TIL EN HÅNDBOLDKAMP er der én bestemt lyd, som overdøver alle andre. Langt højere end et almindeligt klap, mere intens end hvinene fra håndboldsko, der møder halgulv i høj fart, og endnu mere insisterende end den dance-musik, der brager ud af højttalerne ved hver eneste scoring. Tidligere var det oppustelige klappepølser, tilskuerne trommede taktfast med, men i de senere år er de erstattet af et kraftigt stykke pap i A3, der foldes ni gange på tværs, så det bliver til en vifte, og når det slås mod hånden, frembringer det en larm, som er umulig at ignorere.
I det hele taget er håndbold ikke en sport for støjfølsomme mennesker. Ved herrelandsholdets EM-semifinale i Boxen i Herning for nogle år siden blev der målt 102 decibel, eller hvad der svarer til lyden af en bulldozer. Havde hallen været en almindelig arbejdsplads, var den for længst blevet lukket af Arbejdstilsynet.
Helt så højt går bølgerne ikke i Odense en onsdag aften midt i oktober, hvor godt 1.900 tilskuere er mødt op i Sydbank Arena for at se topholdet Odense Håndbold mod oprykkerne fra Bjerringbro FH. Deres klapvifter – eller ’klappere’, som håndboldfans kalder dem – har de fået udleveret på vej ind til deres pladser af to mænd i ens gule trøjer, der begge hedder John, og hvis tjans som frivillige ikke bare består af at folde og stable de mange stykker pap samt udlevere dagens kampprogram, men også at sørge for god ro og orden under kampen. Egentlige vagter er der dog sjældent brug for til danske håndboldkampe, i aften er her mest ældre og børnefamilier, der spiser pommes frites og pølser, og de få blåklædte Bjerringbro-fans sidder fredeligt side om side med det orange hjemmepublikum på den ene langside.
I Sydbank Arena befinder publikum sig så tæt på banen, at de næsten kan lugte harpiksen, mens spillerne varmer op. Midt i klyngen af Odense-spillere står Mie Højlund i sin sorte træningsdragt og strækker ud. Den 26-årige kronjyde har været en af holdets profiler, siden hun kom til fra Randers HK i 2017, og også på landsholdet, der i december spiller VM på hjemmebane, har den mørkhårede playmaker i flere år været en profil. Men i aften bliver der hvisket lidt blandt tilskuerne om, at stjernespilleren måske bliver sparet, da der i weekenden venter en vigtig Champions League-kamp mod det ungarske storhold Győr.
”VI SKAL IKKE have et San Marino-resultat i aften,” siger Brigitte Mouritzen et par timer tidligere ude ved arenaens bagindgang med henvisning til, at fodboldherrelandsholdet kun med nød og næppe slog verdens dårligst rangerede landshold på udebane aftenen forinden. Det skal med andre ord blive til en sikker sejr over Bjerringbro, mener Brigitte Mouritzen, der selv er tidligere håndboldspiller i Fjordager Idrætsforening, men nu er frivillig i Odense Håndbold med ansvar for at tage imod 280 VIP-gæster og sponsorer, der er inviteret til helstegt pattegris og fadøl før kampen.
Blandt de fremmødte ved de runde borde med hvide duge i Hal 2 sidder Birgitte Bonnesen, enke til erhvervsadvokat Jørn Bonnesen, som vel nok kan siges at have været hovedarkitekten bag Odense Håndbolds succes i disse år. Den tidligere bestyrelsesformand gik bort i 2021 i en alder af 73 år, men ”han nåede en double (når man i samme sæson vinder både ligaen og pokalturneringen, red.), inden han døde,” siger Birgitte Bonnesen, der stadig er aktionær i klubben og desuden spillersponsor for Mie Højlund, som for få minutter siden er ankommet med cirka halvanden time til kampstart ad samme indgang som VIP’erne.
Før i tiden havde Mie Højlund en lang række faste ritualer, hun skulle udføre inden en kamp, og selvom hun har luget ud i dem, har hun stadig flere, end hun helst vil indrømme. Et af dem går ud på, at hun altid skal ankomme sammen med målmand og landsholdskollega Althea Reinhardt, som er hendes gode veninde (de har sammen udgivet bogen ’Mie og Althea på udebane’ om at vandre, som er til salg i hallens foyer). Et andet er, at hun altid skal klappe Reinhardt på ryggen, når de under opvarmningen er færdige med at løbe. Et tredje handler om, at hun altid skal sende en thumbs up til hollandske Dione Housheer på højre back, når de laver opspilsøvelser. Og så plejede Mie Højlund altid at tage venstre sko på først og binde den færdig, inden hun måtte begynde på den højre, men det har hun droppet.
