Indlæg

Som barn drømte Freddy Wulff om eventyr. Dem fik han rigeligt af. Den 77-årige dansker har jagtet dyr i New Zealand, mennesker i det tidligere Tjekkoslovakiet, levet blandt hovedjægere i Filippinerne og Borneo, sejlet i forunderlige grotter i Laos og været med til at opdage dyr, der ikke burde findes.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Privat

1. VILDSVINEJAGT

Jeg voksede op i Dronningborg, en forstad til Randers, og der skete sgu ikke noget. Det eneste, jeg ville, var at komme så langt væk som muligt så hurtigt som muligt. Som barn i 50’erne slugte jeg Torry Gredsteds bøger og fantaserede om selv at tage på eventyr, og da nogle af mine venner efter realskolen tog ud at sejle og sendte breve og postkort hjem, sad jeg tilbage og tænkte: ”Hvad laver jeg her?” Jeg plagede min far om at komme af sted, men han ville have, jeg skulle tage en uddannelse først.

På mine onklers møbelfabrik, hvor jeg arbejdede efter skole, var der en mand, der hed Uwe, som havde stået ved den samme båndpudser i 27 år, og det eneste, jeg var sikker på, var, at jeg aldrig ville ende som ham. Jeg var vild med natur og fiskede som en tosse med min lillebror. Hver sommer stod vi op klokken fire om morgenen og var af sted hele dagen. Den ene af gangene punkterede min cykel, og jeg måtte trække den ni kilometer tilbage i øsende regnvejr, og da jeg kom drivvåd hjem, sagde jeg til min mor: ”Jeg rejser, så snart jeg kan!” 

Og det gjorde jeg. To dage efter at jeg havde aftjent min værnepligt i Livgarden, sad jeg  som 21-årig i en flyver mod Søndre Strømfjord i Grønland, hvor jeg havde fået job på den amerikanske militærbase. Deroppe i 1966/67 gik jeg på jagt med nogle af de andre gutter. Da jeg første gang havde oplevet spændingen ved at snige sig ind på et rensdyr, vidste jeg, at jeg ville være professionel jæger. Det var jo ligesom i Torry Gredsteds romaner.

Kronvildthaler. Bevis på, at Freddy Wulff passede sit arbejde, da han var ansat som jæger af staten.

Senere fik jeg job på et stort rederi i London, hvor chefen sendte mig til Australien for at befragte skibe. Der var både krokodiller og bøfler, og det kom hurtigt til at føles som spild af tid at sidde på et kontor i Melbourne, så da min kontrakt udløb, søgte jeg ikke om forlængelse. I stedet tog jeg til det vestlige Australien med en af mine venner, der havde hørt, at man kunne tjene seriøse penge på at arbejde i minerne. Min ven havde set filmen ’Northern Territory’ om to bonderøve som os selv, der havde købt en gammel bil og var taget ud for at jage, så vi knoklede for at få råd til en firehjulstrækker, en stor trailer og en båd med propel bag på. 

Da vi endelig havde pengene, blev saltvandskrokodillerne totalt fredet i Australien, men så blev vi tippet om at tage til New Zealand, hvor man ligefrem blev betalt af staten for at jage kronvildt. Det havde vi svært ved at tro, men til vores store lykke viste den sig at være god nok. Vi blev sendt ud i bjergene seks måneder mutters alene, og når tiden var gået, tog man tilbage, fik en check på seks måneders løn, skrev en ny kontrakt og tog ud igen.

Det var drømmen, der gik i opfyldelse for mig. Det var selvfølgelig ikke ufarligt, for man skulle krydse floder og klatre i bjerge, og jeg havde bekendte, der styrtede i vandet og druknede, eller som man bare aldrig hørte om igen, formentlig fordi de blev spist af et vildsvin. Jeg havde selv en konfrontation med en vildorne, et bæst af rang, der en dag kom styrtende gennem bregnerne. Efter jeg havde skudt den, løb den ned i en bæk, men jeg turde ikke skyde igen, for mine hunde dansede om den. Det var nu ikke noget problem, for jeg havde taget vildsvin med kniv mange gange før, også i Australien. Godt nok var den her større end normalt, men den var til gengæld også såret, så jeg parkerede min riffel og gik med kniven. Så snart den så mig, glemte den dog alt om hundene. Det var mig, der skulle ha’. Den fik fat i mit højre ben og flænsede støvlen op. Min ene hund, Sir Rubbish, var blevet såret i kampens hede, men vågnede op til dåd og løb direkte hen og satte tænderne i ornens familiejuveler. Så satte jeg mig op og dræbte ornen på stedet.

Sir Rubbish havde fået skindet på maven skrællet, så jeg bar ham i et net på ryggen tilbage til en gammel pelsjægerhytte, hvor jeg fik syet ham sammen med nogle ekstra snørebånd. Så var han stort set klar igen. Det var værre med mig selv. De næste tre uger lå jeg og var skidebange for, om der ville gå koldbrand i såret, for jeg kunne se mine knogler derinde. Da jeg langt om længe kom tilbage til civilisationen og fandt et hospital, kom min chef forbi. Ikke for at vise omsorg, men for at undskylde til personalet: ”Undskyld, at han stinker sådan, men han har ikke været i bad i en måned.” 

Freddy Wulff med kronvildt på tømmerflåde – på vej ud for at sælge.

2. MENNESKEJAGT 

Da jeg næste gang var i Danmark, i 1972, havde jeg været væk i fem år. En af mine venner mente, at jeg skulle skrive om at gå på jagt på den måde, for det havde ingen andre danskere oplevet. Jeg havde ikke skrevet en linje i mit liv, men tog ham på ordet og rejste til København, hvor jeg troppede op hos Hjemmet, Familiejournalen og Ude & Hjemme. Dem kendte jeg, for dem læste min mormor og mine tanter. Alle tre steder sagde de, at det nok ikke lige var noget for deres målgruppe. En af dem foreslog, at jeg gik forbi Ugens Rapport i stedet. Dem havde jeg aldrig hørt om, men nu var jeg der jo, så det kunne ikke skade at prøve. Da redaktionschefen Kurt Thyboe hørte, at jeg havde været i Australien, gav han en frokost. 

Mens jeg fortalte, så han nogle billeder, jeg havde taget, blandt andet et, hvor jeg bar et halshugget vildsvin på ryggen. Så var hans interesse vakt: ”Kan du skrive?” Hele natten tastede jeg løs på et gammelt hakkebræt hjemme hos min storebror i Greve, og næste dag mødte jeg op med 30 A4-sider. Selvom det var lige til den lange side, købte han historien, og så kunne jeg godt se, at det måske alligevel var værd at forfølge.

Som noget af det første rejste jeg til Nordnorge, hvor jeg gik rundt med samerne en måneds tid, og bagefter tog jeg til San Sebastián i Biscaybugten med rygsækken fuld af ost, pølse og vin og brugte de næste otte måneder på at vandre tværs over bjergene, før jeg kunne dyppe tæerne i Middelhavet. Jeg havde alle mulige ideer til, hvad jeg skulle. Jeg ville på safari i Afrika og besøge hovedjægerne i Borneo og jivarostammen i Amazonas, der skrumper hoveder. Jeg kunne se det hele for mig. I stedet blev jeg kaldt ind på chefredaktøren Poul Munks kontor. Han smed et billede på bordet foran mig. ”Ved du, hvem det er?” Det vidste jeg godt, det var den tidligere præsident i Tjekkoslovakiet, Alexander Dubček. ”Det er rigtigt,” sagde han. ”Det er ham, du skal jage.”

Med et vildsvin på ryggen. New Zealand.

Det var jeg lidt skeptisk over for, for han var forsvundet, og rygterne gik på, at han måske sad i en fangelejr i Sibirien eller var blevet skudt. ”Det er det, du skal finde ud af,” sagde Munk, og så røg jeg i første omgang til Prag. Der havde været mange andre dernede for at finde ham, men de var kommet som journalister, og hvis man gør det i et kommunistisk land, får man guide med både forfra og bagfra. Til at starte med kunne jeg godt se, at der hele tiden fulgte nogen i hælene på mig. Jeg kom jo, som jeg så ud: langhåret og med amerikanske jeans. Det var der ikke meget lokalt over, så efter et par dage fik jeg en lokal frisure og købte lokalt tøj, der var i så dårlig kvalitet, at det ene ærme faldt af, da jeg første gang smed skjorten i vaskemaskinen.

Den første tid hang jeg ud omkring studenterne ved universitetet, og en dag begyndte jeg at henvende mig til dem på et værtshus. Men ingen ville svare mig. Det var underligt, tænkte jeg, men da to personer forlod stedet, var de alle sammen pludselig om mig som fluer på en lort. Det viste sig, at de to var informanter for regimet. 

Så snart de var væk, talte alle. Nogle af dem mente, at jeg havde gode chancer for at finde ham i Bratislava, så jeg tog videre dertil. Fordi jeg kun fik et turistvisum en uge ad gangen, måtte jeg rejse frem og tilbage fem gange, før jeg til sidst fandt ham i en forstad til Bratislava på baggrund af et tip. Jeg traskede frem og tilbage fra morgen til aften, da jeg endelig spottede ham på vej om bord på en sporvogn. Et par dage senere sad jeg i en lille bil og fotograferede ham ud ad vinduet, da han kom gående. Missionen var lykkedes, og det var nærmest endnu sjovere end at gå på almindelig jagt.

3. KRYBSKYTTEJAGT

Der var oliekrise i Danmark, og det skulle jeg fandeme ikke have noget at gøre med, så efter jeg i 1973 havde interviewet den berømte nazi­jæger Simon Wiesenthal i Wien og efterfølgende dækket Yom Kippur-krigen fra ladet af en jødisk kampvogn, rejste jeg videre til Etiopien. Her var der hungersnød, og jeg tilbragte den næste tid med en læge fra organisationen Oxfam. Jeg så, hvordan folk kom ind på stribe som tændstikmænd, og hvis de faldt, inden de nåede frem, var der ikke andet at gøre end at lade dem ligge. Jeg har aldrig set så mange fede hyæner i mit liv. 

Bagefter rejste jeg til hovedstaden Addis Abeba, fordi jeg havde fået en idé om at tage med fremmedlegionen til Djibouti. På hovedkvarteret afviste de mig, men jeg har altid tænkt, at et nej er et måske, og et måske er et ja, så næste dag stod jeg der igen. Det gjorde jeg også dagen efter. Den ansvarshavende var ved at være godt træt af min tilstedeværelse, så jeg sagde: ”Jeg er professionel jæger, og du er bare bange for, at jeg skal gå røven ud af bukserne på dine legionærer.” Så greb han telefonen og kom tilbage med riffel og uniform.

I Fremmedlegionen.

Den næste måned tilbragte jeg i ørkenen, og da jeg kom tilbage igen, tog jeg videre til Tanzania og Kenya, hvor jeg først fotograferede hanelefanter i Tsavo National Park og derefter begyndte at jage krybskytter. Alle vidste, at præsident Kenyattas kone fik et par tusind dollars i lommen, hver gang der blev solgt elfenben. Det var sådan, hun finansierede sine mange flyveture til fashionshows i Paris. Det gjorde ikke opgaven lettere. Krybskytterne brugte gamle geværer fra anden verdenskrig, og de skulle virkelig hælde bly i elefanterne. Det tog ofte fem dage, før dyrene lagde sig. Vi kunne lokalisere dem ved at følge de gribbe, der fløj over dem, men så vidste vi samtidig, at det var for sent. I stedet kørte vi rundt i jeeps og ledte efter fodaftryk i støvet, og vi fangede også et par stykker. Men det var dirty business.

Efter seks måneder fik jeg konstateret amøbedysenteri, hvilket i bund og grund betyder, at man skider sig selv ihjel. Jeg fik fremkaldt mine Kodak-film, og så skulle jeg sådan set bare skrive, men jeg kunne ikke gå nogen steder hen, for jeg vidste ikke, hvornår jeg skulle skide igen. Jeg havde haft diarré masser af gange, men det her var noget andet. Det var ikke særlig morsomt, til gengæld blev de lokale godt underholdt. Nogle af tjenerne på hotellet hjalp mig med at flytte skrivebordet ud på badeværelset, så jeg kunne sidde på tønden og skrive. Og jeg drak cola nonstop, selvom jeg hader cola. Til sidst kom en læge og fik stoppet den akutte diarré, men det var først, da jeg senere kom tilbage til Danmark, at jeg blev rigtigt behandlet. De tog prøver af mig og indlagde mig i total isolation på epidemiafdelingen på det daværende Blegdamshospitalet. Sådan sluttede det, men det havde fandeme været en god tur.

I Livgarden.

FREDDY WULFF

Født 1945 i Dronningborg ved Randers. Blev som ung uddannet i Østasiatisk Kompagni. Arbejdede senere for et shippingfirma i London og i Australien og som professionel jæger i New Zealand, før han i 1972 blev tilknyttet Ugens Rapport som freelancejournalist. Har siden rejst rundt i verden som journalist og fotograf. I dag driver han virksomheden Lobo Press og lever desuden af at holde foredrag. I 2010 udkom bogen ’Freddy Wulff – Danmarks vildeste eventyrer’, skrevet af Søren Anker Madsen. Siden har han selv skrevet bøgerne ’Professionel jæger’ (2011), ’Vild jagt’ (2013) og senest ’Vilde eventyr’ (2022).

4. STAMMEJAGT

Nu ville jeg af sted for alvor. Ikke det der pjat med at rejse ud og komme tilbage med en stak historier. Jeg købte en billet jorden rundt med stop på 36 forskellige destinationer, og så var det bare derudad. Jeg hang ud med ligsamlere i Mumbai, boede hos hovedjægere på Borneo, og på Filippinerne tog jeg ud i junglen og opsøgte oprørsgruppen New People’s Army, der lå i krig mod præsident Marcos. Da jeg ikke kunne finde dem, tændte jeg bål med vådt træ, så der stod masser af røg op i luften, for så vidste jeg, at de nok skulle komme til mig. Ganske rigtigt stod der næste dag tre gutter med M16’ere. Jeg havde en flaske whisky med, og det hjælper jo altid lidt på talegaverne, så de satte sig ned og snakkede løs.

