Indlæg

ALBERTE WINDING har med sin naturlighed og sin melankolske bundklang ramt de fleste danskere på et tidspunkt i deres liv. Multikunstneren, der for nylig vandt Danish Music Awards’ Ærespris, fortæller her om de plader og numre, der har sat dybe præg i løbet af hendes eget liv.
Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Morten Germund

”KÆRE SØDE MENNESKER, jeg har fået at vide, at I skal tisse, så vi ses om lidt.”

Godt 300 mennesker er taget til Viften i Rødovre en lørdag i november for at høre Alberte Winding og forsvinde med ind i hendes numre, og hendes praktiske formulering som optakt til pausen er ikke kun en morsomhed. Hen over stolerækkerne i den udsolgte sal er publikum kommet i en alder, hvor de nok har behov for at lade vandet i pausen. 

I en kort petroleumsblå kjole med store pufærmer, tomatrøde stiletter og langt, løst hår i bølger har hun, uden at gøre særligt væsen af sig, taget hul på koncerten ved at række lunt og udramatisk ud til publikum, der tydeligvis kender hendes numre godt. Et intimt rum opstår via Albertes stemme, der som en sommervarm brise kommer ud af hendes mund og forplanter sig i salen med nænsomme ord og klare toner med en dyb klangbund, der giver publikum en mental helkropskrammer.

Klapper hun en enkelt gang med hænderne over hovedet, følger salen trop i taktfaste klap, og antyder hun, at publikum gerne må synge med, så synger de med. 

Rødovre er endnu et stop på en tour ud i hjørnerne af landet – fra Harboøre til Hotel Cecil i København – med bandet, der blandt andet tæller partneren gennem 10 år, Andreas Fuglebæk, på guitar. Det er ham, der har skrevet melodierne til hendes seneste udgivelser, mens hun har stået for teksterne. Som altid. De svinger mellem ømhed, melankoli og tristesse, men altid med små, lune svirp opad i strofernes slutning, der får publikums mundvige til at svirpe med. 

Koncerten indeholder nedslag fra hele Alberte Windings repertoire, fra den aktuelle udgivelse ’Nye stjerner’ og tilbage til udgangspunktet. Hun fortæller og synger om frygten for den dag, hendes børn flytter hjemmefra, i ’Skal du allerede gå’. Og om den unge generation, der overtager byen, i ’Min klub først’, mens publikum kommer helt frem i stolene, pifter og klapper, og lyssætningen blinker blåt og lilla på natklub-måden. Siden handler det om ’Carol og George’, hvis barn hun passede på den amerikanske jetset-ø Martha’s Vineyard, da hun var helt ung, og som hun genbesøgte for et par år siden – en oplevelse, der blev forvandlet til et helt album med øens navn som titel. 

Brudstykker af personlige anekdoter hæftes med uopstyltede ord til hver sang, der giver publikum en følelse af at blive taget med ind i hendes private kamre. Hun når tilbage til begyndelsen af 80’erne med en sang fra ’Bamses billedbog’, som hendes far, Thomas Winding, udviklede til DR. Det var her, hele Danmark lærte en ung Alberte Winding at kende som Luna-figuren, og for første gang tager publikum mobiltelefonerne frem for at optage.

Alberte Winding har vundet sit publikums hjerter for længst. De mærker hendes tilstedeværelse, men alligevel er der en sfærisk tilbageholdenhed over hende. Når hun danser på scenen til sine numre, er det let indadvendt – som holder hun igen. Hun er her, hun synger og fortæller generøst, men så er hun her alligevel ikke, ikke helt. 

Det samme sker med hendes optakter til numrene. Prøvende kommer hun frem til det, hun vil sige, bremser op i sine sætninger og fortsætter med noget helt andet. Det fungerer, bliver autentisk, virker sjovt, men også distræt. Mest af alt punkterer hun alle anslag til selvfed stjerne og . Med sin tilgang til hele setuppet får hun publikum til at se på hinanden og le sammen.

Inden publikum rejser sig og hujer i håbet om et ekstranummer, siger Alberte Winding: ”Vi vil gerne, øhhh … selvfølgelig slutte med den, I er kommet for.”

Publikum ler indforstået. Gennembrudshittet ’Lyse nætter’ fra 1991, som hendes halvbror Aske Bentzon har skrevet melodi til, er hendes mest kendte og elskede nummer. Sangen er for længst landet i Højskolesangbogen og var en naturlig del af repertoiret under corona-nedlukningens fællessang på DR. 

Hun begynder med et fuglefløjt, slutter af med et ”Tusind tak” – og klør sig i håret. 

”Jeg gad godt se sådan ud, når jeg bliver 60,” talehvisker en kvinde til en anden efter koncerten, lidt på afstand af Alberte Winding, der signerer plader sammen med Andreas Fuglebæk, mens Abbas ’Voulez-Vous’ kører på Viftens anlæg, og et limegrønt lysshow flammer hen over væggen.

To uger senere sætter Alberte Winding i sin stue i København ord på den musik, hun selv har lyttet til, og som langs hendes liv har snoet sig ind og ud af hendes følelsesliv og karriere som en medskabende faktor: ”Jeg er ikke den, der har den fødte sangstemme, og folk gik ikke rundt, da jeg var barn, og sagde til mig, at jeg skulle da være sanger. Men musikken har betydet så meget for mig, at jeg blev sanger.”

THE BEATLES OG THE KINKS, 4 ÅR GAMMEL, 1967

”Min far hører høj musik i vores hjem i Mønge (tæt på Tisvilde i Nordsjælland, red.). Hver dag maler han billeder oppe på kvisten, og jeg græder og græder, indtil jeg får lov til at blive hjemme fra børnehave. Så tegner jeg på gulvet og synger med på sangene, som har en barnlig og mystisk handling i mit indre. På en eller anden måde har musikken været min babysitter. Altid. Jeg er ret tilfreds med mit liv. Jeg har min far, min mor (Lulu Gauguin, red.) og min storebror (Aske Bentzon, red.), vi bor i et hyggeligt hus, om morgenen står der mælk på trappen, og min far maler kaffe. Min mor kører ind på Danmarks Radio, og min far arbejder hjemme. Og jeg elsker ham. Det er gengældt. Tit kommer jeg op om natten og lægger mig mellem dem i sengen.

Ved siden af soveværelset er min fars atelier. Der står et kæmpe lærred, og han drikker kaffe og ryger pibe. Hver morgen hører vi en sang med The Kinks. ”Far, far, far, far, far, far, far, far,” starter den (fra nummeret ’David Watts’, red.). Det synes jeg er genialt. Dér er min far, dér er Kinks. Vi er næsten 100 procent frie set med tidens øjne. På en måde tror jeg, vi er lidt vilde. Der er ikke rigtig regler, så jeg føler, de er lidt skrappe ovre i børnehaven. De voksne derhjemme er bare skæggere. Måske er det også lidt svært at have forældre, der er moderne, og verden slet ikke er dér endnu. Der er knald på farverne hjemme hos os: violet, lavendelblåt og lyserødt på vægge og møbler, og vi hører Beatles. Alt og helt ned til de første plader. Jeg er vild med ’I’ll Get You’. Jeg tror, de synger ”Jeg giver dig til indianerne”. Det synes jeg er spændende. Men det er ”I’ll get you in the end”, de synger. Inden vi flytter, er der en nytårsaften, hvor min mor er meget dark. Der er et eller andet fra en raket, der lander på hendes nylonstrømpe, og der er drama. Så flytter vi ind til byen, og det er jeg ked af. Min mor og far har det ikke godt.”

PAUL OG LINDA MCCARTNEY, ALBUMMET ’RAM’, 8 ÅR, 1972

”Der bliver plukket bidder af min lykkelige barndom, indtil den går i opløsning. Min mor og far er blevet skilt. Aske og jeg er flyttet med vores mor til København, og jeg kommer hos min far i weekenden. Jeg går på Bernadotteskolen (privatskole i Hellerup, red.), og jeg husker mest, at min mor er træt, når hun kommer hjem og laver aftensmad til mig og Aske. Selvom hun har det dårligt, giver hun omsorgsfulde rammer.

Op til nytårsaften det år er det min fars weekend, og vi er taget til Ærø, hvor min far har købt et sommerhus. Da vi kommer hjem til hans lejlighed i København, fortæller min far, at min mor har taget livet af sig. Samme aften kommer han ind på mit værelse og giver mig ’Ram’-pladen, og jeg sidder og hører den om og om igen. Jeg flytter ind i den plade og elsker numrene. Det bliver jeg ved med. Det er underligt, at den ikke udløser den sorg i dag. Der er andre plader, som min bror og jeg ikke kan holde ud at høre, fordi vi ikke synes, vores mor havde det godt, når hun satte dem på. Men ’Ram’ har sunshine i sig. 

Jeg kigger på coveret, hvor Paul McCartney holder en vædders horn. Linda, hans kone, ligner min nye stedmor (Elin Bing, red.) lidt, hun har også langt, lyst hår og er meget smuk. Jeg synger med på alle numrene, så min stemme fylder rummet. Da jeg boede med min mor, var jeg meget alene, når jeg kom hjem fra skole og forsvandt ind i en leg. Men hvem er jeg, som sjæl og menneske, uden nogen ser mig? Min sang fylder rummet op. Nogle gange opfinder jeg noget, som er frygtelig sørgeligt. Det giver mig en rar følelse. Som om der er et eller andet uforklarligt sørgeligt i mig, som flyder ud og er til stede – en slags terapi.

Som barn tænker jeg, at det nok er det bedste, at min mor gjorde, som hun ville. Det er først i nyere tid, jeg har fortvivlende erkendelser af, at hun måske havde følt noget andet en måned efter. Depression letter jo på et tidspunkt. Det ærgrer mig ubeskriveligt, at det skete i en tid uden den hjælp og forståelse, vi har i dag. Jeg ville også have ønsket for mig selv, at der havde været børnesorggrupper. 

’Ram’ lindrer, da jeg sidder på mit værelse, men den kan ikke kurere. ”Sorg er et nyt hjem for din kærlighed,” har en eller anden sagt. Men det gør jo stadig ondt. Jeg føler musikken enormt stærkt, fordi jeg er flået op. Alt betyder virkelig meget, det kan jeg siden godt se som en gave. Jeg tror ikke, at jeg ville have haft samme behov for at skrive, male og spille musik, hvis det ikke var sket. Alt peger ind i det dødsfald.”

PENSELSTRØG

Hver tirsdag går Alberte Winding i malerskole og tager tråden op fra sin oldefar, maleren Paul Gauguin, og sin morfar, skulptøren Jean René Gauguin. I hendes stue står to af Jean René Gauguins keramiske værker, mens der hænger malerier rundtomkring i lejligheden, som er malet af hendes far Thomas Winding, der oprindeligt er uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi.

JAMES TAYLOR OG DANSKTOPPEN, 10 ÅR, 1973

”Vi er flyttet permanent til Ærø, og jeg savner min mor, mens jeg bygger et nyt liv op midt i James Taylor, Milton Nascimento, Weather Report, Stevie Wonder og naboens radio med Dansktoppen. Musikken kører inde i stuen, og jeg bruger grammofonlåget til at lege, at mine Gjøl-trolde bor i et lækkert moderne hjem, for det gør vi fandeme ikke. Vi er full-blown flyttet på landet, hvor alt er hjemmemalet. Min fars musiksmag er stadig så fed, at den overdøver, hvad der er ude i verden. Men det er spændende med Dansktoppen. Vi sidder med dinglende ben på køkkenbordet og spiser franskbrød og holder øje med, hvem der ligger nummer et i den her uge. ’Hjerter af honning’ og ’Flower power tøj’, uhh, den er god, men mine forældre er sådan: ”Really?”

I vores hjem hører vi ikke ret meget radio eller ser tv, for Thomas er taget til Ærø for at have en armslængde til Danmarks Radio. Han er ret anarkistisk i de programmer, han laver. Han får plads og er på en måde skideforkælet, men han er også skideirriterende. Derfor har han brug for at være derovre og buldre igennem som kunstner. Problemet er bare, at vi ikke har nogen penge.

Der er nærmest ikke saltet til et æg, og der er i hvert fald ikke æg. De andres hjem er mere klunkehjem i 70’er-udgave, og mine stedsøstre (Elin Bings to døtre Louise og Andrea, red.) og jeg misunder, at der er regler om, hvornår de skal i seng, og middagsmad på et bestemt tidspunkt. 

Jeg går ture på markvejene og synger hits eller øver mig på en sang, som jeg synes udtrykker lige dér, hvor jeg er. Det bliver kommenteret af de voksne: ”Hvad er det egentlig, du synger? Så onde er vi da ikke.” Det er helt ubevidst. Som at klø sig i håret. 

Min far laver børne-tv om sommeren, det er ret magisk. Så kommer hele filmholdet over og bor hos os og drikker øller og råber og filmer om dagen, og vi er med i små roller. 

Jeg får hovedrollen i ’Mig og min frø’, og i ’Super Carla 2’ spiller jeg lille Vera – et stakkels børnehjemsbarn, hvis forældre er døde, og alle ærgrer sig over, at jeg ikke er god til at spille skuespil. Mange år senere ser jeg på Den Sorte Diamant et klip (fra 2018-udstillingen ’Den store Thomas Winding’, red.) og finder ud af, at jeg mest bare var naturlig og prøvede at være den person, jeg spillede. Men det var man jo ikke dengang. Der TAL-TE MAN SÅ-DAN HER. Den udstilling gør en masse godt for mig. Jeg føler, jeg bliver redeemed. 

Jeg havde virkelig ikke høje tanker om mig selv som barn. Noget af faren ved at vokse op i en kunstnerisk familie er jo, at man tænker: ”Men jeg kan jo ikke male sådan der.” Så er en børnetegning på en måde ikke fed nok. Jeg tror, at man er født til at være kunstner. Og det har jeg nok med mig stadigvæk. Jeg tænker: ”Nå, nej, jeg er jo ikke sanger.” Jeg er en, der gerne vil synge, og det er lykkedes for mig, men jeg er jo ikke teknisk sanger. Jeg føler mig som en klodset 10-årig, og at jeg ikke duer til noget. Det har at gøre med den skyldfølelse, som du efterlader i børn, hvis du som forælder tager livet af dig. ”Hey, det er slet ikke noget med dig,” siger de voksne til mig igen og igen, men følelsen flytter over i alt muligt andet.”

SØREN KRAGH-JACOBSEN, ROLLING STONES, CROSBY, STILLS, NASH & YOUNG OG PINK FLOYD, 14 ÅR, 1977

”Vi sidder hjemme i min veninde Lena Brostrøms forældres stue og hører ’Angie’ med Stones og også Søren Kragh-Jacobsen. Det er første gang, jeg hører noget dansksproget, der er så eminent. Det bringer mig et nyt sted hen. Søren Kragh-Jacobsen har gjort meget for min generations tekstforståelse. Det, at man kan skrive om kys og sex på den dér fine poetiske og sjove måde. Søren har garanteret været gode venner med min far, og derfor har min far nok ikke spillet musikken. Der er en grænse for, hvad man kan være for hinanden.

Lenas far er litteraturanmelder Torben Brostrøm, og hun har en virkelig sød mor. De er en kulturfamilie, på en mere ordentlig måde. Lena synger i Radioens Pigekor, og Klaus Rifbjerg er Torbens bedste ven. Vi er mere flagrende. Jeg bor i Peder Skrams Gade i København og har været ulykkelig over, at vi er flyttet tilbage til byen. På Ærø var vi vant til at gå til bal og drikke øl. Pludselig står vi i København og må ingenting. Jeg hører Crosby, Stills, Nash & Young, der allerede er gået fra hinanden og er gamle, så det er ikke noget, jeg deler med nogen. Pink Floyd tager mig fra pre-teen til full-blown melankolsk drømmeteenager. 

Og så møder jeg Lena en aften nede på gaden, hvor vi er en masse unger, der løber rundt. Hun bor en blok fra mig og tager mig med til klassefester på Ingrid Jespersens (Gymnasieskole, red.), hvor jeg møder en masse mennesker, der bliver mit københavnerslæng, som jeg danser ind og ud af, for vi tager stadig til Ærø i ferien. Jeg har stadig meget af mit hjerte derovre. Når jeg går i byen, ligner jeg Alberte, der lige kommer fra landet. Der grundlægger jeg ’man kan godt tage til bal i gummistøvler, for jeg har lige været ude at ride og hvad så’. Det er stadig mit look. 

Jeg ved slet ikke, hvad jeg vil. Jeg tror ikke, at jeg er boglig nok til noget, og jeg har ingen særlige talenter. Jeg er en teenager, der flyder rundt mellem forskellige miljøer og bare gerne vil have en kæreste, et holdepunkt. Men det er også en skøn tid. På en måde får jeg reetableret en tabt tid fra mit Berna-slæng (Bernadotteskolen, red.). Senere kommer det som en vigtig brik for mig, at en masse børn og unge som mig siden er endt med at lave noget kreativt.” 

DANSK MONUMENT 

”Hun har lavet sange til hitlisterne, der i dag står som monumenter i dansk pop. Hun har begået et stærkt forfatterskab, som bringer hendes musikalitet og refleksioner ind i nye formater. Og som det mest prisværdige har hun åbnet døren ind til musikkens vidunderlige verden for de vigtigste mennesker i vores samfund, børnene. Kære Alberte Winding, Danish Music Awards’ Ærespris 2023 går med største selvfølgelighed til dig.”

DMA’s motivation til Alberte Windings Ærespris 2023, læst op af kulturminister Jakob Engel-Schmidt ved prisoverrækkelsen.

GEORGE BENSON, CARLY SIMON OG MICHAEL JACKSON, 19 ÅR, 1982

”Jeg synger og synger, mens jeg gør rent i rige menneskers enorme træhuse på øen Martha’s Vineyard. Året før er jeg taget derover med min kusine for at passe Carol og Georges dreng, Jessie. De er venner af familien. Vi hører plader hele dagen, og James Taylor og Carly Simon bor på øen. Taylors ’Fire and Rain’ er det nummer, der dengang lå nummer et i længst tid på den amerikanske hitliste, og de er et hot par på øen, al buzz er omkring dem. Carly Simon har et spillested sammen med vores værtsfar, og hun spiller en koncert den weekend, min kusine og jeg rejser fra øen første gang. Det ender med at være vores livs sommer, og vi slipper ikke øen. I mange år rejser vi derover, så snart vi har penge.

Jeg bliver kæreste med Duane, der bor fast på øen med sin mor, hvor jeg flytter ind, og jeg tjener penge ved at gøre rent i de her kæmpestore gamle hvalfangerhuse, som rige familier har købt, siden præsident Kennedy slog sig ned. Folk, der kommer om sommeren, er afslappede på en helt umulig posh måde med hørskjorter og loafers. Jeg er bare rengøringskone og er helt blown away over, at man kan tænde for ­radi­o­­en, og så kommer ens yndlingsnummer. I Danmark må man vente en uge på et hitprogram. Carly Simon får mig til at indse, at man godt kan synge, selvom man er hvid og mærkeligt sammensat. Det er hendes smerte og længsel, jeg hører. Den vågner i mig og bliver tydelig. Hun har en hvid stemme og bruger andre fraseringer, end man traditionelt gør. Det er ikke udsprunget af gospel, rhythm and blues, men af folk-delen. Det passer godt til min stemme, når jeg synger. Hun er stedets ånd, som besætter mig.

Til sidst stikker jeg af fra Duane. Jeg hører Michael Jacksons ’Thriller’ og mærker en helt vild trang til at danse. Jeg kigger på ham og tænker: ”Hvad er det for et liv, vi har sammen? Hr. og fru lillemor? Jeg vil danse.” Det giver mig mod til at tage til New York og passe Jang (Nicolas Winding Refn, søn af Vibeke Winding og Anders Refn, red.). New York er et sted, hvor man ikke skal gå alene hjem om aftenen, så jeg er skidebange og kommer aldrig ud at danse. Men i USA opdager jeg, at jeg ikke kan lade være med at synge, og begynder at fantasere om, hvordan det kunne være at spille med nogen.”

EURYTHMICS OG PETER GABRIEL, 28 ÅR, 1991

”Jeg finder min tone, den tone, jeg har inde i hovedet, under indspilningen af ’Lyse nætter’. Der sker et eller andet, fordi jeg for helvede bare vil sove. Min omsorg for Josefine (datter, red.) er min stemme. Hvem sang jeg for før? Hvad skulle verden bruge det til?

”Dér er den,” siger Jan (Rørdam, far til Albertes to børn, red.), min bror Aske og jeg til hinanden, og så sætter jeg et billede af Josefine op i sangboksen og synger bare til hende. 

Jeg er et sted, hvor jeg ikke kan tvinge min stemme, jeg bliver nødt til at føle det. Det er den følelse, hvor det knækker til enten noget sjovt eller gråd. Hvis følelserne er en flod, er det lige inden vandfaldet.

Jeg møder Jan 10 år tidligere på Dan Turèll. Jeg arbejder på Café Victor og er ovre og veksle byttepenge, og han ser virkelig sød ud. Han har et band, der hedder Metro, med Maria Bramsen, og jeg spørger, om de ikke har brug for nogle tekster. Jeg ved godt, at jeg ikke er god nok til at synge, men min længsel efter at skrive de ord, jeg er optaget af, er større end min generthed. Jeg synger det ind på et kassettebånd 60 gange for at få ordene til at passe, og så siger han: ”Det er skønt. Du har en rigtig god stemme.” Og så starter det. 

Vores fælles øre er på Eurythmics og Peter Gabriel. Senere hooker vi op med Aske og vender tilbage til James Taylor og Carly Simon som arbejdsoverskrift og laver ’Lyse nætter’ og ’Jagten på den forsvundne skat’, som giver os det arbejdsliv, vi har nu. Mellem de to plader putter vi en børneplade ind, ’Tju bang chokolademand’, som reaktion på den udmattelse, vi mærker som småbørnsforældre og behovet for en rar, akustisk lyd.

Min far bruger altid sin familie, og Jan og min far kommer til at arbejde rigtig godt sammen. Han bruger i forvejen Aske og Kasper (Winding, halvstorebror, red.) rigtig meget, og jeg tror, han er meget glad for Jan. 

Det er mærkeligt at tænke på, at sangene fra ’Bamses billedbog’ er nødt til at stå på sætlisten på samtlige koncerter. Selvom der ikke længere er børn i salen, er det jo voksne mennesker, der har været børn, og for hvem børnemusikken stadig indkapsler deres liv.

Alle mine senere plader har handlet om at sige: ”Sådan her er det nu.” For eksempel i sangen ’Min klub først’, hvor jeg er i fyrrerne og er kommet til at gå i byen og drikke mig virkelig fuld, og det burde jeg ikke gøre, for det er min teenagedatters sted. Jeg har min søn William med i nummeret, der siger: ”Hey, undskyld, er det ikke dig fra Bamse og Kylling?”, for at vise, hvor svært det er at være tosset og fuld og have kærestesorg med mascara ned ad kinderne og så samtidig blive genkendt som Luna. 

Jeg vil rigtig gerne være sanger, da jeg starter på ’Bamses billedbog’, og derfor bliver der også skrevet mange sange til mig i programmet. Det er min gulerod, for jeg kan godt mærke, at jeg ikke har et stort skuespillertalent. Jeg kan godt se, at det er ren nepotisme, at jeg er med. Min stedmor (Elin Bing, red.) skriver manuskripterne, og min far har haft Bamse med i en udsendelse mange år før. Jeg føler ikke, jeg har fortjent det. Men jeg kan give det min særegenhed, være underlig eller mig selv. Det er i det mindste noget, jeg kan stå ved. Men jeg går aldrig på arbejde og tænker: ”Baam, her kommer jeg. Hvad siger I? Hvad skal JEG i dag?”

Jeg tror, alle kunstnere skaber noget unikt, fordi de prøver at lyde som noget og nogen, de ikke kan opnå. Det er på en måde fejlen, der er ens egen tone. I de første anmeldelser (Alberte Winding udgav to plader før ’Lyse nætter’, red.) står der, at man kan høre både Daimi, Birthe Kjær og Sanne Salomonsen. ”Ja,” tænker jeg, ”det er sgu nok rigtigt.” 

Da vi indspiller ’Lyse nætter’, er jeg gravid igen og har bare lyst til at gøre plads til at være mor, men vi ender på turné, da William er fem måneder, og Josefine tre år. Jeg står med ammeindlæg på scenen og er meget moderlig – som om publikum også er mine børn. Det handler om, at folk skal have det trygt og godt. Jeg passer ikke ind i rock chick-idealet, men vi mærker, at der faktisk er en niche – ’Lyse nætter’ sælger 120.000 det år.  

Det er sommer, vi spiller hele landet rundt på det, og jeg tager mig plads til at være romantiker og er i opgør med tidens hårdhed. Jeg er træt af 80’ernes sort- og hvidternede stringens, dens coke og dens yuppier. Nu kan jeg træde ind med min 70’er-orange blødhed.”

SHELBY LYNNE, PORTISHEAD OG SVENSK MUSIK, 35 ÅR, 1998

”Der begynder at dukke et behov op for at vride mig løs fra måden, jeg selv og andre opfatter mig på. Jeg prøver at lave kiksede samples i køkkenet og rejser til Stockholm for at arbejde hos Pål Svenre. Det at komme væk fra morrollen fire dage om måneden og at få en producer, der aldrig har set ’Bamses billedbog’, er befriende og vildt ensomt. Vi er flyttet i en villalejlighed i Hellerup, som vi har været heldige at få virkelig billigt. Det har været nogle gode år, børnene går på Bernadotteskolen, og alt er, som det skal være. Det huer mig bare ikke.

Det er nok igen den indre blå tone omkring mig. Jeg kan ikke spejle mig helt i lykken og bliver urolig. Hvor er hele følelsesspektret for mig? Samtidig ved jeg godt, at det er en meget normal tilstand, når man har små børn, og der skal være plads til at se dem. De begynder at være store nok til, at jeg kan tage til Stockholm og indspille, og Jan bakker op omkring, at jeg laver en plade alene. Det er meningen, at Pål og jeg skal skrive sammen. Men han er jo producer, så det ender med, at Jan og forskellige danske og svenske musikere laver mine sange. Jan og jeg ser virkelig op til svensk musik. The Cardigans opsummerer det ret godt med deres lidt kølige, men helt ublu skamløse vellyd.

Jeg lytter intenst på Shelby Lynne. Nummeret ’I’m Leaving’ har en gammel Motown-feeling ligesom Portishead, der låner af 60’erne. Jeg vil gerne lave noget, der har den lyd, og der kommer en plade ud, jeg stadig er stolt over, selvom den ikke bliver knuselsket i Danmark. Jeg får ros for teksterne, og det er et nyt skridt for mig. Jeg begynder at skrive om parforholdskriser og ting, der bumler i mit liv. Vi kan pludselig maile, og jeg skriver afsindigt lange mails til folk. Det er et high for mig, så dér starter jeg nok ubevidst på at ville være forfatter.”

WINDING-SURF  

Alberte Winding, musiker, skuespiller og forfatter. Født 1963, datter af forfatter, maler og tv-producer Thomas Winding (1936-2008) og forfatter Lulu Gauguin (1937-1972), der arbejdede som producer i B&U-afdelingen. Har to voksne børn, Josefine og William Winding, med musiker Jan Rørdam. Halvbroren Aske Bentzon er søn af Lulu Gauguin og jazzpianist Adrian Bentzon, mens halvbroren Kasper Winding er søn af filmfotograf Vibeke Winding og Thomas Winding. Begge halvbrødre er musikere.

Har hidtil udgivet 19 album, de seneste fem i samarbejde med Andreas Fuglebæk, som hun giftede sig med i 2015. Det seneste, ’Nye stjerner’ er i begges navn. I 1991 fik hun sit gennembrud med ’Lyse nætter’, som har solgt over 200.000 album. Det gælder også børnepladen ’Tju bang chokolademand’. Begge album er lavet sammen med Jan Rørdam. Fra 1985 til 1999 medvirkede hun i ’Bamses billedbog’ som Luna. Som barn var hun med i sine forældres B&U-tv-udsendelser.

I 2006 debuterede hun som forfatter med ’Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog’ og har siden udgivet erindringsromanerne ’Kastevind’ (2018) og ’Småt brændbart’ (2020). Udkom i 2023 med romanen ’Hvad jeg tænker mens du taler’.

LEONARD COHEN, SADE OG BON IVER, 48 ÅR, 2011

”Jeg er flyttet for mig selv i en lejlighed ved Nørreport, er enlig mor og kun sammen med mine yndlingsmennesker på halv tid. Jeg hører Leonard Cohen og Sade og er superromantisk og ulykkelig og euforisk og udmattet. Alt er rodet.

Det er dejligt, at mit eget liv kan fylde, når jeg er alene, men jeg er også alene og kan slet ikke finde ud af det. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan lide min kaffe, jeg kan ikke lave mad, så jeg køber New York Times ’Cook Book’ fra 1963 og begynder at lave boeuf bourguignon og coq au vin. Bygger op. Det er også en opbrudstid, hvor jeg har brug for det kaos til at finde den sweater, der passer, i ’glemt tøj-kassen’. Det gør den til sidst. Det tager mig nærmest 10 år at lære at være alene – og så møder jeg Andreas. ’Fjerde til venstre’-pladen laver jeg i lejligheden, for jeg ved godt, at jeg ikke musikalsk har redskaberne til at lave min egen plade. Jeg laver et dogme: ”Du kommer, uanset hvad du spiller på, med en akustisk guitar, for det er det, jeg elsker nu, og så indspiller vi en sang sammen.” 

Det er helt klart Bon Ivers musik, som min søn en dag anbefaler mig, der er inspirationen til ’Fjerde til venstre’. Jeg får en dør sparket ind til en livsforandrende musikkærlighed. Bon Iver er med i den bølge, hvor det bliver en ting, at folk indspiller hjemme. Man tager naturen ind igen og lægger afstand til de etablerede studier. Det passer mig godt, det handler om at gå tilbage til mig selv, skabe en falsk fortid og sige: ”Okay, nu skubber jeg lige alle de år væk, hvor jeg prøvede at synge perfekt.” 

Under arbejdet med ’Lyse nætter’, hvor jeg græd og sagde: ”Åh, jeg kan ingenting”, sagde Aske til mig: ”Nej, det kan du måske ikke, men det er kampen for at kunne det, vi vil høre.” Det har jeg med hver dag, for der er ingen af de musikere, jeg hører på, der er perfekte. Jeg har brug for nogle sprækker, jeg kan genkende i mig selv. Man skal ikke kontrollere det for meget, men det er også en klassisk udmelding fra en som mig, der er autodidakt. Det er den slags arrogance, der opstår i én på baggrund af ekstrem usikkerhed. 

I lejligheden skriver jeg også ungdomsromanen ’Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog’, hvor alt bare er sjovt, men så går det op for mig: ”Okay hvad så med den mor? Ja, hun flytter i bogen. Hvad handler det her om?” Igen handler det om min egen mor. Under det skriver jeg stadigvæk på min egen historie. Jeg veksler bare min smerte til nogle andre menneskers smerte. Men det kan også være, at det handler om, at jeg selv er flyttet. Jan og jeg tager beslutningen sammen, og vi har begge dårlig samvittighed.”

WAR ON DRUGS, SARAH KLANG, BOYGENIUS OG BEYONCÉ, 60 ÅR, 2023

”Andreas Fuglebæk spiller varm karamelguitar, og vi begynder at skrive sange sammen. Han er lyden af mine følelser, og når jeg skriver om dem, er jeg lyden af hans. Vi er kæmpe forskellige, lige besværlige, men har samme ideer med sangene og koncerterne. Vi lever halvdelen af livet i en bil på vej til Jylland og den anden hjemme som familiemennesker. Nu har Andreas og jeg fået el-bil, og vores arbejdsdag er blevet længere, for vi skal lade op to gange på en tur til Jylland. Så går vi over på tanken og får en kålsalat. I starten er det næsten som at være i en Disney-film, så sidder der lige en mariehøne på de dér Clever-standere, hvor der er plantet sommerblomster imellem. Hvis vi kører hjem om natten, hører vi musik, hvis vi kan holde det ud, for tiden War on Drugs og Sarah Klang, og jeg tager billeder ud ad ruden. Det giver sådan nogle underlige lys-ting om natten, som jeg nogle gange maler. Lige nu maler jeg vejbaner. Hvis jeg skal være til her i verden, bliver jeg nødt til at få ­poesi ind. Andreas kom ind i orkestret for 12 år siden, og i starten er vi bare virkelig gode venner. Jeg kan mærke, at det er den guitar, jeg har ledt efter. Vi har en prøve sammen med Jan, hvor Jan og jeg kigger på hinanden: ”Ja, okay, der er den”, så Jan og Andreas laver også et par ting sammen, og også Jan og Søsser (Marie Louise von Bülow, red.), som er vores bassist og Jans kæreste.

Andreas og jeg har forskellige aldre (der er 19 år imellem dem, red.), og jeg elsker, at det, der bare er umiddelbart rigtigt for Andreas, tit er nyt for mig. Jeg elsker at være en slags skuespiller, der går ind i hans scenografi og skal spille den her rolle med de her ord. I starten trak vi linjerne hårdt op: ”Hvad mener du med, at du ikke kan lide Stevie Wonder?” Så hører vi musik og drikker rødvin, og jeg prøver at finde det nummer, som skal åbne ham. Men i virkeligheden finder man i et band det, man har til fælles, ligesom i et ægteskab. Andreas’ musiksmag er meget gammel, han kan godt lide Emmylou Harris – alt muligt country-folk. Andreas har givet min alder en værdighed, fordi han er ung og synes, det er værdigt at blive ældre. I stedet for at vi begge var ældre og gik i panik, giver han det et spotlight, som jeg synes er meget, meget kærligt. 

En dag, hvor jeg føler imposter syndrome, siger han til mig, at min kulturarv er min skole. Det er godt set, for selvom jeg ikke har gået på en eller anden fin skole, foregår der jo en skoling hele tiden i, at jeg bare er i det. Jeg tænker hverken som barn eller ung, at jeg er ude og lave tv, jeg er bare ude og lave noget for mine forældre. Den naturlighed har man jo, når man vokser op i et firma. 

Mine playlister er præget af unge og lidt ældre kvinder, jeg har virkelig ’kvindeår’ og hører Boygenius, men også Beyoncé og får lyst til at danse. Kvinderne siger mange ting, og det inspirerer mig som kunstner, hvordan de er vrede og bruger deres seksualitet, kærlighed og sorg. De tør sige nogle kiksede ting, der gør dem mere sexede at lytte på. Selvom jeg bliver gammel, vil jeg altid have et indre liv, hvis jeg tager imod det. Og så kan kunsten også sende en besked fra fortiden – for eksempel på en udstilling, hvor maleren lige sender en følelse til én gennem tiden, som stadig er så voldsom. Det gør os aldersløse, det gør os udødelige, og det gør også, at vi accepterer døden. Jeg har ikke tænkt mig at holde op med at synge, men jeg har heller ikke tænkt mig at holde op med at beundre nye generationer.”

SEKS DAGE EFTER Alberte Windings optræden i Rødovre sidder hun ved et af de runde borde til Danish Music Awards på venue-stedet The Plant Cph.

Der er lange, hvide duge, rosebuketter, en diskokugle med bordnummeret på og en bowle med færdigmiksede drinks at gå om bord i mellem trerettersmenuen. Kunstnerne sidder tættest på scenen, mens ’branchen’ er placeret bagud i en slags rangorden. Der er ikke inviteret presse til prisoverrækkelsen, så Ud & Se er sendt i byen med streng formaning om ikke at skrive en linje om de øvrige musikeres adfærd. Eventuelle klicheer om blå piller i stride strømme, tungekys i sidegangene og sammenbrudte kunstnere, der føler sig forbigået, synes ikke at passe. Folk opfører sig utrolig pænt, smalltalker og drikker små skvæt af deres vinglas. Der bliver klappet mere eller mindre entusiastisk mellem hver kunstner, der får overrakt sin pris, og ad værterne Hav & Kamals jokes.

Lige indtil årets ærespris bliver overrakt.

Da Alberte Windings navn bliver nævnt, rejser hele salen sig for første gang op og klapper hende op på scenen, hvor kulturminister Jakob Engel-Schmidt holder talen for hende. Alberte Winding tager imod et kram og en blomsterbuket i sit ferskenfarvede oversize jakkesæt a la David Bowies ’Let’s Dance’-outfit og slutter af med ordene:

”I 40 år er jeg blevet beskrevet på så mange supermærkelige måder, og jeg har lyst til at sige i aften: ’Jeg er lige præcis, som jeg skal være.’”

Sussi Nielsen kom til verden i Afrika, blev omplantet til Nordjylland og endte som lidt af en outsider, indtil hun kom i band med Leo og fandt fællesskab og kærlighed. Som duo erobrede de Skagen og vandt hjerter på tværs af Danmark. I år døde Leo, så hvem er Sussi nu?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Foto Jens Astrup/Ritzau Scanpix

Kort opsummeret: Du blev født i Tanzania, voksede op på dine forældres farm i regionen Iringa, talte udmærket engelsk og var flydende i swahili. Hvad var det for en barndom?

”Der var meget frihed. Vi måtte ikke gå alt for langt væk hjemmefra, men grunden var stor, og mig og mine brødre kunne bevæge os frit rundt. Flere gange legede vi, at vi var opdagelsesrejsende. Vi fandt skind fra slanger, der havde skiftet ham, og vi legede, at vi slog telt op. Noget at spise skulle vi jo også have, så en dag lavede jeg bål ved at sætte ild til noget græs og nogle kviste. Tilfældigvis opdagede gartneren det og fik sat en stopper for det. Men alt i alt var der ikke så mange ting, vi ikke måtte.”

