HOTEL BEVERLY HILLS ligger i oktober badet i 35 graders solskin bag de høje palmer på Sunset Boulevard. Her når man ikke selv at tage i dørhåndtaget, før en af de mange valet’er i pink skjorter og beige bukser allerede er sprunget til for at åbne bildøren. En bred, rød løber fører op til indgangen til ’The Pink Palace’, som det også kaldes. Det koster næsten 15.000 kroner for en overnatning på luksushotellet, der ikke bare er five star, men også five diamond som et symbol på ”ultimativ luksus og raffinement”, og som siden åbningen i 1912 har huset stjerner som Marilyn Monroe og Charlie Chaplin.  

I foyeren er pejsen tændt, der hænger lysekroner fra loftet, store blomsterbuketter står på glasbordene ved de blomstrede designersofaer og gule lænestole, og i en lille glasmontre fremvises en mindre samling af eksklusive smykker, der kan købes på stedet. Der går ældre mennesker rundt og ser rige ud på den gammeldags måde, mænd i jakkesæt, kvinder i kjoler, og midt i det hele også Lukas Graham med sin hvide T-shirt, sorte jeans og sit halvlange, halvkrøllede brune hår.

”Det er for dyrt, men jeg ville have noget, der bare fungerer. Det er svært at finde noget bedre i L.A. Jeg har aldrig haft en dårlig oplevelse her,” siger han med sit drengede smil. 

Han har været i USA en lille måneds tid, og de forgangne to uger har han boet her med sin kone og to døtre. Undervejs har han blandt andet lyttet hele sin kommende plade igennem i et såkaldt Atmos-mix, et avanceret surroundmix, og denne dag skal han optage de sidste skud til musikvideoen til ’Wish You Were Here’ i et green screen-studie i bydelen Glendale, der skal få det til at ligne, at han og den amerikanske sanger Khalid står og synger i et ørkenlandskab.

”Musikvideooptagelse lyder tit sjovere, end det er,” indskyder hans manager, Kasper Færk, der også er til stede på hotellet. Han er klædt i lyseblå jeans og en hvid bluse, hvor der fra begge ærmer stikker tatoveringer ud.

”Det er tit en kedelig, kedelig, kedelig affære,” tilføjer Lukas Graham og fortsætter ind i The Polo Lounge med mørkegrønne vægge med billeder i sort-hvid af gamle polospillere og et stort flygel midt i lokalet og videre ud i gårdhaven med palmer og farverige blomster rundt om de hvide borde.

”Musikvideoer og interview med journalister er måske mine sådan … mindst yndlingsting,” siger Lukas Graham, da han får sat sig, hvilket får manageren til at grine: 

”Så er det her da din yndlingsdag.”

”Super yndlingsdag. Jeg kan rigtig godt lide at skrive og synge sange, men resten skal groft sagt overstås.” Så bløder han lidt op: ”Men nu er den her dag dedikeret til det, og så må man forsøge at gøre den god. For mig handler det om at nå at træne og spise god mad. Det er nederen at komme ind på en lorterestaurant og få dårlig catering på en dag, der i forvejen skranter.”

Foto: Frederik Barasinski

TIDLIGERE PÅ formiddagen brugte 34-årige Lukas Forchhammer, som han egentlig hedder, et par timer i hotellets træningscenter med sin personlige træner. Det er snart 10 år siden, han første gang havde sådan en med på en tour – dengang skulle han spille til Grøn Koncert, otte koncerter på 12 dage, hvilket han godt kunne regne ud ville blive intenst.

I starten måtte han et par gange kaste op backstage af ren og skær udmattelse. Det skete blandt andet i 2012, da han umiddelbart efter at have optrådt til ’X Factor’-finalen i Boxen i Herning blev fløjet med et Cessna-fly til Forbrændingen i Albertslund til en udsolgt koncert.

”Det var en sindssygt intens koncert, og der gik jeg lige ud og brækkede mig inden ekstranummeret.” 

Det var i den periode, det virkelig begyndte at tage fart. I efteråret 2011 havde han uploadet to hjemmevideoer på YouTube, hvor han sammen med resten af bandet spillede numrene ’Criminal Mind’ og ’Drunk in the Morning’ i forældrenes stue på Christiania.

”Udsolgte vi ikke Vega, før første album overhovedet var ude?” spørger manageren.

”Jo jo, vi udsolgte Store Vega, Train og Skråen,” svarer Lukas Graham.

Allerede i foråret 2012 spillede han 50 koncerter over 10 uger, og siden optrådte han i store dele af verden – fra Malaysia til Canada. 

”Men der er stadig mange steder, vi ikke har været. Vi har ligget nummer 1 i Australien, New Zealand, flere steder i Afrika og Sydamerika, og har haft gigantiske sange på brasiliansk radio.” 

”Mexico,” indskyder manageren.

”Mexico. Der har vi også haft store hits.”

Da Spotify i 2021 præsenterede deres ’Billions Club’ for kunstnere, der havde fået deres sange afspillet mere end en milliard gange, var Lukas Graham på den eksklusive liste med 153 navne. Blot et par uger forinden spillede han i den ikoniske newyorker-arena Madison Square Garden med den norske dj Kygo.

”Det var sgu fedt at være tilbage i ’The Garden’. Det er ligesom bare verdens mest legendariske arena. Jeg har kun stået på én arena, der betyder mere for mig, den i Manila i Filippinerne, hvor Muhammad Ali bankede Joe Frazier. Som barn så jeg meget boksning med min irske farfar, og jeg fik da også lige taget et billede af skiltet fra ’Thrilla in Manila’. Det var sgu ret vildt at stå og synge samme sted.”

EN TJENER I hvid jakke og sorte bukser – det klassiske ­Hollywood-look – kommer hen til bordet. ”A couple of more minutes, then your food is coming,” siger han. 

”Perfect, Felix,” svarer Lukas Graham, og da Felix et øjeblik senere kommer med salaten, serverer han den med ordene: ”Made specially for you.”

Fra tid til anden ringer managerens telefon. Han forsvinder ind i kortere samtaler, før han overleverer en ny besked, som regel vedrørende en af de sange, der er ved at blive færdigproduceret til det kommende album, og undervejs kommer Lukas Grahams personlige assistent forbi med et kreditkort efter at have shoppet for ham.  

Efter frokosten ruller managerens sorte Porsche frem for enden af den røde løber, de hopper ind, og et øjeblik efter sluger den asfalten under den californiske sommersol. 

”Uhh, skal vi op? Vi tager canyon-ruten,” siger Lukas Graham, da manageren drejer op mod Coldwater Canyon og de enorme Hollywood-palæer, der ligger gemt bag tykke mure. Hvis USA er ekstremernes land, er der måske intet, der opsummerer det bedre end Los Angeles med de mange lækre sportsvogne, der ræser forbi rustvogne med blafrende affaldsposer som vinduer, og med Hollywood-skiltet på bjergsiden, langt over de mange junkier, tiggere og hjemløse, der ligger i skyggen af de høje palmer på strandpromenaderne. På hvert et gadehjørne står folk og synger for et ufrivilligt publikum, for her drømmer alle om at slå igennem, men det er de færreste, der gør det. 

Lukas Graham er en af de få. 

I januar 2013 fløj han til Los Angeles for at ”mærke viben”, og måneden efter lejede bandet en stor villa i Old Hollywood oppe på bjergsiden ved det berømte Hollywood-skilt med udsigt ud over resten af byen. Han hyrede kendislivsstilscoachen Magnus Lygdbäck som sin personlige træner, og de anskaffede sig tre identiske sorte Mercedes’er. De lejede sig også ind i et lille ikonisk studie i Beachwood Canyon, hvor de kunne skrive sange på samme klaver, som Peter Gabriel havde indspillet album på, og med samme mikrofon, som Celine Dion havde sunget i. 

”Det var en sindssyg drøm at få lov til at gøre det på den måde. Alle mulige forskellige legender havde været der. Vi var bare … living our best lives.”

DENGANG VAR DER pladeselskabsfolk i både Danmark og USA, der mente, at han og bandet levede over evne – at det var uansvarligt at skyde så mange penge af, før de overhovedet var slået igennem. Men Lukas Graham havde besluttet sig for, at hvis de kun kom til at lave én plade i USA, skulle det ”fandeme også være et eventyr”: 

”Jeg havde en frygt for, at hvis vi boede i en skraldet lejlighed, spiste lortemad og kørte rundt i en Toyota Yaris, og vi så ikke klarede den, kunne vi altid undskylde os med, at vi heller ikke ville det nok. Vi talte heller aldrig om, hvis vi skulle i de store tv-shows i USA, men når vi skulle – ellers har man jo skudt sig selv i foden otte gange på forhånd,” siger han med sin næsten provokerende selvtillid, der altid har fulgt ham. 

Lukas Graham og bandet blev enige om at læne sig så langt ind i drømmen, at de på en måde allerede levede den. 

Det blev en tid fyldt med store armbevægelser. Til et pool party på The Holly­wood Roosevelt stak de et kreditkort til en af hotellets cabana boys, der lidt senere vendte tilbage med et nyindkøbt Yamaha-klaver, som de kunne sidde og jamme på ved poolen resten af natten i deres ”kodylbrandert”.

”Der var sådan en fuck it-vibe over den tid, men når jeg kigger tilbage, var der også en sindssyg arbejdsmoral. Det kan godt være, vi holdt mange fester, røg store joints og købte store flasker champagne, men vi var i studiet hver dag, og vi kom tidligt og gik sent.”

Det var i den periode, at fremtidige hits som ’Funeral’, ’Take the World by Storm’ og ’You’re Not There’ blev lavet. På en måde var det alt det, Lukas Graham altid havde forestillet sig. 

”Jeg skrev ’Mama Said’, før vi tog derover, og der siger jeg faktisk i andet vers … (han begynder at synge, red.): ”Don’t get me wrong, I didn’t have it bad, I got enough love from my Mom and Dad, but I don’t think they really understood, when I said I wanted a deal in Hollywood.”

MENS LUKAS GRAHAM og bandet i 2013 var i USA, spillede de også deres første showcases i New York og Los Angeles. Til sidstnævnte ankom 15 unge danske kvinder fra San Diego, og de sang og skrålede uafbrudt i de tre kvarter, koncerten varede.

”Jeg er tæt på at sige, at hvis de ikke havde været der, havde vi ikke fået så fed en pladekontrakt, som vi fik dagen efter. Det var 15 fattige studerende, som var kørt tre timer for at fyre den af, og det kunne pladefolkene se et potentiale i.” 

Dagen efter skrev Lukas Graham under med Warner Records, hvor blandt andre Bruno Mars og Neil Young var i folden. Det var et profileret sted, men da han gennemlæste kontrakten, insisterede han på at få en af standardparagrafferne ud: pladeselskabets ret til at ændre på hans udseende. 

