”KÆRE SØDE MENNESKER, jeg har fået at vide, at I skal tisse, så vi ses om lidt.”
Godt 300 mennesker er taget til Viften i Rødovre en lørdag i november for at høre Alberte Winding og forsvinde med ind i hendes numre, og hendes praktiske formulering som optakt til pausen er ikke kun en morsomhed. Hen over stolerækkerne i den udsolgte sal er publikum kommet i en alder, hvor de nok har behov for at lade vandet i pausen.
I en kort petroleumsblå kjole med store pufærmer, tomatrøde stiletter og langt, løst hår i bølger har hun, uden at gøre særligt væsen af sig, taget hul på koncerten ved at række lunt og udramatisk ud til publikum, der tydeligvis kender hendes numre godt. Et intimt rum opstår via Albertes stemme, der som en sommervarm brise kommer ud af hendes mund og forplanter sig i salen med nænsomme ord og klare toner med en dyb klangbund, der giver publikum en mental helkropskrammer.
Klapper hun en enkelt gang med hænderne over hovedet, følger salen trop i taktfaste klap, og antyder hun, at publikum gerne må synge med, så synger de med.
Rødovre er endnu et stop på en tour ud i hjørnerne af landet – fra Harboøre til Hotel Cecil i København – med bandet, der blandt andet tæller partneren gennem 10 år, Andreas Fuglebæk, på guitar. Det er ham, der har skrevet melodierne til hendes seneste udgivelser, mens hun har stået for teksterne. Som altid. De svinger mellem ømhed, melankoli og tristesse, men altid med små, lune svirp opad i strofernes slutning, der får publikums mundvige til at svirpe med.
Koncerten indeholder nedslag fra hele Alberte Windings repertoire, fra den aktuelle udgivelse ’Nye stjerner’ og tilbage til udgangspunktet. Hun fortæller og synger om frygten for den dag, hendes børn flytter hjemmefra, i ’Skal du allerede gå’. Og om den unge generation, der overtager byen, i ’Min klub først’, mens publikum kommer helt frem i stolene, pifter og klapper, og lyssætningen blinker blåt og lilla på natklub-måden. Siden handler det om ’Carol og George’, hvis barn hun passede på den amerikanske jetset-ø Martha’s Vineyard, da hun var helt ung, og som hun genbesøgte for et par år siden – en oplevelse, der blev forvandlet til et helt album med øens navn som titel.
Brudstykker af personlige anekdoter hæftes med uopstyltede ord til hver sang, der giver publikum en følelse af at blive taget med ind i hendes private kamre. Hun når tilbage til begyndelsen af 80’erne med en sang fra ’Bamses billedbog’, som hendes far, Thomas Winding, udviklede til DR. Det var her, hele Danmark lærte en ung Alberte Winding at kende som Luna-figuren, og for første gang tager publikum mobiltelefonerne frem for at optage.
Alberte Winding har vundet sit publikums hjerter for længst. De mærker hendes tilstedeværelse, men alligevel er der en sfærisk tilbageholdenhed over hende. Når hun danser på scenen til sine numre, er det let indadvendt – som holder hun igen. Hun er her, hun synger og fortæller generøst, men så er hun her alligevel ikke, ikke helt.
Det samme sker med hendes optakter til numrene. Prøvende kommer hun frem til det, hun vil sige, bremser op i sine sætninger og fortsætter med noget helt andet. Det fungerer, bliver autentisk, virker sjovt, men også distræt. Mest af alt punkterer hun alle anslag til selvfed stjerne og . Med sin tilgang til hele setuppet får hun publikum til at se på hinanden og le sammen.
Inden publikum rejser sig og hujer i håbet om et ekstranummer, siger Alberte Winding: ”Vi vil gerne, øhhh … selvfølgelig slutte med den, I er kommet for.”
Publikum ler indforstået. Gennembrudshittet ’Lyse nætter’ fra 1991, som hendes halvbror Aske Bentzon har skrevet melodi til, er hendes mest kendte og elskede nummer. Sangen er for længst landet i Højskolesangbogen og var en naturlig del af repertoiret under corona-nedlukningens fællessang på DR.
Hun begynder med et fuglefløjt, slutter af med et ”Tusind tak” – og klør sig i håret.