Da du skulle i skole, blev du sendt på svensk kostskole 100 kilometer derfra. Fik du ikke hjemve?

”Jeg kunne godt lide at være der. Og vi havde vores søde forstanderinde, tante Ruth, som man kunne gå ind og putte sig hos, hvis man var ked af det om natten.”

Iringa, Tanzania. Sussi hygger med sin mor. Foto: Privat

Troede du, at du skulle overtage farmen en dag?

”Jeg kan overhovedet ikke huske, hvad jeg forestillede mig, men jeg tænkte vel, at mit liv skulle være i Tanzania. En enkelt gang var jeg på besøg i Danmark til jul. Det var koldt og sneede, og jeg glædede mig, til vi skulle hjem til Afrika.”

Det kom du også, men kort efter vendte du tilbage til Danmark, da dine forældre besluttede at flytte hjem, og dine forældre åbnede en campingplads i Vendsyssel. Hvordan var det at begynde i skole i Saltum?

”I starten følte jeg mig ret eksotisk. Klassekammeraterne var meget interesserede i, hvad jeg havde lavet i Afrika. Men interessen forsvandt, da de fandt ud af, at jeg ikke var frygtelig meget anderledes end dem. Så faldt de tilbage i deres egne kliker, og så endte jeg med at være lidt udenfor. Jeg havde en ret livlig fantasi og forsøgte at gøre mig spændende igen ved at fortælle, at vi havde set tyre med ild ud af næseborene dernede. De troede ikke rigtig på mig.”

Jambo Vesterhav, Sussis forældres campingplads i Saltum. Jambo betyder ’hello’ på swahili. Foto: Privat

Du spiste også engang en regnorm?

”Det var som at spise sand i gelé. Jeg gjorde det for at pille nogle drenge ned, der gik og drillede. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte, men det gav respekt. De holdt op med at drille os piger, da de så, at jeg kunne noget, de ikke kunne.”

I 8. klasse begyndte du at spille i band sammen med Arne, Christian og Leo fra skolen. Du og Leo blev kærester og var klar over, at I ville satse på musikken. Da I nævnte for en studievejleder, at I gerne ville være balmusikere, blev han skidesur. Din far syntes heller ikke, det var en god idé …

”Min far havde læst beskrivelser fra København om fordrukne musikere. Og det er rigtigt, musikerne drak mere, dengang i 70’erne. Det har jeg nu aldrig gjort. Hvis nogen har budt mig en drink, og jeg følte mig småfuld, kunne jeg mærke, at jeg ikke spillede så godt. Det brød jeg mig overhovedet ikke om. Men det var selvfølgelig usikkert arbejde. Alligevel var vi villige til at give det en chance, da vi gik ud af skolen. For min fars vedkommende blev det først fuldt acceptabelt for ham, at jeg var musiker, da jeg og Leo senere underskrev en stor kontrakt med værtshuset Skansen i Skagen. Først da var vi noget ved musikken, haha. Selvom vi allerede havde klaret os som suppe, steg og is-musikere i over 12 år.”

Sussi og Leo, 1976. Foto: Privat

Suppe, steg og is – og slagsmål og befamlinger. Du har både måttet tørre blod af forstærkeren og svinge guitaren efter en fyr, der stak hånden op under dit skørt. Det lyder, som om I spillede nogle vilde steder rundtom i Nordjylland …

”Det var nogle sjove steder, vi blev sendt hen, men det var jo vores arbejde, så det tog vi med. Senere hen oplevede vi aldrig den slags. Hvis nogen blandt publikum ville slås, må de have ordnet det udenfor. Da vi etablerede os i Skagen, gjorde vi meget ud af at komme publikum ved i pauserne, og de senere år gik vi altid ned og lavede alle de selfier med folk, de ville have.”

I fik en flot kontrakt med Skansen i 1988: Fem år til en million om året. Alle medierne kom til Skagen, og turistbusser stoppede ud for jeres hjem i Pandrup. Hvad var det, I havde, der gjorde, at I kunne få så stort et engagement og tiltrak jer så meget opmærksomhed?

”Vi har altid sat en ære i at være søde og rare og spille på opfordring. Aldrig gøre nar ad andre, men vi kunne sagtens finde på at gøre nar ad os selv.”

Hvordan? 

”Der var engang en blandt publikum, der kaldte os for den hoppende ged og bukken. Leo havde geddebukkeskæg, og jeg stod og hoppede og sprang på min ene kvadratmeter på scenen, så jeg kunne godt se sammenligningen. En aften, hvor vi optrådte, sagde jeg så: ’Vi har for resten fået et nyt navn …’ Det grinede folk vældig meget af.” 

Sussi og Leo vidste altid, hvad de skulle lave. Foto: Privat

Hvordan fandt du din måde at optræde på?

”Den kom bare til mig. Jeg har altid godt kunnet lide at danse, og dengang vi spillede suppe, steg og is, fandt jeg ud af, hvor utrolig trættende det er bare at stå stille. Jeg husker en aften i vores tidlige karriere i Kaas Forsamlingshus, hvor jeg dansede, mens de spiste, og en af gæsterne kom op og bad mig om at holde op, fordi de fik suppen galt i halsen, haha.”

I løbet af jeres år på Skansen kom der mange prominente gæster for at høre og se jer. BBC havde sågar planer om at lave et program med jer. Hvem gjorde det særligt indtryk at møde?

”Prins Henrik kom engang forbi med nogle venner – uden sikkerhedsvagter. Leo og jeg snakkede lidt med ham i pausen, jeg kan ikke huske om hvad. Senere fandt vi ud af, at han skulle have været til en officiel fest i Norge, men var stukket af og taget på Skansen i stedet. Det var ikke, fordi jeg blev benovet over, at han var der. Jeg syntes bare, det var friskt gjort.”

Du er ikke kun musiker, men også maler. Hvordan kastede du dig over maleriet?

”I 1991 fik jeg en overanstrengelse og blev temmelig syg. Normalt havde jeg altid travlt, også når vi ikke var på arbejde. Så syede jeg for eksempel vores kostumer. Nu fik vi en ekstra fridag skrevet ind i vores kontrakt. Leo vidste, at jeg kunne lide at male, så han foreslog, at jeg gjorde noget mere ved det. Det gav mig en anden spænding end musikken. At male føles nærmest, som om man ser maleriet blive fremkaldt. Nogle gange kan jeg blive helt opslugt af det, helt høj nærmest, så jeg glemmer at trække vejret, når jeg kan se, at ’det her bliver skisme godt’. Til at starte med var det landskabsmalerier og dyr. På et tidspunkt foreslog Leo, at jeg også malede mennesker. Jeg var lidt nervøs, men kastede mig ud i det. Og de lignede da mennesker, hehe.”

Og efterhånden virker det, som om du lagde dig fast på en erotisk motivverden …

”Det er sjovt, at bare fordi man maler en kvinde eller mand nøgen, så skal det opfattes erotisk. Lige meget om de bare drikker en kop te.”

Men det ser da ud, som om noget af det, du laver, er eksplicit erotisk? 

”Jo, jo. Noget af det har da noget med det at gøre. Det er nok det, jeg er blevet mest kendt for.”

TITELBLAD

Susanne Nielsen, 68 år. Musiker, spiller guitar og fløjte.

Født i Tanzania, hvor forældrene dyrkede en margueritlignende blomst, hvis olie holdt malariamyg væk.  Da hun var seks, flyttede familien til Vendsyssel.

Mødte i skolen Leo Brinkmann Nielsen, De blev forlovet i 1972 og gift i 1981. Leo døde i februar 2023.

Som duo spillede Sussi og Leo 23 år i træk på Skansen i Skagen, hvor de optrådte med en blanding af dansktop og rockmusik og signaturnumre så forskellige som Teddy Edelmanns ’Himmelhunden’ og Deep Purples ’Smoke on the Water’. Gennem årene udgav de også deres egne album. I 2003 åbnede de spillestedet Ritz i Frederikshavn, som de drev tre år, inden de solgte det og turnerede Danmark tyndt.

Sussi spiller i dag med ’Drengene’ (Thomas Ehrenreich, trommer, og Kim Karmark Petersen, keyboard). Aktuel med erindringsbogen ’Jeg er Sussi’.

I spillede på Skansen i 23 år i træk, de fleste af ugens dage. Hvordan holder man til det?

”Ren og skær vilje, tror jeg. Når vi nåede til fredag-lørdag, kunne jeg godt være dødtræt og tænke: ’Oh, shit, hvordan kommer jeg igennem den her aften?’ Når jeg så fik guitaren på, og folk begyndte at synge med og feste, så – pist – forsvandt trætheden fuldstændigt. Så hyggede jeg mig igen.”

Og hvordan holder man det ud uden at blive bare lidt vanvittig? Du mener, at du har spillet ’Himmelhunden’ 25.000 gange …

”Så meget har jeg ikke tænkt over det. Herregud, hvor tit tager en tømrer sin hammer uden at tænke over det? Hvor mange gange sætter vi os ud i bilen og kører uden at tænke over det? Vi kører, fordi det er nødvendigt. ’Himmelhunden’ er nødvendig, fordi folk gider synge med på den og synes, at den er hyggelig.”

I valgte ikke at få børn, fordi arbejdet ikke levnede tid til det. Hvorfra kommer den ekstreme pligtopfyldenhed?

”Måske har jeg set mine forældre arbejde på campingpladsen, også når de måske ikke lige havde lyst. År efter år gjorde min mor stadigvæk hytterne klar hvert forår, når sæsonen startede. Jeg tror bare, jeg er sådan. Det var Leo også. Han havde det meget svært de sidste år, hvor han næsten var for syg til at spille, men gjorde det alligevel. Hvis man har lovet at komme og spille, så gør man det også.”

Velafstemt: Sussi og Leo begyndte at spille sammen i skolen og holdt sammen som par og duo i over 50 år. Foto: Privat

Da Leo døde, var du allerede i gang med at spille med dit nye band, Sussi & Drengene. Hvornår kom det i gang?

”Leo faldt og brækkede hoften i vores autocamper for fire år siden. Efter operationen fik han det aldrig rigtig godt igen. Men han blev ved med at tage med ud at spille. Han vidste godt, at hvis han holdt op, så skulle han være alene hjemme, og det havde han ikke lyst til. Han sad på en høj stol under koncerterne, mens jeg og vores trommeslager, Thomas, gik rundt og var bange for, at han skulle dejse om. En dag sagde jeg til ham, at nu skulle han på pension, det gik ikke længere. Det kunne han for så vidt godt se. Inden Leo døde, begyndte Thomas og jeg at øve med Kim. Leo hørte os spille og syntes, vi havde en god energi.”

Hvad får dig til at blive ved?

”Efter Skansen drev vi nogle år vores eget spillested, Ritz i Frederikshavn. Der satte vi rigtig mange penge til. Jeg fortryder det ikke, det var noget, vi skulle prøve. Men jeg har ikke millioner på bankkontoen. Leo og jeg fik bygget om på vores gård for nogle år siden, og hvis jeg vil blive her, er jeg nødt til at betale af på afdragene. Så nu får jeg min pension og går på arbejde ved siden af. Men selv hvis det ikke var for pengene, ville jeg gøre det. Jeg elsker at spille. Jeg er ikke mere lykkelig, end når jeg er på scenen.”

Foto: Privat

I din biografi skriver du, at du altid har været Sussi fra Sussi og Leo. Nu skal du til at finde ud af, hvem Sussi er. Er du blevet klogere siden bogens deadline?

”Absolut. De sidste 3-4 år skulle jeg hele tiden holde øje med, hvordan Leo havde det. Om han var syg eller havde ondt. Han blev en skygge af sig selv, og til sidst var det fast arbejde at passe ham. Mens jeg gik og savnede den Leo, han var engang. På en måde forestillede jeg mig ikke, at jeg kunne tage ud at spille uden ham. Men nu har jeg fundet ud af, at det kan jeg godt. Pludselig føler jeg en stor frihed. Og finder sider af mig selv, jeg kan bruge oppe på scenen.”

Hvilke sider?

”Jeg er nok lidt mere flirtende. Jeg har også tidligere flirtet lidt fra scenen, men nu gør jeg det mere. Og mere bevidst. Det giver en rigtig god stemning. Man får folk til at grine og smile. Og det er skideskægt. Det behøver ikke at være noget rent fysisk. Det er lidt svært at forklare. Men det ligger for eksempel også i måden at synge og spille på.”

Måske noget med glimt i øjet?

”Ja … men det synes jeg nu, jeg har haft længe, hehe.”

I barndommens Tanzania drømte hun om at blive musiker. Eller Superwoman. Som teenager flyttede hun permanent til Danmark, hvor hiphoppen bragte hende sammen med hjerteveninden Natasja. Et omsiggribende ry førte duoen til stjernestunder i New York og Jamaica. Men så gik det hele lidt i stå, og efter en fatal køretur måtte rapperen bruge mange år af sit liv på at lede efter meningen med det hele. Nu er KAREN MUKUPA tilbage med et anmelderrost album og erfaringer fra et halvt liv i ryggen.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Thomas Nielsen

GRÅT ETAGEBYGGERI ligger i søvnige enklaver og ligner et hvilket som helst lejlighedskompleks i en hvilken som helst forstad i landet. På Solnavej i Søborg er rækkerne af ligusterhække klippet, facaderne identiske, og roen tæt på larmende. Med jævne mellemrum kører busser forbi i tøffe-tempo, i vindueskarmene strækker stueplanter hals mod det bragende solskinsvejr, og ved cykelstativerne står album­aktuelle Karen Mukupa. Rap-udgivelsen ’Bonobo’ – et album, hun selv har stået for at producere og promovere efter at have holdt plade-pause i 14 år – har høstet fuld anmelderplade i Politiken og flere andre medier. Den handler om at være midt i livet, at stå ved sin alder og om at have set og oplevet mere end de fleste. Hun har så godt som rejst verden rundt, boet i Danmark og Afrika, er vokset op mellem to kulturer, har mistet sin sjæleveninde og kæmpet for at være sig selv i en til tider ultrakommerciel musikbranche. I flere år var hun dømt ude. Rapmusik og modne kvinder var åbenbart en cocktail, der skabte kollektiv kortslutning for flere i branchen. 

I dag, hvor vi mødes for at tage turen tilbage ad memory lane, er Karen Mukupa i sorte Adidas-bukser og med en høj knold og to fletninger, der sammen med et par store, guldindfattede solbriller rammer hendes ansigt ind. En smittende energi oser fra hende: Let’s go!

”De boede lige der på anden sal ved orkideen i vinduet,” siger Karen Mukupa og peger sine bedsteforældres gamle hjem ud. Et smil brænder igennem, idet hun fortæller om dem. Selv blev hun født i Zambia og voksede op i Tanzania, men hvert andet år satte hun og hendes familie sig på et fly for at besøge farens familie. Han var nemlig dansk, og Danmark blev synonym med Tivoli-ture og bedsteforældre-hygge for den dansk-zambiske pige. 

I lejligheden i Søborg udspillede dagene sig efter den samme drejebog. Bedsteforældrene var eksil-fynboer, men havde taget måltidsprogrammet fra øen med sig: morgenmad, formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe, aftensmad, aftenkaffe. 

”Eftermiddagskaffen var det bedste, for der var tit wienerbrød til,” siger Karen Mukupa og griner. København-forstaden var tryg, fuld af barndommens velkomne gentagelser. Men det var også her, hun for første gang blev opmærksom på sin egen hudfarve. At hendes kulør i nogles øjne gjorde hende anderledes, at nogle så den som fribillet til drillerier og dårlig opførsel. På et besøg hos bedsteforældrene, da hun var omkring syv år, var hun ude at lege med sine søskende, da nogle drenge fra kvarteret indtog legepladsen. Karen Mukupa forstod ikke, hvad de sagde, men tonefaldet var ikke til at tage fejl af. 

”Jeg kunne ikke rigtigt dansk, men jeg opfangede lidt. De sagde, at mine søskende og jeg talte ’indianersprog’. De grinede af os. Vi sad på en gynge, og de kom hen og skubbede os alt for hårdt. De sagde, at vi var ’nogle negre’. Jeg var ikke særlig gammel, så det var ubehageligt. Og det var egentlig nok første gang, jeg følte, at jeg ikke var en dansk pige,” siger hun og peger i retning af bedsteforældrenes lejlighed. 

”Vi løb hjem og fortalte min far, hvad der var sket.” 

DISKOGRAFI

Karen Mukupa Thurøe Rasmussen. Født 1973 i Zambia som datter af en zambisk mor og en dansk far.

Fik sin debut med Natasja Saad i hiphopgruppen No Name Requested. Udgav solopladen ’Mukupas Law’ i 2000. Albumaktuel med  ’Bonobo’.

Radiovært på ’Klub Mukupa’ på P8 Jazz. Mentor på rap-akademiet Urban Grrls, hvor hun blandt andet coacher unge kvinder i at skrive tekster. Har været tv-vært, børnebogsforfatter og tolk.

Bor på Islands Brygge i København med kokken Nikolaj Kirk, som hun har datteren Tiki med. Kan opleves live på bl.a. Vega i efteråret.

Uden betænkningstid fulgte han med sine piger tilbage til lege­pladsen. Han ville finde drengene og fortælle dem, at de skulle op­føre sig ordentligt. Han var gift med en zambisk kvinde, havde tilbragt en stor del af sit voksenliv i Afrika og var bevidst om 70’ernes Black Power-bevægelse. I det hele taget var han optaget af lige rettigheder for alle mennesker, og han havde allerede fortalt sine børn, at ’Elefantens vuggevise’ var en dårlig sang, fordi den brugte nogle grimme ord. 

”Han stod op for os, støttede os. Ville statuere et eksempel. Det var fedt. På den måde var det ikke så vigtigt, at drengene allerede var smuttet,” fortæller Karen Mukupa på legepladsen, der i mellemtiden har fået skridsikkert fald-underlag og bløde kanter anno 2023. 

Ad to omgange flyttede Karen Mukupa med sin mor, far og søskende til Danmark på grund af farens arbejde. Første gang til Søborg, hvor de boede lidt længere nede ad gaden fra bedsteforældrenes lejlighed, fra hun var to til fire, og anden gang til Hvidovre, fra hun var 10 til 12 år. Her startede hun i den lokale skole, lærte at tale dansk og fik nye venner. Hun var vant til at rejse, vant til forskellige nationaliteter fra opvæksten i et internationalt miljø i Dar es-Salaam – og trivedes. 

Imens havde Karen Mukupas mor svært ved at falde til i forstadslivet, hvor naboer og genboer holdt deres bane på fortovet. Som satellitter, der kredsede rundt om de samme bygninger, men næsten aldrig kolliderede og mødtes i en smalltalk. Etageejendommens lukkede lejligheder virkede som fængselsceller på Karen Mukupas mor, og hver vinter frøs hun helt ind i knoglerne. 

”’Denmark is like a jail,’ kunne hun finde på at sige. Man går ikke bare ind til naboen, man skal lave en aftale og helst tre uger i forvejen, haha,” siger Karen Mukupa og gelejder os ned mod Kildebakke, Søborgs lokale S-togstation, og et vindblæst stationstorv med falmede facader og en enkelt kiosk, hvor folk drypper ind og ud med cigaretpakker eller en sodavand under armen. 

DET VAR MED en klump i maven på størrelse med en honningmelon, at Karen Mukupa vinkede farvel til sin mor og far i lufthavnen i Nairobi. Hun var lige fyldt 15 år, og hendes billet til København var one way.

”Der var et eller andet indeni, der sagde mig, at jeg nok havde boet hjemme hos mine forældre for sidste gang. Men det var også spændende. En fornemmelse af, at det her var et nyt kapitel i mit liv. Noget helt nyt, der skulle til at begynde,” siger Karen Mukupa. 

Det hele kom sig af, at forældrene gerne ville flytte fra Arusha i det nordlige Tanzania og tilbage til morens hjemstavn, en lille by ude på landet i Zambia. Karen Mukupa, der var vant til at gå på en multikulturel skole, følte, at hun boede i Afrikas perle. Og hun havde ikke lyst til at udskifte byens og skolens buzz med fred og ro. Så hellere prøve at flytte til Danmark. Først var det meningen, at hun skulle bo hos sine bedsteforældre i Søborg, men i stedet blev aftalen, at hun skulle flytte hen til nogle af sine forældres venner og gå på friskole i Grenå, hvor hun kunne tage sin 9.-klasses-eksamen. 

 ”Jeg havde egentlig ikke tænkt konsekvenserne igennem. For da jeg så var i Danmark, savnede jeg mine forældre helt vildt. Jeg kunne næsten ikke holde ud at tale i telefon med dem, jeg græd og græd, når jeg hørte deres stemmer. Men lige så snart jeg havde lagt røret på, var jeg også videre med noget nyt og spændende,” siger Karen Mukupa, der set i bakspejlet måske alligevel synes, at hun var en tand for ung til at stå på egne ben. 

Hun var landet på Djursland i et østjysk hippiekollektiv og fik et mindre kulturchok. Folk fandt sig nøgne til rette ved morgenbordet, og der var i det hele taget en mere afslappet facon, end hun havde været vant til, både derhjemme og på friskolen i Grenå. 

”Jeg var vant til ret faste rammer på de skoler, jeg havde gået på. Man lyttede til læreren. Så det var vildt underligt, at man pludselig gerne måtte diskutere i timerne, og at man lidt selv måtte bestemme, hvordan man gerne ville have sin undervisning,” siger Karen Mukupa, der for eksempel udnyttede de frie rammer til at skrive raptekster i temaugerne. Generelt var der et stort musikmiljø på skolen, hvor Sharin Foo, der senere skulle blive forsanger i bandet The Raveonettes, også var blandt eleverne.

En af klassekammeraterne, Daniel, havde et kassettebånd med den nyeste rap på. Teksterne handlede om at være black and proud og fight the power. Det talte til Karen Mukupa som et friskt pust. På det tidspunkt var hiphoppen stadigvæk den nye dreng i musikklassen i Danmark. Jo, MC Einar og Rockers By Choice havde fået hul igennem til radioen, der dengang sidst i 80’erne ellers var domineret af D-A-D, Søs Fenger og Thomas Helmig. Men rap var stadigvæk undergrund. 

Især den fra USA, som Karen Mukupa allerede havde stiftet bekendtskab med i Dar es-Salaam, hvor hun gik på international skole, og de amerikanske elever medbragte de nyeste kassettebånd med Run DMC og LL Cool J. Fra da af var hun hooked, og da hun flyttede til Danmark, holdt betagelsen, og hun fandt et spejl i de amerikanske rappere, deres sprog og deres look. 

”Stilen var bare sej. Nogle gange tænker jeg, at jeg også blev vild med hiphop, fordi jeg i virkeligheden altid har følt mig lidt som en outsider. Om det så var her i Danmark eller i Tanzania. Rappen var outsider-musik, det var hverken rock eller pop, og jeg følte mig enormt meget hjemme i den kultur,” siger Karen Mukupa, der med det formelle afgangsbevis fra folkeskolen flyttede hjem til sin farmor og farfar i Søborg. Hun længtes ikke bare efter familie, men også efter en større by, og Karen Mukupa havde hørt, at det skulle være det fedeste at gå på Det frie Gymnasium på Nørrebro. Hun var klar.

Karen Mukupa får flettet hår af sin mor. Foto: Privat

EN SITREN RAMTE Karen Mukupa i mellemgulvet. Det var ellers en triviel morgen. Hun stod og ventede på toget fra Kildebakke Station i Søborg, der skulle køre hende mod gymnasiet. Men hun havde fået øje på en pige. Jævnaldrende med hende selv og med cap og baggy army-tøj på. Hun kunne læse ud af tøjet, at de helt sikkert måtte have musikken til fælles. Med det samme vidste Karen Mukupa, at dér var en ven. 

”Jeg sneg mig tættere og tættere på hende der på perronen. Hun var mørk i huden ligesom mig. Jeg endte med at sidde over for hende i kupeen, og så samlede jeg mod til at spørge: ’Lytter du også til det der musik?’ ’Ja,’ sagde hun. Hun vidste udmærket, hvad for noget musik, jeg snakkede om.” 

Fra mødet i S-toget var Karen Mukupa og Gina venner. De havde begge to en drøm om at blive en del af den spirende hiphopscene og mødtes ofte i København for at øve sig i at skrive raptekster. De holdt til i City Arkaden, lige over for Magasin på hjørnet af Strøget. Bevæbnede med blok og kuglepen eksperimenterede de med rim og flow. 

En dag gik to piger forbi Karen og Gina i butiksarkaden. Den ene havde dreadlocks, ”tingeltangel i håret”, og der dampede coolness fra hende. Karen Mukupa genkendte pigen fra Ringe Festivalen, som hun havde besøgt sommeren forinden med sine venner fra friskolen. De to piger havde allerede skabt en kontakt på festivalen, men Karen Mukupa blev alligevel blæst bagover, da hun så hende igen. 

”Da jeg så Natasja og den veninde, hun var sammen med, tænkte jeg bare: ’Hold kæft, hvor er de seje.’ De var på vej på Christiania, og dengang var det et totalt mystisk sted for mig, som jeg kun havde hørt om. At der var kriminelle, og at man røg hash derovre. Det var outlaw derude. Men der skulle de hen. Og jeg fik bare den der følelse af, at dem ville jeg gerne være venner med. Mest af alt fordi de havde en særlig aura over sig. De havde ben i næsen, og det blev jeg tiltrukket af,” siger Karen Mukupa.

SKYSKRABERNE STRAKTE SIG op i himlen, og det samme gjorde Karen Mukupa og Natasja Saads drømme. De var 18 og 16 år gamle, da de satte sig på et fly, der bragte dem tværs over Atlanten. Sammen havde de netop dannet rapgruppen No Name Requested og havde fast øvetid hver torsdag efter skole i den nu hedengangne Klub 47, en ungdomsklub på Amager, som den engagerede pædagog Niels Jørgensen, bedre kendt som ’Niels Turbo’, havde udstyret med en håndfuld pladespillere, mikrofoner og højttalere. 

Niels Turbo så et lys i Karen Mukupa og Natasja og deres tredje medlem Gina alias McEmzee, der var med i gruppens helt spæde begyndelse, da han første gang oplevede dem iført batiknederdele, Dr. Martens-støvler, cottoncoats og et friskt flow til et open mic-arrangement på undergrundsklubben Barbue i København. Han besluttede sig for at introducere pigerne for Ungdomshuset og andre mindre scener i byen og give dem et skub fremad i rapmiljøet.

 Og nu var duoen så på vej til hiphoppens arnested, New York. For at suge kulturen til sig, men lige så meget for at stikke en finger i jorden og mærke, om de havde en chance blandt de rigtige rappere. De havde kort forinden varmet op for den amerikanske stjerne Queen Latifah, da hun spillede i Amager Bio, og rapgruppen A Tribe Called Quest i Pumpehuset, så de var fulde af gåpåmod og forventning, da de indlogerede sig i Flatbush, Brooklyn. ’Pops’, en fyr, de havde fået kontakt til gennem en dansk kvinde fra reggae-miljøet i København, husede dem i sit klassiske brownstone med brandtrapper, der zigzaggede ned langs facaden, og hvor nogle store højttalere i kælderen blev skruet op for fuld styrke, når Pops en gang imellem holdt interimistisk dancehall-diskotek dernede. 

Imens prøvede de to danske hiphop-aspiranter at manøvrere i rappens epicenter med en stak telefonnumre på forskellige mennesker, som de ville prøve at hooke op med. For eksempel de danske dj’s Phase 5 og Yo Akim, der skulle lave remixes for sangerinden Vanessa Williams, hiphopgruppen Lifers Group og det jamaicanske reggaeband Inner Circle, der tilfældigvis var i New York på samme tid. De to piger blev inviteret til fest på deres hotel på ­Times Square.

”De boede midt inde på Manhattan, så vi var sådan: ’Arh, vildt, mand!’ Deres hotel havde happy hour, så fra klokken fire til seks var drikkevarerne nærmest gratis. Vi blev totalt teenage-dansker-stive,” siger Karen Mukupa. Men det, der kunne synes som én lang fest, var også en mission for at promovere No Name Requested og få de rigtige til at lytte til deres demoer. En dag blev de inviteret af de danske dj’s til at lave en optagelse i det samme studie, som Mary J. Blige indspillede i. Pigerne fik et gigantisk selvtillidsboost, men var også fulde af den pure ungdoms pep og grinede så meget i indspilningsboksen, at de næsten ikke kunne synge. Senere samme aften blev de inviteret med til fest rundt om hjørnet. 

”Det var ligesom at træde ind i MTV. Queen Latifah var der. De La Soul var der. LL Cool J og Beastie Boys var der. Alle, som man kunne forestille sig. Den fest var en øjenåbner for mig. Hvis man skulle være en rigtig rapper dengang, skulle man kunne free­style. Og man skulle kunne vise sit værd med det samme. Vi blev introduceret af vores ven Jamalski til en producer: ’Freestyle lige for ham,’ sagde han. Og så var det bare: One, two, three, go! Jeg tror, jeg tyede til en gammel tekst,” siger Karen Mukupa. 

”New York var vores Utopia. Det var land of opportunity. Man følte virkelig, at musikken var lige der foran én. Og at man kunne møde alle de store lige om hjørnet. Det føltes, som om alt var muligt. Alt kunne lade sig gøre, hvis bare man gav sig fuldt ud. This is where I belong, følte jeg.” 

Det første amerikanske hiphop-eventyr var langt hen ad vejen finansieret af Karen Mukupas børneopsparing, som hendes farfar havde lavet til hende. Han var gammel modstandsmand fra Fyn og af en helt anden skole, men blev hverken skuffet eller formanende, da pengene ikke blev brugt på møbler, køkkengrej, husleje eller andet snusfornuftigt. Det var jo hendes penge. 

Senere fulgte flere rejser til New York, og på en af turene blev Natasja og Karen Mukupa venner med nogle studieteknikere, der arbejdede for P. Diddy – dengang kendt som Puff Daddy. 

”Teknikerne spillede vores demoer for ’Puffy’. Da han havde hørt dem, ville han meget gerne møde os. Men vi skulle rejse dagen efter, så det kunne ikke lade sig gøre. Vi tog det ikke så alvorligt. I vores hoveder havde vi det sådan: ’Vi kommer jo tilbage,’” siger Karen Mukupa. 

Turene til New York i start-90’erne var selvsagt uden internet og mobiltelefoner, og det var meget sværere at holde kontakten, når først man fysisk flyttede sig. Så da flyet landede i Kastrup igen, var New York, producerne og de store lydstudier langt væk, og P. Diddy, Biggie Smalls, Mary J. Blige og alle de andre var igen kun stemmer på kassettebåndene. 

”Jeg tror ikke, vi fattede, hvor stor en chance vi egentlig havde,” siger hun.

MELLEM HØJHUSE, PALMETRÆER og bølgebrus blandede gloser fra flere end 120 forskellige sprog sig med den lune luft i Dar es-Salaam. Karen Mukupa voksede op i Tanzanias administrative hovedstad, en kulturel smeltedigel, hvor der blev fejret både jul, eid og hinduistiske højtider. Hendes far var uddannet laborant, og hans arbejde for Mellemfolkeligt Samvirke havde først bragt ham til Zambia, hvor han arbejdede som frivillig på et mejeri. Og mens han lærte zambierne at lave ost, forelskede han sig i en kvinde, der arbejdede på mejeriet. 

Karen Mukupa blev født i Zambia, men da hun var to år, rejste forældrene til Danmark for at bo. Efter kort tid fik hendes far dog et job, der sendte familien til Tanzania. Huset i Dar es-Salaam var altid fuldt af liv. Slægtningene fra Zambia kom ofte på besøg, og Karen Mukupas mor holdt fast i de afrikanske traditioner, selvom hun havde giftet sig med en europæer. Hun havde set, hvordan andre afrikanske kvinder blev ’lidt fine på den’ og begyndte at distancere sig fra deres egen kultur, når de giftede sig med en hvid. 

”De kunne næsten ikke spise med fingrene længere, for nu var de blevet gift med en fra Europa. Derfor var min mor meget straight up og sagde: ’Vi spiser med fingrene her. Men du må da gerne få en kniv og en gaffel, hvis du vil det,’ hvis vi havde europæere på besøg til ugali (en fast grød lavet på majsmel, red.). Nogle gange kunne jeg godt synes, at det var vildt pinligt. Men samtidig sagde min mor også til mig, da vi boede i Hvidovre, at jeg ikke behøvede at fortælle mine klassekammerater alt. At vi spiste sommerfuglelarver, og at kvinderne spiste lerjord. Hun vidste godt, at det var noget, vi kunne blive drillet med,” siger Karen Mukupa. 

Når hun lukker øjnene og tænker på barndommen i Tanzania, er kysten det første, der popper op. Hun legede i det kridhvide bounty-sand med sine venner ud til en horisontlinje af turkisblåt vand. Nogle af børnene fangede fugle, og Karen Mukupa byttede sig til et nyt kæledyr for sugerør, som hendes danske bedsteforældre havde sendt til dem. Det var hård valuta dengang, for det var dem af plastik, som havde et knæk. De nyerhvervede fugle tog hun med hjem og indlogerede i familiens bur, der oprindeligt var til høns. Senere blev kæledyrs-kartoteket udvidet med alskens eksotiske fugle, skildpadder og aber. 

”Men jeg har aldrig haft en kat,” siger Karen Mukupa, mens hendes ansigt klemmer sig sammen i et grin, da hun fortæller om, hvordan de havde adopteret en abe for en stund, der blev ved med at komme tilbage og banke på, efter den var blevet sat ud i naturen igen.

”Vi legede også tit, at vi lavede mad. At vi havde et lille bål, og så fandt vi en tomatdåse, som vi hakkede noget spinat og proppede i. Det var sikkert dybt giftigt, haha. Men som syvårig kan man godt stege en fisk i Tanzania. Der er kultur for, at man hjælper til derhjemme, så det var en integreret del af vores lege,” siger Karen Mukupa. 

”Altså, hvis min mor havde veninder på besøg, var der en forventning om, at det var mig, der kom ind med teen og småkagerne, og at jeg hilste pænt på alle damerne. Det gjorde man bare.” 

Karen Mukupas forældre blev en del af det bedre borgerskab, fordi hendes far havde et godt job. De var medlemmer af den lokale yachtklub i Dar es-Salaam, hvor diplomaterne og deres børn mødtes. Det var et andet Tanzania, og det var hendes mor meget magtpåliggende, at de vidste og forstod, at de var afrikanske børn. 

”Min mor sagde altid: ’You never know if you’re gonna marry somebody from the bush’, og derfor skulle jeg lære at lave en rigtig ugali og at være en ordentlig kone,” siger Karen Mukupa og griner af, at hun endte med at gifte sig med en kok, Nikolaj Kirk. 

Generelt husker Karen Mukupa barndommen som fri og fuld af leg. Hun elskede at klatre i træer og blev som regel skuffet, når veninderne ikke havde lyst til at klatre lige så højt op som hende selv. Og så var hun kæmpe fan af Michael Jackson og brugte i det hele taget utrolig meget tid på at lytte til musik. 

”Hvis jeg var alene hjemme med mine søskende eller fætre og kusiner, klædte jeg mig sommetider ud som Michael Jackson. Jeg havde en fætter, der var kommet fra Zambia for at bo med os i tre måneder, og han var også meget musikinteresseret. Vi klædte os ud sammen og stod oppe på bordene og dansede,” siger Karen Mukupa.

Fra hun var seks år gammel, vidste hun, at hun enten ville være Superwoman eller musiker. Og en dag, da hendes far kørte hende hjem fra skole, fortalte hun ham det.

”’I know what I wanna be,’ sagde jeg, og så fortalte jeg ham, at jeg gerne ville være musiker. Jeg kan bare huske, at han vendte sig om mod bagsædet, og jeg kunne se, at han var virkelig skuffet. Og lidt i chok. Sådan: Really? ’Bare husk, at du også skal have dig en uddannelse, for det er svært at være musiker,’ sagde han så. Det må jeg sige, at han har haft ret i, men jeg fik aldrig den der store uddannelse, som han måske drømte om, at jeg fik.”

NO NAME REQUESTED gik i opløsning nogle få år efter, de var begyndt. Men Karen Mukupa og Natasja forblev uformelt en duo. De var bedste venner, også selvom de nu lavede musik i hvert sit navn. De rejste også stadigvæk sammen, blandt andet til Jamaica ad flere omgange. Karen Mukupa var 23 år, da hun besøgte den caribiske østat første gang – og følte sig hjemme med det samme. Der var brune mennesker over det hele, og gæstfriheden var enorm. Det mindede lidt om Afrika.

”Folk var virkelig søde til bare at tage os ind og låne os en sofa, vi kunne sove på, og give os nogle bananer, vi kunne spise,” siger Karen Mukupa. 

”Natasja skulle have været af sted med en anden veninde, men hun meldte fra. Så i stedet spurgte hun mig. Jeg arbejdede i en børnehave på det tidspunkt, men jeg sagde op på stedet, og to dage efter rejste vi. Det var skørt og vildt. Vi skulle have været der i tre uger og endte med at være der i tre måneder. Vi havde nok endt med at være der endnu længere, hvis vi havde haft flere penge.” 

På det tidspunkt havde Jamaica det største antal musikstudier pr. indbygger i hele verden, og den berusende følelse fra New York af, at alt var muligt, boblede i Karen Mukupas årer. 

