56-årige Søren Møller er beredskabskoordinator – og ansvarlig for togbusser – i DSB.
Tekst:Anna JelsgaardFoto:Bjarke Ørsted

JEG HAR VÆRET i DSB i 36 år. Inden jeg startede, var jeg netop blevet færdig som værnepligtig og havde et år, inden jeg skulle starte på økonomi på Aarhus Handelshøjskole. Så jeg flyttede til København og fik job på Hovedbanegården. Da jeg skulle begynde på mit studie, fik jeg studiejob i billetsalget på Aarhus Banegård. Men økonomi var ikke mig, så jeg flyttede tilbage til København og startede i det københavnske billetsalg. Ved siden af var jeg i Civilforsvaret, og da der i 90’erne udbrød krig i Jugoslavien, arbejdede jeg dernede på et nødhospital. Da jeg kom hjem, fortsatte jeg i billet-salget. Det udviklede sig til, at jeg fik arbejdet mig op gennem forskellige jobs, og i dag koordinerer jeg blandt andet togbusserne.

Jeg er koordinator for det trafikale beredskab, og en af opgaverne er at være ’bussemand’. Hvis der sker noget, der gør, at vi ikke kan køre tog, er det blandt andet mig, der sørger for, at der kommer togbusser. Det kan være akut, eller det kan være i tilfælde, hvor vi i forvejen ved, at Banedanmark laver sporarbejde på en strækning. Så skal vi sørge for, at der er togbusser, der kan hjælpe kunderne videre. Vi får busserne fra Vikingbus, som er et stort busselskab, der kører for flere forskellige firmaer. Vi ved jo ikke altid, hvornår der skal bruges togbusser, og derfor kan vi ikke altid være sikre på, at der står 20 busser med chauffør klar, når vi skal bruge dem. Det handler om at finde en løsning sammen.

JEG FIK ANSVAR for togbusserne i Storkøbenhavn i 2005. Dengang var busserne lokale, så jeg skulle kun stå for togbusserne, der kørte her. Der var heller ikke det samme behov for togbusser, for vi havde ikke de samme store sporarbejder, som vi har nu. Så det var faktisk en ’lille’ opgave. Senere har den så vokset sig større, og nu har jeg ansvar for togbusserne i hele landet. Jeg havde godt styr på det dengang, så da jeg blev spurgt, om jeg kunne stå for det, sagde jeg ja.

Der sker hele tiden noget. Fra det ene øjeblik til det andet skal man måske bruge 50 busser til at hjælpe 1.000 kunder fra en station til en anden. Det kræver et godt samarbejde mellem os og busselskabet, og det kan jeg godt lide. 

Mit job handler ikke kun om togbusser. Det kan også være, at der er en stor koncert, hvor vi ved, at der er en masse mennesker, der skal med samme tog hjem. Så skal vi lægge en plan for, at der er ekstra vogne den pågældende aften. Så vi holder godt øje med, hvilke begivenheder der finder sted rundtom i landet.

I MIN FRITID kan jeg godt lide at lytte til musik. Måske er det, fordi jeg har brug for ro, når jeg kommer hjem. Jeg har et kæmpestort hi-fi-anlæg derhjemme, som spiller rigtig godt. Jeg har ikke nogen bestemt yndlingsgenre, men en masse meget forskelligt. Jeg kan godt lide bare at lytte. Mit yndlingsalbum lige nu er nok ’Brothers in Arms’ med Dire Straits. Mark Knopfler er bare genial.

Tags: , ,
SE MERE