”Jeg gad godt se sådan ud, når jeg bliver 60,” talehvisker en kvinde til en anden efter koncerten, lidt på afstand af Alberte Winding, der signerer plader sammen med Andreas Fuglebæk, mens Abbas ’Voulez-Vous’ kører på Viftens anlæg, og et limegrønt lysshow flammer hen over væggen.
To uger senere sætter Alberte Winding i sin stue i København ord på den musik, hun selv har lyttet til, og som langs hendes liv har snoet sig ind og ud af hendes følelsesliv og karriere som en medskabende faktor: ”Jeg er ikke den, der har den fødte sangstemme, og folk gik ikke rundt, da jeg var barn, og sagde til mig, at jeg skulle da være sanger. Men musikken har betydet så meget for mig, at jeg blev sanger.”
THE BEATLES OG THE KINKS, 4 ÅR GAMMEL, 1967
”Min far hører høj musik i vores hjem i Mønge (tæt på Tisvilde i Nordsjælland, red.). Hver dag maler han billeder oppe på kvisten, og jeg græder og græder, indtil jeg får lov til at blive hjemme fra børnehave. Så tegner jeg på gulvet og synger med på sangene, som har en barnlig og mystisk handling i mit indre. På en eller anden måde har musikken været min babysitter. Altid. Jeg er ret tilfreds med mit liv. Jeg har min far, min mor (Lulu Gauguin, red.) og min storebror (Aske Bentzon, red.), vi bor i et hyggeligt hus, om morgenen står der mælk på trappen, og min far maler kaffe. Min mor kører ind på Danmarks Radio, og min far arbejder hjemme. Og jeg elsker ham. Det er gengældt. Tit kommer jeg op om natten og lægger mig mellem dem i sengen.
Ved siden af soveværelset er min fars atelier. Der står et kæmpe lærred, og han drikker kaffe og ryger pibe. Hver morgen hører vi en sang med The Kinks. ”Far, far, far, far, far, far, far, far,” starter den (fra nummeret ’David Watts’, red.). Det synes jeg er genialt. Dér er min far, dér er Kinks. Vi er næsten 100 procent frie set med tidens øjne. På en måde tror jeg, vi er lidt vilde. Der er ikke rigtig regler, så jeg føler, de er lidt skrappe ovre i børnehaven. De voksne derhjemme er bare skæggere. Måske er det også lidt svært at have forældre, der er moderne, og verden slet ikke er dér endnu. Der er knald på farverne hjemme hos os: violet, lavendelblåt og lyserødt på vægge og møbler, og vi hører Beatles. Alt og helt ned til de første plader. Jeg er vild med ’I’ll Get You’. Jeg tror, de synger ”Jeg giver dig til indianerne”. Det synes jeg er spændende. Men det er ”I’ll get you in the end”, de synger. Inden vi flytter, er der en nytårsaften, hvor min mor er meget dark. Der er et eller andet fra en raket, der lander på hendes nylonstrømpe, og der er drama. Så flytter vi ind til byen, og det er jeg ked af. Min mor og far har det ikke godt.”
PAUL OG LINDA MCCARTNEY, ALBUMMET ’RAM’, 8 ÅR, 1972
”Der bliver plukket bidder af min lykkelige barndom, indtil den går i opløsning. Min mor og far er blevet skilt. Aske og jeg er flyttet med vores mor til København, og jeg kommer hos min far i weekenden. Jeg går på Bernadotteskolen (privatskole i Hellerup, red.), og jeg husker mest, at min mor er træt, når hun kommer hjem og laver aftensmad til mig og Aske. Selvom hun har det dårligt, giver hun omsorgsfulde rammer.
Op til nytårsaften det år er det min fars weekend, og vi er taget til Ærø, hvor min far har købt et sommerhus. Da vi kommer hjem til hans lejlighed i København, fortæller min far, at min mor har taget livet af sig. Samme aften kommer han ind på mit værelse og giver mig ’Ram’-pladen, og jeg sidder og hører den om og om igen. Jeg flytter ind i den plade og elsker numrene. Det bliver jeg ved med. Det er underligt, at den ikke udløser den sorg i dag. Der er andre plader, som min bror og jeg ikke kan holde ud at høre, fordi vi ikke synes, vores mor havde det godt, når hun satte dem på. Men ’Ram’ har sunshine i sig.
