. Der var bare den hage, at de kun kunne vælge mellem 2-3 personer, som højtrangerede embedsmænd i Kinas Kommunistiske Parti havde godkendt.

”Vi så det som et klart løftebrud. Vi var blevet lovet demokrati, og det her havde intet med demokrati at gøre. I 2005 udskød de stemmeretten til valget i 2012, i 2007 udskød de stemmeretten til valget i 2017, og i 2014 sagde de: ’Sådan her eller ingenting.’ Det beviste, at de ikke havde nogen oprigtig intention om at give os stemmeret,” siger Benny Tai i dag.

Allerede i 2013 havde han lagt en plan for, hvordan bevægelsen skulle forløbe, hvis Beijing nægtede, at Hongkong frit kunne vælge sin egen leder. 

Først og fremmest skulle der samles nok demonstranter. Det ville ikke nytte noget, hvis der var under 10.000 til stede, for så kunne politiet nemt fjerne dem. 

”Det ville kun være muligt at opnå demokrati, hvis vi havde en meget bred base af folk, der var klar til at ofre sig selv i en større sags tjeneste,” fortæller Benny Tai, der insisterede på en fredelig demonstration. Deltagerne skulle underskrive en ed om, at de ikke ville bruge vold. Men de måtte gerne, for eksempel ved at belejre offentlige områder og nægte at lade sig fjerne af ordensmagten, benytte civil ulydighed – som Benny Tai kalder en ’forholdsvis uskyldig’ måde at bryde loven på.

”Hongkongere følger loven meget nøje, og nu talte vi offentligt om at bryde den, så vi var nødt til at have moralen på vores side, hvis vi ville have de uddannede og middelklassen til at følge os.”

26. september, få dage før Occupy Central with Love and Peace skulle begynde, kulminerede en skolestrejke anført af Joshua Wongs Scholarism med, at studerende i hundredvis brød ind på pladsen ved regeringsbygningen. Området havde været lukket siden Scholarisms demonstrationer i 2012 af frygt for lignende tilfælde, så en efter en hoppede de over hegn og fjernede vejbomme. Joshua Wong nåede kun lige ind på pladsen, før han, som en af de første, blev båret ud i politihænder. 

Tumulten betød, at Benny Tai var nødt til at igangsætte ­Occupy Central with Love and Peace med det samme. Spørger man ungdommen, vil de sige, at Benny Tai kaprede deres revolution, og spørger man ham, var det dem, der hægtede sig på hans oprindelige bevægelse. Men ingen mener i dag, at det er vigtigt, hvem der startede hvad, og den tankegang er siden blevet en fundamental del af demonstrationerne.

I dag er den eneste regel er, at hver person demonstrerer på sin måde. Man står sammen uanset hvad, fordi alle har et friere og mere demokratisk Hongkong som endemål. Nogle foretrækker fredelige demonstrationer og sætter sig ned på udvalgte steder, de mener, man kommer længst med pacifisme. Andre blokerer centrale færdselsårer og metrosystemer med skraldespande, mursten, Vita Wrap, og hvad de ellers kan finde. Andre igen besætter universiteter, skyder med bue og pil, vandaliserer kinesiskejede butikskæder og kaster med molotovcocktails.

”Hvis du har lyst til at strejke på gaden eller synge sange, skal du bare gøre det. Men hvis andre eksempelvis har lyst til at dræbe politimænd, så skal du lade dem gøre det,” siger Andy Chan, en 29-årig militant ekstremist, der ser vold som den eneste vej mod et frit Hongkong. Han deltog i demonstrationerne i 2014 og så dem udvikle sig fra Benny Tais oprindelige idé om at blokere det finansielle centrum i nogle dage til at trække ud i 79 dage og efterhånden blive kendt som Umbrella-bevægelsen. Demonstranter oprettede områder, hvor elever kunne studere i dagtimerne, kunstnere afholdt koncerter, og hippier sang om frihed i gaderne. Lonely Planets rejseguide til Hongkong anbefalede ligefrem, at man som turist skulle opleve byens protestkultur.

”Det var simpel romantik. Det ville være fantastisk, hvis det kunne påvirke regeringen, men det har siden vist sig, at de ikke lytter, før det bliver seriøst. En revolution kommer ikke til at være smuk og hyggelig. Folk kommer til at bløde. Det ved vi nu,” siger Andy Chan.

Han var målløs, da politiet i 2014 brugte tåregas mod Umbrella-bevægelsen – for første gang siden overdragelsen fra briterne – og sammen med en større gruppe demonstranter foreslog han dengang, at der blev taget alvorligere midler i brug.

”Vi foreslog at bære masker for at dække vores ansigter. Nu bærer alle masker. Vi sagde, at vi skulle beskytte og udnytte vores onlinesamtaler i forhold til logistik og internetsikkerhed. Nu bruger alle Telegram og krypterede samtaler. Vi sagde, at det skulle være en lederløs bevægelse, og at vi skulle bekæmpe politiet. Nu kæmper alle i gaderne uden en frontfigur,” siger han.

Umbrella-bevægelsen paralyserede store dele af byen og var med til at udvikle en politisk bevidsthed hos tusindvis af hongkongere, der ikke traditionelt havde gået op i politik. Den var også med til at skabe grundlag for de selvstændighedsgrupper, der efterfølgende piblede frem. Men i sig selv ændrede den ikke noget. Regeringen var afventende, og på et tidspunkt mistede bevægelsen momentum. Folk blev trætte af at bo i gaderne og demotiverede af manglende forandring. 

15. december 2014 blev de sidste demonstranter ryddet, og selvom bevægelsen skabte de mest omfattende protester i Hongkongs historie, flyttede den ikke noget politisk. Da de pakkede teltene sammen og traskede hjemad, var det med det, de i dag beskriver som en kollektiv depression. 

Ikke alle demonstrationer ender med sammenstød. Som regel afventer demonstranterne begivenhederne og flygter, når politiet nærmer sig.

FEBRUAR 2016

Under festlighederne ved det kinesiske nytår slog regeringen ned på gadesælgere i små telte uden handelslicens og folk, der solgte gademad i shoppingdistriktet Mong Kok. Gadehandel har traditionelt været en stor del af Hongkongs identitet og en måde for dårligt stillede i byen at tjene penge. Det blev set som et skridt på vejen mod fjernelsen af Hongkongs skikke og ledte til de første organiserede gadekampe mellem demonstranter og politi efter overdragelsen. Selvstændighedsforkæmperen Edward Leung har siden fået seks år i fængsel for at igangsætte det, som blev døbt The Fishball Revolution, en reference til de populære fiskeboller, man kan købe overalt i Hongkong.  Ifølge The Economist var det de værste uroligheder siden 1967, hvor venstreorienterede og kommunister kæmpede mod det britiske styre.

Ud af Mong Kok-urolighederne voksede en bølge af hærdede, stålfaste og voldelige demonstranter og selvstændighedspartier med navne som Hong Kong Indigenous, Youngspiration og Hong Kong National Party. Sidstnævnte var Andy Chan med til at stifte, klar til at sætte hårdt mod hårdt, efter at Umbrella-bevægelsen var løbet ud i sandet: 

”Efter Umbrella indså jeg, at det ikke er vores regering, vi beder om demokrati. Vi spørger i virkeligheden Kina, og det er den eneste grund til, at vi ikke har demokrati endnu. I stedet ser vi langsomt vores kultur forsvinde. ’Et land, to systemer’ er bare et andet udtryk for kolonisering. Vi var en britisk koloni før 1997, og nu er vi en kinesisk koloni, hvilket er meget værre, fordi de forsøger at udrydde vores sprog, kultur og vores identitet.” 

I september 2018 blev Hongkong National Party som det første parti i Hongkongs historie opløst af regeringen, og Kina bruger i dag udtrykket statsfjende om Andy Chan. Han griner ad det, men erkender, at han er ekstrem. Han taler om, at folk vil dø i kampen, at ofre er nødvendige, og i hede øjeblikke sammenligner han Hongkong med Polen og Ungarn under anden verdenskrig. Han ved, at han er voldsom, men han ved også, at han har mange støtter. Og når han taler om sin mulige straf, der bliver afgjort i begyndelsen af 2020, ved han godt, hvad der vil ske.

”Det mest sandsynlige er, at jeg ryger i fængsel.”

Siden juni 2019 er der affyret over 10.000 salver tåregas. Fugle er døde, og flere hongkongere har udviklet tør hoste og udslæt.

TRE ANDRE PROTEST-BEVÆGELSER I 2019

Chile
30-pesos-revolutionen, begyndte i oktober, da gymnasielever nægtede at betale efter en prisstigning i undergrundsbanen. Snart var millioner på gaden i hovedstaden Santiago, derefter i resten af landet, i en protest mod fattigdom, korruption og liberalisering. 30 døde under urolighederne, der kulminerede i efteråret. Præsident Sebastián Piñera har udskiftet otte ministre. En folkeafstemning om en ny forfatning er planlagt til 26. april 2020.

Irak
Oktoberrevolutionen begyndte i Bagdad, hvor navnlig unge protesterede mod arbejdsløshed og korruption. Senere hen er protesterne også kommet til at gå på amerikansk og iransk tilstedeværelse i landet og på sammenblanding af religion og politik. Regeringsstyrker slår hårdt ned, over 500 er døde, og omkring 20.000 sårede.

Libanon
17. oktober begyndte unge i Beirut at demonstrere mod afgifter, først og fremmest på internetbårne samtaler via tjenesten WhatsApp, samt korruption, fattigdom og et politisk system, hvor magt fordeles efter tilhørsforhold til landets 18 trossamfund. Statsminister Saad Hariri trådte tilbage 29. oktober. 24. januar 2020 dannedes en ny teknokrat­regering. I januar gik protesterne over i gadekampe, hundredvis er såret.

FEBRUAR 2020

Blodige gadekampe og aflukkede færdselsårer er stadig hverdag. Ungdommen demonstrerer. Hvis ikke for selvstændighed, så i hvert fald for selvstyre og retten til at være hongkongere. Officielt har Hongkong særstatus, indtil området efter planen bliver helt overtaget af Kina i 2047. Men den seneste udvikling har sat spørgsmålstegn ved, hvor særlig den status egentlig er. Ingen har et klart svar på, hvor det hele skal ende, men de er enige om, at det vil tage lang tid. I mellemtiden har frygten for coronavirus sat yderligere spørgsmålstegn ved forholdet mellem Kina og Hongkong. I gaderne kræver demonstranterne handling og lukkede grænser. De kritiserer, at regeringschef Carrie Lam afventer Kinas ordre i stedet for at sikre, at Hongkong ikke bliver ramt, ligesom man så det med SARS i 2003. Hospitalspersonale over hele Hongkong er begyndt en strejke, som udvides drastisk, hvis ikke deres krav om lukkede grænser efterleves. Disneylands Hongkong-filial har valgt at lukke af frygt for smitte, men Hongkongs regering har foreløbig kun reageret på protesterne med 14 dages karantæne af rejsende fra Kina.

Demonstranterne er generelt pessimistiske omkring fremtiden. Big Head frygter, at det snart er hans tur til at blive arresteret. Mens Andy Chan afventer domfældelse for angivelig at have angrebet en politimand, giver han sit bud på fremtiden:

”På den ene side har vi Kinas Kommunistiske Parti, som altid vinder, fordi de skal vinde. På den anden side står vi. Vi skal bare ikke tabe. Ingen vil give op. Man kan se det som to biler, der kører direkte mod hinanden.”

Op til sit 100-årsjubilæum er landegrænsen til Tyskland ved at blive befæstet med et fintmasket stålhegn. Hegnet, der skal holde vildsvin ude, får vores sydlige nabo til at protestere, og naturelskere til at råbe om landskabsforringelse og spildte millioner. På den anden side sikrer opførelsen svinebønderne en roligere nattesøvn. Tag med til Sønderjylland og en strid om store penge, stærke følelser og en smitsom sygdom.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

HIMLEN BLIVER MØRKERE sekund for sekund. Vestenvinden jager gennem kornet og trækker striber efter sig som en usynlig hånd, der stryger hen over et grønt fløjlsklæde. En mand på en rød havetraktor triller fra sin gårdsplads ud på Kolonisthusevej, der zigzagger asfalteret gennem de umodne marker. Manden, der er i sort arbejdsvindjakke med grå forstærkninger, drejer hovedet og kigger ned ad vejen. På os og vores parkerede bil, den eneste i syne. Sådan sidder han og stirrer et minuts tid. Så kører han imod os. Da han er ud for os, flår han sit røde høreværn af og siger uden tilløb:

”Sikken katastrof’.”

Han spiler øjnene op og nikker hen mod det halvanden meter høje stålhegn med sortgrå plastcoating, som står ubevægeligt midt i landskabet. Sidste efterår stod hegnet der ikke, men det gjorde en gruppe landmålere og embedsfolk, der uanmeldt var dukket op på hans mark. Da han spurgte om deres ærinde, fortalte de ham, at vildsvinehegnet ville komme til at gå hen over hans jord. Der var ikke noget at rafle om. Til gengæld ville han modtage 54.000 kroner for det eksproprierede stykke.

”Det er nok mindre, end hvad hende kommissarius, der fortalte mig det, tjener om måneden,” siger manden, der hedder Brian Andersen.
Skyerne er på vej fra koks til perlemor. Men jordejeren er ikke klar til at se lyst på tingene. At pengene kun er en ringe kompensation for hans tabte ejendom, er ikke så galt.

”Det værst’ er, at a ska’ kig’ på æ lort resten af mine daw.”

En piloteringsmaskine bruges til at banke de i alt cirka 26.000 hegnspæle i jorden.

TO DAGE TIDLIGERE er en høj mand med letvægtsbriller og sort T-shirt under en orange overall i gang med at fastgøre et tætmasket stålpanel til to hegnspæle, der stritter op af jorden mellem to marker. Himlen er blå, og dagen er mild.

”Det er bedre, end da vi begyndte at opføre hegnet. Der stod vi nogle gange i vand til knæene,” siger manden med et smil i mundvigen.

Den første hegnspæl blev nedsat 28. januar i år, og den sidste skal helst stå i den sønderjyske grænsejord til november. Bygherrerne i Naturstyrelsen har givet entreprisen til SER Hegn fra Fredericia, og firmaet har fart på for at nå målet.

”I må ikke forstyrre os, vi har meget travlt,” siger en solbrændt mand med sparsomt hår ud af førerhuset i sin gravko, inden han gasser op og kører videre.

”Uha,” siger den høje mand i overallen, da hans arbejdsleder akkurat er ude af hørevidde igen.

”Så må vi hellere arbejde,” siger han og dukker nakken med påtaget underdanighed.

Omtrent 100 meter væk er en mand med hvid sikkerhedshjelm ved at sætte en hegnspæl i jorden. Med tungen lige i munden, pælen i den ene hånd og en rødt lysende laserlampe i den anden sigter han efter en hegnspæl 50 meter væk for at sikre, at den nye pæl står på linje med resten af hegnet. Med et vaterpas sørger han for, at pælen står lige i jorden, inden en orange piloteringsmaskine med giraflang hals og et hammerhoved i rustfrit stål giver den et tryk. Pælen smutter en halv meter ned i jorden som en teltpløk i en blød græsplæne.

”Det er dejligt vejr at arbejde i,” konverserer manden med sikkerhedshjelmen.

Så er den solbrændte sjakbajs tilbage med en bebrejdende fure i panden:

”I må ikke forstyrre. I må godt tage billeder. Men I må ikke snakke til dem. Hver gang de snakker med jer, går vi i stå i den anden ende.”

Mogens Dall styrer foderforsyningen til sine svin digitalt.

NÅR HEGNET står færdigt, vil det strække sig knap 70 kilometer, fra Flensborg Fjord i øst til Vadehavet i vest. Dets opgave bliver at holde sydfra kommende vildsvin ude af Danmark. Ikke fordi vi i Danmark ikke bryder os om vildsvin, eller fordi vi – som mange har det med for eksempel ulven – mener, at vildsvin ikke hører til i den friserede danske natur. Det er, fordi vi frygter, at de skal smitte deres tamme fætre i danske stalde med afrikansk svinepest. I 2014 blev den første gang konstateret i EU i Estland, Letland og Polen. Derefter ramte den Rumænien, Ungarn, Tjekkiet og i 2018 Belgien. Men hidtil har den ikke vist sig i Danmark – eller Tyskland.  

Alligevel kan svinepesten dukke op herhjemme hvert øjeblik, det skal være, fordi den ikke kun spredes gennem direkte kontakt mellem svin, men også via mennesker på farten. Den er ikke farlig for mennesker og kan være blind passager i en klump afføring på en dyretransport – eller i en chaufførmadpakke. Der kan være virus i alle charcuterivarer, der ikke er opvarmet til over 71 grader, så smittefaren kan ligge i en dansk grøftekant, hvis en østeuropæisk chauffør smider et stykke inficeret pølse ud ad vinduet på sin lastvogn. Skal smitten videre ind i en svinebesætning, kræver det dog, at et vildsvin finder og spiser madresten og udvikler sygdommen i nærheden af en svinestald. Herfra kan en flue, der stikker vildsvinet og suger dets blod eller mæsker sig på dets fæces, transportere virussen det sidste stykke indenfor til tamsvinene. Og jo flere vildsvin der er i den danske natur, desto større er risikoen for svinepest i Danmark.

”Derfor er det nødvendigt at få bestanden ned til et absolut minimum,” siger Mogens Dall, svinebonde og formand for foreningen LandboSyd, da vi besøger ham på hans gård i Kiding uden for Aabenraa. I efteråret 2016 rejste han spørgsmålet om, hvordan Danmark ville gardere sig mod sygdommen, på årets delegeretmøde i Landbrug & Fødevarer, hvor der var 500 mennesker til stede, herunder embedsfolk og politikere.

”’Vi kan godt lægge os på sofaen og se Netflix og håbe på det bedste. Men vi skal i gang med at gøre noget, og det kan kun gå for langsomt,’ sagde jeg. Først blev der smilet. Så blev der måske også grinet. Dengang var udbruddet i et land derovre i Baltikum og det mørke, store Rusland. Hvad kom det os ved? Men så var det, at det blev flyttet med lastbilens hjul og ikke kun med grisetæer. Og da sygdommen bevægede sig eksplosivt frem gennem Europa, kom spørgsmålet pludselig til Bruxelles og dermed også til danske politikere. Det var en tæt på-oplevelse. Der blev man sådan: ’Hov, vi må hellere gøre noget,’” siger Mogens Dall, der glæder sig over, at et bredt flertal bestående af den daværende borgerlige regering samt Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i juni 2018 stemte for en lov om opførelsen af et vildsvinehegn.

”Vi er nødt til at tegne en brandforsikring mod svinepesten. På alle måder, vi kan. Og et hegn er en af mulighederne for at gøre det maksimale.”

HEGNET I TAL

Længde: knap 70 km

Højde: 1,50 meter

Pris: 79,5 mio. kr.

Åbninger: 20 større ved grænseovergange og vandløb, åbninger på 20 x 20 cm for hver 100 meter og en låge for hver kilometer

Forventet færdigt: november 2019

DYBE SLUBRELYDE ekkoer gennem den tomme svinestald. Mogens Dall producerer op mod 10.000 grise om året. Det tager cirka tre måneder at opfede et hold grise, og han har ikke fyldt sine svinestier op, siden det sidste hold kom på slagteriet. Gennem renderne i gulvet kan man se gyllen, der står som grundvand under stalden. Det er klukkene fra denne mørke væske, der giver genlyd, fordi Mogens Dall har trukket i en bundprop. Den skarpe ammoniaktone i luften får følgeskab af en dybere, mere rådden lugt og den vaniljesøde aroma fra Mogens Dalls cigarillo. Normalt ville undertrykket pumpe gyllesuppen op i en gylletank.

”Men den er fuld lige nu, så det løber ingen steder,” siger han og sætter bundproppen i igen.

Mogens Dall er født i København. Hans biologiske mor bortadopterede ham, da han var et år gammel, og familien Dall bragte ham hjem til Kiding, hvor han senere overtog gården og lagde om fra et mindre kvægbrug til svineproduktion i stor skala. Som voksen lykkedes det ham at finde sin biologiske mor i København, hvor hun levede af restaurationsbranchejobs og af og til fik lidt for mange øl. Ud over Mogens havde hun tre andre børn, som hun havde beholdt. Den ene datter trivedes, men den anden var død som stiknarkoman, og en søn levede ind og ud af fængsler.

”Jeg ville bare gerne sige til hende, at det gik godt, at jeg var glad, og at hun ikke skulle være ked af, at hun havde bortadopteret mig.”

VED DET LYSE træspisebord i sit rummelige køkken viser Mogens Dall et skræmmeeksempel på sin telefon: en video optaget med mobiltelefon fra passagersædet i en bil, der kører gennem en landlig kinesisk by, hvor svinepestinficerede døde og døende grise vræler af smerte langs vejene. Til sidst ligger der så mange, at bilen ikke kan køre videre. Kina har haft den afrikanske svinepest siden 2018, og myndighederne har slået millioner af kinesiske svin ned i forsøget på at komme den til livs. Det har medført en øget kinesisk efterspørgsel på importeret svinekød, hvilket har givet danske svineproducenter mulighed for at skrue priserne i vejret med 30 procent og øge salget. Med forøgelsen vurderer Mogens Dall vores eksport til såkaldte tredjelande – altså lande uden for EU – som vi ikke har handelsaftaler med, til at ligge på cirka 14 milliarder om året. Men bliver der fundet bare ét udbrud af svinepest i Danmark i morgen, vil de samme tredjelande øjeblikkeligt lukke ned for indkøb af dansk svinekød. I Danmark spiser vi kun cirka en femtedel af det svinekød, vi producerer, resten sælges til udlandet. Heraf går cirka en tredjedel til tredjelandene, der ifølge regler fra den internationale dyrehelbredsorganisation OIE kan bandlyse os i mindst tre måneder, hvis smitten skulle ramme danske svin. Inden for EU gælder andre, mere lempelige samhandelsregler, der kun lægger restriktioner på salg fra den zone i landet, hvor smitten er registreret.

For Mogens Dall vil det være ubærligt, hvis afsætningen til tredjelandene blokeres.

”Det vil være luk og sluk. Men jeg kerer mig om alle, der arbejder i fødevareklynge gris, fra lastbilchaufføren til slagteriarbejderne og pakkerne. De står op om morgenen og får løn og et meningsfuldt job. Og når sygdommen kommer til Danmark, kan vi vinke farvel til dem.”

Siden juni 2016 har Hjemmeværnet aflastet politiet ved den midlertidige grænsekontrol.

