Den 45-årige rapper Jesper Dahl, bedre kendt som JOKEREN, om at være utilpasset, om at have ADHD uden at vide det, om at feste igennem, om at være inspireret af latino-kulturen og om at være med i det, han selv kalder en macho-revolution.

JEG VOKSEDE OP i Hillerød i 70’erne. Min mor var dansklærer og underviste på en handelsskole, og min far var læge. Det var et akademisk middelklassehjem med klaver og lange reoler med bøger. Jeg gik rundt med krudt i røven og en ubehandlet ADHD. Det er nok derfor, at jeg blev rapper og ikke professor. 

MIT BARNDOMSVÆRELSE bestod af IKEA-møbler og kokostæpper. Vi læste Politiken og diskuterede politik og kultur ved middagsbordet, og så lyttede vi til jazzmusik – Miles Davis, John Coltrane, Thelonious Monk og Billie Holiday. Jeg elskede at ligge i min seng og lytte til mine forældre, der holdt fester, drak rødvin og spillede jazz. Jeg blev opdraget ud fra nogle meget venstreorienterede værdier, som var tidstypiske dengang. Jeg skylder mine forældre meget. I dag minder jazz mig om mit barndomshjem på en god måde.

I SKOLEN var jeg en utilpasset elev. Allerede i 3.-4. klasse kom jeg op at toppes med lærerne. Jeg var en ret videbegærlig dreng, men samtidig meget nærtagende. Da jeg gik i 6. klasse, påstod en af mine lærere, at jeg havde snydt med en geografirapport, selv om jeg havde gjort mig umage for at lave den. Han sagde, at mine forældre havde lavet opgaven. Det blev jeg så fornærmet over, at jeg ikke længere gad være med i undervisningen. 

LANGSOMT BEGYNDTE JEG at melde mig ud, og så gik tiden i stedet med at spille fodbold og lave ballade. Jeg begyndte at bruge min energi på at forstyrre i timen frem for at lytte efter. Jeg var nok et produkt af, at ingen opdagede, at jeg havde ADHD. Eller måske lå det bare i min natur at være en uromager. 

DA JEG BLEV TEENAGER, var det kvinder, hash, fester og hiphop, der optog mig. Jeg var ret hurtigt sikker på, hvad jeg ville, selv om min skolevejleder gjorde det klart, at jeg på ingen måde kunne blive musiker. Jeg kunne blive håndværker ligesom mine venner, sagde hun. 

JEG VAR HELDIGVIS ikke dummere, end at jeg kunne bestå eksaminerne. Jeg tog en HF med et fravær på 50 procent uden at læse mine lektier. Jeg vidste, at jeg ville være musiker og producer, så det betød ikke noget. Efter HF rejste jeg til USA og producerede musik for nogle af mine barndomsidoler. Jeg var selvfølgelig usikker, ligesom alle teenagere er, men jeg var sikker på, at mit liv skulle handle om hiphoppen. Og på en eller anden måde lykkedes jeg mod alle odds, da jeg rejste fra Hillerød. 

DA JEG VENDTE HJEM fra USA, anerkendte ingen i Danmark det, som min gruppe og jeg havde lavet derovre. Vi fortsatte på bistandshjælp og med at vaske trapper og den slags.

JEG ER OPDRAGET i en tid, hvor feminismen var den altoverskyggende holdning.  Der var ikke plads til at være mand på den gammeldags facon. Da de amerikanske hiphoppere kom ind som machofigurer, begyndte billedet at forandre sig. Det har præget mig i forhold til min egen mandeidentitet. 

MÅSKE HAR JEG været med i en form for macho-revolution, for jeg gik ind på scenen og sagde: ”Kvinde, sut min pik, hold din kæft!” Det var et kunstnerisk udtryk, og det kom til at virke meget hårdere, end det var ment i virkeligheden. Jeg er meget inspireret af latino-kulturen. Jo mere en mand fremstår som en mand, jo mere mand er han for sin kvinde, så hun kan fremstå som en kvinde.

JEG ER KLAR OVER, at jeg har et vist image som ego og macho. Folk forveksler tit Jesper Dahl og det kunstneriske udtryk Jokeren. Jeg er ligesom en serieskuespiller, der gennem 25 år er blevet  i den samme rolle. 