Den ene af dem, Jimmy, fortalte om nogle hovedjægere ved navn kalinga længere oppe ved Mountain Province, som jeg straks blev nysgerrig på, og da han alligevel ikke havde andre planer, tog vi derop. Før vi nåede landsbyen, sagde han, at hvis de ikke kom ud med det samme, skulle vi gå igen. Jeg havde heldigvis 7-8 kartoner Marlboro med, som jeg tog frem, og så gik der ikke længe, før den første kom ud. Smøger er bedre currency end dollars på de kanter. 

På Borneo med ibanerne.

Vi endte med at være der et par uger og tog med dem ud at jage. Efter 10 dage blev jeg optaget i stammen og fik en stammetatovering, et firbensagtigt tusindben. Høvdingen spurgte, hvor mange jeg havde slået ihjel, og jeg måtte indrømme, at det ikke var så mange endda. De fik tatoveret et V på deres krop, hver gang de havde taget et liv. Lidt samme tradition havde jeg oplevet hos ibanerne på Borneo. Hvis en ung mand brændte varm på en pige, kom han ikke med roser og sådan noget, i stedet tog han op til ærkefjenderne længere oppe i bjergene og vendte tilbage med fem afskårne hoveder. Så havde han bevist, at han var en rigtig mand, og hovederne blev hængt ude foran langhusene under bryllupsfesten. 

Eftersom jeg blev optaget i stammen, har jeg forpligtet mig til at hjælpe andre kalingaer, selvom det nok ikke er så sandsynligt, at jeg støder på en af dem i de spanske Pyrenæer, hvor jeg bor i dag.

Freddy Wulff på vej ind i Vu Quang-området i det nordlige Vietnam med to soldater som beskyttelse.

BARNLØST EVENTYR

”Jeg har været gift tre gange, og hver gang har der fra start været en fast aftale, der hed no kids. For det har jeg fandeme ikke været interesseret i. Det er ikke, fordi jeg har noget imod børn. Der er ikke noget mere skønt end at tage en syvårig knægt med på jagt. Det er næsten som at opleve sig selv fra dengang. Men jeg har aldrig selv haft lyst til at få børn. Jeg har i stedet valgt at forfølge drømmen, for jeg tror på, at hvis man ikke gør det, kommer den tilbage som et mareridt.”

5. JUNGLEJAGT

I 1992 udførte jeg en mission til junglen i Nordvietnam sammen med en fotograf. Jeg havde set en tegning af nogle horn, som man mente stammede fra et ukendt dyr. Vi nåede frem til en landsby, hvor jeg lagde en pakke smøger til alle dem, der kunne vise mig horn eller andet fra det mystiske dyr, og det var der flere, der kunne. Jeg fotograferede, målte og noterede detaljer ned. Nogle havde trofæer hængende på væggen, og en også et stykke skind. Jeg fik lov til at tage et lillebitte stykke af skindet, svarende til en lillefingernegl, med tilbage, hvor jeg opsøgte professor Arctander på Københavns Universitet. Han var en kendt professor, der havde trukket dna ud af indlandsisen og sådan noget, og han undersøgte skindet og ringede næste dag til mig: ”Dit skind stammer fra et dyr, der har været uddødt i 20 millioner år.”

Nå, for helvede, så var det tilbage til Vietnam igen. Denne gang mødte jeg en krybskytte, der havde fanget dyret fem dage tidligere. Skindet var tørret og godt bevaret, og konen sad med alle knoglerne, som var hugget i småstykker for at lave medicin ud af det.

Jeg købte både skindet og en hel masse knogler, kæber og tænder, og så tog jeg tilbage til København. Denne gang var det nok til at bevise, at der rent faktisk var tale om Vu Quang-oksen, som man ellers ikke troede eksisterede mere. 

Freddy Wulff på jagt.

SAGEN ER BØFFEL

”Jeg er temmelig sikker på, at der findes mindst to pattedyr, der ikke er blevet officielt opdaget endnu. Som professionel bøffeljæger i Australien hørte jeg om, at der på en af øerne i Indonesien skulle leve en bøffel af en slags, der er anderledes, end man har set før. En anden gang så jeg et dyr fotograferet bagfra på højdedraget på Borneo. Jeg mente, at det måtte være en trækænguru, der var kommet derop. Jeg kunne godt tænke mig at kigge nærmere på begge to. Det ligger i baghovedet på mig. Men om jeg får det gjort, ved jeg ikke.”

Nogen tid senere boede jeg i Frankrig, da jeg modtog en fax fra professor Arctander: ”Ring.” Der var kommet nye meldinger, denne gang om et dyr, der skulle ligne en muntjak-hjort, og han ville høre, om jeg var klar på en ny tur til Vietnam. Jeg endte med at rejse ind i landet fra Laos via Nam Hinboun-floden. Landsbyen, jeg havde kurs mod, lå omkranset af høje bjerge, og undervejs skulle man sejle otte kilometer gennem en kulsort grotte. Der var kun én vej ind og ud, og da der var opstået en myte om, at der i grotterne levede et monster, som spiste mennesker, tog det noget tid at få overtalt tre andre til at tage med. 

Der var bælgravende mørkt i grotten, men jeg havde en lommelygte med. Nogle steder var der plads til en 747’er, andre steder ramte man straks klippe, når man bevægede sig frem. Det var som i Jules Vernes ’Rejsen til jordens indre’. Der var et helt økosystem derinde. Der var små, farveløse kvælerslanger, som levede af de millioner af flagermus, der hver nat fløj ud og spiste frugter og insekter og fløj tilbage for at skide, og deres lort levede tudserne til gengæld af.

Da vi endelig nåede ud på den anden side, løb kvinder og børn skrigende bort, for de havde aldrig før set en stor, behåret europæer som mig. Men mændene blev, og en af dem viste mig et stort gevir, som jeg aldrig havde set før. Jeg fik lokket nogle af dem til at tage med mig op på bjergryggen. Vi fandt sport fra en tiger, og jeg blev gnasket op af myg, men pludselig kom dyret gående ud af det blå. En giant muntjak. Den kom helt tæt på, og jeg fik taget billeder. 

Bortset fra okapien, der blev fundet i Centralafrika i 1928, er det de eneste to større pattedyr, der er blevet opdaget de seneste 100 år. Når man har levet så meget i naturen, som jeg har, er der intet, der slår at være med til at bevise, at der findes dyr, som ingen anede eksisterede. De ekspeditioner står for mig som det ultimative, jeg har foretaget mig.

Forældede skinnebredder, voldsomme oversvømmelser og løbske spøgelsestog. Jernbaneforbindelsen mellem Indien og Nepal har haft sine forhindringer. Nu ser det ud til, at den endelig er oppe at køre igen. Ud & Se fik lov at glide med på en prøvetur.
Tekst og foto:Søren Lauridsen

Ingen støj eller møg? Slet ingen bumpende metallisk skrigende skinnelyd eller søgang? Aldrig har jeg i mine mere end 40 år med togrejser i Indien og Nepal oplevet så flot og moderne et tog som det, jeg fik lov at komme med på, da det rullede ud på sin jomfrutur på den nye forbindelse mellem Nepal og Indien. 

Ny er forbindelsen egentlig ikke. Den stammer tilbage fra 1937, hvor briter lagde skinnerne på strækningen, der forbinder den hellige nepalesiske by Janakpur med Jaynagar, en grænseby i den indiske Bihar-provins. Med ruten kunne engelske firmaer forholdsvis let fragte tømmer fra det skovrige område omkring Janakpur til Indien og videre på det store indiske jernbanenet til havnebyer som Calcutta (nu: Kolkata), hvorfra der kunne sejles mod andre kontinenter. 

Det gamle, ofte overfyldte og nu pensionerede tog på Janakpur-linjen.

Janakpur Railway kan bruges til at rejse ind i Nepal på, hvis man er i Indien. Fra Janakpur er der indenrigsfly til både Kathmandu og Pokhara.

Senere blev der koblet passagervogne på fragttogene, da Janakpur var en vigtig pilgrimsby for hinduer – også fra Indien – og i årtier var der gang i trafikken på den eneste brugbare togstrækning i Nepal. Men materiellet blev nedslidt, og i 2001 startede derouten for alvor, da en del af skinnelegemet samt to broer skyllede væk under monsunens sommerregn. Derefter kørte man kun med passagerer på banens to lokomotiver, fem vogne og tilbageværende skinner. Selv om lokomotivet kørte med sneglefart på det smalle og ujævne skinnelegeme, gyngede vognene op og ned samt fra side til side som et skib. Der var mange nedbrud på materiel, og de stadig færre afgange gjorde, at der altid var alt for mange passagerer om bord. Kun få af passagererne betalte – de der kom først og fik en bænkeplads. Mange passagerer sad på taget af vognene og på selve lokomotivet, og der var flere ulykker med fatal udgang.

I august 2012 blev det decideret bizart. En lokomotivfører var ved at fylde brændstof på i Jaynagar, Indien. Hvad der herefter gik galt, har ingen officiel forklaring. Rygter sagde, at en abe havde overtaget styringen med toget. I alt fald begyndte lokomotivet pludselig at køre uden føreren. Passagervognene var endnu ikke koblet til, da det tonstunge lokomotiv stak af over grænsen til Nepal og fortsatte på den 30 kilometer lange rute. Normalt tog det to en halv time at gennemføre turen, men det førerløse tog klarede ruten på kun 45 minutter. Det lykkedes i sidste øjeblik at åbne et mekanisk sporskifte kort før Janakpur Station, hvorved lokomotivet ledtes ind på et i forvejen ødelagt sidespor, hvor monsunregnen gennem et par måneder havde omdannet jorden til en mudderpøl. Det frembrusende lokomotiv satte sig uhjælpeligt fast, og ingen kom noget til. Derefter var der kun ét udkørt lokomotiv tilbage til at tage slæbet, og det blev nærmest hverdagshændelser, at en vogn røg af sporet, eller at akslerne knækkede. I 2014 ophørte togdriften helt. 

Pankaj Kumar Ohja i det nye førerhus.

Jernbanelegemet ligger af hensyn til monsunen højere end omgivelserne, og skinnerne er – selv uden tog – meget populære blandt fodgængere og handlende. Her ånder fred og ro, da der ikke kører biler – og kun ganske få motorcykler. I de sidste fire år er der opstået små markeder op ad skinnelegemet.

Det blev derefter besluttet at genanlægge jernbanen, denne gang med brede spor. Den oprindelige Janakpur Railway var med såkaldt narrow gauge-skinneafstand (76,2 cm), men nu ville man have broad gauge-skinner (skinneafstand 167,6 cm), der kunne kobles direkte på Indiens 68.000 kilometer lange jernbanenet og, hvem ved, måske en dag føres tværs over Nepal. I maj 2019 inviterede det statslige Nepal Railway derfor det indiske selskab Konkan Railway, der forbinder de indiske storbyer Mumbai og Mangalore, til et samarbejde om at drive jernbanen. To nye diesel-elektriske lokomotiver samt fem passagervogne – de to endda med aircondition – blev bestilt hos den indiske togproducent Medha, og de arriverede i september 2020, hvor skinnelegemet lå køreklart. Et par prøvekørsler blev foretaget, men da Nepal som så ofte før skiftede regering, blev tidligere beslutninger annulleret, nyt personale skulle ansættes, og til borgernes skuffelse blev opstarten udsat.

Halvandet år senere, i februar 2022, blev nye prøvekørsler sat i gang, først med en firehjulet motoriseret skinne-trolley. Testpiloten Bindeshwar Thakur havde ombygget sin ældre Yamaha RX 100-motorcykel, så den blev skinneklar, med kickstarter, udstødningsrør, gashåndtag samt – det vigtigste i både indisk og nepalesisk trafik – et horn, der virker!  Efter et par spark på kickstarteren og lidt opstartsrøg tøffede den af sted. Men Janakpurs borgere og de fritgående dyr var ikke vant til færdsel på skinnerne, så Bindeshwar måtte dytte og råbe for at få mennesker, køer og geder væk fra skinnerne. Indimellem måtte han endda stå af og argumentere eller sågar skubbe.

Free seating på det gamle Janakpur-tog. Ruten mellem Jaynagar i Indien og Janakpur i Nepal går gennem Nepals lavland, det såkaldte Terai. Ruten, der i dag er 35 kilometer, skal senere forlænges med 10 kilometer mod nord til byen Bardibas, hvor man kan tage videre ad Nepals længste vej, den 1.026 kilometer lange East-West Highway.

Kort efter blev første prøvekørsel med et regelret togsæt sat i gang, og jeg var så heldig at få lov til at være ene passager om bord, da toget første gang langsomt tøffede af sted. Mens vi kørte forbi med en hastighed på 10-15 km/t, stod folk langs banelegemet med nysgerrige og forventningsfulde øjne og beundrede det flotte nye tog. Mange filmede med deres mobiler. Og jeg forstod dem. Toget er helt moderne og har international klasse. Ifølge Pankaj Kumar Ojha, den indiske ingeniør, der stod for testkørslerne, er toget klar. Dog forudser han ét problem: Toget har kun western style WC. Mange indere og nepalesere foretrækker et hul i gulvet og bryder sig ikke om at sidde på et toiletsæde, hvorfor de sandsynligvis vil vælge at sætte sig på hug på sædet med al den risiko, det medfører under kørslen. 

Efter fem dage med vellykkede kørsler annonceredes det, at toget var klar til at fragte passagerer. De måtte dog tålmodigt vente lidt endnu på den vigtige officielle åbning af banen med en fællesoptræden af Nepals premierminister Sher Bahadur Deuba og Indiens ditto, Narendra Modi. Det kneb dog, måske specielt for sidstsnævnte, med et finde tid i kalenderen. Men endelig lykkedes det 2. april at afholde en ceremoni i den indiske hovedstad New Delhi, over 1.000 kilometer væk.

