Indlæg

41-årige Suzanne Eide Mølgaard er user experience researcher i DSB.
Tekst:Eline Kedishe Østergaard FrankFoto:Søren Rønholt

Hvad laver du i DSB?

”Jeg laver undersøgelser af, hvordan vores digitale løsninger fungerer – for eksempel vores hjemmeside eller DSB App. Vi skal finde ud af, om kunderne oplever vores løsninger som gode, enkle og forståelige. Check ind med DSB App er en ny funktion, hvor man kan tjekke ind i offentlig transport, lidt ligesom et digitalt rejsekort. I udviklingen af den nye funktion fandt vi ud af, at kunderne ikke angav skift under rejsen. Det vigtige er, at det ikke er kunderne, som gør noget galt.” 

Hvad er det seneste projekt, du har arbejdet på?

”De sidste to år har jeg arbejdet på Check ind med DSB App. Vores job er at udvikle en løsning, som er nem at bruge. Vi har involveret DSB’s brugerpanel i undersøgelser og test af løsningen (DSB’s brugerpanel består af kunder, som besvarer spørgsmål og afprøver prototyper af nye funktioner, red.). Vi har også taget toget ud for at møde kunderne for eksempel fra København til Odense. Vi har en prototype af DSB App med og spørger kunderne, om de kunne have lyst til at afprøve en ny funktion. Vi kan nå at snakke med 3-4 personer på en tur til Odense. Vi observerer, hvilke knapper de trykker på, og spørger ind til, hvorfor de gør, som de gør. På den måde kan vi bedre forstå, hvad der er brug for i nye digitale funktioner.” 

Hvad er det mest spændende ved dit arbejde? 

”Jeg synes, det er sjovt at komme ud blandt kunderne og lære at forstå deres behov. Det trives jeg rigtig godt med. De fleste kunder vil gerne hjælpe os med at lave gode løsninger, og de sætter pris på at blive inddraget i udviklingsprocessen. I de første prototyper af appen var regional- og fjerntog i samme kategori som S-tog. Vi fandt ud af, at kunderne ikke forstod det, og derfor ændrede vi det, så S-toget fik sin egen kategori. ”

Hvad er det mest udfordrende? 

”Det sværeste er at imødekomme kundernes forskelligartede behov, samtidig med at vi ønsker at lave enkle og nemme løsninger. DSB App skal kunne fungere, hvad enten man planlægger en længere rejse eller ’bare’ skal tage S-toget to stop for at handle. Den skal også kunne rumme, at nogle kunder har et større behov for information og tryghed end andre. Derfor er det vigtigt at inddrage kunderne, så vi er sikre på at bruge vores ressourcer på de rigtige løsninger.”   

Hvad kan du godt lide at lave i din fritid?

”Jeg har to børn, så tiden går mest med det. Men ellers er jeg rigtig glad for at læse. Jeg foretrækker at læse fiktion, hvor jeg kan lade mig opsluge af fantastiske fortællinger og universer. Om det er krimi, fantasy eller historisk fiktion, spiller ikke så stor en rolle. Jeg er storforbruger af det lokale bibliotek. Inden jeg fik børn, kunne jeg sagtens bruge en hel weekend bare på at læse en bog. Men nu er det mest børnebøger, jeg læser. Vi plejer at finde et godt kompromis, så lige nu læser vi Harry Potter.”

44-årige Emil Møller Marker er underdirektør i strategisk AI for DSB. Han bruger kunstig intelligens både i DSB og derhjemme, når han læser godnathistorier for sine børn.
Tekst:Esben VestergaardFoto:Søren Rønholt

Hvad laver du i DSB?

”Helt overordnet har jeg ansvaret for den strategiske retning for anvendelse af kunstig intelligens. Det kommer nok bag på mange, men vi har arbejdet med kunstig intelligens i mange år i DSB. Vores prisberegner til Orange-billetter var den første, vi implementerede for otte år siden. Nu arbejder vi med alt fra ChatGPT-løsninger til forudsigelse af forsinkelser i trafikken. Men der er mange andre anvendelsesmuligheder.”

Hvad er baggrunden for din interesse i teknologi? 

”Jeg er uddannet fra CBS, men har altid interesseret mig for teknologi og legede med computere, da jeg var yngre. Min far fik en computer, da jeg var ni, og den var jeg meget nysgerrig på. I starten var det spil og at lære den at kende.Da jeg blev ældre, fik jeg også programmeret og kodet lidt. Jeg synes, det er spændende, men er mere optaget af menneskelig interaktion, og hvordan man skaber noget sammen frem for at sidde med det selv.”

