AARHUS SUMMER på en solskinsdag som i dag. I den østjyske storby er det weekend, og der bliver stillet lemonader, cortadoer og laksesalater frem, mens studiedøtre og besøgende mødre med shoppingposer trasker arm i arm gennem Latinerkvarterets brostensgader i jagten på et ledigt cafébord.
Det er dage som i dag, IKEA-trailerne holder parallelparkeret oppe på Trøjborg, på Frederiksbjerg og oppe ved kollegierne for enden af Randersvej med nyindkøbte Billy-bogreoler, der skal ind i forældreinvesteringerne. Det er dage som i dag, de studerende lægger bøgerne fra sig og triller ned i Midtbyen, der i dalen ligger som en kogende gryde af energi fra tusindvis af young guns, der er kommet til byen for at blive klogere, dannede og rundede af lige dele bøger og byliv for så om nogle år at tage derfra igen.
I mellemtiden er de unge i Aarhus, og det er noget, alle fortjener.
Dér på en trappe foran en opgang sidder en pige i lædermokkasiner med frynser. Hun har haremsbukser på og sin rygsæk imellem dem. Dér går en aflang, ung fyr med krøller, der stikker ud under strikhuen. Han griner og hopper op på ’hipsterhøjen’, det gamle, græsdækkede beskyttelsesrum, der er en magnet for tophuer og boyfriendjeans midt i byen. Og dér kommer to midaldrende damer i korte cowboyjakker, der fjanter som 16-årige, selvom den ene bærer en Fætter BR-pose med en lille ting til barnebarnet. De griner og støder ind i hinanden ned ad fortovet. Det er det, Aarhus gør ved én.
JÆGERGÅRDSGADE mellem Midtbyen og Frederiksbjerg består stort set kun af barer og spisesteder, blandt andet restaurant Juliette. Den kvindelige tjener har halvlangt, lyst hår ligesom Noora i ’Skam’ og ligner en, der måtte blive hjemme fra byen i går for at åbne restauranten. Hun står bag baren og lytter til nattens historier fra en mandlig kollega, der læner sig op ad barens inderside og åbenlyst ikke blev hjemme. Så bestiller en kunde kaffe. Noora-tjenerindens hænder går automatisk i gang med at lave den, øjnene kigger ned i disken, og munden spørger, om der skal mælk til.
”Ja tak,” lyder svaret. Så kigger hun op og ser, hvem der har bestilt kaffe: en rødhåret fyr med kartoffelnæse og den mest anonyme grå sweatshirt. Han kigger ned i bordet, da han siger: ”Og så noget postevand, tak.” Det giver et gib i hende.
Karl William er et af tidens mest hypede unge pophåb, som anmelderne lige fra debutsinglen har stået i kø for at rose for hans poetiske, dystre blå-time-elektropop, og de har malende udpenslet den lyse fremtid, han går i møde. En mand, der er blæst på vej af det friske pust, han selv har leveret til dansk musik. En mand, der både karrieremæssigt og på den måde, han bliver betragtet af såvel anmeldere som servitricer, er på vej op.
EN TIME TIDLIGERE stod han i kø til toilettet i kantinen på ARoS, da en mor med to børn gik hen til ham og undskyldte, at hun sådan kom anstigende, men hun måtte bare sige hej til ham. I sin ene hånd havde hun en lille pige, Ella, og på armen et spædbarn.
”Jeg bliver nødt til at sige til dig, hvor fed du er,” sagde hun.
”Det synes Ella også, synes du ikke det?”
Ella stod forstenet og kiggede på Karl William, ham fra YouTube, der pludselig var trådt ud af skærmen og ind i en toiletkø.
”Faktisk havde Ella krævet, at ham her (babyen på armen, red.) skulle hedde Karl William. Han kom godt nok til at hedde Emil,” smilede moren og lod den forfjamskede sanger gå på toilettet. Emil blev født med rødt hår på hovedet, siger moren, så det havde faktisk passet meget godt. Også fordi baby-Emil ifølge sin mor minder så meget om Karl William. Han er en meget mystisk baby og minder slet ikke om andre babyer.
Nu sidder vi ude på fortovet foran Juliette på Jægergårdsgade, kæderyger og drikker kaffe. Hver anden, der går forbi, kigger mere eller mindre diskret. Nogle puffer deres venner i siden for slet skjult at gøre opmærksom på, hvem det er, der sidder der. Karl William kan godt selv se det, og i starten tænkte han over at rette ryggen, når han sad ned, men han har vænnet sig til ikke at lægge mærke til, at folk kigger. Han ville nok blive skør ellers.
”Det er ikke nogen måde at leve på. Jeg bliver glad, når folk kommer hen og siger, de kan lide musikken, men det der med at stirre har jeg det svært med.”
Så viser han det ansigt, han tager på, når der bliver taget pressefotos, og det, han bruger til selfies på Strøget. Det første er et, hvor munden er stramt lukket i, og øjenbrynene er let rynket sammen, mens øjnene kigger intenst ligeud.
”Man skal se lidt sej ud, jo,” griner han. Det andet er næsten det samme, bare en anelse mindre spændt og med to peace-fingre.
Han har et rundt hoved med ekstremt rødt hår på toppen. Hans øjne er blå, hans øjenvipper er lange og orange.
Når han går, vender han fødderne lidt udad, hvilket måske stammer fra engang, han fik et glasskår i fodsålen, som har efterladt en permanent klump hård hud under den ene fod. Når han tænker, putter han snoren fra sin sweatshirts hætte i munden.
