Her får du det seneste nye fra DSB.
Tekst:RedaktionenIllustration:Jakob Wedendahl

NEXT STOP AARHUS

Siden foråret 2025 har Banedanmark ombygget, fornyet og forlænget fire af Aarhus Hovedbanegårds perronspor. Nu rykker arbejdet videre på sporene ind mod Aarhus. Fra fredag aften 16. januar til og med tirsdag 27. januar 2026 er Aarhus Hovedbanegård derfor spærret for al togtrafik, og DSB indsætter togbusser. Fra 28. januar til 19. april er banen spærret for togtrafik i retning mod Langå/Randers. Tjek derfor rejseplanen.dk, når du planlægger din rejse. 

Find mere information på dsb.dk

Foto: DSB

LANGT LÆNGERE

DSB oplever stigende interesse for rejser til Tyskland, og i november måned sidste år kunne man for første gang sætte sig til rette i det helt nye EuroCity-tog, der nu kører mellem Hamborg og København. EuroCity-toget, der er DSB’s længste, er 209 meter langt og har plads til 492 passagerer. DSB har bestilt i alt 16 stk., som forventes at blive leveret i løbet af 2026-27.

HELT TOGLIGT

Skal du ud at carve smukke sving i den schweiziske sne i Grindelwald-området? Stil skiene et øjeblik, og kør til Europas højest beliggende togstation Jungfraujoch – Top of Europe. Den over 100 år gamle Jungfrau-jernbane går mestendels gennem bjerget Eiger, men efter tunnelsyn venter vidderne set fra 3.454 meters højde.

Hvis du ærgrer dig over, at østrigske ÖBB har indstillet nattogskørslen mellem Paris og Berlin, så glæd dig over, at European Sleeper allerede fra marts tager stafetten op og gør det muligt at istemme den gamle Infernal-slager i vogne, der daterer sig helt tilbage til 90’erne. Stopper også i Bruxelles.

Grøn minedrift? Måske et umage ordpar, men de prøver i hvert fald hos australske BHP, der har fået produceret landets første batteridrevne lokomotiver til at køre fra selskabets jernmine i Pilbara til havnebyen Port Hedland i delstaten Western Australia.

Foto: DSB

ORANGE OVERSKUD

Engang blev Orange-billetter udelukkende solgt på DSB’s hjemmeside, men af DSB’s regnskab for 3. kvartal fremgår det, at næsten tre ud af fire kunder nu køber deres Orange-billetter via DSB’s app. I samme regnskab kan man læse, at DSB har opjusteret forventningerne til årets resultat før skat til 600-700 millioner kroner. Tidligere forventede man et overskud på 300-400 millioner kroner før skat.

Foto: DSB

BØRNEVENLIGE AFGANGE

Siden 1986 har DSB’s børneguider gjort det muligt for børn at rejse alene mellem landsdelene med faste afgange hver fredag og søndag eftermiddag. Med en børneguidebillet kan børn fra fire til 15 år få hjælp og tryghed på rejsen, når de rejser på længere strækninger som København-Esbjerg eller København-Aalborg. 

Læs mere om DSB’s børneguidebilletter på dsb.dk

Tags: ,

SE MERE