Indlæg

57 år-rige Jesper Mølgård er senior miljøkonsulent i DSB og ansvarlig for at måle af og nedbringe lokomotivernes CO2-udledning.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit arbejde ud på?

”Jeg arbejder med DSB’s miljøpåvirkning. Jeg har blandt andet ansvaret for de beregninger, der viser, hvor meget CO2 de forskellige lokomotiver og togsæt udleder, og jeg er med til at vurdere, hvordan vi kan reducere energiforbruget.”

Hvad kunne det være for tiltag?

”Vores tog bruger hele tiden energi. Når det kører, men også når det holder stille. Der er for eksempel varme på, så togene ikke bliver for kolde, og der er lys tændt, når rengøringspersonalet skal til. Nogle steder holder dieseltogsættene derfor i tomgang. Jeg er med til at undersøge, om det er muligt at koble dem på el, så de får strøm fra et kabel i stedet for. Vi arbejder også på at få bedre styring af indeklima og luftskifte i de forskellige materieltyper. Alt sammen for at spare energi.”

Hvorfor er dit job vigtigt?

”Det er afgørende at vise kunderne, at toget er en del af løsningen på klimakrisen. De beregninger, jeg er med til at lave, gør det nemmere at vise, at toget er et mere bæredygtigt alternativ til andre transportformer som for eksempel biler, fly og færger. Når jeg laver beregninger, er det gennemsnitlige størrelser. Man kan sagtens tage toget en søndag aften, hvor der ikke er så mange passagerer med, og udledningen per passager selvfølgelig er højere, fordi der er færre at fordele den på.”

Hvad lavede du, inden du blev miljø-konsulent?

”Jeg er uddannet ingeniør og har arbejdet i DSB i 33 år. Jeg har siddet i mange forskellige jobfunktioner. Jeg har både siddet med planlægning, passagertællinger og udliciteret rengøring, men jeg kan ikke huske, hvor mange stillingsbetegnelser jeg har haft.”

Det var mange år … 

”Det var det første jobtilbud, jeg fik, da jeg var færdiguddannet, og jeg tog bare imod det. Jeg fik hurtigt en god fornemmelse, fordi jeg er i en virksomhed, hvor produktet giver mening. Toget er et bæredygtigt valg, og det er på samme tid med til at reducere trængslen på vejene, specielt i de store byer. Derudover giver det mennesker, der ikke har bil, mulighed for at rejse. Desuden kan jeg godt lide, at alle har en holdning til DSB. Det har aldrig generet mig, at jeg skal diskutere rejsekort og forsinkelser til privatarrangementer – jeg synes, det er sjovt.”

Har du nogle fritidsinteresser?

”Jeg spiller backgammon. Jeg spillede rigtig meget i 90’erne og blev faktisk danmarksmester i backgammon i 1996 – men så fik jeg børn og lagde det lidt på hylden. Jeg har kun spillet i tre år, siden jeg genoptog det, men jeg spiller i 1. division, som er den næstbedste række. Det svinger lidt, hvor mange turneringer jeg deltager i, men målet, da jeg begyndte igen, var, at jeg skulle til udlandet og spille. Så jeg var i London i februar og Venedig i april. Derudover er jeg formand i Omø Brugsforening og er med til at drive en mindre købmand på den lille vestsjællandske ø, hvor jeg har sommerhus.”

Ifølge en gennemsnitsberegning udleder et InterCity-tog 29 gram CO2 per passager per tilbagelagt kilometer, mens et indenrigsfly udleder 160 gram, og en konventionel bil 119 gram. En elbil udleder 13 gram, mens DSB’s elektriske Vectron-tog udleder 6 gram per personkilometer.

Jacob Cramer Kjær har været ansat i DSB siden 2008. I løbet af sine 14 år i virksomheden har han været lokomotivfører og driftsleder, inden han blev beredskabs-specialist.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit arbejde ud på?

