MIKE TRAMP har udgivet mere end 30 album, siden han debuterede med Mabel til Køge Byfest i 1976. Selv kalder han sit liv en endless highway. Den 60-årige Michael Trempenau ser tilbage på dengang, han søgte tilflugt fra fans i en bank i Brøndby, da han levede blandt cubanske pushere i New York, da han tjente millioner, og da han kæmpede for ikke at ende som daggammelt wienerbrød.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Søren Jensen/Ritzau Scanpix

JEG VOKSEDE OP i Eskildsgade på Vesterbro i en halvandetværelses lejlighed med mine to brødre, Dennis og Kim, og min mor. Der var et tidspunkt, hvor min far også boede der, men han blev bedt om at gå, da jeg var fem år, så jeg har ingen minder om at bo med ham. Han dukkede op en gang imellem, når han ikke var ude at sejle, men vi havde aldrig et forhold til ham. Han var ikke en deadbeat dad, han var der bare ikke.

Vi boede i en lejlighed, der var så lille, at vi tre drenge skulle dele værelse, indtil vi flyttede hjemmefra. Min mor bestyrede Carls Bodega lige rundt om hjørnet på Vesterbro Torv. I 70’erne var Vesterbro et kvarter med flere værtshuse end noget andet sted i København. Efter skoletid tog vi hjem for at stille tasken, og så rendte vi ned på værtshuset, hvor vi fik to kroner af en stamgæst til en isvaffel eller til et par sange på jukeboxen. Det var ikke middelklasse, der prægede min opvækst. Det var real life. Det var nede i kælderen. Det var en skilsmissefamilie og faktisk en ret fattig familie.

Et minut fra bodegaen lå Vesterbro Ungdomsgård. Her kunne man lave sløjd, metal, spille musik, eller hvad man havde lyst til. Da jeg blev gammel nok til det, kom jeg der alle hverdage, indtil de lukkede halv seks, men der var mor jo stadig på værtshuset. Når vi drenge kom hjem, lavede vi selv mad eller spiste lidt yoghurt. Vi lærte det på den hårde måde, men det føltes ikke, som om det var den hårde måde. Det føltes ikke, som om vi manglede noget. Jeg havde et fantastisk liv på det tidspunkt med en stærk skole og en endnu stærkere fritidsklub. Jeg har altid kaldt Vesterbro Ungdomsgård for fyrtårnet i ghettoen, hvor vi søgte hen og fik en form for beskyttelse. Mange af mine venner var også fra skilsmissefamilier, så pædagogerne blev vores fædre.

Jeg indspillede mine første sange sammen med min bror Dennis. Cykelkælderen i vores bygning var lejet ud til en mand, som skrev for de danske musikblade, og vi havde fået at vide, at han var en mærkelig én, fordi man kunne se unge mænd med langt hår komme og gå i tide og utide dernede. Han havde set min bror og mig traske ned til Vesterbro Ungdomsgård med vores guitarer, og en dag spurgte han, om vi ikke ville indspille to amerikanske sange. Torben Hoyer hed han, og det viste sig, at han havde kontakter til folk i den danske musikbranche.

Da vi indspillede sangene, var det med Tommy Seebach som producer, og jeg var 14 år gammel, da vi første gang kom i de danske popblade. Kort efter var vi på B.T.s spiseseddel med teksten: ”Dennis og Michael vil være popidoler.” Men det var aldrig noget, vi selv havde sagt. Den dag kom min gymnastiklærer hen til mig i skolen og sagde: ”Jeg havde jo håbet, at det var sportssiderne, jeg ville finde dig i.”

Michael Trempenau, 1977. Foto: Andre Csillag/Shutterstock/Ritzau Scanpix

DET DER MED pop var stik modsat alt det, jeg kom fra. Vesterbro var værtshuse, arbejdere, rødstrømper, lilla bleer og hippier. Jeg havde knap nok fattet, at man kunne leve som musiker eller popidol. Jeg var bare en Vesterbro-dreng, der spillede fodbold i Vigerslev Boldklub, gik til karate og klatrede på hustagene i weekenderne. Der er ikke det tag på Vesterbro, jeg ikke har været på. Vi var bare gadedrenge.

