Indlæg

“I sidste ende er elitesport spis eller bliv spist”

For at den 20-årige taekwondo-kæmper Edi Hrnic kan vinde, er der andre, der må tabe – også i Paris.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

SOM LILLE HAVDE jeg tynde arme, tynde ben og var lidt for tyk på maven. De andre børn drillede mig, og jeg var rigtig nem at få op i et gear, hvor jeg blev sur og ked af det. Jeg begyndte altid at græde, og det gjorde bare, at de syntes, at det var ekstra sjovt, og så blev det ved og ved og ved.

Min far var træt af, at jeg evigt og altid var i skudlinjen, så en dag sagde han: ”Det slutter her. Nu starter du til kampsport.” Han ville lære mig at sige fra på den hårde måde. Som ung i Bosnien havde han selv gået til kampsport og mente, at jeg skulle starte med noget af det samme, men det ville min mor ikke være med til. Hun var bange for, at jeg ville miste hjerneceller, hvis jeg fik for mange slag i hovedet. Hver gang han foreslog en ny kampsport, sagde hun nej, men da det kom til taekwondo, sagde hun omsider ja. Det er først og fremmest en selvforsvarssport, og det er først fra 12-årsalderen, at man lærer at sparke efter sin modstanders hoved.

Vi boede i Brøndbyvester, men klubben lå i Albertslund. Første gang jeg satte mine fødder der som otteårig, syntes jeg, at det hele lignede noget fra en Bruce Lee-film eller fra ’Ninja Turtles’, som jeg var kæmpe fan af. 

Her lærte jeg at forsvare mig selv, og et par måneder senere var der ikke længere nogen, der drillede mig. Det, jeg pludselig kunne, havde de kun set på tv før, og jeg kunne se på dem, at de tænkte: ”Shit, han må være en farlig knægt, ham der!”

JEG ER VOKSET op på Vestegnen med bosniske forældre. Mit bosniske ophav fyldte en del i barndomshjemmet, for ligesom de mente, at vi skulle integreres i den virkelighed, vi lever i, ville de heller ikke have, at vi mistede det, vi kom fra. Hver sommer var vi tilbage i Bosnien i 2-3 uger, og i hverdagen dominerede Balkan-køkkenet menuen. Jeg er født og opvokset her, og jeg føler mig som dansker, men glemmer ikke mine bosniske rødder. 

Mine forældre har til gengæld altid holdt mig ude af alt det, de oplevede i borgerkrigen. Jeg ved ikke, hvad de er gået igennem, jeg ved kun, at noget af det har været ret slemt og traumatiserende. Men i hjemmet blev det altid betragtet som et overstået kapitel. De ville ikke have, at det, de havde oplevet, skulle fylde i min og mine to yngre tvillingesøstres hverdag.

Min far er en sjov type. Hans tilgang til opdragelse er nok ikke helt klassisk i en dansk kontekst, og der vil helt sikkert være folk, der tænker, at det ikke er etisk korrekt, hvor meget og hvor hårdt han har presset mig.

I Bosnien havde han dyrket basketball på højt niveau, men da han kom til Danmark som 18-årig, måtte han lægge det bag sig, fordi alting handlede om at lære dansk, få en uddannelse og blive ordentligt integreret. Der var andre responsibilities på bordet. 

SPARK I GANG 

Edi Hrnic, født i december 2003. Vokset op i Brøndby-vester. Bor i dag i Albertslund. Har gået på Vestskoven Gymnasium. I 2023 vandt han guld til European Games i Polen. Til sommer bliver han den første danske taekwondo-kæmper til et OL i 20 år.

HAN BEGYNDTE AT pace mig til at blive verdens bedste taek­wondokæmper. Han kan være en meget hård mand, og han var rigtig hård mod mig, når det kom til træning og dedikation.

Fra jeg var helt lille, gik han i gang med at hjemmetræne mig. Bokseren Floyd Mayweather sagde engang: ”When you’re sleeping, I’m working.” Sådan var det hjemme ved mig. Når mine jævnaldrende slappede af, så trænede jeg. Enten ud at løbe, eller også fik han mig til at lave nogle af de øvelser, han kunne huske fra sin tid som basketballspiller i Bosnien. Han fik mig også til at lave et hav af armbøjninger og andre styrketræningsøvelser.

Han vidste, hvordan han holdt mig sulten. Man kan rose og rose og rose mig, men hvis man siger: ”Det her gjorde du forkert”, bliver jeg først lydhør. Han var god til at give mig små ’svinere’, også selvom jeg havde vundet. Jeg skal være meget bedre end min modstander. Den mentalitet har fået mig langt, og den bliver ved med at få mig længere og længere.  

DET VAR NOGET andet med min morfar. Omkring min otteårs­fødselsdag fik jeg to yngre tvillingesøstre, så mine forældre havde hænderne fulde, og så blev det meget ham, der tog med mig til træning og til træningslejre og turneringer alle mulige steder.

Han var en meget venlig mand, og han havde en evne til at træde ind i et rum og få folk omkring sig til at smile. Det var meget beundringsværdigt, for han havde også været meget igennem og havde været med i de første krige i Bosnien. Senere hjalp han mange fra min mors familie med at komme til Danmark. Der stod stor respekt om ham.

Min mormor og han boede i Nakskov, men flyttede senere til Vallensbæk, tæt på os, så han fulgte min taekwondokarriere tæt. Han var meget rosende af natur, og samtidig var han god til at forklare mig tingene på en ordentlig måde. Hvis min far lige havde skældt mig ud for ikke at tage mig nok sammen, kunne min morfar finde på at trække mig til side og sige: ”Prøv at høre, du gør det godt. Men jeg kan også forstå, hvorfor din far bliver sur, og måske siger han det ikke, som jeg ville gøre det, men det er rigtigt, hvad han siger.” Det fik mig altid til at tænke mig om. Okay, måske er det ikke bare, fordi min far hader mig. Måske vil han mig det bedste, men siger bare tingene på en speciel måde. Han var en god mand, min morfar.

TRE DAGE EFTER min 13-årsfødselsdag døde min morfar af kræft. Det var meget hårdt, og jeg havde brug for at fordøje det. Jeg endte med helt at tage en pause fra taekwondo. Han havde spillet en meget stor rolle for mig, og jeg måtte overveje, om jeg overhovedet kunne fortsætte uden ham.

Efter en måneds tid begyndte jeg at mærke et stort savn efter sporten. Jeg savnede ikke at træne, men jeg savnede at kæmpe. Jeg savnede at sparke og mærke adrenalinen i kroppen. Jeg elsker at kæmpe mod folk. Det er det, jeg hele tiden minder mig selv om i de svære tider. Og det er det, der altid hiver mig tilbage.

Jeg har flere gange været nødt til at tage tænkepauser. I perioder har jeg hadet sporten, fordi min far har været hård ved mig, og fordi det er slidsomt at træne hver dag året rundt. Mange gange har jeg tænkt, at det hele var noget lort, og at jeg ingen vegne kom med det.

Året efter at jeg havde mistet min morfar, røg jeg på hospitalet, fordi min blindtarm sprang. Det kan man dø af, og særligt min mor var meget påvirket af det. Hun havde lige mistet sin far, nu frygtede hun også at miste sin søn. Det var en hård tid for familien, og samtidig var det en slem skade, der gav mig en lang, ufrivillig pause væk fra taekwondo. Der fik jeg tid til for alvor at stille mig selv spørgsmålet: ”Er det rent faktisk det her, du vil?” Men taek­wondo har givet mig så meget selvtillid, som jeg ikke tror, jeg ville kunne få noget andet sted. 

FØRSTE GANG JEG skulle i kamp, var jeg pissebange, men jeg forelskede mig hurtigt i spændingen. Det er fast pace. Adrenalinen farer rundt i kroppen, hjertet pumper, når man står ansigt til ansigt med sin modstander. Det afhænger ikke af nogen andre. Det er mig mod ham, hvem vinder? Og det booster ens ego, hver gang man går sejrrigt ud.

I juniorrækken havde jeg et helt år som ubesejret. Jeg tabte ikke en eneste kamp. Men der har også været perioder, hvor jeg mistede fokus og overblik, og hvor jeg blev nervøs, når det rent faktisk gjaldt. Man siger, at man skal kunne præstere ’under lysene’. Det er svært, og det kunne også have knækket mig.

I kadet-rækkerne var jeg til VM én gang og EM to gange, og jeg tabte alle tre gange.  Særligt det VM står stadig som den store skuffelse. Bagefter sagde alle til mig, at jeg kunne have slået ham. For nogle er den slags måske rart at høre, men det gavner ikke mig, det irriterer mig, og det gør mig sur. Jeg har en ’evigt sulten’-mentalitet, som jeg har fået fra min far. Jeg kan ikke klare, at nogen er bedre end mig. Det er sådan, jeg tænker.

Derfor var det også en hård tid for mig. Det fyldte meget i mit hoved: ”Når jeg træner i klubben, så flækker jeg folk. Så hvorfor ikke når det gælder?” Det hjalp ikke at have en far, der samtidig blev rigtig sur på mig, når jeg tabte. For så var der to, jeg ikke kunne lide at gøre sur. Min far og mig selv.

NÅR JEG TABER, tænker jeg uafbrudt på nederlaget indtil næste stævne. Jeg går og piner mig selv og bliver ved med at tænke på den person, der har slået mig. Hvis jeg er ude at løbe, får det mig til at løbe endnu hurtigere, og hvis jeg træner, får det mig til at træne endnu hårdere. Den mentalitet har bragt mig langt, for jeg var på ingen måde den mest talentfulde, da jeg var yngre. Rent fysisk var jeg ikke skabt til at blive til noget stort i sporten, men jeg havde viljen til at træne hårdere og hårdere og hårdere.

Min træner har den samme mentalitet. En skade tvang ham til at stoppe som ung, så i stedet dedikerer han sig til at forløse sin egen drøm igennem mig. En sommer for et par år siden satte vi os ned og tog en alvorssnak. Jeg havde opnået mange gode resultater, men stadig ikke vundet et af de helt store trofæer. 

Jeg var den eneste på mit niveau, der aldrig havde fået en europæisk titel eller var blevet verdensmester. Nu mente min træner, at det var på tide at lave om på det. Ikke flere skuffelser. Nu skulle vi virkelig chokere folk.

I de følgende måneder trænede vi sammen 2-3 gange hver eneste dag. Taekwondo, kondition og styrke. Nogle gange var vi i fitnesscenteret, andre gange trænede vi på stranden, hvor menuen stod på spark, svømning, sandtræning eller løb. Vi løb også op og ned ad stejle bakker. Det var meget intensiv hård træning, og det var det mest ekstreme, jeg har prøvet, men min træner mente, at det var nødvendigt, for at jeg kunne blive bedre end alle andre.

I sidste ende bar det frugt. Til det efterfølgende U21-EM fik jeg sølv. Jeg var kun 17 år, og ham, jeg tabte til, havde lige været til OL. Der forstod jeg for alvor, at man med virkelig hård træning kan blive virkelig god.

DA JEG FYLDTE 18 år, sagde min far: ”Jeg tror, jeg trækker mig lidt tilbage.” Han mente, at jeg var i gode hænder og havde gode mennesker omkring mig, og at det var bedre at lade dem styre det herfra. I stedet ville han fremover følge med fra sidelinjen.

For at være ærlig så passede det mig godt. Det var på tide, at vi cuttede det gamle bånd og genopfandt vores relation på ny. I dag er jeg 100 procent sikker på, at min far er stolt af, hvad jeg præsterer. Min familie er alle sammen rigtig støttende og følger altid med i min karriere – uanset hvor jeg er henne. For nylig var jeg i Mexico, hvor der er en del tidsforskel, så de var nødt til at stå op midt om natten for at se mig kæmpe, og det gjorde de.

Min mor græder altid, når jeg opnår flotte resultater. Med min far er det anderledes. Jeg har aldrig nogensinde set ham græde. Men da jeg vandt European Games, så jeg ham smile, som jeg aldrig har set ham smile før. Jeg tror aldrig, han har været så glad før i sit liv.

MIN STUDENTERKØRSEL lå lige oven i European Games i Polen. Jeg skulle egentlig være rejst derned en uges tid forinden for at træne og finde mig til rette i miljøet, men studenterkørslen var kun to dage før min første kamp. Jeg prøvede at finde ud af, hvad der kunne lade sig gøre, og i sidste ende tog jeg med på studentervognen, og så, næste morgen, fløj jeg direkte til Krakow, hvor en af dem fra stævnet hentede mig i bil og fragtede mig de sidste tre timer.

På studentervognen holdt jeg mig væk fra alle former for alkohol. Jeg er i forvejen ikke typen, der drikker særlig meget, men her sagde jeg helt nej. Det var noget andet med al den dejlige mad, vi fik serveret undervejs. Den kunne jeg ikke dy mig for at proppe mig med.

Da min far hentede mig ved et-tiden om natten, rungede mit hoved af al den høje musik, fløjterne og råberiet, og det blev ved med at ringe for mine ører hele natten. Da jeg vågnede næste morgen klokken seks, havde jeg kun fået halvanden times søvn. Fremme i Polen kom jeg for sent til den officielle vejning, men fik dispensation til alligevel at deltage. Støjen i mit hoved forsvandt, men da jeg kom hjem på værelset for at sove om aftenen, vendte den tilbage som bip-lyde. Bip-bip-biiip.

BEDST I VAND OG PÅ CYKEL

Mest vindende danske OL-sportsgrene:

Sejlsport: 31 medaljer
Cykling: 29 medaljer
Roning: 25 medaljer

3 sommer-OL med flest danske medaljer:

1948 i London: 20 (59 nationer deltog)
2016 i Rio: 15 (207 nationer deltog)
1920 i Antwerpen 13 (29 nationer deltog)

Flest OL-deltagelser:

8: Paul Elvstrøm, sejlsport
7: Ivan Osiier, fægtning
5: Jeanette Ottesen m.fl., svømning

NÆSTE MORGEN VENTEDE kampene. I første runde i anden kamp vred jeg om på anklen. Heldigvis var adrenalinen høj, den dulmede smerterne, og jeg vandt alligevel. Lige efter ventede semifinalen, som jeg også fik kæmpet mig igennem og vundet. Uheldigvis var der tre timer mellem semifinalen og finalen, så jeg kunne ikke fortsætte på adrenalinen, og det begyndte at gøre vanvittig ondt. 

Jeg gik hjem for at sove på værelset, og da jeg vågnede, kunne jeg ikke gå på min fod, jeg kunne ikke engang støtte på den. Jeg måtte nærmest bæres af mit team. Jeg overvejede at trække mig fra finalen, men mit team blev ved med at sige: ”Lad os nu se.” De forsøgte at finde en læge, der kunne kigge på min fod, og fandt til sidst en hollandsk læge. Så snart han havde tilset mig, sagde han: ”Den her fod er helt færdig. Jeg vil råde dig til ikke at kæmpe.” Mit team spurgte den hollandske læge, om der ikke var noget, han kunne gøre. Han tænkte sig længe om og fandt så nogle smertestillende piller frem fra sin medicintaske. De skulle være tre gange så stærke som almindelige Panodiler. Jeg skulle tage en med det samme, en mere med en halv time til kampstart og så endnu en, lige inden kampen gik i gang.

Da jeg trådte ind på måtten, kunne jeg ikke længere mærke, at der var noget galt med min fod. Faktisk kunne jeg slet ikke mærke den. Jeg vandt kampen, og efterfølgende hævede min fod helt op, og jeg måtte tilbringe en måned på skadesbænken. Det gjorde sindssygt ondt, men i dag gør det kun historien 10 gange bedre. Den turnering var mit Rocky-moment. Jeg overkom alle forhindringerne og tog sejren.

HVER GANG JEG har en hård træning, spørger jeg mig selv: ”Kan jeg smadre den version af mig selv, som jeg var i går?” Hvis svaret er ja, har jeg gjort det godt nok. Hvis ikke, må jeg tage mig sammen.

Når jeg træner, træner jeg pissehårdt. Jeg sætter mig selv i situationer, hvor jeg ikke kan løfte mine arme. Eller ikke kan løfte mine ben. Og hvor jeg får lyst til at kaste op. Jeg holder mig kørende, fordi jeg ved, at der er ét mål. Næste gang, næste gang, næste gang. Næste gang skal jeg vinde.

Jeg har en mentalitet, som nogle ikke vil kunne forstå, men den hjælper mig, for i sidste ende er elitesport ’Spis eller bliv spist’. Og jeg kan ikke lide at tabe. Jeg vil være den, der vinder, og derfor må der være andre, der taber. Sådan er det bare.

Når folk ser sport i tv, ser de kun det færdige produkt. De ser ikke alt det, der har ført til, at man er der. De har ikke set dig, når du har været ved at dø efter en eller anden træning, men er blevet ved alligevel. Jeg forsøger hele tiden at motivere mig selv, og hvis ikke jeg kan mærke i min krop, at det har været hårdt nok, får jeg skyldfølelse.

Til OL har jeg ikke tænkt mig at tage af sted bare for at suge stemningen til mig. Det her er min chance for at vinde en medalje. Selvfølgelig ønsker jeg også at være på toppen om fire eller otte år, men det er umuligt at sige. Til gengæld ved jeg, hvor god jeg er nu. Derfor siger jeg til mig selv, at det her OL bliver mit sidste. Det bliver alt eller intet. Det er nu eller aldrig.

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

“Jeg er ikke tilfreds med to OL-bronzemedaljer”

Den 28-årige kajakroer Emma Aastrand Jørgensen går efter guldet i Paris.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

VI HAVDE BÅDE kaniner, en hund og en gris rendende rundt i haven, da jeg var barn. Det var i Bursø, lidt uden for Maribo, med et stort areal til dyrene, og der elskede jeg også selv at rende rundt. 

Skolen var jeg til gengæld mindre glad for. Jeg havde ikke særlig meget gåpåmod og rakte ikke så tit hånden op – medmindre der var noget, jeg virkelig havde forberedt og kunne udenad. Jeg var ikke så god til fagene, og i de yngre klasser måtte jeg have ekstra hjælp til at lære alfabetet og var lang tid om at lære at læse.

I de sidste par år af skolen var jeg mildest talt skoletræt. Jeg havde rigtig meget ’afspadsering’, som min mor kaldte det – jeg pjækkede. Så var jeg enten derhjemme eller cyklede ned til kajakklubben. Måske lå det ikke til mig at være klog i skolen, men så var jeg i det mindste god til kajak.

MIN MORS VENINDE havde set et opslag for en sommerskole i kajakklubben i Maribo, så min mor tog min storesøster og veninden med for at prøve det af. Jeg fulgte bare med, for det var i en periode, hvor lillesøster gjorde det samme som storesøster. Det er lidt en uskreven regel, at man skal være 10 år for at starte til kajak, for det kræver en vis højde og længde på benene, men jeg var sådan: ”Hvornår kan jeg starte?” Træneren sagde: ”Det skal vi nok finde en løsning på.” Når nogen virkelig vil, er det jo med at gribe chancen, så gløden ikke går ud.

Jeg startede sammen med nogle af mine håndboldveninder, og vi var en gruppe på fire piger, som holdt ved i mange år. Det første lange stykke tid var det fællesskabet, der holdt mig til ilden – også når det regnede, og det var knap så sjovt. For så kunne jeg stadig ligge nede bagved med min gode veninde og skråle med på de MGP-sange, vi lige havde hørt.

Da jeg var yngre, var jeg altid den, der lå bagerst. Man kalder det at tage en ’hænger’, når man lægger sig på bølgen ved siden af båden. Der er ligesom at lægge sig i slipstrømmen på en cykel. Det gjorde jeg altid. Jeg var virkelig den dovne type. Men fra tid til anden tænkte jeg pludselig: ”Fuck de andre!” og så kunne jeg virkelig mose igennem og lå langt foran. Men til langt de fleste træninger lå jeg bagerst og snakkede og sang og tog den med ro. Lysten til at træne hårdt er først kommet sent.

AD ÅRE

Emma Aastrand Jørgensen, født januar 1996. Vokset op i Bursø og i Maribo på Lolland. Bor til daglig i København Nordvest med sin kæreste, kajakroeren Magnus Sibbersen. Har vundet en lang række medaljer til OL, VM og EM. Til OL i Rio de Janeiro 2016 vandt hun sølv i 500 meter enerkajak. Til OL i 2021 vandt hun to bronzemedaljer. Senest vandt hun i 2023 VM i 500 meter toerkajak med makkeren Frederikke Hauge Matthiesen. I år er det tredje gang, hun deltager i et OL.

I HELE MIN barndom var klubben mit yndlingssted. Forældrene støttede op og sørgede for, at der var pasta med kødsovs og alle de ting, når der var stævner og træningssamlinger. Og den træner, vi havde, gik enormt meget op i at fastholde os unge. Han kunne se et potentiale i mig, også selvom jeg dovnede den til træning. Det hjalp selvfølgelig, at jeg til stævner altid vandt hele lortet alligevel, både i min egen klasse, klassen over mig og to klasser over. 

Som 13-årig blev jeg udtaget til Nordisk Mesterskab for dem, der var to år ældre end mig. Jeg var slet ikke gammel nok til at stille op, men jeg vandt alligevel. Der begyndte det at gå op for mig selv, at jeg nok kunne nå langt. Til mit første verdensmesterskab som junior blev jeg dobbelt verdensmester, og året efter blev jeg det igen. Det var ret ekstraordinært, og der er ingen, der siden har præsteret det samme. Efter det besluttede jeg mig for, at det var det her, jeg ville. Jeg ville være verdens bedste blandt de voksne.

MIN KÆRESTE OG JEG mødte hinanden på vandet. Vi havde set hinanden til stævner, men første gang, vi begyndte at snakke sammen, var til VM i Szeged i Ungarn i 2019. Et par uger senere var vi til DM i Silkeborg, og der kunne i hvert fald hans far fornemme, at vi syntes, at hinanden var lidt søde, for det har han senere fortalt. Der gik da heller ikke længe, før vi fandt sammen, og ja, siden har vi ikke kysset på andre end hinanden.

Vi har flere gange roet K2 Mix sammen, og det er megafedt, for Magnus (Sibbersen, red.) er meget stærkere end mig, så jeg føler virkelig, at jeg bliver skubbet af sted i vandet. Jeg synes også, det er fedt, fordi vi udvikler os sammen. Der er nogle helt særlige følelser på spil, når vi har roet det samme løb og gjort vores allerbedste for hinanden.

Vi prøver til gengæld på at snakke så lidt kajak som muligt, når vi er derhjemme. Det er nødvendigt, for når man dyrker så meget sport, har man også brug for at koble af. Og heldigvis er vi begge to store fans af sofa og Netflix, så det bruger vi i hvert fald meget tid på.

DET FYLDER VILDT meget for mig, hvad der skal ske efter min karriere. Jeg er sådan lidt i en identitetskrise, for hvad vil jeg egentlig gerne med mit liv? Hvor skal jeg starte henne? Hvem er jeg? Hvad kan jeg egentlig? Jeg er pissegod til at være kajakroer, men er jeg god til andet? Jeg var jo i hvert fald ikke speciel god til at gå i skole. Det er lidt skræmmende at tænke på, hvad der skal ske en dag.

Efter OL i Tokyo i 2021 tog jeg en pause på 10 måneder fra kajakken for at uddanne mig til idrætslærer. Det var efter mit andet OL, og jeg var oprigtigt i tvivl, om det var på tide at stoppe og lave noget helt andet. Jeg vidste bare, at jeg skulle væk fra sporten for en stund og få tid til at mærke efter, hvad jeg egentlig gerne ville med mit liv.

Jeg valgte idrætsuddannelsen, fordi jeg måske godt kan se mig selv blive idrætslærer en dag. Det kører lidt i perioder, hvad jeg godt kunne tænke mig at lave, når jeg engang er færdig, men idrætslærer vender jeg tit tilbage til. Jeg synes, det kunne være fedt at arbejde med unge mennesker, der står ved en skillevej, hvor de er dygtige til sport, men hvor der samtidig er alt muligt andet, der lokker – fester og drenge og piger. Man kan godt have en følelse af, at man går glip af noget. Det kender jeg fra mig selv. Men samtidig synes jeg, at det vil være ærgerligt at smide sit potentiale som sportsudøver væk, for den mulighed kommer ikke igen.

JEG HAR SELV fravalgt alt, der ikke har med kajak at gøre, og jeg er helt klart gået glip af ting. Jeg missede min fætters konfirmation, og det var jeg enormt ærgerlig over, for det var jo en milepæl for ham, og så kunne jeg ikke være der for ham. Der har også været utallige gange, hvor jeg kun lige er nået et hurtigt smut forbi en begivenhed, før jeg skulle af sted igen for at passe min træning. Det er jo et valg, jeg har taget, fordi jeg gerne vil lykkes. Prisen er så, at jeg har måttet sige nej tak til en masse ting – også til at være et ’almindeligt’ menneske, der kan sidde en sommeraften og drikke drinks på Islands Brygge. Der er altid en stemme i mit baghoved, der siger, at nu er det tid til at komme hjem, så jeg kan komme op i morgen og passe min træning.

Da jeg tog uddannelsen, havde jeg ikke været væk fra kajakken i otte år. Det var sundt, tror jeg. Jeg var samtidig sammen med andre mennesker på en måde, hvor det ikke handler om at vinde, men om at udvikle sig selv og blive en god formidler. Det fedeste var at møde mennesker, som kom fra alt muligt andet. Der var en pensioneret motocrosskører og en kvinde på min alder, som havde tabt 50 kilo og lagt sit liv om. Vi kom med alt muligt, som vi kunne lægge i den fælles pulje for at blive bedre mennesker.

Undervejs på uddannelsen spurgte jeg mig selv: ”Hvad er det egentlig, jeg vil?” Og jeg fandt hurtigt ud af, at svaret var: ”Jeg vil stadig gerne vinde.” For jeg er ikke tilfreds med to OL-bronzemedaljer. Jeg føler, at jeg har meget mere at opnå endnu.

DER ER ET BEGREB blandt elitesportsudøvere, der hedder OL blues. Det er 100 procent en ting. Jeg oplevede det selv efter mit første OL i 2016. Bagefter gik der lang tid, før jeg kom tilbage til kajakken. Jeg var så mættet af det hele. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville fortsætte, men jeg var nødt til at komme helt væk fra det i en periode. 

Til at starte med var min træner god til at sige: ”Du tager bare den tid, det tager.” Men efter to måneder begyndte han alligevel at blive lidt utålmodig. Han fik lokket mig til at prøve at komme ned i klubben en gang imellem, men jeg var stadig ikke klar til at gå all-in. Der gik fire måneder, før jeg startede min træning rigtigt op igen. I den periode havde jeg taget fem kilo på. Når man spiser, som man plejer, men ikke laver det samme, ja, så går det hurtigt.

Efter Tokyo i 2021 fik jeg så OL blues igen. Man kan ryge ned i et sort hul efter en stor turnering, for man går fra det der ultra-kompetitive, til at … så er det bare slut. Selvfølgelig kan man have familie og kæreste og venner omkring sig, men de har bare ikke oplevet det samme, så det kan være svært rigtigt at dele det med nogen. Da jeg kom hjem og sad i sofaen i min lejlighed helt alene uden musik i højttalerne og uden fjernsynet tændt, tænkte jeg: ”Jeg er godt nok alene.” I flere uger i træk havde det været 180 km/t, og jeg havde været fuldt fokuseret på at præstere i den her lille OL-boble, men nu sad jeg pludselig og mærkede stilheden. Jeg kan godt lide at være alene i mit eget selskab, men lige der … wow, hvor var der stille.

Træningsmæssigt var det også møghårdt. Der var VM fire uger efter, så jeg var nødt til at lægge mig i selen, men jeg kæmpede sindssygt meget med at finde ind i det gode flow. Jeg var i megagod form, men alligevel gjorde hver træning ondt. Jeg var simpelthen så mentalt drænet.

DET VAR I den periode, jeg tog uddannelsen som idrætslærer. Jeg skulle på overlevelsestur med de andre oppe i Sverige og sove på liggeunderlag under en presenning på jorden. To dage senere startede VM. Min træner måtte køre op og hente mig, dagen inden stævnet gik i gang, og selvom det ikke lyder ideelt, tror jeg faktisk, at det var rigtig godt, for jeg fik 2-3 dage væk fra kajakken, hvor jeg lavede noget andet og fik fornyet energi af mødet med andre mennesker – og det gik jo også godt til det VM (guld i 200 meter enerkajak og bronze i 500 meter enerkajak, red.).

Omkring efterårsferien var vi i Athen med studiet, hvor vi var ude for at se deres OL-stadion. Vi skulle udføre forskellige opgaver, og under en af dem skulle vi stille os med afstand til hinanden og lukke øjnene. En af fyrene begyndte at snakke sådan nærmest terapeutisk. Det handlede om at mærke jorden og mærke, at man er til stede, og lige pludselig strømmede det bare med følelser igennem min krop. Der var et eller andet, der havde ligget og ventet på at komme frem, men som ikke havde fundet det rigtige tidspunkt. Men der på OL-stadionet kom det væltende. 

På uddannelsen havde jeg bare været Emma, men det der med at komme tilbage i en OL-setting udløste noget i mig. Det blev en måde, hvor jeg underbevidst opsummerede det hele. Hold kæft, hvor havde det været hårdt, men jeg var også virkelig stolt af mig selv. 

De andre ville selvfølgelig vide, om jeg var okay – og det var jeg jo. Jeg kunne ikke helt sætte ord på, men det gav på en måde mening, at det var lige der, jeg satte punktum på hele den oplevelse, som OL 2021 havde været. Jeg havde givet alt, hvad jeg havde, og nu var det hele overstået. Nu var jeg færdig med det kapitel. Nu kunne jeg ånde ud – og starte et nyt.

SOMMERTID ER VINDERTID 

Danske medaljer ved sommer-OL:

Guld: 49
Sølv: 78
Bronze: 79
I alt: 206
(Antal fjerdepladser ved sommer-OL: 78)

Danske medaljer ved vinter-OL:

Guld: 0
Sølv: 1 (curling i 1998)
Bronze: 0
I alt: 1

Kvindelige atleter med flest medaljer:

3: Emma Aastrand Jørgensen, kajak, 2016, 2021.
3: Pernille Blume, svømning, 2016, 2021.
3: Karen Margrethe Harup, svømning, 1948.

Mandlige atleter med flest medaljer:

5: Lasse Norman Hansen, banecykling, 2012, 2016, 2021.
5: Eskild Ebbesen, roning, 1996, 2000, 2004, 2008, 2012.
5: Niels H.D. Larsen, skydning, 1912, 1920, 1924.
5: Lars Jørgen Madsen, roning, 1900, 1912, 1920.

SIDSTE ÅR VANDT Frederikke (Hauge Matthiesen, red.) og jeg guld til VM i Tyskland. Jeg har gemt en video af løbet, som jeg tit genser. Dagen før var jeg blevet nummer to i enerkajak, og nu skulle vi så ro finalen i 500 meter toerkajak. Vi havde kun arbejdet sammen i den sæson, og der var ingen, der forventede, at vi ville vinde, men jeg havde selv en ret god følelse med det hele.

Da boksen gik ned, kom vi godt op i tempo som aftalt, og jeg kunne fornemme, at vi lå med fremme. Man kan ikke få det helt store overblik, mens det hele er i gang, men man kan godt fornemme, hvad der sker ved siden af, og vi var i hvert fald foran bådene på siden af os.

Vores race-plan var, at vi ved 75 meter ville gå over i banetempo, som er forholdsvis højt, men hvor man stadig kan presse endnu mere, hvis det skal være. Vi kom tættere og tættere på 200-metermærket, og det begyndte at blive hårdt. Så sagde Frederikke: ”To”, hvilket betyder to tag til at sætte tempoet op, og så trykkede vi den helt af.

De sidste 200 meter vidste jeg, at vi i hvert fald var foran dem, der lå lige omkring os, og jeg tænkte, at vi måtte være allerforrest. Vi hev og flåede de sidste 100 meter, hvor bøjerne skifter fra hvide til røde, og det eneste, jeg havde i tankerne, var at give den alt, hvad jeg havde. 

Da vi passerede målstregen, kiggede jeg straks ud til siderne, og så var det sådan: ”Fuck … vi er lige blevet verdensmestre.”

Herfra var det ren ekstase. Vi rakte begge to armene i vejret og råbte og skreg. I den slags øjeblikke er der noget inde i én, der bare skal ud. Normalt har man møg­ondt i armene, når man kommer i mål, men når man vinder, mærker man det slet ikke. Det er en ubeskrivelig følelse. 

