Indlæg

Ida Tin har oplevet verdens afkroge fra en motorcykel, siden hun var få år gammel. Her fortæller hun om at overleve i verdens tørreste ørken i Chile, om at køre vanvidskørsel i Mexico og om at overnatte i USA hos stofpåvirkede indianere og hos en fattig ukrainsk elitesoldat på jagt efter russere.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

INDONESIEN, PAPUA NY GUINEA OG AUSTRALIEN, 1984

“Jeg stoler ikke helt på min hukommelse fra mine tidlige barndomsår. Jeg har set så mange billeder og hørt så mange historier, at det er svært for mig at vide, hvad jeg selv husker, og hvad jeg har fået fortalt af mine forældre, Hjalte Tin og Nina Rasmussen (eventyrere og forfattere,red.)

Det første, jeg husker med sikkerhed, er vores rejse til Australien, Indonesien og Papua Ny Guinea. Jeg var fem år gammel og sad foran på min mors gamle motorcykel, mens vi passerede fugtige skove, fjerne strande og tørt vildnis. Den sommer lærte jeg at svømme over et koralrev i Indonesien. Det var fuldstændig magisk at se det liv og de farver. Koralrevet havde nogle ubeskrivelige nuancer, og jeg har ikke oplevet det siden. Jeg ville ønske, jeg kunne give mine børn den samme oplevelse. Vi har snorklet over koralrev i Caribien, Indien og Det Røde Hav, men de er efterhånden alle døde.

Vi har altid kørt på motorcykel i min familie, og det har klart været med til at forme mig. Man kan komme nemt rundt og opdage områder, man ellers ikke ville drømme om. I Papua Ny Guinea så vi indfødte stammefolk med store svinetænder gennem næsen, tatoveringer og bastskørt. Det var helt uberørte folkeslag på det tidspunkt, og jeg ved ærligt talt ikke, om de stadig eksisterer. I deres hytter var gulvet lavet af brede træstolper, som lå med mellemrum, jeg kunne træde igennem. Der var så mange insekter i skoven, at det var nødvendigt at ryge dem ud af hytterne. De tændte bål under bjælkerne, så røgen kunne stige op og dræbe alle insekterne.
Når vi ikke kørte, lavede jeg skolearbejde eller spillede bip-bip-spil med min bror. På vores ture rundt i verden har jeg altid haft en følelse af fremmedhed og hjemlig hygge. Jeg har mange minder om at være i en fremmed kultur og være et fremmed sted, men stadig føle mig utrolig tryg.

Rejselivet fyldte meget. Mine forældre levede også af det, når de var hjemme. De sad ofte ved middagsbordet og styrede budgetterne for den næste rejse. Uanset hvor håbløst det kunne se ud, fortalte de, at det nok skulle gå. Det er noget, jeg har taget med mig. Man får mange flere oplevelser, når man rejser på et lavt budget.”

MOTORCYKEL I MEXICO, 1997

“Jeg var 18 og havde sammen med min daværende kæreste skrabet et beskedent beløb sammen for at kunne køre på motorcykel i Mexico. Det var min første lange rejse, af sted i seks måneder, men uden en fast plan for turen. Vi nægtede at købe en rejseguide. I stedet tegnede jeg Mexico i en lille bog og skrev alle oplevelser og steder ind i den, så jeg til sidst stod med min helt egen personlige rejsebog.

Motorcykler i Mexico City var meget dyrere, end vi havde regnet med. Vi havde kun råd til to bittesmå 125 kubik Hartford-motorcykler. Det var en vietnamesisk kopi af en Harley-Davidson, som ligner noget, den slet ikke er. De havde ingen kraft og var de absolut mindste og billigste, vi kunne finde. Motorcykeltøj havde vi heller ikke, så vi kørte 13.000 kilometer i shorts og T-shirt. Det eneste sikkerhedsudstyr var vores hjelme.

Mexico City ligger i en kæmpestor gryde. For at komme ud af byen skal man køre over bjergpasset, der omgiver byen. Vi kunne ikke få lov at prøvekøre motorcyklerne, før vi skulle af sted. Vi kom ud i en fuldstændig vanvittig trafik. Det var dyttende biler og sekssporede veje, hvor skiltene til afkørslerne stod på selve afkørslerne. Flere gange måtte vi krydse fem vejbaner med livet som indsats.

Vi havde vitterlig fået vores kørekort, dagen før vi rejste, så vi fulgte reglerne til punkt og prikke og kørte i midten af vejbanen. Det betød, at lastbilerne overhalede indenom og udenom konstant, selv i bjergene, fordi vi kørte så langsomt. Vores motorcykler kunne næsten ikke komme op ad stigningerne. Karburatorerne var indstillet forkert, så når vi kom op i højden, hvor luften er tyndere, blev det bare værre og værre. 

Vi havde sat nogle styrtbøjler på siden af motorcyklerne, men de var ikke sat ordentligt på. Hver gang vi drejede, stødte hjulene på skærmene, så de larmede og var helt umulige at styre. Da vi ankom til en rideskole den første aften, overvejede jeg helt seriøst, om jeg skulle bytte motorcyklen til en hest. Efter den første dag fik vi indstillet karburatorerne og sat styrtbøjlerne ordentligt på. Vi kørte resten af turen uden de store problemer. Vi kørte hver dag, og hver aften fandt vi en markvej eller et buskads, hvor vi satte telt op. 

Vi kørte endda offroad på de små motorcykler, som knap kunne holde til vores vægt og bagage. På en lang, sandet bakke måtte jeg tage tilløb og give den fuld gas. De første gange stod jeg stille, lige før bakken toppede. Så begyndte motorcyklen langsomt at trille baglæns, mens jeg gjorde alt for ikke at vælte. Til sidst fik jeg fart nok på til at komme over bakken. Nogle gange kunne det virke umuligt, men af en eller anden grund lykkedes det altid til sidst.

Der var grænseovergange mellem staterne, som var lukkede på grund af kampe mellem kartellerne, så der var nogle steder, vi skulle være forsigtige. Men det eneste tidspunkt, jeg for alvor var bange, var en dag, hvor vores motorcykler var gået i baglås. Vi havde haft en forfærdelig nat. Vi var blevet ædt op af myg hele natten, og da vi stod op midt i absolut ingenting, kunne vi ikke komme videre. 

Jeg frygter tekniske fejl mere end fremmede mennesker, når jeg rejser. Man kan altid tale sig vej ud af en ubehagelig situation, men hvis du står i ørkenen med en låst motorcykel, er du fanget. Da panikken havde lagt sig, fik vi løst problemet med låsen, men den frygt sidder stadig i mig.

På turen indså jeg, at jo langsommere man kan rejse, des bedre. Man er altid til stede og i underskud af et eller andet. Enten fryser man, har brug for benzin, er sulten eller har brug for et sted at sove. Det tvinger én til at komme i kontakt med andre mennesker, som man ellers ikke ville have mødt.”

ARIZONAS ØDEMARK, 2006

“Jeg var taget til USA for at køre rundt i ødemarken på en italiensk Aprilia Pegaso. Den er primært velegnet til landevej, så jeg modificerede den en smule og smed grusdæk på, så den bedre kunne køre uden for de gode veje. Jeg ville leve et ekstremt simpelt liv. Skære alt væk for en tid. Ingen bolig, ingen social omgangskreds, ingen underholdning. Kun telt, kogegrej og motorcykel.

Jeg startede i San Francisco uden kort, guidebog eller liste med telefonnumre. Mit første mål var at køre over passet ved Yosemite, så jeg ikke var fanget på den forkerte side hele vinteren. Jeg nåede det akkurat. En uge senere kunne jeg ikke have kørt på vejene. Jeg var ikke kommet meget videre nordpå, da jeg mødte en snestorm, jeg ikke var forberedt på. Jeg kunne hverken styre gassen eller bremsen, fordi hænderne var frosset fast til håndtagene. Jeg havde hørt om Sydarizona og ændrede kursen.

På vejen til Arizona mødte jeg en mand, som boede langt ude i ingenting i en trailer. Han var tidligere elitesoldat og ekstremt fattig. Han var oprindelig fra Ukraine og var emigreret til USA som ung teenager, efter at russerne havde slået hans forældre ihjel. I USA besluttede han sig for at blive soldat, så han kunne hævne sig på russerne. Han havde kæmpet i Cuba, El Salvador og Vietnam som faldskærmssoldat, sagde han. Han havde brugt et helt liv på at være i krig, men han havde aldrig fået mulighed for at kæmpe mod en russer, og nu boede han alene langt væk fra alt.