”De kan nægte at udgive et album, men de kan ikke bede mig tage andet tøj på. Det er meget rart, for min holdning har altid været, at jeg tager tøj på om morgenen. That’s it. Der er ikke nogen, der skal sidde på et kontor i L.A. og bestemme, at jeg pludselig skal have en gul trikot på.” 

At have haft den indflydelse kunne pladeselskabet formentlig godt have tænkt sig, da Lukas Graham tre år senere turnerede i det meste af Nordamerika og i den forbindelse lagde vejen forbi de store amerikanske talkshows, startende med ’Late Night with Conan O’Brien’. Her troppede han op i undertrøje og røde shorts.

”Pladeselskabet var ret irriterede over det. De mente ikke helt, at det var dresscoden til den slags,” smiler han. 

Samme år kårede det britiske herremagasin GQ ham til ’verdens værst klædte mand’ og skrev: ”Lukas Graham er vokset op i en hippieenklave – og det er til at se. Han er så dårligt klædt, at det næsten er forfriskende.” 

Det afholdt dog ikke Christiania-vennerne fra fortsat at indtage den internationale musikbranche på deres egen fandenivoldske måde. Til Grammy-uddelingen året efter kom bandet i virkelig fede jakkesæt, Lukas Graham var selv iført et i bordeaux. På den røde løber blev de stoppet af en reporter: ”What are you wearing?” Lukas Graham og bassisten Magnus Larsson kiggede på hinanden – det anede ingen af dem. 

”We’re wearing clothes,” svarede Magnus Larsson så endelig, og Lukas Graham istemte: ”We start from the bottom, we’re wearing shoes, then it’s pants …,” længere nåede han ikke, så blev interviewet afbrudt.

”Ham intervieweren syntes, vi var så nederen,” siger han og griner. ”Men vi havde jo bare taget tøj på, fordi vi syntes, det så godt ud. Ikke for at stå og snakke om det efterfølgende.”

Det er efterhånden 10 år siden, at Lukas Graham underskrev pladekontrakten med Warner Records med den for mange ikoniske musikmand Cameron Strang i spidsen, og selvom der undervejs har været clashes mellem Christiania-attituden og Hollywood, har han fra starten følt sig i gode hænder. 

”Jeg tror ikke, at alle amerikanske branchemennesker ville forstå, hvad han forstår – nemlig at alle mine sange på en eller anden måde kommer fra Christianshavn.”

VED CHRISTIANSHAVNS KANAL står træer uden blade og flagrer i vinden. Det er i slutningen af november, halvanden måned senere, og fra en sidegade kommer Lukas Graham traskende i efterårsjakke og med hue på hovedet. Han bor lige rundt om hjørnet fra Christiania, hvor han voksede op. For nogle år siden søgte han om at få lov at bo på selve Fristaden ad et par omgange, men fik afslag, og efter at have tænkt over det var det nok det bedste.

”Hvis jeg skulle bo på Christiania, skulle jeg også kunne vie mig selv til, hvad Christiania er, og det har jeg ikke tid til. Flere af mine venner klager over, at jeg ikke ser dem nok, men altså, jeg ser ikke engang min mor nok. Der er bryllupper og begravelser, jeg ikke kommer til,” siger han.

Siden sit internationale gennembrud har Lukas Grahams tilværelse været splittet mellem Christianshavn og Los Angeles. I de længste perioder har han typisk været i USA tre måneder ad gangen og som regel seks måneder hvert år. Første år under pandemien, da det begyndte at blive koldt, hev hans ældste datter sin lille rullekuffert frem og sagde: ”Er det ikke snart tid til, at vi tager til America?” 

Det gik dog tidligt op for Lukas Graham, at han ikke ville bo fast derovre.

”Jeg tror hurtigt, jeg fangede, at jeg ikke skulle falde for den hybris at tro, at jeg var et unikt sangskrivningstalent, der kunne tages ud af sit habitat og lykkes alle steder.” 

Selvom han godt kan lide at arbejde i Los Angeles, er han ikke lige så glad for at ”holde fri” i byen, hvor man hele tiden skal ind i en bil, modsat herhjemme, hvor han kan gå, cykle eller tage metroen rundt i byen. 

”Jeg er også lidt insisterende med, at selvfølgelig skal jeg kunne det. Jeg har flere gange overhørt unge i metroen, hvor den ene har hvisket: ’Det er Lukas Graham’, og den anden så har svaret: ’Nej, det er ikke ham, Lukas Graham tager ikke metroen.’”

PÅ DEN BROSTENSBELAGTE gade med det underfundige navn Overgaden neden Vandet træder Lukas Graham ned ad nogle trappetrin til Christianshavns Bådudlejning & Café, der ligger i en sort træbygning på en tømmerflåde i selve kanalen. Han når at få udvekslet både krammere og smalltalket med et par af de ansatte, før han sætter sig på en af de mørkerøde træbænke, der matcher cafeens vægge. 

”Nu sidder jeg og drikker kaffe der, hvor jeg før bare gik forbi, og på den legeplads, hvor jeg leger med mine børn nu, stod vi og røg joints i weekenden, da vi var 15-16 år. Men jeg hilser på de samme mennesker, jeg altid har hilst på. Det er sjovt, for nogle gange siger folk: ’Du har ændret dig’, og så tænker jeg hver gang: ’Det vil jeg fandeme håbe.’ I didn’t work this hard to stay the same,” siger han med vanlig forkærlighed for at udtrykke sig på engelsk. 

”Der er virkelig mange, der har en antaget version af, hvem jeg er. Vi bilder os ind, at vi ved alt muligt om de mennesker, vi ser i fjernsynet og læser om i bladene, men vi ved jo ikke en skid om nogen som helst. Jeg ved jo ikke engang, hvem jeg selv er.”

Tjeneren kommer hen til bordet med et lille fad med en af cafeens specialiteter – æbleskiver med syltetøj og flormelis. Et øjeblik efter står en midaldrende, kraftig mand for bordenden. 

”Må jeg låne dig i 10 sekunder og få min datter til at tage et billede af mig, hvor jeg sidder næsten lige ved siden af dig?”

”Det må du da godt,” siger Lukas Graham. 

”Jeg er din største fan – både af vægt og helt generelt. Dine sange er skidegode.”

”Sådan, så er du også kommet til Christianshavn. Øllen smager ligesom i Nyhavn, men gløggen er rigtig god,” siger han, da billedet er taget, og han samler tråden op fra før: ”Meget af det, der gør, at artister ændrer sig, er, at mennesker omkring dem ændrer sig.”

Men selvom Lukas Graham forsøger at fastholde en normalitet på hjemmebanen, har han også måttet erkende, at det ikke altid kan lade sig gøre. Det var en af grundene til, at han flyttede fra sin tidligere lejlighed, der lå lige ved den nye Inderhavnsbro ved Nyhavn.  

”Det var ikke så privat for mig at gå rundt der, ikke kun på grund af danskere, men især de udenlandske turister. ’Så står Lukas Graham der og drikker morgenkaffe.’ På den måde er Christianshavn og især Christiania et lidt mærkeligt sted for mig at være, for det er på den ene side et kæmpe turistmekka, og på den anden side føler jeg mig stadig meget hjemme, når jeg er der, på en måde, jeg nok aldrig får andre steder.”

DE FØRSTE ÅR af Lukas Grahams liv var som i Jokerens ’Havnen’, hvor han synger: ”For det’ her, vi ikk’ er imponeret af nogen, der hvor du ka’ leve et helt liv uden at krydse broen.” Som barn var han aldrig uden for Christianshavn, og sjældent Christiania, hvor han elskede at hænge på voldanlægget og nede ved søen. Det var magiske steder med stier ind og ud af buskene, som de færreste andre kendte til, og de kunne snildt sidde en hel gruppe venner lige ved siden af en større turistflok, der ikke anede, at de var der. Der var et Christiania for alle andre og et Christiania for dem selv – i buskadser, på bygningstage og stilladser eller nede i nogle af de gamle bunkere. 

Hans forældre havde mødt hinanden på den tidligere kaserne, der efter at være blevet forladt i 1971 blev overtaget og omdannet til en slags hippielandsby midt i hovedstaden. Hans mor kom dertil i 1981, hans irske far i 1983, og fem år senere blev han født på sofaen i barndomshjemmet. Først da Lukas Graham var seks år, fik hans far gravet en kloak ud, så de fik eget bad og toilet i stedet for at benytte sig af det fælles badehus. 

Men selvom han voksede op med, at der ikke var særlig mange penge, tænkte han aldrig på familien – der også bestod af en storesøster og en lillesøster – som værende fattige. Det var først, da han blev voksen, at det gik op for ham, hvor meget de havde gået i genbrugstøj, og hvor mange rester de havde fået til aftensmad. 

”Når jeg ser tilbage, husker jeg det som en meget rig barndom. Vi havde bare ikke nogen penge.” 

Der var dog to af barndommens somre, der stak ud med deres luksus. Det var de to år, hvor sommerferien gik til Mallorca, vaskeægte charterferier betalt med de penge, han havde tjent som ’Grunk’ i ’Krummerne’. Filmselskabet havde efterspurgt en lille, tyk, mørkhåret baby, og det var han, så som toårig fik han rollen som Mads Krumborgs lillebror i de populære familiefilm og den efterfølgende julekalender. 

Ellers gik ferierne som regel til Dublin for at besøge farens familie. I Danmark holdt faren også hjemlandets kultur i hævd og hev børnene med på irske pubber som Bloomsday og Kennedy’s, hvor der var Irish sessions med tilfældige musikere, der jammede sammen, og hvor enhver var velkommen til at træde ind på scenen og synge med. I pauserne fik børnene lov til at optræde, hvad Lukas Graham ofte gjorde, som regel med en fortolkning af en irsk folkesang. 

Faren var koncertarrangør,  moren musiklærer, og i barndomshjemmet indførte de den regel, at hvis man lavede mad, vaskede op eller gjorde rent, måtte man høre den musik, man ville – så højt man ville. De tjanser tog Lukas Graham gerne, så han kunne få lov til at gå på rov i farens enorme pladesamling og skrue højt op for eksempelvis The Beatles, The Prodigy eller Elvis Costello.

”Min mor siger, at jeg sang rent fra vuggestuen. Det er ret sjældent. Det kommer oftest først i børnehaven – hvis det kommer. Min yngste datter synger faktisk også rent allerede nu. Det er sjovt at have en lille klon rendende.”

PÅ OPFORDRING FRA klasselæreren på Skolen på Islands Brygge søgte Lukas Graham i 2. klasse ind i Københavns Drengekor og blev optaget som sopransolist. Året efter begyndte han på sangskolen Sankt Annæ i Valby, hvor hver årgang var delt op i et drenge- og et pigekor. Her stod den på korsang 10 timer om ugen foruden solosang og diverse aftenprøver. Da han var 12 år, sang koret til Dronning Ingrids begravelse i Roskilde Domkirke, og året efter var de første gang i USA for at turnere rundt. 

