HVOR ALPERNE MØDER Middelhavet, og den pannoniske slette møder et karstlandskab af porøs bjergkalk, ligger Europas fjerdemindste land. Fra nord flyder floden Sava, der har sit udspring højt oppe i de slovenske alper, løber østpå og møder Donau i Beograd. I den anden retning kan Venedig nås på en time, det samme kan Adriaterhavet og feriehalvøen Istrien. 

Inde og højere oppe i landet, i ly af Østrig, rejser bakker og bjerge sig – med nationalsymbolet Triglav på 2.864 meter i spidsen – omkranset af endeløse skove, vandløb og gunstige forhold for flora og fauna med blandt andet bjørn, ulv og los. For tobenede – og tohjulede – er der alle mulige muligheder for et pulsaktivt liv, og Slovenien har med sine blot 2,2 millioner indbyggere skabt flere topatleter end de fleste andre lande i verden per capita.

Da grundloven blev skabt i 1991, besluttede man at sikre kvinders ret til abort i det overvejende katolske land, senere nedskrev man, at alle landets borgere har ret til drikkevand, og i hovedstaden Ljubljana er det ved lov vedtaget, at man skal holde bistader på tagene. 

I et lunt landskab mellem hovedstaden og bjergene mod nord ligger den historiske by Komenda. Engang var den fæstningsby for korsriddere, der skulle til og fra Jerusalem, og kun bjergkæden, hvor skisportsstedet Krvavec knejser i næsten 2.000 meter, skiller det slavisk-slovenske fra det germanske i Østrig. I en rundkørsel står et monument over faldne Tito-partisaner fra anden verdenskrig, og få hundrede meter derfra – højere oppe i terrænet i St. Peters-kirken – kan man fra tårnet på en klar dag se det meste af verden, lyder det i folkemunde. 

Komenda er blevet en turistattraktion. En strøm af busser lægger et smut forbi, og folk tager fotos, selfies og lægger klip op på YouTube. På en stille villavej i byen ligger huset og stedet, der er med til at skabe virakken. Det er her, Tadej Pogacar kommer fra og er vokset op.

Tadej Pogacar (med rød stribe på bukserne) var ifølge sine forældre tidligt frygtløs i nedkørsler.

BEVÆBNET MED SMÅKAGER, sutsko og spørgsmål fra danske cykelfans lykkes det Ud & Se at komme på besøg hos forældrene Marjeta og Mirko Pogacar. Forinden var det ikke let at overbevise dem, men denne artikels skribent havde på sociale medier før mødet rakt ud til danske cykelfans, og en stor skare vendte tilbage.

”Fortæl forældrene, at vi er mange danskere, der er kæmpe fans af Tadej Pogacar, og at vi ønsker ham alt det bedste,” var en respons, der gik igen.

”Det blev vi meget rørte over, derfor sagde vi ja,” siger Marjeta Pogacar i huset, der har været hjem for familien i mange år. 

Den yngste af fire børn, Vita på 18, rumsterer ovenpå. Forældrene undskylder for, at hun næppe kigger ned for at hilse på. Hun har ikke brug for endnu en gang at optræde som Tadej Pogacars lillesøster, forklarer moren. 

Den beskedne gave, en dåse med danske småkager, bliver vel modtaget. I Slovenien er der to ting, der er vigtige, når man træder ind i andres hjem: en gave og sutsko. Men i entreen bliver de medbragte tøfler venligt afvist, mens Mirko peger rundt i stuen: ”Som du ser, er vi stadig i gang med en renovering efter en vandskade.” Sidste år i august blev området ramt af de værste oversvømmelser i Slovenien i mange år, og en bæk nær huset svulmede op. 

Der er sat kaffe over, der er hjemmebagt brød og kager, og det nationale paradoks kommer hurtigt på bordet. Sønnen er berømt, elsket og beundret i udlandet, men slovenerne husker stadig, hvordan den dengang 21-årige debuterede i 2020 i Tour de France og i en enkeltstart begik ’fadermord’ på den ældre og meget populære Primoz Roglic.

Det stod skrevet i stjernerne, at landsmanden skulle vinde, og hele Slovenien identificerede sig med Roglics skæbne. Han havde aldrig siddet på en cykel før, da han som skihopper kom alvorligt til skade og var tvunget til at stoppe en lovende karriere i slovenernes nationalsport. Det gjorde kun ondt værre, at Roglic med hustru og to børn er for slovenerne, hvad nye kartofler, jordbær med fløde og et flag i haven er for danskerne. 

I stedet kørte Tadej Pogacar sig det år ind i verdenseliten, han vandt Tour de France som den første slovener, og ifølge Marjeta er han stadig bare ”en god dreng, der altid har et øje på alle andre”.

Men det havde han så ikke den dag? Han blev den yngste Tour de France-vinder siden 1904 … 

”Ved du hvad? Forleden skrev en slovensk sportsjournalist en klumme, hvor han inderligt bad slovenerne om at tilgive Tadej, og at de ikke nødvendigvis behøvede at elske ham. Men gør heller ikke det modsatte, skrev han. Hvordan tror du, vi som forældre har det med det?” 

Tadej som femårig. Foto fra forældrenes album.

FAR MIRKO UNDSKYLDER for sit elendige engelsk, han forstår det meste, men det er primært mor Marjeta, der svarer. Vi har en time, for det er lørdag, og det betyder, at familien samles til frokost. Der kan udbryde krig i verden, men i Slovenien må man vente med at tage stilling til, hvilken side man er på, til efter frokosten. 