”Igen var det bare slaraffenland. Alle familier i Jamaica havde en, der lavede musik. Og igen var det et land, hvor det virkede, som om hvis vi bare lige gør sådan her, så åbner døren sig for alvor. Vi blev taget enormt godt imod. Nok mest af alt, fordi vi havde afrikansk baggrund. Rastafarierne tror på, at en dag kommer Haile Selassie – deres Jesus – og kalder deres folk tilbage til Etiopien. Så vi blev tit introduceret som two African daughters from Denmark,” siger Karen Mukupa.

De to veninder var af sted under den amerikanske spring break, og øen var fuld af internationale reggaemusikere, som de faldt i snak med. Samtalerne blev ofte indledt med: ”Hey, vi rapper også!”, og efter en uge havde de deres første show i byen Negril, der var fuld af musikere, der kom for at spille for de amerikanske turister. En amerikansk filmproducer hørte veninderne spille og sagde, de skulle komme med ‘et særligt sted hen’ dagen efter. ”This might be your window of opportunity,” sagde han.

”Vi var totalt klar. Vi kørte med til Ocho Rios, en by fuld af luksusresorts ud til vandet, og skrev under på en kontrakt på køleren af amerikanerens bil – en håndskrevet kontrakt, der handlede om, at hvis der skete noget stort inde i studiet, så skulle han have nogle procenter,” siger Karen Mukupa, der i næste nu befandt sig i et mansion af en anden ’MTV Cribs’-verden. Veninderne var landet i et studie sammen med folk fra det engelske reggae/pop-band UB40, og de var klar til at signe dem på deres eget pladeselskab, DEP International, som de på det tidspunkt var i gang med at starte.

Karen Mukupa og Natasja var euforiske og klar til at gribe chancen. Men historien fra New York gentog sig. Det blev et lige ved og næsten. Der var tovtrækkeri mellem Karen Mukupa og Natasja og Mega Records i Danmark, der stadigvæk havde kontrakt med de to danske rappere. Mega Records ville gerne gøre de to mere kommercielle og havde planer om at sende dem mod stjerneproduceren Denniz Pop i Sverige, der også havde arbejdet med Ace of Base. 

I en periode sendte Natasjas mor penge til de to piger på Jamaica. Til sidst var der ikke flere, og Karen Mukupas bedsteforældre begyndte at spørge mere insisterende ind til, hvornår hun egentlig kom hjem. Pigerne var trætte. 

”Vi kom hjem til Danmark og havde det sådan: ’Ej, fuck, nu kan vi ikke mere.’ Vi trængte til at trække vejret, og vi gik igen musikalsk hver til sit. Jeg begyndte at arbejde i en tøjforretning, samtidig med at jeg lavede nogle demoer sammen med nogle venner, og Natasja begyndte at arbejde med heste som jockey. Det var ikke lige så spændende at lave musik sammen længere, men vi var stadig enormt gode venner,” siger Karen Mukupa. 

I 2000 debuterede hun med soloalbummet ’Mukupas Law’, der var produceret af den danske producer Remee. Albummet blev ikke helt, som hun selv ønskede det. Remee sleb rappen i kanterne og havde en vision om, at albummet skulle være mere poppet. 

”Jeg var bare så taknemmelig for, at der var nogen, der ville lave noget sammen med mig, så jeg lyttede enormt meget til, hvad de havde at sige. Og jeg lyttede måske ikke så meget til mig selv. Desværre,” siger Karen Mukupa, der hele tiden fik at vide, at pladen ikke var en succes, og at den ikke solgte nok. 

”Samtidig med at jeg var ugens uundgåelige på P3, sad jeg på bistandskontoret og havde ikke en krone på min konto. Det var virkelig skizofrent, og det fik mig til at føle mig meget lille.”

Karen Mukupa og Natasja hjemme hos Pops i Brooklyn. Foto: Privat

ADSKILLIGE ÅR SENERE landede Karen Mukupa igen på Jamaica for at hænge ud med Natasja. Det var i 2007, og Natasja stod på kanten af sit internationale gennembrud. Karen Mukupa havde lagt musikken lidt på køl og udnyttede i stedet sin kreativitet på flere forskellige måder. Hun havde lavet børneprogrammet ’Mukupas Kidchen’ på TV 2, skrevet børnebøger, været korsanger, arbejdet som tolk i swahili og søgt ind på Filmskolen to gange, fordi hun drømte om at lave dokumentarfilm. Hun filmede blandt andre Natasja, men kom ikke ind på skolen. Og her var hun så igen med sin hjerteveninde i hjertet af Caribien. Nu skulle de nyde livet. 

Men en juniaften mistede en chauffør herredømmet over den bil, hvor Karen Mukupa sad på forsædet, og Natasja på bagsædet med sin kæreste og en ven. Sammen havde de været til Portmore Awards, hvor Natasja havde optrådt, og nu havde de kurs fra sovebyen Portmore tilbage mod Kingston, hvor de boede. Chaufføren ville spille smart og kørte hasarderet på en tæt trafikeret vej. Som i en film blev alt stille og gik i sort. Da farver og lyd vendte tilbage, så Karen Mukupa, at Natasja ikke bevægede sig. Chaufføren fik hende ud af bilen, og Karen Mukupa og Natasja blev samlet op af en forbipasserende og kørt mod hospitalet. Men Natasjas vejrtrækning blev hurtigt langsom, og hun døde i Karen Mukupas arme. 

”Jeg fik mit hjerte knust, da Natasja gik bort. Lige pludselig var livet ikke uskyldigt mere. Den der eventyr-boble, Natasja og jeg havde sammen … den brast bare.”

I ly af en kæmpe svamp i Tanzania. Foto: Privat

FRA KILDEBAKKE STATION har S-toget i behagelige svingninger bølget sig gennem små forstæder for at gøre holdt på Nørreport. Karen Mukupa manøvrerer hurtigt og hjemmevant hen til metroen, der tilbagelægger det sidste stræk til Islands Brygge, hvor hun bor. Metroen er tætpakket, fuld af folkeskoleklasser, der har været på tur. Karen Mukupa stikker flere af dem et smil og en highfive, da de gør plads til, at vi kan komme ud, da toget når Islands Brygge Station. Karen Mukupa viser vej til Café Alma, slår sig ned og bestiller en avocadomad. 

”Hun boede lige der,” siger hun og peger på bygningen på den anden side af gaden, mens et smil tegner sig fra den ene kind til den anden.
I gymnasietiden tilbragte Karen Mukupa selv mere tid i dén lejlighed, Natasjas, end hjemme hos sine bedsteforældre i Søborg, hvor hun egentlig havde adresse. 

Natasja Saads og Karen Mukupas musikalske karrierer flettede sig ind og ud af hinanden. De var definerende for hinanden, og derfor er det svært at tale om den ene uden at tale om den anden. Ud over at tabet af Natasja var en altomsluttende personlig sorg for Karen Mukupa, lagde det også et åg over hendes egen karriere og eksistens. 

”Da hun gik bort, blev jeg ved med at tænke: ’Gud, du kom til at tage den forkerte. I’ve got nothing going on.’ Jeg var bare hendes veninde. Jeg var korsanger. Det var hende, der havde en masse ting, hun gerne ville sige ude i verden. Sangen ’Calabria’ lå nummer et, Alicia Keys’ manager spurgte, om hun ville skrive for hende, og Sean Paul ville også lave musik med hende. Jeg syntes, tingene var så uretfærdige. Det var helt forkert. Jeg syntes, hun havde så meget mere end mig,” siger Karen Mukupa og holder en pause for at trække vejret. Små tårer stiger op i hendes øjne, men hun smiler. 

”Selvom jeg er okay, er det svært at snakke om uden også at blive ked af det. Sorg er jo bare en stor del af livet. Liv og død går hånd i hånd,” siger hun.

Der er aldrig noget positivt ved at miste et livsvidne. Men sorgen manifesterede også en urokkelig taknemmelighed inden i Karen Mukupa. Hun nægtede at tage livet for givet. 

”Efter ulykken havde jeg et enormt behov for at sige til mine forældre: ’Jeg elsker jer, jeg elsker jer, jeg elsker jer’, sådan at hvis jeg gik bort, så vidste de det i hvert fald,” forklarer hun. 

I årene efter havde hun svært ved at give sig hen til at få tætte venner, fordi hun var bange for at miste dem igen. 

”Jeg havde lyst til at skrige hele tiden, og jeg trak kun vejret helt heroppe,” siger hun og placerer en hånd med glitrende guldringe på den øverste del af brystkassen. 

I DAG ER ISLANDS BRYGGE hendes hjem. Hun har boet her siden 2009 med sin mand, Nikolaj Kirk, og de seneste 10 år også med datteren Tiki. Kokken og rapperen mødte hinanden under nogle optagelser til børnenes MGP og fandt fælles kærlighed, både til hinanden og til at rejse. 

”Vi har begge to – og har altid haft – nogle job, som kræver noget uafhængighed. Nogle gange kan vi godt leve lidt i hver sin verden, men vi har vores hjem og vores rejser, hvor vi altid finder hinanden igen. Som oftest er vi rejst meget langt væk, til Brasilien, Filippinerne og Belize for eksempel,” siger Karen Mukupa.

Da de gerne ville stifte familie, viste det sig at være lettere sagt end gjort. Efter at have forsøgt i syv år gik de i gang med at prøve at adoptere Karen Mukupas fætters søn, Kingston, fordi fætteren var hiv-smittet og ikke havde økonomi til at få flere børn. Det var en langsommelig proces, fordi Danmark og Zambia ikke havde nogen adoptionsaftale, og da der var gået tre år med bureaukrati, skete naturens uventede mirakel. 40 år gammel blev Karen Mukupa gravid. Tiki kom til verden, og siden da har hun set sig om i verden med sine forældre. 

”Nikolaj og jeg havde altid begge to været draget af det der eventyr: at komme væk og se noget andet. Bare være os to på opdagelse. Og vi syntes, at det var vigtigt at bibeholde med Tiki,” siger hun. 

Adoptionen af Kingston gik permanent i stå, men Karen Mukupa har støttet ham og hans familie økonomisk siden da og har også besøgt ham i Zambia, så ofte det har kunnet lade sig gøre.

I ÅR UDGAV Karen Mukupa ’Bonobo’, sit første album i 14 år. Selvom albummet var en fornøjelse at lave for den 50-årige rapper, krævede det blod, sved og tårer at finde sin stemme og sin plads i musikken igen. 

”Jeg føler lidt, at jeg er startet forfra med musikken. Jeg føler, at det er sådan her, min musik skulle have været, da jeg startede. Det føles fedt, og det føles naturligt. Jeg har arbejdet på det her album, som om det var det sidste, jeg nogensinde skulle lave,” fortæller Karen Mukupa, der tog mod til sig, efter at hun i mange år havde følt, at nogle i musikbranchen kunne gøre lidt grin med hende, hvis hun nævnte, at hun gerne ville lave musik igen. 

Som ung havde hun selv været af den opfattelse, at det ville være decideret pinligt at stille sig op og rappe med en cap kækt på sned, når man havde passeret 50. Men Karen Mukupa modbeviste branchens og sin egen ungdoms-tese. ’Bonobo’ fik en overstrømmende modtagelse. Politikens anmelder skrev blandt andet: 

”Karen Mukupa er trådt i karakter, og jeg har sommerfugle i maven på alle voksne kvinders vegne over, at det her album findes.” Musikmagasinet Gaffa tilsluttede sig koret og gav albummet fem stjerner med begrundelsen: 

”De minimalistiske R’n’B-rytmer og slæbende hiphopbeats hylder dermed også den musik, som Karen Mukupa selv er formet af. Resultatet er hendes stærkeste album til dato med skarpe rim og fængende omkvæd, der både taler til hjerte og hjerne – alt sammen leveret af en moden kvinde i sin bedste alder.” 

Karen Mukupa synes også selv, at hun med sin nye plade har knækket nøden. Fået sit liv og sin kunst til at gå op i en højere enhed. 

”Jeg synes, at rap skal være troværdig. Og hvis den skal være det, skal jeg rappe fra mit eget udgangspunkt. Hvis vi formår at gøre det som rappere og hiphoppere, kan musikken også vokse med os. Nogle af mine mandlige kolleger skriver stadigvæk fra det samme udgangspunkt som for 20 år siden. Om druk og damer og at fyre penge af. Det er der for så vidt ikke noget galt i. Men jeg er blevet mor, jeg er blevet gammel. I går var jeg til begravelse for en af mine gamle venner. Jeg har lyst til – blandt andet – at skrive tekster om at være midt i mit liv. Om at nu går vi ikke til fester mere, vi går til begravelser.” 

Når Karen Mukupa tænker tilbage, fik Natasja det, hun ønskede sig, selvom hun ikke var i live til at opleve det hele vejen. Hun lykkedes med musikken. Og det gjorde Karen Mukupa også selv. De gjorde det bare forskudt af hinanden. I forskellig tid, i forskellige universer. 

”Jeg føler, at hun er med på min rejse. Jeg føler lidt, at hun hepper på mig. Sådan we did it!,” siger Karen Mukupa og giver sig selv et lille klap på skulderen.

Fra kometkarriere til stress-sygemelding … og tilbage igen. Her fortæller forsanger Fernanda Rosa og trommeslager Lauge Kjærulf fra det fremadstormende band Blæst om deres vej til Orange Scene.
Tekst:Morten Høeberg MortensenFoto:PR

I hedder jo Blæst. Men skal jeres navn udtales som i, ”der er en kraftig blæst i dag”, eller som i ”han er helt blæst i hovedet”?

Lauge: ”Vi er aldrig blevet enige. Det er en evig diskussion.”

Fernanda: ”Jeg tror aldrig, vi får et svar.”

Hvorfor ikke?

Lauge: ”For at I kan blive ved med at spørge. Det er jo vores første og eneste PR-stunt, så det holder vi fast i. Navnet kommer fra, at vores bassist, Valentin, og jeg sad i en brandert på Roskilde Festival i 2017 og fandt på åndssvage fiktive bandnavne. Blæst var et af dem.”

Hvordan startede Blæst?

Lauge: ”Valentin og jeg mødte hinanden på Næstved Musikskole. Jeg var 10, og Valentin var 12. Senere gik Valentin i gymnasiet med vores guitarist Anders. Til at starte med spillede vi kun for sjov, men vi begyndte at tage det mere alvorligt.”

Fernanda: ”Jeg havde lagt noget musik på nettet, da jeg gik på efterskole. En fælles ven havde hørt, at drengene manglede en forsanger, og foreslog mig.”

Lauge: ”Vores fælles ven afspillede Fernandas musik for mig over et glas vin, og jeg tænkte: ’Okay, det er sygt nok.’” 

Fernanda: ”Så sendte Lauge mig en besked. Jeg var faktisk meget skeptisk det første lange stykke tid. Jeg tror nærmest, der gik halvandet til to år, før vi kom ægte ind under huden på hinanden. Jeg gik i gymnasiet, og de andre arbejdede. Vi var placeret så forskellige steder som København, Næstved og Sønderjylland.”

Lauge: ”Ja, og på det tidspunkt var vi og­så splittede omkring, hvorvidt vi overhovedet ville leve af at spille musik. Det var en utrolig besværlig tid, hvor vi sendte lyd­filer frem og tilbage og forsøgte at mødes og øve, når det lige kunne lade sig gøre.”

Jeres helt store gennembrud blev nummeret ’Juice’. Vidste I, da I skrev det, at det ville blive et hit?

Fernanda: ”Vores pladeselskab sagde, at vi havde skrevet nogle gode sange, men nu skulle vi altså lave et hit. Så vi satte 4-5 dage af til at prøve at skrive det. Og allerede første dag satte vi os ned og skrev ’Juice’. Vi skrev det på 5-6 timer, hvor det hele bare flød, og vi havde virkelig optur over nummeret. Så spillede vi det første gang til en koncert på Ideal Bar … Og det faldt helt til jorden. Folk kunne slet ikke forstå det.”

Lauge: ”Vi spillede mange nye numre, og ’Juice’ var suverænt det, der fik den dårligste modtagelse.”

Fernanda: ”Det svingede bare ikke lige så godt, som vi havde tænkt. Man kan se meget tydeligt på publikum, om de synes, noget er fedt. Og det gjorde de ikke. Men det ændrede sig heldigvis.”

I cementerede jer som live-band, da I sidste sommer spillede på Roskilde Festivals opvarmningsscene, Rising. Hvordan var det?

Lauge: ”Vi havde egentlig givet op på at skulle spille på Roskilde. Vi havde fået at vide, at nu var folk blevet booket, og programmet ville snart blive offentliggjort. Og så kom det pludselig lidt ud af det blå, at vi fik lov til at spille på Rising. Inden da havde ’Juice’ ikke været i nærheden af at være i top-50 på hitlisten. Vi havde virkelig sat vores forventninger lavt den dag, for det skulle ikke være en skuffelse at spille på Roskilde. Hvis der kom 3.000 mennesker, så var vi lykkelige. Der kom 20.000.”

Fernanda: ”Det var så fedt. Bare det at få lov til at spille på Roskilde var en kæmpe drøm. Da vi stod omme bag bagtæppet og satte vores intro på, kom der bare et brøl. Man kunne mærke det fysisk, som et tryk. Det var helt uvirkeligt.” 

BLÆST

Stiftet i 2019. Består af Fernanda Rosa, Anders Bondo, ­Valentin Buchwald og Lauge Kjærulf. Bandet har beskrevet deres musik som halv-naiv hverdagspoesi, man kan danse til.

Udgav debutsinglen ’Du gør det bedre’ i oktober 2019 og ­debut-ep’en ’Vindstille’ i maj 2020. Fik efterfølgende pladekontrakt hos Universal.

Singlen ’Juice’ blev kåret til Lytterhittet 2022 ved prisuddelingen P3 Guld.

Spillede i 2022 på Roskilde Festivals opvarmnings-scene for et rekordstort publikum på omkring 20.000.

Udsendte i september 2022 albummet ’Stiv kuling’.

Aflyste i oktober 2022 deres forestående danmarksturné på 28 koncerter. Efter to måneder vendte bandet tilbage i TV 2-programmet ’De største øjeblikke’.

Spillede i marts 2023 ’Juice’ og den nye single ’All In’ til finalen i ’X Factor’.

I efteråret blev ’Juice’ kåret til Lytterhittet ved prisuddelingen P3 Guld efter en afstemning, hvor blandt andre Tobias Rahim, Andreas Odbjerg og Jada også var nomineret. Hvorfor tror I, at I er så populære?

Lauge: ”Det var der, det for alvor gik op for os, at folk kunne lide det, vi lavede. Der skal sindssygt meget til, før jeg selv går ind og stemmer på noget. Så skal jeg virkelig være investeret. At folk havde taget sig tid til at gå ind og stemme på os, det var helt vildt.”

Fernanda: ”Jeg tror, mange kan relatere til os, fordi vi fremstår ret almindelige. Det har været vigtigt for os at være nede på jorden og ikke at fremstå som noget, vi ikke er.” 

Lauge: ”Vi har aldrig skabt os et alter ego. Når man er 100 procent sig selv, føles nederlagene også hårdere, fordi det føles så personligt. Vi kan ikke tage et kostume af og distancere os fra Blæst. For Blæst er vitterlig bare os. Det er det eneste, vi kan finde ud af.” 

Det er jo ikke nogen hemmelighed, Fernanda, at din far er skuespilleren Lars Brygmann, og at din onkel er Martin Brygmann. Men det er ikke noget, I har gjort et stort nummer ud af, og du bruger heller ikke efternavnet Brygmann, når du optræder offentligt. Er det en del af jeres ønske om at være jordnære?

Fernanda: ”Det er bevidst, at jeg ikke bruger det. Det er slet ikke fordi, jeg ikke vil associeres med min far eller min onkel. Det er bare sindssygt vigtigt, at de to ting kan skilles ad.”

På trods af alle opturene var sidste år ikke kun et godt år. I endte med at trække stikket og aflyse jeres efterårs-turné på grund af stress. Hvad skete der?

Fernanda: ”Tiden efter Roskilde-koncerten var meget kaotisk. Vi spillede enormt meget hen over sommeren. Omkring 45 koncerter, tror jeg. I og med at ’Juice’ blev større, og der var flere, der lagde mærke til os, fik vi også flere job.”

Lauge: ”På samme tid skulle vi skrive vores album ’Stiv kuling’ færdigt, og vi skulle for første gang lave interview og tv-optrædener. Hver gang vi gjorde noget for første gang, brugte vi enormt lang tid på at forberede os, fordi vi gerne vil gøre det ordentligt. På det tidspunkt havde vi alle stadig arbejde ved siden af musikken, så alt omkring bandet foregik om aftenen og ud på natten.”

Fernanda: ”Tidligere på sommeren var vi alle fire begyndt at gå til psykolog sammen. Pludselig kunne han mærke, at der var nogle faresignaler.”

Lauge: ”Det var lige inden P3 Guld. Vi havde travlt med koncerter, tv-optrædener, optagelser til musikvideo og udgivelse af ep’en. Så havde vi to ugers ferie. Og det var i den ferie, at vi hver især blev ramt af alle de mange indtryk, som vi slet ikke havde haft tid til at processere.”

Fernanda: ”Vi blev alle sammen syge i den ferie. Det var et tydeligt tegn på, at noget var galt.”

Lauge: ”Da vi kom hjem, skulle vi lige til at starte en landsdækkende turné. Men vi kunne bare ikke. To dage inden turneen valgte vores pladeselskab at trække stikket.”

Fernanda: ”Vi kunne ikke selv tage den beslutning. Vi vidste, hvor mange vi ville skuffe. Alle dem, der havde købt billetter til turneen. Der var mange, der afhang af os, og mange, hvis job stod på spil. Og vi havde også selv hele tiden haft en ambition om at smede, mens jernet var varmt.”

Lauge: ”At aflyse føltes som at skyde sig selv ret så eftertrykkeligt i begge fødder. Vi vidste jo ikke, om jernet nogensinde blev varmt igen. Vi havde kæmpet så meget for det gennembrud. Vi var bekymrede for, om vi selv ville få lysten tilbage, eller om det her blev det endelige punktum for Blæst.”

Fernanda: ”Vi trak os i to måneder, hvor vi overhovedet ikke lavede noget, der havde med Blæst at gøre. Vi sås fortsat hos psykologen, og vi spiste sammen et par gange. Og ellers brugte vi tiden på at lade op.”

Lauge: ”Jeg var utrolig meget sammen med mine venner, og jeg brugte meget tid med min familie i Næstved. Anders spillede Counter-Strike, og Valentin var i Tyskland.”

Fernanda: ”Jeg gik lange ture i skoven, jeg badede i havet, og jeg gik i sauna. Men jeg vil sige, at møderne hos psykologen var en kæmpe del af, at vi kom igennem det.”

Lauge: ”Ved at være åbne omkring vores oplevelse håber vi, at det for eksempel kan hjælpe andre i det musikalske vækstlag. Tidligere har man ikke snakket så meget om den slags i musikbranchen, og det har ikke været normalt at trække stikket. Hvis folk havde det dårligt, var det måske nemmere at tage nogle piller og drikke sig fuld. Vi vil gerne vise, at man kan passe på sig selv, uden at det er ensbetydende med, at man bliver glemt.”

MÆRK BLÆSTEN

Roskilde Festival 28/06
Rock i Ringkøbing 01/07
Samsø Festival 20/7
Smukfest, Skanderborg 02/08
AiaSound, København 10/08
Byparken, Vejle 11/08
Drivhuset, Aalborg 14/09

I løbet af sommeren skal I spille på mere eller mindre alle større danske festivaler. Og så på Orange Scene på Roskilde Festival. Hvordan var det at få den nyhed efter det, I har været igennem?

Lauge: ”Det var tilbage i januar, og vi var taget til Spanien for at skrive musik. Vi havde lejet et kæmpe hus oppe i bjergene med pool og det hele. Det var sindssygt lækkert. Vi sad og arbejdede, da vores booker skrev og spurgte, om vi lige havde tid til et kald. Jeg tog telefonen, og så sad hele vores hold der. De sagde, at der var kommet et bud fra Roskilde.”

Fernanda: ”Vi tænkte bare: ’Hvor og hvornår? Sig det nu!’”

Lauge: ”Det var så som åbner på Orange Scene. Og så gik vi bare amok og jublede. Anders spænede rundt om et oliventræ, og Valentin stod fastfrosset i chok. Det er jo den største drøm, og det er helt ude af proportioner. Det kan slet ikke beskrives. Men det er selvfølgelig også nervepirrende at skulle stå på Orange Scene så tidligt i karrieren. For hvad skal man så sigte efter? Der er ingen ­garanti for, at vi nogensinde får chancen igen.”

Fernanda: ”Jeg tror nok, at hvis jeg døde dagen efter koncerten, så ville jeg sige, at jeg havde haft et fint liv.”

Lauge: ”Haha, det ville jeg nok også skrive på min gravsten: ’Det har været fint.’”

LUKAS GRAHAM har taget the world by storm. Men hvordan skete det? Og hvem er manden bag sangene og stemmen, alle kender? Ud & Se finder svar i Los Angeles og hjemme på ’Havnen’, hvor vi har fulgt christianitten med den klare klang, der blev landets største internationale popstjerne.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Rasmus Weng Karlsen

HOTEL BEVERLY HILLS ligger i oktober badet i 35 graders solskin bag de høje palmer på Sunset Boulevard. Her når man ikke selv at tage i dørhåndtaget, før en af de mange valet’er i pink skjorter og beige bukser allerede er sprunget til for at åbne bildøren. En bred, rød løber fører op til indgangen til ’The Pink Palace’, som det også kaldes. Det koster næsten 15.000 kroner for en overnatning på luksushotellet, der ikke bare er five star, men også five diamond som et symbol på ”ultimativ luksus og raffinement”, og som siden åbningen i 1912 har huset stjerner som Marilyn Monroe og Charlie Chaplin.  

I foyeren er pejsen tændt, der hænger lysekroner fra loftet, store blomsterbuketter står på glasbordene ved de blomstrede designersofaer og gule lænestole, og i en lille glasmontre fremvises en mindre samling af eksklusive smykker, der kan købes på stedet. Der går ældre mennesker rundt og ser rige ud på den gammeldags måde, mænd i jakkesæt, kvinder i kjoler, og midt i det hele også Lukas Graham med sin hvide T-shirt, sorte jeans og sit halvlange, halvkrøllede brune hår.

”Det er for dyrt, men jeg ville have noget, der bare fungerer. Det er svært at finde noget bedre i L.A. Jeg har aldrig haft en dårlig oplevelse her,” siger han med sit drengede smil. 

Han har været i USA en lille måneds tid, og de forgangne to uger har han boet her med sin kone og to døtre. Undervejs har han blandt andet lyttet hele sin kommende plade igennem i et såkaldt Atmos-mix, et avanceret surroundmix, og denne dag skal han optage de sidste skud til musikvideoen til ’Wish You Were Here’ i et green screen-studie i bydelen Glendale, der skal få det til at ligne, at han og den amerikanske sanger Khalid står og synger i et ørkenlandskab.

”Musikvideooptagelse lyder tit sjovere, end det er,” indskyder hans manager, Kasper Færk, der også er til stede på hotellet. Han er klædt i lyseblå jeans og en hvid bluse, hvor der fra begge ærmer stikker tatoveringer ud.

”Det er tit en kedelig, kedelig, kedelig affære,” tilføjer Lukas Graham og fortsætter ind i The Polo Lounge med mørkegrønne vægge med billeder i sort-hvid af gamle polospillere og et stort flygel midt i lokalet og videre ud i gårdhaven med palmer og farverige blomster rundt om de hvide borde.

”Musikvideoer og interview med journalister er måske mine sådan … mindst yndlingsting,” siger Lukas Graham, da han får sat sig, hvilket får manageren til at grine: 

”Så er det her da din yndlingsdag.”

”Super yndlingsdag. Jeg kan rigtig godt lide at skrive og synge sange, men resten skal groft sagt overstås.” Så bløder han lidt op: ”Men nu er den her dag dedikeret til det, og så må man forsøge at gøre den god. For mig handler det om at nå at træne og spise god mad. Det er nederen at komme ind på en lorterestaurant og få dårlig catering på en dag, der i forvejen skranter.”

Foto: Frederik Barasinski

TIDLIGERE PÅ formiddagen brugte 34-årige Lukas Forchhammer, som han egentlig hedder, et par timer i hotellets træningscenter med sin personlige træner. Det er snart 10 år siden, han første gang havde sådan en med på en tour – dengang skulle han spille til Grøn Koncert, otte koncerter på 12 dage, hvilket han godt kunne regne ud ville blive intenst.

I starten måtte han et par gange kaste op backstage af ren og skær udmattelse. Det skete blandt andet i 2012, da han umiddelbart efter at have optrådt til ’X Factor’-finalen i Boxen i Herning blev fløjet med et Cessna-fly til Forbrændingen i Albertslund til en udsolgt koncert.

”Det var en sindssygt intens koncert, og der gik jeg lige ud og brækkede mig inden ekstranummeret.” 

Det var i den periode, det virkelig begyndte at tage fart. I efteråret 2011 havde han uploadet to hjemmevideoer på YouTube, hvor han sammen med resten af bandet spillede numrene ’Criminal Mind’ og ’Drunk in the Morning’ i forældrenes stue på Christiania.

”Udsolgte vi ikke Vega, før første album overhovedet var ude?” spørger manageren.

”Jo jo, vi udsolgte Store Vega, Train og Skråen,” svarer Lukas Graham.

Allerede i foråret 2012 spillede han 50 koncerter over 10 uger, og siden optrådte han i store dele af verden – fra Malaysia til Canada. 

”Men der er stadig mange steder, vi ikke har været. Vi har ligget nummer 1 i Australien, New Zealand, flere steder i Afrika og Sydamerika, og har haft gigantiske sange på brasiliansk radio.” 

”Mexico,” indskyder manageren.

”Mexico. Der har vi også haft store hits.”

Da Spotify i 2021 præsenterede deres ’Billions Club’ for kunstnere, der havde fået deres sange afspillet mere end en milliard gange, var Lukas Graham på den eksklusive liste med 153 navne. Blot et par uger forinden spillede han i den ikoniske newyorker-arena Madison Square Garden med den norske dj Kygo.

”Det var sgu fedt at være tilbage i ’The Garden’. Det er ligesom bare verdens mest legendariske arena. Jeg har kun stået på én arena, der betyder mere for mig, den i Manila i Filippinerne, hvor Muhammad Ali bankede Joe Frazier. Som barn så jeg meget boksning med min irske farfar, og jeg fik da også lige taget et billede af skiltet fra ’Thrilla in Manila’. Det var sgu ret vildt at stå og synge samme sted.”

LUKAS GRAHAM OM …

Penge

”Jeg begyndte ret tidligt at tænke, at penge blot er noget, vi leger, og at det hele nok skal gå. Da vi senere blev unge, havde vi den tilgang, at havde vi 1.000 kroner, så lad os få en god middag for de 1.000 kroner, så kan vi altid finde ud af, hvad vi gør i morgen. Man kan også leve sit liv modsat: ’Jeg har kun 1.000 kroner, så jeg må hellere spare dem op.’ Men det får man ikke en sjov dag ud af. Det bliver bare kedeligt, og man bliver fattig på livet.”

Berømmelse

”Jeg har aldrig gjort det for at blive rig og berømt. Berømmelse havde jeg prøvet som ’Grunk’ i ’Krummerne’, og det var ikke særlig sjovt. Jeg blev berømt for noget, jeg ikke rigtig vidste, hvad var, og for at være en anden end mig selv. Jeg syntes ikke, at kendisfaktoren var en særlig fed ting, og sådan har jeg det stadig.”

EN TJENER I hvid jakke og sorte bukser – det klassiske ­Hollywood-look – kommer hen til bordet. ”A couple of more minutes, then your food is coming,” siger han. 

”Perfect, Felix,” svarer Lukas Graham, og da Felix et øjeblik senere kommer med salaten, serverer han den med ordene: ”Made specially for you.”

Fra tid til anden ringer managerens telefon. Han forsvinder ind i kortere samtaler, før han overleverer en ny besked, som regel vedrørende en af de sange, der er ved at blive færdigproduceret til det kommende album, og undervejs kommer Lukas Grahams personlige assistent forbi med et kreditkort efter at have shoppet for ham.  

Efter frokosten ruller managerens sorte Porsche frem for enden af den røde løber, de hopper ind, og et øjeblik efter sluger den asfalten under den californiske sommersol. 

”Uhh, skal vi op? Vi tager canyon-ruten,” siger Lukas Graham, da manageren drejer op mod Coldwater Canyon og de enorme Hollywood-palæer, der ligger gemt bag tykke mure. Hvis USA er ekstremernes land, er der måske intet, der opsummerer det bedre end Los Angeles med de mange lækre sportsvogne, der ræser forbi rustvogne med blafrende affaldsposer som vinduer, og med Hollywood-skiltet på bjergsiden, langt over de mange junkier, tiggere og hjemløse, der ligger i skyggen af de høje palmer på strandpromenaderne. På hvert et gadehjørne står folk og synger for et ufrivilligt publikum, for her drømmer alle om at slå igennem, men det er de færreste, der gør det. 

Lukas Graham er en af de få. 

I januar 2013 fløj han til Los Angeles for at ”mærke viben”, og måneden efter lejede bandet en stor villa i Old Hollywood oppe på bjergsiden ved det berømte Hollywood-skilt med udsigt ud over resten af byen. Han hyrede kendislivsstilscoachen Magnus Lygdbäck som sin personlige træner, og de anskaffede sig tre identiske sorte Mercedes’er. De lejede sig også ind i et lille ikonisk studie i Beachwood Canyon, hvor de kunne skrive sange på samme klaver, som Peter Gabriel havde indspillet album på, og med samme mikrofon, som Celine Dion havde sunget i. 

”Det var en sindssyg drøm at få lov til at gøre det på den måde. Alle mulige forskellige legender havde været der. Vi var bare … living our best lives.”

DENGANG VAR DER pladeselskabsfolk i både Danmark og USA, der mente, at han og bandet levede over evne – at det var uansvarligt at skyde så mange penge af, før de overhovedet var slået igennem. Men Lukas Graham havde besluttet sig for, at hvis de kun kom til at lave én plade i USA, skulle det ”fandeme også være et eventyr”: 

”Jeg havde en frygt for, at hvis vi boede i en skraldet lejlighed, spiste lortemad og kørte rundt i en Toyota Yaris, og vi så ikke klarede den, kunne vi altid undskylde os med, at vi heller ikke ville det nok. Vi talte heller aldrig om, hvis vi skulle i de store tv-shows i USA, men når vi skulle – ellers har man jo skudt sig selv i foden otte gange på forhånd,” siger han med sin næsten provokerende selvtillid, der altid har fulgt ham. 

Lukas Graham og bandet blev enige om at læne sig så langt ind i drømmen, at de på en måde allerede levede den. 

Det blev en tid fyldt med store armbevægelser. Til et pool party på The Holly­wood Roosevelt stak de et kreditkort til en af hotellets cabana boys, der lidt senere vendte tilbage med et nyindkøbt Yamaha-klaver, som de kunne sidde og jamme på ved poolen resten af natten i deres ”kodylbrandert”.

”Der var sådan en fuck it-vibe over den tid, men når jeg kigger tilbage, var der også en sindssyg arbejdsmoral. Det kan godt være, vi holdt mange fester, røg store joints og købte store flasker champagne, men vi var i studiet hver dag, og vi kom tidligt og gik sent.”

Det var i den periode, at fremtidige hits som ’Funeral’, ’Take the World by Storm’ og ’You’re Not There’ blev lavet. På en måde var det alt det, Lukas Graham altid havde forestillet sig. 

”Jeg skrev ’Mama Said’, før vi tog derover, og der siger jeg faktisk i andet vers … (han begynder at synge, red.): ”Don’t get me wrong, I didn’t have it bad, I got enough love from my Mom and Dad, but I don’t think they really understood, when I said I wanted a deal in Hollywood.”

MENS LUKAS GRAHAM og bandet i 2013 var i USA, spillede de også deres første showcases i New York og Los Angeles. Til sidstnævnte ankom 15 unge danske kvinder fra San Diego, og de sang og skrålede uafbrudt i de tre kvarter, koncerten varede.

”Jeg er tæt på at sige, at hvis de ikke havde været der, havde vi ikke fået så fed en pladekontrakt, som vi fik dagen efter. Det var 15 fattige studerende, som var kørt tre timer for at fyre den af, og det kunne pladefolkene se et potentiale i.” 

Dagen efter skrev Lukas Graham under med Warner Records, hvor blandt andre Bruno Mars og Neil Young var i folden. Det var et profileret sted, men da han gennemlæste kontrakten, insisterede han på at få en af standardparagrafferne ud: pladeselskabets ret til at ændre på hans udseende. 

”De kan nægte at udgive et album, men de kan ikke bede mig tage andet tøj på. Det er meget rart, for min holdning har altid været, at jeg tager tøj på om morgenen. That’s it. Der er ikke nogen, der skal sidde på et kontor i L.A. og bestemme, at jeg pludselig skal have en gul trikot på.” 

At have haft den indflydelse kunne pladeselskabet formentlig godt have tænkt sig, da Lukas Graham tre år senere turnerede i det meste af Nordamerika og i den forbindelse lagde vejen forbi de store amerikanske talkshows, startende med ’Late Night with Conan O’Brien’. Her troppede han op i undertrøje og røde shorts.