”Jeg er en del af en afdeling på tre personer. Vi sidder og planlægger togbusser ved sporarbejde i hele Danmark. Jeg tager mig af togbusser på alt sporarbejde på S-banerne.”

Hvad er den største succes, du har haft i dit job?

”Jeg var tilfreds med resultatet af en spærring, vi havde mellem Frederikssund Station og Valby Station i 2018. Den varede tre måneder og var den største, vi nogensinde havde lavet, og antallet af busser, der skulle bruges, overskred alt, hvad vi tidligere havde haft brug for. Risikoen var, at vi ikke kunne få den mængde busser, det krævede, men stort set alt kørte efter vores køreplaner.”

Hvad er det vigtigste, når du skal lave køreplaner?

”At kunderne er så lidt generet af sporarbejdet som muligt. Da busserne ikke kører på skinner, kan der være alle mulige uforudsete udfordringer som kødannelse, vejarbejde, lysreguleringer og ulykker, der påvirker køreplanen. Så jeg forsøger altid at gøre planerne så robuste som muligt ved at indbygge lidt luft i køreplanen.”

Hvordan håndterer du det, hvis kunderne er utilfredse?

”Jeg forstår godt, hvis de ikke er tilfredse, for det tager længere tid og er mere besværligt, når man skal med togbus, men det har aldrig generet mig. For jeg ved, at jeg altid har gjort det så godt, jeg kunne, for at få det til at hænge sammen.”

Du har tidligere været lokomotivfører. Hvordan blev du det?

”Jeg arbejdede som laborant hos Toms i syv år, indtil jeg fik lyst til at søge nye græsgange. På det tidspunkt havde DSB en masse kampagner, hvor de søgte lokomotivførere, og en dag, hvor jeg sad i toget på vej til arbejde, besluttede jeg mig for at ansøge om jobbet. Det var et skønt arbejde. Jeg havde en fantastisk udsigt og kunne se årstiderne skifte. Jeg kørte en fast tur og så tit de samme mennesker. Der var blandt andet et par passagerer, som fast stod på det første morgentog fra Ballerup og skulle af i Hellerup. Flere gange var jeg ude at vække dem i stillezonen, når jeg ikke kunne se dem stå af. Sådan nogle oplevelser gjorde hverdagen lidt sjovere.”

Hvorfor blev du beredskabsspecialist?

”Hvis man har evner inden for andet end det, man lige beskæftiger sig med, har man mulighed for at afprøve dem i andre afdelinger hos DSB. Så da S-tog i tidernes morgen startede nogle projekter, der skulle stramme op på køreplanerne, lavede de en arbejdsgruppe, hvor vi var otte lokomotivførere, der blev udvalgt til at deltage. De fandt ud af, at jeg havde evner inden for planlægning, pillede mig ud som lokomotivfører og satte mig på prøve i planlægningen. Jeg blev glad for det og blev hængende.”

Siden han var blot 16 år, har 67-årige Jan Mynderup været ansat i DSB. Men nu er det slut efter mere end 50 års tjeneste, der startede med damplokomotiver og slutter samtidig med udfasningen af de sidste diesellokomotiver. I stedet bliver der tid til haven, rejser og måske lidt hobbytog.
Tekst:Rasmus Barud ThomsenFoto:Bjarke Ørsted

Hvorfor har du været ansat i DSB i så mange år?

”Jeg blev ansat direkte efter 9. klasse, hvor jeg kom i lære som maskinarbejder. Siden har ansættelsen kun været afbrudt af seks uger i Civilforsvaret tilbage i midten af 70’erne. Gennem årene har jeg som håndværker med forskellige titler arbejdet på diverse typer tog på flere af DSB’s værksteder, og jeg har grundlæggende været glad for at arbejde her. Den primære årsag er nok, at DSB er en meget alsidig arbejdsplads, hvor jeg alle årene har kunnet udvikle mig og lære nyt.”

Hvad gik dit arbejde ud på?

