UANSET HVOR LÆNGE du iagttager Kenneth Nielsen, vil du ikke kunne se det – at der skulle være tale om andet end en gennemsnitlig 50-årig mand, der står i det knæhøje græs og spejder ud over vandet i Korsør Nor, ind over byen, forbi havnen og videre ud mod pylonerne i horisonten, hvor Danmark forbindes fra øst til vest og tilbage igen. Nej, der er rent ud sagt intet usædvanligt ved hans firkantede briller eller hans kortklippede mørke hår og skægstubbene, der løber rundt om den nederste halvdel af hans solbrune ansigt, og ej heller ved hans påklædning – hvid Lacoste-polo, forvaskede denim­shorts og sorte sneakers – eller ved måden, han taler på, som de fleste gør her på egnen, hvor sydsjællandsk og kalundborgjysk mødes ved foden af Storebæltsbroen. Du kan ikke se det, fordi det usædvanlige er det, der løber i hans blod.

I årevis vidste han det ikke engang selv, han passede bare sin stille hverdag og sit job som lærer på Broskolen og senere også som faglig konsulent hos Danmarks Lærerforening i Slagelse. En håndfuld gange i løbet af sommerhalvåret, når det blev hans tur, startede han bilen og kørte ud til noret, gik ad stierne gennem den lille haveforening og ud til strandengen for at se til køerne, som Korsør Kogræsser- og Naturplejeforening havde gående på området. Nogle gange, når han havde børnene med, lærte han dem en ting eller to om, hvor mælken og det hakkede oksekød kommer fra, for på den måde, tænkte han, blev det nemmere for dem at forstå, når den tid kom, at køerne blev stuvet ind i kreaturvognen og kørt ud til slagteren i Boeslunde. Et sted mellem 35 og 40 kilo kød blev det som regel til for hver andelshaverfamilie, kød, der hjemme i fryseren rakte til aftensmad i flere måneder, indtil den blev fyldt op igen ved næste slagtning, og sådan var tingene gået deres stille gang, sæson efter sæson, i kogræsserforeningen, som Kenneths egen far havde været med til at stifte engang i 00’erne, og hvor han selv i dag er formand. Lige indtil en dag i januar 2021, da Kenneth modtog et opkald, som skulle vise sig at vende op og ned på hans liv.

TELEFONEN RINGEDE FRA den anden side af noret, nærmere bestemt Dyrhaugesvej, en stille gade med byhuse og mindre villaer i den sydlige del af Korsør, der kløves over på midten af Halsskovbroen, som forbinder færgelejet i Halsskov med Sydbyen og fæstningen. I røret var Helge Wedel, der bedst kan beskrives som en slags lokaljournalistisk enmandshær, i dag er han 64, på vej på efterløn, fratrådt frivilligt efter omlægninger på Sjællandske, men han har tidligere været både chefredaktør og redaktionschef på avisen, og i sine sidste syv år som journalist havde han fuld autonomi over to daglige sider i avisen med historier om stort og småt i Korsør.

Han ringede til Kenneth Nielsen, fordi Slagelse og Korsør Forsyning lillejuleaften havde udsendt en pressemeddelelse om, at der var blevet fundet et stof ved navn PFOS i spildevandet fra det lokale rensningsanlæg, som ligger lige bag haveforeningen. Det havde ingen for alvor taget notits af, det var jo midt i juleferien, det vil sige ingen andre end Helge, der ville vide, hvad det så betød for køerne ved Korsør Nor.

Men hvad i alverden var PFOS for noget? Kenneth havde ingen anelse, det var der ingen, der havde, ikke dengang, længe før kemiske fluorstoffer blev udråbt til en af tidens største miljøkriser, og da han gik hjem og googlede, kom kun fem resultater frem på dansk. Et af dem var en vejledning fra Miljøstyrelsen, hvor han kunne læse, at PFOS tilhører en stor gruppe fluorstoffer, samlet kaldet PFAS, der anvendes i alt fra imprægnering af sko og tøj til kosmetik, madindpakning og – indtil det blev forbudt i 2011 – i skum til brandslukning. Han kunne også læse, at stofferne ophobes i mennesker og dyr, at de kan måles i blodet, at forskerne endnu ikke kender langtidsvirkningerne, men at mange af dem er blevet forbudt, fordi de mistænkes for at kunne forårsage en lang række alvorlige sygdomme. Bekymret ringede han til miljøchefen i Slagelse Kommune, som kunne fortælle, at man i vandet, hvor køerne gik, havde fundet 52.000 gange så meget PFAS som den tilladte grænseværdi, og selvom beskeden var, at problemet kunne klares med en slamsugning, lød det tal så faretruende højt for biologi- og kemilæreren, at han tilbød at donere en god bøf hjemme fra fryseren til testning – bare for en sikkerheds skyld.

Næste dag kom Fødevarestyrelsen og hentede en bovsteg, og da resultaterne kom retur et par uger senere, greb Kenneth med det samme telefonen og ringede rundt til samtlige medlemmer af Korsør Kogræsser- og Naturplejeforening. Testen havde vist en koncentration af PFAS, der aldrig var målt højere i kvæg i Danmark, og Fødevarestyrelsen havde konkluderet, at oksekødet hverken var egnet som menneske- eller dyreføde.

Det var en fredag i februar, og da Kenneth havde foretaget det sidste opkald, brød hans verden sammen. Han havde det, som han forestiller sig, at det må føles at få stillet en kræftdiagnose. Skal jeg dø af det her, tænkte han. Skal hans kone? Hans børn og hans børnebørn? I den efterfølgende tid var der mange søvnløse nætter – tanker om folk i foreningen, der havde svært ved at få børn, folk, der havde fået konstateret alvorlige sygdomme, og ikke mindst hans egen voksne datter, der var gravid, mens sagen eksploderede. Hans to yngste børnebørn på to og fire år ”har været indlagt ad flere omgange med feberkramper og infektioner”, fortæller han, og selvom han ikke kan bevise det, er han sikker på, at der må være en sammenhæng. Det er jo påfaldende. Og det er en tanke, der fylder ham med dårlig samvittighed.

”Jeg føler på en måde, at det er min skyld,” siger han. ”Men jeg vidste jo ingenting. Hvad skulle jeg have gjort?”

Det PFAS-inficerede vandløb ved Korsør Nor kan renses ved hjælp af aktivt kul. Men det er straks sværere med jorden, siger Kenneth Nielsen. ”Man kan enten grave det hele op og deponere jorden et sted, hvor der ikke kan sive PFAS-rester ned i grundvandet – eller man kan varme den op til 1.000 grader, hvilket vil koste en formue i energi.”

KENNETH NIELSEN PEGER ud i græsset mellem brændenælder, tidsler og andet ukrudt, hvor solens stråler spejles i et lille vandløb, der løber fra et betonrør, gennem strand­engen og videre ud i noret. Det er overfladevand fra brandskolen, der ligger lige bag haveforeningen, og da køerne fra kogræsserforeningen stadig gik her, stillede de tørsten i den lille bæk, hvor det har vist sig, at rester fra brandslukningsøvelser i årevis er sivet ud og har forgiftet ikke bare vandet, men hele engen. Kenneth Nielsen har sågar deltaget i øvelserne, dengang han som ung arbejdede på storebæltsfærgen Romsø, og nu har han PFAS fra selvsamme brandskum i sit blod efter i 15 år at have spist oksekød fra sine egne køer flere gange om ugen.

Det ved han med sikkerhed, fordi det efter lang tids kamp lykkedes ham og de andre andelshavere at få undersøgt deres blod på Syddansk Universitet, det eneste sted i landet, hvor man har udstyr til at teste blodprøver for PFAS. Resultaterne af de i alt 187 prøver varierer fra næsten ingenting til 550 nanogram, selv har Kenneth 232 nanogram PFAS pr. milliliter blod i kroppen, og fordi han er klar over, at tallet i sig selv er tæt på meningsløst, plejer han at illustrere det med, at grænseværdierne for PFAS i drikkevand er blot to nanogram – per liter. Han er endnu ikke blevet syg, i hvert fald ikke for alvor, men han har lidt forhøjet blodtryk og svært ved at tabe de ekstra kilo, han bærer rundt på, og hvem ved, måske det også skyldes PFAS, spekulerer han. Opdagelsen har desuden fået Kenneth til at gå i sin lokalpolitiker-fars fodspor, i dag er det en af hans mærkesager som medlem af regionsrådet for Socialdemokratiet, ”for hvis det findes her”, som han siger, hvad så med resten af regionen – resten af landet?

”Det hele startede her, men det har jo siden vist sig, at der er målt PFAS mange andre steder end Korsør – der er bare ikke andre mennesker, der er blevet testet for det endnu. Jeg er ikke i tvivl om, at der er andre, der er ramt. Jeg håber til gengæld, at vi er dem, der er værst ramt.”

Fra strandengen traver Kenneth tilbage gennem græsset, ned til haveforeningen, hvor en ældre mand i bordeauxfarvet polo og kasket tøffer rundt i solen, det er formand Stig Theede, som er i fuld gang med at gøre klar til sankthansfest i morgen aften. Juni har været varm og tør, der er afbrændingsforbud i hele kommunen, så derfor bliver der intet bål i år, i hvert fald ikke i traditionel forstand, men Stig har været kreativ og placeret en diskokugle inde mellem en pyramide af brædder, som han nu er ved at trække strøm til.

”Ja, jo,” siger formanden og smiler, han ved det godt: ”Det er jo ikke det samme, men så sker der da lidt.”

Og ja, Stig kender kun sagen om PFAS alt for godt, for vandet fra brandskolen har også spredt sig her, i snart et par år er folk fra Miljøstyrelsen kommet rendende for at indsamle jordprøver, lave test af grøntsager og bær, og guderne skal vide hvad ellers, de har gang i. Det har sågar været nødvendigt at grave flere af haverne op og anlægge dem på ny, efter der blev fundet PFAS i jorden, men når det kommer til afgrøderne, selv nede i nummer 13, hvor det står allerværst til, fandt man ingen spor af PFAS i rabarberskuddene.

Det fatter Stig ikke et klap af.

PÅ DEN ANDEN side af byen, helt ude ved broens betalingsanlæg, hvor lyden fra Vestmotorvejen aldrig ophører, er den lokaljournalistiske enmandshær Helge Wedel kørt ned for enden af Storebæltsvej, forbi campingpladsen og stranden, og har parkeret sin bil foran byens isbådmuseum. I Kong Christian IV’s gamle posthus kan man se bådene, der før isbrydernes tid blev skubbet, trukket og roet over Kattegat i 1920’ernes strenge isvintre, som ingen nulevende korsoranere selv har oplevet, men som de ganske sikkert har hørt historier om fra deres forældre og bedsteforældre.