”Jeg endte med at få samlet så mange ritualer sammen, at de forstyrrede mere, end de gavnede,” fortæller hun, da vi tidligere på dagen mødes i det lille rækkehus med gule mursten i Søhus i det nordlige Odense, hvor hun bor med sin kæreste.
”Hvis jeg glemte at binde venstre sko først, var det så årsagen, hvis jeg spillede en dårlig kamp? Det er vigtigt ikke at blive slave af sine ritualer, så dem, jeg har i dag, er mere nogle hyggelige ting, jeg har sammen med mine holdkammerater.”
SPØRGER MAN PÅ FYN, vil de formentlig hævde, at det var her, håndbolden blev opfundet. På Kommuneskolen i Nyborg udtænkte løjtnant og lærer Rasmus Nicolaj Ernst i 1897 et spil, hvor bolden flyttedes via kast mellem to hold af spillere, der fik point ved at ramme et mål med et felt omkring sig. Meget logisk valgte han at døbe spillet ’håndbold’.
Desværre for ham tilfalder æren oftere den idrætshistorisk mere berømte Holger Louis Nielsen – der både deltog ved OL i Athen i 1896 og opfandt kunstigt åndedræt – som året efter Ernst begyndte at eksperimentere med et boldspil med hænderne på Ordrup Latin- og Realskole, da skolegården i Gentofte ikke var stor nok til at spille fodbold. I 1905 flyttede Rasmus Nicolaj Ernst til Helsingør for at undervise på den lokale kommuneskole, og to år senere stod de to lærere bag den første officielle håndboldkamp – Nielsens tropper slog Ernsts elever med hele 21-0, men det siges også, at der ikke helt var enighed om reglerne.
I dag spilles der håndbold hele vejen fra Gedser til Skagen, mere end 100.000 danskere er medlem af en håndboldklub, og Danmark er ofte blevet kaldt ’verdens førende håndboldnation’ – ifølge onde tunger fordi vi er de eneste i verden, som for alvor interesserer sig for sporten. Andre mener, at håndbold er selve spejlet på den danske folkesjæl, en sport, hvor man ingen vegne kommer uden at overgive sig til fællesskabet og til samarbejdet, og er man politiker med ønske om at fremstå folkelig, findes der næppe en stærkere kulturel markør end håndbold. Det ved de for eksempel i Socialdemokratiet, som i 2020 valgte at producere en storstilet kampagnevideo med håndboldhallen som scene.
Men oprindeligt var det ikke sådan: I mange år var håndbold fortrinsvis en akademiker- og gymnasiesport, og helt frem til 80’ernes ’Bolsjedrenge’, som herrelandsholdet dengang hed på grund af deres stribede trøjer, blev landsholdsspillerne opfattet som højpandede typer, der ved siden af håndbolden læste tyske filosoffer og demonstrerede mod atomkraft. Men i 90’erne vandt kvindelandsholdets ’Jernhårde Ladies’ danskernes hjerter og gjorde sporten til folkeeje.
”Jeg hader håndbold. Det minder om et jysk halbal,” kunne man sidste år læse i en meget omtalt kronik i Berlingske af Anne Kirstine Cramon, og spørger man præst, debattør og tidligere sportsjournalist Sørine Gotfredsen, er kulturparnassets tendens til at se skævt til håndbold et symbol på den voksende kløft mellem land og by.
”I den moderne storbybevidsthed er der en tendens til at tro, at alt uden for København er bondsk og bøvet, og det gælder i særdeleshed håndbold,” siger hun. ”Men der er noget, de har misforstået. Håndbold er lavkultur, når det er allersmukkest, og når landsholdet kommer langt til EM eller VM, ser to millioner danskere med i tv, fordi håndbolden, om noget, kan skabe national samhørighed. En af grundene er, at der er en helt instinktiv forbindelse mellem håndboldspillerne og danskerne. Modsat fodboldspillere bliver professionelle håndboldspillere ikke martret i sjæl og sind af tidlig stjernestatus og enorme millionlønninger, som flytter dem længere og længere væk fra almindelige mennesker. Håndboldspillere har ingen stjernenykker, de er nærværende, i øjenhøjde og kunne lige så godt være naboens søn.”
