rejser – UD & SE

Indlæg

Et kig ud i verden

Kicki Kornerup lever spartansk i hverdagen for at kunne realisere sine rejsedrømme. Her fortæller den 35-årige arkitekt og eventyrer om at sove blandt leoparder og flodheste, om at opleve et jordskælv på Sydamerikas højeste bjerg og om at møde sin mor midt i ørkenen i Usbekistan.

Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

BOTSWANA, 2017

En uge efter jeg var blevet uddannet arkitekt, tog jeg på en tur fra Sydafrika til Zimbabwe med stop i blandt andet Namibia, Angola, Botswana og Zambia. Jeg skulle sidde på ladet af en ombygget lastbil med en lille gruppe danskere i halvanden måned, og undervejs skulle vi overnatte under åben himmel i den afrikanske natur.

Vi kørte flere tusind kilometer på bumlede grusveje, og om aftenen slog vi vores primitive lejr op, overnattede på savannen med løvebrøl i baggrunden og levede af toastbrød med skiveost og hvidvin. Da vi ankom til Botswana, havde vi planlagt en safari til fods. Normalt kører man i en firhjulstrækker, men vi skulle vandre rundt og opleve dyrene helt tæt på. Vi parkerede ved en lille flodbred og skulle derfra videre med en speedbåd, som sejlede os ud til et øde sumpområde.

Vi kom forbi en flodhesteflok, som dasede i vandoverfladen mens vi sejlede langsomt forbi. Jeg sad bagerst og kiggede på de her enorme dyr. Pludselig dykkede en af dem ned under vandet, og idet vi sejlede forbi, steg det her kæmpestore flodhestegab op fra vandet og snappeder efter båden. Man tænker måske, at de er meget nuttede med deres små, fede ben og plumpe krop, men de er meget aggressive og territorielle dyr.

Da vi ankom til sumpområdet, satte vi vores lejr op. Med lejr mener jeg et par enkle pavilloner, som minder om dem, man tager med på Roskilde Festival. Andet var der stort set ikke. Vi var nogle få personer, der sad rundt om bålet første aften, og pludselig gik en gruppe aber i et træ fire meter fra os fuldstændig amok. Vores guide pegede ud i mørket, og fortalte så, som det mest naturlige i verden, at det nok var på grund af den leopard, der gik lige derovre i nærheden. Den var altså 4-5 meter væk.

Da jeg skulle i seng, indså jeg, at det ikke var så smart, at vi havde placeret vores telte langs sumpen. Der var omkring hundrede meter fra bålpladsen til mit telt, og da solen var gået ned, var det kulsort. Jeg gik langs sumpen, og jeg bad til, at der ikke ville dukke sultne krokodiller op af vandet, eller at der ville komme en flodhest.

Om natten vågnede jeg, fordi jeg skulle tisse. Inden jeg nåede at lyne mit telt op, kunne jeg høre en tung prusten udenfor. Det var en flodhest, der gryntede lige foran mit telt. Så jeg var tvunget til at holde mig.

Dagen efter skulle vi på walking safari og fik at vide, at vi skulle stå musestille, hvis vi mødte en elefant, og at vi skulle smide tasken eller jakken og løbe i zigzag, hvis de løb efter os, fordi de ikke ser så godt. Guiden fortalte også om et nygift par, der blevangrebet af bøfler, og om manden i forholdet, der kravlede op i et træ for at redde sig selv.

Vi fik i det hele taget mange instrukser om, hvordan vi skulle forholde os, hvis vi mødte vilde dyr, og derefter padlede vi hen til en anden sump-ø i kano. Vi gik, og inden længe mødte vi en kæmpe elefant, som frontede os. Den rokkede frem og tilbage, mens den blafrede med ørerne.

Jeg har aldrig været så bange og så stille. Det var de længste 15 minutter i mit liv. Da elefanten endelig smuttede videre, kastede en i vores gruppe op af ren og skær frygt.

Vi fortsatte med at gå i en lang slangeformation i det meterhøje græs efter nogle friske løvespor. Der boede en løvefamilie i nærheden, men da vi kom til deres bosted, var de væk på jagt. I en lysning ikke langt derfra fandt vi en fortæret bøffel. Der lå kun kranium og knogler tilbage.

Vi brugte en hel dag til fods med at trave rundt efter dyr. Tilbage ved campen den aften var jeg helt udmattet, fordi kroppen havde været i alarmberedskab så længe. Vi følte os som gamle soldaterkammerater, der havde været igennem noget helt specielt sammen.

Teltene er slået op efter endnu en dags vandring mod Aconcaguas top.

ARGENTINA, 2019

Jeg rejste til Mendoza i Argentina for at bestige Sydamerikas højeste bjerg, Aconcagua, på 6.962 meter. Mendoza er den nærmeste store by, og det meste af året er den fyldt med Gore-Tex, store ambitioner og en masse historier. Byen er et mekka for bjergbestigere, og folk kommer ikke med et halvfærdigt projekt eller en fiks idé. Det er folk, der ved, hvad de laver, og man har udstyr med for 100.000 kroner.

Før jeg kom op på bjerget, skulle jeg akklimatiseres, og jeg trænede på fire andre bjerge for at vænne mig til højderne. Det er lidt ligesom at hoppe på trampolin. Lidt op, så lidt ned, så lidt højere op, og så ned igen. Aconcagua ligger i en stor nationalpark, og man skal krydse et modtagecenter med helikopterlandingsplads. Folkene i receptionen vejede mig og noterede, hvor længe jeg skulle være der. Med de oplysninger kunne de regne ud, hvor meget afføring jeg ville generere, som jeg skulle have med ud igen. Hvis jeg ikke havde det med ud, ville jeg få en ret stor bøde, fordi afføring ikke kan nedbrydes i minus 20 grader.

Støvlerne vejer to kilo stykket og går til op under knæet, så høj sne ikke trænger ind i støvlen.

Jeg skulle gå 40 kilometer gennem en kløft i stegende hede for at komme til Aconcagua Base Camp. Det tog to dage med udstyr igennem et ørkenlignende landskab. Basecampen ligger i knap 4.500 meters højde, hvor landskabet ændrer sig fuldstændigt. Det var koldt og friskt med is og klipper. Min gruppe og jeg havde hviledag en enkelt dag, før vi tog videre. Jeg havde tilfældigvis fødselsdag, og de andre overraskede mig så med en lagkage, der blev fløjet ind med helikopter. Så sad vi ellers bare dér, en stor gruppe i dynejakker og sang fødselsdagssange.

Dagen efter grinte de andre af mig, fordi jeg havde taget otte liter vand med op til vores første stop. Normalt samler man is og sne i sin dunk, tør det op i en lille gryde, og drikker det. Det blev gradvist koldere med mere sne og is, og vi var så højt oppe, at vi kunne se til Chile og Stillehavet. Man forstår kun dimensionerne af bjerge, når man er der. Solnedgangene var så storslåede, de var lilla, pink og orange, og stjernehimlen var så klar.

Jeg laver altid sudoku, når jeg bestiger bjerge. Når man kommer op i højderne, er der mindre ilt og et andet tryk i hjernen. For mig er sudoku en nem måde at se, hvor meget jeg fatter. Hvis man er hårdt ramt af højdesyge, kan man sidde og kigge på en kiks og et glas vand og ikke vide, hvad det er.

På Camp 2 begyndte vi alle at blive pressede. Vi var over 6.000 meter, og man bliver stakåndet, hvis man skal ud at tisse, og jeg begyndte at miste appetitten. Når jeg spiste noget, havde jeg lyst til at kaste op, og det kunne snildt tage en time at få spist. Jeg havde nogle meget kalorieholdige vingummier med, som jeg lod smelte i munden, for når jeg tyggede, føltes det som at blive kvalt. Der er en kronisk kvælningsfornemmelse i højderne, og man hiver efter vejret.

Da vi kom til Camp 3, var det så koldt, at vi slog telt op på is. Jeg lavede igen en sudoku og fandt ud af, at min hjerne var påvirket, uden jeg havde opdaget det. Jeg var vist lidt kuk. Jeg havde blå læber og trak nærmest vejret som en døende. Det var sidste stop, før vi skulle toppe bjerget.

Fra Aconcagua er der udsigt til hele nationalparken.

Vi tog af sted klokken to om natten, så vi kunne se solopgangen på toppen. Topforsøget føltes som et maraton i en fryser med de værst tænkelige tømmermænd, mens man trak vejret gennem et sugerør. Jeg havde lyst til at kaste op, mens hele min krop skreg på at komme ned derfra. Men vi stod en halv time på toppen, fordi det var så flot og perfekt vejr.

Da vi endelig ankom til basecamp, fejrede vi det med pizza og champagne i teltet. Morgenen efter vågnede jeg tidligt, tog mine støvler på og hørte en enorm rumlen, som jeg ikke forstod. Det hele begyndte at brage, og folk råbte, at det var et jordskælv. Is, sne og klipper væltede ned ad bjergsiderne rundt om mig, men heldigvis kom ingen til skade.

Efter jeg havde gået de 40 kilometer mod nationalparkens udgang, afleverede jeg min afføring, pakkede mine ting, og vi kørte mod civilisationen igen. Men på vejen var vi nødt til at vende om på grund af jordskælvet. Vejen var flækket på tværs, og to lastbiler lå halvvejs nede i revnen som spisepinde.

Timur Lenks gravsæde i Samarkand. Usbekistan har mere end 2.000 moskeer og er berømt for sin islamiske arkitektur.

USBEKISTAN, 2019

Ved siden af mit arbejde som arkitekt har jeg arbejdet som rejseleder på silkevejsruten i Usbekistan. Jeg er meget fascineret af ruten, der er fyldt med historier om travle handlende, og selvfølgelig om Djengis Khans hærgen, den er et kulturelt og historisk miskmask. Jeg har været i landet tre gange og rejst tværs igennem fra Kasakhstan-siden til den afghanske grænse. Det er et helt fantastisk land, der er kendt for sin smukke arkitektur, astronomi og for Silkevejen.

Min mor er også rejseleder, og ved flere lejligheder har vi krydset hinanden i udlandet. I 2019 skulle vi stå for hver sin danske gruppe i Usbekistan, og vi startede i hver sin ende af landet. Da det var en silkevejstur, skulle vi se de smukke markeder med tæpper og tørklæder, moskeer, minareter, handelsportaler og sommerpaladser.

Min gruppe begyndte i hovedstaden Tasjkent, som ligger i den nordøstlige del af landet. Derfra kørte vi flere tusind kilometer over 14 dage i en stor, moderne bus. Landevejene var helt golde, vi kørte i et helt tørt ørkenlandskab, men når man stopper ved en by, er der bygninger på UNESCOs verdensarvsliste. Det er et af de få lande i verden, som er såkaldt dobbelt landlåst. Landlåst betyder, at der ikke er adgang til hav, og dobbelt landlåst betyder, at nabolandene heller ikke har adgang til hav.

Fortet omkring Bukhara er 16-20 meter højt.

En af dagene kørte vi 10 timer gennem ørkenen. Efter nogle timer holdt vi pause på en meget afsondret restaurant. Det var et hus, en veranda, små plastikstole, et hul i jorden som toilet, og indenfor kunne man købe en Fanta, brød og grillet lam.

Bag min ryg havde vores lokalguide aftalt med min mors lokalguide, at vi skulle holde ind netop dét sted og dén dag. Da jeg stod på verandaen, så jeg pludselig min mor stå ved landevejen og vinke i den her tomme usbekiske ørken. Vi endte med at sidde 35 danskere og skråle danske sange.

Jeg har før mødt hende tilfældigt i internationale lufthavne, men at møde hende dér og sidde med så mange danskere i en ørken i Centralasien med hundredvis af kilometer til nærmeste by var simpelthen for skørt. Bagefter krammede vi alle farvel og drønede hver vores vej gennem Usbekistan.

Kicki Kornerup er 35 år. Hun har besøgt 60 lande og har besteget Europas og Sydamerikas højeste bjerge. Hun er uddannet arkitekt fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og arbejder som kunstmaler og rejseleder. I oktober var hun i Nepal for at bestige bjergene Mera Peak og Baruntse. Til vinter skal hun lede en gruppe op på Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg.

0 Shares

december 27, 2021/

REJSER

Ole Boisens Danmark

Skuespilleren og sangeren udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.

Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Nikoline Liv Andersen, Colourbox

TINGSTEDET, KØBENHAVN

”På det gamle torv i Valby, hvor jeg bor, går jeg til ostemanden, fiskemanden og skomageren. Det gamle Valby emmer af kultur og landsbystemning – indimellem ringer turister på for at se vores baggård, hvor der blev optaget nogle scener med Dynamit-Harry til Olsen-Banden.”

AGRI BAVNEHØJ, MOLS

”Min kone og jeg vandrer overalt, vi kan komme til det, og et par gange om året går vi Bjergetapen i Mols Bjerge, vel nok Danmarks mest kuperede terræn. Her er vilde heste og udsigt over det meste af Mols, Aarhusbugten og Samsø.”

FREDERICIA

”Jeg underviser på Musicalakademiet i Fredericia og elsker det kvadratiske gadenet og voldanlægget med kanonerne, der blev anlagt af Frederik III, da han grundlagde fæstningsbyen i 1650. Jeg er også undervandsjæger og fanger torsk og makrel i Lillebælt, Danmarks dybeste, mest strømfyldte farvand.”

Ole Boisen, 56, er skuespiller og sanger. 3.-28. november er han aktuel i ’Shu-bi-dua The Musical’ på Fredericia Musicalteater. Forestillingen tager på danmarksturné i 2022.

0 Shares

november 22, 2021/

MIN MÆRKELIGSTE REJSE

Verdens mester

Christian Jungersen pendler ofte rundt mellem verdens storbyer som Airbnb-bums. Den 59-årige succesforfatter fortæller her om sit møde med ekstremernes New York, om at finde dyb ro på et spirituelt luksushotel i Thailand og om at bo og leve blandt ’vilde’ mennesker i et renoveret vaskeskur i Malta.

Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

NEW YORK

I 2007 flyttede jeg til SoHo i New York i to måneder, fordi jeg fik tilbudt en legatlejlighed, som forfattere kunne låne. Det var en fantastisk lejlighed med tagterrasse i et af byens dyreste kvarterer.

Fordi min bog ’Undtagelsen’ udkom derovre på det tidspunkt, blev jeg venner med andre forfattere og journalister, som jeg bagefter savnede, når jeg var væk. Det er også derfor, jeg besøger byen en måned om året, hvor jeg bor hos mine venner eller på Airbnb. Jeg har boet hos alle mulige mennesker. Blandt andet har jeg været Airbnb-bums hos nogle unge franske finansfolk, som var i New York for at skabe en karriere på Wall Street. Vi boede i East Village med madras på gulvet og lagner for vinduerne, når solen blev for stærk.

Nogle af mine venner i New York er uddannet på Harvard eller Yale. Der er noget fascinerende ved at komme i sådan et miljø. Det ene øjeblik taler de om basketball, og det næste sekund diskuterer de komplicerede intellektuelle værker. Den der enorme råstyrke af uddannelse og belæsthed er dejlig at være i selskab med.

Da jeg som 22-årig gik rundt i gaderne i Greenwich Village, der dengang var et kunstnerkvarter, kan jeg huske, at jeg kiggede op på en kunstnerlejlighed. Der var kæmpe malerier på væggene og udsigt lige ned i Washington Square Park. Jeg tænkte, at dét må være det bedste liv. At bo i New York, arbejde med kunst, ikke skulle gå på kontor hver dag og alligevel have råd til sådan en lejlighed. Det har været en drøm for mig siden dengang.

New York er en by, som folk rejser til, når de er unge, for at kæmpe og forsøge at blive så gode, de overhovedet kan til hver deres ting. En ud af 20 bliver hængende, fordi de får succes. Resten flytter tilbage, hvor de kommer fra. Det er en by af folk, der kæmper hårdt. Det er derfor, gademusikanterne er så dygtige, og billedkunstnerne er så gode. Det gælder faktisk alle. Fra reklamefolk til børsmæglere. Bedre operasangere, bedre bands, bedre alting. Men mange ting er også værre. Det er en meget kold by. Folk er der for sig selv. Det er byens bagside. Hvis du er nede, er du helt nede, og hvis du er oppe, er du helt oppe.

Derhjemme var jeg netop blevet bestsellerforfatter, men her var jeg underground. Vi var til fester hos tidsskrifterne The Paris Review og The New Yorker, fordi nogle kendte nogle. En af de første fester var hos The Paris Review. På femte sal i en anonym lagerbygning var der 200 unge mennesker, som alle var besat af litteratur og drømte om at blive forfattere. Så stod man der med dem og drak billig vin.

De forfattere, jeg hang mest ud med, mødtes i en lagerbygning i Brooklyn, drak sprut af plastikkrus og spiste billig kebab. Det giver højstatus i det miljø at bo i en slummet lejlighed, gå i billigt genbrugstøj og ikke have råd til noget. Men mange lader som om og har i virkeligheden forældre, der er millionærer.

MALTA

Mit første møde med Malta i 2012 er nok den tur, der har ændret mit liv mest. Jeg har en ven, der ejede en lejlighed dernede, og den lånte jeg en måneds tid til et skriveophold. Det endte med, at jeg forlængede mit ophold, og så forlængede jeg det igen. Jeg endte med at bo der i et par måneder, før jeg besluttede at leje lejligheden året rundt og bo der.

Det er selvfølgelig skønt, at det er varmt, og solen skinner. Men det vigtigste for mig er menneskene. Jeg er medlem af en del grupper for udlændinge, der bor i Malta. Her har jeg mødt de vildeste mennesker. Det er tyrkiske operasangere, østrigske advokater, tidligere efterretningsagenter og en fysikprofessor, der har opfundet et matematisk system, som han har solgt for mange millioner.

Det var en befriende oplevelse at flytte til Malta. Mennesker, der emigrerer, har det ofte enten rigtig godt eller rigtig skidt, der hvor de kommer fra. Det er mennesker, der er lidt anderledes, og derfor kan du møde folk, der har ting i bagagen, man ikke tror er mulige, og som forsøger at starte et nyt liv. Det er så inspirerende. En kvinde i min omgangskreds var engang mand og revisor. Hun tog til Malta, blev kvinde, og nu arbejder hun som kunstfotograf.

Malta er et sted, folk flytter til for at genopfinde sig selv. Jeg indså, at jeg skulle have fast base på Malta, da jeg efter fem udlandsrejser i træk længtes tilbage. Når jeg er på øen, har jeg fornemmelsen af at være i én stor spa med skønne, overraskende mennesker.

Der er ikke noget federe end at tage på bådtur en weekend med sine venner, lægge til ved en lille ø i Middelhavet, stille et musikanlæg og en barbecue op på stranden og så ellers danse med 100 mennesker fra hele verden. Det er nærmest som en fuldmånefest i Thailand, hvor alle bare 50 eller 60 år – ikke 21. Jeg kan godt lide at gå til en fest og ikke vide, hvad der sker fem timer senere. I Danmark er det som regel kun unge, der fester sådan.

Jeg bor meget småt i en et-værelses lejlighed med udsigt over Middelhavet. Og der lever og skriver jeg så, i et konverteret vaskeskur på toppen af en betonblok. Mange danskere derhjemme vil gerne have deres egen lille ’restaurant’ hjemme i lejligheden. Der skal være plads til at invitere 12 mennesker, men hvor ofte gør de det? Det giver mere mening for mig at spare de penge på husleje og i stedet rejse pengene op og invitere mine venner på restaurantbesøg en gang imellem.

THAILAND

En af mine venner på Malta er hypnoterapeut. Hun har i mange år rejst rundt og arbejdet på forskellige luksushoteller i Asien – steder, som har deres egne krystalhealere, eksperter i urtete fra Tibet og terapeuter til gæsterne.

Hun fortalte mig om hele den verden af spirituelle luksushoteller, hvor man betaler 5.000 kroner i døgnet, fordi man gerne vil have, at ens kinesiske naturlæge kommer fra Kina, og at ens yogalærer kommer fra Indien. Og man vil måske både have en yogalærer og en yogakonsulent. Det er på det niveau. Det er en ekstrem hippie-overklasse, og det lød skægt.

Jeg ved godt, at andre måske synes, det er latterligt, men det synes jeg ikke. Hvis folk har røven fuld af penge, hvorfor så ikke bruge nogle af millionerne på en yogalærer i stedet for på en Ferrari eller et hus på Maldiverne?

Det liv ville jeg gerne inkludere i min nye roman ’Du kan alt’, men jeg havde ikke råd. Så jeg landede en aftale med Dagbladet Børsen om for en meget lille løn at anmelde luksushotellet Kamalaya på den sydlige del af øen Koh Samui. Derefter ringede jeg til hotellet og spurgte, om de ville anmeldes i Skandinaviens største avis for millionærer. Det ville de gerne. Og så gav de mig gratis ophold i en uge.

Jeg fik hele luksusbehandlingen. Jeg blev hentet i lufthavnen i limousine, som kørte mig op til min egen lille villa. Der er plads til omkring 100 gæster, og hotellet har næsten fire gange så mange ansatte. En aften spiste jeg middag med hoteldirektør John Stewart, som er tidligere buddhistmunk, og hans kone, som er kinesisk naturlæge. Han fortalte, at han begyndte sin erhvervskarriere med en yogatøj-business og derefter blev vurderingsmand af tibetansk kunst for de store auktionshuse i New York og London, inden han besluttede sig for at lave det her spirituelle luksushotel. Her ville han give oplevelsen af spirituel søgning på femstjernet niveau og mere til.

Den første, jeg mødte, efter at jeg var blevet kørt til min villa, var min personlige sundhedsvejleder, som jeg skulle fortælle om mine problemer og ønsker. Jeg fortalte, at jeg gerne ville kunne skrive længere og mere fokuseret, og at jeg havde lidt rygproblemer. Så sammensatte hun en pakke med min egen personlige meditationscoach, min egen personlige yogacoach, min egen personlige kinesiske urtelæge og en række andre ting.

Et kapitel i min nye roman bygger på det ophold. Jeg har hængt ud med de mennesker og ved, hvordan det er at være mangemillionær sådan et sted.

Min nye roman handler også om ungdomskriminelle, så jeg deltog i et voldsforebyggelseskursus i Jyderup Fængsel, hvor jeg blev undervist i, hvordan jeg kan undgå at slå folk ned. Det er kurser, de har i fængslerne. Og så har jeg også uddannet mig selv som hypnoterapeut, fordi jeg troede, min hovedperson skulle være hypnoterapeut. Det endte han så med alligevel ikke at blive, men sådan er det jo.

CHRISTIAN JUNGERSEN

er født i 1962 og er uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitet. Han debuterede i 1999 med romanen ’Krat’. I 2004 udkom ’Undtagelsen’, og i 2012 romanen ’Du forsvinder’, der begge er filmatiseret. Christian Jungersen er en af de bedst sælgende nulevende danske forfattere og har blandt andet modtaget Bogforums Debutantpris, Statens Kunstfonds treårige stipendium, De Gyldne Laurbær, P2-romanprisen og Læsernes Bogpris. Han udkom 27. september med romanen ’Du kan alt’ på Gyldendal, hans fjerde roman efter debuten i 1999. Han bor i dag i Malta.

0 Shares

oktober 18, 2021/

ON LOCATION

Big Bang

Han har optrådt på egnsteatre, medvirket i store Hollywood-produktioner og alt derimellem. Her tager 54-årige Claes Bang dig med på job med en abe i Tyskland, ombord på et privatfly til Amsterdam for at nå et damptog og til pladeindspilning med Kasper Winding i Paris.

Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Neilson Barnard/Getty Images for DIFF, Magnolia Pictures, HBO, Sony Pictures

ABEN HOLDER FRIDAG, BERLIN

Den film, der har påvirket min karriere mest, er uden tvivl ’The Square’ af Ruben Östlund, som vandt en Guldpalme i Cannes i 2017. Det er en svensk film af en svensk instruktør, men der er danske og tyske støttekroner bag filmen, og det betyder i nogle tilfælde, at man skal filme i de pågældende lande. Vi skulle i hvert fald skyde noget af filmen i Tyskland, hvilket passede med, at vi skulle bruge en bestemt type abe til en scene, som man ikke kan opstøve i Skandinavien.

I filmen er der en scene, hvor jeg er hjemme hos en kvinde, og mens jeg tager skoene af, kommer aben gående rundt i lejligheden. Der var ingen, der havde den specifikke type abe, og der er åbenbart nogle regler, som forbyder import af aber.