Det er Helge, der har valgt, at vi skal mødes her, hvor man både kan komme helt ind under Storebæltsbroen og kigge over til Fyn, Korsørs i generationer mest populære udflugtsmål, som journalisten, der i dag giver den som turistguide i byen, hvor han er født, opvokset og har boet næsten hele sit liv, kalder det. Han har planlagt en rute, der skal føre os fra broen ned til det gamle færgeleje og videre ind til fæstningen, hvor der er yderst velbesøgte picnickoncerter hver tirsdag hele sommeren, for nok har Helge i tidens løb været på nakken af kommunen og heller ikke været bleg for at rage uklar med andre korsoranere – som dengang et lokalt udlejerægtepar overfaldt ham med en spand vand, fordi han skrev kritisk om deres skimmelsvamp- og rottebefængte lejligheder – men tag ikke fejl: Her er en mand, der elsker Korsør, og som ikke forsømmer en lejlighed til at nævne byens helt store trækplastre: udsigten, naturen og vandet, hvor han selv er flittig dykker med sine sønner.

”Det gør mig sgu glad, når jeg taler med folk, der er flyttet hertil og måske har boet her et halvt eller et helt år,” siger han. 

”De fremhæver alle naturen.”

At Helge ikke har ladet sin kærlighed til byen gå ud over sin kritiske journalistiske sans, bliver tydeligt, da han starter bilen og triller videre ned til færgelejet, ned til det, han kalder ’skandalefærgen’ M/F Broen, en af de gamle storebæltsfærger, som Slagelse Kommune hjemkøbte og bjærgede i 2020 med ambitioner om at omdanne den til museum. Der var bare lige det problem, fortæller Helge, der har skrevet spalte op og spalte ned om sagen, at den gamle færge er fyldt med asbest og giftig maling, og at den på ingen måde overholder bygningsreglementet, der pludselig gælder, når den skal anvendes som museumsbygning i stedet for færge. Konsulenter har anslået, at det vil kræve yderligere 66 millioner at gøre den egnet til ”mindre, kulturelle formål”, vel at mærke uden opvarmning og isolering, og bare det at skrotte den vil løbe op i ni millioner kroner. Efterhånden kan Helge ikke gøre andet end at trække lidt på skuldrene. 

Helge Wedel fremviser M/F Broen. Inden færgen kom hjem til Korsør og blev bjærget op på land, lå den til i Aarhus Havn, hvor den i 90’erne og 00’erne fristede en tilværelse som både berømt og berygtet diskotek.

ET PAR TIMER senere, nede i byen, mens lokaljournalisten er trillet hjem til villakvarteret ved Dyrhaugesvej, har to unge mænd taget plads ved havnemolen i et par medbragte festivalstole. Herfra kan de kigge over på den anden side af vandet, som forbinder Korsør Nor med Storebælt, på den prægtige gamle stationsbygning, der siden 2013 har huset Fødevarestyrelsens afdeling for Sjælland og Fyn. I dag kører togene helt uden om Korsør, standser omme på den anden side af Vestmotorvejen og fortsætter videre ned i Storebæltstunnellen, og derfor er der blikstille ved havnen, kun en enkelt speedbåd med lidt for meget fart på forstyrrer Adam Egholm Nielsen og Nicklas Kristiansen, mens de fisker efter fladfisk, torsk og ålekrabber med madding bestående af fiskefrikadeller viklet ind i nylonstrømper.

Begge dele har Nicklas hentet nede i Føtex, og hængende der for enden af fiskestængerne, erhvervet formedelst et par hundrede kroner i Jem & Fix ovre på Halsskovsiden, ligner det mest af alt – undskyld sproget – et par nosser, der rammer vandet med et lille plop. Men det er altså ikke en dårlig joke, nej, teknikken har de skam set på Facebook, og tricket er, forklarer Adam, at når fiskefrikadellerne lander i vandet, ”lugter det helt vildt” og tiltrækker sultne fisk. Det er første gang, de forsøger sig på denne vis, og foreløbig er der ikke bid, i det hele taget er det sgu blevet svært at fange fisk i Korsør Havn, så svært, at Havnemeden, en tradi­tionsrig fiskekonkurrence arrangeret af Korsør Lystfiskerforening, i år er blevet aflyst, fordi de mere end 400 fremmødte fiskere sidste år kun fangede ganske få og små fisk. Heldigvis lader Adam og Nicklas sig ikke sådan slå ud, de er her jo også for hyggens skyld, hvad skulle de ellers lave – bare sidde derhjemme? – og da de skifter fiskestang ud med fiskenet, kravler der rejer i nettet.

Kevin Krohn-Dehli ligner ikke den gennemsnitlige handicaphjælper, men når han ikke er boksetræner, arbejder han med udsatte borgere. For et par år siden endte han i ’Go’ morgen Danmark’ på grund af sit usædvanlige udseende, og i dag får han stadig henvendelser fra mænd, der takker ham for at gøre op med fordomme om mænd med ’tusser’ i ansigtet.

HER ER SGU blevet delt nogle øretæver ud,” siger Kevin Krohn-Dehli, en 36-årig mand, der har tatoveringer over det hele: ned ad begge arme, på hænderne, på halsen, i nakken og i ansigtet, hvor hans fire børns navne står. Og ja, det er rigtigt, han er i familie med Michael Krohn-Dehli, den tidligere fodboldlandsholdsspiller er hans grandfætter, men de har aldrig rigtig kendt hinanden, så mere er der vist ikke at sige om dét. Da han var barn, arbejdede Kevins far på Storebæltsbroen, hans mor var ansat på færgerne, og ligesom grandfætteren spillede han også fodbold, men så gik der druk og damer i den (”nok mest druk,” siger han), og godt det samme, for det var alligevel boksning, han var bedst til. Selvom han aldrig rigtig var interesseret i andet end træningen, fik han alligevel 10 officielle boksekampe, men nu koncentrerer han sig om næste generation i den hæderkronede Korsør Amatør Bokseklub, engang landets suverænt bedste bokseklub, der fostrede en vaskeægte verdensmester i sværvægt, lokalhelten Brian Nielsen.

I dag er ’Super-Brians’ gamle træner formand i klubben, Johnny Antonsen står i hjørnet af den spartansk indrettede barak, som udgør både klubhus og træningssal, og ser til, mens 11 unge mennesker – 10 drenge og en pige – er ved at gøre sig klar til dagens træning. Han har både været med Brian Nielsen til OL i Sydney og til de store boksebrag om verdensmesterskabet, men det er længe siden, nu har han bare travlt med at få Korsør Amatør Bokseklub på fode igen, efter den tidligere ledelse løb fra ubetalte regninger for 50.000 kroner. Heldigvis er nye sponsorer kommet til, blandt andet med Brian Nielsens hjælp, fortæller den gamle boksetræner, hvis brune arme afslører, at han lige er kommet hjem fra ferie i Thailand. Han er en rigtig Korsør-dreng, born and raised, og selvom han de sidste 10 års tid ikke er kommet her så meget, fordi han ”har en dame i Høje-Taastrup”, ejer han stadig et lille sommerhus oppe ved Kelstrup Strand.

Korsør Amatør Bokseklub har hjemtaget et utal af titler, men for syv-otte år siden var der en bokser, ”der var lidt for stærk uden for ringen og endte med at blive smidt ud,” siger Johnny Antonsen. Som hævn kravlede bokseren en nat ind ad vinduet, brændte halvdelen af klubhuset ned, og en stor del af pokalerne gik tabt.

En noget yngre Johnny Antonsen i selskab med ’Super-Brian’ Nielsen.

De næste tre kvarter er der ingen kære mor for de 11 unge boksere, mens Kevin trækker dem igennem den ene udmattende øvelse efter den anden og til sidst sætter dem til at sprinte rundt mellem sandsækkene i salen i 10 minutter i træk, alle med tungen hængende ud af munden, undtagen Kevin selv, der næsten ikke kan tørre grinet af sit ansigt, her er han i sit es. Badet i sved, da det hele er overstået, dejser 21-årige Sofie Amalie Hansen om på gulvet og må lige have lidt luft, inden hun kan fortælle, at hun træner hernede tre gange om ugen og kommer hele vejen fra Skælskør, men snart får noget kortere vej, når hun og hendes forældre flytter til Korsør. Inden hun kører hjemad, siger hun også, at det er rigtigt, at boksning hurtigt kan blive noget mandehørm, men hun er ikke den eneste kvinde i klubben, der er også tre-fire andre, og selv hvis hun var, ville det ikke være noget problem, for hun kan sagtens følge med drengene.

Et brusebad senere spreder det lille hold af boksere sig for alle vinde, og snart er kun 24-årige Ahmad el Ahmad tilbage. Han er bokseklubbens nye, store håb, der sidste år blev danmarksmester i fjervægt, og ambitionen i år er – selvfølgelig – at genvinde titlen. Han er også næsten færdiguddannet som folkeskolelærer, mangler kun den sidste eksamen på mandag og har allerede fået job på Baggesenskolen, og så er han desuden født og opvokset på Motalavej, byens sociale boligkvarter, der tidligere var på ghettolisten og er kendt i resten af Korsør som stedet, hvor alle ballademagerne bor. Men spørger man Ahmad, der har mørkt, krøllet hår og er klædt i neongrøn T-shirt og blå fodboldshorts, er det ikke hele sandheden om hans barndomskvarter – og hvis det skulle være, giver han gerne en rundvisning.

I Korsør Amatør Bokseklub er der ingen kønsopdeling. Sofie Amalie Hansen træner med gutterne.

Ahmad el Ahmad begyndte til boksning, da han var 11 år gammel og ikke vejede mere end 34 kilo. Siden er han kommet i bokseklubben hver uge, kun afbrudt af et par skadespauser på grund af en brækket kæbe og et brækket håndled.

DAGEN EFTER, en tidlig fredag eftermiddag, sker der ikke meget i Korsørs gamle centrum, nej, faktisk sker der slet ingenting. Stille plejede her ellers ikke at være i de små gader, dengang storebæltsfærgerne stadig sejlede i land, dengang Korsør var et knudepunkt, der bandt Danmark sammen, og mindre gang i gaden blev der vist heller ikke, da ’brobisserne’ kom til for at bygge Storebæltsforbindelsen, og byen blev kendt som et sted, hvor øretæverne hang løst nede på værtshusene.

