Indlæg

I årevis har Jan Elhøj og Morten Kirckhoff holdt øje med, hvor alle andre rejste hen, og så taget i den stik modsatte retning. Her fortæller de omdengang, de skulle have kørekort i Kina, om at vågne op i Japan til synet af 50 tai-chi-udøvende kvinder og om at måtte skynde sig ud af Rusland.
Tekst:Line RasmussenFoto:Privat

RUSLAND 2010

Vi rejste rundt i Rusland for at fotografere forladte steder til vores første bog, ’Abandoned 1’, da askeskyen fra Island pludselig lukkede luftrummet over hele Europa. Meldingen var, at der kunne gå to dage – eller en måned – før vi kunne komme hjem. Vores visum var ved at udløbe, og hvis man er i Rusland, og ens visum er udløbet, ryger man i brummen. Så vi var nødt til hurtigt at finde ud af, hvordan vi kom ud af landet. 

I lufthavnen i Moskva hørte vi om andre, der kørte hjem til de lande, de kom fra, i udlejningsbiler, men vores udlejningsfirma sagde, at vi kunne aflevere bilen i Skt. Petersborg, men ikke køre den ud af landet. På turen til Skt. Petersborg holdt vi ind ved et kæmpestort supermarked, hvor vi købte en hel masse mad, som vi tog med os videre i bilen, blandt andet et glas med revet gulerod i en eddikeagtig lage, som vi stillede i forruden. De har sindssygt meget – og snedig – fartkontrol i Rusland, blandt andet skraldespande og papskilte med skjulte fartmålere i, så nogle gange måtte vi træde ret hårdt på bremsen, og på et tidspunkt faldt glasset ned og smadrede på tæpperne i bunden af bilen.

Et forladt Bartini Beriev VVA-14-fly fra 70’erne og et af verdens sidste eksemplarer. Det blev designet til at kunne lette fra vand og flyve med høj hastighed over lange afstande lige over havoverfladen.

Vi havde i forvejen boet i bilen i en uge, og nu var der også eddike ud over det hele, så da vi afleverede bilen i Skt. Petersborg, skyndte vi os ud. Biludlejningsfirmaet opdagede vist ikke noget og hjalp os endda med at skaffe os en supercool fyr, der kunne køre os til Tallinn i Estland. Vi forklarede ham, at vi skulle være ude af Rusland inden midnat samme aften, hvor vores visum udløb. Da vi nåede til grænsen, var der kø. Det går nok, tænkte vi, vi var jo så tæt på. Men da det blev vores tur til at køre over grænsen, var klokken kvart over 12, og vores visum var udløbet klokken 12. Vores chauffør forklarede sagen for en 20-årig grænsebetjent i stram uniform og spids hat, der bare rystede på hovedet. Vi blev tilbageholdt i 45 minutter. ”Prøv at høre,” sagde vi, ”vi skal køre én meter, så er vi ude af Rusland!” Til sidst fik vi lov at køre ind i Estland og mod Tallinn, hvor vi sagde farvel til chaufføren og fandt et hotel. 

Vi havde et døgn i Tallinn, inden vi skulle videre med færge til Stockholm, og i ventetiden fandt vi et forladt fængsel, hvor vi mødte en gut, som tilså fængslet og viste os rundt. Han fortalte, at han var tidligere indsat. Han havde siddet halvandet år i fængsel i 80’erne, fordi han havde plukket nogle blomster, der stod plantet rundt om en statue i Tallinn, og som han havde villet give til en pige, han var nyforelsket i. 

Færgeturen tog 18 timer, og om aftenen røg vi med i en slags datingfest med zumba-undervisning, hvor vi sad i vores beskidte tøj. I Stockholm mødte vi andre danskere ved busterminalen, som også bare ville hjem. Vi sad i bussen i otte timer, og vejret var gråt, men lige da vi kørte over Øresundsbroen, gik skyerne til side, og solen stod ned på broen. Alle i bussen jublede, som om vi havde været udsat for en nærdødsoplevelse. Det var jo bare en askesky, men det var alligevel ret fantastisk at se folk stå og kramme hinanden ved Hovedbanegården.

REJSEHOLDET

Morten Kirckhoff og Jan Elhøj har været venner, siden de mødtes i graffitimiljøet tilbage i 80’erne som helt unge. Som voksne begyndte de at dyrke deres fælles nysgerrighed efter det ukendte og oversete, og pludselig havde de været i mere end 40 lande sammen, udgivet seks fotobøger, holdt foredragsturneer og lavet programmerne ’Alt forladt’ og ’Nul stjerner’ på DR2, hvor de viser nye sider af kendte rejse­destinationer.

I løbet af 2022 er de aktuelle med et nyt program på DR, hvor de rejser rundt i verden for at finde ting, der er forsvundet fra det danske kongehus, samt sæson 4 af ’Nul stjerner’.

“Hello Kitty er et kæmpe brand i Japan. Man kan få ALT med den nuttede tegneseriefigur på, fra swimmingpools til gravsten. Da vi hørte, at der fandtes et Hello Kitty-hotel, måtte vi bare prøve det.”

JAPAN 2014

Da vi begyndte at rejse efter forladte steder rundtomkring i verden, fotograferede vi om dagen og sov tit i telt om natten. I starten var det især for at holde budgettet nede, men også så vi kunne snige os ind de forskellige steder. Nogle gange vidste vi ikke rigtig, hvor vi var. Vi var bare rejst et sted hen, fordi der var et slot eller en nedlagt militærbase, vi havde hørt om. Vi slog lejr, hvor vi endte, når vi efter at have klatret og løbet rundt i 14 timer skulle finde et sted at sove. Det var ret spontant. Engang vågnede vi på en sportsplads i en landsby i Japan ved den skingre lyd af gammel japansk musik fra en højttaler. Da vi lynede ned og åbnede teltet, stod der 50 kvinder i halvfjerdserne og kiggede på os. De lavede tai-chi, og vi endte med at lave morgengymnastik med dem. De syntes, det var fantastisk med de her to store, hvide, kropsstive mænd. En af kvinderne kunne lidt engelsk, for hun havde været i England og undervise. Vi snakkede lidt med dem, selvom vi ikke forstod så meget, men vi grinede og blev budt på morgenmad. De var virkelig gæstfri og interesserede i, hvad vi lavede så langt væk fra storbyen.

I Tokyo er der mange forskellige slags dyrecafeer. Her en pindsvine- og uglecafé.

Hvis man ser rejseprogrammer eller følger internettets algoritmer, handler de altid om den smukkeste strand, den bedste Michelin-restaurant, det højeste og det bedste, men det er jo ikke nødvendigvis der, man oplever landet eller der, nerven er. Når vi holder foredrag om vores rejser, spørger vi ofte publikum, om de selv har nogle sjove rejseoplevelser, og det er altid det, der er gået galt, de husker. Der var for eksempel en pige, som fortalte, at hun havde booket et billigt hostel i London, men da hun kom til adressen, kunne hun kun finde en shawarmabar. Det viste sig, at der var køjesenge inde bag køkkenet, hvor hun skulle sove sammen med flere andre, som alle syntes, det var ret mærkeligt, men også sjovt.

En forladt forlystelsespark i Kina.

KINA 2018

På nettet anbefales det ikke at leje en bil i Kina, og de fleste turister kører med chauffør, fordi det er bøvlet at finde rundt alene. Desuden giver det beskæftigelse i Kina, og man kan holde øje med, hvor folk er. På nettet fraråder man også vesterlændinge at køre bil for ikke at blive involveret i ulykker. På YouTube kan man se nogle ret corny filmklip med kinesere, der kaster sig selv eller deres børn ud foran bilerne, når de kan se, at der sidder hvide mennesker i førerhuset, angivelig for at få erstatning. Hvis man alligevel beslutter at leje bil i Kina, skal man have lavet et kinesisk kørekort i lufthavnen, når man lander. 

Vi var godt klar over, at det kunne blive besværligt, men havde forberedt os hjemmefra. Vi havde fundet et udlejningsselskab i lufthavnen og booket en Volkswagen Passat, som er en okay stor og sikker bil. Vi havde jo siddet og set de der YouTube-videoer og ville passe på os selv. Da vi landede i Beijing og fandt udlejningsselskabet, fik vi at vide, at vi først skulle undersøges af en læge i lufthavnen. Vi fik lavet en synstest, taget puls og den slags. Bagefter skulle vi så på posthuset for at have kopieret alle mulige papirer, de skulle bruge til kørekortet. Tilbage hos udlejningsselskabet spurgte kvinden bag skranken: ”Hvad er jeres kinesiske telefonnummer?” ”Jamen, vi har ikke noget kinesisk telefonnummer,” sagde vi. ”Det skal man have for at leje bil,” sagde hun, ”så I skal gå over i teleshoppen og få et kinesisk telefonnummer.” Her var der lang kø, men efter halvanden time var vi tilbage ved udlejningsselskabet, hvor kvinden spurgte: ”Hvad er jeres kinesiske navne?” ”Jamen, der står jo, hvad vi hedder,” sagde vi, ”Morten og Jan.” ”Okay,” sagde hun, ”Mao Chen og Chan.”

På motorkontoret for at få kørekort. ”Hvad er jeres kinesiske navne?” spurgte damen bag skranken.

Endelig så det ud til, at alle papirerne var i orden, og nu skulle vi se bilen. I stedet for en Volkswagen Passat kom en Toyota HiAce kørende. Sådan en sølvfarvet turistbus. ”Vi kan ikke køre rundt i en 12-personers varevogn,” sagde vi. Kvinden gik ind til tasterne igen, og efter en time kom hun tilbage: ”Nu har jeg skaffet en bil.” Og så kom der endelig en lille hvid Nissan, en by-firhjulstrækker. Vi blev ikke udsat for noget dramatisk i trafikken. Man skal ikke tro på alt, man hører. Da vi efter noget tid i Beijing tog til Guangzhou, ikke mere end fem timer væk, og ville leje bil dér – vi havde jo kørekort – sagde de: ”I kan ikke bruge det kørekort.” ”Jamen, det er jo et kinesisk kørekort?!” sagde vi så. Men det virkede ikke i den region. Vi endte med at rejse rundt i området i taxa.