Jeg kigger på coveret, hvor Paul McCartney holder en vædders horn. Linda, hans kone, ligner min nye stedmor (Elin Bing, red.) lidt, hun har også langt, lyst hår og er meget smuk. Jeg synger med på alle numrene, så min stemme fylder rummet. Da jeg boede med min mor, var jeg meget alene, når jeg kom hjem fra skole og forsvandt ind i en leg. Men hvem er jeg, som sjæl og menneske, uden nogen ser mig? Min sang fylder rummet op. Nogle gange opfinder jeg noget, som er frygtelig sørgeligt. Det giver mig en rar følelse. Som om der er et eller andet uforklarligt sørgeligt i mig, som flyder ud og er til stede – en slags terapi.
Som barn tænker jeg, at det nok er det bedste, at min mor gjorde, som hun ville. Det er først i nyere tid, jeg har fortvivlende erkendelser af, at hun måske havde følt noget andet en måned efter. Depression letter jo på et tidspunkt. Det ærgrer mig ubeskriveligt, at det skete i en tid uden den hjælp og forståelse, vi har i dag. Jeg ville også have ønsket for mig selv, at der havde været børnesorggrupper.
’Ram’ lindrer, da jeg sidder på mit værelse, men den kan ikke kurere. ”Sorg er et nyt hjem for din kærlighed,” har en eller anden sagt. Men det gør jo stadig ondt. Jeg føler musikken enormt stærkt, fordi jeg er flået op. Alt betyder virkelig meget, det kan jeg siden godt se som en gave. Jeg tror ikke, at jeg ville have haft samme behov for at skrive, male og spille musik, hvis det ikke var sket. Alt peger ind i det dødsfald.”
JAMES TAYLOR OG DANSKTOPPEN, 10 ÅR, 1973
”Vi er flyttet permanent til Ærø, og jeg savner min mor, mens jeg bygger et nyt liv op midt i James Taylor, Milton Nascimento, Weather Report, Stevie Wonder og naboens radio med Dansktoppen. Musikken kører inde i stuen, og jeg bruger grammofonlåget til at lege, at mine Gjøl-trolde bor i et lækkert moderne hjem, for det gør vi fandeme ikke. Vi er full-blown flyttet på landet, hvor alt er hjemmemalet. Min fars musiksmag er stadig så fed, at den overdøver, hvad der er ude i verden. Men det er spændende med Dansktoppen. Vi sidder med dinglende ben på køkkenbordet og spiser franskbrød og holder øje med, hvem der ligger nummer et i den her uge. ’Hjerter af honning’ og ’Flower power tøj’, uhh, den er god, men mine forældre er sådan: ”Really?”
I vores hjem hører vi ikke ret meget radio eller ser tv, for Thomas er taget til Ærø for at have en armslængde til Danmarks Radio. Han er ret anarkistisk i de programmer, han laver. Han får plads og er på en måde skideforkælet, men han er også skideirriterende. Derfor har han brug for at være derovre og buldre igennem som kunstner. Problemet er bare, at vi ikke har nogen penge.
Der er nærmest ikke saltet til et æg, og der er i hvert fald ikke æg. De andres hjem er mere klunkehjem i 70’er-udgave, og mine stedsøstre (Elin Bings to døtre Louise og Andrea, red.) og jeg misunder, at der er regler om, hvornår de skal i seng, og middagsmad på et bestemt tidspunkt.
Jeg går ture på markvejene og synger hits eller øver mig på en sang, som jeg synes udtrykker lige dér, hvor jeg er. Det bliver kommenteret af de voksne: ”Hvad er det egentlig, du synger? Så onde er vi da ikke.” Det er helt ubevidst. Som at klø sig i håret.
Min far laver børne-tv om sommeren, det er ret magisk. Så kommer hele filmholdet over og bor hos os og drikker øller og råber og filmer om dagen, og vi er med i små roller.
Jeg får hovedrollen i ’Mig og min frø’, og i ’Super Carla 2’ spiller jeg lille Vera – et stakkels børnehjemsbarn, hvis forældre er døde, og alle ærgrer sig over, at jeg ikke er god til at spille skuespil. Mange år senere ser jeg på Den Sorte Diamant et klip (fra 2018-udstillingen ’Den store Thomas Winding’, red.) og finder ud af, at jeg mest bare var naturlig og prøvede at være den person, jeg spillede. Men det var man jo ikke dengang. Der TAL-TE MAN SÅ-DAN HER. Den udstilling gør en masse godt for mig. Jeg føler, jeg bliver redeemed.