Mie Højlund og holdkammeraterne.
MED FÅ MINUTTER til kampstart i Sydbank Arena gør ræven Lurifox med dans og fagter sit til at gejle publikum op. Inde bag plysmasken på Odense Håndbolds maskot, med sveden drivende ned ad ansigtet, gemmer 16-årige Mia Vejsholt-Balázs sig, der til daglig går i 10. klasse. Hendes mor har længe været en stor Odense-fan, og da hun under en udebanetur til Ungarn i foråret fik nys om, at klubben søgte en ny person til at være inde i klubmaskotten, tog hun straks fat i sin datter, der fortæller, at hun har drømt om at være Lurifox, siden hun første gang var med til kamp.
Når den lidt indadvendte Mia Vejsholt-Balázs tager kostumet på, har hun anderledes nemt ved at hoppe rundt, danse grimt og råbe ting, der kan virke fjollede, ”fordi jeg ikke føler, det er mig, de kigger på, men en figur”. Tjansen deler hun med en fyr ved navn Lennie, som hun skyder til at være 30-40 år gammel, mens hun står ude ved omklædningsrummene og forsøger at tørre sveden af sig. De fordeler kampene ligeligt imellem sig, men indtil videre har Lennie været sygemeldt i hele denne sæson.
Inde i arenaen kommer Odense Håndbold godt fra start, og fanklubben Orange Power på den ene langside, hvor gennemsnitsalderen er omkring de 60, kvitterer med at tæske endnu mere begejstret løs med deres ’klappere’.
”Vi håber at kunne holde på hende, men mon ikke udlandet snart trækker?” siger en mandlig tilskuer, mens han stolt fremviser sin signerede Mie Højlund-trøje med nummer 32. I det hele taget skorter det ikke på folk med 32 på ryggen på tilskuerpladserne, som i første omgang dog ikke får lov at se deres favoritspiller. Fra bænken overværer hun hele første halvleg, der ender 22-13 til Odense.
MIE HØJLUNDS FØRSTE minde om håndbold er fra hallen i Voldum, en lille landsby midt mellem Aarhus og Randers, hvor hun som seksårig begyndte at spille i den lokale klub med sin mor, Sanne Højlund, som træner. Når moren ikke trænede håndbold, drev hun et slagtehus og en lille gårdbutik med sin mand på Rigtrupvej lidt uden for byen, hvor Mie Højlund er vokset op i en sportsfamilie, der ikke altid havde tid til at spise sammen. Sådan var det med tre børn, der havde hver deres idræt at passe – når Mie Højlunds storebror skulle af sted til fodboldtræning, kom hun ind ad døren fra håndbold, og så var der lillebroren, som gik til ridning.
”Min mor har kørt mig rundt til samtlige former for sport, der fandtes i lokalområdet, for jeg skulle prøve det hele,” husker Mie Højlund. ”Om det var en håndboldkamp, en fodboldkamp eller et ridestævne, sad hun der hver gang, og det samme med mine brødre. Bussen gik kun to gange om dagen, tre, hvis man var heldig, så vi blev kørt til næsten alt.”
I Voldum bor knap 900 indbyggere, og byen har en kirke, en købmand og Voldum-Hallen, hjemmebane for Nielstrup-Voldum Ungdoms- & Idrætsforening, hvor der i Mie Højlunds barndom ofte skulle blandes årgange for at kunne skrabe nok spillere sammen til et håndboldhold.
Som 12-årig rykkede hun derfor til Randers-forstaden Vorup (som man på Randers-egnen udtaler Våårp), hvilket passede med, at hun omtrent samtidig kunne skifte til sportslinjen på Randers Realskole. I Voldum gik den lokale skole kun til og med 6. klasse.
Mie Højlund blev tidligt bevidst om, at hun var en god håndboldspiller, men i Vorup blev hun til at begynde med sat på fjerdeholdet – ”der var ingen kære mor,” som hun siger. Det gik også op for hende, at hun måske ikke havde lært helt så meget på landsbyskolen som sine jævnaldrende i Randers, i hvert fald var hun håbløst bagud i både dansk og engelsk, da hun startede i 7. klasse.
