Indlæg

Hvad har sundhedsekspert Chris MacDonald altid med på rejsen?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Franne Voigt

1.

”Noise, altså støj på engelsk, kommer af det latinske nausea, der betyder kvalme. Støj stresser og trætter, og tidligere var jeg tit irritabel efter en rejse. Nu har jeg altid mine Bose bluetooth noise cancelling høretelefoner på, også tit uden at høre noget i dem. Eller ørepropper. Jeg har en stor kasse af de helt billige gule.”

2.

”Jeg hører lydbøger eller læser på print. Altid faglitteratur. En bog, der har gjort indtryk på mig for nylig, er ’A Liberated Mind’ af psykologen Steven Hayes, der har opfundet en træningsform til at arbejde med ens tanker, der har meget til fælles med mindfulness-bevægelsen.”

3.

”I min pung har jeg billeder af min søn på fire og min datter på et år. Det er lidt gammeldags, men der er noget ved at trække det papir ud og kigge på det og mærke det. Det gør jeg rigtig mange gange i løbet af en dag. Hvis jeg er stresset, mister fokus, er irriteret, sætter det ting i perspektiv. Der er vigtigere ting i livet.”

Chris MacDonald, 47 år, er fysiolog og sundhedsformidler. Hans nye bog ’Ikke til forhandling – Livets ligning’ handler om menneskelig trivsel.

 

Hvad har skuespiller Charlotte Munck altid med på rejsen?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lis Kasper Bang

1.

”Jeg nyder at bruge toget som rullende kontor og har tit et manuskript med, jeg skal forberede. En karakter består altid af både bevidste og ubevidste sider, og særligt den ubevidste del får masser af inspiration i et rum, hvor natur og mennesker glider uberegneligt forbi.”

2.

”I min notesbog skriver jeg ideer til de mange digtsamlinger og romaner, jeg har liggende i skuffen. Eller skriveøvelser, hvor jeg lader skriften flyde frit for at få fat i de ubevidste sider. Hvis jeg bare har tænkt over et problem, kan det stikke af igen. Har jeg skrevet det ned, bliver det mere tilstedeværende.”

3.

”I løbet af en togrejse vil jeg gerne meditere en halv times tid. Så lukker jeg øjnene, ranker ryggen, så godt det lader sig gøre i et tog, og tænker på et af mine grundspørgsmål. For eksempel: Hvad har dagen brug for? Hvordan bidrager jeg bedst? Nogle gange bruger jeg også guidede meditationer i hovedtelefonerne.” 

Charlotte Munck, 50, er skuespiller, blandt andet kendt fra ’Mens vi lever’ og ’Bedrag’.

 

Op ad bakke, ned langs fjorden, fra kyst til kyst – og tilbage til udgangspunktet. Få lys i øjnene og tur i pedalerne på fem spektakulære cykelruter, der slår sløjfer i landskabet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox

FJORDEN RUNDT (63 KM)

Følg Mariager Fjords frodige og kuperede omgivelser ad trampede stier, grusveje, landeveje, cykelstier og visse steder kun via et smalt spor. I Onsild Ådal, tæt på fjordens udspring, kan du beundre fortidsmindet Fyrkat, hvor en cirkulær jordvold viser, hvordan Harald Blåtands vikingeborg lå lunt i landskabet med god udsigt over trafikken på vand- og landevejene. Køl tæerne i Villestrup Å på fjordens nordside. Åen, der tidligere var rettet ud, er på ny blevet slynget, og tidligere dambrugs spærringer er fjernet, hvilket sammen med åens nogenlunde konstante temperatur året rundt gør den til et paradis for efterhånden 3.500 ørreder samt en eksklusiv gruppe mennesker, der har medlemskort til Hadsund Sportsfiskerforening. Kryds fjorden ad Hadsundbroen, og få overblik over yderfjorden, hvor sejlrenden snor sig gennem de lave sandbanker, der tidligere var havbund, men som har hævet sig siden istiden. Mariager by er udpeget til såkaldt Cittaslow-by, et koncept, der udspringer af den verdensomspændende Slow Food-bevægelse og går ud på at skabe bæredygtig byudvikling med respekt for kulturhistorie, arkitektur og gastronomi. Find Mariagers særpræg i byens klosterkirke, blandt dens bindingsværksgårde og i smagen af det lokale sydesalt.

Mariagerfjord-ruten, regionalrute 32.

VIND OVER VENDSYSSEL (47 KM)

Du skal nok helt ned i gear, hvis du vil forcere bakker som Tornby Bjerg (84 meter over havet) og Hellehøj (89 m.o.h.). Men du gør det, for du vil ikke snyde dig selv for udsigten over markerne, kirketårnene og skibene derude på Skagerrak. Besøg undervejs Tornby Gl. Købmandsgård, en istandsat 200 år gammel gård og landhandel, hvor man kan få sig et stykke hjemmebagt kringle og en kop kaffe, og kom i kontakt med din hedenske fortid ved et kig på den nærved liggende, årtusinder gamle Tornby-dysse. I Mygdal er der mere historie på Odden Herregård, den nordligste af sin slags i landet, der daterer sig tilbage til 1500-tallet og byder på en samling Willumsen-malerier. Dyrk det maritime i Hirtshals, hvor små og store fiskefartøjer blander sig med færgetrafikken til Norge, og prøv, om du kan snuse dig frem til et anstændigt stjerneskud på en havnerestaurant, inden du måske skal møde klumpfisken og dens venner på Nordsøen Oceanarium. Og skulle du få lyst til selv at dyppe dig i havet, så gør en kort afstikker fra ruten til Kjul Strand, hvor det blå flag vajer.

Panoramarute 414: maks. 12 % hældning. Hovedsagelig ad mindre veje, nogle steder ad let trafikerede veje. Fem steder krydses hovedveje.

SÅDAN FINDER DU VEJ

Da de nævnte ruter er rundture, kan du begynde, hvor du vil, og køre den retning, du foretrækker. De er valgt med inspiration fra DenmarkByBike, en digital ruteplanlægger skabt af foreningen Dansk Cykelturisme. Læs mere detaljerede rutebeskrivelser på naviki.org/da/denmarkbybike, og find mange andre dagsture, eller planlæg dine helt egne ruter i landet, hvad enten du er på mountainbike, elcykel eller racer. DenmarkByBike bygger videre på den globale ruteplanlægger naviki.org. Download Naviki som app, og få ruten med i lommen.

GIRO D’ÆRØ (60 KM)

Ærø har den rette størrelse til en dagstur med let sved på panden, selv for de mest veltrænede, ikke mindst hvis du også vil nå at hoppe af og opleve øens kultur, for eksempel i Ærøskøbing. Byen blev grundlagt engang omkring 1250 af de såkaldte markgrever (der regerede over tyske grænsestater, marker) af Brandenburg. Byplanen er uforandret fra middelalderen, og arkitekturen siden 1800-tallet – måske findes der ikke en mere velbevaret by i Danmark. I Marstal spiller havet en både historisk og nutidig hovedrolle med en af landets største navigationsskoler, et værft og flere rederier. Gå en tur på Søfartsmuseet, og bliv klogere på Marstals sømænd, inden du cykler ud på Eriks Hale uden for byen til en af øens bedste badestrande. Afbryd også pedalkværneriet for at studere geologi ved Voderup Klint, hvor leret ad flere omgange, senest i 1984, er skredet og har trukket jorden ovenover med sig, hvorved der er opstået trappelignende skredterrasser. Den sydvendte klint er for øvrigt et af landets sydligste punkter og varmere end det danske gennemsnit, hvorfor man her finder den sjældne og lidt kuldskære bille stor guldløber.