Og når han sidder stille uden at sige noget, men bare kigger på folk, der går forbi, har han for vane at tage hætten på og trække i snoren, indtil det kun er øjnene og næsen, der ses.
I DAG ER HAN i Aarhus, men den 23-årige musiker har boet i København de seneste fire år. Stort set alle hans venner er flyttet samme vej, så han bor hjemme hos sin mor, når han er i byen. Det er i Brabrand, vest for Midtbyen, hvor hun er flyttet sammen med sin kæreste, efter Karl flyttede hjemmefra. Her har de et gæsteværelse, han er stamgæst på, med en seng, et fjernsyn, en symaskine og dimser: små træfigurer og et lille plasticæsel, Karls mor har fundet i en butik. Hun er en rigtig dimse-dame.
Før boede hun i rækkehus i Stavtrup, der også ligger lidt uden for byen, og før det på Frederiksbjerg inde i byen. Lejligheden, på hjørnet af Ålborggade og Søndre Ringgade, var Karls første barndomshjem, derfra har han svage minder om dengang, hans forældre var sammen. De blev skilt, da Karl var tre år gammel. Faren, der er skuespiller på teatret, flyttede i en villa i Åbyhøj, og moren, der er pædagog, blev i første omgang boende i lejligheden. Børneminderne hæfter sig mest hjemme hos moren.
”Jeg var også kun hos min far hver anden weekend, så det er jo ikke så underligt,” siger han, mens han viser døren ind til opgangen og baggården.
Så går vi de par hundrede meter, der er ned til ASAs baner, hvor han spillede fodbold. På græsset er der stille, selvom boldbanen ligger midt i byen. Der er stålhegn rundt om, bag det står høje træer, og over dem kan man se fire store grå betonhøjhuse og de røde toværelseslejlighedskomplekser, der er så mange af i Aarhus.
Især husker han, når fætteren Mathias kom på besøg i lejligheden. Mathias var, dengang som nu, kun et par år ældre, men for en syvårig er en 10-årig stor, og derfor så Karl op til ham. Nogle gange nok lidt for meget på den der ’Mathias, Mathias, Mathias’-måde, hvor han trak ham i ærmet for at få opmærksomhed, når han var på besøg. Så spillede de ’Fifa’. Mathias var Real Madrid, Karl var Arsenal, og de drak Dr Pepper.
Egentlig kunne Karl slet ikke lide Dr Pepper, det var der ikke andre i familien end Mathias, der kunne. Karls mor havde en kasse med hjem, der var blevet tilovers fra en fest på jobbet, så alle kunne smage, hvor rædsomt det smagte. Sodavanden har en bismag af marcipan, der bestemt ikke er for alle, men Karl lærte sig selv at kunne lide den, for at han og Mathias kunne spille ’Fifa’ og drikke Dr Pepper sammen.
Karls mor er en sød mor og også en mor, der bekymrer sig meget, og som sagde, at Karl skulle huske varmt tøj og passe på, når han gik ud. Det er også hende, der kører Karl til aftaler, når han er i Aarhus, og så har hun lært ham, at man aldrig går hjemmefra uden først at rede sengen.
Energien var en anden hjemme hos hans far. Fordi han kun var der i weekenden, var der altid slik, ’Disney Sjov’ og fredagsstemning, når han og lillesøsteren Molly blev kørt derover. Og morgenen efter var det ikke usædvanligt, hvis man blev vækket af, at faren hørte Jan Johanssons ’Jazz på svenska’ på fuldt drøn. Om aftenen satte Karl, Molly, faren, hans kæreste (der også er skuespiller) og senere deres to børn sig ved klaveret og sang Beatles.
Karls far er en mand, der fylder meget, og det samme er Karl. De minder nok for meget om hinanden til rigtig at kunne være i samme lokale på én gang, og derfor gik der nogle år, hvor de kun så hinanden et par gange. Først da Karl blev voksen, ringede han til sin far og sagde, de blev nødt til at snakke om, hvordan de kunne være far og søn.
DET VAR TO forskellige hjem med to forskellige temperamenter. Og det kan nemt forvirre et barn, hvis grundtonen ikke er givet. Det forvirrede i hvert fald Karl. Som mange andre børn af den kreative klasse kom han på Århus Friskole oppe i Stavtrup, en kort køretur fra Midtbyen.
Den bliver kaldt ’hippieskolen’. Blandt forældrene er der gerne årgang for årgang i hvert fald ét hoved med dreadlocks, alle legehusene i gården er bygget af tidligere niendeklasser, og der er musik på skemaet hver dag. Helmigs børn har gået her, Mek Pek, Anne Dorte Michelsen og to femtedele af Shit & Chanel har gået her.
Skolen ligger ved siden af en mark, og den består af en hovedbygning i rødmalet træ fra starten af 70’erne og en anden stor bygning, der er kommet til, efter Karl gik her, med en boldbane imellem sig, træer, sandkasser og basketbane.
”Viva la musica,” står der med store, farverige træbogstaver på facaden ud mod vejen. Det er, på mere end én måde, en skole med god plads, men alligevel var det, som om Karl ikke rigtig passede ind. Han var forkert. Et barn med stor usikkerhed, der kom til udtryk i en provokerende, udadreagerende adfærd. I starten var han som de fleste andre børn, måske lidt mere livlig, men ikke mærkbart i forhold til resten af klassen. Der var bare det, at mens de andre børn lærte at sidde ned og kigge op på tavlen, blev Karl ved med at være barnlig og fuld af krudt.
