Indlæg

Urokkelig selvtillid og ærlig sårbarhed. Det er de fjelde, fænomenet JADA står på. De senere år har det 29-årige pop-ikon fra Vestsjælland sunget sig vej til hitlisterne og de største scener herhjemme. Ud & Se har hen over sommeren og landet fulgt i hælene på Emilie Molsted, der sætter sin hihat, som hun vil.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

SOMMERFUGLENE i maven kvæles i buffeten i Smukfests backstageområde. Jada og bandmedlemmerne gumler og griner omkranset af høje, grønne træer i udkanten af Skanderborg, hvor kendisser af forskellig karakter tøffer rundt på et tykt underlag af kviste. Først Heino Hansen og Annika Aakjær, så prins Christian og prinsesse Isabella.

Der er knap to timer til, at Jada – eller Emilie Molsted, som hun hedder – skal optræde på festivalens hovedscene, Bøgescenen. Flere timer tidligere mødtes hun og resten af holdet bestående af band, korsangere, dansere, manager og makeupartist foran Forum i København, hvorfra turen, fordelt i et par minibusser, gik hen over landet med den faste tissepause i Nyborg. Undervejs gik snakken om tourlivet, for siden bandet åbnede NorthSide i Aarhus i begyndelsen af juni, har de været alle vegne, og efterhånden er de mange anekdoter blevet viklet ind i hinanden på kryds og tværs. 

Nu er de nået til den sidste af sæsonens festivalkoncerter, og det kunne dårligt slutte bedre. Sommersolen bager ned over Dyrehaven i Skanderborg, mens en lind strøm af hvide skyer sørger for, at de røde festivalnæser ikke bliver alt for skoldede. 

Da frokosten er ved at være overstået, vil Emilie Molsteds tourmanager lige vende med hende, om hun også denne gang skal crowdsurfe under koncerten. Han mener, at det er bedst, hvis hun lader være, men selv er hun helst fri for overhovedet at have den slags snakke. Hun er bange for ”at jinxe den”, som hun siger, mens hun stikker gaflen i de sidste rester på tallerkenen:

”Jeg frygter altid, at der slet ikke kommer nogen.”

MENS DE MANDLIGE bandmedlemmer ryger smøger og drikker kaffe på spredte træliggestole under de høje træer, gør danserne sig klar i den ene skurvogn, og Emilie Molsted og korsangerne i den anden. Makeupartisten pudser og børster hende, så hun skinner og glinser, og selv får hun smurt stemmebåndet ved med en hårbørste som mikrofon at synge Burhan G’s ’Mest ondt’ – efter sin egen koncert skal hun nemlig gæsteoptræde for ham.

Da hun har skiftet sin tætsiddende orange trøje, hvide nederdel og rød-sorte kondisko ud med en lille stram blå top, en sort nederdel, gennemsigtige strømpebukser og lange, sorte støvler, går hun op til Bøgescenens bagtæppe, hvorfra man kan høre en forventningsfuld folkemængde. 

Bandet, korsangerne, danserne og manageren samler sig i en rundkreds lige bag ved scenen. Først holder hun en kort peptalk, så indleder hun det kampråb, hun spontant fandt på før en koncert på Vega for flere år siden, og som siden er blevet et fast ritual: ”Nu skal vi ud og lave show, hey hey, ho ho, vi er bare rigtig go’, hey hey, ho ho.” 

Først stille og behersket, så højere og højere, så vildere og vildere, før de til sidst alle hopper rundt i ring og råber: ”NU SKAL VI UD OG LAVE SHOW, HEY HEY, HO HO!”

EN MÅNEDS TID senere sidder Emilie Molsted i Valby på et af de brune træmøbler under de hvide parasoller på Café Asta – opkaldt efter den danske stumfilmsstjerne Asta Nielsen. Det er en tidlig fredag eftermiddag, og selvom der på Valby Langgade er masser af liv fra fodgængere og trafikanter, hersker der nærmest total ro i gårdhaven. 

Der er ingen koncerter i kalenderen de kommende uger, og derfor har hun tid til at sidde på sit stamsted, som hun faldt over, da hun slog igennem i 2018, men derefter blev så stresset, at hun helt måtte trække stikket. Det var her, hun efterfølgende tilbragte uger med at læse, skrive dagbog, lade sig selv op. 

”Jeg blev så forpustet og udmattet i den periode, men så kunne jeg gå herned. Siden har jeg været her meget. ”Servitricen sagde også …,” siger hun og stopper sig selv: ”Hedder det servitrice?” Et øjeblik ligner hun et stort spørgsmålstegn, så griner hun højt: ”Det lød lige lidt mærkeligt, nå, men servitricen spurgte mig, hvorfor jeg ikke sad ved mit ’sædvanlige bord’. Kender du det, at man kan miste overblikket over, hvor ofte man kommer nogle steder, og så pludselig en dag siger ens kebabmand: ’Skal du have det sædvanlige?’”

Valby er Emilie Molsteds hood. Hun bor lige rundt om hjørnet, og det er også her, hun har sit studie. Og så ligger hendes kolonihavehus ’Carmela Soprano’, opkaldt efter mafiabossen Tony Sopranos kone i tv-serien ’The Sopranos’, ikke langt derfra. 

”Jeg elsker Valby. Jeg føler, at folk ligner mig og går i sådan noget sjovt Næstved-agtigt tøj. Valby er Københavns Næstved, med sjæl og mærkelig provinsiel stil. Det er noget, jeg sætter stor pris på,” siger sangeren, der selv er vokset op i Bisserup uden for Næstved. 

Og selvom hun lever af at synge og turnere, er hun en vaskeægte tryghedsnarkoman, der holder af det gamle, det velkendte, ikke mindst hjemstavnens strande, de små sandklinter og de mange træer, ”der har set hende vokse op”, som hun formulerer det: 

”Jeg er bare mere landpige end bypige.” 

DEN FØRSTE LYD, der kom ud af Emilie Molsted, var en sang. Det er sådan, historien lyder. Ikke nogen kompliceret sang, men nogle lange, sammenhængende toner, der mere lød som melodier end et forsøg på at sige noget. Sådan varede det ved. Når hun lå i barnevognen under trækronerne uden for barndomshjemmet i Bisserup, sang hun, til hun faldt i søvn, og det blev hurtigt en attraktion for familien at pege på forskellige fugle – solsorte, lærker og bogfinker – og få hende til at synge som dem. 

Som toårig lavede hun sin første sang, tre linjer kun med ordet ’nummi-num’, som hun syngende gentog igen og igen over adskillige dage. To år senere kunne hun den gamle folkesangervise ’Blomstrende jasminer’ udenad, som hun lystigt optrådte med til enhver form for komsammen. 

”Jeg ville bare synge, og jeg er åbenbart født sådan. Jeg kan tydeligt huske at stå der og elske det – og elske, at folk kiggede på mig og kunne lide det.” 

Det var ikke noget, hun havde fra fremmede. Begge hendes forældre er folkemusikere og havde i sin tid mødt hinanden på ­Hogager Folkemusikcenter ved Holstebro, hvor bedsteforældrene på farens side arbejdede. Det var i det hele taget en familie, hvor alle sang konstant og overalt. 

Da Emilie Molsted var seks år, blev hendes forældre skilt, og derfra kom hun mest til at vokse op i en kvindeverden. Med sin mor og lillesøster og med mostre og kusiner og en mormor, der kom vadende ind ad hoveddøren i tide og utide. Det var et ”musikalsk gøglerhjem”, som hun selv formulerer det, hvor hendes mor tit fik besøg af folk fra folkemusikmiljøet, der spillede på sav og den slags, eller af udenlandske teatergrupper, der fik husly, hvis de betalte med en forestilling i stuen. 

Til Emilies fødselsdag i 1. klasse satte moren sig ud midt i skoven og spillede trehuls-fløjte over en gryde med suppe, og så skulle børnene finde hende. Det var mildest talt anderledes end andre børnefødselsdage, men hendes mor var også en ”lidt alternativ dame”. 

Moren var medlem af den internationale teatergruppe Vindenes Bro, der optrådte i eksempelvis Brasilien og Colombia, og hun havde tidligere været i lære hos en kvinde ved navn Jonna, der var en del af cirkusgruppen De Rejsende, der turnerede på gader og stræder. 

”Hvis nogen rejste sig op og sang til en fest uden virkelig at give sig, kunne Jonna finde på at synge den samme sang igen, hvor man kunne mærke det. Hun havde den tilgang, at vi skal være ærlige og fucking brænde igennem.” 

De værdier blev ført videre til Emilie Molsted igennem barndommen. Hun elskede selv at optræde, og som 12-årig fik hun lov til at rejse rundt med gøglerorkesteret De Splittergale, som bestod af folk med psykisk sygdom, der spillede på kaffekander og andet køkkengrej. 

Hun havde set ensemblet flere gange på Hogager Folkemusikcenter og havde efterfølgende fået sin egen barnevogn, som hun pyntede, mens hun drømte om at blive vagabond, skærsliber eller gøgler. Derfor var det virkelig stort, da hun fik lov til at optræde sammen med dem – blandt andet til en forestilling på Christiania 

”Jeg kunne kalde mig en, der var med i De Splittergale. Det var det vildeste.” 

Det var også i de år, hun mærkede, at det ikke ville være nok at synge og optræde derhjemme. Hun var draget af scenen, det var der, hun hørte til. 

”Jeg er vokset op med, at der kun er én mulighed: at man giver alt, man overhovedet har, når man står der.”

EMILIE MOLSTED NØRGAARD ALIAS JADA 

Født i 1993 i Bisserup på Sydvestsjælland.

Har lavet store hits som ’Lonely’, ’Keep Cool’ og ’Nudes’ og vundet et hav af priser, blandt andet P3 Guld, Carl Prisen og Steppeulven.

Kunstnernavnet Jada dukkede op i 2016, da hun var i Brasilien med sin mors teatergruppe. Først testede hun navne som ’Palomita Blue’, ’E-Mile’ og ’Pisces Girl’, men de duede ikke. En aften sagde en argentiner i teatergruppen: ”Dine øjne er jadefarvede. Hvad med Jade?” Den var ikke helt dum. Da det sidste bogstav blev skiftet ud med et A, var den der.

Bor i Valby med sin kæreste Søren, der er i gang med en ph.d. i statskundskab. De er begge passionerede brætspillere. Særligt ’Ticket to Ride’ og ’Castles of Mad King Ludwig’ er blandt deres favoritter.

Bortset fra sin kæreste indvier Emilie Molsted ikke andre i sin musik til at begynde med: ”Med ham er det et helt forventningsløst rum. Han er sådan en, der klapper og hujer ad mig, når det går godt, og stiller sig ved siden af mig og tager min hånd, når det går dårligt.”

To etager under Emilie Molsted bor hendes lillesøster Frida. De har været tætte, siden de var små: ”Fordi vi er skilsmissebørn, er vi hinandens livsvidner på en meget speciel måde,” siger hun.

SELVOM HENDES BARNDOM og ungdom på mange måder var fyldt med tvivl, lå den ikke i musikken. Hun vidste, at hun var god, det kunne hun jo høre. Da hun var fem år, lærte hun at fløjte en melodi sammen med en veninde, som de efterfølgende viste for venindens far. Han roste dem til skyerne: ”Ej, hvor er I gode.” Det kunne hun ikke forstå: ”Hvorfor synes du, vi er gode, når Ida fløjter falsk?” spurgte hun.

Emilie Molsted griner højt, som hun ofte gør, da hun genskaber sig mindet.

”Det må have været belastende. Jeg havde på nogle måder kæmpe storhedsvanvid som barn, men jeg tror samtidig, det er en af grundene til, at jeg aldrig har været i tvivl om, hvad jeg ville. Jeg synes virkelig, jeg har noget at give.” 

Hun var heller ikke særlig gammel, da hun en dag kom grædende ned ad trappen og sagde til sin mor: ”Jeg ved ikke, om jeg kan overskue at blive kendt.” 

Men pilen pegede alligevel i sikker retning, især med de mange positive reaktioner, hun tidligt begyndte at få fra folk, der mente, at hun sang godt. Til gospelkor blev hun trukket til side af sanglæreren, der roste hende, og som 14-årig begyndte hun at undervise voksne i sang. 

Ikke alle var dog lige begejstrede for de store armbevægelser. På efterskolen havde Emilie Molsted en gæstelærer i gospelsang, der blev ”sindssygt irriteret” på hende, når de andre elever spurgte hende til råds. 

”Hun hang mig hele tiden ud og sagde, at jeg tog fejl. Den slags eksempler, hvor nogle lærere har syntes, at jeg skulle pakke sammen, har jeg en del af: ’Hvem tror hun, at hun er?’ Nogle gange har folk nok også tænkt: ’Hold da kæft, hun synger højt, hvor er det belastende! Kan vi andre ikke, please, få lov til at være her?’ Det har måske virket, som om jeg ikke kunne få nok af applaus og opmærksomhed, og nogle gange har det sikkert også været sådan. Men andre gange har jeg sunget højt, fordi det nu engang er sådan, jeg synger.” 

Det eneste sted, hvor ingen tog stilling til hendes sangevner, var derhjemme. Hendes mor kommenterede dem aldrig – hverken om det var godt eller skidt.

”Jeg har nogle gange higet efter ros fra hende, hvor hun har sagt: ’Er det da ikke nok, at de andre siger det?’ Og hvis folk sådan virkelig roste mig, sagde hun altid: ’Emilie, hvis du mister stemmen en dag, og du ikke kan synge, vil du stadig være lige så meget værd.’” 

Heller ikke hos faren var der meget at hente. Han sagde til hende, at hun aldrig ville blive den bedste. Han havde selv levet som violinist, guitarist og gårdsanger i mange år og havde en stor frygt for, at datteren ville ende med at blive enormt skuffet. Derfor var det hans måde at forberede hende på det ved at sige: ”Lige meget hvad du gør, vil der altid være nogen, der er bedre end dig.”

”Det afskrækkede mig ikke. Jeg tænkte bare: ’Så lad da mig komme af sted og møde dem, der er bedre.’”

”MINE PATTER ER ved at falde ud!” råber Emilie Molsted ud over folkemængden på Smukfest og fortsætter: ”Jeg ved godt, jeg selv har bedt om det … kan vi aftale, at hvis min nipple falder ud, så siger I det lige? For jeg kan mærke, det kommer til at ske i dag – på grund af jer … Smukfest!”

Det er cirka halvvejs inde i koncerten, og der er propfyldt, så langt øjet rækker, fra Bøgescenen og ud i Dyrehaven i Skanderborg. Et sted i menneskemængden vælter en fuld mand rundt med en Pikachu-hat på hovedet, mens han balancerer med lidt for mange fadøl, der skvulper på de forbipasserende. Men langt de fleste har fokus rettet mod popsangeren på scenen, der allerede har taget publikum igennem flere af sine største hits. Særligt på de forreste rækker, hvor hovedparten er unge piger – men ikke kun – er mange ligefrem opløst i gråd. Måske af lykke, måske fordi Jada taler til dem med både sin musik og med de ting, hun siger til dem mellem numrene. 

”Hvordan går det med nipplesene? Super, det er godt. Det er det, man har venner til. Er der nogen, der er der med deres venner i dag?” siger hun ud til publikum, der besvarer spørgsmålet med et samstemmende jubelråb. ”Stil jer tæt sammen, så synger vi en sang om det eneste, der betyder noget i hele verden, nemlig at være der for hinanden og støtte hinanden. Er der nogen lige nu, der er her, selvom I går gennem noget og har ondt i maven, så er den her sang til jer.”

Til sidst slutter det hele med monsterhittet ’Nudes’, en sang om en ung kvinde, der føler skam efter at have sendt nøgenbilleder til en fyr, men vinder fortællingen om sig selv tilbage. 

Emilie Molsted benytter lejligheden til at præsentere de andre på scenen som ”de mest pinlige” mennesker, hun kender – de pinligste dansere, de pinligste korsangere, de pinligste bandmedlemmer – før det hele bryder ud i en næsten endeløs fællessang.

Mens hun danser rundt på scenen i små, hvide gevandter, står en flok teknikere afventende bag scenetæppet og venter på, at de om få øjeblikke skal rømme Bøgescenen før næste kunstner. 

”Hun er så vild,” siger den ene, mens de andre nikker.

EN DEL AF hemmeligheden bag Jadas succes er selvfølgelig, at hun kan synge. Men hun er også med sit væsen – en kombination af urokkelig selvtillid og hudløst ærlig sårbarhed – blevet et ikon på den danske musikscene, som tusindvis af særligt unge mennesker føler, de kan spejle sig i. 

”Jeg er ekstremt glad og stolt over at være sådan en person for andre, men jeg har det også sådan, at det er jo dem, der gør det. Det er dem, der unlocker noget. Jeg findes jo bare, og hvis det kan være med til, at andre tænker om sig selv på en anderledes, dejligere måde, er jeg bare glad.” 

Hun ved godt, at hun måske er atypisk i sin måde at optræde på. Hun dyrker ingen illusioner om kunstnerens coolness, hun vil hellere pille det ned og understrege, at hverken hun selv eller nogen af de andre på scenen er specielt seje, og hun kan ikke lade være med at krydre det med budskaber om, at man skal huske at være søde ved hinanden. 

”Jeg har altid lyst til at sige, at det kan blive godt igen. Det er svært at række ud, og det er svært at bede om hjælpe, men jeg ønsker virkelig, at man gør det. Jeg kender selv folk, der har så svært ved at bede om hjælp, og jeg kan mærke, hvor inderligt jeg gerne vil være der for dem.”

Det sker dog også nogle gange, siger sangeren, at folk læser for meget ind i det, hun siger eller gør. Da den første musikvideo kom ud til sangen ’Keep Cool’ i 2018, oplevede hun, at mange troede, at Jada var en form for aktivistisk projekt. 

Hendes egen idé var at genskabe stemningen og fællesskabet fra en kvindeafdeling i et kurbad, men ikke alle læste det på den måde. Der måtte ligge et statement i, at der sad en flok kvinder uden særlig meget tøj på. Siden er hun mange gange blevet mødt af det samme, som når hun eksempelvis optræder med ubarberede armhuler eller i stramtsiddende tøj.

”Jeg tænker tit over, hvorfor så mange har et behov for at politisere min krop. Hvorfor tror folk altid, det er et statement, hvis jeg har lidt tøj på? Af en eller anden grund tror mange åbenbart, at jeg helst vil dække mig til, og måske også burde dække mig til, fordi min fedtprocent nu er, som den er. Det forvirrer mig, det provokerer mig, og det kan også gøre mig trist,” siger hun. ”Det er ikke et aktivistisk projekt, hver gang jeg tager tøj på. Det føles ikke sådan for mig. Jeg tager faktisk bare tøj på, som jeg synes er flot og sejt.”

PÅ SMUKFEST OPDAGEDE hun igen, hvordan meget af det, hun gør og siger – på godt og ondt – har det med at blive brugt i andre sammenhænge. Der gik ikke længe før det, hun sagde på scenen om sine ’patter’, hurtigt blev til clickbait-overskrifter rundtom i tabloidpressen. 

”Der har været et par episoder, hvor jeg har sagt noget, som er blevet taget ud af kontekst, og derfor er der en lillebitte stemme i mit hoved, der tænker: ’Nu skal du stoppe med at snakke om patter på scenen.’ Men samtidig kan jeg mærke, at nej, det går ikke, jeg kan ikke stoppe med at snakke om patter på scenen. Eller jo, jeg kan godt, men det bliver ikke sjovt, hvis jeg skal tænke over det på den måde. Så er der kun den mulighed, at jeg kan lære at navigere i de følelser, der kommer af opmærksomheden, når jeg siger de forskellige ting.”

Også denne gang førte overskrifterne en byge hadefulde kommentarer med sig. Dem har hun måttet leve med siden begyndelsen, men de rammer hende ikke så meget som i starten. Nu er det mere ”som at spise en dårlig reje”, som hun formulerer det. Hun mærker det i maven et døgns tid, og så er det ude igen. 

”Jeg får ofte mere ondt i maven af, at nogle åbenbart føler sig fanget i deres liv på en måde, hvor de er nødt til at vende følelsen af ufrihed mod andre, der måske bliver et billede på det, de ikke er. Dem, der bliver provokeret af mig, skriver næsten altid noget, der handler om et niveau af sluttyness eller tykhed. De tror, de kan ramme mig med det, men lige netop de to ting bliver jeg ikke stødt af. Det føles bare som fakta, når folk siger til mig, at jeg har lidt tøj på eller tykke arme. Så tænker jeg altid: ’Det er så rigtigt!’”

JADA OM …

Krop

”Alle steder i popkulturen er der jokes om, at det er dumt at være tyk. Jeg har altid hvilet ret meget i mig selv, men det er svært ikke at komme til at kæmpe med kropstanker. I mine sene teenageår og tidlige tyvere var der en periode, hvor jeg dealede virkelig meget med, hvordan jeg så ud.”

TIDLIGT LÆRTE EMILIE Molsted en vigtig lektie: Hvis valget står mellem at lave om på sig selv eller sine omgivelser, skal man til hver en tid tage det sidste. Hun var nemlig ikke et barn helt som de andre. Som seksårig rendte hun rundt i en gammel babybluse, hun havde fundet, som var alt for lille til hende, men som hun selv syntes skar helt perfekt på maven, mens hun sang med på ’Smukke Sally’ og forestillede sig, at det var hende, der var med i ’Bølle Bob’. 

Da hun begyndte i skole, fortsatte hun med at klæde sig, som hun selv bedst kunne lide det. Ofte var det noget, hun faldt over, når hun var med sin mor rundt i sydsjællandske forsamlingshuse og på vikingemarkeder, eksempelvis lædersko med snørebånd, islandske sweatere og vikingehatte eller en kæmpestor kjole, som hendes mor havde fået af en srilankansk veninde. 

”Når man tropper op på en provinsskole, hvor alle går i Kawasaki-sko, med en lang vikingekappe og lædersko, mens man synger gamle danske sange, er det som at bede om opmærksomhed,” siger hun.

Derhjemme kunne Emilie Molsted rende rundt i en skør og legende verden, hvor alt var tilladt, men i mødet med de andre kom hun til at stikke ud. Hun blev en uundgåelig skydeskive for meget af den mobning, der foregik i skolegården. 

De andre gik, når hun kom, eller gav hende kun lov til at være med i legen, hvis hun drak et glas med de andres spyt. 

”Børn er masterminds med sådan noget. Jeg følte mig dum og forkert, og det var meget ubehageligt at blive holdt udenfor. Men jeg tror, det var kommet til at fylde meget mere i mit liv, hvis jeg havde følt, at jeg var alene med det. Min mor tog det meget alvorligt og nægtede at acceptere, at det skulle være sådan.” 

En eftermiddag efter skole sagde Emilie Molsted til sin mor: ”Jeg kan ikke gå tilbage.” 

To dage senere havde hun skiftet skole.

”Det var ikke sådan noget med, at min mor sagde: ’Prøv lige igen.’ Hun var meget hurtig til at reagere, og det, tror jeg, har gjort, at det ikke er blevet en ubehagelig oplevelse, som har defineret mig særlig meget,” siger hun.

Den næste kommuneskole var heller ingen succes, men så endte hun på Næstved Fri Skole, en ’demokratisk friskole’, hvor budgettet blev administreret af eleverne selv, og hvor man kunne bestemme sit eget skema. Den allerførste skoledag troppede hun op i en stor, struttende blå nederdel med en blå kjole udenpå samt en blå kappe med et ’Ringenes Herre’-agtigt sølvblad, som hendes mors veninde havde syet, og på hovedet havde hun en kæmpestor guldkasket. 

Ved ankomsten løb de andre børn ud for at byde hende velkommen, og modsat tidligere var det til kommentarer som: ”Wow, den kappe er sej!” Alt det, hun før var blevet mobbet med, var pludselig noget, de andre børn elskede hende for. Det kom til at hele meget i hende. 

”På nogle punkter har der været en længsel i mig for at passe ind. Der har været tidspunkter, hvor jeg har ønsket, at jeg var en anden. Hvorfor kunne jeg ikke bare tage det samme tøj på som de andre? Men for mig har det aldrig føltes som en mulighed, og så må jeg bare tage de slag, der følger med, for det andet er ikke et liv for mig. Jeg vil hellere dø end lave mig selv om.” 

EN TIRSDAG FORMIDDAG længe før Smukfest-koncerten ligger Emilie Molsted i en industribygning i Glostrup for sig selv og laver strækøvelser. Hun ligner en, der er i sin helt egen verden på trods af det, der foregår i resten af den store øvesal. Mens trommeslageren jabber lidt med trommestikkerne, farer tourmanageren lidt hvileløst omkring for at sikre sig, at alt er, som det skal være, og konsulterer teknikerne, der noterer på både computere og papirlapper. På bordene rundtomkring er der tomme vandflasker og halvfærdiggnaskede æbleskrog, og midt på gulvet, hvor ledninger snor sig ind og ud mellem hinanden, springer en større flok dansere rundt som børn, der har fået for meget fredagsslik. 

Da Emilie Molsted langt om længe træder ud midt i lokalet, falder der ro på omgivelserne. Hendes mørkebrune hår er sat op i fletninger, og hun er iklædt matchende top og nederdel i grå, hvide og pink farver. Hun rækker sin hånd i vejret: ”Okay, jeg melder klar.” 

Mens korsangere, bandmedlemmer og de 20 dansere finder deres pladser, indfinder hun sig selv ved mikrofonen. Det er den sidste øver, før de skal optræde på Orange Scene på Roskilde Festival tre dage senere, og dermed sidste chance for at finjustere det hele og fixe de udfordringer, der måtte være.

Helt tilbage i 2019 fik Emilie Molsted at vide, at hun skulle åbne Roskilde Festival, men en pandemi kom i vejen, og siden er der gået næsten tre år. Ret lang tid at gå og være nervøs. Særligt de sidste måneder inden har hendes tanker kredset om koncerten hele tiden, og hver gang hun er gået ned ad en trappe, har hun tænkt: ”Gå langsomt, bræk ikke foden, du skal spille på Orange.” Faktisk har hun i et helt år stort set ikke festet, fordi hun har villet undgå at slide sin stemme. Der måtte simpelthen ikke ske noget, for hun ville spille den koncert. 

”Jo tættere vi er kommet på datoen, jo mere har jeg kunnet mærke, at det er blevet nytårsaften gange tusind,” siger hun senere på dagen. ”Det har virkelig føltes som en kraftpræstation at gå rundt og vente i tre år uden at gå amok.”

JADA OM …

At møde sine mobbere

Efter hun slog igennem som musiker, er hun stødt på nogle af dem, der mobbede hende i Bisserup som barn. ”Jeg har ikke haft behov for at sige noget om det, for jeg har ryddet op i det selv, og jeg ved også, hvordan det er at være barn. Mange af dem elsker Jada nu og kommer til koncerterne, og det er jeg bare glad og taknemmelig for. Alt det der, der skete dengang, har fundet sin plads inde i mig.”

Aktivisme eller ej

Emilie Molsted oplever ofte, at andre gør hende til en slags aktivist, men sådan betragter hun ikke sig selv: ”Der er aktivister derude, der gør det hele tiden. Den klub gør jeg slet ikke nok til at kunne være med i. Den ære kan slet ikke tilfalde mig. Derudover er det faktisk lidt mærkeligt for mig at blive gjort til aktivist, bare fordi jeg optræder i tætsiddende tøj. Jeg føler slet ikke, jeg er tyk nok til at kunne kalde mig selv tyk. Jeg er sådan lidt mini-tyk, og det har jeg bare altid været.”

I GYMNASIET INVITEREDE Emilie Molsteds mor hende en dag ud at spise. Mens de sad der, sagde moren pludselig: ”Helt ærligt, du synger aldrig mere. Jeg tror ikke, du har det godt.”

Sangen havde altid været morens lakmustest: Når Emilie som lille var syg, blev hendes mor først bekymret, når datteren ikke længere sang. Så vidste hun, at det var på tide at ringe til lægen. Og nu havde hun bidt mærke i, at hun var begyndt at synge mindre.

”Hun havde ret, jeg havde det ikke godt. Jeg kunne ikke lide at gå på gymnasiet. Jeg kom fra en mindre skole, hvor der var meget tillid, til et sted, hvor der ikke var nogen som helst tillid til, at man ville hinanden det godt.” 

Kort efter Emilie Molsted var begyndt på gymnasiet, havde hun meldt sig til at blive en del af fredagsbaren. Fra sin opvækst var hun vant til at indgå i alle slags fællesskaber, men fik her at vide, at de ikke manglede nogen. Senere erfarede hun fra anden side, at de ikke havde villet tage hende ind, fordi hun ikke var sej nok. 

Miljøet på gymnasiet forplantede sig i hendes adfærd. Og eftersom ingen regnede med, at man interesserede sig for undervisningen, skete der lige præcis det, at ingen lavede noget, heller ikke hende selv. 

”Jeg kan ikke trives i miljøer, hvor ingen synes, det er sjovt at være. På den måde er jeg ekstremt følsom over for stemninger, og hvis der er grundlæggende dårlig stemning, påvirker det mig meget. Min mor syntes, at jeg var begyndt at lyve virkelig meget, og da hun sagde det, kunne jeg se, at hun havde ret. Det kunne jeg heller ikke selv lide, men gymnasiet skævvred mine værdier.”

Da hendes mor kort tid efter skulle til Colombia med sin teatergruppe, meldte Emilie Molsted sig ud af gymnasiet og rejste med. Hjemme igen, en måneds tid senere, flyttede hun som 18-årig til København for at prøve at forfølge sin sangkarriere. Først på den frembrusende, naive måde. Med vennen Christian tog hun for eksempel forbi et af de store pladeselskaber i håb om, at de kunne få lov til at tale med – eller synge for – nogen, der kunne give dem en pladekontrakt. Men nej. Receptionisten bad dem vende tilbage, når de havde en aftale. 

I stedet tog de tilbage til Christianshavn, hvor hun på daværende tidspunkt havde en lejlighed. De satte sig ud på altanen, mens de ventede på, at hendes overbo skulle komme ud – en vis Lukas Graham. Da han langt om længe gik ud ad hoveddøren, sang hun så højt, som det var muligt, men i stedet for at stoppe op og lade sig betage af englesangen sjoskede han bare videre.

TILBAGE VAR KUN den langsomme, mere rigtige måde. Hun begyndte på Musikalsk Grundkursus, og sammen med nogle af de andre studerende dannede hun bandet Jeanne d’Arc Stone, hvor hun og Christian skulle være frontpersoner. 

De kom tidligt til at optræde på spillesteder som Mojo og Rust og blev i det hele taget ret hypede i det københavnske undergrundsmiljø. Til en af deres koncerter dukkede 300 mennesker op, og da Christians far filmede noget af koncerten og lagde det på YouTube, fik et svensk pladeselskab pludselig øjnene op for dem. De kontaktede deres danske søsterselskab og fortalte, at der rendte nogle uslebne diamanter rundt, som de skulle have fingre i. 

”Det var meget sådan ’Hannah Montana’-agtigt at få hul til pladebranchen, fordi nogen har opdaget én på en video på internettet,” husker Emilie Molsted, der, selvom hun havde drømt om netop det, alligevel ikke følte sig helt klar, da hun rent faktisk stod med muligheden på hånden. Sådan havde hun det også, da der efterfølgende var andre pladeselskaber, der forsøgte sig. 

”Jeg må have været så øretæveindbydende at arbejde sammen med nogle gange, men jeg kunne mærke, at det ikke var det rigtige. Det kommer til at lyde så højrøvet, men helt ærligt, så kunne jeg mærke, at hvis jeg sagde ja til det, ville jeg blive kendt, og det var jeg overhovedet ikke klar til,” siger hun.

På det tidspunkt var Emilie Molsted 22 år. Hun gik stadig på musikkonservatoriet, og særligt en af sanglærerne blev ved med at indprente hende, at hun altså skulle til at sige ja, for hvis hun gerne ville leve af at synge og optræde, kunne man ikke afvise alle muligheder.

”Jeg var selv overrasket over, at jeg sagde nej til det hele. Det var jo ikke min plan. Min plan havde været at få det til at ske, men hver gang jeg stod med valget, kunne jeg mærke, at det ikke var nu. Jeg var for ung, for usikker og ikke klar til at stå imod presset.” 

Selvom Emilie Molsted på mange måder altid havde hvilet i sig selv, var det et tidspunkt, hvor hun dealede med forskellige ting, blandt andet de dårlige kropstanker, som hun havde fået med fra barndommens mobberi. Hun kunne ikke pludselig blive sådan en, som alle kendte, før hun var landet i sig selv. 

Men det var ikke det eneste, der skete i den periode. Inden i hende selv voksede også en fornemmelse af, at hun slet ikke skulle være en del af Jeanne d’Arc Stone.

Hvis hun skulle gøre sin entré i musikbranchen, måtte hun gøre det på sin egen måde, og det betød, at hun blev nødt til at bestemme det hele. Derfor måtte hun sige nej til Christian og deres fælles projekt.

”Det var megasvært og føltes megauretfærdigt over for ham. Han var træt af mit ansigt i rigtig lang tid efterfølgende, men … jeg kunne ikke gøre for det. Jeg havde brug for total selvstændighed, jeg havde brug for, at det var mig, der gjorde det.”

JADA OM …

At vokse op omgivet af kvinder

Emilie Molsteds opvækst med kvinder har været med til at forme hende. Tidligt lærte hun, at ingen følelser var forkerte: ”Der blev brugt lige så meget tid på det følelsesmæssige arbejde som på det praktiske arbejde i dagligdagen, og det har præget mig helt vildt meget. Sådan er det stadig i dag. Jeg kan sagtens sige til min mor eller søster: ’Du irriterer mig så grænseløst lige nu, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte.’ Vi har et fuldstændig filterløst forhold.”

