”ÉN GANG TIL!” råber Vilas Cornelsen, spreder armene med ryggen til banen, og for sidste gang inden pausen får han de 40 orange- og sortklædte hillerødanere foran sig til at skråle med på den sang, de har sunget igen og igen.
”Hillerøøøøøød, se os li’, vi er kooommet for at bli’. Det er starten på no’ed stort, orange er det nye sort. Hillerød er kommet for at bli’!”
Vilas er 19 år, han har Nirvana-hoodie under Hillerød-halstørklædet, og på sin tromme hamrer han rytmen frem, mens en lidt yngre fyr med orange klovneparyk ved siden af gør det samme, så larmen trykker mod trommehinderne. En tredje mand, der er ældre end dem begge tilsammen, har trodset 12 grader, blæst og truende regn, smidt alt tøj på overkroppen og står dér med bar mave og et gigantisk orange flag med Hillerøds sorte logo.
På måltavlen står der 0-0 mellem slotsbyens hold og gæsterne fra Esbjerg fB, som har siddet på kampen og tilmed brændt et straffespark. Den ”elendige” 1. halvleg, som Hillerød Posten senere samme dag kalder den på Facebook, har dog ikke taget modet fra hjemmeholdets fans, kun stemmen fra Vilas, der i et sjældent stille øjeblik har hentet en cola for at smøre halsen. En megafon ville have hjulpet, men den er gået i stykker, og bestyrelsen vil ikke bevilge en ny, så Hillerøds Superliga-drøm må indtil videre bæres frem af det, han har: stemmebånd, tromme og sodavand.
Det er tredjesidste runde i 1. division, – eller NordicBet Ligaen, som ingen her på stadion kalder landets næstbedste række – og Hillerød ligger på tredjepladsen. Det er kun 15 år siden, klubben spillede i Serie 2, kun fire år siden, de rykkede op i 1. division, og med ligaens næstmindste budget burde det slet ikke kunne lade sig gøre, det, der foregår her, 30 kilometer væk hjemmefra.
Flere af de fremmødte er i tvivl, om klubben er klar, hvis det skulle ske – det, nogen næsten ikke tør sige højt. Er man overhovedet gearet til en oprykning? Næppe. Risikerer man at knække halsen? Meget muligt.
”Jeg vil ikke rykke op,” siger Vilas, helst ikke i en megafon forstås, men alligevel. For selvfølgelig skal man gå efter det, indrømmer de fleste andre, mens alle kan blive enige om dette: Det er absurd, ja, nærmest tragikomisk, at en fodboldklub uden stadion spiller med om oprykning til landets bedste række. For nok er Hillerød hjemmehold i dag, men kampen, der lige er blevet fløjtet til pause, spilles i Helsingør.
FIRE DAGE TIDLIGERE snævrer Danmarks farligste motortrafikvej – også kaldet ’dødsruten’ – sig sammen på det sidste stykke af ruten til Hillerød. Så sent som i marts omkom to personer i et frontalt sammenstød, og med mere end 100 trafikulykker på strækningen siden 2020 har Vejdirektoratet nu sløjfet den mærkelige fælles overhalingsbane, hvor bilisterne før trak ud på skift.
I det hele taget er slotsbyens myldretidstrafik temmelig berygtet. På forhånd er vi blevet advaret om, at det kan tage over en time fra København, men denne tirsdag morgen er det mest den anden vej, de holder i kø. På højre side er der gang i arbejdet med forlængelsen af Hillerødmotorvejen, der har været planlagt siden 70’erne, og lidt længere væk står syv store kraner ude ved Novo Nordisk og tårner mod den grå himmel. Så dukker de op, kobberspirene fra Frederiksborg Slot, byens gamle vartegn, men kun et øjeblik, før de forsvinder bag to højhuse i den nye bydel Frederiksbro. Vi drejer fra og rammer bilkøen der, hvor en rundkørsel er ved at blive til lyskryds, og pendlerne til byens to største arbejdspladser deler sig som to blodbaner: Novo Nordisk til højre og Fujifilm Biotechnologies til venstre, der siden 2019 har trukket arbejdskraft fra hele verden til Hillerød.
På en mark, hvor der for ikke særlig mange år siden bare var græs og får, bygges nu et nyt fabriksanlæg, der udvider kapaciteten med otte 20.000 liter store ståltanke til fremstilling af biologiske lægemidler mod blandt andet kræft og sklerose. Indenfor, i en labyrint af metalrør og måleinstrumenter, skal de bruges til at omdanne cellemateriale til medicin, en proces, der tager 50-60 dage. Tankene skal holdes klinisk rene, samtidig med at der bores og hamres i det næste rum, og på hver tank sidder en gul mærkat med navnet på den ansvarlige medarbejder: Scott Williamson, Emily Grant og Niall Healy, står der. Sådan lyder væksten i Hillerød også nu.
