Indlæg

Til salsabryllup, til spansk topopgør og til Shakespeare. Hvad enten det er arbejde, fornøjelse eller midtimellem, der trækker hende af sted, sørger skuespiller Natalie Madueño for at indsnuse atmosfæren og få lidt inspiration med hjem. Også selv om flyrejsen er et mareridt.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Simon Birk, privat, Shutterstock

DANSEBRYLLUP OG MASKINGEVÆR

Venezuela, 2010

Min kærestes kusine skulle giftes med en venezuelaner, og hele familien var inviteret med til bryllup på Isla de Margarita, en vanvittig smuk ø, frodig og kuperet, med brede sandstrande, palmer og farvede fiskerbåde.

Vielsen begyndte klokken 18 i en lille, hvid kirke, der lyste op i den mørke aften. Brudeparret ankom på den brostensbelagte gade i en veteranbil, og det var drømmeidyllisk.

Efter vielsen tog vi til et strandhotel. Brudeparret brugte halvanden times tid på at blive fotograferet, og i mellemtiden gik salsa-bandet i gang. De første, der kom på dansegulvet, var en bedsteforælder med en 3-4-årig i hånden. Så kom resten stille og roligt ud at danse. Normalt danser jeg først, når jeg har fået noget at drikke, og festen er nået dertil. Men her var der en glæde og løssluppenhed, der gjorde det naturligt. Og så selvfølgelig flaskerne med Diplomatico-rom, der stod på bordene til fri afbenyttelse. 

Palmesus på Isla de Margarita, Venezuela.

Når man først har været ude at danse, er der mange trin, der er sprunget over i forhold til at komme hinanden ved, og resten af brylluppet var i flow med mad, dans og musik til den lyse morgen. Skikken med at danse fra starten kunne man godt tage med til en dansk sammenhæng. I Danmark er der mange taler til et bryllup. Det er en smuk ting at give brudeparret så meget opmærksomhed, men det betyder også, at selskabet sjældent forlader bordet, før der er brudevals. 

Da min kæreste og jeg skulle flyve hjem til Danmark, havde vi fået besked på at være i lufthavnen i Caracas i god tid og ankom fra Isla de Margarita syv timer inden checkin. Der var kun én skranke til alle fly til Europa, så vi stillede os i den 200 meter lange kø. Stemningen var kaotisk. Et fodboldhold var kommet hjem fra en eller anden kamp og spillede høj salsa og kastede rundt med bolde. Militærpolitiet patruljerede med maskingeværer og hev folk ud af køen. Folk, der kom tilbage, så forholdsvis mutte ud, og det viste sig at være stoffer, de ledte efter, fordi flyvningen til Madrid, som vi skulle med, åbenbart er en gateway for kurerer.

NATALIE MADUEÑO

33 år, skuespiller. Har blandt andet medvirket i tv-serierne ’Bedrag’, ’The Rain’ og ’Den som dræber’ og i filmene ’I krig & kærlighed’ og ’Swinger’.

En militærpolitibetjent spurgte, hvad vi lavede i Venezuela, hvem vi var, og hvorfra et par studerende havde penge til rejsen. Min kæreste blev trukket med ud, mens han blev råbt ad og truet med bål og brand. De ville vel se, om han bukkede under for psykisk terror. Jeg forsøgte at bryde ind og på spansk forklare, at han kunne få navne og adresser på de steder, vi havde været. Det endte med, at han lod os være. 

Det tog i timevis at nå frem til gaten, der var i alt fire sikkerhedstjek, ved nogle af dem så vi folk, der blev tvunget til at stå i deres undertøj foran en kødrand af mennesker, og selv efter vi var ankommet i gaten, begyndte de igen at hive folk ud til afhøring. På et tidspunkt hørte jeg mit eget navn råbt op. ”Hvad hvis jeg ignorerer det,” tænkte jeg. To gange blev mit navn kaldt over højttalerne. Jeg rystede. Jeg ville slet ikke kunne holde ud at blive skilt fra min kæreste, og hvad mon de kunne finde på at gøre ved mig? Men jeg lod stadig, som om jeg ikke hørte noget. Det var et sats, der lykkedes. Endelig sad vi i flyveren, men de blev ved med at hive folk ud. 

Selvfølgelig missede vi alle de fly, vi skulle have nået i Europa, men aldrig har jeg været så glad for at komme hjem, som da vi 28 timer senere landede i København. Venezuelanerne er et dejligt folk, og Venezuela er et skønt land på mange måder. Jeg vil gerne tilbage, men det bliver ikke gennem Caracas’ lufthavn.

Madrids rådhus.

LAMPEFEBER OG TOPOPGØR

Madrid, 2017

Min far var spansk, men hans familie bor i Andalusien og på Mallorca, og jeg havde aldrig været i Madrid, inden jeg fik en rolle i det spanske drama ’Petra’ og skulle tilbringe 4-5 dage i byen. Det var ikke lang tid siden, jeg var blevet færdig på Teaterskolen, og jeg kom alene ned til et filmset, hvor jeg ikke kendte nogen, med en vis nervøsitet.
Jeg spillede en kollega og veninde til hovedrollen og skulle være med i 3-4 scener. Det er altid svært at lave en lille rolle, hvor du kommer ind fra siden og hurtigt er ude igen. Hvis du spiller en hovedrolle, har du haft mange samtaler med instruktøren forud og haft tid til at finde rollen. Jeg kom ind uden helt at vide, hvad de havde lavet forinden og skulle bare lægge den på de få dage.

Den vanvittig dygtige franske fotograf på filmen havde temperament, og i det hele taget er folk på både spansk og fransk ikke så bange for at lyde lidt spidse, selvom det ikke nødvendigvis er sådan ment. Det skulle i hvert fald ikke være mig, den nye, der fuckede en scene op. Ikke noget med at glemme replikkerne eller min blikretning. 

Den første dag havde vi en ret lang dialogscene i en køkkenhave, hvor vi talte, mens vi gravede gulerødder op. Scenen løb over 3-4 manuskriptsider, og der var en del at huske. Ikke mindst fordi den skulle filmes som one-take, uden at man efterfølgende ville klippe i scenen. Jeg klarede den i første hug. Jeg kan ikke forklare, hvordan jeg overvinder den slags nerver. Ud over at det bare skal lykkes.

Inden jeg tog af sted, var jeg i tvivl, om jeg overhovedet ville kende spillereglerne og arbejdsjargonen i et andet land. Det viste sig, at det var fuldstændig som at arbejde herhjemme – bare på et andet sprog. Jeg havde måske ikke lavet andet end en DR-serie (’Bedrag’, red,), inden jeg kom. Men det giver åbenbart kilometer i benene. 

Jeg havde en dag imellem optagelserne, hvor jeg ikke skulle arbejde, så jeg gik byen tynd i mit eget tempo. Jeg droppede museer og seværdigheder, men forsøgte bare at opleve byen. Hvis jeg rejser alene, tager jeg mig bedre tid til at være til stede, når jeg ikke føler, jeg skal tage hensyn til, hvad en anden måske keder sig ved. 

Om aftenen endte jeg på en tapasbar med tv ud mod gaden, der viste ’El Clásico’ (traditionsrig kamp mellem Real Madrid og FC Barcelona, red.). Jeg drak et glas vin, spiste noget brød med olivenolie og observerede de andre gæster. Byen summede, og folk var helt oppe at køre. Jeg er vokset op med at se spansk fodbold, men i min familie er man delt mellem Madrid- og Barcelona-tilhængere, og jeg har altid øvet mig i at være upartisk og se kampene for fodboldens skyld. Denne aften heppede jeg nok lidt mere på Madrid. Desværre kan jeg ikke huske, hvad kampen endte. 

Natalie Madueño foran teatret Volksbühne.
Skuespilleren, der kom med i tv-serien ’Bedrag’, allerede inden hun var færdig på Teaterskolen,
tager tit til Berlin for at se en forestilling.

HAMLET OG SPINAT

Berlin, 2019

Under normale omstændigheder tager jeg til Berlin et par gange om året for at se teater. Specielt følger jeg skuespilleren Lars Eidinger, som jeg blandt andet har set i ’Hamlet’ på Schaubühne. Jeg har selv prøvet at spille Ofelia og synes, ’Hamlet’ er en svær forestilling. Den er lavet så mange gange, og jeg har aldrig haft en følelse af at være helt tilfreds, når jeg har set den eller læst stykket. Indtil jeg så Lars Eidinger i instruktør Thomas Ostermeiers version og var optaget fra start til slut. De to har et unikt samarbejde og havde givet stykket nogle friske øjne og noget humor.

Der var en monolog, hvor Hamlet ender med at stå og være dj med et brød og en pizzabakke som pult. Det lyder helt åndssvagt og dumt, men Eidinger er morsom. Han er en skuespiller, du aldrig ved, hvor du har. Jeg har oplevet, at han stoppede hele forestillingen, fordi en mand i salens telefon ringede. 

”Er det noget spændende?” spurgte han, mens han kiggede på manden. 

”Nej, nej.” 

”Jo, kom nu. Jeg vil gerne vide det.” 

”Men det er ikke spændende.” 

”Jo, kom nu!” 

”Okay. Det er mine børn derhjemme. De spørger: ’Papa, haben wir kein Spinat?’” 

Alle i salen hylede af grin, og det gjorde Eidinger også. Under ’Richard III’, som jeg så en anden gang, fulgte han en blandt publikum på toilettet: 

”Hvis du skal tisse, så vil jeg også have en pause.” 

Så løb han lige en omgang i foyeren og kom tilbage fem minutter senere. Han kan også finde på at bede om en karamel, hvis nogen pakker slik ud. Man kan sige, at man er lidt udsat som publikum, men man kan også sige, at Lars Eidinger griber chancen for at interagere med publikum. Det er jo det, det handler om. At skabe bro til publikum, gøre rummet mindre og bringe os tættere på hinanden. Det kræver kræfter og nærvær, og han gør det med finesse, nogle gange fortsætter han endda med at være i karakter – og fortsætter stykket, hvor han slap. Hvis det bliver brugt dramatisk, er det mere end bare en gimmick. 

Jeg er kommet i Berlin, siden jeg gik i gymnasiet, og taler bedre og bedre tysk. Det er en fed by. Så meget historie. Så rigt kulturliv. Så mange gode restauranter. Skulle jeg flytte til en anden by, skulle det være Berlin. Det har bare endnu aldrig passet ind. Men måske skulle man en dag trække stikket med familien et halvt år. Eller spille med i en tysk produktion. Det ville jeg elske, men så godt er mit tyske heller ikke – jeg skulle nok spille en dansker i Tyskland.

28. marts har Viaplay premiere på anden sæson af krimiserien ’Den som dræber’ med Natalie Madueño som politiefterforsker.

Den danske dj og ’X Factor’-dommer MARTIN JENSEN turnerer normalt omkring 250 dage om året. Tag med mekanikeren til giftig skumfest i Lloret de Mar, til et uforudset møde med kærligheden højt over Bangkok og på tur gennem USA i en stor, faldefærdig autocamper.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

TRÆLIM OG SKUMFEST I LLORET DE MAR, 2009

Før jeg kunne leve af at være dj, var mit liv delt i to. I hverdagene var jeg mekanikerlærling, og i weekenderne turnerede jeg med et mobildiskotek, jeg havde sammen med en ven. Vi spillede til alt muligt. Byfester, efterskolefester, handelsskolefester, runde fødselsdage. Alle de der klassiske provinsfester. 