TIL DEN FØRSTE Jada-koncert i Pumpehuset i København i foråret 2017 dukkede 600 op. Om de kom for at høre hende eller det finske hovednavn Alma, var dog svært at vurdere. Men da hun året efter udsendte sin første single, ’Keep Cool’ med en musikvideo, hvor hun og korsangerne slangede sig i et badekar, var der ikke længere tvivl om, at hun havde fat i noget. Få uger senere fik hun at vide, at hun skulle spille på Countdown-scenen på Roskilde Festival samme sommer. Her troppede hun op iført cowboyhat, en lille skriggrøn top og bar mave og en stram grøn nederdel, og selvom hun havde frygtet, at ingen ville dukke op, kom der 7.000 mennesker. 

Senere fulgte singlen ’Lonely’, der blev en landeplage og Ugens Uundgåelige på P3, og som i 2019 indbragte hende priser ved både P3 Guld, Carl Prisen og Steppeulven, og så ringede kronprinsesse Mary til hende for at fortælle, at hun i øvrigt også havde vundet Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris.

Debutalbummet ’I Cry a Lot’ førte til stribevis af rosende anmeldelser og til prisen som Årets Nye Livenavn ved Danish Music Awards, og da hun i 2020 udsendte hitsinglen ’Nudes’, blev triumftoget kun forlænget. Medierne sammenlignede hende med Beyoncé og Adele, og hun blev den første kunstner nogensinde til at vinde alle tre P3 Guld-priser. ”Tusind tak. Fuck mand. Seriøst, mange tak,” fremstammede hun på scenen.

Det lignede en hurtig, ubesværet opstigning. Men inde i Emilie Molsted havde det nærmest fra begyndelsen været ved at ramle. Både i tiden før og efter den første koncert på Roskilde Festival var hun udmattet og græd – ofte uden nogen særlig grund, følte hun – og hun havde fået sig en mavepine, der efterhånden havde varet så længe, at hun var begyndt at tænke, at sådan var det åbenbart at være kendt musiker.

”Jeg havde vildt svært ved at indrømme over for mig selv, at jeg havde det dårligt. Jeg havde altid haft det godt, når jeg stod og sang, men hver gang jeg gik ned fra scenen i den periode, fik jeg det så dårligt, at jeg havde lyst til at sætte mig ned og græde. Og når jeg græd, kunne jeg ikke rigtig stoppe igen. Jeg havde lyst til at forsvinde. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at leve mere, men jeg ville ønske, at jeg på en måde … ikke eksisterede.”

DET VÆRSTE VAR næsten den skamfulde følelse overhovedet at have det på den måde. 

Hun var nærmest ikke i gang, og hvis hun allerede blev stresset af det, måtte det betyde, at hun ikke var bygget til det liv. Hun havde insisteret på at gå sin egen vej, og det var jo nu, det hele skete, så det var nu, hun skulle sige ja til alt.

”Jeg havde en følelse af, at jeg skulle være den bedste, og at enhver person, jeg var i kontakt med, skulle tænke, at de aldrig havde mødt en sejere person, hørt sjovere jokes og oplevet nogen synge smukkere. Jeg skulle tjekke alle boksene af, men jo mere stresset jeg blev over at skulle være perfekt, jo dårligere fik jeg det.” 

Samtidig begyndte hun at opleve bagsiden af et folkeligt gennembrud. På sociale medier skrev folk, at de var ved at brække sig over bare at kigge på hende. Det hele blev for meget, hun fik svært ved at mærke sig selv, og hun blev berøringsangst og bange for at gøre andre kede af det, hvis hun satte sine grænser. 

Blev hun forholdt noget, hun helst ikke ville, prøvede hun at smyge sig uden om en beslutning med små tricks som lige at binde sine snørebånd, fake et telefonopkald eller gå på toilettet. Men det var ikke holdbart, og hendes forsøg på at konfliktnedtrappe ved at være konfliktsky gjorde, at hun i stedet fik konfliktoptrappet mange af sine samarbejder. Hun blev ‘uklar’ i sin måde at være til i verden.

Det var hendes lillesøster, der først opdagede, at tingene ikke var, som de skulle være. Hun tog Emilie Molsted med et smut i sommerhus, der blev forlænget til en måned, før sangeren sygemeldte sig året ud med stress og aflyste den kommende efterårsturné.

”De ting, jeg kæmpede mest med som menneske, blev sat på spidsen i den periode. Det er ikke for at lyde taknemmelig for min krise, men på en måde er jeg det faktisk, for jeg udviklede mig helt vildt meget. Livet for mig handler ikke kun om, at det skal gå godt, og selvom det er røvnederen at gå igennem kriser, sætter jeg stor pris på dem efterfølgende – i hvert fald den slags kriser, jeg har stiftet bekendtskab med.” 

Selvom hun var nervøs for, om hun ville smide sin karriere på gulvet ved at trække i håndbremsen, netop som den skulle have fuld smadder, var der ikke noget alternativ. I stedet for at stå i spotlightet på de store scener, satte hun sig i baggården på Café Asta på Valby Langgade og lod dagene passere. 

”Jeg nåede frem til, at man ikke behøver at have ondt i maven for at gøre det her. For jeg havde været i en meget intens form for skole, hvor jeg tydeligt havde oplevet, hvad der sker, hvis jeg ikke har mig selv med. Så bliver jeg en tom skal, der ikke kan noget ud over at sidde her i gårdhaven – som et batteri, der bliver ladet meget, meget, meget langsomt op.”

JADA OM …

At være leder 

I bandet Jada har Emilie Molsted indført MUS-samtaler, som hun holder med de andre medlemmer. Hun vil gerne skabe mere professionelle strukturer. ”Jo mere styr der er på rammerne, jo nemmere er det at bevare udgangspunktet, nemlig at vi elsker at spille musik,” siger sangeren, der går op i at være leder og læser mange lederbøger i sin fritid, for nylig eksempelvis bogen ’Leaders Eat Last’.

At crowdsurfe

”Til Musik i Lejet revnede mine bukser, og min beltpack røg ud, efter jeg havde crowdsurfet, så jeg kunne intet høre. Nogen kastede en hat op, og jeg smed mine bukser. Det var vildt og spontant, men samtidig havde jeg følelsen af at have dem lige i kraven. Jeg elsker, når jeg tager publikum i kraven, river dem rundt og pludselig slipper dem, så de svæver i luften, før jeg griber fat i dem igen.”

SIDST I AUGUST sidder hun atter i cafeens gårdhave. Ved siden af har en ung kvinde netop sat sig, og da det går op for hende, hvem der sidder ved nabobordet, kan hun ikke dy sig for at sende stjålne blikke og tage et enkelt, diskret billede på sin telefon. Det er ikke noget, Emilie Molsted opdager, og i det hele taget har hun for det meste en følelse af at kunne gå i fred. 

”Jeg synes faktisk, at folk er supertjekkede. De er gode til at læse mig – som nu, hvor jeg sidder i Birkenstock-sandaler, nogle gamle fiskerbukser fra efterskolen og en gammel skjorte. Så plejer de at kunne se, at jeg ikke er på arbejde.” 

Ved bordene rundtomkring er folk stimlet sammen efter arbejde og har fået tanket kolde fyraftensøl. Senere skal Emilie Molsted mødes med nogle venner. Den slags har der ikke rigtig været tid til i månedsvis, men nu kan hun endelig fordøje en vellykket sommer. 

”Det har været en fuldstændig fantastisk sommer. I hvert fald i min lille verden. Det har været alt, jeg havde drømt om, faktisk.” 

Samtidig oplever hun også et behov for at koble af fra Jada og være alene. For lige om lidt venter en ny tour, denne gang en udenlandsturné, der vil føre hende til scener i byer som Berlin, London, Paris, Amsterdam, Zürich og Oslo, og så vil hun igen komme til at være omgivet af folk i den ene minibus efter den anden. 

Særligt i begyndelsen, da Emilie Molsted bragede ind på hitlisterne, var det en vild oplevelse for hende at forholde sig til den opmærksomhed, der fulgte, når hun bevægede sig udenfor. Det tvang hende tidligt til at tænke over, hvordan hun kunne blive ved med at være i det og stadig have det godt.

”Det er svært at snakke om, for det lyder hurtigt, som om man beklager sig over ’den hårde berømmelse’. Men det eneste, der er hårdt ved det, er, at jeg kan bruge virkelig meget tid på at tænke på mig selv. Hvis jeg kigger ind i nogens øjne, og jeg kan se, at de genkender mig, føles det lidt som at kigge ind i et spejl. Man havde lige glemt, at man eksisterede, men så får man de der 10 sekunders selvbevidsthed. Det prøver jeg at arbejde lidt med, for det er sådan en stor fryd at glemme sig selv.”

I FORÅRET 2022 udsendte Jada albummet ’Elements’. Det tog afsæt i de fire elementer, der repræsenterede forskellige følelser og stemninger i hende. Et ambitiøst album, der ville meget, også for meget, mente nogle anmeldere, og selvom det blev taget rigtig godt imod mange steder, var det stort set første gang, hun prøvede at blive bedømt mindre godt for sine musikalske evner.

”Jeg har været virkelig ked af det over nogle af anmeldelserne. Det har føltes skamfuldt, at der står de der ting. En af anmelderne skrev noget om, at mine tændstikker var våde, selvom jeg selv troede, at de var tørre. Sådan noget er så pinligt, det føles som at blive taget med bukserne nede.”

For tiden er Emilie Molsted ved at lave ny musik, men indtil videre går hun med det helt for sig selv. Hun har bedt sit pladeselskab om slet ikke at spørge hende, hvordan det går, for hun har brug for en periode, hvor hun står med det alene. Efter at have sundet sig oven på de blandede anmeldelser i foråret mærkede hun en ny, stærkere følelse – nemlig, at det jo slet ikke var så slemt igen.

”Jeg har tænkt over, hvordan jeg undgik, at det dér udenom blev en kæmpe byrde: opmærksomheden og bedømmelsen. Jeg identificerer mig slet ikke som ’den lidende kunstner’, så det har været noget med at få det placeret ordentligt. Jeg er blevet mindet om, at for mig handler det først og fremmest om at skabe. Det har været en rar følelse at lande i, og det har været sygt dejligt at slippe af med de der forventninger, for jeg kan mærke, at hvis jeg først prøver at regne ud, hvad der bliver en succes, bliver det hele lige meget for mig.” 

TIDLIGT I SIN karriere fik Emilie Molsted to modstridende råd. Det ene kom fra hendes mor, som havde en ven, der havde arbejdet på en bog i 30 år. Han havde skrevet og skrevet, og hver gang bogen var færdig, læste han den igennem og besluttede sig for at skrive den om. Han havde aldrig udgivet noget, og derfor mente hun, at datteren skulle skubbe frygten for bedømmelsen til side og i stedet bare komme ud med det.

Det andet kom fra en i musikbranchen, der sagde: ”Hvorfor skyde med spredehagl? Det er bedre at lægge en grundig plan og så lave sniperen.”

”Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Intet ved den analogi tiltaler mig,’” siger hun og griner. ”Så vil jeg hellere ud med det. Det er ikke alle i musikbranchen, der er enige i den tilgang. Mange mener, det er vigtigt at perfektionere hvert skridt, men sådan kan jeg slet ikke være i det. Det kan meget hurtigt lyde helligt, men det er ikke succesen, der driver mig. Jeg kan sagtens selv glemme det, når jeg enten har succes eller ikke har det, men det er ikke, hvad det handler om for mig. Det at synge og skrive musik er det, jeg er kommet for. Det er der ingen tvivl i min sjæl om. Men jeg vil også have det sjovt og have mig selv med.”

SEBASTIAN lærte sig selv at spille guitar på en kostskole i 60’erne, og siden har han spyttet plader ud på samlebånd og opbygget en kæmpemæssig national sangskat. Alligevel ser han efter mere end 50 år som trubadur stadig sig selv som outsider. Ud & Se har mødt kunstneren, der har begejstret i generationer, og dykker i 11 scener ned i det, der var med til at forme ham.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Ricky John Molloy

LONES PØLSER’ TRÆKKES ned ad Forhåbningsholms Allé på Frederiksberg af en kvinde, der måske er Lone selv. Med pølsevognen i hånden og en lille slange af utålmodigt ventende biler efter sig vader hun i adstadigt tempo hen over den våde asfalt, som nedfaldne blade i efterårets farver klæber sig til. Forbi en mand i orange vest, der råber på polsk i sin telefon, forbi en anden i refleksgult, der med en smøg i mundvigen er i gang med at grave et stort hul lige midt i fortovet. Hvad kunne en folkesanger ikke få ud af sådan en scene?

Ikke så langt derfra ligger et pladestudie bag et hvidt stakit i en gul bygning, der på bagsiden grænser op til Sankt Knuds Vej, et passende sted, skulle man mene, når man hedder Knud Grabow Christensen – med kunstnernavnet Sebastian – og har en mere end 50 år lang karriere bag sig, 60 album, 4.000 koncerter og et ridderkors som tak for tro tjeneste. Da hoveddøren lidt efter blæser op, står den 72-årige trubadur på den anden side med vindomsust hår i sorte Camper-sko, joggingbukser og en nedlynet grøn Patagonia-trøje over en blåternet skjorte og en mørkegrøn T-shirt, der ikke helt formår at dække maven. 

Da han for at være venlig giver sig til at smile, ligner han en mand, der gør det for første gang i sit liv. Han gider egentlig slet ikke det der med at snakke om sit liv, hvad han da også når at gøre opmærksom på et par gange. Hans stemme er skrøbelig, han hoster, harker, bliver pludselig helt hæs og må kvæle tudsen i halsen med et ordentligt glas vand, før lyden vender tilbage. Som en gammel radiator, der lige skal varmes op. Men da han først får sat sig i de bløde sofaer, går der ikke længe, før han fortaber sig i anekdoter fra et langt liv på landevejen. 

1. 

EN UNG MAND ved navn Knud med lyst grydehår og forvasket cowboyjakke traskede hvileløst gennem de snavsede gader i Pisserenden i Indre København en forsommerdag i 1964. Han var 14 år gammel, og han vidste ikke, hvor han var på vej hen, kun, at han ikke var på vej hjem, for der hørte han ikke til. Det havde han ikke gjort, siden hans stedmor kom ind i billedet nogle år tidligere. Hun mente, der var noget galt med ham, og fik ham ligefrem indlagt til observation på Statshospitalet i Glostrup. Her var diagnosen dog en anden. De mente, at han blot havde brug for luftforandring. 

Hvem kunne egentlig fortænke ham i at døje med en vis rodløshed? Der havde ikke været mange faste holdepunkter i hans liv indtil nu. Knap havde han forladt hospitalet efter at være kommet til verden en decemberdag i 1949 i Sønderborg, før han blev sendt tilbage – denne gang med engelsk syge. Det næste halvandet år blev tilbragt i sygesengen, og da han omsider kom hjem igen, døde hans mor af kræft. Siden havde der slet ikke været noget hjem. Hans far var militærmand, nærmere bestemt karriereofficer, der hele tiden blev udstationeret nye steder, og hver gang måtte han og storesøsteren Inge-Birte lade sig indskrive i en ny skole med nye mennesker. I en periode endte de helt oppe i Norge, i den lille by Stabekk vest for Oslo. Ikke noget nemt liv for en genert og sky dreng som ham.

Faren var en mand af den gamle skole, han gik op i en håndfast opdragelse, der mestendels bestod af kæft, trit og retning. Der lå en stramhed over dagligdagen, der gjorde det næsten umuligt for sønnen at trække vejret frit. Da stedmoren kom ind i billedet, blev det hele kun værre, for de to kom fra starten dårligt ud af det med hinanden. Hun forbød ham og storesøsteren at se deres afdøde mors biologiske familie, og efter episoden med Statshospitalet var den sidste rest af tillid forsvundet, hvis der nogensinde havde været nogen. 

Så nu gjorde han alt for ikke at være derhjemme. Ikke at han følte sig specielt meget bedre tilpas andre steder. Han var en outsider, en nobody, sådan så han sig selv, uden fast krog i tilværelsen. Men det var trods alt bedre at rende rundt på må og få end at sidde derhjemme.

Ud ad et åbent vindue i en af de små lejligheder i Pisserenden kom der pludselig toner svævende, båret af vinden. Små insisterende guitar- og basriffs. De skyllede ind over ham, så han næsten følte sig frosset fast til den hullede asfalt. Sådan havde musik aldrig ramt ham før. Han blev stående, mens resten af nummeret, som han senere kom til at lære som The Rolling Stones-sangen ’It’s All Over Now’, spillede færdig. Nu vidste han, hvad han ville med sit liv. 

”Hvis noget kunne ramme mig så stærkt som det her, måtte det være interessant,” siger han i dag. ”Der var en rytmik, en musikalitet, en fortolkningsmåde, jeg blev nødt til at forfølge.”

Sebastian er mange gange i årenes løb blevet spurgt om, hvad hans sange handler om. Eksempelvis har mange været nysgerrige på hittet ’Rose’ fra debutalbummet ’Den store flugt’: ”Jeg har ikke noget behov for at fortælle, hvad der gjorde, at jeg skrev den. Din opfattelse af, hvad sangen handler om, kan være lige så god som min. Jeg har givet et kunstnerisk bud, og så må folk få det ud af det, som de kan eller vil. Ligesom et abstrakt maleri,” siger han.

2.

DET VAR LØRDAG aften, og Knud stod med svedige håndflader i en tørlagt svømmehal, der var blevet lavet om til en scene på Asserbohus Kostskole. Et gammelt luksushotel, som antikvitetshandleren Henry Skånstrøm havde banket op i et gammelt bindingsværkshus, men som aldrig rigtig var luksuriøst nok til at forblive i sin oprindelige funktion og derfor var overgået til kostskole i 1957. Et sted for rigmandsbørn og andre rødder, der havde fået at vide, at de ikke kunne bo derhjemme, fordi de skabte for mange problemer. 

Cirka 100 af dem sad og kiggede op på vennerne Knud og Thomas, der med hver sin guitar i hånden stod klar til at fremføre den skotske folkesanger Donovans to første album. Året forinden havde Donovan fået sit gennembrud i Storbritannien, og i den efterfølgende tid var han nået ud over landets grænser, også til Norge, hvor 16-årige Knud havde tilbragt sommerferien hjemme fra kostskolen med at gennemtrawle hans sangkatalog og selv forsøge at gøre det efter på den 100-kroners-guitar, han havde fået i julegave. 

Efter tonerne fra The Rolling Stones i Pisserenden havde en verden åbenbaret sig for ham: The Beatles, Joni Mitchell, Woody Guthrie og mange flere, men det var Donovan og Bob Dylan, der var blevet hans helte. Musikken havde også givet ham en identitet, en måde at være til i verden på, og sådan var han langtfra den eneste, der havde det på kostskolen. Her var det tonerne, der lød fra de forskellige værelser, som gav omgivelserne farve. Der var et intermezzo af stilarter, Chuck Berry bag den ene dør, Supremes bag den anden, Elvis, Cliff Richard og The Beatles bag den tredje.

Der var musik alle vegne, og mange lavede også deres egne bands, og det samme gjorde Knud, der i en periode spillede lilletromme i en The Rolling Stones-inspireret trio ved navn ’Ild og vand’. Men mest af alt var han fascineret af guitaren, hans forbilleders tro følgesvend på scenen. Han prøvede at aflure, hvad de andre guitarspillende kostskoledrenge gjorde. Han blev også venner med Thomas, der selv kunne nogle akkorder, og sammen bladrede de i musikblade som Vi Unge, hvor de nærstuderede billederne af The Beatles og de andre bands for at blive klogere på, hvordan guitaristerne holdt fingrene på guitaren.

”Man skulle blive på skolen, så man blev nødt til at lave forskellige ting for ikke at kede sig ihjel. Det har helt sikkert været en medvirkende årsag til, at musikken kom til at fylde så meget,” siger han.

Det var ikke, fordi de ydre rammer på kostskolen var meget bedre end hjemme hos stedmoren og hans borgerlige far. Den stod dagligt på kolde afvaskninger, og dem, der havde formastet sig til at lade håret gro i løbet af ferierne, blev kollektivt sendt til frisøren med en skolelærer på bagsædet, der kommanderede, at nu gjorde de altså, hvad der blev sagt. 

”Der var så mange kollektive afstraffelser. Ud af det voksede naturligvis også en protest, så flere og flere blev langhårede. Det var et oprør mod den der næsten victorianske stil, som prægede stedet i starten. Jeg har prøvet at blive hevet op i bakkenbarterne af en hidsig skolelærer, og der var eftersidninger, you name it. Det var den gamle skole, men jeg kom fra en rigtig, rigtig dårlig situation hjemmefra, så det var også forbundet med en vis frihed for mig at være på kostskolen, hvor jeg kunne passe mig selv og interessere mig for musikken.” 

Under overfladen ulmede en ny tidsånd. Som en af de første kostskoler i landet blev drenge og piger undervist sammen, selvom de stadig blev holdt adskilt i fritiden. Der var også nye lærere med nye ideer på vej ind i skolesystemet, som for eksempel den unge engelsklærer, der introducerede Knud og de andre drenge for Jimi Hendrix og The Doors og i øvrigt opfordrede dem til at optræde til ’lørdagsballet’ i den tørlagte swimmingpool.

En lørdag aften i 1966 stod Knud og vennen så endelig der med den glasklare mission, at de ville gennemføre Donovans to første album i den helt rigtige rækkefølge – noget, der krævede et vist kendskab til musikken. Han havde på forhånd døjet med en forfærdelig nervøsitet, men den fik han spillet af sig i de første par numre, og siden så han sig ikke tilbage. De andre drenge på kostskolen kendte ham mest som en stille og introvert fyr, men med guitaren i hænderne var han som forvandlet. 

”Det at gå på scenen er en mulighed for at folde noget ud, man ikke normalt kan gøre. Sådan var det også for mig, og på den måde kan man sige, at jeg fik den bedste skole ved at stille mig op på den der kostskole foran 100 elever, som ikke havde andet underholdning. Fra starten havde jeg publikum på. Det gav mig tidligt en ballast, som jeg kunne bruge, da jeg senere kom ud at spille på gader, stræder og værtshuse.”

SEBASTIAN OM …

Folkelighed

”Jeg tror ikke, jeg bliver folkelig på samme måde som Kim Larsen eller Shu-bi-dua. Sådan oplever jeg ikke, at folk ser mig. Jeg har en række sange, som har nået samme popularitet, men i sammenligning med de andres er de stadigvæk mindre. Larsen har lavet så mange fede sange, men på en helt, helt enkel måde. En af gangene, jeg mødte ham, snakkede han om, at han satte en ære i at kunne lave en rigtig god popsang på én akkord, måske to, allerhøjst tre. Det kan jeg slet ikke lade mig begrænse af. Han mente omvendt, at jeg besværliggjorde processen med mine sange, at det nogle gange forvirrer folk. For hvad handler de egentlig om? Det spørgsmål er jeg blevet mødt af så mange gange. Alle kan synge med på ’Måske kunne vi finde noget at bruge hinanden til’. Men hvad så med den sidste linje? ’Jeg tror, jeg er for træt nu til det.’”

Nostalgi

”Som helt ung musiker spillede jeg hver onsdag i folkemusikklubben Imikroskopet på H.C. Andersens Boulevard i København. Stadig i dag møder jeg stort set til hver eneste koncert nogle, der var der dengang. I begyndelsen tænkte jeg, at det sgu var lidt mærkeligt, for jeg har spillet 4.000 koncerter. Men det er selvfølgelig, fordi rigtig mange mennesker har et meget nostalgisk forhold til musik. Hvis man som 19-årig vælter ind i Imikroskopet for at se, hvad der sker, kan det være en oplevelse, der bliver siddende. Musikken står så stærkt, fordi den påvirker unge på et tidspunkt, hvor de er ved at finde deres egen vej i livet.”

Tidens gentagelser

”Jeg var tæt på at døbe min seneste plade ’De brølende 20’ere’, for det er den situation, vi står i nu efter at have været spærret inde et par år. I 1920’erne var der en efterreaktion på både første verdenskrig og den spanske syge, som også var en verdensomspændende pandemi. Der opstår et enormt behov for at slå sig løs. Tingene gentager sig. Det kan man være sikker på. Man kan også være sikker på, at der kommer en modreaktion på ’Greta Thunberg-generationen’. Det er helt berettiget, at de er på barrikaderne, for det er ret alvorligt, hvad der foregår, men tiden går i cirkler, og det har den nærmest altid gjort. Ligesom der kom en modreaktion oven på de meget politiske 70’ere, vil den også komme her. Kimen er allerede lagt hos mange.”

3.

EFTER KOSTSKOLEN fortsatte Knud og Thomas med at spille sammen. Med andre håbefulde artister troppede de to jævnligt op på Valby Station, hvor en arrangør havde anskaffet en bus og døbt den ’Underholdningsbussen’, som han fyldte med dem, der kunne et eller andet, og som blev fragtet rundt til landets kroer for at optræde. Her var det altid gæsterne, der bestemte, hvilken kunstner de bedst kunne lide – og som dermed var aftenens vinder. Hvilket ofte betød, at de måtte se sig slået af en ung kvinde, der optrådte med sjofle vittigheder. 

Som regel spillede de for en ostemad og en bajer. De havde ikke en krone på lommen, men de var i det mindste på farten, og det var det eneste, det handlede om. En aften til en amatørkonkurrence kom en af datidens kendte pladeselskabsmænd hen til dem, efter de havde spillet. Han så et klart koncept for sig med lyshårede Knud og sorthårede Thomas, døbte dem på stedet ’Night and Day’ og tilbød at lave en singleplade med dem. 

”Det var første gang, jeg tænkte: ’Nå, men det kan da godt være, man måske er god nok’, men så skete der det, at Thomas røg på det helt store trip og gik fuldstændigt til grunde. Og så var det løb kørt.”

Efter en længere rejse til Indien og Nepal vendte vennen aldrig rigtig hjem igen, og den dag, hvor de skulle have været i studiet, dukkede han ikke op. Som soloartist så pladeselskabsmanden ikke den store fidus i Knud, der i stedet tog på gaden for at spille med hatten foran. Han begyndte også at tage toget ind til København for at spille på små folkeklubber som Imikroskopet på H.C. Andersens Boulevard. 

”Der var ikke nogen egentlig musikscene dengang. Dansktoppen fyldte meget i radioen, men der hørte jeg ligesom ikke rigtig hjemme. Jeg ville gerne have, der skulle være lidt mere mening i sangene end bare ’dig og mig og vi to sejled’ i en træsko’. Der var en vis pigtrådsscene, men det var heller ikke rigtig mig. I stedet opsøgte jeg de få steder, hvor man kunne få lov at optræde ene mand og koncentrere sig om sangene og indholdet.”

Fra tid til anden tog han småjobs, typisk hårdt fysisk arbejde som grøftegraver eller på en fabrik, så han kunne holde sig kørende med det allermest fornødne. Men ellers handlede det hele om musik. Et af hans første officielle job foregik på travbanen i Charlottenlund, hvor han fik en flad 50’er for at synge ind i den mikrofon, der blev brugt til at speake væddeløbet med. Det var en dårlig mikrofon og et dårligt anlæg og samtidig et temmelig stort publikum, der ikke kunne se ham, fordi han sad oppe i speaker-tårnet.

”Jeg spillede simpelthen alle mulige steder de første par år. Jeg spillede også steder, hvor folk var fuldstændig vanvittigt, knaldhamrende berusede og råbte og skreg, så man overhovedet ikke kunne høre mig, men jeg gennemførte alligevel og tog det som en del af oplevelsen.”

4.

DET VAR SLUT med autoriteter efter kostskolen, og en ung Knud Grabow Christiansen lod sit lyse hår vokse så langt og stort, som han ønskede sig. For om noget var håret et symbol på oprør blandt den yngre generation. Dem, der havde oplevet krigen og de fattige 50’ere, hvor man prøvede at bygge samfundet op igen, havde dyrket stramheden, men for dem, der var unge i 60’erne, føltes anden verdenskrig enormt langt væk. 

”Der kom fuld fart på i de år, men det hægtede også mange unge af, fordi vi alligevel ikke kunne få råd til den folkevogns-boble eller det parcelhus, som krigsgenerationen drømte om. Der kom en modreaktion, som handlede om, at der var andet i livet. Den kom på forskellige måder, i musikken, men også på det religiøse plan, hvor mange strøg til Nepal og så videre. Man skulle finde andre værdier og alternative måder at gøre det på.”

Selv brød han med sin familie, så snart han havde forladt kostskolen, og flyttede i 1967 ind på en ungdomspension i Rødovre ved navn ’Prøven’. Et passende navn, syntes han, for det blev det også på nogle punkter. Han forelskede sig i køkkenpigen, og da det var gengældt, blev hun bortvist, og sammen fandt de en lille lejlighed. Så blev hun gravid, men før hun havde født, havde hun nået at forlade ham igen. 

Han nåede kun at se sønnen Dennis en enkelt gang, før han atter stod tilbage med guitaren i hånden og besluttede sig for ikke at tale om det, der var sket i hans liv. Men i sine engelsksprogede folkesange, i samme stil som heltene Bob Dylan og Donovan, kunne han til gengæld udtrykke alt det, han ellers ikke kunne komme ud med. Et af de første numre, han skrev, var ’I Won’t Do It, Mama’.

”Det var en ret hidsig sang om en, der gjorde oprør mod sin mor. Det handlede ikke nødvendigvis om mig, det hele, men det kom jo af en vrede, der var inde i mig,” siger han.

Sammen med nummeret ’Babe, I Can Carry Your Tombstone’ fik han skabt nok opmærksomhed om sig selv til at få lov til at optræde i et radioprogram. Det resulterede i, at Mørks Musikforlag tilbød at lave en singleplade med ham, og her var der store armbevægelser. Den ambitiøse pladeselskabsmand ville have den kommende plade ud til hele verden, men det var på den betingelse, at han ikke længere kaldte sig Knud, for sådan et navn ville aldrig hitte i udlandet. 

I stedet fik han en liste med navne, han kunne vælge imellem, men da han ikke kunne identificere sig med nogen af dem, undlod han helt at tage stilling. Det var først, da han sad i et radioprogram for at spille noget af sin nye musik, hvor programværten blev ved med at kalde ham Sebastian, at det gik op for ham, at pladeselskabet havde truffet valget for ham. 

”Til at begynde med fattede jeg ikke en bjælde af det, men da jeg så coveret, kunne jeg konstatere, at det var et billede af mig med navnet Sebastian. Så tænkte jeg: ’Nå, men så er det jo sådan.’ Det var nok bare en enkelt gang, og så kunne jeg vende tilbage til at hedde Knud igen.”

Men sådan kom det ikke til at gå. Og det blev heller ikke den internationale succes, som pladeselskabet i første omgang havde lagt op til. 

”Jeg lavede den der plade, og der skete ikke rigtig noget. Så lavede jeg en ny, og der skete sgu heller ikke noget.”

”Når jeg har lavet nogle af mine allerstørste sange, har jeg allerede vidst, at de ville blive store sange, mens jeg lavede dem. I hvert fald da jeg indspillede dem. Men det er også den fælde, der er så farlig, for så kan man blive ved med at gå efter det, som man tror bliver en succes. Man er nødt til at forandre sig. Jeg har altid været klar over den pris, jeg har skullet betale for, at en eller anden plade ikke faldt i god jord hos publikum eller medierne.”

5.

PÅ DEN NÆSTE maxisingle fik Sebastian gennemtrumfet, at det ene nummer skulle være på dansk. Det blev til ’Lossepladsen bløder’, som kastede en anelse mere opmærksomhed af sig, men ikke nok til, at pladeselskabet troede på projektet. Det gjorde han til gengæld selv, for på modersmålet havde han fundet en måde at skære sine tekster på, så de blev mere nærværende. Han tog rundt og bankede på døren hos forskellige pladeselskaber, men ingen af dem var interesserede. Til sidst fandt han et, der gik med til at udgive en dansksproget plade, men kun på den betingelse, at de ikke skulle betale noget for det.

”Så gik jeg for egen regning og risiko i studiet og lavede ’Den store flugt’. Det var en fed plade med fede sange, der stadig holder. Efter det begyndte der at ske ting og sager.” 

Den gennemgående fortælling på pladen omhandlede en pige, som lever i en slags eventyrverden, indhyllet i barndommens drømme og fantasier, men som i mødet med voksenlivet og virkeligheden mister eventyrerne i dagligdagen. Til sidst begynder hun at tage stoffer og går i hundene. Men det var ikke kun et fiktivt værk, for bortset fra det med stofferne var det i store træk sådan, Sebastian selv havde det. Mens han skrev pladen, boede han på et lillebitte hummer på en lilleskole, hvor han allernådigst havde fået lov til at leje sig ind.

”Jeg stod helt alene uden job eller noget som helst, og jeg vidste ikke, om pladen nogensinde kom ud. Jeg var på nippet til at blive smidt på gaden, men modsat pigen i fortællingerne havde jeg i det mindste musikken, hvilket vil sige, at jeg havde min drøm om, at nogen en dag gad høre på mig og mine sange.” 

Da lp’en udkom i 1972 med numre som ’Når lyset bryder frem’, ’Hvis du tror du er noget’ og ’Rose’, strøg den direkte ind på hitlisten og blev der de næste 56 uger i streg. Den endte med at sælge 57.000 eksemplarer, hvilket var noget af et spring fra de engelske udgivelser, der ikke var blevet købt af mere end et par hundrede. 