”Mange af de kundskaber, jeg fik fra drengekoret, benytter jeg mig stadig af i dag. Jeg tror også, at meget af min arbejdsmoral kommer derfra, for det var 40 timers skolegang, og det var stramt disciplineret.” 

I sin klasse på Sankt Annæ var Lukas Graham det eneste Christiania-barn. Han så i forvejen mere forhutlet ud end sine klassekammerater, for når han ikke var i skole, rendte han rundt på voldene og klatrede i træer, hvilket gav snavsede negle og mudder på skoene. Men særligt det faktum, at han kom derfra, vakte skepsis hos visse forældre.

”Det vil være en underdrivelse at sige, at jeg blev kigget skævt på,” siger han. 

Der var børn, der ikke måtte komme til hans fødselsdag, når han inviterede, og til et skolemøde blev hans forældre talt ned til af et andet forældrepar med ordene: ”Det er jo, hvad man kan forvente af forældre derfra.” 

Der var også en fysiktime, hvor han tabte en lommeregner, og fysiklæreren vredt udbrød: ”Pas dog på, det er ikke Christiania, det her, vi kan ikke bare gå ud og stjæle nogle nye.”

”Det var en helt langt ude ting at sige, og især min far var ekstremt harm over de der ting, for jeg opførte mig ordentligt derhjemme, så i hans optik måtte skolen gøre noget forkert, siden jeg pludselig var en ballademager i deres øjne.”

Som 10-årig blev han første gang kropsvisiteret af politiet på vej hjem fra skole. Han blev trukket til side bag Den Grå Hal og bedt om at tømme sin skoletaske. Fra teenageårene skete det på ugentlig basis, og en enkelt gang blev han anholdt for gadeuorden, en hændelse, der gik sin tur i tabloidpressen under overskriften ’Barnestjerne anholdt’. Senere blev han dog frikendt og fik 2.000 kroner i erstatning for uretmæssig tilbageholdelse.

I de år slog han sig på samfundet uden for Christiania. Han måtte tit lægge øre til folk, der mente, at ”lortet skulle lukkes”, og han rendte ofte rundt med en knude i maven af frygt for, at de en dag skulle få deres vilje.

”Det er en fucked up følelse at putte i børn. Nogle gange spurgte jeg: ’Hvor er du vokset op? Valgte du at blive født i Valby? Nej, hvordan tror du, det ville føles, hvis nogen ønskede at smide dig ud af dit hus? For jeg har fandeme ikke valgt at blive født på Christiania.’”

DA LUKAS GRAHAM var 12, skrev han sine første vrede tekster med afsæt i møder med ordensmagten og frygten for at blive smidt ud af sit barndomshjem. Der boblede i det hele taget en masse vrede blandt hans jævnaldrende på Christiania, og som årene gik, blev flere af dem hærdede. Selv snusede han også til miljøet omkring Pusher Street og blev en del af gangsterrapgruppen MFS Eliten. 

Da Ungdomshuset på Jagtvej blev ryddet i 2007, steg frygten blandt Lukas Graham og vennerne for, at også Christiania skulle lide samme skæbne, hvilket intensiverede vreden. Når politiet rykkede talstærkt ind på ’Staden’, blev de mødt af brosten og andet kasteskyts og indimellem af molotovcocktails.

”Folk tror, der render en masse macho-bravadoer rundt og elsker at kaste med sten, men det er jo ens barndomshjem. Det er en svær ting at forklare. Det er også derfor, det er svært at tale negativt om Christiania, når man er vokset op derude, for alle andre har så meget negativt at sige.” 

Én ting kunne dog for alvor dæmpe gemytterne på Christiania, når det hele spidsede til: kvindemøderne i teatersalen ’Byens Lys’. Hvis bydelens kvinder mente, at et af deres børn havde opført sig for skidt, blev vedkommende sat op på scenen og stillet til ansvar for sine handlinger. 

”Så kunne du stå der og kigge på Trine, der havde skiftet ble på dig, da du var to år gammel, og hvem der nu ellers havde passet dig, og så fik man ellers en form for opsang. Mænd kan godt køre machoshowet af på hinanden. Det er lidt sværere at gøre, når der sidder en flok damer foran dig, som du har kendt hele dit liv,” siger Lukas Graham, der stadig kan genkalde sig følelserne fra ungdommen. 

”Jeg vil som udgangspunkt aldrig spørge en politimand om vej. Det er sådan en fysisk ting, der sidder i mig. Og jeg synes da stadig, det er pudsigt, at man som barn af Christiania bliver peget fingre ad, men så udgiver man et par sange, der får international succes, og så er man pludselig ’Danmarks stolthed’.”

I LOS ANGELES når Porschen efter en halv times kørsel Glendale-kvarteret, og Lukas Graham peger begejstret i retning af en lille biks på hjørnet af en parkeringsplads, der reklamerer med tacos på den slidte facade: ”Det dér er fucking legendariske tacos. Jeg har spist der før. Man skal altid gå derind, hvor mexicanerne går ind, og det skal helst se så skrabet ud som muligt. Så er man halvvejs til det legendariske.”

Et øjeblik efter holder bilen ind på en stille sidegade med palmer så høje og slanke, at de ser ud, som om de hvert øjeblik kan knække. En mand med strittende, gråligt hår tager imod. Han er ansat ved Warner Music, og han har i årenes løb arbejdet med navne som Red Hot Chili Peppers og Linkin Park. Indenfor i studiet, der har hjemme i en form for lagerbygning, byder andre velkommen. Klokken er præcis 14, hvilket får en af dem til at udbryde:

”Nu har jeg lavet det her i syv år, og du er klart den nemmeste, hurtigste og mest punktlige. De andre snakkede om at få dig ind tidligere for en sikkerheds skyld, men jeg sagde: ’Nej, klokken 14 er fint. Han skal nok være der,’” siger han og præsenterer herefter tidsplanen: Om 40 minutter bør de være klar til at optage. 

”Jeg gør mig klar, så I ikke skal vente på mig,” siger Lukas Graham og finder et lokale for enden af en lang gang med store spejle, et tøjstativ og to ventende makeupartister. Da han er blevet sminket og iklædt dagens tøj – sorte bukser, en sort undertrøje og en sort jakke – bukker den ene af makeupartisterne sig ned og binder hans snørebånd. 

”Jeg vænner mig aldrig til, at de binder ens snørebånd,” siger han lidt efter, mens han finder vej til sit backstagerum, der viser sig at være et lille lokale uden vinduer, oplyst af skarpe spots fra loftet. To orange stole og to sorte læderstole står op ad de helt bare, hvide vægge, klinkegulvet minder om noget fra et gammelt badeværelse, og midt i rummet er der et lille skakternet bord med vandflasker, gul Gatorade og tre små poser med Doritos og Cheetos.  

Lukas Graham klapper hænderne sammen, gaber en enkelt gang og læner sig tilbage i den ene læderstol. ”Nå, vi bør være færdige om tre timers tid, og så kører jeg hjem.”

LUKAS GRAHAM OG manageren bliver tiltagende rastløse, som tiden går. De trommer begge med fingrene på lår og bordkanter og fløjter lidt. 

”Den her branche kan bedst beskrives med hurry up and wait,” siger han, da den første times ventetid er passeret. Han gaber, denne gang fra et dybere sted.

Med jævne mellemrum forlader manageren rummet og vender tilbage med en ny, forsinket tidsplan fra filmholdet. Den ene gang har han en dobbelt espresso med fra Starbucks, en anden gang frugtshakes fra Earthbar. ”Justin Bieber går på Earthbar. Det var faktisk derfor, jeg lærte det at kende, for min kone er massiv Bieber-fan,” forklarer Lukas Graham.

Efter et par timer kommer en fra filmholdet ind med en bakke cupcakes med kendte menneskers ansigter i glasuren, blandt andre Jack Nichol­sons.

”Det er virkelig billige cupcakes,” konstaterer Lukas Graham grinende, da han får nærstuderet dem.

Hver gang tålmodigheden er ved at slippe op, begynder han at snakke om mad: ”Jeg er ikke så glad for amerikansk blå ost, jeg er mere en gorgonzola dolce-mand, hvis jeg skal have blå ost.” ”Rigtige tacos skal have en masse chilismag, men ikke så stærkt, at hele ens ansigt brænder, og så skal det være i bløde tortillas, uden de falder fra hinanden.” ”Jeg spiste på Noma for nylig, det er som at spise kunst.”

Da endnu en times ventetid er gået, udbryder han: ”Og de foreslog endda, at jeg skulle være der tidligere end klokken 14. Altså, jeg kunne være ankommet nu.”

”Det er i det mindste inspirerende omgivelser. Det er herligt at sidde i et rum uden vinduer,” siger manageren sarkastisk.  

”Jeg tror, at mange derhjemme tænker, at det er mere glamourøst, end det i virkeligheden er. Jo jo, der er lækker frokost og lækre hoteller, bevares, men nu har vi ventet i fire timer i et meget lille, meget oplyst rum. Af alle snacks, man kan få i hele Los Angeles, fandt de frem til tre små tarvelige poser chips,” siger Lukas Graham. I samme øjeblik løsriver papirskiltet med hans navn på døren sig og falder ned på gulvet. 

”Altså, mit skilt hænger ikke engang ordentligt fast på døren … Hvor glamourøst kan det blive?”

SELVOM LUKAS GRAHAM havde en vrede i sig i ungdomsårene, havde han også noget andet – en fornemmelse af, at der ventede ham noget større. I stedet for at lade sig knægte af de skæve blikke uden for Christiania vendte han det i stedet til ukuelig selvtillid inden for fristadens rammer. Han var ikke særlig gammel, før han første gang begyndte at dele sine fremtidsdrømme med dem, der gad lytte. ”Du kommer til at danse i min musikvideo en dag,” sagde han til sin gode veninde, og til andre fortalte han, at han en dag ville få privatchauffør og købe en stor ejendom på Christianshavn. Dengang var han overbevist om, at han enten ville blive advokat eller popstjerne – og at han nok skulle blive succesfuld. 

Efter gymnasiet rejste han til Argentina for at besøge nogle venner. Mens han var der, skrev han sine første deciderede popsange, og da han først var kommet i gang, hobede bunkerne af tekster sig hurtigt op. 

Hjemme på Christiania begyndte han og vennerne at optræde med dem, blandt andet til et par koncerter på Månefiskeren, og de fik sig også en fast tjans hver anden mandag på Jazzklubben, hvor de hurtigt fik ry som et livligt liveband. 

Da de i september 2011 rundede 500 likes på Facebook, fejrede de det ved at uploade en video, hvor de spillede sangen ’Criminal Mind’, mens de drak dåsebajere og bøvsede højlydt hjemme i Lukas Grahams forældres køkken. Så hævede de barren og skrev, at når der var 2.000 likes, ville de lægge den næste op. Efter seks dage blev hjemmeoptagelsen af ’Drunk in the Morning’ lagt op – og så stak det af. På ingen tid begyndte videoerne at få tusindvis af views.

