HAIRCUT FOR HERRER
Frisør Ole har været frisør på Nørrebro siden 1966. Han er født og opvokset i Meinungsgade og er en af få nørrebroere i kvarteret, der har fulgt byudviklingen i mere end 50 år. Han er en bestemt herre, der har stået i lære i Hellerup. Selv siger han, at han har ”fine manerer, som folk lægger meget mærke til”. Thorsgade tæt på Nørrebros Runddel havde før i tiden et livligt butiksliv med mange forretninger, blandt andet en damefrisør. Adskillige bygninger er blevet saneret, og i dag er gaden blevet mere rolig. Da Frisør Ole startede, var der få frisører på Nørrebro, i dag er der utallige. Men Ole holder ved den gamle stil, der blandt andet har tiltrukket rockabilly-tilhængere, som dyrker 50’ernes musikkultur, tøj og hårmode.
Frisørmester Ole B. Rasmussen, Thorsgade 4, 2200 København N

SLIDSTYRKE
Under sporene ved Nørrebro Station larmede godstog en-gang over Kurant Slidbane-fabrik, men i dag er det de mere støjsvage S-tog. ”Jeg kan godt lide at tegne,” siger den krimi- og kunstglade Henrik Aagreen Larsen, hvis bøger og tegninger kan ses i butikkens lille kontor. Han er fjerde generation af dækmontører. Hans oldefar startede på Frederiksberg, hans farfar flyttede forretningen op ad F-linjen ved Nørrebro Station, og derefter gik arven videre til Henriks far Finn. Siden 2007 har Henrik -Aagreen Larsen alene ført forretningen videre. Da oldefaren begyndte, reparerede han slidbanen i dækkene, såkaldt vulkanisering, for derefter at montere dem på ny. I dag er Henriks job primært at udskifte og montere dæk. Han håber at blive under banen indtil sin pensionering. Indtil da tager han den med ro, lukker forretningen klokken 15 og har tid til at læse krimier og sludre med kunderne.
Kurant Slidbanefabrik, Bregnerødgade 6, 2200 København N

FOR FULDE GARDINER
Bag den brune facade med Mais Gardiner gemmer sig en overflod af farver og sprælske mønstrede tekstiler. ”Vi er en gammel butik,” fortæller Charlotte Mai om butikken, der blev grundlagt af hendes forældre på Nørrebrogade i 1957 – i lokaler, hvor hendes farfar Henry Mai havde drevet hattebutik i mange år. Efter 18 år på Nørrebro flyttede forældrene i slutningen af 70’erne til Brønshøj, og i 1982 overtog datteren, der er uddannet syerske og laver alt selv: udvikler og syr gardiner, laver regnskab og står i butikken fire dage om ugen. Charlotte Mai har travlt, for gardiner er blevet moderne igen, Særligt køkkengardiner. Men gardinbranchen er ikke, hvad den har været. Mais Gardiner er en af de sidste tilbageværende i København.
Mais Gardiner, Frederikssundsvej 141, 2700 Brønshøj

KRYDDERI PÅ TILVÆRELSEN
Isenkræmmere, købmænd og værtshuse dominerede i 60’erne og 70’erne gadebilledet omkring Hovedbanegården ved Istedgades begyndelse, der længe før andre dele af byen blev multietnisk. Kinesiske, thailandske og koreanske indvandrere var blandt de første, der satte sig på detailhandlen. De overtog købmandsforretninger og åbnede restauranter i 80’erne og 90’erne i en grad, så området blev kaldt Københavns Chinatown. Siden er der også kommet afghanske købmænd til. Området har dog ændret sig de seneste årtier. Mange af gadens lyssky elementer er forsvundet, og samtidig er der kommet en ny gadebelægning efter åbningen af Hovedbanens metrostation. Området omkring Reverdilsgade er dog stadig spraglet. Her kan de handlende købe mad, hair extensions og frugter, der ikke fås andre steder.
De Asiatiske Købmænd, Reverdilsgade, 1701 København V

EN KOLD, TAK!
Købmanden ved ’Flaget’, som stedet ved indgangen til Haveforeningen Musikbyen kaldes, er drevet af Farah og hendes mand, der oprindeligt er fra Islamabad. I det lavloftede og træbeklædte rum kan man finde øl, spiritus, gas, is og lidt mad som for eksempel samosa og brød. Haveforeningen Musikbyen består af 418 lejehaver mellem Sydhavnstippen og Valbyparken. Om sommeren er der travlt, folk sidder udenfor på bænkene, drikker øl og hygger sig. Nogle af beboerne er kommet her i 30-40 år, mens andre er tilflyttere, der har været heldige at få fat i et kolonihavehus i Sydhavnen.
Købmanden ved Haveforeningen Musikbyen, Tudsemindevej 25, 2450 København SV

SE MIN KJOLE
Elinor Infred er lidt af en lokal celebrity og er den nulevende butiksejer, der har haft forretning længst på Nørrebro. Hun startede forretningen i 1964 efter at have spillet hovedrollen i den erotiske film ’Villa Vennely’. Honoraret brugte hun til at købe butikken for, og samtidig bosatte hun sig i de to baglokaler. I 60’erne lå der otte tøjbutikker i gaden. Fra at være et traditionelt arbejderkvarter er Nørrebro nu et nabolag med stor diversitet i beboersammensætningen. Elinor Infred er over 90 år og modtager pension, men holder stadig liv i butikken alle ugens dage. Hun kan ikke lade være.
Elinor Infred Kjoler, Mimersgade 62, 2200 København N

KONGEN AF REOLERNE
Klos op ad Dyrehaven og tæt på Klampenborg Station findes et enormt udvalg af bøger, der rækker fra gulv til loft. Men inden i Klampenborg Boghandel er alt inddelt i sektioner, så kunderne kan godt gå på opdagelse uden at fare vild. Niels Nørgaard overtog Klampenborg Boghandel i 2019 efter den legendariske Ole Parelius, der gennem et helt liv bestyrede den og først stoppede som 93-årig. Boghandlen i sin nuværende form kan spores tilbage til 1947, og Niels Nørgaard driver boghandlen videre i samme ånd som forgængeren, men har tilføjet vinylplader, legetøj og mindre antikviteter til varesortimentet. ”I 30-40 år har jeg købt ting ind og stillet i garager, så det er også mine private ting, jeg sælger,” siger Niels Nørgaard, der har tilføjet en større bogsektion om biler, som er hans store passion. Han har netop købt en gammel Rover fra 1972.
Klampenborg Boghandel, Dyrehavevej 4, 2930 Klampenborg

HVEM KA’? HARMONIKA
Over for Amager Hospital ligger landets førende reparatør af harmonikaer, og indehaveren Clavs Sørensen har siden 80’erne pustet nyt liv i hundredvis af harmonikaer. Clavs er vokset op i ’Lorterenden’ i Sydhavnen, hvor han som barn lærte at spille harmonika. I det slumlignende barndomsmiljø lærte Clavs hurtigt betydningen af at kunne bruge sine fingre, og han reparerede alt, hvad han kom i nærheden af. Som 12-årig var han i praktik som instrumentreparatør hos Carlo Hass, der dengang ejede butikken. Efter at have været i lære som håndinstrumentmager i Tyskland stod forretningen ledig, og Clavs Sørensen overtog den som 19-årig. Dengang var der 6-7 harmonikareparatører i Københavnsområdet. I dag er Clavs Sørensen den eneste.
Harmonikaeksperten, Italiensvej 12, 2300 København S