Jeg havde virkelig ikke høje tanker om mig selv som barn. Noget af faren ved at vokse op i en kunstnerisk familie er jo, at man tænker: ”Men jeg kan jo ikke male sådan der.” Så er en børnetegning på en måde ikke fed nok. Jeg tror, at man er født til at være kunstner. Og det har jeg nok med mig stadigvæk. Jeg tænker: ”Nå, nej, jeg er jo ikke sanger.” Jeg er en, der gerne vil synge, og det er lykkedes for mig, men jeg er jo ikke teknisk sanger. Jeg føler mig som en klodset 10-årig, og at jeg ikke duer til noget. Det har at gøre med den skyldfølelse, som du efterlader i børn, hvis du som forælder tager livet af dig. ”Hey, det er slet ikke noget med dig,” siger de voksne til mig igen og igen, men følelsen flytter over i alt muligt andet.”
SØREN KRAGH-JACOBSEN, ROLLING STONES, CROSBY, STILLS, NASH & YOUNG OG PINK FLOYD, 14 ÅR, 1977
”Vi sidder hjemme i min veninde Lena Brostrøms forældres stue og hører ’Angie’ med Stones og også Søren Kragh-Jacobsen. Det er første gang, jeg hører noget dansksproget, der er så eminent. Det bringer mig et nyt sted hen. Søren Kragh-Jacobsen har gjort meget for min generations tekstforståelse. Det, at man kan skrive om kys og sex på den dér fine poetiske og sjove måde. Søren har garanteret været gode venner med min far, og derfor har min far nok ikke spillet musikken. Der er en grænse for, hvad man kan være for hinanden.
Lenas far er litteraturanmelder Torben Brostrøm, og hun har en virkelig sød mor. De er en kulturfamilie, på en mere ordentlig måde. Lena synger i Radioens Pigekor, og Klaus Rifbjerg er Torbens bedste ven. Vi er mere flagrende. Jeg bor i Peder Skrams Gade i København og har været ulykkelig over, at vi er flyttet tilbage til byen. På Ærø var vi vant til at gå til bal og drikke øl. Pludselig står vi i København og må ingenting. Jeg hører Crosby, Stills, Nash & Young, der allerede er gået fra hinanden og er gamle, så det er ikke noget, jeg deler med nogen. Pink Floyd tager mig fra pre-teen til full-blown melankolsk drømmeteenager.
Og så møder jeg Lena en aften nede på gaden, hvor vi er en masse unger, der løber rundt. Hun bor en blok fra mig og tager mig med til klassefester på Ingrid Jespersens (Gymnasieskole, red.), hvor jeg møder en masse mennesker, der bliver mit københavnerslæng, som jeg danser ind og ud af, for vi tager stadig til Ærø i ferien. Jeg har stadig meget af mit hjerte derovre. Når jeg går i byen, ligner jeg Alberte, der lige kommer fra landet. Der grundlægger jeg ’man kan godt tage til bal i gummistøvler, for jeg har lige været ude at ride og hvad så’. Det er stadig mit look.
Jeg ved slet ikke, hvad jeg vil. Jeg tror ikke, at jeg er boglig nok til noget, og jeg har ingen særlige talenter. Jeg er en teenager, der flyder rundt mellem forskellige miljøer og bare gerne vil have en kæreste, et holdepunkt. Men det er også en skøn tid. På en måde får jeg reetableret en tabt tid fra mit Berna-slæng (Bernadotteskolen, red.). Senere kommer det som en vigtig brik for mig, at en masse børn og unge som mig siden er endt med at lave noget kreativt.”
GEORGE BENSON, CARLY SIMON OG MICHAEL JACKSON, 19 ÅR, 1982
”Jeg synger og synger, mens jeg gør rent i rige menneskers enorme træhuse på øen Martha’s Vineyard. Året før er jeg taget derover med min kusine for at passe Carol og Georges dreng, Jessie. De er venner af familien. Vi hører plader hele dagen, og James Taylor og Carly Simon bor på øen. Taylors ’Fire and Rain’ er det nummer, der dengang lå nummer et i længst tid på den amerikanske hitliste, og de er et hot par på øen, al buzz er omkring dem. Carly Simon har et spillested sammen med vores værtsfar, og hun spiller en koncert den weekend, min kusine og jeg rejser fra øen første gang. Det ender med at være vores livs sommer, og vi slipper ikke øen. I mange år rejser vi derover, så snart vi har penge.