Et par måneder forinden havde Lukas Graham skrevet kontrakt med Copenhagen Records, og her var man i gang med at lægge en storstilet plan for, hvordan sangene skulle lanceres. Så da de opdagede, at de hjemmelavede amatørvideoer pludselig var ude, gik de i panik.

”De forsøgte med næb og kløer at få mig til at tage videoerne ned, men jeg var i starten af tyverne og fucking ligeglad. Jeg ville bare have, der skulle ske noget – og det gjorde der så også. Jeg tror aldrig, de havde stået med noget i hænderne, der eksploderede så voldsomt.”

MÅNEDEN EFTER SKULLE Lukas Graham spille på Loppen på Christiania, og selvom der kun var plads til 400, dukkede 1.000 mennesker op. Folk stod forgæves i lange køer ned ad Prinsessegade. Bandet havde stadig ikke sange nok til at fylde en hel koncert, så de måtte spæde til med covers af Mike Posner, Sam Cooke og Bobby ’Blue’ Band. Efterfølgende fejrede de den pludselige succes på værtshuset Fingerbøllet, før forsangeren beruset tog hjem og smed sig på sit værelse hos forældrene.

Kort efter udkom deres første egentlige single, ’Ordinary Things’, der blev ’P3’s Uundgåelige’ og senere også ’Årets Uundgåelige’. Nærmest med et knipseslag udsolgte de en lang række spillesteder landet over. I slutningen af marts 2012 udkom debutalbummet ’Lukas Graham’, der øjeblikkeligt indtog førstepladsen på album­listen, solgte flere eksemplarer i den første uge end resten af top-10 tilsammen og gjorde dem til årets mest streamede på Spotify.

Albumcoveret var en gengivelse af maleriet ’Damen med flaskerne’, der hænger på Christianshavn-bodegaen Café Wilder, hvor Lukas Graham var kommet, siden han var lille. Det var også her, releasefesten blev holdt. Dagen forinden havde bandet spillet på Bornholm og var endt på Krystal-cafeen i Rønne, så det var ikke blevet til mere end 3-4 timers søvn, da de skulle med formiddagsfærgen hjem. Her begyndte de at drikke fadøl, og tilbage i København tog de ud for at spise smørrebrød og drikke snaps før festen om aftenen, der først sluttede ud på morgenen.

Næste formiddag, da pladen udkom, vågnede Lukas Graham alene i en lejlighed på Østerbro, hvor han havde overnattet hos en kvinde, han havde mødt. Lettere omtumlet begyndte han at gå hjemad mod Christiania, da der pludselig kørte en bil forbi ham, som lavede en U-vending og stoppede brat. En af hans venner rullede vinduet ned og råbte, at han skulle springe ind – der var interview på P3 om et øjeblik. Det hastede dog ikke mere, end at han på vejen kunne nå et ordentligt hvæs af en joint og at gøre holdt ved en kiosk for at købe bajere og Fernet Branca, som han, ankommet til DR, begyndte at dele ud til alle og enhver, der måtte være fristet.

Da Lukas Graham få øjeblikke senere leverede en liveversion af ’Drunk in the Morning’, fik det radioværten Pelle Peter Jencel til at udbryde: ”Der vælter en bragende bagstiv mand ind ad døren med øller og Fernet Branca. Jeg havde ikke forventet, det ville lyde godt!”

Han var ikke den eneste, der blev blæst bagover af Lukas Graham og vennernes drengerøvsattitude. Det blev hurtigt kutyme, at de begyndte at forlange, at der stod en pilsner og et Fernet Branca-shot klar, hvis de skulle interviewes eller medvirke i tv-programmer. 

”Det var så pænt i dansk musik. Det var Seebach, Burhan G og Medina, det hele skulle se godt ud, hvor jeg bare syntes, at det skulle lyde godt. Hvorfor skulle vi møde pæne og stilrene op, når vi var en flok gutter på 23 år, der elskede at drikke pilsnere og Fernet Branca? Det var jo bare sådan, vi var, og det tror jeg, folk kunne mærke. Jeg kan stadig få en varm følelse i kroppen over at tænke på, hvor ligeglade vi var.”

LANGT OM LÆNGE kommer beskeden, som Lukas Graham har ventet på i fire timer i backstagerummet i Los Angeles: ”We’re ready for you.”

Han skynder sig ind i studiet, der er tilplastret med green screen-kulisser hele vejen rundt, og hvor mindst 20 kamerafolk, teknikere og assistenter farer rundt. Efter lidt instruktioner bliver både han og Khalid, førstnævnte i sort jakkesæt, sidstnævnte i gråt, placeret i en sandbunke midt i rummet. Deres respektive makeupartister når lige at ansigtsbørste dem en sidste gang, før meldingen lyder:

”Roll camera … 3-2-1, playback!”

Så brager musikken fra ’Wish You Were Here’ ud af højttalerne, og i de efterfølgende minutter istemmer Lukas Graham og Khalid, før der råbes: ”That’s a cut!”

De næste par timer gentages seancen igen og igen med kortere pauser undervejs, når en ny scene skal sættes op.

Omkring klokken 21 er sidste skud i kassen, filmholdet hujer og klapper, Lukas Graham tager en omgang og takker alle for dagens indsats. ”Gentlemen, thank you for your patience. Take care, guys, wonderful day,” siger han, men da han er næsten ude af bygningen, råber nogen efter ham: ”Hey, Lukas! Der er nogle på filmholdet, der meget gerne vil have taget billeder med dig, hvis du har tid.”

”Welcome to a day in my life. It’s a very, very hard job, if you’re not good at patiently waiting,” siger han med påtaget danglish, da han lidt senere omsider kan sætte sig ind i managerens Porsche, og slår så over i almindeligt dansk: ”Jeg var ved at nå min smertetærskel. Fire timer er måske lige voldsomt nok.”

Mørket har for længst lagt sig over Los Angeles, da bilen ruller ud på highway’en og gasser op. 

”Jeg har altid sådan en tom fornemmelse, når jeg har været på shoot. Man har lige lært 30 nye mennesker at kende og været høflig over for hinanden, og i mange henseender ser man dem aldrig nogensinde mere.”

DA LUKAS GRAHAM i 2012 stod midt i sit gennembrud, blev han pludselig ramt af en stor sorg. I september befandt han sig fuld på en bar i Berlin klokken to om natten efter en koncert, da hans tourmanager kom hen til ham og gav ham den værst tænkelige besked: Hans far var død af et hjertestop som blot 61-årig. I en form for granatchok fik sønnen fremstammet: ”Vi stopper ikke, fordi jeg skal hjem og begrave min far.”

Efter begravelsen nogle dage senere gentog han, trods indvendinger fra folk omkring ham, det samme. Mindre end to uger senere stod han på Reeperbahn i Hamborg for at spille en større koncert. Også selvom han havde det så skidt, at han måtte få skudt binyrebarkhormon direkte ind i halsen for at kunne synge. Og få dage senere spillede han i en fyldt Falkonersalen som indledning på en større danmarksturné. 

”Forældre dør ikke på optimale tidspunkter, ligesom børn ikke bliver født på optimale tidspunkter. Det er et faktum, et ret tragikomisk faktum, at han dør lige midt i mit store gennembrud. Hvis man er i midten af noget, er det store spørgsmål: ’Kommer den samme mulighed nogensinde igen?’ Og jeg vidste bare: ’Vi stopper ikke her.’”

Når han ikke stod på scenen, festede han og brugte tonsvis af penge på at få transporteret gamle venner og bekendte derhen, hvor han var, så de kunne spise østers og steaks og drikke dyr rødvin og champagne, og så han kunne slippe for at være alene og forholde sig til, hvordan han egentlig havde det. En gang imellem boblede sorgen inde i ham over, før han fik kvalt den. Så vrissede han ad venner og kolleger uden grund eller eksploderede på et øjeblik, hvis nogen modsagde ham i en beslutningsproces. 

”Jeg var ikke en særlig rar person i den tid. Jeg opførte mig ikke så pænt over for folk omkring mig.” 

Efter flere måneder, hvor han havde drukket som en svamp, spist store bøffer og taget en masse kilo på, vågnede han en morgen i 2013 og havde mistet stemmen. Den var væk, og det stod hurtigt klart, at den ikke sådan lige havde tænkt sig at komme tilbage. Han endte hos en tysk specialist i Hamborg, der filmede ham ned i halsen og konstaterede, at lukkemekanismen ikke længere lukkede ordentligt, og at den eneste kur var en total omlægning af livsstilen.

HAN MÅTTE helst ikke snakke og slet ikke synge i den næste måned. 18 koncerter rundtom i Tyskland, Frankrig, Holland og Norge blev aflyst, og Lukas Graham måtte sige farvel til meget af det, han holdt mest af i tilværelsen: kaffe, stærk mad, store steaks, bearnaisesauce og drukture, som han byttede ud med havregryn, yoghurt, quinoa, økoknækbrød og grøn juice. Han måtte skrue ned for drengerøven.

Han satte pen på papir, og i stedet for at skrive om fester, kvinder og kriminelle venner forsøgte han at bearbejde farens død. Det kastede nye sange af sig – som for eksempel ’Mama Said’, ’You’re Not There’ og ’7 Years’. 

Da albummet udkom i 2015, strøg sidstnævnte single helt til tops i en lang række lande, blandt andet i Storbritannien, hvor et dansk band for første gang i 20 år toppede den officielle britiske hitliste. Det kastede enorm succes af sig. Hans ansigt hang på billboards i New York, han gæstede ’Good Morning America’ sammen med Joe Biden, dengang vicepræsident for Barack Obama, og Obama citerede hans sange i en af sine taler. 

Midt i succesen blev han interviewet til britiske Official Charts, hvor han udtalte: ”Det var, som om min far døde på det præcis rigtige tidspunkt – og jeg ved godt, det er noget, jeg ikke burde sige, men nu gjorde jeg det lige … Hvis min far stadig var i live, ville jeg have været en singlefyr på jagt efter kvinder. Hans død fik mig til at indse, at der er vigtigere ting i livet.”

Den store sorg blev paradoksalt nok nøglen til den store, internationale succes, et uomtvisteligt faktum, som Lukas Graham måtte lære at forholde sig til.

”Der kom helt klart en anden dybde i min sangskrivning, fordi jeg nu kunne skrive om min døde far. De mest interessante mennesker at snakke med, læse om og lytte til er som regel de ødelagte – ikke dem, der bare har danset gennem livet,” siger han i dag.

”Jeg tror, jeg var blevet rigtig, rigtig ked af at have fået så stor international succes, hvis ikke min far havde set mig spille. Men han så mig på Vig Festival, han var med på Fermaten i Herning, hvor han solgte T-shirts, og han så mig spille på den store open air-scene til Tønder Festival. Jeg havde været fucking nederen over det, hvis han aldrig havde set noget af det, men det var fantastiske oplevelser.”