Vi var og er begge lyd- og lysnørder, så vi planlagde en klassisk druktursferie med all inclusive til Lloret de Mar, hvor vi skulle se alle de store klubber. Jeg havde på forhånd hørt, at der var sådan nogle ’dansker­hoteller’ dernede, som skulle være rimelig klamme, så vi flottede os og blev indlogeret på et firestjernet hotel. Det var en vanvittig overdrivelse. Hvis det havde været vurderet til én stjerne, så tror jeg, at man havde været gavmild. Alt var ulækkert, folk var fulde hele tiden, og morgenmaden eksisterede nærmest ikke. 

Til gengæld var der en bartender, som var helt fantastisk og alle stjernerne værd. Inden klokken havde slået to om eftermiddagen, var min makker og jeg så stive i vodka med juice, at vi hverken kunne gå eller stå. På et tidspunkt spurgte jeg vores kære bartender, hvorfor man blev så fuld af deres drinks, og han fortalte så, at literprisen på vodka i det område var billigere end både juice og Red Bull.

Ugen op til afrejsen havde jeg arbejdet med noget tokomponent-trælim derhjemme, fordi jeg skulle sætte nogle nye sider på mit mobildiskotek. Det trælim skal man bare ikke få på fingrene, for det er fysisk umuligt at få af fingrene igen. Jeg prøvede at vaske mine hænder med fortynder, eddike, ståluld og brun sæbe, men lige meget hjalp det. Det lignede ens hænder, efter man har lavet guirlander til juleklip i folkeskolen. Mine hænder var helt brune af skidt og snavs, som bandt sig til limen.

Martin Jensens første job bag dj-pulten var til en 18-års fødselsdagsfest i Sorring Forsamlingshus som 15-årig. Senere grundlagde han mobildiskoteket Firedisko med en ven, som blev et af de største mobildiskoteker i Danmark.

Den første aften i byen tog vi ind på Disco Colossos, som er den største klub i byen. Vi havde kun været derinde i 10 minutter, da vi indså, at det var en rigtig lorteklub. Der var helt tomt, og vi havde en oprigtig frygt for, at det ville blive den værste uge i vores liv, så vi gik op i baren for at få en drink og komme i stemning. Da jeg spurgte bartenderen, hvad man kunne få at drikke, kiggede hun på mig, rullede øjne og gik væk. Lidt senere spurgte jeg, om hun havde et drinkskort. Så kiggede hun på mig, rullede øjne og gik væk igen. Vi var ved at dø af grin over hele situationen i det der tomme diskotek, men vi var også en smule bange, for man skal aldrig provokere en sur spanier.

Da hun kom tilbage for tredje gang, var jeg skidenervøs for, hvordan hun ville reagere. I afmagt bad jeg om to drinks med vodka og Red Bull, hvorefter hun smilte og kom med to glas. Jeg forstår stadig ikke den bartender. Da vi havde bundet et par stykker, begyndte min fod at bevæge sig i takt til musikken. Vi bad vores nye veninde i baren om to mere, så flækkede vi dem, og sådan fortsatte vi. De må have været ret stærke, for det næste, jeg husker, er, at der var en kæmpe skumfest i gang på dansegulvet. 

Ingen af os kunne et eneste dansetrin, men den aften var vi verdensmestre. På et tidspunkt fik jeg skummet i munden, og det var simpelthen så giftigt, at jeg hostede i fem minutter. Og da jeg vågnede næste morgen, var mine hænder fuldstændig rene. Jeg havde prøvet alt. Men en times spansk skumfest var det, der skulle til for at fjerne trælimen. Der blev vi enige om, at vi nok ikke skulle til flere skumfester.

Jeg har aldrig spillet i Lloret de Mar, og gud ske tak og lov for det. Der er så mange stive danskere dernede – og jeg var selv en af dem. 

I 2017 rejste Martin Jensen spontant til Lissabon for at mødes med Natasha Samsara Thompson fra Nordirland, som han havde mødt til en efterfest i Bangkok. I december 2020 friede han til hende på Maldiverne. Hun sagde ja.

KÆRLIGHEDSJAGT I BANGKOK, BELFAST OG LISSABON, 2017

I 2017 spillede jeg til en stor festival i Bangkok, hvor jeg havde nogle venner med. En af dem er er en rimelig ekstravagant type, som har en evne til at komme i kontakt med de rigtige mennesker. Jeg forstår ikke, hvordan han gør det, men han kan altid komme ind steder, hvor andre mennesker ikke kan. Efter koncerten var vi andre på vej i seng, da min ven skrev, at han havde fundet en efterfest med japanske modeller, champagne og Don Julio 1942 (en meget dyr tequila, red.) ad libitum.

Festen foregik i en penthouselejlighed på 38. etage med udsigt over hele Bangkok, og det var ligesom at træde ind i filmen ’Tømmermænd i Thailand’. Der var fire private butlere, der stod klar til at servicere. Der var et musikanlæg, som fyldte halvdelen af stuen. Der var diskokugler og lasere. Alle til den fest var brændt af på det ene eller det andet, og så kom der tre blege danskere ind med rygsæk og shorts. Vi lignede nogle, der kom direkte fra turistkontoret. Den aften faldt jeg i snak med ung kvinde fra Nordirland, der hedder Natasha, og vi udvekslede telefonnumre.

En måned senere skulle jeg spille til en festival i Belfast, hvor hun tilfældigvis er fra. Vi aftalte, at vi skulle mødes, og at hun kunne komme backstage med nogle veninder.

Hun anede ikke, at jeg var dj, men troede bare, at jeg var helt vild med elektronisk musik. Det var først, da vi kørte forbi hovedindgangen for at komme ind backstage, og hun så mit navn på plakaten, at det gik op for hende, at jeg skulle spille den aften. Dagen efter koncerten brugte vi hele dagen sammen. Vi kørte rundt til alle mulige seværdigheder, og inden jeg fløj videre til min næste koncert, aftalte vi at mødes i Lissabon, hvor hun skulle til en koncert med Red Hot Chili Peppers kort tid efter.

Rejser og fester overalt i verden er en del af jobbet for 29-årige Martin Jensen.

Måske var det lidt for spontant at planlægge en date i Lissabon, der skulle strække sig over flere dage? Da jeg sad i lufthavnen og ventede på hende, skrev hun, at hendes fly var forsinket. Det sekund var jeg overbevist om, at jeg ville blive brændt af. Jeg skrev til en veninde, som jeg håbede ville berolige mig, men hun mente også, at Natasha nok havde fået kolde fødder. 

Jeg var ankommet tidligt om formiddagen, og hendes fly skulle først ankomme klokken 22 om aftenen. Jeg var et nervevrag, da jeg stod og spejdede efter hende, men jeg havde jo kun mødt hende to gange før, så jeg blev pludselig i tvivl, om jeg overhovedet kunne genkende hende. 

Da hun kom ud gennem terminalen, vadede hun lige gennem lufthavnen uden at ænse mig for at tage en taxa. Jeg listede mig hen bag hende og tænkte: ”Jeg klapper hende sgu lige i røven.” Så vendte hun sig om, klar til at give mig en kæmpe lussing, indtil hun indså, hvem det var. Så fik jeg heldigvis en kæmpe krammer. Vi var i Lissabon i tre dage, og det hele endte bedre, end jeg kunne have regnet med. Jeg mødte hende i Bangkok, jeg lærte hende at kende i Belfast, vi blev kærester i Lissabon, og så friede jeg til hende i december 2020 på Maldiverne.”

I 2019 blev Martin Jensen træt af det hurtige liv, konstante flyrejser og dyre hoteller. I stedet lejede han en autocamper og kørte tværs gennem USA, mens køretøjet langsomt faldt fra hinanden.

KØR SELV-TURNÉ I USA, 2019

“Natasha og jeg var fløjet direkte fra en koncert i Chengdu i Kina til Dallas i Texas. Normalt, når jeg turnerer, lander jeg i en by, spiller en koncert, sover på et kedeligt, dyrt hotel, og så flyver jeg videre til næste by, hvor det hele gentager sig. Det kan man godt blive lidt ør i hovedet af.
Engang fløj jeg fra England til Kina, og da vi ankom, sagde jeg: ”Ej, hvor er det dejligt at være tilbage i Mexico.” Så kiggede ham, der stod for koncerten, helt underligt på mig, og først der gik det op for mig, at han da heller ikke lignede en mexi­caner. Dagene bliver blandet sammen, når man rejser så meget, men det adrenalin-sus, det giver, når jeg spiller for 20.000-30.000 mennesker, er det hele værd. 

Den her gang skulle jeg spille en masse koncerter i USA og havde lejet en 13 meter lang autocamper, som vejede 16 tons. Den skulle være vores hjem de næste fem uger.

I USA har de den vanvittige regel, at hvis et køretøj kun har to aksler, må man køre det med et almindeligt kørekort. Autocamperen var lige så stor som de gule busser i København, og den var meget besværlig at styre. Jeg har lastbilkørekort og ved godt, hvordan man skal køre sådan en stor bandit, men Natasha kunne slet ikke styre bilen, selvom hendes familie ejer et firma, der udlejer autocampere, og hun har kørt dem hele sit liv. I de fem minutter, hun kørte den, væltede hun alle orange kegler i midten af vejbanen, og så blev vi enige om, at jeg nok skulle tage over.

Det var en kæmpe oplevelse at køre rundt i USA, fordi det er så uendelig stort og skørt. Vi boede på campingpladser, der var på størrelse med Messecenter Herning, og vi handlede i Walmart, hvor man kan købe en legetøjs-tank til sit barn, mens man selv køber sig et oversavet jagtgevær. Det var det bedste ved hele turen. Walmart er Bilka på steroider, og ligegyldigt hvad du ønsker dig, så har de det.

Jeg spillede i Boston, New York, Atlantic City, Denver, San Francisco, Chicago, Dallas, Houston, Portland og Seattle og kørte i alt 37.000 kilometer i autocamperen. Jeg har aldrig lært så meget om camping på så kort tid. Pludselig skulle jeg parkere og bakke det 13 meter lange monster, slå vand til, tømme septiktanken, tanke gas og så videre. Hold nu op, et mareridt.

Den havde kørt 35.000 kilometer, da vi lejede den. I mit lastbilhoved var det ingenting, men for en autocamper er det åbenbart fire livstider. Alt gik i stykker. Vi var aldrig kommet frem, hvis jeg ikke havde været uddannet mekaniker, for jeg lavede vitterlig ikke andet end at reparere på det lort. Sidespejlene sprang af, vinduerne fløj op, oliefyret stod af konstant, airconditionanlægget gav op, afføringstanken var proppet, og vandpumpen fungerede slet ikke. Nu er jeg ekspert i autocampere, men jeg skal aldrig røre det skidt igen.