”Pladeselskabet var ret irriterede over det. De mente ikke helt, at det var dresscoden til den slags,” smiler han. 

Samme år kårede det britiske herremagasin GQ ham til ’verdens værst klædte mand’ og skrev: ”Lukas Graham er vokset op i en hippieenklave – og det er til at se. Han er så dårligt klædt, at det næsten er forfriskende.” 

Det afholdt dog ikke Christiania-vennerne fra fortsat at indtage den internationale musikbranche på deres egen fandenivoldske måde. Til Grammy-uddelingen året efter kom bandet i virkelig fede jakkesæt, Lukas Graham var selv iført et i bordeaux. På den røde løber blev de stoppet af en reporter: ”What are you wearing?” Lukas Graham og bassisten Magnus Larsson kiggede på hinanden – det anede ingen af dem. 

”We’re wearing clothes,” svarede Magnus Larsson så endelig, og Lukas Graham istemte: ”We start from the bottom, we’re wearing shoes, then it’s pants …,” længere nåede han ikke, så blev interviewet afbrudt.

”Ham intervieweren syntes, vi var så nederen,” siger han og griner. ”Men vi havde jo bare taget tøj på, fordi vi syntes, det så godt ud. Ikke for at stå og snakke om det efterfølgende.”

Det er efterhånden 10 år siden, at Lukas Graham underskrev pladekontrakten med Warner Records med den for mange ikoniske musikmand Cameron Strang i spidsen, og selvom der undervejs har været clashes mellem Christiania-attituden og Hollywood, har han fra starten følt sig i gode hænder. 

”Jeg tror ikke, at alle amerikanske branchemennesker ville forstå, hvad han forstår – nemlig at alle mine sange på en eller anden måde kommer fra Christianshavn.”

VED CHRISTIANSHAVNS KANAL står træer uden blade og flagrer i vinden. Det er i slutningen af november, halvanden måned senere, og fra en sidegade kommer Lukas Graham traskende i efterårsjakke og med hue på hovedet. Han bor lige rundt om hjørnet fra Christiania, hvor han voksede op. For nogle år siden søgte han om at få lov at bo på selve Fristaden ad et par omgange, men fik afslag, og efter at have tænkt over det var det nok det bedste.

”Hvis jeg skulle bo på Christiania, skulle jeg også kunne vie mig selv til, hvad Christiania er, og det har jeg ikke tid til. Flere af mine venner klager over, at jeg ikke ser dem nok, men altså, jeg ser ikke engang min mor nok. Der er bryllupper og begravelser, jeg ikke kommer til,” siger han.

Siden sit internationale gennembrud har Lukas Grahams tilværelse været splittet mellem Christianshavn og Los Angeles. I de længste perioder har han typisk været i USA tre måneder ad gangen og som regel seks måneder hvert år. Første år under pandemien, da det begyndte at blive koldt, hev hans ældste datter sin lille rullekuffert frem og sagde: ”Er det ikke snart tid til, at vi tager til America?” 

Det gik dog tidligt op for Lukas Graham, at han ikke ville bo fast derovre.

”Jeg tror hurtigt, jeg fangede, at jeg ikke skulle falde for den hybris at tro, at jeg var et unikt sangskrivningstalent, der kunne tages ud af sit habitat og lykkes alle steder.” 

Selvom han godt kan lide at arbejde i Los Angeles, er han ikke lige så glad for at ”holde fri” i byen, hvor man hele tiden skal ind i en bil, modsat herhjemme, hvor han kan gå, cykle eller tage metroen rundt i byen. 

”Jeg er også lidt insisterende med, at selvfølgelig skal jeg kunne det. Jeg har flere gange overhørt unge i metroen, hvor den ene har hvisket: ’Det er Lukas Graham’, og den anden så har svaret: ’Nej, det er ikke ham, Lukas Graham tager ikke metroen.’”

PÅ DEN BROSTENSBELAGTE gade med det underfundige navn Overgaden neden Vandet træder Lukas Graham ned ad nogle trappetrin til Christianshavns Bådudlejning & Café, der ligger i en sort træbygning på en tømmerflåde i selve kanalen. Han når at få udvekslet både krammere og smalltalket med et par af de ansatte, før han sætter sig på en af de mørkerøde træbænke, der matcher cafeens vægge. 

”Nu sidder jeg og drikker kaffe der, hvor jeg før bare gik forbi, og på den legeplads, hvor jeg leger med mine børn nu, stod vi og røg joints i weekenden, da vi var 15-16 år. Men jeg hilser på de samme mennesker, jeg altid har hilst på. Det er sjovt, for nogle gange siger folk: ’Du har ændret dig’, og så tænker jeg hver gang: ’Det vil jeg fandeme håbe.’ I didn’t work this hard to stay the same,” siger han med vanlig forkærlighed for at udtrykke sig på engelsk. 

”Der er virkelig mange, der har en antaget version af, hvem jeg er. Vi bilder os ind, at vi ved alt muligt om de mennesker, vi ser i fjernsynet og læser om i bladene, men vi ved jo ikke en skid om nogen som helst. Jeg ved jo ikke engang, hvem jeg selv er.”

Tjeneren kommer hen til bordet med et lille fad med en af cafeens specialiteter – æbleskiver med syltetøj og flormelis. Et øjeblik efter står en midaldrende, kraftig mand for bordenden. 

”Må jeg låne dig i 10 sekunder og få min datter til at tage et billede af mig, hvor jeg sidder næsten lige ved siden af dig?”

”Det må du da godt,” siger Lukas Graham. 

”Jeg er din største fan – både af vægt og helt generelt. Dine sange er skidegode.”

”Sådan, så er du også kommet til Christianshavn. Øllen smager ligesom i Nyhavn, men gløggen er rigtig god,” siger han, da billedet er taget, og han samler tråden op fra før: ”Meget af det, der gør, at artister ændrer sig, er, at mennesker omkring dem ændrer sig.”

Men selvom Lukas Graham forsøger at fastholde en normalitet på hjemmebanen, har han også måttet erkende, at det ikke altid kan lade sig gøre. Det var en af grundene til, at han flyttede fra sin tidligere lejlighed, der lå lige ved den nye Inderhavnsbro ved Nyhavn.  

”Det var ikke så privat for mig at gå rundt der, ikke kun på grund af danskere, men især de udenlandske turister. ’Så står Lukas Graham der og drikker morgenkaffe.’ På den måde er Christianshavn og især Christiania et lidt mærkeligt sted for mig at være, for det er på den ene side et kæmpe turistmekka, og på den anden side føler jeg mig stadig meget hjemme, når jeg er der, på en måde, jeg nok aldrig får andre steder.”

DE FØRSTE ÅR af Lukas Grahams liv var som i Jokerens ’Havnen’, hvor han synger: ”For det’ her, vi ikk’ er imponeret af nogen, der hvor du ka’ leve et helt liv uden at krydse broen.” Som barn var han aldrig uden for Christianshavn, og sjældent Christiania, hvor han elskede at hænge på voldanlægget og nede ved søen. Det var magiske steder med stier ind og ud af buskene, som de færreste andre kendte til, og de kunne snildt sidde en hel gruppe venner lige ved siden af en større turistflok, der ikke anede, at de var der. Der var et Christiania for alle andre og et Christiania for dem selv – i buskadser, på bygningstage og stilladser eller nede i nogle af de gamle bunkere. 

Hans forældre havde mødt hinanden på den tidligere kaserne, der efter at være blevet forladt i 1971 blev overtaget og omdannet til en slags hippielandsby midt i hovedstaden. Hans mor kom dertil i 1981, hans irske far i 1983, og fem år senere blev han født på sofaen i barndomshjemmet. Først da Lukas Graham var seks år, fik hans far gravet en kloak ud, så de fik eget bad og toilet i stedet for at benytte sig af det fælles badehus. 

Men selvom han voksede op med, at der ikke var særlig mange penge, tænkte han aldrig på familien – der også bestod af en storesøster og en lillesøster – som værende fattige. Det var først, da han blev voksen, at det gik op for ham, hvor meget de havde gået i genbrugstøj, og hvor mange rester de havde fået til aftensmad. 

”Når jeg ser tilbage, husker jeg det som en meget rig barndom. Vi havde bare ikke nogen penge.” 

Der var dog to af barndommens somre, der stak ud med deres luksus. Det var de to år, hvor sommerferien gik til Mallorca, vaskeægte charterferier betalt med de penge, han havde tjent som ’Grunk’ i ’Krummerne’. Filmselskabet havde efterspurgt en lille, tyk, mørkhåret baby, og det var han, så som toårig fik han rollen som Mads Krumborgs lillebror i de populære familiefilm og den efterfølgende julekalender. 

Ellers gik ferierne som regel til Dublin for at besøge farens familie. I Danmark holdt faren også hjemlandets kultur i hævd og hev børnene med på irske pubber som Bloomsday og Kennedy’s, hvor der var Irish sessions med tilfældige musikere, der jammede sammen, og hvor enhver var velkommen til at træde ind på scenen og synge med. I pauserne fik børnene lov til at optræde, hvad Lukas Graham ofte gjorde, som regel med en fortolkning af en irsk folkesang. 

Faren var koncertarrangør,  moren musiklærer, og i barndomshjemmet indførte de den regel, at hvis man lavede mad, vaskede op eller gjorde rent, måtte man høre den musik, man ville – så højt man ville. De tjanser tog Lukas Graham gerne, så han kunne få lov til at gå på rov i farens enorme pladesamling og skrue højt op for eksempelvis The Beatles, The Prodigy eller Elvis Costello.

”Min mor siger, at jeg sang rent fra vuggestuen. Det er ret sjældent. Det kommer oftest først i børnehaven – hvis det kommer. Min yngste datter synger faktisk også rent allerede nu. Det er sjovt at have en lille klon rendende.”

LUKAS GRAHAM OM …

Mad

”Vi har tit fået lokale guider til at tage os rundt. I Manila fik vi dem til at tage os ud til det originale China Town, der er et mega sketchy område. Sikkerhedsvagten var ikke helt glad, men da folk først forstod, at vi var der for at spise – og ikke for at kigge på dem – var de glade og åbne. Der kom nogle helt slummede dudes hen til os og var sådan: ’Nej nej, I skal prøve den her nudelmix, hvis I skal have den bedste.’ Alle ved, at jeg elsker mad. Mine rejser kredser om, hvor meget jeg elsker mad.”

PÅ OPFORDRING FRA klasselæreren på Skolen på Islands Brygge søgte Lukas Graham i 2. klasse ind i Københavns Drengekor og blev optaget som sopransolist. Året efter begyndte han på sangskolen Sankt Annæ i Valby, hvor hver årgang var delt op i et drenge- og et pigekor. Her stod den på korsang 10 timer om ugen foruden solosang og diverse aftenprøver. Da han var 12 år, sang koret til Dronning Ingrids begravelse i Roskilde Domkirke, og året efter var de første gang i USA for at turnere rundt. 

”Mange af de kundskaber, jeg fik fra drengekoret, benytter jeg mig stadig af i dag. Jeg tror også, at meget af min arbejdsmoral kommer derfra, for det var 40 timers skolegang, og det var stramt disciplineret.” 

I sin klasse på Sankt Annæ var Lukas Graham det eneste Christiania-barn. Han så i forvejen mere forhutlet ud end sine klassekammerater, for når han ikke var i skole, rendte han rundt på voldene og klatrede i træer, hvilket gav snavsede negle og mudder på skoene. Men særligt det faktum, at han kom derfra, vakte skepsis hos visse forældre.

”Det vil være en underdrivelse at sige, at jeg blev kigget skævt på,” siger han. 

Der var børn, der ikke måtte komme til hans fødselsdag, når han inviterede, og til et skolemøde blev hans forældre talt ned til af et andet forældrepar med ordene: ”Det er jo, hvad man kan forvente af forældre derfra.” 

Der var også en fysiktime, hvor han tabte en lommeregner, og fysiklæreren vredt udbrød: ”Pas dog på, det er ikke Christiania, det her, vi kan ikke bare gå ud og stjæle nogle nye.”

”Det var en helt langt ude ting at sige, og især min far var ekstremt harm over de der ting, for jeg opførte mig ordentligt derhjemme, så i hans optik måtte skolen gøre noget forkert, siden jeg pludselig var en ballademager i deres øjne.”

Som 10-årig blev han første gang kropsvisiteret af politiet på vej hjem fra skole. Han blev trukket til side bag Den Grå Hal og bedt om at tømme sin skoletaske. Fra teenageårene skete det på ugentlig basis, og en enkelt gang blev han anholdt for gadeuorden, en hændelse, der gik sin tur i tabloidpressen under overskriften ’Barnestjerne anholdt’. Senere blev han dog frikendt og fik 2.000 kroner i erstatning for uretmæssig tilbageholdelse.

I de år slog han sig på samfundet uden for Christiania. Han måtte tit lægge øre til folk, der mente, at ”lortet skulle lukkes”, og han rendte ofte rundt med en knude i maven af frygt for, at de en dag skulle få deres vilje.

”Det er en fucked up følelse at putte i børn. Nogle gange spurgte jeg: ’Hvor er du vokset op? Valgte du at blive født i Valby? Nej, hvordan tror du, det ville føles, hvis nogen ønskede at smide dig ud af dit hus? For jeg har fandeme ikke valgt at blive født på Christiania.’”

DA LUKAS GRAHAM var 12, skrev han sine første vrede tekster med afsæt i møder med ordensmagten og frygten for at blive smidt ud af sit barndomshjem. Der boblede i det hele taget en masse vrede blandt hans jævnaldrende på Christiania, og som årene gik, blev flere af dem hærdede. Selv snusede han også til miljøet omkring Pusher Street og blev en del af gangsterrapgruppen MFS Eliten. 

Da Ungdomshuset på Jagtvej blev ryddet i 2007, steg frygten blandt Lukas Graham og vennerne for, at også Christiania skulle lide samme skæbne, hvilket intensiverede vreden. Når politiet rykkede talstærkt ind på ’Staden’, blev de mødt af brosten og andet kasteskyts og indimellem af molotovcocktails.

”Folk tror, der render en masse macho-bravadoer rundt og elsker at kaste med sten, men det er jo ens barndomshjem. Det er en svær ting at forklare. Det er også derfor, det er svært at tale negativt om Christiania, når man er vokset op derude, for alle andre har så meget negativt at sige.” 

Én ting kunne dog for alvor dæmpe gemytterne på Christiania, når det hele spidsede til: kvindemøderne i teatersalen ’Byens Lys’. Hvis bydelens kvinder mente, at et af deres børn havde opført sig for skidt, blev vedkommende sat op på scenen og stillet til ansvar for sine handlinger. 

”Så kunne du stå der og kigge på Trine, der havde skiftet ble på dig, da du var to år gammel, og hvem der nu ellers havde passet dig, og så fik man ellers en form for opsang. Mænd kan godt køre machoshowet af på hinanden. Det er lidt sværere at gøre, når der sidder en flok damer foran dig, som du har kendt hele dit liv,” siger Lukas Graham, der stadig kan genkalde sig følelserne fra ungdommen. 

”Jeg vil som udgangspunkt aldrig spørge en politimand om vej. Det er sådan en fysisk ting, der sidder i mig. Og jeg synes da stadig, det er pudsigt, at man som barn af Christiania bliver peget fingre ad, men så udgiver man et par sange, der får international succes, og så er man pludselig ’Danmarks stolthed’.”

LUKAS GRAHAM OM …

Sangskrivning

”Hvis jeg enten kun måtte skrive sange eller kun optræde, ville jeg vælge det første. Det er en meget uhåndgribelig belønning at skrive en sang og en meget håndgribelig belønning at stå på en scene. Men belønningen – eller rushet – ved at skrive en sang er vildere end noget andet. Der er tre stadier i en sangskrivningsproces: den grønne, den gule og den røde. Everything goes i den grønne. Så bliver den gul, hvor vi begynder at skære ting fra, og til sidst er den rød, og så kan vi ikke tillade os at skrive noget ned, der ikke er fucking perfect.”

Pusher Street

”Jeg er godt klar over, at Christiania har ændret sig, siden jeg var barn, og at der er et hårdere miljø omkring Pusher Street i dag, men den gade fylder så meget i fortællingen om ’Staden’ og er så lille en del for dem, der bor derinde. Når der er kokainsalg eller prostitution på Vesterbro, er det jo ikke hele Vesterbro, der bliver omtalt. Christiania er det eneste sted i Danmark, hvor en hel bydel bliver pålagt ansvaret for de kriminelles handlinger.”

I LOS ANGELES når Porschen efter en halv times kørsel Glendale-kvarteret, og Lukas Graham peger begejstret i retning af en lille biks på hjørnet af en parkeringsplads, der reklamerer med tacos på den slidte facade: ”Det dér er fucking legendariske tacos. Jeg har spist der før. Man skal altid gå derind, hvor mexicanerne går ind, og det skal helst se så skrabet ud som muligt. Så er man halvvejs til det legendariske.”

Et øjeblik efter holder bilen ind på en stille sidegade med palmer så høje og slanke, at de ser ud, som om de hvert øjeblik kan knække. En mand med strittende, gråligt hår tager imod. Han er ansat ved Warner Music, og han har i årenes løb arbejdet med navne som Red Hot Chili Peppers og Linkin Park. Indenfor i studiet, der har hjemme i en form for lagerbygning, byder andre velkommen. Klokken er præcis 14, hvilket får en af dem til at udbryde:

”Nu har jeg lavet det her i syv år, og du er klart den nemmeste, hurtigste og mest punktlige. De andre snakkede om at få dig ind tidligere for en sikkerheds skyld, men jeg sagde: ’Nej, klokken 14 er fint. Han skal nok være der,’” siger han og præsenterer herefter tidsplanen: Om 40 minutter bør de være klar til at optage. 

”Jeg gør mig klar, så I ikke skal vente på mig,” siger Lukas Graham og finder et lokale for enden af en lang gang med store spejle, et tøjstativ og to ventende makeupartister. Da han er blevet sminket og iklædt dagens tøj – sorte bukser, en sort undertrøje og en sort jakke – bukker den ene af makeupartisterne sig ned og binder hans snørebånd. 

”Jeg vænner mig aldrig til, at de binder ens snørebånd,” siger han lidt efter, mens han finder vej til sit backstagerum, der viser sig at være et lille lokale uden vinduer, oplyst af skarpe spots fra loftet. To orange stole og to sorte læderstole står op ad de helt bare, hvide vægge, klinkegulvet minder om noget fra et gammelt badeværelse, og midt i rummet er der et lille skakternet bord med vandflasker, gul Gatorade og tre små poser med Doritos og Cheetos.  

Lukas Graham klapper hænderne sammen, gaber en enkelt gang og læner sig tilbage i den ene læderstol. ”Nå, vi bør være færdige om tre timers tid, og så kører jeg hjem.”

LUKAS GRAHAM OG manageren bliver tiltagende rastløse, som tiden går. De trommer begge med fingrene på lår og bordkanter og fløjter lidt. 

”Den her branche kan bedst beskrives med hurry up and wait,” siger han, da den første times ventetid er passeret. Han gaber, denne gang fra et dybere sted.

Med jævne mellemrum forlader manageren rummet og vender tilbage med en ny, forsinket tidsplan fra filmholdet. Den ene gang har han en dobbelt espresso med fra Starbucks, en anden gang frugtshakes fra Earthbar. ”Justin Bieber går på Earthbar. Det var faktisk derfor, jeg lærte det at kende, for min kone er massiv Bieber-fan,” forklarer Lukas Graham.

Efter et par timer kommer en fra filmholdet ind med en bakke cupcakes med kendte menneskers ansigter i glasuren, blandt andre Jack Nichol­sons.

”Det er virkelig billige cupcakes,” konstaterer Lukas Graham grinende, da han får nærstuderet dem.

Hver gang tålmodigheden er ved at slippe op, begynder han at snakke om mad: ”Jeg er ikke så glad for amerikansk blå ost, jeg er mere en gorgonzola dolce-mand, hvis jeg skal have blå ost.” ”Rigtige tacos skal have en masse chilismag, men ikke så stærkt, at hele ens ansigt brænder, og så skal det være i bløde tortillas, uden de falder fra hinanden.” ”Jeg spiste på Noma for nylig, det er som at spise kunst.”

Da endnu en times ventetid er gået, udbryder han: ”Og de foreslog endda, at jeg skulle være der tidligere end klokken 14. Altså, jeg kunne være ankommet nu.”

”Det er i det mindste inspirerende omgivelser. Det er herligt at sidde i et rum uden vinduer,” siger manageren sarkastisk.  

”Jeg tror, at mange derhjemme tænker, at det er mere glamourøst, end det i virkeligheden er. Jo jo, der er lækker frokost og lækre hoteller, bevares, men nu har vi ventet i fire timer i et meget lille, meget oplyst rum. Af alle snacks, man kan få i hele Los Angeles, fandt de frem til tre små tarvelige poser chips,” siger Lukas Graham. I samme øjeblik løsriver papirskiltet med hans navn på døren sig og falder ned på gulvet. 

”Altså, mit skilt hænger ikke engang ordentligt fast på døren … Hvor glamourøst kan det blive?”

SELVOM LUKAS GRAHAM havde en vrede i sig i ungdomsårene, havde han også noget andet – en fornemmelse af, at der ventede ham noget større. I stedet for at lade sig knægte af de skæve blikke uden for Christiania vendte han det i stedet til ukuelig selvtillid inden for fristadens rammer. Han var ikke særlig gammel, før han første gang begyndte at dele sine fremtidsdrømme med dem, der gad lytte. ”Du kommer til at danse i min musikvideo en dag,” sagde han til sin gode veninde, og til andre fortalte han, at han en dag ville få privatchauffør og købe en stor ejendom på Christianshavn. Dengang var han overbevist om, at han enten ville blive advokat eller popstjerne – og at han nok skulle blive succesfuld. 

Efter gymnasiet rejste han til Argentina for at besøge nogle venner. Mens han var der, skrev han sine første deciderede popsange, og da han først var kommet i gang, hobede bunkerne af tekster sig hurtigt op. 

Hjemme på Christiania begyndte han og vennerne at optræde med dem, blandt andet til et par koncerter på Månefiskeren, og de fik sig også en fast tjans hver anden mandag på Jazzklubben, hvor de hurtigt fik ry som et livligt liveband. 

Da de i september 2011 rundede 500 likes på Facebook, fejrede de det ved at uploade en video, hvor de spillede sangen ’Criminal Mind’, mens de drak dåsebajere og bøvsede højlydt hjemme i Lukas Grahams forældres køkken. Så hævede de barren og skrev, at når der var 2.000 likes, ville de lægge den næste op. Efter seks dage blev hjemmeoptagelsen af ’Drunk in the Morning’ lagt op – og så stak det af. På ingen tid begyndte videoerne at få tusindvis af views.

Et par måneder forinden havde Lukas Graham skrevet kontrakt med Copenhagen Records, og her var man i gang med at lægge en storstilet plan for, hvordan sangene skulle lanceres. Så da de opdagede, at de hjemmelavede amatørvideoer pludselig var ude, gik de i panik.

”De forsøgte med næb og kløer at få mig til at tage videoerne ned, men jeg var i starten af tyverne og fucking ligeglad. Jeg ville bare have, der skulle ske noget – og det gjorde der så også. Jeg tror aldrig, de havde stået med noget i hænderne, der eksploderede så voldsomt.”

MÅNEDEN EFTER SKULLE Lukas Graham spille på Loppen på Christiania, og selvom der kun var plads til 400, dukkede 1.000 mennesker op. Folk stod forgæves i lange køer ned ad Prinsessegade. Bandet havde stadig ikke sange nok til at fylde en hel koncert, så de måtte spæde til med covers af Mike Posner, Sam Cooke og Bobby ’Blue’ Band. Efterfølgende fejrede de den pludselige succes på værtshuset Fingerbøllet, før forsangeren beruset tog hjem og smed sig på sit værelse hos forældrene.

Kort efter udkom deres første egentlige single, ’Ordinary Things’, der blev ’P3’s Uundgåelige’ og senere også ’Årets Uundgåelige’. Nærmest med et knipseslag udsolgte de en lang række spillesteder landet over. I slutningen af marts 2012 udkom debutalbummet ’Lukas Graham’, der øjeblikkeligt indtog førstepladsen på album­listen, solgte flere eksemplarer i den første uge end resten af top-10 tilsammen og gjorde dem til årets mest streamede på Spotify.

Albumcoveret var en gengivelse af maleriet ’Damen med flaskerne’, der hænger på Christianshavn-bodegaen Café Wilder, hvor Lukas Graham var kommet, siden han var lille. Det var også her, releasefesten blev holdt. Dagen forinden havde bandet spillet på Bornholm og var endt på Krystal-cafeen i Rønne, så det var ikke blevet til mere end 3-4 timers søvn, da de skulle med formiddagsfærgen hjem. Her begyndte de at drikke fadøl, og tilbage i København tog de ud for at spise smørrebrød og drikke snaps før festen om aftenen, der først sluttede ud på morgenen.

Næste formiddag, da pladen udkom, vågnede Lukas Graham alene i en lejlighed på Østerbro, hvor han havde overnattet hos en kvinde, han havde mødt. Lettere omtumlet begyndte han at gå hjemad mod Christiania, da der pludselig kørte en bil forbi ham, som lavede en U-vending og stoppede brat. En af hans venner rullede vinduet ned og råbte, at han skulle springe ind – der var interview på P3 om et øjeblik. Det hastede dog ikke mere, end at han på vejen kunne nå et ordentligt hvæs af en joint og at gøre holdt ved en kiosk for at købe bajere og Fernet Branca, som han, ankommet til DR, begyndte at dele ud til alle og enhver, der måtte være fristet.

Da Lukas Graham få øjeblikke senere leverede en liveversion af ’Drunk in the Morning’, fik det radioværten Pelle Peter Jencel til at udbryde: ”Der vælter en bragende bagstiv mand ind ad døren med øller og Fernet Branca. Jeg havde ikke forventet, det ville lyde godt!”

Han var ikke den eneste, der blev blæst bagover af Lukas Graham og vennernes drengerøvsattitude. Det blev hurtigt kutyme, at de begyndte at forlange, at der stod en pilsner og et Fernet Branca-shot klar, hvis de skulle interviewes eller medvirke i tv-programmer. 

”Det var så pænt i dansk musik. Det var Seebach, Burhan G og Medina, det hele skulle se godt ud, hvor jeg bare syntes, at det skulle lyde godt. Hvorfor skulle vi møde pæne og stilrene op, når vi var en flok gutter på 23 år, der elskede at drikke pilsnere og Fernet Branca? Det var jo bare sådan, vi var, og det tror jeg, folk kunne mærke. Jeg kan stadig få en varm følelse i kroppen over at tænke på, hvor ligeglade vi var.”

LANGT OM LÆNGE kommer beskeden, som Lukas Graham har ventet på i fire timer i backstagerummet i Los Angeles: ”We’re ready for you.”

Han skynder sig ind i studiet, der er tilplastret med green screen-kulisser hele vejen rundt, og hvor mindst 20 kamerafolk, teknikere og assistenter farer rundt. Efter lidt instruktioner bliver både han og Khalid, førstnævnte i sort jakkesæt, sidstnævnte i gråt, placeret i en sandbunke midt i rummet. Deres respektive makeupartister når lige at ansigtsbørste dem en sidste gang, før meldingen lyder:

”Roll camera … 3-2-1, playback!”

Så brager musikken fra ’Wish You Were Here’ ud af højttalerne, og i de efterfølgende minutter istemmer Lukas Graham og Khalid, før der råbes: ”That’s a cut!”

De næste par timer gentages seancen igen og igen med kortere pauser undervejs, når en ny scene skal sættes op.

Omkring klokken 21 er sidste skud i kassen, filmholdet hujer og klapper, Lukas Graham tager en omgang og takker alle for dagens indsats. ”Gentlemen, thank you for your patience. Take care, guys, wonderful day,” siger han, men da han er næsten ude af bygningen, råber nogen efter ham: ”Hey, Lukas! Der er nogle på filmholdet, der meget gerne vil have taget billeder med dig, hvis du har tid.”

”Welcome to a day in my life. It’s a very, very hard job, if you’re not good at patiently waiting,” siger han med påtaget danglish, da han lidt senere omsider kan sætte sig ind i managerens Porsche, og slår så over i almindeligt dansk: ”Jeg var ved at nå min smertetærskel. Fire timer er måske lige voldsomt nok.”

Mørket har for længst lagt sig over Los Angeles, da bilen ruller ud på highway’en og gasser op. 

”Jeg har altid sådan en tom fornemmelse, når jeg har været på shoot. Man har lige lært 30 nye mennesker at kende og været høflig over for hinanden, og i mange henseender ser man dem aldrig nogensinde mere.”

5 GANGE GRAHAM

1. Lukas Graham og hustruen Marie-Louise ’Rillo’ Schwartz har kendt hinanden siden skoletiden, men fandt først for alvor sammen i 2013. I efteråret 2016 blev de forældre til Viola og i april 2020 til Billie. De bor på Christianshavn i et kollektiv med hendes forældre – et forslag, der var hans, og som hun måtte overbevises om. Hun satte dog foden ned, så det ikke blev for kollektivagtigt, og med en vis adskillelse i dagligdagen.

2. På Lukas Grahams nye plade ’4 (The Pink Album)’ har han en ballade ved navn ’Say Forever’ om sin afdøde irske farmor. Tidligere rejste han og familien til Irland mindst en gang om året for at besøge bedsteforældrene på farens side i et hus i udkanten af Dublin. ”Jeg er altid kommet der, og pludselig har jeg ikke det sted mere. Det var det sidste af min far, der var tilbage. Jeg har nogle af hendes møbler, men de er ikke så pæne, når man fjerner dem fra hendes stue.”

3. De første år af Lukas Grahams liv måtte han benytte Badehuset på Christiania, når han skulle i bad. Som teenager fik han lukkevagt torsdag og søndag, og Badehuset blev et sted, hvor vennerne ofte hang ud. Særligt på kolde vinterdage stod den på et smut i saunaen.

”Det var i virkeligheden en meget luksuriøs måde at gå i bad på, for ud over tre brusere med varmt vand havde vi både en cold plunge, et slags stenkar til isbade, og en sauna. Vi må have været det drengehold i Indre By med den blødeste hud.”

4. Da Lukas Graham slog igennem, var han og bandet kendt for deres abefester. Sådan er det ikke i dag. ”Jeg har stadig masser af fest, jeg drikker mig bare ikke fra sans og samling mere. Det har jeg det dejligt med. Jeg står op med mine børn, når de gerne vil vågne.”

5. I mange år røg Lukas Graham meget hash, men i 2020 var han på afvænning efter med egne ord at have været funktionel misbruger i hele sit voksne liv. Hen over efteråret tog han et ophold på behandlingscentret Tjele nær Viborg, hvor han fik den nødvendige hjælp til at komme ud af det.

DA LUKAS GRAHAM i 2012 stod midt i sit gennembrud, blev han pludselig ramt af en stor sorg. I september befandt han sig fuld på en bar i Berlin klokken to om natten efter en koncert, da hans tourmanager kom hen til ham og gav ham den værst tænkelige besked: Hans far var død af et hjertestop som blot 61-årig. I en form for granatchok fik sønnen fremstammet: ”Vi stopper ikke, fordi jeg skal hjem og begrave min far.”

Efter begravelsen nogle dage senere gentog han, trods indvendinger fra folk omkring ham, det samme. Mindre end to uger senere stod han på Reeperbahn i Hamborg for at spille en større koncert. Også selvom han havde det så skidt, at han måtte få skudt binyrebarkhormon direkte ind i halsen for at kunne synge. Og få dage senere spillede han i en fyldt Falkonersalen som indledning på en større danmarksturné. 

”Forældre dør ikke på optimale tidspunkter, ligesom børn ikke bliver født på optimale tidspunkter. Det er et faktum, et ret tragikomisk faktum, at han dør lige midt i mit store gennembrud. Hvis man er i midten af noget, er det store spørgsmål: ’Kommer den samme mulighed nogensinde igen?’ Og jeg vidste bare: ’Vi stopper ikke her.’”

Når han ikke stod på scenen, festede han og brugte tonsvis af penge på at få transporteret gamle venner og bekendte derhen, hvor han var, så de kunne spise østers og steaks og drikke dyr rødvin og champagne, og så han kunne slippe for at være alene og forholde sig til, hvordan han egentlig havde det. En gang imellem boblede sorgen inde i ham over, før han fik kvalt den. Så vrissede han ad venner og kolleger uden grund eller eksploderede på et øjeblik, hvis nogen modsagde ham i en beslutningsproces. 

”Jeg var ikke en særlig rar person i den tid. Jeg opførte mig ikke så pænt over for folk omkring mig.” 

Efter flere måneder, hvor han havde drukket som en svamp, spist store bøffer og taget en masse kilo på, vågnede han en morgen i 2013 og havde mistet stemmen. Den var væk, og det stod hurtigt klart, at den ikke sådan lige havde tænkt sig at komme tilbage. Han endte hos en tysk specialist i Hamborg, der filmede ham ned i halsen og konstaterede, at lukkemekanismen ikke længere lukkede ordentligt, og at den eneste kur var en total omlægning af livsstilen.

HAN MÅTTE helst ikke snakke og slet ikke synge i den næste måned. 18 koncerter rundtom i Tyskland, Frankrig, Holland og Norge blev aflyst, og Lukas Graham måtte sige farvel til meget af det, han holdt mest af i tilværelsen: kaffe, stærk mad, store steaks, bearnaisesauce og drukture, som han byttede ud med havregryn, yoghurt, quinoa, økoknækbrød og grøn juice. Han måtte skrue ned for drengerøven.

Han satte pen på papir, og i stedet for at skrive om fester, kvinder og kriminelle venner forsøgte han at bearbejde farens død. Det kastede nye sange af sig – som for eksempel ’Mama Said’, ’You’re Not There’ og ’7 Years’. 

Da albummet udkom i 2015, strøg sidstnævnte single helt til tops i en lang række lande, blandt andet i Storbritannien, hvor et dansk band for første gang i 20 år toppede den officielle britiske hitliste. Det kastede enorm succes af sig. Hans ansigt hang på billboards i New York, han gæstede ’Good Morning America’ sammen med Joe Biden, dengang vicepræsident for Barack Obama, og Obama citerede hans sange i en af sine taler. 

Midt i succesen blev han interviewet til britiske Official Charts, hvor han udtalte: ”Det var, som om min far døde på det præcis rigtige tidspunkt – og jeg ved godt, det er noget, jeg ikke burde sige, men nu gjorde jeg det lige … Hvis min far stadig var i live, ville jeg have været en singlefyr på jagt efter kvinder. Hans død fik mig til at indse, at der er vigtigere ting i livet.”

Den store sorg blev paradoksalt nok nøglen til den store, internationale succes, et uomtvisteligt faktum, som Lukas Graham måtte lære at forholde sig til.

”Der kom helt klart en anden dybde i min sangskrivning, fordi jeg nu kunne skrive om min døde far. De mest interessante mennesker at snakke med, læse om og lytte til er som regel de ødelagte – ikke dem, der bare har danset gennem livet,” siger han i dag.

”Jeg tror, jeg var blevet rigtig, rigtig ked af at have fået så stor international succes, hvis ikke min far havde set mig spille. Men han så mig på Vig Festival, han var med på Fermaten i Herning, hvor han solgte T-shirts, og han så mig spille på den store open air-scene til Tønder Festival. Jeg havde været fucking nederen over det, hvis han aldrig havde set noget af det, men det var fantastiske oplevelser.”

LUKAS GRAHAM NÅEDE højder, der er de færreste musikere forundt. I 2017 var han og bandet nomineret til hele tre Grammy’er, hvor de var oppe mod store stjerner som Adele og Beyoncé, men da de stod tomhændede tilbage, efter priserne var uddelt, blev han så vred, at han kørte hjem fra festen. Hjemme på hotelværelset fik han dog en opsang af kæresten ’Rillo’, der bad ham pakke sit forsmåede ego væk og tage tilbage for at feste med de andre, der ligesom ham selv havde knoklet så hårdt i årevis for at nå dertil, hvor de trods alt befandt sig.

Men selvom det var en fed tid med masser af udsolgte koncerter, var det også en tid, der var emotionelt og mentalt opslidende. Det ene år havde han 300 rejsedage, og hvor han tidligere havde charmeret sig gennem interviewene, var der nu gange, blandt andet i et interview på BBC, hvor han kom til at fremstå krukket og arrogant. Han måtte også aflyse en række koncerter i Australien og Asien, ifølge hans PR-bureau fordi han ”led af ekstrem udmattelse”. 

Undervejs stod også flere af de oprindelige bandmedlemmer af forskellige grunde af, og i dag er det kun Lukas Graham og trommeslageren Mark ’Lovestick’ Falgren, der er tilbage. 

”Jeg savner mennesker i mit liv, som jeg ikke ses så meget med, som jeg gjorde engang, blandt andet nogle af musikerne. Vi har aldrig lydt bedre, men jeg kan ærgre mig over, at dem, jeg byggede bandet op med fra bunden, er faldet fra. Men det er bare en virkelig hård måde at rejse verden rundt på. Det er hårdt for kroppen og for sindet, for der er rigtig meget pres på.”

KLOKKEN NÆRMER sig 22, da Lukas Graham og manageren endelig ankommer til The Beverly Hills Hotel og bliver mødt af de ivrige valet’er ved den røde løber. Næste dag rejser han videre til Ohio for at medvirke i et velgørenhedsradioshow, før turen går tilbage til Danmark. Men kun for en stund, for om lidt udgiver han det længeventede fjerde album, det lyserøde album, og herefter vil den efter planen atter stå på en længere periode med turneer rundtom i verden.