Hvad har Kalle Mathiesen altid med på rejsen?
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR

1.

”Jeg er på min egen verdensturné med musik og komik, så min el-bas har været med mig i blandt andet Brasilien, USA, Australien og hele Europa, bortset fra Albanien, Liechtenstein og Andorra. Musik er et universelt sprog. Jeg kan ikke tale portugisisk, men jeg kan godt jamme med folk i Brasilien.”

2.

”Komik, sange og ideer opstår tit, når jeg er på rejse og tager noter på min blok. Engang i en stillekupé så jeg en kvinde ved siden af mig hive hård hud af fødderne – og spise den. På et mere generelt plan iagttager jeg, hvor sure vi kan se ud i offentlig transport. Heldigvis bliver det af og til modbevist, og man får en fantastisk snak.”

3.

”Jeg bruger min telefon, når jeg skal svare på mails fra Sting, der vil høre, om jeg ikke skal med på tour, og jeg må sige: ’Desværre, Sting, jeg skal spille i Sønder Hygum.’ Ej, det er nok mere til at se en film eller høre en podcast eller være på kontoret på farten.” 

Kalle Mathiesen, 48, er musiker og performer og har optrådt med blandt andre Burnin Red Ivanhoe og WhoMadeWho og på DR’s Ramasjang-kanal. 21. april udkommer hans bog ’80 % af alting er lort’.

 

I 2018 udviklede fire danske ingeniører et solcelledrevet komfur, som sikrer nem madlavning og forhindrer alt fra skovrydning til dårligt indeklima. Her beretter stifter og direktør i Pesitho Simon la Cour om at lodde i døgndrift, om at sende ’farligt’ gods til Uganda og om at forene udviklingsarbejde og forretning.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Pesitho

ECOCA kalder I jeres produkt, hvad er det egentlig?

”Det er i bund og grund et mini-komfur, som får strøm fra et solpanel. Solpanelet er forbundet med en ledning til en base, som er et firkantet kabinet, der indeholder elektronik og et batteri. På toppen af basen er der et stik ligesom på en elkedel, og på den stiller du en højisoleret gryde. Så prioriterer den strømmen fra solpanelet og bruger batteriet som back-up. Det betyder, at en familie på fem til syv personer kan lave tre måltider om dagen. Men det kommer lidt an på, hvad de laver. Hvis de koger hårde bønner, der har ligget på lager i tre år, kræver det mere energi, end hvis de laver majsgrød.” 

Hvordan kom I på at udvikle et solcelledrevet komfur?

”Vi er alle ingeniører, som samtidig er interesserede i iværksætteri. Det startede faktisk med, at vi læste en artikel i Ingeniøren, som handlede om elektrificering i Afrika. Der er en kæmpe befolkningstilvækst i Afrika, og der hvor tilvæksten er størst, er i tomme landområder, som ikke er i nærheden af elnettet. Vi taler om flere hundrede millioner mennesker i Afrika, som ikke har nogen form for strøm, hvilket afføder alle mulige andre problemer, som faktisk kan forhindres. Det ville vi gerne løse. Derfra lavede vi en undersøgelse af blandt andet befolkningens madlavningsvaner, og hvilken teknologi der bedst ville imødekomme de behov.”

Kælderen i Herning, hvor det hele startede.

Hvilke problemer giver det, at mennesker lever uden elektricitet?

”Det åbenlyse problem er, at omkring 2,6 milliarder mennesker på verdensplan laver mad over åben ild antændt af træ, trækul, skrald, gamle bildæk eller kokager, som forurener og betyder mindre skov. Senere fandt vi ud af, at der er langt flere fordele, end vi først havde antaget. Det er billigere over tid at købe vores kogeenhed end at købe træ. Efter 1,5-2,5 år er pengene til brænde tjent ind, så over en livstid er det et kæmpe beløb for den enkelte familie. Derudover er der sundhedsfordele, fordi de laver mad indendørs, hvilket er meget skadeligt. Du kan sammenligne det med at slæbe en kuglegrill ind i stuen, og det gør de hver dag. Og så sparer kvinderne, vi har undersøgt, i gennemsnit otte timer om ugen på ikke at skulle hente brænde, mens de børn, som henter brænde, i stedet kan komme i skole.”

Hvad gjorde I så, da I havde fået ideen?

”Inden for de første måneder fik vi et samarbejde i stand med Caritas Danmark. De kendte udmærket til det her problem, men havde ingen måde at løse det på. Sammen med dem etablerede vi to pilotprojekter i Uganda og i Myanmar for at teste produktet af. Da aftalen gik igennem, og vi fik en deadline på at levere de 100 første enheder, havde vi nærmest ikke engang en prototype klar. Til gengæld var vi meget optimistiske. Så jeg rejste til Uganda, og min kollega rejste til Myanmar for at undersøge, hvor mange måltider de spiste, hvor lang kogetiden var ved et måltid, hvor teknisk dygtige de var, og så videre. Alt blev målt og vejet, så det passede til deres vaner.”

KOMFURET ECOCA

Batteriet tager cirka 2,5 time at lade op. I Uganda koster komfuret omkring 3.300 kroner med levering. Komfuret koster det samme som 1,5-2,5 års brænde. Batteriet har en levetid på cirka fem år.

Hvad var det for en oplevelse at komme til Uganda?

”Jeg har været i udviklingslande før, men det her var en helt vild oplevelse. Vi kørte ud til en flygtningelejr, som ligger på grænsen til Sydsudan. Det tog to dage gennem det tørreste landskab at komme frem til lejren, hvor der bor omkring 280.000 mennesker i telte og lerhytter, som er flygtet fra stammekrige og interne opgør i Sydsudan.”

En ting er at få ideen, men en anden er at lave funktionelle, solcelledrevne kogeplader. Hvordan gjorde I det?

”Vi indrettede min partner Marcos kælder i Herning til et produktionsanlæg. Og fandt hurtigt ud af, at det nok ville tage lidt længere tid end først antaget. I den prototype, vi havde, var der omkring en kilometer ledning, som var klippet op i små stykker. Hvert eneste stykke skulle loddes fast, delene skulle samles korrekt, og vi skulle bestille hundredvis af små elektroniske komponenter udefra. Vi havde ikke så mange penge, så vi købte søjleboremaskiner og loddeapparater på Den Blå Avis. Da vi havde lavet vores første komfur, indså vi, at vi måtte lave en form for udluftning, fordi kælderen blev fyldt med en skarp røg, som satte sig i halsen. Vi fandt en gammel emhætte fra en ovn, som vi kunne lodde under. Det tog vanvittig lang tid, men i 2019 stod de første 100 klar.”

Var der ingen bump på vejen?

”Der var mange. Hvordan i alverden sender man en container af sted til Uganda? Midt i det hele fandt vi ud af, at vi åbenbart sendte farligt gods på grund af batterierne. Det betød en masse papirarbejde. Vi måtte heller ikke pakke batterierne selv. Det skal en speciel virksomhed gøre, og jeg tror, de var ved at rykke håret af sig selv, da de så os komme kørende i en personbil fyldt med de batterier, som skulle transporteres forsvarligt. Der var flere gange, hvor jeg tænkte, at den container kommer aldrig af sted.”

Og så rejste du igen til Uganda for at sætte det hele op?

”Ja, jeg havde tre uger dernede, men de første 10 dage gik med problemer i tolden. Den sidste uge arbejdede jeg 12-14 timer om dagen i 45 graders varme. Der var nogle få børnesygdomme, men alle enheder virkede.”

Hvad har overrasket dig mest i arbejdet?

”Hvor kreative folk bliver, når de får muligheden for det. Komfuret har usb-udgange, så nogle laver en forretning ud af at lade andres telefoner op via komfuret. Andre har tilsluttet en hårtrimmer og åbnet frisørsaloner. Og i et lidt sært tilfælde har en mand tilsluttet et loddeapparat, og han reparerer folks mobiltelefoner i flygtningelejren.”

PESITHO

Grundlagt i 2018 af fire ingeniører fra Midtjylland. I dag er de to stiftere Marco Tinggaard og Simon la Cour de ledende skikkelser i Pesitho Firmaets hovedsæde ligger i Herning, hvor der er fem ansatte.

Hvordan sælger I kogepladen?

”Det er noget, vi har skullet finde ud af, for i bund og grund er vi en virksomhed, som skal have en ordentlig forretningsmodel. Lige nu laver vi distributionsaftaler med virksomheder i Uganda, Mozambique og Nigeria, som kan sælge produktet for os. Derudover arbejder vi også på at gøre vores mobilbetaling endnu bedre, så folk kan købe produktet og afdrage en smule hver måned over telefonen. Hvis man ikke gør det, vil komfuret stoppe med at virke.”

Sidder I stadigvæk og samler det hele i en kælder i Herning?

”Vi flytter faktisk snart tilbage til den bygning, hvor kælderen ligger. Så kælderen skal igen tages i brug. Men i stedet for at samle selv – og for at skabe lokaløkonomi i Uganda – har vi besluttet at oprette en selvejende lokalproduktion inspireret af kaffe-kooperativer. Lokale bliver udlært i at samle vores enheder, de styrer deres egen økonomi, og så betaler vi dem for hvert samlet produkt og reparationer.”

Hvordan ser fremtiden ud?

”Lige nu har vi godt 1.000 anlæg i Uganda, og der kommer flere derned inden længe. Vi er ved at installere enheder i Malawi med FN, vi har lavet projekter i Burundi, og så er vi i gang med distributionsaftaler med virksomheder i byer i Uganda, Mozambique og Nigeria. Så det går fremad. I år skal vi arbejde på et industrielt skolekøkken med 100-liters-gryder. Hvis vi kan komme i mål med det, er vi nået langt.”

Siden medicinstudierne har Suzanne Lunding ønsket at forene lægeløfte med rejselyst. Den 58-årige overlæge med speciale i infektionssygdomme fortæller om at blive grebet af sin fars styrmandsbøger, om at behandle hiv i Lesotho og om at føle sig magtesløs, men acceptere omstændighederne.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

SOM LILLE PIGE forsøgte Suzanne Lunding at udføre en blindtarmsoperation. Det var på hendes søsters dukke i familiens hus i Kirke Saaby lidt uden Hvalsø. Men som hun husker det, opstod der komplikationer.