”Pladen blev et kolossalt gennembrud. Det blev en af de største pladesucceser i 70’erne, og næsten med det samme kunne jeg tage på turné. Og det har jeg så været siden.”

”Der har helt klart været et generationsskifte på redaktionerne. Jeg mærker, at de unge journalister vil noget andet. For nylig anmeldte Politiken 15 plader på en gang, og der var kun to af kunstnerne, jeg kendte navnet på. Musikindustrien er ungdomsfikseret, men det er også noget, der lever i bedste velgående i anmelderstanden. Det er sikkert meget naturligt, men man burde jo blive bedømt ud fra kvaliteten af ens ting og ikke, hvor gammel man er.”

6.

I MIDTEN AF 70’erne lavede Sebastian sangen ’Balladen om Anton’ med den famøse linje: ”For er det Lenin, Mao eller Marx, vi først skal skændes om?” Det var en tid, hvor protestsange var på det højeste, og hvor mange kunstnere, heriblandt kollektivet Røde Mor, hang ud på spillesteder som Saltlageret, hvor der sydede af alle mulige former for eksperimenter. Særligt i de kreative kredse var det hele bundet sammen af stærkt venstreorienterede doktriner, og selvom han bekendte sig til samme fløj, var han alligevel skeptisk over for, hvad han betragtede som en tiltagende politisk fanatisme.

”Med sangen tog jeg arbejderens parti. Det var min måde at skildre ham på, for arbejderen havde en hverdag, hvor han ikke kunne bruge skænderierne om Lenin, Mao og Marx til noget som helst. Han måtte klare sig gennem tilværelsen på sin egen måde. Det var jo lidt en provokation at lave den sang på det tidspunkt, for det var i de allermest politiske år, hvor man virkelig skulle være rød,” siger han.

Det fik han at mærke, efter han havde fået en norsk kæreste og derfor i længere perioder opholdt sig i Norge. Da Formand Mao døde i 1976, var der enorme fakkeltog gennem Oslos gader. 

”Mange af dem anede jo ikke noget om noget som helst, når det kom til stykket. Mao var en tyran som de andre, men på det tidspunkt var det hele så langt ude på et politisk overdrev, at det ikke længere havde ret meget med almindelige folks virkelighed at gøre,” siger han.

Under et af opholdene i Norge spillede Sebastian en koncert, hvor kæresten – som selv var meget aktiv i Kvindefront, en norsk kvindebevægelse – efterfølgende måtte forsvare over for sine venner, hvorfor den danske musikers tekster ikke var mere kvindepolitiske. 

”70’erne var i visse kredse meget politiske, og jeg havnede nogle gange midt i den der suppegryde. Det var en tid, hvor man turde udfordre autoriteterne meget mere, men det, der i virkeligheden skete, var jo, at den politiske snak på venstrefløjen efter ungdomsrøret og rødstrømpebevægelsen endte ude på et overdrev, hvor alle dem, der bare gerne ville leve et mere almindeligt liv, faldt for Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet. Man skaber en reaktion, og så får man en modreaktion.”

I 2013 udkom en portrætfilm ved navn ’Du er ikke alene – Filmen om Sebastian’. Den var produceret af nordmanden Jan Christian Mollestad, der siden 70’erne har været fan af den danske trubadur, som ifølge ham er på samme hylde som Bob Dylan og John Lennon. I forbindelse med premieren optrådte Sebastian med sin ungdoms store helt, den skotske folkesanger Donovan, til en festival i Norge.

7.

SELVOM SEBASTIAN rundt regnet lavede en plade om året op gennem 70’erne, kunne ingen af dem i succes måle sig med gennembrudspladen ’Den store flugt’. Først i slutningen af årtiet og i begyndelsen af det næste ramte han atter en gylden åre med tre album i rap: ’Cirkus Fantastica’, ’Stjerne til støv’ og ’80’ernes boheme’. På det tidspunkt havde han fået samlet Stjernebandet, som det blev kaldt, med musikere som Nils Henriksen og Alex Riel og sangerinder som Lis Sørensen og Sanne Salomonsen. 

Men det blev også starten på en tid, hvor det gradvist blev sværere for ham at finde sig til rette i musikbranchen. Musikvideoer blev i de år et hit, men det ville han ikke høre tale om, så han tog beslutningen om overhovedet ikke at lave musikvideoer. 

”Det er musikken, der interesserer mig, ikke hvordan jeg ser ud. Eller de fastlåste billeder, der bliver knyttet til sangene med en video. Mine sange skal kunne tolkes mange forskellige steder hen, de skal være en drejebog til den film, der kører i folks egen fantasi.” 

Tidligt meddelte han også sit pladeselskab, at hvis han overhovedet skulle ’lave ugeblade’, blev det højst et om året.

”Så fik ugebladene selvfølgelig forholdsvist hurtigt den fornemmelse, at jeg ikke gad noget. I starten generede de mig lidt, men efter nogle år fik jeg lov til at være i fred. Nu er det efterhånden mange år siden, at jeg er blevet spurgt om et ’Hjemme hos’-interview, og hvad det ellers hedder.” 

Og hver gang der var en eller anden på et pladeselskab, der prøvede at bilde ham ind, at det ville være ”en kæmpe reklame” for ham at komme i fjernsynet, vrissede han tilbage: ”Nej, det er det fandeme ikke!”

”Den måde, de bruger musik på i tv, er ofte meget sløset. De har et snakkeprogram, og så skal der pludselig komme en kunstner ind, men det handler ikke om kunstneren. De programmer handler næsten altid kun om programværterne selv. Det er dårlige forhold for musikken, og jeg har ikke lyst til at stille op til sådan noget. De er kun interesseret i kendt-nisser, som jeg kalder det, og det er de samme 20 af dem, der sidder på skift i de forskellige programmer og diskuterer alt muligt ligegyldigt. Den ladvogn gider jeg ikke stille mig op på bare for at tækkes nogle bestemte.” 

Med årene blev Sebastian træt af branchen, og branchen blev til dels træt af ham. Han blev ved med at insistere på at styre det hele selv, mens pladeselskaberne omvendt ville have noget for pengene. På ’Miraklernes tid’ i 1990 stod begge parter ved en skillevej. Modvilligt gik han med til omsider at lave en musikvideo og tilmed lade sig style i stor stil på pladecoveret.

”Det tog en hel dag at få mig til at ligne en eller anden mafioso. Hvis ikke jeg gav mig, gik der for meget ged i den med pladeselskabet, så jeg gjorde det, men det var halvhjertet, og når det bliver det, kan jeg ikke forsvare det over for mig selv. Jeg får tit det der prædikat med, at jeg er besværlig og ditten og datten. Og det har de sikkert ret i til en vis grad. Men den her branche kræver så stor energi, især hvis man også skal holde alle de ting væk, som vil ind og påvirke mig på forkerte måder: fortælle mig, hvilket tøj jeg skal have på, hvilken frisure jeg skal have, og om jeg skal kigge ind i dét eller dét kamera. Alt det, der fylder i popindustrien. Jeg har ingen interesse i det, og jeg prøver at undgå det ud over den mest basale nødvendighed, der gør, at folk er klar over, at der kommer en ny plade.”

Og på den måde gik der mere end 20 år, før han igen sendte et selvstændigt Sebastian-album på gaden.

8.

SOM BARN VAR var der ikke meget, der interesserede Sebastian mere end at blade i illustrerede klassikere som ’Skatteøen’, ’Robin Hood’ og ’De tre musketerer’. Så da teaterchefen for Folke­teatret, Preben Harris, i 1985 spurgte ham, om han ville komponere musik til ’Skatteøen’, var han aldrig rigtig i tvivl. Efter at have overvejet det i halvandet minut sagde han ja. 

Musicalgenren var ikke helt fremmed for ham. Før gennembruddet med ’Den store flugt’ – da han stadig boede på et kummerligt værelse på en lilleskole – havde han en dag i en pladeforretning set en plakat om audition til Broadway-musicalen ’Jesus Christ Superstar’. Med guitaren på ryggen søgte han optagelse og blev menigt medlem af koret med løbende småroller som tigger og købmand. Det var noget, han gerne ville lave mere af, men hans egen karriere kom i vejen, og derfor gik der otte år, før han næste gang havde fingrene i musical-dejen, da han på forespørgsel fra Rimfaxe-teatret komponerede sange til en minimusical bygget på H.C. Andersens ’Nattergalen’.

Med ’Skatteøen’ i 1985 skulle Sebastian prøve kræfter med sin første store musical, og det blev en succes. Stadig i dag er det den mest sete i Danmark nogensinde. Sideløbende lavede han et selvstændigt pladeprojekt af samme navn med kunstnere som Lars H.U.G., Michael Falch, Lis Sørensen og Søs Fenger, der solgte mere end 70.000 eksemplarer og stadig er hans bedst sælgende plade. 

De næste år fortsatte han ad samme spor med musicals som ’Det gode menneske fra Sezuan’, ’Ronja Røverdatter’, ’Cyrano’ og ’Aladdin’, men heller ikke det forløb helt gnidningsfrit. En stort anlagt opsætning af ’Dyndkongens datter’ som helaftensballet på Det Kongelige Teater gik efter to års arbejde i vasken før premieren og endte i retten, hvor Sebastian vandt 200.000 kroner for spildt arbejdsindsats. Og på Gladsaxe Teater blev han og teaterchefen rygende uvenner under opsætningen af en musical om H.C. Andersens liv. 

”Det gik rigtig galt, og forholdet mellem mig og Gladsaxe Teater blev ødelagt. Forestillingen havde solgt en frygtelig masse billetter, og pladen indeholdt nogle af mine allerbedste sange, men uvenskabet og fjendskabet tog fokus væk fra sangene, så historien på scenen blev usammenhængende og næsten umulig for publikum at tage ind. Det var jeg enormt ked af.” 

Med tiden blev Sebastian træt af kun at have kontrol med dele af processen, så da teatergruppen Mastodonterne i Hillerød ringede i 1999 og tilbød ham at blive instruktør på deres jubilæumsopsætning af ’Ronja Røverdatter’, var han ikke rigtig i tvivl. Hen over de næste fem år stod han for 13 opsætninger, blandt andet i Cirkusbygningen og i Tivolis Koncertsal, der var med til efter årtusindskiftet at gøre Mastodonterne til et af de bedst sælgende teatre i Danmark. 

”Jeg havde set rigtig mange elendige udgaver af de musicals, jeg havde lavet, for flere af dem blev store amatørsucceser, og der var nogle rigtig dårlige iblandt. Jeg syntes, jeg havde set så mange ting på sidelinjen, at jeg godt mente, at jeg kunne gøre det selv.”

9.

I 2004 SKULLE Sebastian modtage en ærespris ved Danish Music Awards. Men på det tidspunkt var han så skrantende og stakåndet, at han dårligt kunne gå derop. Selvom han kun var 53 år, lignede han en, der havde taget hul på sine sidste dage. Og sådan var det også lige ved at være, for få måneder senere blev han ramt af en blodprop i hjertet, der var ved at tage livet af ham. Mens han fik foretaget en firedoblet bypassoperation på hospitalet, svævede han mellem liv og død. Da han endelig var dømt fit for fight, røg han næsten øjeblikkeligt tilbage til hospitalet igen, fordi han havde for meget vand i lungerne.

I næsten tre årtier havde han turneret land og rige rundt, røget som en skorsten og fået lidt for mange kilo på sidebenene. Trubadurlivet havde sat sine spor, så fra den ene dag til den anden stoppede han med at ryge og begyndte at motionere moderat. Det var den eneste mulighed, hvis han ville forlænge tilværelsen. 

De måneder blev kulminationen på et årti, hvor han allerede havde mistet meget. I 1996 blev han skilt fra Unni Johnsen, som han i 1979 havde fået datteren Sara med, efter det længe var blevet mere og mere vanskeligt at dele en tilværelse, når hans karriere kom i første række. Men det største chok kom, da han pludselig en dag mistede sin stemme. I et helt år var den stort set fuldstændig væk. Han rendte til stemmetrænere og læger i ét væk, men ingen kunne sige, hvad der var galt. Det var ham selv, der til sidst nåede frem til, at han ikke havde mistet stemmen, fordi han havde brugt den for meget, men for lidt. 

”De første 25 år, da jeg sang og spillede hele tiden, var der ingen problemer, men da jeg i stedet begyndte kun at komponere musik, forsvandt den. Jeg var simpelthen ikke ude at spille nok. Det var i virkeligheden et omvendt problem. Jeg var nødt til at bruge min stemme, hvis jeg ikke skulle miste den.”

10.

SEBASTIAN HAVDE allerede som ung følt sig i opposition til den etable­rede musikbranche, men da han vendte tilbage med comeback-albummet ‘Øjeblikkets mester’ i 2011, var det kun blevet forstærket yderligere. Der var masser af aner­kendende ord fra anmeldere, og til det efterfølgende Danish Music Awards blev han belønnet med prisen for Årets danske voxpopudgivelse. Det lignede en gnidningsfri tilbagevenden til rampelyset, men for ham selv var det blot endnu en bekræftelse af det, han allerede havde vidst længe: Han var musikbranchens største outsider. 

”De gav mig æresprisen i en særlig kategori, de havde opfundet til lejligheden. Det sjove ved det er, at jeg aldrig nogensinde er blevet nomineret som hverken sangskriver, komponist, tekstforfatter eller producer, men lige pludselig fik jeg så en ærespris. Det var meget underligt,” siger han.

Det var ikke første gang, Sebastian modtog en pris med en mærkelig ambivalent følelse i kroppen. Sådan havde han det i høj grad også, da han i 2004 blev overrakt æresprisen af musikselskabernes brancheorganisation. I flere år i træk havde selvsamme organisation nemlig slet ikke inviteret ham til prisuddelingerne, og det ene år havde konferencieren Casper Christensen tilmed muntret sig på hans bekostning på scenen, mens publikum havde skreget af grin.

”Jeg har altid været udenfor, jeg har altid stået på sidelinjen i forhold til strømninger. De to andre Grammyer, jeg har fået, har været for nogle af mine mere børne-agtige ting, ’Ronja Røverdatter’ og ’Skatteøen’. Det har ikke kostet dem noget at give mig de priser, for jeg stod ikke i vejen for en af deres unge kunstnere, de skulle promovere. Musikindustrien er så ungdomsfikseret, og hvis man skal være rigtig grov, så vil de hellere have nyheder end kvalitet.” 

Det var særligt, da Sebastian begyndte at komponere musicals, at han fik følelsen af at blive udstødt af den etablerede musikbranche. Der var ingen, der længere gad anmelde hans plader, og der var slet ikke nogen, der gad skrive om ham.

”Så længe musikken er god, kan man lave, hvad man vil. Det er skabelsesprocessen, der er det essentielle for mig, og jeg har hele tiden været parat til at sætte hele min succes over styr. Jeg vidste da godt, at ingen seriøse rockanmeldere ville skrive om mig mere, hvis jeg begyndte at lave musicals. Jeg ville komme til at tabe det hele på gulvet, og det gjorde jeg stort set også. Der var i store dele af branchen en følelse af, at jeg havde svigtet dem. De ville intet have med det at gøre.” 

Om branchen så det helt på samme måde, stod mindre klart. I 2006 kom hans album ’Stjerne til støv’ på Kulturkanonen, og i 2008 modtog han Pionerprisen til Årets Steppeulv. Samme år udkom også pladen ’En hyldest til Sebastian’, hvor musikere som Søren Huss, Sys Bjerre og Mads Langer fortolkede hans bagkatalog. Og siden er fulgt en række priser og legater – foruden Ridderkorset. 

”Det kan såmænd godt være,” siger han. ”Mange af de priser ved jeg ikke, hvad jeg skal bruge til. De kan vel stå på kaminen eller sådan noget.”

Selvom Sebastian sjældent dvæler ved sine tidligere udgivelser, stikker pladen ’Cirkus Fantastica’ alligevel ud for ham som en af karrierens bedste: ”Der er noget magi over de indspilninger. ’Linedanseren’, ’Klovnene’ og ’Cirkusvognen’ er stort anlagte sange, der næsten bliver til store malerier. Selv en sang som ’Den lille malkeko’, der altid har været en publikumsfavorit. Jeg overvejede for et par år siden at genindspille dem, men jeg opgav, for jeg vil ikke kunne lave det lige så godt som i 1979.”

11.

FOR NOGLE ÅR siden brød Sebastian sit princip om at takke nej til fjernsynsprogrammer, da han medvirkede i 2017-udgaven af ’Toppen af poppen’ sammen med Stine Bramsen, Shaka Loveless, Dúné, Lars Lilholt og Oh Land. Han overvejede det længe, men der var flere umiddelbare fordele, som han så det. For det første var der ingen programvært, og for det andet var der ingen, der blandede sig i den kreative proces. 

”Selvfølgelig var der andre ting såsom følelsespornografien, der trak ned, men det er trods alt mindre end i mange andre programmer,” siger han.

Med programmerne, der hver uge blev set af en halv million danskere, fik Sebastian en fornyet popularitet. Særligt mange i den yngre generation fik pludselig ørerne op for hans musik, hvilket han også selv kunne konstatere i den efterfølgende tid, når han spillede koncerter rundtom i landets musikhuse og pludselig blev booket til den store sal frem for den lille. 

Men også det havde sin tid, og i dag er det igen det faste stampublikum, han løbende har samlet op over de seneste 50 år, som han turnerer for – fra Thyholm til Ishøj til Samsø. For livet på landevejene udspiller sig fortsat år efter år med gammel og ny musik – senest ’Tidløs erindring’, som blev sendt på gaden i efteråret 2021. 

Det er altid den nyeste plade, som Sebastian selv er gladest for. Det kan ikke være anderledes, for når han skaber nye sange, er han så dybt inde i det rum, at han ikke kan interessere sig for særlig meget andet. Efterhånden er det blevet til så mange plader, at han ikke længere selv kan huske rækkefølgen på dem. 

Da han i 2007 udgav bokssættet ’Sangskatten 1-2-3’ med 10 album i hver, hørte han mange af numrene igennem, men fordi han konstant havde alle antenner ude, var hele oplevelsen så udmattende, at han endte med at falde i søvn. Siden har han udgivet 14 album yderligere, både livealbum, opsamlinger og helt nye plader. Alligevel forestiller han sig, at der kommer en dag, måske inden alt for længe, hvor han sætter sig i sin stue i Vejby tæt på Nordsjællands top med sin hund, en lille shih tzu, ved sin side og starter fra begyndelsen. 

”Jeg venter stadig på den der dag, hvor jeg skal høre hele lortet igennem. Jeg har længe haft en tanke om, at når jeg ved, at jeg ikke skal lave flere plader, så sætter jeg mig ned og hører alt, hvad jeg har lavet. Det skal være under de helt rigtige omstændigheder, hvor der ikke sker andet i et par uger, for det er en stor mundfuld at gå i gang med. Jeg kan sagtens forestille mig snart at være der, hvor jeg egentlig føler, jeg har lavet de plader, jeg skulle. Det er ikke utænkeligt. Jeg er 72 år. På et eller andet tidspunkt skal jeg vel slappe lidt af.”

Men det er spørgsmålet, om han overhovedet kan det. På scenen med sin guitar har han aldrig følt sig ensom. Tværtimod. Kontakten med publikum overgår alt, men den har til gengæld også i mange år fyldt ham med et mærkeligt mismod, når folk forsvinder ud af salen, og han står alene tilbage bag scenetæppet.

”Det har været en karriere, jeg har måttet køre meget på mine egne præmisser. Så bliver man ensom indimellem. På godt og ondt har det været en lidt ensom rejse, for jeg har selv taget beslutningen om, at værket er den højeste målsætning. Det er der mange, der ikke kan følge med i. Og jeg kan måske heller ikke følge dem.” 

Og hvad skulle Sebastian i øvrigt kunne gøre ved det? 

”Vi har jo hver især de der skæbnemøder. Nogen ser en kvinde komme ind ad døren på cafeen og tænker: ’Hende kommer jeg til at bo sammen med’, og så ender de med at bo sammen i 20 år. Det er det samme med mig og musik. Jeg kom gående ned ad gaden i 1964 og hørte Rolling Stones ud ad vinduet. I samme sekund tænkte jeg: ’Det skal jeg lave. Det er musik, jeg skal med mit liv.’”

KASPER WINDING har levet et langt liv på stikkerne. Her fortæller trommeslageren, sangeren og produceren om at få polititilladelse til at optræde, om at kede sig lidt, når man pophitter, og om at spille med de allerstørste jazz-, soul- og rockstjerner – blandt andet The Rolling Stones.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat, PR

1.

PÅ MIT BARNDOMSVÆRELSE hang to plakater, en af Picasso og en af arkitekten Oscar Niemeyer. Da jeg var fem år gammel, boede jeg med min mor i Kronprinsessegade, efter hun var blevet skilt fra min far (kunstneren og tv-manden Thomas Winding, red.). Min mor (fotografen Vibeke Winding, red.) kom fra Nordsjælland og fra en familie, som ejede virksomheden bag OMA Margarine og et bogtrykkeri, mens min fars forældre var kunstnere. 

Begge var præget af 60’ernes opgør med gamle strukturer, og mange ting i min barndom foregik på de voksnes præmisser. Når der var fest, sad jeg med ved de voksnes bord, og jeg var ikke ret gammel, da jeg blev slæbt med ind for at høre John Coltrane og Miles Davis. Hjemme hos os kom og gik folk konstant, og der var altid gang i den, men det var jeg vant til. Det var først, når jeg kom på besøg hos mine venner, at jeg opdagede, at andre familier rutinemæssigt samledes om middagsbordet eller foran fjernsynet om aftenen.

Jeg gik på Bernadotteskolen, som var en af de første skoler herhjemme, der gjorde op med kæft, trit og retning. Jeg var elendig til dansk og matematik, det interesserede mig ikke, men jeg elskede musik. Min far havde foræret mig min første lilletromme og et bækken som fireårig, og ikke længe efter begyndte jeg også at spille guitar. Men det var trommerne, der fangede mig, og min musiklærer Adrian Bentzon opfordrede mig til at klø på.

De første trommer, 3-4 år gammel. Foto: Vibeke Winding

2.

DA JEG VAR 13 år gammel, fortalte Bentzon mig om en professor i slagtøj på musikkonservatoriet, som skulle være landets bedste. Ikke længe efter blev jeg elev hos Bent Lylloff, og Palle Mikkelborg skaffede mig ind i Radiojazzgruppen og senere Radioens Big Band på Danmarks Radio. Jeg kom ind sammen med Mikkel Nordsø, som spillede guitar og var lige så gammel som mig. Der var nok nogle, som tænkte, at vi var nogle rollinger, men vi kunne virkelig spille, og der gik ikke længe, før vi blev hyret, når jazzens stjerner kom til København.

I starten skulle vi have polititilladelse for at spille på Jazzhus Montmartre, fordi vi ikke var gamle nok. Og vores forældre skulle hente os senest ved midnat. Det var i 1970, og jeg sad side om side med stjerner som Dexter Gordon, Herbie Hancock og Ben Webster. Jazzmiljøet var fantastisk, men der var også mange stoffer, og jeg var kun 14 år, da jeg første gang så en musiker sidde backstage med en sprøjte i armen. Mikkel og jeg følte os som stjerner, vi var den nye generation, og vi var måske lidt arrogante. I 8. klasse droppede jeg ud af skolen for at spille musik på fuld tid med mine forældres fulde støtte. Jeg øvede mig otte timer om dagen i de næste tre år. 

Fem år gammel i København. Foto: Vibeke Winding

3.

I 1977 REJSTE jeg til New York med min kone Pia og min lille søn. Hun var fotomodel og seks år ældre end mig, og vi havde mødt hinanden, da jeg spillede trommer i musicalen ’Hair’ i Cirkusbygningen. Ikke længe efter ringede hun fra et fotojob i Sverige og fortalte, at hun var gravid. Da min søn Oliver blev født, var jeg 16 år gammel. Jeg tænkte ikke ét sekund over, at jeg var for ung, måske fordi jeg allerede levede et voksenliv som musiker.

I New York skulle jeg udleve min drengedrøm om at spille musik i USA. Jeg fik en tjans som trommeslager-afløser på ’Saturday Night Live’, og jeg spillede med blandt andre Frank Zappa og soulsangerne Teddy Pendergrass og Barry White. I New York mødte og spillede jeg også med guitaristen Ray Gomez, og en aften, hvor vi var ude at spise, kom Keith Richards ind ad døren med sin assistent. Ray og ham kendte hinanden, og Keith Richards kom over til os og satte sig ned. Han fortalte, at han havde fået den idé, at der skulle være to trommeslagere på den næste Rolling Stones-plade, men han vidste ikke, hvem han skulle ringe til. Ray pegede på mig og sagde: ”Ham dér.” 

Assistenten skrev mit telefonnummer ned, men da der var gået 14 dage, havde jeg intet hørt. Jeg tænkte, at det nok ikke blev til noget, men pludselig ringede min telefon. Det var assistenten, som spurgte, om jeg kunne komme til Electric Lady Studios (i Greenwich Village, red.) samme aften. Jeg fløj ind i en taxa med alle mine trommer. 

Da jeg kom frem, viste det sig, at jeg var den eneste, som var mødt til tiden. Den første, der ankom efter mig, var Charlie Watts (trommeslager i Rolling Stones, red.). Der var dog ingen, som havde fortalt ham, at der skulle være en ekstra trommeslager med. Heldigvis var han vild med jazzmusik, og da han hørte, at jeg havde spillet med hans helte, kom vi godt ud af det med hinanden.

Jeg tilbragte en uge i studiet med Rolling Stones. Det var sjovt at være med dem ude at spise om aftenen og se, hvad der sker med stemningen i et lokale, når Mick Jagger træder ind ad døren. Men jeg fik ikke spillet særlig meget. Deres lyd og identitet var i forvejen så stærk, at jeg ikke kunne tilføre noget, og det, Keith Richards havde drømt om med to trommeslagere, kunne slet ikke lade sig gøre – der er ingen, der lyder som Rolling Stones. I stedet endte jeg med at spille lidt tamburin på nogle numre, der endte på albummet ’Tattoo You’.

New York, 1979. Foto: Pia Tryde

4.

VED SIDEN AF mit job som trommeslager var jeg begyndt at komponere musik. I 1978 skrev jeg musikken til ’Mig og Charly’, hvor C.V. Jørgensen sang, og det blev en stor succes. Langsomt trak det mere i mig at sidde hjemme ved klaveret og komponere end at sidde bag trommesættet. ’Mig og Charly’ havde givet mig en følelse af, at jeg havde talent for at skrive musik, og at det var noget, jeg kunne leve af. Til sidst besluttede jeg derfor at droppe trommerne helt. Folk sagde, at jeg ikke var rigtig klog, og at jeg spildte mit talent, men jeg kunne mærke, at det var det rigtige for mig. Jeg blev i New York og skrev mere filmmusik og spillede lidt trommer ved siden af for at tjene penge. Men jeg stoppede helt med at øve.

Jeg vendte hjem til Køben­havn i starten af 80’erne. Pia og jeg var blevet skilt, hun ville til Europa, og jeg ville ikke være for langt væk fra Oliver. I de næste par år gennemlevede jeg den ungdom, jeg aldrig havde haft som teenager. Der var mange fester og lidt for mange stoffer. Et år, hvor Oliver skulle holde jul hos mig, var jeg så udkørt, at jeg slet ikke var i stand til at passe ham. Stofferne gik ud over min evne til at være en god far, og da det gik op for mig, stoppede jeg fra den ene dag til den anden.

Op gennem 80’erne var jeg så småt begyndt at synge. Jeg var ikke nogen fantastisk sanger, og der gik alt for længe, før jeg kom til sangundervisning. Men efterhånden fandt jeg min lyd og mærkede, at jeg ramte publikum på en helt ny måde. I 1987 skrev jeg ’Sjæl i flammer’, som blev et stort hit herhjemme. To år senere blev også ’Kom nu hjem’ et hit, og i mellemtiden var jeg pludselig blevet popstjerne uden at have planlagt det. Jeg spillede på festivaler foran et kæmpe publikum, men det føltes ikke rigtigt for mig. Så i stedet for at følge op på mine hits trak jeg stikket og flyttede til England, hvor ingen anede, hvem jeg var.

Livekoncert,  2011.

5.

OMTRENT SAMTIDIG MED ’Sjæl i flammer’ havde jeg mødt min kone (Simone Bendix, red.) i en tøjbutik, hvor jeg var inde for at købe et par bukser. Jeg var 29, og hun var 18, fotomodel og skuespiller, og da hun skulle på teaterskole i Bristol, tog jeg med. I stedet for at lave mere popmusik begyndte jeg at lave techno, og jeg dj’ede til raves for 10.000 mennesker på en mark uden for Bristol. Da Simone blev færdig på teaterskolen, flyttede vi til London, hvor jeg blev en del af et hold, som arrangerede klubaftener under navnet Mish Mash – der senere blev navnet på et musikalsk projekt. I den periode skrev jeg ikke en eneste popsang.

En dag ringede Caroline Henderson, som dengang var med i Ray Dee Ohh. Hun ville gerne lave et soloalbum og spurgte, om jeg var interesseret i at producere det. Til at begynde med var jeg skeptisk, men hun var meget stædig og endte med at overtale mig. Sammen med hende og Thomas Blachman lavede jeg albummet ’Cinemataztic’, som solgte 140.000 eksemplarer og vandt en lang række priser. 

Pludselig fik jeg blod på tanden igen og skrev flere sange for andre artister sammen med Thomas. Mit pladeselskab Virgin spurgte senere, om jeg ikke også selv skulle lave et album mere. Men jeg var bange for, at de ville have mig til at lave en ny ’Sjæl i flammer’, så i stedet lavede jeg en elektronisk plade. Det var ikke lige, hvad de havde håbet på, men de tog det pænt og skyndte sig at udsende mine greatest hits som kompensation.

Kasper Winding dirigerer Philharmonia Orchestra under musikindspilningerne på Abbey Road Studios til filmen ’The Salvation’. London, 2014.

6.

I 2003 TOG jeg fra London til Paris. Op gennem 90’erne havde fransk elektronisk musik redet på en kæmpe bølge anført af bands som Daft Punk og Air. Der skete så meget i Paris, og inden vi havde set os om, var byen blevet vores hjem. Sammen med Guy-Manuel (de Homem-Christo, red.), som var den ene halvdel af Daft Punk, producerede og remixede jeg nogle numre for den franske artist Sébastien Tellier, som blev en stor undergrunds-succes.

Min karriere er gået i bølgedale, fordi jeg er alt for rastløs og nysgerrig til at blive ét sted ret længe ad gangen. Jeg har aldrig været særlig kommercielt anlagt, så når jeg har lavet noget, som er blevet et hit, har det aldrig været et mål i sig selv – men heller ikke noget, jeg bevidst har prøvet at undgå. Efter ’Sjæl i flammer’ og ’Kom nu hjem’ ville mange nok være fortsat i samme spor, men når noget bliver for nemt, har jeg en tendens til at kede mig. 

I 2006 blev nummeret ’Speechless’ et hit i både Storbritannien og USA og det meste af Europa. Vores pladeselskab ville have os til at lave noget mere i samme stil, men i stedet lavede vi et ret hardcore og punket dancetrack, som de syntes var for meget. Så det blev droppet.

Nogle vil mene, at det er en svaghed, at jeg ikke har fulgt op på mine succeser. Men jeg tror, at det har været med til at forlænge min karriere. Jeg er ganske enkelt ikke i stand til psykisk at lave den samme ting to gange. Hvis jeg havde gjort det, var jeg formentlig blevet metaltræt, som man ser det ske for andre kunstnere. I stedet har jeg fået et langt liv med musikken. Og når jeg i dag hører mit nye album, kan jeg helt ærligt sige, at det er det bedste, jeg nogensinde har lavet. Indtil videre.

Lars Pedersen – bedre kendt som CHIEF 1 – var med til at opfinde dansk rap og har produceret musik for alle fra Ace of Base til Kim Larsen. Her fortæller den grandprix-aktuelle hitmager om et skelsættende kassettebånd, om at være hiphopstjerne med angstanfald og om at finde melodien, da det så allermest sort ud.
Tekst:Benjamin DaneFoto:PR, privat

DER ER NOGLE, som ved præcis, hvor de var, da Danmark vandt EM i fodbold. Da amerikanerne landede på månen. Eller da Olof Palme blev skudt. Men for mig var det i 1982, da jeg hjemme på mit drengeværelse i Tårnby satte mit første kassettebånd med hiphop på. Det var et bånd med Run DMC, som min storebror havde sendt fra USA, hvor han var på high school-ophold. Ud af båndoptageren kom ’It’s Like That’, et nummer helt uden bas eller guitar, men bare en rytmeboks, noget scratch og en rap, der handlede om at leve i New York og være på røven. I det moment fandt jeg min musikalske identitet efter en barndom, hvor jeg havde hørt alt fra Elvis til Gasolin’ og Duran Duran. Jeg kunne høre noget i teksten, som jeg genkendte fra netop Gasolin’ – ”hvad gør vi nu, lille du?” – men også fra min far, der lavede dansk countrymusik med socialrealistiske tekster. Forskellen var, at det denne gang kom fra nogle, der kunne være min generations talerør.

Jeg blev født i 1970 og voksede op i en andelsboligforening ved Tårnby Torv. Et helt klassisk treetagers byggeri med fire længer og en gård i midten. Mine forældre havde begge halvdagsjob, og de havde valgt at leve på en måde, så de kunne være hjemme klokken to om eftermiddagen, men stadig klare den økonomisk. Vi havde en lejlighed, en bil og en lille træhytte i Sverige, som kostede 1.600 kroner om året. I vores køleskab var der aldrig rigtig noget særligt, men der var heller aldrig noget, der manglede.