Torben Hoyer havde en finger med i det danske musikmiljø. Jeg fik et fritidsjob hos ham, hvor jeg åbnede fanbreve, som unge piger skrev til David Bowie og Bay City Rollers gennem et dansk musikblad, der hed Sabrina. Pigerne troede, at de skrev til deres idoler, men at det bare var en ung knægt, der læste dem, fandt de aldrig ud af. De skrev, at de var villige til at mødes på diverse hotelværelser, så det blev ’De Grå Sider’ for mig. Der var meget lidt snak om musik. Jeg tror aldrig, brevene blev besvaret. 

En dag tog Torben mig med ud til bandet Mabel. De boede i et toplanshus i Stenløse, som de havde lejet af en vognmand. Jeg troede, at vi bare skulle på besøg, men så snart jeg kom ind, stak de en guitar i hånden på mig og spurgte, om jeg kunne spille noget. 

Jeg var 15 år gammel og var totalt uforberedt i det her store, professionelle lydstudie. Så jeg endte med at spille ’Stærk tobak’ af Shu-bi-dua.

Det var midt i sommerferien. Jeg skulle til at begynde i 2. real nogle uger senere, og jeg tænkte ikke længere frem end næste fodboldtræning. På min erhvervspraktikansøgning havde jeg skrevet, at jeg gerne ville være Falck-redder. Jeg var jo bare lejrbålsguitarist. Men på samme tid som min far blev bedt om at gå, skiftede min mor vækkeuret ud med en pladespiller, og vi blev vækket til Elvis, Roy Orbison og Johnny Cash. Så musikken har altid været der, det var bare ikke en drøm på det tidspunkt. To uger senere tog jeg igen toget til Stenløse. Denne gang med en fodboldtaske fyldt med tøj. Jeg flyttede ind, droppede ud af skolen, og 18. juni 1976 havde jeg min debut som sanger med Mabel til Køge Byfest foran 5.000 mennesker. Jeg tænker ofte på, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke var kommet med i bandet, eller hvis vi floppede. Jeg var bare en knægt, der kunne spille et par sange af Kim Larsen.

Mabel var så småt ved at blive kendt, da jeg kom med i bandet, men det hele kulminerede til Melodi Grand Prix i 1978. På det tidspunkt havde Danmark ikke været med til Eurovision siden 1966, så der var ikke en sjæl i Danmark, der ikke fulgte med og kendte vores vindersang ’Boom Boom’. Vi blev kendt som bandet for teenagepiger i Danmark. 

På gårdspladsen foran huset på Byvej i Stenløse stod der konstant 10-50 unge piger, som ville have autografer og billeder. Jeg var 17 år gammel og kunne slet ikke forholde mig til, at folk skreg, hver gang jeg skulle i Brugsen. De piger stod der forår, sommer, efterår og vinter.

Der var to slags folk. Der var dem, der elskede os, og dem, der hadede os. Og jeg lagde kun mærke til dem, der hadede os. Jeg tog det i hvert fald hårdere end de andre i gruppen, fordi jeg var en ung knægt, der ikke vidste, hvem jeg var.

Det blev for crazy til sidst. Vi spillede til udendørs-gøgl og omrejsende tivolier to gange om dagen og tjente gode penge. Om formiddagen var det for mormor og børnene, og om aftenen var det de unge piger. Men når pigerne skreg, så kom knallertdrengene, og så var der altid ballade. Engang var vi i et center i Brøndby for at skrive autografer, og der kom flere tusind mennesker. Vi måtte søge tilflugt i en bank, og da vi kom ud, var vores bil blevet fuldstændig smadret. Til en af vores sidste koncerter i Danmark blev der kastet med æg mod scenen. Så gad vi sgu ikke mere. I 1979 flygtede vi til Spanien.

Mike Tramp på Jelling Musikfestival, 2010. Foto: Per Lange/Ritzau Scanpix

PLUDSELIG GENTOG det hele sig. Vi fik en stor fanskare af unge kvinder i Spanien, men denne gang var det store stadiumkoncerter med playback. Det var medvirkende til, at vi opløste bandet og startede på ny som Studs. Jeg kunne ikke holde ud, at det hele skulle handle om overflade. I aviserne stod der: ”Piger besvimer til Mabel-koncert” og ”Mabel drikker mælk”. Det handlede sgu ikke om musik mere.