DET ER IKKE, fordi tanken om OL fylder sindssygt meget til daglig, men nogle gange, når jeg er i gang med et hårdt interval, popper det pludselig op: ”Det er derfor, jeg gør det her. Det er derfor, det gør så ondt. Det er, fordi jeg vil til OL og gerne vil gøre mit bedste, så jeg kan opleve dén følelse igen.”

Det kan godt give lidt sommerfugle i maven, men det er gode sommerfugle. Jeg glæder mig, og jeg tror, det bliver et superfedt OL. Nu skal jeg bare arbejde hårdt, for jeg skal fandeme lykkes. Det er den sidste medalje, jeg mangler: den berygtede OL-guldmedalje. Jeg har prøvet at blive verdensmester flere gange, men jeg mangler stadig den ene medalje, og nu vil jeg have den.

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Pulsen i Europas hjerte

Slovenien er et lille land med store ambitioner og på mange måder en bjergrig spejling af Danmark. Ud & Se tager dig dybt ind i det naturrige sportsland i jagten på landets særlige sjæl og på det, der har skabt cykelhelten Tadej Pogacar. Vi fandt ham næsten og kom så tæt på, man overhovedet kan.
Tekst:Mogens CuberFoto:Mogens Cuber, Det Slovenske Turistråd, Matej Hartman, Marjeta Rupnik, Marjeta Kinpur, Privat

HVOR ALPERNE MØDER Middelhavet, og den pannoniske slette møder et karstlandskab af porøs bjergkalk, ligger Europas fjerdemindste land. Fra nord flyder floden Sava, der har sit udspring højt oppe i de slovenske alper, løber østpå og møder Donau i Beograd. I den anden retning kan Venedig nås på en time, det samme kan Adriaterhavet og feriehalvøen Istrien. 

Inde og højere oppe i landet, i ly af Østrig, rejser bakker og bjerge sig – med nationalsymbolet Triglav på 2.864 meter i spidsen – omkranset af endeløse skove, vandløb og gunstige forhold for flora og fauna med blandt andet bjørn, ulv og los. For tobenede – og tohjulede – er der alle mulige muligheder for et pulsaktivt liv, og Slovenien har med sine blot 2,2 millioner indbyggere skabt flere topatleter end de fleste andre lande i verden per capita.

Da grundloven blev skabt i 1991, besluttede man at sikre kvinders ret til abort i det overvejende katolske land, senere nedskrev man, at alle landets borgere har ret til drikkevand, og i hovedstaden Ljubljana er det ved lov vedtaget, at man skal holde bistader på tagene. 

I et lunt landskab mellem hovedstaden og bjergene mod nord ligger den historiske by Komenda. Engang var den fæstningsby for korsriddere, der skulle til og fra Jerusalem, og kun bjergkæden, hvor skisportsstedet Krvavec knejser i næsten 2.000 meter, skiller det slavisk-slovenske fra det germanske i Østrig. I en rundkørsel står et monument over faldne Tito-partisaner fra anden verdenskrig, og få hundrede meter derfra – højere oppe i terrænet i St. Peters-kirken – kan man fra tårnet på en klar dag se det meste af verden, lyder det i folkemunde. 

Komenda er blevet en turistattraktion. En strøm af busser lægger et smut forbi, og folk tager fotos, selfies og lægger klip op på YouTube. På en stille villavej i byen ligger huset og stedet, der er med til at skabe virakken. Det er her, Tadej Pogacar kommer fra og er vokset op.

Tadej Pogacar (med rød stribe på bukserne) var ifølge sine forældre tidligt frygtløs i nedkørsler.

BEVÆBNET MED SMÅKAGER, sutsko og spørgsmål fra danske cykelfans lykkes det Ud & Se at komme på besøg hos forældrene Marjeta og Mirko Pogacar. Forinden var det ikke let at overbevise dem, men denne artikels skribent havde på sociale medier før mødet rakt ud til danske cykelfans, og en stor skare vendte tilbage.

”Fortæl forældrene, at vi er mange danskere, der er kæmpe fans af Tadej Pogacar, og at vi ønsker ham alt det bedste,” var en respons, der gik igen.

”Det blev vi meget rørte over, derfor sagde vi ja,” siger Marjeta Pogacar i huset, der har været hjem for familien i mange år. 

Den yngste af fire børn, Vita på 18, rumsterer ovenpå. Forældrene undskylder for, at hun næppe kigger ned for at hilse på. Hun har ikke brug for endnu en gang at optræde som Tadej Pogacars lillesøster, forklarer moren. 

Den beskedne gave, en dåse med danske småkager, bliver vel modtaget. I Slovenien er der to ting, der er vigtige, når man træder ind i andres hjem: en gave og sutsko. Men i entreen bliver de medbragte tøfler venligt afvist, mens Mirko peger rundt i stuen: ”Som du ser, er vi stadig i gang med en renovering efter en vandskade.” Sidste år i august blev området ramt af de værste oversvømmelser i Slovenien i mange år, og en bæk nær huset svulmede op. 

Der er sat kaffe over, der er hjemmebagt brød og kager, og det nationale paradoks kommer hurtigt på bordet. Sønnen er berømt, elsket og beundret i udlandet, men slovenerne husker stadig, hvordan den dengang 21-årige debuterede i 2020 i Tour de France og i en enkeltstart begik ’fadermord’ på den ældre og meget populære Primoz Roglic.

Det stod skrevet i stjernerne, at landsmanden skulle vinde, og hele Slovenien identificerede sig med Roglics skæbne. Han havde aldrig siddet på en cykel før, da han som skihopper kom alvorligt til skade og var tvunget til at stoppe en lovende karriere i slovenernes nationalsport. Det gjorde kun ondt værre, at Roglic med hustru og to børn er for slovenerne, hvad nye kartofler, jordbær med fløde og et flag i haven er for danskerne. 

I stedet kørte Tadej Pogacar sig det år ind i verdenseliten, han vandt Tour de France som den første slovener, og ifølge Marjeta er han stadig bare ”en god dreng, der altid har et øje på alle andre”.

Men det havde han så ikke den dag? Han blev den yngste Tour de France-vinder siden 1904 … 

”Ved du hvad? Forleden skrev en slovensk sportsjournalist en klumme, hvor han inderligt bad slovenerne om at tilgive Tadej, og at de ikke nødvendigvis behøvede at elske ham. Men gør heller ikke det modsatte, skrev han. Hvordan tror du, vi som forældre har det med det?” 

Tadej som femårig. Foto fra forældrenes album.

FAR MIRKO UNDSKYLDER for sit elendige engelsk, han forstår det meste, men det er primært mor Marjeta, der svarer. Vi har en time, for det er lørdag, og det betyder, at familien samles til frokost. Der kan udbryde krig i verden, men i Slovenien må man vente med at tage stilling til, hvilken side man er på, til efter frokosten. 

Der sidder en ræv bag farens legende øjne, og det viser sig, at han har haft sin gang i et amatørteater. Komedie og drama. Æblet falder måske ikke langt fra stammen.

Danskerne vil vide, hvad det er, I har puttet i hans havregrød som barn?

Mirko ser kærligt på sin hustru. Kort rådslagning på slovensk og så: ”Vi har givet ham en god opdragelse,” siger Marjeta. ”Alle vores fire børn har fået den samme tur. Jeg er gymnasielærer, men det har ikke betydet, at jeg har gjort vores børn bedre, end de er. Fra Mirkos side er det hårdt arbejde – at stå op om morgenen, passe sine pligter. Det har altid drejet sig om at yde, før man kunne nyde. Alle vores børn gør det godt på deres egen måde. Men Tadej … han kunne både kitte familien sammen med sit humør og samtidig være helt ekstremt målrettet.” 

Første gang det gik op for forældrene, at Tadej havde et andet syn på det at cykle end sin storebror Tilen, var på bjerget Krvavec. De var ungdomsryttere begge to, og efter træning kørte familien sammen ned fra bjerget i bilen. Tilen pegede i et sving på en dyb og farlig kløft og fortalte, at han havde været nervøs på nedkørslen netop dér, hvorefter Tadej sagde, at han ikke engang havde lagt mærke til, hvor stejlt der var.

”Vi vidste, at dér var forskellen. Tadej kan gå ind i en zone og ser kun dén for sig, mens Tilen mere har antennerne ude.”

Mirko og Marjeta Pogacar ved familiegravstedet.

Uret tikker, en time er gået. Alligevel har forældrene lyst til at vise rundt i byen og gå en tur til familiens gravsted. 

Blandt syren, japansk kirsebærtræ, udsprungne lindetræer og tulipaner i veltilrettede haver vajer flag fra næsten alle balkoner. En lille brise folder et flag ud – og en ung mand i gult strækker armene mod himlen i triumf. Det er vinderfotoet fra 2020, en hyldest, men også en torn i øjet på mange slovenere.

I er kendisser i et mindre bysamfund, hvor I begge kommer fra. Hvordan tackler I det?

”Vi lever med det, men det kan godt være hårdt for teenageren indimellem. Hun er jo ’kun’ Tadejs lillesøster. Vi har på en eller anden måde mistet lidt vores egen identitet som individer. Det er jo ikke verdens undergang, men det er et ærligt svar på spørgsmålet. Men selvfølgelig er vi stolte af ham – og især stolte af den måde, han tackler berømmelsen på.”

Med det der kække, drengede smil, og fordi han viser følelser?

”Lige præcis. Det giver en god følelse i maven. På den måde har han overhovedet ikke ændret sig.”

Der er udsigt over dalen, bjergtoppe mod nord og De Juliske Alper mod vest. Stort set alle toppe, knolde og bakker i sigte har sønnen trænet på.

Først da en mand fra Glyngøre i et fladt land mod nord lod pedalerne tale for to år siden, måtte Tadej Pogacar strække ben og våben. Duellen har fundet vej til historiebøgerne: Jonas, den introverte. Tadej, den ekstroverte. 

Kunne man forestille sig en frokost, hvor Tadej inviterer Jonas Vingegaard?

”Det kunne man sådan set godt,” svarer de begge, men selvom de er gode kolleger, er de ikke venner privat. 

”Vi har indtryk af, at Jonas Vingegaard er mere introvert og måske slås lidt mere med al den virak, der er omkring dem. Men hvad vi også ved, er, at han kommer fra en solid familie. Måske er det der, de ligner hinanden mest? På de værdier, vi som forældre har forsøgt at give dem med.”

NATURLIGT NOK

Slovenien har:

Det højeste antal huler i verden, over 10.000.

Omkring 27.000 kilometer floder og vandløb.

Mere end 10.000

kilometer afmærkede vandrestier.

3.100 hjemmehørende plantearter.

Mellem 700 og 900 brune bjørne.

Op mod 100 ulve, der benytter sig af slovensk territorie.

Den europæiske los, der de seneste syv år er blevet genudsat.

En grundlov, der i 2016 fik tilført sætningen: ”Alle har ret til drikkevand.”

Masser af lindetræer, landets nationaltræ.

En hovedstad, Ljubljana, der i 2016 fik ’European Green Capital Award’, og hvor det er lovpligtigt at holde bistader på byens tage.

HALVDELEN AF SLOVENIEN er beskyttet naturområde, landet er en motionsgispende, grøn lækkerbisken, og studier viser, at landet ligger i den høje ende målt på motoriske evner i forhold til resten af Europa. I børnehaver og folkeskoler prioriterer man leg og sport, og ’Stå på ski om formiddagen, og svøm om eftermiddagen i Adriaterhavet’, er en af de mest brugte PR-sætninger i den slovenske oplevelsesindustri. At ski- og sportslandet har to cykelryttere på absolut førsteklasses sæder, mærker Simon Jesenko i sin cykelbutik Etapa, der ligger i et nybyggerkvarter tæt på Skofja Loka nordvest for Ljubljana.

Indenfor i butikken kører musik og brændeovn på fuld kraft, mens Simon Jesenko står bøjet over et drilsk baghjul længst inde. Der er kaffe på kanden og altid tid til en snak. Han er mere end to meter høj, har skæg og tatoveringer, og butikken tager det meste af hans tid – for jo, slovenerne er gået amok på cykel. 

”Vi sælger dyre cykler. Nye cykler. Vi er blevet besat af det, og selvom flere og flere melder sig ind i landevejscyklingklubber, er det mountainbikecykler, der går mest af. Og highend-designcykler. Det er hele familier, der ryger med på trenden. Mit bud er, at vi har vandret rundt i landskabet i årevis, det er vi vant til. Op og ned. Der er ikke den knold i landet, som ikke er blevet besteget. Enhver landsby med respekt for sig selv har vandreklubber. Nu er der bare kommet det ekstra lag på, at vi også cykler som aldrig før.” 

Cykelhandler Simon Jesenko har det godt.

Generelt trækker det også, at Slovenien har 90.000 biavlere og en grøn hovedstad, som er førende inden for robotteknologi, forskning og strategier for at holde liv i flora og fauna-diversiteten. ”Det taler til folk,” som Simon Jesenko udtrykker det, men det er svært og dyrt at finde egen bolig. Derfor fastholdes mange yngre familier i en familiestruktur, der kræver tolerance over for de ældre. Er det derfor, Simon Jesenko bruger så mange timer på cykelværkstedet?

”Aaah, nej, ikke helt, men vi har et slovensk udtryk, der hedder ’Alt starter og slutter omkring frokostbordet med familien’. Vi er stadig forbundne til en tradition, hvor alle bor under samme tag. Og det at sætte sin cykelhjelm, som man har lyst til, og ikke altid skulle tage hensyn til resten af familien, er en ny faktor. Mon en dansker forstår det?” spørger Simon Jesenko.

Det gør tyskfødte Felix Sobietzki, Han kom til Slovenien i 2022 – ikke som turist, men som udsendt af det tyske ­Goethe Institut. Den 35-årige gymnasielærer vidste godt, at Slovenien var et slaraffenland for dem, der hellere er ude end inde. Men hvor vildt er det lige at kunne bruge alt sit udstyr medbragt i en selvbyggercamper og derefter møde en dedikeret gruppe studerende, der vil lære tysk (fordi de vil arbejde i Tyskland), og at motorikken i klasserne skiller sig ud fra det, han kender fra sit hjemland? 

Med sig bragte Felix Sobietzki kajak, MTB-cykler, ski i alle størrelser, snowboards og crosscountry-udstyr, og han gik straks i gang med at tage et paragliding-certifikat. Han fandt sammen med ligesindede sportsentusiaster og har følgende råd til andre, der drømmer om at smage den slovenske livsstil: ”Dyrk sport! Det er dér, du møder folk og lærer dem at kende. Hyggelige folk er de. Men man skal knokle for at få venner og blive en del af flokken. Det kan være en udfordring.”

Slovensk måde at hænge ud over bjergene i Krvavec.

GORENJE STÅR DER på mange hårde hvidevarer rundtom i Europa. Mærket fra den slovenske industriby Velenje tæt på den østrigske grænse er en magtfaktor, også som sportssponsor. RK Gorenje står der på det lokale håndboldholds trøjer, selvom det i dag er den kinesiske koncern Hisense, som trækker i trådene. 

Den danske håndboldtræner og tidligere målmand Morten Sejer bor i byen, og det er nemt at møde ham. Man skal bare spørge efter byens seks meter høje bronzestatue af Tito, Jugoslaviens ubestridte leder frem til 1980, sætte bilen tæt på, trække en gratis P-billet og vente et øjeblik. Så står han der og fortæller om de tre slovenske dyder, der skaber vindermentalitet: selvtillid og tro på egne evner, familiens opbakning og et hårdt arbejdende folkefærd. 

”Vi har en aftale med min gamle træner Borit om at kigge forbi i sportshallen. Den ligger lige derovre,” siger Morten Sejer og peger forbi en kæmpestor åben plads af den slags, man under socialismen byggede verden ud fra. Industribyen kaldes et mini-Jugoslavien på grund af de tusindvis af arbejdende familier, som gennem årene bosatte sig her for at tjene penge, få bolig og uddannelse på et niveau, man ikke fandt andre steder i det tidligere Jugoslavien. 

Slovenien blev rigere end de andre i lande-sammenslutningen på grund af infrastruktur og den geografiske placering tæt på Østrig og Tyskland. Og Velenje, den mest ræverøde by af dem alle, toppede på flere måder. Den var velorganiseret, rig og rummelig. Måske derfor står Tito stadig strunk på den plads, der bærer hans navn. 

”Husk at låse bilen. Den albanske mafia styrer byen. Politiet gør ingenting, ikke længere,” siger Morten Sejer, der kom til byen i 1996. Han var engang tophåndboldspiller, og udlængsel og eventyrlyst sendte ham til den Gorenje-ejede håndboldklub. Selvom han ad flere omgange har været andre steder i verden som håndboldtræner, er hans hjem her, med slovensk kæreste og en efternøler på et par år.

På det slidte parketgulv i træningshallen, hvor han selv engang kastede sig rundt i målet, fortæller han, at han tjente temmelig godt ved at flytte hertil i 1996, men at intet længere er som dengang. Og så alligevel. For der er stadigvæk det ekstra krydderi, han kalder ’Balkan-mentaliteten’:

”Du kan se det på sportspræstationerne, på cyklingen, på Doncic, der er en af verdens bedste basketballspillere, i skisporten, i sportsklatringen, jamen, listen er uendelig. Og vi har også kvalificeret os til EM i fodbold. Det er altså vildt …”

Ungdomstræningen slutter, mens solen står gennem fedtede vinduer højt oppe under loftet. Gruppefoto og en peptalk fra træner Borit. De unge bryder ud i latter, da jeg foreslår, at Jonas Vinge­gaard er bedre end Pogacar på en cykel. En ung mand drister sig stille til at sige, at det i virkeligheden er Primoz Roglic, der er den bedste. 

Morten Sejer tror, at det handler om traditioner. Og familiemønstre. 

”Alle ønskede, han skulle vinde Touren i 2020. Alle! Roglic er sympatisk og en moden mand med familie. Han er venlig, ikke højtråbende, og på en eller anden måde symboliserer han Slovenien. Og så kommer der en landsmand, en knægt, og kører ham fuldstændigt i sænk. Det mente mange var respektløst.”

Håndboldtræner Morten Sejer bor i Velenje.

UD OVER SPORT ER et af landets store samtaleemner Nika Kovac og bevægelsen Research Institute of 8th March, som hun sammen med andre unge var med til at danne for få år siden. Nika Kovac stod bag en protest mod den tidligere regerings forslag om at privatisere vandforsyningen i landet, og hun var ansigtet og stemmen, der var med til at få slovenerne til at stemme nej til planerne. Efter udgivelsen af bøgerne ’Brave Girls’ (201) og ’#Metoo’ i 2023 er bevægelsen vokset endnu mere, og nu har den sat sig for at indsamle en million underskrifter i Europa i 2024, primært i katolske lande, for retten til at bestemme over egen (kvinde)krop. 

”Skal du lige have en hurtig tur rundt i vores lokaler?” spørger en venlig ung ansat, der, siden hun åbnede porten ud til gaden i hjertet af Ljubljana, har gået rundt med laptop og headset, som var det en venindes nyfødte baby, hun skulle passe på. Hun ved, det virker fjollet, men ”min arbejdsstation er, hvor min computer er,” som hun siger.

Indenfor summer der af liv. Der er unge mennesker overalt. Gamle, slidte sofaer. En kaffemaskine trænger til en kærlig hånd. Plakater på engelsk og slovensk med slagord, der afspejler generationen, der er født efter Sloveniens selvstændighed i 1991: kampen for klimaet, kampen for vandet, flere rettigheder for LGBTQ+, og nu gælder det ’My Voice – My Choice’ – underskriftsindsamlingen, der rækker langt ud over landets grænser. Det kræver organisationstalent, og det har antropolog-uddannede Nika Kovac:  

”Hvis vi lige kan starte med, om du har nogen kontakter til folk i Danmark, der vil være gode at netværke med,” siger hun energisk. Intet er overladt til tilfældighederne i hendes liv. Det har hun lært i New York, siger hun, hvor hun i 2020 var scholar, inviteret af The Obama Foundation.

”Men efter et år, hvor det var billigere at flyve hjem til egen læge i Slovenien end at bruge det amerikanske sundhedsvæsen, genopdagede jeg, hvor meget jeg elsker mit land, og hvor godt vi har det her, ” siger hun og går så i gang med at fortælle om, hvordan den tidligere regering med statsminister Janez Jansa i spidsen angiveligt brugte flere kræfter på at svine Nika Kovac og organisationen til end på at lede landet. 

”Det blev personligt. Hvordan jeg klædte mig. Min læbestift. Mit hår. Om jeg var for tyk i den kjole, og hvad i alverden jeg bildte mig ind at sætte spørgsmålstegn ved de ’voksnes’ beslutninger i det politiske liv. Min familie blev udskammet. Alt, hvad vi rørte ved og sagde, blev fordrejet. Ikke bare jeg, men folk omkring mig blev generet af dem, der har siddet på magten før, under og efter vores lands selvstændighed.”

Aktivisten Nika Kovac (med mobil i midten) er ’talk of the town’ i Slovenien. 

Men er der noget om snakken? Råber de i bevægelsen for højt, og savner de respekt for den generation, der førte landet ind i selvstændigheden?

31-årige Nika Kovac ser på den PR-medarbejder, der under hele interviewet har siddet ved samme bord og skrevet på sin laptop. 

”Det er et udtryk for, at vi skaber debat. På bundlinjen kan vi se, at vi vokser. Se bare her i lokalerne. Det er jo en myretue af folk, og det var det ikke for fem år siden,” svarer Nika Kovac, der optræder scenevant på BBC og CNN, ligesom andre store udenlandske medier har tegnet portrætter af kvinden, der kommer fra en akademisk familie. Som har diabetes og flere gange offentligt er blevet hvid i hovedet og har måttet have hjælp. Hun sammenlignes ofte med svenske Greta Thunberg, en sammenligning, hun dog selv afviser fuldstændigt.

”Vi ændrer ting ved at mobilisere og organisere folk. Det handler om at give folk følelsen af, at det nytter noget at råbe op og turde tage kampen med dem, der i årevis har siddet og fordelt magten. Vi mobiliserer folk til at tage egne beslutninger. Og det er, hvad vores generation skal huskes for. At vi ikke bare lod stå til i afmagt.”

LIGE LOVLIGT 

Med Natasa Pirc Musar (56 år) fik Slovenien i 2022 landets første kvindelige præsident. Hun står for mange som symbol på den transition, Slovenien gennemlever i disse år.

I 2018 blev kvinden Alenka Ermenc udnævnt til forsvarschef for de slovenske styrker under NATO, som landet i 2004 indtrådte i – samme år som Slovenien blev medlem af EU.

I 2022 blev Slovenien den første slaviske postkommunistiske nation, der legaliserede homoseksuelles ret til ægteskab.

NORDVEST FOR LJUB­LJANA, i Poljanska-dalen i De Juliske Alper, finder man Marjeta Rupnik, der ikke kan huske, hvornår hun sidst fik en caffe latte med veninderne i hovedstaden. Det er familien og det stille landbrugsliv, der nu er livets centrum for den uddannede landskabsarkitekt. Omkring hende rejser det hobbitagtige landskab sig, der har været skueplads for Europas krige, og som skabte scenerne til Hemingways ’Farvel til våbnene’. Et stykke verdenshistorie smukt indpakket.

35-årige Marjeta Rupnik tager imod med sin yngste, Ivana på 20 måneder. Hun viser op på førstesalen. Forbi svigerforældrenes lejlighed. Køkkenet er holdt i moderne stil. Røde låger, børnenes tegninger på væggen. En hænge ud-sofa, hvor puderne i dagens anledning er organiseret pænt, den obligatoriske fladskærm, fotos af familien – og huskesedler på køleskabet. Det kunne være et hvilket som helst sted i det moderne Europa. Og så alligevel ikke, for der, hvor Marjeta Rupnik bor, er trend. 

Mange vil mærke og se Poljanska Valley, og gårdene her ændrer udseende i disse år: økoturisme, grøn turisme, retreat og rolig tilgang til livets udfordringer. Udenfor arbejder hendes mand, Janez, han er ingeniør og underviser robotter i at opføre sig ordentligt, siger hun, og så langt øjet rækker i solens dis, er der land, familien ejer. For nylig købte de naboens jorder. 

Valgte du den her livsstil, eller valgte den dig? 

”Jeg tror, at livet som bondekone valgte mig. Den største udfordring er nok det daglige samarbejde mellem generationerne, for min mands forældre bor også på gården. De hjælper meget, men har lidt andre meninger om visse ting, end min mand og jeg har.” 

Tre generationer under samme tag. En klassisk udfordring i Slovenien?

”Det er jo det, ja. Vi har ikke de samme muligheder for at låne penge til egen bolig, som jeg kan forstå, man har i Skandinavien. Der er hverken tradition for eller mod til at gå den vej. Vi slovenere bygger, når der er penge til det. Vi går helst ikke ud og låner. I årenes løb er jeg blevet en mester i kompromiser, hvor jeg navigerer mellem mit privatliv og familie, arbejde og karriere, gården og den udvidede familie … og et sted midt i det hele: spiritualitet. Er jeg glad? Absolut. Er det udfordrende for mig? Klart. Ville jeg gøre det igen? Helt bestemt.”

Landbrugsliv i tre generationer.

Udenfor er køerne på græs. Janez Rinpuk svinger en langskaftet mukkert. Hver gang han rammer pælen, giver det genlyd i dalen. Fra alle hjørner dukker de fire børn op. Møgbeskidte. Jord på fingrene. Rebekka på ni år bærer rundt på en høne. Der er kat, hund og en Alfa Romeo Giulietta. 

”Ja, det er Janez’ bil. Den vil han ikke slippe, selvom den er temmelig upraktisk heroppe.”

Børnene springer rundt på skråningerne. Det minder om et sted fra Astrid Lindgrens fortællinger, blot er alting her højere, større, mere stort. 

”Slovenien har nok to hovedretninger i disse år. Den ene går mod at komme hurtigt væk fra det gamle, og den anden er vel lidt det, vi gør. Vi tager kampen på egen jord, og vi er stort set selvforsynende. Det giver ro i sjælen, at vi kan klare os selv. Men, indrømmet: Vi kan indimellem føle os helt afsondret fra resten af verden.”

Når opmærksomheden om Tadej Pogacar og Primoz Roglic herop?

Hun ler som svar. Ungerne forsøger at bidrage på engelsk. Veronika på 11 er godt med, og hun holder med Roglic, ikke Tadej. Syvårige Izak er mere til fodbold, og han tror, at Danmark vinder over Slovenien i EM. 

Husbonden Janez dukker op, der skal køres traktor. Mens høns hopper forvirrede rundt, børnene flokkes, og en ravn letter fra skoven nær ved, forsvinder Marjeta Rupnik op i førerhuset, og der lyder et brøl fra motoren.

Marjeta og Janez Rupnik og deres fire børn er flyttet til den populære Poljanska-dal for at være selvforsynende.

I NÆSTEN ALLE mindre byer i Slovenien er der en brandstation og en kro, og 33-årige Tajda Narobe, der er fotomodel og har servicejob i lufthavnen, er også en del af det lokale rescue-team, der med hunde kan tilkaldes, hvis nogen forsvinder oppe i bjergene. Hun arbejder indimellem også på baren Ledina i byen Sutna, hvor ejeren er brandmand.

”Der er altid vrisne slovenere, som synes, at de unge – altså vores generation – er gået for vidt. Det er religion her at brokke sig og sige, at ”alting var meget bedre med Tito og Jugoslavien”. Det hører jeg ofte, når der er røget noget inden for vesten,” siger Tajda Narobe, der, selvom hun forfølger et liv i overhalingsbanen som fotomodel, holder fast i sine rødder. 

Hun er opvokset på en gård nord for Ljubljana, bor i dag tæt på familiens gård og tæt på Ljubljanas lufthavn. I hendes liv, som det ser ud nu, er der ikke plads til partner og familie, hun slår hellere benene op sammen med sin hund. 

”Min familie accepterer det, men der er fortsat den her konservative indstilling til, at jeg burde være gift og have mindst to børn nu. Også blandt veninderne. Men der kigger jeg til Skandinavien og siger: ’Jeg klarer det selv.’”

Er du af en generation, hvor det handler om dig før andre?

”Det er ikke et bevidst valg. Men min generation af kvinder bliver mere og mere trætte af, at der forventes alt muligt. Jeg tænker helt simpelt, at Slovenien står i et vadested med det ene ben i socialismen og den tryghed, der var forbundet med det, og det andet ben i kapitalismen. Jeg er ikke nogen rebel, men omvendt finder jeg mig heller ikke i ret meget. At være en del af et korps er en måde at kitte samfundet sammen på. Jeg tror, at det er den hurtigste vej til at føle sig respekteret. Husk på, at alle kender alle her i landet, og at vi er et lille land med store komplekser.”

Kapucinerklosteret i Skofja Loka.

SLOVENIEN ER ET af de lande med det største antal religiøse bygninger i Europa. Kapeller, kirker og religiøse monumenter troner overalt på landets bakker og bjerge, og i middelalderbyen Skofja Loka traf topsportsklatreren Jakob Kunsic som 25-årig en radikal beslutning: Han blev til Broder Jakob i den katolske kapuciner-orden. 

Han ville væk fra forventningens pres – og blev accepteret som munk under den forudsætning, at han tog til Assisi i Italien i to år for at finde sig selv, inden han kunne vende hjem til det lille land med de ’store urolige hjerter’.  

Uden for klosteret fejrer en større mængde lokale påsken. Der er præster her, der og alle vegne og festklædte børn med olivenkviste i forgrenede mængder, og der er røgelse i luften, mens en udrangeret lastbil med tre trætte arbejdere på vej hjem dytter sig ligeglad gennem forsamlingen.

Som kaldet dukker Broder Jakob op, åbner den tunge egetræsdør ind til klosteret og råber med et stort smil: ”Let’s go inside. It’s too noisy out here.” 

I klosterets indre står gamle bøger side om side i biblioteket. De ældste fra 1500-tallet, andre nyere, få kopier, flest originale skrifter. Overvældende. Man bladrer i gamle læderindbundne bøger og opdager et af de første verdenskort, som på latin bekendtgør ’Atlas Novus – Terrarium Orbis Imperia’, for derefter at se en dvd-præsentation, der beskriver, hvordan byen hvert fjerde år, hvis der er tilslutning til det, gennemfører et af de mest omfattende passionsspil i Europa. 600 frivillige sidste gang og en lokal Jesus på korset, der åbenbart faldt ned fra en åben vogn af træthed.

HISTORIEN KORT

Slovenien var en del af det østrig-ungarske imperium indtil slutningen af første verdenskrig. I 1918 dannede slovenerne med serberne og kroaterne en ny stat, som i 1929 fik navnet Jugoslavien.

Efter anden verdenskrig blev Slovenien en republik i Jugoslavien med Kroatien, Serbien, Makedonien, Kosovo og Vojvodina, Montenegro og Bosnien-Herze­govina.

Utilfredse med især serbernes magtudøvelse fik slovenerne deres uafhængighed i 1991 efter en 10-dages krig.

I køkkenet brummer en moderne kaffemaskine lystigt. Sødt til tanden og en plastikdug på bordet. 47-årige Broder Jakob danser rundt og serverer. En anden broder hilser på. Han vidste godt, der kom en gæst fra Danmark i dag, kører de med fælles Google-kalender?

Der er rift om brødrene, bedyrer Broder Jakob, selvom det tager tid ”to find your own rock” i tilværelsen, som han siger, og peger på to retninger, som polariserer landet: den liberalt baserede individualistiske tilgang, hvor det er mig før fællesskabet. På den anden side vokser konservatismen ude i landområderne. Angsten for det nye, for det fremmede, har også fået fat i slovenerne. Indvandring er endnu ikke et problem, men der findes pletvise ghettoer i de større byer, der udgør en udfordring for sammenhængskraften, mener den tidligere sportsmand, der aldrig har fortrudt sit valg om at blive munk.

”Jeg har et smukt liv med smukke problemer. Jeg er munk i et land, der på mange måder er et paradis. Vi sulter ikke. Den sult, der måtte findes, er på de indre linjer,” siger Broder Jakob og peger på, at Slovenien topper selvmordsraten i Europa. Landet ligger i top-3 sammen med Ungarn.

Hvorfor?

”Vi går og gemmer på tingene. Vi udbasunerer dem ikke.”

Kirketro og klatring. Broder Jakob klarer begge dele.

I LJUBLJANA SIDDER filminstruktør og forfatter Nejc Gazvoda og er halvdeprimeret på en af de cafeer, der i hovedstaden er poppet op som svampe på en våd skovbund det seneste årti. I 2011 stod han bag filmen ’A Trip’, der blev udvalgt som landets bud på en Oscar, men som ikke nåede den endelige shortlist. 

