Signe Egholm Olsen udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

BRATTEN STRAND, NORD FOR FREDERIKSHAVN

”Nord for Limfjorden er man ikke længere i Danmark. Landskabet er sletteagtigt. Man kunne være på månen – eller på safari. På Kattegat-kysten er der stille og børnevenligt. To år har vi haft held til at låne et hus i første række, samle flotte muslingeskaller, gemme os i klitterne og kigge ud over havet.”

SAMSØ

”Jeg kan lide øen om efteråret, når det rusker, og om sommeren, når kornet svajer. Jeg var tit på ferie her som barn for at besøge min morfar. I sommer cyklede jeg fra Ballen i syd til Nordby i nord og tilbage igen sammen med min far og min datter. På Samsø kører man hele tiden ind og ud af hyggelige småbyer.”

FREDERIKSBERG HAVE, KØBENHAVN

”Det er overvældende at stå oppe ved Frederiksberg Slot og kigge ud over haven og resten af byen. Og så løbe af sted ned ad bakkerne. Den ligger tæt på, hvor vi bor, og jeg holdt af at komme der og trille med barnevogn. Nu tager jeg min søn og datter med for at vise dem, hvordan årstiderne skifter.”

Signe Egholm Olsen, 39, skuespiller. Kendt fra filmen ’Nordkraft’ og serier som ’Borgen’ og ’Den som dræber’. Frem til 12. december aktuel i ’De befriede’ på Teater Republique.

 

Tags:
SE MERE