Han var fascineret af min motorcykel, og jeg fik lov at overnatte i hans ene trailer. Over sengen i det lille rum hang der en maske, som til forveksling kunne ligne den fra ’Ondskabens øjne’. Pludselig forstod jeg, at han kunne have slået mig ihjel med sine bare næver hvert sekund, hvis han ville. Ingen ville nogensinde finde ud af det. Det var ekstremt angstfremkaldende i situationen, og den nat var jeg totalt lammet af frygt. Det var første gang, jeg har haft et decideret angstanfald.

Men en stædig tro på det bedste i mennesker gjorde, at jeg blev. Og jeg vendte faktisk tilbage og besøgte ham flere gange. Jeg mødte mange ensomme mænd på den rejse. Folk, som var på flugt fra noget i deres liv, søgte efter en tilværelse eller bare havde givet op.

USA er et meget dårligt land at campere frit i, fordi folk har en meget aggressiv ejendomsretsfølelse. Men når man kommer som ene kvinde, tænker folk pr. definition, at man ikke er farlig. I en kort periode rejste jeg med en mand. Pludselig var folk meget mere fjendske. Hvis jeg var alene, spurgte folk ind til min rejse eller inviterede mig indenfor. Jeg blev tit spurgt, om jeg havde et våben med, så jeg kunne beskytte mig selv. De så nærmest forskrækkede ud, når jeg fortalte, at jeg ikke havde et håndvåben.

Jeg har været i livsfare. Det er der ingen tvivl om. Da jeg ankom til det sydlige Arizona, mødte jeg nogle unge mænd og kvinder på en tankstation, som var på vej til en fest. Jeg fulgte efter dem ind i et øde native American-reservat. De har fået de dårligste og mest ucharmerende landområder. Folk var fattige og boede i små betonhuse med fællestoiletter, som var så klamme. Jeg var knap nok ankommet, før jeg kunne mærke, at noget var galt. Det var blevet sent, og mørket var faldet på, så jeg havde opgivet at rejse videre og fik lov at sætte telt op i lederens have, så jeg kunne være en smule beskyttet.

Lederen var en stor, skaldet mand med tatoveringer og store kæder. Han var, ligesom alle de andre, høj på stoffer, og jeg kunne med det samme se, at det var et underligt gangstermiljø, jeg var kommet ud til. Jeg var den eneste hvide til stede, og dem, jeg havde fulgtes med, var alle taget hjem, så jeg kunne ikke forklare, hvorfor jeg var der. De begyndte at kropvisitere mig og lede efter skjulte mikrofoner, mens de spurgte, om jeg var undercover-betjent.

Når jeg skulle på toilet, fulgte de efter mig, og der var en enorm mand, som hele tiden ville give mig store bjørnekram, jeg ikke kunne komme ud af. Da jeg lå i mit telt, tændte de et kæmpe bål, og jeg kunne mærke varmen igennem teltdugen. Jeg frygtede, at teltet ville smelte eller brænde. I løbet af natten blev en mand ved med at kravle ind i mit telt. Mens jeg febrilsk forsøgte at skubbe ham ud, stod en anden mand og urinerede på teltdugen på den anden side. Jeg sov ikke et sekund den nat. 

Klokken fem om morgenen pakkede jeg mine ting og drønede af sted. Jeg var bange for, at de ville følge efter mig i deres store pickuptrucks, så jeg kiggede mig over skulderen, indtil jeg havde forladt reservatet. Man kunne virkelig mærke racespændingerne og det oprindelige folks tragiske historie.

Jeg havde oprindelig tænkt mig at være væk i syv måneder, men endte med at være af sted i to år. En dag indså jeg, at hvis jeg ikke tog derfra nu, ville jeg aldrig komme hjem. Nogle gange møder man folk, der har rejst rundt i ni år, og man kan se på dem, at de ikke kan leve et normalt liv. Det havde jeg ikke lyst til.”

ATACAMAØRKENEN I CHILE, 2003

“Som en del af min Kaospilot-uddannelse tog jeg tre måneder til Chile med en veninde. På det tidspunkt var den minimalistiske livsstil ekstremt populær, og vi ville tage det til grænsen af, hvad der kunne lade sig gøre. Vi købte en lillebitte motorcykel og kørte ud i Atacama­ørkenen, som er verdens tørreste ørken. Vi havde hverken liggeunderlag, telt, kogegrej, lommelygte eller ur med på turen. Det skulle være så skrabet som overhovedet muligt.

Vi havde begge købt en tarvelig sovepose i et supermarked, som slet ikke kunne modstå nattekulden. Det første stykke tid var det sindssygt ukomfortabelt. Vi frøs helt vildt hver nat, og når vi vågnede, var vores vanddunke bundfrosne. Vi havde to muligheder hver nat. Enten kunne vi tage sweateren af og bruge den som liggeunderlag for at sove lidt bedre. Eller også kunne vi have den på og fryse lidt mindre. Det var en hård afvejning hver aften.

Atacama ligger mellem Andesbjergene og Stillehavet som en lang, smal kile med kæmpe vulkaner og saltørkener. Ørkener kan se ud på mange måder, men Atacama er meget tør og ekstremt barsk. Om aftenen delte vi en lille pose tomater, brød, vand og lidt ost, og når det blev mørkt, gik vi i seng.

Det er et af de bedste steder at se stjerner i verden. Månen kunne nærmest blænde, så vi måtte sove med et sweaterærme for øjnene hver nat. Genskinnet fra månen var så kraftigt, at man kunne læse avis om natten.

Vi kom forbi verdens højest beliggende gejsere i 3.500 meters højde, og rundtom står 5.000 meter høje bjerge. Motorcyklen var virkelig overbelastet, fordi vi kørte to personer på den. Flere gange måtte min veninde hoppe af og løbe ved siden af, fordi den ikke kunne trække os begge op af de stejle, små veje eller i sandede banker. 

Vi fandt nogle varme kilder med ekstremt saltholdigt vand. I kanten havde saltet krystalliseret sig, så det lignede diamanter. Vi havde aldrig hørt om kilderne, og det var en helt forfærdelig sandet vej dertil. Vi var helt alene, plaskede rundt i vandet og smurte os ind i mudder uden at møde et eneste menneske.

De mennesker, vi mødte, mente, at vi var fuldstændig sindssyge. Vi blev da også påvirket af det. Til sidst blev det helt mærkeligt at sove indendørs, og vi havde nogle underlige samtaler om, hvorfor man overhovedet havde fundet på at sove i en kasse. Skolen syntes også, at vi var langt ude, De lavede vistnok reglerne for udlandsrejser om efterfølgende, så andre ikke ville gøre noget lignende.”

Ida Tin er 41 år gammel. Hun bor i Berlin med sin mand Hans Raffauf og deres søn. Hun er direktør i firmaet Clue, som hun etablerede i 2009. Clue er verdens hurtigst voksende app inden for kvindelig sundhed og bruges af millioner af mennesker verden over til at forudse deres menstruationscyklus og blive klogere på deres krop. Hun er uddannet Kaospilot i Aarhus. I 2017 blev hun optaget i Kvindelige Eventyreres Klub.

Ørkenfesten var godt i gang, da irakiske soldater i 1990 invaderede Kuwait og tændte gnisten til Golfkrigen. De fleste vesterlændinge forsøgte at komme ud, men ikke Liselotte Hertz. Hun endte som leder af en undergrundsbevægelse, som ulovligt hjalp udlændinge under jorden.
Tekst:Ole SønnichsenFoto:Privat, Pictures From History/Akg-Images/Ritzau Scanpix

INVASIONEN

Kuwait City, 2. august 1990 kl. 5 om morgenen

Jeg vågner med et sæt, da en eksplosion får bygningen i ambassadekvarteret, hvor jeg bor, til at ryste. Sekunder efter kommer endnu én. Jeg frygter en gaseksplosion og løber hen mod hoveddøren for at komme ud, da en veninde på den amerikanske ambassade ringer. ”Gå ind i dagligstuen, og kig ud ad vinduet,” siger hun. Jeg gør, som hun siger, og får et chok. På strandvejen nedenfor er kampvogne opmarcheret. 

Jeg ringer omgående til min danske veninde Wicki Hill. Indtil for nylig delte vi en penthouselejlighed, men Wicki er flyttet til en anden lejlighed. Vi har dog stadig meget til fælles – blandt andet at vi begge havnede i Kuwait ved en tilfældighed på grund af mænd, som vi havde mødt i udlandet og siden blev skilt fra. Samtidig er vi en del af partymiljøet i et land, der både er dybt religiøst og officielt tørlagt – og vi nyder alt det forbudte i fulde drag. 

Jeg er ansat som administrationschef i oliebranchen. Af de 1,9 millioner indbyggere i Kuwait er to tredjedele udlændinge. Mange af dem er asiater og palæstinensere, der klarer det grove for kuwaiterne. Men her er også tusinder af fastboende vesterlændinge – expats – udstationeret af udenlandske selskaber eller ansat af kuwaitiske firmaer. De fleste af de vestlige expats er unge, som har svært ved at tage kuwaiternes skrappe adfærdsregler alvorligt.

