MED GLIMTENDE perlemorsfarvede negle graver Vicky Knudsen efter biller. Hun har benene plantet i en dyb squat og sine fingre langt inde i et pragteksemplar af en tøndersvamp. Den er næsten sort, svampen, og ligner for det utrænede øje her i Dyrehaven ved Klampenborg en blanding mellem et stykke råddent træ, en hård jordbunke og en form for paddehat. Noget dødt, ligegyldigt.
Men nej, tøndersvampen er et skatkammer. Et utroligt levested. Hun borer fingrene så hårdt ned i svampen, at den begynder at smuldre. Med ét vrimler det med bænkebidere og tusindben.
”Der kom en stenskolopender,” udbryder hun, da et brunt, mangebenet dyr løber ud af svampen. I samme nu opdager hun netskyggebillen, som var den, hun håbede at finde, da hun gik i krig med den store hovformede poresvamp.
Fra sit besværlige hugsiddende leje fremviser naturformidleren nænsomt en netskyggebille i et pincetgreb. En lille skabning på omtrent en halv centimeter, mat, sort og let at overse.
”Den er lidt søvnig,” siger biologen i det, der virker som en oprigtigt omsorgsfuld erkendelse af, at vi har forstyrret den.
Pludselig sprøjter jorden op til alle sider.
Gunnar, Vicky Knudsens gårdhund, er ved siden af svampeinspektionen i gang med at pløje jorden op med sine ben, der bevæger sig som trommestikker i en solo.
”Jeg skal beklage situationen,” siger Vicky Knudsen med pludselig alvorlig mine, da Ud & Ses journalist må børste resterne fra Gunnars hul af ansigtet. Men samtidig vurderer hun også, at det egentlig er meget godt, at Gunnar sådan gik i krig, nu hvor vi ikke har vildsvin til at ruske op i skovbunden i Danmark. Hun pruster og griner.
”Nu skal jeg se, om jeg kan komme op af den her groteske stilling.”
DISEN LIGGER SOM en mælkehvid hinde over Dyrehaven og indhyller den i et drømmeagtigt lys. Foråret er lumsk som sædvanlig. Solen snyder og får én til at droppe vinterjakken, men temperaturen følger ikke med, og landskabet er stadig mest vissent at se på. Træerne er nøgne, og erantis og de andre forårsbebudere lader vente på sig. Skoven er en kedelig cocktail af beige og brun, men kuglelynet Vicky Knudsen får den både bogstaveligt talt og i overført betydning til at lyse op.
Iført lyse sneakers og en metallisk skinnende bomberjakke i lysegrøn, koboltblå og bourgogne fører hun vej gennem skoven. Store blå plastikfugle dingler fra hendes øreflipper, og rundt om halsen skinner nogle glasfisk, som pryder den oversize basketballtrøje, hun har på. Hendes lyse hår er samlet i en stram knold, og hendes øjenlåg glit-rer af øjenskygge. Kontrasten til denne skribent, der er troppet op i fodformede læderstøvler og fornuftig frilufts-fleece, er til at få øje på.
Det er ikke, fordi hun per se ikke vil gå i praktisk tøj og vil være sådan en biolog, der altid har flotte negle. ”Jeg har det bare utrolig godt i sneaks, og så må de jo blive møgbelortede en gang imellem,” siger hun i endnu en sidebemærkning.
Det farvestrålende ydre er én ting. For når man slentrer sig vej gennem skoven, åbner der sig et eldorado, en hemmelig verden. Hun ser og hører ting. Hun ved ting. Man trykker play på hende, eller også gør hun det selv, og så vælter det ud. Med info og ord, der på én gang lyder svære og eksotiske. Udflyvningshuller, termik-vind og frugt-legemer.
Da hun fortæller om svampenes reproduktive frugtlegemer, der viser sig flere steder på træstammerne og i skovbunden, slår hun over i et slags romantisk toneleje, et slags hemmeligt sprog, der åbenlyst gør tilværelsen sjovere. Det er naturligvis også hende, der har valgt, at vi skal mødes i Dyrehaven. Hun elsker den gamle dyrepark, især på grund af egetræerne, der i nogle tilfælde har mere end 800 år på roden.
”Tænk, at de har oplevet middelalderen,” siger hun i en blanding af ekstase og rendyrket beundring, mens hun fortaber sig i evolutionen og fortæller, hvor vanvittigt det er, at der stadig er nulevende arter på jorden, der har overlevet den femte masseuddøen.