Der sidder en ræv bag farens legende øjne, og det viser sig, at han har haft sin gang i et amatørteater. Komedie og drama. Æblet falder måske ikke langt fra stammen.

Danskerne vil vide, hvad det er, I har puttet i hans havregrød som barn?

Mirko ser kærligt på sin hustru. Kort rådslagning på slovensk og så: ”Vi har givet ham en god opdragelse,” siger Marjeta. ”Alle vores fire børn har fået den samme tur. Jeg er gymnasielærer, men det har ikke betydet, at jeg har gjort vores børn bedre, end de er. Fra Mirkos side er det hårdt arbejde – at stå op om morgenen, passe sine pligter. Det har altid drejet sig om at yde, før man kunne nyde. Alle vores børn gør det godt på deres egen måde. Men Tadej … han kunne både kitte familien sammen med sit humør og samtidig være helt ekstremt målrettet.” 

Første gang det gik op for forældrene, at Tadej havde et andet syn på det at cykle end sin storebror Tilen, var på bjerget Krvavec. De var ungdomsryttere begge to, og efter træning kørte familien sammen ned fra bjerget i bilen. Tilen pegede i et sving på en dyb og farlig kløft og fortalte, at han havde været nervøs på nedkørslen netop dér, hvorefter Tadej sagde, at han ikke engang havde lagt mærke til, hvor stejlt der var.

”Vi vidste, at dér var forskellen. Tadej kan gå ind i en zone og ser kun dén for sig, mens Tilen mere har antennerne ude.”

Mirko og Marjeta Pogacar ved familiegravstedet.

Uret tikker, en time er gået. Alligevel har forældrene lyst til at vise rundt i byen og gå en tur til familiens gravsted. 

Blandt syren, japansk kirsebærtræ, udsprungne lindetræer og tulipaner i veltilrettede haver vajer flag fra næsten alle balkoner. En lille brise folder et flag ud – og en ung mand i gult strækker armene mod himlen i triumf. Det er vinderfotoet fra 2020, en hyldest, men også en torn i øjet på mange slovenere.

I er kendisser i et mindre bysamfund, hvor I begge kommer fra. Hvordan tackler I det?

”Vi lever med det, men det kan godt være hårdt for teenageren indimellem. Hun er jo ’kun’ Tadejs lillesøster. Vi har på en eller anden måde mistet lidt vores egen identitet som individer. Det er jo ikke verdens undergang, men det er et ærligt svar på spørgsmålet. Men selvfølgelig er vi stolte af ham – og især stolte af den måde, han tackler berømmelsen på.”

Med det der kække, drengede smil, og fordi han viser følelser?

”Lige præcis. Det giver en god følelse i maven. På den måde har han overhovedet ikke ændret sig.”

Der er udsigt over dalen, bjergtoppe mod nord og De Juliske Alper mod vest. Stort set alle toppe, knolde og bakker i sigte har sønnen trænet på.

Først da en mand fra Glyngøre i et fladt land mod nord lod pedalerne tale for to år siden, måtte Tadej Pogacar strække ben og våben. Duellen har fundet vej til historiebøgerne: Jonas, den introverte. Tadej, den ekstroverte. 

Kunne man forestille sig en frokost, hvor Tadej inviterer Jonas Vingegaard?

”Det kunne man sådan set godt,” svarer de begge, men selvom de er gode kolleger, er de ikke venner privat. 

”Vi har indtryk af, at Jonas Vingegaard er mere introvert og måske slås lidt mere med al den virak, der er omkring dem. Men hvad vi også ved, er, at han kommer fra en solid familie. Måske er det der, de ligner hinanden mest? På de værdier, vi som forældre har forsøgt at give dem med.”

HALVDELEN AF SLOVENIEN er beskyttet naturområde, landet er en motionsgispende, grøn lækkerbisken, og studier viser, at landet ligger i den høje ende målt på motoriske evner i forhold til resten af Europa. I børnehaver og folkeskoler prioriterer man leg og sport, og ’Stå på ski om formiddagen, og svøm om eftermiddagen i Adriaterhavet’, er en af de mest brugte PR-sætninger i den slovenske oplevelsesindustri. At ski- og sportslandet har to cykelryttere på absolut førsteklasses sæder, mærker Simon Jesenko i sin cykelbutik Etapa, der ligger i et nybyggerkvarter tæt på Skofja Loka nordvest for Ljubljana.

Indenfor i butikken kører musik og brændeovn på fuld kraft, mens Simon Jesenko står bøjet over et drilsk baghjul længst inde. Der er kaffe på kanden og altid tid til en snak. Han er mere end to meter høj, har skæg og tatoveringer, og butikken tager det meste af hans tid – for jo, slovenerne er gået amok på cykel. 

”Vi sælger dyre cykler. Nye cykler. Vi er blevet besat af det, og selvom flere og flere melder sig ind i landevejscyklingklubber, er det mountainbikecykler, der går mest af. Og highend-designcykler. Det er hele familier, der ryger med på trenden. Mit bud er, at vi har vandret rundt i landskabet i årevis, det er vi vant til. Op og ned. Der er ikke den knold i landet, som ikke er blevet besteget. Enhver landsby med respekt for sig selv har vandreklubber. Nu er der bare kommet det ekstra lag på, at vi også cykler som aldrig før.” 

Cykelhandler Simon Jesenko har det godt.

Generelt trækker det også, at Slovenien har 90.000 biavlere og en grøn hovedstad, som er førende inden for robotteknologi, forskning og strategier for at holde liv i flora og fauna-diversiteten. ”Det taler til folk,” som Simon Jesenko udtrykker det, men det er svært og dyrt at finde egen bolig. Derfor fastholdes mange yngre familier i en familiestruktur, der kræver tolerance over for de ældre. Er det derfor, Simon Jesenko bruger så mange timer på cykelværkstedet?