Ken ’The Duke’ Larsen, Per ’Dee Pee’ Pedersen og Lars ’Chief 1’ Pedersen i ungdomsklubben Thomas P. Hejle i bluser malet af graffitikongen Seen fra USA, 1985.

Min mor arbejdede som sekretær i Dansk Tromlecentral på Amager, hvor hun sad på kontor og udbetalte løn. Det var et sted, hvor de fik store tromler ind fra benzin- og olieindustrien, som de afsyrede og restaurerede, så de kunne sælges igen. Min far var trommeslager og med i The Cliffters med Johnny Reimar, som var Danmarks første rigtige popband. I 1962-63 var de det største band i Danmark, og de optrådte på tv med Cirkusrevyen. De blev ret store teenageidoler, og der var piger, som brød ind på min fars drengeværelse på Christianshavn og stjal hans underbukser. I starten af 70’erne kom han med i et band, der hed Teddy, Chano, Jan & John, som var de første herhjemme, der spillede countrymusik. De lavede blandt andet ’Jeg vil bo på Vesterbro’, som blev en evergreen. Det var danske socialrealistiske tekster og sangtitler som ’Ikke flere penge, fyret fra mit job’. Men efter han fik min storebror Per og mig, droslede han ned til at være hyggemusiker på halv tid, og ved siden af fik han et job som dekoratør, hvor han blandt andet sad og lavede små trævikinger, som blev solgt til turister inde i byen.

Jeg gik i skole på Tårnby Skole, som lå tre spytklatter fra, hvor vi boede. Alligevel kom jeg altid for sent. Jeg sprang morgenmaden over, og så tænkte jeg, at jeg kunne vente med at stå op til kvart i otte, hvilket selvfølgelig var alt for optimistisk. Jeg var god til de ting, jeg interesserede mig for – dansk, engelsk og samfundsfag – men hvis en lærer ikke fangede mig, stod jeg helt af. Matematik var jeg helt elendig til, og da vi nåede til ligninger med x og y, måtte jeg give op. Jeg tilbragte også en del tid på inspektørens kontor, fordi jeg tegnede på bordene og lavede ballade.

CHIEF 1 

Lars Pedersen, født 1970.Var med til at danne og udgive fem album med rapgruppen Rockers By Choice.

Har produceret for navne som Ace of Base, Basim, Bryan Rice, Danseorkestret, Danser med Drenge, Danny Kool, Dodo & The Dodos, Christian Brøns, Gnags, Humleridderne, Lars H.U.G., L.I.G.A, Love Shop, Kim Larsen, Michael Learns To Rock, Smokie, Anne Dorte Michelsen, Nik & Jay, Sanne Salomonsen, Shu-bi-dua, Thomas Blachman, Outlandish, Michael Falch, Johnny Madsen og Flemming ’Bamse’ Jørgensen. Var i 2016 medkomponist på Ricky Martins verdenshit ’Vente pa’ ca’, der gik nummer et i 24 lande og er streamet en halv milliard gange.

Udgav i 2017 soloalbummet ’Slip’ og fik i 2021 sit hidtil største solo-hit med ’Alt er godt’ i samarbejde med Thomas Buttenschøn.

Har som sangskriver vundet Dansk Melodi Grand Prix fire gange. Når gruppen Reddi 14. maj repræsenterer Danmark ved det internationale Eurovision-grandprix i Italien, er det med sangen ’The Show’, som Lars ’Chief 1’ Pedersen har været med til at skrive.

MIN FAR VAR vild med Cliff Richards og Elvis, som var fra hans ungdom. The Beatles var for nymodens til ham. Jeg elskede dem alle, men jeg var også vild med Gasolin’, som alle de andre i skolen hørte. I samfundsfag kom læreren en dag ind med en stor bog og spurgte os, hvad vi gerne ville, når vi blev voksne. Søren ville være advokat, og Camilla ville gerne være stewardesse, og da læreren nåede ned til mig, der sad med min cola og min frikadelle, som jeg havde købt i frikvarteret, svarede jeg: ”Jeg vil være musiker.” Læreren bladrede febrilsk i sin store bog med jobs. Der var maler, og der var murer, men der stod ikke musiker, hvilket kun gjorde mig endnu mere sikker.

I starten af 80’erne var der en 60’er-revival med Shakin’ Stevens og Stray Cats. Jeg købte brylcreem og lædervest, men det duede ikke rigtigt. Siden kom Duran Duran. Jeg var 12 år gammel, og jeg ville gerne have en lys stribe ligesom Simon Le Bon. Dengang kunne man ikke bare gå ned og købe færdig hårfarve, så min mor måtte lave en kemikalieblanding. Det blev til en armygrøn klat, der lignede, at en fuld svensker havde brækket sig i mit hår. 

Jeg hørte også Sugarhill Gang og Grandmaster Flash, og jeg kunne selvfølgelig høre, at de talte hen over funkmusikken i stedet for at synge, men jeg anede ikke, at det var hiphop. En dag sad jeg sammen med en ven, der også boede på Tårnby Torv. Han fortalte, at han havde været inde på Strøget ugen forinden og set 5-6 unge stå og danse rundt om en båndoptager. Ugen efter tog vi ind til Rådhuspladsen og mødte 10 drenge, som stod og hørte høj musik. To af dem var Ken Larsen og Henrik ’Phase 5’ Marquardt, som var pionerer inden for breakdance i Danmark. De satte to båndoptagere sammen, og så gik vi ned gennem Strøget i samlet flok og stoppede op foran tøjbutikken Deres, hvor de begyndte at danse electric boogie. Pigerne kiggede, og folk smed penge i bøtten, så vi kunne gå over og købe en Whopper, og jeg syntes, det var helt fantastisk. Jeg begyndte at tage derind hver fredag, og vi blev hurtigt flere og flere, som mødtes og breakdancede.

Samtidig var min storebror taget på high school i USA. Han boede i Rochester uden for New York, og når han hørte radio derovre, optog han sangene på kassettebånd og sendte dem hjem til mig. De første mange gange var det Duran Duran, Spandau Ballet, Paul Young og de andre gængse 80’er-bands. Pludselig var der en pause, hvor der ikke kom noget med posten, fordi han havde mødt en sort pige, som havde introduceret ham til hiphop. Det næste bånd, han sendte, var det med Run DMC.

Jeg så tysk fjernsyn konstant, fordi det var det eneste sted, der var en chance for at støde på noget om hiphop. Når de bragte et indslag om breakdance fra New York, skyndte jeg mig at optage det på min Betamax, og så inviterede jeg alle vennerne fra gården i Tårnby over. Vi så det igen og igen, spolede frem og tilbage, mens vi lå i underlige akrobatiske stillinger hjemme på stuegulvet. Vi tog i Accord inde i byen iført store skijakker og købte to plader, mens vi stak resten ind under jakken, og vi købte en mixer og to gamle pladespillere, så vi kunne øve os i at scratche. Senere fik vi et lokale i ungdomsklubben Thomas P. Hejle, hvor vi mødtes hver fredag fra 18 til 22. Graffitimalerne lavede store malerier, og oppe på scenen havde vi en dj-pult, hvor Phase 5, Cutfather og jeg skiftedes til at spille, mens drengene lå svedende og breakdance-battlede på gulvet. Lokalet lå på tredje sal, og nede i stueetagen på ungdomsklubbens diskotek stod alle pigerne og undrede sig over, hvor alle drengene blev af. Men vi ænsede dem ikke. 

Jeg var med i en breakdancegruppe med blandt andre Jan ’DJ Jan’ Kabré’ fra MC Einar og Lars Ranthe. Vi breakdancede i syv timer hver dag efter skole og endte med at vinde DM to gange. Hurtigt fandt jeg ud af, at det ikke gik at være breakdancer og hedde Lars. Mine idoler fra USA hed ting som Crazy Legs, Mr. Freeze og Buck Four, så jeg måtte også have mig et alias. Først hed jeg Mr. X, men det fungerede slet ikke. I stedet kaldte jeg mig Chief 1, fordi jeg elskede indianerne, og fordi det handlede om at være den bedste af dem alle.

Rockers By Choice, 1988.

PÅ THE VOICE havde Dan Rachlin og Philip Lundsgaard et radioprogram, hvor man kunne sende dj-mix ind. Jeg var helt oppe at køre, når mine ting blev spillet i radioen. Det samme var min ven Jørgen, som kaldte sig DJ TNT. Men en dag var der en fyr, som sendte et rigtig dårligt mix ind i TNT’s navn for at få ham ned med nakken. TNT blev så rasende, at han besluttede sig for at lave en diss-rap, som de gjorde i USA. TNT, min storebror Per – som kaldte sig Dee Pee – og jeg øvede os i at rappe på engelsk og indspillede vores diss-rap på TNT’s firesporsbåndoptager. Fredagen efter blev det spillet på The Voice. Vi dannede en gruppe og begyndte at øve, og imens tog jeg 10. klasse for at købe mig tid, mens jeg fandt ud af, hvad jeg skulle med musikken.

I 1987 dannede jeg Rockers By Choice sammen med min bror, Master Phoze, MC Pete og MC Swan. Vi øvede på Amager og indspillede en masse demoer på engelsk, som blev afvist af alle pladeselskaberne. Men det førte til koncerter på punk- og rockklubber som Barbue i Huset i Magstræde og Sorte Hest på Vesterbro. På det tidspunkt var punken blevet stueren, og jeg tror, at punkerne savnede noget oprør. De elskede vores energi og gik helt amok og stage­divede, mens vi spillede. 

Efter en af koncerterne på Barbue kom Kenneth Bager, som arbejdede for Virgin Records, op til os. Med sin Hobro-dialekt sagde han: ”Det’ fan’me fedt, det der, drenge” og tilbød os en kontrakt, hvis vi ville lave noget på dansk. Vi var skeptiske, fordi dansk rap dengang var fjollet og så langt fra vores idoler i New York, som man kunne komme. Det var sådan noget som Per Pallesens ’Fodermesterrap’ og Gunnar Nu Hansens ’Nu rap’. Men vi tænkte, at hvis nogen skulle lave det første rigtige danske hiphopalbum, så skulle det være os.

Chief 1 turnerer i 2022 med sit tredje soloalbum, ’Nordlig sjæl’.

Da vi udgav ’Opråb! Til det danske folk’, eksploderede det hele. Vi fik topanmeldelser, og selv de mest intellektuelle musikkritikere elskede os. Samtidig blev vi teenage-idoler. Jeg boede stadig hjemme hos mine forældre, og der var fans, som lå i buskene på Tårnby Torv og ventede på mig. Min mor forbarmede sig ofte over dem, så når jeg kom hjem efter at have øvet, sad der 3-4 fans hjemme i stuen. På posthuset hentede vi den ene sæk efter den anden med breve, hvor unge piger skrev, at alt, de ønskede sig, var en hest og at blive kærester med en af os. Og når vi spillede koncerter, kunne vi ikke forlade backstage-lokalet uden at blive jagtet. Det var mærkeligt for os at blive popstjerner, samtidig med at vi gerne ville være hiphop og holde det real.

I 1989 og 1990 turnerede vi konstant og spillede alle de store festivaler. Det satte sine spor på vores andet album, som pladeselskabet gav os helt frie tøjler til at lave. Det blev optaget i et rockstudie med live-instrumenter, og måske skulle nogen have fortalt os, at vi gik lige lovlig hurtigt væk fra det, som havde gjort os til stjerner. Da ’Vi er generationen der ikke må fejle’ udkom, var der mange af vores fans, som ikke kunne følge med i det store musikalske spring, som især jeg havde taget. På turneen, der fulgte, lavede vi rock-opsætninger af alle de gamle numre, og folk faldt fra, fordi de ikke kunne kende os. Pludselig tjente vi ingen penge, og jeg var 20 år gammel, havde lige købt ejerlejlighed og stod med en kæmpe B-skattegæld. 

Efter den tredje Rockers-plade begyndte jeg at hænge ud på Bodega Fidusen på Amager, hvor et par af mine gamle Tårnby-venner kom. De havde dannet en lille rapgruppe ved navn Humleridderne, som alle gik og grinede af. De var malere, og jeg fik ideen til at lave en sang, som hed ’Malerhjerne’. Vi gik i studiet, og jeg producerede deres første album, som udkom i 1995 og solgte 150.000 eksemplarer. Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide at arbejde som producer, fordi det gav mig mulighed for at holde mig lidt i baggrunden. Jeg var træt af at være på turné og spille koncerter, og stemningen i Rockers var ikke længere god. Jeg følte et pres for at skulle levere det næste hit, og til sidst fik jeg angst, fordi jeg var følsom og tog alting nært. I en taxa på vej til en koncert i Jylland midt om natten fik jeg et anfald, hvor mit hjerte bankede, og jeg ikke kunne synke. Jeg måtte stige ud af bilen og lægge mig i nødsporet på en kold jysk motorvej, mens jeg troede, at jeg var ved at dø.

Chief 1 laver ’the windmill’, 1985.

JEG TRAK MIG fra spotlyset og gik fra at være angriber til træner. I 1993 havde jeg opdaget Remee til et arrangement, ’Årets Rapper’ i Solrød, hvor jeg var dommer. Han var en meget hardcore 16-årig dreng, som i hvert faldt ikke skulle være med i et popband, men jeg fik ham med som rapper i Sound of Seduction, der blev en af Danmarks første dance-succeser. Vi lavede flere kæmpe hits, og jeg startede et pladeselskab, hvor vi udgav eurodance. I mellemtiden udgav vi det sidste Rockers By Choice-album, ’De 5 på flugt’, men i 1996 var det slut.

I årene efter producerede jeg alt mellem himmel og jord, lige fra Kim Larsen og Johnny Madsen til Outlandish og Basim. Og fordi jeg havde skattegælden fra Rockers-dagene hængende over hovedet, sagde jeg også ja til at lave en masse børnemusik, blandt andet Razz, B-boys og Danny Kool. Mange år efter Sound of Seduction dannede jeg sammen med Remee pladeselskabet RE:A:CH – Remee and Chief – hvor vi både vandt Dansk Melodi Grand Prix med Soluna Samay i 2012 og Anti Social Media i 2015 og sammensatte poptrioen L.I.G.A, som blev en stor succes. Men der var ikke noget af det, som gjorde mig rigtig glad. Alting blev mere og mere gråt, og selvom der kom grønne bude med platinplader, var det kun et hurtigt fix. Jeg isolerede mig i studiet i 12 timer ad gangen, og når jeg slukkede computeren, blev jeg trist. For så vidste jeg, at jeg var nødt til at gå ud i den virkelige verden.

I 2016 fik jeg en dyb depression. Jeg gik fra min hustru, som jeg havde været sammen med i 22 år, og jeg forlod pladeselskabet med Remee. Min største frygt var, at jeg havde mistet lysten til at lave musik, for hvis jeg ikke havde den, hvad levede jeg så for? Der var perioder, hvor jeg tænkte, at det hele kunne være lige meget. Men heldigvis havde jeg min syvårige søn, som gjorde, at jeg ikke gav slip. Jeg var flyttet ind i mit studie og sov 4-5 gange om dagen, og om natten traskede jeg hvileløs rundt i kvarteret. 

Jeg gik til psykolog og tog lykkepiller, men intet af det virkede. Jeg havde læst, at man skulle huske at gøre noget godt for sig selv, så en aften i studiet skrev jeg en sang kun til mig. Den hedder ’Man skal dø lidt, før man finder vej’, og jeg skrev den på 20 minutter. Bagefter satte jeg mig og sang for første gang i mit liv. Da jeg var færdig, lagde jeg mig til at sove, og næste morgen, da jeg hørte nummeret igen, kunne jeg mærke, at der kom en lille lysstråle ind i mit liv. Den dag skrev jeg et nyt nummer mere, og før jeg havde set mig om, havde jeg skrevet 3-4 sange, som til at starte med kun var for mine egne ører. Men der gik ikke længe, før jeg tænkte, at der måske var andre, som kunne relatere til det, jeg gik igennem.

I 2017 udgav jeg mit første album, ’Slip’. Pludselig var jeg på soloturné for første gang i en alder af 48. I starten kom der ikke mange til koncerterne, men en dag blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville være med i ’Toppen af poppen’. Jeg troede først, at det var telefonfis, men ikke længe efter sad jeg ved et bord sammen med Kwamie Liv, Teitur, Medina, Anders Blichfeldt, Cæcilie Norby og Carl Emil Petersen. En stemme inde i mit hoved sagde, at jeg ikke hørte til som sanger i det selskab. Men da jeg gik op til mikrofonen, overraskede jeg alt og alle.

Efter min første solo-single blev jeg inviteret i ’Go’ aften Danmark’ for at tale om min depression. Flere gange undervejs havde jeg lyst til at forlade studiet, men værten Michèle Bellaiche så mig og hjalp mig gennem interviewet. Da jeg kom hjem, var min indbakke på de sociale medier svømmet over med beskeder. Der var folk, som skrev, at de havde grædt, mens de så det – og at de sad derude og havde det præcis som mig.

Det har taget mig tre album at nå til et punkt, hvor jeg føler, at jeg kan kalde mig selv for sanger. Det, der startede som en flugt fra min depression, er blevet min identitet, og når jeg i dag producerer for andre, ser jeg det som et bijob. Jeg bliver nok aldrig helt fri af mørket, men jeg har vendt mit livs største nedtur til en ny begyndelse. Og selvom jeg er 52 år gammel, har jeg det, som om jeg er 17 og lige har udsendt mit første album med Rockers By Choice.

Infernal kan lige om lidt holde 25-års jubilæum, men de mange år på danske festivaler, provinsdiskoteker og som international pop-sensation har ikke taget livet af forsangeren og bandet, der fortsætter med at plukke danse-æbler. I 10 kapitler fortæller 45-årige LINA RAFN om et kvart århundredes op- og nedture, om at lære disciplin af en svømmetræner i træsko, om at blive techno-tryllebundet i en Ford Escort og om at blive ved – og ved – selvom man er dømt ude.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Isak Hoffmeyer

1.

SVØMMEHALLEN I HERLEV lærte mig, hvad disciplin betød. Jeg var fem år gammel, da jeg spurgte mine forældre, om jeg måtte begynde til svømning. De sagde ja, og jeg stødte på svømmetræneren Glenn. Når jeg svømmede på livet løs, fulgte han med i sine træsko langs kanten, mens han råbte og skreg.

Hver efterårsferie stod den på svømmelejr i Nordjylland, hvor vi hørte musik, svømmede og trak hinandens grimme joggingbukser af. Så styrtede vi efter hinanden, men en dag væltede jeg og bankede hovedet ind i en bordkant. Jeg besvimede og skulle lappes sammen på skadestuen, fordi det blødte så meget. I dag har jeg stadig et ar fra Nordjylland.

Glenn var ikke decideret forhadt i svømmehallen, men han delte vandene. Jeg elskede hans engagement, fordi jeg forstod, at han ville have os til at yde vores bedste. Hver gang. Hvis du vil noget, skal du øve dig. Også når du ikke er inspireret, når det er hårdt, når du ikke har lyst.

Det var ikke sjovt at stå op klokken syv om lørdagen for at cykle til morgentræning i frostvejr. Men det var det, der skulle til. Jeg blev ikke bange eller såret, når han råbte, for han var dybt passioneret. Når han gik frem og tilbage langs svømmepølen og skreg: ”KOM SÅ!” blev jeg ikke ked af det. Jeg blev motiveret. Alle har det ikke ligesom mig, men min standardindstilling er også at skrige: ”KOM SÅ!” 

Jeg voksede op i et stort rækkehus i Herlev med hessian på væggene og kokostæppe på gulvet. Det var så brunt og 80’er-agtigt, som det kunne være. Herlev var et specielt sted i 80’erne. Det var ikke Vestegnen, og det var ikke Nordsjælland. Der var store områder med almene boligbyggerier, som var ret belastede, men samtidig havde man Hareskovby, hvor der lå store huse lige ud til skoven. Jeg voksede op i villakvartererne, der hverken var fugl eller fisk.

Min far arbejdede som edb-programmør, og i fritiden var han hi-fi-entusiast. Stuen var fyldt med stereoanlæg med forforstærkere, højttalere og effektforstærkere. Alle møbler var vendt og drejet for at opnå det bedste lytte-perspektiv.

Dér i stuen hørte vi Mezzoforte, et islandsk instrumental-band, der spillede funk-jazz, men som i Danmark nok er mest kendt for at lave introen til det daværende Sportslørdag. Ellers hørte vi Fourplay, Dave Grusin og Andreas Vollenweider. Det var sådan noget musiker-musik, min far elskede, og hvis vi ikke hørte musik, så vi sport i fjernsynet. 

Min mor er uddannet gymnastiklærer, og der er ikke den sport, jeg ikke har gået til – svømning, kaproning, dans, orienteringsløb. Vi så altid sport på svensk, fordi min far syntes, at deres kommentatorer var bedre. Mine bedste barndomsminder er fra de weekenddage, hvor min far havde været ude at løbe og kom hjem med morgenbrød. Så kunne jeg høre de svenske kommentatorer mumle, mens vi spiste og skimtede mod fjernsynet, hvor de viste slalom, langrend, skiskydning, styrtløb. Jeg er stadig helt vild med skiskydning.

I nogle år sigtede jeg hårdt efter at blive konkurrencesvømmer, men det var før, jeg begyndte til standard- og latindans, hvor jeg opdagede, hvordan det var at være god til noget. Jeg havde set dans i fjernsynet og syntes, at det var så elegant og flot. Heldigvis vidste mine forældre ikke, hvor dyrt klassisk dans er. Kjolerne, enetimerne og turene er nærmest ligesom at gå til ridning. Det koster en formue.

2.

JEG KAN TYDELIGT huske første gang, jeg kom ind på Bendixens danseskole, Pejsegaarden. Det var et stort, dunkelt sted i Brønshøj med utallige sale, som havde hver deres navne. Gobelin-salen, Pejse-salen og den slags. Det var dekadent, men samtidig lidt falmet. Det var noget fra en anden tid, man forsøgte at holde liv i. Med parketgulve, lysekroner og spejle var det en skærende kontrast til Herlevbadet. Men det var den samme disciplin.

På mit dansehold var der én herre og 20 piger, og da jeg fik herren, vidste jeg, at jeg nok var den bedste på holdet. Jeg blev plukket til at danse turneringsdans, ret skelsættende, tror jeg, det var, og jeg mødte Britt Bendixen, som ejede Pejsegaarden dengang. 

Britt Bendixen er larger than life. Hun taler så gammeldags, og det slog mig allerede dengang, at hun aldrig går lige frem. Hun går sidelæns – som når man danser. Det ser ud, som om hun svæver over gulvet. Hun fremhævede dem, der havde gjort det godt til en turnering. Det var så udansk: ”Se lige på Janus og Marete. Nu skal I danse for os,” kunne hun sige. Så skulle vi andre klappe, mens vi vendte øjne og håbede, at hun ville vælge os næste gang.

En dag manglede Britt Bendixen nogle dansere til Cirkusrevy Balletten. De damer, hun normalt brugte, var nogle langstilkede dåser på 180, men fordi det var akut, kom jeg alligevel til audition. Hun valgte en, der var en del højere end mig. Hun havde det krav, at danseren skulle træne hver dag efter prøverne, og det gad vedkommende sgu ikke. Så vendte Britt sig mod mig og sagde med sin affekterede stemme: ”Lina, du er en fantastisk danser, det kan der ikke være nogen tvivl om. Men du er jo bittelille. Du er nødt til at være knogletynd.”

Jeg elskede hendes ærlighed, og så kan det godt være, at det ikke er det mest pædagogiske at sige til en ung pige, men jeg forstod logikken, og det blev aldrig til en spiseforstyrrelse eller opfattet sårende. 16-årige Lina med kort hals, brede skuldre og 165 i højden forstod det. Det var aldrig intentionen at nedbryde selvværd, og det var heller ikke sådan, det landede. 

Jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle være teaterdanser. Jeg kan ikke synge de samme linjer i den samme forestilling i det samme lokale i måneder ad gangen. Det keder mig simpelthen for meget. Hvis der ikke er en eller anden form for variation, kradser jeg huden af mig selv. 

LINA RAFN 

Født 1976. Opvokset i Herlev og flyttede som ung til Aarhus og Aalborg for at dyrke sportsdans på eliteniveau.

Dannede i 1997 gruppen Infernal med Paw Lagermann og Søren Haahr. Ifølge KODA var hun den tredjemest spillede kvindelige danske artist fra 2006 til 2010. Hun har siden 1998 dannet par med Kasper Pertho. Sammen fik de i 2010 datteren Karmen. Infernal, der har 25-års jubilæum i januar, spiller i Store Vega 22. december under mottoet ’Mindre salme, mere bas-arm’.

3.

I MINE TEENAGEÅR fik jeg øjnene op for techno- og house-musik. En aften, efter vi havde optrådt på en privatskole, tog vi på Daddy’s Dance Hall i kælderen under Palads-biografen i København. Det var første gang, jeg var på natklub, og det var en helt ny verden, der åbnede sig. Jeg begyndte at gå i byen, og det var her, jeg mødte John, der i virkeligheden hed Ashfaq og arbejdede i PostDanmark. Han havde godt luret, at det var lidt nemmere at arbejde i posten i Danmark, hvis man kaldte sig John. 

Ashfaq kørte mig ofte hjem fra byen i sin hvide Ford Escort, fordi han syntes, det var synd, at jeg skulle vente på natbussen til Herlev. På en af de hjemture spillede han techno-nummeret ’Die Schwarze Zone’ for mig. Jeg blev fuldstændigt opslugt af det og tog til techno-fester i Pakhus 11, Turbinehallerne, Pumpehuset og morgenstedet, de kaldte Melonen. Det var alt andet end Herlevs rækkehuse. Det var techno-freaks i vejarbejderveste, plateausko og beskyttelsesdragter.

Da jeg var 15 år, var jeg lige kommet hjem fra en ferie med min far og hans nye kæreste, og når jeg tænker tilbage, skulle jeg nok ikke have været med. Jeg var et kæmpe tredje hjul på hele det nyforelskede pars tur. Så da jeg kom hjem, måtte jeg bare ud af huset. Jeg ringede til en af mine venner fra danseskolen, som havde en aftale med en flok knægte i Vanløse, og en af dem var Paw (anden halvdel af Infernal, Paw Lagermann, red.).

De her drenge var så dedikerede til elektronisk musik, de byggede forstærkere og mixere og købte alle mulige importplader. Og de var ellevilde med, at der kom en pige, som havde samme interesse. På det tidspunkt havde jeg kort, afbleget hår og gik med min mors gamle tøj fra 60’erne. Jeg lignede noget klippet ud af videoen til ’Groove Is in the Heart’, mens alle andre piger havde permanentkrøller, Ball-bluser, pilotjakker og Levi’s-jeans.

Vanløse-drengene var ligeglade med, at jeg så anderledes ud, men det var folk i Herlev ikke. Engang sneg en dørmand mig ud ad bagdøren på et sodavandsdiskotek, fordi pigerne fra 10. var ved at samle et hold drenge for at give mig bank. Hele aftenen havde de asket mig i håret på dansegulvet, fordi jeg hverken lignede dem, gik til håndbold eller ville ligne dem. Jeg var en ung, usikker pige, men jeg virkede nok også arrogant. Da jeg fandt dans, techno og Vanløse-drengene, så de ikke mere til mig i Herlev.

Jeg tilbragte sindssygt meget tid med Paw og de andre Vanløse-gutter. Vi hørte plader på deres hjemmebyggede anlæg og drak øl i deres kælderværelser. Hos en, der hed Mads, beklædte vi et rum med avispapir og satte spande derind, hvis folk skulle kaste op i løbet af festen.

Paw var gamer og nørdede musik på computeren. I begyndelsen af 90’erne tænkte man ikke, at man kunne leve af musik. Det kunne godt være, at du drømte om at lave musik, men det var slet ikke en reel mulighed at gøre det til en karriere. 

4.

JEG BLEV SMIDT UD af Herlev Gymnasium efter en studietur i 2. g. Mit fravær lå på 60 procent, fordi jeg dansede så meget i hverdagen og lavede shows i weekenderne, som tog al min tid. En dag kaldte rektor mig ind til en samtale, hvor hun forklarede mig, at jeg ikke skulle spilde min tid på gymnasiet, hvis jeg havde gang i så mange andre ting, for jeg kunne altid tage en uddannelse. Den samtale har jeg vildt meget respekt for. Hun sagde det, som det var, og hun havde ret. 

Jeg havde ikke en dansepartner på det tidspunkt, men jeg havde fået tilbudt en i Jylland, og pludselig var der ikke noget, der holdt mig i København længere. Jeg havde været til technofesterne. Jeg havde optrådt i Cirkusrevyen. Jeg havde drukket øl i Vanløse. Så ringede jeg til min træner og sagde, at jeg var klar til at flytte, og røg ind på et værelse i Gellerupparken. 

Jeg boede to år i Aarhus og to år i Aalborg. Jeg havde meget svært ved at finde arbejde, og jeg var meget alene. De år er meget definerende i ens liv, og alligevel har jeg kun én kammerat fra den tid. Ved siden af livet i Jylland var jeg backup-danser for en kunstner, der hed Mirah, og så blev jeg en del af gruppen Bordeaux, som bestod af Nicolai Villum Jensen, Kristian Paulsen og Paw og mig.

I Bordeaux var jeg mest et visuelt bidrag til iscenesættelse og shows, fordi de gerne ville have min vildskab ind i det. På det tidspunkt legede vi og prøvede en masse ting af. Og da vi lavede nummeret ’Hit Me’, blev vi signet af Kenneth Bager, den her skøre og geniale producer med verdens tykkeste Hobro-dialekt. 

Den første gang, vi skulle optræde med det nummer, var på Københavns største, faste techno-klub, X-Ray, og op til vores optræden sagde Kenneth, at jeg ikke skulle stå og lave alle de der poppede dansetrin. Vi skulle finde noget, som viste, at vi mente det, når Nico sang ”Hit me in the ass”. 

Så tog vi i genbrugsbutikken og fandt et lyseblåt jakkesæt, en lyserød skjorte og et blomstret slips til forsangeren Nicolai. Indenunder havde han sort seletøj i læder og et par latex-boksershorts, mens Paw kun var iført et par lånte læderbukser og en læderkasket. Den aften trådte Nicolai ind på scenen med en attachémappe fyldt med gamle pornoblade, vi havde købt hos en marskandiser. Han kastede dem rundt, mens han skreg: ”Føj! Sikke noget lort.”

Da nummeret begyndte, kom Paw og jeg ind i det her fetich-tøj. Jeg havde ni-halet pisk, latex-korset og røde latex-trusser på og lignede en dominatrix. Og da Nicolai sang ”Hit me in the ass”, rev vi tøjet af ham, så han kun stod i seletøj og latex. Kort efter tog jeg en påspændings-dildo på, og da nummeret nåede klimaks, lod jeg, som om jeg bollede ham bagfra, mens han sang til Paws skridt.

Det her var altså før internettet. Vi var knap nok myndige og anede ikke, hvad det var, vi havde gang i. Hvis vi havde set noget erotik, var det, fordi vi havde fundet Ugens Rapport under vores forældres seng eller set en eller anden stjålet pornofilm. Men fordi vi lavede den performance, blev vi booket til forskellige fetich-fester.

5.

I 1997 HAVDE VI fået nogle faste jobs, hvor vi skulle spille til en række temaaftener på Discotek IN i København. Vi var en slags performancegruppe, så når de for eksempel havde space-tema med grønne drinks og oppustede aliens overalt, skulle vi lave et par numre, som passede til. En weekend havde de skotsk tema, så vi lavede et nummer i vores studie i Njalsgade og fandt nogle sækkepibespillere fra The Heather Pipes & Drums på De Gule Sider. Nummeret, som senere kom til at hedde ’Sorti de L’enfer’, blev en kæmpe succes på IN. Dengang stod dj’en højt oppe, så de ikke blev forstyrret af gæster, og folk skrev små sedler i baren, hvor der stod: ”Spil den med sækkepiberne,” som de kastede op til pulten.

Kort efter meldte Nicolai Villum Jensen og Kristian Paulsen sig ud af projektet, fordi de havde gang i et andet band, så Paw og jeg endte med at udgive sangen under navnet Infernal sammen med dj’en fra IN, som havde booket os og fundet på konceptet, Søren Haahr.

Jeg boede stadig i Jylland, da det begyndte at tage fart. Søren købte en gammel HT-bus, der var blevet omdannet til tourbus. Den var blevet malet matsort og delt op i tre afdelinger. Forrest var de gamle røde plastiksæder, i midten var der indrettet køjesenge, og bagerst var der plads til vores gear. Han købte den af en fyr, som angiveligt havde skyldt penge til nogle rockere, som havde hældt smørsyre ud i bussen for at få deres penge, og i al den tid, vi brugte den, kaldte vi den bare for Gnuen, fordi smørsyre stinker helt forfærdeligt og er umuligt at fjerne. Vi fik også lavet et totalt kikset skilt, hvor der stod: ”INFERNAL ON FUCKING TOUR.” 

Fordi jeg stadig dansede på eliteplan, kunne jeg stille op i en turnering hele lørdagen og så blive hentet af Gnuen bagefter for at spille tre shows. Så kom jeg hjem for at sove et par timer, før jeg skulle op og træne igen om søndagen. Nogle gange tog jeg det sidste fly til København fra Aalborg, hvor man kunne få en ungdomsbillet for 350 kroner. Det var sindssygt hårdt, og der var flere nætter, hvor jeg ikke engang tog min makeup af. Jeg fjernede de kunstige øjenvipper og læbestiften og lagde mig til at sove. Og om morgenen rettede jeg til, og så var det ud at danse turnering. Det kan man altså kun, når man er 21.

