Indlæg

Han var bedre til fodbold end de fleste, og i skolen var karakterbladene flotte. Mads Forsberg Zederkof jonglerede en semiprofessionel fodboldkarriere, samtidig med han uddannede sig inden for innovation og forretningsudvikling. I dag er fodboldstøvlerne lagt helt på hylden, og i stedet arbejder det unge business-talent for et grønnere samfund.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Ken Jepsen/Kolding IF Fodbold, privat

SOM DE FLESTE andre børn blev jeg introduceret til fodbold lidt tilfældigt. Det var en leg, og det var sjovt. Og ligesom med de fleste andre ting blev det ekstra sjovt at spille fodbold, da jeg fandt ud af, at jeg var okay god til det. Mine forældre opmuntrede mig til, at jeg bare skulle spille alt det, jeg havde lyst til, så længe jeg syntes, det var sjovt. 

Da jeg var omkring 11 år, blev det mere seriøst. Jeg blev prikket på skulderen og udtaget til et elitehold, hvor de samlede de bedste spillere fra klubberne i byen. Vi trænede fire gange om ugen og spillede kamp i weekenden. 

Der var mange, der faldt fra, da vi nåede 15-årsalderen. Der bliver det jo pludselig spændende med fester og piger. Men for mig gjaldt det bare om at blive ved. Jeg ville gerne se, hvor langt jeg kunne drive fodbolden. 

Efter folkeskolen skulle jeg være startet på efterskole i Vejle for at være tilknyttet deres fodboldakademi. Men jeg fik kolde fødder i sidste øjeblik og sprang fra. Jeg var vel lidt et tryghedsmenneske dengang, så det der med at være langt væk fra mor og far og træde ind i et endnu mere elitepræget miljø, hvor jeg ikke stod øverst på holdkortet … det kunne godt vente lidt endnu. 

Klubbens mand, Mads Zederkof.

I stedet begyndte jeg i en Team Danmark-klasse, som jeg fulgte gennem gymnasiet. Jeg havde syv træningspas om ugen, tre af dem var morgentræning klokken kvart over seks, inden skolen begyndte. Jeg havde nogle rigtig gode holdkammerater og kunne sagtens se, at al den løbe- og styrketræning rykkede noget. Jeg blev bekræftet i, at jeg var god til fodbold, og det gjorde også, at jeg følte mig forpligtet. Der var ikke mange gymnasiefester, jeg var med til. Og hvis jeg var, drak jeg sodavand, fordi jeg som regel skulle op og spille kamp morgenen efter. I vinter- og sommerpauserne kunne man tage lidt revanche. Men jeg lærte helt generelt i en tidlig alder at sige nej til ting. Det kan godt få én til at føle sig lidt uden for fællesskabet. Sådan er det jo bare. 

Midt i 2. g blev jeg i tvivl, om jeg overhovedet gad spille fodbold mere. Vi spillede ikke længere på det højeste ungdomsniveau i Danmark, der var ikke det samme holdfællesskab som tidligere, og jeg havde en følelse af, at hvis jeg i en alder af 17 år ikke var blevet udpeget til at være et særligt talent, kunne jeg nok ikke nå særlig langt alligevel. Det sjove er, at jeg aldrig har spillet bedre, end jeg gjorde i den periode. Jeg tror, det var, fordi jeg tog den med ro og ikke følte noget pres. Jeg slap tøjlerne lidt og gav den bare gas. 

I samme periode begyndte jeg at blive kontaktet af flere forskellige klubber, og pludselig rykkede vi op i anden division i Kolding. Det er jo ikke, fordi det er et vanvittig højt niveau, men jeg drømte helt klart om at blive professionel fodboldspiller. Det begyndte lige pludselig at dufte af noget. Men så blev jeg selvfølgelig skadet, lige som jeg var ved at skrive kontrakt med en førstedivisionsklub. De trak kontrakten tilbage. Jeg blev student og tog i stedet til Østrig for at være skiinstruktør. 

Da jeg kom hjem fra skisæsonen, rykkede KIF op i anden division igen. Jeg spillede med og skulle til at finde mig et studie. Jeg turde ikke læne mig helt tilbage i fodbolden.

SPILLER-PROFIL

Mads Forsberg Zederkof, 29 år. Fra Kolding. Bor i Horsens.

Strategic Product Manager hos virksomheden Kamstrup, der er specialiseret i at måle energi-forbrug.

Har en kandidat i innovation og forretningsudvikling fra Aarhus Universitet.

Far til en datter.

Midtbanespiller. Har spillet 279 kampe og scoret 20 mål for Kolding IF i perioden 2014-21.

JEG HAR ALTID klaret mig lige under top i skolen, altid været en jævn 10’er. Den fuldprofessionelle fodboldkarriere var stadigvæk ikke i sigte, så jeg flyttede til Aarhus og begyndte at studere på universitetet, samtidig med at jeg spillede anden division i Kolding. Jeg læste erhvervsøkonomi, som var meget tekst- og tal-tungt, og kørte til KIF fire gange om ugen. Jeg prøvede at jonglere begge dele, men det duede sgu ikke i længden. Jeg havde helt ondt i maven i slutningen af skoleåret, fordi jeg kunne mærke, at jeg kom til at skuffe mig selv ved eksamenerne. Jeg blev ramt med 180 i timen, og det var et kæmpe nederlag, da jeg var nødt til at droppe ud efter det første år. Alle snakkede om fremdriftsreformer, og at man skulle hurtigt igennem studiet, så jeg følte mig lidt som en fiasko. 

Indtil da havde mit liv kørt på skinner. Også selvom det ikke var den helt traditionelle lige vej. Så jeg følte mig en smule fortabt. Men da beslutningen var taget, og jeg var droppet ud, var der også en kæmpe sten, der faldt fra mit hjerte. Jeg kunne slappe af og se fremad på en anden måde. 

Jeg fik et job som telefon-mødebooker, som jeg passede ved siden af fodbolden. Det var jeg nødt til, for jeg levede ikke fedt af at spille fodbold. Efter et halvt år startede jeg på Erhvervs­akademiet i Aarhus, og det var lige mig. Det var en helt anden form for holdundervisning og gruppearbejde, knap så meget selvstudie og meget mere almindelige skoledage. Det passede med, at jeg kunne passe min træning om eftermiddagen og lave lektier om aftenen. 

Jeg fik gode karakterer og selvtilliden tilbage. En følelse af, at jeg havde noget at byde på. Jeg gik i gang med min professionsbachelor, og samtidig rykkede vi op i første division med KIF, og jeg kom på deltidskontrakt. Lige der kørte det bare. Jeg fik også en praktikplads hos virksomheden Kamstrup. Senere startede jeg på en kandidat inden for business. Jeg spillede stadigvæk fodbold, men drømmen om at blive professionel fyldte gradvist mindre. 

Når man rammer midten af tyverne, og man ikke er blevet kontaktet af nogen af de store klubber, ved man godt, at løbet er ved at være kørt. Jeg blev ved alligevel, dels fordi jeg syntes, det var sjovt, dels fordi det gav mig nogle kompetencer, som jeg kunne bruge i erhvervslivet.

MENS JEG SKREV speciale, kæmpede vi om nedrykning, og jeg fik en knæskade. Det er alt sammen præcis to år siden. Min fodboldkontrakt var ved at løbe ud, og jeg blev sideløbende en del af en talent pool på arbejdet. Så det var et helt naturligt tidspunkt for mig at stoppe med at spille fodbold. Også selvom jeg var 27, det, der ellers skulle være ens bedste fodboldalder. 

Hele mit liv havde været indrettet efter fodbold. Hvordan jeg spiste, hvordan jeg sov. Min hverdag og al min tid var skemalagt. Da vi spillede tv-kampe, blev kamptidspunktet af og til rykket med kort varsel, fordi det skulle gå op med nogle sendetider. Jeg har da fløjet fra Nordjylland lige efter kampens slutfløjt for at tilslutte mig en bryllupsmiddag på Sjælland. Man var bare nødt til at kunne navigere i kaos. 

Jeg spiller ikke fodbold mere. Overhovedet. Knæskaden var værre end først antaget, og så er jeg blevet far i mellemtiden. Det er dejligt at have mere frihed, og jeg nyder at kunne lave alle mulige andre ting. Men det var også en stor del af min identitet, jeg mistede, da jeg stoppede. Det er fedt at kunne kalde sig fodboldspiller, uanset om man spiller anden division eller superliga. Folk kaldte mig ’Fodbold-Mads’, og det gav et kick at spille kampe foran 5.000 tilskuere. Den der sitren og nervøsitet, man har, lige inden man går på banen, savner jeg helt vildt. 

Jeg har fået en disciplin med fra fodbolden og en evne til at kunne præstere under pres. Jeg har været vant til at have en sindssygt presset hverdag og er blevet rigtig god til tidsstyring. Det er ting, jeg helt klart bruger i mit erhvervsliv i dag. 

I dag drømmer jeg om at blive leder og arbejde med strategi. Og rigtig gerne med grøn omstilling. Hvis bare jeg kan være en lille smule med til at gøre verden til et bedre sted, giver mit arbejde mening for mig. Og så er det sjovere at stå op om morgenen.

”Livet er for kort til kvindefodbold.” Med disse ord er kvindefodbold – blandt mænd – i årtier blevet affejet, men takket være ligestilling, bedre økonomi og en ny generation af stjerner er sporten på få år blevet en eksplosiv succeshistorie. Ud & Se har været bag målet og på sidelinjen i en frembrusende sportsgren, hvor spillerne ikke filmer sig til straffespark, ikke sviner dommeren til, og hvor hooliganisme er et fremmedord.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Michael Barrett Boesen/Ritzau Scanpix

FÆLLEDPARKEN SIDST I JUNI er rød og hvid. Det har den været på kampdage, siden EM-eventyret i 2021 fik danskerne til at omfavne landsholdsfodbold, som var det sommeren ’92 om igen. Denne fredag er ingen undtagelse. Over Østerbro skinner solen på de tusinder af fans, der siver ind og ud mellem boder med rød-hvide halstørklæder, franske hotdogs og kolde fadøl foran Danmarks nationalstadion et par timer før kickoff.

Men ikke alt er, som det plejer. Eriksen, Delaney og Højbjerg står der på ryggen af nogle af de mange tilskuere, men det er ikke de højt betalte stjerner fra Premier League og La Liga, der skal spille landskamp i aften. Det skal derimod de navne, der også blander sig i fodboldtrøje-mængden i Fælledparken: Harder, Troelsgaard og Nadim. Om lidt skriver de sammen med deres holdkammerater historie, når de går på banen til kvindelandsholdets første officielle kamp i Parken nogensinde – en venskabskamp mod Brasilien forud for sommerens EM i England.

På den modsatte side af nationalstadionet, bag en parkeringsplads og den mere ydmyge nabo Østerbro Stadion, triller to stopfyldte turistbusser fra Amager Bus Service ind på Gunnar Nu Hansens Plads. I dem sidder cirka 200 fodboldpiger i alderen 10 til 16 og deres forældre med dannebrog malet på kinderne. De kommer fra Roskilde Pigefodbold, en udbryderklub fra Himmelev-Veddelev Boldklub, hvor man blev godt trætte af, at pigeholdene konsekvent blev tildelt de værste baner og de dårligste træningstider. Otte år senere er klubben vokset til 300 medlemmer, alle piger og kvinder, hvoraf flertallet er med på dagens fodboldudflugt. Nogle har tidligere set kvindelandsholdet spille i Viborg, men for manges vedkommende er det første gang, de skal opleve en landskamp i Parken. Blandt andet Nikoline Schwartz fra U12, der har set på TikTok, at også fodboldpigerne fra Allerød, fra Greve og fra Frederiksberg-holdet FA2000 har sat kurs mod Parken.

Kvindelandsholdet fejrer kantspiller Mille Gejls overtidsscoring til slut-resultatet 2-1 mod Brasilien i den første officielle kvindelandskamp i Parken. Foto: Michael Barrett Boesen/Ritzau Scanpix

21.542 TILSKUERE HAR fundet vej til tribunerne – et rekordtal, der er mere end fire gange så højt, som når kvindelandsholdet spiller på sin faste hjemmebane i Viborg. Bag det ene mål, den såkaldte røde mur, sørger den nystartede fanklub for kvindelandsholdet for stemningen med tifo, stortromme og megafon. Herfra kan de se et dansk landshold, der bringer sig hurtigt foran på et langskudsmål af 22-årige Janni Thomsen fra Kjellerup, der til daglig spiller i norske Vålerenga. Jublen, da hun skruer bolden ind over en chanceløs brasiliansk keeper, er nok et toneleje højere, end da holdets mandlige kolleger 11 dage tidligere slog Østrig på samme bane, men rundtom på tribunerne finder man tilskuere af alle køn og i alle aldre.

Med tre minutter tilbage af kampen lykkes det Brasilien at udligne og midlertidigt punktere kvindelandsholdets festdag i Parken til stor glæde for de spredte grupper af brasilianske fans, der står side om side med de danske tilhængere. Men i overtiden modtager indskiftede Nadia Nadim bolden i højre side af banen og sender en aflevering ind bagerst i feltet, hvor Mille Gejl let sparker den ind. Kampen ender 2-1, og efter slutfløjt bliver både det danske og det brasilianske landshold klappet hele vejen rundt i arenaen.

En halv times tid senere i mixed zone efter kampen stryger Nadia Nadim – der har fået hård kritik for sin rolle som ambassadør for mændenes udskældte VM i Qatar i november – direkte forbi den ventende sportspresse uden at svare på spørgsmål. Til gengæld vil hendes gåsehudsramte holdkammerater gerne fortælle om, hvordan de oplevede den historiske landskamp i Parken. En af dem er holdets største stjerne, Pernille Harder.

”Der var mange af os, der havde tårer i øjnene, da vi gik ind på banen,” siger hun.

KVINDEKAMP I TAL 

70.000 piger og kvinder var tilmeldt en fodboldklub i Danmark i 2021 – 17 procent flere end året før.

DBU’s mål er, at der skal være 130.000 danske piger og kvinder, der spiller fodbold i 2025.

På verdensplan er der 29 millioner aktive kvindelige fodboldspillere. Det tal ønsker det internationale fodboldforbund FIFA at fordoble inden 2026.

Fra 2013 til 2017 steg antallet af professionelle og semiprofessionelle kvindefodboldspillere fra 1.680 til 3.572.

I alt 574.875 tilskuere overværede sommerens EM-slutrunde i England, svarende til 18.544 per kamp. Det er mere end en fordobling af tilskuergennemsnittet ved det forrige EM i Holland i 2017.

I Women’s Super League, den bedste engelske række, blev der i sæsonen 2021/2022 set 34.408 timers kvindefodbold på tv i Storbritannien, 140 % mere end sæsonen før.

Kilder: DBU, DIF, FIFA, UEFA, Women’s Sport Trust.

I DE SENERE ÅR har kvindefodbold været på én lang fremmarch. Fansene er blevet flere, pengene er blevet større, og det samme er opmærksomheden fra medier og sponsorer, der tidligere kun ænsede de mandlige kolleger. I 2021 blev tv-rettighederne til den engelske Women’s Super League solgt for et trecifret millionbeløb til BBC og Sky Sports, og herhjemme købte Viaplay Group omtrent samtidig rettighederne til danske Gjensidige Kvindeliga. Før 2020 blev dansk kvindefodbold slet ikke vist på tv, men nu sendes der fremover en kamp om ugen på TV3’s kanaler. Og det er ikke kun på og foran skærmen, at der er fremgang: Tidligere på året blev der sat verdensrekord med 91.648 tilskuere til Champions League-semifinalen mellem F.C. Barcelona og tyske Wolfsburg, og på tilskuerrekordlisten kan den ellers langt mere eksponerede og økonomisk stærke herrefodbold ikke følge med – de tre mest sete fodboldkampe på stadion i 2022 har alle været med kvindelige spillere på banen.

I Danmark er der på mange måder et før og et efter EM i Holland i 2017. Her vandt kvindelandsholdet sølvmedaljer. Det var første gang, en fodboldslutrunde for kvinder blev vist på landsdækkende fjernsyn, og finalen mod værtsnationen endte med at blive årets mest sete fodboldkamp på dansk tv. Efterfølgende lagde en overenskomstkonflikt mellem landsholdsspillerne og DBU, der endte med at koste kvinderne en udelukkelse fra VM i 2019, dog en dæmper på begejstringen.

 Alligevel er det overordnet set kun gået fremad for kvindefodbolden de sidste fem år, fortæller Amalie Bremer, der er medstifter af kvindelandsholdets fanklub og vært på Kvindefodboldpodcasten, en ugentlig podcast om dansk kvindefodbold.

”Jeg var til EM i England i sommer, og for mig var den turnering en punktering af den ene fordom efter den anden. Selvfølgelig er der nogle biologiske forskelle på mænd og kvinder, men det, jeg så ved slutrunden, var, at fysikken er blevet bedre, teknikken er blevet bedre, spillet er blevet hurtigere, og der var enormt mange mennesker på lægterne. Til landsholdets gruppekampe var vi mellem 1.000 og 1.400 danske fans. Jeg gik rundt med et smil på læben hele juni.”

33-årige Amalie Bremer har selv spillet fodbold som barn og ung, men dengang var der ingen kvindelige stjerner for hende at spejle sig i. I dag kan de mange piger, der begynder til fodbold, se op til spillere som for eksempel Pernille Harder, der ad flere omgange har stået på listen som en af verdens bedste kvindelige fodboldspillere.

”Jeg brugte de første 15 år af mit liv på at spille og tænke på fodbold døgnet rundt, men jeg tror ikke, at jeg kunne nævne én eneste spiller på kvindelandsholdet. Alt handlede om herrefodbold,” siger Amalie Bremer.

Hvorfor tror du, at det netop er i disse år, at udviklingen i kvindefodbold tager fart?

”Det er lidt et kludetæppe af forskellige faktorer. Det kedelige svar er jo, at det handler om penge. Der er nogle, som har opdaget et uudnyttet økonomisk potentiale i kvindefodbold, og de investeringer har ramt en tendens i tiden med større fokus på kvinders rettigheder og på ligestilling. For eksempel har man i England besluttet, at det skal være et krav for alle klubber, at de også skal have et kvindehold, hvis de ønsker at spille med i mændenes Premier League.” 

HB Køges førstehold for både kvinder og mænd træner hver dag på kunstgræsset på Capelli Sport Stadion. Foto: Martin Bubandt

Den 25-årige an­griber Maddie Pokorny er en af fem amerikanere i HB Køges førsteholdstrup. Klubben samarbejder med to amerikanske klubber gennem sin ejer ­Capelli Sport. Foto: Martin Bubandt

’HB KØGE-HOBRO, 0-0, 93:32’ står der stadig på måltavlen på Capelli Sport Stadion i Køge, mens tre ældre mænd går rundt på hovedtribunen med sorte affaldssække til skrald efter gårsdagens målløse kamp i mændenes 1. division. Her mandag morgen, godt en måned efter landskampen i Parken, er det klubbens kvindelige mesterhold, der indtager kunstgræsbanen. Liggende på yogamåtter er de i færd med en let omgang restitutionstræning, efter de i går spillede træningskamp i svenske Kristianstad. 

Klubbens to førstehold deler træningsbane, motionsrum, kantine, spillerbus (det hold, der skal rejse længst, får bussen) og alle de andre faciliteter i HB Køge, hvor man efterhånden har vænnet sig til, at det er kvinderne, der løber med opmærksomheden, selvom mændene stadig tjener flest penge.

”Det er efterhånden den eneste forskel på mændene og kvinderne her i klubben,” siger forsvarsspiller Maria Uhre Nielsen med henvisning til økonomien. 

”Det er et faktum, at der er flere penge i herrefodbold, og det må vi acceptere, men her i klubben tror de virkelig på kvindefodbold og har givet os de samme gode betingelser for at træne og præstere, som mændene får.”

Den 22-årige fodboldspiller er netop færdig med dagens lette træningspas efterfulgt af en fotoskydning til årets holdbillede – i HB Køge er det et fællesfoto med både herre- og kvindeholdet. Maria Uhre Nielsen kigger ud over sin hjemmebane, bygget i fællesskab af Køge Kommune og det amerikanske sportsudstyrsfirma Capelli Sport, klubbens hovedaktionær siden 2019, mens hun fortæller, at hun er født og opvokset i Køge og var en tur i Brøndby IF, inden hun for fire år siden blev spurgt, om hun ville være en del af et nyt kvindefodboldprojekt i Køge.

Projektet begyndte som et samarbejde mellem otte lokale fodboldklubber i 2016, og en ubrudt stime på fem oprykninger i streg betød, at holdet på rekordtid gik fra Serie 2 til i 2020 at kvalificere sig til landets bedste række. Den sommer underskrev Maria Uhre Nielsen den første professionelle kontrakt i klubben, der også forstærkede sig med spillere fra USA, hvor kvindefodbolden længe har haft gode vilkår. Mod alle odds lykkedes det for HB Køge i oprykningssæsonen at vinde det danske mesterskab efter to årtier, hvor Brøndby og Fortuna Hjørring havde delt alle titler mellem sig. Det stoppede dog ikke der. Året efter vandt klubben igen mesterskabet, og sidste efterår var klubber som F.C. Barcelona og Arsenal gæster i Køge, da klubben kvalificerede sig til UEFA Women’s Champions League.

”Hver gang vi er rykket op, har jeg tænkt: ’Kan jeg nu stadig følge med?’ Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle løfte et DM-trofæ, eller at jeg skulle opleve at spille Champions League mod Barcelona,” siger Maria Uhre Nielsen. 

Med 69 mål i 137 kampe er Pernille Harder den mest scorende spiller på kvindelandsholdet nogensinde. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

GODT TRE TIMER i bil vestpå fra Køge ligger Tulstrup, en lille forstad til Ikast. Her var der ofte fodbold i fjernsynet i familien Harders stue, men hver gang Pernille Harder tændte for tv’et, så hun kun mænd på skærmen. Nå, men så var der ikke andet for end selv at blive en dreng, tænkte den unge pigefodboldspiller og beordrede sin mor til at klippe hende korthåret. Senere fik håret lov at vokse ud igen, da det gik op for Pernille Harder, at der også fandtes et landshold for kvinder, men flere gange har den i dag 29-årige verdensstjerne, landsholdsanfører og Chelsea-spiller måttet bevæge sig ind på mændenes territorium for at nå dertil, hvor hun er i dag.

Som femårig begyndte hun på drengeholdet i Tulstrup-Faurholt IK, fordi der slet ikke var noget hold for piger, og som ungdomsspiller fik det usædvanligt store talent lov til at træne med FC Midtjyllands bedste U17-drengehold for at blive matchet på højeste niveau. Dengang måtte hun gå på netdoktor.dk for at finde årsagen, hvis hun blev skadet, og genoptræningen i fitnesscenteret måtte hun også selv stå for. 

I dag er Pernille Harder verdens dyreste kvindelige fodboldspiller – solgt i sommeren 2020 fra Wolfsburg for cirka 2,5 millioner kroner – og til daglig har hun en stor stab af trænere og specialister til rådighed på Chelseas milliondyre træningsanlæg lige uden for London.

Hendes opstigning gennem de sidste ti år har været næsten parallel med kvindefodboldens. Hun har set kvindefodbold gå fra at blive betragtet som en ’andenrangs-sport’ til at få den respekt og anerkendelse, hun selv var frustreret over ikke at få, da hun løb rundt i skyggen af sine mandlige kolleger, inden hun tog til udlandet. Og hun har set to forskellige generationer af kvindelige fodboldspillere: én, hvor det næsten var en utopi at blive fuldtidsprofessionel, og én, hvor man tør drømme helt anderledes stort.

