Indlæg

”Livet er for kort til kvindefodbold.” Med disse ord er kvindefodbold – blandt mænd – i årtier blevet affejet, men takket være ligestilling, bedre økonomi og en ny generation af stjerner er sporten på få år blevet en eksplosiv succeshistorie. Ud & Se har været bag målet og på sidelinjen i en frembrusende sportsgren, hvor spillerne ikke filmer sig til straffespark, ikke sviner dommeren til, og hvor hooliganisme er et fremmedord.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Michael Barrett Boesen/Ritzau Scanpix

FÆLLEDPARKEN SIDST I JUNI er rød og hvid. Det har den været på kampdage, siden EM-eventyret i 2021 fik danskerne til at omfavne landsholdsfodbold, som var det sommeren ’92 om igen. Denne fredag er ingen undtagelse. Over Østerbro skinner solen på de tusinder af fans, der siver ind og ud mellem boder med rød-hvide halstørklæder, franske hotdogs og kolde fadøl foran Danmarks nationalstadion et par timer før kickoff.

Men ikke alt er, som det plejer. Eriksen, Delaney og Højbjerg står der på ryggen af nogle af de mange tilskuere, men det er ikke de højt betalte stjerner fra Premier League og La Liga, der skal spille landskamp i aften. Det skal derimod de navne, der også blander sig i fodboldtrøje-mængden i Fælledparken: Harder, Troelsgaard og Nadim. Om lidt skriver de sammen med deres holdkammerater historie, når de går på banen til kvindelandsholdets første officielle kamp i Parken nogensinde – en venskabskamp mod Brasilien forud for sommerens EM i England.

På den modsatte side af nationalstadionet, bag en parkeringsplads og den mere ydmyge nabo Østerbro Stadion, triller to stopfyldte turistbusser fra Amager Bus Service ind på Gunnar Nu Hansens Plads. I dem sidder cirka 200 fodboldpiger i alderen 10 til 16 og deres forældre med dannebrog malet på kinderne. De kommer fra Roskilde Pigefodbold, en udbryderklub fra Himmelev-Veddelev Boldklub, hvor man blev godt trætte af, at pigeholdene konsekvent blev tildelt de værste baner og de dårligste træningstider. Otte år senere er klubben vokset til 300 medlemmer, alle piger og kvinder, hvoraf flertallet er med på dagens fodboldudflugt. Nogle har tidligere set kvindelandsholdet spille i Viborg, men for manges vedkommende er det første gang, de skal opleve en landskamp i Parken. Blandt andet Nikoline Schwartz fra U12, der har set på TikTok, at også fodboldpigerne fra Allerød, fra Greve og fra Frederiksberg-holdet FA2000 har sat kurs mod Parken.

Kvindelandsholdet fejrer kantspiller Mille Gejls overtidsscoring til slut-resultatet 2-1 mod Brasilien i den første officielle kvindelandskamp i Parken. Foto: Michael Barrett Boesen/Ritzau Scanpix

21.542 TILSKUERE HAR fundet vej til tribunerne – et rekordtal, der er mere end fire gange så højt, som når kvindelandsholdet spiller på sin faste hjemmebane i Viborg. Bag det ene mål, den såkaldte røde mur, sørger den nystartede fanklub for kvindelandsholdet for stemningen med tifo, stortromme og megafon. Herfra kan de se et dansk landshold, der bringer sig hurtigt foran på et langskudsmål af 22-årige Janni Thomsen fra Kjellerup, der til daglig spiller i norske Vålerenga. Jublen, da hun skruer bolden ind over en chanceløs brasiliansk keeper, er nok et toneleje højere, end da holdets mandlige kolleger 11 dage tidligere slog Østrig på samme bane, men rundtom på tribunerne finder man tilskuere af alle køn og i alle aldre.

Med tre minutter tilbage af kampen lykkes det Brasilien at udligne og midlertidigt punktere kvindelandsholdets festdag i Parken til stor glæde for de spredte grupper af brasilianske fans, der står side om side med de danske tilhængere. Men i overtiden modtager indskiftede Nadia Nadim bolden i højre side af banen og sender en aflevering ind bagerst i feltet, hvor Mille Gejl let sparker den ind. Kampen ender 2-1, og efter slutfløjt bliver både det danske og det brasilianske landshold klappet hele vejen rundt i arenaen.

En halv times tid senere i mixed zone efter kampen stryger Nadia Nadim – der har fået hård kritik for sin rolle som ambassadør for mændenes udskældte VM i Qatar i november – direkte forbi den ventende sportspresse uden at svare på spørgsmål. Til gengæld vil hendes gåsehudsramte holdkammerater gerne fortælle om, hvordan de oplevede den historiske landskamp i Parken. En af dem er holdets største stjerne, Pernille Harder.

”Der var mange af os, der havde tårer i øjnene, da vi gik ind på banen,” siger hun.

KVINDEKAMP I TAL 

70.000 piger og kvinder var tilmeldt en fodboldklub i Danmark i 2021 – 17 procent flere end året før.

DBU’s mål er, at der skal være 130.000 danske piger og kvinder, der spiller fodbold i 2025.

På verdensplan er der 29 millioner aktive kvindelige fodboldspillere. Det tal ønsker det internationale fodboldforbund FIFA at fordoble inden 2026.

Fra 2013 til 2017 steg antallet af professionelle og semiprofessionelle kvindefodboldspillere fra 1.680 til 3.572.

I alt 574.875 tilskuere overværede sommerens EM-slutrunde i England, svarende til 18.544 per kamp. Det er mere end en fordobling af tilskuergennemsnittet ved det forrige EM i Holland i 2017.

I Women’s Super League, den bedste engelske række, blev der i sæsonen 2021/2022 set 34.408 timers kvindefodbold på tv i Storbritannien, 140 % mere end sæsonen før.

Kilder: DBU, DIF, FIFA, UEFA, Women’s Sport Trust.

I DE SENERE ÅR har kvindefodbold været på én lang fremmarch. Fansene er blevet flere, pengene er blevet større, og det samme er opmærksomheden fra medier og sponsorer, der tidligere kun ænsede de mandlige kolleger. I 2021 blev tv-rettighederne til den engelske Women’s Super League solgt for et trecifret millionbeløb til BBC og Sky Sports, og herhjemme købte Viaplay Group omtrent samtidig rettighederne til danske Gjensidige Kvindeliga. Før 2020 blev dansk kvindefodbold slet ikke vist på tv, men nu sendes der fremover en kamp om ugen på TV3’s kanaler. Og det er ikke kun på og foran skærmen, at der er fremgang: Tidligere på året blev der sat verdensrekord med 91.648 tilskuere til Champions League-semifinalen mellem F.C. Barcelona og tyske Wolfsburg, og på tilskuerrekordlisten kan den ellers langt mere eksponerede og økonomisk stærke herrefodbold ikke følge med – de tre mest sete fodboldkampe på stadion i 2022 har alle været med kvindelige spillere på banen.

I Danmark er der på mange måder et før og et efter EM i Holland i 2017. Her vandt kvindelandsholdet sølvmedaljer. Det var første gang, en fodboldslutrunde for kvinder blev vist på landsdækkende fjernsyn, og finalen mod værtsnationen endte med at blive årets mest sete fodboldkamp på dansk tv. Efterfølgende lagde en overenskomstkonflikt mellem landsholdsspillerne og DBU, der endte med at koste kvinderne en udelukkelse fra VM i 2019, dog en dæmper på begejstringen.

 Alligevel er det overordnet set kun gået fremad for kvindefodbolden de sidste fem år, fortæller Amalie Bremer, der er medstifter af kvindelandsholdets fanklub og vært på Kvindefodboldpodcasten, en ugentlig podcast om dansk kvindefodbold.

”Jeg var til EM i England i sommer, og for mig var den turnering en punktering af den ene fordom efter den anden. Selvfølgelig er der nogle biologiske forskelle på mænd og kvinder, men det, jeg så ved slutrunden, var, at fysikken er blevet bedre, teknikken er blevet bedre, spillet er blevet hurtigere, og der var enormt mange mennesker på lægterne. Til landsholdets gruppekampe var vi mellem 1.000 og 1.400 danske fans. Jeg gik rundt med et smil på læben hele juni.”

33-årige Amalie Bremer har selv spillet fodbold som barn og ung, men dengang var der ingen kvindelige stjerner for hende at spejle sig i. I dag kan de mange piger, der begynder til fodbold, se op til spillere som for eksempel Pernille Harder, der ad flere omgange har stået på listen som en af verdens bedste kvindelige fodboldspillere.

”Jeg brugte de første 15 år af mit liv på at spille og tænke på fodbold døgnet rundt, men jeg tror ikke, at jeg kunne nævne én eneste spiller på kvindelandsholdet. Alt handlede om herrefodbold,” siger Amalie Bremer.

Hvorfor tror du, at det netop er i disse år, at udviklingen i kvindefodbold tager fart?

”Det er lidt et kludetæppe af forskellige faktorer. Det kedelige svar er jo, at det handler om penge. Der er nogle, som har opdaget et uudnyttet økonomisk potentiale i kvindefodbold, og de investeringer har ramt en tendens i tiden med større fokus på kvinders rettigheder og på ligestilling. For eksempel har man i England besluttet, at det skal være et krav for alle klubber, at de også skal have et kvindehold, hvis de ønsker at spille med i mændenes Premier League.” 