Der lå en amerikansk flybase lidt uden for Madrid, og det vrimlede med amerikanere. Jeg gik i kirke med vores amerikanske nabo, og jeg slugte amerikanske bøger, serier og musikblade. Det var her, jeg mødte Danny, der blev vores manager. Han sagde, at vi skulle tage til New York, og at vi kunne bo i hans forældres hus. Vi kunne ikke komme hurtigt nok af sted, så vi ændrede vores flybilletter til en afgang to uger tidligere end planlagt. Det fly, vi oprindelig skulle have været med, crashede i Malaga.

Fra det sekund vi stod i New York, så jeg folk, der lignede mig selv. Jeg havde langt, afbleget hår og tyk læderjakke. 80’ernes rock and roll var begyndt at eksplodere, og ingen kiggede på mig med onde øjne. Derfor var det også ligegyldigt, at det var hårdt. Vi løb tør for penge med det samme. Alt det, vi havde sparet op, brugte vi på store forstærkere og en stortromme i sølv, fordi vi skulle se ud som amerikanske rockbands.

Vi flyttede ind i et hus i Queens med syv værelser og en stor kælder, som vi lavede om til øvelokale, og så skiftede vi igen navn. Denne gang til Lions. Men vi spillede ikke særlig meget. Vi levede af ris og bønner, og det første, vi gjorde, når vi vågnede, var at støvsuge lejligheden for mønter, så vi kunne købe en pakke røde Marlboro på værtshuset overfor. 

Da Dannys forældre kom hjem, levede vi med dem i huset. Men det kunne ikke blive ved. Hver gang der skulle laves mad, var vi 10 personer, der skulle fodres, og med tiden var vi mindre velkomne. Omkring julen 1982 tog vi alle tilbage til Danmark. Nogle fik deres forældre til at betale en flybillet hjem. Andre turde ikke spørge, så de solgte en forstærker. Dér blev bandet opløst. 

Jeg var i Danmark i tre måneder, hvor jeg var på understøttelse for første og eneste gang i mit liv. Så tog jeg et lån i banken på 5.500 kroner til en one-way ticket tilbage til USA, som min mor kunne kautionere for. Men kun fordi hun kendte en i banken, hun havde ikke en skid at kautionere med.

Jeg flyttede tilbage til familien, vi havde boet hos, og begyndte at tjene huslejen ind. De ejede fem andre huse i nabolaget, som de lejede ud til cubanere, og jeg blev deres altmuligmand, mens jeg forsøgte at stable et nyt band på benene. Jeg har altid været en arbejdsmand, og jeg boede i huset gratis og spiste deres mad. Jeg gik rundt og knoklede med en lommeradio og lyttede til rock and roll dagen lang. Det var lige meget, hvad jeg skulle lave, jeg ville bare blive. 

Jeg havde fået kontakt til en guitarist, der hed Vito Bratta. Vi begyndte med det samme at fylde hinanden med løgn og store drømme. Det blev be­gyndelsen på White Lion. Alt skulle være Van Halen på det tidspunkt, han havde det rigtige look, den rigtige lyd. Jeg havde oplevet stjernestatus i både Danmark og Spanien, og vi skulle bare have hul igennem.

Danny kunne ikke gøre noget for mig. Han havde gang i tusind mærkelige ting, fik aldrig færdiggjort noget af det, og da han en dag smuttede tilbage til Spanien, var døren til forældrenes hus pludselig låst. De fortalte, at jeg aldrig ville komme videre med musikken, og at jeg ikke kunne bo der mere. Jeg fik min kuffert, som mindede om en gammeldags dragkiste, og så ringede jeg til Dannys kæreste Denice, der var kokain­handler og boede på Roosevelt Island midt i East River. Det var et meget mystisk sted. Perfekt til at optage en horrorfilm.

Raketmotoren i min røv ville væk fra tiden med Mabel. Det var det, der drev mig, og så var det ligegyldigt, hvor koldt et værelse jeg havde, eller om jeg skulle sove på et betongulv. Denice lod mig bo i sin lejlighed, og med tiden var hun ikke så meget Dannys kæreste mere. Jeg levede ikke af noget, og jeg havde ikke andre penge end dem, Denice gav mig i ny og næ. Hun solgte kokain til de unge, flotte, rige overklassebørn på Long Island. Hver anden dag kom der en cubaner, der hed Pedro, som skulle have alle kokainpengene, og en gang om måneden var der store kokainfester i vores lejlighed på øen, hvor jeg sad og kiggede på. 