En dag i anden klasse havde de dansk, og klassen larmede. Dansklæreren plejede at få ro ved at råbe ”Heeey!” til signal om, at nu er det nok, frikvarteret er slut. Også den dag råbte han sit ”Heeey!” men Karl var ikke færdig med at holde frikvarter, så han hoppede op på sit bord og sang ”Heeey, hey, baby, huh hah …” Det var dér, han fik sin første, men langtfra sidste store skideballe. De blev hyppigere og værre.
EN LÆRER sagde til ham, at han var den værste elev, skolen nogensinde havde haft. En anden lærer råbte ad ham efter at have prøvet alt andet for at få ro på ham, at han var grim og rødhåret. Så kan et barn ikke undgå at lægge mærke til, at han er et problem, man helst er fri for. Især ikke, når forældrene ustandselig var til møder på skolen for igen at tale om, hvad i alverden de skulle stille op med ham.
Måske var det derfor, han var overhøflig, når han var hjemme hos sine venner og mødte deres forældre. De kendte jo til ham fra forældremøderne, hvor han tit var på dagsordenen. Så han prøvede alt, hvad han kunne, for at bevise, at han var en sød dreng, der sagde tak for mad flere gange i træk.
En dag drillede Karl William en af de andre drenge. Han vendte hans navn om til pigeudgaven, Emil til Emilie, Johan til Johanne, og råbte det efter ham, indtil han begyndte at tude. Tænk, at ord kan ramme et andet menneske så hårdt. Det gav et chok i Karl, der også begyndte at græde og gemte sig i et træ. Kort efter kom yndlingslæreren og kravlede op for at trøste ham. I dag står det uklart, hvad læreren sagde, men måden, det blev sagt på, husker Karl William tydeligt: i øjenhøjde uden at sætte sig på hug. Sådan kan ord også virke.
Fagligt haltede det, men til gengæld var han god i musiktimerne, og han kunne godt lide at spille trommer i klassens band. Han begyndte nok med det, fordi det var noget, der larmede og var sjovt, men han blev ved, fordi han blev rost for sine evner. Og det havde han brug for.
Maria Jæger husker tydeligt den rødhårede trommeslager. Hun var den ene af Karls to musiklærere, hun spiller keys i et R’n’B-band kun med kvinder, Espichicoque, og arbejder stadig på skolen. Når hun tænker tilbage på Karl, er det først og fremmest som en dreng, der indeholdt et kompleks: På den ene side var han fandenivoldsk og ikke bange for at åbne munden. På den anden side havde han en skrøbelighed, han prøvede at gemme væk:
”Det kom især til syne i, at han var svær at rose,” siger hun. ”Karl var meget kritisk over for sig selv, langt mere end jeg var som lærer. Hvis jeg for eksempel sagde, at han var helt vildt god, som han også var, så var det, som om han vægrede sig ved det. Nogle børn er lige ud ad landevejen, han var mere sådan en, man skulle bruge energi på at pakke op og komme ind på.”
MUSIKTIMERNE var oftest sammenspil, hvor eleverne sammen skulle få et nummer til at virke. Og så handlede det ikke længere om Karl, men i stedet om det, han gjorde. Men når musiktimen var slut, var han til besvær igen. Efterhånden begyndte han at tro på det, når han fik at vide, at han var et problem. Så kunne det også være lige meget. Og det begyndte at smitte af på glæden ved musik.
”Da han blev pre-teenager, var det ikke altid, at han gad spille trommer. Han virkede ikke komfortabel i det længere, og jeg skulle nogle gange overtale ham til at spille med,” siger Maria Jæger. ”Mit bedste bud er, at han blev selvkritisk.”
Friskolen afholder en årlig ’Høstival’, en mini-festival med en udendørsscene med professionelt lyd- og lysudstyr, hvor hver klasse spiller et nummer for forældrene, og hvor der hen ad aftenstid kommer tidligere elever, forældre og venner af skolen og spiller. Et år spillede Flødeklinikken, et andet Thomas Helmig sammen med Mek Pek. Espichicoque har også spillet der.
I sjette klasse havde Karl besluttet sig for, at han gerne ville synge i stedet for at spille trommer til Høstivalen. Han og en gruppe piger skulle synge ’Ain’t No Mountain High Enough’, og fordi han var den eneste dreng i koret, havde han fået hele andet vers. Når de øvede, gik det godt. Pigerne havde i hvert fald sagt, at han sang godt, og selvom han var nervøs, stillede han sig op på scenen med de andre.
Spotlyset kom over på ham, alle kiggede på Karl, og så gik han i stå. Han sang mumlende, en hel meter fra mikrofonen og så lavt, at kun han selv kunne høre det.
Lillesøster Molly var for lille til at huske, om hun var til stede den dag, men hun kender udmærket til historien, for de har tit talt om den derhjemme.
”Han kunne slet ikke få noget ud. Lige så snart der kom publikum på, og der var lys lige i fjæset, og han skulle præstere sådan rigtigt, kom en sceneskræk og overtog ham. Når jeg tænker på, hvordan han er på en scene i dag, synes jeg, det er vildt sjovt, at han engang chokede.”
Det blev hans sidste Høstival. Efter mange samtaler mellem skolen og forældrene blev det besluttet, at han skulle skifte skole i syvende.
Mens vi er på skolen, går Karl William rundt uden at sige ret meget. Spurgt, hvor han havde klasseværelse, nikker han hen imod en rude på den weekendlukkede skole, men kigger ikke ind gennem ruden. Lige inden vi kører tilbage til byen, samler han en fodbold op fra græsset, losser den højt op i luften, vender ryggen til og går, inden den lander igen.