DET MESTE AF mandskabet, der arbejder med ståltankene, er fra Irland. Nogle er ansat direkte i Fujifilm, andre hos en stor irsk underleverandør, fortæller holdets leder Emma Daly. Hun er selv irer, tidligere borger i Hillerød, men nu bosat i Holte med mand og tre børn. Siden Fujifilm åbnede, er antallet af hendes landsmænd i Hillerød Kommune næsten nidoblet. I dag er der over 200 irere bosat i Hillerød, og bortset fra ukrainere udgør de årtiets størst stigende befolkningsgruppe. Det mærker man både på beværtningerne i byen og på byggepladsen, hvor der hænger opslag om gælisk fodboldtræning hver onsdag.
Emma Daly tager toget og bussen herud hver morgen, så hun kender godt trafikpropperne, men hvis hillerødanerne synes, det er slemt, så skulle de prøve de irske motorveje.
”Lige da jeg flyttede hertil, tænkte jeg: ’Det her er da ikke trafik’, men i dag, hvis jeg tager bilen herop, skal jeg lige minde mig selv om, at det stadig er ingenting sammenlignet med derhjemme,” siger hun.
Japanske Fujifilm, der før var kendt for at lave fotofilm, forudså tidligt analogkameraets nedtur. Den kemiske viden, man i forvejen besad, banede vejen for en biotek-division, og i dag fremstiller man i Hillerød lægemidler på kontrakt for medicinalvirksomheder.
Med på rundvisningen er også en gråhåret kvinde ved navn Birgitte Thygesen, medarbejder nummer 1 her på stedet. For 25 år siden kom hun til Hillerød for at finde en fabriksgrund til den amerikanske medicinalvirksomhed Biogen. Dengang var der ikke rigtig noget herude i området sydvest for centrum, og ikke engang kommunaldirektøren troede på det. Derfor indgik de et væddemål, og da amerikanerne endte med at lægge milliarder i Hillerød, ”måtte han jo af med en god flaske rødvin”, som Birgitte Thygesen siger. Mange år senere stod hun også for salget af fabrikken fra Biogen til Fujifilm, som siden har investeret mere end 20 milliarder kroner. Nu er der 1.900 arbejdspladser på anlægget, på byggepladsen går yderligere 1.500 i treholdsskift, og her lidt over klokken 10 står folk i kø til burgere fra en skurvogn.
PÅ SELSKOV STADION, i den anden ende af byen, hvor der i 70’erne og 80’erne blev kørt speedway, ligner alting sig selv, og det er ikke nødvendigvis ment som en kompliment. Bortset fra et genopbygget klubhus, der brændte ned for nogle år siden, og to kunstgræsbaner bag træerne er der ikke sket noget i mange år. Det huer ikke Jesper Lolk-Nielsen, bestyrelsesformand og hovedaktionær i Hillerød Fodbold Elite, der selv bor i et stort, hvidt hus nede bagved og drømmer om et rigtigt fodboldstadion. Men flere af naboerne er ikke enige. De er bange for larm, biler og lysforurening, og så er der flagermusene, som en bekymret kvinde spurgte til på et borgermøde sidste sommer efter at have lavet ”en hurtig AI-søgning”, som der stod i Hillerød Posten.
Jesper Lolk-Nielsen smiler lidt og ryster på hovedet. ”Stadion ligger jo i en landzone, og det gør det hele lidt mere besværligt,” siger han. Men grundlæggende forstår erhvervsmanden, der er fra Køge og kom til Hillerød på grund af kærligheden, ikke modstanden. Han købte ikke hus ved siden af et bibliotek, men ved siden af et fodboldanlæg, og som gammel fodboldspiller hører han ikke larm på samme måde som naboerne.
”Jeg synes jo ikke, det er støj, men glæde,” siger han.
Kort efter han flyttede til byen, blev han trukket ind i klubben, først som oldboys-spiller, siden som formand og investor, og af og til siger han til sin stab, at Hillerød Fodbold løber lidt hurtigere, end historien kan følge med.
2022, samme år som han og en investorgruppe overtog klubben, rykkede man op i 1. division. Den første sæson spillede man på dispensation hjemme i Selskov, men på grund af manglende banevarme, lys og tilskuerpladser har man siden været forvist til først Farum og nu Helsingør, som om en hjemmebane er noget, man kan pakke ned og tage med sig.