HB Køges førstehold for både kvinder og mænd træner hver dag på kunstgræsset på Capelli Sport Stadion. Foto: Martin Bubandt

Den 25-årige an­griber Maddie Pokorny er en af fem amerikanere i HB Køges førsteholdstrup. Klubben samarbejder med to amerikanske klubber gennem sin ejer ­Capelli Sport. Foto: Martin Bubandt

’HB KØGE-HOBRO, 0-0, 93:32’ står der stadig på måltavlen på Capelli Sport Stadion i Køge, mens tre ældre mænd går rundt på hovedtribunen med sorte affaldssække til skrald efter gårsdagens målløse kamp i mændenes 1. division. Her mandag morgen, godt en måned efter landskampen i Parken, er det klubbens kvindelige mesterhold, der indtager kunstgræsbanen. Liggende på yogamåtter er de i færd med en let omgang restitutionstræning, efter de i går spillede træningskamp i svenske Kristianstad. 

Klubbens to førstehold deler træningsbane, motionsrum, kantine, spillerbus (det hold, der skal rejse længst, får bussen) og alle de andre faciliteter i HB Køge, hvor man efterhånden har vænnet sig til, at det er kvinderne, der løber med opmærksomheden, selvom mændene stadig tjener flest penge.

”Det er efterhånden den eneste forskel på mændene og kvinderne her i klubben,” siger forsvarsspiller Maria Uhre Nielsen med henvisning til økonomien. 

”Det er et faktum, at der er flere penge i herrefodbold, og det må vi acceptere, men her i klubben tror de virkelig på kvindefodbold og har givet os de samme gode betingelser for at træne og præstere, som mændene får.”

Den 22-årige fodboldspiller er netop færdig med dagens lette træningspas efterfulgt af en fotoskydning til årets holdbillede – i HB Køge er det et fællesfoto med både herre- og kvindeholdet. Maria Uhre Nielsen kigger ud over sin hjemmebane, bygget i fællesskab af Køge Kommune og det amerikanske sportsudstyrsfirma Capelli Sport, klubbens hovedaktionær siden 2019, mens hun fortæller, at hun er født og opvokset i Køge og var en tur i Brøndby IF, inden hun for fire år siden blev spurgt, om hun ville være en del af et nyt kvindefodboldprojekt i Køge.

Projektet begyndte som et samarbejde mellem otte lokale fodboldklubber i 2016, og en ubrudt stime på fem oprykninger i streg betød, at holdet på rekordtid gik fra Serie 2 til i 2020 at kvalificere sig til landets bedste række. Den sommer underskrev Maria Uhre Nielsen den første professionelle kontrakt i klubben, der også forstærkede sig med spillere fra USA, hvor kvindefodbolden længe har haft gode vilkår. Mod alle odds lykkedes det for HB Køge i oprykningssæsonen at vinde det danske mesterskab efter to årtier, hvor Brøndby og Fortuna Hjørring havde delt alle titler mellem sig. Det stoppede dog ikke der. Året efter vandt klubben igen mesterskabet, og sidste efterår var klubber som F.C. Barcelona og Arsenal gæster i Køge, da klubben kvalificerede sig til UEFA Women’s Champions League.

”Hver gang vi er rykket op, har jeg tænkt: ’Kan jeg nu stadig følge med?’ Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle løfte et DM-trofæ, eller at jeg skulle opleve at spille Champions League mod Barcelona,” siger Maria Uhre Nielsen. 

Med 69 mål i 137 kampe er Pernille Harder den mest scorende spiller på kvindelandsholdet nogensinde. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

GODT TRE TIMER i bil vestpå fra Køge ligger Tulstrup, en lille forstad til Ikast. Her var der ofte fodbold i fjernsynet i familien Harders stue, men hver gang Pernille Harder tændte for tv’et, så hun kun mænd på skærmen. Nå, men så var der ikke andet for end selv at blive en dreng, tænkte den unge pigefodboldspiller og beordrede sin mor til at klippe hende korthåret. Senere fik håret lov at vokse ud igen, da det gik op for Pernille Harder, at der også fandtes et landshold for kvinder, men flere gange har den i dag 29-årige verdensstjerne, landsholdsanfører og Chelsea-spiller måttet bevæge sig ind på mændenes territorium for at nå dertil, hvor hun er i dag.

Som femårig begyndte hun på drengeholdet i Tulstrup-Faurholt IK, fordi der slet ikke var noget hold for piger, og som ungdomsspiller fik det usædvanligt store talent lov til at træne med FC Midtjyllands bedste U17-drengehold for at blive matchet på højeste niveau. Dengang måtte hun gå på netdoktor.dk for at finde årsagen, hvis hun blev skadet, og genoptræningen i fitnesscenteret måtte hun også selv stå for. 

I dag er Pernille Harder verdens dyreste kvindelige fodboldspiller – solgt i sommeren 2020 fra Wolfsburg for cirka 2,5 millioner kroner – og til daglig har hun en stor stab af trænere og specialister til rådighed på Chelseas milliondyre træningsanlæg lige uden for London.

Hendes opstigning gennem de sidste ti år har været næsten parallel med kvindefodboldens. Hun har set kvindefodbold gå fra at blive betragtet som en ’andenrangs-sport’ til at få den respekt og anerkendelse, hun selv var frustreret over ikke at få, da hun løb rundt i skyggen af sine mandlige kolleger, inden hun tog til udlandet. Og hun har set to forskellige generationer af kvindelige fodboldspillere: én, hvor det næsten var en utopi at blive fuldtidsprofessionel, og én, hvor man tør drømme helt anderledes stort.

”Mange af de ældre spillere har været nødt til at prioritere andre ting som eksempelvis uddannelse. Men de unge spillere, der kommer på landsholdet i dag, har kun én prioritet, og det er at blive professionelle og få en kontrakt i udlandet,” siger Pernille Harder, der bor i London sammen med kæresten og klubkammeraten, svenske Magdalena Eriksson. 

Fodboldparret blev offentligt kendt under VM i Frankrig i 2019, da de delte et kys efter Sveriges ottendedelsfinale mod Canada, som Pernille Harder overværede fra tilskuerpladserne. Øjeblikket blev fanget på kamera, og billedet gik viralt. Få timer senere havde Harder flere tusind nye følgere på Instagram.

”Det kom meget bag på mig, at billedet gik verden rundt, men jeg indså, at Magda og jeg har en platform, hvor vi kan gøre en forskel. Folk skriver til os, at vi er forbilleder for dem ved at være så åbne omkring vores forhold, og at det har hjulpet dem til selv at være mere åbne om deres seksualitet,” fortæller Pernille Harder, der mener, at kvindefodbolden på mange måder er mere rummelig end herrefodbolden.

”I kvindefodbold kan man være sig selv uden at bekymre sig om at blive hængt ud. Det er der desværre mange eksempler på, at man ikke kan i herrefodbold, hvor det stadig er tabubelagt at være homoseksuel. Jeg tror, at mangfoldigheden er noget af det, kvindefodbold kan tilbyde, som herrefodbold ikke har.”

I juli måtte Pernille Harder og resten af kvindelandsholdet forlade EM efter gruppespillet, ude af stand til at gentage sølvsuccesen fra 2017. Men dansk kvindefodbolds største stjerne er fortrøstningsfuld både på landsholdets og på sportens vegne. Og hun er bevidst om den rolle, hun selv har for at skabe endnu bedre forhold og muligheder for de unge spillere, der følger i kølvandet på hende:

”Jeg har en position og en platform, som jeg kan bruge til at skubbe kvindefodbolden endnu længere fremad, og det er en drivkraft for mig. Da jeg var barn, kunne jeg kun købe trøjer med mandlige fodboldspilleres navne på ryggen, men i dag er der piger, som render rundt med mit navn og holder med Chelsea, fordi jeg spiller i klubben.”

7. august vandt HB Køge 2-1 over Brøndby IF i sæsonens første kamp i Gjensidige Kvindeliga. Maddie Pokorny scorede det afgørende mål. Foto: Martin Bubandt

I EFTERÅRET 2019 rejste HB Køge-direktør Per Rud til New York for at mødes med stifteren af Capelli Sport, forretningsmanden George Altirs, som få måneder forinden havde overtaget kontrollen med den sydøstsjællandske fodboldklub. Med sig havde han et oplæg, der skulle overbevise klubbens nye ejer om at investere i kvindefodbold, en idé, der oprindeligt kom fra tidligere Herfølge-formand Søren Østergaard og daværende sportschef Jonas Nielsen, som var initiativtagere til kvindefodboldsamarbejdet i Køge. Foran sin nye chef fremlagde Per Rud en plan om, at et nyt kvindehold i klubben med de rette investeringer skulle kunne spille med i toppen af den bedste danske række inden for tre år.

”Kan vi ikke lave noget, der er mere ambitiøst?” lød svaret.

I stedet blev missionen, at HB Køge skulle spille Champions League inden for fem år, dels med penge fra klubbens eget budget, dels med en årlig investering på 1,5 millioner kroner og en underskudsgaranti fra ejeren. 1. juli 2020 meldte HB Køge ud, at klubbens herre- og kvindehold fremover ville være sidestillet, og offentliggjorde de vidtløftige planer om at kvalificere sig til verdens bedste klubturnering senest i 2025.

”Vi begyndte sæsonen 2020/2021 med at tabe knebent til Brøndby, og derfra led vi kun ét nederlag mere i resten af sæsonen og endte med at blive mestre. Bare få måneder senere stod vi i Champions League, fire år tidligere end vi havde meldt ud. Det har været ret vanvittigt, og vi er også selv lidt overraskede over, hvor stærkt det er gået,” siger Per Rud.

I maj satte HB Køge dansk tilskuerrekord i Kvindeligaen, da klubbens andet mesterskab i træk blev sikret med en 1-0-sejr hjemme over Fortuna Hjørring. Nye fans er kommet til, fortæller Per Rud, men også dem, der normalt kommer for at se mændene spille i 1. division, har taget guldkvinderne til sig.

