Indlæg

Med stor iver valfarter danskere til Vietnam, der med åbne arme tager imod, selvom landet brutalt har måttet vriste sig ud af en århundredlang besættelse. I år er det 50 år siden, Vietnamkrigen sluttede, men kolonitidens charmerende kurbyer, smukke togstrækninger – og en helt særlig grøntsag – er stadig en levende del af landet.
Tekst:Anders Haahr RasmussenFoto:Shutterstock

FORESTIL DIG AT skulle til et middagsselskab. Spørgsmålet om værtsgaven trænger sig på: en æske chokolade, en buket blomster, en flaske vin? For hundrede år siden, blandt franske kolonister, i hvad der dengang hed Saigon, var svaret enkelt: artiskokker. Friske artiskokker. Det var den ultimative værtsgave.

Så stærk var følelsen af hjemve. Der var lange køer ved byens havn, når sendinger af frisk frugt og grønt ankom. Af samme grund var franskmændene godt i gang med at bygge, hvad de så for sig som et mini-Frankrig, i de sydvietnamesiske bjerge.

I slutningen af 1800-tallet havde de opdaget et enormt plateau i 1.500 meters højde, hvor hjorte og elge græssede omgivet af grantræer og grønklædte bjerge. Luften var frisk, morgenerne kølige, gennemsnitstemperaturen blev målt til 18,3 grader, nogenlunde som foråret føltes ved Middelhavet, og sådan gik det til, at Dalat – eller Da Lat – blev grundlagt. Som sanatorium for syge soldater, en kurby for eliten, et udgangspunkt for fransk liv og bosættelse og besættelse i troperne. 

Foto: Colourbox

SÅDAN GÅR DET også til, at der på mit hotelværelse i 2025 ved siden af elkedlen, sammen med den lille pose pulverkaffe, ligger to breve med te – artiskok-te. For Dalat – cirka 300 kilometer fra Ho Chi Minh City, som i folkemunde stadig kaldes Saigon – blev hurtigt kolonimagtens køkkenhave. Mens kolonisterne opførte franske villaer og luksushoteller, anlagde tennisbaner, golfbaner og en enorm kunstig sø, dyrkede de også deres egne velkendte afgrøder: grønne bønner, kartofler, gulerødder, selleri, rødbeder, persille, tomater, jordbær og artiskokker. 

Dalat blev ikke begyndelsen på fransk liv i Vietnam. Det blev begyndelsen på enden. Den vietnamesiske frihedskamp sendte først franskmændene og siden amerikanerne hjem, og i år er det 50 år siden, vietnameserne blev herrer i eget hus. Afgrøderne har de dog beholdt.

På det store marked i Dalat kan man se den ene stabel artiskokker efter den anden, omgivet af broccoli, auberginer og røde tomater. En helsekostbutik har tørrede artiskokblade og artiskokekstrakt på hylderne. På vej hen til banegården kører man forbi et massagested, Atiso Spa, vietnamesernes ord for artiskok, og på byens store plads huser en enorm grøn glasbygning formet som et artiskokskud en café i tre etager. 

Banegården i Dalat var et prestigeprojekt for den franske kolonimagt. Foto: Anders Haahr Rasmussen

JERNBANEN ER en anden af franskmændenes efterladenskaber, og det er egentlig den, jeg er kommet for, ikke mindst banegården i Dalat. For selvfølgelig skulle der være en togforbindelse op til dette svært tilgængelige plateau. Og selvfølgelig skulle stationsbygningen være spektakulær. Arkitekten, Paul Reveron, tog udgangspunkt i en stationsbygning i Normandiet for på den måde at sende tankerne hjem til Frankrig, til badeby, ferie og afslapning, ved ankomsten til Dalat. Men i stedet for at lade det blive ved nostalgien tilføjede han et væld af farver, moderne kurver og elementer fra den lokale bjergbefolknings fælleshuse, alt sammen i art deco-stil, der gør det til en af de smukkeste banegårde i Sydøstasien.

Bjergbanen til og fra Dalat blev ødelagt under krigen, men en strækning på syv kilometer er genoprettet. Foto: Anders Haahr Rasmussen

MED TOG TIL KOLONITIDENS KURBYER

Dalat var den første og største, men franskmændene skabte en række vietnamesiske kurbyer – eller stations climatiques, som de blev kaldt. Her er tre af de mere bemærkelsesværdige.

Bana: Grundlagt i 1919 godt 30 kilometer vest for storbyen Da Nang og siden omdannet til en særegen blanding af forlystelsespark, fransk alpeby og buddhistisk refugium. Det koster 250 kroner at komme ind, hvilket inkluderer turen i den Guinness-verdensrekordlange gondolbane derop. Men så er der også udsigt til både hav og bjerge, adgang til den yderst Instagram-venlige Golden Bridge og et væld af restauranter, rutsjebaner, blomsterhaver og pagoder, alt sammen omgivet af nationalparken Nui Chua, der er hjemsted for små 800 forskellige slags planter, 178 fuglearter og næsten lige så mange slags sommerfugle.

Sapa: Beliggende i 1.500 meters højde tæt på grænsen til Kina, 30 kilometer fra banegården i Lao Cai. En reel by med 20.000 indbyggere, primært indfødte bjergfolk som hmong og dao, der havde levet isoleret i området i århundreder, indtil franskmændene i 1912 byggede først et sanatorium til officerer og siden en række rigmandsvillaer, der stort set alle blev jævnet med jorden under krigen. I dag er byen et populært rejsemål for vandreglade turister, der kan opleve lokale markeder, uspolerede vandfald og de berømte terrassemarker, der står  smukkest i juni og juli. Vil man endnu højere op, går der en gondolbane til toppen af Phan Xi Pang, der er en del af Himalaya-bjergene og med sine 3.147 meter Indokinas højeste punkt.

Mau Son: Med toget fra Hanoi nogle timer nordøstpå til byen Lang Son er der kun 40 kilometer op til Mau Son-bjerget. De besøgende er typisk vietnamesere på weekendtur for at se på de spøgelsesagtige ruiner af prægtige franske villaer og nyde de smukke solnedgange. Vandre-ruterne er uforlignelige, og med en lokal guide kan man komme både godt op i højderne og finde vandfald at dyppe fødderne i. Bjerget huser også ældgamle templer og landsbyer med oprindelige folk, der efter sigende serverer en ualmindelig velsmagende bagt kylling og lokalt produceret hvidvin.

Jeg ved det på forhånd, og alligevel bliver jeg paf af beundring, da jeg står foran den, omgivet af et blomsterhav i gule, røde, rosa og lilla farver. Indeni summer det af liv, der bliver serveret kaffe, solgt souvenirs og afspillet film på storskærm om Dalat-jernbanens tilblivelse og de 30 år, det tog at bygge den, gennem bjergpas så stejle, at der sad tandhjul under lokomotivet, som greb ind i tandstænger i sporet.

Næsten alle sporene er væk i dag. Den 84 kilometer lange strækning ud til kysten blev, som så meget andet i landet, saboteret under krigen. Og under den efterfølgende genopbygning var det en anden togstrækning, der havde førsteprioritet: forbindelsen fra nord til syd. 1.726 kilometer skinner fra Hanoi til Ho Chi Minh City. 

Nattoget fra nord til syd tager halvandet døgn, og der er nok at kigge på. Foto: Anders Haahr Rasmussen

”EN AF DE MEST episke nattogsrejser i verden,” udråbte rejseguide-konglomeratet Lonely Planet sidste år strækningen til. Jeg har kørt med den flere gange, også på den her rejse, og man forstår godt hvorfor. Selv den hurtigste afgang tøffer af sted med 50-60 km/t langs en rute, der for det meste følger kystlinjen, så der er nok at se på.

For slet ikke at snakke om, hvad der er at kigge på inde i toget. Efter at have spist en frokost med stegte ris og tofu, som en ung mand gik gennem vognen og solgte, besluttede jeg mig for at gå på jagt efter en kop kaffe. At gå gennem toget er som at gå gennem et mikrokosmos af Vietnam.

Dybt godnat på den lange strækning fra Hanoi til Ho Chi Minh City. Foto: Anders Haahr Rasmussen

Fra første klasse, hvor maden bliver serveret dampende varm med grøntsager udskåret som blomster, til de billige pladser, hvor musik brager ud af højttalerne, og folk sover på gulvet. Tre småbørn løb frem og tilbage i gangen. To togkonduktører snakkede livligt og længe med et par passagerer henne ved varmtvandshanen. En ung kvinde stod og kiggede ud ad vinduet, mod bjergene, med et blik, der så ud til at rumme en hel roman. Det er ret forrygende at se, hvordan en familie kan indtage sådan en firemandskupé og nærmest omdanne den til et lille hjem i det halvandet døgn, rejsen tager.

Til sidst fandt jeg en lille forladt vogn med lidt snacks og sodavand. Der var ikke noget kaffe at se, men så kom konduktøren forbi, og jeg havde knap nok nået at sige ca phe sua da– som den berømte vietnamesiske iskaffe hedder – før hun fandt en gammel halvanden-litersflaske frem fra bunden af vognen med hjemmebrygget kaffe, som hun blandede med lidt kondenseret mælk, inden hun hældte det ned i et glas fyldt med isterninger. Det føltes som en togtur, hvor alt kunne lade sig gøre.

Banegårdene i Vietnam tilbyder en pause fra det hektiske byliv. Her Ninh Hoa nord for Nha Trang. Foto: Anders Haahr Rasmussen

DET TOG KUN halvandet år fra krigens afslutning 30. april 1975, til den komplet hærgede togstrækning var fuldt funktionsdygtig igen. For det kommunistiske styre var det et prestigeprojekt, der symboliserede foreningen af syd og nord, og den dag i dag bliver forbindelsen stadig kaldt Duong sat Thong Nhat – Genforeningsekspressen. 

Det var blandt andet takket være spor fra den ødelagte bjergbane til Dalat, at Genforeningsekspressen blev genoprettet. Men siden 1991 har det været muligt for turister at køre en halv times hyggetur frem og tilbage mellem Dalat og den nærmeste station, Trai Mat, syv kilometer væk.

Således sætter jeg mig til rette i en ualmindelig velrestaureret førsteklassesvogn fra strækningens tidlige år. Cognacfarvede lædersæder i Chesterfield-stil, ornamenterede loftslamper i glas og messing, stofbeklædte lofter, broderede gardiner og træindrammede vinduer, man kan skyde til siden og stikke hele hovedet ud ad. For at se på urtehaver, baghaver, blikskure, kaffebarer, og hvad der ellers farer forbi, løse hunde og glade børn, hverdagsliv få meter fra sporene. Og så skimter jeg bjergene i horisonten. Akkurat nok til at få en fornemmelse af, hvor smuk strækningen må have været i sin fulde længde. 

VIDSTE DU, AT …

Vietnam er verdens næststørste kaffe-producent, kun overgået af Brasilien. Stort set alle de kaffebønner, der gror i Vietnam, er af sorten Robusta, der adskiller sig fra Arabica-bønner ved at have et højere koffeinindhold og en stærkere, skarpere smag med noter af gran og en jordnøddelignende eftersmag, der gør den lidt mere bitter. Den mest populære måde at drikke den på er i kombination med kondenseret mælk og isterninger, en såkaldt ca phe sua da. Er man i København, kan man få en god en af slagsen på Hanoi Alley, der har restauranter på Nørrebrogade og Store Kongensgade.

Vietnam er en af verdens hurtigst voksende økonomier. Sidste år voksede den med syv procent, og den officielle målsætning for i år er otte. Tilsvarende tal for Danmark ligger mellem to en halv og tre procent. Vietnams succes hænger blandt andet sammen med internationale virksomheders begejstring for at flytte deres produktion til landet. Samsung, Microsoft, Nestlé, Apple og Nike for at nævne nogle få. Senest har Lego åbnet en enorm solcelledrevet fabrik 50 kilometer uden for Ho Chi Minh City.

Vietnamesisk er det eneste sprog på det asiatiske fastland, der benytter sig af det latinske alfabet. Men de har deres egen version, quoc ngu, udviklet af portugisiske og franske missionærer i 1600-tallet med for eksempel tre forskellige a’er – a, ă og â – som alle kan tilføjes fem forskellige accenter, sådan at man, når man trykker A på et vietnamesisk tastatur, får 18 muligheder at vælge imellem.

SØREME OM SÅ IKKE min sidemand, en ældre mand fra Manchester, fortæller mig, at den genopstår. At der er planer om at reparere hele strækningen fra Dalat ud til kysten. Mere kunne han ikke sige, men efter et par søgninger på nettet får jeg det bekræftet. Fra i år og frem til sommeren 2029 er det planen, at broer, tunneller og 16 stationsbygninger vil blive enten restaureret eller nybygget, sådan at den legendariske bane er tilbage i fuld drift fra 2030. 

Foto: Anders Haahr Rasmussen

Det er ikke billigt – budgettet lyder på over syv milliarder kroner – men der er tilsvarende mange penge at hente i den voksende turistindustri. Alene i januar måned i år besøgte 2,1 millioner internationale turister landet. Alle tiders rekord og en stigning på 37 procent fra året før. De fleste kommer fra Kina og Sydkorea, men danskerne har også fået øjnene op for Vietnam. Selv om Thailand og Indonesien stadig er vores foretrukne rejsemål, når turen går længere østpå, er Vietnam kravlet godt op ad listen.

Fra 2023 til 2024 steg antallet af danske turister med ikke mindre end 22 procent. Med klimakrisen for øje er det ikke befordrende tal. Men det er glædeligt, at der bliver gjort så stor en investering i jernbanen, så togrejser kan blive et konkurrencedygtigt alternativ til at flyve rundt i landet, som mange besøgende i øjeblikket foretrækker. 

Foto: Anders Haahr Rasmussen

PÅ VEJ TILBAGE til banegården i Dalat mærker jeg en gryende kaffetørst. Det skulle være usandsynligt, at der var den slags service om bord, men jeg synes, jeg ser nogle passagerer drikke noget varmt af en lille papkop.

Ud af min førsteklassesvogn, ud på den lille overdækkede repos, videre gennem standardklassevognen, forbi en snorksovende billetkonduktør, og for enden, på et lille træbord, står der en brygkedel med taphane. Jeg tager et papkrus fra stablen og fylder det med, ja, ikke med kaffe. Jeg dufter til det. Det er svært at afkode. Jeg går tilbage til min plads, mens den rygende varme drik damper af. Jeg sætter mig ned og tager en tår. Smilet breder sig på mine læber. Selvfølgelig er det artiskok-te.

Anders Haahr Rasmussen er forfatter til en række bøger, blandt andre ’En fandens mand’, ’Al den vrede’ og senest ’Skrivemaskinen’, der handler om at udforske sine kreative sider. Han arbejder desuden som tenniskommentator for Discovery.