Hvordan vil du beskrive dig selv som leder? 

”Siden jeg var 27 år, har jeg været leder. Jeg tror, at vi trives bedst med tillid begge veje. Så jeg stoler på, at mine medarbejdere er den bedste version af sig selv, hvis jeg giver dem de bedste forudsætninger som for eksempel fleksibilitet og tiltro. Vi lykkes sammen, og det handler om at få vores fælles kompetencer i spil. Det synes jeg er utrolig inspirerende.”

Hvordan forudser du fremtiden? 

”Uha, det er svært at sige. Det sker utrolig meget inden for teknologien omkring kunstig intelligens i disse år. Jeg tror, at udviklingen kan være med til at løse mange udfordringer, men teknologien er ikke perfekt. Måden, hvorpå vi bruger teknologien, er afgørende. Det er lidt som en superheltedragt, man kan tage på. Den forstærker din intention. Du kan se længere, du kan flyve højere, du kan arbejde hurtigere. Det er ikke en terminator, der kommer for at udrydde os, og teknologien har ikke onde hensigter. Men vi skal være opmærksomme på moral og etik, så den menneskelige kontakt ikke går tabt.”

Roder du også med teknologi, når du har fri? 

”Børnene har droner og VR-headsets, og jeg holder mig opdateret ved hjælp af podcasts og programmer om udviklingen. Jeg bruger også kunstig intelligens til godnathistorier for mine børn. Så sidder vi sammen og laver sjove historier, hvor vi gerne vil have et eventyr med en bestemt hovedperson. Det er meget underholdende.”

Hvad er din yndlingsaktivitet? 

”Jeg elsker foråret, hvor naturen vågner fra vinterdvale. Jeg er med på Vild Med Vilje-bølgen, og dele af vores have gror vildt. Nogle kalder det ukrudt, men jeg synes, det er en fornøjelse at se forskellighederne i naturen. I sommer byggede jeg en træterrasse ved vores sommerhus. Ellers nørder jeg lidt insekter. Jeg har flere hundrede billeder af insekter, som jeg prøver at identificere og blive klogere på ved hjælp af kunstig intelligens.”

47-årige Maria Dahl er lokomotivfører og styrer toget som kvinde i et mandsdomineret job.
Tekst:Esben VestergaardFoto:Jens Hasse

Hvad går dit arbejde ud på? 

”Jeg er lige blevet uddannet lokomotivfører efter knap et år på skolebænken, og jeg sidder i førerrummet og styrer toget. Jeg elsker udfordringer og er lidt en perfektionist. Nu har jeg jo forholdsvis sent i livet lavet et radikalt karriereskift, men jeg håber meget på at få lov at slutte her i DSB.”

Hvordan kom du til DSB?

”Jeg er uddannet socialrådgiver og har arbejdet på et jobcenter i mange år. Efter nogle år med to gange stress fortalte min læge mig, at jeg var nødt til at finde noget andet at lave. Jeg har altid brændt for at lære fra mig og hjælpe andre mennesker, så min drøm var egentlig at blive lærer. Men der ville jeg nok blive lidt udfordret på min tålmodighed.”

Hvordan kom du videre? 

”Til at starte med havde jeg ikke energi til så meget. Jeg kunne ikke overskue at tage på arbejde eller dagligdagsting som at tømme opvaskemaskinen, og i det hele taget var jeg meget trist. Så jeg blev nødt til at ændre nogle ting. Første skridt var, at jeg så et stillingsopslag på Facebook, hvor DSB søgte lokomotivførere. Det passede mig perfekt. Jeg bliver stolt, når jeg trækker i DSB-uniformen med ansvaret for toget. Det er svært at forklare, men det er lidt en følelse af at repræsentere noget større.”

Du har flest mandlige kolleger – hvordan er det? 

”Det er spændende. Det er en fordel at være lidt rap i replikken. Alt er ment med et glimt i øjet, og når man har haft en hel dag alene i førerrummet, er det rart at komme ind og få grint lidt af det hele. Der er plads til alle her, men jeg synes godt, der kunne komme endnu flere kvinder. Heldigvis bliver det bedre, og det er noget, vi er opmærksomme på. Det kan godt komme bag på folk, at kvinder styrer toget, fordi de er vant til mænd. Det er også mænd i højttaleren, så den holdning vil jeg gerne være med til at rykke lidt på. Kønnet har ingen betydning for, hvor god en lokomotivfører man er. Mit motto i arbejdet er, at kvinder helt sikkert også kan køre tog.”