PÅ DEN ANDEN SIDE af grænsen synes man, at vildsvinehegnet er en rigtig dårlig idé. I Flensborgs byråd har man protesteret officielt mod opførelsen af hegnet med den begrundelse, at en lille del af hegnet kommer til at gå igennem Kollund Skov. Skoven, der ligger ud til Flensborg Fjord, var tidligere tysk ejendom, men Flensborg solgte den i 2017 til en danskejet naturfond, fordi kommunen behøvede penge. Som en klausul i salgskontrakten stod der, at den nye ejer ikke måtte bygge på grunden. Men Miljø- og Fødevareministeriet i København har svaret Flensborg Kommune, at opførelsen af hegnet står over nuværende og tidligere ejeres krav, fordi det er bemyndiget med lov. Oven på valget til det danske folketing sendte Simone Lange, den socialdemokratiske borgmester i Flensborg, en lykønskning til sine danske partifæller i den nye regering ledsaget af en forhåbning om, at hegnspolitikken kunne komme op til ny debat. Fødevareminister Mogens Jensen svarede, at hegnsarbejdet fortsætter som planlagt. 

Men hvorfor er 600 meter hegn i en skov så betydningsfuldt for tyskerne?

”Det handler slet ikke om Kollund Skov. Det handler om hegnet generelt,” siger Julian Heldt, da vi møder ham på Flensburger Tage­blatts redaktion, hvor han er stedfortrædende redaktør for Flensborg-stoffet.  

”Man ser hegnet som et symbol på afskærmningen af Danmark. Den altovervejende del af tyskerne går ind for de åbne grænser og den frie bevægelighed overalt i Europa. Flensborg er en mangfoldig by, en by, der åbner sig mod verden, og man forstår simpelthen ikke, hvorfor vi igen skal have en grænse. Man forstår ikke, hvad der sker i Danmark for tiden,” siger Julian Heldt.

I Tyskland lever der – i modsætning til i Danmark – millioner af vildsvin. Så mange er de, at de af og til forvilder sig ind i byerne, og de er sågar blevet set på Alexanderplatz i Berlin. Den afrikanske svinepest lader derimod stadig vente på sig, men hvis den melder sin ankomst, har man en anden plan klar, nemlig mobile hegn, som man kan omringe et inficeret område med. Hegnet holder de smittede dyr inde, så svinepesten ikke breder sig til resten af landet, og med den model har for eksempel Tjekkiet haft held til at gøre sig fri for svinepest. Derudover sætter Tyskland sin lid til en vaccine, som spanske forskere for tiden arbejder på, der skal strøs ud i skovbunden til vildsvinene og gøre dem immune, men som ikke er klar endnu.

”Flensborg og Tyskland efterstræber, at man finder en europæisk løsning på svinepesten, mens danskerne er i gang med en national løsning,” siger Julian Heldt.

GRÆNSEARV

Syv fysiske steder i Danmark, blandt andet Roskilde Domkirke, Kronborg Slot og Nationalpark Vadehavet, er optaget på Unescos verdensarvsliste. Tidligere på året nominerede daværende kulturminister Mette Bock sameksistensen i det dansk-tyske grænseland til Unescos register for såkaldt immateriel kulturarv, hvor mange andre lande er registreret, for eksempel Jamaica med reggaemusik og Oman med heste- og kamelvæddeløbsfestivalen Ardhah. Danmark får svar på sin ansøgning i 2020.

HELT NEDE i Danmarks sydvestligste hjørne står seks mænd og en kvinde pakket ind i uld, fleece og Gore-Tex. Det kilometerlange dige på deres venstre hånd beskytter landskabet mod stormflod, men giver ikke meget læ for vinden, der fejer ind fra Vadehavet. Foran dem bugter en saltvandssø sig mellem tanger af græseng og totter af sivskov. En gravand letter fra søen og fremviser sin ædle fjerdragt. Koral, cremehvid og flaskegrøn. Men det er farvemæssigt en mere undselig fugl, der får de syv fornuftigt påklædte mennesker til at knibe øjnene sammen foran deres Swarovski- og Zeiss-optikker. En hvidrygget ryle er blevet set, den kun 23., der nogensinde er registreret i Danmark. En mand med runde briller og et rødt solansigt fik øje på den gråspættede sneppefugl et par timer forinden.

”Der var en, der så lidt anderledes ud, så den holdt jeg lidt øje med,” siger han.

Da han var helt sikker på, at han havde en hvidrygget ryle i kikkerten – man vil nødig være til grin – slog han alarm på ornitolog-appen Bird Alarm.

En ung mand med kort skæg og grøn sweater sad på kontoret i Kolding, da han modtog en push-besked om sjældenheden, der var landet ved den tyske grænse. Så lukkede han computeren ned og startede bilen.

”Nu flyver den! Det er den til højre,” udbryder den rødmossede mand.

Fuglen lander hurtigt igen.

”Er det den i midten?” spørger den yngre mand.

”Ja, den står lidt op ad en tue.”

Margrethe Kog hedder denne plet på kortet med et frisisk udtryk for land, der bliver vundet fra havet ved digebygning. Kogen opstod med opførelsen af diget i 1982 og er blevet et yndet mål for ornitologer. Men siden begyndelsen af 2019 har vildsvinehegnet været i vejen. Hegnet er sideløbende ved at blive sat op flere steder langs grænsen, og hegnets vestligste par kilometer forstyrrer udsigten. Man kan godt se igennem hegnets masker, men det gør det svært at fotografere.

”Der er lidt Neuengamme over det hegn,” siger Hans Kristensen med reference til kz-lejren ved Hamborg og medievant sans for overdrivelse. Han er uddannet skov- og landskabsingeniør og ernærer sig blandt andet som jagtskribent og jagtboghandler. Han skriver manuskripter til jagtfilm – lidt som pornofilm, bare til jægere, forklarer han – og er lokalredaktør for Danmarks Jægerforbunds medlemsblad. Han bor 20 kilometer længere østpå, i Lydersholm, hvor han blandt andet har haft New York Times til kaffe for at tale vildsvinehegn. Men denne dag har initiativtageren til protestgruppen ’Vildsvinehegn – nej tak’ aftalt at møde os her ved Margrethe Kog, så vi har et stykke af hegnet at kigge på, mens han fremfører sine synspunkter.

”Her står vi med et skamferet landskab. Lige midt i et område, hvor naturturisme er en ekstremt væsentlig ting,” siger han.

Der er langt fra Hans Kristensens kamp mod vildsvinehegnet til Christiansborg: ”Det ville være skønt, hvis Tønder lå lige uden for København. Jeg kan blive misundelig på bevægelsen, der opstod omkring Amager Fælled. Hvor er vores Nikolaj Kirk?”

HANS KRISTENSEN er ked af hegnet af mange grunde. Først og fremmest fordi han mener, at det er et nyttesløst projekt at bruge 80 millioner på. Han har skudt og skildret vildsvinene i Slesvig-Holsten og Sønderjylland igennem 16 år og er sikker på, at der er et stigende pres af vildsvin på vej. Vildsvinene bliver flere og flere disse år, blandt andet på grund af, at mange marker beplantes med majs til foder og biobrændsel. De høje afgrøder er en lækkerbisken for vildsvinene, der både kan gemme sig i dem og få fyldt maven. Samtidig gør temperaturstigninger Danmark mere attraktivt for de kuldskære vildsvin. Så det er et spørgsmål om tid, hvornår de kommer vandrende ind over grænsen. Bare ikke her i det bare marsklandskab.

”Blandt tyske jægere siger man, at hjorte har studentereksamen, mens vildsvin har kandidatgrad. Vildsvinene er kloge. Og ekstremt sky. De holder sig langt væk fra det åbne land,” siger Hans Kristensen, der forudser, at vildsvinene vil rykke ind gennem det østligste Sønderjyllands kuperede løvskovsterræn. Det er også der, ovre østpå, at den tyske bestand syd for grænsen holder til. Men Hans Kristensen mener heller ikke, at et hegn kan bruges til noget i den del af grænselandet:

”Jeg kan sagtens forstå svinebøndernes panik. Både på erhvervs- og bedriftsniveau lurer en voldsom katastrofe. Men det er ikke realistisk at tro, at man kan holde vildsvinene ude på den måde. Det vil ingen forskel gøre,” siger han og nævner blandt andet de permanente åbninger i hegnet ved grænseovergange og større vandløb som passager for vildsvin, der har vendt trynen nordpå. Og så er især vildsvinenes evner til vands en udfordring.

”De to kilometers svømmetur over det smalleste af Flensborg Fjord er ingen sag for et vildsvin. De ligger og cruiser rundt mellem øer i Østersøen, og man har dokumentation for, at vildsvin har svømmet de seks-syv kilometer fra det svenske fastland ud til Øland.”

Hans Kristensen opfatter vildsvinehegnet som spil for galleriet. En besked om rettidig omhu til udenlandske markeder. Men han tror, at vi samtidig scorer et image-selvmål.

”Hegnet forringer Danmarks omdømme. I udenlandske medier rimer det på Trumps mur mod Mexico.”

Bilvasken Megawash i Padborg er specialiseret i at rengøre kreaturvogne som denne polske transport, der er på vej til Tjele uden for Kolding for at hente unggrise, der skal køres til Polen for at blive fedet op.

MAN KAN IKKE tale om grænser uden at tale om følelser. Den dansk-tyske grænse har ligget, hvor den ligger, siden 1920. Efter første verdenskrig blev der på foranledning af det danske mindretal i Slesvig skrevet i fredstraktaten mellem det tabende Tyskland og de sejrende magter – også kendt som Versaillesfreden – at grænsen skulle reguleres.

10. februar 1920 var der afstemning i Nordslesvig. 75 procent stemte for, at de ville tilhøre Danmark. 14. marts stemte en række distrikter i det mellemste Slesvig. Alle fik tysk flertal. Sammenlagt stemte 80 procent, at de ville være tyske. 

Kun Nordslesvig kom over den nye grænse, og afstemningen efterlod mindretal på begge sider. Ingen af dem havde travlt med at glæde sig over det, der i dansk historieskrivning kaldes Genforeningen. Slesvigsk Parti, der repræsenterede det tyske mindretal i Danmark i Folketinget, havde som en central del af sit program, at det ikke ­aner­kendte grænsen. Det holdt partiet fast ved, indtil den position i 1945 var så håbløs, at de frafaldt den. På den anden side af grænsen havde Karl Otto Meyer, som sad i den tyske landdag 1971-96 og var leder af det danske mindretalsparti Sydslesvigsk Vælgerforening, en kritisk holdning til grænsen, som han hyppigt gav udtryk for som lederskribent og redaktør for Flensborg Avis.

”Op til sin dødsdag i 2016 mente han, at den danske grænse skulle have ligget længere mod syd,” siger historiker og museumsinspektør på Sønderborg Slot René Rasmussen, mens han spiser grillet nakkekotelet med den lokale specialitet snysk – en slags frikassé med forårsgrønt – på Hagges Musik Pub i Tønder, hvor han bor. 

Med Schengen-samarbejdet åbnede den dansk-tyske grænse i 2001, og man kunne i mange år køre  over uden pas- eller toldkontrol og måske ikke være klar over, hvornår man befandt sig i Danmark eller Tyskland. Men i 2016 indførte Danmark midlertidig grænsekontrol for at sætte en bremse på flygtningestrømmene. Mange modstandere af grænsekontrollen opfatter den som et anslag mod internationalt fællesskab. Og nogle ser vildsvinehegnet som en fysisk manifestering af samme tendens.

”For dem, der vil have udkigskultur og globalisering, er det hegn et slag lige i ansigtet. Lige pludselig er grænsen igen synlig. Det føles som et tilbageskridt,” siger René Rasmussen.

”Omvendt er der folk, der synes, at det er glimrende, at man kan se en grænse, og så er det fuldstændig ligegyldigt, om der kommer et vildsvin igennem eller ej. Begge parter beskylder hinanden for symbolpolitik. Men det er egentlig lige store symboler: den synlige grænse og fraværet af en synlig grænse. Og det er to helt legitime holdninger.”

AFRIKANSK SVINEPEST

Virussygdom, der typisk medfører høj feber. Ufarlig for mennesker, men med høj dødelighed hos vild- og tamsvin. Stammer fra det afrikanske kontinent og har siden 70’erne været kendt på Sardinien, ligesom der har været udbrud i Spanien og Portugal i 90’erne. Dukkede i 2007 op i Georgien, hvor 30.000 tamsvin døde i løbet af et par uger. Herfra spredtes den til Rusland og siden flere EU-lande. Har været konstateret i Belgien, Bulgarien, Estland, Italien (kun Sardinien), Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Tjekkiet og Ungarn.

FÅ SØNDERJYDER taler højt om, hvor de egentlig står i grænsespørgsmålet. Mange vil hellere bevare den gode stemning end tale politik, siger René Rasmussen og forsøger alligevel med en analyse af, hvorfor nogle ville være kede af det, hvis grænsen var helt usynlig:

”Det er lidt som hækken ind til naboen. Vi kan have det fantastisk godt med naboen. Men grunden til, at vi har det godt, er, at vi har en hæk. Det hjælper det gode naboskab på vej, at man har en markering af, hvor man ikke skal blande sig i den andens sager. Sønderjyderne har selv bestemt, at de ville tilhøre Danmark. De har gjort en indsats for grænsen, og for at den skulle ligge, hvor den ligger. Og det er de stolte af.”

Museumsinspektøren har overvejet at indsamle en stump af hegnet til udstillingen på Sønderborg Slot som en genstand, der fortæller noget om grænselandets historie. Selv er han ærgerlig over opførelsen af hegnet. Men det kan ikke hidse ham op.

”Skal jeg sætte det lidt på spidsen, så var kabel-tv en større trussel mod den kulturelle udveksling over grænsen end vildsvinehegnet. Som mange andre så jeg i min barndom masser af tysk tv, for eksempel Bundesliga-fodbold og et musikprogram som ’Rockpalast’. Det gav et kendskab til tysk kultur, et ordforråd og en naturlig fornemmelse for det tyske sprog, selv om man måske ikke engang kendte grammatikken. Men det stoppede i 90’erne. I dag taler unge mennesker i Sønderjylland lige så dårligt tysk som resten af landet.”

Hans Peter Wendicke i sit hus i Rudbøl. På bordet står et fotografi af Christian X, som ved Genforeningen turnerede i Sønderjylland og blev kørt til Rømø-færgen af Wendickes kones morfar, der var kusk.

”HALLI-HALLO, nu går turen mod nord.”

På Rudbøl Grænsekro har en ældre mand i lyserøde lærredsbukser, lyserød bomuldssweater og et tyndt cowboyslips om halsen taget plads i en af restaurantens tunge stole. Herfra har han indledt en mundtlig rejsebeskrivelse for gæsterne, der har sat sig for at spise morgenmad, så de får lidt inspiration til, hvordan de kan bruge en dag i marsklandet.

”Nogle gange kører man bare, men der er så meget, man ikke ser, hvis man ikke giver sig tid,” siger den ældre mand og lader turen svæve ud til digerne og sluserne. Her dvæler han ved viber, isfugle, havørne og det omdiskuterede vildsvinehegn, inden han hopper videre til en fåreavler og tager et spring op til en hjortefarm og slår et slag med halen til Rømø og en gammel hvalfangergård. Gennem klirren af tallerkener og saven af brødknive i morgenmadsbuffeten fortsætter den lyserøde mand sin verbale rundflyvning over egnen, forbi sæler og brede badestrande og igennem småbyer med interessante huse, mange af dem billigt til salg, inden han lander tilbage i krostuen, der er sirligt pyntet med nips, udstoppede dyr og falmede avisudklip med historier om egnen. Her tager han afsked med sine passagerer:

”Og så vil jeg bare ønske jer rigtig god morgen!”

Bogstaverne ’HPW’ er indgraveret i sølv i lukningen, der holder hans læderslips samlet. Det er en gave fra hans børn, og initialerne står for Hans Peter Wendicke – manden, der har grundlagt et lille imperium i landsbyen, der ligger nærmest direkte på grænsen, og som købte Rudbøl Grænsekro i 1963. 

”DET FØRSTE SPROG, jeg hørte, var tysk,” siger 86-årige Hans Peter Wendicke, der blev født i Højer i 1933. Faren var oprindelig fra Berlin og havde søgt til grænselandet efter i første verdenskrig at have gjort tjeneste ved Verdun på Vestfronten. I Højer giftede han sig og slog sig ned som herrefrisør. Da anden verdenskrig kom, henvendte det tyske militær sig hos ham og spurgte, om han ville klippe deres mænd. Nej, sagde han, han havde allerede så mange kunder, at han ikke kunne magte mere. ”Så sender vi en tysk hærfrisør, så kan han klippe for dig i din salon,” sagde officeren.

”Min far skulle passe på, hvad han sagde, for han var af jødisk afstamning,” siger Hans Peter Wendicke. Efter krigen blev faren stemplet som værnemager og fik to et halvt år i Fårhuslejren, hvor man internerede landssvigere.

”Til at begynde med var det under skarp bevogtning, vi besøgte ham, siden blev det bedre.”

Efter krigen blev Hans Peter Wendickes tysksprogede skole i Højer lukket, så i 1947 begyndte han i købmandslære i landsbyen Sønder Sejerslev, fire kilometer nordligere.

”Når jeg kom cyklende, råbte de ’nazisvin’ efter mig. Men efterhånden blev jeg respekteret,” siger Hans Peter Wendicke, der fortsatte med at arbejde som kommis hos købmanden i Sønder Sejerslev, efter at han blev udlært. I sin fritid var han aktiv i en tysk roklub i Højer og på dansegulvet på et badehotel i Emmerlev Klev, hvor han om søndagen dyrkede tango, vals og polka – og mødte sin kone, Helga.

”En dag skulle jeg have været ud at sejle, men aflyste for at få en date med hende. Skæbnen ville, at alle mine bedste venner var ude at ro den dag – og druknede. Hele byen var i sorg. I byen havde man været meget fjendsk over for hinanden, men den dag gik alle, dansktalende som tysktalende, og spejdede langs kysten for at se, om der var noget at gøre. Selv de værste modstandere begyndte at tale sammen. Jeg havde haft overvejelser, om jeg hellere ville være tysker, men efter den dag tænkte jeg: ’Nu vil jeg være dansk.’”

I ÅRENE EFTER anden verdenskrig skulle man have visum for at rejse over grænsen, men efterhånden blev det nemmere, og i sidste halvdel af 50’erne begyndte mange tyskere at rejse til Danmark for at købe levnedsmidler, der var bedre og billigere end i Tyskland. Trafikken gav færgerne over Flensborg Fjord tilnavnet ’smørbåde’. I 1958 åbnede Hans Peter Wendicke sin egen butik i et 20 kvadratmeter stort skur, han fik bygget lige op ad toldhuset i landsbyen Rudbøl. Skuret blev fyldt op med ost, smør, pølser, sukker og mel. Inden dagen var omme, var butikken tømt, og nogle måneder senere fordoblede de bygningens areal. Det endte de med at gøre, indtil bygningen var 150 kvadratmeter. De handlende stillede sig i kø udenfor, og Hans Peter Wendicke var dørmand og lukkede folk ind i hold af fem: ”Det var en fantastisk god tid. Vi købte tonsvis af smør af mejerierne.”

I 1963 købte han den faldefærdige kro i byen, der begyndte at give overskud i 1968, og samme år solgte han sin butik. Fødevarepriserne havde udlignet sig på tværs af grænsen, men køberen af butikken så med den danske pornofrigivelse i 1969 en ny niche. Fem år senere måtte han dog lukke forretningen.

”Den landbefolkning, vi havde her, både på den ene og den anden side af grænsen, var lidt mere ortodokse end i byerne østpå,” siger Hans Peter Wendicke, der i løbet af 70’erne opkøbte Rudbøls efterhånden fraflyttede huse og satte dem i stand. I dag fungerer de som ferieboliger, og sammen med værelserne på kroen og den tilhørende campingplads kan familien Wendicke have 390 overnattende gæster. Siden 1993 har sønnen Paul stået for driften, men Hans Peter Wendicke kommer stadig hver dag og holder sin lille tale om grænselandets seværdigheder.

”Jeg kalder det morgenandagten. Og jeg varierer altid, hvor turen går hen. Nogle gange går den helt til Ribe. Andre gange til Flensborg. Som menneske er det godt at have en opgave.”

VERDEN BAG HEGN

Ifølge Elisabeth Vallet, forsker ved Université du Québec i Montréal, var der ved afslutningen på den kolde krig 12 grænsemure og -hegn i verden. I dag er godt 70 hegn og mure enten opført eller på vej til at blive det. Listen tæller blandt andet Israels barriere til Vestbredden, hvor mere end 400 kilometer af de i alt planlagte 720 kilometer er opført, Ungarns 175 kilometer hegn til nabolandet Serbien, der stod klar i 2017, og 200 meter stålhegn, som Norge rejste ved grænsen til Rusland i 2016.

EN KORNBLOND KVINDE ved et samlebånd placerer omhyggeligt mahognirøde røgede svinemørbrader i lommer af plastic. Når pakkerne er klar, ryger de ind i en maskine, der forsegler mørbraderne og spytter dem ud igen som tømmerstokke på en rivende fos.

”Dem spiser vi rigtig mange af hjemme hos os. Det smager godt med olivenolie, pinjekerner og mozzarella,” siger Gerd Müller, direktør og produktionschef hos Højer Pølser. 

Det er fredag, og de omtrent 40 ansatte har travlt med at salte, røge, modne, fylde i tarme og pakke varer, inden de kan gå til fyraften. Det var meningen, at direktør, salgschef og bror Jan Müller skulle have taget imod os, men han måtte pludselig sætte sig i en lastbil og køre af sted med en hasteleverance til et dyrskue i Aabenraa. Så nu er det Gerd Müller, der tager sig af rundvisningen. 

Brødrene er fjerde generation, der har valgt kød som deres levevej. I 1897 åbnede deres oldefar, Andreas Müller, en lille slagterbutik i Højer sammen med sin kone Elke. Driften overgik i 1927 til deres søn Adolf, der igen overlod driften til sin søn Andreas i 1970. På det tidspunkt fik mange i landdistrikterne egen bil, som de kørte i supermarkedet med i stedet for at gå til deres lokale slagter. Strategien blev derefter at levere håndværkspølser til supermarkederne, og varemærket Højer Pølser blev født. Da Højer Pølser i 1993 indgik et samarbejde med Irma (der på det tidspunkt havde 52 butikker i Storkøbenhavn), fik virksomheden sit store gennembrud. På det tidspunkt var sønnerne Jan og Gerd begyndt at arbejde for faren.

”Vi fik indmeldt 25 varenumre. Blandt andet blodpølse, tungepølse og alle mulige ting, man ikke lige laver, hvis man ikke kender metoderne. Første uge skulle de have 32.000 enheder. Det samme ugen efter igen. Og tredje uge. Alt blev tømt. Det var et stort spring for os,” fortæller Gerd Müller, der selv er opflasket med den sønderjyske spegepølse, familien har fremstillet efter samme opskrift siden 1897 – enebærrøget og tilsmagt med jamaicarom – og som stadig er hans foretrukne varenummer.

”Den er et must. Om det er morgenmad eller frokost, så skal den være der.”

”Personligt synes jeg, vildsvinehegnet er noget pjat,” siger Gerd Müller. ”Her i Højer har vi slet ikke den vegetation, de har brug for.”