Søstrene Kiki og Coco rejste til Indien og hjem igen ved først og fremmest at blaffe. Tag med de to veganske søstre på en vild tur, der varede næsten to år.
Tekst:Michelle ArrouasFoto:Kiki Anemone Kopperup Jensen og Coco Klokkeblomst Jensen

VI BEGYNDTE AT blaffe hjemme fra Hellebæk 31. december 2022. Vores mor og far var cyklet op for at sige farvel til os, og det var rimelig voldsomt. På vores første lift fortalte vi, at vi var på vej til Indien, og chaufføren syntes, det var rimelig vildt. Men vi har rejst i landet med vores familie, siden vi var små, og drømte om at komme tilbage. Ideen med at rejse over land opstod i 2020, da vi på en lille restaurant i Kathmandu mødte en ung tysk fyr, der var cyklet fra Tyskland til Nepal. Hvis han kunne, kunne vi også. 

Den første dag nåede vi Gedser. Vi var blevet samlet op af et sødt ældre par på vej til nytårsfest i deres fineste tøj. De insisterede på, at vi skulle have et ordentligt sted at sove, men vi havde ikke råd til hoteller. Planen var at sove i telt igennem Europa. Det var vinter, og vi havde vildt mange ting med – telt, soveposer, liggeunderlag. Parret kørte en kæmpe omvej, så vi kunne sove i et shelter. Normalt skal man booke på forhånd, men der var ikke nogen nytårsnat.

Supermarkedet var lukket, så vi besluttede at skralde. Det var helt vildt, hvad vi fandt i containerne – brød, kage, mad, bøger, kortspil og tusser. Vi havde i forvejen 23 kilo pr. rygsæk, så vi var nødt til at begrænse os, men vi fandt en bog, der hed ’Delhis smukkeste hænder’. Den lå vi og læste i, efter vi havde spist nytårsmiddag. 

RUTEN

Danmark, Tyskland, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Serbien, Bulgarien, Tyrkiet, Georgien, Aserbajdsjan,
Kasakhstan, Usbekistan, Kirgisistan, Indien, Nepal, Iran, Tyrkiet, Bulgarien, Serbien, Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet, Tyskland, Danmark.

De to søstre var af sted i et år og otte måneder – fra 31. december 2022 til august 2024. De fløj to gange, hvor det ikke var muligt at krydse grænsen til lands (fra Georgien til Aserbajdsjan og fra Kirgisistan til Indien). De har ikke fløjet siden.

MORGENEN EFTER I Rostock mødte vi nogle piger fra Jehovas Vidner, der havde været til et træf. De gav os deres tog-dagsbilletter, som gjaldt til en stor del af Tyskland. Vi endte ved en lillebitte station, nærmest bare et trin ved en skov, hvor vi sov i vores telt. Det gik godt med at blaffe i Tyskland, men i Dresden stod vi et rigtig dumt sted. Først sang og dansede vi og prøvede at smile til bilerne. Vi stod der i timevis, det var iskoldt, det var ved at blive mørkt, og vi havde ikke andet end nogle rosiner. Vi besluttede os for at prøve en sidste gang, og så stoppede en bil. Det var en kvinde, også en veganer, som sagde, at vi kunne sove hos hende i en lille landsby oppe i nogle bjerge. Dagen efter krydsede vi grænsen til Tjekkiet. 

Når vi blaffer, er vi gode til at mærke førstehåndsindtrykket. Hvis vi får en dårlig mavefornemmelse, vil vi selvfølgelig ikke gå ind i bilen. Andre gange har folk spurgt, om vi ville bolle med dem. Så siger vi bare sådan: ”Nej tak, ikke i dag, desværre” og griner lidt, og så beder vi om at blive sat af. Der er aldrig nogen, der har gjort os noget.

I Prag sov vi på en campingplads og blev samlet op af en fyr med en fed campervan. Han var på vej til Rumænien, og vi måtte køre med så længe, vi ville, hvis han fik lov at vælge musikken. Det var hård techno. Efter syv timer måtte vi bede om at blive sat af. Han kiggede bekymret på os og spurgte, om vi vidste, at der var bjørne i bjergene. Der gik det op for os, at vi måske skulle sætte os lidt mere ind i, hvor vi sov.

Nogle gange slog vi vores telt op om aftenen, og når vi lynede op om morgenen, sneede det udenfor, og hele området var dækket af sne. Næsten alle, vi mødte i Europa, spurgte, hvorfor vi var rejst om vinteren, men det er den helt rigtige årstid at rejse gennem Europa på. 

Da vi kom til Budapest, tjekkede vi vores bankkonto. Vi fik et chok. Og en budgetkrise. Vi følte virkelig, at vi havde sparet – men kunne se, at det slet ikke kunne fortsætte sådan her. Så installerede vi couchsurfing-appen, hvor fremmede tilbyder deres sofaer eller gæsteværelser til rejsende, og resten af vejen brugte vi appen vildt meget.

Coco Klokkeblomst Jensen.

DET TOG EN MÅNED at komme gennem Europa, fordi vi blev syge i Bulgarien og var for sløje til at rejse videre. Mens vi var der, ramte det store jordskælv i Tyrkiet – præcis i det område, vi havde planlagt at tage til. I Tyrkiet, da vi kom dertil, var der stadig mange efterskælv og folk, der boede i teltlejre. Ødelæggelserne var tydelige overalt. 

I Georgien tog vi op i bjergene tæt på grænsen til Rusland for at vandre. Vi var mere end en uge i en lille landsby, der var omringet af sneklædte bjerge og gletsjere, hvor køerne bare gik frit rundt i gaderne. Det var sådan: Hold da op, nu begynder der at ske noget – nu begynder vi at nærme os.

Senere, i Aserbajdsjan, boede vi 4-5 dage hos en ung fyr i et stort hus i en traditionel landsby. Kvinderne gik rundt med vandkrukker på ryggen, og folk havde guldtænder. En aften besøgte vi nogle af hans venner, som inviterede os på middag. Vi havde fortalt, at vi var veganere, og de havde seriøst brugt hele dagen på at lave mad. Der var et opdækket langbord, der var proppet med vegansk mad. Lige da vi ankom, gik al strømmen, så vi sad og spiste næsten i mørke, kun med et par stearinlys. Det var en meget smuk aften. 

VI KRYDSEDE Det Kaspiske Hav med en gammel færge. Man kan ikke købe billet på forhånd, og vi kom tilfældigvis med om bord omkring klokken 03. Absolut ingen talte engelsk, og der var kun én anden kvinde om bord på færgen, en rengøringsdame. Næsten alle passagerer var fragtmænd med russiske lastbiler. Vi havde købt den billigst mulige billet, men da kvinden så os, førte hun os hen til en tom topersoners-kahyt med eget badeværelse, vindue og nøgle. Det føltes vildt luksuriøst – som på et cruiseskib. 

Vi havde taget brød med, for vi vidste, at det nok ville blive svært med vegansk mad på sådan et skib. Med håndfagter og vores få tyrkiske fraser fik vi forklaret, at vi ikke spiste kød. Rengøringsdamen forstod os, og hun kom med forskellige ting – brød, pasta, noget kartoffelmos og et æble. 

I Kasakhstan tog vi toget til byen Atyrau nord for Det Kaspiske Hav. Vi havde fundet en vært på couchsurfing, og vi kunne godt lide at køre i tog, så hvorfor ikke? Derfra tog vi sydpå til området Turkestan, en ret lang togtur. Vi var i Kasakhstan i fem uger, og det er stadig solnedgangene, kamelerne og de vilde heste, vi tænker på, når vi taler om landet. 

Vi tog videre til Kirgisistan, hvor vi vandrede i bjergene i et øde og menneskeforladt område. Pludselig så vi et andet menneske og vinkede. Da hun kom tæt på, var det Esther, en fransk pige, vi boede hos i Serbien. Vi havde hverken snakket om eller planlagt turen til bjergene i Kirgisistan, da vi boede hos hende. Nogle gange er tilfældighederne så vilde, at de er svære at forstå. 

VORES OPRINDELIGE PLAN var at rejse fra Kirgisistan over land til Kina, så til Pakistan og derfra til Indien. Men i Kirgisistan kunne vi ikke få visum til Kina. Vi havde drømt om at komme til Indien og tilbage igen uden at flyve, men det kunne ikke lade sig gøre, og der var ingen direkte fly fra Kirgisistan til New Delhi. På grund af klimakrisen vil vi helst kun flyve direkte, så vi tog toget tilbage til Kasakhstan og fløj derfra til New Delhi. 

Vi ankom i juli måned – et halvt år efter vi var rejst hjemmefra. Den første dag spiste vi os bare gennem byen. Når man er veganer, er der så meget at vælge imellem. Vi vidste godt, at vi nok ville blive syge – det hedder jo ikke Delhi belly for ingenting – og det blev vi også. Men pyt, vi var fremme. Det var juli måned, temperaturen var tæt på 40 grader, der var fluer overalt, luften var tæt og tyk, man kunne næsten ikke trække vejret, og vi fik begge to øjenbetændelse. 

Lidt tilfældigt valgte vi at rejse mod Gujarat. Vi tog gennem Rajasthan, hvor vi cyklede i en fuglepark, og bagefter til Pushkar. Og vi kørte i busser, der var så proppet med mennesker, at folk sad på taget, og billetkontrolløren måtte kravle gennem vinduerne for at komme ind i bussen og tjekke folks billetter.  

MANGE BACKPACKERE rejser for at møde hinanden, men vi rejste til Indien for at hænge ud med indere. Vi ville gerne høre deres perspektiver på alle mulige ting, fra religion og kultur til familietraditioner og klimakrisen. Vi har lært virkelig mange mennesker at kende. Nogle gange bare kortvarige bekendtskaber, andre er vi blevet venner med. De samtaler, vi har haft med indere, er ofte ret anderledes end dem, man har med europæere. Det er, som om de ser på verden på en anden, lidt mere nysgerrig måde. 

Indimellem var det hårdt. Vores mor, far og kusine kom til Indien for at besøge os, og da de tog af sted, stod vi tilbage med en lidt tom fornemmelse. Var vores rejse overhovedet så meningsfuld, som den havde føltes, da vi tog af sted? Men det var tid for hindu-festivalen Holi, så vi besluttede at tage til Rishikesh fra togstationen i Delhi, og det var godt at være i bevægelse igen.

Vi lejede os ind på en meget billig ashram og satte os ved floden, mens vi så solen gå ned. En mand spurgte, om vi var nysgerrige på yoga, og vi sagde nej flere gange, fordi vi ikke orkede en salgstale. Men han sagde, at han havde to pladser til et ugelangt yogaretreat på et femstjernet luksushotel, og at vi kunne komme med for den pris, vi betalte, hvor vi boede nu. Vi sagde igen, at vi ikke var interesserede, men han fik vores nummer og addede os på Instagram. 

Morgenen efter skrev han igen, og vi sagde ja alligevel. Vi tjekkede ud af vores ashram, og vi fik et gigantisk værelse med en kæmpe glasvæg med udsigt over Ganges-floden, en balkon og det vildeste badeværelse. På det tidspunkt havde vi været af sted i et år og tre måneder og måtte indrømme, at det var ret rart med de her helt bløde senge. Vi brugte tre timer hver dag i morgenmadsbuffeten. Det er sådan nogle ting, der kun sker, når man er i Indien. 

PAKISTAN VAR HELT anderledes end Indien. Folk går helt anderledes klædt, og viben er en helt anden. Der er en anden form for høflighed end i Indien, og generøsiteten er helt vild. Vi gik for eksempel ind i en kiosk for at købe et brød, og sælgeren sagde: ”Bare tag det.” Vi sagde, at vi gerne ville betale, men han sagde: ”Nej, I er mine gæster, så tag brødet, og hvis der er andet, I har brug for i min butik, kan I også bare tage det.” Vi ville virkelig gerne betale, og vi blev ved med at spørge. Men på et tidspunkt kunne vi mærke, at de begyndte at blive sure over, at vi ikke tog brødet. Den slags skete flere gange. Folk var generøse og givende på et helt andet niveau. 

En dag sad vi i et tog, og der kom en mand, et barn og en ung pige ind i vores kupé. Pigen var meget ung, ret genert, men kunne tale engelsk. Hurtigt faldt snakken på, om man er gift – det gør den i Pakistan. Den unge pige fortalte, at hun var mor til barnet og gift med manden, og sagde så, at hun var hans anden kone. Vi spurgte hende, om hun så også havde flere mænd. Og hun var sådan: ”Nej, nej, nej, nej, nej.” 

Det er ikke et lovkrav at gå med tørklæde i Pakistan, men vi fik så meget opmærksomhed, at vi ofte gik med det alligevel. Der var mange mænd, der henvendte sig til os, men så sagde vi bare, at vi var gift, og så forduftede de. Nogle gange troede vi, at vi hang ud med en ny ven, men så viste det sig, at vedkommende troede, det var en date med os begge to. Det skulle vi lige vænne os til. 

KIKI & COCO

Kiki Anemone Kopperup Jensen er 25 år, mens Coco Klokkeblomst Jensen er 23 år.

De to søstre er vokset op i den nordsjællandske landsby Hellebæk nord for Helsingør. De har tomlet på kryds og tværs af Europa, været på en længere tur sammen til Colombia og Jamaica, tilbragte det første år af corona-pandemien i Nepal og har været i Indien flere gange.

VI REJSTE HJEM via Baluchistan-provinsen mellem Pakistan, Iran og Afghanistan. Området er præget af vold og oprørsgrupper, og kort før vi rejste, havde en oprørsgruppe stoppet en bus, taget alle punjabier ud, og en halv time efter var de blevet fundet skudt. Stemningen var ret anspændt. Vi ankom til hovedbyen Quetta i tog og ventede der i to dage, fordi vi skulle have specialtilladelse til at være i Baluchistan-regionen og skulle køre med eskorte gennem ørkenen. Vi kørte med fem forskellige politibiler, fra det ene kontor til det andet, før vi kom til afgangsstedet. På grund af sikkerhed har de ikke tilladelse til at køre ud af deres egne områder, så vi blev hele tiden skiftet over i en ny bil.

Næste morgen gik vi om bord på en bus – den samme som den, der var blevet stoppet. På et tidspunkt pegede en af vores sidemakkere ud ad vinduet og sagde, at det var her, bussen var blevet stoppet. Vi åndede lettede op, da vi var igennem ørkenen. To måneder efter at vi rejste gennem regionen, skete det igen. 

PÅ GRÆNSEN TIL Iran skulle vi sove på politistationen. Vi var omringet af mænd med maskingeværer. Det var sygt varmt, og vi var helt tildækkede. De tilbød os at sove på ladet af en bil ude i gården, fordi det var det køligste sted. Men vi ville bare have tøjet af, så vi fik lov til at sove på gulvet i et rum, hvor vi kunne låse døren. Vi tog vores sjaler af, gjorde dem drivvåde, viftede dem rundt i luften og tog de våde, kolde sjal over os. Det var den eneste måde at køle sig ned på.

Det var en kæmpe kulturforskel at komme fra Pakistan til Iran. Pludselig var det kvinderne, der tog kontakt, ikke mændene. Når vi tog en metro eller en bus, kom alle kvinderne hen for at snakke med os og invitere os hjem eller spørge, om vi havde brug for hjælp. Landet føltes så moderne, og kvinderne så selvstændige og modige. Mange af kvinderne gik rundt i gaderne uden tørklæde på, selvom moralpolitiet var over det hele. Det er vildt, hvor meget de tør i kampen for deres rettigheder. 