”Dukken blev massakreret. Jeg prøvede at forklare min mor, at den altså havde blindtarmsbetændelse,” fortæller Suzanne Lunding, der i dag er overlæge på Herlev Hospital med speciale i infektionssygdomme.

År senere fandt hun en af sin fars gamle styrmandsbøger. Han var draget til søs som 15-årig og drevet fra havn til havn i flere år, før han igen gik i land, tog en studentereksamen og med tiden kom til at arbejde med EDB på Politiken. Styrmandsbøgerne var fascinerende. Men det var ikke de tekniske detaljer om sejl og vind og vejrforhold, der fangede hendes interesse. Det var i stedet siderne med de mange sygdomme og skader, man kunne pådrage sig på havet, og kuren mod dem.

”Jeg kommer ikke fra et lægehjem, men jeg har altid vidst, at jeg ville være læge. Som lille var jeg overbevist om, at man kunne redde verden, hvis man var læge. Jeg er dog blevet klogere siden.”

Den tidlige formodning holdt stik. Mange år senere var interessen for den helbredende videnskab stadig intakt hos Suzanne Lunding, og i januar 1983 kom hun ind på medicinstudiet. Men efter to år med udenadslære og latinske begreber var en anatomieksamen ved at tage livet af hende.

Suzanne Lunding underviser på hiv-klinikken Senkatana i Lesotho i 2019.

SUZANNE LUNDING

58, overlæge med speciale i infektionssygdomme ved Herlev Hospital. Ved siden af sine udsendelser til Tanzania, Sierra Leone og Lesotho har hun været udstationeret seks gange i Grønland. Fire gange i Nuuk og to gange i en mindre bygd.

I STEDET FOR at opgive tog hun et års orlov for at rygsækrejse Asien rundt sammen med en gammel gymnasiekammerat. Over seks måneder kom de blandt andet gennem Pakistan og Kina, Filippinerne og Japan. Endemålet blev Indien, hvor hun gennem nogle kontakter, som kendte nogle andre kontakter, havde skaffet sig et to ugers studiebesøg på et lille landsbyhospital i Gujarat.

”Så sad jeg der i en sari i en lillebitte landsby og skar bylder op, mens jeg forsøgte at holde de der silkegevandter fra at falde ned i såret. Jeg var helt grøn, men jeg måtte lave småting under opsyn,” siger Suzanne Lunding.

På hospitalet havde de en homøopat, en almen læge, og en øjenlæge, og hans operationer husker hun tydeligt. Når han udførte sine operationer mod grå stær, sad de andre patienter i kø på gulvet og ventede som tilskuere. Og en efter en kom de op på et af de to foldeborde, når en operation var overstået.

”Han var vanvittig hurtig. Han hev linsen ud, lavede en lille syning, og så gnubbede han fingrene i en tot vat med lidt sprit for så at rulle kontorstolen videre til det næste bord. Det gjorde et vist indtryk på mig. Hygiejnen bestod i, at patienterne på gulvet havde taget klipklapperne af, inden de satte sig. Men på trods af omstændighederne hjalp han en masse mennesker.”

Ved siden af konsultationerne på missionshospitalet hjalp Suzanne Lunding med at uddanne sygeplejersker.

SOM FÆRDIGUDDANNET speciallæge rejste hun i 2009 til det lille afrikanske land Lesotho i det sydlige Afrika, hvor hun i tre måneder arbejdede på en hiv-klinik i hovedstaden Maseru, som var ekstremt hårdt ramt.

”At komme derned var som at skrue tiden tilbage. Jeg var jo med fra starten af hiv-epidemien i Danmark og kunne se, hvor langt bagud man var. Heldigvis havde de fået den gode hiv-behandling, men der var stadig mange følgesygdomme. Der var mange barske historier. Jeg havde siddet og læst rapporterne om, at 25 procent af alle voksne var hiv-smittede, men det var alligevel svært at forestille sig. Da jeg kom derned, mødte jeg ikke én familie, som ikke havde begravet et familiemedlem på grund af hiv. Antallet af begravelser var enormt, og det prægede landet meget. Men heldigvis kunne vi også redde rigtig mange,” siger Suzanne Lunding.

Det kan føles, som om man mangler sin værktøjskasse, fortæller hun. For der er mange begrænsninger, når man er udsendt. Derfor har hun også accepteret, at hun kun kan gøre sit arbejde så godt, som omstændighederne tillader.

”Man skal ikke tage af sted, hvis man raser over, at man ikke kan få en patient på intensiv med respirator, som man måske ville i Danmark,” siger hun. 

DA EBOLA HÆRGEDE det vestafrikanske land Sierra Leone i 2014, blev danske læger opfordret til at blive en del af det danske bidrag til ebola-bekæmpelsen. Suzanne Lunding skyndte sig derfor med at aflevere en ansøgning på hendes leders kontor. Få måneder senere, i januar 2015, blev hun sammen med to andre fra sin afdeling udsendt gennem Forsvaret til Sierra Leone.

”På ebola-hospitalet var der en lang gang med en række indgange til forskellige afdelinger. Den første var for mulige tilfælde, den anden var for dem med diagnosticeret ebola, den tredje var for dem, der skulle komme sig, og den sidste var lighuset.”

Dagene var lange, og de var meget varme. Når hun skulle tilse en patient, skulle hun bruge lang tid på at klæde sig i en totalisolerende gul dragt og desinficeres i klor. På grund af varmen kunne man dog kun bære dragterne en halv time ad gangen, før man blev svimmel og overophedet.

”Ebola-patienterne var ekstremt svage på grund af væskemangel, fordi de både havde feber og diarré. Vi skulle drikke 4-5 liter vand om dagen for at holde balancen, så man kan kun forestille sig, hvor meget de skulle indtage,” siger hun.

De stramme isolationskrav var ikke kun fysisk ubehagelige. Børn kunne ikke ledsages af raske voksne og var ofte indlagt alene. På grund af den korte tid, man kunne have dragterne på, var der ofte ikke personale i teltene. I stedet måtte de ældste børn på stuen holde opsyn med de små, og specielt en oplevelse har sat sig i Suzanne Lunding.

”En aften skulle vi lægge drop på en meget svag syvårig dreng. Han døde alene på en plastikbriks med os rundt om sig i rumdragter. Det kommer jeg aldrig til at glemme. Da jeg kom ud i omklædningsrummet bagefter, var jeg nødt til at tude.”

Desinfektion efter en konsultation med en ebola-patient.

SPØRGER MAN HENDE, hvorfor hun fortsætter med at tage ud for at arbejde i kriseområder, selvom det indebærer mange tragiske skæbner, kommer svaret prompte:

”Det er jo ikke, fordi jeg er en Florence Nightingale. Det giver god mening for mig at komme ud og bruge mit fagl hvor der er hårdt brug for læger. Men jeg vinder i den grad også noget på det. Jeg lærer noget nyt fagligt og menneskeligt hver gang. I Lesotho blev jeg eksempelvis gode venner med den lokale læge på klinikken. Vi har været venner siden. Hun har endda holdt jul hos mig,” siger hun.

Senest har Suzanne Lunding været frivillig udsendt læge i Tanzania, hvor hun behandlede patienter og underviste det lokale personale.

”I Tanzania er især børn hårdt ramt af malaria. En lille pige på tre år kom ind med hjernemalaria. Hun krampede og havde behov for overflytning til et større hospital. Men familien kunne ikke betale for behandlingen og efter nogle dage forlangte de hende uskrevet. Jeg vidste, at hun ville dø. Det føltes magtesløst, men de har et mere pragmatisk forhold til liv og død, og det må man acceptere. Man skal ikke tro, at man kan komme og ændre hele verden,” siger hun.

Men selvom hun forsøger at være sober og indse sine egne begrænsninger som læge, skal oplevelserne bundfælde sig, når hun kommer hjem. 

”Det kan være hårdt. Men dem, der virkelig burde få en medalje, er det lokale personale, der har familie og venner, som kunne blive ramt.”

Efter en uddannelse som tømrer og en brækket ankel manglede Anders Schrøder eventyr i sit liv. Det blev starten på flere udstationeringer som frivillig. Først i Malawi som rådgiver og senest i Sydsudan, hvor han har stået for at planlægge og bygge hospitaler.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

MALAWI, 2012

I 2012 var jeg lige blevet udlært tømrer, men døjede med en gammel fodboldskade og kunne ikke arbejde uden at vågne med smerter. Da jeg opsøgte en ortopædkirurg, fortalte han, at min ankel havde været brækket siden dengang, og at jeg skulle stoppe med at dyrke meget motion, hvis jeg ikke ville sidde i kørestol, som 30-40-årig. Det gav mig et pusterum. 

Jeg kom aldrig på dannelsesrejse til Asien ligesom mange af mine jævnaldrende, fordi jeg startede i lære som 18-årig og var på arbejde fra 7 til 17. Det var bare direkte ud i voksentilværelsen. Men efter uddannelsen og operationen kom jeg i kontakt med Folkekirkens Nødhjælp, som havde et frivilligprogram i Malawi.

Jeg ville gerne opleve et eventyr, men jeg vil også gerne hjælpe andre mennesker, så da jeg hørte om Malawi, føltes det helt perfekt. Jeg blev indkvarteret hos en værtsfamilie i en lerhytte med tre værelser og bliktag og boede i en lille landsby med omkring 50-70 huse, som var helt afskåret fra omverdenen.

I Malawi boede Anders Schrøder i en lille landsby uden telefonforbindelse i tre måneder.

På det tidspunkt var Malawi et af verdens fattigste lande. Mit job var blandt andet at stå for en kvinde-låne-spare-gruppe. Hver måned lagde landsbyens kvinder en halv krone i en pulje, og hvis en kvinde ville starte en forretning op, kunne hun låne fra den pulje. Men det var også mit job at rådgive, så alle ikke åbnede et bageri eller en fiskehandler, hvilket havde været tilfældet tidligere.