Før invasionen smuglede Liselotte Hertz spiritus i shampooflasker ind i Kuwait. Siden smuglede hun fornødenheder til tilbageholdte vesterlændinge i det besatte land.

Som mange andre smugler vi sprut ind fra udlandet. Shampooflasker og alt andet, der kan rumme noget flydende, fyldes med gin, hver gang nogen skal tilbage til Kuwait. I weekenderne tager vi med grupper af venner ud i ørkenen for at køre om kap i klitterne, grille og overnatte under åben himmel i soveposer. Der er fest og ballade hver weekend og ofte også i løbet af ugen. 

Min veninde Wicki er også vågnet ved bragene. I telefonen laver vi i første omgang bare sjov med det hele: Nu er der udsigt til nogle ekstra fridage – måske en hel uge. Men for en sikkerheds skyld må vi hellere få købt ind og tanket bilen, bliver vi enige om. Jeg henter min lille hvide Honda-sportsvogn i parkeringskælderen og samler Wicki op. Kvarteret er en kamp-zone. Panikslagne kuwaitere tømmer supermarkedets hylder i en hurtigløbende hamstringsbølge. Vi får dog købt vand og dåsemad.

Bagefter skilles vi for at pakke vores lejligheder ned. Men vi indser, at der er farligt at være i ambassadekvarteret og i nærheden af emirens palads, der bliver bombet. Vi må lade det hele være og skynde os at komme væk. Jeg griber tandbørste og tandpasta, en sodavandsflaske fyldt med gin samt tonic og en citron til vores G&T – og løber ud af lejligheden for at komme hen til Wicki. Den nyindkøbte mad glemmer jeg i skyndingen. Vi har nøglen til en anden venindes lejlighed 12 kilometer mod sydøst i et boligkompleks, hvor der bor andre danskere. Der slår vi os ned indtil videre. 

LISELOTTE HERTZ

var 39 år, da invasionen kom. På det tidspunkt havde hun opholdt sig nogle år i Kuwait. Hun blev i oliestaten efter krigen og fik sit job i olieindustrien tilbage, men flyttede senere i nogle år til Spanien og Malaysia. I dag er hun 69 år og arbejder og bor igen i Kuwait og er tilbage i olie-industrien.

KIWI HOUSE 

Syd for Kuwait City, efteråret 1990

Der går mange historier om plyndringer og voldtægter i dagene og ugerne efter invasionen. Og der er usikkerhed om, hvad der skal ske med de mange vesterlændinge i Kuwait. Rygtet siger, at vi er Saddam Husseins gidsler, fordi vi ikke kan forlade landet, når vi vil. Især amerikanere, briter og tyskere er presset. De bliver gennet sammen og sendt til Irak, hvor styret truer med at bruge dem som bombeskjold, hvis krigen kommer. Derfor går de under jorden.

Andre kan frit bevæge sig rundt i Kuwait – for eksempel danskere – selv om vi ikke må forlade landet. Den danske ambassade anbefaler alligevel, at alle danskere rykker til Bagdad i Irak, hvorfra vi forhåbentlig kan rejse videre og komme i sikkerhed. Både Wicki og jeg takker nej til det tilbud. Vi har en pagt om, at vi vil stå det her igennem sammen. I modsætning til mange af de andre danskere kender vi Kuwait ud og ind og har masser af kontakter i landet. Det ville være latterligt at køre til Bagdad og til et land, vi ikke ved noget om, og som styres af en utilregnelig diktator. 

Vi ender begge med at flytte hen til en gruppe newzealændere, der har et hus i forstaden Salmiya. Kiwi House bliver det kaldt. Newzealænderne kan ligesom os bevæge sig frit rundt, og derfor er de gået i gang med at opbygge en undergrundsbevægelse, der skal hjælpe dem, der har været nødt til at gå under jorden for ikke at blive taget af irakerne. Det arbejder kaster Wicki sig hurtigt ind i, og efter noget tid følger jeg trop. 

Vi hjælper med at organisere safe houses, flytter udlændinge i sikkerhed og sørger for, at de får friske fødevarer og vand, så de kan overleve i månedsvis bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Hovedkvarteret for undergrundsarbejdet er Kiwi House, og det illegale arbejde breder sig som ringe i vandet. Vi får mere og mere travlt. 

Hen på efteråret får newzealænderne mulighed for at forlade Kuwait, og Wicki vælger at rejse ud med dem, men jeg bliver. Sammen med en irsk-australsk revisor, John Levins, starter jeg støttegruppen Hostage Support Group, som strømliner det illegale hjælpearbejde. Jeg bliver gruppens leder under kodenavnet ’Vikingen’. Tre briter, som ikke kan forlade huset, fungerer som gruppens sekretærer. De holder styr på leveringsruter, forsyninger, post og penge. Vi har sat en kæmpe tavle op for at kunne bevare overblikket. 

IRAKISK KONTROLPOST 

Kuwait City, efteråret 1990 

Som ugerne går, får jeg flere og flere opgaver. Jeg smugler forsyninger ind til vestlige gidsler, der er indespærret som menneskeskjold på baser i havneområdet i Kuwait City. Og jeg kaster varer ind over muren til den amerikanske ambassade, hvor medarbejderne er under konstant belejring af irakisk militær og er uden strøm og vand. 

Selv om vi, sammen med vores newzealandske venner, i princippet kan færdes frit, kan meget gå galt – for eksempel hvis en irakisk soldat eller politiet ved en vejspærring forlanger at se, hvad vi har i bagagerummet. Det vil være svært at forklare, hvorfor bilen er pakket med madvarer, medicin, kopier af det illegale nyhedsbrev The Kuwait Invasion Times, gidslernes egen satire på videobånd eller breve til britiske og amerikanske mænd, som irakerne er på jagt efter.

En dag kører jeg med min newzealandske makker Robin van Kempen i min lille Honda med mad i. I en rundkørsel har irakerne opsat en ny vejspærring. De vil ikke lade os fortsætte. Det er ikke et godt tegn. To militærkøretøjer dukker op for at hente os, men jeg nægter at efterlade min bil i rundkørslen. Efter lidt mundhuggeri får jeg lov til at køre bilen, mens Robin sidder på passagersædet. En irakisk soldat med store beskidte støvler springer ind på klapsædet bagi, og så ruller vi af sted med en militærjeep foran og en bagved. 

Under turen mærker jeg noget koldt i nakken, og jeg ved, at det er et pistolløb. Jeg er ret sikker på, at soldaten ikke kan finde på at skyde mig, men frygter, at bilen skal ramme et hul i vejen, og at soldaten ved et uheld trykker på aftrækkeren. Men omsider når vores lille kortege frem til en stor villa.

Jeg parkerer bilen, og af uforklarlige grunde undlader irakerne at gennemsøge den. Vi bliver ført op ad en trappe og ind i et værelse, hvor der står en seng, et skrivebord, en stol, en sofa. Intet andet. Vi bliver placeret i sofaen, og soldaterne går. Ingen af os tør sige noget. Vi frygter, at rummet er aflyttet. Samtidig skæver vi over mod sengen. Efter et stykke tid går døren op, og ind kommer en højtstående irakisk officer i ulastelig uniform. Han taler perfekt engelsk, sætter sig bag skrivebordet og betragter i tavshed os to i sofaen. 

Så begynder forhøret. Han spørger, om vi kender noget til gidslerne. Vi svarer afvisende på alle spørgsmål, og Robin får sit pas tilbage og bliver bedt om at gå. Robin og jeg ser på hinanden. Irakeren har formentlig planer om at forgribe sig på mig. Derfor nægter Robin at gå uden mig. Til sidst opgiver irakeren og giver også mig mit pas tilbage. Vi går ned til bilen, starter og kører bort. Først da begynder vi begge at ryste.

Dagene er fyldt med alvor under invasionen. Men om aftenen bliver der festet. Til højre Liselotte Hertz.

GOLFKRIGEN BEGYNDER 

Kuwait City, 17. januar 1991

Da krigen kommer, har vi forberedt os. Der er hamstret mad, hældt olie i små flasker og flettet væger af snor, så de indespærrede kan bruge dem som olielamper, hvis batterierne slipper op. Samtidig har vi fået fat i store partier af bleer og konstrueret vores egne primitive gasmasker af dem. På gaden har vi set irakiske soldater med gasmasker, og selv om vi formoder, at de mest går med dem for at skræmme, lurer frygten for kemiske angreb fra irakerne alligevel. 

Bleerne er klippet til, så de kan sidde som mundbind, mens hjemmehæklet snor sikrer, at bindet fæstnes ved ørerne. I bleerne har vi lavet små lommer til knust kul – når kul bliver blandet med ilt, skabes små rum, hvor gassen kan absorberes.  Det er primitivt, og vi håber, det virker, men inderst inde ved vi godt, at hverken maskerne eller de sandsække, vi møjsommeligt har fyldt, hjælper meget, hvis irakerne bruger kemiske våben.

