Indlæg

I århundreder forsørgede man sig med hundeslæde og kajak. Men moderniteten har forlængst ædt sig ind på fangerkulturen i vestgrønlandske Uummannaq, og med klimaforandringerne smelter den måske helt væk. Tag med til en udsat by.
Tekst og foto:Lukas Kreibig

En fisker fanger hellefisk på havisen ved minus 30 grader, mens mågerne holder sig til. Inuitter har i hundredvis af år praktiseret langline-fiskeri med liner på op til 500 meter med mange kroge med madding på. Varmere havstrømme har bragt flere fisk til fjorden, men også større fiskefartøjer, overfiskeri og kvoter.

Der er hverken biograf eller indkøbscenter i Uummannaq. Vejen slutter, hvor byen hører op.

 Qisunnguaq i sin sælskinds-anorak. Den traditionelle klædedragt er et særsyn i dag.

Simion laver en sele til sine hunde, mens datteren Eva spiller på sin telefon. Simion er ud af en fangerfamilie, hvor faren plejede at fange 600 sæler om året. Mange lande har i dag forbudt handlen med sælprodukter, og derfor har mange i Uummannaq slået sig på at fiske hellefisk eller fundet arbejde på byens to fiskefabrikker.

I perioden 1971-2017 steg gennemsnitstemperaturen i Arktis med 2,7 grader ifølge De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland. Dobbelt så hurtigt som på den samlede nordlige halvkugle i gennemsnit.

Martin bor på et af verdens nordligste børnehjem sammen med andre børn og unge, der søger tilflugt for alkoholiske forældre og vold i hjemmet. Grønland har verdens højeste selvmordsrate med omtrent 75 per 100.000 mennesker. Per 1. april 2020 boede der 56.255 personer i Grønland.

Parabolen, byens eneste bar.

Børn i snestorm. Pludselige omslag i vejret er stadig mere almindelige ifølge byens fiskere, der mener, årsagen er klimaforandringer.

Børnehjemmet i Uummannaq anvender de forladte bosættelser uden for byen som udflugtsmål. Her kan de unge i et par uger få et afbræk fra dagligdagen.

Der er hunde næsten overalt I Uummannaq. De snuser rundt og udforsker byen, indtil de, når de er seks måneder, bliver lænket og brugt som arbejdsdyr.

Uummannaq er forbundet med fastlandet via båd eller helikopter. Om vinteren, når havet fryser til is, er det også muligt at krydse på snescooter eller med hundeslæde. Men vinduet bliver mindre og mindre. I 2018 var det for eksempel først frosset til midt i februar, og allerede i marts begyndte det at smelte igen, så politiet måtte forsøge at forhindre folk i at færdes på isen.

Præsten i Uummannaqs kirke på vej til gudstjeneste, første søndag i advent.

Slædehunde sover udendørs gennem selv de barskeste forhold. Året igennem venter de på slædesæsonen. Men vintrene bliver kortere, og flere af Uummannaqs 1.200-1.300 indbyggere anskaffer sig snescootere – og bruger hundene stadig mindre.

I Livgarden skal man gå igennem iskoldt vand og floder af mudder på øvelserne. Til gengæld skal uniformerne skinne pletfrit, inden man får lov at stå vagt foran de kongelige residenser. Ud & Se har fulgt manddomsprøvens yderpunkter.
Foto:David Trood

DEN KONGELIGE LIVGARDE er dels det bjørneskindshue-klædte kompagni, man kender fra de kongelige slotte og palæer rundt om i landet, dels et moderne infanteriregiment i hæren. På samme måde er uddannelsen for gardere tvedelt. De første fire måneder tilbringes på kasernen i Høvelte, hvor garderne modtager hærens basisuddannelse, der minder om den, som andre værnepligtige modtager, men med ekstra vægt på vagttjeneste og eksercits. De sidste fire måneder af tjenestetiden overføres garderne til kasernen på Rosenborg i København og bliver en del af Vagtkompagniet, der udfører vagttjenesten ved de kongelige palæer og slotte. Efter endt værnepligt kan de unge blandt andet videreuddanne sig til udsendelse i internationale missioner ved 2. Livgardebataljon. Livgarden uddanner hvert år omtrent 900 gardere.

Svømmetur med oppakning i efterårskoldt vand.

 

Værnepligtige ligger vagt ved base under øvelse.

 

Ved kasernen i Høvelte ligger et kuperet øvelsesterræn. Feltøvelserne involverer blandt andet natligt angreb på en ’terrorgruppe’ og løbetur med 30 kilos oppakning i bakkerne. Her afslutter en deling tre dage (med kun seks timers søvn) ved at slæbe en telefonpæl gennem vandløb og mudrede kampvognsspor. 

 

Den sidste af i alt tre feltøvelser under opholdet foregår i Gribskov og hedder Rexturen. Her skal man bære tunge sanddukker gennem mudder og krat, iværksætte en simuleret angrebssituation og løbe igennem røg og gas.

 

Tilbage fra Rexturen bliver en deling budt velkommen med musik.

