Indlæg

Verden koger, og alle lande må med, hvis klimaet skal reddes. Danmark har sat sig for at vise vejen. Men det er en følsom tillidsøvelse at engagere sig med lande som Pakistan og Bangladesh – nationer, der nærmest uden selv at have bidraget til krisen er blandt de mest klimasårbare på kloden. Midt i cykloner og hedebølge tog Ud & Se med på diplomatisk mission til Sydasien for at se, om smil, håndtryk og vindmølletaler kan skabe det åndehul, verden gisper efter.
Tekst:Lasse WamslerFoto:Martin Bech Knudsen

HELIKOPTEREN SKYDER HEN over deltaets olivengrønne floder. Den kaster sin skygge ned på rismarker og rejefarme, solsvedne gårdspladser imellem bliktage og rickshaws på palmefyldte grusveje. Vi flyver over det sydlige Bangladesh, og de fleste på denne tur kender alt til at sidde med tykke høre­telefoner og blunde midt i en kabines petrostank. Snakken går på, om man foretrækker helikopterdørene åbne eller ej – ligesom dengang i Irak, Mali, Albanien. 

Kabinen er fuld af danske diplomater og klimaforhandlere. En gruppe af kompetente og karrierebevidste mennesker, der har krydset den halve jordklode for at bevidne verdens inkompetence med at håndtere tidens største problem: klimaet. 

Under os ligger markerne som skarpt optegnede felter på et kubistisk maleri. Græssende geder vader ind over mudrede markskel. Huse står på bambus-stylter, og arbejdere med bare overkroppe lægger sandsække langs flodbredderne. Bangladesh er et fladt land, som ligger lige dér, hvor en række af Asiens største floder munder ud i Det Indiske Ocean. Når monsunen kommer om sommeren, oversvømmes mange af de marker og landsbyer, vi kan se oppe fra de piskende rotorer. Men monsunen er ikke kommet endnu. I stedet er her for tiden den længste hedebølge i årtier. Den fugtige varme nærmer sig 40 grader. Skoler er lukket i tusindtal, og rickshaw-chaufførerne har for alvor knappet skjorterne op. Selv de rituelle pauser med den varme te er de lokale begyndt at skippe midt i den kvælende hede. 

Den bangladeshiske pilot virker svært tilfreds med den spilleliste, han sørger for, at danskerne bagtil kan høre. 

Listening to the wind of chaaange! 

Nogle fingre vandrer rytmisk rundt på en diplomats lår i takt med, at Scorpions’ powerballade når sit klimaks. Lilletrommen smælder, og den hylende guitarsolo er som et varsel fra en fjern tid, hvor forandringens vinde blæste ind over Østeuropa og Sovjet­unionen. 

Det er ikke en kold krig, men en helt anden slags krise, vi overflyver nu. Hvor klimaet i stigende grad opfører sig som en teenager, der bare vil have det mere ekstremt. Den ene dag tørke, skovbrande og hedebølge, der lægger gader øde og får marker til at visne. Den næste dag oversvømmelse og heftige cykloner, som tvinger familier på flugt over plørede veje, væk fra væltede træer og alt, de kender til.

I HELIKOPTERENS HØJTTALER fortæller piloten opstemt om en bro, vi skal se. Landets længste, forklarer han, mens han sætter farten op langs en firesporet motorvejsbro.  

”Yes, it is very beautiful,” lyder det fra Dan Jørgensen, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik (S), der filmer flittigt med sin telefon fra cockpittet.

Ud & Se er som eneste medie taget med ministeren og hans følge til Bangladesh og Pakistan, nogle af verdens mest klimasårbare lande. For at stirre ind i ”vor generations største udfordring”, som der står i regeringsgrundlaget, men også for at opleve, hvordan embedsmænd i mørkeblå jakkesæt arbejder i klimakulisserne imens.

Langt, langt under os står nogle kvinder i kulørte sarier og betragter helikopteren fra et tag. 

Nogle drenge spiller fodbold på en plads mellem dynger af affald. Denne del af verden, Sydasien, er hjemsted for knap en fjerdedel af verdens befolkning, som bor på blot 3,5 procent af verdens landområde. Det er altså verdens tættest befolkede region og tilmed nok den mest udsatte for klimaforandringer. En del af verden, hvor flest mennesker må flygte fra klimakonsekvenserne, og hvor kystbyerne risikerer hurtigst at synke. Hvor de stigende have kun er første udfordring – oveni kommer de hyppigere oversvømmelser og cykloner og endelig de ekstreme hedebølger. Er man en af de mange, der lever for under en dollar om dagen her, risikerer man altså at være blot én oversvømmelse fra at se sit hjem og alle ens ejendele blive skyllet væk som et sandslot på en strand. 

Heroppe i den tempererede kabine er det svært ikke at få den tanke, at turen hertil især er en rejse mellem to tider. Fra et Danmark, hvor klimaet stadig mest skræmmer under sommertørkerne eller midt i de alvorstunge tv-nyheder om naturbrande på en ferieø. Klip til her, hvor det hele sker i en dramatisk nutid. Cykloner, smeltende gletsjere, oversvømmelser og ubærlig hede. Det er rejsen fra klimaet som alarmerende fremtid til klimakrisen som nutid. 

Knock-knock-knocking on heaven’s do-o-or. 

En diplomat trommer atter på sine lår, og snart gør den lysskjortede ekspedition klar til landing. Dan Jørgensen er i en årrække blevet mødt med klapsalver, kindkys og anerkendelse, når han har turneret verden rundt for at fortælle om Danmarks klimamål. Han har citeret Martin Luther King fra talerstole overstrømmet af blitzlys.

Nu skal han til det igen. Det er lige her midt i den smoggede eftermiddagssol, at delegationen fra et lille land, der udleder omkring 0,1 procent af verdens drivhusgasser, skal ud med smil og vindmølletaler og inspirere som grøn foregangsnation.

DUKS ELLER DOVEN? 

En central del af regeringens klimapolitik handler om at vise resten af verden, at klima er en god forretning. At grøn energi betaler sig. Det møder dog modstand herhjemme. Organisationer og forskere peger på, at Danmark ikke længere kan kaldes et foregangsland. Det skyldes blandt andet, at den største del af vores grønne energi tager afsæt i biomasse – afbrænding af træ – som udleder en masse CO2. Regeringens eget ekspertorgan, Klimarådet, har endda på tredje år dumpet regeringens klimapolitik for at gøre for lidt.

Dan Jørgensen i gangsnak med den øverste klimaforhandler fra Bangladesh.

DET ER IKKE enhver forundt at kæmpe for klimaet på første klasse. Vejen hertil har været lang. Fem måneder er gået med at forberede turen, ringe til de rigtige folk, få hjælp af de danske ambassader. Men krigen raser fortsat i Ukraine, og emnet klima putter sig lidt ovre i hjørnet af nyhedssiderne, da vi letter fra Kastrup Lufthavn, hvor Øresunds havvindmøller som en skov af stål og beton minder os om det grønne løfte om vækst, ministeren er rejsende i.

Videre til et flyskifte i oliestaten Qatar, hvor en kvinde i niqab kaster op i en pose. Til lyden af arbejdsmigranter fra Bangladesh, der urutineret bakser med døren til flytoilettet, mens deres mere velbjærgede landsmænd frydefuldt instruerer dem fra flysæderne. Over til lufthavnen i Dhaka, Bangla­deshs hovedstad. Her er telefonsignalet helt jammet af sikkerhedshensyn, idet premierministeren er til stede i lufthavnen. Kakiklædte mænd med fjer i baretterne beder os vente midt i de mange bippende mislyde.

Endelig står vi her, sammen­klemt i elevatoren på det femstjernede hotel. Vi skal inspicere infinity poolen øverst oppe. Er det måske lidt anmassende for dem, som måtte sidde med en drink i poolkanten, smågriner en af ministerens folk. 

”Ha, så kommer vi lige fem jakkesæt og kigger på.” 

At rejse med en dansk minister er et studie i selvbevidste gangarter og pludselige skift til jakke og slips. Det er de beherskede smil, de timede jokes, de sproglige koder – alle er de opvarmningsøvelser til møder rundt om lange borde med snacks, man sjældent har tid til at spise. 

Man siger ’ministeren’, ikke hans navn. Udadtil er alt på H.E. – his excellency. Man siger ’vi’, ikke Danmark, når man omtaler dansk tilstedeværelse i andre lande. Går ministeren mod en holdende bil, betvinger man enhver toilettanke og må i hurtige ryk følge med slipstrømmen af rådgivere, sekretær, ambassadør, vicedirektør og kommunikationsmedarbejder. 

I korte øjeblikke kan man helt glemme, hvorfor man sidder dér i en bil med nogle statskundskabere, der taler om at pledge, strategize og deep dive. Midt i en jammerlig bilprop i en af verdens mest luftforurenede byer. Men så er det, at man kigger ud ad forruden, hvor uniformerede mænd i en pickup-truck svinger med lysende stave for at tvinge delegationen foran i den uregerlige trafik. Tænk, det er vel vigtigt, det her. En slags ’mission sidste udkald’ for klimaet, og benådet med diplomatpas, sovemasker og strøgne skjorter er ministerens følge ankommet til afgrundens rand.

Løsthængende kabler og airconditionanlæg på Bangladeshs ministerium for miljø, skov og klimaforandringer.

DAN JØRGENSEN ER ikke blot en minister i rækken, få politikere har et ydre lige så velbeskrevet som hans. De markerede panderynker og de smalle Clint Eastwood-øjne. Klicheerne står nærmest på række til at skyde efter.

Den 48-årige fynbo har for længst slået sit navn fast i politik. Folketingsmedlem siden 2015, fødevareminister under Helle Thorning-Schmidt, klimaminister i den tidligere Mette Frederiksen-regering, nu minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik i SVM-regeringen og før det medlem af Europa-Parlamentet i næsten et årti. Og så har han været forhandlingsleder til nogle af de vigtige FN-klimatopmøder, COP-møderne, hvor landene diskuterer veje til at bremse den globale temperaturstigning.

Siden han som helt ung løb rundt med korte bukser i de nordfynske skove for at se på fugle, har han været optaget af naturen. Han har tygget sig igennem alle de nedslående klimarapporter, har drukket spande af mødekaffe for 20 år siden, for 10 år siden, selv for fem år siden, hvor han har rakt hånden op og bedt alle om at tænke på klimaet. Sådan husker han det i hvert fald selv. En slags klimapolitisk boomer, der har skrevet bøger om Thorvald Stauning og blev opildnet af klima, længe inden verden kendte til flyskam eller Greta Thunberg. Dan Jørgensen bruger ofte ord som ’ambivalent’, og når han taler, bevæger han begge hænder frem, som lægger han sten i et murværk. 

Der er blevet sagt om den drevne toppolitiker, at hans kamp for klimaet til tider er langsom og overforsigtig, men at han har et godt ry i udlandet som international forhandler. I dag behøver Dan Jørgensen ikke længere høfligt påminde andre om at huske klimaet, og det har kun sat turbo på hans globale mødekalender. Han skal nu inspirere verden til at følge det danske eksempel med at omstille til en grønnere økonomi.

Men vi sidder ikke her i en bilkortege udstyret med danske flag og VIP-skilte på en tilfældig tid på året. Det er sommeren, hvor verden oplever et alarmerende ekstremt vejr, som aldrig tidligere er set. Varmerekorder med temperaturer over 45, selv i Europa. Et rekordlavt isdække omkring Antarktis. Naturbrande helt ude af kontrol og hedebølger i Sydamerika, hvor det burde være vinter. Endda klimaforskere, der begynder at tale om ikke længere at frygte for deres børns liv, men for deres egen tid her på jorden. Det er denne sommer, hvor FN’s generalsekretær, António Guterres, fortæller verden, at ”tiden med global opvarmning er slut, vi er trådt ind i den globale opkognings tid”. 

DEN STØRSTE KRISE

Verden bevæger sig i disse år faretruende hurtigt ned ad en vej, som vil føre til mere ekstremt vejr og langt oftere tilfælde af blandt andet oversvømmelser, hedebølger og naturbrande.

Vi har kendt til problemet med fossile brændstoffer som kul og olie i mindst tre årtier. Alligevel er halvdelen af hele menneskehedens udslip af CO2 sket siden 1990.

Udledningerne stiger fortsat globalt, og vi styrer mod temperaturstigninger, der kan have drastiske effekter. Hvor dele af kloden risikerer at blive for varme for mennesker med op mod en milliard klimaflygtninge, og hvor dele af Europa vil opleve massiv vandmangel, dødelig varmestress og fremkomst af malaria og dengue-feber.

Der er godt syv år tilbage, inden verden skal have skåret omkring halvdelen af drivhusgasserne væk, som verdens lande blev enige om i den såkaldte Paris-aftale fra 2015. Målet er, at kloden holdes på en gennemsnitlig temperaturstigning et stykke under 2 grader frem mod år 2100. Lige nu ser vi ifølge FN ud til at ramme de 2,6 grader – vel at mærke kun, hvis landene gør, som de har lovet.

Det kommende klimatopmøde i Dubai i december vurderes derfor som særligt vigtigt, for at verden kan skrue markant op for den grønne omstilling.

BÅDEN PISKER NED ad floden, forbi handelsskibe og lange fiskerbåde af træ. En gråsprængt mand fra en international ngo fortæller om, hvordan dette deltaområde er ekstremt udsat for de stigende vandmasser. Om hvordan Bangladesh oplever en konstant brydekamp mellem land og vand, og hvordan de tusind småøer er i fare for at blive spist af de glubske vandmasser.

Bangladesh er ifølge FN et af de lande, der rammes allerhårdest af klimaforandringerne – og som omvendt har haft den mindste rolle i at drive dem frem. Selv i dag med flere årtiers nærmest konstant vækst udleder den gennemsnitlige bangladesher blot en tiendedel af, hvad en ty­­pisk dansker sender op i atmosfæren af CO2.

Vandet banker mod bådens ruder, mens manden fortæller om de cykloner, der i disse år kommer langt oftere end før. Om vandet, man forventer vil stige 4-5 meter, om hele landsbyer, der allerede nu ligger under vand. Og om en kvinde, der i hast forlod sit hjem med fire børn under armen for så at indse, da hun var nået i sikkerhed, at hun blot bar på to.

Men hvis Danmark går forrest med at reducere klimagasserne, så vidner Bangladesh samtidig også om, at man kan tilpasse sig et ændret klima. Da cyklonen Bhola i 1970 hærgede i landet, døde op mod 500.000 mennesker. Hvorfor? Landet havde dengang ingen varslingssystemer. Da en lignende cyklon kom i 2019, omkom 12 mennesker. I dag modtager landsbyerne løbende advarselsbeskeder, og langs kysterne er bygget såkaldte cyclone shelters, der også fungerer som skoler.

Dan Jørgensen ser på en vandtank til opsamling af regnvand i kystområdet Mongla i Bangladesh sammen med klima- og miljøspecialist Myisha Ahmad (i violet hovedtørklæde) fra ngo’en BRAC.

VI BEVÆGER OS ud mod en landsby, der er truet af oversvømmelse. Træer står halvt i vand lige ud for flodbredden, som er tydeligt tævet igennem af de voldsomme vandmasser. De eroderede skrænter skinner som brunt smør. Tøfler ligger spredt rundt på jorden, trampet ned i flere af de mange mudderpøle. Lokale har bygget en landgangsbro af bambus til lejligheden. Som en gestus fra værterne får vi alle flettede blomsterkranse om halsen. 

”Skal jeg tage kransen?” spørger en fra ministerens hold og gør antrit til at fjerne den fra hans hals, men bremses af en bestemt brummen fra Dan Jørgensen: ”Nej!”

Ænder trasker rundt på de lerede stier mellem blikhytter og kokospalmer. Kvinder sidder i skyggen af halvtage og betragter delegationen. Problemet på disse kanter er ikke blot de jævnlige oversvømmelser. Den stigende vandstand gør også, at saltvand trænger ind i jorden og op i grundvandet. Det gør det umuligt at dyrke traditionelle afgrøder som ris, men også bare at skaffe rent drikkevand. Af samme grund troner en stor regnvandstank i skrigende pink midt i landsbyen. Den sikrer vand, som de lokale før skulle vandre adskillige kilometer for at hente. Hvis de da ikke drak direkte fra floden. Tanken er finansieret af blandt andet danske bistandsmidler, og det er således ikke tilfældigt, at selskabet står lige her med alle de lyse skjorter og FN-kasketter.  

Fiskeren Arabindu Biswas betragter forsamlingen, der vimser forbi ham. Han lever af sine sild, men har allerede fem gange oplevet at se sit hus blive fortæret af vandmasserne. Hver gang har han søgt tilflugt på nogle nærliggende marker i tre dage. Og hver gang er han draget tilbage, har taget et lån og bygget et nyt hus op fra grunden.

Hvorfor flytter du ikke helt væk, når du ved, at den næste katastrofe hele tiden lurer? 

”Jeg har ingen uddannelse, hvad skulle jeg lave i storbyen? Så hellere leve af de få penge, som fiskeriet giver mig.”

Ikke alle har det på samme måde. Op mod 30 millioner mennesker i Bangladesh kan blive nødt til at flytte fra de kystnære områder, hvis der ikke gøres noget mere drastisk, anslår FN. Allerede nu bryder folk op, og mens nogle ender i byernes slumområder, rejser andre hele vejen til Europa. Sidste år søgte rekordmange mennesker fra Bangladesh (34.000) asyl i EU. 

Hvis deltaets landsbyer er en slags flygtningefabrik, er Dhaka det sted, hvor løftet om vækst og beskæftigelse pulserer. Byen er som én stor byggegrund, hvor mænd med gule sikkerhedshjelme spartler på en ny motorvejsbro fra spinkle stilladser. Ufaglærte arbejdere med halstørklæder for munden trasker i ubrudt strøm ind på plørede byggepladser. ”Reward for catch the thief,” står der på et skilt ved porten. 

Børn med skoletasker går langs vejkanten forbi betonkolosser, der med blottede etager venter på at blive opført som boliger og kontorer. Slidte busser tøffer forbi med store reklamer for køleskabe og andre forbrugs­goder. Det højteknologiske vækstsamfund har meldt sin ankomst og dermed også hele debatten om, hvordan man undgår, at denne vækst gør mere skade på det i forvejen ophedede klima.

29-årige Myisha Ahmad arbejder i BRAC, en af de ngo’er, der blandt andet hjælper nogle af de mange flygtninge, der bebor Dhakas beskidte slumbyer. Sammen med amerikanske eliteuniversiteter laver hun klimamodeller flere årtier ud i fremtiden. Modeller, som skal gøre det nemmere for selv de mest udsatte borgere at tilpasse sig det uregerlige vejr. Over en krydret fiskeret fortæller hun om varmen, der på det seneste har lagt sig som en kvælende dyne. Selv har hun erstattet den varme afternoon tea med chiafrø i juicen, der skulle køle kroppen ned:

”Jeg mister nok to eller tre timers effektiv arbejdstid hver eneste dag på grund af varmen, støjen og trængslen. Det her sted er unlivable,” forklarer hun om Dhaka, hvor afstande måles i den tid, det tager at overkomme trafikkøerne. 

Som klima- og miljøspecialist i organisationen er hun trænet i at tænke klimabevidst. Alligevel har klimakonsekvensernes fart og omfang overrasket hende. Flere af de afgrøder, hun plejede at købe på byens markeder, kan ikke længere dyrkes, mens et job som rickshaw-trækker er blevet decideret farligt i den stegende hede. 

”Hver eneste person i Bangladesh er i det stille i gang med at tilpasse sig til klimaet. Med madvaner, livsstil og boformer. Men hvordan fortæller man mennesker, at de bare skal tilpasse sig, når de ikke har noget ansvar for de stigende temperaturer?”

Hun taler om det, man i den politiske jargon kalder klimaretfærdighed. At hverken Dan Jørgensen eller nogen af os andre vil blive ramt på vores liv og overlevelse, når vi om få dage tager flyet hjem.

De mennesker, der har mindst ansvar for klimakrisen, bliver altså ramt langt hårdere og hyppigere af det ekstreme vejr, som følger af det ændrede klima. Nogle tager altså tømmermændene for andres fossile fest. Mere præcist udleder den rigeste tiendedel af verdens befolkning, som mange danskere tilhører, omkring halvdelen af verdens CO2. Den fattigste halvdel af verdens befolkning udleder kun en tiendedel – ja, de fleste mennesker i verden har fortsat til gode at flyve eller at tænde for et airconditionanlæg. 

Myisha Ahmad slår blidt med pegefingeren på den hvide dug, stopper pludselig i sin tale, som om hun tager tilløb til at røbe en hemmelighed:

”År efter år afholdes der COP-møder, men hvor meget får vi ud af den globale samtale om klimaet? Mens vi sidder her, underskrives der atter nye kontrakter med kulminer over hele verden. Tilpasning til klimaet er fint, men det har sine begrænsninger, så længe de større beslutninger ikke træffes. Berettiget vrede, det er den følelse, jeg har.”

GOOD COP BAD COP?

COP28 er det næste møde i verdens politiske klimaproces, COP-systemet. Mødet begynder i Dubai 30. november, og her skal verdens lande for første gang se tilbage på, hvordan det er gået med at nå det vigtige klimamål om at holde den globale opvarmning under 2 grader, som blev aftalt i Paris i 2015.

Måske endnu vigtigere skal landene på mødet blive enige om, hvordan vi sikrer os at komme i mål og få hævet de globale klima-ambitioner.

Dan Jørgensen har sammen med den sydafrikanske minister Barbara Creecy fået til opgave at lede dele af forhandlingerne.

Arabindu Biswas forlader ikke sit fiskerleje.

PÅ DAN JØRGENSENS rundrejse underskriver landene nogle aftaler. Godkender nogle handlingsplaner. Øger samarbejdet. Men det er ikke det eneste vigtige. I de uformelle snakke træder én ting klart frem: Turen er smørelse inden COP28-topmødet i december, som af flere opfattes som præcis det møde, hvor verdens fremtid måske besegles. Hvor hele COP-processen må vise sit værd. Hvis netop det svigter, hviskes der i krogene om, at så bliver det svært at forklare befolkningerne, hvorfor man skal holde liv i det internationale klimasystem. Men et sammenbrud er en skrækvision, forstår man. Verden har ikke noget at sætte i stedet.

Delegationen går ned ad en gang med meterhøje fotostater med elefanter og papegøjer. Mødet med Bangladeshs klimaminister er netop slut. Her blev trykket hænder, talt løst om landenes positioner, mens værterne uddelte en takeaway-boks med kage og stegt kylling, som ingen rigtig rørte. Billeder knipses, Dan Jørgensen fremviser sine smilerynker, og de politiske forberedelser kører videre på en chattråd.

I den tætpakkede elevator småsnakker den bangladeshiske gruppe om mødet: 

”Danskerne er altid så oprigtige og kender fakta,” lyder det fra en mand i en knælang kurta.

Den danske ambassadør, der også står plantet midt i den trange elevator, får nævnt, at Dan Jørgensen jo bestrider en ret nyoprettet ministerpost. Få tager særlig notits af det. Ja, ja, men de kender ham jo godt – fra topmøderne. 

Mange af Bangladeshs klimaflygtninge flytter til hovedstaden Dhaka og ind i slumbyen Korail Bosti.

Dan Jørgensen er selv yderst bevidst om betydningen af det personlige kendskab mellem landenes forhandlere. Noget, som typisk sker ved såkaldte pull asides, hvor forhandlerne tilfældigt løber ind i hinanden til topmøderne. Denne tur er en anderledes koordineret tillidsøvelse. Det betyder noget at vise landene den respekt, at man besøger deres oversvømmelsesramte områder, taler med folk i slumbyerne, tilbyder landene klimahjælp og ekspertise.

”At hjælpen ikke bare er noget, vi siger til de store, flotte møder. Det giver en helt anden form for alliance og partnerskab. Venskab, vil jeg kalde det,” fortæller Dan Jørgensen.

Bangladesh og Pakistan er de to vigtige lande i klimaforhandlingerne, da alle ved, at de to lande er blandt dem, der bliver ramt allerhårdest. Derfor har begge lande tidligere ledt forhandlingsgrupper på vegne af andre lande.

”Når jeg møder de her mennesker næste gang, bliver det jo formentlig i et forhandlingslokale i Dubai. Måske en sen nat, hvor der er behov for, at man kan trække en til side og give sit indspark i en forhandling. Tillid betyder alt.” 

Jesmin måtte flygte fra sin landsby, da hendes hus i 2007 blev oversvømmet under cyklonen Sidr. ”Da vi vendte tilbage til landsbyen, var alt skyllet bort. Intet var det samme,” fortæller Jesmin, der i dag lever i slumbyen Korail Bosti.

BANGLADESH LIGGER BAG OS, nu gælder det Pakistan. Og næppe er diplomaternes fermt pakkede kabinekufferter trillet ud af den pakistanske lufthavn, før der går rygter om en mulig naturkatastrofe.

”En cyklon rammer sydkysten senere i dag. Vi må håbe, de er bedre forberedt denne gang,” siger den danske ambassadør og slår ud med armene, mens forsamlingen hugger kiks og frugt i sig inden dagens møder med udvalgte pakistanske ministre.

Omkring samme tid sidste år ramtes Pakistan af de værste oversvømmelser i landets historie. Stigende temperaturer fik med lynfart Himalayas gletsjere til at smelte og ledte rekordstore vandmasser ned igennem landets floder. Derefter ankom en ekstra kraftig monsun med tre gange mere vand end normalt. En drabelig klimacocktail, der efterlod en tredjedel af landet under vand og anslået otte millioner mennesker uden hjem. Verdens medier berettede dengang om børn med mudret tøj, der måtte tigge fra teltlejre langs vejkanter, overbelastede klinikker og mænd i motorbåde på jagt efter deres nu nedsunkne hjem.  

”Vi har ført krig mod naturen, og nu slår naturen tilbage på frygtelig vis,” fortalte en tænderskærende FN-generalsekretær, António Guterres, under sit besøg sidste år.

Ud af flodbølgens martrede landskaber opstår erkendelsen af, at klimakampen ikke længere blot handler om at bringe udslip af drivhusgasser ned. Det handler også om at beskytte de mennesker, der stirrer direkte ind i klimakatastrofens følger. 

Her træder også en ny slags superstjerne ind på den klimapolitiske scene, nemlig Pakistans minister for klimaforandringer, Sherry Rehman. Det gør hun med budskabet om, at de rige lande skal betale mere for de tab og skader, som de klimasårbare lande oplever allerede i dag. Bare sidste års naturkatastrofe efterlader en regning på flere hundrede milliarder kroner – og det er endda uden at tælle med, hvad genopbygningen koster.  

I en elegant mørkegrøn kjoledragt, høje slangeskindsstøvler og glitrende ædelstensring tager Sherry Rehman imod den danske minister. I mødelokalet er opsat en midlertidig skærm, så Rehman kan følge med i cyklonens bevægelser i realtid. Hun har egentlig bryllupsdag, men skal styre det her kriseteam. Og så møde en dansk minister ved navn Jørgensen. 

VERDEN VIPPER 

Udfordringen med klimaet er ifølge eksperterne, at vores samfund ikke blot skal omstilles mere end før. Det ska gå meget hurtigere end før. Hvis man vinder klimakampen, men gør det for langsomt, har man tabt.

Det skyldes især klimaets såkaldte vippepunkter: Når klimaforandringer passerer en usynlig grænse, kan det sætte skub i en ustoppelig udvikling og gøre situationen værre.

Ligesom en person, der vipper på en stol – det går godt, indtil det slet ikke går mere.

Vippepunkter kan få regnskove til at miste deres fugt eller få gletsjere og arktiske iskapper til at forsvinde. De risikerer at skubbe til uoverskue­lige kæder af begivenheder, der vil ændre betingelserne for alt liv på kloden.

Videnskaben forstår endnu ikke, præcis hvornår vippepunkterne kan indtræffe. Men vi ved, at disse klimabomber potentielt kan eksplodere med verdens aktuelle temperaturstigninger. Forskernes svar er derfor, at enhver brøkdel af en temperaturstigning, der kan undgås, har betydning for alt fremtidigt liv på jorden.

PRESSEN ER FORMENT ADGANG, og et interview med Sherry Rehman er udelukket. Men adspurgt om mødet forklarer Dan Jørgensen, at de straks gik i gang med at planlægge, hvordan de kan hjælpe hinanden til COP-mødet. Et positivt, men praktisk møde, forklarer han. 

Kan du blive grebet af pessimisme? En ting er, at du skal klippe snore over og være konstruktiv til en masse møder, men kan du godt blive grebet af den der følelse? 

”Nej, så skulle jeg heller ikke have det her job. Jeg er helt sikkert også drevet af frygten for, hvad der sker, hvis ikke vi gør noget. Men i hverdagen er det især optimisme. Og nogle gange er professionel optimisme nødvendig for, at man kan få et resultat. Du kan ikke gå ind til en forhandling og sidde med hænderne over kors, for så får du aldrig nogen fremskridt.” 

Men får du aldrig lyst til at smide jakken og rejse dig trodsigt i vrimlen af COP-forhandlere, så det faktisk kan høres? 

”Jeg har respekt for dem, der protesterer. Dem er der også brug for i den offentlige debat. Men selv tror jeg mest på de store politiske løsninger. Men endda de løsninger er for små, hvis det kun sker i Danmark eller endda i Europa. Det skal være for hele verden. Hvordan det så sker, er jo også et håndværk. Og der handler det også om at kende et sprog og nogle koder og vide, hvordan man opbygger tillid mellem forhandlere. Det er jo det, jeg har lavet i mange år nu, og nok den måde, jeg kan gøre den største forskel.”

Lokale langs en brusende flod i det bjergrige nordlige Pakistan.

OMKRING ET PAR UGER tidligere, midt i den danske sommertørke, sidder Dan Jørgensen og taler i radioen. ’Ring til regeringen’ hedder DR-programmet. 11-årige Anker skriver ind og spørger: 

”Er det muligt, at vi får styr på klimaet i fremtiden?”

Ministeren slår over i en lille latter. Er drengen mon opkaldt efter Anker Jørgensen? Derefter får han talt lidt om blandt andet vindmøller og fjernvarme. Dommen på de sociale medier falder prompte derefter. Ministeren taler med uld i mund, lyder det fra flere. 

Nu sidder vi på bagsædet i den armerede bil gennem Islamabads døsige eftermiddagstrafik. Dagen har budt på mødesnak, tålmodig lytten til lokale, der driver en fælles vandturbine, mere mødesnak, ud på bumlende køreture, igennem brusende floder i en steghed bil uden aircondition. Ud at se en kommunalpolitiker vise et PowerPoint-show i nogle sofaer i et goldt lufthavnskontor.

Som vi sidder dér i bilen i den pakistanske hovedstad smukt udstrakt ved foden af Himalaya, er dagens mødeprogram ved at være slut. Ministeren kan godt mærke, at han er ”lidt bøffet i hovedet”.

Nu får du muligheden igen – og du må ikke snakke om vindmøller, termostater og energieffektivitet eller sige ”der er grund til optimisme”. For alle børn og børnebørn: KOMMER vi til at løse klimakrisen?

”Jeg håber det, og på gode dage tror jeg også på det. Andre dage kan jeg være mere tvivlende. For selvom det kan lyde selvmodsigende, er begge dele rigtigt. På den ene side går virkelig meget i den forkerte retning, omstillingen går slet ikke stærkt nok, og videnskabens resultater er mere og mere bekymrende. Men på den anden side er der også ting, der går hurtigt i den rigtige retning. Hvis resten af Europa og den vestlige verden gjorde, som Danmark og et par få andre lande har gjort, kan vi godt nå det.”

Så lad os tage spørgsmålet igen, lettere omformuleret. Kan du troværdigt sige til mig: ”Ja, vi skal nok løse problemet med klimaet, for ellers er alt andet ligegyldigt”?

”Jeg ville først være bekymret, hvis nogen til den her 11-årige dreng gav et meget klart nej,” siger han og tilføjer: 

”Eller et meget klart ja.”

TAB OG SKADER 

Ved klimatopmødet i 2022 indgik man for første gang en aftale om at afsætte penge til tab og skader (loss and damage). Førhen gik penge til klimaet især til at bringe udledninger ned samt hjælpe med at tilpasse sig fremtidige klimaforandringer. Tab og skader handler modsat om at dække udgifter, som især fattige lande allerede nu har på at udbedre skader efter eksempelvis oversvømmelser eller cykloner, som de ikke kan undgå.

Børn i traditionelle dragter til ære for de danske gæster.

DEN PAKISTANSKE HOVEDSTAD, Islamabad, er en velordnet by med nydeligt klippede træer i rabatterne, frodige ambassadekvarterer, checkpoints og luksushoteller. Byen er forskanset fra resten af landet, der for få år siden blev opfattet som et af verdens farligste. Præget af terroraktioner og redebyggeri for islamistiske skyggeceller. Landet, hvor amerikanske elitestyrker i ly af natten blev firet ned fra to helikoptere og fik ram på terrorlederen Osama bin Laden i sit skjulested nord for hovedstaden. 

Men alt det fylder ikke meget på memoerne hos gruppen af danske diplomater, der kører rundt i de armerede landcruisere, hvor sikkerhedsselen ikke virker. Nu handler det om vindmøller og klimabistand. Og ikke mindst om Himalayas majestætiske gletsjere, også kaldet ’verdens tredje pol’.  

I bjergene i det nordlige Pakistan smelter landets 7.000 gletsjere nemlig i voldsom fart, og det øger risikoen for en katastrofal flodbølge som sidste år. Dan Jørgensen og hans tropper vil med denne tur blandt andet støtte de fattige bjergbefolkninger med at bygge værn langs floderne og lave planer, hvis katastrofen indtræffer. 

Dan Jørgensen glaner bag sine Ray-Ban-solbriller ud mod de uendelige landingsbaner i Islamabads lufthavn. Da helikopteren sætter i gang, minder det om en cd-afspiller, der er gået i hak, selv om udsigten er anderledes denne gang. Himalaya gennemskæres af krogede veje, og floder krydser hinanden i små, evige kapløb. Synet fra de nougatbrune helikoptersæder er uvirkeligt på den måde, at det lige så godt kunne være et kig ned på havets bund. Solens indfald fremhæver bjergsiderne som nærmest svampelignende formationer. 

Fra en helikopter er man løsrevet fra tid og rum. Man ser for sig, hvordan bjergryggene har formet sig efter geologiske tiders foldninger, hvordan krige mellem stammer i forhistorisk tid er blevet udkæmpet her. Dan Jørgensen har hovedet konstant fokuseret ud mod de grågrønne bjergskråninger, kun afbrudt at ef par selfievideoer med de mest betagende landskaber. Bjergryggen kan ligne et håndklæde, der skødesløst er blevet kastet på et gulv. Bag skyformationerne titter Himalayas tinder frem som et gådefuldt rige langt væk. De fremstår ikke specielt sneklædte.

Det siges, at vores fossildrevne verdensorden kører på den solenergi, som er lagret i jorden gennem millioner af år. Et slags geologisk gravskænderi, verden har gang i. Dan Jørgensen ved godt, at verdens lande rykker alt for lidt og for langsomt til at redde klimaet. Han tror dog på, at de vigtigste politiske svingninger er sat i gang, og at viljen vokser hos de enkelte lande. Alligevel ved han godt, at naturen ikke venter på os. At den ikke tager hensyn til, om samfundene er langsomt opfattende: 

”Det, der kan gøre mig virkelig bange, er tanken om, at det er for sent. At man ikke kan få tandpastaen tilbage ind i tuben, fordi der er sådan et point of no return. Det er desværre meget realistisk, at de her selvforstærkende effekter sætter ind. At det på et tidspunkt vil gå så stærkt med afsmeltningerne, at det er ligegyldigt, hvad vi som mennesker gør, hvordan vi omstiller os. Så kan vi ikke længere selv forhindre en katastrofe.”

DEN TREDJE POL

Gletsjerne opfattes som en tikkende bombe, og deres naturlige balance er helt afgørende. Gletsjerne udgør nemlig en kæmpe del af vandforsyningen i Pakistan, men også andre store lande som Indien. Knap to milliarder mennesker skønnes at få vand fra bjergenes is og sne.

Hvis gletsjerne skrumper og ikke kan genskabes på grund af de høje temperaturer, kan det skabe store konflikter om, hvordan vandet så skal fordeles. Samtidig er det et problem, hvis det smelter for hurtigt, som det skete sidste år, for så kommer de drabelige oversvømmelser.

EN MAND MED gul sikkerhedsvest og hjelm kalder i en megafon, mens en gruppe volontører lunter i formation og gør en slags honnør. De løfter en pige med hestehale over på en presenning, der ligger udspredt under et æbletræs løvhang. Vi er nået til den lille by Garam Chashma, beliggende i en frodig dal i det nordligste Pakistan. Brune bjergsider omkranser dalen. En smeltevandsflod løber langs de støvede veje, der er spækket med motorcykelmekanikere og små chips-kiosker. Her sidder mænd med traditionelle uldhatte og følger trafikken med øjnene. 

Det optrin, der udspiller sig foran os under æbletræet, er en øvelse i evakuering, hvis en katastrofe sker. De lokale gennemfører den hver eneste måned, tre dage i træk. For sidste år, da gletsjer­isen smeltede med rekordfart og drev vandmasserne ned over Pakistan, blev denne region hårdt ramt, og folk mistede deres huse. Det fortæller Javed Ahmed, en lavstammet mand med tæt overskæg. Han leder en afdeling for katastrofeberedskab i en udviklingsorganisation, som Danmark netop på denne tur støtter med nogle millioner kroner. 

Javed Ahmed taler om en særlig vagtsomhed blandt de lokale over for oversvømmelser, laviner og klippeskred. Om vinteren, hvor alt sner til, og temperaturen kan falde ned til minus 22 grader, lukkes de to eneste veje, der forbinder den isolerede region med resten af Pakistan.

Let sneklædte bjergrygge i Hindu Kush-Himalaya-regionen i det nordlige Pakistan.

Dan Jørgen­sen står og iagttager opvisningen i katastrofebe­red­skab. Et barn i en redningsbåre bliver firet over den brusende flod. Turen med den danske delegation er ved at rinde ud. ’Koreografien’, som det hedder i ministeriets papirer, er gået glat. Der er tilfredshed at spore i Dan Jørgensens følge. 

Snart venter en ny rejse, en ny serie af håndtryk, dårlig flysøvn og afstemte budskaber på glinsende marmorgulve i fremmede lande. Snart venter konferencecentret i Expo City Dubai, hvor forjagede forhandlere igen vil diskutere tal for klimamål. Hvor verdens sværeste terapisession vil finde sted – mellem de mest klimaskadende lande og de fattige nationer, der netop er ankommet til den fossile fest og ikke ønsker at få dikteret, hvad de ikke må. Hvor landenes diplomater hviskende imellem sig vil forbande andre landes planer, før de alle til sidst vil stille sig op foran alverdens kameraer og erklære en ny og faktisk ambitiøs retning for verden. Det er håbet.

Javed Ahmed har for alvor talt sig varm og viser nu med den ene hånd, hvordan det varmere klima får smeltevandet til at vælte ned over bjergdalen. Foran ham farer ministerens følge brat frem mod den ventende kortege. Bildørene er allerede åbnet, helikopteren venter.

Ud & Ses flyudgifter blev dækket af et rejsestipendium under Udenrigsministeriet.

På Sjællands sydvestlige spids ligger Korsør, hvor færgerne engang lagde til og skabte liv og arbejdspladser. Siden kom Storebæltsbroen, med den dalede pulsen, og i disse år må byen trækkes med historier om giftstoffer og klanfejder. Men de lokale insisterer på, at deres hjem er meget andet, end hvad man kan læse i medierne, og først og fremmest et sted, hvor man tager sig tid og passer på hinanden.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Thomas Nielsen

UANSET HVOR LÆNGE du iagttager Kenneth Nielsen, vil du ikke kunne se det – at der skulle være tale om andet end en gennemsnitlig 50-årig mand, der står i det knæhøje græs og spejder ud over vandet i Korsør Nor, ind over byen, forbi havnen og videre ud mod pylonerne i horisonten, hvor Danmark forbindes fra øst til vest og tilbage igen. Nej, der er rent ud sagt intet usædvanligt ved hans firkantede briller eller hans kortklippede mørke hår og skægstubbene, der løber rundt om den nederste halvdel af hans solbrune ansigt, og ej heller ved hans påklædning – hvid Lacoste-polo, forvaskede denim­shorts og sorte sneakers – eller ved måden, han taler på, som de fleste gør her på egnen, hvor sydsjællandsk og kalundborgjysk mødes ved foden af Storebæltsbroen. Du kan ikke se det, fordi det usædvanlige er det, der løber i hans blod.

I årevis vidste han det ikke engang selv, han passede bare sin stille hverdag og sit job som lærer på Broskolen og senere også som faglig konsulent hos Danmarks Lærerforening i Slagelse. En håndfuld gange i løbet af sommerhalvåret, når det blev hans tur, startede han bilen og kørte ud til noret, gik ad stierne gennem den lille haveforening og ud til strandengen for at se til køerne, som Korsør Kogræsser- og Naturplejeforening havde gående på området. Nogle gange, når han havde børnene med, lærte han dem en ting eller to om, hvor mælken og det hakkede oksekød kommer fra, for på den måde, tænkte han, blev det nemmere for dem at forstå, når den tid kom, at køerne blev stuvet ind i kreaturvognen og kørt ud til slagteren i Boeslunde. Et sted mellem 35 og 40 kilo kød blev det som regel til for hver andelshaverfamilie, kød, der hjemme i fryseren rakte til aftensmad i flere måneder, indtil den blev fyldt op igen ved næste slagtning, og sådan var tingene gået deres stille gang, sæson efter sæson, i kogræsserforeningen, som Kenneths egen far havde været med til at stifte engang i 00’erne, og hvor han selv i dag er formand. Lige indtil en dag i januar 2021, da Kenneth modtog et opkald, som skulle vise sig at vende op og ned på hans liv.

TELEFONEN RINGEDE FRA den anden side af noret, nærmere bestemt Dyrhaugesvej, en stille gade med byhuse og mindre villaer i den sydlige del af Korsør, der kløves over på midten af Halsskovbroen, som forbinder færgelejet i Halsskov med Sydbyen og fæstningen. I røret var Helge Wedel, der bedst kan beskrives som en slags lokaljournalistisk enmandshær, i dag er han 64, på vej på efterløn, fratrådt frivilligt efter omlægninger på Sjællandske, men han har tidligere været både chefredaktør og redaktionschef på avisen, og i sine sidste syv år som journalist havde han fuld autonomi over to daglige sider i avisen med historier om stort og småt i Korsør.

Han ringede til Kenneth Nielsen, fordi Slagelse og Korsør Forsyning lillejuleaften havde udsendt en pressemeddelelse om, at der var blevet fundet et stof ved navn PFOS i spildevandet fra det lokale rensningsanlæg, som ligger lige bag haveforeningen. Det havde ingen for alvor taget notits af, det var jo midt i juleferien, det vil sige ingen andre end Helge, der ville vide, hvad det så betød for køerne ved Korsør Nor.

Men hvad i alverden var PFOS for noget? Kenneth havde ingen anelse, det var der ingen, der havde, ikke dengang, længe før kemiske fluorstoffer blev udråbt til en af tidens største miljøkriser, og da han gik hjem og googlede, kom kun fem resultater frem på dansk. Et af dem var en vejledning fra Miljøstyrelsen, hvor han kunne læse, at PFOS tilhører en stor gruppe fluorstoffer, samlet kaldet PFAS, der anvendes i alt fra imprægnering af sko og tøj til kosmetik, madindpakning og – indtil det blev forbudt i 2011 – i skum til brandslukning. Han kunne også læse, at stofferne ophobes i mennesker og dyr, at de kan måles i blodet, at forskerne endnu ikke kender langtidsvirkningerne, men at mange af dem er blevet forbudt, fordi de mistænkes for at kunne forårsage en lang række alvorlige sygdomme. Bekymret ringede han til miljøchefen i Slagelse Kommune, som kunne fortælle, at man i vandet, hvor køerne gik, havde fundet 52.000 gange så meget PFAS som den tilladte grænseværdi, og selvom beskeden var, at problemet kunne klares med en slamsugning, lød det tal så faretruende højt for biologi- og kemilæreren, at han tilbød at donere en god bøf hjemme fra fryseren til testning – bare for en sikkerheds skyld.

Næste dag kom Fødevarestyrelsen og hentede en bovsteg, og da resultaterne kom retur et par uger senere, greb Kenneth med det samme telefonen og ringede rundt til samtlige medlemmer af Korsør Kogræsser- og Naturplejeforening. Testen havde vist en koncentration af PFAS, der aldrig var målt højere i kvæg i Danmark, og Fødevarestyrelsen havde konkluderet, at oksekødet hverken var egnet som menneske- eller dyreføde.

Det var en fredag i februar, og da Kenneth havde foretaget det sidste opkald, brød hans verden sammen. Han havde det, som han forestiller sig, at det må føles at få stillet en kræftdiagnose. Skal jeg dø af det her, tænkte han. Skal hans kone? Hans børn og hans børnebørn? I den efterfølgende tid var der mange søvnløse nætter – tanker om folk i foreningen, der havde svært ved at få børn, folk, der havde fået konstateret alvorlige sygdomme, og ikke mindst hans egen voksne datter, der var gravid, mens sagen eksploderede. Hans to yngste børnebørn på to og fire år ”har været indlagt ad flere omgange med feberkramper og infektioner”, fortæller han, og selvom han ikke kan bevise det, er han sikker på, at der må være en sammenhæng. Det er jo påfaldende. Og det er en tanke, der fylder ham med dårlig samvittighed.

”Jeg føler på en måde, at det er min skyld,” siger han. ”Men jeg vidste jo ingenting. Hvad skulle jeg have gjort?”

Det PFAS-inficerede vandløb ved Korsør Nor kan renses ved hjælp af aktivt kul. Men det er straks sværere med jorden, siger Kenneth Nielsen. ”Man kan enten grave det hele op og deponere jorden et sted, hvor der ikke kan sive PFAS-rester ned i grundvandet – eller man kan varme den op til 1.000 grader, hvilket vil koste en formue i energi.”

KENNETH NIELSEN PEGER ud i græsset mellem brændenælder, tidsler og andet ukrudt, hvor solens stråler spejles i et lille vandløb, der løber fra et betonrør, gennem strand­engen og videre ud i noret. Det er overfladevand fra brandskolen, der ligger lige bag haveforeningen, og da køerne fra kogræsserforeningen stadig gik her, stillede de tørsten i den lille bæk, hvor det har vist sig, at rester fra brandslukningsøvelser i årevis er sivet ud og har forgiftet ikke bare vandet, men hele engen. Kenneth Nielsen har sågar deltaget i øvelserne, dengang han som ung arbejdede på storebæltsfærgen Romsø, og nu har han PFAS fra selvsamme brandskum i sit blod efter i 15 år at have spist oksekød fra sine egne køer flere gange om ugen.

Det ved han med sikkerhed, fordi det efter lang tids kamp lykkedes ham og de andre andelshavere at få undersøgt deres blod på Syddansk Universitet, det eneste sted i landet, hvor man har udstyr til at teste blodprøver for PFAS. Resultaterne af de i alt 187 prøver varierer fra næsten ingenting til 550 nanogram, selv har Kenneth 232 nanogram PFAS pr. milliliter blod i kroppen, og fordi han er klar over, at tallet i sig selv er tæt på meningsløst, plejer han at illustrere det med, at grænseværdierne for PFAS i drikkevand er blot to nanogram – per liter. Han er endnu ikke blevet syg, i hvert fald ikke for alvor, men han har lidt forhøjet blodtryk og svært ved at tabe de ekstra kilo, han bærer rundt på, og hvem ved, måske det også skyldes PFAS, spekulerer han. Opdagelsen har desuden fået Kenneth til at gå i sin lokalpolitiker-fars fodspor, i dag er det en af hans mærkesager som medlem af regionsrådet for Socialdemokratiet, ”for hvis det findes her”, som han siger, hvad så med resten af regionen – resten af landet?