”Min sidste titel var teknisk materielopfølger, der er en slags håndværkerstilling, hvor jeg skulle sørge for, at togene kørte i den bedst mulige tekniske tilstand. Konkret betyder det, at jeg løbende skulle holde øje med, hvornår bestemte dele på toget skulle udskiftes, og det har jeg sat en ære i. Når et tog skulle repareres, har jeg altid tænkt på passagererne, der skulle køre med det bagefter, og sagt til mig selv: Det skal være helt i orden, inden vi kører.”

Der kørte stadig damp­lokomotiver på skinnerne, da du blev ansat i 1971. Hvordan har du oplevet udviklingen i DSB?

”Jeg stopper nogenlunde samtidig med, at de sidste diesellokomotiver – ME’erne – også er blevet udfaset. Og dét siger det måske meget godt. Selvom tog har en lang levetid, er der sket en stor udvikling fra motorer drevet af kul og diesel til elektriske motorer og elektronisk styring i dag. Så mit arbejde har meget handlet om at følge med udviklingen og den grønne omstilling inden for tog.”

Hvad kommer du til at savne mest?

”Mine kolleger. Vi har haft det godt sammen, og jeg vil savne den faglige sparring og vores sammenhold. Der er ikke andre arbejdspladser, jeg hellere ville have været på, og i løbet af de 50 år hos DSB har jeg kun søgt ét andet job. Og det fik jeg – set i dag – heldigvis ikke.”

Og hvad vil du ikke savne?

”At stå tidligt op. Jeg møder klokken 06 hver dag, og jeg ser frem til at sove lidt længere. Og så kan jeg godt mærke, at kroppen er træt. Mine knæ især. Jeg har gået på mange trapper, og jeg har arbejdet meget på knæene. Så de skal have mere ro nu.” 

Hvad skal du bruge tiden på fremover?

”På min have. Her kan man godt se, at jeg ikke har været så flittig. Og så vil jeg gerne rejse mere. Særligt historiske rejser med fruen til Normandiet og andre steder glæder jeg mig til. Og så er der jo Jernbaneklubben, der har nogle gamle tog, som jeg nok får lyst til at makke lidt på. Tog har trods alt fyldt meget af mit liv, og jeg glæder mig til at kunne fortsætte lidt på hobbyplan.”

Dorthe Dyring Kjær har været ansat hos DSB siden 2010. Hun arbejder i afdelingen El-teknik, der befinder sig på værkstedet på Otto Busses Vej i København.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvad består dit job af?

”Jeg reparerer elektroniske komponenter i togene, for eksempel telefoner, informationscomputere og bremsecomputere, som lokomotivføreren bruger i førerrummet, og elektroniske displays i toget, hvor passagererne kan se, hvor toget kører hen.” 

Hvad er det bedste ved dit job?

”At der aldrig er to dage, der er ens. Jeg kan også godt lide, at vi får lov til at reparere i dybden, helt ned til komponent-niveau, hvor vi selv finder fejlen og skifter det, der skal skiftes.”

Hvad er det mest udfordrende?

”For dokumentationens skyld skriver vi servicerapporter, hver gang vi laver en reparation. Det er meget udfordrende, når det system ikke kører, som det skal.”

Hvor kommer din interesse for elektronik fra?

”Den opstod for mange år siden, da jeg startede hos B&O som ufaglært, hvor jeg monterede komponenterne i printplader. En printplade er den plade, man monterer alle de elektriske komponenter på, så de er rigtigt forbundet, og apparatet virker, som det skal. Jeg blev siden hen voksenlærling hos B&O som 25-årig.” 

Hvordan er kønsfordelingen i dit job?

”Det er primært mænd, men lige nu er vi to kvindelige elektronikmekanikere. Der er også andre kvinder i afdelingen, for eksempel to elektrikere, en maskinarbejder og en smed. Jeg synes, det er okay, at der er lidt mandehørm. Man skal kunne tage en vits og give lidt igen. Jeg hørte for nylig en vits så dum, at jeg ikke kunne lade være med at grine: En mand var kommet i helvede. Det gode var, at der var masser af øl. Ulempen var, at der i helvede er hul i bunden af dåserne – men ikke på kvinderne.” 

