Indlæg

Han har optrådt på egnsteatre, medvirket i store Hollywood-produktioner og alt derimellem. Her tager 54-årige Claes Bang dig med på job med en abe i Tyskland, ombord på et privatfly til Amsterdam for at nå et damptog og til pladeindspilning med Kasper Winding i Paris.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Neilson Barnard/Getty Images for DIFF, Magnolia Pictures, HBO, Sony Pictures

ABEN HOLDER FRIDAG, BERLIN

Den film, der har påvirket min karriere mest, er uden tvivl ’The Square’ af Ruben Östlund, som vandt en Guldpalme i Cannes i 2017. Det er en svensk film af en svensk instruktør, men der er danske og tyske støttekroner bag filmen, og det betyder i nogle tilfælde, at man skal filme i de pågældende lande. Vi skulle i hvert fald skyde noget af filmen i Tyskland, hvilket passede med, at vi skulle bruge en bestemt type abe til en scene, som man ikke kan opstøve i Skandinavien. 

I filmen er der en scene, hvor jeg er hjemme hos en kvinde, og mens jeg tager skoene af, kommer aben gående rundt i lejligheden. Der var ingen, der havde den specifikke type abe, og der er åbenbart nogle regler, som forbyder import af aber.

Det viser sig så, at de har forskellige bonobo-aber (der er særligt sexglade, red.) i Tyskland, og så gav det jo sig selv at optage abe-scenerne i Berlin. Vi skulle ankomme 1. oktober og have vores første optagedag med aben to dage senere. Men 3. oktober er ’Tag der Deutschen Einheit’ – genforeningsdagen, hvor alle i Tyskland holder fri. 

Jeg kan tydeligt huske, da produktionen finder ud af det, for de tyske abepasseres kommentar var: ”Den dag arbejder aben ikke.” Jeg troede, at vi var ih og åh så vigtige, men det kunne der simpelthen ikke laves om på.

I stedet lejede vi en fransk abe, som kom med et entourage på 12 personer og en manual på hundredvis af sider, hvor der stod, at aben er et vildt dyr, og at den vildskab kunne blive fremprovokeret af de mindste ting. Der stod blandt andet, at vi ikke måtte synge i nærheden af aben. Alt skulle foregå stille og roligt og så afdæmpet som muligt. I filmscenen, hvor jeg er hjemme hos kvinden, kommer aben gående rundt i lejligheden, men man kan ikke se, at der stod to personer i alle hjørner af lejligheden klar til at gribe den, hvis den af en eller anden grund skulle gå amok. 

Jeg var skrækslagen for det dyr. Det er 120 kilo muskler, som er totalt utilregnelige. Jeg skulle ikke holde den i hånden eller ae den i pauserne eller den slags. Og jeg overholdt alle regler i manualen. Det var bekymrende nok i sig selv, at det var nødvendigt at have 12 mennesker klar, hvis den skulle finde på noget. Det gør man jo ikke, hvis det slet ikke kunne ske. 

Jeg kan ærligt talt ikke fortælle, hvad den abe skulle i filmen, men jeg mindes, at Ruben Östlund synes, der er for få aber i film helt generelt. 

Den underfundige og kunstmiljøsatiriske ’The Square’ (2017) instrueret af Ruben Östlund vandt en Guldpalme i Cannes og blev Claes Bangs gennembrudsfilm.

CLAES BANG

Er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1996. Siden har han optrådt på teatre over hele landet og spillet med i et væld af danske serier.

I 2017 havde han hovedrollen i den Guldpalme-vindende film ’The Square’. Han har også medvirket i det prisvindende drama ’The Affair’, og i 2020 havde han hovedrollen i BBC’s miniserie ’Dracula’.

Ved siden af arbejdet som skuespiller har han udgivet musik under navnet ’This is not America’. I maj udkom ep’en ’Songs of Love’, som er blevet til i samarbejde med Kasper Winding og Henrik Balling.

DAMPTOG OG PRIVATFLY, AMSTERDAM OG ALLERØD

I 2018 havde jeg mit første store filmstjerne-moment. Jeg var blevet tilbudt en bærende rolle i filmen ’The Last Vermeer’ sammen med blandt andre Guy Pearce. Desværre havde jeg nogle forestillinger med monologen ’Ondskaben’ i Danmark samtidig. Derfor satte jeg mig for, at det skulle lykkes at udføre begge dele uden at gå på kompromis med hverken filmen eller teaterstykket.

Jeg har opført ’Ondskaben’ omkring 400 gange siden 2002, så det blev mig meget magtpåliggende, at jeg ikke blev sådan en, der skrider fra alle aftaler, så snart udlandet ringer. Jeg ville ikke have ry for at være en, man ikke kan regne med, og så vil jeg heller ikke brænde en masse broer ved at opføre mig som en odder. 

Filmens instruktør havde stor respekt for, at jeg gerne ville holde mine danske aftaler, så vi fik det tilpasset sådan, at det ikke ville kollidere. Der var dog en scene i filmen, hvor jeg skulle stå lidt uden for Amsterdam i et velpresset jakkesæt og i en flot herrejakke fra 1945, mens et damptog kørte væk i baggrunden. Den scene var nærmest umulig at få i stand, fordi skinnenettet er så travlt i Holland. Det betød, at vi skulle optage en bestemt søndag i april, hvor jeg samtidig havde en optræden på Mungo Park i Allerød nord for København.

Det var nødvendigt, at jeg stod sminket og omklædt på togstationen uden for Amsterdam klokken 16, så damptoget kunne køre på det aftalte tidspunkt. Forestillingen i Danmark fik vi derfor rykket to timer frem. Jeg gik på klokken 12 og forlod scenen klokken 13. Et kvarter senere sad jeg i en taxa, som kørte mig direkte til lufthavnen, hvor jeg blev dirigeret uden om security-området, fordi jeg skulle med et privatfly.  

’The Last Vermeer’ (2019) er instrueret af stenrige Dan Friedkin. I filmen, der handler om kunst, forfalskninger og nazi-kollaboratører, spiller Claes Bang (t.h.) den ene hovedrolle som kaptajn Joseph Piller.

Filmens instruktør hedder Dan Friedkin, og han er meget rig. Han er så rig, at han i efteråret købte fodboldklubben AS Roma, og så har han tre private Gulfstreams. Det var et af de fly, han havde sendt til København for at få mig til Amsterdam. Det var første gang, jeg fløj med privatfly, og jeg anede ikke, at der var en særlig indgang til privatflyene, og at man bliver kørt i bil ud på landingsbanen. Det var en sindssyg oplevelse, og jeg nåede nærmest ikke at skænke det en tanke, fordi jeg havde travlt. Klokken 13.45 gik jeg ind i privatflyet, og kort tid efter lettede vi. 

Der er ekstremt god plads i sådan et privatfly. Havde det været en længere tur, kunne jeg have taget en lur på min egen soveplads, og Dan Friedkin har sit eget værelse om bord, når han skal over Atlanten. Det var først, da jeg satte mig i de meget gode læderstole, at jeg tænkte over, at det måske ikke var helt godt for planeten. Sikke et miljøsvineri.

Jeg landede omkring klokken 15 i Amsterdam og blev kørt direkte ud til togskinnerne i den her forstad. Jeg klædte om til fint jakkesæt i bilen og blev sminket, så godt det nu kunne lade sig gøre i en kørende bil. Klokken 16 blev der sagt action, hvor jeg traskede væk fra damptoget, som kørte ud i horisonten. Det var tre timer efter, jeg forlod forestillingen i Allerød. Det er det tidspunkt i min karriere, hvor jeg har følt mig mest som en filmstjerne.

Jeg ser det ikke nødvendigvis som et eksempel på succes. Jeg synes faktisk, at jeg er god til at sætte pris på de forestillinger, som bare fungerer, og de dage, der giver mening, om det så er en stor produktion eller en teaterforestilling.

Claes Bang er uhyggelig god i Netflix-serien ’Dracula’.

POPHÅR OG UNGDOMSIDOLER, PARIS

For at forbedre mit klimaaftryk en smule besluttede min kone og jeg, at vi skulle tage toget til Paris i 2019, hvor jeg skulle til en læseprøve på et filmmanuskript, som Kasper Winding har skrevet. Da jeg modtog manuskriptet, arbejdede jeg på serien ’The Affair’ i Los Angeles, og jeg faldt nærmest ned af stolen, da en af mine venner spurgte, om Kasper Winding måtte få mit telefonnummer. 

Det var et vanvittigt spørgsmål, for Kasper Winding var og er en af mine store helte. Som ung havde jeg alle hans plader, og jeg dyrkede virkelig hans musik. Det var dengang, jeg havde hår som John Taylor fra Duran Duran og lyttede musik, til mine ører blødte. Hver eneste gang jeg skulle til frisøren, havde jeg et lille billede af John Taylor med mig, så jeg kunne få hans nyeste frisure. 

Læseprøven foregik hos Kasper Winding i Paris, og jeg vil faktisk hellere tage toget, end jeg vil flyve, men hvor var det besværligt. Først var der stop og skift i Hamborg, hvor vi skulle vente så længe, at vi gik på museum. Videre med nattog til Freiburg for at vente i timevis klokken bussemand om morgenen på en lukket togstation, hvor man ikke engang kunne købe en sodavand. Derfra gik toget heldigvis direkte til Paris. Jeg er virkelig fan af nattog og togtrafik, men det var uendelig besværligt, og så kostede det 10 gange så meget som en flybillet. Jeg håber virkelig, at mit klimaaftryk blev korrigeret en smule for det lort, jeg lavede med privatflyet.

Den 54-årige danske skuepiller har en fremtrædende rolle i den populære dramaserie ’The Affair’.

Efter læseprøven og efter at have lært Kasper Winding lidt bedre at kende, risikerede jeg det ene øje og fortalte ham, at jeg nørder lidt med musik ved siden af at være skuespiller. Det har jeg gjort i mange år, selvom det aldrig er noget, jeg har satset på at leve af. 

Jeg bed hovedet af al skam og spurgte, om han ville høre nogle af mine demoer. Det havde han formentlig hørt før, men i stedet for at kigge overbærende og finde på en høflig afvisning hjalp han mig med at producere to numre. Bagefter sendte han mig videre til Henrik Balling fra Gangway, som jeg virkelig også dyrkede i mine ungdomsår, hvor jeg selv spillede tangenter og percussion i to bands, som om muligt havde de dårligste navne verden.

Forsangeren i vores første band blev af en eller anden grund kaldt Pils, så vi blev til ’Mama Pils og drengene’. Jeg kan næsten ikke få mig selv til at sige det, for jeg synes oprigtigt, at det er så forfærdelig dårligt. Jeg forstår stadig ikke helt, at den musik, jeg har fiflet med de seneste år, nu er produceret med hjælp fra dem, jeg så mest op til, da jeg selv spillede i ’Mama Pils og drengene’. Og at det hele falder tilbage på en læseprøve i Paris.

Det andet band hed MOM som kontrast til D-A-D. Bogstaverne skulle selvfølgelig også have en mening, så vi endte med at hedde ’Mokka Ohne Mädchen’. Kaffe uden piger. Det er dårligt på et helt sygt niveau.

Jan Grarup har dokumenteret verdens skyggesider i mere end 30 år. Her stiller den 52-årige krigsfotograf skarpt på seks fotografier fra sine mange rejser.
Tekst:Sebastian Dally MayoniFoto:Jan Grarup

1. FRISØREN I BALAKOT

”I 2005 ramte et stort jordskælv den pakistanske del af Kashmir og især en fattig by ved navn Balakot. Jeg vidste med det samme, at jeg skulle af sted for at dække historien. Når man arbejder med det, jeg gør, er der nogle parametre for, hvornår man rejser. Og når det kommer op i en skala med mere end 80.000 dødsfald, handler det bare om at komme af sted. 

Jeg er velbevandret i at få det logistiske til at gå op med fixere, biler, flybilletter og så videre. Der gik to dage, fra jordskælvet ramte, til jeg sad i en maskine på vej til Islamabad. Derfra lejede jeg en bil med chauffør og kørte nordpå mod Balakot, der ligger meget afsondret. 

Vi skulle køre på ekstremt dårlige jordveje i bjerge og dale. Flere af vejene var styrtet sammen, vi måtte finde nye ruter og endte i en lang konvoj af lastbiler med nødhjælp. Nogle gange kan det tage tre timer at komme frem, andre gange sidder du som her i kø i tre dage. Jeg er ukronet konge i Candy Crush (mobilspil, red.), for man skal have tiden til at gå. 

Da vi ankom til byen, var der ikke et eneste hus tilbage. Nogle mennesker var flygtet af frygt for efterskælv, mens andre gravede efter familiemedlemmer. Frisøren på billedet fortalte, at han havde mistet sine forældre, da huset, de befandt sig i, styrtede sammen, men de var endnu ikke blevet fundet. Efter vi havde talt lidt sammen, gik han hen til ruinerne af sin butik. Så rejste han sin frisørstol op, fandt sin kam og sin saks og begyndte at arbejde. Han fandt ovenikøbet det klæde, der sørger for, at man ikke får hår på tøjet og i nakken.

Balakot var den by, der var hårdest ramt af jordskælvet, og fotografiet repræsenterer noget specielt for mig. Det viser vilje til overlevelse og en flig af håb. Størstedelen af de mennesker, jeg møder, der er på flugt fra naturkatastrofer eller krig, ønsker mest af alt at genskabe et hjem. Man kan godt trække på smilebåndet trods de massive ødelæggelser. Frisøren havde endda sat en ventebænk op i tilfælde af, der skulle komme kø i butikken. Det er absurd, optimistisk og en smule naivt, men billedet, der var på forsiden af aviser i 21 lande, viser en værdighed og en vilje til at opretholde sit eget liv. 

Jeg besøgte Balakot fire gange. Jeg var der umiddelbart efter jordskælvet, og jeg var der, da sneen faldt, og folk måtte flygte fra bjergene på grund af kulden. Jeg tilbragte også jul og nytår i byen. Sidste gang jeg besøgte stedet, var om foråret for at gøre status over, hvor langt man var kommet. Det handler om at bide sig fast i en historie og følge den til dørs.” 

2. GULDTANKEN I ERBIL

”Billedet er taget i det nordlige Irak i 2016 uden for hovedbyen Erbil, der betragtes som en slags hovedstad i den kurdisk-kontrollerede del af Irak. Jeg var dernede for at dække historien om alle de flygtninge, som var kommet ud af Mosul og havde mistet deres livsgrundlag, mens Islamisk Stat blev nedkæmpet. Jeg var der sammen med filminstruktøren Boris Bertram, som var i gang med en dokumentar om, hvad vores hjem betyder for os. Han har rejst rundt i hele verden fra Lapland til Erbil for at finde ud af, hvad der kendetegner et hjem. Det er meget individuelt, hvad folk beslutter sig for at tage med, når de flytter eller flygter. Et eksempel var en dommer, som vi mødte i en flygtningelejr. Det eneste, han havde taget med fra Mosul, var jakkesæt og slips. Det var det vigtigste for ham. Det kan virke helt absurd at slæbe rundt på alle sine jakkesæt i en flygtningelejr, men det er sådan, mennesker er.