”Mange af de ældre spillere har været nødt til at prioritere andre ting som eksempelvis uddannelse. Men de unge spillere, der kommer på landsholdet i dag, har kun én prioritet, og det er at blive professionelle og få en kontrakt i udlandet,” siger Pernille Harder, der bor i London sammen med kæresten og klubkammeraten, svenske Magdalena Eriksson. 

Fodboldparret blev offentligt kendt under VM i Frankrig i 2019, da de delte et kys efter Sveriges ottendedelsfinale mod Canada, som Pernille Harder overværede fra tilskuerpladserne. Øjeblikket blev fanget på kamera, og billedet gik viralt. Få timer senere havde Harder flere tusind nye følgere på Instagram.

”Det kom meget bag på mig, at billedet gik verden rundt, men jeg indså, at Magda og jeg har en platform, hvor vi kan gøre en forskel. Folk skriver til os, at vi er forbilleder for dem ved at være så åbne omkring vores forhold, og at det har hjulpet dem til selv at være mere åbne om deres seksualitet,” fortæller Pernille Harder, der mener, at kvindefodbolden på mange måder er mere rummelig end herrefodbolden.

”I kvindefodbold kan man være sig selv uden at bekymre sig om at blive hængt ud. Det er der desværre mange eksempler på, at man ikke kan i herrefodbold, hvor det stadig er tabubelagt at være homoseksuel. Jeg tror, at mangfoldigheden er noget af det, kvindefodbold kan tilbyde, som herrefodbold ikke har.”

I juli måtte Pernille Harder og resten af kvindelandsholdet forlade EM efter gruppespillet, ude af stand til at gentage sølvsuccesen fra 2017. Men dansk kvindefodbolds største stjerne er fortrøstningsfuld både på landsholdets og på sportens vegne. Og hun er bevidst om den rolle, hun selv har for at skabe endnu bedre forhold og muligheder for de unge spillere, der følger i kølvandet på hende:

”Jeg har en position og en platform, som jeg kan bruge til at skubbe kvindefodbolden endnu længere fremad, og det er en drivkraft for mig. Da jeg var barn, kunne jeg kun købe trøjer med mandlige fodboldspilleres navne på ryggen, men i dag er der piger, som render rundt med mit navn og holder med Chelsea, fordi jeg spiller i klubben.”

7. august vandt HB Køge 2-1 over Brøndby IF i sæsonens første kamp i Gjensidige Kvindeliga. Maddie Pokorny scorede det afgørende mål. Foto: Martin Bubandt

I EFTERÅRET 2019 rejste HB Køge-direktør Per Rud til New York for at mødes med stifteren af Capelli Sport, forretningsmanden George Altirs, som få måneder forinden havde overtaget kontrollen med den sydøstsjællandske fodboldklub. Med sig havde han et oplæg, der skulle overbevise klubbens nye ejer om at investere i kvindefodbold, en idé, der oprindeligt kom fra tidligere Herfølge-formand Søren Østergaard og daværende sportschef Jonas Nielsen, som var initiativtagere til kvindefodboldsamarbejdet i Køge. Foran sin nye chef fremlagde Per Rud en plan om, at et nyt kvindehold i klubben med de rette investeringer skulle kunne spille med i toppen af den bedste danske række inden for tre år.

”Kan vi ikke lave noget, der er mere ambitiøst?” lød svaret.

I stedet blev missionen, at HB Køge skulle spille Champions League inden for fem år, dels med penge fra klubbens eget budget, dels med en årlig investering på 1,5 millioner kroner og en underskudsgaranti fra ejeren. 1. juli 2020 meldte HB Køge ud, at klubbens herre- og kvindehold fremover ville være sidestillet, og offentliggjorde de vidtløftige planer om at kvalificere sig til verdens bedste klubturnering senest i 2025.

”Vi begyndte sæsonen 2020/2021 med at tabe knebent til Brøndby, og derfra led vi kun ét nederlag mere i resten af sæsonen og endte med at blive mestre. Bare få måneder senere stod vi i Champions League, fire år tidligere end vi havde meldt ud. Det har været ret vanvittigt, og vi er også selv lidt overraskede over, hvor stærkt det er gået,” siger Per Rud.

I maj satte HB Køge dansk tilskuerrekord i Kvindeligaen, da klubbens andet mesterskab i træk blev sikret med en 1-0-sejr hjemme over Fortuna Hjørring. Nye fans er kommet til, fortæller Per Rud, men også dem, der normalt kommer for at se mændene spille i 1. division, har taget guldkvinderne til sig.

”Det er, som om de her sympatiske, smilende, fair, ikke-filmende og ikke mindst vindende kvinder taler til folk på en anden måde, end mændene gør. Det er stadig en lidt mere ren sport. Og det vil folk altså gerne se, selvom vi tager samme pris (90 kroner, red.) for dem som for mændene.”

Foruden at være mangeårig direktør i HB Køge sidder 55-årige Per Rud også i bestyrelsen i Divisionsforeningen og i DBU’s komité for professionel fodbold. Her oplever han, at kvindefodbold endelig er kommet på agendaen efter mange år, hvor sporten slet ikke har været et tema i mange af de største danske fodboldklubber.

”Kvindefodbold er stadig langt bagefter, men sporten vokser hele tiden, og jeg ved fra mine kolleger i Divisionsforeningen, at flere klubber i Superligaen er begyndt at få spørgsmål fra deres sponsorer: ’Hvorfor har I ikke kvindefodbold?’”

Hænger for mange danske klubber i bremsen?

”Alle klubber i Danmark skal erkende, at vi lever i 2022. Der skal være lige forhold for alle, om det er piger eller drenge. De skal have gode baner og ordentlige trænere, og sådan er det ikke altid i dag. De store klubber er nødt til at tage en strategisk beslutning. Man kan ikke forvente, at kvindefodbold giver plus på bundlinjen fra dag ét, men der er så mange synergieffekter. For eksempel sponsorindtægterne. Vi vokser cirka to millioner om året, og halvdelen af de indtægter kommer fra kvindesiden,” fortæller Per Rud, der gør alt, hvad han kan for at få flere større danske klubber ind i kvindekampen.

”Det er 100 procent økonomi og ressourcer, det handler om. Men hvis man tror på, at der skal være lige forhold for mænd og kvinder, piger og drenge, så er man nødt til at tage et valg, og det tror jeg, at fodboldklubberne kommer til at gøre på sigt, fordi presset fra omgivelserne bliver så stort, at de ikke har andet valg.”

I juli kritiserede kvindelandstræner Lars Søndergaard, at en klub som F.C. København ikke har et fodboldhold for kvinder, ligesom Pernille Harder tidligere har efterlyst, at de største danske klubber skal investere i kvindefodbolden. Ud & Se har været i kontakt med FCK, men klubben har ikke ønsket at kommentere kritikken. Og i DBU ønsker fodbolddirektør Peter Møller ikke at stille krav til klubberne, som eksempelvis det engelske fodboldforbund har gjort.

”Jeg er ikke meget for at skulle vride armen rundt på klubberne. Men jeg håber og tror, at nogle af de store klubber vil gå ind i kvindefodbold, fordi de kan se, at det er bæredygtigt,” siger han.

Cheftræner Søren Randa-Boldt bliver interviewet til Dagbladet Køge, som dækker både HB Køges herre- og kvindehold tæt. Foto: Martin Bubandt

MIDT I GELLERUPPARKEN i Aarhus, omkranset af etagebyggeri i gasbeton, ligger en fodboldbane. Her spiller mange børn og unge, men da dansk-afghanske Nagin Ravand flyttede til i 2013, var det kun drenge, der løb rundt på kunstgræsset under hendes altan. I Nørresundby, hvor hun voksede op med sin familie, der kom til Danmark som flygtninge, da hun var tre år gammel, havde hun brugt al sin fritid på at spille fodbold. Men i Gellerup fik de blot at vide, at det da ikke var noget for piger, når Nagin Ravand og hendes mor forhørte sig om, hvor hun kunne begynde til fodbold, 

”Så gik der et år, hvor jeg slet ikke gik til fodbold. Senere fandt min mor en klub til mig ude i villakvartererne i Brabrand, og hjemme foran blokken tog jeg udfordringen op, når drengene kom og kiggede lidt skævt på den her pige, der som den eneste løb rundt med en bold,” fortæller hun.

Nagin Ravand kunne ikke få det til at passe, at der ikke fandtes andre piger i området, som var interesserede i at spille fodbold. Så i 2015 kontaktede hun den lokale Gellerup-klub ACFC og spurgte, om det ikke var på tide, at de fik sig et fodboldhold for piger. Klubben sagde ja, men til den første træning var det kun Nagin Ravand selv, der mødte op. Derfor hvervede hun en lille gruppe veninder, der også havde anden etnisk baggrund og spillede fodbold i klubber uden for Gellerup. Sammen gik de i gang med at træne en gang om ugen og håbede, at det ville lokke andre til.

”Vi lod bare, som om der var et rigtigt hold, selvom det ikke var tilfældet. Der gik ikke længe, så kom den første og stak snuden frem for at høre, hvad vi havde gang i, og sådan fortsatte det. Året efter, da vi skulle starte op igen, stod der pludselig 40 piger mellem otte og 16 år, og så måtte jeg i gang med at rekruttere trænere, så de alle kunne komme til at spille,” siger den i dag 23-årige Nagin Ravand.

En undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut har vist, at kun 43 procent af etniske minoritetspiger i Danmark dyrker sport i deres fritid, mens tallet er 84 procent for piger, hvor begge forældre er født i Danmark. Ifølge Nagin Ravand – der efter sin tid i ACFC startede et seniorhold for kvinder i Gellerup i klubben Vatanspor – er der nogle kulturelle barrierer, som skal brydes ned, hvis det skal lykkes at få flere minoritetspiger og -kvinder til at spille fodbold.

”Foreningslivet er jo fuldkommen indgroet i det danske samfund, men i Afghanistan er der intet foreningsliv. Det eneste, mine forældre tænkte på, var, at jeg skulle have mig en uddannelse – ikke hvad jeg lavede i min fritid,” siger hun.

”Jeg havde ikke været der, hvor jeg er i dag, hvis det ikke havde været for Lindholm IF i Nørresundby, hvor jeg startede med at spille fodbold. Derfor arbejder jeg for at få flere piger og kvinder som mig ind i foreningslivet, fordi jeg ved, hvor meget det betyder, når det kommer til inklusion og integration.”

I dag læser Nagin Ravand uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet og er ambassadør for Unisport. Her arbejder hun i både ind- og udland med at styrke lokalsamfund gennem fodbold, hun holder foredrag og deltager i internationale konferencer, og hun har fået plads i flere udvalg i DBU-regi. Hendes mål er at ændre billedet af, hvordan en typisk fodboldspiller ser ud.

”Da jeg begyndte at gå med tørklæde, kom der endnu flere piger til træning i Gellerup, fordi de pludselig kunne se mig som et forbillede. Fodbolden er stadig meget mandsdomineret, også når man ser, hvem der sidder og bestemmer inde i DBU. Kigger man på minoritetskvinder, står det endnu værre til. Vi kan ikke blive ved med at læne os op ad Nadia Nadim.”

Maddie Pokorny og Isabella Obaze. Foto: Martin Bubandt

TILBAGE I KØGE mimer Isabella Obaze en jubelscene for fotografen, der har taget opstilling i stadionloungen for at skyde spillerfotos til HB Køges hjemmeside. Den 19-årige venstre back kom til klubben i januar 2021 fra KoldingQ og sagde farvel til familien og gymnasiet i den sydøstjyske by for at blive en del af det storsatsende kvindehold på Sjælland. 

11 måneder senere blev hun kåret til årets talent i HB Køge, og den gode start i klubben blev bemærket af landstræneren. I februar i år blev hun efterudtaget til A-landsholdet, og da kvinderne mødte Italien i en venskabsturnering i Portugal 16. februar, var det med Isabella Obaze i startopstillingen.

”Det har været surrealistisk for mig pludselig at stå på den helt store scene med landsholdet og i Champions League og opleve den opmærksomhed, der er omkring klubben her. Det er lidt noget andet end i Kolding, med al respekt,” siger hun og smiler.

Isabella Obaze er tilknyttet HB Køge på en deltidskontrakt, men hun helliger al sin tid til fodbolden. Hjemme i Kolding har hun en dansk mor, en nigeriansk far, der engang var på ungdomsholdet i engelske Arsenal, og en storebror, som også er bidt af spillet. Derfor var det naturligt, at hun trak i et par fodboldstøvler, da hun var syv år gammel. I dag er hun en del af en ny generation af fodboldspillere, der satser alt på fodboldkarrieren og på at følge i fodsporene på stjerner som Pernille Harder. Før talentet kommer så langt, skal hun dog komme sig efter en skade, der har holdt hende ude det meste af foråret. 

”Der sker hele tiden fremskridt inden for sporten, og det gør det også mere attraktivt for mig at blive ved at kæmpe for at komme til at leve af at spille fodbold. Min drøm er at blive stamspiller på landsholdet og måske komme til et land som England eller Italien og spille.” 

Isabella Obaze har allerede fået debut på A-landsholdet i en alder af 19 år. Foto: Martin Bubandt

Truppen, der spillede kamp mod Brøndby IF, laver yoga dagen efter. Det er indført på initiativ af amerikanske Maddie Pokorny. Foto: Martin Bubandt

LUFTEN VAR BRÆNDENDE varm over Estadio Azteca i Mexico City 5. september 1971. 112.000 tilskuere – det største antal mennesker, et dansk landshold nogensinde har spillet for – så med, da Susanne Augustesen med venstrebenet hamrede bolden ind over den fremadstormende mexicanske målmand til stillingen 3-0, alle tre mål scoret af den bare 15-årige angriber fra Holbæk, der sammen med et udvalgt hold af kvindelige fodboldspillere hjemtog det uofficielle VM-trofæ i en turnering arrangeret af Martini-koncernen.

Kun korte glimt af kampen nåede hjem til Danmark, hvor mediedækningen af den sensationelle præstation havde været meget nølende. Alligevel blev kvinderne modtaget med jubel og rådhuspandekager i København, og hjemme i Holbæk blev Susanne Augustesen båret rundt i kongestol i byen, hvor hun voksede op på Jørgen Ruds Vej som den yngste af en søskendeflok på seks.

”Jeg har en søster, der er tre år ældre end mig. Hende ville jeg gerne lege med, men det gad hun ikke, så hun sendte mig over til drengene, som rendte og spillede fodbold. Jeg sparkede en enkelt gang til bolden med tåen. ’Nej nej, det er helt forkert,’ sagde de og viste mig, hvordan jeg skulle sparke med vristen og indersiden,” fortæller hun.

I kvarteret spillede de kampe, vej mod vej, men i den lokale fodboldklub Holbæk B&I ville de ikke have noget med Susanne Augustesen at gøre, fordi hun var en pige. I stedet spillede hun skolefodbold på Søndre Skole og viste sig hurtigt at være mere end almindeligt talentfuld.

”De sagde, at der vistnok var en pige ovre på den anden side af fjorden på Tuse Næs, som også spillede fodbold. Men ellers var der ingen andre end mig.”

I 1970 havde Boldklubben Femina, navngivet efter Aller-koncernens ugeblad, som sponsorerede tøj og støvler, vundet det uofficielle verdensmesterskab for kvinder i Italien. Turneringen var en stor publikumssucces, hvilket mexicanske forretningsmænd hurtigt øjnede og fik stablet endnu et verdensmesterskab på benene i deres hjemland året efter. Seks europæiske lande havde været med, men helt fraværende var det ellers fodboldgale England, hvor det var forbudt for kvinder at spille fodbold, fordi man mente, at det var usundt for kvindekroppen. 

I DBU ville man heller ikke vide noget af Femina-verdensmestrene, men uden for fodboldforbundets regi gik antallet af danske kvindefodboldspillere fra 1.500 til 15.000 på rekordtid. En af dem, der snørede støvlerne, var Susanne Augustesen, der i fodboldskoleturneringen i foråret 1971 gjorde sig så bemærket, at hun modvilligt måtte lade sig fotografere til B.T. Da det nystiftede landsforbund Dansk Kvinde Fodbold Union besluttede at sende et hold til Mexico, blev hun udtaget til truppen.

Susanne Augustesen scorer sit første af tre mål mod Mexico i 1971. Foto: Polfoto/Ritzau Scanpix

PÅ GRUND AF VM-sejren missede Susanne Augustesen den første uges undervisning i 1. real hjemme i Holbæk. Hendes finale-hattrick havde tiltrukket sig stor opmærksomhed, særligt fra Italien, og i efteråret 1971 udbrød der en regulær budkrig mellem italienske AC Roma Femminile og Cagliari om det danske talents underskrift. Cagliari tilbød hende en fuldtidskontrakt til 700 kroner om måneden, men Susanne Augustesens forældre insisterede på, at hun først skulle færdiggøre sin skolegang. Imens fortsatte hun med at spille fodbold – og håndbold – herhjemme. I 1974 tog hun endelig springet og skiftede til ASD Bologna. Det betød dog, at hun måtte melde afbud til håndboldlandsholdets VM i Rusland, hvor hun var en del af bruttotruppen.

Susanne Augustesen tilbragte 21 år som professionel fodboldspiller i Italien – og scorede 600 mål i 800 kampe. Hjemme i Danmark blev hun dog hurtigt glemt, og mens flere af hendes holdkammerater fra triumfen i Mexico fik landsholdskarrierer, blev det kun til en enkelt landsholdsudtagelse for Susanne Augustesen, efter at kvinderne i 1974 begyndte at spille landskampe i DBU-regi.

”Jeg blev udtaget til en træningslejr i Vejle i 1983. Men jeg blev skadet til træning, og siden hørte jeg ikke noget fra DBU. Jeg måtte selv finde ud af, hvordan jeg var dækket af forsikringen, og jeg endte med at få 1.745 kroner i erstatning.”

I 1996 vendte Susanne Augustesen hjem til Danmark efter et forsøg på at sælge brugskunst i Italien. I dag bor hun på Østerbro og har i en årrække arbejdet med idrætsinitiativer i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Den 66-årige tidligere fodboldstjerne ser stadig så meget kvindefodbold i tv, som hun kan komme i nærheden af, og når hun skal kigge tilbage på sin egen karriere, siger hun, at hun ikke fortryder noget – og så måske alligevel.

”Der var en stinkende rig klubpræsident i Conegliano, der kontaktede mig og sagde, at jeg bare skulle sige et beløb. Men jeg endte med at skifte til Modena, og i stedet hentede han en italiensk angriber, som tjente kassen og blev topscorer i Serie A 11 sæsoner i træk. Der skulle jeg nok have slået til.”

Susanne Augustesen til rådhuspandekager med sine forældre og VM-trofæet, der senere forsvandt sporløst under en udstilling om kvindefodbold i Rødovre Centrum. Foto: Knud Henrichsen/Ritzau Scanpix

SER MAN PÅ økonomien, er der stadig galakser til forskel mellem kvinde- og herrefodbold. I 2017 blev brasilianske Neymar købt af Paris Saint-Germain fra F.C. Barcelona for 1,65 milliarder kroner – 660 gange så mange penge, som da Pernille Harder skiftede til Chelsea. Og selvom UEFA havde fordoblet præmiepengene fra EM i 2017 til årets slutrunde – de 16 slutrundehold fordelte cirka 120 millioner kroner imellem sig – er der stadig lang vej op til de knap 2,5 milliarder, der var på højkant under sidste sommers EM for herrelandshold.

Fodboldekspert Amalie Bremer er ikke i tvivl om, at der skal endnu flere penge til, hvis kvindefodbolden skal løfte sig yderligere, og hun begræder, at Danmark ikke kan følge med nationer som England, Italien og Tyskland, når det gælder økonomi og vilkår for kvinderne. En dansk kvindelandsholdsspiller modtager stadig langt færre penge for at repræsentere sit land end sin mandlige kollega, alt imens det engelske fodboldforbund FA siden 2020 har haft ligeløn på A-landsholdene.

”I en årrække er kvindefodbolden også blevet syltet i andre europæiske lande, og det kombineret med nogle unikke talenter har gjort, at vi har kunnet bokse over vores vægtklasse. Selvfølgelig er vi et lille land, men også Sverige er foran os, og eksempelvis betaler de deres kvindelige landsholdsspillere langt bedre,” siger Amalie Bremer, der erkender, at kvindefodbold på mange måder stadig er på kravlestadiet, men at det ikke behøver at være en ulempe. Efterhånden som pengene er blevet astronomisk store i herrefodbold, er sporten blevet stærkt kommercialiseret, flere af verdens største fodboldklubber har ejere med enorme formuer og forbindelser til lyssky regimer, og afstanden mellem fans og spillere er blevet større. På stadioner både herhjemme og i udlandet er det ikke unormalt at støde på bannere med budskaber som ’Imod moderne fodbold’.

”Se bare skandalen omkring VM i Qatar eller på farcen med European Super League (hvor nogle af verdens største klubber sidste år forgæves forsøgte at bryde ud af UEFA og danne deres egen private liga, red.). Jeg tror, at der er mange, der ligesom jeg kan blive lidt desillusioneret af den retning, som udviklingen i herrefodbold går i.”

Hvis man er fodboldromantiker, skal man så hellere gå til kvindefodbold?

”Kvindefodbold kan tilbyde noget andet end herrefodbold lige nu. Det paradoksale er jo, at selvom jeg ønsker bedre løn og bedre forhold for kvindelige fodboldspillere, ved jeg også, at der med flere penge følger mere kommercialisering. Men anno 2022 er der ingen tvivl om, at kvindefodbold er et fedt sted, hvor spillerne er tilgængelige, og hvor der kommer tusindvis af mennesker til de største kampe, uden at der er ballade. Da jeg var på Camp Nou i foråret, var der 90.000 mennesker, og alle kunne gå til og fra kampen, uden at der var slagsmål mellem fangrupperinger eller sammenstød med politiet.”

TILSKUERMAGNET

De tre højeste tilskuertal til fodboldkampe i 2022 har alle været kvindefodboldkampe.

91.648 – F.C. Barcelona-VfL Wolfsburg på Camp Nou, semifinale i UEFA Women’s Champions League.

91.553 – F.C. Barcelona-Real Madrid på Camp Nou, kvartfinale i UEFA Women’s Champions League.

87.192 – England-Tyskland på Wembley, finale ved EM 2022 i England.

PÅ TILSKUERPLADSERNE til den første officielle kvindelandskamp i Parken sidder også Susanne Augustesen. Med tryk på officielle, siger hun, for Susanne Augustesen har selv løbet rundt nede på banen foran 4.000 tilskuere i oktober 1971, dengang det hed Idrætsparken, og verdensmestrene spillede venskabskamp mod Italien.

Den tidligere professionelle spiller er godt tilfreds med det niveau, hun ser fra landsholdskvinderne på banen, i hvert fald i første halvleg – efter pausen er spillet lidt for rodet. Og hun har heller ikke noget imod landstræner Lars Sønder­gaard, han gør det fint, bevares, men var det dog ikke snart på tide, at det danske landshold for kvinder fik sig en kvindelig træner?

Hun er inviteret til kampen af DBU, som hun blev forsonet med, da fodboldforbundet i 2017 gav hende en længe ventet anerkendelse. Ved Dansk Fodbold Award i Horsens blev hun sammen med Lone Smidt Nielsen indlemmet i Fodboldens Hall of Fame – som de første to kvinder ved siden af koryfæer som Allan Simonsen, Michael Laudrup og Harald Nielsen. 

