Indlæg

Bokseverdensmester, ’Vild med dans’-vinder og sygeplejestuderende SARAH MAHFOUD er omsorg med den ene hånd og slagkraft med den anden. Birgitte Ellemann Höegh fulgte den dansk-syrisk-færøske fighter tæt, da hun for nylig trænede op til sit livs vigtigste kamp – og fandt ud af, hvad der skete, da coronavirus pludselig rejste børster.
Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Jonas Bie

DER ER INGEN vej tilbage. Nu kan hun ikke længere vende om. Sarah Mahfoud forsøger at trække vejret helt ned i maven, mens hun bliver ført gennem gangen og frem til døråbningen ind til Frederiksberghallerne. Det er 1. februar 2020, og den sorte hætte er oppe om hovedet, fletningerne sidder stramt om huden ligesom hendes guldfarvede handsker, der er blevet tjekket og spændt fast med hvid, bred tape af forbundet. 

Technorytmerne finder vej ud i gangsystemet. Hun har en vild følelse indeni. Der sidder godt 1.000 mennesker inde i salen, og hun har lyst til at løbe op i ringen og komme i gang, men også til at løbe den anden vej. Ud og væk fra hallen. Det er nu, hun skal præsentere, og det er nu, tvivlen raser: Har jeg virkelig trænet alt, hvad jeg kunne? Gjort alt?

Træningen med den russiske sparringspartner Elena Gradinar og hendes træner Sherman Williams, der er blevet fløjet ind fra Florida otte uger tidligere, sidder som en refleks i hendes parader, slag og benarbejde. 

”Du er klar, Sarah,” siger hun til sig selv, da hun kommer hen til døråbningen. 

Røgmaskinen pumper en sky ud over hende, trommelydene og den overjordiske stemme fra færøske Eivør fletter sig sammen med publikums jublen. 

Eivør er Sarahs valg til turen gennem salen, og lige så snart hun hører færingens spinkle brag af en røst, er alt okay. Nu skal hun op i den ring og løse sin opgave. Hun er landet. Alt andet er væk nu. Resten af turen er ren nydelse. Pissefedt! Hun hilser på sine venner og familie og de fremmede, der er kommet for at bakke hende op.

De hepper. Hun smiler stort og laver et par hurtige moves og slag ud i luften. Den her hal er hendes.

Oppe i ringhjørnet venter Sarah på sin modstander, argentineren Brenda Carabajal, som hun har udfordret. Hun vil have hendes titel. Det er sådan, det er. Da Carabajal ankommer, bliver bæltet, der repræsenterer titlen, løftet op og vist frem. Det er det, det hele handler om: VM-titlen i IBF-bokseforbundet. Der findes en lang stribe af forbund og dermed titler. Fire af dem er de mest respekterede, og IBF er en af dem.

SARAH MAHFOUD

Født i Thorshavn på Færøerne i 1989. Er som amatørbokser blevet danmarksmester tre gange og nordisk mester to gange. Havde sin professionelle debut i fjervægtsklassen i februar 2017 med promotorteamet Mogens og Bettina Palle bag sig. Hun har vundet sine seneste 10 professionelle kampe – sidste gang 1. februar 2020, da hun vandt en verdensmester-titel i IBF-forbundet. Læser til sygeplejerske på 6. semester.

10 MÅNEDER SENERE, midt i november, står en kuffert åben på en sofa i Sarah Mahfouds lejlighed på Amager. Nede i kufferten ligger bæltet. Det overstråler hendes nøgne stue, hvor der står profilbrædder i et af hjørnerne, en malerlampe på gulvet ved siden af en lys sofa, et spisebord og en stuebirk. Hun er ved at få renoveret, og tanken er, at IBF-bæltet skal op på væggen. Gerne sammen med nogle flere. Med tiden. Hendes hundehvalp Kenzo – et gadekryds mellem en bullterrier, en boxer og en engelsk staff – ligger på sofaen bag ved kufferten og logrer med en hale, der rammer låget og får metallet til at give lyd: ”Dik, dik, dik, dik.”

Sarah Mahfoud forsøger at genne hunden ned på sit tæppe på gulvet.

”Leg teg, leg teg,” formaner hun på færøsk. 

Hendes mor er færing, og hendes far er fra Syrien. De to mødte hinanden på en sprogskole i Aix-en-Provence i Frankrig i 80’erne. Sarahs far, Mohammad, læste medicin, og Sarahs mor, Vigdis, var taget af sted for at lære fransk. Kærligheden foldede sig ud, og i 1985 blev de gift og flyttede til Færøerne. Undervejs fik de tre børn, Sarah, Allan og Heidi, og i 1993 valgte de at flytte til Danmark for at videreuddanne sig. 

Tanken var, at de skulle tilbage til Færøerne, men Danmark greb fat i familien, der endte på Hillerød-egnen. I dag har forældrene en køreskole i København. Far Mohammad underviser, og mor Vigdis står for forretningsdelen. Hunden Kenzo har Sarah Mahfoud overtaget fra sin søster, og nu går hun til træning med en hund, som hun taler færøsk til – ligesom hun gør til sine forældre og søskende.

Her i november husker hun detaljer fra dagene omkring kampen i februar: Hvordan hun dagen inden blev vejet og godkendt til sin fjervægtsklasse på maksimum 57,2 kilo. Hvordan hun bagefter gik hvileløst omkring i sin lejlighed og tænkte: ”Hvorfor kan jeg ikke bare gå til et eller andet, der ikke indebærer, at jeg nærmest kan blive tævet ihjel?” Og selvfølgelig selve kampdagen, hvor hun efter at have besejret sin modstander efter 10 runder kom i seng klokken 6.00. Med to pølsehorn og en Cocio i maven og med sin første VM-titel stående i en sølvfarvet kuffert ved siden af sin seng. 30 år gammel og verdensmester. 17 år efter hun som 13-årig startede i den lokale bokseklub i Hillerød.

SELVE BÆLTET er himmelblåt. Ovenpå er lagt en guldplade med forskellige emblemer. ’World Champion’ står der i et af dem. I toppen er der en ørn med udbredte vinger. Den bevæger sig ud af bæltet og får guldpladen til at ligne en køler­figur på en svinedyr sportsvogn. 

”Brenda Carabajal havde 100 procent øvet sig på at holde blikket. Hun blinkede ikke. Jeg var udfordreren, og derfor kom jeg ind først og stillede mig i ringhjørnet.Lidt efter kunne jeg mærke, at der var nogle øjne, der brændte på mig. Da jeg kiggede op, vidste jeg, at jeg blev nødt til at fastlåse det blik, ellers ville hun tro, at jeg var bange for hende,” fortæller Sarah Mahfoud. 

De to stod under den danske nationalsang og hele den argentinske – og den var lang, husker hun – og bare stirrede hinanden i øjnene. Sarah Mahfoud nåede at tænke: ”Om lidt kommer hun ud fra det ringhjørne med sydamerikansk temperament og har lyst til at slå mig ihjel.” Først da kamplederne gik imellem dem, kiggede argentineren op.

Sarah Mahfoud kom godt fra start, fik sat en god højre ind på hende. Derfra kørte det. 

”Jo mere jeg fik en fornemmelse af, at hun ikke syntes, det var særlig sjovt, jo mere energi fik jeg og tænkte ret hurtigt: ’Okay, den nailer jeg.’”

Sarah Mahfoud ved aldrig helt sikkert, om hun har vundet en kamp, medmindre hun har slået sin modstander ud undervejs. Men når hun ser kampen bagefter, kan hun godt se, hvilken vej vinden har blæst.

Hendes far har optaget alle hendes kampe, siden hun startede som amatør, og før IBF-mesterskabet i februar havde hun vundet ni professionelle kampe i træk. 

”Da kamplederen løftede min arm, føltes det sindssygt fedt. Jeg skulle bare ned til min familie og ringe til Mogens (Palle, red.) og sige: ’Nå, nå, nå, gjorde jeg det lige?’ Klokken var 3, før jeg kom ud af hallen. Jeg stod i mit kamptøj, folk interviewede mig, og jeg snakkede med mennesker, der var kommet ind for at se mig, og det var bare sindssygt at komme ud i omklædningsrummet og kigge på det der bælte, jeg pludselig havde.”

SAGT OM SARAH MAHFOUD

Nina Boe Wille, veninde:

”Jeg lærte Sarah at kende i de sene teenageår. Vi gik i byen i København, og lige meget hvor vild en nat vi havde haft, skulle Sarah nok komme op til træning næsten morgen. Vi andre forstod det ikke rigtig dengang, men det har altid passet godt til Sarah at bokse. Der er ikke noget, der kan slå hende ud. Hun har en kæmpe ja-hat på, et højt energiniveau og en sprudlende personlighed med en beundringsværdig tro på sig selv. Det handler aldrig om, hvorvidt hun vinder eller taber. Hun vinder bare. Og så har hun temperament.”

I SENSOMMEREN 2020 var Sarah Mahfoud i sygepleje-praktik på kræftafdelingen for børn og unge på Rigshospitalet. Mens hun sad og læste op på sit speciale, kom Mogens Palles mobilnummer pludselig frem på displayet. I 2017 var han blevet hendes boksepromotor. Han havde set hende vinde ’Vild med dans’ på TV 2 i 2016 og bemærket, at hun havde et formidabelt benarbejde i både slowfox og jive. Det var nok adapteret fra boksetræningen, tænkte en af dansk boksnings store legender, der var regerende promotor i 60’erne og 70’erne. Dengang havde han havde typer som Tom Bogs, Jørgen ’Gamle’ Hansen og Ayub Kalule i ’Stald Palle’ og siden tog han hånd om Mikkel Kessler og Brian Nielsen. 

Mahfoud og Mogens Palle begyndte samarbejdet med en kamp mod Petra Podraska, og han havde ringet til hende, fordi han havde fået en henvendelse fra en amerikansk agent, der ville sætte en kamp op mellem puertoricaneren Amanda Serrano og Sarah Mah-foud. Kampen skulle stå i Las Vegas i december, og det drejede sig om Serranos WBO-titel og Mahfouds IBF-titel, fortalte Mogens Palle. Den ene ville gå derfra med begge titler.

Sarah Mahfoud gik bagefter ind i lokalet ved siden af og ringede til sin mor.

”Selvfølgelig skal du til Las Vegas, skat,” lød svaret fra moren, som hun er i kontakt med dagligt. 

”Fuck, det var stort. Jeg vidste godt, at Serrano var en dygtig bokser, stærk, men det var fedt at få sådan en mulighed. Hvis hun var vurderet til at være den bedste, måtte jeg jo slå hende for at blive det,” siger Sarah Mahfoud og små-ler på en ukompliceret facon.

Sådan er det i reglen, når hun taler. Der er noget let legende over hendes stemme og over hendes øjne, der ser ud, som om de har en glubsk appetit på alt. I det hele taget virker det, som om hun blender ind, uanset hvor hun dukker op. 

På hendes skulder er en tatovering af en guldsmed med vingerne bredt ud. ’Mit liv’, står der nedenunder.

Den fik hun og hendes veninde lavet for et par måneder siden på en ’hyggedag’, hvor de blev spontant enige om at toppe dagen med en tatovering. 

”Jeg skal huske på, at vi selv styrer vores liv, og nyde det, det er budskabet.” 

9. NOVEMBER sidder hun på en thai-restaurant på Valby Langgade og spiser tidlig aftensmad. Hun er på vandglas nummer to. Hvert glas er drukket i tre mundfulde. Det samme gælder nudelretten. Hun har været til træning med Sherman Williams i dag. Træneren er hentet ind igen. Kampen med Amanda Serrano er en realitet, og planen er lagt: Otte ugers intensiv boksetræning og kun en fridag om søndagen, løb tre gange om ugen langs Amager Strand og styrketræning på egen hånd hver formiddag. 

Boksetræningen foregår i Valby Bokseklub. Her har Sherman Williams tidligere på dagen sat reggaemusik på anlægget og skruet helt op. Ifølge Sherman Williams bokser europæere stift og kun med armene. De mangler simpelthen noget rytme i kroppen, så de kan danse rundt om deres offer, komme ned i knæ og få hoved og skuldre til at bevæge sig sidelæns – få det hele til at se lidt mere funky ud. Det er nu ikke det, der er tilsigtet. Det handler om at blive smidig og stærk og have en rytme, ens egen, der kan slå den anden part ud og helst i gulvet. Sarah Mahfoud er ved at være i flow.

Sherman Williams er oprindelig fra Bahamas, han er sværvægtsbokser og har kone og børn hjemme i Florida. Han går stadig i ringen – med sine tre guldtænder og et korpus som en kommode. Derfor sidder han under Sarah Mahfouds 20 minutters sjipning selv på en træningscykel og får sin egen puls løftet.

”Danes are hard to get to sweat,” mener han.

Sarah Mahfoud har sluppet tankerne. Hun har lært at slappe af i det, nyde musikken og lande i dagens træning: ”Jeg har et lidt travlt program for tiden, så sjipning kan fungere som en pause,” siger hun.

Ud over sin egen træning, hundens træning og to privatpersoner, hun selv træner i motionsboksning, skal hun i gang med at læse op til en eksamen på sygeplejestudiet, der skal afvikles online, inden hun skal til Las Vegas.  

Når karrieren er slut, har mange professionelle boksere svært ved at finde fodfæste, har hun bemærket. For nogle boksere går det helt galt i det øjeblik, de mister deres identitet, og tomrummet opstår. Det vil hun ikke risikere.

Derfor læser hun til sygeplejerske efter en uddannelse som social- og sundhedsassistent og nogle år i hjemmeplejen, hvor hun blev klar over, at hun synes om at arbejde med mennesker. Umiddelbart to uforenelige miljøer.

Hårdt optegnet kan man sige, at hun med den ene hånd smadrer et ansigt og med den anden lapper det sammen. 

”Jeg tror, vi alle har begge dele i os, og mine yderpunkter er tegnet op. Min stædighed og mit fightergen kommer til udtryk i min boksning, mens det omsorgsfulde og sociale gen, der også ligger mig meget nært, bliver udfoldet i sygeplejen.”

Men det er nu ikke, fordi hun ikke kan genkende omsorgen i boksemiljøet. 

”Det er et sted, hvor der er plads til alle. Uanset hvor du kommer fra i samfundet: Får du et par boksehandsker på, og har du et par gummisko, så kan du være med. Man får et ret nært forhold til hinanden, fordi man træner mange gange om ugen. Og fordi det mentale pres, når man skal i kamp, fylder ret meget, ved man lidt om, hvordan hinanden har det. Når man kommer ned fra kamp, står hele bokseklubben i ringhjørnet og tager imod én. Der er enormt meget kærlighed i det.”

Sherman William minder Sarah Mahfoud om, at hun har sagt ja til at gå med ham i kirke på søndag. Han er engageret i sin tro, Trump og reggae – tre emner, der bliver lystigt endevendt i træningslokalet, mens han tager Sarah Mahfoud gennem dagens program. Sarah Mahfoud lytter og synes, det er sjovt at finde ud af, hvad andre mennesker mener og tænker.  

”She’s a good Christian,” siger han fra kondicyklen.

”Well, it depends on who you ask,” svarer Sarah Mahfoud.

”NICE FLOW, nice rhythm,” siger Sherman Williams, da Sarah Mahfoud har fået bundet sine håndbind og er i gang med skyggeboksningen. 