Jeg bliver kæreste med Duane, der bor fast på øen med sin mor, hvor jeg flytter ind, og jeg tjener penge ved at gøre rent i de her kæmpestore gamle hvalfangerhuse, som rige familier har købt, siden præsident Kennedy slog sig ned. Folk, der kommer om sommeren, er afslappede på en helt umulig posh måde med hørskjorter og loafers. Jeg er bare rengøringskone og er helt blown away over, at man kan tænde for radioen, og så kommer ens yndlingsnummer. I Danmark må man vente en uge på et hitprogram. Carly Simon får mig til at indse, at man godt kan synge, selvom man er hvid og mærkeligt sammensat. Det er hendes smerte og længsel, jeg hører. Den vågner i mig og bliver tydelig. Hun har en hvid stemme og bruger andre fraseringer, end man traditionelt gør. Det er ikke udsprunget af gospel, rhythm and blues, men af folk-delen. Det passer godt til min stemme, når jeg synger. Hun er stedets ånd, som besætter mig.
Til sidst stikker jeg af fra Duane. Jeg hører Michael Jacksons ’Thriller’ og mærker en helt vild trang til at danse. Jeg kigger på ham og tænker: ”Hvad er det for et liv, vi har sammen? Hr. og fru lillemor? Jeg vil danse.” Det giver mig mod til at tage til New York og passe Jang (Nicolas Winding Refn, søn af Vibeke Winding og Anders Refn, red.). New York er et sted, hvor man ikke skal gå alene hjem om aftenen, så jeg er skidebange og kommer aldrig ud at danse. Men i USA opdager jeg, at jeg ikke kan lade være med at synge, og begynder at fantasere om, hvordan det kunne være at spille med nogen.”
EURYTHMICS OG PETER GABRIEL, 28 ÅR, 1991
”Jeg finder min tone, den tone, jeg har inde i hovedet, under indspilningen af ’Lyse nætter’. Der sker et eller andet, fordi jeg for helvede bare vil sove. Min omsorg for Josefine (datter, red.) er min stemme. Hvem sang jeg for før? Hvad skulle verden bruge det til?
”Dér er den,” siger Jan (Rørdam, far til Albertes to børn, red.), min bror Aske og jeg til hinanden, og så sætter jeg et billede af Josefine op i sangboksen og synger bare til hende.
Jeg er et sted, hvor jeg ikke kan tvinge min stemme, jeg bliver nødt til at føle det. Det er den følelse, hvor det knækker til enten noget sjovt eller gråd. Hvis følelserne er en flod, er det lige inden vandfaldet.
Jeg møder Jan 10 år tidligere på Dan Turèll. Jeg arbejder på Café Victor og er ovre og veksle byttepenge, og han ser virkelig sød ud. Han har et band, der hedder Metro, med Maria Bramsen, og jeg spørger, om de ikke har brug for nogle tekster. Jeg ved godt, at jeg ikke er god nok til at synge, men min længsel efter at skrive de ord, jeg er optaget af, er større end min generthed. Jeg synger det ind på et kassettebånd 60 gange for at få ordene til at passe, og så siger han: ”Det er skønt. Du har en rigtig god stemme.” Og så starter det.
Vores fælles øre er på Eurythmics og Peter Gabriel. Senere hooker vi op med Aske og vender tilbage til James Taylor og Carly Simon som arbejdsoverskrift og laver ’Lyse nætter’ og ’Jagten på den forsvundne skat’, som giver os det arbejdsliv, vi har nu. Mellem de to plader putter vi en børneplade ind, ’Tju bang chokolademand’, som reaktion på den udmattelse, vi mærker som småbørnsforældre og behovet for en rar, akustisk lyd.
Min far bruger altid sin familie, og Jan og min far kommer til at arbejde rigtig godt sammen. Han bruger i forvejen Aske og Kasper (Winding, halvstorebror, red.) rigtig meget, og jeg tror, han er meget glad for Jan.
Det er mærkeligt at tænke på, at sangene fra ’Bamses billedbog’ er nødt til at stå på sætlisten på samtlige koncerter. Selvom der ikke længere er børn i salen, er det jo voksne mennesker, der har været børn, og for hvem børnemusikken stadig indkapsler deres liv.