Redningen skulle have været et stort, nyt stadion ude i den kommende bydel Favrholm, hvor også FC Nordsjælland skulle spille, men efter seks års arbejde faldt det hele til jorden, og i Hillerød Fodbold føler man, at der var for meget fokus på Farum-klubben og for lidt på byens eget hold.
Støtten fra kommunen har været til at overse, siger bestyrelsesformanden, men måske blæser der nye vinde i byrådet med den nye borgmester. I hvert fald er der igen givet dispensation til, at klubben kan vende hjem efter sommer. Men, lyder det kafkaske dilemma, kun hvis man ikke rykker op.
OP AD TRAPPEN fra omklædningsrummet kommer 33-årige Jonathan Witt, anfører, forsvars-krumtap og levende bevis på Hillerøds humlebi af et fodboldeventyr. Han er lige blevet færdig med at træne, og nu er der frokostbuffet i klubhuset, mens det vælter med børn fra fem kristne friskoler, der holder idrætsdag på Selskov.
Godt nok bor Jonathan Witt i dag på Frederiksberg, men han er ægte hillerød-aner og har spillet i klubben, siden han var tre. Hans forældre bor her stadig, hans bror bor her, og da holdet lå i Serie 2, spillede han ikke bare med broren, men også en fætter og to grandfætre, så det var næsten lige så meget familiekomsammen som fodbold. De fleste af de lokale drenge faldt fra på vej op gennem rækkerne. I dag er Jonathan Witt den eneste spiller fra det oprindelige seriehold, og når han skal forklare den utrolige optur, griber han til de gode, gamle dyder: ”Sammenhold og et godt omklædningsrum.”
”Det var jo ikke noget, nogen troede på, da vi spillede i Serie 2. Vi var en masse gode venner, som drak en masse øl efter træning og kamp og havde en fest. Det var virkelig hyggeligt og også derfor, vi var så gode sammen,” siger Hillerød-spilleren, der af og til må knibe sig i armen over det, der er sket, og over at han stadig kan være med, endda som fast inventar i cheftræner Christian Lønstrups startopstilling.
”Hver gang vi er rykket op, har jeg jo spurgt mig selv, om jeg stadig var god nok.”
Da snakken falder på det manglende stadion, forsvinder benovelsen fra stemmen.
”Det gør jo så ondt,” siger han.
Mest af alt gør det ondt, at han ikke kan mærke den lokale stolthed. I enhver anden provinsby med et lignende fodboldeventyr ville hele byen være på den anden ende, men i Hillerød kan den lokale fodboldhelt stadig gå ganske uforstyrret rundt nede i gågaden, hvilket måske er rart, hvis man vil købe ind i fred, men mindre fedt, når man har været med til at bære byens klub fra seriefodbold til kanten af Superligaen.
”Hillerød har altid været en meget opdelt by. Min storebror bor her med sine tre børn, og hvis de skal til gymnastik, er det i Helsinge, fordi de har de bedste faciliteter. Hvis de skal i svømmehallen, er det i Slangerup, fordi de har varmtvandsbassiner. Her i byen har vi en svømmehal, som ikke er blevet renoveret, siden jeg var barn,” siger Jonathan Witt.
På den måde fortæller fodboldklubben en lille historie om Hillerød: Man kan finde plads til medicinalgiganter, ståltanke, højhuse, kraner og nye borgere i tusindtal, men et par lysmaster og nogle tilskuerrækker til byens eget fodboldhold? Det er straks mere kompliceret.
Jonathan Witt kan ikke helt forstå det. Ikke når byen har Novo, Fujifilm, gang i væksten og alt det, der burde ligne medvind.
DEN BRITISKE SOCIOLOG Anthony Giddens mener, at byer former mennesker, og mennesker former byer. Men i Hillerød virker det, som om både by og mennesker først og fremmest er blevet bedt om at tage hensyn til slottet. Det kan aflæses i husenes lave højde, i Barokhavens stramme akser, i de lange kig gennem byen, i stierne langs Slotssøen, skoven og det gamle jagtlandskab, hvor Christian IV red rundt, før nogen kunne forestille sig pendlerkøer og bioreaktorer.
Mange steder virker Hillerød lagt til rette for, at slottet hele tiden skal dukke op i synsfeltet, og derfor vakte det opstandelse, da mangemilliardæren og ejendomsmatadoren Mikael Goldschmidt i 2016 offentliggjorde sine planer om at opføre 15-etagers højhuse på Møllebro-grunden – klemt inde mellem slottet, centrum og storindustrien.