Lukas Graham ville lyve, hvis han sagde, at han ikke har store drømme for den kommende plade. Han vil gerne prøve at være etter på Billboard Hot 100 i stedet for at tage til takke med andenpladsen, og han kunne også godt tænke sig at vinde en Grammy i stedet for blot at være nomineret. Men der er prioriteter, der har forskubbet sig med årene. 

”Det lyder banalt, men det vigtigste for mig er at have en god dag. Det vil jeg meget hellere end at ligge nummer et og vinde de store priser. Efter 10 år i underholdningsbranchen finder man ud af, at der ikke er nogen bjergtop. Hver gang man tror, man når den, ligger der en landevej på den anden side med en ligegyldig tankstation, og så får man sådan en flad fornemmelse indeni: ’Øv, var det bare det.’ Jeg stod med tre Grammy-nomineringer, og det var ikke nogen bjergtop,” siger han, før han forsvinder ind i foyeren på The Beverly Hills Hotel igen.

”Jeg sætter egentlig bare pris på, at jeg efter 10 år stadig har mit arbejdsliv i Los Angeles og kan lide, hvad jeg laver. Da vi var børn, og folk snakkede om, at de ville være politibetjente eller fodboldspillere, sagde jeg, at jeg skulle have en privatchauffør. I dag har jeg to. Pludselig har man alle de ting, man drømte om. Jeg kunne være gået på pension for allerede mange år siden, men jeg synes stadig, det er sjovt. Og jeg har altid sagt, at jeg jo også bare kan tage hjem,” siger han og trækker på skuldrene: ”Nårh ja, men altså, Kim Larsen og Gasolin’ tog jo bare hjem igen. Det gjorde Jesper Binzer og ­D-A-D også, da de fandt ud af, at det ikke var sjovt længere. Fuck it, så tog de hjem. Det er en rar tanke.”

Urokkelig selvtillid og ærlig sårbarhed. Det er de fjelde, fænomenet JADA står på. De senere år har det 29-årige pop-ikon fra Vestsjælland sunget sig vej til hitlisterne og de største scener herhjemme. Ud & Se har hen over sommeren og landet fulgt i hælene på Emilie Molsted, der sætter sin hihat, som hun vil.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

SOMMERFUGLENE i maven kvæles i buffeten i Smukfests backstageområde. Jada og bandmedlemmerne gumler og griner omkranset af høje, grønne træer i udkanten af Skanderborg, hvor kendisser af forskellig karakter tøffer rundt på et tykt underlag af kviste. Først Heino Hansen og Annika Aakjær, så prins Christian og prinsesse Isabella.

Der er knap to timer til, at Jada – eller Emilie Molsted, som hun hedder – skal optræde på festivalens hovedscene, Bøgescenen. Flere timer tidligere mødtes hun og resten af holdet bestående af band, korsangere, dansere, manager og makeupartist foran Forum i København, hvorfra turen, fordelt i et par minibusser, gik hen over landet med den faste tissepause i Nyborg. Undervejs gik snakken om tourlivet, for siden bandet åbnede NorthSide i Aarhus i begyndelsen af juni, har de været alle vegne, og efterhånden er de mange anekdoter blevet viklet ind i hinanden på kryds og tværs. 

Nu er de nået til den sidste af sæsonens festivalkoncerter, og det kunne dårligt slutte bedre. Sommersolen bager ned over Dyrehaven i Skanderborg, mens en lind strøm af hvide skyer sørger for, at de røde festivalnæser ikke bliver alt for skoldede. 

Da frokosten er ved at være overstået, vil Emilie Molsteds tourmanager lige vende med hende, om hun også denne gang skal crowdsurfe under koncerten. Han mener, at det er bedst, hvis hun lader være, men selv er hun helst fri for overhovedet at have den slags snakke. Hun er bange for ”at jinxe den”, som hun siger, mens hun stikker gaflen i de sidste rester på tallerkenen:

”Jeg frygter altid, at der slet ikke kommer nogen.”

MENS DE MANDLIGE bandmedlemmer ryger smøger og drikker kaffe på spredte træliggestole under de høje træer, gør danserne sig klar i den ene skurvogn, og Emilie Molsted og korsangerne i den anden. Makeupartisten pudser og børster hende, så hun skinner og glinser, og selv får hun smurt stemmebåndet ved med en hårbørste som mikrofon at synge Burhan G’s ’Mest ondt’ – efter sin egen koncert skal hun nemlig gæsteoptræde for ham.

Da hun har skiftet sin tætsiddende orange trøje, hvide nederdel og rød-sorte kondisko ud med en lille stram blå top, en sort nederdel, gennemsigtige strømpebukser og lange, sorte støvler, går hun op til Bøgescenens bagtæppe, hvorfra man kan høre en forventningsfuld folkemængde. 

Bandet, korsangerne, danserne og manageren samler sig i en rundkreds lige bag ved scenen. Først holder hun en kort peptalk, så indleder hun det kampråb, hun spontant fandt på før en koncert på Vega for flere år siden, og som siden er blevet et fast ritual: ”Nu skal vi ud og lave show, hey hey, ho ho, vi er bare rigtig go’, hey hey, ho ho.” 

Først stille og behersket, så højere og højere, så vildere og vildere, før de til sidst alle hopper rundt i ring og råber: ”NU SKAL VI UD OG LAVE SHOW, HEY HEY, HO HO!”

EN MÅNEDS TID senere sidder Emilie Molsted i Valby på et af de brune træmøbler under de hvide parasoller på Café Asta – opkaldt efter den danske stumfilmsstjerne Asta Nielsen. Det er en tidlig fredag eftermiddag, og selvom der på Valby Langgade er masser af liv fra fodgængere og trafikanter, hersker der nærmest total ro i gårdhaven. 

Der er ingen koncerter i kalenderen de kommende uger, og derfor har hun tid til at sidde på sit stamsted, som hun faldt over, da hun slog igennem i 2018, men derefter blev så stresset, at hun helt måtte trække stikket. Det var her, hun efterfølgende tilbragte uger med at læse, skrive dagbog, lade sig selv op. 

”Jeg blev så forpustet og udmattet i den periode, men så kunne jeg gå herned. Siden har jeg været her meget. ”Servitricen sagde også …,” siger hun og stopper sig selv: ”Hedder det servitrice?” Et øjeblik ligner hun et stort spørgsmålstegn, så griner hun højt: ”Det lød lige lidt mærkeligt, nå, men servitricen spurgte mig, hvorfor jeg ikke sad ved mit ’sædvanlige bord’. Kender du det, at man kan miste overblikket over, hvor ofte man kommer nogle steder, og så pludselig en dag siger ens kebabmand: ’Skal du have det sædvanlige?’”

Valby er Emilie Molsteds hood. Hun bor lige rundt om hjørnet, og det er også her, hun har sit studie. Og så ligger hendes kolonihavehus ’Carmela Soprano’, opkaldt efter mafiabossen Tony Sopranos kone i tv-serien ’The Sopranos’, ikke langt derfra. 

”Jeg elsker Valby. Jeg føler, at folk ligner mig og går i sådan noget sjovt Næstved-agtigt tøj. Valby er Københavns Næstved, med sjæl og mærkelig provinsiel stil. Det er noget, jeg sætter stor pris på,” siger sangeren, der selv er vokset op i Bisserup uden for Næstved. 

Og selvom hun lever af at synge og turnere, er hun en vaskeægte tryghedsnarkoman, der holder af det gamle, det velkendte, ikke mindst hjemstavnens strande, de små sandklinter og de mange træer, ”der har set hende vokse op”, som hun formulerer det: 

”Jeg er bare mere landpige end bypige.” 

DEN FØRSTE LYD, der kom ud af Emilie Molsted, var en sang. Det er sådan, historien lyder. Ikke nogen kompliceret sang, men nogle lange, sammenhængende toner, der mere lød som melodier end et forsøg på at sige noget. Sådan varede det ved. Når hun lå i barnevognen under trækronerne uden for barndomshjemmet i Bisserup, sang hun, til hun faldt i søvn, og det blev hurtigt en attraktion for familien at pege på forskellige fugle – solsorte, lærker og bogfinker – og få hende til at synge som dem. 

Som toårig lavede hun sin første sang, tre linjer kun med ordet ’nummi-num’, som hun syngende gentog igen og igen over adskillige dage. To år senere kunne hun den gamle folkesangervise ’Blomstrende jasminer’ udenad, som hun lystigt optrådte med til enhver form for komsammen. 

”Jeg ville bare synge, og jeg er åbenbart født sådan. Jeg kan tydeligt huske at stå der og elske det – og elske, at folk kiggede på mig og kunne lide det.” 

Det var ikke noget, hun havde fra fremmede. Begge hendes forældre er folkemusikere og havde i sin tid mødt hinanden på ­Hogager Folkemusikcenter ved Holstebro, hvor bedsteforældrene på farens side arbejdede. Det var i det hele taget en familie, hvor alle sang konstant og overalt. 

Da Emilie Molsted var seks år, blev hendes forældre skilt, og derfra kom hun mest til at vokse op i en kvindeverden. Med sin mor og lillesøster og med mostre og kusiner og en mormor, der kom vadende ind ad hoveddøren i tide og utide. Det var et ”musikalsk gøglerhjem”, som hun selv formulerer det, hvor hendes mor tit fik besøg af folk fra folkemusikmiljøet, der spillede på sav og den slags, eller af udenlandske teatergrupper, der fik husly, hvis de betalte med en forestilling i stuen. 

Til Emilies fødselsdag i 1. klasse satte moren sig ud midt i skoven og spillede trehuls-fløjte over en gryde med suppe, og så skulle børnene finde hende. Det var mildest talt anderledes end andre børnefødselsdage, men hendes mor var også en ”lidt alternativ dame”. 

Moren var medlem af den internationale teatergruppe Vindenes Bro, der optrådte i eksempelvis Brasilien og Colombia, og hun havde tidligere været i lære hos en kvinde ved navn Jonna, der var en del af cirkusgruppen De Rejsende, der turnerede på gader og stræder. 

”Hvis nogen rejste sig op og sang til en fest uden virkelig at give sig, kunne Jonna finde på at synge den samme sang igen, hvor man kunne mærke det. Hun havde den tilgang, at vi skal være ærlige og fucking brænde igennem.” 

De værdier blev ført videre til Emilie Molsted igennem barndommen. Hun elskede selv at optræde, og som 12-årig fik hun lov til at rejse rundt med gøglerorkesteret De Splittergale, som bestod af folk med psykisk sygdom, der spillede på kaffekander og andet køkkengrej. 

Hun havde set ensemblet flere gange på Hogager Folkemusikcenter og havde efterfølgende fået sin egen barnevogn, som hun pyntede, mens hun drømte om at blive vagabond, skærsliber eller gøgler. Derfor var det virkelig stort, da hun fik lov til at optræde sammen med dem – blandt andet til en forestilling på Christiania 

”Jeg kunne kalde mig en, der var med i De Splittergale. Det var det vildeste.” 

Det var også i de år, hun mærkede, at det ikke ville være nok at synge og optræde derhjemme. Hun var draget af scenen, det var der, hun hørte til. 

”Jeg er vokset op med, at der kun er én mulighed: at man giver alt, man overhovedet har, når man står der.”

EMILIE MOLSTED NØRGAARD ALIAS JADA 

Født i 1993 i Bisserup på Sydvestsjælland.

Har lavet store hits som ’Lonely’, ’Keep Cool’ og ’Nudes’ og vundet et hav af priser, blandt andet P3 Guld, Carl Prisen og Steppeulven.

Kunstnernavnet Jada dukkede op i 2016, da hun var i Brasilien med sin mors teatergruppe. Først testede hun navne som ’Palomita Blue’, ’E-Mile’ og ’Pisces Girl’, men de duede ikke. En aften sagde en argentiner i teatergruppen: ”Dine øjne er jadefarvede. Hvad med Jade?” Den var ikke helt dum. Da det sidste bogstav blev skiftet ud med et A, var den der.

Bor i Valby med sin kæreste Søren, der er i gang med en ph.d. i statskundskab. De er begge passionerede brætspillere. Særligt ’Ticket to Ride’ og ’Castles of Mad King Ludwig’ er blandt deres favoritter.

Bortset fra sin kæreste indvier Emilie Molsted ikke andre i sin musik til at begynde med: ”Med ham er det et helt forventningsløst rum. Han er sådan en, der klapper og hujer ad mig, når det går godt, og stiller sig ved siden af mig og tager min hånd, når det går dårligt.”

To etager under Emilie Molsted bor hendes lillesøster Frida. De har været tætte, siden de var små: ”Fordi vi er skilsmissebørn, er vi hinandens livsvidner på en meget speciel måde,” siger hun.

SELVOM HENDES BARNDOM og ungdom på mange måder var fyldt med tvivl, lå den ikke i musikken. Hun vidste, at hun var god, det kunne hun jo høre. Da hun var fem år, lærte hun at fløjte en melodi sammen med en veninde, som de efterfølgende viste for venindens far. Han roste dem til skyerne: ”Ej, hvor er I gode.” Det kunne hun ikke forstå: ”Hvorfor synes du, vi er gode, når Ida fløjter falsk?” spurgte hun.

Emilie Molsted griner højt, som hun ofte gør, da hun genskaber sig mindet.

”Det må have været belastende. Jeg havde på nogle måder kæmpe storhedsvanvid som barn, men jeg tror samtidig, det er en af grundene til, at jeg aldrig har været i tvivl om, hvad jeg ville. Jeg synes virkelig, jeg har noget at give.” 

Hun var heller ikke særlig gammel, da hun en dag kom grædende ned ad trappen og sagde til sin mor: ”Jeg ved ikke, om jeg kan overskue at blive kendt.” 

Men pilen pegede alligevel i sikker retning, især med de mange positive reaktioner, hun tidligt begyndte at få fra folk, der mente, at hun sang godt. Til gospelkor blev hun trukket til side af sanglæreren, der roste hende, og som 14-årig begyndte hun at undervise voksne i sang. 

Ikke alle var dog lige begejstrede for de store armbevægelser. På efterskolen havde Emilie Molsted en gæstelærer i gospelsang, der blev ”sindssygt irriteret” på hende, når de andre elever spurgte hende til råds. 

”Hun hang mig hele tiden ud og sagde, at jeg tog fejl. Den slags eksempler, hvor nogle lærere har syntes, at jeg skulle pakke sammen, har jeg en del af: ’Hvem tror hun, at hun er?’ Nogle gange har folk nok også tænkt: ’Hold da kæft, hun synger højt, hvor er det belastende! Kan vi andre ikke, please, få lov til at være her?’ Det har måske virket, som om jeg ikke kunne få nok af applaus og opmærksomhed, og nogle gange har det sikkert også været sådan. Men andre gange har jeg sunget højt, fordi det nu engang er sådan, jeg synger.” 

Det eneste sted, hvor ingen tog stilling til hendes sangevner, var derhjemme. Hendes mor kommenterede dem aldrig – hverken om det var godt eller skidt.

”Jeg har nogle gange higet efter ros fra hende, hvor hun har sagt: ’Er det da ikke nok, at de andre siger det?’ Og hvis folk sådan virkelig roste mig, sagde hun altid: ’Emilie, hvis du mister stemmen en dag, og du ikke kan synge, vil du stadig være lige så meget værd.’” 

Heller ikke hos faren var der meget at hente. Han sagde til hende, at hun aldrig ville blive den bedste. Han havde selv levet som violinist, guitarist og gårdsanger i mange år og havde en stor frygt for, at datteren ville ende med at blive enormt skuffet. Derfor var det hans måde at forberede hende på det ved at sige: ”Lige meget hvad du gør, vil der altid være nogen, der er bedre end dig.”

”Det afskrækkede mig ikke. Jeg tænkte bare: ’Så lad da mig komme af sted og møde dem, der er bedre.’”

”MINE PATTER ER ved at falde ud!” råber Emilie Molsted ud over folkemængden på Smukfest og fortsætter: ”Jeg ved godt, jeg selv har bedt om det … kan vi aftale, at hvis min nipple falder ud, så siger I det lige? For jeg kan mærke, det kommer til at ske i dag – på grund af jer … Smukfest!”

Det er cirka halvvejs inde i koncerten, og der er propfyldt, så langt øjet rækker, fra Bøgescenen og ud i Dyrehaven i Skanderborg. Et sted i menneskemængden vælter en fuld mand rundt med en Pikachu-hat på hovedet, mens han balancerer med lidt for mange fadøl, der skvulper på de forbipasserende. Men langt de fleste har fokus rettet mod popsangeren på scenen, der allerede har taget publikum igennem flere af sine største hits. Særligt på de forreste rækker, hvor hovedparten er unge piger – men ikke kun – er mange ligefrem opløst i gråd. Måske af lykke, måske fordi Jada taler til dem med både sin musik og med de ting, hun siger til dem mellem numrene. 

”Hvordan går det med nipplesene? Super, det er godt. Det er det, man har venner til. Er der nogen, der er der med deres venner i dag?” siger hun ud til publikum, der besvarer spørgsmålet med et samstemmende jubelråb. ”Stil jer tæt sammen, så synger vi en sang om det eneste, der betyder noget i hele verden, nemlig at være der for hinanden og støtte hinanden. Er der nogen lige nu, der er her, selvom I går gennem noget og har ondt i maven, så er den her sang til jer.”

Til sidst slutter det hele med monsterhittet ’Nudes’, en sang om en ung kvinde, der føler skam efter at have sendt nøgenbilleder til en fyr, men vinder fortællingen om sig selv tilbage. 

Emilie Molsted benytter lejligheden til at præsentere de andre på scenen som ”de mest pinlige” mennesker, hun kender – de pinligste dansere, de pinligste korsangere, de pinligste bandmedlemmer – før det hele bryder ud i en næsten endeløs fællessang.

Mens hun danser rundt på scenen i små, hvide gevandter, står en flok teknikere afventende bag scenetæppet og venter på, at de om få øjeblikke skal rømme Bøgescenen før næste kunstner. 

”Hun er så vild,” siger den ene, mens de andre nikker.

EN DEL AF hemmeligheden bag Jadas succes er selvfølgelig, at hun kan synge. Men hun er også med sit væsen – en kombination af urokkelig selvtillid og hudløst ærlig sårbarhed – blevet et ikon på den danske musikscene, som tusindvis af særligt unge mennesker føler, de kan spejle sig i. 

”Jeg er ekstremt glad og stolt over at være sådan en person for andre, men jeg har det også sådan, at det er jo dem, der gør det. Det er dem, der unlocker noget. Jeg findes jo bare, og hvis det kan være med til, at andre tænker om sig selv på en anderledes, dejligere måde, er jeg bare glad.” 

Hun ved godt, at hun måske er atypisk i sin måde at optræde på. Hun dyrker ingen illusioner om kunstnerens coolness, hun vil hellere pille det ned og understrege, at hverken hun selv eller nogen af de andre på scenen er specielt seje, og hun kan ikke lade være med at krydre det med budskaber om, at man skal huske at være søde ved hinanden. 

”Jeg har altid lyst til at sige, at det kan blive godt igen. Det er svært at række ud, og det er svært at bede om hjælpe, men jeg ønsker virkelig, at man gør det. Jeg kender selv folk, der har så svært ved at bede om hjælp, og jeg kan mærke, hvor inderligt jeg gerne vil være der for dem.”

Det sker dog også nogle gange, siger sangeren, at folk læser for meget ind i det, hun siger eller gør. Da den første musikvideo kom ud til sangen ’Keep Cool’ i 2018, oplevede hun, at mange troede, at Jada var en form for aktivistisk projekt. 

Hendes egen idé var at genskabe stemningen og fællesskabet fra en kvindeafdeling i et kurbad, men ikke alle læste det på den måde. Der måtte ligge et statement i, at der sad en flok kvinder uden særlig meget tøj på. Siden er hun mange gange blevet mødt af det samme, som når hun eksempelvis optræder med ubarberede armhuler eller i stramtsiddende tøj.

”Jeg tænker tit over, hvorfor så mange har et behov for at politisere min krop. Hvorfor tror folk altid, det er et statement, hvis jeg har lidt tøj på? Af en eller anden grund tror mange åbenbart, at jeg helst vil dække mig til, og måske også burde dække mig til, fordi min fedtprocent nu er, som den er. Det forvirrer mig, det provokerer mig, og det kan også gøre mig trist,” siger hun. ”Det er ikke et aktivistisk projekt, hver gang jeg tager tøj på. Det føles ikke sådan for mig. Jeg tager faktisk bare tøj på, som jeg synes er flot og sejt.”

PÅ SMUKFEST OPDAGEDE hun igen, hvordan meget af det, hun gør og siger – på godt og ondt – har det med at blive brugt i andre sammenhænge. Der gik ikke længe før det, hun sagde på scenen om sine ’patter’, hurtigt blev til clickbait-overskrifter rundtom i tabloidpressen. 

”Der har været et par episoder, hvor jeg har sagt noget, som er blevet taget ud af kontekst, og derfor er der en lillebitte stemme i mit hoved, der tænker: ’Nu skal du stoppe med at snakke om patter på scenen.’ Men samtidig kan jeg mærke, at nej, det går ikke, jeg kan ikke stoppe med at snakke om patter på scenen. Eller jo, jeg kan godt, men det bliver ikke sjovt, hvis jeg skal tænke over det på den måde. Så er der kun den mulighed, at jeg kan lære at navigere i de følelser, der kommer af opmærksomheden, når jeg siger de forskellige ting.”

Også denne gang førte overskrifterne en byge hadefulde kommentarer med sig. Dem har hun måttet leve med siden begyndelsen, men de rammer hende ikke så meget som i starten. Nu er det mere ”som at spise en dårlig reje”, som hun formulerer det. Hun mærker det i maven et døgns tid, og så er det ude igen. 

”Jeg får ofte mere ondt i maven af, at nogle åbenbart føler sig fanget i deres liv på en måde, hvor de er nødt til at vende følelsen af ufrihed mod andre, der måske bliver et billede på det, de ikke er. Dem, der bliver provokeret af mig, skriver næsten altid noget, der handler om et niveau af sluttyness eller tykhed. De tror, de kan ramme mig med det, men lige netop de to ting bliver jeg ikke stødt af. Det føles bare som fakta, når folk siger til mig, at jeg har lidt tøj på eller tykke arme. Så tænker jeg altid: ’Det er så rigtigt!’”

JADA OM …

Krop

”Alle steder i popkulturen er der jokes om, at det er dumt at være tyk. Jeg har altid hvilet ret meget i mig selv, men det er svært ikke at komme til at kæmpe med kropstanker. I mine sene teenageår og tidlige tyvere var der en periode, hvor jeg dealede virkelig meget med, hvordan jeg så ud.”

TIDLIGT LÆRTE EMILIE Molsted en vigtig lektie: Hvis valget står mellem at lave om på sig selv eller sine omgivelser, skal man til hver en tid tage det sidste. Hun var nemlig ikke et barn helt som de andre. Som seksårig rendte hun rundt i en gammel babybluse, hun havde fundet, som var alt for lille til hende, men som hun selv syntes skar helt perfekt på maven, mens hun sang med på ’Smukke Sally’ og forestillede sig, at det var hende, der var med i ’Bølle Bob’. 

Da hun begyndte i skole, fortsatte hun med at klæde sig, som hun selv bedst kunne lide det. Ofte var det noget, hun faldt over, når hun var med sin mor rundt i sydsjællandske forsamlingshuse og på vikingemarkeder, eksempelvis lædersko med snørebånd, islandske sweatere og vikingehatte eller en kæmpestor kjole, som hendes mor havde fået af en srilankansk veninde. 

”Når man tropper op på en provinsskole, hvor alle går i Kawasaki-sko, med en lang vikingekappe og lædersko, mens man synger gamle danske sange, er det som at bede om opmærksomhed,” siger hun.

Derhjemme kunne Emilie Molsted rende rundt i en skør og legende verden, hvor alt var tilladt, men i mødet med de andre kom hun til at stikke ud. Hun blev en uundgåelig skydeskive for meget af den mobning, der foregik i skolegården. 

De andre gik, når hun kom, eller gav hende kun lov til at være med i legen, hvis hun drak et glas med de andres spyt. 

”Børn er masterminds med sådan noget. Jeg følte mig dum og forkert, og det var meget ubehageligt at blive holdt udenfor. Men jeg tror, det var kommet til at fylde meget mere i mit liv, hvis jeg havde følt, at jeg var alene med det. Min mor tog det meget alvorligt og nægtede at acceptere, at det skulle være sådan.” 

En eftermiddag efter skole sagde Emilie Molsted til sin mor: ”Jeg kan ikke gå tilbage.” 

To dage senere havde hun skiftet skole.

”Det var ikke sådan noget med, at min mor sagde: ’Prøv lige igen.’ Hun var meget hurtig til at reagere, og det, tror jeg, har gjort, at det ikke er blevet en ubehagelig oplevelse, som har defineret mig særlig meget,” siger hun.

Den næste kommuneskole var heller ingen succes, men så endte hun på Næstved Fri Skole, en ’demokratisk friskole’, hvor budgettet blev administreret af eleverne selv, og hvor man kunne bestemme sit eget skema. Den allerførste skoledag troppede hun op i en stor, struttende blå nederdel med en blå kjole udenpå samt en blå kappe med et ’Ringenes Herre’-agtigt sølvblad, som hendes mors veninde havde syet, og på hovedet havde hun en kæmpestor guldkasket. 

Ved ankomsten løb de andre børn ud for at byde hende velkommen, og modsat tidligere var det til kommentarer som: ”Wow, den kappe er sej!” Alt det, hun før var blevet mobbet med, var pludselig noget, de andre børn elskede hende for. Det kom til at hele meget i hende. 

”På nogle punkter har der været en længsel i mig for at passe ind. Der har været tidspunkter, hvor jeg har ønsket, at jeg var en anden. Hvorfor kunne jeg ikke bare tage det samme tøj på som de andre? Men for mig har det aldrig føltes som en mulighed, og så må jeg bare tage de slag, der følger med, for det andet er ikke et liv for mig. Jeg vil hellere dø end lave mig selv om.” 

EN TIRSDAG FORMIDDAG længe før Smukfest-koncerten ligger Emilie Molsted i en industribygning i Glostrup for sig selv og laver strækøvelser. Hun ligner en, der er i sin helt egen verden på trods af det, der foregår i resten af den store øvesal. Mens trommeslageren jabber lidt med trommestikkerne, farer tourmanageren lidt hvileløst omkring for at sikre sig, at alt er, som det skal være, og konsulterer teknikerne, der noterer på både computere og papirlapper. På bordene rundtomkring er der tomme vandflasker og halvfærdiggnaskede æbleskrog, og midt på gulvet, hvor ledninger snor sig ind og ud mellem hinanden, springer en større flok dansere rundt som børn, der har fået for meget fredagsslik. 

Da Emilie Molsted langt om længe træder ud midt i lokalet, falder der ro på omgivelserne. Hendes mørkebrune hår er sat op i fletninger, og hun er iklædt matchende top og nederdel i grå, hvide og pink farver. Hun rækker sin hånd i vejret: ”Okay, jeg melder klar.” 

Mens korsangere, bandmedlemmer og de 20 dansere finder deres pladser, indfinder hun sig selv ved mikrofonen. Det er den sidste øver, før de skal optræde på Orange Scene på Roskilde Festival tre dage senere, og dermed sidste chance for at finjustere det hele og fixe de udfordringer, der måtte være.

Helt tilbage i 2019 fik Emilie Molsted at vide, at hun skulle åbne Roskilde Festival, men en pandemi kom i vejen, og siden er der gået næsten tre år. Ret lang tid at gå og være nervøs. Særligt de sidste måneder inden har hendes tanker kredset om koncerten hele tiden, og hver gang hun er gået ned ad en trappe, har hun tænkt: ”Gå langsomt, bræk ikke foden, du skal spille på Orange.” Faktisk har hun i et helt år stort set ikke festet, fordi hun har villet undgå at slide sin stemme. Der måtte simpelthen ikke ske noget, for hun ville spille den koncert. 

”Jo tættere vi er kommet på datoen, jo mere har jeg kunnet mærke, at det er blevet nytårsaften gange tusind,” siger hun senere på dagen. ”Det har virkelig føltes som en kraftpræstation at gå rundt og vente i tre år uden at gå amok.”

JADA OM …

At møde sine mobbere

Efter hun slog igennem som musiker, er hun stødt på nogle af dem, der mobbede hende i Bisserup som barn. ”Jeg har ikke haft behov for at sige noget om det, for jeg har ryddet op i det selv, og jeg ved også, hvordan det er at være barn. Mange af dem elsker Jada nu og kommer til koncerterne, og det er jeg bare glad og taknemmelig for. Alt det der, der skete dengang, har fundet sin plads inde i mig.”

Aktivisme eller ej

Emilie Molsted oplever ofte, at andre gør hende til en slags aktivist, men sådan betragter hun ikke sig selv: ”Der er aktivister derude, der gør det hele tiden. Den klub gør jeg slet ikke nok til at kunne være med i. Den ære kan slet ikke tilfalde mig. Derudover er det faktisk lidt mærkeligt for mig at blive gjort til aktivist, bare fordi jeg optræder i tætsiddende tøj. Jeg føler slet ikke, jeg er tyk nok til at kunne kalde mig selv tyk. Jeg er sådan lidt mini-tyk, og det har jeg bare altid været.”

I GYMNASIET INVITEREDE Emilie Molsteds mor hende en dag ud at spise. Mens de sad der, sagde moren pludselig: ”Helt ærligt, du synger aldrig mere. Jeg tror ikke, du har det godt.”

Sangen havde altid været morens lakmustest: Når Emilie som lille var syg, blev hendes mor først bekymret, når datteren ikke længere sang. Så vidste hun, at det var på tide at ringe til lægen. Og nu havde hun bidt mærke i, at hun var begyndt at synge mindre.

”Hun havde ret, jeg havde det ikke godt. Jeg kunne ikke lide at gå på gymnasiet. Jeg kom fra en mindre skole, hvor der var meget tillid, til et sted, hvor der ikke var nogen som helst tillid til, at man ville hinanden det godt.” 

Kort efter Emilie Molsted var begyndt på gymnasiet, havde hun meldt sig til at blive en del af fredagsbaren. Fra sin opvækst var hun vant til at indgå i alle slags fællesskaber, men fik her at vide, at de ikke manglede nogen. Senere erfarede hun fra anden side, at de ikke havde villet tage hende ind, fordi hun ikke var sej nok. 

Miljøet på gymnasiet forplantede sig i hendes adfærd. Og eftersom ingen regnede med, at man interesserede sig for undervisningen, skete der lige præcis det, at ingen lavede noget, heller ikke hende selv. 

”Jeg kan ikke trives i miljøer, hvor ingen synes, det er sjovt at være. På den måde er jeg ekstremt følsom over for stemninger, og hvis der er grundlæggende dårlig stemning, påvirker det mig meget. Min mor syntes, at jeg var begyndt at lyve virkelig meget, og da hun sagde det, kunne jeg se, at hun havde ret. Det kunne jeg heller ikke selv lide, men gymnasiet skævvred mine værdier.”

Da hendes mor kort tid efter skulle til Colombia med sin teatergruppe, meldte Emilie Molsted sig ud af gymnasiet og rejste med. Hjemme igen, en måneds tid senere, flyttede hun som 18-årig til København for at prøve at forfølge sin sangkarriere. Først på den frembrusende, naive måde. Med vennen Christian tog hun for eksempel forbi et af de store pladeselskaber i håb om, at de kunne få lov til at tale med – eller synge for – nogen, der kunne give dem en pladekontrakt. Men nej. Receptionisten bad dem vende tilbage, når de havde en aftale. 

I stedet tog de tilbage til Christianshavn, hvor hun på daværende tidspunkt havde en lejlighed. De satte sig ud på altanen, mens de ventede på, at hendes overbo skulle komme ud – en vis Lukas Graham. Da han langt om længe gik ud ad hoveddøren, sang hun så højt, som det var muligt, men i stedet for at stoppe op og lade sig betage af englesangen sjoskede han bare videre.

TILBAGE VAR KUN den langsomme, mere rigtige måde. Hun begyndte på Musikalsk Grundkursus, og sammen med nogle af de andre studerende dannede hun bandet Jeanne d’Arc Stone, hvor hun og Christian skulle være frontpersoner. 

De kom tidligt til at optræde på spillesteder som Mojo og Rust og blev i det hele taget ret hypede i det københavnske undergrundsmiljø. Til en af deres koncerter dukkede 300 mennesker op, og da Christians far filmede noget af koncerten og lagde det på YouTube, fik et svensk pladeselskab pludselig øjnene op for dem. De kontaktede deres danske søsterselskab og fortalte, at der rendte nogle uslebne diamanter rundt, som de skulle have fingre i. 

”Det var meget sådan ’Hannah Montana’-agtigt at få hul til pladebranchen, fordi nogen har opdaget én på en video på internettet,” husker Emilie Molsted, der, selvom hun havde drømt om netop det, alligevel ikke følte sig helt klar, da hun rent faktisk stod med muligheden på hånden. Sådan havde hun det også, da der efterfølgende var andre pladeselskaber, der forsøgte sig. 

”Jeg må have været så øretæveindbydende at arbejde sammen med nogle gange, men jeg kunne mærke, at det ikke var det rigtige. Det kommer til at lyde så højrøvet, men helt ærligt, så kunne jeg mærke, at hvis jeg sagde ja til det, ville jeg blive kendt, og det var jeg overhovedet ikke klar til,” siger hun.

På det tidspunkt var Emilie Molsted 22 år. Hun gik stadig på musikkonservatoriet, og særligt en af sanglærerne blev ved med at indprente hende, at hun altså skulle til at sige ja, for hvis hun gerne ville leve af at synge og optræde, kunne man ikke afvise alle muligheder.

”Jeg var selv overrasket over, at jeg sagde nej til det hele. Det var jo ikke min plan. Min plan havde været at få det til at ske, men hver gang jeg stod med valget, kunne jeg mærke, at det ikke var nu. Jeg var for ung, for usikker og ikke klar til at stå imod presset.” 

Selvom Emilie Molsted på mange måder altid havde hvilet i sig selv, var det et tidspunkt, hvor hun dealede med forskellige ting, blandt andet de dårlige kropstanker, som hun havde fået med fra barndommens mobberi. Hun kunne ikke pludselig blive sådan en, som alle kendte, før hun var landet i sig selv. 

Men det var ikke det eneste, der skete i den periode. Inden i hende selv voksede også en fornemmelse af, at hun slet ikke skulle være en del af Jeanne d’Arc Stone.

Hvis hun skulle gøre sin entré i musikbranchen, måtte hun gøre det på sin egen måde, og det betød, at hun blev nødt til at bestemme det hele. Derfor måtte hun sige nej til Christian og deres fælles projekt.

”Det var megasvært og føltes megauretfærdigt over for ham. Han var træt af mit ansigt i rigtig lang tid efterfølgende, men … jeg kunne ikke gøre for det. Jeg havde brug for total selvstændighed, jeg havde brug for, at det var mig, der gjorde det.”

JADA OM …

At vokse op omgivet af kvinder

Emilie Molsteds opvækst med kvinder har været med til at forme hende. Tidligt lærte hun, at ingen følelser var forkerte: ”Der blev brugt lige så meget tid på det følelsesmæssige arbejde som på det praktiske arbejde i dagligdagen, og det har præget mig helt vildt meget. Sådan er det stadig i dag. Jeg kan sagtens sige til min mor eller søster: ’Du irriterer mig så grænseløst lige nu, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte.’ Vi har et fuldstændig filterløst forhold.”

TIL DEN FØRSTE Jada-koncert i Pumpehuset i København i foråret 2017 dukkede 600 op. Om de kom for at høre hende eller det finske hovednavn Alma, var dog svært at vurdere. Men da hun året efter udsendte sin første single, ’Keep Cool’ med en musikvideo, hvor hun og korsangerne slangede sig i et badekar, var der ikke længere tvivl om, at hun havde fat i noget. Få uger senere fik hun at vide, at hun skulle spille på Countdown-scenen på Roskilde Festival samme sommer. Her troppede hun op iført cowboyhat, en lille skriggrøn top og bar mave og en stram grøn nederdel, og selvom hun havde frygtet, at ingen ville dukke op, kom der 7.000 mennesker. 

Senere fulgte singlen ’Lonely’, der blev en landeplage og Ugens Uundgåelige på P3, og som i 2019 indbragte hende priser ved både P3 Guld, Carl Prisen og Steppeulven, og så ringede kronprinsesse Mary til hende for at fortælle, at hun i øvrigt også havde vundet Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris.

Debutalbummet ’I Cry a Lot’ førte til stribevis af rosende anmeldelser og til prisen som Årets Nye Livenavn ved Danish Music Awards, og da hun i 2020 udsendte hitsinglen ’Nudes’, blev triumftoget kun forlænget. Medierne sammenlignede hende med Beyoncé og Adele, og hun blev den første kunstner nogensinde til at vinde alle tre P3 Guld-priser. ”Tusind tak. Fuck mand. Seriøst, mange tak,” fremstammede hun på scenen.

Det lignede en hurtig, ubesværet opstigning. Men inde i Emilie Molsted havde det nærmest fra begyndelsen været ved at ramle. Både i tiden før og efter den første koncert på Roskilde Festival var hun udmattet og græd – ofte uden nogen særlig grund, følte hun – og hun havde fået sig en mavepine, der efterhånden havde varet så længe, at hun var begyndt at tænke, at sådan var det åbenbart at være kendt musiker.

