DET ER, som om de vokser lige op af skovens muld. Nogle med runde former, andre med forvredne og skarpe kanter, de fleste i rødbrune nuancer i stilfuld kontrast til skovens løv.
Overalt er bilvrag i alle afskygninger og modeller gået i ét med naturen efter mange årtiers henstand og nedbrydning. Mange steder vokser træer ud af åbningerne på vragene, der er beklædt med mos eller grannåle, som giver et smukt farvespil med rust i alle nuancer. Lyssætningen er nærmest eventyrlig, og de udtjente biler kommer næsten til live igen, når solens stråler bryder gennem trækronerne.
På Åkes Bilkyrkogård uden for svenske Ryd kan man gå på opdagelse blandt døde karosserier fra blandt andet Volvo, Saab, Morris, Ford, Opel og Volkswagen helt tilbage fra 30’erne – og gætte på, hvilken model man betragter. Bilkirkegården er et kultsted for bilentusiaster og nostalgikere, og stedet betragtes af de fleste som helligt – hvilket indebærer en stiltiende accept af, at man ikke fjerner, ændrer eller ødelægger ting. Alt skal så vidt muligt stå og være, som da Åke ’gik hjem’.
Det hele startede i 1935, da Åke Danielsson slog sig ned i Kyrkö Mose for at grave tørv. Et erhverv, der dog ikke var synderlig profitabelt, og derfor åbnede den teknikfokuserede svensker i 40’erne autoophugningspladsen Åkes Bilskrot i mosen. Efter krigen var bilen blevet mere og mere almindelig, og der kom en stor efterspørgsel på reservedele. Mosen ligger ud til hovedvej 119 mellem Ryd og Hässleholm, og Åke Danielsson placerede sine biler langs vejen og rundt om det værksted, han havde bygget i mosen. Hovedvej 119 blev dog lagt om i 1960’erne, så den ikke længere gik forbi Åkes Bilskrot, og han skruede ned for aktiviteterne.
Åke Danielsson købte sin sidste bil i 1974 – og solgte fra den tid kun eftertragtede reservedele til alle de gamle bilmodeller, han efterhånden var blevet ekspert i. Åke Danielsson pensionerede sig selv i 1990’erne, og myndighederne krævede stedet ryddet. Omkostningerne skulle Åke Danielsson selv stå for – med penge, han ikke havde. Lokale ildsjæle overtog bilkirkegården og gjorde den til et museum. Åke Danielsson døde i 2000, og kommunale myndigheder har besluttet, at stedet kan bevares frem til 2050. Til den tid forventes det, at naturen endegyldigt har vundet over det menneskeskabte.