Regionalrute 90+91+92.

KUNSTEN AT CYKLE

Cykelentusiaster finder ruter overalt, hvor man kan komme frem på to hjul. Rundture og fra A til B. Interkontinentale og småbitte lokale. I 2018 fik københavnerne en cykelrute til kunsten i det offentlige rum, da Kunsthal Charlottenborg kuraterede en tur, der blandt andet går over Olafur Eliassons Cirkelbroen og forbi kolonitidsmindesmærket ’I Am Queen Mary’ af Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle. I år har Charlottenborg i samarbejde med lokale kunsthaller og museer udvidet projektet til også at omfatte Aarhus, Odense og Esbjerg.
Find ruterne, og få detaljeret information om kunstværkerne på Kunsthal Charlottenborgs app.

STORE BADEDAG (39 KM)

Ud over at være et højintensivt turist-habitat og sikker leverandør af shopping, softice og friturestegt snask byder Marielyst og dens omgivelser på en af Danmarks lækreste badestrande – lang nok til, at alle kan finde et par nogenlunde rolige kvadratmeter sand at slå sig ned på og lade blikket fortabe sig over Østersøen. Men ikke for længe, for du skal ud på en tur, der forbinder Falsters øst- og vestkyst. På vejen passerer du ved Væggerløse en sjældenhed på Falster, nemlig en høj bakke, der giver et smukt overblik over det glitrende Guldborgsund, der skiller Falster fra Lolland. I Nykøbing kan du lægge nakken tilbage og se, om der kommer tæt, sød røg op af skorstenen fra Nordic Sugars fabrik, der sammen med søsterfabrikken i Nakskov producerer mellem 400.000 og 450.000 ton sukker om året. Find også Czarens Hus, hvor Peter den Store en dag i 1716 blev budt på frokost af byens borgmester, inden du cykler østpå igen og slutter dagen af med et østersøbad ved Ulslev Strand.

Panoramarute 418.

NOGET AF EN GØNGE-TUR (35 KM)

Svend Poulsen Gønge, også kendt som Gøngehøvdingen, blev som anfører for dragonerne Snaphanerne kendt for en række guerillaangreb mod svenske tropper på Sydsjælland udført mellem 1658 og 1660 under de såkaldte Karl Gustav-krige. Efter krigen fik han som belønning godset Lundbygård, som denne rute fører forbi på vej mod Præstø, en nydelig lille købstad, hvor du kan snuppe en is på havnen eller indtage et Michelin-præmieret måltid på Frederiksminde Hotel. Nyd også havudsigten fra Jungshoveds bløde bakketoppe, og find ud til idylliske Stavreby Havn, Danmarks mindste fiskerihavn, hvor kun en enkelt erhvervsfisker holder stand, og til den gamle skanse Roneklint, hvor Svend Gønge ifølge overleveringen lokkede svenskerne ud på isen, som brast under dem, så de druknede. 

Panoramarute 424: på grusveje, skovveje og asfalterede landeveje med beskeden trafik. Maks. 2 % hældning. 

PUMP, FOR GUDS SKYLD

Vejkirker er med til at gøre cykling rundt i landet til en skønnere oplevelse. Men nogle vejkirker gør lige lidt ekstra for din tur. Ser du dette symbol, har den et sted, hvor cyklen må parkeres, du kan få fyldt din vandflaske, og der er en cykelpumpe til rådighed.

Hvad har sanger Kira Skov altid med på rejsen?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:

1.

”Det er noget særligt at lytte til musik, når man kører i tog. Den bliver farvet af det, man ser gennem vinduet, og af ansigterne, man har omkring sig. I dag streamer jeg musik på tjenesten TIDAL – og kan godt lidt savne, da jeg var teenager og bare havde min walkman og et par kassettebånd og lyttede til C.V. Jørgensens ’Indian Summer’ om og om igen, når jeg kørte hjemme fra Rødovre for at besøge min veninde i Allerød.” 

2.

”Når man har børn, er en rejse med toget en mulighed for at få en stund for sig selv. Det giver en god fordybelse til at skrive på sangtekster. Jeg skribler hurtigt tanker ned i min notesbog og skriver rent på computeren, hvor det er nemmere at få overblik.”

3.

”Jeg er i gang med Haruki Murakamis ’1984’. Jeg synes, hans magiske realisme og syrede univers passer fantastisk til den drømmende tilstand, man kan komme i på rejsen. Jeg har lige skrevet en sang som en slags hyldest til ham og bogen, hvor jeg messer hans navn og navnet på nogle karakterer og leger med ordet 1984.” 

Kira Skov, 44, er fra september på danmarksturné med albummet ’I nat bliver vi gamle’. 9. august kan sangeren opleves i samtale med digter Peter Laugesen til arrangementet ’Stue Møde 10’ i Vejringe på Falster.

Hun har altid været fascineret af Afrika, og en dag tog hun konsekvensen, droppede sit job og rejste til Nigeria med en mission. Anja Ringgren Lovén fortæller om fattigdom og korruption, om at blive taget for en naiv hvid kvinde og om at redde hekseanklagede børn fra døden.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

“TÆNK PÅ, at der er børn, der sulter i Afrika,” sagde min mor altid til mig som barn, hvis jeg ikke spiste op. Jeg tror, det satte sig i mig. Hun var blevet skilt fra min alkoholiske far, da jeg var tre år gammel, så hun opdragede min tvillingesøster og mig alene. På bogreolen i mit barndomshjem i Frederikshavn stod et stort, tungt leksikon. Jeg læste alt, jeg kunne om det afrikanske kontinent og så billeder af afrikanske børn.

Jeg ville være den næste Karen Blixen, have en stor ranch og hjælpe fattige børn. Det var meningen, at jeg skulle udleve min drøm om at rejse til Afrika, når jeg blev student. Men så fik min mor kræft, og jeg måtte sætte mine planer på pause. Jeg var 23, da hun døde, og i flere år efter var sorgen ved at æde mig op. Jeg led af angst, og en overgang var jeg også indlagt på psykiatrisk afdeling i Aalborg med en spiseforstyrrelse. I stedet for at rejse til Afrika flyttede jeg til Aarhus, hvor jeg fik job i en tøjbutik.

Flere år senere sad jeg en aften og så tv og faldt over en DR-dokumentar om børn i Nigeria, der blev anklaget for at være hekse. Nogle blev ’helbredt’ af heksedoktorer til gengæld for store summer, andre blev tortureret af deres egne forældre, og mange blev slået ihjel. Jeg græd, da der blev fortalt om en pige, som fik hamret et søm på syv centimeter ind i kraniet for at få hende til at tilstå, at hun var en heks. Overtroen forfærdede mig, men dokumentaren blev også en motivation. Da den var slut, ringede jeg til min søster: 

”Nu ved jeg, hvad jeg vil. Jeg vil til Nigeria og redde hekse-anklagede børn.”

Derefter tænkte jeg ikke på andet. Jeg begyndte at undersøge, hvordan jeg kunne komme af sted, men fandt hurtigt ud af, at ingen nødhjælpsorganisationer ville sende uprøvede frivillige til et land så farligt og korrupt som Nigeria. Jeg måtte samle erfaring et andet sted, og i 2011 rejste jeg på en tre måneders ekspedition til Malawi, hvor jeg boede i en lille landsby og arbejdede med fattige familier som nødhjælpsarbejder for Folkekirkens Nødhjælp.