”Jeg havde vildt svært ved at indrømme over for mig selv, at jeg havde det dårligt. Jeg havde altid haft det godt, når jeg stod og sang, men hver gang jeg gik ned fra scenen i den periode, fik jeg det så dårligt, at jeg havde lyst til at sætte mig ned og græde. Og når jeg græd, kunne jeg ikke rigtig stoppe igen. Jeg havde lyst til at forsvinde. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at leve mere, men jeg ville ønske, at jeg på en måde … ikke eksisterede.”

DET VÆRSTE VAR næsten den skamfulde følelse overhovedet at have det på den måde. 

Hun var nærmest ikke i gang, og hvis hun allerede blev stresset af det, måtte det betyde, at hun ikke var bygget til det liv. Hun havde insisteret på at gå sin egen vej, og det var jo nu, det hele skete, så det var nu, hun skulle sige ja til alt.

”Jeg havde en følelse af, at jeg skulle være den bedste, og at enhver person, jeg var i kontakt med, skulle tænke, at de aldrig havde mødt en sejere person, hørt sjovere jokes og oplevet nogen synge smukkere. Jeg skulle tjekke alle boksene af, men jo mere stresset jeg blev over at skulle være perfekt, jo dårligere fik jeg det.” 

Samtidig begyndte hun at opleve bagsiden af et folkeligt gennembrud. På sociale medier skrev folk, at de var ved at brække sig over bare at kigge på hende. Det hele blev for meget, hun fik svært ved at mærke sig selv, og hun blev berøringsangst og bange for at gøre andre kede af det, hvis hun satte sine grænser. 

Blev hun forholdt noget, hun helst ikke ville, prøvede hun at smyge sig uden om en beslutning med små tricks som lige at binde sine snørebånd, fake et telefonopkald eller gå på toilettet. Men det var ikke holdbart, og hendes forsøg på at konfliktnedtrappe ved at være konfliktsky gjorde, at hun i stedet fik konfliktoptrappet mange af sine samarbejder. Hun blev ‘uklar’ i sin måde at være til i verden.

Det var hendes lillesøster, der først opdagede, at tingene ikke var, som de skulle være. Hun tog Emilie Molsted med et smut i sommerhus, der blev forlænget til en måned, før sangeren sygemeldte sig året ud med stress og aflyste den kommende efterårsturné.

”De ting, jeg kæmpede mest med som menneske, blev sat på spidsen i den periode. Det er ikke for at lyde taknemmelig for min krise, men på en måde er jeg det faktisk, for jeg udviklede mig helt vildt meget. Livet for mig handler ikke kun om, at det skal gå godt, og selvom det er røvnederen at gå igennem kriser, sætter jeg stor pris på dem efterfølgende – i hvert fald den slags kriser, jeg har stiftet bekendtskab med.” 

Selvom hun var nervøs for, om hun ville smide sin karriere på gulvet ved at trække i håndbremsen, netop som den skulle have fuld smadder, var der ikke noget alternativ. I stedet for at stå i spotlightet på de store scener, satte hun sig i baggården på Café Asta på Valby Langgade og lod dagene passere. 

”Jeg nåede frem til, at man ikke behøver at have ondt i maven for at gøre det her. For jeg havde været i en meget intens form for skole, hvor jeg tydeligt havde oplevet, hvad der sker, hvis jeg ikke har mig selv med. Så bliver jeg en tom skal, der ikke kan noget ud over at sidde her i gårdhaven – som et batteri, der bliver ladet meget, meget, meget langsomt op.”

JADA OM …

At være leder 

I bandet Jada har Emilie Molsted indført MUS-samtaler, som hun holder med de andre medlemmer. Hun vil gerne skabe mere professionelle strukturer. ”Jo mere styr der er på rammerne, jo nemmere er det at bevare udgangspunktet, nemlig at vi elsker at spille musik,” siger sangeren, der går op i at være leder og læser mange lederbøger i sin fritid, for nylig eksempelvis bogen ’Leaders Eat Last’.

At crowdsurfe

”Til Musik i Lejet revnede mine bukser, og min beltpack røg ud, efter jeg havde crowdsurfet, så jeg kunne intet høre. Nogen kastede en hat op, og jeg smed mine bukser. Det var vildt og spontant, men samtidig havde jeg følelsen af at have dem lige i kraven. Jeg elsker, når jeg tager publikum i kraven, river dem rundt og pludselig slipper dem, så de svæver i luften, før jeg griber fat i dem igen.”

SIDST I AUGUST sidder hun atter i cafeens gårdhave. Ved siden af har en ung kvinde netop sat sig, og da det går op for hende, hvem der sidder ved nabobordet, kan hun ikke dy sig for at sende stjålne blikke og tage et enkelt, diskret billede på sin telefon. Det er ikke noget, Emilie Molsted opdager, og i det hele taget har hun for det meste en følelse af at kunne gå i fred. 

”Jeg synes faktisk, at folk er supertjekkede. De er gode til at læse mig – som nu, hvor jeg sidder i Birkenstock-sandaler, nogle gamle fiskerbukser fra efterskolen og en gammel skjorte. Så plejer de at kunne se, at jeg ikke er på arbejde.” 

Ved bordene rundtomkring er folk stimlet sammen efter arbejde og har fået tanket kolde fyraftensøl. Senere skal Emilie Molsted mødes med nogle venner. Den slags har der ikke rigtig været tid til i månedsvis, men nu kan hun endelig fordøje en vellykket sommer. 

”Det har været en fuldstændig fantastisk sommer. I hvert fald i min lille verden. Det har været alt, jeg havde drømt om, faktisk.” 

Samtidig oplever hun også et behov for at koble af fra Jada og være alene. For lige om lidt venter en ny tour, denne gang en udenlandsturné, der vil føre hende til scener i byer som Berlin, London, Paris, Amsterdam, Zürich og Oslo, og så vil hun igen komme til at være omgivet af folk i den ene minibus efter den anden. 

Særligt i begyndelsen, da Emilie Molsted bragede ind på hitlisterne, var det en vild oplevelse for hende at forholde sig til den opmærksomhed, der fulgte, når hun bevægede sig udenfor. Det tvang hende tidligt til at tænke over, hvordan hun kunne blive ved med at være i det og stadig have det godt.

”Det er svært at snakke om, for det lyder hurtigt, som om man beklager sig over ’den hårde berømmelse’. Men det eneste, der er hårdt ved det, er, at jeg kan bruge virkelig meget tid på at tænke på mig selv. Hvis jeg kigger ind i nogens øjne, og jeg kan se, at de genkender mig, føles det lidt som at kigge ind i et spejl. Man havde lige glemt, at man eksisterede, men så får man de der 10 sekunders selvbevidsthed. Det prøver jeg at arbejde lidt med, for det er sådan en stor fryd at glemme sig selv.”

I FORÅRET 2022 udsendte Jada albummet ’Elements’. Det tog afsæt i de fire elementer, der repræsenterede forskellige følelser og stemninger i hende. Et ambitiøst album, der ville meget, også for meget, mente nogle anmeldere, og selvom det blev taget rigtig godt imod mange steder, var det stort set første gang, hun prøvede at blive bedømt mindre godt for sine musikalske evner.

”Jeg har været virkelig ked af det over nogle af anmeldelserne. Det har føltes skamfuldt, at der står de der ting. En af anmelderne skrev noget om, at mine tændstikker var våde, selvom jeg selv troede, at de var tørre. Sådan noget er så pinligt, det føles som at blive taget med bukserne nede.”

For tiden er Emilie Molsted ved at lave ny musik, men indtil videre går hun med det helt for sig selv. Hun har bedt sit pladeselskab om slet ikke at spørge hende, hvordan det går, for hun har brug for en periode, hvor hun står med det alene. Efter at have sundet sig oven på de blandede anmeldelser i foråret mærkede hun en ny, stærkere følelse – nemlig, at det jo slet ikke var så slemt igen.

”Jeg har tænkt over, hvordan jeg undgik, at det dér udenom blev en kæmpe byrde: opmærksomheden og bedømmelsen. Jeg identificerer mig slet ikke som ’den lidende kunstner’, så det har været noget med at få det placeret ordentligt. Jeg er blevet mindet om, at for mig handler det først og fremmest om at skabe. Det har været en rar følelse at lande i, og det har været sygt dejligt at slippe af med de der forventninger, for jeg kan mærke, at hvis jeg først prøver at regne ud, hvad der bliver en succes, bliver det hele lige meget for mig.” 

TIDLIGT I SIN karriere fik Emilie Molsted to modstridende råd. Det ene kom fra hendes mor, som havde en ven, der havde arbejdet på en bog i 30 år. Han havde skrevet og skrevet, og hver gang bogen var færdig, læste han den igennem og besluttede sig for at skrive den om. Han havde aldrig udgivet noget, og derfor mente hun, at datteren skulle skubbe frygten for bedømmelsen til side og i stedet bare komme ud med det.

Det andet kom fra en i musikbranchen, der sagde: ”Hvorfor skyde med spredehagl? Det er bedre at lægge en grundig plan og så lave sniperen.”

”Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Intet ved den analogi tiltaler mig,’” siger hun og griner. ”Så vil jeg hellere ud med det. Det er ikke alle i musikbranchen, der er enige i den tilgang. Mange mener, det er vigtigt at perfektionere hvert skridt, men sådan kan jeg slet ikke være i det. Det kan meget hurtigt lyde helligt, men det er ikke succesen, der driver mig. Jeg kan sagtens selv glemme det, når jeg enten har succes eller ikke har det, men det er ikke, hvad det handler om for mig. Det at synge og skrive musik er det, jeg er kommet for. Det er der ingen tvivl i min sjæl om. Men jeg vil også have det sjovt og have mig selv med.”

SEBASTIAN lærte sig selv at spille guitar på en kostskole i 60’erne, og siden har han spyttet plader ud på samlebånd og opbygget en kæmpemæssig national sangskat. Alligevel ser han efter mere end 50 år som trubadur stadig sig selv som outsider. Ud & Se har mødt kunstneren, der har begejstret i generationer, og dykker i 11 scener ned i det, der var med til at forme ham.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Ricky John Molloy

LONES PØLSER’ TRÆKKES ned ad Forhåbningsholms Allé på Frederiksberg af en kvinde, der måske er Lone selv. Med pølsevognen i hånden og en lille slange af utålmodigt ventende biler efter sig vader hun i adstadigt tempo hen over den våde asfalt, som nedfaldne blade i efterårets farver klæber sig til. Forbi en mand i orange vest, der råber på polsk i sin telefon, forbi en anden i refleksgult, der med en smøg i mundvigen er i gang med at grave et stort hul lige midt i fortovet. Hvad kunne en folkesanger ikke få ud af sådan en scene?

Ikke så langt derfra ligger et pladestudie bag et hvidt stakit i en gul bygning, der på bagsiden grænser op til Sankt Knuds Vej, et passende sted, skulle man mene, når man hedder Knud Grabow Christensen – med kunstnernavnet Sebastian – og har en mere end 50 år lang karriere bag sig, 60 album, 4.000 koncerter og et ridderkors som tak for tro tjeneste. Da hoveddøren lidt efter blæser op, står den 72-årige trubadur på den anden side med vindomsust hår i sorte Camper-sko, joggingbukser og en nedlynet grøn Patagonia-trøje over en blåternet skjorte og en mørkegrøn T-shirt, der ikke helt formår at dække maven. 

Da han for at være venlig giver sig til at smile, ligner han en mand, der gør det for første gang i sit liv. Han gider egentlig slet ikke det der med at snakke om sit liv, hvad han da også når at gøre opmærksom på et par gange. Hans stemme er skrøbelig, han hoster, harker, bliver pludselig helt hæs og må kvæle tudsen i halsen med et ordentligt glas vand, før lyden vender tilbage. Som en gammel radiator, der lige skal varmes op. Men da han først får sat sig i de bløde sofaer, går der ikke længe, før han fortaber sig i anekdoter fra et langt liv på landevejen. 

1. 

EN UNG MAND ved navn Knud med lyst grydehår og forvasket cowboyjakke traskede hvileløst gennem de snavsede gader i Pisserenden i Indre København en forsommerdag i 1964. Han var 14 år gammel, og han vidste ikke, hvor han var på vej hen, kun, at han ikke var på vej hjem, for der hørte han ikke til. Det havde han ikke gjort, siden hans stedmor kom ind i billedet nogle år tidligere. Hun mente, der var noget galt med ham, og fik ham ligefrem indlagt til observation på Statshospitalet i Glostrup. Her var diagnosen dog en anden. De mente, at han blot havde brug for luftforandring. 

Hvem kunne egentlig fortænke ham i at døje med en vis rodløshed? Der havde ikke været mange faste holdepunkter i hans liv indtil nu. Knap havde han forladt hospitalet efter at være kommet til verden en decemberdag i 1949 i Sønderborg, før han blev sendt tilbage – denne gang med engelsk syge. Det næste halvandet år blev tilbragt i sygesengen, og da han omsider kom hjem igen, døde hans mor af kræft. Siden havde der slet ikke været noget hjem. Hans far var militærmand, nærmere bestemt karriereofficer, der hele tiden blev udstationeret nye steder, og hver gang måtte han og storesøsteren Inge-Birte lade sig indskrive i en ny skole med nye mennesker. I en periode endte de helt oppe i Norge, i den lille by Stabekk vest for Oslo. Ikke noget nemt liv for en genert og sky dreng som ham.

Faren var en mand af den gamle skole, han gik op i en håndfast opdragelse, der mestendels bestod af kæft, trit og retning. Der lå en stramhed over dagligdagen, der gjorde det næsten umuligt for sønnen at trække vejret frit. Da stedmoren kom ind i billedet, blev det hele kun værre, for de to kom fra starten dårligt ud af det med hinanden. Hun forbød ham og storesøsteren at se deres afdøde mors biologiske familie, og efter episoden med Statshospitalet var den sidste rest af tillid forsvundet, hvis der nogensinde havde været nogen. 

Så nu gjorde han alt for ikke at være derhjemme. Ikke at han følte sig specielt meget bedre tilpas andre steder. Han var en outsider, en nobody, sådan så han sig selv, uden fast krog i tilværelsen. Men det var trods alt bedre at rende rundt på må og få end at sidde derhjemme.

Ud ad et åbent vindue i en af de små lejligheder i Pisserenden kom der pludselig toner svævende, båret af vinden. Små insisterende guitar- og basriffs. De skyllede ind over ham, så han næsten følte sig frosset fast til den hullede asfalt. Sådan havde musik aldrig ramt ham før. Han blev stående, mens resten af nummeret, som han senere kom til at lære som The Rolling Stones-sangen ’It’s All Over Now’, spillede færdig. Nu vidste han, hvad han ville med sit liv. 

”Hvis noget kunne ramme mig så stærkt som det her, måtte det være interessant,” siger han i dag. ”Der var en rytmik, en musikalitet, en fortolkningsmåde, jeg blev nødt til at forfølge.”

Sebastian er mange gange i årenes løb blevet spurgt om, hvad hans sange handler om. Eksempelvis har mange været nysgerrige på hittet ’Rose’ fra debutalbummet ’Den store flugt’: ”Jeg har ikke noget behov for at fortælle, hvad der gjorde, at jeg skrev den. Din opfattelse af, hvad sangen handler om, kan være lige så god som min. Jeg har givet et kunstnerisk bud, og så må folk få det ud af det, som de kan eller vil. Ligesom et abstrakt maleri,” siger han.

2.

DET VAR LØRDAG aften, og Knud stod med svedige håndflader i en tørlagt svømmehal, der var blevet lavet om til en scene på Asserbohus Kostskole. Et gammelt luksushotel, som antikvitetshandleren Henry Skånstrøm havde banket op i et gammelt bindingsværkshus, men som aldrig rigtig var luksuriøst nok til at forblive i sin oprindelige funktion og derfor var overgået til kostskole i 1957. Et sted for rigmandsbørn og andre rødder, der havde fået at vide, at de ikke kunne bo derhjemme, fordi de skabte for mange problemer. 

Cirka 100 af dem sad og kiggede op på vennerne Knud og Thomas, der med hver sin guitar i hånden stod klar til at fremføre den skotske folkesanger Donovans to første album. Året forinden havde Donovan fået sit gennembrud i Storbritannien, og i den efterfølgende tid var han nået ud over landets grænser, også til Norge, hvor 16-årige Knud havde tilbragt sommerferien hjemme fra kostskolen med at gennemtrawle hans sangkatalog og selv forsøge at gøre det efter på den 100-kroners-guitar, han havde fået i julegave. 

Efter tonerne fra The Rolling Stones i Pisserenden havde en verden åbenbaret sig for ham: The Beatles, Joni Mitchell, Woody Guthrie og mange flere, men det var Donovan og Bob Dylan, der var blevet hans helte. Musikken havde også givet ham en identitet, en måde at være til i verden på, og sådan var han langtfra den eneste, der havde det på kostskolen. Her var det tonerne, der lød fra de forskellige værelser, som gav omgivelserne farve. Der var et intermezzo af stilarter, Chuck Berry bag den ene dør, Supremes bag den anden, Elvis, Cliff Richard og The Beatles bag den tredje.

Der var musik alle vegne, og mange lavede også deres egne bands, og det samme gjorde Knud, der i en periode spillede lilletromme i en The Rolling Stones-inspireret trio ved navn ’Ild og vand’. Men mest af alt var han fascineret af guitaren, hans forbilleders tro følgesvend på scenen. Han prøvede at aflure, hvad de andre guitarspillende kostskoledrenge gjorde. Han blev også venner med Thomas, der selv kunne nogle akkorder, og sammen bladrede de i musikblade som Vi Unge, hvor de nærstuderede billederne af The Beatles og de andre bands for at blive klogere på, hvordan guitaristerne holdt fingrene på guitaren.

”Man skulle blive på skolen, så man blev nødt til at lave forskellige ting for ikke at kede sig ihjel. Det har helt sikkert været en medvirkende årsag til, at musikken kom til at fylde så meget,” siger han.

Det var ikke, fordi de ydre rammer på kostskolen var meget bedre end hjemme hos stedmoren og hans borgerlige far. Den stod dagligt på kolde afvaskninger, og dem, der havde formastet sig til at lade håret gro i løbet af ferierne, blev kollektivt sendt til frisøren med en skolelærer på bagsædet, der kommanderede, at nu gjorde de altså, hvad der blev sagt. 

”Der var så mange kollektive afstraffelser. Ud af det voksede naturligvis også en protest, så flere og flere blev langhårede. Det var et oprør mod den der næsten victorianske stil, som prægede stedet i starten. Jeg har prøvet at blive hevet op i bakkenbarterne af en hidsig skolelærer, og der var eftersidninger, you name it. Det var den gamle skole, men jeg kom fra en rigtig, rigtig dårlig situation hjemmefra, så det var også forbundet med en vis frihed for mig at være på kostskolen, hvor jeg kunne passe mig selv og interessere mig for musikken.” 

Under overfladen ulmede en ny tidsånd. Som en af de første kostskoler i landet blev drenge og piger undervist sammen, selvom de stadig blev holdt adskilt i fritiden. Der var også nye lærere med nye ideer på vej ind i skolesystemet, som for eksempel den unge engelsklærer, der introducerede Knud og de andre drenge for Jimi Hendrix og The Doors og i øvrigt opfordrede dem til at optræde til ’lørdagsballet’ i den tørlagte swimmingpool.

En lørdag aften i 1966 stod Knud og vennen så endelig der med den glasklare mission, at de ville gennemføre Donovans to første album i den helt rigtige rækkefølge – noget, der krævede et vist kendskab til musikken. Han havde på forhånd døjet med en forfærdelig nervøsitet, men den fik han spillet af sig i de første par numre, og siden så han sig ikke tilbage. De andre drenge på kostskolen kendte ham mest som en stille og introvert fyr, men med guitaren i hænderne var han som forvandlet. 

”Det at gå på scenen er en mulighed for at folde noget ud, man ikke normalt kan gøre. Sådan var det også for mig, og på den måde kan man sige, at jeg fik den bedste skole ved at stille mig op på den der kostskole foran 100 elever, som ikke havde andet underholdning. Fra starten havde jeg publikum på. Det gav mig tidligt en ballast, som jeg kunne bruge, da jeg senere kom ud at spille på gader, stræder og værtshuse.”

SEBASTIAN OM …

Folkelighed

”Jeg tror ikke, jeg bliver folkelig på samme måde som Kim Larsen eller Shu-bi-dua. Sådan oplever jeg ikke, at folk ser mig. Jeg har en række sange, som har nået samme popularitet, men i sammenligning med de andres er de stadigvæk mindre. Larsen har lavet så mange fede sange, men på en helt, helt enkel måde. En af gangene, jeg mødte ham, snakkede han om, at han satte en ære i at kunne lave en rigtig god popsang på én akkord, måske to, allerhøjst tre. Det kan jeg slet ikke lade mig begrænse af. Han mente omvendt, at jeg besværliggjorde processen med mine sange, at det nogle gange forvirrer folk. For hvad handler de egentlig om? Det spørgsmål er jeg blevet mødt af så mange gange. Alle kan synge med på ’Måske kunne vi finde noget at bruge hinanden til’. Men hvad så med den sidste linje? ’Jeg tror, jeg er for træt nu til det.’”

Nostalgi

”Som helt ung musiker spillede jeg hver onsdag i folkemusikklubben Imikroskopet på H.C. Andersens Boulevard i København. Stadig i dag møder jeg stort set til hver eneste koncert nogle, der var der dengang. I begyndelsen tænkte jeg, at det sgu var lidt mærkeligt, for jeg har spillet 4.000 koncerter. Men det er selvfølgelig, fordi rigtig mange mennesker har et meget nostalgisk forhold til musik. Hvis man som 19-årig vælter ind i Imikroskopet for at se, hvad der sker, kan det være en oplevelse, der bliver siddende. Musikken står så stærkt, fordi den påvirker unge på et tidspunkt, hvor de er ved at finde deres egen vej i livet.”

Tidens gentagelser

”Jeg var tæt på at døbe min seneste plade ’De brølende 20’ere’, for det er den situation, vi står i nu efter at have været spærret inde et par år. I 1920’erne var der en efterreaktion på både første verdenskrig og den spanske syge, som også var en verdensomspændende pandemi. Der opstår et enormt behov for at slå sig løs. Tingene gentager sig. Det kan man være sikker på. Man kan også være sikker på, at der kommer en modreaktion på ’Greta Thunberg-generationen’. Det er helt berettiget, at de er på barrikaderne, for det er ret alvorligt, hvad der foregår, men tiden går i cirkler, og det har den nærmest altid gjort. Ligesom der kom en modreaktion oven på de meget politiske 70’ere, vil den også komme her. Kimen er allerede lagt hos mange.”

3.

EFTER KOSTSKOLEN fortsatte Knud og Thomas med at spille sammen. Med andre håbefulde artister troppede de to jævnligt op på Valby Station, hvor en arrangør havde anskaffet en bus og døbt den ’Underholdningsbussen’, som han fyldte med dem, der kunne et eller andet, og som blev fragtet rundt til landets kroer for at optræde. Her var det altid gæsterne, der bestemte, hvilken kunstner de bedst kunne lide – og som dermed var aftenens vinder. Hvilket ofte betød, at de måtte se sig slået af en ung kvinde, der optrådte med sjofle vittigheder. 

Som regel spillede de for en ostemad og en bajer. De havde ikke en krone på lommen, men de var i det mindste på farten, og det var det eneste, det handlede om. En aften til en amatørkonkurrence kom en af datidens kendte pladeselskabsmænd hen til dem, efter de havde spillet. Han så et klart koncept for sig med lyshårede Knud og sorthårede Thomas, døbte dem på stedet ’Night and Day’ og tilbød at lave en singleplade med dem. 

”Det var første gang, jeg tænkte: ’Nå, men det kan da godt være, man måske er god nok’, men så skete der det, at Thomas røg på det helt store trip og gik fuldstændigt til grunde. Og så var det løb kørt.”

Efter en længere rejse til Indien og Nepal vendte vennen aldrig rigtig hjem igen, og den dag, hvor de skulle have været i studiet, dukkede han ikke op. Som soloartist så pladeselskabsmanden ikke den store fidus i Knud, der i stedet tog på gaden for at spille med hatten foran. Han begyndte også at tage toget ind til København for at spille på små folkeklubber som Imikroskopet på H.C. Andersens Boulevard. 

”Der var ikke nogen egentlig musikscene dengang. Dansktoppen fyldte meget i radioen, men der hørte jeg ligesom ikke rigtig hjemme. Jeg ville gerne have, der skulle være lidt mere mening i sangene end bare ’dig og mig og vi to sejled’ i en træsko’. Der var en vis pigtrådsscene, men det var heller ikke rigtig mig. I stedet opsøgte jeg de få steder, hvor man kunne få lov at optræde ene mand og koncentrere sig om sangene og indholdet.”

Fra tid til anden tog han småjobs, typisk hårdt fysisk arbejde som grøftegraver eller på en fabrik, så han kunne holde sig kørende med det allermest fornødne. Men ellers handlede det hele om musik. Et af hans første officielle job foregik på travbanen i Charlottenlund, hvor han fik en flad 50’er for at synge ind i den mikrofon, der blev brugt til at speake væddeløbet med. Det var en dårlig mikrofon og et dårligt anlæg og samtidig et temmelig stort publikum, der ikke kunne se ham, fordi han sad oppe i speaker-tårnet.

”Jeg spillede simpelthen alle mulige steder de første par år. Jeg spillede også steder, hvor folk var fuldstændig vanvittigt, knaldhamrende berusede og råbte og skreg, så man overhovedet ikke kunne høre mig, men jeg gennemførte alligevel og tog det som en del af oplevelsen.”

4.

DET VAR SLUT med autoriteter efter kostskolen, og en ung Knud Grabow Christiansen lod sit lyse hår vokse så langt og stort, som han ønskede sig. For om noget var håret et symbol på oprør blandt den yngre generation. Dem, der havde oplevet krigen og de fattige 50’ere, hvor man prøvede at bygge samfundet op igen, havde dyrket stramheden, men for dem, der var unge i 60’erne, føltes anden verdenskrig enormt langt væk. 

”Der kom fuld fart på i de år, men det hægtede også mange unge af, fordi vi alligevel ikke kunne få råd til den folkevogns-boble eller det parcelhus, som krigsgenerationen drømte om. Der kom en modreaktion, som handlede om, at der var andet i livet. Den kom på forskellige måder, i musikken, men også på det religiøse plan, hvor mange strøg til Nepal og så videre. Man skulle finde andre værdier og alternative måder at gøre det på.”

Selv brød han med sin familie, så snart han havde forladt kostskolen, og flyttede i 1967 ind på en ungdomspension i Rødovre ved navn ’Prøven’. Et passende navn, syntes han, for det blev det også på nogle punkter. Han forelskede sig i køkkenpigen, og da det var gengældt, blev hun bortvist, og sammen fandt de en lille lejlighed. Så blev hun gravid, men før hun havde født, havde hun nået at forlade ham igen. 

Han nåede kun at se sønnen Dennis en enkelt gang, før han atter stod tilbage med guitaren i hånden og besluttede sig for ikke at tale om det, der var sket i hans liv. Men i sine engelsksprogede folkesange, i samme stil som heltene Bob Dylan og Donovan, kunne han til gengæld udtrykke alt det, han ellers ikke kunne komme ud med. Et af de første numre, han skrev, var ’I Won’t Do It, Mama’.

”Det var en ret hidsig sang om en, der gjorde oprør mod sin mor. Det handlede ikke nødvendigvis om mig, det hele, men det kom jo af en vrede, der var inde i mig,” siger han.

Sammen med nummeret ’Babe, I Can Carry Your Tombstone’ fik han skabt nok opmærksomhed om sig selv til at få lov til at optræde i et radioprogram. Det resulterede i, at Mørks Musikforlag tilbød at lave en singleplade med ham, og her var der store armbevægelser. Den ambitiøse pladeselskabsmand ville have den kommende plade ud til hele verden, men det var på den betingelse, at han ikke længere kaldte sig Knud, for sådan et navn ville aldrig hitte i udlandet. 

I stedet fik han en liste med navne, han kunne vælge imellem, men da han ikke kunne identificere sig med nogen af dem, undlod han helt at tage stilling. Det var først, da han sad i et radioprogram for at spille noget af sin nye musik, hvor programværten blev ved med at kalde ham Sebastian, at det gik op for ham, at pladeselskabet havde truffet valget for ham. 

”Til at begynde med fattede jeg ikke en bjælde af det, men da jeg så coveret, kunne jeg konstatere, at det var et billede af mig med navnet Sebastian. Så tænkte jeg: ’Nå, men så er det jo sådan.’ Det var nok bare en enkelt gang, og så kunne jeg vende tilbage til at hedde Knud igen.”

Men sådan kom det ikke til at gå. Og det blev heller ikke den internationale succes, som pladeselskabet i første omgang havde lagt op til. 

”Jeg lavede den der plade, og der skete ikke rigtig noget. Så lavede jeg en ny, og der skete sgu heller ikke noget.”

”Når jeg har lavet nogle af mine allerstørste sange, har jeg allerede vidst, at de ville blive store sange, mens jeg lavede dem. I hvert fald da jeg indspillede dem. Men det er også den fælde, der er så farlig, for så kan man blive ved med at gå efter det, som man tror bliver en succes. Man er nødt til at forandre sig. Jeg har altid været klar over den pris, jeg har skullet betale for, at en eller anden plade ikke faldt i god jord hos publikum eller medierne.”

5.

PÅ DEN NÆSTE maxisingle fik Sebastian gennemtrumfet, at det ene nummer skulle være på dansk. Det blev til ’Lossepladsen bløder’, som kastede en anelse mere opmærksomhed af sig, men ikke nok til, at pladeselskabet troede på projektet. Det gjorde han til gengæld selv, for på modersmålet havde han fundet en måde at skære sine tekster på, så de blev mere nærværende. Han tog rundt og bankede på døren hos forskellige pladeselskaber, men ingen af dem var interesserede. Til sidst fandt han et, der gik med til at udgive en dansksproget plade, men kun på den betingelse, at de ikke skulle betale noget for det.

”Så gik jeg for egen regning og risiko i studiet og lavede ’Den store flugt’. Det var en fed plade med fede sange, der stadig holder. Efter det begyndte der at ske ting og sager.” 

Den gennemgående fortælling på pladen omhandlede en pige, som lever i en slags eventyrverden, indhyllet i barndommens drømme og fantasier, men som i mødet med voksenlivet og virkeligheden mister eventyrerne i dagligdagen. Til sidst begynder hun at tage stoffer og går i hundene. Men det var ikke kun et fiktivt værk, for bortset fra det med stofferne var det i store træk sådan, Sebastian selv havde det. Mens han skrev pladen, boede han på et lillebitte hummer på en lilleskole, hvor han allernådigst havde fået lov til at leje sig ind.

”Jeg stod helt alene uden job eller noget som helst, og jeg vidste ikke, om pladen nogensinde kom ud. Jeg var på nippet til at blive smidt på gaden, men modsat pigen i fortællingerne havde jeg i det mindste musikken, hvilket vil sige, at jeg havde min drøm om, at nogen en dag gad høre på mig og mine sange.” 

Da lp’en udkom i 1972 med numre som ’Når lyset bryder frem’, ’Hvis du tror du er noget’ og ’Rose’, strøg den direkte ind på hitlisten og blev der de næste 56 uger i streg. Den endte med at sælge 57.000 eksemplarer, hvilket var noget af et spring fra de engelske udgivelser, der ikke var blevet købt af mere end et par hundrede. 

”Pladen blev et kolossalt gennembrud. Det blev en af de største pladesucceser i 70’erne, og næsten med det samme kunne jeg tage på turné. Og det har jeg så været siden.”

”Der har helt klart været et generationsskifte på redaktionerne. Jeg mærker, at de unge journalister vil noget andet. For nylig anmeldte Politiken 15 plader på en gang, og der var kun to af kunstnerne, jeg kendte navnet på. Musikindustrien er ungdomsfikseret, men det er også noget, der lever i bedste velgående i anmelderstanden. Det er sikkert meget naturligt, men man burde jo blive bedømt ud fra kvaliteten af ens ting og ikke, hvor gammel man er.”

6.

I MIDTEN AF 70’erne lavede Sebastian sangen ’Balladen om Anton’ med den famøse linje: ”For er det Lenin, Mao eller Marx, vi først skal skændes om?” Det var en tid, hvor protestsange var på det højeste, og hvor mange kunstnere, heriblandt kollektivet Røde Mor, hang ud på spillesteder som Saltlageret, hvor der sydede af alle mulige former for eksperimenter. Særligt i de kreative kredse var det hele bundet sammen af stærkt venstreorienterede doktriner, og selvom han bekendte sig til samme fløj, var han alligevel skeptisk over for, hvad han betragtede som en tiltagende politisk fanatisme.

”Med sangen tog jeg arbejderens parti. Det var min måde at skildre ham på, for arbejderen havde en hverdag, hvor han ikke kunne bruge skænderierne om Lenin, Mao og Marx til noget som helst. Han måtte klare sig gennem tilværelsen på sin egen måde. Det var jo lidt en provokation at lave den sang på det tidspunkt, for det var i de allermest politiske år, hvor man virkelig skulle være rød,” siger han.

Det fik han at mærke, efter han havde fået en norsk kæreste og derfor i længere perioder opholdt sig i Norge. Da Formand Mao døde i 1976, var der enorme fakkeltog gennem Oslos gader. 

”Mange af dem anede jo ikke noget om noget som helst, når det kom til stykket. Mao var en tyran som de andre, men på det tidspunkt var det hele så langt ude på et politisk overdrev, at det ikke længere havde ret meget med almindelige folks virkelighed at gøre,” siger han.

Under et af opholdene i Norge spillede Sebastian en koncert, hvor kæresten – som selv var meget aktiv i Kvindefront, en norsk kvindebevægelse – efterfølgende måtte forsvare over for sine venner, hvorfor den danske musikers tekster ikke var mere kvindepolitiske. 

”70’erne var i visse kredse meget politiske, og jeg havnede nogle gange midt i den der suppegryde. Det var en tid, hvor man turde udfordre autoriteterne meget mere, men det, der i virkeligheden skete, var jo, at den politiske snak på venstrefløjen efter ungdomsrøret og rødstrømpebevægelsen endte ude på et overdrev, hvor alle dem, der bare gerne ville leve et mere almindeligt liv, faldt for Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet. Man skaber en reaktion, og så får man en modreaktion.”

I 2013 udkom en portrætfilm ved navn ’Du er ikke alene – Filmen om Sebastian’. Den var produceret af nordmanden Jan Christian Mollestad, der siden 70’erne har været fan af den danske trubadur, som ifølge ham er på samme hylde som Bob Dylan og John Lennon. I forbindelse med premieren optrådte Sebastian med sin ungdoms store helt, den skotske folkesanger Donovan, til en festival i Norge.

7.

SELVOM SEBASTIAN rundt regnet lavede en plade om året op gennem 70’erne, kunne ingen af dem i succes måle sig med gennembrudspladen ’Den store flugt’. Først i slutningen af årtiet og i begyndelsen af det næste ramte han atter en gylden åre med tre album i rap: ’Cirkus Fantastica’, ’Stjerne til støv’ og ’80’ernes boheme’. På det tidspunkt havde han fået samlet Stjernebandet, som det blev kaldt, med musikere som Nils Henriksen og Alex Riel og sangerinder som Lis Sørensen og Sanne Salomonsen. 

Men det blev også starten på en tid, hvor det gradvist blev sværere for ham at finde sig til rette i musikbranchen. Musikvideoer blev i de år et hit, men det ville han ikke høre tale om, så han tog beslutningen om overhovedet ikke at lave musikvideoer. 

”Det er musikken, der interesserer mig, ikke hvordan jeg ser ud. Eller de fastlåste billeder, der bliver knyttet til sangene med en video. Mine sange skal kunne tolkes mange forskellige steder hen, de skal være en drejebog til den film, der kører i folks egen fantasi.” 

Tidligt meddelte han også sit pladeselskab, at hvis han overhovedet skulle ’lave ugeblade’, blev det højst et om året.

”Så fik ugebladene selvfølgelig forholdsvist hurtigt den fornemmelse, at jeg ikke gad noget. I starten generede de mig lidt, men efter nogle år fik jeg lov til at være i fred. Nu er det efterhånden mange år siden, at jeg er blevet spurgt om et ’Hjemme hos’-interview, og hvad det ellers hedder.” 

Og hver gang der var en eller anden på et pladeselskab, der prøvede at bilde ham ind, at det ville være ”en kæmpe reklame” for ham at komme i fjernsynet, vrissede han tilbage: ”Nej, det er det fandeme ikke!”

”Den måde, de bruger musik på i tv, er ofte meget sløset. De har et snakkeprogram, og så skal der pludselig komme en kunstner ind, men det handler ikke om kunstneren. De programmer handler næsten altid kun om programværterne selv. Det er dårlige forhold for musikken, og jeg har ikke lyst til at stille op til sådan noget. De er kun interesseret i kendt-nisser, som jeg kalder det, og det er de samme 20 af dem, der sidder på skift i de forskellige programmer og diskuterer alt muligt ligegyldigt. Den ladvogn gider jeg ikke stille mig op på bare for at tækkes nogle bestemte.” 

Med årene blev Sebastian træt af branchen, og branchen blev til dels træt af ham. Han blev ved med at insistere på at styre det hele selv, mens pladeselskaberne omvendt ville have noget for pengene. På ’Miraklernes tid’ i 1990 stod begge parter ved en skillevej. Modvilligt gik han med til omsider at lave en musikvideo og tilmed lade sig style i stor stil på pladecoveret.