Efter den sidste koncert i Seattle, som sluttede klokken 23, skulle vi køre 3.000 kilometer i ét stræk til Dallas, fordi vi skulle aflevere autocamperen og nå et fly to dage senere. Vores GPS mente, at vi kunne nå det med kun fire timer i overskud, så vi holdt ikke pause overhovedet. Vi kørte dag og nat i to dage.
Når jeg skulle have en lur, overtog min manager rattet. Vi lavede mad, mens vi kørte, og vi stoppede kun, når vi skulle tanke, ellers var det bare speederen i bund. Endelig ankom vi til Dallas igen efter vores rundtur. Derfra fløj vi videre til Kina, hvor jeg spillede syv shows i syv byer på syv dage.”

Martin Jensen er en 29-årig dansk dj og ny ’X Factor’-dommer. Hans mest populære sang, ’Solo Dance’, er blevet lyttet mere end 600 millioner gange på Spotify, og hans samlede antal streams på tjenesten er over 1 milliard. I 2019 turnerede han  i Asien, USA og Europa. Før han blev verdenskendt dj, arbejdede han som mekaniker og var sælger i sin fars firma, der forhandler entreprenør- og landbrugsmaskiner.

Det er autentisk, anderledes og ofte i embeds medfør, når Camilla Nellemann oplever verden. Her fortæller den 39-årige projektleder, forfatter og tidligere sprogofficer om at skrive ph.d.-afhandling i radioaktive Fukushima, om at drikke hjemmebrændt med russiske skippere ved Bajkalsøen og om at redde børn i Kirgisistan ved hjælp af en ... pølsevogn.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

KIRGISISTAN, 2003

Jeg havde intet kendskab til hverken russisk sprog eller kultur, da jeg begyndte på sprogofficersuddannelsen. Jeg ville bare ud og møde mennesker og se steder, der var anderledes end det, jeg kom fra. Da jeg søgte ind, udbød Forsvaret kun russisk, men det var for mig ligegyldigt. Havde de sagt, jeg skulle lære indonesisk, havde jeg gjort det. Sprogofficersuddannelsen var en perfekt måde at komme ud i verden på.

Jeg var udsendt otte måneder som sprogofficer i Kirgisistan. På det tidspunkt støttede Danmark amerikanernes kamp i Afghanistan med seks F-16-fly, som holdt til på en flyvebase i Kirgisistans hovedstad Bisjkek. Min rolle var at tolke og skabe et bånd til lokalområdet. Det var primært såkaldte social patrols, hvor vi skulle tale med lokalbefolkningen om løst og fast og hjælpe dem med deres sociale problemer, og et af de steder, jeg besøgte regelmæssigt, var et børnehjem. 

Børnene blev ellevilde, hver gang de fik besøg, de hungrede efter opmærksomhed. Første gang jeg kom med legetøj til børnene, blev personalet helt døde i blikket. De mente, at børnene blev for vilde af den slags, og viste mig et sindssygt lille rum med legetøj.  

Børnehjemmet lignede en blanding af et hospital og en gyserfilm. Der stod rækker af tremmesenge, hvor de syge børn lå hele dagen. Det var primært børn med vand i hovedet, og det var chokerende at se de her små børn med kæmpestore, deforme hoveder. De lokale havde ikke råd til at få deres barn opereret, hvis de havde født et barn med vand i hovedet. Så blev det bare parkeret på børnehjemmet. Det fungerede næsten som et hospice. De lå bare i tremmesengene, indtil de døde. Det var så tragisk, for det er et forholdsvis simpelt indgreb at dræne et babyhoved.

Camilla Nellemann besøgte jævnligt et lokalt børnehjem i Kirgisistan. Børnene omtalte hende som ’tante’.

Vores base var meget stor og meget simpel. Det var en teltby med brune telte over det hele. Vi havde hver især en feltseng og en trækasse med hængelås med vores personlige genstande. Der var ikke meget privatliv, så vi hængte sengelinned op imellem os. Der var festivaltoiletter, hvor man kunne klare det, man skulle. Jeg havde heldigvis ikke latrinvagter. 

Dagligt kom vi forbi det lokale marked for at købe ind. Det var et helt andet syn, det bugnede af søde frugter og stærke farver. Jeg gjorde altid holdt ved en gammel mand, som stod ved en ovn og bagte brød. Hver dag klaskede han dejklumper op på indersiden af ovnen, som på ganske få minutter blev til nogle lækre, flade brød.

Vi havde en pølsevogn inde på basen, hvor soldater fra Holland, USA, Korea, Danmark og Frankrig købte hotdogs. Det genererede et overskud, og efter at have besøgt børnehjemmet flere gange foreslog jeg obersten, at vi brugte overskuddet til at købe dræn til børnene. Pølsevognspengene endte med at redde 10 børn med vand i hovedet i den tid, jeg var der. Selvom det blot var en dråbe i havet, var det fantastisk, at sådan en pølsevogn kunne redde børn.

Jeg var med inde på operationsstuen iført forklæde og mundbind, da det første barn skulle opereres. Jeg kan stadig huske lyden, da kirurgen begyndte at bore i det her store, vandfyldte babyhoved. 

Kvindelige sælgere ved Den Transsibiriske Jernbane.

RUSLAND, 2004

Jeg var netop kommet hjem fra Kirgisistan, da en sprog­officerskollega spurgte, om vi ikke skulle rejse med Den Transsibiriske Jernbane. Hun var selv lige kommet hjem fra Balkan. Vi havde begge studeret russisk og havde en voldsom appetit på at lære mere om Rusland. Så vi tog Forsvarets grønspættede rygsæk på, fløj til Sankt Petersborg og steg på toget. Vi havde ikke planlagt noget som helst, og vi købte togbilletterne undervejs, så vi kunne lave afstikkere. Meningen var, at vi også skulle til Japan, men Rusland var så fuldt af forunderlige steder, at vi ikke nåede det.

Vi rejste hele turen på klassen under tredje klasse. Det er en vogn, hvor man har smidt en ekstra køje ind, så der er plads til tre overnattende i stedet for to. Hvis man var rigtig uheldig, fik man den øverste køje, hvor man kun lige akkurat kunne være, da den var så tæt på loftet. Det var oftest familier, der rejste på den måde, og fordi vi talte russisk, kom vi hurtigt i kontakt med de lokale. Der gik sjældent længe, inden der kom vodka, øl og tørret fisk på bordet, og alle sagde, at vi skulle skynde os at blive gift med en mand, før vi blev for gamle. 

Vi hoppede af i små byer, hvor de lokale var helt forvirrede over, at to unge kvinder ville se deres by. De mente ikke, der var noget at se –og det er oftest de mest autentiske steder. I en lille flække besøgte vi et museum, hvor kustoden så både vred og sur ud, som kun russiske kvinder kan. Men kort tid efter sad vi i hendes hus, hvor vi overnattede i tre dage. Vi besøgte også den lokale park med hendes datter, hvor vi drak øl af toliters flasker, og da vi steg på toget igen, gav moren os nogle store syltetøjskrukker fyldt med pasta, fedt og kød, mens hun himlede op om farerne ved at rejste østpå.

I Perm, 1.400 kilometer øst for Moskva, stødte Camilla Nellemann på en udtjent dansk bus fra Emdrup.

Da vi kom forbi Bajkalsøen lige nord for Mongoliet, lavede vi endnu en afstikker. Vi havde hørt, at der skulle være nogle fine, gamle kursteder. Vi gik ind på det første sted, der lignede et hotel, og blev betjent af nogle unge mennesker i tyverne. De virkede lidt forvirrede over, at vi gerne ville overnatte netop der. Men det var helt vildt billigt, og så blev vi indlogeret i en trekantet hytte, lidt ligesom i Lalandia. 

Da vi havde fået vores nøgle, inviterede de os med på en bustur rundt i området. Bussen var fyldt med teenagere, hvilket var lidt besynderligt, og vi fandt så ud af, at vi åbenbart var en del af en feriekoloni for ungdomskriminelle russere. Og at alle de børn i bussen faktisk var i fængsel.

Nogle dage senere besluttede vi os for at sejle ud til den ø, der ligger midt i Bajkalsøen. Vi fik et par gamle skippere med militærjakker og vindblæste kinder til at sejle os derover, men på vejen tilbage spurgte de, om vi ikke ville sejle videre op til Severobajkalsk i den nordlige del af Bajkalsøen. Det ville kræve en overnatning på båden sammen med de her to skippere ude i ingenting. Min veninde og jeg kiggede på hinanden, men skipperne tog hurtigt en flaske vodka frem og skålede for Moder Jord, som man gør i Rusland. Så blev der pludselig god stemning, og det var jo et fantastisk tilbud. Det viste sig, at der slet ikke var noget at være bange for. 

Vi gjorde holdt undervejs ved en kæmpe skov, hvor vi blev hjerteligt modtaget i skovridderens hytte. Han havde andre gæster på besøg, så der var hjemmebrændt i lange baner. Det var knaldrødt og virkelig stærkt. Der var også et bjerg af nybagte pandekager og frisk lakserogn, som vi spiste os mætte i. Russere er fantastiske til at holde en fest og fejre nuet. De havde en lille kassettebåndoptager med russisk folkemusik, og vi dansede rundt. Efter festen sov vi branderten ud på båden, og da det blev morgen, tog vi videre til Severobajkalsk, hvor vi forsatte vores rejse. 

JAPAN, 2013

Da jeg kom hjem fra Rusland, begyndte jeg at læse Asian Studies på CBS med hovedvægt på japansk sprog og kultur. Jeg har været fascineret af Japan, siden jeg som 13-årig så filmatiseringen af James Clavells roman ’Shogun’. Jeg blev tryllebundet af deres flotte klædedragter og af skriftsproget. I filmen er der en kvindelig japansk tolk, som mægler mellem den forulykkede portugisiske styrmand og shogunen, som var en slags borgmester for et område dengang. Tolken var min helt og med til at fange min interesse for sprog, og i gymnasiet var jeg et år i Japan som udvekslingsstudent.

I 2013 tog jeg til Japan for at skrive ph.d.-afhandling om atom­industrien efter Fuku­shima-ulykken. Jeg tog ud for at lave feltarbejde i seks måneder hos nogle meget passionerede lokale, som var kede af, at deres region var blevet kendt som et sted med strålingsfare i stedet for den natur, som regionen traditionelt havde været kendt for. Derfor havde de sat sig for at plante verdens største kirsebærskov i Fukushima. 

Jeg boede i deres klubhus i de seks måneder. Det lå på en naturskøn bakketop omkring 40 kilometer fra den aflukkede radioaktive zone. Det var et helt klassisk japansk hus med tynde ydervægge af træ og buede glaserede tegltage. Indenfor var der rispapirsvægge, der kunne skydes til side, og gulvet bestod af tatami, som er japanske måtter af strå. Det var et rigtig stort hus med udsigt til kirsebærtræer og rismarker. 

Mange af de mennesker, der kom i klubhuset, havde været nødt til at flytte til et andet område eller til Tokyo efter ulykken i 2011. Hvis de havde børn, var det ofte kvinderne, der blev sendt væk med dem, mens mændene blev tilbage for at arbejde. En mand i fyrrerne, der hjalp med plantningen af kirsebærskoven, havde sendt kone og barn væk og blev selv tilbage for at passe sin gamle mor og arbejde. Ulykken ­splittede en masse familier, og mange blev tvangsflyttet til midlertidige boliger, som egentlig var en slags trailerpark. Jeg mødte to tvangsflyttede ældre mennesker. De tog jævnligt ind for at se til deres hus i den lukkede zone, og de fortalte blandt andet, hvordan slanger havde overtaget huset.