Søren Lauridsen er forfatter til guidebogen ’Turen går til Nepal’.

Jørgen Leth har en evne til at få ting til at ske og til at balancere på kanten af verdenshistorien. Her fortæller digteren og instruktøren om at hustle sig til en film-optagelse i Mexico, om at interviewe morderiske magthavere i El Salvador og om at indspille i USA, mens Tvillingetårnene faldt.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Bent K. Rasmussen/Ritzau Scanpix

MEXICO, 1974

Jeg havde længe syntes, at det var oplagt at lave en film om cykelsportens timerekord, men jeg kunne ikke få den finansieret. Jeg havde allerede et godt samarbejde med Ole Ritter. Vi mødte hinanden sidst i 60’erne, hvor jeg begyndte at gå til landevejscykling i Danmark. Ritter var som amatørrytter en fascinerende person, fuld af historier og kunstinteresseret. Han blev en god allieret. Min vigtigste kilde til cykelsporten. Han var altid med på mine filmideer og god til at organisere dem, ikke mindst da han blev professionel i udlandet. Jeg var helt afhængig af ham, da vi lavede ’Stjernerne og vandbærerne’, hvor hans Bianchi-hold sørgede for, at vi kunne få lov at være med under Giro d’Italia. Året efter tog han til Mexico for at vinde sin timeverdensrekord tilbage. Han havde mistet rekorden til Eddy Merckx nogle år forinden, men ville nu erobre den tilbage og tog af sted til Mexico City med sit nye hold, det italienske Filotex. Ritter ville gerne have mig med. Jeg tænkte, at det måtte være muligt at få SAS eller et andet firma til at sponsorere filmen, men det lod sig ikke gøre.

En aften, hvor jeg sad hjemme på Frederiksberg sammen med min gode ven, digteren Ebbe Traberg, ringede telefonen. ”Så kan du godt se at komme af sted,” sagde Ole Ritter i den anden ende. ”Det er Ole, der siger, jeg skal tage af sted,” sagde jeg henvendt til Ebbe. ”Men jeg har jo ikke penge til det.” ”Det skal du ikke tænke på,” sagde Ole i telefonen. ”Det har jeg ordnet. Du skal bare sætte dig i flyet og ankomme til Mexi-co City. Sammen med Traberg. Kom bare begge to. Fra det øjeblik I stiger ud af flyet, skal vi nok tage os af jer.”

Ved fælles snilde fik Ole Ritter og Jørgen Leth lavet ’Den umulige time’ om cykelsportens timerekord. Foto: Asger Sessingø/Ritzau Scanpix

Da vi steg ud af flyet, blev vi modtaget med musik. Hans hold havde nogle gode sponsorer, der havde muliggjort rekordforsøget, og som var vilde med, at der skulle laves en film om det. Senere spurgte jeg Ole, hvad vi skulle gøre uden et filmhold. ”Det har jeg også klaret,” sagde han. Fransk tv havde sendt et lille tv-hold over. Ritter var en ret stor stjerne i Europa på det tidspunkt, og de gamblede på, at han nok ville vinde sin rekord tilbage. Men da de ankom, havde han spurgt dem, hvad de ville. ”Vi vil da filme dit rekordforsøg.” ”Ja, det er mit rekordforsøg, jeg ejer selv rettighederne til det,” havde han svaret. ”Men I kan få lov at filme det, hvis I stiller jer til rådighed for min gode ven Jørgen Leth fra Danmark.” 

Det var jo langt ude at eje sit eget rekordforsøg. Men jeg syntes, det lød rigtigt. Han lavede tre rekordforsøg inden for en uge. Den ene gang var der for meget vind, og han måtte afbryde. Jeg interviewede ham indimellem, og han fortalte undervejs om sin træning. Han styrede interviewene med stor humor. På et tidspunkt afbryder han mig: ”På fransk, for fanden, Jørgen!” Han var bevidst om, at det skulle kunne bruges til fransk tv. Det var hans film. Han var faktisk filmproducent dér. 

Efter tre rekordforsøg, hvoraf de to var den anden- og tredjebedste tid nogensinde, havde han fået nok. Han havde haft det skægt, og nu skulle han og konen til Acapulco og holde ferie. Han tog det ikke så tungt. Jeg var selvfølgelig ked af, at han ikke havde taget timerekorden tilbage. Men det var godt nok til en film. Titlen blev ’Den umulige time’.

ORD PÅ FILM

Jørgen Leth, 85 år, er digter, cykelekspert og filminstruktør. I år er det 50 år siden, han begyndte optagelserne på sin første film, ’Stopforbud’. I hans bog ’Mine film’ (Gyldendal, 2021) kan du læse om dem alle sammen.

Jørgen Leth var på jagt efter en tropisk fornemmelse med filmen ’Udenrigskorrespondenten’. Foto: Det Danske Filminstitut

HAITI OG EL SALVADOR, 1982-83

Jeg havde læst Graham Greenes bog ’The Comedians’ og var gennem den blevet betaget af ideen om Haiti. Et eksotisk sted med andre spilleregler, forfærdelige diktatorer og voodoo. Da Det Danske Filminstitut ud af det blå foreslog mig at lave en film om en udenrigskorrespondent i Haiti baseret på en roman af Jan Bredsdorff, så jeg det som en mulighed, og vi tog af sted sammen på researchtur til hovedstaden Port-au-Prince.

Vi opdagede Hotel Oloffson, en slags fantasislot i hvidmalet træ, udskåret i gingerbread-stil. Klientellet bestod af journalister, kunstnere, musikere, skuespillere. Værelserne havde navn efter nogle af de gæster, der havde boet der. Der var blandt andet en Mick Jagger-suite, en Graham Greene-suite, en Elizabeth Taylor-suite. Fitzgerald havde boet der. Mange havde ligesom jeg været tiltrukket af det eventyrlige, dramatiske, spændende land, som ikke er verdens navle, men hvor der altid er gode historier at fortælle. Den dag i dag drømmer jeg stadig om Hotel Oloffson. De sidste to år har jeg ikke været i Haiti på grund af den urolige politiske situation, og fordi øen har været hårdt ramt af COVID. Jeg vil stadig gerne derover igen, men jeg ved ikke, om jeg kommer det.

Nå, men Jan Bredsdorff og jeg var ude at more os hele tiden. Så dansesteder, vidunderlige kvinder, mærkelige forbrydere, der gik rundt i gaderne. Og vi så, hvor frygtindgydende et sted det var. Uniformerede folk med store guns patruljerede overalt, også på hotellet, men vi lod os ikke afskrække. Vi var enige om, at filmen skulle laves på Haiti, selv om det var midt under den forfærdelige menneskerettighedsforbryder Jean-Pierre ’Baby Doc’ Duvaliers regime.

Da vi kom hjem, satte Jan Bredsdorff sig til at skrive og var længere tid om det, end jeg havde forestillet mig. Jeg var lidt vred over ventetiden, og da manuskriptet endelig var klar, syntes jeg, det var meget langt fra, hvad vi havde snakket om. Det var ikke til at se Haitis humor, vanviddet og den surrealistiske dimension. Det var blevet for politisk korrekt. Han havde vel ikke villet udstille et uland, tværtimod skulle det have en kant af idealisme eller sådan noget – kedelige begreber. Det var jeg ikke interesseret i. Jeg syntes, det manglede liv og gnist, jeg syntes, han svigtede vores egen latter og oplevelse, og det lod jeg ham vide. Men han ville ikke ændre det. Til sidst sagde jeg til filminstituttet: ”Enten må I tage mig ud af projektet, eller også må I tage ham ud.” De valgte at tage ham ud. Det blev vi ikke specielt gode venner af. 

Indtil da havde jeg mest lavet eksperimentelle dokumentarfilm. ’Udenrigskorrespondenten’ skulle være min første egentlige spillefilm, og jeg følte ikke, at jeg selv havde evnerne til at konstruere plottet og de større linjer. Derfor var det en stor lettelse for mig, da det blev besluttet, at Klaus Rifbjerg skulle stå for manuskriptet. Han følte ikke, han behøvede at se Haiti, så vi nøjedes med at tage 14 dage til Tenerife, hvor han skrev et langt kapitel hver eneste dag. Det var en imponerende proces – og ret let for mig, der bare skulle læse det. 

Det krævede både solbriller og nervemedicin for Henning Jensen at klare hovedrollen i Jørgen Leths første spillefilm, ’Udenrigskorrespondenten’. Foto: Det Danske Filminstitut

Da jeg endelig kom til Haiti med mit filmhold, endte jeg alligevel med at skrive om i scenerne fra dag til dag, så det blev mit eget manuskript. Henning Jensen spillede hovedrollen som korrespondenten, og min daværende kone, Hanne Uldal, var den anden danske rolle. Derudover besatte jeg rollerne med haitianere, jeg mødte. Personligheder, jeg havde set, ekspressive, sjove, modige karakterer, der ikke var skuespillere af fag, men af temperament. Vi startede med at tage ind i ministeriet for turisme for at få dem til at godkende vores film. Det lykkedes os at overtale ministeren, som faldt for ideen, fordi Haiti havde desperat brug for god presse i udlandet. 

Vi filmede vores samtale med ministeren og brugte det som en scene, som en form for dokumentarisk fiktion. Metoden, som var noget af det fornyende ved den film, brugte vi flere gange. 

Politiet fik vi med på samme måde. I en scene er Henning Jensen ude i gaderne og har drukket meget. Det er mørkt og uhyggeligt. Derfra kører vi ned til politistationen, der ligger nede ved havnevejen. Henning går ind, næsten uden nogen instruktion, og giver sig til at spørge efter en dansk kvinde, som han leder efter, og han giver sig til at råbe op. Vi havde bare sagt til politiet, at vi ville kigge forbi stationen, men ikke forberedt dem på, hvad vi skulle. Det var skidefarligt i sig selv at komme ind fra gaden og råbe på den måde. Men vi havde jo ministeriets godkendelse, og vi havde en medarbejder fra ministeriet med, der var sat til at holde os i ørerne. 

Han var ikke altid enig i, hvad vi filmede. Han ville helst have os til at vise øens luksuriøse feriesteder, men jeg var vild med downtown Port-au-Prince, hvor der var folkeligt, beskidt og kriminelt. Det skulle se rigtigt ud. Vi havde mange diskussioner, men det lykkedes at få filmet natklubber, voodoo og dansepiger, og vi fik i det hele taget et frodigt billedmateriale med hjem. 

Nogle gange sagde jeg: ”Hvis ikke vi kan lave den scene, så er filmen jo i fare …” På den måde var jeg nødt til at skærpe argumentationen. En ting gik vores chaperone dog ikke med til: at vi filmede Henning Jensen, der blev barberet på en lokal frisørsalon, hvor de blandt andet havde en hane i snor. Det syntes han så for dårligt ud. Det ville ikke tiltrække nogen nye turister. 

Efter Haiti fløj vi videre til El Salvador for at indspille filmens åbning. Jeg ville vise, at hovedpersonen var en rigtig, aktiv udenrigskorrespondent, så vi tog ud til fronten i det mellemamerikanske land, hvor der var borgerkrig. Når man kunne høre skuddene knalde, sagde jeg: ”Kan du ikke lige rejse dig op, Henning, så jeg kan få den rigtige baggrund?” ”Nej, Jørgen, det gør jeg altså ikke”. Sådan var situationerne, og jeg var åndssvag. Alt for dristig af og til. 

Vi havde skaffet en presseakkreditering gennem en af mine venner i DR, så det så ud som om, vi var journalister og ikke filmfolk. Det kan måske kritiseres, men det var et lille trick, som hjalp os til at få en aftale med Roberto D’Aubuisson, militærmand og politiker på den yderste højrefløj. Han var for nylig blevet præsident for nationalforsamlingen, og man mente, at han havde været ansvarshavende for flere dødspatruljer. Vi fik lov at komme og høre en af hans blodige taler, hvor han var omgivet af masser af bevæbnede militærfolk. Det tilfredsstillede alle mine drømme om, hvor dramatisk det skulle være. 

Port-au-Prince, 1983. Ministeriet for turisme på Haiti ville gerne have Jørgen Leth til at vise øens luksuriøse side.
Instruktøren var mere til gadeliv. I 1990 flyttede Leth til Haiti efter en skilsmisse. Hans hus gik tabt under jordskælvet i 2010. Foto: Det Danske Filminstitut

Samme aften kom den amerikanske pige, der lavede research for os, hen til Camino Real, hotellet, hvor vi boede, og hvor alle de udenlandske journalister var indkvarteret. ”Vil I lave et interview med D’Aubuisson på hans kontor i national­paladset i morgen klokken ni?” spurgte hun. Naturligvis ville vi det. Ved middagsbordet på Camino Real mødtes jeg samme aften med tre amerikanske journalister fra henholdsvis New York Times, AP og Washing­ton Post. Jeg fortalte dem, vi havde fået tilsagn om det interview. ”Det I sige ja til. Vi kan ikke komme igennem til ham,” fortalte de. Vi var umiddelbart pletfri, da vi kom fra lille Danmark og havde et neutralt ry, mens man mente, at alle amerikanske journalister var venstreorienterede. 

Jeg spurgte de erfarne korrespondenter, hvordan vi skulle håndtere interviewet.    ”Du er nødt til at gå til ham, ellers er der ingen troværdighed,” sagde de. ”Hvad vil det sige?” spurgte jeg. De svarede, at vi skulle stille de ubehagelige spørgsmål: ”Var det ham, der stod bag mordet på det fire nonner og på ærkebiskop Romero?” Jeg respekterer de journalistiske regler og var med på den. Men jeg var også nervøs. Da jeg efter aftensmaden fortalte Henning Jensen, hvad planen var, blev han endnu mere nervøs.

