Din nye roman hedder ’Splittelse’. Hvor stor er splittelsen i Grønland for tiden?
”Splittelsen ligger og lurer hele tiden. I den sidste meningsmåling, jeg så, foretrak kun seks procent af grønlænderne en aftale med USA – og jeg tror, tallet er for nedadgående. Men jeg kender selv nogle, der er på dét hold, det gør alle. Vi er så få mennesker. Min datter bor deroppe, så jeg følger godt med i, hvad der sker mellem mennesker.
Og folk snakker: ”Hvis ham dér snakker med amerikanerne, så er hans kæreste sikkert også på den side.” Man kigger sig lidt over skulderen i Nuuk, når man skal ned at handle i Brugseni (Brugsen, red.). Splittelsen er et magtmiddel, som Trump helt åbent gør brug af. Det var mit skrækscenarie, da jeg begyndte at skrive bogen, at nogen skulle kile sig ind mellem os. Men lige nu er vi lykkedes rigtig godt som folk med at stå sammen.”
Din bog er aktuel helt ned i mange formuleringer. Den amerikanske præsident siger i den, at han kommer til at tage Grønland: ”Enten makker grønlænderne ret, eller også bliver det på den barske måde.” Hvor travlt har du haft med at skrive bogen?
”I juni sidste år var jeg i Grønland for at lave research, og hoveddelen er skrevet, inden det hele eskalerede. Her lige op til den gik i tryk, har jeg så justeret de sidste ting.”
Det Nuuk, der fremstilles i bogen, vrimler med journalister, påvirkningsagenter, aktivister og konspirationer. Har virkelighedens Nuuk ændret sig?
”Lige for tiden er flyene til Nuuk fulde af journalister. Og i huset, hvor Oles Varehus engang lå, er amerikanerne rykket ind i stueetagen med skudsikre vinduer og dertilhørende kæmpestore biler – og der er altså kun 70 kilometer vejnet at køre på. Når du sidder på restauranten, der ligger overfor, spekulerer man på, om man bliver overvåget. De danske efterretningstjenester mener jo, at der kan være amerikanske spioner i Nuuk. Og det er kendt, at det amerikanske konsulat printer lister ud med navne på de mennesker, der har sagt noget kritisk om Trump. Forandringerne sætter sig i folk. Og i mig. Nuuk plejede at være et sted, jeg tog hen for at lade op. Det plejede at være verdens ende. Pludselig er det verdens centrum.”
Foto: Lorentsen Fotografi
Du boede i Nuuk, til du var otte, og flyttede så til Danmark med din mor efter dine forældres skilsmisse. Du har sagt, at du i mange år distancerede dig fra din grønlandske side. På hvilken måde?
”Min oldefar skrev Grønlands nationalsang, min farfar var anerkendt kunstner og forfatter, min far var borgmester i Narsaq i Sydgrønland. Der var nok at være stolt af. Men da vi kom til Danmark, lærte min søster og jeg hurtigt, at man ikke skiltede med at være grønlænder. Vi var de eneste med en anden hudfarve, bortset fra de gæstearbejdere, som var begyndt at komme til Danmark. Min mor lærte os overlevelsesstrategier. Vi måtte aldrig komme for sent, vi skulle altid være den bedste.
Da jeg blev ung, farvede jeg mit hår lyst. Jeg bildte folk ind, at der var noget grønlandsk familie, men langt ude. Jeg klarede mig godt, fik en uddannelse og fik danske venner. Jeg grinede med på folks grønlænderjokes. Og elskede sådan set Danmark, men når jeg kom hjem om aftenen, fløj dæmonerne rundt i hovedet, jeg skammede mig og blev grådlabil, det dårlige selvværd hang ved. I dag undgår jeg stadig Det Grønlandske Hus i Aarhus, hvor jeg bor. Jeg er hunderæd for, at der skal være bare én grønlænder dér, der lever op til de danske fordomme.”
Hvornår begyndte det at ændre sig?
”Da jeg fik mit tredje barn, kunne jeg fra den ene dag til den anden ikke se mig selv i spejlet. Det trak i alle lemmer for at få noget af det grønlandske ind igen. Jeg havde et designfirma og begyndte at sælge skind og at samarbejde med nogle arktiske designere. Men jeg kunne heller ikke bare blive grønlænder. Jeg talte ikke grønlandsk, for da jeg startede i skolen i Nuuk, talte vi dansk. Grønlænderne betragtede mig som dansker. Da jeg begyndte at skrive fiktion, fandt jeg en forløsning. Uden at det handler om mig selv, får jeg behandlet min smerte ved at skrive om de samfundsemner, jeg ved, danskerne har svært ved at gå ind i. Det giver mig styrke.”
Hovedpersonen, Sus, er grønlandsk, men bosat i Aarhus. Hun blogger om politiske emner og har modtaget trusler. Er hun en slags alter ego?
”Jeg havde i mange år en blog på Jyllands-Posten, i dag er jeg medredaktør og stifter af en Facebook-side, der hedder ’Rigsfællesskabet til debat’, og jeg har også oplevet trusler gennem årene, så jeg ved noget om emnet, og jeg ved, hvor højt bølgerne kan gå. Men valget af hovedperson er også en stille protest. Journalister er tit helte i spændingsgenren, men jeg synes indimellem, medierne har gjort skade i forhold til Grønland. Der er mange dygtige journalister, der gør det godt, men der er også en tendens til at fokusere på konflikterne og puste til ilden. Der er brug for flere stemmer, for eksempel seriøse bloggere.”
Sus er i Nuuk sammen med sin svigerfar Erik, som er politimand og skal passe på hende. I en scene taler de om fællesskab og forsoning i Rigsfællesskabet. Sus er opgivende, kalder det ’floskler’. Er der en sandhed i det? Er de to territorier og kulturer for fjernt fra hinanden?
”Man er vant til som grønlænder i Danmark, at Grønland ikke er noget værd og bliver omtalt som et bloktilskud. Der har altid ligget en racisme og luret, men ikke rettet direkte mod mig. Folk plejer at sige: ’Det er jo ikke dig, vi taler om.’ På det seneste har jeg dog oplevet en omsorg, folk spørger til os. Selv de hjemløse grønlændere, der plejer at blive pænt ignoreret, er blevet spurgt, om de var okay, af folk på gaden. Og jeg blev meget rørt af demonstrationerne for nylig rundtom i landet, hvor danskere viste solidaritet med Grønland. Så jeg tror på fællesskabet.”
Hvordan kan man styrke sammenholdet, så det varer ved?
”Vi står oven på et blødende sår. Man plejer at sige, at det tager 100 år at komme sig over sin kolonitid. Det har vi bare ikke tid til. I 2014 afviste Helle Thorning-Schmidt, at der var behov for forsoning. I Canada har de haft en reconciliation-proces med deres inuit-befolkning. I Norge har man haft en sandheds- og forsoningskommission, der undersøgte fortidens behandling af samer og andre minoriteter. Vi er det eneste land i Norden, der ikke tager vores koloniale fortid seriøst. Men nu skal vi – så snart alle ildebrandene er slukket – have gang i det arbejde, så vi ikke giver traumerne videre til næste generation.”