Han glor rundt på cafeens gæster og siger: ”Læg mærke til publikum. Se kvinderne, som ikke tager deres frakker af, selv om de foregiver at være i en komfortzone. Se de unge piger, der chit-chatter og bruger tid på mobilen i vinduerne. Eksponering. Se kæresterne, der kysser uden tanke for, om det støder andre. Frisind. Se kvinden, der derovre laver sit hjemmearbejde her og ikke hjemme, hvor hun formodentlig bor sammen med familien. Typisk tre generationer under samme tag. Klassisk slovensk. Kvælende. Og se mændene, der taler højlydt og selvbevidst om biler, kvinder, karriere.” 

Ifølge filminstruktøren, der er vokset op i Novo Mesto, en mindre provinsby øst for Ljubljana, er verden af lave i hans elskede hovedstad, og en bestilling på endnu en bayersk import-øl kan ikke helt mildne hans sind.

”I tiden med Jugoslavien var vi slove­nere altid først med det nyeste. Vi var foran. Det er vi ikke længere. Ja, det går godt i cykelsporten og også i andre sportsgrene. Men det ændrer ikke på, at vi stadig elsker at se atleterne vinde på ­skibakkerne, drikke os stive i Lasko (lokalt bryggeri, red.) og synge og foregive, at vi er de bedste i verden. Men hjemme – inden for murene – kæmper vi med modernitet over for konservatisme. Det er jo for helvede det, jeg forsøger at lave film og teater om.”

Den 38-årige filminstruktør smiler afvæbnende og siger, at Slovenien som kulturnation er på bunden af fødekæden. Der er langt mere af den slags i Kroatien og Serbien. 

”Vi er altid 10 år bagefter. Jeg bilder mig ind, at det er det, der får turisterne til at komme her, men når man som jeg står midt i det og vil bruge sit fag på at udtrykke sig og sin generation, er der langt mellem snapsene. ”

Efter den tredje bayerske øl får filminstruktøren en åbenbaring: ”Jeg tror ikke, der går ret længe, før en frustreret patient skyder sin egen læge.”

”Øhhh …?”

”Engang havde vi et system, hvor alle var lige. I dag har alle ret til en læge og hjælp, men hvis man bestikker dem, der skal passe på os, er man pludselig foran i køen. Det lyder banalt, men halvdelen af befolkningen har levet i tiden med Jugoslavien – vi andre står med et ben i socialismen og det andet i kapitalismen. Vi vralter af sted. Og jeg må gå nu.” 

Filminstruktør Nejc Gazvoda er kæmpe fan af Lars von Trier.

VERDENS ÆLDSTE MUSIKINSTRUMENT, en lårbensfløjte, som menes at være 55.000 år gammel, blev i 1995 fundet af arkæologer i en grotte nær byen Cerkno mellem Ljubljana og den italienske grænse. Musik er stadig en stor del af det slovenske liv, og harmonisang på landet – ofte mindst trestemmig og i nogle regioner ottestemmig – er en rodfæstet tradition. De slovenske folkesange er sjældent i mol, og folkemusikken fremføres typisk på Steiermark-harmonika (den ældste type harmonika), violin, klarinet, citar, fløjte og messinginstrumenter. Man kan komme galt af sted, hvis man kalder det tyrolermusik. 

Som en scene taget ud af en gammel film står violinbyggeren Daniel Musek i byen Skofja Loka og studerer sin seneste kreation. Er lakken, som den skal være? Årringene perfekte? Lyset rammer instrumentet, reflekterer hans ansigt. Om lidt ryger en violin af sted til New York, London, Wien – Danmark måske. Pris? Det taler vi ikke om, men når man er blandt de bedste håndværkere i verden og som ung har været omkring violinbyggernes tempel, Cremona i nabolandet Italien, starter priserne et sted mellem en ny Tesla og en lettere brugt Ferguson-traktor. ”Lad os bare sige det på den måde,” ler han.

En ung kvinde banker på med en violinbue til reparation, og for at nå ind i værkstedet må hun skræve hen over træstykker, der for det utrænede øje ligner affaldstræ.  

”Sneen forsvinder,” sukker Daniel Musek klimakommenterende og skubber døren i. Den binder, og som resten af huset i centrum af byen står bygningen mere på erfaring og vilje end ædel byggekunst. Der er trængsel indenfor, og violinbyggeren undskylder rodet: ”Du må ikke tage billeder af mit værksted. Folk vil jo tro, jeg ikke er rigtig klog.”

Daniel Musek løfter et stykke træ op fra gulvet. 

”For et par måneder siden fik jeg det her ind ad døren. Det er en verdenssensation, som egentlig skyldes klimaforandringerne. Træet er 6.500 år gammelt. En familie var i gang med at dræne noget jord oppe i Soca-dalen, og så dukkede det her træ op. Nu skal jeg lave 20 instrumenter …”

Daniel Musek ler og fortsætter: ”Du må forsøge at forklare dine danske læsere, at mens I var dækket af sne, var neandertalerne her allerede i fuld gang med at kultivere landskabet. Vi er et gammelt, gammelt land-område,” siger han og fortæller, at musikkens betydning i landet fortsat er stor: ”Vi har ingen problemer med, at børnene går til musik, synger og spiller. Det er ret forankret i vores kultur.”

Violinbygger Daniel Musek.

Han løfter dog alligevel en finger og peger på, at det selv for ham er svært at finde elever, som vil lære håndværket fra bunden. Der er for få, der er indstillet på at gå langsomt frem.

”Alt foregår jo i et rasende tempo – også selvom vi hylder tanken om at tage det pocasi-pocasi (stille og roligt, red.). Se på den vestlige verden, Danmark for eksempel: Selvom I er effektive og rige, er I så lykkelige?”

At være i selskab med den 47-årige violinbygger er som at tage en skattet morgenkåbe på, finde den helt rigtige stol, sætte sig og ånde ud. I en luft tyk af fernis og faglighed er det en nydelse at se ham arbejde metodisk med sine hænder, mens buen til den unge kvinde får nye hår på. Daniel Musek sætter låg på limbøtten, løfter buen ud af skruetvingen, ser på den nøje og lægger den så fra sig. Tilfreds. 

”Kommunismen var en smuk tanke,” siger han, ”men den gjorde heller ikke folk mere lykkelige. Det handler om at definere succes. Pogacars succes. Et fodboldlandsholds succes. Hvis vi kun går rundt og sammenligner os med andre, skaber det elendighed. At lave mainstream-instrumenter så billigt som muligt til så mange som muligt baner ikke vejen til selvindsigt. Ja, flere kan spille musik, men det, vi har brug for her i Slovenien – og andre steder – er indsigt. Vi går fortsat rundt og bilder os ind, at profitmaksimering er nøglen til alt godt. Det er det ikke.”

På vej ned ad trappen fra værkstedet snubler jeg over mere træ, som tørrer i solen. 6.500 år gammelt træ, der er en sensation og en formue værd. Om føje år bliver det til musik og instrumenter i verdensklasse, og ingen i landet ved noget om det. Her råber man ikke højt.  

HJEMME I DANMARK er Tea Sindbæk Andersen, lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, ekspert i Vestbalkan og Slovenien. Hun fortæller, at landet – til forskel fra sine sydlige naboer– slap umådeligt meget mildere fra den konflikt, der fulgte efter Jugoslaviens opløsning. Og at slovenerne både dengang og nu har et vidunderligt udgangspunkt i en fantastisk natur, en god økonomi og en veluddannet arbejdskraft.

”Og så havde Slovenien ikke et stort serbisk mindretal, som kunne bringe landet i konflikt med Serbien og Milosevic-regimet, som jo kontrollerede den jugoslaviske hær. Men Slovenien var på mange måder lige så nationalistisk som Serbien i 80’erne. Det var bare ikke nær så aggressivt og skræmmende. Vi skal også huske, hvor hurtigt tingene ændrede sig. I januar 1990 var der flertal i Slovenien for en form for jugoslavisk føderation, men i december 1990, efter et år med politisk polarisering og Serbiens plyndring af den fælles jugoslaviske pengekasse, var der flertal for selvstændighed i Slovenien.”

Identitet og nationalisme – hvor står slovenerne der? 

”Det drejer sig om alt muligt. I 80’erne opstod der en sær nostalgi for Østrig-Ungarn, som sydslaverne ellers havde kæmpet indædt for at slippe af med. Intellektuelle slovenere ville i lighed med ungarske og tjekkiske intellektuelle gerne høre til den wienske finkultur. Det er vildt nok, for uden Jugoslavien ville der næppe nogensinde have opstået et Slovenien. Og så er der jo ganske mange slovenere, som er glade for Balkan-kulturen og nyder at høre til den, især i weekenderne, og når der er fest.”

Noget andet er de postkommunistiske problemer i Slovenien og de populistiske højreorienterede ledere, som ikke er så glade for retsstaten, siger Tea Sindbæk Andersen og nævner Janez Jansa, der ikke er statsminister længere, men har været det tre gange siden Sloveniens selvstændighed i 1991. 

”Han er i manges øjne – især blandt den yngre generation – symbolet på overgangen fra kommunisme til kapitalisme og er i adskillige tilfælde blev sat i forbindelse med korruption og nepotisme. Hans kælenavn er Mini-Trump, og han kaldes også den ungarske Viktor Orbans højre hånd. Det er et fælles jugoslavisk synspunkt, at politikerne er nogle uærlige kyniske bæster, mens almindelige mennesker grundlæggende er gode. Følelsen af, at det alligevel ikke nytter noget at råbe højt – så hellere passe sin egen butik – er udbredt. Men man går mere stille med dørene i Slovenien end i de mere højtråbende lande som Serbien og Kroatien. Der er flere drama queens længere sydpå.” 

Lektoren peger også på tendensen til et meget konservativt historiesyn i de tidligere jugoslaviske lande: ”90’erne er ikke historie endnu, det er for tæt på og for følsomt, mener mange. De fleste over 40 år i det tidligere jugoslaviske område har oplevet historien blive skrevet radikalt om – det, de lærte i skolen, er blevet totalt forkastet. Og så er den nyere historie også grim: For kroater er det Ustasha, fascisme og folkemord mod serbere, jøder og romaer under anden verdenskrig, for serbere et forsøg på at undgå at tale om, hvad Serbien var involveret i, heriblandt krigen i Bosnien-Herzegovina og folkemordet i Srebrenica. Mange, især unge, magter ikke at forholde sig til det, tror jeg.” 

Sport er blevet den nye salgsvare i Slovenien. Ikke bare Pogacar og Roglic, man ser atleter overalt på billboards og som ambassadører i turistreklamer og så videre. Hvad er det udtryk for? 

”Slovenien er præget af den jugoslaviske sportskultur, som virkelig var sprudlende. Det er noget med den socialistiske tradition for at tage sport alvorligt som et vigtigt offentligt anliggende og hjælpe unge talenter til at blive gode. Med hensyn til holdsport, og her tænker jeg mest på fodbold, er det især Kroatien, der har løftet den arv. Og så var Jugoslavien stort nok til, at der var masser af volumen og konkurrence. Er der andre små lande, der kan leve op til det niveau?”

POGI STYLE

25-årige Tadej Pogacar er Sloveniens og i manges øjne også verdens største cykelstjerne. Han vandt Tour de France i 2020 og 2021 og Giro d’Italia i maj i år, og han har hylderne fulde af etapesejre og vinderpokaler fra mange andre store løb. Tadej Pogacars kæreste hedder Urska Zigart, hun er også professionel cykelrytter, og powerparret, der lever i Monaco, er cykelverdenens kendispar nummer 1.

Tadej Pogacar (t.h.) har et humør, der har smittet hele cykelverdenen.

TILBAGE I KOMENDA ved familien Pogacars gravsted sænker stilheden sig.

”Familien betyder alt, men det ved du vel,” siger mor Marjeta sagte, og far Mirko lægger en arm om hende.

Bagefter, i byens rundkørsel med mindesmærket over mænd og kvinder, der ofrede sig under anden verdenskrig, siger Mirko tak for nu. Hans håndtryk er lige så varmt som øjnene, der under hele interviewet har hvilet på hustruen. De har kendt hinanden siden ungdomsårene og er vokset op sammen i området. 

Mirko undskylder, der er lige et par ting, han skal have købt på markedspladsen til det vandskadede hus. Marjeta peger på de mandshøje billboards af sin søn, der har set bedre dage. Byens tidligere borgmester ville rejse en statue af Tadej, men det blev ikke til noget, da borgmesterkæden skiftede hænder: ”Der står han, min søn. Og minder mig om, hvor længe siden det er, jeg sidst har set ham.”

Og hvor længe siden er det? 

”Altså, vi skal helt sikkert med i camperen rundt, når Tour de France afvikles. Men, ja … vi har ikke set ham siden oktober – og til jul sidste år heller ikke. Men sådan er det. Det er et savn, som sagt. Tadej var den, der kittede familien sammen. Altid glad. Det savner vi i dagligdagen. Jeg tror, Jonas Vingegaards forældre – og andre, der er mødre til sportsstjerner – tænker det samme: Vi vil dem det bedste og håber bare på, at de kommer ud på den anden side som lykkelige og gode mennesker, når karrieren slutter.”

En bil med en fætter og hele familien på slæb stopper pludselig op. Masser af krammere og velkommen til Slovenien. Og ja, de holder alle meget af Danmark, og de gør det godt begge to, Jonas og Tadej … så et par selfies til albummet, og nu er der gået tre timer, frokosten kan ikke vente længere. 

Mor Marjeta går rask tilbage til huset på den stille villavej. Naboen holder øje, men det føles ikke kompromitterende. Mirko kommer forpustet løbende. Der er lige en sidste ting. Han langer en 2024-kalender ind gennem vinduet til bilen.

”Har du lyst til at få en af dem her med Tadej? Vi er godt nok langt inde i 2024, men alligevel …”

Vejen til latter er kort. Det ringer for ørerne, kirkeklokken slår, og Mirko siger: 

”Hils venligst de danske læsere og Tadejs fans, og sig dem tak for at støtte vores søn. Prosim te. Jeg beder dig …”

Mogens Cuber er journalist og har fokus på natur og miljø. Han kom til Slovenien i 2017 for at bistå landets naturstyrelse med kommunikation i et Wild Life-projekt. Han har været bosat i landet siden. 

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Hjemmebane

Skal du ikke af sted til Tyskland? Så stik ned om hjørnet, og støt landsholdet på 11 stemningsfulde sportsbarer.
Foto:Klaus Holsting

BARKOWSKI, KØBENHAVN K

Laidback fodboldbar

Antal skærme: 3 + storskærm
Bordreservation: Ja
Udeservering: Ja
Spisning/eget køkken: Nej, men aftale med nabopizzeria
Prisniveau: Moderat
Sportsgrene: Fodbold, særligt Premier League, Champions League og Superliga, men ikke La Liga
Fanbar: Flest følger Liverpool, FCK og landsholdet

DOMHUSET, KOLDING

Brunt rygerværtshus med to dartskiver

Antal skærme: 2
Bordreservation: Ja
Udeservering: Nej
Spisning/eget køkken: Nej
Prisniveau: Billigt
Sportsgrene: Fodbold, særligt Premier League, Champions League, Superliga, La Liga, dansk fodbold og håndbold, trav og international dart
Fanbar: Kolding IF

O’MALLEY, RØNNE

Irsk pub med bornholmske rødder og stort udeareal om sommeren

Antal skærme: 3
Bordreservation: Nej
Udeservering: Ja
Spisning/eget køkken: Ja
Prisniveau: Moderat
Sportsgrene: Al fodbold, håndbold-VM og -EM, motorsport
Fanbar: Ingen favoritter

RABALDER BAR, ODENSE

Bedstemorstue med sport

Antal skærme: 4
Bordreservation: Nej
Udeservering: Ja
Spisning/eget køkken: Nej
Prisniveau: Billigt
Sportsgrene: Fodbold
Fanbar: Arsenal

CAFÉ DAN TURÈLL, KØBENHAVN K

High end-café med velassorteret vinkort

Antal skærme: 2 + storskærm
Bordreservation: Ja
Udeservering: Ja
Spisning/eget køkken: Ja
Prisniveau: Moderat/højt
Sportsgrene: Champions League, Arsenal og FCK
Fanbar: Arsenal, FCK og landsholdet

SPORTSPUBBEN MÅLET, SILKEBORG

Også for folk, der kommer udefra

Antal skærme: 2
Bordreservation: Nej
Udeservering: Nej, men pladser udenfor
Spisning/eget køkken: Nej, men mad kan medbringes
Prisniveau: Moderat
Sportsgrene: Mest fodbold, men principielt al sport
Fanbar: Silkeborg

BUTLERBAR, AARHUS

Billig opvarmning for fans af ’de hviie’ tæt på stadion

Antal skærme: 1
Bordreservation: Nej
Udeservering: Ja
Spisning/eget køkken: Nej, kun snacks
Prisniveau: Billigt
Sportsgrene: Superliga, Champions League, Premier League, Tour de France, badminton, tennis og håndbold
Fanbar: AGF, Tottenham

DEN ENGELSKE PUB, FREDERICIA

Familiepub i tre generationer

Antal skærme: 6 + storskærm
Bordreservation: Ja, men ikke til aftenkampe
Udeservering: Ja
Spisning/eget køkken: Ja, men kun i dagtimerne
Prisniveau: Moderat
Sportsgrene: Mest fodbold, men også Tour de France, håndbold, tennis, dart
Fanbar: Liverpool, Manchester United, Arsenal, Barcelona, Fredericia HK og en lille håndfuld trofaste Horsens-fans

DEN HØJE STUE, SVENDBORG

Antal skærme: 2
Bordreservation: Nej
Udeservering: Nej
Spisning/eget køkken: Nej
Prisniveau: Billigt
Sportsgrene: Fodbold, Tour de France, Formel 1, tennis, dart og pool
Fanbar: F.C. Svendborg

BARRY’S PUB, RANDERS

Grundlæggeren ejede aldrig pubben

Antal skærme: 3
Bordreservation: Nej
Udeservering: Ja
Spisning/eget køkken: Nej
Prisniveau: Billigt/moderat
Sportsgrene: Særligt landsholdet, Champions League, Premier League, Superliga og Europa League
Fanbar: Randers, Liverpool, Brøndby

FREDERIK VI, FREDERIKSBERG

Klassisk restaurant, brun ølbar og sportspub med skærmudsyn fra spisepladserne

Antal skærme: 4
Bordreservation: Ja
Udeservering: Ja
Spisning/eget køkken: Ja
Prisniveau: Moderat
Sportsgrene: Champions League, Premier League, Superliga, Tour de France, Wimbledon
Fanbar: Nej

Billeder og info stammer fra ’111 sportsbarer som du skal se’. Bogen er ude på forlaget Frydenlund.

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Det er gas. Jeg kan ta’ det

Nicki Pedersen fik en Puch Maxi, da han var seks, og begyndte at køre speedway som 11-årig. Han blev ikke udråbt som talent, men med flid og fandenivoldskhed blev han verdensmester tre gange. Den i dag 47-årige landstræner er styrtet utallige gange og har prøvet det meste, men elsker stadig at rive gashåndtaget i bund.
Tekst:Oliver Bodh LarsenFoto:Frank Cilius/Ritzau Scanpix, Privat

SOM BARN NÅEDE jeg kun at gå i børnehave i to dage. Så var der en, der spyttede på mig, og så gad jeg sgu ikke være der længere. Jeg droppede simpelthen ud af børnehaven. Derfor foregik min børnehave hjemme på min fars værksted. Min far var Citroën-forhandler, og jeg rendte rundt med alle svendene og lærlingene. Når jeg tænker over det, var det jo helt sindssygt. Men det var også superfedt. Dengang drak man sodavand af glasflasker. Og rundtomkring på værkstedet stod der bremse-rens i forskellige flasker, sådan noget grønt noget. Jeg troede, at det var grøn sodavand, så jeg måtte lige hen og drikke lidt af det. For satan, det var noget harsk noget.

Vi boede i Brenderup på Fyn. I en tømrervilla lige ved siden af butikken. Når jeg vågnede om morgenen, gik jeg bare derover. Min mor, der arbejdede på kontoret i butikken, smurte hver morgen et bondebrød, sådan et stort franskbrød, med smør og Nutella. Det fik noget Vita Wrap rundt om sig, og så tog hun det med derover. Som fireårig begyndte jeg at drikke kaffe. Og dyppede Nutella-maden ned i. Min krop var fuld af sukker og energi og koffein. Den dag i dag drikker jeg stadig de to første kopper om morgenen med sukker og mælk som dengang.

Nicki Pedersens far, Preben, der som ung kørte med ’Rockerne’.

DA JEG BEGYNDTE i kommuneskolen i byen, var det fedt nok. Der var der ikke nogen, der spyttede på mig. Jeg fik ret hurtigt styr på folk, selvom jeg var den mindste. Autoforhandlerens søn dér. I børnehaveklassen var jeg kærester med en af mine bedste kammeraters søster. Hun havde noget med sine fødder, og hun rendte rundt i træskostøvler. Det drillede de andre drenge hende med. Jeg var som sagt ikke den højeste, og jeg havde strithår og langt nakkehår, ikke den kønneste, men når de drillede hende, så fik jeg lige styr på gutterne. Jeg ved ikke, hvad fanden det var, men de havde sgu respekt for mig.

Som seksårig fik jeg min egen Puch Maxi. Den holdt ovre på min fars værksted. Så kunne jeg gå over og hoppe op og jokke lidt på den. Det var jo egentlig vildt mærkeligt. I begyndelsen kunne jeg ikke køre på den. Men der gik ikke længe, så gik det fint. På min farmors marker kørte vi også på crossere, mig og min storebror Ronni. Han var tre år ældre end mig. Vi kørte også rundt på markerne i min fars gamle skrotbiler. Jeg kunne dårlig nok nå pedalerne.

Vi kedede os aldrig, mig og Ronni. Vi rendte rundt og skød med luftgevær med vatpinde i. Og vi kastede med savklinger ovre fra den nærliggende grøntsagsfabrik, som om det var frisbees. En dag, da Ronni kastede en efter mig, smuttede den hen over jorden og ramte lige i min ankel. Så løb jeg ned til lægen. Jeg har stadig min læge samme sted den dag i dag. Nu er det bare sønnen, der ejer klinikken. Jeg har klinikkens længste journal.

11-årige Nicki giver den gas på klubcyklen i Fjelsted.

EN DAG FIK VI et brev fra vores lokale bank. De inviterede os ud at køre speedway. Hverken min bror eller jeg anede, hvad det var. Men det viste sig, at der lå en bane i Fjelsted kun ni kilometer fra Brenderup. Jeg var 10 år, og man skulle være 12 for at prøve. Men Ronni kørte, og de kunne med det samme se, at han – ud af de par hundrede, der var mødt op – havde styr på gashåndtaget. Så han startede til speedway. Og et halvt år senere, da jeg var fyldt 11, sænkede man aldersgrænsen, og så kunne jeg også starte. Men jeg fik med det samme at vide, at det var Ronni, de satsede på. Det var jeg ligeglad med. Jeg skulle sgu da prøve.

Det var svært. Men jeg har altid godt kunnet lide udfordringer. Jeg elsker udfordringer. Førhen havde jeg øvet mig meget på at fløjte eller på at køre på baghjulet på min cykel. Nu skulle jeg lære at slide rundt i svinget. Ret hurtigt blev jeg bedre end dem på mit hold. Jeg har aldrig været den smarteste kniv i skuffen, men jeg har altid været snu. Jeg prøvede ting af. Lå derhjemme i sengen og analyserede løbene. Så det for mig inde i hovedet. If you can’t dream it, you can’t do it.

I 1993 var jeg med til danmarksmesterskabet i 80cc-klassen. Jeg var 16 år gammel, og Ronni var for længst taget til England for at køre på kontrakt. Løbet skulle køres i Vissenbjerg. Det var det største, jeg kunne opnå på det tidspunkt. Jeg fik en dårlig start. Lavede kun et enkelt point i første heat, som jeg husker det. Jeg var tvunget til at vinde mit sidste heat. Og det gjorde jeg. Overhalede endda en undervejs. Så blev jeg danmarksmester. TV 2 var der. Jeg stod i en billig T-shirt. Helt kæk. Der stod ’Bad Boy’ på. Tv-reporteren spurgte mig: ”Hvad er så din næste ambition?” Så svarede jeg, at det var at blive verdensmester.

Det gik ikke så godt for Ronni i England. Han kunne ikke rigtig få succes. Han væltede så meget, at det kostede flere penge, end han tjente. Vi var ovre at besøge ham på et tidspunkt. Efter det rigtige løb – second half, som man kalder det – prøvede jeg at køre mod de engelske klubbers juniorkørere. Jeg slog dem alle sammen. Og publikum syntes, det var fedt. Der var klubber, der gerne ville skrive kontrakt med mig, men mine forældre krævede, at jeg tog en uddannelse først. De sagde til mig: ”Din storebror kan ikke leve af den sport her, og så kan du slet ikke.”

Jeg kom i lære på en maskinfabrik, der lå på den anden side af gaden fra min fars forretning. Nu havde jeg gået så mange år på min fars værksted. Det var tid til at komme ud i marken. Den virkelige verden. Her lærte jeg at bore og svejse og dreje. Og jeg lærte om pladebukning. Masser af fed læring, som jeg stadig bruger i dag. Og han kunne sgu godt lide mig, min mester. Speedway er jo lidt en mærkelig sport. Man kører i flere forskellige lande ad gangen. Så mens jeg var i lære, kørte jeg løb i Sverige, Danmark og lidt i Polen også. Det havde min mester forståelse for.

Nicki indtager andenpladsen ved et løb i Skærbæk.

DEN SAMME DAG, som jeg fik mit svendebrev på Teknisk Skole i Odense, tog jeg færgen fra Esbjerg til Harwich klokken 17. Farvel, sagde jeg bare til mine forældre. Så var det af sted. Det var i marts 1988. Fra Harwich gik turen til Peterborough oppe midt i landet. Jeg skulle bo ved en plejefamilie. Min gode kammerat Thomas, der var mekaniker for mig, kørte mig derop. Familien var ikke hjemme, da jeg ankom med alle værktøjskasserne og cyklerne. De stod sgu ikke lige og viftede med flag. Det havde jeg måske troet.

Det gik faktisk pissegodt det første år. Men det var hårdt. De første to år, når jeg skulle rejse ud og køre i andre lande, sov jeg i lufthavnene på plastikstole eller på gulvet. Jeg brugte min taske som hovedpude. Jeg havde ikke noget valg. Jeg fløj alene. Med tiden lærte jeg alle støvsugerne i for eksempel Heathrow lufthavn at kende: Dy-dy-dy-dy-dy. Klokken fire om morgenen. Men sådan var det. I de forskellige lande havde jeg forskellige cykelmaskiner stående hos forskellige folk. Nogle gange måtte jeg også flyve rundt med en motor i hånden. En motor på 25 kilo i en papkasse. Den skulle jo bruges den næste dag.

Mor Vibeke er klar til at starte Nickis konfirmationsgave inde i stuen, inden far Preben træder til.

I 2002 KØRTE JEG min anden sæson i grandprix-serien (den består af 11 løb i 11 lande, og rytteren med sammenlagt flest point bliver verdensmester, red.). Da vi nåede til Chorzów i Tjekkiet, hen mod slutningen af grandprixet, havde jeg haft en lortesæson. Jeg havde ellers forberedt mig seriøst og investeret mange penge, men jeg kæmpede virkelig med tingene. Så da vi nåede til Chorzów, tænkte jeg: ”Fuck det, det kan sgu være lige meget.” Så dagen inden løbet drak jeg Jack Daniel’s og cola hele natten med den engelske landstræner og deres topkører. Til klokken fem om morgenen. Da jeg gik ud fra natklubben, var det lyst, og jeg tænkte: ”Hvad fuck sker der?”

Jeg kom tilbage til bussen, vi sov i, og kiggede på mine folk, der lå og sov. Alle mine ansatte havde stående i deres kontrakter, at de skulle være i seng klokken 24, og at de maks. måtte drikke to bajere. Jeg havde så fået lidt mere den dag. Godt nok skulle løbet først køres klokken 19, men jeg kunne godt se, at det var noget lort. Jeg lagde mig til at sove, stod op klokken 12 og tog noget morgenmad. Og gik i seng igen. Klokken 17 stod jeg op igen og tog et bad. En halv time senere gik jeg til køremøde. Bagefter gik jeg tilbage til bussen for at klæde om. Der var pænt dårlig stemning. 

Jeg tænkte bare: ”Hvis nu jeg kører ud og vinder pisset, så lukker jeg røven på dem.” Og så kørte jeg ud og vandt pisset. Jeg gjorde det aldrig nogensinde igen. Jeg vidste, det ikke var opskriften. Men jeg havde ikke vundet den aften i Tjekkiet, hvis jeg ikke havde lavet det stunt. Det var ren adrenalin og overlevelsesinstinkt.

Nicki Pedersen (forrest) med blandt andre verdensmester Jan O. Pedersen (nummer to fra venstre) og storebror Ronni (i midten).

DA JEG VAR 23 ÅR, tilbage i 2001, lagde jeg en plan sammen med Jacob Olsen, den daværende landstræner for speedwayholdet: en drejebog for mine første tre år i grandprixet. De første par år handlede om at blive en stabil rytter, køre topplaceringer hjem i løbene og komme op i top-20 på ranglisten. Og så videre og så videre. 

Sæsonens første grandprix i 2003 i Polen gik godt. Men i nummer to løb, oppe i Sverige, gik det knap så godt. Den tredje afdeling skulle køres i Cardiff på Millennium Stadium. Et gigantisk stadion. Jeg tænkte: ”Hold kæft!” Der var nok 50.000 mennesker. Der var virkelig gang i den. Inden sådan et løb er jeg altid maksimalt presset. Og spændt. Og glad. Man skal virkelig arbejde med sig selv for at gå ud og præstere sådan et sted. Men jeg følte ikke noget ekstra pres, fordi jeg ikke havde scoret så mange point i grandprixet i Sverige. Det har jeg aldrig gjort. Jeg lever sgu i nuet. Får det bedste ud af det. Selvfølgelig analyserer jeg på de ting, der sker. Men så må jeg også kigge fremad. Og hvad der sker i morgen – I don’t give a fuck. Nu er nu. Jeg vandt den aften. Og der vendte det hele på en eller anden måde. 

Resten af sæsonen sloges jeg med australieren Jason Crump og Tony Rickardsson fra Sverige. Det var tæt hele vejen. Helt indtil det sidste løb oppe i Hamar i Norge. Rickardsson røg tidligt ud, og så var det bare mig og Crump. Vi kom i hvert sit semifinaleheat, og jeg skulle køre det første. Pludselig lå jeg sidst. Men i løbet af de fire omgange fik jeg kørt mig forbi, først forbi en brite og så en polak. Jeg sluttede toer og var dermed klar til finalen. Nu var Crump tvunget til det samme. Ellers ville jeg blive verdensmester.

Han lagde skidt fra start, Crump. Han lå treer, og foran sig havde han polakken Rune Holta. Og så – i et sving – kørte han ham af banen. Holta lå længe på banen, og dommeren skulle se replays. Så tændtes lamperne. Crump var blevet diskvalificeret. Vi sprang rundt i ryttergården, og vi råbte og skreg. Jeg tabte stemmen med det samme. For jeg kunne slet ikke forstå det … verdensmester, verdensmester! Jeg havde aldrig nogensinde troet, at en dreng fra Brenderup – sådan en lille gut – kunne blive verdensmester.

Det tog mig måske 10 år at fatte. Stadigvæk, den dag i dag, er jeg meget ydmyg over det. Jeg er glad for det, men det er et ord, der er svært at forstå. At være verdensmester i sin sportsgren. Det forstår jeg nok ikke endnu. Det gør jeg virkelig ikke. Som person kan jeg godt være kæk og fremme i skoene. Men jeg er meget, meget ydmyg, når det kommer til stykket.

Nicki Pedersen giver gode råd til sin søn Mikkel under en træningsseance i Vissenbjerg.

NICKI PEDERSEN 

Født 1977. Opvokset i Brenderup på Fyn. Begyndte som 11-årig til speedway i den nærliggende Fjelsted Speedway Klub. Vandt som 16-årig danmarksmesterskabet i 80cc-klassen. Vandt i 2003, fem år efter han var flyttet til England for at blive fuldtidsprofessionel, verdensmesterskabet i speedway. Genvandt titlen i 2007 og 2008. Har desuden vundet VM for hold fire gange. Er stadig aktiv som kører, samtidig med at han er træner for det danske speedwaylandshold. Bosat ved Middelfart. Aktuel med bogen ’Knallertkongen’, der er udkommet på People’s.