MANGE SLADDERBLADE har fremstillet mig som en mand, der er druknet i fest og ballade og skandaler. Det synes jeg er ærgerligt. Sandheden er mere nuanceret. For eksempel underviser de i mine tekster i folkeskolen og i gymnasiet, og det er synd, at folk glemmer det, når de bedømmer mig. Tabloidpressen fokuserer kun på de negative ting, ikke på de positive. For eksempel at jeg er god til at skrive tekster. Så er det vel lige meget, at jeg har fået taget mit kørekort.

MIN SULT er konstant. Heldigvis. Den dag, du bliver mæt og har mistet din livsenergi, er der ikke noget tilbage i dig. I virkeligheden tror jeg, at jeg kan blive flere hundrede år gammel, for jeg er stadig sulten på tilværelsen. Jeg føler, at jeg er i min bedste alder. Hvis jeg får lov, tror jeg, at jeg vil have mine bedste arbejdsår de næste 20 år. Det er ikke sikkert, at jeg bliver ved med at rappe. Jeg er blevet meget glad for at tegne og male, så der er mange måder at udtrykke sig på kunstnerisk.

SET I BAKSPEJLET ville jeg ønske, at jeg havde talt mere om lyrik og musik end om fest, stoffer og alkohol. Stofferne har været en del af mit liv, men man skal også være ung, mens man kan være ung. 

JEG FIK braget op for en ordentlig fest, mens tid var, men det kan jeg ikke længere holde ud. Måden, man lever på, ændrer sig jo. Pludselig gider man ikke holde fest tre dage i streg. Dermed ikke sagt, at jeg ikke fortsat gider danse med og synge om kvinder, der er min hovedkilde til inspiration.

JEG ER RET LIGEGLAD med, hvad folk tænker om mig. Men jeg er ikke kold i røven over, hvad mine nærmeste tænker om mig. Hvis min datter eller min kæreste bliver skræmt af mig, så bekymrer det mig selvfølgelig. Men alle, som skaber noget, har et behov for at vise det, og i den forbindelse har jeg et behov for at blive hørt. Så længe det handler om musikken.

I DAG SER jeg desværre ikke min datter så meget, som jeg kunne ønske. Hun er 10 år. Her er vi inde på et område, hvor der ikke er ligeret for mænd i statsamtet. Det er nok det, jeg har at sige omkring det. Det er for privat til, at jeg vil komme ind på det.

JEG KAN FAKTISK godt lide at være alene. Jeg elsker at sidde oppe om natten og skrive og tegne og bare være i fred, mens min telefon er slukket. Jeg kender ikke til ensomhed, det at være alene er noget andet. Jeg har en lang række dejlige mennesker i mit liv. Fra barnsben har jeg været vant til at tale med alle slags mennesker, uanset om det er venner eller manden i kiosken. 

DET ER EN KÆMPE kliché, men for mig handler det om at leve i nuet. Jeg synes ikke, at det er svært, for nuet er der hele tiden. En terapeut har sagt til mig, at det, du gør nu, afgør, hvem du er i morgen. Man skaber fremtiden lige nu. Det synes jeg, er den eneste måde at leve på.

JOKEREN KORT

Jesper Dahl alias Jokeren er 45 år. Som 12-årig dannede han producergruppen Madness 4 Real. I 1992 rejste de til Los Angeles og producerede rapmusik for blandt andet Ice Cube, Rakim og Eazy-E. I 1996 vendte han hjem, og gruppen blev til Den Gale Pose, der fik sit gennembrud med singlen ’Spændt op til lir’ fra 1998. I 2003 gik Jokeren solo og fik hits som ’Havnen’ og ’Kvinde din’ fra albummet ’Alpha Han’, der blev hædret med en Danish Music Award i 2004 som årets hiphopudgivelse. Siden har han udgivet flere album, heriblandt ’Gigolo Jesus’ fra 2005 og ’Den tørstige digter’ fra 2009.

I efteråret 2018 udgav han ’Glædesbringeren’,  hans femte studiealbum.

Den Gale Pose tager på genforenings-turné til sommer.

 

Tags: ,
SE MERE