”Hvem havde gættet – det er meget sjovt og meget fint på samme tid – at det var en lille fugl og ikke den store rovøgle Tyrannosaurus Rex, der overlevede asteroiden, der forårsagde den femte masseuddøen for 66 millioner år siden,” siger danmarksmesteren i indskudte sætninger.
I disse dage er hun ved at færdiggøre en ny bog med titlen ’Hvad kom først? – Fra dino til due’ om netop fuglenes evolution. Hun skriver den sammen med sin ven og kollega Johan Olsen, og i denne uge har hun sin kærestes 14-årige niece, Ingeborg, med i erhvervspraktik.
Derfor har hun blandt andet udstyret Ingeborg med en liste over fugle, som hun gerne skal kunne tjekke af som ’set’ i løbet af ugen.
”Tjif-tjaf, tjif-tjaf,” siger Vicky Knudsen og gør holdt.
”Kan du høre det, Ingeborg? Det er gransangeren, der siger sådan.”
NOGLE DAGE SENERE kommer Gunnar løbende i Vesterbro-entreen med logrende hale og en plysset blæksprutte i munden. Lige i hælene kommer hans ejer med nyfarvet lyst hår og sorte bukser, der er overstrøet med sølvfarvede simili-stjerner.
Hendes hjem virker som en forlængelse af hendes personlighed, og indretningen lige så legesyg som Gunnar, der logrer med strittende hale. Her er varmt, hyggeligt og farverigt. På spejlet i entreen står der ’No fucks given’, i vinduet hænger en porcelænsleopard, bordet i stuen bliver båret af tre elefanter, en træ-spætte hænger på væggen ved spisebordet, og i køkkenet står en sølvfarvet flodhest med munden fuld af appelsiner. Alt sammen blot et minimalt udpluk af de dyr, der pryder vægge og flader i Vicky Knudsens hjem.
I dagens anledning har hun stillet an med vindruer, orangestænger og et interimistisk hjemmelavet neglestudio. Niecen Ingeborg er nemlig en knag til neglekunst, så mens Vicky Knudsen taler, bliver der kastet farve på fingerspidserne. I morgen står den på kvitteringer og regnskab. Livet som selvstændig er alsidigt, men det kan også være grænseløst. Man stempler aldrig for alvor ud fra fabrikken, og der er altid noget, man kunne lave.
Sådan har det været i mange år for Vicky Knudsen, der har skrevet adskillige bøger om dyr og naturen, såsom ’Dyr, vi elsker at hade’, medvirket i flere tv-programmer og er vært på det populære P1-program ’Vildt naturligt’, hvor hun sammen med Johan Olsen, biolog og forsanger i Magtens Korridorer, med faglighed og grineflip kaster lys over alt, der kryber og kravler, og engagerer lytterne i naturvidenskab.
DET FOLKELIGE GENNEMBRUD kom med deltagelsen i TV 2-programmet ’1 døgn, 2 hold, 3 dyr’, hvor hun sammen med Bjørli Lehrmann, Sebastian Klein og Morten D.D. Hansen ledte efter dyrearter på tid. I 2017 blev hun kåret som ’Danmarks bedste naturformidler’, og siden har hun begejstret med sin viden og sit engagement. Så meget, at mange gerne vil have en bid af hende. Og det konflikter med hendes ydmyge natur.
”Jeg er en über-pleaser, der skal til at slappe af,” siger Vicky Knudsen og begiver sig ud i en historie om dengang, hun egentlig bare gik ind i en forretning for at købe hovedtelefoner med noise cancellation, men også kom ud med en ny el-aftale, et nyt mobilabonnement og en ny tv-pakke til sin mor på Bornholm.
Da hun skulle have fikset et stenslag i forruden på sin bil, endte hun med at tale i telefon med medarbejderen fra Carglass i så lang tid, at vedkommende erklærede, at Vicky Knudsen havde givet ham den bedste start på dagen, hvilket var gengældt. Men selvom det var en hyggelig samtale, er det unægtelig også en tidsrøver, hvis alle skal have tid og nærvær.
Kort fortalt kan hun ikke lide at sige nej.