Kiki Anemone Kopperup Jensen på rejsens sidste dag.

VI ANKOM TIL Istanbul om aftenen og havde fundet et hostel på nettet. Det stod ret hurtigt klart, at det lå i en slags ludergade. Tre dage forinden var vi kommet ud af Iran, hvor næsten alle gik med tørklæde, og pludselig var vi omringet af folk i mavetrøjer og korte shorts. Vi var helt i chok over, at man kunne gå i korte shorts. 

Vi begyndte at blaffe hjem. Det var i august, så alle var på vej hjem fra ferie, og vi strøg bare gennem Europa. Vi kom nærmest igennem ét land om dagen, og vi måtte stige ud af biler, der var på vej til Danmark, fordi det gik for hurtigt. Vi kunne ikke følge med. I Indien havde vi kørt med busser og lastbiler, der kørte 20 km/t, hvis det gik stærkt. I Tyskland kunne folk køre flere hundrede kilometer i timen.

Vi kom hjem dagen før Cocos 23-årsfødselsdag. Vi havde været væk i et år og otte måneder, og først ville vi bare af sted igen. På rejsen var vi sammen hele tiden og havde snakket om, at vi måske skulle rejse lidt hver for sig. Men det blev ikke til noget. Nu vil vi gerne finde noget at bo i sammen. Og vi blaffer stadig. Hvis vi stiller os ved vejen her ved Hellebæk, vil vi få et lift, før bussen kommer. Man bliver så glad over at opleve, hvor søde folk er.”

Thor Pedersen har besøgt alle verdens lande uden at flyve. I 10 uafbrudte år var han væk, og da han kom hjem, slog virkeligheden bunden ud af ham. Heldigvis mest på en god måde. Tag med ud i verden på anden og sidste del af hans utrolige rejse.
Tekst:Michelle ArrouasFoto:Michael Douglas, privat

Resumé: I 2013 tog 34-årige Thor Pedersen af sted for at besøge samtlige lande i verden uden at flyve. Efter en dødsstorm i et skib over Atlanten, en rejse gennem Nord- og Sydamerika og et traume-stressende ophold i det centrale Afrika er han efter fire år nået til Mellemøsten og Asien. Undervejs har han været ved at opgive flere gange, men er alligevel fortsat. Blandt andet fordi Le, hans forlovede, i Kenya sagde ja til hans frieri. Første del af historien kan læses her.

JEG ANKOM TIL Mellemøsten i efteråret 2017. Jeg havde haft lyst til at give op i to år, men var overbevist om, at jeg var mere end halvvejs, og havde besluttet mig for at gennemføre. 

Som en del af mit projekt med at besøge alle Røde Kors-organisationer på verdensplan havde jeg en samtale med generalsekretæren i Libanon. I mange af de lande, hvor jeg havde besøgt Røde Kors, fandt organisationens arbejde sted i forbindelse med naturkatastrofer. Men nu, sagde han, befandt jeg mig i en verdensdel, hvor 90 % af det, Røde Kors arbejdede med, var menneskeskabt.

Samtidig var Mellemøsten nok det sted, hvor jeg mødte mest gæstfrihed. I Danmark kan folk i bedste fald fortælle dig, hvad klokken er, og i hvilken retning du skal hen. Andre steder i verden nærmest hiver folk dig ind fra gaden, så du kan komme hjem til dem og bo, de præsenterer dig for familie og venner, de propper dig med mad, og det kan være svært at få lov til at tage af sted igen. Måske skyldes det, at vi har så høj en levestandard i Danmark og har mere at miste ved at invitere nogen indenfor. Hvis det eneste, du ejer, er et værelse med en seng og en stol, er det risikofrit at invitere nogen ind.

DEM, DER HAR mindst, er mest tilbøjelige til at hjælpe. Nærmest uanset hvor jeg har været, har jeg oplevet en direkte sammenhæng mellem, hvor lidt folk har, og hvor tilbøjelige de er til at hjælpe. Dem, som har en stor luksusyacht og ledige kahytter, vil ikke lade dig sejle med. Mens dem, som har en fiskerpram, som er ved at synke, og hvor der egentlig ikke er plads, giver dig lov til at sove på det fedtede gulv i kabyssen.

Verden er som et omvendt lotteri, når det kommer til mennesker. I et konventionelt lotteri kan du forvente at tabe, hvis du køber et lod. Når du har med mennesker at gøre, er det det modsatte. Du vinder praktisk talt altid. Jeg kom uskadt igennem, og det handler primært om, at mennesker er venligere og mere hjælpsomme, end man skulle tro. Men det skyldes også, at jeg har brugt så meget tid på at observere og forstå mine omgivelser og har undgået mange potentielt problematiske situationer. 

JEG GLÆDEDE MIG allermest til at rejse ad Karakoram-vejen mellem Kina og Pakistan. Den ligger i 5.000 meters højde, er en af verdens højest beliggende asfalterede veje, og på hver side springer bjergtoppene op. Jeg havde kigget på billeder af vejen og drømt om at køre på den i ugevis. Det var en af de ting, der fik mig til at rejse videre. 

Jeg ankom til Ulaanbaatar, Mongoliets hovedstad, og ansøgte om visum til at rejse ind i Kina, hvor vejen starter. Vi var en gruppe, der stod foran ambassaden, og vi fik at vide, at vi skulle komme tilbage om eftermiddagen. Det gjorde vi. Der var to, der ikke fik visum, og jeg var en af dem. Jeg fik at vide, at ambassaden kunne sende mit pas til Beijing, hvor de ville se på ansøgningen i en måneds tid, og så ville jeg måske få et visum. Jeg kunne ikke vente så længe, Karakoram-vejen ville lukke på grund af sne, og mit visum til Pakistan, som det også havde været en kamp at få, ville udløbe. 

Jeg brød sammen. Jeg var klar til at tage hjem igen. Jeg var så rasende. Jeg var ildrød i hovedet, jeg havde lyst til at smadre noget, jeg var sur på alt og alle. Jeg kunne slet ikke kende mig selv. 

Jeg gik rundt i Ulaanbaatar i frustration og skuffelse. Der var biler overalt, det var isnende koldt, gaderne var dækket af frost. Jeg havde ikke lyst til at hilse på nogen, men så fik jeg øje på en mor, der krydsede et fodgængerfelt med en lille pige på 6-7 år i hånden. Hun gav mig et pudsigt smil og vinkede energisk til mig. Jeg fik fremtvunget et smil og vinkede tilbage. Jeg havde tårer i øjnene bagefter. 

Fanden tog ved mig igen. Mongoliet grænser kun op til to lande, Kina mod syd og Rusland, som jeg var kommet fra, mod nord. Kina havde lige sagt nej, så jeg var nødt til at rejse tilbage. Der afgik et tog til Moskva den næste dag med Den Transsibiriske Jernbane. Hvis jeg tog en omvej på 14 dage og 12.000 kilometer gennem Rusland, Ukraine, Georgien, Armenien og Iran – som jeg allerede havde været i – kunne jeg akkurat nå at komme til Pakistan, inden mit visum udløb. Det var vinter, så jeg havde næsten hele togvognen på Den Transsibiriske Jernbane for mig selv. Det var heldigt, for jeg var så vred, at mine hænder rystede. Vreden lettede først, da jeg endelig rejste ind i Pakistan. Jeg har stadig til gode at opleve Karakoram-vejen. 

DER VAR KUN ni lande ud af 203 tilbage, da jeg i det tidlige forår 2020 tog med skibet Kota Hening fra Marshalløerne til Mikronesien og videre til Hongkong. Jeg skulle egentlig til Palau, men der var ikke forbindelser fra Mikronesien, så jeg planlagde at tage til Hongkong, hvorfra der fire dage senere afgik et skib til Palau. Hongkong var ikke et land på min liste, da jeg regner det som en del af Kina. Men jeg havde brug for en ny telefon, efter den gamle var druknet i et vandfald, og jeg kendte Hongkong fra mit liv før rejsen. 

Efter 12 dage til søs ankom vi, og da jeg gik op på broen, havde kaptajnen mundbind på. Han sagde, at jeg skulle være forsigtig, for der havde været et virusudbrud i Wuhan. Vi kiggede på et kort, Wuhan var mere end 1.000 kilometer væk, så det havde ikke noget med mig at gøre, tænkte jeg. Jeg gik i land, kørte over til immigrationskontoret på havnen og fik et visum. 

Den dag skibet skulle sejle, fik jeg at vide, at afgangen var forsinket syv dage på grund af kinesisk nytår. Inden for de syv dage lukkede Palau for indrejsende fra Kina, inklusive Hongkong og Macao. Jeg så på, om jeg kunne rejse ind via Sydkorea, Singapore eller Taiwan, men gradvist lukkede landene for indrejsende fra Kina. Det var som et korthus, der ramlede. 

TUREN MED THOR

Thor Pedersen eller Torbjørn C. Pedersen, født i 1978. Fra 2013 til 2023 rejste han til alle verdens lande uden at flyve og uden at vende hjem. Han holder foredrag om sin rejse i Danmark og udlandet og udgiver i april en bog om rejsen på et britisk forlag. Dokumentarfilmen ’The -Impossible Journey’ udkommer i løbet af 2025. Bor i dag i Ørestad i København. Gift med Le og far til en datter, der blev født i 2024.

PANDEMIEN RASEDE, og ingen vidste, hvor længe det ville vare. En engelsk-kinesisk familie havde inviteret mig til at bo hos dem i fire dage, og jeg boede der i fem måneder. På det her tidspunkt havde jeg været væk hjemmefra i syv år. I Europa blev der langsomt åbnet op for grænserne igen, men ikke i Stillehavet, hvor stort set alle de sidste lande på min liste lå. Til at starte med var det nemt at få visumforlængelser, men myndighederne i Hongkong pressede på, for at jeg skulle rejse hjem, fordi jeg havde opholdt mig der så længe.

Hvis jeg ville blive, måtte jeg enten gifte mig lokalt, begynde at studere eller få et arbejde. Sømandskirken i Hongkong tilbød mig så en stilling som juniorassistent til præsten, selvom der ikke var nogen præst. Jeg flyttede først ind i den tomme præstebolig, som var så stor, at jeg aflukkede dele af den. Efterfølgende boede jeg i assistentens mindre lejlighed. Jeg var glad for at hjælpe danske sømænd med at få leveret alt fra PlayStations og lakrids til skibene, der lagde til i havnen.

Jeg havde ikke set Le, min forlovede, i halvandet år. Der var hermetisk lukket for turister i Hongkong, medmindre man var gift. Vi havde planlagt et stort bryllup i New Zealand, efter hun sagde ja til mit frieri i Kenya, men det satte pandemien en stopper for. I stedet blev vi viet online af en giftefoged i Utah i USA. Det tog to minutter. 

Efterfølgende kunne Le komme og besøge mig, men først skulle hun i tre ugers hotel-karantæne. Jeg gik rundt om den hotelbygning, hun var i karantæne i, og kunne ikke fatte, at hun var så tæt på, og at jeg ikke måtte se hende, efter at vi havde haft mere end 10.000 kilometer mellem os i halvandet år.

CNN skrev en artikel om mig, og i Hongkong blev jeg kaldt ’The only tourist in Hongkong’. Jeg endte med at bo i Hongkong i to år.

STILLEHAVSLANDENE er næsten umulige at besøge selv med fly, og at gøre det uden at flyve midt i en pandemi var vanvittigt. Min norske ven Gunnar Garfors, som har besøgt alle verdens lande to gange, har fortalt, at Stillehavet var en kamp for ham begge gange, selvom han fløj. En af udfordringerne var, at der ofte ikke var direkte forbindelser mellem østaterne. I stedet skulle man rejse frem og tilbage til eksempelvis Fiji eller Singapore og så rejse videre fra containerskibsknudepunkterne. Samtidig havde mange af landene stadig corona-restriktioner. Det betød, at jeg ofte sad fast i ugevis. 

Størstedelen af tiden brugte jeg på ambassader og shippingkontorer, hvor jeg forhandlede om indrejsetilladelser. Et af de sværeste lande at komme ind i var Tonga. Jeg havde fundet et skib, der skulle sejle dertil, fået tilladelse fra rederiet og forhandlet med regeringen i ugevis om indrejsetilladelsen. Dagen før skibet skulle sejle, havde jeg ingen idé om, hvor lang tid der ville gå, inden et andet skib skulle sejle den rute. Så fik jeg en mail fra Tongas præsident i et helt andet sprog end den diplomatstil, jeg var vant til. ”Bare luk ham ind,” stod der. Det var et af mine allersidste lande. 

DET SIDSTE LAND var Maldiverne. Indtil mit næstsidste land, Sri Lanka, havde jeg mærket et boost af glæde, hver gang jeg kom til et nyt land. Men da jeg ankom til Sri Lanka, var jeg iskold. Jeg følte mig som en maskine. 

I Maldiverne var der en velkomstkomité af venner, medier og familie, der var rejst ud for at fejre med mig. Men jeg kunne mærke, at noget var galt. Jeg havde dårlig samvittighed over for mine venner, som snorklede med delfiner, drak mai tais og solbadede, mens jeg gik igennem dagens medieprogram. Jeg smilede på billederne, men der var slukket i mine øjne. Glæden kom aldrig, mens jeg var der, og jeg blev bange for, om det var the new normal.

Jeg ville slutte cirklen og rejse hjem til søs. Mærsk havde sagt, at de kunne få mig hjem med skib fra Maldiverne til Sri Lanka, derefter retur til Malaysia og endelig med en rute på 33 dage fra Malaysia over Rotterdam og Göteborg til Aarhus. 

26. juli 2023, næsten 10 år efter jeg var rejst af sted fra Dybbøl Mølle, ankom skibet til Aarhus. Det var et af verdens største containerskibe, og da jeg trådte ned fra gangbroen på skibet, var kajen fyldt med folk, der vinkede med dannebrog. Mange havde taget dansk mælk med, fordi jeg i interviews havde sagt, at det var noget af det, jeg havde savnet mest ved Danmark. Og jeg blev glad på en måde, jeg ikke havde været i flere år. 

Jeg kan næsten ikke huske noget fra havnen, det var et virvar af mennesker og medier og flag. Bagefter kørte min kone Le og jeg til en restaurant, hvor vi spiste dansk mad, og morgenen efter løb vi en tur rundt om min barndoms sø, Bryrup Langsø syd for Silkeborg. Den duftede præcis som dengang, jeg var barn. 

JEG OPGAV DRØMMEN om at få børn, da jeg var af sted. I mange år havde jeg troet, at en af omkostningerne ved projektet var, at jeg ikke skulle være far. Jeg var 34, da jeg forlod Danmark, og 44, da jeg vendte hjem. Le var i slutningen af trediverne, og vi troede, vi havde forpasset chancen.

Vi var ved at indstille os på tanken om et liv uden børn, men så blev hun gravid. Hver eneste dag på rejsen havde jeg overvejet, hvor meget af mit liv jeg ville give til det her projekt, og det var måske den største pris. Vores datter blev født i slutningen af 2024. Det har jeg stadig svært ved at forstå. 