Næste morgen kørte vi forbi et apotek på vejen for at købe Valium, så Henning kunne komme ned. Jeg var også bange. De kunne jo pludselig beslutte sig for, at vi virkede som modstandere af D’Aubuisson, og anholde os. Der stod en maskingeværbevæbnet soldat i hvert hjørne af kontoret, da vi ankom og stillede vores kamera op. Vi lagde ud med lidt udenomssnak, inden Henning stillede de rigtige spørgsmål: 

”Señor D’Aubuisson, er det rigtigt, hvad rygterne siger … står De bag mordet på de fire nonner den og den dato?” Med klar stemme og orden i sagerne. Det var flot klaret af Henning Jensen. 

D’Aubuisson svarede: ”Nej, nej, det er ren amerikansk propaganda.” Bagefter et til spørgsmål: ”Har de iscenesat mordet på biskop Romero?” Endnu en affejning. Det var fantastisk at få på film. Og jeg var meget lettet, da vi næste dag fløj ud af landet.

Jørgen Leth påskønner kinesisk operatalent. Foto: Det Danske Filminstitut

KINA, 1985

Det startede med en opringning fra USA. Jeg havde tidligere mødt Dan Talbot, leder af Pacific Film Produc­tions, på filmfestivalen i Portland, Oregon, hvor jeg havde haft nogle film med. De var vilde med, hvad jeg lavede, og nu ringede de og spurgte, om jeg ville lave en film om Kina. Talbot og hans folk havde lavet en mystisk aftale med det kinesiske jernbaneministerium, der ville sende os på tur gennem Kina.

Selvfølgelig ville jeg det. Min far var værkfører på Aarhus Bane­gaard og arbejdede på jernbanen hele sit liv. Det spillede en rolle for mig i forhold til projektet. Det eneste, jeg krævede, var, at jeg fik frie hænder til filmen. Jeg ville ikke dikteres noget. Sammen med fotograf Dan Holmberg og tonemester Niels Arnt Torp fløj jeg til Hongkong, hvor vi skulle mødes med to repræsentanter for Pacific, som vel skulle kigge os over skulderen, og med mr. Chiang, en kinesisk-amerikansk forretningsmand fra San Francisco, der havde formidlet kontakt til jernbaneministeriet i Beijing. Han lod vente på sig. En uge var vi i Hongkong. Vi fordrev tiden med at planlægge filmen og fik også tid til at arbejde på ’Det legende menneske’, en anden film, vi var i gang med.

Togturen begyndte i Guangdong-provinsen, hvor jeg prøvede at caste nogle personer til filmen. Jeg ville gerne have en landmand, en akrobat, en skuespiller, en skipper og hans familie, der boede i deres sampan, en traditionel kinesisk båd. Vi var heldige, og det lykkedes os at få dem alle sammen. Hver gang skulle de godkendes af jernbaneministeriet, men de hjalp også med at skaffe forbindelser. 

Vi fik lov at filme det kvindelige kinesiske cykellandshold. Et fint syn. Og i Beijing mødte vi nogle unge konservatoriesangere, der skulle opføre en Mozart-opera. De sang virkelig, virkelig godt, og vi fik endda lov til at tage dem med os i toget videre fra Beijing ind i landet. 

Det var chokerende for os, der troede, det var et kommunistisk land, at finde ud af, at der var fire klasser på toget. Vi tog imod al den comfort, vi kunne få, og tog udflugter med kameraet ind på tredje og fjerde klasse. Jernbaneministeriet ville selvfølgelig helst have, vi filmede de fine, men vi var mere interesserede i de fattige end i partifolkene på første klasse. 

Fotograf Dan Holmberg filmer i en togvogn til ’Notater fra Kina’. Foto: Det Danske Filminstitut

Når vi ankom til en ny by, var der altid en lokal jernbanechef, der vartede os op med festmiddage med tusindvis af retter og taler – rene paptaler – og så skulle jeg holde tale. Det blev en rutine, at jeg altid talte om min far og vores jernbanefamilie. Det var helt oplagt. Der var i det hele taget ikke rigtig politiske knaster i samarbejdet. Vi fik lov til at filme det, vi ville. Jeg mindes Kina med sødme, vi mødte lutter venlige mennesker og blev gode venner med alle dem, vi skildrede. 

Da vi var tilbage i Hongkong og skulle tackle ud af projektet, var produktionsselskabet i Oregon krakket og kunne ikke give os nogen penge. Jeg ringede til en god ven, der er filmsagfører i Los Angeles, og spurgte, hvad vi skulle gøre. ”I må sidde på filmene,” sagde han. 

Pacific Film Productions ville gerne have, at vi sendte alt råstoffet hjem til Oregon med de to repræsentanter for selskabet, der var rejst med os. Vi sagde, at vi ikke ville være med til det. Vi ville have vores penge. Niels Arnt Torp var særlig skrap. Han sagde: ”For hver dag, der går uden betaling, begynder jeg at slette båndene.” Han var den eneste af os, der fik penge. Det var ret stærkt. 

Jeg fik gennem gode venner i Danmark rettet henvendelse til Carlsberg, F.L. Smidt og et par andre industrigiganter, der indvilligede i at finansiere færdiggørelsen af filmen, der senere blev klippet af Rumle Hammerich hjemme i Danmark.

Vi viste ’Notater fra Kina’ for diplomaterne på den kinesiske ambassade én gang, inden den fik offentlig premiere i 1987. De mødte talstærkt op og gik igen uden en eneste kommentar. 

De brød sig ikke om den. Syntes, den skulle have vist et mere moderne Kina. De forstod ikke, hvad vi ville med alle de kunstnere og landmænd. De forstod ikke, at det ikke var deres film.

Tjenere fra Smith & Wollensky
fremviser velhængte bøffer. Foto: Det Danske Filminstitut

USA, 2001

Jeg var i USA for at lave en opfølger til filmen ’66 scener fra USA’ fra 1982, som var blevet en succes, ikke kommercielt, men kunstnerisk og festival-mæssigt. Scenen med Andy Warhol, der spiser en burger, var lidt af et scoop og er siden hen blevet meget berømt. Men der var mere i det, syntes jeg og fotografDan Holmberg. Han sagde: ”Vi kan da bare gøre det igen. Der er jo mange flere scener i USA end de 66, vi har lavet.” Og det havde han jo ret i.

Så vi besluttede at lave ’Nye scener fra Amerika’, og det begyndte som en meget rolig produktion. Vi startede i New York, hvor vi blandt andet filmede musikeren John Cale, en puertoricansk bartender og to konkurrencelystne Manhattan-sagførere, inden vi tog videre til Dallas. Herfra skulle vi køre gennem Texas, Arizona, Colorado og Californien og ende i Los Angeles. 

Vi sad på lufthavnshotellet i Dallas, da Marianne Christensen, filmens producer, ringede fra New York. Hun fortalte, at vi skulle lukke op for fjernsynet, der var et angreb i gang. Vi tændte og så flyene, der fløj ind i World Trade Center. Et frygteligt syn. Jeg blev bange for Asger, min søn, som boede i nærheden af de brændende tårne med sin kæreste. Jeg kunne ikke få kontakt med ham og ringede til Marianne og spurgte, om hun havde hørt fra ham. Ja, sagde hun, de havde kontakt. Senere har hun tilstået, at det ikke var sandt. Det var en løgn, hun syntes var nødvendig. Hun ville berolige mig. Og det lykkedes. Jeg talte først med ham et par dage efter, men i mellemtiden troede jeg, alt var godt.

Jeg var først ødelagt af begivenhederne og græd, når jeg så nyheder, men undervejs på vores videre rejse fik jeg moralen tilbage. Pludselig gav det en ny mening at filme i USA. 

Jeg begyndte at ringe til folk. Jeg forsøgte at overtale skuespilleren Gena Rowlands til at medvirke i filmen, men fik afslag fra hendes agent. Dustin Hoffman kom jeg heller ikke igennem til. 

Så fik jeg et telefonnummer på Dennis Hopper og kom igennem til ham. Jeg forklarede, at der ikke var mange penge i det, men at han heller ikke skulle gøre det store. Bare være der. Hvis han havde lyst på trods af ulykken. Det var han helt med på. Han sagde: ”Jeg sætter et amerikansk flag på jakken, når I kommer.”

Dennis Hopper stillede op med patriotisk
emblem i ’Nye scener fra Amerika’. Foto: Det Danske Filminstitut

Han tog imod os i sit fantastiske Frank Gehry-tegnede hus i Venice, Los Angeles, i hat og jakkesæt. I scenen sagde han: ”My name is Dennis Hopper. I’m an actor. An artist.” Og begyndte så en vanvittig, rablende improvisation. Jeg elsker Dennis Hopper. Det var en sejr at få ham med i filmen. 

Vi tænkte, at vi måtte tilbage til New York, men besluttede, at  vente lidt. Røgen måtte så at sige nå at lægge sig. Vi havde ikke lyst til at benytte os af sensationen til at filme så kort efter angrebet. Men det var selvfølgelig lidt af en beslutning. 

Jeg skrev til filminstituttet og forklarede vores holdning. At det ville være næsten vulgært at filme så tidligt, men at vi godt ville gøre det senere. Det krævede bare én tur mere til USA. Det var det, vi solgte. Og instituttet sagde ja lige med det samme. De kunne godt se det. Det var et godt samarbejde. 

Nogle måneder senere vendte vi tilbage for at filme nedre Manhattans smadrede profil. Det var meget stærkt. Også fordi vi allerede havde smukke billeder af profilen, som den så ud inden angrebet. Samtidig fik vi et par andre scener med. 

Blandt andet lykkedes det mig at få kontakt til den sky fotograf Robert Frank, en helt for både mig og Dan Holmberg og vores inspiration til Amerika-filmene. Han tog imod i sit hus i Bleecker Street i Greenwich Village, hvor han fingererede med nogle af sine ting og sagde, meget lavmælt: 

”My name is Robert Frank. I’m a photographer.” Det blev fantastisk rørende. Jeg bliver stadig rørt af at tale om det.

Jørgen Leth kører racercykel på Strandvejen, cirka 1964. Foto: Mini Wolff/Ritzau Scanpix

DA TOUREN KOM TIL DANMARK

Onklen var banechef på Aarhus Cyklebane, og Jørgen Leth kom der som dreng og fik autografer fra internationale sprinterstjerner. Cyklingen gled lidt ud, indtil han skrev ’Sportsdigte’ (1967). Senere lavede han flere cykelfilm, blandt andet ’Stjernerne og vandbærerne’ (1974) og ’En forårsdag i helvede’ (1977).

Da TV 2 blev grundlagt i 1988, foreslog journalist Jørn Mader TV 2-chef Jørgen Schleimann at transmittere Tour de France og få Leth med som kommentator. Schleimann sagde: ”Jamen, ham Jørgen Leth, det går jo ikke, at han bare sidder og snakker poesi i fjernsynet.” Mader svarede, at det ville man aldrig fortryde – tværtimod ville alle, der så med, drage af sted til Frankrig i egen autocamper. Schleimann tøvede, men sendte  Leth og Mader af sted for at kommentere Flandern Rundt og efterfølgende nogle etaper af Giro d’Italia, inden det blev besluttet at transmittere Tour de France. Løbet blev første gang sendt live 8. juli 1990, hvor Olaf Ludwig vandt etapen til Besançon.

Hvad har Kalle Mathiesen altid med på rejsen?
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR

1.

”Jeg er på min egen verdensturné med musik og komik, så min el-bas har været med mig i blandt andet Brasilien, USA, Australien og hele Europa, bortset fra Albanien, Liechtenstein og Andorra. Musik er et universelt sprog. Jeg kan ikke tale portugisisk, men jeg kan godt jamme med folk i Brasilien.”

2.

”Komik, sange og ideer opstår tit, når jeg er på rejse og tager noter på min blok. Engang i en stillekupé så jeg en kvinde ved siden af mig hive hård hud af fødderne – og spise den. På et mere generelt plan iagttager jeg, hvor sure vi kan se ud i offentlig transport. Heldigvis bliver det af og til modbevist, og man får en fantastisk snak.”

3.

”Jeg bruger min telefon, når jeg skal svare på mails fra Sting, der vil høre, om jeg ikke skal med på tour, og jeg må sige: ’Desværre, Sting, jeg skal spille i Sønder Hygum.’ Ej, det er nok mere til at se en film eller høre en podcast eller være på kontoret på farten.” 

Kalle Mathiesen, 48, er musiker og performer og har optrådt med blandt andre Burnin Red Ivanhoe og WhoMadeWho og på DR’s Ramasjang-kanal. 21. april udkommer hans bog ’80 % af alting er lort’.

 

I årevis har Jan Elhøj og Morten Kirckhoff holdt øje med, hvor alle andre rejste hen, og så taget i den stik modsatte retning. Her fortæller de omdengang, de skulle have kørekort i Kina, om at vågne op i Japan til synet af 50 tai-chi-udøvende kvinder og om at måtte skynde sig ud af Rusland.
Tekst:Line RasmussenFoto:Privat

RUSLAND 2010

Vi rejste rundt i Rusland for at fotografere forladte steder til vores første bog, ’Abandoned 1’, da askeskyen fra Island pludselig lukkede luftrummet over hele Europa. Meldingen var, at der kunne gå to dage – eller en måned – før vi kunne komme hjem. Vores visum var ved at udløbe, og hvis man er i Rusland, og ens visum er udløbet, ryger man i brummen. Så vi var nødt til hurtigt at finde ud af, hvordan vi kom ud af landet. 

I lufthavnen i Moskva hørte vi om andre, der kørte hjem til de lande, de kom fra, i udlejningsbiler, men vores udlejningsfirma sagde, at vi kunne aflevere bilen i Skt. Petersborg, men ikke køre den ud af landet. På turen til Skt. Petersborg holdt vi ind ved et kæmpestort supermarked, hvor vi købte en hel masse mad, som vi tog med os videre i bilen, blandt andet et glas med revet gulerod i en eddikeagtig lage, som vi stillede i forruden. De har sindssygt meget – og snedig – fartkontrol i Rusland, blandt andet skraldespande og papskilte med skjulte fartmålere i, så nogle gange måtte vi træde ret hårdt på bremsen, og på et tidspunkt faldt glasset ned og smadrede på tæpperne i bunden af bilen.