TILBAGE I BYEN går vi hen over broen, der går over skinnerne ved banegården, så forbi Musikhuset, hvor Karl William har optrådt flere gange. Så går vi ned til Åen, den caféfyldte promenade, og forbi det gamle bibliotek, der er lukket og ligger stort og tomt tilbage, efterladt af en by i sulten fremdrift. I den anden ende af Åen ligger Dokk1, det enorme bibliotek med borgerservice og eget stop på den nye Letbane. Det meste af Havnen er stadig industrihavn med sojakagefabrik og slagteri. Indtil videre.
”Der er hele tiden sket noget, når man kommer tilbage,” siger Karl William. ”Det må man bare give Aarhus.”
Nede i Latinerkvarteret, den del af byen, hvor de franske cafeer, de studievenlige restauranter og tophuerne er, ligger også Laursens Realskole, som Karl William skiftede til i syvende. Samtidig stoppede han med at spille trommer, det var for dyrt, hvis han skulle gå til det efter skole, og det gik ikke at spille derhjemme i lejligheden. Da han ikke længere havde en daglig time med noget, han var god til, var der ikke overskud til at følge med det noget højere faglige niveau på den nye skole. Han lavede ikke lektier, og på trods af flere møder med forældrene gav lærerne efterhånden op og lod være med at punke ham for ikke at aflevere sine ting. Det gjorde jo ingen forskel.
En dag i ungdomsklubben drillede en dreng fra en af de mindre klasser Karl med hans røde hår. ”Regnbueabe! Regnbueabe,” råbte han ad ham. Regnbueaberne var farvede aber fra en tegnefilm på Cartoon Network.
”Lad så være! Nu stopper du!” råbte Karl tilbage med sin pibede stemme, der ikke var gået i overgang endnu. Men drengen blev ved og ved med at stikke til hans usikkerhed, indtil Karl løb efter ham, væltede ham omkuld på jorden og satte sig oven på ham. Drengen hylede og sagde, at Karl, der var en stor, tæt dreng, havde brækket hans ribben. Det havde han ikke, alligevel var Karl forbløffet over sig selv. Han har aldrig før eller siden været voldelig.
På trods af nederlagene forsøgte Karl sig alligevel med sang på Laursens Realskole, Han var begyndt at se op til sin nye ven, Thomas fra klassen, der fulgte lige så lidt med som Karl og kæftede lige så meget op. Forskellen var bare, at Thomas var dygtig og sjov, og når han sagde læreren imod, kunne ingen lade være med at grine.
Thomas var også en outsider, men en outsider, alle kunne lide. Karl var bare et problem. Thomas kunne godt lide rock og spillede guitar, og han overtalte Karl til at synge Rage Against the Machine-sangen ’Killing in the Name’ til en forældredag på skolen. ’Killing in the Name’ er snarere en rap, og det virkede sejt for en 14-årig dreng. Så selvom han ikke rigtig turde optræde, sagde han ja.
”HAR DU ALDRIG hørt om Kidd?” spurgte Karls veninde i 9. klasse. Så fandt hun Kidds ’Gøre sin ting’-video på YouTube og viste Karl, hvad han nær var gået glip af: I videoen går Kidd, kun en håndfuld år ældre end Karl William, i kasket og solbriller selvsikkert ned ad Dronning Louises Bro i København, totalt upåvirket af, at det halve Nørrebro kigger på ham, mens han rapper om, hvor fed han er, om at folk hellere må holde godt fast i deres kærester, når han går forbi, og om hvor misundelige alle er på ham. Videoen slutter med, at Kidd råber: ”Uuuuh, det’ så svært at være så god!”
På en eller anden måde blev Karl forelsket. Han ville være ligesom Kidd, han hørte alt, Kidd havde udgivet, læste alle artiklerne om ham og fik sin mor til at købe en lys jakke næsten magen til en, Kidd havde haft på i tv, bare i H&M-udgaven.
Før var det fætter Mathias, Thomas fra klassen eller en fodboldspiller, Karl så op til, nu var Kidd hans nye mandlige forbillede. Ham, han gerne ville være ligesom.
Kidd besad alt det selvværd og al den tro på sig selv, Karl ikke havde. Og så var Kidd i videoerne altid flankeret af andre rappere, producere, musikere og hang-arounds i det såkaldte Cheff Records. I ’Cheff’ hang de ud sammen, de lavede musik sammen, de kørte til Aarhus for at lave et fedt show sammen, og de hjalp hinanden frem i verden. Sådan en gruppe ville Karl også gerne have.
Kort efter Karls første nummer ’Kostumeramt’ i 2013 så småt begyndte at være et hit, var han i København for at spille opvarmning for en svensker, han i dag har glemt navnet på. Karl og hans ven Frede, der havde kørt ham til København, sad i en bagel-shop på Vesterbrogade, da der tikkede en besked ind på Messenger:
”Åhr, det’ Kidd!” råbte Karl og stak telefonen op i hovedet på Frede.
Kidd, der på det tidspunkt optrådte under navnet Heimdals Sidste Vogter, inviterede Karl med i studiet næste gang, aarhusianeren var i København.
Kidd havde studie i en baggård på Frederiksberg og dukkede op et par timer efter, de havde aftalt. Karl gjorde sit for at virke cool over for sit idol, men det var der ingen, der rigtig blev snydt af. I dag er de to venner.
DET VIDSTE DU –MÅSKE IKKE– OM KARL WILLIAM
Drikker dagligt mindst to liter San Pellegrino danskvand.
Hans livret er en ostemad.
Han ejer stadig sin første bamse, en blå hund ved navn Uffe.
Han har sin ekskærestes underskrift tatoveret på armen.