Jeg hjalp ofte til med plantningen af kirsebærskoven, og en dag i en drikkepause fik vi den idé, at vi skulle se den evakuerede zone omkring det forulykkede atomkraftværk. Så vi fyldte bilen op og kørte gennem det bakkede landskab.

Camilla Nellemann besøgte Japan som udvekslingsstudent i gymnasiet. Hun vendte tilbage i 2013 og skrev ph.d.-afhandling om atom­industrien efter Fukushima-ulykken.

Da vi ankom til en lille vagtpost, spurgte den ældre japanske mand, der kørte bilen, om det egentlig var sikkert nok at køre derind. Radioaktivitet har generelt en mindre effekt på ældre mennesker, og vagten kiggede ind i bilen og sagde: ”I er jo alle sammen gamle, så I kan bare køre derind.” Da vagten så, at jeg var med i bilen, tænkte han sig lidt om, men vi fik lov til at køre videre. Jeg overvejede ikke et sekund, at det kunne have konsekvenser for min sundhed, jeg syntes bare, det var et scoop.

Området  var  vitterlig et ingenmandsland det første stykke tid. Men pludselig så vi en parkeringsplads fyldt med busser, der transporterede en masse arbejdere til og fra zonen. Jeg fik at vide, at arbejderne fjernede atomaffaldsbefængt græs, planter og træer, som de samlede i sorte affaldssække. Der stod fyldte affaldssække flere steder. 

En af årsagerne til ulykken var den tsunami, der skyllede ind over området, og det kunne man stadig se konsekvenser af. Der lå iturevet byggemateriale over det hele, som engang havde været huse, og der var et hus, som stod midt på vejen – helt intakt. Det var blevet skubbet af flodbølgen. Inde i huset lugtede der fugtigt og jordslået, der hang en kalender på væggen, og den røde markør stod stadig på 11. marts 2011 – dagen for tsunamien. Jeg får stadig gåsehud, når jeg tænker på det.

Vi havde en geigertæller i bilen for at sikre os, at radioaktiviteten ikke blev for voldsom. Pludselig gik den fuldstændig amok, selvom omgivelserne ikke havde ændret sig det mindste. Det var simpelthen så uhyggeligt. Vi blev enige om, at vi straks måtte vende om. På vej tilbage til klubhuset holdt vi ind på en lille fiskerestaurant, hvor vi fik østers, og så begyndte de ældre mænd, jeg kørte med, at joke med, at nu kunne Japan også blive verdenskendt for sit radioaktive cuisine. Sådan levede de med den store tragedie.

Camilla Nellemann er uddannet sprogofficer i russisk i Forsvaret og har været udstationeret i Bisjkek i Kirgisistan og i Helmand i Afghanistan. Sideløbende uddannede hun sig til cand.merc. på CBS med fokus på japansk sprog og kultur. I 2016 forsvarede hun sin ph.d. om atomindustrien efter Fukushima-ulykken på Rikkyo Universitet i Tokyo. I 2020 udgav hun bogen ’Dansende biler’, som handler om hendes liv og oplevelser i Japan.

Ida Tin har oplevet verdens afkroge fra en motorcykel, siden hun var få år gammel. Her fortæller hun om at overleve i verdens tørreste ørken i Chile, om at køre vanvidskørsel i Mexico og om at overnatte i USA hos stofpåvirkede indianere og hos en fattig ukrainsk elitesoldat på jagt efter russere.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

INDONESIEN, PAPUA NY GUINEA OG AUSTRALIEN, 1984

“Jeg stoler ikke helt på min hukommelse fra mine tidlige barndomsår. Jeg har set så mange billeder og hørt så mange historier, at det er svært for mig at vide, hvad jeg selv husker, og hvad jeg har fået fortalt af mine forældre, Hjalte Tin og Nina Rasmussen (eventyrere og forfattere,red.)

Det første, jeg husker med sikkerhed, er vores rejse til Australien, Indonesien og Papua Ny Guinea. Jeg var fem år gammel og sad foran på min mors gamle motorcykel, mens vi passerede fugtige skove, fjerne strande og tørt vildnis. Den sommer lærte jeg at svømme over et koralrev i Indonesien. Det var fuldstændig magisk at se det liv og de farver. Koralrevet havde nogle ubeskrivelige nuancer, og jeg har ikke oplevet det siden. Jeg ville ønske, jeg kunne give mine børn den samme oplevelse. Vi har snorklet over koralrev i Caribien, Indien og Det Røde Hav, men de er efterhånden alle døde.

Vi har altid kørt på motorcykel i min familie, og det har klart været med til at forme mig. Man kan komme nemt rundt og opdage områder, man ellers ikke ville drømme om. I Papua Ny Guinea så vi indfødte stammefolk med store svinetænder gennem næsen, tatoveringer og bastskørt. Det var helt uberørte folkeslag på det tidspunkt, og jeg ved ærligt talt ikke, om de stadig eksisterer. I deres hytter var gulvet lavet af brede træstolper, som lå med mellemrum, jeg kunne træde igennem. Der var så mange insekter i skoven, at det var nødvendigt at ryge dem ud af hytterne. De tændte bål under bjælkerne, så røgen kunne stige op og dræbe alle insekterne.
Når vi ikke kørte, lavede jeg skolearbejde eller spillede bip-bip-spil med min bror. På vores ture rundt i verden har jeg altid haft en følelse af fremmedhed og hjemlig hygge. Jeg har mange minder om at være i en fremmed kultur og være et fremmed sted, men stadig føle mig utrolig tryg.

Rejselivet fyldte meget. Mine forældre levede også af det, når de var hjemme. De sad ofte ved middagsbordet og styrede budgetterne for den næste rejse. Uanset hvor håbløst det kunne se ud, fortalte de, at det nok skulle gå. Det er noget, jeg har taget med mig. Man får mange flere oplevelser, når man rejser på et lavt budget.”

MOTORCYKEL I MEXICO, 1997

“Jeg var 18 og havde sammen med min daværende kæreste skrabet et beskedent beløb sammen for at kunne køre på motorcykel i Mexico. Det var min første lange rejse, af sted i seks måneder, men uden en fast plan for turen. Vi nægtede at købe en rejseguide. I stedet tegnede jeg Mexico i en lille bog og skrev alle oplevelser og steder ind i den, så jeg til sidst stod med min helt egen personlige rejsebog.

Motorcykler i Mexico City var meget dyrere, end vi havde regnet med. Vi havde kun råd til to bittesmå 125 kubik Hartford-motorcykler. Det var en vietnamesisk kopi af en Harley-Davidson, som ligner noget, den slet ikke er. De havde ingen kraft og var de absolut mindste og billigste, vi kunne finde. Motorcykeltøj havde vi heller ikke, så vi kørte 13.000 kilometer i shorts og T-shirt. Det eneste sikkerhedsudstyr var vores hjelme.

Mexico City ligger i en kæmpestor gryde. For at komme ud af byen skal man køre over bjergpasset, der omgiver byen. Vi kunne ikke få lov at prøvekøre motorcyklerne, før vi skulle af sted. Vi kom ud i en fuldstændig vanvittig trafik. Det var dyttende biler og sekssporede veje, hvor skiltene til afkørslerne stod på selve afkørslerne. Flere gange måtte vi krydse fem vejbaner med livet som indsats.

Vi havde vitterlig fået vores kørekort, dagen før vi rejste, så vi fulgte reglerne til punkt og prikke og kørte i midten af vejbanen. Det betød, at lastbilerne overhalede indenom og udenom konstant, selv i bjergene, fordi vi kørte så langsomt. Vores motorcykler kunne næsten ikke komme op ad stigningerne. Karburatorerne var indstillet forkert, så når vi kom op i højden, hvor luften er tyndere, blev det bare værre og værre. 

Vi havde sat nogle styrtbøjler på siden af motorcyklerne, men de var ikke sat ordentligt på. Hver gang vi drejede, stødte hjulene på skærmene, så de larmede og var helt umulige at styre. Da vi ankom til en rideskole den første aften, overvejede jeg helt seriøst, om jeg skulle bytte motorcyklen til en hest. Efter den første dag fik vi indstillet karburatorerne og sat styrtbøjlerne ordentligt på. Vi kørte resten af turen uden de store problemer. Vi kørte hver dag, og hver aften fandt vi en markvej eller et buskads, hvor vi satte telt op. 

Vi kørte endda offroad på de små motorcykler, som knap kunne holde til vores vægt og bagage. På en lang, sandet bakke måtte jeg tage tilløb og give den fuld gas. De første gange stod jeg stille, lige før bakken toppede. Så begyndte motorcyklen langsomt at trille baglæns, mens jeg gjorde alt for ikke at vælte. Til sidst fik jeg fart nok på til at komme over bakken. Nogle gange kunne det virke umuligt, men af en eller anden grund lykkedes det altid til sidst.

Der var grænseovergange mellem staterne, som var lukkede på grund af kampe mellem kartellerne, så der var nogle steder, vi skulle være forsigtige. Men det eneste tidspunkt, jeg for alvor var bange, var en dag, hvor vores motorcykler var gået i baglås. Vi havde haft en forfærdelig nat. Vi var blevet ædt op af myg hele natten, og da vi stod op midt i absolut ingenting, kunne vi ikke komme videre. 

Jeg frygter tekniske fejl mere end fremmede mennesker, når jeg rejser. Man kan altid tale sig vej ud af en ubehagelig situation, men hvis du står i ørkenen med en låst motorcykel, er du fanget. Da panikken havde lagt sig, fik vi løst problemet med låsen, men den frygt sidder stadig i mig.

På turen indså jeg, at jo langsommere man kan rejse, des bedre. Man er altid til stede og i underskud af et eller andet. Enten fryser man, har brug for benzin, er sulten eller har brug for et sted at sove. Det tvinger én til at komme i kontakt med andre mennesker, som man ellers ikke ville have mødt.”

ARIZONAS ØDEMARK, 2006

“Jeg var taget til USA for at køre rundt i ødemarken på en italiensk Aprilia Pegaso. Den er primært velegnet til landevej, så jeg modificerede den en smule og smed grusdæk på, så den bedre kunne køre uden for de gode veje. Jeg ville leve et ekstremt simpelt liv. Skære alt væk for en tid. Ingen bolig, ingen social omgangskreds, ingen underholdning. Kun telt, kogegrej og motorcykel.

Jeg startede i San Francisco uden kort, guidebog eller liste med telefonnumre. Mit første mål var at køre over passet ved Yosemite, så jeg ikke var fanget på den forkerte side hele vinteren. Jeg nåede det akkurat. En uge senere kunne jeg ikke have kørt på vejene. Jeg var ikke kommet meget videre nordpå, da jeg mødte en snestorm, jeg ikke var forberedt på. Jeg kunne hverken styre gassen eller bremsen, fordi hænderne var frosset fast til håndtagene. Jeg havde hørt om Sydarizona og ændrede kursen.