”Aaah, nej, ikke helt, men vi har et slovensk udtryk, der hedder ’Alt starter og slutter omkring frokostbordet med familien’. Vi er stadig forbundne til en tradition, hvor alle bor under samme tag. Og det at sætte sin cykelhjelm, som man har lyst til, og ikke altid skulle tage hensyn til resten af familien, er en ny faktor. Mon en dansker forstår det?” spørger Simon Jesenko.

Det gør tyskfødte Felix Sobietzki, Han kom til Slovenien i 2022 – ikke som turist, men som udsendt af det tyske ­Goethe Institut. Den 35-årige gymnasielærer vidste godt, at Slovenien var et slaraffenland for dem, der hellere er ude end inde. Men hvor vildt er det lige at kunne bruge alt sit udstyr medbragt i en selvbyggercamper og derefter møde en dedikeret gruppe studerende, der vil lære tysk (fordi de vil arbejde i Tyskland), og at motorikken i klasserne skiller sig ud fra det, han kender fra sit hjemland? 

Med sig bragte Felix Sobietzki kajak, MTB-cykler, ski i alle størrelser, snowboards og crosscountry-udstyr, og han gik straks i gang med at tage et paragliding-certifikat. Han fandt sammen med ligesindede sportsentusiaster og har følgende råd til andre, der drømmer om at smage den slovenske livsstil: ”Dyrk sport! Det er dér, du møder folk og lærer dem at kende. Hyggelige folk er de. Men man skal knokle for at få venner og blive en del af flokken. Det kan være en udfordring.”

Slovensk måde at hænge ud over bjergene i Krvavec.

GORENJE STÅR DER på mange hårde hvidevarer rundtom i Europa. Mærket fra den slovenske industriby Velenje tæt på den østrigske grænse er en magtfaktor, også som sportssponsor. RK Gorenje står der på det lokale håndboldholds trøjer, selvom det i dag er den kinesiske koncern Hisense, som trækker i trådene. 

Den danske håndboldtræner og tidligere målmand Morten Sejer bor i byen, og det er nemt at møde ham. Man skal bare spørge efter byens seks meter høje bronzestatue af Tito, Jugoslaviens ubestridte leder frem til 1980, sætte bilen tæt på, trække en gratis P-billet og vente et øjeblik. Så står han der og fortæller om de tre slovenske dyder, der skaber vindermentalitet: selvtillid og tro på egne evner, familiens opbakning og et hårdt arbejdende folkefærd. 

”Vi har en aftale med min gamle træner Borit om at kigge forbi i sportshallen. Den ligger lige derovre,” siger Morten Sejer og peger forbi en kæmpestor åben plads af den slags, man under socialismen byggede verden ud fra. Industribyen kaldes et mini-Jugoslavien på grund af de tusindvis af arbejdende familier, som gennem årene bosatte sig her for at tjene penge, få bolig og uddannelse på et niveau, man ikke fandt andre steder i det tidligere Jugoslavien. 

Slovenien blev rigere end de andre i lande-sammenslutningen på grund af infrastruktur og den geografiske placering tæt på Østrig og Tyskland. Og Velenje, den mest ræverøde by af dem alle, toppede på flere måder. Den var velorganiseret, rig og rummelig. Måske derfor står Tito stadig strunk på den plads, der bærer hans navn. 

”Husk at låse bilen. Den albanske mafia styrer byen. Politiet gør ingenting, ikke længere,” siger Morten Sejer, der kom til byen i 1996. Han var engang tophåndboldspiller, og udlængsel og eventyrlyst sendte ham til den Gorenje-ejede håndboldklub. Selvom han ad flere omgange har været andre steder i verden som håndboldtræner, er hans hjem her, med slovensk kæreste og en efternøler på et par år.

På det slidte parketgulv i træningshallen, hvor han selv engang kastede sig rundt i målet, fortæller han, at han tjente temmelig godt ved at flytte hertil i 1996, men at intet længere er som dengang. Og så alligevel. For der er stadigvæk det ekstra krydderi, han kalder ’Balkan-mentaliteten’:

”Du kan se det på sportspræstationerne, på cyklingen, på Doncic, der er en af verdens bedste basketballspillere, i skisporten, i sportsklatringen, jamen, listen er uendelig. Og vi har også kvalificeret os til EM i fodbold. Det er altså vildt …”

Ungdomstræningen slutter, mens solen står gennem fedtede vinduer højt oppe under loftet. Gruppefoto og en peptalk fra træner Borit. De unge bryder ud i latter, da jeg foreslår, at Jonas Vinge­gaard er bedre end Pogacar på en cykel. En ung mand drister sig stille til at sige, at det i virkeligheden er Primoz Roglic, der er den bedste. 

Morten Sejer tror, at det handler om traditioner. Og familiemønstre. 

”Alle ønskede, han skulle vinde Touren i 2020. Alle! Roglic er sympatisk og en moden mand med familie. Han er venlig, ikke højtråbende, og på en eller anden måde symboliserer han Slovenien. Og så kommer der en landsmand, en knægt, og kører ham fuldstændigt i sænk. Det mente mange var respektløst.”

Håndboldtræner Morten Sejer bor i Velenje.