Det var en livsomvæltende oplevelse for mig dengang. Før rejsen brugte jeg alle mine kræfter på at spille fodbold, træne, og arbejde, men i Malawi var der en helt anden livskvalitet. Selvom alt for mange lever i stor fattigdom, havde de en enorm glæde, som smittede af på mig. Da jeg kom derned, havde jeg også rygproblemer, men efter tre måneder på en sivmåtte var de helt væk. Jeg bilder i hvert fald mig selv ind, at det var årsagen.

Jeg husker særligt en aften, hvor indbyggerne bryggede mjød. Hele landsbyen samlede sig om en stor tønde, og så stod de hele natten og rørte, fordi de ikke havde en røremaskine. Dagen efter var der kæmpe fest, mens de drak den her tykke, klumpede drik, som virkelig ikke smagte godt.

ANDERS SCHRØDER

31 år og opvokset i Hillerød. Han har været udsendt som frivillig i Malawi med Folkekirkens Nødhjælp i 2012 og to gange i Sydsudan med Læger uden Grænser i 2019 og 2021. Han er uddannet tømrer og bygningskonstruktør og arbejder til daglig som bygherrerådgiver.

På sin første tur til Sydsudan i 2019 opdagede Anders Schrøder, at der altid var en opgave at tage fat på eller et byggeprojekt, han kunne hjælpe med.

SYDSUDAN FØRSTE GANG, 2019

Da jeg kom hjem, besluttede jeg at videreuddanne mig til bygningskonstruktør. I den periode var jeg stadig frivillig hos Folkekirkens Nødhjælp Ungdom, men jeg var i tvivl, om jeg ville udsendes igen. Det ændrede sig, da jeg mødte en fyr på mit studie, som havde stået for de elektriske installationer i en af verdens største flygtningelejre. Da det gik op for mig, at jeg kunne komme af sted og samtidig bruge min faglighed, opsøgte jeg Læger uden Grænser i 2018.

Jeg tror, der er mange, der bilder sig ind, at man ikke også gør det for sig selv. At man kun gør det for andre. Men jeg gør det, både fordi jeg gerne vil hjælpe, og fordi det tilfredsstiller mig personligt og fagligt. Jeg kan se, at jeg udvikler mig, fordi jeg arbejder med så mange kulturer i et så omskifteligt miljø.

I februar 2019 tog jeg første gang til Sydsudan – et ungt land, der blev selvstændigt i 2011, og derfor skulle hele infrastrukturen og sygehjælpen bygges op. Der var – og er – en enorm underernæringskrise og en masse interne stridigheder og blodige opgør stammerne og generationerne imellem.

Jeg skulle stå for driften af to klinikker i området omkring byen Pibor i den vestlige del af landet. De færreste ved, at logistik i nødhjælpsarbejde er en af de absolut vigtigste ting. Hvis lægerne ikke har medicin, desinfektion eller bandager, hvis bygningerne ikke fungerer til deres formål, eller hvis strømmen går i tide og utide, kan du ikke hjælpe nogen.

Hospitalerne bestod af 6-8 simple bygninger af sten med et råt betongulv. Den eneste undtagelse var fødestuerne og operationsstuerne, som havde fliser for at holde infektionsniveauet nede. I Pibor var det primært fødsler, almindelige skader, som skulle syes, slangebid og underernæring. Hvis der kom mere alvorlige skader som skudsår, blev de sendt videre. Alligevel var det et andet pres end første gang, jeg var af sted, fordi det i mange tilfælde handlede om liv og død.

En hyggelig aften midt i aftensmaden kom der en melding over radioen. Strømmen i hospitalet var gået midt i et kejsersnit. Så greb jeg en lille generator og trak forlængerledninger i bælgravende mørke, indtil elektrikeren kom. Lægen havde heldigvis kun få minutter i mørket, så både mor og barn overlevede. Man er altid på arbejde, når man er af sted, og sådan nogle aftener gør én sindssygt høj, fordi man muligvis var med til at redde et liv. 

Men det betyder også, at nedturene er det større. En anden af mine opgaver var at stå for finde gravere til begravelserne. Lige efter man har reddet en kvinde og et barn med strøm til et kejsersnit, kommer der en kvinde med et dødfødt barn. Kontrasterne er så enorme.

Den eneste utrygge oplevelse, jeg havde, var en aften, hvor jeg skulle vikariere for sikkerhedsmanden. Pludselig kom der 50 mænd og unge drenge med våben op til indgangen – en af deres soldater var blevet skudt i et bagholdsangreb. Jeg måtte fortælle dem, at vi ikke behandler soldater. Normalt behandler vi alle, men i det område var situationen så højspændt, at vi ikke kunne have uniformer på hospitalet. Da han var blevet svøbt i tæpper, åbnede vi porten, men så begyndte alle at vælte ind. Jeg måtte sige bestemt, at der ikke måtte være våben eller uniformer på hospitalet.  

Det var svært at sige til 50 armerede soldater, for der havde været historier om plyndringer af klinikker i Sydsudan. Kort tid efter jeg tog hjem, lukkede et hospital, da området oplevede den største oversvømmelse i 70 år. Det eneste, der stod tilbage, var et toilet, jeg havde bygget, som var godt hævet over landjorden. Efterfølgende modtog jeg videoer fra lokale, som sejlede hen til toilettet.

SYDSUDAN ANDEN GANG, 2021

Da jeg kom hjem, søgte jeg nyt job. Til alle jobsamtaler blev jeg spurgt: ”Hvornår skal du af sted igen?” Men jeg var ærlig omkring det, for jeg vidste, at det skulle jeg. På min første udsendelse var alt nyt og kaotisk, men anden gang var det mere velkendt. Man kender maden, landet, udfordringerne.

I oktober rejste jeg atter til Sydsudan. Denne gang var jeg tilknyttet to projekter, hvor jeg skulle kortlægge og planlægge udvidelsen af to nye hospitaler. Det ene skulle ligge uden for en flygtningelejr for internt fordrevne med ca. 40.000 mennesker. Byen havde for få år siden 150.000 indbyggere, men på grund af borgerkrigen bor der nu kun 35.000. Resten bor i flygtningelejre eller er flygtet til Uganda.

Det var et enormt omfattende arbejde. Alt skulle gennemtænkes og godkendes ned til mindste detalje. Det kan være en forholdsvis lille ting som fodbakterier, der samler sig i sandstøvet og hvirvles ind på sygegangene. Hvordan undgår vi det, når de færreste bruger sko?

I 2021 vendte Anders Schrøder tilbage til Sydsudan. Herover en af Læger uden Grænsers klinikker.

Derudover er der det logistiske. Når jeg bestiller noget, tager det 3-6 måneder, før det kommer. Jeg skal tænke mange måneder frem, for man kan ikke bare løbe ned i byggemarkedet og hente fem skruer eller en tagplade. Så jeg bestiller altid 10 procent ekstra for at være forberedt. 

Jeg lærer noget nyt om mig selv hver gang, jeg er afsted. Det er hårdt arbejde, og man bliver presset. Men samtidig møder man så mange forskellige nationaliteter og kulturer, som gør det hele værd. Hvad enten det er en sydsudaneser eller en af de andre udstationerede, har de så mange vilde historier om deres liv. 

Jeg blev gift i september, men smuttede alligevel til Sydsudan i oktober, så der var ikke nogen honeymoon. Det er faktisk utroligt, hvor meget min kone har accepteret. Det er nok savnet til ens nærmeste, der er det sværeste ved at være afsted.

Cecilia Vanman droppede en karriere i modebranchen for at blive ekspeditionsleder og professionel eventyrer. Den 50-årige havpattedyrbiolog fortæller her om et afgørende dyk i Middelhavet, om en pukkelhval med måske menneskelig intelligens i Antarktis og om at sidde i en ubåd og næsten sejle ind i en sunket dansk skonnert i Grønland.
Tekst:Ulla AbildtrupFoto:Christina Hauschildt

GRÆKENLAND, 2003 

Jeg er uddannet sko- og taskedesigner ligesom min far og farfar, og jeg havde godt gang i karrieren i London i 90’erne. Som elev på designskolen blev jeg involveret i et velgørenhedsmodeshow, hvor jeg fik lov at designe sko i samarbejde med stjernerne Jarvis Cocker og David Bowie. Til auktionen efter showet solgte vores sko for 28.000 og 55.000 kroner. Priserne var så høje, at selv en avis som The Independent skrev om det. Pengene gik til at hjælpe børn i krigszoner, og det var mit stolteste øjeblik i den branche. I fritiden begyndte jeg at fridykke, altså uden brug af udstyr, og blev grebet af roen og naturen under havet. Det førte til, at jeg som 32-årig fuldstændigt skiftede spor og uddannede mig til biolog med speciale i havpattedyr ved Bangor University i Wales. 

På nettet søgte en filmproducent fridykkere til en optagelse i Grækenland, og jeg fik til min egen overraskelse tjansen sammen med to kvinder fra det engelske fridykkerlandshold, som jeg skulle agere sikkerhedsdykker for. Producenten havde set filmen ’The Big Blue’ – fridykkerfilmen over alle – og var både manuskriptforfatter, instruktør og filmens førsteelsker. Han kom desuden fra en græsk milliardærfamilie, så vi boede i familiens sommerhuspalads og arbejdede fra deres kæmpestore motorbåd i Middelhavet under optagelserne. Filmen blev virkelig dårlig, men den ændrede mit liv, fordi jeg mødte undervandsfotografen Louise Murray, som introducerede mig til livet som ekspeditionsleder. 

Under et job som fridykker på en film i Grækenland mødte Cecilia Vanman undervandsfotografen Louise Murray. Hun blev introduceret til arbejdet som ekspeditionsleder, og det ændrede hendes liv. Foto: Louise Murray

CECILIA VANMAN

er 50 år, forperson for Kvindelige Eventyreres Klub og den første danske kvinde, der er blevet optaget i den internationale The Explorers Club. Cecilia Vanman arbejder som foredragsholder, havpattedyrbiolog og ekspeditionsleder for blandt andet Disney­nature og National Geographic Society. Hendes seneste rejse var i sensommeren 2021 til Grønland som havpatte­dyrbiolog på et forskningsprojekt. Hun skriver netop nu på en bog om sine eventyr i ødemarken og er i gang med at planlægge en sejlads til sommer rundt om Island.