På vejen til Arizona mødte jeg en mand, som boede langt ude i ingenting i en trailer. Han var tidligere elitesoldat og ekstremt fattig. Han var oprindelig fra Ukraine og var emigreret til USA som ung teenager, efter at russerne havde slået hans forældre ihjel. I USA besluttede han sig for at blive soldat, så han kunne hævne sig på russerne. Han havde kæmpet i Cuba, El Salvador og Vietnam som faldskærmssoldat, sagde han. Han havde brugt et helt liv på at være i krig, men han havde aldrig fået mulighed for at kæmpe mod en russer, og nu boede han alene langt væk fra alt.

Han var fascineret af min motorcykel, og jeg fik lov at overnatte i hans ene trailer. Over sengen i det lille rum hang der en maske, som til forveksling kunne ligne den fra ’Ondskabens øjne’. Pludselig forstod jeg, at han kunne have slået mig ihjel med sine bare næver hvert sekund, hvis han ville. Ingen ville nogensinde finde ud af det. Det var ekstremt angstfremkaldende i situationen, og den nat var jeg totalt lammet af frygt. Det var første gang, jeg har haft et decideret angstanfald.

Men en stædig tro på det bedste i mennesker gjorde, at jeg blev. Og jeg vendte faktisk tilbage og besøgte ham flere gange. Jeg mødte mange ensomme mænd på den rejse. Folk, som var på flugt fra noget i deres liv, søgte efter en tilværelse eller bare havde givet op.

USA er et meget dårligt land at campere frit i, fordi folk har en meget aggressiv ejendomsretsfølelse. Men når man kommer som ene kvinde, tænker folk pr. definition, at man ikke er farlig. I en kort periode rejste jeg med en mand. Pludselig var folk meget mere fjendske. Hvis jeg var alene, spurgte folk ind til min rejse eller inviterede mig indenfor. Jeg blev tit spurgt, om jeg havde et våben med, så jeg kunne beskytte mig selv. De så nærmest forskrækkede ud, når jeg fortalte, at jeg ikke havde et håndvåben.

Jeg har været i livsfare. Det er der ingen tvivl om. Da jeg ankom til det sydlige Arizona, mødte jeg nogle unge mænd og kvinder på en tankstation, som var på vej til en fest. Jeg fulgte efter dem ind i et øde native American-reservat. De har fået de dårligste og mest ucharmerende landområder. Folk var fattige og boede i små betonhuse med fællestoiletter, som var så klamme. Jeg var knap nok ankommet, før jeg kunne mærke, at noget var galt. Det var blevet sent, og mørket var faldet på, så jeg havde opgivet at rejse videre og fik lov at sætte telt op i lederens have, så jeg kunne være en smule beskyttet.

Lederen var en stor, skaldet mand med tatoveringer og store kæder. Han var, ligesom alle de andre, høj på stoffer, og jeg kunne med det samme se, at det var et underligt gangstermiljø, jeg var kommet ud til. Jeg var den eneste hvide til stede, og dem, jeg havde fulgtes med, var alle taget hjem, så jeg kunne ikke forklare, hvorfor jeg var der. De begyndte at kropvisitere mig og lede efter skjulte mikrofoner, mens de spurgte, om jeg var undercover-betjent.

Når jeg skulle på toilet, fulgte de efter mig, og der var en enorm mand, som hele tiden ville give mig store bjørnekram, jeg ikke kunne komme ud af. Da jeg lå i mit telt, tændte de et kæmpe bål, og jeg kunne mærke varmen igennem teltdugen. Jeg frygtede, at teltet ville smelte eller brænde. I løbet af natten blev en mand ved med at kravle ind i mit telt. Mens jeg febrilsk forsøgte at skubbe ham ud, stod en anden mand og urinerede på teltdugen på den anden side. Jeg sov ikke et sekund den nat. 

Klokken fem om morgenen pakkede jeg mine ting og drønede af sted. Jeg var bange for, at de ville følge efter mig i deres store pickuptrucks, så jeg kiggede mig over skulderen, indtil jeg havde forladt reservatet. Man kunne virkelig mærke racespændingerne og det oprindelige folks tragiske historie.

Jeg havde oprindelig tænkt mig at være væk i syv måneder, men endte med at være af sted i to år. En dag indså jeg, at hvis jeg ikke tog derfra nu, ville jeg aldrig komme hjem. Nogle gange møder man folk, der har rejst rundt i ni år, og man kan se på dem, at de ikke kan leve et normalt liv. Det havde jeg ikke lyst til.”

ATACAMAØRKENEN I CHILE, 2003

“Som en del af min Kaospilot-uddannelse tog jeg tre måneder til Chile med en veninde. På det tidspunkt var den minimalistiske livsstil ekstremt populær, og vi ville tage det til grænsen af, hvad der kunne lade sig gøre. Vi købte en lillebitte motorcykel og kørte ud i Atacama­ørkenen, som er verdens tørreste ørken. Vi havde hverken liggeunderlag, telt, kogegrej, lommelygte eller ur med på turen. Det skulle være så skrabet som overhovedet muligt.

Vi havde begge købt en tarvelig sovepose i et supermarked, som slet ikke kunne modstå nattekulden. Det første stykke tid var det sindssygt ukomfortabelt. Vi frøs helt vildt hver nat, og når vi vågnede, var vores vanddunke bundfrosne. Vi havde to muligheder hver nat. Enten kunne vi tage sweateren af og bruge den som liggeunderlag for at sove lidt bedre. Eller også kunne vi have den på og fryse lidt mindre. Det var en hård afvejning hver aften.

Atacama ligger mellem Andesbjergene og Stillehavet som en lang, smal kile med kæmpe vulkaner og saltørkener. Ørkener kan se ud på mange måder, men Atacama er meget tør og ekstremt barsk. Om aftenen delte vi en lille pose tomater, brød, vand og lidt ost, og når det blev mørkt, gik vi i seng.

Det er et af de bedste steder at se stjerner i verden. Månen kunne nærmest blænde, så vi måtte sove med et sweaterærme for øjnene hver nat. Genskinnet fra månen var så kraftigt, at man kunne læse avis om natten.

Vi kom forbi verdens højest beliggende gejsere i 3.500 meters højde, og rundtom står 5.000 meter høje bjerge. Motorcyklen var virkelig overbelastet, fordi vi kørte to personer på den. Flere gange måtte min veninde hoppe af og løbe ved siden af, fordi den ikke kunne trække os begge op af de stejle, små veje eller i sandede banker. 

Vi fandt nogle varme kilder med ekstremt saltholdigt vand. I kanten havde saltet krystalliseret sig, så det lignede diamanter. Vi havde aldrig hørt om kilderne, og det var en helt forfærdelig sandet vej dertil. Vi var helt alene, plaskede rundt i vandet og smurte os ind i mudder uden at møde et eneste menneske.

De mennesker, vi mødte, mente, at vi var fuldstændig sindssyge. Vi blev da også påvirket af det. Til sidst blev det helt mærkeligt at sove indendørs, og vi havde nogle underlige samtaler om, hvorfor man overhovedet havde fundet på at sove i en kasse. Skolen syntes også, at vi var langt ude, De lavede vistnok reglerne for udlandsrejser om efterfølgende, så andre ikke ville gøre noget lignende.”

Ida Tin er 41 år gammel. Hun bor i Berlin med sin mand Hans Raffauf og deres søn. Hun er direktør i firmaet Clue, som hun etablerede i 2009. Clue er verdens hurtigst voksende app inden for kvindelig sundhed og bruges af millioner af mennesker verden over til at forudse deres menstruationscyklus og blive klogere på deres krop. Hun er uddannet Kaospilot i Aarhus. I 2017 blev hun optaget i Kvindelige Eventyreres Klub.

Ørkenfesten var godt i gang, da irakiske soldater i 1990 invaderede Kuwait og tændte gnisten til Golfkrigen. De fleste vesterlændinge forsøgte at komme ud, men ikke Liselotte Hertz. Hun endte som leder af en undergrundsbevægelse, som ulovligt hjalp udlændinge under jorden.
Tekst:Ole SønnichsenFoto:Privat, Pictures From History/Akg-Images/Ritzau Scanpix

INVASIONEN

Kuwait City, 2. august 1990 kl. 5 om morgenen

Jeg vågner med et sæt, da en eksplosion får bygningen i ambassadekvarteret, hvor jeg bor, til at ryste. Sekunder efter kommer endnu én. Jeg frygter en gaseksplosion og løber hen mod hoveddøren for at komme ud, da en veninde på den amerikanske ambassade ringer. ”Gå ind i dagligstuen, og kig ud ad vinduet,” siger hun. Jeg gør, som hun siger, og får et chok. På strandvejen nedenfor er kampvogne opmarcheret. 

Jeg ringer omgående til min danske veninde Wicki Hill. Indtil for nylig delte vi en penthouselejlighed, men Wicki er flyttet til en anden lejlighed. Vi har dog stadig meget til fælles – blandt andet at vi begge havnede i Kuwait ved en tilfældighed på grund af mænd, som vi havde mødt i udlandet og siden blev skilt fra. Samtidig er vi en del af partymiljøet i et land, der både er dybt religiøst og officielt tørlagt – og vi nyder alt det forbudte i fulde drag. 

Jeg er ansat som administrationschef i oliebranchen. Af de 1,9 millioner indbyggere i Kuwait er to tredjedele udlændinge. Mange af dem er asiater og palæstinensere, der klarer det grove for kuwaiterne. Men her er også tusinder af fastboende vesterlændinge – expats – udstationeret af udenlandske selskaber eller ansat af kuwaitiske firmaer. De fleste af de vestlige expats er unge, som har svært ved at tage kuwaiternes skrappe adfærdsregler alvorligt.

Før invasionen smuglede Liselotte Hertz spiritus i shampooflasker ind i Kuwait. Siden smuglede hun fornødenheder til tilbageholdte vesterlændinge i det besatte land.

Som mange andre smugler vi sprut ind fra udlandet. Shampooflasker og alt andet, der kan rumme noget flydende, fyldes med gin, hver gang nogen skal tilbage til Kuwait. I weekenderne tager vi med grupper af venner ud i ørkenen for at køre om kap i klitterne, grille og overnatte under åben himmel i soveposer. Der er fest og ballade hver weekend og ofte også i løbet af ugen. 

Min veninde Wicki er også vågnet ved bragene. I telefonen laver vi i første omgang bare sjov med det hele: Nu er der udsigt til nogle ekstra fridage – måske en hel uge. Men for en sikkerheds skyld må vi hellere få købt ind og tanket bilen, bliver vi enige om. Jeg henter min lille hvide Honda-sportsvogn i parkeringskælderen og samler Wicki op. Kvarteret er en kamp-zone. Panikslagne kuwaitere tømmer supermarkedets hylder i en hurtigløbende hamstringsbølge. Vi får dog købt vand og dåsemad.

Bagefter skilles vi for at pakke vores lejligheder ned. Men vi indser, at der er farligt at være i ambassadekvarteret og i nærheden af emirens palads, der bliver bombet. Vi må lade det hele være og skynde os at komme væk. Jeg griber tandbørste og tandpasta, en sodavandsflaske fyldt med gin samt tonic og en citron til vores G&T – og løber ud af lejligheden for at komme hen til Wicki. Den nyindkøbte mad glemmer jeg i skyndingen. Vi har nøglen til en anden venindes lejlighed 12 kilometer mod sydøst i et boligkompleks, hvor der bor andre danskere. Der slår vi os ned indtil videre. 