Et forladt Bartini Beriev VVA-14-fly fra 70’erne og et af verdens sidste eksemplarer. Det blev designet til at kunne lette fra vand og flyve med høj hastighed over lange afstande lige over havoverfladen.

Vi havde i forvejen boet i bilen i en uge, og nu var der også eddike ud over det hele, så da vi afleverede bilen i Skt. Petersborg, skyndte vi os ud. Biludlejningsfirmaet opdagede vist ikke noget og hjalp os endda med at skaffe os en supercool fyr, der kunne køre os til Tallinn i Estland. Vi forklarede ham, at vi skulle være ude af Rusland inden midnat samme aften, hvor vores visum udløb. Da vi nåede til grænsen, var der kø. Det går nok, tænkte vi, vi var jo så tæt på. Men da det blev vores tur til at køre over grænsen, var klokken kvart over 12, og vores visum var udløbet klokken 12. Vores chauffør forklarede sagen for en 20-årig grænsebetjent i stram uniform og spids hat, der bare rystede på hovedet. Vi blev tilbageholdt i 45 minutter. ”Prøv at høre,” sagde vi, ”vi skal køre én meter, så er vi ude af Rusland!” Til sidst fik vi lov at køre ind i Estland og mod Tallinn, hvor vi sagde farvel til chaufføren og fandt et hotel. 

Vi havde et døgn i Tallinn, inden vi skulle videre med færge til Stockholm, og i ventetiden fandt vi et forladt fængsel, hvor vi mødte en gut, som tilså fængslet og viste os rundt. Han fortalte, at han var tidligere indsat. Han havde siddet halvandet år i fængsel i 80’erne, fordi han havde plukket nogle blomster, der stod plantet rundt om en statue i Tallinn, og som han havde villet give til en pige, han var nyforelsket i. 

Færgeturen tog 18 timer, og om aftenen røg vi med i en slags datingfest med zumba-undervisning, hvor vi sad i vores beskidte tøj. I Stockholm mødte vi andre danskere ved busterminalen, som også bare ville hjem. Vi sad i bussen i otte timer, og vejret var gråt, men lige da vi kørte over Øresundsbroen, gik skyerne til side, og solen stod ned på broen. Alle i bussen jublede, som om vi havde været udsat for en nærdødsoplevelse. Det var jo bare en askesky, men det var alligevel ret fantastisk at se folk stå og kramme hinanden ved Hovedbanegården.

REJSEHOLDET

Morten Kirckhoff og Jan Elhøj har været venner, siden de mødtes i graffitimiljøet tilbage i 80’erne som helt unge. Som voksne begyndte de at dyrke deres fælles nysgerrighed efter det ukendte og oversete, og pludselig havde de været i mere end 40 lande sammen, udgivet seks fotobøger, holdt foredragsturneer og lavet programmerne ’Alt forladt’ og ’Nul stjerner’ på DR2, hvor de viser nye sider af kendte rejse­destinationer.

I løbet af 2022 er de aktuelle med et nyt program på DR, hvor de rejser rundt i verden for at finde ting, der er forsvundet fra det danske kongehus, samt sæson 4 af ’Nul stjerner’.

“Hello Kitty er et kæmpe brand i Japan. Man kan få ALT med den nuttede tegneseriefigur på, fra swimmingpools til gravsten. Da vi hørte, at der fandtes et Hello Kitty-hotel, måtte vi bare prøve det.”

JAPAN 2014

Da vi begyndte at rejse efter forladte steder rundtomkring i verden, fotograferede vi om dagen og sov tit i telt om natten. I starten var det især for at holde budgettet nede, men også så vi kunne snige os ind de forskellige steder. Nogle gange vidste vi ikke rigtig, hvor vi var. Vi var bare rejst et sted hen, fordi der var et slot eller en nedlagt militærbase, vi havde hørt om. Vi slog lejr, hvor vi endte, når vi efter at have klatret og løbet rundt i 14 timer skulle finde et sted at sove. Det var ret spontant. Engang vågnede vi på en sportsplads i en landsby i Japan ved den skingre lyd af gammel japansk musik fra en højttaler. Da vi lynede ned og åbnede teltet, stod der 50 kvinder i halvfjerdserne og kiggede på os. De lavede tai-chi, og vi endte med at lave morgengymnastik med dem. De syntes, det var fantastisk med de her to store, hvide, kropsstive mænd. En af kvinderne kunne lidt engelsk, for hun havde været i England og undervise. Vi snakkede lidt med dem, selvom vi ikke forstod så meget, men vi grinede og blev budt på morgenmad. De var virkelig gæstfri og interesserede i, hvad vi lavede så langt væk fra storbyen.

I Tokyo er der mange forskellige slags dyrecafeer. Her en pindsvine- og uglecafé.

Hvis man ser rejseprogrammer eller følger internettets algoritmer, handler de altid om den smukkeste strand, den bedste Michelin-restaurant, det højeste og det bedste, men det er jo ikke nødvendigvis der, man oplever landet eller der, nerven er. Når vi holder foredrag om vores rejser, spørger vi ofte publikum, om de selv har nogle sjove rejseoplevelser, og det er altid det, der er gået galt, de husker. Der var for eksempel en pige, som fortalte, at hun havde booket et billigt hostel i London, men da hun kom til adressen, kunne hun kun finde en shawarmabar. Det viste sig, at der var køjesenge inde bag køkkenet, hvor hun skulle sove sammen med flere andre, som alle syntes, det var ret mærkeligt, men også sjovt.

En forladt forlystelsespark i Kina.

KINA 2018

På nettet anbefales det ikke at leje en bil i Kina, og de fleste turister kører med chauffør, fordi det er bøvlet at finde rundt alene. Desuden giver det beskæftigelse i Kina, og man kan holde øje med, hvor folk er. På nettet fraråder man også vesterlændinge at køre bil for ikke at blive involveret i ulykker. På YouTube kan man se nogle ret corny filmklip med kinesere, der kaster sig selv eller deres børn ud foran bilerne, når de kan se, at der sidder hvide mennesker i førerhuset, angivelig for at få erstatning. Hvis man alligevel beslutter at leje bil i Kina, skal man have lavet et kinesisk kørekort i lufthavnen, når man lander. 

Vi var godt klar over, at det kunne blive besværligt, men havde forberedt os hjemmefra. Vi havde fundet et udlejningsselskab i lufthavnen og booket en Volkswagen Passat, som er en okay stor og sikker bil. Vi havde jo siddet og set de der YouTube-videoer og ville passe på os selv. Da vi landede i Beijing og fandt udlejningsselskabet, fik vi at vide, at vi først skulle undersøges af en læge i lufthavnen. Vi fik lavet en synstest, taget puls og den slags. Bagefter skulle vi så på posthuset for at have kopieret alle mulige papirer, de skulle bruge til kørekortet. Tilbage hos udlejningsselskabet spurgte kvinden bag skranken: ”Hvad er jeres kinesiske telefonnummer?” ”Jamen, vi har ikke noget kinesisk telefonnummer,” sagde vi. ”Det skal man have for at leje bil,” sagde hun, ”så I skal gå over i teleshoppen og få et kinesisk telefonnummer.” Her var der lang kø, men efter halvanden time var vi tilbage ved udlejningsselskabet, hvor kvinden spurgte: ”Hvad er jeres kinesiske navne?” ”Jamen, der står jo, hvad vi hedder,” sagde vi, ”Morten og Jan.” ”Okay,” sagde hun, ”Mao Chen og Chan.”

På motorkontoret for at få kørekort. ”Hvad er jeres kinesiske navne?” spurgte damen bag skranken.

Endelig så det ud til, at alle papirerne var i orden, og nu skulle vi se bilen. I stedet for en Volkswagen Passat kom en Toyota HiAce kørende. Sådan en sølvfarvet turistbus. ”Vi kan ikke køre rundt i en 12-personers varevogn,” sagde vi. Kvinden gik ind til tasterne igen, og efter en time kom hun tilbage: ”Nu har jeg skaffet en bil.” Og så kom der endelig en lille hvid Nissan, en by-firhjulstrækker. Vi blev ikke udsat for noget dramatisk i trafikken. Man skal ikke tro på alt, man hører. Da vi efter noget tid i Beijing tog til Guangzhou, ikke mere end fem timer væk, og ville leje bil dér – vi havde jo kørekort – sagde de: ”I kan ikke bruge det kørekort.” ”Jamen, det er jo et kinesisk kørekort?!” sagde vi så. Men det virkede ikke i den region. Vi endte med at rejse rundt i området i taxa.

Siden medicinstudierne har Suzanne Lunding ønsket at forene lægeløfte med rejselyst. Den 58-årige overlæge med speciale i infektionssygdomme fortæller om at blive grebet af sin fars styrmandsbøger, om at behandle hiv i Lesotho og om at føle sig magtesløs, men acceptere omstændighederne.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

SOM LILLE PIGE forsøgte Suzanne Lunding at udføre en blindtarmsoperation. Det var på hendes søsters dukke i familiens hus i Kirke Saaby lidt uden Hvalsø. Men som hun husker det, opstod der komplikationer.

”Dukken blev massakreret. Jeg prøvede at forklare min mor, at den altså havde blindtarmsbetændelse,” fortæller Suzanne Lunding, der i dag er overlæge på Herlev Hospital med speciale i infektionssygdomme.

År senere fandt hun en af sin fars gamle styrmandsbøger. Han var draget til søs som 15-årig og drevet fra havn til havn i flere år, før han igen gik i land, tog en studentereksamen og med tiden kom til at arbejde med EDB på Politiken. Styrmandsbøgerne var fascinerende. Men det var ikke de tekniske detaljer om sejl og vind og vejrforhold, der fangede hendes interesse. Det var i stedet siderne med de mange sygdomme og skader, man kunne pådrage sig på havet, og kuren mod dem.

”Jeg kommer ikke fra et lægehjem, men jeg har altid vidst, at jeg ville være læge. Som lille var jeg overbevist om, at man kunne redde verden, hvis man var læge. Jeg er dog blevet klogere siden.”

Den tidlige formodning holdt stik. Mange år senere var interessen for den helbredende videnskab stadig intakt hos Suzanne Lunding, og i januar 1983 kom hun ind på medicinstudiet. Men efter to år med udenadslære og latinske begreber var en anatomieksamen ved at tage livet af hende.

Suzanne Lunding underviser på hiv-klinikken Senkatana i Lesotho i 2019.

SUZANNE LUNDING

58, overlæge med speciale i infektionssygdomme ved Herlev Hospital. Ved siden af sine udsendelser til Tanzania, Sierra Leone og Lesotho har hun været udstationeret seks gange i Grønland. Fire gange i Nuuk og to gange i en mindre bygd.

I STEDET FOR at opgive tog hun et års orlov for at rygsækrejse Asien rundt sammen med en gammel gymnasiekammerat. Over seks måneder kom de blandt andet gennem Pakistan og Kina, Filippinerne og Japan. Endemålet blev Indien, hvor hun gennem nogle kontakter, som kendte nogle andre kontakter, havde skaffet sig et to ugers studiebesøg på et lille landsbyhospital i Gujarat.

”Så sad jeg der i en sari i en lillebitte landsby og skar bylder op, mens jeg forsøgte at holde de der silkegevandter fra at falde ned i såret. Jeg var helt grøn, men jeg måtte lave småting under opsyn,” siger Suzanne Lunding.

På hospitalet havde de en homøopat, en almen læge, og en øjenlæge, og hans operationer husker hun tydeligt. Når han udførte sine operationer mod grå stær, sad de andre patienter i kø på gulvet og ventede som tilskuere. Og en efter en kom de op på et af de to foldeborde, når en operation var overstået.

”Han var vanvittig hurtig. Han hev linsen ud, lavede en lille syning, og så gnubbede han fingrene i en tot vat med lidt sprit for så at rulle kontorstolen videre til det næste bord. Det gjorde et vist indtryk på mig. Hygiejnen bestod i, at patienterne på gulvet havde taget klipklapperne af, inden de satte sig. Men på trods af omstændighederne hjalp han en masse mennesker.”

Ved siden af konsultationerne på missionshospitalet hjalp Suzanne Lunding med at uddanne sygeplejersker.

SOM FÆRDIGUDDANNET speciallæge rejste hun i 2009 til det lille afrikanske land Lesotho i det sydlige Afrika, hvor hun i tre måneder arbejdede på en hiv-klinik i hovedstaden Maseru, som var ekstremt hårdt ramt.

”At komme derned var som at skrue tiden tilbage. Jeg var jo med fra starten af hiv-epidemien i Danmark og kunne se, hvor langt bagud man var. Heldigvis havde de fået den gode hiv-behandling, men der var stadig mange følgesygdomme. Der var mange barske historier. Jeg havde siddet og læst rapporterne om, at 25 procent af alle voksne var hiv-smittede, men det var alligevel svært at forestille sig. Da jeg kom derned, mødte jeg ikke én familie, som ikke havde begravet et familiemedlem på grund af hiv. Antallet af begravelser var enormt, og det prægede landet meget. Men heldigvis kunne vi også redde rigtig mange,” siger Suzanne Lunding.

Det kan føles, som om man mangler sin værktøjskasse, fortæller hun. For der er mange begrænsninger, når man er udsendt. Derfor har hun også accepteret, at hun kun kan gøre sit arbejde så godt, som omstændighederne tillader.

”Man skal ikke tage af sted, hvis man raser over, at man ikke kan få en patient på intensiv med respirator, som man måske ville i Danmark,” siger hun. 