”I gamle dage, når jeg kom kørende hjem fra København ude på motortrafikvejen, kunne jeg pludselig se slottet, og så vidste jeg, at jeg var hjemme. Sådan er det ikke længere,” siger Lennart Weber, der kommer cyklende ned ad Løngangsgade på sin sølvfarvede damecykel i retning mod Frederiksbroen – Danmarks længste kombinerede cykel- og gangbro i stål, som Goldschmidt Ejendomme har bygget hen over Herredsvejen for at forbinde Frederiksbro med resten af byen.
Foran os strækker to højhuse på 15 etager sig mod himlen, to mere er på vej, og omkring dem er der lavere bygninger af samme modulære skuffe – præfabrikerede teglfacader og store glaspartier – som man ser skyde op overalt i landet i disse år.
Slottets direktør, Arkitektforeningen og mange lokale har været rasende over det nye byggeri, og også Lennart Weber kigger på det med skepsis, om end lidt mildere end før. Man har bygget for højt og for tæt, synes han, hvor skal lyset komme ind? Men nu står det her, folk i byen må jo lære at leve med det, og den hvide cykelbro, ”den er nærmest helt smuk”, siger han og lyder selv en smule overrasket over det, han lige har sagt.
Lennart Weber er måske det tætteste, Hillerød kommer på et levende, lokalhistorisk leksikon, og så er han endda tilflytter, den 80-årige journalist, der kom til byen for at arbejde på det socialdemokratiske dagblad Aktuelt i 1971. Det tog lidt tid at blive accepteret, og selvom de fleste efterhånden anerkender ham som lokal, er der stadig nogle af de ægte indfødte, der husker Lennart på, at det er han altså ikke.
”Specielt inde i den gamle bydel skal man helst kunne spore sine rødder otte generationer tilbage,” konstaterer han.
GENNEM ÅRENE har Lennart Weber skrevet et hav af bøger om Hillerød og dens historie. En af dem begynder, dengang byen var ”et hul i jorden”, som en fremtidsforsker kom for skade at sige i Frederiksborg Amts Avis, da han skulle forklare, hvorfor rockfestivalen Hillerock i 1987 – et forsøg på at matche Roskilde Festival – havde solgt skuffende få billetter.
Den slags siger man ikke ustraffet i en gammel slotsby, og fremtidsforskeren blev da også fluks hidkaldt for at uddybe sin påstand. Men fornærmelsen fik folk op af deres sofaer, og på få år lykkedes det at vække den lidt søvnige by nord for København, blandt andet med etableringen af Slotsfestivalen og et nyt erhvervsråd.
”Jeg ser det simpelthen som en definerende begivenhed,” siger lokaljournalisten, der i øvrigt også har været formand ude i fodboldklubben, dengang den hed HGI.
Lokaljournalist Lennart Weber er en af dem, der har været utilfredse med højhusbyggeriet, som skygger for Frederiksborg Slot. I Hillerød vil man kunne se slottet, som han siger.
I slutningen af 80’erne, fortæller han, forsøgte man også at samle kræfterne om en eliteklub, men det lykkedes ikke, blandt andet på grund af gammel rivalisering. Den handler, ifølge Lennart, om noget så klassisk som forskellen mellem de rige inde i den gamle by og det, han kalder ’fattigrøvene’ ude vestpå, hvor han i øvrigt selv bor, hvor HGI og Ålholm holdt til, og hvor man ikke følte sig regnet for noget.
I FIF, byens ældste fodboldklub, kan man ikke lide opkomlingene ude vestpå. Vestpå ligger man heller ikke ligefrem søvnløse af kærlighed til FIF, og ingen af breddeklubberne har særlig meget tilovers for det, der nu hedder Hillerød Fodbold.
Samtidig, mener Lennart Weber, er Hillerød ikke en by, hvor kommunen traditionelt har båret store fælles projekter frem. De er snarere blevet løftet nedefra, af erhvervsfolk, foreninger og lokale ildsjæle, nogle gange efter et lille los i røven.
”Byen har haft en anden tilgang til det end i mange andre byer. Hillerød Hotel blev bygget af 100 forretningsfolk, der gik sammen og betalte, og den lille færge ude på søen (fra Hillerød Torv til Barokhaven, red.) er der takket være 500 lokale, der skød penge i. Og med fodboldklubben er det jo slet ikke som i Brøndby eller Farum,” siger Lennart, inden han sætter sig op på damecyklen og kører hjem.