UD OVER SPORT ER et af landets store samtaleemner Nika Kovac og bevægelsen Research Institute of 8th March, som hun sammen med andre unge var med til at danne for få år siden. Nika Kovac stod bag en protest mod den tidligere regerings forslag om at privatisere vandforsyningen i landet, og hun var ansigtet og stemmen, der var med til at få slovenerne til at stemme nej til planerne. Efter udgivelsen af bøgerne ’Brave Girls’ (201) og ’#Metoo’ i 2023 er bevægelsen vokset endnu mere, og nu har den sat sig for at indsamle en million underskrifter i Europa i 2024, primært i katolske lande, for retten til at bestemme over egen (kvinde)krop. 

”Skal du lige have en hurtig tur rundt i vores lokaler?” spørger en venlig ung ansat, der, siden hun åbnede porten ud til gaden i hjertet af Ljubljana, har gået rundt med laptop og headset, som var det en venindes nyfødte baby, hun skulle passe på. Hun ved, det virker fjollet, men ”min arbejdsstation er, hvor min computer er,” som hun siger.

Indenfor summer der af liv. Der er unge mennesker overalt. Gamle, slidte sofaer. En kaffemaskine trænger til en kærlig hånd. Plakater på engelsk og slovensk med slagord, der afspejler generationen, der er født efter Sloveniens selvstændighed i 1991: kampen for klimaet, kampen for vandet, flere rettigheder for LGBTQ+, og nu gælder det ’My Voice – My Choice’ – underskriftsindsamlingen, der rækker langt ud over landets grænser. Det kræver organisationstalent, og det har antropolog-uddannede Nika Kovac:  

”Hvis vi lige kan starte med, om du har nogen kontakter til folk i Danmark, der vil være gode at netværke med,” siger hun energisk. Intet er overladt til tilfældighederne i hendes liv. Det har hun lært i New York, siger hun, hvor hun i 2020 var scholar, inviteret af The Obama Foundation.

”Men efter et år, hvor det var billigere at flyve hjem til egen læge i Slovenien end at bruge det amerikanske sundhedsvæsen, genopdagede jeg, hvor meget jeg elsker mit land, og hvor godt vi har det her, ” siger hun og går så i gang med at fortælle om, hvordan den tidligere regering med statsminister Janez Jansa i spidsen angiveligt brugte flere kræfter på at svine Nika Kovac og organisationen til end på at lede landet. 

”Det blev personligt. Hvordan jeg klædte mig. Min læbestift. Mit hår. Om jeg var for tyk i den kjole, og hvad i alverden jeg bildte mig ind at sætte spørgsmålstegn ved de ’voksnes’ beslutninger i det politiske liv. Min familie blev udskammet. Alt, hvad vi rørte ved og sagde, blev fordrejet. Ikke bare jeg, men folk omkring mig blev generet af dem, der har siddet på magten før, under og efter vores lands selvstændighed.”

Aktivisten Nika Kovac (med mobil i midten) er ’talk of the town’ i Slovenien. 

Men er der noget om snakken? Råber de i bevægelsen for højt, og savner de respekt for den generation, der førte landet ind i selvstændigheden?

31-årige Nika Kovac ser på den PR-medarbejder, der under hele interviewet har siddet ved samme bord og skrevet på sin laptop. 

”Det er et udtryk for, at vi skaber debat. På bundlinjen kan vi se, at vi vokser. Se bare her i lokalerne. Det er jo en myretue af folk, og det var det ikke for fem år siden,” svarer Nika Kovac, der optræder scenevant på BBC og CNN, ligesom andre store udenlandske medier har tegnet portrætter af kvinden, der kommer fra en akademisk familie. Som har diabetes og flere gange offentligt er blevet hvid i hovedet og har måttet have hjælp. Hun sammenlignes ofte med svenske Greta Thunberg, en sammenligning, hun dog selv afviser fuldstændigt.

”Vi ændrer ting ved at mobilisere og organisere folk. Det handler om at give folk følelsen af, at det nytter noget at råbe op og turde tage kampen med dem, der i årevis har siddet og fordelt magten. Vi mobiliserer folk til at tage egne beslutninger. Og det er, hvad vores generation skal huskes for. At vi ikke bare lod stå til i afmagt.”

NORDVEST FOR LJUB­LJANA, i Poljanska-dalen i De Juliske Alper, finder man Marjeta Rupnik, der ikke kan huske, hvornår hun sidst fik en caffe latte med veninderne i hovedstaden. Det er familien og det stille landbrugsliv, der nu er livets centrum for den uddannede landskabsarkitekt. Omkring hende rejser det hobbitagtige landskab sig, der har været skueplads for Europas krige, og som skabte scenerne til Hemingways ’Farvel til våbnene’. Et stykke verdenshistorie smukt indpakket.

35-årige Marjeta Rupnik tager imod med sin yngste, Ivana på 20 måneder. Hun viser op på førstesalen. Forbi svigerforældrenes lejlighed. Køkkenet er holdt i moderne stil. Røde låger, børnenes tegninger på væggen. En hænge ud-sofa, hvor puderne i dagens anledning er organiseret pænt, den obligatoriske fladskærm, fotos af familien – og huskesedler på køleskabet. Det kunne være et hvilket som helst sted i det moderne Europa. Og så alligevel ikke, for der, hvor Marjeta Rupnik bor, er trend. 

Mange vil mærke og se Poljanska Valley, og gårdene her ændrer udseende i disse år: økoturisme, grøn turisme, retreat og rolig tilgang til livets udfordringer. Udenfor arbejder hendes mand, Janez, han er ingeniør og underviser robotter i at opføre sig ordentligt, siger hun, og så langt øjet rækker i solens dis, er der land, familien ejer. For nylig købte de naboens jorder. 

Valgte du den her livsstil, eller valgte den dig? 