MIDT I HENDES SUCCES og eksponering blev hun ramt af stress. Det var i 2021 og så alvorligt, at hun var tæt på at blive indlagt. Hjernen var overfyldt, fuld af kriblende ’myrer’, hun havde lyst til at skrige og var slet og ret ulykkelig.
Reminiscenserne fra stressen sidder stadigvæk i hende. Hun blev så udbrændt, at hun stadigvæk kan føle sig kronisk træt og blive svimmel. Hvilket viser sig, da hun flere gange undskylder et gab.
Måske er svimmelheden forstærket af hendes pollen-allergi eller ”noget i øret”, forklarer hun og fortæller om stressen, der sneg sig ind som en lydløs mår i natten. For hun elsker sit arbejde og følte sig enormt ydmyg og privilegeret, hver gang nogen ville booke hende til en opgave eller skrev til hende med en forespørgsel.
Hun er den første akademiker i sin familie, hun sprang ud som selvstændig naturformidler, da hun fyldte 30 år, og gik ind i dét liv uden en forkromet 10-årsplan. Men der sad en lille imposter-djævel på hendes skulder, som af og til hviskede, at lige om lidt ville hun blive afsløret, og så ville alle se, at hun ”ikke kunne en skid”.
Hun stillede op til radiointerviews med hjertebanken klokken halv syv om morgenen, og hun gjorde det gladelig. Hun ville gerne sige ja til det hele og gøre sig gældende. I dag ser hun tilbage og tænker, at det måske er den pris, man er nødt til at betale for senere at være i en position, hvor man kan sortere i tilbuddene. Således sender hun nu ofte radiotilrettelæggerne i retning af andre naturformidlere med noget på hjerte og har sammen med en psykolog trænet sig i at få ’nej’ hyppigere frem på læberne.
”Jeg synes virkelig, jeg er ved at komme ovenpå.”
BARNDOMMENS KNAPHED kan stadig få kløerne i hende og udmønte sig i, at hun burde have dårlig samvittighed, hvis hun får nye, smarte ting. Næsten undskyldende fortæller hun om sin nye bil.
Hun kørte land og rige rundt i en gammel Fiat 500 for at holde foredrag. Men da hun fik Gunnar, blev det hende magtpåliggende at få en bil med en ”ordentlig røv”, så hunden på bagsædet havde bedre odds, hvis de – Gud forbyde det – skulle blive påkørt.
Hun afsøgte internettet og fandt, hvad der virkede som den helt rigtige Audi, i Aarhus. Der var en time, der skulle slås ihjel inden et foredrag i den jyske hovedstad, og bum, så var bilen købt.
”De spurgte, om jeg ville ud at prøve den, men jeg skulle bare vide, om den kunne køre langt på literen, og så skulle jeg prøve at sidde i den. Nu lyder det også meget arrogant bare at gå ud og købe en Audi på 10 minutter, men jeg er vokset op hele mit liv med ikke at have så mange penge, og jeg har nydt den bil så grotesk meget.”
Guldstøv og lyserøde blomster begynder at tegne sig på Vicky Knudsens fingernegle, mens Gunnar er boblet mentalt meget langt væk i lejlighedens sofa.
”Ej, hvor er det altså flot, Ingeborg. You are a sweetheart! Tusind tak.”
Anerkendelse er ikke noget, biologen putter med, hvis hun mener, der er god grund til at give den. Hun har storrost Ingeborg og er i det hele taget overordentlig glad for sin svigerfamilie.
”De er sgu så søde og kloge alle sammen. Og så kommer det her lalleapparat ellers vadende ind.”
DA HUN VAR BARN, drømte hun om at blive enten dyrlæge eller buschauffør.
”Bare at sige hej til folk, der kom ind i min bus, køre dem sikkert frem og give vekselpenge med den store møntbeholder,” siger hun og løfter øjenbrynene op og ned i en ’hvor er det fedt’-gestus.
Buschauffør blev hun aldrig, til gengæld fik hun tilfredsstillet sin lyst til at slå hul på møntruller, da hun fik et studiejob i forretningen Ønskebørn og lod mønterne rasle ned i kasseapparatet. Hun siger det, mens hun fremmaner bevægelsen med håndleddet og et saligt udtryk i øjnene.
Da spørgsmålet falder på, hvad hun var for et barn, svarer hun prompte: ”Mærkelig.”