Der er to Star Wars-figurer på endevæggen, Darth Vader og Chewbacca, begge tegnet lidt skørt op, som de sidder der og kigger lidt bælgøjede ind over bokseringen med røde handsker på. Hallen er kold og mennesketom. Store stykker plastik adskiller hver arbejdsstation af corona-hensyn, og det får lokalet til at minde om en slagtehal, godt hjulpet på vej af træningsslogans på væggene: ”Inactivity is the biggest sin in boxing” og ”Ej til skæg og snot. KUN til blod og tårer.”

Bagefter træner hun med Sherman Williams, der har taget plethandsker på. Hun skal huske at have hænderne op foran ansigtet, at trække vejret ind gennem næsen og bevæge sig i cirkler i den modsatte retning af, hvad hun er vant til. Sarah Mahfouds modstander i Las Vegas er venstrehåndet – det, der hedder en southpaw. Det er årsagen til, at de har hentet en sparringspartner ind fra Liverpool, Carly Skelly, der ankommer samme aften. 

I pausen giver Sherman Williams et par formaninger, hælder vand på hende og stryger hendes pandehår tilbage med et håndklæde. 

I gang igen: ”Nice and relax, focus on the corner in front of you, move your head and breathe through your nose.” Han tjatter til hende under sparringen og synger med på et par af Bob Marleys strofer: ”Is this love, is this love, is this love, is this love, that I’m feeling?” 

Og så: ”Keep moving, keep moving, dance, go!”

Williams kalder Sarah Mahfoud for ’dancing diva’, og hun ved godt, hvad han mener:

”Jeg har et ret godt benarbejde, så ’dancing’ kan vi godt kalde mig. ’Diva’ er, fordi jeg lige skal have min mascara på og se okay ud. Jeg vil helst ikke have taget billeder efter sparring. De bliver jo liggende ude på nettet, så, ja, jeg kan være ret forfængelig.”

Hun slutter træningen med at skyggebokse igen for at få tempoet ned. Det ligner en dans. Helt lydløst. Nærmest som en lille, enkel ballet. 

De har været igennem 15 træningsdiscipliner af to minutters varighed med et minuts pause. Kvinder går 10 runder til professionelle kampe, og lige nu træner de, at hun mentalt kan udholde så mange runder som muligt.

”To minutter virker som ingen tid, men derinde … at løbe 20 kilometer er mindre hårdt end at stå derinde i de omgange. Det er det, vi træner. At blive i det.”

SAGT OM SARAH MAHFOUD

Mohammad Mahfoud, far:

”Da Sarah skulle bokse sin første diplomkamp, mødte jeg op, uden at hun vidste det. Sarah vandt suverænt. Fra den dag af vidste jeg, at hun kunne blive til noget. Sarah har trænet hårdt og haft vilje, men hun har også haft talent. Det kunne jeg se i hendes bevægelser og reflekser. Jeg var meget begejstret i modsætning til min kone, der hellere ville have, at hun gik til håndbold. Jeg var så stolt, at jeg gav hende 1.000 kroner for at opmuntre hende. Som barn virkede hun mere moden end sin alder. Fra hun var 5-6 år, kunne hun tage flyet alene sammen med sin gamle morfar til Fær­øerne, og det var hende, der stod for kontakten til stewardesserne. Hun har også altid passet godt på sine søskende, ja, det gør hun faktisk stadig. Hun er ikke bange for noget.”

Mohammad Mahfoud har fulgt sin datter til kamp med sit videokamera og har godt 75 film fra hendes amatørkarriere og 10 fra hendes professionelle. Han har set de fleste film 2-3 gange og nogle af de bedste op mod 15 gange for at kunne bidrage med fif og gode råd.

PÅ VEJ UD passerer hun et begynderhold, der træner med nogle vægte.

”I skal have noget styrke, ik’! Ellers bliver I jo aldrig mænd. Og I vil gerne være mænd, ik’?” siger en midaldrende slank mand, der er deres træner.  

Et hold pindetynde præteenagere, drenge og piger, står og stirrer på træneren med lange, slappe arme ned langs kroppen. 

”Og jer piger … I vil vel også gerne være mænd!”

Der er en enkelt, der nikker. De andre ser desorienterede til.

Sarah Mahfoud ville ikke ønske, hun var en mand. 

”Nnnnej,” siger hun med et stemt N og en bevidst fornærmet attitude. 

”Jeg elsker at være kvinde i den her mandsdominerede verden. Når folk bliver overrasket, tager jeg det som et kompliment, fordi de måske har en idé om, at boksning er en totalt buff mandesport. Folk må tænke det, de vil. Der er dem, der ikke synes, kvinder skal slå på hinanden, men det er sikkert også dem, der synes, kvinder hører til i køkkenet – og de kan passe sig selv.” 

Til gengæld kunne hun ønske sig, at medierne får større interesse for kvindeboksning. Det vil ændre på økonomien – og hendes løn. Det er noget af det, hendes kamp i Las Vegas forhåbentlig kan være med til. Der er kun to kvindelige professionelle boksere i Danmark. Sarah Mahfoud er en af pionererne.

”Men hvis jeg skal være ærlig, så gør jeg det mest, fordi jeg synes, det er megafedt, fordi det kan give mig noget, og som sidegevinst kan det måske gøre noget for sporten i Danmark. Er interessen der, er økonomien der – og den anden vej rundt. Og jeg har ikke noget problem med kvindelige nummerpiger. Det er da meget flot og sjovt. Det hører jo med til sporten, setuppet og showet. Jeg har prøvet at få en nummermand, og det syntes jeg var lidt underligt, han var vildt sød, men hvorfor ændre noget, der fungerer? Jeg gider ikke gå rundt og være sur, jaloux eller bitter over, at det er en mandeverden. Jeg nyder at være en kvinde, og jeg elsker det feminine.”

Det kom på plads, da hun deltog i ’Vild med dans’ i 2016, og det viste sig, at hun var helt formidabel i tyl, stiletter, pancake-makeup og højt hår. 

Som en af dommerne, Jens Werner, sagde dengang: ”I de 13 sæsoner, hvor ’Vild med dans’ har eksisteret, har du lige cementeret igen, at du er den bedste kvindelige nydanser, ’Vild med dans’ nogensinde har set.”

Hun styrede direkte ind i spalterne i ugebladene og tabloidaviserne, og familien i både Syrien og på Færøerne heppede med den aften, hun skulle danse rumba. Og heppekoret fortsatte, da hun strøg helt til tops i den populære konkurrence med dansepartneren Morten Kjeldgaard.

”Man lærer virkelig at arbejde ned i detaljer med sin krop i boksning. Det var klart en fordel, at der ligger så meget teknik i, hvordan man skal stå på sine ben, dreje sin hofte og rotere sin hånd for at få power ud i det. Til gengæld havde jeg det sværere med at skulle smile ud til publikum, for jeg plejer at kigge koncentreret på min modstander.” 

NÅR SARAH MAHFOUDS energi er brugt op, må hun til Færøerne. Så kommer savnet, måske fordi hun blev født deroppe. Hun kan ikke huske ret meget fra sine første år på Fær­øerne. Hun var blot fire år, da familien flyttede. Men der findes hjemmevideoer og fotos, hvor hun danser rundt foran kameraet og styrer hele familien.

”Jeg tror, jeg var lidt forfærdelig, jeg ville hele tiden have, at de skulle filme mig, og bestemte, hvor folk skulle sidde, og hvornår de skulle klappe, og hvis jeg spillede spil med min morfar, bestemte jeg både over hans og mine brikker. Det var godt, jeg fik nogle søskende,” siger hun og ler. 

I familien Mahfoud har børnene haft en central plads. De har gået til alle de sportsgrene, de ville: håndbold, tennis, fodbold, disko, hiphop, gymnastik og karate for Sarah Mahfouds vedkommende, inden boksningen tog over.
Opvæksten i et rækkehus i Hillerød Vest beskriver hun som ’helt almindelig’.

Der blev spist en del arabisk mad med en masse retter på bordet, og alle talte færøsk – også hendes far, der ikke fik lært børnene arabisk, skønt han sang arabiske godnatsange og læste bøger for dem på sit modersmål. Ellers handlede det om sport og venner i lokalmiljøet og et sæt forældre, der var lidt mere påpasselige end kammeraternes, da hun begyndte at gå til fester. Af en eller anden årsag lugtede de altid lunten og dukkede op de steder, hvor hun var. Navnlig hendes mor, der er ”færing med stort F, en stædig, bestemt, stolt og stærk kvinde og meget omsorgsfuld,” som Sarah Mahfoud siger – samtidig med at hun er imponeret af sin mors styrke. 

Hendes far havde et mildere gemyt. Det var ham, hun ringede til, når hun skulle have lov til det, hun vidste var sværere at få igennem hos sin mor. 

Op gennem barndommen rejste de ofte til familien på Færøerne og i Syrien. Sidstnævnte udgør en stor længsel efter ni års adskillelse på grund af krigen, der satte ind i 2011.

Familien i Syrien boede i kystbyen Latakia, landets største havne- og badeby. Hun husker det som en regn af morskab og forkælelse, ture rundt i byen, til stranden og op i bjergene, backgammon-konkurrencer og te med fætre og kusiner. Alene det at køre med bussen gennem byen var en fest. Bedsteforældrene havde en appelsinplantage og et stort, åbent hus med balkon og tagterrasse. 

”Min farfar havde en skuffe, hvor han havde herremeget slik og penge, og så tog han os nogle gange ind og åbnede skuffen, og så kunne vi ellers fylde op. Jeg har ikke set ret mange tildækkede kvinder, men kvinder, der virkelig gjorde meget ud af sig selv. Der var dansekonkurrencer om, hvem der havde længst hår, og hvem der kunne shake bedst. Jeg var vildt fascineret, de havde hår næsten ned til røven og højhælede sko, der matchede deres toppe … flotte damer.” 

Hjemme i Danmark var krigen i Syrien naturligvis ofte et emne om spisebordet, også fordi Mohammad Mahfoud i 2011 blev formand for Dansk Syrisk Forening og på den konto har været en del i medierne. 

Færøerne har gennem årene været mere farbare. Familien bor i Vestmanna, 40 kilometer fra Thorshavn, blandt andet hendes onkel og mormor, som hun er tæt knyttet til. 

”Jeg får en anden ro deroppe. Det kan også være, fordi jeg ikke har min hverdag der. Og jeg kan godt lide de færøske specialiteter, spæk og tørret fisk, skærpekød og lam. Jeg har altid bevæget mig i tre meget forskellige kulturer og er stolt af der, hvor jeg kommer fra.”

Færøerne har også taget ejerskab over Sarah Mahfoud. Da hun fik sin VM-titel, stak hun af til Færøerne for at finde sig selv igen i den grønne natur. Hun blev inviteret på hyldesttur rundt på skoler, hvor hun gav autografer, borgmesteren kom med blomster i den lokale håndboldhal i hendes hjemby, og hun blev inviteret til kaffe og chokolade hos lagmanden, Færøernes regeringsleder.

SAGT OM SARAH MAHFOUD

Mogens Palle, dansk boksepromotor siden 1957:

”Da Sarah vandt ’Vild med dans’, kunne jeg jo se, at hun havde et godt benarbejde, og tænkte: ’Det kunne være morsomt at få hende på programmet.’ I dag er kvinde­boksning på globalt plan blevet stort. Jeg har selv haft 3-4 stykker, blandt andet Anita Christensen, som også blev verdensmester, men Sarah er trods alt den bedste, vi har haft. Man kan se på hende, at der er noget mellem ørerne, når hun er oppe i ringen. Hun er en naturlig og en ærlig pige, der taler frit fra leveren. Hun er sådan en, man har lyst til at gøre noget for.”

I 2002 VAR 13-årige Sarah med sin mor til en sportsmesse i Frederiksborghallen. Vigdis Mahfoud var en dygtig håndboldspiller i sin ungdom, og Mohammad Mahfoud gik til kickboksning og thaiboksning i Frankrig og havde det sorte bælte i kung-fu. Når børnene skulle hygge sig med ham, så de Bruce Lee-, Chuck Norris- og Jackie Chan-film sammen og havde brydekampe, og de syntes, deres far var det sejeste, når han sparkede højt. 

Derfor kom det måske ikke som nogen overraskelse, at Sarahs sanser blev vækket ved bokseboden på messen. Hun fik lov til at slå på nogle plethandsker og syntes, det var ”en fed fornemmelse”, der mindede lidt om de dér for-sjov-slåskampe, hun havde med drengene i frikvarteret. I det hele taget havde hun det sjovest, når der var nogen, der udfordrede hende. Påstod nogen, at hun ikke turde hoppe ned fra et højt sted, skulle hun nok vise dem. 

Mandagen efter startede Sarah Mahfoud i Hillerød Sports Klub, der dengang lå i en gammel saunaklub midt i byen. Hun kom ind i et stort, tomt rum, hvor de selv satte sandsække op og hev to reb på tværs gennem lokalet for så at stå og sparre med hinanden i firkanterne. 

”Træneren hed Bo, og vi gjorde, hvad han sagde. Han kunne godt blive hidsig, men var også et enormt kærligt menneske, som vi kom tæt på, både mig og min bror, der også begyndte dernede.”

Sarah Madfoud startede på drenge/ungdomsholdet, og der gik ikke ret lang tid, før hun kom på kampholdet og gik ind til sin første diplomkamp, hvor hun fik gode point.

Hun trænede i klubben tre dage om ugen og spekulerede overhovedet ikke over konsekvensen af at gå ind i en boksering. I starten fik hun altid blodtud. Bare man prikkede til hendes næse, fossede blodet ud. Inden hun nåede at overveje at få brændt de små kar i næsen, stoppede det en dag af sig selv.

Hun tabte sine første fem kampe, men så vendte det. At skulle noget, der var så angstprovokerende, tændte en ild i hende. Da hun begyndte at vinde sine kampe, blev hun udtaget til landsholdet, og der blev pakket luftmadrasser og sportstasker ned til stævner og træningslejre i et miljø med en jargon, hun følte sig hjemme i. 

”Folk var lige lidt til den grove side, men de havde humor. Det var ikke så pænt og poleret. Jeg kunne godt lide, at man kunne være sig selv. Der kom alle slags typer, nogle af Hillerøds rødder og alle mulige andre. Rødderne var dem, der var mest synlige i bybilledet. De lidt seje og populære med en stor omgangskreds. Vi hang altid ud oppe i byen i SlotsArkaden (byens butikscenter, red.), og da vi blev lidt ældre, begyndte vi at komme på byens diskoteker og cafeer.” 

Hun ville både med til festerne og med til kampene og blev lidt sløset med, om hun vandt eller tabte. Men til de store konkurrencer, de nordiske mesterskaber og DM, tog hun sig sammen, og her kom hun sammen med sin træner Steen F. Sørensen til at opnå nogle flotte resultater, der har været afgørende for, hvor hun er nu. 

”Den yderlighed, der er ved boksning, tiltaler mig helt vildt. Du kan ikke gøre det halvt. Du kan ikke skyde skylden på nogen som helst andre, hvis du ikke kan klare det, du bliver stillet over for. Det afhænger fuldstændigt af din egen præstation. Bare det at gå op i ringen er den allerstørste kamp. Det med at være indstillet på at stille op til røvfuld. Og når man har kæmpet for noget i så lang tid og brugt så meget energi på det, får man et giga-kick, når man står deroppe … og en særlig ro efterfølgende,” siger Sarah Mahfoud, der ikke er enig med dem, der kalder boksning en organiseret slåskamp.