”Vi er endelig nået til et sted, hvor der er en anerkendelse af, at kvinder godt kan spille fodbold. Jeg er sikker på, at kvindefodbold går en stor fremtid i møde.”

 

CHRIS ANKER SØRENSEN mistede sidste år livet i en trafikulykke, mens han var ude at køre på cykel. Det var anden gang, familien fra hammel mistede en søn på den måde. Ud & Se tegner her et posthumt portræt af en elsket og savnet cykelrytter og kommentator.
Tekst:Anders RyehaugeIllustration:Joe McKendry

DET SKER HELE tiden. Folk, der stod ham nær, kommer til at sige, at han er sådan og sådan. Eller gør sådan og sådan. Det virker naturstridigt at omtale Chris Anker Sørensen i datid. For han var her jo lige før. Og han er her på sin vis stadig. Som minder, der finder vej, når man mindst venter det. Som når man går på gaden i Odense med musik i ørerne, og tårerne begynder at trille ned ad kinderne. Det skete for Rasmus Staghøj for nylig, da han var på vej til TV 2’s studie for at dække cykelløbet Liège-Bastogne-Liège.

”Jeg græder ikke så meget, men det sker nogle gange, når jeg tænker på Chris. Jeg var på vej ind for at kommentere hans yndlingsløb, og han skulle have været der med mig.” 

Der går stadig ikke en dag, uden at Rasmus Staghøj tænker på sin ven og kollega, der på tragisk vis gik bort som 37-årig, da han 18. september sidste år på sin cykel blev påkørt lidt uden for Brügge i Belgien. 

Det kan være de mindste ting, der popper op i journalistens erindring, men som regel et eller andet underfundigt, vennen har sagt i tidens løb.  

Sådan er der mange, der har det. Nogle gange tager cykelekspert Brian Nygaard sig i at scrolle tilbage i den Messenger-chat, de havde kørende i flere år, for at mindes deres samtaler. Indtil det bliver for hårdt: 

”Jeg skal hive mig selv op til ikke at blive enormt ked af det, når jeg taler om ham. Det er et savn, jeg ikke rigtigt kommer overens med. Det kan ikke lade sig gøre. Jeg tager mig selv i at tænke: ’Gud, han er jo død!’ Det er enormt smertefuldt, for der er ingen trøst, og når jeg tænker på dem, der skal leve med savnet på en helt anden og langt sværere måde, er det næsten ubærligt. Den eneste måde at leve med det er at huske de fantastiske ting, han stod for.”

Foto: Privat

ET ØJEBLIK KAN forandre alt. På baggrund af den barske realitet kom Chris Anker Sørensen til verden i efteråret 1984. To år forinden havde hans 13-årige storebror Flemming været ude at cykle, da han på en landevej fem kilometer fra barndomshjemmet pludselig blev kørt ned af en bil. Han endte i respirator, men efter seks dage blev den slukket, da det stod klart, at der ikke var mere at gøre. Først da fortalte forældrene de to yngre brødre, Allan Bo og Brian, hvor slemt det egentlig stod til. De havde levet i et spinkelt håb, der definitivt brast.

”Det var en kæmpe tragedie. Jeg var ni år gammel og så op til min storebror. Flemming var min helt. Det var forfærdeligt hårdt at miste ham,” siger Allan Bo Andresen, der har samme mor som Brian og sin yngste bror.

Den lille familie i Hammel forsøgte at leve videre med den ubærlige tragedie. Men da der to år senere kom en lille efternøler til, begyndte sorgen, der havde ligget som et tungt tæppe, så småt at løfte sig. 

”Vi havde alle sammen været ekstremt ulykkelige, men nu kom der et lille, nyt liv. Det blev et lyspunkt efter to år, hvor det hele bare havde været virkelig trist. Chris blev på en måde symbolet på nyt håb og glæde i familien,” siger Allan Bo Andresen.

Chris Anker blev født 5. september, samme dag som farfaren Christian Anker ville være fyldt 75 år, og derfor var det nærliggende at opkalde ham efter ham. Og første gang, den lille havde givet spark fra sig inde i maven, havde faktisk været på selvsamme dag, som farfaren tidligere på året var gået bort. 

For farmoren var de omstændigheder med til at kaste et skær af noget religiøst over det hele, og da de to kom til at dele fødselsdag – og ligefrem navn – kunne hun ikke længere affeje det som tilfældigheder. Det nyeste medlem af familien fik en særlig plads i hendes hjerte. Det husker Allan Bo Andresen tydeligt: ”Jeg tror lidt, at hun følte, at hendes mand levede videre i Chris. Det var yndlingsbarnebarnet, og der manglede ikke noget, når han var hjemme hos bedstemor Hilda. Det kunne Brian og jeg jo udnytte, for hvis vi havde fået nej til mere snolder, kunne vi bare få Chris til at spørge. Så var der altid gevinst.”

CHRIS ANKER SØRENSEN

Født 5. september 1984 i Hammel. Blev i 2007 professionel cykelrytter for Team CSC, der senere blev til Team Saxo Bank. Hans største resultater var etapevinder i Dauphiné Libéré i 2008, etapevinder i Giro d’Italia i 2010, vinder af angrebstrøjen i Tour de France i 2012, dansk mester i 2015. Desuden kommentator, forfatter, foredragsholder. Død i en trafikulykke 18. september 2021. Var gift med Michelle Moestrup Sørensen, far til døtrene Lærke og Laura.

DET VAR EN tryg barndom. Som efternøler blev Chris Anker midtpunkt for familiens kærlighed. Den første tid arbejdede forældrene Anna Marie og Poul forskudt af hinanden som henholdsvis syerske og fabriksarbejder. Derfor var der et par timer midt på dagen, hvor ingen af dem var hjemme, og hvor det var brødrenes opgave at passe på yngstemanden. Selvom Chris Anker Sørensen og den 11 år ældre Allan Bo Andresen ikke havde samme biologiske far, var de fra begyndelsen meget tætte. 

”Chris er ikke min halvbror, han er min bror. Vi har altid været en enhed. Der var samtidig tilpas stor aldersforskel mellem os til, at vi altid syntes, at han var den helt fantastiske lillebror. Brian og jeg kunne virkelig skændes, men Chris var bare den lille søde,” siger han.

Efter et par år blev Anna Marie dagplejemor, så hun kunne gå hjemme med ham, og det gjorde hun, indtil han begyndte i skole. Her blev han betragtet som lidt af en nørd af de andre. Han var videbegærlig og gik op i alle fagene, og der var ikke noget bedre, end når familien tog på bilture til historiske steder som Hjerl Hede og Finderup Lade. Det passede især Poul godt, at den yngste søn havde interesse for den slags, for hans natur passede ikke så godt til steder som Tivoli og Legoland med mange mennesker.

”Min far kunne leve i en skov for sig selv. Chris havde noget af det samme. Han havde ikke behov for, at der skulle ske alt muligt, han havde det ofte fint i sit eget selskab,” siger Allan Bo Andresen.

Chris Anker Sørensen var lidt af en enspænder. Han ville gerne lege med de jævnaldrende, men sjældent for længe ad gangen, så meddelte han dem venligt, at nu havde han brug for ro og for at være sig selv. Samtidig var han en lille, lidt skrøbelig fyr sammenlignet med sine storebrødre, og det fik deres mor til at pylre mere om ham. 

”Min mor var altid ekstra nervøs for Chris. Jeg ved ikke, om det var, fordi han på en måde var kommet i stedet for Flemming. Vi andre kunne sagtens rende rundt uden at give lyd fra os, men hun var bekymret for ham på en anden måde,” siger Allan Bo Andresen.

Da Chris Anker Sørensen blev ældre, havde han og moren en indforstået aftale om, at han altid ringede hjem, når han havde været til cykelløb. Selv da han som voksen blev professionel, var det første, han gjorde, hvis han var styrtet, at finde telefonen frem, så han kunne fortælle, at alt var okay:

”Det har vi andre aldrig gjort, men han ringede altid. Han vidste, at det var vigtigt for hende, og derfor passede han altid ekstra godt på i trafikken. Han kørte altid med hjelm og tog aldrig chancer.”  

Chris Anker Sørensen. 29-30 år gammelt foto. Foto: Privat

I HAMMEL NORDVEST for Aarhus er foreningslivet omdrejningspunktet for de godt 7.000 indbyggere. Man skal ikke lede længe efter fritidstilbud, når man ankommer til byen ad Stadionvej, de kommer trip-trap-træsko: fodboldklub, cykelklub, tennisklub og idrætscenter. Når man vokser op på disse kanter, ligger det implicit, at man skal gå til et eller andet. Sådan var det også for Chris Anker Sørensen. 

Han begyndte til gymnastik med sin mor, kom senere forbi svømning og dernæst musik, fordi han ville lære at spille panfløjte, før han landede på fodbold. Selvom han gik op i det med liv og sjæl, måtte han sande, at han ikke var noget udpræget talent, og da det ikke var nok for ham at rende rundt som højrefløj på andetholdet, lagde han også til sidst det på hylden. Dog først efter sæsonen. Det var en kerneværdi i familien, at man færdiggjorde, hvad man var begyndt på. 

”Vi er nok lidt gammeldags, men hvis man har sagt A, siger man også B. Bagefter kan man så gøre noget andet, men så har man i det mindste bevis på, at man har afsluttet det. Det var vigtigt i barndomshjemmet,” siger Allan Bo Andresen.

I sine tidlige teenageår havde Allan Bo Andresen været en af de bedste ungdomsryttere i landet og havde ofte kæmpet om sejrene med folk som Frank Høj, Michael Blaudzun og Jakob Piil, der senere blev professionelle. Da det med årene blev sjovere for ham at drikke bajere og kigge på damer, som han siger, parkerede han dog cyklen i garagen og rørte den groft sagt ikke i syv år, før cykelfeberen, der skyllede ind over landet i 1996 med Bjarne Riis, lokkede ham tilbage. 

Der var ingen, Chris Anker Sørensen så mere op til end sin 23-årige storebror, så samme år troppede han også op til træning i Hammel Cykle Klub. Han var 12 år, og der gik ikke længe, før han blev en fast del af de unge knøse, der mødtes ved maskinfabrikken og derfra cyklede ud i landskabet, særligt til Pøt Mølle-bakken, der når 10 procent i stigning og strækker sig over 900 meter, og som en af få bakker herhjemme kan efterlade én med fornemmelsen af at være en rigtig bjergrytter. 

Af flere grunde gav det mening, at Chris Anker landede på netop cykelsporten. Fra han var helt lille, havde han fulgt nøje med i Tour de France i fjernsynet, og under Touren forvandlede han sine cirka 600 legetøjsbiler til cykelryttere og servicevogne, som han flyttede hen over stuegulvet. Han cyklede også selv op og ned ad villavejen i Hammel, hvor han i fantasien vandt over Miguel Indurain og måtte ind og finde en gul trøje frem fra skabet.

Da han blev konfirmeret, tog festens indslag udgangspunkt i hans altopslugende interesse for cykelløb, og af sine forældre fik han en gul racercykel af mærket Bugatti. Han kom hurtigt til at køre lige op med de bedste ungdomsryttere i sin årgang, og som en af få kunne han følge nogenlunde med den talentfulde Aarhus-rytter Mads Christensen.

”Hverken Chris eller jeg var de største cykeltalenter. Vi sad begge to ad helvede til på en cykel, men vi havde en jernvilje uden lige. Vi kunne æde os selv, og det kom vi begge to langt på,” siger den i dag 49-årige Allan Bo Andresen.

Efter storebroren flyttede hjemmefra, mødtes de nogle gange til de samme løb rundt i landet, hvor det var kutyme, at ungdomsrytterne kørte først, og der dernæst var linjeløb for de voksne. Så var resten af familien med ude at kigge. En af de gange var i Esbjerg i 1999. Her vandt først Chris Anker Sørensen i juniorklassen, og senere på dagen tog Allan Bo Andresen sejren i de professionelles eliteløb. 

”Min far er en meget afdæmpet mand, men den dag var han helt oppe at køre.”

”Chris er det perfekte eksempel på, hvad man kan nå med hårdt arbejde. Det var hårdt arbejde og kærlighed til cykelsporten, der gav ham en virkelig god karriere.”

Andy Schleck, tidligere cykelrytter

DER BEGYNDTE AT være hvisken i krogene om et vist cykeltalent fra Hammel. En af dem, han ofte konkurrerede mod, var Køge-drengen Matti Breschel. De var modsætninger, men fordi de altid var til de samme løb, lærte de hinanden at kende og blev både venner og modstandere. 

”Selvom vi ofte hyggede os med røverhistorier, var vi inderst inde begge to væddeløbere. Hvis ikke man er en dårlig taber, holder man ikke mange år i gamet, for det er jo også det, der driver én. Han ville være den bedste,” siger Matti Breschel, der blev betragtet som et naturtalent, mens Chris Anker Sørensen i højere grad var en fighter, der var umulig at slide op. Til et løb i Kolding gik han sukkerkold, men nægtede at stå af cyklen. Derfor kom han slingrende i mål over 20 minutter efter vinderen, da målområdet var ved at blive pillet ned, og de fleste var gået hjem.

”Andre var tilbøjelige til hurtigt at få ondt af sig selv, når det blev hårdt, men sådan var det ikke med ham. Jeg har spist aftensmad med ham, hvor han har haft brækkede ribben og lignet en hængt kat, uden at han viste svaghedstegn. Han er den mest hårdtarbejdende cykelrytter, jeg nogensinde har kendt. Der var aldrig tudefjæs over Chris,” siger Matti Breschel.

Det imponerede ham især, hvor hård Chris Anker Sørensen kunne være over for sig selv, når det kom til at følge strenge diæter, og hvor ekstrem hans træningsindsats var. Det fik han at se på en træningslejr på Mallorca, hvor Chris Anker Sørensen var blevet bemærkelsesværdigt tynd – trods sine 184 centimeter var han helt nede på 56 kilo, men alligevel knoklede han igennem, selvom en enkelt drink den sidste aften næsten var nok til at slå ham omkuld. 

Hen over en længere periode havde Chris Anker Sørensen døjet med noget. Han havde kronisk diarré, blev mere og mere bleg at se på og fik indsunkne kinder og øjne. Efter turen til Mallorca blev det kun værre. Han kastede jævnligt op, og fordi han var så spinkel, gjorde det efterhånden så ondt i halebenet, at han ikke længere kunne sidde på sadlen. 

På Silkeborg Sygehus vidste ingen, hvad der var i vejen, kun at en lovende cykelkarriere nok var slut. Efter den besked overvejede den 18-årige knægt, om han skulle studere historie på universitetet, når han blev færdig på gymnasiet.

”Det var Chris’ indstilling, at det jo også bare var cykelsport, og hvis ikke han kunne det, ville han noget andet med sit liv. Det var ikke sådan, at hele verden kollapsede, hvis han ikke kunne cykle,” siger storebror Allan Bo Andresen.

Efter mere end et år, hvor Chris Anker blev mere og mere svækket og til sidst selv var ved at miste modet, begyndte forældrene at blive bange for, at han måske ville dø.  Derfor insisterede de på at få ham indlagt. Her viste det sig, at han var ramt af kyssesyge, lungebetændelse og salmonellaforgiftning.

Tour de France 2009, 4. etape, Montpellier-Montpellier. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

EFTERHÅNDEN KOM Chris Anker Sørensen til hægterne igen, og venner fra Hammel Cykle Klub fik ham i 2004 lokket tilbage på cyklen. Snart efter fik han atter blod på tandhjulene, og han ringede rundt til forskellige danske hold for at stille sig til rådighed. Men ingen af dem virkede interesserede – sygdomsperioden havde sendt ham ud i glemslen.

Nogenlunde samtidig vendte storebroren Allan Bo Andresen efter flere års udenlandseventyr hjem til Danmark, hvor han skulle være stjernen på det nystartede Team Designa Køkken. 

Under kontraktforhandlingerne foreslog storebror, at lillebror også kom med på holdet. De havde afvist ham, da han selv henvendte sig, men nu ville de gerne. Derfor blev brødreparret en forårsdag i 2005 præsenteret sammen hos en bilforhandler i Silkeborg, der sponsorerede holdet. 

”Helt ærligt, så tror jeg ikke, de havde regnet med det store fra hans side. Jeg vidste sgu heller ikke selv, hvad han ville komme med. Jeg syntes bare, det ville være sjovt at køre med ham,” siger Allan Bo Andresen.

På de pandekageflade danske landeveje shinede Chris Anker Sørensen sjældent. Men så snart han var sydpå, kom der andre kødboller på suppen. På en træningslejr i Italien havde selv storebroren svært ved at følge hans tråd: ”Han var jo en bette spirrevip, så det havde jeg ikke set komme. Men der tænkte jeg: ’Okay, det her kan sateme blive godt.’” 

I den efterfølgende tid begyndte de kvaliteter, Chris Anker Sørensen senere blev kendt for, at stå frem: Han kunne klatre, og han kunne ofre sig for andre. 

I 25 graders solskin klatrede han til Ringerike Grand Prix i Norge op ad et 10 kilometer langt bjerg og tog sin første internationale UCI-sejr. Og til et eliteløb i Hammel, hvor storebror Allan Bo Andresen i sit sidste år som professionel virkelig gerne ville vinde, battlede de to brødre forinden om førstepladsen i hjembyen. 

”’Jeg vil fandeme gerne have den sejr,’ sagde jeg til ham, og han svarede: ’Det vil jeg da også.’” Så sagde jeg: ’Det må du kraftedeme gøre en anden gang, du er stadig så ung.’ Og så ofrede han sig virkelig for mig. Han sled hele dagen for, at jeg kunne få lov til at vinde løbet i mit sidste år.”

Chris Anker Sørensen hilser på danske fans i Paris, 2009. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

SOM HOLDEJER PÅ Team CSC var Bjarne Riis på udkig efter særligt talentfulde danskere. Han havde en forkærlighed for virkelig tynde ryttere, der kunne køre opad, og den unge fyr fra Hammel var interessant. Derfor tilbød han ham at komme til holdet som stagiaire – en slags ubetalt gæsterytter. På det tidspunkt var luxembourgske Andy Schleck ved at etablere sig som holdets fremtidige stjerne, og nogle år forinden havde han selv været igennem samme prøveforløb. 

”Det er en svær test som ung rytter, for man kører på holdet, men får ingen løn, og samtidig ved man, at alles øjne hviler på én. Hvis ikke man beviser sig, går man hjem uden en kontrakt,” forklarer Andy Schleck til Ud & Se.

Uden at vide, om han ville klare cuttet, fik Chris Anker Sørensen omsider beskeden, han havde håbet på. Tilfældigvis stødte Andy Schleck kort efter ind i den danske rytter, der var ét stort smil.

”Hvad sker der, Chris?” spurgte han. 

”Nu kører vi på samme hold, Andy. Bjarne har lige bekræftet, at jeg får en professionel kontrakt,” svarede den 22-årige dansker, der ikke var til at skyde igennem. Nu var han officielt professionel cykelrytter og flyttede derfor til Luxembourg, det lille skattemæssige smørhulsland i Europa, der ikke bare lå godt i forhold til sæsonens løb i Belgien, Holland og Nordfrankrig, men som også var det land, storebroren havde boet i som professionel. 

”Det har været vildt at få beskeder fra så mange mennesker, der var påvirkede, selvom de aldrig havde mødt ham. De fortalte mig, at de var i chok og græd derhjemme. Jeg fik en følelse af, at han var hele Danmarks Chris.

Rasmus Staghøj, ven og kollega

BRIAN NYGAARD VAR dengang pressechef for Team CSC. Første gang, han kom ind på livet af Chris Anker Sørensen, var på en træningslejr i Sydafrika. Det var i december, der ventede ingen løb lige rundt om hjørnet, så da træningslejren var slut, besluttede pressechefen at blive et par dage mere i Cape Town. Det samme gjorde den unge rytter. 

I receptionen på hotellet faldt Brian Nygaard over en brochure for hajdyk. Han havde været vandskræk, siden han så ’Dødens gab’ som barn, men så det som en face the fear-oplevelse og fik lokket Chris Anker Sørensen med. 

De to kørte et par timer ud til False Bay ved øen Gansbaai, hvor der er mange sæler og derfor en stor koncentration af hvidhajer. De skulle lave et dyk i et bur, og da de forinden sad på rælingen og kiggede på det blikstille ocean, mens de lokale guider hældte madding ud for at lokke hajer til, havde den ældre Brian Nygaard svært ved at skjule, hvor forfærdelig nervøs han var. 

Chris Anker Sørensen brød tørt stilheden: ”Her kommer vi aldrig til at sidde igen.” Og så kastede de to sig ud i det dybe, hajfyldte vand.

”Det var bemærkelsesværdigt at være omkring en person, der insisterede på at hive andre op, uanset hvor trykket han selv måtte være af situationen. Når han var sammen med andre, accepterede han ikke at være den, der trak stemningen ned. Det er en enormt smuk evne at have,” siger Brian Nygaard.

I samme periode kom OL-guldvinder Dan Frost ind i Chris Anker Sørensens liv. Dan Frost var sportsdirektør under Bjarne Riis, og han kunne hurtigt konstatere, at holdets nye rytter var af et andet gemyt. Når rytterne om morgenen før træning skulle hente gels, barer og flasker fra fællesbordet, stillede den unge dansker sig bagerst i køen og ventede tålmodigt på, at det blev hans tur.

”Det var typisk ham ikke at ville mase sig på i nogen sammenhæng,” siger Dan Frost, der blev ’kontaktmand’ for Chris Anker Sørensen og havde til opgave at følge ham i hverdagen, hvad træning og privatliv angik. De knyttede et tæt bånd, og der gik ikke længe, før den unge rytter døbte ham ’Onkel Dan’. 

”Mange af de andres værelser lignede bombede lokummer, men han havde altid styr på sine ting. Han var der også altid til tiden, når bussen kørte. Han kunne være blevet en, man gjorde lidt grin med, fordi han ikke gjorde noget for at passe ind, men blot var tro mod sig selv. Men han var en god kammerat, virkelig vellidt og derfor respekteret af de andre,” siger Dan Frost.

Eftersom Chris Anker Sørensen og Andy Schleck var holdkammerater og begge boede i Luxembourg, trænede de ofte sammen. Her fik sidstnævnte mulighed for at se, hvordan den unge dansker kunne være aggressiv og ekstremt dedikeret på cyklen, men så snart han stod af, var det mest rolige menneske:

”Han havde altid fødderne på jorden, var aldrig storsnudet,” husker Andy Schleck, der har bjerge af cykelpokaler, og som i 2009-11 var ’den evige toer’ i Tour de France, indtil han senere blev erklæret som vinder af 2010-løbet, da Alberto Contador fik frataget sin sejr på grund af doping. 

Foto: Tycho Gregers/Ritzau Scanpix

PÅ STARTRAMPEN til Tour de France-prologen i Monaco i 2009 rystede Chris Ankers styr så meget, at han blev i tvivl, om der var noget galt. Så gik det op for ham: Det var hans egne hænder, der var skyld i det. Han var få sekunder fra at tage hul på prologen i sit livs første Tour de France. Forinden havde der været ceremoni foran byens berømte kasino, og allerede der havde han været shaky, men nu var det næsten ikke til at håndtere. Mens sommerfuglene fór rundt i maven, stak en løbsofficial hånden frem og begyndte at tælle ned: Cinq, quatre, trois, deux, un. Passé.

Så var han af sted, med cyklen under sig slugte han sine første asfaltmeter i verdens største cykelløb, som han havde fulgt så intenst i store dele af sin barndom. 

