GRÆKENLAND, 2003
Jeg er uddannet sko- og taskedesigner ligesom min far og farfar, og jeg havde godt gang i karrieren i London i 90’erne. Som elev på designskolen blev jeg involveret i et velgørenhedsmodeshow, hvor jeg fik lov at designe sko i samarbejde med stjernerne Jarvis Cocker og David Bowie. Til auktionen efter showet solgte vores sko for 28.000 og 55.000 kroner. Priserne var så høje, at selv en avis som The Independent skrev om det. Pengene gik til at hjælpe børn i krigszoner, og det var mit stolteste øjeblik i den branche. I fritiden begyndte jeg at fridykke, altså uden brug af udstyr, og blev grebet af roen og naturen under havet. Det førte til, at jeg som 32-årig fuldstændigt skiftede spor og uddannede mig til biolog med speciale i havpattedyr ved Bangor University i Wales.
På nettet søgte en filmproducent fridykkere til en optagelse i Grækenland, og jeg fik til min egen overraskelse tjansen sammen med to kvinder fra det engelske fridykkerlandshold, som jeg skulle agere sikkerhedsdykker for. Producenten havde set filmen ’The Big Blue’ – fridykkerfilmen over alle – og var både manuskriptforfatter, instruktør og filmens førsteelsker. Han kom desuden fra en græsk milliardærfamilie, så vi boede i familiens sommerhuspalads og arbejdede fra deres kæmpestore motorbåd i Middelhavet under optagelserne. Filmen blev virkelig dårlig, men den ændrede mit liv, fordi jeg mødte undervandsfotografen Louise Murray, som introducerede mig til livet som ekspeditionsleder.
Under et job som fridykker på en film i Grækenland mødte Cecilia Vanman undervandsfotografen Louise Murray. Hun blev introduceret til arbejdet som ekspeditionsleder, og det ændrede hendes liv. Foto: Louise Murray
CANADA, 2015
I 2007 havde Louise Murray og jeg samarbejdet om at dokumentere Sirius-patruljens udvælgelse af nye rekrutter i det nordøstlige Grønland. Bagefter bad hun mig være hendes assistent på en fem uger lang ekspedition med et crew, der skulle optage en naturfilm i den arktiske del af Canada. Det er siden blevet til adskillige eventyr i Canadas Arktis til søs, på land og i luften.
I de områder, vi arbejder i, er der ofte mange isbjørne, som især om natten kan være farlige. Vi har selvfølgelig vagter, men intet slår en slædehund, når det gælder om at fornemme isbjørnenes nærhed. Derfor aftalte vi på et projekt at låne en slædehund af en lokal fanger. Hunden skulle flyves ud til vores lejr, fordi vi havde sat teltene op så langt ude i ødemarken, at der ikke var veje dertil. Til sådan en flyvning bruger man en bush-pilot, som er nogle gutter, der er på grænsen mellem det gale og geniale og kan lande, hvor ingen andre kan gå ned – på havis, i sne og på tundra. Hunden havde aldrig fløjet før, og da flyet landede på tundraen bag vores lejr, stak den af i fuldt firspring og forsvandt ud over det frosne hav. Piloten indså, at han burde have haft den i snor, og for at gøre gerningen god igen sprang han ind i flyet, lettede atter og drønede i sin lille enmotors-flyver ud over isen. Vi kunne se, hvordan flyet dykkede og drejede flere gange, og på den måde lykkedes det piloten at ’hyrde’ hunden uden om revner i isen og tilbage til lejren, hvor vi fik den i snor og beroliget.