Med dens godt og vel 14.000 indbyggere er Korsør utvivlsomt for stor til at være et sted, hvor alle kender alle, men til gengæld kender stort set alle nogen, der enten har arbejdet på færgerne eller på broen, hvis ikke de har arbejdet der selv. Efter næsten 10 års byggeri åbnede togforbindelsen over Storebælt i 1997 til tonerne af Shu-bi-dua spillende på en togvogn trillende ud ad tunnellen, året efter mødte dronningen op i Krone 2 og kørte som den første over den nye Storebæltsbro i bil, ja, stor ståhej var der og endnu større forventninger til, at den nye bro ville bringe vækst og nye arbejdspladser til bæltbyerne. En undersøgelse fra Transportministeriet har anslået, at broen frem mod 2050 vil give en samfundsmæssig gevinst på i alt 380 milliarder kroner, og det er da meget godt, siger de i Korsør, men her mærker de lokale ikke meget til det: Ifølge Erhvervshus Sjælland forsvandt tværtimod 900 arbejdspladser fra byen i perioden 1999-2006, efter færgeforbindelsen lukkede, og brobisserne pakkede deres værktøjskasser og tog hjem.

Effekten af sidstnævnte kan måles direkte på antallet af værtshuse i byen, der er mere end halveret, men et af de steder, man stadig holder stand, er Torvebodegaen, hvor billardbordet i weekenderne da godt kan tiltrække lidt unge mennesker, bevares, men ellers er det stamgæsterne, man lever af. Sammen med sin mand Jan har Lene Bay Brandt-Knudsen ejet stedet siden 1984, eller også var det 1985, dengang var det en grillbar ejet af Jans far, ”men det gad Jan sgu ikke, selvom han er kok og har arbejdet både nede på Marinaen og på færgerne,” siger Lene, så i stedet åbnede de en bodega, en rigtig brun en med skilte på væggen, hvor der står ting som ”Kredit er som sex, nogle får det, andre gør ikke”, og hvor det er tilladt at ryge – selv ved pissoiret på herretoilettet er der et askebæger.

’Mutti’ har dansk pas, men er stadig tysker indeni.

På Torvebodegaen er man på fornavn med hinanden, hvis ikke man er på kælenavn, og ’Oller’ og ’Mutti’ og alle de andre, som kommer her fast og passer på hinanden, sørger for at ringe og tjekke, hvis man en dag pludselig ikke skulle møde op. Ved et af bordene sidder Lena, der er 62 år gammel og engang boede i lejligheden oven på bodegaen, det var sådan, hun begyndte at komme her omkring årtusindskiftet, og så mødte hun Brian, der sidder overfor, ”vi delte en pose Haribo”, og i dag har de været gift i 22 år. 55-årige Brian er førtidspensionist, går med krykke efter en arbejdsulykke, og når han skal rundt i byen, tager han ’spasseren’, som han kalder sin trehjulede scooter. En årrække var han mekaniker på Storebæltstunnellen, men så blev den jo færdig, og Brian blev i stedet bartender her på stedet, inden han senere blev ansat på værftet hos smede- og maskinværkstedet HRS. I 33 år er han kommet på Torvebodegaen stort set hver eneste uge, og han kan stadig huske den første gang: Det var kort tid efter, at han som nyuddannet smed var kommet til byen hjemme fra Langeland, han havde været på nattevagt i tunnellen, og da han fik fri klokken seks om morgenen, kunne han ikke sove, så han gik på torvet og fik sig en godnat-bajer.

I det modsatte hjørne af værtshuset, henne ved døren, sidder en lille, gråhåret kvinde og kæderyger. Det er Mutti, som stammer fra en tysk familie og oprindeligt er fra Sønderborg, men så flyttede hendes mor og tog hende med sig, først til Herning og videre til Ikast, inden de drog østpå og endte i Korsør. Mutti har boet her næsten altid, men kalder alligevel Sjælland for ’Djævleøen’, og hvis sandheden skal frem, er hun stadig tysker af hjertet, så når Danmark møder Tyskland i fodbold, holder hun altså med Die Mannschaft. Mutti elsker at tale tysk, selv når hun taler dansk, kryber der et ach so og et aber doch ind hist og her, og når hun ikke sidder på sin plads på Torvebodegaen, støtter hun sig til en rollator, der er blevet nødvendig, fordi hun har brækket både lårben og ankel i et fald. Først fik hun ordineret morfin, ”men man bliver fandeme så afhængig af det lort”, så nu ryger hun en lille én en gang imellem, det tager toppen af smerterne, og da hun var på hospitalet, mødte hun en yngre læge, der sagde, at hvis det hjalp, skulle hun endelig bare blive ved. Mutti er 69, men kunne skydes til at være 20 år ældre, sådan er livet hårdt ved nogle, men hun har ikke haft det værre end de misbrugere, hun arbejdede med for Kirkens Korshær, mens hun stadig kunne, og når det hele blev lidt for meget, gik hun hjem og satte Black Sabbath på for at rense hovedet.

”Du må gerne undgå den værste dobbelthage, når du tager billeder,” siger Helle Jørnung, trofast stamkunde hos Dennis Knudsen gennem 25 år.

MIDT I DEN butiksdød, der findes i Korsør såvel som i alle andre danske provinsbyer og senest har taget livet af en kiosk og Flügger Farver ovre på Møllevangen, har en regulær kendis rykket sin forretning til byen. Sidst i november 2021 kunne korsoranerne således læse i deres ugeblade, at Dennis Knudsen, de kendtes frisør, var faldet pladask for en luksusvilla i Sydbyen og havde betalt 13 millioner kroner for 300 kvadratmeter med direkte adgang til stranden og masser af plads til hans tre små børn, og godt et halvt år senere kom så en endnu større nyhed: Den 60-årige frisør og stylist var blevet træt af at pendle, havde solgt sin salon i København og besluttet sig for at rykke House of Dennis Knudsen til Korsør. 

I dag må hans stamkunder derfor indfinde sig på Nygade 13, ikke langt fra torvet, og det er præcis, hvad Helle Jørnung har gjort denne fredag eftermiddag, klædt i sort nederdel og en top med leopardplettede ærmer. Den lyshårede kvinde ser ud til at være jævnaldrende med Knudsen, hun er kørt hele vejen fra Hareskovby nord for København, fordi ”ingen klipper ligesom Dennis”, og derfor har hun været kunde i mere end 25 år. I dag driver hun rekrutteringsbureauet Best Talent, men dengang hun først begyndte at komme i salonen i København, arbejdede hun som coach og havde hjulpet Dennis Knudsen ud af en periode med stress og angst, efter han havde festet lidt for hårdt og lidt for længe. Alt det hører dog fortiden til, Dennis Knudsen er en anden og gladere mand i dag, fortæller han, mens han står og vasker hår på dagens sidste kunde, omgivet af portrætter af stjerner som Nicole Kidman, Willem Dafoe, Yoko Ono og Tommy Hilfiger, som han alle har haft i stolen.

”Du klipper bare, som du vil, Dennis,” siger Helle med stemmen fuld af tiltro. 

”Do your worst.”

På hjørnet over for frisørsalonen har Dennis Knudsen også overtaget et lokale på 400 kvadratmeter, her holder han foredrag med titler som ’Fra Mørkhøj til Hollywood’, ’Mit liv som singlefar’ og ’Angst, misbrug & depression’, og i maj var der ladies night med 160 kvinder og et par mænd (”hvis man er singlemand, skal man tage til et af Dennis’ arrangementer,” indskyder Helle nede fra frisørstolen), hvor Dennis Knudsen hev publikum op på scenen og stylede dem på skift. Det var også i det nye lokale, at han for et par uger siden lavede det helt store udtræk til sin 60-års fødselsdag, da han inviterede hele byen til fest med rød løber og unge, olieindsmurte mænd, der serverede saltstænger, drinks, rejecocktails og frikadeller på fad – 600 stk. i alt, som frisøren selv havde stået og stegt.

I det hele taget er Dennis Knudsen fuldkommen overvældet over den modtagelse, han har fået i Korsør. Folk er så flinke, siger han, og de er glade for, at der er nogen, der sætter lidt gang i gaden. For jo, han kan da også godt se, at byen er lidt død, at der er lidt mange tomme butikslokaler, men det sker jo ikke kun i Korsør, og så er det bare skønt at se, at hans gamle kunder følger med, kommer kørende hele vejen på tværs af Sjælland.

UDEN FOR FRISØRSALONEN, midt i klipningen, lyder pludselig et ordentligt brøl. Op er rullet en slags forvokset rød legetøjsbil, en beach buggy hedder det, og i den sidder 23-årige ’Maggie’, der egentlig hedder Mathias, men hans venner har vist aldrig hørt ham omtalt ved hans rigtige navn. På ladet står en Soundboks, og lyden af bilen og musikken tiltrækker hurtigt et større sammenrend af unge mennesker ude foran Chili Pizza & Kebabhouse, primært unge mænd, men også Celina Togeskov. Den 21-årige kvinde i grå hættetrøje og hvide, malerplettede shorts kommer fra Ishøj, det kan tydeligt høres på hendes dialekt, men i halvandet års tid har hun gået på FGU – Forberedende Grunduddannelse – i Korsør, på malerlinjen, og på sådan en fredag tager hun gerne på Mac Allister’s Pub, som alle bare kalder Bagergården, for det plejede den at hedde. Hun kunne også tage bussen hjem til Slagelse, hvor hun bor, men hun kan bedre lide at gå på bodega end på diskotek, og der er bare lidt mere hyggeligt i Korsør, synes hun og fortæller så, at de unge kalder Slagelse-Skælskør-Korsør for ’Bermudatrekanten’, fordi det er her, der er mest drama, mest ballade.

Et sted i klyngen står også 19-årige Sebastian, der arbejder med at lægge fjernvarme i byen, det er derfor, skulle man ikke have bemærket det, at halvdelen af Korsør for tiden er gravet op og fuld af orange vejpæle og sorte rør. Han har også en ven, siger han grinende, hvis knallert er tunet så meget, at det lyder som pistolskud, når han kører gennem byen (det skal vise sig ikke at være en overdrivelse, lidt senere, oppe på Halsskovbroen, da en rødsort knallert pludselig gasser op og drøner væk fra Sydbyen), og forleden gjorde larmen en ældre mand så forbandet arrig, at han stoppede vennen og truede ham med en kniv. Det lyder jo alvorligt, men ingen af de unge lader til at tage det særligt tungt, og nogle minutter senere, mens klokken runder 18, spredes gruppen igen lige så hurtigt, som den samledes.

I hverdagene mødes Brian og de andre stamgæster på Torvebodegaen. I weekenderne holder de i stedet til nede i Korsør Marineforening.

TILBAGE PÅ TORVEBODEGAEN, som timerne går, skiftes der løbende lidt ud i klientellet, Brian og Lena er smuttet, men Mutti er her endnu, og ind ad døren er kommet Allan, en midaldrende mand i lyseblå polo og med kort, gråt hår. For 10 år siden flyttede han hertil fra København, nu pendler han hver dag frem og tilbage til sit arbejde i ”en statslig institution” – nærmere ønsker han ikke at uddybe – og fredag eftermiddag, når han kommer hjem fra job, går han ned på Torvebodegaen og får sig nogle kolde og måske en lille én.