Hun var draget af naturen og ville gerne bare ud i skoven og lede efter den lemming, hun var overbevist om, hun havde set derinde. En lemming, hun i dag ved, var en rødmus. Hun ville ned til søen, hænge ud og kigge efter skrubtudser. Derhjemme kunne hun finde på at låse sig inde på familiens badeværelse sammen med sølvfiskene, de omtrent en centimeter lange kræ, der af og til piler hen over flisegulve i de fleste hjem, og som de fleste betragter som utøj. Vicky Knudsen nærstuderede dem, navngav dem ’Bent’ og ’Hanne’ og var overbevist om, at de var kærester. Ligesom hun som toårig sad i en papkasse med mælkebøtter og et par snegle og skreg hysterisk, da de næste dag var stukket af.
”Det er der aldrig nogen, der kan relatere til,” siger hun og bryder ud i et af sine karakteristiske grin.
”Jeg har nok altid været en kæmpe nørd.”
Kærligheden til naturen løb i blodet. Forældrene var begejstrede for dyr og natur, og deres nysgerrighed var intakt. De havde et hestestutteri, men det viste sig ikke at kunne løbe rundt. De gik fallit og måtte flytte ind på morfarens gård i Skibby. Her var der heste og åbne vidder. Morfaren var jæger, og jagtmarkerne strakte sig langt rundt om gården. Pengene var knappe, og det var ikke Buffalo-sko eller Nintendoer, man kunne regne med at få i julegave som barn i familien Knudsen. Men hverken Vicky eller hendes 10 år ældre storesøster Kivi følte nogensinde, at de manglede noget.
”Vi har altid haft skodbiler, der gik i stå … konstance,” siger Vicky Knudsen og fortæller, hvordan hun og hendes forældre ihærdigt havde ledt efter elge i Sverige i årevis. De ville så gerne se kæmpedyret i levende live.
”Da vi endelig så en elg, var det, mens vi kørte på motorvejen et sted i Norge. Så blev nødblinket slået til på den gamle Fiat 127.”
FORÆLDRENE FIK SENERE arbejde på det nærliggende Svanholm Gods, der var pionerer inden for økologisk landbrugsdyrkning i Danmark. Med Vicky Knudsens egne ord har forældrene lavet ”alt muligt”. Faren arbejdede også med edb, dengang det hed det, moren blev senere uddannet rottefænger og var en af de første til at skifte gift ud med hunde i jagten på skadedyrene.
”Min far, der har demens, kan godt finde på at sige i dag, at det var ham, der fik økologien til Danmark,” siger hun, griner og forklarer, at den skal man nok lige tage med et gran salt.
Mens naturinteressen kom fra forældrene, kom dyrlæge-ideen fra hendes søster Kivi, der ville være netop det.
Da Vicky Knudsen var 10 år, flyttede storesøster Kivi til Tyskland for at arbejde med heste og dygtiggøre sig til dyrlægestudiet.
”Jeg sagde tit, at det var hende, jeg elskede allermest,” siger Vicky Knudsen.
Pludselig er stemmen lille og mættet af mildhed.
En træningsulykke med en af hestene i Tyskland kostede Kivi livet. En lillesøster mistede sin storesøster, og hendes forældre mistede deres datter.
”Dengang gik man jo ikke til psykolog med sådan noget. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at min søster ikke ville have, at jeg skulle gå rundt og være ked af det. Jeg skulle sørge for at være glad. Jeg tænkte, at sådan ville jeg have det, hvis det var omvendt: Så ville jeg heller ikke have, at hun skulle gå rundt og græde hele tiden. Jeg ville gerne have taget hendes plads, det tænkte jeg. For så højt elskede jeg hende, og så lidt ville jeg have, at hun skulle forlade jorden. Jeg sagde også til min mor, at jeg ikke behøvede være bange for noget, for Kivi passede altid på mig. Det er nogle ret vilde tanker at have som 10-årig: Nu skal jeg fandeme have det bedste ud af det hele.”
PÅ EN MÅDE bliver man vant til det, forklarer Vicky Knudsen, der ikke husker det tydeligt, men i efterrationaliseringen tænker, at det nok har været hendes far, mor eller faster, der såede frøene til dén tankegang.
”Det er en utrolig smuk tanke, som de plantede i hovedet på mig, og jeg tog den bare fuldt ud til mig. Jeg tænker stadigvæk meget på hende, selvom det er så mange år siden. Sådan er det. Man bærer savnet med sig videre, når man elsker en person for altid.”