Hvad laver du, når du har fri? 

”Vores arbejdstider er omskiftelige, så det kan være lidt svært at planlægge. Men jeg er frivillig på Godset, som er et spillested i Kolding, hvor jeg bruger en del tid. Vi har blandt andet haft Andreas Odbjerg og Jonah Blacksmith til at spille. Jeg elsker musik og lytter til meget forskelligt. For mig var det en god måde at få et netværk på, da jeg flyttede til Kolding for syv år siden. Og så har jeg fået nogle rigtig gode venner der. Derudover er jeg vild med at fordybe mig i kreative projekter. Jeg hækler meget i perioder. Især under corona, hvor jeg fik hæklet nogle store tæpper til mine børn. Jeg kobler fuldstændigt fra, når jeg er kreativ. Det er en form for terapi for mig.”

 

37-årige Alexander von der Wehl Mikkelsen er SoMe og content manager i DSB.
Tekst:Esben VestergaardFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit arbejde ud på? 

”Jeg laver, koordinerer og analyserer indhold, som vi slår op på de sociale medier. Der kan tonen godt være meget hård, så jeg er påpasselig med, hvad jeg lægger op hvornår. Det er et stort ansvar, og jeg skal lære af mine fejl. Mit arbejde er lige dele sjovt, spændende og udfordrende. Og sindssygt fedt. Jeg ville sådan ønske, at folk var bedre til at udvise lidt forståelse og tænke sig om en ekstra gang, inden de farer til tasterne. De her tastaturkrigere ville jo sjældent sige det direkte ansigt til ansigt. Der kan komme en snowball-effekt, derfor er de første kommentarer ret afgørende. Vores folk i SoMe-teamet, som svarer på kommentarerne, er ekstremt vigtige, fordi de kan tage de værste kommentarer i opløbet.” 

Hvordan kom du til at arbejde i DSB? 

”Jeg har altid været interesseret i sprog, kommunikation og marketing. Efter nogle job i mediebranchen på Berlingske Media havde jeg en kammerat, som sagde: ’Hey, vi mangler en til sociale medier.’ Jeg havde måske lidt en forventning om, at DSB var en gammel og lidt konservativ virksomhed, hvor der kunne være langt fra tanke til handling. Men de forventninger er gjort til skamme. Tværtimod går mange af mine kolleger virkelig op i deres arbejde, og jeg får lov til utrolig meget i min stilling, så længe det holder sig inden for nogle rammer. Jeg kan godt være uenig med min chef om indhold og opslag, men overordnet er simple opslag tit dem, der fungerer bedst.”

Hvad kunne et simpelt opslag være? 

”Vi har haft en god succes med serien ’Under uret’ på Hovedbanegården, hvor vi tager et billede og en kort snak med forskellige passagerer. Det skaber glæde. Jeg undervurderede nok lidt, hvor stor en kulturinstitution det har været at mødes ’under uret’. Jeg var lidt skeptisk inden, men jeg kan se, at opslag derfra performer godt. Der er også et par, der blev gift under uret, fordi det var der, de mødte hinanden første gang. Det var meget sjovt at høre.”

Hvad laver du i fritiden? 

”Jeg har været med til at starte et håndboldhold i København i 2010, hvor tilhørsforholdet var Sønderjylland. Det har jeg brugt meget tid på. Først som spiller, så bestyrelsesformand og nu blot menigt bestyrelsesmedlem. Jeg følger stadig holdet, SG Mojn, som de hedder, når de spiller på hjemmebane, og det passer i kalenderen. Ellers bruger jeg byen til arrangementer og events. Jeg kan godt lide at gå ud at spise og i biografen. Før gik min kæreste og jeg en del i biografen, men det skal planlægges lidt mere, efter vi har fået barn.” 

Hvad er din yndlingsfilm? 

”Jeg elsker science fiction-genren. Specielt ’Interstellar’ er jeg helt vild med. Jeg kan også godt lide ’Star Wars’ og ’Star Trek’. Hvis jeg skal vælge en film, der ikke er sci-fi, må det nok blive ’Memento’, fordi den er fyldt med twists. Jeg kan godt lide, når jeg skal bruge min hjerne undervejs.”

Hvad har ændret sig, efter du blev far? 

