S-TOGSBANEFØRER
Er du en af de flere hundrede tusinder, der dagligt stiger på et af de mange S-tog i Storkøbenhavn, er det en S-togs-banefører, der sidder i togets førerrum og sørger for, at du kommer frem. Vedkommende har taget en uddannelse hos DSB, der varer tre måneder. Efter bestået køreprøve kan de sætte sig alene i førerrummet, og førerne kan starte på uddannelsen, fra de er 18 år gamle, hvis de har bestået afgangseksamen fra folkeskolens 9. klasse.
Bonus: S-togsbaneførerne har et fast sted, de udgår fra og dermed også kommer tilbage til, når deres vagt er overstået. Det sted kalder man et depot. Normalt varer vagterne omkring otte timer, men da S-togene kører så tit og næsten hele døgnet, kan S-togsbane-
føreren have meget skiftende arbejdstider.
LOKOMOTIVFØRER
I DSB’s fjern- og regionaltog sidder der en lokomotivfører i førerrummet. Lokomotivføreren har taget en uddannelse hos DSB, der varer 10 måneder. For at kunne begynde på uddannelsen skal man være fyldt 20 år og have bestået engelsk på D-niveau (engelsk på erhvervsuddannelses-niveau).
Bonus: Lokomotivføreren møder ind på et fast mødested. Efter en briefing på dagen og toget kører de ud, og det er også her, de kører toget tilbage igen, når deres arbejdsdag er slut.
TOGFØRER/S-TOGSREVISOR
Du møder dem ude i vognene, når de tjekker din billet. I fjern- og regionaltogene er det en togfører, mens det i S-togene er en S-togs-revisor. Ud over at tjekke billetter sørger de også for at holde passagererne informeret undervejs. Togføreren og S-togsrevisoren har den samme tre måneder lange uddannelse bag sig. For at starte på uddannelsen skal de have et afgangsbevis fra 9. klasse og være fyldt 21 år.
Bonus: Togførerne kan møde ind fire forskellige steder – i København, Kalundborg, Aarhus og Fredericia. Vagterne kan vare fra seks til 10 timer. En S-togsrevisor møder ind på Københavns Hovedbanegård til vagter, der varer omkring otte timer.
FØRERHAN?
Der er lige nu flest mænd i førerrummene. Lidt over ni procent er kvinder. Men væn dig til, at dit tog bliver kørt af en kvinde. I januar 2024 blev der ansat 70 nye S-togsbaneførere, hvoraf 28 var kvinder – altså 40 procent. På fjern- og regionaltog ser man også flere kvinder – på det seneste hold, som startede i maj 2024, var ni ud af 20 deltagere kvinder, altså omkring halvdelen.
Bonus: Ude i vognene er der næsten lige så stor chance for at møde en mand som en kvinde. Ser man samlet på erhvervene – togfører og S-togsrevisor – er der 44 procent kvinder.