Alle mine senere plader har handlet om at sige: ”Sådan her er det nu.” For eksempel i sangen ’Min klub først’, hvor jeg er i fyrrerne og er kommet til at gå i byen og drikke mig virkelig fuld, og det burde jeg ikke gøre, for det er min teenagedatters sted. Jeg har min søn William med i nummeret, der siger: ”Hey, undskyld, er det ikke dig fra Bamse og Kylling?”, for at vise, hvor svært det er at være tosset og fuld og have kærestesorg med mascara ned ad kinderne og så samtidig blive genkendt som Luna.
Jeg vil rigtig gerne være sanger, da jeg starter på ’Bamses billedbog’, og derfor bliver der også skrevet mange sange til mig i programmet. Det er min gulerod, for jeg kan godt mærke, at jeg ikke har et stort skuespillertalent. Jeg kan godt se, at det er ren nepotisme, at jeg er med. Min stedmor (Elin Bing, red.) skriver manuskripterne, og min far har haft Bamse med i en udsendelse mange år før. Jeg føler ikke, jeg har fortjent det. Men jeg kan give det min særegenhed, være underlig eller mig selv. Det er i det mindste noget, jeg kan stå ved. Men jeg går aldrig på arbejde og tænker: ”Baam, her kommer jeg. Hvad siger I? Hvad skal JEG i dag?”
Jeg tror, alle kunstnere skaber noget unikt, fordi de prøver at lyde som noget og nogen, de ikke kan opnå. Det er på en måde fejlen, der er ens egen tone. I de første anmeldelser (Alberte Winding udgav to plader før ’Lyse nætter’, red.) står der, at man kan høre både Daimi, Birthe Kjær og Sanne Salomonsen. ”Ja,” tænker jeg, ”det er sgu nok rigtigt.”
Da vi indspiller ’Lyse nætter’, er jeg gravid igen og har bare lyst til at gøre plads til at være mor, men vi ender på turné, da William er fem måneder, og Josefine tre år. Jeg står med ammeindlæg på scenen og er meget moderlig – som om publikum også er mine børn. Det handler om, at folk skal have det trygt og godt. Jeg passer ikke ind i rock chick-idealet, men vi mærker, at der faktisk er en niche – ’Lyse nætter’ sælger 120.000 det år.
Det er sommer, vi spiller hele landet rundt på det, og jeg tager mig plads til at være romantiker og er i opgør med tidens hårdhed. Jeg er træt af 80’ernes sort- og hvidternede stringens, dens coke og dens yuppier. Nu kan jeg træde ind med min 70’er-orange blødhed.”
SHELBY LYNNE, PORTISHEAD OG SVENSK MUSIK, 35 ÅR, 1998
”Der begynder at dukke et behov op for at vride mig løs fra måden, jeg selv og andre opfatter mig på. Jeg prøver at lave kiksede samples i køkkenet og rejser til Stockholm for at arbejde hos Pål Svenre. Det at komme væk fra morrollen fire dage om måneden og at få en producer, der aldrig har set ’Bamses billedbog’, er befriende og vildt ensomt. Vi er flyttet i en villalejlighed i Hellerup, som vi har været heldige at få virkelig billigt. Det har været nogle gode år, børnene går på Bernadotteskolen, og alt er, som det skal være. Det huer mig bare ikke.
Det er nok igen den indre blå tone omkring mig. Jeg kan ikke spejle mig helt i lykken og bliver urolig. Hvor er hele følelsesspektret for mig? Samtidig ved jeg godt, at det er en meget normal tilstand, når man har små børn, og der skal være plads til at se dem. De begynder at være store nok til, at jeg kan tage til Stockholm og indspille, og Jan bakker op omkring, at jeg laver en plade alene. Det er meningen, at Pål og jeg skal skrive sammen. Men han er jo producer, så det ender med, at Jan og forskellige danske og svenske musikere laver mine sange. Jan og jeg ser virkelig op til svensk musik. The Cardigans opsummerer det ret godt med deres lidt kølige, men helt ublu skamløse vellyd.
Jeg lytter intenst på Shelby Lynne. Nummeret ’I’m Leaving’ har en gammel Motown-feeling ligesom Portishead, der låner af 60’erne. Jeg vil gerne lave noget, der har den lyd, og der kommer en plade ud, jeg stadig er stolt over, selvom den ikke bliver knuselsket i Danmark. Jeg får ros for teksterne, og det er et nyt skridt for mig. Jeg begynder at skrive om parforholdskriser og ting, der bumler i mit liv. Vi kan pludselig maile, og jeg skriver afsindigt lange mails til folk. Det er et high for mig, så dér starter jeg nok ubevidst på at ville være forfatter.”