Det viser sig så, at de har forskellige bonobo-aber (der er særligt sexglade, red.) i Tyskland, og så gav det jo sig selv at optage abe-scenerne i Berlin. Vi skulle ankomme 1. oktober og have vores første optagedag med aben to dage senere. Men 3. oktober er ’Tag der Deutschen Einheit’ – genforeningsdagen, hvor alle i Tyskland holder fri.

Jeg kan tydeligt huske, da produktionen finder ud af det, for de tyske abepasseres kommentar var: ”Den dag arbejder aben ikke.” Jeg troede, at vi var ih og åh så vigtige, men det kunne der simpelthen ikke laves om på.

I stedet lejede vi en fransk abe, som kom med et entourage på 12 personer og en manual på hundredvis af sider, hvor der stod, at aben er et vildt dyr, og at den vildskab kunne blive fremprovokeret af de mindste ting. Der stod blandt andet, at vi ikke måtte synge i nærheden af aben. Alt skulle foregå stille og roligt og så afdæmpet som muligt. I filmscenen, hvor jeg er hjemme hos kvinden, kommer aben gående rundt i lejligheden, men man kan ikke se, at der stod to personer i alle hjørner af lejligheden klar til at gribe den, hvis den af en eller anden grund skulle gå amok.

Jeg var skrækslagen for det dyr. Det er 120 kilo muskler, som er totalt utilregnelige. Jeg skulle ikke holde den i hånden eller ae den i pauserne eller den slags. Og jeg overholdt alle regler i manualen. Det var bekymrende nok i sig selv, at det var nødvendigt at have 12 mennesker klar, hvis den skulle finde på noget. Det gør man jo ikke, hvis det slet ikke kunne ske.

Jeg kan ærligt talt ikke fortælle, hvad den abe skulle i filmen, men jeg mindes, at Ruben Östlund synes, der er for få aber i film helt generelt.

Den underfundige og kunstmiljøsatiriske ’The Square’ (2017) instrueret af Ruben Östlund vandt en Guldpalme i Cannes og blev Claes Bangs gennembrudsfilm.

CLAES BANG

Er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1996. Siden har han optrådt på teatre over hele landet og spillet med i et væld af danske serier.

I 2017 havde han hovedrollen i den Guldpalme-vindende film ’The Square’. Han har også medvirket i det prisvindende drama ’The Affair’, og i 2020 havde han hovedrollen i BBC’s miniserie ’Dracula’.

Ved siden af arbejdet som skuespiller har han udgivet musik under navnet ’This is not America’. I maj udkom ep’en ’Songs of Love’, som er blevet til i samarbejde med Kasper Winding og Henrik Balling.

DAMPTOG OG PRIVATFLY, AMSTERDAM OG ALLERØD

I 2018 havde jeg mit første store filmstjerne-moment. Jeg var blevet tilbudt en bærende rolle i filmen ’The Last Vermeer’ sammen med blandt andre Guy Pearce. Desværre havde jeg nogle forestillinger med monologen ’Ondskaben’ i Danmark samtidig. Derfor satte jeg mig for, at det skulle lykkes at udføre begge dele uden at gå på kompromis med hverken filmen eller teaterstykket.

Jeg har opført ’Ondskaben’ omkring 400 gange siden 2002, så det blev mig meget magtpåliggende, at jeg ikke blev sådan en, der skrider fra alle aftaler, så snart udlandet ringer. Jeg ville ikke have ry for at være en, man ikke kan regne med, og så vil jeg heller ikke brænde en masse broer ved at opføre mig som en odder.

Filmens instruktør havde stor respekt for, at jeg gerne ville holde mine danske aftaler, så vi fik det tilpasset sådan, at det ikke ville kollidere. Der var dog en scene i filmen, hvor jeg skulle stå lidt uden for Amsterdam i et velpresset jakkesæt og i en flot herrejakke fra 1945, mens et damptog kørte væk i baggrunden. Den scene var nærmest umulig at få i stand, fordi skinnenettet er så travlt i Holland. Det betød, at vi skulle optage en bestemt søndag i april, hvor jeg samtidig havde en optræden på Mungo Park i Allerød nord for København.

Det var nødvendigt, at jeg stod sminket og omklædt på togstationen uden for Amsterdam klokken 16, så damptoget kunne køre på det aftalte tidspunkt. Forestillingen i Danmark fik vi derfor rykket to timer frem. Jeg gik på klokken 12 og forlod scenen klokken 13. Et kvarter senere sad jeg i en taxa, som kørte mig direkte til lufthavnen, hvor jeg blev dirigeret uden om security-området, fordi jeg skulle med et privatfly.

’The Last Vermeer’ (2019) er instrueret af stenrige Dan Friedkin. I filmen, der handler om kunst, forfalskninger og nazi-kollaboratører, spiller Claes Bang (t.h.) den ene hovedrolle som kaptajn Joseph Piller.

Filmens instruktør hedder Dan Friedkin, og han er meget rig. Han er så rig, at han i efteråret købte fodboldklubben AS Roma, og så har han tre private Gulfstreams. Det var et af de fly, han havde sendt til København for at få mig til Amsterdam. Det var første gang, jeg fløj med privatfly, og jeg anede ikke, at der var en særlig indgang til privatflyene, og at man bliver kørt i bil ud på landingsbanen. Det var en sindssyg oplevelse, og jeg nåede nærmest ikke at skænke det en tanke, fordi jeg havde travlt. Klokken 13.45 gik jeg ind i privatflyet, og kort tid efter lettede vi.

Der er ekstremt god plads i sådan et privatfly. Havde det været en længere tur, kunne jeg have taget en lur på min egen soveplads, og Dan Friedkin har sit eget værelse om bord, når han skal over Atlanten. Det var først, da jeg satte mig i de meget gode læderstole, at jeg tænkte over, at det måske ikke var helt godt for planeten. Sikke et miljøsvineri.

Jeg landede omkring klokken 15 i Amsterdam og blev kørt direkte ud til togskinnerne i den her forstad. Jeg klædte om til fint jakkesæt i bilen og blev sminket, så godt det nu kunne lade sig gøre i en kørende bil. Klokken 16 blev der sagt action, hvor jeg traskede væk fra damptoget, som kørte ud i horisonten. Det var tre timer efter, jeg forlod forestillingen i Allerød. Det er det tidspunkt i min karriere, hvor jeg har følt mig mest som en filmstjerne.

Jeg ser det ikke nødvendigvis som et eksempel på succes. Jeg synes faktisk, at jeg er god til at sætte pris på de forestillinger, som bare fungerer, og de dage, der giver mening, om det så er en stor produktion eller en teaterforestilling.

Claes Bang er uhyggelig god i Netflix-serien ’Dracula’.

POPHÅR OG UNGDOMSIDOLER, PARIS

For at forbedre mit klimaaftryk en smule besluttede min kone og jeg, at vi skulle tage toget til Paris i 2019, hvor jeg skulle til en læseprøve på et filmmanuskript, som Kasper Winding har skrevet. Da jeg modtog manuskriptet, arbejdede jeg på serien ’The Affair’ i Los Angeles, og jeg faldt nærmest ned af stolen, da en af mine venner spurgte, om Kasper Winding måtte få mit telefonnummer.

Det var et vanvittigt spørgsmål, for Kasper Winding var og er en af mine store helte. Som ung havde jeg alle hans plader, og jeg dyrkede virkelig hans musik. Det var dengang, jeg havde hår som John Taylor fra Duran Duran og lyttede musik, til mine ører blødte. Hver eneste gang jeg skulle til frisøren, havde jeg et lille billede af John Taylor med mig, så jeg kunne få hans nyeste frisure.

Læseprøven foregik hos Kasper Winding i Paris, og jeg vil faktisk hellere tage toget, end jeg vil flyve, men hvor var det besværligt. Først var der stop og skift i Hamborg, hvor vi skulle vente så længe, at vi gik på museum. Videre med nattog til Freiburg for at vente i timevis klokken bussemand om morgenen på en lukket togstation, hvor man ikke engang kunne købe en sodavand. Derfra gik toget heldigvis direkte til Paris. Jeg er virkelig fan af nattog og togtrafik, men det var uendelig besværligt, og så kostede det 10 gange så meget som en flybillet. Jeg håber virkelig, at mit klimaaftryk blev korrigeret en smule for det lort, jeg lavede med privatflyet.

Den 54-årige danske skuepiller har en fremtrædende rolle i den populære dramaserie ’The Affair’.

Efter læseprøven og efter at have lært Kasper Winding lidt bedre at kende, risikerede jeg det ene øje og fortalte ham, at jeg nørder lidt med musik ved siden af at være skuespiller. Det har jeg gjort i mange år, selvom det aldrig er noget, jeg har satset på at leve af.

Jeg bed hovedet af al skam og spurgte, om han ville høre nogle af mine demoer. Det havde han formentlig hørt før, men i stedet for at kigge overbærende og finde på en høflig afvisning hjalp han mig med at producere to numre. Bagefter sendte han mig videre til Henrik Balling fra Gangway, som jeg virkelig også dyrkede i mine ungdomsår, hvor jeg selv spillede tangenter og percussion i to bands, som om muligt havde de dårligste navne verden.

Forsangeren i vores første band blev af en eller anden grund kaldt Pils, så vi blev til ’Mama Pils og drengene’. Jeg kan næsten ikke få mig selv til at sige det, for jeg synes oprigtigt, at det er så forfærdelig dårligt. Jeg forstår stadig ikke helt, at den musik, jeg har fiflet med de seneste år, nu er produceret med hjælp fra dem, jeg så mest op til, da jeg selv spillede i ’Mama Pils og drengene’. Og at det hele falder tilbage på en læseprøve i Paris.

Det andet band hed MOM som kontrast til D-A-D. Bogstaverne skulle selvfølgelig også have en mening, så vi endte med at hedde ’Mokka Ohne Mädchen’. Kaffe uden piger. Det er dårligt på et helt sygt niveau.

0 Shares

august 25, 2021/

REJSER

Skudsikker

Jan Grarup har dokumenteret verdens skyggesider i mere end 30 år. Her stiller den 52-årige krigsfotograf skarpt på seks fotografier fra sine mange rejser.

Tekst:Sebastian Dally MayoniFoto:Jan Grarup

1. FRISØREN I BALAKOT

”I 2005 ramte et stort jordskælv den pakistanske del af Kashmir og især en fattig by ved navn Balakot. Jeg vidste med det samme, at jeg skulle af sted for at dække historien. Når man arbejder med det, jeg gør, er der nogle parametre for, hvornår man rejser. Og når det kommer op i en skala med mere end 80.000 dødsfald, handler det bare om at komme af sted.

Jeg er velbevandret i at få det logistiske til at gå op med fixere, biler, flybilletter og så videre. Der gik to dage, fra jordskælvet ramte, til jeg sad i en maskine på vej til Islamabad. Derfra lejede jeg en bil med chauffør og kørte nordpå mod Balakot, der ligger meget afsondret.

Vi skulle køre på ekstremt dårlige jordveje i bjerge og dale. Flere af vejene var styrtet sammen, vi måtte finde nye ruter og endte i en lang konvoj af lastbiler med nødhjælp. Nogle gange kan det tage tre timer at komme frem, andre gange sidder du som her i kø i tre dage. Jeg er ukronet konge i Candy Crush (mobilspil, red.), for man skal have tiden til at gå.

Da vi ankom til byen, var der ikke et eneste hus tilbage. Nogle mennesker var flygtet af frygt for efterskælv, mens andre gravede efter familiemedlemmer. Frisøren på billedet fortalte, at han havde mistet sine forældre, da huset, de befandt sig i, styrtede sammen, men de var endnu ikke blevet fundet. Efter vi havde talt lidt sammen, gik han hen til ruinerne af sin butik. Så rejste han sin frisørstol op, fandt sin kam og sin saks og begyndte at arbejde. Han fandt ovenikøbet det klæde, der sørger for, at man ikke får hår på tøjet og i nakken.