Allan har på det seneste bemærket, at de i Sjællandske, efter Helge Wedel er stoppet, har fjernet Korsør i avisens sidehoved og i stedet proppet det hele ind under Slagelse, men skulle det ske, at der kom en negativ historie, ”ja, så skal de sgu nok stadig huske at skrive Korsør”, siger Allan, der er træt af, at medierne fremhæver byen for det dårlige.

”Jeg hører tit fra mine kolleger: ’Hvorfor fa’en gider du bo helt dernede?’ Men jeg har ikke fortrudt et sekund, for hver gang jeg træder ud af toget på Korsør Station, sænker jeg skuldrene og kommer helt ned i tempo.”

Der er enighed rundt om bordene. Medierne skriver sgu ikke om andet end ballade oppe på Motalavej eller om PFAS, og så er der jo også ham, som alle udmærket ved hvem er, men som ingen må nævne ved navn, den formodede gerningsmand bag både drabet på Emilie Meng for syv år siden og kidnapningen af en 13-årig pige, som i april forsvandt ved Sorø og blev fundet ude i Svenstrup. Allan sænker stemmen, det gør de fleste i Korsør, når man spørger til sagen, mens andre vil vide, om diktafonen stadig er tændt. Man taler helst ikke om det, og alligevel gør man, i krogene, her og der, både unge og gamle, også Allan, inden han ringer med klokken og giver en omgang til alle, inklusive Erling, der sidder ved siden af på sin faste plads ved bordet tættest på baren. Han har seks-syv minutters gang herhen ”og nogle gange lidt længere hjem, især hvis der har været Underberg på bordet,” siger han, så der grines højt, stemningen letter igen, og kun Allan bevarer alvoren, i hvert fald delvist, da han vender sig om og kigger direkte på mig, mens vi siger farvel:

”Skriv nu noget godt om Korsør, ikke?”

EN GOD HISTORIE om Korsør ønsker de sig også ovre på Halsskovsiden, hvor hverken afbrændingsforbud eller en lukket mole kan forhindre wakeboard-foreningen Korsør Cable Park i at fejre sankthans på ’Fake Jamaica’, som er det kælenavn, de har givet den gamle færgehavn. Ved en lille hjemmebygget badebro, hvorfra kabelbanen løber ud i vandet, er 30-40 mennesker samlet om vandsport, grill og en fladskærm, der viser bål i mangel af bedre, og mens deres niårige søn drøner rundt i våddragt, står ægteparret Rasmus og Cat og ser smilende til. De har begge boet i Korsør hele deres liv, bortset fra to år, hvor Cat var i Hjørring med noget uddannelse, de kan spore deres familier fem og seks generationer tilbage i byen, og heller ikke de forstår, at det altid er kedelige overskrifter, de kan læse om deres by. Hvorfor ikke skrive noget om picnickoncerterne, spørger Cat, som i øvrigt ikke mener, at det er noget nyt, det med de negative historier.

”Korsør har altid været stemplet,” siger hun. 

”Da jeg var ung i 90’erne, talte man om, at det var den by i Danmark med mest kriminalitet per indbygger.”

Men Cat og Rasmus er stolte af deres by, og de kan fortælle alle de gode anekdoter, for eksempel at Kim Larsen som ung var lærer ude på Tårnborgskolen, og at det var på turene til og fra byen, at han fandt inspiration til ’Blaffersangen’, der begynder med linjerne: ”Jeg går ad vejen mod Korsør / En tidlig fredag aften.” De kan også fortælle, at Korsør har verdens ældste fungerende biograf – som i hele verden – og selvom der var nogle i Polen, eller også var det i Litauen, som en overgang påstod, at deres er ældre, er det for længst blevet tilbagevist. Kort sagt kunne Cat og Rasmus ikke forestille sig at bo andre steder end her, og da slet ikke i København, for de vil ikke undvære naturen og vandet og sammenholdet i Korsør. De var også med, dengang hundredvis af frivillige korsoranere iværksatte en omfattende eftersøgning efter Emilie Meng, helt fra Jylland kom en af Rasmus’ venner for at hjælpe, opdelt i hold ledte de i dagevis, men forgæves, og så måtte de lære at leve med det, efterhånden, indtil den formodede gerningsmand i april blev arresteret.

”Man prøvede jo ellers at glemme det lidt,” siger Rasmus, og det er da heller ikke det, der skal fylde i aften. Stemningen er god, der er pølser på grillen, om lidt er der båltale og sang, og i vandet leger børnene, mens solen langsomt er ved at kravle ned bag Storebæltsbroen.

DET ER SYV ÅR siden, alligevel hænger sagen stadig over byen som en skygge. Ved firetiden om morgenen søndag den 10. juli 2016 stod tre unge kvinder af toget på Korsør Station efter en bytur i Slagelse, fra stationen havde de bestilt en taxa, men mens to af kvinderne satte sig ind i bilen, valgte 17-årige Emilie Meng i stedet at gå de 3,5 kilometer alene hjem til sine forældre. Hvad der helt præcis skete, efter de sagde farvel, er der stadig ingen andre end gerningsmanden, der med sikkerhed ved, men det blev sidste gang, at veninderne – og nogen andre i Korsør – så Emilie Meng i live.

Senere samme morgen landede Helge Wedel i Kastrup Lufthavn med sin familie, hjemvendt fra en uges ferie i Grækenland, og sad bag rattet i bilen på vej ud af lufthavnen, da han blev ringet op af en kilde, som tippede ham om to historier i prioriteret rækkefølge. Den ene kunne han bekræfte ved selvsyn, mens han kørte ind i Korsør: at der var udbrudt brand på den gamle Basta Låsefabrik ude ved Møllevangen, og skulle man være i tvivl, kunne man bare kigge op og se, at himlen var sort af røg. Den anden historie var, at en ung kvinde ikke var mødt op til kor nede i Sankt Povls Kirke, tilsyneladende forsvundet, men de første timer tog ingen andre end familien sig videre af det, heller ikke politiet.

Selv havde Helge en uge tilbage af sin ferie og lod kollegerne på avisen tage sig af begge dele, men da han mødte på arbejde otte dage senere, var ­Emilie Mengs forsvinden gået fra en lille notits til breaking news. Politiet ledte med hunde, dykkere og helikopter efter den 17-årige gymnasieelev, og flere hundrede frivillige finkæmmede byen, strandene og de omkringliggende skove. En af de første artikler, Helge skrev, handlede om, at politiets efterforskning var ferieramt, i alt er det blevet til flere hundrede hi­storier om sagen, og på grund af sit omfattende kildenetværk i byen var Helge ofte først, vidste, hvor og hvornår politiet rykkede ud, og så stod han der, klar til at stille spørgsmål, men for det meste uden svar.

”Til sidst blev det fast rutine,” fortæller Helge, ”at jeg ringede til Søren Ravn (efterforskningsleder i sagen, red.) og sagde: ’Du har nogle folk ude at grave på Motalavej, kan du bekræfte, at det er Emilies taske, de leder efter?’ Hvortil han svarede: ’Helge, hold nu op, det ved du godt, at jeg ikke kan.’”

Der skulle gå seks måneder, før en hundelufter fra Borup nær Køge juleaftensdag fandt et lig i en sø ved Regnemarks Bakke, mere end 60 kilometer fra Korsør. Retsmedicinske undersøgelser fastslog, at der var tale om Emilie Meng, at hun var blevet dræbt og efterladt i søen, og siden er det kommet frem, at politiet i efterforskningen begik en række alvorlige fejltrin, fordi man til at begynde med slet ikke betragtede hendes forsvinden som en kriminalsag. 

Måske var det belært af disse fejl, bemærker Helge, at man gik anderledes hastigt til værks, da en 13-årig pige 15. april i år forsvandt fra Kirkerup ved Slagelse, netop som hun var blevet færdig med sin avisrute. En omfattende eftersøgning blev iværksat, og allerede dagen efter havde politiet lokaliseret en adresse i Svenstrup, hvor de anholdt en 32-årig mand og fandt den 13-årige pige i live. På adressen beslaglagde politiet desuden en Hyundai i30 magen til den, man havde efterlyst i sagen om Emilie Meng, og 26. april blev den 32-årige sigtet for både frihedsberøvelse og voldtægt af den 13-årige samt for mordet på Emilie Meng og yderligere et voldtægtsforsøg på en 15-årig pige i Sorø. Den 32-årige nægter sig skyldig og afventer i skrivende stund sin retssag.

Storebæltsbroen vedligeholdes løbende via pletmaling af rustpletter, indtil hele broen på et tidspunkt skal males over.

DEN SOMMER Emilie Meng forsvandt, gik Ida Lomholt Wismann ud af 3. g på Slagelse Gymnasium. Den 27-årige TV 2-journalist husker, at hun i tiden efter bortførelsen ikke turde gå alene hjem om natten, og at hendes forældre i øvrigt ikke ville lade hende, selv hvis hun gjorde, for alle var bange for, at det, der var sket for Emilie, også kunne ske for andre.

”Selv den dag i dag får jeg stadig ikke lov til at tage toget fra Korsør Station om aftenen, uden at nogen, jeg kender, følger mig helt ned på perronen og bliver stående, indtil toget er kørt,” siger Ida, der er født og opvokset i Slagelse, men kommet meget i Korsør, og som tidligere på året stod bag en dokumentar på TV 2 om Emilie Meng-sagen med udgangspunkt i hendes eget, perifere bekendtskab med den 32-årige mand. Ifølge hende var det ”et sår, der blev revet op”, ikke kun for Korsør, men hele egnen, da den 13-årige pige blev kidnappet i april, og for hendes eget vedkommende blev hun mindet om den sommer i 2016, der skulle have været fri for bekymringer, fyldt med studenterfester og solopgange, men som i stedet blev en sommer fuld af nervøsitet, rygter og forældre, som insisterede på at hente og bringe overalt. 

For nogle måneder siden, da Ida var hjemme for at interviewe kilder til TV 2-dokumentaren, mødte hun mennesker, heriblandt Emilie Mengs mor, for hvem alle de dårlige minder pludselig var væltet frem igen. Nu håber de bare, fortalte de, at det endelig, langt om længe, er lykkedes politiet at finde den skyldige. Først da kan helingen for alvor begynde.

SOMMERFERIEN ER GÅET, forsommer er blevet til sensommer, og oppe på Motalavej, der tager sit udspring i en rundkørsel, hvor også bokseklubben ligger, har børnene fået fri fra skole og begyndt at pible ud mellem boligblokkene. Rundt om et sving nede midt på vejen ligger den lokale moské, og overfor, bag et sort metalhegn, ligger også Korsør Nærpoliti, en ny, lokal politistation, der åbnede i august 2022 med både besøg af justitsministeren og et mål om større tryghed for borgerne i kvarteret, som i mange år har været plaget af uro og kriminalitet. I landsdækkende medier har man kunnet følge med i historier om sammenstød mellem politiet og unge bandemedlemmer, om en bitter fejde mellem to lokale klaner, der har ført til masseslagsmål, knivstikkerier og skudepisoder, men lige denne mandag eftermiddag er det svært at få øje på, hvor balladen skulle komme fra, i hvert fald ikke nede fra Kvarterhuset, områdets kommunale forsamlingshus, hvor tre kvinder i løse gevandter har samlet sig rundt om et bord.

Hver anden fredag mødes medlemmerne af Kvindeforum Motalavej, hvis medlemstal gennem årene har svinget fra nogle og 20 til 50 kvinder, der drikker kaffe, snakker om stort og småt, holder sammenskudsgilde og arrangerer foredrag og udflugter. Foreningen blev stiftet for 12 år siden, forkvinde Aicha Tifroute har været med hele vejen, og det er her i lokalerne, hun har mødt og er blevet veninder med Majedeh Rahim og Batul Salah og med Nabila El-Ali, som også skulle være dukket op, hvis altså ikke hun var blevet forsinket på vej hjem fra sit arbejde som læge på Holbæk Sygehus. De fortæller, at mange kvinder på Motalavej ikke har det store sociale netværk uden for familien, og selvom nogle til gengæld har store familier, både fætre, kusiner, onkler og tanter i kvarteret, er der andre som for eksempel Aicha og Batul, der kun har deres mænd og deres børn og måske føler sig lidt ensomme. I Kvindeforum Motalavej kan man som kvinde finde frirum, gode råd, en ny opskrift eller et nyt bekendtskab, og går man og tror, at det bare er en lukket klub for ikke-etnisk danske kvinder, tager man fejl, alle er velkomne, også dem fra andre dele af Korsør.

Desværre kommer der ikke så mange udefra, faktisk slet ikke nogen, heller ikke når de inviterer resten af byen til loppemarked, laver opslag på Facebook og hænger sedler op nede i gågaden. Men hvis Muhammed ikke kan lokke bjerget til sig, må Muhammed gå til bjerget, og derfor har kvinderne besluttet, at det næste loppemarked skal foregå nede i byen.

Fra venstre: Nabila El-Ali, Aicha Tifroute, Majedeh Raim og Batul Salah på Motalavej. Ifølge Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi er antallet af straffelovsanmeldelser i kvarteret faldende, og i Justitsministeriets store tryghedsundersøgelse fra 2022 svarede 74,8 procent af borgerne på Motalavej, at de følte sig trygge – en stigning fra 68,9 procent året før.

I MELLEMTIDEN, oppe ved rundkørslen, har Ahmad el Ahmad skiftet sportstøj og boksehandsker ud med hvid hørskjorte, beigefarvede bukser og Birkenstock-sandaler og parkeret sin bil henne bag Lidl. Han har lige fået fri fra sit nye job på Baggesenskolen, og selvom det er flere år siden, han flyttede fra Motalavej til en lille ejerlejlighed ude ved byens svømmehal, er det tydeligt, at han stadig er på hjemmebane, ude af stand til at gå ret langt, uden at der er nogen, der skal hilses på eller vinkes til. Vi passerer nummer 68, hvor hans barndomshjem plejede at ligge, i dag er det og flere andre opgange revet ned og erstattet af nyere, lavere byggeri, men ellers siger han, at Motalavej ligner sig selv med gule mursten og beton og altaner med skydevinduer.

Ahmad kender historierne om klanfejden, ja, han tilhører selv en af de to stridende familier, men alligevel har han svært ved at forklare, hvad balladen egentlig går ud på. Han er ikke sikker på, at der overhovedet er nogen, som længere kan huske det, og han har i øvrigt ikke selv været involveret, holdt sig ude af det, men helt kort fortalt er det vist noget med, at fjendskabet stammer tilbage fra en flygtningelejr i Libanon i 80’erne. Fra Libanon til Danmark kom hans forældre også, efter de var flygtet fra Palæstina, og bosatte sig i Korsør, fik fem børn, hvoraf Ahmad er det mellemste. Hans mor gik derhjemme, mens faren transporterede blodprøver rundt mellem hospitaler på Sjælland, boksede med Brian Nielsen og de andre nede i bokseklubben, men siden fik han dårlig ryg, og i dag er han førtidspensionist.

Det var en ”virkelig dårlig dansklærer”, der i 9. klasse inspirerede Ahmad til selv at blive folkeskolelærer: ”Jeg ville være alt det, hun ikke var,” siger han.

På papiret er Ahmad nok en af dem, man ville fremhæve som en positiv integrationshistorie i Korsør, men han er langtfra den eneste, siger han og giver sig til at fortælle om gamle klassekammerater, der læser på universitetet, medicin og jura, mens andre igen er blevet sygeplejersker eller er taget på pædagogseminariet. Og ja, så er der også dem, som begynder at sælge lidt nede på gaden, som kommer op at slås, stikker med kniv og ender i fængsel, men det er måske fem procent, så hvorfor skal de fylde det hele, når snakken falder på Motalavej?

Ahmad husker dem, fra da han var yngre, vennerne, der pludselig fik penge mellem hænderne, nyt tøj, ny Mercedes og råd til at gå på dyr restaurant, alt imens han selv gik på gymnasiet og fik hjemmeboende SU. Han erkender, at det var fristende, de hurtige penge, der aldrig var mere end et opkald væk – ”ærligt, hvem kan sige andet?” – og havde han ikke lyttet til sine forældre, fået den mentale styrke og disciplinen med sig fra bokseklubben, hvem ved, om det så var gået anderledes, sådan som det gjorde for hans storebror. I folkeskolen var han i hvert fald ikke nem at trænge igennem til, det lægger han ikke skjul på, men var han og rødderne blevet mødt med større forståelse og ikke bare opgivet og stemplet som ballademagere, var der måske lidt flere af dem, som var endt med diplomer i stedet for domme. Det husker han sig selv og sine kolleger på, når han i dag møder andre utilpassede børn som lærer på Baggesenskolen: at der ofte er både en forklaring og et menneske bag, og at en ”dårlig” adresse ikke behøver at føre til et dårligt liv.

Heller ikke selv om den adresse er Motalavej i Korsør.

DEN ALLERSIDSTE STORE BEDEDAG på Døllefjelde-Musse Marked begyndte tidlig morgen med gratis kaffe i Café Corner og sluttede om natten med musikeren Pattesutter i Markedsteltet. Og selvom mange fortalte mig, at én dag langtfra er nok til at indfange alt det, som markedet, der blandt venner bare kaldes Dølle, kan byde på, skete der ikke så lidt i timerne mellem de to yderpunkter. 

Jeg så en lokal mand knalde en udlænding i hovedet, så tuden brækkede. Jeg så en ung fyr fra Ringsted trække flere hund­rede kilo efter sig til sjællandsmesterskaberne i havetraktortræk i en ombygget havetraktor med navnet ’Fuck you Greta’, en maskine, han fik i konfirmationsgave, og som siden er blevet ombygget i en sådan grad, at den ikke længere kan slå græs. 

Jeg blev antastet af en ældre mand, der som en søvngænger forsøgte at sælge lodder til en tombola, hvor man kunne vinde enorme bamser og tarvelige trøstepræmier. Jeg så en dame med en amerikansk borgerkrigshat sælge luftgeværer med kikkertsigte. Jeg blev tilbudt en hel plade hash af en 16-årig fyr med ADHD i ungdomscampen. Han havde ikke sovet i over et døgn, fortalte han, hvorefter han også tilbød kokain, amfetamin og svampe, fordi alt åbenbart er tilgængeligt på Døllefjelde-Musse Marked, hvor bagmændene kommer med bæltetaskerne fulde på trods af snusende politihunde. Jeg så en ældre kvinde tage musikeren Chief 1 på måsen, mens han gik rundt blandt publikum i et propfuldt festtelt, hvortil han sagde, at man altså kunne blive fyret for sådan en hånd. Så grinte han og bad hende gøre det igen, og så grinte hele teltet med. 

Jeg talte med mennesker, der har været på markedspladsen, siden før de kunne gå, og jeg talte med deres forældre, som var med til at starte markedet, dengang heste og kaniner og den berygtede jyske forretningsmand Jens Peter Svendsen, bedre kendt som ’Låsby-Svendsen’, var en del af det. Jeg så to fuldvoksne mænd forsøge i fællesskab at presse en ’døllepølle’ ned i et alt for lille fransk hotdog-brød. Jeg så en præst, der for alt i verden ikke ville kramme en landevejsridder med kaldenavnet ’Storken’, og jeg overværede Finn Nørbygaard holde gudstjeneste om, tja, Finn Nørbygaard.

Alligevel fortalte alle markedsgæsterne, at jeg ikke havde set noget endnu, og at jeg burde komme dagen efter, hvor det rigtig ville gå løs med damefrokosten, som er hele markedets store trækplaster – en kæmpe fest, hvor 1.600 damer iført tyrolerhatte, sombreroer og andre spændende hatte betaler for at rive tøjet af unge, lokale tjenere til lyden af et liveband. Som Simon Hansen, den socialdemokratiske borgmester i Guldborgsund Kommune, fortalte mig, lægger damerne alt, der hedder MeToo, inden de går ind i teltet, og mændene plejer at sige, at det er ligesom at se køerne komme på græs, når damerne kommer ud igen. En anden fortalte, at flere kvinder bliver hentet af ambulance, før de overhovedet rammer teltet, fordi de er så fulde, mens en helt tredje nævnte, at hvis mændene opførte sig som kvinderne, så ville de blive hentet af salatfadet.

Mændene har dog også deres frokost, om end herrefrokosten er noget mindre. Den sælger et par hundrede billetter, og selvom der både er bare babser og stegt flæsk, er det ikke en institution på samme måde som damefrokosten, der i år skulle husere for 22. gang. Men det nåede jeg heller ikke at opleve, ligesom jeg hverken nåede spøgelseshuset ’Falster House of Horror’ eller fik taget sigte i skydeteltet. Jeg fik ikke trukket ponytræk eller overfløjet markedspladsen i helikopter. Jeg mødte ikke Morten Messerschmidt, som ifølge elektroniske bannerreklamer i Nykøbing Falster ville gøre sin entré dagen efter, og jeg fandt aldrig Låsby-Svendsens søn, der angiveligt skulle have en kræmmerbod i nærheden af den gamle ølvogn. 

At gennemgå Døllefjelde-Musses markedsavis på bagkant er en lang erkendelse. Nej, jeg havde ikke tid nok til at opleve markedet i al dets magt og vælde. Det større spørgsmål er, om jeg får muligheden igen. For måske er tiden ved at rinde ud for Dølle.

Det skal tilføjes, at den mand, der fik en på lampen og brækkede næsen, selv bad om det. Eller, han var i hvert fald med på spillereglerne. For det skete i en titelkamp i sværvægtsklassen foran 2.500 mennesker i et tolvmasters markedstelt med internationale dommere fra bokseforbundet IBF på sidelinjen, hvor albanske Sefer Seferi mødte den 33-årige falstring Kem Ljungquist. En hovedattraktion, som også markedsavisen varmede op til:

”Kom og vær en del af Danmarks bedste publikum til en gratis, men historisk eftermiddag, hvor der tilmed kæmpes om den største titel i sværvægtsboksning på dansk jord nogensinde!”

Måske en overdrivelse, men arrangørerne peger på, at det er første gang, der bokses om en titel i et af de fire store forbund i sværvægtsklassen, og at det er paradoksalt, at det er gratis og på Døllefjelde-Musse Marked. Uanset hvad var det en stor og vigtig kamp for Kem Ljungquist, som ikke blot skulle bokse ved stævnet, men også stod som medarrangør af kampen. 

”OPRINDELIGT VILLE JEG gerne lave noget overdrevet. Jeg overvejede et stort amfiteater eller en boksering ved Dodekalitten, hvor Minds of 99 har holdt koncert,” siger den kronragede bokser to dage før kampen, mens han vasker tøj i sin lejlighed i Valby, hvor han bor med sin kæreste og deres søn, og hvor vi ad flere omgange må et smut i kælderen for at fylde vaskemaskinerne med trænings- og børnetøj og et smut på altanen for at få det hængt til tørre.

Men selvom Dodekalitten – et påskeøagtigt kompleks af 12 stenskulpturer, der står i kystlandskabet ved Kragenæs på Nordvest­lolland – kunne have været en spektakulær kulisse for hans kamp, var Døllefjelde-Musse Marked nu engang en mere håndgribelig størrelse. Som festglad falstring var det noget, Kem Ljungquist havde et forhold til, og så snart han fik talt sig ind på markedets formand, Per Hansen, havde de en aftale. 

Nu håber Kem Ljungquist, at kampen kan blive en ny begyndelse for hans karriere, som faldt fra hinanden under corona-pandemien. Alle hans boksekampe blev aflyst, hans promotor pressede ham på løn, og han følte sig i det hele taget ikke værdsat og endte med at gå ud af samarbejdet med det internationale promotorfirma Wasserman.

”Det var først og fremmest en lettelse at komme ud af kontrakten. Men jeg var også sindssygt bange. Jeg var lige blevet far, og nu stod jeg uden nogen indtægt. Det var et skelsættende tidspunkt i mit liv. Jeg har ingen uddannelse overhovedet, og skulle jeg nu gå tilbage til amatørboksningen?”

Det gjorde Kem Ljungquist i en kort periode, hvor han vandt danmarksmesterskabet som amatør i den tungeste vægtklasse.

”Men der indså jeg hurtigt, at jeg var færdig med at stå i en halvtom hal en søndag aften. Jeg troede, at jeg kun boksede for mig selv, men jeg fandt ud af, at jeg nok også bokser for publikum,” siger han.

Han beskriver selv sin tilbagevenden til professionel boksning som ’ægte Rocky-stil’. I stedet for at vente på en kontrakt, der muligvis aldrig ville komme, besluttede han at arrangere egne stævner med sin lillebror som promotor. På den måde kunne han tage sin boksning tilbage til det, han kom fra. Til familien og til Lolland-Falster, selvom han stadig drømmer om et stævne ved Dodekalitten. 

Kem Ljungquist går ikke op i detaljer, og han går slet ikke op i overflade, fortæller han. Han kunne aldrig drømme om at købe en dyr bil, det siger ham intet, og han er fuldstændig ligeglad med, om han skal bokse på Døllefjelde-Musse Marked, i Royal Arena eller King Abdullahs Sports City i Saudi-Arabien, hvor han boksede mod og vandt over egypteren Mourad Omar på blot seks minutter tilbage i 2018. Men uden en anerkendt promotor, der kan trække i trådene, bliver man nødt til selv at arbejde dét hårdere. Boksebraget på Døllefjelde-Musse bliver hans femte kamp på knap et år, mens de fleste professionelle boksere holder sig på omkring to-tre kampe om året.

Den manglende opmærksomhed på detaljer skinner også igennem i lejligheden i Valby, hvor Kem Ljungquist selv står for renoveringen. Der mangler lidt fodlister og en dørkarm hist og her. I gangen har han sat gipsplader op, men det er endnu ikke blevet spartlet og malet. Og så har han et værelse udelukkende til bokserod og puslebord, hvor han i en eller anden pose finder det boksebælte fra forbundet WBC, som han vandt i september 2022 i Nykøbing F. Hallen. 

”Min kæreste hader, at jeg er ligeglad med den slags. Men som jeg ser det, behøver jeg ikke være mere end en god far, en god kæreste og en god bokser.”

PÅ DØLLEFJELDE-MUSSE MARKED sammenligner man ofte sig selv med Roskilde Festival. Ikke på grund af størrelse, budget, klientel eller musikalsk kvalitet, men fordi begge støvsuger de omkringliggende byer, som bliver mennesketomme versioner af sig selv de dage, begivenhederne løber af stablen. En af de mest markante forskelle på Roskilde Festival og Døllefjelde-Musse Marked åbenbarer sig, når man ankommer til pladsen, hvor en lang slange af folk med tårer i øjnene kniber ballerne sammen, mens de venter på at komme på toilettet. Modsat de fleste festivaler, hvor toilet er gratis, og festivalplads er betalingsområde, har Døllefjelde-Musse Marked gratis adgang, men betalingstoiletter. Man kan derfor vælge at betale fem kroner for et enkelt toiletbesøg eller 25 kroner for et armbånd, der giver ubegrænset lokum, og jeg skynder mig at købe armbånd til toiletvognene, mens jeg overhører folk beklage sig – både over toiletkøen og over afskaffelsen af store bededag.

Siden 1980 har Døllefjelde-Musse Marked været drevet af hundredvis af frivillige, som kommer for at have en fest. Noget at samles om. Og noget, der kan støtte op om de lokale foreninger, som knap ville kunne køre rundt af sig selv. Overskuddet går derfor ikke til nogen ejer eller markindehaver. Pengene bliver i stedet fordelt til almennyttige formål. Over en million kroner bliver uddelt til Døllefjelde-Musse Idrætsforening, Holeby-Bursø Gymnastikforening, Sakskøbing Handicap og Senior Svømmeklub, Toreby Centrets Venner, Øster Ulslev Skytteforening, og man kunne blive ved. Skal volleyball-klubben have nye bolde, sender man en ansøgning til Dølle. Skal roklubben have et nyt bekosteligt ror, sender man en ansøgning til Dølle.

Med afskaffelsen af store bededag bliver markedet potentielt amputeret. Som formand Per Hansen har forklaret til Lolland-Falsters Folketidende, kan man miste en tredjedel af omsætningen, mens omkostningerne vil forblive det samme. Uden helligdagen kan det betyde, at folk ikke vil tage på miniferie på campingområdet, mener formanden. Skiltningen skal også laves som, hvilket vil koste 300.000-500.000 kroner. Og hvem tager til åbningskoncert torsdag aften, hvis man skal tidligt op på arbejde dagen efter?

FOR DE FLESTE danskere er det en fridag mindre i fremtiden. Lidt mindre smør på brødet, lidt flere grå hår i hovedet, lidt dybere rynker i panden. For Døllefjelde-Musse Marked kan det gå hen at blive en kniv i hjertet. Og den lokale socialdemokratiske afdeling i Guldborgsund Kommune er taget til Døllefjelde-Musse Marked med nervøsitet i knæleddene. Det er trods alt deres parti, der har været bannerfører og ansigt på afskaffelsen af bededagen.

Gæsterne har dog ikke været alt for grove over for ham, fortæller den socialdemokratiske borgmester Simon Hansen i et overdækket kræmmertelt blandt haglgeværer, sengespecialister og lugten af frisklavet crepe. Før borgmesterens ankomst har vrede lollikker ellers råbt ad Socialdemokratiets bod og spurgt, hvordan de kan tillade sig at komme på besøg til noget, de forsøger at smadre. Alligevel er borgmesteren fortrøstningsfuld. Han tror, de fleste forstår, at han som kommunalpolitiker ikke kan gøre så meget ved folketingspolitikernes beslutninger. Og han er da også en af de få socialdemokrater, der ikke blev boykottet af Fagbevægelsens Hovedorganisation, sandsynligvis fordi han offentligt har været ude at kritisere forløbet omkring afskaffelsen af helligdagen. Måske ved han, at der er stemmer i Døllefjelde-Musse. Han er i hvert fald ikke i tvivl om, hvad markedet betyder for egnen.

”Der er hundredvis af frivillige, der langer fadøl over disken, sælger store pølser og sørger for, at det hele bare kører. At man med et knips kan tage det fra dem, det forstår jeg godt, man kan være harm over. Næste år skal de virkelig kæmpe for at trække det op på samme niveau. Se, hvor mange der er i dag. Så mange kommer der nok ikke næste år på en fredag uden fridag,” siger han og går op i et større perspektiv.

”Tingene er jo rykket væk. Der har været butiksdød, og gågaderne er blevet mindre. Alligevel kan frivillige kræfter holde fast i det her marked i efterhånden 43 år. I kommunen lavede vi for nogle år siden en kulturkanon, hvor borgerne kunne komme med forslag. I den kanon står Døllefjelde-Musse Marked, og det siger noget om, hvor vigtigt det er i folks bevidsthed. Nu kan det føles som endnu en ting, der bliver presset eller forsvinder fra området.” 

Men borgmesteren, som i en sidebemærkning fortæller, at hans storesøster er guddatter til Kem Ljungquists far, håber på, at de frivillige vil nytænke kræmmermarkedet til næste år, så det forbliver en attraktion – ligesom man har gjort i år ved at få boksning tilbage på markedspladsen.

DET ER MÅSKE meget godt, at Kem Ljungquist ikke har fine fornemmelser. Fra tidlig formiddag sidder samtlige boksere til dagens i alt fem kampe klemt sammen på de lave bænke i to små omklædningsrum i Døllefjelde-Musse Idrætsforenings klubhus, mens de venter på, at det er deres tur til at krydse markedspladsen med vagter på alle sider, som guider dem direkte ind i det enorme markedstelt med plads til tusindvis af mennesker.

Kem Ljungquist er hovednavnet og derfor også den sidste, der skal bokse. Med sine to meter og 114 kilo fylder han godt i omklædningsrummet. Men han synes ikke at have noget problem med trængslen. Tværtimod bliver han i takt med, at de andre forlader omklædningsrummet, stadig mere rastløs.

”Skal jeg bare sidde og glo her,” spørger han sin træner, Poul Duvill, der blandt andet har trænet bokserne Brian Nielsen og brødrene Bredahl samt tennisspillerne Caroline Wozniacki og Clara Tauson.

”Læg dig ned. Slap lidt af,” svarer træneren med munden fuld af nødder.

At han nu sidder i Kem Ljungquist ringhjørne og har trænet ham i seks måneder, var oprindeligt ikke en del af planen for ham.

”Jeg sagde nej flere gange, fordi jeg ikke gad den amatøragtige indstilling. Men så kom han rendende og beviste, at han ville køre professionelt, hvor man står mere fast, bliver mere bisset, træner mere og træner hårdere. Jeg bad ham om at gå all-in. Boksning er en pengesport, og det er en beskidt sport. Når man er på det niveau, vil den anden slå dig ihjel, hvis han kan komme til det,” siger Poul Duvill.

I mange år havde Kem Ljungquist svært ved netop det: at gå all-in. At låse sig fast på noget og ignorere resten af verden for dén ene ting.

”Jeg har levet en rodløs tilværelse i lange perioder af mit liv. Jeg har altid været ekstremt målrettet, men jeg har haft svært ved at finde min hylde,” siger han og begynder at remse en lang række mindre nederlag op.

Efter folkeskolen begyndte han som 16-årig på frisøruddannelsen, fordi han ville have sin egen barbersalon, hvilket han droppede under praktikken. Efterfølgende skulle han dagligt møde op på kommunen hos en vejleder, som fortalte, at han kunne undgå de daglige seancer, hvis han begyndte i 10. klasse. Så gjorde han det, hvorefter han begyndte på handelsskolernes grundforløb, hvor han startede og stoppede flere gange over de næste par år.

Han prøvede sig selv af som kok eller ernæringsassistent i en periode – han husker ikke hvilken af delene. Det droppede han også ud af. Han startede som tømrer, hvilket han godt kunne lide, men havde svært ved at holde fast i, og som 22-årig stoppede han igen. Men noget ændrede sig, da han mødte sin kæreste og flyttede til København. Pludselig havde han noget stabilt i sit liv, og da boksekarrieren formede sig, var det, som om fremtiden begyndte at give mening.

”For hver uddannelse, jeg fejlede eller ikke formåede at gennemføre, blev jeg mere og mere rodløs. Der var flere og flere steder, jeg ikke slog til, og i stedet gik jeg bare i byen med mine venner. Det var jo en deroute,” siger Kem Ljungquist.

”Men i bokseringen slog jeg til. Det blev min første sejr, og jeg forstod pludselig, hvad det vil sige at blive værdsat og være god nok. Jeg blev totalt høj af al den anerkendelse.”

KEM LJUNGQUIST VOKSEDE OP i et arbejderhjem i Nykøbing Falster, hvor alle var velkomne, og hvor venner og familie jævnligt kom forbi. Men til tider var det også et udfordret hjem, fortæller han, selvom han egentlig ikke har lyst til at dvæle alt for meget ved det. Han blev ikke slået, og der var ingen overgreb, men Kem Ljungquist lærte fra en tidlig alder, at der var større problemer og vigtigere udfordringer end hans egne. Det betød, at han aldrig har lært at bede andre om hjælp.

”Den dag i dag vægter jeg stadig alle andres problemer meget højere end mine egne,” siger han.

Men samtidig vil han gerne anerkendes og bevise, at ham, der droppede ud af alt og ikke kunne færdiggøre en uddannelse, faktisk kan udrette og opnå store ting. Tilsammen er det en giftig cocktail, siger han.

”Jeg hader at tale om det. Selv mine bedste venner ved ikke, at jeg har angst. Jeg har haft det hele livet, men det tog til i mine ungdomsår. Min kæreste fandt ud af det, da vi havde været sammen i syv år. Hun blev vildt ked af, at jeg aldrig havde fortalt, hvordan jeg havde det. Det er bare svært,” siger han.

Sidste gang Kem Ljungquist havde en periode, hvor angsten dominerede hans tilværelse, var for to år siden, da han fik opsagt sin professionelle kontrakt som bokser. Angsten faldt sammen med livskrisen, der opstod, mens han ikke anede, om han nogensinde skulle bokse professionelt igen. Men den tvivlende bokser var klar til forandring. Oplevelsen fik ham til at kontakte en mentaltræner, og det er nu mere end to år siden, han har haft et stort angstanfald. Han ved, at det højst sandsynligt ikke er noget, han kan slippe af med, men i det mindste er det under kontrol, også selvom han skal bokse sit livs vigtigste kamp.

”Den her kamp handler om liv og død. Hvis jeg taber kampen, skal jeg finde ud af, om jeg kan komme tilbage, eller om det skal være slut. Og så betyder det meget for mig personligt. Jeg gider sgu ikke være kendt på Lolland-Falster som ham, der fik fucking mange tæsk på Dølle.”

I 1980 VAR DER omkring 30.000 gæster, og Døllefjelde-Musse Marked endte med et overskud på 92.000 kroner. Der var 40 heste, og 56 kræmmere havde opstillet boder. Om lørdagen ankom 5.000 biler, som hver betalte fem kroner i parkeringsafgift, og måske vigtigst af alt spillede Blue Boys, der havde sat Døllefjelde-Musse på det danske landkort med deres sang om landsbyen med det besynderlige navn.

Året efter var der 50.000 gæster og et overskud på 150.000 kroner. Markedspladsen blev fordoblet, og 200 kræmmere meldte ­deres ankomst, mens stuntmanden Robert Gasser kastede sig ud fra 20 meters højde for at lande i en masse papkasser. I 1983 regnede det så meget, at 20 tons mudder skulle fjernes fra pladsen. I 1986 fik 77 bilister et girokort for ulovlig parkering på vejene omkring markedspladsen. I 1989 var Jørgen de Mylius konferencier ved et stort 60’er-bal, mens årets højdepunkt angiveligt var kvindelig mudderbrydning. 

I dag kommer flere end 120.000 mennesker over fire dage. Tilsammen spiser gæsterne et ton døllepøller om dagen, mens de genererer et overskud på en million kroner og mødes med de mennesker, de voksede op med. Fælles for de fleste lokale på pladsen er det, at Døllefjelde-Musse Marked er en tidskapsel, fortæller 36-årige Jesper Krag, der har været med 36 gange.

Han er født i landsbyen Store Musse og gik på den lokale Brydebjergskolen, som i dag er lukket, men dengang mødtes alle kammeraterne på kryds og tværs til Døllefjelde-Musse Marked.

Jesper Krag flyttede 10 kilometer væk fra Store Musse i 10 år, før han vendte tilbage til forældrene, familien og markedspladsen og købte hus i området. 

”Siden vi er blevet voksne, har det været en tradition, at alle de gamle fra området mødes om lørdagen til nogle øl.” 

For ham er markedet en del af livet ligesom jul, sankthans og påske. Og en modvægt til de døende landsbyer og de lukkede skoler og butikker, som han ser, hvis han tager rutebilen mod Rødby og vestpå mod Nakskov.

”Det betyder alt for området hernede. Jeg ved ikke, hvad fanden vi skulle gøre uden markedet.”

Jesper Krag var med, dengang Cult-teltet var epicenter for lokale slagsmål mellem falstringerne og mariboerne. Han var med, da motorcykelklubberne i 80’erne og 90’erne kom for at vise deres rygmærker og give en ørefigen. Og så har han været barn i karrusellerne, ung til koncerterne, og nu er han far og har smidt gps’er om halsen på sine små børn, så de kan drøne rundt.

”Men hvis du virkelig vil vide noget om Dølle, skal du tale med mine forældre.”

DET ER FØRSTE GANG, Kem Ljungquist skal bokse på Døllefjelde-Musse Marked, men det er ikke første gang, han er oppe at slås på Døllefjelde-Musse Marked. Ligesom Jesper Krag har han også været på markedspladsen i sin ungdom, og han husker også Cult-teltet:

”Det var ligesom en ­westernfilm, hvor folk røg ud gennem vinduerne.”

Nu har han forladt omklædningsrummet og er begyndt at småløbe til teltet, hvor bokseringen befinder sig. Han har blå overtrækssutter på fødderne, så den knastørre markedsplads ikke ødelægger hans boksesko. Da hans albanske modstander Sefer Seferi træder ind i ringen, er det til 50 Cents ’In da Club’. Kem Ljungquist ankommer til ’Mr. Swing King’ af Gnags og får smurt vaseline i hovedet af en langskægget hjælper i sit ringhjørne, før de 12 runder går i gang.

Det viser sig hurtigt, at Poul Duvills pisk igennem det sidste halve år har båret frugt. Den tårnhøje falstring er aggressiv, og albaneren falder til jorden i både første og anden runde, og hver gang begynder han næsten patetisk at kramme danskerens lår. Da nummerpigerne har vist sig et par gange, begynder der at lugte af tobak i teltet – det er et af Nykøbing Falsters kendteste bysbørn, forfatteren Knud Romer, der sidder blandt publikum og bakker på sin pibe. 

Efter tredje omgang taler Poul Duvill og Kem Ljungquist lidt forbi hinanden. Sidstnævnte påpeger, at modstanderen har brækket næsen, men det vil hans træner ikke høre på.

”Det er sgu da lige meget. Gå efter den!” svarer Poul Duvill.

Men Sefer Seferi kommer ikke ud fra tredje omgang, og næsen er i den grad brækket, midt på næseryggen, som om den var punkteret. Tydeligt lettet tager Kem Ljungquist mikrofonen og takker alle, der kom. Der er iskoldt i teltet, og hvid damp stiger fra bokserens isse og skuldre, mens han fortæller, at arrangementet ikke kunne være sket uden hans brødre, kæreste, sponsorer, træneren, Døllefjelde-Musse Marked og kommunen, som alle har hjulpet med penge eller tid.

Kem Ljungquist har stadig blod på handskerne, da han hænger dem i omklædningsrummet kort efter for at blive interviewet af TV 2, Radio SydhavsØerne og Boksenyt. Han får også gentaget, at han har været mere til stede denne gang, fordi han ikke skulle stå for alt selv.