LEONARD COHEN, SADE OG BON IVER, 48 ÅR, 2011
”Jeg er flyttet for mig selv i en lejlighed ved Nørreport, er enlig mor og kun sammen med mine yndlingsmennesker på halv tid. Jeg hører Leonard Cohen og Sade og er superromantisk og ulykkelig og euforisk og udmattet. Alt er rodet.
Det er dejligt, at mit eget liv kan fylde, når jeg er alene, men jeg er også alene og kan slet ikke finde ud af det. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan lide min kaffe, jeg kan ikke lave mad, så jeg køber New York Times ’Cook Book’ fra 1963 og begynder at lave boeuf bourguignon og coq au vin. Bygger op. Det er også en opbrudstid, hvor jeg har brug for det kaos til at finde den sweater, der passer, i ’glemt tøj-kassen’. Det gør den til sidst. Det tager mig nærmest 10 år at lære at være alene – og så møder jeg Andreas. ’Fjerde til venstre’-pladen laver jeg i lejligheden, for jeg ved godt, at jeg ikke musikalsk har redskaberne til at lave min egen plade. Jeg laver et dogme: ”Du kommer, uanset hvad du spiller på, med en akustisk guitar, for det er det, jeg elsker nu, og så indspiller vi en sang sammen.”
Det er helt klart Bon Ivers musik, som min søn en dag anbefaler mig, der er inspirationen til ’Fjerde til venstre’. Jeg får en dør sparket ind til en livsforandrende musikkærlighed. Bon Iver er med i den bølge, hvor det bliver en ting, at folk indspiller hjemme. Man tager naturen ind igen og lægger afstand til de etablerede studier. Det passer mig godt, det handler om at gå tilbage til mig selv, skabe en falsk fortid og sige: ”Okay, nu skubber jeg lige alle de år væk, hvor jeg prøvede at synge perfekt.”
Under arbejdet med ’Lyse nætter’, hvor jeg græd og sagde: ”Åh, jeg kan ingenting”, sagde Aske til mig: ”Nej, det kan du måske ikke, men det er kampen for at kunne det, vi vil høre.” Det har jeg med hver dag, for der er ingen af de musikere, jeg hører på, der er perfekte. Jeg har brug for nogle sprækker, jeg kan genkende i mig selv. Man skal ikke kontrollere det for meget, men det er også en klassisk udmelding fra en som mig, der er autodidakt. Det er den slags arrogance, der opstår i én på baggrund af ekstrem usikkerhed.
I lejligheden skriver jeg også ungdomsromanen ’Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog’, hvor alt bare er sjovt, men så går det op for mig: ”Okay hvad så med den mor? Ja, hun flytter i bogen. Hvad handler det her om?” Igen handler det om min egen mor. Under det skriver jeg stadigvæk på min egen historie. Jeg veksler bare min smerte til nogle andre menneskers smerte. Men det kan også være, at det handler om, at jeg selv er flyttet. Jan og jeg tager beslutningen sammen, og vi har begge dårlig samvittighed.”
WAR ON DRUGS, SARAH KLANG, BOYGENIUS OG BEYONCÉ, 60 ÅR, 2023
”Andreas Fuglebæk spiller varm karamelguitar, og vi begynder at skrive sange sammen. Han er lyden af mine følelser, og når jeg skriver om dem, er jeg lyden af hans. Vi er kæmpe forskellige, lige besværlige, men har samme ideer med sangene og koncerterne. Vi lever halvdelen af livet i en bil på vej til Jylland og den anden hjemme som familiemennesker. Nu har Andreas og jeg fået el-bil, og vores arbejdsdag er blevet længere, for vi skal lade op to gange på en tur til Jylland. Så går vi over på tanken og får en kålsalat. I starten er det næsten som at være i en Disney-film, så sidder der lige en mariehøne på de dér Clever-standere, hvor der er plantet sommerblomster imellem. Hvis vi kører hjem om natten, hører vi musik, hvis vi kan holde det ud, for tiden War on Drugs og Sarah Klang, og jeg tager billeder ud ad ruden. Det giver sådan nogle underlige lys-ting om natten, som jeg nogle gange maler. Lige nu maler jeg vejbaner. Hvis jeg skal være til her i verden, bliver jeg nødt til at få poesi ind. Andreas kom ind i orkestret for 12 år siden, og i starten er vi bare virkelig gode venner. Jeg kan mærke, at det er den guitar, jeg har ledt efter. Vi har en prøve sammen med Jan, hvor Jan og jeg kigger på hinanden: ”Ja, okay, der er den”, så Jan og Andreas laver også et par ting sammen, og også Jan og Søsser (Marie Louise von Bülow, red.), som er vores bassist og Jans kæreste.