ANJA RINGGREN LOVÉN

41, er stifter af nødhjælpsorganisationen DINNødhjælp, der arbejder med at bekæmpe overtro og redde hekseanklagede børn i Nigeria. Hun driver også Land of Hope Children Center i det sydlige Nigeria sammen med sin mand David Emmanuel Umem. Hendes biografi ’Heksebørnenes mor – Min rejse til håbets land’ er udkommet på Politikens Forlag.

DA JEG KOM hjem, vidste jeg, at jeg ville starte min egen nødhjælpsorganisation. Siden tog jeg til Tanzania for at renovere en landsbyskole for penge, jeg selv havde været med til at indsamle. Men det hele var i sidste ende forberedelse til den rigtige rejse: Nigeria.

Jeg oprettede min egen nødhjælpsorganisation, sagde mit job i tøjbutikken op og tog afsted i marts 2013. Jeg mellemlandede i Amsterdam, og da jeg gik om bord på flyet til Lagos, fik jeg mit første kulturchok. Bagerst i flyet, hvor jeg havde plads, sad et par politibetjente med en fange i tunge lænker. Senere har jeg oplevet, at der næsten altid er en fange, som er blevet deporteret fra Europa, med på fly til Nigeria.

I Murtala Muhammed-lufthavnen i Lagos stod jeg i kø til immigrationen i flere timer, og da jeg kom op til skranken, lød første spørgsmål: ”Do you have something for me?” Det var første gang, jeg mødte den korruption, der gennemsyrer Nigeria. Jeg var forberedt hjemmefra og  havde nogle amerikanske dollars eller nigerianske naira på mig. Det har jeg altid. Nigerianerne så mig som en naiv, hvid kvinde, der var kommet for at udnytte afrikanerne, og som derfor skulle snydes. Alle forlangte en belønning for at hjælpe.

Jeg var kommet i kontakt med Sam Itauma, grundlæggeren af den NGO. man fulgte i dokumentarfilmen om heksebørn, jeg havde set i Danmark. Men da jeg ankom til delstaten Akwa Ibom i det sydlige Nigeria, hvor organisationens børnehjem lå, fik jeg at vide, at Sam slet ikke var i landet – og at han ikke ville komme tilbage. Han var flygtet i eksil til USA efter dokumentarens premiere, fordi guvernøren var efter ham. 

Mine forestillinger om Nigeria som et hårdt og farligt sted blev hurtigt bekræftet. Der lå børn i laset tøj og sov på gaderne i landsbyerne, og politiets specialenhed, Special Anti-Robbery Squad, SARS, drønede rundt i gaderne med AK-47-maskingeværer i militærkøretøjer. 

Da jeg nåede frem til børnehjemmet, var der helt stille. Bygningerne var faldefærdige, og den gule maling på væggene var afskallet. En lille pige kom løbende imod mig – hun var ét af blot fire børn, der boede på børnehjemmet, viste det sig. Jeg havde forventet 150 børn og begyndte at stille spørgsmål: Hvor var de alle sammen henne? Og hvor blev pengene, som børnehjemmet modtog i donationer, af? Jeg opdagede, at en af de ansatte brugte børnene til at gøre rent i sit private hjem. De fik kun ét måltid om dagen, og de manglede både tøj og medicin. Jeg skrev til Sam i USA, men fik kun undvigende svar tilbage. 

Jeg tilbragte en måned i Akwa Ibom og var med til at redde tre børn, så antallet af beboere på børnehjemmet nåede op på syv. Det var også på den tur, jeg mødte min mand David. To år senere, i 2015, købte vi en stor grund i Akwa Ibom og gik i gang med at bygge vores eget børnecenter, hvor vi arbejder for at give hekseanklagede børn et bedre liv. Vi har valgt at kalde det Land of Hope efter en lille dreng ved navn Hope, som vi reddede i 2016. 

Anja Ringgren Lovén var med til at redde nigerianske Hope i 2016.

JEG FORDELER min tid 60/40 mellem Danmark og Nigeria. Når jeg er i Danmark, arbejder jeg for min nødhjælpsorganisation. Når jeg er i Nigeria, hjælper jeg min mand på børnecenteret. Da jeg var af sted i december 2019, ringede min mands telefon en dag. Opkaldet var fra en mand, som havde tippet os, dengang vi reddede Hope, men som vi ikke havde hørt fra i et par år. Da David lagde på, kiggede han på mig og sagde: ”Vi skal ud og redde et liv.” Han fortalte, at der lå en lille, udsultet dreng op ad nogle jernrør i et stærkt trafikeret vejkryds i et industriområde ikke langt fra børnecenteret.

Normalt er en redningsmission nøje planlagt, men manden havde sagt, at drengen var mere død end levende, så vi måtte af sted med det samme.

Vi ankom til stedet og så ham ligge i vejkanten. Ingen af de lokale ville røre ham, fordi de troede, at han var besat. Vi holdt ind til siden lidt derfra for ikke at tiltrække os opmærksomhed. En hvid kvinde i selskab med bevæbnede vagter, som jeg altid har med mig i Nigeria, kan let vække opsigt.

Da vi kom hen til drengen, var han så svag, at han knap kunne gå. Han var så tynd, at han måtte holde sine bukser, der var blevet for store om livet, oppe med hænderne. Vi forsøgte at tale ham til ro, men han var meget bange. Han fortalte os, at han hed Saviour. Jeg var alvorligt bekymret for, om han ville overleve. 

Mens vi stod der, fik nogle af de unge lokale håndværkere øje på os, og der opstod tumult. Flere ville have penge for at lade os tage ham med. Men det lykkedes os til sidst at komme derfra. I bilen satte David sin gospelmusik på anlægget, og mens jeg sad på bagsædet med Saviour, begyndte jeg at græde.

Jeg har efterhånden været på så mange redningsmissioner, at jeg ikke længere bliver påvirket. Men denne gang blev jeg rørt. Det viste sig, at Saviour var blevet voldtaget og smittet med hiv, og han testede positiv for kolera, tyfus og malaria. Hans lever var forstørret, og desuden var han angrebet af orme over hele kroppen. I dag bor Saviour på Land of Hope, og han er i bedring, men skal medicineres resten af livet.

Man anslår, at mere end 15.000 børn som ham hvert år bliver anklaget for at være hekse i Nigeria – men antallet kan være endnu højere, hvis man tager højde for alle de sager, som aldrig bliver opdaget. Vi arbejder først og fremmest med at bekæmpe overtroen og oplyse lokalbefolkningen, for redningsmissionerne gør det ikke alene. Vi ville alligevel aldrig kunne nå at redde dem alle.

Da jeg var i Nigeria første gang, hadede jeg de mennesker, som anklagede børn for at være hekse. Hvordan kunne de gøre sådan noget mod små børn? Men i dag forstår jeg, at de lever i et land, som er ekstremt fattigt, ekstremt korrupt, og hvor mange aldrig får en uddannelse. Måske er det ikke så mærkeligt, at overtroen trives.