CANADA, 2015

I 2007 havde Louise Murray og jeg samarbejdet om at dokumentere Sirius-patruljens udvælgelse af nye rekrutter i det nordøstlige Grønland. Bagefter bad hun mig være hendes assistent på en fem uger lang ekspedition med et crew, der skulle optage en naturfilm i den arktiske del af Canada. Det er siden blevet til adskillige eventyr i Canadas Arktis til søs, på land og i luften. 

I de områder, vi arbejder i, er der ofte mange isbjørne, som især om natten kan være farlige. Vi har selvfølgelig vagter, men intet slår en slædehund, når det gælder om at fornemme isbjørnenes nærhed. Derfor aftalte vi på et projekt at låne en slædehund af en lokal fanger. Hunden skulle flyves ud til vores lejr, fordi vi havde sat teltene op så langt ude i ødemarken, at der ikke var veje dertil. Til sådan en flyvning bruger man en bush-pilot, som er nogle gutter, der er på grænsen mellem det gale og geniale og kan lande, hvor ingen andre kan gå ned – på havis, i sne og på tundra. Hunden havde aldrig fløjet før, og da flyet landede på tundraen bag vores lejr, stak den af i fuldt firspring og forsvandt ud over det frosne hav. Piloten indså, at han burde have haft den i snor, og for at gøre gerningen god igen sprang han ind i flyet, lettede atter og drønede i sin lille enmotors-flyver ud over isen. Vi kunne se, hvordan flyet dykkede og drejede flere gange, og på den måde lykkedes det piloten at ’hyrde’ hunden uden om revner i isen og tilbage til lejren, hvor vi fik den i snor og beroliget.

Isbjørne kan komme farligt tæt på, når man laver naturfilm i den canadiske ødemark. Derfor bruger man gerne slædehunde som vagter i lejren. Foto: Cecilie Vanman

GRØNLAND, 2019

Som ekspeditionsleder får jeg nogle gange til opgave at planlægge og gennemføre private ekspeditioner for meningsdannere, tænkere, forskere, politikere og filantroper. Det er mennesker, som ved selvsyn vil opleve klimaforandringerne, der går meget hurtigt ved polarhavsområderne, hvor havtemperaturen stiger. På en af rejserne til Grønland var der en ubåd med på skibet, og selv om jeg lider lidt af klaustrofobi, kunne jeg ikke lade chancen gå fra mig, da jeg fik lov til at komme med på et dyk. Vandet var fyldt med partikler, så udsynet var meget begrænset, men pludselig lå der en dansk skonnert fra 1910 foran os – vi var lige ved at ramme ind i den. Skibet var utrolig velbevaret på grund af det kolde vand, rigningen var stadig fæstnet til toppen af masterne, og skonnerten stod ret op og ned på havbunden. Det var en kæmpe oplevelse – og skønt at komme tilbage til skibet efter turen i den lille ubåd.

Alle medlemmer af Kvindelige Eventyreres Klub har et flag, som de tager med sig på deres rejser. Billedet her er efter et dyk i ubåd ved Grønland. Foto: Cecilie Vanman

SOUTH GEORGIA OG ANTARKTIS, 2019

Jeg er taknemmelig for, at jeg fik lov at skifte spor i livet og dermed har fået mulighed for at opleve magien i naturen. Jeg har haft mange store oplevelser på rejser i det meste af verden. En af de værste storme, jeg har oplevet, var i strædet mellem Argentina og Antarktis, hvor vi løb ind i 16 meter høje bølger. Det håber jeg aldrig, at jeg kommer ud for igen, selv om det er sundt at opleve, fordi man indser, hvor små vi mennesker er i forhold til naturens kræfter. 

Da vi gik i land på øen South Georgia, måtte vi zigzagge mellem 300.000-400.000 pingviner. Det var en sanseeksplosion: synet af de her kæmpestore fugle, der var upåvirkede af vores tilstedeværelse og gik helt tæt på og nogle gange nappede i buksebenet, og lugten. Stanken af fugle-guano (ekskrementer, red.)  ætsede sig nærmest ind i vores tøj. Og så skræppede de virkelig højt døgnet rundt, der var aldrig stille.

På en rolig og smuk dag tog vi på tur i en lille gummibåd. Et stykke fra båden lå tre pukkelhvaler helt stille. De havde sikkert netop ædt sig mæt i kril og tog en lur, så jeg slukkede for påhængsmotoren og sad bare og iagttog de store dyr, der kan blive 18 meter lange og veje op til 45 tons. 

”Pukkelhvalen svømmede rundt om og under vores båd i halvanden time. Jeg fornemmede tydeligt, at den forsøgte at kommunikere med os.” Foto: Cecilie Vanman

”På øen South Georgia var vi omgivet af 300.000-400.000 pingviner, som gik ret tæt på og kunne finde på at nappe os i buksebenene.” Foto: Cecilie Vanman

På et tidspunkt blev hvalerne opmærksomme på os, og især den ene var meget nysgerrig og nærgående. Jeg gætter på, at det var den ældste, for den havde flest ar. På et tidspunkt satte den kæberne på siden af vores gummibåd og skubbede os blidt af sted. På et andet tidspunkt lå den ved siden af båden og lavede luftringe. Jeg er sikker på, at den forsøgte at kommunikere med os. 

Hvalen svømmede flere gange rundt om båden og lagde sig på et tidspunkt under den med hovedet på den ene side af båden og halen på den anden. Og så løftede den os ganske let i vejret. Som om den ville veje os. Mødet med hvalen varede halvanden time, og det er en af de oplevelser, der gør, at jeg skriver artikler om naturen og holder foredrag for at få flere til at passe på den.

Cecilia Vanman skriver på en bog om sine oplevelser som havpattedyrbiolog og ekspeditionsleder for blandt andet Disneynature og National Geographic. Foto: Cecilie Vanman

 

Kicki Kornerup lever spartansk i hverdagen for at kunne realisere sine rejsedrømme. Her fortæller den 35-årige arkitekt og eventyrer om at sove blandt leoparder og flodheste, om at opleve et jordskælv på Sydamerikas højeste bjerg og om at møde sin mor midt i ørkenen i Usbekistan.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

BOTSWANA, 2017

En uge efter jeg var blevet uddannet arkitekt, tog jeg på en tur fra Sydafrika til Zimbabwe med stop i blandt andet Namibia, Angola, Botswana og Zambia. Jeg skulle sidde på ladet af en ombygget lastbil med en lille gruppe danskere i halvanden måned, og undervejs skulle vi overnatte under åben himmel i den afrikanske natur. 

Vi kørte flere tusind kilometer på bumlede grusveje, og om aftenen slog vi vores primitive lejr op, overnattede på savannen med løvebrøl i baggrunden og levede af toastbrød med skiveost og hvidvin. Da vi ankom til Botswana, havde vi planlagt en safari til fods. Normalt kører man i en firhjulstrækker, men vi skulle vandre rundt og opleve dyrene helt tæt på. Vi parkerede ved en lille flodbred og skulle derfra videre med en speedbåd, som sejlede os ud til et øde sump­område.

Vi kom forbi en flodhesteflok, som dasede i vandoverfladen mens vi sejlede langsomt forbi. Jeg sad bagerst og kiggede på de her enorme dyr. Pludselig dykkede en af dem ned under vandet, og idet vi sejlede forbi, steg det her kæmpestore flodhestegab op fra vandet og snappeder efter båden. Man tænker måske, at de er meget nuttede med deres små, fede ben og plumpe krop, men de er meget aggressive og territorielle dyr.

Da vi ankom til sumpområdet, satte vi vores lejr op. Med lejr mener jeg et par enkle pavilloner, som minder om dem, man tager med på Roskilde Festival. Andet var der stort set ikke. Vi var nogle få personer, der sad rundt om bålet første aften, og pludselig gik en gruppe aber i et træ fire meter fra os fuldstændig amok. Vores guide pegede ud i mørket, og fortalte så, som det mest naturlige i verden, at det nok var på grund af den leopard, der gik lige derovre i nærheden. Den var altså 4-5 meter væk.

Da jeg skulle i seng, indså jeg, at det ikke var så smart, at vi havde placeret vores telte langs sumpen. Der var omkring hundrede meter fra bålpladsen til mit telt, og da solen var gået ned, var det kulsort. Jeg gik langs sumpen, og jeg bad til, at der ikke ville dukke sultne krokodiller op af vandet, eller at der ville komme en flodhest.

Om natten vågnede jeg, fordi jeg skulle tisse. Inden jeg nåede at lyne mit telt op, kunne jeg høre en tung prusten udenfor. Det var en flodhest, der gryntede lige foran mit telt. Så jeg var tvunget til at holde mig.

Dagen efter skulle vi på walking safari og fik at vide, at vi skulle stå musestille, hvis vi mødte en elefant, og at vi skulle smide tasken eller jakken og løbe i zigzag, hvis de løb efter os, fordi de ikke ser så godt. Guiden fortalte også om et nygift par, der blevangrebet af bøfler, og om manden i forholdet, der kravlede op i et træ for at redde sig selv.

Vi fik i det hele taget mange instrukser om, hvordan vi skulle forholde os, hvis vi mødte vilde dyr, og derefter padlede vi hen til en anden sump-ø i kano. Vi gik, og inden længe mødte vi en kæmpe elefant, som frontede os. Den rokkede frem og tilbage, mens den blafrede med ørerne.

Jeg har aldrig været så bange og så stille. Det var de længste 15 minutter i mit liv. Da elefanten endelig smuttede videre, kastede en i vores gruppe op af ren og skær frygt.

Vi fortsatte med at gå i en lang slangeformation i det meterhøje græs efter nogle friske løvespor. Der boede en løvefamilie i nærheden, men da vi kom til deres bosted, var de væk på jagt. I en lysning ikke langt derfra fandt vi en fortæret bøffel. Der lå kun kranium og knogler tilbage.