LISELOTTE HERTZ

var 39 år, da invasionen kom. På det tidspunkt havde hun opholdt sig nogle år i Kuwait. Hun blev i oliestaten efter krigen og fik sit job i olieindustrien tilbage, men flyttede senere i nogle år til Spanien og Malaysia. I dag er hun 69 år og arbejder og bor igen i Kuwait og er tilbage i olie-industrien.

KIWI HOUSE 

Syd for Kuwait City, efteråret 1990

Der går mange historier om plyndringer og voldtægter i dagene og ugerne efter invasionen. Og der er usikkerhed om, hvad der skal ske med de mange vesterlændinge i Kuwait. Rygtet siger, at vi er Saddam Husseins gidsler, fordi vi ikke kan forlade landet, når vi vil. Især amerikanere, briter og tyskere er presset. De bliver gennet sammen og sendt til Irak, hvor styret truer med at bruge dem som bombeskjold, hvis krigen kommer. Derfor går de under jorden.

Andre kan frit bevæge sig rundt i Kuwait – for eksempel danskere – selv om vi ikke må forlade landet. Den danske ambassade anbefaler alligevel, at alle danskere rykker til Bagdad i Irak, hvorfra vi forhåbentlig kan rejse videre og komme i sikkerhed. Både Wicki og jeg takker nej til det tilbud. Vi har en pagt om, at vi vil stå det her igennem sammen. I modsætning til mange af de andre danskere kender vi Kuwait ud og ind og har masser af kontakter i landet. Det ville være latterligt at køre til Bagdad og til et land, vi ikke ved noget om, og som styres af en utilregnelig diktator. 

Vi ender begge med at flytte hen til en gruppe newzealændere, der har et hus i forstaden Salmiya. Kiwi House bliver det kaldt. Newzealænderne kan ligesom os bevæge sig frit rundt, og derfor er de gået i gang med at opbygge en undergrundsbevægelse, der skal hjælpe dem, der har været nødt til at gå under jorden for ikke at blive taget af irakerne. Det arbejder kaster Wicki sig hurtigt ind i, og efter noget tid følger jeg trop. 

Vi hjælper med at organisere safe houses, flytter udlændinge i sikkerhed og sørger for, at de får friske fødevarer og vand, så de kan overleve i månedsvis bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Hovedkvarteret for undergrundsarbejdet er Kiwi House, og det illegale arbejde breder sig som ringe i vandet. Vi får mere og mere travlt. 

Hen på efteråret får newzealænderne mulighed for at forlade Kuwait, og Wicki vælger at rejse ud med dem, men jeg bliver. Sammen med en irsk-australsk revisor, John Levins, starter jeg støttegruppen Hostage Support Group, som strømliner det illegale hjælpearbejde. Jeg bliver gruppens leder under kodenavnet ’Vikingen’. Tre briter, som ikke kan forlade huset, fungerer som gruppens sekretærer. De holder styr på leveringsruter, forsyninger, post og penge. Vi har sat en kæmpe tavle op for at kunne bevare overblikket. 

IRAKISK KONTROLPOST 

Kuwait City, efteråret 1990 

Som ugerne går, får jeg flere og flere opgaver. Jeg smugler forsyninger ind til vestlige gidsler, der er indespærret som menneskeskjold på baser i havneområdet i Kuwait City. Og jeg kaster varer ind over muren til den amerikanske ambassade, hvor medarbejderne er under konstant belejring af irakisk militær og er uden strøm og vand. 

Selv om vi, sammen med vores newzealandske venner, i princippet kan færdes frit, kan meget gå galt – for eksempel hvis en irakisk soldat eller politiet ved en vejspærring forlanger at se, hvad vi har i bagagerummet. Det vil være svært at forklare, hvorfor bilen er pakket med madvarer, medicin, kopier af det illegale nyhedsbrev The Kuwait Invasion Times, gidslernes egen satire på videobånd eller breve til britiske og amerikanske mænd, som irakerne er på jagt efter.

En dag kører jeg med min newzealandske makker Robin van Kempen i min lille Honda med mad i. I en rundkørsel har irakerne opsat en ny vejspærring. De vil ikke lade os fortsætte. Det er ikke et godt tegn. To militærkøretøjer dukker op for at hente os, men jeg nægter at efterlade min bil i rundkørslen. Efter lidt mundhuggeri får jeg lov til at køre bilen, mens Robin sidder på passagersædet. En irakisk soldat med store beskidte støvler springer ind på klapsædet bagi, og så ruller vi af sted med en militærjeep foran og en bagved. 

Under turen mærker jeg noget koldt i nakken, og jeg ved, at det er et pistolløb. Jeg er ret sikker på, at soldaten ikke kan finde på at skyde mig, men frygter, at bilen skal ramme et hul i vejen, og at soldaten ved et uheld trykker på aftrækkeren. Men omsider når vores lille kortege frem til en stor villa.

Jeg parkerer bilen, og af uforklarlige grunde undlader irakerne at gennemsøge den. Vi bliver ført op ad en trappe og ind i et værelse, hvor der står en seng, et skrivebord, en stol, en sofa. Intet andet. Vi bliver placeret i sofaen, og soldaterne går. Ingen af os tør sige noget. Vi frygter, at rummet er aflyttet. Samtidig skæver vi over mod sengen. Efter et stykke tid går døren op, og ind kommer en højtstående irakisk officer i ulastelig uniform. Han taler perfekt engelsk, sætter sig bag skrivebordet og betragter i tavshed os to i sofaen. 

Så begynder forhøret. Han spørger, om vi kender noget til gidslerne. Vi svarer afvisende på alle spørgsmål, og Robin får sit pas tilbage og bliver bedt om at gå. Robin og jeg ser på hinanden. Irakeren har formentlig planer om at forgribe sig på mig. Derfor nægter Robin at gå uden mig. Til sidst opgiver irakeren og giver også mig mit pas tilbage. Vi går ned til bilen, starter og kører bort. Først da begynder vi begge at ryste.

Dagene er fyldt med alvor under invasionen. Men om aftenen bliver der festet. Til højre Liselotte Hertz.

GOLFKRIGEN BEGYNDER 

Kuwait City, 17. januar 1991

Da krigen kommer, har vi forberedt os. Der er hamstret mad, hældt olie i små flasker og flettet væger af snor, så de indespærrede kan bruge dem som olielamper, hvis batterierne slipper op. Samtidig har vi fået fat i store partier af bleer og konstrueret vores egne primitive gasmasker af dem. På gaden har vi set irakiske soldater med gasmasker, og selv om vi formoder, at de mest går med dem for at skræmme, lurer frygten for kemiske angreb fra irakerne alligevel. 

Bleerne er klippet til, så de kan sidde som mundbind, mens hjemmehæklet snor sikrer, at bindet fæstnes ved ørerne. I bleerne har vi lavet små lommer til knust kul – når kul bliver blandet med ilt, skabes små rum, hvor gassen kan absorberes.  Det er primitivt, og vi håber, det virker, men inderst inde ved vi godt, at hverken maskerne eller de sandsække, vi møjsommeligt har fyldt, hjælper meget, hvis irakerne bruger kemiske våben.

Seks danskere rykker sammen hos mig i Kiwi House. Vi beslutter også at indtage genboens hus, hvor beboerne er rejst ud. Huset har en god kælder, og der kan vi indrette et ordentligt beskyttelsesrum. Kældervinduerne dækker vi til med sandsække, og indenfor skaber vi et lager af vand og dåsemad.

16. januar går der rygter om, at de første bomber vil falde i løbet af natten eller den tidlige morgenstund. Jeg bliver oppe det meste af natten og lytter til radioen. Først klokken 7 går vi i seng. Det holder to en halv time, så bryder larmen løs – antiluftskyts, nervøst gadeskyderi og fjerne bombesprængninger. Hos mig sætter de første bombebrag sig som et håb om frihed. 

En dag slår et missil ned så tæt på os, at vores naboer får blæst alle vinduer ind. Vi går ram forbi, for vi har sat tape på vinduerne, så lufttrykket fra bombenedslagene ikke gør skade. Vi mærker mest bomberne som dybe drøn, der giver vibrationer i døre og vinduer. Til sidst forsvinder angsten nærmest helt i gruppen, og bombardementer bliver en del af det daglige lydbillede.  

Nyhederne udefra kommer ind til os i klumper, mest via BBC og Danmarks Radio på kortbølgeradio. Vi hører forlydender om, at 300 civile kuwaitere er blevet skudt gennem hovedet siden krigens begyndelse, og at en kuwaitisk kvinde og tre mænd nogle dage forinden er blevet henrettet offentligt med økse. Vand har længe været en mangelvare, og efter en måned med krig er der pludselig ikke længere el. 

GOLFKRIGEN

2. august 1990 invaderede irakiske soldater oliestaten Kuwait og indlemmede landet i Irak. Saddam Hussein hævdede, at Kuwait stjal olie fra undergrunden, der tilhørte Irak. Invasionen blev fordømt internationalt, og det stod hurtigt klart, at en koalition anført af USA – og med deltagelse af Danmark – om nødvendigt ville gå i krig for at befri Kuwait. Det førte til Golfkrigen, der begyndte 17. januar 1991 og sluttede 28. februar samme år, da irakerne overgav sig.

Invasionen betød, at op mod 100 danskere gennem efteråret 1990 blev holdt som gidsler i Kuwait og Iraks hovedstad Bagdad. Det fik Udenrigsministeriet til at sende en problemknuser til Bagdad for at lære danskerne at flygte eller gemme sig i ørkenen. Senere rejste tidligere statsminister Anker Jørgensen til Irak og fik 16 af gidslerne med hjem under stor mediebevågenhed. Til sidst var kun ét udenlandsk gidsel tilbage i Irak – den danske ambassadeattaché Mogens Pedersen, der blev befriet i en hemmelig mission.

22. februar erklærer George Bush, at Irak har 24 timer til at trække sig ud af Kuwait, ellers sætter amerikanerne gang i en landkrig. Den kommer tidligt om morgenen 24. februar. Ude fra bugten kan jeg høre det amerikanske skib USS Missouri affyre sine granater. De trækker lysspor over himlen, og når jeg hører et nedslag, går der fem sekunder, så klaprer hoveddøren. 

Og så: befrielsen. 26. februar strømmer folk jublende ud i gaderne. 

Jeg tager hjem til min lejlighed. Jeg har kun været tilbage én gang under invasionen. Det var i oktober, og allerede dengang havde irakerne plyndret lejlighederne. Rygtet vil vide, at højtstående folk i Bagdad sendte deres koner til Kuwait for at tage, hvad de ville have. De satte røde mærker på det, der skulle samles ind.  

Jeg står opgivende i min lejlighed og ser mig omkring. Soldater og andre har forrettet deres nødtørft i hjørnerne, nogen har brændt store huller i væggene. Fotos og andre minder er smadret og revet itu. Der lugter grimt af råd fra både køleskabet og fryseren. Jeg skynder mig ud i bilen. 