”Det hele startede her, men det har jo siden vist sig, at der er målt PFAS mange andre steder end Korsør – der er bare ikke andre mennesker, der er blevet testet for det endnu. Jeg er ikke i tvivl om, at der er andre, der er ramt. Jeg håber til gengæld, at vi er dem, der er værst ramt.”

Fra strandengen traver Kenneth tilbage gennem græsset, ned til haveforeningen, hvor en ældre mand i bordeauxfarvet polo og kasket tøffer rundt i solen, det er formand Stig Theede, som er i fuld gang med at gøre klar til sankthansfest i morgen aften. Juni har været varm og tør, der er afbrændingsforbud i hele kommunen, så derfor bliver der intet bål i år, i hvert fald ikke i traditionel forstand, men Stig har været kreativ og placeret en diskokugle inde mellem en pyramide af brædder, som han nu er ved at trække strøm til.

”Ja, jo,” siger formanden og smiler, han ved det godt: ”Det er jo ikke det samme, men så sker der da lidt.”

Og ja, Stig kender kun sagen om PFAS alt for godt, for vandet fra brandskolen har også spredt sig her, i snart et par år er folk fra Miljøstyrelsen kommet rendende for at indsamle jordprøver, lave test af grøntsager og bær, og guderne skal vide hvad ellers, de har gang i. Det har sågar været nødvendigt at grave flere af haverne op og anlægge dem på ny, efter der blev fundet PFAS i jorden, men når det kommer til afgrøderne, selv nede i nummer 13, hvor det står allerværst til, fandt man ingen spor af PFAS i rabarberskuddene.

Det fatter Stig ikke et klap af.

EVIGHEDSKEMIKALIER

Forkortelsen PFAS står for per- og polyfluorerede alkylstoffer og er en fællesbetegnelse for en gruppe fluorstoffer med vand-, snavs- og fedtafvisende egenskaber.

Flourstofferne har været i brug siden 50’erne og anvendes til en lang række formål og i et bredt spektrum af hverdagsprodukter. De kaldes også ’evighedskemikalier’, fordi de over tid hober sig op i miljøet og er svære at nedbryde.

PFAS medfører ikke akut sygdom, men forskere mener, at høje koncentrationer i kroppen kan medføre øget risiko for dårligt helbred på sigt. Blandt andet er fluorstoffer mistænkt for at svække immunforsvaret og øge sandsynligheden for at få bryst-, nyre- og testikelkræft, men de reelle risici er stadig usikre og genstand for yderligere forskning.

Siden 2015 har de danske regioner lavet PFAS-målinger i grundvandet, og ifølge en optælling foretaget af Danmarks Radio har man 104 forskellige steder i landet fundet PFAS-værdier, der er 100 gange højere end den tilladte grænseværdi.

Der kan måles PFAS i blodet på mennesker over hele verden.

Kilder: Sundhedsstyrelsen, dr.dk

PÅ DEN ANDEN side af byen, helt ude ved broens betalingsanlæg, hvor lyden fra Vestmotorvejen aldrig ophører, er den lokaljournalistiske enmandshær Helge Wedel kørt ned for enden af Storebæltsvej, forbi campingpladsen og stranden, og har parkeret sin bil foran byens isbådmuseum. I Kong Christian IV’s gamle posthus kan man se bådene, der før isbrydernes tid blev skubbet, trukket og roet over Kattegat i 1920’ernes strenge isvintre, som ingen nulevende korsoranere selv har oplevet, men som de ganske sikkert har hørt historier om fra deres forældre og bedsteforældre.

Det er Helge, der har valgt, at vi skal mødes her, hvor man både kan komme helt ind under Storebæltsbroen og kigge over til Fyn, Korsørs i generationer mest populære udflugtsmål, som journalisten, der i dag giver den som turistguide i byen, hvor han er født, opvokset og har boet næsten hele sit liv, kalder det. Han har planlagt en rute, der skal føre os fra broen ned til det gamle færgeleje og videre ind til fæstningen, hvor der er yderst velbesøgte picnickoncerter hver tirsdag hele sommeren, for nok har Helge i tidens løb været på nakken af kommunen og heller ikke været bleg for at rage uklar med andre korsoranere – som dengang et lokalt udlejerægtepar overfaldt ham med en spand vand, fordi han skrev kritisk om deres skimmelsvamp- og rottebefængte lejligheder – men tag ikke fejl: Her er en mand, der elsker Korsør, og som ikke forsømmer en lejlighed til at nævne byens helt store trækplastre: udsigten, naturen og vandet, hvor han selv er flittig dykker med sine sønner.

”Det gør mig sgu glad, når jeg taler med folk, der er flyttet hertil og måske har boet her et halvt eller et helt år,” siger han. 

”De fremhæver alle naturen.”

At Helge ikke har ladet sin kærlighed til byen gå ud over sin kritiske journalistiske sans, bliver tydeligt, da han starter bilen og triller videre ned til færgelejet, ned til det, han kalder ’skandalefærgen’ M/F Broen, en af de gamle storebæltsfærger, som Slagelse Kommune hjemkøbte og bjærgede i 2020 med ambitioner om at omdanne den til museum. Der var bare lige det problem, fortæller Helge, der har skrevet spalte op og spalte ned om sagen, at den gamle færge er fyldt med asbest og giftig maling, og at den på ingen måde overholder bygningsreglementet, der pludselig gælder, når den skal anvendes som museumsbygning i stedet for færge. Konsulenter har anslået, at det vil kræve yderligere 66 millioner at gøre den egnet til ”mindre, kulturelle formål”, vel at mærke uden opvarmning og isolering, og bare det at skrotte den vil løbe op i ni millioner kroner. Efterhånden kan Helge ikke gøre andet end at trække lidt på skuldrene. 

Helge Wedel fremviser M/F Broen. Inden færgen kom hjem til Korsør og blev bjærget op på land, lå den til i Aarhus Havn, hvor den i 90’erne og 00’erne fristede en tilværelse som både berømt og berygtet diskotek.

ET PAR TIMER senere, nede i byen, mens lokaljournalisten er trillet hjem til villakvarteret ved Dyrhaugesvej, har to unge mænd taget plads ved havnemolen i et par medbragte festivalstole. Herfra kan de kigge over på den anden side af vandet, som forbinder Korsør Nor med Storebælt, på den prægtige gamle stationsbygning, der siden 2013 har huset Fødevarestyrelsens afdeling for Sjælland og Fyn. I dag kører togene helt uden om Korsør, standser omme på den anden side af Vestmotorvejen og fortsætter videre ned i Storebæltstunnellen, og derfor er der blikstille ved havnen, kun en enkelt speedbåd med lidt for meget fart på forstyrrer Adam Egholm Nielsen og Nicklas Kristiansen, mens de fisker efter fladfisk, torsk og ålekrabber med madding bestående af fiskefrikadeller viklet ind i nylonstrømper.

Begge dele har Nicklas hentet nede i Føtex, og hængende der for enden af fiskestængerne, erhvervet formedelst et par hundrede kroner i Jem & Fix ovre på Halsskovsiden, ligner det mest af alt – undskyld sproget – et par nosser, der rammer vandet med et lille plop. Men det er altså ikke en dårlig joke, nej, teknikken har de skam set på Facebook, og tricket er, forklarer Adam, at når fiskefrikadellerne lander i vandet, ”lugter det helt vildt” og tiltrækker sultne fisk. Det er første gang, de forsøger sig på denne vis, og foreløbig er der ikke bid, i det hele taget er det sgu blevet svært at fange fisk i Korsør Havn, så svært, at Havnemeden, en tradi­tionsrig fiskekonkurrence arrangeret af Korsør Lystfiskerforening, i år er blevet aflyst, fordi de mere end 400 fremmødte fiskere sidste år kun fangede ganske få og små fisk. Heldigvis lader Adam og Nicklas sig ikke sådan slå ud, de er her jo også for hyggens skyld, hvad skulle de ellers lave – bare sidde derhjemme? – og da de skifter fiskestang ud med fiskenet, kravler der rejer i nettet.

Kevin Krohn-Dehli ligner ikke den gennemsnitlige handicaphjælper, men når han ikke er boksetræner, arbejder han med udsatte borgere. For et par år siden endte han i ’Go’ morgen Danmark’ på grund af sit usædvanlige udseende, og i dag får han stadig henvendelser fra mænd, der takker ham for at gøre op med fordomme om mænd med ’tusser’ i ansigtet.

HER ER SGU blevet delt nogle øretæver ud,” siger Kevin Krohn-Dehli, en 36-årig mand, der har tatoveringer over det hele: ned ad begge arme, på hænderne, på halsen, i nakken og i ansigtet, hvor hans fire børns navne står. Og ja, det er rigtigt, han er i familie med Michael Krohn-Dehli, den tidligere fodboldlandsholdsspiller er hans grandfætter, men de har aldrig rigtig kendt hinanden, så mere er der vist ikke at sige om dét. Da han var barn, arbejdede Kevins far på Storebæltsbroen, hans mor var ansat på færgerne, og ligesom grandfætteren spillede han også fodbold, men så gik der druk og damer i den (”nok mest druk,” siger han), og godt det samme, for det var alligevel boksning, han var bedst til. Selvom han aldrig rigtig var interesseret i andet end træningen, fik han alligevel 10 officielle boksekampe, men nu koncentrerer han sig om næste generation i den hæderkronede Korsør Amatør Bokseklub, engang landets suverænt bedste bokseklub, der fostrede en vaskeægte verdensmester i sværvægt, lokalhelten Brian Nielsen.

I dag er ’Super-Brians’ gamle træner formand i klubben, Johnny Antonsen står i hjørnet af den spartansk indrettede barak, som udgør både klubhus og træningssal, og ser til, mens 11 unge mennesker – 10 drenge og en pige – er ved at gøre sig klar til dagens træning. Han har både været med Brian Nielsen til OL i Sydney og til de store boksebrag om verdensmesterskabet, men det er længe siden, nu har han bare travlt med at få Korsør Amatør Bokseklub på fode igen, efter den tidligere ledelse løb fra ubetalte regninger for 50.000 kroner. Heldigvis er nye sponsorer kommet til, blandt andet med Brian Nielsens hjælp, fortæller den gamle boksetræner, hvis brune arme afslører, at han lige er kommet hjem fra ferie i Thailand. Han er en rigtig Korsør-dreng, born and raised, og selvom han de sidste 10 års tid ikke er kommet her så meget, fordi han ”har en dame i Høje-Taastrup”, ejer han stadig et lille sommerhus oppe ved Kelstrup Strand.

Korsør Amatør Bokseklub har hjemtaget et utal af titler, men for syv-otte år siden var der en bokser, ”der var lidt for stærk uden for ringen og endte med at blive smidt ud,” siger Johnny Antonsen. Som hævn kravlede bokseren en nat ind ad vinduet, brændte halvdelen af klubhuset ned, og en stor del af pokalerne gik tabt.

En noget yngre Johnny Antonsen i selskab med ’Super-Brian’ Nielsen.

De næste tre kvarter er der ingen kære mor for de 11 unge boksere, mens Kevin trækker dem igennem den ene udmattende øvelse efter den anden og til sidst sætter dem til at sprinte rundt mellem sandsækkene i salen i 10 minutter i træk, alle med tungen hængende ud af munden, undtagen Kevin selv, der næsten ikke kan tørre grinet af sit ansigt, her er han i sit es. Badet i sved, da det hele er overstået, dejser 21-årige Sofie Amalie Hansen om på gulvet og må lige have lidt luft, inden hun kan fortælle, at hun træner hernede tre gange om ugen og kommer hele vejen fra Skælskør, men snart får noget kortere vej, når hun og hendes forældre flytter til Korsør. Inden hun kører hjemad, siger hun også, at det er rigtigt, at boksning hurtigt kan blive noget mandehørm, men hun er ikke den eneste kvinde i klubben, der er også tre-fire andre, og selv hvis hun var, ville det ikke være noget problem, for hun kan sagtens følge med drengene.

Et brusebad senere spreder det lille hold af boksere sig for alle vinde, og snart er kun 24-årige Ahmad el Ahmad tilbage. Han er bokseklubbens nye, store håb, der sidste år blev danmarksmester i fjervægt, og ambitionen i år er – selvfølgelig – at genvinde titlen. Han er også næsten færdiguddannet som folkeskolelærer, mangler kun den sidste eksamen på mandag og har allerede fået job på Baggesenskolen, og så er han desuden født og opvokset på Motalavej, byens sociale boligkvarter, der tidligere var på ghettolisten og er kendt i resten af Korsør som stedet, hvor alle ballademagerne bor. Men spørger man Ahmad, der har mørkt, krøllet hår og er klædt i neongrøn T-shirt og blå fodboldshorts, er det ikke hele sandheden om hans barndomskvarter – og hvis det skulle være, giver han gerne en rundvisning.

I Korsør Amatør Bokseklub er der ingen kønsopdeling. Sofie Amalie Hansen træner med gutterne.

Ahmad el Ahmad begyndte til boksning, da han var 11 år gammel og ikke vejede mere end 34 kilo. Siden er han kommet i bokseklubben hver uge, kun afbrudt af et par skadespauser på grund af en brækket kæbe og et brækket håndled.

KORSØR I TAL

14.418 indbyggere boede pr. 1. januar 2023 i Korsør. Byen tilhører Slagelse Kommune, hvor der i alt bor 79.728 mennesker.

1329 er det første år, byens navn er registreret på skrift: Corshu. Fra middelalderen findes også stavemåderne Korsøre, Korsøør og Corsøer, hvilket betyder korset på stranden.

6,7 kvadratkilometer udgør Korsør by, der består af to halvøer – Halsskov og Sydbyen – som er forbundet af Halsskov Bro.

940 ansatte var der i 2020 på Flådestation Korsør, der er byens største arbejdsplads og hjemsted for den danske flådes største skibe – de tre fregatter af Iver Huitfeldt-klassen.

Kilder: Danmarks Statistik, Trap Danmark, VisitDenmark

DAGEN EFTER, en tidlig fredag eftermiddag, sker der ikke meget i Korsørs gamle centrum, nej, faktisk sker der slet ingenting. Stille plejede her ellers ikke at være i de små gader, dengang storebæltsfærgerne stadig sejlede i land, dengang Korsør var et knudepunkt, der bandt Danmark sammen, og mindre gang i gaden blev der vist heller ikke, da ’brobisserne’ kom til for at bygge Storebæltsforbindelsen, og byen blev kendt som et sted, hvor øretæverne hang løst nede på værtshusene.

Med dens godt og vel 14.000 indbyggere er Korsør utvivlsomt for stor til at være et sted, hvor alle kender alle, men til gengæld kender stort set alle nogen, der enten har arbejdet på færgerne eller på broen, hvis ikke de har arbejdet der selv. Efter næsten 10 års byggeri åbnede togforbindelsen over Storebælt i 1997 til tonerne af Shu-bi-dua spillende på en togvogn trillende ud ad tunnellen, året efter mødte dronningen op i Krone 2 og kørte som den første over den nye Storebæltsbro i bil, ja, stor ståhej var der og endnu større forventninger til, at den nye bro ville bringe vækst og nye arbejdspladser til bæltbyerne. En undersøgelse fra Transportministeriet har anslået, at broen frem mod 2050 vil give en samfundsmæssig gevinst på i alt 380 milliarder kroner, og det er da meget godt, siger de i Korsør, men her mærker de lokale ikke meget til det: Ifølge Erhvervshus Sjælland forsvandt tværtimod 900 arbejdspladser fra byen i perioden 1999-2006, efter færgeforbindelsen lukkede, og brobisserne pakkede deres værktøjskasser og tog hjem.

Effekten af sidstnævnte kan måles direkte på antallet af værtshuse i byen, der er mere end halveret, men et af de steder, man stadig holder stand, er Torvebodegaen, hvor billardbordet i weekenderne da godt kan tiltrække lidt unge mennesker, bevares, men ellers er det stamgæsterne, man lever af. Sammen med sin mand Jan har Lene Bay Brandt-Knudsen ejet stedet siden 1984, eller også var det 1985, dengang var det en grillbar ejet af Jans far, ”men det gad Jan sgu ikke, selvom han er kok og har arbejdet både nede på Marinaen og på færgerne,” siger Lene, så i stedet åbnede de en bodega, en rigtig brun en med skilte på væggen, hvor der står ting som ”Kredit er som sex, nogle får det, andre gør ikke”, og hvor det er tilladt at ryge – selv ved pissoiret på herretoilettet er der et askebæger.

’Mutti’ har dansk pas, men er stadig tysker indeni.

På Torvebodegaen er man på fornavn med hinanden, hvis ikke man er på kælenavn, og ’Oller’ og ’Mutti’ og alle de andre, som kommer her fast og passer på hinanden, sørger for at ringe og tjekke, hvis man en dag pludselig ikke skulle møde op. Ved et af bordene sidder Lena, der er 62 år gammel og engang boede i lejligheden oven på bodegaen, det var sådan, hun begyndte at komme her omkring årtusindskiftet, og så mødte hun Brian, der sidder overfor, ”vi delte en pose Haribo”, og i dag har de været gift i 22 år. 55-årige Brian er førtidspensionist, går med krykke efter en arbejdsulykke, og når han skal rundt i byen, tager han ’spasseren’, som han kalder sin trehjulede scooter. En årrække var han mekaniker på Storebæltstunnellen, men så blev den jo færdig, og Brian blev i stedet bartender her på stedet, inden han senere blev ansat på værftet hos smede- og maskinværkstedet HRS. I 33 år er han kommet på Torvebodegaen stort set hver eneste uge, og han kan stadig huske den første gang: Det var kort tid efter, at han som nyuddannet smed var kommet til byen hjemme fra Langeland, han havde været på nattevagt i tunnellen, og da han fik fri klokken seks om morgenen, kunne han ikke sove, så han gik på torvet og fik sig en godnat-bajer.

I det modsatte hjørne af værtshuset, henne ved døren, sidder en lille, gråhåret kvinde og kæderyger. Det er Mutti, som stammer fra en tysk familie og oprindeligt er fra Sønderborg, men så flyttede hendes mor og tog hende med sig, først til Herning og videre til Ikast, inden de drog østpå og endte i Korsør. Mutti har boet her næsten altid, men kalder alligevel Sjælland for ’Djævleøen’, og hvis sandheden skal frem, er hun stadig tysker af hjertet, så når Danmark møder Tyskland i fodbold, holder hun altså med Die Mannschaft. Mutti elsker at tale tysk, selv når hun taler dansk, kryber der et ach so og et aber doch ind hist og her, og når hun ikke sidder på sin plads på Torvebodegaen, støtter hun sig til en rollator, der er blevet nødvendig, fordi hun har brækket både lårben og ankel i et fald. Først fik hun ordineret morfin, ”men man bliver fandeme så afhængig af det lort”, så nu ryger hun en lille én en gang imellem, det tager toppen af smerterne, og da hun var på hospitalet, mødte hun en yngre læge, der sagde, at hvis det hjalp, skulle hun endelig bare blive ved. Mutti er 69, men kunne skydes til at være 20 år ældre, sådan er livet hårdt ved nogle, men hun har ikke haft det værre end de misbrugere, hun arbejdede med for Kirkens Korshær, mens hun stadig kunne, og når det hele blev lidt for meget, gik hun hjem og satte Black Sabbath på for at rense hovedet.

”Du må gerne undgå den værste dobbelthage, når du tager billeder,” siger Helle Jørnung, trofast stamkunde hos Dennis Knudsen gennem 25 år.

MIDT I DEN butiksdød, der findes i Korsør såvel som i alle andre danske provinsbyer og senest har taget livet af en kiosk og Flügger Farver ovre på Møllevangen, har en regulær kendis rykket sin forretning til byen. Sidst i november 2021 kunne korsoranerne således læse i deres ugeblade, at Dennis Knudsen, de kendtes frisør, var faldet pladask for en luksusvilla i Sydbyen og havde betalt 13 millioner kroner for 300 kvadratmeter med direkte adgang til stranden og masser af plads til hans tre små børn, og godt et halvt år senere kom så en endnu større nyhed: Den 60-årige frisør og stylist var blevet træt af at pendle, havde solgt sin salon i København og besluttet sig for at rykke House of Dennis Knudsen til Korsør. 

I dag må hans stamkunder derfor indfinde sig på Nygade 13, ikke langt fra torvet, og det er præcis, hvad Helle Jørnung har gjort denne fredag eftermiddag, klædt i sort nederdel og en top med leopardplettede ærmer. Den lyshårede kvinde ser ud til at være jævnaldrende med Knudsen, hun er kørt hele vejen fra Hareskovby nord for København, fordi ”ingen klipper ligesom Dennis”, og derfor har hun været kunde i mere end 25 år. I dag driver hun rekrutteringsbureauet Best Talent, men dengang hun først begyndte at komme i salonen i København, arbejdede hun som coach og havde hjulpet Dennis Knudsen ud af en periode med stress og angst, efter han havde festet lidt for hårdt og lidt for længe. Alt det hører dog fortiden til, Dennis Knudsen er en anden og gladere mand i dag, fortæller han, mens han står og vasker hår på dagens sidste kunde, omgivet af portrætter af stjerner som Nicole Kidman, Willem Dafoe, Yoko Ono og Tommy Hilfiger, som han alle har haft i stolen.

”Du klipper bare, som du vil, Dennis,” siger Helle med stemmen fuld af tiltro. 

”Do your worst.”

På hjørnet over for frisørsalonen har Dennis Knudsen også overtaget et lokale på 400 kvadratmeter, her holder han foredrag med titler som ’Fra Mørkhøj til Hollywood’, ’Mit liv som singlefar’ og ’Angst, misbrug & depression’, og i maj var der ladies night med 160 kvinder og et par mænd (”hvis man er singlemand, skal man tage til et af Dennis’ arrangementer,” indskyder Helle nede fra frisørstolen), hvor Dennis Knudsen hev publikum op på scenen og stylede dem på skift. Det var også i det nye lokale, at han for et par uger siden lavede det helt store udtræk til sin 60-års fødselsdag, da han inviterede hele byen til fest med rød løber og unge, olieindsmurte mænd, der serverede saltstænger, drinks, rejecocktails og frikadeller på fad – 600 stk. i alt, som frisøren selv havde stået og stegt.

I det hele taget er Dennis Knudsen fuldkommen overvældet over den modtagelse, han har fået i Korsør. Folk er så flinke, siger han, og de er glade for, at der er nogen, der sætter lidt gang i gaden. For jo, han kan da også godt se, at byen er lidt død, at der er lidt mange tomme butikslokaler, men det sker jo ikke kun i Korsør, og så er det bare skønt at se, at hans gamle kunder følger med, kommer kørende hele vejen på tværs af Sjælland.

UDEN FOR FRISØRSALONEN, midt i klipningen, lyder pludselig et ordentligt brøl. Op er rullet en slags forvokset rød legetøjsbil, en beach buggy hedder det, og i den sidder 23-årige ’Maggie’, der egentlig hedder Mathias, men hans venner har vist aldrig hørt ham omtalt ved hans rigtige navn. På ladet står en Soundboks, og lyden af bilen og musikken tiltrækker hurtigt et større sammenrend af unge mennesker ude foran Chili Pizza & Kebabhouse, primært unge mænd, men også Celina Togeskov. Den 21-årige kvinde i grå hættetrøje og hvide, malerplettede shorts kommer fra Ishøj, det kan tydeligt høres på hendes dialekt, men i halvandet års tid har hun gået på FGU – Forberedende Grunduddannelse – i Korsør, på malerlinjen, og på sådan en fredag tager hun gerne på Mac Allister’s Pub, som alle bare kalder Bagergården, for det plejede den at hedde. Hun kunne også tage bussen hjem til Slagelse, hvor hun bor, men hun kan bedre lide at gå på bodega end på diskotek, og der er bare lidt mere hyggeligt i Korsør, synes hun og fortæller så, at de unge kalder Slagelse-Skælskør-Korsør for ’Bermudatrekanten’, fordi det er her, der er mest drama, mest ballade.

Et sted i klyngen står også 19-årige Sebastian, der arbejder med at lægge fjernvarme i byen, det er derfor, skulle man ikke have bemærket det, at halvdelen af Korsør for tiden er gravet op og fuld af orange vejpæle og sorte rør. Han har også en ven, siger han grinende, hvis knallert er tunet så meget, at det lyder som pistolskud, når han kører gennem byen (det skal vise sig ikke at være en overdrivelse, lidt senere, oppe på Halsskovbroen, da en rødsort knallert pludselig gasser op og drøner væk fra Sydbyen), og forleden gjorde larmen en ældre mand så forbandet arrig, at han stoppede vennen og truede ham med en kniv. Det lyder jo alvorligt, men ingen af de unge lader til at tage det særligt tungt, og nogle minutter senere, mens klokken runder 18, spredes gruppen igen lige så hurtigt, som den samledes.

I hverdagene mødes Brian og de andre stamgæster på Torvebodegaen. I weekenderne holder de i stedet til nede i Korsør Marineforening.

TILBAGE PÅ TORVEBODEGAEN, som timerne går, skiftes der løbende lidt ud i klientellet, Brian og Lena er smuttet, men Mutti er her endnu, og ind ad døren er kommet Allan, en midaldrende mand i lyseblå polo og med kort, gråt hår. For 10 år siden flyttede han hertil fra København, nu pendler han hver dag frem og tilbage til sit arbejde i ”en statslig institution” – nærmere ønsker han ikke at uddybe – og fredag eftermiddag, når han kommer hjem fra job, går han ned på Torvebodegaen og får sig nogle kolde og måske en lille én.

Allan har på det seneste bemærket, at de i Sjællandske, efter Helge Wedel er stoppet, har fjernet Korsør i avisens sidehoved og i stedet proppet det hele ind under Slagelse, men skulle det ske, at der kom en negativ historie, ”ja, så skal de sgu nok stadig huske at skrive Korsør”, siger Allan, der er træt af, at medierne fremhæver byen for det dårlige.

”Jeg hører tit fra mine kolleger: ’Hvorfor fa’en gider du bo helt dernede?’ Men jeg har ikke fortrudt et sekund, for hver gang jeg træder ud af toget på Korsør Station, sænker jeg skuldrene og kommer helt ned i tempo.”

Der er enighed rundt om bordene. Medierne skriver sgu ikke om andet end ballade oppe på Motalavej eller om PFAS, og så er der jo også ham, som alle udmærket ved hvem er, men som ingen må nævne ved navn, den formodede gerningsmand bag både drabet på Emilie Meng for syv år siden og kidnapningen af en 13-årig pige, som i april forsvandt ved Sorø og blev fundet ude i Svenstrup. Allan sænker stemmen, det gør de fleste i Korsør, når man spørger til sagen, mens andre vil vide, om diktafonen stadig er tændt. Man taler helst ikke om det, og alligevel gør man, i krogene, her og der, både unge og gamle, også Allan, inden han ringer med klokken og giver en omgang til alle, inklusive Erling, der sidder ved siden af på sin faste plads ved bordet tættest på baren. Han har seks-syv minutters gang herhen ”og nogle gange lidt længere hjem, især hvis der har været Underberg på bordet,” siger han, så der grines højt, stemningen letter igen, og kun Allan bevarer alvoren, i hvert fald delvist, da han vender sig om og kigger direkte på mig, mens vi siger farvel:

”Skriv nu noget godt om Korsør, ikke?”

EN GOD HISTORIE om Korsør ønsker de sig også ovre på Halsskovsiden, hvor hverken afbrændingsforbud eller en lukket mole kan forhindre wakeboard-foreningen Korsør Cable Park i at fejre sankthans på ’Fake Jamaica’, som er det kælenavn, de har givet den gamle færgehavn. Ved en lille hjemmebygget badebro, hvorfra kabelbanen løber ud i vandet, er 30-40 mennesker samlet om vandsport, grill og en fladskærm, der viser bål i mangel af bedre, og mens deres niårige søn drøner rundt i våddragt, står ægteparret Rasmus og Cat og ser smilende til. De har begge boet i Korsør hele deres liv, bortset fra to år, hvor Cat var i Hjørring med noget uddannelse, de kan spore deres familier fem og seks generationer tilbage i byen, og heller ikke de forstår, at det altid er kedelige overskrifter, de kan læse om deres by. Hvorfor ikke skrive noget om picnickoncerterne, spørger Cat, som i øvrigt ikke mener, at det er noget nyt, det med de negative historier.

”Korsør har altid været stemplet,” siger hun. 

”Da jeg var ung i 90’erne, talte man om, at det var den by i Danmark med mest kriminalitet per indbygger.”

Men Cat og Rasmus er stolte af deres by, og de kan fortælle alle de gode anekdoter, for eksempel at Kim Larsen som ung var lærer ude på Tårnborgskolen, og at det var på turene til og fra byen, at han fandt inspiration til ’Blaffersangen’, der begynder med linjerne: ”Jeg går ad vejen mod Korsør / En tidlig fredag aften.” De kan også fortælle, at Korsør har verdens ældste fungerende biograf – som i hele verden – og selvom der var nogle i Polen, eller også var det i Litauen, som en overgang påstod, at deres er ældre, er det for længst blevet tilbagevist. Kort sagt kunne Cat og Rasmus ikke forestille sig at bo andre steder end her, og da slet ikke i København, for de vil ikke undvære naturen og vandet og sammenholdet i Korsør. De var også med, dengang hundredvis af frivillige korsoranere iværksatte en omfattende eftersøgning efter Emilie Meng, helt fra Jylland kom en af Rasmus’ venner for at hjælpe, opdelt i hold ledte de i dagevis, men forgæves, og så måtte de lære at leve med det, efterhånden, indtil den formodede gerningsmand i april blev arresteret.

”Man prøvede jo ellers at glemme det lidt,” siger Rasmus, og det er da heller ikke det, der skal fylde i aften. Stemningen er god, der er pølser på grillen, om lidt er der båltale og sang, og i vandet leger børnene, mens solen langsomt er ved at kravle ned bag Storebæltsbroen.

DET ER SYV ÅR siden, alligevel hænger sagen stadig over byen som en skygge. Ved firetiden om morgenen søndag den 10. juli 2016 stod tre unge kvinder af toget på Korsør Station efter en bytur i Slagelse, fra stationen havde de bestilt en taxa, men mens to af kvinderne satte sig ind i bilen, valgte 17-årige Emilie Meng i stedet at gå de 3,5 kilometer alene hjem til sine forældre. Hvad der helt præcis skete, efter de sagde farvel, er der stadig ingen andre end gerningsmanden, der med sikkerhed ved, men det blev sidste gang, at veninderne – og nogen andre i Korsør – så Emilie Meng i live.

Senere samme morgen landede Helge Wedel i Kastrup Lufthavn med sin familie, hjemvendt fra en uges ferie i Grækenland, og sad bag rattet i bilen på vej ud af lufthavnen, da han blev ringet op af en kilde, som tippede ham om to historier i prioriteret rækkefølge. Den ene kunne han bekræfte ved selvsyn, mens han kørte ind i Korsør: at der var udbrudt brand på den gamle Basta Låsefabrik ude ved Møllevangen, og skulle man være i tvivl, kunne man bare kigge op og se, at himlen var sort af røg. Den anden historie var, at en ung kvinde ikke var mødt op til kor nede i Sankt Povls Kirke, tilsyneladende forsvundet, men de første timer tog ingen andre end familien sig videre af det, heller ikke politiet.

Selv havde Helge en uge tilbage af sin ferie og lod kollegerne på avisen tage sig af begge dele, men da han mødte på arbejde otte dage senere, var ­Emilie Mengs forsvinden gået fra en lille notits til breaking news. Politiet ledte med hunde, dykkere og helikopter efter den 17-årige gymnasieelev, og flere hundrede frivillige finkæmmede byen, strandene og de omkringliggende skove. En af de første artikler, Helge skrev, handlede om, at politiets efterforskning var ferieramt, i alt er det blevet til flere hundrede hi­storier om sagen, og på grund af sit omfattende kildenetværk i byen var Helge ofte først, vidste, hvor og hvornår politiet rykkede ud, og så stod han der, klar til at stille spørgsmål, men for det meste uden svar.

”Til sidst blev det fast rutine,” fortæller Helge, ”at jeg ringede til Søren Ravn (efterforskningsleder i sagen, red.) og sagde: ’Du har nogle folk ude at grave på Motalavej, kan du bekræfte, at det er Emilies taske, de leder efter?’ Hvortil han svarede: ’Helge, hold nu op, det ved du godt, at jeg ikke kan.’”

Der skulle gå seks måneder, før en hundelufter fra Borup nær Køge juleaftensdag fandt et lig i en sø ved Regnemarks Bakke, mere end 60 kilometer fra Korsør. Retsmedicinske undersøgelser fastslog, at der var tale om Emilie Meng, at hun var blevet dræbt og efterladt i søen, og siden er det kommet frem, at politiet i efterforskningen begik en række alvorlige fejltrin, fordi man til at begynde med slet ikke betragtede hendes forsvinden som en kriminalsag. 

Måske var det belært af disse fejl, bemærker Helge, at man gik anderledes hastigt til værks, da en 13-årig pige 15. april i år forsvandt fra Kirkerup ved Slagelse, netop som hun var blevet færdig med sin avisrute. En omfattende eftersøgning blev iværksat, og allerede dagen efter havde politiet lokaliseret en adresse i Svenstrup, hvor de anholdt en 32-årig mand og fandt den 13-årige pige i live. På adressen beslaglagde politiet desuden en Hyundai i30 magen til den, man havde efterlyst i sagen om Emilie Meng, og 26. april blev den 32-årige sigtet for både frihedsberøvelse og voldtægt af den 13-årige samt for mordet på Emilie Meng og yderligere et voldtægtsforsøg på en 15-årig pige i Sorø. Den 32-årige nægter sig skyldig og afventer i skrivende stund sin retssag.

KORSØR I TAL

254 meter høje er pylonerne på Storebæltsbroen, som er et af de højeste punkter i Danmark.

10 år tog det at bygge hele Storebæltsforbindelsen, hvis anlægsarbejde begyndte i 1988 og sluttede i 1998.

16 kilometer skal man tilbagelægge i bil for at komme fra Korsør til Slagelse. Der er 13 kilometer til Skælskør og 98 kilometer til København.

1908 var året, hvor Korsør Biograf Teater åbnede dørene for første gang. I dag er det verdens ældste fungerende biograf.

Kilder: Danmarks Statistik, storebaelt.dk, Trap Danmark, VisitDenmark

Storebæltsbroen vedligeholdes løbende via pletmaling af rustpletter, indtil hele broen på et tidspunkt skal males over.

DEN SOMMER Emilie Meng forsvandt, gik Ida Lomholt Wismann ud af 3. g på Slagelse Gymnasium. Den 27-årige TV 2-journalist husker, at hun i tiden efter bortførelsen ikke turde gå alene hjem om natten, og at hendes forældre i øvrigt ikke ville lade hende, selv hvis hun gjorde, for alle var bange for, at det, der var sket for Emilie, også kunne ske for andre.

”Selv den dag i dag får jeg stadig ikke lov til at tage toget fra Korsør Station om aftenen, uden at nogen, jeg kender, følger mig helt ned på perronen og bliver stående, indtil toget er kørt,” siger Ida, der er født og opvokset i Slagelse, men kommet meget i Korsør, og som tidligere på året stod bag en dokumentar på TV 2 om Emilie Meng-sagen med udgangspunkt i hendes eget, perifere bekendtskab med den 32-årige mand. Ifølge hende var det ”et sår, der blev revet op”, ikke kun for Korsør, men hele egnen, da den 13-årige pige blev kidnappet i april, og for hendes eget vedkommende blev hun mindet om den sommer i 2016, der skulle have været fri for bekymringer, fyldt med studenterfester og solopgange, men som i stedet blev en sommer fuld af nervøsitet, rygter og forældre, som insisterede på at hente og bringe overalt. 

For nogle måneder siden, da Ida var hjemme for at interviewe kilder til TV 2-dokumentaren, mødte hun mennesker, heriblandt Emilie Mengs mor, for hvem alle de dårlige minder pludselig var væltet frem igen. Nu håber de bare, fortalte de, at det endelig, langt om længe, er lykkedes politiet at finde den skyldige. Først da kan helingen for alvor begynde.

SOMMERFERIEN ER GÅET, forsommer er blevet til sensommer, og oppe på Motalavej, der tager sit udspring i en rundkørsel, hvor også bokseklubben ligger, har børnene fået fri fra skole og begyndt at pible ud mellem boligblokkene. Rundt om et sving nede midt på vejen ligger den lokale moské, og overfor, bag et sort metalhegn, ligger også Korsør Nærpoliti, en ny, lokal politistation, der åbnede i august 2022 med både besøg af justitsministeren og et mål om større tryghed for borgerne i kvarteret, som i mange år har været plaget af uro og kriminalitet. I landsdækkende medier har man kunnet følge med i historier om sammenstød mellem politiet og unge bandemedlemmer, om en bitter fejde mellem to lokale klaner, der har ført til masseslagsmål, knivstikkerier og skudepisoder, men lige denne mandag eftermiddag er det svært at få øje på, hvor balladen skulle komme fra, i hvert fald ikke nede fra Kvarterhuset, områdets kommunale forsamlingshus, hvor tre kvinder i løse gevandter har samlet sig rundt om et bord.

Hver anden fredag mødes medlemmerne af Kvindeforum Motalavej, hvis medlemstal gennem årene har svinget fra nogle og 20 til 50 kvinder, der drikker kaffe, snakker om stort og småt, holder sammenskudsgilde og arrangerer foredrag og udflugter. Foreningen blev stiftet for 12 år siden, forkvinde Aicha Tifroute har været med hele vejen, og det er her i lokalerne, hun har mødt og er blevet veninder med Majedeh Rahim og Batul Salah og med Nabila El-Ali, som også skulle være dukket op, hvis altså ikke hun var blevet forsinket på vej hjem fra sit arbejde som læge på Holbæk Sygehus. De fortæller, at mange kvinder på Motalavej ikke har det store sociale netværk uden for familien, og selvom nogle til gengæld har store familier, både fætre, kusiner, onkler og tanter i kvarteret, er der andre som for eksempel Aicha og Batul, der kun har deres mænd og deres børn og måske føler sig lidt ensomme. I Kvindeforum Motalavej kan man som kvinde finde frirum, gode råd, en ny opskrift eller et nyt bekendtskab, og går man og tror, at det bare er en lukket klub for ikke-etnisk danske kvinder, tager man fejl, alle er velkomne, også dem fra andre dele af Korsør.

Desværre kommer der ikke så mange udefra, faktisk slet ikke nogen, heller ikke når de inviterer resten af byen til loppemarked, laver opslag på Facebook og hænger sedler op nede i gågaden. Men hvis Muhammed ikke kan lokke bjerget til sig, må Muhammed gå til bjerget, og derfor har kvinderne besluttet, at det næste loppemarked skal foregå nede i byen.

Fra venstre: Nabila El-Ali, Aicha Tifroute, Majedeh Raim og Batul Salah på Motalavej. Ifølge Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi er antallet af straffelovsanmeldelser i kvarteret faldende, og i Justitsministeriets store tryghedsundersøgelse fra 2022 svarede 74,8 procent af borgerne på Motalavej, at de følte sig trygge – en stigning fra 68,9 procent året før.

I MELLEMTIDEN, oppe ved rundkørslen, har Ahmad el Ahmad skiftet sportstøj og boksehandsker ud med hvid hørskjorte, beigefarvede bukser og Birkenstock-sandaler og parkeret sin bil henne bag Lidl. Han har lige fået fri fra sit nye job på Baggesenskolen, og selvom det er flere år siden, han flyttede fra Motalavej til en lille ejerlejlighed ude ved byens svømmehal, er det tydeligt, at han stadig er på hjemmebane, ude af stand til at gå ret langt, uden at der er nogen, der skal hilses på eller vinkes til. Vi passerer nummer 68, hvor hans barndomshjem plejede at ligge, i dag er det og flere andre opgange revet ned og erstattet af nyere, lavere byggeri, men ellers siger han, at Motalavej ligner sig selv med gule mursten og beton og altaner med skydevinduer.

Ahmad kender historierne om klanfejden, ja, han tilhører selv en af de to stridende familier, men alligevel har han svært ved at forklare, hvad balladen egentlig går ud på. Han er ikke sikker på, at der overhovedet er nogen, som længere kan huske det, og han har i øvrigt ikke selv været involveret, holdt sig ude af det, men helt kort fortalt er det vist noget med, at fjendskabet stammer tilbage fra en flygtningelejr i Libanon i 80’erne. Fra Libanon til Danmark kom hans forældre også, efter de var flygtet fra Palæstina, og bosatte sig i Korsør, fik fem børn, hvoraf Ahmad er det mellemste. Hans mor gik derhjemme, mens faren transporterede blodprøver rundt mellem hospitaler på Sjælland, boksede med Brian Nielsen og de andre nede i bokseklubben, men siden fik han dårlig ryg, og i dag er han førtidspensionist.

Det var en ”virkelig dårlig dansklærer”, der i 9. klasse inspirerede Ahmad til selv at blive folkeskolelærer: ”Jeg ville være alt det, hun ikke var,” siger han.

På papiret er Ahmad nok en af dem, man ville fremhæve som en positiv integrationshistorie i Korsør, men han er langtfra den eneste, siger han og giver sig til at fortælle om gamle klassekammerater, der læser på universitetet, medicin og jura, mens andre igen er blevet sygeplejersker eller er taget på pædagogseminariet. Og ja, så er der også dem, som begynder at sælge lidt nede på gaden, som kommer op at slås, stikker med kniv og ender i fængsel, men det er måske fem procent, så hvorfor skal de fylde det hele, når snakken falder på Motalavej?

Ahmad husker dem, fra da han var yngre, vennerne, der pludselig fik penge mellem hænderne, nyt tøj, ny Mercedes og råd til at gå på dyr restaurant, alt imens han selv gik på gymnasiet og fik hjemmeboende SU. Han erkender, at det var fristende, de hurtige penge, der aldrig var mere end et opkald væk – ”ærligt, hvem kan sige andet?” – og havde han ikke lyttet til sine forældre, fået den mentale styrke og disciplinen med sig fra bokseklubben, hvem ved, om det så var gået anderledes, sådan som det gjorde for hans storebror. I folkeskolen var han i hvert fald ikke nem at trænge igennem til, det lægger han ikke skjul på, men var han og rødderne blevet mødt med større forståelse og ikke bare opgivet og stemplet som ballademagere, var der måske lidt flere af dem, som var endt med diplomer i stedet for domme. Det husker han sig selv og sine kolleger på, når han i dag møder andre utilpassede børn som lærer på Baggesenskolen: at der ofte er både en forklaring og et menneske bag, og at en ”dårlig” adresse ikke behøver at føre til et dårligt liv.

Heller ikke selv om den adresse er Motalavej i Korsør.

Som en af få kvinder har Adelaida Bautista Alanoca fisket på Titicaca-søen i Bolivias højland hele sit liv. Nu er hun bekymret, for fiskene forsvinder, muligvis fordi de ikke har kunnet vænne sig til temperaturændringerne.
Tekst:Lise Josefsen HermannFoto:Wara Vargas

DET ER MIDNAT, temperaturen er et stykke under frysepunktet, og Adelaida Bautista Alanoca gør klar til at gå i båden. Inden hun sætter fra bredden, beder hun til den katolske gud og til søens gud. 

”Min Gud, tag mig vel ud og hjem igen, jeg er i dine hænder. Du ved, hvad jeg har brug for, hvad jeg mangler.” 

Selvom den 38-årige fiskerkvinde er ud af en slægt af fiskere, har hun aldrig lært at svømme, og nogle gange truer bølger og blæst sikkerheden om bord på hendes lille fiskerbåd. 

Tajocachi er en lille landsby i kommunen Santiago de Huata ved bredden af Titicaca-søen i Bolivia.

Hun vågnede op til livet her ved verdens højest beliggende sejlbare sø, Titicaca-søen. En del af Titicaca-søen tilhører Peru, men Adelaida kommer fra landsbyen Tajocachi i Bolivia. Hendes forældre, bedsteforældre og oldeforældre har alle været fiskere, og hendes forældre fisker stadig dagligt i den kæmpe sø. 

De har især fanget den lillebitte fisk Orestias ispi – også bare kaldet ispi. Ispi-fiskene lever kun i Titicaca-søen og er en traditionel spise i de nærliggende byer La Paz og El Alto. Byer, som Adelaida ikke kender, selv om de ligger blot halvanden time væk. Orestias betyder bjergnymfe – og Titicaca-søen befinder sig da også i mere end 3.800 meters højde. 

Adelaida Bautista og hendes datter Keyla renser og udruller nettene for at fange ispi. Hun har 18 net, der er 25 meter lange, og hvert enkelt net har kostet hende 300 bolivianos (godt 290 danske kroner).

Men nu er Adelaidas erhverv i fare. 

Fiskeriet i Titicaca-søen og Tajocachi er faldet, og Adelaida er bekymret. Hun mener ikke, at fiskene har kunnet vænne sig til temperaturændringerne i søen i de senere år.

Lige så længe hun kan huske, har hun været med sin mor ude at fiske på søen. Hun har lært at fiske ved at se sin mor gøre det. Da hun var 12 år gammel, begyndte hun at tage ud selv sammen med sin lillebror. 

Nu, hvor hun selv er mor til Keyla på 13 og Evelyn på 17, venter pigerne på hende ved bredden for at hjælpe med at bære fiskene ind. Adelaida er, som hun selv siger, både mor og far for sine døtre:

”Da jeg var lille, var der masser af ispi. I dag kan man med held fiske det halve af dengang. Der er næsten ikke nogen fisk tilbage, det har ændret sig meget. Men selvom der kun er lidt fangst, er jeg nødt til at fiske. For jeg lever af det her og forsørger mine døtre ved at fiske.”  

Erick Loayza Torrico er biolog og forsker ved Institut for Økologi på det offentlige universitet UMSA (Universidad Mayor de San Andrés) i La Paz. Han forsker i indfødte fisk i Titicaca-søen, biodiversitet og også fiskerispørgsmål.

”Siden 1980’erne er biomassen af de oprindelige arter i søen blevet reduceret med mere end 90 procent. Vores undersøgelser har vist, at størsteparten af de fangede fisk er små og under den minimumsfangststørrelse, der er fastsat i Peru. Ispi er en fisk, der kun lever i Titicaca-søen, og den eneste fisk i søen, der lever i stimer. Silverside (pejerrey på spansk) derimod, en indført art, lever hovedsageligt af ispi i åbent vand,” fortæller Erick Loayza Torrico. 

”Faktorer som manglende fiskeriforvaltning, indførelse af eksotiske arter, forringelse af levesteder og klimaændringer har indflydelse på nedgangen i antallet af fisk. Søen er blevet varmere i løbet af de seneste 30 år, og vandniveauet er sænket omkring tre meter,” siger den bolivianske forsker. 

Adelaides ældste datter, Evelyn, tjekker nettene for fangst.

Adelaides døtre, Evelyn og Keyla, har bygget et lille overdække af plastik i den isnende kulde.

ADELAIDA ER EN sjældenhed. Arbejdet som fisker på Titicaca-søen er hårdt og fysisk, fiskerne her er næsten alle sammen mænd. Hun smiler stort, når hun taler om at fiske. 

”Det er et mandearbejde. Det er svært og kompliceret med vinden, regnen og bølgerne. Men jeg bliver nødt til at tage af sted for at fiske. Det er min ting, det er dét, jeg kan finde ud af,” siger Adelaida. 

Hun arbejder mest om natten og ved daggry, hvor der er allerkoldest. Hun fortæller, at nætterne bliver koldere nu. Nogle gange fryser fiskene til, efter de er fanget. 

Ved siden af fiskeriet dyrker Adelaida også kartofler og hestebønner. Men i år er kartoffelhøsten slået fejl, fordi regnen forsvandt, da kartoffelplanterne blomstrede. Og bagefter kom frosten. 