I bilen bagved sad Dan Frost og peptalkede. Men allerede ved første sving var det, som om debutanten havde glemt alt, hvad han vidste om at cykle. Før løbet havde han trænet og memoreret alt ned til sidste detalje, nu var det hele forduftet. Han blev i tvivl om, hvordan han skulle angribe svingene, han kunne ikke bruge gearene rigtigt. Og hvorfor var hans ben så tunge? Mens jublen og tilråbene på strækningen forvandlede sig til en grødet masse, kæmpede han sig igennem med en fornemmelse af nærmest at køre cykelløb for første gang i sit liv, har han efterfølgende fortalt i ’Debutantens dagbog’. 

Da han krydsede målstregen og satte det første bette flueben i det næsten 3.500 kilometer lange etapeløb, var det dog ikke gået så skidt, som han havde frygtet. Det var omvendt heller ikke nogen fantomtid. Det var helt igennem gennemsnitligt.

Det år var Andy Schleck kaptajn på holdet, som nu hed Team Saxo Bank. Stjernerytteren så det som sin pligt at være den første til morgenmaden. En morgen, da han vanen tro kom 15-20 minutter før det officielle mødetidspunkt, sad Chris Anker Sørensen der allerede.

”Chris, hvad laver du her?” spurgte Andy Schleck, og den unge dansker svarede: ”Jeg har set, at du plejer at komme tidligt. Det er da synd for dig, at du skal sidde her helt alene.”

TIL SIT FØRSTE Tour de France var Chris Anker Sørensens primære opgave at agere hjælperytter for Andy Schleck og broren Fränk Schleck. Ikke nogen nem opgave, for særligt førstnævnte havde ambitioner om at stryge helt til tops.

”Tour de France er det hårdeste cykelløb i verden. Man kan ikke ofre så stor en del af sit liv til løbet, hvis man har små ambitioner, og jeg var ekstremt heldig at have Chris med mig, der hele tiden var villig til at grave endnu dybere og æde endnu mere smerte i sig for at hjælpe mig. Han var den perfekte holdrytter. Loyalitet var hans religion,” siger 37-årige Andy Schleck, der i dag bor i Luxembourg, hvor han blandt andet er coach og bestyrer en lille cykelbutik. 

Chris Anker Sørensen var en modsætning til et løb, der i kølvandet på Lance Armstrong-æraen ofte bestod af et nærmest maskinelt udtryk og med forudsigelige vindere, der nedlagde de højeste tinder uden at fortrække en mine. Danskeren var det modsatte af det, han var langtfra elegant at se på. Han skar grimasser, når han hakkede i pedalerne. Og ingen var i tvivl om, at han led, når han sad i sadlen.

I løbet af de tre uger i sit første Tour de France cementerede han sig som en bundsolid hjælperytter – en betegnelse, der hang ved. Når det var nødvendigt, pakkede han Schleck-brødrene ind, og fik han ordre til at splitte feltet på første del af stigningerne, gjorde han det.

”Hvis han fik besked på at ofre sig, så gjorde han det. Han sad mange gange med som den sidste hjælperytter, og det kræver, at man har, hvad der skal til,” husker Dan Frost. 

”Han kunne lige så godt have læst på universitetet og være blevet professor i et eller andet. Han havde en utrolig stor viden, hvor man nogle gange tænkte: ’Hvor kom det fra?’”

Dan Frost, tidligere ’kontaktmand’ på Team CSC

VED MÅLSTREGEN I Paris udtalte en munter Chris Anker Sørensen det år til den danske presse: ”Det er selvfølgelig ikke Østergade i Hammel, men Champs-Élysées, det er sgu også et fedt nok sted.” Det var den slags bemærkninger, der med årene gjorde ham folkekær.

Det oplevede Rasmus Staghøj, der dengang var skrivende sportsjournalist på B.T. En af de første gange, han skulle interviewe ham, var på et hotel i Belgien lige før klassikeren Liège-Bastogne-Liège. Journalisten var klædt i en rød termovest, og da den spinkle cykelrytter trådte ind i lokalet, kastede han et hurtigt blik på ham og sagde: ”Hva’? Skal du på jagt?”

”Han var rigtig god til at bryde isen. Det er jo ofte journalistens opgave, men den klarede han for os. Nogle af rytterne stillede meget modvilligt op, når de blev store stjerner, men Chris gjorde sig umage og svarede så godt som muligt. Jeg tror ikke, han følte, at han kunne lade os journalister stå derude i timevis. Han fik altid ondt af os og gik til sidst ud og gav en kommentar, så vi fik det, vi skulle bruge,” siger Rasmus Staghøj.

For Brian Nygaard, dengang pressechef på Team Saxo Bank, var det en gave at have en rytter, der gad påtage sig opgaven at stille op.

”Han ville gerne tage brodden af alvoren. Det er en alvorlig sport, fordi den er vanvittig hård, men det hele kan også blive for alvorligt. Det kunne næsten være umuligt at få Bjarne Riis til at smile under Touren. Der var Chris en god modvægt. For ham var det trods alt bare cykelløb,” siger han.

Til gengæld var Chris Anker Sørensen ikke bleg for at give åndssvage svar, hvis han fik åndssvage spørgsmål. Efter en etape i Tour de France i 2010 blev han spurgt, hvor mange kræfter han havde tilbage: ”Jeg har 27 kræfter tilbage,” svarede han.

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

EFTER DEN FØRSTE tid i Luxembourg fik Bjarne Riis lokket Chris Anker Sørensen til Toscana, og han købte et hus i udkanten af byen Lucca. Der var bedre vejr, der var rigtige bjerge, og samtidig blev han en del af en ’danskerklan’, der bestod af folk som Matti Breschel, Nicki Sørensen, Brian Vandborg, Anders Lund og senere Christopher Juul-Jensen. 

”Jeg husker det som den bedste tid i mit liv. Vi var begge to ved at etablere os som professionelle og levede vores drøm til fulde,” siger Matti Breschel.

Til træning pressede danskerne hinanden, så det udviklede sig til en form for cykelløb i sig selv. Især Chris Anker Sørensen kunne blive ved og ved, og ofte, når de havde været på lange træningspas, måske seks timer i sadlen, tog han lige en time mere, så han fik mærkatet som ham, der havde trænet mest. 

Hvis han omvendt havde en offday og fik ’køretur’, som det hedder på cykeljargon, når man bliver sat, så de andre ikke meget til ham efterfølgende. En gang imellem stødte de tilfældigt på ham, når han kom oksende forbi i modsat retning, hvor han blot hilste kort og kørte videre.

”Når vi så mødtes til den efterfølgende fællestræning, skulle han lige vise, hvor skabet stod, og sugede al moral ud af os andre,” siger Matti Breschel, der boede på værelse med Chris Anker Sørensen, når de to var af sted med landsholdet og Team Saxo Bank.

”Mange af os var vildt nervøse, vi rendte rundt som rovdyr og var helt oppe at køre, men om aftenen sad han bare stille og roligt og læste. Når han så fik rygnummeret på, var det, som om nogen trykkede på en knap. Så gik der cykelrytter i ham, og så skulle han køre væddeløb,” siger Matti Breschel, der blev smittet af kammeratens afslappede facon og en dag selv købte en bog. Og dér lå de så, side om side, de mange aftener på farten, med næsen i hver sin bog.

”Chris var meget belæst og kunne læse nogle rigtig tunge mobbedrenge. Det var alt fra Tolkien til Dostojevskij. Det var noget lidt andet end de der letlæselige biografier om en eller anden slidt bokser, som jeg selv bladrede i.”

”Det var vigtigt for Chris Anker Sørensen at være ordentlig. Hvis andre ikke var det, var det ikke sådan, at han begyndte at skændes med dem. Så interesserede de ham bare ikke.”

Rasmus Staghøj, ven og kollega

I SLUTNINGEN AF 00’ERNE havde Chris Anker Sørensen været hjemme til en prisfest i Danmark, hvor han var nomineret til Årets Talent. Han vandt ikke og var bagefter taget et smut i byen, hvor han mødte Michelle Moestrup, der var ude med sit fodboldhold.

”Vi andre kiggede lidt, for han levede og åndede jo for cykelsporten, så hvordan skulle dét lige ende? Men han var simpelthen smaskforelsket,” husker Matti Breschel.

Inden længe havde Chris Anker Sørensen da også taget hende med et smut til Hammel og præsenteret hende for familien. Og kort tid efter flyttede Michelle Moestrup med ham til Lucca, hvor hun hurtigt blev en del af ’danskerkolonien’.

Til Tour de France et par år senere var hun højgravid og havde termin på samme tid, som feltet ankom til Paris. Lige efter at Chris Anker Sørensen var rullet over målstregen, skyndte han sig derfor videre til lufthavnen med kurs mod Danmark uden at nå æresrunden på Champs-Élysées. 

Der gik dog nogle dage mere, inden det skete, og da han fik beskeden, befandt han sig i Herning, hvor han skulle køre Post Danmark Rundt næste dag. Han gik op til Dan Frosts hotelværelse og bankede på for at spørge, om han mon måtte låne en bil og køre hjem til København til fødslen. Han skulle nok love at være tilbage til start dagen efter. 

”Jeg sagde til ham: ’Chris, for fanden, du skal da ikke komme tilbage, hvis du er blevet far.’ Men det gjorde han. Han kørte til København, hvor hun fødte i løbet af natten, og næste formiddag stillede han til start i Danmark Rundt.”

Samme aften lavede holdets kok en kæmpestor lagkage, hvor datterens navn, Lærke, stod skrevet i glasuren. Det var et stort øjeblik for Chris Anker Sørensen, og alle, der stod ham nær, oplevede, at ikke cykelløb, men familien var det vigtigste i hans liv. 

Brian Nygaard er ikke i tvivl om, at hans fokus på andre aspekter af tilværelsen måske var med til at tage muligheder fra hans cykelkarriere. 

”Chris var virkelig godt begavet og væsentlig mere intellektuelt nysgerrig end mange andre cykelryttere. Det havde nok været nemmere for ham at være atlet, hvis han havde været mere ensidig på karrieren og haft et mere intenst fokus på sig selv. Men han var nysgerrig og legesyg i forhold til livet og andre mennesker, og hver gang han talte om familien, var det øjeblikke med ømhed og kærlighed, han fremhævede. Det er klart, at det tager energi fra at være cykelrytter, men det var en del af hans natur, og det var med til at udvikle ham til et interessant menneske.”

Chris Anker Sørensen bliver dansk mester i landevejscykling. 2015. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

MED NÆSTEN 100 kilometer til mål på 17. etape i Tour de France i 2012 befandt Chris Anker Sørensen sig i den forreste gruppe, da der røg en avis ind i hans forhjul. Udbruddet havde besejret endnu en hård stigning på Pyrenæer-etapen og dernæst klaret en nervepirrende nedkørsel, hvor flere ryttere for at værne sig mod kulden havde taget aviser ind under cykeltrøjen. Det var en af dem, der var blevet kastet og nu lå i danskerens forhjul. 

Han tænkte tre scenarier: Han kunne vælge at stoppe og tage den ud, men eftersom feltet kun var et minut efter, kunne det betyde, at hans chance den dag var udspillet. Han kunne køre videre med avisen blafrende i forhjulet, men det ville øge risikoen for et styrt. Og som den sidste mulighed kunne han, siddende i sadlen, forsøge at pille den ud med fingrene.

Det havde været et bemærkelsesværdigt Tour de France. Holdets stjerne, Alberto Contador, havde forinden fået dopingkarantæne, selvom han selv påstod, at det var en bøf, der var årsag til den positive test. Derfor stillede holdet uden favoritter og med lykkejægere, der skulle forsøge at gøre sig bemærket. Det havde Chris Anker Sørensen gjort med blandt andet en andenplads, en syvendeplads og en masse bjergpoint, der betød, at han var godt med i kampen om løbets bjergtrøje. 

Nu lå han endnu en gang helt fremme, og selvom den fornuftige løsning var at stoppe op, forsøgte han at fiske avisen ud af hjulet. I forsøget blev to fingre fanget og fik skåret blommen over. Blodet flød og malede både arm og ben rødt.

I en af sportsbilerne sad Dan Frost. I radioen kunne han høre Bjarne Riis spørge: ”Are you okay, Chris?” Det var han ikke. De fik bundet hans fingre ind i en stor klud, men på grund af smerterne måtte han slippe udbruddet. Han blev indhentet af feltet og gled længere tilbage. Da han lang tid efter vinderen kom i mål i Peyra­gudes, var han sølet ind i blod. 

I lægeteltet skar den franske læge en chokeret grimasse: ”Har du kørt med dét der?” 

SOM ALLE ANDRE journalister havde Rasmus Staghøj fulgt dramaet. Han stod klar, da Chris Anker Sørensen ligbleg blev ført ind i bussen og senere ud til en helikopter, der fragtede ham til et nærliggende hospital.

”Man kunne tydeligt se på ham, hvis han var i smerter, og det her kunne han ikke skjule,” siger Rasmus Staghøj, der senere samme aften stod med de andre journalister foran hospitalet. Chris Anker Sørensen kom ud med den ene hånd bundet ind og en kage i den anden, som han gumlede på.

”Hej, hvad laver I her?” spurgte han, mens han i godt humør indrømmede, at det var noget ’værre skrammel’ med den hånd. Bedøvelsen havde taget smerterne. Sådan var det ikke i dagene efter.

”Før hver etape kørte han af sted med seriøse smerter. Efter etaperne kunne man høre hans skrig inde fra bussen, når forbindingerne skulle skiftes. Det sagde fandeme noget om ham. Han fightede sig igennem,” siger Rasmus Staghøj. 

På holdet havde Dan Frost og de andre været overbevist om, at han ville udgå. Men han klarede de sidste etaper, også brostenene på Champs-Élysées, der fik det til at banke af smerte i syningerne, og han sluttede på en samlet 14.-plads, hans bedste placering. Efterfølgende blev han hyldet på podiet som årets Super-Combatif – løbets mest angrebsivrige rytter. 

Chris Anker Sørensen tager billeder af sine Saxo-Tinkoff-holdkammerater i Colorado, USA, 2015. Foto: Doug Pensinger/AFP/Ritzau Scanpix

NYE OG VÆRRE tider var dog forude. Samme år købte den russiske rigmand Oleg Tinkov sig ind på Bjarne Riis’ cykelhold som hovedsponsor, og holdet hed nu Team Saxo-Tinkoff. Selvom Dan Frost forlod holdet i den periode, oplevede han fra sidelinjen, hvordan mentaliteten ændrede sig.

”Oleg var rule by fear. Han var kongen, og fordi han og Bjarne Riis kom dårligt ud af det, hadede han alle danske ryttere og alt, hvad der var dansk,” siger han. 

Under et løb befandt Dan Frost sig i restauranten på samme hotel som sit tidligere hold, da Oleg Tinkov pludselig kom hen til middagsbordet, hvor Chris Anker Sørensen befandt sig. Få uger forinden havde den danske rytter fået trykkede ribben og en hjernerystelse og havde på forhånd sagt, at han var usikker på, hvor meget han kunne levere. Det gav Oleg Tinkov intet for, han begyndte i stedet at skælde Chris Anker Sørensen huden fuld. 

”Chris var utrolig berørt af det. Han kunne ikke udstå Oleg, for han havde ingen pli. Men han var ikke typen, der gav tilbage af samme skuffe,” siger Dan Frost.

Snart efter smed russeren Bjarne Riis på porten og begyndte at rydde ud i kernen af danske ryttere. Hvis han var utilfreds med deres præstationer, lod han dem vide det – som regel med grove mails i tide og utide. I den periode kørte Chris Anker Sørensen sur i det. Han ringede tit hjem til sin storebror i Danmark og fortalte, at han havde mistet lysten til at køre på cykel og ikke vidste, om han gad mere: 

”Oleg stred mod Chris’ livssyn. Fint nok, hvis du har penge, men det giver dig ikke ret til at være et svin. Du skal opføre dig ordentligt. Det var hans tilgang.”

”Den eneste måde at blive god som kommentator er ved at være sig selv. Det var han altid. Derfor følte folk, at de havde et andet forhold til ham.”

Brian Nygaard, ven og kollega

TIL DM I Rønde i 2015 stillede en modløs Chris Anker Sørensen op til start. Lørdag aften skulle han og Michelle have været til et bryllup, og det ville han 100 gange hellere end at cykle om danmarksmesterskabet. Det var usædvanligt for ham. Han sagde til hende, at hun bare skulle give den gas, for hun behøvede ikke komme og se på dagen efter. Det gjorde hun så alligevel.

Foruden Chris Anker Sørensen stillede holdet med fire andre ryttere, og han havde på forhånd fået at vide, at han skulle køre for de andre. Men da finalen nærmede sig, sad han alene i front sammen med Martin Mortensen. 

Selvom han normalt ville tabe i en direkte spurt, lykkedes det ham at slide sig først over stregen. Da han stod på podiet, lod han sine tårer få frit løb. Han græd simpelthen af glæde. Det havde han ikke gjort før. Selv da han fem år tidligere i en tågedis på toppen af Monte Terminillo var kørt solo over målstregen efter et langt og sejt udbrud i Giro d’Italia og havde fået karrierens objektivt set største sejr, blev det ikke til meget mere end et genert smil.

Men det her føltes anderledes. Han havde gennemgået den sværeste tid i sin karriere, og nu var han pludselig danmarksmester for første gang i sit liv. Allan Bo Andresen husker, hvordan det forløste en masse for lillebroren:

”Hvis ikke han havde vundet den dag, vil jeg tro, at han var stoppet efter sæsonen, for det var ikke sjovt længere, og så kan du ikke æde dig selv på samme måde. Den sejr havde ingen regnet med, heller ikke ham selv. Han var så lykkelig og stolt af at skulle repræsentere Danmark i en officiel dannebrogstrøje.”

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

TIL SIT SIDSTE store løb, Danmark Rundt i 2018, blev Chris Anker Sørensen hyldet langs hele ruten af danskere, der stod med skilte i hænderne og skrev den dengang 33-årige rytters navn på vejene. Senere samme år satte han definitivt punktum for en karriere, der havde givet ham et udbredt ry som en usædvanlig loyal hjælperytter. Året forinden var det da også hans snavsede, lidende og forslåede ansigt, der prydede plakaten til dokumentarfilmen ’Wonderful Losers’ – en slags poetisk hyldestdokumentar til cykelsportens vandbærere, der tilsidesætter egne vinderchancer for andre. Allan Bo Andresen oplevede selv, hvordan lillebroren som regel fremhævede andres sejre, når han blev spurgt om sine største præstationer. 

”Alle andre ville fortælle, hvad de selv havde vundet, det ville jeg da også selv. Men Chris nævnte løb, han havde kørt for andre. På det punkt var han unik. Jeg ved godt, at mange siger, at de ikke har behov for at sætte sig selv i centrum, men det havde han faktisk ikke. Det var ikke vigtigt for ham, om folk huskede ham som en god eller dårlig cykelrytter. Skide være med det. Han ville huskes som et ordentligt menneske,” siger han.

Særligt fremhævede Chris Anker Sørensen ofte de to VM-medaljer, han var med til at køre hjem for Matti Breschel. Den ene af gangene kørte han først sin egen chance de første 250 kilometer af løbet, men indså undervejs, at han ikke ville kunne vinde den dag. I stedet gik han over til at være 100 procent hjælperytter. 

”Med fem kilometer til mål råbte jeg til Chris: ’Vi kører kraftedeme om guldet.’ Så trak han op foran og kørte den ene verdensklasserytter efter den anden ind. Han munkede bare derudad,” siger Matti Breschel.

Selvom Chris Anker Sørensen selv vandt flotte og væsentlige sejre, var han ifølge Brian Nygaard den bedste version af sig selv, når han skulle hjælpe andre. Cykelsporten er nemlig en brutal sport, hvor man bliver nødt til at være ærlig over for sig selv, hvis man skal have mest muligt ud af sin karriere, mener han. 

”Alle har en drømmeverden, men særligt cykelsporten er en umulig sportsgren at være en del af, hvis man lever under selvbedrag. Der er ufattelig mange, der ikke bliver til noget, fordi de ikke kan kalibrere deres forestillinger om deres evner i forhold til, hvad der rent faktisk er muligt. Men Chris havde en meget stor selvindsigt,” siger Brian Nygaard, der påpeger, at Chris Anker Sørensen var meget stolt af den karriere, han havde haft.

”Det er det væsentligste, for det var ham, der lagde ofrene, og det var ham, der led de afsavn, det krævede. Det er uforskammet, hvis man påstår, at han ikke fik nok ud af det. Hvem kan tillade sig at pege fingre ad et lykkeligt menneske og sige, at han ikke har opnået, hvad han kunne?”

I 2017 SKULLE alle etaper i Tour de France transmitteres i fuld længde, og sammen med Rasmus Staghøj og Brian Nygaard blev Chris Anker Sørensen ansat til at stå for kommenteringen de første par timer hver dag. I begyndelsen var det en lidt uortodoks seeroplevelse, hvor de ofte talte i munden på hinanden, men med tiden indfandt de tre sig i de rette roller, og kommenteringen blev både underholdende, kompetent og indsigtsfuld. Efter etaperne omfavnede de nogle gange hinanden i begejstring, fordi de var helt høje på oplevelsen.

”Nogle gange vidste vi bare, at den her havde vi ramt lige i røven. Også med alle de uperfektheder, det indebar,” siger Rasmus Staghøj.

De tre nye kommentatorer kørte sammen rundt i Frankrig i bil, mens etapeløbet stod på, og udviklede undervejs et tæt venskab. Den fik fuld skrue på anekdoterne på deres daglige roadtrip mellem etaperne, hvor Chris Anker Sørensen med sine tørre punchlines kunne få de andre til nogle gange at græde af grin. 

Det første år stod Chris Anker Sørensen hver morgen op klokken seks og cyklede 4-5 timer, før han satte sig i kommentatorboksen. Og om eftermiddagen ringede han hjem til familien og snakkede længe med sine døtre om lektier, om kaninen Oreo, og hvad der ellers rørte sig.  

”Det hårdeste arbejde, jeg har haft, og det lyder virkelig forkælet, er på mange måder at være cykelkommentator. Det er et drømmejob, men dagene er utrolig lange. Alligevel cyklede han hver morgen næsten 200 kilometer, og de tidspunkter på dagen, hvor man selv var mest træt, ringede han hjem og viste mest muligt overskud. Det er mig ubegribeligt, at han kunne alt det. Jeg sad med ærefrygt på bagsædet ved siden af ham og tænkte, at det ville jeg aldrig komme til at evne selv,” siger Brian Nygaard.

De to andre måtte i det hele taget sande, at Chris Anker Sørensen syntes at have hvilepuls, uanset hvad der skete. Efter en af etaperne blev han ringet op, der var sprunget et vandrør derhjemme, og hele huset stod under vand. Også det tog han, til Brian Nygaards forbløffelse, helt stille og roligt. 

”Jeg kan huske, jeg sagde til Rasmus: ’Vi kan aldrig nogensinde brokke os over noget som helst igen. Det har Chris ødelagt for os.’”

Chris Anker Sørensen og storebroren Allan Bo Andresen havde en tradition med at give hinanden absurde gaver, som de underskrev fra andre, typisk uvidende familiemedlemmer. Til brorens store overraskelse lå der en gave fra lillebroren under juletræet sidste år. Den havde han købt tidligere på året før sin død. Denne gang var der tale om et alternativt ringspil, hvor det gjaldt om at ramme ’rumpetten’. Traditionen tro havde han udgivet sig for at være en anden på gavemærkatet.