På en øde hovedvej i retning mod Erbil så vi pludselig den her tankstation af guld. Jeg tænkte: ’Hvad fanden er det?’ Den stod i et afsondret område mellem to byer, plastret til i rigdom. Og blot 80 kilometer fra, hvor krigen rasede, og tusindvis af mennesker blev slået ihjel – det er en afstand som fra København til Holbæk. 

Hvem bygger en guldbelagt tankstation? Hvorfor var den ikke blevet pillet fra hinanden? Jeg fik fat i ejeren, som fortalte, at han havde flere guldbelagte tankstationer. Han så det som et trækplaster – en måde at få kunder i biksen på i stedet for at sætte store skilte op. 

Det var først, da jeg kom hjem, at det gik op for mig, hvor grotesk det var, at man 80 kilometer derfra kæmpede for overlevelse. Det er ofte sådan, at jeg først kan se klart, når jeg har fået det på afstand. 

Billedet har været på forsiden af flere arkitekturmagasiner i hele verden, men da jeg tog det, vidste jeg ikke, at det ville få sit eget liv. God fotojournalistik skal stille spørgsmål og bekæmpe ligegyldighed over for omverdenen.”

GRARUP PÅ GRÆNSEN

Jan Grarup, 52, er uddannet ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. I 2017 udgav han ’And Then There Was Silence’ – en samling af sort-hvide højdepunkter fra hans 25 år som krigsfotograf over hele verden. I 2019 udkom dokumentarfilmen ’Krigsfotografen’, hvor man følger Grarups liv i København og i verdens krigszoner.

Han samarbejder med Dansk Flygtningehjælp og har vundet otte priser ved World Press Photo og Årets Pressefoto i Danmark fem gange. Jan Grarup har malaria, andre sygdomme og er ramt af PTSD. ”Jeg skal spise medicin for det hver dag. Den fysiske begrænsning kan jeg leve med. Det, jeg er bekymret for, er den dag, jeg ikke længere bliver påvirket af mit arbejde,” siger han.

3. GYNGEN I MOSUL

”Jeg arbejder hele tiden på mange forskellige projekter. Et af dem hedder ’Warscapes’ og er fotografier af byer og lande i krig, hvor landskaberne fuldstændigt ændrer karakter. 

Billedet er taget i en fattig forstad til Mosul, der bestod af små lerstenshuse, som var voldsomt beskadigede og havde været under Islamisk Stats kontrol. Røgen i baggrunden er fra brændende oliekilder. Islamisk Stat antændte 27 enorme oliekilder, før de måtte overgive sig. 

Det blæste ud med brændende olie, og det var ekstremt voldsomt. Jeg var sølet ind i råolie. Det stikker, svier og brænder på huden, og det farver hele byer sort. Alle børnene var smurt ind i olie, og kvinderne vaskede tøj fem gange om dagen. Selv fårehyrdernes dyr var kulsorte. Dem fotograferede jeg også. Oliekilderne brændte i mange måneder. Det er en ekstremt omstændelig proces at slukke, og det gjorde det ikke nemmere, at området var indhyllet i en stor konflikt. Husene i baggrunden er den tidligere frontlinje. Selvom frontlinjen havde rykket sig, var der stadig skyderier og mortérnedslag. 

Da jeg bevægede mig frem i gaderne iført skudsikker vest og hjelm, fik jeg pludselig følge af en lille knægt i vindjakke og badesandaler. Jeg bruger kun min skudsikre vest i nødstilfælde. Jeg synes, det er svært at rende rundt og ligne en Michelin-mand, mens små børn løber ved siden af og leger. Knægten fulgte efter mig med hænderne i lommen, og vi gestikulerede lidt til hinanden, for vi kunne ikke tale sammen. Da jeg kom til det, man kan se på billedet, begyndte jeg at stille mit kamera op. I løbet af et halvt minut fik han bundet en løkke på en af de ødelagte el-ledninger og fik lavet en gynge.

Jeg skyndte mig at fotografere situationen med et af mine andre kameraer, og da det hele var overstået, tænkte jeg, at virkeligheden overgår fantasien. Det er ikke et billede, du kan orkestrere i dit hoved.” 

4. SVÆRDFISK I MOGADISHU

”Jeg har arbejdet i Somalia siden 2010. Dengang havde al-Shabaab kontrol over halvdelen af hovedstaden, mens den somaliske regering havde den anden halvdel. Udviklingen i Somalia har jeg dækket løbende siden, og jeg elsker Somalia og det somaliske folk. 

Det er et af de mest gæstfri folkefærd i verden, selvom de sidste to årtier har været præget af konflikt på grund af warlords, korruption, islamisk fanatisme, hungersnød og meget andet. De har været igennem alt. Alligevel har de formået at bevare en værdighed og en gæstfrihed, som jeg sjældent har oplevet.

Men det er også et utrolig farligt land at rejse i. Når jeg er i Somalia, har jeg altid 10-12 livvagter med mig, som jeg har arbejdet med i mange år. Der er nærmest ugentlige attentatforsøg på regeringsmedlemmer, bilbomber og kidnapninger. Livvagterne er frygtløse med undtagelse af én ting: De kan ikke svømme, så når jeg bader i Det Indiske Ocean, hvor der er hajer, bryder de sig ikke om det.

Det paradoksale ved Somalia er, at pirateriet i Adenbugten har jaget trawlerne ud af farvandet, og derfor er livet i havet eksploderet. Fiskeri er ikke traditionelt noget, man har bedrevet i Somalia. Før i tiden var det mere kameler, geder, får og kvægdrift. Men på grund af konflikterne er fiskeriet blevet en måde at overleve – der er så mange fisk og hajer i det område. En stor haj kan indbringe op mod 1.000 dollars, og finnerne bliver blandt andet solgt til Japan.

Jeg har brugt mange dage på det store fiskemarked i den gamle del af Mogadishu, hvor de lokale læsser fangsten af hver morgen. De sejler ud på åbent vand om natten i små joller med påhængsmotor, og tidligt om morgenen vender de tilbage med kæmpe tun, marlin, sværdfisk og hajer. 

Fiskemarkedet er et kaos af blod, indvolde og fisk, og det ligger i det område, hvor nogle af de hårdeste kampe har fundet sted. Alle husene er bombet og skudt i stykker, men nu er der en langsom genopbygning i gang. Jeg fotograferer sjældent i farve, men her giver det mening. Huset i baggrunden er det første hus i hele den gamle bydel, der er blevet malet. Man kan tydeligt se, hvor ejerens matrikel starter og slutter. Han har kun malet det, der er hans.
Jeg har været i Somalia mellem 30 og 40 gange siden 2010. Selvom det er et meget usikkert og utrygt sted at være, er det på vej i den rigtige retning. Mit Somalia-projekt handlede ikke om borgerkrig og ødelæggelse. Det handlede om hungersnøden, der ramte ekstremt hårdt i 2010 og dræbte op mod 2.000 børn om dagen. Jeg kunne fylde alverdens aviser med de mest forfærdelige billeder, men livet er også noget andet. Det vil jeg gerne vise med det her billede.

Jeg har selv prøvet af løfte nogle af de hajer, de traver rundt med. Jeg kunne ikke flytte dem fra jorden. Så står de alle og griner af ham den lyserøde splejs.”

5. REDNINGSVESTKIRKEGÅRDEN

”Billedet er fra Lesbos, hvor de har en enorm redningsvestkirkegård. Der ligger over 250.000 redningsveste, og billedet viser kun en lillebitte del af lossepladsen. På nogle måder ligner bunken et kunstværk eller et maleri, men ser man godt efter, vil man finde ud af, at mange af redningsvestene er lavet til børn. Størstedelen duer slet ikke som redningsveste, men er blevet masseproduceret af menneskesmuglere, dødens købmænd, der har solgt dem dyrt til flygtninge og desperate mennesker. En stor del af dem er fyldt med avispapir og pap, som ville have den stik modsatte effekt, hvis man faldt i vandet. 

Billedet er en del af mit projekt om flygtninge- og migrationsstrømme ved Europas ydre grænse, som jeg begyndte på i 2015. Dengang lå redningsvestene i små bunker på strandene. Hver gang en båd ankom, kunne man se dynger af veste, som lå rundt­omkring. På et tidspunkt var der så mange gummibåde, påhængsmotorer og redningsveste, at man besluttede at smide det på lastbiler for at køre det ud til en losseplads, der bare er vokset med årene. Billedet tog jeg med drone i 2019. 

Hvis man tager til Lesbos som turist, burde man tage op og se redningsvestkirkegården, der er et monument over hele krisen. Man kan også skimte en kajak, som nogen har forsøgt sig med. Andre har svømmet eller brugt baderinge eller en oppustelig krokodille. Man har forsøgt det hele, og et stort antal mennesker er druknet. Jeg har gode venner, som fotograferer i Libyen, og de fortæller, at der skyller lig op på stranden hver eneste morgen. Det er stadig hverdag.” 

6. DETENTION I COLOMBIA

”I marts 2021 rejste jeg til Colombia for at dække den hyper­inflation, der foregår i Venezuela og har enorme konsekvenser for befolkningen. Til trods for at Venezuela er et af de lande i Latinamerika med den største forekomst af olie, er økonomien fuldstændig smadret, og over tre millioner venezue­lanere har forladt landet. Nogle er søgt mod Peru, andre mod USA, men størstedelen er rejst til Colombia, og det har skabt kolossale problemer. 

Jeg mødte en kvinde, som var flygtet med sine børn fra Caracas, da hun for en månedsløn kun kunne købe en liter mælk, fire æg og en pakke cornflakes. Jeg mødte også en gammel musikprofessor, som havde undervist i klassisk musik på konservatoriet i Caracas. Nu bor han i en papkasse ved grænsen og forsøger at hjælpe unge familier videre. 

Ud over de venezuelanske flygtninge er der flere millioner internt fordrevne i Colombia, som bor i superfattige favelaer i udkanten af hovedstaden Bogotá. De områder huser nu et miks af colombianske og venezuelanske flygtninge. Mange kvinder brødføder deres familier ved prostitution. For mændene er en typisk vej banderelateret narkokriminalitet. 

Det oplevede jeg på nærmeste hold, da jeg var ude med politipatruljer i udkanten af Bogotá om natten. Hver nat bliver der slået unge mænd ihjel i kampen om narkomarkederne. De colombianske bander forsøger at opretholde deres territorier, mens venezue­lanske bander forsøger at overtage.

Fængslerne er så overfyldte, at man er begyndt at bruge detentionerne som fængsler. I byen Maicao i den nordlige del af Colombia på grænsen til Venezuela fortalte en lokal politimand, at han havde 300 fanger i fire små detentionsceller. Voldtægtsmænd, tyve, mordere, bandemedlemmer og narkosmuglere.

Da vi kom til politistationen, sad der cirka 100 fanger i underbukser på et udendørs område. Der var ikke plads i cellerne, og dem, der blev anset for at være de mindst kriminelle, sad under skarp bevogtning af politi med maskingeværer. Vi gik videre til cellerne, hvor der lugtede helt forfærdeligt. Jeg stak hovedet ind i cellen, der nok var 12 kvadratmeter. Der sad 60 fanger, som overnattede i tre lag. Der er et hierarki i cellen, hvor de stærkeste sidder tættest på tremmerne, fordi der er en smule ventilation. De kommer aldrig ud af cellen, de får mad i foliebakker, og når de har spist maden, skider de i bakkerne og smider dem ud gennem tremmerne. Alt foregår i cellen. Der er ikke mulighed for gårdtur eller toiletbesøg. 

Jeg spurgte politikommissæren, om jeg måtte komme ind i cellen, men det kunne jeg godt glemme, jeg ville aldrig komme ud igen. Jeg fik kun lov til at tage billedet, fordi det var politimandens hverdag.

Nogle skal sidde derinde på livstid for mord, andre skal sidde 15 år for hævndrab eller narkokriminalitet. Hele situationen er så ekstrem. Det er helt vildt, at sådan et billede kan blive taget i 2021.”

Kunstneren udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Les Kaner, Colourbox

HELLERUP STRAND, KØBENHAVN

”Jeg bor på Frederiksberg, på grænsen til Nørrebro. Vil jeg se vandet eller bade i byen, tager jeg ud til dette lille stykke strand. Om morgenen er det ikke så befolket. Jeg har været der en del for at lave research til mit værk ’Klit’, en strandbiotop, der bliver opført ved HF & VUC FYN Odense næste år.”

ELSEHOVED, VEJSTRUP, FYN

”Elsehoved er min barndoms og ungdoms strand. Jeg kommer her stadig, nu med min søn, når vi besøger mine forældre. Den er omgivet af nåleskov og hybenkrat og har den karakteristiske duft af skov og hav. Går man ud til det lille fyrtårn, ser man Storebæltsbroen til venstre og Langelandsbroen på højre hånd. Der er noget uendeligt over det sted.”

LUMSÅS SØNDERSTRAND, ODSHERRED, SJÆLLAND

”Her besøgte jeg som barn min farmor og hendes mand i deres sommerhus. Der er et voldsomt flot klitlandskab og en vild sandbund. Jeg har minder herfra om kolbøtter i vand, lyng og duften af fyrretræer.”

Helle Vincentz har været jorden rundt. Her fortæller forfatteren om at køre om kap med krybskytter i Mexico, om at følge i sin afdøde fars fodspor i Kenya, og om hvordan hun endte som hjælpemekaniker i et omrejsende monstertruckshow i Australien.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

AUSTRALIEN, 1999  

Efter gymnasiet rejste jeg rundt i Australien som backpacker. Jeg var nået til Broome på vestkysten, der har fra 15.000 til 45.000 indbyggere alt efter, om det er højsæson for turister, men stadig er den største by i det øde nordvestlige Australien. Jeg ville sydpå til Ningaloo Reef for at dykke. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme derned. 

På en plakat så jeg, at et monstertruckshow ville komme til byen, og at de søgte medarbejdere. Jeg opsøgte dem og fik job i en af boderne, hvor jeg skulle sælge pølser og is. Det var som et omrejsende tivoli: Hver gang vi kom til en ny by, blev showet pakket ud og sat op. Når vi var færdige, pakkede vi ned og kørte videre til næste by i store lastbiler. Nogle af dem var indrettet som sovevogne, hvor vi lå i køjesenge ved siden af bilerne og udstyret. 