”Det tog en hel dag at få mig til at ligne en eller anden mafioso. Hvis ikke jeg gav mig, gik der for meget ged i den med pladeselskabet, så jeg gjorde det, men det var halvhjertet, og når det bliver det, kan jeg ikke forsvare det over for mig selv. Jeg får tit det der prædikat med, at jeg er besværlig og ditten og datten. Og det har de sikkert ret i til en vis grad. Men den her branche kræver så stor energi, især hvis man også skal holde alle de ting væk, som vil ind og påvirke mig på forkerte måder: fortælle mig, hvilket tøj jeg skal have på, hvilken frisure jeg skal have, og om jeg skal kigge ind i dét eller dét kamera. Alt det, der fylder i popindustrien. Jeg har ingen interesse i det, og jeg prøver at undgå det ud over den mest basale nødvendighed, der gør, at folk er klar over, at der kommer en ny plade.”

Og på den måde gik der mere end 20 år, før han igen sendte et selvstændigt Sebastian-album på gaden.

8.

SOM BARN VAR var der ikke meget, der interesserede Sebastian mere end at blade i illustrerede klassikere som ’Skatteøen’, ’Robin Hood’ og ’De tre musketerer’. Så da teaterchefen for Folke­teatret, Preben Harris, i 1985 spurgte ham, om han ville komponere musik til ’Skatteøen’, var han aldrig rigtig i tvivl. Efter at have overvejet det i halvandet minut sagde han ja. 

Musicalgenren var ikke helt fremmed for ham. Før gennembruddet med ’Den store flugt’ – da han stadig boede på et kummerligt værelse på en lilleskole – havde han en dag i en pladeforretning set en plakat om audition til Broadway-musicalen ’Jesus Christ Superstar’. Med guitaren på ryggen søgte han optagelse og blev menigt medlem af koret med løbende småroller som tigger og købmand. Det var noget, han gerne ville lave mere af, men hans egen karriere kom i vejen, og derfor gik der otte år, før han næste gang havde fingrene i musical-dejen, da han på forespørgsel fra Rimfaxe-teatret komponerede sange til en minimusical bygget på H.C. Andersens ’Nattergalen’.

Med ’Skatteøen’ i 1985 skulle Sebastian prøve kræfter med sin første store musical, og det blev en succes. Stadig i dag er det den mest sete i Danmark nogensinde. Sideløbende lavede han et selvstændigt pladeprojekt af samme navn med kunstnere som Lars H.U.G., Michael Falch, Lis Sørensen og Søs Fenger, der solgte mere end 70.000 eksemplarer og stadig er hans bedst sælgende plade. 

De næste år fortsatte han ad samme spor med musicals som ’Det gode menneske fra Sezuan’, ’Ronja Røverdatter’, ’Cyrano’ og ’Aladdin’, men heller ikke det forløb helt gnidningsfrit. En stort anlagt opsætning af ’Dyndkongens datter’ som helaftensballet på Det Kongelige Teater gik efter to års arbejde i vasken før premieren og endte i retten, hvor Sebastian vandt 200.000 kroner for spildt arbejdsindsats. Og på Gladsaxe Teater blev han og teaterchefen rygende uvenner under opsætningen af en musical om H.C. Andersens liv. 

”Det gik rigtig galt, og forholdet mellem mig og Gladsaxe Teater blev ødelagt. Forestillingen havde solgt en frygtelig masse billetter, og pladen indeholdt nogle af mine allerbedste sange, men uvenskabet og fjendskabet tog fokus væk fra sangene, så historien på scenen blev usammenhængende og næsten umulig for publikum at tage ind. Det var jeg enormt ked af.” 

Med tiden blev Sebastian træt af kun at have kontrol med dele af processen, så da teatergruppen Mastodonterne i Hillerød ringede i 1999 og tilbød ham at blive instruktør på deres jubilæumsopsætning af ’Ronja Røverdatter’, var han ikke rigtig i tvivl. Hen over de næste fem år stod han for 13 opsætninger, blandt andet i Cirkusbygningen og i Tivolis Koncertsal, der var med til efter årtusindskiftet at gøre Mastodonterne til et af de bedst sælgende teatre i Danmark. 

”Jeg havde set rigtig mange elendige udgaver af de musicals, jeg havde lavet, for flere af dem blev store amatørsucceser, og der var nogle rigtig dårlige iblandt. Jeg syntes, jeg havde set så mange ting på sidelinjen, at jeg godt mente, at jeg kunne gøre det selv.”

9.

I 2004 SKULLE Sebastian modtage en ærespris ved Danish Music Awards. Men på det tidspunkt var han så skrantende og stakåndet, at han dårligt kunne gå derop. Selvom han kun var 53 år, lignede han en, der havde taget hul på sine sidste dage. Og sådan var det også lige ved at være, for få måneder senere blev han ramt af en blodprop i hjertet, der var ved at tage livet af ham. Mens han fik foretaget en firedoblet bypassoperation på hospitalet, svævede han mellem liv og død. Da han endelig var dømt fit for fight, røg han næsten øjeblikkeligt tilbage til hospitalet igen, fordi han havde for meget vand i lungerne.

I næsten tre årtier havde han turneret land og rige rundt, røget som en skorsten og fået lidt for mange kilo på sidebenene. Trubadurlivet havde sat sine spor, så fra den ene dag til den anden stoppede han med at ryge og begyndte at motionere moderat. Det var den eneste mulighed, hvis han ville forlænge tilværelsen. 

De måneder blev kulminationen på et årti, hvor han allerede havde mistet meget. I 1996 blev han skilt fra Unni Johnsen, som han i 1979 havde fået datteren Sara med, efter det længe var blevet mere og mere vanskeligt at dele en tilværelse, når hans karriere kom i første række. Men det største chok kom, da han pludselig en dag mistede sin stemme. I et helt år var den stort set fuldstændig væk. Han rendte til stemmetrænere og læger i ét væk, men ingen kunne sige, hvad der var galt. Det var ham selv, der til sidst nåede frem til, at han ikke havde mistet stemmen, fordi han havde brugt den for meget, men for lidt. 

”De første 25 år, da jeg sang og spillede hele tiden, var der ingen problemer, men da jeg i stedet begyndte kun at komponere musik, forsvandt den. Jeg var simpelthen ikke ude at spille nok. Det var i virkeligheden et omvendt problem. Jeg var nødt til at bruge min stemme, hvis jeg ikke skulle miste den.”

10.

SEBASTIAN HAVDE allerede som ung følt sig i opposition til den etable­rede musikbranche, men da han vendte tilbage med comeback-albummet ‘Øjeblikkets mester’ i 2011, var det kun blevet forstærket yderligere. Der var masser af aner­kendende ord fra anmeldere, og til det efterfølgende Danish Music Awards blev han belønnet med prisen for Årets danske voxpopudgivelse. Det lignede en gnidningsfri tilbagevenden til rampelyset, men for ham selv var det blot endnu en bekræftelse af det, han allerede havde vidst længe: Han var musikbranchens største outsider. 

”De gav mig æresprisen i en særlig kategori, de havde opfundet til lejligheden. Det sjove ved det er, at jeg aldrig nogensinde er blevet nomineret som hverken sangskriver, komponist, tekstforfatter eller producer, men lige pludselig fik jeg så en ærespris. Det var meget underligt,” siger han.

Det var ikke første gang, Sebastian modtog en pris med en mærkelig ambivalent følelse i kroppen. Sådan havde han det i høj grad også, da han i 2004 blev overrakt æresprisen af musikselskabernes brancheorganisation. I flere år i træk havde selvsamme organisation nemlig slet ikke inviteret ham til prisuddelingerne, og det ene år havde konferencieren Casper Christensen tilmed muntret sig på hans bekostning på scenen, mens publikum havde skreget af grin.

”Jeg har altid været udenfor, jeg har altid stået på sidelinjen i forhold til strømninger. De to andre Grammyer, jeg har fået, har været for nogle af mine mere børne-agtige ting, ’Ronja Røverdatter’ og ’Skatteøen’. Det har ikke kostet dem noget at give mig de priser, for jeg stod ikke i vejen for en af deres unge kunstnere, de skulle promovere. Musikindustrien er så ungdomsfikseret, og hvis man skal være rigtig grov, så vil de hellere have nyheder end kvalitet.” 

Det var særligt, da Sebastian begyndte at komponere musicals, at han fik følelsen af at blive udstødt af den etablerede musikbranche. Der var ingen, der længere gad anmelde hans plader, og der var slet ikke nogen, der gad skrive om ham.

”Så længe musikken er god, kan man lave, hvad man vil. Det er skabelsesprocessen, der er det essentielle for mig, og jeg har hele tiden været parat til at sætte hele min succes over styr. Jeg vidste da godt, at ingen seriøse rockanmeldere ville skrive om mig mere, hvis jeg begyndte at lave musicals. Jeg ville komme til at tabe det hele på gulvet, og det gjorde jeg stort set også. Der var i store dele af branchen en følelse af, at jeg havde svigtet dem. De ville intet have med det at gøre.” 

Om branchen så det helt på samme måde, stod mindre klart. I 2006 kom hans album ’Stjerne til støv’ på Kulturkanonen, og i 2008 modtog han Pionerprisen til Årets Steppeulv. Samme år udkom også pladen ’En hyldest til Sebastian’, hvor musikere som Søren Huss, Sys Bjerre og Mads Langer fortolkede hans bagkatalog. Og siden er fulgt en række priser og legater – foruden Ridderkorset. 

”Det kan såmænd godt være,” siger han. ”Mange af de priser ved jeg ikke, hvad jeg skal bruge til. De kan vel stå på kaminen eller sådan noget.”

Selvom Sebastian sjældent dvæler ved sine tidligere udgivelser, stikker pladen ’Cirkus Fantastica’ alligevel ud for ham som en af karrierens bedste: ”Der er noget magi over de indspilninger. ’Linedanseren’, ’Klovnene’ og ’Cirkusvognen’ er stort anlagte sange, der næsten bliver til store malerier. Selv en sang som ’Den lille malkeko’, der altid har været en publikumsfavorit. Jeg overvejede for et par år siden at genindspille dem, men jeg opgav, for jeg vil ikke kunne lave det lige så godt som i 1979.”

11.

FOR NOGLE ÅR siden brød Sebastian sit princip om at takke nej til fjernsynsprogrammer, da han medvirkede i 2017-udgaven af ’Toppen af poppen’ sammen med Stine Bramsen, Shaka Loveless, Dúné, Lars Lilholt og Oh Land. Han overvejede det længe, men der var flere umiddelbare fordele, som han så det. For det første var der ingen programvært, og for det andet var der ingen, der blandede sig i den kreative proces. 

”Selvfølgelig var der andre ting såsom følelsespornografien, der trak ned, men det er trods alt mindre end i mange andre programmer,” siger han.

Med programmerne, der hver uge blev set af en halv million danskere, fik Sebastian en fornyet popularitet. Særligt mange i den yngre generation fik pludselig ørerne op for hans musik, hvilket han også selv kunne konstatere i den efterfølgende tid, når han spillede koncerter rundtom i landets musikhuse og pludselig blev booket til den store sal frem for den lille. 

Men også det havde sin tid, og i dag er det igen det faste stampublikum, han løbende har samlet op over de seneste 50 år, som han turnerer for – fra Thyholm til Ishøj til Samsø. For livet på landevejene udspiller sig fortsat år efter år med gammel og ny musik – senest ’Tidløs erindring’, som blev sendt på gaden i efteråret 2021. 

Det er altid den nyeste plade, som Sebastian selv er gladest for. Det kan ikke være anderledes, for når han skaber nye sange, er han så dybt inde i det rum, at han ikke kan interessere sig for særlig meget andet. Efterhånden er det blevet til så mange plader, at han ikke længere selv kan huske rækkefølgen på dem. 

Da han i 2007 udgav bokssættet ’Sangskatten 1-2-3’ med 10 album i hver, hørte han mange af numrene igennem, men fordi han konstant havde alle antenner ude, var hele oplevelsen så udmattende, at han endte med at falde i søvn. Siden har han udgivet 14 album yderligere, både livealbum, opsamlinger og helt nye plader. Alligevel forestiller han sig, at der kommer en dag, måske inden alt for længe, hvor han sætter sig i sin stue i Vejby tæt på Nordsjællands top med sin hund, en lille shih tzu, ved sin side og starter fra begyndelsen. 

”Jeg venter stadig på den der dag, hvor jeg skal høre hele lortet igennem. Jeg har længe haft en tanke om, at når jeg ved, at jeg ikke skal lave flere plader, så sætter jeg mig ned og hører alt, hvad jeg har lavet. Det skal være under de helt rigtige omstændigheder, hvor der ikke sker andet i et par uger, for det er en stor mundfuld at gå i gang med. Jeg kan sagtens forestille mig snart at være der, hvor jeg egentlig føler, jeg har lavet de plader, jeg skulle. Det er ikke utænkeligt. Jeg er 72 år. På et eller andet tidspunkt skal jeg vel slappe lidt af.”

Men det er spørgsmålet, om han overhovedet kan det. På scenen med sin guitar har han aldrig følt sig ensom. Tværtimod. Kontakten med publikum overgår alt, men den har til gengæld også i mange år fyldt ham med et mærkeligt mismod, når folk forsvinder ud af salen, og han står alene tilbage bag scenetæppet.

”Det har været en karriere, jeg har måttet køre meget på mine egne præmisser. Så bliver man ensom indimellem. På godt og ondt har det været en lidt ensom rejse, for jeg har selv taget beslutningen om, at værket er den højeste målsætning. Det er der mange, der ikke kan følge med i. Og jeg kan måske heller ikke følge dem.” 

Og hvad skulle Sebastian i øvrigt kunne gøre ved det? 

”Vi har jo hver især de der skæbnemøder. Nogen ser en kvinde komme ind ad døren på cafeen og tænker: ’Hende kommer jeg til at bo sammen med’, og så ender de med at bo sammen i 20 år. Det er det samme med mig og musik. Jeg kom gående ned ad gaden i 1964 og hørte Rolling Stones ud ad vinduet. I samme sekund tænkte jeg: ’Det skal jeg lave. Det er musik, jeg skal med mit liv.’”

KASPER WINDING har levet et langt liv på stikkerne. Her fortæller trommeslageren, sangeren og produceren om at få polititilladelse til at optræde, om at kede sig lidt, når man pophitter, og om at spille med de allerstørste jazz-, soul- og rockstjerner – blandt andet The Rolling Stones.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat, PR

1.

PÅ MIT BARNDOMSVÆRELSE hang to plakater, en af Picasso og en af arkitekten Oscar Niemeyer. Da jeg var fem år gammel, boede jeg med min mor i Kronprinsessegade, efter hun var blevet skilt fra min far (kunstneren og tv-manden Thomas Winding, red.). Min mor (fotografen Vibeke Winding, red.) kom fra Nordsjælland og fra en familie, som ejede virksomheden bag OMA Margarine og et bogtrykkeri, mens min fars forældre var kunstnere. 

Begge var præget af 60’ernes opgør med gamle strukturer, og mange ting i min barndom foregik på de voksnes præmisser. Når der var fest, sad jeg med ved de voksnes bord, og jeg var ikke ret gammel, da jeg blev slæbt med ind for at høre John Coltrane og Miles Davis. Hjemme hos os kom og gik folk konstant, og der var altid gang i den, men det var jeg vant til. Det var først, når jeg kom på besøg hos mine venner, at jeg opdagede, at andre familier rutinemæssigt samledes om middagsbordet eller foran fjernsynet om aftenen.

Jeg gik på Bernadotteskolen, som var en af de første skoler herhjemme, der gjorde op med kæft, trit og retning. Jeg var elendig til dansk og matematik, det interesserede mig ikke, men jeg elskede musik. Min far havde foræret mig min første lilletromme og et bækken som fireårig, og ikke længe efter begyndte jeg også at spille guitar. Men det var trommerne, der fangede mig, og min musiklærer Adrian Bentzon opfordrede mig til at klø på.

De første trommer, 3-4 år gammel. Foto: Vibeke Winding

2.

DA JEG VAR 13 år gammel, fortalte Bentzon mig om en professor i slagtøj på musikkonservatoriet, som skulle være landets bedste. Ikke længe efter blev jeg elev hos Bent Lylloff, og Palle Mikkelborg skaffede mig ind i Radiojazzgruppen og senere Radioens Big Band på Danmarks Radio. Jeg kom ind sammen med Mikkel Nordsø, som spillede guitar og var lige så gammel som mig. Der var nok nogle, som tænkte, at vi var nogle rollinger, men vi kunne virkelig spille, og der gik ikke længe, før vi blev hyret, når jazzens stjerner kom til København.

I starten skulle vi have polititilladelse for at spille på Jazzhus Montmartre, fordi vi ikke var gamle nok. Og vores forældre skulle hente os senest ved midnat. Det var i 1970, og jeg sad side om side med stjerner som Dexter Gordon, Herbie Hancock og Ben Webster. Jazzmiljøet var fantastisk, men der var også mange stoffer, og jeg var kun 14 år, da jeg første gang så en musiker sidde backstage med en sprøjte i armen. Mikkel og jeg følte os som stjerner, vi var den nye generation, og vi var måske lidt arrogante. I 8. klasse droppede jeg ud af skolen for at spille musik på fuld tid med mine forældres fulde støtte. Jeg øvede mig otte timer om dagen i de næste tre år. 

Fem år gammel i København. Foto: Vibeke Winding

3.

I 1977 REJSTE jeg til New York med min kone Pia og min lille søn. Hun var fotomodel og seks år ældre end mig, og vi havde mødt hinanden, da jeg spillede trommer i musicalen ’Hair’ i Cirkusbygningen. Ikke længe efter ringede hun fra et fotojob i Sverige og fortalte, at hun var gravid. Da min søn Oliver blev født, var jeg 16 år gammel. Jeg tænkte ikke ét sekund over, at jeg var for ung, måske fordi jeg allerede levede et voksenliv som musiker.

I New York skulle jeg udleve min drengedrøm om at spille musik i USA. Jeg fik en tjans som trommeslager-afløser på ’Saturday Night Live’, og jeg spillede med blandt andre Frank Zappa og soulsangerne Teddy Pendergrass og Barry White. I New York mødte og spillede jeg også med guitaristen Ray Gomez, og en aften, hvor vi var ude at spise, kom Keith Richards ind ad døren med sin assistent. Ray og ham kendte hinanden, og Keith Richards kom over til os og satte sig ned. Han fortalte, at han havde fået den idé, at der skulle være to trommeslagere på den næste Rolling Stones-plade, men han vidste ikke, hvem han skulle ringe til. Ray pegede på mig og sagde: ”Ham dér.” 

Assistenten skrev mit telefonnummer ned, men da der var gået 14 dage, havde jeg intet hørt. Jeg tænkte, at det nok ikke blev til noget, men pludselig ringede min telefon. Det var assistenten, som spurgte, om jeg kunne komme til Electric Lady Studios (i Greenwich Village, red.) samme aften. Jeg fløj ind i en taxa med alle mine trommer. 

Da jeg kom frem, viste det sig, at jeg var den eneste, som var mødt til tiden. Den første, der ankom efter mig, var Charlie Watts (trommeslager i Rolling Stones, red.). Der var dog ingen, som havde fortalt ham, at der skulle være en ekstra trommeslager med. Heldigvis var han vild med jazzmusik, og da han hørte, at jeg havde spillet med hans helte, kom vi godt ud af det med hinanden.

Jeg tilbragte en uge i studiet med Rolling Stones. Det var sjovt at være med dem ude at spise om aftenen og se, hvad der sker med stemningen i et lokale, når Mick Jagger træder ind ad døren. Men jeg fik ikke spillet særlig meget. Deres lyd og identitet var i forvejen så stærk, at jeg ikke kunne tilføre noget, og det, Keith Richards havde drømt om med to trommeslagere, kunne slet ikke lade sig gøre – der er ingen, der lyder som Rolling Stones. I stedet endte jeg med at spille lidt tamburin på nogle numre, der endte på albummet ’Tattoo You’.

New York, 1979. Foto: Pia Tryde

4.

VED SIDEN AF mit job som trommeslager var jeg begyndt at komponere musik. I 1978 skrev jeg musikken til ’Mig og Charly’, hvor C.V. Jørgensen sang, og det blev en stor succes. Langsomt trak det mere i mig at sidde hjemme ved klaveret og komponere end at sidde bag trommesættet. ’Mig og Charly’ havde givet mig en følelse af, at jeg havde talent for at skrive musik, og at det var noget, jeg kunne leve af. Til sidst besluttede jeg derfor at droppe trommerne helt. Folk sagde, at jeg ikke var rigtig klog, og at jeg spildte mit talent, men jeg kunne mærke, at det var det rigtige for mig. Jeg blev i New York og skrev mere filmmusik og spillede lidt trommer ved siden af for at tjene penge. Men jeg stoppede helt med at øve.

Jeg vendte hjem til Køben­havn i starten af 80’erne. Pia og jeg var blevet skilt, hun ville til Europa, og jeg ville ikke være for langt væk fra Oliver. I de næste par år gennemlevede jeg den ungdom, jeg aldrig havde haft som teenager. Der var mange fester og lidt for mange stoffer. Et år, hvor Oliver skulle holde jul hos mig, var jeg så udkørt, at jeg slet ikke var i stand til at passe ham. Stofferne gik ud over min evne til at være en god far, og da det gik op for mig, stoppede jeg fra den ene dag til den anden.

Op gennem 80’erne var jeg så småt begyndt at synge. Jeg var ikke nogen fantastisk sanger, og der gik alt for længe, før jeg kom til sangundervisning. Men efterhånden fandt jeg min lyd og mærkede, at jeg ramte publikum på en helt ny måde. I 1987 skrev jeg ’Sjæl i flammer’, som blev et stort hit herhjemme. To år senere blev også ’Kom nu hjem’ et hit, og i mellemtiden var jeg pludselig blevet popstjerne uden at have planlagt det. Jeg spillede på festivaler foran et kæmpe publikum, men det føltes ikke rigtigt for mig. Så i stedet for at følge op på mine hits trak jeg stikket og flyttede til England, hvor ingen anede, hvem jeg var.

Livekoncert,  2011.

5.

OMTRENT SAMTIDIG MED ’Sjæl i flammer’ havde jeg mødt min kone (Simone Bendix, red.) i en tøjbutik, hvor jeg var inde for at købe et par bukser. Jeg var 29, og hun var 18, fotomodel og skuespiller, og da hun skulle på teaterskole i Bristol, tog jeg med. I stedet for at lave mere popmusik begyndte jeg at lave techno, og jeg dj’ede til raves for 10.000 mennesker på en mark uden for Bristol. Da Simone blev færdig på teaterskolen, flyttede vi til London, hvor jeg blev en del af et hold, som arrangerede klubaftener under navnet Mish Mash – der senere blev navnet på et musikalsk projekt. I den periode skrev jeg ikke en eneste popsang.

En dag ringede Caroline Henderson, som dengang var med i Ray Dee Ohh. Hun ville gerne lave et soloalbum og spurgte, om jeg var interesseret i at producere det. Til at begynde med var jeg skeptisk, men hun var meget stædig og endte med at overtale mig. Sammen med hende og Thomas Blachman lavede jeg albummet ’Cinemataztic’, som solgte 140.000 eksemplarer og vandt en lang række priser. 

Pludselig fik jeg blod på tanden igen og skrev flere sange for andre artister sammen med Thomas. Mit pladeselskab Virgin spurgte senere, om jeg ikke også selv skulle lave et album mere. Men jeg var bange for, at de ville have mig til at lave en ny ’Sjæl i flammer’, så i stedet lavede jeg en elektronisk plade. Det var ikke lige, hvad de havde håbet på, men de tog det pænt og skyndte sig at udsende mine greatest hits som kompensation.

Kasper Winding dirigerer Philharmonia Orchestra under musikindspilningerne på Abbey Road Studios til filmen ’The Salvation’. London, 2014.

6.

I 2003 TOG jeg fra London til Paris. Op gennem 90’erne havde fransk elektronisk musik redet på en kæmpe bølge anført af bands som Daft Punk og Air. Der skete så meget i Paris, og inden vi havde set os om, var byen blevet vores hjem. Sammen med Guy-Manuel (de Homem-Christo, red.), som var den ene halvdel af Daft Punk, producerede og remixede jeg nogle numre for den franske artist Sébastien Tellier, som blev en stor undergrunds-succes.

Min karriere er gået i bølgedale, fordi jeg er alt for rastløs og nysgerrig til at blive ét sted ret længe ad gangen. Jeg har aldrig været særlig kommercielt anlagt, så når jeg har lavet noget, som er blevet et hit, har det aldrig været et mål i sig selv – men heller ikke noget, jeg bevidst har prøvet at undgå. Efter ’Sjæl i flammer’ og ’Kom nu hjem’ ville mange nok være fortsat i samme spor, men når noget bliver for nemt, har jeg en tendens til at kede mig. 

I 2006 blev nummeret ’Speechless’ et hit i både Storbritannien og USA og det meste af Europa. Vores pladeselskab ville have os til at lave noget mere i samme stil, men i stedet lavede vi et ret hardcore og punket dancetrack, som de syntes var for meget. Så det blev droppet.

Nogle vil mene, at det er en svaghed, at jeg ikke har fulgt op på mine succeser. Men jeg tror, at det har været med til at forlænge min karriere. Jeg er ganske enkelt ikke i stand til psykisk at lave den samme ting to gange. Hvis jeg havde gjort det, var jeg formentlig blevet metaltræt, som man ser det ske for andre kunstnere. I stedet har jeg fået et langt liv med musikken. Og når jeg i dag hører mit nye album, kan jeg helt ærligt sige, at det er det bedste, jeg nogensinde har lavet. Indtil videre.

Lars Pedersen – bedre kendt som CHIEF 1 – var med til at opfinde dansk rap og har produceret musik for alle fra Ace of Base til Kim Larsen. Her fortæller den grandprix-aktuelle hitmager om et skelsættende kassettebånd, om at være hiphopstjerne med angstanfald og om at finde melodien, da det så allermest sort ud.
Tekst:Benjamin DaneFoto:PR, privat

DER ER NOGLE, som ved præcis, hvor de var, da Danmark vandt EM i fodbold. Da amerikanerne landede på månen. Eller da Olof Palme blev skudt. Men for mig var det i 1982, da jeg hjemme på mit drengeværelse i Tårnby satte mit første kassettebånd med hiphop på. Det var et bånd med Run DMC, som min storebror havde sendt fra USA, hvor han var på high school-ophold. Ud af båndoptageren kom ’It’s Like That’, et nummer helt uden bas eller guitar, men bare en rytmeboks, noget scratch og en rap, der handlede om at leve i New York og være på røven. I det moment fandt jeg min musikalske identitet efter en barndom, hvor jeg havde hørt alt fra Elvis til Gasolin’ og Duran Duran. Jeg kunne høre noget i teksten, som jeg genkendte fra netop Gasolin’ – ”hvad gør vi nu, lille du?” – men også fra min far, der lavede dansk countrymusik med socialrealistiske tekster. Forskellen var, at det denne gang kom fra nogle, der kunne være min generations talerør.

Jeg blev født i 1970 og voksede op i en andelsboligforening ved Tårnby Torv. Et helt klassisk treetagers byggeri med fire længer og en gård i midten. Mine forældre havde begge halvdagsjob, og de havde valgt at leve på en måde, så de kunne være hjemme klokken to om eftermiddagen, men stadig klare den økonomisk. Vi havde en lejlighed, en bil og en lille træhytte i Sverige, som kostede 1.600 kroner om året. I vores køleskab var der aldrig rigtig noget særligt, men der var heller aldrig noget, der manglede.

Ken ’The Duke’ Larsen, Per ’Dee Pee’ Pedersen og Lars ’Chief 1’ Pedersen i ungdomsklubben Thomas P. Hejle i bluser malet af graffitikongen Seen fra USA, 1985.

Min mor arbejdede som sekretær i Dansk Tromlecentral på Amager, hvor hun sad på kontor og udbetalte løn. Det var et sted, hvor de fik store tromler ind fra benzin- og olieindustrien, som de afsyrede og restaurerede, så de kunne sælges igen. Min far var trommeslager og med i The Cliffters med Johnny Reimar, som var Danmarks første rigtige popband. I 1962-63 var de det største band i Danmark, og de optrådte på tv med Cirkusrevyen. De blev ret store teenageidoler, og der var piger, som brød ind på min fars drengeværelse på Christianshavn og stjal hans underbukser. I starten af 70’erne kom han med i et band, der hed Teddy, Chano, Jan & John, som var de første herhjemme, der spillede countrymusik. De lavede blandt andet ’Jeg vil bo på Vesterbro’, som blev en evergreen. Det var danske socialrealistiske tekster og sangtitler som ’Ikke flere penge, fyret fra mit job’. Men efter han fik min storebror Per og mig, droslede han ned til at være hyggemusiker på halv tid, og ved siden af fik han et job som dekoratør, hvor han blandt andet sad og lavede små trævikinger, som blev solgt til turister inde i byen.

Jeg gik i skole på Tårnby Skole, som lå tre spytklatter fra, hvor vi boede. Alligevel kom jeg altid for sent. Jeg sprang morgenmaden over, og så tænkte jeg, at jeg kunne vente med at stå op til kvart i otte, hvilket selvfølgelig var alt for optimistisk. Jeg var god til de ting, jeg interesserede mig for – dansk, engelsk og samfundsfag – men hvis en lærer ikke fangede mig, stod jeg helt af. Matematik var jeg helt elendig til, og da vi nåede til ligninger med x og y, måtte jeg give op. Jeg tilbragte også en del tid på inspektørens kontor, fordi jeg tegnede på bordene og lavede ballade.

CHIEF 1 

Lars Pedersen, født 1970.Var med til at danne og udgive fem album med rapgruppen Rockers By Choice.

Har produceret for navne som Ace of Base, Basim, Bryan Rice, Danseorkestret, Danser med Drenge, Danny Kool, Dodo & The Dodos, Christian Brøns, Gnags, Humleridderne, Lars H.U.G., L.I.G.A, Love Shop, Kim Larsen, Michael Learns To Rock, Smokie, Anne Dorte Michelsen, Nik & Jay, Sanne Salomonsen, Shu-bi-dua, Thomas Blachman, Outlandish, Michael Falch, Johnny Madsen og Flemming ’Bamse’ Jørgensen. Var i 2016 medkomponist på Ricky Martins verdenshit ’Vente pa’ ca’, der gik nummer et i 24 lande og er streamet en halv milliard gange.

Udgav i 2017 soloalbummet ’Slip’ og fik i 2021 sit hidtil største solo-hit med ’Alt er godt’ i samarbejde med Thomas Buttenschøn.

Har som sangskriver vundet Dansk Melodi Grand Prix fire gange. Når gruppen Reddi 14. maj repræsenterer Danmark ved det internationale Eurovision-grandprix i Italien, er det med sangen ’The Show’, som Lars ’Chief 1’ Pedersen har været med til at skrive.

MIN FAR VAR vild med Cliff Richards og Elvis, som var fra hans ungdom. The Beatles var for nymodens til ham. Jeg elskede dem alle, men jeg var også vild med Gasolin’, som alle de andre i skolen hørte. I samfundsfag kom læreren en dag ind med en stor bog og spurgte os, hvad vi gerne ville, når vi blev voksne. Søren ville være advokat, og Camilla ville gerne være stewardesse, og da læreren nåede ned til mig, der sad med min cola og min frikadelle, som jeg havde købt i frikvarteret, svarede jeg: ”Jeg vil være musiker.” Læreren bladrede febrilsk i sin store bog med jobs. Der var maler, og der var murer, men der stod ikke musiker, hvilket kun gjorde mig endnu mere sikker.

I starten af 80’erne var der en 60’er-revival med Shakin’ Stevens og Stray Cats. Jeg købte brylcreem og lædervest, men det duede ikke rigtigt. Siden kom Duran Duran. Jeg var 12 år gammel, og jeg ville gerne have en lys stribe ligesom Simon Le Bon. Dengang kunne man ikke bare gå ned og købe færdig hårfarve, så min mor måtte lave en kemikalieblanding. Det blev til en armygrøn klat, der lignede, at en fuld svensker havde brækket sig i mit hår. 

Jeg hørte også Sugarhill Gang og Grandmaster Flash, og jeg kunne selvfølgelig høre, at de talte hen over funkmusikken i stedet for at synge, men jeg anede ikke, at det var hiphop. En dag sad jeg sammen med en ven, der også boede på Tårnby Torv. Han fortalte, at han havde været inde på Strøget ugen forinden og set 5-6 unge stå og danse rundt om en båndoptager. Ugen efter tog vi ind til Rådhuspladsen og mødte 10 drenge, som stod og hørte høj musik. To af dem var Ken Larsen og Henrik ’Phase 5’ Marquardt, som var pionerer inden for breakdance i Danmark. De satte to båndoptagere sammen, og så gik vi ned gennem Strøget i samlet flok og stoppede op foran tøjbutikken Deres, hvor de begyndte at danse electric boogie. Pigerne kiggede, og folk smed penge i bøtten, så vi kunne gå over og købe en Whopper, og jeg syntes, det var helt fantastisk. Jeg begyndte at tage derind hver fredag, og vi blev hurtigt flere og flere, som mødtes og breakdancede.

Samtidig var min storebror taget på high school i USA. Han boede i Rochester uden for New York, og når han hørte radio derovre, optog han sangene på kassettebånd og sendte dem hjem til mig. De første mange gange var det Duran Duran, Spandau Ballet, Paul Young og de andre gængse 80’er-bands. Pludselig var der en pause, hvor der ikke kom noget med posten, fordi han havde mødt en sort pige, som havde introduceret ham til hiphop. Det næste bånd, han sendte, var det med Run DMC.

Jeg så tysk fjernsyn konstant, fordi det var det eneste sted, der var en chance for at støde på noget om hiphop. Når de bragte et indslag om breakdance fra New York, skyndte jeg mig at optage det på min Betamax, og så inviterede jeg alle vennerne fra gården i Tårnby over. Vi så det igen og igen, spolede frem og tilbage, mens vi lå i underlige akrobatiske stillinger hjemme på stuegulvet. Vi tog i Accord inde i byen iført store skijakker og købte to plader, mens vi stak resten ind under jakken, og vi købte en mixer og to gamle pladespillere, så vi kunne øve os i at scratche. Senere fik vi et lokale i ungdomsklubben Thomas P. Hejle, hvor vi mødtes hver fredag fra 18 til 22. Graffitimalerne lavede store malerier, og oppe på scenen havde vi en dj-pult, hvor Phase 5, Cutfather og jeg skiftedes til at spille, mens drengene lå svedende og breakdance-battlede på gulvet. Lokalet lå på tredje sal, og nede i stueetagen på ungdomsklubbens diskotek stod alle pigerne og undrede sig over, hvor alle drengene blev af. Men vi ænsede dem ikke. 

Jeg var med i en breakdancegruppe med blandt andre Jan ’DJ Jan’ Kabré’ fra MC Einar og Lars Ranthe. Vi breakdancede i syv timer hver dag efter skole og endte med at vinde DM to gange. Hurtigt fandt jeg ud af, at det ikke gik at være breakdancer og hedde Lars. Mine idoler fra USA hed ting som Crazy Legs, Mr. Freeze og Buck Four, så jeg måtte også have mig et alias. Først hed jeg Mr. X, men det fungerede slet ikke. I stedet kaldte jeg mig Chief 1, fordi jeg elskede indianerne, og fordi det handlede om at være den bedste af dem alle.

Rockers By Choice, 1988.

PÅ THE VOICE havde Dan Rachlin og Philip Lundsgaard et radioprogram, hvor man kunne sende dj-mix ind. Jeg var helt oppe at køre, når mine ting blev spillet i radioen. Det samme var min ven Jørgen, som kaldte sig DJ TNT. Men en dag var der en fyr, som sendte et rigtig dårligt mix ind i TNT’s navn for at få ham ned med nakken. TNT blev så rasende, at han besluttede sig for at lave en diss-rap, som de gjorde i USA. TNT, min storebror Per – som kaldte sig Dee Pee – og jeg øvede os i at rappe på engelsk og indspillede vores diss-rap på TNT’s firesporsbåndoptager. Fredagen efter blev det spillet på The Voice. Vi dannede en gruppe og begyndte at øve, og imens tog jeg 10. klasse for at købe mig tid, mens jeg fandt ud af, hvad jeg skulle med musikken.

I 1987 dannede jeg Rockers By Choice sammen med min bror, Master Phoze, MC Pete og MC Swan. Vi øvede på Amager og indspillede en masse demoer på engelsk, som blev afvist af alle pladeselskaberne. Men det førte til koncerter på punk- og rockklubber som Barbue i Huset i Magstræde og Sorte Hest på Vesterbro. På det tidspunkt var punken blevet stueren, og jeg tror, at punkerne savnede noget oprør. De elskede vores energi og gik helt amok og stage­divede, mens vi spillede. 

Efter en af koncerterne på Barbue kom Kenneth Bager, som arbejdede for Virgin Records, op til os. Med sin Hobro-dialekt sagde han: ”Det’ fan’me fedt, det der, drenge” og tilbød os en kontrakt, hvis vi ville lave noget på dansk. Vi var skeptiske, fordi dansk rap dengang var fjollet og så langt fra vores idoler i New York, som man kunne komme. Det var sådan noget som Per Pallesens ’Fodermesterrap’ og Gunnar Nu Hansens ’Nu rap’. Men vi tænkte, at hvis nogen skulle lave det første rigtige danske hiphopalbum, så skulle det være os.