Vi brugte en hel dag til fods med at trave rundt efter dyr. Tilbage ved campen den aften var jeg helt udmattet, fordi kroppen havde været i alarmberedskab så længe. Vi følte os som gamle soldaterkammerater, der havde været igennem noget helt specielt sammen.

Teltene er slået op efter endnu en dags vandring mod Aconcaguas top.

ARGENTINA, 2019

Jeg rejste til Mendoza i Argentina for at bestige Sydamerikas højeste bjerg, Aconcagua, på 6.962 meter. Mendoza er den nærmeste store by, og det meste af året er den fyldt med Gore-Tex, store ambitioner og en masse historier. Byen er et mekka for bjergbestigere, og folk kommer ikke med et halvfærdigt projekt eller en fiks idé. Det er folk, der ved, hvad de laver, og man har udstyr med for 100.000 kroner.

Før jeg kom op på bjerget, skulle jeg akklimatiseres, og jeg trænede på fire andre bjerge for at vænne mig til højderne. Det er lidt ligesom at hoppe på trampolin. Lidt op, så lidt ned, så lidt højere op, og så ned igen. Aconcagua ligger i en stor nationalpark, og man skal krydse et modtagecenter med helikopterlandingsplads. Folkene i receptionen vejede mig og noterede, hvor længe jeg skulle være der. Med de oplysninger kunne de regne ud, hvor meget afføring jeg ville generere, som jeg skulle have med ud igen. Hvis jeg ikke havde det med ud, ville jeg få en ret stor bøde, fordi afføring ikke kan nedbrydes i minus 20 grader.

Støvlerne vejer to kilo stykket og går til op under knæet, så høj sne ikke trænger ind i støvlen.

Jeg skulle gå 40 kilometer gennem en kløft i stegende hede for at komme til Aconcagua Base Camp. Det tog to dage med udstyr igennem et ørkenlignende landskab. Basecampen ligger i knap 4.500 meters højde, hvor landskabet ændrer sig fuldstændigt. Det var koldt og friskt med is og klipper. Min gruppe og jeg havde hviledag en enkelt dag, før vi tog videre. Jeg havde tilfældigvis fødselsdag, og de andre overraskede mig så med en lagkage, der blev fløjet ind med helikopter. Så sad vi ellers bare dér, en stor gruppe i dynejakker og sang fødselsdagssange.

Dagen efter grinte de andre af mig, fordi jeg havde taget otte liter vand med op til vores første stop. Normalt samler man is og sne i sin dunk, tør det op i en lille gryde, og drikker det. Det blev gradvist koldere med mere sne og is, og vi var så højt oppe, at vi kunne se til Chile og Stillehavet. Man forstår kun dimensionerne af bjerge, når man er der. Solnedgangene var så storslåede, de var lilla, pink og orange, og stjernehimlen var så klar. 

Jeg laver altid sudoku, når jeg bestiger bjerge. Når man kommer op i højderne, er der mindre ilt og et andet tryk i hjernen. For mig er sudoku en nem måde at se, hvor meget jeg fatter. Hvis man er hårdt ramt af højdesyge, kan man sidde og kigge på en kiks og et glas vand og ikke vide, hvad det er.

På Camp 2 begyndte vi alle at blive pressede. Vi var over 6.000 meter, og man bliver stakåndet, hvis man skal ud at tisse, og jeg begyndte at miste appetitten. Når jeg spiste noget, havde jeg lyst til at kaste op, og det kunne snildt tage en time at få spist. Jeg havde nogle meget kalorieholdige vingummier med, som jeg lod smelte i munden, for når jeg tyggede, føltes det som at blive kvalt. Der er en kronisk kvælningsfornemmelse i højderne, og man hiver efter vejret. 

Da vi kom til Camp 3, var det så koldt, at vi slog telt op på is. Jeg lavede igen en sudoku og fandt ud af, at min hjerne var påvirket, uden jeg havde opdaget det. Jeg var vist lidt kuk. Jeg havde  blå læber og trak nærmest vejret som en døende. Det var sidste stop, før vi skulle toppe bjerget.

Fra Aconcagua er der udsigt til hele nationalparken.

Vi tog af sted klokken to om natten, så vi kunne se solopgangen på toppen. Topforsøget føltes som et maraton i en fryser med de værst tænkelige tømmermænd, mens man trak vejret gennem et sugerør. Jeg havde lyst til at kaste op, mens hele min krop skreg på at komme ned derfra. Men vi stod en halv time på toppen, fordi det var så flot og perfekt vejr. 

Da vi endelig ankom til base­camp, fejrede vi det med pizza og champagne i teltet. Morgenen efter vågnede jeg tidligt, tog mine støvler på og hørte en enorm rumlen, som jeg ikke forstod. Det hele begyndte at brage, og folk råbte, at det var et jordskælv. Is, sne og klipper væltede ned ad bjergsiderne rundt om mig, men heldigvis kom ingen til skade. 

Efter jeg havde gået de 40 kilometer mod nationalparkens udgang, afleverede jeg min afføring, pakkede mine ting, og vi kørte mod civilisationen igen. Men på vejen var vi nødt til at vende om på grund af jordskælvet. Vejen var flækket på tværs, og to lastbiler lå halvvejs nede i revnen som spisepinde. 

Timur Lenks gravsæde i Samarkand. Usbekistan har mere end 2.000 moskeer og er berømt for sin islamiske arkitektur.

USBEKISTAN, 2019

Ved siden af mit arbejde som arkitekt har jeg arbejdet som rejseleder på silkevejsruten i Usbekistan. Jeg er meget fascineret af ruten, der er fyldt med historier om travle handlende, og selvfølgelig om Djengis Khans hærgen, den er et kulturelt og historisk miskmask. Jeg har været i landet tre gange og rejst tværs igennem fra Kasakhstan-siden til den afghanske grænse. Det er et helt fantastisk land, der er kendt for sin smukke arkitektur, astronomi og for Silkevejen. 

Min mor er også rejseleder, og ved flere lejligheder har vi krydset hinanden i udlandet. I 2019 skulle vi stå for hver sin danske gruppe i Usbekistan, og vi startede i hver sin ende af landet. Da det var en silkevejstur, skulle vi se de smukke markeder med tæpper og tørklæder, moskeer, minareter, handelsportaler og sommerpaladser. 

Min gruppe begyndte i hovedstaden Tasjkent, som ligger i den nordøstlige del af landet. Derfra kørte vi flere tusind kilometer over 14 dage i en stor, moderne bus. Landevejene var helt golde, vi kørte i et helt tørt ørkenlandskab, men når man stopper ved en by, er der bygninger på UNESCOs verdensarvsliste. Det er et af de få lande i verden, som er såkaldt dobbelt landlåst. Landlåst betyder, at der ikke er adgang til hav, og dobbelt landlåst betyder, at nabolandene heller ikke har adgang til hav. 

Fortet omkring Bukhara er 16-20 meter højt.

En af dagene kørte vi 10 timer gennem ørkenen. Efter nogle timer holdt vi pause på en meget afsondret restaurant. Det var et hus, en veranda, små plastikstole, et hul i jorden som toilet, og indenfor kunne man købe en Fanta, brød og grillet lam.

Bag min ryg havde vores lokalguide aftalt med min mors lokalguide, at vi skulle holde ind netop dét sted og dén dag. Da jeg stod på verandaen, så jeg pludselig min mor stå ved landevejen og vinke i den her tomme usbekiske ørken. Vi endte med at sidde 35 danskere og skråle danske sange. 

Jeg har før mødt hende tilfældigt i internationale lufthavne, men at møde hende dér og sidde med så mange danskere i en ørken i Centralasien med hundredvis af kilometer til nærmeste by var simpelthen for skørt. Bagefter krammede vi alle farvel og drønede hver vores vej gennem Usbekistan.

Kicki Kornerup er 35 år. Hun har besøgt 60 lande og har besteget Europas og Sydamerikas højeste bjerge. Hun er uddannet arkitekt fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og arbejder som kunstmaler og rejseleder. I oktober var hun i Nepal for at bestige bjergene Mera Peak og Baruntse. Til vinter skal hun lede en gruppe op på Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg.

Skuespilleren og sangeren udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Nikoline Liv Andersen, Colourbox

TINGSTEDET, KØBENHAVN

”På det gamle torv i Valby, hvor jeg bor, går jeg til ostemanden, fiskemanden og skomageren. Det gamle Valby emmer af kultur og landsbystemning – indimellem ringer turister på for at se vores baggård, hvor der blev optaget nogle scener med Dynamit-Harry til Olsen-Banden.” 

AGRI BAVNEHØJ, MOLS

”Min kone og jeg vandrer overalt, vi kan komme til det, og et par gange om året går vi Bjergetapen i Mols Bjerge, vel nok Danmarks mest kuperede terræn. Her er vilde heste og udsigt over det meste af Mols, Aarhusbugten og Samsø.”

FREDERICIA

”Jeg underviser på Musical­akademiet i Fredericia og elsker det kvadratiske gadenet og voldanlægget med kanonerne, der blev anlagt af Frederik III, da han grundlagde fæstningsbyen i 1650. Jeg er også undervandsjæger og fanger torsk og makrel i Lillebælt, Danmarks dybeste, mest strømfyldte farvand.”

Ole Boisen, 56, er skuespiller og sanger. 3.-28. november er han aktuel i ’Shu-bi-dua The Musical’ på Fredericia Musicalteater. Forestillingen tager på danmarksturné i 2022.

Christian Jungersen pendler ofte rundt mellem verdens storbyer som Airbnb-bums. Den 59-årige succesforfatter fortæller her om sit møde med ekstremernes New York, om at finde dyb ro på et spirituelt luksushotel i Thailand og om at bo og leve blandt ’vilde’ mennesker i et renoveret vaskeskur i Malta.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

NEW YORK

I 2007 flyttede jeg til SoHo i New York i to måneder, fordi jeg fik tilbudt en legatlejlighed, som forfattere kunne låne. Det var en fantastisk lejlighed med tagterrasse i et af byens dyreste kvarterer.