Sangeren udpeger sine tre favoritsteder på danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

TRANEKÆR, LANGELAND

”Mine forældre havde sommerhus her, og jeg elskede turen fra Odense, hvor jeg voksede op, ned over Sydfyn og ad broerne først til Tåsinge og derefter Langeland. Jeg kommer stadig på øen og elsker dens kilometerlange stræk uden et hus, og at der altid er kort til kysten, selv når du står helt inde på midten. Dét er dansk sommer.”

THY

”Thy er et vidt begreb, men for mig er fornemmelsen af Thy selve bevægelsen gennem landskabet. Jeg har været i Thisted for at spille en del gange, men har åbenbart altid halvsovet i en bandbus eller bil uden at opleve, hvor vildt det er. Nu kommer jeg der med min kæreste, der har familie der. Ude på de store vidder får jeg en udansk fornemmelse af, at hvis jeg blev væk, ville ingen finde mig.”

HAVESELSKABETS HAVE, FREDERIKSBERG

”Den store plæne med påfuglene er som en entré. Herfra bevæger man sig ad velholdte stier gennem vekslende haveanlæg, som gennem salene på et stort slot. Længst inde i haven er der bænke ved bassinet med statuen. Her sidder jeg og lytter til tennisboldene fra klubben på den anden side af hegnet og en svag summen af biler. Det er balsamisk. Mens jeg skrev min seneste plade, sad jeg her næsten dagligt og læste mine noter.”

Claus Hempler, 49, med en fortid i gruppen Fielfraz, udgav sidste år sit første dansksprogede album, ’Kuffert fuld af mursten’.

 

Forfatteren udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.

CAFÉ NICK, KØBENHAVN

”Jeg elsker at færdes ved Nikolaj Plads, hvor jeg er vokset op. Jeg møder altid nogen, jeg har gået i skole med – eller deres forældre. Café Nick er et værtshus fra dengang, området blev kaldt minefeltet og var berygtet for sit prostitutionsliv. Området er blevet pænere, og det er Café Nick også. Men man kan altid møde en kunstner, der er interessant at snakke med.”

HESNÆS, FALSTER

”Min søn går i gymnasiet, men jeg ses stadig med nogle mænd i en fædreklub fra hans folkeskoletid. For nylig var vi på udflugt til en spejderhytte på Hesnæs. Skoven gik helt ned til en smal strand. Bøgegrenene strakte sig ud over vandet, og man kunne se til Møns Klint. Det var som at stå i et guld­aldermaleri.”

GNIBEN, SJÆLLANDS ODDE

”Det er, som om himlen åbner sig over én på Sjællands Odde. Længst ude ligger Gniben, hvor man kan se vand på begge sider, og vejret er lige så omskifteligt, som var man til havs. Jeg besøger tit en ven i hans sommerhus. Hvis jeg tjente nogle flere penge, ville jeg købe mit eget.”

Kaspar Colling Nielsen, 46, er forfatter til blandt andet ’Mount København’ og ’Den danske borgerkrig 2018-24’ og taleskriver for miljøministeren. Han er aktuel med pod­casten ’Skabelsen af Paradis’.

Kok og tv-vært NIKOLAJ KIRK har rejst rundt i hele verden og spist ting, du ikke anede fandtes. Her fortæller han om rådne fugle i Grønland, febervildelser, et forbudt caribisk måltid og om at ride på og spise rensdyr i Mongoliet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

GRØNLAND, 2014

“Jeg tog til det nordlige Grønland for at spise syltede søkonger. Det er en særlig grønlandsk ret, som de kalder kiviaq. Søkongen er en lille fugl, lidt mindre end en due, der om sommeren kommer i gigantiske fugletræk ind over de nordgrønlandske fjelde, hvor de lander for at spise. 

I byen Qaanaaq, lidt nord for Thulebasen, havde jeg fået kontakt til Hansi og Birthi, et ældre ægtepar, som i mange år havde hjulpet folk på rejser og ekspeditioner i Nordgrønland. De kendte opskriften på søkongerne, som ikke var nedskrevet noget sted.

Qaanaaq består af cirka 450 mennesker og omkring 3.000 slædehunde. Næsten alle i byen lever af fangst. For at fange søkonger sætter de lokale fangere sig oppe i fjeldene under camouflage med en lang træstang og et kæmpe net. Når fuglene flyver over, svinger de nettet og fanger flere hundrede ad gangen. Man må ikke kigge op fra camouflagen, så opdager fuglene én. Men de garvede fangere ved præcis, hvornår de skal svinge nettet.

I Nordgrønland er der flere slædehunde end mennesker.

Når man har fanget søkongerne, giver man dem et ordentligt gok, så de dør. Så tager man en sæl og udhuler den. Derefter presser man alle fuglene ind i sælskindet med fjer, næb og det hele. Man må heller ikke tømme dem for fuglelort, fordi søkongen spiser nogle særlige urter og bær. Resterne sidder i afføringen og er vigtige for fermenteringen.

Når sælen er helt fyldt og udspilet, syr man den sammen igen. Udenpå smører man med mattak – spæk fra en narhval – som danner en hinde og lukker den helt tæt. Det er vigtigt, at ingen luft kan komme ind, ellers kan man få pølseforgiftning, når man spiser fuglen.

Søkongerne fermenterer under en stabel af sten i et halvt år, nogle gange længere. Sammen med Hansi og Birthi tog jeg ud og hentede en færdig ’pakke’ med fugle, som vi fragtede hjem til dem. De boede i et lille hus, og Birthi mente, at vi skulle spise fuglene i deres køkken. Hansi, der ikke kunne fordrage syltede søkonger, skyndte sig at smutte. 

Birthi og jeg bar sælen med søkonger ind i køkkenet. Så åbnede hun alle vinduerne, for der lugtede allerede råddent. Men det var intet mod den stank, der bredte sig, da vi sprættede sælen op. Det kan bedst beskrives som en blanding mellem virkelig sure tæer og en dåse svensk surstrømning, lige efter den er blevet åbnet. Bare 10 gange så kraftigt. 

Lugten gik lige i næseborene, og min mave begyndte at rumle. Birthi fiskede en fugl op og sagde, at hun lige ville smage først. Hvis de syltede søkonger ikke er lavet rigtigt, kan man dø af at spise dem. Hun hev fjerene af og satte tænderne i fuglen. Kødet var lyserødt med små, hvide prikker over det hele. Med duggede briller og blod i hele hovedet vendte hun sig om mod mig:

’De er fine. Du tager også en.’ 

På det tidspunkt havde jeg det allerede, som om jeg skulle kaste op. Jeg samlede en fugl op og tog en bid. Forgæves forsøgte jeg at skille den fæle lugt fra selve smagen. Kødet smagte sødligt, som når man bider sig i tungen, og lidt af brændt metal, men det var svært at fornemme gennem stanken. 

Mens jeg spiste fuglen, kunne jeg mærke, at jeg skulle kaste op. Der var ikke noget at gøre. Jeg kravlede op på Birthis køkkenbord, stak hovedet ud ad vinduet og knækkede mig, mens jeg lå på alle fire. Men Birthi, der var en rå dame, insisterede på, at jeg tog en mere.

Jeg tænkte, at når nu jeg var rejst hele vejen herop for at spise syltede søkonger og skrive opskriften ned, måtte jeg også kunne klare at spise to. Feberen bredte sig i min krop, jeg frøs og svedte på samme tid, og opkastet kradsede i min hals. Men jeg tog en mere.