MIN FØRSTE UDLANDSREJSE, efter jeg kom hjem, var til Finland, hvor min mor bor. Jeg havde ikke set hende i otte år. Det var ikke alle i min familie, der var i live, da jeg kom hjem. Jeg var gået glip af mine bedste venners bryllupper, og jeg kunne ikke støtte dem, når de gennemgik skilsmisser. 

Jeg har haft svært ved at knytte mig til Danmark igen. Jeg synes, det er svært. Tre af de skibe, jeg sejlede med, ligger i dag på havets bund. Jeg har flere gange troet, at jeg skulle dø, og jeg bærer på et mentalt traume fra tiden i det centrale Afrika. Der er flere ting, der skal behandles. 

Jeg har hørt stemmer flere gange, efter at jeg er kommet hjem. Det er en mandestemme med britisk accent, der siger: ”Don’t give up, don’t give up, don’t give up.” Det er måske et halvt år siden, jeg hørte ham sidst. Jeg håber ikke, han vender tilbage. Min far har sagt, at han ikke tror, man helt kan vende tilbage efter sådan en rejse. Han har revideret det siden og sagt, at han godt tror, at jeg kan. Men frygten sidder i mig. Jeg håber ikke, at han har ret. Det har været en dannelsesrejse, jeg er kommet rigere hjem, og jeg vil ikke være foruden det. Men jeg ville aldrig være taget af sted, hvis jeg havde vidst, hvad rejsen ville indebære. Det er paradokset.

Hvad har den tidligere PET-chef altid med på rejsen?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Peter Nørby

1.

”Jeg rejser meget i Danmark for at holde foredrag – og både herhjemme og i udlandet for at møde kilder og lave research til mine bøger. Senest var jeg i Berlin, fordi den næste bog, jeg arbejder på, foregår i DDR. Når jeg er på farten og har aftaler, er det absolut nødvendigt for mig altid at have min telefon med.”

2.

”Hvis jeg overnatter på rejsen, læser jeg bøger på min e-reader, masser af politiske biografier. Jeg læser både engelsk, tysk og svensk, og den seneste var en bog om Stalin og hans efterretningschefer.”

3.

”Jeg kan ikke lide at rejse overloaded. Jeg bliver stresset bare af at se folk med store kufferter. Så jeg har minimalt med bagage, men mine læsebriller må jeg ikke glemme.” 

Frank Jensen, 75 år, er tidligere operativ chef i PET og fast tilknyttet TV 2 som kommentator. Hans seneste roman, ’Den dansende spion’, udkom i januar på People’s.

Thor Pedersen har besøgt alle verdens lande uden at flyve en eneste gang. Han troede, det ville tage fire år, men han var væk i 10 uafbrudte år. Tag ud i verden med Danmarks måske mest berejste mand.
Tekst:Michelle ArrouasFoto:Pavel Toropov

Læs anden del af historien om Thor Pedersens 10-årige verdensrejse her.

I STARTEN AF 2013 fik jeg en mail. Den var fra min far, og der var et link til en artikel om folk, der havde rejst til alle lande i verden. Det gik op for mig, at man som helt almindeligt menneske kunne besøge samtlige lande, og en optælling viste 203, hvis man talte alle med. 

Jeg har altid haft en interesse for eventyr, og som barn fantaserede jeg om at være Robin Hood, Ivanhoe eller Indiana Jones og drømte om at rejse ud til fjerne galakser. Men så bliver man voksen, og man finder ud af, at det hele er gjort. Jeg gik rundt med en skuffende følelse af, at hele verden var opdaget, og alle ekspeditioner var afsluttet. Men der var ikke ret mange mennesker, der havde besøgt alle verdens lande. Og ingen havde gjort det uden at flyve. 

Først tænkte jeg, at jeg var for gammel. Jeg var 34, alle mine venner havde fået børn, jeg havde mødt en dejlig kvinde, og jeg var glad for mit arbejde – shipping og logistik. Hvis nogen manglede en logistikmand, tog jeg til Bangladesh eller Sydamerika i et vist antal måneder. Men i starten af 2013 ringede telefonen ikke så meget, og jeg tænkte over, hvad det egentlig var, jeg ville med mit liv. Og så dumpede den mail fra min far ind. 

Med min logistikbaggrund begyndte jeg at kigge på verdenskort, shippingruter og muligheder. Og en dag følte jeg, at jeg ville give det et skud. Jeg havde nogle dybe samtaler med Le, som jeg havde et forhold med, og vi blev enige om at være sammen, så længe det gav mening. Jeg troede, at jeg kunne gøre det ved at være syv dage i snit i hvert land, og at det ville tage mig fire år. 

Foto: Mike Douglas

10. OKTOBER 2013 klokken 10:10 begyndte jeg rejsen ved Dybbøl Mølle. Et historisk sted og tæt på grænsen til Tyskland, hvorfra jeg hurtigt ville kunne krydse mit første land af. Og så havde jeg indgået et samarbejde med Røde Kors, som havde sit hovedkontor her i 1864. 

Da bussen kom, havde den nummer 1 på displayet. Selvfølgelig, tænkte jeg. 

Det var den første af 351 busser, 219 taxaer, 158 tog, 40 containerskibe og rigtig mange rickshaws, men det vidste jeg ikke dengang. Jeg rejste med en duffelbag med en sovepose, myggenet, løbesko, hængekøje, tøj til alt slags vejr og en lille taske med computer, kamera og mit pas. 

Det gik stærkt til at begynde med. Jeg besøgte nærmest et land hver eller hver anden dag – min regel var, at jeg skulle tilbringe mindst 24 timer i hvert land – og folk, jeg mødte, jokede med, at jeg ville være færdig inden for et år med den fart. Men jeg vidste, at jeg ville få brug for tiden senere, når afstandene blev større, jeg skulle have visum og ikke kunne rejse frit rundt som i Europa. 

Jeg tabte mig meget, fik ikke meget søvn, og jeg havde travlt. Mit budget var 20 amerikanske dollar pr. dag, cirka 110 kroner – jeg ville ikke komme hjem som 38-årig og have gæld. Jeg havde indgået et samarbejde med virksomheden ROSS Energy, som skulle hjælpe med udgifterne. Og jeg blev goodwill ambassadør for Røde Kors, så ud over at poste dagligt på min blog og på sociale medier skulle jeg besøge Røde Kors i de 199 lande, hvor de er til stede, og skrive om deres arbejde.

Det viste sig at være fuldstændig overvældende. Tilmed skulle jeg hele tiden finde ud af, hvordan jeg kom til næste land uden at flyve, jeg skulle søge visum og finde et sted at sove. Mit budget kunne ikke dække hotelværelser, sjældent hostels, så jeg brugte ofte couchsurfing – en platform, der giver adgang til at overnatte gratis hos fremmede. 

DA JEG FORLOD Danmark, troede jeg naivt, at rejsen ville blive én stor folkefest, og at alle skibe ville stå til rådighed for mig. Mit humør skiftede for alvor, da jeg ankom til Island og forsøgte at komme om bord på et skib til Canada. På rederiet ringede receptionisten efter direktøren. Det var, som om det blev mørkere i lokalet, og luften døde, da den her skikkelse kom ned ad trappen. Jeg foreslog hende, at jeg kunne holde et foredrag om min rejse mod at få lov at komme om bord. Hun kiggede helt koldt på mig og spurgte, om jeg ikke vidste, at dem, der holder foredrag, har besteget Mount Everest. Der var ingen chance for, at jeg kunne komme om bord på det skib, og der var lang tid til, at et andet rederi sejlede samme rute. 

Jeg gik halvanden time tilbage til mit hostel, det var vinter og møgkoldt. Det hele punkterede bare. På gåturen tænkte jeg, at hun havde ret: Jeg var lille og ubetydelig. Mens andre besteg Mount Everest, var min rejse ligegyldig. Var det på tide at give op og vende hjem? 

Da jeg endelig ankom til mit hostel, googlede jeg, hvor mange der havde været på toppen af Mount Everest. Det var mere end 5.000. Så søgte jeg på, hvor mange der havde besøgt alle verdens lande. Dengang var det omkring 200, og de havde alle sammen gjort det ved at flyve. Måske var det ikke helt åndssvagt alligevel. 

TUREN MED THOR

Torbjørn C. Pedersen – aka Thor Pedersen – er født i 1978 i Kerteminde. Han holder foredrag både i Danmark og udlandet og udgiver i april en bog om sin rejse på et britisk forlag. Dokumentarfilmen ’The Impossible Journey’ udkommer i 2025.

JEG HAVDE ENGANG set en video, der demonstrerede, hvordan man kan komme ind, hvor man vil, så længe man har sådan en gul arbejdsvest på, noget papir under armen og ser autoritær nok ud. Næste dag tog jeg ned på havnen med arbejdsvest på og gik gennem sikkerhedskontrollen med spændte skuldre. Der var ikke nogen af vagterne, der stoppede mig. Jeg gik hen til gangbroen til rederiets skib og sagde, at jeg havde et møde med kaptajnen. Det passede ikke, men de hentede ham, og han ville gerne hjælpe mig. Jeg har brugt tricket med at virke autoritær mange gange siden. 

Jeg var helt høj, da vi stævnede ud et par dage senere. Ikke bare var jeg kommet om bord på det skib, jeg ikke måtte sejle på, det var også første gang, jeg krydsede mellem to kontinenter. Det føltes gigantisk. Solen var ved at gå ned, da vi skulle sejle. Kaptajnen kiggede ud over havet og sagde, at havet aldrig var så roligt. Jeg sagde, at det var godt, de havde mig med, måske var jeg en slags lykkesfugl. Efter et par dage begyndte det at gynge – mere og mere. Jeg havde arbejdet i shippingindustrien, så jeg var vant til lidt af hvert. Men jeg var helt sikker på, at vi ville synke. At vi ville gå ned i nærheden af Titanic. Havet var så stort og vildt, og på grund af det voldsomme vejr endte turen med at tage mange uger. Da jeg gik i land i Canada, føltes det som et mirakel. 

JEG KRYDSEDE CANADA i busser og USA i tog, blandt andet den legendariske California Zephyr-rute fra Chicago til Californien, som var fantastisk. Jeg boede i Canada som barn, har boet og arbejdet i USA og rejst i Centralamerika på motorcykelture, så jeg vidste, at det er nemt at komme rundt, og at man ikke skal have nogle besværlige visa. 

Gennem Centralamerika og Sydamerika stod den på busser, med undtagelse af en båd på Amazon-floden, som jeg var om bord på i fire dage. Jeg forsøgte ofte at være anonym og undgå at fortælle folk om rejsen. Hvis først jeg nævnte mit projekt, var det eneste, vi kunne tale om, hvor langt jeg var nået, og hvad jeg havde oplevet. Især på de mange hostels, jeg boede på, hvor mange af de andre gæster var 18-20 år gamle. De syntes, at det var for vildt. Ofte sad jeg bare i et hjørne og arbejdede på blogs, Røde Kors-tekster og min rejse-research. 

I stedet for at tage til berømte strande, nationalparker eller historiske attraktioner tog jeg til landenes hovedstæder. Det var der, Røde Kors og ambassaderne lå, og derfra, de internationale busforbindelser gik. Jeg holdt en uges ferie i Peru, hvor jeg vandrede til Machu Picchu, men ellers var jeg ikke konventionel turist. Den planlagte rejse var på 382.000 kilometer, hvilket svarer til 9,5 gange rundt om ækvator, så jeg var overbevist om, at jeg ville få store oplevelser, selv hvis jeg ikke opsøgte dem. 

JEG FIK EN RUS af fremgang, hver gang jeg krydsede en grænse til et nyt land. Det gjaldt især for østaterne, der er sværere at komme til på grund af transport og visumkrav. Efter at have rejst gennem hele Sydamerika nåede jeg Caribien og skulle snart krydse Atlanterhavet igen med kurs mod Afrika.

En tidlig morgen ankom jeg med båd til St. Vincent & Grenadinerne – et meget fredfyldt sted med højt, svitset græs og lokale, der går rundt og siger ’jah’. Jeg satte mig ved en udendørs café, og ved et af de andre borde sad der en mand, der lidt lignede en pirat. Han begyndte at tale til mig, og han blev ved, selvom jeg først var lidt irriteret. Det endte med, at vi talte i syv timer. Folk kom forbi og blev en del af samtalen, forsvandt igen, blev erstattet af andre, men vi blev bare siddende.

På de syv timer lærte jeg mere om det land, jeg befandt mig i, end jeg havde gjort i andre lande, hvor jeg havde været en måned. Der er mange smukke lande, der er mange bjergtoppe, søer og fugle, men det, der sætter sig, er samtalerne. 

Foto: Mike Douglas

JEG HAVDE FÅET NOK. Jeg var kun nået til det centrale Afrika, to år efter jeg tog af sted, og jeg kunne se, at projektet ville tage mere end fire år. Jeg mødte ingen andre, der havde rejst uafbrudt så længe. Jeg var mæt af solnedgange og nye byer. Det føltes som en flaske, der var proppet så mange oplevelser ned i, at den var ved at krakelere. 

Alt faldt fra hinanden cirka samtidig. Jeg fik cerebral malaria, lå syg i ugevis, og jeg var svært svækket og rystede på hænderne, da jeg genoptog rejsen. Mit online-langdistanceforhold knirkede helt vanvittigt, jeg havde mistet min finansielle partner, der var nødt til at skære unødvendige udgifter fra, og jeg løb konstant panden ind i en mur af korruption og magtmisbrug. Jeg vidste ikke, hvor pengene skulle komme fra, jeg var bekymret for mit helbred, jeg var bange for, om jeg kunne holde fast i den kvinde, jeg elskede, og jeg var i tvivl om, hvad fanden det var, jeg lavede. Jeg kunne ikke mere.

INDEN JEG TOG HJEM, skulle jeg til Gabon og hente min store rejsetaske, som jeg havde efterladt i landets hovedstad Yaounde, da jeg tog ud til østaterne Saõ Tomé og Principe. Men derfra kunne jeg ikke komme på et skib tilbage til Gabon, kun til Cameroun, så det gjorde jeg. Men nu ville de ikke lukke mig ind i Gabon igen. De sagde, det var på grund af manglende papirer, og de sendte mig i pendulfart til Yaounde, som det tog to dages rejse med lokale busser at nå. Her skulle jeg jagte kontorer og opstøve papirer, som jeg vidste, de ikke havde behov for.

Om natten kom der politi ind i busserne og lyste med lygter, og det var altid mig, der blev hevet ud. Og om dagen blev der råbt whitey efter mig på gaden, nogle gange venligt, andre gange med en snert af had og bitterhed. Mit liv havde været lettere, hvis jeg havde givet dem 100 dollar, men det ville jeg ikke. Så de blev ved med at afvise mig og sagde, at stemplet sad forkert. Jeg rejste frem og tilbage til grænsen fire gange. Som et ekstra lag af desperation havde jeg efter mange, mange forsøg endelig fået visum til Ækvatorialguinea, og jeg skulle nå ind i landet, inden det udløb. Det var som et kalenderlys, hvor dagene bare brændte.