Har du nogle hobbyer?

”Jeg strikker og hækler, jeg laver trøjer, sokker, tæpper og alt, hvad man ellers kan finde på at strikke. Mit yndlingsgarn er ganske almindeligt bomuldsgarn.”

Per Schrøder blev ansat i DSB i marts 2018. Han er blandt andet ansvarlig for sikkerhed, planlægning, togteknik, trafikafvikling, værksteder, og medarbejderne tæller håndværkere, ingeniører, lokomotivførere og sikkerhedsfolk.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvad lavede du, inden du blev driftsdirektør?

”Jeg er uddannet officer i Forsvaret, og mit første job, da jeg blev færdiguddannet, var som jagerpilot i Flyvevåbnet. Jeg arbejdede 12 år som officer og havde derefter en række lederstillinger i erhvervslivet, blandt andet i SAS og – senest inden jeg kom til DSB – hos Thomas Cook Airlines.”

Hos DSB har du rundt regnet 4.000 mennesker under dig. Hvad er nøglen til at have så mange ansatte?

”At finde ud af, hvordan man holder en nær dialog og kontakt med folk, du nærmest aldrig ser, fordi de enten møder på skæve tidspunkter eller er ude at køre tog. De er langt væk fra, hvor du befinder dig. Det har været mit arbejde de sidste 30 år, men selvom jeg ved, hvordan man gør, er det stadig en udfordring.” 

Hvad er det bedste ved dit job?

”Det er fantastisk at være en del af den grønne omstilling og være med til at bringe DSB i front på den bæredygtige agenda. Tænk også, hvordan vi kan skabe merværdi i samfundet ved at reducere trængslen ind mod de store byer. Der er mange elementer, vi kan påvirke til gavn for vores kunder og Danmark. Og vores ansatte lægger en enorm stolthed i at være i dette firma. Det synes jeg er fantastisk.”  

Hvilke egenskaber skal man have som direktør?

”Man skal kunne samarbejde, man skal kunne skabe begejstring, man skal kunne holde overblikket og ikke nødvendigvis fortabe sig i detaljer, for så drukner du. Og det er meget vigtigt at rose. Man kan komme rigtig langt på literen, når man roser folk.”

Hvad er rigtig spændende i dit job lige nu?

”12. december gik vi i gang med at køre med Vectron-lokomotiverne foran dobbeltdækkervogne på Kystbanen og i den sjællandske regionaltrafik. Det håber jeg, de rejsende sætter pris på. Det er en lydløs togoplevelse med acceleration som en Rolls-Royce – meget behagelig at køre med. 

Hvad laver du, når du skal slappe af?

”Jeg læser historiebøger. Jeg tror, at når jeg engang bliver færdig som driftsdirektør, vil jeg læse historie på universitetet. Og hvis jeg virkelig skal slappe af, går jeg en tur i naturen med en fuglekikkert.”

35-årige Randi Lynggaard Pedersen er rekrutteringskonsulent i DSB.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvor længe har du været hos DSB?

”Jeg blev ansat 1. januar i år. Mange har været her i 30-40 år, så jeg føler mig stadig ny. DSB er en mangfoldig organisation med omkring 7.000 medarbejdere med masser af forskellige baggrunde. Jeg er selv adopteret fra Sri Lanka – jeg kom til Danmark, da jeg var otte uger – og synes, at ånden herinde er åben og uformel. Alle hilser på hinanden.” 

Fortæl om din egen rekrutteringsproces?

”Jeg skrev en motiveret ansøgning, uploadede mit CV og blev inviteret til samtale med min nuværende leder. Kemien var god, og jeg blev inviteret til endnu en samtale, hvor jeg fik feedback både af en rekrutteringskonsulent og min nuværende leder. Og så blev jeg tilbudt jobbet.