Vi fik en aftale om at lave et album, og så var jeg nødt til at droppe dans til fordel for Infernal. Jeg flyttede til København og købte en etværelses lejlighed på 37 kvadratmeter. Den kostede 440.000 kroner, og jeg syntes, det var en formue. Vi udgav vores første album, ’Infernal Affairs’, i 1998. Det solgte omkring 80.000 eksemplarer, hvilket var helt vildt mange cd’er selv på den tid. Det var seriøs fest og leg, men vi havde ikke et sekund forudset, at det ville blive så stort. Vi spillede så mange koncerter i den periode, alt fra festivaler til Dahlgårds Tivoli.

I årene efter vores debutsucces døde dance-bølgen. Det var surt og hårdt, og vores andet album fik ikke samme opmærksomhed. Ingen gad spille os, ingen gad snakke med os, og ingen ville have os på plakaten, det var som at slå i en dyne. En dag i 2004 ringede jeg til Paw og sagde, at jeg havde på fornemmelsen, at vi snart blev fritstillet af vores kontrakt, og det gjorde vi samme år.

6.

DET HAVDE VÆRET NEMT bare at stoppe og acceptere, at tiden var løbet fra os. Men vi kunne mærke, at vi blev bedre og bedre, så hvorfor skulle vi stoppe? Vi havde stort set færdigproduceret vores tredje album, ’From Paris to Berlin’, da vi blev opsagt, så vi besluttede os for at sætte det hele på rød og bruge alt, vi havde, på at lave videoen til selve nummeret ’From Paris to Berlin’, der blev vores største hit og stadig er det. Vi gik fra at være dem, ingen ville tale med, til at være en international succes. Først i Skandinavien og Rusland og senere i Storbritannien og Australien, og i Frankrig lå vi nummer to, kun overgået af Craig David, men over The Pussycat Dolls.

I 2006, da vi toppede i Storbritannien, blev vi inviteret til at spille i det ikoniske ’Top of the Pops’-program på BBC. Det er en optræden, som hele ens karriere står og falder med. 

Vi skulle flyve klokken fem om morgenen, men vi var booket til et show på Paddy’s i Horsens aftenen før, som jeg nægtede at aflyse. Vi havde udskudt vores optræden flere gange, og på det tidspunkt var vi stoppet med at spille på klubber. Man kan kysse opad lige så længe, man vil, men hvis man ikke kan kysse nedad, er du på røven, når vinden vender, og du har brug for Paddy’s i Horsens. Så vi optrådte i Horsens, og efter showet kørte vi med det samme til lufthavnen, og tog direkte ud til BBC, da vi landede.

BBC’s område er helt enormt og nøgent, der var absolut nul glamour og nul rock and roll, det hele var brunt og tv-røvsygt. Jeg forestillede mig hundredvis af publikummer og et fedt greenroom, hvor musiklegender havde siddet og fyret den af. Men der var næsten ingen mennesker til koncerten, og dem, der var, blev guidet rundt, så det på tv så ud, som om der var fyldt. Det eneste, jeg så backstage, var et klistermærke på et spejl, hvor der stod ’DJ Aligator’. Det havde han åbenbart klistret på, da han havde spillet der fire år tidligere.

Efter vores optræden kom en britisk ansat hen med to af vores singler og spurgte, om vi ville signere dem til Neil og Chris. Det tænkte vi ikke over. Ikke før hun fortalte, at det altså var Pet Shop Boys, som bad om en autograf.

7.

DER ER MANGE, som fejlagtigt tror, at jeg for alvor blev kendt i den danske offentlighed, da jeg blev dommer i ’X Factor’. Men det er ikke helt rigtigt. Da vi fik international succes, var vi massivt til stede på festivaler og i medierne over flere år. Det kom jeg igen, da jeg tabte en årelang skattesag i Østre Landsret i 2007. Jeg havde trukket kostumer og makeup fra i skat, fordi det var en del af mit arbejde, men det mente de ikke. Jeg blev sågar inviteret til et møde med daværende skatteminister Kristian Jensen, og jeg har haft grufuld politikerlede siden det møde.

Jeg kan ikke tale om den sag uden at komme op i det røde felt. En håndværker kan trække sit arbejdstøj fra, selvom de trasker rundt i deres overalls i Bilka, men jeg kan ikke trække mine kostumer fra. Det er helt hen i vejret, og jeg var rystet. 

I slipstrømmen på min skattesag og vores internationale succes blev jeg spurgt, om jeg ville være med til at starte et nyt underholdningsprogram. Ingen vidste på det tidspunkt, at ’X Factor’ ville blive en af Danmarks største tv-succeser, så det tog røven på os alle. 

Paw og jeg var netop gået i studiet igen efter at have rejst uafbrudt i to år. Jeg var vant til at arbejde fra 9 til 23, så ’X Factor’ lød som en loppetjans, og jeg regnede med at kunne bruge en masse tid i studiet ved siden af, men det spiste mig fuldstændigt. Pludselig kunne jeg ikke være til stede i studiet, som jeg plejede, og jeg blev koblet af dele af færdiggørelsen af albummet ’Electric Cabaret’. I de tre mest intense måneder, det stod på, kunne jeg slet ikke lave andet. 

Jeg lærte virkelig at skrue ned for mig selv i ’X Factor’- årene, fordi jeg vidste, at alt kunne og ville blive brugt imod mig. Men det har jeg ændret på siden, jeg gider ikke censurere mig selv. Jeg har set utallige artister blive interviewet, og man kan tydeligt se, at de er bange for, hvordan de bliver fremstillet. På et tidspunkt gjorde jeg op med mig selv, at det ville jeg ikke. Hvis jeg stiller op til noget, så er det for, at andre mennesker måske kan bruge det til noget, og hvis jeg fedtspiller, så kan man ikke bruge det til en skid. 

8.

DA JEG SÅ det første program, rykkede det fundamentalt ved, hvem jeg er i dag. Det, jeg så, var et menneske, der ikke sagde fra, når noget var ubehageligt, og jeg indså, at jeg aldrig skulle pynte på sandheden eller fordreje, hvordan jeg føler, hvis det larmer inden i mig. Jeg er nødt til at stå ved, hvordan jeg oplever en situation. 

Jeg voksede med den opgave, men det kostede også. Jeg var slet ikke klar til at rive alle de lag af løget på en gang. Men jeg havde sagt ja, og jeg måtte leve med det, men sagde nej tak, da de henvendte sig om en ny sæson. Men så fik jeg et opkald fra mit management. Min afløser var sprunget fra, og de ville gøre alt for at få mig tilbage. Jeg orkede ærligt talt ikke endnu en sæson, hvor jeg skulle være bolværket mellem Remee og Blachman, som var min helt klare rolle.

På det tidspunkt ville jeg hellere producere ny musik. Vi havde et album klar og var blevet tilbudt at spille i ’The Dome’, et stort tysk tv-program. Men jeg blev overtalt, fordi jeg igen troede, at jeg kunne nå det hele. Det viste sig selvfølgelig, at det kunne jeg ikke, og optagelserne til ’The Dome’ lå oven i et liveshow. Vi afsøgte alle muligheder, fra jagerfly til helikoptere, for at se, om vi kunne nå begge dele, men det kunne ikke lade sig gøre.

I anden sæson af ’X Factor’ var jeg blevet opgaven voksen. Min artist vandt også den sæson, og det kunne kun lade sig gøre, fordi jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Stik modsat første sæson, hvor jeg var totalt på glatis.

Med ’X Factor’ blev jeg mere folkelig, end jeg virkelig er. Fordi jeg havde de her hanelefanter på hver side, blev jeg opfattet meget mere likeable. Væk var hende, der var for vild til at spille på Crazy Daisy 10 år før, og væk var hende, der var for skør til ’Go’ morgen Danmark’. Det er jo den, jeg i virkeligheden er. Jeg er hende, der i en alder af 45 insisterer på at rende rundt i lakstøvler og netstrømper. 

Det, man ikke så i fjernsynet, var en dame med fucking temperament og kompromisløshed. Der er mange sider til sandheden om mig, og på tv blev jeg mere rund og blød. Det var ikke særlig fedt, når Infernal handlede om vildskab og at bryde rammer. Det hele blev mere spiseligt for en stund, men det var også lidt en løgn. Jeg ramte overliggeren af mit eget behov for opmærksomhed, for selvom jeg godt kan lide at blive set, hørt og at udtrykke mig, var problemet, at det ikke var mit eget kreative projekt og mine meritter som musiker, der blev vurderet.

9.

JEG FØDTE MIN DATTER Karmen i 2010, og det er den mest brutale livsomvæltning. Jeg fødte hende ved akut kejsersnit, hvor mavemuskulaturen bliver ekstremt påvirket. Det er altafgørende for en sanger, det kan påvirke stemmen sindssygt meget, og det gjorde det for mig. Det svarer til en håndboldspiller, der brækker armen og skal genoptræne. Når jeg lavede en lyd, kom der en helt anden ud, så jeg måtte lære at synge fra bunden. Det var en vanvittig hård tid.

Når du får børn, indser du, hvor lidt tid du har tilbage. Børn kræver så meget tid og så mange mentale ressourcer. Det er så skidehårdt. Det betyder ikke, at børn ikke er fantastiske, men jeg var vant til at arbejde konstant. Jeg ville gerne være til stede som mor, og jeg ville gerne have, at hun så mig mere, end hun så pædagogerne. Jeg afspadserede, hvis jeg havde været ude at spille i weekenden. Med det tidspres fandt jeg ud af, at jeg ville bruge de resterende arbejdstimer på målrettet at forfølge de kreative flueben, jeg manglede at sætte. 

Det betød, at Infernal famlede i 3-4 år, fordi vi havde glemt, hvad vores smag var. I den periode stoppede jeg også med at lave interview med kulørte blade. Vi var blevet så opmærksomme på, hvad modtageren ville have, at vi ikke tænkte over, hvad det var, vi ville. 

I 2014 tog jeg endnu en sæson med ’X Factor’, fordi vi vidste, at det gav nogle penge i kassen. Vi fik plads til at finde os selv. Vi reformerede både vores musik og vores visuelle udtryk. Inden vi stoppede op og revurderede os selv, kunne vi gøre ting live, som var sjove, men som ikke havde noget at gøre med, hvem vi er. Blandt andet havde vi et break i et nummer, hvor vi spillede noget fra ’Ghostbusters’. Vi mistede os selv uden at mærke det. Vi er til-gulvet-mennesker, der kan lide klubmusik. Vi brugte sindssygt mange timer i studiet og begyndte langsomt at dreje skibet i en anden retning.

Infernal har ramt bunden ad flere omgange. Og vi har været tæt på at gå i opløsning. Vi har smadret ting, og det har været meget dramatisk. Men det var, fordi det betød noget. Der har været lange perioder, hvor vi har måttet kæmpe for vores berettigelse. Men vi har rejst os hver gang, hvor andre kapitulerer, kaster håndklædet i ringen og giver op. Jeg er ikke daggammelt wienerbrød, før jeg selv synes det. Så længe jeg selv elsker at optræde, og så længe folk kommer til vores koncerter, er der ingen grund til at stoppe. Vi er bedre, end vi nogensinde har været. 

10.

DET HAR VÆRET helt hjernedødt at få lov til at spille igen efter genåbningen. Der har været halvandet års fest, der både skulle ud af os og af publikum. Selvom det snart er 25 år siden, vi startede Infernal, lukkede vi hovedscenen, da Syddansk Universitet holdt deres store genåbningsfest. Vi spillede side om side med unge rappere og dj’s. Vi har gjort det andre gange, og det er altså helt vildt. Hvor mange gør det efter 25 år? Og hvor mange kan blive ved med at være relevante for mennesker på 22 år? Når jeg oplever det, kan jeg godt blive lidt stor i slaget.

Jeg har aldrig villet anerkende mig selv som forretningskvinde og direktør. Det var bare noget, der skulle overstås. Men sådan er jeg begyndt at se mig selv, jeg vil gerne have en sund forretning, også når jeg bliver gammel, for hvad sker der, hvis jeg får en blodprop i hjernen? 

Det lyder ikke kunstner-pænt at tænke kommercielt, og det er ikke noget, man kommer på forsiden af Gaffa af. Men vi er blevet federe som kunstnere, fordi jeg kunne lave tv, og vi kunne producere musik til reklamer. Vi er også begyndt at lave øl – Infern­øl – sammen med Nørrebro Bryghus, og vi har fået produceret rom. Det kan også være, at vi laver en vodka i fremtiden, hvad ved jeg?

Vores mission nu er at lave noget, vi er stolte af, og alt det, vi har lavet siden 2016, er jeg pissestolt af. Det har aldrig været min ambition, at jeg skulle være en international stjerne eller ligge nummer et på alle hitlisterne. Jeg tror, at det er et usundt udgangspunkt for at lave musik. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi tænkt, at ’From Paris to Berlin’ skulle blive et kæmpe hit. Vi ville bare lave noget sej electropop med power-lyrik. Faktisk hadede jeg i begyndelsen at optræde med den, fordi den er langsom i forhold til den musik, vi havde lavet indtil da. 

Jeg forstår ikke de af mine jævnaldrende, som siger, at alt var bedre i 90’erne. Der bliver lavet så meget fed musik lige nu, og det gamle lort lyder ikke bedre. Man skal vide, hvad man står på skuldrene af, men man skal ikke hænge fast i en tid. Man kan kigge på ungdommen nu og trække dem direkte ud af ethvert klassebillede fra 90’erne. Min egen datter er begyndt at høre Nirvana.

Det hele går i ring. Alle 90’er-tingene har fået en revival, og jeg er overbevist om, at Infernals 00’er-vibes er det næste. I januar går vi ind i vores 25-års jubilæum, og hvis det, der er i støbeskeen, lykkes, bliver vi relevante igen. Man skal bare hænge i. Længe nok.”

De færreste forudså, at energiske THE MINDS OF 99 en dag ville blive tidens største band. Men barndomsvennerne fra Frederiksberg er blevet stemme for en hel generation. Ud & Se oplevede som det eneste medie deres historiske koncert i Parken backstage og fulgte bagmand og forsanger Niels Brandt før, under og efter.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

DA BALLADEN ’Hurtige hænder’ kommer på, frier en mand midt i folkemængden til sin kæreste, der siger ja. Da børnesangen ’Emil’ spiller, bliver en ung fyr båret rundt i en oppustelig gummibåd af sine venner. Og under det hurtige punk-nummer ’Det er Knud som er død’ skråler tusindvis og atter tusindvis i et enstemmigt kor. 

Det giver overhovedet ingen mening. I teorien i hvert fald. Et dansksproget band, der med sin postpunkede lyd slog igennem med en sang om en afdød polarforsker, der fylder Parken i København til bristepunktet. Men det er det, der sker. Og da det melankolske new age-nummer ’Stjerner på himlen’ nærmer sig sin afslutning, sætter 52.000 mennesker sig på hug på opfordring af The Mind of 99’s blonde forsanger Niels Brandt. Kort efter, badet i et mørkeblåt lysshow, springer de alle kort op igen i en euforisk, løssluppen dansefest.

ET PAR UGER før sidder Niels Brandt i sin sorte Peugeot SUV på vej til Royal Arena på Amager. Her har The Minds of 99 tidligere spillet udsolgte koncerter for 17.000 mennesker, og derfor bruger de stedet på at forberede koncerten i Parken.

”Vi har stort set ikke spillet, så det er fra asken til ilden. Det er også det, der er så syret ved det. Sidste gang, vi spillede foran så mange mennesker, må have været til Northside i sommeren 2019. Der er stadig noget inde i mig, der siger, at den bliver aflyst, at selvfølgelig får jeg ikke lov til at spille der,” siger han.

Oprindelig havde det været planen at spille på Østerbro Stadion, den noget mindre nabo til Parken. Ideen var opstået, da bandet havde turneret rundt for fulde huse efter udgivelsen af deres tredje album, ’Solkongen’, der også havde sendt dem forbi Orange Scene på Roskilde Festival for anden gang.

Østerbro Stadion viste sig imidlertid at være udlejet i forbindelse med europamesterskabet i fodbold. Derfor foreslog bandets manager lidt ud af det blå: ”Hvad med Parken?” Det medførte spontane latterudbrud. 

Parken var et sted for Bruce Spring­steen, Beyoncé og Justin Bieber, ikke et dansk band. Kun ét andet dansk band havde tidligere meldt udsolgt, og det var Volbeat, der synger på engelsk og derfor trak fans fra Tyskland, Sverige og Norge. 

Men efter latteren var forstummet, var der alligevel noget ved det forslag. Hmm. Okay. Hvorfor ikke?

”Dumhed og mod ligger tæt op ad hinanden. Nogle gange er det nærmest det samme. Der var noget alene i signalværdien ved at prøve at gøre det,” siger Niels Brandt.

Og billetsalget gik strygende. Til sidst åbnede de for den fulde pakke på 52.000. Hvis nogen havde været i tvivl, stod det klart, at The Minds of 99 var blevet folkeeje. 

”Det kan jeg godt være overrasket over. Vores musik er kommet fra hjertet. Vi har ikke siddet og designet det. Det er kommet fuldstændig rent, uden at vi er gået på kompromis med noget som helst. Når det connecter med folk, bliver jeg stolt og taknemmelig. Mit hjerte er blevet hørt. Det føler jeg mig fandeme heldig over.” 

THE MINDS OF 99

består af forsanger Niels Brandt, Anders Folke Larsen på guitar, Asger Wis­sing på bas, Jacob Bech på synthesizere og keyboard og Louis Clausen på trommer. Til at begynde med var Mikkel Bech-Hansen også med, men han forlod bandet i 2016.

SÅ LANGT ØJET rækker, kommer folk vandrende med dåse­bajere på vej mod Parken på københavnske Østerbro, der stikker mægtigt frem bag høje træer. Merchandiseboder i syrlige grønne farver er sat op i vejkanten, og mange har allerede fået sorte T-shirts med påskriften ’PARKEN 11-09-21 12-09-20’, som de bærer i lange, snoede køer ved alle indgange, selvom klokken ikke har rundet 18.

I et indhegnet område på bagsiden griller de mange crewmedlemmer i en sjældent tiltrængt pause. Fire dage tidligere forlod en skare lastbiler Parken efter 5-0-landskampen mod Israel, og straks kørte en endnu større skare ind og gik i gang med at stille showet op. 2.000 mennesker har været på arbejde i forbindelse med koncerten, og de store lastbiler, kraner og flyttebiler holder klar til at pakke det hele ned igen, når den er slut. 

I backstagelokalet under Parken stikker en tekniker hovedet ind: 

”Må jeg regulere noget lys herinde?”

”Regulere lys?” spørger Niels Brandt fra en af sofaerne.

”Folk på Instagram brokker sig over, at der er AaB-lys herinde,” siger han. Et dunkelt rødt lys, der minder om AaB’s rød-hvide-farver, præger FCK’s omklædningsrum, som er inddraget som backstagelokale for The Minds of 99.

”Nu du siger det, vi skal ikke have AaB-farver herinde,” siger Niels Brandt, der er inkarneret FCK-fan.

Teknikeren roder lidt, og kort efter har rummet fået et mørkt, blåt skær. Et køleskab med kildevand, sodavand og bajere lyser op i lokalet, der er præget af grå sofaer, grå sækkestole, mørkegrå duge på bordene og sorte tæpper, der hænger foran bænkene, hvor navne som Carlos Zeca, Rasmus Falk og Lukas Lerager står på de forskellige pladser. 

Niels Brandt er ved at lægge skumle planer med sin manager. Til åbningsnummeret skal han løftes op i en form for ballon midt i Parken, og derfor skal han have sneget sig ind midt i menneskehavet, uden at nogen opdager ham. Han har fået falske briller på, trukket hættetrøjen ned om hovedet, så det blonde hår ikke er til at spotte, og i favnen har han en stak vandflasker, som var han medlem af crewet. Nu traver han let foroverbøjet hen over gulvet i en slags generalprøve. 

”Det er der sgu ingen, der opdager,” konstaterer manageren. 

Niels Brandt smider sig på sofaen, jammer lidt på en guitar. De fire andre bandmedlemmer er stadig i gang med at spise. Natten forinden har de overnattet på Hotel Ottilia på Vesterbro. Det er blot 200 meter fra, hvor de alle sammen bor, men de havde brug for at være i fred før koncerten. Så var der til gengæld andre forstyrrelser. På værelset ved siden af havde en flok unge mænd gang i en gedigen The Minds of 99-fest. Niels Brandt griner:

”Jeg var lige ved at gå ind og banke på og sige: ’Så sluk da for det lortemusik!’”

LIDT EFTER FISKER Niels Brandt Ekstra Bladet frem. Han er blevet interviewet af den berygtede anmelder Thomas Treo – det eneste optaktsinterview, bandet takkede ja til. Netop fordi det var så ulogisk at gøre. 

”Han har anmeldt os før, og han har i hvert fald gjort en indsats for ikke at kunne lide det. Der, hvor han er bedst, er jo, når han er sindssygt perfid. Det har han ikke været ved os, desværre. Men da vi skulle åbne på Roskilde Festival, mente han, at vi var så dårligt et band, at det var synd for os. Men det var nu ret godt for vores karriere alligevel,” siger Niels Brandt og bladrer frem i papirudgaven.  

”Det handler meget om penge. Det hele handler faktisk om penge. Overskriften er ’Fylder Parken: Jeg får for lidt’. Treo havde regnet sig frem til, at der ville være for 25 millioner kroner i billetindtægter, og så mente han, at jeg skulle have en speedbåd. Så sagde jeg: ’Er du klar over, hvor lidt jeg får?’ Det blev så ’Jeg får for lidt’.”

Bassisten Asger Wissing kommer ind i lokalet, og Niels Brandt viser ham artiklen.

”Har du set det? Det er sgu da genialt.”

Da trommeslageren Louis Clausen, guitaristen Anders Folke Larsen og synthesizer- og keyboardspiller Jacob Bech, kendt som ’Jukse’, træder ind lidt efter, gør han det samme. 

”Han får for lidt,” siger Niels Brandt og begynder at grine:

”Så står der her: ’Familie: Gift med amerikanske Dina siden 2009. Børn: Datter på tre og søn på 11. Onkel: Flemming Ostermann. Fodboldhold: FCK. Nøglenummer: ’Som fluer’ og ’Hurtige hænder’. Det er min blå bog, det her.”

Niels Brandt morer sig, og det er ikke til at se, at han er nervøs. Men så, pludselig, som om han selv bliver ramt af erkendelsen, siger han: ”Nu er det sgu også ved at blive alvor.”

KNUD OG GENNEMBRUD

The Minds of 99 slog igennem med sangen ’Det er Knud som er død’ om Knud Rasmussen. Først senere fandt Niels Brandt ud af, at polarforskeren faktisk var gudfar til hans morfar.

NIELS BRANDT VAR 12 år og havde uro i hele kroppen. Det var værre end at skulle op at slås i skolegården. Han var på vej på scenen for at optræde med covernumre af Oasis, og ud over hans venner, Asger Wissing og brødreparret Mikkel Bech-Hansen og Jacob Bech, var der ingen andre, der gik op i britpop. De var på hyttetur på en anden skole, Niels Brandt var forsanger, og han var ved at brække sig og havde lyst til at flygte fra det hele.

Som lille havde hans walkman været et get-away, et sted at forsvinde hen. Efter hans forældre var blevet skilt, og han sammen med sin far og storebror skulle til Østtyskland for at besøge faderens nye kone, havde han lukket sig inde på bagsædet med høretelefoner på, mens familiebilen slugte kilometer efter kilometer på de tyske motorveje. Det var for mærkeligt, det hele. Så var det rarere at drømme sig væk med Kim Larsen i ørerne. 

Det blev Niels Brandts første bekendtskab med musikkens magi. Senere, da MTV kom til Danmark, blev han også introduceret til Oasis. Der var øjeblikkeligt noget ved det britiske indierockbands tekster, der ramte ham med deres drømmende poesi. 

Det viste sig tilmed, at det ikke var særlig svært at spille selv. Hvis man kunne D-dur og måske lidt E-mol og G-dur, kunne man lave musik med fingrene. Han var ikke noget naturtalent til at spille guitar, men her kunne han være med. 

”Jeg hørte Nirvana og Oasis og lærte at spille det, og der var pludselig ikke langt til mine egne sange. Det blev en vej til selv at få sat musik på de følelser, jeg havde. Og så blev det en livsstil,” siger han.

Allerede i børnehaveklassen var Niels Brandt blevet venner med Asger Wissing og Mikkel og Jacob Bech. Da drømmen om at blive fodboldspiller langsomt visnede, overtog rockmusiker-drømmen, og som 12-årig startede de fire deres første band. Da deres musiklærer fik nys om det, måtte han bruge sine bedste overtalelsesevner for at lokke dem op på scenen.  

”Vi blev presset til at spille, selvom vi ikke havde lyst, og derfra blev det et tilbagevendende tema at konfrontere den frygt for at stå på scenen. Der har været mange kampe med det. Vi gik ikke på en skole, hvor det vrimlede med unge med kreative interesser. Det, der fyldte, var fodbold og … fodbold. Hvis man stillede sig op på scenen, skulle man kraftedeme stå på mål for det bagefter,” siger han.

No Clue, som de kaldte deres band, blev også for 10 kasser sodavand hyret til at spille til en personalejulefrokost på Niels Brandts mors arbejdsplads – et plejehjem – og de blev lokket til at optræde til skoleafslutninger og forældreaftener. Og til den famøse hyttetur, hvor nerverne for alvor var ved at knække ham. I sidste ende besluttede han sig for, at hvis man alligevel skulle dø på scenen, kunne man lige så godt gøre det helt. Bagefter oplevede han en berusende følelse af at have givet alt, hvad han havde. Men kampen mod scenen er ikke blevet mindre med årene. 

”Jeg er pissenervøs for det, helt sygt nervøs for det. Jeg har en dyb respekt for det. Hvis man skal stille sig derop og gøre sig fortjent til den opmærksomhed, så skal man eddermame mande sig op.”

LYDEN AF ET trommesæt, der får på skindene, kommer fra et tilstødende lokale. Så forstummer den, og lidt efter træder Louis Clausen ind i backstagelokalet, hvor Niels Brandt opholder sig. 

”Der er fucking mange mennesker derude.”

”Jeg er ikke sikker på, jeg er klar til den virkelighed. Eller til at kigge på den,” siger Niels Brandt.

Lidt efter træder de tre andre medlemmer også ind. Anders Folke Larsen begynder kort efter at jamme på sin guitar. 

Dam. Dam. Dam. Damdamdam. Dam. Dam. Dam.

Så finder Asger Wissing sin bas frem og forsøger at stemme ind i melodien, der nu tager til i tempo. Niels Brandt begynder at tælle med. 

”En-to-tre-fire-fem-seks-syv-otte, en-to-tre-fire-fem.”

Louis Clausen trommer på bordkanten.

”Den ville gøre sig godt i Montenegro. Jeg tror, den rammer folkesjælen dernede,” siger Niels Brandt.

”Er du sikker på det?” spørger Jukse. 

”Nårh, ja, undskyld, Serbien. Nej Bosnien-Hercegovina. Nej, Ukraine, der var den,” siger Niels Brandt. 

”Den ville gøre sig godt i Sovjetunionen, hvis det stadig fandtes,” siger Asger Wissing. 

Manager Ole Nørup træder ind. Han har sin mobil fremme med et liveindslag på TV 2 fra Parken. 

”52.000 mennesker, det er næsten ikke til at forstå …,” siger den kvindelige reporter.

De fem bandlemmer stopper improvisationen og stimler sammen foran skærmen.

”Det her er en koncert med bandet Minds of 99 …,” fortsætter hun. 

”The,” retter Niels Brandt.

”Den skulle være spillet for to år siden …” 

”Ét år siden,” siger Niels Brandt.

To unge fyre fra Nordjylland bliver interviewet og siger, at de er klar på en ”kæmpe fest herinde” med en dialekt trofast mod hjemstavnen.

”Hvor er han lækker. De er gode,” siger Louis Clausen.

Niels Brandt fisker sin egen telefon frem og begynder at finde nordjyden på Instagram.

”Tror du, det er ham der? Nu har jeg skrevet til ham, at han var god,” siger han lidt efter. 

De andre går i gang med at jamme og tromme igen. En ny melodi, lidt i samme stil.

”Det er stadig Ukraine,” konstaterer Niels Brandt.

”Hvad hvis man gør sådan her?” spørger Anders Folke Larsen og skifter melodi på ny.

”Spanien.”

”Så lavede vi det nummer. Next!”

DET ER BARE SNAK

”Jeg har aldrig haft det sådan, at folk skal være helt stille og holde kæft, når vi spiller. Det er live, og hvis vi er gode nok, kan det være, de gider lytte. Men det kræver, at vi er gode nok.”

DA NIELS BRANDT var otte år, var han på ferie på Færøerne. Hans far er geograf med en særlig interesse for får, og mens han var væk for at studere dem, var der ikke rigtig noget at lave i den tykke tåge, der omsluttede den lejede villa. Derfor foreslog den knap to år ældre storebror, at de skulle skrive en sang hver. Niels Brandt blandede et Bryan Adams-nummer med et Roxette-nummer, og så havde han en sangtekst. Da han præsenterede den, sagde hans storebror: ”Men det har du jo bare taget fra Bryan Adams og Roxette.” 

Det var svært at komme uden om. 

”Det, der sker nu, er ikke anderledes. Forskellen er bare, at jeg i dag har en milliard sange, der pisker rundt i min hjerne. Det er ligesom en firkant, som bliver til en femkant, der bliver til en sekskant. Jo flere kanter der kommer på, jo mere kommer det til at ligne en cirkel. Det bliver nok min imitation af alt det, jeg godt kan lide, der kommer ud, så det lyder som mig. I bund og grund er det alt det, jeg har gået og lyttet til og elsket, siden jeg første gang hørte ’Lille Peter Edderkop’.” 

Niels Brandts sange kan starte med en sætning, en lyd, en idé, en rytme. Nogle gange står han op om natten for at tage ned i sin øver på Sønder Boulevard og spille noget, der er dukket op inde i ham. 

”Jeg skriver på en følelse, jeg har indeni, en stemning, og så prøver jeg at finde ord, der beskriver den stemning. Det hele foregår i en underbevidst proces, som på en måde er fuldstændigt ude af kontrol. Det er det magiske ved det. Jeg kan ikke forklare, hvorfor den ene sang virker, og hvorfor en anden ikke gør.”

En nat vågnede han med fire ord printet ind på nethinden. Han tændte natlampen og skrev dem ned med det samme. Næste morgen begyndte han at tænke på, hvor han mon havde de ord fra, men fandt ikke svar, de måtte være født i hans eget hoved: ’Alle skuffer over tid’. 

En anden gang hørte han Rae Sremmurds ’Black Beatles’, hvor udtrykket young bull optræder. I Niels Brandts hoved blev det til ’Ung kniv’, og 10 minutter senere havde han skrevet en sangtekst om trangen til altid at drage på eventyr. 

”Jeg lever efter den filosofi, at jeg ikke kan bestemme, hvad der kommer. Men jeg kan kontrollere, om jeg vælger at lytte til det eller ej. Det kan også være sange, jeg ikke selv synes er gode. Sådan en som ’Ma Cherie Bon Bon’ … fuck, den er dårlig. Men da vi havde skrevet den, var det, som om den altid havde været der. Så bliver man nødt til at udgive den. Så kan man ikke bare sige, at den ikke er cool, for så haunter den dig. Der er en sangskrivnings-gud, som man bliver nødt til at have et godt forhold til. Ellers hævner den sig, og så får man et lorteliv.”

DET LYKKEDES FOR No Clue at spille i det hedengangne tv-program ’Børne 1’eren’, og det gav et vist ry på de lokale fritidsklubber på Frederiksberg og luft til barndomsvennernes spæde rockstjernedrømme. Siden skiftede de navn til Pungke, og da de blev et medlem rigere – Anders Folke Larsen havde sluttet sig til – kaldte de sig Iord. Det nye medlem var lidt ældre og havde holdt øje med de ambitiøse knægte, og han blev både en del af slænget og bandet. 

Som 16-årig stod Niels Brandt og resten af Iord på scenen til en ungdomsfestival i Helsingborg. Det skulle være den store kickstart for bandet. De havde skrevet nye numre, som de fyrede af det bedste, de havde lært. Og nok var publikum begejstrede, men desværre var blot to mennesker troppet op, og det var deres egne venner. Da de var færdige, blev koncertpladsen fyldt op af en hujende menneskeskare, der kom for at se nogle 10-årige piger danse playback til Spice Girls-hittet ’Wannabe’.

Det var en ydmygelse, men for Niels Brandt var det mere end det. Han havde det nærmest, som om han visnede indeni. Var det virkelig dét, folk ville have? Oplevelsen gjorde ikke noget godt for at dæmpe de eksistentielle kvaler, han i forvejen kæmpede med. Han følte sig generelt fremmedgjort for verden, havde svært ved at være til stede i den, og halvvejs inde i gymnasiet droppede han ud for i stedet at arbejde i frugt og grønt-afdelingen i Føtex.

Når han havde fri, så han enten fjernsyn eller spillede Championship Manager i timevis. Han sumpede, følte sig deprimeret. Til sidst klippede han kablet over til sit tv og brændte computerspillets cd-rom med en lighter. Det gav ham bare ingen ro. Den gjorde kun musikken. 

“Jeg har altid kunnet drømme mig væk i musik. Jeg har bare elsket det så meget, og det har gjort, at jeg er blevet ved, og så … så kommer det. Så kommer talentet. Ofte har det noget med kærlighed at gøre. Hvor meget elsker du det?”