Balakot var den by, der var hårdest ramt af jordskælvet, og fotografiet repræsenterer noget specielt for mig. Det viser vilje til overlevelse og en flig af håb. Størstedelen af de mennesker, jeg møder, der er på flugt fra naturkatastrofer eller krig, ønsker mest af alt at genskabe et hjem. Man kan godt trække på smilebåndet trods de massive ødelæggelser. Frisøren havde endda sat en ventebænk op i tilfælde af, der skulle komme kø i butikken. Det er absurd, optimistisk og en smule naivt, men billedet, der var på forsiden af aviser i 21 lande, viser en værdighed og en vilje til at opretholde sit eget liv.

Jeg besøgte Balakot fire gange. Jeg var der umiddelbart efter jordskælvet, og jeg var der, da sneen faldt, og folk måtte flygte fra bjergene på grund af kulden. Jeg tilbragte også jul og nytår i byen. Sidste gang jeg besøgte stedet, var om foråret for at gøre status over, hvor langt man var kommet. Det handler om at bide sig fast i en historie og følge den til dørs.”

2. GULDTANKEN I ERBIL

”Billedet er taget i det nordlige Irak i 2016 uden for hovedbyen Erbil, der betragtes som en slags hovedstad i den kurdisk-kontrollerede del af Irak. Jeg var dernede for at dække historien om alle de flygtninge, som var kommet ud af Mosul og havde mistet deres livsgrundlag, mens Islamisk Stat blev nedkæmpet. Jeg var der sammen med filminstruktøren Boris Bertram, som var i gang med en dokumentar om, hvad vores hjem betyder for os. Han har rejst rundt i hele verden fra Lapland til Erbil for at finde ud af, hvad der kendetegner et hjem. Det er meget individuelt, hvad folk beslutter sig for at tage med, når de flytter eller flygter. Et eksempel var en dommer, som vi mødte i en flygtningelejr. Det eneste, han havde taget med fra Mosul, var jakkesæt og slips. Det var det vigtigste for ham. Det kan virke helt absurd at slæbe rundt på alle sine jakkesæt i en flygtningelejr, men det er sådan, mennesker er.

På en øde hovedvej i retning mod Erbil så vi pludselig den her tankstation af guld. Jeg tænkte: ’Hvad fanden er det?’ Den stod i et afsondret område mellem to byer, plastret til i rigdom. Og blot 80 kilometer fra, hvor krigen rasede, og tusindvis af mennesker blev slået ihjel – det er en afstand som fra København til Holbæk.

Hvem bygger en guldbelagt tankstation? Hvorfor var den ikke blevet pillet fra hinanden? Jeg fik fat i ejeren, som fortalte, at han havde flere guldbelagte tankstationer. Han så det som et trækplaster – en måde at få kunder i biksen på i stedet for at sætte store skilte op.

Det var først, da jeg kom hjem, at det gik op for mig, hvor grotesk det var, at man 80 kilometer derfra kæmpede for overlevelse. Det er ofte sådan, at jeg først kan se klart, når jeg har fået det på afstand.

Billedet har været på forsiden af flere arkitekturmagasiner i hele verden, men da jeg tog det, vidste jeg ikke, at det ville få sit eget liv. God fotojournalistik skal stille spørgsmål og bekæmpe ligegyldighed over for omverdenen.”

GRARUP PÅ GRÆNSEN

Jan Grarup, 52, er uddannet ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. I 2017 udgav han ’And Then There Was Silence’ – en samling af sort-hvide højdepunkter fra hans 25 år som krigsfotograf over hele verden. I 2019 udkom dokumentarfilmen ’Krigsfotografen’, hvor man følger Grarups liv i København og i verdens krigszoner.

Han samarbejder med Dansk Flygtningehjælp og har vundet otte priser ved World Press Photo og Årets Pressefoto i Danmark fem gange. Jan Grarup har malaria, andre sygdomme og er ramt af PTSD. ”Jeg skal spise medicin for det hver dag. Den fysiske begrænsning kan jeg leve med. Det, jeg er bekymret for, er den dag, jeg ikke længere bliver påvirket af mit arbejde,” siger han.

3. GYNGEN I MOSUL

”Jeg arbejder hele tiden på mange forskellige projekter. Et af dem hedder ’Warscapes’ og er fotografier af byer og lande i krig, hvor landskaberne fuldstændigt ændrer karakter.

Billedet er taget i en fattig forstad til Mosul, der bestod af små lerstenshuse, som var voldsomt beskadigede og havde været under Islamisk Stats kontrol. Røgen i baggrunden er fra brændende oliekilder. Islamisk Stat antændte 27 enorme oliekilder, før de måtte overgive sig.

Det blæste ud med brændende olie, og det var ekstremt voldsomt. Jeg var sølet ind i råolie. Det stikker, svier og brænder på huden, og det farver hele byer sort. Alle børnene var smurt ind i olie, og kvinderne vaskede tøj fem gange om dagen. Selv fårehyrdernes dyr var kulsorte. Dem fotograferede jeg også. Oliekilderne brændte i mange måneder. Det er en ekstremt omstændelig proces at slukke, og det gjorde det ikke nemmere, at området var indhyllet i en stor konflikt. Husene i baggrunden er den tidligere frontlinje. Selvom frontlinjen havde rykket sig, var der stadig skyderier og mortérnedslag.

Da jeg bevægede mig frem i gaderne iført skudsikker vest og hjelm, fik jeg pludselig følge af en lille knægt i vindjakke og badesandaler. Jeg bruger kun min skudsikre vest i nødstilfælde. Jeg synes, det er svært at rende rundt og ligne en Michelin-mand, mens små børn løber ved siden af og leger. Knægten fulgte efter mig med hænderne i lommen, og vi gestikulerede lidt til hinanden, for vi kunne ikke tale sammen. Da jeg kom til det, man kan se på billedet, begyndte jeg at stille mit kamera op. I løbet af et halvt minut fik han bundet en løkke på en af de ødelagte el-ledninger og fik lavet en gynge.

Jeg skyndte mig at fotografere situationen med et af mine andre kameraer, og da det hele var overstået, tænkte jeg, at virkeligheden overgår fantasien. Det er ikke et billede, du kan orkestrere i dit hoved.”

4. SVÆRDFISK I MOGADISHU

”Jeg har arbejdet i Somalia siden 2010. Dengang havde al-Shabaab kontrol over halvdelen af hovedstaden, mens den somaliske regering havde den anden halvdel. Udviklingen i Somalia har jeg dækket løbende siden, og jeg elsker Somalia og det somaliske folk.

Det er et af de mest gæstfri folkefærd i verden, selvom de sidste to årtier har været præget af konflikt på grund af warlords, korruption, islamisk fanatisme, hungersnød og meget andet. De har været igennem alt. Alligevel har de formået at bevare en værdighed og en gæstfrihed, som jeg sjældent har oplevet.

Men det er også et utrolig farligt land at rejse i. Når jeg er i Somalia, har jeg altid 10-12 livvagter med mig, som jeg har arbejdet med i mange år. Der er nærmest ugentlige attentatforsøg på regeringsmedlemmer, bilbomber og kidnapninger. Livvagterne er frygtløse med undtagelse af én ting: De kan ikke svømme, så når jeg bader i Det Indiske Ocean, hvor der er hajer, bryder de sig ikke om det.

Det paradoksale ved Somalia er, at pirateriet i Adenbugten har jaget trawlerne ud af farvandet, og derfor er livet i havet eksploderet. Fiskeri er ikke traditionelt noget, man har bedrevet i Somalia. Før i tiden var det mere kameler, geder, får og kvægdrift. Men på grund af konflikterne er fiskeriet blevet en måde at overleve – der er så mange fisk og hajer i det område. En stor haj kan indbringe op mod 1.000 dollars, og finnerne bliver blandt andet solgt til Japan.

Jeg har brugt mange dage på det store fiskemarked i den gamle del af Mogadishu, hvor de lokale læsser fangsten af hver morgen. De sejler ud på åbent vand om natten i små joller med påhængsmotor, og tidligt om morgenen vender de tilbage med kæmpe tun, marlin, sværdfisk og hajer.

Fiskemarkedet er et kaos af blod, indvolde og fisk, og det ligger i det område, hvor nogle af de hårdeste kampe har fundet sted. Alle husene er bombet og skudt i stykker, men nu er der en langsom genopbygning i gang. Jeg fotograferer sjældent i farve, men her giver det mening. Huset i baggrunden er det første hus i hele den gamle bydel, der er blevet malet. Man kan tydeligt se, hvor ejerens matrikel starter og slutter. Han har kun malet det, der er hans.
Jeg har været i Somalia mellem 30 og 40 gange siden 2010. Selvom det er et meget usikkert og utrygt sted at være, er det på vej i den rigtige retning. Mit Somalia-projekt handlede ikke om borgerkrig og ødelæggelse. Det handlede om hungersnøden, der ramte ekstremt hårdt i 2010 og dræbte op mod 2.000 børn om dagen. Jeg kunne fylde alverdens aviser med de mest forfærdelige billeder, men livet er også noget andet. Det vil jeg gerne vise med det her billede.

Jeg har selv prøvet af løfte nogle af de hajer, de traver rundt med. Jeg kunne ikke flytte dem fra jorden. Så står de alle og griner af ham den lyserøde splejs.”

5. REDNINGSVESTKIRKEGÅRDEN

”Billedet er fra Lesbos, hvor de har en enorm redningsvestkirkegård. Der ligger over 250.000 redningsveste, og billedet viser kun en lillebitte del af lossepladsen. På nogle måder ligner bunken et kunstværk eller et maleri, men ser man godt efter, vil man finde ud af, at mange af redningsvestene er lavet til børn. Størstedelen duer slet ikke som redningsveste, men er blevet masseproduceret af menneskesmuglere, dødens købmænd, der har solgt dem dyrt til flygtninge og desperate mennesker. En stor del af dem er fyldt med avispapir og pap, som ville have den stik modsatte effekt, hvis man faldt i vandet.

Billedet er en del af mit projekt om flygtninge- og migrationsstrømme ved Europas ydre grænse, som jeg begyndte på i 2015. Dengang lå redningsvestene i små bunker på strandene. Hver gang en båd ankom, kunne man se dynger af veste, som lå rundtomkring. På et tidspunkt var der så mange gummibåde, påhængsmotorer og redningsveste, at man besluttede at smide det på lastbiler for at køre det ud til en losseplads, der bare er vokset med årene. Billedet tog jeg med drone i 2019.

Hvis man tager til Lesbos som turist, burde man tage op og se redningsvestkirkegården, der er et monument over hele krisen. Man kan også skimte en kajak, som nogen har forsøgt sig med. Andre har svømmet eller brugt baderinge eller en oppustelig krokodille. Man har forsøgt det hele, og et stort antal mennesker er druknet. Jeg har gode venner, som fotograferer i Libyen, og de fortæller, at der skyller lig op på stranden hver eneste morgen. Det er stadig hverdag.”

6. DETENTION I COLOMBIA

”I marts 2021 rejste jeg til Colombia for at dække den hyperinflation, der foregår i Venezuela og har enorme konsekvenser for befolkningen. Til trods for at Venezuela er et af de lande i Latinamerika med den største forekomst af olie, er økonomien fuldstændig smadret, og over tre millioner venezuelanere har forladt landet. Nogle er søgt mod Peru, andre mod USA, men størstedelen er rejst til Colombia, og det har skabt kolossale problemer.

Jeg mødte en kvinde, som var flygtet med sine børn fra Caracas, da hun for en månedsløn kun kunne købe en liter mælk, fire æg og en pakke cornflakes. Jeg mødte også en gammel musikprofessor, som havde undervist i klassisk musik på konservatoriet i Caracas. Nu bor han i en papkasse ved grænsen og forsøger at hjælpe unge familier videre.

Ud over de venezuelanske flygtninge er der flere millioner internt fordrevne i Colombia, som bor i superfattige favelaer i udkanten af hovedstaden Bogotá. De områder huser nu et miks af colombianske og venezuelanske flygtninge. Mange kvinder brødføder deres familier ved prostitution. For mændene er en typisk vej banderelateret narkokriminalitet.

Det oplevede jeg på nærmeste hold, da jeg var ude med politipatruljer i udkanten af Bogotá om natten. Hver nat bliver der slået unge mænd ihjel i kampen om narkomarkederne. De colombianske bander forsøger at opretholde deres territorier, mens venezuelanske bander forsøger at overtage.