”Det er det samme som at kaste en bold efter et mål 20 gange. Der ligger så meget teknik bagved. Mange tænker, at du får afreageret, når du går til boksning. Det handler det ikke om for mig. Slåskamp er noget, jeg forbinder med et værtshus, noget, der ikke burde ske.”

Danish Fight Night Galla. Sarah Mahfoud vinder 1. februar 2020 IBF’s VM-titel i fjervægt mod den regerende argentinske verdensmester Brenda Karen Carabajal. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

DER ER TRE uger til, hun skal til Las Vegas. Det er hendes første rejse til USA, og hun kommer til at lande midt i COVID-epidemiens anden bølge oven på et heftigt præsidentvalg, hvor Trump endnu ikke har løsrevet sig fra taburetten. De første 10 dage skal hun i karantæne på et hotel, så hun kommer ikke til at se ret meget, men hun glæder sig. Enormt. Og er frygtløs.

Amanda Serrano har vundet 40 kampe – deraf 28 på knockout, Sarah Mahfoud kun to. Det får hende kun til at tænke, at det kunne være ”megafedt at slå hende”.

”Jaeeer. Hvis jeg var bange for det, skulle jeg jo lade helt være med at bokse. Alt er fedt ved det. Det her bliver mit første titelforsvar mod en, der bliver vurderet som en af de stærkeste kvindelige boksere i hele verden. Og jeg skal vinde. Lige så snart du begynder at tabe, er der ingen af de store, der vil møde dig. Du er kun spændende at møde, når du har noget, de andre vil have.”

I ringhjørnet er pladsen forbeholdt Sherman Williams og en cutman, der reparerer eventuelle skader.

”Jeg har aldrig fået et cut, men jeg har prøvet at få et slag under venstre øje, hvor der blev ramt nogle nervebaner. Jeg var helt følelsesløs under øjet og ned til læben. Når jeg drak af et glas, kunne jeg ikke mærke, om det var koldt eller varmt. Det var bare sådan et dødt stykke kød, der sad der.”

I 2019 blev hun en del af kosmetikfirmaet L’Oréals kampagne, der viste ansigter på kvinder i Norden, der klarer sig godt i traditionelt mandsdominerede fag. 

”Budskabet var, at du kan blive, hvad du vil, så det var jo meget sjovt,” siger hun uden nogen betænkeligheder i forhold til, hvad en brækket tud – lige midt i hendes kønne fjæs, der gør sig i reklamer – ville betyde. 

”Jeg ved, det kan ske, men jeg har ikke tænkt på, hvordan det vil se ud bagefter. Man kan få lavet så meget i dag,” siger hun og griner lidt tørt.

I det hele taget har hun et ret elastisk forhold til sin krop, der er blevet hendes redskab. Og indvejningen hører med her. I reglen skal hun ned i vægt, når hun skal ramme kampkravet. Engang skulle hun smide tre kilo på 24 timer. Det gør man ved hverken at drikke eller spise noget, gå i sauna med en sveddragt på og svede det ud, der sidder løst. Lige nu er hun på en kostplan med fokus på kulhydrater og energi til kroppen. 

”Jeg skal tænke på, hvordan jeg sover, spiser, træner – alt det gør, hvordan jeg præsterer den dag, jeg er i kamp. Og jeg kan godt lide at presse mig selv, også mentalt.”

DE TO KVINDER ligner arbejdsmaskiner på godt en meter og 60 med deres hjelme, tandbeskyttere, nyrebælter og store, runde handsker. I ringen i Valby er Sarah Mahfoud i gang med at bokse mod Carly Skelly, den 34-årige kvinde fra Liverpool, der er taget hertil for at hjælpe danskeren med at få fornemmelsen af at bokse mod en southpaw ind i kroppens grundstruktur. Ligesom Sarah er Carly sygeplejerske, og efter kampen slutter de med et kram og en snak. 

Men lige nu skal hun øve alle de ting, Sherman Williams har gentaget. Kan hun dem ikke i træningen, kan hun dem heller ikke i kamp.

Hvis man ikke har set to mennesker bokse mod hinanden live før, kan det virke lidt voldsomt. Selv om det ’kun’ er træning, og de ikke er ude efter point ved at ramme rent ind på et kindben, er det jo det, Sarah Mahfoud skal ende med at mestre. De bruger ikke alle kneb nu, men de bliver godt kogt i hovederne. Sarah Mahfoud er flere gange henne hos Sherman Williams for at få vaseline i ansigtet, så huden bliver elastisk, og hun undgår at få cuts. 

De to kvinder har aldrig mødt hinanden før, og det er tydeligt, at deres teknikker er forskellige. Carly Skelly har en oprejst, eksplosiv stil, Sarah Mahfoud er synligt mere bevægelig og dansende i ringen. Den her udfordring er ikke en af hendes værste. Alligevel får Carly Skelly et godt slag ind med højre hånd, da Sarah Mahfoud går den forkerte vej rundt. 

Det nok allervigtigste, en bokser skal kunne håndtere, er sin frygt. Den skal enten overkommes eller udraderes, før man tør gå op i ringen.

”Frygt er en motivation. Det er det, der gør, at jeg vil træne mere i træningslokalet, fordi jeg frygter, at jeg træder op til noget, jeg ikke kan magte. Hvis jeg skal frygte alt det, der kan gå galt, så går man ind med nogle begrænsninger, og det skal man jo ikke. Hvis jeg knækker min næse, vil det gøre mega-nas, og jeg vil være superærgerlig, fordi det er rigtig gode point for den anden. Men frygt er jo noget, vi skaber inde i vores hoveder.”

Inden kampen i Las Vegas skal hendes hjerne MR-scannes, og hun skal også have en øjen- og en neurologisk undersøgelse og en hiv-test.

”Man sender ikke nogen i ringen, som potentielt kan få et slag og dø af det, fordi man har overset et eller andet. Men det kan sikkert godt ske alligevel. Man bliver scannet en gang om året, når man er professionel bokser. Men ja … jeg undskylder mig med, at vi kvinder ikke slår helt så hårdt, og at jeg giver mig selv ro efter en kamp. Hvis der kommer nogle skader, har jeg i det mindste levet.” 

Men kan det virkelig passe? Er der virkelig ikke snerten af reel frygt i Sarah Mahfoud?

”Jeg tror bare, at jeg gennem min opvækst har haft nogle forældre, jeg har set som frygtløse og stærke og selvstændige. Hvis du snakker med min bror eller søster, har de det på præcis samme måde: ’Frygt, pfff, det er ikke noget for os.’”

12. NOVEMBER er Sarah Mahfoud i gang med en videooptagelse.

Hun skal reklamere for nogle massageprodukter på sociale medier for at hive sponsorkroner i land. Midt i det hele begynder hendes telefon pludselig at bimle. Da hun ringer tilbage efter optagelserne, får hun fat i Mogens Palle.

Nevada Boxing Commission har aflyst kampen i Las Vegas, siger han og fortæller, at kommissionen ikke mener, at den kan styre coronaepidemien under den internationale turnering, og at den danske mink-situation også har spillet en rolle for beslutningstagerne.  

Dagen efter åbner Sarah Mahfoud døren til sin lejlighed. Hun har et greb om sin hund i den ene hånd, en mobiltelefon i den anden og er midt i et interview med Danmarks Radio: 

”… Der er stadig sket gode ting i træningslokalet, så det er ikke spildt. Men det er da en mega mavepuster at nå halvvejs op ad isbjerget, og så falder man ned. Det var åbenbart for godt til at være sandt, lige nu,” siger hun, mens hendes hund knurrer med et tørret griseøre i munden.

Siden gårsdagens opringning har hun gentaget sig selv til journalister, venner og familie. Hun har været ude at gå en tur med Sherman Williams, Carly Skelly er sendt hjem til Liverpool, og Sarah Mahfoud har spist en klods af en durumrulle med pomfritter hjemme på sofaen. For sig selv. Lige nu kan kravet om højst 57 kilo rende hende et vist sted – og hun har haft brug for at være alene.

”Med ét røg energiniveauet, jeg blev træt, fik ondt i maven og hovedet,” siger Sarah Mahfoud, der er uendelig skuffet.

Som noget af det første ringede hun til sin gamle chef i hjemmeplejen i Hørsholm Kommune for at høre, om hun kunne få nogle vagter.

Den klækkelige sum for kampen er pist forsvundet – penge, hun havde planlagt at renovere sin lejlighed for og leve af i foråret, når hun skulle i praktik på sit studie. 

”Det er supernederen, men nu læser jeg op til min eksamen, tager noget arbejde og lægger en god plan.”

Den kamp, der for alvor kunne have placeret hende på den internationale scene, er væk – indtil videre. Jabs, hooks, uppercuts og drømme om en dommerløftende vinderhånd er udskiftet med sygeplejevagter i hjemmeplejen og podning af COVID-patienter på Bispebjerg Hospital. Sådan er det at være sportsstjerne under COVID-epidemien.  

Vi sidder ved hendes spisebord, drikker neskaffe og spiser chokoladecroissanter på nul komma fem. På bordet ligger en stak bøger, hun gerne vil i gang med – om chakraer, stjernetegn og positiv tænkning, emner, der interesserer hende og giver hende en fornemmelse af at få sig selv med, når hun føler, det går for stærkt omkring hende. 

Hendes hund er faldet i søvn i sofaen med benene ud til alle sider.Den skal kastreres på mandag. 

”Amanda Serrano skal ikke komme og sige, at der ikke er nogen, der vil bokse mod hende, for det vil jeg rigtig gerne. Vi er i samme vægtklasse og har begge titler, så jeg tænker ikke, vi kan undgå hinanden. Men der er også en, der hedder Jelena fra Canada, der har en titel. Og mit bælte gør jo, at jeg er en, de gerne vil møde. Så jeg står ret godt,” siger hun og vipper hovedet mod VM-bæltet fra februar.  

”Jeg har ikke prøvet noget, der er hårdere end at træne op til en kamp. Det presser mig helt ud på kanten og giver mig noget stærkt i min tilgang til verden. Man skal kende sig selv rigtig godt for at kunne gøre det, vi boksere gør.” 

I aften tager hun hjem til sine forældre. Hun glæder sig allerede til en slags færøsk burger. Hendes søster har taget vakuumpakket hvalspæk med hjem fra Færøerne. Det skal hendes mor og hun spise sammen med tørret fisk og brød. 

”Jeg har forresten lidt tørret fisk i køleskabet, vil du have en bid?”

Mere end 100 år efter startfløjtet er der fortsat tusindvis af motionslystne studerende, der får pulsen op, stressen ned og kammeratskabet på banen i landets ældste studenteridrætsforening.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

EN DAG I september 1918 kunne de fremmødte studerende på Københavns Universitet læse et opslag:

 ”I erkendelse af nødvendigheden for de universitetsstuderende af at have bekvem adgang til at drive idræt har universitetet besluttet sig til at sørge for nem og billig adgang til gymnastik og bade for alle universitetsstuderende,” stod der på det, der blev startskuddet til studenteridrætten i Danmark. 

Tilbuddet bestod af fire gymnastikhold med to timeansatte lærere, og undervisningen lå enten om aftenen eller om morgenen, så de fysiske aktiviteter ikke forstyrrede studierne. 132 studerende meldte sig ind. Det kostede 50 øre om måneden betalt forud, som gav adgang til gymnastiktræning enten i Studenterforeningens gymnastiksal på Vestre Boulevard – i dag H.C. Andersens Boulevard – eller i KFUM’s gymnastiksal i Rosenborggade i København. 

Oprindelig var det meningen, at tilbuddet om gymnastik skulle gælde både mandlige og kvindelige studerende, men så langt rakte pengene og viljen alligevel ikke, og derfor måtte kvinderne i første omgang henvises til Kvindelige Studenters Idrætsforening, hvor 25-årige frøken Agnete Bertram – den første kvindelige cand.mag. med gymnastik som bifag – siden efteråret 1917 havde undervist i gymnastik.

”Man havde nok lovet lidt mere, end man kunne holde, og dengang var det helt utænkeligt med blandede hold. Derfor blev kvinderne i første omgang udelukket, men fik egne hold to år senere,” siger Jacob Christian Bertram, barnebarn af Agnete Bertram og forfatter til bogen ’En sund student til alle tider’, der handler om 100 års idrætshistorie på Københavns Universitet. Bogen fortæller om en institution, som har været en pioner inden for dansk idræt. Eksempelvis var det Universitetets Studenter­ Gymnastik (USG) – som i 2017 skiftede navn til KU Studenteridræt – der introducerede basketball i Danmark i 1946.

”Studenteridrætten har haft en betydning, som går langt ud over det snævre akademiske miljø, som den er født i,” fortæller Jacob Christian Bertram.

Fire studentergymnaster i Fuglsø-lejren på Mols.

102 ÅR EFTER, at foreningen blev stiftet ud fra troen på, at en sund og fysisk aktiv student også var en bedre student, har KU Studenteridræt (KSI) mere end 6.000 medlemmer fordelt på 220 hold og 74 aktiviteter, der tæller alt fra badminton og ballet til kajakpolo, yoga – og stripfitness. Spørger man Jacob Christian Bertram, er studenteridrætten mere relevant nu end nogensinde i en tid, hvor undersøgelser viser, at flere og flere studerende kæmper med at få deres studietid til at hænge sammen. 

”Københavns Universitet laver hvert tredje år en trivselsundersøgelse. Et af parametrene er, om de studerende føler sig stressede i hverdagen, og det gør næsten 50 procent. Her kan idrætstilbuddene være en mulighed for at få et afbræk fra et travlt studieliv, både gennem aktiviteter, hvor man får pulsen op og renset hovedet, men også gennem eksempelvis pilates og yoga, der har en afstressende effekt,” siger han.

Også Anja C. Andersen, der er professor i astrofysik og formand for KSI’s bestyrelse, peger på, at studenteridrætten kan forebygge stress og ensomhed samt øge både trivsel og læring blandt de studerende. Og når man går på Københavns Universitet, hvis fakulteter og fag er spredt over hele byen, er KSI også en mulighed for at møde studerende fra andre faggrupper end sin egen, forklarer hun:

”Det skaber et sammenhold blandt studerende på tværs af universitetet, som måske ellers ikke ville være der, og man kan som studerende udvide sit netværk på KU, samtidig med at man får rørt sig og har det sjovt.”

OP GENNEM første halvdel af det 20. århundrede voksede studenteridrætten på Københavns Universitet støt, både i medlemmer og antallet af sportsgrene, og senere bredte fænomenet sig også til andre danske universiteter. Inden for flere sportsgrene, eksempelvis håndbold og basketball, var den absolutte elite at finde på Københavns Universitet, og i 60’erne udklækkede universitetet blandt andet en række af landets bedste svømmere med flere danmarksmesterskaber, -rekorder og senere også OL-deltagelser til følge. Men de glade 60’ere blev afløst af et årti, hvor studenteridrætten langsomt begyndte at stagnere. I 70’erne mistede USG gradvist sit tilskud fra staten, deltagerbetalingen steg, og antallet af medlemmer faldt, mens der også blev taget færre nye initiativer til sportsgrene og -hold. Jacob Christian Bertram peger herudover i sin bog på to årsager til, at foreningen gik i stå: Dels var der i 70’erne en marxistisk bevægelse, som anså konkurrencesport for at være asocialt – eller ligefrem samfundsskadeligt – og dels havde ungdomsoprøret i slutningen af 60’erne betydet, at flere og flere studerende brugte deres fritid på at være politisk aktive frem for at dyrke idræt. Studenteridrættens dvale endte med at fortsætte hele vejen op gennem 80’erne, fortæller han.