GERD MÜLLER deler navn med en af 70’ernes største tyske fodboldspillere, men han har aldrig drømt om at blive andet end pølsemager. I 1987 gik han i lære hos en slagtermester i Haderslev. Det var helt bevidst, at han ikke ville oplæres under sin egen far. Ligesom Gerds søn i dag står i lære hos en slagter i Nordborg.

”Hvis han var i lære her, ville han altid være mesterens søn. Han vil altid have en højere autoritet. Og det synes vi er et forkert princip. Så kan han altid komme tilbage hertil, når han er klar,” siger Gerd Müller, der sammen med sin bror købte deres far ud af forretningen efter årtusindskiftet, samtidig med at den flyttede til større lokaler i udkanten af byen. På det tidspunkt havde Højer Pølser indgået en samhandelsaftale med Coop, og der var ikke længere plads til de stadig større røgeovne og den tiltagende lastbiltrafik i de små gader omkring torvet i Højer.

For tiden mærker brødrene Müller konsekvenserne af svinepesten. For de danske svinebønder og slagterier er den blevet en uventet fjer i hatten, men for familien, der lever af at videreforarbejde svinekødet og sælge deres specialiteter i de danske detailkæder, er den en hovedpine.

”Nu kan de afsætte kødet til en høj pris i Kina, så priserne er også steget herhjemme. Bønderne er glade, slagterierne er glade. Vi betaler regningen,” siger Gerd Müller. 

Han er skeptisk over for, om et vildsvinehegn vil gøre nogen forskel, men håber for fødevarebranchen som helhed, at den afrikanske svinepest vil skåne Danmark. For Højer Pølser, der ikke har bundet sig til at bruge dansk kød i deres produkter, vil et udbrud dog være mindre katastrofalt.

”Vi vil nok stadig kunne skaffe råvarer på andre markeder.”

Da oldefar Andreas Müller åbnede sin slagterforretning, var Højer lidt af et trafikknudepunkt. En jernbane fra Tønder fragtede danske og tyske rejsende til byen, en færge bragte badegæster videre til den populære ferieø Sild, og Højer var fuld af hoteller. Da tyskerne i 1927 byggede Hindenburgdæmningen lige syd for grænsen, blev færgen overflødig, og togdriften minimeret. I dag er togsporene væk, og de små gader i Højer fremstår en tilfældig fredag eftermiddag mennesketomme. Men Gerd Müller vil ikke høre tale om prædikatet Udkantsdanmark.

”Sådan ser det ud inde fra byerne. Men vi bor ikke skidt herude. Vi har ikke en eneste lysregulering. Men vi har kun 40 minutter til Flensborg og halvanden time til Hamborg – det er æ’er’hug’me en storby. 20 minutter, så er vi på Sild, så kan du se huse til 30 millioner og opefter. Vi har fire Michelin-restauranter inden for 50 kilometer. Vi har jo ingen grænser mere.”

Brian og Janine fra protestgruppen Wildschweinzaun der Liebe ønsker ikke at fremstå med fuldt navn: ”Gruppen skal være fuldstændig demokratisk og åben. Den tilhører alle, ikke kun os.”

UDEN FOR PADBORG i den modsatte ende af grænsen er en ung mand med brunt hår og kongeblå vindjakke ved at fastgøre en hængelås til vildsvinehegnet. Han håber at skabe mode, så andre følger hans eksempel. Hvis tilstrækkelig mange gør det, kan deres vægt måske til sidst tvinge vildsvinehegnet i knæ, på samme måde som turisternes elskovshængelåse i 2014 fik et stykke af den parisiske bro Pont des Arts til at knække af. Der hang omkring 700.000 hængelåse, svarende til 93 tons, på broen. Og selvom Padborg ikke er Paris, forbeholder manden, der præsenterer sig som Brian, sig retten til at håbe. Og til at protestere mod hegnet. Sammen med sin kæreste Janine har han taget initiativ til ’Wildschweinzaun der Liebe’ – Kærlighedens vildsvinehegn. Det er en løst sammensat gruppe på omkring 20 voksne plus børn, der uge efter uge vender tilbage og dekorerer hegnet med hæklede blomster, tegninger, citater og andre ting, der skal vise deres afstandtagen til hegnet og deres opfordring til, at danske og tyske rykker tættere på hinanden.

”Folk kan udtrykke deres kærlighed til det dansk-tyske forhold, som de vil,” siger Brian, der er dansk, har studeret tysk på universitetet og nu bor i Flensborg sammen med tyske Janine.

”Grænseregionen er et fremragende eksempel på fredelig sameksistens. Og det harmonerer meget dårligt med, at man vil lade et hegn skære sig igennem et sår, der mange gange har været revet op, men som nu er helet så godt,” siger Brian. Janine uddyber:

”Det er en særlig fornemmelse at bo i den her region, hvor vi alle sammen hedder Hansen, Nissen og Andersen. Vi er én region kulturelt. Én region følelsesmæssigt. Danskerne kommer hele tiden til Flensborg for at shoppe eller fejre polterabend. Jeg synes, det giver en dejlig fornemmelse af naboskab, en international fornemmelse.”

Og det tror I, at hegnet vil begrænse?

”Nej. Hegnet som sådan forhindrer ikke mennesker i at mødes, det hindrer ikke som sådan forståelsen imellem mennesker. Men det er et temmelig stærkt symbol på, at vi lever i en opdelt verden,” siger Brian.

Så går han en 50 meter langs med hegnet, indtil han når et punkt, hvor der ligger et stykke skov ovre på den tyske side. 

Med al sin kraft kaster han nøglerne til hængelåsen over hegnet, ind i skoven. Så griner han:

”Nu kommer den aldrig af mere.”

Det er havn – som i rigtig havn – og det er helt oppe på toppen af Danmark. Samtidig er det smukt, sindrigt og fyldt med skepsis. Men også med selvironi og sand mellem tæerne. Pak dine sydfrugter, og tag med en tur nordpå til Frederikshavn.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Martin Dam Kristensen

EN HALE AF PALMER snor sig gennem Frederikshavn. Stuvet sammen på en håndfuld ladvogne har de kurs mod Nordstrand. Traktorerne med tropestemning kører i stafet ned til sandkanten, og palme-chaufførerne løfter to fingre til hilsen, hver gang de passerer hinanden. Med 60 kilometer i timen tøffer de forbi kraner, parcelhuse, fabrikker og bøgeskov på den ene side, mens havnen folder sig ud som en kæmpe knibtang på den anden. Færgehavnen er tangens undermund, industrihavnen overmunden. 

53-årige Ib Bach Andersen sidder i en af traktorernes førerhuse. Han har en guldring i øret og en neon-orange fedora-hat, der matcher hans overalls. Når han har den på, kalder folk ham ’Poul Reichhardt’ og spørger, om ”han er dus med himlens fugle”. Det er første gang, han fragter palmer. Sidst han kørte traktor, røg al jorden af læsset. Det drillede de andre ham noget med her til morgen. Tænk, hvis det samme skete med palmerne. 

”Det var sårn lidt funny,” siger Ib og smiler, mens hans overskæg folder sig muntert opad. 

De 300 hør-, daddel- og butia-palmer har overvintret i det kommunale drivhus, og nu skal de fordeles med rund hånd ud over lokalmiljøet, og både Brugsen, Stena Line og Sæby Svømmehal har bestilt. ’Palmestranden’ skød op i 2006, og de tyvstjålne troper er siden blevet et symbol på byens opblomstring, efter at de store værfter Ørskov og Danyard lukkede, og en vissen stemning lagde sig over byen. 

Men i dag er det en tydelig stolt Ib Bach Andersen, der leverer byens kendetegn. Omkring ham er ’freshaunerne’ på vej i skole og på arbejde. Søvndrukne slæber de sig af sted med rygsække, der tynger nedad mod bagagebærere og baghjul på cykler og scootere. Den tropiske karavane krydser det ene kvarter efter det andet, hvor parcelhusene ligger som såede ærter. Havlund, Sølund og Klitlund. De røde murstenshuse og frimærkehaverne bliver afløst af lokale iværksættere. ’Adventure Minigolf’, tøjbutikken ’Hos Hanne’, og et sted har et bilværksted en hvid Fiat 500 til salg. Den hedder ’Tøzen’ og har den æggende tegneseriefigur Betty Boop klistret på siden. Folk misser med øjnene og kigger alle lige en ekstra gang, da Ib kommer kørende med optoget som Jesus en omvendt palmesøndag.

’Palme-Michael’ styrer slagets gang, når palmerne hvert forår kommer i sandet på Nordstrand.

IB BACH ANDERSEN har udsigt til færger under hele sin palme-tur. De glider forbi med jævne mellemrum ude i horisonten med kurs mod både Læsø og de nordiske naboer. Langs den snoede vej ned til stranden står får og lam og mæsker sig i det lange græs. Det er kommunale plejedyr, forklarer han, de er lånt ud fra en lokal gård, så de kan slå det kommunale græs med tænderne. 

På stranden byder Michael Nielsen velkommen iført hvid sikkerhedshjelm. Han er ansat ved Frederikshavns Kommune som beach-keeper, egentlig er han bedre kendt som ’Palme-Michael’, og han har været på stranden ved siden af Nordstrand Camping siden klokken fem i morges for at sætte pløkker i sandet til palmerne. Han kan alligevel aldrig sove natten op til, at palmerne sættes fri. Det er fuldstændig ligesom juleaften, forklarer han. Han svajer frem og tilbage og vifter med armene, når han taler om palmerne. ”Folk plejer at sige, at det kan godt være, jeg er gift med Inger, men jeg er også gift med palmerne. Og det har de sådan set ret i,” siger han, mens gule New Holland-maskiner graver huller, og traktorerne med palmer på ladet cirkulerer rundt for at finde den rette placering til træerne. Klokken ni er der pause, og motorerne forstummer. En trådløs højttaler bliver tændt, så rundstykker og trestjernet salami kan nydes til en stille brise fra Kattegat og Kim Larsens ’De smukke unge mennesker’. Palme-Michael går hen til resten af holdet, der alle står i sikkerhedssko og luner sig på kaffen. ”Herovre har vi ’Ib T-shirt’. Her er det ’Børge Gummiged’. Og Kenn derovre kan jo ikke selv gøre for, at han ikke er højere,” siger Palme-Michael og giver ’Bette Kenn’ et klap på skulderen.

Ud & Se besøger i tre kapitler de danske byer for enden af sporet. Her i Frederikshavn.

NOGLE TIMER tidligere kløver toget sig gennem lilla blomster og gule rapsmarker. Kattegat og Skagerrak fuldender det flydende landskabsmaleri, men så, ved byskiltet til Frederikshavn, skifter udsigten fra Morten Korch til knejsende kraner mod en blå forårshimmel. Skilte peger mod Norge og Sverige, og mænd i orange arbejdstøj står foran virksomheder, der arbejder med sandblæsning, industrilakering og maskinteknik. Monotone høje dunk blander sig med værfts-støj, motorlarm fra forbipasserende lastbiler og kraner, der løfter containere. 

Midt i det hele står en halmballe fuld af dannebrogsflag på plastic-stilke. ’Fisk og Grill’ står der på den nærliggende skurvogn, der er klemt inde mellem containere, bjerge af paller og høje lagerbygninger. L’erne på skiltet er malet som to pølser, og halmballen agerer reklamesøjle for den netop nyåbnede havnegrill, der er omkranset af borde- og bænkesæt med Premier Is-parasoller og et tilbud på 30 kroner for en burger med de tusind øers dressing, icebergsalat og en kleppert af en hakkedreng. Lige præcis sådan, som ’freshauner’n’ vil ha’ den. 

Men grillens egentlige trækplaster er 41-årige Lisser. Lisser hedder egentlig Elisabeth, men det er kun hendes mor, der kalder hende det. Her til formiddag åbnede hun første gang skydedørene til sin nye grillbar på Fiskerihavnsgade. ”Lisser is back,” står der på løbesedlerne, der har gjort reklame for åbningen, for det er ikke første gang, Lisser sætter fritter i fritøsen. Som 13-årig begyndte hun på Frederikshavnergrillen på Gamle Skagensvej oppe i byen, og i 12 år har hun haft sin egen grillbar inde på Nytorv. Siden har hun været ansat andre steder, men nu syntes hun, tiden var inde til ”at sætte lidt fut i det hele nede på havnen”. Rygtet siger, at Lisser kender alle i Frederikshavn, og at alle i Frederikshavn kender ’Grill-dronningen’.

Lisser har da også opfundet sin helt egen grill-specialitet – en ’Western Mix’, der udtales med almindeligt v, og som består af pomfritter, kyllingestrimler, lidt forskellige grøntsager og cremefraiche-dressing. Kyllingestrimlerne er krydret med en forretningshemmelighed, og cremefraiche-dressingen skal være af den helt rigtige slags. En forkert variant kan ødelægge alt. Lisser har hørt, at der er nogen, der er begyndt at efterligne ’Western Mix’ nedad i landet, men der kalder de den for en ’Cowboy Mix’, og det er altså ikke det samme.

BLUE CITY

Frederikshavn bliver kaldt en ’blå by’ på grund af de mange mandsdominerede maritime erhverv, der findes på byens havn – værft og værksteder og hård industri. På uddannelserne gælder det også. I Frederikshavn kan man læse til maskinmester, men man skal til Hjørring for at læse til lærer eller sygeplejerske og til Aalborg for at gå på universitetet. Det er en ’herrehavn’ med masser af kæmpekraner. Havnen er – stadigvæk – hovedpulsåren i Frederikshavn, og der er flere arbejdspladser i dag end i værfternes storhedstid. De gamle værfter laver nu grønne reservedele til store skibe, og byen har blandt andet en boreplatform til ophug fra Nordsøen.

TO BIKERE skal have varmen, andre skal hente frokost til sig selv og kollegerne på fabrikken. En lav kvinde i fleecetrøje går ind i grillbaren med raske, målrettede skridt. Hun fortsætter ind bag disken, som var hun hjemme, og giver sig til at folde papæsker. Det er Lissers veninde, Jane, der er kommet for at give en hånd med, inden hun skal på arbejde i produktionen ovre på Roblon, der laver kabler og kabelfibre. 

”Jow, jow,” siger Jane og signalerer, at nu er samtalen slut. Hun skal videre på arbejde. 

Lisser langer en bakke med de berømte kyllingestrimler hen over disken som smagsprøve til gæsterne. 

”Det er ikke så dårligt,” lyder svaret. På nordjysk betyder det noget i retning af ’uovertruffet’. 

”Tillykke mæ’ æ’ biks,” kommer en kunde ind og gratulerer. Lisser laver en fransk hotdog til ham, smiler og afslører et gyldent tandsmykke, der glitrer på hendes hvide tænder. 

”Hva’ satan er då krawle’ her ne’ for?” kommer en taxachauffør med guldkæde og tusser hen over brystet ind og siger. Han skal have ”en halv høn’”, og Lisser spørger, om han skal have rødkålssalat til, men det skal han ”sat’me ikke have noget af”. Det udvikler sig til en længere diskussion om egnsretter mellem taxachaufføren og en anden gæst, hvis navn ”kan være lige meget”. Sovs skal der selvfølgelig oven på en bøfsandwich, men er der ikke noget med, at de putter hindbærmarmelade på deres hotdogs på Fyn, og at københavnerne kalder en fransk hotdog for en ’haps-dog’? 

Pludselig bipper den anden gæsts telefon. Han har fået en sms om, at han skal på arbejde i Arena Nord her til aften. Der skal åbenbart være pressemøde. 

”Jeg tror sgu, de har fundet medaljerne,” siger han. 

Morten (tv.) og Jens fra Crazy Heads, en klub for motorcykel-entusiaster på 40+, holder lige en pause inde hos Lisser.

ET PAR MINUTTER fra Lissers grill ligger en koloni af lagerhaller. Bag en vejrbidt og rustbelagt gitterport ved Nordre Kaj står 76-årige Henning Pedersen iført guldkæde, træsko og kridhvidt skæg. Hans trøje er famlet blå med hvide afskallede bogstaver. ’Metal Frederikshavn’, står der. Omkring ham indrammes måskibenes anlægsbroer af vindmøller, jern og beton. Stena Line-færgerne ligger som rød-hvide pletter længere mod syd. I horisonten boreplatformen fra Nordsøen, der er til ophug, og den restaurerede lodsbåd ’Gnisten’ ligger i vandet. Fra gitterporten og ned til vandet er der åbent ind til de værksteder og lagerrum, som stålhallerne huser.

Inde i værkstederne dufter der af sløjdlokale. Her er skattede klenodier fra værfterne og ting, der skal repareres. Svedekasser, der varmer træ op, så det kan bøjes i bådfacon, en ’bette fin drejebænk’ og motorer, der er bygget af små dele fra det gamle værft. Der er ikke kælet for bygningernes ydre. Det er funktion over æstetik, men indenfor ligger værktøj, møtrikker og reb i den sirligste orden. Det er Henning Pedersen, der har sørget for det. 

I 1958 kom han i lære som maskinarbejder, og senere sad han som faglig sekretær i Metal i Frederikshavn i 12 år. Det var dengang, man kunne trække øl i en automat på arbejdet, og hvor første tår skulle nå ned under ølmærkaten, hvis ikke man skulle give en omgang. Arbejdet bragte Henning Pedersen og hans kone Toni til Frederikshavn – fra Hellum nede omkring Brønderslev. Mens Henning var på værftet, drev Toni delikatesseforretning, dengang der var masser af svenskere, som købte rigwligt med ost. Nu er Toni død, og Henning savner hende. Det er derfor, han kommer på Værftshistorisk Selskab hver dag for at ’få sin sludder’ blandt de pensionerede elektrikere, værftsarbejdere, fiskere og andre, der mødes her for at sætte både i stand. De bygger også hylder hernede af gammelt halgulv og skibsplanker, og mens Henning gelejder os fra værkstedet og hen imod klubhuset, fortæller han, at Peter Bellis søns kone faktisk er fra Frederikshavn, og at hun angivelig har en af hylderne hængende. 

Ved trappen op til klubhuset er der påmonteret en handicaplift. Der er egentlig ikke nogen handicappede i Værftshistorisk Selskab, men liften er god, når der skal ølkasser op til førstesalen.

76-årige Henning Pedersen (forrest) med to andre medlemmer af Værftshistorisk Selskab.

INDE I KLUBHUSET kan man skære skiver af røgen i luften, og loftet er polstret med signalflag fra de gamle skibe. Henning har reserveret en øl til sig selv, den venter på ham. Rundt om bordet sidder en flok pensionister og nyder en Royal på flaske efter morgenens arbejde, og Henning fortæller, at den journalist, han er i selskab med, kommer fra Aalborg af. 

’’Nå, sydenfjords,” bliver der mumlet i en tør konstatering og et løft med øjenbrynene fra en i forsamlingen. 

”Derfor kan hun jo være god nok,” siger en anden. 

Det er allerede rygtedes i byen, at der skulle komme en journalist på besøg, så pressechefen i kommunen ringede af sig selv for lige at høre, om der var brug for noget hjælp. I øvrigt ville han også lige sige, at det nok var meget godt, at jeg kom fra Nordjylland, for så ville det nok være lidt nemmere ”at komme i kontakt med de lokale”. 

Selv er Henning Pedersen heller ikke rigtig frederikshavner. Eller det vil sige, han er jo ikke født i byen, og det fik han at mærke, da han havde boet her i 20 år og bad om ordet til et fagforeningsmøde i Metal. Han ville råbe et frederikshavner-hurra for Bent, der havde vist mange års tro tjeneste. Frederikshavner-hurraet består af tre korte hurraer lige efter hinanden og et kort hu til sidst, som man suger indad. Henning fik at vide af en indfødt frederikshavner, at det skulle han aldrig vove på at gøre igen, før han havde boet i byen i 30 år. 

Anekdoten bliver afbrudt af et horn, der tuder, så det kan høres over hele byen. Tre mænd drejer simultant på håndleddet og kigger på deres armbåndsur. Klokken er halv 12. 

’’Nå, så er der frokost på værftet.”

Det 60 meter høje Cloos-tårn vest for Bangsbo er Nordjyllands højeste udsigtspunkt.

ET STYKKE længere nede ad kajen sidder en gruppe svenske pensionister og blinker med øjnene i eftermiddagssolen, der bliver endnu skarpere af genspejlingen fra Gøteborg-færgens glinsende skrog. Den ligger som en gigantisk jern-svane ved landgangsbroen, der svævende over landjorden forbinder skibet og byen for de gående gæster. Inde i broens tarm fortæller to skilte om shuttle-bus til Palmestranden og tilbud på kartonvin, og for foden af landgangsbroen bliver færgefolket mødt af golde parkeringspladser. Industrihavnen, der ligger nord for Stena Lines røde murstens-legoklods af en hovedbygning, er blot en svag summen. 

I letvægts-dunjakker, sejlersko og højt hårlak-hår er svenskerne netop kommet i havn fra Gøteborg og har nu en halv times tid i Frederikshavn, inden de skal retur til det svenske igen. De nyder det nordjyske besøg med Bacardi Breezer i selvlysende farver. Grøn, gul og rød som et flydende spiritus-trafiklys. 66-årige Andersson Kjær fra Uddevalla fortæller, at de er en flok, der alle tidligere har arbejdet sammen. De har taget færgeturen på 3,5 time for at spise brunch sammen, og nu skal de tilbage igen. 

Et andet sted på Stena Lines territorium er håret også højt. Toppen af Elvis’ hoved er glinsende sort og med det rette schwung, men Elvis er ikke udstyret med bakkenbarter og glitrende sceneoutfit, men med refleksvest og walkie-talkie. Elvis arbejder for et vagtfirma, der patruljerer nede ved færgerne, og nu skal Gøteborg-færgen retur. Passagererne kommer med store tax free-net og viser deres pas klar til at handle. Uden at gøre et større væsen af sig hjælper Elvis venligt de indkøbsivrige passagerer gennem boardingkontrollen.

”Nu skal vi åke og drikke sprit,” siger et af den svenske gruppes mandlige medlemmer med et smil, der har kurs mod begge ører og afslører intet andet end rendyrket forventning.

Havnen i ’Freshaun’.

I ET PARCELHUS i Bangsbo i det gamle Frederikshavn bor Elvis sammen med sin kone Tina og parrets tre børn. Huset ligger ud til ’hawe’ og bøgeskoven i den ende af Frederikshavn, de lokale kalder Sydbyen. Der er badebroer og en lille lystbådehavn, ingen kajer i beton, og parcelhuse og villaer ligger lunt mellem stranden og en skov, der lyser klorofyl-grønt. De har dyrehaver, vandreruter og museer, og herfra betragtes industrien, kranerne og færgehavnen på afstand. Det er rødstenshuse med flagstang, blomstertræer, sirlige bede i haven og perlegrus i indkørslen. Her, på den rigtige side af Thodesvej, er husene dyrere end på den anden side. Og så har de historien. Det siges, at ’bangsbostranderne’ synes, at de bor i det rigtige Frederikshavn. 