Mens jeg spiste, kunne jeg mærke, at mine underbukser blev våde. Jeg prøvede at klemme ballerne sammen, men det var for sent. Jeg fik fremstammet til Birthi, at jeg skulle låne hendes toilet. Jeg styrtede derud, mens det væltede ud af mig. Et par minutter senere kom jeg kravlende ud i køkkenet igen, kun i boksershorts. Jeg kunne ikke stå op, og mit tøj var så gennemsvedt, at jeg havde smidt det hele. Jeg lå som en våd hund i fosterstilling og rystede, da Birthi kom hen og spurgte, om jeg var okay. På det lille fjernsyn bag hende fik jeg pludselig øje på Mette Blomsterberg, der stod og bagte kager i tv.

’Hvad fanden sker der?’ spurgte jeg Birthi. Hun forklarede, at i Nordgrønland brugte man syltede søkonger til at komme i kontakt med ånderne, der spøgte i fjeldene. Når de grønlandske trancetrommer spillede, spiste fangerne kiviaq, til de blev så febervilde, at de begyndte at hallucinere. I trancen fik fangerne et klarsyn og kunne pludselig se, hvornår isen brød, og lyset kom. På den måde vidste de, hvornår de skulle tage på fangst igen. At nå dertil krævede mere end to fugle, forklarede Birthi. Men jeg havde fået nok. Det tog mig flere dage at blive rask igen.”

Pirate’s Bay i Tobago.

TOBAGO, 2008

“Min kone (musikeren Karen Mukupa, red.) og jeg var på Trinidad og Tobago. Vi boede i Pirate’s Bay på nordøstkysten af Tobago, som er den mindste af de to øer. På det tidspunkt var der en del ballade. Nogle turister og backpackere var blevet udsat for voldelige overfald af lokale bander. Men vi tog dertil alligevel, fordi jeg ville besøge nogle vanilje- og kakaofarme på øen.

Pirate’s Bay er et lillebitte fiskersamfund, der ligger i en bugt med klart blåt vand, sandstrand og palmer, præcis som en tropeø ser ud på film. Da vi havde været der et par uger, blev vi venner med nogle af de lokale. Blandt dem var en kæmpestor mørk fyr, som hed Fanton. Til at begynde med var jeg lidt bange for ham. Men han viste sig at være en virkelig sød, lidt goofy mand, som tog os med på ture ind i regnskoven, og vi besøgte hans familie.

En dag sagde Fanton, at der var en fiskerfest på den vestlige side af øen, som vi skulle med til. Én gang om året samles alle byens fiskere og går fra hus til hus, hvor hver familie disker op med en ret og en drink – som tour de chambre på et kollegium. Normalt var der ingen turister, men Fanton havde fået os med. Jeg spurgte, om vi skulle være bekymrede for de overfald, der havde været på øen. Han svarede, at så længe vi var sammen med ham og hans venner, var der ingen problemer.

Hele aftenen gik vi fra ét hus til det næste, spiste og drak og sludrede med de lokale. Karen er mulat, så jeg var det eneste hvide menneske. Et stykke ud på aftenen kom Fanton hen og sagde, at vi skulle med over til et hus og spise seagoat. Jeg anede ikke, hvad det var, men forstod, at det var en vigtig del af festen. På det tidspunkt havde vi fået alt fra stegte blæksprutter til curry-retter med gedekød, kokos og citron. Jeg var helt mæt, fordi jeg ikke kunne styre mig. Men Fanton insisterede på, at vi skulle smage.

Vi ankom til et hus, hvor en masse lokale stod samlet om en kæmpe gryde. Jeg fik en lille tallerken stukket i hånden. På den lå en brunlig masse af kødstrimler og lidt tomat. Jeg tog et stykke i munden og kunne slet ikke genkende smagen. 

‘Hvad er seagoat egentlig?’ spurgte jeg Fanton.

‘Det er havskildpadde,’ sagde han.

Fanton forklarede, at havskildpadde var en traditionel spise i Trinidad og Tobago, en skik, der var lige så gammel som det indfødte folk i det lille øland. Men fordi den er truet, var det blevet forbudt at spise den. Seagoat var slang, men også et dæknavn, fortalte Fanton, der til daglig arbejdede som kystvagt. Det var hans job at sejle rundt og kontrollere, at de lokale fiskere ikke havde havskildpadde i deres fangst.”

MONGOLIET, 2018

“I grænselandet mellem det nordlige Mongoliet og det sydlige Sibirien besøgte jeg nomadefolket tuvanerne. Det er et folk, der i mange år har levet med og af rensdyr, som de driver rundt i flokke. Jeg ville besøge dem med en fotograf og dokumentere deres hverdag.

Vi fløj til hovedstaden Ulan Bator, hvor vi mødtes med en fixer. Derfra gik den flere dage lange tur i bil mod nord. Landskabet i den del af landet er goldt og råt med bjerge og sne.

Ved grænsen er der en 50 kilometer bred zone mellem Mongoliet og Rusland, som man skal have en særlig tilladelse for at rejse igennem. Det er en gammel aftale, der blev lavet, fordi russerne ikke ville have, at tuvan-stammerne flyttede frem og tilbage over grænsen. De fik valget mellem at slå sig ned i Sibirien eller i Mongoliet, og mange familier blev delt. Tuvanerne er i dag de eneste, der ikke kan få tilladelse til at passere grænsen. Hvis de forsøger, risikerer de at blive skudt af russiske soldater.

Om sommeren driver tuvanerne deres rensdyr op i fjeldene. Om vinteren, når det bliver for koldt, søger de ned i dalene igen. De er vanskelige at finde, fordi man aldrig ved med sikkerhed, hvor de befinder sig. De har hverken mobiltelefoner eller internetforbindelse. 

Vi kørte rundt fra by til by. Hver gang vi mødte nogen, stoppede vi og spurgte, om de vidste, hvor tuvanerne var. Den første nat måtte vi give op og overnatte på nogle madrasser i en lille landsby. Men næste aften fandt vi dem med hjælp fra nogle lokale. Vi var kørt helt derud, hvor grus­vejene var blevet til dækspor, og dæksporene var forsvundet i sneen. Derude boede en stamme i 10-12 tipier sammen med en flok på hundredvis af rensdyr. Vi forklarede, at vi var kommet for at følge dem, og vi blev taget imod og fik plads i en af tipierne.

Tuvan-folket bor i tipier, som er nemme at transportere, når de flytter sig med rensdyrene.

Om natten kunne temperaturen nå ned under minus 20 grader. Jeg havde købt en mongolsk vintersovepose, lavet af kameluld, men det var ikke nok. Både fotografen og jeg hundefrøs. Mens vi lå der den første aften, kom konen fra den familie, vi boede hos. Hun var en lille, rynket dame i tresserne med et stort smil. Hun begyndte at fylde brænde i den lille kakkelovn i tipien, til den nærmest var rødglødende. Hendes datter kom med uldtæpper, og så blev vi puttet af de to fremmede kvinder. Vi gik begge ud som et lys på grund af den bagende varme.

Næste morgen stod vi tidligt op og fik serveret suttug shai. Det er sort te med salt og mælk, som varmes op og iltes på en særlig måde. Man løfter teen op med en øse og lader den falde ned i gryden igen gentagne gange. Det giver en helt særlig rund og blød smag. Hver familie i stammen havde deres egen opskrift.