DA EBOLA HÆRGEDE det vestafrikanske land Sierra Leone i 2014, blev danske læger opfordret til at blive en del af det danske bidrag til ebola-bekæmpelsen. Suzanne Lunding skyndte sig derfor med at aflevere en ansøgning på hendes leders kontor. Få måneder senere, i januar 2015, blev hun sammen med to andre fra sin afdeling udsendt gennem Forsvaret til Sierra Leone.

”På ebola-hospitalet var der en lang gang med en række indgange til forskellige afdelinger. Den første var for mulige tilfælde, den anden var for dem med diagnosticeret ebola, den tredje var for dem, der skulle komme sig, og den sidste var lighuset.”

Dagene var lange, og de var meget varme. Når hun skulle tilse en patient, skulle hun bruge lang tid på at klæde sig i en totalisolerende gul dragt og desinficeres i klor. På grund af varmen kunne man dog kun bære dragterne en halv time ad gangen, før man blev svimmel og overophedet.

”Ebola-patienterne var ekstremt svage på grund af væskemangel, fordi de både havde feber og diarré. Vi skulle drikke 4-5 liter vand om dagen for at holde balancen, så man kan kun forestille sig, hvor meget de skulle indtage,” siger hun.

De stramme isolationskrav var ikke kun fysisk ubehagelige. Børn kunne ikke ledsages af raske voksne og var ofte indlagt alene. På grund af den korte tid, man kunne have dragterne på, var der ofte ikke personale i teltene. I stedet måtte de ældste børn på stuen holde opsyn med de små, og specielt en oplevelse har sat sig i Suzanne Lunding.

”En aften skulle vi lægge drop på en meget svag syvårig dreng. Han døde alene på en plastikbriks med os rundt om sig i rumdragter. Det kommer jeg aldrig til at glemme. Da jeg kom ud i omklædningsrummet bagefter, var jeg nødt til at tude.”

Desinfektion efter en konsultation med en ebola-patient.

SPØRGER MAN HENDE, hvorfor hun fortsætter med at tage ud for at arbejde i kriseområder, selvom det indebærer mange tragiske skæbner, kommer svaret prompte:

”Det er jo ikke, fordi jeg er en Florence Nightingale. Det giver god mening for mig at komme ud og bruge mit fagl hvor der er hårdt brug for læger. Men jeg vinder i den grad også noget på det. Jeg lærer noget nyt fagligt og menneskeligt hver gang. I Lesotho blev jeg eksempelvis gode venner med den lokale læge på klinikken. Vi har været venner siden. Hun har endda holdt jul hos mig,” siger hun.

Senest har Suzanne Lunding været frivillig udsendt læge i Tanzania, hvor hun behandlede patienter og underviste det lokale personale.

”I Tanzania er især børn hårdt ramt af malaria. En lille pige på tre år kom ind med hjernemalaria. Hun krampede og havde behov for overflytning til et større hospital. Men familien kunne ikke betale for behandlingen og efter nogle dage forlangte de hende uskrevet. Jeg vidste, at hun ville dø. Det føltes magtesløst, men de har et mere pragmatisk forhold til liv og død, og det må man acceptere. Man skal ikke tro, at man kan komme og ændre hele verden,” siger hun.

Men selvom hun forsøger at være sober og indse sine egne begrænsninger som læge, skal oplevelserne bundfælde sig, når hun kommer hjem. 

”Det kan være hårdt. Men dem, der virkelig burde få en medalje, er det lokale personale, der har familie og venner, som kunne blive ramt.”

I 2018 udviklede fire danske ingeniører et solcelledrevet komfur, som sikrer nem madlavning og forhindrer alt fra skovrydning til dårligt indeklima. Her beretter stifter og direktør i Pesitho Simon la Cour om at lodde i døgndrift, om at sende ’farligt’ gods til Uganda og om at forene udviklingsarbejde og forretning.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Pesitho

ECOCA kalder I jeres produkt, hvad er det egentlig?

”Det er i bund og grund et mini-komfur, som får strøm fra et solpanel. Solpanelet er forbundet med en ledning til en base, som er et firkantet kabinet, der indeholder elektronik og et batteri. På toppen af basen er der et stik ligesom på en elkedel, og på den stiller du en højisoleret gryde. Så prioriterer den strømmen fra solpanelet og bruger batteriet som back-up. Det betyder, at en familie på fem til syv personer kan lave tre måltider om dagen. Men det kommer lidt an på, hvad de laver. Hvis de koger hårde bønner, der har ligget på lager i tre år, kræver det mere energi, end hvis de laver majsgrød.” 

Hvordan kom I på at udvikle et solcelledrevet komfur?

”Vi er alle ingeniører, som samtidig er interesserede i iværksætteri. Det startede faktisk med, at vi læste en artikel i Ingeniøren, som handlede om elektrificering i Afrika. Der er en kæmpe befolkningstilvækst i Afrika, og der hvor tilvæksten er størst, er i tomme landområder, som ikke er i nærheden af elnettet. Vi taler om flere hundrede millioner mennesker i Afrika, som ikke har nogen form for strøm, hvilket afføder alle mulige andre problemer, som faktisk kan forhindres. Det ville vi gerne løse. Derfra lavede vi en undersøgelse af blandt andet befolkningens madlavningsvaner, og hvilken teknologi der bedst ville imødekomme de behov.”

Kælderen i Herning, hvor det hele startede.

Hvilke problemer giver det, at mennesker lever uden elektricitet?

”Det åbenlyse problem er, at omkring 2,6 milliarder mennesker på verdensplan laver mad over åben ild antændt af træ, trækul, skrald, gamle bildæk eller kokager, som forurener og betyder mindre skov. Senere fandt vi ud af, at der er langt flere fordele, end vi først havde antaget. Det er billigere over tid at købe vores kogeenhed end at købe træ. Efter 1,5-2,5 år er pengene til brænde tjent ind, så over en livstid er det et kæmpe beløb for den enkelte familie. Derudover er der sundhedsfordele, fordi de laver mad indendørs, hvilket er meget skadeligt. Du kan sammenligne det med at slæbe en kuglegrill ind i stuen, og det gør de hver dag. Og så sparer kvinderne, vi har undersøgt, i gennemsnit otte timer om ugen på ikke at skulle hente brænde, mens de børn, som henter brænde, i stedet kan komme i skole.”

Hvad gjorde I så, da I havde fået ideen?

”Inden for de første måneder fik vi et samarbejde i stand med Caritas Danmark. De kendte udmærket til det her problem, men havde ingen måde at løse det på. Sammen med dem etablerede vi to pilotprojekter i Uganda og i Myanmar for at teste produktet af. Da aftalen gik igennem, og vi fik en deadline på at levere de 100 første enheder, havde vi nærmest ikke engang en prototype klar. Til gengæld var vi meget optimistiske. Så jeg rejste til Uganda, og min kollega rejste til Myanmar for at undersøge, hvor mange måltider de spiste, hvor lang kogetiden var ved et måltid, hvor teknisk dygtige de var, og så videre. Alt blev målt og vejet, så det passede til deres vaner.”

KOMFURET ECOCA

Batteriet tager cirka 2,5 time at lade op. I Uganda koster komfuret omkring 3.300 kroner med levering. Komfuret koster det samme som 1,5-2,5 års brænde. Batteriet har en levetid på cirka fem år.

Hvad var det for en oplevelse at komme til Uganda?

”Jeg har været i udviklingslande før, men det her var en helt vild oplevelse. Vi kørte ud til en flygtningelejr, som ligger på grænsen til Sydsudan. Det tog to dage gennem det tørreste landskab at komme frem til lejren, hvor der bor omkring 280.000 mennesker i telte og lerhytter, som er flygtet fra stammekrige og interne opgør i Sydsudan.”

En ting er at få ideen, men en anden er at lave funktionelle, solcelledrevne kogeplader. Hvordan gjorde I det?

”Vi indrettede min partner Marcos kælder i Herning til et produktionsanlæg. Og fandt hurtigt ud af, at det nok ville tage lidt længere tid end først antaget. I den prototype, vi havde, var der omkring en kilometer ledning, som var klippet op i små stykker. Hvert eneste stykke skulle loddes fast, delene skulle samles korrekt, og vi skulle bestille hundredvis af små elektroniske komponenter udefra. Vi havde ikke så mange penge, så vi købte søjleboremaskiner og loddeapparater på Den Blå Avis. Da vi havde lavet vores første komfur, indså vi, at vi måtte lave en form for udluftning, fordi kælderen blev fyldt med en skarp røg, som satte sig i halsen. Vi fandt en gammel emhætte fra en ovn, som vi kunne lodde under. Det tog vanvittig lang tid, men i 2019 stod de første 100 klar.”

Var der ingen bump på vejen?

”Der var mange. Hvordan i alverden sender man en container af sted til Uganda? Midt i det hele fandt vi ud af, at vi åbenbart sendte farligt gods på grund af batterierne. Det betød en masse papirarbejde. Vi måtte heller ikke pakke batterierne selv. Det skal en speciel virksomhed gøre, og jeg tror, de var ved at rykke håret af sig selv, da de så os komme kørende i en personbil fyldt med de batterier, som skulle transporteres forsvarligt. Der var flere gange, hvor jeg tænkte, at den container kommer aldrig af sted.”

Og så rejste du igen til Uganda for at sætte det hele op?

”Ja, jeg havde tre uger dernede, men de første 10 dage gik med problemer i tolden. Den sidste uge arbejdede jeg 12-14 timer om dagen i 45 graders varme. Der var nogle få børnesygdomme, men alle enheder virkede.”

Hvad har overrasket dig mest i arbejdet?

”Hvor kreative folk bliver, når de får muligheden for det. Komfuret har usb-udgange, så nogle laver en forretning ud af at lade andres telefoner op via komfuret. Andre har tilsluttet en hårtrimmer og åbnet frisørsaloner. Og i et lidt sært tilfælde har en mand tilsluttet et loddeapparat, og han reparerer folks mobiltelefoner i flygtningelejren.”

PESITHO

Grundlagt i 2018 af fire ingeniører fra Midtjylland. I dag er de to stiftere Marco Tinggaard og Simon la Cour de ledende skikkelser i Pesitho Firmaets hovedsæde ligger i Herning, hvor der er fem ansatte.

Hvordan sælger I kogepladen?

”Det er noget, vi har skullet finde ud af, for i bund og grund er vi en virksomhed, som skal have en ordentlig forretningsmodel. Lige nu laver vi distributionsaftaler med virksomheder i Uganda, Mozambique og Nigeria, som kan sælge produktet for os. Derudover arbejder vi også på at gøre vores mobilbetaling endnu bedre, så folk kan købe produktet og afdrage en smule hver måned over telefonen. Hvis man ikke gør det, vil komfuret stoppe med at virke.”

Sidder I stadigvæk og samler det hele i en kælder i Herning?

”Vi flytter faktisk snart tilbage til den bygning, hvor kælderen ligger. Så kælderen skal igen tages i brug. Men i stedet for at samle selv – og for at skabe lokaløkonomi i Uganda – har vi besluttet at oprette en selvejende lokalproduktion inspireret af kaffe-kooperativer. Lokale bliver udlært i at samle vores enheder, de styrer deres egen økonomi, og så betaler vi dem for hvert samlet produkt og reparationer.”

Hvordan ser fremtiden ud?

”Lige nu har vi godt 1.000 anlæg i Uganda, og der kommer flere derned inden længe. Vi er ved at installere enheder i Malawi med FN, vi har lavet projekter i Burundi, og så er vi i gang med distributionsaftaler med virksomheder i byer i Uganda, Mozambique og Nigeria. Så det går fremad. I år skal vi arbejde på et industrielt skolekøkken med 100-liters-gryder. Hvis vi kan komme i mål med det, er vi nået langt.”

Efter en uddannelse som tømrer og en brækket ankel manglede Anders Schrøder eventyr i sit liv. Det blev starten på flere udstationeringer som frivillig. Først i Malawi som rådgiver og senest i Sydsudan, hvor han har stået for at planlægge og bygge hospitaler.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

MALAWI, 2012

I 2012 var jeg lige blevet udlært tømrer, men døjede med en gammel fodboldskade og kunne ikke arbejde uden at vågne med smerter. Da jeg opsøgte en ortopædkirurg, fortalte han, at min ankel havde været brækket siden dengang, og at jeg skulle stoppe med at dyrke meget motion, hvis jeg ikke ville sidde i kørestol, som 30-40-årig. Det gav mig et pusterum. 

Jeg kom aldrig på dannelsesrejse til Asien ligesom mange af mine jævnaldrende, fordi jeg startede i lære som 18-årig og var på arbejde fra 7 til 17. Det var bare direkte ud i voksentilværelsen. Men efter uddannelsen og operationen kom jeg i kontakt med Folkekirkens Nødhjælp, som havde et frivilligprogram i Malawi.

Jeg ville gerne opleve et eventyr, men jeg vil også gerne hjælpe andre mennesker, så da jeg hørte om Malawi, føltes det helt perfekt. Jeg blev indkvarteret hos en værtsfamilie i en lerhytte med tre værelser og bliktag og boede i en lille landsby med omkring 50-70 huse, som var helt afskåret fra omverdenen.

I Malawi boede Anders Schrøder i en lille landsby uden telefonforbindelse i tre måneder.

På det tidspunkt var Malawi et af verdens fattigste lande. Mit job var blandt andet at stå for en kvinde-låne-spare-gruppe. Hver måned lagde landsbyens kvinder en halv krone i en pulje, og hvis en kvinde ville starte en forretning op, kunne hun låne fra den pulje. Men det var også mit job at rådgive, så alle ikke åbnede et bageri eller en fiskehandler, hvilket havde været tilfældet tidligere.

Det var en livsomvæltende oplevelse for mig dengang. Før rejsen brugte jeg alle mine kræfter på at spille fodbold, træne, og arbejde, men i Malawi var der en helt anden livskvalitet. Selvom alt for mange lever i stor fattigdom, havde de en enorm glæde, som smittede af på mig. Da jeg kom derned, havde jeg også rygproblemer, men efter tre måneder på en sivmåtte var de helt væk. Jeg bilder i hvert fald mig selv ind, at det var årsagen.