”Jeg kom ind til min første engelsktime på Randers Realskole og kunne knap tælle til 10, og i min første danske stil fik jeg 00. Det var virkelig et hak i selvtilliden, og jeg brugte utrolig mange timer på at indhente efterslæbet det første års tid,” fortæller Mie Højlund, der samtidig kæmpede sig op på andetholdet i Vorup, inden hun rykkede med en håndfuld gode veninder og holdkammerater til naboklubben Kristrup. Her kom hun på førsteholdet som højrehåndet højre back og blev senere udtaget til talenttræning i Randers HK, hvilket betød, at hun skulle træne håndbold både morgen og eftermiddag. Alligevel var det ikke sådan, at hun gik rundt og tænkte, at hun skulle være professionel håndboldspiller.
”Jeg drømte mere om at blive først dyrlæge og senere tandlæge,” siger hun. ”Men min mor elskede håndbold, det samme gjorde mine veninder, og jeg var god til det, så i virkeligheden fulgte jeg nok bare lidt med. Jeg kan huske, at vi så landsholdet spille hjemme i stuen, men det var ikke sådan, at jeg så op til landsholdsspillerne i fjernsynet som lille. Mine minder om det er mest, at jeg syntes, det var hyggeligt at falde i søvn til lyden af sko på et halgulv.”
Transporten over Storebælt afholder ikke sjællandske Tom Elmo i orange kasket fra at komme til størstedelen af Odenses hjemmekampe.
SIDSTE ÅR VAR en sand katastrofe ved at indtræffe i Voldum. På grund af økonomiske vanskeligheder som følge af stigende gaspriser stod Voldum-Hallen til at lukke, men på målstregen blev den reddet af et ekstraordinært lån fra Favrskov Kommune på 360.000 kroner, og i år kunne Mie Højlunds andet barndomshjem derfor fejre 40-års jubilæum som et samlingspunkt i byen, der foruden håndbold danner rammen om ugentlige fællesspisninger, kunstudstillinger og runde fødselsdage.
Sådan fungerer idrætshallerne overalt i landet som moderne forsamlingshuse – med limtræsgulv og farvede streger, der markerer, hvortil håndboldbanen, badmintonbanen og basketballbanen går.
Ligeså i Hadsten, hvor Sørine Gotfredsen voksede op. Som barn og ung spillede hun håndbold i Vissing-Hadsten HK, men ofte kom hun i hallen efter skole uden noget særligt formål, fordi den for hende var lig med tryghed.
”Det var jo som at have et ekstra hjem. Man kunne altid gå derned om eftermiddagen, alle ens venner var der, og så hang man ud, spiste pommes frites og drak sodavand i hallen, hvor der altid var voksne, som udviste ansvarlighed, spurgte, hvordan vi havde det, og tog sig af os,” fortæller hun.
Som selve symbolet på det nye fritidssamfund skød idrætshallerne op som ukrudt i provinsen i 60’erne og 70’erne. Det store danske halbyggeri buldrede af sted frem til begyndelsen af 80’erne, og i dag findes der ifølge Danmarks Statistik knap 1.700 større haller fordelt over hele landet, men ikke ligeligt: På Frederiksberg skal 10 gange så mange mennesker deles om én idrætshal som i Lemvig.
I takt med hallernes udbredelse forgrenede også håndboldsporten sig fra København og Aarhus ud til alle landets afkroge. Akkurat som på Holger Louis Nielsens og Rasmus Nicolaj Ernsts tid var det ifølge Sørine Gotfredsen skolelærere, der var drivkraften bag håndboldens udbredelse i efterkrigstiden, og mange steder blev hallerne opført tæt på den lokale folkeskole, så de også kunne bruges til idrætsundervisning.
”Det betød, at mange af normerne og retningslinjerne fra folkeskolen blev trukket med over i håndbolden, hvor børn og unge lærte at gebærde sig i fællesskab og foreningskultur på tværs af sociale skel. Jeg tror, at rigtig mange danskere har fået en god demokratisk opdragelse i en håndboldhal.”
16-årige Benjamin Jensen er stamkunde i Sydbank Arenas cafeteria.