Bagefter skulle vi drive rensdyrene ud. Normalt er rensdyr ikke et ridedyr, men tuvanerne var så tæt knyttet til dem, at de kunne ride på dem. Vi fulgte med og blev hele dagen sammen med en gruppe mænd fra stammen, som sad og passede på rensdyrene, mens de græssede – syv til otte timer i træk. I starten var jeg rastløs, men efterhånden som dagene gik, vænnede jeg mig til at lave ingenting.

Når det blev aften, trak vi rensdyrene ind omkring tipierne igen. I løbet af dagen havde kvinderne samlet brænde og lavet vand af smeltet is. Der blev tændt bål for at holde ulve væk, og tuvanernes hunde, som er store og bidske, passede på rensdyrflokken. Hver eneste aften fik vi tørret rensdyrkød med nudler. De spiste ikke andet. Dejen lavede de på et skærebræt, som de placerede oven på deres senge. Der var ingen køkkener i tipierne. Kødet blev nulret ud i en gryde og stegt med de grøntsager, der var til rådighed – men altid løg. Løget stammer oprindelig fra Mongoliet og blev spredt til Europa, da Djengis Khan og hans klan drog vestpå i krig. Det vokser stadig vildt i landet.

Ingen af tuvanernes opskrifter er skrevet ned. Men jeg nedfældede opskrifterne og tog dem med mig hjem. Vi blev hos tuvanerne i 17 dage. Om et årti eller to findes de formentlig ikke mere, fordi de unge forlader stammerne og flytter ind til de store byer. Desværre ender det ofte med hjemløshed og stofmisbrug, fordi de som naturmennesker har svært ved at tilpasse sig livet i byen. Jeg er glad for, at jeg nåede at opleve dem.”

NIKOLAJ KIRK

44 år. Udlært kok fra Hotel Imperial og Hotel Baltic i 1992-93. Han har været køkkenchef på flere kendte restauranter – blandt andet Formel B – udgivet 16 bøger og medvirket i en række tv-programmer, herunder serien ’Nak & æd’ for DR, hvor han og Jørgen Skouboe nu på tiende sæson rejser verden rundt, tager på jagt og tilbereder mad i naturen. Tidligere på året udgav Nikolaj Kirk bogen ’Ild – Eventyrlig mad’ sammen med kokken Mikkel Maarbjerg og fotografen Morten Kirckhoff.

 

Hvor hurtigt kan man rejse til samtlige S-togsstationer i hovedstadsområdet? Nanna Heinicke og Thorbjørn Randrup har prøvet kræfter med The Copenhagen Challenge, og Ud & Se var med på verdensrekordforsøget, der nu er til eftersyn hos ’Guinness rekordbog’.
Tekst:Annelise Hartmann EskesenFoto:Thomas Nielsen

HAN SAD oppe til klokken 23 i går for at lave planen om. 23-årige Thorbjørn Randrup havde lige udtænkt en endnu hurtigere måde at nå alle 85 stationer i S-togsnettet på kortest mulig tid. 

Ruten printede han ud til sig selv og til sin 23-årige veninde, Nanna Heinicke.

Den største udfordring, der er indbygget i planen, er Frederikssund Station – her er der præcis nul minutter til at skifte tog.

På jodel.com har Thorbjørn Randrup spurgt de andre brugere, om det er muligt at nå C-toget 14:10, når man ankommer med et H-tog 14:10. ”Selvfølgelig kan du ikke det,” og ”det ville jeg ikke satse på,” svarede brugerne på chat-appen, mens en tredje spurgte, hvorfor han dog ville det, når Frederikssund er en endestation.

Men det vil Thorbjørn Randrup. For sammen med Nanna Heinicke vil han i ’Guinness rekordbog’ som de to danskere, der hurtigst har nået at ankomme eller afgå fra samtlige S-togsstationer i København og på Sjælland.

Ved hvert af de 85 S-togsstop noterer Thorbjørn Randrup ankomst- og afgangstidspunkt målt i sekunder.

Inspirationen til The Copenhagen Challenge er hentet fra London og New York, hvor folk siden 60’erne har forsøgt at besøge alle stationer i byerne på kortest mulig tid kun med fødderne og anden offentlig transport som hjælpemidler.

De to rekorddeltagere er mødt op på Køge Station i god tid en kold og klar mandag i oktober, lige efter myldretiden. Bib-bib-bib, dørene lukker. Thorbjørn koncentrerer sig om at føre venstre pegefinger ned til telefonens stopur præcis i det sekund, toget i et stille hvin sætter af fra perronen.

Klokken 9:06 trykker han på knappen. Og ånder lettet op.

”Dér, godt, phew. Er du klar til seks timer i tog?” 

”Ja,” siger Nanna uden at kigge op fra køreplanen.

Nanna har en time og tre kvarter til skole hver vej, men det generer hende ikke. Tiden bruger hun ikke på at læse op på de fag, hun er på vej til. Hun vil hellere kigge ud eller læse bøger.

TUBE CHALLENGE

Siden 1959 har rejsende i Londons underground konkurreret om, hvem der på kortest mulig tid har kunnet rejse til samtlige stationer i ’The Tube’. Rekordforsøgene har været registreret hos ’Guinness Book of World Records’ siden 1960.

Reglerne siger, at man skal have besøgt samtlige stationer og kun må bevæge sig enten med tog, til fods eller med anden offentlig transport mellem stationerne. Eftersom antallet af stationer har varieret over årtierne, er det ikke muligt at sammenligne rekorderne direkte, men den hidtil hurtigste tid (270 underground-stationer) blev sat i 2016 og var på 16 timer, 20 minutter og 27 sekunder.

”ØLBY,” LYDER det kort efter fra højttaleren. Thorbjørn kigger på stopuret og noterer med en af sine 10 medbragte gule skoleblyanter, at toget ankom til perronen 2 minutter og 28 sekunder inde i dagens rekordforsøg og afgik 21 sekunder senere. Det er tre sekunder længere end den gennemsnitlige tid, Thorbjørn har regnet ud, at et tog bør holde på perronen. Det stresser ham. Bliver tidsplanen ved med at skride på den måde, kan det sætte rekordforsøget over styr.

Der findes en uofficiel rekord på 5 timer og 56 minutter, og ifølge planen kan Thorbjørn og Nanna nå alle stationer på 5 timer og 52 minutter.

Thorbjørns kæreste synes, han er skør. Men ”vi har alle sammen vores ting,” som han siger og glæder sig over, at veninden Nanna havde lyst til at tage med på turen. Til daglig studerer Thorbjørn forhistorisk arkæologi og bor i Albertslund, hvorfra han hver dag pendler til sit studie på Amager. Derfor har han et ungdomskort, hvormed han frit kan benytte hele S-togsnettet. I sommerferien glemte han at sætte kortet i bero. 30. juni blev der trukket 650 kroner på hans konto, og det skulle udnyttes: ”Jeg tog en tur til alle S-togsstationer, bare for sjov, og tog tid på det.” 

Det tog ham 6 timer og 16 minutter at nå alle stationer, og han spekulerede på, om andre havde gjort forsøget før ham. På nettet stødte han på fænomenet Tube Challenge. Det viste sig, at samme koncept kun var afprøvet få gange i København og Danmark, og derfor satte Thorbjørn Randrup sig for at slå rekorden i disciplinen. 

”Første fejl,” siger Thorbjørn på vej mod Solrød Strand. ”Vi skal sidde på de yderste sæder, så vi er tættest på døren.”

De rykker sig. Thorbjørn noterer ankomsttidspunktet. En ung fyr med håret strøget tilbage læser en bog på sædet ved siden af, en mand omkring de 30 får en lur udstrakt, og en ældre herre kigger på sin mobiltelefon.