LUKAS GRAHAM NÅEDE højder, der er de færreste musikere forundt. I 2017 var han og bandet nomineret til hele tre Grammy’er, hvor de var oppe mod store stjerner som Adele og Beyoncé, men da de stod tomhændede tilbage, efter priserne var uddelt, blev han så vred, at han kørte hjem fra festen. Hjemme på hotelværelset fik han dog en opsang af kæresten ’Rillo’, der bad ham pakke sit forsmåede ego væk og tage tilbage for at feste med de andre, der ligesom ham selv havde knoklet så hårdt i årevis for at nå dertil, hvor de trods alt befandt sig.

Men selvom det var en fed tid med masser af udsolgte koncerter, var det også en tid, der var emotionelt og mentalt opslidende. Det ene år havde han 300 rejsedage, og hvor han tidligere havde charmeret sig gennem interviewene, var der nu gange, blandt andet i et interview på BBC, hvor han kom til at fremstå krukket og arrogant. Han måtte også aflyse en række koncerter i Australien og Asien, ifølge hans PR-bureau fordi han ”led af ekstrem udmattelse”. 

Undervejs stod også flere af de oprindelige bandmedlemmer af forskellige grunde af, og i dag er det kun Lukas Graham og trommeslageren Mark ’Lovestick’ Falgren, der er tilbage. 

”Jeg savner mennesker i mit liv, som jeg ikke ses så meget med, som jeg gjorde engang, blandt andet nogle af musikerne. Vi har aldrig lydt bedre, men jeg kan ærgre mig over, at dem, jeg byggede bandet op med fra bunden, er faldet fra. Men det er bare en virkelig hård måde at rejse verden rundt på. Det er hårdt for kroppen og for sindet, for der er rigtig meget pres på.”

KLOKKEN NÆRMER sig 22, da Lukas Graham og manageren endelig ankommer til The Beverly Hills Hotel og bliver mødt af de ivrige valet’er ved den røde løber. Næste dag rejser han videre til Ohio for at medvirke i et velgørenhedsradioshow, før turen går tilbage til Danmark. Men kun for en stund, for om lidt udgiver han det længeventede fjerde album, det lyserøde album, og herefter vil den efter planen atter stå på en længere periode med turneer rundtom i verden.

Lukas Graham ville lyve, hvis han sagde, at han ikke har store drømme for den kommende plade. Han vil gerne prøve at være etter på Billboard Hot 100 i stedet for at tage til takke med andenpladsen, og han kunne også godt tænke sig at vinde en Grammy i stedet for blot at være nomineret. Men der er prioriteter, der har forskubbet sig med årene. 

”Det lyder banalt, men det vigtigste for mig er at have en god dag. Det vil jeg meget hellere end at ligge nummer et og vinde de store priser. Efter 10 år i underholdningsbranchen finder man ud af, at der ikke er nogen bjergtop. Hver gang man tror, man når den, ligger der en landevej på den anden side med en ligegyldig tankstation, og så får man sådan en flad fornemmelse indeni: ’Øv, var det bare det.’ Jeg stod med tre Grammy-nomineringer, og det var ikke nogen bjergtop,” siger han, før han forsvinder ind i foyeren på The Beverly Hills Hotel igen.

”Jeg sætter egentlig bare pris på, at jeg efter 10 år stadig har mit arbejdsliv i Los Angeles og kan lide, hvad jeg laver. Da vi var børn, og folk snakkede om, at de ville være politibetjente eller fodboldspillere, sagde jeg, at jeg skulle have en privatchauffør. I dag har jeg to. Pludselig har man alle de ting, man drømte om. Jeg kunne være gået på pension for allerede mange år siden, men jeg synes stadig, det er sjovt. Og jeg har altid sagt, at jeg jo også bare kan tage hjem,” siger han og trækker på skuldrene: ”Nårh ja, men altså, Kim Larsen og Gasolin’ tog jo bare hjem igen. Det gjorde Jesper Binzer og ­D-A-D også, da de fandt ud af, at det ikke var sjovt længere. Fuck it, så tog de hjem. Det er en rar tanke.”

LONES PØLSER’ TRÆKKES ned ad Forhåbningsholms Allé på Frederiksberg af en kvinde, der måske er Lone selv. Med pølsevognen i hånden og en lille slange af utålmodigt ventende biler efter sig vader hun i adstadigt tempo hen over den våde asfalt, som nedfaldne blade i efterårets farver klæber sig til. Forbi en mand i orange vest, der råber på polsk i sin telefon, forbi en anden i refleksgult, der med en smøg i mundvigen er i gang med at grave et stort hul lige midt i fortovet. Hvad kunne en folkesanger ikke få ud af sådan en scene?

Ikke så langt derfra ligger et pladestudie bag et hvidt stakit i en gul bygning, der på bagsiden grænser op til Sankt Knuds Vej, et passende sted, skulle man mene, når man hedder Knud Grabow Christensen – med kunstnernavnet Sebastian – og har en mere end 50 år lang karriere bag sig, 60 album, 4.000 koncerter og et ridderkors som tak for tro tjeneste. Da hoveddøren lidt efter blæser op, står den 72-årige trubadur på den anden side med vindomsust hår i sorte Camper-sko, joggingbukser og en nedlynet grøn Patagonia-trøje over en blåternet skjorte og en mørkegrøn T-shirt, der ikke helt formår at dække maven. 

Da han for at være venlig giver sig til at smile, ligner han en mand, der gør det for første gang i sit liv. Han gider egentlig slet ikke det der med at snakke om sit liv, hvad han da også når at gøre opmærksom på et par gange. Hans stemme er skrøbelig, han hoster, harker, bliver pludselig helt hæs og må kvæle tudsen i halsen med et ordentligt glas vand, før lyden vender tilbage. Som en gammel radiator, der lige skal varmes op. Men da han først får sat sig i de bløde sofaer, går der ikke længe, før han fortaber sig i anekdoter fra et langt liv på landevejen. 

1. 

EN UNG MAND ved navn Knud med lyst grydehår og forvasket cowboyjakke traskede hvileløst gennem de snavsede gader i Pisserenden i Indre København en forsommerdag i 1964. Han var 14 år gammel, og han vidste ikke, hvor han var på vej hen, kun, at han ikke var på vej hjem, for der hørte han ikke til. Det havde han ikke gjort, siden hans stedmor kom ind i billedet nogle år tidligere. Hun mente, der var noget galt med ham, og fik ham ligefrem indlagt til observation på Statshospitalet i Glostrup. Her var diagnosen dog en anden. De mente, at han blot havde brug for luftforandring. 

Hvem kunne egentlig fortænke ham i at døje med en vis rodløshed? Der havde ikke været mange faste holdepunkter i hans liv indtil nu. Knap havde han forladt hospitalet efter at være kommet til verden en decemberdag i 1949 i Sønderborg, før han blev sendt tilbage – denne gang med engelsk syge. Det næste halvandet år blev tilbragt i sygesengen, og da han omsider kom hjem igen, døde hans mor af kræft. Siden havde der slet ikke været noget hjem. Hans far var militærmand, nærmere bestemt karriereofficer, der hele tiden blev udstationeret nye steder, og hver gang måtte han og storesøsteren Inge-Birte lade sig indskrive i en ny skole med nye mennesker. I en periode endte de helt oppe i Norge, i den lille by Stabekk vest for Oslo. Ikke noget nemt liv for en genert og sky dreng som ham.

Faren var en mand af den gamle skole, han gik op i en håndfast opdragelse, der mestendels bestod af kæft, trit og retning. Der lå en stramhed over dagligdagen, der gjorde det næsten umuligt for sønnen at trække vejret frit. Da stedmoren kom ind i billedet, blev det hele kun værre, for de to kom fra starten dårligt ud af det med hinanden. Hun forbød ham og storesøsteren at se deres afdøde mors biologiske familie, og efter episoden med Statshospitalet var den sidste rest af tillid forsvundet, hvis der nogensinde havde været nogen. 

Så nu gjorde han alt for ikke at være derhjemme. Ikke at han følte sig specielt meget bedre tilpas andre steder. Han var en outsider, en nobody, sådan så han sig selv, uden fast krog i tilværelsen. Men det var trods alt bedre at rende rundt på må og få end at sidde derhjemme.

Ud ad et åbent vindue i en af de små lejligheder i Pisserenden kom der pludselig toner svævende, båret af vinden. Små insisterende guitar- og basriffs. De skyllede ind over ham, så han næsten følte sig frosset fast til den hullede asfalt. Sådan havde musik aldrig ramt ham før. Han blev stående, mens resten af nummeret, som han senere kom til at lære som The Rolling Stones-sangen ’It’s All Over Now’, spillede færdig. Nu vidste han, hvad han ville med sit liv. 

”Hvis noget kunne ramme mig så stærkt som det her, måtte det være interessant,” siger han i dag. ”Der var en rytmik, en musikalitet, en fortolkningsmåde, jeg blev nødt til at forfølge.”

Sebastian er mange gange i årenes løb blevet spurgt om, hvad hans sange handler om. Eksempelvis har mange været nysgerrige på hittet ’Rose’ fra debutalbummet ’Den store flugt’: ”Jeg har ikke noget behov for at fortælle, hvad der gjorde, at jeg skrev den. Din opfattelse af, hvad sangen handler om, kan være lige så god som min. Jeg har givet et kunstnerisk bud, og så må folk få det ud af det, som de kan eller vil. Ligesom et abstrakt maleri,” siger han.

2.

DET VAR LØRDAG aften, og Knud stod med svedige håndflader i en tørlagt svømmehal, der var blevet lavet om til en scene på Asserbohus Kostskole. Et gammelt luksushotel, som antikvitetshandleren Henry Skånstrøm havde banket op i et gammelt bindingsværkshus, men som aldrig rigtig var luksuriøst nok til at forblive i sin oprindelige funktion og derfor var overgået til kostskole i 1957. Et sted for rigmandsbørn og andre rødder, der havde fået at vide, at de ikke kunne bo derhjemme, fordi de skabte for mange problemer. 

Cirka 100 af dem sad og kiggede op på vennerne Knud og Thomas, der med hver sin guitar i hånden stod klar til at fremføre den skotske folkesanger Donovans to første album. Året forinden havde Donovan fået sit gennembrud i Storbritannien, og i den efterfølgende tid var han nået ud over landets grænser, også til Norge, hvor 16-årige Knud havde tilbragt sommerferien hjemme fra kostskolen med at gennemtrawle hans sangkatalog og selv forsøge at gøre det efter på den 100-kroners-guitar, han havde fået i julegave. 

Efter tonerne fra The Rolling Stones i Pisserenden havde en verden åbenbaret sig for ham: The Beatles, Joni Mitchell, Woody Guthrie og mange flere, men det var Donovan og Bob Dylan, der var blevet hans helte. Musikken havde også givet ham en identitet, en måde at være til i verden på, og sådan var han langtfra den eneste, der havde det på kostskolen. Her var det tonerne, der lød fra de forskellige værelser, som gav omgivelserne farve. Der var et intermezzo af stilarter, Chuck Berry bag den ene dør, Supremes bag den anden, Elvis, Cliff Richard og The Beatles bag den tredje.