EFTER 2003 VAR min krop brugt. Jeg havde ikke været særlig fit. Og tilværelsen som verdensmester krævede meget af mig. Pludselig skulle jeg stå til ansvar på en anden måde, hjælpe med alle mulige ting. Forventningerne og presset var stort. Og på banen ville alle slå mig i hvert eneste heat.

I efteråret 2006 indledte jeg et samarbejde med Lisa Thomey. Hun arbejdede som fysioterapeut for GOG Håndbold. Hun sagde til mig, at jeg var direkte fed. Fra oktober, hvor sæsonen sluttede, og til marts, hvor den skulle begynde igen, trænede jeg på fuldt skrald. Helt intenst. Jeg lagde kosten fuldstændigt om og gik fra en fedtprocent på 26 til 9. Jeg kom i stjerneform. Mit første VM havde jeg vundet på instinkt. Ikke på min styrke. Det var nødvendigt at komme i form, hvis jeg skulle strække min karriere ud. Jeg måtte tilbage on the beat.

Lige inden det første løb skrabede jeg mit hår af. Helt G.I. Jane-agtigt. Da jeg kom på banen, var folk bare sådan: ”Fuck, han er fit, mand.” Med det samme kørte det bare. Jeg var en robot. Eller det troede folk, jeg var. Jeg rykkede totalt målstolperne for, hvor god en fysisk form man som speedwaykører kunne være i, og jeg blev verdensmester i både 2007 og 2008. Det var ikke bare i grandprixserien, at jeg vandt det hele. Jeg kørte i 4-5 lande på det tidspunkt, og jeg var fucking god i alle lande. Jeg var ligeglad med, hvilket løb jeg stillede op i. Jeg gik bare ind i ilden. Jeg sparede mig ikke. Jeg var hård ved mig selv.

På vej på hospitalet med en brækket nakke efter et styrt i Holsted.

JEG HAR BRÆKKET over 30 knogler igennem min karriere. Et tocifret antal ribben. Har haft et tocifret antal hjernerystelser. Brækkede ryghvirvler, nakkehvirvler. Tredjegradsforbrændinger op ad det ene ben. Punkterede lunger.

I sommeren 2022 kørte jeg et ligaløb i Polen. For enden af langsiden på tredje omgang skete det. En kører, der var på vej inden om mig, ramte mig, og så kørte vi direkte sammen. Vores cykler hægtede sig sammen, og vi kørte direkte ind i stakittet med 120 i timen. Min cykel ramte stakittet først, og da den slog tilbage i et ryk, fik jeg cyklens kædestrammer skubbet flere centimeter ind i mit ben. Den trak i mig som en krog og skubbede min lårbensknogle op i bækkenet. Jeg kan slet ikke beskrive følelsen. Jeg lå på banen, på maven faktisk, og jeg forsøgte at dreje mig rundt. Men jeg kunne ikke aktivere bækkenet. Der stod det klart for mig, at der var noget ravruskende galt. 

På hospitalet fortalte de polske læger mig, at jeg skulle opereres i hoften og bækkenet, men at der ville gå nogle dage. I mellemtiden fik jeg nogle af mine folk til at sende billeder hjem til mit netværk i Danmark. Her lød vurderingen anderledes. Mit ben skulle med det samme lægges i stræk. Ellers ville blodtilførslen stoppe, hvilket sandsynligvis ville betyde, at mit ben skulle amputeres. Fire dage senere fløj jeg hjem mod Danmark. Med begge mine ben.

I hospitalssengen i Polen havde jeg sagt til mig selv, da jeg vågnede: ”Du skal tilbage i sadlen den 10. marts 2023.” Der ville den nye sæson begynde, og jeg havde sgu ikke lyst til at komme tilbage i april, maj eller juni, hvor alle andre havde kørt i et par måneder inden mig. 

Det var en sindssygt hård proces. Masser af smertestillende og nervestillende. Jeg lå i halvanden måned og tissede i kolbe. Alle sagde, jeg burde stoppe. Alle. ”Nu har han haft en flot karriere, og nu er han blevet skadet, og det er også synd for ham.” Fuck det! Der er ikke nogen, der skal synes, at det er synd for mig. Jeg skal nok selv styre, hvornår jeg har lyst til at stoppe. Og den 10. marts – der stod jeg sgu klar.

Nicki Pedersen fejrer VM-titlen for hold i 2014 sammen med Niels-Kristian Iversen, Peter Kildemand og Mads Korneliussen.

SMERTENS BARN

Nicki Pedersen fræser stadig frygtløst rundt på diverse europæiske speedwaybaner, selvom fynboen i løbet af sin karriere har brækket over 30 knogler i kroppen –  herunder nogle af dem, der sidder i nakken (flere gange). Smertetærsklen har Nicki Pedersen haft under udvidelse hele sit liv. Som toårig kappede han de yderste led på  lang- og pegefinger af i en dækpresser på farens værksted.

NU ER JEG landstræner, og jeg kører stadigvæk. Jeg synes, det er megafedt at forsøge at give noget videre til en ny generation. De kan spørge mig om alt. Kærestesorger, mekanik, sponsorer. De ringer, og så kaster vi bolden op og prøver at se, om vi kan gribe den igen.

Hver morgen når jeg står op, har jeg ondt i kroppen. Det er lige før, at det er nemmere for mig at sidde på speedwaycyklen. Jeg har været alt igennem. Og det er jeg glad for. Det gør det nemmere for mig at være landstræner. At være noget for de yngre. Man kan ikke bare læse sig til tingene. Hvordan fanden kan en coach lære nogen noget som helst, hvis det udelukkende er noget, vedkommende har læst i en bog? Sådan er det ikke med mig. Jeg siger bare det, der kommer inde fra mine ribben.

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

En kærlig hånd

Der er VM i håndbold på hjemmebane, og for Danmark skal MIE HØJLUND fordele spillet i bestræbelserne på at gentage ’De Jernhårde Ladies’’ triumf fra 1997. Ud & Se tog med den 26-årige playmaker til hjemmekamp i Odense, duftede til harpiksen og fik den danske halkultur under huden.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Thomas Nielsen

TIL EN HÅNDBOLDKAMP er der én bestemt lyd, som overdøver alle andre. Langt højere end et almindeligt klap, mere intens end hvinene fra håndboldsko, der møder halgulv i høj fart, og endnu mere insisterende end den dance-musik, der brager ud af højttalerne ved hver eneste scoring. Tidligere var det oppustelige klappepølser, tilskuerne trommede taktfast med, men i de senere år er de erstattet af et kraftigt stykke pap i A3, der foldes ni gange på tværs, så det bliver til en vifte, og når det slås mod hånden, frembringer det en larm, som er umulig at ignorere.

I det hele taget er håndbold ikke en sport for støjfølsomme mennesker. Ved herrelandsholdets EM-semifinale i Boxen i Herning for nogle år siden blev der målt 102 decibel, eller hvad der svarer til lyden af en bulldozer. Havde hallen været en almindelig arbejdsplads, var den for længst blevet lukket af Arbejdstilsynet.

Helt så højt går bølgerne ikke i Odense en onsdag aften midt i oktober, hvor godt 1.900 tilskuere er mødt op i Sydbank Arena for at se topholdet Odense Håndbold mod oprykkerne fra Bjerringbro FH. Deres klapvifter – eller ’klappere’, som håndboldfans kalder dem – har de fået udleveret på vej ind til deres pladser af to mænd i ens gule trøjer, der begge hedder John, og hvis tjans som frivillige ikke bare består af at folde og stable de mange stykker pap samt udlevere dagens kampprogram, men også at sørge for god ro og orden under kampen. Egentlige vagter er der dog sjældent brug for til danske håndboldkampe, i aften er her mest ældre og børnefamilier, der spiser pommes frites og pølser, og de få blåklædte Bjerringbro-fans sidder fredeligt side om side med det orange hjemmepublikum på den ene langside. 

I Sydbank Arena befinder publikum sig så tæt på banen, at de næsten kan lugte harpiksen, mens spillerne varmer op. Midt i klyngen af Odense-spillere står Mie Højlund i sin sorte træningsdragt og strækker ud. Den 26-årige kronjyde har været en af holdets profiler, siden hun kom til fra Randers HK i 2017, og også på landsholdet, der i december spiller VM på hjemmebane, har den mørkhårede playmaker i flere år været en profil. Men i aften bliver der hvisket lidt blandt tilskuerne om, at stjernespilleren måske bliver sparet, da der i weekenden venter en vigtig Champions League-kamp mod det ungarske storhold Győr.

”VI SKAL IKKE have et San Marino-resultat i aften,” siger Brigitte Mouritzen et par timer tidligere ude ved arenaens bagindgang med henvisning til, at fodboldherrelandsholdet kun med nød og næppe slog verdens dårligst rangerede landshold på udebane aftenen forinden. Det skal med andre ord blive til en sikker sejr over Bjerringbro, mener Brigitte Mouritzen, der selv er tidligere håndboldspiller i Fjordager Idrætsforening, men nu er frivillig i Odense Håndbold med ansvar for at tage imod 280 VIP-gæster og sponsorer, der er inviteret til helstegt pattegris og fadøl før kampen.

Blandt de fremmødte ved de runde borde med hvide duge i Hal 2 sidder Birgitte Bonnesen, enke til erhvervsadvokat Jørn Bonnesen, som vel nok kan siges at have været hovedarkitekten bag Odense Håndbolds succes i disse år. Den tidligere bestyrelsesformand gik bort i 2021 i en alder af 73 år, men ”han nåede en double (når man i samme sæson vinder både ligaen og pokalturneringen, red.), inden han døde,” siger Birgitte Bonnesen, der stadig er aktionær i klubben og desuden spillersponsor for Mie Højlund, som for få minutter siden er ankommet med cirka halvanden time til kampstart ad samme indgang som VIP’erne.  

Før i tiden havde Mie Højlund en lang række faste ritualer, hun skulle udføre inden en kamp, og selvom hun har luget ud i dem, har hun stadig flere, end hun helst vil indrømme. Et af dem går ud på, at hun altid skal ankomme sammen med målmand og landsholdskollega Althea Reinhardt, som er hendes gode veninde (de har sammen udgivet bogen ’Mie og Althea på udebane’ om at vandre, som er til salg i hallens foyer). Et andet er, at hun altid skal klappe Reinhardt på ryggen, når de under opvarmningen er færdige med at løbe. Et tredje handler om, at hun altid skal sende en thumbs up til hollandske Dione Housheer på højre back, når de laver opspilsøvelser. Og så plejede Mie Højlund altid at tage venstre sko på først og binde den færdig, inden hun måtte begynde på den højre, men det har hun droppet.

”Jeg endte med at få samlet så mange ritualer sammen, at de forstyrrede mere, end de gavnede,” fortæller hun, da vi tidligere på dagen mødes i det lille rækkehus med gule mursten i Søhus i det nordlige Odense, hvor hun bor med sin kæreste.

”Hvis jeg glemte at binde venstre sko først, var det så årsagen, hvis jeg spillede en dårlig kamp? Det er vigtigt ikke at blive slave af sine ritualer, så dem, jeg har i dag, er mere nogle hyggelige ting, jeg har sammen med mine holdkammerater.”

HÅNDHOLDT

Mie Enggrob Højlund. Født 1997 i Voldum i Østjylland. Bor i Odense med sin kæreste.

Spiller primært playmaker, men kan også dække både højre og venstre back.

Debuterede i Kvindeligaen for Randers HK som 16-årig i 2014 og fik to år senere debut på A-landsholdet.

Skiftede i 2017 til Odense Håndbold, hvor hun har vundet to danmarksmesterskaber og sidste år forlængede sin kontrakt til 2026.

Kåret to gange til ’Årets Kvindelige Talent’ i Danmark af Håndboldspillerforeningen i 2015/2016 og 2016/2017.

Har siden 2018 været en fast del af det danske A-landshold, spillet 84 kampe og scoret 154 mål. Er med i truppen, når Danmark i december afholder VM på hjemmebane og i gruppespillet møder Serbien, Chile og Rumænien.

SPØRGER MAN PÅ FYN, vil de formentlig hævde, at det var her, håndbolden blev opfundet. På Kommuneskolen i Nyborg udtænkte løjtnant og lærer Rasmus Nicolaj Ernst i 1897 et spil, hvor bolden flyttedes via kast mellem to hold af spillere, der fik point ved at ramme et mål med et felt omkring sig. Meget logisk valgte han at døbe spillet ’håndbold’. 

Desværre for ham tilfalder æren oftere den idrætshistorisk mere berømte Holger Louis Nielsen – der både deltog ved OL i Athen i 1896 og opfandt kunstigt åndedræt – som året efter Ernst begyndte at eksperimentere med et boldspil med hænderne på Ordrup Latin- og Realskole, da skolegården i Gentofte ikke var stor nok til at spille fodbold. I 1905 flyttede Rasmus Nicolaj Ernst til Helsingør for at undervise på den lokale kommuneskole, og to år senere stod de to lærere bag den første officielle håndboldkamp – Nielsens tropper slog Ernsts elever med hele 21-0, men det siges også, at der ikke helt var enighed om reglerne.

I dag spilles der håndbold hele vejen fra Gedser til Skagen, mere end 100.000 danskere er medlem af en håndboldklub, og Danmark er ofte blevet kaldt ’verdens førende håndboldnation’ – ifølge onde tunger fordi vi er de eneste i verden, som for alvor interesserer sig for sporten. Andre mener, at håndbold er selve spejlet på den danske folkesjæl, en sport, hvor man ingen vegne kommer uden at overgive sig til fællesskabet og til samarbejdet, og er man politiker med ønske om at fremstå folkelig, findes der næppe en stærkere kulturel markør end håndbold. Det ved de for eksempel i Socialdemokratiet, som i 2020 valgte at producere en storstilet kampagnevideo med håndboldhallen som scene.

Men oprindeligt var det ikke sådan: I mange år var håndbold fortrinsvis en akademiker- og gymnasiesport, og helt frem til 80’ernes ’Bolsjedrenge’, som herrelandsholdet dengang hed på grund af deres stribede trøjer, blev landsholdsspillerne opfattet som højpandede typer, der ved siden af håndbolden læste tyske filosoffer og demonstrerede mod atomkraft. Men i 90’erne vandt kvindelandsholdets ’Jernhårde Ladies’ danskernes hjerter og gjorde sporten til folkeeje.

”Jeg hader håndbold. Det minder om et jysk halbal,” kunne man sidste år læse i en meget omtalt kronik i Berlingske af Anne Kirstine Cramon, og spørger man præst, debattør og tidligere sportsjournalist Sørine Gotfredsen, er kulturparnassets tendens til at se skævt til håndbold et symbol på den voksende kløft mellem land og by.

”I den moderne storbybevidsthed er der en tendens til at tro, at alt uden for København er bondsk og bøvet, og det gælder i særdeleshed håndbold,” siger hun. ”Men der er noget, de har misforstået. Håndbold er lavkultur, når det er allersmukkest, og når landsholdet kommer langt til EM eller VM, ser to millioner danskere med i tv, fordi håndbolden, om noget, kan skabe national samhørighed. En af grundene er, at der er en helt instinktiv forbindelse mellem håndboldspillerne og danskerne. Modsat fodboldspillere bliver professionelle håndboldspillere ikke martret i sjæl og sind af tidlig stjernestatus og enorme millionlønninger, som flytter dem længere og længere væk fra almindelige mennesker. Håndboldspillere har ingen stjernenykker, de er nærværende, i øjenhøjde og kunne lige så godt være naboens søn.”

Mie Højlund og holdkammeraterne.

MED FÅ MINUTTER til kampstart i Sydbank Arena gør ræven Lurifox med dans og fagter sit til at gejle publikum op. Inde bag plysmasken på Odense Håndbolds maskot, med sveden drivende ned ad ansigtet, gemmer 16-årige Mia Vejsholt-Balázs sig, der til daglig går i 10. klasse. Hendes mor har længe været en stor Odense-fan, og da hun under en udebanetur til Ungarn i foråret fik nys om, at klubben søgte en ny person til at være inde i klubmaskotten, tog hun straks fat i sin datter, der fortæller, at hun har drømt om at være Lurifox, siden hun første gang var med til kamp. 

Når den lidt indadvendte Mia Vejsholt-Balázs tager kostumet på, har hun anderledes nemt ved at hoppe rundt, danse grimt og råbe ting, der kan virke fjollede, ”fordi jeg ikke føler, det er mig, de kigger på, men en figur”. Tjansen deler hun med en fyr ved navn Lennie, som hun skyder til at være 30-40 år gammel, mens hun står ude ved omklædningsrummene og forsøger at tørre sveden af sig. De fordeler kampene ligeligt imellem sig, men indtil videre har Lennie været sygemeldt i hele denne sæson.

Inde i arenaen kommer Odense Håndbold godt fra start, og fanklubben Orange Power på den ene langside, hvor gennemsnitsalderen er omkring de 60, kvitterer med at tæske endnu mere begejstret løs med deres ’klappere’.

”Vi håber at kunne holde på hende, men mon ikke udlandet snart trækker?” siger en mandlig tilskuer, mens han stolt fremviser sin signerede Mie Højlund-trøje med nummer 32. I det hele taget skorter det ikke på folk med 32 på ryggen på tilskuerpladserne, som i første omgang dog ikke får lov at se deres favoritspiller. Fra bænken overværer hun hele første halvleg, der ender 22-13 til Odense.

MIE HØJLUNDS FØRSTE minde om håndbold er fra hallen i Voldum, en lille landsby midt mellem Aarhus og Randers, hvor hun som seksårig begyndte at spille i den lokale klub med sin mor, Sanne Højlund, som træner. Når moren ikke trænede håndbold, drev hun et slagtehus og en lille gårdbutik med sin mand på Rigtrupvej lidt uden for byen, hvor Mie Højlund er vokset op i en sportsfamilie, der ikke altid havde tid til at spise sammen. Sådan var det med tre børn, der havde hver deres idræt at passe – når Mie Højlunds storebror skulle af sted til fodboldtræning, kom hun ind ad døren fra håndbold, og så var der lillebroren, som gik til ridning.

”Min mor har kørt mig rundt til samtlige former for sport, der fandtes i lokalområdet, for jeg skulle prøve det hele,” husker Mie Højlund. ”Om det var en håndboldkamp, en fodboldkamp eller et ridestævne, sad hun der hver gang, og det samme med mine brødre. Bussen gik kun to gange om dagen, tre, hvis man var heldig, så vi blev kørt til næsten alt.” 

I Voldum bor knap 900 indbyggere, og byen har en kirke, en købmand og Voldum-Hallen, hjemmebane for Nielstrup-Voldum Ungdoms- & Idrætsforening, hvor der i Mie Højlunds barndom ofte skulle blandes årgange for at kunne skrabe nok spillere sammen til et håndboldhold. 

Som 12-årig rykkede hun derfor til Randers-forstaden Vorup (som man på Randers-egnen udtaler Våårp), hvilket passede med, at hun omtrent samtidig kunne skifte til sportslinjen på Randers Realskole. I Voldum gik den lokale skole kun til og med 6. klasse.

Mie Højlund blev tidligt bevidst om, at hun var en god håndboldspiller, men i Vorup blev hun til at begynde med sat på fjerdeholdet – ”der var ingen kære mor,” som hun siger. Det gik også op for hende, at hun måske ikke havde lært helt så meget på landsbyskolen som sine jævnaldrende i Randers, i hvert fald var hun håbløst bagud i både dansk og engelsk, da hun startede i 7. klasse.

”Jeg kom ind til min første engelsktime på Randers Realskole og kunne knap tælle til 10, og i min første danske stil fik jeg 00. Det var virkelig et hak i selvtilliden, og jeg brugte utrolig mange timer på at indhente efterslæbet det første års tid,” fortæller Mie Højlund, der samtidig kæmpede sig op på andetholdet i Vorup, inden hun rykkede med en håndfuld gode veninder og holdkammerater til naboklubben Kristrup. Her kom hun på førsteholdet som højrehåndet højre back og blev senere udtaget til talenttræning i Randers HK, hvilket betød, at hun skulle træne håndbold både morgen og eftermiddag. Alligevel var det ikke sådan, at hun gik rundt og tænkte, at hun skulle være professionel håndboldspiller.

”Jeg drømte mere om at blive først dyrlæge og senere tandlæge,” siger hun. ”Men min mor elskede håndbold, det samme gjorde mine veninder, og jeg var god til det, så i virkeligheden fulgte jeg nok bare lidt med. Jeg kan huske, at vi så landsholdet spille hjemme i stuen, men det var ikke sådan, at jeg så op til landsholdsspillerne i fjernsynet som lille. Mine minder om det er mest, at jeg syntes, det var hyggeligt at falde i søvn til lyden af sko på et halgulv.”

Transporten over Storebælt afholder ikke sjællandske Tom Elmo i orange kasket fra at komme til størstedelen af Odenses hjemmekampe.

SIDSTE ÅR VAR en sand katastrofe ved at indtræffe i Voldum. På grund af økonomiske vanskeligheder som følge af stigende gaspriser stod Voldum-Hallen til at lukke, men på målstregen blev den reddet af et ekstraordinært lån fra Favrskov Kommune på 360.000 kroner, og i år kunne Mie Højlunds andet barndomshjem derfor fejre 40-års jubilæum som et samlingspunkt i byen, der foruden håndbold danner rammen om ugentlige fællesspisninger, kunstudstillinger og runde fødselsdage. 

Sådan fungerer idrætshallerne overalt i landet som moderne forsamlingshuse – med limtræsgulv og farvede streger, der markerer, hvortil håndboldbanen, badmintonbanen og basketballbanen går.

Ligeså i Hadsten, hvor Sørine Gotfredsen voksede op. Som barn og ung spillede hun håndbold i Vissing-Hadsten HK, men ofte kom hun i hallen efter skole uden noget særligt formål, fordi den for hende var lig med tryghed.

”Det var jo som at have et ekstra hjem. Man kunne altid gå derned om eftermiddagen, alle ens venner var der, og så hang man ud, spiste pommes frites og drak sodavand i hallen, hvor der altid var voksne, som udviste ansvarlighed, spurgte, hvordan vi havde det, og tog sig af os,” fortæller hun.

Som selve symbolet på det nye fritidssamfund skød idrætshallerne op som ukrudt i provinsen i 60’erne og 70’erne. Det store danske halbyggeri buldrede af sted frem til begyndelsen af 80’erne, og i dag findes der ifølge Danmarks Statistik knap 1.700 større haller fordelt over hele landet, men ikke ligeligt: På Frederiksberg skal 10 gange så mange mennesker deles om én idrætshal som i Lemvig.

I takt med hallernes udbredelse forgrenede også håndboldsporten sig fra København og Aarhus ud til alle landets afkroge. Akkurat som på Holger Louis Nielsens og Rasmus Nicolaj Ernsts tid var det ifølge Sørine Gotfredsen skolelærere, der var drivkraften bag håndboldens udbredelse i efterkrigstiden, og mange steder blev hallerne opført tæt på den lokale folkeskole, så de også kunne bruges til idrætsundervisning.

”Det betød, at mange af normerne og retningslinjerne fra folkeskolen blev trukket med over i håndbolden, hvor børn og unge lærte at gebærde sig i fællesskab og foreningskultur på tværs af sociale skel. Jeg tror, at rigtig mange danskere har fået en god demokratisk opdragelse i en håndboldhal.”

16-årige Benjamin Jensen er stamkunde i Sydbank Arenas cafeteria.

I PAUSEN MELLEM Odense Håndbold og Bjerringbro FH er det blevet tid til en fadøl for 68-årige Keld Sørensen, der trofast møder op til alle hjemmekampe, selvom han sidder i kørestol og må overvære aftenens opgør fra en særligt indrettet handicap-rampe. Engang var han eliteredskabsgymnast, tro det eller ej, siger han, og spørger man lægerne, er det derfor, han har gennemgået fire store rygoperationer, som har efterladt ham delvist lam i ryggen. Selv mener Keld Sørensen snarere, at det skyldes tusinder af timer med dårlig arbejdsstilling i restaurationsbranchen. 

I aften har han ladet konen blive derhjemme, ”det skal jo være sjovt”, siger han og griner, og i øvrigt er det nok, fordi de ikke laver alting sammen, at deres ægteskab har holdt i 45 år. Keld Sørensens kone er heller ikke med, når han i morgen sætter sig ind i sin sekspersoners handicapbus og tager på udebanetur til Ungarn – med stop i Berlin og Prag undervejs. Det gør han sammen med en håndfuld medfans, han har mødt i klubben, heriblandt Tom Elmo, der bor på Sjælland og plejede at holde med Slagelse, dengang Anja Andersen sagde ’fuck janteloven’, men som efter konkursen kastede sin kærlighed på Odense.

Keld Sørensen bidrager til stemningen.

Fra sin plads kan Keld Sørensen se Mie Højlund blive bragt i spil fra anden halvlegs start. Hun scorer to mål, men befinder sig ellers mest i spilfordelerens og oplæggerens rolle i en anden halvleg, hvor Odense stille og roligt udbygger en føring, der aldrig rigtig er i fare. Førhen havde Mie Højlund tendens til at spille med skyklapper, kun med øje for at score mål, men de senere år har hun udviklet sit overblik, fået mere ro ind i sit spil, og det kan måles direkte i antallet af assists.

Som 16-årig sikrede de individuelle kvaliteter hende en ungdomskontrakt med Randers HK i 2014. Indtil da havde hun mest spillet højrehåndet højre back, en position, hvor man i håndbold helst vil have en venstrehåndet, som kan gå ind i banen, men hvor Mie Højlund på grund af sin fart, teknik og frygtløshed – samt et særligt ’knækskud’, hvor man i et hop vrider kroppen mod venstre for at få højre arm indad mod målet – alligevel var i stand til at gøre sig gældende. 

I Randers HK rykkede de hende imidlertid både ind som playmaker og over på venstre back, og selvom det krævede en del af vænne sig af med både knækskuddet og andre vaner, gik det så godt, at Mie Højlund kort tid efter fik debut for førsteholdet, brændte banen af og scorede seks mål, mens ungdomslandstræneren så med fra tribunerne.

TO ÅR SENERE, i sæsonen 2016/2017, blev Mie Højlund kåret til ’Årets Kvindelige Talent’ – for andet år i træk. Hun havde bidt sig fast på Randers HK’s kvindeligahold og fået sin debut for A-landsholdet, så da landstræner Klavs Bruun Jørgensen i efteråret 2016 tilbød den 19-årige playmaker en plads i truppen til EM i Sverige, syntes det blot at være et oplagt næste skridt i en nærmest kometagtig håndboldkarriere.

Men da telefonen ringede, mærkede Mie Højlund slet ingen begejstring.

”Det er jo noget af det største, man kan opnå som ung håndboldspiller, men jeg var nærmest ved at knække bare ved tanken, så uoverskueligt var det for mig. I en lang periode spillede jeg både på U18 og førsteholdet i Randers, var af sted med ungdomslandsholdet, og så kom A-landsholdet oven i det hele, mens jeg også forsøgte at passe min skolegang på handelsskolen, hvor jeg endelig følte, at jeg var kommet godt med. Jeg kan huske, at jeg gik rundt med tårer i øjnene hjemme i min kærestes lejlighed inde i Randers, fordi jeg vidste, at jeg ikke kunne holde til at tage med til en slutrunde, samtidig med at jeg skulle skrive en vigtig eksamensopgave – men det føltes også så forkert at sige nej til noget, jeg havde kæmpet for så længe. Hvad hvis chancen aldrig kom igen?”

Mie Højlund endte med at takke nej, officielt på grund af travlhed med skolen, men sandheden, som landstræneren ikke fik at vide, var, at hun følte sig deprimeret og havde symptomer på stress. Og da hun året efter, hvor hun var skiftet fra Randers til Odense, også sagde nej til VM i Tyskland, denne gang på grund af en overbelastet skulder, gik Klavs Bruun Jørgensen senere ud og kritiserede hende for at være ”en 12-talspige, der vil gøre alt perfekt”.

Hvordan havde du det med, at landstræneren sagde sådan om dig?

”Jeg synes ikke, at jeg er en 12-talspige. Jeg har skullet knokle mig til mange ting, ikke kun på banen, men også i skolen, hvor tingene ikke kom let til mig. Men jeg forstår det i den forstand, at når jeg sætter mig noget for, har jeg altid gerne villet gøre det godt og været perfektionistisk. Men på håndboldbanen er det faktisk omvendt. Jeg har aldrig været en spiller, der brugte timevis på at tillære mig en lille, ny detalje på banen. Håndbolden er et sted, hvor jeg slipper alle mine tanker og bare spiller.”

Mie Vejsholt-Balázs –alias maskotten Lurifox – passer på væskebalancen.

DER FINDES ET billede af Mie Højlund, taget i minutterne efter Randers HK vandt den danske pokalturnering i december 2016. Hun smiler, har en guldmedalje om halsen, og det er nok de færreste, der ville bemærke noget som helst usædvanligt. Men når Mie Højlund kigger på billedet i dag, får hun det dårligt.

”Man kan se, at jeg er ligbleg og virkelig, virkelig tynd. Det er tydeligt for mig i dag, at der var noget helt galt. Jeg er ked af, at det kom helt derud, og at jeg ikke opdagede det noget før. Samtidig, når jeg kigger på mig selv dengang, er jeg glad og stolt over, at jeg turde tage valget og sige nej til en slutrunde, for det var uden tvivl det rigtige.”

Som ungdomsspiller kæmpede Mie Højlund med at tage de muskler på, hun hver gang fik at vide, at hun manglede, når der var vejninger på ungdomslandsholdet. 

Det foregik før morgenmaden, foran hele spillertruppen, og vægttallene blev efterfølgende hængt op på væggen til skue for alle. Tidligere i år kunne Jyllands-Posten fortælle, at to forhenværende spillere havde fået alvorlige spiseforstyrrelser af det overdrevne fokus på vægt i håndboldforbundet, og i den forbindelse afslørede også Mie Højlund, at hun som yngre i en periode helt overvejede at stoppe med at spille håndbold.

”Min opfattelse var, at der var et bestemt kropsideal, man skulle leve op til, og gjorde man ikke det, blev det betragtet som forkert,” siger hun i dag. ”Der var perioder dengang, hvor jeg ikke havde lyst til at tage til træning eller spille kamp, men jeg havde ikke modet til at stoppe, selvom jeg tænkte på det flere gange. I dag er jeg meget bevidst om, hvad der skal til, og hvornår jeg har brug for at tage en pause og trække mig lidt. Jeg er for nylig begyndt at gå til psykolog, og vi har blandt andet talt om min tendens til at sammenligne mig selv med andre, når jeg styrketræner. Jeg har tit tænkt, at jeg løftede for lidt i forhold til hende, der stod ved siden af, og det blev en slags blokade for mig. Men på det seneste har jeg lært at fokusere mere på mig selv.” 

NÅR MIE HØJLUND og hendes holdkammerater indleder VM i Boxen i Herning, kan de næsten ikke undgå at blive mindet om det danske kvindelandsholds hidtil eneste verdensmesterskab. Det var i 1997, da Ulrik Wilbeks danske landshold anført af spillere som Anja og Camilla Andersen, Janne Kolling og Tonje Kjærgaard slog Norge i finalen og helt ekstraordinært kunne kalde sig regerende VM-, EM- og OL-mestre på samme tid.

Sejren var på mange måder kulminationen på det, der i dag kaldes de gyldne år i dansk kvindehåndbold. I 1992 var den unge, lovende håndboldtræner Ulrik Wilbek blevet ansat som landstræner, og da et angrebsivrigt og seværdigt kvindelandshold året efter fik VM-sølv efter forlænget spilletid mod Tyskland, var grundlaget skabt for et nationalt fænomen, der med Dansk Metal som trøjesponsor blev kendt i folkemunde som ’De Jernhårde Ladies’. 

Dengang oplevede Sørine Gotfredsen som sportsjournalist på Det Fri Aktuelt, hvordan kvindelandsholdets voldsomme popularitet blev en folkefest, der medførte en både synlig og hørbar forandring ved kampene – på tribunerne var der klappepølser, og højttalerne spillede hits af Birthe Kjær.

”Er livet for kort til herrehåndbold?” spurgte Dagbladet Information i en optakt til herre-VM i 1999, for i 90’erne handlede alt om kvinderne, som gjorde håndbold til en sport for folket – og måske endda den ægte, danske nationalsport, hvis man spørger Sørine Gotfredsen.

