KARAVANER AF FOLK med hænderne fulde af poser går op og ned ad Strøget i København. Butiksvinduerne bugner af mode, glitrer og lokker. Et stenkast derfra, i byens middelalderkvarter, ligger Café Nick på Nikolajgade i en høj stuelejlighed. Storby-buzzen forstummer, og inde bag den lille anonyme hoveddør står tiden stille. Alt interiør er i samme brune farveskala, kun brudt af et drys nikotingul, og tankerne vandrer tilbage gennem årtierne. Væggene er fyldt med kunstværker malet af tidens kunder, og på hvert af de tunge træborde står et askebæger solidt placeret i midten. Røgen snor sig fra gæsternes fingre og forsvinder op i lampeskærmene, der hænger lavt over bordene. Ved et af dem sidder Carmen Mirea Robrahn og Morten de Fine Olivarius, der står bag den populære Instagram-profil ’Bag Gule Gardiner’. Sammen er de på en mission. De har sat sig for at besøge samtlige Københavns værtshuse. Og hvorfor det? Jo, de vil gerne slå et slag for den uddøende race af øl-steder, hvor man faktisk kommer hinanden ved og falder i snak på kryds og tværs.
Morten de Fine
Olivarius. Foto: Louise Elly Meyer
”MANGE AF DE BRUNE værtshuse er et tidsbillede på et København, der findes mindre og mindre af. De repræsenterer og ligner ikke det København, som turisterne ser, der som regel er fuldt af fashion og fine dining. Når du træder ind på et værtshus, er det som at træde ind i 70’erne i en form for forlænget dagligstue. Der er en åbenhed, og priserne og musikken er også derefter,” siger Morten de Fine Olivarius, mens en blød blues smyger sig ud af højttalerne.
”Værtshuset er et socialt rum, som du ikke finder på samme måde på de nye, smarte ølbarer, hvor man kommer for at snakke med sine venner og helst ikke med andre mennesker,” supplerer Carmen Mirea Robrahn. ”På værtshuset møder du virkelig gud og hvermand. Direktøren, tømrerlærlingen, pædagogen og stamgæsten. Der er mange af de brune steder, hvor stamgæsterne vender sig om og siger: ’Hej, velkommen til’, når man kommer ind. Det er det fedeste.” Tre ældre herrer bekræfter tesen om, at man hilser på hverandre, da de træder ind på cafeen med et ’dav’ og et nik rundt.
UNDER EN STUDIEPRAKTIK i Indien mødte Carmen Mirea Robrahn og Morten de Fine Olivarius hinanden. Sammen fandt de, hvad der måtte være New Delhis eneste værtshus. Det havde ikke noget skilt, det lå under en motorvejsbro, og når en lastbil passerede, rystede hele rummet. Ikke desto mindre er de to samstemmigt enige om, at det var ’et vidunderligt sted’.
”Vi fandt hurtigt ud af, at vi begge to godt kan lide øl, og at vi har en lidt skæv form for humor. Og ikke mindst en kæmpe fælles glæde for værtshuse,” siger Carmen Mirea Robrahn og fortæller, at det derfor var oplagt at fortsætte med fyraftensøllene, da de begge kom hjem til København igen. Efter kort tid fandt de sig et stamværtshus i Valby, men da stedet skiftede ejer og blev mindre ’sig selv’, fik vennerne en midlertidig krise.
”Vi var lidt kede af det. Så tog vi på en lang tur. På en aften tog vi fra Nordvest til Valby og besøgte 10 forskellige værtshuse for at finde et nyt sted. Vi var helt besat,” griner Morten de Fine Olivarius.
”Den aften snakkede vi om, at man virkelig burde vise de brune steder frem, og at det kunne være grineren at lave noget på Instagram,” fortsætter Carmen Mirea Robrahn. Vennerne er tydeligt velbevandrede i både bodega-emnet og hinandens selskab. Umærkeligt afslutter de hinandens sætninger, mens mønter klirrende skifter hænder oppe i baren. På Café Nick tager de kun imod kontanter.
Carmen Mirea Robrahn. Foto: Louise Elly Meyer
VÆRTSHUS-TOGTET udmøntede sig i Instagram-profilen ’Bag Gule Gardiner’, og i begyndelsen skrev Carmen Mirea Robrahn og Morten de Fine Olivarius anmeldelserne ’live’ fra diverse bodegaer i festlig overrislet stemning.
”Så sad vi der med små øjne og syntes, at et eller andet random var vildt sjovt, og fik skrevet nogle opslag med stavefejl, fordi vi havde drukket mange øl,” siger Carmen Mirea Robrahn og forklarer, at da profilen blev mere og mere populær, begyndte de at gå mere systematisk til værks.
Når de i dag er ude at drikke øl på de gemte brune steder, tager de noter og gemmer opslaget til dagen efter. Og så gør de en dyd ud af at tale med de andre gæster såvel som bartenderne. De præmierer ikke bodegaerne med stjerner eller karakterer. I stedet beskriver de blot, hvad de oplever, og så må folk selv vurdere, om de kunne tænke sig at besøge et sted, hvor der eksempelvis kan være øretæver i luften.
”For os er et godt værtshus et sted, hvor man føler sig velkommen, når man træder ind ad døren, hvor stamgæsterne respekteres, og der er plads til alle. Det er fedt, at værtshuset er en tidslomme, men det fungerer heller ikke, hvis der bare sidder fem mænd og fortæller racistiske vittigheder i baren. Så har stedet i hvert fald ikke så stor tiltrækningskraft for de yngre generationer og har derfor måske også sværere ved at overleve,” siger de to venner.
Den brusende lyd af flasker, der åbnes, blander sig med lighter-knips og smalltalk. Røgen river let i næsen, mens eftermiddagsmylderet og den travle shopping fortsat er i gang ude i Indre By. Indenfor på Café Nick bliver Carmen Mirea Robrahn og Morten de Fine Olivarius enige om at få sig ’en enkelt’ mere.