”Jeg vidste, det ville blive den gave, jeg kom til at savne mest juleaften, men så lå den der alligevel. Så Chris fik det sidste stik,” siger Allan Bo Andresen.

FOR RASMUS STAGHØJ var det bemærkelsesværdigt at blive kolleger med ham og opleve, at han altid var Chris Anker, uanset om kameraet kørte eller ej. 

”Der var ingen facade, man fik altid den rigtige Chris. Han ville have været en frygtelig skuespiller, for han kunne ikke påtage sig andre roller end sin egen,” siger han. 

Med kommentatorgerningen åbenbarede der sig noget nyt for Chris Anker Sørensen, der stod ved sin aktive cykelkarrieres afslutning. Han havde egentlig tænkt, at han ville genoptage drømmen om at læse historie på universitetet, når han parkerede cyklen, men potentialet i at fortælle om cykelsport og gøre folk klogere var for spændende til ikke at forfølge. 

”Chris var helt vildt god til det. Han var interesseret i at brede den cykelsport, som han selv elskede, ud til alle andre. Det er ret atypisk, for mange tidligere cykelryttere vil som regel helst tale til den lille, nørdede kreds af indforståede. Men Chris ville have alle med,” siger Rasmus Staghøj.

Det var da også som kommentator, at Chris Anker Sørensen for alvor blev folkelig. Han blev stoppet ved køledisken i supermarkedet, hvor folk ville have taget billeder med ham, hvilket han altid sagde ja til, og var det børn, havde han som regel tid til en ekstra sludder. 

For et par år siden til Smukfest i Skanderborg oplevede Allan Bo Andresen, hvordan lillebroren hele tiden blev stoppet af folk, der ville have taget selfies med ham. Det var tydeligt, at han havde ramt noget i folk:

”Det var vigtigt for Chris at tale til hr. og fru Danmark ude i stuerne. Vi har altid begge to set op til Jørgen Leth, men han forherligede også cykelsporten, det var nærmest guder på cyklerne, hvor vi havde det sådan: ’Næh, det er mænd i lycratøj, der kører væddeløb.’”  

Chris Anker Sørensen kørte mest for sjov, efter at han sluttede sin professionelle karriere i 2018. Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix

DA CHRIS ANKER Sørensen stoppede som cykelrytter, fik han hurtigt travlt med andre ting. Han var kommentator, holdt foredrag og skrev bogen ’Brødre på landevejen’ med Allan Bo Andresen. Selvom han ikke blev universitetsstuderende, læste han masser af historiske bøger. Og fordi han i mange år nærmest aldrig havde drukket alkohol, nød han endelig at kunne deltage i grillfester eller knappe et par kolde øl op til Champions League-aftener med tipsklubben hjemme i Skovlunde. Til storebror Brians polterabend på Smukfest slog han sig også løs.  

Det blev en let overgang for Chris Anker Sørensen at stoppe som professionel sportsmand. Det bed Matti Breschel mærke i, og da han selv parkerede cyklen et par år efter, sugede han på vennens erfaring. 

”Det er jo hele ens identitet at være cykelrytter, så det er svært at se det rullende cirkus køre videre uden én selv. Hvad fanden skal man så i livet? Der var jeg meget inspireret af ham,” siger han.

Efter karrieren gad Chris Anker Sørensen ikke cykle stærkt længere. Men han ville stadig gerne ud og trille. Det gjorde han ofte med Rasmus Staghøj, og munden stod sjældent stille på den tidligere cykelrytter, der snakkede om alt muligt. Om ting, han havde læst, om madopskrifter og om Michelle og sine børn, som han var så stolt af.

”Nogle cykelryttere har haft så meget tunnelsyn i deres karriere, at de falder ned i et sort hul bagefter. De bliver ramt af en identitetskrise, fordi de ikke har haft andet end cykling i hovedet. Sådan var det ikke med Chris. Der var så meget andet, der fyldte for ham,” siger Rasmus Staghøj. 

Mest nød Chris Anker Sørensen endelig at have tid hjemme i Skovlunde med Michelle, som han altid havde en ny, intern konkurrence kørende med, og døtrene Lærke og Laura, der begge gik i skole og efterhånden var blevet så kloge, at det nu var dem, der lærte ham om grammatik. 

Ofte ringede han til storebroren Allan Bo Andresen og fortalte om det nye kapitel af sit liv med et ’hej mester’. De to havde længe haft for vane at omtale hinanden som ’mester’, ’skipper’ eller ’sømand’. En af deres mange interne jokes, ligesom det var at give hinanden bizarre gaver, der så ud, som om de var givet af andre, som regel en fætter eller en tante. Det kunne være gavekort på gåture, lokumsgolf eller en tom ølflaske. Også den slags var der blevet mere tid til:

”Han var så fint et sted. Han elskede sin kone, han elskede sine børn, han elskede sit liv.”

TIDLIGT LØRDAG MORGEN 18. september 2021 satte Chris Anker Sørensen og Rasmus Staghøj sig i et fly mod Belgien. De skulle dække VM i cykling i Brügge i den vestlige del af landet. Det havde været en lang sæson, og de så frem til, at den var slut, så de kunne trække stikket lidt. 

Aftenen forinden havde Chris Anker Sørensen deltaget i Grupetto Cycling Festival i Vejle, hvor han var med til at køre paradeløb i byens gader og efterfølgende havde fortalt røverhistorier fra landevejene til et arrangement med Alex Pedersen, Peter Meinert og Dennis Ritter. Nu glædede de sig til at dække sæsonens sidste løb.

Fremme i Brügge satte de sig på en fortovscafé og nød det skønne vejr. Så besluttede Chris Anker Sørensen sig for at tage ud og besigtige enkeltstartsruten. Han cyklede ofte på forhånd de løb, han skulle kommentere. De vinkede på gensyn, og Rasmus Staghøj gik til hotellet, hvor han tog sig en lur.

PRIS PÅ VEJ

I hjembyen Hammel har der været snak om at opkalde en vej efter Chris Anker Sørensen og rejse en buste af ham, men begge tilbud har familien takket nej til. Det ville ikke være i hans ånd. Til gengæld har de planer om at lave en ’Chris Anker-pris’. Den skal ikke nødvendigvis uddeles til den bedste cykelrytter, men til en person, som skiller sig ud på den gode måde, forklarer broren Allan Bo Andresen. En indsamling til Chris Anker Sørensens efterladte og til at fastholde hans navn i cykelsporten er iværksat af blandt andre Dennis Ritter.

PLUDSELIG RINGEDE TELEFONEN. Lettere omtumlet tog Rasmus Staghøj den og fik at vide af sin chef hjemme i Danmark, at Chris Anker var død. Hans instinktive reaktion var: ”Nej, jeg har lige set ham, han er jo ude at cykle.” 

Straks kom han i tøjet og løb gennem byen for at komme hen til TV 2’s studie to kilometer fra hotellet. Mens grupper af glade turister traskede omkring, sprintede han stortudende gennem byens gader. Fremme ved studiet kunne han se på de andres ansigter, at også de havde fået beskeden. Chris Anker Sørensen var blevet påkørt af en varevogn nord for Brügge i et kryds med en afmærket cykelsti og var død af kvæstelserne. Så brød han fuldstændigt sammen.

Hjemme i Danmark ville Allan Bo Andresen heller ikke rigtigt tro, hvad hans mor lige havde fortalt ham i røret. Lillebroren kunne godt være blevet kørt ned, men selvfølgelig var han ikke død. 

”Jeg ville ikke acceptere, at han ikke var her mere. Jeg tænkte: ’Sådan noget sker ikke igen. Det kommer ikke til at ske to gange for den samme familie.’” 

Mens Allan Bo Andresen kørte over til sine forældre, ringede han til Rasmus Staghøj i Brügge. Da telefonen blev taget, spurgte han med det samme: ”Er det rigtigt?” Så knækkede stemmen i den anden ende øjeblikkeligt. 

Snart begyndte den tragiske nyhed at stå på diverse nyhedssider, og telefonen hjemme hos forældrene bimlede med kondolencer. Imens gik Allan Bo Andresen rundt om sig selv og tænkte: ”Det kan bare ikke være rigtigt, det der.” 

Hele aftenen befandt han sig i en form for trance. Først dagen efter begyndte erkendelsen langsomt at trænge ind, men en del af ham blev ved med at anfægte realiteterne. Først da han en uge senere stod og kiggede på sin lillebror i kisten i kapellet, forstod han, at han ikke ville komme tilbage. 

”Det er, som om man ikke vil forstå det. Man vil ikke acceptere det. Sådan har jeg det den dag i dag. Der er noget i mig, der stadig ikke rigtigt vil acceptere det.”

Foto: Tim de Waele/Corbis via Getty Images

ET ØJEBLIK KAN forandre alt. Siden den septemberdag sidste år har Rasmus Staghøj mange gange tænkt over livets skrøbelighed. Hvordan vi har en forpligtelse til at leve livet fuldt ud, fordi det hele kan slutte med et øjebliks uopmærksomhed. Han ved, at når hans søn bliver gammel nok, vil han fortælle historier om fars gode ven, der var en fantastisk cykelrytter, men først og fremmest et fantastisk menneske. 

”Jeg har lært rigtig meget af Chris, og jeg føler et ansvar for at tage ham med ind i kommenteringen. Han var sgu min makker. Det er en af mine bedste venner, jeg har mistet. Jeg har lyst til at fortælle om ham og holde hans navn i live. Jeg er egentlig ikke religiøs, men jeg spekulerer nogle gange på, hvor han sidder henne, og hvad han tænker, når han ser, hvilket elsket menneske han var.” 

Efter beskeden om Chris Anker Sørensens død nåede offentligheden, begyndte kondolencerne at strømme ind fra de mange, der havde kendt ham. I Luxembourg ramte nyheden også Andy Schleck:

”Da Chris døde, kom alle minderne straks tilbage til mig. Jeg fik det skidt, for fik jeg egentlig nogensinde takket ham nok? For vores venskab? For alt det, han ofrede for mig i årenes løb?” 

Til VM i Brügge, det løb, Chris Anker Sørensen skulle have kommenteret, afholdt rytterne et øjebliks stilhed til ære for ham. I hjembyen Hammel blev der kørt mindeløb, hvor mere end 600 mødte op. Og det væltede ind med reaktioner fra nær og fjern fra folk, der aldrig havde kendt ham, men som følte, at det gjorde de alligevel. 

”Det har virkelig været rørende,” siger Allan Bo Andresen. ”Folk skriver, at de savner ham, selvom de aldrig har mødt ham. Han har rørt folk med sin åbenhed. Der var en, som skrev, at ’nu mistede vi ham, som alle kunne blive enige om at elske’. Det ved jeg, han ville være stolt af.”

Denne artikel er blevet til med familiens billigelse. Tour de France køres i år 1.-24. juli. De tre første etaper blev kørt i Danmark.

25-årige Cecilie Uttrup Ludwig har altid fået at vide, at hun som kvinde aldrig kunne leve af at blive cykelrytter.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Ricky John Molloy

DA JEG VAR SEKS, startede jeg med at svømme. Men jeg fik det dårligt af at være i vandet. Jeg fik kvalme og kastede op. Jeg var en masse ved lægen, de tog mange blodprøver, men de kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Det var en ordentlig omgang. Jeg nåede at svømme i fem år og klarede det egentlig ret godt; jeg kom på førsteholdet, men det duede jo ikke, når jeg blev så dårlig.

Efter det prøvede jeg alle sportsgrene. Atletik, håndbold, fodbold, basketball. Jeg kunne rigtig godt lide atletik, men træneren var alt for afslappet. Jeg kom for at fyre den af! Vi løb omgange for at varme op, og bagefter skulle vi sidde på nogle måtter. Der var en fyr, der blev ved med at løbe, og jeg spurgte, hvorfor vi ikke også fortsatte. ”Puha, jeg bliver træt af at se ham der løbe rundt,” sagde træneren. Hvad er det for en mentalitet, mand! Jeg gad ikke sådan noget afslapnings-pis. Jeg ville vinde og træne hårdt. Jeg blev så demotiveret, at jeg stoppede dagen efter. 

En dag så jeg en artikel i Herlev Bladet om, at den lokale cykelklub havde 90-års fødselsdag. De bød folk ned, og så tænkte jeg: ”Why not?” Det var sådan noget hygge-hygge med røde pølser og ”Kom og snak med os”. De ville gerne have nogle nye medlemmer, og jeg ville gerne prøve en ny sport.

De toggodt imod mig dernede. Den første mand, jeg mødte i klubben, var René Lynge (træner, red.), og han havde bare den sygeste ostemads-lugteånde. Wow, tænkte jeg, men i dag er han blevet en slags bonusfar for mig, fordi vi er blevet så tætte. De var bare alle sammen så søde nede i klubben og tog mig med ud til løb med det samme. Det er dyrt at starte med at cykle, men jeg lånte hele pisset, cykel og cykelsko, og hvis der var noget galt med cyklen, tog jeg den bare med ned til klubaften, så stod de seks mand for at hjælpe med at fikse den. Jeg tror, de var ret vilde med, at jeg var en pige. Jeg var den eneste i klubben. 

På træningsholdene var der kun drenge. Jeg syntes, det var fedt. Der var ikke så meget pis med drengene. Det var bare ud og give den gas og have det sjovt. Pigerne var mere sådan: ”Hende der, hun er sådan lidt …” Jeg har aldrig duet til sådan noget gossip. Til gengæld var det den alder, hvor ’pigelus’ var en ting. I cykling tager man en føring to og to, og nogle gange sagde drengene: ”Jeg tør ikke tage en føring med Cille, hun har pigelus.” På det tidspunkt var drengene heller ikke helt udviklede, så jeg kørte fra dem nogle gange. De hadede det. De rottede sig lidt sammen mod mig. 

Der var en vinter, hvor vi kørte mountainbike, og jeg fulgtes hjem med to af drengene. Jeg troede, at vi var sådan okay gode venner. Der var is på søen, og det var så fedt, men så tog de min cykel og smed den ud på isen. Fra den dag gav jeg dem fucking hårdt igen. Det skulle de bare ikke gøre mod mig. Og fra den dag fik jeg respekt, fordi de så, at der ikke var nogen, der skulle ’messe’ med Cille, ha, ha. 

I 1. G SKULLE VI løbe stafet. Jeg var sidste mand, og vi var lidt bagud på vores hold. Så da jeg fik stafetten, smadrede jeg bare af sted. På et tidspunkt sagde det klik i min hofte, og det gjorde pisseondt. Men som sportsudøver er man jo vant til, at det skal gøre ondt. Så jeg fortsatte bare. Da jeg kom ind over målstregen, ville jeg sætte mig ned, men jeg kunne ikke. Jeg kom med ambulance på hospitalet, og det viste sig, at jeg havde brækket min hofte. Der hvor musklerne er hæftet til hofteskålen, havde de revet en fire centimeter flig af hofteskålen. Lægerne sagde, at mine muskler var for stærke til mine knogler. Jeg blev MR-scannet, og lægerne sagde: ”Du er vel faldet?” Og jeg svarede: ”Nej, jeg faldt ikke, jeg løb.” Det skal lige siges, at vi vandt stafetten. 

Jeg er et sindssygt konkurrencemenneske med alt, jeg laver. Fra hvem der kan spise mad hurtigst til at slå rekorden på Skolernes Motionsdag, også selvom det betød, at jeg ikke kunne gå tre dage efter. Jeg har altid villet være den bedste. Og jeg har tit haft skader, fordi jeg ikke har kunnet stoppe mig selv. Jeg kan ikke styre det. Jeg tænker bare: ”Skal v-i-n-d-e!” 

Med landsholdet var vi på træningslejr, hvor vi for at gøre noget anderledes skulle køre BMX på en ’pump track’-bane. Jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv: ”Cecilie, ikke lad dig rive med, ikke lad dig rive med … du kan ikke finde ud af at køre BMX.” Men jeg førte løbet, og det kørte bare, og jeg lod mig selvfølgelig rive med. Jeg glemte så at ’pumpe’ et track, fløj bare ind i det næste track og flækkede tungen. Den var ikke helt splittet, men der var en ordentlig revne. Jeg kunne ikke spise, mand. Det var total grød i mange dage.

CECILIE UTTRUP LUDWIG

25 år. Opvokset i Herlev. Student fra Falkonergårdens Gymnasium på Team Danmark-linjen.

Professionel cykelrytter for det franske hold FDJ-Nouvelle Aquitaine Futuroscope. Bor i den nordspanske by Girona. Har tidligere cyklet for det schweiziske hold Cervélo-Bigla og de danske hold Team Rytger og Team BMS BIRN.

Blev nummer tre både ved det prestigefyldte forårsløb Flandern Rundt og ved det franske landevejsløb for kvinder La Course by Le Tour de France i 2019.

Fik en førsteplads i bjergkonkurrencen og en samlet fjerdeplads i 2020 ved Giro Rosa, som er kvindernes version af Giro d’Italia. Vandt en World Cup-etape i maj 2021.

Blev dansk mester i enkeltstart tre år i træk (2016, 2017, 2018).

DA JEG VAR 17, faldt jeg forover og smadrede tænderne ned i asfalten til et cykelløb i Jylland. Alle fire fortænder i overmunden røg ud. Jeg vågnede, mens jeg stadigvæk lå på jorden, og jeg kunne se, at der var blod. Jeg nåede at tænke: ”Please, lad ikke mine tænder være faldet ud!” Jeg stak tungen frem for at mærke, om de var der, og … det var de ikke. Jeg så min far gå rundt og samle mine tænder op. De tre af dem var røget ud, så der kun sad en lille stump tilbage i munden, og en af dem røg helt ud med roden. Det var en ordentlig motherfucker. Roden er jo dobbelt så lang som tanden. Det er sindssygt, hvad tænder gør for ens ansigt. Når man ikke har tænder, kan man ikke kende sig selv.

Vi fik mig op i en ambulance, og på hospitalet kunne de sætte tanden, der var røget ud med roden, på plads igen. Det er den værste smerte, jeg nogensinde har oplevet. Der er så mange nerver i tænderne, og at få sat sådan en tand op igen … altså, jeg vil hellere slæbes nøgen igennem glasskår. Jeg fik en lille smule lokalbedøvelse, men det gjorde så sindssygt ondt. De var fire læger om at holde mig nede.

Bagefter var det to uger med flydende kost. Jeg havde også fået en slem hjernerystelse, fordi der var en, der var kørt over mit hoved, da jeg lå på jorden. Så det var seks uger, hvor jeg bare lå ned. Der måtte ikke være lys, jeg kunne ikke høre musik, folk måtte ikke snakke, der måtte ikke være tv, jeg måtte ikke læse en bog, jeg måtte ikke være på telefonen. Det var de mest kedelige uger i hele mit liv. Og klart den slemmeste gang, jeg er kommet til skade. 

I GYMNASIET VAR JEG en stræber. Jeg skulle kun have 12, og mit snit endte også med at være 11 komma et eller andet. Og det har jeg så ikke brugt til en skid, ha, ha. Jeg startede på Nørre Gymnasium i Husum, men efter et år fandt jeg ud af, at det ikke gik. Det der med at være i skole fra otte til fire, smadre hjem, træne fra fem til otte, skynde sig i bad og starte med lektierne klokken ni om aftenen. Jeg sov kun 5-6 timer om natten, for jeg skulle jo også lave de der opgaver til et 12-tal. Det var et for sindssygt liv. Mine karakterer begyndte at falde, og så kunne jeg godt mærke, at shit, jeg kan ikke det her. Det lykkedes mig at blive overført til en Team Danmark-ordning med en fire-årig gymnasieuddannelse.
Det var bare et match at starte på Team Danmark. De var alle sammen interesserede i deres sport, og det var virkelig, virkelig fedt. Vi var alle sammen på vandvognen, og jeg følte ikke, at jeg ’missede out’. På Nørre Gymnasium var det jo ’almindelige’ mennesker, så de var alle sammen til fest hver fredag og lørdag, og det kunne jeg ikke være med til. Folk var sådan: ”What, seriøst, drikker du ikke?” 

Til gengæld var jeg fuld, da vi kørte studentervogn. Der havde jeg sat cyklingen i baggrunden i et halvt år. Jeg havde fokuseret på at gøre gymnasiet færdigt og få 12-taller. Det var sådan en lettelse at få den hue på! Og så skulle der bare drikkes igennem. Det var en af mine allerfedeste dage. Vi havde den fedeste speaker og hørte bare al mulig god musik. Vi havde også en fed vogn. Hold kæft, en fed vogn. Det var bare den fedeste dag. 

Sidste gang, jeg var fuld, var ugen efter min etapesejr på World Touren i maj. Man skal huske at nyde sine momenter. Det er så sjældent, at man får den der sejr, og når det så endelig er, så skal jeg fandeme også fejre det. Vi drak champagne og vin, den fik ikke for lidt. Jeg var ikke stang-bacardi, men der var et godt ’buzz’, og der var bare megagod mad. Festen foregik sådan rimelig stille, vi holdt en picnic om eftermiddagen og nød solnedgangen. Jeg følte mig virkelig lykkelig. Og så var jeg sammen med min kæreste.
Det var bare en klasse dag. Jeg blev totalt fyldt med sommerfugle i maven. 

JEG ER BJERGRYTTER, og der bliver gået meget op i, at man skal være så let som mulig. Men jeg går sindssygt meget ind for mantraet ’happy head fast legs’. Altså hvis jeg er glad, er det fucking ligegyldigt – undskyld, jeg bander – om jeg vejer et kilo ekstra, for så vejer mit hoved op for det. Selvfølgelig skal jeg ikke være sådan en lille rund kartoffel, og når vi er ude til cykelløb, spiser vi virkelig tit pasta og kylling. Tør kylling. Øv! Rigtig tør. Ligesom sådan en høne, der er blevet smattet ud på vejen og kørt over af en truck. Kyllingeskiverne er så tynde og tørre, at du nærmest ikke kan synke dem. Det bliver altid serveret med tomatsovs, fordi der ikke er nogen kalorier i. Nogle gange kan vi variere den til nogle ris. Men det er fandeme kedeligt i 10 dage, når du skal køre Giroen (Giro de Italia, red.). 

Når jeg er færdig med et løb, craver jeg tit noget rigtig klammo-mad. Rigtig klammo-pizza eller klammo-burger, sådan rigtig ’bvadr’, hvor fedtet drypper. Eller også craver jeg salat. Nogle gange er vi til løb og træningslejr sådan nogle steder, hvor det bare er øv-salater. Forbandet iceberg, en eller anden tomat og nogle gulerødder. Det gider jeg ikke, det smager jo af nada. Så craver jeg bare en god salat med grillede grøntsager. Sund, lækker mad, der smager af noget. Og så elsker jeg slik.

NOGLE GANGE KAN jeg være træt af at være cykelrytter. Især når der er dårligt vejr udenfor. Det regner, og det er fem grader, det blæser eller sner nærmest, og så tænker man: ”Jeg gider ikke være cykelrytter, når der skal være sådan noget pisvejr. Jeg gider ikke køre fire timer i det.” 

Det kan også være ensomt til tider. Specielt når man skal træne alene. Lige præcis derfor er jeg flyttet til Girona (i det nordlige Spanien, red.). Det er en kæmpe cykelby, og vi er omkring 15 professionelle danske cykelryttere, som bor hernede, og 200 cykelryttere i byen fra alle lande. Det er bare fedt at have nogen at træne med. Men nogle gange træner man alligevel alene, og det kan godt være hårdt. I cykling er der ikke en træner, der står og siger: ”Du skal cykle!” Man skal sparke sig selv i røven for at komme ud og træne. 