”Der er sikkert nogle, som vil indvende, at det er historieløst, fordi fodbold i Danmark er ældre og spilles af flere. Men håndbold er i mine øjne vores ægte nationalsport, fordi den er så integreret i vores menneskesyn og i vores pædagogiske tro på, at man skal fungere i sammenhæng og fællesskab. Jeg siger ikke, at det ikke også findes i andre sportsgrene, men jeg synes, det er meget udtalt i håndbold. Det er en sport, der siger rigtig meget om os danskere, om vores forkærlighed for det nære og for det jævne – i ordets bedste forstand.”

41-26 TIL ODENSE står der på lystavlen, da dommerne i Sydbank Arena fløjter for sidste gang. Efter sejrssang i omklædningsrummet stiller Mie Højlund op til autografskrivning med cirka 100 fremmødte børn og forældre i cafeteriet, og derfra går turen op i spillernes kantine, hvor der er burgere og pommes frites på menuen, inden hun kan vende snuden hjem til Søhus. 

Få dage før aftenens kamp vendte Mie Højlund hjem fra landsholdssamling, hvor det blev til to storsejre over Kosovo, først i Horsens og siden i Pristina, og nu begynder hun så småt at kunne ane VM-slutrunden i december. Efter de svære afbud til EM og VM har Mie Højlund siden 2018 været en fast del af landsholdet, hvor hun er en af landstræner Jesper Jensens stamspillere, men også en del af en generation på kvindelandsholdet, der i en længere periode ikke har kunnet leve op til hverken fortidens bedrifter eller de mandlige kolleger. Ved de seneste to slutrunder er det dog blevet til henholdsvis bronze og sølv, og nu kan kvindelandsholdet måske tillade sig at drømme om at løbe med det hele på hjemmebane.

”Det er det største af det største for mig at spille VM her i Danmark,” siger Mie Højlund. ”Vi prøvede det jo lidt med EM i 2020, men det var under corona og bare ikke det samme uden tilskuere, så jeg glæder mig helt vildt til at høre en helt fyldt håndboldhal synge nationalsangen. Det, at vi spiller på hjemmebane, skaber selvfølgelig også et større pres, men de senere år har vi arbejdet rigtig meget med at glemme omverdenens forventninger og fokusere på os selv.”

Oplever du, at I stadig bliver målt op mod de gyldne årgange, som vandt både OL, EM og VM?

”Ja, men også mod herrelandsholdet, som har præsteret sindssygt godt. Men vi har været igennem en fed proces, hvor vi har vendt udviklingen, og selv hvis det ikke bliver til en guldmedalje, tror jeg, at det er en af de ting, jeg vil se tilbage på og være mest stolt af, når min karriere engang er slut.”

Hvad vil du ellers gerne kunne se tilbage på? Skal du til udlandet?

”Der er nok rigtig mange, der kigger på mig og tænker, at det naturlige næste skridt er en udenlandsk klub. Men jeg er også et tryghedsmenneske, og jeg vil ikke tage af sted bare for at tage af sted. Jeg har stadig næsten tre år tilbage i Odense, og selvom min næste kontrakt godt kunne være i udlandet, er jeg slet ikke sikker på det. Jeg er glad for at være, hvor jeg er lige nu.”

Dér hvor Mie Højlund kommer fra, holder man benene på jorden. Før fokus kan rettes mod drømmen om en VM-guldmedalje – eller mod en mulig fremtid som stjerne i udlandet – gælder det den kommende weekends udekamp i Champions League. Ikke kun for Mie Højlund og hendes holdkammerater, men også for Keld Sørensen, Tom Elmo og de andre, som har skyndt sig hjem i seng. 

Klokken halv syv i morgen tidlig er der afgang med minibussen til Ungarn.

Kilder: ’Det store halbyggeri’ af Gunnar Lind Haase Svendsen og ’Håndbold i 100 år’ af Niels Kayser Nielsen et al.

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Lige i boldøjet

Han var bedre til fodbold end de fleste, og i skolen var karakterbladene flotte. Mads Forsberg Zederkof jonglerede en semiprofessionel fodboldkarriere, samtidig med han uddannede sig inden for innovation og forretningsudvikling. I dag er fodboldstøvlerne lagt helt på hylden, og i stedet arbejder det unge business-talent for et grønnere samfund.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Ken Jepsen/Kolding IF Fodbold, privat

SOM DE FLESTE andre børn blev jeg introduceret til fodbold lidt tilfældigt. Det var en leg, og det var sjovt. Og ligesom med de fleste andre ting blev det ekstra sjovt at spille fodbold, da jeg fandt ud af, at jeg var okay god til det. Mine forældre opmuntrede mig til, at jeg bare skulle spille alt det, jeg havde lyst til, så længe jeg syntes, det var sjovt. 

Da jeg var omkring 11 år, blev det mere seriøst. Jeg blev prikket på skulderen og udtaget til et elitehold, hvor de samlede de bedste spillere fra klubberne i byen. Vi trænede fire gange om ugen og spillede kamp i weekenden. 

Der var mange, der faldt fra, da vi nåede 15-årsalderen. Der bliver det jo pludselig spændende med fester og piger. Men for mig gjaldt det bare om at blive ved. Jeg ville gerne se, hvor langt jeg kunne drive fodbolden. 

Efter folkeskolen skulle jeg være startet på efterskole i Vejle for at være tilknyttet deres fodboldakademi. Men jeg fik kolde fødder i sidste øjeblik og sprang fra. Jeg var vel lidt et tryghedsmenneske dengang, så det der med at være langt væk fra mor og far og træde ind i et endnu mere elitepræget miljø, hvor jeg ikke stod øverst på holdkortet … det kunne godt vente lidt endnu. 

Klubbens mand, Mads Zederkof.

I stedet begyndte jeg i en Team Danmark-klasse, som jeg fulgte gennem gymnasiet. Jeg havde syv træningspas om ugen, tre af dem var morgentræning klokken kvart over seks, inden skolen begyndte. Jeg havde nogle rigtig gode holdkammerater og kunne sagtens se, at al den løbe- og styrketræning rykkede noget. Jeg blev bekræftet i, at jeg var god til fodbold, og det gjorde også, at jeg følte mig forpligtet. Der var ikke mange gymnasiefester, jeg var med til. Og hvis jeg var, drak jeg sodavand, fordi jeg som regel skulle op og spille kamp morgenen efter. I vinter- og sommerpauserne kunne man tage lidt revanche. Men jeg lærte helt generelt i en tidlig alder at sige nej til ting. Det kan godt få én til at føle sig lidt uden for fællesskabet. Sådan er det jo bare. 

Midt i 2. g blev jeg i tvivl, om jeg overhovedet gad spille fodbold mere. Vi spillede ikke længere på det højeste ungdomsniveau i Danmark, der var ikke det samme holdfællesskab som tidligere, og jeg havde en følelse af, at hvis jeg i en alder af 17 år ikke var blevet udpeget til at være et særligt talent, kunne jeg nok ikke nå særlig langt alligevel. Det sjove er, at jeg aldrig har spillet bedre, end jeg gjorde i den periode. Jeg tror, det var, fordi jeg tog den med ro og ikke følte noget pres. Jeg slap tøjlerne lidt og gav den bare gas. 

I samme periode begyndte jeg at blive kontaktet af flere forskellige klubber, og pludselig rykkede vi op i anden division i Kolding. Det er jo ikke, fordi det er et vanvittig højt niveau, men jeg drømte helt klart om at blive professionel fodboldspiller. Det begyndte lige pludselig at dufte af noget. Men så blev jeg selvfølgelig skadet, lige som jeg var ved at skrive kontrakt med en førstedivisionsklub. De trak kontrakten tilbage. Jeg blev student og tog i stedet til Østrig for at være skiinstruktør. 

Da jeg kom hjem fra skisæsonen, rykkede KIF op i anden division igen. Jeg spillede med og skulle til at finde mig et studie. Jeg turde ikke læne mig helt tilbage i fodbolden.

SPILLER-PROFIL

Mads Forsberg Zederkof, 29 år. Fra Kolding. Bor i Horsens.

Strategic Product Manager hos virksomheden Kamstrup, der er specialiseret i at måle energi-forbrug.

Har en kandidat i innovation og forretningsudvikling fra Aarhus Universitet.

Far til en datter.

Midtbanespiller. Har spillet 279 kampe og scoret 20 mål for Kolding IF i perioden 2014-21.

JEG HAR ALTID klaret mig lige under top i skolen, altid været en jævn 10’er. Den fuldprofessionelle fodboldkarriere var stadigvæk ikke i sigte, så jeg flyttede til Aarhus og begyndte at studere på universitetet, samtidig med at jeg spillede anden division i Kolding. Jeg læste erhvervsøkonomi, som var meget tekst- og tal-tungt, og kørte til KIF fire gange om ugen. Jeg prøvede at jonglere begge dele, men det duede sgu ikke i længden. Jeg havde helt ondt i maven i slutningen af skoleåret, fordi jeg kunne mærke, at jeg kom til at skuffe mig selv ved eksamenerne. Jeg blev ramt med 180 i timen, og det var et kæmpe nederlag, da jeg var nødt til at droppe ud efter det første år. Alle snakkede om fremdriftsreformer, og at man skulle hurtigt igennem studiet, så jeg følte mig lidt som en fiasko. 

Indtil da havde mit liv kørt på skinner. Også selvom det ikke var den helt traditionelle lige vej. Så jeg følte mig en smule fortabt. Men da beslutningen var taget, og jeg var droppet ud, var der også en kæmpe sten, der faldt fra mit hjerte. Jeg kunne slappe af og se fremad på en anden måde. 

Jeg fik et job som telefon-mødebooker, som jeg passede ved siden af fodbolden. Det var jeg nødt til, for jeg levede ikke fedt af at spille fodbold. Efter et halvt år startede jeg på Erhvervs­akademiet i Aarhus, og det var lige mig. Det var en helt anden form for holdundervisning og gruppearbejde, knap så meget selvstudie og meget mere almindelige skoledage. Det passede med, at jeg kunne passe min træning om eftermiddagen og lave lektier om aftenen. 

Jeg fik gode karakterer og selvtilliden tilbage. En følelse af, at jeg havde noget at byde på. Jeg gik i gang med min professionsbachelor, og samtidig rykkede vi op i første division med KIF, og jeg kom på deltidskontrakt. Lige der kørte det bare. Jeg fik også en praktikplads hos virksomheden Kamstrup. Senere startede jeg på en kandidat inden for business. Jeg spillede stadigvæk fodbold, men drømmen om at blive professionel fyldte gradvist mindre. 

Når man rammer midten af tyverne, og man ikke er blevet kontaktet af nogen af de store klubber, ved man godt, at løbet er ved at være kørt. Jeg blev ved alligevel, dels fordi jeg syntes, det var sjovt, dels fordi det gav mig nogle kompetencer, som jeg kunne bruge i erhvervslivet.

MENS JEG SKREV speciale, kæmpede vi om nedrykning, og jeg fik en knæskade. Det er alt sammen præcis to år siden. Min fodboldkontrakt var ved at løbe ud, og jeg blev sideløbende en del af en talent pool på arbejdet. Så det var et helt naturligt tidspunkt for mig at stoppe med at spille fodbold. Også selvom jeg var 27, det, der ellers skulle være ens bedste fodboldalder. 

Hele mit liv havde været indrettet efter fodbold. Hvordan jeg spiste, hvordan jeg sov. Min hverdag og al min tid var skemalagt. Da vi spillede tv-kampe, blev kamptidspunktet af og til rykket med kort varsel, fordi det skulle gå op med nogle sendetider. Jeg har da fløjet fra Nordjylland lige efter kampens slutfløjt for at tilslutte mig en bryllupsmiddag på Sjælland. Man var bare nødt til at kunne navigere i kaos. 

Jeg spiller ikke fodbold mere. Overhovedet. Knæskaden var værre end først antaget, og så er jeg blevet far i mellemtiden. Det er dejligt at have mere frihed, og jeg nyder at kunne lave alle mulige andre ting. Men det var også en stor del af min identitet, jeg mistede, da jeg stoppede. Det er fedt at kunne kalde sig fodboldspiller, uanset om man spiller anden division eller superliga. Folk kaldte mig ’Fodbold-Mads’, og det gav et kick at spille kampe foran 5.000 tilskuere. Den der sitren og nervøsitet, man har, lige inden man går på banen, savner jeg helt vildt. 

Jeg har fået en disciplin med fra fodbolden og en evne til at kunne præstere under pres. Jeg har været vant til at have en sindssygt presset hverdag og er blevet rigtig god til tidsstyring. Det er ting, jeg helt klart bruger i mit erhvervsliv i dag. 

I dag drømmer jeg om at blive leder og arbejde med strategi. Og rigtig gerne med grøn omstilling. Hvis bare jeg kan være en lille smule med til at gøre verden til et bedre sted, giver mit arbejde mening for mig. Og så er det sjovere at stå op om morgenen.

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Nye bolde i luften

”Livet er for kort til kvindefodbold.” Med disse ord er kvindefodbold – blandt mænd – i årtier blevet affejet, men takket være ligestilling, bedre økonomi og en ny generation af stjerner er sporten på få år blevet en eksplosiv succeshistorie. Ud & Se har været bag målet og på sidelinjen i en frembrusende sportsgren, hvor spillerne ikke filmer sig til straffespark, ikke sviner dommeren til, og hvor hooliganisme er et fremmedord.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Michael Barrett Boesen/Ritzau Scanpix

FÆLLEDPARKEN SIDST I JUNI er rød og hvid. Det har den været på kampdage, siden EM-eventyret i 2021 fik danskerne til at omfavne landsholdsfodbold, som var det sommeren ’92 om igen. Denne fredag er ingen undtagelse. Over Østerbro skinner solen på de tusinder af fans, der siver ind og ud mellem boder med rød-hvide halstørklæder, franske hotdogs og kolde fadøl foran Danmarks nationalstadion et par timer før kickoff.

Men ikke alt er, som det plejer. Eriksen, Delaney og Højbjerg står der på ryggen af nogle af de mange tilskuere, men det er ikke de højt betalte stjerner fra Premier League og La Liga, der skal spille landskamp i aften. Det skal derimod de navne, der også blander sig i fodboldtrøje-mængden i Fælledparken: Harder, Troelsgaard og Nadim. Om lidt skriver de sammen med deres holdkammerater historie, når de går på banen til kvindelandsholdets første officielle kamp i Parken nogensinde – en venskabskamp mod Brasilien forud for sommerens EM i England.

På den modsatte side af nationalstadionet, bag en parkeringsplads og den mere ydmyge nabo Østerbro Stadion, triller to stopfyldte turistbusser fra Amager Bus Service ind på Gunnar Nu Hansens Plads. I dem sidder cirka 200 fodboldpiger i alderen 10 til 16 og deres forældre med dannebrog malet på kinderne. De kommer fra Roskilde Pigefodbold, en udbryderklub fra Himmelev-Veddelev Boldklub, hvor man blev godt trætte af, at pigeholdene konsekvent blev tildelt de værste baner og de dårligste træningstider. Otte år senere er klubben vokset til 300 medlemmer, alle piger og kvinder, hvoraf flertallet er med på dagens fodboldudflugt. Nogle har tidligere set kvindelandsholdet spille i Viborg, men for manges vedkommende er det første gang, de skal opleve en landskamp i Parken. Blandt andet Nikoline Schwartz fra U12, der har set på TikTok, at også fodboldpigerne fra Allerød, fra Greve og fra Frederiksberg-holdet FA2000 har sat kurs mod Parken.

Kvindelandsholdet fejrer kantspiller Mille Gejls overtidsscoring til slut-resultatet 2-1 mod Brasilien i den første officielle kvindelandskamp i Parken. Foto: Michael Barrett Boesen/Ritzau Scanpix

21.542 TILSKUERE HAR fundet vej til tribunerne – et rekordtal, der er mere end fire gange så højt, som når kvindelandsholdet spiller på sin faste hjemmebane i Viborg. Bag det ene mål, den såkaldte røde mur, sørger den nystartede fanklub for kvindelandsholdet for stemningen med tifo, stortromme og megafon. Herfra kan de se et dansk landshold, der bringer sig hurtigt foran på et langskudsmål af 22-årige Janni Thomsen fra Kjellerup, der til daglig spiller i norske Vålerenga. Jublen, da hun skruer bolden ind over en chanceløs brasiliansk keeper, er nok et toneleje højere, end da holdets mandlige kolleger 11 dage tidligere slog Østrig på samme bane, men rundtom på tribunerne finder man tilskuere af alle køn og i alle aldre.

Med tre minutter tilbage af kampen lykkes det Brasilien at udligne og midlertidigt punktere kvindelandsholdets festdag i Parken til stor glæde for de spredte grupper af brasilianske fans, der står side om side med de danske tilhængere. Men i overtiden modtager indskiftede Nadia Nadim bolden i højre side af banen og sender en aflevering ind bagerst i feltet, hvor Mille Gejl let sparker den ind. Kampen ender 2-1, og efter slutfløjt bliver både det danske og det brasilianske landshold klappet hele vejen rundt i arenaen.

En halv times tid senere i mixed zone efter kampen stryger Nadia Nadim – der har fået hård kritik for sin rolle som ambassadør for mændenes udskældte VM i Qatar i november – direkte forbi den ventende sportspresse uden at svare på spørgsmål. Til gengæld vil hendes gåsehudsramte holdkammerater gerne fortælle om, hvordan de oplevede den historiske landskamp i Parken. En af dem er holdets største stjerne, Pernille Harder.

”Der var mange af os, der havde tårer i øjnene, da vi gik ind på banen,” siger hun.

KVINDEKAMP I TAL 

70.000 piger og kvinder var tilmeldt en fodboldklub i Danmark i 2021 – 17 procent flere end året før.

DBU’s mål er, at der skal være 130.000 danske piger og kvinder, der spiller fodbold i 2025.

På verdensplan er der 29 millioner aktive kvindelige fodboldspillere. Det tal ønsker det internationale fodboldforbund FIFA at fordoble inden 2026.

Fra 2013 til 2017 steg antallet af professionelle og semiprofessionelle kvindefodboldspillere fra 1.680 til 3.572.

I alt 574.875 tilskuere overværede sommerens EM-slutrunde i England, svarende til 18.544 per kamp. Det er mere end en fordobling af tilskuergennemsnittet ved det forrige EM i Holland i 2017.

I Women’s Super League, den bedste engelske række, blev der i sæsonen 2021/2022 set 34.408 timers kvindefodbold på tv i Storbritannien, 140 % mere end sæsonen før.

Kilder: DBU, DIF, FIFA, UEFA, Women’s Sport Trust.

I DE SENERE ÅR har kvindefodbold været på én lang fremmarch. Fansene er blevet flere, pengene er blevet større, og det samme er opmærksomheden fra medier og sponsorer, der tidligere kun ænsede de mandlige kolleger. I 2021 blev tv-rettighederne til den engelske Women’s Super League solgt for et trecifret millionbeløb til BBC og Sky Sports, og herhjemme købte Viaplay Group omtrent samtidig rettighederne til danske Gjensidige Kvindeliga. Før 2020 blev dansk kvindefodbold slet ikke vist på tv, men nu sendes der fremover en kamp om ugen på TV3’s kanaler. Og det er ikke kun på og foran skærmen, at der er fremgang: Tidligere på året blev der sat verdensrekord med 91.648 tilskuere til Champions League-semifinalen mellem F.C. Barcelona og tyske Wolfsburg, og på tilskuerrekordlisten kan den ellers langt mere eksponerede og økonomisk stærke herrefodbold ikke følge med – de tre mest sete fodboldkampe på stadion i 2022 har alle været med kvindelige spillere på banen.

I Danmark er der på mange måder et før og et efter EM i Holland i 2017. Her vandt kvindelandsholdet sølvmedaljer. Det var første gang, en fodboldslutrunde for kvinder blev vist på landsdækkende fjernsyn, og finalen mod værtsnationen endte med at blive årets mest sete fodboldkamp på dansk tv. Efterfølgende lagde en overenskomstkonflikt mellem landsholdsspillerne og DBU, der endte med at koste kvinderne en udelukkelse fra VM i 2019, dog en dæmper på begejstringen.

 Alligevel er det overordnet set kun gået fremad for kvindefodbolden de sidste fem år, fortæller Amalie Bremer, der er medstifter af kvindelandsholdets fanklub og vært på Kvindefodboldpodcasten, en ugentlig podcast om dansk kvindefodbold.

”Jeg var til EM i England i sommer, og for mig var den turnering en punktering af den ene fordom efter den anden. Selvfølgelig er der nogle biologiske forskelle på mænd og kvinder, men det, jeg så ved slutrunden, var, at fysikken er blevet bedre, teknikken er blevet bedre, spillet er blevet hurtigere, og der var enormt mange mennesker på lægterne. Til landsholdets gruppekampe var vi mellem 1.000 og 1.400 danske fans. Jeg gik rundt med et smil på læben hele juni.”

33-årige Amalie Bremer har selv spillet fodbold som barn og ung, men dengang var der ingen kvindelige stjerner for hende at spejle sig i. I dag kan de mange piger, der begynder til fodbold, se op til spillere som for eksempel Pernille Harder, der ad flere omgange har stået på listen som en af verdens bedste kvindelige fodboldspillere.

”Jeg brugte de første 15 år af mit liv på at spille og tænke på fodbold døgnet rundt, men jeg tror ikke, at jeg kunne nævne én eneste spiller på kvindelandsholdet. Alt handlede om herrefodbold,” siger Amalie Bremer.

Hvorfor tror du, at det netop er i disse år, at udviklingen i kvindefodbold tager fart?

”Det er lidt et kludetæppe af forskellige faktorer. Det kedelige svar er jo, at det handler om penge. Der er nogle, som har opdaget et uudnyttet økonomisk potentiale i kvindefodbold, og de investeringer har ramt en tendens i tiden med større fokus på kvinders rettigheder og på ligestilling. For eksempel har man i England besluttet, at det skal være et krav for alle klubber, at de også skal have et kvindehold, hvis de ønsker at spille med i mændenes Premier League.” 

HB Køges førstehold for både kvinder og mænd træner hver dag på kunstgræsset på Capelli Sport Stadion. Foto: Martin Bubandt

Den 25-årige an­griber Maddie Pokorny er en af fem amerikanere i HB Køges førsteholdstrup. Klubben samarbejder med to amerikanske klubber gennem sin ejer ­Capelli Sport. Foto: Martin Bubandt

’HB KØGE-HOBRO, 0-0, 93:32’ står der stadig på måltavlen på Capelli Sport Stadion i Køge, mens tre ældre mænd går rundt på hovedtribunen med sorte affaldssække til skrald efter gårsdagens målløse kamp i mændenes 1. division. Her mandag morgen, godt en måned efter landskampen i Parken, er det klubbens kvindelige mesterhold, der indtager kunstgræsbanen. Liggende på yogamåtter er de i færd med en let omgang restitutionstræning, efter de i går spillede træningskamp i svenske Kristianstad. 

Klubbens to førstehold deler træningsbane, motionsrum, kantine, spillerbus (det hold, der skal rejse længst, får bussen) og alle de andre faciliteter i HB Køge, hvor man efterhånden har vænnet sig til, at det er kvinderne, der løber med opmærksomheden, selvom mændene stadig tjener flest penge.

”Det er efterhånden den eneste forskel på mændene og kvinderne her i klubben,” siger forsvarsspiller Maria Uhre Nielsen med henvisning til økonomien. 

”Det er et faktum, at der er flere penge i herrefodbold, og det må vi acceptere, men her i klubben tror de virkelig på kvindefodbold og har givet os de samme gode betingelser for at træne og præstere, som mændene får.”

Den 22-årige fodboldspiller er netop færdig med dagens lette træningspas efterfulgt af en fotoskydning til årets holdbillede – i HB Køge er det et fællesfoto med både herre- og kvindeholdet. Maria Uhre Nielsen kigger ud over sin hjemmebane, bygget i fællesskab af Køge Kommune og det amerikanske sportsudstyrsfirma Capelli Sport, klubbens hovedaktionær siden 2019, mens hun fortæller, at hun er født og opvokset i Køge og var en tur i Brøndby IF, inden hun for fire år siden blev spurgt, om hun ville være en del af et nyt kvindefodboldprojekt i Køge.

Projektet begyndte som et samarbejde mellem otte lokale fodboldklubber i 2016, og en ubrudt stime på fem oprykninger i streg betød, at holdet på rekordtid gik fra Serie 2 til i 2020 at kvalificere sig til landets bedste række. Den sommer underskrev Maria Uhre Nielsen den første professionelle kontrakt i klubben, der også forstærkede sig med spillere fra USA, hvor kvindefodbolden længe har haft gode vilkår. Mod alle odds lykkedes det for HB Køge i oprykningssæsonen at vinde det danske mesterskab efter to årtier, hvor Brøndby og Fortuna Hjørring havde delt alle titler mellem sig. Det stoppede dog ikke der. Året efter vandt klubben igen mesterskabet, og sidste efterår var klubber som F.C. Barcelona og Arsenal gæster i Køge, da klubben kvalificerede sig til UEFA Women’s Champions League.

”Hver gang vi er rykket op, har jeg tænkt: ’Kan jeg nu stadig følge med?’ Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle løfte et DM-trofæ, eller at jeg skulle opleve at spille Champions League mod Barcelona,” siger Maria Uhre Nielsen. 

Med 69 mål i 137 kampe er Pernille Harder den mest scorende spiller på kvindelandsholdet nogensinde. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

GODT TRE TIMER i bil vestpå fra Køge ligger Tulstrup, en lille forstad til Ikast. Her var der ofte fodbold i fjernsynet i familien Harders stue, men hver gang Pernille Harder tændte for tv’et, så hun kun mænd på skærmen. Nå, men så var der ikke andet for end selv at blive en dreng, tænkte den unge pigefodboldspiller og beordrede sin mor til at klippe hende korthåret. Senere fik håret lov at vokse ud igen, da det gik op for Pernille Harder, at der også fandtes et landshold for kvinder, men flere gange har den i dag 29-årige verdensstjerne, landsholdsanfører og Chelsea-spiller måttet bevæge sig ind på mændenes territorium for at nå dertil, hvor hun er i dag.

Som femårig begyndte hun på drengeholdet i Tulstrup-Faurholt IK, fordi der slet ikke var noget hold for piger, og som ungdomsspiller fik det usædvanligt store talent lov til at træne med FC Midtjyllands bedste U17-drengehold for at blive matchet på højeste niveau. Dengang måtte hun gå på netdoktor.dk for at finde årsagen, hvis hun blev skadet, og genoptræningen i fitnesscenteret måtte hun også selv stå for. 

I dag er Pernille Harder verdens dyreste kvindelige fodboldspiller – solgt i sommeren 2020 fra Wolfsburg for cirka 2,5 millioner kroner – og til daglig har hun en stor stab af trænere og specialister til rådighed på Chelseas milliondyre træningsanlæg lige uden for London.

Hendes opstigning gennem de sidste ti år har været næsten parallel med kvindefodboldens. Hun har set kvindefodbold gå fra at blive betragtet som en ’andenrangs-sport’ til at få den respekt og anerkendelse, hun selv var frustreret over ikke at få, da hun løb rundt i skyggen af sine mandlige kolleger, inden hun tog til udlandet. Og hun har set to forskellige generationer af kvindelige fodboldspillere: én, hvor det næsten var en utopi at blive fuldtidsprofessionel, og én, hvor man tør drømme helt anderledes stort.

”Mange af de ældre spillere har været nødt til at prioritere andre ting som eksempelvis uddannelse. Men de unge spillere, der kommer på landsholdet i dag, har kun én prioritet, og det er at blive professionelle og få en kontrakt i udlandet,” siger Pernille Harder, der bor i London sammen med kæresten og klubkammeraten, svenske Magdalena Eriksson. 

Fodboldparret blev offentligt kendt under VM i Frankrig i 2019, da de delte et kys efter Sveriges ottendedelsfinale mod Canada, som Pernille Harder overværede fra tilskuerpladserne. Øjeblikket blev fanget på kamera, og billedet gik viralt. Få timer senere havde Harder flere tusind nye følgere på Instagram.

”Det kom meget bag på mig, at billedet gik verden rundt, men jeg indså, at Magda og jeg har en platform, hvor vi kan gøre en forskel. Folk skriver til os, at vi er forbilleder for dem ved at være så åbne omkring vores forhold, og at det har hjulpet dem til selv at være mere åbne om deres seksualitet,” fortæller Pernille Harder, der mener, at kvindefodbolden på mange måder er mere rummelig end herrefodbolden.

”I kvindefodbold kan man være sig selv uden at bekymre sig om at blive hængt ud. Det er der desværre mange eksempler på, at man ikke kan i herrefodbold, hvor det stadig er tabubelagt at være homoseksuel. Jeg tror, at mangfoldigheden er noget af det, kvindefodbold kan tilbyde, som herrefodbold ikke har.”

I juli måtte Pernille Harder og resten af kvindelandsholdet forlade EM efter gruppespillet, ude af stand til at gentage sølvsuccesen fra 2017. Men dansk kvindefodbolds største stjerne er fortrøstningsfuld både på landsholdets og på sportens vegne. Og hun er bevidst om den rolle, hun selv har for at skabe endnu bedre forhold og muligheder for de unge spillere, der følger i kølvandet på hende:

”Jeg har en position og en platform, som jeg kan bruge til at skubbe kvindefodbolden endnu længere fremad, og det er en drivkraft for mig. Da jeg var barn, kunne jeg kun købe trøjer med mandlige fodboldspilleres navne på ryggen, men i dag er der piger, som render rundt med mit navn og holder med Chelsea, fordi jeg spiller i klubben.”

7. august vandt HB Køge 2-1 over Brøndby IF i sæsonens første kamp i Gjensidige Kvindeliga. Maddie Pokorny scorede det afgørende mål. Foto: Martin Bubandt

I EFTERÅRET 2019 rejste HB Køge-direktør Per Rud til New York for at mødes med stifteren af Capelli Sport, forretningsmanden George Altirs, som få måneder forinden havde overtaget kontrollen med den sydøstsjællandske fodboldklub. Med sig havde han et oplæg, der skulle overbevise klubbens nye ejer om at investere i kvindefodbold, en idé, der oprindeligt kom fra tidligere Herfølge-formand Søren Østergaard og daværende sportschef Jonas Nielsen, som var initiativtagere til kvindefodboldsamarbejdet i Køge. Foran sin nye chef fremlagde Per Rud en plan om, at et nyt kvindehold i klubben med de rette investeringer skulle kunne spille med i toppen af den bedste danske række inden for tre år.

”Kan vi ikke lave noget, der er mere ambitiøst?” lød svaret.

I stedet blev missionen, at HB Køge skulle spille Champions League inden for fem år, dels med penge fra klubbens eget budget, dels med en årlig investering på 1,5 millioner kroner og en underskudsgaranti fra ejeren. 1. juli 2020 meldte HB Køge ud, at klubbens herre- og kvindehold fremover ville være sidestillet, og offentliggjorde de vidtløftige planer om at kvalificere sig til verdens bedste klubturnering senest i 2025.

”Vi begyndte sæsonen 2020/2021 med at tabe knebent til Brøndby, og derfra led vi kun ét nederlag mere i resten af sæsonen og endte med at blive mestre. Bare få måneder senere stod vi i Champions League, fire år tidligere end vi havde meldt ud. Det har været ret vanvittigt, og vi er også selv lidt overraskede over, hvor stærkt det er gået,” siger Per Rud.

I maj satte HB Køge dansk tilskuerrekord i Kvindeligaen, da klubbens andet mesterskab i træk blev sikret med en 1-0-sejr hjemme over Fortuna Hjørring. Nye fans er kommet til, fortæller Per Rud, men også dem, der normalt kommer for at se mændene spille i 1. division, har taget guldkvinderne til sig.

”Det er, som om de her sympatiske, smilende, fair, ikke-filmende og ikke mindst vindende kvinder taler til folk på en anden måde, end mændene gør. Det er stadig en lidt mere ren sport. Og det vil folk altså gerne se, selvom vi tager samme pris (90 kroner, red.) for dem som for mændene.”

Foruden at være mangeårig direktør i HB Køge sidder 55-årige Per Rud også i bestyrelsen i Divisionsforeningen og i DBU’s komité for professionel fodbold. Her oplever han, at kvindefodbold endelig er kommet på agendaen efter mange år, hvor sporten slet ikke har været et tema i mange af de største danske fodboldklubber.