Seks danskere rykker sammen hos mig i Kiwi House. Vi beslutter også at indtage genboens hus, hvor beboerne er rejst ud. Huset har en god kælder, og der kan vi indrette et ordentligt beskyttelsesrum. Kældervinduerne dækker vi til med sandsække, og indenfor skaber vi et lager af vand og dåsemad.

16. januar går der rygter om, at de første bomber vil falde i løbet af natten eller den tidlige morgenstund. Jeg bliver oppe det meste af natten og lytter til radioen. Først klokken 7 går vi i seng. Det holder to en halv time, så bryder larmen løs – antiluftskyts, nervøst gadeskyderi og fjerne bombesprængninger. Hos mig sætter de første bombebrag sig som et håb om frihed. 

En dag slår et missil ned så tæt på os, at vores naboer får blæst alle vinduer ind. Vi går ram forbi, for vi har sat tape på vinduerne, så lufttrykket fra bombenedslagene ikke gør skade. Vi mærker mest bomberne som dybe drøn, der giver vibrationer i døre og vinduer. Til sidst forsvinder angsten nærmest helt i gruppen, og bombardementer bliver en del af det daglige lydbillede.  

Nyhederne udefra kommer ind til os i klumper, mest via BBC og Danmarks Radio på kortbølgeradio. Vi hører forlydender om, at 300 civile kuwaitere er blevet skudt gennem hovedet siden krigens begyndelse, og at en kuwaitisk kvinde og tre mænd nogle dage forinden er blevet henrettet offentligt med økse. Vand har længe været en mangelvare, og efter en måned med krig er der pludselig ikke længere el. 

GOLFKRIGEN

2. august 1990 invaderede irakiske soldater oliestaten Kuwait og indlemmede landet i Irak. Saddam Hussein hævdede, at Kuwait stjal olie fra undergrunden, der tilhørte Irak. Invasionen blev fordømt internationalt, og det stod hurtigt klart, at en koalition anført af USA – og med deltagelse af Danmark – om nødvendigt ville gå i krig for at befri Kuwait. Det førte til Golfkrigen, der begyndte 17. januar 1991 og sluttede 28. februar samme år, da irakerne overgav sig.

Invasionen betød, at op mod 100 danskere gennem efteråret 1990 blev holdt som gidsler i Kuwait og Iraks hovedstad Bagdad. Det fik Udenrigsministeriet til at sende en problemknuser til Bagdad for at lære danskerne at flygte eller gemme sig i ørkenen. Senere rejste tidligere statsminister Anker Jørgensen til Irak og fik 16 af gidslerne med hjem under stor mediebevågenhed. Til sidst var kun ét udenlandsk gidsel tilbage i Irak – den danske ambassadeattaché Mogens Pedersen, der blev befriet i en hemmelig mission.

22. februar erklærer George Bush, at Irak har 24 timer til at trække sig ud af Kuwait, ellers sætter amerikanerne gang i en landkrig. Den kommer tidligt om morgenen 24. februar. Ude fra bugten kan jeg høre det amerikanske skib USS Missouri affyre sine granater. De trækker lysspor over himlen, og når jeg hører et nedslag, går der fem sekunder, så klaprer hoveddøren. 

Og så: befrielsen. 26. februar strømmer folk jublende ud i gaderne. 

Jeg tager hjem til min lejlighed. Jeg har kun været tilbage én gang under invasionen. Det var i oktober, og allerede dengang havde irakerne plyndret lejlighederne. Rygtet vil vide, at højtstående folk i Bagdad sendte deres koner til Kuwait for at tage, hvad de ville have. De satte røde mærker på det, der skulle samles ind.  

Jeg står opgivende i min lejlighed og ser mig omkring. Soldater og andre har forrettet deres nødtørft i hjørnerne, nogen har brændt store huller i væggene. Fotos og andre minder er smadret og revet itu. Der lugter grimt af råd fra både køleskabet og fryseren. Jeg skynder mig ud i bilen. 

Så begynder jeg at græde. Tårerne triller hele vejen tilbage til Kiwi House. Først midt i marts har jeg fået ryddet så meget op, at jeg kan flytte tilbage i lejligheden. Mad er en mangelvare, og jeg overlever på dåserationer efterladt af koalitionssoldater fra den britiske, canadiske og franske hær. Der mangler stadig både el og vand i byen, og mit gamle arbejde er ikke åbnet endnu. Alligevel tager jeg hen og rydder op på kontoret. Så er det klar, når normaltilstanden vender tilbage.

Liselotte Hertz’ historie er en del af bogen ’Det sidste gidsel – Danskernes flugt fra ­Saddam Hussein og Golfkrigen’ af Henrik Thomsen og Ole Sønnichsen. Bogen udkommer 21. september hos Lindhardt og Ringhof.

Hvad har sundhedsekspert Chris MacDonald altid med på rejsen?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Franne Voigt

1.

”Noise, altså støj på engelsk, kommer af det latinske nausea, der betyder kvalme. Støj stresser og trætter, og tidligere var jeg tit irritabel efter en rejse. Nu har jeg altid mine Bose bluetooth noise cancelling høretelefoner på, også tit uden at høre noget i dem. Eller ørepropper. Jeg har en stor kasse af de helt billige gule.”

2.

”Jeg hører lydbøger eller læser på print. Altid faglitteratur. En bog, der har gjort indtryk på mig for nylig, er ’A Liberated Mind’ af psykologen Steven Hayes, der har opfundet en træningsform til at arbejde med ens tanker, der har meget til fælles med mindfulness-bevægelsen.”

3.

”I min pung har jeg billeder af min søn på fire og min datter på et år. Det er lidt gammeldags, men der er noget ved at trække det papir ud og kigge på det og mærke det. Det gør jeg rigtig mange gange i løbet af en dag. Hvis jeg er stresset, mister fokus, er irriteret, sætter det ting i perspektiv. Der er vigtigere ting i livet.”

Chris MacDonald, 47 år, er fysiolog og sundhedsformidler. Hans nye bog ’Ikke til forhandling – Livets ligning’ handler om menneskelig trivsel.

 

Hvad har skuespiller Charlotte Munck altid med på rejsen?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lis Kasper Bang

1.

”Jeg nyder at bruge toget som rullende kontor og har tit et manuskript med, jeg skal forberede. En karakter består altid af både bevidste og ubevidste sider, og særligt den ubevidste del får masser af inspiration i et rum, hvor natur og mennesker glider uberegneligt forbi.”

2.

”I min notesbog skriver jeg ideer til de mange digtsamlinger og romaner, jeg har liggende i skuffen. Eller skriveøvelser, hvor jeg lader skriften flyde frit for at få fat i de ubevidste sider. Hvis jeg bare har tænkt over et problem, kan det stikke af igen. Har jeg skrevet det ned, bliver det mere tilstedeværende.”

3.

”I løbet af en togrejse vil jeg gerne meditere en halv times tid. Så lukker jeg øjnene, ranker ryggen, så godt det lader sig gøre i et tog, og tænker på et af mine grundspørgsmål. For eksempel: Hvad har dagen brug for? Hvordan bidrager jeg bedst? Nogle gange bruger jeg også guidede meditationer i hovedtelefonerne.” 

Charlotte Munck, 50, er skuespiller, blandt andet kendt fra ’Mens vi lever’ og ’Bedrag’.

 

Op ad bakke, ned langs fjorden, fra kyst til kyst – og tilbage til udgangspunktet. Få lys i øjnene og tur i pedalerne på fem spektakulære cykelruter, der slår sløjfer i landskabet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox

FJORDEN RUNDT (63 KM)

Følg Mariager Fjords frodige og kuperede omgivelser ad trampede stier, grusveje, landeveje, cykelstier og visse steder kun via et smalt spor. I Onsild Ådal, tæt på fjordens udspring, kan du beundre fortidsmindet Fyrkat, hvor en cirkulær jordvold viser, hvordan Harald Blåtands vikingeborg lå lunt i landskabet med god udsigt over trafikken på vand- og landevejene. Køl tæerne i Villestrup Å på fjordens nordside. Åen, der tidligere var rettet ud, er på ny blevet slynget, og tidligere dambrugs spærringer er fjernet, hvilket sammen med åens nogenlunde konstante temperatur året rundt gør den til et paradis for efterhånden 3.500 ørreder samt en eksklusiv gruppe mennesker, der har medlemskort til Hadsund Sportsfiskerforening. Kryds fjorden ad Hadsundbroen, og få overblik over yderfjorden, hvor sejlrenden snor sig gennem de lave sandbanker, der tidligere var havbund, men som har hævet sig siden istiden. Mariager by er udpeget til såkaldt Cittaslow-by, et koncept, der udspringer af den verdensomspændende Slow Food-bevægelse og går ud på at skabe bæredygtig byudvikling med respekt for kulturhistorie, arkitektur og gastronomi. Find Mariagers særpræg i byens klosterkirke, blandt dens bindingsværksgårde og i smagen af det lokale sydesalt.