Foran Elvis’ hus holder en sort Renault Scenic. ’The Spirit of Elvis’ står der på den med små tynde bogstaver. Indenfor har 44-årige Johnny Christensen – som Elvis borgerligt er døbt – rettet an med fyldte chokolader, kringle og Nescafé. Han hilser velkommen i kortærmet skjorte, sort hår og grønne øjne. Armen er fyldt med blækhyldester til kongen, men ellers er der ingen Elvis at spore i hjemmet. Der er nu grænser for, hvor meget Tina orker at se på til daglig, så Elvis-klenodierne har fået et rum i kælderen. Her er både malerier, en talende papfigur, glasbuster, platter, plakater, spillekort, utallige plader og et ordentligt dyr af en højttaler, hvor Johnny Christensen kan høre sit idol for fulde gardiner.

Håret er Johnnys eget, farvet med sort farve fra supermarkedet, men de falske bakkenbarter er ’ovre fra Amerika’, og de er nænsomt pakket ind – først i køkkenrulle og så i en frysepose, og nede i kælderen hænger flere heldragter. Dem hopper han gerne i, når han turnerer med sit show til konfirmationer, bryllupper og det løse rundtomkring på værtshuse og den slags i hele landet. 

Johnny fortæller, at han har været i Memphis to gange som ung for at gå i Elvis’ fodspor.

”Det var fuldstændig vildt,” siger han uden at fortrække en mine eller gøre antræk til armbevægelser. Der er alletiders i Amerika, han vil bare altid hellere hjem til ’Freshaun’, for det går lige i hjertekulen, når han går med hunden ”ne’ til hawe” og ser færgerne komme stille forbi i horisonten. Johnny og Tina mødte hinanden på Bangsbostrand Skole, hvor de begge har gået.

”Vi kunne aldrig drømme om at bo andre steder,” siger Tina.

Johnny foreslår selv, at billederne af ham bliver taget ovre på Pikkerbakken, oppe i skoven. Det er byens nye udkigspost – en gave i millionklassen fra det frederikshavnske erhvervsliv, som blev doneret, da byen fejrede 200-års jubilæum sidste år. Fundamentet på udkigsposten er Nordjylland støbt i cement, kronprinsen har sat sin autograf på en stor sten deroppe, og et massivt hegn i glas gør det muligt at gå helt ud til kanten af platformen, hvorfra der er frit fald på 71 meter ned til byen. Men ak, to af ruderne i hegnet er netop blevet smadret.

Johnny Christensen arbejder til hverdag som vagt på færgehavnen. I weekenden som Elvis.

EN ENLIG HØJTTALER står med bankende bas foran Telia-butikken og blæser Vengaboys ud over gågaden. Frederikshavn Kirke med sit grønne spir og ’Mogens’ Pølser’ lige ved Spar Nord Bank markerer gågadens begyndelse fra havnen. Ikke så meget som et stykke slikpapir ligger på jorden, og krukker med forårsblomster står fra den ene ende af gågaden til den anden som i en pæn indkørsel til en villa. Det er tirsdag eftermiddag, og pensionisterne sætter tænderne i deres isvafler, mens kornfede måger skriger. Butiksdørene med palmeklistermærker står åbne til Zugar, Imerco, Frisør Strøg og Klip, Bone’s og Tøjeksperten, der lokker med en udstilling af armybukser. Pludselig kommer Liva Damsgaard, Caroline Nygaard og Assal Pouradabi gående i kridhvide sneakers, med struttende kinder og vuggende rygsække. De har lige fået fri fra Frederikshavn Gymnasium og været inde i byen for at spise. De skal nå en bus lige om lidt, men inden vil de da gerne fortælle om, hvad de laver, når skoleklokken ringer ud. 

”Altså, jeg skal hjem til min kærst’ nu her,” siger den ene og trækker på æ’et, mens de andre fortæller, at man jo går i biografen og ellers bare er derhjemme. I weekenderne er der selvfølgelig 16+ festerne inde på Buddy Holly, gymnasiefesterne og ikke mindst privatfesterne. Dem er der rigeligt af, siger de og trækker næsten undskyldende på skuldrene. Fregatten, byens ældste værtshus, kender de godt. Men er det ikke sådan lidt mere kro-agtigt og for gamle mennesker?

Johnny Christensen i fuldt antræk på scenen i Plantagen ved restaurant Møllehuset.

OPPE I NORDBYEN står en dreng med tændstikben og sammenbidte tænder og tager imod slag fra en fyr, der er godt bred over ryggen og siger: ”Kom nu!” med en basstemme, der for længst er gået i overgang. Sveden driver af dem begge, men trods den åbenlyse forskel i fysikken sladrer tændstikbenene ikke til Preben Arvidsson, der styrer træningen i bokseklubben BK Pugilist her til aften. Bokseklubben ligger omkranset af autoværksteder, en byggeleverandør, supermarkeder, en OK-benzinstation, Dansk Metals lokalafdeling og et parcelhuskvarter med jyske bynavne.  På den anden side af Skagensvej ligger lejeboliger med identiske postkasser, fælles parkeringsplads og røde typedøre i kommunalplansstil. 

Klubben er kimen til det frederikshavnske idrætsliv. Her kommer ishockeyholdene, håndboldholdene og fodboldholdene for at blive tæsket igennem af Preben Arvidsson – i aften er det unge drenge i alderen 13-19 år fra FIK Elite Hockey Academy. Nogle af dem træner 10 gange om ugen, og styrketræningen foregår nede i bokseklubbens lokaler, der ligger i et gammelt fiskelager, hvor malingen skaller af på væggene. De har fået for meget salt i tidens løb. Men det er ikke længere salt fra fisk og havvand, der rammer bokseklubbens vægge, men derimod sved fra 20 unge ishockeytalenter in spe. Og det er alle mod alle. Hernede skal de lære at æde sig selv og blive ved, selvom det gør ondt. 

”Men den rigtige gevinst sidder heroppe,” siger Preben Arvidsson og prikker sig selv på panden. Han har været i klubben siden 1972. Egentlig sejlede han kajak, men så var der en, der spurgte, om han ikke hellere ville bokse. Og det ville han da gerne. I dag arbejder han både på MAN Energy Solutions, der laver motorer og anlæg, og som brandmand og bruger snildt også 10 timer om ugen nede i bokseklubben. 

Spørger man Preben Arvidsson, om han var god, dengang han boksede, trækker han på skuldrene. Det ved han nu ikke lige. Men det lykkes at lirke ud af ham, at han både har bokset i Thailand og Sovjet, og at han for resten også engang blev danmarksmester for juniorer i amatørboksning. 

Brandmand og tidligere bokser Preben Arvidsson tester styrken hos ishockeydrengene fra FIK Elite Hockey Academy.

TRE AF DRENGENE, alle Academy-deltagere, ’hjuller’ på motionscykler, mens de andre løbende varmer op med Preben Arvidsson i front, der mekanisk slår hurtige knytnæveslag ud i luften. To gange Sebastian og en enkelt Magnus er skadet, så de kan ikke løbe. De har spillet ishockey, siden de kunne gå, og de træner både før og efter skole. Når de har fri, spiller de fodbold eller rullehockey. Det er ikke alle de jævnaldrende, der på samme måde har helliget deres tid til idræt og foreningsliv. Den ene Sebastian trækker på skuldrene.

”Nogle dyrker sport, nogle er i klub, andre kører rundt på knallert. Sådan er det vel overalt.”

Frederikshavn White Hawks fik tilkæmpet sig en bronzemedalje i dette forårs slutspil. U15-drengene hernede gik hele vejen og nappede titlen som danmarksmestre i deres række. Det kastede en afslutningsfest af sig, og det er den eneste gang, de har drukket alkohol. Men det med guldmedaljerne falder som en henkastet bemærkning. Der er lang vej endnu. NHL er drømmen, men egentlig vil de bare gerne knokle så hårdt, at de kan leve af at være på isen. Om så det bliver i Sverige eller Amerika.

Da træningen er slut, drysser drengene ud ad døren fra det dampende omklædningsrum. En af dem svinger sit håndklæde over skulderen. 

”Dusøren på medaljerne er vist sat op til 25.000,” siger han. 

Fitness4women på Søndergade lokker til træning med en ko på hovedet.

”DAV,” SIGER byens borgmester på Det Gule Pakhus, en af hendes favoritrestauranter, med fremstrakt pote og et solidt håndtryk. Birgit Stenbak Hansen hedder hun. Ved det seneste kommunalvalg i 2017 gik 42 procent af de personlige stemmer i Frederikshavn Kommune til hende, og en ny danmarksrekord var sat. 

Tjenerne står høfligt med foldede hænder over forklæderne og venter. Der er sporadisk med gæster, og i baggrunden flyder Elton Johns hits fra ’Løvernes konge’ i en instrumental panfløjteversion. 

Tjeneren spørger, hvad det skulle være, og ligesom på kommunalvalgnatten bestiller Birgit S. Hansen en stor ribeye-steak med sovs og pomfritter til. Og det er ikke sauce, men sovs, der ikke flyder nogen steder hen. 

Egentlig kommer Birgit S. Hansen fra Volstrup, der er opland til kystbyen Sæby, der igen er opland til Frederikshavn. Da hun var ung, tog hun på Lanternen i Sæby for ”at svinge træbenet”, og da hun var barn, var Frederikshavn – cirka 15 kilometer nord for Sæby – den store by, hvor man tog på indkøb, når der skulle nyt tøj til garderoben. 

”Byen var nåe’ større end Sæby,” siger Birgit S. Hansen, der dengang var på dametur med mormor, mor og søster for at gå i varehuset Schou-Epa, hvor de både havde tøj og et cafeteria, der bød på pølser og pomfritter. Hvis man skulle til en rigtig storby, skulle man til Aalborg. 

”Der kom vi til, når jeg skulle til bøjletandlæge.” 

Hun læste til sygeplejerske i Aarhus, men savnede det nordjyske fællesskab, hvor man griller i haven og drikker øl i omklædningsrummet efter træning. Så i dag bor hun på et nedlagt landbrug i Dybvad – mellem Flauenskjold og Syvsten og tæt på hendes barndomshjem – hvor der dyrkes juletræer. 

Derhjemme går hun i sokker og rød ’Strandby-habit’, når hun skal slappe af. Det kaldes en kedeldragt på disse kanter, fordi fiskerne næsten altid har kedeldragt på, og fordi de fleste af dem bor i Strandby – en otte kilometers penge nord for Frederikshavn. Gennem sin opvækst og ungdom så hun Frederikshavn på afstand som den eksotiske og noget større by. I dag betragter hun byen og dens mennesker tæt på i sit daglige arbejde som borgmester.

”Frederikshavnerne er et folk, der dukker nakken,” siger hun og skærer sin ribeye for.

Birgit S. Hansen, klar til at sætte tænderne i sin ribeye.

BORGMESTEREN FORKLARER, at skagboernes selvbillede ikke fejler noget. De har sådan en ’vi er toppen af Danmark’-mentalitet, sæbynitterne derimod er landmænd, der har købt et parcelhus, mens frederikshavnerne er produkter af en arbejderby med fiskerbaggrund. Det er en by, der har fået tæsk med værftslukninger og flere pludselige lukninger af andre store industrielle arbejdspladser. 

Men hun elsker ’Freshaun’, og de retter jo ryggen, hvis de vinder i ishockey. Eller når kronprinsen, der er uddannet fra flådestationen i byen, slår vejen forbi. Og da byen fejrede 200-års jubilæum sidste år, rykkede folk sammen for at holde en kæmpe folkefest. I kommunen havde de sparet flere millioner kroner sammen til formålet, og der er skrevet en bog om købstadsjubilæet. Ikke at det på den måde er noget særligt, for der findes mange bøger om Frederikshavn – for eksempel en om byens pølsevogne. Da den udkom i 2017, fik køberne to gratis hotdogs og en Cocio, og musikken blev leveret af Richard Ragnvald. 

Hver uge holder borgmesteren træffetid på rådhuset, hvor frederikshavnerne kan booke en tid til en snak om stort og småt. Det gjorde en frederikshavnsk erhvervskanon på et tidspunkt, og det handlede nok om rammerne i erhvervspolitikken, tænkte borgmesteren. Hun spurgte, hvad han havde på hjerte, men han havde lidt svært ved at få det sagt. 

Endelig kom det ud. Manden mente, at hun lignede ”ham der Johnny Madsen”:

”Det, hele ’Freshaun’ snakker om, er, at du har sådan et grimt hår.”

Parcelhusliv i Frederikshavn.

PRESSEMØDET i Arena Nord ender på mange måder i skuffelse. Nu troede folk ellers lige, at dem eller den, der i april stjal Guld-Haralds udstillede medaljer fra en glasmontre i arenaens foyer, var fundet. Frederikshavn var den landsdækkende fodboldlegende Harald Nielsens første fodboldklub, og navnet Guld-Harald fik han, da han i 1960 blev topscorer ved De Olympiske Lege i Rom. Både før og under turneringen udtalte han sig stålsat om, at det danske landshold ville nappe det olympiske guld. Det blev til en sølvmedalje, men Guld-Haralds karriere er en stolt fortælling om lokal idrætssucces. 

Derfor var forargelsen stor, da en mand – der skulle læsse varer ind til det årlige håndboldstævne Rødspætte Cup i april – opdagede, at de 50 udstillede medaljer pludselig var væk. Han slog alarm, og 5.000 kroner i findeløn blev sat på højkant af arenaens ledelse. 

”Desværre er Guld-Haralds medaljer ikke blevet fundet. Men vi har fået præsenteret en anden guldklump her til aften,” fortæller  Arena Nord-medarbejderen John Akselsen flankeret af cirka 20 mennesker, en enkelt fotograf og et rullebord med hvidvin, sodavand og gennemsigtige plastickrus med saltstænger. 

Hans mundvige krøller opad. Om det er i begejstring over badmintonstjernen Jan Ø. Jørgensen, der har indgået et samarbejde med Vendsyssel Elite Badminton, eller som en undskyldning for det med medaljerne, er ikke til at sige. Men ved siden af sidder en veltrænet ung badmintonspiller og skriver autografer på en stak med billeder af sig selv.

Jan Ø. Jørgensen er godt nok fra Aalborg af og bor til daglig i København, men han skal da spille nogle kampe oppe i arenaen fra nu af. 

Udenfor er der lav sol over Harald Nielsens Plads og den bronzestatue, der er rejst af ham foran arenaen. En flok drenge står på skateboard ved cykelstativerne på Nordstjerneskolen lige bagved. Ud over deres tilstedeværelse og fuglenes aftenfløjt bliver stilheden kun brudt af to fjernstyrede biler, der ræser over parkeringspladsen med 70 kilometer i timen. 

Guld-Harald som statue foran Arena Nord. Indenfor er Guld-Harald-klenodierne mange. Men en montre med 50 af hans medaljer blev stjålet i foråret under den årlige Rødspætte Cup.

KIRKEKLOKKERNE kalder til aften, mens to summende scootere har kurs mod Circle K-tanken nede ved Skippergade. Et kærestepar i ensfarvede jeans tilbagelægger fjantende fortovet, og til højre for pølsevognen på Kirkepladsen ligger Fregatten, byens ældste bar. Et skilt ude på gaden fortæller, at her er åbent, og indenfor blinker en enarmet tyveknægt, mens en enkelt gæst her klokken lidt over otte har indfundet sig i den dunkle bar med mosaikvinduer, træbåse i mahognilook og gyldne lamper. 

Fregatten er familieejet, og Henrik er den tredje Nielsen, der står ved fadøls-roret. Det begyndte med farmor Hjørdis, der købte værtshuset i 1966. Hun døde i 1978 af rygerlunger efter 12 år som værtshusejer. Derefter overtog far Per, men han døde for fem år siden – også af smøger.

Selv har Henrik været her, siden vi vandt EM i fodbold, og han var en ung fløs på 24 år, der bare lige skulle tjene nogle penge i sit sabbatår. Han ryger ikke og har investeret i et ekstra kraftigt udsugningsanlæg. Han har fået sin portion af passiv rygning, som han siger.

Der går ikke længe, før Lars Høj Pedersen kommer ind ad døren med glimt både i øjet og fra sin guldring i øret. ”Nu sidder han der og er PD igen,” siger han, da han ser ’Henrik den tredje’. PD står for ’permanent doven’, og Henrik trækker på smilebåndet og siger, at når vi sviner hinanden, så hygger vi. 

Lars er både Henriks gode ven og tidligere dørmand på Fregatten, og så har han været vicevært og fodboldtræner i byen i 34 år. Han kender så godt som alle. Ligesom Lisser nede fra Fisk og Grill, der i øvrigt også har været bartender på Fregatten. 

7-9-13 har Henrik Nielsen aldrig fået en på skallen, selvom det har været tæt ved. Det er mere end 20 år siden, at Fregatten havde en håndfuld stamgæster, der var glade for rohypnoler, våben og slagsmål. I dag er Henrik og Lars enige om, at byen er ”utrolig rolig”.

HAVNERUNDFART

1. Frederikshavn hed oprindelig Fladstrand, men blev opkaldt efter Frederik VI, da byen fik købstadsprivilegier i 1818.

2. Pikkerbakken er en 71 meter høj havskrænt fra stenalderen. I dag huser den en udkigspost til 2,4 millioner kroner, som det frederikshavnske erhvervsliv donerede i 2018 ved byens 200-års købstadsjubilæum.

3. På Pikkerbakken står en stor sten, som de roy-ale Frederik’er gennem tiden har signeret. Inklusive kronprins Frederik, der er uddannet fra Flådestation Frederikshavn.

4. Den dansk-norske søhelt Tordenskjold planlagde og udførte angreb på den svenske flåde fra Frederikshavn under den store nordiske krig og gik derfor under øgenavnet ’Kattegats Skræk’.

5. Frederikshavn Havn blev grundlagt i 1805. Indtil midten af 1800-tallet dominerede fiskeri og kysthandel havnen. Senere skød industrien op, og med den blev der bygget rækkehuse og blokke i byen. Mod syd blev der bygget parcelhuse og store skoler.

6. Frederikshavn Værft, der senere kom til at hedde Danyard, og Ørskov Værft lukkede produktionen hhv. i 1999 og 2002. Lukningerne kostede flere tusind frederikshavnere arbejdet.

7. I årene op til værfts­lukningerne gjorde hård konkurrence det af med fiskeindustrien i byen, og med afskaffelsen af det toldfrie salg i 1998 blev der færre af de svenske og norske turister, der kom til byen for at handle og feste.

8. Den amerikanske ophugningsgigant Modern American Recycling Services (M.A.R.S.) er fast inventar på havnen. De vil genindvinde 200.000 ton stål om året og er i øjeblikket i gang med en udtjent boreplatform.

9. Ørskov Værft hedder i dag Orskov Yard. I stedet for at bygge nye skibe reparerer de alle former for fartøjer.

I DE KRONEDE dage var der live-musik hver dag på Fregatten. Det var keyboard med piano, trommer og fløjte på én gang. ”Der var lidt suppe, steg og is over det,” siger Henrik Nielsen. I farmor Hjørdis’ tid spillede Pedal-Ove af og til hernede. I dag er det DJ Jan, DJ Peter og DJ Zabi der spiller, og i hverdagene er det ofte færgefolket, og folk fra flådestationen, der holder gang i festen. Ellers er der dem, der er på kursus, og i weekenderne kommer unge som ældre, forklarer Henrik Nielsen. Folk lige fra ’Maler-Kurt’, der engang kom ind på baren i neglelak og bikini, til direktøren fra Volvo. 

”Man tror, det er løgn, så meget fest der var her engang,” siger Henrik Nielsen om tiden i 90’erne. Når han mødte ind klokken 10 om formiddagen, stod nordmændene i kø, og over middag kom svenskerne, når de havde handlet billigt på Stena-færgen. Men da det toldfrie salg mellem Danmark og Sverige blev stoppet i 1998, dykkede omsætningen. Det var faktisk værre end finanskrisen. Heldigvis er der nogle eventteknikere, der har dimission i dag, så der kan blive godt gang i den senere.

Henrik bliver afbrudt, da to kvinder kommer ind. De var bare lige ude og gå tur og så intet til hinder for lige at gå ind og få en ’bette drinks’ og sige hej. De vil gerne have noget frækt og noget sødt, siger de, mens Henrik og Lars får en krammer. 

De to giver hånd og præsenterer sig som Charlotte og Charlotte. Næsten som i Ole Bornedals tv-serie med Ellen Hillingsø og Helle Dolleris. De har kendt hinanden siden anden klasse på Abildgården, og ”prøv å hør her,” siger de: ”Man har altså ikke været rigtigt i byen, hvis ikke man har været på Fregatten.” 

De har alle sammen hørt, at Guld-Haralds medaljer er ’bleven stjåle’. Det er sgu ligesom ruderne på udsigtsposten oppe på Pikkerbakken, der er smadret, og dækkene, der blev skåret op på tre biler og en ’træjler’ i weekenden, og Lars Høj Pedersen vrisser:

”Det er kraftedeme så hjernedødt.”

Henrik Nielsen ejer Fregatten, Frederikshavns ældste værtshus. Her hænger han ud i baren med Charlotte og Charlotte.

UANSET OM der er tale om værftslukninger, fyringer, forsvundne medaljer, færre festglade gæster på Fregatten eller pludselige slag fra en ishockeyspiller, virker det, som om frederikshavnerne bliver stående. De arbejder videre. Det kan godt være, at de gør det med dukket nakke, som borgmesteren siger, men de overlever, og de står sammen, når det gælder. Frederikshavn, set udefra, står som et fyrtårn, vejrbidt og mærket. Men aldrig ude af drift. 

”Byen er en dreng, der har fået nogle hårde slag, men som altid tror på, at det nok skal gå,” forklarer Mif, Michael Frederiksen, der både er redaktør og eneste journalist på den lokale nyhedsside Kanal Frederikshavn.

Han er egentlig fra Holbæk, men har boet i Frederikshavn i 30 år, og i 10 år har han holdt læserne opdateret, når Skur og Jollelauget holder veterantræf og loppemarked på marinaen, når en lokal ishockeyhelt stopper eller vender skøjterne mod Aalborg, når der er fællessang med borgmesteren, når ME Production nede på havnen til udlandet har solgt 10 ’scrubbere’ – rensningsanlæg til skorstene og motorer på skibe – og når byen kollektivt raser over de smadrede ruder på Pikkerbakkens nye udkigspost eller over tyveriet af Guld-Haralds medaljer. 

Det var ham, der var ovre og dække pressemødet i Arena Nord, da byens nye sportsstjerne blev præsenteret.

”Frederikshavn er en dreng, man ikke kan vælte,” siger han.

FREDERIKSHAVN I TAL

105 kilometer kyst er der i Frederikshavn Kommune.

23.296 indbyggere er der per 1. januar 2019 i Frederikshavn by.

1 enkelt højhus finder man i byen. Seatower hedder det. Det er arkitektonisk rundt og har nye lejligheder.