”Jeg tror, at livet som bondekone valgte mig. Den største udfordring er nok det daglige samarbejde mellem generationerne, for min mands forældre bor også på gården. De hjælper meget, men har lidt andre meninger om visse ting, end min mand og jeg har.” 

Tre generationer under samme tag. En klassisk udfordring i Slovenien?

”Det er jo det, ja. Vi har ikke de samme muligheder for at låne penge til egen bolig, som jeg kan forstå, man har i Skandinavien. Der er hverken tradition for eller mod til at gå den vej. Vi slovenere bygger, når der er penge til det. Vi går helst ikke ud og låner. I årenes løb er jeg blevet en mester i kompromiser, hvor jeg navigerer mellem mit privatliv og familie, arbejde og karriere, gården og den udvidede familie … og et sted midt i det hele: spiritualitet. Er jeg glad? Absolut. Er det udfordrende for mig? Klart. Ville jeg gøre det igen? Helt bestemt.”

Landbrugsliv i tre generationer.

Udenfor er køerne på græs. Janez Rinpuk svinger en langskaftet mukkert. Hver gang han rammer pælen, giver det genlyd i dalen. Fra alle hjørner dukker de fire børn op. Møgbeskidte. Jord på fingrene. Rebekka på ni år bærer rundt på en høne. Der er kat, hund og en Alfa Romeo Giulietta. 

”Ja, det er Janez’ bil. Den vil han ikke slippe, selvom den er temmelig upraktisk heroppe.”

Børnene springer rundt på skråningerne. Det minder om et sted fra Astrid Lindgrens fortællinger, blot er alting her højere, større, mere stort. 

”Slovenien har nok to hovedretninger i disse år. Den ene går mod at komme hurtigt væk fra det gamle, og den anden er vel lidt det, vi gør. Vi tager kampen på egen jord, og vi er stort set selvforsynende. Det giver ro i sjælen, at vi kan klare os selv. Men, indrømmet: Vi kan indimellem føle os helt afsondret fra resten af verden.”

Når opmærksomheden om Tadej Pogacar og Primoz Roglic herop?

Hun ler som svar. Ungerne forsøger at bidrage på engelsk. Veronika på 11 er godt med, og hun holder med Roglic, ikke Tadej. Syvårige Izak er mere til fodbold, og han tror, at Danmark vinder over Slovenien i EM. 

Husbonden Janez dukker op, der skal køres traktor. Mens høns hopper forvirrede rundt, børnene flokkes, og en ravn letter fra skoven nær ved, forsvinder Marjeta Rupnik op i førerhuset, og der lyder et brøl fra motoren.

Marjeta og Janez Rupnik og deres fire børn er flyttet til den populære Poljanska-dal for at være selvforsynende.

I NÆSTEN ALLE mindre byer i Slovenien er der en brandstation og en kro, og 33-årige Tajda Narobe, der er fotomodel og har servicejob i lufthavnen, er også en del af det lokale rescue-team, der med hunde kan tilkaldes, hvis nogen forsvinder oppe i bjergene. Hun arbejder indimellem også på baren Ledina i byen Sutna, hvor ejeren er brandmand.

”Der er altid vrisne slovenere, som synes, at de unge – altså vores generation – er gået for vidt. Det er religion her at brokke sig og sige, at ”alting var meget bedre med Tito og Jugoslavien”. Det hører jeg ofte, når der er røget noget inden for vesten,” siger Tajda Narobe, der, selvom hun forfølger et liv i overhalingsbanen som fotomodel, holder fast i sine rødder. 

Hun er opvokset på en gård nord for Ljubljana, bor i dag tæt på familiens gård og tæt på Ljubljanas lufthavn. I hendes liv, som det ser ud nu, er der ikke plads til partner og familie, hun slår hellere benene op sammen med sin hund. 

”Min familie accepterer det, men der er fortsat den her konservative indstilling til, at jeg burde være gift og have mindst to børn nu. Også blandt veninderne. Men der kigger jeg til Skandinavien og siger: ’Jeg klarer det selv.’”

Er du af en generation, hvor det handler om dig før andre?

”Det er ikke et bevidst valg. Men min generation af kvinder bliver mere og mere trætte af, at der forventes alt muligt. Jeg tænker helt simpelt, at Slovenien står i et vadested med det ene ben i socialismen og den tryghed, der var forbundet med det, og det andet ben i kapitalismen. Jeg er ikke nogen rebel, men omvendt finder jeg mig heller ikke i ret meget. At være en del af et korps er en måde at kitte samfundet sammen på. Jeg tror, at det er den hurtigste vej til at føle sig respekteret. Husk på, at alle kender alle her i landet, og at vi er et lille land med store komplekser.”

Kapucinerklosteret i Skofja Loka.

SLOVENIEN ER ET af de lande med det største antal religiøse bygninger i Europa. Kapeller, kirker og religiøse monumenter troner overalt på landets bakker og bjerge, og i middelalderbyen Skofja Loka traf topsportsklatreren Jakob Kunsic som 25-årig en radikal beslutning: Han blev til Broder Jakob i den katolske kapuciner-orden. 

Han ville væk fra forventningens pres – og blev accepteret som munk under den forudsætning, at han tog til Assisi i Italien i to år for at finde sig selv, inden han kunne vende hjem til det lille land med de ’store urolige hjerter’.  

Uden for klosteret fejrer en større mængde lokale påsken. Der er præster her, der og alle vegne og festklædte børn med olivenkviste i forgrenede mængder, og der er røgelse i luften, mens en udrangeret lastbil med tre trætte arbejdere på vej hjem dytter sig ligeglad gennem forsamlingen.