”Antallet af medlemmer blev næsten halveret fra 1980 til 1990. Men i starten af 90’erne blev foreningen moderniseret, ikke mindst takket være en ny, visionær ledelse, og man begyndte ­atter at tilbyde en række nye sportsgrene og aktiviteter,” siger Jacob Christian Bertram om studenteridrættens ’genfødsel’. 

Særligt i slutningen af årtiet begyndte programmet at blive omfattende med blandt andet skøjteløb, vægttræning og yoga, og samtidig begyndte medlemstallet igen at stige fra lavpunktet på under 2.000 i sæsonen 1990/91 frem til 2010/11, hvor foreningen satte sin foreløbige rekord med 10.772 medlemmer.

UNI-SPORT

I dag tilbyder en håndfuld af landets videregående uddannelsessteder idrætsaktiviteter målrettet de studerende:

Aarhus Universitets-Sport
AUS er en paraplyorganisation for 18 selvstændige sportsklubber i Aarhus, som består af både studerende og ikke-studerende. Én gang om året afholder foreningen Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag i samarbejde med universitetets studenterråd.

Aalborg Studenternes Idrætsforening
På Aalborg Universitet er AASI med sine cirka 350 medlemmer af en lidt anden størrelse end foreningerne i København og Aarhus, men ligesom på de to søsteruniversiteter er målet at være et fællesskab og et pusterum for de studerende. Foreningen tilbyder lige nu fodbold, håndbold, badminton, svømning og volleyball.

CBS Sport
Studenteridrætten på Copenhagen Business School går kun tilbage til 2006, men trods sin unge alder kan foreningen prale af hele 10 forskellige sportsgrene, heriblandt karate, lacrosse og floorball. Foreningen er også åben for sportsudøvere, der ikke er tilknyttet CBS.

I DAG ER KU Studenter­idrætførst og fremmest et tilbud, der henvender sig til de studerende, som ikke i forvejen dyrker idræt andetsteds, og til udenlandske studerende på udveksling. Selv om medlemstallet igen er dalet en anelse, har foreningen ifølge bestyrelsesformand Anja C. Andersen stadig en god tilslutning på universitetet:

”Studenteridræt er en nem vej for de studerende, der kommer til København fra alle dele af landet – og ikke mindst de udenlandske studerende – til at skabe sig et socialt netværk. Noget af det skønne ved studenteridrætten er også, at der er et ret bredt udvalg af sportsgrene, hvilket giver de studerende mulighed for at prøve noget andet end eksempelvis håndbold og fodbold,” siger Anja C. Andersen, der fortæller, at hun selv går til ballet og yoga i KSI og ofte laver lidt uformel studievejledning i omklædningsrummet, når træningen er slut.

Hvor der tidligere blev dyrket elitesport inden for en række sportsgrene på Københavns Universitet, er langt størstedelen af medlemmerne i Københavns Studenter­idræt nu motionister. Foreningen bevilger dog stadig økonomisk støtte til enkelte eliteudøvere, blandt andet til turneringsdeltagelse. Men selv om studenteridrætten i dag fortsat trives på Københavns Universitet, vil den formentlig aldrig få samme status herhjemme som i eksempelvis USA, hvor der er store penge, masser af prestige og mange tilskuere i college-sportsgrene som amerikansk fodbold og basketball – eller som i Kina, hvor der er stor status forbundet med at dyrke universitetssport. I sin research til bogen om studenteridræt talte Jacob Christian Bertram med en tidligere formand for foreningen på Københavns Universitet, der havde mødt en kinesisk professor under en forskningskonference.

Da kineseren fik at vide, at han var formand for KU Studenteridræt, blev han meget imponeret, nærmest benovet, fortæller Jaob Christian Bertram:

”I Kina er sådan en titel en kæmpe ære – herhjemme er det nok de færreste, der ville løfte et øjenbryn, hvis han fortalte det.”

ÅGE HAREIDE stopper som landstræner i 2020. På sin vej til et af landets mest hyldede, ombejlede og udskældte job er den 65-årige nordmand stødt på en stenkastende træner, tandlægekrævende modspillere og mystiske indsprøjtninger. Ikke så mærkeligt, hvis han er lidt distræt.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Ritzau/Scanpix, Privat

Hvorfor blev du træner, da du stoppede med at spille selv?

”Jeg har altid været næsten sygeligt optaget af at blive den bedste. I skolen ville jeg løbe hurtigst, løbe længst og være bedst i geografi. Man kan jo prøve at blive den bedste inden for mange områder, men når jeg har haft et job uden for fodbold, har jeg savnet at se frem mod den næste kamp.”

Det var svært at finde samme gnist?

”Ja, jeg prøvede det i 2012, da min søn fik en handicappet datter. Hun havde kronisk epilepsi, og man vidste ikke, om hun ville overleve. Hun havde anfald med stærke kramper og kom flere gange på hospitalet i kritisk tilstand med ambulance eller helikopter. Der ville jeg hjem for at støtte familien. Jeg stoppede som træner i Helsingborg og fik job i et selskab inden for olie- og gasindustrien i Molde i Norge. Det var fint, og jeg lærte meget om olie- og gasudvinding, men når det blev fredag … så var der helt stille. Jeg var jo vant til, at der var kamp i weekenden, men nu føltes fredag til mandag som en hel sommerferie. Jeg havde ikke lyst til at gå på stadion og se Molde spille, for jeg vidste, at det ville tænde en ild i mig. Så jeg holdt mig væk. Gik ture på fjeldet og sejlede ud på fjorden i min båd. På et tidspunkt blev jeg inviteret i fjernsynet i forbindelse med den norske pokalfinale, fordi jeg havde været træner for begge klubber,
Rosenborg og Molde. Der var 25.000 tilskuere og fuld knald på. Da jeg sad der, tænkte jeg: ’For fanden, jeg er jo ikke færdig med det her.’ Kort efter kom der så et telefonopkald fra Malmö FF, som tilbød mig et job.” 

NORSK FARS

Åge Hareide er født i 1953. Han er gift med Annbjørg Hareide og far til Anne Henrikke og Bendik. Spillede som aktiv for Hødd og Molde i Norge samt for Manchester City og Norwich i England. Han har været klubtræner i Norge, Sverige og Danmark og har vundet mesterskaber i alle tre lande. Han er tidligere norsk landstræner og har trænet det danske herrelandshold i fodbold siden 2016. Han stopper i 2020.

Du blev træner for Brøndby senere, hvordan var det at komme til Danmark?

”Noget af det, jeg lagde mærke til, var den specielle københavnske ironi. Man finder ud af, at når man lærer folk at kende, bliver man udsat for ironi. Og danskerne kan være uforudsigelige i forhold til svenskerne. Da jeg kom til Danmark, lærte jeg, at en spiller ikke nødvendigvis spillede bolden derhen, hvor jeg ville have det. De ville gerne selv kunne tage beslutninger. Der tænkte jeg, at jeg måske ikke skulle være så instruerende. Der er også en anden rollefordeling i forhold til at tage beslutninger. I Sverige skal alle være enige, og det kan tage en helvedes tid. I Danmark er der nogen, der siger: ’Den beslutning tager jeg.’ Norge ligger et sted midtimellem. I Danmark kan man også se, at familien betyder mere end i Norge. Man vil gerne hygge sig. Når spillerne på det danske landshold kommer hjem til samling, er kokken den mest populære mand i staben. Der er smil på læben, når de kommer hjem fra deres klubber i udlandet og får dansk mad.”

Du er kendt for at vise temperament. Hvad kan gøre dig vred?

”Uretfærdig kritik. Jeg vil værne om mine spillere for enhver pris, specielt hvis det går dårligt. Jeg er ansvarlig for resultaterne, og pressen må gerne skyde på mig, men hvis de skyder på spillerne, og jeg synes, det er uretfærdigt, så … altså, den eneste forskel på to kampe kan være, at det var stolpe-ind i den ene, så vi vandt 1-0, og i den anden er det stolpe-ud, og så bliver den 0-0. Men hvorfor bliver den ene kamp fremstillet som fantastisk, og den anden som noget skidt? Nogle gange bliver det fremstillet sort-hvidt. Men jeg synes nu, jeg har dæmpet mig, så jeg ikke bliver så vred mere. Man skal lære, at pressen kommer, når det går dårligt, mens det mere bliver taget som en selvfølge, at man vinder.” 

Skælder du ud på spillere? 

”Ikke så ofte. Det er sket, men man kan ikke skræmme folk til at blive bedre. Det er umuligt. De bliver nærmere dårligere. Hvis man skælder ud hele tiden, mister folk respekten. Jeg vil hellere fortælle hele holdet, hvad vi skal gøre bedre. Jeg kan være meget direkte over for en spiller, hvis jeg er utilfreds med noget, men så er det mere ud fra den tilgang, hvor jeg siger: ’Du er så god, så du burde ikke lave de fejl.’ Hvis jeg er utilfreds, siger jeg det ofte, når vi har leveret gode resultater. Så er det nemmere at tage ind for spillerne. Hvis en spiller har fået skylden i offentligheden for et nederlag, bliver den følelse hos spilleren alt for stærk, hvis jeg også kritiserer ham. Hellere være kritisk og hård, når det går godt.” 

Brystet frem – Åge Hareide har en flot statistik med det danske landshold og har, siden han blev landstræner i 2016, afvist flere andre jobtilbud. Den nye landstræner bliver Kasper Hjulmand.

Hvad kigger du efter, når du vurderer en spiller – ud over om han kan spille fodbold?

”Vi skal have et stærkt sammenhold og se på hele mennesket. Om det er en, der passer ind i gruppen. Det skal ikke være nogen, der går deres egen vej, så det går ud over sammenholdet. Når jeg ser på spillerne på landsholdet, er det en fantastisk gruppe. Ikke bare som spillere, men som mennesker. De er interesserede i holdkammeraterne og i de andre personer i staben omkring holdet. Danmark kan være stolt af de drenge. 

Jeg har trænet spillere siden 80’erne. Efter årtusindskiftet skete der noget med mentaliteten. Der kom flere penge i sporten. Hver spiller er som en omvandrende virksomhed. De tjener mere end mange virksomheder, de har rådgivere og advokater og flere forskellige mennesker omkring sig. Det skaber en slags boble, hvor der er mange særinteresser og mange, der vil have en bid af kagen. Spillere i dag kommunikerer også på en anden måde. Før i tiden kunne man tale om fodbold med spillerne i bussen, men i dag sidder alle med deres telefon og med høretelefoner.”

Hvad har du selv gjort som træner for at skabe sammenhold?

”Jeg forsøger at fortælle spillerne, hvordan de kan gøre hinanden bedre. Hvad de kan gøre for hinanden, så holdet bliver stærkere. Da jeg spillede i England, lærte jeg at forstå, hvorfor de har vundet to verdenskrige. De står sammen. De kan fandeme slås for hinanden.”

Hvem er den mest ekstreme træner, du har oplevet som spiller?

”Den danske træner Jack Johnson ville nok toppe den liste. Han var træner for mig i Molde i 1975. Han kunne egentlig godt lide mig, men han var fandeme hård. Jeg havde lige været 12 måneder i militæret og havde trænet lidt i nogle forskellige klubber, men det var svært at få trænet nok. Så jeg var i dårlig form, da jeg kom til klubben. Jack besluttede, at jeg skulle løbetræne hver morgen klokken otte i tre uger og så træne med resten af holdet om eftermiddagen. Løbetræningen foregik barfodet på stranden. Der lå en masse skaller, så jeg skar mig på fødderne. Bagefter jagede han mig ud i vandet – uanset vejret. Så kastede han sten efter mig, for at jeg skulle svømme. Jeg måtte dykke ned for ikke at blive ramt.” 

BONUS-ÅGE

1. Åge Hareide har engang drukket en whisky med Kim Larsen backstage, efter at Larsen havde givet en koncert i Molde, ikke langt fra landstrænerens hjemby, Hareid.

2. Han er tidligere træner for det norske U16-landshold. Da holdet mødte Danmark, havde danskerne en ung angriber ved navn Jon Dahl Tomasson med. Han spillede senere 112 A-landskampe og er assistenttræner for Hareide.

3. Hareide bor i Sydhavnen i København, praktisk nær lufthavnen. Hans kone bor i Norge, men tager ofte turen til Danmark.

4. I 1985 spillede Danmark i Oslo mod Norge i en VM-kvalifikationskamp. Danmark kunne med en sejr så godt som sikre sig deltagelse ved VM i Mexico året efter. Norge førte 1-0 ved pausen, men i anden halvleg, da den senere danske landstræner ville spille bolden tilbage til målmanden, ramte han den forkert, så Michael Laudrup kunne opsnappe bolden og udligne. Danmark vandt 5-1.

5. Da Åge Hareide spillede fodbold om vinteren som barn, foregik det på en grusbane. Drengene sprøjtede vand på, som frøs til is, og så spillede de med pigge under fodboldstøvlerne af samme type som de pigge, man bruger til bildæk.

6. Efter VM i Rusland rejste landstræneren på ferie til Mallorca med sin kone. Efter eget udsagn sov han næsten konstant det første døgn.

Det var om sommeren trods alt?

”Ja, men for helvede, vandet er koldt i sådan en norsk fjord. Han grinede bare og stod og røg en cigar, når jeg kom ind på land igen. Men han fik mig i kanonform. Han havde nogle kontakter rundtomkring og fik mig til prøvetræning i Real Betis i Spanien. Jeg spillede også en træningskamp for dem og fik et tilbud. Senere var Jack i øvrigt træner i Afrika i mange år. Men han blev vist fyret til sidst, da han angreb en linjedommer.” 

Hvorfor skrev du ikke kontrakt med den spanske klub?

”Der var ikke mange pesetas i det. Jeg tog hjem og besluttede at læse økonomi og tog også en revisoruddannelse. Vi var amatørspillere i Norge, så jeg ville have en uddannelse og meldte afbud til det norske landshold i to år for at studere. Da jeg gjorde comeback, var det mod England på Wembley i 1980. Manchester City fik øje på mig og ville gerne skrive kontrakt.”

Det var et bedre tilbud?

”Jeg fik et stort sign on fee for at skrive under. Det gav mig mulighed for at bygge et hus i Molde, som vi kunne bo i, når vi kom tilbage til Norge. Og så betød engelsk fodbold meget for mig. Det var en god klub, som tog godt imod mig, og englænderne er meget venlige. Min kone havde også nogle norske veninder i England. Vi havde det rigtig godt derovre med vores dreng på to år.” 

Hvordan var det at komme til England som udenlandsk spiller dengang?

”Det var hårdt, men det var stort, for vi er jo meget anglofile i Norden. Man kunne allerede dengang se engelsk fodbold på tv i weekenden i Danmark, Sverige og Norge. Jeg debuterede for Manchester City i 1981. Man måtte kun have én spiller på reservebænken, og man havde ingen reservemålmand, så man gik efter at få smadret modstanderens målmand så hurtigt som muligt. Jeg er glad for, at reglerne er anderledes i dag, for der blev spillet meget hårdt. Man spillede ofte med småskader og skulle kunne klare smerte. Jeg fik nogle slag.”