Fjerde gang jeg kom til grænsen, lod de mig passere, og jeg kom endelig til Gabon og fik min taske. Det føltes som at krydse slutlinjen til et maraton for så at få en sæk kartofler og få at vide, at du lige skal løbe 10 kilometer mere. Jeg troede ikke, jeg havde mere på tanken, men det havde jeg. 

ALVERDENS RIGER OG LANDE

Antallet af lande i verden er ikke statisk. Det bevæger sig afhængigt af politisk indstilling og definition. Nogle mener, at antallet lige nu er over 240 lande, mens FN har 193 medlemslande. På tidspunktet for Thor Pedersens rejse var det estimerede antal 203.

JEG KAN SIGE meget pænt om det centrale Afrika, der er smukt, folk er generelt søde, der er god mad, og der er meget at komme efter kulturelt og historisk. Men hold kæft, det er hårdt at rejse der. 

Da jeg krydsede grænsen til Namibia, var der Burger King, asfalterede veje og outlet stores. Det var som en anden planet. Jeg sad på en stol i en lille uge på et hostel og stirrede ud i luften. Det var som at forlade en krigszone af vanvittig korruption og ineffektivitet. Jeg var shell-shocked, og det kan jeg stadig være i dag, når jeg tænker tilbage. Det tog mere end to år at rejse gennem alle Afrikas lande. Men det var også fantastisk, for Le kom og besøgte mig i Kenya. Jeg friede til hende på toppen af et bjerg i en snestorm. Hun sagde ja.

Benjamin Kaus har autisme og har haft diagnosen, siden han var fem år gammel. Nu er han 30 og har foreløbig besøgt 108 lande. Det var der ingen, der så komme, dengang hans verden næsten brød sammen, hvis bussen var fem minutter forsinket.
Tekst:Malin Kristina WesterlundFoto:Benjamin Kaus

DET KYRILLISKE ALFABET

I efteråret 2016 var jeg i Rusland med en ven. Vi rejste rundt med tog og var begyndt med et par dage i Sankt Petersborg. På byens banegård, hvor vi ventede på nattoget til Moskva, hang et stort kort over Rusland og alle nabolandene, altså de tidligere sovjetrepublikker. Alle navnene stod på russisk, men fordi jeg har specialiseret mig i geografi, siden jeg var 7-8 år gammel, og min mor gav mig et atlas, kunne jeg afkode stederne, og derfra også de russiske bogstaver. Jeg kunne jo hurtigt se, hvor der stod Moskva, og så kunne jeg gætte mig til, at c var s og b var v. 

Usbekistan.

Længere mod vest på kortet kunne jeg se, at der stod Sankt Petersborg, og så var jeg ligesom i gang. Det tog mig to timer cirka at afkode og lære bogstaverne, og siden har jeg ikke glemt dem. På det punkt har jeg lidt af en elefants hukommelse. At kunne det kyrilliske alfabet er en stor fordel, når man skal finde rundt i Rusland og i de tidligere sovjetrepublikker, som jeg siden har besøgt flere af.

Blandt andet da jeg var i Ukraine i 2017 og skulle navigere rundt i metroen. Og i sommers, da jeg var i de centralasiatiske lande Kasakhstan, Tadsjikistan, Usbekistan og Kirgisistan. Jeg kan dog ikke tale eller forstå russisk, men det var en god og lærerig måde at slå tiden ihjel dengang på banegården i Sankt Petersborg. 

Tadsjikistan.

BENJAMIN KAUS

30 år, fra Fredensborg, student fra Gentofte Studenterkursus. Har to deltidsjobs, på et kafferisteri og på forsyningsselskabet Hofor, for at opnå den fleksibilitet, der skal til for at rejse og fotografere så meget, som han gør.

ITALIENSK FOR BEGYNDERE – OG VIDEREKOMNE 

Jeg har noget med tog. Så snart der har været mulighed for det, har toget været min førstepræference. Min første store rejse til udlandet var også med tog. Det var med min far, der tog mig med på interrail, da jeg ikke var ret gammel. Efter den tur erklærede jeg, at jeg ville være globetrotter, når jeg blev stor. Det har min mor fortalt, jeg kan ikke selv huske det.

Men jeg husker stadig Venedig, hvor jeg blev væk fra min far. Jeg var ikke meget mere end fem år, og jeg blev selvfølgelig bange, men jeg husker det ikke, som at jeg gik i total panik. Jeg kan huske en mand i jakkesæt og med hat, der tog mig med hen på en café, indtil min far fandt mig. Allerede dengang var jeg lidt ude at opleve på egen hånd, kan man sige. Italien er et af mine yndlingsrejsemål i Europa. Det var også her, jeg første gang prøvede at stå op klokken møg for at fotografere.

Trevi-fontænen.

Jeg havde allerede fotograferet en del på det tidspunkt, blandt andet inspireret af den amerikanske fotograf Steve McCurry, der havde en udstilling på Frederiksborg Slot (i 2015. red), som jeg så. McCurry er blandt andet kendt for sine portrætter af folk fra Afghanistan, Pakistan og Indien, og mange af dem er taget helt tæt på, hvilket jeg dog ikke rigtig selv dyrker så meget. Det er sjældent, jeg fotograferer mennesker, heller ikke mig selv. Men der var noget i McCurrys komposition, der talte til mig.

I Rom stod jeg op klokken fem og tog den første metro til Den Spanske Trappe. Det var magisk. Der sad to mennesker på hver sin side af trappen, og da de gik nogle minutter senere, havde jeg det ellers meget populære område helt for mig selv. Bagefter gik jeg op til Piazza Navona og Trevi-fontænen. Rom er en virkelig smuk by, men man skal tidligt op, hvis man vil nyde den alene. På samme tur var jeg også nede ved Pompei, hvor man netop har indført restriktioner på, hvor mange der må komme ind. Der var det bedste besøgstidspunkt sjovt nok hen på eftermiddagen. Der var selvfølgelig stadig en del mennesker, men alligevel lykkedes det at få nogle billeder, der fik stedet til at ligne en filmkulisse. 

Mount Fuji.

BJERGTAGET

Mit yndlingsland i verden er Japan. Der er sindssygt smukt, og man finder ikke et høfligere folkefærd end japanere. Første gang, jeg var der, var med min far i 2013. Det var på den tur, det med at tage billeder for alvor opstod – med den iPhone 4S, jeg havde dengang. Da jeg kom tilbage 10 år senere, kunne man godt mærke, at engelskniveauet havde rykket sig, og at de ikke er lige så sky som førhen. Næsten alting står også med det latinske alfabet, så det er ikke svært at finde vej, selvom jeg ikke kan japansk og heller ikke kan læse tegnene.

Honcho Street i Fujiyoshida.

Sidst jeg var i Japan, tog jeg ud for at se Mount Fuji, som man ikke nødvendigvis skal forvente at opleve som på Instagram og reklamer, da det tit er dækket af tåge. Også her måtte jeg tidligt op, og ved den berømte Chureito-pagode ventede jeg i over en time, inden åbenbaringen kom, og tågen lettede. For enden af trappen, der fører op til Chureito-pagoden, fik jeg en fantastisk udsigt til Mount Fuji med træer med røde efterårsfarver og uden mennesker, selvom jeg langtfra var den eneste, der prøvede at fange det perfekte efterårsbillede.

På vej ned tog jeg en lille omvej for ikke at ødelægge billedet for de andre. Uden jeg var klar over det, fandt jeg byen Fujiyoshida og området med den berømte Honcho Street, der har Mount Fuji i baggrunden. Jeg fandt det ved et rent tilfælde. Det er det, der sker, når man ikke har nogen specifikke planer, hvilket også er derfor, man ikke skal planlægge alt til punkt og prikke. 

EN FREMMED PLANET 

Som barn var jeg meget tidsstyret. Jeg blev hentet af sådan nogle taxabusser, når jeg skulle i skole, og hvis bussen var 5-10 minutter forsinket, kunne min verden nærmest bryde sammen. Det er noget, man er nødt til at leve med, når man er på farten.

Jeg kom af med det, da jeg var 12-13 år, og det, der faktisk effektivt dræbte det, var, da jeg selv skulle begynde at tage offentlig transport. Jeg sørgede for, at jeg altid kom før de andre, og så betød det pludselig ikke noget. Siden har det ikke været det store problem, og det er selvfølgelig afgørende for, at jeg kan rejse, som jeg gør. Forsinkelser er jo en del af rejselivet. Selvfølgelig kan man være enormt træt og bare gerne ville frem, men det er ikke noget, jeg panikker over. Jeg tager stort set tingene, som de kommer.

Star Wars-landskab i Tunesien.

Som da jeg var i Tunesien for to år siden, hvor jeg primært tog rundt med de minibusser, tuneserne kalder louage. Jeg har de senere år haft en interesse i at opsøge filmlokationer rundtomkring, og jeg skulle til ørkenbyen Tozeur i den vestlige del af landet. Først skulle jeg tage en louage til én by og derfra en anden videre, men da jeg kom til det første stop, var der fuldstændig øde. Det var bare et lille holdested midt ude i ingenting.

Det så ikke ud, som om der nogensinde havde kørt en louage. Men det fandt jeg så en, der gjorde, og jeg fik set Tozeur og området omkring byen, hvor flere af scenerne fra ’Star Wars’ er optaget. Det så virkelig ud til at være fra en anden planet, hvilket man også fik følelsen af, når man var der.

TASKERØVERI

I Sydafrika blev jeg desværre røvet med en pistol i Johannesburg. På trods af at jeg boede tæt på stationen, tog jeg alligevel chancen og gik ud med den store taske, jeg havde med. Der kom fire unge mænd bagfra, og den ene tog hårdt fat i tasken. En af dem havde en pistol, og så var jeg nødt til at give slip på tasken. Samtidig følte jeg mig enormt heldig, da jeg kunne være blevet dræbt. Og de frarøvede mig heller ikke min lille taske, hvor jeg havde alt det vigtigste. Der var stort set ikke andet i min store taske end tøj.

Bagefter ville jeg indlevere en anmeldelse på den lokale politistation, men jeg var for presset i forhold til at nå toget videre, så i stedet indgav jeg politianmeldelsen i Durban, som gik for at være endnu farligere end Johannesburg. Men her skete der mig ikke noget.

Kruger-Nationalparken.

Jeg har også rejst en del i Latinamerika uden problemer, og generelt er tommelfingerreglen i lidt mere belastede områder at holde sig til befærdede steder, hvor der er mange mennesker. Så er sandsynligheden mindre for, at uheldet rammer. Det her skete netop en søndag, hvor der ikke var helt så mange mennesker på gaden, og det er noget, kriminelle udnytter. Det kan måske lyde voldsomt, og det var det også, men jeg fortsatte turen uden yderligere ubehageligheder.

På den sidste del af turen var jeg på safari i Kruger-nationalparken i fire dage og så både zebraer, løver, næsehorn og elefanter. Det var en god tur efter omstændighederne, og generelt er sydafrikanere enormt venlige og gæstfri mennesker. Episoden i Johannesburg har ikke påvirket mit syn på landet. Når det kommer til stykket, ved man jo aldrig, hvor man finder forbryderne.

Et par togstop syd for den danske grænse kan man opleve Miniatur Wunderland, verdens største modeltog-anlæg. Ud & Se tog til Hamborg for at se verden i miniformat og køre jorden rundt på skinner.
Tekst:Eline Kedishe Østergaard FrankFoto:Miniatur Wunderland Hamburg

TILRÅBENE FRA DE fremmødte fans bliver overdøvet af dunkende musik. På en stor oplyst scene står den schweiziske DJ BoBo klar til at holde et brag af en koncert, mens blitzene fra de spændte fans’ kameraer blinker som stjerner fra den enorme folkemængde. Bag koncertområdet er et grønt græsareal, hvor koncertgængere er i fuld gang med at slå deres medbragte telte op.

Ved toiletområdet er køen overraskende kort. Måske skyldes det, at en lille gruppe er i færd med at vikle en dreng ind i toiletpapir lige foran de blå toiletbåse. I baggrunden kan man se de smukke bjerge, som kendetegner Schweiz, og hvis dette havde været en rigtig koncert, ville mængden have været overvældende, men koncertgængerne er ikke mennesker, men nogle af de i alt 292.000 figurer, som bebor Miniatur Wunderland. 

De lever farverige liv med blandt andet koncerter, bryllupper og demonstrationer – og tog, biler og færger kører og sejler hele tiden i de forskellige ’verdener’. I Knuffingen Airport, verdens største miniature-lufthavn, ankommer og letter flyene i minuttakt, og lys og lyd fra hverdagens summen af biler, mennesker og natur vækker toglandskabet til live. Og de besøgende har rig mulighed for selv at deltage på en sjov og interaktiv måde, da der er placeret knapper ved alle landskaberne, som med et enkelt tryk lyser landskabet op og får lyde til at brage ud af højttalerne.

ANLÆGGET LIGGER NED til kanalen i Hamborgs historiske havnedistrikt Speicherstadt, som er kendetegnet ved store, murstensrøde, renoverede pakhuse, der i dag huser cafeer, hoteller og museer – blandt andet Miniatur Wunderland, der siden indvielsen i 2001 bare har vokset sig større. Der er på nuværende tidspunkt 12 forskellige verdener – den nyeste er Monaco & Provence, som åbnede i april 2024. De resterende er Italien, Schweiz, Venedig, Østrig, Skandinavien, det centrale Tyskland, Knuffingen, USA, Rio de Janeiro, Hamborg og Patagonien. Og med en imponerende indretning på 1.694 m² er der stadigvæk plads til nye udvidelser. I øjeblikket er regnskoven i Amazonas og Atacama-ørkenen under opførelse og forventes at åbne i 2025/26.

Udstillingsrummet vrimler med mennesker, der begejstret tager billeder af de forskellige landskaber. Børn i alle aldre hiver utålmodigt i deres forældre for at vise dem den næste sjove ting, de har fået øje på. Blandt dem går Ulf Düring på 66 år, som længe står og beundrer hvert landskab. Han er pensionist og har inden sin pension arbejdet på et hospital i røntgenafdelingen.

WUNDERLAND I STORE TAL

1.231 tog
12.000 togvogne
1.403 signaler
52 fly
11.080 biler
5.278 bygninger og broer
521.500 LED-lys
157.000 træer

”Jeg har altid gerne villet besøge museet. Jeg bor i Berlin, men lige nu er jeg på besøg i Lüneborg, tæt på Hamborg. Så jeg besluttede mig for at bruge en dag her,” fortæller Ulf Düring. 

Rummene er fyldt med mange fascinerende indslag, og det kan derfor være en udfordring at vælge en favorit. Alligevel er der én ting, som Ulf Düring særligt har bidt mærke i: ”Der er så mange detaljer inkluderet i alle udstillingerne. Jeg synes især, at det har været spændende at se de forskellige tog køre frem og tilbage. Da jeg var lille, havde jeg selv et modeltog, som jeg legede meget med, selvfølgelig ikke i samme skala som det her. Jeg har også selv rejst meget med tog. Da jeg var lille, havde mine forældre ikke en bil, så vi tog altid toget – blandt andet til Danmark fra Berlin,” fortæller Ulf Düring. 