Fordi min bog ’Undtagelsen’ udkom derovre på det tidspunkt, blev jeg venner med andre forfattere og journalister, som jeg bagefter savnede, når jeg var væk. Det er også derfor, jeg besøger byen en måned om året, hvor jeg bor hos mine venner eller på Airbnb. Jeg har boet hos alle mulige mennesker. Blandt andet har jeg været Airbnb-bums hos nogle unge franske finansfolk, som var i New York for at skabe en karriere på Wall Street. Vi boede i East Village med madras på gulvet og lagner for vinduerne, når solen blev for stærk. 

Nogle af mine venner i New York er uddannet på Harvard eller Yale. Der er noget fascinerende ved at komme i sådan et miljø. Det ene øjeblik taler de om basketball, og det næste sekund diskuterer de komplicerede intellektuelle værker. Den der enorme råstyrke af uddannelse og belæsthed er dejlig at være i selskab med. 

Da jeg som 22-årig gik rundt i gaderne i Greenwich Village, der dengang var et kunstnerkvarter, kan jeg huske, at jeg kiggede op på en kunstnerlejlighed. Der var kæmpe malerier på væggene og udsigt lige ned i Washington Square Park. Jeg tænkte, at dét må være det bedste liv. At bo i New York, arbejde med kunst, ikke skulle gå på kontor hver dag og alligevel have råd til sådan en lejlighed. Det har været en drøm for mig siden dengang.

New York er en by, som folk rejser til, når de er unge, for at kæmpe og forsøge at blive så gode, de overhovedet kan til hver deres ting. En ud af 20 bliver hængende, fordi de får succes. Resten flytter tilbage, hvor de kommer fra. Det er en by af folk, der kæmper hårdt. Det er derfor, gademusikanterne er så dygtige, og billedkunstnerne er så gode. Det gælder faktisk alle. Fra reklamefolk til børsmæglere. Bedre operasangere, bedre bands, bedre alting. Men mange ting er også værre. Det er en meget kold by. Folk er der for sig selv. Det er byens bagside. Hvis du er nede, er du helt nede, og hvis du er oppe, er du helt oppe. 

Derhjemme var jeg netop blevet bestsellerforfatter, men her var jeg underground. Vi var til fester hos tidsskrifterne The Paris Review og The New Yorker, fordi nogle kendte nogle. En af de første fester var hos The Paris Review. På femte sal i en anonym lagerbygning var der 200 unge mennesker, som alle var besat af litteratur og drømte om at blive forfattere. Så stod man der med dem og drak billig vin.

De forfattere, jeg hang mest ud med, mødtes i en lagerbygning i Brooklyn, drak sprut af plastikkrus og spiste billig kebab. Det giver højstatus i det miljø at bo i en slummet lejlighed, gå i billigt genbrugstøj og ikke have råd til noget. Men mange lader som om og har i virkeligheden forældre, der er millionærer. 

MALTA 

Mit første møde med Malta i 2012 er nok den tur, der har ændret mit liv mest. Jeg har en ven, der ejede en lejlighed dernede, og den lånte jeg en måneds tid til et skriveophold. Det endte med, at jeg forlængede mit ophold, og så forlængede jeg det igen. Jeg endte med at bo der i et par måneder, før jeg besluttede at leje lejligheden året rundt og bo der.

Det er selvfølgelig skønt, at det er varmt, og solen skinner. Men det vigtigste for mig er menneskene. Jeg er medlem af en del grupper for udlændinge, der bor i Malta. Her har jeg mødt de vildeste mennesker. Det er tyrkiske operasangere, østrigske advokater, tidligere efterretningsagenter og en fysikprofessor, der har opfundet et matematisk system, som han har solgt for mange millioner. 

Det var en befriende oplevelse at flytte til Malta. Mennesker, der emigrerer, har det ofte enten rigtig godt eller rigtig skidt, der hvor de kommer fra. Det er mennesker, der er lidt anderledes, og derfor kan du møde folk, der har ting i bagagen, man ikke tror er mulige, og som forsøger at starte et nyt liv. Det er inspirerende. En kvinde i min omgangskreds var engang mand og revisor. Hun tog til Malta, blev kvinde, og nu arbejder hun som kunstfotograf. 

Malta er et sted, folk flytter til for at genopfinde sig selv. Jeg indså, at jeg skulle have fast base på Malta, da jeg efter fem udlandsrejser i træk længtes tilbage. Når jeg er på øen, har jeg fornemmelsen af at være i én stor spa med skønne, overraskende mennesker. 

Der er ikke noget federe end at tage på bådtur en weekend med sine venner, lægge til ved en lille ø i Middelhavet, stille et musikanlæg og en barbecue op på stranden og så ellers danse med 100 mennesker fra hele verden. Det er nærmest som en fuldmånefest i Thailand, hvor  alle bare 50 eller 60 år – ikke 21. Jeg kan godt lide at gå til en fest og ikke vide, hvad der sker fem timer senere. I Danmark er det som regel kun unge, der fester sådan.

Jeg bor meget småt i en et-værelses lejlighed med udsigt over Middelhavet. Og der lever og skriver jeg så, i et konverteret vaskeskur på toppen af en betonblok. Mange danskere derhjemme vil gerne have deres egen lille ’restaurant’ hjemme i lejligheden. Der skal være plads til at invitere 12 mennesker, men hvor ofte gør de det? Det giver mere mening for mig at spare de penge på husleje og i stedet rejse pengene op og invitere mine venner på restaurantbesøg en gang imellem. 

THAILAND

En af mine venner på Malta er hypnoterapeut. Hun har i mange år rejst rundt og arbejdet på forskellige luksushoteller i Asien – steder, som har deres egne krystalhealere, eksperter i urtete fra Tibet og terapeuter til gæsterne. 

Hun fortalte mig om hele den verden af spirituelle luksushoteller, hvor man betaler 5.000 kroner i døgnet, fordi man gerne vil have, at ens kinesiske naturlæge kommer fra Kina, og at ens yogalærer kommer fra Indien. Og man vil måske både have en yogalærer og en yogakonsulent. Det er på det niveau. Det er en ekstrem hippie-overklasse, og det lød skægt. 

Jeg ved godt, at andre måske synes, det er latterligt, men det synes jeg ikke. Hvis folk har røven fuld af penge, hvorfor så ikke bruge nogle af millionerne på en yogalærer i stedet for på en Ferrari eller et hus på Maldiverne?

Det liv ville jeg gerne inkludere i min nye roman ’Du kan alt’, men jeg havde ikke råd. Så jeg landede en aftale med Dagbladet Børsen om for en meget lille løn at anmelde luksushotellet Kamalaya på den sydlige del af øen Koh Samui. Derefter ringede jeg til hotellet og spurgte, om de ville anmeldes i Skandinaviens største avis for millionærer. Det ville de gerne. Og så gav de mig gratis ophold i en uge.

Jeg fik hele luksusbehandlingen. Jeg blev hentet i lufthavnen i limousine, som kørte mig op til min egen lille villa. Der er plads til omkring 100 gæster, og hotellet har næsten fire gange så mange ansatte. En aften spiste jeg middag med hoteldirektør John Stewart, som er tidligere buddhistmunk, og hans kone, som er kinesisk naturlæge. Han fortalte, at han begyndte sin erhvervskarriere med en yogatøj-business og derefter blev vurderingsmand af tibetansk kunst for de store auktionshuse i New York og London, inden han besluttede sig for at lave det her spirituelle luksushotel. Her ville han give oplevelsen af spirituel søgning på femstjernet niveau og mere til.

Den første, jeg mødte, efter at jeg var blevet kørt til min villa, var min personlige sundhedsvejleder, som jeg skulle fortælle om mine problemer og ønsker. Jeg fortalte, at jeg gerne ville kunne skrive længere og mere fokuseret, og at jeg havde lidt rygproblemer. Så sammensatte hun en pakke med min egen personlige meditationscoach, min egen personlige yogacoach, min egen personlige kinesiske urtelæge og en række andre ting.

Et kapitel i min nye roman bygger på det ophold. Jeg har hængt ud med de mennesker og ved, hvordan det er at være mangemillionær sådan et sted. 

Min nye roman handler også om ungdomskriminelle, så jeg deltog i et voldsforebyggelseskursus i Jyderup Fængsel, hvor jeg blev undervist i, hvordan jeg kan undgå at slå folk ned. Det er kurser, de har i fængslerne. Og så har jeg også uddannet mig selv som hypnoterapeut, fordi jeg troede, min hovedperson skulle være hypnoterapeut. Det endte han så med alligevel ikke at blive, men sådan er det jo.

CHRISTIAN JUNGERSEN

er født i 1962 og er uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitet. Han debuterede i 1999 med romanen ’Krat’. I 2004  udkom ’Undtagelsen’, og i 2012 romanen ’Du forsvinder’, der begge er filmatiseret. Christian Jungersen er en af de bedst sælgende nulevende danske forfattere og har blandt andet modtaget Bogforums Debutantpris, Statens Kunstfonds treårige stipendium, De Gyldne Laurbær, P2-romanprisen og Læsernes Bogpris. Han udkom 27. september med romanen ’Du kan alt’ på Gyldendal, hans fjerde roman efter debuten i 1999. Han bor i dag i Malta.

Han har optrådt på egnsteatre, medvirket i store Hollywood-produktioner og alt derimellem. Her tager 54-årige Claes Bang dig med på job med en abe i Tyskland, ombord på et privatfly til Amsterdam for at nå et damptog og til pladeindspilning med Kasper Winding i Paris.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Neilson Barnard/Getty Images for DIFF, Magnolia Pictures, HBO, Sony Pictures

ABEN HOLDER FRIDAG, BERLIN

Den film, der har påvirket min karriere mest, er uden tvivl ’The Square’ af Ruben Östlund, som vandt en Guldpalme i Cannes i 2017. Det er en svensk film af en svensk instruktør, men der er danske og tyske støttekroner bag filmen, og det betyder i nogle tilfælde, at man skal filme i de pågældende lande. Vi skulle i hvert fald skyde noget af filmen i Tyskland, hvilket passede med, at vi skulle bruge en bestemt type abe til en scene, som man ikke kan opstøve i Skandinavien. 