Jeg husker særligt en aften, hvor indbyggerne bryggede mjød. Hele landsbyen samlede sig om en stor tønde, og så stod de hele natten og rørte, fordi de ikke havde en røremaskine. Dagen efter var der kæmpe fest, mens de drak den her tykke, klumpede drik, som virkelig ikke smagte godt.

ANDERS SCHRØDER

31 år og opvokset i Hillerød. Han har været udsendt som frivillig i Malawi med Folkekirkens Nødhjælp i 2012 og to gange i Sydsudan med Læger uden Grænser i 2019 og 2021. Han er uddannet tømrer og bygningskonstruktør og arbejder til daglig som bygherrerådgiver.

På sin første tur til Sydsudan i 2019 opdagede Anders Schrøder, at der altid var en opgave at tage fat på eller et byggeprojekt, han kunne hjælpe med.

SYDSUDAN FØRSTE GANG, 2019

Da jeg kom hjem, besluttede jeg at videreuddanne mig til bygningskonstruktør. I den periode var jeg stadig frivillig hos Folkekirkens Nødhjælp Ungdom, men jeg var i tvivl, om jeg ville udsendes igen. Det ændrede sig, da jeg mødte en fyr på mit studie, som havde stået for de elektriske installationer i en af verdens største flygtningelejre. Da det gik op for mig, at jeg kunne komme af sted og samtidig bruge min faglighed, opsøgte jeg Læger uden Grænser i 2018.

Jeg tror, der er mange, der bilder sig ind, at man ikke også gør det for sig selv. At man kun gør det for andre. Men jeg gør det, både fordi jeg gerne vil hjælpe, og fordi det tilfredsstiller mig personligt og fagligt. Jeg kan se, at jeg udvikler mig, fordi jeg arbejder med så mange kulturer i et så omskifteligt miljø.

I februar 2019 tog jeg første gang til Sydsudan – et ungt land, der blev selvstændigt i 2011, og derfor skulle hele infrastrukturen og sygehjælpen bygges op. Der var – og er – en enorm underernæringskrise og en masse interne stridigheder og blodige opgør stammerne og generationerne imellem.

Jeg skulle stå for driften af to klinikker i området omkring byen Pibor i den vestlige del af landet. De færreste ved, at logistik i nødhjælpsarbejde er en af de absolut vigtigste ting. Hvis lægerne ikke har medicin, desinfektion eller bandager, hvis bygningerne ikke fungerer til deres formål, eller hvis strømmen går i tide og utide, kan du ikke hjælpe nogen.

Hospitalerne bestod af 6-8 simple bygninger af sten med et råt betongulv. Den eneste undtagelse var fødestuerne og operationsstuerne, som havde fliser for at holde infektionsniveauet nede. I Pibor var det primært fødsler, almindelige skader, som skulle syes, slangebid og underernæring. Hvis der kom mere alvorlige skader som skudsår, blev de sendt videre. Alligevel var det et andet pres end første gang, jeg var af sted, fordi det i mange tilfælde handlede om liv og død.

En hyggelig aften midt i aftensmaden kom der en melding over radioen. Strømmen i hospitalet var gået midt i et kejsersnit. Så greb jeg en lille generator og trak forlængerledninger i bælgravende mørke, indtil elektrikeren kom. Lægen havde heldigvis kun få minutter i mørket, så både mor og barn overlevede. Man er altid på arbejde, når man er af sted, og sådan nogle aftener gør én sindssygt høj, fordi man muligvis var med til at redde et liv. 

Men det betyder også, at nedturene er det større. En anden af mine opgaver var at stå for finde gravere til begravelserne. Lige efter man har reddet en kvinde og et barn med strøm til et kejsersnit, kommer der en kvinde med et dødfødt barn. Kontrasterne er så enorme.

Den eneste utrygge oplevelse, jeg havde, var en aften, hvor jeg skulle vikariere for sikkerhedsmanden. Pludselig kom der 50 mænd og unge drenge med våben op til indgangen – en af deres soldater var blevet skudt i et bagholdsangreb. Jeg måtte fortælle dem, at vi ikke behandler soldater. Normalt behandler vi alle, men i det område var situationen så højspændt, at vi ikke kunne have uniformer på hospitalet. Da han var blevet svøbt i tæpper, åbnede vi porten, men så begyndte alle at vælte ind. Jeg måtte sige bestemt, at der ikke måtte være våben eller uniformer på hospitalet.  

Det var svært at sige til 50 armerede soldater, for der havde været historier om plyndringer af klinikker i Sydsudan. Kort tid efter jeg tog hjem, lukkede et hospital, da området oplevede den største oversvømmelse i 70 år. Det eneste, der stod tilbage, var et toilet, jeg havde bygget, som var godt hævet over landjorden. Efterfølgende modtog jeg videoer fra lokale, som sejlede hen til toilettet.

SYDSUDAN ANDEN GANG, 2021

Da jeg kom hjem, søgte jeg nyt job. Til alle jobsamtaler blev jeg spurgt: ”Hvornår skal du af sted igen?” Men jeg var ærlig omkring det, for jeg vidste, at det skulle jeg. På min første udsendelse var alt nyt og kaotisk, men anden gang var det mere velkendt. Man kender maden, landet, udfordringerne.

I oktober rejste jeg atter til Sydsudan. Denne gang var jeg tilknyttet to projekter, hvor jeg skulle kortlægge og planlægge udvidelsen af to nye hospitaler. Det ene skulle ligge uden for en flygtningelejr for internt fordrevne med ca. 40.000 mennesker. Byen havde for få år siden 150.000 indbyggere, men på grund af borgerkrigen bor der nu kun 35.000. Resten bor i flygtningelejre eller er flygtet til Uganda.

Det var et enormt omfattende arbejde. Alt skulle gennemtænkes og godkendes ned til mindste detalje. Det kan være en forholdsvis lille ting som fodbakterier, der samler sig i sandstøvet og hvirvles ind på sygegangene. Hvordan undgår vi det, når de færreste bruger sko?

I 2021 vendte Anders Schrøder tilbage til Sydsudan. Herover en af Læger uden Grænsers klinikker.

Derudover er der det logistiske. Når jeg bestiller noget, tager det 3-6 måneder, før det kommer. Jeg skal tænke mange måneder frem, for man kan ikke bare løbe ned i byggemarkedet og hente fem skruer eller en tagplade. Så jeg bestiller altid 10 procent ekstra for at være forberedt. 

Jeg lærer noget nyt om mig selv hver gang, jeg er afsted. Det er hårdt arbejde, og man bliver presset. Men samtidig møder man så mange forskellige nationaliteter og kulturer, som gør det hele værd. Hvad enten det er en sydsudaneser eller en af de andre udstationerede, har de så mange vilde historier om deres liv. 

Jeg blev gift i september, men smuttede alligevel til Sydsudan i oktober, så der var ikke nogen honeymoon. Det er faktisk utroligt, hvor meget min kone har accepteret. Det er nok savnet til ens nærmeste, der er det sværeste ved at være afsted.

Cecilia Vanman droppede en karriere i modebranchen for at blive ekspeditionsleder og professionel eventyrer. Den 50-årige havpattedyrbiolog fortæller her om et afgørende dyk i Middelhavet, om en pukkelhval med måske menneskelig intelligens i Antarktis og om at sidde i en ubåd og næsten sejle ind i en sunket dansk skonnert i Grønland.
Tekst:Ulla AbildtrupFoto:Christina Hauschildt

GRÆKENLAND, 2003 

Jeg er uddannet sko- og taskedesigner ligesom min far og farfar, og jeg havde godt gang i karrieren i London i 90’erne. Som elev på designskolen blev jeg involveret i et velgørenhedsmodeshow, hvor jeg fik lov at designe sko i samarbejde med stjernerne Jarvis Cocker og David Bowie. Til auktionen efter showet solgte vores sko for 28.000 og 55.000 kroner. Priserne var så høje, at selv en avis som The Independent skrev om det. Pengene gik til at hjælpe børn i krigszoner, og det var mit stolteste øjeblik i den branche. I fritiden begyndte jeg at fridykke, altså uden brug af udstyr, og blev grebet af roen og naturen under havet. Det førte til, at jeg som 32-årig fuldstændigt skiftede spor og uddannede mig til biolog med speciale i havpattedyr ved Bangor University i Wales. 

På nettet søgte en filmproducent fridykkere til en optagelse i Grækenland, og jeg fik til min egen overraskelse tjansen sammen med to kvinder fra det engelske fridykkerlandshold, som jeg skulle agere sikkerhedsdykker for. Producenten havde set filmen ’The Big Blue’ – fridykkerfilmen over alle – og var både manuskriptforfatter, instruktør og filmens førsteelsker. Han kom desuden fra en græsk milliardærfamilie, så vi boede i familiens sommerhuspalads og arbejdede fra deres kæmpestore motorbåd i Middelhavet under optagelserne. Filmen blev virkelig dårlig, men den ændrede mit liv, fordi jeg mødte undervandsfotografen Louise Murray, som introducerede mig til livet som ekspeditionsleder. 

Under et job som fridykker på en film i Grækenland mødte Cecilia Vanman undervandsfotografen Louise Murray. Hun blev introduceret til arbejdet som ekspeditionsleder, og det ændrede hendes liv. Foto: Louise Murray

CECILIA VANMAN

er 50 år, forperson for Kvindelige Eventyreres Klub og den første danske kvinde, der er blevet optaget i den internationale The Explorers Club. Cecilia Vanman arbejder som foredragsholder, havpattedyrbiolog og ekspeditionsleder for blandt andet Disney­nature og National Geographic Society. Hendes seneste rejse var i sensommeren 2021 til Grønland som havpatte­dyrbiolog på et forskningsprojekt. Hun skriver netop nu på en bog om sine eventyr i ødemarken og er i gang med at planlægge en sejlads til sommer rundt om Island.

CANADA, 2015

I 2007 havde Louise Murray og jeg samarbejdet om at dokumentere Sirius-patruljens udvælgelse af nye rekrutter i det nordøstlige Grønland. Bagefter bad hun mig være hendes assistent på en fem uger lang ekspedition med et crew, der skulle optage en naturfilm i den arktiske del af Canada. Det er siden blevet til adskillige eventyr i Canadas Arktis til søs, på land og i luften. 

I de områder, vi arbejder i, er der ofte mange isbjørne, som især om natten kan være farlige. Vi har selvfølgelig vagter, men intet slår en slædehund, når det gælder om at fornemme isbjørnenes nærhed. Derfor aftalte vi på et projekt at låne en slædehund af en lokal fanger. Hunden skulle flyves ud til vores lejr, fordi vi havde sat teltene op så langt ude i ødemarken, at der ikke var veje dertil. Til sådan en flyvning bruger man en bush-pilot, som er nogle gutter, der er på grænsen mellem det gale og geniale og kan lande, hvor ingen andre kan gå ned – på havis, i sne og på tundra. Hunden havde aldrig fløjet før, og da flyet landede på tundraen bag vores lejr, stak den af i fuldt firspring og forsvandt ud over det frosne hav. Piloten indså, at han burde have haft den i snor, og for at gøre gerningen god igen sprang han ind i flyet, lettede atter og drønede i sin lille enmotors-flyver ud over isen. Vi kunne se, hvordan flyet dykkede og drejede flere gange, og på den måde lykkedes det piloten at ’hyrde’ hunden uden om revner i isen og tilbage til lejren, hvor vi fik den i snor og beroliget.

Isbjørne kan komme farligt tæt på, når man laver naturfilm i den canadiske ødemark. Derfor bruger man gerne slædehunde som vagter i lejren. Foto: Cecilie Vanman

GRØNLAND, 2019

Som ekspeditionsleder får jeg nogle gange til opgave at planlægge og gennemføre private ekspeditioner for meningsdannere, tænkere, forskere, politikere og filantroper. Det er mennesker, som ved selvsyn vil opleve klimaforandringerne, der går meget hurtigt ved polarhavsområderne, hvor havtemperaturen stiger. På en af rejserne til Grønland var der en ubåd med på skibet, og selv om jeg lider lidt af klaustrofobi, kunne jeg ikke lade chancen gå fra mig, da jeg fik lov til at komme med på et dyk. Vandet var fyldt med partikler, så udsynet var meget begrænset, men pludselig lå der en dansk skonnert fra 1910 foran os – vi var lige ved at ramme ind i den. Skibet var utrolig velbevaret på grund af det kolde vand, rigningen var stadig fæstnet til toppen af masterne, og skonnerten stod ret op og ned på havbunden. Det var en kæmpe oplevelse – og skønt at komme tilbage til skibet efter turen i den lille ubåd.

Alle medlemmer af Kvindelige Eventyreres Klub har et flag, som de tager med sig på deres rejser. Billedet her er efter et dyk i ubåd ved Grønland. Foto: Cecilie Vanman

SOUTH GEORGIA OG ANTARKTIS, 2019

Jeg er taknemmelig for, at jeg fik lov at skifte spor i livet og dermed har fået mulighed for at opleve magien i naturen. Jeg har haft mange store oplevelser på rejser i det meste af verden. En af de værste storme, jeg har oplevet, var i strædet mellem Argentina og Antarktis, hvor vi løb ind i 16 meter høje bølger. Det håber jeg aldrig, at jeg kommer ud for igen, selv om det er sundt at opleve, fordi man indser, hvor små vi mennesker er i forhold til naturens kræfter. 

Da vi gik i land på øen South Georgia, måtte vi zigzagge mellem 300.000-400.000 pingviner. Det var en sanseeksplosion: synet af de her kæmpestore fugle, der var upåvirkede af vores tilstedeværelse og gik helt tæt på og nogle gange nappede i buksebenet, og lugten. Stanken af fugle-guano (ekskrementer, red.)  ætsede sig nærmest ind i vores tøj. Og så skræppede de virkelig højt døgnet rundt, der var aldrig stille.