Adelaida Bautista og hendes veninde er bekymrede over, at manglen på vand og de skiftende regntider påvirker deres kartoffelafgrøder.

Hun er bekymret over de ændringer i klimaet, hun oplever, og hvordan det påvirker hendes levebrød – fiskeriet – og også hendes landbrugsafgrøder. 

”Der er jo ikke andre muligheder, vi har altid fisket. Hvis ikke der er flere ispi, må jeg prøve at fange nogle af de andre fisk, der er i søen. Jeg er nødt til altid at finde en udvej, så mine døtre og jeg kan overleve.”

Denne artikel publiceres i samarbejde med DDRN (Danish Development Research Network) med støtte fra OpEn, Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje.

Det går op og ned i forlystelsesbranchen. Men i fire årtier er det kun gået fremad for Døllefjelde-Musse Marked, som hvert år i bededagsferien har støvsuget sit lollandske lokalområde for mennesker. Nu er helligdagen aflyst, og markedets bærende kræfter frygter en knockout. Ud & Se tog til det sidste bededagsbrag på marken mellem Døllefjelde og Musse for at mætte øjnene og for at se, om det skulle lykkes den lokale nævekæmper Kem Ljungquist at erobre et mesterskabsbælte.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Iben Gad

DEN ALLERSIDSTE STORE BEDEDAG på Døllefjelde-Musse Marked begyndte tidlig morgen med gratis kaffe i Café Corner og sluttede om natten med musikeren Pattesutter i Markedsteltet. Og selvom mange fortalte mig, at én dag langtfra er nok til at indfange alt det, som markedet, der blandt venner bare kaldes Dølle, kan byde på, skete der ikke så lidt i timerne mellem de to yderpunkter. 

Jeg så en lokal mand knalde en udlænding i hovedet, så tuden brækkede. Jeg så en ung fyr fra Ringsted trække flere hund­rede kilo efter sig til sjællandsmesterskaberne i havetraktortræk i en ombygget havetraktor med navnet ’Fuck you Greta’, en maskine, han fik i konfirmationsgave, og som siden er blevet ombygget i en sådan grad, at den ikke længere kan slå græs. 

Jeg blev antastet af en ældre mand, der som en søvngænger forsøgte at sælge lodder til en tombola, hvor man kunne vinde enorme bamser og tarvelige trøstepræmier. Jeg så en dame med en amerikansk borgerkrigshat sælge luftgeværer med kikkertsigte. Jeg blev tilbudt en hel plade hash af en 16-årig fyr med ADHD i ungdomscampen. Han havde ikke sovet i over et døgn, fortalte han, hvorefter han også tilbød kokain, amfetamin og svampe, fordi alt åbenbart er tilgængeligt på Døllefjelde-Musse Marked, hvor bagmændene kommer med bæltetaskerne fulde på trods af snusende politihunde. Jeg så en ældre kvinde tage musikeren Chief 1 på måsen, mens han gik rundt blandt publikum i et propfuldt festtelt, hvortil han sagde, at man altså kunne blive fyret for sådan en hånd. Så grinte han og bad hende gøre det igen, og så grinte hele teltet med. 

Jeg talte med mennesker, der har været på markedspladsen, siden før de kunne gå, og jeg talte med deres forældre, som var med til at starte markedet, dengang heste og kaniner og den berygtede jyske forretningsmand Jens Peter Svendsen, bedre kendt som ’Låsby-Svendsen’, var en del af det. Jeg så to fuldvoksne mænd forsøge i fællesskab at presse en ’døllepølle’ ned i et alt for lille fransk hotdog-brød. Jeg så en præst, der for alt i verden ikke ville kramme en landevejsridder med kaldenavnet ’Storken’, og jeg overværede Finn Nørbygaard holde gudstjeneste om, tja, Finn Nørbygaard.

DØLLE-FAKTA

I 1972 udgav bandet Blue Boys sangen ’Døllefjelde-Musse’, længe før markedet var på tegnebrættet. De optrådte til det første Døllefjelde-Musse Marked i 1980.

I markedets 43 år har der været tre formænd.

I 2004 havde markedet sit største overskud nogensinde på 1,9 millioner kroner, som skulle fordeles til lokale foreninger.

Der bliver spist fire ton døllepøller på fire dage under Døllefjelde-Musse Marked.

Alligevel fortalte alle markedsgæsterne, at jeg ikke havde set noget endnu, og at jeg burde komme dagen efter, hvor det rigtig ville gå løs med damefrokosten, som er hele markedets store trækplaster – en kæmpe fest, hvor 1.600 damer iført tyrolerhatte, sombreroer og andre spændende hatte betaler for at rive tøjet af unge, lokale tjenere til lyden af et liveband. Som Simon Hansen, den socialdemokratiske borgmester i Guldborgsund Kommune, fortalte mig, lægger damerne alt, der hedder MeToo, inden de går ind i teltet, og mændene plejer at sige, at det er ligesom at se køerne komme på græs, når damerne kommer ud igen. En anden fortalte, at flere kvinder bliver hentet af ambulance, før de overhovedet rammer teltet, fordi de er så fulde, mens en helt tredje nævnte, at hvis mændene opførte sig som kvinderne, så ville de blive hentet af salatfadet.

Mændene har dog også deres frokost, om end herrefrokosten er noget mindre. Den sælger et par hundrede billetter, og selvom der både er bare babser og stegt flæsk, er det ikke en institution på samme måde som damefrokosten, der i år skulle husere for 22. gang. Men det nåede jeg heller ikke at opleve, ligesom jeg hverken nåede spøgelseshuset ’Falster House of Horror’ eller fik taget sigte i skydeteltet. Jeg fik ikke trukket ponytræk eller overfløjet markedspladsen i helikopter. Jeg mødte ikke Morten Messerschmidt, som ifølge elektroniske bannerreklamer i Nykøbing Falster ville gøre sin entré dagen efter, og jeg fandt aldrig Låsby-Svendsens søn, der angiveligt skulle have en kræmmerbod i nærheden af den gamle ølvogn. 

At gennemgå Døllefjelde-Musses markedsavis på bagkant er en lang erkendelse. Nej, jeg havde ikke tid nok til at opleve markedet i al dets magt og vælde. Det større spørgsmål er, om jeg får muligheden igen. For måske er tiden ved at rinde ud for Dølle.

Det skal tilføjes, at den mand, der fik en på lampen og brækkede næsen, selv bad om det. Eller, han var i hvert fald med på spillereglerne. For det skete i en titelkamp i sværvægtsklassen foran 2.500 mennesker i et tolvmasters markedstelt med internationale dommere fra bokseforbundet IBF på sidelinjen, hvor albanske Sefer Seferi mødte den 33-årige falstring Kem Ljungquist. En hovedattraktion, som også markedsavisen varmede op til:

”Kom og vær en del af Danmarks bedste publikum til en gratis, men historisk eftermiddag, hvor der tilmed kæmpes om den største titel i sværvægtsboksning på dansk jord nogensinde!”

Måske en overdrivelse, men arrangørerne peger på, at det er første gang, der bokses om en titel i et af de fire store forbund i sværvægtsklassen, og at det er paradoksalt, at det er gratis og på Døllefjelde-Musse Marked. Uanset hvad var det en stor og vigtig kamp for Kem Ljungquist, som ikke blot skulle bokse ved stævnet, men også stod som medarrangør af kampen. 

”OPRINDELIGT VILLE JEG gerne lave noget overdrevet. Jeg overvejede et stort amfiteater eller en boksering ved Dodekalitten, hvor Minds of 99 har holdt koncert,” siger den kronragede bokser to dage før kampen, mens han vasker tøj i sin lejlighed i Valby, hvor han bor med sin kæreste og deres søn, og hvor vi ad flere omgange må et smut i kælderen for at fylde vaskemaskinerne med trænings- og børnetøj og et smut på altanen for at få det hængt til tørre.

Men selvom Dodekalitten – et påskeøagtigt kompleks af 12 stenskulpturer, der står i kystlandskabet ved Kragenæs på Nordvest­lolland – kunne have været en spektakulær kulisse for hans kamp, var Døllefjelde-Musse Marked nu engang en mere håndgribelig størrelse. Som festglad falstring var det noget, Kem Ljungquist havde et forhold til, og så snart han fik talt sig ind på markedets formand, Per Hansen, havde de en aftale. 

Nu håber Kem Ljungquist, at kampen kan blive en ny begyndelse for hans karriere, som faldt fra hinanden under corona-pandemien. Alle hans boksekampe blev aflyst, hans promotor pressede ham på løn, og han følte sig i det hele taget ikke værdsat og endte med at gå ud af samarbejdet med det internationale promotorfirma Wasserman.

”Det var først og fremmest en lettelse at komme ud af kontrakten. Men jeg var også sindssygt bange. Jeg var lige blevet far, og nu stod jeg uden nogen indtægt. Det var et skelsættende tidspunkt i mit liv. Jeg har ingen uddannelse overhovedet, og skulle jeg nu gå tilbage til amatørboksningen?”

Det gjorde Kem Ljungquist i en kort periode, hvor han vandt danmarksmesterskabet som amatør i den tungeste vægtklasse.

”Men der indså jeg hurtigt, at jeg var færdig med at stå i en halvtom hal en søndag aften. Jeg troede, at jeg kun boksede for mig selv, men jeg fandt ud af, at jeg nok også bokser for publikum,” siger han.

Han beskriver selv sin tilbagevenden til professionel boksning som ’ægte Rocky-stil’. I stedet for at vente på en kontrakt, der muligvis aldrig ville komme, besluttede han at arrangere egne stævner med sin lillebror som promotor. På den måde kunne han tage sin boksning tilbage til det, han kom fra. Til familien og til Lolland-Falster, selvom han stadig drømmer om et stævne ved Dodekalitten. 

Kem Ljungquist går ikke op i detaljer, og han går slet ikke op i overflade, fortæller han. Han kunne aldrig drømme om at købe en dyr bil, det siger ham intet, og han er fuldstændig ligeglad med, om han skal bokse på Døllefjelde-Musse Marked, i Royal Arena eller King Abdullahs Sports City i Saudi-Arabien, hvor han boksede mod og vandt over egypteren Mourad Omar på blot seks minutter tilbage i 2018. Men uden en anerkendt promotor, der kan trække i trådene, bliver man nødt til selv at arbejde dét hårdere. Boksebraget på Døllefjelde-Musse bliver hans femte kamp på knap et år, mens de fleste professionelle boksere holder sig på omkring to-tre kampe om året.

Den manglende opmærksomhed på detaljer skinner også igennem i lejligheden i Valby, hvor Kem Ljungquist selv står for renoveringen. Der mangler lidt fodlister og en dørkarm hist og her. I gangen har han sat gipsplader op, men det er endnu ikke blevet spartlet og malet. Og så har han et værelse udelukkende til bokserod og puslebord, hvor han i en eller anden pose finder det boksebælte fra forbundet WBC, som han vandt i september 2022 i Nykøbing F. Hallen. 

”Min kæreste hader, at jeg er ligeglad med den slags. Men som jeg ser det, behøver jeg ikke være mere end en god far, en god kæreste og en god bokser.”

PÅ DØLLEFJELDE-MUSSE MARKED sammenligner man ofte sig selv med Roskilde Festival. Ikke på grund af størrelse, budget, klientel eller musikalsk kvalitet, men fordi begge støvsuger de omkringliggende byer, som bliver mennesketomme versioner af sig selv de dage, begivenhederne løber af stablen. En af de mest markante forskelle på Roskilde Festival og Døllefjelde-Musse Marked åbenbarer sig, når man ankommer til pladsen, hvor en lang slange af folk med tårer i øjnene kniber ballerne sammen, mens de venter på at komme på toilettet. Modsat de fleste festivaler, hvor toilet er gratis, og festivalplads er betalingsområde, har Døllefjelde-Musse Marked gratis adgang, men betalingstoiletter. Man kan derfor vælge at betale fem kroner for et enkelt toiletbesøg eller 25 kroner for et armbånd, der giver ubegrænset lokum, og jeg skynder mig at købe armbånd til toiletvognene, mens jeg overhører folk beklage sig – både over toiletkøen og over afskaffelsen af store bededag.

Siden 1980 har Døllefjelde-Musse Marked været drevet af hundredvis af frivillige, som kommer for at have en fest. Noget at samles om. Og noget, der kan støtte op om de lokale foreninger, som knap ville kunne køre rundt af sig selv. Overskuddet går derfor ikke til nogen ejer eller markindehaver. Pengene bliver i stedet fordelt til almennyttige formål. Over en million kroner bliver uddelt til Døllefjelde-Musse Idrætsforening, Holeby-Bursø Gymnastikforening, Sakskøbing Handicap og Senior Svømmeklub, Toreby Centrets Venner, Øster Ulslev Skytteforening, og man kunne blive ved. Skal volleyball-klubben have nye bolde, sender man en ansøgning til Dølle. Skal roklubben have et nyt bekosteligt ror, sender man en ansøgning til Dølle.

Med afskaffelsen af store bededag bliver markedet potentielt amputeret. Som formand Per Hansen har forklaret til Lolland-Falsters Folketidende, kan man miste en tredjedel af omsætningen, mens omkostningerne vil forblive det samme. Uden helligdagen kan det betyde, at folk ikke vil tage på miniferie på campingområdet, mener formanden. Skiltningen skal også laves som, hvilket vil koste 300.000-500.000 kroner. Og hvem tager til åbningskoncert torsdag aften, hvis man skal tidligt op på arbejde dagen efter?

FOR DE FLESTE danskere er det en fridag mindre i fremtiden. Lidt mindre smør på brødet, lidt flere grå hår i hovedet, lidt dybere rynker i panden. For Døllefjelde-Musse Marked kan det gå hen at blive en kniv i hjertet. Og den lokale socialdemokratiske afdeling i Guldborgsund Kommune er taget til Døllefjelde-Musse Marked med nervøsitet i knæleddene. Det er trods alt deres parti, der har været bannerfører og ansigt på afskaffelsen af bededagen.

Gæsterne har dog ikke været alt for grove over for ham, fortæller den socialdemokratiske borgmester Simon Hansen i et overdækket kræmmertelt blandt haglgeværer, sengespecialister og lugten af frisklavet crepe. Før borgmesterens ankomst har vrede lollikker ellers råbt ad Socialdemokratiets bod og spurgt, hvordan de kan tillade sig at komme på besøg til noget, de forsøger at smadre. Alligevel er borgmesteren fortrøstningsfuld. Han tror, de fleste forstår, at han som kommunalpolitiker ikke kan gøre så meget ved folketingspolitikernes beslutninger. Og han er da også en af de få socialdemokrater, der ikke blev boykottet af Fagbevægelsens Hovedorganisation, sandsynligvis fordi han offentligt har været ude at kritisere forløbet omkring afskaffelsen af helligdagen. Måske ved han, at der er stemmer i Døllefjelde-Musse. Han er i hvert fald ikke i tvivl om, hvad markedet betyder for egnen.

”Der er hundredvis af frivillige, der langer fadøl over disken, sælger store pølser og sørger for, at det hele bare kører. At man med et knips kan tage det fra dem, det forstår jeg godt, man kan være harm over. Næste år skal de virkelig kæmpe for at trække det op på samme niveau. Se, hvor mange der er i dag. Så mange kommer der nok ikke næste år på en fredag uden fridag,” siger han og går op i et større perspektiv.

”Tingene er jo rykket væk. Der har været butiksdød, og gågaderne er blevet mindre. Alligevel kan frivillige kræfter holde fast i det her marked i efterhånden 43 år. I kommunen lavede vi for nogle år siden en kulturkanon, hvor borgerne kunne komme med forslag. I den kanon står Døllefjelde-Musse Marked, og det siger noget om, hvor vigtigt det er i folks bevidsthed. Nu kan det føles som endnu en ting, der bliver presset eller forsvinder fra området.” 

Men borgmesteren, som i en sidebemærkning fortæller, at hans storesøster er guddatter til Kem Ljungquists far, håber på, at de frivillige vil nytænke kræmmermarkedet til næste år, så det forbliver en attraktion – ligesom man har gjort i år ved at få boksning tilbage på markedspladsen.

DET ER MÅSKE meget godt, at Kem Ljungquist ikke har fine fornemmelser. Fra tidlig formiddag sidder samtlige boksere til dagens i alt fem kampe klemt sammen på de lave bænke i to små omklædningsrum i Døllefjelde-Musse Idrætsforenings klubhus, mens de venter på, at det er deres tur til at krydse markedspladsen med vagter på alle sider, som guider dem direkte ind i det enorme markedstelt med plads til tusindvis af mennesker.

Kem Ljungquist er hovednavnet og derfor også den sidste, der skal bokse. Med sine to meter og 114 kilo fylder han godt i omklædningsrummet. Men han synes ikke at have noget problem med trængslen. Tværtimod bliver han i takt med, at de andre forlader omklædningsrummet, stadig mere rastløs.

”Skal jeg bare sidde og glo her,” spørger han sin træner, Poul Duvill, der blandt andet har trænet bokserne Brian Nielsen og brødrene Bredahl samt tennisspillerne Caroline Wozniacki og Clara Tauson.

”Læg dig ned. Slap lidt af,” svarer træneren med munden fuld af nødder.

At han nu sidder i Kem Ljungquist ringhjørne og har trænet ham i seks måneder, var oprindeligt ikke en del af planen for ham.

”Jeg sagde nej flere gange, fordi jeg ikke gad den amatøragtige indstilling. Men så kom han rendende og beviste, at han ville køre professionelt, hvor man står mere fast, bliver mere bisset, træner mere og træner hårdere. Jeg bad ham om at gå all-in. Boksning er en pengesport, og det er en beskidt sport. Når man er på det niveau, vil den anden slå dig ihjel, hvis han kan komme til det,” siger Poul Duvill.

I mange år havde Kem Ljungquist svært ved netop det: at gå all-in. At låse sig fast på noget og ignorere resten af verden for dén ene ting.

”Jeg har levet en rodløs tilværelse i lange perioder af mit liv. Jeg har altid været ekstremt målrettet, men jeg har haft svært ved at finde min hylde,” siger han og begynder at remse en lang række mindre nederlag op.

Efter folkeskolen begyndte han som 16-årig på frisøruddannelsen, fordi han ville have sin egen barbersalon, hvilket han droppede under praktikken. Efterfølgende skulle han dagligt møde op på kommunen hos en vejleder, som fortalte, at han kunne undgå de daglige seancer, hvis han begyndte i 10. klasse. Så gjorde han det, hvorefter han begyndte på handelsskolernes grundforløb, hvor han startede og stoppede flere gange over de næste par år.

Han prøvede sig selv af som kok eller ernæringsassistent i en periode – han husker ikke hvilken af delene. Det droppede han også ud af. Han startede som tømrer, hvilket han godt kunne lide, men havde svært ved at holde fast i, og som 22-årig stoppede han igen. Men noget ændrede sig, da han mødte sin kæreste og flyttede til København. Pludselig havde han noget stabilt i sit liv, og da boksekarrieren formede sig, var det, som om fremtiden begyndte at give mening.

”For hver uddannelse, jeg fejlede eller ikke formåede at gennemføre, blev jeg mere og mere rodløs. Der var flere og flere steder, jeg ikke slog til, og i stedet gik jeg bare i byen med mine venner. Det var jo en deroute,” siger Kem Ljungquist.

”Men i bokseringen slog jeg til. Det blev min første sejr, og jeg forstod pludselig, hvad det vil sige at blive værdsat og være god nok. Jeg blev totalt høj af al den anerkendelse.”

KEM LJUNGQUIST VOKSEDE OP i et arbejderhjem i Nykøbing Falster, hvor alle var velkomne, og hvor venner og familie jævnligt kom forbi. Men til tider var det også et udfordret hjem, fortæller han, selvom han egentlig ikke har lyst til at dvæle alt for meget ved det. Han blev ikke slået, og der var ingen overgreb, men Kem Ljungquist lærte fra en tidlig alder, at der var større problemer og vigtigere udfordringer end hans egne. Det betød, at han aldrig har lært at bede andre om hjælp.

”Den dag i dag vægter jeg stadig alle andres problemer meget højere end mine egne,” siger han.

Men samtidig vil han gerne anerkendes og bevise, at ham, der droppede ud af alt og ikke kunne færdiggøre en uddannelse, faktisk kan udrette og opnå store ting. Tilsammen er det en giftig cocktail, siger han.

”Jeg hader at tale om det. Selv mine bedste venner ved ikke, at jeg har angst. Jeg har haft det hele livet, men det tog til i mine ungdomsår. Min kæreste fandt ud af det, da vi havde været sammen i syv år. Hun blev vildt ked af, at jeg aldrig havde fortalt, hvordan jeg havde det. Det er bare svært,” siger han.

Sidste gang Kem Ljungquist havde en periode, hvor angsten dominerede hans tilværelse, var for to år siden, da han fik opsagt sin professionelle kontrakt som bokser. Angsten faldt sammen med livskrisen, der opstod, mens han ikke anede, om han nogensinde skulle bokse professionelt igen. Men den tvivlende bokser var klar til forandring. Oplevelsen fik ham til at kontakte en mentaltræner, og det er nu mere end to år siden, han har haft et stort angstanfald. Han ved, at det højst sandsynligt ikke er noget, han kan slippe af med, men i det mindste er det under kontrol, også selvom han skal bokse sit livs vigtigste kamp.

”Den her kamp handler om liv og død. Hvis jeg taber kampen, skal jeg finde ud af, om jeg kan komme tilbage, eller om det skal være slut. Og så betyder det meget for mig personligt. Jeg gider sgu ikke være kendt på Lolland-Falster som ham, der fik fucking mange tæsk på Dølle.”

I 1980 VAR DER omkring 30.000 gæster, og Døllefjelde-Musse Marked endte med et overskud på 92.000 kroner. Der var 40 heste, og 56 kræmmere havde opstillet boder. Om lørdagen ankom 5.000 biler, som hver betalte fem kroner i parkeringsafgift, og måske vigtigst af alt spillede Blue Boys, der havde sat Døllefjelde-Musse på det danske landkort med deres sang om landsbyen med det besynderlige navn.

Året efter var der 50.000 gæster og et overskud på 150.000 kroner. Markedspladsen blev fordoblet, og 200 kræmmere meldte ­deres ankomst, mens stuntmanden Robert Gasser kastede sig ud fra 20 meters højde for at lande i en masse papkasser. I 1983 regnede det så meget, at 20 tons mudder skulle fjernes fra pladsen. I 1986 fik 77 bilister et girokort for ulovlig parkering på vejene omkring markedspladsen. I 1989 var Jørgen de Mylius konferencier ved et stort 60’er-bal, mens årets højdepunkt angiveligt var kvindelig mudderbrydning. 

I dag kommer flere end 120.000 mennesker over fire dage. Tilsammen spiser gæsterne et ton døllepøller om dagen, mens de genererer et overskud på en million kroner og mødes med de mennesker, de voksede op med. Fælles for de fleste lokale på pladsen er det, at Døllefjelde-Musse Marked er en tidskapsel, fortæller 36-årige Jesper Krag, der har været med 36 gange.

Han er født i landsbyen Store Musse og gik på den lokale Brydebjergskolen, som i dag er lukket, men dengang mødtes alle kammeraterne på kryds og tværs til Døllefjelde-Musse Marked.

Jesper Krag flyttede 10 kilometer væk fra Store Musse i 10 år, før han vendte tilbage til forældrene, familien og markedspladsen og købte hus i området. 

”Siden vi er blevet voksne, har det været en tradition, at alle de gamle fra området mødes om lørdagen til nogle øl.” 

For ham er markedet en del af livet ligesom jul, sankthans og påske. Og en modvægt til de døende landsbyer og de lukkede skoler og butikker, som han ser, hvis han tager rutebilen mod Rødby og vestpå mod Nakskov.

”Det betyder alt for området hernede. Jeg ved ikke, hvad fanden vi skulle gøre uden markedet.”

Jesper Krag var med, dengang Cult-teltet var epicenter for lokale slagsmål mellem falstringerne og mariboerne. Han var med, da motorcykelklubberne i 80’erne og 90’erne kom for at vise deres rygmærker og give en ørefigen. Og så har han været barn i karrusellerne, ung til koncerterne, og nu er han far og har smidt gps’er om halsen på sine små børn, så de kan drøne rundt.

”Men hvis du virkelig vil vide noget om Dølle, skal du tale med mine forældre.”

DET ER FØRSTE GANG, Kem Ljungquist skal bokse på Døllefjelde-Musse Marked, men det er ikke første gang, han er oppe at slås på Døllefjelde-Musse Marked. Ligesom Jesper Krag har han også været på markedspladsen i sin ungdom, og han husker også Cult-teltet:

”Det var ligesom en ­westernfilm, hvor folk røg ud gennem vinduerne.”

Nu har han forladt omklædningsrummet og er begyndt at småløbe til teltet, hvor bokseringen befinder sig. Han har blå overtrækssutter på fødderne, så den knastørre markedsplads ikke ødelægger hans boksesko. Da hans albanske modstander Sefer Seferi træder ind i ringen, er det til 50 Cents ’In da Club’. Kem Ljungquist ankommer til ’Mr. Swing King’ af Gnags og får smurt vaseline i hovedet af en langskægget hjælper i sit ringhjørne, før de 12 runder går i gang.

Det viser sig hurtigt, at Poul Duvills pisk igennem det sidste halve år har båret frugt. Den tårnhøje falstring er aggressiv, og albaneren falder til jorden i både første og anden runde, og hver gang begynder han næsten patetisk at kramme danskerens lår. Da nummerpigerne har vist sig et par gange, begynder der at lugte af tobak i teltet – det er et af Nykøbing Falsters kendteste bysbørn, forfatteren Knud Romer, der sidder blandt publikum og bakker på sin pibe. 

Efter tredje omgang taler Poul Duvill og Kem Ljungquist lidt forbi hinanden. Sidstnævnte påpeger, at modstanderen har brækket næsen, men det vil hans træner ikke høre på.

”Det er sgu da lige meget. Gå efter den!” svarer Poul Duvill.

Men Sefer Seferi kommer ikke ud fra tredje omgang, og næsen er i den grad brækket, midt på næseryggen, som om den var punkteret. Tydeligt lettet tager Kem Ljungquist mikrofonen og takker alle, der kom. Der er iskoldt i teltet, og hvid damp stiger fra bokserens isse og skuldre, mens han fortæller, at arrangementet ikke kunne være sket uden hans brødre, kæreste, sponsorer, træneren, Døllefjelde-Musse Marked og kommunen, som alle har hjulpet med penge eller tid.

Kem Ljungquist har stadig blod på handskerne, da han hænger dem i omklædningsrummet kort efter for at blive interviewet af TV 2, Radio SydhavsØerne og Boksenyt. Han får også gentaget, at han har været mere til stede denne gang, fordi han ikke skulle stå for alt selv.

Ved det seneste stævne, i september 2022 i Nykøbing, havde han nærmest ikke kunnet koncentrere sig om at bokse, fordi han skulle køre rundt med modstandere til og fra hoteller, sørge for, at bokseringen stod, hvor den skulle, og at der var musik i anlægget. Han købte flybilletter, og da et fly til Bosnien med tre boksere blev aflyst, skulle han ordne det hele med flyselskabet.

”Jeg nød det ikke, fordi jeg skulle stå for alt. Det var for hårdt. Bagefter var jeg helt udkørt,” fortæller han journalisterne.

Men denne gang har han haft bedre hjælp. Hans kæreste kørte rundt med den albanske modstander, mens hans to brødre, Magnus og Ketel, fungerede som henholdsvis promotor og altmuligmand. 

”Det er nu, de store kampe skal begynde. De store kampe i udlandet er lige rundt om hjørnet, og jeg får tilbud fra udlandet hver måned. De er bare ikke store nok endnu,” siger Kem Ljungquist, og pludselig kommer Knud Romer ind i omklædningsrummet for at ønske tillykke, sådan falstring til falstring. 

Da hele Kem Ljungquists følge er smuttet, går han selv i bad. Så sætter han sig med sit såkaldte team bestående af sponsorerne og hans tætteste familie til en middag. Han siger, at han skal tidligt i seng, men så griner han. Og så blinker han. 

NÆVERNE FRA NYKØBING

Kem Ljungquist, født 1990 i Nykøbing Falster. To meter høj, vejer 114 kg.

Flere gange dansk og nordisk mester i amatørrækken. Har bokset 15 professionelle kampe og vundet alle 15, heraf ni på knockout.

7. oktober forsvarer han sin IBF-titel mod sydafrikaneren Johnny Muller i Næstved. Bor til daglig i Valby med sin kæreste og deres søn.

DER ER SKET et stort holdskifte på markedspladsen. Havetraktortræk, ponytræk, cirkus og unge-disko er alt sammen lukket til fordel for DJ Hovmand i markeds-teltet og Chief 1 i festteltet. Børnefamilierne er smuttet hjem for at blive erstattet af både unge og ældre, som skal være ude hele natten. 

Sådan har det altid været, fortæller ægteparret Lars Krag og Britta Pommer, der har været frivillige på markedspladsen siden begyndelsen i 1980, og som har taget sønnen Jesper Krag med, fra han kom til verden – ham med de 36 Dølle-besøg på lige så mange leveår.

”Jeg har gjort det i alle de år, fordi det var sjovt at se det hele vokse. Og at finde ud af, at vi kan organisere noget så stort og samle så mange mennesker,” siger Britta Pommer.

Det var i stuen hjemme hos hendes far, at en grisehandler, en landmand, en entreprenør og nogle andre virksomme typer besluttede, at de ville lave en lokal sommerfest. Der blev skålet i nogle øl, måske endda en del øl, og så kom ideerne langsomt på bordet. Lars Krag blev udelukkende en del af selskabet, fordi han var hjemme hos Britta Pommer den dag. 

”Vi skulle bare have et lille markedsområde og en parkeringsplads, som skulle koste fem kroner. Men det var jo langt mere omfattende end først antaget, og pludselig traskede vi alle rundt i alt for store T-shirts med reflekser, der gik os til knæene, mens vi guidede nogle af landets største kræmmere til deres pladser,” fortæller han.

Britta Pommer har både været en del af bestyrelsen i 10 år og personalechef for 700 frivillige. Men de sidste par år har hun forsøgt at have en mindre krævende rolle som en del af personaleudvalget.

”Jeg havde en idé om, at jeg kunne gå ud af bestyrelsen, tage til mit sommerhus i Sverige og ankomme lige til markedsstart, men det var utrolig naivt. For man kan ikke stoppe som frivillig. Pludselig står jeg alligevel og laver mad til elektrikerne. Eller som i morges, hvor jeg hjalp billetfolkene,” siger hun.

Lars Krag derimod har en del af ansvaret for kræmmerne. Siden tredje år blev der organiseret madhold, el-hold, skraldehold og så videre. Alle sammen har de en kaptajn, og det er i dag Lars Krags job at sidde i det lille skur i informationsområdet, hvor han holder styr på de hold og på, hvor de forskellige kræmmere skal slå deres boder op. I år har den 63-årige entreprenør sammen med sin gruppe banket 1.200 metalpæle i jorden for at markere standene efter en plan, som står beskrevet på et kort, der hænger fast i hans skur.

”Vi vil have en fest, og så må vi sgu lægge de timer i det, som det kræver. Jeg har altid tænkt det som festen på Lolland. Den måtte aldrig gå ned,” siger han.

ÆGTEPARRET IMØDESER med spænding og nogen gru, hvordan området tager imod et Døllefjelde-Musse Marked uden helligdag. 

”Jeg havde aldrig set den komme. Jeg troede, at den var lagt i graven for år tilbage, da politikerne første gange talte om at afskaffe store bededag. I mit hoved var den stendød, og jeg blev rystet. Man smadrer jo den sidste fest på Lolland-Falster og Sydsjælland,” siger Lars Krag.

Det påvirker muligvis ægteparret ekstra hårdt, fordi de har været viklet ind i markedet igennem alle årene. De bor selv fem minutter fra markedspladsen, hvor der de første mange år blev afholdt efterfest, om de ønskede det eller ej. Nogle år skyndte de sig hjem og låste døren, fordi de ikke længere ville lægge hus til. Men de havde knap slukket lyset og var krøbet til køjs, før resten af bestyrelsen kom og bankede på.

”Og de blev ved, indtil der blev åbnet. Dengang havde vi jo kræfter til at feste videre bagefter. Det kan vi ikke i dag, fordi det er blevet så stort. I dag er vi helt flade,” siger Lars Krag.

Det har stormet hele dagen på markedspladsen, hvor forlystelserne har gynget og knirket. Flere boder har været ved at blæse væk, og en enkelt stand med udsalg af lædertasker lå næsten krøllet sammen hen imod aften. Da Lars Krag ankom klokken syv i morges, tænkte han over, hvad al den blæst mon ville gøre for besøgstallet. 

”Men allerede klokken 10 i morges var jeg overrasket, for det tyndede ikke ud. De kom sgu alligevel, selvom der var storm. Man kunne jo frygte, at teltene kom flyvende gennem luften, men vi har aldrig haft en alvorlig ulykke hernede med undtagelse af knivstikkeriet på parkeringspladsen sidste år,” siger Lars Krag og fortsætter:

”Da jeg var kommet mig lidt over alt det bededags-halløj, blev jeg enig med mig selv om, at det nok skal gå. Det bliver spændende, om det er helt tyndt fredag næste år, eller om folk tager en fridag for at komme til Dølle. Det er jeg lige ved at tro, at de gør.”

TEENAGERNE HÆNGER UD ved forlystelserne og drikker sig fulde uden for teltene. Jeg render ind i den 37-årige Guldborgsund-borgmester Simon Hansen, der er på vej til Østkyst Hustlers, hvor han sammen med en masse jævnaldrende skal se ungdomsidolerne og nikke i takt til ’Verdens længste rap’. Selv går jeg til den nærliggende Døllefjelde Kirke, hvor Finn Nørbygaard afholder gøglergudstjeneste. 

Det viser sig hurtigt, at jeg har misforstået konceptet. Jeg troede, at vi skulle opleve Finn Nørbygaard i fuldt flor som den satiriker, han er. Men det er i stedet en traditionel gudstjeneste med Finn Nørbygaard som gæsteprædikant for den traditionsrige begivenhed, hvor kirken i anledning af markedsdagene inviterer alle de omrejsende landevejsriddere på markedet til bededagsgudstjeneste.

Foran mig sidder en lille, gammel mand og ryger hash af en majspibe, og når vi får øjenkontakt, krøller hans ansigt sig op i et smil, der fylder hele hovedet. Og er Finn Nørbygaard ikke kommet for at riste folkekirken, bliver han til gengæld selv ristet af publikum.

Hver gang komikeren nævner, at han også er uddannet psykoterapeut, råber en gøgler, at han da godt nok lyder som en klog mand, og da Finn Nørbygaard fortæller en historie om, at Gud havde fortalt ham, at han skulle stoppe med at ryge, siger en anden gøgler: 

”Uha, fint besøg. Fine venner.”

Efter en omgang lokal gospel i kirken skynder jeg mig tilbage til markedspladsen. Fordi det blæser en pelikan, tager jeg imod et lift fra en lille, venlig kvinde med en hidsig kørestil. Som tilflytter kan hun fortælle, at Lolland-Falster er det fladeste sted, hun nogensinde har set, og at en, hun kender fra Gedser, engang sagde, at det blæser 300 dage om året her. De resterende stormer det.

Markedspladsen vælter med fulde teenagere, der kæmper for at komme ind i det store telt og høre den unge hitmager Gobs, der blandt andre har samarbejdet med Branco, Hjalmer og Thomas Helmig. 

I mylderet får jeg øje på Kem Ljungquists yngste bror, Ketel, der i grillbaren er i gang med at fortære en døllepølle. Måden, hvorpå han fører pølsen til munden, indikerer, at han har fået ikke så lidt at drikke til sponsormiddagen og koncerterne efterfølgende. Det medgiver han, inden han fortæller om, hvor utrolig glade og lettede alle brødrene er over resultatet og over, at storebror, der nu er taget videre i byen i Nykøbing for at fejre sejren med nogle venner, knap nok blev ramt af sin modstander. 

”Det eneste problem er, at jeg skal køre de små italienske dommere i lufthavnen i morgen klokken seks, så jeg skal hjem nu,” siger han.

På én gang glad og bedrøvet.

DE KAN OGSÅ DERES KRAM

Døllefjelde-Musse Marked er siden 1980 vokset til et af Danmarks mest prominente kræmmermarkeder med 120.000 besøgende over fire dage.

Fra 2024 vil det ikke længere ligge i bededagsferien, men i begyndelsen af maj.

To af landets andre store markedsbegivenheder er Vorbasse Marked, der siden 1730 har været årligt samlingssted for kræmmere og loppelus, og som over tre dage bliver besøgt af mere end 250.000 mennesker, og Hjallerup Marked, et af Nordeuropas største heste- og kræmmermarkeder, som kan spores tilbage til 1744, og hvor der deltager omkring 200.000 mennesker og 1.400 heste årligt.

FRA NÆSTE ÅR skal Døllefjelde-Musse Marked foregå den første weekend i maj, for første gang uden helligdag. En ny tradition skal etableres. Folk er angiveligt både blevet friet til og viet på Døllefjelde-Musse Marked. Jeg har sågar talt med en ung kvinde, der fandt sammen med sin kæreste, fordi han tilbød hende husly en aften, hun var for fuld til at køre hjem til Slemminge. De har været sammen lige siden.

”Hellere det end at miste kortet,” som hun formulerede det.

Det kan godt være, at jeg ikke har set de hønefulde damer med de skøre hatte, og at jeg ikke har mødt Messerschmidt på stemmejagt på Østlolland, og at jeg ikke fandt Låsby-Svendsens søn. Men jeg har da set noget, som ikke ser ud til at dø. Mens mørket og blæsten lægger sig over markedspladsen, bliver Pattesutter, musikeren bag numre som ’Hun rider på den’, ’Lille pik’ og ’Klamydia’, opgraderet fra Festteltet til det enorme Markedstelt, hvor han skal lukke og slukke den sidste store bededag, hvilket tyder på, at folket i hvert fald støtter op, når der er øl og musik involveret. Fra næste år håber Døllefjelde-Musse Marked på det bedste, mens de frygter det værste. Gæsterne er skidehamrende ærgerlige over, at de skal tage fri for at få den fulde oplevelse. Men mon ikke de gør det – som Lars Krag har besluttet sig for at håbe på. 

Hellere dét end at miste Dølle.

 

Sol, strand, sand og vand … siden de første skandinaviske turister kom til landet for 50 år siden, har Gambia været en eksotisk perle. Men ved havet og under den afrikanske himmel gemmer det lille land på et tabu og et dilemma, der ofte udspiller sig under bæltestedet.  Ud & Se tog til ferielandet for at prøve at få has på en offentlig hemmelighed.
Tekst:Kristian LauritzenFoto:Jonas Pryner Andersen

PÅ ET KORT ligner Gambia en larve, der vrister sig ud fra det omsluttende Senegal og det vestlige afrikanske kontinent for at blive udklækket ved Atlanterhavet. Det mindste land i den store, varme verdensdel snor sig smalt – og fladt som en jysk hede – mod en palmeklædt kyststrækning, der i flere årtier har tiltrukket livsmodne vestlige kvinder på udkig og desperate lykkejægere. 

Fra den internationale lufthavn i hovedstaden Banjul mishandler hullerne i hovedvejen bilernes undervogne, der tørster efter asfalt, og den 20 kilometer lange rute ud til byen Serekunda ved spidsen af ’Afrikas smilende kyst’, som gambierne kalder deres land, er et magnetfelt af både bevægelse og stilstand. Mennesker bærer sække på skuldrene blandt høns og herre­løse hunde, sælger og steger mad langs vejen, mens andre står stille, blottet for destination, midt i støvede, midlertidige vejkryds, der forsvinder i mudderet, når regnen rammer. 

Lokale notabiliteter smiler fra billboards, halvfærdige betonbyggerier er stagneret til evig tid, og taxachauffører venter på bid i træernes skygge. 

I sandet ved foden af Serekundas mest berømte og berygtede turistgade, Senegambia Strip, der bugner af restauranter og barer, der tilbyder Western cuisine og happy hour, står Ibrahim med Atlanter­havet bag sig som en bølgende kulisse for sine smadrede tånegle.

Gambieren har orange krøller på hovedet, saltskjolder på en muskuløs overkrop og røde øjne, der spejder efter turister. De fleste af dem har gemt sig for eftermiddags­solens varme stråler under træparasoller på hotellernes matrikler langs stranden. Som langsomme ovnkyllinger ligger de solbrune og glinser med ben og arme ud over liggestolene. 

Ibrahim presser filteret på en joint fladt med fingrene og puster røg ud gennem en mund uden mange tænder. 

”Fodbold,” siger han og sparker til luften som forklaring på sine massakrerede tæer, da jeg peger på hans fødder, mens han griner med en rusten røst. 

Ibrahim har været i Danmark og på Christiania, siger han og smiler skælmsk, da han fortæller, at han har en bror, der lever af at spille guitar i Aarhus. For et øjeblik siden sad han i sandet et par meter fra en ældre europæisk kvinde, der kort tid efter rejste sig og gik sin vej. Jeg spørger Ibrahim, hvordan turismens ansigt viser sig i Gambia. 

”You scratch my back, and …,” hvisker han uden at fuldføre talemåden. 

Centrum af Serekunda.

NOGLE KILOMETER LÆNGERE nede ad stranden svajer et par hollandske ben i vejret fra en yogamåtte. En rygtatovering af hindu-guden Shiva bliver vendt på hovedet af akrobatikken i solen. 

54-årige Desirée van der Meij dumper benene i sandet og hopper i bølgerne. Konkylierne i hendes våde fletninger svirper i luften som perlegardiner, da hun kommer op af vandet. Den hollandske sygeplejerske drikker øl og ryger smøger i selskab med en veninde i et par liggestole. De foretrækker den mere affolkede strækning af stranden, hvor de ikke bliver kontaktet med korte intervaller af gambiske mænd. 

”Folk hustler for at overleve. Du kan se det overalt hernede,” siger Desirée og tænder en cigaret under et par hårdt plukkede øjenbryn. Bag palmetræerne bestiller hun flere øl på Dolphin Bar, hvor britiske flag blafrer under taget på beværtningen. Sygeplejersken har besøgt Gambia gennem 20 år. 

”Men jeg har aldrig fået et knald hernede,” siger hun på engelsk med hollandsk accent, hvor v bliver til f, og h rasler dybt i ganen. 

”Jeg gider ikke den ulige relation,” siger hun og løfter en øl i hver sin etage i luften og lader afstanden mellem flaskerne afspejle, hvorfor hun holder sig på yogamåtten.

BESØG FRA EUROPA

Turismen står for cirka 20 procent af Gambias bruttonationalprodukt. Turismen blev hårdt ramt af coronakrisen, og i 2022 fik landet 68 millioner dollar af Verdensbanken, som skal fremme diversificering og klimatilpasning af turismen i landet og beskytte Gambias kyst langs Atlanterhavet. De fleste turister i Gambia er fra Storbritannien, dernæst fra Holland. Skandinaver har gennem årene også fyldt godt i det gambiske landskab. De allerførste turister, der kom til landet i 1965, var svenskere. Langt de fleste er charterturister, og de besøger oftest Gambia i vinterhalvåret, når det ikke er regntid.

En del af de lokale mænd ’prostituerer’ sig, mener ­Desirée van der Meij, og hun tror ikke, de gør det af lyst.

DE FØRSTE TURISTER i Gambia var skandinaver, der ankom til den vestafrikanske kyst i vinteren 1965, da briterne netop havde løsnet grebet, og landet blev selvstændigt. Bertil Harding hed den svenske entreprenør, jagerpilot og guldgraver, som organiserede en pioner-rejse til Gambia for nogle hundrede svenskere og senere fik opkaldt en af landets eneste motorveje efter sig. 

I 1971 ville Simon Spies sende charter­turister til Kenya, men da SAS havde monopol på danske flyrejser til det østafrikanske safari-land, blev en gambisk landingsbane i stedet kridtet op for rejsebaronen og solglade chartergæster fra Spies Rejser. 

Simon Spies sendte det første fly af sted i december 1971. Landingsbanen var dengang uden lys, og skulle flyene lande i mørke, skete det med hjælp fra folk fra nærliggende landsbyer, der stod med fakler langs landingsbanen. Efter at have passeret paskontrollen – et havebord under en palme – blev gæsterne kørt til hotellerne i lastvogne til 14 dages ferie med havudsigt og halvpension. 

I årtierne efter blev ferielandet en fast destination, og Danmark og Gambia blev via venskabsforeninger, udvekslingsordninger – og kærlighed begge veje – knyttet til hinanden.

I dag, over 50 år senere, donerer danske velgørere og frivillige – parallelt med turist-eventyret – stadig penge og hjælp til skoler, uddannelse og hospitaler i et af verdens fattigste lande.

Turismen er stadig guldægget i Gambia, men industrien er også et janushoved: Det ene ansigt sidder på en ældre europæisk mand eller kvinde på badeferie med sin ægtefælle. Det andet ansigt ligner i profil, men her er ægtefællen skiftet ud med en yngre, ofte fattig gambier. Det flertydige ansigt har givet Gambia ry som et slags slaraffenland for sexturister – et ømtåleligt omdømme i et muslimsk land, hvor prostitution er ulovligt, og hvor sexturisme er et offentligt tabu.

Restauratør Lone Hansen fra Vestsjælland flyttede til Gambia for flere årtier siden.

GRIBBE FLOKKES I palmekronerne, og flagermus basker rundt i cirkler på Serekundas aftenhimmel. På Scala Restaurant sidder et midtjysk ægtepar omkring de 60 og smovser i bøf og bearnaise. 

”Det er godt, det her, Lone,” siger manden, mens han tygger af munden og kigger mod restaurantens danske ejer, der nusser om gæsterne ved bordene. Parret spiser her hver aften på deres ferier til Gambia, som de har været på i årevis. Her er ikke meget at se, siger de, men luftfugtigheden er lav, tidsforskellen fra Danmark lille, og parret har to gambiske sponsorbørn. 

”Nu ikke noget med navne,” siger manden, der ikke vil citeres, men de ser dem, siger han og slubrer rødvin, altså ældre damer i selskab med unge mænd, og han og konen har for længst vænnet sig til konstellationen. 

”Hvide kvinder, der er i gang med de unge fyre,” forklarer konen i parret, der mest holder sig til hotellet og til at drikke Irish coffee i aftenvarmen.

Restauratøren hedder Lone Hansen, hun er britisk gift og har boet i Gambia i 35 år. 

”Det er mere synligt end tidligere med ældre kvinder og unge mænd – og vice versa,” siger danskeren, der har hestehale og briller. 

De lokale tjenere på restauranten griner af deres chef, hvis hun undrer sig over, hvorfor en ung gambisk kvinde skal sidde til bords med en ”ældre, usoigneret” hvid fyr, forklarer Lone Hansen.

”Nogle gange tror de ældre mænd, at hvis de kan få lov at gramse på den ene kvinde, vil den næste kvinde også acceptere det,” siger Lone Hansen og fortæller, at en af stamgæsterne ikke ville besøge Gambia mere, efter at hans kone var skredet med en lokal taxichauffør. 

”Det handler nok om penge for mange af de lokale, der bliver ’forelskede’ på få uger og pludselig vil giftes. De kan have flere kvinder kørende på samme tid. Måske betyder kærlighed noget andet for nogle gambiere, end det gør for mange danskere,” siger Lone Hansen.

Ved et langbord sidder en større flok danskere, der er i Gambia for at besøge Annegrethe Skolen, en danskdrevet skole med støtte fra private sponsorer. De har lige spurgt Lone Hansen om forslag til en bar, som de kan frekventere i sikker afstand fra at blive antastet af lokale gadefyre med vedholdende tilbud. 

Cafus britiske kone har blandt andet betalt for skolegang til et af hans børn, fortæller han.