PÅ JERNSTANGEN nede ved stationen er der røg, Rød Tuborg, billard, mærkværdige øgenavne og stamgæster, der mener, at byens ældste værtshus også er det hyggeligste, og det er der ingen grund til at diskutere. Lige inden for døren sidder Erland med ikke én, men to gin lemon på bordet foran sig. Han er kommet her i 40 år, og hver tirsdag mødes den pensionerede håndværker med sin gamle kollega ’Verner’, der egentlig hedder Peter, men det har ingen kaldt ham, siden han som barn lærte at cykle, hvilket tilfældigvis skete samtidig med, at Verner Blaudzun vandt DM i landevejsløb. De to kammerater kommer også lidt på Møllen, et andet værtshus i byen, men man har jo sit stamsted, bliver de enige om.
Erland og Verner mødte hinanden på en byggeplads i Hillerød for gud ved hvor mange år siden. Når der var nedgangstider i Danmark, tog de til Sverige eller Tyskland for at arbejde. De har oplevet murens fald sammen, delt flere skurvogne, nattogskabiner og dårlige madrasser, end de kan tælle, og regner man det hele sammen, har de formentlig sovet mere med hinanden end med deres koner og kærester.
”Og der var ikke nogen af dem, der savnede os,” siger Verner.
Anne Laulund, der er førtidspensioneret sygeplejerske, tager sig kærligt af Peter alias ’Verner’ og alle de andre stamgæster på Jernstangen.
På det sidste har Erland dog ikke helt kunnet leve op til tirsdagsaftalen. Prostatakræften og behandlingen tærer på kræfterne, men man skal jo stadig have lidt frisk luft en gang imellem, som han siger i røgtågerne på Jernstangen. Af og til kommer unge Paw også forbi, som lige nu – helt blå hen over næseryggen, efter nogen i weekenden nikkede ham en skalle. Den 24-årige håndværker står jævnligt bag baren på Jernstangen, og han og Verner har også arbejdet sammen ude på det skandaleramte supersygehus, men det snakker de ikke om, i hvert fald ikke til citat.
I byen, og især i lokale Facebook-grupper, holder folk sig dog ikke tilbage. Her luftes frustrationer over de endeløse forsinkelser og et budget, der for længst har sprængt alle rammer. Det, der skulle have været et prestigeprojekt for Hillerød med flere tusind nye arbejdspladser, omtales nu mest som et bundløst hul, der opsluger skattekroner, mens borgerne må spejde langt efter det færdige hospital.
JA, SELVFØLGELIG, siger Paw, de har bemærket irerne, som af og til har deres egne Irish nights på bodegaen med musik, sang og totalt uforståelige gæliske gloser. Første gang han hørte om, at noget kunne være craic (der udtales ’crack’), troede han, at de talte om stoffer, og han var lige ved at fortælle dem, at det lort kunne de godt fise af med, indtil nogen forklarede ham, at det er et særligt irsk ord, der betyder nogenlunde det samme som vores hygge.
”Man forstår jo ikke en skid af det, de siger,” siger Paw, men det gør ikke så meget, for de er sgu så flinke, irerne. De kommer til byen, finder sig et vandhul og passer på det, og hvis nogen er ved at komme op at toppes, får deres egne fat i kraven på dem, før andre behøver at blande sig.
”De ordner sgu deres problemer selv,” siger Paw, der har fået flere irske venner, blandt andre den næsten 40 år ældre Paul, som har inviteret Paw til Dublin, så snart han har fået sparet penge sammen til turen. Paul har også haft sin knægt med på Jernstangen, og Paw har vist dem rundt i København, indtil Paul gik kold, og til sidst var der kun Paw og en anden irer ved navn O’Brien, hvis fornavn Paw ikke kan udtale, tilbage.
VED BORDET SIDDER også en mørkhåret kvinde med zebrastribede tights og pailletter på kraven og drikker en halvflaske Chardonnay med isterninger. Det er Anne Laulund, pensioneret sygeplejerske, tøjsamler, bisidder, suppekoger, uddeler af kram og stadig, på sin egen måde, på vagt. Hun blev førtidspensioneret som 58-årig på grund af en gigtsygdom og driver nu sit eget lille ulønnede enmandsforetagende, ”sådan et social taking care-bureau”, som hun kalder det. Hun samler tøj ind i Hillerød og Halsnæs og kører det ind til hjemløse i København, og når hun møder nogen på værtshuset eller på gaden, som ikke kan finde ud af at læse et brev fra kommunen eller søge pension, hjælper hun med det også.
”Man forsvinder jo ikke, bare fordi man ikke arbejder mere,” siger hun.
Hun har siddet i Dansk Sygeplejeråd i mange år, og omsorgen, mener hun, sidder stadig i kroppen. Nogle gange er det en telefonsamtale, nogle gange en bisidderopgave, andre gange 10 liter kartoffelsuppe, som hun tager med om fredagen, når der er nogen, der mangler. Det er ikke ret meget, siger hun, men det kan være meget for dem, der får det.