Mariagerfjord-ruten, regionalrute 32.

VIND OVER VENDSYSSEL (47 KM)

Du skal nok helt ned i gear, hvis du vil forcere bakker som Tornby Bjerg (84 meter over havet) og Hellehøj (89 m.o.h.). Men du gør det, for du vil ikke snyde dig selv for udsigten over markerne, kirketårnene og skibene derude på Skagerrak. Besøg undervejs Tornby Gl. Købmandsgård, en istandsat 200 år gammel gård og landhandel, hvor man kan få sig et stykke hjemmebagt kringle og en kop kaffe, og kom i kontakt med din hedenske fortid ved et kig på den nærved liggende, årtusinder gamle Tornby-dysse. I Mygdal er der mere historie på Odden Herregård, den nordligste af sin slags i landet, der daterer sig tilbage til 1500-tallet og byder på en samling Willumsen-malerier. Dyrk det maritime i Hirtshals, hvor små og store fiskefartøjer blander sig med færgetrafikken til Norge, og prøv, om du kan snuse dig frem til et anstændigt stjerneskud på en havnerestaurant, inden du måske skal møde klumpfisken og dens venner på Nordsøen Oceanarium. Og skulle du få lyst til selv at dyppe dig i havet, så gør en kort afstikker fra ruten til Kjul Strand, hvor det blå flag vajer.

Panoramarute 414: maks. 12 % hældning. Hovedsagelig ad mindre veje, nogle steder ad let trafikerede veje. Fem steder krydses hovedveje.

SÅDAN FINDER DU VEJ

Da de nævnte ruter er rundture, kan du begynde, hvor du vil, og køre den retning, du foretrækker. De er valgt med inspiration fra DenmarkByBike, en digital ruteplanlægger skabt af foreningen Dansk Cykelturisme. Læs mere detaljerede rutebeskrivelser på naviki.org/da/denmarkbybike, og find mange andre dagsture, eller planlæg dine helt egne ruter i landet, hvad enten du er på mountainbike, elcykel eller racer. DenmarkByBike bygger videre på den globale ruteplanlægger naviki.org. Download Naviki som app, og få ruten med i lommen.

GIRO D’ÆRØ (60 KM)

Ærø har den rette størrelse til en dagstur med let sved på panden, selv for de mest veltrænede, ikke mindst hvis du også vil nå at hoppe af og opleve øens kultur, for eksempel i Ærøskøbing. Byen blev grundlagt engang omkring 1250 af de såkaldte markgrever (der regerede over tyske grænsestater, marker) af Brandenburg. Byplanen er uforandret fra middelalderen, og arkitekturen siden 1800-tallet – måske findes der ikke en mere velbevaret by i Danmark. I Marstal spiller havet en både historisk og nutidig hovedrolle med en af landets største navigationsskoler, et værft og flere rederier. Gå en tur på Søfartsmuseet, og bliv klogere på Marstals sømænd, inden du cykler ud på Eriks Hale uden for byen til en af øens bedste badestrande. Afbryd også pedalkværneriet for at studere geologi ved Voderup Klint, hvor leret ad flere omgange, senest i 1984, er skredet og har trukket jorden ovenover med sig, hvorved der er opstået trappelignende skredterrasser. Den sydvendte klint er for øvrigt et af landets sydligste punkter og varmere end det danske gennemsnit, hvorfor man her finder den sjældne og lidt kuldskære bille stor guldløber.

Regionalrute 90+91+92.

KUNSTEN AT CYKLE

Cykelentusiaster finder ruter overalt, hvor man kan komme frem på to hjul. Rundture og fra A til B. Interkontinentale og småbitte lokale. I 2018 fik københavnerne en cykelrute til kunsten i det offentlige rum, da Kunsthal Charlottenborg kuraterede en tur, der blandt andet går over Olafur Eliassons Cirkelbroen og forbi kolonitidsmindesmærket ’I Am Queen Mary’ af Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle. I år har Charlottenborg i samarbejde med lokale kunsthaller og museer udvidet projektet til også at omfatte Aarhus, Odense og Esbjerg.
Find ruterne, og få detaljeret information om kunstværkerne på Kunsthal Charlottenborgs app.

STORE BADEDAG (39 KM)

Ud over at være et højintensivt turist-habitat og sikker leverandør af shopping, softice og friturestegt snask byder Marielyst og dens omgivelser på en af Danmarks lækreste badestrande – lang nok til, at alle kan finde et par nogenlunde rolige kvadratmeter sand at slå sig ned på og lade blikket fortabe sig over Østersøen. Men ikke for længe, for du skal ud på en tur, der forbinder Falsters øst- og vestkyst. På vejen passerer du ved Væggerløse en sjældenhed på Falster, nemlig en høj bakke, der giver et smukt overblik over det glitrende Guldborgsund, der skiller Falster fra Lolland. I Nykøbing kan du lægge nakken tilbage og se, om der kommer tæt, sød røg op af skorstenen fra Nordic Sugars fabrik, der sammen med søsterfabrikken i Nakskov producerer mellem 400.000 og 450.000 ton sukker om året. Find også Czarens Hus, hvor Peter den Store en dag i 1716 blev budt på frokost af byens borgmester, inden du cykler østpå igen og slutter dagen af med et østersøbad ved Ulslev Strand.

Panoramarute 418.

NOGET AF EN GØNGE-TUR (35 KM)

Svend Poulsen Gønge, også kendt som Gøngehøvdingen, blev som anfører for dragonerne Snaphanerne kendt for en række guerillaangreb mod svenske tropper på Sydsjælland udført mellem 1658 og 1660 under de såkaldte Karl Gustav-krige. Efter krigen fik han som belønning godset Lundbygård, som denne rute fører forbi på vej mod Præstø, en nydelig lille købstad, hvor du kan snuppe en is på havnen eller indtage et Michelin-præmieret måltid på Frederiksminde Hotel. Nyd også havudsigten fra Jungshoveds bløde bakketoppe, og find ud til idylliske Stavreby Havn, Danmarks mindste fiskerihavn, hvor kun en enkelt erhvervsfisker holder stand, og til den gamle skanse Roneklint, hvor Svend Gønge ifølge overleveringen lokkede svenskerne ud på isen, som brast under dem, så de druknede. 

Panoramarute 424: på grusveje, skovveje og asfalterede landeveje med beskeden trafik. Maks. 2 % hældning. 

PUMP, FOR GUDS SKYLD

Vejkirker er med til at gøre cykling rundt i landet til en skønnere oplevelse. Men nogle vejkirker gør lige lidt ekstra for din tur. Ser du dette symbol, har den et sted, hvor cyklen må parkeres, du kan få fyldt din vandflaske, og der er en cykelpumpe til rådighed.

Hvad har sanger Kira Skov altid med på rejsen?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:

1.

”Det er noget særligt at lytte til musik, når man kører i tog. Den bliver farvet af det, man ser gennem vinduet, og af ansigterne, man har omkring sig. I dag streamer jeg musik på tjenesten TIDAL – og kan godt lidt savne, da jeg var teenager og bare havde min walkman og et par kassettebånd og lyttede til C.V. Jørgensens ’Indian Summer’ om og om igen, når jeg kørte hjemme fra Rødovre for at besøge min veninde i Allerød.” 

2.

”Når man har børn, er en rejse med toget en mulighed for at få en stund for sig selv. Det giver en god fordybelse til at skrive på sangtekster. Jeg skribler hurtigt tanker ned i min notesbog og skriver rent på computeren, hvor det er nemmere at få overblik.”

3.

”Jeg er i gang med Haruki Murakamis ’1984’. Jeg synes, hans magiske realisme og syrede univers passer fantastisk til den drømmende tilstand, man kan komme i på rejsen. Jeg har lige skrevet en sang som en slags hyldest til ham og bogen, hvor jeg messer hans navn og navnet på nogle karakterer og leger med ordet 1984.” 

Kira Skov, 44, er fra september på danmarksturné med albummet ’I nat bliver vi gamle’. 9. august kan sangeren opleves i samtale med digter Peter Laugesen til arrangementet ’Stue Møde 10’ i Vejringe på Falster.