”Mange ting, haha. Vi skal først og fremmest planlægge meget mere. Det er ikke så nemt lige at mødes med nogle venner spontant, som det var tidligere. Jeg kan bedre forstå, hvor hårdt det er at være lærer eller pædagog. Jeg har så meget respekt for dem, når jeg afleverer om morgenen, og 50 børn løber skrigende rundt med et lydniveau over 150 decibel. Det kræver virkelig opmærksomhed og tålmodighed. Jeg har genvundet meget respekt for min mor, der har været børnehavepædagog i 25 år.”

56-årige Tony Bispeskov er informationschef hos DSB. Julen er hans travleste tid, hvor titusindvis af rejsende skal hjem til familien.
Tekst:Rasmus Barud ThomsenFoto:Bjarke Ørsted

Hvilke opgaver har du i juledagene?

”Jeg er på arbejde alle dage hen over jul og nytår, hvor jeg som DSB’s ansigt udadtil hjælper medierne med opdateringer og statusrapporter fra juletrafikken. Så jeg er en del i tv, radio og i aviserne for at give interviews om trafiksituationen. Men selv om det er mig, folk ofte ser, er det mine mange gode kollegers arbejde, der får juletrafikken til at glide.”

Hvad gør juletrafikken til noget særligt?

”Der er mange følelser i spil, når folk skal hjem til jul. Spænding, glæde og forventninger. Men det er også en travl tid, hvor forløbet op til togturen kan være hektisk. Derfor gør vi meget ud af at være til stede på stationerne for at hjælpe folk godt på vej. For mange er togturen hjem også en del af juletraditionen, hvor det hele starter, når de sidder godt i sædet og endelig kan slappe af. Og vi har et stort ansvar for, at de kommer godt og rettidigt hjem til jul. Derfor må folk også meget gerne bestille pladsbilletter i god tid, så vi ved, hvor mange ekstra ­togvogne der skal sættes på i juletrafikken.”

Er der en særlig episode, du husker fra tidligere års juletrafik?

”Ja, den med hunden, der blev væk. Og fundet igen, heldigvis. Det var en hvalp på seks måneder, der var stukket af hjemmefra og alene hoppet på toget i Hvalsø som blind passager lillejuleaften i 2014. Undervejs blev hunden fundet af personalet i toget. Der var intet halsbånd, så den fik lov at køre med til Hovedbanen i København. Via sociale medier fik vi hvalpen, der var af racen kleiner münsterländer, efterlyst, og det viste sig, at hvalpen tilhørte en familie med tre døtre, der var meget ulykkelige over den forsvundne hund. Men julen blev reddet, da faren blev opmærksom på vores opslag og kom og hentede hvalpen samme dag. Det er ikke hver dag, den slags sker, og det er en rigtig julehistorie.”

Du skal arbejde hele julen – hvad med juleaften?

”Den holder jeg sammen med min familie, hvor vi i år bliver fire til andesteg. Jeg bor lige ved Nørreport, så det passer godt med, at jeg hurtigt kan tage en orange DSB-vest på og stille op til interview ved Nørreport Station omkring trafik-ken. Min datter har tilmed fødselsdag 24. december, så det er nogle travle dage, hvor jeg arbejder mellem fejringer og julemad. Men mine børn er store nu, så det er lidt lettere at få til at passe sammen.”

Hvad ønsker du dig selv i julegave?

”Jeg kan ikke lige komme på nogen gaveønsker, men jeg vil gerne rejse med mine børn i det kommende år. De er 18 og 24 år, så tid med dem er ikke længere en selvfølge. Så det håber jeg meget kan lade sig gøre. At de vil ud og rejse med deres gamle far.”

”Jeg har haft et kolossalt spændende arbejdsliv,” siger 62-årige Kim Ulrik Schaumann, der i sin tid som journalist for Berlingske Tidende, Børsens Nyhedsmagasin og Børsen skrev om politik og økonomi, rejste rundt i verden og dækkede EU, inden han blev pressechef i TDC og afdelingsleder i Danske Bank. I dag kører han S-tog.
Tekst:Esben VestergaardFoto:Søren Rønholt

Hvordan kom du til DSB? 