Anne Laulund er født og opvokset i Hillerød, har været lidt rundtomkring, på Fyn, i København og i Frederiksværk, men nu er hun tilbage, og denne gang bliver hun. Hendes gamle mor bor her stadig, hendes yngste søn er flyttet tilbage med kone og barn, og når hun går gennem byen, skal alle snakke og have et kram. Sådan føles det i hvert fald for hendes børn, der gennem årene har lært, at en tur ned ad gågaden med deres mor ikke måles i meter, men i samtaler.
Hun kalder Hillerød for ’byernes by’, for her er slottet, søen, skoven, butikkerne, industrien, restauranterne, den nye biograf, værtshusene, de gamle huse, som man godt kunne have passet bedre på, og den lille færge, der stadig sejler rundt på Slotssøen, og hvor børnene kan få lov at lege kaptajn for en stund. Alt det, siger Anne, alt det er Hillerød.
”Jeg elsker det her.”
Hun elsker også Jernstangen, selvom hun ikke er kommet her altid, for hun har haft børn og arbejde og et andet liv, men der er noget ved steder som det her, hun godt kan lide. At folk kender hinanden. At der er billardturneringer, busture, julefrokoster og oktoberfest. At de unge også kommer forbi, så stedet ikke bare står og venter på, at de gamle stamgæster dør ud. Og så er der jo det med Hillerød: Man kan altid finde nogen at hjælpe.
På lørdag kan de dog ikke regne med hende. Der tager Anne Laulund til Alicante i 14 dage. Hun rejser alt, hvad hun overhovedet kan, siger hun, for hun har kun sig selv og en sygeplejerskepension, og så vil hun hellere spare lidt på bøfferne og tage til Spanien.
LØRDAG FORMIDDAG triller en hvid turistbus fra parkeringspladsen på Selskov ud på Nordsjællands grønne, snoede landeveje, hvor man i sommerhalvåret skal vogte sig for mænd i lycra og deres racercykler. På forsædet rejser Ove Nielsen sig, midaldrende, med briller, i grøn fleece og ’Hakuna matata’-kasket, og tager fat i det, der viser sig at være en defekt mikrofon. I stedet må han råbe sin reklame for næste weekends udebanetur til Kolding ned gennem midtergangen. 250 kroner for medlemmer af Slotsbyens Riddere, 350 for alle andre, inklusive kampbillet, og hvis man ikke allerede er medlem, kan man jo nå det endnu, siger han, inden han byder velkommen til ”to søde journalister fra Se og Hør”.
”Ud & Se,” retter nogen.
”Eller Ud & Se,” siger Ove, og så kommer han i tanke om, at det egentlig passer meget godt. Hillerød er jo en ud-at-se-klub. Den har ikke sin egen hjemmebane.
Der bliver grinet i bussen, men pointen er alvorlig nok. Indtil Hillerød Kommune vågner, som Ove siger, må fansene blive ved at bakke op på udebane, også når det formelt er hjemmebane.
Derefter sætter chaufføren klubbens officielle slagsang på, skrevet af tidligere melodigrandprix-vinder Søren Poppe, som i mange år boede i Hillerød, men nu er bosat i Helsingør og flittig gæst til klubbens hjemmekampe.
”Slotsbyens dreeenge leverer champagnebold grand cru,” synger Poppe i omkvædet med spillertruppen som kor.
”Det var Søren Poppe,” siger Kaspar Hemmingsen, formand for fanklubben, da sangen er færdig. ”Det ene af hans to hits.”
For et halvt år siden havde fanklubben seks medlemmer, alle fra klubbens bestyrelse, hvilket ikke var noget at prale af, men i dag er der 36 betalende medlemmer, fortæller Kaspar, der sidder på en af de forreste rækker ved siden af fankoordinator Anders Sommer. For tre år siden, da klubben ansatte ham, sad der en håndfuld 11-årige, som råbte ”Giv mig et H” på Hillerøds daværende hjemmebane i Farum, men nu er der busser til alle kampe, og turene til Helsingør kan fanklubben selv finansiere, fortæller han.
Imens går en brun papkasse på runde med Nordsøolie, Mågeklatter, Skipper’s Pipes og Rådne Fisk – en gave fra Esbjerg-fraktionen Nordbastionen. I Hillerød tager man pænt imod den slags. I Kolding, hos Esbjergs rivaler, lagde de en hundelort i kassen og sendte den retur. På Instagram har Kolding-fansene også spurgt Hillerød-fanklubben, om de er ”friske på at lege” i næste weekend, hvilket den SoMe-ansvarlige tog bogstaveligt, indtil Anders Sommer fik forklaret, at det er en invitation til at slås.