Det kommer meget an på mit humør, hvad jeg gør for at motivere mig selv. Nogle gange har jeg virkelig behov for at have fed musik i ørerne og leve mig ind i det. Hvis jeg er ked af det, hører jeg sådan noget vrælemusik. Hvis jeg skal køre intervaller, er det bare full on techno. Andre gange er det mere pop eller sexy R’n’B. Og andre gange igen kan jeg bare mærke, at jeg slet ikke skal have musik i ørerne. Så skal jeg bare nyde naturen og mærke sanserne. Jeg lytter på fuglene og lugter til grantræerne. Prøver at få dén oplevelse. Jeg er meget sanselig, og nogle gange har jeg bare brug for at være i nuet og suge miljøet ind. 

HAMMERFED

Da Cecilie Uttrup Ludwig havde krydset målstregen som nummer tre ved Flandern Rundt i 2019, gav hun et interview med så sprudlende indlevelse, at det blev citeret i cykelmedier verden over, og hun blev kaldt ’the unexpected star’. Særligt én sætning blev en ørehænger, som hun skulle høre for igen og igen. Med ordene ”Let’s put the hammer down! PAM!” beskrev hun, hvordan det var hendes tur til at smadre igennem slutspurten.

I FOLKESKOLEN OG GYMNASIET skrev jeg altid om kvinders rettigheder. Det interesserede mig sindssygt meget, og jeg har altid kæmpet for, at vi kvinder ikke bare skal bukke og neje. Det har været hårdt nogle gange at være kvinde i en mandsdomineret sport. Jeg er ikke blevet respekteret lige så meget eller taget lige så alvorligt. I alle cykelmiljøer er der sådan en underliggende indforståethed omkring at: ”Ja, vi ser jo alle sammen herrecykling, og kvindecykling er sådan lidt …”  Der har jeg altid haft det sådan: ”Det kan simpelthen ikke være rigtigt, så kæmper jeg for os kvinder.”

Folk har altid fortalt mig, at jeg som kvinde aldrig kunne leve af at blive cykelrytter. Der var måske 10 i verden, der kunne, så jeg skulle bare gøre det for sjov og ikke tro, at jeg kunne blive professionel. Jeg syntes, det var så nederen, at de skulle prøve at knuse drømme. Det er meget muligt, at de prøvede at være realistiske, men de behøvede da ikke være så nederen, mand. De var så øv! Men det gav mig energi: ”Jeg skal bevise, at I tager fejl!” 

For fem år siden begyndte jeg at kunne leve af cyklingen, da jeg skiftede til Cervélo-Bigla (schweizisk cykelhold red.). Indtil da arbejdede jeg i Føtex ved siden af cyklingen. Og det var hårdt. Jeg stod op hele dagen, og så cyklede jeg enten om aftenen eller om morgenen inden arbejde. Jeg satte varer på hylderne, og når der kom returvarer, skulle jeg sætte dem på plads. Det var et arbejde, hold nu kæft. Hvis jeg går i Føtex nu eller andre supermarkeder og kommer til at tage en vare, som jeg egentlig ikke gider have, lægger jeg den aldrig bare fra mig. Jeg ved, at en eller anden stakkels medarbejder skal lægge varerne tilbage igen. 

Da jeg kunne leve af cyklingen, fik jeg det sådan: ”Look at me now, bitches!” 

DE BEDSTE DAGE på cyklen er, når det er 25 grader og solskin, og jeg kører og er i skidegodt humør, benene er gode, musikken er god, lå-lå-lå, jeg stopper på en café, sætter mig i solen, solbriller på, spiser min sandwich, drikker min kaffe. Det er bare … hvor er det fedt, mand. Det er jo mit liv! Tænk sig. På sådan nogle dage niver man sig i armen. Jeg elsker at træne, men jeg er jo en race horse. Så jeg elsker finalerne! Man ved, at man har trænet så hårdt, man har forberedt sig på ruten, og så sidder man i finalen og tænker: ”Det er NU, jeg skal smadre dem alle sammen!” 

Det største øjeblik i min karriere var at få hul på bylden og få min første World Tour-sejr (maj 2021, red.). Det er klart et af højdepunkterne. Og så Flandern i 2019, hvor jeg blev treer. Det var så stort for mig. Jeg lavede et interview bagefter, og det følger mig endnu. Når jeg er i Belgien for at køre løb, bliver jeg stoppet, hvis jeg er ude at træne. Belgierne ruller vinduet ned i bilen og råber: ”Put the hammer down!” Det er totalt mindblowing. 

Jeg er ret god til at være livsnyder. De bedste øjeblikke for mig er at være sammen med mennesker, jeg elsker, og at nyde god mad og rødvin og bare sidde udenfor. Det er de øjeblikke, jeg glæder mig allermest til. God mad gør glad. Det er det, der er så fedt ved Spanien. Der er så godt vejr, og folk lever bare på gaden. De er ude og spise, og jeg elsker bare den stil. 

JEG KOMMER IKKE ud af en cykelfamilie. Mine forældre har altid været aktive og dyrket sport, og de cykler meget, men altså sådan til arbejde. Både min mor og far er aktuarer inden for forsikring, og jeg har altid syntes, at matematik og skole i det hele taget var pissespændende. Og jeg har altid troet, at jeg enten skulle være matematiker eller skuespiller. Jeg blev hverken eller. Jeg blev cykelrytter. 

Jeg har altid elsket at performe. Helt fra jeg var en lille pige. Hver gang jeg havde venner eller veninder på besøg, skulle vi altid lave skuespil eller danse. I løbet af dagen øvede vi, og om aftenen viste vi det for mine forældre. Wow, de har set mange af de stykker.

Min mor er meget ligesom mig. Sådan totalt en lille bombe. Min far er mega chill. Han er den der tænksomme ugle med brillerne og de gode råd. Han er meget anderledes end mig, men jeg bliver inspireret af dem begge to. Den ene er en festbombe, og den anden er mere afbalanceret og rolig. Jeg har også en lillebror, der læser til kemiingeniør. Han er helt i en anden boldgade end mig. Han er en festabe, der fester hver weekend. Der er vi meget forskellige. Men det er jo også det fede. Det er en god lille kernefamilie, vi har. 

Jeg savner min familie og mine venner rigtig meget. De venner, jeg har i Danmark, har ingenting med cykling at gøre. Nogle gange kan det være svært at holde kontakten med dem, fordi jeg bor i udlandet, er så meget på vejen, og der er så meget gang i den. Men man skal huske at holde fast. Vi er gode til at ses, hver gang jeg er i Danmark, selvom det kun sker 3-5 gange om året. Jeg skal bare se dem, og jeg skal ikke snakke om cykling. 

Når jeg er i Danmark, bor jeg hos min mor og far. Der er nok mange, der ville være sådan: ”What?” Men jeg er rigtig tæt med min familie, og når jeg ser dem så sjældent, synes jeg, det er sindssygt rart at have tid med dem. Så er det bare hygge. Årh, hvor er hygge bare et kæmpe mig-ord, mand. Jeg elsker det. Vi sidder bare og snakker hele aftenen og natten. Der er ikke noget, der slår at grille udenfor i en dansk sommerhave. Intet slår sådan en aften med familien, hvor vi inviterer bedstemor og sidder ude og griller og hygger. Man bare er sådan: Ja, for satan altså! Arh, nu hyler jeg.

JEG KAN GODT lide at se cykelløb. Også herrerne. Jeg synes, det er spændende, og jeg lever mig totalt ind i dem. Altså, jeg kan jo ikke lade være med at skrige ad skærmen: ”KOM NU!” Det er jo også, fordi jeg selv ved, hvad det kræver. Jeg har selv siddet ude på etapen og haft ondt over det hele. Altså helt ned i lilletåen. Alt skriger. Mest benene, men også lungerne. Du skal være i god form og alt sådan noget, men du skal også have den rigtige psyke. Du skal kunne æde dig selv og acceptere, at der er smerte, og du skal have det godt med det. 

Der er et udtryk, der hedder, at ens hurtbox skal være tom, når man skal cykle. Det kan jeg rigtig godt lide. Hvis hurtboxen er fyldt op med kedelige tanker som ”årh, hvor går det dårligt med kæresten for tiden”, inden du skal cykle, kommer det til at gå ad lort. Men hvis hurtboxen er tom, og man bare er glad for livet, kan man putte sig selv derind. Det er de dage, der er specielle og fede. Men det er svært at mestre. Man skal gide gå ind i det og elske det, selvom man ved, at det kommer til at gøre ondt over det hele.

Min erfaring og min far har lært mig, at man skal finde sin egen vej. Det nytter ikke noget at tro, at man kan kigge på verdens bedste cykelrytter og sige: ”Hende der, hun vinder alle cykelløb, og hun gør sådan og sådan, så nu kopierer jeg hende, for jeg vil blive lige så god.” Det dur ikke. Man skal finde ud af, hvad der fungerer for én selv. 

Jeg drømmer om at vinde flere cykelløb. En dag skal jeg også vinde VM og have den regnbuefarvede trøje på.

29-årige Anne-Marie Rindom sejler for Danmark.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Ricky John Molloy

FØRSTE GANG jeg sad alene i en båd, havde min far købt en rød optimistjolle til nærmest ingen penge, sådan et lille badekar. Jeg var fem år gammel, og min far fulgte mig tæt i en lille gummibåd ved siden af. Men pludselig gik motoren ud på gummibåden, og jeg sejlede bare derudad og anede ikke, hvordan jeg skulle komme tilbage. Jeg sejlede på grund, og min far kom og reddede mig. Jeg husker det som en ’nu-dør-jeg’-oplevelse. Jeg var i total panik.

Jeg sejlede først rigtigt alene, da jeg blev syv. Jeg var på det mindste hold i Horsens Sejlklub, hvor man selv sad i båden og også sejlede uden for havnen. Det var virkelig en stor ting: at sejle uden for havnen. Når jeg kom hjem fra skole, kiggede jeg tit på træerne og tjekkede, hvor meget det blæste.  Så sagde jeg: ”Åh, det blæser meget i dag, jeg vil ikke ned på havnen.” 

Min far tvang mig ikke, men sagde: ”Lad os nu bare tage ned og se, hvordan det er.” Når vi så kom derned, var alle de andre børn der. Så begyndte vi at lege, og så kunne vi få en lille tur på vandet. Jeg ville også gerne selv, mine venner var dernede, og de var også sådan: ”Uh, det er lidt farligt.” 

Jeg har aldrig haft en oplevelse af at være ked af det, når jeg kom ind fra en tur på vandet. Det var altid med armene over hovedet og: ”Wow!” Og så skulle jeg hjem og fortælle min mor, at jeg havde været ude i seks sekundmeter.

Der var så meget socialt på havnen, og jeg havde nogle rigtig gode kammerater. Det var det, der var fokus i min barndom og ungdom. Min far blev dog ved med at presse lidt på. Han kunne se, at jeg syntes, det var fedt, når først jeg fik et lille skub. 

Da jeg var otte år, skulle jeg sejle alene på Gardasøen. Der er et stort stævne for optimistjoller i påskeferien hvert år dernede, og min familie og jeg har været der 17 år i træk. Forældrene må normalt ikke komme med ud på vandet, men første gang vi var med, havde min far lejet en båd og  var derude alligevel. Jeg gik i panik, det blæste megameget, syntes jeg, og mit øsekar, som man bruger til at vælte vand ud af båden, kunne jeg ikke få fri. 

Min far råbte til mig: ”Så slapper du af!” Og så sejlede han bare væk. Jeg måtte ligesom klare det selv. Tit var jeg måske ked af det i fem minutter, men så fandt jeg ud af: ”Der kommer ikke nogen og hjælper mig, jeg må fikse det selv.” På den måde får man hår på brystet. Der skete jo heller ikke noget, og så fandt jeg ud af, at hey, det er jo faktisk ikke så farligt.

NOGLE DAGE har jeg lyst til at blive under dynen. For eksempel, når det blæser helt vildt meget, det vi kalder survival conditions. Der er også dage, hvor der er nul vind. Det plejer egentlig at være hyggeligt nok, men det er også lidt kedeligt. Så sidder man bare foldet sammen inde i båden og prøver slet ikke at bevæge sig for at få båden til at sejle. 

Jeg tager altid af sted alligevel. Sammenhængende træning og consistency hver eneste dag er godt, det ved man. Og at have connection med båden. Jeg har sejlet den her bådklasse (Laser Radial, red.) i 12 år, og læringskurven er ret flad efterhånden. Derfor er jeg hele tiden ude efter små procenter af udvikling. Kvaliteten skal bare være høj. 

I sejlsport er OL det ultimative, og jeg træner for at være helt fremme. Det har jeg gjort siden OL i Rio i 2016. Følelsen i Rio var, at det var lige ved og næsten. Jeg var sindssygt glad for min bronzemedalje, men jeg kunne også godt mærke, at: ”Wow, guldet var så tæt på!” Det er virkelig marginalerne, der tæller. Tit er det millisekunder, der afgør det.

Det var min træningsmakker fra Irland (Annalise Murphy, red.), der vandt sølvmedaljen. Det var megastort for os begge, fordi vi havde hjulpet hinanden med at blive de bedste udgaver af os selv. Det, at vi begge stod på podiet, var en stor oplevelse. Der er videoklip fra Rio, hvor vi står og krammer hinanden. Det er min konkurrent, men det er også min veninde. 

JEG HAR, 7-9-13, ikke selv været med, hvor det er gået fuldstændig galt.  Jeg har prøvet, at båden sank, fordi der var store bølger. Så ligger man derude i vandet og skal reddes af andre. Men man er aldrig alene af sted, man er altid to. Sidste sommer fik jeg en diskusprolaps i nakken. Det er nok den største skade hidtil. 

Men jeg har fået bommen på sejlet i hovedet, hvor jeg fik hjernerystelse og en flænge hen over næsen. Og i 2017 var der en, der sejlede ind i min ryg. Vi lå alle sammen i startlinjen til en træningssejlads, og der var en, der mistede kontrollen eller prøvede at lave en hurtig finte, og hun ramte mig uheldigt med en masse fart.  Normalt rammer man bådene, men fordi jeg måske sad lidt ude på kanten, ramte hun mig direkte i ryggen. Båden væltede, jeg røg i vandet, og jeg troede, jeg havde brækket ryggen. Det gjorde ondt. Da jeg lå der i vandet, tænkte jeg: ”Kan jeg bevæge mine arme og ben?” Det kunne jeg.

Bagefter blev jeg sejlet ind i en gummibåd, og jeg var forbi hospitalet for at få tjekket, om der var noget galt. Det var der ikke. Jeg fik et kæmpe blåt mærke og kunne heldigvis sejle selve stævnet, der lå tre dage senere. 

ANNE-MARIE RINDOM

29 år. Født i Søllerød, opvokset i Horsens, bor i Aarhus. Læser en kandidat i idræt på Aarhus Universitet.

Professionel sejler i klassen Laser Radial.  Blev udtaget til EM for første gang som 11-årig. Vandt VM-guld i 2015 og EM-guld i 2019.

Har vundet et hav af både guld-, sølv- og bronzemedaljer ved både VM, EM og andre store sejlsportsstævner. Deltog ved OL i London i 2012 og vandt bronze ved OL i Rio de Janeiro i 2016.

Blev i 2019 kåret som verdens bedste sejler på tværs af bådtyper af det internationale sejlsportsforbund World Sailing. Hun er den første dansker nogensinde til at få den titel.

DER ER MANGE, der spørger mig, om jeg er nervøs for det kommende OL, fordi jeg ikke kan komme uden om, at jeg er en af favoritterne. Så husker jeg mig selv på, at jeg har kæmpet i alle de her år for netop at være favorit. Jeg har ikke kæmpet for at blive nummer fem eller seks. Jeg  kan rent faktisk tage en medalje. Og det er bare fedt. Det skal man huske sig selv på, når man bliver nervøs: Det er ikke bare held. Det er træning, og jeg har lagt blod, sved og tårer i det i så mange år. Men der er jo meget pres på. 

Man kan sammenligne det med at være til en afsluttende eksamen på universitetet, hvor man virkelig gerne vil gøre det godt. Det er så bare over ni dage i stedet for én dag. Det skal man lære. Hvis ikke man kan det, er man det forkerte sted. 

Den sidste sejlads i Rio, medal race, fik vi udskudt, fordi der ikke var noget vind. Vi ventede på vind hele dagen. Om eftermiddagen kom der så en kæmpe storm, og vi blev sendt på vandet og skulle være klar. Men så aflyste de alligevel. Det var en total rollercoaster-dag, og jeg tænkte, at det var vigtigt at få sovet inden næste dag. Men min mentaltræner sagde, at søvnen faktisk ingen indvirkning har på præstationen, fordi man er så propfyldt med adrenalin. Det er en sejlads, der tager 20 minutter, og det kan man godt tage sig sammen til, om så man kun har sovet én time. At han sagde det, gjorde mig mere rolig, da jeg lå der om natten og tænkte: ”Nu er der syv timer, til jeg skal op! Kom nu, sov, du skal præstere dit livs vigtigste sejlads i morgen.” Lige siden har jeg været meget mere rolig omkring søvn. 

Inden en  konkurrence laver jeg mindfulness-øvelser. Min mentaltræner (Kristoffer Henriksen, red.) og jeg går nogle scenarier igennem. Til OL i Rio snakkede vi blandt andet om ting, der kunne gå galt, og så skulle jeg visualisere situationer, hvor jeg befandt mig i den forkerte side af banen, hvor  vinden drejede, eller hvor jeg pludselig lå sidst. Man har mest lyst til at blive hidsig, men den energi skal man lære at bruge de rigtige steder.

Jeg har ikke så mange ritualer ud over at tjekke båden igennem. Da jeg var yngre, skulle jeg have lige præcis dét par bukser på, ellers gik det ikke. Men man skal passe på med ikke at få for mange rutiner. Man bliver nærmest helt overtroisk, hvis man ikke kan følge dem, og så bliver man låst. 

JEG ER ET menneske, der sammenligner mig meget med andre. Det har været en udfordring for mig. Nu er jeg sidst i tyverne, og jeg føler, at jeg kender mig selv bedre og kan håndtere det. Men især i gymnasiet sammenlignede jeg mig meget og var meget konkurrenceorienteret, især i forhold til karakterer. 

Jeg er blevet bedre til at tackle konkurrencemennesket i mig på andre områder, som egentlig ikke er vigtige. At føle, at man skal være den bedste til alt muligt andet, når man bruger 99 procent af sin tid på én ting, gør det lidt svært at være med på andre ting. Man må finde ro i, at det er okay at få et syvtal, og ikke at være den allerbedste veninde hele tiden.

Men det er en fordel for mig at være konkurrencemenneske og at ville vinde og være fandenivoldsk, som min mor altid kaldte mig. Hun sagde, at jeg altid har haft et ekstra gear, og det har jeg også, men jeg har skullet arbejde med kun at lade det gå ind i én ting og være mere rolig på andre områder.

Især mentaltræning har hjulpet mig. Det her med at rette fokus det rigtige sted hen. Jeg tror, mange har et billede af, at når jeg for eksempel spiller brætspil, vil jeg bare vinde. Men jeg er helt ligeglad med, om jeg vinder i Bezzerwizzer. 

ALTING SEJLER

”Jeg elsker friheden ved at sejle. Sejlsport er udfordrende på mange områder, fordi der er mange forskellige elementer, man skal være god til. Det kræver taktiske, strategiske og fysiske egenskaber, som man ikke bare får over en kort periode. Man bliver konstant ved med at lære i sejlsport, fordi vejret, vinden, strømmen og stedet, man sejler, ændrer sig.”

JEG VAR 11 år, da jeg første gang blev udtaget til EM i optimistjolle. Mange sagde: ”Uha, hun er så lille.” Det var lidt en overraskelse for folk, at jeg blev udtaget – og nok også for mig selv. Men dér tænkte jeg: ”Okay, jeg har talent for det.” Det var til et stævne i Kerteminde, hvor man skulle være blandt de tre bedste piger for at blive udtaget. De to, der var foran mig, var noget ældre, og det var megastort. 

Vi fik landsholdstøj, hvor der stod ’Danmark’ og ens navn bagpå, og selvom min mor var med, boede vi ikke sammen med vores forældre til EM. Jeg kan huske, at jeg knap nok kunne rigge min egen jolle til, og at jeg ikke kunne få sat sejlet rigtigt. Jeg blev nummer 53 eller noget i den stil.

Min far var god til ikke at gøre tingene for mig. Han var meget sådan: ”Du skal selv sørge for det.” Især det her med at gøre båden klar gjorde han en dyd ud af, at jeg selv skulle klare. Min far og hele hans familie har altid sejlet, de har altid haft båd.

Man kan godt have talent for noget, men det bliver ikke ved med at være nok. Der blev lagt et ekstra lag på, allerede da jeg var 13-14 år, hvor jeg trænede både i Horsens og Fredericia. Mange af de andre unge piger trænede kun i Horsens. Min far var god til at opsøge ting, der gjorde, at jeg kom et skridt foran. 

VI ER FIRE børn i min familie. Derfor havde vi en bil med plads til syv personer – en Peugeot med sæder bagi. Det er den bil, der har været 17 gange til Gardasøen, og den har kørt over en million kilometer. Pigerne fra Horsens Sejlklub husker alle sammen bilen, for de var med i den, når vi især kørte til Holland, hvor der var stævner i weekenderne. Vi lå i telt dernede, og min far kørte os altid. Han har været træt, den stakkels mand. Han skulle jo op på arbejde om mandagen. I dag tænker jeg, hold da op, sikke et overskud, han har virkelig brugt meget tid på mig og sporten. 

Der var gang i den i den bil. Vi havde en cd med ’Hits for Kids’, og så kørte vi derudad med masser af snacks – chips og kiks, især ’gif gif’-chips, som mine søskende og jeg kaldte de der firkantede sour cream and onion-chips. Man ville helst ikke sidde på bagsædet, for så var man ligesom ikke med. Det gjaldt om at få en plads foran eller i midten, så man ikke var udenfor. 

Vi hjalp også hinanden med at lave lektier i bilen. Tit kom vi hjem klokken tre søndag nat og skulle op i skole om morgenen. Min mor sagde: ”Ah, du kan godt lige holde en fridag. Det går nok, vi laver lidt skole herhjemme.” Mens min far var sådan: ”Hvis du kan sejle, kan du også gå i skole.” Tit når min far var taget på arbejde, sagde min mor: ”Bare bliv hjemme.” 

I GYMNASIET VAR jeg i flere øvelser lige så stærk som eller stærkere end drengene. Det var sådan noget med squat, jeg var god til. Mine ben har altid været sindssygt stærke. Og min core. Jeg tror egentlig, at de fleste var sådan: ”Wow, det er megasejt.” Men jeg tror også, at der var nogle af drengene, der ikke syntes, det var så fedt.

I 2. g valgte jeg at tage gymnasiet på fire år (Team Danmark-uddannelsen, red.), så jeg fik mere tid til at sejle. Nogle valgte festerne, og en del faldt fra sejlsporten, men jeg tror, jeg fandt et godt kompromis. Jeg var stadig med til klokken et om natten, og i stedet for at tage med videre i byen tog jeg hjem. Jeg var måske sindssygt træt lørdag, men så nåede jeg ligesom det hele. 

Der var også perioder, hvor det ikke gik. I 3. g var jeg ved at køre mig selv helt død. Det var svært at prioritere, hvad der var vigtigst. Jeg ville gerne sejle, have gode karakterer og være med på beatet og med i samtalerne mandag morgen, når man snakkede om festerne. 