”Greve,” lyder det i højttaleren. Solen banker ind ad vinduet, og kulden strømmer ind i kupeen, hver gang døren går.

Thorbjørn og Nanna går mod skydedørene.

”Et godt trick er at holde knappen inde, lige inden toget holder. Så åbner døren med det samme, og vi sparer tid,” siger Thorbjørn.

Thorbjørn Randrup bruger sin daglige togtur fra Albertslund til Islands Brygge på at løse sudoku, høre musik eller podcasts.

KLOKKEN 9.31 kører toget ind på Vallensbæk Station. Vil nogen have en karamel? Nej, der er ikke tid. Thorbjørn har travlt med at notere tidspunkter, Nanna tjekker rejseplanen på sin mobil for at finde en hurtigere rute omkring Klampenborg.

På Friheden Station holder toget et helt minut. Thorbjørn virker urolig og kigger over skulderen ud på perronen. Da toget endelig kører videre, siger han til Nanna: ”Det er meget sjovt, ik’?”

”Jo, men jeg bliver stresset, når jeg ikke kender stationerne og skal lave om i ruten så hurtigt,” siger Nanna Heinicke, der bor i Næstved og pendler hver dag til København, hvor hun læser grønlandske og arktiske studier på Københavns Universitet. Det var her, hun mødte Thorbjørn, der gik der, inden han skiftede studie. Hendes første minde om ham stammer fra rusturen, hvor Thorbjørn midt ude i skoven pludselig åbnede sin rygsæk og hev termokander med varm kaffe frem til hele holdet. Kort efter åbner han sin rygsæk på Hellerup Station og skænker kaffe i medbragte plastickrus.

Thorbjørn Randrup elsker planlægning, og han elsker systemer. Derfor passer udfordringen godt til ham. Så meget af hans liv som muligt er organiseret i Excel-ark.

”Jeg har et kæmpe livsark, kalder jeg det, der går fra gymnasiet til forventet ph.d. Der står, hvilke fag jeg har haft og forventer at tage på hvilke semestre,” siger han, ”og mine 136 bøger er sorteret efter DK5-systemet, som man kender fra biblioteker, hvor man rangerer bøger efter emnekoder.” 

Med i rygsækken er der køreplaner, blyanter, viskelædere, ostemadder, varm kaffe, småkager og powerbank.

SUBWAY CHALLENGE

Også i New York, der har 472 subway-stationer, forsøger passagerer at komme hurtigst frem til alle stationer og at komme i ’Guinness rekordbog’. Den seneste rekord er fra 2016 og på 21 timer, 28 minutter og 14 sekunder.

EFTER ET SKIFT på Hovedbanegården går 17 børnehavebørn i to kolonner ind i toget. Det tager langt mere end de gennemsnitlige 18 sekunder.

”Sådan er det jo. S-toget er for alle,” siger Thorbjørn overbærende, men følger dem med øjnene, til sidste barn er inde, og dørene kan lukke i.

Siden 2006 har Nanna samlet på ’Guinness rekordbog’. Hvert år til jul fik hun sidste nye eksemplar og tilbragte resten af aftenen med at se, hvor høje tårne børn kunne bygge i Lego, og undre sig over den kvinde i verden med de længste negle og de brødre, der havde mest hår i ansigtet. Som Thorbjørn pointerer, er der ikke længere noget nyt land at opdage, hvis man vil optages i rekordbogen.

”Det, vi er i gang med nu, er lægmandens historieskrivning,” siger han.

”Uanset om vi slår rekorden eller ej, er det en dag, vi vil huske,” siger Nanna. 

Personligt måler Thorbjørn al succes på, hvor meget han har grinet, og Nanna siger: ”Det er altid sjovt med dig.”

Det røde S-tog skærer igennem den kolde luft og standser på Nordhavn, der ifølge Thorbjørn ”helt klart ligger på den flotteste del af S-togsnettet”. Over det store havnebassin kan man se Trekroner og bagved Sverige. 

”Gud, hvor er det gået hurtigt,” siger Nanna, da hun kort før Svanemøllen kan konstatere, at de har kørt en time.

PÅ HELLERUP STATION er tiden knap. Nanna og Thorbjørn står klar ved trykknappen, inden toget holder. De løber, da dørene begynder at åbne, med rygsækkene hoppende på ryggen, ned ad trappen, gennem en mørk tunnel og op til næste spor, helt forpustede. Det viser sig, at der er næsten to minutter til næste tog. De får pusten foran en plakat over tognettet.

”Jeg drømmer om sådan en plakat. De skal skiftes ud på grund af de nye metrostop og det nye stop Køge Nord, så jeg har spurgt DSB, om jeg ikke må få en. Den er så flot.”

Klokken 10:22 ankommer toget til Klampenborg Station. Under gamle hvælvede lofter og store kuppellamper med udsigt til Dyrehaven på den ene side og Bellevue Strand på den anden får Thorbjørn og Nanna en banan i solskinnet. Thorbjørn tager en trøje af, inden de går ind i toget efter den nye rute, Nanna lige har ændret. Desværre er toget forsinket.

”Det gik jo galt på Klampenborg,” siger Thorbjørn 24 minutter senere, da de kører fra Jægersborg Station. Han er stille, bider i sin gule blyant.

På strækningen mellem Allerød og Hillerød er der store marker uden for togruden.

”Vi, der kommer syd- og vestfra, kommer jo sjældent herop,” siger Thorbjørn.

”Man tænker, at Nordsjælland er lig med rige mennesker og Strandvejen, men her er jo mere alsidigt. Det her landskab ligner jo Næstved. Det er meget godt at se i virkeligheden,” siger Nanna.

Ifølge Thorbjørn bruger mange pendlere for meget energi på at være frustrerede over S-togene, der indimellem kører med store forsinkelser.

”Jeg synes ikke, at folk sætter nok pris på S-toget. Alle bruger det som sådan en ting, man bare tager for givet. Jeg tænkte, at hvis vi bruger seks timer på at befinde os i det, kan det være, vi vil se anderledes på det bagefter,” siger han.

8 minutter og 39 sekunder inde i rekordforsøget ankommer Thorbjørn og Nanna til Hundige Station.

STEMNINGEN BLIVER afslappet på Birkerød Station. Måske lidt for afslappet. Thorbjørn og Nanna sænker skuldrene og glæder sig over ikke at skulle notere tidspunkter.

”Vi har 10 minutter, nice,” siger Thorbjørn og løsner sølvpapiret om en stor stak ostemadder. Han tager en mad ud og tager en bid. De skal med bussen til Farum, hvilket er i fuld overensstemmelse med reglerne. Ifølge planen er tiden knap i den anden ende. De skal løbe 400 meter på fem minutter.

”Velkommen om bord,” siger en venlig kvindelig buschauffør med rød læbestift.

Thorbjørn og Nanna finder et sæde bag i bussen og hiver en pakke cookies frem. Thorbjørn har kun 18 procent strøm tilbage på sin mobil, der stadig styrer stopuret, der er afgørende for rekordforsøget. Han slutter mobilen til en skriggul powerbank fra rygsækken og putter den og telefonen i forlommen på sin anorak.

Bussen nærmer sig stoppet nærmest Farum Station. I god tid går de mod midterdøren. De trykker stop, stiger ud og sætter i løb. Rygsækkene hopper endnu mere rundt på ryggene, da de nærmest i sprint passerer Vallensbæk Bilcenter.