Det krævede spillere solide som Volvoer at spille i den hårde engelske liga, da Hareide kom til Manchester City i 1981. Her har den senere landstræner parkeret ved hjemmebanen Maine Road.

Hvad er det værste, du oplevede?

”Engang gik jeg op i en hovedstødsduel med Kenny Burns, der var forsvarsspiller hos ­Leeds. Måske ramte jeg ham med albuen på næsen, det var ikke meningen. Men han blev rasende. Da vi landede efter duellen, røg jeg ned på jorden, og mens jeg lå ned, sparkede han mig i hovedet, så der røg et par kindtænder ud. Han blev udvist. I pausen blev jeg holdt fast af to mand, mens jeg blev syet uden bedøvelse. Så proppede de noget vat i munden på mig, og 10 minutter inde i anden halvleg blev jeg sendt på banen. Det gjorde så ondt, at jeg var ved at blive vanvittig. Jeg fik min hævn ved at lægge op til målet i vores 1-0-sejr. Det var om lørdagen, og jeg måtte fylde mig med smertestillende piller til om mandagen, hvor jeg kunne komme til tandlægen. Jeg mistede også begge fortænder i en anden kamp, hvor det var mig, der fik en albue i ansigtet.”

Der var mange skader?

”Der var mange flækkede øjenbryn i kampene, og dengang måtte man gerne spille videre, selvom det blødte, så der var ofte blodige trøjer. Mange spillere mistede tænder og brækkede næsen. Efter karrieren fik spillerne ordnet tænderne rigtigt, og de plejede også at få sat næsen på plads efter sæsonen. De fik brækket næsen op igen og sat ordentligt på plads. De var nogle hårde hunde, og det måtte jeg også lære at blive. Man spillede med knoglebrud, og man fik indsprøjtninger, som man ikke vidste, hvad var, og en bunke piller, som man bare spiste. Jeg fik nogle antiinflammatoriske piller, som gav mig udslæt i ansigtet, fordi jeg tog så mange. Inden en kamp mod Manchester United fik jeg en indsprøjtning. Jeg har aldrig løbet så meget i mit liv som i den kamp.”

En ung Hareide viser 80’er-sweater sammen med Annbjørg og sønnen Bendik. Datteren Anne Henrikke er på vej. Bendik arbejder i dag blandt andet med talentudvikling i klubben Molde.

Ville man kalde det doping i dag?

”Ja, det tror jeg. Jeg ved ikke, hvad der var i. Vi spillere vidste ikke meget om det. I dag er behandlerne omkring holdene meget mere professionelle.”

Hvad er det værste, du selv har gjort mod en anden spiller?

”Det er svært at sige. Der har været mange episoder. Jeg forsøgte aldrig at skade nogen med vilje. Der var spillere, der var kendt for at gøre skade med vilje. De tacklede over bolden og direkte ind på benet af modstanderen. De kunne brække et ben på den måde. Man fik disciplinære strafpoint for gule og røde kort, og hvis man nåede op på 20 point, skulle man ind og forklare sig foran en disciplinær-komité. Da jeg spillede i Norwich, måtte jeg engang ind til den komité med klubbens manager, fordi jeg havde sagt noget grimt til en dommer. Manageren forsøgte at komme med en undskyldning: ’Han er nordmand og ikke så god til engelsk.’ Den købte de ikke.”

Hvad sagde du til dommeren?

”Det kan jeg ikke huske, men det har sikkert været slemt. Jeg fik to kampes karantæne. Men for mig var det en stor oplevelse at spille i England. Man bliver virkelig husket i de engelske klubber og bliver godt modtaget, når man er tilbage på besøg. De har stor respekt for historien. Når jeg besøger Manchester City, kan jeg se, at min norske landsholdstrøje stadig hænger derovre i klubben. Jeg var en af de få udlændinge, der spillede i England dengang.”

Hareide i Norwich, 1983 (bagerste række, nummer fire fra venstre).

Har du skavanker i dag?

”Jeg kan ikke løbe mere. Så svulmer knæet op. Knæet er helt tomt, det er blevet opereret fire gange, efter jeg stoppede som aktiv. Me­nisken er fjernet. Men jeg kan cykle. Det havde været bedre, hvis jeg havde holdt mig i bedre form, men jeg har været lidt for magelig. Jeg var heller ikke meget for at træne, da jeg var aktiv. Jeg kunne lide at spille fodbold, men jeg havde ikke lyst til at træne. Jeg synes alligevel, jeg har været heldig. Andre, jeg spillede med dengang, har større problemer i dag.” 

Hvad med svømning?

”Ja, det kan jeg godt.” 

Jeg spørger, fordi jeg har hørt om en gammel historie fra Stavanger …

”Det er rigtigt nok. Jeg gik nøgen i svømmehallen. Det viser, hvor distræt jeg kan være. Det var under en samling med ungdomslandsholdet i 1973. Jeg stod og klædte om og talte med en af mine bedste venner og glemte at tage badebukser på. Han så det godt, men sagde ikke noget, så jeg gik bare ind i hallen, og så var der nogen, der råbte og skreg, at jeg skulle tage bukser på.”

ÅGE OG KAMPENE

Danmark spiller to EM-kvalifikationskampe i september mod Gibraltar og Georgien. Danmark er derudover i gruppe med Irland og Schweiz. I anledning af EM-slutrundens 60-årsjubilæum i 2020 bliver turneringen spillet i 12 europæiske byer, deriblandt København.

Det er ikke lykkedes at få Åge Hareide til at udtale sig om kontraktophøret og tiden efter. Biografien ’Åge indefra’ er udkommet på People’sPress.

Galopsporten har set bedre tider herhjemme. Alligevel kæmper de samme familier, hesteejere, trænere og ikke mindst brødre – både til hest og med de bare næver – en daglig og indædt kamp for at få mulerne først over målstregen. Det drejer sig om penge, men især om prestige. Ud & Se tog til et af de klassiske galopløb i Klampenborg inden det altafgørende derby i august.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Steven Achiam

MED ET HÅNDKLÆDE om livet og en smøg i flaben står Nicolaj Stott i jockeyrummet, mens han omhyggeligt pudser sine lange, sorte jockeystøvler. Ved hans hjerte pryder en galophest i sort blæk huden på hans tynde, veltrænede overkrop. Der er tre timer til det første af dagens syv løb på Klampenborg Galopbane, og når han senere tager støvlerne på, er det altafgørende, at venstre kommer først på. Alt andet bringer uheld. 

Da han vågnede tidligere på morgenen, vejede han 57,7 kilo, men efter en løbetur og 35 minutter i jockeyrummets tilstødende sauna vejer han nu 56,6 kilo. Det er lige inden for smertegrænsen. Stort set alle jockeyer går i sauna på løbsdage. De udsvedte gram kan være udslagsgivende, og nogle smider helt op til tre kilo. Det er effektivt, men det kan også tage hårdt på kræfterne. 

Han fisker tre vitaminpiller frem fra skabet, skyller hurtigt to af dem i gabet med danskvand og knækker den sidste. Den ene halvdel sluger han, den anden fyrer han tværs gennem lokalet, over stakken af sadler på det store brune træbord i midten af det hele, videre over de to motionscykler og den sorte motionshest, og direkte ned i skraldespanden i modsatte ende.

29-årige Nicolaj Stott er en af de bedste jockeyer i dansk galopsport. To gange har han vundet Dansk Derby, august-løbet, der er det mest prestigefyldte herhjemme, og en anden tatovering på hans højre skulderblad viser afgørelsens øjeblik i 2017-udgaven: Hele vejen op gennem opløbet lå han side om side med sin lillebror, Kevin Stott, der til daglig er jockey i England. På målstregen var det så tæt, at ingen vidste, hvem der havde vundet. Først da mållinjefotoet var kigget grundigt igennem af løbets officials, stod det klart. Nicolaj Stott vandt med akkurat en hestesnude.

Der er faste pladser, et indbygget rum til private sager og navneskilte i messing til jockeyerne i mændenes omklædning. I forgrunden Nicolaj Stott. I baggrunden spuler Oliver Wilson mudder af sine støvler.

DEN KASTANJEBRUNE trædør går op, og ind træder en ulasteligt klædt Oliver Wilson. Han er i mørkeblåt jakkesæt, brune lædersko, og et snorlige stribet slips hænger under den tilknappede jakke. Han har været i sauna et andet sted, for han havde hørt rygter om, at der var lidt problemer med saunaen i jockeyrummet, og han ville ikke tage nogen unødige chancer. Han vader gennem rummet med sin taske over skulderen og stiller med omhu fire forskellige energidrikke op i vindueskarmen over et lille blåt skilt med påskriften ’Ollie Wilson’.

Der er folk, der mener, at Oliver Wilson er det største jockeytalent i Danmark lige nu. Trods sine kun 23 år har han de sidste fem år i træk vundet championatet på Klampenborg, der tilfalder den jockey, der hen over en sæson har vundet flest løb. 

For nylig kom han tilbage til Danmark efter at have tilbragt vintermånederne i Dubai. Han var tilknyttet en stor stald med 300 af sheik Mohammeds fineste heste og trænede blandt andet fast på hesten Old Persian, der lige nu rangerer som den femtebedste hest i hele verden. 

Fra lommen finder han et papir frem med information på dagens løb, som han hænger op med tegnestifter ved sin plads. Et øjeblik studerer han det. Så går han hen til Nicolaj Stott og hilser med et godt gammeldags håndtryk. Der er ikke noget der.

Tilbage på sin plads snører Oliver Wilson læderskoene af og bytter dem ud med et par grønne gummistøvler. Han vil ned og inspicere banen for de mindste ujævnheder. Stort set ingen jockeyer gider bruge tid på det, men for ham er det et vigtigt aspekt, der kan indbringe de afgørende millisekunder. Han og den treårige hoppe Queen Rouge er senere på dagen storfavorit til at vinde Mowerina-løbet, det første af sæsonens i alt fem klassikere. 

I en knirkende bevægelse går døren i bag ham. Nicolai Stott fjerner den sidste stump af cigaretten fra mundvigen og skodder den i et gråt askebæger.

”På hestene er vi alle sammen fjender. Så har man ingen venner … ikke engang ham,” siger han og nikker i retning af Liam Doran, en engelsk jockey, der også har indfundet sig i rummet. De to er tilknyttet samme stald som første- og andenjockey og er det tætteste, man kommer på holdkammerater i galopsporten. Liam Doran kigger spørgende op. Det er kun et års tid siden, han kom til Danmark. 

”Out there we’re all enemies,” oversætter Nicolaj Stott, mens et smil former sig på hans læber. Så løfter han sin højre hånd over hovedet og svinger den frem i luften. 

”If I had to, I would be ready to slap you!”

Nicolaj Stott er som den første mødt i jockeyrummet.

DISEN HAR LIGGET tungt hele formiddagen og gjort sit for at viske det meste af Klampenborg Galopbane ud. Men næsten på slaget 12, da porten går op for publikum, må den overgive sig til solens stråler, der hastigt maler de omkransende bøgetræer frem igen. I midten vajer det røde Klampenborg-flag, og det er ikke svært at forstå, hvorfor selv nordmænd og svenskere betragter banen i udkanten af Dyrehaven nord for København som Nordeuropas smukkeste. Det ligner efterhånden en perfekt dag til hestevæddeløb. 

Velkommen til Klampenborg Galopbane…,” lyder det fra spredte højttalere, og mens speakeren præsenterer programmet for årets tredje løbsdag, begynder folk at drysse ind fra hovedvejen længere oppe. Der kommer knap 3.000 tilskuere, og det er en folkemængde, som de er flest på sommerdage – og så alligevel ikke. Der er flere blomstrede stråhatte og sixpencer iblandt. Flere pelsfrakker og flere lyse hørbukser. Flere ældre kvinder med langt, afbleget hår og flere velfriserede mænd med pynteklude stikkende op af lommen på deres jakkesæt. Skulle man i øvrigt have glemt at få en med, er der råd at hente: Den første og eneste bod på stien fra hovedindgangen og ned til banen sælger kun to ting: løbsprogrammer og pynteklude. 

I gamle dage var tilskuerne på Klampenborg opdelt i to. De fine for sig, og resten for sig. Sådan er det ikke længere. Der er dem, der fordeler sig foran Paddock Tribunen langs det hvide rækværk ved opløbet. Her sælger udendørsboderne fadøl, der ligger sitrende pølser på grillen, og Rasmus Seebach, Medina og alle de andre afløser hinanden på skift fra højttalerne mellem løbene. 

Andre skynder sig at kapre de ledige borde, der hurtigt får ekstra kilo at bære på, da spande med isterninger og kølige drikkevarer finder vej fra baren. I den forstand gælder billetten ikke kun til hestevæddeløb, men til illusionen om at træde ind i en tidslomme. Nogle fortsætter videre op til den eksklusive VIP-lounge, mens de, der virkelig er noget på Klampenborg, går ind i Den Kongelige Restaurant, hvor en større bespisning venter. 

Hestevæddeløb adskiller sig fra andre sportsgrene ved at være langt mere pause end action. Dagens syv løb varer samlet set ikke meget mere end 20 minutter, men er fordelt på godt og vel tre timer. Det er to et halvt minuts intens spænding og så en god, lang pause til at få pulsen ned og promillen op. Der skal rosé i glasset, og gerne op til kanten.

FARLIG GALOP

Galopsporten regnes for en af verdens farligste etablerede sportsgrene. Der er mange eksempler på jockeyer såvel som galopheste, der i tidens løb er omkommet under løb. Andelen af hjernerystelser er højere her end blandt udøvere af nogen anden sportsgren i verden.

DET VAR DRONNING Caroline Mathilde – kong Christian VII’s engelskfødte hustru – der i 1770 stod bag de første organiserede væddeløb i Danmark. Dengang foregik de primært i København, men siden 1910 har Klampenborg været kongerigets juvel for galopperende heste. Det vil dog ikke være nogen overdrivelse at sige, at sporten har set bedre tider herhjemme. I velmagtsdagene i 50’erne og 60’erne blev de største løb transmitteret i fjernsynet, der blev lavet populære danske film  fra galopbanen, og ugebladene mødte konsekvent op på anlægget, der var pakket med mennesker. I dag er det et mindretal af danskere, der kender til Klampenborg Galopbane, og endnu færre har en idé om, hvad der er på spil. Men dramaet bag de høje bøgetræer lever i bedste velgående. 

Der er jockeyer, der ikke bare strides mod hinanden, men kæmper en evindelig kamp mod vægten og deres egen krop. Der er sønner, som kæmper for at træde ud af skyggen af deres fædres bedrifter. Der er indædte rivaliseringer mellem brødre, der ikke bare slås metaforisk, men med de bare næver. Der er galoptrænere, der bruger al deres tid året rundt på at finde de små forskelle, der kan føre til sejre. Og der er de velhavende hesteejere, der passivt beskuer dramaet fra balkonerne, og som drømmer om at stå i vindercirklen. Fælles for dem alle er, at de kæmper om det, der i galopsporten er langt vigtigere end penge: prestige.

Nicolaj Stott er kommet ud fra saunaen og klatret op på en træningshest, der træner hans lægmuskler og led før dagens første løb.