MIDT I BUSSEN sidder Vilas Cornelsen, en anelse klatøjet efter sin vagt på vinbaren Skänk i går, eller måske snarere fordi han og et par venner fortsatte festen på Crane Brothers ved siden af, inden han cyklede hjem til familien i Gadevang nord for byen. Tidligere på ugen var han på Antvorskov Kaserne i Slagelse, hvor han håber at blive optaget som værnepligtig løjtnant, når han til sommer bliver student fra Hillerød Handelsgymnasium. Han har været dedikeret Hillerød-fan siden 1. g, hvor han begyndte at se kampene sammen med nogle venner, men én efter én faldt de fra, og nu ser Vilas fodbold med sine nye venner fra fanklubben, mens hans lillebror er anfører for U19-holdet.
Den 19-årige fodboldfan kalder Hillerød ”en misforstået by”:
”Mange siger, at den er pissekedelig, og at der ikke sker en skid, men det gør der faktisk, hvis bare man gider rejse sig fra computeren og opsøge det,” siger han. Der er altid små arrangementer, koncerter nede på Klaverfabrikken, og så er der den smukke natur, som man nemt kommer til at behandle som gammelt tapet, når man er vokset op med den. Vilas fortæller, at han planlægger at søge ind på CBS, når han er færdig med sin værnepligt, og det foregår jo i København, men når han engang skal til at stifte familie?
”Jeg har da kigget på, om ikke man skulle tilbage.”
”VI VIL HJEM til Selskov Stadion, vi vil hjem til Hillerød,” synger fansene i Helsingør et par timer senere, kort før kampen slutter 1-1, og de får deres ønske opfyldt, bare ikke helt sådan, som de mener det. I nærmest samme sekund som dommeren fløjter af, begynder det at regne på de i alt 700 fremmødte tilskuere, og så får Vilas og hans medfans travlt med at få trommer, bannere og flag i sikkerhed.
Med dagens resultat er Hillerød fortsat afhængige af, at Horsens snubler, hvis det skal blive til oprykning, og ja, det begynder efterhånden at se svært ud, vurderer Anders Sommer, mens han får sig en smøg, og de sidste Hillerød-fans får tisset af ude i buskene.
Derefter er der afgang hjem til Selskov, hjem til Hillerød, hvor Vilas siger tak for i dag og tager hjem for at redigere noget video, en lille selvstændig sidegesjæft, inden endnu en vagt på Skänk. Resten kører med videre til Café Rosen, en bodega tæt ved slottet, som er blevet Hillerød-fansenes faste mødested. Mens de andre spiller billard, fortæller Lars Hansen om pokalkampen mod AGF i september, der efterhånden har fået næsten mytisk status. Det står ikke helt klart, om der var 1.500, 2.000 eller 3.000 tilskuere på Selskov den dag, men der var hoppeborg, iskold fadøl i hanerne og pølser på grillen, og det er jo bare det, de drømmer om her i Hillerød.
Som flere af de andre har Lars Hansen også et andet hold, han følger, og som flere af de andre er det Brøndby, hvor han har sæsonkort til Sydsiden. Han er her fra byen og arbejder på et bosted i Frederiksværk, men selvom hans far har siddet i bestyrelsen, følger han ikke den lokale klub helt så tæt som sine helte fra Vestegnen. Men nu, hvor det pludselig ligner noget, er han alligevel begyndt at tænke: Hvorfor ikke?
LIDT DERFRA, på Bodega Møllen, står Patrick Fogarty og ligner en, der lige er trådt ud af et afsnit af ’Peaky Blinders’. Sixpence, brun molskindsjakke, ternet uldvest med læderbetrukne knapper, blå jeans og slidte, brune læderstøvler. Hans skæg er veltrimmet og rødt, men efterhånden temmelig gråsprængt, og i hænderne holder han en pilsner fra Wiibroe.
Den 49-årige irer fik fri fra arbejde på Fujifilm for omtrent en time siden, og hvad gør man i Irland, når man har fri? Man går selvfølgelig på pub, så her er Patrick på sit stamsted, tre minutters gang fra sin lejlighed, der ligger lige over for Føtex, tæt på alt, som han siger.