”Jeg blev uddannet journalist i 1987 og har arbejdet mange år i den branche, inden jeg startede som selvstændig kommunikatør. Det gik fint til at starte med, men opgaverne blev færre, så jeg begyndte at søge faste jobs, 82 i alt, men min alder var et benspænd. Jeg så helt tilfældigt en Facebook-annonce fra DSB, hvor de søgte lokomotivførere. Så kontaktede jeg HR og hørte, om de kunne bruge en på min alder. Det kunne de heldigvis godt, så jeg startede som elev. I dag er jeg lokomotivfører på S-tog, og hvis jeg får den rette efteruddannelse, har jeg mulighed for at køre alle typer tog.” 

Hvad er det bedste ved arbejdet? 

”Jeg kan godt lide hyggen. Kollegaskabet, kontakten med passagererne. Det er et meget socialt arbejde, og vi har en virkelig god hilsekultur. Vi holder altid pause sammen. Så går snakken højlydt, og vi tager lidt gas på hinanden. Jeg har lært rigtig mange forskellige personer at kende. Folk, der har været præster, elektrikere, ingeniører og piloter. I mine sabbatår startede jeg selv som fragtmandschauffør for en vognmand i Sydhavn, så jeg er på en måde vendt tilbage til transportbranchen. Jeg drømmer ikke om at gå på pension, når jeg bliver 67. Jeg har ikke lyst til at stå hjemme med sutsko og vente på, at min kone får fri fra arbejde. Så jeg fortsætter, så længe helbredet tillader det. Det udfordrende er arbejdstiderne, de er meget omskiftelige. Jeg arbejder hver anden weekend og sommetider meget sent eller tidligt på dagen. Det har jeg lige skullet vænne mig til. Men jeg nyder, at der altid er en sjov historie, fordi vi har så vidt forskellige baggrunde, eller hjælp at hente – også hvis der har været en ubehagelig oplevelse.”

Hvad kunne det være?

”Jeg har kørt en tom barnevogn ned på Nørreport Station i myldretiden. De første fem minutter troede jeg, at der var et barn i vognen. Moren bar heldigvis barnet i en sele på kroppen, men det var alligevel en voldsom oplevelse. Jeg kunne ikke nå at bremse, og alle mennesker begyndte at skrige helt vildt, fordi de troede, at der lå en baby i barnevognen. Men efter lidt panik på perronen kom der nogen løbende og fortalte mig, at barnevognen var tom. Det var så lettende og rart at få at vide.”

Hvordan kom du videre? 

”Efter sådan en oplevelse træder en række standardprocedurer i kraft med tilbud om krisehjælp og samtaler med kolleger. Men jeg er sådan skruet sammen, at jeg hurtigst muligt har brug for at komme op på hesten. Så et par dage efter kørte jeg min normale vagt igen. Der kunne jeg godt mærke, at jeg var ekstra opmærksom, da jeg satte mig i førerrummet. Jeg dobbelttjekkede alt og sad med skuldrene lidt oppe på den første del af turen. Det er det mest dramatiske, jeg har oplevet i min tid i DSB.”

Hvad laver du i din fritid? 

”Jeg læser en del historiske bøger. For tiden om islam og tidligere om kristendom.Der kan være en alt for hård tone mellem nogle muslimer og nogle danskere, og det vil jeg gerne være med til at bryde, så jeg forsøger at forstå begge sider. Jeg har lige rejst i Israel og Palæstina. Normalt tilmelder jeg mig ikke grupperejser, men det var nødvendigt i denne omgang på grund af konflikterne og uroen i området. Utrolig spændende og øjenåbnende, men samtidig nedslående, fordi situationen er så krigerisk. Ellers er jeg amatørhåndværker. Jeg har restaureret et hus og et sommerhus fra ende til anden.”

60-årige Lykke Panduro Hess har som produk­tionsleder for 57 medarbejdere ansvaret for, at alle processer og procedurer bliver overholdt i klargøringen af tog.
Tekst:Esben VestergaardFoto:Søren Rønholt

Hvordan kom du ind i DSB?

”Jeg er udlært i Magasin og har altid elsket relationer og kontakt. Efter nogle år i Magasin måtte jeg lige ud og mærke den virkelige verden, inden jeg ville vende tilbage. Så jeg begyndte lidt tilfældigt som togstewardesse i 1987. Det var en anden tid, hvor salget foregik fra en kiosk i toget. Især fredag eftermiddag med mange rejsende soldater var noget særligt. Dengang var vi provisionslønnede, og soldaterne var meget tørstige. Så når jeg var på arbejde, skulle der laves noget. Jeg er opdraget med, at jo mere jeg kunne lange over disken, jo mere kunne jeg tjene. På sådan en fredagstur fra København til Frederikshavn kunne jeg faktisk sælge for ret store beløb. Og lige siden har jeg været i DSB i forskellige funktioner.” 