Isbjørne kan komme farligt tæt på, når man laver naturfilm i den canadiske ødemark. Derfor bruger man gerne slædehunde som vagter i lejren. Foto: Cecilie Vanman
GRØNLAND, 2019
Som ekspeditionsleder får jeg nogle gange til opgave at planlægge og gennemføre private ekspeditioner for meningsdannere, tænkere, forskere, politikere og filantroper. Det er mennesker, som ved selvsyn vil opleve klimaforandringerne, der går meget hurtigt ved polarhavsområderne, hvor havtemperaturen stiger. På en af rejserne til Grønland var der en ubåd med på skibet, og selv om jeg lider lidt af klaustrofobi, kunne jeg ikke lade chancen gå fra mig, da jeg fik lov til at komme med på et dyk. Vandet var fyldt med partikler, så udsynet var meget begrænset, men pludselig lå der en dansk skonnert fra 1910 foran os – vi var lige ved at ramme ind i den. Skibet var utrolig velbevaret på grund af det kolde vand, rigningen var stadig fæstnet til toppen af masterne, og skonnerten stod ret op og ned på havbunden. Det var en kæmpe oplevelse – og skønt at komme tilbage til skibet efter turen i den lille ubåd.
Alle medlemmer af Kvindelige Eventyreres Klub har et flag, som de tager med sig på deres rejser. Billedet her er efter et dyk i ubåd ved Grønland. Foto: Cecilie Vanman
SOUTH GEORGIA OG ANTARKTIS, 2019
Jeg er taknemmelig for, at jeg fik lov at skifte spor i livet og dermed har fået mulighed for at opleve magien i naturen. Jeg har haft mange store oplevelser på rejser i det meste af verden. En af de værste storme, jeg har oplevet, var i strædet mellem Argentina og Antarktis, hvor vi løb ind i 16 meter høje bølger. Det håber jeg aldrig, at jeg kommer ud for igen, selv om det er sundt at opleve, fordi man indser, hvor små vi mennesker er i forhold til naturens kræfter.
Da vi gik i land på øen South Georgia, måtte vi zigzagge mellem 300.000-400.000 pingviner. Det var en sanseeksplosion: synet af de her kæmpestore fugle, der var upåvirkede af vores tilstedeværelse og gik helt tæt på og nogle gange nappede i buksebenet, og lugten. Stanken af fugle-guano (ekskrementer, red.) ætsede sig nærmest ind i vores tøj. Og så skræppede de virkelig højt døgnet rundt, der var aldrig stille.
På en rolig og smuk dag tog vi på tur i en lille gummibåd. Et stykke fra båden lå tre pukkelhvaler helt stille. De havde sikkert netop ædt sig mæt i kril og tog en lur, så jeg slukkede for påhængsmotoren og sad bare og iagttog de store dyr, der kan blive 18 meter lange og veje op til 45 tons.
”Pukkelhvalen svømmede rundt om og under vores båd i halvanden time. Jeg fornemmede tydeligt, at den forsøgte at kommunikere med os.” Foto: Cecilie Vanman
”På øen South Georgia var vi omgivet af 300.000-400.000 pingviner, som gik ret tæt på og kunne finde på at nappe os i buksebenene.” Foto: Cecilie Vanman
På et tidspunkt blev hvalerne opmærksomme på os, og især den ene var meget nysgerrig og nærgående. Jeg gætter på, at det var den ældste, for den havde flest ar. På et tidspunkt satte den kæberne på siden af vores gummibåd og skubbede os blidt af sted. På et andet tidspunkt lå den ved siden af båden og lavede luftringe. Jeg er sikker på, at den forsøgte at kommunikere med os.
Hvalen svømmede flere gange rundt om båden og lagde sig på et tidspunkt under den med hovedet på den ene side af båden og halen på den anden. Og så løftede den os ganske let i vejret. Som om den ville veje os. Mødet med hvalen varede halvanden time, og det er en af de oplevelser, der gør, at jeg skriver artikler om naturen og holder foredrag for at få flere til at passe på den.
Cecilia Vanman skriver på en bog om sine oplevelser som havpattedyrbiolog og ekspeditionsleder for blandt andet Disneynature og National Geographic. Foto: Cecilie Vanman