Der var musik alle vegne, og mange lavede også deres egne bands, og det samme gjorde Knud, der i en periode spillede lilletromme i en The Rolling Stones-inspireret trio ved navn ’Ild og vand’. Men mest af alt var han fascineret af guitaren, hans forbilleders tro følgesvend på scenen. Han prøvede at aflure, hvad de andre guitarspillende kostskoledrenge gjorde. Han blev også venner med Thomas, der selv kunne nogle akkorder, og sammen bladrede de i musikblade som Vi Unge, hvor de nærstuderede billederne af The Beatles og de andre bands for at blive klogere på, hvordan guitaristerne holdt fingrene på guitaren.

”Man skulle blive på skolen, så man blev nødt til at lave forskellige ting for ikke at kede sig ihjel. Det har helt sikkert været en medvirkende årsag til, at musikken kom til at fylde så meget,” siger han.

Det var ikke, fordi de ydre rammer på kostskolen var meget bedre end hjemme hos stedmoren og hans borgerlige far. Den stod dagligt på kolde afvaskninger, og dem, der havde formastet sig til at lade håret gro i løbet af ferierne, blev kollektivt sendt til frisøren med en skolelærer på bagsædet, der kommanderede, at nu gjorde de altså, hvad der blev sagt. 

”Der var så mange kollektive afstraffelser. Ud af det voksede naturligvis også en protest, så flere og flere blev langhårede. Det var et oprør mod den der næsten victorianske stil, som prægede stedet i starten. Jeg har prøvet at blive hevet op i bakkenbarterne af en hidsig skolelærer, og der var eftersidninger, you name it. Det var den gamle skole, men jeg kom fra en rigtig, rigtig dårlig situation hjemmefra, så det var også forbundet med en vis frihed for mig at være på kostskolen, hvor jeg kunne passe mig selv og interessere mig for musikken.” 

Under overfladen ulmede en ny tidsånd. Som en af de første kostskoler i landet blev drenge og piger undervist sammen, selvom de stadig blev holdt adskilt i fritiden. Der var også nye lærere med nye ideer på vej ind i skolesystemet, som for eksempel den unge engelsklærer, der introducerede Knud og de andre drenge for Jimi Hendrix og The Doors og i øvrigt opfordrede dem til at optræde til ’lørdagsballet’ i den tørlagte swimmingpool.

En lørdag aften i 1966 stod Knud og vennen så endelig der med den glasklare mission, at de ville gennemføre Donovans to første album i den helt rigtige rækkefølge – noget, der krævede et vist kendskab til musikken. Han havde på forhånd døjet med en forfærdelig nervøsitet, men den fik han spillet af sig i de første par numre, og siden så han sig ikke tilbage. De andre drenge på kostskolen kendte ham mest som en stille og introvert fyr, men med guitaren i hænderne var han som forvandlet. 

”Det at gå på scenen er en mulighed for at folde noget ud, man ikke normalt kan gøre. Sådan var det også for mig, og på den måde kan man sige, at jeg fik den bedste skole ved at stille mig op på den der kostskole foran 100 elever, som ikke havde andet underholdning. Fra starten havde jeg publikum på. Det gav mig tidligt en ballast, som jeg kunne bruge, da jeg senere kom ud at spille på gader, stræder og værtshuse.”

3.

EFTER KOSTSKOLEN fortsatte Knud og Thomas med at spille sammen. Med andre håbefulde artister troppede de to jævnligt op på Valby Station, hvor en arrangør havde anskaffet en bus og døbt den ’Underholdningsbussen’, som han fyldte med dem, der kunne et eller andet, og som blev fragtet rundt til landets kroer for at optræde. Her var det altid gæsterne, der bestemte, hvilken kunstner de bedst kunne lide – og som dermed var aftenens vinder. Hvilket ofte betød, at de måtte se sig slået af en ung kvinde, der optrådte med sjofle vittigheder. 

Som regel spillede de for en ostemad og en bajer. De havde ikke en krone på lommen, men de var i det mindste på farten, og det var det eneste, det handlede om. En aften til en amatørkonkurrence kom en af datidens kendte pladeselskabsmænd hen til dem, efter de havde spillet. Han så et klart koncept for sig med lyshårede Knud og sorthårede Thomas, døbte dem på stedet ’Night and Day’ og tilbød at lave en singleplade med dem. 

”Det var første gang, jeg tænkte: ’Nå, men det kan da godt være, man måske er god nok’, men så skete der det, at Thomas røg på det helt store trip og gik fuldstændigt til grunde. Og så var det løb kørt.”

Efter en længere rejse til Indien og Nepal vendte vennen aldrig rigtig hjem igen, og den dag, hvor de skulle have været i studiet, dukkede han ikke op. Som soloartist så pladeselskabsmanden ikke den store fidus i Knud, der i stedet tog på gaden for at spille med hatten foran. Han begyndte også at tage toget ind til København for at spille på små folkeklubber som Imikroskopet på H.C. Andersens Boulevard. 

”Der var ikke nogen egentlig musikscene dengang. Dansktoppen fyldte meget i radioen, men der hørte jeg ligesom ikke rigtig hjemme. Jeg ville gerne have, der skulle være lidt mere mening i sangene end bare ’dig og mig og vi to sejled’ i en træsko’. Der var en vis pigtrådsscene, men det var heller ikke rigtig mig. I stedet opsøgte jeg de få steder, hvor man kunne få lov at optræde ene mand og koncentrere sig om sangene og indholdet.”

Fra tid til anden tog han småjobs, typisk hårdt fysisk arbejde som grøftegraver eller på en fabrik, så han kunne holde sig kørende med det allermest fornødne. Men ellers handlede det hele om musik. Et af hans første officielle job foregik på travbanen i Charlottenlund, hvor han fik en flad 50’er for at synge ind i den mikrofon, der blev brugt til at speake væddeløbet med. Det var en dårlig mikrofon og et dårligt anlæg og samtidig et temmelig stort publikum, der ikke kunne se ham, fordi han sad oppe i speaker-tårnet.

”Jeg spillede simpelthen alle mulige steder de første par år. Jeg spillede også steder, hvor folk var fuldstændig vanvittigt, knaldhamrende berusede og råbte og skreg, så man overhovedet ikke kunne høre mig, men jeg gennemførte alligevel og tog det som en del af oplevelsen.”

4.

DET VAR SLUT med autoriteter efter kostskolen, og en ung Knud Grabow Christiansen lod sit lyse hår vokse så langt og stort, som han ønskede sig. For om noget var håret et symbol på oprør blandt den yngre generation. Dem, der havde oplevet krigen og de fattige 50’ere, hvor man prøvede at bygge samfundet op igen, havde dyrket stramheden, men for dem, der var unge i 60’erne, føltes anden verdenskrig enormt langt væk. 

”Der kom fuld fart på i de år, men det hægtede også mange unge af, fordi vi alligevel ikke kunne få råd til den folkevogns-boble eller det parcelhus, som krigsgenerationen drømte om. Der kom en modreaktion, som handlede om, at der var andet i livet. Den kom på forskellige måder, i musikken, men også på det religiøse plan, hvor mange strøg til Nepal og så videre. Man skulle finde andre værdier og alternative måder at gøre det på.”

Selv brød han med sin familie, så snart han havde forladt kostskolen, og flyttede i 1967 ind på en ungdomspension i Rødovre ved navn ’Prøven’. Et passende navn, syntes han, for det blev det også på nogle punkter. Han forelskede sig i køkkenpigen, og da det var gengældt, blev hun bortvist, og sammen fandt de en lille lejlighed. Så blev hun gravid, men før hun havde født, havde hun nået at forlade ham igen. 

Han nåede kun at se sønnen Dennis en enkelt gang, før han atter stod tilbage med guitaren i hånden og besluttede sig for ikke at tale om det, der var sket i hans liv. Men i sine engelsksprogede folkesange, i samme stil som heltene Bob Dylan og Donovan, kunne han til gengæld udtrykke alt det, han ellers ikke kunne komme ud med. Et af de første numre, han skrev, var ’I Won’t Do It, Mama’.

”Det var en ret hidsig sang om en, der gjorde oprør mod sin mor. Det handlede ikke nødvendigvis om mig, det hele, men det kom jo af en vrede, der var inde i mig,” siger han.

Sammen med nummeret ’Babe, I Can Carry Your Tombstone’ fik han skabt nok opmærksomhed om sig selv til at få lov til at optræde i et radioprogram. Det resulterede i, at Mørks Musikforlag tilbød at lave en singleplade med ham, og her var der store armbevægelser. Den ambitiøse pladeselskabsmand ville have den kommende plade ud til hele verden, men det var på den betingelse, at han ikke længere kaldte sig Knud, for sådan et navn ville aldrig hitte i udlandet. 

I stedet fik han en liste med navne, han kunne vælge imellem, men da han ikke kunne identificere sig med nogen af dem, undlod han helt at tage stilling. Det var først, da han sad i et radioprogram for at spille noget af sin nye musik, hvor programværten blev ved med at kalde ham Sebastian, at det gik op for ham, at pladeselskabet havde truffet valget for ham. 

”Til at begynde med fattede jeg ikke en bjælde af det, men da jeg så coveret, kunne jeg konstatere, at det var et billede af mig med navnet Sebastian. Så tænkte jeg: ’Nå, men så er det jo sådan.’ Det var nok bare en enkelt gang, og så kunne jeg vende tilbage til at hedde Knud igen.”

Men sådan kom det ikke til at gå. Og det blev heller ikke den internationale succes, som pladeselskabet i første omgang havde lagt op til. 

”Jeg lavede den der plade, og der skete ikke rigtig noget. Så lavede jeg en ny, og der skete sgu heller ikke noget.”

”Når jeg har lavet nogle af mine allerstørste sange, har jeg allerede vidst, at de ville blive store sange, mens jeg lavede dem. I hvert fald da jeg indspillede dem. Men det er også den fælde, der er så farlig, for så kan man blive ved med at gå efter det, som man tror bliver en succes. Man er nødt til at forandre sig. Jeg har altid været klar over den pris, jeg har skullet betale for, at en eller anden plade ikke faldt i god jord hos publikum eller medierne.”

5.

PÅ DEN NÆSTE maxisingle fik Sebastian gennemtrumfet, at det ene nummer skulle være på dansk. Det blev til ’Lossepladsen bløder’, som kastede en anelse mere opmærksomhed af sig, men ikke nok til, at pladeselskabet troede på projektet. Det gjorde han til gengæld selv, for på modersmålet havde han fundet en måde at skære sine tekster på, så de blev mere nærværende. Han tog rundt og bankede på døren hos forskellige pladeselskaber, men ingen af dem var interesserede. Til sidst fandt han et, der gik med til at udgive en dansksproget plade, men kun på den betingelse, at de ikke skulle betale noget for det.