Hvis ikke du var i DSB, hvad havde du så lavet? 

”Et svært spørgsmål, men jeg havde nok været guide. Ikke i en storby, men jeg elsker at vandre i bjergene. Jeg bliver helt bjergtaget, når jeg oplever roen i bjergene. Et af de højeste bjerge, jeg har besteget, er Kala Patthar i Nepal med cirka 5.600 højdemeter, hvor jeg måtte kravle op til sidst, fordi der lå store, løse sten på toppen. Jeg har også været på Kilimanjaro i Tanzania, som er lidt af en luksus med relativt gode stier hele vejen op. Jeg har ofte rejst alene. Det tiltaler mig, da jeg jo i dagligdagen er på og taler rigtig meget.”

Hvad laver en kongelig togfører? 

”Jeg er togfører på Den Kongelige Salonvogn og sørger for, at dronningen får lidt at spise og drikke, når hun er på tur. Jeg har stor respekt for dronningen, hun er fantastisk dygtig. Tidligere kørte vi også med prinsgemalen, og han havde ofte gæster med. Tit var det jagtselskaber i Jylland, og den del af jobbet værdsatte jeg utrolig meget. Hvis jeg bliver ringet op, skal jeg smide alt, hvad jeg har i hænderne, og være klar til at køre. Jeg er utrolig stolt over den funktion.”

Hvad laver du i din fritid? 

”Uha, alt muligt. Jeg er meget aktiv og har tidligere brugt mange timer på at løbe. Blandt andet har jeg gennemført 36 maratoner i Nepal, Kina, Indien og rundtomkring i Europa. Det vildeste, jeg har prøvet, er Swiss Alpine, som er et ekstremløb på 78 kilometer i Alperne. Jeg er ikke konkurrencemenneske som sådan, men man skal ikke sige til mig, at jeg ikke kan klare opgaven. Det motiverer mig bare. Jeg har altid sat mig nogle sjove mål. Jo mere fjollet, jo bedre. Men jeg kan ikke længere holde til at løbe de lange distancer, så jeg har lært at ro kajak i stedet, da jeg stadig har brug for udfordringerne.”

Nicolai Pulkkinen har det daglige ansvar for 60 medarbejdere. Men også fritiden kører på skinner. Nicolai Pulkkinen har jernbaner på hjernen og ejer sit eget tog.
Tekst:Esben VestergaardFoto:Søren Rønholt

Hvordan endte du i DSB? 

”Jeg har arbejdet i Lokaltog inden DSB, så jeg har altid været interesseret i jernbanen. Jeg så en jobannonce med mangel på togførere i København og syntes, det lød spændende, så jeg søgte det og har været her siden 2015. Først som togfører og herefter som togpersonaleleder. Mine opgaver spænder meget bredt, og jeg står til rådighed, når mine ­medarbejdere bøvler med nogle ting. Det kan være IT, bestilling af tøj eller oplevelser i toget. Der er selvfølgelig også nogle knap så underholdende opgaver som fraværsopfølgning og udfordringer med sporarbejde.” 

Hvad giver dit arbejde dig? 

”Jeg elsker at være med til at gøre en forskel. Det kan lyde lidt som en kliché, men det er virkelig rigtigt. DSB er jo en gammel virksomhed, og vi skal ikke hænge fast i fortiden. Vi må gerne være stolte af fortiden, men vi skal stadig flytte os i den rigtige retning. Vi er blevet mere miljøbevidste alene de seneste 10 år. De forandringer skal jeg være åben over for og forsøge at føre ud i livet. Jeg er i hvert fald stolt af at være ansat i DSB. Jeg var også stolt, da jeg var kørende togfører. Der er bare noget specielt over at hoppe i uniformen og se, at der står DSB på tøjet. Og at man er en del af fællesskabet.”

Hvad husker du særligt fra dine otte år i DSB? 

”Tour de France sidste år var tre vanvittigt hårde, men også sjove dage, hvor det hele kulminerede, da feltet kørte over Storebæltsbroen med et DSB-tog susende bagved på lavbroen. Der fik jeg en følelse af, at vi lykkedes. Jeg var især stolt af måden, hvorpå vi så hurtigt fik bugseret 4.000 mennesker ud af København i løbet af en halv time efter enkeltstarten. Der skulle jeg virkelig holde tungen lige i munden i forhold til planlægning og koordinering af folk i marken.”