”Kvindefodbold er stadig langt bagefter, men sporten vokser hele tiden, og jeg ved fra mine kolleger i Divisionsforeningen, at flere klubber i Superligaen er begyndt at få spørgsmål fra deres sponsorer: ’Hvorfor har I ikke kvindefodbold?’”

Hænger for mange danske klubber i bremsen?

”Alle klubber i Danmark skal erkende, at vi lever i 2022. Der skal være lige forhold for alle, om det er piger eller drenge. De skal have gode baner og ordentlige trænere, og sådan er det ikke altid i dag. De store klubber er nødt til at tage en strategisk beslutning. Man kan ikke forvente, at kvindefodbold giver plus på bundlinjen fra dag ét, men der er så mange synergieffekter. For eksempel sponsorindtægterne. Vi vokser cirka to millioner om året, og halvdelen af de indtægter kommer fra kvindesiden,” fortæller Per Rud, der gør alt, hvad han kan for at få flere større danske klubber ind i kvindekampen.

”Det er 100 procent økonomi og ressourcer, det handler om. Men hvis man tror på, at der skal være lige forhold for mænd og kvinder, piger og drenge, så er man nødt til at tage et valg, og det tror jeg, at fodboldklubberne kommer til at gøre på sigt, fordi presset fra omgivelserne bliver så stort, at de ikke har andet valg.”

I juli kritiserede kvindelandstræner Lars Søndergaard, at en klub som F.C. København ikke har et fodboldhold for kvinder, ligesom Pernille Harder tidligere har efterlyst, at de største danske klubber skal investere i kvindefodbolden. Ud & Se har været i kontakt med FCK, men klubben har ikke ønsket at kommentere kritikken. Og i DBU ønsker fodbolddirektør Peter Møller ikke at stille krav til klubberne, som eksempelvis det engelske fodboldforbund har gjort.

”Jeg er ikke meget for at skulle vride armen rundt på klubberne. Men jeg håber og tror, at nogle af de store klubber vil gå ind i kvindefodbold, fordi de kan se, at det er bæredygtigt,” siger han.

Cheftræner Søren Randa-Boldt bliver interviewet til Dagbladet Køge, som dækker både HB Køges herre- og kvindehold tæt. Foto: Martin Bubandt

MIDT I GELLERUPPARKEN i Aarhus, omkranset af etagebyggeri i gasbeton, ligger en fodboldbane. Her spiller mange børn og unge, men da dansk-afghanske Nagin Ravand flyttede til i 2013, var det kun drenge, der løb rundt på kunstgræsset under hendes altan. I Nørresundby, hvor hun voksede op med sin familie, der kom til Danmark som flygtninge, da hun var tre år gammel, havde hun brugt al sin fritid på at spille fodbold. Men i Gellerup fik de blot at vide, at det da ikke var noget for piger, når Nagin Ravand og hendes mor forhørte sig om, hvor hun kunne begynde til fodbold, 

”Så gik der et år, hvor jeg slet ikke gik til fodbold. Senere fandt min mor en klub til mig ude i villakvartererne i Brabrand, og hjemme foran blokken tog jeg udfordringen op, når drengene kom og kiggede lidt skævt på den her pige, der som den eneste løb rundt med en bold,” fortæller hun.

Nagin Ravand kunne ikke få det til at passe, at der ikke fandtes andre piger i området, som var interesserede i at spille fodbold. Så i 2015 kontaktede hun den lokale Gellerup-klub ACFC og spurgte, om det ikke var på tide, at de fik sig et fodboldhold for piger. Klubben sagde ja, men til den første træning var det kun Nagin Ravand selv, der mødte op. Derfor hvervede hun en lille gruppe veninder, der også havde anden etnisk baggrund og spillede fodbold i klubber uden for Gellerup. Sammen gik de i gang med at træne en gang om ugen og håbede, at det ville lokke andre til.

”Vi lod bare, som om der var et rigtigt hold, selvom det ikke var tilfældet. Der gik ikke længe, så kom den første og stak snuden frem for at høre, hvad vi havde gang i, og sådan fortsatte det. Året efter, da vi skulle starte op igen, stod der pludselig 40 piger mellem otte og 16 år, og så måtte jeg i gang med at rekruttere trænere, så de alle kunne komme til at spille,” siger den i dag 23-årige Nagin Ravand.

En undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut har vist, at kun 43 procent af etniske minoritetspiger i Danmark dyrker sport i deres fritid, mens tallet er 84 procent for piger, hvor begge forældre er født i Danmark. Ifølge Nagin Ravand – der efter sin tid i ACFC startede et seniorhold for kvinder i Gellerup i klubben Vatanspor – er der nogle kulturelle barrierer, som skal brydes ned, hvis det skal lykkes at få flere minoritetspiger og -kvinder til at spille fodbold.

”Foreningslivet er jo fuldkommen indgroet i det danske samfund, men i Afghanistan er der intet foreningsliv. Det eneste, mine forældre tænkte på, var, at jeg skulle have mig en uddannelse – ikke hvad jeg lavede i min fritid,” siger hun.

”Jeg havde ikke været der, hvor jeg er i dag, hvis det ikke havde været for Lindholm IF i Nørresundby, hvor jeg startede med at spille fodbold. Derfor arbejder jeg for at få flere piger og kvinder som mig ind i foreningslivet, fordi jeg ved, hvor meget det betyder, når det kommer til inklusion og integration.”

I dag læser Nagin Ravand uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet og er ambassadør for Unisport. Her arbejder hun i både ind- og udland med at styrke lokalsamfund gennem fodbold, hun holder foredrag og deltager i internationale konferencer, og hun har fået plads i flere udvalg i DBU-regi. Hendes mål er at ændre billedet af, hvordan en typisk fodboldspiller ser ud.

”Da jeg begyndte at gå med tørklæde, kom der endnu flere piger til træning i Gellerup, fordi de pludselig kunne se mig som et forbillede. Fodbolden er stadig meget mandsdomineret, også når man ser, hvem der sidder og bestemmer inde i DBU. Kigger man på minoritetskvinder, står det endnu værre til. Vi kan ikke blive ved med at læne os op ad Nadia Nadim.”

Maddie Pokorny og Isabella Obaze. Foto: Martin Bubandt

TILBAGE I KØGE mimer Isabella Obaze en jubelscene for fotografen, der har taget opstilling i stadionloungen for at skyde spillerfotos til HB Køges hjemmeside. Den 19-årige venstre back kom til klubben i januar 2021 fra KoldingQ og sagde farvel til familien og gymnasiet i den sydøstjyske by for at blive en del af det storsatsende kvindehold på Sjælland. 

11 måneder senere blev hun kåret til årets talent i HB Køge, og den gode start i klubben blev bemærket af landstræneren. I februar i år blev hun efterudtaget til A-landsholdet, og da kvinderne mødte Italien i en venskabsturnering i Portugal 16. februar, var det med Isabella Obaze i startopstillingen.

”Det har været surrealistisk for mig pludselig at stå på den helt store scene med landsholdet og i Champions League og opleve den opmærksomhed, der er omkring klubben her. Det er lidt noget andet end i Kolding, med al respekt,” siger hun og smiler.

Isabella Obaze er tilknyttet HB Køge på en deltidskontrakt, men hun helliger al sin tid til fodbolden. Hjemme i Kolding har hun en dansk mor, en nigeriansk far, der engang var på ungdomsholdet i engelske Arsenal, og en storebror, som også er bidt af spillet. Derfor var det naturligt, at hun trak i et par fodboldstøvler, da hun var syv år gammel. I dag er hun en del af en ny generation af fodboldspillere, der satser alt på fodboldkarrieren og på at følge i fodsporene på stjerner som Pernille Harder. Før talentet kommer så langt, skal hun dog komme sig efter en skade, der har holdt hende ude det meste af foråret. 

”Der sker hele tiden fremskridt inden for sporten, og det gør det også mere attraktivt for mig at blive ved at kæmpe for at komme til at leve af at spille fodbold. Min drøm er at blive stamspiller på landsholdet og måske komme til et land som England eller Italien og spille.” 

Isabella Obaze har allerede fået debut på A-landsholdet i en alder af 19 år. Foto: Martin Bubandt

Truppen, der spillede kamp mod Brøndby IF, laver yoga dagen efter. Det er indført på initiativ af amerikanske Maddie Pokorny. Foto: Martin Bubandt

LUFTEN VAR BRÆNDENDE varm over Estadio Azteca i Mexico City 5. september 1971. 112.000 tilskuere – det største antal mennesker, et dansk landshold nogensinde har spillet for – så med, da Susanne Augustesen med venstrebenet hamrede bolden ind over den fremadstormende mexicanske målmand til stillingen 3-0, alle tre mål scoret af den bare 15-årige angriber fra Holbæk, der sammen med et udvalgt hold af kvindelige fodboldspillere hjemtog det uofficielle VM-trofæ i en turnering arrangeret af Martini-koncernen.

Kun korte glimt af kampen nåede hjem til Danmark, hvor mediedækningen af den sensationelle præstation havde været meget nølende. Alligevel blev kvinderne modtaget med jubel og rådhuspandekager i København, og hjemme i Holbæk blev Susanne Augustesen båret rundt i kongestol i byen, hvor hun voksede op på Jørgen Ruds Vej som den yngste af en søskendeflok på seks.

”Jeg har en søster, der er tre år ældre end mig. Hende ville jeg gerne lege med, men det gad hun ikke, så hun sendte mig over til drengene, som rendte og spillede fodbold. Jeg sparkede en enkelt gang til bolden med tåen. ’Nej nej, det er helt forkert,’ sagde de og viste mig, hvordan jeg skulle sparke med vristen og indersiden,” fortæller hun.

I kvarteret spillede de kampe, vej mod vej, men i den lokale fodboldklub Holbæk B&I ville de ikke have noget med Susanne Augustesen at gøre, fordi hun var en pige. I stedet spillede hun skolefodbold på Søndre Skole og viste sig hurtigt at være mere end almindeligt talentfuld.

”De sagde, at der vistnok var en pige ovre på den anden side af fjorden på Tuse Næs, som også spillede fodbold. Men ellers var der ingen andre end mig.”

I 1970 havde Boldklubben Femina, navngivet efter Aller-koncernens ugeblad, som sponsorerede tøj og støvler, vundet det uofficielle verdensmesterskab for kvinder i Italien. Turneringen var en stor publikumssucces, hvilket mexicanske forretningsmænd hurtigt øjnede og fik stablet endnu et verdensmesterskab på benene i deres hjemland året efter. Seks europæiske lande havde været med, men helt fraværende var det ellers fodboldgale England, hvor det var forbudt for kvinder at spille fodbold, fordi man mente, at det var usundt for kvindekroppen. 

I DBU ville man heller ikke vide noget af Femina-verdensmestrene, men uden for fodboldforbundets regi gik antallet af danske kvindefodboldspillere fra 1.500 til 15.000 på rekordtid. En af dem, der snørede støvlerne, var Susanne Augustesen, der i fodboldskoleturneringen i foråret 1971 gjorde sig så bemærket, at hun modvilligt måtte lade sig fotografere til B.T. Da det nystiftede landsforbund Dansk Kvinde Fodbold Union besluttede at sende et hold til Mexico, blev hun udtaget til truppen.

Susanne Augustesen scorer sit første af tre mål mod Mexico i 1971. Foto: Polfoto/Ritzau Scanpix

PÅ GRUND AF VM-sejren missede Susanne Augustesen den første uges undervisning i 1. real hjemme i Holbæk. Hendes finale-hattrick havde tiltrukket sig stor opmærksomhed, særligt fra Italien, og i efteråret 1971 udbrød der en regulær budkrig mellem italienske AC Roma Femminile og Cagliari om det danske talents underskrift. Cagliari tilbød hende en fuldtidskontrakt til 700 kroner om måneden, men Susanne Augustesens forældre insisterede på, at hun først skulle færdiggøre sin skolegang. Imens fortsatte hun med at spille fodbold – og håndbold – herhjemme. I 1974 tog hun endelig springet og skiftede til ASD Bologna. Det betød dog, at hun måtte melde afbud til håndboldlandsholdets VM i Rusland, hvor hun var en del af bruttotruppen.

Susanne Augustesen tilbragte 21 år som professionel fodboldspiller i Italien – og scorede 600 mål i 800 kampe. Hjemme i Danmark blev hun dog hurtigt glemt, og mens flere af hendes holdkammerater fra triumfen i Mexico fik landsholdskarrierer, blev det kun til en enkelt landsholdsudtagelse for Susanne Augustesen, efter at kvinderne i 1974 begyndte at spille landskampe i DBU-regi.

”Jeg blev udtaget til en træningslejr i Vejle i 1983. Men jeg blev skadet til træning, og siden hørte jeg ikke noget fra DBU. Jeg måtte selv finde ud af, hvordan jeg var dækket af forsikringen, og jeg endte med at få 1.745 kroner i erstatning.”

I 1996 vendte Susanne Augustesen hjem til Danmark efter et forsøg på at sælge brugskunst i Italien. I dag bor hun på Østerbro og har i en årrække arbejdet med idrætsinitiativer i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Den 66-årige tidligere fodboldstjerne ser stadig så meget kvindefodbold i tv, som hun kan komme i nærheden af, og når hun skal kigge tilbage på sin egen karriere, siger hun, at hun ikke fortryder noget – og så måske alligevel.

”Der var en stinkende rig klubpræsident i Conegliano, der kontaktede mig og sagde, at jeg bare skulle sige et beløb. Men jeg endte med at skifte til Modena, og i stedet hentede han en italiensk angriber, som tjente kassen og blev topscorer i Serie A 11 sæsoner i træk. Der skulle jeg nok have slået til.”

Susanne Augustesen til rådhuspandekager med sine forældre og VM-trofæet, der senere forsvandt sporløst under en udstilling om kvindefodbold i Rødovre Centrum. Foto: Knud Henrichsen/Ritzau Scanpix

SER MAN PÅ økonomien, er der stadig galakser til forskel mellem kvinde- og herrefodbold. I 2017 blev brasilianske Neymar købt af Paris Saint-Germain fra F.C. Barcelona for 1,65 milliarder kroner – 660 gange så mange penge, som da Pernille Harder skiftede til Chelsea. Og selvom UEFA havde fordoblet præmiepengene fra EM i 2017 til årets slutrunde – de 16 slutrundehold fordelte cirka 120 millioner kroner imellem sig – er der stadig lang vej op til de knap 2,5 milliarder, der var på højkant under sidste sommers EM for herrelandshold.

Fodboldekspert Amalie Bremer er ikke i tvivl om, at der skal endnu flere penge til, hvis kvindefodbolden skal løfte sig yderligere, og hun begræder, at Danmark ikke kan følge med nationer som England, Italien og Tyskland, når det gælder økonomi og vilkår for kvinderne. En dansk kvindelandsholdsspiller modtager stadig langt færre penge for at repræsentere sit land end sin mandlige kollega, alt imens det engelske fodboldforbund FA siden 2020 har haft ligeløn på A-landsholdene.

”I en årrække er kvindefodbolden også blevet syltet i andre europæiske lande, og det kombineret med nogle unikke talenter har gjort, at vi har kunnet bokse over vores vægtklasse. Selvfølgelig er vi et lille land, men også Sverige er foran os, og eksempelvis betaler de deres kvindelige landsholdsspillere langt bedre,” siger Amalie Bremer, der erkender, at kvindefodbold på mange måder stadig er på kravlestadiet, men at det ikke behøver at være en ulempe. Efterhånden som pengene er blevet astronomisk store i herrefodbold, er sporten blevet stærkt kommercialiseret, flere af verdens største fodboldklubber har ejere med enorme formuer og forbindelser til lyssky regimer, og afstanden mellem fans og spillere er blevet større. På stadioner både herhjemme og i udlandet er det ikke unormalt at støde på bannere med budskaber som ’Imod moderne fodbold’.

”Se bare skandalen omkring VM i Qatar eller på farcen med European Super League (hvor nogle af verdens største klubber sidste år forgæves forsøgte at bryde ud af UEFA og danne deres egen private liga, red.). Jeg tror, at der er mange, der ligesom jeg kan blive lidt desillusioneret af den retning, som udviklingen i herrefodbold går i.”

Hvis man er fodboldromantiker, skal man så hellere gå til kvindefodbold?

”Kvindefodbold kan tilbyde noget andet end herrefodbold lige nu. Det paradoksale er jo, at selvom jeg ønsker bedre løn og bedre forhold for kvindelige fodboldspillere, ved jeg også, at der med flere penge følger mere kommercialisering. Men anno 2022 er der ingen tvivl om, at kvindefodbold er et fedt sted, hvor spillerne er tilgængelige, og hvor der kommer tusindvis af mennesker til de største kampe, uden at der er ballade. Da jeg var på Camp Nou i foråret, var der 90.000 mennesker, og alle kunne gå til og fra kampen, uden at der var slagsmål mellem fangrupperinger eller sammenstød med politiet.”

TILSKUERMAGNET

De tre højeste tilskuertal til fodboldkampe i 2022 har alle været kvindefodboldkampe.

91.648 – F.C. Barcelona-VfL Wolfsburg på Camp Nou, semifinale i UEFA Women’s Champions League.

91.553 – F.C. Barcelona-Real Madrid på Camp Nou, kvartfinale i UEFA Women’s Champions League.

87.192 – England-Tyskland på Wembley, finale ved EM 2022 i England.

PÅ TILSKUERPLADSERNE til den første officielle kvindelandskamp i Parken sidder også Susanne Augustesen. Med tryk på officielle, siger hun, for Susanne Augustesen har selv løbet rundt nede på banen foran 4.000 tilskuere i oktober 1971, dengang det hed Idrætsparken, og verdensmestrene spillede venskabskamp mod Italien.

Den tidligere professionelle spiller er godt tilfreds med det niveau, hun ser fra landsholdskvinderne på banen, i hvert fald i første halvleg – efter pausen er spillet lidt for rodet. Og hun har heller ikke noget imod landstræner Lars Sønder­gaard, han gør det fint, bevares, men var det dog ikke snart på tide, at det danske landshold for kvinder fik sig en kvindelig træner?

Hun er inviteret til kampen af DBU, som hun blev forsonet med, da fodboldforbundet i 2017 gav hende en længe ventet anerkendelse. Ved Dansk Fodbold Award i Horsens blev hun sammen med Lone Smidt Nielsen indlemmet i Fodboldens Hall of Fame – som de første to kvinder ved siden af koryfæer som Allan Simonsen, Michael Laudrup og Harald Nielsen. 

”Vi er endelig nået til et sted, hvor der er en anerkendelse af, at kvinder godt kan spille fodbold. Jeg er sikker på, at kvindefodbold går en stor fremtid i møde.”

 

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Et ordentligt menneske

CHRIS ANKER SØRENSEN mistede sidste år livet i en trafikulykke, mens han var ude at køre på cykel. Det var anden gang, familien fra hammel mistede en søn på den måde. Ud & Se tegner her et posthumt portræt af en elsket og savnet cykelrytter og kommentator.
Tekst:Anders RyehaugeIllustration:Joe McKendry

DET SKER HELE tiden. Folk, der stod ham nær, kommer til at sige, at han er sådan og sådan. Eller gør sådan og sådan. Det virker naturstridigt at omtale Chris Anker Sørensen i datid. For han var her jo lige før. Og han er her på sin vis stadig. Som minder, der finder vej, når man mindst venter det. Som når man går på gaden i Odense med musik i ørerne, og tårerne begynder at trille ned ad kinderne. Det skete for Rasmus Staghøj for nylig, da han var på vej til TV 2’s studie for at dække cykelløbet Liège-Bastogne-Liège.

”Jeg græder ikke så meget, men det sker nogle gange, når jeg tænker på Chris. Jeg var på vej ind for at kommentere hans yndlingsløb, og han skulle have været der med mig.” 

Der går stadig ikke en dag, uden at Rasmus Staghøj tænker på sin ven og kollega, der på tragisk vis gik bort som 37-årig, da han 18. september sidste år på sin cykel blev påkørt lidt uden for Brügge i Belgien. 

Det kan være de mindste ting, der popper op i journalistens erindring, men som regel et eller andet underfundigt, vennen har sagt i tidens løb.  

Sådan er der mange, der har det. Nogle gange tager cykelekspert Brian Nygaard sig i at scrolle tilbage i den Messenger-chat, de havde kørende i flere år, for at mindes deres samtaler. Indtil det bliver for hårdt: 

”Jeg skal hive mig selv op til ikke at blive enormt ked af det, når jeg taler om ham. Det er et savn, jeg ikke rigtigt kommer overens med. Det kan ikke lade sig gøre. Jeg tager mig selv i at tænke: ’Gud, han er jo død!’ Det er enormt smertefuldt, for der er ingen trøst, og når jeg tænker på dem, der skal leve med savnet på en helt anden og langt sværere måde, er det næsten ubærligt. Den eneste måde at leve med det er at huske de fantastiske ting, han stod for.”

Foto: Privat

ET ØJEBLIK KAN forandre alt. På baggrund af den barske realitet kom Chris Anker Sørensen til verden i efteråret 1984. To år forinden havde hans 13-årige storebror Flemming været ude at cykle, da han på en landevej fem kilometer fra barndomshjemmet pludselig blev kørt ned af en bil. Han endte i respirator, men efter seks dage blev den slukket, da det stod klart, at der ikke var mere at gøre. Først da fortalte forældrene de to yngre brødre, Allan Bo og Brian, hvor slemt det egentlig stod til. De havde levet i et spinkelt håb, der definitivt brast.

”Det var en kæmpe tragedie. Jeg var ni år gammel og så op til min storebror. Flemming var min helt. Det var forfærdeligt hårdt at miste ham,” siger Allan Bo Andresen, der har samme mor som Brian og sin yngste bror.

Den lille familie i Hammel forsøgte at leve videre med den ubærlige tragedie. Men da der to år senere kom en lille efternøler til, begyndte sorgen, der havde ligget som et tungt tæppe, så småt at løfte sig. 

”Vi havde alle sammen været ekstremt ulykkelige, men nu kom der et lille, nyt liv. Det blev et lyspunkt efter to år, hvor det hele bare havde været virkelig trist. Chris blev på en måde symbolet på nyt håb og glæde i familien,” siger Allan Bo Andresen.

Chris Anker blev født 5. september, samme dag som farfaren Christian Anker ville være fyldt 75 år, og derfor var det nærliggende at opkalde ham efter ham. Og første gang, den lille havde givet spark fra sig inde i maven, havde faktisk været på selvsamme dag, som farfaren tidligere på året var gået bort. 

For farmoren var de omstændigheder med til at kaste et skær af noget religiøst over det hele, og da de to kom til at dele fødselsdag – og ligefrem navn – kunne hun ikke længere affeje det som tilfældigheder. Det nyeste medlem af familien fik en særlig plads i hendes hjerte. Det husker Allan Bo Andresen tydeligt: ”Jeg tror lidt, at hun følte, at hendes mand levede videre i Chris. Det var yndlingsbarnebarnet, og der manglede ikke noget, når han var hjemme hos bedstemor Hilda. Det kunne Brian og jeg jo udnytte, for hvis vi havde fået nej til mere snolder, kunne vi bare få Chris til at spørge. Så var der altid gevinst.”

CHRIS ANKER SØRENSEN

Født 5. september 1984 i Hammel. Blev i 2007 professionel cykelrytter for Team CSC, der senere blev til Team Saxo Bank. Hans største resultater var etapevinder i Dauphiné Libéré i 2008, etapevinder i Giro d’Italia i 2010, vinder af angrebstrøjen i Tour de France i 2012, dansk mester i 2015. Desuden kommentator, forfatter, foredragsholder. Død i en trafikulykke 18. september 2021. Var gift med Michelle Moestrup Sørensen, far til døtrene Lærke og Laura.

DET VAR EN tryg barndom. Som efternøler blev Chris Anker midtpunkt for familiens kærlighed. Den første tid arbejdede forældrene Anna Marie og Poul forskudt af hinanden som henholdsvis syerske og fabriksarbejder. Derfor var der et par timer midt på dagen, hvor ingen af dem var hjemme, og hvor det var brødrenes opgave at passe på yngstemanden. Selvom Chris Anker Sørensen og den 11 år ældre Allan Bo Andresen ikke havde samme biologiske far, var de fra begyndelsen meget tætte. 

”Chris er ikke min halvbror, han er min bror. Vi har altid været en enhed. Der var samtidig tilpas stor aldersforskel mellem os til, at vi altid syntes, at han var den helt fantastiske lillebror. Brian og jeg kunne virkelig skændes, men Chris var bare den lille søde,” siger han.

Efter et par år blev Anna Marie dagplejemor, så hun kunne gå hjemme med ham, og det gjorde hun, indtil han begyndte i skole. Her blev han betragtet som lidt af en nørd af de andre. Han var videbegærlig og gik op i alle fagene, og der var ikke noget bedre, end når familien tog på bilture til historiske steder som Hjerl Hede og Finderup Lade. Det passede især Poul godt, at den yngste søn havde interesse for den slags, for hans natur passede ikke så godt til steder som Tivoli og Legoland med mange mennesker.

”Min far kunne leve i en skov for sig selv. Chris havde noget af det samme. Han havde ikke behov for, at der skulle ske alt muligt, han havde det ofte fint i sit eget selskab,” siger Allan Bo Andresen.

Chris Anker Sørensen var lidt af en enspænder. Han ville gerne lege med de jævnaldrende, men sjældent for længe ad gangen, så meddelte han dem venligt, at nu havde han brug for ro og for at være sig selv. Samtidig var han en lille, lidt skrøbelig fyr sammenlignet med sine storebrødre, og det fik deres mor til at pylre mere om ham. 

”Min mor var altid ekstra nervøs for Chris. Jeg ved ikke, om det var, fordi han på en måde var kommet i stedet for Flemming. Vi andre kunne sagtens rende rundt uden at give lyd fra os, men hun var bekymret for ham på en anden måde,” siger Allan Bo Andresen.

Da Chris Anker Sørensen blev ældre, havde han og moren en indforstået aftale om, at han altid ringede hjem, når han havde været til cykelløb. Selv da han som voksen blev professionel, var det første, han gjorde, hvis han var styrtet, at finde telefonen frem, så han kunne fortælle, at alt var okay:

”Det har vi andre aldrig gjort, men han ringede altid. Han vidste, at det var vigtigt for hende, og derfor passede han altid ekstra godt på i trafikken. Han kørte altid med hjelm og tog aldrig chancer.”  

Chris Anker Sørensen. 29-30 år gammelt foto. Foto: Privat

I HAMMEL NORDVEST for Aarhus er foreningslivet omdrejningspunktet for de godt 7.000 indbyggere. Man skal ikke lede længe efter fritidstilbud, når man ankommer til byen ad Stadionvej, de kommer trip-trap-træsko: fodboldklub, cykelklub, tennisklub og idrætscenter. Når man vokser op på disse kanter, ligger det implicit, at man skal gå til et eller andet. Sådan var det også for Chris Anker Sørensen. 

Han begyndte til gymnastik med sin mor, kom senere forbi svømning og dernæst musik, fordi han ville lære at spille panfløjte, før han landede på fodbold. Selvom han gik op i det med liv og sjæl, måtte han sande, at han ikke var noget udpræget talent, og da det ikke var nok for ham at rende rundt som højrefløj på andetholdet, lagde han også til sidst det på hylden. Dog først efter sæsonen. Det var en kerneværdi i familien, at man færdiggjorde, hvad man var begyndt på. 

”Vi er nok lidt gammeldags, men hvis man har sagt A, siger man også B. Bagefter kan man så gøre noget andet, men så har man i det mindste bevis på, at man har afsluttet det. Det var vigtigt i barndomshjemmet,” siger Allan Bo Andresen.

I sine tidlige teenageår havde Allan Bo Andresen været en af de bedste ungdomsryttere i landet og havde ofte kæmpet om sejrene med folk som Frank Høj, Michael Blaudzun og Jakob Piil, der senere blev professionelle. Da det med årene blev sjovere for ham at drikke bajere og kigge på damer, som han siger, parkerede han dog cyklen i garagen og rørte den groft sagt ikke i syv år, før cykelfeberen, der skyllede ind over landet i 1996 med Bjarne Riis, lokkede ham tilbage. 

Der var ingen, Chris Anker Sørensen så mere op til end sin 23-årige storebror, så samme år troppede han også op til træning i Hammel Cykle Klub. Han var 12 år, og der gik ikke længe, før han blev en fast del af de unge knøse, der mødtes ved maskinfabrikken og derfra cyklede ud i landskabet, særligt til Pøt Mølle-bakken, der når 10 procent i stigning og strækker sig over 900 meter, og som en af få bakker herhjemme kan efterlade én med fornemmelsen af at være en rigtig bjergrytter. 

Af flere grunde gav det mening, at Chris Anker landede på netop cykelsporten. Fra han var helt lille, havde han fulgt nøje med i Tour de France i fjernsynet, og under Touren forvandlede han sine cirka 600 legetøjsbiler til cykelryttere og servicevogne, som han flyttede hen over stuegulvet. Han cyklede også selv op og ned ad villavejen i Hammel, hvor han i fantasien vandt over Miguel Indurain og måtte ind og finde en gul trøje frem fra skabet.

Da han blev konfirmeret, tog festens indslag udgangspunkt i hans altopslugende interesse for cykelløb, og af sine forældre fik han en gul racercykel af mærket Bugatti. Han kom hurtigt til at køre lige op med de bedste ungdomsryttere i sin årgang, og som en af få kunne han følge nogenlunde med den talentfulde Aarhus-rytter Mads Christensen.

”Hverken Chris eller jeg var de største cykeltalenter. Vi sad begge to ad helvede til på en cykel, men vi havde en jernvilje uden lige. Vi kunne æde os selv, og det kom vi begge to langt på,” siger den i dag 49-årige Allan Bo Andresen.

Efter storebroren flyttede hjemmefra, mødtes de nogle gange til de samme løb rundt i landet, hvor det var kutyme, at ungdomsrytterne kørte først, og der dernæst var linjeløb for de voksne. Så var resten af familien med ude at kigge. En af de gange var i Esbjerg i 1999. Her vandt først Chris Anker Sørensen i juniorklassen, og senere på dagen tog Allan Bo Andresen sejren i de professionelles eliteløb. 

”Min far er en meget afdæmpet mand, men den dag var han helt oppe at køre.”

”Chris er det perfekte eksempel på, hvad man kan nå med hårdt arbejde. Det var hårdt arbejde og kærlighed til cykelsporten, der gav ham en virkelig god karriere.”

Andy Schleck, tidligere cykelrytter

DER BEGYNDTE AT være hvisken i krogene om et vist cykeltalent fra Hammel. En af dem, han ofte konkurrerede mod, var Køge-drengen Matti Breschel. De var modsætninger, men fordi de altid var til de samme løb, lærte de hinanden at kende og blev både venner og modstandere. 

”Selvom vi ofte hyggede os med røverhistorier, var vi inderst inde begge to væddeløbere. Hvis ikke man er en dårlig taber, holder man ikke mange år i gamet, for det er jo også det, der driver én. Han ville være den bedste,” siger Matti Breschel, der blev betragtet som et naturtalent, mens Chris Anker Sørensen i højere grad var en fighter, der var umulig at slide op. Til et løb i Kolding gik han sukkerkold, men nægtede at stå af cyklen. Derfor kom han slingrende i mål over 20 minutter efter vinderen, da målområdet var ved at blive pillet ned, og de fleste var gået hjem.

”Andre var tilbøjelige til hurtigt at få ondt af sig selv, når det blev hårdt, men sådan var det ikke med ham. Jeg har spist aftensmad med ham, hvor han har haft brækkede ribben og lignet en hængt kat, uden at han viste svaghedstegn. Han er den mest hårdtarbejdende cykelrytter, jeg nogensinde har kendt. Der var aldrig tudefjæs over Chris,” siger Matti Breschel.

Det imponerede ham især, hvor hård Chris Anker Sørensen kunne være over for sig selv, når det kom til at følge strenge diæter, og hvor ekstrem hans træningsindsats var. Det fik han at se på en træningslejr på Mallorca, hvor Chris Anker Sørensen var blevet bemærkelsesværdigt tynd – trods sine 184 centimeter var han helt nede på 56 kilo, men alligevel knoklede han igennem, selvom en enkelt drink den sidste aften næsten var nok til at slå ham omkuld. 

Hen over en længere periode havde Chris Anker Sørensen døjet med noget. Han havde kronisk diarré, blev mere og mere bleg at se på og fik indsunkne kinder og øjne. Efter turen til Mallorca blev det kun værre. Han kastede jævnligt op, og fordi han var så spinkel, gjorde det efterhånden så ondt i halebenet, at han ikke længere kunne sidde på sadlen. 