Inden han droppede ud af gymnasiet, havde han lært Louis Clausen at kende. Som 18-årige begyndte de at bruge al deres fritid på at spille musik. Det kastede spillejobs på Drop Inn og Lades Kælder i Indre København af sig. Fire timer med covernumre, hvor jobbeskrivelsen var, at man skulle fyre op under folk. 

”Den erfaring er virkelig en nøglefaktor i, hvordan vi er som liveband med Minds. Den der energi, der skal til for at få en fest op at køre, den der udadvendthed, der skal findes frem, har betydet rigtig meget. For vi kan også mærke, når vi ikke har den, eller det er for slapt. Så er der nogen, der opdager det og siger: ’Nu tager vi os kraftedeme sammen,’” fortæller  Niels Brandt, der også begyndte at indspille numre, som han lavede med Louis Clausen og Asger Wissing. Dem sendte han rundt til pladeselskaber, og pludselig var der bud fra London. Sony RCA var interesseret i at signe dem, og derfor flyttede Niels Brandt som 19-årig til den engelske hovedstad. Lidt senere fulgte også de to venner. Det var en drøm af de helt store. Niels Brandt elskede britisk musik og kultur, og nu var det dem, der blev satset på. De blev inviteret til at indspille med store producere som Fraser T. Smith, og et studie kostede 20.000 kroner i døgnet, så det var bare med at levere. 

Men det viste sig alligevel at være sværere end som så:  

”De foretrækker, at det nye band er fra Leeds eller Reading. Hvis man er det nye band fra Danmark, har man ikke samme medvind fra starten. Samtidig var vi for unge, og vi var for langt væk hjemmefra,” siger Niels Brandt, der følte, at de sange, han oprindelig havde indspillet hjemme hos sin mor på en firesporsbåndoptager, kom længere og længere væk fra deres udtryk, efterhånden som alle mulige skulle sætte deres aftryk. 

Og selvom de fik løn af pladeselskabet, måtte de alle tre arbejde ved siden af. Selv nåede Niels Brandt at have syv forskellige tjenerjobs. Efter fem år fik de af pladeselskabet at vide, at de var velkomne til at rejse hjem igen. 

”Det var en hård tid, men totalt uvurderlig læring. Man skal virkelig have save på albuerne for at komme nogen vegne. Vi blev gode til at spille spillet, men der var for meget modstand, og med tiden løb det ud i sandet. Heldigvis, for det var ikke mit udtryk længere.”

ONKEL PÅ GUITAR

Niels Brandts onkel er rockmusikeren Flemming Ostermann, der var med til at starte Savage Rose. ”Han er en fantastisk musiker med et kæmpe hjerte og en kæmpe seriøsitet med musik. Hvis folk ikke spiller ordentligt, kan de bare gå hjem. Der er ingen slinger i valsen. Han tager altid guitaren frem. Der er ikke noget krukkeri, men man skal tage det seriøst. Det har han lært os alle sammen i bandet.”

HJEMME IGEN overvejede Niels Brandt helt at droppe musikken. Han havde brugt fem år i England på at knokle røven ud af bukserne uden at udgive noget, han var i midten af tyverne og havde ikke engang gennemført gymnasiet. Måske på tide at springe på hamsterhjulet? Han begyndte på HF, så han kunne blive et eller andet, og da han var færdig, tænkte han ’måske psykologi’ og tog et år med det på Københavns Universitet. 

Her blev han optaget af jungiansk psykologi om, hvordan modstridende følelser kan være i konflikt inde i én – såsom både at hade og elske at stå på scenen. Og det blev pludselig aktuelt igen. Mens han studerede, var han blevet venner med Nicolai Kornerup, der også spillede musik, og før de så sig om, var de signet af Sound of Copenhagen med deres band Shanghai. 

I 2010 udsendte de singlen ’Smoke and Mirrors’ og året efter albummet ’The Priest’, der klarede sig hæderligt blandt anmelderne, blev spillet i radioen og kastede koncerter og et par festivaler af sig. Men der var ikke tale om et rigtigt gennembrud, og da de kort efter droppede projektet, blev grundforvirringen om, hvad han havde gang i, blot udvidet. I København kan man fodre svin med uforløste musikere, derlige om lidt slår igennem, arbejder som pædagogmedhjælpere og ignorerer de skeptiske spørgsmål fra familie og venner. Og nu var Niels Brandt blevet en af dem. 

Han blev gift med sin amerikanske kæreste Dina, han blev far til sønnen Arthur, han var noget for nogen i den forstand, men han følte ikke, at han i sig selv var noget. Han så sig omkring, alle andre havde gang i noget, men selv arbejdede han i en børnehave og var fra tid til anden lærer på en musikskole. Det føltes, som om tiden var ved at løbe fra ham. 

”Jeg havde ingen penge og ingen uddannelse. Jeg var det der musik, og det var ikke lykkedes mig. Samtidig havde jeg et barn og en kone, og vi havde ingenting. Ikke fordi det skal handle om penge, men vi havde virkelig ikke noget,” siger han.

Da det så mest modløst ud, kom der alligevel en slags hjælp. Efter bryllupsfesten tog de på ferie til Amsterdam, og her besøgte parret Vincent van Gogh-museet. 

”Han begyndte først at male som 28-årig. Jeg tænkte: ’Fuck mand, så er det sgu ikke så slemt det hele.’ Der er tid, masser tid.”

I 2012 VAR Niels Brandt på Loppen på Christiania til en koncert med det amerikanske instrumentalband The Soft Moon. Det blev en særlig oplevelse. Det var New Order-agtigt og alligevel ikke. Da han kom hjem ud på natten, var det med følelsen af selv at have lyst til at lege med den lyd. 

Få uger senere befandt han sig på Loppen igen, denne gang for at høre det danske punkband Iceage. Han elskede energien og farten i musikken, og samtidig slog det ham, at det kunne være meget fedt, hvis det foregik på modersmålet. I den efterfølgende periode fandt han gamle sange fra 80’erne og 90’erne på YouTube. New wave og dark wave-bands fra hans ungdom, men også alle mulige døgnfluer, han aldrig havde hørt før. 

”Lyden af de to årtier ligger dybt i mig musikalsk. Varm og kold på samme tid. Inderlig og distanceret. Det er ligesom Michael Strunges poesi,” siger Niels Brandt. 

På det tidspunkt havde han to danske sange liggende derhjemme. Den ene havde han skrevet, efter han var vendt hjem fra London. Han havde mødt en gammel ven på et loppemarked, der også var sangskriver. De to stak hovederne sammen, og ud af det kom teksten ’Hurtige hænder’. De havde prøvet at sælge den til Rasmus Seebach, men uden held. Nu lå den i skuffen og manglede et band. Det samme gjorde ’Det er Knud som er død’, som han var blevet inspireret af, da han havde læst et digt, som hans ven havde givet ham – en poetisk nekrolog af Tom Kristensen efter polarforskeren Knud Rasmussens død i 1933. 

En morgen havde Niels Brandt siddet ved sit Yamaha-keyboard og lavet teksten om til musik. Det var blevet en enormt hurtig sang, der passede til lyden, og hans gamle ven Asger Wissing kunne jo spille melodier på bas. 

Måske det var på tide at samle barndomsvennerne igen.

NY SPILLE-PLADE

Navnet på The Minds of 99’s kommende projekt, ’Infinity Action’, fik de på en ferie til Thailand. Niels Brandts søn er bidt af gaming og havde en ven med på ferien. De to drenge snakkede ikke om andet, end at de en dag skulle eje en gamercafé med køleskabet fyldt med Red Bull og Monsters.

”Hvad skal den hedde?” spurgte vennen, og Niels Brandts søn svarede med det samme ’Infinity Action’.

NOGLE UGER SENERE mødtes de i et køkken på Smallegade på Frederiksberg, og de havde en flaske vodka med hver. Som det hørte sig til, skulle alle flasker tømmes. Med fire af dem nedlagt tog Niels Brandt mod til sig: ”Lad os lave et band.”

Som forventet blev forslaget taget blandet imod. Der var en grund til, at de andre havde givet ham tilnavnet ’Borgmesteren’. Han var ikke nem at være i band med. Men han fortsatte med at forklare, at det skulle være et punkbank, det skulle være dansk, og det skulle være gennemsyret af en rå og hurtig energi. 

Selv navnet havde han allerede styr på. De skulle hedde The Minds of 99. Det betød som sådan ikke noget, det var kommet til ham, da han havde hørt The KLF-sangen ’Justified and Ancient’, hvor linjen ’make mine a 99’ optrådte. 

Borgmesterens salgstale var overbevisende, og da han næste dag vågnede på sofaen i vennens lejlighed med gedigne tømmermænd, havde de allerede bestilt en sommerhustur, hvor de skulle sparke projektet i gang. Få uger senere troppede de op på Fanø med taskerne fulde af kirsebærvin og hashkager, iført seler, opsmøgede bukser og Dr. Martens. De havde en idé om, at det var ’punk’, og samtidig var det en måde at smide hverdagens forpligtelser.  

De tapetserede det meste af sommerhuset med afdækningsplast fra Røverkøb og lod sig hengive til et fordrukkent kaos. Midt i det opstod hele tiden kreative indfald. Hver gang smed de, hvad de havde i hænderne, stormede ind og greb trommer og bas, Niels Brandt forsøgte med ordene, og et nyt nummer begyndte at forme sig. De var på en og samme tid helt væk og helt fokuserede. 

Nogle uger senere tog de af sted igen, til Skarø, og endnu en gang fyldte de sig med lidt af hvert for at komme i kreativ sync. Denne gang var det et psilocybin-svampetrip, der fik kreativiteten til for alvor at boble. 

UDEN DE ANDRES kendskab tilmeldte Asger Wissing bandet til ’KarriereKanonen’ på P3. I foråret 2013 var de blandt de 12 deltagere, og efter koncerter på Spot Festival og Smukfest blev de til sidst kåret som vindere. Det kastede en forårsturné af sig, men flere steder dukkede stort set ingen mennesker op. På Forbrændingen i Albertslund stod der 10 mennesker, da de gik i gang med at spille. Niels Brandt tænkte, at de måtte være forsinket ved dørene, men nej.

Hen over festivalsommeren tog det alligevel fart. Deres post-punkede, new wave-agtige musik fandt langsomt vej. ’Det er Knud som er død’ blev ’P3’s Uundgåelige’ i 2014 og modtog senere en guldplade. Samme år udsendte de debutalbummet ’The Minds of 99’, og til manges overraskelse åbnede de Orange Scene på Roskilde Festival i 2015. 

Alligevel fortsatte en gammel intern jargon. De sagde til hinanden, at de var et lorteband, der havde lavet en lorteplade. Det hele var noget lort. Og når de var ude for at spille, kunne Niels Brandt finde på at præsentere numrene med ordene: ”Nu kommer den dårligste sang. En fucking lortesang, men her kommer den.” 

Måske punk, men også et skjold og en måde at afvise en eventuel fiasko på. I årevis havde Niels Brandt skrevet på et mørke i sig selv, på en følelse af ikke at høre til. Det var svært at forstå, at de var lykkedes. Niels Brandt måtte forsøge at lægge usikkerheden bag sig. 

På ny tog vennerne på sommerhustur, hvor de dopede sig til kreativitet. Denne gang indledte de med et polsk drukspil, vodka og polkamusik. Den, der tømte flasken, skulle smadre sit shotglas i gulvet. Næste dag havde nogen pisset på gulvet, der lå glasskår overalt, og Niels Brandt rystede som et espeløv. Det fortsatte han med de efterfølgende dage, men da ugen var omme, var flere nye sange blevet født. Det blev til albummet ‘Liber’, der udkom i 2015 og var en personlig blotlæggelse af forsangeren.

OLD VS. YOUNG

”Nogle gange kan det være sygt fedt at spille klokken 2 om natten. På Roskilde Festival eksempelvis. Men hvis folk er ældre, er det for sent et tidspunkt. Så bliver de stive på en utrolig barnlig måde faktisk. De kan ikke styre det. De der kids har nemmere ved det. De har mere grundenergi.”

DER VAR EN trykket stemning. Bandet sad i 2016 i baren på Gæstgiveren på Bornholm og skulle finde ud af, hvad der skulle ske. Nu var de kun fem. Mikkel Bech-Hansen havde meddelt sit farvel. De havde udgivet et par plader, allerede spillet på Roskilde Festival et par gange, og nu var den ene af dem åbenbart brændt ud.

Det blev en slags eksistentiel krise for bandet. Gik det hele for stærkt? Var der noget galt? 

”Der var også noget med at være blevet et kendt ansigt. Det er mega­privilegeret, og der er mange fede ting forbundet med det. Men det ændrer også folk omkring dig. Og man bliver pludselig i tvivl, om det er én selv, der har ændret sig, eller om det er de andre,” siger Niels Brandt.

I et forsøg på klarsyn drak de sig fulde. Næste morgen spillede Niels Brandt en ny sang for de andre. En sang, han havde døbt ’Solkongen’. I løbet af dagen kom også tre andre ufærdige numre på bordet. Herfra piblede sangene frem. De var i gang igen, selvfølgelig var de stadig et band. 

TRE ÅR SENERE befandt bandmedlemmerne og deres familier sig på en ø i Thailand. De havde netop sluttet det forgangne år med fire koncerter på Store Vega, og det var på tide at tage stilling til, hvad næste skridt skulle være.

”Vi havde lavet tre plader, der var meget sådan plade-agtige. Ingen af os følte for at gå i gang med en ny på den måde. Jeg var ærlig talt bange for, at det ville blive en sindssygt kedelig plade at lave,” siger Niels Brandt.

Da de havde været 2-3 dage i Thailand, ringede Niels Brandts storebror, der arbejder i rejsebranchen, for at fortælle, at der var en storm på vej – en af den slags med et navn og derfor ikke til at spøge med. Der spredte sig hurtigt en form for panik, alle fly og færger væk fra øen var bookede. Der var risiko for, at bølger ville smadre deres hotel, og de besluttede sig for at flygte op på øen. Her fandt de et hotel, der ikke blev udsat for mudderskred, og her red de stormen af. 

Efterfølgende var der plastik over det hele. Øen, der bestod af frodige regnskove og smukke palmestrande, var ikke til at kende. Der lå junk over det hele, og det var umuligt at bade i havet, uden at der klistrede ting og sager på én. For Niels Brandt og bandet var det netop det, de havde brug for. 

”Turen var det største hack, det var regnskov og plastik blandet sammen. Det var det megasmukke med det megafake. Det gav mig sådan en følelse af … ’der er ingen regler’. Der var ingen regler for, hvordan vi kunne lave musik. Der var ingen regler for trommesæt eller guitarforstærkere. Ingen regler for dansk eller engelsk. Ingen regler for, om der måtte være en børnesang på pladen. Ingen regler for noget som helst. Det er den frihed, vi har brug for. Vi er ikke forpligtet til en skid.”

METALSIKRE MINDS

Debutpladen ’The Minds of 99’ samt de to efterfølgende album, ’Liber’ og ’Solkongen’, modtog alle platinplader.

DER ER NERVØSITET i luften. Den er kommet snigende. Efterhånden er den så tyk, at ingen helt kan ånde frit. 

”Før koncerter går min krop altid i dvalestemning,” siger Niels Brandt.

Ligesom de fire andre ligger han flad som en pandekage i en af de grå sofaer. 

”Det er, som om ens krop bliver helt alien-agtigt,” fortsætter Asger Wissing.

”Den ved, hvad der venter,” svarer Niels Brandt.

Måske fornemmer Jukse, at der er brug for en anden energi. Han sætter musik på anlægget, stemningen skifter fra dvask til fuld koncentration. De fem bandmedlemmer begynder at trippe rundt i lokalet. Der hældes drinks op. Der skrues op for Jay-Z’ ’99 problems’ og Beastie Boys’  ’Intergalactic’. Der fægtes med armene og synges med. Niels Brandt siger pludselig ikke længere noget, han går rundt i bar mave, helt hype, som en bokser på vej i ringen. Døren bliver åbnet af en fra crewet: ”45 til show,” lyder meldingen.  

”Hvor bliver det sygt!” råber Anders Folke Larsen ud i luften.

I Parken har Lord Siva fyret op for fællessang under opvarmningen. Da han kort efter takker af, viser to store lystavler grønne gasmasker med påskriften ’The Minds of 99’, og der opstår en mærkelig leg blandt publikum. Hver gang baggrundsmusikken stopper kortvarigt, spreder store jubelbrøl sig. Er det mon nu? Fra tid til anden udbryder fællessang, der bliver ’lålå’et’, danskernes kollektive kodesprog for: ’Er I andre også klar til fest? Det er jeg!’

Et par minutter før klokken 21.30 går bandet op ad bagtrappen bag scenen. De samler sig i en klynge. 

”Nu skal vi ud og give folk den fest, de fortjener, og vi fortjener,” siger Louis Clausen. Mens bandet fortsætter op til scenen, sniger Niels Brandt sig i forklædning ind i menneskemylderet. Lidt efter lyder de indledende toner til ’Solkongen’. Midt i menneskehavet hæves forsangeren op i en form for ballon. Lommelygterne på mobiltelefonerne får tilskuerpladserne til at ligne en stjerneklar nat. Hver og en synger de første linjer som et gigantisk kor:

”Dagen er bare til besvær, min ven, du står op, men hvad skal du nu her?”

NIELS BRANDT BRØLER: ”PAAAAARKEEEEEN…. HVOR ER I LÆKRE!”

Der er blevet svedt og skrålet, drukket og danset. Koncerten er ved at nå sin afslutning. Til et efterfølgende jubelbrøl lægger forsangeren op til aftenens sidste nummer:

”Hvis I synes, det her har været en god koncert, så er det godt. Hvis ikke I synes, det har været en god koncert, så har vi en undskyldning. Alle skuffer over tid …”

20 minutter senere bliver der blottet smil og uddelt krammere backstage. Der knappes kolde bajere op på stribe. Niels Brandts søn har fundet fjerdedommerens tavle til FCK’s hjemmekampe, og han skifter forskellige folk til efterfesten ud til stor jubel. 

”Skal vi lige give en hånd til vores lysmand her?” råber Louis Clausen ud i rummet, og alle bidrager til en fælles klapsalve.

Og så råber Niels Brandt: ”HEY HEY! HEY! Aftenen er ung, og vi ses til efterfest, og nu tager vi derhen, ellers bruger vi al tiden her på at snakke om vores andelslejligheder, og det gider vi sgu ikke.”

KNAP TRE UGER efter koncerten er Istedgade, som Istedgade er. En tatovør ryger en smøg foran sin biks, et Wolt-bud cykler fra en bus, en børnehave trækkes efter en tålmodig pædagog foran en café, hvor en gruppe gæster drikker kaffe med havremælk. Lydene trænger ind gennem det nedrullede vindue i Niels Brandts Peugeot.

Den gode følelse, han gik af scenen med, har fulgt ham lige siden: 

”Det var sådan en epic aften. Det var en milepæl. Det oversteg med længder, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg nød hvert et sekund af koncerten, og jeg kan, hånden på hjertet, sige, at det er første gang nogensinde.” 

Efterfesten blev ikke så vild for hans vedkommende, han var lidt ved siden af sig selv. Sådan er det ofte, når de har spillet koncerter. Når adrenalinen har lagt sig, tjekker trætheden ind. 

Og så var der også lige det, at han efter koncerten fik forbandet ondt i ribbenene. Efter åbningsnummeret, svævende over Parken, skulle han tilbage til scenen. Men vagterne, der skulle bane vejen, gik forkert, og da sangen var i gang, måtte han kaste sig hen over hegnet. 

Smerterne har ikke helt fortaget sig, da han sidder i sin bil på Vesterbro og for første gang siden koncerten er på vej mod Parken.

Med sin kone ejer han en smykkebutik i bydelen, hvor hun er begyndt at lave halskæder med FCK’s logo. Det går godt med salget, og han skal forbi fanshoppen med 100 nye kæder. 

Mens han kører gennem de københavnske gader, ringer hans søn: 

”Bare lige et spørgsmål. Må jeg bruge penge på mit kort, og hvor mange må jeg bruge?”

”Hvad vil du bruge dem på?”

”Må det være durum?”

”Jeg synes, at durum er lidt stor.”

”Jeg lover at spise det hele.”

”Hvad med aftensmad?”

”Skolesygeplejersken siger, at man skal spise hver tredje time.”

”Okay, okay … der fik du mig, bare det ikke bliver hver dag. Hvis du er sulten nu, så køb durum, men ikke noget med sodavand og pomfritter.”

Lige for tiden er det sønnens største drøm at blive fodboldspiller. Han er målmand, ligesom Niels Brandt var det. Det er en ting, de har til fælles. De følger FCK i Superligaen og spiller careermode med dem i FIFA.

”Det er en ret stor del af vores liv, vil jeg sige. Det er en indgang til mange ting. Den der måde, man kan forklare noget i fodboldtermer. Det er blevet vores fælles sprog,” siger Niels Brandt.

Kort efter triller han ind foran Parken. Indenfor i fan-shoppen stikker han ekspedienten nogle nye æsker med smykker i henholdsvis guld og sølv, og selv får han et par defekte halskæder retur. Tilbage i bilen vender han tilbage til The Minds of 99-koncerten:

”Vi optrådte ikke i Parken for at tjene penge, vi gjorde det for at være legendariske. Hvis man  forsøger at gøre, hvad ingen har gjort, så påvirker det alle. Det er der noget smukt og rent i.”

”JEG SPISER IKKE officielt. Det er ikke en del af mit image at spise,” siger han lidt senere på Gothersgade, hvor han har parkeret og kommer vraltende med en dobbelt-bacon-Yo-burger.  

Niels Brandt griner, da han siger det, men han mener det. Fra begyndelsen har det været en grundregel, at han aldrig vil hverken fotograferes eller filmes, mens han spiser. 

”Hvem har lyst til at se David Bowie spise? Det her er underholdningsbranchen. Det er jo en illusion, og jeg har ret til at skabe den illusion, jeg har lyst til,” siger han og gumler på sin burger. ”Jeg er ikke politiker, alt skal ikke være sandt. Jeg skal underholde, og at sidde og spise er ikke en del af den måde, jeg underholder på.”

Der er åbenlyse rockstjernetræk ved Niels Brandt. Han kommer altid håbløst for sent, han skammer sig ikke over sit indtag af stoffer, og så formår han at skabe en distance, der gør, at selvom man føler, man kender ham, gør man det aldrig rigtig alligevel.

”Jeg er rimelig meget den, jeg grundlæggende er, men der er også en forskel på, hvem jeg er på scenen, eller når jeg laver interview, og hvordan jeg er derhjemme. Det er ikke alt, folk får at vide.”

Det er fuldt bevidst, at Niels Brandt forsøger at holde sig selv ud i strakt arm. Han har brugt mange år på at nå, hvor han er kommet til, og han har ikke tænkt sig at smide det væk.

”Jeg skærmer mig selv. Hvis du giver det hele, viser du bare, at du er lige så almindelig som alle de andre. Og så er folk ikke interesserede. De påstår, at de er det, men det er de jo ikke. Sådan fungerer jeg også selv. Jo mere jeg ved, jo større er chancen for, at jeg mister interessen.”

Derfor er Niels Brandt også påpasselig med at sætte for mange ord på sine sange. Ofte er det en opdagelsesrejse for ham selv at finde ud af, hvorfor han har skrevet de forskellige sange. Han bliver altid overrasket over, hvor kalkuleret selv musikjournalister tror, at tingene er.

”Jeg tænker ofte: ’Tror I virkelig, at vi har så meget styr på, hvad vi laver?’ Det er meget, meget mere følsomt og tilfældigt, end det er planlagt.” 

Med burgeren fortæret bakker Niels Brandt bilen ud på vejen igen.

”Hvorfor forklare alting? Når der står 50.000 mennesker i Parken, har de hver især ret til, at sangene betyder for dem, hvad de betyder for dem. Det skal man ikke fucke med.”

DEN VAR LÆNGE undervejs, men da koncerten i Parken endelig blev til noget, blev den en manifestation af, at The Minds of 99 er et band, der virkelig rammer masserne. På trods af – eller måske netop på grund af – forsangerens vel nærmest gudeagtige status har landet ikke siden Gasolin’ oplevet noget tilsvarende.

Til foråret skal The Minds of 99 på deres første store turné i mere end to år. De fleste koncerter er allerede udsolgt. Særligt den yngre generation har fået et band, der måske afspejler dem selv, og det er Niels Brandt særligt glad for. 

”Der er ikke noget, jeg bedre kan lide end at spille for de kids der. Når det er dem, der står forrest. I den der aldersgruppe fra 13 til 25 år er den musik, man hører, en del af én selv. Du er der ikke, hvis ikke det er vigtigt. Jeg er ydmyg og taknemmelig for, at de finder vores musik værdig til det. Det kan jeg rigtig, rigtig godt lide. Når vi tager ud i landet og spiller og møder de her kids, er jeg ikke nervøs for fremtiden. De er gode … de er kloge … de vil en helvedes masse ting. Det vil vi også.”

Icekiid skabte soundtracket til FIFA 21 og sidste års corona-sommer med kæmpehittet ’ErruDumEllaHvad’. Her fortæller 24-årige Jermyn Creppy om at vokse op i en boligblok i Hillerød, om at kaste gadelivet af sig, og om at prøve at være et godt forbillede som rapper.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Morten Germund

JEG VOKSEDE OP i Østervang i Hillerød. Det er boligblokke ligesom alle andre blokke, både en rå og helt normal forstad. Stort set alle børn i blokkene gik på Skanseskolen, der senere har skiftet navn til Grønnevang Skole. Hver dag klokken fem minutter i otte kunne man se hele blokkens børn gå den samme vej mod ’Skansen’. 

Når jeg er tilbage i Østervang, er jeg 100 procent mig selv. Det er de gode, gamle dage. Min mor, mine to søskende og jeg boede i en treværelses lejlighed med en lille have foran. Det var et afrikansk hjem med alle mulige ghanesiske ting og sager. 

På mit værelse havde jeg et skab, en seng, en cd-afspiller og en masse album. Jeg hørte Kanye West, 50 Cent, Snoop Dogg og Black Eyed Peas. Og så havde jeg de der brændte cd’er, som ikke virkede halvdelen af tiden på grund af ridser og snavs, så jeg måtte gnubbe dem mod min T-shirt for at få dem til at virke. 

Jeg har altid haft musik i hjertet. Siden jeg var helt lille, hamrede jeg løs på en guitar uden at kunne spille en eneste akkord og øvede trommer uden at vide, hvad jeg lavede. Jeg vil gerne vise mine rødder i min musik. 

Det var først, da jeg begyndte i ungdomsklub omkring 11-årsalderen, at det blev sat i system. En pædagog gav en gruppe af os blok og papir, og så skulle vi forsøge at skrive en tekst. Dengang døbte jeg mig selv ’Lil G Boy’. En halv time efter skulle vi så præsentere det, vi havde skrevet, for hinanden og pædagogen. Vi grinte helt vildt af hinandens tekster, for det var ikke sejt at være rapper dengang. Hvis man sagde, man ville være rapper, kiggede folk lidt skævt. 

Radioen var altid tændt hjemme hos os. Om det så har været reggae, afrikansk musik eller dansktop. Der har altid været instrumenter, og min mor har altid sunget for mig. Men det er ikke sådan, at min familie har sagt til mig, at jeg bare skulle droppe skolen og gå efter at rappe. De sagde det stik modsatte. Min mor forsøgte på et tidspunkt at sende mig til kirkekor, men det droppede jeg hurtigt. Jeg var der én eller to gange, så var jeg bare ude derfra. Jeg ville bare gerne stå og spytte i boksen.

Det var primært amerikanske artister, vi hørte, og vi fattede slet ikke, hvad de rappede om. Engang spurgte jeg vores pædagog, hvad smack that og hit ’em up betød, men så fik jeg at vide, at det var jeg lidt for ung til at vide. Jeg elskede musikken, men der var ikke så meget, jeg kunne forstå. Det er sjovt at tænke på, at det er blevet fuldt sejt at ville være rapper. Nu har de unge en masse artister at se op til, uanset om det er mænd eller kvinder. 

I FOLKESKOLEN VAR det helt standard, at det ikke var sejt at være afrikaner. Det er noget, jeg ikke kan glemme. Folk løj, og det gjorde jeg sikkert også selv, om, at de var fra Frankrig eller Brasilien eller Portugal, i stedet for at sige Nigeria eller Ghana. Det var ikke cool eller in at være fra et afrikansk land. Det var åbenbart sejere at være afrikansk franskmand end ghaneser, hvilket er helt sygt at tænke på. Jeg tror, at vi alle var lidt sat tilbage i tiden i forhold til kontinentet Afrika. Man tænkte på safari og lerhytter og SOS Børnebyerne. Folk var uvidende, men vi ved bare mere om forskellige kulturer og lande i dag. 

Pludselig blev det cool at være afrikaner. Så lavede Drake og en masse andre musikere afro-inspireret musik, og nu kører det også herhjemme. Når de største artister i verden anerkender en kultur og en lyd, bliver det cool, og så tror jeg også, folk får lyst til at fortælle, at de er stolte over at være et bestemt sted fra. I Danmark har vi ikke haft mange store afrikanske artister. Det er helt nye tider for den nye generation, som kan spejle sig i mange flere forbilleder. 

Jeg var tæt på aldrig at gøre folkeskolen færdig. Jeg droppede ud af 7. klasse, fordi jeg var en lille rod med for meget krudt i røven. Jeg var forvirret, og jeg spildte min tid på alle mulige dumme ting. Om morgenen tog jeg skoletaske på, og så tog jeg ud med en ven, som også pjækkede. 

Uden at skulle fortælle for meget lavede jeg en masse ting, som jeg ikke er stolt af i dag. Nogle år senere vendte jeg tilbage og tog både 9. og 10. klasse.

Men der gik alligevel en del år, før jeg fandt ud af, hvad jeg gerne ville opnå med mit liv. Hver dag tænkte jeg på, hvor dovent et liv jeg levede. Jeg havde ingen mål og ingen drømme. 

Da jeg var allermest nede, mødte jeg folkene bag Cannibal Records. Her var der nogle gode mennesker, som kunne lide mine demoer og syntes, at jeg havde potentiale. De havde set mig optræde i ungdomsklubben. Efterfølgende fortalte de mig, at jeg kunne komme langt, hvis jeg gik 100 procent efter det i stedet for at fortsætte den dårlige livsstil. Cannibal Records trak mig væk fra gademiljøet og alt det spildtid-lort, jeg havde gang i. 

De sagde, at jeg nu havde et sted hos dem. Jeg fik en nøgle, så jeg kunne låse mig ind i studiet. Og de sagde, at jeg skulle fokusere på musikken. Jeg brugte mange timer i studiet alene, mens mine venner var ude at hygge, arbejde eller gøre, hvad de nu gjorde. Det gav mig et fokus, at jeg kunne tage derud og lave noget med mening. Indtil da havde jeg kørt African time, men jeg er blevet bedre til at holde aftaler. Der var pludselig forpligtelser, ansvar og disciplin. Det handlede om at gå fra dreng til mand. Jeg var en gadedreng, der bare ville have det sjovt. Men de gav mig rammer og struktur.

DER ER NOGLE artister, som godt kan lide at fortælle om det lort, de har lavet, fordi de synes, at det er sejt. Jeg synes overhovedet ikke, det er sejt. Jeg havde en periode, hvor jeg gjorde, hvad jeg skulle for at kunne forsørge mig selv, men det er ikke noget, jeg er stolt af. Folk skal ikke misforstå mig og tro, at jeg prøver at glorificere en eller anden livsstil. 

Jeg forsøger at gå væk fra den der gangster-kliché med pistoler, penge og damer, det gider jeg ikke. En ting er at leve det og gå igennem det, men det er ikke den, jeg er. Jeg vil ikke glorificere det i min musik. Jeg skal ikke rappe om, at jeg har gjort sådan og sådan, for så sidder der en lille knægt et sted og tænker, at det er cool, at Ice gør sådan og sådan. Det tænker jeg meget over. 

Jeg skreg selv med på ’Hit ’Em Up’ af Tupac uden at vide, hvad det betød. Man kan ikke bebrejde børnene, for de gentager bare, hvad de hører. Man kan måske bebrejde dem, der leverer musikken, men det er jo op til den enkelte. Musik gør noget. Det skaber en livsstil. 

Jeg er glad forfor, at folk kan lide min musik, men man skal passe på med det der idol-noget. Jeg er ikke perfekt, jeg laver også fejl, og jeg har lavet mange fejl, uden at jeg vil komme for meget ind på det. Jeg er langtfra perfekt. 

Der har været flere episoder, hvor jeg har mistet folk. Min nye single ’Aldrig glemt’ handler om en kammerat, som jeg mistede i et biluheld, da jeg var 16 år. Min ven, hans bror og en veninde havde været i byen. Bagefter tog de bilen hjem og kørte lige ind i en elmast, og alle i bilen døde på stedet. Man kunne virkelig mærke, når min ven var til stede. Sådan en type var han. Vi var meget unge, så det kom virkelig som et chok. Jeg er ikke kendt for at lave tude-musik, så det skulle være en god blanding, og jeg havde ham i tankerne, da jeg skrev sangen. 

Jeg gav Danmark afro-vibes fra 2014, men det er først nu, timingen er der. Det handler om groove og rytme, om trommer og gode vibes. Jeg kan ikke tale producersprog, men når trommer giver dig lyst til at bevæge kroppen, så ved du, at du har ramt plet. For mig er det spiritual.