”Det er, som om de her sympatiske, smilende, fair, ikke-filmende og ikke mindst vindende kvinder taler til folk på en anden måde, end mændene gør. Det er stadig en lidt mere ren sport. Og det vil folk altså gerne se, selvom vi tager samme pris (90 kroner, red.) for dem som for mændene.”

Foruden at være mangeårig direktør i HB Køge sidder 55-årige Per Rud også i bestyrelsen i Divisionsforeningen og i DBU’s komité for professionel fodbold. Her oplever han, at kvindefodbold endelig er kommet på agendaen efter mange år, hvor sporten slet ikke har været et tema i mange af de største danske fodboldklubber.

”Kvindefodbold er stadig langt bagefter, men sporten vokser hele tiden, og jeg ved fra mine kolleger i Divisionsforeningen, at flere klubber i Superligaen er begyndt at få spørgsmål fra deres sponsorer: ’Hvorfor har I ikke kvindefodbold?’”

Hænger for mange danske klubber i bremsen?

”Alle klubber i Danmark skal erkende, at vi lever i 2022. Der skal være lige forhold for alle, om det er piger eller drenge. De skal have gode baner og ordentlige trænere, og sådan er det ikke altid i dag. De store klubber er nødt til at tage en strategisk beslutning. Man kan ikke forvente, at kvindefodbold giver plus på bundlinjen fra dag ét, men der er så mange synergieffekter. For eksempel sponsorindtægterne. Vi vokser cirka to millioner om året, og halvdelen af de indtægter kommer fra kvindesiden,” fortæller Per Rud, der gør alt, hvad han kan for at få flere større danske klubber ind i kvindekampen.

”Det er 100 procent økonomi og ressourcer, det handler om. Men hvis man tror på, at der skal være lige forhold for mænd og kvinder, piger og drenge, så er man nødt til at tage et valg, og det tror jeg, at fodboldklubberne kommer til at gøre på sigt, fordi presset fra omgivelserne bliver så stort, at de ikke har andet valg.”

I juli kritiserede kvindelandstræner Lars Søndergaard, at en klub som F.C. København ikke har et fodboldhold for kvinder, ligesom Pernille Harder tidligere har efterlyst, at de største danske klubber skal investere i kvindefodbolden. Ud & Se har været i kontakt med FCK, men klubben har ikke ønsket at kommentere kritikken. Og i DBU ønsker fodbolddirektør Peter Møller ikke at stille krav til klubberne, som eksempelvis det engelske fodboldforbund har gjort.

”Jeg er ikke meget for at skulle vride armen rundt på klubberne. Men jeg håber og tror, at nogle af de store klubber vil gå ind i kvindefodbold, fordi de kan se, at det er bæredygtigt,” siger han.

Cheftræner Søren Randa-Boldt bliver interviewet til Dagbladet Køge, som dækker både HB Køges herre- og kvindehold tæt. Foto: Martin Bubandt

MIDT I GELLERUPPARKEN i Aarhus, omkranset af etagebyggeri i gasbeton, ligger en fodboldbane. Her spiller mange børn og unge, men da dansk-afghanske Nagin Ravand flyttede til i 2013, var det kun drenge, der løb rundt på kunstgræsset under hendes altan. I Nørresundby, hvor hun voksede op med sin familie, der kom til Danmark som flygtninge, da hun var tre år gammel, havde hun brugt al sin fritid på at spille fodbold. Men i Gellerup fik de blot at vide, at det da ikke var noget for piger, når Nagin Ravand og hendes mor forhørte sig om, hvor hun kunne begynde til fodbold, 

”Så gik der et år, hvor jeg slet ikke gik til fodbold. Senere fandt min mor en klub til mig ude i villakvartererne i Brabrand, og hjemme foran blokken tog jeg udfordringen op, når drengene kom og kiggede lidt skævt på den her pige, der som den eneste løb rundt med en bold,” fortæller hun.

Nagin Ravand kunne ikke få det til at passe, at der ikke fandtes andre piger i området, som var interesserede i at spille fodbold. Så i 2015 kontaktede hun den lokale Gellerup-klub ACFC og spurgte, om det ikke var på tide, at de fik sig et fodboldhold for piger. Klubben sagde ja, men til den første træning var det kun Nagin Ravand selv, der mødte op. Derfor hvervede hun en lille gruppe veninder, der også havde anden etnisk baggrund og spillede fodbold i klubber uden for Gellerup. Sammen gik de i gang med at træne en gang om ugen og håbede, at det ville lokke andre til.

”Vi lod bare, som om der var et rigtigt hold, selvom det ikke var tilfældet. Der gik ikke længe, så kom den første og stak snuden frem for at høre, hvad vi havde gang i, og sådan fortsatte det. Året efter, da vi skulle starte op igen, stod der pludselig 40 piger mellem otte og 16 år, og så måtte jeg i gang med at rekruttere trænere, så de alle kunne komme til at spille,” siger den i dag 23-årige Nagin Ravand.

En undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut har vist, at kun 43 procent af etniske minoritetspiger i Danmark dyrker sport i deres fritid, mens tallet er 84 procent for piger, hvor begge forældre er født i Danmark. Ifølge Nagin Ravand – der efter sin tid i ACFC startede et seniorhold for kvinder i Gellerup i klubben Vatanspor – er der nogle kulturelle barrierer, som skal brydes ned, hvis det skal lykkes at få flere minoritetspiger og -kvinder til at spille fodbold.

”Foreningslivet er jo fuldkommen indgroet i det danske samfund, men i Afghanistan er der intet foreningsliv. Det eneste, mine forældre tænkte på, var, at jeg skulle have mig en uddannelse – ikke hvad jeg lavede i min fritid,” siger hun.

”Jeg havde ikke været der, hvor jeg er i dag, hvis det ikke havde været for Lindholm IF i Nørresundby, hvor jeg startede med at spille fodbold. Derfor arbejder jeg for at få flere piger og kvinder som mig ind i foreningslivet, fordi jeg ved, hvor meget det betyder, når det kommer til inklusion og integration.”

I dag læser Nagin Ravand uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet og er ambassadør for Unisport. Her arbejder hun i både ind- og udland med at styrke lokalsamfund gennem fodbold, hun holder foredrag og deltager i internationale konferencer, og hun har fået plads i flere udvalg i DBU-regi. Hendes mål er at ændre billedet af, hvordan en typisk fodboldspiller ser ud.

”Da jeg begyndte at gå med tørklæde, kom der endnu flere piger til træning i Gellerup, fordi de pludselig kunne se mig som et forbillede. Fodbolden er stadig meget mandsdomineret, også når man ser, hvem der sidder og bestemmer inde i DBU. Kigger man på minoritetskvinder, står det endnu værre til. Vi kan ikke blive ved med at læne os op ad Nadia Nadim.”

Maddie Pokorny og Isabella Obaze. Foto: Martin Bubandt

TILBAGE I KØGE mimer Isabella Obaze en jubelscene for fotografen, der har taget opstilling i stadionloungen for at skyde spillerfotos til HB Køges hjemmeside. Den 19-årige venstre back kom til klubben i januar 2021 fra KoldingQ og sagde farvel til familien og gymnasiet i den sydøstjyske by for at blive en del af det storsatsende kvindehold på Sjælland. 

11 måneder senere blev hun kåret til årets talent i HB Køge, og den gode start i klubben blev bemærket af landstræneren. I februar i år blev hun efterudtaget til A-landsholdet, og da kvinderne mødte Italien i en venskabsturnering i Portugal 16. februar, var det med Isabella Obaze i startopstillingen.

”Det har været surrealistisk for mig pludselig at stå på den helt store scene med landsholdet og i Champions League og opleve den opmærksomhed, der er omkring klubben her. Det er lidt noget andet end i Kolding, med al respekt,” siger hun og smiler.

Isabella Obaze er tilknyttet HB Køge på en deltidskontrakt, men hun helliger al sin tid til fodbolden. Hjemme i Kolding har hun en dansk mor, en nigeriansk far, der engang var på ungdomsholdet i engelske Arsenal, og en storebror, som også er bidt af spillet. Derfor var det naturligt, at hun trak i et par fodboldstøvler, da hun var syv år gammel. I dag er hun en del af en ny generation af fodboldspillere, der satser alt på fodboldkarrieren og på at følge i fodsporene på stjerner som Pernille Harder. Før talentet kommer så langt, skal hun dog komme sig efter en skade, der har holdt hende ude det meste af foråret. 

”Der sker hele tiden fremskridt inden for sporten, og det gør det også mere attraktivt for mig at blive ved at kæmpe for at komme til at leve af at spille fodbold. Min drøm er at blive stamspiller på landsholdet og måske komme til et land som England eller Italien og spille.” 

Isabella Obaze har allerede fået debut på A-landsholdet i en alder af 19 år. Foto: Martin Bubandt

Truppen, der spillede kamp mod Brøndby IF, laver yoga dagen efter. Det er indført på initiativ af amerikanske Maddie Pokorny. Foto: Martin Bubandt

LUFTEN VAR BRÆNDENDE varm over Estadio Azteca i Mexico City 5. september 1971. 112.000 tilskuere – det største antal mennesker, et dansk landshold nogensinde har spillet for – så med, da Susanne Augustesen med venstrebenet hamrede bolden ind over den fremadstormende mexicanske målmand til stillingen 3-0, alle tre mål scoret af den bare 15-årige angriber fra Holbæk, der sammen med et udvalgt hold af kvindelige fodboldspillere hjemtog det uofficielle VM-trofæ i en turnering arrangeret af Martini-koncernen.