På Silkeborg Sygehus vidste ingen, hvad der var i vejen, kun at en lovende cykelkarriere nok var slut. Efter den besked overvejede den 18-årige knægt, om han skulle studere historie på universitetet, når han blev færdig på gymnasiet.

”Det var Chris’ indstilling, at det jo også bare var cykelsport, og hvis ikke han kunne det, ville han noget andet med sit liv. Det var ikke sådan, at hele verden kollapsede, hvis han ikke kunne cykle,” siger storebror Allan Bo Andresen.

Efter mere end et år, hvor Chris Anker blev mere og mere svækket og til sidst selv var ved at miste modet, begyndte forældrene at blive bange for, at han måske ville dø.  Derfor insisterede de på at få ham indlagt. Her viste det sig, at han var ramt af kyssesyge, lungebetændelse og salmonellaforgiftning.

Tour de France 2009, 4. etape, Montpellier-Montpellier. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

EFTERHÅNDEN KOM Chris Anker Sørensen til hægterne igen, og venner fra Hammel Cykle Klub fik ham i 2004 lokket tilbage på cyklen. Snart efter fik han atter blod på tandhjulene, og han ringede rundt til forskellige danske hold for at stille sig til rådighed. Men ingen af dem virkede interesserede – sygdomsperioden havde sendt ham ud i glemslen.

Nogenlunde samtidig vendte storebroren Allan Bo Andresen efter flere års udenlandseventyr hjem til Danmark, hvor han skulle være stjernen på det nystartede Team Designa Køkken. 

Under kontraktforhandlingerne foreslog storebror, at lillebror også kom med på holdet. De havde afvist ham, da han selv henvendte sig, men nu ville de gerne. Derfor blev brødreparret en forårsdag i 2005 præsenteret sammen hos en bilforhandler i Silkeborg, der sponsorerede holdet. 

”Helt ærligt, så tror jeg ikke, de havde regnet med det store fra hans side. Jeg vidste sgu heller ikke selv, hvad han ville komme med. Jeg syntes bare, det ville være sjovt at køre med ham,” siger Allan Bo Andresen.

På de pandekageflade danske landeveje shinede Chris Anker Sørensen sjældent. Men så snart han var sydpå, kom der andre kødboller på suppen. På en træningslejr i Italien havde selv storebroren svært ved at følge hans tråd: ”Han var jo en bette spirrevip, så det havde jeg ikke set komme. Men der tænkte jeg: ’Okay, det her kan sateme blive godt.’” 

I den efterfølgende tid begyndte de kvaliteter, Chris Anker Sørensen senere blev kendt for, at stå frem: Han kunne klatre, og han kunne ofre sig for andre. 

I 25 graders solskin klatrede han til Ringerike Grand Prix i Norge op ad et 10 kilometer langt bjerg og tog sin første internationale UCI-sejr. Og til et eliteløb i Hammel, hvor storebror Allan Bo Andresen i sit sidste år som professionel virkelig gerne ville vinde, battlede de to brødre forinden om førstepladsen i hjembyen. 

”’Jeg vil fandeme gerne have den sejr,’ sagde jeg til ham, og han svarede: ’Det vil jeg da også.’” Så sagde jeg: ’Det må du kraftedeme gøre en anden gang, du er stadig så ung.’ Og så ofrede han sig virkelig for mig. Han sled hele dagen for, at jeg kunne få lov til at vinde løbet i mit sidste år.”

Chris Anker Sørensen hilser på danske fans i Paris, 2009. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

SOM HOLDEJER PÅ Team CSC var Bjarne Riis på udkig efter særligt talentfulde danskere. Han havde en forkærlighed for virkelig tynde ryttere, der kunne køre opad, og den unge fyr fra Hammel var interessant. Derfor tilbød han ham at komme til holdet som stagiaire – en slags ubetalt gæsterytter. På det tidspunkt var luxembourgske Andy Schleck ved at etablere sig som holdets fremtidige stjerne, og nogle år forinden havde han selv været igennem samme prøveforløb. 

”Det er en svær test som ung rytter, for man kører på holdet, men får ingen løn, og samtidig ved man, at alles øjne hviler på én. Hvis ikke man beviser sig, går man hjem uden en kontrakt,” forklarer Andy Schleck til Ud & Se.

Uden at vide, om han ville klare cuttet, fik Chris Anker Sørensen omsider beskeden, han havde håbet på. Tilfældigvis stødte Andy Schleck kort efter ind i den danske rytter, der var ét stort smil.

”Hvad sker der, Chris?” spurgte han. 

”Nu kører vi på samme hold, Andy. Bjarne har lige bekræftet, at jeg får en professionel kontrakt,” svarede den 22-årige dansker, der ikke var til at skyde igennem. Nu var han officielt professionel cykelrytter og flyttede derfor til Luxembourg, det lille skattemæssige smørhulsland i Europa, der ikke bare lå godt i forhold til sæsonens løb i Belgien, Holland og Nordfrankrig, men som også var det land, storebroren havde boet i som professionel. 

”Det har været vildt at få beskeder fra så mange mennesker, der var påvirkede, selvom de aldrig havde mødt ham. De fortalte mig, at de var i chok og græd derhjemme. Jeg fik en følelse af, at han var hele Danmarks Chris.

Rasmus Staghøj, ven og kollega

BRIAN NYGAARD VAR dengang pressechef for Team CSC. Første gang, han kom ind på livet af Chris Anker Sørensen, var på en træningslejr i Sydafrika. Det var i december, der ventede ingen løb lige rundt om hjørnet, så da træningslejren var slut, besluttede pressechefen at blive et par dage mere i Cape Town. Det samme gjorde den unge rytter. 

I receptionen på hotellet faldt Brian Nygaard over en brochure for hajdyk. Han havde været vandskræk, siden han så ’Dødens gab’ som barn, men så det som en face the fear-oplevelse og fik lokket Chris Anker Sørensen med. 

De to kørte et par timer ud til False Bay ved øen Gansbaai, hvor der er mange sæler og derfor en stor koncentration af hvidhajer. De skulle lave et dyk i et bur, og da de forinden sad på rælingen og kiggede på det blikstille ocean, mens de lokale guider hældte madding ud for at lokke hajer til, havde den ældre Brian Nygaard svært ved at skjule, hvor forfærdelig nervøs han var. 

Chris Anker Sørensen brød tørt stilheden: ”Her kommer vi aldrig til at sidde igen.” Og så kastede de to sig ud i det dybe, hajfyldte vand.

”Det var bemærkelsesværdigt at være omkring en person, der insisterede på at hive andre op, uanset hvor trykket han selv måtte være af situationen. Når han var sammen med andre, accepterede han ikke at være den, der trak stemningen ned. Det er en enormt smuk evne at have,” siger Brian Nygaard.

I samme periode kom OL-guldvinder Dan Frost ind i Chris Anker Sørensens liv. Dan Frost var sportsdirektør under Bjarne Riis, og han kunne hurtigt konstatere, at holdets nye rytter var af et andet gemyt. Når rytterne om morgenen før træning skulle hente gels, barer og flasker fra fællesbordet, stillede den unge dansker sig bagerst i køen og ventede tålmodigt på, at det blev hans tur.

”Det var typisk ham ikke at ville mase sig på i nogen sammenhæng,” siger Dan Frost, der blev ’kontaktmand’ for Chris Anker Sørensen og havde til opgave at følge ham i hverdagen, hvad træning og privatliv angik. De knyttede et tæt bånd, og der gik ikke længe, før den unge rytter døbte ham ’Onkel Dan’. 

”Mange af de andres værelser lignede bombede lokummer, men han havde altid styr på sine ting. Han var der også altid til tiden, når bussen kørte. Han kunne være blevet en, man gjorde lidt grin med, fordi han ikke gjorde noget for at passe ind, men blot var tro mod sig selv. Men han var en god kammerat, virkelig vellidt og derfor respekteret af de andre,” siger Dan Frost.

Eftersom Chris Anker Sørensen og Andy Schleck var holdkammerater og begge boede i Luxembourg, trænede de ofte sammen. Her fik sidstnævnte mulighed for at se, hvordan den unge dansker kunne være aggressiv og ekstremt dedikeret på cyklen, men så snart han stod af, var det mest rolige menneske:

”Han havde altid fødderne på jorden, var aldrig storsnudet,” husker Andy Schleck, der har bjerge af cykelpokaler, og som i 2009-11 var ’den evige toer’ i Tour de France, indtil han senere blev erklæret som vinder af 2010-løbet, da Alberto Contador fik frataget sin sejr på grund af doping. 

Foto: Tycho Gregers/Ritzau Scanpix

PÅ STARTRAMPEN til Tour de France-prologen i Monaco i 2009 rystede Chris Ankers styr så meget, at han blev i tvivl, om der var noget galt. Så gik det op for ham: Det var hans egne hænder, der var skyld i det. Han var få sekunder fra at tage hul på prologen i sit livs første Tour de France. Forinden havde der været ceremoni foran byens berømte kasino, og allerede der havde han været shaky, men nu var det næsten ikke til at håndtere. Mens sommerfuglene fór rundt i maven, stak en løbsofficial hånden frem og begyndte at tælle ned: Cinq, quatre, trois, deux, un. Passé.

Så var han af sted, med cyklen under sig slugte han sine første asfaltmeter i verdens største cykelløb, som han havde fulgt så intenst i store dele af sin barndom. 

I bilen bagved sad Dan Frost og peptalkede. Men allerede ved første sving var det, som om debutanten havde glemt alt, hvad han vidste om at cykle. Før løbet havde han trænet og memoreret alt ned til sidste detalje, nu var det hele forduftet. Han blev i tvivl om, hvordan han skulle angribe svingene, han kunne ikke bruge gearene rigtigt. Og hvorfor var hans ben så tunge? Mens jublen og tilråbene på strækningen forvandlede sig til en grødet masse, kæmpede han sig igennem med en fornemmelse af nærmest at køre cykelløb for første gang i sit liv, har han efterfølgende fortalt i ’Debutantens dagbog’. 

Da han krydsede målstregen og satte det første bette flueben i det næsten 3.500 kilometer lange etapeløb, var det dog ikke gået så skidt, som han havde frygtet. Det var omvendt heller ikke nogen fantomtid. Det var helt igennem gennemsnitligt.

Det år var Andy Schleck kaptajn på holdet, som nu hed Team Saxo Bank. Stjernerytteren så det som sin pligt at være den første til morgenmaden. En morgen, da han vanen tro kom 15-20 minutter før det officielle mødetidspunkt, sad Chris Anker Sørensen der allerede.

”Chris, hvad laver du her?” spurgte Andy Schleck, og den unge dansker svarede: ”Jeg har set, at du plejer at komme tidligt. Det er da synd for dig, at du skal sidde her helt alene.”

TIL SIT FØRSTE Tour de France var Chris Anker Sørensens primære opgave at agere hjælperytter for Andy Schleck og broren Fränk Schleck. Ikke nogen nem opgave, for særligt førstnævnte havde ambitioner om at stryge helt til tops.

”Tour de France er det hårdeste cykelløb i verden. Man kan ikke ofre så stor en del af sit liv til løbet, hvis man har små ambitioner, og jeg var ekstremt heldig at have Chris med mig, der hele tiden var villig til at grave endnu dybere og æde endnu mere smerte i sig for at hjælpe mig. Han var den perfekte holdrytter. Loyalitet var hans religion,” siger 37-årige Andy Schleck, der i dag bor i Luxembourg, hvor han blandt andet er coach og bestyrer en lille cykelbutik. 

Chris Anker Sørensen var en modsætning til et løb, der i kølvandet på Lance Armstrong-æraen ofte bestod af et nærmest maskinelt udtryk og med forudsigelige vindere, der nedlagde de højeste tinder uden at fortrække en mine. Danskeren var det modsatte af det, han var langtfra elegant at se på. Han skar grimasser, når han hakkede i pedalerne. Og ingen var i tvivl om, at han led, når han sad i sadlen.

I løbet af de tre uger i sit første Tour de France cementerede han sig som en bundsolid hjælperytter – en betegnelse, der hang ved. Når det var nødvendigt, pakkede han Schleck-brødrene ind, og fik han ordre til at splitte feltet på første del af stigningerne, gjorde han det.

”Hvis han fik besked på at ofre sig, så gjorde han det. Han sad mange gange med som den sidste hjælperytter, og det kræver, at man har, hvad der skal til,” husker Dan Frost. 

”Han kunne lige så godt have læst på universitetet og være blevet professor i et eller andet. Han havde en utrolig stor viden, hvor man nogle gange tænkte: ’Hvor kom det fra?’”

Dan Frost, tidligere ’kontaktmand’ på Team CSC

VED MÅLSTREGEN I Paris udtalte en munter Chris Anker Sørensen det år til den danske presse: ”Det er selvfølgelig ikke Østergade i Hammel, men Champs-Élysées, det er sgu også et fedt nok sted.” Det var den slags bemærkninger, der med årene gjorde ham folkekær.

Det oplevede Rasmus Staghøj, der dengang var skrivende sportsjournalist på B.T. En af de første gange, han skulle interviewe ham, var på et hotel i Belgien lige før klassikeren Liège-Bastogne-Liège. Journalisten var klædt i en rød termovest, og da den spinkle cykelrytter trådte ind i lokalet, kastede han et hurtigt blik på ham og sagde: ”Hva’? Skal du på jagt?”

”Han var rigtig god til at bryde isen. Det er jo ofte journalistens opgave, men den klarede han for os. Nogle af rytterne stillede meget modvilligt op, når de blev store stjerner, men Chris gjorde sig umage og svarede så godt som muligt. Jeg tror ikke, han følte, at han kunne lade os journalister stå derude i timevis. Han fik altid ondt af os og gik til sidst ud og gav en kommentar, så vi fik det, vi skulle bruge,” siger Rasmus Staghøj.

For Brian Nygaard, dengang pressechef på Team Saxo Bank, var det en gave at have en rytter, der gad påtage sig opgaven at stille op.

”Han ville gerne tage brodden af alvoren. Det er en alvorlig sport, fordi den er vanvittig hård, men det hele kan også blive for alvorligt. Det kunne næsten være umuligt at få Bjarne Riis til at smile under Touren. Der var Chris en god modvægt. For ham var det trods alt bare cykelløb,” siger han.

Til gengæld var Chris Anker Sørensen ikke bleg for at give åndssvage svar, hvis han fik åndssvage spørgsmål. Efter en etape i Tour de France i 2010 blev han spurgt, hvor mange kræfter han havde tilbage: ”Jeg har 27 kræfter tilbage,” svarede han.

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

EFTER DEN FØRSTE tid i Luxembourg fik Bjarne Riis lokket Chris Anker Sørensen til Toscana, og han købte et hus i udkanten af byen Lucca. Der var bedre vejr, der var rigtige bjerge, og samtidig blev han en del af en ’danskerklan’, der bestod af folk som Matti Breschel, Nicki Sørensen, Brian Vandborg, Anders Lund og senere Christopher Juul-Jensen. 

”Jeg husker det som den bedste tid i mit liv. Vi var begge to ved at etablere os som professionelle og levede vores drøm til fulde,” siger Matti Breschel.

Til træning pressede danskerne hinanden, så det udviklede sig til en form for cykelløb i sig selv. Især Chris Anker Sørensen kunne blive ved og ved, og ofte, når de havde været på lange træningspas, måske seks timer i sadlen, tog han lige en time mere, så han fik mærkatet som ham, der havde trænet mest. 

Hvis han omvendt havde en offday og fik ’køretur’, som det hedder på cykeljargon, når man bliver sat, så de andre ikke meget til ham efterfølgende. En gang imellem stødte de tilfældigt på ham, når han kom oksende forbi i modsat retning, hvor han blot hilste kort og kørte videre.

”Når vi så mødtes til den efterfølgende fællestræning, skulle han lige vise, hvor skabet stod, og sugede al moral ud af os andre,” siger Matti Breschel, der boede på værelse med Chris Anker Sørensen, når de to var af sted med landsholdet og Team Saxo Bank.

”Mange af os var vildt nervøse, vi rendte rundt som rovdyr og var helt oppe at køre, men om aftenen sad han bare stille og roligt og læste. Når han så fik rygnummeret på, var det, som om nogen trykkede på en knap. Så gik der cykelrytter i ham, og så skulle han køre væddeløb,” siger Matti Breschel, der blev smittet af kammeratens afslappede facon og en dag selv købte en bog. Og dér lå de så, side om side, de mange aftener på farten, med næsen i hver sin bog.

”Chris var meget belæst og kunne læse nogle rigtig tunge mobbedrenge. Det var alt fra Tolkien til Dostojevskij. Det var noget lidt andet end de der letlæselige biografier om en eller anden slidt bokser, som jeg selv bladrede i.”

”Det var vigtigt for Chris Anker Sørensen at være ordentlig. Hvis andre ikke var det, var det ikke sådan, at han begyndte at skændes med dem. Så interesserede de ham bare ikke.”

Rasmus Staghøj, ven og kollega

I SLUTNINGEN AF 00’ERNE havde Chris Anker Sørensen været hjemme til en prisfest i Danmark, hvor han var nomineret til Årets Talent. Han vandt ikke og var bagefter taget et smut i byen, hvor han mødte Michelle Moestrup, der var ude med sit fodboldhold.

”Vi andre kiggede lidt, for han levede og åndede jo for cykelsporten, så hvordan skulle dét lige ende? Men han var simpelthen smaskforelsket,” husker Matti Breschel.

Inden længe havde Chris Anker Sørensen da også taget hende med et smut til Hammel og præsenteret hende for familien. Og kort tid efter flyttede Michelle Moestrup med ham til Lucca, hvor hun hurtigt blev en del af ’danskerkolonien’.

Til Tour de France et par år senere var hun højgravid og havde termin på samme tid, som feltet ankom til Paris. Lige efter at Chris Anker Sørensen var rullet over målstregen, skyndte han sig derfor videre til lufthavnen med kurs mod Danmark uden at nå æresrunden på Champs-Élysées. 

Der gik dog nogle dage mere, inden det skete, og da han fik beskeden, befandt han sig i Herning, hvor han skulle køre Post Danmark Rundt næste dag. Han gik op til Dan Frosts hotelværelse og bankede på for at spørge, om han mon måtte låne en bil og køre hjem til København til fødslen. Han skulle nok love at være tilbage til start dagen efter. 

”Jeg sagde til ham: ’Chris, for fanden, du skal da ikke komme tilbage, hvis du er blevet far.’ Men det gjorde han. Han kørte til København, hvor hun fødte i løbet af natten, og næste formiddag stillede han til start i Danmark Rundt.”

Samme aften lavede holdets kok en kæmpestor lagkage, hvor datterens navn, Lærke, stod skrevet i glasuren. Det var et stort øjeblik for Chris Anker Sørensen, og alle, der stod ham nær, oplevede, at ikke cykelløb, men familien var det vigtigste i hans liv. 

Brian Nygaard er ikke i tvivl om, at hans fokus på andre aspekter af tilværelsen måske var med til at tage muligheder fra hans cykelkarriere. 

”Chris var virkelig godt begavet og væsentlig mere intellektuelt nysgerrig end mange andre cykelryttere. Det havde nok været nemmere for ham at være atlet, hvis han havde været mere ensidig på karrieren og haft et mere intenst fokus på sig selv. Men han var nysgerrig og legesyg i forhold til livet og andre mennesker, og hver gang han talte om familien, var det øjeblikke med ømhed og kærlighed, han fremhævede. Det er klart, at det tager energi fra at være cykelrytter, men det var en del af hans natur, og det var med til at udvikle ham til et interessant menneske.”

Chris Anker Sørensen bliver dansk mester i landevejscykling. 2015. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

MED NÆSTEN 100 kilometer til mål på 17. etape i Tour de France i 2012 befandt Chris Anker Sørensen sig i den forreste gruppe, da der røg en avis ind i hans forhjul. Udbruddet havde besejret endnu en hård stigning på Pyrenæer-etapen og dernæst klaret en nervepirrende nedkørsel, hvor flere ryttere for at værne sig mod kulden havde taget aviser ind under cykeltrøjen. Det var en af dem, der var blevet kastet og nu lå i danskerens forhjul. 

Han tænkte tre scenarier: Han kunne vælge at stoppe og tage den ud, men eftersom feltet kun var et minut efter, kunne det betyde, at hans chance den dag var udspillet. Han kunne køre videre med avisen blafrende i forhjulet, men det ville øge risikoen for et styrt. Og som den sidste mulighed kunne han, siddende i sadlen, forsøge at pille den ud med fingrene.

Det havde været et bemærkelsesværdigt Tour de France. Holdets stjerne, Alberto Contador, havde forinden fået dopingkarantæne, selvom han selv påstod, at det var en bøf, der var årsag til den positive test. Derfor stillede holdet uden favoritter og med lykkejægere, der skulle forsøge at gøre sig bemærket. Det havde Chris Anker Sørensen gjort med blandt andet en andenplads, en syvendeplads og en masse bjergpoint, der betød, at han var godt med i kampen om løbets bjergtrøje. 

Nu lå han endnu en gang helt fremme, og selvom den fornuftige løsning var at stoppe op, forsøgte han at fiske avisen ud af hjulet. I forsøget blev to fingre fanget og fik skåret blommen over. Blodet flød og malede både arm og ben rødt.

I en af sportsbilerne sad Dan Frost. I radioen kunne han høre Bjarne Riis spørge: ”Are you okay, Chris?” Det var han ikke. De fik bundet hans fingre ind i en stor klud, men på grund af smerterne måtte han slippe udbruddet. Han blev indhentet af feltet og gled længere tilbage. Da han lang tid efter vinderen kom i mål i Peyra­gudes, var han sølet ind i blod. 

I lægeteltet skar den franske læge en chokeret grimasse: ”Har du kørt med dét der?” 

SOM ALLE ANDRE journalister havde Rasmus Staghøj fulgt dramaet. Han stod klar, da Chris Anker Sørensen ligbleg blev ført ind i bussen og senere ud til en helikopter, der fragtede ham til et nærliggende hospital.

”Man kunne tydeligt se på ham, hvis han var i smerter, og det her kunne han ikke skjule,” siger Rasmus Staghøj, der senere samme aften stod med de andre journalister foran hospitalet. Chris Anker Sørensen kom ud med den ene hånd bundet ind og en kage i den anden, som han gumlede på.

”Hej, hvad laver I her?” spurgte han, mens han i godt humør indrømmede, at det var noget ’værre skrammel’ med den hånd. Bedøvelsen havde taget smerterne. Sådan var det ikke i dagene efter.

”Før hver etape kørte han af sted med seriøse smerter. Efter etaperne kunne man høre hans skrig inde fra bussen, når forbindingerne skulle skiftes. Det sagde fandeme noget om ham. Han fightede sig igennem,” siger Rasmus Staghøj. 

På holdet havde Dan Frost og de andre været overbevist om, at han ville udgå. Men han klarede de sidste etaper, også brostenene på Champs-Élysées, der fik det til at banke af smerte i syningerne, og han sluttede på en samlet 14.-plads, hans bedste placering. Efterfølgende blev han hyldet på podiet som årets Super-Combatif – løbets mest angrebsivrige rytter. 

Chris Anker Sørensen tager billeder af sine Saxo-Tinkoff-holdkammerater i Colorado, USA, 2015. Foto: Doug Pensinger/AFP/Ritzau Scanpix

NYE OG VÆRRE tider var dog forude. Samme år købte den russiske rigmand Oleg Tinkov sig ind på Bjarne Riis’ cykelhold som hovedsponsor, og holdet hed nu Team Saxo-Tinkoff. Selvom Dan Frost forlod holdet i den periode, oplevede han fra sidelinjen, hvordan mentaliteten ændrede sig.

”Oleg var rule by fear. Han var kongen, og fordi han og Bjarne Riis kom dårligt ud af det, hadede han alle danske ryttere og alt, hvad der var dansk,” siger han. 

Under et løb befandt Dan Frost sig i restauranten på samme hotel som sit tidligere hold, da Oleg Tinkov pludselig kom hen til middagsbordet, hvor Chris Anker Sørensen befandt sig. Få uger forinden havde den danske rytter fået trykkede ribben og en hjernerystelse og havde på forhånd sagt, at han var usikker på, hvor meget han kunne levere. Det gav Oleg Tinkov intet for, han begyndte i stedet at skælde Chris Anker Sørensen huden fuld. 

”Chris var utrolig berørt af det. Han kunne ikke udstå Oleg, for han havde ingen pli. Men han var ikke typen, der gav tilbage af samme skuffe,” siger Dan Frost.

Snart efter smed russeren Bjarne Riis på porten og begyndte at rydde ud i kernen af danske ryttere. Hvis han var utilfreds med deres præstationer, lod han dem vide det – som regel med grove mails i tide og utide. I den periode kørte Chris Anker Sørensen sur i det. Han ringede tit hjem til sin storebror i Danmark og fortalte, at han havde mistet lysten til at køre på cykel og ikke vidste, om han gad mere: 

”Oleg stred mod Chris’ livssyn. Fint nok, hvis du har penge, men det giver dig ikke ret til at være et svin. Du skal opføre dig ordentligt. Det var hans tilgang.”

”Den eneste måde at blive god som kommentator er ved at være sig selv. Det var han altid. Derfor følte folk, at de havde et andet forhold til ham.”

Brian Nygaard, ven og kollega

TIL DM I Rønde i 2015 stillede en modløs Chris Anker Sørensen op til start. Lørdag aften skulle han og Michelle have været til et bryllup, og det ville han 100 gange hellere end at cykle om danmarksmesterskabet. Det var usædvanligt for ham. Han sagde til hende, at hun bare skulle give den gas, for hun behøvede ikke komme og se på dagen efter. Det gjorde hun så alligevel.

Foruden Chris Anker Sørensen stillede holdet med fire andre ryttere, og han havde på forhånd fået at vide, at han skulle køre for de andre. Men da finalen nærmede sig, sad han alene i front sammen med Martin Mortensen. 

Selvom han normalt ville tabe i en direkte spurt, lykkedes det ham at slide sig først over stregen. Da han stod på podiet, lod han sine tårer få frit løb. Han græd simpelthen af glæde. Det havde han ikke gjort før. Selv da han fem år tidligere i en tågedis på toppen af Monte Terminillo var kørt solo over målstregen efter et langt og sejt udbrud i Giro d’Italia og havde fået karrierens objektivt set største sejr, blev det ikke til meget mere end et genert smil.

Men det her føltes anderledes. Han havde gennemgået den sværeste tid i sin karriere, og nu var han pludselig danmarksmester for første gang i sit liv. Allan Bo Andresen husker, hvordan det forløste en masse for lillebroren:

”Hvis ikke han havde vundet den dag, vil jeg tro, at han var stoppet efter sæsonen, for det var ikke sjovt længere, og så kan du ikke æde dig selv på samme måde. Den sejr havde ingen regnet med, heller ikke ham selv. Han var så lykkelig og stolt af at skulle repræsentere Danmark i en officiel dannebrogstrøje.”

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

TIL SIT SIDSTE store løb, Danmark Rundt i 2018, blev Chris Anker Sørensen hyldet langs hele ruten af danskere, der stod med skilte i hænderne og skrev den dengang 33-årige rytters navn på vejene. Senere samme år satte han definitivt punktum for en karriere, der havde givet ham et udbredt ry som en usædvanlig loyal hjælperytter. Året forinden var det da også hans snavsede, lidende og forslåede ansigt, der prydede plakaten til dokumentarfilmen ’Wonderful Losers’ – en slags poetisk hyldestdokumentar til cykelsportens vandbærere, der tilsidesætter egne vinderchancer for andre. Allan Bo Andresen oplevede selv, hvordan lillebroren som regel fremhævede andres sejre, når han blev spurgt om sine største præstationer. 

”Alle andre ville fortælle, hvad de selv havde vundet, det ville jeg da også selv. Men Chris nævnte løb, han havde kørt for andre. På det punkt var han unik. Jeg ved godt, at mange siger, at de ikke har behov for at sætte sig selv i centrum, men det havde han faktisk ikke. Det var ikke vigtigt for ham, om folk huskede ham som en god eller dårlig cykelrytter. Skide være med det. Han ville huskes som et ordentligt menneske,” siger han.

Særligt fremhævede Chris Anker Sørensen ofte de to VM-medaljer, han var med til at køre hjem for Matti Breschel. Den ene af gangene kørte han først sin egen chance de første 250 kilometer af løbet, men indså undervejs, at han ikke ville kunne vinde den dag. I stedet gik han over til at være 100 procent hjælperytter. 

”Med fem kilometer til mål råbte jeg til Chris: ’Vi kører kraftedeme om guldet.’ Så trak han op foran og kørte den ene verdensklasserytter efter den anden ind. Han munkede bare derudad,” siger Matti Breschel.

Selvom Chris Anker Sørensen selv vandt flotte og væsentlige sejre, var han ifølge Brian Nygaard den bedste version af sig selv, når han skulle hjælpe andre. Cykelsporten er nemlig en brutal sport, hvor man bliver nødt til at være ærlig over for sig selv, hvis man skal have mest muligt ud af sin karriere, mener han. 

”Alle har en drømmeverden, men særligt cykelsporten er en umulig sportsgren at være en del af, hvis man lever under selvbedrag. Der er ufattelig mange, der ikke bliver til noget, fordi de ikke kan kalibrere deres forestillinger om deres evner i forhold til, hvad der rent faktisk er muligt. Men Chris havde en meget stor selvindsigt,” siger Brian Nygaard, der påpeger, at Chris Anker Sørensen var meget stolt af den karriere, han havde haft.

”Det er det væsentligste, for det var ham, der lagde ofrene, og det var ham, der led de afsavn, det krævede. Det er uforskammet, hvis man påstår, at han ikke fik nok ud af det. Hvem kan tillade sig at pege fingre ad et lykkeligt menneske og sige, at han ikke har opnået, hvad han kunne?”

I 2017 SKULLE alle etaper i Tour de France transmitteres i fuld længde, og sammen med Rasmus Staghøj og Brian Nygaard blev Chris Anker Sørensen ansat til at stå for kommenteringen de første par timer hver dag. I begyndelsen var det en lidt uortodoks seeroplevelse, hvor de ofte talte i munden på hinanden, men med tiden indfandt de tre sig i de rette roller, og kommenteringen blev både underholdende, kompetent og indsigtsfuld. Efter etaperne omfavnede de nogle gange hinanden i begejstring, fordi de var helt høje på oplevelsen.

”Nogle gange vidste vi bare, at den her havde vi ramt lige i røven. Også med alle de uperfektheder, det indebar,” siger Rasmus Staghøj.

De tre nye kommentatorer kørte sammen rundt i Frankrig i bil, mens etapeløbet stod på, og udviklede undervejs et tæt venskab. Den fik fuld skrue på anekdoterne på deres daglige roadtrip mellem etaperne, hvor Chris Anker Sørensen med sine tørre punchlines kunne få de andre til nogle gange at græde af grin. 

Det første år stod Chris Anker Sørensen hver morgen op klokken seks og cyklede 4-5 timer, før han satte sig i kommentatorboksen. Og om eftermiddagen ringede han hjem til familien og snakkede længe med sine døtre om lektier, om kaninen Oreo, og hvad der ellers rørte sig.  

”Det hårdeste arbejde, jeg har haft, og det lyder virkelig forkælet, er på mange måder at være cykelkommentator. Det er et drømmejob, men dagene er utrolig lange. Alligevel cyklede han hver morgen næsten 200 kilometer, og de tidspunkter på dagen, hvor man selv var mest træt, ringede han hjem og viste mest muligt overskud. Det er mig ubegribeligt, at han kunne alt det. Jeg sad med ærefrygt på bagsædet ved siden af ham og tænkte, at det ville jeg aldrig komme til at evne selv,” siger Brian Nygaard.

De to andre måtte i det hele taget sande, at Chris Anker Sørensen syntes at have hvilepuls, uanset hvad der skete. Efter en af etaperne blev han ringet op, der var sprunget et vandrør derhjemme, og hele huset stod under vand. Også det tog han, til Brian Nygaards forbløffelse, helt stille og roligt. 

”Jeg kan huske, jeg sagde til Rasmus: ’Vi kan aldrig nogensinde brokke os over noget som helst igen. Det har Chris ødelagt for os.’”

Chris Anker Sørensen og storebroren Allan Bo Andresen havde en tradition med at give hinanden absurde gaver, som de underskrev fra andre, typisk uvidende familiemedlemmer. Til brorens store overraskelse lå der en gave fra lillebroren under juletræet sidste år. Den havde han købt tidligere på året før sin død. Denne gang var der tale om et alternativt ringspil, hvor det gjaldt om at ramme ’rumpetten’. Traditionen tro havde han udgivet sig for at være en anden på gavemærkatet.