Når Kivi har fødselsdag, tænker hun ekstra meget på hende, og når klokken bliver 00:00 nytårsaften, mærker hun hende særlig meget. For på sin barndoms nytårsaftner var Kivi allerede en ung kvinde, der skulle ud at feste. Derfor fejrede de ikke årsskiftet sammen, men havde en pagt om at tænke på hinanden, præcis når klokken slog 12.
Efter Kivis død flyttede familien Knudsen til Bornholm. De kunne ikke bære at blive boende med alle minderne, og på Bornholm tilbragte Vicky Knudsen resten af sin barndom og sine teenageår.
Naturen blev ubevidst en slags terapi, og øen er stadigvæk et helle. Vicky Knudsen har købt et hus på øen, som hendes mor bor i, og det er her, hun tager til for at ramme, hvad der minder om en hvilepuls – og for at kigge på fugle på øen og på Christiansø.
”Der er 4.200 kvadratmeter have, og der er bare vildt naturskønt og virkelig mange spændende insekter og fugle i haven. Det er så dejligt at komme derover og gå i haven en hel dag. Så er jeg godt nok helt vind og skæv i ryggen og kan ikke stå bagefter, fordi jeg slet ikke er vant til at stå med en rive i så lang tid, men nej, hvor er det bare zen-agtigt.”
I KLAMPENBORG er Dyrehavsbakken stadig vinterlukket, og de slukkede kulørte lamper er tavse vidner om, at liv, skrig og palaver vender tilbage inden længe. På samme måde er landskabet endnu mest brunt og høfarvet, spirerne har ikke fået rigtig fat. En gang imellem drysser par i pensionsalderen forbi i letvægtsdun og silketørklæder om halsen. Lejlighedsvis rider nogle heste forbi sammen med deres ryttere. Stilhed før storm.
”Dak, dak, dak,” lyder det.
Det er flagspætten, der har gang i næbbet.
”Vi andre havde jo fået hjernerystelse af det der,” siger Vicky Knudsen og begiver sig ud i en længere forklaring om, at flagspættens næb har en perfekt skrå vinkel, der sammen med en perfekt stødabsorberende hjernekonstruktion gør, at den netop ikke smadrer sin hjerne, når den hakker i træerne.
Der drysser magi ned over Dyrehaven, når Vicky Knudsen bevæger sig i den. Med en høj og ofte grinende røst, der ikke kan undgå at fange opmærksomhed, ser Vicky Knudsen det smukke i det små. Stemmen er lav, når den pusler med de små dyr i svampene, syngende, når den henvender sig til Gunnar, høj, når hun får øje på noget fedt, og skrattende og smittende, når hun griner.
STIKKER MAN SNUDEN FREM – om det er med naturformidling, lovgivning eller hårdtslående debat-indlæg – må man forvente at få nogle hug. Det har Vicky Knudsen også fået. Især for sin stemme. Det begyndte allerede i folkeskolen, da en af hendes lærere følte sig kaldet til at fortælle hende, at hun ”skulle have en stemmebåndsoperation, fordi ingen kunne holde ud at høre den måde, hun talte på”.
Senere er der med jævne mellemrum tikket beskeder ind fra ’søde gamle damer’ og andre internettrolde, der gerne vil fortælle hende, at hun skal holde sin mund.
”Min stemme er meget særlig, og jeg laver også meget sjov med den i dag, men i begyndelsen var jeg helt vildt flov over, at jeg ikke bare kunne snakke som alle andre. Folk har sagt, at jeg var forfærdelig at høre på. Det kan jeg leve med, for nu ved jeg, hvor stor en fordel det er at have en stemme, der er genkendelig, når man laver det, jeg laver,” siger Vicky Knudsen og hiver en Tupperware med hundemad op af sin rygsæk. Det er Gunnars morgenmad, som hun nu strør ud over jorden, så han kan gå på jagt efter den.
Bevares, hun kunne da godt snakke anderledes, hvis hun ville, siger hun med en nyhedsoplæsers formelle diktion, men det er jo lige netop pointen: at hun ikke vil lave om på sig selv.