I PAUSEN MELLEM Odense Håndbold og Bjerringbro FH er det blevet tid til en fadøl for 68-årige Keld Sørensen, der trofast møder op til alle hjemmekampe, selvom han sidder i kørestol og må overvære aftenens opgør fra en særligt indrettet handicap-rampe. Engang var han eliteredskabsgymnast, tro det eller ej, siger han, og spørger man lægerne, er det derfor, han har gennemgået fire store rygoperationer, som har efterladt ham delvist lam i ryggen. Selv mener Keld Sørensen snarere, at det skyldes tusinder af timer med dårlig arbejdsstilling i restaurationsbranchen.
I aften har han ladet konen blive derhjemme, ”det skal jo være sjovt”, siger han og griner, og i øvrigt er det nok, fordi de ikke laver alting sammen, at deres ægteskab har holdt i 45 år. Keld Sørensens kone er heller ikke med, når han i morgen sætter sig ind i sin sekspersoners handicapbus og tager på udebanetur til Ungarn – med stop i Berlin og Prag undervejs. Det gør han sammen med en håndfuld medfans, han har mødt i klubben, heriblandt Tom Elmo, der bor på Sjælland og plejede at holde med Slagelse, dengang Anja Andersen sagde ’fuck janteloven’, men som efter konkursen kastede sin kærlighed på Odense.
Keld Sørensen bidrager til stemningen.
Fra sin plads kan Keld Sørensen se Mie Højlund blive bragt i spil fra anden halvlegs start. Hun scorer to mål, men befinder sig ellers mest i spilfordelerens og oplæggerens rolle i en anden halvleg, hvor Odense stille og roligt udbygger en føring, der aldrig rigtig er i fare. Førhen havde Mie Højlund tendens til at spille med skyklapper, kun med øje for at score mål, men de senere år har hun udviklet sit overblik, fået mere ro ind i sit spil, og det kan måles direkte i antallet af assists.
Som 16-årig sikrede de individuelle kvaliteter hende en ungdomskontrakt med Randers HK i 2014. Indtil da havde hun mest spillet højrehåndet højre back, en position, hvor man i håndbold helst vil have en venstrehåndet, som kan gå ind i banen, men hvor Mie Højlund på grund af sin fart, teknik og frygtløshed – samt et særligt ’knækskud’, hvor man i et hop vrider kroppen mod venstre for at få højre arm indad mod målet – alligevel var i stand til at gøre sig gældende.
I Randers HK rykkede de hende imidlertid både ind som playmaker og over på venstre back, og selvom det krævede en del af vænne sig af med både knækskuddet og andre vaner, gik det så godt, at Mie Højlund kort tid efter fik debut for førsteholdet, brændte banen af og scorede seks mål, mens ungdomslandstræneren så med fra tribunerne.
TO ÅR SENERE, i sæsonen 2016/2017, blev Mie Højlund kåret til ’Årets Kvindelige Talent’ – for andet år i træk. Hun havde bidt sig fast på Randers HK’s kvindeligahold og fået sin debut for A-landsholdet, så da landstræner Klavs Bruun Jørgensen i efteråret 2016 tilbød den 19-årige playmaker en plads i truppen til EM i Sverige, syntes det blot at være et oplagt næste skridt i en nærmest kometagtig håndboldkarriere.
Men da telefonen ringede, mærkede Mie Højlund slet ingen begejstring.
”Det er jo noget af det største, man kan opnå som ung håndboldspiller, men jeg var nærmest ved at knække bare ved tanken, så uoverskueligt var det for mig. I en lang periode spillede jeg både på U18 og førsteholdet i Randers, var af sted med ungdomslandsholdet, og så kom A-landsholdet oven i det hele, mens jeg også forsøgte at passe min skolegang på handelsskolen, hvor jeg endelig følte, at jeg var kommet godt med. Jeg kan huske, at jeg gik rundt med tårer i øjnene hjemme i min kærestes lejlighed inde i Randers, fordi jeg vidste, at jeg ikke kunne holde til at tage med til en slutrunde, samtidig med at jeg skulle skrive en vigtig eksamensopgave – men det føltes også så forkert at sige nej til noget, jeg havde kæmpet for så længe. Hvad hvis chancen aldrig kom igen?”
Mie Højlund endte med at takke nej, officielt på grund af travlhed med skolen, men sandheden, som landstræneren ikke fik at vide, var, at hun følte sig deprimeret og havde symptomer på stress. Og da hun året efter, hvor hun var skiftet fra Randers til Odense, også sagde nej til VM i Tyskland, denne gang på grund af en overbelastet skulder, gik Klavs Bruun Jørgensen senere ud og kritiserede hende for at være ”en 12-talspige, der vil gøre alt perfekt”.