STADIONSPEAKEREN speedsnakker, da hestene i dagens første løb runder sidste sving og når ind på opløbet: ”Alberone sætter fart, Stinger kommer på indvendig side, Giuseppe Piazzi begynder at vise sig … 

På langsiden læner tilskuerne sig ind over rækværket og forsøger med tilråb at overdøve lyden af de galopperende hove, der kan høres på flere hundrede meters afstand. Alle råber på deres favoritter i feltet, og det hele drukner i én stor, usammenhængende lydmasse.

Bagerst i feltet sidder Nicolaj Stott i en grøn silketrøje med hvide skaktern på ærmerne på den femårige irske hingst Ginmann. Han hører ingenting. Sådan har det altid været, når et løb spidser til. På forhånd har løbsprogrammets ekspert-tipper spået Ginmann uden chance for at vinde løbet, der med 70.000 kroner er dagens næststørste i samlet præmiesum, og gennem hele løbet har den da også ligget allerbagerst. 

Kun Nicolaj Stott ved, at det er et bevidst træk. Som altid har han op til løbsdagen læst grundigt op på samtlige heste, han skal ride mod. De andre jockeyers svagheder og styrker kender han, men det er værre med hestene. På en løbsdag kan der være op mod 100 heste med, og det er vigtigt at vide, hvordan de tidligere har løbet, hvordan de er blevet redet, og hvilke distancer de klarer sig bedst på. Lærer man dem først at kende i kampens hede, kan det være for sent. 

Derfor ligger Nicolaj Stott og Ginmann allerbagerst, hvor hesten så vidt muligt kan slappe af og gemme sine kræfter. Med 400 meter tilbage er de forreste heste stadig inden for rækkevidde. Nicolaj Stott læner sig næsten helt op på halsen af Ginmann og ’trykker på knappen’, som det hedder på jockeysprog. 

Med næsten 60 kilometer i timen æder mand og hest græstæppet foran sig og når op til de bagerste hove på Giuseppe Piazzi, hvor Oliver Wilson i brun- og hvidternet silketrøje også forsøger at tvinge de sidste kræfter ud af sin hest. Med 200 meter til mål passerer de og fortsætter forbi Liam Doran på den brune vallak Stinger.

Med mållinjen inden for rækkevidde mangler kun Alberone. På dens ryg sidder sidste års derbyvinder Carlos Lopez i bourgognefarvet trøje med store gule tern. Mens tilskuernes tilråb nærmer sig klimaks på langsiden, tager også stadionspeakerens lydstyrke til på de sidste meter: 

”Ginmann rider stormen af og … vinder løbet.” 

Heste og jockeyer vises frem for publikum før løbene.

NOGLE DAGE TIDLIGERE, en solrig mandag formiddag, får en klatøjet Nicolaj Stott sig en tiltrængt kop kaffe og en smøg foran Søren Jensens stald lige ved siden af Klampenborg Galopbane. Aftenen forinden var han til løb i Aalborg, en af de få tilbageværende provinsbaner, der stadig har galop på programmet, og han var først tilbage i sin lejlighed i Gentofte klokken halv to om natten. Men i vanlig stil mødte han ind i stalden 20 minutter i seks i morges for at træne dagens udvalgte heste. Som jockey er man i princippet freelancer og kan ride for flere forskellige galoptrænere, men de bedste er ofte tilknyttet en bestemt. Nicolaj Stott er førstejockey hos Sø­ren Jensen, en af landets største og mest succesfulde galoptrænere. Det betyder, at han får tilbuddet som den første, når Søren Jensen har heste med i løb, og som regel får han lov at vælge, hvilken hest han vil ride på. 

Håret er uglet, en hjelm har været plantet oven på det i timevis.

”Jeg ved ikke hvorfor, men heste og smøger hører bare sammen,” siger han og smiler træt.

Han begyndte at ryge som nyslået jockey. Dengang han havde svært ved at disponere sin kost, og det var nemmere at stille sulten med en smøg.

”De første to år røg jeg i smug. Mine forældre måtte ikke vide det. Så jeg gik mange aftenture med hunden i den periode.”

Der var altid hestevæddeløb i fjernsynet, da Nicolaj Stott voksede op. Hans far, Ken Stott, kom til Danmark fra Manchester i slutningen af 60’erne og blev en af sin generations dygtigste jockeyer på Klampenborg, blandt andet med to derbysejre i 1972 og 1982. Senere blev han professionel galoptræner, og når han ikke stod i stalden, sad han i sofaen og fulgte livetransmissionen fra de store løb i særligt Storbritannien og USA.

Nicolaj Stotts storebror, Marc Stott, var ikke så interesseret, men Nicolai og lillebror Kevin så ofte med. De valgte en jockey hver, og så sad på hvert sit sofaarmlæn med en saddel under sig og galopperede.

”Vi bankede støv af puderne som gale, og min mor blev tosset, når hun kom hjem fra arbejde. Men vi lærte faktisk utrolig meget, hvad angår balance. Det er ikke særlig nemt at galoppere på et armlæn med en saddel under sig,” siger Nicolaj Stott.

Som fireårig blev han trukket rundt på hest i staldgangen af sin far, som seksårig lærte han for alvor at ride, og som syvårig kunne han galoppere. Efter 7. klasse droppede han ud af skolen – det sagde ham ikke det store – og kom i stedet på et racing academy i Irland, hvor han blev undervist i jockeyteknikker. Efterfølgende kom han i lære hos en galoptræner i Thirsk tæt på York i det nordlige England i to år, før han vendte hjem og gjorde sin egen entré på galopscenen.

”Jeg ved sgu ikke … hestene har bare altid…,” siger han og leder efter de rigtige ord: 

”Jeg har altid vidst, at det var det her, jeg ville. Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af andet, men det kan også være lige meget. Det eneste, jeg nogensinde har haft lyst til, er at ride.”

DANSK DERBY

afholdes for 109. år i træk på Klampenborg Galopbane 11. august. Derbyet, der er årets ubetinget mest traditionsrige og prestigefyldte løb i dansk galopsport, kaldes også ’kampen om det blå bånd’, fordi vinderhesten kåres med et bånd i den farve. Publikum opfordres til at dress to impress, og der uddeles præmier til de bedst klædte.

I BENT OLSENS STALD er der skraben fra boksene. Den 66-årige galoptræner forstår sine heste og kan høre, at lyden er nervøs, fordi de skal i aktion senere på dagen og udmærket er klar over, hvad der står på spil. Han ved også, at de sætter pris på at være i en stald som hans, der ligger lige ud til Klampenborg Galopbanes smukke omgivelser. 

”Jeg tror oprigtigt på, at hestene kan nyde skøn natur som os andre. Jeg tror, det betyder noget for deres mentale velvære,” siger han, mens Buster, en lille hvid havaneser-hund, cirkler om hans ben. 

Det er mange timer siden, Bent Olsen stod op. At vågne tidligt er en arbejdsskade efter at have været galoptræner i mere end 40 år. Først i Aalborg, så i Odense, så i Aarhus og de sidste 18 år i Klampenborg. De sidste 10 år i træk har han vundet trænerchampionatet som den mest vindende træner over sæsonen. Bent Olsen er ikke bare Danmarks, men en af Skandinaviens største galoptrænere med 48 heste i sin stald, og det er hans opgave sammen med sit staldpersonale at passe hesteejernes dyrtindkøbte galopheste og sørge for at træne dem op, så de kan løbe penge og ikke mindst ære hjem. 

Af og til rejser han til auktioner i Storbritannien, primært Doncaster, med penge, han har fået med af en hesteejer, og efter et hurtigt kig på en hests muskulatur og holdning ved han, om den kan komme til at løbe rigtig stærkt. Men hvis først sheikerne begynder at byde, kan man godt glemme det, de lader sig ikke skræmme af en budkrig. Han har dog alligevel fået en del kvalitet med hjem. En af hestene købte han af den engelske dronning, og den dyreste af dem alle kostede 4,5 millioner kroner. 

”Det er jo helt vildt,” siger Bent Olsen, før ansigtet revner i et rødmosset grin:

”Jeg har ikke engang ejet et hus, der kostede så meget.”

Senere i dag har han fire heste med Mowerina-løbet, blandt andet to af favoritterne, Silverstone og Bitcoin. Alligevel tror Bent Olsen ikke helt på det. Der er en af de andre treårige hopper, der simpelthen ser stærkere ud. Det ved han, for han følger grundigt med i, hvordan det går de andre storstaldes heste. Og han har en klar fordel: Bent Olsens lille røde murstenshus ligger klos op af galopbanen, lige ved svinget ind til opløbsstrækningen. Så når de andre galoptrænere er på træningsbanen med deres stjerneheste, kan han sidde i sin lænestol og få det hele med.

”De kan godt prøve at skjule, hvad de har i ærmet,” siger Bent Olsen og smiler veltilfreds:

”Men jeg kan se dem fra mit stuevindue.”

PÅ BAGSIDEN AF Den Kongelige Restaurant står galoptræner Marc Stott, Nicolaj Stotts storebror, og er en smule utilpas ved situationen. Tidligt i morges tog han af sted fra Aarhus, hvor han driver Jyllands største galopstald, og nu står hestene på rad og række i hver deres midlertidige bokse og skraber i gulvet. Dagens stjerne er Queen Rouge. En treårig hoppe med en smuk rødlig hårpragt, der bliver anset som en potentiel favorit, når sæsonens helt store højdepunkt, Dansk Derby, skal afgøres til august. Den er storfavorit til det eftertragtede Mowerina-løb, og Marc Stott er utilpas, fordi en af Klampenborg Galopbanes fotografer vil tage et billede af ham foran Queen Rouge.

”Det vil jeg altså helst ikke. Sidst, jeg fik taget et billede med en hest, der var storfavorit, tabte den derbyet,” siger han, slår en lidt skinger latter op og understreger overtroen i galopsporten. 

Selvom Marc Stott på rekordtid er blevet en af landets mest succesfulde galoptrænere, har han ikke glemt sidste år i august, da King David fra hans stald med Oliver Wilson på ryggen var storfavorit i derbyet. Og tabte.

”Om der så står 50 mennesker og tager billeder med den hest, misser den ikke det løb,” råber en ældre mand med tungt overskæg, der på afstand observerer seancen. Det er der efterhånden mange, der gør. Marc Stott forsøger at grine igen. Til sidst dropper han protesterne, stiller sig modvilligt an og forsøger at smile naturligt.

I samme øjeblik spadserer Manuel Santos, en pensioneret chilensk jockey, forbi:

”He’ll win. Oliver will definitely win,” siger han og blotter et stort, hvidt tandsæt, mens fotografen knipser løs. Da han er næsten væk, indskyder han alligevel: ”But everything can happen.”

Fra staldene på Klampenborg Galopbane trasker galoptræner Bent Olsen ud og ser på væddeløbsbanen.

OLIVER WILSON HAR længe været kendt som dansk galops wonderkid. Ligesom Nicolaj Stott er han søn af en tidligere derbyvinder, og jockeyblodet har løbet i familiens årer i generationer. Hans far, Brian Wilson, voksede op i Newmarket, en lille by uden for Cambridge, hvor man siger, at væddeløbet i sin tid opstod i slutningen af 1600-tallet. I dag er byen stadig en højborg i sporten med 3.000 galopheste i daglig træning– 10 gange så mange som i hele Danmark. 

Som ung blev Brian Wilson ansat som jockey i Danmark, og her mødte han Bettina Andersen. Dengang var hun ”bare en ridepige”, men i årenes løb blev hun også jockey og senere træner, og sammen flyttede de til Karlebo i Nordsjælland, hvor de fik en gård med plads til heste. Det var her, 23-årige Oliver Wilson voksede op.

”Siden jeg kunne åbne øjnene, har der stået en galophest foran dem,” siger Oliver Wilson en lille uges tid tidligere på Hotel Fortunen tæt på Klampenborg Galopbane.

Barndomshjemmet var spækket med fotografier fra farens jockeykarriere, og i stuen hang en enorm indrammet collage fra opløbet og vindercirklen fra farens derbysejr i 1993 på hingsten Mongolian Knight. Her stod Oliver Wilson tit og kiggede og håbede, at det en dag ville blive ham selv. Allerede som helt lille fik han og hans storebror en pony hver og begyndte at ride ponygalop mod andre børn, men alligevel var Oliver Wilson i en længere periode mere optaget af at spille fodbold. 

”Hvis du overhovedet kunne forestille dig at blive jockey, skal det altså være nu,” sagde faren, da Oliver Wilson var 14 år og havde brækket kravebenet i en fodboldkamp. Faren var nervøs for, at Oliver Wilson ikke tidligt blev disciplineret med vægten. 

Sønnen tænkte over det et par uger, besluttede sig for at give det en chance, droppede ud af skolen og kom i lære hos galoptræner Søren Jensen. 

”Jeg har egentlig ikke kigget mig tilbage siden,” siger han.

Som jockeylærling skal man have 70 sejre, før man er udlært og kan ride med om pengepræmierne. Man har fire år til at nå de 70 sejre. Det tog Oliver Wilson under halvandet år. Allerede som 16-årig begyndte man at snakke om, at han snart ville gøre sin far kunsten efter og vinde Dansk Derby. Men selvom ingen anden jockey har vundet tilnærmelsesvis lige så mange løb som Oliver Wilson de forgangne år, mangler kronjuvelen stadig. Sidste år var han som nævnt storfavorit på hesten King David, men Master Bloom med chilenske Carlos Lopez kom blæsende forbi og vandt med overlegne otte længder. 

Oliver Wilson tygger et øjeblik på det.

”Efter jeg har genset løbet flere gange, er skuffelsen blevet mindre. Men sidste år var alligevel en kæmpe mavepuster.”

GAMLE JOCKEYER

Modsat stort set alle andre fysiske sportsgrene kan en jockeys karriere være meget lang. Mange internationale topjockeyer er i fyrrerne og sågar halvtredserne. Den legendariske Lester Piggott, der vandt ni britiske derbyer og bliver kaldt ’The Greatest Jockey Ever’, stoppede først som 65-årig.

NAVNENE PÅ SAMTLIGE derbyvindere siden 1910 – heste, jockeyer, galoptrænere, hesteejere og stutterier – hænger indgraveret på 108 polerede kobberplader foran Den Kongelige Restaurant. Karrieren er ikke fuldendt, før man har vundet derbyet og fået sit navn op at hænge. 

”Alt handler om det derby,” konstaterer 63-årige Søren Jensen, der cirka en kilometer fra Bent Olsens stald er ved at gøre klar til dagens løb.

Han har lektorbriller a la Bille August og en rød kasket, og når han taler, er det med små strejf af fynsk dialekt. Med lidt over 40 heste udgør han sammen med Bent Olsen og Marc Stott lige nu magten på galoptrænerscenen. 

Han ville egentlig selv have været jockey og var som helt ung meget lovende. Han var lille og spinkel, men i sine sene teenageår skød han pludselig i vejret, og som 19-årig måtte han definitivt konstatere, at han havde vokset sig for stor.

I stedet blev han galoptræner, og allerede to år senere, i 1977, vandt en af hans heste første gang derbyet. Siden er det blevet til tre sejre på lidt over 40 år og en del lige-ved-og-næsten-oplevelser. 