Kun korte glimt af kampen nåede hjem til Danmark, hvor mediedækningen af den sensationelle præstation havde været meget nølende. Alligevel blev kvinderne modtaget med jubel og rådhuspandekager i København, og hjemme i Holbæk blev Susanne Augustesen båret rundt i kongestol i byen, hvor hun voksede op på Jørgen Ruds Vej som den yngste af en søskendeflok på seks.

”Jeg har en søster, der er tre år ældre end mig. Hende ville jeg gerne lege med, men det gad hun ikke, så hun sendte mig over til drengene, som rendte og spillede fodbold. Jeg sparkede en enkelt gang til bolden med tåen. ’Nej nej, det er helt forkert,’ sagde de og viste mig, hvordan jeg skulle sparke med vristen og indersiden,” fortæller hun.

I kvarteret spillede de kampe, vej mod vej, men i den lokale fodboldklub Holbæk B&I ville de ikke have noget med Susanne Augustesen at gøre, fordi hun var en pige. I stedet spillede hun skolefodbold på Søndre Skole og viste sig hurtigt at være mere end almindeligt talentfuld.

”De sagde, at der vistnok var en pige ovre på den anden side af fjorden på Tuse Næs, som også spillede fodbold. Men ellers var der ingen andre end mig.”

I 1970 havde Boldklubben Femina, navngivet efter Aller-koncernens ugeblad, som sponsorerede tøj og støvler, vundet det uofficielle verdensmesterskab for kvinder i Italien. Turneringen var en stor publikumssucces, hvilket mexicanske forretningsmænd hurtigt øjnede og fik stablet endnu et verdensmesterskab på benene i deres hjemland året efter. Seks europæiske lande havde været med, men helt fraværende var det ellers fodboldgale England, hvor det var forbudt for kvinder at spille fodbold, fordi man mente, at det var usundt for kvindekroppen. 

I DBU ville man heller ikke vide noget af Femina-verdensmestrene, men uden for fodboldforbundets regi gik antallet af danske kvindefodboldspillere fra 1.500 til 15.000 på rekordtid. En af dem, der snørede støvlerne, var Susanne Augustesen, der i fodboldskoleturneringen i foråret 1971 gjorde sig så bemærket, at hun modvilligt måtte lade sig fotografere til B.T. Da det nystiftede landsforbund Dansk Kvinde Fodbold Union besluttede at sende et hold til Mexico, blev hun udtaget til truppen.

Susanne Augustesen scorer sit første af tre mål mod Mexico i 1971. Foto: Polfoto/Ritzau Scanpix

PÅ GRUND AF VM-sejren missede Susanne Augustesen den første uges undervisning i 1. real hjemme i Holbæk. Hendes finale-hattrick havde tiltrukket sig stor opmærksomhed, særligt fra Italien, og i efteråret 1971 udbrød der en regulær budkrig mellem italienske AC Roma Femminile og Cagliari om det danske talents underskrift. Cagliari tilbød hende en fuldtidskontrakt til 700 kroner om måneden, men Susanne Augustesens forældre insisterede på, at hun først skulle færdiggøre sin skolegang. Imens fortsatte hun med at spille fodbold – og håndbold – herhjemme. I 1974 tog hun endelig springet og skiftede til ASD Bologna. Det betød dog, at hun måtte melde afbud til håndboldlandsholdets VM i Rusland, hvor hun var en del af bruttotruppen.

Susanne Augustesen tilbragte 21 år som professionel fodboldspiller i Italien – og scorede 600 mål i 800 kampe. Hjemme i Danmark blev hun dog hurtigt glemt, og mens flere af hendes holdkammerater fra triumfen i Mexico fik landsholdskarrierer, blev det kun til en enkelt landsholdsudtagelse for Susanne Augustesen, efter at kvinderne i 1974 begyndte at spille landskampe i DBU-regi.

”Jeg blev udtaget til en træningslejr i Vejle i 1983. Men jeg blev skadet til træning, og siden hørte jeg ikke noget fra DBU. Jeg måtte selv finde ud af, hvordan jeg var dækket af forsikringen, og jeg endte med at få 1.745 kroner i erstatning.”

I 1996 vendte Susanne Augustesen hjem til Danmark efter et forsøg på at sælge brugskunst i Italien. I dag bor hun på Østerbro og har i en årrække arbejdet med idrætsinitiativer i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Den 66-årige tidligere fodboldstjerne ser stadig så meget kvindefodbold i tv, som hun kan komme i nærheden af, og når hun skal kigge tilbage på sin egen karriere, siger hun, at hun ikke fortryder noget – og så måske alligevel.

”Der var en stinkende rig klubpræsident i Conegliano, der kontaktede mig og sagde, at jeg bare skulle sige et beløb. Men jeg endte med at skifte til Modena, og i stedet hentede han en italiensk angriber, som tjente kassen og blev topscorer i Serie A 11 sæsoner i træk. Der skulle jeg nok have slået til.”

Susanne Augustesen til rådhuspandekager med sine forældre og VM-trofæet, der senere forsvandt sporløst under en udstilling om kvindefodbold i Rødovre Centrum. Foto: Knud Henrichsen/Ritzau Scanpix

SER MAN PÅ økonomien, er der stadig galakser til forskel mellem kvinde- og herrefodbold. I 2017 blev brasilianske Neymar købt af Paris Saint-Germain fra F.C. Barcelona for 1,65 milliarder kroner – 660 gange så mange penge, som da Pernille Harder skiftede til Chelsea. Og selvom UEFA havde fordoblet præmiepengene fra EM i 2017 til årets slutrunde – de 16 slutrundehold fordelte cirka 120 millioner kroner imellem sig – er der stadig lang vej op til de knap 2,5 milliarder, der var på højkant under sidste sommers EM for herrelandshold.

Fodboldekspert Amalie Bremer er ikke i tvivl om, at der skal endnu flere penge til, hvis kvindefodbolden skal løfte sig yderligere, og hun begræder, at Danmark ikke kan følge med nationer som England, Italien og Tyskland, når det gælder økonomi og vilkår for kvinderne. En dansk kvindelandsholdsspiller modtager stadig langt færre penge for at repræsentere sit land end sin mandlige kollega, alt imens det engelske fodboldforbund FA siden 2020 har haft ligeløn på A-landsholdene.

”I en årrække er kvindefodbolden også blevet syltet i andre europæiske lande, og det kombineret med nogle unikke talenter har gjort, at vi har kunnet bokse over vores vægtklasse. Selvfølgelig er vi et lille land, men også Sverige er foran os, og eksempelvis betaler de deres kvindelige landsholdsspillere langt bedre,” siger Amalie Bremer, der erkender, at kvindefodbold på mange måder stadig er på kravlestadiet, men at det ikke behøver at være en ulempe. Efterhånden som pengene er blevet astronomisk store i herrefodbold, er sporten blevet stærkt kommercialiseret, flere af verdens største fodboldklubber har ejere med enorme formuer og forbindelser til lyssky regimer, og afstanden mellem fans og spillere er blevet større. På stadioner både herhjemme og i udlandet er det ikke unormalt at støde på bannere med budskaber som ’Imod moderne fodbold’.

”Se bare skandalen omkring VM i Qatar eller på farcen med European Super League (hvor nogle af verdens største klubber sidste år forgæves forsøgte at bryde ud af UEFA og danne deres egen private liga, red.). Jeg tror, at der er mange, der ligesom jeg kan blive lidt desillusioneret af den retning, som udviklingen i herrefodbold går i.”

Hvis man er fodboldromantiker, skal man så hellere gå til kvindefodbold?

”Kvindefodbold kan tilbyde noget andet end herrefodbold lige nu. Det paradoksale er jo, at selvom jeg ønsker bedre løn og bedre forhold for kvindelige fodboldspillere, ved jeg også, at der med flere penge følger mere kommercialisering. Men anno 2022 er der ingen tvivl om, at kvindefodbold er et fedt sted, hvor spillerne er tilgængelige, og hvor der kommer tusindvis af mennesker til de største kampe, uden at der er ballade. Da jeg var på Camp Nou i foråret, var der 90.000 mennesker, og alle kunne gå til og fra kampen, uden at der var slagsmål mellem fangrupperinger eller sammenstød med politiet.”

TILSKUERMAGNET

De tre højeste tilskuertal til fodboldkampe i 2022 har alle været kvindefodboldkampe.

91.648 – F.C. Barcelona-VfL Wolfsburg på Camp Nou, semifinale i UEFA Women’s Champions League.

91.553 – F.C. Barcelona-Real Madrid på Camp Nou, kvartfinale i UEFA Women’s Champions League.

87.192 – England-Tyskland på Wembley, finale ved EM 2022 i England.

PÅ TILSKUERPLADSERNE til den første officielle kvindelandskamp i Parken sidder også Susanne Augustesen. Med tryk på officielle, siger hun, for Susanne Augustesen har selv løbet rundt nede på banen foran 4.000 tilskuere i oktober 1971, dengang det hed Idrætsparken, og verdensmestrene spillede venskabskamp mod Italien.

Den tidligere professionelle spiller er godt tilfreds med det niveau, hun ser fra landsholdskvinderne på banen, i hvert fald i første halvleg – efter pausen er spillet lidt for rodet. Og hun har heller ikke noget imod landstræner Lars Sønder­gaard, han gør det fint, bevares, men var det dog ikke snart på tide, at det danske landshold for kvinder fik sig en kvindelig træner?

Hun er inviteret til kampen af DBU, som hun blev forsonet med, da fodboldforbundet i 2017 gav hende en længe ventet anerkendelse. Ved Dansk Fodbold Award i Horsens blev hun sammen med Lone Smidt Nielsen indlemmet i Fodboldens Hall of Fame – som de første to kvinder ved siden af koryfæer som Allan Simonsen, Michael Laudrup og Harald Nielsen. 

”Vi er endelig nået til et sted, hvor der er en anerkendelse af, at kvinder godt kan spille fodbold. Jeg er sikker på, at kvindefodbold går en stor fremtid i møde.”

 

Fodbold er for englænderne, hvad smørrebrød er for danskerne. Hver uge kaster de sig over den, men ikke kun i Premier League. Millioner af fodboldfans råber også i de lavere divisioner. I ’danskerklubben’ BRENTFORD er man vant til modgang, men fansene har ikke mistet troen på miraklet. Ud & Se tog til hjemmekamp i Vestlondon for at snuse til øl, meat pies og britisk fodboldsjæl.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

DEN HAR DE ikke set komme, Readings to midterforsvarere. En lav, krum bold fra Brentfords højre wing går mellem dem som en grapefrugtkniv og overrumpler den ene så eftertrykkeligt, at han må sætte sig ned. Spydspidsen Neal Maupay kan let tæmme bolden og trille den i nettet til venstre for målmanden som kulmination på Brentfords pres igennem de første 11 minutter.

På ståpladserne i den anden ende af stadion stiger en brun og smørbagt duft mod den blå himmel. En mand i stribet rugbytrøje med markeret kæbeparti, grånende bakkenbarter og sorte plastiksolbriller med engelske flag på stængerne spiser en butterdejs-kødtærte med sovs. Han suger den gode stemning til sig og sender den videre som et rim: 

”Det er en Maupay-pie (udtalt ’maupej-pej’, red.).” Efter en kunstpause uddyber han ordspillet: 

”Jeg har tænkt mig at spise én for hvert mål, han scorer.” 

Hans sidemand, der har hvidgyldent strithår og briller med Elton John-rødt stel, returnerer: 

”Du risikerer at blive tyk på den måde.” 

Den vittige 1-2-kombination modtager overgiven latter fra de omkringstående, mens den spisende mand tygger et smil helt op til bakkenbarterne. 

Hjemmebanefansenes tilfredshed med deres hold og dets topscorer, Maupay, der har afløst Lasse Vibe som spydspids, er stor – uden ligefrem at kamme over i beundring.

Billy Grant har holdt med ’The Bees’ fra barnsben og leveret materiale til fanmagasinet Beesotted igennem et par årtier.

”Maupay brænder læssevis af chancer. Han skød over mål mod Newcastle på en chance, der var næsten umulig at brænde. Den afbrænder gik viralt. Men han scorer også en del. Faktisk mere end hele Ipswichs hold til sammen,” fortæller Billy ’The Bee’ Grant, der har været Brentford-fan, siden han som barn boede i Isleworth, lige vest for Brentford. 

Dengang, når han og hans venner løb og spillede fodbold i parken, blev de hver lørdag formiddag hentet af teenagepigen Joe. Af årsager, der fortaber sig, havde hun sat sig for at give børnene noget fodboldkultur, og i samlet trop gik de over til Griffin Park, Brentfords hjemmebanestadion, hvor Joe altid kunne overtale Patty ved tælleapparatet til at hive børnene ind uden at betale, også selvom der var 10 af dem. 

I dag bruger Billy Grant halvanden time hver vej på at komme fra sit hjem i Nordlondon til Brentfords hjemmebane. Desuden rejser han til alle dele af landet for at se så mange Brentford-kampe, han overhovedet kan komme til. 

Denne lørdag, som så mange tidligere, har han sin 10-årige datter med. Lige nu er hun forsvundet med sin veninde et sted i mængden, men det bekymrer ham ikke. Hun skal nok finde ham, når hun vil, han står alligevel altid cirka heromkring, på de midterste rækker til højre for målet. Det vil sige, han plejede at stå bagerst, midt for mål, men han og hans venner blev trætte af en fyr, der altid moonede, og flyttede sig herover. 

Far Grant har en del professionelle kasketter. Blandt andet underviser han universitetsstuderende i marketing, løser af og til selv marketingopgaver og producerer tv-indhold for Sky Sports. Men han bruger også en del af sin tid på at skrive og lave podcasts til Brentford-fansitet Beesotted. Navnet er en sammentrækning af Brentfords kælenavn, The Bees, og det arkaiske ord ­be­sotted, der både kan betyde beruset og håbløst forelsket.

Henrik Dalsgaard er på en mission for at gøre sine unge holdkammerater mere fokuserede.

IGENNEM NOGLE måneder i 1016 kæmpede Knud den Store og Edmund Jernside ved Brentford. Selv om Knuds hærtogt i England overordnet gik godt, tabte han og hans mænd slaget. Men i disse år rykker danskerne igen i stort tal ind i den lille vestlige London-forstad. Her gav bi­floden Brent engang liv til lokal industri, men i dag venter de halvt sammensunkne fabriksbygninger på at blive jævnet med jorden og erstattet af ejerlejligheder med flodudsigt. At der ud over fodbold ikke er meget at fordrive tiden med i Brentford, kan Emiliano Marcondes Camargo Hansen tale med om. 

”Der sker ikke en skid,” siger danskeren, da vi dagen inden Reading-kampen møder ham uden for Brentfords klubhus. Han kommer fra træningslokalet og ikke fra kunstgræsbanen, hvor A-holdets spillere har fået sved på panden og vestenvind i de korte bukseben. 

Marcondes, der kom fra F.C. Nordsjælland i begyndelsen af 2018 og nåede på banen 12 gange inden sommerpausen, har været ude med en skade i foden hele denne sæson, og han er endnu ikke klar til at spille med til træningen. En overgang var den 23-årige offensivspiller så skadet, at trænerstaben gav ham helt fri – også fra genoptræningen. I den periode var han glad for, at han ikke bor præcis i Brentford, men i South Ealing, et par kilometer længere mod nord.

”Dér er der i det mindste et shoppingcenter,” som han siger. 

PYRAMIDESPIL

Engelsk herrefodbold er organiseret i et system af forbundne over- og underligaer, der går fra spidsen af Premier League til bunden af 11.-bedste niveau. Der er mere end 140 underligaer med i alt over 480 underdivisioner og i omegnen af 7.000 engelske fodboldhold. Teoretisk set kan et hold rykke hele vejen op gennem lagene – fra for eksempel Yorkshire Amateur League Division Five til Premier League. I Championship, den næstbedste række, kvalificerer de to øverste hold sig til direkte oprykning, mens holdene 3, 4, 5 og 6 spiller afsluttende playoff-kampe med en semifinale og en finale. Det bedste hold følger med op i Premier League.

En spiller, der ikke har bekymret sig meget om tidsfordriv, er Henrik Dalsgaard. Den danske landsholds-back har tilføjet Brentfords hold noget højde (192 cm) og noget modenhed (29 år), og siden han kom til klubben i sommeren 2017, har han fået mere og mere spilletid. I denne sæson er han startet inde i alle kampe. Desuden har han været fire uger i Rusland til VM i sommer. Og så har han og hans kone et barn på to år og et på seks måneder.

”Så der er lidt skrald på derhjemme. Jeg tror, jeg har været inde i London fem gange i den tid, jeg har boet her. Måske har min kone og jeg haft tre timer alene derinde. Men det passer mig fint nok. Jeg har i virkeligheden ikke så meget overskud til at rende rundt derinde,” siger Henrik Dalsgaard, stadig iført træningstøj og en gps-vest, der lagrer data om hver enkelt spillers fysiske præstation. 

På træningsbanen har han denne formiddag markeret sig som en af de spillere, der slår mest opgivende ud med armene, når nogen laver en ukoncentreret fejl, bander mest højlydt, når en kendelse går ham imod – ”Den er ude! Den er fucking ude!” – og mest sammenbidt holder de andre til ilden, når der skal trænes dødbolde, og nogle spillere begynder at pjanke. 

”Nogle af de unge drenge glemmer ind­imellem, at det er et arbejde. Det kan godt se superkedeligt ud, når vi står og sparker hjørnespark ind i skallen på hinanden. Men det er ofte de detaljer, der er afgørende i kampene. Og det er det, du får penge for. Så gælder det for mig om at tage ansvar. Så råber jeg lidt af dem: ’Nu stiller du dig i din position,’” siger Henrik Dalsgaard.

 Indimellem føler landsholdsbakken sig lidt alene med netop det ansvar. 

”Nogle gange synes jeg, jeg skal råbe for tre. Jeg har sagt til Thomas (Frank, træner, red.), at han skal pace dem, så de bliver bedre til det.” 

Omklædningsforholdene på Griffin Park har fået mere end ét udehold til at rynke på næsen.

DET HAR TIL tider en masochistisk fornøjelse at være fan af Brentford. Klubben nåede sit hidtidige klimaks med en femteplads i First Division, den daværende engelske mesterrække, i sæsonen 1935-36. Men rykkede så ud af First Division, da man i 1946 genoptog spillet efter verdenskrigen. Siden har klubben ikke været tilbage på topplan. Som det værste i sin tid husker Billy Grant en periode omkring 2006-09, hvor klubben rodede rundt i League Two, landets fjerdebedste række.

”Heldigvis rejste jeg meget de år, så jeg var forhindret i at se de fleste af kampene,” siger Billy Grant, der er uddannet computerprogrammør, men hurtigt gled over i marketing, hvorfra han gik ind i pladebranchen og som A&R-manager hos selskabet Telstar blandt andet var med til at markedsføre superstjernen Craig David. 

Da Brentford var allermest ringe, havde han og en kollega lige stiftet deres eget pladeselskab, 2point9 Records. De samarbejdede blandt andet med Jay Sean, en ung fyr fra Nordlondon, der fusionerede pop, R&B og indiske elementer og solgte to millioner af sit debutalbum ’Me against Myself’ på verdensplan. Senere skrev Sean kontrakt med et amerikansk pladeselskab, der satte ham sammen med rapperen Lil Wayne på singlen ’Down’, der blev nummer et i USA – som det første nummer skrevet af en englænder, siden Queen hittede med ’Another One Bites the Dust’ i 1980. 

En overgang flirtede Billy Grant med tanken om også at blive Arsenal-fan. Omkring årtusindskiftet, i træner Arsène Wengers tidlige år, boede han i nærheden af klubbens stadion i Nordøstlondon, i kvarteret Stoke Newington, som var ved at blive trendy med mange kunstnere, der opsøgte lave huslejer. Samtidig bed Arsenal sig fast i toppen af Premier League – holdet vandt blandt andet The Double i 1998 og 2002. Arsenal var det cool hold, som den kreative klasse holdt med, og Billy Grant syntes, at fansene var sympatiske, når han mødte dem på kvarterets pubber. Alligevel gik han aldrig hele vejen med Arsenal. Det er han lykkelig for.

”Jeg har lært, at man skal elske sit hold. Jeg er vokset op med, at man er forpligtet på et fællesskab. Og i dag kunne jeg ikke forestille mig noget værre end at være Arsenal-tilhænger. Den fede stemning omkring klubben er væk. Alting er helt mainstream, og fansene er forvænte og brokker sig, hvis de ikke vinder nok. Hvis du taler med Arsenal-fans, er de fuldstændig uvidende omkring alting, der foregår uden for top-6 i Premier League. Frygteligt.”

 

MANDEN, DER KØRER BRENTFORD

Brentford-ejer Matthew Benham har været Brentford-fan, siden han som 11-årig i 1979 så klubben vinde 1-0 over Colchester. Han kommer fra byen Slough, kendt som en dødssyg rundkørsel i tv-serien ’The Office’, og har en bachelor i fysik fra universitetet i Oxford. Han har arbejdet som børsmægler i Londons finansdistrikt og tjent en formue på betting. Blandt andet gennem firmaet Smartodds, der høster data om fodboldspillere og -kampe og sender resultaterne gennem formler, der angiver sandsynligheden for resultatet af en kamp – viden, som gamblere gerne vil betale for. 

Benham, der købte Brentford i 2012, har gradvis introduceret brugen af Smartodds’ voksende databank som rettesnor for både træning og spillerkøb. En udtalt brug af matematik og data kender man fra nordamerikanske sportsgrene. Først og fremmest fra baseball, hvor Oakland Athle­tics i 2002 ansatte en ung Yale-økonom til at finde oversete spillere til fordelagtige priser og gjorde ham til assistenttræner, hvorefter Oakland satte Major League Baseball-rekord med 19 sejre i træk. Denne metode er senere blevet døbt moneyball efter navnet på en bog og en film (med Brad Pitt) om sensationen i Oakland. 

Moneyball har siden bredt sig til det meste af amerikansk elitebaseball, og engelske fodboldhold som Tottenham og Liverpool har også været influeret af tankegangen, ligesom F.C. Midtjylland er det i Danmark. 

MANGE GÅR rundt og drømmer om en flottere kæreste eller en nyere bil. Og mange finder ved nærmere eftertanke ud af, at de er lykkelige med tingenes tilstand og med et kilo og en bule for meget hist og her. For Brentfords fans er drøm og virkelighed begyndt at nærme sig hinanden. Igennem årene har klubben været ved at gå rabundus flere gange, i 1967 var den endda ved at blive opkøbt af rivalerne fra Queens Park Rangers, en skæbne værre end døden. Kun fordi fansene kæmpede for klubbens eksistens med indsamlinger og protester, blev den holdt i live. 

I 2012 blev klubben købt af Matthew Benham, der har holdt med Brentford siden sine teenageår. Benham er en tidligere børsmægler, der har tjent millioner på at forsyne professionelle gamblere med statistik og beregninger på sportsbegivenheder gennem firmaet Smartodds. Under hans ejerskab er de sidste fire sæsoner alle endt med placeringer i Championships top-10, og tilhængerne er gradvis holdt op med at knibe sig i armen. Efter en god start på denne sæson har de noget at have forhåbningerne i. Også selvom holdet op til dagens kamp mod Reading er gledet ned på syvendepladsen.

”Mærkeligt nok går jeg lige så stille og håber på oprykning,” siger Billy Grant. Hans forbehold går på, at det nok er mere spændende at være fan af et hold, der spiller i Championship, fordi den er så jævnbyrdig, hvorimod Premier League hovedsagelig handler om United, City, Liverpool, Arse­nal, Tottenham og Chelsea, mens resten af klubberne kæmper for at undgå nedrykning. 

Én ting, der tiltaler Billy Grant ved oprykning, er dog Brentfords mulighed for at drille de store hold. Selvfølgelig ved at vriste point fra dem på banen, men også igennem klubbens upolerede eksistens i Vestlondon. Griffin Park har ligget på samme adresse siden 1904, stadionet har kun plads til 12.000 tilskuere, og mange af faciliteterne står uændrede siden 30’erne – blandt andet udeholdets omklædningsrum, der ligner noget fra en nedslidt kaserne og får mange besøgende spillere til at rynke på næsen.

”Jeg ville elske at se José Mourinho (Manchester Uniteds træner, der er kendt for at mukke over dommere, publikum, presse og alt muligt andet end sit eget holds indsats, når resultaterne går ham imod, red.) på Griffin Park,” siger Billy Grant.

Til trods for Griffin Parks potentielle chok­effekt vil Brentford få det hårdt i Premier League. Men ligegyldigt hvor pinefuld forfremmelsen måske kan være, er der én ting, man ikke kan tage fra en eventuel oprykning: pengene. En oprykkerklub kan tjene mellem en og to milliarder kroner på tv- og sponsoraftaler, også selvom de rykker direkte ud igen. Sådanne penge siger selv ikke den mest forhærdede underdog nej tak til.

Thomas Frank var assistenttræner, da billedet blev taget. I mellemtiden er han forfremmet til cheftræner.

THOMAS FRANK er ikke nogen bulderbasse. Han smiler hele morgentræningen igennem og giver også selv indimellem efter for trangen til at grine sammen med en spiller, mens de simulerer en kort hjørnesparkvariant for syvende gang. For nylig har han og resten af Brentford fået ros af Unai Emery, mægtige Arsenals træner. Efter at Arsenal hjemme havde besejret Brentford med 3-1 i tredje runde af Ligacuppen, mødtes de to holds trænerstabe i Emirates Stadiums trænerloge til en snak og et lille glas. Arsenals researchafdeling havde gjort deres forarbejde, analyseret Brentfords sidste ni kampe og fundet ud af, at klubben fulgte faste mønstre for alt fra at spille bolden ud af egen forsvarszone til indkast på modstandernes banehalvdel.

”De sagde, at vi var blandt de bedst spillende hold i hele England, og gav udtryk for, at de vil komme ud at besøge os en dag. Sagt med tre ord er vores spillestil offensiv, aggressiv og kreativ. Men det er jo bare buzzwords. Så det er fedt, at nogle virkelige kendere anerkender os for netop dét,” siger Thomas Frank, der er flyttet til London med sin kone og deres tre børn. 

Konen har fundet arbejde som assisterende skolelærer, og børnene på henholdsvis 12, 15 og 16 år har knyttet slipset og lært det engelske uddannelsessystem at kende fra indersiden af skoleuniformen. I starten syntes de, det var lidt vel barsk og regelret, men nu er det dem, der sviner deres far til for hans grammatik og engelske udtale.

Træningsanlægget ligger vest for selve Brentford, i området Osterley.

”Jobbet her var 50/50 et karriere-familie-move. 50 procent for min skyld, 50 procent for at udfordre børnene. Give dem noget ekstra i livet, og de er seje,” siger Thomas Frank, der tog til London, efter han sagde op i Brøndby i 2016. I første omgang for at udleve drømmen om udlandet og, måske, på længere sigt forene den med ambitionen om en chefstilling. Og han har fået indfriet begge dele. Først var han ansat som assistenttræner, men efter vores besøg overtog han cheftrænerbænken, da manager Dean Smith valgte at tage imod et tilbud fra Championship-rivalerne Aston Villa. 

Det danske islæt i klubben udgøres også af tidligere AGF-assistenttræner Lars Friis, der er individuel udviklingstræner for klubbens unge talenter, og af Rasmus Ankersen, der er sportsdirektør. Desuden finder man på B-holdet Mads Bech Sørensen samt spilleren Nikolaj Kirk, der er udlånt fra F.C. Midtjylland, mens Justin Shaibu formelt set hører til her, men for tiden er udlejet til 5.-divisionsklubben Boreham Wood. Lasse Vibe og Andreas Bjelland er begge tidligere spillere på A-holdet. 

”Vi har gode erfaringer med danske spillere. De er generelt lette at integrere i udlandet. De er modne og tænker selvstændigt,” siger Rasmus Ankersen, der ved siden af sin rolle som sportsdirektør i Brentford er bestyrelsesformand i F.C. Midtjylland. Rekrutteringen er en af hans hovedopgaver i Brentford, og han tror, at antallet af danskere gør det nemmere at tiltrække endnu flere danske spillere til klubben

”På den måde er Brentford en light-version af udlandet. De finder måske mere tryghed her. Og så håber jeg, de føler sig vel scoutet. Vi har ikke råd til at skyde forbi skiven for mange gange, når vi køber spillere, så vi går grundigt til værks.”’

 

THOMAS FRANK

Thomas Frank har en fortid som træner for det danske U19-landshold og cheftræner i Brøndby IF. Sagde op i Brøndby i foråret 2016, da det kom frem, at Brøndbys bestyrelsesformand havde angrebet ham i et Brøndby-fanforum under aliasset ’Oscar’. I efteråret 2016 tog han imod assistenttrænerjobbet i Brentford. I oktober i år blev han forfremmet til cheftræner.

”Jeg har været med til at udvikle holdets spillestil, og jeg har stået for at strukturere træningsugen. Vi danskere kan bidrage med noget taktisk finesse. Som træner i Brøndby havde jeg fornøjelsen af at være i en klub med meget passionerede fans, men her i England betyder fodbold alt. Også i Championship. Man kan mærke historien, når man besøger en klub som Leeds eller træder ind på vores eget stadion. Der stinker af fodbold!”

Reading-fans indtager The ­Griffin inden kampen og dedikerer også fotografen en slagsang: ”The photographer is a wanker.”

UDE FORAN Griffin Park skinner solen gennem et blåtonet slør af tobaksrøg over fansene, mens de drikker pause-øl og nyder gensynet med venner og bekendte. En lugt af grillpølser fuldender stemningen på den varme efterårseftermiddag. Ikke en eneste sur mine afslører, at Brentford-målmand Daniel Bentley i det 25. minut, i forsøget på at gribe en godmodig afslutning, kom til at fumle bolden næsten ind over egen målstreg, inden Readings angriber Jón Daði Böðvarsson kunne glide den det allersidste stykke ind til stillingen 1-1. Hvad så, vi tager dem i anden halvleg. 

Billy Grant trykker hænder som paven på Peterspladsen – alle vil hilse på den imødekommende Beesotted-skribent, der har brugt meget af første halvleg på at live-tweete fra opgøret, men nu holder en pause. 

”Billyyyyy,” råber en yngre mand med rødt skæg og marineblå skjorte. De udveksler kommentarer til første halvleg.

”Hvad synes du om Dalsgaard?” siger den rødskæggede tvivlende.

”Tror du stadig, han er i Rusland?” griner Billy Grant med reference til Danmarks VM-eventyr i sommer.

”Han er god nok, Dalsgaard. Problemet er bare, at han tit kommer lidt for sent tilbage på plads, hvis han har været med til at føre bolden frem og mister den,” siger den rødskæggede.

DE FIRE VANDRINGSHJØRNER

Brentfords rektangulære Griffin Park-stadion er, angivelig som det eneste i England, omgivet af pubber på hvert af sine fire hjørner. Tager du til hjemmekamp her, kan du varme op – og ned – på The Griffin, Royal Oak, The Princess Royal og The New Inn. The Griffin er ejet af bryggeriet Fuller’s, der har en grif i sit logo, og som ejer mere end 300 pubber i England. Der, hvor Griffin Park ligger i dag, lå der engang en frugthave ejet af Fuller’s. Derfor fik Griffin Park navn efter bryggeriets bomærke-fabeldyr.

I Danmark kalder vi, ikke uretmæssigt, Brentford for en ’danskerklub’. I Brentford er det ikke noget, man tager så højtideligt. 

”Jeg ved ikke noget særligt om dansk fodbold,” siger Billy Grant. ”Vi har et par danske spillere. Men spillerne er her, fordi de passer ind i vores spillestil, ikke fordi de er danske. De kunne være tyske for min skyld. Men vi har nu engang et netværk i Danmark.”

Han sigter ikke kun til de danske trænere og sportsdirektøren, men også til F.C. Midtjylland, som Matthew Benham købte i 2014. De trofaste fans af ’The Bees’ trak på skuldrene. Og forsøget på at markedsføre købet med et half and half-scarf – altså et fodboldtørklæde, der både promoverede midtjyderne og Brentford – blev aldrig nogen salgssucces. Billy Grant tvivler på, at der er mange, der følger med i, hvordan F.C. Midtjylland klarer sig i Superligaen.

”Hvad skal vi med den, spurgte nogle af fansene, lige da Benham købte klubben. Men vi fandt jo hurtigt ud af, at det hang sammen med, at klubben var mere åben over for det nye system, så kunne han lancere det dér først. Her måtte han gå lidt langsommere frem. I dag tror jeg, de fleste af os ser F.C. Midtjylland som et godt udgangspunkt for et talentspejdernetværk i Danmark.”

Rasmus Ankersen på Griffin Park inden kampen.

DER VAR EN del tilfældighed involveret i Rasmus Ankersens entré i Brentford. Den 35-årige sportsdirektør har en fortid som spiller i F.C. Midtjylland, men i sin første seniorkamp for klubbens reservehold fik han en knæskade, der tvang ham til at droppe en karriere på banen. I stedet blev han som 22-årig U19-træner i klubben, og sideløbende skrev han bogen ’En vinders DNA’, udgivet på forlaget Turbulenz, som han stiftede sammen med broren Jonas. Siden udgav han en række bøger om præstationskultur og ledelse, blandt andet ’Guldminerne’, der undersøger de optimale forhold for talentfremvækst. Bogen baserer sig på hans egne researchrejser til blandt andet Sydkorea, hvor han prøver at forstå, hvordan landet har kunnet levere 137 af verdens 500 bedste kvindelige golfspillere, og til den lille etiopiske landsby Bekoji, der har fostret fire olympiske guldvindere i mellem- og langdistanceløb. 

I 2009 flyttede han til London i håb om at få bogen udgivet på engelsk, og da en forlagskontrakt kom i hus, udvidede han forretningen med foredragsvirksomhed. En dag blev han kontaktet af kusinen til en kvinde, der havde været med til en 50-årsfødselsdag, han havde optrådt til. Hun mente, at det kunne være interessant for Rasmus Ankersen og Brentford-ejer Matthew Benham – som hun kendte fra studietiden i Oxford – at møde hinanden. 

Dan Giles, 36, har været Brentford-fan, siden hans bedstefar tog ham med på Griffin Park i 1982. Til dagens kamp har han og hans kæreste deres sammenbragte børn med. 

Da de mødtes første gang, spurgte Ankersen Benham, om han troede, at Brentford – der på det tidspunkt lå nummer tre i League One – ville rykke op til Championship. Han svarede, at på det givne tidspunkt var der præcis 42 procents sandsynlighed for oprykning. Benhams matematiske tankegang tiltalte Ankersen, der selv havde gået og ledt efter alternativer til mere luftige størrelser som trænerens mavefornemmelse og erfaring som forklaringen på succes og fiasko. Det tilbød Benham. Med sin gambler-baggrund talte han en række vedtagne fodboldsandheder imod.

”De fleste siger: Tabellen lyver aldrig. Når sæsonens 46 kampe er spillet, har nummer ét fortjent at rykke op, og nummer sidst har fortjent at rykke ned. Men det er ikke helt så simpelt. En gambler tænker: Tabellen lyver altid. Han har sat sig ind i, hvor stor en indflydelse tilfældigheder har i fodbold. De har langt større indflydelse end i basketball eller håndbold, fordi der ikke bliver scoret ret mange mål. Jo færre mål, desto større betydning har dommerfejl og stolpe ind i stedet for ud. De kan være hele forskellen på, om du vinder eller taber. Tilfældighederne kan svinge dit resultat 15 point i den ene retning og 15 point i den anden. Men det vil folk ikke acceptere i fodbold, fordi hjernen vil have et narrativ. Vi kan ikke acceptere, at Leicester vandt mesterskabet i 2016 på grund af tilfældigheder. Det sælger du ikke ret mange aviser på. Så vil man hellere høre, at træneren er et geni,” siger Rasmus Ankersen, der begyndte i Brentford på en konsulentstilling som den introverte analytiker Benhams udadvendte højre hånd.

”Han ville have mig til at hjælpe med at oversætte hans ideer til fodboldsprog.”

En vagt foran trappen til VIP-loungen. 

EN DAG FORTALTE Benham over en frokost, at han godt kunne tænke sig at købe en fodboldklub til. Ankersen anbefalede F.C. Midtjylland, der på det tidspunkt var ved at gå bankerot, men som han vidste havde en god klubkultur. Der kunne man få en god deal, fortalte han. 

I sommeren 2014 købte Matthew Benham klubben og indsatte Rasmus Ankersen som bestyrelsesformand. Sæsonen efter indførte Midtjylland med baggrund i Benhams tal­drevne fodboldfilosofi en række nye tiltag. Indkøb af nye spillere blev foretaget med hjælp fra Smartodds’ folk, der fra deres kontor i London kunne gennemtrawle data fra alverdens ligaer for at finde lige præcis den rette offensive højreback i alderen 20-24 år, der sparker lige godt med begge ben, har været skadefri i 18 måneder og har et højt niveau i forhold til prisen og ligaen, han spiller i. Hvis det altså var det, holdet havde brug for. 

Desuden indførtes ekstra dødboldtræning med udgangspunkt i Smartodds’ analyser af, hvad der virker. Og klubbens bedste ungdomsspillere fik rettet deres spark til i samarbejde med en sparketræner, selvsagt efter udførlige analyser. Og så var der sms’erne, som statistikafdelingen sendte træner Glen Riddersholm mellem halvlegene og efter en kamp. Beskeder, der gjorde kampen op i tal, som skulle give træneren et nøgternt billede af begivenhederne at handle ud fra.

Kampen er gået i gang, men der er altid tid til en cider og en cigaret. 

I sin første sæson med Benham som ejer vandt F.C. Midtjylland Superligaen. Med halvdelen af sine mål scoret ved dødbolde. 

Matthew Benham ville gerne indføre mange af de samme metoder i Brentford, men daværende cheftræner Mark Warburton var ikke enig. Han – og ikke talfolkene – burde have den endelige afgørelse i forhold til spillerkøb, mente han. Det synspunkt holdt ikke længe i klubben.