AT BEVÆGE SIG fra Scala Restaurant, hvor lyden af cikadesang er skånsom over for en nordisk hvilepuls, og ud på Senegambia Strip, der bimler med støj og stemmer uden for den danskejede restaurationshave, føles som at blive vækket fra en lur med en strømpistol.

”Hvor er du fra, hvad vil du have, hvor skal du hen?” stikker gambiske mænd hovedet frem og spørger, hver gang en turist skridter gennem gaden. Der er noget Tommy Seebach i 80’erne over de mandlige turister på restauranterne: dristige skjorter med stor kraveflip, guldkæder, skovsnegl på overlæben og rande under øjnene. Nogle af de europæiske kvinder, der sidder til bords med yngre lokale mænd, har fået hårsækkene strammet til i lange afrikanske fletninger. Flere par kigger tavst i deres telefoner eller ud på gaden. Her står en gambier i stramme jeans.

”Verden er lille,” siger han og presser røg ud af næseborene. ”Der findes en Cafu i Brasilien og én i Gambia,” fortsætter han med henvisning til den brasilianske fodboldspiller og sig selv. Den gambiske Cafu er 42 år og fortæller, at han har en kone i England, som er født i 1962, og jeg kan få lov at se ring og vielsesattest, siger han, men det er bedre at gå afsides og tale, så vi finder det bagerste lokale på en bar, hvor ingen kan høre andet end soundtracket fra filmen ’Flashdance’, der blæser i højttalerne. 

”Vi har elsket hinanden i lang tid og fået selvtillid sammen. Big time,” siger Cafu med hæs stemme og tunge vejrtrækninger under en Che Guevara-T-shirt. Cafu havde tre børn, før han mødte sin britiske kone. Han har fået tre børn siden, men ingen af børnene er den britiske kvindes. I Gambia er flerkoneri tilladt, og Cafu er samtidig gift med en lokal kvinde. Den engelske kone sender ham penge med Western Union, siger han, men hun har ikke lyst til at komme herned længere på grund af artikler som i britiske The Sun, hvor landet blandt andet kaldes ’Granbia’. Norske og svenske kvinder tør heller ikke tage flyveren til ’Smile­kysten’ mere, siger Cafu og peger mod sine tindinger: ”De ser de negative historier som et angreb på dem.”

SIDSTE ÅR, i 2022, bønfaldt direktøren for landets turistråd Storbritannien om, please, at sende flere såkaldte ’kvalitetsturister’ til Gambia. ”Vi vil have turister, der kommer for at nyde landet og kulturen, ikke turister, som kommer blot for sex,” sagde Abubacarr S. Camara til den britiske avis The Express. 

Gambias regering overvejer nu at indføre love, der skal gøre det nemmere for politiet at anholde ’strandfyre’ og ældre kvinder, der indgår ’suspekte relationer’, som avisen The Telegraph skrev i forbindelse med turistdirektørens udmelding. 

Fire år før, i 2018, gik landets turist­mini­ster Hamat Bah på gambisk tv med det samme budskab: ”Hvis man ønsker at tage til en sexdestination, så tag til Thailand,” sagde han som led i en kampagne for at få luget ud i sex & sol-industrien i det lille land.

Sexturisme findes også i andre afrikanske lande som Kenya, Senegal og Marokko, men ifølge sociologen Dr. Sitinga Kachipande, der forsker i global økonomi og afrikanske forhold, negligeres fænomenets tilstedeværelse ofte på det afrikanske kontinent i en global sammenhæng, fordi emnets fokus typisk er på Asien og Latinamerika. Det fortæller hun i en nyligt udgivet publikation fra Montgomery College i USA.

Sociologen Marie Bruvik Heinskou har også beskæftiget sig med dilemmaet, og ifølge hende har ”vi at gøre med noget, der ligger ’imellem’ det økonomiske, det seksuelle og det emotionelle”, som hun skrev i Dagbladet Information i 2016 om kvindelig sexturisme i Gambia, mens den zimbabwiske advokat og skribent Tatenda Gwaambuka tager debatten fra en mere spids vinkel: 

”Mandlig sexturisme har længe været betragtet som udnyttende adfærd, men historien ændrer sig, når det kommer til den kvindelige version af samme branche. Kvinderne dækker sig ind ved at hævde, at de ikke køber sex, men at de hjælper de unge mænd økonomisk. Men hvorfor pakke det ind? Kvindelig sexturisme er udtryk for racemæssig og økonomisk dominans.”

GAMBIAS RØDDER

Landet er den mindste nation på det afrikanske kontinent med cirka 2,5 millioner indbyggere. Gambia blev selvstændigt i 1965 og er overvejende muslimsk. I 1765 blev Gambia en del af det britiske imperium, og øen Kunta Kinte (tidligere James Island) på Gambiafloden, der løber gennem landet, blev opholdssted for slaver, inden de blev sendt til Amerika. I 1976 udgav Alex Haley bogen ’Rødder’, som blev til en berømt tv-serie. I fortællingen søger forfatteren efter sine afrikanske forfædre, som han sporer tilbage til Gambia, herunder karakteren Kunta Kinte, der tages til fange af slavehandlere.

”Gambiere er meget åbne og byder dig velkommen. Man kan være sig selv i deres selskab,” siger Lisa, der er gift med Modou.

DE FLESTE MÆND, der hænger ud på Senegambia Strip, siger, at de er turistguider, og antallet, der har haft hvide kvinder i deres liv med amoriner på menuen, er åbenbart legio: ”Romantics. Real love,” siger de med rastafari-rullende r’er til dem, der henvender sig. Tre fyre i trediverne kører ad samme spor. Hvis jeg vil vide noget, skal de nok fortælle, siger de på en affolket restaurant, men kan vi ikke give en øl eller et måltid, spørger de, mens pupillerne kører, og deres kroppe langsomt siver ned i stolene. 

Gadegutterne på The Strip går ikke blidt ind i den gambiske nat. Benene vakler – jo mere pot og alkohol de hiver frem under bliktagene, fra bænke og under træerne langs med kvarterets barer og restauranter.

Foran en butik med nedrullet metalgitter står en fyr i 30-årsalderen med trætte øjne og bøllehat og fortæller, at de andre mænd ikke siger sandheden. Han har haft sex med utallige ældre hvide kvinder.

”Jeg kan ikke mere,” siger han og ser udmattet ud. Og opgivende, da jeg spørger hvorfor. 

”Fattigdom,” svarer han. Hans blik er forbitret. Han havde det dårligt med sig selv i flere måneder, efter han havde været sammen med en meget gammel kvinde, siger han, og jeg når ikke at spørge om mere, før de overrislede mandsstemmer omkring os når kogepunktet, og han er væk. 

En europæisk kvinde betragter unge mænd, der giver den gas i sandet.

ATLANTERHAVETS TUNGE formiddagsbølger sluger fodaftryk langs vandkanten. Mens turisterne snorker i deres hotelsenge, bruger unge mænd stranden som træningsanlæg. De løfter deres veltrænede arme på fliser fra forfaldne bygninger og sprinter gennem det tunge sand. To drenge hiver en vrangvillig ged ud i vandet og skrubber dyret i havskummet. En gambier med hestehale-fletninger, solbriller og en norsk håndboldlandsholdstrøje sidder ved siden af sin lyshårede kone på et badehåndklæde. 

Gambiske Modou Secka er 44 år, og Lisa Strand er 63 år og fra Norge. Hun har været hyppigt i Gambia siden 1996 som frivillig på skoler og hospitaler og kender en anden side af landet end den, der luftes oppe ved turistgadernes alkohol-inducerede karneval.

”Gambia er tæt på mit hjerte,” siger hun på syngende norsk-engelsk og lægger en hånd på sin læderhalskæde. Parret drømmer om at kunne splitte deres tid sammen i henholdsvis Gambia og Norge, hvis han kan få opholdstilladelse. Lisa og Modou har lært at acceptere hinandens forskelle, siger de, og med 15 års erfaring som taxichauffør var Modous nordiske kones facon ikke så fremmed for ham, da han mødte hende. 

”Modous tolerante selskabelighed er en inspiration for mig,” siger Lisa, der dog tror, at en del lokale og europæere indgår pro­formaægteskaber.

”Alle træffer deres egne valg,” indskyder Modou Secka. 

”Hvis du har penge og vil bruge dem på en fattig, er det no one’s business,” siger han og skærer sine hænder gennem den lune brise. Lisa Strand peger ud i bølgerne: 

”De tjener ikke mange penge i Gambia, alt bliver importeret. Og kinesiske trawlere snupper fiskene.”

Mange lokale mænd træner hver dag på stranden.

PÅ HAVBUNDEN BLIVER vandlopperne suget ned langs kysten af den stærke strøm. På landjorden siver de afrikanske mænd og de ældre europæiske kvinder, når jeg spørger til Gambias sexparadis-renommé. En polsk kvinde skal videre, hun rejser om lidt. 

”Er det derfor, I er her?” spørger en lokal fyr, som skuffet skruer op for tempoet med sin ældre kone i hænderne. Blot at nævne emnet får ubehag op i ansigterne, og jeg føler mig som en dyneløfter, der springer ud af et klædeskab med en lommelygte. 

”Vi er forretningspartnere,” siger en gambier i en tysk fodboldlandsholdstrøje, mens han slentrer i vandkanten med en ældre kvinde, der hurtigt viser os ryggen. 

En hollandsk kvinde med en stok beklædt med slangeskind halter på det ene ben. Solen har, siger hun, en helende effekt på hendes sklerose. En yngre fyr forsøger at tage hendes hånd for at trække hende væk, mens vi taler. 

”Han er ikke min kæreste,” siger hun og afviser fyrens hånd. 

”Folk skal have lov til at møde hinanden,” siger gambieren irriteret. 

”Du kan jo se, det er ukomfortabelt for ham,” siger kvinden, hvorefter hun følger efter ham med stokken i kystsandet, hvor især hollandske kvinder fylder godt i galleriet. 

En af dem står med karamelhud, tobaksaroma og en hånd på hver hofte og kigger ud gennem palmerne på et strand­resort. Hun er her på 20. år med sin mand. 

’Get lost,’ siger jeg til alle fyre, der følger efter mig,” siger hun og peger bagud med en spændt tommelfinger, der ikke vil forhandle. 

Omkring hende sælger mænd i plastikstole juice uden is eller afkøling. De vifter med menukort med appelsinjuice, kokosjuice og mange andre smage, mens de råber til de forbipasserende, der netop har sagt nej til den forrige sælger.

Det slår klik for en fyr, der har bemærket fotografen og mig på stranden. 

”I udnytter vores historier. Vi har gået i skole og kan se, hvad der foregår. Vi har set journalister som jer her i årevis,” råber han og banker en finger på sin pande, mens hans makker beder os om at ordne vores moralske regnskab med vores skaber. 

Evyann Liljedahl er gademusikant og har lært mange af de lokale at kende gennem musikken. Nordmanden er også specialsygeplejerske.

BUMSTERS BLIVER DE kaldt, de fyre, der hænger på stranden og har ry for at bytte sanselige tjenester for pengehjælp. Flere bumsters har fået juicestandere, så de har noget at lave, siger en fyr, der træner overkroppen i sandet. 

”Nej,” siger Gasim, der sælger juice et andet sted på stranden. ”Juice-sælgerne får udstedt ID af regeringen. Bumsters rykker sig fra sted til sted,” siger han og vifter med et identifikationskort. Gasim er 35 år og klædt i en lilla velour-T-shirt, og som det ofte er tilfældet med fyrene, der arbejder under åben himmel, vil han helst ikke give sit efternavn eller få taget et billede. 

”Det er pure business, det med kvinderne, too much hustling,” siger han fra sin plastikstol og kigger ud på havet. Det er ikke noget for ham. Gasim drømmer om Europa. Han har skills, siger han, ”og det er vigtigt, ellers bliver du sendt tilbage igen.” 

Nene Kanden, der sælger massage ved siden af Gasim, er 28 år og i crocs og blå kjole. Hun forstår ikke de mænd, der går efter de ældre hvide kvinder: ”De kan jo ikke få børn med dem,” siger hun.

Mange af hendes kunder, forklarer hun, spørger, om de kan få en såkaldt happy ending.

”Så bliver jeg vred. I’m not here for that,” siger hun og ruller med øjnene, mens vi bliver omringet af tre glade fyre, der spiller tromme og maracas og synger: ”Welcome to Gambia”. Omkring os vil flere juicegutter vide, hvad vi laver. 

”Der er prostituerede alle steder. Måske er der flere i dit land,” råber en af dem. 

”De har virkelig hjulpet mig. Jeg er en fattig mand,” siger Moses om de to europæiske kvinder, han har været gift med.

EN AFTEN MIDT i party-strædets inferno af livemusik og dyttende køretøjer stryger en norsk gademusiker gennem gaden, mens hun danser til israelsk pop fra en minihøjttaler. Hun vifter med musikafspilleren i hænderne som en tamburin, og en gadetjener glider begejstret ind i dansen.

Evyann Liljedahl er 53 år og har været i Gambia flere gange. Denne gang uden returbillet, mens hun venter på at blive gift med sin norske kæreste, der kommer herned om et par måneder. Nogle minutter senere står hun over for en lokal politimand med spændte triceps og diskuterer, hvem der er sexturismens ofre i Gambia. 

Betjenten har en baret på hovedet, håndjern i vesten, handsker med metal ved knoerne, og han bryder sig ikke om den gambiske turistdirektørs formaning til britiske seniorkvinder om at blive hjemme, hvis de vil på sexferie. 

”Jeg burde ikke sige det, men han skuffede sine landsmænd med de ord. Måske er kvinderne blevet skilt for længe siden, og så møder de en ung fyr hernede, og de indleder et forhold. Men det er vores gambiske brødre, der følger efter kvinderne,” siger han til nordmanden, der har en blomst i håret. 

Undervejs i mødet med betjenten fortæller Evyann Liljedahl, at de lokale mænd respekterer hendes afvisninger, når hun siger, at hun er forlovet, og at hun har haft rig lejlighed til at observere dynamikken mellem lokale mænd og europæiske kvinder (’damer’, som hun siger på norsk). 

”Kvindelige ’horekunder’ er et kæmpe tabu. Men kvinderne søger ikke altid kun sex, også omsorg og opmærksomhed. Nogle af dem bemærker måske ikke i begyndelsen, at de er ’horekunder’, men så går det gradvist op for dem, jo mere de betaler til højre og venstre,” mener Evyann Liljedahl, der engang var i landet med sin veninde, som blev gift med en lokal hustler. Først flere år efter at parret blev skilt, forstod veninden, hvad der var foregået. 

”Andre kvinder er dog meget bevidste om, hvad de har gang i,” siger hun. 

Med skepsis kigger hun på betjenten. 

”Måske er det oftere kvinderne, der angriber de unge mænd,” siger nordmanden og fjerner fugtigt pandehår fra sit blik. Betjenten smiler afmålt: ”Nej, vi, de gambiske mænd, er dem, der angriber. De skal ikke chikanere eller følge efter kvinderne.” 

Nordmanden ryster på hovedet: ”Kvinderne skjuler det blot lidt mere. De er ikke nødt til at følge efter mændene, de er ikke ofrene,” siger Evyann Liljedahl, der fortæller betjenten, at da hun fortalte sine venner, at hun skulle til Gambia, svarede de: ”Ah, sexparadiset.” 

”Synes du ikke, det er trist, at Gambia er kendt for dét?” spørger hun. 

”Jo, for now,” siger betjenten, der trækker mig til side og siger, at han kan blive fyret, hvis jeg skriver hans navn. 

Moses i sit hjem i selskab med sin søn, sønnens moster og en tredje pige, der bor samme sted som moderen til barnet.

”TOUBAB, TOUBAB,” RÅBER børnene langs afskallede husmure på de sandede veje nogle kilometer fra turistmekkaet i det fattige kvarter Bakoteh Amsterdam i centrum af Serekunda.

Toubab er et vestafrikansk udtryk for personer af europæisk afstamning. 

”De er ikke vant til at se hvide her,” griner gambieren Musa Darboe med rester af gårsdagens alkohol siddende i en dyb latter. Øjnene er våde, og en lugt af sved stikker frem under en hvid undertrøje. 

Musa ’Moses’ Darboe har ar i ansigtet efter et trafikuheld, rynker under øjnene ”because of stress”, og når solen går ned, brænder han sit lys i begge ender på Senegambia Strip. 

Den 37-årige gambier kalder sig ’Moses’ i stedet for Musa, og han har en søn, der hedder Junior Moses, som han beder mig gå hen at spørge efter bag en rusten metalport. 

Moses bor ikke med moderen til barnet, ”because of obstacles”, men hun kommer ud iført buksedragt med den toårige søn i favnen. Hun udveksler nogle ord på mandingo med faderen, som løfter sin søn, kilder ham og laver pruttelyde på hans mave. 

”Kan du betale for hans dagpleje?” spørger den unge mor mig, nærmest hviskende, inden hun smutter ind bag porten.

Moses banker en finger mod sit kranie.

”Nu ser du, hvorfor vi ikke er i et forhold,” siger han, mens drenge spiller fodbold i badesandaler på den kamel­skindsfarvede jord.

Moses bor alene i et hus med to rum, en ødelagt dør, metalgitter i vinduerne, men ingen ruder, flækket vægmaling og et lag af støv på hjemmets overflader. På en hylde under bordet ved siden af sofaen ligger et fotoalbum med billeder af Moses og hans engelske ekskone.

Moses har været gift med to europæiske kvinder, siger han. Han kigger ikke på billederne, når han er alene, siger han, så bliver han trist, men nu hiver han albummet frem og bladrer gennem siderne med en smøg mellem fingrene. 

”Årh, ja, hun er cute,” siger han, fniser som et skolebarn og peger på et billede af sig selv og en lyshåret kvinde, der omfavner hinanden i vandkanten. 

”Der havde vi netop lovet hinanden at gøre alting sammen,” siger han og lyser op i et smil og bladrer forbi et billede, hvor parret skriver under på ægteskabet. Moses var 26, og briten 48, da de mødte hinanden. Han er fuglekigger-guide og havde været af sted på tur med turister, da han rendte ind i den britiske kvinde foran en hotelindgang. 

Næste morgen, da de lå ved siden af hin­anden i sengen, var han forelsket. De flyttede sammen, hun fløj til og fra England, betalte for ud­dan­nel­se til hans søskende, husleje og tøj. 

”Hun var virkelig en god dame. Det eneste problem var dette,” siger han og peger på et billede, hvor kvinden sidder med en øl i hænderne.

”Hun var det første menneske, der gav mig alkohol. ’Moses, try this,’ sagde hun. Jeg ville ønske, jeg aldrig havde sagt ja, men sådan er livet. Jeg er ikke afhængig, men hvis jeg drikker et par øl: ’I don’t feel shy,’” siger han med et rævesmil. 

MED HÅRD HÅND

I mere end to årtier blev Gambia regeret af diktatoren Yahya Jammeh, der kom til magten via et kup i 1994. Han kritiseres for voldsomme brud på menneskerettighederne og for at rage til sig af landets rigdomme. Jammeh mente selv, at han havde overnaturlige kræfter, og påstod blandt andet, at han kunne kurere aids. I 2016 blev diktatoren væltet af oppositionslederen Adama Barrow og måtte flygte ud af landet. Gambia har siden haft demokratisk styre med en fri presse, men det nuværende styre kritiseres stadig for korruption.

”Når du er fattig, vil du gøre hvad som helst for at få mad på bordet,” mener rejsebureauleder Hughie Rose.

UDEN FOR Moses’ hus bliver der kaldt til bøn fra en minaret. 

”Det gik ikke, når hun slingrede fuld rundt i bikini i min muslimske families hjem. Så vi måtte skilles,” fortæller han. 

Siden mødte han en hollandsk kvinde, som var ni år ældre end ham. De græd begge, da han gik på knæ og spurgte, om hun ville giftes. Hun købte en bil til ham i fødselsdagsgave, og han købte en hest til hende, og han kørte bag ved hende i bilen, mens hun red på hesten. 

”Dét var min fejl,” siger han om bruddet og kigger ned i husets ramponerede gulv. Inden Moses mødte hollænderen, havde han fået en datter med en kvinde fra Liberia, som han ikke havde fortalt hende om. Da han gjorde det, ville hun skilles. 

”All my womans, I loved them,” siger Moses, der også har haft mere kortvarige forhold til europæiske kvinder. 

Holiday makers, kalder han dem. De har taget sig af ham på deres ferier, og han har taget sig af dem, siger han. Men gambieren slikker stadig sårene efter sin seneste skilsmisse. 

”Jeg håber, at jeg igen en dag møder en precious woman,” siger han og laver en cirkel med de senede fingre.

Så er der frokost i et baggårdsmiljø ved siden af en lille bar, hvor de viser fodbold. 

Mens Moses går ind i baren, sidder to skaldede briter og drikker bajere i solen, David og Nigel. De er fra Scunthorpe og Liverpool, de er 61 og 69 år, og de er i Gambia på grund af de tre s’er: sol, sand og sex. 

”Vi ser dog ikke meget af sandet,” siger David og griner. 

Hver aften er der knald på Senegambia Strip med musik, dans og fulde europæere og lokale.

VED ET RESTAURANTBORD på Senegambia Strip sidder en kronraget britisk-­jamaicaner og suger på en fed cigar under et tyndt overskæg. Han er iklædt en limegrøn skjorte med mønstre, et træsmykke på størrelse med en cykelkæde om halsen, og et guldur på det ene håndled. To telefoner, et askebæger, en æske tændstikker og en cigarklipper ligger foran ham. 

Hughie Rose dufter af herreparfume, sød tobak og tung autoritet. Han driver et rejsebureau med pilgrimsture for sorte briter, der vil til Afrika for at finde deres rødder. Det er 20 år siden, Hughie Rose var i Gambia første gang. 

Han taler med et lavmælt staccato-London-engelsk, gnider fingrene i små cirkler og ligner en mand, der har slugt noget surt, da han vender blikket ud mod gaden. 

”Nogle gange kan du se en 80-årig europæisk kvinde med en 18-årig gambisk fyr. Kvinderne gør ikke sådan noget i England, i Holland eller i Danmark. Deres intentioner er at udnytte og bedrage.” 

Hughie Rose knækker en tændstik med den ene tommel, som om hans irritation stryger ud gennem fingrene. 

”Er de her for at nyde Gambia eller løfte landet, eller er de her for at få sex og kaste dalasi efter de unge mænd?” spørger rejsebossen, mens han lader, som om han kaster pengesedler på gulvet. 

”De kan ikke finde en mand derhjemme, der ville finde sig i at blive udnyttet. Det er stakkels white trash, der læsser deres tåbeligheder af her. Jeg har ikke lyst til se Afrika blive genkoloniseret af europæere gennem seksuel udnyttelse.”

Lamin Ceesay har været advokat i 22 år og mener, at mange europæiske kvinder møder de forkerte gambiske mænd.

PÅ EN AF Senegambia-stribens restauranter knipser en hvid mand med cowboyhat og rævehale med fingrene lidt ude af takt med de monotone country-rytmer, mens han i mikrofonen synger: ”Promise me, son, not to do the things I’ve done”, som han gør det hver aften. Han optræder med unge afrikanske dansere, og de dansende kvinder løfter ben og arme i halvsløje, pligtopfyldende bevægelser. En hypermobil fyr med røde solbriller leverer ensemblets genre-nedbrydende indslag, går i spagat og laver ’ormen’ på gulvet foran en kraftig britisk kvinde, der hvisker i øret på sin gambiske bordherre. De unge afrikanske kvinder ved siden af de ældre europæiske mænd i hawaiiskjorter ser fraværende ud. Fire mutte kvinder flankerer en anspændt herre i slut-halvfjerdserne, og en af dem har fundet sit eget fjerne fikspunkt at stirre på i horisonten. 

”Come on, everybody, now clap your hands,” synger rævehalen og dasker hænderne rundt om mikrofonen. En hvidhåret fyr klapper og læner sig ind over kvinden ved sin side i et forsøg på at få hende til at stige på vognen, men hun ser forstenet ud i luften. 

Nede på Hard Rock Cafe er væggene malet med afrikanske figurer og strippet for koncernens kendetegn af musik-memora­bilia. Musa ’Moses’ Darboe står på dansegulvet og spinner rundt om sig selv med øl og cigaret i hænderne og bukserne godt under balderne. Den gambiske fuglekigger læner sig ind over bordet og siger noget til tre smilende, solbrændte hvide kvinder med tatoveringer og fletninger. Bagefter hiver han fat i mine skuldre, da han ser mig ude på gaden. Noget nationalt vedrørende ­Gambia har gnavet i ham siden sidst. De kvindelige sexsælgere, der stryger til strædet som trækfugle, er ikke fra Gambia, siger han. 

Ved krydset mellem Bertil Harding High-way og Senegambia-gaden står unge kvinder i klynger og i stramme kjoler og siger ”Hello” og ”Hey baby” med tomme blikke. Bag dørmænd brede som kummefrysere brager bassen fra natklubberne. Moses går hen til en af kvinderne og spørger, hvor hun er fra. 

”Freetown, Sierra Leone,” svarer hun og ser konfus ud. 

”Kan du se?” siger han, før han iler videre til næste kvinde og laver samme manøvre – med samme resultat.

Mens nogle finder romancer, fortæller andre, at flere turister ikke forlader deres resorts, fordi de er bange for at blive antastet af gambiske mænd.

I GAMBIAS HOVEDSTAD Banjul sidder Lamin Ceesay bag et skrivebord fyldt med sagsmapper og lovbøger. Advokaten er 49 år og klædt i jakkesæt med rødt slips og laksko med sølvspænder. Lamin Ceesay håndterer mange skilsmissesager mellem europæiske kvinder og gambiske mænd. 

”De møder hinanden på stranden, foran hotelindgange eller i en taxi, og så har mændene måske hjulpet dem. De mænd går specifikt efter europæiske kvinder. Mange af mændene er … hvordan skal jeg formulere det …,” siger han og gnider fingrene i et tavst knips: ”… De er rovdyr på jagt efter uanende kvinder. Jeg har set mange sager, hvor mændenes agenda fra begyndelsen har handlet om, hvor mange penge de kan få ud af kvinden.”

”Ægteskab med en europæisk kvinde er det endelige mål for mange bumsters, juicedrenge og gadegutter, for ægteskab fører til penge, måske et hus og en bil og ultimativt måske til opholdstilladelse i Europa. Det er dét, der er drømmen,” siger advokaten. 

”Så snart de har fået permanent opholds­tilladelse på europæisk grund, er mange af dem ude ad døren, og kvinderne ser dem ikke igen. Det er kvinderne, der vil skilles. Mændene er ligeglade, og skilsmissen er ­oftest intet problem,” siger Lamin Ceesay og fejer med fingrene hen ad skrivebordet. 

”Mændene er interesseret i værdierne. De vil beholde ejendommen, de eventuelt har købt sammen, og nogle gange har de bildt kvinden ind, at kun lokale må eje en grund i Gambia, eller at parterne kun må eje i fællesskab. Det skaber problemer. Kvinderne bliver trætte af, at mændene blokker dem for penge. Forholdet slutter måske, fordi kvinden er i sit hjemland og ikke længere sender penge,” siger Lamin Ceesay, der forklarer, at i Gambia er mænd vant til at være den dominerende figur i hjemmet: ”Nogle gange kan mændene ikke forlige sig med deres rolle, og i de her tilfælde er det kvinden, der har penge og træffer ­beslutningerne. Boss woman, kalder de dem.”

Myndighederne skal gøre mere for at fjerne bumsters fra strandene, ligesom turistsektoren og lokale medier bør adressere fænomenet i højere grad, mener advokaten. 

”Fattigdom og arbejdsløshed er selvfølgelig afgørende komponenter, men mændene skal oplyses, så de ikke tænker, at deres job er at finde en hvid kvinde.”

PENGE UDEFRA

Gambia er blandt verdens fattigste lande og også et af de lande i verden, hvor remitter – penge, der sendes hjem fra udlandet – udgør den største del af økonomien. I Gambias tilfælde var det sidste år 60 procent af BNP. Langt størstedelen af de gambiere, der ikke bor i deres hjemland, er mænd. Til trods for landets lille befolkningstal lå Gambia i 2016 nummer fem på listen over lande, som flest flygter fra for at krydse Middelhavet mod Europa. Gambia har ingen naturressourcer og eksporterer og producerer meget lidt – ud over peanuts.

PÅ EN BAR i et slumområde i nærheden af Banjul fik Anne-Marie Maribo for 15 år siden øjenkontakt med Ousmane. Han var en fattig danser på 24, der kom fra Guinea og søgte lykken i Gambia, og hun var en 54-årig psykolog fra Danmark, der var i gang med at udvikle et rejsebureau i samarbejde med lokale, som siden kuldsejlede. På baren udvekslede de smil, og hun blev forelsket med et fingerknips. 

”Det føltes naturligt, selvom de danske normer fyldte mine tanker,” fortæller hun på telefonen, mens hun går på en vindblæst strand i Risskov ved Aarhus. Hun var dengang fraskilt, mor til teenagere og var rejst til Gambia, fordi hun ville ryste posen i sit arbejdsliv. Anne-Marie Maribo red ikke på en bølge af begær, men var single med sænkede parader: ”Ousmane (anonymiseret navn, red.) var meget charmerende og rytmisk, i kontakt med sig selv, hvilket jeg blev utroligt draget af.” 

Et år senere blev Anne-Marie og han gift på en strand i Gambia med et par hundrede lokale bryllupsgæster. Hans dansetrup optrådte til brylluppet, og Anne-Marie sørgede for, at der var brudevals ligesom i Danmark.

”Det var nyt og forfriskende for bryllupsgæsterne, at jeg var så fremtrædende i løbet af aftenen og i dansene,” siger hun. Når hun havde været til lokale bryllupper, var bruden ’servicerende’ og i baggrunden af festen. 

Anne-Marie skrev i 2015 bogen ’Toubab – En hvid rejser til Afrika’ om sine gambiske oplevelser og sit forhold. Bogen slutter med, at parret bliver familiesammenført i Danmark. Men inden da, som der står i bogen, var stemmerne i hendes hoved i konflikt, mens forelskelsen voksede. Skulle hun følge sit hjerte eller frygte, at han blot ville bruge hende som billet til Europa? 

Ousmane havde spurgt Anne-Marie en af de første gange, de delte selskab, om hun ville betale for hans immigrationsbevis i Gambia. Hun afviste, men fandt ikke ønsket odiøst. 

”En hvid repræsenterer en mulighed for hjælp,” siger hun. Penge var dog ikke omdrejningspunktet i deres forhold, siger hun. ”Jeg var påholdende og blev ikke en sponsor. Men han var heller ikke dén type mand, han var ikke en bumster, selvom han ikke havde råd til sko og måtte låne af sine venner.” 

Men Anne-Marie og Ousmane var ikke rundet af en enslydende arbejdsmoral, siger hun og fortæller om en aften, hvor en fyr, der solgte cigaretter og slik, gik forbi dem på gaden. 

”’Du kunne også blive sælger,’ sagde jeg. Men nej, dansen og musikken var hans liv.” 

Da Anne-Marie havde sagt ja til Ous­manes frieri, advarede en bekendt, der havde haft en gambisk kæreste, om, at de dansk-afrikanske forhold, hun kendte til, altid gik i stykker. Og psykologens ægteskab led samme skæbne efter halvandet år i Danmark. Årsagen var utroskab. 

”Det kunne jeg ikke acceptere, men han var kulturelt opdraget til at have flere kvinder på samme tid,” siger psykologen, der ikke fortryder sit ægteskab med en 30 år yngre vestafrikaner: ”Det er en stor gave at få lov til at opleve dyb kærlighed.”

I SEREKUNDA, i det hektiske vejkryds på toppen af Senegambia Strip, griner skandinaviske mænd og siger, at de ”gemmer sig i Afrika”, mens de ved midnatstid råder mig til at finde ”en smuk, ung dame for natten”.

Andre – fastboende – danskere vil også være anonyme, for ”verden er kompleks”, som en dansk kvinde i 40-årsalderen siger. 

”Fattigdommen har måske aldrig været værre, og flere mænd supplerer deres forbrug af ganja med piller, som gør dem aggressive,” siger den danske kvinde. 

Et andet sted sidder en dansk mand, der har rundet de 60. Han bryder sig ikke om udnyttelsen af unge gambiere, siger han, men mange af de ældre hvide mænd og kvinder er ensomme, og han har selv en yngre lokal kone, der nok ikke har været dybt forelsket i ham eller er tiltrukket af hans udseende. ”Jeg ligner ikke ligefrem James Bond,” siger han.

På Patta Patta, der ligger lidt længere oppe ad kysten i Serekunda, træder turismens farvelade af begær, penge og længsler frem på lærredet. Reggae-baren er proppet søndag ved midnatstid. Forsangeren i livebandet synger under blinkende lyskæder, og keyboardspilleren fletter en panfløjte ind mellem dunkende rytmer. Der lugter af pot, spildt øl og dansesved. 

”Må jeg sidde her?” spørger en kvinde, buttet og draperet i parfume og en glimmerkjole, mens hun blinker ivrigt med øjnene.

Flere af de hvide mænd har to borddamer. Hos kvinderne er forholdet 1:1, og nu skal de på gulvet, de fire hollandske damer, der sidder til bords med hver sin mand. En anden europæisk kvinde i en limegrøn kjole, der ser ud til at være et godt stykke over 70, er i byen med en fyr i 20-årsalderen. Hun er dansegulvets aldersdronning, og hun nynner usikkert med på ’Kingston Town’, griner fjantet og ser berusende overvældet ud, da fyren hiver hendes arme op i luften og for alvor tager fat. 

”I want to be your number one,” synger forsangeren. En af de hollandske kvinder, korthåret og med briller, synger med og sender en beslutsom pegefinger i retning af sin afrikanske dansepartner. 

Senere, uden for danseklubben, udveksler de hollandske kvinder et par ord på deres modersmål, mens fyrene forsøger at trække dem væk. ”Let’s go,” siger kvinderne, da de ser mig.  

Nogle minutter forinden hviskede den afrikanske kvinde i glimmerkjolen mig i øret og sagde:

”What happens in Gambia, stays in Gambia.”

”Atomkraft? Nej tak,” sagde danskerne for 40 år siden, men i skyggen af en voksende klima- og energikrise er debatten vendt stærkt tilbage med gamle skræmmebilleder og ny teknologi. Er atomkraft en nødvendig energikilde til at sikre en bæredygtig fremtid? Eller er den for dyr, for besværlig og ikke mindst for farlig? Ud & Se forsøger at finde ind til kernen.
Tekst:Benjamin Dane

SOM SELVE SYMBOLET på den danske modstand mod atomkraft knejser Barsebäcks to grå reaktortårne over den svenske side af Øresund. I klart vejr kan man se hele vejen til København og vice versa, men i dag har efterårssolen ikke kræfter til at brænde disen væk over vandet, og man må nøjes med at forestille sig Danmarks hovedstad 26 kilometer væk, mens man passerer den svært bevogtede indgang til det lukkede svenske atomkraftværk. Siden 2020 har værket været under nedrivning, og selvom alt det rigtig farlige affald for længst er flyttet til et underjordisk depot i det østlige Sverige, er sikkerheden på Barsebäck, som kørte de to reaktorer stadig på fuldt blus. Vagter og pigtrådshegn holder uvedkommende ude, gæster skal underskrive en hemmeligholdelsesaftale, og de 65 ansatte og cirka 100 entreprenører, som skærer værket i små bidder, bærer dosimeter og lader sig scanne flere gange på vej ind og ud af deres arbejdsplads. Dels for at sikre, at de ikke selv udsættes for skadelig stråling, dels så de ikke slæber bittesmå rester af radioaktivt affald med sig ud i samfundet.

”Vi er de første i Sverige, som river et kommercelt atomkraftværk ned, så det er vores ansvar at vise, at det kan gøres på en god og ansvarlig måde,” forklarer Jens Rönnow, der er anlægschef på kraftværket, iført kedeldragt og sikkerhedshjelm. Han har arbejdet på Barsebäck siden 1981, da tusinder af danske demonstranter marcherede mod værket med slagordene ”Hva’ ska’ væk? Barsebäck!”, og han var med, da den sidste af værkets to reaktorer endeligt lukkede og slukkede for atomkraften i Sydsverige. Dengang stod der tre danskere uden for hegnet og demonstrerede for atomkraft, husker han, mens vi passerer gennem resterne af Barsebäck 1.

Men står det til Uniper Energy – det tyske selskab, der ejer Barsebäckværket – skal Jens Rönnow og hans kolleger ikke længere kun afvikle de gamle reaktorer fra 70’erne. Få dage forinden har et kamerahold fra SVT været på besøg for som de første at kunne breake nyheden om, at en ny såkaldt Clean Energy Park skal opføres på Barsebäck, og at en mindre og mere moderne atomreaktor kan blive en af flere fossilfri energikilder. Foreløbig er planerne blot en vision og langt fra at kunne realiseres, men i landsdækkende medier på den danske side af sundet blev historien hurtigt til: ”Barsebäcks ejere vil bygge nyt atomkraftværk.”

Anlægschef Jens Rönnow var med til at lukke Barsebäck i 2005. Afviklingen er stadig i gang, og sikkerhed har høj prioritet.

I MERE END TRE årtier har atomkraft været en decideret død sild i Danmark. Emnet blev helt fjernet fra den danske energiplanlægning i 1985, og hvis den ikke allerede var aflivet, blev den det endegyldigt med Tjernobyl-ulykken året efter. I årene, der er gået siden, har det danske vindmølleeventyr i stedet givet os grønne vinger, og atomkraft har været noget, som ingen seriøs dansk politiker turde sige højt. Men i skyggen af en voksende klimakrise og en energikrise, der har givet det meste af Europa travlt med at gøre sig uafhængigt af Vladimir Putins russiske gas, synes døren at være blevet åbnet på vid gab for en fornyet debat.  

Analyseinstituttet Megafon har flere gange spurgt danskerne om deres holdning til atomkraft. I en rundspørge fra 2016 var blot 17 procent tilhængere af atomkraft i Danmark, men i januar 2022 var det tal fordoblet, og da Megafon for tredje gang spurgte, i september, svarede 46 procent, at de ser positivt på atomkraft – mens 39 procent er imod. Rundspørgen viste også, at mænd er markant mere positive over for atomkraft end kvinder, og at der blandt unge er større opbakning end hos danskere over 50 år. Folkestemningen er på mange måder vendt, og det har fået fysikere, lobbyister, private atomkraftentusiaster og en række politikere til at spørge: Er det ikke på tide, at vi tager en seriøs diskussion om atomkraft i Danmark?

Protestmøde mod Barsebäck på Christiansborg Slotsplads, 6. april 1979. Foto: Per Folkver

”BRUG HJERNEN, SPLIT KERNEN,” står der på lyseblå papskilte ved foden af Rytterstatuen foran Christiansborg. Det er søndag eftermiddag sidst i oktober, og der er så småt ved at være fyldt på slotspladsen til Folkets Klimamarch, hvor 50.000 danskere demonstrerer for klimaet. Blandt dem er foreningen Atomkraft Ja Tak, der iført T-shirts med en pastiche over det gamle solmærke forsøger at udbrede budskabet om, at atomkraft er sikker og ikke mindst CO2-neutral. I midten af gruppen på 20-25 næsten udelukkende unge mænd står 25-årige Johan Christian Sollid, der er en af foreningens stiftere.

”Sidste år blev vi bedt om at forlade demonstrationen,” fortæller han. ”Men jeg kender mange af de andre aktivister, fra jeg selv var mere almindelig klimaaktivist i gymnasiet, og i år har vi meldt vores ankomst på forhånd, så der ikke opstår noget.”

Johan Christian Sollid og hans ligesindede er modsat deres forældres generation ikke opvokset med frygten for ”kold krig, Tjernobyl eller sjove børn”. De ser i stedet en energikilde, siger han, som kan sætte skub i den grønne omstilling, og en masse politikere, som af historiske årsager hænger fast i modstanden mod atomkraft.  

”Vi tænker ikke på død og ødelæggelse, når vi hører ordet atomkraft, fordi vi ikke blander det sammen med atomvåben. Vi bliver nysgerrige, også fordi det er et ord, som får vores forældre til at gøre korsets tegn. Spørgsmålet om atomkraft er ikke bare et spørgsmål om klima, det er også en generationskamp. Det er ungdommens måde at frigøre sig fra den forrige generation og dens oldgamle forestillinger.”

Lidt mere kompliceret bliver det at forklare, hvorfor der er så mange flere mænd end kvinder, der er tilhængere af atomkraft – ikke bare i dag, men også dengang i 70’erne. Johan Christian Sollids bedste bud er, at der i de tidlige anti-atomkraftkampagner var stort fokus på frygten for dna-skader hos børn, samt at der generelt er flere kvinder i de partier, der historisk har været imod atomkraft. Men det bliver hurtigt en lidt langhåret politologisk analyse, lader den statskundskabsuddannede Atomkraft Ja Tak-formand forstå. Imens han samler tropperne til march, passerer en ung mor forbi med sin lille datter:

”Se skat, de kan godt lide atomkraft,” siger hun og peger. ”Men det kan altså godt være lidt farligt.”

Nutidens ja-sigere har vendt det historiske modstands-logo på hovedet.

VED SIDEN AF står to Atomkraft Ja Tak-medlemmer og taler om foreningens nye flyer. Den er trykt i bløde pastelfarver i et forsøg på at gøre den mere appellerende til kvinder, forklarer den ene den anden. Men der skal mere end tiltalende design til for at lokke en lyshåret kvindelig klimaaktivist, som får flyeren tilbudt, mens hun forsøger at klemme sig gennem folkemængden.

”Hvad vil I gøre med affaldet?” spørger hun og skynder sig videre i retning af en klynge SF’ere med grønne skilte og en oppustelig jordklode, der blokerer atom-aktivisternes udsyn til scenen. 

”Tror du, det er tilfældigt, at de har placeret sig lige dér?” siger 28-årige Morten Nygaard og smiler med et tre meter højt ’Atomkraft? Ja tak’-flag i hånden. Han er tidligere musiker og har været med til at lave foreningens nye protestsang, som netop er udkommet på YouTube og TikTok. Da han havde søgt ind på musikkonservatoriet for femte gang uden held, skiftede han spor og besluttede sig for at gøre noget for klimaet i stedet, fortæller han. Morten Nygaard kom ind på DTU og troede, at han skulle lave vindmøller, men opdagede atomkraft, selvom han er barn af hippieforældre og kan alle de gamle anti-atomkraft-sange til døde. Nu læser han en kandidat i geofysik og rumteknologi og har været medlem af Atomkraft Ja Tak i et år – men dog kun deltaget aktivt de sidste seks måneder.

”Jeg har altid stemt Enhedslisten, så jeg skulle lige se, om de bare var nogle liberalister alle sammen. Men det viste sig, at der var folk fra næsten hele det politiske spektrum,” siger Morten Nygaard.

Godt nok marcherer de sammen i dag, men spørger man andre steder i Klimabevægelsen, er der ikke meget opbakning at hente til atomkraft. ”Det ville være den mest åndssvage klimaløsning,” lyder det fra bevægelsens sekretariat i en mail, og selvom politisk rådgiver Caroline Bessermann udtrykker sig mere diplomatisk, er budskabet ikke til at misforstå: ”Der er tre år til, at de globale udledninger af CO2 skal stoppe, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling, og vi har i Danmark slet ikke infrastrukturen til bare lige at bygge atomkraftværker. Til gengæld har vi gode forudsætninger for at lave anden form for vedvarende energi, og derfor mener vi i Klimabevægelsen, at vi i stedet skal satse på mere vind og sol, på energieffektivitet og på at udvikle teknologier til lagring af energi.”

Solmærket blev logoet for OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft). Det blev skabt i april 1975 i Aarhus. Aktivisten Anne Lund havde ideen til den smilende sol med det venlige ’Nej tak’ og de markante farver.

MODSTANDEN MOD ATOMKRAFT vil Hans Jørgen Nielsen, direktør i den politiske konsulentvirksomhed Slotsholm og tidligere spindoktor, meget gerne diskutere. I oktober udgav han bogen ’Alt det, ingen har fortalt os om atomkraft’, som ifølge forfatteren tager alle argumenter imod atomkraft og piller dem fra hinanden, ét efter ét. Det meste er baseret på gamle myter og fordomme, siger han, da vi mødes på et kontorhotel i Kødbyen i København, få dage før bogen sendes til tryk. Ifølge ham er der særligt to misforståelser: Atomkraft er altødelæggende, hvis det går rigtig galt, og problemet med det radioaktive affald er ikke løst. 

Nej, siger Hans Jørgen Nielsen til det første og peger på, at dødstallet efter Tjernobyl-ulykken ifølge FN, WHO og Det Internationale Atomenergiagentur på lang sigt blot vil være en 20.-del af de 93.000, som Greenpeace i en rapport fra 2006 anslog ville risikere at dø af ulykkens strålingsrelaterede sygdomme. Samtidig er der kun registreret ét strålingsrelateret dødsfald efter Fukushima-ulykken i 2011, og der er aldrig blevet påvist arvelige skader hos børn af mennesker, som har været udsat for stråling.

Hvad angår det radioaktive affald, pointerer Hans Jørgen Nielsen, at internationale konventioner i regi af FN, OECD og EU foreskriver, hvordan affaldet skal håndteres, at man på Risø hvert år håndterer 8-10 kubikmeter radioaktivt affald fra hospitaler og industri uden sikkerhedsproblemer, og at man i Finland har bygget ’Onkalo’ 450 meter under jorden, verdens første slutdepot for brugt atombrændsel, der ventes at blive operationelt i 2023.

”Jeg siger ikke, at vi skal indføre atomkraft i Danmark i morgen,” understreger Hans Jørgen Nielsen. ”Men jeg synes, det er mærkeligt, at vi kollektivt har besluttet, at vi slet ikke kan tale om atomkraft som en del af den danske energiforsyning, selv i en tid med klimakrise og mangel på energi. Det er jo en anerkendt CO2-neutral energikilde, som mange af vores nabolande anvender, men alligevel har vi i årevis behandlet den, som om den er noget eksotisk og farligt.”

Som yngre var han selv modstander af atomkraft og gik med i atommarcherne med sit gule og røde ’Atomkraft? Nej tak’-emblem på jakken. Men han skiftede senere holdning, da han skrev bogen ’Farligt’ (2018) sammen med professor i økonomi og psykologi fra Copenhagen Business School Steffen Andersen. Den handler om, at alle de ting, vi går og frygter – fra terrorisme til sygdom og stråling fra mobiltelefoner – ofte er stærkt overdrevne eller fordrejede, hvis man kigger på fakta. Et af emnerne skulle have været atomkraft, men det viste sig at være så kompleks en sag, at det ikke kunne begrænses til et enkelt kapitel.

GRØN ELLER SORT? 

Atomkraft er ifølge Oxford Universitys statistikbank, Our World in Data, en af de mest CO2-neutrale energikilder målt i udledning per gigawatt-time. Samtidig viser tal fra Oxford University, at atomkraft er en af de energiformer, der har kostet færrest liv i forhold til den mængde energi, den har produceret. Universitetet har regnet på, hvor mange der hvert år ville dø for tidligt i en europæisk by med 150.000 mennesker:

Kul: 25 mennesker
Olie: 18 mennesker
Gas: 3 mennesker
Biomasse: 5 mennesker
Vindkraft: 1 menneske per 25 år
Atomkraft: 1 menneske per 33 år
Solkraft: 1 menneske per 50 år

Kilde: Oxford University

PÅ HALVØEN RISØ nord for Roskilde sidder professor Bent Lauritzen, en af Danmarks førende atomfysikere. Han er afdelingschef ved DTU Fysik på Danmarks Tekniske Universitet og har kontor på det tidligere atomare forsøgsanlæg og nuværende forskningscenter, hvor den sidste af i alt tre lukkede forsøgsreaktorer er under nedrivning. Bag sit skrivebord forklarer han, at han ikke kan se, hvordan det skal lykkes at nå i mål med den grønne omstilling uden atomkraft. Dermed læner han sig op ad FN’s klimapanel IPCC, som anser det for urealistisk at begrænse den globale opvarmning til to grader uden at anvende atomkraftværker.