”Der er kun én Vicky,” erklærer hun. Altså neglelak og kærlighed til naturen. Nørderi og øjenskygge. Men det bliver åbenbart ved med at være uforståeligt i nogle kredse. Således er der folk, der beskylder Vicky Knudsen for at drikke for meget alkohol, tage svampe og være et dårligt forbillede for børn. For det må jo være på grund af stimulanser, at hun har det så sjovt.
”Alkohol er det eneste, jeg indtager, og det er primært på en god fredag aften i byen med nogle venner. Der er ikke nogen andre arter, der er så gode til at nedbryde hinandens selvværd som menneskearten. Der er vitterlig ingen andre arter, der går og kalder hinanden dumme eller grimme. De er bare, som de er, og eksisterer, som de er,” konstaterer biologen og lister samtidig op, hvordan menneskearten også lystigt har kommenteret hendes tøj, hendes grin og hendes ansigtstræk.
MED TIDEN er hun blevet mere ligeglad og har fundet en virksom strategi: at svare stille og roligt. Er der nogen, der i et kommentarspor skriver: ”Det ville være bedre, hvis du kradsede af”, svarer hun: ”Vil du virkelig gerne have, at jeg skal dø?”, eller også henviser hun til fjernbetjeningens mute-knap, hvis de ”ikke kan holde ud at høre på hende”.
Gunnar har nu spist al foderet på jorden, og Vicky Knudsen omdanner plastikbøtten til en drikkeskål. Han drikker lystigt. ”Du sidder så pænt, Gunnis,” siger hun og klør ham bag øret.
”Der er et egern! Ser du det, Ingeborg?” udbryder Vicky Knudsen, men det rødbrune kræ er sværere at få øje på end som så.
”Den sidder lige derovre på stammen, der ligner Loch Ness-uhyret.”
På en umiddelbar måde zigzagger hun ud og ind af tunge og lette emner. Stress og sorg glider umærkeligt over i kærlighed til Nintendo-spil og de forskellige fugle, der pipper omkring os.
”Så er der hit deroppe! Der sidder en ravn.”
På toppen af et nøgent, måske 20 meter højt træ sidder der rigtigt nok en blank sort fugl og troner. Endda med seks musvåger flyvende over sig, der har samlet sig i en form for levende skrueformation.
”Det er, fordi der er termik-vind,” siger Vicky Knudsen, der på mange måder er modbeviset på den gamle traver om, at ’tomme tønder buldrer mest’. Ja, hun buldrer. Men en tom tønde er hun ikke. Det løber hurtigt, og betænkningstid bruger hun ikke rigtig, hvad enten man spørger om noget naturrelateret eller personligt. Og det er en klar underdrivelse at sige, at hun render rundt med en imponerende paratviden.
”Nu tager jeg lige min dårlige vane frem og ryger en smøg,” siger hun og knipser en flamme frem fra en rød lighter.
Da cigaretten er røget færdig, er der ikke noget med at knipse skoddet mod skovbunden. Hun hiver et mobilt askebæger op af lommen og putter sirligt det lille gule filter derned.
VED EN VÆLTET egetræsstamme peger hun på nogle ringformede mørke cirkler på træet, hvor barken er skrællet af. Det er svampens mycelium – eller rodnet – lader hun forstå. Lange, rørformede tråde, der gør, at svampene kan bore sig ind i et træ. De runde aftegninger på stammen står på en lige linje ved siden af hinanden.
”Alle ringene er strenge fra svampe, der er gået ind i træet. Man kan sige, at de er en slags naboskel, da de konkurrerer om træets næringsstoffer. Helt ligesom et villakvarter. Jeg bor her, jeg bor her, jeg bor her … det er ret sjovt og ret pænt,” siger Vicky Knudsen og peger på de forskellige ’grunde’.
”Ingeborg! Følger du med i biologiundervisningen?” udbryder hun i en pludselig skrattende latter for at sikre sig, at skolepraktikanten lærer noget.
I næste nu overrækker hun den snoede blå hundesnor til Ingeborg med Gunnar for enden – der i øvrigt rocker et similibesat halsbånd.
”Nu hiver jeg kikkerten frem,” siger hun og hiver en stor, orange en af slagsen op af sin rygsæk.
”Der er ringduerne! Ingeborg, har du dem med?”
Sådan fortsætter turen i Dyrehaven. Vicky Knudsens begejstrede udråb kommer ud af hende som hak fra en utrættelig spætte.
”Ej, se en flot træstub!”