”Så gik jeg for egen regning og risiko i studiet og lavede ’Den store flugt’. Det var en fed plade med fede sange, der stadig holder. Efter det begyndte der at ske ting og sager.” 

Den gennemgående fortælling på pladen omhandlede en pige, som lever i en slags eventyrverden, indhyllet i barndommens drømme og fantasier, men som i mødet med voksenlivet og virkeligheden mister eventyrerne i dagligdagen. Til sidst begynder hun at tage stoffer og går i hundene. Men det var ikke kun et fiktivt værk, for bortset fra det med stofferne var det i store træk sådan, Sebastian selv havde det. Mens han skrev pladen, boede han på et lillebitte hummer på en lilleskole, hvor han allernådigst havde fået lov til at leje sig ind.

”Jeg stod helt alene uden job eller noget som helst, og jeg vidste ikke, om pladen nogensinde kom ud. Jeg var på nippet til at blive smidt på gaden, men modsat pigen i fortællingerne havde jeg i det mindste musikken, hvilket vil sige, at jeg havde min drøm om, at nogen en dag gad høre på mig og mine sange.” 

Da lp’en udkom i 1972 med numre som ’Når lyset bryder frem’, ’Hvis du tror du er noget’ og ’Rose’, strøg den direkte ind på hitlisten og blev der de næste 56 uger i streg. Den endte med at sælge 57.000 eksemplarer, hvilket var noget af et spring fra de engelske udgivelser, der ikke var blevet købt af mere end et par hundrede. 

”Pladen blev et kolossalt gennembrud. Det blev en af de største pladesucceser i 70’erne, og næsten med det samme kunne jeg tage på turné. Og det har jeg så været siden.”

”Der har helt klart været et generationsskifte på redaktionerne. Jeg mærker, at de unge journalister vil noget andet. For nylig anmeldte Politiken 15 plader på en gang, og der var kun to af kunstnerne, jeg kendte navnet på. Musikindustrien er ungdomsfikseret, men det er også noget, der lever i bedste velgående i anmelderstanden. Det er sikkert meget naturligt, men man burde jo blive bedømt ud fra kvaliteten af ens ting og ikke, hvor gammel man er.”

6.

I MIDTEN AF 70’erne lavede Sebastian sangen ’Balladen om Anton’ med den famøse linje: ”For er det Lenin, Mao eller Marx, vi først skal skændes om?” Det var en tid, hvor protestsange var på det højeste, og hvor mange kunstnere, heriblandt kollektivet Røde Mor, hang ud på spillesteder som Saltlageret, hvor der sydede af alle mulige former for eksperimenter. Særligt i de kreative kredse var det hele bundet sammen af stærkt venstreorienterede doktriner, og selvom han bekendte sig til samme fløj, var han alligevel skeptisk over for, hvad han betragtede som en tiltagende politisk fanatisme.

”Med sangen tog jeg arbejderens parti. Det var min måde at skildre ham på, for arbejderen havde en hverdag, hvor han ikke kunne bruge skænderierne om Lenin, Mao og Marx til noget som helst. Han måtte klare sig gennem tilværelsen på sin egen måde. Det var jo lidt en provokation at lave den sang på det tidspunkt, for det var i de allermest politiske år, hvor man virkelig skulle være rød,” siger han.

Det fik han at mærke, efter han havde fået en norsk kæreste og derfor i længere perioder opholdt sig i Norge. Da Formand Mao døde i 1976, var der enorme fakkeltog gennem Oslos gader. 

”Mange af dem anede jo ikke noget om noget som helst, når det kom til stykket. Mao var en tyran som de andre, men på det tidspunkt var det hele så langt ude på et politisk overdrev, at det ikke længere havde ret meget med almindelige folks virkelighed at gøre,” siger han.

Under et af opholdene i Norge spillede Sebastian en koncert, hvor kæresten – som selv var meget aktiv i Kvindefront, en norsk kvindebevægelse – efterfølgende måtte forsvare over for sine venner, hvorfor den danske musikers tekster ikke var mere kvindepolitiske. 

”70’erne var i visse kredse meget politiske, og jeg havnede nogle gange midt i den der suppegryde. Det var en tid, hvor man turde udfordre autoriteterne meget mere, men det, der i virkeligheden skete, var jo, at den politiske snak på venstrefløjen efter ungdomsrøret og rødstrømpebevægelsen endte ude på et overdrev, hvor alle dem, der bare gerne ville leve et mere almindeligt liv, faldt for Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet. Man skaber en reaktion, og så får man en modreaktion.”

I 2013 udkom en portrætfilm ved navn ’Du er ikke alene – Filmen om Sebastian’. Den var produceret af nordmanden Jan Christian Mollestad, der siden 70’erne har været fan af den danske trubadur, som ifølge ham er på samme hylde som Bob Dylan og John Lennon. I forbindelse med premieren optrådte Sebastian med sin ungdoms store helt, den skotske folkesanger Donovan, til en festival i Norge.

7.

SELVOM SEBASTIAN rundt regnet lavede en plade om året op gennem 70’erne, kunne ingen af dem i succes måle sig med gennembrudspladen ’Den store flugt’. Først i slutningen af årtiet og i begyndelsen af det næste ramte han atter en gylden åre med tre album i rap: ’Cirkus Fantastica’, ’Stjerne til støv’ og ’80’ernes boheme’. På det tidspunkt havde han fået samlet Stjernebandet, som det blev kaldt, med musikere som Nils Henriksen og Alex Riel og sangerinder som Lis Sørensen og Sanne Salomonsen. 

Men det blev også starten på en tid, hvor det gradvist blev sværere for ham at finde sig til rette i musikbranchen. Musikvideoer blev i de år et hit, men det ville han ikke høre tale om, så han tog beslutningen om overhovedet ikke at lave musikvideoer. 

”Det er musikken, der interesserer mig, ikke hvordan jeg ser ud. Eller de fastlåste billeder, der bliver knyttet til sangene med en video. Mine sange skal kunne tolkes mange forskellige steder hen, de skal være en drejebog til den film, der kører i folks egen fantasi.” 

Tidligt meddelte han også sit pladeselskab, at hvis han overhovedet skulle ’lave ugeblade’, blev det højst et om året.

”Så fik ugebladene selvfølgelig forholdsvist hurtigt den fornemmelse, at jeg ikke gad noget. I starten generede de mig lidt, men efter nogle år fik jeg lov til at være i fred. Nu er det efterhånden mange år siden, at jeg er blevet spurgt om et ’Hjemme hos’-interview, og hvad det ellers hedder.” 

Og hver gang der var en eller anden på et pladeselskab, der prøvede at bilde ham ind, at det ville være ”en kæmpe reklame” for ham at komme i fjernsynet, vrissede han tilbage: ”Nej, det er det fandeme ikke!”

”Den måde, de bruger musik på i tv, er ofte meget sløset. De har et snakkeprogram, og så skal der pludselig komme en kunstner ind, men det handler ikke om kunstneren. De programmer handler næsten altid kun om programværterne selv. Det er dårlige forhold for musikken, og jeg har ikke lyst til at stille op til sådan noget. De er kun interesseret i kendt-nisser, som jeg kalder det, og det er de samme 20 af dem, der sidder på skift i de forskellige programmer og diskuterer alt muligt ligegyldigt. Den ladvogn gider jeg ikke stille mig op på bare for at tækkes nogle bestemte.” 

Med årene blev Sebastian træt af branchen, og branchen blev til dels træt af ham. Han blev ved med at insistere på at styre det hele selv, mens pladeselskaberne omvendt ville have noget for pengene. På ’Miraklernes tid’ i 1990 stod begge parter ved en skillevej. Modvilligt gik han med til omsider at lave en musikvideo og tilmed lade sig style i stor stil på pladecoveret.

”Det tog en hel dag at få mig til at ligne en eller anden mafioso. Hvis ikke jeg gav mig, gik der for meget ged i den med pladeselskabet, så jeg gjorde det, men det var halvhjertet, og når det bliver det, kan jeg ikke forsvare det over for mig selv. Jeg får tit det der prædikat med, at jeg er besværlig og ditten og datten. Og det har de sikkert ret i til en vis grad. Men den her branche kræver så stor energi, især hvis man også skal holde alle de ting væk, som vil ind og påvirke mig på forkerte måder: fortælle mig, hvilket tøj jeg skal have på, hvilken frisure jeg skal have, og om jeg skal kigge ind i dét eller dét kamera. Alt det, der fylder i popindustrien. Jeg har ingen interesse i det, og jeg prøver at undgå det ud over den mest basale nødvendighed, der gør, at folk er klar over, at der kommer en ny plade.”

Og på den måde gik der mere end 20 år, før han igen sendte et selvstændigt Sebastian-album på gaden.

8.

SOM BARN VAR var der ikke meget, der interesserede Sebastian mere end at blade i illustrerede klassikere som ’Skatteøen’, ’Robin Hood’ og ’De tre musketerer’. Så da teaterchefen for Folke­teatret, Preben Harris, i 1985 spurgte ham, om han ville komponere musik til ’Skatteøen’, var han aldrig rigtig i tvivl. Efter at have overvejet det i halvandet minut sagde han ja. 

Musicalgenren var ikke helt fremmed for ham. Før gennembruddet med ’Den store flugt’ – da han stadig boede på et kummerligt værelse på en lilleskole – havde han en dag i en pladeforretning set en plakat om audition til Broadway-musicalen ’Jesus Christ Superstar’. Med guitaren på ryggen søgte han optagelse og blev menigt medlem af koret med løbende småroller som tigger og købmand. Det var noget, han gerne ville lave mere af, men hans egen karriere kom i vejen, og derfor gik der otte år, før han næste gang havde fingrene i musical-dejen, da han på forespørgsel fra Rimfaxe-teatret komponerede sange til en minimusical bygget på H.C. Andersens ’Nattergalen’.

Med ’Skatteøen’ i 1985 skulle Sebastian prøve kræfter med sin første store musical, og det blev en succes. Stadig i dag er det den mest sete i Danmark nogensinde. Sideløbende lavede han et selvstændigt pladeprojekt af samme navn med kunstnere som Lars H.U.G., Michael Falch, Lis Sørensen og Søs Fenger, der solgte mere end 70.000 eksemplarer og stadig er hans bedst sælgende plade. 

De næste år fortsatte han ad samme spor med musicals som ’Det gode menneske fra Sezuan’, ’Ronja Røverdatter’, ’Cyrano’ og ’Aladdin’, men heller ikke det forløb helt gnidningsfrit. En stort anlagt opsætning af ’Dyndkongens datter’ som helaftensballet på Det Kongelige Teater gik efter to års arbejde i vasken før premieren og endte i retten, hvor Sebastian vandt 200.000 kroner for spildt arbejdsindsats. Og på Gladsaxe Teater blev han og teaterchefen rygende uvenner under opsætningen af en musical om H.C. Andersens liv. 