SIDSTE ÅR VAR det mærkeligste i mit liv. På den ene side fik jeg en sang med i FIFA 21 og toppede alle hitlister med ’ErruDumEllaHvad’, men på den anden side lukkede hele landet ned, så jeg ikke kunne optræde overhovedet. Folk fra hele verden danser med på mit track, selvom de ikke forstår noget som helst af min rap. Det var både det sygeste år og et nederen år. 

Faktisk var det helt vildt tilfældigt, at sangen overhovedet blev til. Det var en almindelig aften i studiet, hvor producerne smed et beat i ørerne på mig, som jeg egentlig ikke var så vild med. Men jeg kan godt lide udfordringer og tænkte bare ’fuck det’. Jeg freestylede hele det første stykke, og da jeg kom ud, sagde producerne, at det var for sindssygt. Jeg troede ikke helt på det, men gik ind igen og rappede omkvædet og genbrugte et vers fra en anden sang, jeg arbejdede på, og så var sangen færdig.

På trods af den hype, der har været, har jeg strugglet i lang tid, og det er først her på det seneste, at jeg kan leve af musikken. Jeg havde lige udgivet min tredje single, ’Blondiner og brunetter’, da jeg begyndte at få shows i Sverige og Norge. Dengang lagde vi ingenting i lommerne. Det hele handlede om at få Cannibal Records til at køre rundt. Det var all money in, no money out, og det var sindssygt hårdt i perioder.

Jeg tror, vi klarede det, fordi der var et sammenhold. Hvis en havde en pizza, fik alle et stykke. Alle i studiet var i samme båd, og vi havde samme mål. Folk omkring mig kunne se, at jeg lavede shows i Norge og Sverige og havde succes på YouTube, så de troede, jeg var flyvende. Men det var jeg sgu ikke. Så skulle der betales for coverbilleder, studieudstyr, musikvideoer og så videre. Det koster altså lapper. 

Jeg var nødt til at opføre mig ældre, end jeg var. Det var hårdt at gøre i en ung alder. Nu arbejder jeg med mit debutalbum, som kun mangler det sidste krydderi. Det skal jeg arbejde hårdt
på, så jeg kan bevise, at jeg ikke kun er en single-artist. Jeg har altid følt, at jeg skulle tage trapperne, hvor andre har taget elevatoren.

Icekiid med det borgerlige navn Jermyn Creppy er en 24-årig dansk-ghanesisk rapper. I 2016 udgav han hittet ’Blondiner og brunetter’, der er streamet mere end 15 millioner gange på Spotify. I 2020 udgav han singlen ’ErruDumEllaHvad’, som har mere end 21 millioner streams på Spotify og toppede de danske hitlister. Efterfølgende blev han kontaktet af spilfirmaet EA, som ville bruge nummeret i fodboldspillet FIFA 21.

For syv år siden solgte Melodi Grand Prix-vinder Tim Schou sin lejlighed for at genopfinde sig selv i USA. Her fortæller den 33-årige musiker om at overnatte i et lukket storcenter i Orange County, om at blive lovet en kæmpekarriere i Johnny Depps champagnerum på Sunset Strip og om at finde Gud på bagsædet af en Uber i Hollywood.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat, Lukas Valentin, Shannon Ciricillo

1.

I 2014 GAV JEG mig selv et nytårsforsæt. Jeg skulle sælge min lejlighed og ikke deltage i noget, der ikke handlede om min egen musik. Efter jeg havde vundet Melodi Grand Prix med mit daværende band ’A Friend in London’ i 2011, var jeg pludselig kendt som ham, der havde tre gode minutter i sig, og så ryger man hurtigt i en kategori, hvor man ikke bliver inviteret til at spille på Vega eller bliver spillet på P3. 

I stedet ringede alle kræmmermarkederne, og TV3 spurgte, om jeg ikke ville ind og stege en bøf eller hoppe fra en vippe i et reality-program. Det sagde jeg ofte ja til. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det tog fokus fra min egen musik. Jeg gik fra at være med i et undergrundsband, der spillede for fem mennesker og en kasse bajere, til at være et kommercielt popband, som ingen tog seriøst. Derfor solgte jeg min lejlighed for at leve som vagabond i USA. Jeg tog til Los Angeles for at lave min egen musik et sted, hvor ingen anede, hvem jeg var. 

Jeg hoppede fra sofa til sofa hos alle mulige folk, eller også overnattede jeg i studierne, hvor jeg forsøgte at skabe netværk og lave min musik. Nogle gange lejede jeg et klamt værelse på et dårligt motel eller en campingvogn et eller andet sted, hvor der blev begået et mord hver anden uge. Så længe jeg havde min guitar og lidt tøj i en taske, kunne jeg overleve. Der var aftener, hvor jeg måtte sidde på en donutbar hele natten, fordi jeg ikke kunne skaffe et sted at sove. Og der var en gang, hvor jeg boede hos en mor og søn, som begge var så skæve, da jeg ankom, at de ikke kunne huske mig dagen efter.

På et tidpunkt blev jeg hyret til at hjælpe en gruppe 14-18-årige talenter med at skrive sange. Studiet lå inde i et storcenter, som var på størrelse med Bilka og havde restauranter, tøjbutikker og et supermarked. Jeg skulle være der i en uge, og jeg vidste vitterlig ikke, hvor jeg skulle overnatte. Jeg fortalte ejeren af studiet om min situation. Så foreslog han, at jeg kunne sove i studiet, hvis jeg sørgede for at gemme mig for vagterne, når de lukkede af. 

Et par timer senere gik en centervagt med sin ølvom og walkie-talkie rundt for at låse af. Jeg gemte mig bag en væg med hjertet oppe i halsen, da han lukkede porten til hovedindgangen. Da der var fri bane, gik jeg ned ad de tomme, mørke gange i shoppingcentret og ned til det offentlige toilet for at vaske mig og gøre mig klar til natten. Jeg tog det tykkeste tæppe i studiet, smed det foran stortrommen og spiste nogle tørre boller, Det var det diametralt modsatte af, hvad jeg havde drømt om som barn. Jeg kunne ikke komme længere ned, jeg lå vitterlig på gulvet.

2.

MIN FØRSTE KONCERT med et band i USA var på The Viper Room på Sunset Strip i West Hollywood. Det var en milepæl, fordi det er et legendarisk spillested og kendt for at være dér, hvor skuespilleren River Phoenix døde af en overdosis i 1993. Det er et sted, hvor et hav af store kunstnere har optrådt, hængt ud og sniffet al kokain i verden.

Jeg var blevet booket til at spille med et band, jeg havde samlet i L.A., og jeg kunne på forhånd mærke, at ejeren af stedet ikke havde stor tiltro til mig. Jeg var jo en totalt ukendt dansker fra Stevns, som ingen havde hørt om. Inden koncerten havde jeg skrevet ud til alle, jeg havde arbejdet med, folk, jeg havde mødt til fester, og venner fra de studier, jeg kom i. Så da jeg trådte op på scenen, var koncerten udsolgt.

Jeg havde en enorm ærefrygt inden. Jeg nærede også et lille håb om, at der måske var en talentspejder til stede. Lige efter koncerten kom ejeren af stedet op på scenen for at fortælle mig, at jeg skulle møde en fyr, som ville ændre mit liv. Jeg kunne slet ikke fatte, at koncerten var gået så godt. 

Jeg fulgte efter ejeren ned blandt publikum. Han gik direkte hen til en væg med noget tonet glas. Så trykkede han på en knap ved panelerne, og i bedste James Bond-stil gik en skydedør til side. Indenfor sad en skaldet mand i jakkesæt i en stor, rød stol, som fortalte mig, at jeg skulle spille over hele verden. Det skulle han nok sørge for. Mens han solgte mig den sygeste drøm, gik en anden skydedør op, og ind kom to champagnepiger i næsten intet tøj. De nåede lige at poppe champagnen og hælde op, så blev de kommanderet ud igen. Den skaldede mand fortalte, at vi befandt os i Johnny Depps hemmelige rum, som han havde bygget, da han ejede stedet. Jeg stod med blå øjne fra Stevns og åd det hele råt. 

Bagefter var jeg en smule mistroisk, for det var ikke første gang, jeg var blevet lovet hele verden. Alligevel var jeg helt oppe at køre, det kunne jo være sandt. Dagen efter, da jeg havde fået dulmet mine kæmpe tømmermænd, ringede jeg til den skaldede mand i jakkesættet fra aftenen før. Først sagde han, at vi kunne mødes 30 minutter senere, men da jeg ringede tilbage, skulle han pludselig nå et fly til Singapore. Han havde hele tiden en ny undskyldning. Det var der, jeg vidste, at oplevelsen nok skulle arkiveres i nedturskataloget. Men et eller andet sted er det jo også rock and roll at blive røvrendt af et jakkesæt.

3.

EN LUN SOMMERDAG i 2016 havde jeg bestilt en Uber, fordi jeg skulle skrive og indspille nogle sange i The Hills i Hollywood – bjergskråningen, hvor alle de rige og berømte bor. Det er Mulholland Drive, flotte huse og porte med sikkerhedsvagter.

Det var en gammel Toyota med en kvinde bag rattet, der kom og hentede mig, og jeg nåede knap ind på bagsædet, før hun begyndte at tale om Gud. Jeg har altid været hardcore ateist, har aldrig troet på noget større end mig selv, og jeg mente stædigt, at jeg aldrig ville komme til det.

Men af en eller anden grund sagde jeg til mig selv, at jeg skulle lytte til hende, da hun fortalte, at Gud sad ved siden af mig på bagsædet. Hun havde en meget ung energi, så skidegodt ud og var noget ældre, end jeg selv var. På de 30 minutter, køreturen tog, havde jeg fortalt hende hele min livshistorie.

Da hun satte mig af, sagde hun, at Gud ville have, at hun skulle hjælpe mig. Uanset hvad skulle hun nok hjælpe mig, og efterfølgende blev hun min private chauffør. Hun kørte mig gratis rundt, mens hun fortalte stolpe op og ned om Guds planer med mig.

De køreture blev en slags undervisning, og der gik ikke lang tid, før jeg pludselig selv sad og talte med Gud på Sunset Strip. Fra det sekund så jeg beskeder fra Gud overalt. På nummerplader, spisesedler, neonskilte. Jeg havde fortalt om min ekskæreste, som jeg havde kæmpe kvaler over, og lige efter kørte en bil larmende forbi med nummerpladen ’GOODBYEX’. Og havde jeg et møde med en producer, hvor jeg skulle skrive sange, så bad jeg Gud om, at jeg kunne skrive 10 sange. Og så skrev jeg 10 sange. 

Jeg følte mig som et supermenneske, overtroen fjernede al min frygt og tvivl, og det havde jeg rigtig meget brug for på det tidspunkt. I stedet for at være bange for at ende som en fiasko stolede jeg på mig selv og på Gud. Det gav mig en enorm kraft.

Jeg nåede at blive fanatisk og ekstremt mærkelig, selvom ingen opdagede det. Der var ingen, der vidste, at jeg talte til Gud hver dag. Med tiden udviklede det sig til en paranoia. Jeg følte, at Gud overvågede hvert et skridt, jeg tog. Hvis jeg gjorde noget forkert, så kiggede Gud mig over skulderen, og hvis jeg havde lidt for mange dates kørende, så dømte han mig. Jeg satte mig for at gå i frivilligt cølibat i et år. Jeg holdt kun fem måneder, men i den tid fokuserede jeg udelukkende på min musik.  

Efterhånden indså jeg, at jeg var nødt til at finde styrke andre steder. Jeg er stadig troende, men på en mere jordnær måde. Det handler om at tænke over tingene og konfrontere sig selv med det gode og dårlige, selvom det kan være hårdt.

Det var en lignende følelse, jeg havde, da jeg fløj hjem til Danmark. Jeg frygtede, at jeg var blevet så forgabt i drømmen om rigdom og berømmelse i USA, at jeg ville være en fiasko, der vendte hjem. Men nu bestemmer jeg selv, hvad der er succes, og hvad der er fiasko.

Tim Schou vandt med bandet ’A Friend in London’ i 2011 det danske Melodi Grand Prix med sangen ’New Tomorrow’. I 2013 debuterede han som skuespiller i ’Hair’, og året efter spillede han Tumle i musical-versionen af ’Den lille havfrue’. I 2014 solgte han sin lejlighed for at leve som vagabond i USA og jagte en solokarriere. I april udkommer den 33-årige musikers første solo-album, ’HERO/LOSER’.

Engang var det en fantasi af metal, i dag står han i spidsen for en af landets største musik-succeser. MICHAEL POULSEN og Volbeat har som det eneste danske band fyldt Parken, ligesom de har spillet udsolgte koncerter over hele verden, hvor publikum kan teksterne på engelsk – og dansk. Ud & Se tog med sangeren tilbage til dengang, det hele begyndte i en midtsjællandsk provinsby med en stjålen guitar.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Morten Germund

EN SORT ROLLS ROYCE triller langsomt ned ad Søgade, gennem Ringsteds centrum. Først passerer den rådhuset, så torvet foran kirken, videre forbi lokalavisen, inden den svinger til venstre ved Ringsted Kulturhus og forsvinder ind på en parkeringsplads, hvor frostvejret her over middag er ved at slippe sit greb om asfalten. 

Et lille minuts tid senere kommer en skikkelse til syne rundt om hjørnet. I sorte støvler, stramme sorte jeans, læderjakke og håret kæmmet baglæns, væk fra pandebrasken. Han stikker en tatoveret knytnæve frem, hvor navnene på hans forældre er indgraveret hen over knoerne – ’Jørn’ på højre, ’Else’ på venstre – og lader blikket falde på facaden og på plakaterne fra corona-aflyste koncerter, som hænger, hvor indgangen var i gamle dage, dengang det hed et medborgerhus. 

”Folk plejede at stå herude og drikke bajere fra supermarkedet. Det var billigere end at købe dem inde i baren,” siger han.

45-årige Michael Poulsens stemme er hæs. I efteråret, netop som han havde færdiggjort indspilningerne til Volbeats ottende album, begyndte han at få problemer med stemmen. Først kunne han ikke synge og siden knap tale. Lægerne frygtede, at det var en svulst, men det viste sig at være en polyp på stemmebåndet, der ikke var farlig, men som skulle fjernes ved et simpelt indgreb. Da han kom hjem fra hospitalet, lød lægens ordre på tre dages komplet stilhed. Så Michael Poulsen sendte sin forlovede og parrets snart fireårige datter hjem til svigerfamilien i Jylland og tog på silent retreat i sit eget hjem i Næstved. Men stemmen er stadig påvirket. 

DET ER FORSANGEREN, der har valgt, at vi skal mødes foran Ringsted Kulturhus. Ved siden af ham står en høj mand. Det er Toke Holt, der kender Michael Poulsen fra gamle dage i metal-miljøet, og som var Volbeats manager, indtil bandet blev så store, at de i 2016 indgik en aftale med amerikanske Q Prime Management, som også har Metallica og Muse i stalden. I dag er han med til at arrangere Copenhell og er konsulent for Volbeat på det danske marked – og det er ham, der har sørget for, at vi kan komme ind i det ellers corona-lukkede kulturhus.

Michael Poulsen besøgte stedet for nylig, da han skulle optage en podcast for Danmarks Radio, men ellers har han ikke været her i en menneskealder. I de mellemliggende år er han gået fra at spille hård dødsmetal – der i mainstreammedier mest fik opmærksomhed, fordi Michael Poulsen dengang kaldte sig satanist – til at være frontmand for et rockband, som spiller udsolgte arenakoncerter i hele verden og har solgt flere millioner album. 

Men det var her, det hele startede – en aften i 1991. Publikum bestod af gamle skolekammerater, venners venner, folk fra det sjællandske heavy-miljø – og en enkelt midaldrende kvinde, der var kommet for at ”høre noget tråd”. Det var Michael Poulsens mor. Fra sin plads bagerst i salen kunne hun se sin 16-årige søn med langt, sort hår, sort tøj og pentagram-kæder om halsen træde ud af røgen fra røgmaskinen og op til mikrofonstativet, udsmykket som et omvendt kors. På scenen slog han sin elguitar an. Og growlede, så hele salen rungede af død og ødelæggelse.

DEN ENESTE LYD, der i dag fylder kulturhuset, er boremaskiner fra håndværkere. De udnytter corona-nedlukningen til at give den gamle, hvidkalkede bygning en overhaling, og Michael Poulsen får støv på læderstøvlerne, da han undskyldende afbryder deres arbejde for at vise salen, hvor han spillede sin allerførste koncert med bandet Dominus. Den ligger for enden af en lang gang, som ikke ser ud af meget, men som ”dengang føltes, som om jeg gik hele vejen ind på scenen på Madison Square Garden”.

I salen er der plads til 200 mennesker, og ifølge Michael Poulsen var der propfyldt den aften i 1991. Både fordi lokalavisen havde bragt en omtale af koncerten, og fordi bandmedlemmerne havde cyklet rundt natten forinden og klistret plakater op i byen – først med tapetklister og siden, da de løb tør, med syltetøj.

Det var en lokal bibliotekar på Ringsted Bibliotek, som hjalp med at få showet i stand. Som inspiration til bandets sangtekster havde Michael Poulsen og hans venner, en lille gruppe langhårede, sortklædte rødder, været på jagt efter ’Satans Bibel’ – et manifest skrevet i 1969 af den amerikanske okkultist Anton LaVey. Men i byens boghandel blev ekspedienten ligbleg og rystede på hovedet, så i stedet gik turen til Ringsted Bibliotek på Tværallé lige over for håndboldhallen og fodboldbanerne. Heller ikke her var ’Satans Bibel’ på hylderne, men der var andre okkulte værker, Michael Poulsen og hans venner kunne bruge. 

På biblioteket bemærkede bibliotekar Susanne Byberg de unge dødsmetal-drenge, der blev ved med at komme og låne obskure bøger. Måske tænkte hun, at der i byen var flere af deres slags. En dag henvendte hun sig til Michael, som gik rundt mellem hylderne i sorte militærstøvler og lang, sort cottoncoat. 

”Kunne I tænke jer at dekorere et heavy metal-hjørne her på biblioteket?” spurgte hun.  

Det kunne Michael Poulsen og hans venner ikke se fidusen i. Men så tilbød Susanne Byberg, at drengene – der ofte havde pjækket fra skole for at tage toget til København og bruge deres lommepenge på plader i musikbutikken Rock Uglen – kunne få penge til at købe musik til det nye hjørne på biblioteket. Det skulle bare ligne deres værelser derhjemme med metal-plakater og undergrundsmagasiner. Michael Poulsen sagde ja. Og der var også en anden gulerod: Susanne Byberg fortalte, at hvis de hjalp hende, kunne hun måske skaffe dem et show nede i medborgerhuset.

”Vi havde kun fem numre og var så hurtigt færdige, at vi måtte spille det samme set to gange. Jeg tror ikke, at halvdelen af publikum nogensinde opdagede det.”

MICHAEL POULSEN

45 år. Opvokset i Ringsted. Forsanger og guitarist i Volbeat. Stiftede i 1991 dødsmetal-bandet Dominus, som udgav fire album fra 1994 til 2000. Det tredje album, ’Vol.Beat’ – en forkortelse af volume and beat – lagde navn til Michael Poulsens nye, mere melodiøse metalband.

Udgav i 2005 sit første album med Volbeat, ’The Strength / The Sound / The Songs’, der som det første metalalbum i 20 år nåede top-20 på den danske hitliste. Bandet har været gennem en del udskiftning, men består i dag af sanger Michael Poulsen, trommeslager Jon Larsen, bassist Kaspar Boye Larsen og guitarist Rob Caggiano.

Har med Volbeat udgivet syv album, solgt 5,7 millioner enheder, haft otte #1-singler på den amerikanske mainstreamrock-hitliste og vundet mere end 50 guld- og platinplader. I 2019 havde selskabet bag Volbeat et overskud på 35 millioner kroner.

Bor i dag i Næstved med sin forlovede Jeanet Carlsen og parrets treårige datter, Ea. Parret venter deres andet barn, Aaron, i april.

BAGEFTER SIDDER VI i Michael Poulsens Rolls-Royce Phantom med læderindtræk, heavy metal-cd’er i handskerummet, Faxe Kondi Light på dåse i kopholderen og en barnestol på bagsædet. Ud fra parkeringspladsen kører også en sølvgrå Volvo S40, og i den sidder Toke Holt, der kører efter os gennem Ringsted i en afstand, så han kan anes gennem bakspejlet. Michael Poulsen svinger sin bil ned ad Jyllandsgade, der går mod vest ud af byen, videre ind på Hækkerupsvej og stiger ud i et lille parcelhuskvarter ved Klosterlunden, en park i Ringsted, der oprindelig hørte til et kloster i forbindelse med Sct. Bendts Kirke. 

Stedet husede en danseskole, da Michael Poulsen var ung, men i dag er det en byggeplads, og han må stille sig på tæer for at kigge over hegnet og ind ad vinduet til sit gamle øvelokale. Her slog han på sine første strenge i bandet Satan’s Servants, som Michael Poulsen en kort overgang – før Dominus – havde sammen med vennerne Kim og Jonas og Carsten fra parallelklassen, der havde en stortromme, en lilletromme og en hi-hat derhjemme. På tv havde de set det amerikanske band Anthrax, der spillede trash metal iført hawaiiskjorter, og de var enige om, at sådan ville de også være. Der var bare ét problem: De havde intet udstyr og intet sted at øve. 

Men Michael Poulsen havde en kæreste, som gjorde rent på det lokale fritidshjem, hvor der var et musikrum. Under påskud af at ville hjælpe med rengøringen tog han en dag med hende, efterlod et åbent vindue og vendte senere tilbage sammen med Kim efter mørkets frembrud. De stjal guitar, bas og forstærker og gemte det hele i Michael Poulsens forældres garage. 

Da hans far spurgte, hvor de havde fået instrumenterne fra, løj han og fortalte, at han havde lånt dem af en musiklærer henne på skolen. 

På danseskolen på Hækkerupsvej fik Michael Poulsen lavet en aftale med læreren om, at de kunne låne et omklædningsrum, når der ikke var danseundervisning – 20 kroner i leje per gang. De cyklede frem og tilbage med udstyret på Michael Poulsens BMX-cykel, Carsten på sadlen med stortrommen i hånden, mens Michael stod op og trådte i pedalerne med forstærkeren på styret og guitaren på nakken.

Som ugerne gik, begyndte forældrene at undre sig: Skulle de der instrumenter ikke leveres tilbage? Og Michael Poulsen fik dårlig samvittighed, for hans kæreste var blevet fyret for ikke at have lukket vinduet til musikrummet. En sen aften, uden at nogen så det, cyklede han ned og leverede instrumenterne tilbage. Det viste sig også hurtigt, at Kim, Jonas og Carsten ikke mente det der med at lave musik helt så seriøst som deres bandkammerat. 

I stedet stiftede Michael Poulsen Dominus med Morten, en anden ven fra Ringsted, som kendte en af de ældre drenge, der spillede heavy metal i øvelokalerne oppe i medborgerhuset – når de ikke sad i spjældet. En af dem solgte hælervarer, og for sine konfirmationspenge købte Michael Poulsen sin første el-guitar. Det var en Mad Axe med ’rund næse’, men spillede man heavy, skulle guitaren helst være spids som et horn og sort som kul, så Michael Poulsen lånte en nedstryger: ”Jeg skar den til, gav den en gang sort spraymaling og et Dominus-klistermærke. Så var jeg i gang.”

MICHAEL POULSEN sætter kurs mod sit barndomshjem på Egevej, men halvvejs træder han pludselig på bremsen og drejer ind til siden. På den modsatte side af gaden ligger købmanden på Rønnedevej – af de lokale kaldt ’Bornholmeren’. Michael Poulsen er pludselig kommet i tanke om tiden, da han gik på teknisk skole med sin ven Henrik ’Henning’ Tångberg.

Dengang lå skolen et stenkast fra købmanden, på den anden side af jernbaneskinnerne, og de to unge mænd skulle egentlig oplæres som elektrikere, men lavede mest kortslutninger og sprængte relæer og var mere interesserede i at ”patte bajere ovre ved købmanden i frikvarteret, så vi kom halvfulde tilbage i skole”. 

Det blev til seks måneder på teknisk skole. Ved siden af arbejdede Michael Poulsen videre med sit band, printede Dominusflyers på kopimaskinen oppe på rådhuset, hvor hans mor gjorde rent, og byttede demobånd med andre bands i ind- og udland – det var sådan, man maste sig frem på heavy-scenen i 90’erne. En dag blev han ringet op af Andreas Ludvigsen fra pladeselskabet Diehard Music. Han ville have Dominus med på en opsamlings-cd fra den danske undergrund. 

Senere lykkedes det Michael Poulsen at få kontakt til et græsk pladeselskab, som udgav bandets første syvtommer-vinyl. Samtidig turnerede Dominus rundt i Danmark i gamle kassevogne, de havde lejet, og som de overnattede i, hvis ikke de kunne sove hos det opvarmningsband, de havde hyret. 

Michael Poulsen var forsanger, booker, manager og revisor og levede med egne ord af whisky, flæskesvær, kolde pølser, kakaomælk og det, de kunne få ud af spillestederne, der ikke betalte bandet for at spille, men kun dækkede deres udgifter – hvis ellers de huskede kvitteringerne. 

”Vi kom ikke hjem med andet end tømmermænd og knækkede guitarstrenge. Men det handlede ikke om at tjene penge, kun om at komme ud og spille.”

MICHAEL POULSEN OG TUSSERNE

Michael Poulsens arme og hans brystkasse er fyldt med tatoveringer. Han har blandt andet sine forældres navne på knoerne, Elvis’ navn og militærnummer, ’J.R. Cash’ over brystet og ’Social Distortion’ på den ene arm efter det amerikanske punkband af samme navn. Den første tatovering fik han i folkeskolen efter at have plaget den lokale tatovør i Ringsted i månedsvis:

”De ældre drenge blev altid tusset oppe hos Tattoo-Larsen. Jeg hang ud deroppe, men måtte ikke få en tatovering, fordi jeg var under 18. Jeg var kæmpe fan af King Diamond og Mercyful Fate. En dag var jeg cyklet til Næstved og havde købt deres album ’Don’t Break the Oath’, hvis cover forestillede en sort djævel med horn i panden. Da jeg kom hjem, ringede jeg til Tattoo-Larsen: ’Jeg har fundet den tatovering, jeg skal have.’ Han svarede som sædvanlig, at det kunne jeg godt glemme. Men jeg plagede og plagede og svor, at jeg ikke ville sige det til nogen. Til sidst sagde han: ’Okay. Men så skal du komme lige nu.’

’Det kan jeg ikke, jeg skal til eksamen i dag.’ ’Det vil jeg da skide på,’ sagde han. ’Det vil jeg egentlig også,’ svarede jeg og cyklede af sted.

Min far havde altid sagt, at jeg lige kunne vove på at komme hjem med en tatovering. En dag spurgte han, om ikke han skulle se de nye bandbilleder, og jeg sagde ja uden at tænke mig om.

’Hvad er dét?’ spurgte han og tog fat i min arm.

’Det er en tatovering,’ fik jeg fremstammet.

’Er det Larsen, der har lavet det?’ spurgte han. Jeg nikkede nervøst, og min far kiggede på mig. ’Den er sgu fed nok,’ nikkede han.”

’MØRKEMANDEN FRA RINGSTED’ blev han kaldt, da han første gang blev anmeldt, i B.T. 

Michael Poulsen var helt fra starten inspireret af Kim Bendix Petersen alias King Diamond, der med bandet Mercyful Fate var Danmarks første store internationale døds-heavy-metal-stjerne.  Herhjemme levede Mercyful Fate og Kim Bendix fra Hvidovre en ret anonym tilværelse, men i 1990 sagde Kim Bendix i TV 2-programmet ’Eleva2ren’, at han var satanist – og det gav overskrifter. 

Michael Poulsen så dem og tænkte: ”Dét kan jeg også.” Og han fik ret. Han begyndte at optræde som satanist i avisartikler og sagde, at man måtte skyde hovedet af ham, hvis han nogensinde fik et lyst livssyn. Ekstra Bladet døbte ham ’Djævlebarnet’ i et interview, og hjemme i Ringsted begyndte politiet at ringe, når der blev begået hærværk mod kirken, selv om han intet havde med det at gøre. ”Er det ikke lige at tage den et skridt for langt?” sagde hans forældre. Men mest af alt grinede de, når Michael Poulsen fortalte, hvordan det fik opmærksomheden omkring Dominus til at stige.

Da Michael Poulsen første gang fortalte sine forældre, at han ville være rockmusiker, var svaret fra hans far det samme som altid: Han måtte gøre lige, hvad han havde lyst til, men han skulle fandeme arbejde hårdt for det. Og så længe han boede hjemme, skulle han have et job ved siden af. At forældrene støttede deres søn i alt, også i at spille heavy metal, hvis det var det, han ville, blev tydeligt juleaften samme år. I 1991, det år, da Michael Poulsen spillede sin første koncert i medborgerhuset i Ringsted, lå der under juletræet en indbundet pakke. Da han rev papiret af, kunne han se den bog, han var gået forgæves efter hos boghandleren og på biblioteket: ’Satans Bibel’.

”VI KAN JO LIGE SE, om hun er hjemme,” siger Michael Poulsen og parkerer Rolls-Roycen i vejkanten på hjørnet af Egevej. Hans far er død, men hans mor bor her stadig. Vejskiltet stikker op, en anelse skævt, gennem hækken, der omkranser det lille cremehvide parcelhus med sort tag og en trægarage, som går ud fra den ene gavl. Michael Poulsen spænder et mundbind på ørerne og ringer på døren i indkørslen. En lille, gråhåret dame i mørkeblå trøje, bukser og hjemmesko åbner – et kort sekund ser hun overrasket ud. Så trækker Michael Poulsen mundbindet ned og afslører et stort smil.

”Din dumme unge,” siger Else Poulsen på midtsjællandsk med lange vokalstød. Sådan taler Michael Poulsen også, men med knap så tydelig dialekt.

”Beklager, vi kommer brasende, jeg ville bare lige vise mit drengeværelse frem. Vil du ikke låse op deromme?” spørger han og går rundt om huset, gennem en låge til haven, hvor Else Poulsen kommer til syne i bagdøren.

”Det var sgu da heldigt, jeg var her, jeg har lige været oppe at handle,” siger hun og får øje på Toke Holt, der kommer trissende rundt om hjørnet for også at få et glimt af Volbeat-forsangerens barneværelse, som han ikke har set før. ”Hej Toke!” udbryder hun.

Michael Poulsen lukker lågen bag sig: ”Her er jeg sateme kommet dinglende mange gange midt om natten, og så var det jo luksus at have sin egen indgang, man kunne snige sig ind ad.”

”Snige sig?” griner Else Poulsen. ”Jeg lå da vågen og lyttede hver eneste weekend. Først når jeg kunne høre lågen smække, kunne jeg slappe af og lægge mig til at sove.”

INDEN FOR DØREN til venstre ligger Michael Poulsens gamle værelse, hvor Else Poulsen i dag selv sover. Det er dekoreret med indrammede Volbeat-plakater, gamle analogfotos af en ung Michael Poulsen og hans søskende – to tvillingepar med 12 års mellemrum – et cd-anlæg og en seng. Rummet er næppe mere end 10 kvadratmeter, men dengang var det intet problem at klemme mange mennesker ind, når Michael Poulsen og hans venner skulle drikke bajere og høre heavy metal-plader, inden de tog på Kong Valdemars Pub nede i byen. 

Han var den eneste i gruppen, der ikke røg, værelset stod i en tåge, og når familiens hund Busser kom trissende ud fra værelset, efter drengene var taget i byen, og ind i stuen, måtte Else Poulsen smide den ud, for den stank af cigaretter.

”Glæder du dig til april, Else?” spørger Toke Holt.

”Ja, det kan jeg love dig for.”

Hvad sker der i april?

”Dér venter Jeanet og jeg vores andet barn, en dreng,” bryder Michael Poulsen ind.

”Han havde jo sagt til mig, at jeg ikke skulle stikke næsen op efter børnebørn fra hans side,” smiler Else Poulsen.

”Man skal jo møde den rigtige,” svarer Michael Poulsen, der virker en anelse forlegen.

”Jeg er bare glad for, at jeg fik lov til at opleve det. Det gjorde hans far jo ikke,” siger Else Poulsen.

”Ej, Toke, du skal altså lige se, hvad jeg har herinde,” siger hun så og trækker os med ind i stuen, da vi skal til at sige farvel. Over sofaen hænger otte af Volbeats guld- og platinplader, stilet til Michael Poulsens mor. Dem har Toke Holt sørget for at sende til Ringsted. Her hænger de, flankeret af et foto af Michael Poulsens datter til venstre og et barndomsbillede af Volbeat-forsangeren og hans tvillingesøster til højre.

SAGT OM MICHAEL POULSEN

Jon Larsen, trommeslager i Volbeat, eneste originale medlem ud over Michael Poulsen

”Det er Michael, der er chef i Volbeat, det kan der ikke være to meninger om. Det er hans band, og det er ham, der bestemmer. Men det er også ham, der har siddet alle døgnets 24 timer og taget sig af det i mange år. Selv efter vi fik råd til advokater og revisorer, har han selv villet tage sig af det hele. De senere år er han blevet lidt bedre til at lægge det fra sig. Og han er jo ikke diktatorisk, han tager os andre med på råd, men han har det sidste ord. Michael har altid været ekstremt karakter- og viljestærk. Han følger alting helt til dørs. Men han har også et kraftigt temperament, og især da han var yngre, kunne han blive afsindig gal og råbe og skrige. Hvis først ventilen røg, var det med at gå i flyverdækning. Han er blevet rundere med tiden.”