Chefen for boderne var en stor dame med en virkelig grov mund. Når vi kom til Ningaloo Reef, havde jeg betinget mig, at jeg skulle have fri til at dykke. Men midtvejs ned ad vestkysten mente hun pludselig, at jeg i stedet skulle passe hendes kat. Vi kom op at skændes, jeg blev fyret, og jeg stod der midt ude i ødemarken og anede ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Så tilbød nogle af mændene, at jeg kunne få et job hos dem, og at de ville rykke sammen, så jeg kunne få deres halvdel af sovevognen for mig selv. 

Jeg blev ansat som assisterende mekaniker for ’Shaky’, den ansvarlige mekaniker på showet. Jeg kunne køre traktor og vidste lidt om maskiner, fordi jeg er vokset op på et landbrug, men derfra og til at rode med monstertrucks og motorcykler var der langt. Min primære opgave bestod i at vaske hjul og dæk og række værktøj til ’Shaky’, når han bad om det. 

Medarbejderne på det omrejsende monstertruckshow sov i køjesenge mellem biler og andet udstyr.

Jeg blev en slags lillesøster for monstertruckkørerne. Det var klassiske machomænd, de var rappe i kæften og interesserede sig for store biler og bajere. Mange af dem havde familien med på landevejen, og om aftenen spillede de kort og sad med deres små børn på skødet. En af dem hed Steve og kørte på motorcykel i ’The Death Drome’, en stor kuppel, hvor motorcyklen kørte rundt, så køreren vendte på hovedet. Fik den ikke nok fart på, risikerede den at styrte. Steve havde brækket sit kraveben 12 gange. Men han blev ved på grund af adrenalinsuset – og fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle lave. Han havde en lille søn og en kone, som nægtede at se ham køre, fordi hun var bange for, at han kom til skade.

Monstertruckshowet var vildt og larmende. Når motorerne startede, lød der et enormt brøl. I de små byer var det et tilløbsstykke, endelig skete der noget. Det mindede mig om havnefest i Skælskør, hvor jeg voksede op. Børnene fik lov til at spise flere popcorn, og far fik lov til at drikke lidt flere øl. Kørerne blev behandlet som stjerner, især Steve, han skrev autografer, når showet var overstået.

Efter en måned nåede vi til Coral Bay, en lille by med 500 mennesker ud for Ningaloo Reef. Jeg tog afsked med monstertruckshowet og brugte to måneder på at uddanne mig til divemaster i det lokale dykkercenter, hvor jeg skiftevis passede butikken og var med på havet. De bedste dage tilbragte jeg hele dagen på havet, og jeg fik mit divemaster-certifikat. 

Jeg så mange hajer, muræner og manta rays (djævlerokker, red.). For at ligge stille i vandet og observere dem skal man have godt styr på sit åndedræt. Efterhånden som jeg blev bedre, følte jeg mig næsten i zen nede i vandet. Inden jeg begyndte at dykke, var jeg virkelig bange for hajer, og når jeg stod på båden og kiggede ned, kunne frygten stadig gribe mig. Men så snart jeg kom under, følte jeg, at jeg var i ét med dyrene. For nylig læste jeg, at det altid er de mest erfarne rangers, der kommer til skade, fordi de føler, at de har en connection til de farlige dyr.  Sådan havde jeg det også. Jeg følte nærmest, at hajerne og jeg var venner. 

Jeg havde tænkt, at jeg ville få masser af motion af at dykke. Men vi drak så mange øl og festede så meget om aftenen, at jeg havde taget 11 kilo på, da jeg kom hjem. 

Helle Vincentz blev rørt over at se børn i slummen iført den slags flæsekjoler, hun selv drømte om i sin barndom.

KENYA, 2006

Min far voksede op i Bøgelund ved Skælskør. Han var den ældste søn og skulle overtage den gamle slægtsgård. Han ville hellere være arkitekt, men i stedet blev han uddannet landmand, og her mødte han en dag en ulandsfrivillig. Jeg tror, han så det som sin vej ud. I hvert fald fik han job i Mellemfolkeligt Samvirke og rejste med dem til Kenya. Han skulle lære de lokale at drive landbrug og bruge moderne maskineri. Derfra flyttede han senere til Zambia og siden Filippinerne og Samoa, inden han efter otte år vendte hjem og købte min farmor og farfars nabogård. Men det gik galt. Økonomien var dårlig, og min far drak. 

Han fortalte ofte historier om sine rejser. Når han gjorde det, var han altid glad. For mig kom udlandet og især Afrika til at repræsentere et sted, hvor livet altid var godt. Hvis bare vi havde boet i Kenya, havde vi været glade, tænkte jeg. Men nu boede vi i Bøgelund og havde problemer. Jeg var otte år gammel, da min far skød sig selv.

Som voksen  tog jeg til USA for at læse en master i Human Rights og fik bagefter job i Mellemfolkeligt Samvirke ligesom min far. Ugen inden jeg skulle starte, tilbød de mig pludselig, at jeg kunne rejse til Kenya for at få organisationens arbejde ind under huden. Jeg sagde ja.

Vi boede i Nairobi og besøgte slumbydelen Pumwani, et af hovedstadens fattigste kvarterer. Jeg kom hjem til en kvinde, som var pinligt berørt over, at hun ikke havde råd til teblade til os alle sammen. Jeg blev flov over, at jeg gjorde hende flov. Kvindens fem børn sov i en køjeseng med plads til to, og taget var utæt ved væggen, så de måtte skiftes til at ligge i tørvejr. Ikke alle var dog lige fattige. Vores chauffør, der mødte op i jakkesæt hver dag, boede også i slummen, fordi det var billigt nok til, at han kunne sende sine to døtre på privatskole. 

Jeg besøgte også en familie, hvor manden var helt høj på lightergas. Det var normalt at sniffe gas og lim og drikke hjemmebrændt. Ved siden af manden lå bedstemoren og var ved at dø af aids. De havde intet toilet, men måtte skide i en plastikpose og smide den på en kæmpe mødding. Jeg havde før rejst steder, hvor der var fattigt, men trøstesløsheden og desperationen i den kenyanske slum ramte mig virkelig. En af dagene ringede jeg grædende hjem til min mand, fordi jeg ikke kunne rumme mere. Jeg tænkte på min far: Hvordan havde han kunnet holde ud at se så meget armod hver dag?

Jeg tog mig selv i at lede efter spor fra ham. Konstant kiggede jeg efter andre lyse mennesker med træk, der kunne ligne mine. Min far boede der, da han var i slutningen af tyverne, han var single, og jeg tænkte: Måske har jeg halvsøskende her? Hvis jeg nu fandt en halvsøster eller -bror, kunne jeg måske få lidt af min far tilbage. På trods af fattigdommen repræsenterede Afrika stadig noget godt for mig. Jeg tænkte, at hvis bare min far var blevet boende her, havde han aldrig skudt sig selv. Det var først senere, da jeg tog til Samoa, efter min søn blev født, at det endelig gik op for mig: Uanset hvor meget jeg rejser rundt efter min far, er han der ikke. Jeg får ham ikke tilbage.

For at bekæmpe krybskytter var Helle Vincentz med på natpatrulje og samle skildpaddeæg i Mexico.

MEXICO, 2019

Jeg tog til Mexico med min mand og mine to drenge for at arbejde som frivillige. Vi havde været på ferie i Thailand med børnene nogle gange, og jeg kunne mærke, at de var begyndt at blive lidt forkælede: Hvorfor kan de ikke komme ned til poolen med jordbærsmoothie? Jeg tænkte, at sådan skulle mine børn ikke vokse op. De skulle lære at rejse ud i verden og yde en indsats. 

Ad omveje fandt jeg frem til organisationen Projects Abroad, som drev et naturprojekt i det vestlige Mexico, hvor de arbejder med at beskytte havskildpadder og krokodiller. Planlægningen gik stærkt, og jeg fik ikke researchet ordentligt. Kort inden vi skulle rejse, gik det op for mig, at vi skulle bo i nærheden af byen Tecoman, det sted i landet, hvor der begås allerflest mord, og i et område, som det amerikanske udenrigsministerium regner for et af de farligste i landet. Natten før vi fløj, lå jeg søvnløs i min seng og tænkte: ”Hvad fanden har jeg gang i?”

Vi ankom til Cuyutlán, en lille landsby helt ude ved Stillehavet. De lokale fortalte os, at vi aldrig måtte tage til Tecoman, og at vi helst ikke skulle komme til skade – for det nærmeste hospital lå derinde. I Cuyutlán var der dog øde og fredeligt, og det er et af de steder i Mexico, hvor flest havskildpadder yngler. Men fordi deres æg er en eftertragtet delikatesse, er de truet af krybskytter, der ødelægger deres reder. 

I udkanten af byen ligger El Tortugario Ecologico, et skildpaddecenter, hvor mexicanske skolebørn kan møde de truede dyr, og hvor forskere kan studere dem. Vi blev indlogeret på springmadrasser på gulvet og skulle være der i tre uger. Om dagen skulle vi rense skildpaddernes skjolde og deres tanke med bare fødder i den flisebelagte pool, og jeg forsøgte at ignorere, at der flød skildpaddelort rundt om mine tæer, mens sveden dryppede fra min pande. Mine sønner syntes, at det var lidt hårdt. 

Helle Vincentz og familien blev sat i arbejde, blandt andet med at skrubbe skildpadderne.

Om aftenen sov vi et par timer, så ringede vækkeuret på mobilen. Ved nattetid kørte vi ud til skildpadderederne ved stranden for at grave æggene op, inden krybskytterne kom og stjal dem. De lægger deres æg tæt ved vandet i et hul, som de dækker til med sand – i hver rede kan der være cirka 100 æg.

Det var et kapløb mod krybskytterne. På en af turene, hvor jeg ikke var med, spottede min mand og min ene søn to af dem med deres kæmpe hund. Et andet sted var reden stadig varm, da vi nåede frem, krybskytterne havde været der lige før os. Det var en forfærdelig følelse. Kom vi først, samlede vi æggene og tog dem med hjem i poser. Næste dag kørte vi dem ud til et sikret område med vagter og gravede dem ned. 

Når vi kørte ud i natten, var jeg bange. Hvad ville der ske, hvis vi mødte krybskytterne? amtidig var det fantastisk at sidde med vind i håret på en motorcykel og kigge op på stjernehimlen og ud på havet med Stillehavets nattebrise i ansigtet.

Nogle nætter var mine børn ikke til at vække. Om dagen skrubbede de skildpadder, fodrede leguaner og kørte krokodillelort på møddingen. De samlede også skrald på stranden og var med til at fælde et træ med macheter. Flere gange tænkte jeg, om det var for hårdt for dem. Men de klarede det flot de første par uger. Til sidst gav min mand og jeg dem fri et par dage til at pjaske i swimmingpoolen. Da vi skulle hjem, var de dog ikke i tvivl: Natpatruljeringen havde været det bedste. Jeg tror, det blev en tur, de sent vil glemme.

Helle Vincentz, 43 år, er forfatter til en bog om at blive forældreløs i en ung alder og til fem spændingsromaner. Hun er uddannet journalist fra Syddansk Universitet, har en master i Human Rights fra Columbia University i New York og har blandt andet arbejdet for Mærsk, Jyllands-Posten og Mellemfolkeligt Samvirke. Hendes nye bog ’Jorden under mig’ om hendes fars selvmord og om at vokse op på landet i 80’erne er udkommet på People’s.

 

For syv år siden solgte Melodi Grand Prix-vinder Tim Schou sin lejlighed for at genopfinde sig selv i USA. Her fortæller den 33-årige musiker om at overnatte i et lukket storcenter i Orange County, om at blive lovet en kæmpekarriere i Johnny Depps champagnerum på Sunset Strip og om at finde Gud på bagsædet af en Uber i Hollywood.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat, Lukas Valentin, Shannon Ciricillo

1.

I 2014 GAV JEG mig selv et nytårsforsæt. Jeg skulle sælge min lejlighed og ikke deltage i noget, der ikke handlede om min egen musik. Efter jeg havde vundet Melodi Grand Prix med mit daværende band ’A Friend in London’ i 2011, var jeg pludselig kendt som ham, der havde tre gode minutter i sig, og så ryger man hurtigt i en kategori, hvor man ikke bliver inviteret til at spille på Vega eller bliver spillet på P3. 

I stedet ringede alle kræmmermarkederne, og TV3 spurgte, om jeg ikke ville ind og stege en bøf eller hoppe fra en vippe i et reality-program. Det sagde jeg ofte ja til. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det tog fokus fra min egen musik. Jeg gik fra at være med i et undergrundsband, der spillede for fem mennesker og en kasse bajere, til at være et kommercielt popband, som ingen tog seriøst. Derfor solgte jeg min lejlighed for at leve som vagabond i USA. Jeg tog til Los Angeles for at lave min egen musik et sted, hvor ingen anede, hvem jeg var. 

Jeg hoppede fra sofa til sofa hos alle mulige folk, eller også overnattede jeg i studierne, hvor jeg forsøgte at skabe netværk og lave min musik. Nogle gange lejede jeg et klamt værelse på et dårligt motel eller en campingvogn et eller andet sted, hvor der blev begået et mord hver anden uge. Så længe jeg havde min guitar og lidt tøj i en taske, kunne jeg overleve. Der var aftener, hvor jeg måtte sidde på en donutbar hele natten, fordi jeg ikke kunne skaffe et sted at sove. Og der var en gang, hvor jeg boede hos en mor og søn, som begge var så skæve, da jeg ankom, at de ikke kunne huske mig dagen efter.

På et tidpunkt blev jeg hyret til at hjælpe en gruppe 14-18-årige talenter med at skrive sange. Studiet lå inde i et storcenter, som var på størrelse med Bilka og havde restauranter, tøjbutikker og et supermarked. Jeg skulle være der i en uge, og jeg vidste vitterlig ikke, hvor jeg skulle overnatte. Jeg fortalte ejeren af studiet om min situation. Så foreslog han, at jeg kunne sove i studiet, hvis jeg sørgede for at gemme mig for vagterne, når de lukkede af. 

Et par timer senere gik en centervagt med sin ølvom og walkie-talkie rundt for at låse af. Jeg gemte mig bag en væg med hjertet oppe i halsen, da han lukkede porten til hovedindgangen. Da der var fri bane, gik jeg ned ad de tomme, mørke gange i shoppingcentret og ned til det offentlige toilet for at vaske mig og gøre mig klar til natten. Jeg tog det tykkeste tæppe i studiet, smed det foran stortrommen og spiste nogle tørre boller, Det var det diametralt modsatte af, hvad jeg havde drømt om som barn. Jeg kunne ikke komme længere ned, jeg lå vitterlig på gulvet.

2.