DET ER KÆRLIGHEDEN og passionen for modeltog, der er grundstenen og fundamentet i hele Miniatur Wunderland, som har 16,5 kilometer skinner placeret over hele udstillingen. Skinnesporene snor sig elegant gennem varierende landskaber, klatrer op ad majestætiske bjerge som Matterhorn i Schweiz, kører gennem store som små byer og krydser broer som for eksempel Storebæltsbroen. 

De forskellige verdener anvender også forskellige typer af skinner fra modeltogsfabrikanter som Märklin og Roco, og for at forbinde alle verdener med hinanden er der en hovedrute, hvor der er brugt Märklin K-skinner. 

De 1.230 tog, der kører på skinnerne, er heller ikke ens, men ligner de tog, der kører i de respektive lande. Er det ikke muligt at købe et tog, der passer til en bestemt verden, bygger et team på Miniatur Wunderland det selv.

Man kan opleve modeltog som for eksempel IC3 klasse 407, Deutsche Bahns intercitytog og det længste godstog i Miniatur Wunderland, der er næsten 15 meter langt. Derudover kan man beundre mere eventyrlige tog, som Hogwarts-ekspressen, der kører gennem byen Knuffingen. Alle modeltog er computerstyrede, togene forsynes med strøm via skinnerne, mens bilerne har et batteri indeni, og al bevægelse overvåges fra et kontrolrum.

MØRKET FALDER PÅ i Wunderland. Det er blevet nat, og mens de besøgende bliver indhyllet i mørke, tændes lysene i udstillingerne, og nattelivet starter for de små figurer. 

32-årige Peter Sherwin og 28-årige Talitha Stortz står sammen i udstillingens skær. De arbejder begge som civilingeniør. Peter er fra England, og Talitha fra Brasilien, men nu bor de begge i København. Det er takket være Talitha, at de nu er på besøg i Miniatur Wunderland. 

”Det var mig, der anbefalede, at vi skulle herhen på vores Hamborg-tur. Jeg har tidligere boet i byen og besøgt stedet, så jeg ville gerne se hans reaktioner på det hele,” fortæller Talitha, mens hun kigger på sin medrejsende. 

”For mig har det mest spændende været at se Antarktis. Jeg kunne godt lide skibene på havet, jeg synes, det var virkelig cool lavet,” tilføjer Peter Sherwin.

At parret og andre besøgende bemærker, hvordan landskaberne er lavet, er der ikke noget at sige til. Udstillingen har nemlig et værksted, hvor museets medarbejdere ihærdigt arbejder på at bygge nyt og vedligeholde det eksisterende – et team bygger landskaber og figurer, et andet står for teknikken, såsom lyd, lys og mekanik, og et tredje vedligeholder modeltogene og bygger de tog, som museet ikke kan købe. 

TAG SELV EN MINIATUR 

Du kan finde en togbillet til Hamborg på dsb.dk. Prisen på en standardbillet starter fra 220 kroner og afhænger af, hvorfra og hvornår du tager af sted. Der kører direkte tog fra København, Odense og Kolding flere gange dagligt. En voksenbillet til Miniatur Wunderland koster 20 euro, børn under 16 år koster 12,50 euro, mens børn under en meter kommer gratis ind. Der er mulighed for tilkøb – blandt andet en VR-oplevelse, hvor man kan udforske Miniatur Wunderland, som er man selv en af de små figurer.

For at gøre de små verdener så autentiske som muligt er alt bygget med fokus på det virkelighedsnære, men nogle størrelsesforhold er ændret på grund af pladsmangel. Et eksempel er Roma Termini, Roms hovedbanegård, som er bygget præcis som den originale undtagen skinnernes længde, der er blevet beskåret med 50 procent. 

Tilbage midt i hvirvelvinden af mennesker, som alle forsøger at få det perfekte billede af en forbipasserende brandbil med udrykning, står Peter Sherwin og Talitha Stortz. De har begge besøgt nogle af de steder, som er portrætteret i miniform, blandt andet Rio de Janeiro og Italien. 

”Det er meget sjovt at se stederne i miniature, når man har været der på ferie,” siger Talitha Stortz, der sammen med Peter Sherwin forsvinder videre rundt i den store udstilling, hvor hvert nyt landskab åbenbarer nye detaljer, jo længere man står og observerer. Ingen af verdenerne er statiske. Hvis der ikke kører et tog forbi, kører der en bil. I Schweiz er der koncert, i Rio de Janeiro er der karneval, i Monaco er der Formel 1-løb, og i Italien kan man se historiske bygninger som Det Sixtinske Kapel i Vatikanstaten. Verden er i det hele taget stor i miniformat.

Gitte Holtze elsker at flytte fødderne. Hun har gået i Pyrenæerne, i Nepal og over 4.000 kilometer fra Mexico til Canada. Et af hendes smukkeste vandreminder er dog en overnatning under åben himmel ved Vesterhavet.
Tekst:Lene Lykke HovmandFoto:Privat

EN MILD SOMMERAFTEN i juni 2022 var der forbavsende få mennesker på stranden syd for Hirtshals. Gitte Holtze kom gående forbi og fik den idé at overnatte i klitterne med udsigt over havet.   

”Man må ikke slå telt op på stranden, så jeg fandt et lille plateau i klitterne, hvor jeg rullede mit liggeunderlag ud. Klokken var ni om aftenen, men solen var ikke i nærheden af at gå ned, og så sad jeg der helt alene, og klokken blev 10, og den blev 11, og det blev midnat, og det var stadig lyst på den der måde, hvor solen glider ned i havet, og det bliver orange, lilla og sindssygt flot. Jeg sov næsten ikke den nat, for jeg blev ved med at vågne og kigge på den himmel,” fortæller Gitte Holtze.

Flere af hendes venner og folk, der på Instagram fulgte med i hendes vandretur ad Hærvejen op igennem Jylland, skrev til hende og spurgte, om hun ikke var bange. Om hun ikke frøs.

”Og nej og nej og nej. Jeg var bare helt i ro, nærmest i zen.”

50-ÅRIGE GITTE Holtze har besøgt alverdens fantastiske steder og set de smukkeste solnedgange, men alligevel fik hun den aften under den store pastelfarvede vesterhavshimmel den tanke, at hun ikke havde lyst til at være andre steder i verden. Måske blev oplevelsen forstærket af, at hun ikke havde forventet de helt store naturoplevelser på Hærvejen. 

”Men så var det juni i Danmark og den natur, vi har med valmuer i grøftekanten, solen og bølgende kornmarker … Nogle steder ligner Hærvejen et mountainbikespor, andre steder går man på stranden, på heden eller igennem marker, og jeg blev undervejs optaget af, hvor mange dyr jeg så: rådyr, harer, ræve og kaniner. Der gik så meget Morten Korch i mig, og jeg fik hørt rigtig meget Shu-bi-dua. Det passede ligesom bare til landskabet,” griner hun og fortæller, at hun undervejs mødte en overraskende hjælpsomhed.  

”Jeg mødte ikke ret man­­ge mennesker, der var ude at gå, men jeg mødte en del, der boede langs ruten, og jeg fik rigtig meget hjælp fra folk, der tilbød, at jeg måtte slå mit telt op i deres have, eller som kom med jordbær til mig. Det var fremmede mennesker, der gjorde alt muligt for mig.”

Det samme gjorde sig gældende, da hun efter vandreturen tog til Skagen, blot for at opdage, at der var visefestival i byen og ikke et eneste ledigt sted at sove. Hun skulle mødes med en veninde med venner i byen, og 1-2-3 blev der slået en feltseng op til dem begge i et baglokale til en vintagebutik. 

”Jeg oplevede den form for generøsitet, da jeg vandrede i USA, men der er også et helt community omkring The Pacific Crest Trail, som jeg gik. I Danmark tænkte jeg, at det aldrig kom til at ske. Men jeg oplevede det stik modsatte. Hvis man skal have lidt tro på menneskeheden, skal man gå Hærvejen.”

BÅDE TUREN PÅ Hærvejen for to år siden og vandringen i USA, hvor hun i 2018 gik over 4.000 kilometer, har Gitte Holtze skrevet bøger om, men hun har ikke altid været fan af vandreture. 

”Jeg var i trediverne, før jeg lavede noget som helst aktivt i naturen, og jeg syntes, at det der friluftsliv var overvurderet. Der var beskidt, der var myg og så videre. Men jeg har altid godt kunnet lide at læse om vilde bjergbestigninger og om folk, der gjorde alt muligt sindssygt, og da jeg kom af sted på en vandretur til Nepal, fandt jeg ud af, at jeg var god til at gå i højder, sove ude og alle de ting, som jeg ellers havde tænkt var træls.”

Siden er vandreture blevet en vigtig del af hendes liv, hun arrangerer selv sine ture og tager ofte af sted alene. For hende er vandringen en kærkommen mulighed for at sætte tempoet ned og komme i kontakt med sig selv. 

”Det er en kombination af eventyrlyst selvfølgelig … og en indre rejse. Og åh, hvor jeg hader det udtryk, men det er jo det, det er. En transformation på en eller anden måde, der for mig kommer af at gå. Det at bevæge sig langsomt i naturen giver mig en ro og en kontakt med det, jeg kommer igennem, på en anden måde, end hvis jeg sidder bag en bilrude eller på en cykel. Og jeg kan komme, hvorhen jeg vil. Det tager tid, selvfølgelig, men det er også en del af det.”

3 PAR SNØREDE STØVLER 

Til begyndere foreslår Gitte Holtze Kyststien Bornholm, der går rundt om øen. Der er mange steder, hvor man kan sove på vandrehjem eller hotel. Ruten er nem og godt skiltet, og Bornholm er klippeflot på en anden måde end resten af Danmark.

Til trænede eller let trænede er Hærvejen ideel, den er længere, og man kan udfordre sig selv med at sove i telt eller shelter.

Det samme gælder Caminoen i Spanien, hvor man sover på alberguer og derfor ikke behøver gå med stor oppakning.

EN BEKENDT TIL Gitte Holtze sagde engang, at vandring renser sjælen, og selvom hun ikke er vild med floskler, er der en sandhed i det, synes hun. 

Der bliver støvet af på øverste etage, og der kommer tanker op, man ikke har bedt om – på godt og ondt. Det kan også ske på kortere ture, som når hun går tur med hunden ved Amager Strand. 

”Jeg kan bare sige, at jeg helt grundlæggende bliver i bedre humør, når jeg går, og når øjet falder på himmel, hav og træer frem for bygninger og en skærm. Jeg kommer mere i balance. Når jeg går, er der ikke noget, jeg skal nå.”

Gitte Holtze er journalist og forfatter. Hun har blandt andet skrevet bøgerne ’Jeg lever’ om at gå på The Pacific Crest Trail i USA og ’Hvad hærvejen gav mig’.

Fra en ganske ung alder var Kåre Bluitgen draget mod verdens brændpunkter. Tag med den 65-årige journalist og forfatter – der indirekte forårsagede Muhammedkrisen – til befrielseskamp i Eritrea, borgerkrig i Liberia, bogmesse i Afghanistan og længere ind i Nordkorea, end kommunistpolitiet tillader.
Tekst:Oliver Bodh LarsenFoto:Privat

ERITREA, 1991

Jeg har, siden jeg var 14 år gammel, været medlem af Internationalt Forum og støttede i min ungdom flere forskellige befrielsesbevægelser. Jeg rejste også flere gange ud for at komme tæt på, særligt til Mellemamerika. Hjemme i Danmark havde jeg arbejdet lidt for den eritreiske befrielsesbevægelse Eritrean People’s Liberation Front. De ønskede at blive uafhængige af Etiopien, der havde besat landet, efter at kolonimagten Italien havde trukket sig. Etiopierne var støttet af Sovjetunionen, men jeg kunne se, at eritreerne var ved at vinde kampen. Det passede med, at jeg skulle lave mit afslutningsprojekt på Journalisthøjskolen, og så tog jeg af sted.

Jeg havde aldrig været i Afrika før, og det var vanskeligt at komme ind i landet på grund af krigen, men via nogle eritreere, jeg kendte i Danmark, lykkedes det. Jeg havde en fotograf med. Vi fløj til Egypten, hvorfra vi skiftede til Sudan Airways, der fløj os videre til Khartoum, hovedstaden i Sudan. I lufthavnen var der ingenting. Ikke engang toiletter. Skulle man på toilettet, måtte man gå ud bag en skærm, der var stillet op på en mark ved siden af. Endelig kom de, dem, vi havde en aftale med, og vi kørte af sted – ud i en ørken, der føltes uendelig.

Vi skulle overnatte i en bunker den første nat, og det var helt mørkt, da vi ankom. Vi kunne mærke gekkoer, der løb hen over os i løbet af natten. Dagen efter stod vi op til et fantastisk lys, og lige uden for bunkeren stod der et akacietræ med reder fra væverfugle.

Vi havde to sværtbevæbnede soldater som guider, og vi kunne kun rejse om natten, fordi de sovjetiske fly bombede alt, hvad de så. Men om natten indstillede de bombningen; det rakte udstyret ikke til. Først når mørket faldt på, kunne vi flytte os. Når vi kørte, så vi ikke andet end billygter i mørket og en gang imellem en antilope, der sprang over vejen. Hele rejsen varede en måned, og undervejs blev eritreerne mere og mere modige. Befrielsen var på vej.

Vi fik som regel kun ét måltid om dagen. Et stort stykke fladbrød, som vi smurte tun ud over og delte. Vi havde to liter vand om dagen pr. mand. Den varmeste dag var der 43 grader, og generelt var temperaturerne deroppe omkring. Undervejs blev jeg desperat, fordi jeg var så tørstig. En dag, da det pludselig var begyndt at regne, så jeg en vandpyt, mens vi var ude at køre, og jeg bad chaufføren om at holde ind. De mente ikke, det var nogen klog idé, men jeg havde sådan nogle klortabletter, jeg kunne putte i og rense vandet, hvorefter jeg skulle vente en time, men det kunne jeg ikke. Så jeg drak det. Og blev syg. 

Jeg havde før været i lande, hvor der blev udkæmpet krige, men det var første gang, jeg befandt mig ved selve fronten. Befrielsestropperne havde omringet hovedstaden Asmara, og når vi kiggede op, mens vi bevægede os i skyttegravene, kunne vi se indtørrede lig ligge på den golde jord. Området var fyldt med gammeldags landminer lavet med ståltråd og håndgranater. I luften lød der konstant skud.

Bag fronten viste soldaterne os nogle opbevaringsskure fyldt med russiske trækasser. Den første kasse, de åbnede, var fyldt med kranier. Den næste med støvler og stumper af ben. Rygsøjler i en tredje, hænder i en fjerde. Det var levn fra etiopiske soldater, der havde deserteret. Hvad jeg så der, var billeder, som jeg efterfølgende håbede, var noget, jeg havde opdigtet, men det var det ikke. Et halvt år senere var jeg stadig ikke sluppet af med sygdommen fra mit vanddrikkeri. På Rigshospitalet fandt de ud af, at jeg havde en amøbe inden i mig.