Han ryger Blå King’s.
Hans yndlingsfilm er ’De urørlige’.
Var han ikke blevet musiker, ville han gerne være pædagog.
Spillede en habil højre midt for ASA og Stavtrup, men stoppede, da han var 17.
Spiller ’FIFA’, så tit han kan, og er Arsenal hver gang.
Kan spille trommer, men ikke andre instrumenter.
Hans yndlings-sodavand er Dr Pepper.
INSPIRERET AF Kidd begyndte Karl at rappe. Han skatede tit på Godsbanen (en aarhusiansk kulturfabrik i og omkring nedlagte DSB-bygninger), men blev aldrig særlig god til det. Han havde ikke nosserne til at hoppe ud fra noget højt på en-meters-bræt og lærte aldrig så meget som et kickflip. Til gengæld var han den bedste til at freestylerappe, og de andre kaldte ham ’Wicked’.
En af skaterdrengene lavede et lille studie-setup derhjemme med en mikrofon, et computerprogram og et minikeyboard med trommelyde. Karl rappede henover, det blev lagt på SoundCloud, og på grund af det blev han inviteret til at optræde til sin første koncert.
Det var en del af noget, der hed ’Chill Out’, en udendørs koncertdag i Rådhusparken i 2011. Der gik 16-årige ’Wicked’ på scenen i en T-shirt og en kasket med en abe på, han havde fået af en ven, der gerne ville være tøjdesigner. Inden Djuna Barnes og Barbara Moleko gik på, skulle han spille tre numre, og han var helt rød i bærret af nervøsitet. Heldigvis var der god opbakning fra vennerne. En af dem, ’Backs’, var med på scenen som hypeman. Og Frede stod klar derude blandt publikum. Fætter Mathias var der også, og han havde taget sine venner med. De var alle sammen på Mathias’ alder og bøvlede med noget musik i Aarhus’ undergrund, uden at det blev til ret meget. En af dem var Tais, der i dag er Karls guitarist:
”Der var ikke så mange lokale stjerner på det tidspunkt, og det var måske en af grundene til, at vi var i Rådhusparken den dag. Der var ikke rigtig noget for os i Aarhus, hvis ikke der kom nogle fra København.”
Tais og de andre syntes egentlig ikke, det lød ret godt. Det var noget blegfis-reggae, men der var alligevel noget anderledes ved ham Karl. For selvom han var pissenervøs, stort set ikke kiggede ud over scenekanten og gik hvileløst frem og tilbage, emmede han af noget, Tais og de andre længe havde ledt efter.
KARL ’WICKED’ WILLIAM blev inviteret med ind i fællesskabet omkring Tais, Mathias og de andre, som senere kaldte sig Hukaos. Han havde taget 9. klasse, var fortsat i 10., hvor han igen fik mulighed for at spille trommer, og begyndte i gymnasiet med de bedste intentioner. Alligevel droppede han ud efter tre måneder og kom i stedet på musiklinjen på en produktionsskole, hvor han lærte at pakke gear, lave lyd og programmere musik.
Drengene sad i en kælder på Montanagade, en sidegade til Jægergårdsgade, hvor en af deres farmødre ejede en opgang, og hvor de røg og lavede musik. Ligesom i musiktimerne på Friskolen handlede det i kælderen ikke om Karl, men om musikken. De skulle ikke tale om noget, de skulle ikke se hinanden an, de skulle bare lave musik. Og det havde han brug for. Faktisk var han så benovet over at være inviteret indenfor, at han en af de første gange i kælderen fortalte dem, hvor meget han så op til dem, og at han faktisk var begyndt at græde til en koncert, fire af dem havde spillet på Mejlgade.
Han var egentlig kommet for at rappe, men drengene havde en anden lyd i tankerne. En lyd, der hverken mindede om københavnerrap eller Aarhus-reggae, men var inspireret af nogle på det tidspunkt for Karl ukendte amerikanske navne som Travis Scott, Drake, The Weeknd og Frank Ocean. Det var ikke rigtig R’n’B, det var ikke rigtig rap eller pop, det var lyden af at komme hjem på et teenageværelse tidligt om morgenen, en lyd af elektroniske trommer med uendeligt ekko-keyboard i en sovs af mørke gadelygter. Sådan cirka.
”Prøv at synge lidt mere,” sagde Tais til ham efter hvert take.
Efterhånden som teksterne handlede mere og mere om Karl William, droppede han ’Wicked’. Den første koncert under eget navn var i Studenterhuset i Aarhus, hvor der stod 14 mennesker i et alt for stort lokale til en fredagscafé.
Karl William havde ikke mikrofonstativ, men gik frem og tilbage på scenen med mikrofonen i hånden ude at kigge op. Med som backing havde han Tais, der havde et USB-stik med musikken i lommen. Niveauforskellen mellem musik og vokal var helt ved siden af, men de 14 fredagsstive universitetsstuderende virkede alligevel til at nyde urpremieren.
Mindre end et år senere optrådte han på Roskilde Festival, onsdag eftermiddag på Rising-scenen. Karl William insisterede på, at hans mor skulle klippe hans hår, selvom ikke engang Politikens anmelder kunne lade være med at hæfte sig ved hans grydehår i sin anmeldelse. Han havde korte Adidas-shorts på og en blå fløjlsskjorte, og han kom lige fra København inden koncerten, fordi han havde brugt dagene forinden på at drikke sig mod til i en grad, så den daværende manager havde beordret ham til at sove den ud i hendes lejlighed.