MIN FØRSTE KONCERT med et band i USA var på The Viper Room på Sunset Strip i West Hollywood. Det var en milepæl, fordi det er et legendarisk spillested og kendt for at være dér, hvor skuespilleren River Phoenix døde af en overdosis i 1993. Det er et sted, hvor et hav af store kunstnere har optrådt, hængt ud og sniffet al kokain i verden.

Jeg var blevet booket til at spille med et band, jeg havde samlet i L.A., og jeg kunne på forhånd mærke, at ejeren af stedet ikke havde stor tiltro til mig. Jeg var jo en totalt ukendt dansker fra Stevns, som ingen havde hørt om. Inden koncerten havde jeg skrevet ud til alle, jeg havde arbejdet med, folk, jeg havde mødt til fester, og venner fra de studier, jeg kom i. Så da jeg trådte op på scenen, var koncerten udsolgt.

Jeg havde en enorm ærefrygt inden. Jeg nærede også et lille håb om, at der måske var en talentspejder til stede. Lige efter koncerten kom ejeren af stedet op på scenen for at fortælle mig, at jeg skulle møde en fyr, som ville ændre mit liv. Jeg kunne slet ikke fatte, at koncerten var gået så godt. 

Jeg fulgte efter ejeren ned blandt publikum. Han gik direkte hen til en væg med noget tonet glas. Så trykkede han på en knap ved panelerne, og i bedste James Bond-stil gik en skydedør til side. Indenfor sad en skaldet mand i jakkesæt i en stor, rød stol, som fortalte mig, at jeg skulle spille over hele verden. Det skulle han nok sørge for. Mens han solgte mig den sygeste drøm, gik en anden skydedør op, og ind kom to champagnepiger i næsten intet tøj. De nåede lige at poppe champagnen og hælde op, så blev de kommanderet ud igen. Den skaldede mand fortalte, at vi befandt os i Johnny Depps hemmelige rum, som han havde bygget, da han ejede stedet. Jeg stod med blå øjne fra Stevns og åd det hele råt. 

Bagefter var jeg en smule mistroisk, for det var ikke første gang, jeg var blevet lovet hele verden. Alligevel var jeg helt oppe at køre, det kunne jo være sandt. Dagen efter, da jeg havde fået dulmet mine kæmpe tømmermænd, ringede jeg til den skaldede mand i jakkesættet fra aftenen før. Først sagde han, at vi kunne mødes 30 minutter senere, men da jeg ringede tilbage, skulle han pludselig nå et fly til Singapore. Han havde hele tiden en ny undskyldning. Det var der, jeg vidste, at oplevelsen nok skulle arkiveres i nedturskataloget. Men et eller andet sted er det jo også rock and roll at blive røvrendt af et jakkesæt.

3.

EN LUN SOMMERDAG i 2016 havde jeg bestilt en Uber, fordi jeg skulle skrive og indspille nogle sange i The Hills i Hollywood – bjergskråningen, hvor alle de rige og berømte bor. Det er Mulholland Drive, flotte huse og porte med sikkerhedsvagter.

Det var en gammel Toyota med en kvinde bag rattet, der kom og hentede mig, og jeg nåede knap ind på bagsædet, før hun begyndte at tale om Gud. Jeg har altid været hardcore ateist, har aldrig troet på noget større end mig selv, og jeg mente stædigt, at jeg aldrig ville komme til det.

Men af en eller anden grund sagde jeg til mig selv, at jeg skulle lytte til hende, da hun fortalte, at Gud sad ved siden af mig på bagsædet. Hun havde en meget ung energi, så skidegodt ud og var noget ældre, end jeg selv var. På de 30 minutter, køreturen tog, havde jeg fortalt hende hele min livshistorie.

Da hun satte mig af, sagde hun, at Gud ville have, at hun skulle hjælpe mig. Uanset hvad skulle hun nok hjælpe mig, og efterfølgende blev hun min private chauffør. Hun kørte mig gratis rundt, mens hun fortalte stolpe op og ned om Guds planer med mig.

De køreture blev en slags undervisning, og der gik ikke lang tid, før jeg pludselig selv sad og talte med Gud på Sunset Strip. Fra det sekund så jeg beskeder fra Gud overalt. På nummerplader, spisesedler, neonskilte. Jeg havde fortalt om min ekskæreste, som jeg havde kæmpe kvaler over, og lige efter kørte en bil larmende forbi med nummerpladen ’GOODBYEX’. Og havde jeg et møde med en producer, hvor jeg skulle skrive sange, så bad jeg Gud om, at jeg kunne skrive 10 sange. Og så skrev jeg 10 sange. 

Jeg følte mig som et supermenneske, overtroen fjernede al min frygt og tvivl, og det havde jeg rigtig meget brug for på det tidspunkt. I stedet for at være bange for at ende som en fiasko stolede jeg på mig selv og på Gud. Det gav mig en enorm kraft.

Jeg nåede at blive fanatisk og ekstremt mærkelig, selvom ingen opdagede det. Der var ingen, der vidste, at jeg talte til Gud hver dag. Med tiden udviklede det sig til en paranoia. Jeg følte, at Gud overvågede hvert et skridt, jeg tog. Hvis jeg gjorde noget forkert, så kiggede Gud mig over skulderen, og hvis jeg havde lidt for mange dates kørende, så dømte han mig. Jeg satte mig for at gå i frivilligt cølibat i et år. Jeg holdt kun fem måneder, men i den tid fokuserede jeg udelukkende på min musik.  

Efterhånden indså jeg, at jeg var nødt til at finde styrke andre steder. Jeg er stadig troende, men på en mere jordnær måde. Det handler om at tænke over tingene og konfrontere sig selv med det gode og dårlige, selvom det kan være hårdt.

Det var en lignende følelse, jeg havde, da jeg fløj hjem til Danmark. Jeg frygtede, at jeg var blevet så forgabt i drømmen om rigdom og berømmelse i USA, at jeg ville være en fiasko, der vendte hjem. Men nu bestemmer jeg selv, hvad der er succes, og hvad der er fiasko.

Tim Schou vandt med bandet ’A Friend in London’ i 2011 det danske Melodi Grand Prix med sangen ’New Tomorrow’. I 2013 debuterede han som skuespiller i ’Hair’, og året efter spillede han Tumle i musical-versionen af ’Den lille havfrue’. I 2014 solgte han sin lejlighed for at leve som vagabond i USA og jagte en solokarriere. I april udkommer den 33-årige musikers første solo-album, ’HERO/LOSER’.

Til salsabryllup, til spansk topopgør og til Shakespeare. Hvad enten det er arbejde, fornøjelse eller midtimellem, der trækker hende af sted, sørger skuespiller Natalie Madueño for at indsnuse atmosfæren og få lidt inspiration med hjem. Også selv om flyrejsen er et mareridt.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Simon Birk, privat, Shutterstock

DANSEBRYLLUP OG MASKINGEVÆR

Venezuela, 2010

Min kærestes kusine skulle giftes med en venezuelaner, og hele familien var inviteret med til bryllup på Isla de Margarita, en vanvittig smuk ø, frodig og kuperet, med brede sandstrande, palmer og farvede fiskerbåde.

Vielsen begyndte klokken 18 i en lille, hvid kirke, der lyste op i den mørke aften. Brudeparret ankom på den brostensbelagte gade i en veteranbil, og det var drømmeidyllisk.

Efter vielsen tog vi til et strandhotel. Brudeparret brugte halvanden times tid på at blive fotograferet, og i mellemtiden gik salsa-bandet i gang. De første, der kom på dansegulvet, var en bedsteforælder med en 3-4-årig i hånden. Så kom resten stille og roligt ud at danse. Normalt danser jeg først, når jeg har fået noget at drikke, og festen er nået dertil. Men her var der en glæde og løssluppenhed, der gjorde det naturligt. Og så selvfølgelig flaskerne med Diplomatico-rom, der stod på bordene til fri afbenyttelse. 

Palmesus på Isla de Margarita, Venezuela.

Når man først har været ude at danse, er der mange trin, der er sprunget over i forhold til at komme hinanden ved, og resten af brylluppet var i flow med mad, dans og musik til den lyse morgen. Skikken med at danse fra starten kunne man godt tage med til en dansk sammenhæng. I Danmark er der mange taler til et bryllup. Det er en smuk ting at give brudeparret så meget opmærksomhed, men det betyder også, at selskabet sjældent forlader bordet, før der er brudevals. 

Da min kæreste og jeg skulle flyve hjem til Danmark, havde vi fået besked på at være i lufthavnen i Caracas i god tid og ankom fra Isla de Margarita syv timer inden checkin. Der var kun én skranke til alle fly til Europa, så vi stillede os i den 200 meter lange kø. Stemningen var kaotisk. Et fodboldhold var kommet hjem fra en eller anden kamp og spillede høj salsa og kastede rundt med bolde. Militærpolitiet patruljerede med maskingeværer og hev folk ud af køen. Folk, der kom tilbage, så forholdsvis mutte ud, og det viste sig at være stoffer, de ledte efter, fordi flyvningen til Madrid, som vi skulle med, åbenbart er en gateway for kurerer.

NATALIE MADUEÑO

33 år, skuespiller. Har blandt andet medvirket i tv-serierne ’Bedrag’, ’The Rain’ og ’Den som dræber’ og i filmene ’I krig & kærlighed’ og ’Swinger’.

En militærpolitibetjent spurgte, hvad vi lavede i Venezuela, hvem vi var, og hvorfra et par studerende havde penge til rejsen. Min kæreste blev trukket med ud, mens han blev råbt ad og truet med bål og brand. De ville vel se, om han bukkede under for psykisk terror. Jeg forsøgte at bryde ind og på spansk forklare, at han kunne få navne og adresser på de steder, vi havde været. Det endte med, at han lod os være. 

Det tog i timevis at nå frem til gaten, der var i alt fire sikkerhedstjek, ved nogle af dem så vi folk, der blev tvunget til at stå i deres undertøj foran en kødrand af mennesker, og selv efter vi var ankommet i gaten, begyndte de igen at hive folk ud til afhøring. På et tidspunkt hørte jeg mit eget navn råbt op. ”Hvad hvis jeg ignorerer det,” tænkte jeg. To gange blev mit navn kaldt over højttalerne. Jeg rystede. Jeg ville slet ikke kunne holde ud at blive skilt fra min kæreste, og hvad mon de kunne finde på at gøre ved mig? Men jeg lod stadig, som om jeg ikke hørte noget. Det var et sats, der lykkedes. Endelig sad vi i flyveren, men de blev ved med at hive folk ud. 

Selvfølgelig missede vi alle de fly, vi skulle have nået i Europa, men aldrig har jeg været så glad for at komme hjem, som da vi 28 timer senere landede i København. Venezuelanerne er et dejligt folk, og Venezuela er et skønt land på mange måder. Jeg vil gerne tilbage, men det bliver ikke gennem Caracas’ lufthavn.

Madrids rådhus.

LAMPEFEBER OG TOPOPGØR

Madrid, 2017

Min far var spansk, men hans familie bor i Andalusien og på Mallorca, og jeg havde aldrig været i Madrid, inden jeg fik en rolle i det spanske drama ’Petra’ og skulle tilbringe 4-5 dage i byen. Det var ikke lang tid siden, jeg var blevet færdig på Teaterskolen, og jeg kom alene ned til et filmset, hvor jeg ikke kendte nogen, med en vis nervøsitet.
Jeg spillede en kollega og veninde til hovedrollen og skulle være med i 3-4 scener. Det er altid svært at lave en lille rolle, hvor du kommer ind fra siden og hurtigt er ude igen. Hvis du spiller en hovedrolle, har du haft mange samtaler med instruktøren forud og haft tid til at finde rollen. Jeg kom ind uden helt at vide, hvad de havde lavet forinden og skulle bare lægge den på de få dage.

Den vanvittig dygtige franske fotograf på filmen havde temperament, og i det hele taget er folk på både spansk og fransk ikke så bange for at lyde lidt spidse, selvom det ikke nødvendigvis er sådan ment. Det skulle i hvert fald ikke være mig, den nye, der fuckede en scene op. Ikke noget med at glemme replikkerne eller min blikretning. 

Den første dag havde vi en ret lang dialogscene i en køkkenhave, hvor vi talte, mens vi gravede gulerødder op. Scenen løb over 3-4 manuskriptsider, og der var en del at huske. Ikke mindst fordi den skulle filmes som one-take, uden at man efterfølgende ville klippe i scenen. Jeg klarede den i første hug. Jeg kan ikke forklare, hvordan jeg overvinder den slags nerver. Ud over at det bare skal lykkes.

Inden jeg tog af sted, var jeg i tvivl, om jeg overhovedet ville kende spillereglerne og arbejdsjargonen i et andet land. Det viste sig, at det var fuldstændig som at arbejde herhjemme – bare på et andet sprog. Jeg havde måske ikke lavet andet end en DR-serie (’Bedrag’, red,), inden jeg kom. Men det giver åbenbart kilometer i benene. 

Jeg havde en dag imellem optagelserne, hvor jeg ikke skulle arbejde, så jeg gik byen tynd i mit eget tempo. Jeg droppede museer og seværdigheder, men forsøgte bare at opleve byen. Hvis jeg rejser alene, tager jeg mig bedre tid til at være til stede, når jeg ikke føler, jeg skal tage hensyn til, hvad en anden måske keder sig ved. 

Om aftenen endte jeg på en tapasbar med tv ud mod gaden, der viste ’El Clásico’ (traditionsrig kamp mellem Real Madrid og FC Barcelona, red.). Jeg drak et glas vin, spiste noget brød med olivenolie og observerede de andre gæster. Byen summede, og folk var helt oppe at køre. Jeg er vokset op med at se spansk fodbold, men i min familie er man delt mellem Madrid- og Barcelona-tilhængere, og jeg har altid øvet mig i at være upartisk og se kampene for fodboldens skyld. Denne aften heppede jeg nok lidt mere på Madrid. Desværre kan jeg ikke huske, hvad kampen endte. 

Natalie Madueño foran teatret Volksbühne.
Skuespilleren, der kom med i tv-serien ’Bedrag’, allerede inden hun var færdig på Teaterskolen,
tager tit til Berlin for at se en forestilling.

HAMLET OG SPINAT

Berlin, 2019

Under normale omstændigheder tager jeg til Berlin et par gange om året for at se teater. Specielt følger jeg skuespilleren Lars Eidinger, som jeg blandt andet har set i ’Hamlet’ på Schaubühne. Jeg har selv prøvet at spille Ofelia og synes, ’Hamlet’ er en svær forestilling. Den er lavet så mange gange, og jeg har aldrig haft en følelse af at være helt tilfreds, når jeg har set den eller læst stykket. Indtil jeg så Lars Eidinger i instruktør Thomas Ostermeiers version og var optaget fra start til slut. De to har et unikt samarbejde og havde givet stykket nogle friske øjne og noget humor.