Hvordan havde du det med, at landstræneren sagde sådan om dig?
”Jeg synes ikke, at jeg er en 12-talspige. Jeg har skullet knokle mig til mange ting, ikke kun på banen, men også i skolen, hvor tingene ikke kom let til mig. Men jeg forstår det i den forstand, at når jeg sætter mig noget for, har jeg altid gerne villet gøre det godt og været perfektionistisk. Men på håndboldbanen er det faktisk omvendt. Jeg har aldrig været en spiller, der brugte timevis på at tillære mig en lille, ny detalje på banen. Håndbolden er et sted, hvor jeg slipper alle mine tanker og bare spiller.”
Mie Vejsholt-Balázs –alias maskotten Lurifox – passer på væskebalancen.
DER FINDES ET billede af Mie Højlund, taget i minutterne efter Randers HK vandt den danske pokalturnering i december 2016. Hun smiler, har en guldmedalje om halsen, og det er nok de færreste, der ville bemærke noget som helst usædvanligt. Men når Mie Højlund kigger på billedet i dag, får hun det dårligt.
”Man kan se, at jeg er ligbleg og virkelig, virkelig tynd. Det er tydeligt for mig i dag, at der var noget helt galt. Jeg er ked af, at det kom helt derud, og at jeg ikke opdagede det noget før. Samtidig, når jeg kigger på mig selv dengang, er jeg glad og stolt over, at jeg turde tage valget og sige nej til en slutrunde, for det var uden tvivl det rigtige.”
Som ungdomsspiller kæmpede Mie Højlund med at tage de muskler på, hun hver gang fik at vide, at hun manglede, når der var vejninger på ungdomslandsholdet.
Det foregik før morgenmaden, foran hele spillertruppen, og vægttallene blev efterfølgende hængt op på væggen til skue for alle. Tidligere i år kunne Jyllands-Posten fortælle, at to forhenværende spillere havde fået alvorlige spiseforstyrrelser af det overdrevne fokus på vægt i håndboldforbundet, og i den forbindelse afslørede også Mie Højlund, at hun som yngre i en periode helt overvejede at stoppe med at spille håndbold.
”Min opfattelse var, at der var et bestemt kropsideal, man skulle leve op til, og gjorde man ikke det, blev det betragtet som forkert,” siger hun i dag. ”Der var perioder dengang, hvor jeg ikke havde lyst til at tage til træning eller spille kamp, men jeg havde ikke modet til at stoppe, selvom jeg tænkte på det flere gange. I dag er jeg meget bevidst om, hvad der skal til, og hvornår jeg har brug for at tage en pause og trække mig lidt. Jeg er for nylig begyndt at gå til psykolog, og vi har blandt andet talt om min tendens til at sammenligne mig selv med andre, når jeg styrketræner. Jeg har tit tænkt, at jeg løftede for lidt i forhold til hende, der stod ved siden af, og det blev en slags blokade for mig. Men på det seneste har jeg lært at fokusere mere på mig selv.”
NÅR MIE HØJLUND og hendes holdkammerater indleder VM i Boxen i Herning, kan de næsten ikke undgå at blive mindet om det danske kvindelandsholds hidtil eneste verdensmesterskab. Det var i 1997, da Ulrik Wilbeks danske landshold anført af spillere som Anja og Camilla Andersen, Janne Kolling og Tonje Kjærgaard slog Norge i finalen og helt ekstraordinært kunne kalde sig regerende VM-, EM- og OL-mestre på samme tid.
Sejren var på mange måder kulminationen på det, der i dag kaldes de gyldne år i dansk kvindehåndbold. I 1992 var den unge, lovende håndboldtræner Ulrik Wilbek blevet ansat som landstræner, og da et angrebsivrigt og seværdigt kvindelandshold året efter fik VM-sølv efter forlænget spilletid mod Tyskland, var grundlaget skabt for et nationalt fænomen, der med Dansk Metal som trøjesponsor blev kendt i folkemunde som ’De Jernhårde Ladies’.
Dengang oplevede Sørine Gotfredsen som sportsjournalist på Det Fri Aktuelt, hvordan kvindelandsholdets voldsomme popularitet blev en folkefest, der medførte en både synlig og hørbar forandring ved kampene – på tribunerne var der klappepølser, og højttalerne spillede hits af Birthe Kjær.