7 større byer består Frederikshavns Kommune af. Som resultat af kommunesammenlægningerne i 2007 fik kommunen bl.a. Skagen i nord og Sæby i syd under sine nordjyske vinger.

90.000 skibe passerer hvert år Frederikshavn Havn, der ligger ud til verdens tredjemest befærdede stræde. Færgeforbindelserne tæller blandt andet Norge, Sverige og Læsø.

5.500 arbejdspladser er der på havnen i dag. Det er flere end i værfternes storhedstid.

17 procent af alle arbejdspladser i Frederikshavn er inden for industrien.

750 millioner kroner er der blevet brugt siden 2015 på at udvide Frederikshavn Havn.

30 procent af kommunens skatteindtægter kommer fra industrien på havnen.

4.000 mennesker er der plads til i Nordjyske Bank Arena på Skøjte­alléen, hvor Frederikshavn White Hawks har hjemmebane.

DAGEN FØR, ude på Nordstranden, ved ’Ib T-shirt’ ikke rigtig selv, hvor det med T-shirten kommer fra. Men så gnubber ’Palme-Michael’ ham på maven med flad hånd og forklarer, at Ib har ”Danmarks reneste T-shirt”. 

Han har i hvert fald haft en beundringsværdig ren en på inden under sine orange overalls hver eneste dag i årevis, uddyber ’Palme-Michael’. Og Ibs T-shirt er ganske rigtigt meget hvid. 

Et sølvhjerte hænger og blinker ved halsåbningen. Hjertet ved han heller ikke rigtig, hvorfor han har fået, men han har haft det ”siden tidernes morgen”. Det er en gave fra hans kone, og han tænker, at hun vel må have været nyforelsket i ham, da hun købte det. 

Dagplejere med barnevogne i containerstørrelse kommer ud for at indvie stranden og sommerens komme. Rollinger render rundt med 11-taller ud af næsen og spiser lige dele håndfulde sand og krydderboller med tandsmør. 

”Det er jo bare, fordi det er så spændende, at palmerne kommer u’ i dag,” siger Ingelise, der er dagplejemor og har passet frederikshavnske unger i mere end 30 år. 

Det lokale aktiveringshold fra kommunen er også kommet forbi. De ryger smøger og drikker energiboostere, mens de betragter havet, der lyser lyserødt i morgengryet over de slæbespor, traktorerne har lavet i sandet. De har været med til at ordne noget af det kommunale blomsterværk, der skal pynte i resten af byen. Og ikke for det. Men de skulle bare lige ned og lure.

 

På Saint Patrick’s High School i Kenya får store drømme om store sportskarrierer ben at løbe på. Skolen er verdenskendt for sin disciplin, et højt fagligt niveau og masser af olympiske medaljer og verdensrekorder. Og i Danmark for en tidligere elev ved navn Wilson Kipketer.
Tekst og foto:Tobias Kobborg

KØJESENGENE knirker, lagnerne er stramt spændt over madrasserne, og i køjernes fodender står afskallede blå- eller grønmalede metalkasser med hængelåse under klaser af lycra-løbetøj med hvide Adidas-logoer, der hænger på tørresnore. 

I midten af gang 8, lige inden endnu en skillevæg af krydsfinér, bor dreng nummer 6667 i underkøjen. Cornelius Kemboi hedder han, og han ligger udstrakt i sengen, et par venner sidder på hans sengekant, endnu flere i nabosengen, og endnu nogle stykker i de tilhørende overkøjer. 

Mens kroppe i underkøjerne slænger sig på kryds og tværs, hænger ansigter fra overkøjerne ud over kanten for at følge med i samtalen. Drengene gemmer ansigtet i hænderne og vrider sig, mens højlydte grin og sengenes knirken fylder rummet.

Pludselig begynder gruppen at bryde op, og stemningen bliver hektisk. En hurtig snack bliver nappet fra metalkassen, den grønne jakke skal på, og læderskoene snøres. De skal møde til undervisning. Med store øjne spejder de efter lærere med stokke, mens de hurtige fødder passerer forbi ’medaljevindernes træer’. 

Cornelius Kemboi løber sammen med fire andre elever hver morgen klokken 05.30.

ST. PATRICK’S HIGH SCHOOL, der ligger i byen Iten 350 kilometer nordvest for Nairobi, er hjem for 1.200 teenagedrenge, hvoraf de fleste drømmer om en dag at komme tilbage på skolen og plante et træ ligesom de mange tidligere elever, der har vundet olympiske medaljer, verdensmesterskaber eller sat verdensrekorder. ’Wilson Kipketer’ står der for eksempel på et lille hvidt skilt foran et af træerne midt i rækken. 

Alligevel udvælges langt de fleste af eleverne på baggrund af faglige præstationer i grundskolen. Cornelius Kemboi er én af blot to elever, der er blevet udvalgt på baggrund af sit løbetalent.  

”Mit mål har altid været at blive optaget på den her skole,” siger han med et stort smil. 

Løb har længe udgjort størstedelen af 18-årige Cornelius Kembois liv. Som 10-årig brød han sig ikke om at spise frokost på den lokale skole, så han løb i stedet to kilometer hjem til sin mors varme gryde. Det tog omkring 10 minutter hver vej for den dengang kortbenede Cornelius: 

”Når vi legede, kunne ingen fange mig, jeg var den hurtigste.” 

Fra han var 10, til han var 14, løb han kun for sjov og uden struktur på træningen. Men som 15-årig blev han opdaget af et talentprogram og begyndte derfor også at løbe til konkurrencer. 

Måske var det ikke helt tilfældigt, for det ligger til familien at flytte benene hurtigt. Cornelius Kemboi har to ældre brødre, der begge er kommet på stipendier i USA, fordi de er talentfulde løbere. Cornelius vil gerne følge i deres fodspor og kombinere løb med en god uddannelse.

”Mine forældre bakker mig meget op. De ved, jeg er i stand til at løbe, og er imponerede over mig. Om 10 år vil jeg være en, man ser over hele verden. Være en mester og hejse det kenyanske flag. Jeg vil være en succesfuld mand, som andre kan beundre og se op til,” siger den 18-årige, mens han retter sig op. 

DE SENESTE VERDENSREKORDER I MARATON FOR HERRER 

(Alle sat i Berlin) 

2003 Paul Tergat, Kenya, tid: 2.04.55

2007 Haile Gebrselassie, Etiopien, tid: 2.04,26

2008 Haile Gebrselassie, Etiopien, tid: 2.03.59

2011 Patrick Makau, Kenya, tid: 2.03.38

2013 Wilson Kipsang, Kenya, tid: 2.03.23

2014 Dennis Kimetto, Kenya, tid: 2.02.57

2018 Eliud Kipchoge, Kenya, tid: 2.01.39

PÅ 20 MINUTTER tilbagelægger han 6,4 kilometer på landevejene – så langt fra de andre, at man ikke kan ane dem i horisonten. Selvom han klarer sig forrygende på langdistance, løber han også 1.500 meter i konkurrencer, hvor hans personlige rekord er 15 sekunder fra verdensrekorden.  

Cornelius Kemboi er det største løbetalent på skolen, og det er et stort pres at få i skoene, da St. Patrick’s anses for at være den mest dominerende skole i løbeverdenen, hvad angår medaljer og rekorder. Alligevel har han allerede taget de første skridt mod drømmen. 

Han er blevet udvalgt til et talentprogram, der er ledet af løbehistoriens ’god­father’, Brother Colm O’Connell, der er 71 år, fra Irland, og som stikker ud i landskabet med sin blege hud og lave, kraftige bygning. 

Talentprogrammet har træningslejre på St. Patrick’s i skolens ferier, hvor Cornelius sammen med omkring 50 andre elever træner tre gange om dagen  seks uger i træk.

Brother Colms seneste store succes er St. Patrick’s-eleven David Rudisha. Han er Cornelius’ største idol, han har verdensrekorden i disciplinen 800 meter og har to olympiske guldmedaljer samt to titler som verdensmester. Verdensrekorden tog han i øvrigt fra danske Wilson Kipketer, der er kenyansk født og også har gået på St. Patrick’s. Kipketer blev også trænet af Brother Colm, der fokuserer på, at eleverne skal finde en indre glæde ved at løbe frem for hele tiden at teste dem på tid og kilometer 

”Jeg forsøger ikke at producere en bedre atlet, jeg forsøger at producere et bedre menneske,” siger Brother Colm om hemmeligheden bag sin trænings-metode. 

Cornelius Kembois ejendele på skolen.

KLOKKEN 04.30 skal eleverne sidde i klasselokalerne til selvstudier. Lokalerne, der har nøgne, blålige vægge og klassiske sorte kridttavler på endevæggene, er i brug hele dagen. Elevernes sidste time stopper først omkring klokken 22.00. Te-pauser, tre måltider og halvanden time til sport, leg eller afslapning er det eneste, der bryder elevernes intense blik i skolebøgerne.

”Det er vigtigt, at eleverne lærer at være gode mennesker, som har disciplin i livet. Hvis de ikke lærer dét, kommer de aldrig langt,” siger Peter Obwogd, rektor på St. Patrick’s. 

Konsekvensen for forsinkelser, snyd og andre unoder håndteres på St. Patrick’s med pisk eller stokkeslag, men det tager Cornelius Kemboi ikke så tungt. Han er bare glad for ”at få det ud af verden”, som han siger, så han kan fortsætte med sin træning og skolegang. 

”Når jeg har studeret hele dagen, bliver jeg virkelig træt, selvom jeg ikke har lavet noget fysisk. Det gør mig nogle gange rigtig, rigtig irriteret,” fortæller Cornelius, der mellem bøgerne træner to gange om dagen i 45-60 minutter.

BROTHER COLM O’CONNELL 

kom på grund af skolens irske rødder til St. Patrick’s i 1976 for at undervise i geografi. Han skulle egentlig kun have et kortere ophold på skolen, men endte med at blive på skolen, da han begyndte at undervise i idræt.

ST. PATRICK’S HIGH SCHOOL

er startet af irske missionærer i 1961. I mange år havde skolen inspektører fra Irland, men i dag er den ledet af kenyanere. Skolen har stadig katolske rødder, hvilket blandt andet kommer til udtryk i skolens kirkegang om søndagen.

EN TIME SENERE er vinden stille, og der er en smule diset efter gårsdagens regnbyge i de kolde lyskegler fra skolens lamper. Gennem lysstriberne kommer Cornelius Kemboi gående. Uden for skolens port, hvor gadelamperne ophører, stopper han op for at vente på de andre. De er en gruppe på fem elever, der har fået lov til at forlade klasselokalet for at træne inden morgenmaden. Vejene forsvinder i mørket blot 20 meter fra skolens port. 45 minutter senere vender de fem drenge tilbage. Stakåndede strækker de ud, laver krydsbevægelser og andre mere specielle øvelser for at undgå ømhed til eftermiddagens træning. Bad og morgenmad skal de nå, inden de igen skal sidde på skolebænken klokken syv. Morgenmaden er et hurtigt arrangement, en kop te og noget hvidt brød, der minder om toastbrød uden pålæg.

”Vi får kun små måltider, og det er ikke nok til at opretholde min krop. Når man er i skole, må man bare acceptere maden, men når vi er i træningslejr, spiser vi godt.”

Senere på dagen siger Brother Colm, at han ikke er i tvivl om, at den 18-årige løbers indsats og talent rækker til et stipendium i USA, som det har gjort for begge hans brødre. Men hvor langt Cornelius Kemboi vil nå i sin drøm om at blive en af verdens helt store løbestjerner, det ved kun hans ben. 

Cornelius træner på vejene uden for den lille by Iten. Han har selv sparet sammen til sit løbetøj.

Der bliver serveret te tre gange om dagen. Brødet har eleverne selv købt.

1.210 drenge går på skolen.

Cornelius Kemboi bruger de fleste af pauserne på at hvile sig og restituere, så kroppen kan være klar til næste træning.

Eleverne på Saint Patrick’s møder klokken 04.30. Den sidste time slutter normalt ved 22-tiden.

UDPLUK AF MEDALJEVINDERE FRA ST. PATRICK’S

David Rudisha, 800 meter. Verdensrekordholder (2012-nu). 2 x olympisk guldvinder (2012 og 2016). 2 x verdensmester (2011 og 2015).

Wilson Kipketer, 800 meter. 3 x verdensmester (1995, 1997 og 1999). Olympisk sølvvinder (2000). Olympisk bronzevinder (2004). Europamester (2002). Verdensrekordholder (1997-2012).

Isaac Kiprono Songok, 1.500 meter. Juniorverdensmester (2001).

Matthew Birir, 3.000 meter hæk. Olympisk mester (1992). Juniorverdensmester (1990).

Wilson Boit Kipketer (ikke i familie med sin danske navnefælle), 3.000 meter hæk. Olympisk sølvvinder (2000). 2 x verdensmester (1997 og 2002).

På en afsides rumbase i Utahs ørken går forskere rundt i rumdragter og spiser frysetørret mad, mens de drømmer om at kolonisere Mars. De er langtfra de eneste. Rigmænd har også spist af den magiske Mars-bar. Og ja, planeten er gold, hundekold og umulig at trække vejret på, men måske er ideen ikke så vanvittig, som den lyder.
Tekst:Sole Bugge MøllerFoto:Noel Spirandelli

OSCAR OJEDA døde i går. Sammen med tre af sine besætningsmedlemmer var astronauten på rumvandring i Mars’ golde landskab, hvor rødbrune bakker dannede ring om ham som en enorm, bugtende søslange. Pludselig gik batteriet i hans rumdragt ud, og hans iltforsyning forsvandt. Men Oscar Ojeda begyndte ikke at hvæse efter vejret, og da han tog sin hjelm af, kollapsede hans lunger ikke, ligesom blodet ikke boblede. Dér brast illusionen. For colombianske Oscar Ojeda indåndede ikke Mars’ atmosfære, men den forfriskende luft i Utahs ørken. Sammen med et hold kolleger er Oscar Ojeda udstationeret på Mars Desert Research Station (MDRS), der efterligner forholdene på Mars. Basen er oprettet af Mars Society, en amerikansk nonprofitorganisation, der vil skubbe gang i planerne om at kolonisere Mars. Organisationen er frustreret over, at USA’s rumfartsprogram NASA ikke har gjort nok for at sende os jordboere til Mars, og har derfor oprettet en udgave af Mars på Jorden, så forskere kan studere, hvordan vi kan bosætte os på den røde planet. Efter at have kigget på en håndfuld steder rundt om på kloden, der visuelt minder om Mars, faldt valget på ørkenen i det sydlige Utah i midten af ingenting.

”Det første hold astronauter på Mars vil være de mest isolerede mennesker i verdenshistorien, så vi vil give dem den samme følelse her,” siger Michael Stoltz, Mars Societys kommunikationschef.

Mars Desert Research Station er ikke den eneste ’rumstation’, der forsøger at simulere forholdene på Mars. Der er lignende baser i Israel, Spanien, Hawaii og Texas, og Mars Society har også en anden Mars-base på den ubeboede ø Devon Island i det nordligste Canada, men den er ekstremt dyr og besværlig at komme til. Utah er mere praktisk, og siden basen blev åbnet i 2001, har over 1.500 forskere været på interplanetarisk besøg. 

Hvordan påvirker isolationen besætningsmedlemmerne? Gør handskerne på rumdragten det svært at samle jordprøver op? Hvordan sammensætter man et næringsholdigt måltid uden friske råvarer? Det er nogle af de spørgsmål, forskerne har forsøgt at svare på under deres ophold.

Men måske mindst lige så vigtigt har de opdaget små ting, som kan være en udfordring, hvis man vil starte en koloni på en fjern planet. For eksempel hungrer Oscar Ojeda virkelig efter et spejlæg. 

Sammen med sine fem colombianske kolleger i Crew 203 har han været isoleret på den jordiske udgave af Mars i 10 dage, og spejlæg er det eneste, han tænker på, når han slår øjnene op om morgenen. Han hiver ud i en skuffe fyldt med en række store plasticbøtter, skruer låget af en af dem og kigger på det gullige pulver.

”Dehydrerede æg. Når man tilsætter vand og steger det på panden, minder det lidt om røræg. Men det er ikke spejlæg.” 

Han hiver op i de andre bøtter – tomater, løg, oksekød, svinekød, alt sammen i frysetørret form.

”Det ligner hundemad,” siger han slukøret.

Mars Desert Research Station er opført i 2001, og observatoriet er doneret af Elon Musk.

HVIS MAN VIL slå sig ned 225 millioner kilometer fra Jorden, er spejlæg et af de mindre ofre, og det er gået op for Crew 203. Oscar Ojeda er den 31-årige leder, der har overblikket og træffer de endelige beslutninger, og med på holdet har han Hermes Bolivar, der er biolog og eksperimenterer med at dyrke grøntsager i Mars’ lerholdige muld. Liza Forero er geolog, og Yael Méndez er mikrobiolog, og sammen tager de jordprøver. Freddie Castañeda er ingeniøren, der sørger for, at det mekaniske klapper, og David Mateus er altmuligmanden, der blandt andet kigger på, hvordan de kan minimere deres affald under opholdet.

I to uger bor de sammen i et cylinderformet ’habitat’, sover i køjer, fryser om natten, sveder om dagen, når de trasker rundt på ’rumvandringer’ i ørkenen, aflægger rapporter, gør rent i habitatet, lægger puslespil, når de keder sig. Og spiser frysetørrede æg.

Opholdet på Mars Desert Research Station kræver en vis indlevelse. Basen har set bedre dage, og lugen ind til habitatet kan ikke lukkes, medmindre man løfter op i den først, generatoren går ud hver nat, og tunnellerne, der forbinder habitatet med de øvrige bygninger, består af et u-formet metalhegn og en presenning. Rumdragterne er kedeldragter tilsat en kuppelformet hjelm med et kølesystem, der skal simulere iltforsyningen, og de ligner en rekvisit fra en billig B-film. 

Andre dele er mere realistiske. Eksempelvis møder de ikke andre mennesker under opholdet, al kommunikation med omverdenen har 20 minutters forsinkelse (som svarer til den tid, det tager for et signal at nå fra Mars til Jorden), de skal altid have rumdragt på, når de går udenfor, og når de kommer tilbage fra rumvandring, skal de gennem en luftsluse, hvor de skal stå i fem minutter for at trykudligne – eller lade, som om de trykudligner. Der sker absolut intet, når de står i luftslusen, mens de tripper for at tage den tunge rumdragt af. På sin vis virker det hele som en avanceret astronaut-leg for voksne.

”Opholdet kræver, at man lægger sin mistro fra sig,” som Liza Forero siger.

MARS PÅ JORDEN I

Mars Desert Research Station (MDRS) nær Hanksville i Utah er ikke det eneste sted, hvor man kan opleve, hvordan Mars kan se ud. Her er nogle af de andre permanente simuleringer.

Flashline Mars Arctic Research Station (FMARS) 

Mars Societys anden rumbase ligger i arktiske omgivelser i det nordlige Canada på den ubeboede ø Devon Island. Temperaturmæssigt ligner den mere Mars, dog minder polarørkenen knap så meget om den røde planet. Det gør isolationen til gengæld.

Hawaii Space Exploration Analog and Simulation (HI-SEAS) 

Med sit vulkanlandskab har Big Island på Hawaii en god lighed med Mars på denne base, som University of Hawaii og NASA står bag. Siden 2013 har seks forskellige forskningshold været på længerevarende ophold på basen (4-12 måneder) for især at studere de mentale aspekter af en mission til Mars. Der er dog sået tvivl om basens fremtid, efter at et besætningsmedlem kom alvorligt til skade i februar 2018, og der udbrød uenighed blandt resten af besætningen om, hvorvidt de skulle afbryde simuleringen og ringe efter hjælp.

OTTE GANGE er rumsonder landet på Mars. Viking 1 blev i 1976 det første fartøj på planeten, der rent faktisk lykkedes med at transmittere data til jorden, og senest nåede NASA’s InSight Mars i november 2018 for at undersøge planetens indre. I 2020 sender både USA, Kina, Japan og den europæiske rumfartsorganisation ESA sonder af sted mod den røde planet, mens yderligere missioner er planlagt de følgende år.

En del af hypen skyldes Elon Musk. Som det første private firma nogensinde har Tesla-iværksætterens raketfirma SpaceX planer om at sende en sonde til Mars i 2022, og går alt efter hans hoved, vil de første mennesker sætte benene på Mars i 2024.

For 10 år siden ville de fleste eksperter have rystet på hovedet, men SpaceX har rusket op i rumfartsbranchen ved at fremstille raketter, der kan lande på Jorden igen og genanvendes, hvilket har skåret drastisk i omkostningerne til rummissioner. Og Elon Musk har hovedet tilpas højt oppe i skyerne til, at han ikke kan høre de kritikere, der mener, at det vil tage årtier, før vi er klar til at sende bemandede missioner til Mars. Han vurderer tilmed, at man vil kunne skabe en selvforsynende koloni på en million mennesker på Mars i løbet af 40 til 100 år, og selv om det lyder rablende, har han det med at sætte handling bag sine højtravende ambitioner.

”Hvis jeg skulle sætte mine penge på, hvem der først sender folk til Mars, ville det nok være Elon Musk,” siger Steen Eiler Jørgensen, der er tidligere formand for Dansk Selskab for Rumfartsforskning og underviser i rumfart hos Science Talenter, Danmarks talentpleje inden for naturvidenskab. 

”SpaceX har fremlagt et koncept for, hvordan man sender folk til Mars, og jeg har ikke hørt nogen væsentlige argumenter mod den plan,” siger han.

Elon Musk er ikke den eneste velpolstrede rigmand med blikket mod himmelrummet. Også Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos har med sit raketfirma Blue Origin planer om at skyde mennesker på rumfærd. I første omgang vil han sende rumturister på suborbitale flyvninger og satellitter i kredsløb for blandt andet det amerikanske militær, men Jeff Bezos vil også på længere sigt oprette en permanent rumbase på Månen. Han mener, at mennesker kommer til at bo og arbejde i rummet – og Mars er det mest oplagte sted at huse hans drømme.

”Der er kommet meget mere momentum i Mars-forskningen,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Det har fået folk til at hviske ordet ’rumkapløb’ igen, men hvor der i 60’erne var to supermagter, der kæmpede om først at sende mennesker til Månen, er der ingen, der har sat konkrete datoer på en tur til Mars – hverken NASA, Blue Origin eller SpaceX.

”Før der er konkrete planer, kan jeg garantere for, at der ikke er nogen, der kommer til Mars. Det er stadig meget hypotetisk, om SpaceX vil kunne gøre det,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Kjartan Münster Kinch, der er astrofysiker på Niels Bohr Institutet og har været involveret i flere robotmissioner til Mars og med til at udvikle kameraerne til den næste rover, NASA sender til Mars i 2020, er dog overbevist om, at vi kommer til Mars i hans levetid. 

Han er 44 år gammel.