Denne gang havde han Hukaos-drengene med som band, og han var sikker nok – både på benene og i hovedet – til at tale direkte til publikum. ”Er I stive?” råbte han.
Han havde nærmest lige optrådt for 14 mennesker i Studenterhuset, nu stod der mellem 5.000 og 8.000 unge mennesker og sang med på ’Rammer perfekt’, de havde skilte med deres telefonnumre, og på et af dem stod der: ”Karl: Kom ned i vores camp!”
HUKAOS
(Udtales som ’who cares’)
Louis Rustum, solomusiker.
Tais Stausholm, guitar og kor. Solomusiker. Producerer også for blandt andet Emil Stabil og Sivas.
Mathias Klysner Marcussen, bas. Spiller også i Waldo & Marsha og Larger Than Life.
Carl ’Barsk’ Emil Johansen, keys. Spiller også i Necklace og Larger Than Life.
Emil Hesselbæk, synth og keys. Spiller også i Necklace, Young Bong og i Louis Rustums projekt.
Frederik Carstens, trommer og producer. Arbejder også med Soleima.
I FIRE ÅR har Karl William boet forskellige steder i København med fast holdepunkt i vennerne fra Hukaos, der alle er flyttet til hovedstaden. En af de sidste tætte venner i Aarhus er Frede, som for nylig har sagt sit tjenerjob op for at være Karls chauffør på fuld tid. I går var han i Odense for at se sin nyfødte niece og slog bagefter et smut forbi København for at hente Karl William med til Aarhus i en lejet Audi, der nu står hjemme ved Frede med bagsædegulvet fuld af sandwich-emballage og to-go-kaffekrus med cigaretskodder i.
Også han planlægger at flytte til København så snart som muligt: ”Væggene begynder at tale til én,” siger Frede. Han er en midtby-cool type, der bor på et værelse i centrum, sover længe og kører rundt på sin Honda Africa Twin-crosser i skovene omkring Skanderborg.
Frede har kendt Karl William, siden de var 10-11 år, da de lærte hinanden at kende gennem fælles venner og fodbold i multihallen i Stavtrup. ”Vi andre var okay gode til at freestylerappe, men Karl var sindssygt god. 100.”
Tit om formiddagen i weekenden, når Karl havde brugt natten på at indspille en ny sang, kom Frede forbi og hørte den på den store, hvide firkant af en iPhone-højttaler, der stod på Karls værelse.
Som regel var det gode numre, og det var da ”fint”, at hans gode ven kunne lave sådan noget musik, og det var da meget sjovt det med ’Wicked’ og sådan. Men en formiddag spillede Karl et nyt nummer for ham, der var anderledes end de andre, ’Kostumeramt’.
”Det er sygt, at han har lavet det. Det var ikke bare sygt, fordi det var min ven, der havde lavet det, det var bare … sygt.”
Selv havde Karl William ikke regnet med, at det ville blive hørt af ret mange, men det blev lynhurtigt et nummer, alle talte om. Og Karl William begyndte at blive genkendt på gaden, blandt andet af gamle venner, der ikke rigtig fattede, at rødhårede Karl lige pludselig var ’Årets talent’.
”Du er da blevet tyk, hva’?” kunne de finde på at sige.
Og ja, i den periode var Karl William måske blevet for tyk. Han var lidt hævet i ansigtet, spiste for mange pizzaer, gik for meget i byen og sov for lidt. Han var taget til København for at leve sammen med sine venner, sådan som stort set alle 19-årige musikere med succes og penge på lommen gør det.
EN NAT VAR han i byen med sin daværende kæreste og tre andre venner. I løbet af turen kom de til Arch, Remees natklub, og stillede sig i kø. Arch er en af den slags klubber, der har ansat en picker, altså en fyr, der står ved siden af dørmanden og udvælger, hvem der er cool nok til at komme ind. Da det efter en 20 minutters tid blev Karl Williams og vennernes tur, sagde pickeren til Karl, at han ikke måtte komme ind.
”Hvorfor ikke?” spurgte Karl William.
”Det er, fordi jeg siger det.”
”Du må da give mig en årsag.”
”Lad mig sige det på den her måde: Hvis du havde det der tøj på,” sagde Arch-pickeren og pegede på en fyr i jakkesæt, ”så var du heller ikke kommet ind.”
Så gik de videre til et andet sted og fik en god aften alligevel. Men historien sluttede ikke der, for senere blev Karl William i et Politiken Ibyen-interview spurgt, hvilket sted i København han gerne ville rydde med en bulldozer. Og på den måde blev historien til en historie, der ikke handlede om musikken, men om, at Karl William var grim og rødhåret.
”I en periode kom han en del til Aarhus og gemte sig hjemme ved vores mor,” siger søsteren Molly.
”Han var træt af, at alle kiggede på ham, og at han ikke kunne gå på gaden uden at få sådan nogle øjne, der virkelig bedømte.”
Selv føler han, at der er færre af de blikke i København. Der er folk ikke så imponerede af at se endnu en fra tv gå forbi, og især på Nørrebro er der for mange forskellige mennesker fra alverdens baggrunde, den ene mere eksotisk og outreret end den anden, til at han skiller sig ud.
Når han virkelig tænker efter, har der kun været en enkelt gang, hvor han syntes, han stak ud på Nørrebro. Det var i 7-Eleven ved hans lejlighed, da han var inde for at hente cigaretter. Han var for første gang på forsiden af et magasin, der stod over det hele i butikken, og radioen spillede samtidig en af hans sange.
Derudover er det ’fint’ at være kendt, som kun en jyde kan sige det. Bortset fra når sådan noget som det med Arch sker.