Som kaldet dukker Broder Jakob op, åbner den tunge egetræsdør ind til klosteret og råber med et stort smil: ”Let’s go inside. It’s too noisy out here.” 

I klosterets indre står gamle bøger side om side i biblioteket. De ældste fra 1500-tallet, andre nyere, få kopier, flest originale skrifter. Overvældende. Man bladrer i gamle læderindbundne bøger og opdager et af de første verdenskort, som på latin bekendtgør ’Atlas Novus – Terrarium Orbis Imperia’, for derefter at se en dvd-præsentation, der beskriver, hvordan byen hvert fjerde år, hvis der er tilslutning til det, gennemfører et af de mest omfattende passionsspil i Europa. 600 frivillige sidste gang og en lokal Jesus på korset, der åbenbart faldt ned fra en åben vogn af træthed.

I køkkenet brummer en moderne kaffemaskine lystigt. Sødt til tanden og en plastikdug på bordet. 47-årige Broder Jakob danser rundt og serverer. En anden broder hilser på. Han vidste godt, der kom en gæst fra Danmark i dag, kører de med fælles Google-kalender?

Der er rift om brødrene, bedyrer Broder Jakob, selvom det tager tid ”to find your own rock” i tilværelsen, som han siger, og peger på to retninger, som polariserer landet: den liberalt baserede individualistiske tilgang, hvor det er mig før fællesskabet. På den anden side vokser konservatismen ude i landområderne. Angsten for det nye, for det fremmede, har også fået fat i slovenerne. Indvandring er endnu ikke et problem, men der findes pletvise ghettoer i de større byer, der udgør en udfordring for sammenhængskraften, mener den tidligere sportsmand, der aldrig har fortrudt sit valg om at blive munk.

”Jeg har et smukt liv med smukke problemer. Jeg er munk i et land, der på mange måder er et paradis. Vi sulter ikke. Den sult, der måtte findes, er på de indre linjer,” siger Broder Jakob og peger på, at Slovenien topper selvmordsraten i Europa. Landet ligger i top-3 sammen med Ungarn.

Hvorfor?

”Vi går og gemmer på tingene. Vi udbasunerer dem ikke.”

Kirketro og klatring. Broder Jakob klarer begge dele.

I LJUBLJANA SIDDER filminstruktør og forfatter Nejc Gazvoda og er halvdeprimeret på en af de cafeer, der i hovedstaden er poppet op som svampe på en våd skovbund det seneste årti. I 2011 stod han bag filmen ’A Trip’, der blev udvalgt som landets bud på en Oscar, men som ikke nåede den endelige shortlist. 

Han glor rundt på cafeens gæster og siger: ”Læg mærke til publikum. Se kvinderne, som ikke tager deres frakker af, selv om de foregiver at være i en komfortzone. Se de unge piger, der chit-chatter og bruger tid på mobilen i vinduerne. Eksponering. Se kæresterne, der kysser uden tanke for, om det støder andre. Frisind. Se kvinden, der derovre laver sit hjemmearbejde her og ikke hjemme, hvor hun formodentlig bor sammen med familien. Typisk tre generationer under samme tag. Klassisk slovensk. Kvælende. Og se mændene, der taler højlydt og selvbevidst om biler, kvinder, karriere.” 

Ifølge filminstruktøren, der er vokset op i Novo Mesto, en mindre provinsby øst for Ljubljana, er verden af lave i hans elskede hovedstad, og en bestilling på endnu en bayersk import-øl kan ikke helt mildne hans sind.

”I tiden med Jugoslavien var vi slove­nere altid først med det nyeste. Vi var foran. Det er vi ikke længere. Ja, det går godt i cykelsporten og også i andre sportsgrene. Men det ændrer ikke på, at vi stadig elsker at se atleterne vinde på ­skibakkerne, drikke os stive i Lasko (lokalt bryggeri, red.) og synge og foregive, at vi er de bedste i verden. Men hjemme – inden for murene – kæmper vi med modernitet over for konservatisme. Det er jo for helvede det, jeg forsøger at lave film og teater om.”

Den 38-årige filminstruktør smiler afvæbnende og siger, at Slovenien som kulturnation er på bunden af fødekæden. Der er langt mere af den slags i Kroatien og Serbien. 

”Vi er altid 10 år bagefter. Jeg bilder mig ind, at det er det, der får turisterne til at komme her, men når man som jeg står midt i det og vil bruge sit fag på at udtrykke sig og sin generation, er der langt mellem snapsene. ”

Efter den tredje bayerske øl får filminstruktøren en åbenbaring: ”Jeg tror ikke, der går ret længe, før en frustreret patient skyder sin egen læge.”

”Øhhh …?”

”Engang havde vi et system, hvor alle var lige. I dag har alle ret til en læge og hjælp, men hvis man bestikker dem, der skal passe på os, er man pludselig foran i køen. Det lyder banalt, men halvdelen af befolkningen har levet i tiden med Jugoslavien – vi andre står med et ben i socialismen og det andet i kapitalismen. Vi vralter af sted. Og jeg må gå nu.” 

Filminstruktør Nejc Gazvoda er kæmpe fan af Lars von Trier.

VERDENS ÆLDSTE MUSIKINSTRUMENT, en lårbensfløjte, som menes at være 55.000 år gammel, blev i 1995 fundet af arkæologer i en grotte nær byen Cerkno mellem Ljubljana og den italienske grænse. Musik er stadig en stor del af det slovenske liv, og harmonisang på landet – ofte mindst trestemmig og i nogle regioner ottestemmig – er en rodfæstet tradition. De slovenske folkesange er sjældent i mol, og folkemusikken fremføres typisk på Steiermark-harmonika (den ældste type harmonika), violin, klarinet, citar, fløjte og messinginstrumenter. Man kan komme galt af sted, hvis man kalder det tyrolermusik. 