”Vi er så langt væk fra en rigtig grøn omstilling, at vi har brug for alle eksisterende CO2-neutrale teknologier,” siger han.

Halvdelen af Danmarks elforbrug – alt det, der kommer ud af stikkontakten – dækkes i dag af strøm fra vindkraft, men elforbruget udgør, forklarer Bent Lauritzen, blot 20 procent af Danmarks energiforbrug – varme, transport, produktion osv. Det er altså simpel matematik, siger han videre, at vindkraften ikke formår at dække mere end 10 procent af landets samlede energibehov. Resten kommer fra afbrænding af især biomasse og naturgas, hvoraf en del importeres fra udlandet, og ifølge Bent Lauritzen er der ikke udsigt til, at det ændrer sig væsentligt i de kommende år.

”Problemet med energikilder som vind og sol er, at de kun fungerer, når vinden blæser, og solen skinner. Der forskes, blandt andet her på DTU, i opbevaring af den energi, som er i overskud, men det er ikke lykkedes rigtigt endnu, og derfor vil der fortsat være behov for en stabil energikilde til at understøtte vindkraften. Her er atomkraft p.t. den eneste teknologi, vi har, der både er CO2-neutral, kan levere strøm døgnet rundt og let kan udbygges.”  

March mod atomkraft Stevns-København, 25-27. august 1978. Foto: OOA-Arkiver

16 FORSKERE FRA fem danske universiteter tegner dog et noget andet billede af en fremtid med atomkraft end Bent Lauritzen. I oktober udgav de notatet ’Input til en faktabaseret diskussion af fordele og ulemper ved atomkraft som en del af den grønne omstilling i Danmark’, hvori forskergruppen regner sig frem til – med udgangspunkt i tre europæiske atomkraftværker og fire danske vind- og solcelleanlæg – at atomkraftværker både vil tage for lang tid at opføre og gøre den grønne omstilling væsentligt dyrere end en satsning på vindenergi.

I forskergruppen, der ikke tæller fysikere, men blandt andet energiplanlæggere, ingeniører og økonomer, sidder Poul Erik Morthorst, professor emeritus i energiøkonomi på DTU og medlem af Klimarådet. Han lægger ud med at understrege, at han i denne sammenhæng ikke udtaler sig som rådsmedlem, fordi Klimarådet endnu ikke har en officiel holdning til atomkraft. Han fremhæver notatets konklusioner, som viser, at omkostningerne til nyere atomkraftværker er markant højere end omkostningerne til vind og sol og at byggetiden på vesteuropæiske atomkraftværker i gennemsnit er 15 år, mens vind- og solanlæg kan opføres på betydelig kortere tid. 

”Jeg ser ikke, at atomkraft kan blive relevant i Danmark. Det er muligt, at det havde været en anden sag, hvis vi var startet for mange år siden, men nu har vi et system bygget op omkring vindkraft, og det er både hurtigere og billigere for os at fortsætte ad den vej,” siger han og påpeger, at forskernes notat skal ses som et oplæg til debat, og at han ikke er principiel modstander af atomkraft:

”I andre lande, hvor man allerede har atomkraft, kan jeg sagtens se, at den kan komme til at spille en vigtig rolle i den grønne omstilling, for eksempel ved at man forlænger levetiden på nogle af de eksisterende kraftværker. Men det koster også penge, og i Frankrig har de for eksempel lige nu store problemer med vedligeholdelse af atomkraftværker og har måttet tage halvdelen af deres reaktorer ud af drift, hvilket også bidrager til energikrisen i Europa.”

Svaret er kraftværker – herunder gasturbiner – som kører på biogas, der allerede i dag udgør en betydelig andel af den vedvarende energi i Danmark, forklarer Poul Erik Morthorst.

”Biogas fra for eksempel gylle og halm udleder også CO2, når det brændes af, men reducerer samtidig udledningen andre steder i systemet, eksempelvis emissionen af metan fra landbruget. Og vores analyser viser, at kraftværker med biogas er bedre til at understøtte vindenergi, fordi der lettere og mere økonomisk kan skrues op og ned efter behov, hvorimod et atomkraftværk skal køre mange timer om året, før prisen bliver tilstrækkelig lav.”

Få dage efter notatets udgivelse anklagede Bent Lauritzen i fagbladet Ingeniøren forskerne for at bringe løse påstande og faktuelle fejl. Kritikken blev besvaret i samme medie af Jakob Zinck Thellufsen, lektor i energiplanlægning på Aalborg Universitet og en af notatets hovedforfattere: ”Vi er glade for, at der kommer den her diskussion, og selvom vi er eksperter i energisystemanalyser og dagligt arbejder med fremtidens energisystemer, er vi også glade for Bent Lauritzens kommentarer.”

Foto: Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix

KRAFT OG KATASTROFER

Mest berømt og berygtet er atomulykken i Tjernobyl. Natten til 26. april 1986 nedsmeltede reaktor 4 og slap store mængder radioaktivitet løs i atmosfæren. Sovjetiske myndigheder skjulte ulykken, der kostede 56 personer livet og førte til mindst 1.800 bekræftede tilfælde af skjoldbruskkirtelkræft hos børn. Et område i en radius på 30 kilometer fra atomkraftværket blev evakueret og er fortsat erklæret ubeboeligt, selvom et mindre antal ukrainere fortsat lever i den lukkede zone. Ifølge FN, WHO og Det Internationale Atomenergiagentur IAEA er det samlede dødstal 4.000-9.000. En Greenpeace-rapport fra 2006 estimerer imidlertid, at 93.000 risikerer at dø af strålingsrelaterede sygdomme.

Syv år tidligere, i 1979, svigtede en kølevandstilførsel på atomkraftværket Harrisburg på Three Mile Island i USA, og efterfølgende blev der begået menneskelige fejl, som førte til en delvis nedsmeltning af reaktoren. Det var udslip af radioaktivitet, men kun meget begrænset udslip i miljøet uden for anlægget. Oprydningen efter ulykken sluttede i 1993 og anslås at have kostet en milliard dollar.

I 2011 blev Japan ramt af et jordskælv i havet nordøst for Fukushima, der målte 9.0 på Richterskalaen. Jordskælvet skabte en tsunami, der oversvømmede det nærliggende atomkraftværk og medførte en delvis nedsmeltning samt en brinteksplosion i to af reaktorbygningerne. Radioaktivt materiale blev sluppet løs i atmosfæren, og tusinder af mennesker blev evakueret fra nærområdet. Oprydningen efter ulykken pågår fortsat og ventes at tage yderligere 30-40 år – og koste op mod 1.000 milliarder kroner. 2.202 døde, mens én person siden er død af kræft fra stråling.

Kilder: IAEA, Oxford University, United States Nuclear Regulatory Commission, Der Spiegel, The New York Times, Stanford University

DANSK DEKOMMISSIONERING ER landets eneste modtagestation for radioaktivt affald og brugte radioaktive kilder fra hospitaler, laboratorier og industri. Det er også den organisation, der står for nedrivningen – eller dekommissioneringen – af forsøgsreaktorerne på Risø. På stedet opbevares ikke længere såkaldt højaktivt affald, men på lagrene findes materiale, som ville give strålesyge, hvis man opholdt sig for tæt på det i en times tid, og affald, hvor mængden af radioaktivitet er meget lille og relativt uskadelig – for eksempel brugte brandalarmer. 

”Der er radioaktivitet i alt, også dig og mig,” fortæller Mikkel Øberg, chef for strålingsbeskyttelse i Dansk Dekommissionering, og fortsætter: ”Men lige så snart mængden af radioaktivitet er bare en smule højere end i alt muligt andet i naturen, kalder man det radioaktivt affald. Du skal dog gange mængden af stråling med millioner eller milliarder, før vi når op til det højaktive affald, som er i det brugte brændsel fra atomkraftværkerne. Den udgør kun en lille del af selve affaldsmængden i verden, men til gengæld langt det meste af radioaktiviteten.”

I 2018 vedtog Folketinget, at der skal etableres et slutdepot for radioaktivt affald i den danske undergrund, som kan tages i brug senest i 2073. Det skal placeres cirka 500 meter under jorden, og det skal kunne modstå alle tænkelige scenarier: en ny istid, krig, klimakatastrofer og så videre.

”Et slutdepot skal indrettes, så ingen i fremtiden behøver at beskæftige sig med, at det er der. Og det kan godt lade sig gøre at bygge,” siger Mikkel Øberg. 

Til gengæld er der et andet problem. Ingen vil rigtigt have det liggende. I 2011 blev seks steder i Danmark udpeget som mulige slutdepoter: Paradisbakkerne på Bornholm, Rødby Havn, Kertinge Mark i Kerteminde, Thyholm i Struer samt Salling og Skive Vest, begge i Skive Kommune. Men udvælgelsen måtte droppes, fordi borgergrupper, borgmestre og lokalt valgte folketingsmedlemmer protesterede mod, at lige netop deres kommune skulle være endestation for radioaktivt affald. Det er en udfordring, som atomkraften deler med landvindmøller.

GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland – har undersøgt den danske undergrund for potentielle lokationer til et slutdepot, og spørger man chefkonsulent Helle Midtgaard, er der ikke stor grund til bekymring. Hun forklarer, at der er mange områder i Danmark, hvor et slutdepot ville kunne placeres uden at påvirke hverken miljø, grundvand eller dyreliv, og at næste skridt er at udpege to konkrete placeringer, som skal undersøges nærmere.

”Der er steder i Danmark, hvor jordlagene har ligget stabilt i mange millioner år, og som næppe kommer til at flytte sig den næste halve eller hele million år. Lidt populært sagt ville jeg ikke have noget imod, at der lå et slutdepot under min egen baghave, hvis de geologiske undersøgelser viser, at det er forsvarligt,” siger hun.

Protestmøde mod Barsebäck foran Christiansborg, 6. april 1979. Foto: Per Folkver

FOR DEN DEL af befolkningen, der er gamle nok til at huske 1973, må den nuværende situation være forbundet med en vis grad af deja-vu. Dengang førte en verdensomspændende oliekrise til energisparekampagner, bilfrie søndage og politiske overvejelser om at indrette landets energiforsyning, så man ikke længere skulle være afhængig af olie fra Mellemøsten. Imens kæmpede en lille gruppe aktivister fra miljøbevægelsen og fredsbevægelsen en kamp mod tiden, for de havde opsnappet, at regeringen arbejdede på at indføre atomkraft i Danmark. Inden planerne blev offentliggjort, måtte de være klar og organiseret til at bekæmpe den nye, og ifølge dem, farlige energikilde.

Sådan begynder historien om OOA – Oplysning Om Atomkraft – fortæller Siegfried Christiansen, en af organisationens medstiftere, mens han skænker kaffe i sin andelslejlighed på Frederiksberg. I starten foregik OOA’s arbejde i smug. Blandt andet brugte Siegfried Christiansen sin daværende stilling som varmemester i den ejendom, hvor han bor i dag, til at kontakte elselskabet Elsam for at høre om deres planer for atomkraft. Svaret, han fik, var, at de i Jylland agtede at opføre 20-25 atomkraftværker af samme størrelse som svenske Barsebäck inden 2000.

”I januar 1974 fremsatte den nye Venstre-regering et lovforslag, som ville betyde, at man kunne indføre atomkraft i Danmark med en administrativ beslutning, altså uden at skulle spørge Folketinget først. Kort tid efter præsenterede Miljøministeriet ni potentielle lokationer for atomkraftværker vest for Storebælt. Da det skete, kunne vi ikke vente længere og indkaldte til pressemøde 31. januar 1974. Vi krævede, at beslutningen om atomkraft i Danmark skulle udskydes i tre år, så der var tid til at få en bred og folkelig debat,” fortæller Siegfried Christiansen.

De 15-20 unge initiativtagere var oppe imod et stort flertal i Folketinget, som var for atomkraft, men i løbet af organisationens første par år voksede OOA hurtigt med 250 lokalgrupper over hele landet, hvor folk direkte fra gaden kunne blive aktivister. En af dem var Bente Meillier, som sidder ved bordet over for Siegfried Christiansen. I 1976 mødte hun en gruppe OOA’ere på et natværtshus i København, og en af dem foreslog, at hun skulle komme forbi deres kontor.

”Det lå inde i Skindergade, og da jeg gik derfra igen, var jeg solgt til stanglakrids,” husker Bente Meillier, der var med til at arrangere den første demonstration imod Barsebäckværket, hvor 3.000 mennesker gik i fakkeloptog mod den svenske ambassade i København. Året efter marcherede 20.000 demonstranter til Barsebäck og krævede det lukket, og i slutningen af 70’erne mobiliserede OOA op mod 60.000 mennesker til landsdækkende marcher fra Gyllingnæs til Aarhus og fra Stevns til Christiansborg Slotsplads.

Optog mod atomkraft, 18. april 1979. Foto: OOA-Arkiver

SIEGFRIED CHRISTIANSEN HENTER en mappe med gamle OOA-pjecer og avisudklip, som alle er udstyret med solmærket, den lille, røde sol på gul baggrund, der takker nej til atomkraft og blev organisationens ikoniske symbol. En folder fra 1979 blev husstandsomdelt i 2,1 millioner eksemplarer og illustrerer den gennemslagskraft, OOA havde nået, da 70’erne blev til 80’erne.

”Jeg og nogle andre OOA-medlemmer sad stuvet sammen i et folkevognsrugbrød på vej hjem fra en demonstration i Tyskland, da vi fik at vide, at der var sket en ulykke på et atomkraftværk på Three Mile Island. Det var i foråret 1979, og da vi kom hjem, havde vi allerede planlagt to kæmpe demonstrationer,” siger Bente Meillier.

Ulykken på Tremileøen var med til at vende folkestemningen yderligere, og få uger senere kunne OOA overrække 312.000 underskrifter mod atomkraft og Barsebäck til statsministeren. Også i de politiske partier ændrede holdningen til atomkraft sig, først og fremmest til venstre for midten. 29. marts 1985 – 11 år efter OOA blev stiftet – fik et flertal uden om den borgerlige regering fjernet atomkraft fra den danske energiplanlægning. På tilhørerrækkerne jublede Siegfried Christiansen, Bente Meillier og andre OOA’ere, da lovforslaget blev vedtaget.

”Det var en kæmpe sejr for os, men vi fejrede ikke længe, for vi skulle jo stadig have lukket Barsebäck,” siger Siegfried Christiansen.

Den kamp skulle dog vise sig at blive noget længere. Med årene blev det sværere at mobilisere folk til demonstrationer og protester, og da Barsebäcks reaktor 1 endelig blev lukket i 1999, var der kun ganske få aktivister tilbage.

”Vi lavede den sidste demonstration mod Barsebäck i 1998, og det var ikke nemt, skal jeg hilse at sige. Så da vi i 2000 kunne se, at vi havde nået vores mål, og at der ikke var kræfter til at køre foreningen videre, besluttede vi at nedlægge os selv,” siger Bente Meillier.

At OOA fik så stor gennemslagskraft i 70’erne og 80’erne, skyldes blandt andet, at atomkraft kom senere på dagsordenen i Danmark end i vores nabolande, forklarer Thorsten Borring Olesen, professor ved Aarhus Universitet og forsker i nyere tids historie:

”Det havde været nemmere at indføre atomkraft i Danmark i begyndelsen af 60’erne, men på det tidspunkt var der ingen interesse fra elselskaberne. Da debatten tog fart herhjemme i 70’erne, var der kommet langt større bevidsthed omkring miljøet, og elværkerne og politikerne kom i karambolage med nogle enormt velorganiserede og dygtige græsrodsbevægelser som OOA, der var dygtige til at nå ud til befolkningen.” 

I forbindelse med nyheden om, at der måske igen skal bygges atomkraftværk på Barsebäck, blev Siegfried Christiansen og Bente Meillier for nylig interviewet til svensk tv, hvor de kaldte det ”en helt uhørt provokation”. Men de mener begge, at de efterhånden har taget deres tørn, og at debatten om atomkraft må overlades til nutidens unge.

”Det er godt, at vi tager diskussionen en gang til, der er behov for bedre oplysning om atomkraft,” siger Bente Meillier. ”Men det skal ikke være med os gamle cirkusheste.”

JA ELLER NEJ

For:

• Atomkraftværker er så godt som CO2-neutrale
• Kan levere stabil elektricitet og varme
• Har lang levetid og er billige i drift
• Producerer store mængder energi
• Forurener mindre end kul, olie og gas
• Radioaktivt affald kan genbruges som brændsel i visse reaktorer

Imod:

• Atomkraftværker er meget dyre og ikke specielt klimavenlige at bygge
• Radioaktivt affald skal opbevares i mange tusind år
• Risikoen for ulykker er lille, men konsekvenserne kan være store
• Uran er besværligt, beskidt og ressourcekrævende at udvinde
• Uranberigelse er en vanskelig proces, der kræver særligt udstyr, som kun få lande i verden råder over

Kilder: IAEA, Niels Bohr Institutet, Stanford University

Over 300.000 underskrifter med krav om lukning af Barsebäck afleveres til statsminister Anker Jørgensen, 22. maj 1979. Foto: OOA-Arkiver

UANSET OM MAN SPØRGER tilhængerne eller modstanderne, svarer de, at debatten om den kontroversielle energikilde er noget, der får folk op i det røde felt. Det er dog oftest de andre, som lader følelserne løbe af med sig, mens man selv hævder at besidde fakta. Flere medvirkende i denne artikel advarer også om, at man som journalist, der vil skrive om atomkraft, let kan blive spændt for en vogn – altså de andres vogn. 

At atomkraft er et betændt emne, mærker Trine Reitz Bjerregaard, chefredaktør på Ingeniøren. Hver gang fagbladet skriver om atomkraft, svømmer kommentarfeltet under artiklerne over, og selv når historierne handler om andre energiformer, ender atomkraft alligevel ofte med at hijacke debatten.

”Atomkraft er uden tvivl det emne, som skaber mest debat hos os. Det bliver hurtigt en meget ophedet diskussion, og af og til må vi gå ind og moderere debatterne, fordi de bliver afsporet eller ender i personangreb,” siger Trine Reitz Bjerregaard, der mener, at de to stridende lejre kan deles op i atomkraft-idealister og atomkraft-realister.

”Vores læsere er ingeniører og folk, der arbejder med teknologi, og det er mennesker, som er meget løsningsorienterede. Så der er en stor fraktion, som ser en teknologisk løsning, man ved virker, og ikke kan forstå, at den er blevet dømt ude af politiske grunde. På den anden side står dem, der kigger lidt mere på, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre ikke bare i forhold til økonomi og tid, men også i forhold til den politiske stemning.”

Trine Reitz Bjerregaard har arbejdet på Ingeniøren i 18 år, og så længe hun kan huske, har atomkraft givet anledning til diskussion på mediet. Ifølge hende er debatten en særlig vanskelig størrelse, især for mennesker uden teknologisk interesse, fordi den er teknisk kompliceret, og fordi de to lejre angriber hinanden på regnemetoder og andre svært gennemskuelige detaljer i analyserne af atomkraft.

”Der er det jo vores rolle som medie at belyse alle de forskellige nuancer og forbehold, der måtte være,” siger hun. ”Vi skal ikke forklare politikerne, hvad de skal synes, men sørge for at klæde dem på til en saglig diskussion om atomkraft.”

HVAD MED  TYSKERNE?

I kølvandet på ulykken i Fukushima besluttede den tyske regering med kansler Angela Merkel i spidsen at udfase atomkraft i Tyskland. I dag er der kun tre aktive atomkraftværker tilbage i landet. De skulle have været lukket 31. december i år, men på grund af energikrisen har den tyske forbundsregering valgt at holde liv i to af kraftværkerne til foreløbig april 2023. På trods af en grundlæggende atomskepsis i nabolandet mod syd støttede 60 procent af tyskerne ved redaktionens slutning en forlængelse af de eksisterende atomkraftværker. Ifølge Holger Sandte, der er født i Tyskland, men arbejder i Danmark som chefanalytiker for EKF Danmarks Eksportkreditfond, kommer en større revival af atomkraft nok ikke til at ske i Tyskland: ”Men det har vist sig at være en fejlslagen strategi at satse på især russisk gas. Nu står Tyskland med en stor udfordring.”

ENGANG VAR KØBENHAVN et epicenter for atomfysik. I 1920’erne, 30’erne og 40’erne tog Einstein, Oppenheimer, Schrödinger og Heisenberg sporvognen fra Hovedbanegården til Tagensvej for at besøge og arbejde med Niels Bohr, der modtog Nobelprisen i fysik for sine banebrydende bidrag til forståelsen af atomar struktur og kvanteteori. I dag har Folketingets 37 år gamle beslutning om at droppe atomkraft betydet, at det er umuligt at få offentlig støtte til forskning og udvikling af atomkraft, men i et industrikvarter på Nørrebro – ikke langt fra Niels Bohr Institutet – er en dansk virksomhed alligevel i gang med at udvikle en teknologi, der måske kan revolutionere området. Seaborg Technologies har mere end 100 ansatte, som arbejder på at lave små atomkraftværker baseret på smeltet salt, der kan være i en 40-fodscontainer og placeres på en pram ude i havet. En sådan reaktor vil både være billigere, mere effektiv og producere langt mindre affald end et konventionelt atomkraftværk, og skulle ulykken ske, binder saltet det radioaktive materiale og forhindrer det i at sprede sig som i Tjernobyl.

”Atomkraft er en teknologi, som groft sagt har stået stille siden 50’erne. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at innovere på alle de – få – energikilder, vi har til rådighed, og vi forsøger med vores reaktorer at løse nogle af de udfordringer, som konventionel atomkraft har med blandt andet affald og manglende fleksibilitet,” siger Navid Samandari, bestyrelsesformand i Seaborg.

Ifølge statistik fra Oxford University kommer cirka 10 procent af verdens samlede elektricitet fra atomkraft. Men de seneste 20 år har andelen været faldende, særligt på grund af lukninger af reaktorer i Vesten, hvor atomkraft har svært ved at konkurrere på prisen for vind og sol, men også fossile brændstoffer.

”Den canadiske økonom Vaclav Smil har kaldt atomkraft for a successful failure. Succesfuld, fordi den har opnået en relativt stor global markedsandel til trods for, at den næsten ikke har udviklet sig – forestil dig, hvis biler i dag stadig kørte på samme motorer, som de gjorde for 100 år siden. Men den er også en fiasko, fordi løftet om atomkraft var, at den ville kunne producere energi så billigt, at man regnede med, at den ville dække hele verdens energiforbrug i år 2000, og det har den jo åbenlyst ikke levet op til,” siger Navid Samandari.

Han kunne godt tænke sig, at der var et lidt bredere udsyn herhjemme, men i Seaborg, fortæller han, har man for længst erkendt, at der ikke kommer til at være efterspørgsel i Danmark på virksomhedens reaktorer. I stedet satser man stort på Sydøstasien, hvor 750 millioner mennesker har behov for vedvarende energi, men hvor vind- og solkraft ikke er lige så oplagt på grund af et ofte vindstille og jungle-overskyet klima.

Der er bare ét problem: Seaborgs teknologi eksisterer ikke endnu. Men holder virksomhedens seneste tidsplan, kan det første danskudviklede nye atomkraftværk leveres i 2028 – formentlig langt fra Danmark.

Barsebäck, oktober 2022.

TILBAGE PÅ BARSEBÄCK vil svenske Jens Rönnow, der er født i Sverige af danske forældre, helst ikke belære danskerne om, hvordan de skal indrette sig. I Sverige viser de seneste meningsmålinger, at mere end halvdelen af svenskerne støtter en fortsat satsning på kärnkraft og siger ja til opførelse af nye atomkraftværker, ligesom den nye regering i landet vil sætte turbo på udvikling af nye atomkraftprojekter. Men, skal man huske, Danmark har jo slet ikke samme tungindustri som Sverige, siger Jens Rönnow, så blot fordi atomkraft er en god idé hinsidan, kan han ikke svare entydigt på, om det også forholder sig sådan i broderlandet.

En dag som denne i slutningen af oktober, hvor vinden ikke blæser nævneværdigt, peger han blot stilfærdigt på sin smartphone, hvor en live-oversigt fra det statsejede Svenska Kraftnät viser, at Sverige eksporterer store mængder strøm til de omkringliggende lande, mens Danmark importerer mere end halvdelen af landets elforbrug fra udlandet. Han løfter blikket og spørger: ”Hvordan har I tænkt jer at løse dét?”

Engang var det roger over og 10-4 at være langturschauffør. Jobbet som cowboy bag rattet var indbegrebet af udlængsel, sejlivet asfalt-romantik og idylliseret ensomhed. Men social dumping og billig arbejdskraft har overhalet trucker-kulturen, og yngre danske generationer længes ikke længere efter et liv på landevejene.
Tekst og foto:Lucas Stevns Wiingaard og Morten Høeberg Mortensen

Simon Bøhnke Larsen hænger ud over vinduet fra det store køretøj, som holder på gruspladsen i sønderjyske Christiansfeld. Den ser ny ud og er det også. Han er på vej ud på sin blot anden tur i den, til Rotterdam med møbler fra Jysk. Han kører om natten, sover om dagen. 

Den 29-årige fynbo har kørt lastbil i 11 år, og langt størstedelen af årene har været eksport fra Europas nordligste landeveje til Middelhavets kyststrækninger.

Den nye lastbil er af mærket DAF. Han er ellers Scania-mand. Det fortæller han selv, men havde han ikke nævnt det, havde man nok regnet det ud alligevel.

Han har gribben fra Scania-logoet tatoveret på benet, og ’Super’ står der skrevet på hans højre arm – en hyldest til den svenske lastbilsproducents legendariske motorlinje fra 70’erne. Ordet ’Vabis’ finder man på knoerne. Også en Scania-reference. Han har en V8-motor på hånden og et Wunderbaum-træ på armen. Lidt anonymt, men på hans venstre ben står der med små kurvede bogstaver: ”Freedom is a full tank.”

”Man bliver en sær snegl,” siger Simon Bøhnke Larsen om sit job og sit liv, som hænger uløseligt sammen. 

Han viser rundt i sit hjem. Køleskab der. Seng der. Mikroovn der. Det hele kan nås fra sædet, hvor han sidder. Kabinen ligner indersiden af en Gentlemen’s Club. Brunt læder i loftet med fordybninger og knapper i Chesterfield-stil. Frynser i forruden. Sengen bag sæderne er i velour af den slags, som trækker streger efter sig, når man rører det. Hele kabinen er oplyst i en dunkel rød farve. 

”Gejlet, gøglet og plysset,” som chaufføren selv stolt fastslår.

Og der skal komme endnu mere til med tiden, fortæller han. Han fjerner et lille stykke rødt fnuller fra instrumentbrættet og gør det klart, at man tager skoene af, inden man går ind.

”Det her er mit hjem. Mit hus er bare mit hus,” siger chaufføren, der bruger længere tid i førerhuset end i sit rigtige hus i Vejen, hvor hans kone og deres to sønner på halvandet og fire må vente indtil weekenden på at se deres mand og far igen. Ligesom de måtte sidste uge og ugen før den.

Han elsker det liv. Han elsker eventyret og det uforudsigelige, siger han stolt og ofte. Lige nu er han dog mest frustreret. Traileren, han skal have med, er forsinket. Og som lastbilchauffør tæller hvert minut.

Simon Bøhnke Larsen har brugt adskillige af sine egne penge på at ’gejle’ lastbilen. Blandt andet med rødt lys i kabinen.

TRANSPORTBRANCHEN ER UNDER pres. Forskellige estimater lyder på, at der i Danmark mangler mellem 2.500 og 10.000 lastbilchauffører. 

Mange af Danmarks cirka 27.000 chauffører er aldrende og nærmer sig pensionen, mens det er svært at lokke yngre armkræfter ind i førerhusene. Mange af problemerne har rod i det, nogle vil kalde ’arbejdsmarkedets frie bevægelighed’, mens andre vil bruge udtrykket ’social dumping’.

Historisk har man hyret udenlandsk arbejdskraft bag rattene, hvis man ikke har kunnet finde den inden for egne landegrænser, men chaufførmangel er et globalt problem, og alene i Europa manglede der i 2021 op mod 425.000 chauffører. Nogle frygter, at det tal vil have vokset sig større inden udgangen af 2022. Selv de lande, som den danske transportbranche oftest har hentet chauffører fra, for eksempel Polen og Rumænien, står nu selv og mangler i tusindvis.

I Storbritannien, hvor chaufførmanglen er eksploderet siden ­Brexit, har de første konsekvenser vist sig. Blandt andet måtte hæren indsættes i efteråret 2021 for at sikre levering af benzin til tankstationer.

I resten af Europa fylder de udenlandske chauffører mere og mere på vejene. En opgørelse fra Vejdirektoratet i 2018 viste, at 84 procent af de cirka 6.000 lastbiler, som dagligt krydsede den danske grænse, var udenlandske – den højeste andel nogensinde målt. 

Særligt andelen af østeuropæiske chauffører er steget. En udvikling, der tog fart, efter EU åbnede for det indre marked i 1993, og som accelererede yderligere efter unionens østudvidelse i 2004. Med ét kunne chauffører fra blandt andet Polen, Litauen og Ungarn frit bevæge sig rundt i Europa for at tage arbejde, og de var villige til at udføre arbejdet for færre penge end dem, der havde jobbene før dem.

”Konkurrencen blev forøget meget kraftigt, da man fik arbejdskraft fra de østeuropæiske lande, som var villig til at køre under nogle helt andre vilkår. For dem var 100 kroner i timen superattraktivt, for de var vant til 25. De var også villige til at køre længere tid og til at se stort på nogle af reglerne,” siger Jens Arnholtz, arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet. 

Særligt under finanskrisen gik det stærkt, og mange tusind danske chaufførjob forsvandt til fordel for udenlandske chauffører.

”Det er klart, at når tilgangen af unge til den danske del af branchen ikke er så stor, som den burde være, flytter efterspørgslen hen, hvor udbuddet er,” siger Allan Larsen, professor i godstransport ved DTU.

En krop fyldt med trucker-tatoveringer.

DA SIMON BØHNKE LARSEN kører fra pladsen i Christiansfeld en time forsinket, kører en kollega den anden vej. Han får et horn, et par blink med lyset og et lille vink med på vejen. Imens mørket er ved at indhylle E45 sydgående, knager et regnestykke under chaufførens lyse hår.

Over ham sidder takografen, og han skæver til det lille lysende display, som dikterer, hvad han kan og ikke kan nå på turen. Maskinen holder styr på hans køre-hvile-tider. Han lister alle reglerne op i flæng i næsten højere hastighed, end han kører på vejen, og mere snørklet end de afkørsler, som springer ud af motorvejens asfalt.

I grove træk må han køre i 4,5 time, holde pause i 45 minutter og køre 4,5 time igen. Efter det skal han hvile i ni timer.

Køre-hvile-tids-reglerne er et nødvendigt onde for chauffører. Det ved Simon Bøhnke Larsen, og han ved, at reglerne kun er til for at beskytte ham og andre trafikanter. Og at branchen tidligere så stort på dem. Alligevel nager forsinkelsen ham. Han er bange for, at han ikke kan nå at aflevere varerne hos kunden i Holland, inden han skal hvile. Han vil gerne levere det bedste, siger han og samler et lille trådløst headset up fra en hylde ved instrumentbrættet, klemmer det rundt om øret og ringer til speditøren: ”Jeg er øh… først kommet af sted lidt i 21 og er meget forsinket, så jeg ved ikke, om jeg skal stille traileren et sted eller hvad?” 

Der bliver stille i begge ender af røret. Efter et par sekunder kan speditørens messen høres fra det lille headset, inden Simon lægger på og må afvente endnu et opkald med en ny plan.

”Der fuckede jeg lige hans aften op. Fordi vi er forsinkede, kan vi ikke nå at læsse af hos kunden, inden vi skal hvile.”

Det er bagsiden af den uforudsigelighed, han holder så meget af. 

”Det bliver tit noget rod, for nu skal han samle puslespillet igen, og så vil han til enhver tid presse lidt på. Om jeg ikke lige kan gøre dit eller lige dat. Og det kan jeg bare ikke, fordi så er der bøder, og det er mit kørekort, det går ud over,” siger han.

Både chauffør og vognmand straffes med bøder, hvis chaufføren ikke overholder køre-hvile-tids-reglerne, ligesom det kan koste chaufførens kørekort. Det samme gælder selvfølgelig fartbøder. Derudover kan chaufføren få bøder for mange andre ting som eksempelvis at holde forkert på rastepladser – bøder, der koster op mod 2.000 kroner og betales af egen lomme. Som Simon Bøhnke Larsen siger, er chaufførjobbet et af de eneste, hvor man skal tage sine egne penge med på arbejde. 

Kort efter passerer han grænsen til Tyskland, og et gult blink glitrer i mørket forude.

”Arh, det magter jeg ikke: en særtransport med politieskorte, dem kan vi bare ikke komme forbi. Det er ligesom ikke, fordi vi har pissegod tid i forvejen. Sådan noget forbandet fucking knep.”

På en tur til Holland stopper Simon Bøhnke Larsen i morgentimerne for at læsse fragten af på et gartneri i det vestlige Tyskland.

DE UDENLANDSKE CHAUFFØRER med deres lavere lønkrav og villighed til at arbejde mange (flere) timer og gerne uger og måneder i træk har ændret branchen. Nogle vognmænd og speditører så muligheden for at tjene ekstra ved at hyre chauffører til lavere lønninger, men da transportkøberne også lagde mærke til tendensen, ville de pludselig ikke betale det samme for transporten. 

I 2020 blev EU’s vejpakke vedtaget, og den er et forsøg fra unionens politikere på at tage livtag med den udvikling. Tanken bag var at udrydde den sociale dumping, så for eksempel danske chaufførers lønninger ikke ville blive presset af den udenlandske konkurrence, og faget igen ville blive mere attraktivt. 

Pakken er dog blevet kritiseret for ikke at tilgodese EU’s frie arbejdsmarkedsbevægelighed – en af grundsøjlerne i EU-samarbejdet. 

Vejpakken indeholder blandt andet regler om, at chauffører skal aflønnes efter det lønniveau, der er i det land, de kører i. Altså skal en rumænsk chauffør have dansk løn, når han kører i Danmark. Chaufførers ugentlige hvil på 45 timer må heller ikke holdes i lastbilen, men skal holdes et sted med ordentlige soveforhold og toiletter, og lastbiler skal hver ottende uge vende tilbage til det land, de er registreret i. 

”Ændringerne fjerner nogle af de konkurrencefordele, som øst­udvidelsen gav de udenlandske vognmænd og chauffører, og det kan komme danske chauffører til gode,” forklarer arbejdsmarkedsforsker Jens Arnholtz. 

ASFALT-OVERARBEJDE

Lastbilchauffører arbejder flest timer om ugen i Danmark, viser en opgørelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø fra 2018: 45,2 timer i gennemsnit. Det er ikke unormalt for chauffører at arbejde 60 timer eller derover. Til sammenligning arbejder den gennemsnitlige dansker i beskæftigelse 34 timer om ugen. Hver anden danske chauffør er desuden over 50 år gammel, hver femte over 60. Kun 13 procent af chaufførerne er under 30. Branche­organisationen ATL vurderede i 2021, at 4.000 af landets cirka 27.000 chauffører vil gå på pension inden for få år. Ifølge en medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv fra 2022 angiver hver tredje virksomhed i branchen, at arbejdspresset er steget på de øvrige medarbejdere som følge af den manglende rekruttering.

ET LILLE PLING lyder i den store kabine, og en besked dukker op på Simon Bøhnke Larsens skærm til højre for rattet. Den er fra speditøren.

Nu skal han ikke til Holland alligevel, men i stedet bytte trailer med en kollega på en rasteplads syd for Hamborg. Simon skal i stedet trække kollegaens trailer tilbage til Christiansfeld.

Han ruller vinduet ned, så den kolde luft trænger ind i kabinen og blæser i hans lyse skæg, tænder en cigaret fra en lille tinæske og puster røgen ud i natten.

”Jeg hader, når de laver det om på den måde. Jeg ville gerne til Holland. Jeg gider sgu ikke bare køre ned og bytte et sted i Tyskland og så køre tilbage.”

Han har dog ikke tænkt sig at køre hjem til sin familie, selvom han pludselig har udsigt til at sove på dansk grund igen, og selvom der kun er 40 kilometer fra Christiansfeld til hjemmet i Vejen.

”For det første har jeg ikke en personbil i Christiansfeld. Jeg kunne måske skaffe et lift. Men for det andet …” Han holder en lille pause. Som om han godt ved, at det næste, der kommer ud af hans mund, er uforståeligt for de fleste.

”Jeg elsker min kone, jeg elsker mine børn, men mit hoved skal også fungere. Når jeg kører ud søndag, kommer jeg ikke hjem før fredag, og hvis jeg kommer hjem midt på ugen, kokser det i mit hoved. Jeg bliver i bilen hele ugen. Det er, fordi jeg godt kan lide det. Jeg elsker det her.”

Hvad siger din kone til det?

”Vi har været sammen i 10 år. Og hun er der da endnu.”

Simon ændrer toneleje, hans skuldre sænker sig, han taler langsommere, og han vælger sine ord som en mand, der ved, at han har hele natten til at forklare sig. Han ved også, at livet på landevejen nogle gange er en punktering snarere end den fulde tank, han hylder med blæk på sit ene ben. Ved siden af små kurvede bogstaver på hans venstre ben har han tatoveret et fladt dæk. ”Bad luck” står der over det.

Der går ikke mere end 10 minutter, før planerne ændrer sig. Endnu en gang. Vognmanden ringer og fortæller, at de kan mødes uden for Bremen, bytte trailer, og at Simon kan køre mod Holland med en last, som skal læsses af ved et par gartnerier i løbet af natten. Om morgenen kan han så læsse gasbeton på i Holland, som han skal have med tilbage til Danmark.

”Det er en sindssyg branche. Men jeg elsker friheden … Hvis jeg stopper med at køre lastbil, ved jeg ikke, hvad jeg skal.”

Trods store drømme fik Mads Sommer Schmidt nok af livet som lastbilchauffør.

MADS SOMMER SCHMIDT har altid elsket store maskiner, brølet under motorhjelmen, tanken om bare at være sin egen på vejene og alt det, der var ’drengerøv’ ved lastbiler. Selvom han hverken har far, onkel eller anden familie, der kører lastbil, som de fleste unge, der søger ind i branchen, var han solgt ved tanken om at bruge dagene på landevejene med hestekræfter under højrefoden. Han tog chaufføruddannelsen, da han blev 17, og hans start på både uddannelsen og senere læreplads var alt, han havde drømt om.

”Jeg elskede det i starten. Det var lortearbejdstider, men jeg hyggede mig. Jeg nød at køre på vejen, høre musik og snakke med venner hele dagen. Det var fedt,” siger han.

25-årige Mads Sommer Schmidt fra Rødkærsbro måtte dog foretage en karrieremæssig U-vending, inden han rigtig kom i gang med truckerlivet. På sin første læreplads var han dårlig til at sige fra over for opgaver, som var presset på tid. Han søgte væk fra firmaet, men det blev aldrig rigtig godt. Et andet sted kørte han med slagteriaffald, der er fritaget for køre-hvile-tiderne, men de skal stadig overholde arbejdstidsreglerne, og Mads Sommer Schmidt oplevede, at der blev set stort på dem. Nogle uger arbejdede han efter eget udsagn 90 timer om ugen.

”Det er en blanding af pres fra speditører, vognmænd og chaufføren selv. Jeg var den eneste, der spurgte, om vi ikke skulle slappe lidt af. ’Hvad fanden er du så chauffør for?’ sagde mine kolleger. Sådan er den generelle holdning i branchen. At man skal ikke blive chauffør, hvis man ikke er klar til at tage 100 timer om ugen. Der var helt klart et sammenstød mellem generationerne, en kløft mellem den nye og den gamle skole,” siger han.

Erik Emil Hansen er formand for Godschaufførernes Landsklub under 3F, og han genkender generationskløften. Mens mange af de ældre er godt tilfredse med at arbejde 60+ timer om ugen, vil de unge have tid til fritid og familie:

“Noget af det mest ødelæggende er, når chauffører taler ned til yngre kolleger, som siger fra over for de lange arbejdstider. Der er mange, som forsøger at hjælpe de unge, men der er også mange derude, som har en negativ holdning til dem. Mange ældre chauffører mener, at så længe helbredet er i orden, skal man arbejde solen sort.”  

Mange af de ensomme timer på landevejen bliver slået ihjel med telefonsamtaler med venner, kolleger og familie.

KLØFTEN SES OGSÅ på Facebook-siden ’Lastbilchauffør’. Gruppen har over 53.000 medlemmer og bruges til mange forskelligartede opslag, men dagligt debatteres netop arbejdstiderne.

Én fløj mener, at de mange arbejdstimer følger med livet som chauffør. Sådan har man kørt i mange år, og kan man ikke kan affinde sig med det, må man finde en anden branche. Den anden fløj slår et slag for, at branchen ikke behøver at være sådan, men kun bliver ved med at være det, fordi så mange chauffører accepterer det. 

Beskyldningerne er sjældent pæne. Mens den ene side mener, at chauffører, der gladelig arbejder mange timer, ikke har et liv og sikkert hverken kender deres børn eller kone, skriver den anden, at chauffører, som vil have mere fritid, er nogle curlingbørn, der ikke kan klare mosten. 

Den splittelse ser godsformand Erik Emil Hansen i den grad også ude på arbejdspladserne: ”Jeg bliver flov over, at unge mennesker møder den side af branchen. Det kan ikke være rigtigt, at man skal svine de unge mennesker til, fordi de gør det, som vi ældre skulle have gjort.”

Mads Sommer Schmidt måtte selv sige stop, da han kunne mærke stressen krybe ind over kroppen. Han kunne ikke få sit privatliv til at hænge sammen med de lange arbejdstider, og han følte sig presset, når han var på arbejde.

”Man skulle skynde sig, og man skulle stresse rundt. Man kunne ikke nå det hele. Så ringer kunderne, så ringer speditøren. Til sidst siger man bare: ’Fuck jer.’ Så kører man sit eget show. Og så kommer der selvfølgelig problemer. På min sidste tur slukkede jeg telefonen og kørte færdigt. Da jeg kom ned på lageret, måtte jeg ikke køre for dem længere. Der sluttede det for mig,” siger Mads Sommer Schmidt, der opgav drømmen om de store maskiner, da svigerfaren tilbød ham et arbejde som tagdækker. Han er stadig meget væk hjemmefra, men har nu en 37-timers arbejdsuge fordelt på 3,5 dage om ugen og en ekstra fridag. Og langt færre timer.

Simon Bøhnke Larsen gør en dyd ud af, at hans lastbil altid er ren og dufter godt. Han har derfor det ikoniske Wunderbaum-træ tatoveret på armen.

EFTER MANGE ÅRS prisræs og intens konkurrence i transportbranchen er forbrugere såvel som industrien forvænt med lave priser på transport. Og med lave priser planlægger speditørerne så mange transporter som muligt, hurtigst muligt, så der kan tjenes mest muligt. Nederst i fødekæden er chaufføren. Og ligesom Mads Sommer Schmidt oplever chaufførerne ofte, at de høje forventninger ikke hænger sammen med virkeligheden på vejene, forklarer Allan Larsen, professor i godstransport og logistik ved DTU.

”Speditører sidder jo ofte og presser deres underleverandører, som vognmænd og chauffører jo er, til at nå det hele. Det er en cowboy- og indianerbranche. Et vildt Vesten, hvor alle kneb gælder for at tjene penge. Der er meget lidt plads til fejltagelser og forsinkelser. Menneskene i førerhusene føler sig med rette ekstra pressede i sådan en situation,” siger Allan Larsen, som bemærker, at branchen ikke har den samme tiltrækningskraft, som den havde før i tiden: ”Man har vidst igennem nogle år, at det var et udfordret erhverv på mange måder. Og det er det jo, fordi der ikke er sindssygt mange unge, der synes, det er spændende at gå ind i den her branche. Og det er ikke kun i Danmark, det er også i resten af verden,” siger han.

I takt med teknologiens indtog i førerhuset er chaufførerne også kommet under øget kontrol fra speditører og vognmand, som kan følge med i chaufførens rute. Det påpeger arbejdspsykolog ved Aalborg Universitet Einar Baldursson, der har forsket specifikt i lastbilchaufførers arbejdsvilkår.

”Lastbilchauffører er et af de mest kontrollerede folkefærd. Mange arbejdsgivere bruger det overvågningsudstyr, som sidder i moderne lastbiler, til at kontrollere chaufførens liv og færden i små detaljer. Det betyder, at man kan lægge strammere og strammere rammer ned over ruterne og stille større krav til chaufførens effektivitet. De økonomiske besparelser er små, og det forringede arbejdsmiljø kan på sigt blive dyrt, når folk fravælger branchen,” siger han.

For Mads Sommer Schmidt var det en dag nær gået galt. I en tåge af stress og træthed sad han og nikkede med hovedet i førerhuset.

”Jeg overså fuldstændigt en personbil. Min bil bremsede selv, og jeg tænkte først, at jeg var langt fra at ramme noget. Men da jeg kom tilbage på ruten dagen efter, indså jeg, at hvis min bil ikke var bremset af sig selv, havde jeg slået bilisten ihjel.” 

TONSENDE TRANSPORTBEHOV

Den samlede transportmængde har i mange år været stigende. I første kvartal af 2022 var den samlede lastbiltrafik på de danske motorveje steget med 29 procent sammenlignet med samme periode i 2010. I 2010 kørte 1,1 million lastbiler over Storebæltsbroen – det tal var i 2020 steget til 1,7 millioner. Selvom coronapandemien har mudret billedet lidt, er tendensen klar: Økonomisk vækst og den internethandel, de fleste af os benytter oftere og oftere, har øget behovet for lastbiltransport.

SIMON BØHNKE LARSEN tager en cigaret ud af sin tin-æske et minut eller to, før han ryger den. Han sætter den i munden med filteret bag fortænderne og papiret klistret til underlæben, og mens han kører gennem Hamborg, taler han og lader cigaretten danse op og ned under næsen.

Selvom han kun ser familie og venner i weekenden, føler han sig sjældent ensom. Hvis han keder sig, ser han Disney-film. Han kan godt lide ’Luftens helte’ eller den, der hedder ’Coco’. Han er god i sit eget selskab, siger han, og han kan bedst lide det sådan. Det samme gælder for hans kone, forklarer han. Hun er en selvstændig person og kan lide rutinerne derhjemme uden hans indblanding. Faktisk så meget, at når søndag kommer, glæder hun sig nogle gange til, at han kører ud igen. Det samme gør han. Han kunne nogle gange lige så godt ikke være til stede om søndagen, som han selv siger det. Det kribler for meget i fingrene og fødderne. 

Men børnene?

”De er jo ikke vant til andet,” siger 29-årige Simon, der selv er vokset op i et hjem med en far bag rattet og derfor har nedarvet diesel i blodet. Faren var vognmand, det samme var resten af omgangskredsen, og sådan er det også for Simon selv. Når han har weekend, er han ofte sammen med andre chauffører. De ’sparker dæk’ eller drikker øl. Begge dele helst samtidig.

Hans kone, siger han, var, helt fra starten for 10 år siden, med på, at han var eksportchauffør og derfor var ude i flere uger ad gangen. Og at det ikke ville ændre sig. 

”Jeg skal ikke være hjemme hver dag. Der kan måske være snak om, at jeg ikke skal være ude 2-3-4 uger ad gangen, men jeg skal i hvert fald kunne være af sted en uge,” siger han. 

Og det er han så. Kører søndag og er hjemme igen fredag eller lørdag. 