”Medmindre Jorden rammes af en global katastrofe, tror jeg, at det er mere eller mindre uundgåeligt, at vi sender folk til Mars på længere sigt. Vi mennesker har gennemgået en eksplosiv udvikling. Tænk på, at blot 60 år efter flyvemaskinen blev opfundet, stod vi på Månen,” siger astrofysikeren. 

Pladsen er trang i ’habitatet’ på MDRS, men det ser ikke ud til at genere det colombianske team, der er det 203. forskerhold på Mars-basen.

MEN HVAD i alverden skal vi på en planet, hvor der kun er omkring 0,1 procent ilt i atmosfæren, og hvor vi ikke kan trække vejret? Hvor temperaturen kan krybe helt ned til minus 125 grader, hvor der ikke er planter eller mad, og hvor det regner med kosmisk stråling? Det skal vi for at finde ud af selve livets opståen, mener Steen Eiler Jørgensen.

”Det er den planet i solsystemet, der minder mest om Jorden, og vi har efterhånden set billeder af, at Mars er et sted, hvor vi vil kunne bo. Det kan godt være, at der ser goldt ud, men der er jo vand,” siger han.

Og Mars har det med at rykke i vores fantasi. Lige så længe vi mennesker har kunnet kigge ud i verdensrummet, har vi stillet os selv spørgsmålet: Er der liv derude? Det kan Mars måske give svar på, fordi planeten for omkring 3,5 milliarder år siden mindede mere om Jorden, og fordi planeten formentlig har haft floder og søer, dengang Jorden kun var befolket af mikrober. Sidste år fandt rumsonden Curiosity organiske molekyler i jordbunden.

”Hvis vi finder liv på Mars, må galaksen myldre med liv, og dannelsen af biologisk liv må være naturlig. Det er vanvittig spændende at undersøge,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Gennem årene har otte sonder, der har tøffet rundt på Mars, løf­tet sløret for nogle af planetens hemme­ligheder, men de har kun udforsket en brøk­del af overfladen. Samtidig kører de ekstremt langsomt, ganske få meter om dagen.

”Hvis vi kunne sende et hold af forskere til Mars, der selv kan tænke og beslutte, hvad der er vigtigt at undersøge, kan vi vir­kelig accelerere Mars-forskningen,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Det ved astrofysiker Kjartan Münster Kinch alt om. Han ser en bemandet mission til Mars som en kæmpestor udfordring, først og fremmest på grund af afstanden. Når Mars står tættest på Jorden, er der 54,6 millioner kilometer til den røde planet, men når den er fjernest, er den over 400 millioner kilometer væk. 

Det vil tage et halvt år at flyve til Mars, og en bemandet mission vil skulle blive mindst halvandet år på planeten, før Mars’ og Jordens kredsløb igen er tæt på hinanden, og astronauterne kan vende hjem.

”Det er en lang rejse, og undervejs er der ingen hjælp at hente, ud over hvad man kan få gennem kommunikation. Det betyder, at alting skal virke. Og der skal være redundans i systemet, så hvis en ting går i stykker, er der noget andet, der tager over,” siger Kjartan Münster Kinch. 

Hvis vi vil øve os på at tage til Mars, er det en god idé at vende blikket mod Månen, der i gennemsnit er cirka 385.000 km fra Jorden. Ved at opbygge en base på Månen kan man danne sig vigtige erfaringer i at eta­blere en koloni i rummet. Og skulle noget gå galt, er en eventuel evakuering kun to dage borte – frem for et halvt år.

Indtil da er analoge rumstationer som Mars Desert Research Station i Utah en praktisk sandkasse, hvor man kan simulere nogle af de situationer, Mars-astronauterne vil møde.

”Hvis vi skal have det til at virke, kræver det træning, træning, træning. Man skal øve rutiner og finde ud af, hvad der ikke fungerer. Derfor er der stor værdi i det, de laver i Utah,” siger Kjartan Münster Kinch.

Selv Elon Musk erkender dog, at det vil være en god idé at tegne en livsforsikring, inden man sætter kurs mod Mars.

”Sandsynligheden for at dø er meget højere på Mars end på Jorden. Men der er også masser af mennesker, der bestiger bjerge. Folk dør på Mount Everest hele tiden. De gør det på grund af udfordringen,” sagde han for nylig til netmediet Axios.

MARS PÅ JORDEN II

Desert Mars Analog Ramon Station (D-MARS) 

I 2018 åbnede denne Mars-base i et krater i Negev-ørkenen i Israel små 100 kilometer fra Wadi Rum i Jordan. Israels rumorganisation vil bruge basen til at træne fremtidige astronauter på forskellige missioner. Basen gjorde det ud for Mars i filmen ’The Martian’ med Matt Damon.

Human Exploration Research Analog (HERA) 

I NASA’s Johnson Space Center i Houston, Texas, simulerer man, hvordan det er at rejse gennem det ydre rum i op til 45 dage. Det er udelukkende en rumkapsel, og der er ingen udendørs aspekter.

C-Space Mars Base 

Kina har store ambitioner om at blive en supermagt inden for rumfart, men den nye Mars-base i Gobi-ørkenen er mere henvendt til turister, der kan få et indblik i, hvordan en tur til Mars kan se ud. Håbet er, at det kan inspirere den næste generation af kinesiske astronauter. Det er uklart, hvornår basen åbner for offentligheden.

”JEG VED IKKE, om du ved det, men vi går ikke rigtig i bad,” siger Liza Forero lidt forlegent.

Som alle andre hold på Mars Desert Research Station har Crew 203 en begrænset mængde vand til rådighed, så de må nøjes med at bade en enkelt gang under hele opholdet, selvom rumvandringerne er en svedig omgang. 

Efter 10 dage er besætningsmedlemmerne også en smule nussede at se på. Håret er uglet, huden fedtet, og astronauterne har poser under øjnene. Mars’ kolonister vil i høj grad skulle være selvforsynende, og rumfarten kan lære os noget om at skabe et bæredygtigt samfund. På Mars Desert Research Station kommer al elektricitet fra en række solceller forbundet med en generator, og staben har så lidt emballage med som muligt, da de selv skal skille sig af med affaldet. 

I drivhuset går gruppens biolog, Hermes Bolivar, og vander en række spirer i plasticpotter. De fleste er enige om, at en permanent base på Mars kræver, at vi udvikler en ny måde at dyrke afgrøder på. Jordbunden på Mars indeholder nyttige mineraler som kvælstof, kalium, fosfor og kalcium, men den er også rig på klorholdige salte, kaldet perklorater, der er giftige for planter – og mennesker.

”Vi forsøger med forskellige blandinger af muld og mineraler for at få det til at virke,” siger Liza Forero.

Det colombianske hold har udviklet et instrument, der skal måle indholdet af fugt, næringsstoffer, vægt og fordampning i mulden, så de kan se, om grøntsagerne bliver passet, som de skal.

”Se her,” siger Hermes Bolivar pludselig begejstret og peger på en potte med rødlig jord. En lille spire er brudt frem gennem leret. 

”Ej, hvor fantastisk,” svarer Liza Forero og Yael Méndez i kor.

I nogle af de andre potter står ærter, gulerødder, rødbeder og brøndkarse, som andre hold har plantet. Hermes Bolivar hiver et par gulerødder op. De er ikke meget større end en tommelfinger, men de andre på holdet ser længselsfuldt på rodfrugterne. Efter 10 dage på frysetørret kost hungrer de efter friske råvarer.

Kombinationen af tunge rumdragter og blød jord gør ’rumvandringerne’ til en hed affære. Freddie Castañedas tunge åndedræt får hjelmen til at dugge til.

BIOLOGEN Hermes Bolivar skruer på nogle knapper for at justere temperaturen. Udenfor er det omkring frysepunktet, men i drivhuset er der 18 grader.

”Det her er det mest romantiske sted på rumstationen – vi elsker alle at være herinde. Det er fredfyldt og føles lidt som derhjemme,” siger Freddie Castañeda.

Han er den på holdet, der har mest hjemve. Trætheden og kulden gør det ikke bedre. Måske kunne han trænge til en opmuntring fra den lille robotkat, der står i habitatet. Den er blevet efterladt af et tidligere hold fra Japan, der blandt andet undersøgte, om en robot kunne løfte humøret.

”Den spinder, og den kan mjave,” siger Oscar Ojeda og tænder for den.

Katten begynder at mjave enerverende mekanisk, den vifter med halen. Det får colombianerne til at grine, og stemningen mellem dem er god. Men sådan er det ikke altid. 

Andre besætninger på Mars Desert Research Station er kommet alvorligt op at toppes, og en enkelt gang kulminerede det efter sigende i en reel slagudveksling. 

Den mentale belastning er en af de største ubekendte faktorer ved en Mars-mission, og derfor har forskere forsøgt at simulere det psykiske pres – blandt andet i det russiske forsøg Mars500, den længste simulerede rummission nogensinde. I juni 2010 satte seks astronauter sig ind i en rumkapsel med mental kurs mod Mars. Kapslen stod plantet i en hangar i Moskva med overvågningskameraer overalt, så tyske og russiske forskere kunne overvåge, hvordan besætningen reagerede på hele 520 dages indespærring. 

Selv om forsøget overordnet forløb planmæssigt, var der stor forskel på, hvordan de seks mænd reagerede. Fire viste tegn på psykisk stress, én udviklede en mild form for depression, en anden havde kronisk søvnbesvær og lavede flere fejl end de andre, en tredje begyndte at tage hyppige lure, når besætningen skulle være vågen, og en fjerde fik vendt op og ned på sit indre ur og begyndte at følge en 25-timers døgnrytme. Han var ofte den eneste, der var vågen eller sov, og dermed blev han isoleret fra resten af gruppen. 

Fælles for dem alle var, at deres aktivitetsniveau faldt, samtidig med at stressniveauet steg. Deltagerne i Mars500 var omhyggeligt udvalgt og trænet, men forsøget viste, at det kan være svært at forudse, hvordan et længerevarende ophold i rummet påvirker sociale væsner som mennesker. 

Og socialt liv er der ikke meget af på Mars. Det er Oscar Ojeda godt klar over, så han har planlagt en lille overraskelse til sine kolleger. Inden de tog af sted hjemmefra, har han fået deres familier til at sende en lille videohilsen. Den viser han til dem. Der udbryder jubel, og Yael Méndez begynder at græde. 

Mars Society er en nonprofitorganisation, og deres Mars-base i Utah drives i høj grad af frivillige, så rumdragterne har set bedre dage.

”OPPORTUNITY, 100 procent.” Oscar Ojeda tænder for den elektriske motor i sit terrængående Mars-køretøj med Freddie Castañeda ved sin side – batteriet er fuldt opladet. Radiosignalet skratter fra det andet køretøj, hvor David Mateus og Hermes Bolivar sidder klar til at tage på mission i felten.

”Curiosity, 100 procent,” melder de tilbage.

Snart glider de langsomt gennem det golde landskab for at finde et område at indsamle jordprøver. Alle fire er iført rumdragter, og det er, som om stemningen har ændret sig. Fjollerierne er forsvundet, og for første gang er det, som om legen bliver til virkelighed. Køretøjerne bringes til et lydløst stop, og Oscar Ojeda kigger på et lamineret kort over området. Han peger på en lille bakketop. Derfra kan de få overblik over, hvor de er. Med hjelmen og iltforsyningen på ryggen vejer rumdragten over 20 kg, så hvert skridt er drøjt og velovervejet. Deres fødder synker ned i den bløde jord, og de pruster, mens de går opad. På toppen kigger David Mateus ud over landskabet.

”Er Mars ikke smuk?”

Alle skarpe kanter er slebet væk af vind og vejr, og bakkerne er den eneste variation i det endeløse rødbrune landskab. Under dem ligner de terrængående køretøjer legetøjsbiler. 

På sin bakketop reflekterer David Mateus over, at Mars har det med at inspirere os jordboere til at rykke grænserne for vores civilisation – rent bogstaveligt – og sætte benene, hvor ingen andre mennesker har været før. Hvis vi kan bo på Mars, åbner universet sig pludselig op – og hvem ved, hvad der gemmer sig derude, spekulerer han. 

På et mere jordnært plan kan han rykke grænser for sine landsmænd. Colombia er ikke ligefrem kendt for at have førertrøjen på i rumfartens historie, og derfor har Crew 203 fået en del medieopmærksomhed.

”Der er mange fattige i Colombia, så det giver os en unik mulighed for at vise børn og unge, at det her kan lade sig gøre. Forhåbentlig kan det inspirere dem til at gøre noget stort for deres land,” siger David Mateus.

Hvis han fik muligheden, er han ikke et sekund i tvivl om, at han ville tage til Mars – også selv om det skulle være på en enkeltbillet.

”Vil man gøre noget banebrydende, er der altid en vis risiko forbundet med det, men det ville give mit liv mening. Jeg ville føle mig som en del af noget større,” siger han.

Oscar Ojeda er endnu mere entusiastisk.

”Man vil skulle opfinde en helt ny tilværelse deroppe,” siger han og diskuterer med sin kollega, om der mon vil komme nye sportsgrene, fordi man kan hoppe og springe længere med den svagere tyngdekraft, og om man vil kunne brygge øl på Mars. Så bliver Oscar Ojedas øjne smalle.

”Vi mennesker har altid udforsket grænser, fra det dybeste hav til det højeste bjerg. Mars er det åbenlyse næste skridt.”

Efter tre timers rumvandring er de fire jordbundne astronauter udmattede. De gør holdt efter at have gået op ad et højdedrag, og David Mateus’ hjelm dugger helt til af hans tunge åndedræt.

”Anmoder om tilladelse til at tage hjelmen af,” siger han til gruppens leder. Oscar Ojeda giver ham et okay-tegn med tommel- og pegefingeren. David Mateus løfter op i hjelmen og lader den dejligt iltholdige, kølige luft ramme sit ansigt. De andre følger trop. Der er stadig langt til Mars.

PLANLAGTE MISSIONER

I sommeren 2020 står Mars og Jorden igen tættest på hinanden, og flere rummissioner forventes at blive skudt af sted. 

Hope Mars Mission

De Forenede Arabiske Emirater sender som det første muslimske land en sonde til Mars. Satellitten skal undersøge, hvorfor planeten har mistet sin atmosfære.

Mars 2020 

NASA’s rover skal indsamle geologiske prøver af jord, sten og mineraler i håb om, at det kan afsløre, hvordan forholdene så ud for milliarder af år siden, og om der tidligere var liv på planeten. Sammen med roveren lander også en lillebitte robothelikopter (den vejer blot ét kilo), der skal flyve rundt på Mars på egen hånd for at demonstrere, at teknologien er flyvedygtig på en anden planet.

ExoMars Rover 

Den europæiske rumfartsorganisation ESA og russiske Roscosmos samarbejder om denne mission, der skal lande på Mars og lede efter tegn på fortidigt liv på Mars ved hjælp af jordprøver.

Mangalyaan 2

Indien sender deres anden satellit i kredsløb om Mars i 2022, mens den indiske rumfartsorganisation ISRO muligvis også vil forsøge at lande en rover på planeten.

Mars Global Remote Sensing Orbiter and Small Rover  

Kina sender både en satellit i kredsløb og lander med en rover på planeten, hvis alt går vel. Missionen skal som de fleste andre lede efter tegn på nuværende og tidligere liv og foretage målinger af omgivelserne, men skal også give Kina teknisk ekspertise til fremtidige Mars-missioner.

Mars Terahertz Microsatellite

Japan står bag denne sensor, der skal sendes til Mars’ overflade for at måle de kemiske reaktioner i Mars’ atmosfære. Sensoren skal sendes af sted sammen med en anden planlagt mission. Det er endnu ikke annonceret hvilken.

Martian Moons Exploration

I 2024 har Japan planer om at sende en rumsonde af sted, der skal lande på Mars’ største måne, Phobos, samt indsamle satellitbilleder af den mindre måne Deimos og Mars.

SpaceX 

SpaceX har erklæret, at de vil sende deres første rumsonde til Mars i 2022, hvor den skal finde vand, identificere farer og forberede infrastruktur til blandt andet elektricitet og ilt. I 2024 er målet at sende en bemandet mission til Mars, der skal forberede en base til fremtidige marsboere.

Efter årtiers hash- og narkopolitik uden den store virkning afsøger kræfter i Danmark mulighederne for at liberalisere. I Portugal har man afkriminaliseret stofafhængighed og besiddelse til eget forbrug. Men er det vejen frem? Ud & Se tog til Lissabon for at prøve at finde svar på et virkelig vanskeligt spørgsmål.
Tekst:Kristian LauritzenFoto:Jonas Pryner

MED ÅBNE cement-arme over en gylden hængebro står Kristus i 110 meters højde og betragter den portugisiske hovedstad. I udkanten af frelserens synsfelt, på modsatte side af floden, ligger Estação do Oriente, Lissabons hovedåre for togtrafik. Stationen er udsmykket med stålgitre og store, hvide fluevinger, og indenfor danner buede søjler et koldt og gråt fundament for fire plateauer fyldt med rullekufferter og portugisere, der orienterer sig på store skærme på væggene og på små i deres hænder. 

Midt i det hele står den 25-årige nordmand Tommy i sine slidte kondisko. Han skal bruge i alt ni euro til en speedball – en sprøjte med 0,2 gram heroin og ditto kokain – og han mangler fem euro. Han hælder med skuldrene til den ene side. Som en bedøvet pac-man på jagt efter ost slæber han fødderne hen ad betongulvet langs de indendørs cafeer, hvor folk drikker espresso og spiser sukkerkager. Hans læber er knastørre, og hans øjne er våde. Knæene peger indad og får hans ben til at ligne et timeglas. 

En kvinde giver ham 1,5 euro, og Tommy, der ikke vil have sit efternavn på tryk, smiler af lettelse. I stationens kælderetage lyser nordmandens øjne op, da han ser André Mesquete, der står foran metroens tælleapparatet og spejder rundt i menneskehavet. Den 44-årige portugisers øjenlåg blinker i hurtige tics, og han har en rygsæk på ryggen og en på maven. Han er i joggingtøj og spjætter med benene. Som forsøgte han at ryste bukserne fri for insekter. 

”Hvor meget har du? Jeg har to euro. Vi deler,” siger André. De griber fat om glaspladerne ved tælleapparatet, hopper over og pisker mod perronen. En halv time senere er de på vej ned ad en sti langs en mur med graffiti i Beco Picheleira, et broget arbejderkvarter. Bag stien ligger nedslidte boligblokke i gule og lyserøde farver, hvor lokale pushere sælger deres varer. Tommy og André sætter sig på rygsækkene under en togbro og begynder at tilberede speedballs. Jorden svømmer i skrald og grønne poser, som socialarbejdere deler ud til Lissabons stofbrugere. Poserne indeholder rene sprøjter, renseservietter, kondomer, skeer til opvarmning af heroin og filtre til at rense heroinen for affaldsstoffer. André presser bagenden af sprøjten i metalskeen, så stofferne blandes sammen til en grå substans, der ligner fortyndet mørtel. Kokainen mindsker risikoen for en overdosis heroin, fortæller André, der udtaler ’heroin’ med stumt h. Hans stemme er dyb som en tudses. 

Tommy tørrer sig med en af de offentlige renseservietter på indersiden af albuen. Togskinnerne buldrer, da et tog kører forbi. De to har kendt hinanden i en uge. 

”Vi skal lave musik sammen, men vi skal være clean først,” siger André og skyder nålen i en blodåre på håndryggen. Nogle minutter senere lægger de sprøjterne i den grønne pose, som de smider i portugiserens rygsæk. Det brugte grej afleverer de til socialarbejderne, næste gang de ser dem. ”I clean my shit,” siger André.

I MIDTEN AF 90’ERNE stod Portugal med et heroinproblem af nærmest epidemisk omfang. Ud af 10 millioner indbyggere var 100.000 afhængige af cavalo – ’hest’, som stoffet blev døbt på gaden – og den såkaldte brune bølge ramte på tværs af landet, der dengang havde flest hiv-smittede stofbrugere i EU. I 1999 godkendte den daværende socialistiske regering en ny stof-strategi, hvor alle stoffer til personligt forbrug skulle afkriminaliseres. Stofbrug skulle være et anliggende for sygeplejersker og psykologer, ikke for politi og dommere. Da lovændringen trådte i kraft i 2001, frygtede især konservative politikere, at landet ville blive et paradis for stofturisme. Måske med rette. Men den lokale ’hest’ er nogenlunde tæmmet. Siden årtusindskiftet er antallet af heroin-afhængige i Portugal faldet til cirka 30.000.

”Politikken virkede,” sagde FN’s portugisiske generalsekretær António Guterres til en konference om narkopolitik i september 2018 i selskab med blandt andre USA’s præsident Donald Trump.

”Stofafhængige er patienter og ofre. Hvert land har sin politik, men vi deler alle samme mål: at sikre borgernes helbred og velvære,” sagde FN-chefen, der var premierminister i Portugal fra 1995 til 2002.

I dag er Portugal det land i Vesteuropa med færrest dødsfald i forbindelse med indtagelse af stoffer, og antallet af hiv-smittede stofbrugere er faldet med mere end 90 procent siden 90’erne.

Det er stadig ulovligt at sælge stoffer i Portugal, men ingen ryger i det strafferetlige system for såkaldt personligt forbrug. Grænsen for kokain er to gram, for heroin, LSD og MDMA er den ét gram, og for hash fem gram. 

LEGALT GLOBALT

I 2013 blev Uruguay det første land i verden, der legaliserede produktion, besiddelse og køb af cannabis. På nuværende tidspunkt er cannabis til rekreativt, privat brug legaliseret i 10 amerikanske delstater (den konkrete lovgivning varierer fra stat til stat), mens 33 stater tillader medicinsk cannabis.

Colorado var den første delstat, der legaliserede cannabis i 2014, og i dag er der over 170 cannabis-apoteker i delstaten. Cannabis er stadig ulovligt på føderalt niveau i USA, og derfor er det ikke tilladt at bevæge sig fra de forskellige stater med stoffet på sig.

I oktober 2018 trådte en ny lovgivning i kraft i Canada, der gør det lovligt at købe og besidde cannabis til personligt forbrug, som er defineret ved maksimum 30 gram. Cannabis er tilladt at købe for myndige borgere i statsautoriserede Cannabis Stores.

I november 2018 annoncerede den nye regering i Luxembourg, at staten vil legalisere cannabis til eget forbrug.

I Spanien har forbrug af stoffer været tilladt i mange år, så længe det foregår inden for hjemmets fire vægge, ligesom det er lovligt at have cannabisplanter i sit hjem.

I Schweiz har det siden 2011 været lovligt at besidde og købe cannabis med et begrænset indhold af THC (det psykoaktive stof i hampplanten).

I 2017 stemte et flertal i stortinget i Norge for afkriminalisering af alle slags stoffer til personligt forbrug. Et ’rusreformudvalg’ er i øjeblikket ved at udforme et bud på, hvordan den norske narkotikamodel skal se ud.