”Jeg havde 3.000 dollars i banken, da jeg fik et brev fra skattevæsenet. Der stod, at jeg skyldte knap en million dollars i skat. På det tidspunkt kørte jeg rundt i en gammel Chevy-truck, som skulle startes med en skruetrækker.”

JEG HAR SET STOFFER overalt i mit liv, og derfor har jeg aldrig selv rørt dem. Min storebror Kim var junkie i 30-35 år af sit liv og døde af det (i 2018. red.). Jeg kommer fra Vesterbro, og mange af mine gamle venner har været junkier. Da White Lion var allerstørst, turnerede vi med Aero­smith på deres allerførste turné uden heroin. De drak gulerodssaft og spiste sundt efter shows. Og da vi var i tourbussen med Ozzy Osbourne, drak vi te, fordi han også var på afvænning, selvom han havde taget skade.

White Lion blev til noget, fordi vi fik to managere, som ejede en af de største rockklubber i New York, L’Amour (udtalt som ’La-Morz’ af stamgæster, red.). Den lå i Brooklyn i et tomt industrikvarter, og tusindvis af mennesker tog derud hver weekend. Alle store rockbands har spillet der. Den ene ejer hedder George Parente, og han så fuldstændig ud som John Travolta i ’Saturday Night Fever’. Jeg boede i hans kælder i flere år, jeg så hans børn blive født og levede med hans italienske familie, der var som taget ud af ’The Sopranos’.

Jeg hjalp med at ombygge klubben, og jeg lærte at køre bil i hans store Cadillac med tre fede italienere på bagsædet, før jeg fik kørekort. Det var et farligt miljø, men ikke for farligt. Det var mafia, og vi havde at gøre med en rockklub, der tjente penge og solgte sprut i et område, hvor andre og større familier regerede. Hvis der var problemer i gaden, kom der to wise guys og sørgede for, at problemet blev løst. Vi blev altid betalt med kontanter i en brun papirspose. 

I 1984 tog jeg og resten af White Lion til Frankfurt for at indspille vores første plade, ’Fight to Survive’, og med den kom en kæmpe pladekontrakt. Vi taler hundredtusindvis af dollars. Albummet kom ud året efter og blev et kæmpe hit i Japan, og derfra kom det ud i Europa og senere USA. Men det var først med vores andet album, ’Pride’, at vi fik decideret verdenssucces, solgte millioner af album og opnåede platin i USA. 

’AllStars’ på TV 2, 2009. Foto: Anders Debel Hansen/Ritzau Scanpix

I 80’ERNE nåede jeg højt i USA. Jeg tjente gode penge og var en del af et af musikhistoriens største årtier. Alt var godt verden over, der var så mange penge, og der var så meget energi. Det var årtiet, hvor MTV blev kongen, som bestemte smagen på godt og dårligt. 

Da grunge blev populært som alternativ til den store, hårde rock and roll-attitude, stod mange af os pludselig uden arbejde. Der var steder, vi ikke var inviteret længere, vi var daggammelt wienerbrød. Da vi nåede til det sidste album i 1991, opløste jeg bandet. 80’er-rocken var totalt død, og vi har stort set ikke talt sammen siden.

Jeg brugte alle mine penge på at få bandet Freak of Nature i gang. I 1994 boede jeg i Los Angeles med min daværende kone. Jeg havde 3.000 dollars i banken, da jeg fik et brev fra skattevæsenet. Der stod, at jeg skyldte knap en million dollars i skat. På det tidspunkt kørte jeg rundt i en gammel Chevy-truck, som skulle startes med en skruetrækker. Min revisor fik det skåret ned til en halv million dollars, og de næste 16 år gik al min indtjening til at betale min skattegæld. Alt, hvad ’Mike Tramp’ tjente i pladesalg, koncerter, og alle radiopenge gik direkte til skattevæsenet.