Der var en monolog, hvor Hamlet ender med at stå og være dj med et brød og en pizzabakke som pult. Det lyder helt åndssvagt og dumt, men Eidinger er morsom. Han er en skuespiller, du aldrig ved, hvor du har. Jeg har oplevet, at han stoppede hele forestillingen, fordi en mand i salens telefon ringede. 

”Er det noget spændende?” spurgte han, mens han kiggede på manden. 

”Nej, nej.” 

”Jo, kom nu. Jeg vil gerne vide det.” 

”Men det er ikke spændende.” 

”Jo, kom nu!” 

”Okay. Det er mine børn derhjemme. De spørger: ’Papa, haben wir kein Spinat?’” 

Alle i salen hylede af grin, og det gjorde Eidinger også. Under ’Richard III’, som jeg så en anden gang, fulgte han en blandt publikum på toilettet: 

”Hvis du skal tisse, så vil jeg også have en pause.” 

Så løb han lige en omgang i foyeren og kom tilbage fem minutter senere. Han kan også finde på at bede om en karamel, hvis nogen pakker slik ud. Man kan sige, at man er lidt udsat som publikum, men man kan også sige, at Lars Eidinger griber chancen for at interagere med publikum. Det er jo det, det handler om. At skabe bro til publikum, gøre rummet mindre og bringe os tættere på hinanden. Det kræver kræfter og nærvær, og han gør det med finesse, nogle gange fortsætter han endda med at være i karakter – og fortsætter stykket, hvor han slap. Hvis det bliver brugt dramatisk, er det mere end bare en gimmick. 

Jeg er kommet i Berlin, siden jeg gik i gymnasiet, og taler bedre og bedre tysk. Det er en fed by. Så meget historie. Så rigt kulturliv. Så mange gode restauranter. Skulle jeg flytte til en anden by, skulle det være Berlin. Det har bare endnu aldrig passet ind. Men måske skulle man en dag trække stikket med familien et halvt år. Eller spille med i en tysk produktion. Det ville jeg elske, men så godt er mit tyske heller ikke – jeg skulle nok spille en dansker i Tyskland.

28. marts har Viaplay premiere på anden sæson af krimiserien ’Den som dræber’ med Natalie Madueño som politiefterforsker.

Den danske dj og ’X Factor’-dommer MARTIN JENSEN turnerer normalt omkring 250 dage om året. Tag med mekanikeren til giftig skumfest i Lloret de Mar, til et uforudset møde med kærligheden højt over Bangkok og på tur gennem USA i en stor, faldefærdig autocamper.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

TRÆLIM OG SKUMFEST I LLORET DE MAR, 2009

Før jeg kunne leve af at være dj, var mit liv delt i to. I hverdagene var jeg mekanikerlærling, og i weekenderne turnerede jeg med et mobildiskotek, jeg havde sammen med en ven. Vi spillede til alt muligt. Byfester, efterskolefester, handelsskolefester, runde fødselsdage. Alle de der klassiske provinsfester. 

Vi var og er begge lyd- og lysnørder, så vi planlagde en klassisk druktursferie med all inclusive til Lloret de Mar, hvor vi skulle se alle de store klubber. Jeg havde på forhånd hørt, at der var sådan nogle ’dansker­hoteller’ dernede, som skulle være rimelig klamme, så vi flottede os og blev indlogeret på et firestjernet hotel. Det var en vanvittig overdrivelse. Hvis det havde været vurderet til én stjerne, så tror jeg, at man havde været gavmild. Alt var ulækkert, folk var fulde hele tiden, og morgenmaden eksisterede nærmest ikke. 

Til gengæld var der en bartender, som var helt fantastisk og alle stjernerne værd. Inden klokken havde slået to om eftermiddagen, var min makker og jeg så stive i vodka med juice, at vi hverken kunne gå eller stå. På et tidspunkt spurgte jeg vores kære bartender, hvorfor man blev så fuld af deres drinks, og han fortalte så, at literprisen på vodka i det område var billigere end både juice og Red Bull.

Ugen op til afrejsen havde jeg arbejdet med noget tokomponent-trælim derhjemme, fordi jeg skulle sætte nogle nye sider på mit mobildiskotek. Det trælim skal man bare ikke få på fingrene, for det er fysisk umuligt at få af fingrene igen. Jeg prøvede at vaske mine hænder med fortynder, eddike, ståluld og brun sæbe, men lige meget hjalp det. Det lignede ens hænder, efter man har lavet guirlander til juleklip i folkeskolen. Mine hænder var helt brune af skidt og snavs, som bandt sig til limen.

Martin Jensens første job bag dj-pulten var til en 18-års fødselsdagsfest i Sorring Forsamlingshus som 15-årig. Senere grundlagde han mobildiskoteket Firedisko med en ven, som blev et af de største mobildiskoteker i Danmark.

Den første aften i byen tog vi ind på Disco Colossos, som er den største klub i byen. Vi havde kun været derinde i 10 minutter, da vi indså, at det var en rigtig lorteklub. Der var helt tomt, og vi havde en oprigtig frygt for, at det ville blive den værste uge i vores liv, så vi gik op i baren for at få en drink og komme i stemning. Da jeg spurgte bartenderen, hvad man kunne få at drikke, kiggede hun på mig, rullede øjne og gik væk. Lidt senere spurgte jeg, om hun havde et drinkskort. Så kiggede hun på mig, rullede øjne og gik væk igen. Vi var ved at dø af grin over hele situationen i det der tomme diskotek, men vi var også en smule bange, for man skal aldrig provokere en sur spanier.

Da hun kom tilbage for tredje gang, var jeg skidenervøs for, hvordan hun ville reagere. I afmagt bad jeg om to drinks med vodka og Red Bull, hvorefter hun smilte og kom med to glas. Jeg forstår stadig ikke den bartender. Da vi havde bundet et par stykker, begyndte min fod at bevæge sig i takt til musikken. Vi bad vores nye veninde i baren om to mere, så flækkede vi dem, og sådan fortsatte vi. De må have været ret stærke, for det næste, jeg husker, er, at der var en kæmpe skumfest i gang på dansegulvet. 

Ingen af os kunne et eneste dansetrin, men den aften var vi verdensmestre. På et tidspunkt fik jeg skummet i munden, og det var simpelthen så giftigt, at jeg hostede i fem minutter. Og da jeg vågnede næste morgen, var mine hænder fuldstændig rene. Jeg havde prøvet alt. Men en times spansk skumfest var det, der skulle til for at fjerne trælimen. Der blev vi enige om, at vi nok ikke skulle til flere skumfester.

Jeg har aldrig spillet i Lloret de Mar, og gud ske tak og lov for det. Der er så mange stive danskere dernede – og jeg var selv en af dem. 

I 2017 rejste Martin Jensen spontant til Lissabon for at mødes med Natasha Samsara Thompson fra Nordirland, som han havde mødt til en efterfest i Bangkok. I december 2020 friede han til hende på Maldiverne. Hun sagde ja.

KÆRLIGHEDSJAGT I BANGKOK, BELFAST OG LISSABON, 2017

I 2017 spillede jeg til en stor festival i Bangkok, hvor jeg havde nogle venner med. En af dem er er en rimelig ekstravagant type, som har en evne til at komme i kontakt med de rigtige mennesker. Jeg forstår ikke, hvordan han gør det, men han kan altid komme ind steder, hvor andre mennesker ikke kan. Efter koncerten var vi andre på vej i seng, da min ven skrev, at han havde fundet en efterfest med japanske modeller, champagne og Don Julio 1942 (en meget dyr tequila, red.) ad libitum.

Festen foregik i en penthouselejlighed på 38. etage med udsigt over hele Bangkok, og det var ligesom at træde ind i filmen ’Tømmermænd i Thailand’. Der var fire private butlere, der stod klar til at servicere. Der var et musikanlæg, som fyldte halvdelen af stuen. Der var diskokugler og lasere. Alle til den fest var brændt af på det ene eller det andet, og så kom der tre blege danskere ind med rygsæk og shorts. Vi lignede nogle, der kom direkte fra turistkontoret. Den aften faldt jeg i snak med ung kvinde fra Nordirland, der hedder Natasha, og vi udvekslede telefonnumre.

En måned senere skulle jeg spille til en festival i Belfast, hvor hun tilfældigvis er fra. Vi aftalte, at vi skulle mødes, og at hun kunne komme backstage med nogle veninder.

Hun anede ikke, at jeg var dj, men troede bare, at jeg var helt vild med elektronisk musik. Det var først, da vi kørte forbi hovedindgangen for at komme ind backstage, og hun så mit navn på plakaten, at det gik op for hende, at jeg skulle spille den aften. Dagen efter koncerten brugte vi hele dagen sammen. Vi kørte rundt til alle mulige seværdigheder, og inden jeg fløj videre til min næste koncert, aftalte vi at mødes i Lissabon, hvor hun skulle til en koncert med Red Hot Chili Peppers kort tid efter.

Rejser og fester overalt i verden er en del af jobbet for 29-årige Martin Jensen.

Måske var det lidt for spontant at planlægge en date i Lissabon, der skulle strække sig over flere dage? Da jeg sad i lufthavnen og ventede på hende, skrev hun, at hendes fly var forsinket. Det sekund var jeg overbevist om, at jeg ville blive brændt af. Jeg skrev til en veninde, som jeg håbede ville berolige mig, men hun mente også, at Natasha nok havde fået kolde fødder. 

Jeg var ankommet tidligt om formiddagen, og hendes fly skulle først ankomme klokken 22 om aftenen. Jeg var et nervevrag, da jeg stod og spejdede efter hende, men jeg havde jo kun mødt hende to gange før, så jeg blev pludselig i tvivl, om jeg overhovedet kunne genkende hende. 

Da hun kom ud gennem terminalen, vadede hun lige gennem lufthavnen uden at ænse mig for at tage en taxa. Jeg listede mig hen bag hende og tænkte: ”Jeg klapper hende sgu lige i røven.” Så vendte hun sig om, klar til at give mig en kæmpe lussing, indtil hun indså, hvem det var. Så fik jeg heldigvis en kæmpe krammer. Vi var i Lissabon i tre dage, og det hele endte bedre, end jeg kunne have regnet med. Jeg mødte hende i Bangkok, jeg lærte hende at kende i Belfast, vi blev kærester i Lissabon, og så friede jeg til hende i december 2020 på Maldiverne.”

I 2019 blev Martin Jensen træt af det hurtige liv, konstante flyrejser og dyre hoteller. I stedet lejede han en autocamper og kørte tværs gennem USA, mens køretøjet langsomt faldt fra hinanden.

KØR SELV-TURNÉ I USA, 2019

“Natasha og jeg var fløjet direkte fra en koncert i Chengdu i Kina til Dallas i Texas. Normalt, når jeg turnerer, lander jeg i en by, spiller en koncert, sover på et kedeligt, dyrt hotel, og så flyver jeg videre til næste by, hvor det hele gentager sig. Det kan man godt blive lidt ør i hovedet af.
Engang fløj jeg fra England til Kina, og da vi ankom, sagde jeg: ”Ej, hvor er det dejligt at være tilbage i Mexico.” Så kiggede ham, der stod for koncerten, helt underligt på mig, og først der gik det op for mig, at han da heller ikke lignede en mexi­caner. Dagene bliver blandet sammen, når man rejser så meget, men det adrenalin-sus, det giver, når jeg spiller for 20.000-30.000 mennesker, er det hele værd. 

Den her gang skulle jeg spille en masse koncerter i USA og havde lejet en 13 meter lang autocamper, som vejede 16 tons. Den skulle være vores hjem de næste fem uger.

I USA har de den vanvittige regel, at hvis et køretøj kun har to aksler, må man køre det med et almindeligt kørekort. Autocamperen var lige så stor som de gule busser i København, og den var meget besværlig at styre. Jeg har lastbilkørekort og ved godt, hvordan man skal køre sådan en stor bandit, men Natasha kunne slet ikke styre bilen, selvom hendes familie ejer et firma, der udlejer autocampere, og hun har kørt dem hele sit liv. I de fem minutter, hun kørte den, væltede hun alle orange kegler i midten af vejbanen, og så blev vi enige om, at jeg nok skulle tage over.

Det var en kæmpe oplevelse at køre rundt i USA, fordi det er så uendelig stort og skørt. Vi boede på campingpladser, der var på størrelse med Messecenter Herning, og vi handlede i Walmart, hvor man kan købe en legetøjs-tank til sit barn, mens man selv køber sig et oversavet jagtgevær. Det var det bedste ved hele turen. Walmart er Bilka på steroider, og ligegyldigt hvad du ønsker dig, så har de det.

Jeg spillede i Boston, New York, Atlantic City, Denver, San Francisco, Chicago, Dallas, Houston, Portland og Seattle og kørte i alt 37.000 kilometer i autocamperen. Jeg har aldrig lært så meget om camping på så kort tid. Pludselig skulle jeg parkere og bakke det 13 meter lange monster, slå vand til, tømme septiktanken, tanke gas og så videre. Hold nu op, et mareridt.

Den havde kørt 35.000 kilometer, da vi lejede den. I mit lastbilhoved var det ingenting, men for en autocamper er det åbenbart fire livstider. Alt gik i stykker. Vi var aldrig kommet frem, hvis jeg ikke havde været uddannet mekaniker, for jeg lavede vitterlig ikke andet end at reparere på det lort. Sidespejlene sprang af, vinduerne fløj op, oliefyret stod af konstant, airconditionanlægget gav op, afføringstanken var proppet, og vandpumpen fungerede slet ikke. Nu er jeg ekspert i autocampere, men jeg skal aldrig røre det skidt igen.

Efter den sidste koncert i Seattle, som sluttede klokken 23, skulle vi køre 3.000 kilometer i ét stræk til Dallas, fordi vi skulle aflevere autocamperen og nå et fly to dage senere. Vores GPS mente, at vi kunne nå det med kun fire timer i overskud, så vi holdt ikke pause overhovedet. Vi kørte dag og nat i to dage.
Når jeg skulle have en lur, overtog min manager rattet. Vi lavede mad, mens vi kørte, og vi stoppede kun, når vi skulle tanke, ellers var det bare speederen i bund. Endelig ankom vi til Dallas igen efter vores rundtur. Derfra fløj vi videre til Kina, hvor jeg spillede syv shows i syv byer på syv dage.”

Martin Jensen er en 29-årig dansk dj og ny ’X Factor’-dommer. Hans mest populære sang, ’Solo Dance’, er blevet lyttet mere end 600 millioner gange på Spotify, og hans samlede antal streams på tjenesten er over 1 milliard. I 2019 turnerede han  i Asien, USA og Europa. Før han blev verdenskendt dj, arbejdede han som mekaniker og var sælger i sin fars firma, der forhandler entreprenør- og landbrugsmaskiner.