LIBERIA, 1997

Op gennem 90’erne var Liberia præget af borgerkrig. Og det var virkelig, virkelig forfærdeligt. Seks forskellige etniske grupper bekrigede hinanden, og der var ingen, der havde et politisk program. Rå magt var alt, hvad det handlede om.

Jeg rejste til landet, fordi jeg arbejdede på et filmmanuskript med instruktør Frode Højer Pedersen. Filmen var støttet af Unicef og handlede om børnesoldater, hvilket var et udbredt fænomen i Liberia i de år. Noget af det, vores film fokuserede på, var, at når de her oprørsgrupper kom til en landsby, stillede de familierne op på en række: far og mor og så børnene fra ældste til yngste. Først sagde de til den ældste søn: ”Vil du skyde din far og din mor?” Det ville den ældste søn ikke, og så skød de ham. Så sagde de til den næste: ”Vil du skyde din far og din mor?” Nej, heller ikke. Når de så nåede børn omkring de 11-12 år, sagde de ofte ja. Og så gjorde de det: skød deres forældre og blev taget med som børnesoldater.

Vi fløj dertil fra Elfenbenskysten. Det var ikke en flyvemaskine, som vi kender dem, men et gammelt Aeroflot-fly. En piratagtig rute, som der var masser af i Afrika. Sæderne sad løst, og der var ikke nogen dør ud til cockpittet. På gulvet rullede der en tom vodkaflaske frem og tilbage. Ud igennem vinduet fik jeg øje på landingsbanen. Den var fuld af kvinder og børn. De sad der bare, og de blev siddende, selvom vi kom tættere og tættere på. Først da vi var ved at være helt nede, rejste de sig stille og roligt op. 

På et center, som Unicef havde bygget, mødtes vi med tidligere børnesoldater. Jeg skulle interviewe en af dem, en 13-årig dreng, og jeg vidste, hvad han havde gjort. Men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at spørge, om han havde slået sin mor og far ihjel. Jeg vidste, at han havde skudt dem begge to, men jeg kunne ikke få ordene frem. 

Mens jeg lavede interview, kørte instruktøren af sted for at købe en fodbold for at bløde stemningen op. En fodbold kan løsne alle problemer i verden. Da han kom tilbage med bolden, gav jeg mig til at spille fodbold med børnesoldaterne. Og så blev de jo drenge – lige dér – helt normale drenge, der spillede ligesom alle andre. 

Da jeg stod inde i målfeltet på banen, skulle der tages et hjørnespark. Og mens jeg stod der – helt tæt op ad de her drenge – slog det mig, at det var massemordere, jeg stod sammen med. De var børn, men de havde alle sammen slået ihjel. Da fodboldkampen var forbi, satte de sig indenfor igen, og flere af dem sad bare og rykkede frem og tilbage med deres hoveder.

AFGHANISTAN, 2011

På vegne af dansk PEN (en global organisation af forfattere, journalister, redaktører og udgivere, red.) skulle jeg tjekke op på et projekt, der gik ud på at hjælpe afghanske forfattere. På det tidspunkt havde den vestligt støttede regering stadig magten. I hvert fald i Kabul og de andre store byer. PET havde i forvejen gjort det klart, at det i deres øjne var vanvid af mig at rejse hertil. Fem år forinden havde demonstranter i Kabuls gader afbrændt billeder af mig på grund af det der Muhammed-pjat. (Efter at have skrevet bogen ’Koranen og profeten Muhammeds liv’ havde han efterfølgende vanskeligt ved at finde en tegner, der ville illustrere profeten. Det var det, der førte til Jyllands-Postens 12 satiriske Muhammed-tegninger, red.).

Jeg deltog i en bogmesse i Kabul, hvilket jo i sig selv kan lyde en anelse absurd, men som de forfattere, jeg var sammen med, sagde: ”Du kan tage 2.000 kilometer i hver retning herfra. Vi er det eneste sted, hvor der er ytringsfrihed.” Da jeg ankom til bogmessen, blev jeg straks ført hen til den iranske modstandsfront, anti-islamisterne. De var der også, der var jo ytringsfrihed. Tæt på anti-islamisterne var en anden stand – flot og kæmpestor – og der stod et tv-hold ved siden af. Standen havde kun bøger om Ayatollah Khomeini. De opdagede straks, at der var en hvid mand til stede, og de ville have mig til at stille op til et interview. Jeg var lidt vævende – forhistorien taget i betragtning – men en forfatter, som jeg talte med, sagde til mig, at det nok var bedst, hvis jeg stillede op.

Så stod jeg der og tænkte: ”Åh nej, nu dukker mit billede op på iransk tv.” Så spurgte de mig, om ayatollahen var berømt i Danmark. Jeg sagde, at vi kender ham. Så spurgte de, hvad folk mener om ham. Jeg svarede, at det er der forskellige holdninger til. Pointen er: Jeg var en kujon. I stedet skulle jeg have sagt: ”Der er sgu ingen i Danmark, der kan bruge sådan en undertrykkende fascist til noget.” Men det gjorde jeg ikke. 

Jeg var der i en uges tid, og der var aldrig nogen, der bemærkede, at det var mig, der var blevet brændt billeder af få år forinden. Men forfatterne vidste det vist godt. De vidste til gengæld også, at det var bedst ikke at sige noget. Når vi var ude at spise, både i Kabul og i Mazar-e Sharif i den nordlige del af landet, oplevede jeg dobbeltsikrede døre med sluser og soldater udenfor som et værn mod talebanere.

I dag tænker jeg meget på, hvad de laver i dag, de forfattere. Hvad er der blevet af dem? I de år nærmede Taleban sig magten. De rykkede frem igennem bjergene og landsbyerne og mod de store byer. Forfatterne, jeg mødte, fortalte mig om dengang, kommunisterne havde magten i landet. Det var – for dem – den frieste periode, de havde oplevet. For mange danskere er kommunisme lig med indskrænkelse af friheden. De afghanske forfattere havde oplevet det modsat.

BLUITGENS RØDE BOG

Født 1959 i Bistrup. Uddannet lærer og journalist. Har siden 90’erne arbejdet fuld tid som forfatter og har skrevet et væld af titler: romaner, fagbøger, skuespil, filmmanuskripter, noveller, essays, debatbøger, biografier, gendigtninger og billedbøger.

Har modtaget en række priser, blandt andet Kulturministeriets Børnebogspris, Statens Kunstfonds legater og P.A. Heiberg Prisen for ”konsekvent forsvar for samfundets svage” og ”for modet til at behandle kontroversielle emner nuanceret”.

I 2005, da han havde skrevet ’Koranen og profeten Muhammeds liv’, kunne han ikke finde en illustrator, der turde tegne profeten. Den udfordring var indirekte med til at udløse Muhammedkrisen.

Kåre Bluitgen er aktuel med migrant-romanen ’Faith’.

NORDKOREA, 2015

Jeg tog dertil for anden gang for at arbejde på en bog om landet. Det gjorde mig til den første forfatter, der har fået lov at opholde sig i Nordkorea over længere tid. Overhovedet. Det er jeg lidt stolt af. Men jeg kan også godt skamme mig lidt, for det betyder, at de har tillid til mig. Jeg var der første gang i 1984 – drevet af en fornemmelse af, at det var det mest anderledes land i hele verden. Og det er det, det ved jeg nu.

Jeg fløj dertil via Kina, og jeg var den eneste hvide om bord. I den store og flotte lufthavn – de kan godt lide store og flotte ting i Nordkorea – fik jeg tildelt en meget partitro guide, en chauffør og en ung tolk, der var skidegod.

Jeg boede på et vandrerhjem i hovedstaden Pyongyang, men vi rejste også en del rundt og ud i landområderne. Jeg besøgte steder, ingen andre vesterlændinge havde været før. Jeg var under konstant opsyn, men nogle gange lykkedes det mig at opleve Pyongyang på egen hånd. Jeg løb en tur hver morgen. Igennem byen løber der en flod, og det er en flot by, Pyongyang. Nok den flotteste, jeg har været i. På en af løbeturene så jeg et af byens fattige kvarterer, det havde jeg aldrig læst nogen beskrive. 

Pludselig ville min tolk også gerne løbe om morgenen, og den næste dag ville guiden også følge med på en elcykel.

Når vi kørte ud på ture, fik jeg sommetider mulighed for at snakke med de lokale. De var sjove og søde. En af pointerne i min bog er, at de almindelige mennesker i Nordkorea er ligesom os. De synes, det er skidehyggeligt at gå på restaurant, de vil gerne have, at deres børn går i en god skole og har nogle sunde fritidsinteresser. Men de er uvidende om, hvad der foregår uden for landets grænser. Og det er de bevidste om.

Undervejs var vi i Wonsan på den modsatte kyst af Pyongyang. En morgen stod jeg tidligt op og gik ud for at tage nogle billeder. I Nordkorea er det velset, at du udfører frivilligt arbejde. Graden af frivillighed kan diskuteres, men det er ikke sådan, at der står politi og tjekker det. Den morgen så jeg kvinder i høje hæle, fint tøj og med opsat frisure give en hånd med på et byggeri, der var i gang ved siden af hotellet. De bar rundt på murerspande, og jeg tog nogle billeder af seancen. Men dem, der var sat til at følge mig rundt, fandt ud af det, og de begyndte at true mig med fængsel.

Senere på turen opstod der en anden situation. Jeg havde medbragt nogle aviser, blandt andet en Weekendavis, og på et af hotellerne – et helt øde sted – havde jeg smidt avisens børnesektion ud. Senere samme dag, da vi kørte på motorvejen, blev min guide ringet op. De havde fundet avisen. Jeg sagde til guiden, at jeg havde smidt den ud, fordi jeg var færdig med den. Men det var absolut ikke lige meget. Vi lavede en U-vending på motorvejen og kørte tilbage i samme spor. Vi var de eneste på vejen. Uden for byerne kører der ingen biler.

Min tolk løb ind og kom tilbage helt glad, fordi hun havde fundet avisen. Jeg skruede bissen lidt på og sagde til dem, at det er det eneste land i verden, hvor man ikke kan få lov at smide en brugt avis ud, og at det helt sikkert ville blive taget med i min bog – som i øvrigt, og her overdrev jeg, skulle oversættes til tysk og så videre. Jeg tilføjede, at jeg havde smidt masser af aviser ud på vandrerhjemmet i Pyongyang.

De blev ved med at påstå, at det ved min indrejse var blevet noteret, hvad jeg havde med, og at det samme skulle med ud. Det troede jeg ikke på, men jeg blev alligevel lidt nervøs, da vi nærmede os hjemrejsen. I lufthavnen kom tolken og gav mig en orange plastikpose. I den var samtlige de aviser, jeg havde smidt ud rundtomkring i landet.

Martin Lohmann Møller og Katja Nørgaard Hansen drog på 22 måneders rejse fra det sydligste Argentina til Canadas bjørnefyldte nationalparker – hele ruten tilbagelagt på cykel. Tag med dem ud i en verden af modvind, bjergkæder og iskolde ben, og fornem klodens skønhed, som man kun oplever den på saddel og to hjul.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Privat

”DET VAR LIGEGODT SATANS”

Martin: ”Efter at have været udsendt til Kosovo som soldat i 2003 begyndte spørgsmålene at melde sig: Hvad skal man så? Skal man købe en lejlighed, stifte familie? Eller tage ud at se lidt mere af verden? Nysgerrigheden vandt, så jeg tog rygsækken på og rejste rundt i Asien i 10 måneder. Lige siden har jeg skiftevis sparet penge sammen og taget af sted igen. I 2018 vandrede jeg i bjergene i Afghanistan og besøgte nomadestammer i det område, der bliver kaldt The Panhandle – en lille tange klemt inde mellem Kina, Pakistan og Tadsjikistan. I den region har man aldrig rigtig været involveret i konflikten mellem Taleban og den vestlige verden, og folk lever i fred og fordragelighed. Når det er sagt, er det stadig Afghanistan, så når man krydser grænsen, stopper alle de vanlige sikkerhedsmekanismer. For at få visum skal man skrive et brev til konsulatet, hvor man tilkendegiver, at man er klar over, at der ikke længere er nogen, der passer på én, når man rejser ind. Det tog et halvt år at planlægge, men turen blev et af mit livs højdepunkter. Jeg vandrede rundt i næsten 4.000 meters højde ved at følge nogle gamle sovjetiske kort, jeg selv havde indtegnet bosætninger på, som jeg på forhånd havde researchet mig til. Landskaberne er blandt de smukkeste på planeten, og langt derude i ingenting møder man mennesker, der bor i telte og små hytter og lever i deres helt egen verden. De er lidt nervøse for fremmede, men når først det er afklaret, at man kommer med gode intentioner, bliver man inviteret på te og en bid mad. Da der stadig rejser salgskaravaner rundt på den gamle silkevej, har mange et gæstehus til omrejsende gæster, typisk en lille jordhytte. Jeg kunne ikke tale med dem, men alligevel blev jeg kun mødt med varme. Det har jeg oplevet mange steder. For nogle år siden brugte jeg et par år på at cykle fra Rotterdam til Katmandu, en tur på 38.000 kilometer igennem Centralasien. Jeg havde aldrig tænkt, at man kunne rejse på den måde. Men da en god kammerat af irakisk oprindelse, som planlagde at cykle fra England til Thailand, fortalte om det, åbenbarede det hele sig pludselig for mig: ’Det var ligegodt satans – man kan jo cykle så langt, som man vil!’”

Lamaer og alpakaer i det nordlige Argentina.

I TANDEM

Martin Lohmann Møller 

42 år. Selvstændig, arbejder med udvikling af medicinsk udstyr til øjenlæger. Har cyklet over 70.000 kilometer. Medlem af Eventyrernes Klub, har rejst i 92 lande – ofte på cykel. Hader at punktere, når det er koldt, og det blæser. En af hans værste punkteringer skete i 4.800 meters højde og i minus 12 grader.  Cykler helst på sin trofaste Santos Travelmaster 3+, en hollandsk cykel bygget til at rejse langt.Næste store tur er fra Kathmandu til Istanbul langs de gamle silkeveje.

Katja Nørgaard Hansen 

34 år. Har en kandidat i internationale studier og udvikling. Flyttede første gang udenlands som 17-årig og har boet i USA, Tyrkiet og Estland. Har cyklet 26.000 kilometer og besøgt 36 lande, heraf 22 på cykel. Hendes værste cykel-ulykke skete, da hun trådte forkert, og den modsatte pedal gav et kødsår ved knæet. Cykler også på en Santos Travelmaster 3+. Næste tur går til Amager Fælled, hvor hun skal sove i telt alene. Selvom hun har haft over 300 nætter i telt, har hun aldrig sovet alene i naturen. Skal derudover cykle med Martin fra Kathmandu til Istanbul.