”Jeg synes ikke, jeg er grim. Who cares?”
PÅ JULIETTE i Jægergårdsgade, to hink og en spytklat fra Hukaos-medlemmets farmors engang røgfyldte kælder, kommer de to fjantede midaldrende damer fra før pludselig ind fra siden. De beklager dybt, at de afbryder, men de kan simpelthen ikke passere chancen for at hilse på Karl William.
”Jeg bliver nødt til at sige, du synger skidegodt. Jeg hører dit miks på Spotify hele tiden,” siger den ene af dem. ”Du har været i Grenå, der bor jeg, og der må du endelig komme igen.”
Det siger Karl William, at han gerne vil.
Damerne har ens briller på af den slags med tyndt, farvet metalstel, man kan købe i ARoS’ souvenirshop. De siger, at de har fulgt med siden ’Toppen af poppen’. Sidste år deltog han som den yngste deltager nogensinde i TV 2-programmet med blandt andre Michael Falch, Burhan G og Søren Huss. Hen over syv søndage trak programmet ham op fra at være en cool undergrundsting i Aarhus og København til at være et landskendt navn, der nu bliver booket i stort set hver en afkrog af landet.
”Vores yndlingsnummer er ’Om igen’, helt klart. Nå, vi ses. Du er en stjerne!” siger den anden, og så går de videre ned ad gaden og ligner igen et par 16-årige tøser, der fniser og pjatter.
”De var søde,” siger Karl William og tænder en cigaret.
Vi går ned til Midtbyen og ned gennem Strøget. Butikkerne er ved at lukke, ekspedienterne kan næsten ikke bære deres post-tømmermændstræthed, når de ruller stativerne ind, og en blomsterhandler forsøger at råbe folk til at købe de sidste bundter til spotpris. Til gengæld er restauranterne ved at varme op.
Flere af dem sælger ikke vin, fordi de studerende alligevel ikke har råd, men lader i stedet folk tage deres egen flaske med. Sådan kender tjenerne deres publikum.
Vi spiser på Restaurant Basso i Skolegade bag teatret og mødes der med Frede og Molly. Hun er et nips af en pige i start-tyverne med store, runde, røde øreringe. Hun arbejder som pædagogmedhjælper på Friskolen, men som mange 20-årige i Aarhus ville hun gerne lave noget andet uden at være helt klar over hvor eller hvad. Eventuelt noget på teatret.
Molly er pescetar, hun spiser fisk, men ikke andre dyr. Karl læser menuen højt for hende og spørger efter hver ret, om hun kan spise det.
Basso er et slick sted med mørke, sydeuropæiske møbler, det er nomineret til ’Byens Bedste’ i AOA, Alt om Aarhus, og maden bliver serveret på sorte tallerkener og træskærebrætter. Hen over bordet deler vi pescetarisk italiensk mad og snakker om billeder. Karl William synes, det er pinligt at få taget billeder, hvis der er mange, der kigger på ham, for eksempel hvis det bliver taget på en bar eller på gaden. Han er mest til billeder, der tages i et studie eller i et lukket rum. Da han er gået på toilettet, fortæller Molly, at Karl ikke er ubetinget kritisk over for fotografering.
”Han nyder det også. Det plejede han ikke, men nu tager han flere billeder af sig selv. Han er en rigtig selfie-mand.”
Karl William er kommet i form, han er holdt op med at gå i byen, og han har ikke drukket i syv måneder. Han er slankere, end han har været længe, han bliver ikke længere klippet af sin mor, og han sover om natten.
”Han er blevet mere glad for sig selv,” siger Molly og spiser risotto.
KARL WILLIAM er ikke genert på scenen. Han taler til publikum og laver improviserede dansetrin. Han lukker øjnene og synger højt fra et dybt sted. Her kan han svæve rundt, her kan han stråle. Oftest, når han er ude at optræde, er han sammen med Hukaos-drengene: en på trommer, en på bas, en på guitar og to på hver deres Mac-laptop. Derfor er de også med, når Frede kører på job. Så lejer han en større bil, som de alle kan være i, og Karl William sidder altid på forsædet sammen med Frede.
Frede er dog ikke chauffør på turen tilbage til København, det er denne skribent. Inden vi kører, spiser vi på Oli-Bistro i Mejlgade. Priserne er studievenlige – den dyreste ret er en entrecote til 70 kroner. Til gengæld er ejeren enormt fransk og skælder folk ud, hvis de ikke hører efter, når han forklarer menuen. Udefrakommende går sure hjem og skriver dårlige anmeldelser på nettet, vi spiser pænt, lader være med at stille dumme spørgsmål, og snakker om ’lyden af Aarhus’.
Engang havde byen ry for at være en hitmaskine, især i 80’erne, da Gnags, Thomas Helmig og Anne Linnet var blandt hovednavnene i dansk pops guldalder. Kunstnerne er malet på væggen ovre på Hotel Royal, hvor trappeopgangen er dekoreret med en frise, der viser Aarhus’ historie. Den starter med vikingetiden og slutter med Aarhus Festuge og Renée Toft Simonsen.
Skråt over for hotellet ligger Café Casablanca, en pendant til Café Victor i København, og her hænger et indrammet foto af Jacob Haugaard, da han spillede på åbningsaftenen i 1981.
I 00’erne kom en bølge af rappere fra Aarhus V. – L.O.C., Johnson og U$O – men da Hukaos blev dannet, var de allerede etablerede og kedelige i de unges øjne. Karl William snakker om ’Mejlgadelyden’, som han husker Aarhus for. En lyd, der var defineret af de hiphopgrupper, der spillede til den årlige gadefestival ’Mejlgade for mangfoldighed’. Bands, som måske var noget her, men aldrig rigtig kom ud over bygrænsen.