MICHAEL OG MAIBRITT blev født 1. april 1975 på Slagelse Sygehus. Da de ringede fra fødeafsnittet, troede Jørn Poulsen, at der var tale om en aprilsnar: Tvillinger igen, akkurat som 12 år før, da Michael Poulsens to ældre søstre, Susanne og Marianne, kom til verden – det kunne ikke passe. Sådan fortæller Susanne, der i dag hedder Nielsen til efternavn, historien. Snart var der fire børn i det lille hjem, hvor faren var jord- og betonarbejder og stor fan af rock and roll fra 50’erne og 60’erne, særligt Elvis Presley og Johnny Cash. De kørte på pladespilleren fra morgen til aften, og faren var en af de første i byen til at anskaffe sig en VHS-maskine, så han kunne se koncertoptagelser med de to amerikanske stjerner på familiens tv. Her sad Michael Poulsen tryllebundet, og en dag fandt hans mor ham på stuegulvet med en sprittusch i hånden – i færd med at farve sit hår sort ligesom The King.

I nabohuset på Egevej boede Michael Poulsens mormor og hans morbror, der var hjemmeboende. Fra udhuset, hvor morbroren havde værelse, lød andre toner, end Michael Poulsen var vant til på sin fars pladespiller. Sammen med sin tvillingesøster var han ofte på besøg, og en dag, mens han gik pladesamlingen igennem, faldt han over en plade, hvis cover forestillede en sorthåret kvinde alene på en kirkegård. ’Black Sabbath’ stod der med sorte, gotiske bogstaver på den.

Da Michael Poulsen spurgte sin morbror, om han måtte høre den, svarede han nej, det var han ikke gammel nok til. Det gjorde bare nevøen endnu mere nysgerrig. En dag, da Michael Poulsens morbror var kørt op i byen på sin knallert, hoppede han derfor over hegnet, fandt nøglen under dørmåtten, låste sig ind og satte pladen med Black Sabbath på. Ifølge Michael Poulsen var tonerne, der kom ud af højttalerne, med til at forandre hans liv:

”I det øjeblik vidste jeg, hvad jeg ville. Næste gang jeg kom over til min morbror, spurgte han: ’Nå, var det en god Black Sabbath-plade?’ Han kunne se, at jeg havde været derinde, og lod mig tage pladen med hjem: ’Men lad være med at spille den baglæns,’ sagde han, ’så kommer djævelen efter dig.’”

MICHAEL POULSEN OG DOMINUS udgav fire album fra 1994 til 2000. Men allerede efter det tredje, i 1997, følte Michael Poulsen, at han var ved at være færdig med dødsmetal. Han var flyttet til København som 19-årig for at forfølge drømmen om en musikkarriere, og han tjente penge på forskellige småjobs ved siden af, blandt andet som støttelærer for en dreng med muskelsvind. Han havde klippet sit lange hår, droppet det sataniske tekstunivers og forsøgte at trække Dominus i en lidt mere melodisk retning, blandt andet ved at synge i stedet for at growle. På lange cykelture hjemme i Ringsted havde han øvet sig på at synge med walkman og Elvis, Cash og Metallica-forsanger James Hetfield i ørerne.

Ingen af delene faldt dog i god jord i det inkarnerede heavy-miljø, hvor man helst skulle både se ud og lyde på en bestemt måde. Samtidig var Michael Poulsen begyndt at savne lyden af sin barndom. Han købte plader med Elvis Presley og Johnny Cash og startede sin egen samling af den musik, hans far havde hørt. I 2000 opløste han Dominus og skrev en håndfuld sange, der lød helt anderledes end noget, han havde lavet tidligere – en blanding af heavy metal og rock and roll.

Michael Poulsen ringede til sin ven Jon Larsen, som han kendte fra Roskildes heavy metal-scene, og spurgte, om han stadig spillede trommer. Jon Larsen svarede, at det var nogle år siden, men at trommesættet stadig stod ude i garagen. De mødtes, og Michael Poulsen spillede sine numre, der stak i vidt forskellige retninger musikalsk. Han fortalte, at han ville lave et band opkaldt efter Dominus’ tredje album, ’Vol.Beat’. Og der skulle kun være én regel: at der ikke måtte være nogen regler.

Volbeat blev stiftet i 2001, men de første år lod succesen vente på sig. De ville spilles i radioen, men det var ikke nemt at få et demobånd frem til musikcheferne i DR, så Michael Poulsen, der i Dominus-tiden havde haft job som rengøringsassistent i DR Byen, fandt sin gamle ISS-uniform og sit navneskilt frem. Han tog cyklen, gik ubemærket ind ad hovedindgangen til DR, efterlod sine demobånd i radiostudierne og skyndte sig hjem. Men effekten udeblev. Volbeat måtte gå i studiet igen og lave endnu en demoplade – og så gav det lille hollandske pladeselskab Mascot Records dem en kontrakt.

Derfra gik det stærkt. Volbeat albumdebuterede i 2005, to år senere åbnede de Orange Scene på Roskilde Festival, og i 2009 tog de på USA-turné som opvarmning for Metallica. I dag, når Michael Poulsen skal på landevejen, foregår det ikke længere i en lejet kassevogn, men i ni dobbeltdækker-tourbusser og 20 lastbiler fyldt med instrumenter, lys, sceneshow og merchandise.

SAGT OM MICHAEL POULSEN

Henrik ’Henning’ Tångberg, barndomsven

”Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Michael har slæbt mig hjem fra en druktur. Vi købte 10 Krudtugle Pilsnere hver til 37,50 kroner og cyklede eller kørte på knallert hjem til Michael på Egevej. Alle var velkomne, de skulle bare have deres egne øl med, og de skulle lade panten blive. Vi hørte heavy-plader, og Michael spillede musik. Bagefter gik vi på Kong Valdemars Pub. Jeg blev som regel mere fuld, end han gjorde, og så trak han mig – har han fortalt mig – med benene dinglende hele vejen hjem til ham. Han har altid været der for mig. Engang ringede jeg til ham, fordi jeg havde det lidt svært og havde brug for en at tale med. Midt i samtalen siger han: ’Ikke for noget, Henning, men jeg er lige på vej på scenen herovre i USA.’ Men så ringede han bagefter.”

PÅ VEJ UD AF Ringsted kører vi ad landevejen, hvor Michael Poulsen som ung plejede at cykle til Næstved på sin BMX for at købe plader. I dag kører han turen i bil mod Næstved, hvor han bor sammen med 31-årige Jeanet Carlsen.

De to mødte hinanden til en koncert i Danmark, hvor Michael Poulsen gav hende sit guitarplekter. Men da han kom hjem, kunne han ikke slippe tanken om kvinden, der fik plekteret. 

”Der var bare noget særligt ved hende,” siger han.

Efter langs tid søgning fandt han hende endelig på bandets fansite, men Michael Poulsen er ikke på Facebook, og derfor oprettede han en falsk profil for at skrive til Jeanet Carlsen. Beskeden havnede i spam-filteret, der gik flere måneder, inden hun svarede, og da hun endelig gjorde, troede hun til at begynde med ikke på, at Michael Poulsen var … Michael Poulsen. Så han måtte ringe hende op, og de aftalte at mødes. Da de nogle måneder senere blev kærester, var det første, Michael Poulsen sagde til hende: ”Jeg skal ikke have børn.”

Ofte har Volbeat spillet mere end 100 shows om året, og den tilværelse var for Michael Poulsen ikke forenelig med det at være far.

”Ja, jeg fortalte mine forældre, at jeg aldrig ville have børn, det måtte være rigeligt med mine tre søstre, som har to unger hver,” siger han, rækker ud mod bakspejlet og fisker et par solbriller frem for at skærme mod vintersolen, der blænder fra asfalten.

”I MANGE ÅR, fordi jeg har nået en vis status, har det hele handlet om mig-mig-mig, men jeg kan sateme hurtigt blive træt af at høre om mig selv. Ubevidst tror jeg, at jeg begyndte at tænke på børn. På et tidspunkt sagde min kæreste: ’Når der er meet-and-greet med fans, og et forældrepar har deres børn med, laver du ikke andet end at tale om dem, og når du kommer hjem fra turné, kan du ikke huske nogen af koncerterne. Det eneste, du snakker om, er de små piger med rottehaler, som kommer op og siger hej til dig i deres Volbeat-T-shirts. Du er jo helt solgt.’ Til sidst kom jeg hjem og sagde: ’Jeanet, skal vi ikke blive forældre?’ Hun sagde ja, og hun blev gravid på to dage, da jeg var hjemme en uge fra en turné i USA. Hun afslørede det ved at sige, at vi var løbet tør for havregryn. Jeg svarede, at det kunne ikke passe, jeg havde jo lige købt en pakke, men hun insisterede: ’Prøv selv at åbne pakken,’ sagde hun. Jeg vendte bunden i vejret på den, og ud dumpede en positiv graviditetstest. At se de to streger – det er den vildeste oplevelse, jeg har haft i mit liv. I dag, når jeg kommer hjem, kan jeg endelig tage den der fucking Volbeat-hat af og koncentrere mig om den lille trold, der fiser rundt – om noget, der er større og vigtigere end mig selv.”

DET BEGYNDTE I Dominus-tiden, men dengang kunne han ryste tømmermændene af sig. Og i de første år med Volbeat havde han altid sin trofaste ven Jack Daniel’s med sig – på scenen kunne han tømme en flaske i løbet af en koncert. 

En dag i 2008, da Michael Poulsen var på vej på turné, hvor Volbeat skulle varme op for Metallica, ringede telefonen. Det var hans storesøster Marianne, som fortalte, at deres far var død, mens han lå og sov, 63 år gammel, af et hjertestop. Michael Poulsen ræsede hjem til familien. En uge senere fik han tatoveret sine forældres navne på knoerne og tog på landevejen igen, men han var ramt af dyb sorg og faldt ned i et sort hul, der fik alkoholforbruget til at eskalere. I en periode var Michael Poulsen knap i stand til at skelne dagene fra hinanden.

Året efter, under en koncert i USA, hvor vennen Mikkel Kessler var blandt publikum, kom forsangeren ud til bokseren backstage efter koncerten med en tom flaske whisky i hånden.

”Har du drukket hele den flaske oppe på scenen?” spurgte Mikkel Kessler.

”Det har jeg da,” svarede Michael Poulsen.

”Hvordan kan du overhovedet stå på benene?” 

Michael Poulsen forsøgte sig med undskyldninger om, at han nåede at svede det hele ud under koncerten. Hans vægt på 103 kilo sagde noget andet. Mikkel Kessler fik sin ven overtalt til at komme ud i sit træningslokale på Amager, og her lagde de en plan: Michael Poulsen skulle droppe alkoholen, lægge sin kost om, og så skulle han i form. Michael Poulsen, der hverken ville tabe ansigt over for Mikkel Kessler eller sin afdøde far, som han følte kiggede med, tabte på kort tid 23 kilo og fik det bedre, både fysisk og mentalt.

”Det er jo en klassiker at ryge på flasken, når man er i sorg. Min far nåede at se mig udgive de første to plader med Volbeat, og han blev så stolt, da jeg kom hjem og sagde, at jeg havde sagt mit job op for at leve af musikken. ’Du slår igennem i USA,’ sagde han, og jeg svarede: ’Rolig nu, det er jo ikke bare sådan lige.’ Men han fik ret, og det gør ondt, at jeg ikke kan køre hjem og sige til ham: ’Du fik sateme ret, du gamle,’” siger Michael Poulsen. 

Sønnen ville også gerne have fortalt sin far om den første gang, han spillede på Madison Square Garden, som opvarmning for Metallica, om at gå ned ad de samme gange som Elvis. Men der er én ting, som nager ham endnu mere.

”Det værste er, at han ikke nåede at møde min datter, min forlovede – og snart min lille søn.”

Michael Poulsens stemme bliver grødet, øjnene blanke.

”Jeg vælger at tro, at han sidder deroppe et sted og følger med på sidelinjen.”

SAGT OM MICHAEL POULSEN

Susanne Nielsen, storesøster

”De færreste ved, at Michael engang var en ganske ferm jitterbug- og jive-danser. Det var hans søster Maibritt, som gerne ville gå til dans og fik ham lokket med, da de var små. Han havde set Shakin’ Stevens i fjernsynet, og snart kunne han selv danse på den måde. Jeg er selv gammel sportsdanser, og jeg kunne se, at han var god til det. Han kunne både gå op på tå og moonwalke, og han gav den maks. gas inde på sit værelse og svingede sin søster rundt. Men da Maibritt ville have ham med til dansekonkurrencer, sagde han nej. Fodbold og musik trak mere i ham.”

EFTER EN HALV times kørsel er vi fremme ved Michael Poulsens hjem i Næstved. Den over 600 kvadratmeter store villa ligger i kvarteret Appenæs, på toppen af Udsigtsbakken, hvorfra man har byens bedste vue over Karrebæk Fjord og Gavnø Slot. Adressen er byens dyreste og kostede Michael Poulsen 15 millioner kroner, da han sidste år købte huset, som har en kulørt historie. 

I 2004 blev det solgt på tvangsauktion til Bo Madsen, der sammen med sin samlever Henrik Madsen i Næstved gik under navnet ’bøssegangsterne’. Syv år senere var parret, der flere gange er dømt for bedrageri, i gang med at indrette villaen til luksusbordel – men planerne strandede, da Bo Madsen blev anholdt – og siden idømt livstid – for at have dræbt sin samlever. Henrik Madsens lig er aldrig blevet fundet.

”Kender du historien?” siger Michael Poulsen, da vi er kommet indenfor.

På førstesalen har han indrettet to gæsteværelser – ”det var nok her, de havde tænkt, at pigerne skulle tage imod kunder,” siger han og griner. Her kan Jeanet Carlsens familie fra Gjøl overnatte, når de er på besøg. Længere nede ad gangen er der et legerum til datteren Ea og plads til Michael Poulsens musikrum, der indeholder en imponerende samling Elvis-memorabilia. Det var her, efter at turnéplanerne i 2020 blev aflyst på grund af COVID-19, at han skrev Volbeats nye album, der er i gang med at blive mixet, inden det udgives senere på året. 

I køkkenet hænger et billede af en fosterscanning med magnet på køleskabet. Snart har rockmusikeren, der svor, at han ikke ville have børn, to. Hans søn skal hedde Aaron, fortæller han – opkaldt efter Elvis Aaron Presley.

Hvorfor har du slået dig ned i Næstved?

”Jeg har rigtig mange minder herfra. Jeg er kommet meget i Næstved som ung, min tvillingesøster og min bedste ven bor her, og jeg er tæt på Ringsted og min mor. Jeg har boet i lejlighed i København og i hus i Hvidovre, men jeg er ikke bymenneske, og jeg har brug for fred og ro og at være sammen med min familie. At flytte herned er det bedste træk, jeg har lavet i mange år. Men der er stadig mange, som tror, at jeg bor i USA.”

Det kunne du vel også lige så godt?

”Det er rigtigt. Jeg plejer at sige til amerikanere, der ikke kan forstå, at jeg ikke flytter til USA, at jeg bor i Næshville.”

Michael Poulsen griner. 

”Toke, der er altså lige noget, du skal se,” siger han og genner Volbeat-konsulenten, der i mellemtiden har båret vinylplader og rom ind fra Volvoens bagagerum, ind på sit kontor. Synet ligner til forveksling åbningsscenen fra ’The Godfather’ (1972), hvor mafiabossen Don Corleone tager imod. Michael Poulsen har indrettet sin egen version med mørkegrønne vægge, et stort, tungt skrivebord, læderstol, barskab og i den modsatte ende et gulv-til-loft-skab med print på lågerne, der ligner en gammel bogreol med støvede bøger.

”Nej, hvor sejt,” udbryder Toke, da han træder ind på ’gangster’-kontoret. Herfra er der udsigt til en swimmingpool med sauna og til haven, inden turen går nedenunder, til villaens hovedattraktion – Michael Poulsens man cave. 

SAGT OM MICHAEL POULSEN

Ken Anthony, ven og tidligere pladebutiksejer 

”Michael og jeg mødtes første gang i ’Tak for kaffe’, et talkshow på TV3, hvor vi skulle snakke om musik. Michael sad der med sit lange, sorte hår og omvendte kors om halsen og så farlig ud. Efter programmet faldt vi i snak, og Michael begyndte at komme inde i min pladeforretning. Her stod vi og sludrede, og en dag sagde han, at han drømte om at møde sit idol Kim Bendix alias King Diamond. ’Er du ikke en af Kims gode venner?’ spurgte han. Jeg svarede ja og fik arrangeret et møde. Michael var lykkelig. Vi blev venner, og i dag beder han mig altid høre sin nye musik igennem, inden den udgives. Hvis der er noget, jeg ikke kan lide, er der ingen sure miner – så længe jeg kan argumentere for min mening.”

I KÆLDEREN HAR Michael Poulsen indrettet en bodega med brune træborde, raflebægre med terninger, gamle, originale western-souvenirs og bagerst en bar med spejlvæg og hylder, hvor flasker med gin, rom og whisky står på række. 

”Alt herinde er fra før 1930,” siger Michael Poulsen om sit personlige værtshus, hvor han gerne holder en ’ordentlig’ fest et par gange om året, når der ikke er pandemi.

I det tilstødende rum skifter farvetemaet fra brunt til sort med lædersofaer og mørke vægge prydet med gamle bokseplakater – Volbeat-sangeren er om muligt større fan af boksning end af musik.

Han har for længst lagt mørket og ungdommens satanisme på hylden. ”Det var jo mest et marketingstunt,” siger Michael Poulsen, som egentlig ikke kan fordrage religion. 

Men han er spirituelt anlagt, fortæller han. Han har gennem sit liv haft flere oplevelser, der har overbevist ham om troen på noget overnaturligt. For nylig havde han besøg af en clairvoyant, der forklarede, at han fungerer som et medie for afdøde sjæle, som ikke selv er klar over, at de skal blive blandt de døde.

Han tøver ved spørgsmålet om, hvad det er for nogle oplevelser, han har haft. Michael Poulsen ved godt, hvordan det lyder, og han vil gerne tages seriøst. Men til sidst fortæller han alligevel en historie:

”Jeg var 19 år og havde fået en ny kæreste. Vi kendte ikke hinanden skidegodt endnu, men nok til, at vi syntes, at jeg skulle hjem til hende og bo. Det passede mig fint at komme til København, hvor jeg havde gang i min musik. Vi holdt nogle fester i hendes kæmpe lejlighed, og det var normalt, at folk blev og overnattede, hvis de havde fået nok at drikke. En nat, hvor jeg var gået i seng, inden festen sluttede, stod jeg senere op for at tisse. Fra soveværelset passerede jeg døren ind til stuen, og i sofaen så jeg en mand, og jeg tænkte: ’For fanden, er folk ikke gået hjem endnu?’ Da jeg kom ind i soveværelset, sagde jeg det til min kæreste, som svarede: ’Jamen, det er de da også.’ Jeg forklarede hende, at der altså sad en mand og snorkboblede inde i stuen. Hun troede ikke på mig, men jeg kunne beskrive både hans skovmandsskjorte, hans vest og den hat, han havde på. Hun brød ud i gråd, løb ind i stuen for at lede efter ham og kom tilbage med et foto. ’Er det ham her?’ spurgte hun. Jeg sagde ja. ’Det er min far,’ sagde hun, ’han er død.’”

POULSEN FOR EVIGT

En nat i 2016 lå Michael Poulsen søvnløs i sin seng hjemme i Næstved. Sange kørte rundt i hovedet på ham, han stod op, tog sin akustiske guitar og skrev ’For evigt’ til sin kæreste. Da han lagde sig ind i sengen til hende, sagde han: ”Jeg tror sgu, jeg har skrevet et hit.”

”Kan jeg ikke høre det i morgen?” svarede hun, og de lagde sig til at sove.

Nummeret udkom og gik nummer tre på radiohitlisten. Tre år senere, da håndbold-dj’en satte det på til herreholdets første kamp ved VM på hjemmebane i Herning, blev det for alvor en landeplage. Nummeret, der har solgt fem gange platin i Danmark, er streamet mere end 100 millioner gange på Spotify.

MICHAEL POULSENS STEMME er næsten løbet tør. Som dagen er gået, er han blevet mere og mere hæs. Han genoptræner sin stemme med hjælp fra en amerikansk vocal coach, men en slem forkølelse lige inden jul bankede ham nærmest tilbage til nul. Inden han kan hvile stemmebåndet og holde fri, har Toke Holt dog lige en sidste opgave til Volbeat-forsangeren: To amerikanske rock-radiostationer har jubilæum og har bedt om en personlig hilsen fra Michael Poulsen. Bag baren, hvor han står og deler ud af Volbeats egenproducerede rom, rømmer han sig og sender en hilsen på samme halvt-dansk-halvt-engelsk som hans sangtekster:

”Hej med jer, it’s Michael from Volbeat, we want to wish KISW a happy 50th anniversary, and we appreciate so much what you do to carry the torch for rock in Seattle. Skål!”

Også de danske håndboldherrer, der i januar spillede VM i Egypten, har bedt om en hilsen fra deres husorkester. Den skal afspilles i DR1-programmet ’Fællessang’ den følgende fredag, hvor Phillip Faber optræder med ’For evigt’. Halvvejs inde i første take må Michael Poulsen dog give op.

”Kan jeg ikke gøre det i morgen?” siger han.

 

Den danske dj og ’X Factor’-dommer MARTIN JENSEN turnerer normalt omkring 250 dage om året. Tag med mekanikeren til giftig skumfest i Lloret de Mar, til et uforudset møde med kærligheden højt over Bangkok og på tur gennem USA i en stor, faldefærdig autocamper.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

TRÆLIM OG SKUMFEST I LLORET DE MAR, 2009

Før jeg kunne leve af at være dj, var mit liv delt i to. I hverdagene var jeg mekanikerlærling, og i weekenderne turnerede jeg med et mobildiskotek, jeg havde sammen med en ven. Vi spillede til alt muligt. Byfester, efterskolefester, handelsskolefester, runde fødselsdage. Alle de der klassiske provinsfester. 

Vi var og er begge lyd- og lysnørder, så vi planlagde en klassisk druktursferie med all inclusive til Lloret de Mar, hvor vi skulle se alle de store klubber. Jeg havde på forhånd hørt, at der var sådan nogle ’dansker­hoteller’ dernede, som skulle være rimelig klamme, så vi flottede os og blev indlogeret på et firestjernet hotel. Det var en vanvittig overdrivelse. Hvis det havde været vurderet til én stjerne, så tror jeg, at man havde været gavmild. Alt var ulækkert, folk var fulde hele tiden, og morgenmaden eksisterede nærmest ikke. 

Til gengæld var der en bartender, som var helt fantastisk og alle stjernerne værd. Inden klokken havde slået to om eftermiddagen, var min makker og jeg så stive i vodka med juice, at vi hverken kunne gå eller stå. På et tidspunkt spurgte jeg vores kære bartender, hvorfor man blev så fuld af deres drinks, og han fortalte så, at literprisen på vodka i det område var billigere end både juice og Red Bull.

Ugen op til afrejsen havde jeg arbejdet med noget tokomponent-trælim derhjemme, fordi jeg skulle sætte nogle nye sider på mit mobildiskotek. Det trælim skal man bare ikke få på fingrene, for det er fysisk umuligt at få af fingrene igen. Jeg prøvede at vaske mine hænder med fortynder, eddike, ståluld og brun sæbe, men lige meget hjalp det. Det lignede ens hænder, efter man har lavet guirlander til juleklip i folkeskolen. Mine hænder var helt brune af skidt og snavs, som bandt sig til limen.

Martin Jensens første job bag dj-pulten var til en 18-års fødselsdagsfest i Sorring Forsamlingshus som 15-årig. Senere grundlagde han mobildiskoteket Firedisko med en ven, som blev et af de største mobildiskoteker i Danmark.

Den første aften i byen tog vi ind på Disco Colossos, som er den største klub i byen. Vi havde kun været derinde i 10 minutter, da vi indså, at det var en rigtig lorteklub. Der var helt tomt, og vi havde en oprigtig frygt for, at det ville blive den værste uge i vores liv, så vi gik op i baren for at få en drink og komme i stemning. Da jeg spurgte bartenderen, hvad man kunne få at drikke, kiggede hun på mig, rullede øjne og gik væk. Lidt senere spurgte jeg, om hun havde et drinkskort. Så kiggede hun på mig, rullede øjne og gik væk igen. Vi var ved at dø af grin over hele situationen i det der tomme diskotek, men vi var også en smule bange, for man skal aldrig provokere en sur spanier.

Da hun kom tilbage for tredje gang, var jeg skidenervøs for, hvordan hun ville reagere. I afmagt bad jeg om to drinks med vodka og Red Bull, hvorefter hun smilte og kom med to glas. Jeg forstår stadig ikke den bartender. Da vi havde bundet et par stykker, begyndte min fod at bevæge sig i takt til musikken. Vi bad vores nye veninde i baren om to mere, så flækkede vi dem, og sådan fortsatte vi. De må have været ret stærke, for det næste, jeg husker, er, at der var en kæmpe skumfest i gang på dansegulvet. 

Ingen af os kunne et eneste dansetrin, men den aften var vi verdensmestre. På et tidspunkt fik jeg skummet i munden, og det var simpelthen så giftigt, at jeg hostede i fem minutter. Og da jeg vågnede næste morgen, var mine hænder fuldstændig rene. Jeg havde prøvet alt. Men en times spansk skumfest var det, der skulle til for at fjerne trælimen. Der blev vi enige om, at vi nok ikke skulle til flere skumfester.

Jeg har aldrig spillet i Lloret de Mar, og gud ske tak og lov for det. Der er så mange stive danskere dernede – og jeg var selv en af dem. 

I 2017 rejste Martin Jensen spontant til Lissabon for at mødes med Natasha Samsara Thompson fra Nordirland, som han havde mødt til en efterfest i Bangkok. I december 2020 friede han til hende på Maldiverne. Hun sagde ja.

KÆRLIGHEDSJAGT I BANGKOK, BELFAST OG LISSABON, 2017

I 2017 spillede jeg til en stor festival i Bangkok, hvor jeg havde nogle venner med. En af dem er er en rimelig ekstravagant type, som har en evne til at komme i kontakt med de rigtige mennesker. Jeg forstår ikke, hvordan han gør det, men han kan altid komme ind steder, hvor andre mennesker ikke kan. Efter koncerten var vi andre på vej i seng, da min ven skrev, at han havde fundet en efterfest med japanske modeller, champagne og Don Julio 1942 (en meget dyr tequila, red.) ad libitum.

Festen foregik i en penthouselejlighed på 38. etage med udsigt over hele Bangkok, og det var ligesom at træde ind i filmen ’Tømmermænd i Thailand’. Der var fire private butlere, der stod klar til at servicere. Der var et musikanlæg, som fyldte halvdelen af stuen. Der var diskokugler og lasere. Alle til den fest var brændt af på det ene eller det andet, og så kom der tre blege danskere ind med rygsæk og shorts. Vi lignede nogle, der kom direkte fra turistkontoret. Den aften faldt jeg i snak med ung kvinde fra Nordirland, der hedder Natasha, og vi udvekslede telefonnumre.

En måned senere skulle jeg spille til en festival i Belfast, hvor hun tilfældigvis er fra. Vi aftalte, at vi skulle mødes, og at hun kunne komme backstage med nogle veninder.

Hun anede ikke, at jeg var dj, men troede bare, at jeg var helt vild med elektronisk musik. Det var først, da vi kørte forbi hovedindgangen for at komme ind backstage, og hun så mit navn på plakaten, at det gik op for hende, at jeg skulle spille den aften. Dagen efter koncerten brugte vi hele dagen sammen. Vi kørte rundt til alle mulige seværdigheder, og inden jeg fløj videre til min næste koncert, aftalte vi at mødes i Lissabon, hvor hun skulle til en koncert med Red Hot Chili Peppers kort tid efter.

Rejser og fester overalt i verden er en del af jobbet for 29-årige Martin Jensen.

Måske var det lidt for spontant at planlægge en date i Lissabon, der skulle strække sig over flere dage? Da jeg sad i lufthavnen og ventede på hende, skrev hun, at hendes fly var forsinket. Det sekund var jeg overbevist om, at jeg ville blive brændt af. Jeg skrev til en veninde, som jeg håbede ville berolige mig, men hun mente også, at Natasha nok havde fået kolde fødder. 

Jeg var ankommet tidligt om formiddagen, og hendes fly skulle først ankomme klokken 22 om aftenen. Jeg var et nervevrag, da jeg stod og spejdede efter hende, men jeg havde jo kun mødt hende to gange før, så jeg blev pludselig i tvivl, om jeg overhovedet kunne genkende hende. 

Da hun kom ud gennem terminalen, vadede hun lige gennem lufthavnen uden at ænse mig for at tage en taxa. Jeg listede mig hen bag hende og tænkte: ”Jeg klapper hende sgu lige i røven.” Så vendte hun sig om, klar til at give mig en kæmpe lussing, indtil hun indså, hvem det var. Så fik jeg heldigvis en kæmpe krammer. Vi var i Lissabon i tre dage, og det hele endte bedre, end jeg kunne have regnet med. Jeg mødte hende i Bangkok, jeg lærte hende at kende i Belfast, vi blev kærester i Lissabon, og så friede jeg til hende i december 2020 på Maldiverne.”

I 2019 blev Martin Jensen træt af det hurtige liv, konstante flyrejser og dyre hoteller. I stedet lejede han en autocamper og kørte tværs gennem USA, mens køretøjet langsomt faldt fra hinanden.

KØR SELV-TURNÉ I USA, 2019

“Natasha og jeg var fløjet direkte fra en koncert i Chengdu i Kina til Dallas i Texas. Normalt, når jeg turnerer, lander jeg i en by, spiller en koncert, sover på et kedeligt, dyrt hotel, og så flyver jeg videre til næste by, hvor det hele gentager sig. Det kan man godt blive lidt ør i hovedet af.
Engang fløj jeg fra England til Kina, og da vi ankom, sagde jeg: ”Ej, hvor er det dejligt at være tilbage i Mexico.” Så kiggede ham, der stod for koncerten, helt underligt på mig, og først der gik det op for mig, at han da heller ikke lignede en mexi­caner. Dagene bliver blandet sammen, når man rejser så meget, men det adrenalin-sus, det giver, når jeg spiller for 20.000-30.000 mennesker, er det hele værd. 

Den her gang skulle jeg spille en masse koncerter i USA og havde lejet en 13 meter lang autocamper, som vejede 16 tons. Den skulle være vores hjem de næste fem uger.

I USA har de den vanvittige regel, at hvis et køretøj kun har to aksler, må man køre det med et almindeligt kørekort. Autocamperen var lige så stor som de gule busser i København, og den var meget besværlig at styre. Jeg har lastbilkørekort og ved godt, hvordan man skal køre sådan en stor bandit, men Natasha kunne slet ikke styre bilen, selvom hendes familie ejer et firma, der udlejer autocampere, og hun har kørt dem hele sit liv. I de fem minutter, hun kørte den, væltede hun alle orange kegler i midten af vejbanen, og så blev vi enige om, at jeg nok skulle tage over.

Det var en kæmpe oplevelse at køre rundt i USA, fordi det er så uendelig stort og skørt. Vi boede på campingpladser, der var på størrelse med Messecenter Herning, og vi handlede i Walmart, hvor man kan købe en legetøjs-tank til sit barn, mens man selv køber sig et oversavet jagtgevær. Det var det bedste ved hele turen. Walmart er Bilka på steroider, og ligegyldigt hvad du ønsker dig, så har de det.

Jeg spillede i Boston, New York, Atlantic City, Denver, San Francisco, Chicago, Dallas, Houston, Portland og Seattle og kørte i alt 37.000 kilometer i autocamperen. Jeg har aldrig lært så meget om camping på så kort tid. Pludselig skulle jeg parkere og bakke det 13 meter lange monster, slå vand til, tømme septiktanken, tanke gas og så videre. Hold nu op, et mareridt.

Den havde kørt 35.000 kilometer, da vi lejede den. I mit lastbilhoved var det ingenting, men for en autocamper er det åbenbart fire livstider. Alt gik i stykker. Vi var aldrig kommet frem, hvis jeg ikke havde været uddannet mekaniker, for jeg lavede vitterlig ikke andet end at reparere på det lort. Sidespejlene sprang af, vinduerne fløj op, oliefyret stod af konstant, airconditionanlægget gav op, afføringstanken var proppet, og vandpumpen fungerede slet ikke. Nu er jeg ekspert i autocampere, men jeg skal aldrig røre det skidt igen.

Efter den sidste koncert i Seattle, som sluttede klokken 23, skulle vi køre 3.000 kilometer i ét stræk til Dallas, fordi vi skulle aflevere autocamperen og nå et fly to dage senere. Vores GPS mente, at vi kunne nå det med kun fire timer i overskud, så vi holdt ikke pause overhovedet. Vi kørte dag og nat i to dage.
Når jeg skulle have en lur, overtog min manager rattet. Vi lavede mad, mens vi kørte, og vi stoppede kun, når vi skulle tanke, ellers var det bare speederen i bund. Endelig ankom vi til Dallas igen efter vores rundtur. Derfra fløj vi videre til Kina, hvor jeg spillede syv shows i syv byer på syv dage.”

Martin Jensen er en 29-årig dansk dj og ny ’X Factor’-dommer. Hans mest populære sang, ’Solo Dance’, er blevet lyttet mere end 600 millioner gange på Spotify, og hans samlede antal streams på tjenesten er over 1 milliard. I 2019 turnerede han  i Asien, USA og Europa. Før han blev verdenskendt dj, arbejdede han som mekaniker og var sælger i sin fars firma, der forhandler entreprenør- og landbrugsmaskiner.