MODVIND OG EDDERKOPPER

Katja: ”Lige så længe jeg kan huske, har jeg haft lyst til at komme ud. Som 17-årig tog jeg på highschool i Pennsylvania og har siden sjældent boet i Danmark i mere end et par år ad gangen, før jeg er taget af sted igen for at bo ude i verden. For snart fem år siden mødte jeg Martin, og selvom jeg syntes, det var virkelig spændende at cykle så langt, virkede det også … en smule vanvittigt. Da det blev seriøst mellem os, sagde jeg til ham, at jeg ville støtte ham 100 procent, men at jeg nok ikke kom til at være en del af det. Jeg havde ingen erfaring med friluftsliv og havde ikke sovet i telt, siden jeg var barn. Det hele virkede fjernt for mig, men under pandemien begyndte vi at tage små cykelture rundtomkring herhjemme. Vi cyklede Fyn rundt, det var 60 kilometer om dagen og noget af det hårdeste, jeg havde prøvet. Jeg sov ikke i fem dage, fordi jeg var bange for at sove i telt og shelter, selvom Martin forsøgte at gøre det hyggeligt ved at lave pandekager over bål. Senere cyklede vi Limfjorden rundt. Det var påske, blæsevejr, modvind, snestorm og megakoldt, men alligevel var der noget ved det, som jeg virkelig nød. En forårsdag i 2021 så vi et program med Ewan McGregor, der havde kørt på motorcykel fra Argentina til Los Angeles, og jeg hørte mig selv sige: ’Skal vi ikke gøre det samme på cykel?’ Det var Martin klar på. To dage senere havde vi købt flybilletterne, og ni måneder senere, i starten af januar 2022, ankom vi til Argentina med vores cykler og vores udstyr: telt, soveposer, liggeunderlag, kogegrej og et vandfilter, så vi kunne drikke vand fra floder og åer. Vi lagde fra land i Rio Gallegos i Patagonien, en af verdens sydligste byer. Dernede er alt fladt og øde, og der er kun bittesmå grusveje, der snor sig i landskabet. Og så er der altid en heftig vind. I to måneder cyklede vi uafbrudt i kraftig modvind – 25 meter i sekundet. Første dag cyklede vi otte timer og kom kun 40 kilometer. Vi var fuldstændig smadrede om aftenen, og efter tre dage i det rene modvindshelvede søgte vi i en frokostpause ly i en grøftekant. Vi var så trætte, at vi faldt i søvn, og da vi vågnede igen, kiggede jeg direkte på en sort edderkop i buskadset, lige hvor vi havde sovet. Det var en sort enke – en af verdens giftigste edderkopper. Midt ude i ingenting fik jeg mit livs største panikanfald.”

Vandretur i Patagonien mod bjerget Cerro Torre, hvor man ved egen kraft skal hejse sig over på den anden side af en brusende flod.

Parret kom blot 40 kilometer frem efter otte timers cykling i det vindblæste Patagonien.

DEN SJOVE SMERTE

Martin: ”Efter et par måneder i Argentina krydsede vi ind over Andesbjergene til Chile for at køre på den lange grusvej Carretera Austral, der løber igennem Patagonien på den chilenske side. Her er utrolig smukt med bjergsøer, floder og nationalparker. Samtidig forsvandt vinden, fordi vi kom på vestsiden af bjergene. Til gengæld fik vi så regn, og det havde vi i fire uger, før vi krydsede tilbage til Argentina og fortsatte videre op i Sydamerika. Der er mange ufremkommelige veje på de egne med sand og kæmpesten, hvor det er næsten umuligt at cykle. Men det er også noget af det, der er sjovt. Man kalder det type 2 fun, når noget er forfærdeligt, når man gennemgår det, mens det i retrospektiv bliver rigtig fedt. Det begreb er en stor ting i cykelrejseverdenen, hvor man ofte går igennem hårde strabadser, man efterfølgende sætter pris på. I det sydvestlige Bolivia havde vi en rigtig type 2 fun-oplevelse. I et meget øde område i over 4.000 meters højde med fantastisk farverig natur og vulkaner, der stikker op i himlen, var der kun sand- og grusveje i meget dårlig stand. Vi havde 12 dage, hvor vi måtte tvinge vores cykler frem. Det tog hele dagen at nå blot et lille stykke, og samtidig var det svært at finde vand og mad, så vi måtte virkelig rationalisere vores medbragte portioner. Det var utrolig hårde dage, men i dag står det som et af højdepunkterne.”

Ved floden Santa Cruz. Hygge i Argentina indebærer ofte at grille kød.

MENNONITTER OG FODBOLD I JUNGLEN

Katja: ”Undervejs tog vi flere gange små ferier fra vores cykelrejse. Vi fløj til Galapagos-øerne og tilbragte 10 dage, vi gjorde holdt i små byer og tog spanskkurser, og vi var på flotte vandreture, blandt andet seks dage i de savtakkede bjerge i Patagonien. Vi fandt også en båd i Peru, der kunne tage os 1.500 kilometer ind i Amazonjunglen til byen Iquitos. Den slags klarer man på den gammeldags måde ved at gå ned til havnen og forhøre sig hos forskellige kaptajner. Vi endte ombord på en form for sejlende bus med speedbådsmotor, der fungerede som en lokal transportbåd ud til de små lokalsamfund dybt inde i junglen. Det tog 40 timer. Der var folk, der steg på med aber på skulderen og bananer, kokosnødder og elektronik i favnen. Der var også en, der havde en fodbold med, som skulle afleveres til to små drenge langt, langt ude i en lillebitte landsby, og vi kunne se fra båden, hvor begejstrede de blev, da de modtog den. Vi stoppede hele tiden i små lokalsamfund for at aflevere eller modtage pakker, og på floden sejlede folk op til os i små kanoer og solgte ris og bananer, så man kunne få et lille måltid undervejs. På et tidspunkt trådte også seks mennonitter ombord. De er lidt ligesom amish-folket i USA, og de snakker plattdeutsch. De bor ude i junglen, fordi de gerne vil væk fra alt, der er moderne, og lever et meget traditionelt, gammeldags liv med landbrug og hestevogne. Dem faldt vi i snak med, for vi var selvfølgelig nysgerrige: ’Hvad laver I her?’ Og fordi vi var hvide europæere, gjaldt det samme den anden vej: ’Hvad laver I her?’”

På vej ud i passatvinden fra jungleområdet The Darién Gap.

I den lille landsby Anachucuna sammen med kuna-folket. Rejsen foregik i mindre både fra Colombia til Panama, hvor der ikke findes en vej på land.

KUNAER OG KANOTUR 

Martin: ”Efter at have cyklet hele vejen op igennem Sydamerika nåede vi til det nordlige Colombia. Det var en kæmpe milepæl for os. Vi ankom til en lille havneby med migranter fra hele verden, der ville videre til USA. Det var slusen ind til Centralamerika og videre nordpå. Mellem Colombia og Panama ligger området The Darién Gap. Det er et berygtet lovløst område kun med små junglestier. Her er menneskesmuglere, narkosmuglere og alle mulige kriminelle oprørsgrupper, så det ville vi selvfølgelig helst holde os fra – også selvom jeg kort overvejede, om vi skulle gøre det med cykel, for det var der vistnok en, der havde gjort engang i 70’erne. Vi kunne kun komme videre med enten fly eller en af de turistsejlbåde, der øhopper fra bountystrand til bountystrand. Det første ville vi ikke, for det ville føles forkert i forhold til rejsens præmis, og det andet var temmelig dyrt. Vi fandt ud af, at der var et netværk af små lokale transportbåde, og at vi kunne komme til Panama ved at tage fem forskellige både, der ville lede os forbi bittesmå lokalsamfund på de små øer. Undervejs mødte vi en fransk kvinde, der skulle samme vej, så hende slog vi os sammen med, men da vi skulle med den tredje båd, var vejret så dårligt, at afgangen blev aflyst i flere dage frem. Til gengæld tilbød to lokale at fragte os videre i en lille trækano med påhængsmotor. Det er passatvind, der rammer de egne, så der var kæmpebølger, men det gode ved en trækano er, at den ikke ville synke, sagde de. Hvis den kæntrede, skulle vi bare holde fast i den. Det tog halvanden time i den lille trækano med alt vores udstyr, inklusive cykler, og undervejs blev de to lokale mænd så betagede af vores franske veninde, at de hele tiden vendte sig mod hende og prøvede at charmere sig frem. Det gik fint nok, indtil vi lige pludselig ramte en stor bølge totalt skævt, så båden næsten væltede. Så måtte jeg skære igennem: ’Så gutter! I kan flirte, når vi er fremme!’ Til sidst kom vi heldigvis sikkert i land, hvor vi mødte det lokale kuna-folk, der har deres eget sprog. Selvom de i dag delvist lever i den moderne verden med smartphones og internet, havde de først lige fået rent drikkevand, og de havde endnu ikke noget kloaksystem. Vi skulle bo i en lille junglehytte på stolper i strandkanten, og da det blev aften, kunne vi lige pludselig se en masse pandelamper i mørket. Det viste sig, at vi boede lige op ad det yndede toiletsted.”

3 GODE RÅD

Gear

”Start med at bruge det gear, du har. Find en weekend, hvor du cykler 30-40 kilometer, og find en shelterplads, eller spørg, om du må sætte dit telt op hos en landmand. Derfra er det bare at bygge på. Vil du på det store eventyr, så tal med nogen, der har gjort det før. Lyt ikke (for meget) til dem, der mener, at du ikke kan.”

Punktering

”Det er sjovest, hvis du ved, hvordan du skal lappe en punktering, før du står derude i regnen. Sørg for, at du under rolige omstændigheder prøver det. Tag også en ekstra slange med, så kan du lappe den anden, når du kommer frem til dagens lejrplads. Undgå at stå for længe ved landevejen i 40 graders varme.”

Budget 

”Du kan gøre det meget billigt, hvis du overnatter i telt og laver mad selv, men nogle gange er det rart med en seng og et bad på et hotel. Vores daglige budget på turen var 350 kroner for os begge. I nogle lande, som Bolivia, er det mange penge, og man bruger mindre, men i USA er det ikke mange penge. Her overnattede vi i telt eller hos private på nær to gange i de to en halv måned, vi var der.”

MISHAG I MEXICO

Katja:  ”Kun én gang blev vi advaret mod et område, mens vi var der. Det var i det centrale Mexico, ikke så langt fra Mexico City. Efter at have tilbagelagt en stejl bjergside i øsende regnvejr ankom vi til en lille kiosk, hvor vi købte noget at drikke. Vi spurgte damen bag disken, om hun kendte et sted i nærheden, hvor vi kunne sove, og hun kiggede skræmt på os. ’I skal ikke sove her. Her er banditter og dårlige mennesker. I skal køre tilbage, hvor I kom fra.’ Nu var vi jo lige kørt hele vejen op ad den stejle bjergside, så det lokkede ikke at køre ned igen. I stedet besluttede vi os for at cykle ind i byen for at mærke stemningen. Stort set alle steder var vi blevet mødt af smil og vink, men her kiggede alle mærkeligt på os. Ingen sagde noget, men ved rådhuset faldt vi i snak med en mand i en stor trenchcoat, der kendte alle, der kom forbi. Han kunne hjælpe os med at finde et sted at sove, men blev alligevel ved med at holde os hen. Først da mørket faldt på, bad han os om at følge efter hans lille bil. Nu var det for sent at vende om, og vi nåede begge to at tænke farescenarier, men til sidst ankom vi til et hus, hvor vi fik lov at låne et skur at sove i. Han ville til gengæld have penge, det havde været hans bagtanke, og da det kun drejede sig om 80 danske kroner, hostede vi op uden at beklage os. Den familie, vi boede hos, fortalte os, at ingen på disse kanter gik ud, når mørket faldt på, fordi det var så usikkert et sted. Men vi sov trygt i skuret, og næste dag fortsatte vi over endnu et bjergpas, og så blev tingene lidt mere normale igen.”

I Nordamerika er der flotte steder at ligge i telt, men man skal passe på ikke at tiltrække sultne bjørne. Hav aldrig mad inde i teltet, men hæng det op i træerne.

DOLLARGRIN OG BJØRNE  

Martin: ”I det nordlige Mexico cyklede vi i en hedebølge. Den højeste temperatur var 56 grader, men det var faktisk rarere at cykle igennem varmen og få en smule vind frem for at sidde stille og svede. Da vi ankom til Texas, var det stadig hedebølge, så vi stoppede på en McDonald’s for at få noget at spise og lidt aircondition i ansigterne. Lige pludselig kom en mand gående imod os, lagde en 10-dollar-seddel på bordet og sagde: ’I admire you.’ Det havde vi ikke prøvet før, men hen over de næste uger fik vi flere gange pengegaver af amerikanere. De mødte os med beundring, men også en smule bekymring over, at vi havde cyklet hele vejen igennem Mexico. Flere mente, at vi var meget heldige at være sluppet levende ind i USA, og der var også et par stykker, der fortalte os, at man risikerer at få stjålet sine organer i Mexico. Det var sjovt at fortælle dem, at vi altså havde mødt de dejligste mennesker i Mexico og spist den bedste mad, det var de ikke vant til at høre.

Øverst: Gennem den nordmexicanske ørken i hedebølge. På den varmeste dag var det 56 grader varmt. Nederst: Bjergtagende udsigt i Canada.

Fra Texas fortsatte vi op til New Mexico, Colorado og Wyoming. Det er stater med lave befolkningstal og meget smuk rå natur. I Wyoming cyklede Katja hen over en klapperslange på vej ned ad en grusvej ved Great Divide Basin. Det var også heromkring, vi begyndte at se bjørne. Vi fortsatte ind i Montana og videre ind i Canada, hvor vi tog en afstikker på 1.500 kilometer i et loop gennem Rocky Mountains og nationalparkerne Banff og Jasper. Undervejs så vi 11 sorte bjørne. Mange steder blev vi advaret, og når man camperer i det fri, må man tage sine forholdsregler. Man må aldrig lave mad i sit telt, og man skal holde alle lugte væk derfra, selv tandpasta, creme og sæbe risikerer at tiltrække bjørne. Hver dag måtte vi derfor hænge vores ting op i træer 100 meter væk fra teltet, og så sov vi med en bjørnespray, som er en form for stor og kraftig peberspray. Man skal dog helst undgå en situation, hvor man skal bruge sådan en, for så er det allerede ret kritisk. To dage efter at vi havde forladt Banff National Park, kom der en melding om, at et kærestepar og deres hund var blevet dræbt af en grizzly­bjørn. Når man har været af sted længe, bliver man lige lovlig afslappet, fordi der alligevel aldrig sker noget, så det var lidt af et wakeupcall. Efter 22 måneder cyklede vi over Lion Gate Bridge, en stor bro, der minder om Golden Gate Bridge, og så var vi i Vancouver, hvor rejsen sluttede. Næsten i hvert fald. Vi fløj til Amsterdam, hvor vi havde købt vores cykler. Dem, der havde solgt os dem, ville gerne have dem tilbage, så de kunne fortælle om vores rejse, til gengæld mod at forære os to helt nye. Så vi byttede og begyndte at cykle hjem til Danmark. Men pludselig kom der en meget kraftig storm i Nordeuropa. Da vi nåede til Bremen, orkede vi ikke mere. Vi tog toget hjem.”

Lejr på verdens største saltslette i Bolivia, der har et areal større end Sjælland.