I 2013 havde han tre heste til start, alle med gode vinderchancer. Men allerede i første sving gik det galt. Den ene hest skred og styrtede, og da hans to andre heste lå lige efter, måtte de begge bremse hårdt op. Det betød, at deres chancer også var udspillede. Som en af de mindre hesteejere formulerer det med et beklagende grin i Owners & Trainers Lounge senere på dagen:

”Tre heste med i samme derby. Én styrter, og de to andre får ødelagt derbyet. Det er som at lave tre selvmål i en Champions League-finale.”

For Søren Jensen er det årlige derby blevet en form for mening med tilværelsen. Stort set alt, han foretager sig i sine vågne timer, skal forløses i de mindre end tre minutter i august, hvor navnene til den næste polerede kobberplade skal findes.

”Jeg tænker på det 24/7/365,” siger Søren Jensen ud i én køre uden at fortrække en mine. 

Hesteejerne Alice Weiste og John Christensen (i midten).

”A BATTLE OF brothers,” siger Nicolaj Stott med vanlig anglicisme og et lille smil, da han genfortæller historien om derbyet i 2017, hvor han slog sin lillebror på målstregen. Det løb, hvis afgørelse er tatoveret på hans højre skulder, og som er genopført på et kæmpemæssigt maleri i Den Kongelige Restaurant. 

”Det kommer nok aldrig til at ske igen, hverken herhjemme eller noget andet sted, at to brødre slås så tæt om derbyet hele vejen til mål. Da vi nåede halvvejs til opløbet, tænkte jeg: ’Fuck, jeg KAN nå det.’ Så opdagede jeg, at det var min lillebror ved siden af, og så gav jeg den alt, jeg overhovedet kunne,” siger Nicolaj Stott, der stadig kan få tårer i øjnene, når han genser løbet:

”Min far og mor, der står på sidelinjen, og min mor, der græder helt vildt,” siger Nicolaj Stott, der vandt sit første derby allerede i 2011.

”Som jockeylærling i teenageårene var jeg champion apprentice three years running på alle baner herhjemme og i Norge, Og så vandt jeg også lige derbyet som 21-årig. Det steg mig til hovedet. Det gjorde det. Jeg blev … a little bit too cocky.”

Nicolaj Stott fik ry for at være en jockey, der på sine gode dage kunne ride geniale løb, men som lige så ofte var uoplagt, og som uden for banen fremstod arrogant.

”Hvis jeg fik en dårlig hest, gad jeg ikke ride den, og hvis jeg alligevel blev sat på, tog jeg det ikke seriøst. Det skulle hele tiden være stort, stort, stort. Jeg gad slet ikke ride de små løb. Men der er nogle ting, der er begyndt at gå op for mig, som jeg er blevet ældre. Jeg begyndte jo på det her i sin tid, fordi jeg elsker at ride,” siger han i dag. 

Det er dog ikke kun sin lillebror, han har kæmpet mod, men også sin storebror, Marc Stott. Trods tøvende interesse besluttede Marc Stott i sine spæde teenageår at følge i farens fodspor og blive jockey, og de to brødre blev hurtigt berygtet for at chikanere hinanden med skældsord i kampens hede. 

Flere gange endte det korporligt. På Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus for nogle år siden fyrede Marc Stott med fuld kraft sin ridepisk over ryggen på Nicolaj Stott, fordi han følte, at lillebroren havde redet uansvarligt.

I jockeyrummet bagefter stod de begge ildrøde i ansigterne og tog kvælertag på hinanden, før det lykkedes andre jockeyer at skille dem ad. 

Og selvom det måske ville være oplagt, bruger de to ikke længere hinanden i sporten. 

”Hvem er bedst? Det er jo det, det drejer sig om,” konstaterer Nicolaj Stott.

”DET ENESTE, jeg tror på, er lyden af musik og en hest, der løber. Alt andet er ligegyldigt vås,” skrev den amerikanske beatforfatter Charles Bukowski, der selv var hyppig gæst på Los Angeles’ galopbaner, hvor han gamblede intensivt. Og selvom spil på heste globalt er en gigantisk forretning – i årets udgave af det amerikanske Kentucky Derby blev der gamblet for over en milliard kroner – skyldes nedturen for galopsporten herhjemme netop spillet uden for banen. 

I slutningen af 80’erne eksploderede udbuddet af tilladte spil i Danmark, men samtidig blev statens markedsføring af spil på hestevæddeløb skåret kraftigt til fordel for såkaldte ’ikke-videns’-spil som eksempelvis Lotto. 

”Man nedprioriterede hestesporten så voldsomt, at det næsten tog livet af den,” forklarer Carsten Baagøe Schou, der har tilbagestrøget brunt hår, sammenknebne øjne under panderynker og en rød pynteklud i jakkelommen.

I 2011 blev han sammen med fire andre en del af en ny ejerkreds på Klampenborg, og siden efteråret 2016 har han siddet som direktør. Som noget af det første investerede den nye ejerkreds 15 millioner kroner i nye, mere attraktive bygninger. De satsede også på sociale medier, og i tråd med en liberalisering af spilleloven, der åbnede for større markedsføring af galopsporten, har ejerkredsen de seneste tre år vendt den nedadgående spiral og oplevet publikumsfremgang på henholdsvis 26, 13 og 27 procent.

”Nu er procenter jo taknemmelige, men det er dejligt, at det går den rigtige retning. Men hvis der ikke var nogen, der havde overtaget, da vi gjorde, tror jeg ikke, der havde været en væddeløbsbane i dag,” siger direktøren. 

Lidt senere står Sten Ulsø ved sin faste plads på en lille bakketop på langsiden med sin sixpence og sin kikkert. Det er 60 år siden, han første gang var på Klampenborg Galopbane, Det ved han, for han fyldte for nylig 70 år. Det er nemt at huske på den måde. Det var dengang, der på gode løbsdage dukkede 30.000 mennesker op. I dag kan der på dårlige, regnfulde dage komme helt ned til 1.200. 

Sten Ulsø kan lide at følge sine faste rutiner, og han spiller som regel kun for en tyver ad gangen. 

Da jockeyerne springer på hver sin hest for at gå en sidste præsentationsomgang for publikum, finder Sten Ulsø dagens løbsprogram frem fra baglommen og skimmer det en sidste gang. Så finder han en tyver frem fra tegnebogen og trasker ned for at spille på Mont Rose. 

”Arrhh!” udbryder han få øjeblikke senere: ”Det sker simpelthen ikke, Mont Rose.”

Han sænker opgivende sin kikkert. Mont Rose kom som den eneste hest ikke ordentligt ud af startboksen. Skuffelsen har stadig ikke forladt hans ansigt, da tilskuernes tilråb kort efter tager til, og det galopperende felt af heste krydser mållinjen med Mont Rose halsende efter.

GALOPLØN

Som jockey får man 10 procent af alle præmiesummer, der rides hjem. Resten går til hestens ejer. Et gennemsnitligt løb på Klampenborg ligger på omkring 35.000 kroner i samlet præmiesum, der fordeles gradvist mellem de fem første over målstregen.

Derudover får en jockey 400 kroner, hver gang han stiller til start i et løb, og er man tilknyttet en stald, følger en fast, men beskeden løn. De bedste jockeyer lever en ganske udmærket tilværelse, de middelmådige må konstant ride for føden og huslejen, og de dårligste finder sig hurtigt noget helt andet at lave.

Nicolaj Stott er en af de bedste. Ud over 5-7 timers arbejde med at ride heste hver dag deltager han i løb tre gange om ugen rundt om i Danmark eller i resten af Skandinavien.

SOLEN BAGER NED på Den Kongelige Balkon, hvor fru Salling – som hun udelukkende hedder her – har indfundet sig i sin private loge med sin faste entourage af kvinder. Karin Salling (f. 1943) er i et blåternet jakkesæt, og selvom det snart er et halvt århundrede siden, hun var en feteret model, er der ikke slækket på noget. Ikke et hår sidder forkert. 

Fru Salling, der er enke efter Herman Salling – manden bag Bilka, Føtex og Netto – er en af landets største hesteejere og en af Klampenborg Galopbanes tre dronninger, der kontinuerligt strides om tronen. Denne eftermiddag er det hendes hest, Queen Rouge, der er storfavorit til Mowerina-løbet, og som løbet nærmer sig, sidder hun uroligt på stolekanten.

”Uh, de sommerfugle. Der er næsten ikke plads til dem derinde,” siger hun og tager sig til maven.

”Jeg kan ikke lide at være favorit. Alle siger, den vinder, men det skal man altså ikke sige til mig. Alt kan gå galt.”

Hun har ikke engang vin til at dulme nerverne. Da hun kort forinden aflagde baren et visit for at gøre krav på de gratis glas, der tilhører hesteejerne, havde den unge bartender tydeligvis ikke læst op på de velkendte ansigter. Som formalia bad han om legitimation for, at hun rent faktisk var fru Salling. Det ville hun ikke være med til, så hun droppede foretagendet. 

Ganske få meter derfra sidder Laila Jeppesen i sin private loge med en stor flaske rosé i en spand med isterninger stikkende op foran sig. Hun er en af Klampenborgs nyere hesteejere, men er hurtigt blevet en af de største. Ud over føl og avlshopper ejer hun 14 galopheste, heriblandt dagens førsteudfordrer, Silverstone. 

De nyeste heste i hendes fold er alle opkaldt efter ’Game of Thrones’: Targaryen, Lannister, Winter is Coming, Queen Khaleesi og Khal Drogo. En weekend, hvor hun lå syg med sin søn, så de stort set hele serien i én køre, og derfor gav det sig selv, da hun umiddelbart efter købte et nyt kuld til flokken. Hendes heste er nogle af de dyreste og bedste i Danmark, og af og til deltager de også i løb i udlandet. Når det passer ind, hvilket det for det meste gør, rejser hun med. For nylig kom hun hjem fra et stort løb i Berlin. 

”I Tyskland ved man godt, hvordan man skal behandle hesteejere. Man bliver feteret. Man bliver hentet i limousine, når man lander, og får serveret store, luksuriøse middage,” siger hun. 

De to dyreste heste, hun har købt, kostede lige i omegnen af 700.000 kroner. Men selvom prisen som regel er en god indikator for potentialet, er der intet, der garanterer, at det bliver forløst. Den ene af dem fik en seneskade, før den overhovedet var kommet rigtig i gang. 

”Jeg havde den forsikret for 700.000 kroner, men nej nej, de sagde, at den kunne gå på en mark de næste 20 år, så der var ikke noget at hente der,” siger Laila Jeppesen og skærer en sarkastisk grimasse: ”Så måtte jeg jo aflive den. En galophest skal ikke stå på en mark og se dum ud.”

STANKEN AF SVED OG HEST er så tyk, at man næsten kan se den sive ud ad den åbne bagdør i jockeyrummet. De fleste jockeyer har jord og græsstrå i ansigtet, og engelske Liam Doran er så pløret til, at kun øjnene er rene. På tørre solskinsdage som i dag bliver banen vandet, og da han kom bagerst ind i det mest opkørte sving, måtte han tage imod fra de galopperende hove foran ham. 

Flere når hurtigt at stikke hovedet ind under bruseren og skylle det værste af. Nicolaj Stott bløder fra sit ene knæ, men det er der ikke tid til at få gjort noget ved. I stedet finder han en smøg frem fra skabet, mens han skynder sig at skifte dragt til næste løb. Den garvede jockey Jacob Johansen sidder i en sky af tavs, indestængt vrede. Ved siden af brokker Oliver Wilson sig højlydt til den brasilianske jockey Rafael De Oliveira. 

”I had to stop,” skælder han og stirrer på ham med øjne, der slår gnister. Han slår demonstrativt begge arme opgivende ud til siderne.

”There was some space …,” forsøger Rafael De Oliveria, men bliver afbrudt halvvejs gennem sin forsvarstale: ”But you kept going and going and going,” fortsætter Oliver Wilson i en talestrøm, der stiger i både tempo og lydstyrke.

”Yes, you’re right,” siger den sydamerikanske jockey og løfter resignerende hænderne i vejret. 

Bølgerne kan virkelig gå højt i jockeyrummet. 

”Hvis der er en, der rider hensynsløst, kan han klippe hovene på hesten foran, og så risikerer man at styrte. I værste fald kan man dø,” siger Oliver Wilson.

Alle jockeyer kender den konstante risiko, og det er den, der med Oliver Wilsons ord gør dem ”ekstremt overtroiske”. For eksempel er det fast rutine, at en jockey smider en helt ny dragt på jorden og får de andre til at træde på den. Det er vigtigt, at den har været trådt på før et løb, ellers – siger overtroen – er der risiko for, at det er én selv, der falder af hesten og bliver trådt på. 

”Hvis jeg sad i startboksen og opdagede, at min dragt var splinterny, ville jeg gå i totalt panik. Jeg ville slet ikke turde løbe,” forklarer Nicolaj Stott. For et par år siden styrtede han i et sving og landede med ansigtet opad. Hesten, der red lige bagved, var millimeter fra at ramme ham:

”Jeg kunne mærke hestens aftryk, så tæt var den på mig. En centimeter længere fremme, så havde den trådt mig lige i smasken.”

En klokke ringer i lokalet. Det er jockeyernes tegn til, at de skal ud i paddocken og hilse pænt på galoptrænere og hesteejere før næste løb. 

Iført renvaskede silkedragter og med næsten renvaskede ansigter forlader de rummet én efter én. Nicolaj Stott og Oliver Wilson er de sidste to tilbage. 

Klokken ringer igen, og i samme øjeblik træder en ung fyr med strittende vokshår og rød Klampenborg-jakke ind i rummet. Det er ham, der har den udfordrende opgave at få jockeyerne ud til tiden. Nicolaj Stott nikker og bevæger sig i retning af døren. På vej ud får han et klap på skulderen.

”Oliver, du kommer bare, når du kommer,” siger den unge fyr og forlader også rummet.

Oliver Wilson sidder på bænken og ser anspændt ud. Det næste løb er dagens højdepunkt, Mowerina-løbet, forårets første store klassiker. Ud over at være ærefuldt i sig selv er det første indikator på, hvilke heste der måske kan vinde derbyet i august. Han lukker øjnene et kort øjeblik og tager en dyb vejrtrækning. Så rejser han sig og går målrettet gennem rummet. 

Da han tager i dørhåndtaget ud til paddocken, skyder han brystet frem og bytter sin anspændte mine ud med sit mest præsentable vindersmil.

MED SINE 173 CENTIMETER er Oliver Wilson i den høje ende og dermed også i den tunge. Det betyder, at han minutiøst må holde regnskab med, hvad han spiser og drikker hver eneste dag året rundt – bortset fra de fire ugers pause, han giver sig selv i løbet af november, når sæsonen på Klampenborg er afsluttet. Der er særlige vægtkrav i de fleste løb hen over en sæson, ikke mindst de mest prestigefyldte, så for at have bedst mulige vilkår som jockey skal man konstant kunne holde sig under smertegrænsen på 57 kilo.

“Nogle af mine kolleger kan spise, som de vil, men jeg må presse mig selv rigtig, rigtig meget for at lande under de 57 kilo,” forklarer Oliver Wilson, da han en uge tidligere sidder i spisesalen på Hotel Fortunen, et gæstgiveri fra 1700-tallet, der i dag drives af hans mor og mormor. Omkring ham hænger hjortegevirer, og der er store vægmalerier med jagtmotiver. Gæstgiveriet ligger ikke langt fra Klampenborg Galopbane, hvor han hele formiddagen har været nede og træne heste.