Hvad er det bedste ved dit job?

”Jeg kan godt lide at møde mennesker. Jeg har nok mødt over 100 kandidater det seneste år. Alle med hver deres baggrund og forskellige faglige kompetencer. Vi er ikke bange for at rekruttere lidt skæve personligheder. Jeg tror, mange har et indtryk af, at DSB er meget traditionelle og måske lidt ’fine’ på den, men mange af de ansøgere, jeg møder, har deres egen tøjstil, måske en unik hårstil (som jeg selv) og kan have en baggrund fra en helt anden branche. Det synes jeg giver værdi. Vi har plads til alle, uanset hvem og hvad din baggrund er.” 

Hvornår ved man, at en person er den rette til jobbet? 

”Man ser i første omgang på kompetencerne. Men det handler også rigtig meget om kemi. Passer personen ind, eller kan vi fornemme, at det ikke vil blive et godt match på længere sigt? Man skal gerne have en god oplevelse, når man arbejder for os. Den ansættende leder og jeg sætter os altid sammen efter hver rekrutteringssamtale og drøfter kandidaten. Jeg kan vejlede den ansættende leder og komme med mit syn på ansøgerens motivation og personlige kompetencer. Men det er den ansættende leder, der i sidste ende beslutter, hvem der skal have jobbet.”

Hvad er det mest udfordrende?

”At vælge kandidater fra. Det er især svært at sige nej til dem, hvor man kan se, at der er en stor passion for tog, og tit er det små ting, der skiller kandidaterne ad. Vi har for eksempel nogle sikkerhedsregler for lokomotivførere, de skal igennem en helbredsgodkendelse, og nogle består den ikke. Det er ikke mig, der tager den endelige beslutning, men det er måske mig, der er budbringeren. Det kan være svært at give afslag, fordi man slukker en drøm.”

Har du nogle hobbyer?

”Jeg elsker at rejse. Jeg har en baggrund fra rejsebranchen, som har taget mig rundt i hele verden. Jeg elsker at opleve nye kulturer og møde nye mennesker med en anden kulturel baggrund end jeg selv.”  

Hvad er din yndlingsfilm? 

”Jeg har lige gennemført et slags maraton, hvor jeg så de seneste fire James Bond-film for at forberede mig på den nye. Jeg er kæmpe fan af Daniel Craig som James Bond.”

Den 49-årige stationsbetjent Thomas La Cour arbejder mest i Vejle og Horsens, kan indimellem også mødes på Aarhus Hovedbanegård.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Jens Hasse

Hvilket udstyr bruger du på dit arbejde?

”Jeg har tilgang til alle de remedier, jeg kan ønske mig. Det er fantastisk, at næsten uanset hvor ulækkert der er, har jeg det, der skal til, for at få det til at skinne igen. På toiletterne har jeg for eksempel en vandslange med godt tryk på, så jeg kan lægge skum ud over det hele. Det er ligesom at gøre rent i et slagteri. Jeg har gummihandsker, og jeg har sågar beskyttelsesbriller, hvis jeg får brug for det.” 

Hvad er dit yndlingsrengøringsmiddel?

”Vi har noget, der hedder Skrub á Snavs. Det er en meget god betegnelse for, hvad det dur til. Det efterlader en ren duft bagefter. Der er lidt salmiakspiritus i, så det er godt på gulvene i forhallerne.”  

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

”En ting, der giver mig stor glæde, er at hjælpe handicappede godt på vej på stationerne. Jeg lister ofte en livshistorie ud af dem. Det er livsbekræftende at møde fremmede mennesker og opleve den slags åbenhed. Jeg tror, det er min uniform, der indgyder en tryghed. Jeg repræsenterer noget, der er større end mig selv.”

Hvad er det mest udfordrende? 

”Nogle gange når man har sørget for, at stationen ser rigtig godt ud, ser den allerede klokken 11-12 stykker ud ad h… til igen. Så skal man på den igen.” 