Hun har altid været fascineret af Afrika, og en dag tog hun konsekvensen, droppede sit job og rejste til Nigeria med en mission. Anja Ringgren Lovén fortæller om fattigdom og korruption, om at blive taget for en naiv hvid kvinde og om at redde hekseanklagede børn fra døden.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

“TÆNK PÅ, at der er børn, der sulter i Afrika,” sagde min mor altid til mig som barn, hvis jeg ikke spiste op. Jeg tror, det satte sig i mig. Hun var blevet skilt fra min alkoholiske far, da jeg var tre år gammel, så hun opdragede min tvillingesøster og mig alene. På bogreolen i mit barndomshjem i Frederikshavn stod et stort, tungt leksikon. Jeg læste alt, jeg kunne om det afrikanske kontinent og så billeder af afrikanske børn.

Jeg ville være den næste Karen Blixen, have en stor ranch og hjælpe fattige børn. Det var meningen, at jeg skulle udleve min drøm om at rejse til Afrika, når jeg blev student. Men så fik min mor kræft, og jeg måtte sætte mine planer på pause. Jeg var 23, da hun døde, og i flere år efter var sorgen ved at æde mig op. Jeg led af angst, og en overgang var jeg også indlagt på psykiatrisk afdeling i Aalborg med en spiseforstyrrelse. I stedet for at rejse til Afrika flyttede jeg til Aarhus, hvor jeg fik job i en tøjbutik.

Flere år senere sad jeg en aften og så tv og faldt over en DR-dokumentar om børn i Nigeria, der blev anklaget for at være hekse. Nogle blev ’helbredt’ af heksedoktorer til gengæld for store summer, andre blev tortureret af deres egne forældre, og mange blev slået ihjel. Jeg græd, da der blev fortalt om en pige, som fik hamret et søm på syv centimeter ind i kraniet for at få hende til at tilstå, at hun var en heks. Overtroen forfærdede mig, men dokumentaren blev også en motivation. Da den var slut, ringede jeg til min søster: 

”Nu ved jeg, hvad jeg vil. Jeg vil til Nigeria og redde hekse-anklagede børn.”

Derefter tænkte jeg ikke på andet. Jeg begyndte at undersøge, hvordan jeg kunne komme af sted, men fandt hurtigt ud af, at ingen nødhjælpsorganisationer ville sende uprøvede frivillige til et land så farligt og korrupt som Nigeria. Jeg måtte samle erfaring et andet sted, og i 2011 rejste jeg på en tre måneders ekspedition til Malawi, hvor jeg boede i en lille landsby og arbejdede med fattige familier som nødhjælpsarbejder for Folkekirkens Nødhjælp.

ANJA RINGGREN LOVÉN

41, er stifter af nødhjælpsorganisationen DINNødhjælp, der arbejder med at bekæmpe overtro og redde hekseanklagede børn i Nigeria. Hun driver også Land of Hope Children Center i det sydlige Nigeria sammen med sin mand David Emmanuel Umem. Hendes biografi ’Heksebørnenes mor – Min rejse til håbets land’ er udkommet på Politikens Forlag.

DA JEG KOM hjem, vidste jeg, at jeg ville starte min egen nødhjælpsorganisation. Siden tog jeg til Tanzania for at renovere en landsbyskole for penge, jeg selv havde været med til at indsamle. Men det hele var i sidste ende forberedelse til den rigtige rejse: Nigeria.

Jeg oprettede min egen nødhjælpsorganisation, sagde mit job i tøjbutikken op og tog afsted i marts 2013. Jeg mellemlandede i Amsterdam, og da jeg gik om bord på flyet til Lagos, fik jeg mit første kulturchok. Bagerst i flyet, hvor jeg havde plads, sad et par politibetjente med en fange i tunge lænker. Senere har jeg oplevet, at der næsten altid er en fange, som er blevet deporteret fra Europa, med på fly til Nigeria.

I Murtala Muhammed-lufthavnen i Lagos stod jeg i kø til immigrationen i flere timer, og da jeg kom op til skranken, lød første spørgsmål: ”Do you have something for me?” Det var første gang, jeg mødte den korruption, der gennemsyrer Nigeria. Jeg var forberedt hjemmefra og  havde nogle amerikanske dollars eller nigerianske naira på mig. Det har jeg altid. Nigerianerne så mig som en naiv, hvid kvinde, der var kommet for at udnytte afrikanerne, og som derfor skulle snydes. Alle forlangte en belønning for at hjælpe.

Jeg var kommet i kontakt med Sam Itauma, grundlæggeren af den NGO. man fulgte i dokumentarfilmen om heksebørn, jeg havde set i Danmark. Men da jeg ankom til delstaten Akwa Ibom i det sydlige Nigeria, hvor organisationens børnehjem lå, fik jeg at vide, at Sam slet ikke var i landet – og at han ikke ville komme tilbage. Han var flygtet i eksil til USA efter dokumentarens premiere, fordi guvernøren var efter ham. 

Mine forestillinger om Nigeria som et hårdt og farligt sted blev hurtigt bekræftet. Der lå børn i laset tøj og sov på gaderne i landsbyerne, og politiets specialenhed, Special Anti-Robbery Squad, SARS, drønede rundt i gaderne med AK-47-maskingeværer i militærkøretøjer. 

Da jeg nåede frem til børnehjemmet, var der helt stille. Bygningerne var faldefærdige, og den gule maling på væggene var afskallet. En lille pige kom løbende imod mig – hun var ét af blot fire børn, der boede på børnehjemmet, viste det sig. Jeg havde forventet 150 børn og begyndte at stille spørgsmål: Hvor var de alle sammen henne? Og hvor blev pengene, som børnehjemmet modtog i donationer, af? Jeg opdagede, at en af de ansatte brugte børnene til at gøre rent i sit private hjem. De fik kun ét måltid om dagen, og de manglede både tøj og medicin. Jeg skrev til Sam i USA, men fik kun undvigende svar tilbage. 

Jeg tilbragte en måned i Akwa Ibom og var med til at redde tre børn, så antallet af beboere på børnehjemmet nåede op på syv. Det var også på den tur, jeg mødte min mand David. To år senere, i 2015, købte vi en stor grund i Akwa Ibom og gik i gang med at bygge vores eget børnecenter, hvor vi arbejder for at give hekseanklagede børn et bedre liv. Vi har valgt at kalde det Land of Hope efter en lille dreng ved navn Hope, som vi reddede i 2016. 

Anja Ringgren Lovén var med til at redde nigerianske Hope i 2016.

JEG FORDELER min tid 60/40 mellem Danmark og Nigeria. Når jeg er i Danmark, arbejder jeg for min nødhjælpsorganisation. Når jeg er i Nigeria, hjælper jeg min mand på børnecenteret. Da jeg var af sted i december 2019, ringede min mands telefon en dag. Opkaldet var fra en mand, som havde tippet os, dengang vi reddede Hope, men som vi ikke havde hørt fra i et par år. Da David lagde på, kiggede han på mig og sagde: ”Vi skal ud og redde et liv.” Han fortalte, at der lå en lille, udsultet dreng op ad nogle jernrør i et stærkt trafikeret vejkryds i et industriområde ikke langt fra børnecenteret.

Normalt er en redningsmission nøje planlagt, men manden havde sagt, at drengen var mere død end levende, så vi måtte af sted med det samme.

Vi ankom til stedet og så ham ligge i vejkanten. Ingen af de lokale ville røre ham, fordi de troede, at han var besat. Vi holdt ind til siden lidt derfra for ikke at tiltrække os opmærksomhed. En hvid kvinde i selskab med bevæbnede vagter, som jeg altid har med mig i Nigeria, kan let vække opsigt.

Da vi kom hen til drengen, var han så svag, at han knap kunne gå. Han var så tynd, at han måtte holde sine bukser, der var blevet for store om livet, oppe med hænderne. Vi forsøgte at tale ham til ro, men han var meget bange. Han fortalte os, at han hed Saviour. Jeg var alvorligt bekymret for, om han ville overleve. 

Mens vi stod der, fik nogle af de unge lokale håndværkere øje på os, og der opstod tumult. Flere ville have penge for at lade os tage ham med. Men det lykkedes os til sidst at komme derfra. I bilen satte David sin gospelmusik på anlægget, og mens jeg sad på bagsædet med Saviour, begyndte jeg at græde.

Jeg har efterhånden været på så mange redningsmissioner, at jeg ikke længere bliver påvirket. Men denne gang blev jeg rørt. Det viste sig, at Saviour var blevet voldtaget og smittet med hiv, og han testede positiv for kolera, tyfus og malaria. Hans lever var forstørret, og desuden var han angrebet af orme over hele kroppen. I dag bor Saviour på Land of Hope, og han er i bedring, men skal medicineres resten af livet.

Man anslår, at mere end 15.000 børn som ham hvert år bliver anklaget for at være hekse i Nigeria – men antallet kan være endnu højere, hvis man tager højde for alle de sager, som aldrig bliver opdaget. Vi arbejder først og fremmest med at bekæmpe overtroen og oplyse lokalbefolkningen, for redningsmissionerne gør det ikke alene. Vi ville alligevel aldrig kunne nå at redde dem alle.