Og de knap så fede episoder? 

”Jeg har prøvet mange ting her i DSB. En dag var jeg togfører mod Nivå Station, hvor jeg gennemgik toget, inden det skulle køres ud på vendespor. Toilettet var låst, og jeg kunne ikke få kontakt til vedkommende derude. Jeg låste døren op og kunne se, at der lå en på tværs af toilettet. Så begyndte jeg ellers at gøre plads til at udøve hjertemassage, inden ambulancen ankom ganske kort efter. Det var egentlig ikke så slemt, da det stod på, men efterfølgende gik jeg hjem med en meget tom fornemmelse i maven. Jeg hev fat i min lillebror, der på det tidspunkt arbejdede på et sygehus. Han kunne relatere til det. Og så lever jeg med en pædagog til daglig, så jeg har altid været god til at tømme rygsækken, når jeg kommer hjem. Alligevel kan jeg stadigvæk den dag i dag have det lidt mærkeligt med at køre til Nivå, hvor det skete.”

Du har købt dit eget lokomotiv. Hvorfor? 

”Jeg er lidt af en tognørd eller -entusiast. Jeg er sikkerhedschef i Østsjællandske Jernbaneklub i Køge. De yngste medlemmer er vel et par år nu, mens de ældste er omkring 80. Fællesskabet og rummeligheden i klubben er omdrejningspunktet. Vi starter altid søndag morgen med en bid mad, en kop kaffe og en status på stort og småt. Mange synes, det er sjovt at tage billeder af tog. Det gør jeg ikke. Jeg kan bedre lide at gå og banke lidt på dem. Tidligere købte vi i foreningen et andet lokomotiv, som stod i Randers, og jeg ville gerne have købt lokomotivet til mig selv. Men det blev stadig brugt af DSB, så jeg ventede nogle år, inden en mellemhandler i Jylland købte en hel pulje med ni lokomotiver. Og så bød chancen sig for, at jeg kunne købe et rangerlokomotiv Köf 259 fra 1966. Det står i Køge, og lige nu er jeg i gang med en nænsom restaurering af det. Det er sgu bare lidt blæret at sige, at man har sit eget tog.”

 

På stationen i Næstved har Hannah Nörskau Heilskov Sørensen siden januar haft ansvaret for 11 medarbejdere, der udfører rengøring undervejs i togene, mens de kører, og sørger for, at de omkringliggende stationer og perroner er pæne og ryddelige.
Tekst:Esben VestergaardFoto:Søren Rønholt

Hvordan landede du i DSB? 

”Jeg havde mit eget rengøringsfirma, men det blev svært at skaffe kunder. Hvis jeg skulle lukke mit elskede rengøringsfirma, skulle jeg lave noget, som jeg havde lyst til. Så jeg sendte en ansøgning og blev kaldt til jobsamtale, hvor jeg blev spurgt til, hvordan jeg havde det med blod, urin, bræk og afføring. Det er vel de færreste jobsamtaler, hvor man bliver spurgt om den slags. Jeg startede de første par uger i januar som ’undervejser’, som vi kalder dem, der udfører undervejs-rengøring, inden jeg blev holdleder for stationsservice her i Næstved.”

Hvad går dit arbejde ud på?

”Uha, mange forskellige ting. Som holdleder er jeg bindeled mellem ledelsen og stationsservice. Det betyder meget for mig, at mine kolleger har det godt. Derudover er der en del skrivebordsarbejde, og så gør jeg både rent i togene og på stationen. Jeg står også for oplæring af nyt personale, der udfører undervejsrengøring. Hvis man er til glamour og mode, skal man ikke arbejde her. Eller jo, det kan man dyrke i sin fritid. Vi møder mange forskellige typer – både de sjove og knap så sjove. Forleden måtte jeg fortælle en fuld mand, at han altså ikke kunne stå og tisse på perronen, når der nu er et fint og rengjort toilet på stationen. Jeg har også ansvaret for mine kolleger, når der sker noget alvorligt. Det kan være en personpåkørsel, hvor jeg giver psykisk førstehjælp.”

Hvad er det ulækreste, du har været ude for?