Oliver Wilsons storebror, Patrick Wilson, var en af de dygtigste amatørjockeyer i Skandinavien i sine teenageår, men formåede aldrig at få vægten ned på et niveau, hvor man må deltage i de professionelle løb. Til sidst måtte han opgive, og i dag er han beslagsmed og sætter sko på galophestene i staldene omkring Klampenborg. 

For Oliver Wilson var der også tunge udsigter til at blive jockey. Som 15-årig blev han tilknyttet en væddeløbsstald i Skotland, og her mente hans læremester, at hans vægt ville blive for høj til, at han nogensinde kunne blive galopjockey. Men sådan kom det ikke til at gå.

Hver evig eneste dag de sidste syv år har Oliver Wilson, efter godt seks timers formiddagstræning på hestene, taget en løbetur på 10 kilometer. I skiundertøj og med regnjakke og jockeybukser udenpå for at svede så meget som overhovedet muligt. 

Efterfølgende tager han enten i fitnesscenter for at dyrke cardio eller en tur i sauna for at klemme endnu mere ud. Det er lange, udmattende dage, der er skematisk inddelt for at holde vægten under kontrol. Men Oliver Wilson vil være galopjockey, og han har tænkt sig at blive en af de bedste. 

”Der er ekstremt meget pres på fra hesteejere og alle mulige andre. Men det største pres kommer fra mig selv. Jeg er min egen største kritiker. Jeg skal være så fit, som det overhovedet er muligt, når jeg sætter mig op på den hest.”

Hvis Oliver Wilson vinder forårets første klassiker, Mowerina-løbet, på Queen Rouge, kan det indikere, at der til august omsider kommer endnu et Wilson-navn op at hænge på facaden foran Den Kongelige Restaurant.

”Mit helt store mål er at vinde det derby. Det er det største og mest prestigefyldte, man kan vinde i Danmark,” siger Oliver Wilson og bliver i samme øjeblik afbrudt af sin mor, der går gennem spisesalen på Hotel Fortuna: ”Det bliver i år!” råber hun.

VÆGT-VOGTERE

Som professionel jockey skal man opretholde en lav vægt for at kunne deltage i løb. Vejer man for meget, må man ikke deltage.

Vægtkravene varierer fra løb til løb, men tommelfingerreglen er, at en jockey i Skandinavien skal veje mellem 52 og 62 kilo for at kunne deltage. Til de store klassiske løb er vægtgrænsen henholdsvis 57,5 og 59 kilo afhængigt af, om der rides på hopper eller hingste. Vægten er inklusive saddel. Hvis en jockey vejer 57,5 kg uden saddel, er han for tung og kan ikke deltage.

Vægtgrænsen for klassikere i Skandinavien ligger højere end næsten alle andre steder, da man på vores breddegrader typisk er større fra naturens side. Den ideelle vægt for en jockey er i omegnen af 53 kilo, da man dermed har mulighed for at deltage i stort set alle løb og på stort set alle heste. Mange jockeyer på den globale scene lider af bulimi, og flere store navne har – efter at have pensioneret sig – berettet om at have levet decideret usundt og skadeligt.

FRU SALLING LÆNER panden mod sine knyttede næver i logen på Den Kongelige Balkon og lukker nervøst øjnene et øjeblik. Der er fuldkommen tavst omkring hende. Ingen forsøger at sige noget. På langsiden er støjen til gengæld tiltagende, og folk kommer spurtende fra alle sider, fra toilettet, fra totalisatoren og fra baren, for at mase sig ind på de sidste ledige pladser langs rækværket på opløbsstrækningen. I Owners & Trainers Lounge har en håbefuld Bent Olsen iført jakkesæt fundet en afsides krog i baren og fået skænket sig et ordentligt glas vin. 

På den modsatte side af banen er ni ud af de 10 deltagende heste i Mowerina-løbet på plads. Som den sidste bliver Queen Rouge med Oliver Wilson i cerisefarvet silketrøje med to tynde blå striber i siderne trukket ind i startboks to.

”Og starten er gået til Mowerina-løbet,” råber speakeren, da de 10 heste næsten synkront skyder af sted i pludselig fart. 

”Åbner godt gjorde nummer seks Bitcoin,” fortsætter han, da førsteudfordreren fra Bent Olsens stald hurtigt lægger sig i front med Carlos Lopez ovenpå i sin turkisfarvede dragt. Det var ham, der sidste år slog Oliver Wilson i derbyet. Hele dagen har snakken gået, at hvis nogen skulle overrumple Queen Rouge, skulle det være Carlos Lopez på den svenske hoppe Bitcoin. Og på forhånd var fru Salling nervøs for, at hvis Bitcoin fik for meget forspring i starten, ville den ikke være til at indhente.

I midten af feltet sidder Oliver Wilson på Queen Rouge fuldstændig side om side med Nicolaj Stott i en gulgrå dragt på hoppen Paris Pearl. Bag dem sidder Elione Chaves i sin brune dragt på Laila Jeppesens førsteudfordrerhest, Silverstone.

”Bitcoin er førende, hvor de begynder at svinge til højre ind i opløbssvinget,” lyder det fra speakeren, der sætter tempoet i vejret, mens afslutningen nærmer sig.

Der bliver råbt højere og højere på langsiden, og flere hopper ligefrem i ren spænding, da hestene med Bitcoin i spidsen drejer ind på opløbsstrækningen og sætter i fuld galop mod mål. Nicolaj Stott svinger sin pisk mod Paris Pearl i et sidste forsøg på at få den til at følge med. Alligevel glider han ned gennem feltet.

”Det er Bitcoin foran, indvendigt nummer seks, Good Look … Queen Rouge med Oliver Wilson fjerde i øjeblikket – den store favorit.”

Speakeren snubler næsten over sine egne ord for at få det hele med, mens en frygtindgydende lyd af galopperende hove endnu en gang skærer sig gennem menneskemylderet. Med 400 meter tilbage læner Carlos Lopez sig helt ind over Bitcoin allerforrest i feltet og tvinger den til at brænde sine sidste kræfter af. Lige bagved gør Maikel Narvaez Bravo på hoppen Good Look det samme. Oliver Wilson har stadig ikke trykket på knappen. 

Hesteejer fru Salling (th.) jubler over sejren.

”KOM SÅ, ROUGE … Kom så, Rouge … Kom så, Rouge, kom så, Rouge!” Fru Salling hopper i sin stol på Den Kongelige Balkon og råber nu så højt, at hun ser ud til ikke selv at være klar over det. Resten af hendes entourage stemmer i. Få meter ved siden af sidder Laila Jeppesen med en olm, tavs grimasse rettet mod Silverstone, der er blevet distanceret længere nede i feltet.

”Bitcoin fortsætter, indvendigt Good Look fortsat vældig godt gående,” tordner speakeren, men må afbryde sig selv, da Oliver Wilson pludselig læner sig helt ind over Queen Rouge og tvinger den til at løbe så hurtigt, som den overhovedet kan:

”Nu går Queen Rouge frem og sætter sine kløer i de andre konkurrenter i løbet.”

Oliver Wilson løfter sig halvt og svinger med venstre hånd pisken med fuld kraft bagud på Queen Rouge. Først passerer han Bitcoin og dernæst Good Look i en fart, som stod de andre næsten stille. Allerbagerst sidder Nicolaj Stott på Paris Pearl. Oliver Wilson svinger pisken endnu en gang og læner sig endnu længere ind over Queen Rouge, der næsten flyver over græstæppet det sidste stykke mod mål.

”Nu er det Queen Rouge på vej hjem mod målstregen,” brøler speakeren. Rundt om på anlægget falder mindre grupper hinanden i armene og råber vildt, mens andre skuffede lægger ansigtet i hænderne eller blot stirrer tomt ud i luften. 

”Den vinder Mowerina-løbet, som alle havde spået på forhånd … Queen Rouge og Oliver Wilson, en overlegen vinder.”

Mens Laila Jeppesen i tavshed skænker sig et nyt glas rosé i sin loge, slår fru Salling armene sejrrigt ud til siderne. De første står allerede klar på Den Kongelige Balkon til at lykønske med kram og kindkys. Hun takker og smiler og takker og smiler og bevæger sig langsomt og selvsikkert ned gennem folkemængden. Fru Salling søger ikke rampelyset, som en anden hesteejer forklarede tidligere på dagen, men når hun befinder sig i det, tager hun det hele.

I vindercirklen rider Oliver Wilson rundt på Queen Rouge med knyttet næve og et bredt sejrssmil. Galoptræner Marc Stott står ved siden af og smiler lige så stort, denne gang helt naturligt, mens han spejder op efter fru Salling. 

”Det kører sgu for ham Marc Stott,” er der en, der udbryder blandt tilskuerne, der klumper sig sammen for at få det hele med. Det er en fast tradition, at de to bedste jockeyer fra et løb bliver lykønsket i vindercirklen og efterfølgende kørt gennem menneskemængden og op til jockeyrummet. Men der er kun én vinder i galopsport. Det står klart i dette øjeblik. 

Omsider når fru Salling frem til vindercirklen og modtager endnu en stribe lykønskninger. Med klapsalver som baggrundstæppe liner galoptræner Marc Stott og fru Salling op ved siden af en smilende Oliver Wilson på ryggen af Queen Rouge. Det er dagens definitive vinderbillede.

”LONG FUCKING DAY,” udbryder Oliver Wilson og læner ryggen og baghovedet op ad væggen og strækker søvnigt begge arme over hovedet. Det er sidst på eftermiddagen, løbsdagen er slut, og jockeyrummet er omsider blevet tømt. Tilbage er kun Oliver Wilson og Nicolaj Stott.

Udenfor ligger Klampenborg Galopbane stort set øde. De sidste har indkasseret deres gevinster og er trasket videre ud i verden med deres pynteklude og rosébranderter. Fru Salling tog af sted med to flasker champagne og et smil, der havde sat sig fast. 

I jockeyrummet har Nicolaj Stott pakket sin taske og iklædt sig et jakkesæt. Det er mørkeblåt, næsten magen til Oliver Wilsons. Trods sidstepladsen i Mowerina-løbet er han ganske godt tilfreds med dagen, der bød på en førsteplads og to andenpladser i andre løb. Han ved, at der nok ikke går længe, før han får et opkald fra sin far, der har fulgt dagens løb via internettransmissionen. 

Hverken Nicolaj Stott eller Oliver Wilson er færdige endnu. Når de kommer hjem, skal de se løbene grundigt igennem for at finde de små marginaler, der kan blive afgørende fremover. Derefter skal de begge så vidt muligt tidligt i seng. 

Nicolaj Stott slynger tasken over skulderen. På vej ud går han forbi Oliver Wilson og stikker næven frem. De hilser pænt farvel med et godt gammeldags håndtryk. Der er ikke noget der. I morgen skal de til Malmø. En ny løbsdag venter.

 

Som 11-årig flygtede NADIA NADIM med sine fire søskende og sin mor fra Afghanistan. Målet var et nyt liv i England. Men rejsen i bunden af en lastvogn endte et helt andet sted.
Tekst:Morten HjortshøjFoto:Privat

MIN MOR, jeg og mine fire søskende havde været på flugt i et par måneder. Min far, der var general i den afghanske hær, var blevet dræbt af Taleban, så vi måtte søge ud af landet og boede først i Karachi i Pakistan.
Efter to måneder i Karachi hjalp en menneskesmugler os til den internationale lufthavn i Islamabad, 1.500 kilometer derfra. Vi ville til England, hvor vi havde familie boende. Med os havde vi to sportstasker med tøj, min mors papirer og hendes nye pas med vores falske pakistanske navne i. Vi havde fået streng ordre på ikke at sige noget eller svare, hvis nogen spurgte os om noget.

Fra Islamabad skulle vi i første omgang med fly til Milano. Det var alt for risikabelt at ankomme med falsk pas i England, og derfor var planen, at vi skulle ud af lufthavnen i Milano og køres og sejles det sidste stykke vej.

Efter to dage i et virkelig klamt kælderværelse med gittervinduer i Milano blev vi hentet af en mand i en grøn Golf. Vi troede, det var bilen, der skulle køre os til England, men efter nogen tid på motorvejen drejede han ind på en rasteplads, hvor vi skulle gå ind i en lastbil, der holdt parkeret der. Lastrummet var fyldt med kasser, men inde bagerst, helt oppe ved chaufføren, var der et hulrum, hvor vi skulle sidde. På det her tidspunkt havde vi ikke spist i to dage, og alt, vi havde med os, var en flaske vand hver.

Så kørte vi. Og kørte og kørte og kørte. Det var koldt og mørkt i vognen, og vi skiftevis sov og døsede. Næste morgen vågnede vi ved, at chaufføren åbnede ladet. Han vinkede os ud og sagde, at vi skulle vente her, mens han hentede noget benzin. 

Han kom aldrig igen. Vi var blevet snydt. Og anede ikke, hvor vi var. Min søster troede, vi var havnet i Rusland. I London var vi i hvert fald ikke. Det her var alt for rent og stille til at kunne være London, og der var heller ingen højhuse. 

Det første, jeg så på gaden, var en ældre mand, der gik tur med en lille hund med korte ben. ”Holy shit, hvor er den grim,” tænkte jeg, for jeg havde aldrig set en gravhund før. Min mor spurgte manden, hvor vi var. ”Randers, Denmark,” sagde han. Jeg havde aldrig hørt om Danmark, men jeg var også ligeglad. Jeg var bare helt vildt sulten.

Vi fandt byens politistation, hvor en politimand tog imod os. Jeg kunne med det samme mærke, at han var rar. Han hjalp os ind i politibilen og kørte os mod banegården, hvor vi skulle med et tog mod Sandholmlejren. 

Det var påskemorgen og helligdag, så alt var lukket, men betjenten kunne se, at vi var sultne, så han stoppede op ved Netto og kom tilbage til bilen med en fyldt indkøbspose. Der var toastbrød, bananer, colaer og mælk. Jeg tror aldrig, mad har smagt så godt.

Jeg har ikke noget at grine af, når jeg tænker tilbage på vores flugt. Det var ren gambling. Man lægger alt sit håb og sin tillid i ukendte folks hænder, og jeg var 11 år og pissebange hele vejen. Men vi havde ikke noget valg. I dag kan jeg godt se det sjove i, at manden, der skulle hjælpe os til London, efterlod os i Randers. Var han bare virkelig dårlig til geografi? Kunne vi også være endt i Afrika? Jeg er taknemmelig for, at jeg havnede et sted, hvor jeg blev accepteret og kunne starte mit liv igen.

FØRSTE REJSE
”Da min søster og jeg som teenagere tog toget til Tyskland og besøgte vores moster i Magdeburg. Pizza og McDonald’s dagen lang. Jeg tog 10 kilo på.”

STØRSTE REJSECHOK
”I 2016 tog jeg til USA for at spille fodbold i klubben Portland. Det var et kulturchok – og sindssygt motiverende – at finde ud af, hvor stort kvinde-fodbold er derovre.”

REJSEDRØM
”Jeg har gerne villet til Thailand i seks år, og nu skal jeg snart af sted. Jeg vil også gerne til Japan, Korea eller på solferie til Bora Bora.”

Nadia Nadim er professionel fodboldspiller og angriber på det danske landshold, 30 år. Født i Afghanistan. Spiller til daglig i Paris Saint-Germain og har udgivet bogen ’Min historie’ på Politikens Forlag.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juni 2018.