Når jeg tænker tilbage på min gymnasietid, var der ikke så mange, der spurgte, hvad jeg havde lavet i weekenderne. Det var først på universitetet, at jeg mødte nogle mennesker, der kunne sætte sig ind i min situation og livsstil, og som syntes, at det var megafedt, i stedet for at have den der holdning: ”Nå, hun er den lidt mærkelige.” Det følte jeg nogle gange, at jeg var, fordi jeg gjorde tingene anderledes.  

At jeg var fire år i gymnasiet, betød, at jeg ikke blev student samtidig med dem, jeg var startet med. Men de var sindssygt søde. De havde købt en hat, hvor jeg kunne have en øl i hver side, da de blev studenter. Så havde jeg den på i stedet for en studenterhue.

LIGE NU, op til OL, handler det rigtig meget om træning, sejlads, og om hvordan jeg kan optimere mine rutiner. Typisk spiser jeg morgenmad, har fysisk træning, så tager jeg på vandet halvanden til tre timer, og når jeg kommer i land, laver jeg et cardio-pas på løbebåndet eller cykler. Hvis ikke der er cardio om eftermiddagen, ser jeg video fra dagens træning og holder evaluering. Men jeg prøver at være så meget som muligt udenfor, det elsker jeg. 

Som sejler er der sindssygt mange administrative ting at tage sig af. Det er ikke som på et håndboldhold eller et fodboldhold, hvor der er nogen, der tager sig af de ting. Det her med at bestille flybilletter, sørge for, hvor man skal bo næste gang, og især, med corona, hvor man skal booke test på det og det tidspunkt … jeg sørger for alting selv.

Det kan godt være overvældende i perioder. Lige nu sidder jeg med årsopgørelsen og laver det store sportsregnskab, som skal indberettes til Skat. Til at starte med har man rigtig mange udgifter og ikke så mange indtægter, men jo mere det bliver balanceret, og jo flere indtægter jeg får, jo mere uoverskueligt bliver det. Heldigvis har jeg en revisor i familien, der kan hjælpe.

Jeg er lige blevet ansat på et sejlsportshold, SailGP (Sail Grand Prix, red.) hedder det, og jeg er ikke helt kommet i hus med en kontrakt, men forhåbentlig kommer det til at løbe over de næste tre år. Det er et female programme, hvor vores opgave er at få promoveret pigesejlere og at få flere kvinder ind i professionel sejlsport. Vi skal vise, at der er en vej for kvinder i en mandsdomineret sport. 

Jeg har aldrig tænkt, at jeg har begrænsninger i forhold til mine mandlige kolleger. Men jeg kan godt se, at det er et issue at få børn. Der kommer man som kvinde til at være ude i et stykke tid, og kan man så komme tilbage til sporten igen? Hvordan kan man blive ved med at sejle? Der er ikke så mange i Danmark, man kan se op til, hvor man kan sige: ”Hun gjorde det. Hun lavede en levevej gennem sejlsporten.” Det kunne være superfedt at være den første.

Jeg har et lån i banken, og så spurgte de dernede: ”Hvornår skal du have et rigtigt arbejde?” Og jeg blev sådan: Jamen, jeg er 29 år gammel, det her er mit arbejde. Det kan godt være, at jeg ikke tjener lige så meget som en nyuddannet ingeniør, men det er det her, jeg lever af. 

Når jeg sammenligner med kolleger i udlandet, er det, som om vi i Danmark ser på sport som en slags hobby. ”Når du er færdig med det, skal du vel ud og have et rigtigt arbejde?” Selv mine forældre kan godt have det lidt sådan. Men hvorfor kan en sport ikke være en levevej? Folk tænker måske, at ens krop på et tidspunkt bliver for gammel. Men sejlsport er anderledes. I OL i Rio de Janeiro var der en 60-årig guldvinder, der havde haft kræft året før og kun havde én lunge. Det viser bare, at sejlsport kan så mange ting.

Jeg drømmer om at være professionel sejler og at leve af det. Jeg ved godt, det er sindssygt hårdt, og jeg er i gang med at tage en kandidat i idræt på universitetet, så jeg også har en uddannelse. Mange af de ting, jeg har lært, har jeg kunnet bruge i sejlsporten.  

NÅR JEG KOBLER af, er jeg sammen med venner eller familien. Eller også ser jeg en serie, en film, læser en bog. At være sammen med veninderne er sindssygt vigtigt for mig. Vi har gået mange ture og drukket meget kaffe under corona. Så snakker vi om alle vores problemer og prøver at løse dem, ha, ha. Vi begyndte også at lave heat yoga, fordi der er varmt i Tokyo. 

Der er begyndt at være babyboom i venindeflokken. Min veninde Anne-Julie (Foght Schütt, red.), som også er fra Horsens Sejlklub, skal føde lige om lidt, og hendes ambition er at komme tilbage til sporten. Og jeg tænker: ”Wow, det er hårdt.” Jeg har ikke selv gjort mig tanker om, at jeg bare skal tilbage til sejlsporten, efter jeg har fået børn, nu må vi se. Jeg tænker umiddelbart, at vores sportschef må ansætte en nanny. Men jeg er ikke selv mor, så jeg kan nok ikke til fulde sætte mig ind i, hvordan det er at have et lille barn med.

Jeg har en kæreste i Australien, og vi havde en dag, der var tæt på at være perfekt.  Vi var ude at dykke med nogle af vores australske venner om formiddagen, om eftermiddagen havde vi en flaske vin med på stranden, solen gik ned, samtidig med at månen stod op, og det var 30 grader. Det er sådan en dag, man ikke glemmer. 

Jeg har ikke set ham i et år på grund af corona. Han arbejder dernede, så han kan heller ikke tage herop, og jeg har min sejlsport, og jeg kan ikke få visum til Australien på grund af corona – de lukker mig ikke ind endnu. Men vi har sluttet fred med det. Når vi har kunnet holde kontakten i så lang tid, er det også meant to be. Jeg tror, det har været den ultimative test. Nu er der ikke noget, der kan slå os ned. 

Mit største sports-øjeblik var OL i Rio i 2016. Jeg havde min familie med, og det hele klappede. Når jeg ser tilbage, præsterede jeg og ramte det helt rigtige niveau. Det kan godt være, at det ikke var guld, men jeg fik det, vi kom for: en medalje med hjem. Det var stort for mig at have min familie og min ekskæreste med. Jeg havde også to veninder med, og vi rejste rundt i Brasilien bagefter. Jeg festede i fem dage med de andre sejlere, min familie og mine venner, og da jeg kom hjem til Danmark, festede vi videre. Det var en sjov og befriende periode.
Det, jeg husker bedst, er en sejlads inden medaljesejladsen, hvor jeg lå nummer et og havde den gule førertrøje. Dén sejlads gik bare helt galt. Det sidder dybt i mig. Jeg følte, at nu havde jeg tabt det hele. Jeg kan huske, at jeg græd. Og jeg græd nærmest også, da vi gik ind i næste sejlads, hvor jeg fik hevet mig selv tilbage på andenpladsen. Det hele står stadig klart for mig. 

Jeg er megalykkelig, når jeg har vundet et stævne, og alt har flasket sig. Som nu i forrige uge, hvor jeg vandt et stævne og var 39 point foran. Jeg følte nærmest, at jeg kunne gå på havet.

Den 27-årige danske elitesvømmer og OL-deltager har klorvand i blodet.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Polina Vinogradova

MINE FORÆLDRE VILLE gerne have, at min bror og jeg skulle lære at svømme. De så det som en vigtig del af vores opdragelse. Min mor var gymnastiktræner, så jeg dyrkede også en del gymnastik sammen med min storebror, da jeg var yngre. Det var nogle gange lidt svært, for min mor blev tit nervøs, når vi skulle lave gymnastikspring. Så da min bror stoppede, stoppede jeg også. Vi var og er meget tætte med hinanden.

Svømning var på ingen måde min favorit. Jeg hadede det kolde vand, men det, at min bror begyndte, gjorde det lidt nemmere. Jeg fik nogle veninder til svømning, som også havde storebrødre, der var sammen med min storebror. Vi blev nærmest til en lille familie, og vi brugte meget tid i svømmehallen. Mine forældre var officials, så jeg rendte rundt til alle stævnerne og lavede ballade, også hvis jeg ikke selv svømmede. Vi voksede op på den måde. Lige pludselig blev jeg ældre og kom på et hold, der tog til konkurrencer.

Mit bedste barndomsminde med svømning er Vedby Legene. Det var et udendørsstævne, og det var bare sjov og ballade. Vi ristede skumfiduser over bål, der kom en brandbil og sprøjtede skum ud over det hele, man skulle finde ting på en slags skattejagt, og drengene svømmede i badedragter. Det var ét stort cirkus, og jeg elskede det. 

I SVØMNING HAR du ét skud. Man kan sammenligne det med et straffespark i fodbold. Misser du, er det bare ærgerligt. For mange er det et kæmpe pres. De fleste løb bliver afgjort på få hundrededele. Man skal ikke gøre meget forkert. Du kan ikke have en dårlig start eller lave et forkert armtag, så er du ude. Det er mentalt virkelig hårdt, hvis man ender lige uden for medaljerne med en hundrededel af et sekund. Det føles nedslående og nærmest helt uretfærdigt, fordi det er lidt. På den anden side er det også det, der gør svømning spændende. Det er så detalje­orienteret. 

Jeg kan godt lide det nørdede ved sporten. Hvordan vinkler jeg min hånd rigtigt?  Sådan nogle ting. Gennem svømningen får jeg mulighed for at opleve sider af mig selv, som sætter gang i nogle reaktioner og tanker, der gør, at jeg bliver en forbedret udgave af mig selv. Jeg lever nærmest et ’hurtigere’ liv, fordi jeg mentalt bliver mere moden. 

Ved VM i 2019 blev jeg nummer fire. Jeg manglede en hundrededel, og det var det samme til verdensmesterskabet to år forinden. Så får man det sådan: Nu må den hundrededel gerne snart være på min side. Jeg bliver skuffet og irritabel, når det sker. Man må godt give sig selv en dag til lige at være irriteret, men man skal ikke lade én hundrededel afgøre, om man har været en succes eller ej. De fleste kan ikke engang begribe, hvor lidt en hundrededel er. Man er nødt til at komme videre og tage de ting, der virkede, med. 

Jeg er rimelig indadvendt og stille, når det sker. Så snakker jeg med min coach (Ann Kastrup, red.), som jeg er tæt med. Hun siger altid: ”Hvis du har behov for at komme ud med noget, så er jeg her.” Og så tager vi 10 minutter, hvor jeg plaprer løs om, hvor irriterende livet er, ha, ha. Efterfølgende fyrer hun altid en joke af, der får mig til at grine. Og så er det jo heller ikke værre. Til OL i Rio i 2016 var hundrededelen på min side, og jeg vandt guld.

HVIS MAN SVØMMETRÆNER alene, kan det virkelig være tungt og kedeligt. Det er det i hvert fald for mig. Jeg har behov for at være en del af en gruppe, hvor man varmer op og svømmer sine sæt sammen. Men til stævner skal jeg være i min boble, og jeg bruger al min energi på mig selv. Det ville jeg have svært ved, hvis jeg for eksempel var i holdsport. Jeg ville have svært ved at håndtere, hvis andre var med til at afgøre, om jeg var en succes eller ej. Men træning i holdsport ville helt sikkert være sjovere.

Motivationen går op og ned. Jeg har fundet ud af, at det er vigtigt for mig at nedprioritere svømningen lidt nogle gange og prioritere andre ting i stedet for. Jeg skal lade være med at stresse og forcere, at jeg skal være motiveret hele tiden. Gør jeg det, kommer motivationen tilbage af sig selv.

Jeg bor i Marseille, og da vi havde lockdown her i Frankrig på grund af corona, tænkte jeg: ”Er det virkelig det her, jeg skal?” Vi var indenfor hele tiden. I starten kunne man kun træne, der var ingen stævner, og jeg følte lidt, at jeg trænede for ingenting. Det var svært. Jeg endte med at sige til mig selv: ”Okay, lige nu får jeg ikke trænet, selvom jeg kan.” Da jeg begyndte at træne lidt igen, var det ikke på samme måde som før. Jeg tog ned for at svømme en lille smule og styrketrænede en del, fordi jeg fik det bedre mentalt af det.

Alle de ting, der er uden om svømningen, giver mig energi og motivation. At se mine venner, gå ud og spise, få drinks. De ting, som jeg ikke har så meget tid og energi til på grund af svømningen, skruer jeg op for i perioder. Jeg flytter mit fokus. Jeg forestiller mig, at der er mange, der går ud og løber en tur på fem kilometer, fordi de så kan sige: ”Tjek, nu har jeg gjort det.” På samme måde bliver svømningen også en ting, hvor jeg kan sige: ”Tjek, jeg har været til træning, nu kan jeg lave noget andet.” Omvendt indretter hele min verden sig efter svømningen, når jeg virkelig er fokuseret. 

SVØMMEVERDENEN KAN være meget striks. Især var den det, da jeg startede med at svømme på konkurrenceniveau. Og selv da jeg som helt ung kun svømmede stævner i Danmark, var svømmeverdenen meget sort/hvid. Du lærer, at du skal møde op til morgentræning, og den starter klokken seks. Du træner sygt meget, og du skal bare være der til alle træninger. Du skal svømme, og hvis ikke du synes, det er fedt, er det bare ærgerligt. Du skal bare blive ved. Jeg er vokset op i en svømmeverden, som jeg på mange punkter ikke har passet ind i. 

I 2010 begyndte jeg at træne på Nationalt Træningscenter (Dansk Svømmeunions elitecenter i Bellahøj, red.), og efter OL i London i 2012 tænkte jeg: ”Jeg er færdig. Jeg kan ikke svømme mere. Jeg kan ikke det her liv.” Nu havde jeg gjort det i to år, og det var mere end rigeligt for mig. Det var forfærdeligt og simpelthen for hårdt for mig som person. For nogle er det måske fint nok, men for mig fungerede det ikke. Jeg flyttede til Frankrig og trænede lidt der, men det var det samme dernede. 

Jeg fik ikke de resultater, jeg gerne ville have, og jeg var egentlig ikke glad. Jeg fik ikke gode resultater op mod OL i 2016, og jeg tror virkelig, at en af grundene var, at jeg ikke anede, hvorfor i alverden jeg var i sporten. Hvorfor skulle jeg træne på den her måde? Jeg var vokset op med svømning, det var noget, jeg bare gjorde, jeg havde aldrig taget stilling til hvorfor. Jeg kunne lige så godt lave alt muligt andet i mit liv. Jeg tog en pause og fik stillet mig selv nogle spørgsmål.

Jeg gjorde det, som alle andre unge mennesker nok gør, når de går i gymnasiet. Jeg festede og levede et normalt ungdomsliv, hvor vi drak os fulde i weekenderne. Jeg var ude, jeg så mennesker og fik rent faktisk lavet mine lektier. Der var ingen svømning. Overhovedet. Jeg prøvede at hygge-svømme i tre måneder, men det gjorde mig totalt ulykkelig, fordi jeg følte mig utilstrækkelig. Jeg sagde: ”Nu er det nok”, og så fik jeg et arbejde i en tøjforretning i stedet for. 

Efter jeg havde fundet ud af, hvad jeg egentlig gerne ville, kom jeg tilbage til svømningen og var meget mere klar i tonen. På det tidspunkt var der også kommet en træner til, som var mere åben. Vores oprindelige træner stoppede og rejste tilbage til Australien, hvor han kom fra. Vores assistenttræner tog over, og han er landstræner nu. Han har altid været åben og nede på jorden. Det gav mig mulighed for at kunne kommunikere, hvad jeg gerne ville. Efter det skete der en ændring. På holdet og i dansk svømning. 

Jeg fik lysten tilbage, og det blev mere på mine præmisser. Jeg fandt ud af, hvad der gjorde mig glad ved svømningen: Jeg kunne selv bestemme over mit liv og over, hvad jeg lavede til træning. Jeg fik ikke bare smidt et træningsprogram i hovedet, lavede det og gik hjem igen. Jeg fik også friheden til at sige: ”I dag har jeg ikke lyst til at være her.” 

Når man ikke kan få lov til at lytte til sig selv, bliver man frataget sin selvtillid og følelse af selvstændighed. Man glemmer sig selv, fordi man begynder at gøre ting for sine trænere og ikke for sig selv. Det går ikke. I sidste ende er det én selv, der skal performe og stå på skamlen. Man står der alene. Så for mig var det vigtigt, at det var mig, der var kaptajnen. Det var mig, der bestemte, og det var mine valg. 

Jeg sagde til min træner: ”Hej, jeg er her for at træne, jeg kan ikke committe mig til hverken OL eller at træne på samme måde som før, så jeg laver mit eget.” Han syntes, det var fint nok. Når man træner så meget, som man gør i svømning, kan man have følelsen af, at man ikke har særlig meget privatliv. Det kan virke invaderende. Alle ved altid alt om, hvorfor du ikke er der. Men nogle gange har man ikke lyst til at fortælle folk, hvorfor man ikke er der. Alle behøver ikke vide alt om én. Jeg sagde til min træner: ”Jeg gider ikke retfærdiggøre, hvorfor jeg ikke kommer. Du skal ikke spørge. Det er bare sådan, det er.” 

PERNILLE BLUME

27 år.

Bor i Marseille sammen med den franske elitesvømmer Florent Manaudou. Parret svømmer for klubben CN Marseille.

Debuterede på svømmelands-holdet i 2010. Repræsenterede Danmark ved OL i London i 2012 i holddisciplinerne 4 x 100 meter fri og 4 x 100 meter medley.

Blev den første danske olympiske mester i svømning siden 1948, da hun vandt OL-guld i Rio de Janeiro i 2016 i 50 meter fri, og satte samtidig ny dansk rekord. Ved samme OL vandt hun bronze i 4 x 100 meter medley. Inden da havde hun vundet adskillige guld- og sølvmedaljer ved både VM og EM i forskellige holddiscipliner.

Blev årets sportsnavn i 2016. Vandt EM-sølv i 50 meter fri i maj 2021.

PLUDSELIG FIK JEG en anden glæde ved svømningen. Det var ikke kun resultater, der betød noget for mig. Svømning gjorde mig glad. Stævnerne er så få, at jeg ikke kun kan leve på dem. Jeg må have andre succeser i min hverdag, når 90 procent af min tid er træning. Jeg er nødt til finde ud af, hvad der giver mig succesoplevelser ud over resultater og stævner, hvor man kan tabe med en hundrededel. 

Jeg er kæmpe Beyoncé-fan. Hun spillede i København i 2016 en søndag aften, og vi skulle flyve til OL i Rio mandag nat klokken 03. Jeg havde sagt til min træner, at det var vigtigt for mig at komme til koncerten. Det var et af de øjeblikke i mit liv, jeg ikke ville gå glip af. Hvornår kommer Beyoncé lige til Danmark igen? Jeg var hjemme fra koncerten klokken 01, og min veninde og jeg havde stået op, i jeg ved ikke hvor lang tid, og råbt og skreget. Jeg havde helt mistet stemmen. I sportens verden kigger man selvfølgelig meget på det fysiske, og folk ville sige: ”Ej, du skal ikke stå op og råbe, for så bruger du energi!” Vi skal præstere fysisk, men for mig er der en anden energi, der ikke har noget med det fysiske at gøre. 

Den energi kommer indefra og har udelukkende noget med humøret at gøre. Jeg blev så fyldt op på privat-Pernille af at være til den koncert. Det var et stort øjeblik, og jeg blev helt vildt glad. Det gav mig simpelthen så meget. Jeg vidste, at i Rio ville folk være inde i deres egen boble, og det hele ville handle om svømning. Det er så vigtigt med en balance. Det tænker jeg stadigvæk meget over på den her sportsrejse, jeg er på. 

Til EM i maj nåede jeg ikke at tanke op på samme måde. Jeg var udkørt efter lockdown i Frankrig, fordi jeg ikke havde været hjemme i Danmark i tre måneder på det tidspunkt. Det var første gang i lang tid, hvor jeg tog til et stævne, og den private konto var flad. Men jeg skulle kun være til EM i tre dage, og bagefter skulle jeg til Danmark i et par dage. Det blev en motivation for mig. Jeg havde planlagt en masse ting med mine venner og min familie, og det gav mig bare så meget energi at vide, at det lå der og ventede, når jeg lige havde overstået EM.  Lidt ligesom man kan arbejde ekstra hårdt, hvis man skal på ferie bagefter. 

UNDER LOCKDOWN havde min kæreste og jeg det egentlig utrolig nice. Også selvom jeg havde hjemve, og vi ikke vidste, hvornår lockdown ville ende. I Frankrig måtte du kun gå en kilometer væk fra dit hjem, så man kunne ikke rigtig tage på tur. Heldigvis har vi en kæmpestor altan, og det betød alverden. Jeg lavede yoga hele tiden og læste en masse bøger. Og så spillede vi dart og så sygt mange film. Det var ligesom en virkelig lang ferie. Vi spiste sindssygt god mad og drak vin og øl hver dag – sådan noget, som vi aldrig ville gøre normalt, fordi vi er atleter. Jeg tænker tilbage på det som en periode, hvor jeg faktisk følte mig ret glad. 

Min kæreste og jeg begyndte også at spille PlayStation. Rigtig meget. Det var lang tid siden, jeg sidst havde spillet, og jeg havde helt glemt, hvordan man holder controlleren. Vi spillede ’Call of Duty’ tre timer i streg til at starte med. Jeg blev helt køresyg af det. Man sidder og er fokuseret. Jeg kastede næsten op bagefter af at kigge på den skærm. Så sagde min kæreste: ”Rolig nu. Nu har du taget det værste.” Hver dag var vi nødt til at sætte en alarm på, ellers sad vi og spillede til langt ud på natten. Jeg elsker dramaet i ’Call of Duty’ og lever mig virkelig ind i tingene. Hvis der er nogen, der skyder mig, er det lige før, jeg skriger. Jeg tror, jeg er lidt voldsom at spille med. 

Jeg har altid været lidt af en drengepige. Når min bror havde venner på besøg, ville jeg gerne være med. Vi spillede ekstremt meget PlayStation eller så Pokémon, når vi kom hjem fra skole. Jeg samlede også på Pokémon-kort og spillede ’Counter-Strike’ på computeren. Min bror var aldrig afvisende eller sagde, at jeg ikke måtte være med. 

I dag er jeg helt vild med Formel 1. De fleste tænker: ”De kører jo bare bil.” Men sådan er det slet ikke. De trykker ikke bare lige på en startknap, en speeder og en bremse i Formel 1. De sætter sig ind i bilen med livet som indsats. Der er jo nogen, der kommer slemt til skade, og den der mentalitet er bare sygt fascinerende. 

Jeg kan godt lide selv at køre bil, og jeg synes selv, at jeg er en kæmpe mester til at parallelparkere. I Frankrig kører jeg i en elektrisk Smart. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle køre sådan en, men det er virkelig genialt i Marseille, hvor det er kaos at køre og parkere. Den kan komme ind alle steder.

HER I MARSEILLE træner jeg i en magisk, gammel pool, der ligger på en klippe. Den fyldte 101 år for nogle måneder siden, og for mig er den en af verdens flotteste. Omklædningsrummene ligner nogle, man ser på film. Der er romerske søjler, og det er utrolig smukt. Indenfor er der en 50 meter pool, som vi træner i. Den er åben ud til hele den ene side med store vinduer og ligger så højt oppe, at man ikke kan se andet end havet. Det er så smukt. Alle kender hinanden hernede, og man føler sig lidt som en familie. Man parkerer sin bil og giver nøglerne til dem ved indgangen, og så flytter de bilen, hvis den holder i vejen. Træningsforholdene her er meget anderledes end i Danmark. 