I filmen er der en scene, hvor jeg er hjemme hos en kvinde, og mens jeg tager skoene af, kommer aben gående rundt i lejligheden. Der var ingen, der havde den specifikke type abe, og der er åbenbart nogle regler, som forbyder import af aber.

Det viser sig så, at de har forskellige bonobo-aber (der er særligt sexglade, red.) i Tyskland, og så gav det jo sig selv at optage abe-scenerne i Berlin. Vi skulle ankomme 1. oktober og have vores første optagedag med aben to dage senere. Men 3. oktober er ’Tag der Deutschen Einheit’ – genforeningsdagen, hvor alle i Tyskland holder fri. 

Jeg kan tydeligt huske, da produktionen finder ud af det, for de tyske abepasseres kommentar var: ”Den dag arbejder aben ikke.” Jeg troede, at vi var ih og åh så vigtige, men det kunne der simpelthen ikke laves om på.

I stedet lejede vi en fransk abe, som kom med et entourage på 12 personer og en manual på hundredvis af sider, hvor der stod, at aben er et vildt dyr, og at den vildskab kunne blive fremprovokeret af de mindste ting. Der stod blandt andet, at vi ikke måtte synge i nærheden af aben. Alt skulle foregå stille og roligt og så afdæmpet som muligt. I filmscenen, hvor jeg er hjemme hos kvinden, kommer aben gående rundt i lejligheden, men man kan ikke se, at der stod to personer i alle hjørner af lejligheden klar til at gribe den, hvis den af en eller anden grund skulle gå amok. 

Jeg var skrækslagen for det dyr. Det er 120 kilo muskler, som er totalt utilregnelige. Jeg skulle ikke holde den i hånden eller ae den i pauserne eller den slags. Og jeg overholdt alle regler i manualen. Det var bekymrende nok i sig selv, at det var nødvendigt at have 12 mennesker klar, hvis den skulle finde på noget. Det gør man jo ikke, hvis det slet ikke kunne ske. 

Jeg kan ærligt talt ikke fortælle, hvad den abe skulle i filmen, men jeg mindes, at Ruben Östlund synes, der er for få aber i film helt generelt. 

Den underfundige og kunstmiljøsatiriske ’The Square’ (2017) instrueret af Ruben Östlund vandt en Guldpalme i Cannes og blev Claes Bangs gennembrudsfilm.

CLAES BANG

Er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1996. Siden har han optrådt på teatre over hele landet og spillet med i et væld af danske serier.

I 2017 havde han hovedrollen i den Guldpalme-vindende film ’The Square’. Han har også medvirket i det prisvindende drama ’The Affair’, og i 2020 havde han hovedrollen i BBC’s miniserie ’Dracula’.

Ved siden af arbejdet som skuespiller har han udgivet musik under navnet ’This is not America’. I maj udkom ep’en ’Songs of Love’, som er blevet til i samarbejde med Kasper Winding og Henrik Balling.

DAMPTOG OG PRIVATFLY, AMSTERDAM OG ALLERØD

I 2018 havde jeg mit første store filmstjerne-moment. Jeg var blevet tilbudt en bærende rolle i filmen ’The Last Vermeer’ sammen med blandt andre Guy Pearce. Desværre havde jeg nogle forestillinger med monologen ’Ondskaben’ i Danmark samtidig. Derfor satte jeg mig for, at det skulle lykkes at udføre begge dele uden at gå på kompromis med hverken filmen eller teaterstykket.

Jeg har opført ’Ondskaben’ omkring 400 gange siden 2002, så det blev mig meget magtpåliggende, at jeg ikke blev sådan en, der skrider fra alle aftaler, så snart udlandet ringer. Jeg ville ikke have ry for at være en, man ikke kan regne med, og så vil jeg heller ikke brænde en masse broer ved at opføre mig som en odder. 

Filmens instruktør havde stor respekt for, at jeg gerne ville holde mine danske aftaler, så vi fik det tilpasset sådan, at det ikke ville kollidere. Der var dog en scene i filmen, hvor jeg skulle stå lidt uden for Amsterdam i et velpresset jakkesæt og i en flot herrejakke fra 1945, mens et damptog kørte væk i baggrunden. Den scene var nærmest umulig at få i stand, fordi skinnenettet er så travlt i Holland. Det betød, at vi skulle optage en bestemt søndag i april, hvor jeg samtidig havde en optræden på Mungo Park i Allerød nord for København.

Det var nødvendigt, at jeg stod sminket og omklædt på togstationen uden for Amsterdam klokken 16, så damptoget kunne køre på det aftalte tidspunkt. Forestillingen i Danmark fik vi derfor rykket to timer frem. Jeg gik på klokken 12 og forlod scenen klokken 13. Et kvarter senere sad jeg i en taxa, som kørte mig direkte til lufthavnen, hvor jeg blev dirigeret uden om security-området, fordi jeg skulle med et privatfly.  

’The Last Vermeer’ (2019) er instrueret af stenrige Dan Friedkin. I filmen, der handler om kunst, forfalskninger og nazi-kollaboratører, spiller Claes Bang (t.h.) den ene hovedrolle som kaptajn Joseph Piller.

Filmens instruktør hedder Dan Friedkin, og han er meget rig. Han er så rig, at han i efteråret købte fodboldklubben AS Roma, og så har han tre private Gulfstreams. Det var et af de fly, han havde sendt til København for at få mig til Amsterdam. Det var første gang, jeg fløj med privatfly, og jeg anede ikke, at der var en særlig indgang til privatflyene, og at man bliver kørt i bil ud på landingsbanen. Det var en sindssyg oplevelse, og jeg nåede nærmest ikke at skænke det en tanke, fordi jeg havde travlt. Klokken 13.45 gik jeg ind i privatflyet, og kort tid efter lettede vi. 

Der er ekstremt god plads i sådan et privatfly. Havde det været en længere tur, kunne jeg have taget en lur på min egen soveplads, og Dan Friedkin har sit eget værelse om bord, når han skal over Atlanten. Det var først, da jeg satte mig i de meget gode læderstole, at jeg tænkte over, at det måske ikke var helt godt for planeten. Sikke et miljøsvineri.

Jeg landede omkring klokken 15 i Amsterdam og blev kørt direkte ud til togskinnerne i den her forstad. Jeg klædte om til fint jakkesæt i bilen og blev sminket, så godt det nu kunne lade sig gøre i en kørende bil. Klokken 16 blev der sagt action, hvor jeg traskede væk fra damptoget, som kørte ud i horisonten. Det var tre timer efter, jeg forlod forestillingen i Allerød. Det er det tidspunkt i min karriere, hvor jeg har følt mig mest som en filmstjerne.

Jeg ser det ikke nødvendigvis som et eksempel på succes. Jeg synes faktisk, at jeg er god til at sætte pris på de forestillinger, som bare fungerer, og de dage, der giver mening, om det så er en stor produktion eller en teaterforestilling.

Claes Bang er uhyggelig god i Netflix-serien ’Dracula’.

POPHÅR OG UNGDOMSIDOLER, PARIS

For at forbedre mit klimaaftryk en smule besluttede min kone og jeg, at vi skulle tage toget til Paris i 2019, hvor jeg skulle til en læseprøve på et filmmanuskript, som Kasper Winding har skrevet. Da jeg modtog manuskriptet, arbejdede jeg på serien ’The Affair’ i Los Angeles, og jeg faldt nærmest ned af stolen, da en af mine venner spurgte, om Kasper Winding måtte få mit telefonnummer. 

Det var et vanvittigt spørgsmål, for Kasper Winding var og er en af mine store helte. Som ung havde jeg alle hans plader, og jeg dyrkede virkelig hans musik. Det var dengang, jeg havde hår som John Taylor fra Duran Duran og lyttede musik, til mine ører blødte. Hver eneste gang jeg skulle til frisøren, havde jeg et lille billede af John Taylor med mig, så jeg kunne få hans nyeste frisure. 

Læseprøven foregik hos Kasper Winding i Paris, og jeg vil faktisk hellere tage toget, end jeg vil flyve, men hvor var det besværligt. Først var der stop og skift i Hamborg, hvor vi skulle vente så længe, at vi gik på museum. Videre med nattog til Freiburg for at vente i timevis klokken bussemand om morgenen på en lukket togstation, hvor man ikke engang kunne købe en sodavand. Derfra gik toget heldigvis direkte til Paris. Jeg er virkelig fan af nattog og togtrafik, men det var uendelig besværligt, og så kostede det 10 gange så meget som en flybillet. Jeg håber virkelig, at mit klimaaftryk blev korrigeret en smule for det lort, jeg lavede med privatflyet.

Den 54-årige danske skuepiller har en fremtrædende rolle i den populære dramaserie ’The Affair’.

Efter læseprøven og efter at have lært Kasper Winding lidt bedre at kende, risikerede jeg det ene øje og fortalte ham, at jeg nørder lidt med musik ved siden af at være skuespiller. Det har jeg gjort i mange år, selvom det aldrig er noget, jeg har satset på at leve af. 

Jeg bed hovedet af al skam og spurgte, om han ville høre nogle af mine demoer. Det havde han formentlig hørt før, men i stedet for at kigge overbærende og finde på en høflig afvisning hjalp han mig med at producere to numre. Bagefter sendte han mig videre til Henrik Balling fra Gangway, som jeg virkelig også dyrkede i mine ungdomsår, hvor jeg selv spillede tangenter og percussion i to bands, som om muligt havde de dårligste navne verden.

Forsangeren i vores første band blev af en eller anden grund kaldt Pils, så vi blev til ’Mama Pils og drengene’. Jeg kan næsten ikke få mig selv til at sige det, for jeg synes oprigtigt, at det er så forfærdelig dårligt. Jeg forstår stadig ikke helt, at den musik, jeg har fiflet med de seneste år, nu er produceret med hjælp fra dem, jeg så mest op til, da jeg selv spillede i ’Mama Pils og drengene’. Og at det hele falder tilbage på en læseprøve i Paris.

Det andet band hed MOM som kontrast til D-A-D. Bogstaverne skulle selvfølgelig også have en mening, så vi endte med at hedde ’Mokka Ohne Mädchen’. Kaffe uden piger. Det er dårligt på et helt sygt niveau.