Som en scene taget ud af en gammel film står violinbyggeren Daniel Musek i byen Skofja Loka og studerer sin seneste kreation. Er lakken, som den skal være? Årringene perfekte? Lyset rammer instrumentet, reflekterer hans ansigt. Om lidt ryger en violin af sted til New York, London, Wien – Danmark måske. Pris? Det taler vi ikke om, men når man er blandt de bedste håndværkere i verden og som ung har været omkring violinbyggernes tempel, Cremona i nabolandet Italien, starter priserne et sted mellem en ny Tesla og en lettere brugt Ferguson-traktor. ”Lad os bare sige det på den måde,” ler han.

En ung kvinde banker på med en violinbue til reparation, og for at nå ind i værkstedet må hun skræve hen over træstykker, der for det utrænede øje ligner affaldstræ.  

”Sneen forsvinder,” sukker Daniel Musek klimakommenterende og skubber døren i. Den binder, og som resten af huset i centrum af byen står bygningen mere på erfaring og vilje end ædel byggekunst. Der er trængsel indenfor, og violinbyggeren undskylder rodet: ”Du må ikke tage billeder af mit værksted. Folk vil jo tro, jeg ikke er rigtig klog.”

Daniel Musek løfter et stykke træ op fra gulvet. 

”For et par måneder siden fik jeg det her ind ad døren. Det er en verdenssensation, som egentlig skyldes klimaforandringerne. Træet er 6.500 år gammelt. En familie var i gang med at dræne noget jord oppe i Soca-dalen, og så dukkede det her træ op. Nu skal jeg lave 20 instrumenter …”

Daniel Musek ler og fortsætter: ”Du må forsøge at forklare dine danske læsere, at mens I var dækket af sne, var neandertalerne her allerede i fuld gang med at kultivere landskabet. Vi er et gammelt, gammelt land-område,” siger han og fortæller, at musikkens betydning i landet fortsat er stor: ”Vi har ingen problemer med, at børnene går til musik, synger og spiller. Det er ret forankret i vores kultur.”

Violinbygger Daniel Musek.

Han løfter dog alligevel en finger og peger på, at det selv for ham er svært at finde elever, som vil lære håndværket fra bunden. Der er for få, der er indstillet på at gå langsomt frem.

”Alt foregår jo i et rasende tempo – også selvom vi hylder tanken om at tage det pocasi-pocasi (stille og roligt, red.). Se på den vestlige verden, Danmark for eksempel: Selvom I er effektive og rige, er I så lykkelige?”

At være i selskab med den 47-årige violinbygger er som at tage en skattet morgenkåbe på, finde den helt rigtige stol, sætte sig og ånde ud. I en luft tyk af fernis og faglighed er det en nydelse at se ham arbejde metodisk med sine hænder, mens buen til den unge kvinde får nye hår på. Daniel Musek sætter låg på limbøtten, løfter buen ud af skruetvingen, ser på den nøje og lægger den så fra sig. Tilfreds. 

”Kommunismen var en smuk tanke,” siger han, ”men den gjorde heller ikke folk mere lykkelige. Det handler om at definere succes. Pogacars succes. Et fodboldlandsholds succes. Hvis vi kun går rundt og sammenligner os med andre, skaber det elendighed. At lave mainstream-instrumenter så billigt som muligt til så mange som muligt baner ikke vejen til selvindsigt. Ja, flere kan spille musik, men det, vi har brug for her i Slovenien – og andre steder – er indsigt. Vi går fortsat rundt og bilder os ind, at profitmaksimering er nøglen til alt godt. Det er det ikke.”

På vej ned ad trappen fra værkstedet snubler jeg over mere træ, som tørrer i solen. 6.500 år gammelt træ, der er en sensation og en formue værd. Om føje år bliver det til musik og instrumenter i verdensklasse, og ingen i landet ved noget om det. Her råber man ikke højt.  

HJEMME I DANMARK er Tea Sindbæk Andersen, lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, ekspert i Vestbalkan og Slovenien. Hun fortæller, at landet – til forskel fra sine sydlige naboer– slap umådeligt meget mildere fra den konflikt, der fulgte efter Jugoslaviens opløsning. Og at slovenerne både dengang og nu har et vidunderligt udgangspunkt i en fantastisk natur, en god økonomi og en veluddannet arbejdskraft.

”Og så havde Slovenien ikke et stort serbisk mindretal, som kunne bringe landet i konflikt med Serbien og Milosevic-regimet, som jo kontrollerede den jugoslaviske hær. Men Slovenien var på mange måder lige så nationalistisk som Serbien i 80’erne. Det var bare ikke nær så aggressivt og skræmmende. Vi skal også huske, hvor hurtigt tingene ændrede sig. I januar 1990 var der flertal i Slovenien for en form for jugoslavisk føderation, men i december 1990, efter et år med politisk polarisering og Serbiens plyndring af den fælles jugoslaviske pengekasse, var der flertal for selvstændighed i Slovenien.”

Identitet og nationalisme – hvor står slovenerne der? 