Hvordan efterlader folk toiletterne?

”Nogle gange kan man godt se, at det er folk, som har haft et uheld og ikke har haft overskuddet til at rengøre efter dem selv, og det er fair nok. Andre gange er der nogen, som synes, det er sjovt, eller finder en tilfredsstillelse i at svine toilettet fuldstændigt til med fækalier ud over det hele og den slags. Men jeg må sige – til deres ærgrelse måske – at jeg finder stor fornøjelse i at overtage sådan nogle toiletter, for så kan jeg se, at jeg har været der, og mærke, at det betyder noget, jeg er der. Jeg føler en tilfredsstillelse, når jeg går hjem fra arbejde, som svarer lidt til at have skiftet en ble. Jeg har selv opfostret tre børn, og når man sidder i sofaen og tænker over, at man skal skifte en ble, så er det ikke nødvendigvis en fornøjelse, men det er det, når man har gjort det, så har man hjulpet et andet menneske.” 

Du er uddannet journalist, men lavede et karriereskift? 

”Jeg gik konkurs med mit freelancefirma og havde brug for smør på brødet. Jeg endte i det her job, og det passede mig godt. Før jeg blev journalist, var jeg ansat i Post Danmark i næsten 20 år, så jeg kender til at arbejde i en statslig organisation og finder noget af det i DSB, som jeg satte pris på i Post Danmark i starten af 90’erne. En mulighed for at gøre tingene ordentligt og at leve op til nogle service- og kvalitetskrav. Og i det store hele passer det mig godt, at jeg får tidligt fri og dermed stadig har mulighed for at lave noget freelancearbejde.”

55-årige Karin Lund har været international togfører siden 1987. Siden 2016 har hun også haft titel af kongelig togfører. En international togfører kører på ruterne mellem København-Hamborg og Aarhus-Hamborg, og man skal være god til sprog, da det kræver, at togføreren skal kunne kalde ud på dansk, engelsk og tysk.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvorfor har du valgt at blive togfører?

”Dengang jeg blev ansat, var titlen stewardesse. Oprindelig havde jeg et ønske om at flyve. Jeg søgte også ind til SAS dengang, men jeg var ikke gammel nok. Derfor tænkte jeg, at jeg ville bruge nogle måneder som stewardesse i tog – turen til Hamborg smagte jo lidt af at flyve. Og man må sige, at jeg har været glad for det, når jeg stadig er her.”

Hvad er det gode ved dit arbejde?

”Jeg er ikke typen, der sætter sig i en tjenestekupé. Jeg kan godt lide, at der er noget at lave, at snakke med folk og sørge for, at de får en god rejse. Jeg er ikke ansat som rejseguide, men tit kommer jeg med anbefalinger, fordi passagererne ofte spørger, om der er noget, de skal se i København. Jeg anbefaler steder som Amalienborg, Den Lille Havfrue, Tivoli, Bakken, og hvis de er kulturelle, så er det Glyptoteket og selvfølgelig også en hyggelig tur til Nyhavn.”

Som international togfører skal man kunne tysk og engelsk. Hvor har du lært de sprog? 

”Jeg har altid været meget interesseret i sprog, og jeg er sproglig student fra Sorø Akademi, hvor jeg gik på gymnasiet. Efter gymnasiet tog jeg et år til London som au pair. Da jeg havde været au pair og skulle søge job, ville jeg arbejde på det, vi dengang kaldte for ’Englænderen’. Det var toget på strækningen til Esbjerg med forbindelse til Esbjerg-Harwich-overfarten. Men der var ikke nogen ledige pladser. Til jobsamtalen sagde intervieweren: ”Du skal køre på strækningen til Hamborg.” ”Jeg kan ikke noget tysk,” sagde jeg som en joke. ”Joo,” sagde hun, ”det kan jeg se på dine skolepapirer.” Og så blev jeg ansat. Jeg er dog blevet bedre til tysk igennem årene. Vi har en klub med vores tyske kolleger – togførere, lokomotivførere og toldere nede i Tyskland – og så lærer man lidt tysk hen ad vejen.”