HVIS EN BETJENT pågriber en person med stoffer i Portugal, bliver produktet sendt til politistationen, analyseret og vejet. Er mængden inden for rammerne af det ikke-kriminelle, bliver vedkommende påbudt at møde op hos CDT – ’Kommissionen for afskrækkelse af stofafhængighed’, og er der tale om gentagelsestilfælde, risikerer man en bøde.

Kommissionens afdeling i Lissabon ligger på første sal i en kontorbygning i et boligområde tæt ved byens zoologiske have. Naboen i underetagen er en møbelbutik, og de gule vægge i opgangen trænger til penselstrøg. I venteværelset er opslagstavlen fyldt med pjecer om stofbehandling, og der lugter af tandlægeklinik. I 80 procent af tilfældene møder folk op hos kommissionen for besiddelse af cannabis. En af dem er en 43-årig smed, vi kalder Miguel, da han ønsker at være anonym. Han blev stoppet i sin bil ved en trafikkontrol. Da han fandt sit kørekort frem, steg en duft af pot op i luften, og betjenten lugtede lunten. Miguel sidder nu til samtale med en psykolog, en socialarbejder og en jurist. De taler om hans liv og forbrug af cannabis. Smeden har en sort hue på hovedet og er i skovmandsskjorte. Hans hænder er store og slidte.

”Du havde tidligere et højt forbrug af cannabis, ikke?” spørger 41-årige Nádia Simoes, en lavstammet jurist i nederdel, briller og håret sat op i en knold. 

”Ja,” svarer Miguel. For tre år siden røg han dagligt, men han skruede ned for sit forbrug, da han fik hjerteproblemer.

”Du havde fire gram cannabis på dig. Med hensyn til loven – har du forstået det hele?” spørger juristen.

”Ja, eget forbrug er op til fem gram,” siger smeden og blotter et hullet tandsæt. 

”Har du brug for hjælp, så ring. Vores dør er åben. Også når dit navn ikke længere står i vores system. Vi vender tilbage om lidt, så kan du få lov at skrive under,” siger Nádia Simoes, der fortæller, at kommissionen ikke er en domstol: ”Folk er derfor ofte afslappede og ærlige, så vi kan hjælpe dem bedst muligt.”

Miguel bliver siddende og kigger ud i luften. Lysindfaldet gennem ruden afslører et strejf af sved på hans overlæbe. En åben turistbus kører forbi i regnvejret nede på gaden. En kvinde banker et tæppe fri for støv fra et vindue i lejligheden overfor. Et par minutter senere er de tre CDT-ansatte tilbage i lokalet. 

Nádia Simoes rækker Miguel et papir og beder ham skrive under. Der bliver ingen sanktion. Bliver han taget med stoffer inden for de næste fem år, kan han risikere samfundstjeneste eller en bøde på mellem 15 og 580 euro. Miguel er tilhænger af systemet hos CDT, fortæller han, inden han giver et fugtigt håndtryk med en håndværkerlab og siger tak for i dag. Hans parkeringsbillet gælder kun en time, og han skal på arbejde. 

Tommy fra Norge i gang med at spørge om penge på Estação do Oriente.

I DEN NORDLIGE DEL af Lissabon, tæt på lufthavnen, sidder hovedarkitekten bag Portugals narkotikamodel, den 64-årige læge João Goulão. Han er er statens koordinator for stofbehandling og sidder på sit kontor hos SICAD – ’Interventionsservice for vanedannende adfærd og afhængighed’.

”Sammenligner vi stofbesiddelse med at køre bil uden sikkerhedssele, er ideen at tilbyde et kørekursus i stedet for en straf,” siger Dr. Goulão, der er klædt i jakkesæt med prikket slips, iført briller og har buskede øjenbryn. En reol langs væggen er indrettet som et slags hæders-alter med billeder af ’narko-tsaren’, som lægen bliver kaldt, i selskab med Paven, jetset-filantropen Richard Branson, Desmond Tutu og andre notabiliteter.

”Den mest kendte del af vores politik handler om afkriminalisering af stoffer til eget forbrug. Men den vigtigste del er den røde tråd, vi har fået skabt på tværs af sundhedssystemet og 11 ministerier. Alt sammen ud fra tankegangen om, at vi har at gøre med sociale og helbredsmæssige problemer,” siger João Goulão. 

”Interessen for Portugals resultater har aldrig været større,” siger lægen og fortæller, at SICAD i 2018 har haft besøg af mere end 100 journalister, politikere og fagfolk fra udlandet. I 90’erne var stoffer den største bekymring for den portugisiske befolkning i meningsmålinger. I dag er emnet et godt stykke uden for top 10. 

”Vi løste ikke alle problemer med stoffer. Men den vigtigste forandring er, at stigmaet forbundet med stoffer er blevet mindre,” siger lægen og fortæller, at udgifterne til landets narkotikamodel er relativt beskedne. Det juridiske system er mindre belastet end tidligere, og færre ryger i fængsel, mens de sociale og sundhedsmæssige tiltag koster staten 75 millioner euro om året. 

Portugal er det fattigste land i Vesteuropa, og den gennemsnitlige månedsløn er på cirka 850 euro, men den økonomiske virkelighed var dog ikke blandt de afgørende årsager til landets problemer med stoffer i 90’erne, siger João Goulão. Portugal var også et fattigt land under militærdiktaturet, inden stofferne blev udbredt.

”Det største problem var, at vi gik fra et lukket system til et næsten naivt, åbent samfund uden at have tid til at omstille os og være forberedt på, hvordan vi skulle håndtere stofbrug.”

I løbet af 00’erne blev der indført en jobordning for tidligere stofafhængige i Portugal – et slags positivt diskriminationsprogram. Næsten 10.000 mennesker fik job med ordningen, fortæller João Goulão, men da Portugal blev ramt af økonomisk krise i 2010, blev ordningen skåret væk.

”Mange tidligere stofafhængige blev fyret og røg tilbage på heroin. Vi har oplevet et tilbagefald blandt de ældre generationer på grund af den økonomiske krise.” 

Tommy og André tager turen til pusherne uden for centrum 7-8 gange dagligt.

VED HAVNEGADEN i det centrale Lissabon danner en metadon-bus skygge fra solen for en kø af patienter. Bag den sydende morgentrafik ligger fragtskibe i vandet, mens ekspresfærger sejler mellem det bakkede centrum og byens opland på den modsatte side af kysten. Havnefronten er et horisontalt helle fra byens mange huse med mønstrede dukkehusfacader og smedejerns­altaner og de nuttede sporvogne, der tøffer rundt i det kuperede landskab. 

Joana Germano tager imod en plastickop fra sygeplejersken inde bag lugen i bussen og hælder den flydende metadon i halsen. Hun klamrer en hånd til en pose chips, hendes røde hår er filtret sammen, og hun er iført benvarmere og vandrestøvler. Den 40-årige portugiser får det skidt om morgenen, så hver dag begynder med metadon. 

”Jeg stoppede med metadon sidste år, da jeg begyndte at tage stoffer igen. Men så kom jeg i behandling. Jeg har det bedre nu,” siger hun, tripper med fødderne og er videre så hurtigt, hun kan gå uden at løbe, da en veninde kalder på hende. 

Kvinder skal tage en graviditetstest for at blive registreret i metadon-programmet hos Ares do Pinhal – en organisation, der hjælper stofafhængige med behandling. 

PORTU-LEGAL?

Det venstreorienterede parti Bloco de Esquerda (Venstreblokken) fremsatte for nylig et lovforslag om legalisering af cannabis med statsreguleret salg for at bekæmpe narkokriminalitet. Et flertal i parlamentet stemte dog imod. Dr. João Goulão, statens koordinator for stofbehandling, mener, at legalisering formentlig er den rigtige vej at gå på længere sigt. ”Men vi føler os ikke presset til at gøre noget nyt for enhver pris lige nu. Vi har tid til at lære af andre landes erfaringer. Skal vi legalisere, mener jeg, at det skal gælde alle stoffer, for at bevare den røde tråd i vores arbejde. Det afgørende er folks forhold til stofferne og i mindre grad, hvilke stoffer de tager,” siger han.

”Graviditet kan være svært at håndtere med et massivt forbrug af stoffer. Men vi tvinger ikke kvinderne til et træffe et bestemt valg, hvis de er gravide,” siger Hugo Faria. Den 45-årige psykolog står på fortovet foran metadon-bussen i jeans og sweatshirt. Rundt om ham parkerer taxichauffører deres biler og stiller sig i køen, mens to kvindelige psykologer sidder på klapstole og taler med patienter. På et bord ligger papir og tuscher, som patienterne kan tegne med. Psykologerne spørger om patienternes hverdag og lytter til deres oplevelser med behandling og eventuelle trakasserier med sagsbehandlere.

”Efter næsten 20 år med afkriminalisering er der stadig mange i det offentlige system, som ikke forstår, hvilken adfærd der er forbundet med en sygdom som afhængighed,” siger Hugo Faria. 

I lugen beder 41-årige Marco Pao om et stykke sølvpapir, han skal bruge til at ryge heroin. Han får metadon og er i behandling for hepatitis C. Han er i hættetrøje, læderjakke, han er duknakket og har hørebøffer om halsen. Marco Pao husker godt, da stofbesiddelse var kriminelt.

”Folk var mere mistænksomme, fordi der var så mange junkier, der stjal. Alle havde nogen i deres familie, som var misbrugere,” siger Marco Pao, der klemmer det ene øjenlåg i, når han taler. Mentaliteten hos politiet ændrede sig først et stykke inde i 00’erne, mener han. 

”Betjentene sparker ikke længere stofferne væk fra folk,” siger Marco Pao og smiler rundt om et par skæve fortænder. 

Portugal tilbyder behandling for det, der i andre lande straffes med fængsel.

DET PORTUGISISKE POLITIS nationale hovedkvarter ligger i en nedlagt kirke på toppen af en stejl gade. Den gamle bygnings ellipseformede søjler indrammer en firkantet gård. Indenfor er der skakternede marmorgulve, der er en rungende akustik, og væggene er fyldt med bibelske kalkmalerier, ordener og hædersbeviser. 

”Politiets attitude over for stofbrugere har forandret sig, siden afkriminaliseringen blev indført,” fortæller 52-årige José Carlos Leitão, der er chef for Portugals kriminalefterforskning og sidder ved et rundt bord i et mødelokale i jeans og habitjakke. Han er muskuløs, har et firskårent ansigt, en kløft i hagen og ligner en sydeuropæisk Clark Kent. 

”Tidligere var betjentene mere anspændte og hårde over for de her mennesker, fordi deres adfærd indebar kriminalitet. I dag ved alle, at der er tale om en administrativ proces. Presset i situationen er aftaget,” siger han. 

Da lovændringen blev vedtaget, var der skepsis fra politiets side, fortæller José Carlos Leitão. Mange var nervøse for, at forbruget af stoffer ville stige, hvis der ikke var en risiko for straf forbundet med afhængighed. 

”Men det skete ikke. Lovændringen var en succes. I 90’erne var der måske 10 områder i Lissabon, hvor der blev solgt og indtaget stoffer åbent. I dag er det mere begrænset og mindre synligt. Tidligere var der også flere tyverier og indbrud som konsekvens af afhængighed,” siger politichefen, der har været ansat i styrken i 32 år. 

Faldet i berigelseskriminalitet kan dog have flere årsager, mener han. Siden lovgivningen trådte i kraft, er der indført økonomisk understøttelse i Portugal. En ydelse, som tusindvis af borgere – hvoraf mange tidligere begik kriminalitet – har haft gavn af. 

Og pusherne har også ændret deres metoder siden 2001. 

LOVGIVNINGEN I DANMARK

Siden 1955 har det været strafbart at være i besiddelse af stoffer i Danmark. Fra 1969 afstedkom besiddelse af stoffer til eget forbrug i praksis ofte kun en advarsel, så længe mængden ikke vurderedes til at være til videresalg. I 2004 strammede politikerne lovgivningen under den daværende borgerlige regering, så besiddelse af alle former for stoffer – uanset mængde – medfører bødestraf. Hvis mængden overstiger et vist niveau, kan man risikere fængsel.

Samme år ryddede politiet Pusher Street på Christiania for at slå hårdere ned på hashsalget. I 2007 blev straffene skærpet, og bøder for anden- og tredjegangsforseelser blev hævet med 50 og 100 procent. En undtagelse blev dog tilføjet til loven, som gjorde det muligt at annullere bøden, hvis forbruget skyldes misbrug og afhængighed. Politiet har i de efterfølgende år fået kritik for ikke at følge undtagelsen i praksis. Bøde- og straffe­rammen er forskellig, alt efter hvilke former for stoffer der er tale om. På offentlige stofindtagelsesrum i landets større byer er det i dag straffrit at være i besiddelse af stoffer til eget forbrug. På indre Vesterbro i København har politiet og kommunen således oprettet en straffri zone, hvor det er tilladt at have stoffer på sig til eget forbrug.

”De står med præcis den mængde, som de må have uden at blive arresteret. Resten har de gemt i nærheden. Det ændrer vores arbejde, når vi ved, at de folk ikke er almindelige forbrugere af stoffer. Vi overvåger diskret, så vi ved, at når vi henvender os, har personen en kriminel mængde stoffer på sig,” siger José Carlos Leitão, der også fortæller, at når politiet skal finde bagmænd, kan det være nemmere at få oplysninger om, hvem en person har købt sine stoffer fra, hvis vedkommende ikke bliver arresteret: ”Når folk ikke er pålagt en byrde, er de mere samarbejdsvillige.” 

Politiets efterforskning af narkotikasmugling har ikke ændret sig på grund af afkriminaliseringen, siger politichefen. Portugal er stadig en port til Europa – primært med kokain fra Sydamerika og cannabis fra Marokko – og her samarbejder politiet med andre lande. 

I modsætning til hårde stoffer er forbruget af cannabis dog steget markant i Portugal de seneste fire år, fortæller José Carlos Leitão. Men han tror ikke, at den udvikling kan kobles til afkriminaliseringen. 

”Vi ser den samme stigning i Spanien. Cannabis er blevet socialt acceptabelt, samtidig med at prisen er faldet på grund af de store mængder, der kommer fra Marokko,” forklarer chefen for politiets kriminalefterforskning, der mener, at de færreste portugisere i dag betragter landets stofbrugere som kriminelle.

”Jeg tror, at den generelle holdning til afhængighed er medlidenhed. Langt de fleste, der tager stoffer i Portugal, bruger det rekreativt – til fester og bestemte lejligheder. De har ikke brug for at skaffe penge til stoffer.”

João Goulão har arbejdet som familielæge i Algarve, der tidligere var meget plaget af heroinproblemer. I 1997 blev han ansvarlig for sundhedsministeriets program for forebyggelse og behandling af stofafhængighed.

TOMMY SIDDER på gulvet i en metrovogn med hovedet mellem benene. Han trækker op i sit ærme og betragter sit stiksår. 

”Få det der væk. Folk kigger,” siger André Mesquete og trykker et knæ i siden på nordmanden. Tommy smiler forlegent. De stiger af ved Estação do Oriente og går ind i et storcenter, hvor børnefamilier farer af sted med indkøbsposer og ispinde, mens popmusik brager fra højttalerne. André smutter ind i en parfumebutik. Hans ben er et par hurtige trommestikker. Han griber fat i en Diesel-parfume og giver sig selv to strejf på halsen. 

”Sådan gør jeg, hver gang jeg er her,” siger han og griner. 

Tommy og André sætter sig ved et udendørs caféområde. De finder cigarillos frem, og André spiser æbletærte fra McDonald’s. Regndråber tæsker løs på en hvid presenning. Tommy kom til Lissabon for et par måneder siden. De første par uger arbejdede han på et callcenter, hvor han bookede hotelophold for turister, indtil andre længsler trak i ham.

”Jeg brød mig alligevel ikke om jobbet, jeg vil hellere lave musik. Men det var ikke planen, at jeg skulle ende med at tigge penge på gaden,” siger Tommy, der søgte jobbet, da han boede hos sine forældre i norske Molde, mens han forsøgte at ryste sig fri af et galoperende forbrug af amfetamin. Tommys mor er handicaphjælper, hans far arbejder i en malerforretning. Han var 19 år, første gang han skød sig i armen med amfetamin. 

”Jeg har altid været glad for at være påvirket. Som yngre var jeg ham, der drak mest og gik senest i seng,” fortæller han. I Norge forsøgte han at kvitte stofferne med metadon. Men han kunne ikke sove om natten, han rystede og frøs. ”Metadon er et helvede at komme ud af,” siger Tommy, der har haft et enkelt sammenstød med politiet i Portugal, som fik ham til at tro, at det var kriminelt at være i besiddelse af stoffer. 

En af Lissabons metadonbusser.

André ryster samtidig med skuldrene, kroppen er hele tiden i bevægelse. Han er opvokset på Azorerne, hvor en kammerat introducerede ham til heroin som 17-årig i en frokostpause, da han arbejdede i et supermarked. Han har været i behandling flere gange og været clean i lange perioder af sit liv. 

”Jeg skammer mig over at tigge om penge til stoffer, mens de mennesker derinde går i biografen og køber ind til aftensmad. Når jeg er clean, kan jeg være ligesom dem. Bedre endda. Men nu er der gået seks måneder, så …” siger han og trækker øjenbrynene op i panden.

For nogle måneder siden var André i Holland for at spille som dj. Bagefter skulle han hjem til sin kæreste på Azorerne. Men han kom aldrig videre, da han landede i Lissabon. Når han er hjemme på øerne, arbejder han hos et biludlejningsfirma. 

”Jeg har ikke talt med min kæreste i to måneder, og jeg er flov. Det er ikke første gang, det er sket, men jeg håber, det bliver den sidste. Min mor er deprimeret på grund af mig. Men vi skal også ud af det her, Tommy og mig.” 

Tommy nikker og kigger på sin sidemand. ”Skal vi se at komme af sted?” spørger han. Nordmandens øjenlåg er tunge, og hans sætninger er længere undervejs end for et kvarter siden. André lyser op og laver crawl-bevægelser med armene: ”Til swimmingpoolen,” siger han. Det er ruten fra stationen til pusherne, og til stofferne er i kroppen. 

Psykologerne hos Ares do Pinhal. Alle, der vil i metadon-program, bliver screenet for hiv, hepatitis og andre sygdomme.

NOGLE AF LISSABONS cirka 2.000 hjemløse sover i parker og på togperroner. Andre overnatter på byens arkitektoniske kirkegårde: de mange hullede bygninger, hvor huslejepriserne traditionelt er holdt nede og har fjernet udlejernes incitament til at renovere. I 2014 var en fjerdedel af alle ejendomme i Lissabon forladte. Siden er flere af murstensskeletterne vakt til live, og der er løsnet op for huslejereguleringen. Arbejdsløsheden er halveret, turismen blomstrer, og det vælter ind med investeringer udefra. Som i mange andre storbyer tromler gentrificerings-toget gennem byens gader, mens mange indfødte fnyser ad en udvikling, der forvandler lokale bagerier til dyre kaffebarer og hele opgange til Airbnb-reservater. 

”Striptease? Night club?” råber en taxichauffør ud ad vinduet på sin bil. Hyrevognen klemmer sig ind gennem den smalle gade i Bairro Alto, Lissabons mest populære restaurant-, bar- og drukscene. Det er lørdag aften, og de labyrintiske stier under de gamle gadelygter er fyldt med sprutsjaskede turister, kærestepar, der fletter fingre, og afrikanske gadesælgere med fjollede hatte, knæklys i hænderne og fløjter i munden, som de blæser i for fulde gardiner. Tjenere står på gaden og blafrer med lokkende laminerede menukort. Inde fra restaurationslokaler synger kvinder i store kjoler salvelsesfuldt til tonerne af sirligt guitarspil, mens gæsterne tager for sig af mad og drikke og fado, den berømte portugisiske musikgenre.

Under Portugals militærdiktatur blev politihovedkvarteret i Lissabon brugt som centrum for regimets ungdomsbevægelse.

Udenfor glider en rund herre i en for stor ruskindsjakke nærmest lydløst hen ad de våde brosten. Han er cirka 50 år og stikker hovedet frem under en paraply med Burberry-tern.

”Vil I have kokain?” spørger han hviskende. ”I kan få en smagsprøve,” fortsætter han. 

Ordene er et kødben til hans to meter høje makker, der finder hvidt pulver frem i et stykke husholdningsfilm. 

”Taste,” siger de begge kommanderende, næsten i kor. 

”Nå, ikke?” Herren i ruskindsjakken slår ud med armene og ser oprigtigt skuffet ud. 

”Hvad så med Viagra?” råber han i samme øjeblik, som han opgiver at følge efter. Ved næste gadehjørne er der flere mænd, der tilbyder lignende forsyninger. 

”De sælger duelort og sukker,” siger Julio Cesar og læner sin topmave ind over disken. Den skaldede bartender er 51 år og har drevet sin lille bar i Bairro Alto i 15 år. Hans parfume er kraftig og krydret, og bag ham ligger limefrugter i en tre meter lang montre. I loftet roterer en diskokugle, og højttalerne pumper elektronisk pop. 

”Turisterne tror, at det er normalt med pushere over det hele, men det vrimler med snydesælgere derude. Jeg ville ønske, de solgte den ægte vare. Hvis du går ind i en Dolce & Gabbana-butik, vil du jo ikke spises af med et par falske jeans, vel?” råber Julio Cesar og griner med en latter, der lyder som en bilmotor, der ikke vil starte. 

Portugals lovændring på narkoområdet har ændret hele scenariet, siger politiets efterforskningschef José Carlos Leitão.

DE SKINNER NÆSTEN, de hvide snørebånd på Davids sorte gummisko. I dag er hans første med skoene på og hans sidste på Ares do Pinhals behandlingshjem i udkanten af UNESCO-byen Sintra, en halv times kørsel fra Lissabon. Huset er omringet af skov og store villaer langs bakkede grusstier, og et par kilometer herfra går turister rundt og tager selfies foran slotsruiner og gotiske paladser. 

”Jeg har engang givet mine sko til en pusher, fordi jeg ikke havde nogen penge,” siger den 42-årige portugiser og smiler skævt. Han står på gruspladsen i solskin foran det gamle hus i tre etager og drikker espresso af en plastickop. Modne appelsiner hænger på træerne, og i de små køkkenhaver går husets beboere rundt og planter grøntsager. 

Ifølge reglerne på stedet må der kun angives fornavne på husets beboere. Behandling på Ares do Pinhal er gratis og inddelt i tre faser på tre forskellige steder i omegnen af den portugisiske hovedstad. Første fase handler om at blive stoffri. I anden fase er der fokus på introspektion, som det hedder – at se indad. I Sintra er målet for beboerne at opbygge nye vaner, at få sig et job og finde tilbage i samfundet. David har boet her i 14 måneder. I morgen flytter han sammen med sin kæreste i Lissabon. Det er to år og fire måneder siden, David sidst tog stoffer. 