”Det drejer sig om alt muligt. I 80’erne opstod der en sær nostalgi for Østrig-Ungarn, som sydslaverne ellers havde kæmpet indædt for at slippe af med. Intellektuelle slovenere ville i lighed med ungarske og tjekkiske intellektuelle gerne høre til den wienske finkultur. Det er vildt nok, for uden Jugoslavien ville der næppe nogensinde have opstået et Slovenien. Og så er der jo ganske mange slovenere, som er glade for Balkan-kulturen og nyder at høre til den, især i weekenderne, og når der er fest.”

Noget andet er de postkommunistiske problemer i Slovenien og de populistiske højreorienterede ledere, som ikke er så glade for retsstaten, siger Tea Sindbæk Andersen og nævner Janez Jansa, der ikke er statsminister længere, men har været det tre gange siden Sloveniens selvstændighed i 1991. 

”Han er i manges øjne – især blandt den yngre generation – symbolet på overgangen fra kommunisme til kapitalisme og er i adskillige tilfælde blev sat i forbindelse med korruption og nepotisme. Hans kælenavn er Mini-Trump, og han kaldes også den ungarske Viktor Orbans højre hånd. Det er et fælles jugoslavisk synspunkt, at politikerne er nogle uærlige kyniske bæster, mens almindelige mennesker grundlæggende er gode. Følelsen af, at det alligevel ikke nytter noget at råbe højt – så hellere passe sin egen butik – er udbredt. Men man går mere stille med dørene i Slovenien end i de mere højtråbende lande som Serbien og Kroatien. Der er flere drama queens længere sydpå.” 

Lektoren peger også på tendensen til et meget konservativt historiesyn i de tidligere jugoslaviske lande: ”90’erne er ikke historie endnu, det er for tæt på og for følsomt, mener mange. De fleste over 40 år i det tidligere jugoslaviske område har oplevet historien blive skrevet radikalt om – det, de lærte i skolen, er blevet totalt forkastet. Og så er den nyere historie også grim: For kroater er det Ustasha, fascisme og folkemord mod serbere, jøder og romaer under anden verdenskrig, for serbere et forsøg på at undgå at tale om, hvad Serbien var involveret i, heriblandt krigen i Bosnien-Herzegovina og folkemordet i Srebrenica. Mange, især unge, magter ikke at forholde sig til det, tror jeg.” 

Sport er blevet den nye salgsvare i Slovenien. Ikke bare Pogacar og Roglic, man ser atleter overalt på billboards og som ambassadører i turistreklamer og så videre. Hvad er det udtryk for? 

”Slovenien er præget af den jugoslaviske sportskultur, som virkelig var sprudlende. Det er noget med den socialistiske tradition for at tage sport alvorligt som et vigtigt offentligt anliggende og hjælpe unge talenter til at blive gode. Med hensyn til holdsport, og her tænker jeg mest på fodbold, er det især Kroatien, der har løftet den arv. Og så var Jugoslavien stort nok til, at der var masser af volumen og konkurrence. Er der andre små lande, der kan leve op til det niveau?”

Tadej Pogacar (t.h.) har et humør, der har smittet hele cykelverdenen.

TILBAGE I KOMENDA ved familien Pogacars gravsted sænker stilheden sig.

”Familien betyder alt, men det ved du vel,” siger mor Marjeta sagte, og far Mirko lægger en arm om hende.

Bagefter, i byens rundkørsel med mindesmærket over mænd og kvinder, der ofrede sig under anden verdenskrig, siger Mirko tak for nu. Hans håndtryk er lige så varmt som øjnene, der under hele interviewet har hvilet på hustruen. De har kendt hinanden siden ungdomsårene og er vokset op sammen i området. 

Mirko undskylder, der er lige et par ting, han skal have købt på markedspladsen til det vandskadede hus. Marjeta peger på de mandshøje billboards af sin søn, der har set bedre dage. Byens tidligere borgmester ville rejse en statue af Tadej, men det blev ikke til noget, da borgmesterkæden skiftede hænder: ”Der står han, min søn. Og minder mig om, hvor længe siden det er, jeg sidst har set ham.”

Og hvor længe siden er det? 

”Altså, vi skal helt sikkert med i camperen rundt, når Tour de France afvikles. Men, ja … vi har ikke set ham siden oktober – og til jul sidste år heller ikke. Men sådan er det. Det er et savn, som sagt. Tadej var den, der kittede familien sammen. Altid glad. Det savner vi i dagligdagen. Jeg tror, Jonas Vingegaards forældre – og andre, der er mødre til sportsstjerner – tænker det samme: Vi vil dem det bedste og håber bare på, at de kommer ud på den anden side som lykkelige og gode mennesker, når karrieren slutter.”

En bil med en fætter og hele familien på slæb stopper pludselig op. Masser af krammere og velkommen til Slovenien. Og ja, de holder alle meget af Danmark, og de gør det godt begge to, Jonas og Tadej … så et par selfies til albummet, og nu er der gået tre timer, frokosten kan ikke vente længere. 

Mor Marjeta går rask tilbage til huset på den stille villavej. Naboen holder øje, men det føles ikke kompromitterende. Mirko kommer forpustet løbende. Der er lige en sidste ting. Han langer en 2024-kalender ind gennem vinduet til bilen.

”Har du lyst til at få en af dem her med Tadej? Vi er godt nok langt inde i 2024, men alligevel …”

Vejen til latter er kort. Det ringer for ørerne, kirkeklokken slår, og Mirko siger: 

”Hils venligst de danske læsere og Tadejs fans, og sig dem tak for at støtte vores søn. Prosim te. Jeg beder dig …”

Mogens Cuber er journalist og har fokus på natur og miljø. Han kom til Slovenien i 2017 for at bistå landets naturstyrelse med kommunikation i et Wild Life-projekt. Han har været bosat i landet siden.