”Jeg vidste, det ville blive den gave, jeg kom til at savne mest juleaften, men så lå den der alligevel. Så Chris fik det sidste stik,” siger Allan Bo Andresen.

FOR RASMUS STAGHØJ var det bemærkelsesværdigt at blive kolleger med ham og opleve, at han altid var Chris Anker, uanset om kameraet kørte eller ej. 

”Der var ingen facade, man fik altid den rigtige Chris. Han ville have været en frygtelig skuespiller, for han kunne ikke påtage sig andre roller end sin egen,” siger han. 

Med kommentatorgerningen åbenbarede der sig noget nyt for Chris Anker Sørensen, der stod ved sin aktive cykelkarrieres afslutning. Han havde egentlig tænkt, at han ville genoptage drømmen om at læse historie på universitetet, når han parkerede cyklen, men potentialet i at fortælle om cykelsport og gøre folk klogere var for spændende til ikke at forfølge. 

”Chris var helt vildt god til det. Han var interesseret i at brede den cykelsport, som han selv elskede, ud til alle andre. Det er ret atypisk, for mange tidligere cykelryttere vil som regel helst tale til den lille, nørdede kreds af indforståede. Men Chris ville have alle med,” siger Rasmus Staghøj.

Det var da også som kommentator, at Chris Anker Sørensen for alvor blev folkelig. Han blev stoppet ved køledisken i supermarkedet, hvor folk ville have taget billeder med ham, hvilket han altid sagde ja til, og var det børn, havde han som regel tid til en ekstra sludder. 

For et par år siden til Smukfest i Skanderborg oplevede Allan Bo Andresen, hvordan lillebroren hele tiden blev stoppet af folk, der ville have taget selfies med ham. Det var tydeligt, at han havde ramt noget i folk:

”Det var vigtigt for Chris at tale til hr. og fru Danmark ude i stuerne. Vi har altid begge to set op til Jørgen Leth, men han forherligede også cykelsporten, det var nærmest guder på cyklerne, hvor vi havde det sådan: ’Næh, det er mænd i lycratøj, der kører væddeløb.’”  

Chris Anker Sørensen kørte mest for sjov, efter at han sluttede sin professionelle karriere i 2018. Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix

DA CHRIS ANKER Sørensen stoppede som cykelrytter, fik han hurtigt travlt med andre ting. Han var kommentator, holdt foredrag og skrev bogen ’Brødre på landevejen’ med Allan Bo Andresen. Selvom han ikke blev universitetsstuderende, læste han masser af historiske bøger. Og fordi han i mange år nærmest aldrig havde drukket alkohol, nød han endelig at kunne deltage i grillfester eller knappe et par kolde øl op til Champions League-aftener med tipsklubben hjemme i Skovlunde. Til storebror Brians polterabend på Smukfest slog han sig også løs.  

Det blev en let overgang for Chris Anker Sørensen at stoppe som professionel sportsmand. Det bed Matti Breschel mærke i, og da han selv parkerede cyklen et par år efter, sugede han på vennens erfaring. 

”Det er jo hele ens identitet at være cykelrytter, så det er svært at se det rullende cirkus køre videre uden én selv. Hvad fanden skal man så i livet? Der var jeg meget inspireret af ham,” siger han.

Efter karrieren gad Chris Anker Sørensen ikke cykle stærkt længere. Men han ville stadig gerne ud og trille. Det gjorde han ofte med Rasmus Staghøj, og munden stod sjældent stille på den tidligere cykelrytter, der snakkede om alt muligt. Om ting, han havde læst, om madopskrifter og om Michelle og sine børn, som han var så stolt af.

”Nogle cykelryttere har haft så meget tunnelsyn i deres karriere, at de falder ned i et sort hul bagefter. De bliver ramt af en identitetskrise, fordi de ikke har haft andet end cykling i hovedet. Sådan var det ikke med Chris. Der var så meget andet, der fyldte for ham,” siger Rasmus Staghøj. 

Mest nød Chris Anker Sørensen endelig at have tid hjemme i Skovlunde med Michelle, som han altid havde en ny, intern konkurrence kørende med, og døtrene Lærke og Laura, der begge gik i skole og efterhånden var blevet så kloge, at det nu var dem, der lærte ham om grammatik. 

Ofte ringede han til storebroren Allan Bo Andresen og fortalte om det nye kapitel af sit liv med et ’hej mester’. De to havde længe haft for vane at omtale hinanden som ’mester’, ’skipper’ eller ’sømand’. En af deres mange interne jokes, ligesom det var at give hinanden bizarre gaver, der så ud, som om de var givet af andre, som regel en fætter eller en tante. Det kunne være gavekort på gåture, lokumsgolf eller en tom ølflaske. Også den slags var der blevet mere tid til:

”Han var så fint et sted. Han elskede sin kone, han elskede sine børn, han elskede sit liv.”

TIDLIGT LØRDAG MORGEN 18. september 2021 satte Chris Anker Sørensen og Rasmus Staghøj sig i et fly mod Belgien. De skulle dække VM i cykling i Brügge i den vestlige del af landet. Det havde været en lang sæson, og de så frem til, at den var slut, så de kunne trække stikket lidt. 

Aftenen forinden havde Chris Anker Sørensen deltaget i Grupetto Cycling Festival i Vejle, hvor han var med til at køre paradeløb i byens gader og efterfølgende havde fortalt røverhistorier fra landevejene til et arrangement med Alex Pedersen, Peter Meinert og Dennis Ritter. Nu glædede de sig til at dække sæsonens sidste løb.

Fremme i Brügge satte de sig på en fortovscafé og nød det skønne vejr. Så besluttede Chris Anker Sørensen sig for at tage ud og besigtige enkeltstartsruten. Han cyklede ofte på forhånd de løb, han skulle kommentere. De vinkede på gensyn, og Rasmus Staghøj gik til hotellet, hvor han tog sig en lur.

PRIS PÅ VEJ

I hjembyen Hammel har der været snak om at opkalde en vej efter Chris Anker Sørensen og rejse en buste af ham, men begge tilbud har familien takket nej til. Det ville ikke være i hans ånd. Til gengæld har de planer om at lave en ’Chris Anker-pris’. Den skal ikke nødvendigvis uddeles til den bedste cykelrytter, men til en person, som skiller sig ud på den gode måde, forklarer broren Allan Bo Andresen. En indsamling til Chris Anker Sørensens efterladte og til at fastholde hans navn i cykelsporten er iværksat af blandt andre Dennis Ritter.

PLUDSELIG RINGEDE TELEFONEN. Lettere omtumlet tog Rasmus Staghøj den og fik at vide af sin chef hjemme i Danmark, at Chris Anker var død. Hans instinktive reaktion var: ”Nej, jeg har lige set ham, han er jo ude at cykle.” 

Straks kom han i tøjet og løb gennem byen for at komme hen til TV 2’s studie to kilometer fra hotellet. Mens grupper af glade turister traskede omkring, sprintede han stortudende gennem byens gader. Fremme ved studiet kunne han se på de andres ansigter, at også de havde fået beskeden. Chris Anker Sørensen var blevet påkørt af en varevogn nord for Brügge i et kryds med en afmærket cykelsti og var død af kvæstelserne. Så brød han fuldstændigt sammen.

Hjemme i Danmark ville Allan Bo Andresen heller ikke rigtigt tro, hvad hans mor lige havde fortalt ham i røret. Lillebroren kunne godt være blevet kørt ned, men selvfølgelig var han ikke død. 

”Jeg ville ikke acceptere, at han ikke var her mere. Jeg tænkte: ’Sådan noget sker ikke igen. Det kommer ikke til at ske to gange for den samme familie.’” 

Mens Allan Bo Andresen kørte over til sine forældre, ringede han til Rasmus Staghøj i Brügge. Da telefonen blev taget, spurgte han med det samme: ”Er det rigtigt?” Så knækkede stemmen i den anden ende øjeblikkeligt. 

Snart begyndte den tragiske nyhed at stå på diverse nyhedssider, og telefonen hjemme hos forældrene bimlede med kondolencer. Imens gik Allan Bo Andresen rundt om sig selv og tænkte: ”Det kan bare ikke være rigtigt, det der.” 

Hele aftenen befandt han sig i en form for trance. Først dagen efter begyndte erkendelsen langsomt at trænge ind, men en del af ham blev ved med at anfægte realiteterne. Først da han en uge senere stod og kiggede på sin lillebror i kisten i kapellet, forstod han, at han ikke ville komme tilbage. 

”Det er, som om man ikke vil forstå det. Man vil ikke acceptere det. Sådan har jeg det den dag i dag. Der er noget i mig, der stadig ikke rigtigt vil acceptere det.”

Foto: Tim de Waele/Corbis via Getty Images

ET ØJEBLIK KAN forandre alt. Siden den septemberdag sidste år har Rasmus Staghøj mange gange tænkt over livets skrøbelighed. Hvordan vi har en forpligtelse til at leve livet fuldt ud, fordi det hele kan slutte med et øjebliks uopmærksomhed. Han ved, at når hans søn bliver gammel nok, vil han fortælle historier om fars gode ven, der var en fantastisk cykelrytter, men først og fremmest et fantastisk menneske. 

”Jeg har lært rigtig meget af Chris, og jeg føler et ansvar for at tage ham med ind i kommenteringen. Han var sgu min makker. Det er en af mine bedste venner, jeg har mistet. Jeg har lyst til at fortælle om ham og holde hans navn i live. Jeg er egentlig ikke religiøs, men jeg spekulerer nogle gange på, hvor han sidder henne, og hvad han tænker, når han ser, hvilket elsket menneske han var.” 

Efter beskeden om Chris Anker Sørensens død nåede offentligheden, begyndte kondolencerne at strømme ind fra de mange, der havde kendt ham. I Luxembourg ramte nyheden også Andy Schleck:

”Da Chris døde, kom alle minderne straks tilbage til mig. Jeg fik det skidt, for fik jeg egentlig nogensinde takket ham nok? For vores venskab? For alt det, han ofrede for mig i årenes løb?” 

Til VM i Brügge, det løb, Chris Anker Sørensen skulle have kommenteret, afholdt rytterne et øjebliks stilhed til ære for ham. I hjembyen Hammel blev der kørt mindeløb, hvor mere end 600 mødte op. Og det væltede ind med reaktioner fra nær og fjern fra folk, der aldrig havde kendt ham, men som følte, at det gjorde de alligevel. 

”Det har virkelig været rørende,” siger Allan Bo Andresen. ”Folk skriver, at de savner ham, selvom de aldrig har mødt ham. Han har rørt folk med sin åbenhed. Der var en, som skrev, at ’nu mistede vi ham, som alle kunne blive enige om at elske’. Det ved jeg, han ville være stolt af.”

Denne artikel er blevet til med familiens billigelse. Tour de France køres i år 1.-24. juli. De tre første etaper blev kørt i Danmark.

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Asfaltarbejde

25-årige Cecilie Uttrup Ludwig har altid fået at vide, at hun som kvinde aldrig kunne leve af at blive cykelrytter.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Ricky John Molloy

DA JEG VAR SEKS, startede jeg med at svømme. Men jeg fik det dårligt af at være i vandet. Jeg fik kvalme og kastede op. Jeg var en masse ved lægen, de tog mange blodprøver, men de kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Det var en ordentlig omgang. Jeg nåede at svømme i fem år og klarede det egentlig ret godt; jeg kom på førsteholdet, men det duede jo ikke, når jeg blev så dårlig.

Efter det prøvede jeg alle sportsgrene. Atletik, håndbold, fodbold, basketball. Jeg kunne rigtig godt lide atletik, men træneren var alt for afslappet. Jeg kom for at fyre den af! Vi løb omgange for at varme op, og bagefter skulle vi sidde på nogle måtter. Der var en fyr, der blev ved med at løbe, og jeg spurgte, hvorfor vi ikke også fortsatte. ”Puha, jeg bliver træt af at se ham der løbe rundt,” sagde træneren. Hvad er det for en mentalitet, mand! Jeg gad ikke sådan noget afslapnings-pis. Jeg ville vinde og træne hårdt. Jeg blev så demotiveret, at jeg stoppede dagen efter. 

En dag så jeg en artikel i Herlev Bladet om, at den lokale cykelklub havde 90-års fødselsdag. De bød folk ned, og så tænkte jeg: ”Why not?” Det var sådan noget hygge-hygge med røde pølser og ”Kom og snak med os”. De ville gerne have nogle nye medlemmer, og jeg ville gerne prøve en ny sport.

De tog så godt imod mig dernede. Den første mand, jeg mødte i klubben, var René Lynge (træner, red.), og han havde bare den sygeste ostemads-lugteånde. Wow, tænkte jeg, men i dag er han blevet en slags bonusfar for mig, fordi vi er blevet så tætte. De var bare alle sammen så søde nede i klubben og tog mig med ud til løb med det samme. Det er dyrt at starte med at cykle, men jeg lånte hele pisset, cykel og cykelsko, og hvis der var noget galt med cyklen, tog jeg den bare med ned til klubaften, så stod de seks mand for at hjælpe med at fikse den. Jeg tror, de var ret vilde med, at jeg var en pige. Jeg var den eneste i klubben. 

På træningsholdene var der kun drenge. Jeg syntes, det var fedt. Der var ikke så meget pis med drengene. Det var bare ud og give den gas og have det sjovt. Pigerne var mere sådan: ”Hende der, hun er sådan lidt …” Jeg har aldrig duet til sådan noget gossip. Til gengæld var det den alder, hvor ’pigelus’ var en ting. I cykling tager man en føring to og to, og nogle gange sagde drengene: ”Jeg tør ikke tage en føring med Cille, hun har pigelus.” På det tidspunkt var drengene heller ikke helt udviklede, så jeg kørte fra dem nogle gange. De hadede det. De rottede sig lidt sammen mod mig. 

Der var en vinter, hvor vi kørte mountainbike, og jeg fulgtes hjem med to af drengene. Jeg troede, at vi var sådan okay gode venner. Der var is på søen, og det var så fedt, men så tog de min cykel og smed den ud på isen. Fra den dag gav jeg dem fucking hårdt igen. Det skulle de bare ikke gøre mod mig. Og fra den dag fik jeg respekt, fordi de så, at der ikke var nogen, der skulle ’messe’ med Cille, ha, ha. 

I 1. G SKULLE VI løbe stafet. Jeg var sidste mand, og vi var lidt bagud på vores hold. Så da jeg fik stafetten, smadrede jeg bare af sted. På et tidspunkt sagde det klik i min hofte, og det gjorde pisseondt. Men som sportsudøver er man jo vant til, at det skal gøre ondt. Så jeg fortsatte bare. Da jeg kom ind over målstregen, ville jeg sætte mig ned, men jeg kunne ikke. Jeg kom med ambulance på hospitalet, og det viste sig, at jeg havde brækket min hofte. Der hvor musklerne er hæftet til hofteskålen, havde de revet en fire centimeter flig af hofteskålen. Lægerne sagde, at mine muskler var for stærke til mine knogler. Jeg blev MR-scannet, og lægerne sagde: ”Du er vel faldet?” Og jeg svarede: ”Nej, jeg faldt ikke, jeg løb.” Det skal lige siges, at vi vandt stafetten. 

Jeg er et sindssygt konkurrencemenneske med alt, jeg laver. Fra hvem der kan spise mad hurtigst til at slå rekorden på Skolernes Motionsdag, også selvom det betød, at jeg ikke kunne gå tre dage efter. Jeg har altid villet være den bedste. Og jeg har tit haft skader, fordi jeg ikke har kunnet stoppe mig selv. Jeg kan ikke styre det. Jeg tænker bare: ”Skal v-i-n-d-e!” 

Med landsholdet var vi på træningslejr, hvor vi for at gøre noget anderledes skulle køre BMX på en ’pump track’-bane. Jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv: ”Cecilie, ikke lad dig rive med, ikke lad dig rive med … du kan ikke finde ud af at køre BMX.” Men jeg førte løbet, og det kørte bare, og jeg lod mig selvfølgelig rive med. Jeg glemte så at ’pumpe’ et track, fløj bare ind i det næste track og flækkede tungen. Den var ikke helt splittet, men der var en ordentlig revne. Jeg kunne ikke spise, mand. Det var total grød i mange dage.

CECILIE UTTRUP LUDWIG

25 år. Opvokset i Herlev. Student fra Falkonergårdens Gymnasium på Team Danmark-linjen.

Professionel cykelrytter for det franske hold FDJ-Nouvelle Aquitaine Futuroscope. Bor i den nordspanske by Girona. Har tidligere cyklet for det schweiziske hold Cervélo-Bigla og de danske hold Team Rytger og Team BMS BIRN.

Blev nummer tre både ved det prestigefyldte forårsløb Flandern Rundt og ved det franske landevejsløb for kvinder La Course by Le Tour de France i 2019.

Fik en førsteplads i bjergkonkurrencen og en samlet fjerdeplads i 2020 ved Giro Rosa, som er kvindernes version af Giro d’Italia. Vandt en World Cup-etape i maj 2021.

Blev dansk mester i enkeltstart tre år i træk (2016, 2017, 2018).

DA JEG VAR 17, faldt jeg forover og smadrede tænderne ned i asfalten til et cykelløb i Jylland. Alle fire fortænder i overmunden røg ud. Jeg vågnede, mens jeg stadigvæk lå på jorden, og jeg kunne se, at der var blod. Jeg nåede at tænke: ”Please, lad ikke mine tænder være faldet ud!” Jeg stak tungen frem for at mærke, om de var der, og … det var de ikke. Jeg så min far gå rundt og samle mine tænder op. De tre af dem var røget ud, så der kun sad en lille stump tilbage i munden, og en af dem røg helt ud med roden. Det var en ordentlig motherfucker. Roden er jo dobbelt så lang som tanden. Det er sindssygt, hvad tænder gør for ens ansigt. Når man ikke har tænder, kan man ikke kende sig selv.

Vi fik mig op i en ambulance, og på hospitalet kunne de sætte tanden, der var røget ud med roden, på plads igen. Det er den værste smerte, jeg nogensinde har oplevet. Der er så mange nerver i tænderne, og at få sat sådan en tand op igen … altså, jeg vil hellere slæbes nøgen igennem glasskår. Jeg fik en lille smule lokalbedøvelse, men det gjorde så sindssygt ondt. De var fire læger om at holde mig nede.

Bagefter var det to uger med flydende kost. Jeg havde også fået en slem hjernerystelse, fordi der var en, der var kørt over mit hoved, da jeg lå på jorden. Så det var seks uger, hvor jeg bare lå ned. Der måtte ikke være lys, jeg kunne ikke høre musik, folk måtte ikke snakke, der måtte ikke være tv, jeg måtte ikke læse en bog, jeg måtte ikke være på telefonen. Det var de mest kedelige uger i hele mit liv. Og klart den slemmeste gang, jeg er kommet til skade. 

I GYMNASIET VAR JEG en stræber. Jeg skulle kun have 12, og mit snit endte også med at være 11 komma et eller andet. Og det har jeg så ikke brugt til en skid, ha, ha. Jeg startede på Nørre Gymnasium i Husum, men efter et år fandt jeg ud af, at det ikke gik. Det der med at være i skole fra otte til fire, smadre hjem, træne fra fem til otte, skynde sig i bad og starte med lektierne klokken ni om aftenen. Jeg sov kun 5-6 timer om natten, for jeg skulle jo også lave de der opgaver til et 12-tal. Det var et for sindssygt liv. Mine karakterer begyndte at falde, og så kunne jeg godt mærke, at shit, jeg kan ikke det her. Det lykkedes mig at blive overført til en Team Danmark-ordning med en fire-årig gymnasieuddannelse.
Det var bare et match at starte på Team Danmark. De var alle sammen interesserede i deres sport, og det var virkelig, virkelig fedt. Vi var alle sammen på vandvognen, og jeg følte ikke, at jeg ’missede out’. På Nørre Gymnasium var det jo ’almindelige’ mennesker, så de var alle sammen til fest hver fredag og lørdag, og det kunne jeg ikke være med til. Folk var sådan: ”What, seriøst, drikker du ikke?” 

Til gengæld var jeg så fuld, da vi kørte studentervogn. Der havde jeg sat cyklingen i baggrunden i et halvt år. Jeg havde fokuseret på at gøre gymnasiet færdigt og få 12-taller. Det var sådan en lettelse at få den hue på! Og så skulle der bare drikkes igennem. Det var en af mine allerfedeste dage. Vi havde den fedeste speaker og hørte bare al mulig god musik. Vi havde også en fed vogn. Hold kæft, en fed vogn. Det var bare den fedeste dag. 

Sidste gang, jeg var fuld, var ugen efter min etapesejr på World Touren i maj. Man skal huske at nyde sine momenter. Det er så sjældent, at man får den der sejr, og når det så endelig er, så skal jeg fandeme også fejre det. Vi drak champagne og vin, den fik ikke for lidt. Jeg var ikke stang-bacardi, men der var et godt ’buzz’, og der var bare megagod mad. Festen foregik sådan rimelig stille, vi holdt en picnic om eftermiddagen og nød solnedgangen. Jeg følte mig virkelig lykkelig. Og så var jeg sammen med min kæreste.
Det var bare en klasse dag. Jeg blev totalt fyldt med sommerfugle i maven. 

JEG ER BJERGRYTTER, og der bliver gået meget op i, at man skal være så let som mulig. Men jeg går sindssygt meget ind for mantraet ’happy head fast legs’. Altså hvis jeg er glad, er det fucking ligegyldigt – undskyld, jeg bander – om jeg vejer et kilo ekstra, for så vejer mit hoved op for det. Selvfølgelig skal jeg ikke være sådan en lille rund kartoffel, og når vi er ude til cykelløb, spiser vi virkelig tit pasta og kylling. Tør kylling. Øv! Rigtig tør. Ligesom sådan en høne, der er blevet smattet ud på vejen og kørt over af en truck. Kyllingeskiverne er så tynde og tørre, at du nærmest ikke kan synke dem. Det bliver altid serveret med tomatsovs, fordi der ikke er nogen kalorier i. Nogle gange kan vi variere den til nogle ris. Men det er fandeme kedeligt i 10 dage, når du skal køre Giroen (Giro de Italia, red.). 

Når jeg er færdig med et løb, craver jeg tit noget rigtig klammo-mad. Rigtig klammo-pizza eller klammo-burger, sådan rigtig ’bvadr’, hvor fedtet drypper. Eller også craver jeg salat. Nogle gange er vi til løb og træningslejr sådan nogle steder, hvor det bare er øv-salater. Forbandet iceberg, en eller anden tomat og nogle gulerødder. Det gider jeg ikke, det smager jo af nada. Så craver jeg bare en god salat med grillede grøntsager. Sund, lækker mad, der smager af noget. Og så elsker jeg slik.

NOGLE GANGE KAN jeg være træt af at være cykelrytter. Især når der er dårligt vejr udenfor. Det regner, og det er fem grader, det blæser eller sner nærmest, og så tænker man: ”Jeg gider ikke være cykelrytter, når der skal være sådan noget pisvejr. Jeg gider ikke køre fire timer i det.” 

Det kan også være ensomt til tider. Specielt når man skal træne alene. Lige præcis derfor er jeg flyttet til Girona (i det nordlige Spanien, red.). Det er en kæmpe cykelby, og vi er omkring 15 professionelle danske cykelryttere, som bor hernede, og 200 cykelryttere i byen fra alle lande. Det er bare fedt at have nogen at træne med. Men nogle gange træner man alligevel alene, og det kan godt være hårdt. I cykling er der ikke en træner, der står og siger: ”Du skal cykle!” Man skal sparke sig selv i røven for at komme ud og træne. 

Det kommer meget an på mit humør, hvad jeg gør for at motivere mig selv. Nogle gange har jeg virkelig behov for at have fed musik i ørerne og leve mig ind i det. Hvis jeg er ked af det, hører jeg sådan noget vrælemusik. Hvis jeg skal køre intervaller, er det bare full on techno. Andre gange er det mere pop eller sexy R’n’B. Og andre gange igen kan jeg bare mærke, at jeg slet ikke skal have musik i ørerne. Så skal jeg bare nyde naturen og mærke sanserne. Jeg lytter på fuglene og lugter til grantræerne. Prøver at få dén oplevelse. Jeg er meget sanselig, og nogle gange har jeg bare brug for at være i nuet og suge miljøet ind. 

HAMMERFED

Da Cecilie Uttrup Ludwig havde krydset målstregen som nummer tre ved Flandern Rundt i 2019, gav hun et interview med så sprudlende indlevelse, at det blev citeret i cykelmedier verden over, og hun blev kaldt ’the unexpected star’. Særligt én sætning blev en ørehænger, som hun skulle høre for igen og igen. Med ordene ”Let’s put the hammer down! PAM!” beskrev hun, hvordan det var hendes tur til at smadre igennem slutspurten.

I FOLKESKOLEN OG GYMNASIET skrev jeg altid om kvinders rettigheder. Det interesserede mig sindssygt meget, og jeg har altid kæmpet for, at vi kvinder ikke bare skal bukke og neje. Det har været hårdt nogle gange at være kvinde i en mandsdomineret sport. Jeg er ikke blevet respekteret lige så meget eller taget lige så alvorligt. I alle cykelmiljøer er der sådan en underliggende indforståethed omkring at: ”Ja, vi ser jo alle sammen herrecykling, og kvindecykling er sådan lidt …”  Der har jeg altid haft det sådan: ”Det kan simpelthen ikke være rigtigt, så kæmper jeg for os kvinder.”

Folk har altid fortalt mig, at jeg som kvinde aldrig kunne leve af at blive cykelrytter. Der var måske 10 i verden, der kunne, så jeg skulle bare gøre det for sjov og ikke tro, at jeg kunne blive professionel. Jeg syntes, det var så nederen, at de skulle prøve at knuse drømme. Det er meget muligt, at de prøvede at være realistiske, men de behøvede da ikke være så nederen, mand. De var så øv! Men det gav mig energi: ”Jeg skal bevise, at I tager fejl!” 

For fem år siden begyndte jeg at kunne leve af cyklingen, da jeg skiftede til Cervélo-Bigla (schweizisk cykelhold red.). Indtil da arbejdede jeg i Føtex ved siden af cyklingen. Og det var hårdt. Jeg stod op hele dagen, og så cyklede jeg enten om aftenen eller om morgenen inden arbejde. Jeg satte varer på hylderne, og når der kom returvarer, skulle jeg sætte dem på plads. Det var et arbejde, hold nu kæft. Hvis jeg går i Føtex nu eller andre supermarkeder og kommer til at tage en vare, som jeg egentlig ikke gider have, lægger jeg den aldrig bare fra mig. Jeg ved, at en eller anden stakkels medarbejder skal lægge varerne tilbage igen. 

Da jeg kunne leve af cyklingen, fik jeg det sådan: ”Look at me now, bitches!” 

DE BEDSTE DAGE på cyklen er, når det er 25 grader og solskin, og jeg kører og er i skidegodt humør, benene er gode, musikken er god, lå-lå-lå, jeg stopper på en café, sætter mig i solen, solbriller på, spiser min sandwich, drikker min kaffe. Det er bare … hvor er det fedt, mand. Det er jo mit liv! Tænk sig. På sådan nogle dage niver man sig i armen. Jeg elsker at træne, men jeg er jo en race horse. Så jeg elsker finalerne! Man ved, at man har trænet så hårdt, man har forberedt sig på ruten, og så sidder man i finalen og tænker: ”Det er NU, jeg skal smadre dem alle sammen!” 

Det største øjeblik i min karriere var at få hul på bylden og få min første World Tour-sejr (maj 2021, red.). Det er klart et af højdepunkterne. Og så Flandern i 2019, hvor jeg blev treer. Det var så stort for mig. Jeg lavede et interview bagefter, og det følger mig endnu. Når jeg er i Belgien for at køre løb, bliver jeg stoppet, hvis jeg er ude at træne. Belgierne ruller vinduet ned i bilen og råber: ”Put the hammer down!” Det er totalt mindblowing. 

Jeg er ret god til at være livsnyder. De bedste øjeblikke for mig er at være sammen med mennesker, jeg elsker, og at nyde god mad og rødvin og bare sidde udenfor. Det er de øjeblikke, jeg glæder mig allermest til. God mad gør glad. Det er det, der er så fedt ved Spanien. Der er så godt vejr, og folk lever bare på gaden. De er ude og spise, og jeg elsker bare den stil. 

JEG KOMMER IKKE ud af en cykelfamilie. Mine forældre har altid været aktive og dyrket sport, og de cykler meget, men altså sådan til arbejde. Både min mor og far er aktuarer inden for forsikring, og jeg har altid syntes, at matematik og skole i det hele taget var pissespændende. Og jeg har altid troet, at jeg enten skulle være matematiker eller skuespiller. Jeg blev hverken eller. Jeg blev cykelrytter. 

Jeg har altid elsket at performe. Helt fra jeg var en lille pige. Hver gang jeg havde venner eller veninder på besøg, skulle vi altid lave skuespil eller danse. I løbet af dagen øvede vi, og om aftenen viste vi det for mine forældre. Wow, de har set mange af de stykker.

Min mor er meget ligesom mig. Sådan totalt en lille bombe. Min far er mega chill. Han er den der tænksomme ugle med brillerne og de gode råd. Han er meget anderledes end mig, men jeg bliver inspireret af dem begge to. Den ene er en festbombe, og den anden er mere afbalanceret og rolig. Jeg har også en lillebror, der læser til kemiingeniør. Han er helt i en anden boldgade end mig. Han er en festabe, der fester hver weekend. Der er vi meget forskellige. Men det er jo også det fede. Det er en god lille kernefamilie, vi har. 

Jeg savner min familie og mine venner rigtig meget. De venner, jeg har i Danmark, har ingenting med cykling at gøre. Nogle gange kan det være svært at holde kontakten med dem, fordi jeg bor i udlandet, er så meget på vejen, og der er så meget gang i den. Men man skal huske at holde fast. Vi er gode til at ses, hver gang jeg er i Danmark, selvom det kun sker 3-5 gange om året. Jeg skal bare se dem, og jeg skal ikke snakke om cykling. 

Når jeg er i Danmark, bor jeg hos min mor og far. Der er nok mange, der ville være sådan: ”What?” Men jeg er rigtig tæt med min familie, og når jeg ser dem så sjældent, synes jeg, det er sindssygt rart at have tid med dem. Så er det bare hygge. Årh, hvor er hygge bare et kæmpe mig-ord, mand. Jeg elsker det. Vi sidder bare og snakker hele aftenen og natten. Der er ikke noget, der slår at grille udenfor i en dansk sommerhave. Intet slår sådan en aften med familien, hvor vi inviterer bedstemor og sidder ude og griller og hygger. Man bare er sådan: Ja, for satan altså! Arh, nu hyler jeg.

JEG KAN GODT lide at se cykelløb. Også herrerne. Jeg synes, det er spændende, og jeg lever mig totalt ind i dem. Altså, jeg kan jo ikke lade være med at skrige ad skærmen: ”KOM NU!” Det er jo også, fordi jeg selv ved, hvad det kræver. Jeg har selv siddet ude på etapen og haft ondt over det hele. Altså helt ned i lilletåen. Alt skriger. Mest benene, men også lungerne. Du skal være i god form og alt sådan noget, men du skal også have den rigtige psyke. Du skal kunne æde dig selv og acceptere, at der er smerte, og du skal have det godt med det. 

Der er et udtryk, der hedder, at ens hurtbox skal være tom, når man skal cykle. Det kan jeg rigtig godt lide. Hvis hurtboxen er fyldt op med kedelige tanker som ”årh, hvor går det dårligt med kæresten for tiden”, inden du skal cykle, kommer det til at gå ad lort. Men hvis hurtboxen er tom, og man bare er glad for livet, kan man putte sig selv derind. Det er de dage, der er specielle og fede. Men det er svært at mestre. Man skal gide gå ind i det og elske det, selvom man ved, at det kommer til at gøre ondt over det hele.

Min erfaring og min far har lært mig, at man skal finde sin egen vej. Det nytter ikke noget at tro, at man kan kigge på verdens bedste cykelrytter og sige: ”Hende der, hun vinder alle cykelløb, og hun gør sådan og sådan, så nu kopierer jeg hende, for jeg vil blive lige så god.” Det dur ikke. Man skal finde ud af, hvad der fungerer for én selv. 

Jeg drømmer om at vinde flere cykelløb. En dag skal jeg også vinde VM og have den regnbuefarvede trøje på.

Share
Tweet
Share
0 Shares
/