Fængslerne er så overfyldte, at man er begyndt at bruge detentionerne som fængsler. I byen Maicao i den nordlige del af Colombia på grænsen til Venezuela fortalte en lokal politimand, at han havde 300 fanger i fire små detentionsceller. Voldtægtsmænd, tyve, mordere, bandemedlemmer og narkosmuglere.

Da vi kom til politistationen, sad der cirka 100 fanger i underbukser på et udendørs område. Der var ikke plads i cellerne, og dem, der blev anset for at være de mindst kriminelle, sad under skarp bevogtning af politi med maskingeværer. Vi gik videre til cellerne, hvor der lugtede helt forfærdeligt. Jeg stak hovedet ind i cellen, der nok var 12 kvadratmeter. Der sad 60 fanger, som overnattede i tre lag. Der er et hierarki i cellen, hvor de stærkeste sidder tættest på tremmerne, fordi der er en smule ventilation. De kommer aldrig ud af cellen, de får mad i foliebakker, og når de har spist maden, skider de i bakkerne og smider dem ud gennem tremmerne. Alt foregår i cellen. Der er ikke mulighed for gårdtur eller toiletbesøg.

Jeg spurgte politikommissæren, om jeg måtte komme ind i cellen, men det kunne jeg godt glemme, jeg ville aldrig komme ud igen. Jeg fik kun lov til at tage billedet, fordi det var politimandens hverdag.

Nogle skal sidde derinde på livstid for mord, andre skal sidde 15 år for hævndrab eller narkokriminalitet. Hele situationen er så ekstrem. Det er helt vildt, at sådan et billede kan blive taget i 2021.”

0 Shares

august 16, 2021/

REJSER

Lea Porsagers Danmark

Kunstneren udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.

Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Les Kaner, Colourbox

HELLERUP STRAND, KØBENHAVN

”Jeg bor på Frederiksberg, på grænsen til Nørrebro. Vil jeg se vandet eller bade i byen, tager jeg ud til dette lille stykke strand. Om morgenen er det ikke så befolket. Jeg har været der en del for at lave research til mit værk ’Klit’, en strandbiotop, der bliver opført ved HF & VUC FYN Odense næste år.”

ELSEHOVED, VEJSTRUP, FYN

”Elsehoved er min barndoms og ungdoms strand. Jeg kommer her stadig, nu med min søn, når vi besøger mine forældre. Den er omgivet af nåleskov og hybenkrat og har den karakteristiske duft af skov og hav. Går man ud til det lille fyrtårn, ser man Storebæltsbroen til venstre og Langelandsbroen på højre hånd. Der er noget uendeligt over det sted.”

LUMSÅS SØNDERSTRAND, ODSHERRED, SJÆLLAND

”Her besøgte jeg som barn min farmor og hendes mand i deres sommerhus. Der er et voldsomt flot klitlandskab og en vild sandbund. Jeg har minder herfra om kolbøtter i vand, lyng og duften af fyrretræer.”

0 Shares

august 16, 2021/

MIN MÆRKELIGSTE REJSE

Vincentz’ vilde verden

Helle Vincentz har været jorden rundt. Her fortæller forfatteren om at køre om kap med krybskytter i Mexico, om at følge i sin afdøde fars fodspor i Kenya, og om hvordan hun endte som hjælpemekaniker i et omrejsende monstertruckshow i Australien.

Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

AUSTRALIEN, 1999

Efter gymnasiet rejste jeg rundt i Australien som backpacker. Jeg var nået til Broome på vestkysten, der har fra 15.000 til 45.000 indbyggere alt efter, om det er højsæson for turister, men stadig er den største by i det øde nordvestlige Australien. Jeg ville sydpå til Ningaloo Reef for at dykke. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme derned.

På en plakat så jeg, at et monstertruckshow ville komme til byen, og at de søgte medarbejdere. Jeg opsøgte dem og fik job i en af boderne, hvor jeg skulle sælge pølser og is. Det var som et omrejsende tivoli: Hver gang vi kom til en ny by, blev showet pakket ud og sat op. Når vi var færdige, pakkede vi ned og kørte videre til næste by i store lastbiler. Nogle af dem var indrettet som sovevogne, hvor vi lå i køjesenge ved siden af bilerne og udstyret.

Chefen for boderne var en stor dame med en virkelig grov mund. Når vi kom til Ningaloo Reef, havde jeg betinget mig, at jeg skulle have fri til at dykke. Men midtvejs ned ad vestkysten mente hun pludselig, at jeg i stedet skulle passe hendes kat. Vi kom op at skændes, jeg blev fyret, og jeg stod der midt ude i ødemarken og anede ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Så tilbød nogle af mændene, at jeg kunne få et job hos dem, og at de ville rykke sammen, så jeg kunne få deres halvdel af sovevognen for mig selv.

Jeg blev ansat som assisterende mekaniker for ’Shaky’, den ansvarlige mekaniker på showet. Jeg kunne køre traktor og vidste lidt om maskiner, fordi jeg er vokset op på et landbrug, men derfra og til at rode med monstertrucks og motorcykler var der langt. Min primære opgave bestod i at vaske hjul og dæk og række værktøj til ’Shaky’, når han bad om det.

Medarbejderne på det omrejsende monstertruckshow sov i køjesenge mellem biler og andet udstyr.

Jeg blev en slags lillesøster for monstertruckkørerne. Det var klassiske machomænd, de var rappe i kæften og interesserede sig for store biler og bajere. Mange af dem havde familien med på landevejen, og om aftenen spillede de kort og sad med deres små børn på skødet. En af dem hed Steve og kørte på motorcykel i ’The Death Drome’, en stor kuppel, hvor motorcyklen kørte rundt, så køreren vendte på hovedet. Fik den ikke nok fart på, risikerede den at styrte. Steve havde brækket sit kraveben 12 gange. Men han blev ved på grund af adrenalinsuset – og fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle lave. Han havde en lille søn og en kone, som nægtede at se ham køre, fordi hun var bange for, at han kom til skade.

Monstertruckshowet var vildt og larmende. Når motorerne startede, lød der et enormt brøl. I de små byer var det et tilløbsstykke, endelig skete der noget. Det mindede mig om havnefest i Skælskør, hvor jeg voksede op. Børnene fik lov til at spise flere popcorn, og far fik lov til at drikke lidt flere øl. Kørerne blev behandlet som stjerner, især Steve, han skrev autografer, når showet var overstået.

Efter en måned nåede vi til Coral Bay, en lille by med 500 mennesker ud for Ningaloo Reef. Jeg tog afsked med monstertruckshowet og brugte to måneder på at uddanne mig til divemaster i det lokale dykkercenter, hvor jeg skiftevis passede butikken og var med på havet. De bedste dage tilbragte jeg hele dagen på havet, og jeg fik mit divemaster-certifikat.

Jeg så mange hajer, muræner og manta rays (djævlerokker, red.). For at ligge stille i vandet og observere dem skal man have godt styr på sit åndedræt. Efterhånden som jeg blev bedre, følte jeg mig næsten i zen nede i vandet. Inden jeg begyndte at dykke, var jeg virkelig bange for hajer, og når jeg stod på båden og kiggede ned, kunne frygten stadig gribe mig. Men så snart jeg kom under, følte jeg, at jeg var i ét med dyrene. For nylig læste jeg, at det altid er de mest erfarne rangers, der kommer til skade, fordi de føler, at de har en connection til de farlige dyr. Sådan havde jeg det også. Jeg følte nærmest, at hajerne og jeg var venner.

Jeg havde tænkt, at jeg ville få masser af motion af at dykke. Men vi drak så mange øl og festede så meget om aftenen, at jeg havde taget 11 kilo på, da jeg kom hjem.

Helle Vincentz blev rørt over at se børn i slummen iført den slags flæsekjoler, hun selv drømte om i sin barndom.

KENYA, 2006

Min far voksede op i Bøgelund ved Skælskør. Han var den ældste søn og skulle overtage den gamle slægtsgård. Han ville hellere være arkitekt, men i stedet blev han uddannet landmand, og her mødte han en dag en ulandsfrivillig. Jeg tror, han så det som sin vej ud. I hvert fald fik han job i Mellemfolkeligt Samvirke og rejste med dem til Kenya. Han skulle lære de lokale at drive landbrug og bruge moderne maskineri. Derfra flyttede han senere til Zambia og siden Filippinerne og Samoa, inden han efter otte år vendte hjem og købte min farmor og farfars nabogård. Men det gik galt. Økonomien var dårlig, og min far drak.

Han fortalte ofte historier om sine rejser. Når han gjorde det, var han altid glad. For mig kom udlandet og især Afrika til at repræsentere et sted, hvor livet altid var godt. Hvis bare vi havde boet i Kenya, havde vi været glade, tænkte jeg. Men nu boede vi i Bøgelund og havde problemer. Jeg var otte år gammel, da min far skød sig selv.

Som voksen tog jeg til USA for at læse en master i Human Rights og fik bagefter job i Mellemfolkeligt Samvirke ligesom min far. Ugen inden jeg skulle starte, tilbød de mig pludselig, at jeg kunne rejse til Kenya for at få organisationens arbejde ind under huden. Jeg sagde ja.

Vi boede i Nairobi og besøgte slumbydelen Pumwani, et af hovedstadens fattigste kvarterer. Jeg kom hjem til en kvinde, som var pinligt berørt over, at hun ikke havde råd til teblade til os alle sammen. Jeg blev flov over, at jeg gjorde hende flov. Kvindens fem børn sov i en køjeseng med plads til to, og taget var utæt ved væggen, så de måtte skiftes til at ligge i tørvejr. Ikke alle var dog lige fattige. Vores chauffør, der mødte op i jakkesæt hver dag, boede også i slummen, fordi det var billigt nok til, at han kunne sende sine to døtre på privatskole.

Jeg besøgte også en familie, hvor manden var helt høj på lightergas. Det var normalt at sniffe gas og lim og drikke hjemmebrændt. Ved siden af manden lå bedstemoren og var ved at dø af aids. De havde intet toilet, men måtte skide i en plastikpose og smide den på en kæmpe mødding. Jeg havde før rejst steder, hvor der var fattigt, men trøstesløsheden og desperationen i den kenyanske slum ramte mig virkelig. En af dagene ringede jeg grædende hjem til min mand, fordi jeg ikke kunne rumme mere. Jeg tænkte på min far: Hvordan havde han kunnet holde ud at se så meget armod hver dag?

Jeg tog mig selv i at lede efter spor fra ham. Konstant kiggede jeg efter andre lyse mennesker med træk, der kunne ligne mine. Min far boede der, da han var i slutningen af tyverne, han var single, og jeg tænkte: Måske har jeg halvsøskende her? Hvis jeg nu fandt en halvsøster eller -bror, kunne jeg måske få lidt af min far tilbage. På trods af fattigdommen repræsenterede Afrika stadig noget godt for mig. Jeg tænkte, at hvis bare min far var blevet boende her, havde han aldrig skudt sig selv. Det var først senere, da jeg tog til Samoa, efter min søn blev født, at det endelig gik op for mig: Uanset hvor meget jeg rejser rundt efter min far, er han der ikke. Jeg får ham ikke tilbage.

For at bekæmpe krybskytter var Helle Vincentz med på natpatrulje og samle skildpaddeæg i Mexico.

MEXICO, 2019

Jeg tog til Mexico med min mand og mine to drenge for at arbejde som frivillige. Vi havde været på ferie i Thailand med børnene nogle gange, og jeg kunne mærke, at de var begyndt at blive lidt forkælede: Hvorfor kan de ikke komme ned til poolen med jordbærsmoothie? Jeg tænkte, at sådan skulle mine børn ikke vokse op. De skulle lære at rejse ud i verden og yde en indsats.

Ad omveje fandt jeg frem til organisationen Projects Abroad, som drev et naturprojekt i det vestlige Mexico, hvor de arbejder med at beskytte havskildpadder og krokodiller. Planlægningen gik stærkt, og jeg fik ikke researchet ordentligt. Kort inden vi skulle rejse, gik det op for mig, at vi skulle bo i nærheden af byen Tecoman, det sted i landet, hvor der begås allerflest mord, og i et område, som det amerikanske udenrigsministerium regner for et af de farligste i landet. Natten før vi fløj, lå jeg søvnløs i min seng og tænkte: ”Hvad fanden har jeg gang i?”