Chief 1 turnerer i 2022 med sit tredje soloalbum, ’Nordlig sjæl’.

Da vi udgav ’Opråb! Til det danske folk’, eksploderede det hele. Vi fik topanmeldelser, og selv de mest intellektuelle musikkritikere elskede os. Samtidig blev vi teenage-idoler. Jeg boede stadig hjemme hos mine forældre, og der var fans, som lå i buskene på Tårnby Torv og ventede på mig. Min mor forbarmede sig ofte over dem, så når jeg kom hjem efter at have øvet, sad der 3-4 fans hjemme i stuen. På posthuset hentede vi den ene sæk efter den anden med breve, hvor unge piger skrev, at alt, de ønskede sig, var en hest og at blive kærester med en af os. Og når vi spillede koncerter, kunne vi ikke forlade backstage-lokalet uden at blive jagtet. Det var mærkeligt for os at blive popstjerner, samtidig med at vi gerne ville være hiphop og holde det real.

I 1989 og 1990 turnerede vi konstant og spillede alle de store festivaler. Det satte sine spor på vores andet album, som pladeselskabet gav os helt frie tøjler til at lave. Det blev optaget i et rockstudie med live-instrumenter, og måske skulle nogen have fortalt os, at vi gik lige lovlig hurtigt væk fra det, som havde gjort os til stjerner. Da ’Vi er generationen der ikke må fejle’ udkom, var der mange af vores fans, som ikke kunne følge med i det store musikalske spring, som især jeg havde taget. På turneen, der fulgte, lavede vi rock-opsætninger af alle de gamle numre, og folk faldt fra, fordi de ikke kunne kende os. Pludselig tjente vi ingen penge, og jeg var 20 år gammel, havde lige købt ejerlejlighed og stod med en kæmpe B-skattegæld. 

Efter den tredje Rockers-plade begyndte jeg at hænge ud på Bodega Fidusen på Amager, hvor et par af mine gamle Tårnby-venner kom. De havde dannet en lille rapgruppe ved navn Humleridderne, som alle gik og grinede af. De var malere, og jeg fik ideen til at lave en sang, som hed ’Malerhjerne’. Vi gik i studiet, og jeg producerede deres første album, som udkom i 1995 og solgte 150.000 eksemplarer. Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide at arbejde som producer, fordi det gav mig mulighed for at holde mig lidt i baggrunden. Jeg var træt af at være på turné og spille koncerter, og stemningen i Rockers var ikke længere god. Jeg følte et pres for at skulle levere det næste hit, og til sidst fik jeg angst, fordi jeg var følsom og tog alting nært. I en taxa på vej til en koncert i Jylland midt om natten fik jeg et anfald, hvor mit hjerte bankede, og jeg ikke kunne synke. Jeg måtte stige ud af bilen og lægge mig i nødsporet på en kold jysk motorvej, mens jeg troede, at jeg var ved at dø.

Chief 1 laver ’the windmill’, 1985.

JEG TRAK MIG fra spotlyset og gik fra at være angriber til træner. I 1993 havde jeg opdaget Remee til et arrangement, ’Årets Rapper’ i Solrød, hvor jeg var dommer. Han var en meget hardcore 16-årig dreng, som i hvert faldt ikke skulle være med i et popband, men jeg fik ham med som rapper i Sound of Seduction, der blev en af Danmarks første dance-succeser. Vi lavede flere kæmpe hits, og jeg startede et pladeselskab, hvor vi udgav eurodance. I mellemtiden udgav vi det sidste Rockers By Choice-album, ’De 5 på flugt’, men i 1996 var det slut.

I årene efter producerede jeg alt mellem himmel og jord, lige fra Kim Larsen og Johnny Madsen til Outlandish og Basim. Og fordi jeg havde skattegælden fra Rockers-dagene hængende over hovedet, sagde jeg også ja til at lave en masse børnemusik, blandt andet Razz, B-boys og Danny Kool. Mange år efter Sound of Seduction dannede jeg sammen med Remee pladeselskabet RE:A:CH – Remee and Chief – hvor vi både vandt Dansk Melodi Grand Prix med Soluna Samay i 2012 og Anti Social Media i 2015 og sammensatte poptrioen L.I.G.A, som blev en stor succes. Men der var ikke noget af det, som gjorde mig rigtig glad. Alting blev mere og mere gråt, og selvom der kom grønne bude med platinplader, var det kun et hurtigt fix. Jeg isolerede mig i studiet i 12 timer ad gangen, og når jeg slukkede computeren, blev jeg trist. For så vidste jeg, at jeg var nødt til at gå ud i den virkelige verden.

I 2016 fik jeg en dyb depression. Jeg gik fra min hustru, som jeg havde været sammen med i 22 år, og jeg forlod pladeselskabet med Remee. Min største frygt var, at jeg havde mistet lysten til at lave musik, for hvis jeg ikke havde den, hvad levede jeg så for? Der var perioder, hvor jeg tænkte, at det hele kunne være lige meget. Men heldigvis havde jeg min syvårige søn, som gjorde, at jeg ikke gav slip. Jeg var flyttet ind i mit studie og sov 4-5 gange om dagen, og om natten traskede jeg hvileløs rundt i kvarteret. 

Jeg gik til psykolog og tog lykkepiller, men intet af det virkede. Jeg havde læst, at man skulle huske at gøre noget godt for sig selv, så en aften i studiet skrev jeg en sang kun til mig. Den hedder ’Man skal dø lidt, før man finder vej’, og jeg skrev den på 20 minutter. Bagefter satte jeg mig og sang for første gang i mit liv. Da jeg var færdig, lagde jeg mig til at sove, og næste morgen, da jeg hørte nummeret igen, kunne jeg mærke, at der kom en lille lysstråle ind i mit liv. Den dag skrev jeg et nyt nummer mere, og før jeg havde set mig om, havde jeg skrevet 3-4 sange, som til at starte med kun var for mine egne ører. Men der gik ikke længe, før jeg tænkte, at der måske var andre, som kunne relatere til det, jeg gik igennem.

I 2017 udgav jeg mit første album, ’Slip’. Pludselig var jeg på soloturné for første gang i en alder af 48. I starten kom der ikke mange til koncerterne, men en dag blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville være med i ’Toppen af poppen’. Jeg troede først, at det var telefonfis, men ikke længe efter sad jeg ved et bord sammen med Kwamie Liv, Teitur, Medina, Anders Blichfeldt, Cæcilie Norby og Carl Emil Petersen. En stemme inde i mit hoved sagde, at jeg ikke hørte til som sanger i det selskab. Men da jeg gik op til mikrofonen, overraskede jeg alt og alle.

Efter min første solo-single blev jeg inviteret i ’Go’ aften Danmark’ for at tale om min depression. Flere gange undervejs havde jeg lyst til at forlade studiet, men værten Michèle Bellaiche så mig og hjalp mig gennem interviewet. Da jeg kom hjem, var min indbakke på de sociale medier svømmet over med beskeder. Der var folk, som skrev, at de havde grædt, mens de så det – og at de sad derude og havde det præcis som mig.

Det har taget mig tre album at nå til et punkt, hvor jeg føler, at jeg kan kalde mig selv for sanger. Det, der startede som en flugt fra min depression, er blevet min identitet, og når jeg i dag producerer for andre, ser jeg det som et bijob. Jeg bliver nok aldrig helt fri af mørket, men jeg har vendt mit livs største nedtur til en ny begyndelse. Og selvom jeg er 52 år gammel, har jeg det, som om jeg er 17 og lige har udsendt mit første album med Rockers By Choice.

Infernal kan lige om lidt holde 25-års jubilæum, men de mange år på danske festivaler, provinsdiskoteker og som international pop-sensation har ikke taget livet af forsangeren og bandet, der fortsætter med at plukke danse-æbler. I 10 kapitler fortæller 45-årige LINA RAFN om et kvart århundredes op- og nedture, om at lære disciplin af en svømmetræner i træsko, om at blive techno-tryllebundet i en Ford Escort og om at blive ved – og ved – selvom man er dømt ude.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Isak Hoffmeyer

1.

SVØMMEHALLEN I HERLEV lærte mig, hvad disciplin betød. Jeg var fem år gammel, da jeg spurgte mine forældre, om jeg måtte begynde til svømning. De sagde ja, og jeg stødte på svømmetræneren Glenn. Når jeg svømmede på livet løs, fulgte han med i sine træsko langs kanten, mens han råbte og skreg.

Hver efterårsferie stod den på svømmelejr i Nordjylland, hvor vi hørte musik, svømmede og trak hinandens grimme joggingbukser af. Så styrtede vi efter hinanden, men en dag væltede jeg og bankede hovedet ind i en bordkant. Jeg besvimede og skulle lappes sammen på skadestuen, fordi det blødte så meget. I dag har jeg stadig et ar fra Nordjylland.

Glenn var ikke decideret forhadt i svømmehallen, men han delte vandene. Jeg elskede hans engagement, fordi jeg forstod, at han ville have os til at yde vores bedste. Hver gang. Hvis du vil noget, skal du øve dig. Også når du ikke er inspireret, når det er hårdt, når du ikke har lyst.

Det var ikke sjovt at stå op klokken syv om lørdagen for at cykle til morgentræning i frostvejr. Men det var det, der skulle til. Jeg blev ikke bange eller såret, når han råbte, for han var dybt passioneret. Når han gik frem og tilbage langs svømmepølen og skreg: ”KOM SÅ!” blev jeg ikke ked af det. Jeg blev motiveret. Alle har det ikke ligesom mig, men min standardindstilling er også at skrige: ”KOM SÅ!” 

Jeg voksede op i et stort rækkehus i Herlev med hessian på væggene og kokostæppe på gulvet. Det var så brunt og 80’er-agtigt, som det kunne være. Herlev var et specielt sted i 80’erne. Det var ikke Vestegnen, og det var ikke Nordsjælland. Der var store områder med almene boligbyggerier, som var ret belastede, men samtidig havde man Hareskovby, hvor der lå store huse lige ud til skoven. Jeg voksede op i villakvartererne, der hverken var fugl eller fisk.

Min far arbejdede som edb-programmør, og i fritiden var han hi-fi-entusiast. Stuen var fyldt med stereoanlæg med forforstærkere, højttalere og effektforstærkere. Alle møbler var vendt og drejet for at opnå det bedste lytte-perspektiv.

Dér i stuen hørte vi Mezzoforte, et islandsk instrumental-band, der spillede funk-jazz, men som i Danmark nok er mest kendt for at lave introen til det daværende Sportslørdag. Ellers hørte vi Fourplay, Dave Grusin og Andreas Vollenweider. Det var sådan noget musiker-musik, min far elskede, og hvis vi ikke hørte musik, så vi sport i fjernsynet. 

Min mor er uddannet gymnastiklærer, og der er ikke den sport, jeg ikke har gået til – svømning, kaproning, dans, orienteringsløb. Vi så altid sport på svensk, fordi min far syntes, at deres kommentatorer var bedre. Mine bedste barndomsminder er fra de weekenddage, hvor min far havde været ude at løbe og kom hjem med morgenbrød. Så kunne jeg høre de svenske kommentatorer mumle, mens vi spiste og skimtede mod fjernsynet, hvor de viste slalom, langrend, skiskydning, styrtløb. Jeg er stadig helt vild med skiskydning.

I nogle år sigtede jeg hårdt efter at blive konkurrencesvømmer, men det var før, jeg begyndte til standard- og latindans, hvor jeg opdagede, hvordan det var at være god til noget. Jeg havde set dans i fjernsynet og syntes, at det var så elegant og flot. Heldigvis vidste mine forældre ikke, hvor dyrt klassisk dans er. Kjolerne, enetimerne og turene er nærmest ligesom at gå til ridning. Det koster en formue.

2.

JEG KAN TYDELIGT huske første gang, jeg kom ind på Bendixens danseskole, Pejsegaarden. Det var et stort, dunkelt sted i Brønshøj med utallige sale, som havde hver deres navne. Gobelin-salen, Pejse-salen og den slags. Det var dekadent, men samtidig lidt falmet. Det var noget fra en anden tid, man forsøgte at holde liv i. Med parketgulve, lysekroner og spejle var det en skærende kontrast til Herlevbadet. Men det var den samme disciplin.

På mit dansehold var der én herre og 20 piger, og da jeg fik herren, vidste jeg, at jeg nok var den bedste på holdet. Jeg blev plukket til at danse turneringsdans, ret skelsættende, tror jeg, det var, og jeg mødte Britt Bendixen, som ejede Pejsegaarden dengang. 

Britt Bendixen er larger than life. Hun taler så gammeldags, og det slog mig allerede dengang, at hun aldrig går lige frem. Hun går sidelæns – som når man danser. Det ser ud, som om hun svæver over gulvet. Hun fremhævede dem, der havde gjort det godt til en turnering. Det var så udansk: ”Se lige på Janus og Marete. Nu skal I danse for os,” kunne hun sige. Så skulle vi andre klappe, mens vi vendte øjne og håbede, at hun ville vælge os næste gang.

En dag manglede Britt Bendixen nogle dansere til Cirkusrevy Balletten. De damer, hun normalt brugte, var nogle langstilkede dåser på 180, men fordi det var akut, kom jeg alligevel til audition. Hun valgte en, der var en del højere end mig. Hun havde det krav, at danseren skulle træne hver dag efter prøverne, og det gad vedkommende sgu ikke. Så vendte Britt sig mod mig og sagde med sin affekterede stemme: ”Lina, du er en fantastisk danser, det kan der ikke være nogen tvivl om. Men du er jo bittelille. Du er nødt til at være knogletynd.”

Jeg elskede hendes ærlighed, og så kan det godt være, at det ikke er det mest pædagogiske at sige til en ung pige, men jeg forstod logikken, og det blev aldrig til en spiseforstyrrelse eller opfattet sårende. 16-årige Lina med kort hals, brede skuldre og 165 i højden forstod det. Det var aldrig intentionen at nedbryde selvværd, og det var heller ikke sådan, det landede. 

Jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle være teaterdanser. Jeg kan ikke synge de samme linjer i den samme forestilling i det samme lokale i måneder ad gangen. Det keder mig simpelthen for meget. Hvis der ikke er en eller anden form for variation, kradser jeg huden af mig selv. 

LINA RAFN 

Født 1976. Opvokset i Herlev og flyttede som ung til Aarhus og Aalborg for at dyrke sportsdans på eliteniveau.

Dannede i 1997 gruppen Infernal med Paw Lagermann og Søren Haahr. Ifølge KODA var hun den tredjemest spillede kvindelige danske artist fra 2006 til 2010. Hun har siden 1998 dannet par med Kasper Pertho. Sammen fik de i 2010 datteren Karmen. Infernal, der har 25-års jubilæum i januar, spiller i Store Vega 22. december under mottoet ’Mindre salme, mere bas-arm’.

3.

I MINE TEENAGEÅR fik jeg øjnene op for techno- og house-musik. En aften, efter vi havde optrådt på en privatskole, tog vi på Daddy’s Dance Hall i kælderen under Palads-biografen i København. Det var første gang, jeg var på natklub, og det var en helt ny verden, der åbnede sig. Jeg begyndte at gå i byen, og det var her, jeg mødte John, der i virkeligheden hed Ashfaq og arbejdede i PostDanmark. Han havde godt luret, at det var lidt nemmere at arbejde i posten i Danmark, hvis man kaldte sig John. 

Ashfaq kørte mig ofte hjem fra byen i sin hvide Ford Escort, fordi han syntes, det var synd, at jeg skulle vente på natbussen til Herlev. På en af de hjemture spillede han techno-nummeret ’Die Schwarze Zone’ for mig. Jeg blev fuldstændigt opslugt af det og tog til techno-fester i Pakhus 11, Turbinehallerne, Pumpehuset og morgenstedet, de kaldte Melonen. Det var alt andet end Herlevs rækkehuse. Det var techno-freaks i vejarbejderveste, plateausko og beskyttelsesdragter.

Da jeg var 15 år, var jeg lige kommet hjem fra en ferie med min far og hans nye kæreste, og når jeg tænker tilbage, skulle jeg nok ikke have været med. Jeg var et kæmpe tredje hjul på hele det nyforelskede pars tur. Så da jeg kom hjem, måtte jeg bare ud af huset. Jeg ringede til en af mine venner fra danseskolen, som havde en aftale med en flok knægte i Vanløse, og en af dem var Paw (anden halvdel af Infernal, Paw Lagermann, red.).

De her drenge var så dedikerede til elektronisk musik, de byggede forstærkere og mixere og købte alle mulige importplader. Og de var ellevilde med, at der kom en pige, som havde samme interesse. På det tidspunkt havde jeg kort, afbleget hår og gik med min mors gamle tøj fra 60’erne. Jeg lignede noget klippet ud af videoen til ’Groove Is in the Heart’, mens alle andre piger havde permanentkrøller, Ball-bluser, pilotjakker og Levi’s-jeans.

Vanløse-drengene var ligeglade med, at jeg så anderledes ud, men det var folk i Herlev ikke. Engang sneg en dørmand mig ud ad bagdøren på et sodavandsdiskotek, fordi pigerne fra 10. var ved at samle et hold drenge for at give mig bank. Hele aftenen havde de asket mig i håret på dansegulvet, fordi jeg hverken lignede dem, gik til håndbold eller ville ligne dem. Jeg var en ung, usikker pige, men jeg virkede nok også arrogant. Da jeg fandt dans, techno og Vanløse-drengene, så de ikke mere til mig i Herlev.

Jeg tilbragte sindssygt meget tid med Paw og de andre Vanløse-gutter. Vi hørte plader på deres hjemmebyggede anlæg og drak øl i deres kælderværelser. Hos en, der hed Mads, beklædte vi et rum med avispapir og satte spande derind, hvis folk skulle kaste op i løbet af festen.

Paw var gamer og nørdede musik på computeren. I begyndelsen af 90’erne tænkte man ikke, at man kunne leve af musik. Det kunne godt være, at du drømte om at lave musik, men det var slet ikke en reel mulighed at gøre det til en karriere. 

4.

JEG BLEV SMIDT UD af Herlev Gymnasium efter en studietur i 2. g. Mit fravær lå på 60 procent, fordi jeg dansede så meget i hverdagen og lavede shows i weekenderne, som tog al min tid. En dag kaldte rektor mig ind til en samtale, hvor hun forklarede mig, at jeg ikke skulle spilde min tid på gymnasiet, hvis jeg havde gang i så mange andre ting, for jeg kunne altid tage en uddannelse. Den samtale har jeg vildt meget respekt for. Hun sagde det, som det var, og hun havde ret. 

Jeg havde ikke en dansepartner på det tidspunkt, men jeg havde fået tilbudt en i Jylland, og pludselig var der ikke noget, der holdt mig i København længere. Jeg havde været til technofesterne. Jeg havde optrådt i Cirkusrevyen. Jeg havde drukket øl i Vanløse. Så ringede jeg til min træner og sagde, at jeg var klar til at flytte, og røg ind på et værelse i Gellerupparken. 

Jeg boede to år i Aarhus og to år i Aalborg. Jeg havde meget svært ved at finde arbejde, og jeg var meget alene. De år er meget definerende i ens liv, og alligevel har jeg kun én kammerat fra den tid. Ved siden af livet i Jylland var jeg backup-danser for en kunstner, der hed Mirah, og så blev jeg en del af gruppen Bordeaux, som bestod af Nicolai Villum Jensen, Kristian Paulsen og Paw og mig.

I Bordeaux var jeg mest et visuelt bidrag til iscenesættelse og shows, fordi de gerne ville have min vildskab ind i det. På det tidspunkt legede vi og prøvede en masse ting af. Og da vi lavede nummeret ’Hit Me’, blev vi signet af Kenneth Bager, den her skøre og geniale producer med verdens tykkeste Hobro-dialekt. 

Den første gang, vi skulle optræde med det nummer, var på Københavns største, faste techno-klub, X-Ray, og op til vores optræden sagde Kenneth, at jeg ikke skulle stå og lave alle de der poppede dansetrin. Vi skulle finde noget, som viste, at vi mente det, når Nico sang ”Hit me in the ass”. 

Så tog vi i genbrugsbutikken og fandt et lyseblåt jakkesæt, en lyserød skjorte og et blomstret slips til forsangeren Nicolai. Indenunder havde han sort seletøj i læder og et par latex-boksershorts, mens Paw kun var iført et par lånte læderbukser og en læderkasket. Den aften trådte Nicolai ind på scenen med en attachémappe fyldt med gamle pornoblade, vi havde købt hos en marskandiser. Han kastede dem rundt, mens han skreg: ”Føj! Sikke noget lort.”

Da nummeret begyndte, kom Paw og jeg ind i det her fetich-tøj. Jeg havde ni-halet pisk, latex-korset og røde latex-trusser på og lignede en dominatrix. Og da Nicolai sang ”Hit me in the ass”, rev vi tøjet af ham, så han kun stod i seletøj og latex. Kort efter tog jeg en påspændings-dildo på, og da nummeret nåede klimaks, lod jeg, som om jeg bollede ham bagfra, mens han sang til Paws skridt.

Det her var altså før internettet. Vi var knap nok myndige og anede ikke, hvad det var, vi havde gang i. Hvis vi havde set noget erotik, var det, fordi vi havde fundet Ugens Rapport under vores forældres seng eller set en eller anden stjålet pornofilm. Men fordi vi lavede den performance, blev vi booket til forskellige fetich-fester.

5.

I 1997 HAVDE VI fået nogle faste jobs, hvor vi skulle spille til en række temaaftener på Discotek IN i København. Vi var en slags performancegruppe, så når de for eksempel havde space-tema med grønne drinks og oppustede aliens overalt, skulle vi lave et par numre, som passede til. En weekend havde de skotsk tema, så vi lavede et nummer i vores studie i Njalsgade og fandt nogle sækkepibespillere fra The Heather Pipes & Drums på De Gule Sider. Nummeret, som senere kom til at hedde ’Sorti de L’enfer’, blev en kæmpe succes på IN. Dengang stod dj’en højt oppe, så de ikke blev forstyrret af gæster, og folk skrev små sedler i baren, hvor der stod: ”Spil den med sækkepiberne,” som de kastede op til pulten.

Kort efter meldte Nicolai Villum Jensen og Kristian Paulsen sig ud af projektet, fordi de havde gang i et andet band, så Paw og jeg endte med at udgive sangen under navnet Infernal sammen med dj’en fra IN, som havde booket os og fundet på konceptet, Søren Haahr.

Jeg boede stadig i Jylland, da det begyndte at tage fart. Søren købte en gammel HT-bus, der var blevet omdannet til tourbus. Den var blevet malet matsort og delt op i tre afdelinger. Forrest var de gamle røde plastiksæder, i midten var der indrettet køjesenge, og bagerst var der plads til vores gear. Han købte den af en fyr, som angiveligt havde skyldt penge til nogle rockere, som havde hældt smørsyre ud i bussen for at få deres penge, og i al den tid, vi brugte den, kaldte vi den bare for Gnuen, fordi smørsyre stinker helt forfærdeligt og er umuligt at fjerne. Vi fik også lavet et totalt kikset skilt, hvor der stod: ”INFERNAL ON FUCKING TOUR.” 

Fordi jeg stadig dansede på eliteplan, kunne jeg stille op i en turnering hele lørdagen og så blive hentet af Gnuen bagefter for at spille tre shows. Så kom jeg hjem for at sove et par timer, før jeg skulle op og træne igen om søndagen. Nogle gange tog jeg det sidste fly til København fra Aalborg, hvor man kunne få en ungdomsbillet for 350 kroner. Det var sindssygt hårdt, og der var flere nætter, hvor jeg ikke engang tog min makeup af. Jeg fjernede de kunstige øjenvipper og læbestiften og lagde mig til at sove. Og om morgenen rettede jeg til, og så var det ud at danse turnering. Det kan man altså kun, når man er 21.

Vi fik en aftale om at lave et album, og så var jeg nødt til at droppe dans til fordel for Infernal. Jeg flyttede til København og købte en etværelses lejlighed på 37 kvadratmeter. Den kostede 440.000 kroner, og jeg syntes, det var en formue. Vi udgav vores første album, ’Infernal Affairs’, i 1998. Det solgte omkring 80.000 eksemplarer, hvilket var helt vildt mange cd’er selv på den tid. Det var seriøs fest og leg, men vi havde ikke et sekund forudset, at det ville blive så stort. Vi spillede så mange koncerter i den periode, alt fra festivaler til Dahlgårds Tivoli.

I årene efter vores debutsucces døde dance-bølgen. Det var surt og hårdt, og vores andet album fik ikke samme opmærksomhed. Ingen gad spille os, ingen gad snakke med os, og ingen ville have os på plakaten, det var som at slå i en dyne. En dag i 2004 ringede jeg til Paw og sagde, at jeg havde på fornemmelsen, at vi snart blev fritstillet af vores kontrakt, og det gjorde vi samme år.

6.

DET HAVDE VÆRET NEMT bare at stoppe og acceptere, at tiden var løbet fra os. Men vi kunne mærke, at vi blev bedre og bedre, så hvorfor skulle vi stoppe? Vi havde stort set færdigproduceret vores tredje album, ’From Paris to Berlin’, da vi blev opsagt, så vi besluttede os for at sætte det hele på rød og bruge alt, vi havde, på at lave videoen til selve nummeret ’From Paris to Berlin’, der blev vores største hit og stadig er det. Vi gik fra at være dem, ingen ville tale med, til at være en international succes. Først i Skandinavien og Rusland og senere i Storbritannien og Australien, og i Frankrig lå vi nummer to, kun overgået af Craig David, men over The Pussycat Dolls.

I 2006, da vi toppede i Storbritannien, blev vi inviteret til at spille i det ikoniske ’Top of the Pops’-program på BBC. Det er en optræden, som hele ens karriere står og falder med. 

Vi skulle flyve klokken fem om morgenen, men vi var booket til et show på Paddy’s i Horsens aftenen før, som jeg nægtede at aflyse. Vi havde udskudt vores optræden flere gange, og på det tidspunkt var vi stoppet med at spille på klubber. Man kan kysse opad lige så længe, man vil, men hvis man ikke kan kysse nedad, er du på røven, når vinden vender, og du har brug for Paddy’s i Horsens. Så vi optrådte i Horsens, og efter showet kørte vi med det samme til lufthavnen, og tog direkte ud til BBC, da vi landede.

BBC’s område er helt enormt og nøgent, der var absolut nul glamour og nul rock and roll, det hele var brunt og tv-røvsygt. Jeg forestillede mig hundredvis af publikummer og et fedt greenroom, hvor musiklegender havde siddet og fyret den af. Men der var næsten ingen mennesker til koncerten, og dem, der var, blev guidet rundt, så det på tv så ud, som om der var fyldt. Det eneste, jeg så backstage, var et klistermærke på et spejl, hvor der stod ’DJ Aligator’. Det havde han åbenbart klistret på, da han havde spillet der fire år tidligere.

Efter vores optræden kom en britisk ansat hen med to af vores singler og spurgte, om vi ville signere dem til Neil og Chris. Det tænkte vi ikke over. Ikke før hun fortalte, at det altså var Pet Shop Boys, som bad om en autograf.

7.

DER ER MANGE, som fejlagtigt tror, at jeg for alvor blev kendt i den danske offentlighed, da jeg blev dommer i ’X Factor’. Men det er ikke helt rigtigt. Da vi fik international succes, var vi massivt til stede på festivaler og i medierne over flere år. Det kom jeg igen, da jeg tabte en årelang skattesag i Østre Landsret i 2007. Jeg havde trukket kostumer og makeup fra i skat, fordi det var en del af mit arbejde, men det mente de ikke. Jeg blev sågar inviteret til et møde med daværende skatteminister Kristian Jensen, og jeg har haft grufuld politikerlede siden det møde.

Jeg kan ikke tale om den sag uden at komme op i det røde felt. En håndværker kan trække sit arbejdstøj fra, selvom de trasker rundt i deres overalls i Bilka, men jeg kan ikke trække mine kostumer fra. Det er helt hen i vejret, og jeg var rystet. 

I slipstrømmen på min skattesag og vores internationale succes blev jeg spurgt, om jeg ville være med til at starte et nyt underholdningsprogram. Ingen vidste på det tidspunkt, at ’X Factor’ ville blive en af Danmarks største tv-succeser, så det tog røven på os alle. 

Paw og jeg var netop gået i studiet igen efter at have rejst uafbrudt i to år. Jeg var vant til at arbejde fra 9 til 23, så ’X Factor’ lød som en loppetjans, og jeg regnede med at kunne bruge en masse tid i studiet ved siden af, men det spiste mig fuldstændigt. Pludselig kunne jeg ikke være til stede i studiet, som jeg plejede, og jeg blev koblet af dele af færdiggørelsen af albummet ’Electric Cabaret’. I de tre mest intense måneder, det stod på, kunne jeg slet ikke lave andet. 

Jeg lærte virkelig at skrue ned for mig selv i ’X Factor’- årene, fordi jeg vidste, at alt kunne og ville blive brugt imod mig. Men det har jeg ændret på siden, jeg gider ikke censurere mig selv. Jeg har set utallige artister blive interviewet, og man kan tydeligt se, at de er bange for, hvordan de bliver fremstillet. På et tidspunkt gjorde jeg op med mig selv, at det ville jeg ikke. Hvis jeg stiller op til noget, så er det for, at andre mennesker måske kan bruge det til noget, og hvis jeg fedtspiller, så kan man ikke bruge det til en skid. 

8.

DA JEG SÅ det første program, rykkede det fundamentalt ved, hvem jeg er i dag. Det, jeg så, var et menneske, der ikke sagde fra, når noget var ubehageligt, og jeg indså, at jeg aldrig skulle pynte på sandheden eller fordreje, hvordan jeg føler, hvis det larmer inden i mig. Jeg er nødt til at stå ved, hvordan jeg oplever en situation. 

Jeg voksede med den opgave, men det kostede også. Jeg var slet ikke klar til at rive alle de lag af løget på en gang. Men jeg havde sagt ja, og jeg måtte leve med det, men sagde nej tak, da de henvendte sig om en ny sæson. Men så fik jeg et opkald fra mit management. Min afløser var sprunget fra, og de ville gøre alt for at få mig tilbage. Jeg orkede ærligt talt ikke endnu en sæson, hvor jeg skulle være bolværket mellem Remee og Blachman, som var min helt klare rolle.

På det tidspunkt ville jeg hellere producere ny musik. Vi havde et album klar og var blevet tilbudt at spille i ’The Dome’, et stort tysk tv-program. Men jeg blev overtalt, fordi jeg igen troede, at jeg kunne nå det hele. Det viste sig selvfølgelig, at det kunne jeg ikke, og optagelserne til ’The Dome’ lå oven i et liveshow. Vi afsøgte alle muligheder, fra jagerfly til helikoptere, for at se, om vi kunne nå begge dele, men det kunne ikke lade sig gøre.

I anden sæson af ’X Factor’ var jeg blevet opgaven voksen. Min artist vandt også den sæson, og det kunne kun lade sig gøre, fordi jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Stik modsat første sæson, hvor jeg var totalt på glatis.

Med ’X Factor’ blev jeg mere folkelig, end jeg virkelig er. Fordi jeg havde de her hanelefanter på hver side, blev jeg opfattet meget mere likeable. Væk var hende, der var for vild til at spille på Crazy Daisy 10 år før, og væk var hende, der var for skør til ’Go’ morgen Danmark’. Det er jo den, jeg i virkeligheden er. Jeg er hende, der i en alder af 45 insisterer på at rende rundt i lakstøvler og netstrømper. 

Det, man ikke så i fjernsynet, var en dame med fucking temperament og kompromisløshed. Der er mange sider til sandheden om mig, og på tv blev jeg mere rund og blød. Det var ikke særlig fedt, når Infernal handlede om vildskab og at bryde rammer. Det hele blev mere spiseligt for en stund, men det var også lidt en løgn. Jeg ramte overliggeren af mit eget behov for opmærksomhed, for selvom jeg godt kan lide at blive set, hørt og at udtrykke mig, var problemet, at det ikke var mit eget kreative projekt og mine meritter som musiker, der blev vurderet.

9.

JEG FØDTE MIN DATTER Karmen i 2010, og det er den mest brutale livsomvæltning. Jeg fødte hende ved akut kejsersnit, hvor mavemuskulaturen bliver ekstremt påvirket. Det er altafgørende for en sanger, det kan påvirke stemmen sindssygt meget, og det gjorde det for mig. Det svarer til en håndboldspiller, der brækker armen og skal genoptræne. Når jeg lavede en lyd, kom der en helt anden ud, så jeg måtte lære at synge fra bunden. Det var en vanvittig hård tid.

Når du får børn, indser du, hvor lidt tid du har tilbage. Børn kræver så meget tid og så mange mentale ressourcer. Det er så skidehårdt. Det betyder ikke, at børn ikke er fantastiske, men jeg var vant til at arbejde konstant. Jeg ville gerne være til stede som mor, og jeg ville gerne have, at hun så mig mere, end hun så pædagogerne. Jeg afspadserede, hvis jeg havde været ude at spille i weekenden. Med det tidspres fandt jeg ud af, at jeg ville bruge de resterende arbejdstimer på målrettet at forfølge de kreative flueben, jeg manglede at sætte. 

Det betød, at Infernal famlede i 3-4 år, fordi vi havde glemt, hvad vores smag var. I den periode stoppede jeg også med at lave interview med kulørte blade. Vi var blevet så opmærksomme på, hvad modtageren ville have, at vi ikke tænkte over, hvad det var, vi ville. 

I 2014 tog jeg endnu en sæson med ’X Factor’, fordi vi vidste, at det gav nogle penge i kassen. Vi fik plads til at finde os selv. Vi reformerede både vores musik og vores visuelle udtryk. Inden vi stoppede op og revurderede os selv, kunne vi gøre ting live, som var sjove, men som ikke havde noget at gøre med, hvem vi er. Blandt andet havde vi et break i et nummer, hvor vi spillede noget fra ’Ghostbusters’. Vi mistede os selv uden at mærke det. Vi er til-gulvet-mennesker, der kan lide klubmusik. Vi brugte sindssygt mange timer i studiet og begyndte langsomt at dreje skibet i en anden retning.

Infernal har ramt bunden ad flere omgange. Og vi har været tæt på at gå i opløsning. Vi har smadret ting, og det har været meget dramatisk. Men det var, fordi det betød noget. Der har været lange perioder, hvor vi har måttet kæmpe for vores berettigelse. Men vi har rejst os hver gang, hvor andre kapitulerer, kaster håndklædet i ringen og giver op. Jeg er ikke daggammelt wienerbrød, før jeg selv synes det. Så længe jeg selv elsker at optræde, og så længe folk kommer til vores koncerter, er der ingen grund til at stoppe. Vi er bedre, end vi nogensinde har været. 

10.

DET HAR VÆRET helt hjernedødt at få lov til at spille igen efter genåbningen. Der har været halvandet års fest, der både skulle ud af os og af publikum. Selvom det snart er 25 år siden, vi startede Infernal, lukkede vi hovedscenen, da Syddansk Universitet holdt deres store genåbningsfest. Vi spillede side om side med unge rappere og dj’s. Vi har gjort det andre gange, og det er altså helt vildt. Hvor mange gør det efter 25 år? Og hvor mange kan blive ved med at være relevante for mennesker på 22 år? Når jeg oplever det, kan jeg godt blive lidt stor i slaget.

Jeg har aldrig villet anerkende mig selv som forretningskvinde og direktør. Det var bare noget, der skulle overstås. Men sådan er jeg begyndt at se mig selv, jeg vil gerne have en sund forretning, også når jeg bliver gammel, for hvad sker der, hvis jeg får en blodprop i hjernen? 

Det lyder ikke kunstner-pænt at tænke kommercielt, og det er ikke noget, man kommer på forsiden af Gaffa af. Men vi er blevet federe som kunstnere, fordi jeg kunne lave tv, og vi kunne producere musik til reklamer. Vi er også begyndt at lave øl – Infern­øl – sammen med Nørrebro Bryghus, og vi har fået produceret rom. Det kan også være, at vi laver en vodka i fremtiden, hvad ved jeg?

Vores mission nu er at lave noget, vi er stolte af, og alt det, vi har lavet siden 2016, er jeg pissestolt af. Det har aldrig været min ambition, at jeg skulle være en international stjerne eller ligge nummer et på alle hitlisterne. Jeg tror, at det er et usundt udgangspunkt for at lave musik. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi tænkt, at ’From Paris to Berlin’ skulle blive et kæmpe hit. Vi ville bare lave noget sej electropop med power-lyrik. Faktisk hadede jeg i begyndelsen at optræde med den, fordi den er langsom i forhold til den musik, vi havde lavet indtil da. 

Jeg forstår ikke de af mine jævnaldrende, som siger, at alt var bedre i 90’erne. Der bliver lavet så meget fed musik lige nu, og det gamle lort lyder ikke bedre. Man skal vide, hvad man står på skuldrene af, men man skal ikke hænge fast i en tid. Man kan kigge på ungdommen nu og trække dem direkte ud af ethvert klassebillede fra 90’erne. Min egen datter er begyndt at høre Nirvana.

Det hele går i ring. Alle 90’er-tingene har fået en revival, og jeg er overbevist om, at Infernals 00’er-vibes er det næste. I januar går vi ind i vores 25-års jubilæum, og hvis det, der er i støbeskeen, lykkes, bliver vi relevante igen. Man skal bare hænge i. Længe nok.”