”Jeg ved godt, jeg lyder meget egoistisk, men det gør mig ikke ked af det, at jeg ikke ser mine børn mere, end jeg gør. I den forstand, at jeg ikke tænker på det. Hvis først jeg tænker på det, kan jeg ikke udføre mit arbejde. Og jeg tænker jo på dem. Men jeg tænker ikke på, at jeg går glip af ting og sager. Det undlader jeg, siger han og sukker i det røde skær fra kabinens lamper. 

”Det kan godt være, jeg favoriserer mit arbejde over familien. Men det her er mit liv og mit levebrød. Det gør, at jeg kan forsørge mine drenge. Jeg kunne godt finde mig et andet arbejde, men … laver jeg så det, jeg godt kan lide?”

Rasmus Valdemar Grøhn i sin lejlighed i Aarhus. Han har besøgt en del af landene på kortet på sine ture, hvor han ofte er af sted flere uger ad gangen.

VED GRUNDBERGSEE RASTSTÄTTE lidt uden for Bremen mødes Simon med sin vognmand, Kristian. Klokken er lidt i 1, og de står begge i shorts, upåvirkede af nattemperaturen, da de kobler trailerne fra bilerne og bytter om på dem. De har kendt hinanden i et par år. Kristian er lidt lavere og lidt rundere end Simon, og så glæder han sig til at komme hjem. Han har også familie, en kone og en datter. 

”Du er ude med en rigtig trucker. Simon er en rigtig trucker,” siger Kristian, der sætter sig op i den anden lastbil og giver hornet en tur, inden han kører retur mod Danmark.

Simon svarer med en lignende fanfare fra førerhuset og kører i retning mod nattens første kunde: et gartneri, som skal have leveret hylder til blomster.

En time senere stopper han for at holde sin 45-minutters pause. Bag disken på tankstationen står en tysk midaldrende herre, som serverer Simons første måltid på turen. En stor bleg bockwurst og et endnu blegere flute. Han får en lille pose med ketchup med, og mens han sidder i førerhuset og spiser, forstår han godt, at unge mennesker ikke søger ind i branchen, og at hans livsstil nok hører fortiden til.

”Jeg kan godt selv se, at det er fuldstændig blæst, det, jeg har gang i. Vi er en hadet branche. Lønnen er ikke særlig høj, og man er aldrig hjemme. Alligevel elsker jeg det kraftedeme. Jeg kan ikke forestille mig at lave andet,” siger han.

Cecilie Slettemose er lige nu lærling hos en vestfynsk vognmand, hvor hun kører med sand og grus.

RASMUS VALDEMAR GRØHN er lige kommet hjem fra en lastbiltur til Rumænien og slapper nu af i sin lejlighed i Aarhus. Han er 24 år, elsker sit arbejde som eksportchauffør og er på mange måder et oplagt bud på, hvordan branchens fremtid kan se ud. Men ikke alligevel. For allerede nu ved han, at han en dag vil falde fra. 

Rasmus’ far var lastbilchauffør, og sønnen var aldrig i tvivl om, at livet på landevejen var vejen frem for ham. Alligevel tog han det lidt atypiske valg at få sig en studentereksamen i stedet for en læreplads.

“Mine jævnaldrende syntes ikke, det var det sejeste, når jeg sagde, at jeg ville være chauffør. Det var primært derfor, jeg tog gymnasiet. Man fik at vide fra omgangskredsen og lærerne, at man skulle noget mere,” siger Rasmus Valdemar Grøhn.  

Men allerede i 2. g sad han og gloede ud ad vinduet og dagdrømte om at køre verden tynd, og det kriblede i ham. 

”Efter gymnasiet var jeg ikke i tvivl. Jeg skulle bare have det kørekort og komme af sted, siger den 24-årige sønderjyde, der i dag bor i Arhus. Han har kørt lastbil lige siden. Først ruter i Danmark og i de senere år eksportkørsel til blandt andet Spanien, Italien, Rumænien og Bulgarien.

”Jeg elsker det. Det er de store maskiner, det er selvstændigheden, og det er eventyret. Jeg er lige kommet hjem fra Rumænien, og det er jo skidespændende. Jeg kommer ud og ser de små byer og møder nogle helt andre mennesker, end man typisk ville gøre, hvis man bare var på ferie.”

Men der er også omkostninger. Det er et hårdt job, og han bruger meget tid væk fra venner og familie. Og så møder han ofte fordomme og et generelt negativt syn på faget.

”På Tinder skriver jeg ikke, at jeg er lastbilchauffør. Det lyder ikke så sexet,” som han siger. 

Indtil videre opvejer eventyret og de mange oplevelser det dårlige. I hvert fald for nu. For selvom Rasmus Valdemar Grøhn ligner en oplagt kandidat til branchens fremtid, har han altid vidst, at han ikke skulle være chauffør for altid. Når han en dag stifter familie, falder han fra.

”Jeg har virkelig intet dårligt at sige om min egen opvækst og om min far. Personligt vil jeg bare ikke være så meget væk fra mine børn, som han har været.”

NYE LOVE PÅ LANDEVEJEN

I 2002 vedtog EU et arbejdstidsdirektiv, der i teorien betød, at lastbilchauffører over en periode på seks måneder højst måtte arbejde 48 timer om ugen i gennemsnit. En arbejdsuge måtte ikke overstige 60 timer, og hvis arbejdsdagen begyndte i tidsrummet klokken 00-04, måtte den højst vare 10 timer. Lovgivningen blev dog aldrig håndhævet, og mange danske chauffører har derfor arbejdet meget mere, end loven tillader. Som følge af EU’s vejpakke, der blev vedtaget i 2020, er man fra maj 2022 begyndt at håndhæve lovgivningen i Danmark. Det kan tvinge branchen til at gentænke sig selv og forsynings-kæden.

ISÆR ÉN GRUPPE har faget særlig svært ved både at tiltrække og fastholde: kvinder. I Danmark er 1 ud af 50 lastbilchauffører en kvinde. I Sverige er det 1 ud af 12.

Når en branche mangler arbejdskraft, er det i sagens natur en ulempe, at halvdelen af befolkningen ikke er interesseret i at gå ind i den.

Interesseorganisationen Transporterhvervets Uddannelser (TUR) udgav i 2021 en rapport, som undersøgte frafaldet på tværs af forskellige transportuddannelser – heriblandt Vejgodstransportuddannelsen, der uddanner lastbilchauffører. 

Rapporten viser blandt andet, at meget få kvinder går ind i faget, hvis de ikke allerede har kendskab til branchen, for eksempel gennem et familiemedlem. Og at det er sværere for kvindelige elever at få lærepladser. 

Rapporten viser samtidig, at der i jobbene og på uddannelserne er en mandsdomineret kultur med en ofte hård tone over for kvinder. Endelig konkluderer rapporten også – nok ikke overraskende – at de lange arbejdsdage og skæve arbejdstider kan være svære at forene med familielivet. Men der er undtagelser.

Cecilie Slettemose er 21 år og går på Vejgodstransportuddannelsen på EUC Lillebælt for at blive chauffør. Hendes drøm er at køre kranvogn ligesom sin far, og da hendes farbror er lastbilchauffør, har de store biler og friheden i førerhuset altid draget.

”Når jeg kører, føler jeg, at jeg er i min egen verden,” siger Cecilie Slettemose, der sagtens kan genkende, at hun er i en mandebranche, hvor der kan være en hård tone. Personligt trives hun dog godt i den slags og nyder at kunne svare igen.

”Men det er klart, at man skal kunne holde til noget,” siger hun.

Hun har svært ved at forestille sig, at hun selv skulle blive en af dem, der forlader branchen, men hun drømmer samtidig om at finde et job, hvor hun har tid til familien.

”Jeg går meget op i familie, så det skal der være plads til. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at køre langt, men det skal ikke være hver dag. Jeg skal komme hjem hver dag, så der også er tid til andre ting.” 

Willy ’Georgia Boy’ Davidsen har været chauffør i en tid, hvor branchen var præget af sprut, sammenhold og slangudtryk. Trucker-navnet ’Georgia Boy’ har han efter et regiment under den amerikanske borgerkrig, som var kendt for altid at komme tilbage, uanset hvor mange tæsk de fik.

HELE NATTEN HAR Simon Bøhnke Larsen kørt, og han krydser grænsen til Holland med solopgang i sidespejlene. Der er ingen bakker og en overflod af konsonanter på vejskiltene. Den sidste kunde på turen er i byen Meppel nordøst for Amsterdam. Her læsser han gasbeton, der skal med hjem til Danmark.

Takografen fortæller, at han har 1 time og 37 minutter tilbage, inden han skal holde sit ni-timers hvil. Ved en tankstation lidt uden for Meppel snakker han begejstret om en slags hollandsk frikadelle, men kommer kort tid efter tilbage til lastbilen med tre butterdejsindbagte retter i stedet. En med ost, en med pølse og en med fars. Men pyt, det er det, der driver ham. Oplevelserne, smagene, udsigterne, og hvordan lyset kan opleves forskelligt rundtomkring i landene: ”Lyset i Italien er som en gammel glødepære. Det danske lys er mere som koldt LED-lys,” siger han og fortæller om Sverige, hvor naturens lyde kan føles øredøvende, om ture til Nordnorge, hvor han ikke kunne kende forskel på nat og dag på grund af midnatssolen, og om at spise på landevejsbistroer i Italien og drikke med fremmede chauffører på rastepladser i Holland.

I barndommen tog hans mor ham med til kulturelle oplevelser, og han hadede det. I dag elsker han hende for det. Nu elsker han det, der er nyt og anderledes. Det er derfor, han ikke kan udholde tanken om kun at køre i Danmark. 

”Jeg har altid haft det sådan, at hvis jeg kiggede på en vej, drømte jeg om at køre i den retning. Bare køre og ikke vide, hvor man skulle hen, eller hvor man skulle stoppe. Jeg vil gerne smage mere, se mere, opleve mere. Og. Prøve. Det. Andre. Ikke. Prøver,” siger han, mens han banker ordene i takt på rattet. 

Lidt efter når vi grænsen til Tyskland. 

”Velkommen til at hade dit liv!” udbryder han, da han krydser grænsen tilbage til Danmarks sydlige nabo. Hans køretid udløber snart, og han trækker ind på en lille holdeplads i et solbeskinnet skovområde ud til landevejen. Der holder et par lastbiler i forvejen og en slidt campingvogn parkeret med et rødt paphjerte klistret på indersiden af ruden. En tysk chauffør kommer kørende ind på pladsen, og høj tysk heavy metal fylder trætoppene, da chaufføren åbner døren, smider røven ud over kanten på lastbilen og går baglæns ned. Han skæver mod Simon, der går en tur om DAF-lastbilen, som han stadig er ved at lære at kende og måske elske. Han spænder lige hjulene, og så er det fyraften. Han har ikke sovet siden i går eftermiddag. Han får en øl i solen, en til, og så går han i seng klokken 12:11.

PÅ E45 GÅR der sjældent mange minutter imellem, at en chauffør i modsatte vognbane sender en dyttende hilsen mod Willy Davidsen. Mange af dem kender han ikke. 

”Det er dem, der kender mig,” siger han.

Willy Davidsen med truckernavnet ’Mr. Georgia Boy’ er en af de gamle drenge og næppe branchens fremtid. Til gengæld er han på mange måder billedet på, hvordan livet som lastbilchauffør var engang. På godt og ondt.

Den erfarne chauffør er en lille robust herre med store hænder, der er sorte af dagens af- og pålæsning. Hans øjne er blå og nærmest lyser under skyggen på den kasket, han har trukket godt ned over hovedet. På overlæben sidder hans særlige signatur: et meget kraftigt overskæg. 

”Jeg ville simpelthen ikke bytte det for noget andet i verden,” siger han og taler ikke om overskægget, men om udsigten gennem den store forrude, da E45 slår smut over Skanderborg Sø på vej mod et distributionscenter i Uldum nær Horsens.

Mr. Georgia Boy er 73 år og var en del af truckernes storhedstid i 70’erne og 80’erne – en periode med filmen ’Convoy’ fra 1978, hvor Kris Kristofferson spillede ’Rubber Duck’ i hovedrollen som asfalt-rebelsk alfahan med bar brystkasse og solbriller. En rolle og en film, der påvirkede alle, og som stadig knirker i dækkene i dag.  

Sammen med danske ’Mr. President’ – en kultskikkelse i miljøet – er Mr. Georgia Boy æresmedlem i chaufførklubben ’Convoy Buddy’, og hvis man spørger ham, var næsten alt bedre i gamle dage:

”En typisk tur dengang kunne starte med, at man kørte ud klokken 16 og talte i walkie-talkie ned til den dansk-tyske grænse, hvor man holdt ind og fik et par øl. Dernæst gik turen til ’Frau Lehmann’ syd for Flensborg, hvor der blev fyldt på af tørre og våde varer. Så kunne turen gå videre mod Alex og hans beværtning ved Rendsborg. Når klokken så var ved at nærme sig 23, og man stadig kun havde tilbagelagt omkring 70 kilometer, kunne man gøre op for det ved at suse af sted – godt bedugget – mod Bilsen nord for Hamborg, hvor næste stop var en stripklub med fadølsanlæg. Sådan kunne man – alt afhængigt af rute – fortsætte rundt til de forskellige faste pladser, spisesteder og beværtninger rundtomkring i Europa. I sit eget tempo.”

Og undervejs stjal mange chauffører også af lasten. Når Willy Davidsen fra tid til anden fragtede ophængt kød, snuppede han indimellem lidt fra ladet. En af de første gange var Willy med til at grille oksemørbrad i en indkøbsvogn. Kødtyveriet blev efterhånden til en så fast tradition, at nogle chauffører begyndte at medbringe kødhakkere og kartofler og remedier til sovs.

”Hvis man havde nappet så meget kød, at det gjorde en mærkbar forskel på bilens vægt, fiksede man det ved at fylde godt med ragelse på ladet og hive den tungeste chauffør med som passager under næste kontrolvejning,” husker Mr. Georgia Boy, der som mange andre chauffører ikke kunne få hjem og førerhus til at passe sammen. Da han var 30, kostede livet på landevejene ham det første ægteskab.

”Jeg var ude at køre i syv uger til Mellemøsten. Jeg kom hjem i to dage og fik vasket tøj, så kørte jeg igen. Da jeg kom hjem, var hun flyttet,” siger Willy Davidsen.

Den fortælling er han ikke ene om. Mange af datidens chauffører er skilt minimum én gang, og en stående joke i branchen går på, at hvis en chauffør skulle være så heldig at fejre sølvbryllup, tæller det kun for et kobberbryllup. Han har jo kun været hjemme halvdelen af tiden. Og festen ville desuden være en god anledning til at møde de børn, man eventuelt skulle have fået undervejs.

Willy Davidsen er dog blevet gift igen og har i dag været sammen med sin kone i over 40 år – en kone, der tidligere selv har kørt lastbil. 

Simon Bøhnke Larsen er ikke selv troende, men fik engang en bibel foræret af en udenlandsk kollega fra en kristen trucker-menighed.

WILLY DAVIDSEN HOLDER ind hos distributionscentret i Uldum. ’Bongo Bjørn’, en af Willys kolleger, slentrer langsomt forbi Willys førerhus, griber fat i vinduesviskerne og hiver i dem, så de stritter lige ud i luften. En klassisk chauffør-narrestreg.

Willy kravler ned ad stigen og retter først på vinduesviskerne, hvorefter han stikker hovedet ind i centret og melder sin ankomst. Tilbage i bilen bakker han kontrolleret sin trailer ind i en gate og hopper atter ud af vognen for at spænde traileren af. Så finder han den nye trailer, han skal have med videre. 

”Der er løbet meget diesel gennem tanken,” siger Willy, der i dag er oldefar. De mange års hårdt arbejde kan mærkes. Alligevel regner han ikke med at gå frivilligt på pension.

”Jeg regner med at dø med træskoene på. Hvis det sker i bilen, håber jeg bare, at jeg holder stille imens,” siger Willy Davidsen, der godt ved, at ’den danske asfaltcowboy’ er en uddøende race. Men også, at han ikke kan gøre noget ved det: 

”Der er 168 timer på en uge. Hvorfor skal man så kun arbejde 37? Det er, som om folk ikke gider lave noget. Personligt har jeg det sådan, at man skal arbejde med det, man brænder for. Og ja, man skal være lidt idiot for at gide det her. Det kræver, at man ikke kan lade være.” 

”BÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅT.”

Simon Bøhnke Larsen vågner til lyden af et insisterende lastbilhorn. Men det er det ikke, det er lyden af alarmen på hans telefon, og han rækker ud for at slukke den. Han må først køre klokken 19:23 igen, men kan godt lide at stå op i god tid, så han havde sat vækkeuret til klokken 18:30. Hans knurrende snorken fylder hurtigt kabinen igen. Lige fem minutter mere.  

Han ved godt, at hans døgnrytme er ’fucked’, siger han og står ud af førerhusets køjeseng. Selvom han er en høj mand, kan han sagtens stå oprejst i førerhuset, mens han tager denimshorts og en gul skovmandsskjorte frem. Han trasker ud af lastbilen, træder ned i sine træsko og slår et smut rundt om hjørnet af kabinen. Der lyder et lille pop, da han åbner et af lastbilens udvendige opbevaringsrum, og der går kun et kort øjeblik, før han åbner døren igen og placerer en gammel filterkaffemaskine på lastbilens gulv. Førerhuset, som før duftede rent af luftrenser, fyldes med kaffearoma, og Simon tager morgenens – som egentlig er aftenens – første slurk.

Han tager et håndklæde fra sin taske, svinger det rundt om nakken og går ud på asfalten på holdepladsen. Han tager en stor vanddunk fra opbevaringsrummet på siden af lastbilen og plasker vand under de søvnige øjne for at få dem til at klatre på plads. Så vasker han sit hår under vanddunkens tip. Han børster tænder, spytter skummet ud på asfalten under sig og starter motoren på det brølende bæst.

Så kommer han i tanke om, at han nok bør ringe til sin kone. 

KORT EFTER DEN dansk-tyske grænse holder Simon sin 45-minutters pause på holdepladsen Vognmandstanken nær Padborg. Der holder mange lastbiler med slukket kabinelys på gruspladsen.

”Et godt sted,” kalder han det. Der er rene toiletter og bade. Engang spiste han øllebrød her, men det lille cafeteria, Tulle’s Truckstop, serverer det ikke længere. Ingen andre ville åbenbart have øllebrød.

Simon skal stadig lidt længere nordpå. Turens sidste stop er Uldum, hvor han skal sætte traileren med gasbeton og bytte til Jysk-møbler, som så igen skal til Holland. Transportbranchens evindelige cirkel. 

”Som chauffør har man ikke noget liv, ikke i realiteten. Det er sådan, det hænger sammen. Hvis man ser det udefra, har jeg ikke noget liv. Jeg har en kone og to børn derhjemme, men dem ser jeg altså kun i weekenden,” siger han og svinger op ad vejen ved Jysks distributionscenter i Uldum og fortsætter til en lille grusvej.

’No lights’, står der på et skilt for foden af vejen. For enden holder lastbiler på stribe. Hvilende, ventende på næste last. Med chauffører indeni, der helst ikke vil vækkes af skarpe lyskegler. Simon kører op ad bakken. Beholder lyset på. Han skal finde traileren, som skal med retur, og han vil helst gøre det hurtigt. Klokken nærmer sig 02.00, og der bliver kortere mellem gabene for ham.

Han frygter sommetider, at branchen og tiden løber fra ham, som den har gjort med mange andre.

”Jeg er ræd for, at jeg ikke kan lave det her resten af mit liv. Jeg tænker ikke over det hver dag, men jeg er da ræd for, at det her forsvinder. At det ikke kan svare sig at lave det her, eller at vi ikke kan få lov til at køre på den her måde. Førhen var den danske eksportchauffør noget, man så hele tiden. Det gør man ikke i dag,” siger han.

Så finder han traileren, stiger ud i mørket og spænder den på.

Senere stopper han på Koldingvej i Vejle. Han lader motoren køre, og mens det røde, dunkle lys oplyser siden af hans ansigt, vender han sig mod passagersiden. Han ligner ikke en mand, der har kørt 1.200 kilometer på 30 timer, hvilet i ni, sovet i seks og læsset adskillige ton af og på lastbilen. Hans øjne er fyldt med liv.

”Jeg håber, du nød turen!” siger han og kører væk, op ad bakken, ud i natten. 

Med et langt tryk i hornet lader han Vejle vide, at han lige var forbi.

Antallet af skuddræbte slår rekorder på den svenske side af Øresund, politiet står magtesløse tilbage, og den blodige kriminalitet er et vigtigt emne til Sveriges riksdagsvalg i september. Ud & Se er taget hinsidan for at undersøge, hvordan Pippi Langstrømpes hjemland blev det sted i Vesteuropa, der har flest bandedrab.
Tekst:Kristian LauritzenFoto:Lars Bech

DEN SKÅNSKE LUFT er varm og tåget om formiddagen den 26. august 2019, da den svenske læge Karolin Hakim bevæger sig fra sin opgang og ned på Sergels Vej i Malmø med sin kæreste og sit nyfødte barn. På tværs af Sergels Vej, i det attraktive Ribersborg-kvarter, løber en sø mellem egetræer og siv og munder ud i Malmøs Copacabana, som stranden kaldes på Tripadvisor. Her promenerer malmøitter, spiser is i sensommersolens stråler og springer hovedspring fra Ribersborg Kallbadhus. Til den ene side kan badegæsterne kigge på Øresundsbroen og den amagerkanske fugleø Saltholm. Til den anden side mod Malmø Centrum og den 190 meter høje bygning Turning Torso, der snor sig gradvist op i luften som en croissant-dej trukket ud af en dåse. 

De tre går mod en bil på en parkeringsplads. Karolin Hakim har iranske rødder, langt, mørkt hår og brune øjne. For et par måneder siden afsluttede hun sin lægeeksamen, og et par uger senere fødte hun en datter. Karolin Hakim er i selskab med sin kæreste, Naief Adawi, som har palæstinensiske rødder og bærer parrets nyfødte baby i sine arme. 

Tre mænd står på lur og venter på dem rundt om et hjørne ved siden af den hvide boligblok. To af mændene bærer pistoler, deres hoveder er presset ind under hætter og kraver på deres jakker. De spurter hen imod Naief Adawi, og de skyder, mens den tredje mand sætter sig ind i en sølvgrå Mercedes bag ved Sergels Grill nogle meter derfra. 

Naief Adawi flygter, han løber uden om kuglerne og taber barnet på parkeringspladsen. Karolin Hakim skriger og skynder sig at løfte sin datter op fra asfalten. De bevæbnede mænd vender sig i stedet mod hende. Hun bønfalder dem om at lade hende gå, men den ene mand affyrer et skud, som rammer hendes overkrop, og hun falder sammen på fortovet bag grillbaren. Manden går nærmere. Så skyder han den nybagte mor og læge på klos hold.

NOGLE GADER DERFRA har en mand en samtale i sine høretelefoner, der pludselig overdøves. Først synes han, det lyder som brædder, der kastes ud ad et vindue, fortæller han senere til avisen Sydsvenskan. Så går det op for ham. Han er sygeplejerske og uddannet i hjerte-lunge-redning og sætter i løb mod skudsalverne. Fra en altan i nærheden forsøger en beboer, der også er læge, at tage billeder af hændelsen med sin telefon, men hans hænder ryster for meget. Han ser moren og barnet og råber: ”Pas på babyen!” Gerningsmændene bevæger sig væk, og lægen skynder sig derhen. Karolin Hakim ligger på fortovet med åbne øjne i en sø af blod. Flere mennesker stimler sammen omkring hende. Da lægen og sygeplejersken ankommer, har en kvinde samlet babyen op og båret hende hen til en restaurant i nærheden. Barnet er sluppet med skader fra faldet. Lægen udfører sammen med sygeplejersken og en anden kvinde kompressioner på hendes bryst. Lidt efter kommer Naief Adawi, Karolin Hakims kæreste, tilbage. Et ægtepar tager mod ham og fører ham hen til hans overlevende datter.

Den første patruljebil ankommer 5-8 minutter efter skuddene. Politiet fortæller senere, at de formoder, at gerningsmændenes mål var kæresten Naief Adawi. I 2010 blev han idømt otte års fængsel for at have deltaget i et af danmarkshistoriens største røverier, da Dansk Værdihåndtering i Brøndby to år tidligere blev lænset for mere end 60 millioner kroner.  Karolin Hakim bliver kørt på hospitalet, men dør allerede under behandlingen. Til svensk presse kalder øjenvidner drabet for en ren henrettelse.

JOURNALISTEN PALMKVIST

Joakim Palmkvist (født 1967) er journalist på avisen Sydsvenskan, hvor han dækker kriminalitet og drabssager, som han har beskæftiget sig med i 25 år. Han er uddannet i statskundskab ved Lunds Universitet og er forfatter til en række bøger om skyggesiderne af det svenske samfund, herunder blandt andet ’Den undre världen – En personlig betrak­telse’ om organiseret kriminalitet i Sverige, ’Den vedervärdige boktjuven’ om kannibalen Bengt Hjalmarsson, ’Äventyr i Svenssonland – Seriemördaren Peter Mangs’ og ’Maffiakrig – Nio avrättade män och staden de levde i’ om Malmøs bandekrig, som han skrev i samarbejde med journalisten Tobias Barkman. Joakim Palmkvist bor med sin kone og to børn i Skåne.

”DÉR ER NOGLE af de frikendte,” siger Joakim Palmkvist og vender blikket i retning af en gruppe unge med indvandrerbaggrund i sorte dynejakker og hættetrøjer, der sidder foran den brune retsbygning i Malmø. Den 55-årige svensker er journalist på Sydsvenskan og serverer et solidt håndtryk med store, ru hænder. Det er september 2021 og den første dag i ’Operation Snake’ – den største retssag i Skåne i 25 år målt på antallet af anklagede. 

Politiaktionen har fået sit navn efter de involveredes evne til at sno sig som slanger. 15 mænd sidder for retten og er ifølge anklagemyndigheden flettet sammen i tre bander, der tilsammen kalder sig ’Alliancen’. 

Mændene er tiltalt for mordplaner på i alt otte personer, der har forbindelse til den danske statsborger Amir Mekky, der er opvokset i Malmø, går under navnet ’Bokseren’ og sidder varetægtsfængslet i Spanien efter at have været eftersøgt for mord, narkohandel og hvidvask. Da vi lidt efter står i kø til en kaffemaskine i ventelokalet ved siden af retssalen, hiver Joakim Palmkvist en stak papirer op af sin skuldertaske. 

”Her er galleriet over de mistænkte,” siger han og peger på anklageskriftet og på mugshots af en gruppe sammenbidte mænd med udenlandske rødder. Under deres navne står de aliasser, som mændene har brugt i EncroChat, en teletjeneste, som organiserede kriminelle på tværs af Europa brugte som kommunikationsværktøj, indtil politiet fik adgang til systemet i 2020. 

”’Bokseren’ ville have en større bid af det svenske narkomarked, og siden har der været en lang række mord,” nedkoger Joakim Palmkvist situationen. 

En af de døde er Karolin Hakim, og hendes kæreste er blandt de anklagede i det enorme sagskompleks, der trækker tråde langt ned i den moderne svenske kriminalitet. 

Mændene er i håndjern og bliver fulgt ind i retssalen en efter en af politivagter, mens de flankeres af advokater i jakkesæt og tilbagestrøget, glinsende hår. 

Joakim Palmkvist sidder på tilhørerpladserne bag en glasplade, mens anklagerne bliver læst op og visuelt vist på fladskærme; anklageskriftet er spækket med korrespondancer i EncroChat og overvågningsbilleder.

Et billede af ’Bokseren’ bliver vist, han har et tomt udtryk i øjnene og en hårdt prøvet næseryg, der er i sync med hans kælenavn.

”Så kommer vi til den person, som vi mener er årsag til konflikten,” siger chefanklager Anna Edebalk. 

Ved synet af ’Bokseren’ skærer nogle af de unge mænd på tilhørerrækkerne ansigter og mumler. I pausen trykker Joakim Palmkvist en klump snus op under overlæben og går hen og taler med et par forsvarsadvokater.

”Beviserne kommer vi til at slås om,” siger Markus Bergdahl, der er i ternet habitjakke med charmeklud. Han er advokat for en af de mange anklagede, en mand, der på EncroChat har kaldt sig ’Waterbee’. 

Efter afhøringerne trækker Joakim Palmkvist en skinnende rød og hvid knallert med en orange mælkekasse bagpå forbi tyrkiske restauranter og bagerier, der frister med kanelbullar. Undervejs fortæller den svenske journalist, at politiet tidligere har afhørt Markus Bergdahl, fordi en EncroChat-telefon var registreret i hans navn. Svensk politi udgav for nylig en rapport, hvoraf det fremgik, at kriminelle i mange tilfælde har fået assistance til deres forretninger af advokater, men forsvarsadvokaten i denne sag har nægtet kendskab til telefonen, siger journalisten fra Sydsvenskan.

”Operation Snake drejer sig om tunge spillere, der tidligere var konkurrenter og tydeligt har korresponderet om, hvem der skulle dø. Flere hundrede markante kriminelle sidder fængslet i Sverige lige nu, mange af dem i Skåne, men alligevel har der aldrig været mere og billigere narkotika i omløb. Det må betyde, at nye folk, som måske er for smarte til at lade sig fange af dataovervågning, har taget over.”

Journalisten kigger på sin knallert.

”Det var terapi for mig at restaurere den for seks år siden, mens jeg var inde i hovedet på en seriemorder, som jeg skrev en bog om (Peter Mangs, red.),” siger han og kører væk på den lille knallert med hovedet presset ind i en lille rund hjelm.

Malmø-bydelen Rosengård søndag 17. april om formiddagen. Dagen før var der oprør med blandt andet afbrænding af politibiler.

HARDCORE KRIMINELLE I Sverige er ofte smartere, end politiet tillader. Og mere koldblodige og hensynsløse. Selvom mange sidder i fængsel, går mange andre fri. I 2017 anslog politiets nationale operativ-afdeling, at 200 kriminelle netværk havde etableret sig i udsatte boligområder i den sydlige halvdel af Sverige. For en håndfuld år siden fik Malmø øgenavnet ’Nordens Chicago’, da mængden af skuddrab og bombeeksplosioner løb som flammer på en tør kornmark, men de seneste år har der været færre skuddrab i Sveriges port til Danmark, der også er brohoved for narkotika og våben. 

På landsplan sætter antallet af svenske skuddrab dog stadig rekorder: Ifølge en rapport, der blev udgivet i 2021 af det kriminalpræventive Brottsförebyggande Rådet, forkortet Brå, ligger Sverige nummer 1 i antallet af skuddræbte blandt de 22 europæiske lande, som indgik i undersøgelsen. Og mens antallet af skuddræbte de senere år er faldet i de fleste europæiske lande, er antallet mere end fordoblet i Sverige mellem 2011 og 2019.

Alene fra 2018 til 2021 har der været 175 skuddrab og 1.347 skudtilfælde i Sverige. 80 procent af drabene forbindes med organiseret kriminalitet. I Danmark blev der i samme periode registreret 33 drab og 167 skudepisoder relateret til rocker- og bandemiljøet.

”Som vi er organiseret nu, kan vi ikke klare det,” sagde en politiinspektør fra det nordlige Stockholm til Sveriges Television i oktober sidste år. 

Mellem 2015 og 2019 faldt der ingen domme i efterforskningen af cirka 80 procent af Stockholms drabssager, og nogle måneder før politiinspektørens udtalelse sad Gøteborgs integrationsbetjent Ulf Boström på tv-skærmen med tårer i øjnene og udtrykte sin magtesløshed over bandeproblemernes blodige omfang.

”JAG VIL INTE!” råber en mand på græsplænen foran politiuddannelsen på Malmø Universitet. To unge fyre i politiuniform og refleksveste presser ham op ad en patruljebil. Bag mondæne, moderne lejlighedsbygninger ligger skinnende sejlbåde i en lystbådehavn, og foran indgangen til den rødstensfarvede universitetsbygning svajer en mand i luften med en spiritusflaske mellem hænderne, mens han råber: ”Jag är fan inte full!” De højtråbende mænd er skuespillere, og de studerende i refleksveste øver hverdagssituationer for svenske betjente. I polisutbildingens underetage står studerende på række med skarpladte pistoler.

Gustav, der er politistuderende, trykker på aftrækkeren med bøjede knæ: Bang, bang! Patronerne hamrer gennem pap-torsoen i den anden ende af lokalet, og projektilerne lander på det bløde gulv. Gustav vil være anonym for at værne om sin sikkerhed, når han snart skal ud i marken som politibetjent, og ingen af de andre politistuderende vil udtale sig med rigtige navne og til citat. 

Den 25-årige politistuderende har blå øjne, et trimmet skæg langs kæben og en bølget hårpragt. Uddannelsen følger et såkaldt normkritisk spor, der handler om at gøre sig bevidst om sine egne fordomme og ikke handle efter dem. 

”Vi skal granske os selv,” siger den politistuderende og nævner en undersøgelse fra Brå, der skal afklare, om folk med anden etnisk baggrund end svensk oplever diskrimination fra politiet. Personer med udenlandsk baggrund mistænkes oftere for at begå kriminalitet, viser et studie fra Brå. Samtidig står de formentlig for de fleste skuddrab i landet. I en analyse i Dagens Nyheter i 2021 fremgik det, at 85 procent af de personer, som anholdes eller retsforfølges for våbenkriminalitet i Sverige, er født i udlandet eller har mindst én forælder, som er.

”Jeg vil få en klump i maven,” siger Gustav, da vi bagefter sidder i et undervisningslokale et andet sted i bygningen, og jeg spørger, hvordan han vil have det, hvis, eller når, han for første gang skal trække sit våben over for en kriminel.

Forrige sommer blev en betjent dræbt af skud i et boligområde i Gøteborg.

”Hvad hvis det havde været mig?” siger Gustav, prikker sig på brystet foran den skudsikre vest og fortsætter: ”Det er en forfærdelig udvikling. Vi lever i et af de mest privilegerede lande i verden, så det er utroligt, at det sker så ofte.”

DØDELIGE TAL

I 2021 blev 44 personer dræbt med skydevåben i Sverige, der har det højeste antal skuddrab blandt vest- og centraleuropæiske lande (ifølge en rapport fra Sveriges kriminalitetsforebyggende råd, Brå). Efter en lang periode med en faldende tendens begyndte dødbringende vold med skydevåben at stige i midten af ​​00’erne i Sverige. I mange andre europæiske lande er dødelig vold, både generelt og med skydevåben, fortsat med at falde, som det lyder i præsentationen af Brås rapport. Politiets bandeekspert Gunnar Appelgren spår over for SVT, at Sverige har et ”forfærdeligt år“ foran sig, hvis tendensen fortsætter, da der typisk begås flere drab hen over sommeren. En række undersøgelser viser, at personer med udenlandsk baggrund står for størstedelen af hård kriminalitet i Sverige. Til og med maj måned har der hidtil været 31 skuddrab i Sverige.

MALMØ ER VOKSET som betonkantareller på epo. 350.000 mennesker bor i dag i Sveriges snabbast voksende by. I 1995 boede der cirka 235.000. Der er mænd med sikkerhedshjelme overalt i byen, og de talrige byggekraner ligner fiskestænger klar til at dumpe deres kroge fast i fundamentet på den skånske metropol, som rummer mennesker fra 179 lande. Næsten halvdelen af byens indbyggere har udenlandsk baggrund, og en tredjedel af dem er født i et andet land. En højere andel end i både Stockholm og Gøteborg. I bogen ’Malmö – Världens svenskaste stad’ fra 2011 beskriver den svenske journalist Per Svensson, hvordan byen med den umættelige sult efter vækst, de høje huse, den rå beton og de mange indvandrere indkapsler det moderne Sverige.

Et par kilometer fra den centrale bydel skyder de beigefarvede betonblokke i forstaden Rosengård i vejret. I blokkene bor 24.000 mennesker, hvoraf 86 procent har udenlandsk baggrund, og på en gavl, synlig fra den firesporede Amiralsgatan, der æder sig gennem Rosengård, hænger en mosaik med fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic, bydelens berømte søn. Forårssolen luner, dovne måger napper til skrald foran Rosengård Centrum. Det er ramadan, den muslimske højtid, og i glasmontren ved centrets svingdøre er der udstillet islamiske souvenirs og dadler. Centeret dufter surt af rengøringsmiddel, der er kø hos svensk borgerservice, men der er ikke meget aktivitet i grøntsagsboderne og i tøjbutikkerne. Forstadsdøsen og dens flig af tristesse står i modsætning til de dage i påsken, hvor dele af bydelen var i brand. Der blev sat ild til en skole og en bus, politibetjente blev ifølge SVT angrebet med sten og molotovcocktails, og en fotograf fra danske TV 2 blev sparket i brystet. Den hardcore islamkritiker Rasmus Paludan var på Sveriges-turné for at futte koraner af, og hans provokation sendte hundreder af unge mænd på kogepunktet i en hærværksrus i Rosengård, men også i Stockholm, Örebro og Linköping. I alt 14 civile og 26 politibetjente kom til skade ifølge svensk politi. Optøjerne så ud til at være koordinerede, og mange af de unge var kendte ansigter fra banderne, sagde Sveriges rigspolitichef på en efterfølgende pressekonference. 

NOGLE DAGE EFTER optøjerne blev en ung mand efterlyst for drabsforsøg, da en kugle gik gennem et lejlighedsvindue i bydelen i en anden sammenhæng, og i Rosengård Centrum spørger jeg en lav fyr med briller om, hvad han synes om situationen. 

”Politiet kommer alt for sent og er for lidt til stede,” siger han og holder fingrene på brillerne for at signalere, at politiet skal åbne øjnene. 

”Fuck you,” siger han med adresse til ordensmagten og derefter bestemt, at han ikke vil citeres med navn, inden han pisker af sted med en mobiltelefon i hånden og armene i sving foran overkroppen, som om han svømmer crawl.

To fyre på omkring de 30 drikker dåsejuice ved et spisested i centeret, der reklamerer med köfte i flammer. 

”Vi er imod vandalisme, men vi er også imod at sprede had,” siger den ene om Paludan-besøget. 

Han har trimmet fuldskæg, en sixpence på hovedet og taler med dyb stemme på engelsk, det foretrækker de begge, da det kniber med at forstå dansk. 

”Det er unge, der er ude om aftenen og ikke har nærværende forældre. De laver kriminalitet og får hurtige penge mellem hænderne” siger han og gnider fingrene sammen: ”De er fyldt med had.” 

Ved bordene bag os sidder ældre mænd med hæse stemmer og sutter på tandstikkere. 

”Jeg har aldrig begået kriminalitet. Min mor ville blive ked af det, hvis jeg lavede ballade,” siger den anden fyr, der har stram sideskilning og tydelige kindben. Ingen af dem vil citeres med navn. 

”De unge ryger kun i fængsel et par år for grov kriminalitet, så kommer de ud igen og slår måske nogen ihjel,” siger fyren med sixpence. 

AT SVERIGE IKKE straffer de kriminelle hårdt nok, siger mange i Rosengård, også 18-årige Hussain, som sidder i en frisørsalon, hvor han får barberet siderne på hovedet med en guldfarvet hårtrimmer, så det mørke hår på øverste etage står i luften som karse fra en bakke. 

”Jeg kender ingen, der laver kriminalitet, men jeg anerkender, at der er mange udlændinge, som gør det. Jeg tror, de mangler uddannelse,” siger han, da vi har sat os på en bænk. ’Antiracisme – Det handlar om våra liv’, står der på et klistermærke på en skraldespand bag os.

Hussain er ved at uddanne sig inden for IT, han er i træningssæt og hvide gummisko. 

”Du kan også spørge min ven Azim,” siger han og peger på en 19-årig fyr, også i træningstøj, som kommer gående med laskede skridt, mens han misser med øjnene i solens stråler. De har begge pakistansk baggrund og veksler ord på urdu. 

”Shit,” siger Azim og løfter bryn, da jeg bemærker, at Sverige har det højeste antal skuddræbte i Vesteuropa.

Væk fra os står der ’Välkommen till HELL’ på et skilt foran en boligblok som en kommentar til den omfattende videoovervågning i Rosengård. For et par uger siden blev en mand anholdt og mistænkt for drabsforsøg efter en skudepisode på den lokale kirkegård og gravplads. 

En kvinde i blomstret sommerkjole og håret sat op vipper i en bil en autostol op med sin fire måneder gamle datter på bagsædet. Hina Mahmood er 29 år og har boet det meste af sit liv på Nørrebro i København og i Ishøj. Siden boede hun tre år i Rosengård, da hun blev familiesammenført med sin mand i Sverige. Parret bor i dag i en anden bydel i Malmø, og lige nu er hun forbi sin bror, der har en lejlighed i en af blokkene. Hun har ikke selv overværet vold eller kriminalitet i bydelen, siger hun, men Hina Mahmoods storebror har siddet i fængsel flere gange og er blevet taget med pistoler, da familien boede i Danmark. Broren er ikke længere involveret i kriminalitet. Han blev fedtet ind i en forkert omgangskreds, siger hun.

UDEN FOR MALMØ BYRET står regnen ned i stænger, og indenfor har flere af de velfriserede forsvarsadvokater i Operation Snake fået vådt hår. Inde i retten mener forsvarer Markus Bergdahl, at ”anklagemyndigheden har begået fejl”, mens han kigger op mod dommeren. Det er fransk og ikke svensk lovgivning, der har gjort det muligt at få adgang til EncroChat-materialet, og det mener forsvarsadvokaten belaster sagen. Joakim Palmkvist sidder på tilhørerrækkerne og noterer det hele på sin laptop.

Nogle dage efter sidder han på Sydsvenskans redaktion i et åbent kontorlandskab på fjerde sal, der har et storcenter i underetagen. På gaden udenfor snor grønne elbusser sig forbi Triangeln Station, som er en del af Citytunneln, der betjener Øresundsforbindelsen fra København, inden toget rammer Malmø Centralstation. Journalisten har dækket organiseret kriminalitet i 25 år, og han siger, at den svenske underverden er blevet større og mere rå gennem årene.

”De skyder oftere efter hovedet i dag. Det er i højere grad blevet alle mod alle, og det er ikke så velstruktureret et magthierarki som for 20 år siden. Der er en myriade af forklaringer på landets problemer med bander og skuddrab, og den udbredte tavshedskultur står højt på listen. Når få bliver dømt, fordi der ikke er nogen, der tør vidne, breder tystnadskulturen sig endnu mere,” siger Joakim Palmkvist og anslår, at den svenske tavshedskultur slog rødder for 10-12 år siden samtidig med et generationsskifte i banderne.

Flere stemmer i Sverige vil have, at anklagemyndigheden kan benytte sig af anonyme vidner, ligesom tilfældet er på vores side af Øresund. I Danmark kan sociale myndigheder, Skattestyrelsen og politiet få adgang til hinandens registre, hvilket ikke er muligt i Sverige. Det er et problem, mener Joakim Palmkvist:

”Der findes familier, som officielt ikke tjener nogen penge eller får sociale tilskud, men betaler husleje, sender deres børn i skole og lever af gangster-virksomhed. Hvis man kunne samkøre registre, kunne man få bedre overblik over kriminalitetens finansieringskilder.”

RIKS-VÅBEN

I bogen ’Vapen­smederna – Männen som beväpnar Sveriges kriminella’ fortæller de svenske journalister Mathias Ståhle og Jani Pirttisalo, hvordan mangelfulde våbenlove i EU og Sverige har givet de kriminelle nem adgang til pistoler og automatvåben. Mange af de kriminelles våben handles lovligt i andre EU-lande og bygges derefter om i Sverige, fortæller forfatterne i bogen. Og når svensk politi ransager en våbensmedje, er det ikke muligt at dømme for besiddelse af ulovlige våben, hvis våbnene ikke er færdigsamlede. I 2021 udkom en rapport fra politiet i Stockholm, som viste, at 1.300 våben er i omløb blandt kriminelle alene i den svenske hovedstad.

”40 procent af våbnene kommer fra det tidligere Jugoslavien, Kina og Rusland. Derudover ser vi, at 35 procent af våbnene er ombyggede start- og tåregasvåben, der hovedsageligt er kommet hertil fra andre lande,” har Joakim Sturup, analytiker hos Stockholms politi og forfatter til rapporten, sagt til SVT.

I 2019 GENTOG statsminister Stefan Löfven, at der ikke er sammenhæng mellem bandekriminalitet og indvandring; et synspunkt, der i årtier ikke bare har præget den svenske debat, men har monopoliseret den. En slags politisk tystnadskultur, der har lagt en dyne af tavshed over emnet. Et år senere vendte Löfven dog på en svensk tallerken og kædede kriminaliteten sammen med fejlslagen integration. 

Debatten om indvandring har rykket sig markant i Sverige i de senere år, konstaterer Joakim Palmkvist, der forklarer, at den nu forhenværende premierministers ord mest handlede om klasse.

”Det er mennesker, som ikke er blevet integreret, men er havnet nederst på den sociale rangstige og derfor begår kriminalitet, var statsministerens analyse. Det er også et klasseproblem, mener jeg, men der er også dem, som primært er havnet i skidt selskab, fordi der findes så mange kriminelle omkring dem.”

Hvorfor nævner svenske journalister ikke etnicitet, når de dækker kriminalitet?

”Hvis et vidne siger, at gerningsmanden så arabisk ud, skriver jeg det som signalement. Men jeg skriver ikke, at gerningsmanden havde arabisk baggrund, hvis hans etniske rødder ikke har betydning for, hvilken kriminalitet han har begået, og han er født i Sverige.”

Har befolkningen ikke brug for at blive informeret om den kriminelles etniske baggrund, så de kan blive klogere på, hvor problemerne eksisterer?

”Den oplysning gør ikke læserne meget klogere. I Malmø har næsten halvdelen af indbyggerne udenlandsk baggrund.”

TINO SANANDAJI ER økonom på Stockholm School of Economics, og han mener, at den svenske journaliststand har svigtet. Journalisterne har ikke gjort deres job godt nok, fordi de ikke har beskrevet de kriminelles etnicitet, og de har svigtet ved i for høj grad at præsentere befolkningen for ren matematisk statistik koblet sammen med akademiske stemmer, der har givet et fordrejet indtryk af bandeproblemernes omfang.

”De svenske mediers dækning har dog ændret sig – af samme årsag som Stefan Löfvens holdning tog en drejning: fordi deres position blev uholdbar i forhold til den offentlige mening,” siger den 42-årige økonom, der har skrevet flere kritiske bøger om Sveriges indvandringspolitik.

Den svenske debat om integration har i årtier været tabuiseret, siger Tino Sanandaji. En udvikling, som han mener går tilbage til 80’erne og 90’erne.

”Sverige har haft store problemer med højreekstremistisk vold mod immigranter. Nynazister brugte immigranters forbrydelser til at retfærdiggøre deres handlinger, men når forbindelsen mellem kriminalitet og migration blev påpeget fra ’ikke-racister’, blev kritikken stemplet som racisme.”

Og tabuet blev bare styrket, da det indvandringskritiske parti Sverigedemokraterna kom i Riksdagen i 2010, mener han.

”Medierne og den akademiske elite blev enige om, at kriminalitet intet havde med immigration at gøre. Årsagen til problemerne var altid ’klasseskel’,” siger Tino Sanandaji, der opridser flere grunde til, at det ikke giver mening at stirre sig blind på begrebet klasseskel:

”Mennesker, som har psykiske problemer, dårlig selvkontrol og ingen uddannelse, er mere tilbøjelige til at klare sig dårligt på arbejdsmarkedet, og de omstændigheder øger risikoen for kriminalitet. Men det beviser ikke, at fattigdom fører til kriminalitet. Der er masser af fattige mennesker, som ikke begår kriminalitet. Fænomener som machokultur og ideer om vold og ære er udbredt i kriminelle kredse. Og selv hvis vi antog, at problemerne kun handlede om klasse, ville dem, der siger, at mindre immigration fører til mindre kriminalitet, have en pointe.”