”Jeg har det egentlig okay med overskidte toiletter og urin på væggene. Men jeg har oplevet, at toilettet her på Næstved Station var stoppet. Vandet stod helt op til kanten, og det flød med afføring og toiletpapir. I skraldespanden kunne jeg se, at der lå medicin mod diarré. Da jeg tidligere skulle oplære en ny kollega, fandt vi bræk på et sæde. Hele rummet stank, men vi fik løst det efter bedste evne. Jeg synes, at vi er nogle af hverdagens helte, for hvem kan ikke forestille sig, hvordan der ville se ud, hvis ikke vi var her?” 

Hvad giver det dig at udføre rengøring?

”Først og fremmest kan jeg mærke, at jeg gør en forskel. Kunderne bliver så glade, når vi kommer forbi og tager deres skrald. Jeg kan møde ind til en g-streng, der hænger i et skilt, klistermærker plantet på væggen, skrald på perronen, kage og burger, der er smurt på glasruden. Så hvis ikke vi var her, ville det ligne et bombet lokum bogstavelig talt. Det er ikke for sarte sjæle, og man skal være lidt tykhudet for at være i det. Men jeg elsker den øjeblikkelige tilfredsstillelse, det giver, når jeg kigger på noget, jeg lige har rengjort. Jeg håber at være her i DSB resten af min karriere på en eller anden måde.”

Hvad laver du i din fritid? 

”Jeg er uddannet teknisk designer, og jeg kan godt lide at være kreativ. Men egentlig bruger jeg meget af min fritid på friluftsliv og vandring i Danmark. Jeg kan godt finde på at rive en weekend ud af kalenderen og tage af sted sammen med min mand og vores hund, Ratata. Vi har vandret på Jyderupstien sammen. I 2018 søgte jeg faktisk om deltagelse i ’Alene i vildmarken’, men jeg kom desværre ikke igennem. Jeg går også meget op i fugle, bål i haven og at få ting til at gro. Hvis jeg skal slappe helt af, ser jeg true crime-serier og læser om det samme.”

57-årige Ole Bøje Pedersen er leder for lokomotivpersonale hos DSB i Næstved.
Tekst:Esben VestergaardFoto:Søren Rønholt

Hvordan havnede du i DSB? 

”Jeg er udlært smed og har været snart 35 år i DSB. Først som lokomotivfører og i de seneste 15 år som leder for lokomotivpersonale i Næstved, hvor jeg også fungerer som ledelsens repræsentant i lokalområdet. Det vil sige, at jeg skal bistå med klager og være DSB’s ansigt udadtil i nogle situationer, og det gør samtidig, at jeg får lov til en masse ting. Det kan spænde lige fra at tømme toiletter på et tog til at kontakte Næstveds borgmester. Dagene er aldrig ens. Og så elsker jeg den gode og drilske tone blandt mine
kolleger.”

Hvordan var livet som lokomotivfører? 

”Det var utrolig spændende, men til tider ret simpelt. Det er kun de dage, hvor det går galt, at man virkelig er på. I dagligdagen er det ligesom at køre bil. Man tænker ikke over, når toget starter og kører derudad. Det er et dejligt job i den forstand, at når man går hjem, har man ikke noget, der ligger og venter til dagen efter. Man har ligesom fri-fri. Hver eneste dag er en frisk start.” 

Er der en særlig episode, som du husker? 

”Tidligere havde vi diesellokomotiver stående, og de larmede, men vi modtog sjældent klager. Da vi fik el-lokomotiver, tænkte jeg, at nu ville her virkelig blive stille. Da vi så for nylig modtog klager over larmen på et el-lokomotiv, tænkte jeg: ’Ej, det kan sgu da ikke passe. Der er ingen motor.’ Jeg måtte tjekke det. Og det viser sig, at når et el-lokomotiv kommer ind, går der cirka 20 minutter, hvor et ventilationssystem køler elektronikken ned, inden det er helt lydløst. Vi fik heldigvis klaret udfordringerne med dialog, og togene blev parkeret anderledes.”

Hvad kan du lide at lave i fritiden? 

”Jeg elsker at sejle. Min kone og jeg har boet på en båd i Næstved i næsten seks år. Jeg var vild med friheden, det gav mig. Nu er min kone og jeg gået på land, men det var et hollandsk stålskib, som tit trængte til en kærlig hånd. Oftest skete der noget undervejs, som skulle udbedres. Det kan jeg godt lide: at have noget mellem hænderne, mens jeg er fuldstændigt til stede i det, jeg er i. Derudover har jeg altid spillet musik. Jeg har været suppe-steg-is-musiker i mange år. I dag er jeg en rimelig habil guitarist og spiller også med nogle stykker i et band.”