Du er også kongelig togfører, hvordan blev du det?

”Man bliver spurgt, om man ønsker at blive det, og da jeg officielt blev spurgt i 2016, ønskede jeg at få stillingen.”

 Hvordan er det at servere for dronningen?

”Dronning Margrethe har sin egen vogn, og det er kun få mennesker, der har adgang til den. Da Storebælt blev indviet i 1998, var jeg stewardesse, og dengang serverede jeg for første gang morgenmad for hende. Prins Henrik var også med. Det var en stor oplevelse, og jeg var meget nervøs. Til H.C. Andersens 200-årsjubilæum serverede jeg for den svenske kronprinsesse Victoria. Jeg har også kørt med den bulgarske præsident. Han havde lejet et tog, og vi kørte til Aarhus. Det er nogle gode arbejdsminder, jeg har.”

Hvad laver du i din fritid?

”Vi lopper rigtig meget, begge mine piger og min mor. Min kusine lopper også, så det ligger til familien. Jeg leder ofte efter fransk, engelsk, dansk og svensk porcelæn og glas, som jeg sælger videre. For syv år siden købte min store datter en hund af racen Coton de Tuléar. Den har fået tre kuld og 23 hvalpe. Jeg har en kollega, der har købt fra hvert kuld, så vi følger med i, hvordan det går med dem.”

Efter 25 år som tv-fotograf blev Anders Toxværd Nielsen lokomotivfører. Han har nu været færdiguddannet i et år og er ansat hos DSB, hvor han kører fjern- og regionaltog fra Københavns Hovedbanegård. Hans længste ture går til Esbjerg og Aarhus.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvordan bliver man lokomotivfører?

”Man er under uddannelse i et år, skiftevis på skole og i praktik, hvor man kører med en kørelærer. Når året er omme, får man attest til den togtype, man først må køre. I mit tilfælde var det både IC3 og IR4. Efterfølgende har jeg også fået attest til IC4 og Vectron.” 

Hvorfor skiftede du branche?

”I min tid som tv-fotograf, redigeringstekniker og producer har jeg lavet alt fra nyheder, sportsproduktioner og ’Aften­showet’ til ’Paradise Hotel’ og ’Big Brother’. Jeg arbejdede freelance, hvilket stressede mig til sidst. Så faldt jeg over, at DSB søgte lokomotiv­førere. Jeg havde aldrig før tænkt på det, men da jeg så det, tænkte jeg med det samme: ’Det er det, jeg skal være.’”

Hvordan ser din arbejdsdag ud?

”Vi arbejder på alle tider af døgnet, og vores vagter varer 6-10 timer, også i weekenderne. Vi kan møde morgen, middag, aften og sågar midt om natten. Når jeg møder ind, printer jeg en arbejdsseddel, hvor der står, hvad jeg skal lave hele dagen. Jeg udskriver vores køreplan og papirer for de strækninger, jeg skal køre, for at se, om der er midlertidige hastighedsnedsættelser. Det står i vores sikkerhedsregulativ, at de to altid skal være med i toget.”

Hvad er det bedste ved jobbet? 

”Jeg kan lide ansvaret i at få kunderne sikkert og rettidigt frem til deres bestemmelsessted. Der er også en stor ro i at køre igennem Danmarks flotte natur. Man bliver aldrig træt af at køre over Storebælt. Jeg føler stor frihed – under ansvar.”

Hvad er dit yndlingstog?

”Jeg har ikke et yndlingstog. Hvert tog har sine fordele og ulemper. Jeg kan godt lide at køre IR4’eren, der groft sagt er en elektrisk udgave af IC3’eren. Det er et ret ligetil togsæt at fremføre, og det er let at bremse blødt og præcist. Men jeg kan også lide at køre det elektriske Vectron lokomotiv. Det har en rigtig god acceleration, og man føler sig som en ’rigtig’ lokomotivfører, når man kan mærke den kæmpe kraft, der trækker vognene. Sammenligner man det med et diesellokomotiv, larmer det også markant mindre.”