På en rolig og smuk dag tog vi på tur i en lille gummibåd. Et stykke fra båden lå tre pukkelhvaler helt stille. De havde sikkert netop ædt sig mæt i kril og tog en lur, så jeg slukkede for påhængsmotoren og sad bare og iagttog de store dyr, der kan blive 18 meter lange og veje op til 45 tons. 

”Pukkelhvalen svømmede rundt om og under vores båd i halvanden time. Jeg fornemmede tydeligt, at den forsøgte at kommunikere med os.” Foto: Cecilie Vanman

”På øen South Georgia var vi omgivet af 300.000-400.000 pingviner, som gik ret tæt på og kunne finde på at nappe os i buksebenene.” Foto: Cecilie Vanman

På et tidspunkt blev hvalerne opmærksomme på os, og især den ene var meget nysgerrig og nærgående. Jeg gætter på, at det var den ældste, for den havde flest ar. På et tidspunkt satte den kæberne på siden af vores gummibåd og skubbede os blidt af sted. På et andet tidspunkt lå den ved siden af båden og lavede luftringe. Jeg er sikker på, at den forsøgte at kommunikere med os. 

Hvalen svømmede flere gange rundt om båden og lagde sig på et tidspunkt under den med hovedet på den ene side af båden og halen på den anden. Og så løftede den os ganske let i vejret. Som om den ville veje os. Mødet med hvalen varede halvanden time, og det er en af de oplevelser, der gør, at jeg skriver artikler om naturen og holder foredrag for at få flere til at passe på den.

Cecilia Vanman skriver på en bog om sine oplevelser som havpattedyrbiolog og ekspeditionsleder for blandt andet Disneynature og National Geographic. Foto: Cecilie Vanman

 

Kicki Kornerup lever spartansk i hverdagen for at kunne realisere sine rejsedrømme. Her fortæller den 35-årige arkitekt og eventyrer om at sove blandt leoparder og flodheste, om at opleve et jordskælv på Sydamerikas højeste bjerg og om at møde sin mor midt i ørkenen i Usbekistan.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

BOTSWANA, 2017

En uge efter jeg var blevet uddannet arkitekt, tog jeg på en tur fra Sydafrika til Zimbabwe med stop i blandt andet Namibia, Angola, Botswana og Zambia. Jeg skulle sidde på ladet af en ombygget lastbil med en lille gruppe danskere i halvanden måned, og undervejs skulle vi overnatte under åben himmel i den afrikanske natur. 

Vi kørte flere tusind kilometer på bumlede grusveje, og om aftenen slog vi vores primitive lejr op, overnattede på savannen med løvebrøl i baggrunden og levede af toastbrød med skiveost og hvidvin. Da vi ankom til Botswana, havde vi planlagt en safari til fods. Normalt kører man i en firhjulstrækker, men vi skulle vandre rundt og opleve dyrene helt tæt på. Vi parkerede ved en lille flodbred og skulle derfra videre med en speedbåd, som sejlede os ud til et øde sump­område.

Vi kom forbi en flodhesteflok, som dasede i vandoverfladen mens vi sejlede langsomt forbi. Jeg sad bagerst og kiggede på de her enorme dyr. Pludselig dykkede en af dem ned under vandet, og idet vi sejlede forbi, steg det her kæmpestore flodhestegab op fra vandet og snappeder efter båden. Man tænker måske, at de er meget nuttede med deres små, fede ben og plumpe krop, men de er meget aggressive og territorielle dyr.

Da vi ankom til sumpområdet, satte vi vores lejr op. Med lejr mener jeg et par enkle pavilloner, som minder om dem, man tager med på Roskilde Festival. Andet var der stort set ikke. Vi var nogle få personer, der sad rundt om bålet første aften, og pludselig gik en gruppe aber i et træ fire meter fra os fuldstændig amok. Vores guide pegede ud i mørket, og fortalte så, som det mest naturlige i verden, at det nok var på grund af den leopard, der gik lige derovre i nærheden. Den var altså 4-5 meter væk.

Da jeg skulle i seng, indså jeg, at det ikke var så smart, at vi havde placeret vores telte langs sumpen. Der var omkring hundrede meter fra bålpladsen til mit telt, og da solen var gået ned, var det kulsort. Jeg gik langs sumpen, og jeg bad til, at der ikke ville dukke sultne krokodiller op af vandet, eller at der ville komme en flodhest.

Om natten vågnede jeg, fordi jeg skulle tisse. Inden jeg nåede at lyne mit telt op, kunne jeg høre en tung prusten udenfor. Det var en flodhest, der gryntede lige foran mit telt. Så jeg var tvunget til at holde mig.

Dagen efter skulle vi på walking safari og fik at vide, at vi skulle stå musestille, hvis vi mødte en elefant, og at vi skulle smide tasken eller jakken og løbe i zigzag, hvis de løb efter os, fordi de ikke ser så godt. Guiden fortalte også om et nygift par, der blevangrebet af bøfler, og om manden i forholdet, der kravlede op i et træ for at redde sig selv.

Vi fik i det hele taget mange instrukser om, hvordan vi skulle forholde os, hvis vi mødte vilde dyr, og derefter padlede vi hen til en anden sump-ø i kano. Vi gik, og inden længe mødte vi en kæmpe elefant, som frontede os. Den rokkede frem og tilbage, mens den blafrede med ørerne.

Jeg har aldrig været så bange og så stille. Det var de længste 15 minutter i mit liv. Da elefanten endelig smuttede videre, kastede en i vores gruppe op af ren og skær frygt.

Vi fortsatte med at gå i en lang slangeformation i det meterhøje græs efter nogle friske løvespor. Der boede en løvefamilie i nærheden, men da vi kom til deres bosted, var de væk på jagt. I en lysning ikke langt derfra fandt vi en fortæret bøffel. Der lå kun kranium og knogler tilbage.

Vi brugte en hel dag til fods med at trave rundt efter dyr. Tilbage ved campen den aften var jeg helt udmattet, fordi kroppen havde været i alarmberedskab så længe. Vi følte os som gamle soldaterkammerater, der havde været igennem noget helt specielt sammen.

Teltene er slået op efter endnu en dags vandring mod Aconcaguas top.

ARGENTINA, 2019

Jeg rejste til Mendoza i Argentina for at bestige Sydamerikas højeste bjerg, Aconcagua, på 6.962 meter. Mendoza er den nærmeste store by, og det meste af året er den fyldt med Gore-Tex, store ambitioner og en masse historier. Byen er et mekka for bjergbestigere, og folk kommer ikke med et halvfærdigt projekt eller en fiks idé. Det er folk, der ved, hvad de laver, og man har udstyr med for 100.000 kroner.

Før jeg kom op på bjerget, skulle jeg akklimatiseres, og jeg trænede på fire andre bjerge for at vænne mig til højderne. Det er lidt ligesom at hoppe på trampolin. Lidt op, så lidt ned, så lidt højere op, og så ned igen. Aconcagua ligger i en stor nationalpark, og man skal krydse et modtagecenter med helikopterlandingsplads. Folkene i receptionen vejede mig og noterede, hvor længe jeg skulle være der. Med de oplysninger kunne de regne ud, hvor meget afføring jeg ville generere, som jeg skulle have med ud igen. Hvis jeg ikke havde det med ud, ville jeg få en ret stor bøde, fordi afføring ikke kan nedbrydes i minus 20 grader.

Støvlerne vejer to kilo stykket og går til op under knæet, så høj sne ikke trænger ind i støvlen.

Jeg skulle gå 40 kilometer gennem en kløft i stegende hede for at komme til Aconcagua Base Camp. Det tog to dage med udstyr igennem et ørkenlignende landskab. Basecampen ligger i knap 4.500 meters højde, hvor landskabet ændrer sig fuldstændigt. Det var koldt og friskt med is og klipper. Min gruppe og jeg havde hviledag en enkelt dag, før vi tog videre. Jeg havde tilfældigvis fødselsdag, og de andre overraskede mig så med en lagkage, der blev fløjet ind med helikopter. Så sad vi ellers bare dér, en stor gruppe i dynejakker og sang fødselsdagssange.

Dagen efter grinte de andre af mig, fordi jeg havde taget otte liter vand med op til vores første stop. Normalt samler man is og sne i sin dunk, tør det op i en lille gryde, og drikker det. Det blev gradvist koldere med mere sne og is, og vi var så højt oppe, at vi kunne se til Chile og Stillehavet. Man forstår kun dimensionerne af bjerge, når man er der. Solnedgangene var så storslåede, de var lilla, pink og orange, og stjernehimlen var så klar. 

Jeg laver altid sudoku, når jeg bestiger bjerge. Når man kommer op i højderne, er der mindre ilt og et andet tryk i hjernen. For mig er sudoku en nem måde at se, hvor meget jeg fatter. Hvis man er hårdt ramt af højdesyge, kan man sidde og kigge på en kiks og et glas vand og ikke vide, hvad det er.

På Camp 2 begyndte vi alle at blive pressede. Vi var over 6.000 meter, og man bliver stakåndet, hvis man skal ud at tisse, og jeg begyndte at miste appetitten. Når jeg spiste noget, havde jeg lyst til at kaste op, og det kunne snildt tage en time at få spist. Jeg havde nogle meget kalorieholdige vingummier med, som jeg lod smelte i munden, for når jeg tyggede, føltes det som at blive kvalt. Der er en kronisk kvælningsfornemmelse i højderne, og man hiver efter vejret. 

Da vi kom til Camp 3, var det så koldt, at vi slog telt op på is. Jeg lavede igen en sudoku og fandt ud af, at min hjerne var påvirket, uden jeg havde opdaget det. Jeg var vist lidt kuk. Jeg havde  blå læber og trak nærmest vejret som en døende. Det var sidste stop, før vi skulle toppe bjerget.

Fra Aconcagua er der udsigt til hele nationalparken.

Vi tog af sted klokken to om natten, så vi kunne se solopgangen på toppen. Topforsøget føltes som et maraton i en fryser med de værst tænkelige tømmermænd, mens man trak vejret gennem et sugerør. Jeg havde lyst til at kaste op, mens hele min krop skreg på at komme ned derfra. Men vi stod en halv time på toppen, fordi det var så flot og perfekt vejr. 

Da vi endelig ankom til base­camp, fejrede vi det med pizza og champagne i teltet. Morgenen efter vågnede jeg tidligt, tog mine støvler på og hørte en enorm rumlen, som jeg ikke forstod. Det hele begyndte at brage, og folk råbte, at det var et jordskælv. Is, sne og klipper væltede ned ad bjergsiderne rundt om mig, men heldigvis kom ingen til skade. 

Efter jeg havde gået de 40 kilometer mod nationalparkens udgang, afleverede jeg min afføring, pakkede mine ting, og vi kørte mod civilisationen igen. Men på vejen var vi nødt til at vende om på grund af jordskælvet. Vejen var flækket på tværs, og to lastbiler lå halvvejs nede i revnen som spisepinde. 

Timur Lenks gravsæde i Samarkand. Usbekistan har mere end 2.000 moskeer og er berømt for sin islamiske arkitektur.

USBEKISTAN, 2019

Ved siden af mit arbejde som arkitekt har jeg arbejdet som rejseleder på silkevejsruten i Usbekistan. Jeg er meget fascineret af ruten, der er fyldt med historier om travle handlende, og selvfølgelig om Djengis Khans hærgen, den er et kulturelt og historisk miskmask. Jeg har været i landet tre gange og rejst tværs igennem fra Kasakhstan-siden til den afghanske grænse. Det er et helt fantastisk land, der er kendt for sin smukke arkitektur, astronomi og for Silkevejen. 

Min mor er også rejseleder, og ved flere lejligheder har vi krydset hinanden i udlandet. I 2019 skulle vi stå for hver sin danske gruppe i Usbekistan, og vi startede i hver sin ende af landet. Da det var en silkevejstur, skulle vi se de smukke markeder med tæpper og tørklæder, moskeer, minareter, handelsportaler og sommerpaladser. 

Min gruppe begyndte i hovedstaden Tasjkent, som ligger i den nordøstlige del af landet. Derfra kørte vi flere tusind kilometer over 14 dage i en stor, moderne bus. Landevejene var helt golde, vi kørte i et helt tørt ørkenlandskab, men når man stopper ved en by, er der bygninger på UNESCOs verdensarvsliste. Det er et af de få lande i verden, som er såkaldt dobbelt landlåst. Landlåst betyder, at der ikke er adgang til hav, og dobbelt landlåst betyder, at nabolandene heller ikke har adgang til hav. 

Fortet omkring Bukhara er 16-20 meter højt.

En af dagene kørte vi 10 timer gennem ørkenen. Efter nogle timer holdt vi pause på en meget afsondret restaurant. Det var et hus, en veranda, små plastikstole, et hul i jorden som toilet, og indenfor kunne man købe en Fanta, brød og grillet lam.

Bag min ryg havde vores lokalguide aftalt med min mors lokalguide, at vi skulle holde ind netop dét sted og dén dag. Da jeg stod på verandaen, så jeg pludselig min mor stå ved landevejen og vinke i den her tomme usbekiske ørken. Vi endte med at sidde 35 danskere og skråle danske sange. 

Jeg har før mødt hende tilfældigt i internationale lufthavne, men at møde hende dér og sidde med så mange danskere i en ørken i Centralasien med hundredvis af kilometer til nærmeste by var simpelthen for skørt. Bagefter krammede vi alle farvel og drønede hver vores vej gennem Usbekistan.

Kicki Kornerup er 35 år. Hun har besøgt 60 lande og har besteget Europas og Sydamerikas højeste bjerge. Hun er uddannet arkitekt fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og arbejder som kunstmaler og rejseleder. I oktober var hun i Nepal for at bestige bjergene Mera Peak og Baruntse. Til vinter skal hun lede en gruppe op på Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg.