Indlæg

25-årige Cecilie Uttrup Ludwig har altid fået at vide, at hun som kvinde aldrig kunne leve af at blive cykelrytter.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Ricky John Molloy

DA JEG VAR SEKS, startede jeg med at svømme. Men jeg fik det dårligt af at være i vandet. Jeg fik kvalme og kastede op. Jeg var en masse ved lægen, de tog mange blodprøver, men de kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Det var en ordentlig omgang. Jeg nåede at svømme i fem år og klarede det egentlig ret godt; jeg kom på førsteholdet, men det duede jo ikke, når jeg blev så dårlig.

Efter det prøvede jeg alle sportsgrene. Atletik, håndbold, fodbold, basketball. Jeg kunne rigtig godt lide atletik, men træneren var alt for afslappet. Jeg kom for at fyre den af! Vi løb omgange for at varme op, og bagefter skulle vi sidde på nogle måtter. Der var en fyr, der blev ved med at løbe, og jeg spurgte, hvorfor vi ikke også fortsatte. ”Puha, jeg bliver træt af at se ham der løbe rundt,” sagde træneren. Hvad er det for en mentalitet, mand! Jeg gad ikke sådan noget afslapnings-pis. Jeg ville vinde og træne hårdt. Jeg blev så demotiveret, at jeg stoppede dagen efter. 

En dag så jeg en artikel i Herlev Bladet om, at den lokale cykelklub havde 90-års fødselsdag. De bød folk ned, og så tænkte jeg: ”Why not?” Det var sådan noget hygge-hygge med røde pølser og ”Kom og snak med os”. De ville gerne have nogle nye medlemmer, og jeg ville gerne prøve en ny sport.

De toggodt imod mig dernede. Den første mand, jeg mødte i klubben, var René Lynge (træner, red.), og han havde bare den sygeste ostemads-lugteånde. Wow, tænkte jeg, men i dag er han blevet en slags bonusfar for mig, fordi vi er blevet så tætte. De var bare alle sammen så søde nede i klubben og tog mig med ud til løb med det samme. Det er dyrt at starte med at cykle, men jeg lånte hele pisset, cykel og cykelsko, og hvis der var noget galt med cyklen, tog jeg den bare med ned til klubaften, så stod de seks mand for at hjælpe med at fikse den. Jeg tror, de var ret vilde med, at jeg var en pige. Jeg var den eneste i klubben. 

På træningsholdene var der kun drenge. Jeg syntes, det var fedt. Der var ikke så meget pis med drengene. Det var bare ud og give den gas og have det sjovt. Pigerne var mere sådan: ”Hende der, hun er sådan lidt …” Jeg har aldrig duet til sådan noget gossip. Til gengæld var det den alder, hvor ’pigelus’ var en ting. I cykling tager man en føring to og to, og nogle gange sagde drengene: ”Jeg tør ikke tage en føring med Cille, hun har pigelus.” På det tidspunkt var drengene heller ikke helt udviklede, så jeg kørte fra dem nogle gange. De hadede det. De rottede sig lidt sammen mod mig. 

Der var en vinter, hvor vi kørte mountainbike, og jeg fulgtes hjem med to af drengene. Jeg troede, at vi var sådan okay gode venner. Der var is på søen, og det var så fedt, men så tog de min cykel og smed den ud på isen. Fra den dag gav jeg dem fucking hårdt igen. Det skulle de bare ikke gøre mod mig. Og fra den dag fik jeg respekt, fordi de så, at der ikke var nogen, der skulle ’messe’ med Cille, ha, ha. 

I 1. G SKULLE VI løbe stafet. Jeg var sidste mand, og vi var lidt bagud på vores hold. Så da jeg fik stafetten, smadrede jeg bare af sted. På et tidspunkt sagde det klik i min hofte, og det gjorde pisseondt. Men som sportsudøver er man jo vant til, at det skal gøre ondt. Så jeg fortsatte bare. Da jeg kom ind over målstregen, ville jeg sætte mig ned, men jeg kunne ikke. Jeg kom med ambulance på hospitalet, og det viste sig, at jeg havde brækket min hofte. Der hvor musklerne er hæftet til hofteskålen, havde de revet en fire centimeter flig af hofteskålen. Lægerne sagde, at mine muskler var for stærke til mine knogler. Jeg blev MR-scannet, og lægerne sagde: ”Du er vel faldet?” Og jeg svarede: ”Nej, jeg faldt ikke, jeg løb.” Det skal lige siges, at vi vandt stafetten. 

Jeg er et sindssygt konkurrencemenneske med alt, jeg laver. Fra hvem der kan spise mad hurtigst til at slå rekorden på Skolernes Motionsdag, også selvom det betød, at jeg ikke kunne gå tre dage efter. Jeg har altid villet være den bedste. Og jeg har tit haft skader, fordi jeg ikke har kunnet stoppe mig selv. Jeg kan ikke styre det. Jeg tænker bare: ”Skal v-i-n-d-e!” 

Med landsholdet var vi på træningslejr, hvor vi for at gøre noget anderledes skulle køre BMX på en ’pump track’-bane. Jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv: ”Cecilie, ikke lad dig rive med, ikke lad dig rive med … du kan ikke finde ud af at køre BMX.” Men jeg førte løbet, og det kørte bare, og jeg lod mig selvfølgelig rive med. Jeg glemte så at ’pumpe’ et track, fløj bare ind i det næste track og flækkede tungen. Den var ikke helt splittet, men der var en ordentlig revne. Jeg kunne ikke spise, mand. Det var total grød i mange dage.

CECILIE UTTRUP LUDWIG

25 år. Opvokset i Herlev. Student fra Falkonergårdens Gymnasium på Team Danmark-linjen.

Professionel cykelrytter for det franske hold FDJ-Nouvelle Aquitaine Futuroscope. Bor i den nordspanske by Girona. Har tidligere cyklet for det schweiziske hold Cervélo-Bigla og de danske hold Team Rytger og Team BMS BIRN.

Blev nummer tre både ved det prestigefyldte forårsløb Flandern Rundt og ved det franske landevejsløb for kvinder La Course by Le Tour de France i 2019.

Fik en førsteplads i bjergkonkurrencen og en samlet fjerdeplads i 2020 ved Giro Rosa, som er kvindernes version af Giro d’Italia. Vandt en World Cup-etape i maj 2021.

Blev dansk mester i enkeltstart tre år i træk (2016, 2017, 2018).

DA JEG VAR 17, faldt jeg forover og smadrede tænderne ned i asfalten til et cykelløb i Jylland. Alle fire fortænder i overmunden røg ud. Jeg vågnede, mens jeg stadigvæk lå på jorden, og jeg kunne se, at der var blod. Jeg nåede at tænke: ”Please, lad ikke mine tænder være faldet ud!” Jeg stak tungen frem for at mærke, om de var der, og … det var de ikke. Jeg så min far gå rundt og samle mine tænder op. De tre af dem var røget ud, så der kun sad en lille stump tilbage i munden, og en af dem røg helt ud med roden. Det var en ordentlig motherfucker. Roden er jo dobbelt så lang som tanden. Det er sindssygt, hvad tænder gør for ens ansigt. Når man ikke har tænder, kan man ikke kende sig selv.

Vi fik mig op i en ambulance, og på hospitalet kunne de sætte tanden, der var røget ud med roden, på plads igen. Det er den værste smerte, jeg nogensinde har oplevet. Der er så mange nerver i tænderne, og at få sat sådan en tand op igen … altså, jeg vil hellere slæbes nøgen igennem glasskår. Jeg fik en lille smule lokalbedøvelse, men det gjorde så sindssygt ondt. De var fire læger om at holde mig nede.

Bagefter var det to uger med flydende kost. Jeg havde også fået en slem hjernerystelse, fordi der var en, der var kørt over mit hoved, da jeg lå på jorden. Så det var seks uger, hvor jeg bare lå ned. Der måtte ikke være lys, jeg kunne ikke høre musik, folk måtte ikke snakke, der måtte ikke være tv, jeg måtte ikke læse en bog, jeg måtte ikke være på telefonen. Det var de mest kedelige uger i hele mit liv. Og klart den slemmeste gang, jeg er kommet til skade. 

I GYMNASIET VAR JEG en stræber. Jeg skulle kun have 12, og mit snit endte også med at være 11 komma et eller andet. Og det har jeg så ikke brugt til en skid, ha, ha. Jeg startede på Nørre Gymnasium i Husum, men efter et år fandt jeg ud af, at det ikke gik. Det der med at være i skole fra otte til fire, smadre hjem, træne fra fem til otte, skynde sig i bad og starte med lektierne klokken ni om aftenen. Jeg sov kun 5-6 timer om natten, for jeg skulle jo også lave de der opgaver til et 12-tal. Det var et for sindssygt liv. Mine karakterer begyndte at falde, og så kunne jeg godt mærke, at shit, jeg kan ikke det her. Det lykkedes mig at blive overført til en Team Danmark-ordning med en fire-årig gymnasieuddannelse.
Det var bare et match at starte på Team Danmark. De var alle sammen interesserede i deres sport, og det var virkelig, virkelig fedt. Vi var alle sammen på vandvognen, og jeg følte ikke, at jeg ’missede out’. På Nørre Gymnasium var det jo ’almindelige’ mennesker, så de var alle sammen til fest hver fredag og lørdag, og det kunne jeg ikke være med til. Folk var sådan: ”What, seriøst, drikker du ikke?” 

Til gengæld var jeg fuld, da vi kørte studentervogn. Der havde jeg sat cyklingen i baggrunden i et halvt år. Jeg havde fokuseret på at gøre gymnasiet færdigt og få 12-taller. Det var sådan en lettelse at få den hue på! Og så skulle der bare drikkes igennem. Det var en af mine allerfedeste dage. Vi havde den fedeste speaker og hørte bare al mulig god musik. Vi havde også en fed vogn. Hold kæft, en fed vogn. Det var bare den fedeste dag. 

Sidste gang, jeg var fuld, var ugen efter min etapesejr på World Touren i maj. Man skal huske at nyde sine momenter. Det er så sjældent, at man får den der sejr, og når det så endelig er, så skal jeg fandeme også fejre det. Vi drak champagne og vin, den fik ikke for lidt. Jeg var ikke stang-bacardi, men der var et godt ’buzz’, og der var bare megagod mad. Festen foregik sådan rimelig stille, vi holdt en picnic om eftermiddagen og nød solnedgangen. Jeg følte mig virkelig lykkelig. Og så var jeg sammen med min kæreste.
Det var bare en klasse dag. Jeg blev totalt fyldt med sommerfugle i maven. 

JEG ER BJERGRYTTER, og der bliver gået meget op i, at man skal være så let som mulig. Men jeg går sindssygt meget ind for mantraet ’happy head fast legs’. Altså hvis jeg er glad, er det fucking ligegyldigt – undskyld, jeg bander – om jeg vejer et kilo ekstra, for så vejer mit hoved op for det. Selvfølgelig skal jeg ikke være sådan en lille rund kartoffel, og når vi er ude til cykelløb, spiser vi virkelig tit pasta og kylling. Tør kylling. Øv! Rigtig tør. Ligesom sådan en høne, der er blevet smattet ud på vejen og kørt over af en truck. Kyllingeskiverne er så tynde og tørre, at du nærmest ikke kan synke dem. Det bliver altid serveret med tomatsovs, fordi der ikke er nogen kalorier i. Nogle gange kan vi variere den til nogle ris. Men det er fandeme kedeligt i 10 dage, når du skal køre Giroen (Giro de Italia, red.). 

Når jeg er færdig med et løb, craver jeg tit noget rigtig klammo-mad. Rigtig klammo-pizza eller klammo-burger, sådan rigtig ’bvadr’, hvor fedtet drypper. Eller også craver jeg salat. Nogle gange er vi til løb og træningslejr sådan nogle steder, hvor det bare er øv-salater. Forbandet iceberg, en eller anden tomat og nogle gulerødder. Det gider jeg ikke, det smager jo af nada. Så craver jeg bare en god salat med grillede grøntsager. Sund, lækker mad, der smager af noget. Og så elsker jeg slik.

NOGLE GANGE KAN jeg være træt af at være cykelrytter. Især når der er dårligt vejr udenfor. Det regner, og det er fem grader, det blæser eller sner nærmest, og så tænker man: ”Jeg gider ikke være cykelrytter, når der skal være sådan noget pisvejr. Jeg gider ikke køre fire timer i det.” 

Det kan også være ensomt til tider. Specielt når man skal træne alene. Lige præcis derfor er jeg flyttet til Girona (i det nordlige Spanien, red.). Det er en kæmpe cykelby, og vi er omkring 15 professionelle danske cykelryttere, som bor hernede, og 200 cykelryttere i byen fra alle lande. Det er bare fedt at have nogen at træne med. Men nogle gange træner man alligevel alene, og det kan godt være hårdt. I cykling er der ikke en træner, der står og siger: ”Du skal cykle!” Man skal sparke sig selv i røven for at komme ud og træne. 

Det kommer meget an på mit humør, hvad jeg gør for at motivere mig selv. Nogle gange har jeg virkelig behov for at have fed musik i ørerne og leve mig ind i det. Hvis jeg er ked af det, hører jeg sådan noget vrælemusik. Hvis jeg skal køre intervaller, er det bare full on techno. Andre gange er det mere pop eller sexy R’n’B. Og andre gange igen kan jeg bare mærke, at jeg slet ikke skal have musik i ørerne. Så skal jeg bare nyde naturen og mærke sanserne. Jeg lytter på fuglene og lugter til grantræerne. Prøver at få dén oplevelse. Jeg er meget sanselig, og nogle gange har jeg bare brug for at være i nuet og suge miljøet ind. 

HAMMERFED

Da Cecilie Uttrup Ludwig havde krydset målstregen som nummer tre ved Flandern Rundt i 2019, gav hun et interview med så sprudlende indlevelse, at det blev citeret i cykelmedier verden over, og hun blev kaldt ’the unexpected star’. Særligt én sætning blev en ørehænger, som hun skulle høre for igen og igen. Med ordene ”Let’s put the hammer down! PAM!” beskrev hun, hvordan det var hendes tur til at smadre igennem slutspurten.

I FOLKESKOLEN OG GYMNASIET skrev jeg altid om kvinders rettigheder. Det interesserede mig sindssygt meget, og jeg har altid kæmpet for, at vi kvinder ikke bare skal bukke og neje. Det har været hårdt nogle gange at være kvinde i en mandsdomineret sport. Jeg er ikke blevet respekteret lige så meget eller taget lige så alvorligt. I alle cykelmiljøer er der sådan en underliggende indforståethed omkring at: ”Ja, vi ser jo alle sammen herrecykling, og kvindecykling er sådan lidt …”  Der har jeg altid haft det sådan: ”Det kan simpelthen ikke være rigtigt, så kæmper jeg for os kvinder.”

Folk har altid fortalt mig, at jeg som kvinde aldrig kunne leve af at blive cykelrytter. Der var måske 10 i verden, der kunne, så jeg skulle bare gøre det for sjov og ikke tro, at jeg kunne blive professionel. Jeg syntes, det var så nederen, at de skulle prøve at knuse drømme. Det er meget muligt, at de prøvede at være realistiske, men de behøvede da ikke være så nederen, mand. De var så øv! Men det gav mig energi: ”Jeg skal bevise, at I tager fejl!” 

For fem år siden begyndte jeg at kunne leve af cyklingen, da jeg skiftede til Cervélo-Bigla (schweizisk cykelhold red.). Indtil da arbejdede jeg i Føtex ved siden af cyklingen. Og det var hårdt. Jeg stod op hele dagen, og så cyklede jeg enten om aftenen eller om morgenen inden arbejde. Jeg satte varer på hylderne, og når der kom returvarer, skulle jeg sætte dem på plads. Det var et arbejde, hold nu kæft. Hvis jeg går i Føtex nu eller andre supermarkeder og kommer til at tage en vare, som jeg egentlig ikke gider have, lægger jeg den aldrig bare fra mig. Jeg ved, at en eller anden stakkels medarbejder skal lægge varerne tilbage igen. 

Da jeg kunne leve af cyklingen, fik jeg det sådan: ”Look at me now, bitches!” 

DE BEDSTE DAGE på cyklen er, når det er 25 grader og solskin, og jeg kører og er i skidegodt humør, benene er gode, musikken er god, lå-lå-lå, jeg stopper på en café, sætter mig i solen, solbriller på, spiser min sandwich, drikker min kaffe. Det er bare … hvor er det fedt, mand. Det er jo mit liv! Tænk sig. På sådan nogle dage niver man sig i armen. Jeg elsker at træne, men jeg er jo en race horse. Så jeg elsker finalerne! Man ved, at man har trænet så hårdt, man har forberedt sig på ruten, og så sidder man i finalen og tænker: ”Det er NU, jeg skal smadre dem alle sammen!” 

Det største øjeblik i min karriere var at få hul på bylden og få min første World Tour-sejr (maj 2021, red.). Det er klart et af højdepunkterne. Og så Flandern i 2019, hvor jeg blev treer. Det var så stort for mig. Jeg lavede et interview bagefter, og det følger mig endnu. Når jeg er i Belgien for at køre løb, bliver jeg stoppet, hvis jeg er ude at træne. Belgierne ruller vinduet ned i bilen og råber: ”Put the hammer down!” Det er totalt mindblowing. 

Jeg er ret god til at være livsnyder. De bedste øjeblikke for mig er at være sammen med mennesker, jeg elsker, og at nyde god mad og rødvin og bare sidde udenfor. Det er de øjeblikke, jeg glæder mig allermest til. God mad gør glad. Det er det, der er så fedt ved Spanien. Der er så godt vejr, og folk lever bare på gaden. De er ude og spise, og jeg elsker bare den stil. 

JEG KOMMER IKKE ud af en cykelfamilie. Mine forældre har altid været aktive og dyrket sport, og de cykler meget, men altså sådan til arbejde. Både min mor og far er aktuarer inden for forsikring, og jeg har altid syntes, at matematik og skole i det hele taget var pissespændende. Og jeg har altid troet, at jeg enten skulle være matematiker eller skuespiller. Jeg blev hverken eller. Jeg blev cykelrytter. 

Jeg har altid elsket at performe. Helt fra jeg var en lille pige. Hver gang jeg havde venner eller veninder på besøg, skulle vi altid lave skuespil eller danse. I løbet af dagen øvede vi, og om aftenen viste vi det for mine forældre. Wow, de har set mange af de stykker.

Min mor er meget ligesom mig. Sådan totalt en lille bombe. Min far er mega chill. Han er den der tænksomme ugle med brillerne og de gode råd. Han er meget anderledes end mig, men jeg bliver inspireret af dem begge to. Den ene er en festbombe, og den anden er mere afbalanceret og rolig. Jeg har også en lillebror, der læser til kemiingeniør. Han er helt i en anden boldgade end mig. Han er en festabe, der fester hver weekend. Der er vi meget forskellige. Men det er jo også det fede. Det er en god lille kernefamilie, vi har. 

Jeg savner min familie og mine venner rigtig meget. De venner, jeg har i Danmark, har ingenting med cykling at gøre. Nogle gange kan det være svært at holde kontakten med dem, fordi jeg bor i udlandet, er så meget på vejen, og der er så meget gang i den. Men man skal huske at holde fast. Vi er gode til at ses, hver gang jeg er i Danmark, selvom det kun sker 3-5 gange om året. Jeg skal bare se dem, og jeg skal ikke snakke om cykling. 

Når jeg er i Danmark, bor jeg hos min mor og far. Der er nok mange, der ville være sådan: ”What?” Men jeg er rigtig tæt med min familie, og når jeg ser dem så sjældent, synes jeg, det er sindssygt rart at have tid med dem. Så er det bare hygge. Årh, hvor er hygge bare et kæmpe mig-ord, mand. Jeg elsker det. Vi sidder bare og snakker hele aftenen og natten. Der er ikke noget, der slår at grille udenfor i en dansk sommerhave. Intet slår sådan en aften med familien, hvor vi inviterer bedstemor og sidder ude og griller og hygger. Man bare er sådan: Ja, for satan altså! Arh, nu hyler jeg.

JEG KAN GODT lide at se cykelløb. Også herrerne. Jeg synes, det er spændende, og jeg lever mig totalt ind i dem. Altså, jeg kan jo ikke lade være med at skrige ad skærmen: ”KOM NU!” Det er jo også, fordi jeg selv ved, hvad det kræver. Jeg har selv siddet ude på etapen og haft ondt over det hele. Altså helt ned i lilletåen. Alt skriger. Mest benene, men også lungerne. Du skal være i god form og alt sådan noget, men du skal også have den rigtige psyke. Du skal kunne æde dig selv og acceptere, at der er smerte, og du skal have det godt med det. 

Der er et udtryk, der hedder, at ens hurtbox skal være tom, når man skal cykle. Det kan jeg rigtig godt lide. Hvis hurtboxen er fyldt op med kedelige tanker som ”årh, hvor går det dårligt med kæresten for tiden”, inden du skal cykle, kommer det til at gå ad lort. Men hvis hurtboxen er tom, og man bare er glad for livet, kan man putte sig selv derind. Det er de dage, der er specielle og fede. Men det er svært at mestre. Man skal gide gå ind i det og elske det, selvom man ved, at det kommer til at gøre ondt over det hele.

Min erfaring og min far har lært mig, at man skal finde sin egen vej. Det nytter ikke noget at tro, at man kan kigge på verdens bedste cykelrytter og sige: ”Hende der, hun vinder alle cykelløb, og hun gør sådan og sådan, så nu kopierer jeg hende, for jeg vil blive lige så god.” Det dur ikke. Man skal finde ud af, hvad der fungerer for én selv. 

Jeg drømmer om at vinde flere cykelløb. En dag skal jeg også vinde VM og have den regnbuefarvede trøje på.

29-årige Anne-Marie Rindom sejler for Danmark.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Ricky John Molloy

FØRSTE GANG jeg sad alene i en båd, havde min far købt en rød optimistjolle til nærmest ingen penge, sådan et lille badekar. Jeg var fem år gammel, og min far fulgte mig tæt i en lille gummibåd ved siden af. Men pludselig gik motoren ud på gummibåden, og jeg sejlede bare derudad og anede ikke, hvordan jeg skulle komme tilbage. Jeg sejlede på grund, og min far kom og reddede mig. Jeg husker det som en ’nu-dør-jeg’-oplevelse. Jeg var i total panik.

Jeg sejlede først rigtigt alene, da jeg blev syv. Jeg var på det mindste hold i Horsens Sejlklub, hvor man selv sad i båden og også sejlede uden for havnen. Det var virkelig en stor ting: at sejle uden for havnen. Når jeg kom hjem fra skole, kiggede jeg tit på træerne og tjekkede, hvor meget det blæste.  Så sagde jeg: ”Åh, det blæser meget i dag, jeg vil ikke ned på havnen.” 

Min far tvang mig ikke, men sagde: ”Lad os nu bare tage ned og se, hvordan det er.” Når vi så kom derned, var alle de andre børn der. Så begyndte vi at lege, og så kunne vi få en lille tur på vandet. Jeg ville også gerne selv, mine venner var dernede, og de var også sådan: ”Uh, det er lidt farligt.” 

Jeg har aldrig haft en oplevelse af at være ked af det, når jeg kom ind fra en tur på vandet. Det var altid med armene over hovedet og: ”Wow!” Og så skulle jeg hjem og fortælle min mor, at jeg havde været ude i seks sekundmeter.

Der var så meget socialt på havnen, og jeg havde nogle rigtig gode kammerater. Det var det, der var fokus i min barndom og ungdom. Min far blev dog ved med at presse lidt på. Han kunne se, at jeg syntes, det var fedt, når først jeg fik et lille skub. 

Da jeg var otte år, skulle jeg sejle alene på Gardasøen. Der er et stort stævne for optimistjoller i påskeferien hvert år dernede, og min familie og jeg har været der 17 år i træk. Forældrene må normalt ikke komme med ud på vandet, men første gang vi var med, havde min far lejet en båd og  var derude alligevel. Jeg gik i panik, det blæste megameget, syntes jeg, og mit øsekar, som man bruger til at vælte vand ud af båden, kunne jeg ikke få fri. 

Min far råbte til mig: ”Så slapper du af!” Og så sejlede han bare væk. Jeg måtte ligesom klare det selv. Tit var jeg måske ked af det i fem minutter, men så fandt jeg ud af: ”Der kommer ikke nogen og hjælper mig, jeg må fikse det selv.” På den måde får man hår på brystet. Der skete jo heller ikke noget, og så fandt jeg ud af, at hey, det er jo faktisk ikke så farligt.

NOGLE DAGE har jeg lyst til at blive under dynen. For eksempel, når det blæser helt vildt meget, det vi kalder survival conditions. Der er også dage, hvor der er nul vind. Det plejer egentlig at være hyggeligt nok, men det er også lidt kedeligt. Så sidder man bare foldet sammen inde i båden og prøver slet ikke at bevæge sig for at få båden til at sejle. 

Jeg tager altid af sted alligevel. Sammenhængende træning og consistency hver eneste dag er godt, det ved man. Og at have connection med båden. Jeg har sejlet den her bådklasse (Laser Radial, red.) i 12 år, og læringskurven er ret flad efterhånden. Derfor er jeg hele tiden ude efter små procenter af udvikling. Kvaliteten skal bare være høj. 

I sejlsport er OL det ultimative, og jeg træner for at være helt fremme. Det har jeg gjort siden OL i Rio i 2016. Følelsen i Rio var, at det var lige ved og næsten. Jeg var sindssygt glad for min bronzemedalje, men jeg kunne også godt mærke, at: ”Wow, guldet var så tæt på!” Det er virkelig marginalerne, der tæller. Tit er det millisekunder, der afgør det.

Det var min træningsmakker fra Irland (Annalise Murphy, red.), der vandt sølvmedaljen. Det var megastort for os begge, fordi vi havde hjulpet hinanden med at blive de bedste udgaver af os selv. Det, at vi begge stod på podiet, var en stor oplevelse. Der er videoklip fra Rio, hvor vi står og krammer hinanden. Det er min konkurrent, men det er også min veninde. 

JEG HAR, 7-9-13, ikke selv været med, hvor det er gået fuldstændig galt.  Jeg har prøvet, at båden sank, fordi der var store bølger. Så ligger man derude i vandet og skal reddes af andre. Men man er aldrig alene af sted, man er altid to. Sidste sommer fik jeg en diskusprolaps i nakken. Det er nok den største skade hidtil. 

Men jeg har fået bommen på sejlet i hovedet, hvor jeg fik hjernerystelse og en flænge hen over næsen. Og i 2017 var der en, der sejlede ind i min ryg. Vi lå alle sammen i startlinjen til en træningssejlads, og der var en, der mistede kontrollen eller prøvede at lave en hurtig finte, og hun ramte mig uheldigt med en masse fart.  Normalt rammer man bådene, men fordi jeg måske sad lidt ude på kanten, ramte hun mig direkte i ryggen. Båden væltede, jeg røg i vandet, og jeg troede, jeg havde brækket ryggen. Det gjorde ondt. Da jeg lå der i vandet, tænkte jeg: ”Kan jeg bevæge mine arme og ben?” Det kunne jeg.

Bagefter blev jeg sejlet ind i en gummibåd, og jeg var forbi hospitalet for at få tjekket, om der var noget galt. Det var der ikke. Jeg fik et kæmpe blåt mærke og kunne heldigvis sejle selve stævnet, der lå tre dage senere. 

ANNE-MARIE RINDOM

29 år. Født i Søllerød, opvokset i Horsens, bor i Aarhus. Læser en kandidat i idræt på Aarhus Universitet.

Professionel sejler i klassen Laser Radial.  Blev udtaget til EM for første gang som 11-årig. Vandt VM-guld i 2015 og EM-guld i 2019.

Har vundet et hav af både guld-, sølv- og bronzemedaljer ved både VM, EM og andre store sejlsportsstævner. Deltog ved OL i London i 2012 og vandt bronze ved OL i Rio de Janeiro i 2016.

Blev i 2019 kåret som verdens bedste sejler på tværs af bådtyper af det internationale sejlsportsforbund World Sailing. Hun er den første dansker nogensinde til at få den titel.

DER ER MANGE, der spørger mig, om jeg er nervøs for det kommende OL, fordi jeg ikke kan komme uden om, at jeg er en af favoritterne. Så husker jeg mig selv på, at jeg har kæmpet i alle de her år for netop at være favorit. Jeg har ikke kæmpet for at blive nummer fem eller seks. Jeg  kan rent faktisk tage en medalje. Og det er bare fedt. Det skal man huske sig selv på, når man bliver nervøs: Det er ikke bare held. Det er træning, og jeg har lagt blod, sved og tårer i det i så mange år. Men der er jo meget pres på. 

Man kan sammenligne det med at være til en afsluttende eksamen på universitetet, hvor man virkelig gerne vil gøre det godt. Det er så bare over ni dage i stedet for én dag. Det skal man lære. Hvis ikke man kan det, er man det forkerte sted. 

Den sidste sejlads i Rio, medal race, fik vi udskudt, fordi der ikke var noget vind. Vi ventede på vind hele dagen. Om eftermiddagen kom der så en kæmpe storm, og vi blev sendt på vandet og skulle være klar. Men så aflyste de alligevel. Det var en total rollercoaster-dag, og jeg tænkte, at det var vigtigt at få sovet inden næste dag. Men min mentaltræner sagde, at søvnen faktisk ingen indvirkning har på præstationen, fordi man er så propfyldt med adrenalin. Det er en sejlads, der tager 20 minutter, og det kan man godt tage sig sammen til, om så man kun har sovet én time. At han sagde det, gjorde mig mere rolig, da jeg lå der om natten og tænkte: ”Nu er der syv timer, til jeg skal op! Kom nu, sov, du skal præstere dit livs vigtigste sejlads i morgen.” Lige siden har jeg været meget mere rolig omkring søvn. 

Inden en  konkurrence laver jeg mindfulness-øvelser. Min mentaltræner (Kristoffer Henriksen, red.) og jeg går nogle scenarier igennem. Til OL i Rio snakkede vi blandt andet om ting, der kunne gå galt, og så skulle jeg visualisere situationer, hvor jeg befandt mig i den forkerte side af banen, hvor  vinden drejede, eller hvor jeg pludselig lå sidst. Man har mest lyst til at blive hidsig, men den energi skal man lære at bruge de rigtige steder.

Jeg har ikke så mange ritualer ud over at tjekke båden igennem. Da jeg var yngre, skulle jeg have lige præcis dét par bukser på, ellers gik det ikke. Men man skal passe på med ikke at få for mange rutiner. Man bliver nærmest helt overtroisk, hvis man ikke kan følge dem, og så bliver man låst. 

JEG ER ET menneske, der sammenligner mig meget med andre. Det har været en udfordring for mig. Nu er jeg sidst i tyverne, og jeg føler, at jeg kender mig selv bedre og kan håndtere det. Men især i gymnasiet sammenlignede jeg mig meget og var meget konkurrenceorienteret, især i forhold til karakterer. 

Jeg er blevet bedre til at tackle konkurrencemennesket i mig på andre områder, som egentlig ikke er vigtige. At føle, at man skal være den bedste til alt muligt andet, når man bruger 99 procent af sin tid på én ting, gør det lidt svært at være med på andre ting. Man må finde ro i, at det er okay at få et syvtal, og ikke at være den allerbedste veninde hele tiden.

Men det er en fordel for mig at være konkurrencemenneske og at ville vinde og være fandenivoldsk, som min mor altid kaldte mig. Hun sagde, at jeg altid har haft et ekstra gear, og det har jeg også, men jeg har skullet arbejde med kun at lade det gå ind i én ting og være mere rolig på andre områder.

Især mentaltræning har hjulpet mig. Det her med at rette fokus det rigtige sted hen. Jeg tror, mange har et billede af, at når jeg for eksempel spiller brætspil, vil jeg bare vinde. Men jeg er helt ligeglad med, om jeg vinder i Bezzerwizzer. 

ALTING SEJLER

”Jeg elsker friheden ved at sejle. Sejlsport er udfordrende på mange områder, fordi der er mange forskellige elementer, man skal være god til. Det kræver taktiske, strategiske og fysiske egenskaber, som man ikke bare får over en kort periode. Man bliver konstant ved med at lære i sejlsport, fordi vejret, vinden, strømmen og stedet, man sejler, ændrer sig.”

JEG VAR 11 år, da jeg første gang blev udtaget til EM i optimistjolle. Mange sagde: ”Uha, hun er så lille.” Det var lidt en overraskelse for folk, at jeg blev udtaget – og nok også for mig selv. Men dér tænkte jeg: ”Okay, jeg har talent for det.” Det var til et stævne i Kerteminde, hvor man skulle være blandt de tre bedste piger for at blive udtaget. De to, der var foran mig, var noget ældre, og det var megastort. 

Vi fik landsholdstøj, hvor der stod ’Danmark’ og ens navn bagpå, og selvom min mor var med, boede vi ikke sammen med vores forældre til EM. Jeg kan huske, at jeg knap nok kunne rigge min egen jolle til, og at jeg ikke kunne få sat sejlet rigtigt. Jeg blev nummer 53 eller noget i den stil.

Min far var god til ikke at gøre tingene for mig. Han var meget sådan: ”Du skal selv sørge for det.” Især det her med at gøre båden klar gjorde han en dyd ud af, at jeg selv skulle klare. Min far og hele hans familie har altid sejlet, de har altid haft båd.

Man kan godt have talent for noget, men det bliver ikke ved med at være nok. Der blev lagt et ekstra lag på, allerede da jeg var 13-14 år, hvor jeg trænede både i Horsens og Fredericia. Mange af de andre unge piger trænede kun i Horsens. Min far var god til at opsøge ting, der gjorde, at jeg kom et skridt foran. 

VI ER FIRE børn i min familie. Derfor havde vi en bil med plads til syv personer – en Peugeot med sæder bagi. Det er den bil, der har været 17 gange til Gardasøen, og den har kørt over en million kilometer. Pigerne fra Horsens Sejlklub husker alle sammen bilen, for de var med i den, når vi især kørte til Holland, hvor der var stævner i weekenderne. Vi lå i telt dernede, og min far kørte os altid. Han har været træt, den stakkels mand. Han skulle jo op på arbejde om mandagen. I dag tænker jeg, hold da op, sikke et overskud, han har virkelig brugt meget tid på mig og sporten. 

Der var gang i den i den bil. Vi havde en cd med ’Hits for Kids’, og så kørte vi derudad med masser af snacks – chips og kiks, især ’gif gif’-chips, som mine søskende og jeg kaldte de der firkantede sour cream and onion-chips. Man ville helst ikke sidde på bagsædet, for så var man ligesom ikke med. Det gjaldt om at få en plads foran eller i midten, så man ikke var udenfor. 

Vi hjalp også hinanden med at lave lektier i bilen. Tit kom vi hjem klokken tre søndag nat og skulle op i skole om morgenen. Min mor sagde: ”Ah, du kan godt lige holde en fridag. Det går nok, vi laver lidt skole herhjemme.” Mens min far var sådan: ”Hvis du kan sejle, kan du også gå i skole.” Tit når min far var taget på arbejde, sagde min mor: ”Bare bliv hjemme.” 

I GYMNASIET VAR jeg i flere øvelser lige så stærk som eller stærkere end drengene. Det var sådan noget med squat, jeg var god til. Mine ben har altid været sindssygt stærke. Og min core. Jeg tror egentlig, at de fleste var sådan: ”Wow, det er megasejt.” Men jeg tror også, at der var nogle af drengene, der ikke syntes, det var så fedt.

I 2. g valgte jeg at tage gymnasiet på fire år (Team Danmark-uddannelsen, red.), så jeg fik mere tid til at sejle. Nogle valgte festerne, og en del faldt fra sejlsporten, men jeg tror, jeg fandt et godt kompromis. Jeg var stadig med til klokken et om natten, og i stedet for at tage med videre i byen tog jeg hjem. Jeg var måske sindssygt træt lørdag, men så nåede jeg ligesom det hele. 

Der var også perioder, hvor det ikke gik. I 3. g var jeg ved at køre mig selv helt død. Det var svært at prioritere, hvad der var vigtigst. Jeg ville gerne sejle, have gode karakterer og være med på beatet og med i samtalerne mandag morgen, når man snakkede om festerne. 

Når jeg tænker tilbage på min gymnasietid, var der ikke så mange, der spurgte, hvad jeg havde lavet i weekenderne. Det var først på universitetet, at jeg mødte nogle mennesker, der kunne sætte sig ind i min situation og livsstil, og som syntes, at det var megafedt, i stedet for at have den der holdning: ”Nå, hun er den lidt mærkelige.” Det følte jeg nogle gange, at jeg var, fordi jeg gjorde tingene anderledes.  

At jeg var fire år i gymnasiet, betød, at jeg ikke blev student samtidig med dem, jeg var startet med. Men de var sindssygt søde. De havde købt en hat, hvor jeg kunne have en øl i hver side, da de blev studenter. Så havde jeg den på i stedet for en studenterhue.

LIGE NU, op til OL, handler det rigtig meget om træning, sejlads, og om hvordan jeg kan optimere mine rutiner. Typisk spiser jeg morgenmad, har fysisk træning, så tager jeg på vandet halvanden til tre timer, og når jeg kommer i land, laver jeg et cardio-pas på løbebåndet eller cykler. Hvis ikke der er cardio om eftermiddagen, ser jeg video fra dagens træning og holder evaluering. Men jeg prøver at være så meget som muligt udenfor, det elsker jeg. 

Som sejler er der sindssygt mange administrative ting at tage sig af. Det er ikke som på et håndboldhold eller et fodboldhold, hvor der er nogen, der tager sig af de ting. Det her med at bestille flybilletter, sørge for, hvor man skal bo næste gang, og især, med corona, hvor man skal booke test på det og det tidspunkt … jeg sørger for alting selv.

Det kan godt være overvældende i perioder. Lige nu sidder jeg med årsopgørelsen og laver det store sportsregnskab, som skal indberettes til Skat. Til at starte med har man rigtig mange udgifter og ikke så mange indtægter, men jo mere det bliver balanceret, og jo flere indtægter jeg får, jo mere uoverskueligt bliver det. Heldigvis har jeg en revisor i familien, der kan hjælpe.

Jeg er lige blevet ansat på et sejlsportshold, SailGP (Sail Grand Prix, red.) hedder det, og jeg er ikke helt kommet i hus med en kontrakt, men forhåbentlig kommer det til at løbe over de næste tre år. Det er et female programme, hvor vores opgave er at få promoveret pigesejlere og at få flere kvinder ind i professionel sejlsport. Vi skal vise, at der er en vej for kvinder i en mandsdomineret sport. 

Jeg har aldrig tænkt, at jeg har begrænsninger i forhold til mine mandlige kolleger. Men jeg kan godt se, at det er et issue at få børn. Der kommer man som kvinde til at være ude i et stykke tid, og kan man så komme tilbage til sporten igen? Hvordan kan man blive ved med at sejle? Der er ikke så mange i Danmark, man kan se op til, hvor man kan sige: ”Hun gjorde det. Hun lavede en levevej gennem sejlsporten.” Det kunne være superfedt at være den første.

Jeg har et lån i banken, og så spurgte de dernede: ”Hvornår skal du have et rigtigt arbejde?” Og jeg blev sådan: Jamen, jeg er 29 år gammel, det her er mit arbejde. Det kan godt være, at jeg ikke tjener lige så meget som en nyuddannet ingeniør, men det er det her, jeg lever af. 

Når jeg sammenligner med kolleger i udlandet, er det, som om vi i Danmark ser på sport som en slags hobby. ”Når du er færdig med det, skal du vel ud og have et rigtigt arbejde?” Selv mine forældre kan godt have det lidt sådan. Men hvorfor kan en sport ikke være en levevej? Folk tænker måske, at ens krop på et tidspunkt bliver for gammel. Men sejlsport er anderledes. I OL i Rio de Janeiro var der en 60-årig guldvinder, der havde haft kræft året før og kun havde én lunge. Det viser bare, at sejlsport kan så mange ting.

Jeg drømmer om at være professionel sejler og at leve af det. Jeg ved godt, det er sindssygt hårdt, og jeg er i gang med at tage en kandidat i idræt på universitetet, så jeg også har en uddannelse. Mange af de ting, jeg har lært, har jeg kunnet bruge i sejlsporten.  

NÅR JEG KOBLER af, er jeg sammen med venner eller familien. Eller også ser jeg en serie, en film, læser en bog. At være sammen med veninderne er sindssygt vigtigt for mig. Vi har gået mange ture og drukket meget kaffe under corona. Så snakker vi om alle vores problemer og prøver at løse dem, ha, ha. Vi begyndte også at lave heat yoga, fordi der er varmt i Tokyo. 

Der er begyndt at være babyboom i venindeflokken. Min veninde Anne-Julie (Foght Schütt, red.), som også er fra Horsens Sejlklub, skal føde lige om lidt, og hendes ambition er at komme tilbage til sporten. Og jeg tænker: ”Wow, det er hårdt.” Jeg har ikke selv gjort mig tanker om, at jeg bare skal tilbage til sejlsporten, efter jeg har fået børn, nu må vi se. Jeg tænker umiddelbart, at vores sportschef må ansætte en nanny. Men jeg er ikke selv mor, så jeg kan nok ikke til fulde sætte mig ind i, hvordan det er at have et lille barn med.

Jeg har en kæreste i Australien, og vi havde en dag, der var tæt på at være perfekt.  Vi var ude at dykke med nogle af vores australske venner om formiddagen, om eftermiddagen havde vi en flaske vin med på stranden, solen gik ned, samtidig med at månen stod op, og det var 30 grader. Det er sådan en dag, man ikke glemmer. 

Jeg har ikke set ham i et år på grund af corona. Han arbejder dernede, så han kan heller ikke tage herop, og jeg har min sejlsport, og jeg kan ikke få visum til Australien på grund af corona – de lukker mig ikke ind endnu. Men vi har sluttet fred med det. Når vi har kunnet holde kontakten i så lang tid, er det også meant to be. Jeg tror, det har været den ultimative test. Nu er der ikke noget, der kan slå os ned. 

Mit største sports-øjeblik var OL i Rio i 2016. Jeg havde min familie med, og det hele klappede. Når jeg ser tilbage, præsterede jeg og ramte det helt rigtige niveau. Det kan godt være, at det ikke var guld, men jeg fik det, vi kom for: en medalje med hjem. Det var stort for mig at have min familie og min ekskæreste med. Jeg havde også to veninder med, og vi rejste rundt i Brasilien bagefter. Jeg festede i fem dage med de andre sejlere, min familie og mine venner, og da jeg kom hjem til Danmark, festede vi videre. Det var en sjov og befriende periode.
Det, jeg husker bedst, er en sejlads inden medaljesejladsen, hvor jeg lå nummer et og havde den gule førertrøje. Dén sejlads gik bare helt galt. Det sidder dybt i mig. Jeg følte, at nu havde jeg tabt det hele. Jeg kan huske, at jeg græd. Og jeg græd nærmest også, da vi gik ind i næste sejlads, hvor jeg fik hevet mig selv tilbage på andenpladsen. Det hele står stadig klart for mig. 

Jeg er megalykkelig, når jeg har vundet et stævne, og alt har flasket sig. Som nu i forrige uge, hvor jeg vandt et stævne og var 39 point foran. Jeg følte nærmest, at jeg kunne gå på havet.

Den 27-årige danske elitesvømmer og OL-deltager har klorvand i blodet.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Polina Vinogradova

MINE FORÆLDRE VILLE gerne have, at min bror og jeg skulle lære at svømme. De så det som en vigtig del af vores opdragelse. Min mor var gymnastiktræner, så jeg dyrkede også en del gymnastik sammen med min storebror, da jeg var yngre. Det var nogle gange lidt svært, for min mor blev tit nervøs, når vi skulle lave gymnastikspring. Så da min bror stoppede, stoppede jeg også. Vi var og er meget tætte med hinanden.

Svømning var på ingen måde min favorit. Jeg hadede det kolde vand, men det, at min bror begyndte, gjorde det lidt nemmere. Jeg fik nogle veninder til svømning, som også havde storebrødre, der var sammen med min storebror. Vi blev nærmest til en lille familie, og vi brugte meget tid i svømmehallen. Mine forældre var officials, så jeg rendte rundt til alle stævnerne og lavede ballade, også hvis jeg ikke selv svømmede. Vi voksede op på den måde. Lige pludselig blev jeg ældre og kom på et hold, der tog til konkurrencer.

Mit bedste barndomsminde med svømning er Vedby Legene. Det var et udendørsstævne, og det var bare sjov og ballade. Vi ristede skumfiduser over bål, der kom en brandbil og sprøjtede skum ud over det hele, man skulle finde ting på en slags skattejagt, og drengene svømmede i badedragter. Det var ét stort cirkus, og jeg elskede det. 

I SVØMNING HAR du ét skud. Man kan sammenligne det med et straffespark i fodbold. Misser du, er det bare ærgerligt. For mange er det et kæmpe pres. De fleste løb bliver afgjort på få hundrededele. Man skal ikke gøre meget forkert. Du kan ikke have en dårlig start eller lave et forkert armtag, så er du ude. Det er mentalt virkelig hårdt, hvis man ender lige uden for medaljerne med en hundrededel af et sekund. Det føles nedslående og nærmest helt uretfærdigt, fordi det er lidt. På den anden side er det også det, der gør svømning spændende. Det er så detalje­orienteret. 

Jeg kan godt lide det nørdede ved sporten. Hvordan vinkler jeg min hånd rigtigt?  Sådan nogle ting. Gennem svømningen får jeg mulighed for at opleve sider af mig selv, som sætter gang i nogle reaktioner og tanker, der gør, at jeg bliver en forbedret udgave af mig selv. Jeg lever nærmest et ’hurtigere’ liv, fordi jeg mentalt bliver mere moden. 

Ved VM i 2019 blev jeg nummer fire. Jeg manglede en hundrededel, og det var det samme til verdensmesterskabet to år forinden. Så får man det sådan: Nu må den hundrededel gerne snart være på min side. Jeg bliver skuffet og irritabel, når det sker. Man må godt give sig selv en dag til lige at være irriteret, men man skal ikke lade én hundrededel afgøre, om man har været en succes eller ej. De fleste kan ikke engang begribe, hvor lidt en hundrededel er. Man er nødt til at komme videre og tage de ting, der virkede, med. 

Jeg er rimelig indadvendt og stille, når det sker. Så snakker jeg med min coach (Ann Kastrup, red.), som jeg er tæt med. Hun siger altid: ”Hvis du har behov for at komme ud med noget, så er jeg her.” Og så tager vi 10 minutter, hvor jeg plaprer løs om, hvor irriterende livet er, ha, ha. Efterfølgende fyrer hun altid en joke af, der får mig til at grine. Og så er det jo heller ikke værre. Til OL i Rio i 2016 var hundrededelen på min side, og jeg vandt guld.

HVIS MAN SVØMMETRÆNER alene, kan det virkelig være tungt og kedeligt. Det er det i hvert fald for mig. Jeg har behov for at være en del af en gruppe, hvor man varmer op og svømmer sine sæt sammen. Men til stævner skal jeg være i min boble, og jeg bruger al min energi på mig selv. Det ville jeg have svært ved, hvis jeg for eksempel var i holdsport. Jeg ville have svært ved at håndtere, hvis andre var med til at afgøre, om jeg var en succes eller ej. Men træning i holdsport ville helt sikkert være sjovere.

Motivationen går op og ned. Jeg har fundet ud af, at det er vigtigt for mig at nedprioritere svømningen lidt nogle gange og prioritere andre ting i stedet for. Jeg skal lade være med at stresse og forcere, at jeg skal være motiveret hele tiden. Gør jeg det, kommer motivationen tilbage af sig selv.

Jeg bor i Marseille, og da vi havde lockdown her i Frankrig på grund af corona, tænkte jeg: ”Er det virkelig det her, jeg skal?” Vi var indenfor hele tiden. I starten kunne man kun træne, der var ingen stævner, og jeg følte lidt, at jeg trænede for ingenting. Det var svært. Jeg endte med at sige til mig selv: ”Okay, lige nu får jeg ikke trænet, selvom jeg kan.” Da jeg begyndte at træne lidt igen, var det ikke på samme måde som før. Jeg tog ned for at svømme en lille smule og styrketrænede en del, fordi jeg fik det bedre mentalt af det.

Alle de ting, der er uden om svømningen, giver mig energi og motivation. At se mine venner, gå ud og spise, få drinks. De ting, som jeg ikke har så meget tid og energi til på grund af svømningen, skruer jeg op for i perioder. Jeg flytter mit fokus. Jeg forestiller mig, at der er mange, der går ud og løber en tur på fem kilometer, fordi de så kan sige: ”Tjek, nu har jeg gjort det.” På samme måde bliver svømningen også en ting, hvor jeg kan sige: ”Tjek, jeg har været til træning, nu kan jeg lave noget andet.” Omvendt indretter hele min verden sig efter svømningen, når jeg virkelig er fokuseret. 

SVØMMEVERDENEN KAN være meget striks. Især var den det, da jeg startede med at svømme på konkurrenceniveau. Og selv da jeg som helt ung kun svømmede stævner i Danmark, var svømmeverdenen meget sort/hvid. Du lærer, at du skal møde op til morgentræning, og den starter klokken seks. Du træner sygt meget, og du skal bare være der til alle træninger. Du skal svømme, og hvis ikke du synes, det er fedt, er det bare ærgerligt. Du skal bare blive ved. Jeg er vokset op i en svømmeverden, som jeg på mange punkter ikke har passet ind i. 

I 2010 begyndte jeg at træne på Nationalt Træningscenter (Dansk Svømmeunions elitecenter i Bellahøj, red.), og efter OL i London i 2012 tænkte jeg: ”Jeg er færdig. Jeg kan ikke svømme mere. Jeg kan ikke det her liv.” Nu havde jeg gjort det i to år, og det var mere end rigeligt for mig. Det var forfærdeligt og simpelthen for hårdt for mig som person. For nogle er det måske fint nok, men for mig fungerede det ikke. Jeg flyttede til Frankrig og trænede lidt der, men det var det samme dernede. 

Jeg fik ikke de resultater, jeg gerne ville have, og jeg var egentlig ikke glad. Jeg fik ikke gode resultater op mod OL i 2016, og jeg tror virkelig, at en af grundene var, at jeg ikke anede, hvorfor i alverden jeg var i sporten. Hvorfor skulle jeg træne på den her måde? Jeg var vokset op med svømning, det var noget, jeg bare gjorde, jeg havde aldrig taget stilling til hvorfor. Jeg kunne lige så godt lave alt muligt andet i mit liv. Jeg tog en pause og fik stillet mig selv nogle spørgsmål.

Jeg gjorde det, som alle andre unge mennesker nok gør, når de går i gymnasiet. Jeg festede og levede et normalt ungdomsliv, hvor vi drak os fulde i weekenderne. Jeg var ude, jeg så mennesker og fik rent faktisk lavet mine lektier. Der var ingen svømning. Overhovedet. Jeg prøvede at hygge-svømme i tre måneder, men det gjorde mig totalt ulykkelig, fordi jeg følte mig utilstrækkelig. Jeg sagde: ”Nu er det nok”, og så fik jeg et arbejde i en tøjforretning i stedet for. 

Efter jeg havde fundet ud af, hvad jeg egentlig gerne ville, kom jeg tilbage til svømningen og var meget mere klar i tonen. På det tidspunkt var der også kommet en træner til, som var mere åben. Vores oprindelige træner stoppede og rejste tilbage til Australien, hvor han kom fra. Vores assistenttræner tog over, og han er landstræner nu. Han har altid været åben og nede på jorden. Det gav mig mulighed for at kunne kommunikere, hvad jeg gerne ville. Efter det skete der en ændring. På holdet og i dansk svømning. 

Jeg fik lysten tilbage, og det blev mere på mine præmisser. Jeg fandt ud af, hvad der gjorde mig glad ved svømningen: Jeg kunne selv bestemme over mit liv og over, hvad jeg lavede til træning. Jeg fik ikke bare smidt et træningsprogram i hovedet, lavede det og gik hjem igen. Jeg fik også friheden til at sige: ”I dag har jeg ikke lyst til at være her.” 

Når man ikke kan få lov til at lytte til sig selv, bliver man frataget sin selvtillid og følelse af selvstændighed. Man glemmer sig selv, fordi man begynder at gøre ting for sine trænere og ikke for sig selv. Det går ikke. I sidste ende er det én selv, der skal performe og stå på skamlen. Man står der alene. Så for mig var det vigtigt, at det var mig, der var kaptajnen. Det var mig, der bestemte, og det var mine valg. 

Jeg sagde til min træner: ”Hej, jeg er her for at træne, jeg kan ikke committe mig til hverken OL eller at træne på samme måde som før, så jeg laver mit eget.” Han syntes, det var fint nok. Når man træner så meget, som man gør i svømning, kan man have følelsen af, at man ikke har særlig meget privatliv. Det kan virke invaderende. Alle ved altid alt om, hvorfor du ikke er der. Men nogle gange har man ikke lyst til at fortælle folk, hvorfor man ikke er der. Alle behøver ikke vide alt om én. Jeg sagde til min træner: ”Jeg gider ikke retfærdiggøre, hvorfor jeg ikke kommer. Du skal ikke spørge. Det er bare sådan, det er.” 

PERNILLE BLUME

27 år.

Bor i Marseille sammen med den franske elitesvømmer Florent Manaudou. Parret svømmer for klubben CN Marseille.

Debuterede på svømmelands-holdet i 2010. Repræsenterede Danmark ved OL i London i 2012 i holddisciplinerne 4 x 100 meter fri og 4 x 100 meter medley.

Blev den første danske olympiske mester i svømning siden 1948, da hun vandt OL-guld i Rio de Janeiro i 2016 i 50 meter fri, og satte samtidig ny dansk rekord. Ved samme OL vandt hun bronze i 4 x 100 meter medley. Inden da havde hun vundet adskillige guld- og sølvmedaljer ved både VM og EM i forskellige holddiscipliner.

Blev årets sportsnavn i 2016. Vandt EM-sølv i 50 meter fri i maj 2021.

PLUDSELIG FIK JEG en anden glæde ved svømningen. Det var ikke kun resultater, der betød noget for mig. Svømning gjorde mig glad. Stævnerne er så få, at jeg ikke kun kan leve på dem. Jeg må have andre succeser i min hverdag, når 90 procent af min tid er træning. Jeg er nødt til finde ud af, hvad der giver mig succesoplevelser ud over resultater og stævner, hvor man kan tabe med en hundrededel. 

Jeg er kæmpe Beyoncé-fan. Hun spillede i København i 2016 en søndag aften, og vi skulle flyve til OL i Rio mandag nat klokken 03. Jeg havde sagt til min træner, at det var vigtigt for mig at komme til koncerten. Det var et af de øjeblikke i mit liv, jeg ikke ville gå glip af. Hvornår kommer Beyoncé lige til Danmark igen? Jeg var hjemme fra koncerten klokken 01, og min veninde og jeg havde stået op, i jeg ved ikke hvor lang tid, og råbt og skreget. Jeg havde helt mistet stemmen. I sportens verden kigger man selvfølgelig meget på det fysiske, og folk ville sige: ”Ej, du skal ikke stå op og råbe, for så bruger du energi!” Vi skal præstere fysisk, men for mig er der en anden energi, der ikke har noget med det fysiske at gøre. 

Den energi kommer indefra og har udelukkende noget med humøret at gøre. Jeg blev så fyldt op på privat-Pernille af at være til den koncert. Det var et stort øjeblik, og jeg blev helt vildt glad. Det gav mig simpelthen så meget. Jeg vidste, at i Rio ville folk være inde i deres egen boble, og det hele ville handle om svømning. Det er så vigtigt med en balance. Det tænker jeg stadigvæk meget over på den her sportsrejse, jeg er på. 

Til EM i maj nåede jeg ikke at tanke op på samme måde. Jeg var udkørt efter lockdown i Frankrig, fordi jeg ikke havde været hjemme i Danmark i tre måneder på det tidspunkt. Det var første gang i lang tid, hvor jeg tog til et stævne, og den private konto var flad. Men jeg skulle kun være til EM i tre dage, og bagefter skulle jeg til Danmark i et par dage. Det blev en motivation for mig. Jeg havde planlagt en masse ting med mine venner og min familie, og det gav mig bare så meget energi at vide, at det lå der og ventede, når jeg lige havde overstået EM.  Lidt ligesom man kan arbejde ekstra hårdt, hvis man skal på ferie bagefter. 

UNDER LOCKDOWN havde min kæreste og jeg det egentlig utrolig nice. Også selvom jeg havde hjemve, og vi ikke vidste, hvornår lockdown ville ende. I Frankrig måtte du kun gå en kilometer væk fra dit hjem, så man kunne ikke rigtig tage på tur. Heldigvis har vi en kæmpestor altan, og det betød alverden. Jeg lavede yoga hele tiden og læste en masse bøger. Og så spillede vi dart og så sygt mange film. Det var ligesom en virkelig lang ferie. Vi spiste sindssygt god mad og drak vin og øl hver dag – sådan noget, som vi aldrig ville gøre normalt, fordi vi er atleter. Jeg tænker tilbage på det som en periode, hvor jeg faktisk følte mig ret glad. 

Min kæreste og jeg begyndte også at spille PlayStation. Rigtig meget. Det var lang tid siden, jeg sidst havde spillet, og jeg havde helt glemt, hvordan man holder controlleren. Vi spillede ’Call of Duty’ tre timer i streg til at starte med. Jeg blev helt køresyg af det. Man sidder og er fokuseret. Jeg kastede næsten op bagefter af at kigge på den skærm. Så sagde min kæreste: ”Rolig nu. Nu har du taget det værste.” Hver dag var vi nødt til at sætte en alarm på, ellers sad vi og spillede til langt ud på natten. Jeg elsker dramaet i ’Call of Duty’ og lever mig virkelig ind i tingene. Hvis der er nogen, der skyder mig, er det lige før, jeg skriger. Jeg tror, jeg er lidt voldsom at spille med. 

Jeg har altid været lidt af en drengepige. Når min bror havde venner på besøg, ville jeg gerne være med. Vi spillede ekstremt meget PlayStation eller så Pokémon, når vi kom hjem fra skole. Jeg samlede også på Pokémon-kort og spillede ’Counter-Strike’ på computeren. Min bror var aldrig afvisende eller sagde, at jeg ikke måtte være med. 

I dag er jeg helt vild med Formel 1. De fleste tænker: ”De kører jo bare bil.” Men sådan er det slet ikke. De trykker ikke bare lige på en startknap, en speeder og en bremse i Formel 1. De sætter sig ind i bilen med livet som indsats. Der er jo nogen, der kommer slemt til skade, og den der mentalitet er bare sygt fascinerende. 

Jeg kan godt lide selv at køre bil, og jeg synes selv, at jeg er en kæmpe mester til at parallelparkere. I Frankrig kører jeg i en elektrisk Smart. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle køre sådan en, men det er virkelig genialt i Marseille, hvor det er kaos at køre og parkere. Den kan komme ind alle steder.

HER I MARSEILLE træner jeg i en magisk, gammel pool, der ligger på en klippe. Den fyldte 101 år for nogle måneder siden, og for mig er den en af verdens flotteste. Omklædningsrummene ligner nogle, man ser på film. Der er romerske søjler, og det er utrolig smukt. Indenfor er der en 50 meter pool, som vi træner i. Den er åben ud til hele den ene side med store vinduer og ligger så højt oppe, at man ikke kan se andet end havet. Det er så smukt. Alle kender hinanden hernede, og man føler sig lidt som en familie. Man parkerer sin bil og giver nøglerne til dem ved indgangen, og så flytter de bilen, hvis den holder i vejen. Træningsforholdene her er meget anderledes end i Danmark. 

Jeg havde en periode, hvor vi trænede i Taastrup. Intet ondt om Taastrup, livredderne derude var fantastiske, og der var så mange muligheder for os. Men det var en meget lukket hal med få vinduer. Jeg er ret præget af vejret, og når man møder til træning om morgenen, er det rart med noget lysindfald frem for en svømmehal, hvor det eneste, man kan se, er den sorte streg i bunden af poolen. Jeg er ret vild med Bellahøj-badet. Jeg synes, det er Danmarks flotteste svømmehal. Den ligner faktisk en lille smule den, jeg træner i nu. 

Jeg elsker at være udenfor i naturen. Min kæreste har en båd, og det er virkelig fedt at kunne tage ud og sejle. Om så det er sammen med nogle venner eller bare alene for at slappe af. 

I går var en virkelig god dag. Jeg sov virkelig længe. Det havde jeg brug for oven på alle de stævner, der har været på det sidste. Bagefter gik jeg ned til vores lille frugtmarked ad den hyggeligste lille vej og købte en masse forskelligt frugt og grønt, mens min kæreste gik til bageren. Vi lavede en kæmpestor brunch og så Formel 1, mens vi spiste den. Vejret var godt, og der var også tennis i fjernsynet. Der skete ikke så meget, og det var det, jeg havde behov for. Vi kunne gøre, hvad vi havde lyst til. 

MINE TATOVERINGER betyder ikke supermeget. OL-tatoveringen på mit håndled betyder selvfølgelig en del, men de andre har mere været en sjov udsmykningsting. Jeg har overvejet, om jeg også skulle få et hjerte eller en bølge. Jeg fik lavet en sommerfugl på skulderen i 2013, fordi jeg syntes, den var vildt feminin og cute. Den blev lidt et tegn for andre. Hvis de ikke kendte mit navn eller vidste, hvem jeg var, så var jeg ’hende med sommerfugletatoveringen’. 

Når jeg har været på træningslejr og har gået i joggingtøj hele tiden, giver jeg den fuld gas med makeup og med at ordne mit hår, når jeg kommer hjem igen. For det kan jeg jo ikke i vandet. For mig er det også en måde at være kreativ på. Jeg har altid været interesseret i fashion og farver og at sætte ting sammen. Jeg har et behov for at gå crazy med høje hæle, eller hvad det kan være, når jeg ikke træner og er i vandet. 

Min badedragt er min uniform. Når jeg har den på, tænker jeg aldrig over, at jeg ikke har så meget tøj på. Men hvis jeg skal på stranden i badedragt eller en bikini, kan det være grænseoverskridende, fordi jeg føler mig blottet og bliver mere selvbevidst. Det er en helt anden situation, end når jeg er i poolen. 

EFTER OL I Rio begyndte folk at genkende mig. Mange gange var det vildt søde mennesker, der henvendte sig til mig med en masse rosende ord. Det var dejligt. Men nogle gange, for eksempel på en sommerdag i København, kunne jeg pludselig overhøre samtaler omkring mig. De sad og snakkede om min krop og mit privatliv, og hvad de havde læst om mig i Se & Hør. Det er også en af grundene til, at jeg kan have svært ved at gå ud i bikini. Der er mange, der føler sig berettiget til at kommentere min krop, fordi jeg er et sportsmenneske. Mange gange har jeg en følelse af, at de glemmer, at jeg er et menneske. Man ville jo aldrig sidde og snakke så åbenlyst om et menneske, der lå lige ved siden af. 

De fleste beskeder, jeg får på sociale medier, er meget, meget upassende. Det er meget seksuelle beskeder. Lige efter OL i Rio var det helt klart på sit højeste. Vi var til sportsgalla i Herning, hvor jeg blev kåret til Årets Sportsnavn. Bagefter kunne tilskuerne komme ind, hvor vi sad. Det var så grænseoverskridende. Der var mange, der gerne ville have billeder, og det er fint nok. Men mange af dem havde hånden alt, alt for langt nede på min ryg og sagde virkelig upassende ting i mit øre. Det endte med, at min far kunne se på mig, at jeg var helt ved siden af mig selv. Han tog mig under armen og ud til et sted, hvor vi kunne være i sikkerhed. 

Det var et kæmpe skifte at gå fra at være helt anonym til at være allemandseje, og det var en svær oplevelse. Det er nedtrappet siden, men det år efter Rio var hårdt. 

Jeg er superprivat, og jeg er ikke særlig glad for at give for meget af mig selv. Mine grænser blev overskredet så mange gange på en kort periode. Det påvirkede mig meget, og jeg trak mig fra medierne. Jeg undgik mange interview. Nu er jeg nået dertil, hvor jeg stille og roligt er på vej tilbage. Jeg prøver at slappe af i det, selvom jeg stadig kan være utryg. 

Folk tror, at hvis du er i medierne, er det, fordi du selv har været ude at sige noget. Pludselig er der nogle, du kender, der tror, de ved noget om én, og som siger: ”Nå, jeg læste lige sådan og sådan.” Men jeg har ikke snakket med den avis eller det magasin. Nogle gange har de bare taget et billede eller en tekst fra min Instagram og lavet en slags kontekst ud af det. De historier er langt fra virkeligheden, og det er så syret at opleve. 

Min familie havde svært ved at forstå det i starten. Men jo mere jeg forklarede, hvordan tingene hang sammen, jo mere kunne de også se, at det ikke bare er, ”fordi Pernille vildt gerne vil være i medierne”. 

DA JEG KOM hjem efter OL i Rio, spiste vi en rigtig dansk frokost med varm leverpostej og fiskefileter. Det at se min familie og venner og dele glæden med dem var virkelig fedt. Og så var følelsen af at komme hjem til sit eget land bare så rar. 

Jeg kan savne at gå rundt i København og at tage cyklen ud til alle streetfood-stederne. Den danske sommer er noget af det sværeste at være væk fra, fordi der er grønt. Man begriber faktisk ikke, hvor grønt der er i Danmark sammenlignet med udlandet. 

Jeg får det lidt ligesom at gå ind i sådan en ’Alice i eventyrland’-verden. Der er så mange farver og den her helt specielle duft i luften af sommer. Og folk har en helt anden energi, fordi de har været indendørs så længe. Man kan mærke, at folk sætter pris på vejret og at mødes ude og lave picnic – det gør man ikke rigtig her i Frankrig. Både fordi det er for varmt, og fordi der altid er godt vejr. Man tager det måske en lille smule for givet. 

I Danmark har man den vildeste optur og energi, når det gode vejr kommer. De lyse nætter og morgener er noget af det, jeg kan savne mest. Jeg føler virkelig, der er en magisk stemning. Man bliver så glad. Og føler, at alt varer evigt.

Hvad? En filosofisk træner? Amen for helvede … Bolden skal jo bare i nettet. Reaktionerne mod KASPER HJULMAND har været tvivlende og til tider trodsige. Men herrelandsholdstræneren, der tænker ud af boksen, har vist, at teori og praksis ikke behøver være uvenner. Ud & Se har gennem et år fulgt den tænksomme mand, der måske snart kan få os alle til at juble.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Isak Hoffmeyer

DET ER EN af de forårsdage, hvor regnen ustandseligt vælter ned fra tunge skyer. I Lillerød i Nordsjælland slæber biler sig roligt gennem byens gader med haler af vand fra den våde asfalt efter sig. På gågaden hænger små dannebrogsflag og blafrer over de få, der har vovet sig ud med regntøj og paraply. Kun på parkeringspladserne foran byens dagligvarebutikker er der lidt liv. Hvad skulle man ellers foretage sig sådan en søndag i april?

På en søvnig villavej i et stort hvidmalet hus med sorte tagsten sidder Kasper Hjulmand på sit hjemmekontor. Han har netop lukket computerlåget efter at have set Christian Eriksen i aktion for italienske Inter Milan. Under normale omstændigheder ville den danske landstræner have været i Milano på byens stadion, San Siro, men verden er ikke normal, han må følge sine esser på afstand. 

Han har dog brug for at rejse rundt, ikke så meget for at se selve kampene, men for at være tæt på spillerne, for at kunne snakke med dem – og deres trænere – om, hvad deres roller er, hvad de bliver bedt om at gøre i forskellige faser af kampene, og hvordan de træner på det. Som landstræner har han spillerne til rådighed i så begrænset omfang, at han er nødt til at være helt nede i deres daglige metier, så han kan skabe det rigtige taktiske setup, når det gælder. 

I dagens opgør i Serie A har Christian Eriksen gjort det godt, og landstræneren er tilfreds. Især fordi den offensive midtbanespiller forlod banen i intakt stand.

”For tiden sidder jeg med livet i hænderne, hver gang mine spillere fra truppen går på banen. Jeg frygter, de bliver skadet,” siger han denne eftermiddag i april, seks uger før landsholdet skal mødes til den sidste træningslejr inden sommerens EM, hvor Danmark skal spille på hjemmebane mod Belgien, Finland og Rusland.

Sammen med sin stab er han i fuld gang med at analysere Danmarks tre modstandere i gruppespillet. Han har haft scouts på samtlige spillere fra de tre hold i det forgange år, og nu kommer den mere intensive fase, hvor han og staben grundigt gennemgår spillerne hver især, så analyserne står knivskarpe, når fløjten endelig lyder til sommer. 

”Rusland skal jeg have studeret en lille smule mere, men Finland og Belgien har jeg fuldstændig styr på.”

KASPER HJULMAND trasker ud i køkkenet og skænker sig en kop kaffe. Han sætter koppen på en af sine bordskånere med baseball-motiver, som han tog med sig hjem efter et universitetsophold i USA i 1994. I samme øjeblik kommer hustruen Vibeke ind med en indkøbspose i hånden. Fra førstesalen griner teenagedatteren med en veninde. Datteren er den yngste af parrets tre børn, og på væggen bag spisebordet hænger et indrammet billede af hende i selskab med sine to storebrødre. Der hænger også et ekspressivt portræt af David Bowie og et stort maleri af den danske kunstner Søren Meibom. Han og Kasper Hjulmand var i sin tid holdkammerater i B93, men Meibom stoppede sin karriere som 26-årig for at blive astrofysiker og kunstner. Der er andet i livet end bare fodbold. 

Det ved Kasper Hjulmand, for selvom han ofte taler fodbold, handler det næsten altid om mere end det. Til sommerens EM-slutrunde skal han repræsentere det danske landshold, når anslået to milliarder seere tænder fjernsynet. Men det bliver de knap seks millioner danskere, der først og fremmest skal overvindes. Det ved han. Efter han blev ny landstræner, har han måttet lægge øre til det, der har forfulgt ham i hele hans trænerkarriere: Han er for romantisk til at opnå resultater.

”Det, der undrer mig mest herhjemme, er, at det skal være så karikeret. Mange tror virkelig på, at man enten kan være klog og kynisk eller en naiv romantiker og jubeloptimist. For mig er det åbenlyst, at man ikke skal overlade sin egen skæbne til andre, til tilfældigheder, til fifty-fifty-situationer. Når man selv tager bolden, kan man være dominerende og forsøge at skabe noget selv. Tænk en gang, at man skal argumentere for det.”

DER ER TO fortællinger om, hvordan Kasper Hjulmand fra Djursland strøg til tops. Den første er den korteste og simpleste. Den handler om held, og det er den, han selv præsenterer i hjemmet i Lillerød. 

”Jeg har været megaheldig. Da jeg var i slutningen af tyverne, tog Lyngbys sportschef fat i mig og sagde, at jeg skulle være træner, og så kastede jeg mig over det. Ret hurtigt efter tog Morten Olsen kontakt til mig, fordi han så, hvad jeg lavede i Lyngby,” siger han og fortsætter med sin lykkens pamfilius-fortælling om manden, der var heldig at møde de rigtige mennesker på sin vej. 

I Lyngby var han først træner for U18, så assistent- og andetholdstræner, inden han blev cheftræner for førsteholdet i 2006 og året efter sikrede klubben oprykning til Superligaen. Undervejs lavede han blandt andet researcharbejde for den daværende landstræner. Derfor tog uddannelseschefen i DBU, Peter Bonde, fat i ham og bad ham undervise på nogle kurser. Han viste ham tillid og gav ham nogle muligheder, der var med til at forme ham.       Sådan havnede han i rollen som instruktør i selskab med folk som Michael Laudrup, Henrik ’Store’ Larsen og John ’Faxe’ Jensen. Det havde man alt sammen luret i FC Nordsjælland, der i 2008 hev ham ind, først som assistenttræner, siden som cheftræner med frie rammer til at udfolde sig. Og det gav både pote og pokal. I sæsonen 2011/12 vandt Farum-klubben et af de mest overraskende mesterskaber i dansk fodbolds historie. 

”Jeg har altid troet på mig selv, altid troet på, at jeg kan noget,” siger Kasper Hjulmand, mens regnen trommer på ruderne. 

”Men vi er jo dybt afhængige af, at andre også tror på os. Det har jeg været heldig med.”

Den anden fortælling om Kasper Hjulmand er længere og mere kompliceret. Den begynder han at fortælle om halvandet år tidligere på terrassen i sin baghave, mens solen bager ned over Lillerød den sidste fredag i august 2019. 

En af naboerne på vejen er ved at klippe hækken og lykkes næsten med at overdøve baggrundslyden af børn, der pjasker i et udendørs badebassin. Flyvemaskiner trækker spor efter sig hen over den lyseblå himmel. To måneder forinden er det blevet offentliggjort, at Kasper Hjulmand skal være ny landstræner, når Åge Hareides kontrakt udløber. 

HJULMAND KORT

49 år. Voksede op i Auning på Djursland.

Har spillet i Randers Freja, Herlev IF og B93.

Studerede blandt andet idræt på Københavns Universitet og tog et studieophold i Orlando i USA.

Stiftede en daghøjskole for eliteidrætsudøvere, blev ynglingetræner og førsteholdstræner i Lyngby, før han kom til FC Nordsjælland, som han gjorde til danske mestre i 2012. Efter et ophold i Mainz vendte han tilbage til Farum-klubben.

Bor i Lillerød i Nordsjælland med hustruen Vibeke. De har tre børn, to sønner og en datter.

Har siden juni 2020 været træner for herrelandsholdet.

KNAP 50 ÅR tidligere får Kasper Hjulmands far pludselig selskab foran tv’et i stuen. Sønnen er to år gammel, men har på forunderlig vis formået at besejre tremmesengen. Nu sidder han dér på gulvet. Det plejer han ikke at gøre, noget må have trukket i ham. I flimmerkassen er der fodbold – VM i Vesttyskland i 1974. Den polske angriber Grzegorz Lato med kælenavnet ’Ørnen’ er blevet turneringens topscorer, men i sidste ende er det de vesttyske og hollandske stjerner, Gerd Müller og Franz Beckenbauer, Johan Neeskens og Johan Cruyff, der slås om trofæet. 

Fire år senere er der ingen tvivl. Denne gang sidder han seks år gammel med en bold i skødet og gør store øjne, mens Svend Gehrs speaker dramaet i VM-finalen på Estadio Monumental i Bue­nos Aires. Banen er dækket med hvid konfetti, og da argentinske Mario Kempes med det lange, bølgede hår kaster sig ned i feltet foran en hollandsk forsvarsspiller og prikker bolden i mål, bryder 70.000 tilskuere ud i glædesrus. 

På drengeværelset hænger en plakat med Allan Simonsen. Året forinden er ’Spurven fra Vejle’ blevet kåret som Europas bedste fodboldspiller, og han er Kasper Hjulmands helt store helt. Det er ham, han er, når han spiller med de andre drenge fra vejen på grønsværen lige over for barndomshjemmet. Hvis altså ikke han drister sig til at være Zico, Falcão og Sócrates eller en fjerde af de mytologiske brasilianere, der til hans store skuffelse taber til Gli Azzurri, det italienske fodboldlandshold, i VM-finalen i Spanien i 1982. 

Heldigvis er der andet at glæde sig over. For efterhånden er det ikke længere blot Allan Simonsen, men en hel generation af danske fodboldspillere, der træder ind på den største scene. Da Frank Arnesen året forinden scorer direkte på frispark mod Italien og glider jublende hen over græstæppet på knæene, løber niårige Kasper Hjulmand ud i baghaven og gør det samme. 

Han vokser sig større i takt med landsholdet. Da han træder ind i sine teenageår, deltager Danmark for første gang i 20 år i EM. I 1984 gennembanker landsholdet Jugoslavien, vender på magisk vis et truende nederlag mod de hårde belgiere, før en bukseløs Preben Elkjær losser den over mål i semifinalen mod den onde ånd fra Spanien. 

To år senere følger 15-årige Kasper Hjulmand med den halve nat, mens det danske landshold til tonerne af ’Re-Sepp-ten’ nedlægger tunge fodboldstater i den tynde luft til VM i Mexico. Skotland, Vesttyskland og ikke mindst Uruguay får alle ørerne i græsslåmaskinen. Til sidst ender det med et ydmygende 1-5-nederlag til Spanien, men som andre, der oplever det, får Kasper Hjulmand minder med for livet. For selvom holdet ingenting vinder, og selvom det danske landshold har deltaget i en hel del slutrunder siden, er det stadig kun fortællingen om EM 1992, der kan overgå den om 80’er-landsholdet i den kollektive fodboldbevidsthed.

”Vi behøver ikke snakke om, at det vigtigste er at vinde. Det håber jeg, vi snart er ude over. Selvfølgelig skaber resultater begejstring, men selve spillet kan også skabe begejstring og få pulsen til at slå hurtigere. Der er dele af spillet, der kan få én op af stolen. Så det ikke blot er effektivt, men også begejstrer. For mig er det – om ikke en forpligtelse – så i hvert fald noget af det vigtigste ved fodbold og  specielt landsholdsfodbold. Landsholdet er jo en parallelhistorie til ens liv. Der er nedslag, som man altid husker. Man glædes, og man sørger. Man skal være effektiv og vinde, men jeg kan godt lide, at der er en smag. Man kan vinde kampe og pokaler, men også hjerter. Målet er at få det hele til at gå op i en højere enhed.” 

FOR KASPER HJULMAND så det længe ud til, at han selv skulle skrive fortællinger med fødderne. Om ikke på de helt store stadioner, så i det mindste på et af dem lige under. Efter et par år i Grønland besluttede hans forældre at vende retur til Danmark. Tilfældigt kom de gennem den lille by Auning mellem Grenå og Randers, hvor der til deres overraskelse var to idrætshaller og en svømmehal. Ikke værst for en by med 3.000 indbyggere. Begge forældre havde altid dyrket sport og ønskede, at de yngste medlemmer af deres voksende familie, der ud over Kasper Hjulmand talte en lillesøster og en lillebror, skulle have samme muligheder. 

For Kasper Hjulmand kom tilværelsen til at handle om lige præcis det. Når han ikke gik i skole, dyrkede han al den sport, han kunne komme i nærheden af. Foruden fodbold var han en lovende volleyballspiller, der var inde omkring ungdomslandsholdet, men i sidste ende trak førstnævnte mest. Han røg til lokalområdets store klub, Randers Freja, hvor han som juniorspiller var med til at vinde Freja Cup ved i finalen at besejre AaB med en ung Peter Møller på holdet.

Siden gik turen til Herlev IF og B93 i København. Med sidstnævnte var han som anfører med til at sikre klubben oprykning til Superligaen i 1998. En succes i sig selv, men også en mulighed for at prøve kræfter med de allerbedste herhjemme. 

Men senere samme år sad han hos speciallægen Eilif Larsen. Få dage forinden var han røget ind i en tackling til træning, og knæet havde endnu en gang givet efter. Nu fik han beskeden. Den, han frygtede. Han var 26 år gammel, og det var slut. 

Syv år tidligere havde han fået sin første knæskade, og en tredjedel af hans mediale menisk skulle opereres ud. I dag ville sådan en skade tage seks måneder med restitution, men han var tilbage på banen tre uger senere. Det blev starten på enden. Efter syv operationer i det ene knæ, to i det andet og en i lysken sagde lægen stop. Det kunne ikke blive ved. 

”Det var pissehårdt. Jeg vidste godt, den var gal, og jeg havde løbende lavet forskellige andre ting ved siden af fodbolden, fordi jeg hele tiden var skadet. Men det er ikke sjovt som 26-årig at få at vide, at man ikke kan mere. Bestemt ikke sjovt. En ting er, at drømmen forsvinder. Men det værste var, at jeg ikke kunne lave, hvad jeg syntes var det allerfedeste. Jeg kunne ikke spille fodbold. Og det har jeg ikke gjort siden.”

TÆNKER

Da Kasper Hjulmand selv var aktiv spiller, var han næsten altid anfører for sine hold.

”Jeg har nok altid været en, der har forsøgt at se spillet. Jeg var ikke særlig hurtig eller særlig god, men jeg overlevede på min evne til at kommunikere og se spillet.”

DE FARVEDE BRIKKER på det magnetiske spillebræt på Kasper Hjulmands arbejdsværelse er linet op i to 11-mands-formationer. Det røde hold mod det blå. På væggen hænger et whiteboard formet som en fodboldbane med papirlapper med navnene på spillerne i bruttotruppen, men han foretrækker dét på mødebordet, hvor brikkerne let kan rykkes rundt, når spillets facetter skal drøftes. Det bliver det ofte for tiden, hvor assistenttræner Morten Wieghorst lægger vejen forbi næsten dagligt, men også de enkelte spillere, når de er i Danmark. Eller også sætter de sig ved hans stationære computer og ser udvalgte klip fra fodboldkampe i hans enorme arkiv. 

I sine unge dage som fodboldtræner købte han et videokamera og tog selv rundt og optog kampe. Nogle gange klatrede han op på tagene for at få bedre overblik, indtil han blev smidt væk af en emsig kontrollør. I dag ligger stort set alle kampe fra de forgangne årtier fra alle ligaer og alle landshold på en platform, så han elektronisk kan hive lige netop dén kamp ned, han ønsker at se. 

Mens han forberedte sig på at blive landstræner, kiggede han blandt andet gamle landskampe igennem. Han læste op på historien tilbage fra slut-1800-tallet og den efterfølgende opblomstring fra 1908, hvor Danmark var blandt de bedste i verden. Han så også landskampe fra 70’erne og 80’erne. Og selvom det er længe siden, og fodbolden på mange måder er helt anderledes i dag, er der ofte inspiration at hente. 

”Jeg synes, det er interessant at studere, hvordan fodboldens store tænkere har set og udviklet fodbolden. Jeg har selv været en af de unge trænere, der mente, jeg havde opfundet noget. Men det har man ikke. Det er set før. Når man læser lidt op på det, er det næsten altid gammel vin på nye flasker. Der er ikke meget, vi kan opfinde fra bunden, men vi kan forsøge at sætte det sammen på en ny måde,” siger landstræneren.

Gennem sin karriere har han fået ry for at være visionær. Som da han i FC Nordsjælland bragte internationale tendenser som blandt andet den falske 9’er og offensive backs ind i dansk fodbold. Men selv betegner han sig som en tvivler.  

”Nogle anser tvivl for en svaghed, men jeg tror faktisk, at tvivl er min store drivkraft. Mine bedste momenter som træner har været dem, hvor jeg har stået over for en modstander uden at vide, hvad fanden jeg skulle gøre. Så har jeg arbejdet det hele igennem, arbejdet rundt om tvivlen, snakket med en masse forskellige og taget det hele ind. Og så … lige pludselig … ,” siger han og banker i bordet et par gange, ”så kommer følelsen af at kunne klappe computeren sammen og vide, at nu har jeg en gameplan.”

MOD ALLE ODDS lykkedes det FC Nordsjælland at vinde det danske mesterskab i 2012. Før sæsonen var klubben tippet til nedrykning, og da de kom haltende fra start, lød den samme sang om Kasper Hjulmand. Det var hans første sæson i spidsen, og med inspiration i blandt andet Barcelona og Ajax ville han have dem til at spille på en måde, man ikke ligefrem var vant til på disse breddegrader. Kasper Hjulmand var for naiv, mente man. Det kunne ikke lade sig gøre. Men det kunne det, den dårlige start blev vendt, og efter 33 runder havde han brudt FCK’s monopol og kunne løfte pokalen.

”Jeg tror på, at jeg kan hjælpe fodboldhold med at vinde. Det har jeg altid troet på. Men jeg har også været dybt afhængig af at være steder, der tror på, at jeg kan gøre det. Man skal ikke proppes ned i en boks, hvor man ikke kan udtrykke sig. I Lyngby fik jeg lov til at være, hvem jeg er, og prøve grænser af. Det samme i FC Nordsjælland.”

Efter den overraskende succes stod Kasper Hjulmand pludselig med adskillige tilbud på hånden. Et af dem var fra klubben Mainz 05 i Tyskland. Med et løfte om, at han ville få tid til at indføre en ny kultur, sagde han ja. Men jobbet holdt kun i otte måneder, så var det slut. Han ville ikke, som de ville; de ville ikke, som han ville. Stadig i dag hænger hans kritikere sig i den periode. Dér var beviset på romantikerens begrænsninger.

”Jeg er ligeglad med, hvad folk siger. Jeg kan se mig selv i spejlet. Jeg ved godt, hvad der skete, og hvorfor det var, som det var. Jeg kunne have været et karrieremenneske og slugt kameler. Så havde det set helt anderledes ud, og jeg var kommet et andet sted hen. Men jeg skulle arbejde med grænser hos mig selv, både etisk og moralsk,” siger Kaper Hjulmand, der i dag er glad for tiden i Mainz. For selvom det dengang ramte ham på æren, har han ikke fortrudt et sekund.

”Man vil jo gerne vise, at man kan. Men det vigtigste for mig og mit liv er, at jeg ikke skal gå op og ned ad folk, som jeg ikke kan stole på. Det er livet for kort til. Så vil jeg hellere arbejde på en tankstation. Det er ikke vigtigt for mig at have et prestigefyldt job.”

Den erkendelse har ikke mindst det forgangne år været med til at understrege for ham. Under pandemien har han fået rum til at kigge tilbage på sit liv og dermed også mulighed for tydeligere at kunne se frem. Han har særligt tumlet med to helt fundamentalle spørgsmål: Hvem vil man omgive sig med? Hvordan fanden vil man leve sit liv?

”Det siger jeg også til mine fodboldhold: Man skal have modgang for at udvikle sig. Det er de situationer, der bliver et kompas for livet. Jeg er selv blevet hårdere på den måde, at jeg cutter folk fra, som jeg ikke stoler på. Hvis nogen tager røven på mig eller ikke er ærlige. Livet er for kort til kun at tænke på sin karriere, så jeg skærer folk fra, hvis der ikke er tillid. Hvis vi ikke kan arbejde tillidsfuldt med hinanden og stole på, at folk siger, hvad de faktisk mener. Det vil jeg arbejde på, også i den kommende tid.”

PUMPER

Efter Lyngby FC gik konkurs i 2001, kom Kasper Hjulmand til klubben for at få den på fode igen. Hver morgen klokken seks mødte han op, pumpede bolde og trænede med nogle af spillerne. Andre unge trænere var også med, heriblandt Thomas Frank, i dag træner i Brentford, Johan Lange, i dag sportsdirektør i Aston Villa, og Niels Frederiksen, i dag træner i Brøndby IF.

DET FLYDER MED bøger på Kasper Hjulmands arbejdsværelse. Øverst i stakken på skrivebordet ligger en af de nyere favoritter, ’Complex Football’. Men langt hovedparten er bøger, der ikke handler om fodbold: Jean-Paul Sartre, Albert Camus, Søren Kierkegaard.

I sine teenageår begyndte Kasper Hjulmand for alvor at dykke ned i bøgernes verden for at søge svar på nogle af de store spørgsmål, der rumsterede i ham. Han søgte efter et eller andet større at tro på. En vertikal linje i ens liv. Han overvejede at starte på filosofistudiet og blev samtidig opslugt af det idéhistoriske felt. 

”Jeg er optaget af, hvad der gør, at tanker bliver til handlinger. Det er superinteressant, hvordan man tænker tanker. Hvis man tager fodbolden: Hvad gør, at Hugo Meisl i 30’erne sidder på cafeerne i Wien og tænker over, at man kan spille på en anden måde, hvilket resulterer i en opblomstring for Østrig i de efterfølgende år? Eller at Valeriy Lobanovskyi i Sovjetunionen og Rinus Michels i Holland gør sig tanker om totalfodbold med pres over det hele i slutningen af 50’erne og op til 70’erne? Hvad gør, at Arrigo Sacchi i 80’erne sidder og roder med zoneforsvarsspil? Det interesserer mig, hvordan man får gode ideer, hvor de kommer fra, hvordan man fører dem ud i livet.”

Undervejs stødte han også på Søren Kierkegaard, der i høj grad tiltalte ham. Men også de franske eksistentialister blev mentale livsledsagere. Stadig i dag vender han jævnligt tilbage til dem.

”Jeg kan stadig sidde og fundere over de helt store, helt grundlæggende spørgsmål. Hvad skal vi bruge livet på jorden til? Og hvornår er jeg selv mest glad? Hvordan kan vi gøre den her jord til et bedre sted for vores børn? Hvad kan jeg give videre til mine børn af holdninger og værdier, som kan hjælpe dem med at skabe et godt, lykkeligt og meningsfyldt liv? Og hvad er det egentlig?”

LIGESOM HAM selv havde Albert Camus en stor kærlighed til fodbold. Faktisk stod han for et famøst citat om, at alt, han havde lært om moral, havde han lært fra fodboldbanen.

”Det er ikke så lidt, han vidste om moral,” konstaterer Kasper Hjulmand, der ligeledes mener, at også han har lært det, han ved, gennem fodbold. 

”Jeg har kæmpestor respekt for det spil, det indeholder så mange aspekter af livet. Det er både supersimpelt og superkompliceret. Der er en dybde i selve spillet, som vi stadig har svært ved at begribe. Samtidig har det så stor kraft på så mange mennesker i hele verden. Det er det største sociale fænomen i verden. Jeg har rejst meget, og jeg har selv børn, der har fundet et fælles sprog med andre børn gennem fodbolden. Fodbolden står for mange af de værdier, jeg vægter højest. Det bryder grænser mellem mennesker. Man er ens på en fodboldbane. Ingen er mere værd end andre, om man er millionærens søn eller den fattige knægt. Man er afhængig af hinanden, det er en holdsport, og man kan ikke gøre noget alene. Man er kun noget i kraft af hinanden. Man vinder og taber sammen,” siger han og understreger, at vi skal huske at lege. 

”Spillet rummer så meget, der er smukt, samtidig med at det er en leg. Det engelske ord play indeholder både leg og spil, hvilket er fundamentalt for vores udvikling. Einstein har sagt: ’Play is the highest form of research.’ Det er det samme med matematik og alt muligt andet, hvor indholdet er læremesteren, mens man leger det. Fodbold er på den ene side bare et spil, men samtidig indeholder det så mange facetter af livet, som jeg godt kan lide.”

Måske mere end noget andet indkapsler bogen på Kasper Hjulmands skrivebord, ’Complex Football’, netop det. Den er skrevet af fodboldfilosoffen Javier Mallo, der ligesom ham selv er optaget af systemisk tænkning. 

”Du kan ikke bare sige: ’Vi mangler at score mål, derfor skal vi have en ny angriber.’ Rigtig mange tænker fodbold på den måde. Men jeg tænker på systemet. Hvis du ændrer bare en lille smule på en position, ændrer det meget mere, end hvis du skifter én til én. Vi hænger sammen – i livet og på fodboldbanen,” siger han.

På den måde er Kasper Hjulmands tilgang til fodbold også det bedste bud på et svar, han har på det spørgsmål, der har optaget ham, siden han var dreng: 

”For mig er meningen med livet meningsfyldte relationer. Det er at omgive sig med mennesker, jeg har tillid til … at opleve gensidig respekt. Når jeg får sat mit liv i det rette perspektiv, fylder det mig med taknemmelighed, og jeg oplever faktisk en lykke eller en glæde. Og når man er taknemmelig, har man også lyst til at hjælpe andre, gøre noget for andre.”

SPEJDER

Da Kasper Hjulmand var ynglingetræner i Lyngby, blev han kontaktet af den daværende landstræner, Morten Olsen. I første omgang bad han ham flyve til Georgien for at se landet spille mod Ukraine, da Danmark skulle møde begge hold. Efterfølgende blev Hjulmand tilknyttet landsholdet som modstander-scout op mod EM i Portugal i 2004.

”Jeg gennemgik spillerne for Morten Olsen, så han vidste nærmest alt på forhånd. Hvis en af dem havde en lillebror på 15 år, der spillede i Tbilisi, så vidste han det. Den grundighed for detaljerne lærte jeg meget af.”

KASPER HJULMAND STARTER motoren og trækker sikkerhedsselen hen over skulderen. Brøndby skal senere spille mod ærkerivalerne fra FCK, og landstræneren skal ind og se nogle af de spillere an, der er på brutto­listen til herrelandsholdet. 

Da han triller ud ad indkørslen, fisker han telefonen frem. Han scroller et øjeblik. 

”Nordsjælland er simpelthen foran 3-2 i Randers,” konstaterer han, imponeret over sin gamle klub.

”Jeg har egentlig aldrig rigtig holdt med nogen. Som barn faldt jeg mest for hold med særlige udtryk på banen. Men jeg følger med i, hvordan FC Nordsjælland klarer sig. Og Randers, det er jo også min gamle klub.”

Han fører bilen forbi de grønne og brune ligusterhække på parcelhusvejen. Flere steder blafrer dannebrog i toppen af flagstænger. For enden af vejen passerer en ældre mand i sin bil. Han løfter hånden fra rattet, da han ser, hvem der venter på at dreje ud. 

Der er ikke meget, der har ændret sig for Kasper Hjulmand på disse kanter, siden han blev landstræner. Det eneste er, at byens borgere nu på daglig basis sørger for at indvie ham i, hvem de mener, der bør starte inde på herrelandsholdet næste gang. 

”Men mine tætteste venner ved heldigvis godt, at jeg ikke gider snakke fodbold hele tiden. Vi snakker mest om noget helt andet. Det bedste ved tætte relationer er, at der ikke er noget, der forandrer sig, hvad det angår,” siger han.

Det er godt og vel 20 år siden, Kasper Hjulmand flyttede til byen med hustruen Vibeke. De to mødte hinanden på højskole i begyndelsen af 90’erne, hvor han befandt sig efter en af sine første lange skadesperioder. Hans far og onkel havde billetter til EM-finalen på Nya Ullevi i Gøteborg i 1992, men selv fulgte han sin blomstrende forelskelse, og derfor befandt han sig på hendes fødeø Bornholm, da John ’Faxe’ Jensen ramte den ’lige i røven’ og sendte nationen i ekstase.

Da Brian Laudrup seks år senere gled jublende over græstæppet efter sit mål mod Brasilien i VM-kvartfinalen i Frankrig i 1998, var hustruen højgravid. På det tidspunkt boede parret i en lejlighed på femte sal på Østerbro i København. Men efter de fik deres første søn, Markus, ændrede tingene sig. 

”Det var pludselig anstrengende at skulle bære den store dreng op med lift eller sidde i baggården, hver gang han skulle sove. Samtidig er vi jo begge bønder. Vibe er fra Bornholm, jeg er fra Djursland. Selvom vi elskede at bo i København, var det bare ikke det rigtige, da vi fik ham. Det trak at have naturen tættere på,” siger han. 

På vej ud af byen passerer Kasper Hjulmand et stort banner, der annoncerer med fitness for hele familien, og skiltet mod træningsanlægget, der er det første, man møder, hvis man kommer fra den anden side. Ligesom hans egne forældre i sin tid valgte Auning, fordi byen havde gode idrætsfaciliteter, faldt han og Vibeke for noget af det samme, da de en dag besøgte nogle venner, der boede i rækkehus i Lillerød.

”Fra børnehaveklassen har de selv cyklet i skole. På med cykelhjelmen og så af sted. Vi gider ikke bo et sted, hvor vi er afhængige af, at de skal køres hele tiden. Her har vi cykelstier og god adgang til skole og idrætsfaciliteter, så de har haft mulighed for hurtigt at blive uafhængige. Det har vi vægtet højt.”

FLYTNINGEN blev en helt ny start på flere måder. Kasper Hjulmands aktive karriere var skrinlagt, hvad skulle der ske? I første omgang var han med til at stifte en daghøjskole for elitesportsudøvere. Efter et par måneder tog en af deltagerne, sportschefen Birger Jørgensen fra Lyngby, fat i ham og sagde: ”Kasper, for helvede. Du skal være træner.” 

Som barn havde han siddet på drengeværelset og brugt kapsler til at udtænke nye taktikker for sit eget hold. Og gennem sin aktive karriere havde han været en pestilens for sine trænere, fordi han mente, der måtte være andre og bedre måder at gøre det på. Særligt efter han i 80’erne var begyndt at følge hollandske Ajax med træneren Johan Cruyff. Her skete noget på fodboldbanen, han ikke havde set før. Formationerne og mønstrene var anderledes. 

På eget initiativ fik han i starten af 90’erne arrangeret en rejse til Barcelona for at se deres træning. Cruyff var træner i den catalanske hovedstad, og han vendte op og ned på alting for ham. Indtil da havde han kun mødt trænere, der fokuserede på at pakke sig defensivt. Men her var pludselig en træner, der insisterede på at få fat i bolden og spille selv. Det var en fundamentalt anderledes tilgang til fodbold.

Hjemme igen begyndte han straks at indvie både sin træner i B93 og alle andre i sin åbenbaring. Til hans skuffelse var der ingen lydhørhed. Bolden skulle ud af kommunen, ikke spilles i fødderne. Han var the odd one med sine romantiske visioner. Men 10 år senere var det pludselig ham selv, der var træneren.

”Set i bakspejlet havde jeg nogle fuldstændig vanvittige år. Jeg var stort set aldrig hjemme, selvom jeg havde fået små børn. Det var helt håbløst. Men samtidig var det en periode, hvor jeg lærte rigtig meget. Jeg fik lov til at prøve alle mulige mærkelige ting af. Det skal man have lov til som menneske for at blive god. Og så skal man finde nogen, der tror på én. Uden det eksperimentarium, det laboratorium, var jeg helt sikkert ikke nået dertil, hvor jeg er i dag.”

”ÅH, MÅ JEG nu ikke køre ind her?” På vej mod Brøndby Stadion er Kasper Hjulmand blevet mødt af en afspærring og må tage en omvej. 

”Jeg har altid set fodbold og altid dyrket at tage rundt på stadioner, selvom jeg ikke behøver det,” siger han, sætter bilen i gear og finder en anden vej. 

Et par uger forinden har hans landshold vundet de tre indledende kvalifikationskampe op til det om-diskuterede VM i Qatar i 2022. Selv var han overrasket over, hvor godt det gik. Udekampen i Israel havde han på forhånd betragtet som svær mod et godt hold med gode offensive spillere, og til Moldova-kampen vidste han, at han tog et sats ved som den eneste landstræner i Europa at skifte hele 10 mand ud i startopstillingen. Til sidst påførte Danmark det østrigske landshold det største hjemmebanenederlag nogensinde i en betydningsfuld kamp. 4-0.

”Jeg tror på drengene, jeg tror på vores hold, og jeg havde troet på tre sejre, men jeg forventede, at det ville blive en hård omgang. At det blev, som det blev, kunne ingen forvente: en målscore på 14-0 i tre kampe.”  

Herhjemme var reaktionerne positive, men også uden for Danmark vakte resultaterne opsigt. 

”Det vigtigste for mig er, at danskerne syntes, det var fedt at se landsholdet spille igen. Vi skal røre befolkningen, derfor var det fedt at få de tilkendegivelser. I EM-slutrunden og op til den vil vi meget gerne fyre op under folk og sørge for at skabe begejstring uanset resultaterne. De skal kunne mærke os. Vi skal være relevante,” siger Kasper Hjulmand, der føler, at han er lykkedes med meget af det, han har arbejdet med. 

Ud over at det resultatmæssigt har været godt, har det også trupmæssigt været godt. Flere af de nye, unge spillere har stjålet rampelyset. Men hvis noget ærgrer ham, er det, at nogle af de etablerede spillere fik visse hug i offentligheden. 

”Der er noget Klods-Hans-mentalitet over Danmark. Vi dyrker eventyret om de uforudsete helte. Dem, der kommer som underdogs. Samtidig elsker vi at pille stjernerne ned. Vi skal blive bedre til at hylde vores stjerner. Det er topgutter, der knokler for fællesskabet. En af mine forgængere, Ricardo, havde et citat før EM-finalen i 1992 om sin bedstemors korset med tre stivere. På landsholdet har vi spillere som Kasper Schmeichel, Simon Kjær, Thomas Delaney og Christian Eriksen, det er dem, der stiver holdet af. Det er fedt at se de nye og unge, men uden de andre kan det ikke holde,” siger han og kommer i tanke om dengang, han i starten af sine tyvere læste idræt og tog et semester i USA. På et tidspunkt havde han en samtale med en direktør i en stor bank. 

”Forskellen på dine og mine breddegrader er, at herovre går de forbi mit hus og siger: ’Hold da kæft, han må gøre noget rigtigt, ham der.’ På dine breddegrader siger man: ’Hvad er han for en blærerøv? Rige svin,’” sagde direktøren. 

For Kasper Hjulmand er det en påmindelse om, at selvom vi ikke behøver at være som amerikanerne, kan vi i det mindste blive bare lidt bedre til at anerkende dem, der stryger til tops. 

”Egoister ville have det svært på vores landshold. Vi hænger sammen og kæmper for hinanden. Det er en sund og god kultur. Men vi kan være stolte af de stjerner, vi har, de er superambitiøse, men også generøse, og de ved, hvor de kommer fra. Det var en skændsel, at Ricardo ikke blev årets træner i Danmark efter EM-sejren i 1992, men blev årets træner i verden. Han blev heller ikke optaget i Hall of Fame, før han døde. Se også på Caroline Wozniacki … hvad hun ikke måtte igennem som tennisspiller. Hun var nummer et i verden, men herhjemme pillede vi hende ned for ikke at vinde nok Grand Slams. Vi har fantastiske legender i dansk sport. Lad os nu hylde dem og huske dem. En af mine kammerater fortalte engang, at han havde siddet helt oppe under taget i det ene hjørne til en landskamp. På et tidspunkt var en lille mand med en kop kaffe gået forbi ham og havde sat sig øverst oppe. Det var Allan Simonsen …,” siger Kasper Hjulmand og ser lige dele forundret og forarget ud: ”Altså Allan Simonsen!? I min verden skal han have en kongestol med sit navn på.”

FORENER

”Landsholdsspillerne er produkter af foreninger rundt­om i Danmark. Joakim Mæhle er fra Østervrå, Jens Stryger fra Lolland, Martin Braithwaite fra Sædding-Guldager. De kommer fra hele Danmark. Det er vigtigt for mig at signalere, at det ved vi godt. Det ved spillerne godt. Landsholdet er vores alle sammens hold.”

SOLEN BAGER NED over Furesø. Det er en glohed junidag i 2020, og mens små både sejler af sted fra badebroerne i det stille ferskvand, bliver der indtaget frokost og drukket dugfriske fadøl på tagterrassen på Restaurant Furesøbad. Kasper Hjulmand nøjes med danskvand og kaffe. Når man bor, hvor han bor, er dette spot godt 10 kilometer væk bag endeløse grønne bøgetræer ikke det værste for en lille getaway. 

Han er netop officielt tiltrådt som landstræner efter at have forberedt sig i lang tid. Tiden har han blandt andet brugt på at nå frem til svar på afgørende spørgsmål: Hvad er danskerne for en størrelse? Hvad vil vi gerne se? Hvem er vi?

Hans tese er, at hvis man vil have succes, om man er et enkelt­individ, en virksomhed eller et fodboldhold, må man starte med at finde ud af, hvem man egentlig er. 

”Hvilken klub er man ansat af? Hvad forventer dens fans, hvilken identitet ligger bag, hvilken fodbold forventes at blive spillet? Capello vandt mesterskabet med Real Madrid, men blev fyret lige efter, fordi det ikke var smukt nok. Det blev ikke gjort på den rigtige Real Madrid-måde. Det kan jeg godt lide. Der er en måde at gøre tingene på. I Danmark ved vi måske ikke, hvem vi er endnu. Men jeg tror og håber, vi kan finde frem til det, så mange kan få præcis den følelse,” siger han.

Det forgangne år har han derfor haft snakke med kulturpersonligheder, erhvervsledere og sågar den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt for at blive klogere på den danske identitet: Modsat svenskerne bryder vi os ikke om at gå i takt, vi vil helst være i opposition. Vi dyrker det smukke, uden det skal være prangende. Vi bryder os ikke for meget om hierarkier. Og så har vi noget med tillid i Danmark, defineret som fire ting: Pålidelighed, at man kan stole på hinanden. Respekt for forskelligheder og for hinanden. Åbenhed, at det, man siger, er det, man mener. Og ærlighed.

”De fire begreber beskriver tilsammen tillid. For mig er det vigtigt, at vi på landsholdet arbejder med den tillid – og med generøsitet. Vi skal give noget til andre og give noget til hinanden. Det snakker jeg meget med anførergruppen om. Gode ledere er ikke nogle, der puster sig op med autoritet og en udstråling af at være mere end andre. Gode ledere er generøse. Det er derfor, man vil følge dem,” siger han. 

”Målet er at røre den danske befolkning. Både gennem sejre og gennem vores udtryk på banen, men også ved at kommunikere og vise, hvem vi er. De her drenge kommer fra vidt forskellige steder rundtom i landet. Små foreninger, der repræsenterer piger og drenge derude. Det er ikke bare noget, jeg siger, fordi jeg skal. Det er ikke kun mit landshold eller DBU’s landshold, det er vores alle sammens landshold. Jeg vil have, at folket kan mærke dem, så de bliver stolte.” 

BEREGNER

I starten af 00’erne mødte Kasper Hjulmand Keld Bording­gaard på en træneruddannelse. Begge mente, at børnetræningen var forstokket, og de fandt ud af, at danske børn rørte bolden væsentlig mindre end børn fra andre lande, fordi de for tidligt spillede på for store baner. Da DBU i 2005 implementerede en ny strategi for dansk børnefodbold på baggrund af Kasper Hjulmand og Keld Bordinggaards research, blev en af løsningerne at indføre de helt små mål, der i dag står på fodboldbaner landet over.

ET ENKELT SALATFAD står foran Brøndby Stadion, men de fire betjente er i praksis arbejdsløse. Det er ugen før genåbningen 21. april, og der er ingen tilskuere. Fodbold har sjældent føltes så langt væk. Spørgsmålet er, om selve spillet også gradvist er ved at fjerne sig fra fansene. Indførelsen af VAR – videodommere, der skal korrigere fejl – har mødt massiv folkelig modstand og gjort mange modløse, desillusionerede.

Kasper Hjulmand kan ikke sige sig fri for også at tumle med en vis skepsis. Den nuværende udvikling minder ham om, hvad han så med NBA, den amerikanske basketliga, da han i sin tid boede i USA og gik på universitetet. Jævnligt så han Orlando Magic spille, men da han i 2019 var tilbage i USA og så en NBA-kamp i Boston, blev han efterladt med en helt anden følelse.

”Jeg var simpelthen så træt af alle de pauser i kampene. I 90’erne oplevede jeg et flowspil, men det hele var blevet kommercielle breaks og timeouts. Jeg blev ikke suget ind i kampen som før. Jeg er bekymret for, at det samme sker med fodbolden. For fodbold er et flowspil, og hvis vi ikke får løst de nuværende problemer, er jeg bange for, at umiddelbarheden og følelserne forsvinder. Som det er nu, er jeg så træt af det,” siger han. 

For Kasper Hjulmand gælder det om som tilskuer at blive opslugt af øjeblikket. For uden det, hvad er fodbold så?

”Ellers kunne man lige så godt bare blive hjemme på sin sofa og tjekke resultatet bagefter. Fodbold er en oplevelse, hvor man ligesom med musik eller et teaterstykke bliver suget ind i noget, hvor man slipper sin hverdag og oplever den dramaturgi, der udspiller sig i nuet. Fodbold er mere end resultatet. Jeg har set flere tusind kampe i mit liv, men jeg har aldrig set to kampe, der er ens. Der er altid en form for historie i hver kamp. Det er fantastisk, at det er sådan. Det må vi ikke ødelægge.”

Derfor var det også en fryd for ham, da han inden landskampen i Israel for nylig kunne sige til spillerne: ”I dag er der 5.000 tilskuere, og vi spiller uden VAR.”

”Der gik simpelthen et lettelsens suk gennem omklædningsrummet: ’Ej, gode gamle fodbold.’”

FODBOLD ER ikke alt. Kasper Hjulmand interesserer sig også for politik, er begyndt at interessere sig for kunst, sågar dét at lave noget i træ. Han har aldrig haft de store evner inden for håndværk, men efter han havde en tømrer forbi for at lave terrasse i sommerhuset sidste år, er han selv begyndt at sætte noget sammen. 

”Der er så meget i livet, jeg gerne ville dyrke mere. Jeg har aldrig været bange for at blive fyret. Jeg er her ikke for at have et job. Hvis det blev taget fra mig i morgen, skulle jeg nok finde noget andet, jeg ville synes var sjovt,” siger han.

Mest af alt holder han af at diskutere dilemmaer. Sammen med nogle gode venner har han en dilemmaklub, hvor de hver især skal bringe et emne til bordet for at diskutere og endevende det. Moralske dilemmaer, der kræver, at man må forholde sig til, hvad man grundlæggende står på.

Som landstræner må han vænne sig til, at de ikke længere er hypotetiske. Men også, at der er andre interesser på spil. Han var dårlig nok tiltrådt, da han i et radioprogram luftede sin modstand mod bettingreklamer, hvorefter DBU måtte udføre damage control af hensyn til en hovedsponsor. Forude venter endnu et uundgåeligt dilemma, VM i Qatar i 2022. Et flertal af danskere mener, man helt bør boykotte slutrunden på grund af værtslandets manglende respekt for menneskerettigheder. 

”Vi er ikke engang kvalificeret endnu,” siger Kasper Hjulmand uden for alvor at lyde overbevisende. Efter de tre sikre sejre i gruppespillet bliver Danmark lige nu spået de bedste chancer for kvalifikation af samtlige hold i Europa.

”Ja, men den køber jeg ikke. Vi må tage næste kamp. Taber vi til Skotland i næste omgang , er der allerede udlignet igen,” siger han og tøver lidt:

”Hør her, det er uundgåeligt, at VM i Qatar bliver et tema. Men det må vi tage, som det kommer.”

Der er meget ved den moderne fodboldindustri, som Kasper Hjulmand ikke bryder sig om.

Men i første omgang handler det om EM til sommer. Og selvom Kasper Hjulmand har set flere tusind kampe i sit liv, føler han på nogle områder, at han kun lige er begyndt at forstå spillet. 

Før han går ind til derbyet mellem Brøndby og FCK, fortæller han en sidste anekdote fra ’Complex Football’, der med sin metaforik opsummerer, hvordan han ser på både fodbold og livet.

”Forestil dig, at du går på en helt mørk vej. På et tidspunkt støder du på en gadelampe, hvor lyskeglen peger mod jorden. Her er en gammel mand i gang med at lede. Du går over og spørger ham: ’Hvad leder du efter?’ ’Jeg leder efter mine nøgler,’ svarer han. Man går i gang med at hjælpe ham, og efter en halv time, hvor man har ledt, siger man: ’Jamen, var det overhovedet her, du tabte dem?’ ’Nej,’ svarer han så. ’Jeg tabte dem inde i skoven, men der er jo ikke lys, så det er her, jeg leder,’” siger Kasper Hjulmand, inden han går ind gennem fodboldporten:

”Vi leder, hvor der er lys. Engang troede man, at dem, der vandt fodboldkampe, var dem, der løb mest. Bagefter troede man, at det var dem, der sprintede mest. Vi giver forklaringer, hvor der er lys, men vi er ikke i nærheden af at have sandheden. Der er så meget, vi ikke ved endnu. Og det er faktisk det fede. Mest af alt handler det om at gøre sig den erkendelse. Som den argentinske fodboldspiller Jorge Valdano engang sagde: ’Det fantastiske ved fodbolden er, at det er alt det, som videnskaben ikke er.’ Det er irrationelt, det er følelsesbetonet. Det er alt det, vi hverken kan forklare eller forudsige. Vi kan ikke proppe fodbold ned i et lineært regneark. Det kan være forfærdelig frustrerende, men det ville være dødssygt, hvis alting var planlagt. Tænk, hvis vi allerede vidste det hele.”

Bokseverdensmester, ’Vild med dans’-vinder og sygeplejestuderende SARAH MAHFOUD er omsorg med den ene hånd og slagkraft med den anden. Birgitte Ellemann Höegh fulgte den dansk-syrisk-færøske fighter tæt, da hun for nylig trænede op til sit livs vigtigste kamp – og fandt ud af, hvad der skete, da coronavirus pludselig rejste børster.
Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Jonas Bie

DER ER INGEN vej tilbage. Nu kan hun ikke længere vende om. Sarah Mahfoud forsøger at trække vejret helt ned i maven, mens hun bliver ført gennem gangen og frem til døråbningen ind til Frederiksberghallerne. Det er 1. februar 2020, og den sorte hætte er oppe om hovedet, fletningerne sidder stramt om huden ligesom hendes guldfarvede handsker, der er blevet tjekket og spændt fast med hvid, bred tape af forbundet. 

Technorytmerne finder vej ud i gangsystemet. Hun har en vild følelse indeni. Der sidder godt 1.000 mennesker inde i salen, og hun har lyst til at løbe op i ringen og komme i gang, men også til at løbe den anden vej. Ud og væk fra hallen. Det er nu, hun skal præsentere, og det er nu, tvivlen raser: Har jeg virkelig trænet alt, hvad jeg kunne? Gjort alt?

Træningen med den russiske sparringspartner Elena Gradinar og hendes træner Sherman Williams, der er blevet fløjet ind fra Florida otte uger tidligere, sidder som en refleks i hendes parader, slag og benarbejde. 

”Du er klar, Sarah,” siger hun til sig selv, da hun kommer hen til døråbningen. 

Røgmaskinen pumper en sky ud over hende, trommelydene og den overjordiske stemme fra færøske Eivør fletter sig sammen med publikums jublen. 

Eivør er Sarahs valg til turen gennem salen, og lige så snart hun hører færingens spinkle brag af en røst, er alt okay. Nu skal hun op i den ring og løse sin opgave. Hun er landet. Alt andet er væk nu. Resten af turen er ren nydelse. Pissefedt! Hun hilser på sine venner og familie og de fremmede, der er kommet for at bakke hende op.

De hepper. Hun smiler stort og laver et par hurtige moves og slag ud i luften. Den her hal er hendes.

Oppe i ringhjørnet venter Sarah på sin modstander, argentineren Brenda Carabajal, som hun har udfordret. Hun vil have hendes titel. Det er sådan, det er. Da Carabajal ankommer, bliver bæltet, der repræsenterer titlen, løftet op og vist frem. Det er det, det hele handler om: VM-titlen i IBF-bokseforbundet. Der findes en lang stribe af forbund og dermed titler. Fire af dem er de mest respekterede, og IBF er en af dem.

SARAH MAHFOUD

Født i Thorshavn på Færøerne i 1989. Er som amatørbokser blevet danmarksmester tre gange og nordisk mester to gange. Havde sin professionelle debut i fjervægtsklassen i februar 2017 med promotorteamet Mogens og Bettina Palle bag sig. Hun har vundet sine seneste 10 professionelle kampe – sidste gang 1. februar 2020, da hun vandt en verdensmester-titel i IBF-forbundet. Læser til sygeplejerske på 6. semester.

10 MÅNEDER SENERE, midt i november, står en kuffert åben på en sofa i Sarah Mahfouds lejlighed på Amager. Nede i kufferten ligger bæltet. Det overstråler hendes nøgne stue, hvor der står profilbrædder i et af hjørnerne, en malerlampe på gulvet ved siden af en lys sofa, et spisebord og en stuebirk. Hun er ved at få renoveret, og tanken er, at IBF-bæltet skal op på væggen. Gerne sammen med nogle flere. Med tiden. Hendes hundehvalp Kenzo – et gadekryds mellem en bullterrier, en boxer og en engelsk staff – ligger på sofaen bag ved kufferten og logrer med en hale, der rammer låget og får metallet til at give lyd: ”Dik, dik, dik, dik.”

Sarah Mahfoud forsøger at genne hunden ned på sit tæppe på gulvet.

”Leg teg, leg teg,” formaner hun på færøsk. 

Hendes mor er færing, og hendes far er fra Syrien. De to mødte hinanden på en sprogskole i Aix-en-Provence i Frankrig i 80’erne. Sarahs far, Mohammad, læste medicin, og Sarahs mor, Vigdis, var taget af sted for at lære fransk. Kærligheden foldede sig ud, og i 1985 blev de gift og flyttede til Færøerne. Undervejs fik de tre børn, Sarah, Allan og Heidi, og i 1993 valgte de at flytte til Danmark for at videreuddanne sig. 

Tanken var, at de skulle tilbage til Færøerne, men Danmark greb fat i familien, der endte på Hillerød-egnen. I dag har forældrene en køreskole i København. Far Mohammad underviser, og mor Vigdis står for forretningsdelen. Hunden Kenzo har Sarah Mahfoud overtaget fra sin søster, og nu går hun til træning med en hund, som hun taler færøsk til – ligesom hun gør til sine forældre og søskende.

Her i november husker hun detaljer fra dagene omkring kampen i februar: Hvordan hun dagen inden blev vejet og godkendt til sin fjervægtsklasse på maksimum 57,2 kilo. Hvordan hun bagefter gik hvileløst omkring i sin lejlighed og tænkte: ”Hvorfor kan jeg ikke bare gå til et eller andet, der ikke indebærer, at jeg nærmest kan blive tævet ihjel?” Og selvfølgelig selve kampdagen, hvor hun efter at have besejret sin modstander efter 10 runder kom i seng klokken 6.00. Med to pølsehorn og en Cocio i maven og med sin første VM-titel stående i en sølvfarvet kuffert ved siden af sin seng. 30 år gammel og verdensmester. 17 år efter hun som 13-årig startede i den lokale bokseklub i Hillerød.

SELVE BÆLTET er himmelblåt. Ovenpå er lagt en guldplade med forskellige emblemer. ’World Champion’ står der i et af dem. I toppen er der en ørn med udbredte vinger. Den bevæger sig ud af bæltet og får guldpladen til at ligne en køler­figur på en svinedyr sportsvogn. 

”Brenda Carabajal havde 100 procent øvet sig på at holde blikket. Hun blinkede ikke. Jeg var udfordreren, og derfor kom jeg ind først og stillede mig i ringhjørnet.Lidt efter kunne jeg mærke, at der var nogle øjne, der brændte på mig. Da jeg kiggede op, vidste jeg, at jeg blev nødt til at fastlåse det blik, ellers ville hun tro, at jeg var bange for hende,” fortæller Sarah Mahfoud. 

De to stod under den danske nationalsang og hele den argentinske – og den var lang, husker hun – og bare stirrede hinanden i øjnene. Sarah Mahfoud nåede at tænke: ”Om lidt kommer hun ud fra det ringhjørne med sydamerikansk temperament og har lyst til at slå mig ihjel.” Først da kamplederne gik imellem dem, kiggede argentineren op.

Sarah Mahfoud kom godt fra start, fik sat en god højre ind på hende. Derfra kørte det. 

”Jo mere jeg fik en fornemmelse af, at hun ikke syntes, det var særlig sjovt, jo mere energi fik jeg og tænkte ret hurtigt: ’Okay, den nailer jeg.’”

Sarah Mahfoud ved aldrig helt sikkert, om hun har vundet en kamp, medmindre hun har slået sin modstander ud undervejs. Men når hun ser kampen bagefter, kan hun godt se, hvilken vej vinden har blæst.

Hendes far har optaget alle hendes kampe, siden hun startede som amatør, og før IBF-mesterskabet i februar havde hun vundet ni professionelle kampe i træk. 

”Da kamplederen løftede min arm, føltes det sindssygt fedt. Jeg skulle bare ned til min familie og ringe til Mogens (Palle, red.) og sige: ’Nå, nå, nå, gjorde jeg det lige?’ Klokken var 3, før jeg kom ud af hallen. Jeg stod i mit kamptøj, folk interviewede mig, og jeg snakkede med mennesker, der var kommet ind for at se mig, og det var bare sindssygt at komme ud i omklædningsrummet og kigge på det der bælte, jeg pludselig havde.”

SAGT OM SARAH MAHFOUD

Nina Boe Wille, veninde:

”Jeg lærte Sarah at kende i de sene teenageår. Vi gik i byen i København, og lige meget hvor vild en nat vi havde haft, skulle Sarah nok komme op til træning næsten morgen. Vi andre forstod det ikke rigtig dengang, men det har altid passet godt til Sarah at bokse. Der er ikke noget, der kan slå hende ud. Hun har en kæmpe ja-hat på, et højt energiniveau og en sprudlende personlighed med en beundringsværdig tro på sig selv. Det handler aldrig om, hvorvidt hun vinder eller taber. Hun vinder bare. Og så har hun temperament.”

I SENSOMMEREN 2020 var Sarah Mahfoud i sygepleje-praktik på kræftafdelingen for børn og unge på Rigshospitalet. Mens hun sad og læste op på sit speciale, kom Mogens Palles mobilnummer pludselig frem på displayet. I 2017 var han blevet hendes boksepromotor. Han havde set hende vinde ’Vild med dans’ på TV 2 i 2016 og bemærket, at hun havde et formidabelt benarbejde i både slowfox og jive. Det var nok adapteret fra boksetræningen, tænkte en af dansk boksnings store legender, der var regerende promotor i 60’erne og 70’erne. Dengang havde han havde typer som Tom Bogs, Jørgen ’Gamle’ Hansen og Ayub Kalule i ’Stald Palle’ og siden tog han hånd om Mikkel Kessler og Brian Nielsen. 

Mahfoud og Mogens Palle begyndte samarbejdet med en kamp mod Petra Podraska, og han havde ringet til hende, fordi han havde fået en henvendelse fra en amerikansk agent, der ville sætte en kamp op mellem puertoricaneren Amanda Serrano og Sarah Mah-foud. Kampen skulle stå i Las Vegas i december, og det drejede sig om Serranos WBO-titel og Mahfouds IBF-titel, fortalte Mogens Palle. Den ene ville gå derfra med begge titler.

Sarah Mahfoud gik bagefter ind i lokalet ved siden af og ringede til sin mor.

”Selvfølgelig skal du til Las Vegas, skat,” lød svaret fra moren, som hun er i kontakt med dagligt. 

”Fuck, det var stort. Jeg vidste godt, at Serrano var en dygtig bokser, stærk, men det var fedt at få sådan en mulighed. Hvis hun var vurderet til at være den bedste, måtte jeg jo slå hende for at blive det,” siger Sarah Mahfoud og små-ler på en ukompliceret facon.

Sådan er det i reglen, når hun taler. Der er noget let legende over hendes stemme og over hendes øjne, der ser ud, som om de har en glubsk appetit på alt. I det hele taget virker det, som om hun blender ind, uanset hvor hun dukker op. 

På hendes skulder er en tatovering af en guldsmed med vingerne bredt ud. ’Mit liv’, står der nedenunder.

Den fik hun og hendes veninde lavet for et par måneder siden på en ’hyggedag’, hvor de blev spontant enige om at toppe dagen med en tatovering. 

”Jeg skal huske på, at vi selv styrer vores liv, og nyde det, det er budskabet.” 

9. NOVEMBER sidder hun på en thai-restaurant på Valby Langgade og spiser tidlig aftensmad. Hun er på vandglas nummer to. Hvert glas er drukket i tre mundfulde. Det samme gælder nudelretten. Hun har været til træning med Sherman Williams i dag. Træneren er hentet ind igen. Kampen med Amanda Serrano er en realitet, og planen er lagt: Otte ugers intensiv boksetræning og kun en fridag om søndagen, løb tre gange om ugen langs Amager Strand og styrketræning på egen hånd hver formiddag. 

Boksetræningen foregår i Valby Bokseklub. Her har Sherman Williams tidligere på dagen sat reggaemusik på anlægget og skruet helt op. Ifølge Sherman Williams bokser europæere stift og kun med armene. De mangler simpelthen noget rytme i kroppen, så de kan danse rundt om deres offer, komme ned i knæ og få hoved og skuldre til at bevæge sig sidelæns – få det hele til at se lidt mere funky ud. Det er nu ikke det, der er tilsigtet. Det handler om at blive smidig og stærk og have en rytme, ens egen, der kan slå den anden part ud og helst i gulvet. Sarah Mahfoud er ved at være i flow.

Sherman Williams er oprindelig fra Bahamas, han er sværvægtsbokser og har kone og børn hjemme i Florida. Han går stadig i ringen – med sine tre guldtænder og et korpus som en kommode. Derfor sidder han under Sarah Mahfouds 20 minutters sjipning selv på en træningscykel og får sin egen puls løftet.

”Danes are hard to get to sweat,” mener han.

Sarah Mahfoud har sluppet tankerne. Hun har lært at slappe af i det, nyde musikken og lande i dagens træning: ”Jeg har et lidt travlt program for tiden, så sjipning kan fungere som en pause,” siger hun.

Ud over sin egen træning, hundens træning og to privatpersoner, hun selv træner i motionsboksning, skal hun i gang med at læse op til en eksamen på sygeplejestudiet, der skal afvikles online, inden hun skal til Las Vegas.  

Når karrieren er slut, har mange professionelle boksere svært ved at finde fodfæste, har hun bemærket. For nogle boksere går det helt galt i det øjeblik, de mister deres identitet, og tomrummet opstår. Det vil hun ikke risikere.

Derfor læser hun til sygeplejerske efter en uddannelse som social- og sundhedsassistent og nogle år i hjemmeplejen, hvor hun blev klar over, at hun synes om at arbejde med mennesker. Umiddelbart to uforenelige miljøer.

Hårdt optegnet kan man sige, at hun med den ene hånd smadrer et ansigt og med den anden lapper det sammen. 

”Jeg tror, vi alle har begge dele i os, og mine yderpunkter er tegnet op. Min stædighed og mit fightergen kommer til udtryk i min boksning, mens det omsorgsfulde og sociale gen, der også ligger mig meget nært, bliver udfoldet i sygeplejen.”

Men det er nu ikke, fordi hun ikke kan genkende omsorgen i boksemiljøet. 

”Det er et sted, hvor der er plads til alle. Uanset hvor du kommer fra i samfundet: Får du et par boksehandsker på, og har du et par gummisko, så kan du være med. Man får et ret nært forhold til hinanden, fordi man træner mange gange om ugen. Og fordi det mentale pres, når man skal i kamp, fylder ret meget, ved man lidt om, hvordan hinanden har det. Når man kommer ned fra kamp, står hele bokseklubben i ringhjørnet og tager imod én. Der er enormt meget kærlighed i det.”

Sherman William minder Sarah Mahfoud om, at hun har sagt ja til at gå med ham i kirke på søndag. Han er engageret i sin tro, Trump og reggae – tre emner, der bliver lystigt endevendt i træningslokalet, mens han tager Sarah Mahfoud gennem dagens program. Sarah Mahfoud lytter og synes, det er sjovt at finde ud af, hvad andre mennesker mener og tænker.  

”She’s a good Christian,” siger han fra kondicyklen.

”Well, it depends on who you ask,” svarer Sarah Mahfoud.

”NICE FLOW, nice rhythm,” siger Sherman Williams, da Sarah Mahfoud har fået bundet sine håndbind og er i gang med skyggeboksningen. 

Der er to Star Wars-figurer på endevæggen, Darth Vader og Chewbacca, begge tegnet lidt skørt op, som de sidder der og kigger lidt bælgøjede ind over bokseringen med røde handsker på. Hallen er kold og mennesketom. Store stykker plastik adskiller hver arbejdsstation af corona-hensyn, og det får lokalet til at minde om en slagtehal, godt hjulpet på vej af træningsslogans på væggene: ”Inactivity is the biggest sin in boxing” og ”Ej til skæg og snot. KUN til blod og tårer.”

Bagefter træner hun med Sherman Williams, der har taget plethandsker på. Hun skal huske at have hænderne op foran ansigtet, at trække vejret ind gennem næsen og bevæge sig i cirkler i den modsatte retning af, hvad hun er vant til. Sarah Mahfouds modstander i Las Vegas er venstrehåndet – det, der hedder en southpaw. Det er årsagen til, at de har hentet en sparringspartner ind fra Liverpool, Carly Skelly, der ankommer samme aften. 

I pausen giver Sherman Williams et par formaninger, hælder vand på hende og stryger hendes pandehår tilbage med et håndklæde. 

I gang igen: ”Nice and relax, focus on the corner in front of you, move your head and breathe through your nose.” Han tjatter til hende under sparringen og synger med på et par af Bob Marleys strofer: ”Is this love, is this love, is this love, is this love, that I’m feeling?” 

Og så: ”Keep moving, keep moving, dance, go!”

Williams kalder Sarah Mahfoud for ’dancing diva’, og hun ved godt, hvad han mener:

”Jeg har et ret godt benarbejde, så ’dancing’ kan vi godt kalde mig. ’Diva’ er, fordi jeg lige skal have min mascara på og se okay ud. Jeg vil helst ikke have taget billeder efter sparring. De bliver jo liggende ude på nettet, så, ja, jeg kan være ret forfængelig.”

Hun slutter træningen med at skyggebokse igen for at få tempoet ned. Det ligner en dans. Helt lydløst. Nærmest som en lille, enkel ballet. 

De har været igennem 15 træningsdiscipliner af to minutters varighed med et minuts pause. Kvinder går 10 runder til professionelle kampe, og lige nu træner de, at hun mentalt kan udholde så mange runder som muligt.

”To minutter virker som ingen tid, men derinde … at løbe 20 kilometer er mindre hårdt end at stå derinde i de omgange. Det er det, vi træner. At blive i det.”

SAGT OM SARAH MAHFOUD

Mohammad Mahfoud, far:

”Da Sarah skulle bokse sin første diplomkamp, mødte jeg op, uden at hun vidste det. Sarah vandt suverænt. Fra den dag af vidste jeg, at hun kunne blive til noget. Sarah har trænet hårdt og haft vilje, men hun har også haft talent. Det kunne jeg se i hendes bevægelser og reflekser. Jeg var meget begejstret i modsætning til min kone, der hellere ville have, at hun gik til håndbold. Jeg var så stolt, at jeg gav hende 1.000 kroner for at opmuntre hende. Som barn virkede hun mere moden end sin alder. Fra hun var 5-6 år, kunne hun tage flyet alene sammen med sin gamle morfar til Fær­øerne, og det var hende, der stod for kontakten til stewardesserne. Hun har også altid passet godt på sine søskende, ja, det gør hun faktisk stadig. Hun er ikke bange for noget.”

Mohammad Mahfoud har fulgt sin datter til kamp med sit videokamera og har godt 75 film fra hendes amatørkarriere og 10 fra hendes professionelle. Han har set de fleste film 2-3 gange og nogle af de bedste op mod 15 gange for at kunne bidrage med fif og gode råd.

PÅ VEJ UD passerer hun et begynderhold, der træner med nogle vægte.

”I skal have noget styrke, ik’! Ellers bliver I jo aldrig mænd. Og I vil gerne være mænd, ik’?” siger en midaldrende slank mand, der er deres træner.  

Et hold pindetynde præteenagere, drenge og piger, står og stirrer på træneren med lange, slappe arme ned langs kroppen. 

”Og jer piger … I vil vel også gerne være mænd!”

Der er en enkelt, der nikker. De andre ser desorienterede til.

Sarah Mahfoud ville ikke ønske, hun var en mand. 

”Nnnnej,” siger hun med et stemt N og en bevidst fornærmet attitude. 

”Jeg elsker at være kvinde i den her mandsdominerede verden. Når folk bliver overrasket, tager jeg det som et kompliment, fordi de måske har en idé om, at boksning er en totalt buff mandesport. Folk må tænke det, de vil. Der er dem, der ikke synes, kvinder skal slå på hinanden, men det er sikkert også dem, der synes, kvinder hører til i køkkenet – og de kan passe sig selv.” 

Til gengæld kunne hun ønske sig, at medierne får større interesse for kvindeboksning. Det vil ændre på økonomien – og hendes løn. Det er noget af det, hendes kamp i Las Vegas forhåbentlig kan være med til. Der er kun to kvindelige professionelle boksere i Danmark. Sarah Mahfoud er en af pionererne.

”Men hvis jeg skal være ærlig, så gør jeg det mest, fordi jeg synes, det er megafedt, fordi det kan give mig noget, og som sidegevinst kan det måske gøre noget for sporten i Danmark. Er interessen der, er økonomien der – og den anden vej rundt. Og jeg har ikke noget problem med kvindelige nummerpiger. Det er da meget flot og sjovt. Det hører jo med til sporten, setuppet og showet. Jeg har prøvet at få en nummermand, og det syntes jeg var lidt underligt, han var vildt sød, men hvorfor ændre noget, der fungerer? Jeg gider ikke gå rundt og være sur, jaloux eller bitter over, at det er en mandeverden. Jeg nyder at være en kvinde, og jeg elsker det feminine.”

Det kom på plads, da hun deltog i ’Vild med dans’ i 2016, og det viste sig, at hun var helt formidabel i tyl, stiletter, pancake-makeup og højt hår. 

Som en af dommerne, Jens Werner, sagde dengang: ”I de 13 sæsoner, hvor ’Vild med dans’ har eksisteret, har du lige cementeret igen, at du er den bedste kvindelige nydanser, ’Vild med dans’ nogensinde har set.”

Hun styrede direkte ind i spalterne i ugebladene og tabloidaviserne, og familien i både Syrien og på Færøerne heppede med den aften, hun skulle danse rumba. Og heppekoret fortsatte, da hun strøg helt til tops i den populære konkurrence med dansepartneren Morten Kjeldgaard.

”Man lærer virkelig at arbejde ned i detaljer med sin krop i boksning. Det var klart en fordel, at der ligger så meget teknik i, hvordan man skal stå på sine ben, dreje sin hofte og rotere sin hånd for at få power ud i det. Til gengæld havde jeg det sværere med at skulle smile ud til publikum, for jeg plejer at kigge koncentreret på min modstander.” 

NÅR SARAH MAHFOUDS energi er brugt op, må hun til Færøerne. Så kommer savnet, måske fordi hun blev født deroppe. Hun kan ikke huske ret meget fra sine første år på Fær­øerne. Hun var blot fire år, da familien flyttede. Men der findes hjemmevideoer og fotos, hvor hun danser rundt foran kameraet og styrer hele familien.

”Jeg tror, jeg var lidt forfærdelig, jeg ville hele tiden have, at de skulle filme mig, og bestemte, hvor folk skulle sidde, og hvornår de skulle klappe, og hvis jeg spillede spil med min morfar, bestemte jeg både over hans og mine brikker. Det var godt, jeg fik nogle søskende,” siger hun og ler. 

I familien Mahfoud har børnene haft en central plads. De har gået til alle de sportsgrene, de ville: håndbold, tennis, fodbold, disko, hiphop, gymnastik og karate for Sarah Mahfouds vedkommende, inden boksningen tog over.
Opvæksten i et rækkehus i Hillerød Vest beskriver hun som ’helt almindelig’.

Der blev spist en del arabisk mad med en masse retter på bordet, og alle talte færøsk – også hendes far, der ikke fik lært børnene arabisk, skønt han sang arabiske godnatsange og læste bøger for dem på sit modersmål. Ellers handlede det om sport og venner i lokalmiljøet og et sæt forældre, der var lidt mere påpasselige end kammeraternes, da hun begyndte at gå til fester. Af en eller anden årsag lugtede de altid lunten og dukkede op de steder, hvor hun var. Navnlig hendes mor, der er ”færing med stort F, en stædig, bestemt, stolt og stærk kvinde og meget omsorgsfuld,” som Sarah Mahfoud siger – samtidig med at hun er imponeret af sin mors styrke. 

Hendes far havde et mildere gemyt. Det var ham, hun ringede til, når hun skulle have lov til det, hun vidste var sværere at få igennem hos sin mor. 

Op gennem barndommen rejste de ofte til familien på Færøerne og i Syrien. Sidstnævnte udgør en stor længsel efter ni års adskillelse på grund af krigen, der satte ind i 2011.

Familien i Syrien boede i kystbyen Latakia, landets største havne- og badeby. Hun husker det som en regn af morskab og forkælelse, ture rundt i byen, til stranden og op i bjergene, backgammon-konkurrencer og te med fætre og kusiner. Alene det at køre med bussen gennem byen var en fest. Bedsteforældrene havde en appelsinplantage og et stort, åbent hus med balkon og tagterrasse. 

”Min farfar havde en skuffe, hvor han havde herremeget slik og penge, og så tog han os nogle gange ind og åbnede skuffen, og så kunne vi ellers fylde op. Jeg har ikke set ret mange tildækkede kvinder, men kvinder, der virkelig gjorde meget ud af sig selv. Der var dansekonkurrencer om, hvem der havde længst hår, og hvem der kunne shake bedst. Jeg var vildt fascineret, de havde hår næsten ned til røven og højhælede sko, der matchede deres toppe … flotte damer.” 

Hjemme i Danmark var krigen i Syrien naturligvis ofte et emne om spisebordet, også fordi Mohammad Mahfoud i 2011 blev formand for Dansk Syrisk Forening og på den konto har været en del i medierne. 

Færøerne har gennem årene været mere farbare. Familien bor i Vestmanna, 40 kilometer fra Thorshavn, blandt andet hendes onkel og mormor, som hun er tæt knyttet til. 

”Jeg får en anden ro deroppe. Det kan også være, fordi jeg ikke har min hverdag der. Og jeg kan godt lide de færøske specialiteter, spæk og tørret fisk, skærpekød og lam. Jeg har altid bevæget mig i tre meget forskellige kulturer og er stolt af der, hvor jeg kommer fra.”

Færøerne har også taget ejerskab over Sarah Mahfoud. Da hun fik sin VM-titel, stak hun af til Færøerne for at finde sig selv igen i den grønne natur. Hun blev inviteret på hyldesttur rundt på skoler, hvor hun gav autografer, borgmesteren kom med blomster i den lokale håndboldhal i hendes hjemby, og hun blev inviteret til kaffe og chokolade hos lagmanden, Færøernes regeringsleder.

SAGT OM SARAH MAHFOUD

Mogens Palle, dansk boksepromotor siden 1957:

”Da Sarah vandt ’Vild med dans’, kunne jeg jo se, at hun havde et godt benarbejde, og tænkte: ’Det kunne være morsomt at få hende på programmet.’ I dag er kvinde­boksning på globalt plan blevet stort. Jeg har selv haft 3-4 stykker, blandt andet Anita Christensen, som også blev verdensmester, men Sarah er trods alt den bedste, vi har haft. Man kan se på hende, at der er noget mellem ørerne, når hun er oppe i ringen. Hun er en naturlig og en ærlig pige, der taler frit fra leveren. Hun er sådan en, man har lyst til at gøre noget for.”

I 2002 VAR 13-årige Sarah med sin mor til en sportsmesse i Frederiksborghallen. Vigdis Mahfoud var en dygtig håndboldspiller i sin ungdom, og Mohammad Mahfoud gik til kickboksning og thaiboksning i Frankrig og havde det sorte bælte i kung-fu. Når børnene skulle hygge sig med ham, så de Bruce Lee-, Chuck Norris- og Jackie Chan-film sammen og havde brydekampe, og de syntes, deres far var det sejeste, når han sparkede højt. 

Derfor kom det måske ikke som nogen overraskelse, at Sarahs sanser blev vækket ved bokseboden på messen. Hun fik lov til at slå på nogle plethandsker og syntes, det var ”en fed fornemmelse”, der mindede lidt om de dér for-sjov-slåskampe, hun havde med drengene i frikvarteret. I det hele taget havde hun det sjovest, når der var nogen, der udfordrede hende. Påstod nogen, at hun ikke turde hoppe ned fra et højt sted, skulle hun nok vise dem. 

Mandagen efter startede Sarah Mahfoud i Hillerød Sports Klub, der dengang lå i en gammel saunaklub midt i byen. Hun kom ind i et stort, tomt rum, hvor de selv satte sandsække op og hev to reb på tværs gennem lokalet for så at stå og sparre med hinanden i firkanterne. 

”Træneren hed Bo, og vi gjorde, hvad han sagde. Han kunne godt blive hidsig, men var også et enormt kærligt menneske, som vi kom tæt på, både mig og min bror, der også begyndte dernede.”

Sarah Madfoud startede på drenge/ungdomsholdet, og der gik ikke ret lang tid, før hun kom på kampholdet og gik ind til sin første diplomkamp, hvor hun fik gode point.

Hun trænede i klubben tre dage om ugen og spekulerede overhovedet ikke over konsekvensen af at gå ind i en boksering. I starten fik hun altid blodtud. Bare man prikkede til hendes næse, fossede blodet ud. Inden hun nåede at overveje at få brændt de små kar i næsen, stoppede det en dag af sig selv.

Hun tabte sine første fem kampe, men så vendte det. At skulle noget, der var så angstprovokerende, tændte en ild i hende. Da hun begyndte at vinde sine kampe, blev hun udtaget til landsholdet, og der blev pakket luftmadrasser og sportstasker ned til stævner og træningslejre i et miljø med en jargon, hun følte sig hjemme i. 

”Folk var lige lidt til den grove side, men de havde humor. Det var ikke så pænt og poleret. Jeg kunne godt lide, at man kunne være sig selv. Der kom alle slags typer, nogle af Hillerøds rødder og alle mulige andre. Rødderne var dem, der var mest synlige i bybilledet. De lidt seje og populære med en stor omgangskreds. Vi hang altid ud oppe i byen i SlotsArkaden (byens butikscenter, red.), og da vi blev lidt ældre, begyndte vi at komme på byens diskoteker og cafeer.” 

Hun ville både med til festerne og med til kampene og blev lidt sløset med, om hun vandt eller tabte. Men til de store konkurrencer, de nordiske mesterskaber og DM, tog hun sig sammen, og her kom hun sammen med sin træner Steen F. Sørensen til at opnå nogle flotte resultater, der har været afgørende for, hvor hun er nu. 

”Den yderlighed, der er ved boksning, tiltaler mig helt vildt. Du kan ikke gøre det halvt. Du kan ikke skyde skylden på nogen som helst andre, hvis du ikke kan klare det, du bliver stillet over for. Det afhænger fuldstændigt af din egen præstation. Bare det at gå op i ringen er den allerstørste kamp. Det med at være indstillet på at stille op til røvfuld. Og når man har kæmpet for noget i så lang tid og brugt så meget energi på det, får man et giga-kick, når man står deroppe … og en særlig ro efterfølgende,” siger Sarah Mahfoud, der ikke er enig med dem, der kalder boksning en organiseret slåskamp.

”Det er det samme som at kaste en bold efter et mål 20 gange. Der ligger så meget teknik bagved. Mange tænker, at du får afreageret, når du går til boksning. Det handler det ikke om for mig. Slåskamp er noget, jeg forbinder med et værtshus, noget, der ikke burde ske.”

Danish Fight Night Galla. Sarah Mahfoud vinder 1. februar 2020 IBF’s VM-titel i fjervægt mod den regerende argentinske verdensmester Brenda Karen Carabajal. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

DER ER TRE uger til, hun skal til Las Vegas. Det er hendes første rejse til USA, og hun kommer til at lande midt i COVID-epidemiens anden bølge oven på et heftigt præsidentvalg, hvor Trump endnu ikke har løsrevet sig fra taburetten. De første 10 dage skal hun i karantæne på et hotel, så hun kommer ikke til at se ret meget, men hun glæder sig. Enormt. Og er frygtløs.

Amanda Serrano har vundet 40 kampe – deraf 28 på knockout, Sarah Mahfoud kun to. Det får hende kun til at tænke, at det kunne være ”megafedt at slå hende”.

”Jaeeer. Hvis jeg var bange for det, skulle jeg jo lade helt være med at bokse. Alt er fedt ved det. Det her bliver mit første titelforsvar mod en, der bliver vurderet som en af de stærkeste kvindelige boksere i hele verden. Og jeg skal vinde. Lige så snart du begynder at tabe, er der ingen af de store, der vil møde dig. Du er kun spændende at møde, når du har noget, de andre vil have.”

I ringhjørnet er pladsen forbeholdt Sherman Williams og en cutman, der reparerer eventuelle skader.

”Jeg har aldrig fået et cut, men jeg har prøvet at få et slag under venstre øje, hvor der blev ramt nogle nervebaner. Jeg var helt følelsesløs under øjet og ned til læben. Når jeg drak af et glas, kunne jeg ikke mærke, om det var koldt eller varmt. Det var bare sådan et dødt stykke kød, der sad der.”

I 2019 blev hun en del af kosmetikfirmaet L’Oréals kampagne, der viste ansigter på kvinder i Norden, der klarer sig godt i traditionelt mandsdominerede fag. 

”Budskabet var, at du kan blive, hvad du vil, så det var jo meget sjovt,” siger hun uden nogen betænkeligheder i forhold til, hvad en brækket tud – lige midt i hendes kønne fjæs, der gør sig i reklamer – ville betyde. 

”Jeg ved, det kan ske, men jeg har ikke tænkt på, hvordan det vil se ud bagefter. Man kan få lavet så meget i dag,” siger hun og griner lidt tørt.

I det hele taget har hun et ret elastisk forhold til sin krop, der er blevet hendes redskab. Og indvejningen hører med her. I reglen skal hun ned i vægt, når hun skal ramme kampkravet. Engang skulle hun smide tre kilo på 24 timer. Det gør man ved hverken at drikke eller spise noget, gå i sauna med en sveddragt på og svede det ud, der sidder løst. Lige nu er hun på en kostplan med fokus på kulhydrater og energi til kroppen. 

”Jeg skal tænke på, hvordan jeg sover, spiser, træner – alt det gør, hvordan jeg præsterer den dag, jeg er i kamp. Og jeg kan godt lide at presse mig selv, også mentalt.”

DE TO KVINDER ligner arbejdsmaskiner på godt en meter og 60 med deres hjelme, tandbeskyttere, nyrebælter og store, runde handsker. I ringen i Valby er Sarah Mahfoud i gang med at bokse mod Carly Skelly, den 34-årige kvinde fra Liverpool, der er taget hertil for at hjælpe danskeren med at få fornemmelsen af at bokse mod en southpaw ind i kroppens grundstruktur. Ligesom Sarah er Carly sygeplejerske, og efter kampen slutter de med et kram og en snak. 

Men lige nu skal hun øve alle de ting, Sherman Williams har gentaget. Kan hun dem ikke i træningen, kan hun dem heller ikke i kamp.

Hvis man ikke har set to mennesker bokse mod hinanden live før, kan det virke lidt voldsomt. Selv om det ’kun’ er træning, og de ikke er ude efter point ved at ramme rent ind på et kindben, er det jo det, Sarah Mahfoud skal ende med at mestre. De bruger ikke alle kneb nu, men de bliver godt kogt i hovederne. Sarah Mahfoud er flere gange henne hos Sherman Williams for at få vaseline i ansigtet, så huden bliver elastisk, og hun undgår at få cuts. 

De to kvinder har aldrig mødt hinanden før, og det er tydeligt, at deres teknikker er forskellige. Carly Skelly har en oprejst, eksplosiv stil, Sarah Mahfoud er synligt mere bevægelig og dansende i ringen. Den her udfordring er ikke en af hendes værste. Alligevel får Carly Skelly et godt slag ind med højre hånd, da Sarah Mahfoud går den forkerte vej rundt. 

Det nok allervigtigste, en bokser skal kunne håndtere, er sin frygt. Den skal enten overkommes eller udraderes, før man tør gå op i ringen.

”Frygt er en motivation. Det er det, der gør, at jeg vil træne mere i træningslokalet, fordi jeg frygter, at jeg træder op til noget, jeg ikke kan magte. Hvis jeg skal frygte alt det, der kan gå galt, så går man ind med nogle begrænsninger, og det skal man jo ikke. Hvis jeg knækker min næse, vil det gøre mega-nas, og jeg vil være superærgerlig, fordi det er rigtig gode point for den anden. Men frygt er jo noget, vi skaber inde i vores hoveder.”

Inden kampen i Las Vegas skal hendes hjerne MR-scannes, og hun skal også have en øjen- og en neurologisk undersøgelse og en hiv-test.

”Man sender ikke nogen i ringen, som potentielt kan få et slag og dø af det, fordi man har overset et eller andet. Men det kan sikkert godt ske alligevel. Man bliver scannet en gang om året, når man er professionel bokser. Men ja … jeg undskylder mig med, at vi kvinder ikke slår helt så hårdt, og at jeg giver mig selv ro efter en kamp. Hvis der kommer nogle skader, har jeg i det mindste levet.” 

Men kan det virkelig passe? Er der virkelig ikke snerten af reel frygt i Sarah Mahfoud?

”Jeg tror bare, at jeg gennem min opvækst har haft nogle forældre, jeg har set som frygtløse og stærke og selvstændige. Hvis du snakker med min bror eller søster, har de det på præcis samme måde: ’Frygt, pfff, det er ikke noget for os.’”

12. NOVEMBER er Sarah Mahfoud i gang med en videooptagelse.

Hun skal reklamere for nogle massageprodukter på sociale medier for at hive sponsorkroner i land. Midt i det hele begynder hendes telefon pludselig at bimle. Da hun ringer tilbage efter optagelserne, får hun fat i Mogens Palle.

Nevada Boxing Commission har aflyst kampen i Las Vegas, siger han og fortæller, at kommissionen ikke mener, at den kan styre coronaepidemien under den internationale turnering, og at den danske mink-situation også har spillet en rolle for beslutningstagerne.  

Dagen efter åbner Sarah Mahfoud døren til sin lejlighed. Hun har et greb om sin hund i den ene hånd, en mobiltelefon i den anden og er midt i et interview med Danmarks Radio: 

”… Der er stadig sket gode ting i træningslokalet, så det er ikke spildt. Men det er da en mega mavepuster at nå halvvejs op ad isbjerget, og så falder man ned. Det var åbenbart for godt til at være sandt, lige nu,” siger hun, mens hendes hund knurrer med et tørret griseøre i munden.

Siden gårsdagens opringning har hun gentaget sig selv til journalister, venner og familie. Hun har været ude at gå en tur med Sherman Williams, Carly Skelly er sendt hjem til Liverpool, og Sarah Mahfoud har spist en klods af en durumrulle med pomfritter hjemme på sofaen. For sig selv. Lige nu kan kravet om højst 57 kilo rende hende et vist sted – og hun har haft brug for at være alene.

”Med ét røg energiniveauet, jeg blev træt, fik ondt i maven og hovedet,” siger Sarah Mahfoud, der er uendelig skuffet.

Som noget af det første ringede hun til sin gamle chef i hjemmeplejen i Hørsholm Kommune for at høre, om hun kunne få nogle vagter.

Den klækkelige sum for kampen er pist forsvundet – penge, hun havde planlagt at renovere sin lejlighed for og leve af i foråret, når hun skulle i praktik på sit studie. 

”Det er supernederen, men nu læser jeg op til min eksamen, tager noget arbejde og lægger en god plan.”

Den kamp, der for alvor kunne have placeret hende på den internationale scene, er væk – indtil videre. Jabs, hooks, uppercuts og drømme om en dommerløftende vinderhånd er udskiftet med sygeplejevagter i hjemmeplejen og podning af COVID-patienter på Bispebjerg Hospital. Sådan er det at være sportsstjerne under COVID-epidemien.  

Vi sidder ved hendes spisebord, drikker neskaffe og spiser chokoladecroissanter på nul komma fem. På bordet ligger en stak bøger, hun gerne vil i gang med – om chakraer, stjernetegn og positiv tænkning, emner, der interesserer hende og giver hende en fornemmelse af at få sig selv med, når hun føler, det går for stærkt omkring hende. 

Hendes hund er faldet i søvn i sofaen med benene ud til alle sider.Den skal kastreres på mandag. 

”Amanda Serrano skal ikke komme og sige, at der ikke er nogen, der vil bokse mod hende, for det vil jeg rigtig gerne. Vi er i samme vægtklasse og har begge titler, så jeg tænker ikke, vi kan undgå hinanden. Men der er også en, der hedder Jelena fra Canada, der har en titel. Og mit bælte gør jo, at jeg er en, de gerne vil møde. Så jeg står ret godt,” siger hun og vipper hovedet mod VM-bæltet fra februar.  

”Jeg har ikke prøvet noget, der er hårdere end at træne op til en kamp. Det presser mig helt ud på kanten og giver mig noget stærkt i min tilgang til verden. Man skal kende sig selv rigtig godt for at kunne gøre det, vi boksere gør.” 

I aften tager hun hjem til sine forældre. Hun glæder sig allerede til en slags færøsk burger. Hendes søster har taget vakuumpakket hvalspæk med hjem fra Færøerne. Det skal hendes mor og hun spise sammen med tørret fisk og brød. 

”Jeg har forresten lidt tørret fisk i køleskabet, vil du have en bid?”

Mere end 100 år efter startfløjtet er der fortsat tusindvis af motionslystne studerende, der får pulsen op, stressen ned og kammeratskabet på banen i landets ældste studenteridrætsforening.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

EN DAG I september 1918 kunne de fremmødte studerende på Københavns Universitet læse et opslag:

 ”I erkendelse af nødvendigheden for de universitetsstuderende af at have bekvem adgang til at drive idræt har universitetet besluttet sig til at sørge for nem og billig adgang til gymnastik og bade for alle universitetsstuderende,” stod der på det, der blev startskuddet til studenteridrætten i Danmark. 

Tilbuddet bestod af fire gymnastikhold med to timeansatte lærere, og undervisningen lå enten om aftenen eller om morgenen, så de fysiske aktiviteter ikke forstyrrede studierne. 132 studerende meldte sig ind. Det kostede 50 øre om måneden betalt forud, som gav adgang til gymnastiktræning enten i Studenterforeningens gymnastiksal på Vestre Boulevard – i dag H.C. Andersens Boulevard – eller i KFUM’s gymnastiksal i Rosenborggade i København. 

Oprindelig var det meningen, at tilbuddet om gymnastik skulle gælde både mandlige og kvindelige studerende, men så langt rakte pengene og viljen alligevel ikke, og derfor måtte kvinderne i første omgang henvises til Kvindelige Studenters Idrætsforening, hvor 25-årige frøken Agnete Bertram – den første kvindelige cand.mag. med gymnastik som bifag – siden efteråret 1917 havde undervist i gymnastik.

”Man havde nok lovet lidt mere, end man kunne holde, og dengang var det helt utænkeligt med blandede hold. Derfor blev kvinderne i første omgang udelukket, men fik egne hold to år senere,” siger Jacob Christian Bertram, barnebarn af Agnete Bertram og forfatter til bogen ’En sund student til alle tider’, der handler om 100 års idrætshistorie på Københavns Universitet. Bogen fortæller om en institution, som har været en pioner inden for dansk idræt. Eksempelvis var det Universitetets Studenter­ Gymnastik (USG) – som i 2017 skiftede navn til KU Studenteridræt – der introducerede basketball i Danmark i 1946.

”Studenteridrætten har haft en betydning, som går langt ud over det snævre akademiske miljø, som den er født i,” fortæller Jacob Christian Bertram.

Fire studentergymnaster i Fuglsø-lejren på Mols.

102 ÅR EFTER, at foreningen blev stiftet ud fra troen på, at en sund og fysisk aktiv student også var en bedre student, har KU Studenteridræt (KSI) mere end 6.000 medlemmer fordelt på 220 hold og 74 aktiviteter, der tæller alt fra badminton og ballet til kajakpolo, yoga – og stripfitness. Spørger man Jacob Christian Bertram, er studenteridrætten mere relevant nu end nogensinde i en tid, hvor undersøgelser viser, at flere og flere studerende kæmper med at få deres studietid til at hænge sammen. 

”Københavns Universitet laver hvert tredje år en trivselsundersøgelse. Et af parametrene er, om de studerende føler sig stressede i hverdagen, og det gør næsten 50 procent. Her kan idrætstilbuddene være en mulighed for at få et afbræk fra et travlt studieliv, både gennem aktiviteter, hvor man får pulsen op og renset hovedet, men også gennem eksempelvis pilates og yoga, der har en afstressende effekt,” siger han.

Også Anja C. Andersen, der er professor i astrofysik og formand for KSI’s bestyrelse, peger på, at studenteridrætten kan forebygge stress og ensomhed samt øge både trivsel og læring blandt de studerende. Og når man går på Københavns Universitet, hvis fakulteter og fag er spredt over hele byen, er KSI også en mulighed for at møde studerende fra andre faggrupper end sin egen, forklarer hun:

”Det skaber et sammenhold blandt studerende på tværs af universitetet, som måske ellers ikke ville være der, og man kan som studerende udvide sit netværk på KU, samtidig med at man får rørt sig og har det sjovt.”

OP GENNEM første halvdel af det 20. århundrede voksede studenteridrætten på Københavns Universitet støt, både i medlemmer og antallet af sportsgrene, og senere bredte fænomenet sig også til andre danske universiteter. Inden for flere sportsgrene, eksempelvis håndbold og basketball, var den absolutte elite at finde på Københavns Universitet, og i 60’erne udklækkede universitetet blandt andet en række af landets bedste svømmere med flere danmarksmesterskaber, -rekorder og senere også OL-deltagelser til følge. Men de glade 60’ere blev afløst af et årti, hvor studenteridrætten langsomt begyndte at stagnere. I 70’erne mistede USG gradvist sit tilskud fra staten, deltagerbetalingen steg, og antallet af medlemmer faldt, mens der også blev taget færre nye initiativer til sportsgrene og -hold. Jacob Christian Bertram peger herudover i sin bog på to årsager til, at foreningen gik i stå: Dels var der i 70’erne en marxistisk bevægelse, som anså konkurrencesport for at være asocialt – eller ligefrem samfundsskadeligt – og dels havde ungdomsoprøret i slutningen af 60’erne betydet, at flere og flere studerende brugte deres fritid på at være politisk aktive frem for at dyrke idræt. Studenteridrættens dvale endte med at fortsætte hele vejen op gennem 80’erne, fortæller han.

”Antallet af medlemmer blev næsten halveret fra 1980 til 1990. Men i starten af 90’erne blev foreningen moderniseret, ikke mindst takket være en ny, visionær ledelse, og man begyndte ­atter at tilbyde en række nye sportsgrene og aktiviteter,” siger Jacob Christian Bertram om studenteridrættens ’genfødsel’. 

Særligt i slutningen af årtiet begyndte programmet at blive omfattende med blandt andet skøjteløb, vægttræning og yoga, og samtidig begyndte medlemstallet igen at stige fra lavpunktet på under 2.000 i sæsonen 1990/91 frem til 2010/11, hvor foreningen satte sin foreløbige rekord med 10.772 medlemmer.

UNI-SPORT

I dag tilbyder en håndfuld af landets videregående uddannelsessteder idrætsaktiviteter målrettet de studerende:

Aarhus Universitets-Sport
AUS er en paraplyorganisation for 18 selvstændige sportsklubber i Aarhus, som består af både studerende og ikke-studerende. Én gang om året afholder foreningen Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag i samarbejde med universitetets studenterråd.

Aalborg Studenternes Idrætsforening
På Aalborg Universitet er AASI med sine cirka 350 medlemmer af en lidt anden størrelse end foreningerne i København og Aarhus, men ligesom på de to søsteruniversiteter er målet at være et fællesskab og et pusterum for de studerende. Foreningen tilbyder lige nu fodbold, håndbold, badminton, svømning og volleyball.

CBS Sport
Studenteridrætten på Copenhagen Business School går kun tilbage til 2006, men trods sin unge alder kan foreningen prale af hele 10 forskellige sportsgrene, heriblandt karate, lacrosse og floorball. Foreningen er også åben for sportsudøvere, der ikke er tilknyttet CBS.

I DAG ER KU Studenter­idrætførst og fremmest et tilbud, der henvender sig til de studerende, som ikke i forvejen dyrker idræt andetsteds, og til udenlandske studerende på udveksling. Selv om medlemstallet igen er dalet en anelse, har foreningen ifølge bestyrelsesformand Anja C. Andersen stadig en god tilslutning på universitetet:

”Studenteridræt er en nem vej for de studerende, der kommer til København fra alle dele af landet – og ikke mindst de udenlandske studerende – til at skabe sig et socialt netværk. Noget af det skønne ved studenteridrætten er også, at der er et ret bredt udvalg af sportsgrene, hvilket giver de studerende mulighed for at prøve noget andet end eksempelvis håndbold og fodbold,” siger Anja C. Andersen, der fortæller, at hun selv går til ballet og yoga i KSI og ofte laver lidt uformel studievejledning i omklædningsrummet, når træningen er slut.

Hvor der tidligere blev dyrket elitesport inden for en række sportsgrene på Københavns Universitet, er langt størstedelen af medlemmerne i Københavns Studenter­idræt nu motionister. Foreningen bevilger dog stadig økonomisk støtte til enkelte eliteudøvere, blandt andet til turneringsdeltagelse. Men selv om studenteridrætten i dag fortsat trives på Københavns Universitet, vil den formentlig aldrig få samme status herhjemme som i eksempelvis USA, hvor der er store penge, masser af prestige og mange tilskuere i college-sportsgrene som amerikansk fodbold og basketball – eller som i Kina, hvor der er stor status forbundet med at dyrke universitetssport. I sin research til bogen om studenteridræt talte Jacob Christian Bertram med en tidligere formand for foreningen på Københavns Universitet, der havde mødt en kinesisk professor under en forskningskonference.

Da kineseren fik at vide, at han var formand for KU Studenteridræt, blev han meget imponeret, nærmest benovet, fortæller Jaob Christian Bertram:

”I Kina er sådan en titel en kæmpe ære – herhjemme er det nok de færreste, der ville løfte et øjenbryn, hvis han fortalte det.”

ÅGE HAREIDE stopper som landstræner i 2020. På sin vej til et af landets mest hyldede, ombejlede og udskældte job er den 65-årige nordmand stødt på en stenkastende træner, tandlægekrævende modspillere og mystiske indsprøjtninger. Ikke så mærkeligt, hvis han er lidt distræt.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Ritzau/Scanpix, Privat

Hvorfor blev du træner, da du stoppede med at spille selv?

”Jeg har altid været næsten sygeligt optaget af at blive den bedste. I skolen ville jeg løbe hurtigst, løbe længst og være bedst i geografi. Man kan jo prøve at blive den bedste inden for mange områder, men når jeg har haft et job uden for fodbold, har jeg savnet at se frem mod den næste kamp.”

Det var svært at finde samme gnist?

”Ja, jeg prøvede det i 2012, da min søn fik en handicappet datter. Hun havde kronisk epilepsi, og man vidste ikke, om hun ville overleve. Hun havde anfald med stærke kramper og kom flere gange på hospitalet i kritisk tilstand med ambulance eller helikopter. Der ville jeg hjem for at støtte familien. Jeg stoppede som træner i Helsingborg og fik job i et selskab inden for olie- og gasindustrien i Molde i Norge. Det var fint, og jeg lærte meget om olie- og gasudvinding, men når det blev fredag … så var der helt stille. Jeg var jo vant til, at der var kamp i weekenden, men nu føltes fredag til mandag som en hel sommerferie. Jeg havde ikke lyst til at gå på stadion og se Molde spille, for jeg vidste, at det ville tænde en ild i mig. Så jeg holdt mig væk. Gik ture på fjeldet og sejlede ud på fjorden i min båd. På et tidspunkt blev jeg inviteret i fjernsynet i forbindelse med den norske pokalfinale, fordi jeg havde været træner for begge klubber,
Rosenborg og Molde. Der var 25.000 tilskuere og fuld knald på. Da jeg sad der, tænkte jeg: ’For fanden, jeg er jo ikke færdig med det her.’ Kort efter kom der så et telefonopkald fra Malmö FF, som tilbød mig et job.” 

NORSK FARS

Åge Hareide er født i 1953. Han er gift med Annbjørg Hareide og far til Anne Henrikke og Bendik. Spillede som aktiv for Hødd og Molde i Norge samt for Manchester City og Norwich i England. Han har været klubtræner i Norge, Sverige og Danmark og har vundet mesterskaber i alle tre lande. Han er tidligere norsk landstræner og har trænet det danske herrelandshold i fodbold siden 2016. Han stopper i 2020.

Du blev træner for Brøndby senere, hvordan var det at komme til Danmark?

”Noget af det, jeg lagde mærke til, var den specielle københavnske ironi. Man finder ud af, at når man lærer folk at kende, bliver man udsat for ironi. Og danskerne kan være uforudsigelige i forhold til svenskerne. Da jeg kom til Danmark, lærte jeg, at en spiller ikke nødvendigvis spillede bolden derhen, hvor jeg ville have det. De ville gerne selv kunne tage beslutninger. Der tænkte jeg, at jeg måske ikke skulle være så instruerende. Der er også en anden rollefordeling i forhold til at tage beslutninger. I Sverige skal alle være enige, og det kan tage en helvedes tid. I Danmark er der nogen, der siger: ’Den beslutning tager jeg.’ Norge ligger et sted midtimellem. I Danmark kan man også se, at familien betyder mere end i Norge. Man vil gerne hygge sig. Når spillerne på det danske landshold kommer hjem til samling, er kokken den mest populære mand i staben. Der er smil på læben, når de kommer hjem fra deres klubber i udlandet og får dansk mad.”

Du er kendt for at vise temperament. Hvad kan gøre dig vred?

”Uretfærdig kritik. Jeg vil værne om mine spillere for enhver pris, specielt hvis det går dårligt. Jeg er ansvarlig for resultaterne, og pressen må gerne skyde på mig, men hvis de skyder på spillerne, og jeg synes, det er uretfærdigt, så … altså, den eneste forskel på to kampe kan være, at det var stolpe-ind i den ene, så vi vandt 1-0, og i den anden er det stolpe-ud, og så bliver den 0-0. Men hvorfor bliver den ene kamp fremstillet som fantastisk, og den anden som noget skidt? Nogle gange bliver det fremstillet sort-hvidt. Men jeg synes nu, jeg har dæmpet mig, så jeg ikke bliver så vred mere. Man skal lære, at pressen kommer, når det går dårligt, mens det mere bliver taget som en selvfølge, at man vinder.” 

Skælder du ud på spillere? 

”Ikke så ofte. Det er sket, men man kan ikke skræmme folk til at blive bedre. Det er umuligt. De bliver nærmere dårligere. Hvis man skælder ud hele tiden, mister folk respekten. Jeg vil hellere fortælle hele holdet, hvad vi skal gøre bedre. Jeg kan være meget direkte over for en spiller, hvis jeg er utilfreds med noget, men så er det mere ud fra den tilgang, hvor jeg siger: ’Du er så god, så du burde ikke lave de fejl.’ Hvis jeg er utilfreds, siger jeg det ofte, når vi har leveret gode resultater. Så er det nemmere at tage ind for spillerne. Hvis en spiller har fået skylden i offentligheden for et nederlag, bliver den følelse hos spilleren alt for stærk, hvis jeg også kritiserer ham. Hellere være kritisk og hård, når det går godt.” 

Brystet frem – Åge Hareide har en flot statistik med det danske landshold og har, siden han blev landstræner i 2016, afvist flere andre jobtilbud. Den nye landstræner bliver Kasper Hjulmand.

Hvad kigger du efter, når du vurderer en spiller – ud over om han kan spille fodbold?

”Vi skal have et stærkt sammenhold og se på hele mennesket. Om det er en, der passer ind i gruppen. Det skal ikke være nogen, der går deres egen vej, så det går ud over sammenholdet. Når jeg ser på spillerne på landsholdet, er det en fantastisk gruppe. Ikke bare som spillere, men som mennesker. De er interesserede i holdkammeraterne og i de andre personer i staben omkring holdet. Danmark kan være stolt af de drenge. 

Jeg har trænet spillere siden 80’erne. Efter årtusindskiftet skete der noget med mentaliteten. Der kom flere penge i sporten. Hver spiller er som en omvandrende virksomhed. De tjener mere end mange virksomheder, de har rådgivere og advokater og flere forskellige mennesker omkring sig. Det skaber en slags boble, hvor der er mange særinteresser og mange, der vil have en bid af kagen. Spillere i dag kommunikerer også på en anden måde. Før i tiden kunne man tale om fodbold med spillerne i bussen, men i dag sidder alle med deres telefon og med høretelefoner.”

Hvad har du selv gjort som træner for at skabe sammenhold?

”Jeg forsøger at fortælle spillerne, hvordan de kan gøre hinanden bedre. Hvad de kan gøre for hinanden, så holdet bliver stærkere. Da jeg spillede i England, lærte jeg at forstå, hvorfor de har vundet to verdenskrige. De står sammen. De kan fandeme slås for hinanden.”

Hvem er den mest ekstreme træner, du har oplevet som spiller?

”Den danske træner Jack Johnson ville nok toppe den liste. Han var træner for mig i Molde i 1975. Han kunne egentlig godt lide mig, men han var fandeme hård. Jeg havde lige været 12 måneder i militæret og havde trænet lidt i nogle forskellige klubber, men det var svært at få trænet nok. Så jeg var i dårlig form, da jeg kom til klubben. Jack besluttede, at jeg skulle løbetræne hver morgen klokken otte i tre uger og så træne med resten af holdet om eftermiddagen. Løbetræningen foregik barfodet på stranden. Der lå en masse skaller, så jeg skar mig på fødderne. Bagefter jagede han mig ud i vandet – uanset vejret. Så kastede han sten efter mig, for at jeg skulle svømme. Jeg måtte dykke ned for ikke at blive ramt.” 

BONUS-ÅGE

1. Åge Hareide har engang drukket en whisky med Kim Larsen backstage, efter at Larsen havde givet en koncert i Molde, ikke langt fra landstrænerens hjemby, Hareid.

2. Han er tidligere træner for det norske U16-landshold. Da holdet mødte Danmark, havde danskerne en ung angriber ved navn Jon Dahl Tomasson med. Han spillede senere 112 A-landskampe og er assistenttræner for Hareide.

3. Hareide bor i Sydhavnen i København, praktisk nær lufthavnen. Hans kone bor i Norge, men tager ofte turen til Danmark.

4. I 1985 spillede Danmark i Oslo mod Norge i en VM-kvalifikationskamp. Danmark kunne med en sejr så godt som sikre sig deltagelse ved VM i Mexico året efter. Norge førte 1-0 ved pausen, men i anden halvleg, da den senere danske landstræner ville spille bolden tilbage til målmanden, ramte han den forkert, så Michael Laudrup kunne opsnappe bolden og udligne. Danmark vandt 5-1.

5. Da Åge Hareide spillede fodbold om vinteren som barn, foregik det på en grusbane. Drengene sprøjtede vand på, som frøs til is, og så spillede de med pigge under fodboldstøvlerne af samme type som de pigge, man bruger til bildæk.

6. Efter VM i Rusland rejste landstræneren på ferie til Mallorca med sin kone. Efter eget udsagn sov han næsten konstant det første døgn.

Det var om sommeren trods alt?

”Ja, men for helvede, vandet er koldt i sådan en norsk fjord. Han grinede bare og stod og røg en cigar, når jeg kom ind på land igen. Men han fik mig i kanonform. Han havde nogle kontakter rundtomkring og fik mig til prøvetræning i Real Betis i Spanien. Jeg spillede også en træningskamp for dem og fik et tilbud. Senere var Jack i øvrigt træner i Afrika i mange år. Men han blev vist fyret til sidst, da han angreb en linjedommer.” 

Hvorfor skrev du ikke kontrakt med den spanske klub?

”Der var ikke mange pesetas i det. Jeg tog hjem og besluttede at læse økonomi og tog også en revisoruddannelse. Vi var amatørspillere i Norge, så jeg ville have en uddannelse og meldte afbud til det norske landshold i to år for at studere. Da jeg gjorde comeback, var det mod England på Wembley i 1980. Manchester City fik øje på mig og ville gerne skrive kontrakt.”

Det var et bedre tilbud?

”Jeg fik et stort sign on fee for at skrive under. Det gav mig mulighed for at bygge et hus i Molde, som vi kunne bo i, når vi kom tilbage til Norge. Og så betød engelsk fodbold meget for mig. Det var en god klub, som tog godt imod mig, og englænderne er meget venlige. Min kone havde også nogle norske veninder i England. Vi havde det rigtig godt derovre med vores dreng på to år.” 

Hvordan var det at komme til England som udenlandsk spiller dengang?

”Det var hårdt, men det var stort, for vi er jo meget anglofile i Norden. Man kunne allerede dengang se engelsk fodbold på tv i weekenden i Danmark, Sverige og Norge. Jeg debuterede for Manchester City i 1981. Man måtte kun have én spiller på reservebænken, og man havde ingen reservemålmand, så man gik efter at få smadret modstanderens målmand så hurtigt som muligt. Jeg er glad for, at reglerne er anderledes i dag, for der blev spillet meget hårdt. Man spillede ofte med småskader og skulle kunne klare smerte. Jeg fik nogle slag.”

Det krævede spillere solide som Volvoer at spille i den hårde engelske liga, da Hareide kom til Manchester City i 1981. Her har den senere landstræner parkeret ved hjemmebanen Maine Road.

Hvad er det værste, du oplevede?

”Engang gik jeg op i en hovedstødsduel med Kenny Burns, der var forsvarsspiller hos ­Leeds. Måske ramte jeg ham med albuen på næsen, det var ikke meningen. Men han blev rasende. Da vi landede efter duellen, røg jeg ned på jorden, og mens jeg lå ned, sparkede han mig i hovedet, så der røg et par kindtænder ud. Han blev udvist. I pausen blev jeg holdt fast af to mand, mens jeg blev syet uden bedøvelse. Så proppede de noget vat i munden på mig, og 10 minutter inde i anden halvleg blev jeg sendt på banen. Det gjorde så ondt, at jeg var ved at blive vanvittig. Jeg fik min hævn ved at lægge op til målet i vores 1-0-sejr. Det var om lørdagen, og jeg måtte fylde mig med smertestillende piller til om mandagen, hvor jeg kunne komme til tandlægen. Jeg mistede også begge fortænder i en anden kamp, hvor det var mig, der fik en albue i ansigtet.”

Der var mange skader?

”Der var mange flækkede øjenbryn i kampene, og dengang måtte man gerne spille videre, selvom det blødte, så der var ofte blodige trøjer. Mange spillere mistede tænder og brækkede næsen. Efter karrieren fik spillerne ordnet tænderne rigtigt, og de plejede også at få sat næsen på plads efter sæsonen. De fik brækket næsen op igen og sat ordentligt på plads. De var nogle hårde hunde, og det måtte jeg også lære at blive. Man spillede med knoglebrud, og man fik indsprøjtninger, som man ikke vidste, hvad var, og en bunke piller, som man bare spiste. Jeg fik nogle antiinflammatoriske piller, som gav mig udslæt i ansigtet, fordi jeg tog så mange. Inden en kamp mod Manchester United fik jeg en indsprøjtning. Jeg har aldrig løbet så meget i mit liv som i den kamp.”

En ung Hareide viser 80’er-sweater sammen med Annbjørg og sønnen Bendik. Datteren Anne Henrikke er på vej. Bendik arbejder i dag blandt andet med talentudvikling i klubben Molde.

Ville man kalde det doping i dag?

”Ja, det tror jeg. Jeg ved ikke, hvad der var i. Vi spillere vidste ikke meget om det. I dag er behandlerne omkring holdene meget mere professionelle.”

Hvad er det værste, du selv har gjort mod en anden spiller?

”Det er svært at sige. Der har været mange episoder. Jeg forsøgte aldrig at skade nogen med vilje. Der var spillere, der var kendt for at gøre skade med vilje. De tacklede over bolden og direkte ind på benet af modstanderen. De kunne brække et ben på den måde. Man fik disciplinære strafpoint for gule og røde kort, og hvis man nåede op på 20 point, skulle man ind og forklare sig foran en disciplinær-komité. Da jeg spillede i Norwich, måtte jeg engang ind til den komité med klubbens manager, fordi jeg havde sagt noget grimt til en dommer. Manageren forsøgte at komme med en undskyldning: ’Han er nordmand og ikke så god til engelsk.’ Den købte de ikke.”

Hvad sagde du til dommeren?

”Det kan jeg ikke huske, men det har sikkert været slemt. Jeg fik to kampes karantæne. Men for mig var det en stor oplevelse at spille i England. Man bliver virkelig husket i de engelske klubber og bliver godt modtaget, når man er tilbage på besøg. De har stor respekt for historien. Når jeg besøger Manchester City, kan jeg se, at min norske landsholdstrøje stadig hænger derovre i klubben. Jeg var en af de få udlændinge, der spillede i England dengang.”

Hareide i Norwich, 1983 (bagerste række, nummer fire fra venstre).

Har du skavanker i dag?

”Jeg kan ikke løbe mere. Så svulmer knæet op. Knæet er helt tomt, det er blevet opereret fire gange, efter jeg stoppede som aktiv. Me­nisken er fjernet. Men jeg kan cykle. Det havde været bedre, hvis jeg havde holdt mig i bedre form, men jeg har været lidt for magelig. Jeg var heller ikke meget for at træne, da jeg var aktiv. Jeg kunne lide at spille fodbold, men jeg havde ikke lyst til at træne. Jeg synes alligevel, jeg har været heldig. Andre, jeg spillede med dengang, har større problemer i dag.” 

Hvad med svømning?

”Ja, det kan jeg godt.” 

Jeg spørger, fordi jeg har hørt om en gammel historie fra Stavanger …

”Det er rigtigt nok. Jeg gik nøgen i svømmehallen. Det viser, hvor distræt jeg kan være. Det var under en samling med ungdomslandsholdet i 1973. Jeg stod og klædte om og talte med en af mine bedste venner og glemte at tage badebukser på. Han så det godt, men sagde ikke noget, så jeg gik bare ind i hallen, og så var der nogen, der råbte og skreg, at jeg skulle tage bukser på.”

ÅGE OG KAMPENE

Danmark spiller to EM-kvalifikationskampe i september mod Gibraltar og Georgien. Danmark er derudover i gruppe med Irland og Schweiz. I anledning af EM-slutrundens 60-årsjubilæum i 2020 bliver turneringen spillet i 12 europæiske byer, deriblandt København.

Det er ikke lykkedes at få Åge Hareide til at udtale sig om kontraktophøret og tiden efter. Biografien ’Åge indefra’ er udkommet på People’sPress.

Galopsporten har set bedre tider herhjemme. Alligevel kæmper de samme familier, hesteejere, trænere og ikke mindst brødre – både til hest og med de bare næver – en daglig og indædt kamp for at få mulerne først over målstregen. Det drejer sig om penge, men især om prestige. Ud & Se tog til et af de klassiske galopløb i Klampenborg inden det altafgørende derby i august.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Steven Achiam

MED ET HÅNDKLÆDE om livet og en smøg i flaben står Nicolaj Stott i jockeyrummet, mens han omhyggeligt pudser sine lange, sorte jockeystøvler. Ved hans hjerte pryder en galophest i sort blæk huden på hans tynde, veltrænede overkrop. Der er tre timer til det første af dagens syv løb på Klampenborg Galopbane, og når han senere tager støvlerne på, er det altafgørende, at venstre kommer først på. Alt andet bringer uheld. 

Da han vågnede tidligere på morgenen, vejede han 57,7 kilo, men efter en løbetur og 35 minutter i jockeyrummets tilstødende sauna vejer han nu 56,6 kilo. Det er lige inden for smertegrænsen. Stort set alle jockeyer går i sauna på løbsdage. De udsvedte gram kan være udslagsgivende, og nogle smider helt op til tre kilo. Det er effektivt, men det kan også tage hårdt på kræfterne. 

Han fisker tre vitaminpiller frem fra skabet, skyller hurtigt to af dem i gabet med danskvand og knækker den sidste. Den ene halvdel sluger han, den anden fyrer han tværs gennem lokalet, over stakken af sadler på det store brune træbord i midten af det hele, videre over de to motionscykler og den sorte motionshest, og direkte ned i skraldespanden i modsatte ende.

29-årige Nicolaj Stott er en af de bedste jockeyer i dansk galopsport. To gange har han vundet Dansk Derby, august-løbet, der er det mest prestigefyldte herhjemme, og en anden tatovering på hans højre skulderblad viser afgørelsens øjeblik i 2017-udgaven: Hele vejen op gennem opløbet lå han side om side med sin lillebror, Kevin Stott, der til daglig er jockey i England. På målstregen var det så tæt, at ingen vidste, hvem der havde vundet. Først da mållinjefotoet var kigget grundigt igennem af løbets officials, stod det klart. Nicolaj Stott vandt med akkurat en hestesnude.

Der er faste pladser, et indbygget rum til private sager og navneskilte i messing til jockeyerne i mændenes omklædning. I forgrunden Nicolaj Stott. I baggrunden spuler Oliver Wilson mudder af sine støvler.

DEN KASTANJEBRUNE trædør går op, og ind træder en ulasteligt klædt Oliver Wilson. Han er i mørkeblåt jakkesæt, brune lædersko, og et snorlige stribet slips hænger under den tilknappede jakke. Han har været i sauna et andet sted, for han havde hørt rygter om, at der var lidt problemer med saunaen i jockeyrummet, og han ville ikke tage nogen unødige chancer. Han vader gennem rummet med sin taske over skulderen og stiller med omhu fire forskellige energidrikke op i vindueskarmen over et lille blåt skilt med påskriften ’Ollie Wilson’.

Der er folk, der mener, at Oliver Wilson er det største jockeytalent i Danmark lige nu. Trods sine kun 23 år har han de sidste fem år i træk vundet championatet på Klampenborg, der tilfalder den jockey, der hen over en sæson har vundet flest løb. 

For nylig kom han tilbage til Danmark efter at have tilbragt vintermånederne i Dubai. Han var tilknyttet en stor stald med 300 af sheik Mohammeds fineste heste og trænede blandt andet fast på hesten Old Persian, der lige nu rangerer som den femtebedste hest i hele verden. 

Fra lommen finder han et papir frem med information på dagens løb, som han hænger op med tegnestifter ved sin plads. Et øjeblik studerer han det. Så går han hen til Nicolaj Stott og hilser med et godt gammeldags håndtryk. Der er ikke noget der.

Tilbage på sin plads snører Oliver Wilson læderskoene af og bytter dem ud med et par grønne gummistøvler. Han vil ned og inspicere banen for de mindste ujævnheder. Stort set ingen jockeyer gider bruge tid på det, men for ham er det et vigtigt aspekt, der kan indbringe de afgørende millisekunder. Han og den treårige hoppe Queen Rouge er senere på dagen storfavorit til at vinde Mowerina-løbet, det første af sæsonens i alt fem klassikere. 

I en knirkende bevægelse går døren i bag ham. Nicolai Stott fjerner den sidste stump af cigaretten fra mundvigen og skodder den i et gråt askebæger.

”På hestene er vi alle sammen fjender. Så har man ingen venner … ikke engang ham,” siger han og nikker i retning af Liam Doran, en engelsk jockey, der også har indfundet sig i rummet. De to er tilknyttet samme stald som første- og andenjockey og er det tætteste, man kommer på holdkammerater i galopsporten. Liam Doran kigger spørgende op. Det er kun et års tid siden, han kom til Danmark. 

”Out there we’re all enemies,” oversætter Nicolaj Stott, mens et smil former sig på hans læber. Så løfter han sin højre hånd over hovedet og svinger den frem i luften. 

”If I had to, I would be ready to slap you!”

Nicolaj Stott er som den første mødt i jockeyrummet.

DISEN HAR LIGGET tungt hele formiddagen og gjort sit for at viske det meste af Klampenborg Galopbane ud. Men næsten på slaget 12, da porten går op for publikum, må den overgive sig til solens stråler, der hastigt maler de omkransende bøgetræer frem igen. I midten vajer det røde Klampenborg-flag, og det er ikke svært at forstå, hvorfor selv nordmænd og svenskere betragter banen i udkanten af Dyrehaven nord for København som Nordeuropas smukkeste. Det ligner efterhånden en perfekt dag til hestevæddeløb. 

Velkommen til Klampenborg Galopbane…,” lyder det fra spredte højttalere, og mens speakeren præsenterer programmet for årets tredje løbsdag, begynder folk at drysse ind fra hovedvejen længere oppe. Der kommer knap 3.000 tilskuere, og det er en folkemængde, som de er flest på sommerdage – og så alligevel ikke. Der er flere blomstrede stråhatte og sixpencer iblandt. Flere pelsfrakker og flere lyse hørbukser. Flere ældre kvinder med langt, afbleget hår og flere velfriserede mænd med pynteklude stikkende op af lommen på deres jakkesæt. Skulle man i øvrigt have glemt at få en med, er der råd at hente: Den første og eneste bod på stien fra hovedindgangen og ned til banen sælger kun to ting: løbsprogrammer og pynteklude. 

I gamle dage var tilskuerne på Klampenborg opdelt i to. De fine for sig, og resten for sig. Sådan er det ikke længere. Der er dem, der fordeler sig foran Paddock Tribunen langs det hvide rækværk ved opløbet. Her sælger udendørsboderne fadøl, der ligger sitrende pølser på grillen, og Rasmus Seebach, Medina og alle de andre afløser hinanden på skift fra højttalerne mellem løbene. 

Andre skynder sig at kapre de ledige borde, der hurtigt får ekstra kilo at bære på, da spande med isterninger og kølige drikkevarer finder vej fra baren. I den forstand gælder billetten ikke kun til hestevæddeløb, men til illusionen om at træde ind i en tidslomme. Nogle fortsætter videre op til den eksklusive VIP-lounge, mens de, der virkelig er noget på Klampenborg, går ind i Den Kongelige Restaurant, hvor en større bespisning venter. 

Hestevæddeløb adskiller sig fra andre sportsgrene ved at være langt mere pause end action. Dagens syv løb varer samlet set ikke meget mere end 20 minutter, men er fordelt på godt og vel tre timer. Det er to et halvt minuts intens spænding og så en god, lang pause til at få pulsen ned og promillen op. Der skal rosé i glasset, og gerne op til kanten.

FARLIG GALOP

Galopsporten regnes for en af verdens farligste etablerede sportsgrene. Der er mange eksempler på jockeyer såvel som galopheste, der i tidens løb er omkommet under løb. Andelen af hjernerystelser er højere her end blandt udøvere af nogen anden sportsgren i verden.

DET VAR DRONNING Caroline Mathilde – kong Christian VII’s engelskfødte hustru – der i 1770 stod bag de første organiserede væddeløb i Danmark. Dengang foregik de primært i København, men siden 1910 har Klampenborg været kongerigets juvel for galopperende heste. Det vil dog ikke være nogen overdrivelse at sige, at sporten har set bedre tider herhjemme. I velmagtsdagene i 50’erne og 60’erne blev de største løb transmitteret i fjernsynet, der blev lavet populære danske film  fra galopbanen, og ugebladene mødte konsekvent op på anlægget, der var pakket med mennesker. I dag er det et mindretal af danskere, der kender til Klampenborg Galopbane, og endnu færre har en idé om, hvad der er på spil. Men dramaet bag de høje bøgetræer lever i bedste velgående. 

Der er jockeyer, der ikke bare strides mod hinanden, men kæmper en evindelig kamp mod vægten og deres egen krop. Der er sønner, som kæmper for at træde ud af skyggen af deres fædres bedrifter. Der er indædte rivaliseringer mellem brødre, der ikke bare slås metaforisk, men med de bare næver. Der er galoptrænere, der bruger al deres tid året rundt på at finde de små forskelle, der kan føre til sejre. Og der er de velhavende hesteejere, der passivt beskuer dramaet fra balkonerne, og som drømmer om at stå i vindercirklen. Fælles for dem alle er, at de kæmper om det, der i galopsporten er langt vigtigere end penge: prestige.

Nicolaj Stott er kommet ud fra saunaen og klatret op på en træningshest, der træner hans lægmuskler og led før dagens første løb.

STADIONSPEAKEREN speedsnakker, da hestene i dagens første løb runder sidste sving og når ind på opløbet: ”Alberone sætter fart, Stinger kommer på indvendig side, Giuseppe Piazzi begynder at vise sig … 

På langsiden læner tilskuerne sig ind over rækværket og forsøger med tilråb at overdøve lyden af de galopperende hove, der kan høres på flere hundrede meters afstand. Alle råber på deres favoritter i feltet, og det hele drukner i én stor, usammenhængende lydmasse.

Bagerst i feltet sidder Nicolaj Stott i en grøn silketrøje med hvide skaktern på ærmerne på den femårige irske hingst Ginmann. Han hører ingenting. Sådan har det altid været, når et løb spidser til. På forhånd har løbsprogrammets ekspert-tipper spået Ginmann uden chance for at vinde løbet, der med 70.000 kroner er dagens næststørste i samlet præmiesum, og gennem hele løbet har den da også ligget allerbagerst. 

Kun Nicolaj Stott ved, at det er et bevidst træk. Som altid har han op til løbsdagen læst grundigt op på samtlige heste, han skal ride mod. De andre jockeyers svagheder og styrker kender han, men det er værre med hestene. På en løbsdag kan der være op mod 100 heste med, og det er vigtigt at vide, hvordan de tidligere har løbet, hvordan de er blevet redet, og hvilke distancer de klarer sig bedst på. Lærer man dem først at kende i kampens hede, kan det være for sent. 

Derfor ligger Nicolaj Stott og Ginmann allerbagerst, hvor hesten så vidt muligt kan slappe af og gemme sine kræfter. Med 400 meter tilbage er de forreste heste stadig inden for rækkevidde. Nicolaj Stott læner sig næsten helt op på halsen af Ginmann og ’trykker på knappen’, som det hedder på jockeysprog. 

Med næsten 60 kilometer i timen æder mand og hest græstæppet foran sig og når op til de bagerste hove på Giuseppe Piazzi, hvor Oliver Wilson i brun- og hvidternet silketrøje også forsøger at tvinge de sidste kræfter ud af sin hest. Med 200 meter til mål passerer de og fortsætter forbi Liam Doran på den brune vallak Stinger.

Med mållinjen inden for rækkevidde mangler kun Alberone. På dens ryg sidder sidste års derbyvinder Carlos Lopez i bourgognefarvet trøje med store gule tern. Mens tilskuernes tilråb nærmer sig klimaks på langsiden, tager også stadionspeakerens lydstyrke til på de sidste meter: 

”Ginmann rider stormen af og … vinder løbet.” 

Heste og jockeyer vises frem for publikum før løbene.

NOGLE DAGE TIDLIGERE, en solrig mandag formiddag, får en klatøjet Nicolaj Stott sig en tiltrængt kop kaffe og en smøg foran Søren Jensens stald lige ved siden af Klampenborg Galopbane. Aftenen forinden var han til løb i Aalborg, en af de få tilbageværende provinsbaner, der stadig har galop på programmet, og han var først tilbage i sin lejlighed i Gentofte klokken halv to om natten. Men i vanlig stil mødte han ind i stalden 20 minutter i seks i morges for at træne dagens udvalgte heste. Som jockey er man i princippet freelancer og kan ride for flere forskellige galoptrænere, men de bedste er ofte tilknyttet en bestemt. Nicolaj Stott er førstejockey hos Sø­ren Jensen, en af landets største og mest succesfulde galoptrænere. Det betyder, at han får tilbuddet som den første, når Søren Jensen har heste med i løb, og som regel får han lov at vælge, hvilken hest han vil ride på. 

Håret er uglet, en hjelm har været plantet oven på det i timevis.

”Jeg ved ikke hvorfor, men heste og smøger hører bare sammen,” siger han og smiler træt.

Han begyndte at ryge som nyslået jockey. Dengang han havde svært ved at disponere sin kost, og det var nemmere at stille sulten med en smøg.

”De første to år røg jeg i smug. Mine forældre måtte ikke vide det. Så jeg gik mange aftenture med hunden i den periode.”

Der var altid hestevæddeløb i fjernsynet, da Nicolaj Stott voksede op. Hans far, Ken Stott, kom til Danmark fra Manchester i slutningen af 60’erne og blev en af sin generations dygtigste jockeyer på Klampenborg, blandt andet med to derbysejre i 1972 og 1982. Senere blev han professionel galoptræner, og når han ikke stod i stalden, sad han i sofaen og fulgte livetransmissionen fra de store løb i særligt Storbritannien og USA.

Nicolaj Stotts storebror, Marc Stott, var ikke så interesseret, men Nicolai og lillebror Kevin så ofte med. De valgte en jockey hver, og så sad på hvert sit sofaarmlæn med en saddel under sig og galopperede.

”Vi bankede støv af puderne som gale, og min mor blev tosset, når hun kom hjem fra arbejde. Men vi lærte faktisk utrolig meget, hvad angår balance. Det er ikke særlig nemt at galoppere på et armlæn med en saddel under sig,” siger Nicolaj Stott.

Som fireårig blev han trukket rundt på hest i staldgangen af sin far, som seksårig lærte han for alvor at ride, og som syvårig kunne han galoppere. Efter 7. klasse droppede han ud af skolen – det sagde ham ikke det store – og kom i stedet på et racing academy i Irland, hvor han blev undervist i jockeyteknikker. Efterfølgende kom han i lære hos en galoptræner i Thirsk tæt på York i det nordlige England i to år, før han vendte hjem og gjorde sin egen entré på galopscenen.

”Jeg ved sgu ikke … hestene har bare altid…,” siger han og leder efter de rigtige ord: 

”Jeg har altid vidst, at det var det her, jeg ville. Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af andet, men det kan også være lige meget. Det eneste, jeg nogensinde har haft lyst til, er at ride.”

DANSK DERBY

afholdes for 109. år i træk på Klampenborg Galopbane 11. august. Derbyet, der er årets ubetinget mest traditionsrige og prestigefyldte løb i dansk galopsport, kaldes også ’kampen om det blå bånd’, fordi vinderhesten kåres med et bånd i den farve. Publikum opfordres til at dress to impress, og der uddeles præmier til de bedst klædte.

I BENT OLSENS STALD er der skraben fra boksene. Den 66-årige galoptræner forstår sine heste og kan høre, at lyden er nervøs, fordi de skal i aktion senere på dagen og udmærket er klar over, hvad der står på spil. Han ved også, at de sætter pris på at være i en stald som hans, der ligger lige ud til Klampenborg Galopbanes smukke omgivelser. 

”Jeg tror oprigtigt på, at hestene kan nyde skøn natur som os andre. Jeg tror, det betyder noget for deres mentale velvære,” siger han, mens Buster, en lille hvid havaneser-hund, cirkler om hans ben. 

Det er mange timer siden, Bent Olsen stod op. At vågne tidligt er en arbejdsskade efter at have været galoptræner i mere end 40 år. Først i Aalborg, så i Odense, så i Aarhus og de sidste 18 år i Klampenborg. De sidste 10 år i træk har han vundet trænerchampionatet som den mest vindende træner over sæsonen. Bent Olsen er ikke bare Danmarks, men en af Skandinaviens største galoptrænere med 48 heste i sin stald, og det er hans opgave sammen med sit staldpersonale at passe hesteejernes dyrtindkøbte galopheste og sørge for at træne dem op, så de kan løbe penge og ikke mindst ære hjem. 

Af og til rejser han til auktioner i Storbritannien, primært Doncaster, med penge, han har fået med af en hesteejer, og efter et hurtigt kig på en hests muskulatur og holdning ved han, om den kan komme til at løbe rigtig stærkt. Men hvis først sheikerne begynder at byde, kan man godt glemme det, de lader sig ikke skræmme af en budkrig. Han har dog alligevel fået en del kvalitet med hjem. En af hestene købte han af den engelske dronning, og den dyreste af dem alle kostede 4,5 millioner kroner. 

”Det er jo helt vildt,” siger Bent Olsen, før ansigtet revner i et rødmosset grin:

”Jeg har ikke engang ejet et hus, der kostede så meget.”

Senere i dag har han fire heste med Mowerina-løbet, blandt andet to af favoritterne, Silverstone og Bitcoin. Alligevel tror Bent Olsen ikke helt på det. Der er en af de andre treårige hopper, der simpelthen ser stærkere ud. Det ved han, for han følger grundigt med i, hvordan det går de andre storstaldes heste. Og han har en klar fordel: Bent Olsens lille røde murstenshus ligger klos op af galopbanen, lige ved svinget ind til opløbsstrækningen. Så når de andre galoptrænere er på træningsbanen med deres stjerneheste, kan han sidde i sin lænestol og få det hele med.

”De kan godt prøve at skjule, hvad de har i ærmet,” siger Bent Olsen og smiler veltilfreds:

”Men jeg kan se dem fra mit stuevindue.”

PÅ BAGSIDEN AF Den Kongelige Restaurant står galoptræner Marc Stott, Nicolaj Stotts storebror, og er en smule utilpas ved situationen. Tidligt i morges tog han af sted fra Aarhus, hvor han driver Jyllands største galopstald, og nu står hestene på rad og række i hver deres midlertidige bokse og skraber i gulvet. Dagens stjerne er Queen Rouge. En treårig hoppe med en smuk rødlig hårpragt, der bliver anset som en potentiel favorit, når sæsonens helt store højdepunkt, Dansk Derby, skal afgøres til august. Den er storfavorit til det eftertragtede Mowerina-løb, og Marc Stott er utilpas, fordi en af Klampenborg Galopbanes fotografer vil tage et billede af ham foran Queen Rouge.

”Det vil jeg altså helst ikke. Sidst, jeg fik taget et billede med en hest, der var storfavorit, tabte den derbyet,” siger han, slår en lidt skinger latter op og understreger overtroen i galopsporten. 

Selvom Marc Stott på rekordtid er blevet en af landets mest succesfulde galoptrænere, har han ikke glemt sidste år i august, da King David fra hans stald med Oliver Wilson på ryggen var storfavorit i derbyet. Og tabte.

”Om der så står 50 mennesker og tager billeder med den hest, misser den ikke det løb,” råber en ældre mand med tungt overskæg, der på afstand observerer seancen. Det er der efterhånden mange, der gør. Marc Stott forsøger at grine igen. Til sidst dropper han protesterne, stiller sig modvilligt an og forsøger at smile naturligt.

I samme øjeblik spadserer Manuel Santos, en pensioneret chilensk jockey, forbi:

”He’ll win. Oliver will definitely win,” siger han og blotter et stort, hvidt tandsæt, mens fotografen knipser løs. Da han er næsten væk, indskyder han alligevel: ”But everything can happen.”

Fra staldene på Klampenborg Galopbane trasker galoptræner Bent Olsen ud og ser på væddeløbsbanen.

OLIVER WILSON HAR længe været kendt som dansk galops wonderkid. Ligesom Nicolaj Stott er han søn af en tidligere derbyvinder, og jockeyblodet har løbet i familiens årer i generationer. Hans far, Brian Wilson, voksede op i Newmarket, en lille by uden for Cambridge, hvor man siger, at væddeløbet i sin tid opstod i slutningen af 1600-tallet. I dag er byen stadig en højborg i sporten med 3.000 galopheste i daglig træning– 10 gange så mange som i hele Danmark. 

Som ung blev Brian Wilson ansat som jockey i Danmark, og her mødte han Bettina Andersen. Dengang var hun ”bare en ridepige”, men i årenes løb blev hun også jockey og senere træner, og sammen flyttede de til Karlebo i Nordsjælland, hvor de fik en gård med plads til heste. Det var her, 23-årige Oliver Wilson voksede op.

”Siden jeg kunne åbne øjnene, har der stået en galophest foran dem,” siger Oliver Wilson en lille uges tid tidligere på Hotel Fortunen tæt på Klampenborg Galopbane.

Barndomshjemmet var spækket med fotografier fra farens jockeykarriere, og i stuen hang en enorm indrammet collage fra opløbet og vindercirklen fra farens derbysejr i 1993 på hingsten Mongolian Knight. Her stod Oliver Wilson tit og kiggede og håbede, at det en dag ville blive ham selv. Allerede som helt lille fik han og hans storebror en pony hver og begyndte at ride ponygalop mod andre børn, men alligevel var Oliver Wilson i en længere periode mere optaget af at spille fodbold. 

”Hvis du overhovedet kunne forestille dig at blive jockey, skal det altså være nu,” sagde faren, da Oliver Wilson var 14 år og havde brækket kravebenet i en fodboldkamp. Faren var nervøs for, at Oliver Wilson ikke tidligt blev disciplineret med vægten. 

Sønnen tænkte over det et par uger, besluttede sig for at give det en chance, droppede ud af skolen og kom i lære hos galoptræner Søren Jensen. 

”Jeg har egentlig ikke kigget mig tilbage siden,” siger han.

Som jockeylærling skal man have 70 sejre, før man er udlært og kan ride med om pengepræmierne. Man har fire år til at nå de 70 sejre. Det tog Oliver Wilson under halvandet år. Allerede som 16-årig begyndte man at snakke om, at han snart ville gøre sin far kunsten efter og vinde Dansk Derby. Men selvom ingen anden jockey har vundet tilnærmelsesvis lige så mange løb som Oliver Wilson de forgangne år, mangler kronjuvelen stadig. Sidste år var han som nævnt storfavorit på hesten King David, men Master Bloom med chilenske Carlos Lopez kom blæsende forbi og vandt med overlegne otte længder. 

Oliver Wilson tygger et øjeblik på det.

”Efter jeg har genset løbet flere gange, er skuffelsen blevet mindre. Men sidste år var alligevel en kæmpe mavepuster.”

GAMLE JOCKEYER

Modsat stort set alle andre fysiske sportsgrene kan en jockeys karriere være meget lang. Mange internationale topjockeyer er i fyrrerne og sågar halvtredserne. Den legendariske Lester Piggott, der vandt ni britiske derbyer og bliver kaldt ’The Greatest Jockey Ever’, stoppede først som 65-årig.

NAVNENE PÅ SAMTLIGE derbyvindere siden 1910 – heste, jockeyer, galoptrænere, hesteejere og stutterier – hænger indgraveret på 108 polerede kobberplader foran Den Kongelige Restaurant. Karrieren er ikke fuldendt, før man har vundet derbyet og fået sit navn op at hænge. 

”Alt handler om det derby,” konstaterer 63-årige Søren Jensen, der cirka en kilometer fra Bent Olsens stald er ved at gøre klar til dagens løb.

Han har lektorbriller a la Bille August og en rød kasket, og når han taler, er det med små strejf af fynsk dialekt. Med lidt over 40 heste udgør han sammen med Bent Olsen og Marc Stott lige nu magten på galoptrænerscenen. 

Han ville egentlig selv have været jockey og var som helt ung meget lovende. Han var lille og spinkel, men i sine sene teenageår skød han pludselig i vejret, og som 19-årig måtte han definitivt konstatere, at han havde vokset sig for stor.

I stedet blev han galoptræner, og allerede to år senere, i 1977, vandt en af hans heste første gang derbyet. Siden er det blevet til tre sejre på lidt over 40 år og en del lige-ved-og-næsten-oplevelser. 

I 2013 havde han tre heste til start, alle med gode vinderchancer. Men allerede i første sving gik det galt. Den ene hest skred og styrtede, og da hans to andre heste lå lige efter, måtte de begge bremse hårdt op. Det betød, at deres chancer også var udspillede. Som en af de mindre hesteejere formulerer det med et beklagende grin i Owners & Trainers Lounge senere på dagen:

”Tre heste med i samme derby. Én styrter, og de to andre får ødelagt derbyet. Det er som at lave tre selvmål i en Champions League-finale.”

For Søren Jensen er det årlige derby blevet en form for mening med tilværelsen. Stort set alt, han foretager sig i sine vågne timer, skal forløses i de mindre end tre minutter i august, hvor navnene til den næste polerede kobberplade skal findes.

”Jeg tænker på det 24/7/365,” siger Søren Jensen ud i én køre uden at fortrække en mine. 

Hesteejerne Alice Weiste og John Christensen (i midten).

”A BATTLE OF brothers,” siger Nicolaj Stott med vanlig anglicisme og et lille smil, da han genfortæller historien om derbyet i 2017, hvor han slog sin lillebror på målstregen. Det løb, hvis afgørelse er tatoveret på hans højre skulder, og som er genopført på et kæmpemæssigt maleri i Den Kongelige Restaurant. 

”Det kommer nok aldrig til at ske igen, hverken herhjemme eller noget andet sted, at to brødre slås så tæt om derbyet hele vejen til mål. Da vi nåede halvvejs til opløbet, tænkte jeg: ’Fuck, jeg KAN nå det.’ Så opdagede jeg, at det var min lillebror ved siden af, og så gav jeg den alt, jeg overhovedet kunne,” siger Nicolaj Stott, der stadig kan få tårer i øjnene, når han genser løbet:

”Min far og mor, der står på sidelinjen, og min mor, der græder helt vildt,” siger Nicolaj Stott, der vandt sit første derby allerede i 2011.

”Som jockeylærling i teenageårene var jeg champion apprentice three years running på alle baner herhjemme og i Norge, Og så vandt jeg også lige derbyet som 21-årig. Det steg mig til hovedet. Det gjorde det. Jeg blev … a little bit too cocky.”

Nicolaj Stott fik ry for at være en jockey, der på sine gode dage kunne ride geniale løb, men som lige så ofte var uoplagt, og som uden for banen fremstod arrogant.

”Hvis jeg fik en dårlig hest, gad jeg ikke ride den, og hvis jeg alligevel blev sat på, tog jeg det ikke seriøst. Det skulle hele tiden være stort, stort, stort. Jeg gad slet ikke ride de små løb. Men der er nogle ting, der er begyndt at gå op for mig, som jeg er blevet ældre. Jeg begyndte jo på det her i sin tid, fordi jeg elsker at ride,” siger han i dag. 

Det er dog ikke kun sin lillebror, han har kæmpet mod, men også sin storebror, Marc Stott. Trods tøvende interesse besluttede Marc Stott i sine spæde teenageår at følge i farens fodspor og blive jockey, og de to brødre blev hurtigt berygtet for at chikanere hinanden med skældsord i kampens hede. 

Flere gange endte det korporligt. På Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus for nogle år siden fyrede Marc Stott med fuld kraft sin ridepisk over ryggen på Nicolaj Stott, fordi han følte, at lillebroren havde redet uansvarligt.

I jockeyrummet bagefter stod de begge ildrøde i ansigterne og tog kvælertag på hinanden, før det lykkedes andre jockeyer at skille dem ad. 

Og selvom det måske ville være oplagt, bruger de to ikke længere hinanden i sporten. 

”Hvem er bedst? Det er jo det, det drejer sig om,” konstaterer Nicolaj Stott.

”DET ENESTE, jeg tror på, er lyden af musik og en hest, der løber. Alt andet er ligegyldigt vås,” skrev den amerikanske beatforfatter Charles Bukowski, der selv var hyppig gæst på Los Angeles’ galopbaner, hvor han gamblede intensivt. Og selvom spil på heste globalt er en gigantisk forretning – i årets udgave af det amerikanske Kentucky Derby blev der gamblet for over en milliard kroner – skyldes nedturen for galopsporten herhjemme netop spillet uden for banen. 

I slutningen af 80’erne eksploderede udbuddet af tilladte spil i Danmark, men samtidig blev statens markedsføring af spil på hestevæddeløb skåret kraftigt til fordel for såkaldte ’ikke-videns’-spil som eksempelvis Lotto. 

”Man nedprioriterede hestesporten så voldsomt, at det næsten tog livet af den,” forklarer Carsten Baagøe Schou, der har tilbagestrøget brunt hår, sammenknebne øjne under panderynker og en rød pynteklud i jakkelommen.

I 2011 blev han sammen med fire andre en del af en ny ejerkreds på Klampenborg, og siden efteråret 2016 har han siddet som direktør. Som noget af det første investerede den nye ejerkreds 15 millioner kroner i nye, mere attraktive bygninger. De satsede også på sociale medier, og i tråd med en liberalisering af spilleloven, der åbnede for større markedsføring af galopsporten, har ejerkredsen de seneste tre år vendt den nedadgående spiral og oplevet publikumsfremgang på henholdsvis 26, 13 og 27 procent.

”Nu er procenter jo taknemmelige, men det er dejligt, at det går den rigtige retning. Men hvis der ikke var nogen, der havde overtaget, da vi gjorde, tror jeg ikke, der havde været en væddeløbsbane i dag,” siger direktøren. 

Lidt senere står Sten Ulsø ved sin faste plads på en lille bakketop på langsiden med sin sixpence og sin kikkert. Det er 60 år siden, han første gang var på Klampenborg Galopbane, Det ved han, for han fyldte for nylig 70 år. Det er nemt at huske på den måde. Det var dengang, der på gode løbsdage dukkede 30.000 mennesker op. I dag kan der på dårlige, regnfulde dage komme helt ned til 1.200. 

Sten Ulsø kan lide at følge sine faste rutiner, og han spiller som regel kun for en tyver ad gangen. 

Da jockeyerne springer på hver sin hest for at gå en sidste præsentationsomgang for publikum, finder Sten Ulsø dagens løbsprogram frem fra baglommen og skimmer det en sidste gang. Så finder han en tyver frem fra tegnebogen og trasker ned for at spille på Mont Rose. 

”Arrhh!” udbryder han få øjeblikke senere: ”Det sker simpelthen ikke, Mont Rose.”

Han sænker opgivende sin kikkert. Mont Rose kom som den eneste hest ikke ordentligt ud af startboksen. Skuffelsen har stadig ikke forladt hans ansigt, da tilskuernes tilråb kort efter tager til, og det galopperende felt af heste krydser mållinjen med Mont Rose halsende efter.

GALOPLØN

Som jockey får man 10 procent af alle præmiesummer, der rides hjem. Resten går til hestens ejer. Et gennemsnitligt løb på Klampenborg ligger på omkring 35.000 kroner i samlet præmiesum, der fordeles gradvist mellem de fem første over målstregen.

Derudover får en jockey 400 kroner, hver gang han stiller til start i et løb, og er man tilknyttet en stald, følger en fast, men beskeden løn. De bedste jockeyer lever en ganske udmærket tilværelse, de middelmådige må konstant ride for føden og huslejen, og de dårligste finder sig hurtigt noget helt andet at lave.

Nicolaj Stott er en af de bedste. Ud over 5-7 timers arbejde med at ride heste hver dag deltager han i løb tre gange om ugen rundt om i Danmark eller i resten af Skandinavien.

SOLEN BAGER NED på Den Kongelige Balkon, hvor fru Salling – som hun udelukkende hedder her – har indfundet sig i sin private loge med sin faste entourage af kvinder. Karin Salling (f. 1943) er i et blåternet jakkesæt, og selvom det snart er et halvt århundrede siden, hun var en feteret model, er der ikke slækket på noget. Ikke et hår sidder forkert. 

Fru Salling, der er enke efter Herman Salling – manden bag Bilka, Føtex og Netto – er en af landets største hesteejere og en af Klampenborg Galopbanes tre dronninger, der kontinuerligt strides om tronen. Denne eftermiddag er det hendes hest, Queen Rouge, der er storfavorit til Mowerina-løbet, og som løbet nærmer sig, sidder hun uroligt på stolekanten.

”Uh, de sommerfugle. Der er næsten ikke plads til dem derinde,” siger hun og tager sig til maven.

”Jeg kan ikke lide at være favorit. Alle siger, den vinder, men det skal man altså ikke sige til mig. Alt kan gå galt.”

Hun har ikke engang vin til at dulme nerverne. Da hun kort forinden aflagde baren et visit for at gøre krav på de gratis glas, der tilhører hesteejerne, havde den unge bartender tydeligvis ikke læst op på de velkendte ansigter. Som formalia bad han om legitimation for, at hun rent faktisk var fru Salling. Det ville hun ikke være med til, så hun droppede foretagendet. 

Ganske få meter derfra sidder Laila Jeppesen i sin private loge med en stor flaske rosé i en spand med isterninger stikkende op foran sig. Hun er en af Klampenborgs nyere hesteejere, men er hurtigt blevet en af de største. Ud over føl og avlshopper ejer hun 14 galopheste, heriblandt dagens førsteudfordrer, Silverstone. 

De nyeste heste i hendes fold er alle opkaldt efter ’Game of Thrones’: Targaryen, Lannister, Winter is Coming, Queen Khaleesi og Khal Drogo. En weekend, hvor hun lå syg med sin søn, så de stort set hele serien i én køre, og derfor gav det sig selv, da hun umiddelbart efter købte et nyt kuld til flokken. Hendes heste er nogle af de dyreste og bedste i Danmark, og af og til deltager de også i løb i udlandet. Når det passer ind, hvilket det for det meste gør, rejser hun med. For nylig kom hun hjem fra et stort løb i Berlin. 

”I Tyskland ved man godt, hvordan man skal behandle hesteejere. Man bliver feteret. Man bliver hentet i limousine, når man lander, og får serveret store, luksuriøse middage,” siger hun. 

De to dyreste heste, hun har købt, kostede lige i omegnen af 700.000 kroner. Men selvom prisen som regel er en god indikator for potentialet, er der intet, der garanterer, at det bliver forløst. Den ene af dem fik en seneskade, før den overhovedet var kommet rigtig i gang. 

”Jeg havde den forsikret for 700.000 kroner, men nej nej, de sagde, at den kunne gå på en mark de næste 20 år, så der var ikke noget at hente der,” siger Laila Jeppesen og skærer en sarkastisk grimasse: ”Så måtte jeg jo aflive den. En galophest skal ikke stå på en mark og se dum ud.”

STANKEN AF SVED OG HEST er så tyk, at man næsten kan se den sive ud ad den åbne bagdør i jockeyrummet. De fleste jockeyer har jord og græsstrå i ansigtet, og engelske Liam Doran er så pløret til, at kun øjnene er rene. På tørre solskinsdage som i dag bliver banen vandet, og da han kom bagerst ind i det mest opkørte sving, måtte han tage imod fra de galopperende hove foran ham. 

Flere når hurtigt at stikke hovedet ind under bruseren og skylle det værste af. Nicolaj Stott bløder fra sit ene knæ, men det er der ikke tid til at få gjort noget ved. I stedet finder han en smøg frem fra skabet, mens han skynder sig at skifte dragt til næste løb. Den garvede jockey Jacob Johansen sidder i en sky af tavs, indestængt vrede. Ved siden af brokker Oliver Wilson sig højlydt til den brasilianske jockey Rafael De Oliveira. 

”I had to stop,” skælder han og stirrer på ham med øjne, der slår gnister. Han slår demonstrativt begge arme opgivende ud til siderne.

”There was some space …,” forsøger Rafael De Oliveria, men bliver afbrudt halvvejs gennem sin forsvarstale: ”But you kept going and going and going,” fortsætter Oliver Wilson i en talestrøm, der stiger i både tempo og lydstyrke.

”Yes, you’re right,” siger den sydamerikanske jockey og løfter resignerende hænderne i vejret. 

Bølgerne kan virkelig gå højt i jockeyrummet. 

”Hvis der er en, der rider hensynsløst, kan han klippe hovene på hesten foran, og så risikerer man at styrte. I værste fald kan man dø,” siger Oliver Wilson.

Alle jockeyer kender den konstante risiko, og det er den, der med Oliver Wilsons ord gør dem ”ekstremt overtroiske”. For eksempel er det fast rutine, at en jockey smider en helt ny dragt på jorden og får de andre til at træde på den. Det er vigtigt, at den har været trådt på før et løb, ellers – siger overtroen – er der risiko for, at det er én selv, der falder af hesten og bliver trådt på. 

”Hvis jeg sad i startboksen og opdagede, at min dragt var splinterny, ville jeg gå i totalt panik. Jeg ville slet ikke turde løbe,” forklarer Nicolaj Stott. For et par år siden styrtede han i et sving og landede med ansigtet opad. Hesten, der red lige bagved, var millimeter fra at ramme ham:

”Jeg kunne mærke hestens aftryk, så tæt var den på mig. En centimeter længere fremme, så havde den trådt mig lige i smasken.”

En klokke ringer i lokalet. Det er jockeyernes tegn til, at de skal ud i paddocken og hilse pænt på galoptrænere og hesteejere før næste løb. 

Iført renvaskede silkedragter og med næsten renvaskede ansigter forlader de rummet én efter én. Nicolaj Stott og Oliver Wilson er de sidste to tilbage. 

Klokken ringer igen, og i samme øjeblik træder en ung fyr med strittende vokshår og rød Klampenborg-jakke ind i rummet. Det er ham, der har den udfordrende opgave at få jockeyerne ud til tiden. Nicolaj Stott nikker og bevæger sig i retning af døren. På vej ud får han et klap på skulderen.

”Oliver, du kommer bare, når du kommer,” siger den unge fyr og forlader også rummet.

Oliver Wilson sidder på bænken og ser anspændt ud. Det næste løb er dagens højdepunkt, Mowerina-løbet, forårets første store klassiker. Ud over at være ærefuldt i sig selv er det første indikator på, hvilke heste der måske kan vinde derbyet i august. Han lukker øjnene et kort øjeblik og tager en dyb vejrtrækning. Så rejser han sig og går målrettet gennem rummet. 

Da han tager i dørhåndtaget ud til paddocken, skyder han brystet frem og bytter sin anspændte mine ud med sit mest præsentable vindersmil.

MED SINE 173 CENTIMETER er Oliver Wilson i den høje ende og dermed også i den tunge. Det betyder, at han minutiøst må holde regnskab med, hvad han spiser og drikker hver eneste dag året rundt – bortset fra de fire ugers pause, han giver sig selv i løbet af november, når sæsonen på Klampenborg er afsluttet. Der er særlige vægtkrav i de fleste løb hen over en sæson, ikke mindst de mest prestigefyldte, så for at have bedst mulige vilkår som jockey skal man konstant kunne holde sig under smertegrænsen på 57 kilo.

“Nogle af mine kolleger kan spise, som de vil, men jeg må presse mig selv rigtig, rigtig meget for at lande under de 57 kilo,” forklarer Oliver Wilson, da han en uge tidligere sidder i spisesalen på Hotel Fortunen, et gæstgiveri fra 1700-tallet, der i dag drives af hans mor og mormor. Omkring ham hænger hjortegevirer, og der er store vægmalerier med jagtmotiver. Gæstgiveriet ligger ikke langt fra Klampenborg Galopbane, hvor han hele formiddagen har været nede og træne heste.

Oliver Wilsons storebror, Patrick Wilson, var en af de dygtigste amatørjockeyer i Skandinavien i sine teenageår, men formåede aldrig at få vægten ned på et niveau, hvor man må deltage i de professionelle løb. Til sidst måtte han opgive, og i dag er han beslagsmed og sætter sko på galophestene i staldene omkring Klampenborg. 

For Oliver Wilson var der også tunge udsigter til at blive jockey. Som 15-årig blev han tilknyttet en væddeløbsstald i Skotland, og her mente hans læremester, at hans vægt ville blive for høj til, at han nogensinde kunne blive galopjockey. Men sådan kom det ikke til at gå.

Hver evig eneste dag de sidste syv år har Oliver Wilson, efter godt seks timers formiddagstræning på hestene, taget en løbetur på 10 kilometer. I skiundertøj og med regnjakke og jockeybukser udenpå for at svede så meget som overhovedet muligt. 

Efterfølgende tager han enten i fitnesscenter for at dyrke cardio eller en tur i sauna for at klemme endnu mere ud. Det er lange, udmattende dage, der er skematisk inddelt for at holde vægten under kontrol. Men Oliver Wilson vil være galopjockey, og han har tænkt sig at blive en af de bedste. 

”Der er ekstremt meget pres på fra hesteejere og alle mulige andre. Men det største pres kommer fra mig selv. Jeg er min egen største kritiker. Jeg skal være så fit, som det overhovedet er muligt, når jeg sætter mig op på den hest.”

Hvis Oliver Wilson vinder forårets første klassiker, Mowerina-løbet, på Queen Rouge, kan det indikere, at der til august omsider kommer endnu et Wilson-navn op at hænge på facaden foran Den Kongelige Restaurant.

”Mit helt store mål er at vinde det derby. Det er det største og mest prestigefyldte, man kan vinde i Danmark,” siger Oliver Wilson og bliver i samme øjeblik afbrudt af sin mor, der går gennem spisesalen på Hotel Fortuna: ”Det bliver i år!” råber hun.

VÆGT-VOGTERE

Som professionel jockey skal man opretholde en lav vægt for at kunne deltage i løb. Vejer man for meget, må man ikke deltage.

Vægtkravene varierer fra løb til løb, men tommelfingerreglen er, at en jockey i Skandinavien skal veje mellem 52 og 62 kilo for at kunne deltage. Til de store klassiske løb er vægtgrænsen henholdsvis 57,5 og 59 kilo afhængigt af, om der rides på hopper eller hingste. Vægten er inklusive saddel. Hvis en jockey vejer 57,5 kg uden saddel, er han for tung og kan ikke deltage.

Vægtgrænsen for klassikere i Skandinavien ligger højere end næsten alle andre steder, da man på vores breddegrader typisk er større fra naturens side. Den ideelle vægt for en jockey er i omegnen af 53 kilo, da man dermed har mulighed for at deltage i stort set alle løb og på stort set alle heste. Mange jockeyer på den globale scene lider af bulimi, og flere store navne har – efter at have pensioneret sig – berettet om at have levet decideret usundt og skadeligt.

FRU SALLING LÆNER panden mod sine knyttede næver i logen på Den Kongelige Balkon og lukker nervøst øjnene et øjeblik. Der er fuldkommen tavst omkring hende. Ingen forsøger at sige noget. På langsiden er støjen til gengæld tiltagende, og folk kommer spurtende fra alle sider, fra toilettet, fra totalisatoren og fra baren, for at mase sig ind på de sidste ledige pladser langs rækværket på opløbsstrækningen. I Owners & Trainers Lounge har en håbefuld Bent Olsen iført jakkesæt fundet en afsides krog i baren og fået skænket sig et ordentligt glas vin. 

På den modsatte side af banen er ni ud af de 10 deltagende heste i Mowerina-løbet på plads. Som den sidste bliver Queen Rouge med Oliver Wilson i cerisefarvet silketrøje med to tynde blå striber i siderne trukket ind i startboks to.

”Og starten er gået til Mowerina-løbet,” råber speakeren, da de 10 heste næsten synkront skyder af sted i pludselig fart. 

”Åbner godt gjorde nummer seks Bitcoin,” fortsætter han, da førsteudfordreren fra Bent Olsens stald hurtigt lægger sig i front med Carlos Lopez ovenpå i sin turkisfarvede dragt. Det var ham, der sidste år slog Oliver Wilson i derbyet. Hele dagen har snakken gået, at hvis nogen skulle overrumple Queen Rouge, skulle det være Carlos Lopez på den svenske hoppe Bitcoin. Og på forhånd var fru Salling nervøs for, at hvis Bitcoin fik for meget forspring i starten, ville den ikke være til at indhente.

I midten af feltet sidder Oliver Wilson på Queen Rouge fuldstændig side om side med Nicolaj Stott i en gulgrå dragt på hoppen Paris Pearl. Bag dem sidder Elione Chaves i sin brune dragt på Laila Jeppesens førsteudfordrerhest, Silverstone.

”Bitcoin er førende, hvor de begynder at svinge til højre ind i opløbssvinget,” lyder det fra speakeren, der sætter tempoet i vejret, mens afslutningen nærmer sig.

Der bliver råbt højere og højere på langsiden, og flere hopper ligefrem i ren spænding, da hestene med Bitcoin i spidsen drejer ind på opløbsstrækningen og sætter i fuld galop mod mål. Nicolaj Stott svinger sin pisk mod Paris Pearl i et sidste forsøg på at få den til at følge med. Alligevel glider han ned gennem feltet.

”Det er Bitcoin foran, indvendigt nummer seks, Good Look … Queen Rouge med Oliver Wilson fjerde i øjeblikket – den store favorit.”

Speakeren snubler næsten over sine egne ord for at få det hele med, mens en frygtindgydende lyd af galopperende hove endnu en gang skærer sig gennem menneskemylderet. Med 400 meter tilbage læner Carlos Lopez sig helt ind over Bitcoin allerforrest i feltet og tvinger den til at brænde sine sidste kræfter af. Lige bagved gør Maikel Narvaez Bravo på hoppen Good Look det samme. Oliver Wilson har stadig ikke trykket på knappen. 

Hesteejer fru Salling (th.) jubler over sejren.

”KOM SÅ, ROUGE … Kom så, Rouge … Kom så, Rouge, kom så, Rouge!” Fru Salling hopper i sin stol på Den Kongelige Balkon og råber nu så højt, at hun ser ud til ikke selv at være klar over det. Resten af hendes entourage stemmer i. Få meter ved siden af sidder Laila Jeppesen med en olm, tavs grimasse rettet mod Silverstone, der er blevet distanceret længere nede i feltet.

”Bitcoin fortsætter, indvendigt Good Look fortsat vældig godt gående,” tordner speakeren, men må afbryde sig selv, da Oliver Wilson pludselig læner sig helt ind over Queen Rouge og tvinger den til at løbe så hurtigt, som den overhovedet kan:

”Nu går Queen Rouge frem og sætter sine kløer i de andre konkurrenter i løbet.”

Oliver Wilson løfter sig halvt og svinger med venstre hånd pisken med fuld kraft bagud på Queen Rouge. Først passerer han Bitcoin og dernæst Good Look i en fart, som stod de andre næsten stille. Allerbagerst sidder Nicolaj Stott på Paris Pearl. Oliver Wilson svinger pisken endnu en gang og læner sig endnu længere ind over Queen Rouge, der næsten flyver over græstæppet det sidste stykke mod mål.

”Nu er det Queen Rouge på vej hjem mod målstregen,” brøler speakeren. Rundt om på anlægget falder mindre grupper hinanden i armene og råber vildt, mens andre skuffede lægger ansigtet i hænderne eller blot stirrer tomt ud i luften. 

”Den vinder Mowerina-løbet, som alle havde spået på forhånd … Queen Rouge og Oliver Wilson, en overlegen vinder.”

Mens Laila Jeppesen i tavshed skænker sig et nyt glas rosé i sin loge, slår fru Salling armene sejrrigt ud til siderne. De første står allerede klar på Den Kongelige Balkon til at lykønske med kram og kindkys. Hun takker og smiler og takker og smiler og bevæger sig langsomt og selvsikkert ned gennem folkemængden. Fru Salling søger ikke rampelyset, som en anden hesteejer forklarede tidligere på dagen, men når hun befinder sig i det, tager hun det hele.

I vindercirklen rider Oliver Wilson rundt på Queen Rouge med knyttet næve og et bredt sejrssmil. Galoptræner Marc Stott står ved siden af og smiler lige så stort, denne gang helt naturligt, mens han spejder op efter fru Salling. 

”Det kører sgu for ham Marc Stott,” er der en, der udbryder blandt tilskuerne, der klumper sig sammen for at få det hele med. Det er en fast tradition, at de to bedste jockeyer fra et løb bliver lykønsket i vindercirklen og efterfølgende kørt gennem menneskemængden og op til jockeyrummet. Men der er kun én vinder i galopsport. Det står klart i dette øjeblik. 

Omsider når fru Salling frem til vindercirklen og modtager endnu en stribe lykønskninger. Med klapsalver som baggrundstæppe liner galoptræner Marc Stott og fru Salling op ved siden af en smilende Oliver Wilson på ryggen af Queen Rouge. Det er dagens definitive vinderbillede.

”LONG FUCKING DAY,” udbryder Oliver Wilson og læner ryggen og baghovedet op ad væggen og strækker søvnigt begge arme over hovedet. Det er sidst på eftermiddagen, løbsdagen er slut, og jockeyrummet er omsider blevet tømt. Tilbage er kun Oliver Wilson og Nicolaj Stott.

Udenfor ligger Klampenborg Galopbane stort set øde. De sidste har indkasseret deres gevinster og er trasket videre ud i verden med deres pynteklude og rosébranderter. Fru Salling tog af sted med to flasker champagne og et smil, der havde sat sig fast. 

I jockeyrummet har Nicolaj Stott pakket sin taske og iklædt sig et jakkesæt. Det er mørkeblåt, næsten magen til Oliver Wilsons. Trods sidstepladsen i Mowerina-løbet er han ganske godt tilfreds med dagen, der bød på en førsteplads og to andenpladser i andre løb. Han ved, at der nok ikke går længe, før han får et opkald fra sin far, der har fulgt dagens løb via internettransmissionen. 

Hverken Nicolaj Stott eller Oliver Wilson er færdige endnu. Når de kommer hjem, skal de se løbene grundigt igennem for at finde de små marginaler, der kan blive afgørende fremover. Derefter skal de begge så vidt muligt tidligt i seng. 

Nicolaj Stott slynger tasken over skulderen. På vej ud går han forbi Oliver Wilson og stikker næven frem. De hilser pænt farvel med et godt gammeldags håndtryk. Der er ikke noget der. I morgen skal de til Malmø. En ny løbsdag venter.

 

Som 11-årig flygtede NADIA NADIM med sine fire søskende og sin mor fra Afghanistan. Målet var et nyt liv i England. Men rejsen i bunden af en lastvogn endte et helt andet sted.
Tekst:Morten HjortshøjFoto:Privat

MIN MOR, jeg og mine fire søskende havde været på flugt i et par måneder. Min far, der var general i den afghanske hær, var blevet dræbt af Taleban, så vi måtte søge ud af landet og boede først i Karachi i Pakistan.
Efter to måneder i Karachi hjalp en menneskesmugler os til den internationale lufthavn i Islamabad, 1.500 kilometer derfra. Vi ville til England, hvor vi havde familie boende. Med os havde vi to sportstasker med tøj, min mors papirer og hendes nye pas med vores falske pakistanske navne i. Vi havde fået streng ordre på ikke at sige noget eller svare, hvis nogen spurgte os om noget.

Fra Islamabad skulle vi i første omgang med fly til Milano. Det var alt for risikabelt at ankomme med falsk pas i England, og derfor var planen, at vi skulle ud af lufthavnen i Milano og køres og sejles det sidste stykke vej.

Efter to dage i et virkelig klamt kælderværelse med gittervinduer i Milano blev vi hentet af en mand i en grøn Golf. Vi troede, det var bilen, der skulle køre os til England, men efter nogen tid på motorvejen drejede han ind på en rasteplads, hvor vi skulle gå ind i en lastbil, der holdt parkeret der. Lastrummet var fyldt med kasser, men inde bagerst, helt oppe ved chaufføren, var der et hulrum, hvor vi skulle sidde. På det her tidspunkt havde vi ikke spist i to dage, og alt, vi havde med os, var en flaske vand hver.

Så kørte vi. Og kørte og kørte og kørte. Det var koldt og mørkt i vognen, og vi skiftevis sov og døsede. Næste morgen vågnede vi ved, at chaufføren åbnede ladet. Han vinkede os ud og sagde, at vi skulle vente her, mens han hentede noget benzin. 

Han kom aldrig igen. Vi var blevet snydt. Og anede ikke, hvor vi var. Min søster troede, vi var havnet i Rusland. I London var vi i hvert fald ikke. Det her var alt for rent og stille til at kunne være London, og der var heller ingen højhuse. 

Det første, jeg så på gaden, var en ældre mand, der gik tur med en lille hund med korte ben. ”Holy shit, hvor er den grim,” tænkte jeg, for jeg havde aldrig set en gravhund før. Min mor spurgte manden, hvor vi var. ”Randers, Denmark,” sagde han. Jeg havde aldrig hørt om Danmark, men jeg var også ligeglad. Jeg var bare helt vildt sulten.

Vi fandt byens politistation, hvor en politimand tog imod os. Jeg kunne med det samme mærke, at han var rar. Han hjalp os ind i politibilen og kørte os mod banegården, hvor vi skulle med et tog mod Sandholmlejren. 

Det var påskemorgen og helligdag, så alt var lukket, men betjenten kunne se, at vi var sultne, så han stoppede op ved Netto og kom tilbage til bilen med en fyldt indkøbspose. Der var toastbrød, bananer, colaer og mælk. Jeg tror aldrig, mad har smagt så godt.

Jeg har ikke noget at grine af, når jeg tænker tilbage på vores flugt. Det var ren gambling. Man lægger alt sit håb og sin tillid i ukendte folks hænder, og jeg var 11 år og pissebange hele vejen. Men vi havde ikke noget valg. I dag kan jeg godt se det sjove i, at manden, der skulle hjælpe os til London, efterlod os i Randers. Var han bare virkelig dårlig til geografi? Kunne vi også være endt i Afrika? Jeg er taknemmelig for, at jeg havnede et sted, hvor jeg blev accepteret og kunne starte mit liv igen.

FØRSTE REJSE
”Da min søster og jeg som teenagere tog toget til Tyskland og besøgte vores moster i Magdeburg. Pizza og McDonald’s dagen lang. Jeg tog 10 kilo på.”

STØRSTE REJSECHOK
”I 2016 tog jeg til USA for at spille fodbold i klubben Portland. Det var et kulturchok – og sindssygt motiverende – at finde ud af, hvor stort kvinde-fodbold er derovre.”

REJSEDRØM
”Jeg har gerne villet til Thailand i seks år, og nu skal jeg snart af sted. Jeg vil også gerne til Japan, Korea eller på solferie til Bora Bora.”

Nadia Nadim er professionel fodboldspiller og angriber på det danske landshold, 30 år. Født i Afghanistan. Spiller til daglig i Paris Saint-Germain og har udgivet bogen ’Min historie’ på Politikens Forlag.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juni 2018.