PÅ VEJ TIL bilen går vi forbi Café Drudenfuss, hvor en pige rusker sin veninde halvt ned af stolen, da hun ser, hvem der kommer forbi. Da vi er kommet rundt om hjørnet, stopper Karl William op og spørger, om jeg tror, at han kan spytte sit tyggegummi ud, tage to på foden og gribe det i munden igen. Før jeg når at svare, har han spyttet sit tyggegummi ud, han holder det i luften – først med den ene fod, så med den anden – hvorefter han griber det med munden. ”Nå, det kunne jeg godt. Det har jeg aldrig prøvet før.”
I bilen ryger vi smøger ud ad vinduet, og Karl William spiller en masse Frank Ocean, lidt Bee Gees, enkelte rapnumre og Lisa Nilsson, som han har planer om at lave musik med, hvis hun har lyst. Midt på Fyn falder han i søvn og vågner først i Ringsted, hvor vi kører af for at tanke. Da vi fylder på, tager en gruppe piger fotos af ham på tværs af tanken, og Karl William lader, som om han ikke har opdaget det. Så kører vi videre, og han skruer op for lyden, hver gang han sætter et nyt nummer på. Til sidst får bassen nærmest Audien til at hoppe ind over grænsen til København, hvor bygningerne rager højere op end i Aarhus.
”Det er smukt,” siger Karl William, og så parkerer vi ved biludlejningen. Karl William tager sin sportstaske ud af bagagerummet, siger pænt farvel for nu og putter nøglen i en postkasse. Så går han ned ad fortovet og bliver ædt op af menneskemængden.
LEJLIGHEDEN I KØBENHAVN ligger på Nørrebrogade med udsigt til en juveler, en halalslagter og en kebab. Der er stuk i loftet, og billederne er stillet på toppen af de høje paneler. Intet er hængt op, selv fjernsynet står lænet op ad væggen. Karl mener, den vistnok ligger på fjerde, men han er ikke klar over, hvor stor den er.
”Den er kæmpe,” siger han fra den ende, hvor han er i gang med at lave kaffe. På sit soveværelse har han et stativ med syv Stone Island-jakker, og der står en PlayStation og det nye ’Red Dead Redemption’, han ikke har nået at spille endnu. Sengetøjet er krøllet, men sengen er nydeligt redt. Han kommer til syne i blåt velourtøj og store, hvide sneakers og viser rundt. Først værelset, så stuen, der på trods af nogle overdimensionerede hvide firkantede lænestole og et glasbord virker halvtom, og så ud på en gang, hvor de to piger, han deler lejligheden med, har lukket deres døre. Derefter igennem et køkken og ud på bagtrappen, hvor man må ryge ud ad et vindue. Lejemålet udløber snart, og han skal i gang med at finde sit sjette hjem i sin nye by.
I går spillede han i Odense. Frede havde lejet en bil i Aarhus og var kørt til København for at hente ham og bandet til Odense. Bagefter kørte han dem tilbage til København og afleverede så bilen i Aarhus.
Karl sad foran i bilen, og til koncerten var han i topform. Han stræber efter at være den bedste version af sig selv. Han bliver klippet hver anden uge – ”Man skal jo se smart ud,” siger han og kører forsigtigt en hånd langs siden på den ugegamle frisure. Hver mandag cykler han ind til Kødbyen til en times personlig træning, tirsdag løber han 10 kilometer på løbebåndet i Repeat Fitness, onsdag er det personlig træning igen, torsdag endnu 10 kilometer på båndet, fredag personlig træning, og lørdag holder han fri. Søndag kan han godt finde på at gå ned i Repeat og løbe endnu 10 kilometer, hvis han ikke har andet for.
Træneren, Kenneth Dehn, har Karl William fundet gennem Burhan G, som han kender fra ’Toppen af poppen’. Dehn er en af grundlæggerne af et af Københavns cooleste træningssteder, Butchers Lab, og han har sin Instagram fuld af billeder fra sin nylige rock climbing-ferie i Marokko og fotos af Karl William, Burhan G, Per Vers og Peter Falktoft, der løfter tunge ting.
Tidligere i dag stod programmet på det, Kenneth Dehn kalder ’flot-mand-træning’, muskelformende, crossfit-inspireret træning, og han fik Karl William til blandt andet at lave ’fængsels-pull-ups’ og trække en 40 kilo tung ’crawler’ med vægtskiver hen over gulvet med et tykt reb. Siden Karl William begyndte at komme hos Dehn, har han tabt sig 11 kilo.
FØR I TIDEN havde han svært ved at sidde stille og koncentrere sig om noget. Han skulle altid tromme med fingrene på alting. Nu er han på vej mod en indre ro og gemmer sig ikke længere så ofte bag store solbriller og i hættetrøjer med suttesnore.
”Han plejede at tale grimt om sig selv og være ked af den måde, han så ud på. Han har været virkelig hård ved sig selv,” siger søsteren Molly. ”Han hviler langt mere i sig selv end før. Både på grund af det med træningen, og fordi han har tabt sig så meget, men også fordi han har fundet sin hylde.”
Det har smittet af på det nyeste album, hvor nogle af numrene er betragtelig gladere, end de plejer at være det. Men musikken er stadig ’Karlsk’, som Molly kalder det: nogle snøvlede melodier og nogle tekster, man skal bruge lidt tid på at lære at kende. Og efterhånden vil komme til at holde mere og mere af.
