Her får du månedens nyheder fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:Dansk Jernbanemuseum, Colourbox, DSB

SIKRE JERNHESTE

Det rundnæsede MY var Danmarks første driftssikre lokomotiv til store og tunge tog. De første af i alt 59 eksemplarer blev leveret i 1954. Nogle er stadig i drift i dag hos udenlandske godsoperatører. Diesellokomotivet, som kan ses i klassisk vinrød farve på Danmarks Jernbanemuseum, fortæller ikke kun en historie om holdbarhed, men også om energipolitik. Mens man i lande som Frankrig, Belgien og Italien begyndte elektrificeringen af jernbanestrækninger i 1950’erne, satsede man i Danmark på dieseldrift. Med undtagelse af S-banen var det først i 1979, i kølvandet på oliekriserne, at Folketinget vedtog at elektrificere dele af jernbanenettet. Generelt gik det langsomt, og i 2001 blev der sat en stopper for projektet, der blev genoptaget med en politisk aftale i 2014. Det betyder, at master og køreledninger atter skyder op på hovedstrækningerne frem mod 2030, hvor den danske jernbane efter planen er fuldt elektrificeret.

GED I DEN

Når et stykke togstrækning nedlægges, og togene forsvinder fra sporene, myldrer andre væsener frem. De særlige biotoper, der opstår på de gamle banelegemers grus og skærver, kan nemlig give gode levebetingelser for sjældne arter. Tag for eksempel til Jejsing efter slåen og høgeurt, til Struer efter det hvepselignende insekt biulv eller til Rødby efter geder og æsler.

Læs mere på bane.dk/da/Nyt-fra-Banedanmark/Vilde-naturoplevelser-langs-banen

6.442 …

… kilo CO2 sparede DSB 7-Eleven atmosfæren for i juli måned 2021. Det er sket gennem samarbejdet med Too Good To Go, et koncept, der skal mindske madspild ved at sælge datovarer til favorable priser. I juli måned blev der således langet 2.697 såkaldte lykkeposer med datovarer over DSB 7-Eleven-disken. Varer, der før i tiden blev smidt i affaldscontaineren.

SMIL TIL KAMERAET

S-togsrevisorer kan komme i svære situationer med kunder og bliver derfor uddannet i håndtering af konflikter og svære samtaler. Nu vil DSB derudover teste brugen af kropskameraer. ”Med forsøget ønsker DSB at afdække, om vi kan opnå samme positive effekt som hos andre virksomheder, hvor kropskameraer har medført en markant reduktion i eskalerende konflikter,” siger chef for togdrift Michael Sloth Højgaard.

Forsøget kører foreløbig frem til 14. november 2021.

GYLDEN GENOPSTANDELSE

DSB går lige om lidt i gang med at bygge tre nye værksteder, der skal afløse de eksisterende i København (billedet). Ifølge planen skal de nye værksteder opnå guld-certificering, den højeste standard inden for FN’s definition af bæredygtigt byggeri, som blandt andet kræver, at byggematerialerne til værkstederne kan genbruges den dag, bygningerne ikke længere skal stå. Samtidig skal der også bruges genanvendte materialer i det nye byggeri. 

Tags: ,
SE MERE