Så begynder jeg at græde. Tårerne triller hele vejen tilbage til Kiwi House. Først midt i marts har jeg fået ryddet så meget op, at jeg kan flytte tilbage i lejligheden. Mad er en mangelvare, og jeg overlever på dåserationer efterladt af koalitionssoldater fra den britiske, canadiske og franske hær. Der mangler stadig både el og vand i byen, og mit gamle arbejde er ikke åbnet endnu. Alligevel tager jeg hen og rydder op på kontoret. Så er det klar, når normaltilstanden vender tilbage.

Liselotte Hertz’ historie er en del af bogen ’Det sidste gidsel – Danskernes flugt fra ­Saddam Hussein og Golfkrigen’ af Henrik Thomsen og Ole Sønnichsen. Bogen udkommer 21. september hos Lindhardt og Ringhof.

Hvad har sundhedsekspert Chris MacDonald altid med på rejsen?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Franne Voigt

1.

”Noise, altså støj på engelsk, kommer af det latinske nausea, der betyder kvalme. Støj stresser og trætter, og tidligere var jeg tit irritabel efter en rejse. Nu har jeg altid mine Bose bluetooth noise cancelling høretelefoner på, også tit uden at høre noget i dem. Eller ørepropper. Jeg har en stor kasse af de helt billige gule.”

2.

”Jeg hører lydbøger eller læser på print. Altid faglitteratur. En bog, der har gjort indtryk på mig for nylig, er ’A Liberated Mind’ af psykologen Steven Hayes, der har opfundet en træningsform til at arbejde med ens tanker, der har meget til fælles med mindfulness-bevægelsen.”

3.

”I min pung har jeg billeder af min søn på fire og min datter på et år. Det er lidt gammeldags, men der er noget ved at trække det papir ud og kigge på det og mærke det. Det gør jeg rigtig mange gange i løbet af en dag. Hvis jeg er stresset, mister fokus, er irriteret, sætter det ting i perspektiv. Der er vigtigere ting i livet.”

Chris MacDonald, 47 år, er fysiolog og sundhedsformidler. Hans nye bog ’Ikke til forhandling – Livets ligning’ handler om menneskelig trivsel.

 

Hvad har skuespiller Charlotte Munck altid med på rejsen?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lis Kasper Bang

1.

”Jeg nyder at bruge toget som rullende kontor og har tit et manuskript med, jeg skal forberede. En karakter består altid af både bevidste og ubevidste sider, og særligt den ubevidste del får masser af inspiration i et rum, hvor natur og mennesker glider uberegneligt forbi.”

2.

”I min notesbog skriver jeg ideer til de mange digtsamlinger og romaner, jeg har liggende i skuffen. Eller skriveøvelser, hvor jeg lader skriften flyde frit for at få fat i de ubevidste sider. Hvis jeg bare har tænkt over et problem, kan det stikke af igen. Har jeg skrevet det ned, bliver det mere tilstedeværende.”

3.

”I løbet af en togrejse vil jeg gerne meditere en halv times tid. Så lukker jeg øjnene, ranker ryggen, så godt det lader sig gøre i et tog, og tænker på et af mine grundspørgsmål. For eksempel: Hvad har dagen brug for? Hvordan bidrager jeg bedst? Nogle gange bruger jeg også guidede meditationer i hovedtelefonerne.” 

Charlotte Munck, 50, er skuespiller, blandt andet kendt fra ’Mens vi lever’ og ’Bedrag’.

 

Op ad bakke, ned langs fjorden, fra kyst til kyst – og tilbage til udgangspunktet. Få lys i øjnene og tur i pedalerne på fem spektakulære cykelruter, der slår sløjfer i landskabet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox

FJORDEN RUNDT (63 KM)

Følg Mariager Fjords frodige og kuperede omgivelser ad trampede stier, grusveje, landeveje, cykelstier og visse steder kun via et smalt spor. I Onsild Ådal, tæt på fjordens udspring, kan du beundre fortidsmindet Fyrkat, hvor en cirkulær jordvold viser, hvordan Harald Blåtands vikingeborg lå lunt i landskabet med god udsigt over trafikken på vand- og landevejene. Køl tæerne i Villestrup Å på fjordens nordside. Åen, der tidligere var rettet ud, er på ny blevet slynget, og tidligere dambrugs spærringer er fjernet, hvilket sammen med åens nogenlunde konstante temperatur året rundt gør den til et paradis for efterhånden 3.500 ørreder samt en eksklusiv gruppe mennesker, der har medlemskort til Hadsund Sportsfiskerforening. Kryds fjorden ad Hadsundbroen, og få overblik over yderfjorden, hvor sejlrenden snor sig gennem de lave sandbanker, der tidligere var havbund, men som har hævet sig siden istiden. Mariager by er udpeget til såkaldt Cittaslow-by, et koncept, der udspringer af den verdensomspændende Slow Food-bevægelse og går ud på at skabe bæredygtig byudvikling med respekt for kulturhistorie, arkitektur og gastronomi. Find Mariagers særpræg i byens klosterkirke, blandt dens bindingsværksgårde og i smagen af det lokale sydesalt.

Mariagerfjord-ruten, regionalrute 32.

VIND OVER VENDSYSSEL (47 KM)

Du skal nok helt ned i gear, hvis du vil forcere bakker som Tornby Bjerg (84 meter over havet) og Hellehøj (89 m.o.h.). Men du gør det, for du vil ikke snyde dig selv for udsigten over markerne, kirketårnene og skibene derude på Skagerrak. Besøg undervejs Tornby Gl. Købmandsgård, en istandsat 200 år gammel gård og landhandel, hvor man kan få sig et stykke hjemmebagt kringle og en kop kaffe, og kom i kontakt med din hedenske fortid ved et kig på den nærved liggende, årtusinder gamle Tornby-dysse. I Mygdal er der mere historie på Odden Herregård, den nordligste af sin slags i landet, der daterer sig tilbage til 1500-tallet og byder på en samling Willumsen-malerier. Dyrk det maritime i Hirtshals, hvor små og store fiskefartøjer blander sig med færgetrafikken til Norge, og prøv, om du kan snuse dig frem til et anstændigt stjerneskud på en havnerestaurant, inden du måske skal møde klumpfisken og dens venner på Nordsøen Oceanarium. Og skulle du få lyst til selv at dyppe dig i havet, så gør en kort afstikker fra ruten til Kjul Strand, hvor det blå flag vajer.

Panoramarute 414: maks. 12 % hældning. Hovedsagelig ad mindre veje, nogle steder ad let trafikerede veje. Fem steder krydses hovedveje.

SÅDAN FINDER DU VEJ

Da de nævnte ruter er rundture, kan du begynde, hvor du vil, og køre den retning, du foretrækker. De er valgt med inspiration fra DenmarkByBike, en digital ruteplanlægger skabt af foreningen Dansk Cykelturisme. Læs mere detaljerede rutebeskrivelser på naviki.org/da/denmarkbybike, og find mange andre dagsture, eller planlæg dine helt egne ruter i landet, hvad enten du er på mountainbike, elcykel eller racer. DenmarkByBike bygger videre på den globale ruteplanlægger naviki.org. Download Naviki som app, og få ruten med i lommen.

GIRO D’ÆRØ (60 KM)

Ærø har den rette størrelse til en dagstur med let sved på panden, selv for de mest veltrænede, ikke mindst hvis du også vil nå at hoppe af og opleve øens kultur, for eksempel i Ærøskøbing. Byen blev grundlagt engang omkring 1250 af de såkaldte markgrever (der regerede over tyske grænsestater, marker) af Brandenburg. Byplanen er uforandret fra middelalderen, og arkitekturen siden 1800-tallet – måske findes der ikke en mere velbevaret by i Danmark. I Marstal spiller havet en både historisk og nutidig hovedrolle med en af landets største navigationsskoler, et værft og flere rederier. Gå en tur på Søfartsmuseet, og bliv klogere på Marstals sømænd, inden du cykler ud på Eriks Hale uden for byen til en af øens bedste badestrande. Afbryd også pedalkværneriet for at studere geologi ved Voderup Klint, hvor leret ad flere omgange, senest i 1984, er skredet og har trukket jorden ovenover med sig, hvorved der er opstået trappelignende skredterrasser. Den sydvendte klint er for øvrigt et af landets sydligste punkter og varmere end det danske gennemsnit, hvorfor man her finder den sjældne og lidt kuldskære bille stor guldløber.

Regionalrute 90+91+92.

KUNSTEN AT CYKLE

Cykelentusiaster finder ruter overalt, hvor man kan komme frem på to hjul. Rundture og fra A til B. Interkontinentale og småbitte lokale. I 2018 fik københavnerne en cykelrute til kunsten i det offentlige rum, da Kunsthal Charlottenborg kuraterede en tur, der blandt andet går over Olafur Eliassons Cirkelbroen og forbi kolonitidsmindesmærket ’I Am Queen Mary’ af Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle. I år har Charlottenborg i samarbejde med lokale kunsthaller og museer udvidet projektet til også at omfatte Aarhus, Odense og Esbjerg.
Find ruterne, og få detaljeret information om kunstværkerne på Kunsthal Charlottenborgs app.

STORE BADEDAG (39 KM)

Ud over at være et højintensivt turist-habitat og sikker leverandør af shopping, softice og friturestegt snask byder Marielyst og dens omgivelser på en af Danmarks lækreste badestrande – lang nok til, at alle kan finde et par nogenlunde rolige kvadratmeter sand at slå sig ned på og lade blikket fortabe sig over Østersøen. Men ikke for længe, for du skal ud på en tur, der forbinder Falsters øst- og vestkyst. På vejen passerer du ved Væggerløse en sjældenhed på Falster, nemlig en høj bakke, der giver et smukt overblik over det glitrende Guldborgsund, der skiller Falster fra Lolland. I Nykøbing kan du lægge nakken tilbage og se, om der kommer tæt, sød røg op af skorstenen fra Nordic Sugars fabrik, der sammen med søsterfabrikken i Nakskov producerer mellem 400.000 og 450.000 ton sukker om året. Find også Czarens Hus, hvor Peter den Store en dag i 1716 blev budt på frokost af byens borgmester, inden du cykler østpå igen og slutter dagen af med et østersøbad ved Ulslev Strand.

Panoramarute 418.

NOGET AF EN GØNGE-TUR (35 KM)

Svend Poulsen Gønge, også kendt som Gøngehøvdingen, blev som anfører for dragonerne Snaphanerne kendt for en række guerillaangreb mod svenske tropper på Sydsjælland udført mellem 1658 og 1660 under de såkaldte Karl Gustav-krige. Efter krigen fik han som belønning godset Lundbygård, som denne rute fører forbi på vej mod Præstø, en nydelig lille købstad, hvor du kan snuppe en is på havnen eller indtage et Michelin-præmieret måltid på Frederiksminde Hotel. Nyd også havudsigten fra Jungshoveds bløde bakketoppe, og find ud til idylliske Stavreby Havn, Danmarks mindste fiskerihavn, hvor kun en enkelt erhvervsfisker holder stand, og til den gamle skanse Roneklint, hvor Svend Gønge ifølge overleveringen lokkede svenskerne ud på isen, som brast under dem, så de druknede. 

Panoramarute 424: på grusveje, skovveje og asfalterede landeveje med beskeden trafik. Maks. 2 % hældning. 