Vi ankom til Cuyutlán, en lille landsby helt ude ved Stillehavet. De lokale fortalte os, at vi aldrig måtte tage til Tecoman, og at vi helst ikke skulle komme til skade – for det nærmeste hospital lå derinde. I Cuyutlán var der dog øde og fredeligt, og det er et af de steder i Mexico, hvor flest havskildpadder yngler. Men fordi deres æg er en eftertragtet delikatesse, er de truet af krybskytter, der ødelægger deres reder.

I udkanten af byen ligger El Tortugario Ecologico, et skildpaddecenter, hvor mexicanske skolebørn kan møde de truede dyr, og hvor forskere kan studere dem. Vi blev indlogeret på springmadrasser på gulvet og skulle være der i tre uger. Om dagen skulle vi rense skildpaddernes skjolde og deres tanke med bare fødder i den flisebelagte pool, og jeg forsøgte at ignorere, at der flød skildpaddelort rundt om mine tæer, mens sveden dryppede fra min pande. Mine sønner syntes, at det var lidt hårdt.

Helle Vincentz og familien blev sat i arbejde, blandt andet med at skrubbe skildpadderne.

Om aftenen sov vi et par timer, så ringede vækkeuret på mobilen. Ved nattetid kørte vi ud til skildpadderederne ved stranden for at grave æggene op, inden krybskytterne kom og stjal dem. De lægger deres æg tæt ved vandet i et hul, som de dækker til med sand – i hver rede kan der være cirka 100 æg.

Det var et kapløb mod krybskytterne. På en af turene, hvor jeg ikke var med, spottede min mand og min ene søn to af dem med deres kæmpe hund. Et andet sted var reden stadig varm, da vi nåede frem, krybskytterne havde været der lige før os. Det var en forfærdelig følelse. Kom vi først, samlede vi æggene og tog dem med hjem i poser. Næste dag kørte vi dem ud til et sikret område med vagter og gravede dem ned.

Når vi kørte ud i natten, var jeg bange. Hvad ville der ske, hvis vi mødte krybskytterne? amtidig var det fantastisk at sidde med vind i håret på en motorcykel og kigge op på stjernehimlen og ud på havet med Stillehavets nattebrise i ansigtet.

Nogle nætter var mine børn ikke til at vække. Om dagen skrubbede de skildpadder, fodrede leguaner og kørte krokodillelort på møddingen. De samlede også skrald på stranden og var med til at fælde et træ med macheter. Flere gange tænkte jeg, om det var for hårdt for dem. Men de klarede det flot de første par uger. Til sidst gav min mand og jeg dem fri et par dage til at pjaske i swimmingpoolen. Da vi skulle hjem, var de dog ikke i tvivl: Natpatruljeringen havde været det bedste. Jeg tror, det blev en tur, de sent vil glemme.

Helle Vincentz, 43 år, er forfatter til en bog om at blive forældreløs i en ung alder og til fem spændingsromaner. Hun er uddannet journalist fra Syddansk Universitet, har en master i Human Rights fra Columbia University i New York og har blandt andet arbejdet for Mærsk, Jyllands-Posten og Mellemfolkeligt Samvirke. Hendes nye bog ’Jorden under mig’ om hendes fars selvmord og om at vokse op på landet i 80’erne er udkommet på People’s.

0 Shares

august 5, 2021/

MIN MÆRKELIGSTE REJSE

Den amerikanske drøm

For syv år siden solgte Melodi Grand Prix-vinder Tim Schou sin lejlighed for at genopfinde sig selv i USA. Her fortæller den 33-årige musiker om at overnatte i et lukket storcenter i Orange County, om at blive lovet en kæmpekarriere i Johnny Depps champagnerum på Sunset Strip og om at finde Gud på bagsædet af en Uber i Hollywood.

Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat, Lukas Valentin, Shannon Ciricillo

I 2014 GAV JEG mig selv et nytårsforsæt. Jeg skulle sælge min lejlighed og ikke deltage i noget, der ikke handlede om min egen musik. Efter jeg havde vundet Melodi Grand Prix med mit daværende band ’A Friend in London’ i 2011, var jeg pludselig kendt som ham, der havde tre gode minutter i sig, og så ryger man hurtigt i en kategori, hvor man ikke bliver inviteret til at spille på Vega eller bliver spillet på P3.

I stedet ringede alle kræmmermarkederne, og TV3 spurgte, om jeg ikke ville ind og stege en bøf eller hoppe fra en vippe i et reality-program. Det sagde jeg ofte ja til. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det tog fokus fra min egen musik. Jeg gik fra at være med i et undergrundsband, der spillede for fem mennesker og en kasse bajere, til at være et kommercielt popband, som ingen tog seriøst. Derfor solgte jeg min lejlighed for at leve som vagabond i USA. Jeg tog til Los Angeles for at lave min egen musik et sted, hvor ingen anede, hvem jeg var.

Jeg hoppede fra sofa til sofa hos alle mulige folk, eller også overnattede jeg i studierne, hvor jeg forsøgte at skabe netværk og lave min musik. Nogle gange lejede jeg et klamt værelse på et dårligt motel eller en campingvogn et eller andet sted, hvor der blev begået et mord hver anden uge. Så længe jeg havde min guitar og lidt tøj i en taske, kunne jeg overleve. Der var aftener, hvor jeg måtte sidde på en donutbar hele natten, fordi jeg ikke kunne skaffe et sted at sove. Og der var en gang, hvor jeg boede hos en mor og søn, som begge var så skæve, da jeg ankom, at de ikke kunne huske mig dagen efter.

På et tidpunkt blev jeg hyret til at hjælpe en gruppe 14-18-årige talenter med at skrive sange. Studiet lå inde i et storcenter, som var på størrelse med Bilka og havde restauranter, tøjbutikker og et supermarked. Jeg skulle være der i en uge, og jeg vidste vitterlig ikke, hvor jeg skulle overnatte. Jeg fortalte ejeren af studiet om min situation. Så foreslog han, at jeg kunne sove i studiet, hvis jeg sørgede for at gemme mig for vagterne, når de lukkede af.

Et par timer senere gik en centervagt med sin ølvom og walkie-talkie rundt for at låse af. Jeg gemte mig bag en væg med hjertet oppe i halsen, da han lukkede porten til hovedindgangen. Da der var fri bane, gik jeg ned ad de tomme, mørke gange i shoppingcentret og ned til det offentlige toilet for at vaske mig og gøre mig klar til natten. Jeg tog det tykkeste tæppe i studiet, smed det foran stortrommen og spiste nogle tørre boller, Det var det diametralt modsatte af, hvad jeg havde drømt om som barn. Jeg kunne ikke komme længere ned, jeg lå vitterlig på gulvet.

MIN FØRSTE KONCERT med et band i USA var på The Viper Room på Sunset Strip i West Hollywood. Det var en milepæl, fordi det er et legendarisk spillested og kendt for at være dér, hvor skuespilleren River Phoenix døde af en overdosis i 1993. Det er et sted, hvor et hav af store kunstnere har optrådt, hængt ud og sniffet al kokain i verden.

Jeg var blevet booket til at spille med et band, jeg havde samlet i L.A., og jeg kunne på forhånd mærke, at ejeren af stedet ikke havde stor tiltro til mig. Jeg var jo en totalt ukendt dansker fra Stevns, som ingen havde hørt om. Inden koncerten havde jeg skrevet ud til alle, jeg havde arbejdet med, folk, jeg havde mødt til fester, og venner fra de studier, jeg kom i. Så da jeg trådte op på scenen, var koncerten udsolgt.

Jeg havde en enorm ærefrygt inden. Jeg nærede også et lille håb om, at der måske var en talentspejder til stede. Lige efter koncerten kom ejeren af stedet op på scenen for at fortælle mig, at jeg skulle møde en fyr, som ville ændre mit liv. Jeg kunne slet ikke fatte, at koncerten var gået så godt.

Jeg fulgte efter ejeren ned blandt publikum. Han gik direkte hen til en væg med noget tonet glas. Så trykkede han på en knap ved panelerne, og i bedste James Bond-stil gik en skydedør til side. Indenfor sad en skaldet mand i jakkesæt i en stor, rød stol, som fortalte mig, at jeg skulle spille over hele verden. Det skulle han nok sørge for. Mens han solgte mig den sygeste drøm, gik en anden skydedør op, og ind kom to champagnepiger i næsten intet tøj. De nåede lige at poppe champagnen og hælde op, så blev de kommanderet ud igen. Den skaldede mand fortalte, at vi befandt os i Johnny Depps hemmelige rum, som han havde bygget, da han ejede stedet. Jeg stod med blå øjne fra Stevns og åd det hele råt.

Bagefter var jeg en smule mistroisk, for det var ikke første gang, jeg var blevet lovet hele verden. Alligevel var jeg helt oppe at køre, det kunne jo være sandt. Dagen efter, da jeg havde fået dulmet mine kæmpe tømmermænd, ringede jeg til den skaldede mand i jakkesættet fra aftenen før. Først sagde han, at vi kunne mødes 30 minutter senere, men da jeg ringede tilbage, skulle han pludselig nå et fly til Singapore. Han havde hele tiden en ny undskyldning. Det var der, jeg vidste, at oplevelsen nok skulle arkiveres i nedturskataloget. Men et eller andet sted er det jo også rock and roll at blive røvrendt af et jakkesæt.

EN LUN SOMMERDAG i 2016 havde jeg bestilt en Uber, fordi jeg skulle skrive og indspille nogle sange i The Hills i Hollywood – bjergskråningen, hvor alle de rige og berømte bor. Det er Mulholland Drive, flotte huse og porte med sikkerhedsvagter.

Det var en gammel Toyota med en kvinde bag rattet, der kom og hentede mig, og jeg nåede knap ind på bagsædet, før hun begyndte at tale om Gud. Jeg har altid været hardcore ateist, har aldrig troet på noget større end mig selv, og jeg mente stædigt, at jeg aldrig ville komme til det.

Men af en eller anden grund sagde jeg til mig selv, at jeg skulle lytte til hende, da hun fortalte, at Gud sad ved siden af mig på bagsædet. Hun havde en meget ung energi, så skidegodt ud og var noget ældre, end jeg selv var. På de 30 minutter, køreturen tog, havde jeg fortalt hende hele min livshistorie.

Da hun satte mig af, sagde hun, at Gud ville have, at hun skulle hjælpe mig. Uanset hvad skulle hun nok hjælpe mig, og efterfølgende blev hun min private chauffør. Hun kørte mig gratis rundt, mens hun fortalte stolpe op og ned om Guds planer med mig.

De køreture blev en slags undervisning, og der gik ikke lang tid, før jeg pludselig selv sad og talte med Gud på Sunset Strip. Fra det sekund så jeg beskeder fra Gud overalt. På nummerplader, spisesedler, neonskilte. Jeg havde fortalt om min ekskæreste, som jeg havde kæmpe kvaler over, og lige efter kørte en bil larmende forbi med nummerpladen ’GOODBYEX’. Og havde jeg et møde med en producer, hvor jeg skulle skrive sange, så bad jeg Gud om, at jeg kunne skrive 10 sange. Og så skrev jeg 10 sange.

Jeg følte mig som et supermenneske, overtroen fjernede al min frygt og tvivl, og det havde jeg rigtig meget brug for på det tidspunkt. I stedet for at være bange for at ende som en fiasko stolede jeg på mig selv og på Gud. Det gav mig en enorm kraft.

Jeg nåede at blive fanatisk og ekstremt mærkelig, selvom ingen opdagede det. Der var ingen, der vidste, at jeg talte til Gud hver dag. Med tiden udviklede det sig til en paranoia. Jeg følte, at Gud overvågede hvert et skridt, jeg tog. Hvis jeg gjorde noget forkert, så kiggede Gud mig over skulderen, og hvis jeg havde lidt for mange dates kørende, så dømte han mig. Jeg satte mig for at gå i frivilligt cølibat i et år. Jeg holdt kun fem måneder, men i den tid fokuserede jeg udelukkende på min musik.

Efterhånden indså jeg, at jeg var nødt til at finde styrke andre steder. Jeg er stadig troende, men på en mere jordnær måde. Det handler om at tænke over tingene og konfrontere sig selv med det gode og dårlige, selvom det kan være hårdt.