Benham fandt, efter et kortvarigt og mislykket forsøg med den hollandske cheftræner Marinus Dijkhuizen, en stabil erstatning i træner Dean Smith, der var med på spillereglerne. Så indsatte han Rasmus Ankersen og statistikeren Phil Giles som sportsdirektør-duo. Sammen skrev de et ti-punkts manifest for projektet Brentford F.C. Et af punkterne er, at klubben skal bruge sine egne statistikbaserede ratings som målestok for klubbens fremgang og ikke den officielle stilling. Denne sæson siger klubbens interne rating, at klubben skal slutte i top-2 i Championship. 

”Vi har været lidt uheldige indtil nu,” siger Rasmus Ankersen 

”Men vores rating giver os håb og tro på, at vi kan gøre det i år.” 

Bradley Tomkins, 18, sælger programmer til 3,50 pund stykket.

“LONDON – HELLHOLE OF EUROPE,” har nogen skrevet på en pille til en motorvejsbro et par kilometer fra Griffin Park. En langskægget hjemløs arrangerer sine ejendele i lyet under broen, som han deler med en flok duer. London er en by, der polariserer, og en by, hvor man hurtigt falder igennem. Det gælder også, selvom man bare er en lille klub med et beskedent budget, der forsøger at finde de uslebne spiller-diamanter, konkurrenterne ikke har fået øje på, i de lavere rækker og sælge dem videre med profit – det, som klubejer Mathew Benham kalder ”to outthink the market”. 

Fortjenesten på spillersalg rækker endnu ikke til at dække klubbens omkostninger, og for tiden kører Brentford F.C. med et tab på 100 millioner kroner om året. Derfor ville det lune med en oprykning til Premier Leagues tv-rettigheds-slaraffenland. Men for en sikkerheds skyld har Matthew Benham valgt at skrue på en anden hane for at få flere pund i klubkassen: at sælge flere billetter. 

Tæt på den vrede graffiti begyndte i 2017 byggeriet af det nye Brentford Community Stadium, der kommer til at ligge på grænsen til nabobydelen Gunnersbury. Byggegrunden har været Benhams siden 2012, men det har taget tid at finde investorer, der havde lyst til at gå ind i projektet, der også har mødt officielle protester fra den botaniske have Kew Gardens på den anden side af Themsen. Her er man bekymret for, hvad stadion og de nye boligbyggerier, der muligvis kommer til at skyde op omkring det, vil gøre ved udsigten. 

Desuden har beboere klaget over den belastning, som tilrejsende tilskuere vil udgøre for trafikken i området. Stadion­kapaciteten er på 17.250 lokalplansgodkendte tilskuerpladser. Billy Grant synes, det er et udmærket mellemleje. Nok til Premier League, men heller ikke for meget, hvis The Bees skulle være så uheldige at rykke ned. 

”Vi vil hellere have et stadion, hvor stemningen pumper hver eneste weekend, end et, vi har svært ved at fylde. Hvis vi rykker ned i League One med et kæmpestort tomt stadion, vil folk sige: ’Brentford har ikke nogen sjæl længere.’”

Billy Grant og mange andre Brentford-fans krydser for tiden tæer for, at de får en tribune med ståpladser. Sådan en har de i dag, og den skal med, hvis sjælen skal med. Ståpladser har været forbudt i Englands bedste ligaer siden de tidlige 90’ere, og Griffin Parks ståpladser eksisterer kun endnu på grund af en dispensation. Men disse år har en fanbevægelse for ståpladser bragt muligheden i spil igen.

”Ståpladser er geniale,” siger Billy Grant. 

”Hvis jeg har et sæde, sidder jeg der hele kampen, hvorimod jeg kan bevæge mig frit rundt, hvis der er ståpladser. Hvis du har lyst til at komme over og tale med mig under en kamp, kan du bare gå over til mig. Det er umuligt med siddepladser. Det er en social begivenhed. Hvorfor skal jeg tvinges til at sidde ned?”

Peter Rowden, 79, bor i Kent, men har sent i livet fattet kærlighed til Brentford F.C. Hans datter har foræret ham et sæsonkort, og han kører gerne de 80 kilometer frem og tilbage til en hjemmekamp.

ANDEN HALVLEG har været en katastrofe for Brentfords spillere. Oven på første halvlegs underholdende og hurtige spil har de virket decideret modløse, efter at Readings Jón Daði Böðvarsson i det 64. minut gled endnu en bold over stregen efter en fejl fra Brentford-målmand Bentley. Publikum har også givet op. Der høres færre og færre ”Come on, you Bees!” I stedet begynder de at artikulere frustrationer over egne spillere. 

”Fucking idiot! Det var der absolut ingen grund til,” snerrer en mand i blå polo med nobel mørk sideskilning, efter at fløjen Saïd Benrahma i vildrede har hevet en modstander ned bagfra og modtaget sit andet gule kort.

Netop som publikum på hjemmebaneståpladserne virker allermest adspredte og begynder at mumle resignerede afskedshilsner og er klar til at sive hjemad, annoncerer stadionspeakeren absurde 10 minutters tillægstid, og de 12.000 struber på stadion forenes i et urbrøl: ”Yeeeeeeeeeees!”

To minutter senere kommer Yoann Barbet højest op til en forlængning ind foran Readings mål, og det lykkes franskmanden at dirigere den ind med hovedskallen. Udligningsmålet giver ny energi til de 10 Brentford-spillere, der er tilbage på banen, og resten af overtiden jagter de sejrsmålet. Tre minutter senere stiger Henrik Dalsgaard op til en god hovedstødschance, som han header forbi den venstre stolpe. Danskeren råber ad sig selv og sparker til banden. 

”This is not the friendly corner.” Her jubler de hårde fans, da Brentford får udlignet i overtiden.

UDEN FOR The Griffin, den ene af de fire pubber, der omkranser stadion, skråler Reading-fansene. Med slutresultatet 2-2 var det dem, der vandt ét point i dag, og som har noget at fejre, selvom det er gået noget ned ad bakke, siden klubben mellem 2006 og 2008 tilbragte to sæsoner i Premier League. 

”Det var fint nok at være i Premier ­League,” siger Aaron, en slank ung mand med mørkebrunt hår.

”Men det var også lidt dyrt. Det kunne nemt løbe op i 500-1.000 kroner, når man skulle af sted for at se en udekamp. I dag slipper vi som regel med 200-250 kroner. Det er genialt!”

Lidt længere væk står det midaldrende trekløver Mark, Mark og John, der har været Brentford-fans så længe, de kan huske. Mark med røgfarvede briller drikker altid cider, fortæller han. Den anden Mark, der spiler sin gigantiske lilla polo med bi-emblem godt ud, kan huske alle mulige fakta om Brentford, men også nøjagtig hvor mange pints han har drukket i år. Lige nu er han i gang med nummer 1.306. 

John i det rødsorte Brentford-træningssæt fortæller, at hans forældre mødte hinanden på Griffin Park engang i 50’erne, så hans klubmæssige tilhørsforhold var skæbnebestemt, mener han. Han husker støtteindsamlingerne med raslebøssen til Brentfords overlevelse, og dengang stadion var tvunget til at sælge noget af grunden, for at der kunne blive bygget huse bag udebanetribunen. Han er taknemmelig for, at Matthew Benham har reddet klubben: 

”Vi har levet i drømmeland de sidste fem år.” 

John går ikke så meget op i, om klubben rykker op i år. Han kan til gengæld godt forstå, at en Premier League-placering vil betyde noget for at hverve nye fans og for de unge, der kun kender Brentford fra klubbens seneste, ambitiøse fase. Men det går ham på, at det gamle stadion bag ham skal rives ned og give plads til moderne lejlighedsbyggeri, når Brentford skifter til den nye hjemmebane.

”Det knuser mit hjerte, at vi er nødt til at forlade Griffin Park,” siger han og lusker hjem i det tiltagende mørke med et sørgmodigt smil.

OP AT STÅ!

Griffin Park har fået dispensation af det engelske fodboldforbund til at beholde sine ståpladser. Siddepladser har ellers været et lovkrav på stadioner i toppen af engelsk fodbold siden begyndelsen af 90’erne. Kravet blev indført som reaktion på Hillsborough-ulykken i 1989, hvor 96 mennesker blev mast og trampet ihjel under en FA Cup-semifinale mellem Liverpool og Nottingham Forest. Mange af de omkomnes efterladte lever stadig, og stadionsikkerhed er et ekstremt følsomt emne i England. Men flere klubber er interesserede i at få ståpladserne tilbage, og det samme er fansene.

Ifølge en måling foretaget af det engelske fodboldforbund ønsker 94 procent af engelske fodboldfans en indførelse af såkaldt safe standing. Det vil sige moderne ståpladser udformet med al den mulighed for sikker stadionindretning og monitorering af publikum, man har til rådighed i dag.

Engelske fortalere peger på andre lande, der tillader det, først og fremmest Tyskland, hvor man har måttet stå op i årevis, og hvor det mest prominente eksempel er Borussia Dortmunds intense tribune med tilnavnet Gelbe Wand (den gule mur, opkaldt efter hjemmeholdets trøjefarve).

I England har spørgsmålet igangsat en ideologisk strid. Den konservative regering afviste i april en safe standing-ansøgning fra Champion­ship-klubben West Bromwich Albion. Kort efter sendte Crystal Palace en anmodning til parlamentet, underskrevet af London-klubbens egne fans, om at debattere muligheden for ståpladsernes tilbagekomst. Efterfølgende meddelte Labour, at de støtter safe standing.