Andreas og jeg har forskellige aldre (der er 19 år imellem dem, red.), og jeg elsker, at det, der bare er umiddelbart rigtigt for Andreas, tit er nyt for mig. Jeg elsker at være en slags skuespiller, der går ind i hans scenografi og skal spille den her rolle med de her ord. I starten trak vi linjerne hårdt op: ”Hvad mener du med, at du ikke kan lide Stevie Wonder?” Så hører vi musik og drikker rødvin, og jeg prøver at finde det nummer, som skal åbne ham. Men i virkeligheden finder man i et band det, man har til fælles, ligesom i et ægteskab. Andreas’ musiksmag er meget gammel, han kan godt lide Emmylou Harris – alt muligt country-folk. Andreas har givet min alder en værdighed, fordi han er ung og synes, det er værdigt at blive ældre. I stedet for at vi begge var ældre og gik i panik, giver han det et spotlight, som jeg synes er meget, meget kærligt.
En dag, hvor jeg føler imposter syndrome, siger han til mig, at min kulturarv er min skole. Det er godt set, for selvom jeg ikke har gået på en eller anden fin skole, foregår der jo en skoling hele tiden i, at jeg bare er i det. Jeg tænker hverken som barn eller ung, at jeg er ude og lave tv, jeg er bare ude og lave noget for mine forældre. Den naturlighed har man jo, når man vokser op i et firma.
Mine playlister er præget af unge og lidt ældre kvinder, jeg har virkelig ’kvindeår’ og hører Boygenius, men også Beyoncé og får lyst til at danse. Kvinderne siger mange ting, og det inspirerer mig som kunstner, hvordan de er vrede og bruger deres seksualitet, kærlighed og sorg. De tør sige nogle kiksede ting, der gør dem mere sexede at lytte på. Selvom jeg bliver gammel, vil jeg altid have et indre liv, hvis jeg tager imod det. Og så kan kunsten også sende en besked fra fortiden – for eksempel på en udstilling, hvor maleren lige sender en følelse til én gennem tiden, som stadig er så voldsom. Det gør os aldersløse, det gør os udødelige, og det gør også, at vi accepterer døden. Jeg har ikke tænkt mig at holde op med at synge, men jeg har heller ikke tænkt mig at holde op med at beundre nye generationer.”
SEKS DAGE EFTER Alberte Windings optræden i Rødovre sidder hun ved et af de runde borde til Danish Music Awards på venue-stedet The Plant Cph.
Der er lange, hvide duge, rosebuketter, en diskokugle med bordnummeret på og en bowle med færdigmiksede drinks at gå om bord i mellem trerettersmenuen. Kunstnerne sidder tættest på scenen, mens ’branchen’ er placeret bagud i en slags rangorden. Der er ikke inviteret presse til prisoverrækkelsen, så Ud & Se er sendt i byen med streng formaning om ikke at skrive en linje om de øvrige musikeres adfærd. Eventuelle klicheer om blå piller i stride strømme, tungekys i sidegangene og sammenbrudte kunstnere, der føler sig forbigået, synes ikke at passe. Folk opfører sig utrolig pænt, smalltalker og drikker små skvæt af deres vinglas. Der bliver klappet mere eller mindre entusiastisk mellem hver kunstner, der får overrakt sin pris, og ad værterne Hav & Kamals jokes.
Lige indtil årets ærespris bliver overrakt.
Da Alberte Windings navn bliver nævnt, rejser hele salen sig for første gang op og klapper hende op på scenen, hvor kulturminister Jakob Engel-Schmidt holder talen for hende. Alberte Winding tager imod et kram og en blomsterbuket i sit ferskenfarvede oversize jakkesæt a la David Bowies ’Let’s Dance’-outfit og slutter af med ordene:
”I 40 år er jeg blevet beskrevet på så mange supermærkelige måder, og jeg har lyst til at sige i aften: ’Jeg er lige præcis, som jeg skal være.’”