Da jeg var i Nigeria første gang, hadede jeg de mennesker, som anklagede børn for at være hekse. Hvordan kunne de gøre sådan noget mod små børn? Men i dag forstår jeg, at de lever i et land, som er ekstremt fattigt, ekstremt korrupt, og hvor mange aldrig får en uddannelse. Måske er det ikke så mærkeligt, at overtroen trives.

Sangeren udpeger sine tre favoritsteder på danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

TRANEKÆR, LANGELAND

”Mine forældre havde sommerhus her, og jeg elskede turen fra Odense, hvor jeg voksede op, ned over Sydfyn og ad broerne først til Tåsinge og derefter Langeland. Jeg kommer stadig på øen og elsker dens kilometerlange stræk uden et hus, og at der altid er kort til kysten, selv når du står helt inde på midten. Dét er dansk sommer.”

THY

”Thy er et vidt begreb, men for mig er fornemmelsen af Thy selve bevægelsen gennem landskabet. Jeg har været i Thisted for at spille en del gange, men har åbenbart altid halvsovet i en bandbus eller bil uden at opleve, hvor vildt det er. Nu kommer jeg der med min kæreste, der har familie der. Ude på de store vidder får jeg en udansk fornemmelse af, at hvis jeg blev væk, ville ingen finde mig.”

HAVESELSKABETS HAVE, FREDERIKSBERG

”Den store plæne med påfuglene er som en entré. Herfra bevæger man sig ad velholdte stier gennem vekslende haveanlæg, som gennem salene på et stort slot. Længst inde i haven er der bænke ved bassinet med statuen. Her sidder jeg og lytter til tennisboldene fra klubben på den anden side af hegnet og en svag summen af biler. Det er balsamisk. Mens jeg skrev min seneste plade, sad jeg her næsten dagligt og læste mine noter.”

Claus Hempler, 49, med en fortid i gruppen Fielfraz, udgav sidste år sit første dansksprogede album, ’Kuffert fuld af mursten’.

 

Forfatteren udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.

CAFÉ NICK, KØBENHAVN

”Jeg elsker at færdes ved Nikolaj Plads, hvor jeg er vokset op. Jeg møder altid nogen, jeg har gået i skole med – eller deres forældre. Café Nick er et værtshus fra dengang, området blev kaldt minefeltet og var berygtet for sit prostitutionsliv. Området er blevet pænere, og det er Café Nick også. Men man kan altid møde en kunstner, der er interessant at snakke med.”

HESNÆS, FALSTER

”Min søn går i gymnasiet, men jeg ses stadig med nogle mænd i en fædreklub fra hans folkeskoletid. For nylig var vi på udflugt til en spejderhytte på Hesnæs. Skoven gik helt ned til en smal strand. Bøgegrenene strakte sig ud over vandet, og man kunne se til Møns Klint. Det var som at stå i et guld­aldermaleri.”

GNIBEN, SJÆLLANDS ODDE

”Det er, som om himlen åbner sig over én på Sjællands Odde. Længst ude ligger Gniben, hvor man kan se vand på begge sider, og vejret er lige så omskifteligt, som var man til havs. Jeg besøger tit en ven i hans sommerhus. Hvis jeg tjente nogle flere penge, ville jeg købe mit eget.”

Kaspar Colling Nielsen, 46, er forfatter til blandt andet ’Mount København’ og ’Den danske borgerkrig 2018-24’ og taleskriver for miljøministeren. Han er aktuel med pod­casten ’Skabelsen af Paradis’.

Kok og tv-vært NIKOLAJ KIRK har rejst rundt i hele verden og spist ting, du ikke anede fandtes. Her fortæller han om rådne fugle i Grønland, febervildelser, et forbudt caribisk måltid og om at ride på og spise rensdyr i Mongoliet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

GRØNLAND, 2014

“Jeg tog til det nordlige Grønland for at spise syltede søkonger. Det er en særlig grønlandsk ret, som de kalder kiviaq. Søkongen er en lille fugl, lidt mindre end en due, der om sommeren kommer i gigantiske fugletræk ind over de nordgrønlandske fjelde, hvor de lander for at spise. 

I byen Qaanaaq, lidt nord for Thulebasen, havde jeg fået kontakt til Hansi og Birthi, et ældre ægtepar, som i mange år havde hjulpet folk på rejser og ekspeditioner i Nordgrønland. De kendte opskriften på søkongerne, som ikke var nedskrevet noget sted.

Qaanaaq består af cirka 450 mennesker og omkring 3.000 slædehunde. Næsten alle i byen lever af fangst. For at fange søkonger sætter de lokale fangere sig oppe i fjeldene under camouflage med en lang træstang og et kæmpe net. Når fuglene flyver over, svinger de nettet og fanger flere hundrede ad gangen. Man må ikke kigge op fra camouflagen, så opdager fuglene én. Men de garvede fangere ved præcis, hvornår de skal svinge nettet.

I Nordgrønland er der flere slædehunde end mennesker.

Når man har fanget søkongerne, giver man dem et ordentligt gok, så de dør. Så tager man en sæl og udhuler den. Derefter presser man alle fuglene ind i sælskindet med fjer, næb og det hele. Man må heller ikke tømme dem for fuglelort, fordi søkongen spiser nogle særlige urter og bær. Resterne sidder i afføringen og er vigtige for fermenteringen.

Når sælen er helt fyldt og udspilet, syr man den sammen igen. Udenpå smører man med mattak – spæk fra en narhval – som danner en hinde og lukker den helt tæt. Det er vigtigt, at ingen luft kan komme ind, ellers kan man få pølseforgiftning, når man spiser fuglen.

Søkongerne fermenterer under en stabel af sten i et halvt år, nogle gange længere. Sammen med Hansi og Birthi tog jeg ud og hentede en færdig ’pakke’ med fugle, som vi fragtede hjem til dem. De boede i et lille hus, og Birthi mente, at vi skulle spise fuglene i deres køkken. Hansi, der ikke kunne fordrage syltede søkonger, skyndte sig at smutte. 

Birthi og jeg bar sælen med søkonger ind i køkkenet. Så åbnede hun alle vinduerne, for der lugtede allerede råddent. Men det var intet mod den stank, der bredte sig, da vi sprættede sælen op. Det kan bedst beskrives som en blanding mellem virkelig sure tæer og en dåse svensk surstrømning, lige efter den er blevet åbnet. Bare 10 gange så kraftigt. 

Lugten gik lige i næseborene, og min mave begyndte at rumle. Birthi fiskede en fugl op og sagde, at hun lige ville smage først. Hvis de syltede søkonger ikke er lavet rigtigt, kan man dø af at spise dem. Hun hev fjerene af og satte tænderne i fuglen. Kødet var lyserødt med små, hvide prikker over det hele. Med duggede briller og blod i hele hovedet vendte hun sig om mod mig:

’De er fine. Du tager også en.’ 

På det tidspunkt havde jeg det allerede, som om jeg skulle kaste op. Jeg samlede en fugl op og tog en bid. Forgæves forsøgte jeg at skille den fæle lugt fra selve smagen. Kødet smagte sødligt, som når man bider sig i tungen, og lidt af brændt metal, men det var svært at fornemme gennem stanken. 

Mens jeg spiste fuglen, kunne jeg mærke, at jeg skulle kaste op. Der var ikke noget at gøre. Jeg kravlede op på Birthis køkkenbord, stak hovedet ud ad vinduet og knækkede mig, mens jeg lå på alle fire. Men Birthi, der var en rå dame, insisterede på, at jeg tog en mere.

Jeg tænkte, at når nu jeg var rejst hele vejen herop for at spise syltede søkonger og skrive opskriften ned, måtte jeg også kunne klare at spise to. Feberen bredte sig i min krop, jeg frøs og svedte på samme tid, og opkastet kradsede i min hals. Men jeg tog en mere.

Mens jeg spiste, kunne jeg mærke, at mine underbukser blev våde. Jeg prøvede at klemme ballerne sammen, men det var for sent. Jeg fik fremstammet til Birthi, at jeg skulle låne hendes toilet. Jeg styrtede derud, mens det væltede ud af mig. Et par minutter senere kom jeg kravlende ud i køkkenet igen, kun i boksershorts. Jeg kunne ikke stå op, og mit tøj var så gennemsvedt, at jeg havde smidt det hele. Jeg lå som en våd hund i fosterstilling og rystede, da Birthi kom hen og spurgte, om jeg var okay. På det lille fjernsyn bag hende fik jeg pludselig øje på Mette Blomsterberg, der stod og bagte kager i tv.