”Er livet for kort til herrehåndbold?” spurgte Dagbladet Information i en optakt til herre-VM i 1999, for i 90’erne handlede alt om kvinderne, som gjorde håndbold til en sport for folket – og måske endda den ægte, danske nationalsport, hvis man spørger Sørine Gotfredsen.
”Der er sikkert nogle, som vil indvende, at det er historieløst, fordi fodbold i Danmark er ældre og spilles af flere. Men håndbold er i mine øjne vores ægte nationalsport, fordi den er så integreret i vores menneskesyn og i vores pædagogiske tro på, at man skal fungere i sammenhæng og fællesskab. Jeg siger ikke, at det ikke også findes i andre sportsgrene, men jeg synes, det er meget udtalt i håndbold. Det er en sport, der siger rigtig meget om os danskere, om vores forkærlighed for det nære og for det jævne – i ordets bedste forstand.”
41-26 TIL ODENSE står der på lystavlen, da dommerne i Sydbank Arena fløjter for sidste gang. Efter sejrssang i omklædningsrummet stiller Mie Højlund op til autografskrivning med cirka 100 fremmødte børn og forældre i cafeteriet, og derfra går turen op i spillernes kantine, hvor der er burgere og pommes frites på menuen, inden hun kan vende snuden hjem til Søhus.
Få dage før aftenens kamp vendte Mie Højlund hjem fra landsholdssamling, hvor det blev til to storsejre over Kosovo, først i Horsens og siden i Pristina, og nu begynder hun så småt at kunne ane VM-slutrunden i december. Efter de svære afbud til EM og VM har Mie Højlund siden 2018 været en fast del af landsholdet, hvor hun er en af landstræner Jesper Jensens stamspillere, men også en del af en generation på kvindelandsholdet, der i en længere periode ikke har kunnet leve op til hverken fortidens bedrifter eller de mandlige kolleger. Ved de seneste to slutrunder er det dog blevet til henholdsvis bronze og sølv, og nu kan kvindelandsholdet måske tillade sig at drømme om at løbe med det hele på hjemmebane.
”Det er det største af det største for mig at spille VM her i Danmark,” siger Mie Højlund. ”Vi prøvede det jo lidt med EM i 2020, men det var under corona og bare ikke det samme uden tilskuere, så jeg glæder mig helt vildt til at høre en helt fyldt håndboldhal synge nationalsangen. Det, at vi spiller på hjemmebane, skaber selvfølgelig også et større pres, men de senere år har vi arbejdet rigtig meget med at glemme omverdenens forventninger og fokusere på os selv.”
Oplever du, at I stadig bliver målt op mod de gyldne årgange, som vandt både OL, EM og VM?
”Ja, men også mod herrelandsholdet, som har præsteret sindssygt godt. Men vi har været igennem en fed proces, hvor vi har vendt udviklingen, og selv hvis det ikke bliver til en guldmedalje, tror jeg, at det er en af de ting, jeg vil se tilbage på og være mest stolt af, når min karriere engang er slut.”
Hvad vil du ellers gerne kunne se tilbage på? Skal du til udlandet?
”Der er nok rigtig mange, der kigger på mig og tænker, at det naturlige næste skridt er en udenlandsk klub. Men jeg er også et tryghedsmenneske, og jeg vil ikke tage af sted bare for at tage af sted. Jeg har stadig næsten tre år tilbage i Odense, og selvom min næste kontrakt godt kunne være i udlandet, er jeg slet ikke sikker på det. Jeg er glad for at være, hvor jeg er lige nu.”
Dér hvor Mie Højlund kommer fra, holder man benene på jorden. Før fokus kan rettes mod drømmen om en VM-guldmedalje – eller mod en mulig fremtid som stjerne i udlandet – gælder det den kommende weekends udekamp i Champions League. Ikke kun for Mie Højlund og hendes holdkammerater, men også for Keld Sørensen, Tom Elmo og de andre, som har skyndt sig hjem i seng.
Klokken halv syv i morgen tidlig er der afgang med minibussen til Ungarn.
Kilder: ’Det store halbyggeri’ af Gunnar Lind Haase Svendsen og ’Håndbold i 100 år’ af Niels Kayser Nielsen et al.