”Det gik rigtig galt, og forholdet mellem mig og Gladsaxe Teater blev ødelagt. Forestillingen havde solgt en frygtelig masse billetter, og pladen indeholdt nogle af mine allerbedste sange, men uvenskabet og fjendskabet tog fokus væk fra sangene, så historien på scenen blev usammenhængende og næsten umulig for publikum at tage ind. Det var jeg enormt ked af.” 

Med tiden blev Sebastian træt af kun at have kontrol med dele af processen, så da teatergruppen Mastodonterne i Hillerød ringede i 1999 og tilbød ham at blive instruktør på deres jubilæumsopsætning af ’Ronja Røverdatter’, var han ikke rigtig i tvivl. Hen over de næste fem år stod han for 13 opsætninger, blandt andet i Cirkusbygningen og i Tivolis Koncertsal, der var med til efter årtusindskiftet at gøre Mastodonterne til et af de bedst sælgende teatre i Danmark. 

”Jeg havde set rigtig mange elendige udgaver af de musicals, jeg havde lavet, for flere af dem blev store amatørsucceser, og der var nogle rigtig dårlige iblandt. Jeg syntes, jeg havde set så mange ting på sidelinjen, at jeg godt mente, at jeg kunne gøre det selv.”

9.

I 2004 SKULLE Sebastian modtage en ærespris ved Danish Music Awards. Men på det tidspunkt var han så skrantende og stakåndet, at han dårligt kunne gå derop. Selvom han kun var 53 år, lignede han en, der havde taget hul på sine sidste dage. Og sådan var det også lige ved at være, for få måneder senere blev han ramt af en blodprop i hjertet, der var ved at tage livet af ham. Mens han fik foretaget en firedoblet bypassoperation på hospitalet, svævede han mellem liv og død. Da han endelig var dømt fit for fight, røg han næsten øjeblikkeligt tilbage til hospitalet igen, fordi han havde for meget vand i lungerne.

I næsten tre årtier havde han turneret land og rige rundt, røget som en skorsten og fået lidt for mange kilo på sidebenene. Trubadurlivet havde sat sine spor, så fra den ene dag til den anden stoppede han med at ryge og begyndte at motionere moderat. Det var den eneste mulighed, hvis han ville forlænge tilværelsen. 

De måneder blev kulminationen på et årti, hvor han allerede havde mistet meget. I 1996 blev han skilt fra Unni Johnsen, som han i 1979 havde fået datteren Sara med, efter det længe var blevet mere og mere vanskeligt at dele en tilværelse, når hans karriere kom i første række. Men det største chok kom, da han pludselig en dag mistede sin stemme. I et helt år var den stort set fuldstændig væk. Han rendte til stemmetrænere og læger i ét væk, men ingen kunne sige, hvad der var galt. Det var ham selv, der til sidst nåede frem til, at han ikke havde mistet stemmen, fordi han havde brugt den for meget, men for lidt. 

”De første 25 år, da jeg sang og spillede hele tiden, var der ingen problemer, men da jeg i stedet begyndte kun at komponere musik, forsvandt den. Jeg var simpelthen ikke ude at spille nok. Det var i virkeligheden et omvendt problem. Jeg var nødt til at bruge min stemme, hvis jeg ikke skulle miste den.”

10.

SEBASTIAN HAVDE allerede som ung følt sig i opposition til den etable­rede musikbranche, men da han vendte tilbage med comeback-albummet ‘Øjeblikkets mester’ i 2011, var det kun blevet forstærket yderligere. Der var masser af aner­kendende ord fra anmeldere, og til det efterfølgende Danish Music Awards blev han belønnet med prisen for Årets danske voxpopudgivelse. Det lignede en gnidningsfri tilbagevenden til rampelyset, men for ham selv var det blot endnu en bekræftelse af det, han allerede havde vidst længe: Han var musikbranchens største outsider. 

”De gav mig æresprisen i en særlig kategori, de havde opfundet til lejligheden. Det sjove ved det er, at jeg aldrig nogensinde er blevet nomineret som hverken sangskriver, komponist, tekstforfatter eller producer, men lige pludselig fik jeg så en ærespris. Det var meget underligt,” siger han.

Det var ikke første gang, Sebastian modtog en pris med en mærkelig ambivalent følelse i kroppen. Sådan havde han det i høj grad også, da han i 2004 blev overrakt æresprisen af musikselskabernes brancheorganisation. I flere år i træk havde selvsamme organisation nemlig slet ikke inviteret ham til prisuddelingerne, og det ene år havde konferencieren Casper Christensen tilmed muntret sig på hans bekostning på scenen, mens publikum havde skreget af grin.

”Jeg har altid været udenfor, jeg har altid stået på sidelinjen i forhold til strømninger. De to andre Grammyer, jeg har fået, har været for nogle af mine mere børne-agtige ting, ’Ronja Røverdatter’ og ’Skatteøen’. Det har ikke kostet dem noget at give mig de priser, for jeg stod ikke i vejen for en af deres unge kunstnere, de skulle promovere. Musikindustrien er så ungdomsfikseret, og hvis man skal være rigtig grov, så vil de hellere have nyheder end kvalitet.” 

Det var særligt, da Sebastian begyndte at komponere musicals, at han fik følelsen af at blive udstødt af den etablerede musikbranche. Der var ingen, der længere gad anmelde hans plader, og der var slet ikke nogen, der gad skrive om ham.

”Så længe musikken er god, kan man lave, hvad man vil. Det er skabelsesprocessen, der er det essentielle for mig, og jeg har hele tiden været parat til at sætte hele min succes over styr. Jeg vidste da godt, at ingen seriøse rockanmeldere ville skrive om mig mere, hvis jeg begyndte at lave musicals. Jeg ville komme til at tabe det hele på gulvet, og det gjorde jeg stort set også. Der var i store dele af branchen en følelse af, at jeg havde svigtet dem. De ville intet have med det at gøre.” 

Om branchen så det helt på samme måde, stod mindre klart. I 2006 kom hans album ’Stjerne til støv’ på Kulturkanonen, og i 2008 modtog han Pionerprisen til Årets Steppeulv. Samme år udkom også pladen ’En hyldest til Sebastian’, hvor musikere som Søren Huss, Sys Bjerre og Mads Langer fortolkede hans bagkatalog. Og siden er fulgt en række priser og legater – foruden Ridderkorset. 

”Det kan såmænd godt være,” siger han. ”Mange af de priser ved jeg ikke, hvad jeg skal bruge til. De kan vel stå på kaminen eller sådan noget.”

Selvom Sebastian sjældent dvæler ved sine tidligere udgivelser, stikker pladen ’Cirkus Fantastica’ alligevel ud for ham som en af karrierens bedste: ”Der er noget magi over de indspilninger. ’Linedanseren’, ’Klovnene’ og ’Cirkusvognen’ er stort anlagte sange, der næsten bliver til store malerier. Selv en sang som ’Den lille malkeko’, der altid har været en publikumsfavorit. Jeg overvejede for et par år siden at genindspille dem, men jeg opgav, for jeg vil ikke kunne lave det lige så godt som i 1979.”

11.

FOR NOGLE ÅR siden brød Sebastian sit princip om at takke nej til fjernsynsprogrammer, da han medvirkede i 2017-udgaven af ’Toppen af poppen’ sammen med Stine Bramsen, Shaka Loveless, Dúné, Lars Lilholt og Oh Land. Han overvejede det længe, men der var flere umiddelbare fordele, som han så det. For det første var der ingen programvært, og for det andet var der ingen, der blandede sig i den kreative proces. 

”Selvfølgelig var der andre ting såsom følelsespornografien, der trak ned, men det er trods alt mindre end i mange andre programmer,” siger han.

Med programmerne, der hver uge blev set af en halv million danskere, fik Sebastian en fornyet popularitet. Særligt mange i den yngre generation fik pludselig ørerne op for hans musik, hvilket han også selv kunne konstatere i den efterfølgende tid, når han spillede koncerter rundtom i landets musikhuse og pludselig blev booket til den store sal frem for den lille. 

Men også det havde sin tid, og i dag er det igen det faste stampublikum, han løbende har samlet op over de seneste 50 år, som han turnerer for – fra Thyholm til Ishøj til Samsø. For livet på landevejene udspiller sig fortsat år efter år med gammel og ny musik – senest ’Tidløs erindring’, som blev sendt på gaden i efteråret 2021. 

Det er altid den nyeste plade, som Sebastian selv er gladest for. Det kan ikke være anderledes, for når han skaber nye sange, er han så dybt inde i det rum, at han ikke kan interessere sig for særlig meget andet. Efterhånden er det blevet til så mange plader, at han ikke længere selv kan huske rækkefølgen på dem. 

Da han i 2007 udgav bokssættet ’Sangskatten 1-2-3’ med 10 album i hver, hørte han mange af numrene igennem, men fordi han konstant havde alle antenner ude, var hele oplevelsen så udmattende, at han endte med at falde i søvn. Siden har han udgivet 14 album yderligere, både livealbum, opsamlinger og helt nye plader. Alligevel forestiller han sig, at der kommer en dag, måske inden alt for længe, hvor han sætter sig i sin stue i Vejby tæt på Nordsjællands top med sin hund, en lille shih tzu, ved sin side og starter fra begyndelsen. 

”Jeg venter stadig på den der dag, hvor jeg skal høre hele lortet igennem. Jeg har længe haft en tanke om, at når jeg ved, at jeg ikke skal lave flere plader, så sætter jeg mig ned og hører alt, hvad jeg har lavet. Det skal være under de helt rigtige omstændigheder, hvor der ikke sker andet i et par uger, for det er en stor mundfuld at gå i gang med. Jeg kan sagtens forestille mig snart at være der, hvor jeg egentlig føler, jeg har lavet de plader, jeg skulle. Det er ikke utænkeligt. Jeg er 72 år. På et eller andet tidspunkt skal jeg vel slappe lidt af.”

Men det er spørgsmålet, om han overhovedet kan det. På scenen med sin guitar har han aldrig følt sig ensom. Tværtimod. Kontakten med publikum overgår alt, men den har til gengæld også i mange år fyldt ham med et mærkeligt mismod, når folk forsvinder ud af salen, og han står alene tilbage bag scenetæppet.

”Det har været en karriere, jeg har måttet køre meget på mine egne præmisser. Så bliver man ensom indimellem. På godt og ondt har det været en lidt ensom rejse, for jeg har selv taget beslutningen om, at værket er den højeste målsætning. Det er der mange, der ikke kan følge med i. Og jeg kan måske heller ikke følge dem.” 

Og hvad skulle Sebastian i øvrigt kunne gøre ved det? 

”Vi har jo hver især de der skæbnemøder. Nogen ser en kvinde komme ind ad døren på cafeen og tænker: ’Hende kommer jeg til at bo sammen med’, og så ender de med at bo sammen i 20 år. Det er det samme med mig og musik. Jeg kom gående ned ad gaden i 1964 og hørte Rolling Stones ud ad vinduet. I samme sekund tænkte jeg: ’Det skal jeg lave. Det er musik, jeg skal med mit liv.’”