Det var en lignende følelse, jeg havde, da jeg fløj hjem til Danmark. Jeg frygtede, at jeg var blevet så forgabt i drømmen om rigdom og berømmelse i USA, at jeg ville være en fiasko, der vendte hjem. Men nu bestemmer jeg selv, hvad der er succes, og hvad der er fiasko.

Tim Schou vandt med bandet ’A Friend in London’ i 2011 det danske Melodi Grand Prix med sangen ’New Tomorrow’. I 2013 debuterede han som skuespiller i ’Hair’, og året efter spillede han Tumle i musical-versionen af ’Den lille havfrue’. I 2014 solgte han sin lejlighed for at leve som vagabond i USA og jagte en solokarriere. I april udkommer den 33-årige musikers første solo-album, ’HERO/LOSER’.

0 Shares

april 19, 2021/

KULTUR

Noget i luften

Til salsabryllup, til spansk topopgør og til Shakespeare. Hvad enten det er arbejde, fornøjelse eller midtimellem, der trækker hende af sted, sørger skuespiller Natalie Madueño for at indsnuse atmosfæren og få lidt inspiration med hjem. Også selv om flyrejsen er et mareridt.

Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Simon Birk, privat, Shutterstock

DANSEBRYLLUP OG MASKINGEVÆR

Venezuela, 2010

Min kærestes kusine skulle giftes med en venezuelaner, og hele familien var inviteret med til bryllup på Isla de Margarita, en vanvittig smuk ø, frodig og kuperet, med brede sandstrande, palmer og farvede fiskerbåde.

Vielsen begyndte klokken 18 i en lille, hvid kirke, der lyste op i den mørke aften. Brudeparret ankom på den brostensbelagte gade i en veteranbil, og det var drømmeidyllisk.

Efter vielsen tog vi til et strandhotel. Brudeparret brugte halvanden times tid på at blive fotograferet, og i mellemtiden gik salsa-bandet i gang. De første, der kom på dansegulvet, var en bedsteforælder med en 3-4-årig i hånden. Så kom resten stille og roligt ud at danse. Normalt danser jeg først, når jeg har fået noget at drikke, og festen er nået dertil. Men her var der en glæde og løssluppenhed, der gjorde det naturligt. Og så selvfølgelig flaskerne med Diplomatico-rom, der stod på bordene til fri afbenyttelse.

Palmesus på Isla de Margarita, Venezuela.

Når man først har været ude at danse, er der mange trin, der er sprunget over i forhold til at komme hinanden ved, og resten af brylluppet var i flow med mad, dans og musik til den lyse morgen. Skikken med at danse fra starten kunne man godt tage med til en dansk sammenhæng. I Danmark er der mange taler til et bryllup. Det er en smuk ting at give brudeparret så meget opmærksomhed, men det betyder også, at selskabet sjældent forlader bordet, før der er brudevals.

Da min kæreste og jeg skulle flyve hjem til Danmark, havde vi fået besked på at være i lufthavnen i Caracas i god tid og ankom fra Isla de Margarita syv timer inden checkin. Der var kun én skranke til alle fly til Europa, så vi stillede os i den 200 meter lange kø. Stemningen var kaotisk. Et fodboldhold var kommet hjem fra en eller anden kamp og spillede høj salsa og kastede rundt med bolde. Militærpolitiet patruljerede med maskingeværer og hev folk ud af køen. Folk, der kom tilbage, så forholdsvis mutte ud, og det viste sig at være stoffer, de ledte efter, fordi flyvningen til Madrid, som vi skulle med, åbenbart er en gateway for kurerer.

NATALIE MADUEÑO

33 år, skuespiller. Har blandt andet medvirket i tv-serierne ’Bedrag’, ’The Rain’ og ’Den som dræber’ og i filmene ’I krig & kærlighed’ og ’Swinger’.

En militærpolitibetjent spurgte, hvad vi lavede i Venezuela, hvem vi var, og hvorfra et par studerende havde penge til rejsen. Min kæreste blev trukket med ud, mens han blev råbt ad og truet med bål og brand. De ville vel se, om han bukkede under for psykisk terror. Jeg forsøgte at bryde ind og på spansk forklare, at han kunne få navne og adresser på de steder, vi havde været. Det endte med, at han lod os være.

Det tog i timevis at nå frem til gaten, der var i alt fire sikkerhedstjek, ved nogle af dem så vi folk, der blev tvunget til at stå i deres undertøj foran en kødrand af mennesker, og selv efter vi var ankommet i gaten, begyndte de igen at hive folk ud til afhøring. På et tidspunkt hørte jeg mit eget navn råbt op. ”Hvad hvis jeg ignorerer det,” tænkte jeg. To gange blev mit navn kaldt over højttalerne. Jeg rystede. Jeg ville slet ikke kunne holde ud at blive skilt fra min kæreste, og hvad mon de kunne finde på at gøre ved mig? Men jeg lod stadig, som om jeg ikke hørte noget. Det var et sats, der lykkedes. Endelig sad vi i flyveren, men de blev ved med at hive folk ud.

Selvfølgelig missede vi alle de fly, vi skulle have nået i Europa, men aldrig har jeg været så glad for at komme hjem, som da vi 28 timer senere landede i København. Venezuelanerne er et dejligt folk, og Venezuela er et skønt land på mange måder. Jeg vil gerne tilbage, men det bliver ikke gennem Caracas’ lufthavn.

Madrids rådhus.

LAMPEFEBER OG TOPOPGØR

Madrid, 2017

Min far var spansk, men hans familie bor i Andalusien og på Mallorca, og jeg havde aldrig været i Madrid, inden jeg fik en rolle i det spanske drama ’Petra’ og skulle tilbringe 4-5 dage i byen. Det var ikke lang tid siden, jeg var blevet færdig på Teaterskolen, og jeg kom alene ned til et filmset, hvor jeg ikke kendte nogen, med en vis nervøsitet.
Jeg spillede en kollega og veninde til hovedrollen og skulle være med i 3-4 scener. Det er altid svært at lave en lille rolle, hvor du kommer ind fra siden og hurtigt er ude igen. Hvis du spiller en hovedrolle, har du haft mange samtaler med instruktøren forud og haft tid til at finde rollen. Jeg kom ind uden helt at vide, hvad de havde lavet forinden og skulle bare lægge den på de få dage.

Den vanvittig dygtige franske fotograf på filmen havde temperament, og i det hele taget er folk på både spansk og fransk ikke så bange for at lyde lidt spidse, selvom det ikke nødvendigvis er sådan ment. Det skulle i hvert fald ikke være mig, den nye, der fuckede en scene op. Ikke noget med at glemme replikkerne eller min blikretning.

Den første dag havde vi en ret lang dialogscene i en køkkenhave, hvor vi talte, mens vi gravede gulerødder op. Scenen løb over 3-4 manuskriptsider, og der var en del at huske. Ikke mindst fordi den skulle filmes som one-take, uden at man efterfølgende ville klippe i scenen. Jeg klarede den i første hug. Jeg kan ikke forklare, hvordan jeg overvinder den slags nerver. Ud over at det bare skal lykkes.

Inden jeg tog af sted, var jeg i tvivl, om jeg overhovedet ville kende spillereglerne og arbejdsjargonen i et andet land. Det viste sig, at det var fuldstændig som at arbejde herhjemme – bare på et andet sprog. Jeg havde måske ikke lavet andet end en DR-serie (’Bedrag’, red,), inden jeg kom. Men det giver åbenbart kilometer i benene.

Jeg havde en dag imellem optagelserne, hvor jeg ikke skulle arbejde, så jeg gik byen tynd i mit eget tempo. Jeg droppede museer og seværdigheder, men forsøgte bare at opleve byen. Hvis jeg rejser alene, tager jeg mig bedre tid til at være til stede, når jeg ikke føler, jeg skal tage hensyn til, hvad en anden måske keder sig ved.

Om aftenen endte jeg på en tapasbar med tv ud mod gaden, der viste ’El Clásico’ (traditionsrig kamp mellem Real Madrid og FC Barcelona, red.). Jeg drak et glas vin, spiste noget brød med olivenolie og observerede de andre gæster. Byen summede, og folk var helt oppe at køre. Jeg er vokset op med at se spansk fodbold, men i min familie er man delt mellem Madrid- og Barcelona-tilhængere, og jeg har altid øvet mig i at være upartisk og se kampene for fodboldens skyld. Denne aften heppede jeg nok lidt mere på Madrid. Desværre kan jeg ikke huske, hvad kampen endte.

Natalie Madueño foran teatret Volksbühne.
Skuespilleren, der kom med i tv-serien ’Bedrag’, allerede inden hun var færdig på Teaterskolen,
tager tit til Berlin for at se en forestilling.

HAMLET OG SPINAT

Berlin, 2019

Under normale omstændigheder tager jeg til Berlin et par gange om året for at se teater. Specielt følger jeg skuespilleren Lars Eidinger, som jeg blandt andet har set i ’Hamlet’ på Schaubühne. Jeg har selv prøvet at spille Ofelia og synes, ’Hamlet’ er en svær forestilling. Den er lavet så mange gange, og jeg har aldrig haft en følelse af at være helt tilfreds, når jeg har set den eller læst stykket. Indtil jeg så Lars Eidinger i instruktør Thomas Ostermeiers version og var optaget fra start til slut. De to har et unikt samarbejde og havde givet stykket nogle friske øjne og noget humor.

Der var en monolog, hvor Hamlet ender med at stå og være dj med et brød og en pizzabakke som pult. Det lyder helt åndssvagt og dumt, men Eidinger er så morsom. Han er en skuespiller, du aldrig ved, hvor du har. Jeg har oplevet, at han stoppede hele forestillingen, fordi en mand i salens telefon ringede.

”Er det noget spændende?” spurgte han, mens han kiggede på manden.

”Nej, nej.”

”Jo, kom nu. Jeg vil gerne vide det.”

”Men det er ikke spændende.”

”Jo, kom nu!”

”Okay. Det er mine børn derhjemme. De spørger: ’Papa, haben wir kein Spinat?’”

Alle i salen hylede af grin, og det gjorde Eidinger også. Under ’Richard III’, som jeg så en anden gang, fulgte han en blandt publikum på toilettet:

”Hvis du skal tisse, så vil jeg også have en pause.”

Så løb han lige en omgang i foyeren og kom tilbage fem minutter senere. Han kan også finde på at bede om en karamel, hvis nogen pakker slik ud. Man kan sige, at man er lidt udsat som publikum, men man kan også sige, at Lars Eidinger griber chancen for at interagere med publikum. Det er jo det, det handler om. At skabe bro til publikum, gøre rummet mindre og bringe os tættere på hinanden. Det kræver kræfter og nærvær, og han gør det med finesse, nogle gange fortsætter han endda med at være i karakter – og fortsætter stykket, hvor han slap. Hvis det bliver brugt dramatisk, er det mere end bare en gimmick.

Jeg er kommet i Berlin, siden jeg gik i gymnasiet, og taler bedre og bedre tysk. Det er en fed by. Så meget historie. Så rigt kulturliv. Så mange gode restauranter. Skulle jeg flytte til en anden by, skulle det være Berlin. Det har bare endnu aldrig passet ind. Men måske skulle man en dag trække stikket med familien et halvt år. Eller spille med i en tysk produktion. Det ville jeg elske, men så godt er mit tyske heller ikke – jeg skulle nok spille en dansker i Tyskland.

28. marts har Viaplay premiere på anden sæson af krimiserien ’Den som dræber’ med Natalie Madueño som politiefterforsker.

0 Shares

marts 29, 2021/

MIN MÆRKELIGSTE REJSE

Eventyrenes klub

Den danske dj og ’X Factor’-dommer MARTIN JENSEN turnerer normalt omkring 250 dage om året. Tag med mekanikeren til giftig skumfest i Lloret de Mar, til et uforudset møde med kærligheden højt over Bangkok og på tur gennem USA i en stor, faldefærdig autocamper.

Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

TRÆLIM OG SKUMFEST I LLORET DE MAR, 2009

Før jeg kunne leve af at være dj, var mit liv delt i to. I hverdagene var jeg mekanikerlærling, og i weekenderne turnerede jeg med et mobildiskotek, jeg havde sammen med en ven. Vi spillede til alt muligt. Byfester, efterskolefester, handelsskolefester, runde fødselsdage. Alle de der klassiske provinsfester.