 

 

Støvler, vagttasker og sabelskeder skal pudses og soigneres. Det kan tage de unge gardere 75 til 100 timer, som skal findes i deres fritid.

 

 

Forsvaret tillader ikke soldaterne at stå vagt længere end fire måneder, da de ensformige og isolerede arbejdsdage kan slide på psyken.

Biler kører også i rustvogn, når de dør. På Åkes Bilkyrkogård uden for Ryd i det sydlige Sverige ligger gamle bilkarosserier smukt begravet i de svenske skove.
TEKST OG FOTO:JENS HASSE

DET ER, som om de vokser lige op af skovens muld. Nogle med runde former, andre med forvredne og skarpe kanter, de fleste i rødbrune nuancer i stilfuld kontrast til skovens løv.

Overalt er bilvrag i alle afskygninger og modeller gået i ét med naturen efter mange årtiers henstand og nedbrydning. Mange steder vokser træer ud af åbningerne på vragene, der er beklædt med mos eller grannåle, som giver et smukt farvespil med rust i alle nuancer. Lyssætningen er nærmest eventyrlig, og de udtjente biler kommer næsten til live igen, når solens stråler bryder gennem trækronerne.

På Åkes Bilkyrkogård uden for svenske Ryd kan man gå på opdagelse blandt døde karosserier fra blandt andet Volvo, Saab, Morris, Ford, Opel og Volkswagen helt tilbage fra 30’erne – og gætte på, hvilken model man betragter. Bilkirkegården er et kultsted for bil­entusiaster og nostalgikere, og stedet betragtes af de fleste som helligt –  hvilket indebærer en stiltiende accept af, at man ikke fjerner, ændrer eller ødelægger ting. Alt skal så vidt muligt stå og være, som da Åke ’gik hjem’.

Det hele startede i 1935, da Åke Danielsson slog sig ned i Kyrkö Mose for at grave tørv. Et erhverv, der dog ikke var synderlig profitabelt, og derfor åbnede den teknikfokuserede svensker i 40’erne autoophugningspladsen Åkes Bilskrot i mosen. Efter krigen var bilen blevet mere og mere almindelig, og der kom en stor efterspørgsel på reservedele. Mosen ligger ud til hovedvej 119 mellem Ryd og Hässleholm, og Åke Danielsson placerede sine biler langs vejen og rundt om det værksted, han havde bygget i mosen. Hovedvej 119 blev dog lagt om i 1960’erne, så den ikke længere gik forbi Åkes Bilskrot, og han skruede ned for aktiviteterne.

Åke Danielsson købte sin sidste bil i 1974 – og solgte fra den tid kun eftertragtede reservedele til alle de gamle bilmodeller, han efterhånden var blevet ekspert i. Åke Danielsson pensionerede sig selv i 1990’erne, og myndighederne krævede stedet ryddet. Omkostningerne skulle Åke Danielsson selv stå for – med penge, han ikke havde. Lokale ildsjæle overtog bilkirkegården og gjorde den til et museum. Åke Danielsson døde i 2000, og kommunale myndigheder har besluttet, at stedet kan bevares frem til 2050. Til den tid forventes det, at naturen endegyldigt har vundet over det menneskeskabte.

 

 

 

 

 

 

 

Hvert efterår vrimler Sønderjylland med folk og fugle på træk. Alle vil have en bid af himlen og af den sorte sol.
Tekst og foto:Martin Dam Kristensen

VAR DET IKKE for sine stærefugle, for Fleggaard og for Fakta, ville der næppe være meget liv i den lille by Aventoft. Med sine næsten 500 indbyggere ligger byen i et stille hjørne af Tyskland, der grænser op til et stille hjørne af Danmark. Så fredfyldt, at ikke engang Hjemmeværnets grænsekontrol bekymrer sig om landevejen her lige syd for Tønder.

Rørskoven ved Aventoft har været stærenes valg af overnatningssted i dette efterår. Og de har valgt et usædvanlig turistvenligt sted. Biler, autocampere og busser parkerer på Faktas parkeringsplads, og derfra er der kun nogle meters gang til et dige, hvorfra man har flot udsigt over en tæt ’skov’ af rør. Nærmest som i et amfiteater. 

Efter at have brugt dagens lyse timer på at æde gåsebillelarver i marsken vender flere hundred tusind stære næbbene mod områder med siv og rør, hvor de er i sikkerhed for både rovdyr og rovfugle. Trækfuglene ankommer i flokke med få minutters mellemrum og falder til ro. Hvis en rovfugl skulle finde på at angribe under indflyvningen, flyver de alle med ét op, og det er i de tilfælde, at begrebet sort sol er flottest. Men paradoksalt nok kan de mange tilskuere betyde, at rovfuglene ikke tør nærme sig, hvilket betyder, at fugleskyerne bliver mindre imponerende. 