DRABELIGE DATA

Hemmelig dataaflæsning har vist sig at være et afgørende værktøj for svensk politi i opklaringen af grove kriminalsager. Dataaflæsning af krypterede teletjenester, som kriminelle bruger, fører til læssevis af spor, men der mangler ressourcer til at forfølge sagerne, lød det i 2021 fra svensk politi. Store dele af efterforskningsmaterialet risikerer dermed at ende ingen vegne. De opsnappede beskeder indeholder ofte beviser for narkohandel, overfald og endda mordplaner.

”Hvis vi havde flere efterforskere med de rigtige kompetencer, kunne vi have gjort væsentligt mere,” har politiets ekspert i banderelateret kriminalitet Gunnar Appelgren sagt til Sydsvenskan.

I MALMØ-BYDELEN Lindängen zigzagger drenge på store mountainbikes mellem blokkene, hvor der bor cirka 7.000 mennesker. I stuelejligheder med udestuer sidder ældre beboere og stirrer i deres telefoner, og foran dem hviler Alan Soranson kroppen over et hegn ved Högaholmsskolans legeplads. Han er født i iransk Kurdistan og har boet i Lindängen i en årrække. Lindängen er, ligesom Rosengård, på Sveriges liste over ’særligt udsatte områder’, og i januar blev en mand skuddræbt i en trappeopgang i bydelen. 

Alan Soranson har et bamset ansigt, buskede bryn og briller. De kriminelle har det for let, mener han. 

”Hvis der ikke er konsekvens, er der ingen respekt. Det gælder også for børnene,” siger han og peger bag over skulderen med en tommelfinger. Den 59-årige pædagog er i læderjakke og refleksvest, hvor der står ’Malmö Stad’. 

Hvorfor taler vidner ikke med politiet?

”Folk er bange for at sige noget, og de ved, det ikke hjælper. Politiet ved, hvem de kriminelle er. De har deres navne stående på lister. Men når de kriminelle ryger i retten, bliver de stillet for en dommer og sendt ud i det fri,” siger Alan Soranson. 

En far, der er skulderbred som et cykelstyr, kommer gående med sine to voksne sønner på vej ind i en opgang. De har små vandflasker og poser med pitabrød i hænderne og vil ikke citeres med navne. 

”De kriminelle hævner sig, derfor taler folk ikke. Men politikerne tager heller ikke nok ansvar,” siger en af sønnerne med foroverbøjet kropsholdning. 

Et par blokke længere væk står en 44-årig mand og vasker en varevogn med kost og sæbe. Han er kompakt, arbejdsmuskuløs og sætter sig på bagsmækken af sin bil,mens han taler bosnisk med sin datter i telefonen og hiver en Winston op af en cigaretæske. 

”De mennesker, der bor i velhavende områder, vil gerne tale med politiet. Men ingen investerer i noget i Lindängen. Der er så meget lort her. Trust me. 

Vi kommunikerer på engelsk, og jeg får hans fulde navn, som jeg – igen – ikke må skrive. Den 44-årige har en dyb klangbund i stemmen og en tynd guldkæde om halsen. Han ejer et rengøringsfirma og har boet i Lindängen i 10 år. 

Ville du tale med politiet, hvis du så et menneske blive skudt?

”Ja, ingen skal have lov at tage et andet menneskes liv. Men hvis regeringen er ligeglad, hvorfor skulle jeg så ikke være det?” siger den 44-årige, der kender mange bosniere, som kom herop under krigen på Balkan og fik socialhjælp. 

”30 år senere …” siger han og laver pauser mellem ordene for at dramatisere sin forargelse: 

”De. Sidder. Stadig. Derhjemme. Og Sverige gør ingenting. Hvis deres børn laver kriminalitet, får de bare endnu mere hjælp fra regeringen.” 

Rengøringsmanden har også boet flere år i Danmark, og han er begejstret for den danske regerings konsekvens over for sine borgere.

”Hvis den danske regering siger nej, så mener de nej,” siger han og råber efter mig, da vi har ønsket hinanden god eftermiddag: ”Du lover mig, du ikke skriver mit navn.”

SVENSK STIGNING

Fra 1985 til 2017 er andelen af svenskere, som er født uden for landet – eller har mindst en forælder, som er – vokset fra 18 til 34 procent.

Malmø-bydelen Lindängen.

BYEN LUND ER på lavt blus. Bortset fra en karavane af børnehavebørn og få cyklister, der bakser i lavt gear op ad de stejle gader, er der ikke mange mennesker at spore fra banegården og op mod Skånes Universitetshospital, der fra luften ligner et kæmpe kors. En del af beboerne er stuvet sammen i forelæsningslokaler på Lunds Universitet lige ved siden af. Her går 50.000 studerende, og tusindvis af dem pendler hver dag de 20 kilometer fra ‘tvillingebyen’ Malmø.

”Der var et kæmpe slagsmål med 50-60 personer lige derude,” siger Ardavan Khoshnood, ph.d., akutlæge og kriminolog, da han tager imod i jeans og sweatshirt i hospitalets stueetage, mens han peger ud bag patienter i kørestole ved indgangen. 

I september 2021 var der et masseslagsmål foran hospitalet en dag ved 13-tiden. På en mobiloptagelse fra SVT kan man se, hvordan flokke af mænd slår og tramper på hinanden, mens politifolk forsøger at adskille kamphanerne. Ardavan Khoshnood havde et kursus for medicinstuderende den dag, og de fulgte med fra et vindue, da grupper af unge med indvandrerbaggrund slog løs med de bare næver.

”De studerende var chokerede. Og jeg tænkte: Er det her, Sverige er på vej hen?” siger den skaldede kriminolog, da vi har fundet et mindre konferencerum at sætte os i. Politiet formoder, at konflikten opstod mellem to familier i et boligkvarter, hvor en person blev kørt på hospitalet efter et slagsmål. På en restaurant stødte grupperingerne senere atter sammen, flere blev kvæstet og kørt på hospitalet, og politiet karakteriserede et af tilfældene som drabsforsøg. Foran hospitalet udspillede sig tredje akt.

”Tænk, at mange mænd var klar til at slås så tidligt på eftermiddagen. Det var skræmmende,” siger Ardavan Khoshnood, der forelæser i kriminologi på Malmø Universitets politiuddannelse. Han sætter en pegefinger på tindingen.

”Når de kriminelle bliver snuppet af politiet, siger de ikke et kvæk. Når de ender på hospitalet, siger de lidt mere. Jeg er nødt til at vide, om de fik slag i hovedet, og i hvilken retning kniven kom fra. Jeg får mulighed for at se, hvem ofrene for kriminaliteten er, og det bidrager til mit kendskab som kriminolog,” siger han.

Frem til 2018 blev en person, der besad et ulovligt våben, ikke automatisk varetægtsfængslet i Sverige, men kunne se frem til en retssag flere måneder senere. Da man ændrede lovgivningen, steg antallet af varetægtsfængslinger, siger Ardavan Khoshnood, men bemærker, at der ikke blev færre skuddræbte af den grund. 

”Hvorfor mon?” spørger han og drager en parallel til hospitalsverdenen for at besvare sit eget spørgsmål: ”Hvis læger opdager en tumor, må de gå aggressivt til værks i behandlingen med det samme. Hvis kræften når at sprede sig, er det for sent. Men i Sverige har folk været bange for at tale om problemet, fordi de har været bange for at blive stemplet som fremmedfjendske.”

SVENSK DØDSRAP

I oktober 2021 blev rapperen Einar skudt og dræbt af to maskerede mænd i Stockholm. Rapperen havde vundet flere musikpriser og var en af Sveriges mest populære musiknavne. Men han havde også forbindelse til Stockholms hårde bandemiljø og var tidligere blevet udsat for kidnapning, som blandt andet blev planlagt af en anden gangsterrapper, Yasin Mahamoud, som er en del af banden Shottaz, der er i dødbringende konflikt med Dødspatruljen i Stockholm-forstaden Rinkeby.

Gangsterrap har i årevis toppet hitlisterne i Sverige, og i sangteksterne hyldes døde eller fængslede bandemedlemmer. På det seneste er svenske meningsdannere og politikere begyndt at lange ud efter glorificeringen af genren, da mange af rapperne har modtaget fængselsdomme og er involveret i grov kriminalitet.

Akutmodtagelsen, Skånes Universitetshospital. Her modtager læge og kriminolog Ardavan Khoshnood blandt andet skud- og knivofre. Ambulancen har direkte indkørsel og kan parkeres ved døren.

BLANDT KRIMINOLOGER ER der dem, der mener, at højere straffe ikke virker, og at snuden skal holdes i et forebyggelses-spor, men der er også dem, der mener, at en øget strafferamme kan være brugbar. Læge og kriminolog Ardavan Khoshnood er i sidstnævnte gruppe.

”Jeg tror ikke, at strengere straffe vil have en afskrækkende effekt på de hårdeste kriminelle, men jo længere tid de sidder bag tremmer, jo mindre vold kan de begå i samfundet. Der følger også flere beføjelser med hos politiet, hvis strafferammen øges. Vi bør have en lovgivning, der ligner den, I har i Danmark,” siger han med reference til, at dansk politi kan kropsvisitere og ransage biler uden særlig mistanke i definerede visitationszoner i begrænsede perioder, ligesom domstolene kan give dobbelt straf, hvis lovovertrædelser forbindes med bandekriminalitet.

Forskellen på strafferammerne i Danmark og Sverige blev understreget i forbindelse med et dobbeltdrab i Herlev i 2019, der havde sit udspring i den dødbringende konflikt mellem de svensk-somaliske bander Dødspatruljen og Shottaz fra Stockholm-forstaden Rinkeby. Mindst 10 drab sættes i forbindelse med den blodige rivalisering, I Danmark blev fem mænd udsendt fra Dødspatruljen dømt for drabene i Herlev. Tre af dem blev idømt fængsel på livstid, mens de to sidste, der var under 18 år, fik fængsel i 16 år. Det var første gang i Danmark, at der blev udmålt så lang en fængselsstraf til gerningsmænd, der var under 18 år på gerningstidspunktet. 

Til sammenligning fik et andet medlem af Dødspatruljen tre år på en lukket institution i Sverige, efter han som 16-årig skød og dræbte en person i Rinkeby. Læg dertil, at i Sverige fik unge mellem 18 og 20 år indtil for nylig ’strafrabat’, hvis de kendte sig skyldige i grov kriminalitet – en ordning, som regeringen dog har skrottet. 

”Det har kun været længere nede i hierarkiet, at politifolk har råbt op. Hos den øverste ledelse var, og er, det et spørgsmål om politik. De politiske vinde i Riksdagen har ikke blæst i retning af højere straffe og dermed flere beføjelser til politiet,” siger Ardavan Khoshnood.

Rosengård Centrum. Vejen i forgrunden er Amiralsgatan. I baggrunden indkøbscenterets parkeringsplads og Rosengård.

I 2020 VAR DER 25 skuddrab i Stockholm. Året efter blev 22 personer dræbt med håndvåben i hovedstaden. I Malmø er mordraten til gengæld dykket. Politiet, kommunen og kriminalforsorgen indgik i 2018 et samarbejde under navnet Sluta Skjut. Filosofien bag ’Stop Skud’ er at udpege de centrale spillere i den kriminelle underverden, holde møder med dem og vise dem konsekvenserne af den dødbringende kriminalitet samt at få de kriminelle til at forstå, at politiet er i haserne på dem, indtil de siger farvel til bandelivet. Gør de det, bliver de tilbudt hjælp i form af bolig, uddannelse eller et exit-program. 

Sveriges justitsminister Morgan Johansson bebudede i 2021, at regeringen vil have strategien Sluta Skjut til at spille en rolle i kampen mod skyderierne i andre svenske byer, ligesom der skal tilføres to milliarder ekstra kroner til svensk politi, der gradvist har fået flere økonomiske midler siden 2015. Samtidig har antallet af svenske politistuderende aldrig været højere. 

Kriminologer fra Malmø Universitet har undersøgt effekten af Sluta Skjut og nåede ikke frem til entydige konklusioner. Men hos Malmø Politi fremhæves programmet alligevel som en vigtig faktor. 

”Os, der arbejder med Sluta Skjut, som er en del af en langsigtet strategi, er overbeviste om, at programmet har haft indflydelse på udviklingen. Det er for kort tid til at kunne sige noget om programmets effekt,” skriver Glen Sjögren, politikommissær i Malmø Syd, i en mail.  

DRAB PÅ VESTERBRO

I februar 2022 blev en mand ved navn Salam Al-Jawahiri skudt og dræbt på Vesterbro i København af to mænd på en motorcykel. Den dræbte var ven af Amir Mekky, også kaldet ’Bokseren’. Drabet på Vesterbro ligner et lejemord, siger den svenske journalist Joakim Palmkvist, der fortæller, at Salam Al-Jawahiri havde mange fjender. I marts måned blev to mænd på 18 og 35 år udleveret fra Sverige og varetægtsfængslet i Danmark for drabet på Salam Al-Jawahiri.

I Lund mener akutlæge og kriminolog Ardavan Khoshnood, at der findes mange forklaringer på udviklingen i Malmø, som ikke nødvendigvis handler om Sluta Skjut. Blandt andet at der gennem årene har været så mange mord i byen, at de kriminelle har skudt og dræbt hinanden. Og samtidig sidder de narkobosser, som stadig er i live, nu i fængsel.

”Malmø havde i mange år flere dødelige skyderier end i Stockholm i forhold til byernes størrelse. Byen indstillede sig tidligere på realiteterne. Malmø er meget mindre end Stockholm, det er nemmere at holde styr på de kriminelle, og der er et hurtigere informationsflow for politiet fra den ene ende af byen til den anden,” siger kriminologen, der mener, at Sveriges integrationsproblemer er åbenlyse, men at spørgsmålet om mulige kulturelle årsager til kriminaliteten er svært at få greb om.

”Folk med mellemøstlig baggrund har ikke et særligt belæg for at blive kriminelle. Jeg er selv indvandrer og begår ikke kriminalitet. Men Sverige betaler en pris for at have taget imod virkelig mange asylansøgere gennem årene og placeret dem i udsatte boligområder uden at stille krav.”

Holma, højhusområde i Hyllie uden for Malmø. Her i P-kælderen mødte Sydsvenskan-journalist Joakim Palmkvist for et par år siden en våbenhandler for at lave interview.

SELV I DEN KRIMINELLE underverden opfattes drabet på Karolin Hakim med afsky, og blandt andet derfor mener politiet, at opklaringsmulighederne er gode. En 19-årig mand, som politiet mener er ejeren af den sølvgrå Mercedes, der blev brugt som flugtbil – og efter mordet blev fundet i brand få kilometer fra gerningsstedet – er blevet varetægtsfængslet og sigtet for medvirken til drab. Den mistænkte har dog et alibi. Han sad som tiltalt i Helsingborg i en anden sag, mens Karolin Hakim blev dræbt. 

En uges tid efter drabet bliver den 19-årige mistænkte, som også sættes i forbindelse med drab og narkohandel i Helsingborg, dog løsladt. Karolin Hakim begraves 18. september. Under ceremonien i kirken breder hjerteskærende råb sig fra de efterladte. Efter begravelsen takker den dræbte kvindes familie de fremmødte i et brev, hvor de også henvender sig til den, der dræbte Karolin Hakim: ”Uanset hvor umenneskelig du er, vil du forhåbentlig have et hjerte, et knust hjerte, der altid vil gøre ondt.” 

Politiet frigiver flere billeder med gerningspersonerne i håb om hjælp fra den svenske befolkning. Flere mistænkte anholdes, men de løslades igen, blandt andet en 23-årig mand, der – selvom han bliver frifundet – sættes i forbindelse med drabet på en 24-årig mand i Nydalaparken i Malmø i juli 2018. 

Den 23-årige er ifølge Sydsvenskan dybt involveret i byens kriminelle netværk og har været mistænkt for andre drab, men han går foreløbig fri på grund af svag bevisbyrde. 

I et andet, måske tilhørende sagskompleks bliver tre mænd et par uger før drabet i Nydalaparken skudt og dræbt uden for en internetcafé i Malmø. Tripledrabet betragtes som begyndelsen på en drabelig konflikt mellem rivaliserende grupper i Malmø, og målet er angiveligt gangsterbossen Amir Mekky, ’Bokseren’, som bliver såret foran internetcafeen. 

Politiet varetægtsfængsler samtidig en anden mulig gerningsmand for drabet på Karolin Hakim, en 22-årig, der i forvejen afsoner en dom for grov kriminalitet. Men politiet mangler de afgørende beviser for hans medvirken til drabet. I august 2021 bliver han løsladt fra sin varetægtsfængsling, men forbliver bag tremmer for den dom, han modtog i en anden sag. 

Politiet og anklagemyndigheden prøver, men de har hidtil ikke fundet den rette mistænkte og fået vedkommende dømt. Sagsanklageren fortæller dog til svenske medier, at hun håber, at politiets adgang til EncroChat-materialet kan være med til at opklare sagen. I juli 2022 er endnu ingen blevet dømt for drabet på Karolin Hakim.

DOMME I ’SLANGESAGEN’

I marts faldt byrettens afgørelse i Operation Snake. To af de 15 tiltalte blev frifundet, den ene af dem var Karolin Hakims kæreste, som var sigtet for mordplaner på syv personer, men retten i Malmø fandt ikke hans medvirken bevist.

Resten fik fængselsstraffe, der strakte sig fra seks måneder til syv år. Den ene af de tre anklagere, Helena Ljunggren, fortalte til Sydsvenskan, at anklagemyndigheden var tilfredse med, at de fleste blev dømt. Samtidig konstaterede hun, at dommene i sagen generelt var lave.

”Straffe på tre til fire år for konkrete planer om at dræbe et andet menneske er ikke specielt afskrækkende.”

BLÆSTEN BIDER en anelse i kinderne, og Joakim Palmkvist har pakket sig ind i en vindjakke og en sixpence på hovedet. Han står på Sergels Vej i Malmø og peger hen mod de fortovsfliser, hvor Karolin Hakim blev dræbt for snart tre år siden. De mange vinduer i de høje boligblokke, der omkranser gerningsstedet, gør det nemt at forestille sig, hvordan beboere fulgte med, da kvinden med barnet i favnen blev skudt i hovedet. 

Men selv om mordet på Karolin Hakim også i den kriminelle underverden var langt over stregen, har politiet ikke med sikkerhed kunnet forbinde en gerningsmand med forbrydelsen. 

”Blot fordi de kriminelle taler på gaden, er det ikke ensbetydende med, at de vil sige noget i retten,” siger Joakim Palmkvist, mens vi spiser en sprød falafel på Sergels Grill, og journalisten fortæller, at mange af alliancerne er drevet af lejemord.

”Et lejemord forbinder den person, der bestiller mordet, med den person, der udfører det. Parterne kan ikke tørre skraldet af på hinanden. Fremvæksten af lejemord er et spørgsmål om adgang til våben,” siger han og banker en knytnæve på sin ene pegefinger på et smalt bord ved grillbarens vinduer og tilføjer: ”Og beredvillighed.”

Hvor kommer de bandekriminelles selvtillid fra?

”De bliver jo sjældent pågrebet,” siger han, går udenfor og hiver tobak fra en cigarillo ned i lungerne.

Roskilde er en danmarkshistorisk bouillonterning. Ingredienserne består blandt andet af vikinger, domkirke, dyrskue, leverpostej, festival, ungdomsoprør … og ’Matador’. Ud & Se er gået på opdagelse i byen, der – måske – rummer det hele og på mange måder os alle.
Tekst:Camilla HolckFoto:Jonas Pryner Andersen

Alt på ét bræt 

PÅ HESTETORVET, lige uden for Roskilde Station, venter historiker Lykke Førslev i opsigtsvækkende gul uldjakke.  

”Lige dér på hjørnet boede Lise Nørgaard de første fire år af sit liv. Året inden hun blev født, havde hendes far åbnet en kolonialforretning i stueetagen, og familien boede på førstesalen. Når Agnes i tv-serien tager Regitze og Ulrik med på Jernbane Restauranten, er det faktisk noget, Lise Nørgaard kan huske, stuepigen gjorde, da hun selv var et lille barn. Her blev hun med sin lillebror hevet med på bodegaen lige rundt om hjørnet, fordi stuepigen skulle kysse lidt med tjeneren,” siger Lykke Førslev og peger ind i porten tæt på den 105-årige forfatters barndomshjem.

Roskildekrukkerne ved Hestetorvet er mødested, når Lykke Førslev er på byvandring, hvor hun gennemgår Lise Nørgaards barndom og tidlige voksenliv i byen, der danner bagtæppe for ’Matador’-seriens fiktive by, Korsbæk. Ikke bare på grund af nærheden til Lise Nørgaards barndomshjem, men også fordi de tre krukker er blevet et af byens vartegn. De blev skænket til byen af Elsebeth Stryhn i 1999 i anledning af byens 1.000-års jubilæum. Ja, Stryhn som i leverpostejen, der hører hjemme i Roskilde og har gjort det siden 1941.

Lykke Førslev kigger mod Roskilde Station og holder et sort-hvid-billede fra begyndelsen af 1900-tallet op for at demonstrere, hvor lidt tiden har gnavet i jernbanestationen, der er landets ældste eksisterende og med sine sandfarver, mosaikbuede vinduer, rundede indgange og to fladtagede tårne minder om et forsvundet, eksotisk luksuspalads. I år har strækningen København-Roskilde, landets første jernbanelinje, 175-års jubilæum.

Langs stationen og med byens centrale Gråbrødre Kirkegård på den modsatte side går guiden mod Hersegade 22, hvor Roskilde Dagblad lå, da 18-årige Lise Nørgaard kom i lære dér som journalist i 1935. Også her fortsætter historien. Der udgives stadig avis på adressen, nu bare under Sjællandske Medier og med omvendt rækkefølge i navnet: Dagbladet Roskilde.

Rundt om hjørnet, på handelsgaden Algade, står en granitbænk med en bronzeskulptur af Lise Nørgaard. Ved første øjekast virker det som en formindsket udgave, men nej, den er i størrelsesforholdet 1:1. 

Lykke Førslev fortæller, at hun ofte ser horder af ældre damer stå omkring bænken. De sidder på skift ved siden af statuen af den danmarkspopulære forfatter, mens der knipses med mobilerne.

I byen, der læner sig dybt mod havet, går Lykke Førslev mod Frederiksborgvej og mod det, som kaldes det katolske kvarter. Hertil flyttede familien Nørgaard, til Klostervang, hvor de kunne se ud over den nyanlagte Bypark i nærheden. Lykke Førslev fortæller, at flere af de fine damer, der boede i området omkring Klostervang, blev kaldt ’liggedamer’, fordi de – ligesom Maude i tv-serien – ofte måtte gå op og lægge sig, når noget gik dem imod. I et hus et par numre fra Klostervang 10, hvor Lise Nørgaard boede med familien, huserede en liggedame, som angiveligt var meget bakterieforskrækket. Rygterne sagde, at hun satte stuepigerne til at rengøre nøglehuller i dørene med vatpinde. 

ROSKILDE OG KONG ROAR

I ’Lejrekrøniken’ fra 1100-tallet nævnes sagnet om en kong Roar, der anlagde en by ved fjordkysten, hvor der var en dejlig kilde. Kong Roar er en mytisk skikkelse, men kilderne ved Roskilde er ægte nok. Der har været 12 i alt, og i dag er der otte tilbage. Den nok mest berømte er Hellig Kors Kilde, som skulle have helbredt kong Frederik IV, da han i 1729 blev ramt af en sygdom, som lægerne ikke kunne kurere. Kilden blev herefter udnævnt til ’Kongelig Hofleverandør’ og var det frem til 1886, hvor kilden løb tør, da man forsøgte at etablere en sodavandsfabrik på området.

Vikingefjord og færgefart 

VANDET I FJORDEN ved lystbådehavnen i Roskilde flimrer som sne på en gammeldags fjernsynsskærm, mens joller, sejl- og speedbåde vugger let, og solen varmer i nakken. Windbreakere og lette dunjakker står i kø før afgang med færgen M/S Sagafjord, og roskildensere i køen taler om, hvordan de skal undgå den massive trafik i byen i starten af juli, når der både er Roskilde Festival og Tour de France med afgang fra domkirken. 

Så bliver kæden taget af, gæsterne stiger om bord, og ind ad vinduet til køkkenet kan de se hvide tallerkner med remoulade, sild og ost og dufte de fiskedeller, som snart også ligger på platten, der er en del af den to timer lange sejlads på fjorden.

Lige ved siden af M/S Sagafjord sejler en replika af et gammelt vikingetræskib ud fra Vikingeskibsmuseets museumshavn, og et dusin turister ror af alle kræfter.

Med domkirken i ryggen, Roskildes gamle bydel Skt. Jørgensbjerg på venstre hånd og den rige bydel Himmelev på højre stævner M/S Sagafjord ud. Den tidligere norske passagerfærge fra 1957 blev gennemrestaureret i 2016 med nye spisesaloner og elmotorer efter en økonomisk indsprøjtning fra Pandora-stifter Winnie Liljeborg, som selv bor ved Roskilde Fjord. 

Der er plads til 156 passagerer på færgen, og foran den ligger vikingeskibet og skvulper i sejlbanen. Skibet får tre små trut i hornet, inden det sætter sejl og siver ud til siden.

”Nå, de nåede væk,” griner styrmand Kristian og læner sig ud over rælingen.

Pludselig lyder Stig Rossens bløde stemme i højttalerne på dækket. Han fortæller om Vikingeskibsmuseet fra en optaget lydfil, mens husene langs fjorden fremstår som små røde og hvide klodser op ad skrænterne til den ene side, og Boserup Skov på den anden toner frem som tætpakkede, pjuskede bolde i nuancer af grøn.  

Roskilde Domkirke træder tydeligere frem, jo længere væk vi kommer, mens Vikingeskibsmuseet står gråt og betonagtigt tilbage med vinduespartiet mod fjorden og små sodlignende løbebaner langs siderne. 

Færgen passerer Veddelev Strand. Kaptajn Runi trutter atter i hornet, da vi glider forbi et trelænget gult hus. Det er her, Winnie Liljeborg bor, og han hilser altid, når han glider forbi. I nærheden af det gule hus ligger en campingplads på et skrånende græsområde. Tusind år før campingvognene med fortelte på græsset var området en såkaldt anløbsplads, hvor der i vikingetiden foregik handel. Og der er flere af dem op gennem den snirklede Roskilde Fjord, der var et vigtigt område for sen-vikinge­tidens konger, og som gjorde Roskilde i bunden af fjorden til et ideelt magtcenter. 

Al den krængen rundt om tanger og vige gjorde det nemmere for vikingerne at sikre sig, fordi man tidligt og højt oppe i fjorden kunne varsle fjendtlig sejlads ved hjælp af signalbål. Udgravninger i fjorden har også fundet fem udtjente vikingeskibe, der dengang blev fyldt med sten og brugt til at gøre indsejling for fjender noget nær umulig. 

Vi drejer bagbord og ind i Kattinge Vig. Stig Rossens stemme flyder igen fra højttalerne, og han fortæller om den lille Ringø, som engang var hovedgevinst i et lotteri og blev vundet af en københavnsk sporvejskonduktør. Da han opdagede, at der ikke engang var plads til at bygge et sommerhus på øen, solgte han den igen, og i dag er der fuglereservat på øen, hvor vildgæs og Danmarks nationalfugl, knopsvanen, yngler.

Færgen kanter sig langsomt mellem tangerne ved Kattinge Vig, Hesteholme, Boserup Skov og Veddelev, inden vi kommer ud til det mest åbne område af Roskilde Fjord, hvorfra man kan se til Forskningscenter Risø, der blev oprettet i 1956 for at forske i fredelig udnyttelse af atomenergi. 

Risøs tre forskningsreaktorer er de eneste kernereaktorer, der har været i drift i Danmark, men i 2000 stoppede driften af Risøs sidste forsøgsreaktor, DR3. 

En kitesurfer med gult vindsejl blæser forbi Danmarks største forskningsinstitution, hvor der udføres forskning inden for energiteknologi, bioproduktion, nanoteknologi samt nuklear sikkerhed og strålingsbeskyttelse. 

I højttalerne fortæller Stig Rossen historien om øen Elleore. Den er blot cirka 370 x 180 meter, men har alligevel siden 1944 været verdens mindste ’kongerige’ med regenter, egen møntfod og frimærker. Øen blev købt af en gruppe københavnske skolelærere i 1944, fordi de ønskede et sted, hvor de kunne bestemme alting. Selvom det hele er en leg på en lille ø, hvor der mest residerer edderfugle, er der alligevel et toilet på øen, som kun er beboet omkring en uges tid om året.

På vej tilbage er der ud for Vikingeskibsmuseet kommet flere rekonstruerede skibe i vandet. Replikaerne er lavet ud fra fund i Roskilde Fjord – blandt andet fandt man ved udgravninger i 1997-98 verdens længste vikingeskib. 

Indenfor på museet kan man se resterne af de rigtige, gamle skibe, og hver onsdag mødes skibslaug uden for museet. De sejler i de rekonstruerede både på korte ture, men der har også været ekspeditioner til Grønland, langs kysten i Danmark og en tur fra Roskilde over Nordsøen og til England. På turene rapporterer de engagerede frivillige tilbage til forskerne på museet, så der kan laves forbedringer og ændringer på konstruktioner og andre detaljer.

”Tak, fordi I sejlede med Sagafjord,” siger færøske kaptajn Runi og rejser sig op, mens byens energitårn forsvinder bag røde tagrygge, og domkirken bag trætoppe, så kun de to spir kan ses.

”Roskildøøøh, er I der?”

BYPARKEN, DER SKRÅNER med udsigt til havnen og Roskilde Fjord, ser måske ud som endnu en grøn byplanlægningsplet, hvor der spadseres, slappes af, spises is og spilles gratis koncerter. Men det er ikke hele historien. 

I kanten af parken lå indtil sidst i 70’erne folkehuset Fjordvilla, et mødested for fagbevægelsen, som blev et populært musik- og mødested for byens ungdom. Allerede i 1968 var stedet adresse for et symposium, som skulle afgøre, om USA havde begået krigsforbrydelser i Vietnam. Her deltog forfatter, filosof og feminist Simone de Beauvoir og hendes livspartner, forfatter og filosof Jean-Paul Sartre, og symposiet var finansieret af blandt andet Picasso. 

Året efter, i 1969, spillede Led Zeppelin på Fjordvilla, og dét plantede frøet til noget stort.

Et stenkast fra Byparken bor den 68-årige roskildenser Mogens Sandfær med sin kone. Da Led Zeppelin spillede på Fjordvilla, var han netop kommet hjem fra San Francisco, hvor han havde boet med sine forældre. Som teenager i San Francisco havde han oplevet Summer of Love, og det gjorde et kæmpe indtryk. Hjemme igen fra USA var den unge, idealistiske Mogens klar til at gøre op med tidens normer, da han blev indskrevet på ’Katedralen’, Roskilde Katedralskole, som dengang lå lige op og ned ad domkirken og havde gjort det i næsten tusind år.

I 1969 flyttede skolen til nye lokaler i bydelen Hyrdehøj i det vestlige Roskilde, og nu skulle omvæltningen ske.

”Det var ufattelig gammeldags på ’Katedralen’. Mange af os elever kiggede på hinanden og tænkte: ’Hvorfor taler vi sådan her?’ Vi syntes, det var absurd. Tiden var inde til at lave om på den måde, vi var lærere og elever på,” siger Mogens Sandfær, som havde fuld fart på. Han blev formand for elevrådet sammen med kammeraten Jesper Switzer, som blev næstformand. Og de to havde opbakning til deres ideer:

”Vi arrangerede et weekendmøde, og folk i massevis mødte op med soveposer og det hele. Vi havde nye planer med den ældgamle skole, og de skulle sættes i værk lige nu!” 

Rygterne gik i byen, der var en mobilisering af en slags i gang, og pludselig ringede en impresario (en musikagent) til Mogens og Jesper:

”Han spurgte os: ’Hvorfor starter I ikke en festival?’ Dét var vi klar på lige med det samme. Vi ville skabe Danmarks Woodstock,” siger Mogens Sandkær.

Sound Festival, kom de to gymnasiekammeraters musikfestival i Roskilde til at hedde. De første, lidt usikre toner løb ud af højttalerne i 1971, og det blev startskuddet til den årligt tilbagevendende musikfestival på Dyrskuepladsen, der blev Danmarks største og mest kendte.  

Ny energi

PÅ HOLBÆKMOTORVEJEN mellem afkørsel 10 og 11 strækker et rustbrunt kraft-varme-værk sig mod skyerne med kridhvid damp pulsende op fra et hullet tårn. Den kantede bygning, der går under navnet Energitårnet, ligner i dagslys en slags brændt svane, men om aftenen lever den et liv som affalds-lavalampe. 

Indenfor i det store rusttårn, der med sine 98 højdemeter kan ses fra motorvejen, fra byen og fra fjorden og er tænkt som en moderne pendant til Roskilde Domkirke, er temperaturen i ovnen mellem 800 og 1.000 grader. 

Den iøjnefaldende bygning, der er tegnet af den hollandske arkitekt Erick van Egeraat, rummer en 30 meter dyb affalds-slugt og en kran med en gigantisk grab, som kan flytte rundt på fem tons affald ad gangen. 

De andre enorme rum i Energitårnet er lyse og rene. Der er rør og cylindre på størrelse med rutsjebanerne i Lalandia og massive, enorme jernbeholdere overalt. Trapper med gule gelændere snor sig mellem installationerne. Det piber, knirker og rasler, store knald lyder indimellem fra rørene, og man kan mærke vibrationerne summe fra ovnen.

Vinden står ind fra nordvest og suser gennem de 4.500 huller – alle i forskellig størrelse – i de 6.500 ioniserede aluminiumsplader, som tårnet består af. 

Hvis man ikke er opmærksom, kan man måske snuble i de mange ankelhøje spotlys, der bruges til at belyse den fortlignende bygning. Nogle gange med de oprindelige farver, inspireret af flammen fra ovnen, andre gange med lyserødt (for brysterne) eller orange (når der er festival), og denne sommer med et særligt udviklet lysdesign til Grand Départ-etapen under Tour de France i Roskilde 2. juli (ét i gul og ét i prikket). Af sikkerhedshensyn har Energitårnet hidtil fravalgt at lysskilte den høje bygning i de ukrainske gule og blå farver.

”Selv om det ser sådan ud, er Energitårnet altså ikke højere end domkirken, vi ligger bare på en bakke,” siger Rie Døllner, der er kommunikationsansvarlig og måske forsvarer bygningen mod dem, der var utilfredse med Energitårnet, da det officielt blev indviet i 2014.

Mange roskildensere mente dengang, at Energitårnet ikke burde konkurrere med domkirken om at være byens højeste bygning. Og så syntes de, at Energitårnet var grimt. Eller i hvert fald ikke kønt nok til at være byens næstvigtigste kendemærke.

Det højeste punkt på Roskilde Domkirke er Søndre Tårn – det ene af de to høje spir – som måler 113,78 meter. Energitårnet er 98 meter og derfor ingen konkurrent. Men når man står på taget af Energitårnet og kigger mod domkirken, der ligger 2,5 kilometer derfra i luftlinje, kan man godt blive i tvivl. 

ROSKILDESYGE

I 1929 blev smitte med norovirus første gang opdaget i udlandet og blev kaldt ’winter vomiting disease’. I december 1935 opdagede man ’en ejendommelig epidemi i Roskilde’, hvor en tredjedel af byens borgere havde opkast og diarré. Året efter blev forløbet beskrevet i Tidsskrift for læger: ”Selvom det negative Bacilfund ved dette forholdsvis ringe Antal Undersøgelser ingenlunde udelukker Muligheden af, at en Mikrob er Sygdommens Aarsag, henleder det i Forbindelse med den store Smitsomhed uvilkaar­ligt Tanken paa et Virus som Aarsag.”

Herefter blev udtrykket ’roskildesyge’ brugt om smitten, som fortsat rammer mange hver vinter. Virussen er smitsom og kan ikke behandles, men den forsvinder af sig selv efter to døgn, og langt de fleste klarer den igennem uden lægehjælp.

En by i fart

RØG STÅR OP fra en container uden tag. Speederen på en gokart trykkes i bund og slippes i en rytmisk bevægelse. Wruum, wruum, wruum. På et skilt står der ’Opstart/prøvestart max 15 sekunder’.

”Så fik du vist også dine 15 sekunder,” siger en mand i orange vest.

”Jeg tæller meget langsomt, og jeg skulle lige tjekke, at den ikke sprang i luften,” griner en gråhåret mand tilbage.

Bagefter går en 10-årig knægt i fuldt racingudstyr ind i containeren med sin far. Speederen trykkes i bund. Få sekunder efter er de ude igen. Omkring dem former sig en kø. Fædre og sønner, lyden af totaktsmotorer. Snart begynder første heat i Sjællandsmesterskaberne i gokart. 

De små gokarts triller ind på banen på Roskilde Racing Center, der har fostret navne som Formel 1-kører Kevin Magnussen og Le Mans-køreren Christina Nielsen.

I starten langsomt og lydløst, så hurtigere, mere larmende. Dækkene hyler i svingene, og flere forældre følger online-tidtagningen tæt på deres mobiler. 

”Det var langsomt, hva’?” siger en af tilskuerne.

Det sort og hvid-ternede flag bliver viftet i vinden fra kontroltårnet. Gokarterne forlader banen lige så lydløst, som de kom ind. Banen bliver helt stille for en kort stund. Forældre og tilskuere forlader hegnet.

Næste hold kører på banen. Reglerne bliver forklaret til en ung fyr af en gråhåret mand med kasket og en smøg mellem de oliesorte fingre. De står begge og hænger ind over indhegningen, mens de lave vogne kører rundt og rundt på gokartbanen.

Fædre coacher deres børn, mens de går rundt med dåsecolaer og juicebrikker.

”Sørg for at holde dig yderst i svinget, så har du også den position i næste sving,” siger en far til sin søn.

Solen bager ned over de asfalterede omgivelser sydøst for Roskilde, tæt på lufthavnen.

Røgen stiger igen op fra den sorte container, lyden af motorer giver rytmiske, runde lyde, og lugten af benzin fylder det ene øjeblik det hele, det næste er den væk igen. Varmen brænder i ansigtet, himlen er blå bortset fra nogle enkelte stribede skyer.

Lukas på otte kører gokart som tredje generation i familien. Både hans onkel og farfar har kørt i mange år, og hele familien er med i dag.

”Er vi klar?” spørger farmor, da Lukas kommer gående forbi i hvid og blå køredragt.  

”Yes,” svarer han og går med sin far mod sin gokart. To piger på løbehjul suser forbi bag ham. Den ene med brune krøller og køredragt på.

En 10-årig dreng kører af banen efter sit første heat.

”Jeg vil hjem! Jeg kan ikke mere,” skriger han. Han hiver hjelmen af, så man kan se hans lyse, karseklippede hår. Hans far må holde ham fast og trøste sin søn, der banker hænderne i hegnet bag sig. Faren prøver igen at berolige ham. Til sidst går drengen sin vej og gemmer sig bag en traktor, som er efterladt ved siden af banen. 

Fra tilskuerpladserne bliver der klappet. En ung kører knytter næven, inden han kører sidste runde. 

”Det var helt, som det skulle være, skat, godt kørt,” klapper en forælder fra hegnet.

Da Lukas på otte kører ind på banen, står far og farfar klar ved indhegningen. De har begge mobilen åben med tidtagningen. Benzinlugten fra banen hænger nu tykt i luften. Man begynder at vænne sig til det, måske endda sætte pris på det. Løbene kommer lige i halen på hinanden, og pokalerne er stillet klar ved siden af podiet. En til første-, anden- og tredjepladsen i hver klasse. Men fordi det er de yngste, der kører i dag, har de medaljer til alle, siger formanden og hiver en papkasse frem med guldmedaljer. Himlen er nu mere sky end blå, men de unge kørere er kun halvvejs med dagens Sjællandsmesterskab. Lukas løber med farfar hen for at se de ældste af dagens kørere. Det summer for ørerne, mens næste hold kørere gør sig klar til endnu et heat.

RING TIL ROSKILDE

Den oprindelige Roskilde Ring lå inde i Roskilde by fra 1955. Der blev kørt store internationale løb på ringen, og i 1961 og 1962 blev der i to tilfælde kørt løb i den prestigefyldte Formel 1-klasse med stjerner som Stirling Moss og Jack Brabham. Den lukkede i 1968, fordi Roskilde voksede, og banen blev omringet af beboelsesejendomme. Derfor blev støjniveau­et for højt. I dag er der etableret Roskilde Ring Park på området, hvor der er en sø, en legeplads og en discgolfbane med 12 huller. Øst for Roskilde ligger i dag to ’ringe’: FDM’s Sjællandsringen, som er et af Danmarks største køretekniske anlæg, og Roskilde Racing Center (RRC), som er en 1.250 meter lang gokartbane. Jan og Kevin Magnusson og den første danske kvinde, som kører Le Mans, Christina Nielsen, er medlemmer af den lokale gokartklub ASK Hedeland, som har hjemmebane på RRC.

Gispende bispevalg 

FOR FØRSTE GANG siden 2008 skal der vælges en ny biskop i Roskilde, hvis stift i år fejrer 1.000-års fødselsdag. Fire kandidater stillede op, da Kirkeministeriet i januar udskrev valg i Roskilde Stift, der dækker 312 sogne hen over hele Sjælland. En af dem var Anna Kluge, der er provst i Næstved Provsti. Hun forklarer, at rollen som biskop er en noget nær umulig opgave. Men også, at det er dét, som gør positionen spændende.

”En biskop skal være en markant person, man kan se, mærke og forholde sig til. Men samtidig skal det være en uden for mange kanter, for man skal kunne rumme alle de forskellige kirkelige retninger. En biskop skal kunne tale, inspirere og give et fundament for præster og ansatte i folkekirken at arbejde ud fra. En biskop er på mange måder folkekirkens ansigt udadtil,” fortæller Anna Kluge, hvis forbillede er den tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhardt.

”Han var en dygtig biskop. Man kaldte ham talentspejderen, fordi han var god til at finde mennesker, som kunne noget særligt. Han var et begavet menneske, og han kunne smide en oneliner på bordet, så man tænkte: ’Hvad mener du?’, men han kunne altid underbygge sin påstand.”

Faktisk var det også Jan Lindhardt, som i sin tid ansatte Anna Kluge, da hun fik sit første job som præst – i Roskilde. Og det var i domkirken, hun oprindeligt blev indviet som præst.

”Jamen altså, tænk lige over det. Kirken i Roskilde er tusind år gammel. Det er jo ærefrygtindgydende. Domkirken har været med til at tegne ikke bare Roskilde, men hele Danmark. Den er en del af vores alles identitet,” siger Anna Kluge op til den indledende afstemning blandt de fire kandidater. 

BISPEDØMMEKRAFT 

En biskop er den øverste kirkelige myndighed i et stift, der er et geografisk område inden for folkekirken, som er opdelt i provstier og igen i sogne. Hvert sogn har mindst én folkekirke tilknyttet, ligesom hvert stift har én domkirke. Ordet ’dom’ stammer fra latin og er en afkortning af domus Dei, Guds hus. En domkirke er hovedkirken i et stift, ligesom den også huser det kirkelige overhoved i samme stift, nemlig biskoppen. 77,5 procent af borgerne i Roskilde Stift var i 2021 medlem af folkekirken.

Roskilde Domkirke var færdigopført i 1175, den er én ud af 10 domkirker i Danmark og dér, hvor den danske kongefamilie ligger begravet.

Desværre for Anna Kluge og de menighedsrådsmedlemmer, præster og valgmenighedsrepræsentanter, der stemte på hende, bliver hun dog ikke den nye biskop i Roskilde, ikke i denne omgang. I maj, i valgkampens første runde, var hun blot fem stemmer fra at blive nummer to og dermed komme med i den afgørende sidste runde. 

Det endelige valg stod mellem sognepræst Rasmus Nøjgaard fra Sankt Jakobs Kirke i København og provst Ulla Thorbjørn Hansen fra Slagelse. Efter mere end fire måneders valgkamp pegede et flertal midt i juni på Ulla Thorbjørn Hansen, og dermed får Roskilde Stift sin første kvindelige biskop, som træder frem ved bis-pevielsen 4. september.  

En bispevielse er en højtidelig ceremoni, og en begivenhed, hvor biskopper fra ind- og udland deltager sammen med dronningen og kirkeministeren. Det er også en begivenhed, der bliver vist på landsdækkende tv. 

Bispevielsen begynder med en procession: Mens organisten spiller, eller kirkekoret synger, går stiftets provster, danske og udenlandske biskopper, den kommende biskop og den biskop, der skal vie ham eller hende, i samlet trop ind i kirken. Herefter følger en udvidet og ekstra højtidelig ceremoni med en bøn om, at Helligånden må fylde menighedens hjerter, og som slutter med en masse hænder på hovedet af den knælende næsten-biskop. 

I det hele taget fylder Helligånden meget til en bispevielse, for det er gennem denne ånd, at den nye biskop skal vejlede kirken og dens medlemmer og andre ledere i stiftet. Måske er det derfor, der ikke er noget overhoved eller nogen chef for Den Danske Folkekirke, kun en overånd: I sidste ende er Folketinget kirkens øverste myndighed.

KIRKE, KONGE OG KRYPT

Roskilde var Danmarks kongeby frem til 1400-tallet, hvor kongemagten flyttede til København. Harald Blåtand, ham, der ’gjorde danerne kristne’, blev efter sin død i omkring 986 begravet i en trækirke i Roskilde, som han selv havde fået opført. Domkirken, der er opført samme sted som Harald Blåtands trækirke, har i århundreder været kongefamiliens gravkirke og rummer omkring 40 kongelige gravsteder. Margrete I blev oprindeligt begravet i Sorø Klosterkirke, men liget blev senere bortført af bispen i Roskilde til domkirken, hvor man stadig i dag kan se hendes gravmæle fra 1423. Den nutidige Margrethe, Margrethe II, afslørede i 2018 sit kommende gravmæle, der har kostet omkring 29 millioner kroner og er udført af Bjørn Nørgaard og blandt andet skabt af materialer fra Frankrig, Færøerne og Grønland. Dronningen skal ikke ligge i den glaskuppel, som hviler oven på de tre søjler, men i en krypt under gravmælet.

Psykiatrisk set  

DER ER SANKTHANS, og så er der Sct. Hans. Historien om Roskildes berømte og berygtede psykiatriske hospital går tilbage til det 13. århundrede, da det lå i København. Først i 1816 flyttede Københavns Kommune det psykiatriske hospital ud til Roskilde Fjord med det fredfyldte miljø, som det dengang var på mode at placere ’anstalter’ i. 

Psykiatrisk Center Sct. Hans, som Sct. Hans Hospital kom til at hedde efter struktur- og kommunalreformen i 2007, er Danmarks ældste psykiatriske institution. Det er også det største hospital i dansk psykiatri og var i mange år Roskildes største arbejdsplads. En stor del af bygningerne er tegnet efter forlæg af den danske arkitekt Gottlieb Bindesbøll, som også har tegnet Thorvaldsens Museum. 

Hospitalet startede som ’Lemmestiftelsen’, hvor man gav forplejning, men ikke behandling, til fattiglemmer fra København, selv om hver tredje af de indlagte var diagnosticeret som ’sindssyg’. En undersøgelse af forholdene i 1830 viste, at patienterne blev udsat for lidt af hvert – og udelukkende af det dårlige: for eksempel piskning med ris, ørefigner og ordinering af spanske fluer. Fluerne blev knust og smurt på huden, hvorefter de fremkaldte væskefyldte blærer. Sagen blotlagde den konflikt, der dengang herskede mellem læger, der enten abonnerede på forestillingen om psykisk sygdom som et resultat af synd og amoralsk opførsel (psykikere) eller som en fysisk sygdom i hjernen (somatikere). Med tiden sejrede de sidste (heldigvis). 