I 1999 flyttede min kone og jeg til Tasmanien, hvor hendes søster havde en farm. Vi havde brug for at prøve noget nyt. Hun havde været kostume­designer for mange af de store rockbands fra Ozzy Osbourne til Van Halen. Men i 90’erne var den farverige rockmusik død. Pludselig kom Eddie Vedder og Kurt Cobain gående i tøj fra Kirkens Korshær. Det var begge vores karrierer, der faldt fra hinanden, og økonomisk var vi på bunden. Men vi tog et stort spring og startede et helt nyt liv ude i outbacken.

Vi boede i Tasmanien i fire år. I mellemtiden fik jeg gang i solokarrieren, hvor jeg blandt andet spillede til nogle enorme stadionkoncerter i Indonesien. De blev sponsoreret af alle de store tobaksfirmaer, fordi de ikke måtte reklamere i fjernsynet. Det var der, pengene kom fra. Mit gamle band White Lion var succesfuldt på de kanter, så jeg spillede for mellem 75.000 og 100.000 mennesker, der havde fået en gratis pakke cigaretter, da de købte billetten.

I midten af 2003 mødte jeg min nuværende kone i en hotellobby. Jeg var på vej hjem fra endnu en koncertturné i Indonesien. Halvanden måned efter kom jeg tilbage for at se hende, og jeg har faktisk pendlet frem og tilbage siden. To år senere fik vi vores første barn. Det var ikke planlagt, og jeg nåede næsten ikke at trække vejret. Jeg havde allerede min ekskone og min søn, som var flyttet til Australien, men nu havde jeg også en familie i Indonesien. 

Jeg har det rent ud sagt ad helvede til over, at jeg ikke har kunnet slå mig ned, at mit liv er så spredt, og at jeg ikke kan være mere sammen med mine børn. Jeg har aldrig haft et hjem i længere tid ad gangen. Måske har jeg taget skade af, at jeg har rejst og boet så mange steder. 

Mike Tramp, 2020. Foto: PR

FRA SOMMEREN 1976 har jeg aldrig tjent penge på andre måder end gennem min musik. Og jeg vil blive ved med at være rock and roll, også selvom det ikke er moden. Jeg er sgu ligeglad. Rock and roll er en livsstil. Jeg er ikke en afdanket musiker, der stadig lever i 80’erne. Da jeg blev solist, sagde jeg til mig selv: Du skal leje en bil, du skal køre selv, du skal ind og ud gennem fordøren, og du skal selv sælge T-shirts og cd’er bagefter.

Jeg lever, mens jeg arbejder. Når jeg er på landevejene i USA, spiller jeg 60 shows ad gangen. Og jeg kan ikke blive afdanket, for jeg ville aldrig gå på scenen, hvis jeg ikke kunne bidrage med noget nyt. Jeg er ikke en linselus. Jeg skal ikke ud at spille, fordi jeg kan få en fed check, en flaske whisky eller kneppe en eller anden. Det har aldrig været det, der har drevet mig.

Når jeg spiller i en sportshal i Lystrup, går jeg ind med samme indstilling, som hvis jeg spillede for tusindvis af mennesker. Så kan det godt være, at nogle mennesker synes, at jeg er grinagtig og en has-been, men jeg kan stadig få det til at gå op. Jeg har aldrig haft drømmen om at bo i et palads eller komme tilbage til Danmark og blive en stjerne. Men jeg vil gerne være sådan en, der dukker op og spiller her og der.

Jeg kom fra en fattig, lille familie på Vesterbro. Vi snakkede aldrig om, at vi en dag skulle være konger eller have penge. Vi skulle bare over på Skydebanen og spille fodbold. 

MIKE TRAMP

Fyldte 60 år 14. januar. Sidste år købte han en bondegård i Fårdrup lidt uden for Slagelse, som han har planer om at istandsætte. I 2010 blev han gift med den indonesiske skuespillerinde og forfatter Ayu Azhari, og sammen har de børnene Isabel og Lennon. Hans ældste søn Dylan fik han med ekskonen Fleur Thiemeyer, der blandt andet har designet tøj for Dolly Parton, Ozzy Osbourne og Kiss. Han spiller typisk omkring 150 koncerter om året i Europa og USA, men i 2020 måtte han udsætte en stor turné i USA og Europa på grund af COVID-19.

Tags: ,
SE MERE