Folk kommer fra nær og fjern, men mest fra Danmark, hvor sort sol er et stigende turistfænomen. På en lørdag aften kan der let forsamles omkring 1.500 mennesker på dette ene sted. Denne aften er der blandt andet folk fra en Facebook-gruppe for autocampere, en fotoklub på tur og ornitologer. De fleste er der for første gang, men for nogle er det en årlig tradition, der suppleres med et kro-besøg. Mange vælger en arrangeret bustur fra Tønder med medfølgende guide og røverhistorier, mens andre selv opsnuser, hvor stærene har valgt at sværme.

Hele scenariet udspiller sig i løbet af en times tid. Når tusmørket sænker sig, er showet forbi. Parkeringspladsen tømmes langsomt igen. Enkelte autocampister overnatter på stedet, og nogle få vælger at tage morgenoplevelsen med. Cirka klokken 7:15 letter stæreflokken igen. Nærmest så præcist, at man kan stille uret efter det.

Hver aften ankommer flere fyldte turistbusser til Tønder.

 

Kikkerter, kameraer, smartphones, iPads, sidde-underlag, tæpper, gummistøvler, termokander … og en lille skarp hist og pist.

 

Det er ikke usædvanligt at se 5-800.000 stære.

 

Stæreflokkene kan ses i en kort periode i foråret, men primært i september og oktober, hvor de overnatter i Tøndermarsken på vej til blandt andet England, Holland, Belgien og Nordfrankrig. 

 

Kurt Vigen fra Ølsted ved Horsens så sort sol sidste år og havde sørget for, at svigermor Ruth Hanne Jensen kunne komme med i år.

 

Stære spiser op til to gange egen kropsvægt hver dag. 

 

Det er ikke undersøgt, hvad de mange turisters nysgerrige tilstedeværelse betyder for stærenes adfærd. 

 

I Rusland står der mere end matematik og læsning på skoleskemaet. Over 250.000 børn og unge under 18 år lærer også at skyde med Kalashnikov-rifler og kaste med håndgranater. Vladimir Putins ’børnehær’ Junarmija er en stor succes overalt i landet.
Foto:Sofia Busk

VLADIMIR PUTIN vil gøre Rusland stort igen. De senere år har præsidenten med en aggressiv, antivestlig nationalistisk dagsorden iscenesat sig selv som manden, der alene kan føre verdens største land tilbage til Sovjetunionens stormagtsdage. Rusland er truet af Vesten, lyder Putins fortælling, der har spredt sig gennem det russiske samfund, og derfor foregår der i disse år både en militær og en mental oprustning i Rusland.

Som et led i den patriotiske dagsorden stiftede det russiske forsvarsministerium i efteråret 2015 den militære ungdomsorganisation Junarmija, hvor børn og unge i alderen otte til 18 år får en militær grunduddannelse og uddannes til at blive ”sunde, patriotiske medborgere”. 

Organisationen, der er blevet kaldt en børnehær og sammenlignet med Hitlerjugend, har hurtigt opnået stor popularitet blandt unge russere og tæller i dag cirka 260.000 medlemmer. De rekrutteres i spejderorganisationer og til forældremøder på russiske skoler, hvor forældrene får at vide, at deres børn har mulighed for at gøre karriere inden for militæret.

Junarmija har afdelinger i hele Rusland, men er særligt populær i den nordvestlige del af landet, Moskva og i Sankt Petersborg, hvor flere skoler er indrettet til særlige Junarmija-klasseværelser med store røde flag, portrætbilleder af Putin og russiske militærledere og plakater med våben på væggene. Her undervises eleverne to gange om ugen i russisk historie, religion og fædrelandskærlighed.

I weekenderne bliver Junarmija-eleverne sendt på øvelser i skoven, hvor de lærer at skyde med Kalashnikov-rifler og kaste håndgranater, øver førstehjælp og undervises i militærstrategi. Om sommeren mødes Junarmija-elever fra hele Rusland til sommerlejre, og et par gange om året deltager de unge i store parader i Moskva eller Sankt Petersborg, hvor militære jubilæer og mærkedage markeres. Blandt andet var Junarmija med, da det russiske militær i oktober 2017 fejrede 100-året for den russiske revolution. Her marcherede kadetterne på rad og række i lyse paradeuniformer og karakteristiske røde baretter som et symbol på Putins løfte om at genskabe et stærkt og samlet Rusland.

Dmitrij Artamonov, 11 år.

 

 Leonid Kuzman fra Kronstadt, 13 år.

 

Maria Popova fra skole nr. 210, 14 år.

 

Militærtræning i weekenden.

 

Skydetræning med rigtige våben.

 

Helen Vorobeova og Nastja Garpinyk, begge 17 år, har været medlemmer af Junarmija siden organisationens start.

 

Mikhail Podolnitskij, otte år, vil være pilot som sine forældre.

 

Nikita Tufanov, 17 år, fra Belgorod. Her fotograferet i Murmansk.

 

Drengene i Junarmija undervises i nærkamp med plasticknive.

 

Dmitrij Artamonov, 11 år, kaster en håndgranat.

 

Ekaterina Maluitina, 14 år, på Junarmija-sommerlejr i Murmansk.

 

Fejring i oktober 2017 af 100-året for den russiske revolution.