”Så er der grågæs, Ingeborg!”
”Der er jo de famøse spættehuller!”
”Det var vel nok en funky lyd! Meget forårskåd musvit.”
”Det er altså to gode arter, det her! Ravn og huldue.”
”Hør, en korttået træløber!”
NATUREN TRAK I HENDE, da hun var barn. Den hjalp hende og hendes forældre, da de mistede Kivi. Og da hun blev syg med stress, var det en kæmpestor bille, der var med til at rive hende ud af mørket. For tænk, at en eghjort, en af Europas største biller, fløj lige forbi hende.
En ting, Vicky Knudsen ikke begriber, er, hvordan vi voksne er så gode til at aflære den barnlige nysgerrighed. Trangen til at vide mere om, hvad det er for et gigantisk og forunderligt kredsløb, vi alle sammen er en del af og bittesmå spillere i.
”Det er så vildt, at der går folk rundt om Søerne i København hver dag og ikke på ét tidspunkt tænker: ’Gad vide, hvad den der fugl hedder?’ Der er jo alle mulige slags ænder og lappedykkere der,” siger hun og forklarer, hvordan hun kun blev mere forelsket i sin kæreste, da han på en gåtur rundt om netop Søerne kunne afkode en blishønes skræppen i aftenmørket.
”Hov, er det traner, vi kan høre?” afbryder hun sig selv og spejder ud over Dyrehaven med sin kikkert.
Det var det ikke. I stedet for de langbenede fugle viser det sig at være en gruppe børn i fritidshjemsalderen på vej i skoven i tårnhøjt humør.
”Det kan være svært at høre forskel på skrigende børn og traner – det må du gerne citere mig for.”
”Nu er jeg jo ikke diagnosticeret, men lad os være ærlige, der er nok en bragende ADHD, og det er fint. Nu har jeg ligesom fundet ud af, hvorfor jeg har hyperfokus og ikke kan sidde helt stille i en time om dagen og bare læse eller hækle,” siger Vicky Knudsen og forklarer, at hun rent faktisk forsøgte sig med at hækle et håndklæde til sin mor for nogle år siden.
Håndklædet blev imidlertid meget stramt, og Vicky Knudsen blev meget irriteret.
Det passer hendes temperament meget bedre at være på jagt efter sjældne fugle med kikkerten rundt om halsen. Det er hun helt afklaret med efter at have været syg. Hun har gjort måske-ADHD’en, den utrættelige nysgerrighed og den kæmpestore ja-hat til en slags superkraft. Hun har lært at forstå sit ekstra gear – og at beherske det – i -sam-arbejde med sig selv, en psykolog og ikke mindst naturen.
”Der er trods alt fordele ved at ramme muren. Blandt andet at man lærer sig selv bedre at kende – og kommer styrket tilbage. Jeg har lært at leve med mit hyperfokus. Jeg kører måske på i 16 timer på én gang, og der fungerer vi mennesker forskelligt. Dagene flyver af sted med alt muligt skønt, og det er virkelig dejligt. Det er måske lidt meget at ønske sig, at der var 48 timer i døgnet?”
FREMTIDSDRØMMENE er beskedne. Barndomsdrømmen om Buffalo-sko har hun selv fået til at gå i opfyldelse, og hendes kæreste forærede hende en Nintendo Switch. Så hvad er der mere at ønske sig? Jo, hun vil gerne hygge sig mere, og af den årsag drømmer hun om en blød og vamset sovesofa, så hun kan invitere venner og familie over til at slænge sig foran fjerneren med en god film. Måske en rejse til Caribien sammen med sin kæreste og nogle gode venner.
Mens hun fortæller det, begynder det røde S-togs-logo ved Klampenborg Station at titte frem. Dyrehavens skovbund er ved at blive til fortov, og hun gør et sidste stop. En bogfinke har fanget hendes distinkte øre. Fug-len holder inde, og Vicky Knudsen prøver forgæves at overtale den til at synge igen. Angiveligt lyder det, som om den synger: ”Det … det … det-ka’-jeg-si’ … lisså-tit-det-ska’-vær’.”
”Gunnars hale er knap så spif,” siger hun så om den sortbrogede hund, der slentrer med dalende haleføring, da turen er ved at nå sin ende.
Og tilføjer: ”Altså, hold kæft, hvor har jeg lært mig selv at kende.”