En jævnaldrende landsmand sidder ovre i hjørnet og taler med en kvinde fra Uruguay. Ind kommer en yngre kollega, stadig i arbejdstøj. Patrick har kendt ham, siden han var så høj, siger han og holder hånden en halv meter over gulvet. Den yngre kollega stikker ham en øl, som Patrick først protesterer imod og derefter tager imod alligevel, og nu står han med halvanden. Ikke ideelt, men sådan er det bare i Irland, siger han: Hvis nogen siger nej til en øl, giver man dem en alligevel.
Ude på Fujifilm er Patrick Fogarty en af kun to på holdet, der kan det, han kan: rense de store ståltanke til medicinproduktion. Det er specialiseret arbejde, siger han, og det er derfor, hans irske arbejdsgiver sender ham rundt i Europa. Holland, Belgien, England, Danmark.
Irerne har altid rejst ud for at finde arbejde, siger Patrick, og efter finanskrisen, da bankerne brød sammen, søgte mange mod Europa, Australien, Canada – hvor der nu var noget at lave. Man kunne jo ikke bare sidde derhjemme og vente på, at alting blev godt igen.
På torvet i Møllestræde er irske Patrick Fogarty rykket væk fra musik og klirrende ølflasker for at tale i telefon med sin datter.
Han har boet i Hillerød i snart fem år, mellem seks uger og fire måneder ad gangen. Ellers er han hjemme at vende, hjemme hos otte børn i alderen fem til 27. Han hænger ikke så meget ud med de andre irere, siger han, for dem ser han jo hele dagen. Da han arbejdede i Holland, drak han med hollænderne, og hvis han arbejdede i Spanien, ville han drikke med dem. I Hillerød har han fundet danskerne: ”It’s home away from home.”
I fritiden arbejder Patrick altid på et eller andet. Hvis han sidder stille, bliver han skør, og nå ja, så spiller han også musik, både guitar, harmonika, saxofon, klaver og bodhrán, en traditionel irsk tromme. Han optræder gerne i byen, på Jernstangen og her på Møllen, og det var meningen, at han skulle have spillet til St. Patrick’s Day, men så blev hans bedste ven alvorligt syg, og han måtte rejse hjem for en stund.
”I would’ve played this one,” siger han, da nummeret ’Lady in Red’ kommer på.
Patrick elsker Hillerød, gentager han flere gange, og han håber, at han kan slippe for at blive udsendt til Belgien, som noget ellers kunne tyde på, og i hvert fald at han bagefter kan komme tilbage hertil, hvor de lokale har taget imod ham med åbne arme. For nylig havde han lidt problemer med helbredet, som han siger og banker to gange på hjertet, og da Anne Laulund hørte det, tog hun fat i kraven på ham og ville ikke give slip, før han lovede at gå til læge.
Sådan er de lokale her, mener Patrick. De er ”the cream of the crop”, siger han og peger rundt på ejeren Tommy, bartenderen Michael og den anden bartender, der hedder Thomas ligesom en af Patricks sønner. Man skal bare være ordentlig mod folk, siger Patrick. Det koster ingenting.
”It’s nice to be nice.”
Så ringer en af hans døtre hjemme fra Irland. Om han vil overføre 20 euro?
UDE BAGVED, i en pavillon med sider af plast, er en gruppe Hillerød-fans rykket videre fra Rosen. En af dem, der viser sig at bo lige oven på Møllen, er så hæs, at han knap nok kan snakke, men sådan lød han også i formiddags, om end han nægter, at det skulle være en form for permanent tilstand. Han har bare været til pokalfinale i torsdags, hvor han så sit andet favorithold, FCK, tabe, og i dag har han så været hjemmebanefan for Hillerød i Helsingør. Ja, det har været et par hårde dage.
Ved siden af ham sidder Christina Gyrup med lyst, skulderlangt hår og orange fodboldtrøje. Hun blev skilt for ikke så længe siden, og så ringede hendes veninde og spurgte, om ikke hun ville med de andre til fodbold. Det er et halvt års tid siden, og i dag er hun tifo-ansvarlig i klubben og køber stof og maling ind til nye bannere og flag.
”Det er det her, Hillerød kan,” siger hun, og når nu Vilas er gået hjem, må hun synge for på den sang, som er blevet sunget så mange gange, at ingen har tal på det, heller ikke dem, der er ædru.
Solen kigger frem for første gang i dag, men når ikke ned på de våde fliser, de halvtomme ølglas og de orange fodboldtrøjer. I den lille gård runger fællessangen på melodien til den britiske tribunesang ’We’re on Our Way’.
I hjørnet står Patrick og ser til.
”Hillerøøøøøød, se os li’, vi er kooommet for at bli’ …”
Hillerød endte som nummer fire i NordicBet Ligaen og gik dermed glip af oprykning til Superligaen.