Nanna sakker bagud, mens det langsomt går op for Thorbjørn, at de er kommet til at stige af et stop for tidligt. ”Fuck, det er pinligt, mand,” siger han.

Han stopper op, lægger armene bag hovedet og peger albuerne i vejret. Der er cirka tre minutter til afgang og stadig flere hundrede meter til stationen. 

”Jeg tror sgu ikke, vi når det,” siger Thorbjørn uden at løbe. Han vil have Nanna med, om det så betyder, at de ikke når toget. Hun er langt tilbage med røde kinder.

Thorbjørn løfter blikket og får øje på, hvad der må føles som en oase på en ørkenvandring: et rødt og hvidt S-togsskilt. De giver det et skud. Nanna accelererer, finder flere kræfter. Thorbjørn danner fortrop. Han løber, men kigger sig hele tiden tilbage efter sin makker. Han passerer S-togsskiltet, kan se perronen og toget, hvis døre lige har givet lyd fra sig som tegn på, at de lukker. Han spæner, ligger næsten vandret i luften.

Med armen strakt foran sig, klar til at trykke på knappen, løber han mod togdørene, der nu er lukket i. Da han når perronen, trykker han på døren, mirakuløst går den op. Nanna er ikke til at se, det er begrænset, hvor længe han kan stå og spærre dørene. Med det ene ben inde i toget og det andet på perronen kigger han efter sin ven. Pludselig løber hun, med nyfundne kræfter, rundt om hjørnet og det sidste lille stykke hen ad perronen, ind ad togdørene, der to sekunder efter lukker i. Toget kører, de nåede det.

REKORDTID

Thorbjørn Randrup og Nanna Heinicke har indsendt deres dokumenterede rekordforsøg til ’Guinness World Records’, der i første omgang har accepteret ansøgningen. Om verdensrekord-forsøget endeligt godkendes og optages i rekordborgen, afgøres i januar 2020.

INDENFOR nærmest kaster de sig ned på gulvet. Der går flere minutter, før de siger noget. De skal lige finde pusten. Nanna har røde kinder, og på Thorbjørns pande pibler sveden frem.

”Undskyld,” siger hun. 

”Det er min fejl,” siger Thorbjørn om det forkerte busstop: ”Jeg giver en bajer senere. Men vi klarede den.”

Toget kører fra Farum, over Værløse og Hareskov til Skovbrynet. Hele ruten er omsluttet af skov.

”Så er vi halvvejs,” siger Thorbjørn ved Buddinge Station og tilføjer, at han har skullet tisse siden Klampenborg. 

Kort efter kører Thorbjørn og Nanna ind på Flintholm – ’Fremtidens station’, som de kalder den med al dens glas og de mange spor, der krydser over og under hinanden. 

”Det er meget fedt, at man snart kan sige, at man har besøgt alle stationer,” siger Nanna.

Efter Valby kommer to unge piger ind i toget. Klædt i ens pelskrave og sorte kondisko diskuterer de, hvor det er bedst at stå af, når man skal på Burger King. To fyre i trediverne sidder i sæderne mod det andet vindue og taler om opskrifter på hummus. Den ene har ring i øret, den anden i næsen.

Et sted mellem Rødovre og Brøndbyøster er der gået fire timer.

’Verdensmestrene’ Thorbjørn Randrup og Nanna Heinicke på Vigerslev Allé Station.

NANNA HEINICKE kigger på den printede plan. De nærmer sig Frederikssund, hvor de skal lave det skift, der er fuldstændig afgørende for rekordforsøget. De har nul minutter til at skifte. 

Ved Egedal, to stop før dagens store prøvelse, stiller Thorbjørn og Nanna sig klar i midtergangen. Her spotter de en togfører.

”Undskyld, jeg forstyrrer,” siger Thorbjørn, forklarer udfordringen og spørger togføreren, om han tror, at det kan lade sig gøre, og hvor det er bedst at stå.

”I skal ud ad dén dør her, og så skal I løbe stærkt,” siger togføreren, der tvivler på, at det er realistisk at ankomme 14:10 og afgå 14:10. Men som Thorbjørn optimistisk pointerer, er det heldigt, at toget ikke kører efter en rejseplan på sekunder.

”Det er den eneste forsinkelse, vi håber på i dag,” siger Nanna.

Klokken 14:10 standser toget. Thorbjørn og Nanna står helt fremme ved ruden og spurter ud mod en perron, der ligger skråt bagud. Toget holder der allerede. Det tager cirka 10 sekunder at løbe derhen, 10 sekunder, hvor de ikke ved, om dørene er låst eller bare lukkede. Thorbjørn trykker på knappen, da de når frem. Dørene går op. 

”YES!” råber han og flår armene i vejret.

”Ej, hvor fedt, så nåede vi det sgu,” siger Nanna stolt, da de er kommet ind i toget.

”Den er ikke hjemme, før den er hjemme,” husker Thorbjørn hende og sig selv på.

”Jeg tror, at den er rimelig meget hjemme.”

Han logger på jodel.com og skriver en opdatering til sin tråd: ”Jeg fucking klarede det, h8ers” – efterfulgt af en smiley med solbriller på. Helt rolige går de kort efter ind et vilkårligt sted i det sidste tog, der kører dem til stop nummer 85 på dagens rute.

”Vigerslev Allé,” lyder det fra højttaleren.

”Klar, parat … og stop,” siger Thorbjørn på vej ud på perronen og placerer venstre pegefinger på stopuret på sin mobiltelefon.

5 timer, 53 minutter, 32 sekunder og 92 hundrededele.

”Vi klarede det,” siger han og giver Nanna et kram.

”They said it couldn’t be done,” bliver han ved.

“Haters gonna hate,” siger Nanna og griner.

De tager en vinder-selfie foran en grå væg på perronen og ringer Thorbjørns kæreste op på medhør.

”Hej smukke, så er Nanna og jeg sgu blevet verdens-mestre!”

Skuespilleren udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

BRATTEN STRAND, NORD FOR FREDERIKSHAVN

”Nord for Limfjorden er man ikke længere i Danmark. Landskabet er sletteagtigt. Man kunne være på månen – eller på safari. På Kattegat-kysten er der stille og børnevenligt. To år har vi haft held til at låne et hus i første række, samle flotte muslingeskaller, gemme os i klitterne og kigge ud over havet.”

SAMSØ

”Jeg kan lide øen om efteråret, når det rusker, og om sommeren, når kornet svajer. Jeg var tit på ferie her som barn for at besøge min morfar. I sommer cyklede jeg fra Ballen i syd til Nordby i nord og tilbage igen sammen med min far og min datter. På Samsø kører man hele tiden ind og ud af hyggelige småbyer.”

FREDERIKSBERG HAVE, KØBENHAVN

”Det er overvældende at stå oppe ved Frederiksberg Slot og kigge ud over haven og resten af byen. Og så løbe af sted ned ad bakkerne. Den ligger tæt på, hvor vi bor, og jeg holdt af at komme der og trille med barnevogn. Nu tager jeg min søn og datter med for at vise dem, hvordan årstiderne skifter.”

Signe Egholm Olsen, 39, skuespiller. Kendt fra filmen ’Nordkraft’ og serier som ’Borgen’ og ’Den som dræber’. Frem til 12. december aktuel i ’De befriede’ på Teater Republique.