RYGENDE UENIGHED

Ifølge en meningsmåling foretaget af Epinion for Danmarks Radio i 2017 mente 53 procent af de adspurgte danskere, at cannabis bør legaliseres. På Christiansborg er der flertal for et fortsat forbud mod alle former for narkotika, men Liberal Alliance, Alternativet, Enhedslisten, SF og De Radikale er for legalisering af cannabis, blandt andet for at bekæmpe bandekriminalitet forbundet med salg. Liberal Alliance, Enhedslisten og Alternativet er desuden tilhængere af, at man afkriminaliserer andre former for stoffer til personligt forbrug.

Antallet af sigtelser for overtrædelse af narkotikalovgivningen har ifølge Sundhedsstyrelsen ligget nogenlunde stabilt med en mindre stigning de seneste ni år. Mængden af beslaglagt hash i Danmark er steget markant fra 2006 til 2017 – det samme er mængden af beslaglagt kokain, dog i mindre målestok. 41 procent af danske unge under 25 år har prøvet at ryge hash. Det er lidt færre end i 2013, men nogenlunde på samme niveau som i år 2000. 11 procent af de unge har prøvet andre stoffer end hash. Det er en stigning på tre procent siden år 2000.

”Stofferne er stadig friske i min erindring. Jeg var igennem så mange lidelser i månederne, inden jeg kom i behandling. Jeg boede på gaden og var begyndt at stjæle fra min familie for at få råd til heroin,” fortæller han.

David er kort og kompakt og har tætte øjne. Han stammer en smule, når han taler. En tyk sølvkæde hænger på hans hals, og et par baggy jeans hænger ned over hans nye sko. Han sætter sig på en bænk ved siden af huset og tager sin telefon op af lommen. 

”Se, om du kan genkende en af de mænd,” siger han og finder en musikvideo frem på YouTube. 

Musikken lyder som en portugisisk version af det amerikanske punk-rockband The Offspring. En seks år yngre David spiller guitar i videoen, som han også har produceret. Kinderne er mere fyldige end i dag, randene under øjnene ikke så synlige. 

”Dengang tog jeg stoffer on and off,” siger David, der er uddannet på filmskole i New York og har arbejdet i tv-branchen i sit hjemland i mange år. 

Socialarbejdere fra organisationen Crescer deler udstyrspakker ud til stofbrugere og fjerner sprøjter med gribetang.

En klokke ringer inde fra husets køkken. Klokken er halv 11, og et par beboere har anrettet med kaffe og boller med skinke og ost. For husets beboere begynder dagen med rengøring klokken 8.45. Klokken 13 er der frokost. To timer senere er der gruppeterapi, og aftensmad serveres klokken 20. 

”Rutiner er vigtige. Hvis du bor på gaden og tager stoffer hele tiden, virker dit ur ikke,” fortæller Fernando Carvalho. Han er monitor på stedet og tidligere beboer. Han har mørkt, bølget hår, et furet ansigt og løse kinder. To guldøreringe hænger i et par lange øreflipper. Han sidder på bænken og ryger en cigarillo. Bob, husets gadekryds-chihuahua, ligger og gnaver på et kødben mellem hans fødder, mens musikanlægget i køkkenet spiller Rihanna. 

”At spise med kniv og gaffel kan være nyt for folk. Eller at tage et brusebad. Vi hjælper med at oprette bankkonti, lægge budget og få styr på de mest basale ting. Vi opfordrer beboerne til at tænke selv: ’Nu er du kommet hertil. Hvad skal der nu ske?’” siger Fernando Carvalho, hvis stemme er dyb og tør. 

Den 58-årige monitors job består mest i at lytte til beboerne. De fleste mennesker, der flytter ind her, har ingen at tale med, siger han. Ingen familie eller kæreste. 

HOLLAND HURTIGT

Det er ulovligt at fremstille og sælge alle former for narkotika i Holland, ligesom det er ulovligt at være i besiddelse af stoffer. Men landet har siden midten af 70’erne haft en lovgivning, der tillader rygning af cannabis under bestemte forhold. I dag er der cirka 570 cafeer, hvor det er tilladt at købe og ryge cannabis, så længe man er 18 år gammel og ryger det inden for cafeens rammer. Derudover bliver cannabisforbrug ofte tolereret af politiet, så længe man ikke er i besiddelse af mere end fem gram. Staten har inden for de seneste år lukket en række coffee shops med den begrundelse, at de lå for tæt på skoler. En fjerdedel af alle turister i Amsterdam besøger en coffee shop under deres besøg, og der foregår en løbende politisk diskussion i landet om, hvorvidt det kun skal være tilladt for landets indbyggere at købe og indtage cannabis på coffee shops (som det er tilfældet mange steder uden for Amsterdam) for at skrue ned for ’stof-turismen’. Ifølge tal fra FN har otte procent af den hollandske befolkning et forbrug af cannabis. I Danmark er det små syv procent, mens den islandske og amerikanske befolkning topper forbruget på verdensplan med henholdsvis 18,3 og 16,3 procent.

”Under diktaturet levede vi i mørket. Da vi kom ud i lyset, var der mange af os, der ville prøve det hele,” siger han med et smil, som får ham til at ligne en ulv fra en tegnefilm. Portugal gik den rigtige vej, da man afkriminaliserede stoffer til eget forbrug, mener han. 

”Det hjælper ikke at straffe folk for at have en sygdom som afhængighed. Så kommer de i fængsel og lærer en masse dårlige ting. Hellere hjælpe folk. Livet består af valg, og nogle gange er vi forvirrede og ved ikke, hvad vi skal vælge.”

Til frokost sidder beboere og ansatte ved et langbord i spisestuen. Der er højt til loftet i det kølige rum. Solens stråler stryger ind gennem de store vinduer og rammer de knirkende gulvbrædder. David sidder ved siden af sin ven Antoire og spiser makrel og ris. 

”Det er mærkeligt at have sidste dag. Jeg har fået gode venner her,” siger David, der i en periode ikke så meget til sine to børn. Han er blevet skilt fra deres mor, men har nu igen fået forældremyndighed. Om et par uger skal han i gang med at lave en dokumentarfilm om ekstreme sportsgrene. Det hele bliver stort og nyt, men han føler sig klar, siger han. 

”Vi er på flere måder beskyttet her på stedet. Men jeg er forberedt på, at der kan være forhindringer derude.”

Et skadesreduktions-kit består af: sprøjter, renseservietter, filtre, kondomer, vand og skeer til opvarmning af heroin.

PÅ DET ØVERSTE gangareal ved Estação do Oriente står Tommy og André og kigger tomt ud i luften. I dag er en dårlig dag. En fredag, hvor folk siger nej, når de bliver spurgt, om de kan undvære en euro, og det tidspunkt, hvor rusen fra heroinen og kokainen er så langt væk, at farven har forladt de to kammeraters ansigter. De er i selskab med en fyr, de kalder ’Doktoren’, fordi han aldrig misser en vene, når han hjælper med at trykke sprøjten i huden. ’Doktoren’ vil ikke have sit rigtige navn nævnt. 

André Mesquete har aftalt med en socialarbejder, at han skal ringe til hende på mandag. Hun skal hjælpe ham med at komme i behandling. Han og Tommy har også talt om at få behandling med en pille, der hedder Subutex, som skulle være effektiv og ikke ”et helvede” som metadon. 

Tommy har fundet et opladerstik til sin telefon ved en betonvæg. Han har sin mor i røret hjemme fra Molde. Hans forældre kender til en del af hans historie med stoffer, men de tror stadig, at han arbejder på et callcenter. Tommy spørger sin mor, om hun vil overføre penge til medicin gennem Western Union. Da telefonsamtalen er forbi, kigger nordmanden på André med et udmattet, men lettet blik. 

”Hun overfører 25 euro om lidt,” siger Tommy. Han banker sin ene knytnæve mod Andrés, og de giver hinanden et kram.

”Din mor er en engel,” siger André Mesquete. 

”Hun er den bedste i verden,” siger Tommy med en uskyldig klang i sin stemme. 

Senere står nordmanden og ’Doktoren’ på toppen af en mudret dal i Beco Picheleira og venter på André. På jorden er der heroinskeer og ubrugte kondomer. Området ligner et bakket månelandskab og er et åbent fixerum for byens stofbrugere. I 2019 er det planen, at staten åbner de første fixerum i Lissabon.

Så kommer André løbende rundt om en boligblok på den anden side af gaden. Han har forsyninger med i sin bæltetaske. Portugiseren trækker ned i kraven på sin trøje, finder en vene på sin hals og gør klar til ’Doktoren’. En halv time tidligere sagde han: ”Jeg er nødt til at stoppe med det her. Meget snart.”

Behandlingsstedet i Sintra. Nogle brugere tager af sted om morgenen på arbejde og kommer hjem om eftermiddagen.

Vrads syd for Silkeborg er et af de få steder i Danmark, der endnu ikke har en telefonmast, og sådan ønsker landsbyens stråleskeptikere, at det bliver ved med at være. Men for andre er det manglende mobilsignal noget af et hverdagshelvede. Ud & Se tog til det midtjyske søhøjland, hvor kampen om bølgerne splitter en by.
Tekst:Ida GundersenFoto:Tor Birk Trads

HAN BURDE EGENTLIG få den fjernet. Men den store dynge jord, der hobede sig op, da Jakob Magnussen byggede sit nye hus, har vist sig at have en uventet og temmelig smart funktion, når man stiller sig på toppen. 

Ligesom de fleste andre borgere i den lille landsby Vrads må 49-årige Jakob Magnussen i tøjet og ud af huset, hvis han vil lave et opkald fra sin mobiltelefon. Den nærmeste telefonmast ligger flere kilometer fra byen, og selv derude i det fri må telefonerne snappe efter bølgerne, og telefonsamtalerne ender ofte i det rene knas eller dut-dut-dut.

Men lige her, på den hjemmelavede jordbunke på grunden i udkanten af byen, bliver bølgerne leveret til Jakob Magnussens telefon uden problemer.

”Den må du sgu ikke ødelægge,” siger Kim Rasmussen og ser tilfreds på jordbunke.

Han er en af de andre frustrerede borgere fra Vrads, der er et af de få steder i landet, hvor der endnu ikke er opsat en telefonmast, og hvor diskussionen om en mast har delt  byens cirka 200 indbyggere. 

På den ene side står stråleskeptikerne, for hvem Vrads er et sidste helle på landkortet, hvis man vil undgå stråling. De er villige til at ofre telefonforbindelsen for at undgå bøl-gerne, som de frygter er skadelige. 

På den anden side står tilhængerne af en mast. Det er folk, der er frustrerede over ikke at kunne komme i kontakt med omverdenen, når de ikke er inden for rækkevidde af deres wi-fi, og det er selvstændige, der mis-ter opkald fra kunder. 

I kampen for alligevel at få en form for signal florerer der flere forskellige trick blandt borgerne i de cirka  70 huse i Vrads. Mange går på gaden, når der skal ringes, så husmuren ikke absorberer de sidste sparsomme bølger. Et andet tip lyder, at man kan kaste telefonen op i luften, hvor den kan være heldig at fange et signal, før man griber den igen. Det er dog ikke et helt ufarligt trick. For nylig fik en borger et blåt øje af mobilen, da vedkommende ikke greb den på vejen retur.

Hos købmanden i Vrads mødes folk til en sludder – blandt andet Benny Andersen (t.h.).

VRADS KØBMANDSHANDEL er ikke en helt almindelig købmand. Duften af forskellige urter kæmper om pladsen i næsen, når man åbner døren til den lille butik, hvor chokolade står i glaskrukker, og hylderne bugner af naturlige produkter i glas og brune emballager. Et rødt ’Ø’ går igen på sortimentet og vidner om, at der inden for byskiltet gemmer sig en lille enklave af såkaldte bevidste forbrugere. 

Da den gamle købmand lukkede endeligt i 1992, tog en gruppe Vrads-borgere disken i egen hånd, og butikken, der er et populært samlingspunkt, bliver i dag drevet af 25-30 frivillige. Indenfor sidder Benny Andersen.

”Ja, det er skønt,” udbryder han, da han bliver spurgt til det dårlige mobilsignal.  

Benny Andersen, en midaldrende vradser, tilhører gruppen af lokale, der helst så, at der aldrig kom en telefonmast op i Vrads.

”Jeg vil gøre modstand, hvis der bliver snak om en mobilmast igen,” siger han med henvisning til dengang i 2016, da en telefonmast i byen senest var på tale. 

TDC HAVDE indvilliget i at opføre en mast, men en gruppe lokale stråleskeptikere kæmpede imod med næb og kløer. Emnet blev diskuteret på debatmøder i forsamlingshuset, og da borgerne ikke kunne nå til enighed, lavede de en afstemning. Flertallet ville gerne have en telefonmast, men der var protester mod mastens placering. Derfor røg sagen i Naturklagenævnet, og kommunen måtte sætte en byggetilladelse på hold. 

Da klagen blev afvist i Naturklagenævnet, håbede signalforkæmperne, at TDC, der ejer de fleste master, langt om længe kunne komme i gang med at opsætte masten. Men i mellemtiden havde TDC ombestemt sig, og pludselig kunne Midtjyllands Avis bringe nyheden om, at TDC hellere ville investere andre steder end i Vrads.

”Man bliver bims af al den stråling. Jeg selv bliver øm på ballen, når jeg har haft mobilen i lommen længe. Og jeg kender en, hvis søn havde det meget skidt,” siger Benny Andersen. 

Kvinden bag købmandsdisken, Else Marie Sejr, stemmer i:

”Jeg er meget imod en mobilmast. Små børn i dag lærer at bruge iPad allerede i børnehaven. Så behøver vi ikke bekymre os om overbefolkning,” lyder den dystre prognose fra hende.

”Der kommer en af mine værste fjender,” udbryder Benny Andersen og slår en latter op, da en af byens signalhungrende træder ind i butikken. 

”Hvad for noget?” når den nytilkomne at fremstamme, før han bliver venskabeligt klemt mellem Benny Andersens arme. Endnu en kunde, Ulla Poulsen, træder indenfor i butikken. Hun virker træt ved den blotte lyd af ordet ’mobilmast’.

”Ved du hvad, jeg orker simpelthen ikke at snakke om det. Jeg er gammel psykiater. Jeg er for træt til sådan en konflikt,” siger Ulla Poulsen og fortsætter alligevel:

”Jeg synes, det er sørgmodigt, at vi skal have sådan et stridspunkt. Jeg er ked af, at der ikke findes en løsning.” 

Når Helle Kofoed skal tale i telefon, må hun ud af huset for at få forbindelse.

”AT MOBILSTRÅLER skulle være skadelige, er en absurd påstand. Det er pseudovidenskab, og jeg accepterer ikke præmissen, før der er videnskabelig evidens for den,” siger Kim Rasmussen, da vi bevæger os fra jordbunken og ned til bymidten.

”Man hørte de samme argumenter, dengang vi fik radiosignal, fjernsyn og fastnettelefon. Det er frygten for det nye,” siger Torben Steenberg, der også er mastetilhænger.

Det er et erhvervsmæssigt mareridt at bo i Vrads, siger de. De selvstændige kan ikke blive ringet op af kunder, og de frygter, at turister vil se sig om efter andre destinationer, hvorfra de kan sms’e, ringe og google. Og hvad med tilflytterne? Hvem vil flytte familien til Vrads og overbringe nyheden om det dårlige netværk til deres teenagebørn? Og så er der det med sikkerheden, siger de.

”Nu er der kommet lig på bordet. Hvad mere skal der til, før vi får den mast?” spørger Kim Rasmussen, der hentyder til sidste år, da en cykelrytter døde i området. 

Ifølge Kim Rasmussen havde man problemer med at tilkalde en ambulance på grund af den dårlige dækning. Og for fem uger siden faldt Jakob Magnussen – manden med jordbunken – ned fra en stige ved sit hus. Det kostede ham en brækket arm og et kraniebrud.

”Min datter og en tømrer var hjemme. De kunne ikke ringe efter en ambulance på grund af den dårlige forbindelse, så de puttede mig i bilen, og vi måtte køre til Asklev, før vi fik fat i en ambulance.” En by seks kilometer derfra.

”GODT AT SE DIG, Kim. Jeg kan ikke få routeren til at virke,” siger en Marie Raes på vejen mellem forsamlingshuset og købmanden. 

Forsamlingshusets ydermur er en blandt flere i byen, der er blevet udsmykket af den lokale billedkunstner Lars Ringgaard. Her har han udført ’Tryllefløjten’ med maling. 

Marie Raes er tovholder på aftenens arrangement, et foredrag med titlen ’Menneskedyret homo sapiens’, der skal livestreames fra Aarhus Universitet. Men først skal routeren, der kører på fibernet, altså lige virke. 

”Jeg fikser det,” siger Kim Andersen.

”Vi slukker selvfølgelig routeren, når vi har fællesspisning, af hensyn til dem, der ikke vil udsættes for stråling,” bemærker Marie Raes. 

Til højre for købmanden, forbi byens masseovnsbygger og huset, hvor en kreativ person har skåret dråber i gavlens træværk, så det ser ud, som om den er ved at smelte, holder Rene Kilian til. Han er selvstændig erhvervsdrivende – med kablet internet og fastnettelefon. 

”Det er ikke noget problem. Vi har lynhurtigt fibernet, og fastnettelefonen virker upåklageligt,” fortæller Rene Kilian.

Han foretrækker at være bundet af kabler frem for at have en telefonmast på nabomar-ken.

”Jeg vil hellere være præventiv. Jeg sammenligner opførelsen af en mobilmast med den trojanske hest. Vi ved ikke, hvad vi lukker ind i byen.”

Torben Steenbergs mobil er koblet til hans fastnettelefon via bluetooth.

DER ER NOGET særligt urtet, når man kigger sig omkring i Vrads. Husenes vinduer er stopfyldt med planter, der er solceller på mange af tagene, og i området ligger en af Danmarks reneste søer, Grane Langsø.

Ved kommunalvalget 2017 blev Enhedslisten det største parti i det område, hvor vradserne afgav deres stemmer. Og da Danmarks Radio for år tilbage ville lave et bæredygtighedseksperiment, indvilligede de 200 beboere i byen i at skrue markant ned for deres CO2-udslip og levede flere dage uden elektricitet og var fælles om tre delebiler.

I det hele taget er der en særlig samhørighed, fortæller lokaljournalist Bjarne Gregersen, der løbende har dækket historien om telefonmasten for Midtjyllands Avis.

”De har et stærkt fællesskab omkring købmandshandlen i Vrads. De holder mange fællesarrangementer, blandt andet en årlig musikfestival,” siger han og bemærker også byens meditationscenter, hvor folk kommer langvejsfra for at dyrke Heartfulness-meditation.

“De alternativt tænkende og fællesskabsorienterede tiltrækker nok i nogen grad hinanden,” siger Bjarne Gregersen.

Pernille de Boer kan ikke tåle mobilstrålerne.

”SLUK MOBILEN,” står der på et klistermærke på døren ind til et ottekantet træhus, der ligger med skoven i ryggen i Vrads.

Før man træder ind, bliver man en ekstra gang mindet om at sætte telefonen på flytilstand af husets 69-årige beboer, som har sit strålefri helle på en – endnu – unik plet på danmarkskortet.

”Det er bygget med særlig omtanke på stråling og el,” fortæller Pernille de Boer om huset, der er bygget af træ fra inderst til yderst. Udenpå er det malet sort, indeni står træet råt og ubehandlet, og under trappen står en spinderok.

”Jeg har ikke rigtig brugt den, siden jeg fik min sygdom,” fortæller hun og går op ad trapperne til en førstesal, der minder mere om en stor hems. 

Bøgerne står i spænd i reoler langs væggene, kun afbrudt af en lille smilende ­buddha-figur. For otte år siden blev Pernille de Boer med egne ord ramt af el-overfølsomhed, eller EHS, elektromagnetisk hypersensitivitet, under et besøg hos sin datter i København.

”En dag, jeg skulle ringe fra min telefon, kunne jeg slet ikke røre den. Det var som at få en spade i hovedet. Jeg måtte smide den fra mig. Det føltes som en form for stød,” fortæller hun.

Den eftermiddag skyndte hun sig med toget hjem, og siden har hun ikke besøgt sin datter og sine børnebørn i København. Tilbage i Vrads måtte hun flytte.  

”Jeg kunne ikke være i den lejlighed, jeg lejede her i udkanten af Vrads. Jeg fik det forfærdeligt, og jeg rystede. Jeg var tåget i hovedet, og jeg mistede korttidshukommelsen i nogle måneder. Jeg kunne ikke holde ud at være i min krop. Og hvor går man så hen?”

Pernille de Boer gik i skoven. Eller flygtede, som hun siger. For i skoven forhindrer træerne adgang for det meste af strålingen, siger hun. Og der boede hun i knap et halvt år, efterfulgt af to år i en campingvogn.

”Jeg kunne ikke foretage mig noget selv. Heldigvis har jeg et fantastisk netværk her i Vrads, som hjalp mig. Der var nogle, der skaffede mig et telt. Nogle hjalp med at slå det op. Nogle købte ind til mig. I et par måneder kunne jeg heller ikke tale i fastnettelefon. Så var der kun breve tilbage, hvis jeg ville have fat i folk. Jeg kunne heller ikke tage bilen og køre på indkøb, det var simpelthen for farligt.” 

DA TELEFONMASTEN for to år siden var på tale, fik Pernille de Boer sammen med en gruppe øvrige skeptikere taget blodprøver. Målet var at sammenligne resultaterne med nye blodprøver, der skulle tages efter opførelsen af masten. Men prøvernes resultater blev aldrig aktuelle, da masten blev pillet af tegnebrættet igen. 

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan – blodprøver og mere til – næste gang, der kommer en mast på tale”, siger Pernille de Boer.

”Ellers ender det med, at syge mennesker med EHS bliver tvunget i eksil i udlandet som miljøflygtninge.”

I dag har hun fået det så godt, at hun kan tage en tur til Silkeborg og handle ind, og hun kan deltage i byens fællesspisning, hvis det trådløse net er slukket, og hendes sidemand sætter mobilen på fly-tilstand. Aftenens foredrag er ikke en mulighed. 

”Det ville koste mig nogle dage med migræne,” siger hun.

Spørger man regeringen, kommer en mast snart på tale igen. Ifølge et nyt teleudspil skal de sidste huller på danmarkskortet lukkes inden for et par år, så enhver dansker kan gribe mobilen og foretage opkald – også borgerne i Vrads. Pernille de Boer og de andre stråleskeptikere er klar til at kæmpe videre, siger hun. Men fremtiden synes uoverskuelig:

”Har du nogen forslag? Hvor skal jeg rejse hen? Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke overleve i skoven. Jeg føler mig nogenlunde afklaret med døden, men jeg vil da rigtig, rigtig gerne leve. Det er et af de sidste åndehuller, der forsvinder.”

VRADS

har 200 indbyggere, og landsbyen, der ligger cirka 25 kilometer syd for Silkeborg, har både en frivilligt drevet købmandsbutik, en smedje, en fotoklub, egen musikfestival og meditationscenter. Byens grønne profil og de mange frivillige borgere gav Vrads titlen som Årets Landsby 2012.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se maj 2018.