’Hvad fanden sker der?’ spurgte jeg Birthi. Hun forklarede, at i Nordgrønland brugte man syltede søkonger til at komme i kontakt med ånderne, der spøgte i fjeldene. Når de grønlandske trancetrommer spillede, spiste fangerne kiviaq, til de blev så febervilde, at de begyndte at hallucinere. I trancen fik fangerne et klarsyn og kunne pludselig se, hvornår isen brød, og lyset kom. På den måde vidste de, hvornår de skulle tage på fangst igen. At nå dertil krævede mere end to fugle, forklarede Birthi. Men jeg havde fået nok. Det tog mig flere dage at blive rask igen.”

Pirate’s Bay i Tobago.

TOBAGO, 2008

“Min kone (musikeren Karen Mukupa, red.) og jeg var på Trinidad og Tobago. Vi boede i Pirate’s Bay på nordøstkysten af Tobago, som er den mindste af de to øer. På det tidspunkt var der en del ballade. Nogle turister og backpackere var blevet udsat for voldelige overfald af lokale bander. Men vi tog dertil alligevel, fordi jeg ville besøge nogle vanilje- og kakaofarme på øen.

Pirate’s Bay er et lillebitte fiskersamfund, der ligger i en bugt med klart blåt vand, sandstrand og palmer, præcis som en tropeø ser ud på film. Da vi havde været der et par uger, blev vi venner med nogle af de lokale. Blandt dem var en kæmpestor mørk fyr, som hed Fanton. Til at begynde med var jeg lidt bange for ham. Men han viste sig at være en virkelig sød, lidt goofy mand, som tog os med på ture ind i regnskoven, og vi besøgte hans familie.

En dag sagde Fanton, at der var en fiskerfest på den vestlige side af øen, som vi skulle med til. Én gang om året samles alle byens fiskere og går fra hus til hus, hvor hver familie disker op med en ret og en drink – som tour de chambre på et kollegium. Normalt var der ingen turister, men Fanton havde fået os med. Jeg spurgte, om vi skulle være bekymrede for de overfald, der havde været på øen. Han svarede, at så længe vi var sammen med ham og hans venner, var der ingen problemer.

Hele aftenen gik vi fra ét hus til det næste, spiste og drak og sludrede med de lokale. Karen er mulat, så jeg var det eneste hvide menneske. Et stykke ud på aftenen kom Fanton hen og sagde, at vi skulle med over til et hus og spise seagoat. Jeg anede ikke, hvad det var, men forstod, at det var en vigtig del af festen. På det tidspunkt havde vi fået alt fra stegte blæksprutter til curry-retter med gedekød, kokos og citron. Jeg var helt mæt, fordi jeg ikke kunne styre mig. Men Fanton insisterede på, at vi skulle smage.

Vi ankom til et hus, hvor en masse lokale stod samlet om en kæmpe gryde. Jeg fik en lille tallerken stukket i hånden. På den lå en brunlig masse af kødstrimler og lidt tomat. Jeg tog et stykke i munden og kunne slet ikke genkende smagen. 

‘Hvad er seagoat egentlig?’ spurgte jeg Fanton.

‘Det er havskildpadde,’ sagde han.

Fanton forklarede, at havskildpadde var en traditionel spise i Trinidad og Tobago, en skik, der var lige så gammel som det indfødte folk i det lille øland. Men fordi den er truet, var det blevet forbudt at spise den. Seagoat var slang, men også et dæknavn, fortalte Fanton, der til daglig arbejdede som kystvagt. Det var hans job at sejle rundt og kontrollere, at de lokale fiskere ikke havde havskildpadde i deres fangst.”

MONGOLIET, 2018

“I grænselandet mellem det nordlige Mongoliet og det sydlige Sibirien besøgte jeg nomadefolket tuvanerne. Det er et folk, der i mange år har levet med og af rensdyr, som de driver rundt i flokke. Jeg ville besøge dem med en fotograf og dokumentere deres hverdag.

Vi fløj til hovedstaden Ulan Bator, hvor vi mødtes med en fixer. Derfra gik den flere dage lange tur i bil mod nord. Landskabet i den del af landet er goldt og råt med bjerge og sne.

Ved grænsen er der en 50 kilometer bred zone mellem Mongoliet og Rusland, som man skal have en særlig tilladelse for at rejse igennem. Det er en gammel aftale, der blev lavet, fordi russerne ikke ville have, at tuvan-stammerne flyttede frem og tilbage over grænsen. De fik valget mellem at slå sig ned i Sibirien eller i Mongoliet, og mange familier blev delt. Tuvanerne er i dag de eneste, der ikke kan få tilladelse til at passere grænsen. Hvis de forsøger, risikerer de at blive skudt af russiske soldater.

Om sommeren driver tuvanerne deres rensdyr op i fjeldene. Om vinteren, når det bliver for koldt, søger de ned i dalene igen. De er vanskelige at finde, fordi man aldrig ved med sikkerhed, hvor de befinder sig. De har hverken mobiltelefoner eller internetforbindelse. 

Vi kørte rundt fra by til by. Hver gang vi mødte nogen, stoppede vi og spurgte, om de vidste, hvor tuvanerne var. Den første nat måtte vi give op og overnatte på nogle madrasser i en lille landsby. Men næste aften fandt vi dem med hjælp fra nogle lokale. Vi var kørt helt derud, hvor grus­vejene var blevet til dækspor, og dæksporene var forsvundet i sneen. Derude boede en stamme i 10-12 tipier sammen med en flok på hundredvis af rensdyr. Vi forklarede, at vi var kommet for at følge dem, og vi blev taget imod og fik plads i en af tipierne.

Tuvan-folket bor i tipier, som er nemme at transportere, når de flytter sig med rensdyrene.

Om natten kunne temperaturen nå ned under minus 20 grader. Jeg havde købt en mongolsk vintersovepose, lavet af kameluld, men det var ikke nok. Både fotografen og jeg hundefrøs. Mens vi lå der den første aften, kom konen fra den familie, vi boede hos. Hun var en lille, rynket dame i tresserne med et stort smil. Hun begyndte at fylde brænde i den lille kakkelovn i tipien, til den nærmest var rødglødende. Hendes datter kom med uldtæpper, og så blev vi puttet af de to fremmede kvinder. Vi gik begge ud som et lys på grund af den bagende varme.

Næste morgen stod vi tidligt op og fik serveret suttug shai. Det er sort te med salt og mælk, som varmes op og iltes på en særlig måde. Man løfter teen op med en øse og lader den falde ned i gryden igen gentagne gange. Det giver en helt særlig rund og blød smag. Hver familie i stammen havde deres egen opskrift.

Bagefter skulle vi drive rensdyrene ud. Normalt er rensdyr ikke et ridedyr, men tuvanerne var så tæt knyttet til dem, at de kunne ride på dem. Vi fulgte med og blev hele dagen sammen med en gruppe mænd fra stammen, som sad og passede på rensdyrene, mens de græssede – syv til otte timer i træk. I starten var jeg rastløs, men efterhånden som dagene gik, vænnede jeg mig til at lave ingenting.

Når det blev aften, trak vi rensdyrene ind omkring tipierne igen. I løbet af dagen havde kvinderne samlet brænde og lavet vand af smeltet is. Der blev tændt bål for at holde ulve væk, og tuvanernes hunde, som er store og bidske, passede på rensdyrflokken. Hver eneste aften fik vi tørret rensdyrkød med nudler. De spiste ikke andet. Dejen lavede de på et skærebræt, som de placerede oven på deres senge. Der var ingen køkkener i tipierne. Kødet blev nulret ud i en gryde og stegt med de grøntsager, der var til rådighed – men altid løg. Løget stammer oprindelig fra Mongoliet og blev spredt til Europa, da Djengis Khan og hans klan drog vestpå i krig. Det vokser stadig vildt i landet.

Ingen af tuvanernes opskrifter er skrevet ned. Men jeg nedfældede opskrifterne og tog dem med mig hjem. Vi blev hos tuvanerne i 17 dage. Om et årti eller to findes de formentlig ikke mere, fordi de unge forlader stammerne og flytter ind til de store byer. Desværre ender det ofte med hjemløshed og stofmisbrug, fordi de som naturmennesker har svært ved at tilpasse sig livet i byen. Jeg er glad for, at jeg nåede at opleve dem.”

NIKOLAJ KIRK

44 år. Udlært kok fra Hotel Imperial og Hotel Baltic i 1992-93. Han har været køkkenchef på flere kendte restauranter – blandt andet Formel B – udgivet 16 bøger og medvirket i en række tv-programmer, herunder serien ’Nak & æd’ for DR, hvor han og Jørgen Skouboe nu på tiende sæson rejser verden rundt, tager på jagt og tilbereder mad i naturen. Tidligere på året udgav Nikolaj Kirk bogen ’Ild – Eventyrlig mad’ sammen med kokken Mikkel Maarbjerg og fotografen Morten Kirckhoff.