Det er autentisk, anderledes og ofte i embeds medfør, når Camilla Nellemann oplever verden. Her fortæller den 39-årige projektleder, forfatter og tidligere sprogofficer om at skrive ph.d.-afhandling i radioaktive Fukushima, om at drikke hjemmebrændt med russiske skippere ved Bajkalsøen og om at redde børn i Kirgisistan ved hjælp af en ... pølsevogn.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

KIRGISISTAN, 2003

Jeg havde intet kendskab til hverken russisk sprog eller kultur, da jeg begyndte på sprogofficersuddannelsen. Jeg ville bare ud og møde mennesker og se steder, der var anderledes end det, jeg kom fra. Da jeg søgte ind, udbød Forsvaret kun russisk, men det var for mig ligegyldigt. Havde de sagt, jeg skulle lære indonesisk, havde jeg gjort det. Sprogofficersuddannelsen var en perfekt måde at komme ud i verden på.

Jeg var udsendt otte måneder som sprogofficer i Kirgisistan. På det tidspunkt støttede Danmark amerikanernes kamp i Afghanistan med seks F-16-fly, som holdt til på en flyvebase i Kirgisistans hovedstad Bisjkek. Min rolle var at tolke og skabe et bånd til lokalområdet. Det var primært såkaldte social patrols, hvor vi skulle tale med lokalbefolkningen om løst og fast og hjælpe dem med deres sociale problemer, og et af de steder, jeg besøgte regelmæssigt, var et børnehjem. 

Børnene blev ellevilde, hver gang de fik besøg, de hungrede efter opmærksomhed. Første gang jeg kom med legetøj til børnene, blev personalet helt døde i blikket. De mente, at børnene blev for vilde af den slags, og viste mig et sindssygt lille rum med legetøj.  

Børnehjemmet lignede en blanding af et hospital og en gyserfilm. Der stod rækker af tremmesenge, hvor de syge børn lå hele dagen. Det var primært børn med vand i hovedet, og det var chokerende at se de her små børn med kæmpestore, deforme hoveder. De lokale havde ikke råd til at få deres barn opereret, hvis de havde født et barn med vand i hovedet. Så blev det bare parkeret på børnehjemmet. Det fungerede næsten som et hospice. De lå bare i tremmesengene, indtil de døde. Det var så tragisk, for det er et forholdsvis simpelt indgreb at dræne et babyhoved.

Camilla Nellemann besøgte jævnligt et lokalt børnehjem i Kirgisistan. Børnene omtalte hende som ’tante’.

Vores base var meget stor og meget simpel. Det var en teltby med brune telte over det hele. Vi havde hver især en feltseng og en trækasse med hængelås med vores personlige genstande. Der var ikke meget privatliv, så vi hængte sengelinned op imellem os. Der var festivaltoiletter, hvor man kunne klare det, man skulle. Jeg havde heldigvis ikke latrinvagter. 

Dagligt kom vi forbi det lokale marked for at købe ind. Det var et helt andet syn, det bugnede af søde frugter og stærke farver. Jeg gjorde altid holdt ved en gammel mand, som stod ved en ovn og bagte brød. Hver dag klaskede han dejklumper op på indersiden af ovnen, som på ganske få minutter blev til nogle lækre, flade brød.

Vi havde en pølsevogn inde på basen, hvor soldater fra Holland, USA, Korea, Danmark og Frankrig købte hotdogs. Det genererede et overskud, og efter at have besøgt børnehjemmet flere gange foreslog jeg obersten, at vi brugte overskuddet til at købe dræn til børnene. Pølsevognspengene endte med at redde 10 børn med vand i hovedet i den tid, jeg var der. Selvom det blot var en dråbe i havet, var det fantastisk, at sådan en pølsevogn kunne redde børn.

Jeg var med inde på operationsstuen iført forklæde og mundbind, da det første barn skulle opereres. Jeg kan stadig huske lyden, da kirurgen begyndte at bore i det her store, vandfyldte babyhoved. 

Kvindelige sælgere ved Den Transsibiriske Jernbane.

RUSLAND, 2004

Jeg var netop kommet hjem fra Kirgisistan, da en sprog­officerskollega spurgte, om vi ikke skulle rejse med Den Transsibiriske Jernbane. Hun var selv lige kommet hjem fra Balkan. Vi havde begge studeret russisk og havde en voldsom appetit på at lære mere om Rusland. Så vi tog Forsvarets grønspættede rygsæk på, fløj til Sankt Petersborg og steg på toget. Vi havde ikke planlagt noget som helst, og vi købte togbilletterne undervejs, så vi kunne lave afstikkere. Meningen var, at vi også skulle til Japan, men Rusland var så fuldt af forunderlige steder, at vi ikke nåede det.

Vi rejste hele turen på klassen under tredje klasse. Det er en vogn, hvor man har smidt en ekstra køje ind, så der er plads til tre overnattende i stedet for to. Hvis man var rigtig uheldig, fik man den øverste køje, hvor man kun lige akkurat kunne være, da den var så tæt på loftet. Det var oftest familier, der rejste på den måde, og fordi vi talte russisk, kom vi hurtigt i kontakt med de lokale. Der gik sjældent længe, inden der kom vodka, øl og tørret fisk på bordet, og alle sagde, at vi skulle skynde os at blive gift med en mand, før vi blev for gamle. 

Vi hoppede af i små byer, hvor de lokale var helt forvirrede over, at to unge kvinder ville se deres by. De mente ikke, der var noget at se –og det er oftest de mest autentiske steder. I en lille flække besøgte vi et museum, hvor kustoden så både vred og sur ud, som kun russiske kvinder kan. Men kort tid efter sad vi i hendes hus, hvor vi overnattede i tre dage. Vi besøgte også den lokale park med hendes datter, hvor vi drak øl af toliters flasker, og da vi steg på toget igen, gav moren os nogle store syltetøjskrukker fyldt med pasta, fedt og kød, mens hun himlede op om farerne ved at rejste østpå.

I Perm, 1.400 kilometer øst for Moskva, stødte Camilla Nellemann på en udtjent dansk bus fra Emdrup.

Da vi kom forbi Bajkalsøen lige nord for Mongoliet, lavede vi endnu en afstikker. Vi havde hørt, at der skulle være nogle fine, gamle kursteder. Vi gik ind på det første sted, der lignede et hotel, og blev betjent af nogle unge mennesker i tyverne. De virkede lidt forvirrede over, at vi gerne ville overnatte netop der. Men det var helt vildt billigt, og så blev vi indlogeret i en trekantet hytte, lidt ligesom i Lalandia. 

Da vi havde fået vores nøgle, inviterede de os med på en bustur rundt i området. Bussen var fyldt med teenagere, hvilket var lidt besynderligt, og vi fandt så ud af, at vi åbenbart var en del af en feriekoloni for ungdomskriminelle russere. Og at alle de børn i bussen faktisk var i fængsel.

Nogle dage senere besluttede vi os for at sejle ud til den ø, der ligger midt i Bajkalsøen. Vi fik et par gamle skippere med militærjakker og vindblæste kinder til at sejle os derover, men på vejen tilbage spurgte de, om vi ikke ville sejle videre op til Severobajkalsk i den nordlige del af Bajkalsøen. Det ville kræve en overnatning på båden sammen med de her to skippere ude i ingenting. Min veninde og jeg kiggede på hinanden, men skipperne tog hurtigt en flaske vodka frem og skålede for Moder Jord, som man gør i Rusland. Så blev der pludselig god stemning, og det var jo et fantastisk tilbud. Det viste sig, at der slet ikke var noget at være bange for. 

Vi gjorde holdt undervejs ved en kæmpe skov, hvor vi blev hjerteligt modtaget i skovridderens hytte. Han havde andre gæster på besøg, så der var hjemmebrændt i lange baner. Det var knaldrødt og virkelig stærkt. Der var også et bjerg af nybagte pandekager og frisk lakserogn, som vi spiste os mætte i. Russere er fantastiske til at holde en fest og fejre nuet. De havde en lille kassettebåndoptager med russisk folkemusik, og vi dansede rundt. Efter festen sov vi branderten ud på båden, og da det blev morgen, tog vi videre til Severobajkalsk, hvor vi forsatte vores rejse. 

JAPAN, 2013

Da jeg kom hjem fra Rusland, begyndte jeg at læse Asian Studies på CBS med hovedvægt på japansk sprog og kultur. Jeg har været fascineret af Japan, siden jeg som 13-årig så filmatiseringen af James Clavells roman ’Shogun’. Jeg blev tryllebundet af deres flotte klædedragter og af skriftsproget. I filmen er der en kvindelig japansk tolk, som mægler mellem den forulykkede portugisiske styrmand og shogunen, som var en slags borgmester for et område dengang. Tolken var min helt og med til at fange min interesse for sprog, og i gymnasiet var jeg et år i Japan som udvekslingsstudent.

I 2013 tog jeg til Japan for at skrive ph.d.-afhandling om atom­industrien efter Fuku­shima-ulykken. Jeg tog ud for at lave feltarbejde i seks måneder hos nogle meget passionerede lokale, som var kede af, at deres region var blevet kendt som et sted med strålingsfare i stedet for den natur, som regionen traditionelt havde været kendt for. Derfor havde de sat sig for at plante verdens største kirsebærskov i Fukushima. 

Jeg boede i deres klubhus i de seks måneder. Det lå på en naturskøn bakketop omkring 40 kilometer fra den aflukkede radioaktive zone. Det var et helt klassisk japansk hus med tynde ydervægge af træ og buede glaserede tegltage. Indenfor var der rispapirsvægge, der kunne skydes til side, og gulvet bestod af tatami, som er japanske måtter af strå. Det var et rigtig stort hus med udsigt til kirsebærtræer og rismarker. 

Mange af de mennesker, der kom i klubhuset, havde været nødt til at flytte til et andet område eller til Tokyo efter ulykken i 2011. Hvis de havde børn, var det ofte kvinderne, der blev sendt væk med dem, mens mændene blev tilbage for at arbejde. En mand i fyrrerne, der hjalp med plantningen af kirsebærskoven, havde sendt kone og barn væk og blev selv tilbage for at passe sin gamle mor og arbejde. Ulykken ­splittede en masse familier, og mange blev tvangsflyttet til midlertidige boliger, som egentlig var en slags trailerpark. Jeg mødte to tvangsflyttede ældre mennesker. De tog jævnligt ind for at se til deres hus i den lukkede zone, og de fortalte blandt andet, hvordan slanger havde overtaget huset.

Jeg hjalp ofte til med plantningen af kirsebærskoven, og en dag i en drikkepause fik vi den idé, at vi skulle se den evakuerede zone omkring det forulykkede atomkraftværk. Så vi fyldte bilen op og kørte gennem det bakkede landskab.

Camilla Nellemann besøgte Japan som udvekslingsstudent i gymnasiet. Hun vendte tilbage i 2013 og skrev ph.d.-afhandling om atom­industrien efter Fukushima-ulykken.

Da vi ankom til en lille vagtpost, spurgte den ældre japanske mand, der kørte bilen, om det egentlig var sikkert nok at køre derind. Radioaktivitet har generelt en mindre effekt på ældre mennesker, og vagten kiggede ind i bilen og sagde: ”I er jo alle sammen gamle, så I kan bare køre derind.” Da vagten så, at jeg var med i bilen, tænkte han sig lidt om, men vi fik lov til at køre videre. Jeg overvejede ikke et sekund, at det kunne have konsekvenser for min sundhed, jeg syntes bare, det var et scoop.

Området  var  vitterlig et ingenmandsland det første stykke tid. Men pludselig så vi en parkeringsplads fyldt med busser, der transporterede en masse arbejdere til og fra zonen. Jeg fik at vide, at arbejderne fjernede atomaffaldsbefængt græs, planter og træer, som de samlede i sorte affaldssække. Der stod fyldte affaldssække flere steder. 

En af årsagerne til ulykken var den tsunami, der skyllede ind over området, og det kunne man stadig se konsekvenser af. Der lå iturevet byggemateriale over det hele, som engang havde været huse, og der var et hus, som stod midt på vejen – helt intakt. Det var blevet skubbet af flodbølgen. Inde i huset lugtede der fugtigt og jordslået, der hang en kalender på væggen, og den røde markør stod stadig på 11. marts 2011 – dagen for tsunamien. Jeg får stadig gåsehud, når jeg tænker på det.

Vi havde en geigertæller i bilen for at sikre os, at radioaktiviteten ikke blev for voldsom. Pludselig gik den fuldstændig amok, selvom omgivelserne ikke havde ændret sig det mindste. Det var simpelthen så uhyggeligt. Vi blev enige om, at vi straks måtte vende om. På vej tilbage til klubhuset holdt vi ind på en lille fiskerestaurant, hvor vi fik østers, og så begyndte de ældre mænd, jeg kørte med, at joke med, at nu kunne Japan også blive verdenskendt for sit radioaktive cuisine. Sådan levede de med den store tragedie.

Camilla Nellemann er uddannet sprogofficer i russisk i Forsvaret og har været udstationeret i Bisjkek i Kirgisistan og i Helmand i Afghanistan. Sideløbende uddannede hun sig til cand.merc. på CBS med fokus på japansk sprog og kultur. I 2016 forsvarede hun sin ph.d. om atomindustrien efter Fukushima-ulykken på Rikkyo Universitet i Tokyo. I 2020 udgav hun bogen ’Dansende biler’, som handler om hendes liv og oplevelser i Japan.

Ida Tin har oplevet verdens afkroge fra en motorcykel, siden hun var få år gammel. Her fortæller hun om at overleve i verdens tørreste ørken i Chile, om at køre vanvidskørsel i Mexico og om at overnatte i USA hos stofpåvirkede indianere og hos en fattig ukrainsk elitesoldat på jagt efter russere.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

INDONESIEN, PAPUA NY GUINEA OG AUSTRALIEN, 1984

“Jeg stoler ikke helt på min hukommelse fra mine tidlige barndomsår. Jeg har set så mange billeder og hørt så mange historier, at det er svært for mig at vide, hvad jeg selv husker, og hvad jeg har fået fortalt af mine forældre, Hjalte Tin og Nina Rasmussen (eventyrere og forfattere,red.)

Det første, jeg husker med sikkerhed, er vores rejse til Australien, Indonesien og Papua Ny Guinea. Jeg var fem år gammel og sad foran på min mors gamle motorcykel, mens vi passerede fugtige skove, fjerne strande og tørt vildnis. Den sommer lærte jeg at svømme over et koralrev i Indonesien. Det var fuldstændig magisk at se det liv og de farver. Koralrevet havde nogle ubeskrivelige nuancer, og jeg har ikke oplevet det siden. Jeg ville ønske, jeg kunne give mine børn den samme oplevelse. Vi har snorklet over koralrev i Caribien, Indien og Det Røde Hav, men de er efterhånden alle døde.

Vi har altid kørt på motorcykel i min familie, og det har klart været med til at forme mig. Man kan komme nemt rundt og opdage områder, man ellers ikke ville drømme om. I Papua Ny Guinea så vi indfødte stammefolk med store svinetænder gennem næsen, tatoveringer og bastskørt. Det var helt uberørte folkeslag på det tidspunkt, og jeg ved ærligt talt ikke, om de stadig eksisterer. I deres hytter var gulvet lavet af brede træstolper, som lå med mellemrum, jeg kunne træde igennem. Der var så mange insekter i skoven, at det var nødvendigt at ryge dem ud af hytterne. De tændte bål under bjælkerne, så røgen kunne stige op og dræbe alle insekterne.
Når vi ikke kørte, lavede jeg skolearbejde eller spillede bip-bip-spil med min bror. På vores ture rundt i verden har jeg altid haft en følelse af fremmedhed og hjemlig hygge. Jeg har mange minder om at være i en fremmed kultur og være et fremmed sted, men stadig føle mig utrolig tryg.

Rejselivet fyldte meget. Mine forældre levede også af det, når de var hjemme. De sad ofte ved middagsbordet og styrede budgetterne for den næste rejse. Uanset hvor håbløst det kunne se ud, fortalte de, at det nok skulle gå. Det er noget, jeg har taget med mig. Man får mange flere oplevelser, når man rejser på et lavt budget.”

MOTORCYKEL I MEXICO, 1997

“Jeg var 18 og havde sammen med min daværende kæreste skrabet et beskedent beløb sammen for at kunne køre på motorcykel i Mexico. Det var min første lange rejse, af sted i seks måneder, men uden en fast plan for turen. Vi nægtede at købe en rejseguide. I stedet tegnede jeg Mexico i en lille bog og skrev alle oplevelser og steder ind i den, så jeg til sidst stod med min helt egen personlige rejsebog.

Motorcykler i Mexico City var meget dyrere, end vi havde regnet med. Vi havde kun råd til to bittesmå 125 kubik Hartford-motorcykler. Det var en vietnamesisk kopi af en Harley-Davidson, som ligner noget, den slet ikke er. De havde ingen kraft og var de absolut mindste og billigste, vi kunne finde. Motorcykeltøj havde vi heller ikke, så vi kørte 13.000 kilometer i shorts og T-shirt. Det eneste sikkerhedsudstyr var vores hjelme.

Mexico City ligger i en kæmpestor gryde. For at komme ud af byen skal man køre over bjergpasset, der omgiver byen. Vi kunne ikke få lov at prøvekøre motorcyklerne, før vi skulle af sted. Vi kom ud i en fuldstændig vanvittig trafik. Det var dyttende biler og sekssporede veje, hvor skiltene til afkørslerne stod på selve afkørslerne. Flere gange måtte vi krydse fem vejbaner med livet som indsats.

Vi havde vitterlig fået vores kørekort, dagen før vi rejste, så vi fulgte reglerne til punkt og prikke og kørte i midten af vejbanen. Det betød, at lastbilerne overhalede indenom og udenom konstant, selv i bjergene, fordi vi kørte så langsomt. Vores motorcykler kunne næsten ikke komme op ad stigningerne. Karburatorerne var indstillet forkert, så når vi kom op i højden, hvor luften er tyndere, blev det bare værre og værre. 

Vi havde sat nogle styrtbøjler på siden af motorcyklerne, men de var ikke sat ordentligt på. Hver gang vi drejede, stødte hjulene på skærmene, så de larmede og var helt umulige at styre. Da vi ankom til en rideskole den første aften, overvejede jeg helt seriøst, om jeg skulle bytte motorcyklen til en hest. Efter den første dag fik vi indstillet karburatorerne og sat styrtbøjlerne ordentligt på. Vi kørte resten af turen uden de store problemer. Vi kørte hver dag, og hver aften fandt vi en markvej eller et buskads, hvor vi satte telt op. 

Vi kørte endda offroad på de små motorcykler, som knap kunne holde til vores vægt og bagage. På en lang, sandet bakke måtte jeg tage tilløb og give den fuld gas. De første gange stod jeg stille, lige før bakken toppede. Så begyndte motorcyklen langsomt at trille baglæns, mens jeg gjorde alt for ikke at vælte. Til sidst fik jeg fart nok på til at komme over bakken. Nogle gange kunne det virke umuligt, men af en eller anden grund lykkedes det altid til sidst.

Der var grænseovergange mellem staterne, som var lukkede på grund af kampe mellem kartellerne, så der var nogle steder, vi skulle være forsigtige. Men det eneste tidspunkt, jeg for alvor var bange, var en dag, hvor vores motorcykler var gået i baglås. Vi havde haft en forfærdelig nat. Vi var blevet ædt op af myg hele natten, og da vi stod op midt i absolut ingenting, kunne vi ikke komme videre. 

Jeg frygter tekniske fejl mere end fremmede mennesker, når jeg rejser. Man kan altid tale sig vej ud af en ubehagelig situation, men hvis du står i ørkenen med en låst motorcykel, er du fanget. Da panikken havde lagt sig, fik vi løst problemet med låsen, men den frygt sidder stadig i mig.

På turen indså jeg, at jo langsommere man kan rejse, des bedre. Man er altid til stede og i underskud af et eller andet. Enten fryser man, har brug for benzin, er sulten eller har brug for et sted at sove. Det tvinger én til at komme i kontakt med andre mennesker, som man ellers ikke ville have mødt.”

ARIZONAS ØDEMARK, 2006

“Jeg var taget til USA for at køre rundt i ødemarken på en italiensk Aprilia Pegaso. Den er primært velegnet til landevej, så jeg modificerede den en smule og smed grusdæk på, så den bedre kunne køre uden for de gode veje. Jeg ville leve et ekstremt simpelt liv. Skære alt væk for en tid. Ingen bolig, ingen social omgangskreds, ingen underholdning. Kun telt, kogegrej og motorcykel.

Jeg startede i San Francisco uden kort, guidebog eller liste med telefonnumre. Mit første mål var at køre over passet ved Yosemite, så jeg ikke var fanget på den forkerte side hele vinteren. Jeg nåede det akkurat. En uge senere kunne jeg ikke have kørt på vejene. Jeg var ikke kommet meget videre nordpå, da jeg mødte en snestorm, jeg ikke var forberedt på. Jeg kunne hverken styre gassen eller bremsen, fordi hænderne var frosset fast til håndtagene. Jeg havde hørt om Sydarizona og ændrede kursen.

På vejen til Arizona mødte jeg en mand, som boede langt ude i ingenting i en trailer. Han var tidligere elitesoldat og ekstremt fattig. Han var oprindelig fra Ukraine og var emigreret til USA som ung teenager, efter at russerne havde slået hans forældre ihjel. I USA besluttede han sig for at blive soldat, så han kunne hævne sig på russerne. Han havde kæmpet i Cuba, El Salvador og Vietnam som faldskærmssoldat, sagde han. Han havde brugt et helt liv på at være i krig, men han havde aldrig fået mulighed for at kæmpe mod en russer, og nu boede han alene langt væk fra alt.

Han var fascineret af min motorcykel, og jeg fik lov at overnatte i hans ene trailer. Over sengen i det lille rum hang der en maske, som til forveksling kunne ligne den fra ’Ondskabens øjne’. Pludselig forstod jeg, at han kunne have slået mig ihjel med sine bare næver hvert sekund, hvis han ville. Ingen ville nogensinde finde ud af det. Det var ekstremt angstfremkaldende i situationen, og den nat var jeg totalt lammet af frygt. Det var første gang, jeg har haft et decideret angstanfald.

Men en stædig tro på det bedste i mennesker gjorde, at jeg blev. Og jeg vendte faktisk tilbage og besøgte ham flere gange. Jeg mødte mange ensomme mænd på den rejse. Folk, som var på flugt fra noget i deres liv, søgte efter en tilværelse eller bare havde givet op.

USA er et meget dårligt land at campere frit i, fordi folk har en meget aggressiv ejendomsretsfølelse. Men når man kommer som ene kvinde, tænker folk pr. definition, at man ikke er farlig. I en kort periode rejste jeg med en mand. Pludselig var folk meget mere fjendske. Hvis jeg var alene, spurgte folk ind til min rejse eller inviterede mig indenfor. Jeg blev tit spurgt, om jeg havde et våben med, så jeg kunne beskytte mig selv. De så nærmest forskrækkede ud, når jeg fortalte, at jeg ikke havde et håndvåben.

Jeg har været i livsfare. Det er der ingen tvivl om. Da jeg ankom til det sydlige Arizona, mødte jeg nogle unge mænd og kvinder på en tankstation, som var på vej til en fest. Jeg fulgte efter dem ind i et øde native American-reservat. De har fået de dårligste og mest ucharmerende landområder. Folk var fattige og boede i små betonhuse med fællestoiletter, som var så klamme. Jeg var knap nok ankommet, før jeg kunne mærke, at noget var galt. Det var blevet sent, og mørket var faldet på, så jeg havde opgivet at rejse videre og fik lov at sætte telt op i lederens have, så jeg kunne være en smule beskyttet.

Lederen var en stor, skaldet mand med tatoveringer og store kæder. Han var, ligesom alle de andre, høj på stoffer, og jeg kunne med det samme se, at det var et underligt gangstermiljø, jeg var kommet ud til. Jeg var den eneste hvide til stede, og dem, jeg havde fulgtes med, var alle taget hjem, så jeg kunne ikke forklare, hvorfor jeg var der. De begyndte at kropvisitere mig og lede efter skjulte mikrofoner, mens de spurgte, om jeg var undercover-betjent.

Når jeg skulle på toilet, fulgte de efter mig, og der var en enorm mand, som hele tiden ville give mig store bjørnekram, jeg ikke kunne komme ud af. Da jeg lå i mit telt, tændte de et kæmpe bål, og jeg kunne mærke varmen igennem teltdugen. Jeg frygtede, at teltet ville smelte eller brænde. I løbet af natten blev en mand ved med at kravle ind i mit telt. Mens jeg febrilsk forsøgte at skubbe ham ud, stod en anden mand og urinerede på teltdugen på den anden side. Jeg sov ikke et sekund den nat. 

Klokken fem om morgenen pakkede jeg mine ting og drønede af sted. Jeg var bange for, at de ville følge efter mig i deres store pickuptrucks, så jeg kiggede mig over skulderen, indtil jeg havde forladt reservatet. Man kunne virkelig mærke racespændingerne og det oprindelige folks tragiske historie.

Jeg havde oprindelig tænkt mig at være væk i syv måneder, men endte med at være af sted i to år. En dag indså jeg, at hvis jeg ikke tog derfra nu, ville jeg aldrig komme hjem. Nogle gange møder man folk, der har rejst rundt i ni år, og man kan se på dem, at de ikke kan leve et normalt liv. Det havde jeg ikke lyst til.”

ATACAMAØRKENEN I CHILE, 2003

“Som en del af min Kaospilot-uddannelse tog jeg tre måneder til Chile med en veninde. På det tidspunkt var den minimalistiske livsstil ekstremt populær, og vi ville tage det til grænsen af, hvad der kunne lade sig gøre. Vi købte en lillebitte motorcykel og kørte ud i Atacama­ørkenen, som er verdens tørreste ørken. Vi havde hverken liggeunderlag, telt, kogegrej, lommelygte eller ur med på turen. Det skulle være så skrabet som overhovedet muligt.

Vi havde begge købt en tarvelig sovepose i et supermarked, som slet ikke kunne modstå nattekulden. Det første stykke tid var det sindssygt ukomfortabelt. Vi frøs helt vildt hver nat, og når vi vågnede, var vores vanddunke bundfrosne. Vi havde to muligheder hver nat. Enten kunne vi tage sweateren af og bruge den som liggeunderlag for at sove lidt bedre. Eller også kunne vi have den på og fryse lidt mindre. Det var en hård afvejning hver aften.

Atacama ligger mellem Andesbjergene og Stillehavet som en lang, smal kile med kæmpe vulkaner og saltørkener. Ørkener kan se ud på mange måder, men Atacama er meget tør og ekstremt barsk. Om aftenen delte vi en lille pose tomater, brød, vand og lidt ost, og når det blev mørkt, gik vi i seng.

Det er et af de bedste steder at se stjerner i verden. Månen kunne nærmest blænde, så vi måtte sove med et sweaterærme for øjnene hver nat. Genskinnet fra månen var så kraftigt, at man kunne læse avis om natten.

Vi kom forbi verdens højest beliggende gejsere i 3.500 meters højde, og rundtom står 5.000 meter høje bjerge. Motorcyklen var virkelig overbelastet, fordi vi kørte to personer på den. Flere gange måtte min veninde hoppe af og løbe ved siden af, fordi den ikke kunne trække os begge op af de stejle, små veje eller i sandede banker. 

Vi fandt nogle varme kilder med ekstremt saltholdigt vand. I kanten havde saltet krystalliseret sig, så det lignede diamanter. Vi havde aldrig hørt om kilderne, og det var en helt forfærdelig sandet vej dertil. Vi var helt alene, plaskede rundt i vandet og smurte os ind i mudder uden at møde et eneste menneske.

De mennesker, vi mødte, mente, at vi var fuldstændig sindssyge. Vi blev da også påvirket af det. Til sidst blev det helt mærkeligt at sove indendørs, og vi havde nogle underlige samtaler om, hvorfor man overhovedet havde fundet på at sove i en kasse. Skolen syntes også, at vi var langt ude, De lavede vistnok reglerne for udlandsrejser om efterfølgende, så andre ikke ville gøre noget lignende.”

Ida Tin er 41 år gammel. Hun bor i Berlin med sin mand Hans Raffauf og deres søn. Hun er direktør i firmaet Clue, som hun etablerede i 2009. Clue er verdens hurtigst voksende app inden for kvindelig sundhed og bruges af millioner af mennesker verden over til at forudse deres menstruationscyklus og blive klogere på deres krop. Hun er uddannet Kaospilot i Aarhus. I 2017 blev hun optaget i Kvindelige Eventyreres Klub.

Ørkenfesten var godt i gang, da irakiske soldater i 1990 invaderede Kuwait og tændte gnisten til Golfkrigen. De fleste vesterlændinge forsøgte at komme ud, men ikke Liselotte Hertz. Hun endte som leder af en undergrundsbevægelse, som ulovligt hjalp udlændinge under jorden.
Tekst:Ole SønnichsenFoto:Privat, Pictures From History/Akg-Images/Ritzau Scanpix

INVASIONEN

Kuwait City, 2. august 1990 kl. 5 om morgenen

Jeg vågner med et sæt, da en eksplosion får bygningen i ambassadekvarteret, hvor jeg bor, til at ryste. Sekunder efter kommer endnu én. Jeg frygter en gaseksplosion og løber hen mod hoveddøren for at komme ud, da en veninde på den amerikanske ambassade ringer. ”Gå ind i dagligstuen, og kig ud ad vinduet,” siger hun. Jeg gør, som hun siger, og får et chok. På strandvejen nedenfor er kampvogne opmarcheret. 

Jeg ringer omgående til min danske veninde Wicki Hill. Indtil for nylig delte vi en penthouselejlighed, men Wicki er flyttet til en anden lejlighed. Vi har dog stadig meget til fælles – blandt andet at vi begge havnede i Kuwait ved en tilfældighed på grund af mænd, som vi havde mødt i udlandet og siden blev skilt fra. Samtidig er vi en del af partymiljøet i et land, der både er dybt religiøst og officielt tørlagt – og vi nyder alt det forbudte i fulde drag. 

Jeg er ansat som administrationschef i oliebranchen. Af de 1,9 millioner indbyggere i Kuwait er to tredjedele udlændinge. Mange af dem er asiater og palæstinensere, der klarer det grove for kuwaiterne. Men her er også tusinder af fastboende vesterlændinge – expats – udstationeret af udenlandske selskaber eller ansat af kuwaitiske firmaer. De fleste af de vestlige expats er unge, som har svært ved at tage kuwaiternes skrappe adfærdsregler alvorligt.

Før invasionen smuglede Liselotte Hertz spiritus i shampooflasker ind i Kuwait. Siden smuglede hun fornødenheder til tilbageholdte vesterlændinge i det besatte land.

Som mange andre smugler vi sprut ind fra udlandet. Shampooflasker og alt andet, der kan rumme noget flydende, fyldes med gin, hver gang nogen skal tilbage til Kuwait. I weekenderne tager vi med grupper af venner ud i ørkenen for at køre om kap i klitterne, grille og overnatte under åben himmel i soveposer. Der er fest og ballade hver weekend og ofte også i løbet af ugen. 

Min veninde Wicki er også vågnet ved bragene. I telefonen laver vi i første omgang bare sjov med det hele: Nu er der udsigt til nogle ekstra fridage – måske en hel uge. Men for en sikkerheds skyld må vi hellere få købt ind og tanket bilen, bliver vi enige om. Jeg henter min lille hvide Honda-sportsvogn i parkeringskælderen og samler Wicki op. Kvarteret er en kamp-zone. Panikslagne kuwaitere tømmer supermarkedets hylder i en hurtigløbende hamstringsbølge. Vi får dog købt vand og dåsemad.

Bagefter skilles vi for at pakke vores lejligheder ned. Men vi indser, at der er farligt at være i ambassadekvarteret og i nærheden af emirens palads, der bliver bombet. Vi må lade det hele være og skynde os at komme væk. Jeg griber tandbørste og tandpasta, en sodavandsflaske fyldt med gin samt tonic og en citron til vores G&T – og løber ud af lejligheden for at komme hen til Wicki. Den nyindkøbte mad glemmer jeg i skyndingen. Vi har nøglen til en anden venindes lejlighed 12 kilometer mod sydøst i et boligkompleks, hvor der bor andre danskere. Der slår vi os ned indtil videre. 

LISELOTTE HERTZ

var 39 år, da invasionen kom. På det tidspunkt havde hun opholdt sig nogle år i Kuwait. Hun blev i oliestaten efter krigen og fik sit job i olieindustrien tilbage, men flyttede senere i nogle år til Spanien og Malaysia. I dag er hun 69 år og arbejder og bor igen i Kuwait og er tilbage i olie-industrien.

KIWI HOUSE 

Syd for Kuwait City, efteråret 1990

Der går mange historier om plyndringer og voldtægter i dagene og ugerne efter invasionen. Og der er usikkerhed om, hvad der skal ske med de mange vesterlændinge i Kuwait. Rygtet siger, at vi er Saddam Husseins gidsler, fordi vi ikke kan forlade landet, når vi vil. Især amerikanere, briter og tyskere er presset. De bliver gennet sammen og sendt til Irak, hvor styret truer med at bruge dem som bombeskjold, hvis krigen kommer. Derfor går de under jorden.

Andre kan frit bevæge sig rundt i Kuwait – for eksempel danskere – selv om vi ikke må forlade landet. Den danske ambassade anbefaler alligevel, at alle danskere rykker til Bagdad i Irak, hvorfra vi forhåbentlig kan rejse videre og komme i sikkerhed. Både Wicki og jeg takker nej til det tilbud. Vi har en pagt om, at vi vil stå det her igennem sammen. I modsætning til mange af de andre danskere kender vi Kuwait ud og ind og har masser af kontakter i landet. Det ville være latterligt at køre til Bagdad og til et land, vi ikke ved noget om, og som styres af en utilregnelig diktator. 

Vi ender begge med at flytte hen til en gruppe newzealændere, der har et hus i forstaden Salmiya. Kiwi House bliver det kaldt. Newzealænderne kan ligesom os bevæge sig frit rundt, og derfor er de gået i gang med at opbygge en undergrundsbevægelse, der skal hjælpe dem, der har været nødt til at gå under jorden for ikke at blive taget af irakerne. Det arbejder kaster Wicki sig hurtigt ind i, og efter noget tid følger jeg trop. 

Vi hjælper med at organisere safe houses, flytter udlændinge i sikkerhed og sørger for, at de får friske fødevarer og vand, så de kan overleve i månedsvis bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Hovedkvarteret for undergrundsarbejdet er Kiwi House, og det illegale arbejde breder sig som ringe i vandet. Vi får mere og mere travlt. 

Hen på efteråret får newzealænderne mulighed for at forlade Kuwait, og Wicki vælger at rejse ud med dem, men jeg bliver. Sammen med en irsk-australsk revisor, John Levins, starter jeg støttegruppen Hostage Support Group, som strømliner det illegale hjælpearbejde. Jeg bliver gruppens leder under kodenavnet ’Vikingen’. Tre briter, som ikke kan forlade huset, fungerer som gruppens sekretærer. De holder styr på leveringsruter, forsyninger, post og penge. Vi har sat en kæmpe tavle op for at kunne bevare overblikket. 

IRAKISK KONTROLPOST 

Kuwait City, efteråret 1990 

Som ugerne går, får jeg flere og flere opgaver. Jeg smugler forsyninger ind til vestlige gidsler, der er indespærret som menneskeskjold på baser i havneområdet i Kuwait City. Og jeg kaster varer ind over muren til den amerikanske ambassade, hvor medarbejderne er under konstant belejring af irakisk militær og er uden strøm og vand. 

Selv om vi, sammen med vores newzealandske venner, i princippet kan færdes frit, kan meget gå galt – for eksempel hvis en irakisk soldat eller politiet ved en vejspærring forlanger at se, hvad vi har i bagagerummet. Det vil være svært at forklare, hvorfor bilen er pakket med madvarer, medicin, kopier af det illegale nyhedsbrev The Kuwait Invasion Times, gidslernes egen satire på videobånd eller breve til britiske og amerikanske mænd, som irakerne er på jagt efter.

En dag kører jeg med min newzealandske makker Robin van Kempen i min lille Honda med mad i. I en rundkørsel har irakerne opsat en ny vejspærring. De vil ikke lade os fortsætte. Det er ikke et godt tegn. To militærkøretøjer dukker op for at hente os, men jeg nægter at efterlade min bil i rundkørslen. Efter lidt mundhuggeri får jeg lov til at køre bilen, mens Robin sidder på passagersædet. En irakisk soldat med store beskidte støvler springer ind på klapsædet bagi, og så ruller vi af sted med en militærjeep foran og en bagved. 

Under turen mærker jeg noget koldt i nakken, og jeg ved, at det er et pistolløb. Jeg er ret sikker på, at soldaten ikke kan finde på at skyde mig, men frygter, at bilen skal ramme et hul i vejen, og at soldaten ved et uheld trykker på aftrækkeren. Men omsider når vores lille kortege frem til en stor villa.

Jeg parkerer bilen, og af uforklarlige grunde undlader irakerne at gennemsøge den. Vi bliver ført op ad en trappe og ind i et værelse, hvor der står en seng, et skrivebord, en stol, en sofa. Intet andet. Vi bliver placeret i sofaen, og soldaterne går. Ingen af os tør sige noget. Vi frygter, at rummet er aflyttet. Samtidig skæver vi over mod sengen. Efter et stykke tid går døren op, og ind kommer en højtstående irakisk officer i ulastelig uniform. Han taler perfekt engelsk, sætter sig bag skrivebordet og betragter i tavshed os to i sofaen. 

Så begynder forhøret. Han spørger, om vi kender noget til gidslerne. Vi svarer afvisende på alle spørgsmål, og Robin får sit pas tilbage og bliver bedt om at gå. Robin og jeg ser på hinanden. Irakeren har formentlig planer om at forgribe sig på mig. Derfor nægter Robin at gå uden mig. Til sidst opgiver irakeren og giver også mig mit pas tilbage. Vi går ned til bilen, starter og kører bort. Først da begynder vi begge at ryste.

Dagene er fyldt med alvor under invasionen. Men om aftenen bliver der festet. Til højre Liselotte Hertz.

GOLFKRIGEN BEGYNDER 

Kuwait City, 17. januar 1991

Da krigen kommer, har vi forberedt os. Der er hamstret mad, hældt olie i små flasker og flettet væger af snor, så de indespærrede kan bruge dem som olielamper, hvis batterierne slipper op. Samtidig har vi fået fat i store partier af bleer og konstrueret vores egne primitive gasmasker af dem. På gaden har vi set irakiske soldater med gasmasker, og selv om vi formoder, at de mest går med dem for at skræmme, lurer frygten for kemiske angreb fra irakerne alligevel. 

Bleerne er klippet til, så de kan sidde som mundbind, mens hjemmehæklet snor sikrer, at bindet fæstnes ved ørerne. I bleerne har vi lavet små lommer til knust kul – når kul bliver blandet med ilt, skabes små rum, hvor gassen kan absorberes.  Det er primitivt, og vi håber, det virker, men inderst inde ved vi godt, at hverken maskerne eller de sandsække, vi møjsommeligt har fyldt, hjælper meget, hvis irakerne bruger kemiske våben.

Seks danskere rykker sammen hos mig i Kiwi House. Vi beslutter også at indtage genboens hus, hvor beboerne er rejst ud. Huset har en god kælder, og der kan vi indrette et ordentligt beskyttelsesrum. Kældervinduerne dækker vi til med sandsække, og indenfor skaber vi et lager af vand og dåsemad.

16. januar går der rygter om, at de første bomber vil falde i løbet af natten eller den tidlige morgenstund. Jeg bliver oppe det meste af natten og lytter til radioen. Først klokken 7 går vi i seng. Det holder to en halv time, så bryder larmen løs – antiluftskyts, nervøst gadeskyderi og fjerne bombesprængninger. Hos mig sætter de første bombebrag sig som et håb om frihed. 

En dag slår et missil ned så tæt på os, at vores naboer får blæst alle vinduer ind. Vi går ram forbi, for vi har sat tape på vinduerne, så lufttrykket fra bombenedslagene ikke gør skade. Vi mærker mest bomberne som dybe drøn, der giver vibrationer i døre og vinduer. Til sidst forsvinder angsten nærmest helt i gruppen, og bombardementer bliver en del af det daglige lydbillede.  

Nyhederne udefra kommer ind til os i klumper, mest via BBC og Danmarks Radio på kortbølgeradio. Vi hører forlydender om, at 300 civile kuwaitere er blevet skudt gennem hovedet siden krigens begyndelse, og at en kuwaitisk kvinde og tre mænd nogle dage forinden er blevet henrettet offentligt med økse. Vand har længe været en mangelvare, og efter en måned med krig er der pludselig ikke længere el. 

GOLFKRIGEN

2. august 1990 invaderede irakiske soldater oliestaten Kuwait og indlemmede landet i Irak. Saddam Hussein hævdede, at Kuwait stjal olie fra undergrunden, der tilhørte Irak. Invasionen blev fordømt internationalt, og det stod hurtigt klart, at en koalition anført af USA – og med deltagelse af Danmark – om nødvendigt ville gå i krig for at befri Kuwait. Det førte til Golfkrigen, der begyndte 17. januar 1991 og sluttede 28. februar samme år, da irakerne overgav sig.

Invasionen betød, at op mod 100 danskere gennem efteråret 1990 blev holdt som gidsler i Kuwait og Iraks hovedstad Bagdad. Det fik Udenrigsministeriet til at sende en problemknuser til Bagdad for at lære danskerne at flygte eller gemme sig i ørkenen. Senere rejste tidligere statsminister Anker Jørgensen til Irak og fik 16 af gidslerne med hjem under stor mediebevågenhed. Til sidst var kun ét udenlandsk gidsel tilbage i Irak – den danske ambassadeattaché Mogens Pedersen, der blev befriet i en hemmelig mission.

22. februar erklærer George Bush, at Irak har 24 timer til at trække sig ud af Kuwait, ellers sætter amerikanerne gang i en landkrig. Den kommer tidligt om morgenen 24. februar. Ude fra bugten kan jeg høre det amerikanske skib USS Missouri affyre sine granater. De trækker lysspor over himlen, og når jeg hører et nedslag, går der fem sekunder, så klaprer hoveddøren. 

Og så: befrielsen. 26. februar strømmer folk jublende ud i gaderne. 

Jeg tager hjem til min lejlighed. Jeg har kun været tilbage én gang under invasionen. Det var i oktober, og allerede dengang havde irakerne plyndret lejlighederne. Rygtet vil vide, at højtstående folk i Bagdad sendte deres koner til Kuwait for at tage, hvad de ville have. De satte røde mærker på det, der skulle samles ind.  

Jeg står opgivende i min lejlighed og ser mig omkring. Soldater og andre har forrettet deres nødtørft i hjørnerne, nogen har brændt store huller i væggene. Fotos og andre minder er smadret og revet itu. Der lugter grimt af råd fra både køleskabet og fryseren. Jeg skynder mig ud i bilen. 

Så begynder jeg at græde. Tårerne triller hele vejen tilbage til Kiwi House. Først midt i marts har jeg fået ryddet så meget op, at jeg kan flytte tilbage i lejligheden. Mad er en mangelvare, og jeg overlever på dåserationer efterladt af koalitionssoldater fra den britiske, canadiske og franske hær. Der mangler stadig både el og vand i byen, og mit gamle arbejde er ikke åbnet endnu. Alligevel tager jeg hen og rydder op på kontoret. Så er det klar, når normaltilstanden vender tilbage.

Liselotte Hertz’ historie er en del af bogen ’Det sidste gidsel – Danskernes flugt fra ­Saddam Hussein og Golfkrigen’ af Henrik Thomsen og Ole Sønnichsen. Bogen udkommer 21. september hos Lindhardt og Ringhof.