Hvad laver du i din fritid?

”Jeg elsker at spille brætspil, som sagtens kan tage nogle timer, og jeg er med i en brætspilsforening. Nogle af de spil, jeg bedst kan lide, er ’Gaia Project’, ’A Feast for Odin’ og ’Anachrony’. Ud over det sociale aspekt giver det mig en glæde at udfordre min hjerne til både at tænke logisk og kreativt.”

46-årige Lena Starup Jørgensen har været ansat i DSB siden juni 2007 og har arbejdet både som togfører og børneguide. DSB har 91 børneguider i hele landet, som sørger for børn, der rejser uden ledsager.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

”Jeg får set en masse, har mange skønne kolleger og bliver udfordret i mit arbejde. Jeg er også med til at uddanne nye togførere. Derfor har jeg et ansvar for at holde mig opdateret med alle sikkerhedsregler, billetter og andre tiltag, som for eksempel under COVID-19. Derudover er jeg god til at snakke, så jeg får tit en hyggesludder med mine passagerer om vejret, strik, børn og dyr. Jeg har ofte små godbidder i lommen til hundene. Forleden fik jeg snakket med en lille smuk og sjov fugl, der var med sin ejer på arbejde hver dag.”

Hvad skal man kunne som børneguide?

”Man skal være uddannet togfører, før man kan blive børneguide, og man skal have en ren børneattest, som skal sikre, at man ikke er straffet for overgreb på børn. Men det vigtigste er, at man skal kunne rumme og lide børn. Man skal synes, det er hyggeligt og sjovt at snakke med dem. Normalt skal toget køre til tiden, og det er stadig målet, når jeg er med, men når der er børneguide med, så kører vi ikke, før vi har modtaget eller afleveret børnene.”

Hvem benytter servicen? 

”Det er børn fra fire til 15 år. Nogle af børnene rejser fra den ene ende af landet til den anden, andre rejser bare et par stop. Det er typisk børn, der skal på weekend hos en forælder, bedsteforældre eller anden familie. De bliver afleveret til os med en billet, pladsbillet og et fragtbrev med oplysningerne på dem, der afleverer og modtager. Børnene finder en plads i den afspærrede børneguide­afdeling. Når vi er ved at være ved deres endestation, beder vi dem pakke deres ting sammen. De fleste er vant til det og har venner i toget, som de kører med hver weekend. Enkelte kan blive kede af afskeden med en forælder, men det tager vi os af, og de bliver heldigvis hurtigt glade igen. Det er ekstra skønt, når man så kan se, at der er stor gensynsglæde, når de ankommer hos den anden forælder.”

Har du en oplevelse, du husker? 

”En enkelt gang var toget fire timer forsinket på grund af en personpåkørsel. Vi stod med over 20 børn, nogle helt ned til fire år, og endte med at måtte køre dem hjem med bus. De var trætte, men klarede det fint. Vi sørgede for frugt, kiks og vand, og børnene brokkede sig ikke. Man oplever også at få et bånd til børnene. De ved for eksempel, at jeg spiller Pokémon. Så bliver vi venner i spillet og snakker om det. De ved også, at når jeg kommer, skal de gemme deres slik, fordi jeg altid gerne vil smage.”

Hvad er din yndlingsret? 

”Hvis det er hjemmelavet mad, er det kød fra vores egne dexterkøer med en god sovs. Min mand og jeg bor på en lille bondegård ved Herlufmagle mellem Ringsted og Næstved og passer selv vores dyr. Lige nu har vi tre køer, to heste, høns, hund og katte. Køerne er ikke så store og kan gå ude hele året. Kødet er det bedste, man kan få. Hvis vi skal hygge med købemad derhjemme, henter vi tapas i Næstved.”