PUMP, FOR GUDS SKYLD

Vejkirker er med til at gøre cykling rundt i landet til en skønnere oplevelse. Men nogle vejkirker gør lige lidt ekstra for din tur. Ser du dette symbol, har den et sted, hvor cyklen må parkeres, du kan få fyldt din vandflaske, og der er en cykelpumpe til rådighed.

Hvad har sanger Kira Skov altid med på rejsen?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:

1.

”Det er noget særligt at lytte til musik, når man kører i tog. Den bliver farvet af det, man ser gennem vinduet, og af ansigterne, man har omkring sig. I dag streamer jeg musik på tjenesten TIDAL – og kan godt lidt savne, da jeg var teenager og bare havde min walkman og et par kassettebånd og lyttede til C.V. Jørgensens ’Indian Summer’ om og om igen, når jeg kørte hjemme fra Rødovre for at besøge min veninde i Allerød.” 

2.

”Når man har børn, er en rejse med toget en mulighed for at få en stund for sig selv. Det giver en god fordybelse til at skrive på sangtekster. Jeg skribler hurtigt tanker ned i min notesbog og skriver rent på computeren, hvor det er nemmere at få overblik.”

3.

”Jeg er i gang med Haruki Murakamis ’1984’. Jeg synes, hans magiske realisme og syrede univers passer fantastisk til den drømmende tilstand, man kan komme i på rejsen. Jeg har lige skrevet en sang som en slags hyldest til ham og bogen, hvor jeg messer hans navn og navnet på nogle karakterer og leger med ordet 1984.” 

Kira Skov, 44, er fra september på danmarksturné med albummet ’I nat bliver vi gamle’. 9. august kan sangeren opleves i samtale med digter Peter Laugesen til arrangementet ’Stue Møde 10’ i Vejringe på Falster.

Hun har altid været fascineret af Afrika, og en dag tog hun konsekvensen, droppede sit job og rejste til Nigeria med en mission. Anja Ringgren Lovén fortæller om fattigdom og korruption, om at blive taget for en naiv hvid kvinde og om at redde hekseanklagede børn fra døden.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

“TÆNK PÅ, at der er børn, der sulter i Afrika,” sagde min mor altid til mig som barn, hvis jeg ikke spiste op. Jeg tror, det satte sig i mig. Hun var blevet skilt fra min alkoholiske far, da jeg var tre år gammel, så hun opdragede min tvillingesøster og mig alene. På bogreolen i mit barndomshjem i Frederikshavn stod et stort, tungt leksikon. Jeg læste alt, jeg kunne om det afrikanske kontinent og så billeder af afrikanske børn.

Jeg ville være den næste Karen Blixen, have en stor ranch og hjælpe fattige børn. Det var meningen, at jeg skulle udleve min drøm om at rejse til Afrika, når jeg blev student. Men så fik min mor kræft, og jeg måtte sætte mine planer på pause. Jeg var 23, da hun døde, og i flere år efter var sorgen ved at æde mig op. Jeg led af angst, og en overgang var jeg også indlagt på psykiatrisk afdeling i Aalborg med en spiseforstyrrelse. I stedet for at rejse til Afrika flyttede jeg til Aarhus, hvor jeg fik job i en tøjbutik.

Flere år senere sad jeg en aften og så tv og faldt over en DR-dokumentar om børn i Nigeria, der blev anklaget for at være hekse. Nogle blev ’helbredt’ af heksedoktorer til gengæld for store summer, andre blev tortureret af deres egne forældre, og mange blev slået ihjel. Jeg græd, da der blev fortalt om en pige, som fik hamret et søm på syv centimeter ind i kraniet for at få hende til at tilstå, at hun var en heks. Overtroen forfærdede mig, men dokumentaren blev også en motivation. Da den var slut, ringede jeg til min søster: 

”Nu ved jeg, hvad jeg vil. Jeg vil til Nigeria og redde hekse-anklagede børn.”

Derefter tænkte jeg ikke på andet. Jeg begyndte at undersøge, hvordan jeg kunne komme af sted, men fandt hurtigt ud af, at ingen nødhjælpsorganisationer ville sende uprøvede frivillige til et land så farligt og korrupt som Nigeria. Jeg måtte samle erfaring et andet sted, og i 2011 rejste jeg på en tre måneders ekspedition til Malawi, hvor jeg boede i en lille landsby og arbejdede med fattige familier som nødhjælpsarbejder for Folkekirkens Nødhjælp.

ANJA RINGGREN LOVÉN

41, er stifter af nødhjælpsorganisationen DINNødhjælp, der arbejder med at bekæmpe overtro og redde hekseanklagede børn i Nigeria. Hun driver også Land of Hope Children Center i det sydlige Nigeria sammen med sin mand David Emmanuel Umem. Hendes biografi ’Heksebørnenes mor – Min rejse til håbets land’ er udkommet på Politikens Forlag.

DA JEG KOM hjem, vidste jeg, at jeg ville starte min egen nødhjælpsorganisation. Siden tog jeg til Tanzania for at renovere en landsbyskole for penge, jeg selv havde været med til at indsamle. Men det hele var i sidste ende forberedelse til den rigtige rejse: Nigeria.

Jeg oprettede min egen nødhjælpsorganisation, sagde mit job i tøjbutikken op og tog afsted i marts 2013. Jeg mellemlandede i Amsterdam, og da jeg gik om bord på flyet til Lagos, fik jeg mit første kulturchok. Bagerst i flyet, hvor jeg havde plads, sad et par politibetjente med en fange i tunge lænker. Senere har jeg oplevet, at der næsten altid er en fange, som er blevet deporteret fra Europa, med på fly til Nigeria.

I Murtala Muhammed-lufthavnen i Lagos stod jeg i kø til immigrationen i flere timer, og da jeg kom op til skranken, lød første spørgsmål: ”Do you have something for me?” Det var første gang, jeg mødte den korruption, der gennemsyrer Nigeria. Jeg var forberedt hjemmefra og  havde nogle amerikanske dollars eller nigerianske naira på mig. Det har jeg altid. Nigerianerne så mig som en naiv, hvid kvinde, der var kommet for at udnytte afrikanerne, og som derfor skulle snydes. Alle forlangte en belønning for at hjælpe.

Jeg var kommet i kontakt med Sam Itauma, grundlæggeren af den NGO. man fulgte i dokumentarfilmen om heksebørn, jeg havde set i Danmark. Men da jeg ankom til delstaten Akwa Ibom i det sydlige Nigeria, hvor organisationens børnehjem lå, fik jeg at vide, at Sam slet ikke var i landet – og at han ikke ville komme tilbage. Han var flygtet i eksil til USA efter dokumentarens premiere, fordi guvernøren var efter ham. 

Mine forestillinger om Nigeria som et hårdt og farligt sted blev hurtigt bekræftet. Der lå børn i laset tøj og sov på gaderne i landsbyerne, og politiets specialenhed, Special Anti-Robbery Squad, SARS, drønede rundt i gaderne med AK-47-maskingeværer i militærkøretøjer. 

Da jeg nåede frem til børnehjemmet, var der helt stille. Bygningerne var faldefærdige, og den gule maling på væggene var afskallet. En lille pige kom løbende imod mig – hun var ét af blot fire børn, der boede på børnehjemmet, viste det sig. Jeg havde forventet 150 børn og begyndte at stille spørgsmål: Hvor var de alle sammen henne? Og hvor blev pengene, som børnehjemmet modtog i donationer, af? Jeg opdagede, at en af de ansatte brugte børnene til at gøre rent i sit private hjem. De fik kun ét måltid om dagen, og de manglede både tøj og medicin. Jeg skrev til Sam i USA, men fik kun undvigende svar tilbage. 

Jeg tilbragte en måned i Akwa Ibom og var med til at redde tre børn, så antallet af beboere på børnehjemmet nåede op på syv. Det var også på den tur, jeg mødte min mand David. To år senere, i 2015, købte vi en stor grund i Akwa Ibom og gik i gang med at bygge vores eget børnecenter, hvor vi arbejder for at give hekseanklagede børn et bedre liv. Vi har valgt at kalde det Land of Hope efter en lille dreng ved navn Hope, som vi reddede i 2016. 

Anja Ringgren Lovén var med til at redde nigerianske Hope i 2016.

JEG FORDELER min tid 60/40 mellem Danmark og Nigeria. Når jeg er i Danmark, arbejder jeg for min nødhjælpsorganisation. Når jeg er i Nigeria, hjælper jeg min mand på børnecenteret. Da jeg var af sted i december 2019, ringede min mands telefon en dag. Opkaldet var fra en mand, som havde tippet os, dengang vi reddede Hope, men som vi ikke havde hørt fra i et par år. Da David lagde på, kiggede han på mig og sagde: ”Vi skal ud og redde et liv.” Han fortalte, at der lå en lille, udsultet dreng op ad nogle jernrør i et stærkt trafikeret vejkryds i et industriområde ikke langt fra børnecenteret.

Normalt er en redningsmission nøje planlagt, men manden havde sagt, at drengen var mere død end levende, så vi måtte af sted med det samme.

Vi ankom til stedet og så ham ligge i vejkanten. Ingen af de lokale ville røre ham, fordi de troede, at han var besat. Vi holdt ind til siden lidt derfra for ikke at tiltrække os opmærksomhed. En hvid kvinde i selskab med bevæbnede vagter, som jeg altid har med mig i Nigeria, kan let vække opsigt.

Da vi kom hen til drengen, var han så svag, at han knap kunne gå. Han var så tynd, at han måtte holde sine bukser, der var blevet for store om livet, oppe med hænderne. Vi forsøgte at tale ham til ro, men han var meget bange. Han fortalte os, at han hed Saviour. Jeg var alvorligt bekymret for, om han ville overleve. 

Mens vi stod der, fik nogle af de unge lokale håndværkere øje på os, og der opstod tumult. Flere ville have penge for at lade os tage ham med. Men det lykkedes os til sidst at komme derfra. I bilen satte David sin gospelmusik på anlægget, og mens jeg sad på bagsædet med Saviour, begyndte jeg at græde.

Jeg har efterhånden været på så mange redningsmissioner, at jeg ikke længere bliver påvirket. Men denne gang blev jeg rørt. Det viste sig, at Saviour var blevet voldtaget og smittet med hiv, og han testede positiv for kolera, tyfus og malaria. Hans lever var forstørret, og desuden var han angrebet af orme over hele kroppen. I dag bor Saviour på Land of Hope, og han er i bedring, men skal medicineres resten af livet.

Man anslår, at mere end 15.000 børn som ham hvert år bliver anklaget for at være hekse i Nigeria – men antallet kan være endnu højere, hvis man tager højde for alle de sager, som aldrig bliver opdaget. Vi arbejder først og fremmest med at bekæmpe overtroen og oplyse lokalbefolkningen, for redningsmissionerne gør det ikke alene. Vi ville alligevel aldrig kunne nå at redde dem alle.

Da jeg var i Nigeria første gang, hadede jeg de mennesker, som anklagede børn for at være hekse. Hvordan kunne de gøre sådan noget mod små børn? Men i dag forstår jeg, at de lever i et land, som er ekstremt fattigt, ekstremt korrupt, og hvor mange aldrig får en uddannelse. Måske er det ikke så mærkeligt, at overtroen trives.