KØJESENGENE knirker, lagnerne er stramt spændt over madrasserne, og i køjernes fodender står afskallede blå- eller grønmalede metalkasser med hængelåse under klaser af lycra-løbetøj med hvide Adidas-logoer, der hænger på tørresnore.
I midten af gang 8, lige inden endnu en skillevæg af krydsfinér, bor dreng nummer 6667 i underkøjen. Cornelius Kemboi hedder han, og han ligger udstrakt i sengen, et par venner sidder på hans sengekant, endnu flere i nabosengen, og endnu nogle stykker i de tilhørende overkøjer.
Mens kroppe i underkøjerne slænger sig på kryds og tværs, hænger ansigter fra overkøjerne ud over kanten for at følge med i samtalen. Drengene gemmer ansigtet i hænderne og vrider sig, mens højlydte grin og sengenes knirken fylder rummet.
Pludselig begynder gruppen at bryde op, og stemningen bliver hektisk. En hurtig snack bliver nappet fra metalkassen, den grønne jakke skal på, og læderskoene snøres. De skal møde til undervisning. Med store øjne spejder de efter lærere med stokke, mens de hurtige fødder passerer forbi ’medaljevindernes træer’.
Cornelius Kemboi løber sammen med fire andre elever hver morgen klokken 05.30.
ST. PATRICK’S HIGH SCHOOL, der ligger i byen Iten 350 kilometer nordvest for Nairobi, er hjem for 1.200 teenagedrenge, hvoraf de fleste drømmer om en dag at komme tilbage på skolen og plante et træ ligesom de mange tidligere elever, der har vundet olympiske medaljer, verdensmesterskaber eller sat verdensrekorder. ’Wilson Kipketer’ står der for eksempel på et lille hvidt skilt foran et af træerne midt i rækken.
Alligevel udvælges langt de fleste af eleverne på baggrund af faglige præstationer i grundskolen. Cornelius Kemboi er én af blot to elever, der er blevet udvalgt på baggrund af sit løbetalent.
”Mit mål har altid været at blive optaget på den her skole,” siger han med et stort smil.
Løb har længe udgjort størstedelen af 18-årige Cornelius Kembois liv. Som 10-årig brød han sig ikke om at spise frokost på den lokale skole, så han løb i stedet to kilometer hjem til sin mors varme gryde. Det tog omkring 10 minutter hver vej for den dengang kortbenede Cornelius:
”Når vi legede, kunne ingen fange mig, jeg var den hurtigste.”
Fra han var 10, til han var 14, løb han kun for sjov og uden struktur på træningen. Men som 15-årig blev han opdaget af et talentprogram og begyndte derfor også at løbe til konkurrencer.
Måske var det ikke helt tilfældigt, for det ligger til familien at flytte benene hurtigt. Cornelius Kemboi har to ældre brødre, der begge er kommet på stipendier i USA, fordi de er talentfulde løbere. Cornelius vil gerne følge i deres fodspor og kombinere løb med en god uddannelse.
”Mine forældre bakker mig meget op. De ved, jeg er i stand til at løbe, og er imponerede over mig. Om 10 år vil jeg være en, man ser over hele verden. Være en mester og hejse det kenyanske flag. Jeg vil være en succesfuld mand, som andre kan beundre og se op til,” siger den 18-årige, mens han retter sig op.
PÅ 20 MINUTTER tilbagelægger han 6,4 kilometer på landevejene – så langt fra de andre, at man ikke kan ane dem i horisonten. Selvom han klarer sig forrygende på langdistance, løber han også 1.500 meter i konkurrencer, hvor hans personlige rekord er 15 sekunder fra verdensrekorden.
Cornelius Kemboi er det største løbetalent på skolen, og det er et stort pres at få i skoene, da St. Patrick’s anses for at være den mest dominerende skole i løbeverdenen, hvad angår medaljer og rekorder. Alligevel har han allerede taget de første skridt mod drømmen.
Han er blevet udvalgt til et talentprogram, der er ledet af løbehistoriens ’godfather’, Brother Colm O’Connell, der er 71 år, fra Irland, og som stikker ud i landskabet med sin blege hud og lave, kraftige bygning.
Talentprogrammet har træningslejre på St. Patrick’s i skolens ferier, hvor Cornelius sammen med omkring 50 andre elever træner tre gange om dagen seks uger i træk.
Brother Colms seneste store succes er St. Patrick’s-eleven David Rudisha. Han er Cornelius’ største idol, han har verdensrekorden i disciplinen 800 meter og har to olympiske guldmedaljer samt to titler som verdensmester. Verdensrekorden tog han i øvrigt fra danske Wilson Kipketer, der er kenyansk født og også har gået på St. Patrick’s. Kipketer blev også trænet af Brother Colm, der fokuserer på, at eleverne skal finde en indre glæde ved at løbe frem for hele tiden at teste dem på tid og kilometer
”Jeg forsøger ikke at producere en bedre atlet, jeg forsøger at producere et bedre menneske,” siger Brother Colm om hemmeligheden bag sin trænings-metode.
Cornelius Kembois ejendele på skolen.
KLOKKEN 04.30 skal eleverne sidde i klasselokalerne til selvstudier. Lokalerne, der har nøgne, blålige vægge og klassiske sorte kridttavler på endevæggene, er i brug hele dagen. Elevernes sidste time stopper først omkring klokken 22.00. Te-pauser, tre måltider og halvanden time til sport, leg eller afslapning er det eneste, der bryder elevernes intense blik i skolebøgerne.
”Det er vigtigt, at eleverne lærer at være gode mennesker, som har disciplin i livet. Hvis de ikke lærer dét, kommer de aldrig langt,” siger Peter Obwogd, rektor på St. Patrick’s.
Konsekvensen for forsinkelser, snyd og andre unoder håndteres på St. Patrick’s med pisk eller stokkeslag, men det tager Cornelius Kemboi ikke så tungt. Han er bare glad for ”at få det ud af verden”, som han siger, så han kan fortsætte med sin træning og skolegang.
”Når jeg har studeret hele dagen, bliver jeg virkelig træt, selvom jeg ikke har lavet noget fysisk. Det gør mig nogle gange rigtig, rigtig irriteret,” fortæller Cornelius, der mellem bøgerne træner to gange om dagen i 45-60 minutter.
EN TIME SENERE er vinden stille, og der er en smule diset efter gårsdagens regnbyge i de kolde lyskegler fra skolens lamper. Gennem lysstriberne kommer Cornelius Kemboi gående. Uden for skolens port, hvor gadelamperne ophører, stopper han op for at vente på de andre. De er en gruppe på fem elever, der har fået lov til at forlade klasselokalet for at træne inden morgenmaden. Vejene forsvinder i mørket blot 20 meter fra skolens port. 45 minutter senere vender de fem drenge tilbage. Stakåndede strækker de ud, laver krydsbevægelser og andre mere specielle øvelser for at undgå ømhed til eftermiddagens træning. Bad og morgenmad skal de nå, inden de igen skal sidde på skolebænken klokken syv. Morgenmaden er et hurtigt arrangement, en kop te og noget hvidt brød, der minder om toastbrød uden pålæg.
”Vi får kun små måltider, og det er ikke nok til at opretholde min krop. Når man er i skole, må man bare acceptere maden, men når vi er i træningslejr, spiser vi godt.”
Senere på dagen siger Brother Colm, at han ikke er i tvivl om, at den 18-årige løbers indsats og talent rækker til et stipendium i USA, som det har gjort for begge hans brødre. Men hvor langt Cornelius Kemboi vil nå i sin drøm om at blive en af verdens helt store løbestjerner, det ved kun hans ben.
Cornelius træner på vejene uden for den lille by Iten. Han har selv sparet sammen til sit løbetøj.
Der bliver serveret te tre gange om dagen. Brødet har eleverne selv købt.
1.210 drenge går på skolen.
Cornelius Kemboi bruger de fleste af pauserne på at hvile sig og restituere, så kroppen kan være klar til næste træning.
Eleverne på Saint Patrick’s møder klokken 04.30. Den sidste time slutter normalt ved 22-tiden.