Ved det seneste stævne, i september 2022 i Nykøbing, havde han nærmest ikke kunnet koncentrere sig om at bokse, fordi han skulle køre rundt med modstandere til og fra hoteller, sørge for, at bokseringen stod, hvor den skulle, og at der var musik i anlægget. Han købte flybilletter, og da et fly til Bosnien med tre boksere blev aflyst, skulle han ordne det hele med flyselskabet.

”Jeg nød det ikke, fordi jeg skulle stå for alt. Det var for hårdt. Bagefter var jeg helt udkørt,” fortæller han journalisterne.

Men denne gang har han haft bedre hjælp. Hans kæreste kørte rundt med den albanske modstander, mens hans to brødre, Magnus og Ketel, fungerede som henholdsvis promotor og altmuligmand. 

”Det er nu, de store kampe skal begynde. De store kampe i udlandet er lige rundt om hjørnet, og jeg får tilbud fra udlandet hver måned. De er bare ikke store nok endnu,” siger Kem Ljungquist, og pludselig kommer Knud Romer ind i omklædningsrummet for at ønske tillykke, sådan falstring til falstring. 

Da hele Kem Ljungquists følge er smuttet, går han selv i bad. Så sætter han sig med sit såkaldte team bestående af sponsorerne og hans tætteste familie til en middag. Han siger, at han skal tidligt i seng, men så griner han. Og så blinker han. 

DER ER SKET et stort holdskifte på markedspladsen. Havetraktortræk, ponytræk, cirkus og unge-disko er alt sammen lukket til fordel for DJ Hovmand i markeds-teltet og Chief 1 i festteltet. Børnefamilierne er smuttet hjem for at blive erstattet af både unge og ældre, som skal være ude hele natten. 

Sådan har det altid været, fortæller ægteparret Lars Krag og Britta Pommer, der har været frivillige på markedspladsen siden begyndelsen i 1980, og som har taget sønnen Jesper Krag med, fra han kom til verden – ham med de 36 Dølle-besøg på lige så mange leveår.

”Jeg har gjort det i alle de år, fordi det var sjovt at se det hele vokse. Og at finde ud af, at vi kan organisere noget så stort og samle så mange mennesker,” siger Britta Pommer.

Det var i stuen hjemme hos hendes far, at en grisehandler, en landmand, en entreprenør og nogle andre virksomme typer besluttede, at de ville lave en lokal sommerfest. Der blev skålet i nogle øl, måske endda en del øl, og så kom ideerne langsomt på bordet. Lars Krag blev udelukkende en del af selskabet, fordi han var hjemme hos Britta Pommer den dag. 

”Vi skulle bare have et lille markedsområde og en parkeringsplads, som skulle koste fem kroner. Men det var jo langt mere omfattende end først antaget, og pludselig traskede vi alle rundt i alt for store T-shirts med reflekser, der gik os til knæene, mens vi guidede nogle af landets største kræmmere til deres pladser,” fortæller han.

Britta Pommer har både været en del af bestyrelsen i 10 år og personalechef for 700 frivillige. Men de sidste par år har hun forsøgt at have en mindre krævende rolle som en del af personaleudvalget.

”Jeg havde en idé om, at jeg kunne gå ud af bestyrelsen, tage til mit sommerhus i Sverige og ankomme lige til markedsstart, men det var utrolig naivt. For man kan ikke stoppe som frivillig. Pludselig står jeg alligevel og laver mad til elektrikerne. Eller som i morges, hvor jeg hjalp billetfolkene,” siger hun.

Lars Krag derimod har en del af ansvaret for kræmmerne. Siden tredje år blev der organiseret madhold, el-hold, skraldehold og så videre. Alle sammen har de en kaptajn, og det er i dag Lars Krags job at sidde i det lille skur i informationsområdet, hvor han holder styr på de hold og på, hvor de forskellige kræmmere skal slå deres boder op. I år har den 63-årige entreprenør sammen med sin gruppe banket 1.200 metalpæle i jorden for at markere standene efter en plan, som står beskrevet på et kort, der hænger fast i hans skur.

”Vi vil have en fest, og så må vi sgu lægge de timer i det, som det kræver. Jeg har altid tænkt det som festen på Lolland. Den måtte aldrig gå ned,” siger han.

ÆGTEPARRET IMØDESER med spænding og nogen gru, hvordan området tager imod et Døllefjelde-Musse Marked uden helligdag. 

”Jeg havde aldrig set den komme. Jeg troede, at den var lagt i graven for år tilbage, da politikerne første gange talte om at afskaffe store bededag. I mit hoved var den stendød, og jeg blev rystet. Man smadrer jo den sidste fest på Lolland-Falster og Sydsjælland,” siger Lars Krag.

Det påvirker muligvis ægteparret ekstra hårdt, fordi de har været viklet ind i markedet igennem alle årene. De bor selv fem minutter fra markedspladsen, hvor der de første mange år blev afholdt efterfest, om de ønskede det eller ej. Nogle år skyndte de sig hjem og låste døren, fordi de ikke længere ville lægge hus til. Men de havde knap slukket lyset og var krøbet til køjs, før resten af bestyrelsen kom og bankede på.

”Og de blev ved, indtil der blev åbnet. Dengang havde vi jo kræfter til at feste videre bagefter. Det kan vi ikke i dag, fordi det er blevet så stort. I dag er vi helt flade,” siger Lars Krag.

Det har stormet hele dagen på markedspladsen, hvor forlystelserne har gynget og knirket. Flere boder har været ved at blæse væk, og en enkelt stand med udsalg af lædertasker lå næsten krøllet sammen hen imod aften. Da Lars Krag ankom klokken syv i morges, tænkte han over, hvad al den blæst mon ville gøre for besøgstallet. 

”Men allerede klokken 10 i morges var jeg overrasket, for det tyndede ikke ud. De kom sgu alligevel, selvom der var storm. Man kunne jo frygte, at teltene kom flyvende gennem luften, men vi har aldrig haft en alvorlig ulykke hernede med undtagelse af knivstikkeriet på parkeringspladsen sidste år,” siger Lars Krag og fortsætter:

”Da jeg var kommet mig lidt over alt det bededags-halløj, blev jeg enig med mig selv om, at det nok skal gå. Det bliver spændende, om det er helt tyndt fredag næste år, eller om folk tager en fridag for at komme til Dølle. Det er jeg lige ved at tro, at de gør.”

TEENAGERNE HÆNGER UD ved forlystelserne og drikker sig fulde uden for teltene. Jeg render ind i den 37-årige Guldborgsund-borgmester Simon Hansen, der er på vej til Østkyst Hustlers, hvor han sammen med en masse jævnaldrende skal se ungdomsidolerne og nikke i takt til ’Verdens længste rap’. Selv går jeg til den nærliggende Døllefjelde Kirke, hvor Finn Nørbygaard afholder gøglergudstjeneste. 

Det viser sig hurtigt, at jeg har misforstået konceptet. Jeg troede, at vi skulle opleve Finn Nørbygaard i fuldt flor som den satiriker, han er. Men det er i stedet en traditionel gudstjeneste med Finn Nørbygaard som gæsteprædikant for den traditionsrige begivenhed, hvor kirken i anledning af markedsdagene inviterer alle de omrejsende landevejsriddere på markedet til bededagsgudstjeneste.

Foran mig sidder en lille, gammel mand og ryger hash af en majspibe, og når vi får øjenkontakt, krøller hans ansigt sig op i et smil, der fylder hele hovedet. Og er Finn Nørbygaard ikke kommet for at riste folkekirken, bliver han til gengæld selv ristet af publikum.

Hver gang komikeren nævner, at han også er uddannet psykoterapeut, råber en gøgler, at han da godt nok lyder som en klog mand, og da Finn Nørbygaard fortæller en historie om, at Gud havde fortalt ham, at han skulle stoppe med at ryge, siger en anden gøgler: 

”Uha, fint besøg. Fine venner.”

Efter en omgang lokal gospel i kirken skynder jeg mig tilbage til markedspladsen. Fordi det blæser en pelikan, tager jeg imod et lift fra en lille, venlig kvinde med en hidsig kørestil. Som tilflytter kan hun fortælle, at Lolland-Falster er det fladeste sted, hun nogensinde har set, og at en, hun kender fra Gedser, engang sagde, at det blæser 300 dage om året her. De resterende stormer det.

Markedspladsen vælter med fulde teenagere, der kæmper for at komme ind i det store telt og høre den unge hitmager Gobs, der blandt andre har samarbejdet med Branco, Hjalmer og Thomas Helmig. 

I mylderet får jeg øje på Kem Ljungquists yngste bror, Ketel, der i grillbaren er i gang med at fortære en døllepølle. Måden, hvorpå han fører pølsen til munden, indikerer, at han har fået ikke så lidt at drikke til sponsormiddagen og koncerterne efterfølgende. Det medgiver han, inden han fortæller om, hvor utrolig glade og lettede alle brødrene er over resultatet og over, at storebror, der nu er taget videre i byen i Nykøbing for at fejre sejren med nogle venner, knap nok blev ramt af sin modstander. 

”Det eneste problem er, at jeg skal køre de små italienske dommere i lufthavnen i morgen klokken seks, så jeg skal hjem nu,” siger han.

På én gang glad og bedrøvet.

FRA NÆSTE ÅR skal Døllefjelde-Musse Marked foregå den første weekend i maj, for første gang uden helligdag. En ny tradition skal etableres. Folk er angiveligt både blevet friet til og viet på Døllefjelde-Musse Marked. Jeg har sågar talt med en ung kvinde, der fandt sammen med sin kæreste, fordi han tilbød hende husly en aften, hun var for fuld til at køre hjem til Slemminge. De har været sammen lige siden.

”Hellere det end at miste kortet,” som hun formulerede det.

Det kan godt være, at jeg ikke har set de hønefulde damer med de skøre hatte, og at jeg ikke har mødt Messerschmidt på stemmejagt på Østlolland, og at jeg ikke fandt Låsby-Svendsens søn. Men jeg har da set noget, som ikke ser ud til at dø. Mens mørket og blæsten lægger sig over markedspladsen, bliver Pattesutter, musikeren bag numre som ’Hun rider på den’, ’Lille pik’ og ’Klamydia’, opgraderet fra Festteltet til det enorme Markedstelt, hvor han skal lukke og slukke den sidste store bededag, hvilket tyder på, at folket i hvert fald støtter op, når der er øl og musik involveret. Fra næste år håber Døllefjelde-Musse Marked på det bedste, mens de frygter det værste. Gæsterne er skidehamrende ærgerlige over, at de skal tage fri for at få den fulde oplevelse. Men mon ikke de gør det – som Lars Krag har besluttet sig for at håbe på. 

Hellere dét end at miste Dølle.