I 2021 stod et nyt byggeri, Udsigten, færdigt ved siden af det originale Sct. Hans. Bygningerne huser ud over sengeenheder et kulturtorv, et multi- og musikrum, en aktivitetshave og et terapibassin. De nye bygninger er forsøgt integreret i det oprindelige område ved at bygge i mursten, som minder om det oprindelige hospitals, og de nye, lave bygninger bliver nærmest skruet sammen med landskabet på grunden, der mellem områdets sydøstlige og nordvestlige hjørne falder 14 meter. Her, i omgivelserne ved skov og fjord, skal nogle af de farligste retspsykiatriske patienter bo. Udsigten er en lukket behandlingsinstitution for psykisk syge borgere, der har begået kriminalitet og er idømt en behandlingsdom i stedet for en almindelig afsoningsdom. Og så er der nabonyt: Roskilde Kommune købte i april en del af det tidligere Sct. Hans Hospital af Region Hovedstaden, hvor der skal udvikles et helt nyt boligkvarter over de næste 20 år. Roskilde Kommune forventer, at der samlet bliver plads til 400 boliger.

STÅ AF I ROSKILDE

Det er igen blevet moderne ’at stå af i Roskilde’. I hvert fald hvis man skal tro en helbredsundersøgelse af danske gymnasieelever fra 2019, hvor antallet af seksuelt aktive elever, der benytter metoden, næsten var fordoblet siden 2014. Og metoden er: at bruge afbrudt samleje som prævention.

Eksperter mener, at stigningen i brugen af metoden kan skyldes, at de unge ikke længere er så bange for at blive smittet med sygdomme.

Det er ikke klarlagt, hvor udtrykket præcis stammer fra, men det har været brugt i mere end syv årtier, og ja, udtrykket hentyder til, at man står af toget, inden man når til den egentlige destination (i dette tilfælde København).

RUC and roll 

’I STILHEDEN DØDEN, i strømmen næres livet’. Sådan lød mottoet, der i RUC’s oprindelige segl omkranser en sort koral, for koraller i rev holdes kun i live, hvis de er i bevægelse. 

Roskilde Universitets Center, som det hed indtil 2008, hvor man droppede ’center’, og det blot blev et ’universitet’, holder i år 50-års jubilæum. Ved sin start i 1972 blev RUC kaldt både ”verdens mest dristige universitet” og en ”marxistisk missionsskole”, og allerede året efter var det nye universitet med ’basisdel’ truet af lukning: De studerende gjorde (som mange andre unge i verden dengang) oprør, de var utilfredse og væltede den siddende rektor, folketingsmedlem Erling Olsen. Det fik de borgerlige partier til at ønske den ”marxistisk-maoistiske indoktrineringsanstalt” lukket med det samme. Det lykkedes dog ikke, men flere gange i løbet af de følgende år gjorde borgerlige politikere krav på lukning af RUC. Tættest på kom de i 1976, men universitetscentret blev reddet af den konservative løsgænger Hans Jørgen Lembourn, der stemte imod sit eget parti.

Ifølge ‘En koral i tidens strøm’ af Else Hansen rettede RUC i årtiet efter ind og blev udnævnt til ”erhvervslivets yndling”. Mange af de ideer, man kritiserede RUC for i begyndelsen, er langsomt blevet en del af kulturen på andre danske universiteter. 

De seneste år har RUC dog fået en del kritik, eftersom de er sevet ned ad internationale ranglister, har lave adgangskrav og en forholdsvis høj dimittendledighed blandt andre danske universiteter.

Sgu også dyr

ROSKILDE DYRSKUE har aldrig opnået rockstjernestatus – hverken blandt roskildensere eller den øvrige befolkning, selv om stedet er det samme, og antallet af gæster med årene har nærmet sig festivalens. Før corona, i 2019, var der publikumsrekord på Roskilde Dyrskue til 50-årsjubilæet, hvor der blev opstillet syv guldtraktorer rundt­omkring i Roskilde by. De spraymalede traktorer skabte stor debat i byens Facebook-fora, men rygtet spredtes hurtigt: Det er Roskilde Dyrskues 50 år på pladsen.

113.017 gæster væltede det år ind på Dyrskuepladsen over tre dage for at opleve oplandets landbrugsdyr – og mennesker. Og oplandet er ikke så lidt – det er hele Sjælland samt Lolland, Falster og Bornholm plus det løse. Mange af udstillerne på Roskilde Dyrskue beskriver det at være på dyrskue som vigtigere end juleaften, og i år, i slutningen af maj, blev gæster og dyr atter sluppet løs på Dyrskuepladsen, hvor ’Årets yver’, ’Staldens dronning’ og ’Bedste æg’ er blevet kåret i mere end fem årtier.

Faktisk går historien om dyrskuet i Roskilde tilbage til 1882, da det hed ’Fællesdyrskue for Sjælland’ og efterfølgende blev afholdt mange forskellige steder. I 1938 var der for eksempel Fællesdyrskue ved Bellahøj i København, hvor man fejrede 150-året for stavnsbåndets ophævelse, og der var næsten en million gæster. I hvert fald blev gæsteantallet opgjort til præcis 965.876. 

Først efter skiftende lokationer fik dyrskuet endelig fod-, hov- og klovfæste i Roskilde i 1969.

Alt på ét bræt 2

LYKKE FØRSLEV DREJER om og går tilbage mod byen. Solen bryder endelig gennem tågen, da vi nærmer os Byvolden. Det er et fredet område, hvor ruiner af den gamle kirke ligger. Hun går gennem den gamle Regenssti:

”Selv garvede roskildensere kan blive overraskede over, at denne sti eksisterer. De kan have boet her i årtier uden at opdage den,” siger Lykke Førslev for enden af den smalle, asfalterede sti, hvor synet af domkirken rammer som et slag i hovedet. Den enorme bygning, som er mere end 800 år gammel, knejser storladent på bakketoppen. Man må bukke nakken helt bagover for at se til toppen.

AF DEN GAMLE SKOLE

Roskilde Katedralskole blev oprettet i starten af 1000-tallet som en drengeskole, hvor man lærte latin, sang og teologi. Ideen om at uddanne kommende (mandlige) præster hang ved i århundreder, og af tidligere elever kan nævnes Saxo, som skrev ’Danmarks krønike’, og Absalon, biskop af Roskilde og senere grundlægger af København. Det er altså ikke hvem som helst, der har gået på ’Katedralen’. I 1800-tallet blev ’Katedralen’ et regulært gymnasium, og efter flytningen af skolen i 1969 til Hyrdehøj blev det nye Amtsgymnasium åbnet i Katedralskolens gamle lokaler. Amtsgymnasiet, også kaldet ’Amtet’, har i dag ry for at være et mere flippet gymnasium sammenlignet med ’Katedralen’.

Turen slutter på Stændertorvet på den anden side af domkirken. Her peger Lykke Førslev to butikker ud: en stor Matas-filial, som før i tiden var en tøjbutik under navnet Kontaktforretningen, og så Aage Müller, hvis familie siden 1834 har drevet manufakturhandel i Roskilde. De to butikker skulle svare til hhv. Damernes Magasin og Skjerns Magasin i Matador. Det fandt Lykke Førslevs mor ud af, da hun i starten af 80’erne flyttede fra København til Roskilde, hvor Lykke Førslev selv er vokset op:

”Min mor havde været i Kontaktforretningen for at købe en bluse. Det fortalte hun så min farmor, som har boet her hele sit liv, hvortil min farmor meget indigneret svarede: ’Dér handler vi ikke!’”

BYBONUS

Roskilde er Sjællands mest populære tilflytterkommune og nærmer sig 90.000 indbyggere.

I 2015 skiftede den ikoniske Dyrskueplads i Roskilde navn til Åben Arena, men efter protest fra byens borgere besluttede kommunen at annullere navneændringen.

”Vi har måttet gøre lidt selvransagelse og erkende, at det ikke er den klogeste beslutning, vi har truffet. Det var et dårligt navn, vi havde valgt,” sagde formand for plan- og teknikudvalget Torben Jørgensen (S) dengang til sn.dk.

Roskilde Domkirke er på UNESCO’s Verdensarvsliste, blandt andet fordi den er et af de tidligste eksempler på en kirkebygning i teglsten (mursten). Domkirken har haft direkte betydning for den store udbredelse af byggerier i mursten i Skandinavien.

Under Roskilde Festival bliver der kørt seks ekstra mobilmaster til området omkring Dyrskuepladsen. Det største pres på masterne ligger lørdag, når pladsen åbner, og onsdag, når første artist indtager Orange Scene.

 

Der er rullet hoveder, blevet tømt latriner og tatoveret røvgevirer. Lorteøens renommé stank i mange år. Men med metro, strandpark, byggeboom og uovertruffen placering er det gamle københavnske arbejderkvarter transformeret til et sted, alle vil have en bid af. Er underhundens selvforståelse trængt af kreativ klasse og velbeslåede tilflyttere? Ud & Se gik på jagt efter "Ama'r".
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

SET FRA LUFTEN ligner Christmas Møllers Plads en let amputeret blæksprutte. Syv veje bugter sig ud fra den svært trafikerede runddel. Én fører morgentimernes hærskarer af amagerkanske cyklister og søvnige buspassagerer over Christianshavn mod Slotsholmen og Indre Københavns kontorer. En anden fører hidsige bilister mod Rådhuspladsen. En tredje leder de forlystelsessyge til stranden og lastbilchaufførerne til forbrændingen. Ad en fjerde kan man komme til universitetet og DR-byen. To er bare søvnige beboelsesgader med røde mursten fastfrosset engang i tiden inden Murens fald. 

Men forandringens og gentrificeringens vinde blæser også heromkring, og kiosken over for de smog-overtrukne markiser på Ristorante Rimini sælger ikke længere cola, smøger og løssalgsaviser, for seneste generation i kioskejerfamilien har mærket vindretningen og lavet lokalet om til kaffebaren, naturvinsudsalget og delikatessen Alice, der laver så god is, at turister og foodies står i kø for at smage havtorn, pistacie og kardemomme – tålmodigt og velopdragent, som gjaldt det om at blive lukket ind på natklubben. Et beskedent stykke derfra, lige oppe ad Amagerbrogade – øens eneherskende hoved- og handelsgade og blækspruttens midterste og længste arm – mødes det gamle og det nye Amager på Haabet Bodega. Baren, der er opkaldt efter et landsted, der lå heromkring for mere end 100 år siden, åbnede i 2014, og en regnvåd torsdag aften danner de okseblodsmalede vægge rammen om en pub-quiz med fem deltagende hold, der gætter på navne på væksthuse til overvintring af frugttræer (orangerier), golfbetegnelser for tre slag under par (albatros) og antallet af Kentucky Fried Chicken-filialer på Amager (to, én på Amagerbrogade, én i centeret Field’s).

Bølgerne går højt på Haabet Bodega.

EN GRÅNENDE HERRE med texasslips, midnatsblå skjorte, hørhabitjakke og læsebriller i panden henvender sig til et bord med tre yngre kvinder og en mand, der er fordybet i quizovervejelser.

”Hvis nogen giver en smøg, så fortæller jeg en vittighed.”

”Gå væk, Claus, vi har travlt,” svarer de, og Claus fortsætter til næste bord, hvor der sidder to unge kvinder, den ene i lang, blomstret kjole, den anden i hvid kniplingsbluse og gyldne sokker i flade lædersko. De ryger og drikker fadøl. 

”Hvis I giver en cigaret, så fortæller jeg en vittighed,” gentager Claus, inden den velartikulerede quizmaster Jean Claude med gennemtrængende lektordiktion kalder den rygetrængende stamgæst til orden:

”Claus! Claus, på plads!”

Claus danser med bløde håndled og fjedrende knæ ironisk-underdanigt tilbage til sit eget bord og sine holdkammerater, en kornblond kvinde med solbriller i panden og sirlige øjenbryn og en piberygende mand i hvid T-shirt, begge journalister. Claus har ikke mødt dem før denne aften, hvor de improviseret slog paratviden-pjalterne sammen.

”Det er forskelligheden, der sejrer i quiz. Det kan jo ikke nytte noget, jeg kommer og laver et hold sammen med min kammerat, som jeg har hørt Bob Dylan og set fodbold med, så supplerer vi ikke hinanden,” mener Claus, der engang var pædagog, men ikke arbejder længere og ikke er sikker på, han kommer til det igen. Han flyttede til Amager for 33 år siden, da han blev sagt op i sin lejlighed på Nørrebro, selvom hans søskende advarede ham mod at flytte til ’Lorteøen’, som de anså for et værre udsted.

”Men man får Amager under huden,” siger Claus, der dog ikke groede mere fast til nabolaget, end at han af og til forlod det for at rejse, for eksempel til Spanien, Cuba og Key West i fodsporene på forfatteridolet Ernest Hemingway, som han også har bogreolerne i lejligheden lige om hjørnet fulde af.

”Hvorfor jagter jeg Hemingway? Tja. Det er det, jeg prøver at finde ud af. Ligesom jeg prøver at finde ud af, hvad meningen med livet er.”

Bruno H. Pedersen, jernbaneleksikon og medlem af foreningen Amagerbanens Venner.

EN SØNDAG SENERE stikker den gyldne sol fra oven, men i den korridor af træer, der løber langs Uplandsgade, ikke så langt fra Haabet, er luften frisk og fløjlsblød. Herinde overdøves suset fra bilerne af et luntende, messingklingrende Olsen-Banden-tema, som musikere fra Københavns Jernbaneorkester er ved at fremføre i deres marineblå, aflagte DSB-uniformer. En lille dreng i skriggrøn T-shirt skråle-nynner med. Den ældre del af publikum, der har spredt sig hen over de frønnede sveller på det gamle jernbanespor, nøjes med at vippe med tæerne og nippe til deres perlende plastikkrus med fadøl. En mand i sort T-shirt sveder over pølserne på en ramponeret kuglegrill. Næste hold kul står og ryger i en grillstarter, og hans kone, ligeledes i sort T-shirt, luner pølsebrødene på en anden grill bag ham. De må arbejde hurtigt, for der har dannet sig en lille kø af sultne på det tilgroede banelegeme. 

Bruno H. Pedersen er selvbestaltet jernbanehistoriker, og hen over to ristede med sennep og ketchup fortæller den 75-årige pensionerede maler, at jernbanebegejstringen begyndte, da han var helt lille. Da han var 10 år gammel, spurgte hans far bane­mesteren, om ikke han ville forbarme sig over hans tog-gale søn.

”To dage senere fik jeg lov at køre med alle 12 kilometer fra remisen på Amagerbro og helt ud til Dragør på Amagers sydøstlige spids,” siger den langhårede sporvejsentusiast og smiler under sin mørke Ray-Ban-brille.

Grøn energi på Amagerbanen.

AMAGERBANEN KØRTE sin første tur i 1907, de første mange år med passagerer, men da Bruno H. Pedersen var med som dreng, kørte man kun med gods. I 1975 overtog DSB banen for at køre med tankvogne til Københavns oliehavn Prøvestenen, og i 1995 blev banen nedlagt. Dog overlevede et 1,2 kilometer langt stykke spor klemt inde mellem Uplandsgade og boldbanerne på Kløvermarken, og for syv år siden besluttede foreningen Amagerbanens Venner, som Bruno H. Pedersen er med i, at bevare arealet og gøre det en udflugt værd med skinnecykling og dræsinekørsel. 

Denne søndag er der fuld gang i cykler og dræsiner, der er nemlig støttefest. I dagens anledning er journalist og historiker Majken Astrup klædt i grøn T-shirt med ’Bevar Amagerbanen’-logo af tegneren HuskMitNavn. 

”Mange opfatter Amagerbanens bevarelse som en sidste bastion mod den buld­rende byudvikling,” siger Majken Astrup, der sammen med sin familie i 2003 flyttede de få kilometer fra Frederiksberg til Amager. Efter at mange i hendes netværk reagerede med et lidt for forundret ’aahr …’ på flytningen, begyndte hun at arbejde på podcasten ’Stemmer fra Amar’. Dels for at udfordre vennernes skepsis, dels for selv at blive klogere, begyndte hun at sætte sig ind i øen, der i dag er stadig tættere bebygget og beboet, men som engang hovedsagelig bestod af fladt bondeland gødet med indholdet fra Københavns latriner. Tilnavnet Lorteøen opstod sandsynligvis, da Kløvermarkens vidder fra omkring år 1800 blev brugt til at tørre indholdet, så det var nemmere at håndtere og bringe ud til amagerbønderne. Det foregik først med hestevogn og siden med Amagerbanen. Togene, der ekspederede gødningen, blev i folkemunde kendt som chokolade­ekspresser. I mere moderne tider har renseanlægget Lynetten på nordspidsen af Amager ikke gjort det nemmere for øen at slippe af med tilnavnet.

3.000 UNDERSKRIFTER blev sidste år indsamlet til bevaring af Amagerbanen. Efterfølgende besluttede et flertal på Rådhuset at rejse en fredningssag for området. En af dem, der var imod ideen om at bygge på grunden, som i 1975 dannede location for ’Olsen-Banden på sporet’, er Sebastian Klein, som er til stede på støttedagen i sorte Adidas-sneakers og hvide skjorteærmer med oprul. Hans far, Jesper Klein, var tog-aficionado og meget interesseret i Amagerbanen. Sebastian Klein har ikke selv noget nært forhold til banen, selvom han bor i kvarteret nærved. Men han er tilhænger af princip:

”Jeg kan godt lide, at der er sådan nogle steder her … overalt, faktisk!”

Hav, hud og højhuse ved Amager Strand.

FORTSÆTTER MAN ud ad Uplandsgade, når man hurtigt til Amager Strandvej. I 2005 gav Københavns Kommune den hensygnende, dyndede og lavbundede strandpark, der lå her, en dristig ansigtsløftning med en kunstig ø med fint sand, nyplantet marehalm, cykel- og løbevenlige asfaltstier og en indre lagune. Københavnerne indtog snart byens største strand, ikke mindst fordi den nye metro gik lige til døren, og i løbet af 2010’erne ændrede det tidligere industriområde omkring Amager Strandvej sig til ukendelighed. De gamle fabrikker og lagerbygninger – og smarte gallerier, der en overgang havde lænet sig op ad den rå randkvarters-charme – forsvandt i en kontinuerlig støvsky, og da den lagde sig, skød projektbyggerierne op som en skov af svampe efter regn. 

Den hidtil højeste af bygningerne hedder Øresundstårnet og ligger på Øresundsvej op ad metrostationen Øresund. Med sine 21 etager er den en af landets højeste beboelsesbygninger. Her kan man leje en lejlighed på 100 kvadratmeter for omtrent 15.000 om måneden. Og det er ikke den højeste pris i området, som ejendomsgrupperne gerne selv betegner som Manhattan- eller Berlin-agtigt, og hvor baristakaffe, restaurationsliv og mærkevarebrød er rykket ind i stueetagerne. Ifølge debatbogen ’Rige børn leger bedst – Et portræt af det danske klassesamfund’, der udkom tidligere i år, ligger topprisen heromkring på 26.000 i leje for en fireværelses, mens villaerne i Italiensvej-kvarteret, der også grænser op til Amager Strand, handles til 5-10 millioner. 

Bogens forfattere ser Italiensvej-kvarteret, og Amager mere generelt, som en prisme for en landsdækkende udvikling, hvor formuerne koncentreres i storbyerne, mens boligpriserne presser arbejderklassen og de arbejdsløse ud af de kvarterer, de plejede at bo i. 

Med byggeboomet, som ikke bare har fundet sted ved Amager Strand, men også har manifesteret sig i tusindvis af nye boliger på Islands Brygge og i den relativt nye bydel Ørestad på Vestamager, er 2300 S det københavnske postnummer, der har fået flest nye adressater siden årtusindskiftet. Ifølge Boligsiden.dk fandt man i 2019 landets højeste ejendomsmægleraktivitet her med fem solgte boliger om dagen. Flest nye beboere er ifølge Københavns Kommune kommet til på det vestlige Amager, hvor befolkningen voksede med godt 33.000 mellem 2004 og 2020, en forøgelse på 72 procent. 

Med indrykket er Amagers arbejder­identitet truet, skriver forfatterne til ’Rige børn leger bedst’ og eksemplificerer med Italiensvej-kvarteret, hvor 60 procent af de erhvervsaktive beboere i 1987 tilhørte arbejderklassen, mens knap halvdelen i dag udgøres af overklasse eller højere middelklasse. Er man mellem 18 og 59 og bor i kvarteret, har man i gennemsnit en nettoformue på næsten én million.

NÆRHEDEN TIL LUFTHAVNEN er et selling point i mange mægleromtaler af lejligheder og huse på Amager. Men blandt dem, der bor lige op ad den, er ikke alle helt så begejstrede. En trykkende tirsdag eftermiddag bliver lufthavnens fremtid diskuteret på Flyvergrillen i Kastrup. Panelet består af repræsentanter for Københavns Lufthavn og fagforbundet 3F’s Kastrup-afdeling samt to græsrodsgrupper, der kæmper mod en udvidelse af lufthavnen. En snes publikummer er mødt frem ved bænkene uden for Flyvergrillen for at lytte. I udkanten af gruppen står en dreng i målmandstøj og hans far og stirrer den anden vej – de er vist primært kommet for udsigten, der i årevis har fået strømme af gæster til at bære over med grillbaren på Amager Landevejs middelmådige pomfritter. Lige nu er de sorte landingsbaner, der som størknede lavastrømme gennemskærer øer af brunt græs, tomme. Flytrafikken er endnu ikke oppe i omdrejningerne fra før corona. Pandemien gav lufthavnen et underskud på over en halv milliard, og 8.000 medarbejdere blev fyret. Men for nogle af naboerne var krisen også en lise.

”Vi ønsker ikke lufthavnen lukket, men vi ønsker uvildig kontrol af konsekvenserne,” siger Helene Bach, der er i karrygul kjole, bor i Kastrup og repræsenterer borgergruppen ’CPH uden udvidelse’, som er bekymrede for udsigten til, at Københavns Lufthavn kommer til at fylde mere, end den allerede gør. I lufthavnen estimerer man selv, at efterspørgslen vil vokse fra de cirka 30 millioner passagerer, der var igennem i 2019, til omkring 55 millioner rejsende i 2045, og et socialdemokratisk regeringsudspil fra 2021 giver grønt lys til en udvidelse.

”Vi er meget bekymrede for støj og forurening. Vi vil have målinger og fakta,” siger Helene Bach, inden hun bliver overdøvet af et lettende SAS-fly – ”er det mon Aalborg-raceren?” spørger fodbolddrengens far på sidelinjen af debatten.

Lufthavnens chef for samfunds- og klimaansvar Marie Louise Hansen i mørkeblå bukser og rosa bluse har panden i fokuserede folder, mens hun lytter til bekymringerne. Hun forstår dem, men er fortrøstningsfuld. Hun nævner lufthavnens ambitioner om at udfase fossilt brændstof i alle aktiviteter på landjorden, inklusive passagertrafikken til og fra lufthavnen, i 2030. Og alle aktiviteter, også flyfarten, skal være fuldstændig emissionsfri i 2050. Begejstret nævner hun udsigten til bæredygtige brændsler fremstillet gennem elektrolyse af for eksempel havvand – en CO2-neutral energilagringsproces kendt som Power-to-X, som mange store brændstofforbrugere på verdensplan sætter deres lid til, men som ikke er rentabel endnu.

”Det kan vi hælde direkte på flyene,” siger Marie Louise Hansen med et smil. 

Også 3F Kastrups repræsentant er pragmatisk optimist:

”Luftfart forurener, punktum. Støj forurener, punktum. Men vi vil gerne være med til at gøre noget ved det. Det vil koste os vores jobs, hvis ikke vi gør noget,” siger Henrik Bay-Clausen, der er i shorts, sandaler og en rød T-shirt med påskriften Clean Air. Med lys i øjnene og smil under moustachen giver han sig til at fantasere om alt det, man kunne bruge lufthavnsområdet til, hvis ikke man skulle flyve: ”Hvad med urban farming, drivhuse, solceller og geotermiske anlæg?”

Tankeeksperimenterne drukner i lyden fra et lettende fly fra Aegean Airlines.

EN MAND I BORDEAUX T-shirt blandt publikum rækker hånden op med en kommentar. Han har boet 15 år lige bag ved Flyvergrillen, forklarer han. Og han synes overhovedet ikke, lufthavnen er ambitiøs.

”Du taler om elektrolyse, men det er fugle på taget. Det er en plade, I spiller. Vi har den samme støj i dag som på Svend Aukens tid,” siger han henvendt til Marie Louise Hansen, der ikke lader sig hyle ud af den, men forsvarer lufthavnens indsats for at reducere støjforureningen. 

”Der er sket en reduktion i antallet af boliger, som ligger inden for den grænse, hvor man oplever støj over 55 decibel. Før var det 18.000 boliger, i dag er det kun 2.000 boliger,” siger hun, inden den ophidsede nabo bider hende af:

”Jeg bliver stadig vækket klokken halv ét om natten!”

Mosekonen brygger på Amager Fælled, mens et par unge mænd pumper jern ved Amager Strand.

PÅ ENGLANDSVEJ går det så som så med byudviklingen. Den 13 kilometer lange vej forbinder bydelene Sundby, Tårnby og Dragør og favner stilistiske elementer af metropol, forstad og landevej. Fra udspringet ved Amagerbrogade hakker udtrykket sig ubeslutsomt i gang. 

Hér ligger en nydelig hvid patriciervilla med havestue med rundbuevinduer over for en karré af tilsyneladende tilfældigt opførte ejendomme i røde mursten i vekslende nuancer med halalslagter, vasketeria og pizzeria i stueetagen. 

Dér står en etageejendom fra 1900-tallets begyndelse uflankeret og blafrer over for Shell-tanken og Fitness Worlds epoxygrå industribygning på den anden side af vejen. Fortsætter man ud ad Englandsvej, kommer man til en ombejlet amagerkansk byggegrund, det store grønne område, der ligger rundt om Sundby Idrætspark, hvor de lokale fodboldhelte fra Fremad Amager har slynget armene i vejret i enkeltstående triumfer – som da de sidste år slog Brøndby ud af pokalturneringen i 4. runde – men mestendels bidt tænderne sammen og kæmpet i modgang.

I 2018 blev klubben, der har penduleret op og ned i de danske fodboldrækker og været igennem tre konkurser siden stiftelsen i 1910, købt af den unge ejendomsmægler Jerome Solamito fra Monaco. Han så angivelig et brandingmæssigt potentiale i den traditionsrige arbejderklub, ikke ulig det, der har gjort Hamborg-klubben FC St. Pauli til et internationalt lukrativt brand med appel til venstrefløjen. 

Monegaskeren erklærede, at han ville investere et tocifret millionbeløb i Fremad Amager, og at ambitionen var at få klubben op i den bedste danske række, hvor klubben sidst opholdt sig i 1994 på en kort visit. Siden har nogle ærgret sig over, at Solamito sammen med konsortiet SCP Waterfront også ejer klubben Botev Plovdiv, der i skrivende stund topper den bedste bulgarske fodboldrække, og at der foregår en trafik af spillere og trænere frem og tilbage mellem Amager og Plovdiv, som Fremads fans sjældent er enige i. Men derfor kan man jo godt tilslutte sig drømmen om oprykning fra 1. division, hvor klubben har befundet sig siden 2016. 

Skal de blåklædte amagerkanere begå sig i Superligaen, er der dog brug for et større stadion end det nuværende, der maksimalt har plads til 7.200 tilskuere, og derfor præsenterede Fremad Amager denne sommer, i samarbejde med et dansk ejendomsudviklingsselskab, en helhedsplan for Sundby Idrætspark-området, der ud over et nyt og større stadion involverer 50.000 kvadratmeter boliger og 24.000 kvadratmeter ungdomsboliger og hotel.

Englene, som Fremad Amagers fans kalder sig, holder humøret højt, selvom resultaterne endnu ikke har indfriet klubejerens ambitioner.

”LÅLÅLÅ” RUNGER DET optimistisk under taget på den sydlige betontribune (den eneste på stadion), hvor store blå-hvide flag motioneres med stor corona-genåbningsiver. Omtrent 830 mennesker er troppet op til sæsonens første hjemmekamp for at tage pejling på, hvor langt væk Superligaen egentlig ligger. Blandt dem er Wili Jønsson, der har fulgt klubben, siden han var dreng og gik på Gerbrandskolen i Sundbyøster. Den 79-årige musikers engagement på lægterne er gået op og ned. Ikke med resultaterne, men med intensiteten i hans egen turné-aktivitet, og i Gasolin-årene blev der ikke tid til megen bold. Men de seneste årtier har han haft sæsonkort og er kommet på stadion, hvor han og en håndfuld sammensvorne har deres faste pladser. I dag er der gået kuk i det, og det brokker Wili Jønsson, der er i røde mokkasiner, grå slacks og blå vindjakke, sig på skrømt over sammen med vennerne Bjarne, i blå holdtrøje og grønne militærshorts, og Steen, der er i sort holdtrøje og grå militærshorts. Bjarne fortæller, at han spillede i klubben som ung og var samme årgang som legenderne Frank Arnesen og Søren Lerby, uden at han dog selv nåede førsteholdet. Dengang var der en vis landsdækkende respekt for Fremad Amagers hjemmebane, mener han:

”Vi rykkede op og ned, men modstanderne frygtede at komme her. Fodbolden var altid lidt primitiv. Og fansene var barske.”

Ingen i trioen tør give et bud på, hvordan dagens premierekamp mod de hvepsefarvede 1. divisions-rivaler fra Horsens kommer til at ende.

”10-12 spillere er skiftet ud fra sidste sæson, træneren er helt ny. Vi ved ikke noget om holdet,” siger Bjarne.

”Men vi kommer alligevel. Om de vinder eller taber. Vi var her også, da de spillede i Danmarksserien tilbage i 2010,” bedyrer Wili Jønsson og vifter sine tætte sølvhvide lokker væk fra øjnene.

INDEN KAMPEN fløjtes i gang, rejser alle på tribunerne sig op og synger med under afspilningen på stadionanlægget af klubbens selvvalgte hymne, Kim Larsen og Bellamis ’Vi er dem, de andre ikke må lege med’, mens de, næsten, klapper i takt. På banen har Fremad Amagers mange nye spillere også svært ved at finde rytmen. Allerede efter syv minutter kommer de bagud, da Casper Tengstedt scorer hårdt og fladt fra en udækket position midt for Fremads målfelt.

”Lort,” snerrer Wili Jønsson, så Andy Warhol-frisuren hopper. 

”Jeg må have en smøg,” siger han og fisker en filterløs King’s op fra en hvid pakke.

Fem minutter senere scorer gæsten Casper Tengstedt igen, denne gang på hovedstød efter hjørnespark. De blå dukker nakkerne, mens Horsens-spillerne virker et halvt hoved højere og 50 procent bredere over brystet end hjemmebanespillerne.

”Det ligner ren legestue,” konstaterer Wili Jønsson resigneret, inden en regnbyge giver sig til at pisse på de få uoverdækkede tilskuere, der har valgt ståpladserne på den modsatte langside.

Mod slutningen af første halvleg får Fremad Amager-spillerne tålmodigt gang i en serie sammenhængende angreb, men Horsens’ Thor Lange punkterer forhåbningerne, da han scorer til venstre for målmanden efter et rapt bandespil rundt omkring de forstenede Fremad-forsvarere. På tilskuerpladserne banker Steen sin flade hånd ned i det tomme nabosæde og råber frustrationen ud:

”Fuck! Mand! Fuck, hvor var det dårligt.”

Wili Jønsson giver ham ret med lidt mere fatning:

”Ja. Det var dårligt. Det bliver en lang kamp.”

”Og en længere sæson,” siger Bjarne.

I ANDEN HALVLEGS syvende minut får Fremad Amagers Jakob Johansson skubbet bolden det sidste stykke ind over Horsens’ målstreg efter et lidt tilfældigt indlæg fra venstre side. Og publikum klapper igen i takt til Kim Larsens hyldest til det dårlige selskab. Æren og den gode stemning er inden for rækkevidde. Men kun i seks minutter, indtil Casper Tengstedt fuldender sit hattrick med et kontrolleret hovedstød, der går ind via stolpen.

Lidt senere lader Horsens-målscorer Thor Lange sig udskifte. ”Du træner for lidt,” er der en, der råber fra tilskuerrækkerne. En snert af øl og ærgrelse skurrer i stemmen. Thor Lange, der spillede i Fremad Amager fra 2018 til 2020, spejder op mod tribunen og overvejer et øjeblik strategien. Skal han bare ignorere kommentaren og skynde sig i bad? I stedet giver den høje, blonde forsvarsspiller sit tidligere hjemmepublikum et stålsat blik og løfter hænderne over hovedet og klapper op mod tribunen – der snart efter returnerer hans gestus.

”Vi kan stadig godt li’ ham,” siger Wili Jønsson.

”Gu’ ka’ vi så,” siger Bjarne.
Kampen slutter 4-1 til Horsens, og publikum bliver sendt af sted med Gasolins sørgmodige ’Langebro’ over anlægget. 

”Det er sgu 50 år siden, at vi lavede den sang,” siger Wili Jønsson, mens han kigger drømmende frem for sig. Så vender han tilbage til 2021:

”Nu vil jeg gå hjem til min kone og græde. Aj, måske ikke … men jeg tror aldrig, jeg har set så dårlig fodbold herude … nogensinde.”

Spot til skade. Fremad Amager-ledelsen drømmer om et nyt, tiptop stadion, men spillet på banen er ikke på superliganiveau.

EN SAMLING SPÆDE TRÆER står lidt forpjuskede i et hjørne af Sundby Kirkegård. 

”Kan det være hér?” spørger forfatter Morten Pape og kigger lidt tøvende på væksterne. 

Det er en grå mandag formiddag, og kvarteret er stadig ikke helt vågnet. Der er godt nok åbent i Aldi’en, kirken og spillehallen, rundt om kirkegården, men ingen går ind eller ud.   

”Nej, det ser ikke helt rigtigt ud,” afgør Morten Pape, der er iført orange shorts, sort langærmet T-shirt og sort kasket. 

Han søger efter stedet, hvor ’Dansevise’-sangerinden Grethe Ingmann ligger begravet, og det eneste, han har at pejle efter, er et kornet Google-billede af noget, der ligger midt mellem en busk og et træ. Den 35-årige forfatter har haft lyst til at finde hendes hvilested, lige siden han og kollegaen Søren Ulrik Thomsen for et par år siden til et arrangement i Det Danske Akademi på Rungstedlund kom til at diskutere grandprix-vinderen, der voksede op på Amager med tre søskende og en enlig mor i en toværelses lejlighed i en kommunal boligblok:

”Der blev holdt mange kloge taler den dag. Jeg var vildt nervøs og skulle i hvert fald ikke sige noget. Men jeg faldt i snak med Søren Ulrik Thomsen, fordi han var den eneste ud over mig, der foretrak en øl frem for vin til maden. Han sagde, at jeg absolut måtte høre Grethe Ingmanns coverversion af Gasolins ’Masser af succes’. Og han havde ret. Den er fantastisk!”

Urbanplanen blev lanceret som en drøm. For Morten Pape var livet dér ofte et mareridt, men med sin debutroman bragte han boligområdet ud til læsere i hele landet.

MORTEN PAPE GATECRASHEDE i 2015 parnasset med den autofiktive roman ’Planen’ om sin opvækst i det sociale boligbyggeri Urbanplanen på det centrale Amager, hvor hans familie går op i sømmene, den lokale skole er et dysfunktionelt sted, og hverdagen er fuld af mobning, vold og etniske konflikter. Fremtidsforhåbningerne for et ungt menneske i boligområdet, der påbegyndtes i slut-60’erne og er navngivet efter Københavns daværende overborgmester Urban Hansen, kan i fortællingen nogenlunde opsummeres til to muligheder: at komme væk eller komme ind i en bande. Bogens 550 sider, der flittigt passerede over boghandlernes diske, blev belønnet med BogForums Debutantpris, og Morten Pape gik straks i gang med den næste mursten, ’Guds bedste børn’, der udkom i 2018. Toeren indbragte ham DR Romanprisen og handler om et mord på et avisbud med indvandrerbaggrund, der i 2008 bliver slået ned med et baseballbat i Holmbladsgadekvarteret af en etnisk dansk dreng fra Urbanplanen, som Morten Pape kendte som barn. Han brugte bogen til at undersøge psykologiske og sociale mekanismer bag den tilsyneladende meningsløse begivenhed, og også i sin seneste bog, der udkom dette efterår, er råstoffet Amager. Romanen ’I ruiner’ fortæller over 600 sider en historie om endnu en familie, der slår sprækker, et sammenbrud, der bliver skubbet på vej af Amagerbankens krak i 2011.

”Jeg føler, her er et skatkammer af fortællinger på Amager. Det var ikke fra starten noget bevidst valg. Jeg startede bare med at skrive om min opvækst, og så er jeg blevet her,” smiler Morten Pape og skrår over Kastrupvej til Sundby Kirkegårds anden afdeling for at lede efter Grethe Ingmann, hvis livshistorie har fået en parentes med i tredje bind af hans Amager-trilogi.

En graver i sort hættebluse, refleksgule bukser og cykelbriller tager hovedtelefonerne, der er forbundet med en smaragd­grøn iPod Shuffle, ud af ørerne og giver sit bud på, hvor Ingmann, der blev født Clemmensen, og som er nedlagt i en fællesgrav, kan være: 

”Helt ned i bunden til højre. Der, hvor der engang lå et springvand.”

Busktræet på græsplænen på det anviste sted ligner ganske rigtigt det på Morten Papes telefonskærm. 

”Bingo!”

SOM 20-ÅRIG flyttede Morten Pape ud af Urbanplanen og sammen med en kæreste på Østerbro i København. 

”Jeg blev en del af en anden verden, hvor man tænkte livet i muligheder i stedet for begrænsninger,” siger Morten Pape, der dog forblev et ’eksotisk dyr’, som han selv formulerer det, da han begyndte på film- og medievidenskab på KUA, Københavns Universitets Amager-afdeling, der ikke ligger langt fra Urbanplanen, men hvor de kulturelle afstande hurtigt viste sig.

”Jeg var den eneste på min årgang på studiet, der kom fra sådan et miljø, og der blev kigget underligt på mig, hvis jeg foreslog, at vi skulle have raclette til nytårsmiddagen, når de andre ville have torsk – eller sushi.”

Efter sin bachelor i film- og medievidenskab tog Morten Pape en uddannelse som manuskriptforfatter på den alternative filmskole Super16. Med fuld fart forsøgte han at lægge afstand til stedet, han kom fra, men identitet er ikke sådan at løbe fra, og han føler først, at han fik styr på sin fortid, da han begyndte at dykke tilbage i den. Det begyndte med en kronik i Politiken om at vokse op i et ghettolignende område som Urbanplanen. Siden hen flyttede han ind i en tom lejlighed i Urbanplanen for at skrive sin debutroman.

”Det var meget kliché. Method Writing. Men det var skrækkeligt. Jeg havde en kæmpe tom lejlighed med en oppustelig seng. Ingen gardiner. Det ekkoede i hele lejligheden, når jeg tastede på min computer,” siger Morten Pape og tænder en smøg på en bænk på Sundby Kirkegård. 

Efter fire måneders arbejdsraseri havde han skrevet bogen færdig, og undervejs var han også kommet af med vreden over kortene, skæbnen havde tildelt ham, og endt med at genfinde en kærlighed til sit ophav.

Til gengæld var der elementer i Urbanplanen, der havde svært ved at tilgive Morten Pape for at have sværtet området offentligt til med sine beskrivelser.

”Jeg kunne se på de sociale medier og høre i krogene, at nogle tog afstand til mig. Primært de ældre, Urban Hansen-fansene, der har boet der siden 70’erne, og hvis identitet er rodfæstet i at bo i det her socialdemokratiske prestigebyggeri. De følte, jeg trådte på deres lokale stolthed. Men vi er ikke samme generation, og de har ikke set, hvad jeg har set.”

Morten Pape har dog også hørt fra pålidelig kilde, at hans bog var en faktor, der var medvirkende til, at Københavns Kommune kastede et tocifret millionbeløb efter et kvarterløft, der indebar ny belysning og andre tryghedsskabende initiativer samt 280 nye træer, en ny skaterpark, træningsfaciliteter, rutsjebaner og nyttehaver.

DA HANS DEBUTROMAN lå klar fra tryk, foreslog forlaget, at han signerede nogle eksemplarer til boghandlerne. Så en dag gik han ind i Bog & Idé i Amager Centret, hvor han selv hang ud som barn. Ek­spe­­dienten kiggede næsten misbilligende på ham, da han fortalte, at han havde skrevet den her bog om Urbanplanen, og at han gerne ville forære hende nogle eksemplarer.

”’Det behøver du ikke. Der skal mere til for at imponere os,’ sagde hun. Jeg måtte gå igen uden at have skrevet i en eneste bog,” griner Morten Pape, mens en krage skræpper i fyrretræet ovenover. 

Han mener, det uhøjtidelige er kendetegnende for Amager. Der hersker blandt de indfødte øboere en bagvendt lokalpatriotisme, en stolthed over ikke at være noget særligt. 

”Det at komme fra Amager bliver brugt som en forklaring på eller en undskyldning for alt. Hvis du kan fikse en bilmotor, er det, fordi din far er mekaniker, og du er fra Amager. Hvis du ikke kan Pythagoras’ læresætning, så er det, fordi du er fra Amager,” siger forfatteren, der finder selvironien charmerende, men også problematisk, hvis den afholder folk fra at ændre deres virkelighed, når den trænger.

”Måske er det en kompenseringsstrategi. Det kan være en måde at holde fast i noget autentisk i et område, der er under forandring. Men det kan også godt ende med at blive et selvopholdt stigma.”

MORTEN PAPE HAR SOLGT filmrettighederne til ’Planen’, og for tiden arbejder han på manuskriptet. En dag drømmer han om også at skrive en romantrilogi om Amagers fjernere historie. I hvert fald ét af bindene skal handle om hollænderbønderne, der kom til Danmark i 1521 på foranledning af Christian II og moderen til hans hollandske elskerinde for at blive hofleverandører af frugt og grønt.

”Men jeg føler mig stadig lidt for ung og kasketklædt til at skrive historiske romaner,” griner han og begiver sig mod villalejligheden, som han lejer på en stille sidevej til Kastrupvej. Han har fundet hjem.

”Amager er det bedste sted i byen at bo. Vi har plads. Og ro. Alle mine venner fra film- og litteraturmiljøerne bor på Nørrebro og Vesterbro, så dem render jeg ikke ind i her. Vi har sammensatte boligområder. Vi har en strand. Vi har en lufthavn. I princippet kunne vi godt kappe broerne til resten af København og klare os selv herude.”

Vaskeægte Amager-stemning på Prinsesse Christines vej.

PÅ HAABET BODEGA er quizzen forbi, de rigtige svar er blevet råbt op, klassementet er blevet bekendtgjort, og rundtom i det vinrøde lokale giver alle sig selv en inkluderende hånd. Lige bortset fra ved vinderbordet, hvor fire midaldrende mænd begejstringsløst tager imod resultatet og venter på, at aftenens vinpræmie skal materialisere sig, så de kan komme hjem. Alle vidste, at det ville blive dem – det hedder sig, at gruppen består af tidligere ’Jeopardy’-hajer, der krydser rundt i det københavnske quizfarvand og sluger deres modstandere som småfisk. Men som Claus siger:

”Ingen af dem bor på Amager.”

Det gør til gengæld Vibeke, kvinden med kniplingsblusen og guldsokkerne. Hun flyttede fra Mors til Amager, da hun begyndte at læse historie, fordi det var dér, universitetet lå, og hun bor her stadig i dag, syv år senere, hvor hun er færdiguddannet og har fået arbejde i ledelsessekretariatet samme sted.

”Det var lidt tilfældigt, at jeg kom til at bo på Amager, det var det, jeg havde råd til. I dag er der ikke noget andet sted, jeg vil bo. Jeg var skrevet op til en andel i en trendy del af Nørrebro, men afslog, da jeg fik muligheden for at købe. Når jeg færdes på Nørrebro og i de andre brokvarterer, kan jeg mærke, jeg hurtigt bliver selvbevidst. Her på Amager føler jeg ikke, jeg er nødt til at have det smarteste tøj på. Men jeg kan godt tage et par guldstrømper på, hvis jeg har lyst til det. Det bliver jeg ikke udskammet for. Her kan jeg bare være,” siger den unge historiker.

I dag bor hun i en lejlighed på Holmbladsgade, hvor imposante etageejendomme med irrede spir fra 1900-tallets begyndelse brydes med betonbyggerier, og hvor du både kan drikke mikrobryg og få på munden, finde pastaretter og pushere. Området har været igennem et omsiggribende kvarterløft, og selvom gaden gør sig uheldigt bemærket i de seneste 25 års voldsstatistik, føler Vibeke sig ikke utryg.

”Man ved godt, hvem hinanden er. Vi smiler, når vi passerer hinanden på gaden. Det er fordelen ved landsbystemningen heromkring.”  

DE FLESTE QUIZDELTAGERE er dampet ud i den kølige aften. En tilbageværende kerne har samlet sig omkring Vibekes bord. Claus ankommer med en runde citrusfrugtige Gin Gimlets, og Vibeke deler ud af cigaretterne. Set gennem rusens klare, gyldne lys bliver man enige om, at der er plads til alle på Haabet. Skål!

Snakken går om fremtidsdrømme, og Vibeke kommer ind på udsigten til familie.

”Ja, så ser vi dig ikke hernede igen. Du finder da ikke en fyr, der gider passe på ungen, mens du er væk hjemmefra,” snerrer Claus pludselig. Sætningen bliver hængende og markerer overgangen fra overrislet overmod til fulde frustrationer. Vibekes veninde i den blomstrede kjole renser luften:

”Du skal holde mund, Claus, hvis du ikke har noget sødt at sige.”

Claus mumler noget uforståeligt og dukker sig lidt, men bliver hængende og stirrer frem for sig som en hund, der har fået et rap over snuden, mens resten af bordet pligtskyldigt forsøger at holde liv i samtalen, indtil bartenderen slukker lysene og beder de sidste om at gå hjem.

Ude på Amagerbrogade skinner gadelygterne mat i den regnvåde vejbane. Stemningen er opgivende, som en forsmag på tømmermændene. Øjnene er trætte, men Vibeke finder et skævt smil frem:

”Det var da også en slags aften.”

AMAGERBANENS FREMTID kender man ikke endnu. Med Borgerrepræsentationens fredningsønske fra sidste år står en eller anden form for bevaring nok på menuen. Amagerbanens Venner og Amager Øst Lokaludvalg drømmer om et besøgscenter og en remise. Måske en bemandet trafiklegeplads med åbent for dræsine- og skinnecykling hver dag, året rundt. DSB Ejendomme kunne godt tænke sig, at i hvert fald noget af arealet bliver bebygget med boliger. Haveforeningen ved Amagerbanen vil gerne blive liggende. Virksomheden Grand Circus Hotel har budt ind med en idé om en overnatningsmulighed i cirkusvogne af genbrugsmaterialer.

På den solrige støttefest-eftermiddag har Sebastian Klein taget opstilling med en mikrofon foran et plankeværk med sin fars venlige ansigt, en naturtro hommage til kulturpersonagen i sølvgrå spraymaling. Det er præcis 10-årsdagen for farens død, og Sebastian Klein benytter lejligheden til at fortælle en anekdote fra sine barndomsår i murermestervillaen i Sundby, som illustrerer, hvorfor steder som Amagerbanens tilgroede terræn er værd at gemme på, selvom de måske ikke ser ud af meget:

Når Jesper Klein ikke hamrede i skrivemaskinen, tog han af og til en pause på kontoret og satte en obskur vhs på. Sebastian Klein husker engang, han kom op og spurgte ham, hvad han så.

”Nåh, bare noget gammelt lort.”

”Hvorfor ser du det så?”

”Fordi det er noget dejligt, gammelt lort.”