Vi var og er begge lyd- og lysnørder, så vi planlagde en klassisk druktursferie med all inclusive til Lloret de Mar, hvor vi skulle se alle de store klubber. Jeg havde på forhånd hørt, at der var sådan nogle ’danskerhoteller’ dernede, som skulle være rimelig klamme, så vi flottede os og blev indlogeret på et firestjernet hotel. Det var en vanvittig overdrivelse. Hvis det havde været vurderet til én stjerne, så tror jeg, at man havde været gavmild. Alt var ulækkert, folk var fulde hele tiden, og morgenmaden eksisterede nærmest ikke.

Til gengæld var der en bartender, som var helt fantastisk og alle stjernerne værd. Inden klokken havde slået to om eftermiddagen, var min makker og jeg så stive i vodka med juice, at vi hverken kunne gå eller stå. På et tidspunkt spurgte jeg vores kære bartender, hvorfor man blev så fuld af deres drinks, og han fortalte så, at literprisen på vodka i det område var billigere end både juice og Red Bull.

Ugen op til afrejsen havde jeg arbejdet med noget tokomponent-trælim derhjemme, fordi jeg skulle sætte nogle nye sider på mit mobildiskotek. Det trælim skal man bare ikke få på fingrene, for det er fysisk umuligt at få af fingrene igen. Jeg prøvede at vaske mine hænder med fortynder, eddike, ståluld og brun sæbe, men lige meget hjalp det. Det lignede ens hænder, efter man har lavet guirlander til juleklip i folkeskolen. Mine hænder var helt brune af skidt og snavs, som bandt sig til limen.

Martin Jensens første job bag dj-pulten var til en 18-års fødselsdagsfest i Sorring Forsamlingshus som 15-årig. Senere grundlagde han mobildiskoteket Firedisko med en ven, som blev et af de største mobildiskoteker i Danmark.

Den første aften i byen tog vi ind på Disco Colossos, som er den største klub i byen. Vi havde kun været derinde i 10 minutter, da vi indså, at det var en rigtig lorteklub. Der var helt tomt, og vi havde en oprigtig frygt for, at det ville blive den værste uge i vores liv, så vi gik op i baren for at få en drink og komme i stemning. Da jeg spurgte bartenderen, hvad man kunne få at drikke, kiggede hun på mig, rullede øjne og gik væk. Lidt senere spurgte jeg, om hun havde et drinkskort. Så kiggede hun på mig, rullede øjne og gik væk igen. Vi var ved at dø af grin over hele situationen i det der tomme diskotek, men vi var også en smule bange, for man skal aldrig provokere en sur spanier.

Da hun kom tilbage for tredje gang, var jeg skidenervøs for, hvordan hun ville reagere. I afmagt bad jeg om to drinks med vodka og Red Bull, hvorefter hun smilte og kom med to glas. Jeg forstår stadig ikke den bartender. Da vi havde bundet et par stykker, begyndte min fod at bevæge sig i takt til musikken. Vi bad vores nye veninde i baren om to mere, så flækkede vi dem, og sådan fortsatte vi. De må have været ret stærke, for det næste, jeg husker, er, at der var en kæmpe skumfest i gang på dansegulvet.

Ingen af os kunne et eneste dansetrin, men den aften var vi verdensmestre. På et tidspunkt fik jeg skummet i munden, og det var simpelthen så giftigt, at jeg hostede i fem minutter. Og da jeg vågnede næste morgen, var mine hænder fuldstændig rene. Jeg havde prøvet alt. Men en times spansk skumfest var det, der skulle til for at fjerne trælimen. Der blev vi enige om, at vi nok ikke skulle til flere skumfester.

Jeg har aldrig spillet i Lloret de Mar, og gud ske tak og lov for det. Der er så mange stive danskere dernede – og jeg var selv en af dem.

I 2017 rejste Martin Jensen spontant til Lissabon for at mødes med Natasha Samsara Thompson fra Nordirland, som han havde mødt til en efterfest i Bangkok. I december 2020 friede han til hende på Maldiverne. Hun sagde ja.

KÆRLIGHEDSJAGT I BANGKOK, BELFAST OG LISSABON, 2017

I 2017 spillede jeg til en stor festival i Bangkok, hvor jeg havde nogle venner med. En af dem er er en rimelig ekstravagant type, som har en evne til at komme i kontakt med de rigtige mennesker. Jeg forstår ikke, hvordan han gør det, men han kan altid komme ind steder, hvor andre mennesker ikke kan. Efter koncerten var vi andre på vej i seng, da min ven skrev, at han havde fundet en efterfest med japanske modeller, champagne og Don Julio 1942 (en meget dyr tequila, red.) ad libitum.

Festen foregik i en penthouselejlighed på 38. etage med udsigt over hele Bangkok, og det var ligesom at træde ind i filmen ’Tømmermænd i Thailand’. Der var fire private butlere, der stod klar til at servicere. Der var et musikanlæg, som fyldte halvdelen af stuen. Der var diskokugler og lasere. Alle til den fest var brændt af på det ene eller det andet, og så kom der tre blege danskere ind med rygsæk og shorts. Vi lignede nogle, der kom direkte fra turistkontoret. Den aften faldt jeg i snak med ung kvinde fra Nordirland, der hedder Natasha, og vi udvekslede telefonnumre.

En måned senere skulle jeg spille til en festival i Belfast, hvor hun tilfældigvis er fra. Vi aftalte, at vi skulle mødes, og at hun kunne komme backstage med nogle veninder.

Hun anede ikke, at jeg var dj, men troede bare, at jeg var helt vild med elektronisk musik. Det var først, da vi kørte forbi hovedindgangen for at komme ind backstage, og hun så mit navn på plakaten, at det gik op for hende, at jeg skulle spille den aften. Dagen efter koncerten brugte vi hele dagen sammen. Vi kørte rundt til alle mulige seværdigheder, og inden jeg fløj videre til min næste koncert, aftalte vi at mødes i Lissabon, hvor hun skulle til en koncert med Red Hot Chili Peppers kort tid efter.

Rejser og fester overalt i verden er en del af jobbet for 29-årige Martin Jensen.

Måske var det lidt for spontant at planlægge en date i Lissabon, der skulle strække sig over flere dage? Da jeg sad i lufthavnen og ventede på hende, skrev hun, at hendes fly var forsinket. Det sekund var jeg overbevist om, at jeg ville blive brændt af. Jeg skrev til en veninde, som jeg håbede ville berolige mig, men hun mente også, at Natasha nok havde fået kolde fødder.

Jeg var ankommet tidligt om formiddagen, og hendes fly skulle først ankomme klokken 22 om aftenen. Jeg var et nervevrag, da jeg stod og spejdede efter hende, men jeg havde jo kun mødt hende to gange før, så jeg blev pludselig i tvivl, om jeg overhovedet kunne genkende hende.

Da hun kom ud gennem terminalen, vadede hun lige gennem lufthavnen uden at ænse mig for at tage en taxa. Jeg listede mig hen bag hende og tænkte: ”Jeg klapper hende sgu lige i røven.” Så vendte hun sig om, klar til at give mig en kæmpe lussing, indtil hun indså, hvem det var. Så fik jeg heldigvis en kæmpe krammer. Vi var i Lissabon i tre dage, og det hele endte bedre, end jeg kunne have regnet med. Jeg mødte hende i Bangkok, jeg lærte hende at kende i Belfast, vi blev kærester i Lissabon, og så friede jeg til hende i december 2020 på Maldiverne.”

I 2019 blev Martin Jensen træt af det hurtige liv, konstante flyrejser og dyre hoteller. I stedet lejede han en autocamper og kørte tværs gennem USA, mens køretøjet langsomt faldt fra hinanden.

KØR SELV-TURNÉ I USA, 2019

“Natasha og jeg var fløjet direkte fra en koncert i Chengdu i Kina til Dallas i Texas. Normalt, når jeg turnerer, lander jeg i en by, spiller en koncert, sover på et kedeligt, dyrt hotel, og så flyver jeg videre til næste by, hvor det hele gentager sig. Det kan man godt blive lidt ør i hovedet af.
Engang fløj jeg fra England til Kina, og da vi ankom, sagde jeg: ”Ej, hvor er det dejligt at være tilbage i Mexico.” Så kiggede ham, der stod for koncerten, helt underligt på mig, og først der gik det op for mig, at han da heller ikke lignede en mexicaner. Dagene bliver blandet sammen, når man rejser så meget, men det adrenalin-sus, det giver, når jeg spiller for 20.000-30.000 mennesker, er det hele værd.

Den her gang skulle jeg spille en masse koncerter i USA og havde lejet en 13 meter lang autocamper, som vejede 16 tons. Den skulle være vores hjem de næste fem uger.

I USA har de den vanvittige regel, at hvis et køretøj kun har to aksler, må man køre det med et almindeligt kørekort. Autocamperen var lige så stor som de gule busser i København, og den var meget besværlig at styre. Jeg har lastbilkørekort og ved godt, hvordan man skal køre sådan en stor bandit, men Natasha kunne slet ikke styre bilen, selvom hendes familie ejer et firma, der udlejer autocampere, og hun har kørt dem hele sit liv. I de fem minutter, hun kørte den, væltede hun alle orange kegler i midten af vejbanen, og så blev vi enige om, at jeg nok skulle tage over.

Det var en kæmpe oplevelse at køre rundt i USA, fordi det er så uendelig stort og skørt. Vi boede på campingpladser, der var på størrelse med Messecenter Herning, og vi handlede i Walmart, hvor man kan købe en legetøjs-tank til sit barn, mens man selv køber sig et oversavet jagtgevær. Det var det bedste ved hele turen. Walmart er Bilka på steroider, og ligegyldigt hvad du ønsker dig, så har de det.

Jeg spillede i Boston, New York, Atlantic City, Denver, San Francisco, Chicago, Dallas, Houston, Portland og Seattle og kørte i alt 37.000 kilometer i autocamperen. Jeg har aldrig lært så meget om camping på så kort tid. Pludselig skulle jeg parkere og bakke det 13 meter lange monster, slå vand til, tømme septiktanken, tanke gas og så videre. Hold nu op, et mareridt.

Den havde kørt 35.000 kilometer, da vi lejede den. I mit lastbilhoved var det ingenting, men for en autocamper er det åbenbart fire livstider. Alt gik i stykker. Vi var aldrig kommet frem, hvis jeg ikke havde været uddannet mekaniker, for jeg lavede vitterlig ikke andet end at reparere på det lort. Sidespejlene sprang af, vinduerne fløj op, oliefyret stod af konstant, airconditionanlægget gav op, afføringstanken var proppet, og vandpumpen fungerede slet ikke. Nu er jeg ekspert i autocampere, men jeg skal aldrig røre det skidt igen.

Efter den sidste koncert i Seattle, som sluttede klokken 23, skulle vi køre 3.000 kilometer i ét stræk til Dallas, fordi vi skulle aflevere autocamperen og nå et fly to dage senere. Vores GPS mente, at vi kunne nå det med kun fire timer i overskud, så vi holdt ikke pause overhovedet. Vi kørte dag og nat i to dage.
Når jeg skulle have en lur, overtog min manager rattet. Vi lavede mad, mens vi kørte, og vi stoppede kun, når vi skulle tanke, ellers var det bare speederen i bund. Endelig ankom vi til Dallas igen efter vores rundtur. Derfra fløj vi videre til Kina, hvor jeg spillede syv shows i syv byer på syv dage.”

Martin Jensen er en 29-årig dansk dj og ny ’X Factor’-dommer. Hans mest populære sang, ’Solo Dance’, er blevet lyttet mere end 600 millioner gange på Spotify, og hans samlede antal streams på tjenesten er over 1 milliard. I 2019 turnerede han i Asien, USA og Europa. Før han blev verdenskendt dj, arbejdede han som mekaniker og var sælger i sin fars firma, der forhandler entreprenør- og landbrugsmaskiner.

0 Shares

februar 15, 2021/

Indlæg

Et kig ud i verden

Ole Boisens Danmark

Verdens mester

Big Bang

Skudsikker

Lea Porsagers Danmark

Vincentz’ vilde verden

Den amerikanske drøm

Noget i luften

Eventyrenes klub

Redaktion

Annoncesalg/kontakt

Links og info

Tilmeld nyhedsbrev

Indlæg

Redaktion

Annoncesalg/kontakt

Links og info

Tilmeld nyhedsbrev

Cookies og privatlivsindstillinger