Jeg havde en periode, hvor vi trænede i Taastrup. Intet ondt om Taastrup, livredderne derude var fantastiske, og der var så mange muligheder for os. Men det var en meget lukket hal med få vinduer. Jeg er ret præget af vejret, og når man møder til træning om morgenen, er det rart med noget lysindfald frem for en svømmehal, hvor det eneste, man kan se, er den sorte streg i bunden af poolen. Jeg er ret vild med Bellahøj-badet. Jeg synes, det er Danmarks flotteste svømmehal. Den ligner faktisk en lille smule den, jeg træner i nu. 

Jeg elsker at være udenfor i naturen. Min kæreste har en båd, og det er virkelig fedt at kunne tage ud og sejle. Om så det er sammen med nogle venner eller bare alene for at slappe af. 

I går var en virkelig god dag. Jeg sov virkelig længe. Det havde jeg brug for oven på alle de stævner, der har været på det sidste. Bagefter gik jeg ned til vores lille frugtmarked ad den hyggeligste lille vej og købte en masse forskelligt frugt og grønt, mens min kæreste gik til bageren. Vi lavede en kæmpestor brunch og så Formel 1, mens vi spiste den. Vejret var godt, og der var også tennis i fjernsynet. Der skete ikke så meget, og det var det, jeg havde behov for. Vi kunne gøre, hvad vi havde lyst til. 

MINE TATOVERINGER betyder ikke supermeget. OL-tatoveringen på mit håndled betyder selvfølgelig en del, men de andre har mere været en sjov udsmykningsting. Jeg har overvejet, om jeg også skulle få et hjerte eller en bølge. Jeg fik lavet en sommerfugl på skulderen i 2013, fordi jeg syntes, den var vildt feminin og cute. Den blev lidt et tegn for andre. Hvis de ikke kendte mit navn eller vidste, hvem jeg var, så var jeg ’hende med sommerfugletatoveringen’. 

Når jeg har været på træningslejr og har gået i joggingtøj hele tiden, giver jeg den fuld gas med makeup og med at ordne mit hår, når jeg kommer hjem igen. For det kan jeg jo ikke i vandet. For mig er det også en måde at være kreativ på. Jeg har altid været interesseret i fashion og farver og at sætte ting sammen. Jeg har et behov for at gå crazy med høje hæle, eller hvad det kan være, når jeg ikke træner og er i vandet. 

Min badedragt er min uniform. Når jeg har den på, tænker jeg aldrig over, at jeg ikke har så meget tøj på. Men hvis jeg skal på stranden i badedragt eller en bikini, kan det være grænseoverskridende, fordi jeg føler mig blottet og bliver mere selvbevidst. Det er en helt anden situation, end når jeg er i poolen. 

EFTER OL I Rio begyndte folk at genkende mig. Mange gange var det vildt søde mennesker, der henvendte sig til mig med en masse rosende ord. Det var dejligt. Men nogle gange, for eksempel på en sommerdag i København, kunne jeg pludselig overhøre samtaler omkring mig. De sad og snakkede om min krop og mit privatliv, og hvad de havde læst om mig i Se & Hør. Det er også en af grundene til, at jeg kan have svært ved at gå ud i bikini. Der er mange, der føler sig berettiget til at kommentere min krop, fordi jeg er et sportsmenneske. Mange gange har jeg en følelse af, at de glemmer, at jeg er et menneske. Man ville jo aldrig sidde og snakke så åbenlyst om et menneske, der lå lige ved siden af. 

De fleste beskeder, jeg får på sociale medier, er meget, meget upassende. Det er meget seksuelle beskeder. Lige efter OL i Rio var det helt klart på sit højeste. Vi var til sportsgalla i Herning, hvor jeg blev kåret til Årets Sportsnavn. Bagefter kunne tilskuerne komme ind, hvor vi sad. Det var så grænseoverskridende. Der var mange, der gerne ville have billeder, og det er fint nok. Men mange af dem havde hånden alt, alt for langt nede på min ryg og sagde virkelig upassende ting i mit øre. Det endte med, at min far kunne se på mig, at jeg var helt ved siden af mig selv. Han tog mig under armen og ud til et sted, hvor vi kunne være i sikkerhed. 

Det var et kæmpe skifte at gå fra at være helt anonym til at være allemandseje, og det var en svær oplevelse. Det er nedtrappet siden, men det år efter Rio var hårdt. 

Jeg er superprivat, og jeg er ikke særlig glad for at give for meget af mig selv. Mine grænser blev overskredet så mange gange på en kort periode. Det påvirkede mig meget, og jeg trak mig fra medierne. Jeg undgik mange interview. Nu er jeg nået dertil, hvor jeg stille og roligt er på vej tilbage. Jeg prøver at slappe af i det, selvom jeg stadig kan være utryg. 

Folk tror, at hvis du er i medierne, er det, fordi du selv har været ude at sige noget. Pludselig er der nogle, du kender, der tror, de ved noget om én, og som siger: ”Nå, jeg læste lige sådan og sådan.” Men jeg har ikke snakket med den avis eller det magasin. Nogle gange har de bare taget et billede eller en tekst fra min Instagram og lavet en slags kontekst ud af det. De historier er langt fra virkeligheden, og det er så syret at opleve. 

Min familie havde svært ved at forstå det i starten. Men jo mere jeg forklarede, hvordan tingene hang sammen, jo mere kunne de også se, at det ikke bare er, ”fordi Pernille vildt gerne vil være i medierne”. 

DA JEG KOM hjem efter OL i Rio, spiste vi en rigtig dansk frokost med varm leverpostej og fiskefileter. Det at se min familie og venner og dele glæden med dem var virkelig fedt. Og så var følelsen af at komme hjem til sit eget land bare så rar. 

Jeg kan savne at gå rundt i København og at tage cyklen ud til alle streetfood-stederne. Den danske sommer er noget af det sværeste at være væk fra, fordi der er grønt. Man begriber faktisk ikke, hvor grønt der er i Danmark sammenlignet med udlandet. 

Jeg får det lidt ligesom at gå ind i sådan en ’Alice i eventyrland’-verden. Der er så mange farver og den her helt specielle duft i luften af sommer. Og folk har en helt anden energi, fordi de har været indendørs så længe. Man kan mærke, at folk sætter pris på vejret og at mødes ude og lave picnic – det gør man ikke rigtig her i Frankrig. Både fordi det er for varmt, og fordi der altid er godt vejr. Man tager det måske en lille smule for givet. 

I Danmark har man den vildeste optur og energi, når det gode vejr kommer. De lyse nætter og morgener er noget af det, jeg kan savne mest. Jeg føler virkelig, der er en magisk stemning. Man bliver så glad. Og føler, at alt varer evigt.

Hvad? En filosofisk træner? Amen for helvede … Bolden skal jo bare i nettet. Reaktionerne mod KASPER HJULMAND har været tvivlende og til tider trodsige. Men herrelandsholdstræneren, der tænker ud af boksen, har vist, at teori og praksis ikke behøver være uvenner. Ud & Se har gennem et år fulgt den tænksomme mand, der måske snart kan få os alle til at juble.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Isak Hoffmeyer

DET ER EN af de forårsdage, hvor regnen ustandseligt vælter ned fra tunge skyer. I Lillerød i Nordsjælland slæber biler sig roligt gennem byens gader med haler af vand fra den våde asfalt efter sig. På gågaden hænger små dannebrogsflag og blafrer over de få, der har vovet sig ud med regntøj og paraply. Kun på parkeringspladserne foran byens dagligvarebutikker er der lidt liv. Hvad skulle man ellers foretage sig sådan en søndag i april?

På en søvnig villavej i et stort hvidmalet hus med sorte tagsten sidder Kasper Hjulmand på sit hjemmekontor. Han har netop lukket computerlåget efter at have set Christian Eriksen i aktion for italienske Inter Milan. Under normale omstændigheder ville den danske landstræner have været i Milano på byens stadion, San Siro, men verden er ikke normal, han må følge sine esser på afstand. 

Han har dog brug for at rejse rundt, ikke så meget for at se selve kampene, men for at være tæt på spillerne, for at kunne snakke med dem – og deres trænere – om, hvad deres roller er, hvad de bliver bedt om at gøre i forskellige faser af kampene, og hvordan de træner på det. Som landstræner har han spillerne til rådighed i så begrænset omfang, at han er nødt til at være helt nede i deres daglige metier, så han kan skabe det rigtige taktiske setup, når det gælder. 

I dagens opgør i Serie A har Christian Eriksen gjort det godt, og landstræneren er tilfreds. Især fordi den offensive midtbanespiller forlod banen i intakt stand.

”For tiden sidder jeg med livet i hænderne, hver gang mine spillere fra truppen går på banen. Jeg frygter, de bliver skadet,” siger han denne eftermiddag i april, seks uger før landsholdet skal mødes til den sidste træningslejr inden sommerens EM, hvor Danmark skal spille på hjemmebane mod Belgien, Finland og Rusland.

Sammen med sin stab er han i fuld gang med at analysere Danmarks tre modstandere i gruppespillet. Han har haft scouts på samtlige spillere fra de tre hold i det forgange år, og nu kommer den mere intensive fase, hvor han og staben grundigt gennemgår spillerne hver især, så analyserne står knivskarpe, når fløjten endelig lyder til sommer. 

”Rusland skal jeg have studeret en lille smule mere, men Finland og Belgien har jeg fuldstændig styr på.”

KASPER HJULMAND trasker ud i køkkenet og skænker sig en kop kaffe. Han sætter koppen på en af sine bordskånere med baseball-motiver, som han tog med sig hjem efter et universitetsophold i USA i 1994. I samme øjeblik kommer hustruen Vibeke ind med en indkøbspose i hånden. Fra førstesalen griner teenagedatteren med en veninde. Datteren er den yngste af parrets tre børn, og på væggen bag spisebordet hænger et indrammet billede af hende i selskab med sine to storebrødre. Der hænger også et ekspressivt portræt af David Bowie og et stort maleri af den danske kunstner Søren Meibom. Han og Kasper Hjulmand var i sin tid holdkammerater i B93, men Meibom stoppede sin karriere som 26-årig for at blive astrofysiker og kunstner. Der er andet i livet end bare fodbold. 

Det ved Kasper Hjulmand, for selvom han ofte taler fodbold, handler det næsten altid om mere end det. Til sommerens EM-slutrunde skal han repræsentere det danske landshold, når anslået to milliarder seere tænder fjernsynet. Men det bliver de knap seks millioner danskere, der først og fremmest skal overvindes. Det ved han. Efter han blev ny landstræner, har han måttet lægge øre til det, der har forfulgt ham i hele hans trænerkarriere: Han er for romantisk til at opnå resultater.

”Det, der undrer mig mest herhjemme, er, at det skal være så karikeret. Mange tror virkelig på, at man enten kan være klog og kynisk eller en naiv romantiker og jubeloptimist. For mig er det åbenlyst, at man ikke skal overlade sin egen skæbne til andre, til tilfældigheder, til fifty-fifty-situationer. Når man selv tager bolden, kan man være dominerende og forsøge at skabe noget selv. Tænk en gang, at man skal argumentere for det.”

DER ER TO fortællinger om, hvordan Kasper Hjulmand fra Djursland strøg til tops. Den første er den korteste og simpleste. Den handler om held, og det er den, han selv præsenterer i hjemmet i Lillerød. 

”Jeg har været megaheldig. Da jeg var i slutningen af tyverne, tog Lyngbys sportschef fat i mig og sagde, at jeg skulle være træner, og så kastede jeg mig over det. Ret hurtigt efter tog Morten Olsen kontakt til mig, fordi han så, hvad jeg lavede i Lyngby,” siger han og fortsætter med sin lykkens pamfilius-fortælling om manden, der var heldig at møde de rigtige mennesker på sin vej. 

I Lyngby var han først træner for U18, så assistent- og andetholdstræner, inden han blev cheftræner for førsteholdet i 2006 og året efter sikrede klubben oprykning til Superligaen. Undervejs lavede han blandt andet researcharbejde for den daværende landstræner. Derfor tog uddannelseschefen i DBU, Peter Bonde, fat i ham og bad ham undervise på nogle kurser. Han viste ham tillid og gav ham nogle muligheder, der var med til at forme ham.       Sådan havnede han i rollen som instruktør i selskab med folk som Michael Laudrup, Henrik ’Store’ Larsen og John ’Faxe’ Jensen. Det havde man alt sammen luret i FC Nordsjælland, der i 2008 hev ham ind, først som assistenttræner, siden som cheftræner med frie rammer til at udfolde sig. Og det gav både pote og pokal. I sæsonen 2011/12 vandt Farum-klubben et af de mest overraskende mesterskaber i dansk fodbolds historie. 

”Jeg har altid troet på mig selv, altid troet på, at jeg kan noget,” siger Kasper Hjulmand, mens regnen trommer på ruderne. 

”Men vi er jo dybt afhængige af, at andre også tror på os. Det har jeg været heldig med.”

Den anden fortælling om Kasper Hjulmand er længere og mere kompliceret. Den begynder han at fortælle om halvandet år tidligere på terrassen i sin baghave, mens solen bager ned over Lillerød den sidste fredag i august 2019. 

En af naboerne på vejen er ved at klippe hækken og lykkes næsten med at overdøve baggrundslyden af børn, der pjasker i et udendørs badebassin. Flyvemaskiner trækker spor efter sig hen over den lyseblå himmel. To måneder forinden er det blevet offentliggjort, at Kasper Hjulmand skal være ny landstræner, når Åge Hareides kontrakt udløber. 

HJULMAND KORT

49 år. Voksede op i Auning på Djursland.

Har spillet i Randers Freja, Herlev IF og B93.

Studerede blandt andet idræt på Københavns Universitet og tog et studieophold i Orlando i USA.

Stiftede en daghøjskole for eliteidrætsudøvere, blev ynglingetræner og førsteholdstræner i Lyngby, før han kom til FC Nordsjælland, som han gjorde til danske mestre i 2012. Efter et ophold i Mainz vendte han tilbage til Farum-klubben.

Bor i Lillerød i Nordsjælland med hustruen Vibeke. De har tre børn, to sønner og en datter.

Har siden juni 2020 været træner for herrelandsholdet.

KNAP 50 ÅR tidligere får Kasper Hjulmands far pludselig selskab foran tv’et i stuen. Sønnen er to år gammel, men har på forunderlig vis formået at besejre tremmesengen. Nu sidder han dér på gulvet. Det plejer han ikke at gøre, noget må have trukket i ham. I flimmerkassen er der fodbold – VM i Vesttyskland i 1974. Den polske angriber Grzegorz Lato med kælenavnet ’Ørnen’ er blevet turneringens topscorer, men i sidste ende er det de vesttyske og hollandske stjerner, Gerd Müller og Franz Beckenbauer, Johan Neeskens og Johan Cruyff, der slås om trofæet. 

Fire år senere er der ingen tvivl. Denne gang sidder han seks år gammel med en bold i skødet og gør store øjne, mens Svend Gehrs speaker dramaet i VM-finalen på Estadio Monumental i Bue­nos Aires. Banen er dækket med hvid konfetti, og da argentinske Mario Kempes med det lange, bølgede hår kaster sig ned i feltet foran en hollandsk forsvarsspiller og prikker bolden i mål, bryder 70.000 tilskuere ud i glædesrus. 

På drengeværelset hænger en plakat med Allan Simonsen. Året forinden er ’Spurven fra Vejle’ blevet kåret som Europas bedste fodboldspiller, og han er Kasper Hjulmands helt store helt. Det er ham, han er, når han spiller med de andre drenge fra vejen på grønsværen lige over for barndomshjemmet. Hvis altså ikke han drister sig til at være Zico, Falcão og Sócrates eller en fjerde af de mytologiske brasilianere, der til hans store skuffelse taber til Gli Azzurri, det italienske fodboldlandshold, i VM-finalen i Spanien i 1982. 

Heldigvis er der andet at glæde sig over. For efterhånden er det ikke længere blot Allan Simonsen, men en hel generation af danske fodboldspillere, der træder ind på den største scene. Da Frank Arnesen året forinden scorer direkte på frispark mod Italien og glider jublende hen over græstæppet på knæene, løber niårige Kasper Hjulmand ud i baghaven og gør det samme. 

Han vokser sig større i takt med landsholdet. Da han træder ind i sine teenageår, deltager Danmark for første gang i 20 år i EM. I 1984 gennembanker landsholdet Jugoslavien, vender på magisk vis et truende nederlag mod de hårde belgiere, før en bukseløs Preben Elkjær losser den over mål i semifinalen mod den onde ånd fra Spanien. 

To år senere følger 15-årige Kasper Hjulmand med den halve nat, mens det danske landshold til tonerne af ’Re-Sepp-ten’ nedlægger tunge fodboldstater i den tynde luft til VM i Mexico. Skotland, Vesttyskland og ikke mindst Uruguay får alle ørerne i græsslåmaskinen. Til sidst ender det med et ydmygende 1-5-nederlag til Spanien, men som andre, der oplever det, får Kasper Hjulmand minder med for livet. For selvom holdet ingenting vinder, og selvom det danske landshold har deltaget i en hel del slutrunder siden, er det stadig kun fortællingen om EM 1992, der kan overgå den om 80’er-landsholdet i den kollektive fodboldbevidsthed.

”Vi behøver ikke snakke om, at det vigtigste er at vinde. Det håber jeg, vi snart er ude over. Selvfølgelig skaber resultater begejstring, men selve spillet kan også skabe begejstring og få pulsen til at slå hurtigere. Der er dele af spillet, der kan få én op af stolen. Så det ikke blot er effektivt, men også begejstrer. For mig er det – om ikke en forpligtelse – så i hvert fald noget af det vigtigste ved fodbold og  specielt landsholdsfodbold. Landsholdet er jo en parallelhistorie til ens liv. Der er nedslag, som man altid husker. Man glædes, og man sørger. Man skal være effektiv og vinde, men jeg kan godt lide, at der er en smag. Man kan vinde kampe og pokaler, men også hjerter. Målet er at få det hele til at gå op i en højere enhed.” 

FOR KASPER HJULMAND så det længe ud til, at han selv skulle skrive fortællinger med fødderne. Om ikke på de helt store stadioner, så i det mindste på et af dem lige under. Efter et par år i Grønland besluttede hans forældre at vende retur til Danmark. Tilfældigt kom de gennem den lille by Auning mellem Grenå og Randers, hvor der til deres overraskelse var to idrætshaller og en svømmehal. Ikke værst for en by med 3.000 indbyggere. Begge forældre havde altid dyrket sport og ønskede, at de yngste medlemmer af deres voksende familie, der ud over Kasper Hjulmand talte en lillesøster og en lillebror, skulle have samme muligheder. 

For Kasper Hjulmand kom tilværelsen til at handle om lige præcis det. Når han ikke gik i skole, dyrkede han al den sport, han kunne komme i nærheden af. Foruden fodbold var han en lovende volleyballspiller, der var inde omkring ungdomslandsholdet, men i sidste ende trak førstnævnte mest. Han røg til lokalområdets store klub, Randers Freja, hvor han som juniorspiller var med til at vinde Freja Cup ved i finalen at besejre AaB med en ung Peter Møller på holdet.

Siden gik turen til Herlev IF og B93 i København. Med sidstnævnte var han som anfører med til at sikre klubben oprykning til Superligaen i 1998. En succes i sig selv, men også en mulighed for at prøve kræfter med de allerbedste herhjemme. 

Men senere samme år sad han hos speciallægen Eilif Larsen. Få dage forinden var han røget ind i en tackling til træning, og knæet havde endnu en gang givet efter. Nu fik han beskeden. Den, han frygtede. Han var 26 år gammel, og det var slut. 

Syv år tidligere havde han fået sin første knæskade, og en tredjedel af hans mediale menisk skulle opereres ud. I dag ville sådan en skade tage seks måneder med restitution, men han var tilbage på banen tre uger senere. Det blev starten på enden. Efter syv operationer i det ene knæ, to i det andet og en i lysken sagde lægen stop. Det kunne ikke blive ved. 

”Det var pissehårdt. Jeg vidste godt, den var gal, og jeg havde løbende lavet forskellige andre ting ved siden af fodbolden, fordi jeg hele tiden var skadet. Men det er ikke sjovt som 26-årig at få at vide, at man ikke kan mere. Bestemt ikke sjovt. En ting er, at drømmen forsvinder. Men det værste var, at jeg ikke kunne lave, hvad jeg syntes var det allerfedeste. Jeg kunne ikke spille fodbold. Og det har jeg ikke gjort siden.”

TÆNKER

Da Kasper Hjulmand selv var aktiv spiller, var han næsten altid anfører for sine hold.

”Jeg har nok altid været en, der har forsøgt at se spillet. Jeg var ikke særlig hurtig eller særlig god, men jeg overlevede på min evne til at kommunikere og se spillet.”

DE FARVEDE BRIKKER på det magnetiske spillebræt på Kasper Hjulmands arbejdsværelse er linet op i to 11-mands-formationer. Det røde hold mod det blå. På væggen hænger et whiteboard formet som en fodboldbane med papirlapper med navnene på spillerne i bruttotruppen, men han foretrækker dét på mødebordet, hvor brikkerne let kan rykkes rundt, når spillets facetter skal drøftes. Det bliver det ofte for tiden, hvor assistenttræner Morten Wieghorst lægger vejen forbi næsten dagligt, men også de enkelte spillere, når de er i Danmark. Eller også sætter de sig ved hans stationære computer og ser udvalgte klip fra fodboldkampe i hans enorme arkiv. 

I sine unge dage som fodboldtræner købte han et videokamera og tog selv rundt og optog kampe. Nogle gange klatrede han op på tagene for at få bedre overblik, indtil han blev smidt væk af en emsig kontrollør. I dag ligger stort set alle kampe fra de forgangne årtier fra alle ligaer og alle landshold på en platform, så han elektronisk kan hive lige netop dén kamp ned, han ønsker at se. 

Mens han forberedte sig på at blive landstræner, kiggede han blandt andet gamle landskampe igennem. Han læste op på historien tilbage fra slut-1800-tallet og den efterfølgende opblomstring fra 1908, hvor Danmark var blandt de bedste i verden. Han så også landskampe fra 70’erne og 80’erne. Og selvom det er længe siden, og fodbolden på mange måder er helt anderledes i dag, er der ofte inspiration at hente. 

”Jeg synes, det er interessant at studere, hvordan fodboldens store tænkere har set og udviklet fodbolden. Jeg har selv været en af de unge trænere, der mente, jeg havde opfundet noget. Men det har man ikke. Det er set før. Når man læser lidt op på det, er det næsten altid gammel vin på nye flasker. Der er ikke meget, vi kan opfinde fra bunden, men vi kan forsøge at sætte det sammen på en ny måde,” siger landstræneren.

Gennem sin karriere har han fået ry for at være visionær. Som da han i FC Nordsjælland bragte internationale tendenser som blandt andet den falske 9’er og offensive backs ind i dansk fodbold. Men selv betegner han sig som en tvivler.  

”Nogle anser tvivl for en svaghed, men jeg tror faktisk, at tvivl er min store drivkraft. Mine bedste momenter som træner har været dem, hvor jeg har stået over for en modstander uden at vide, hvad fanden jeg skulle gøre. Så har jeg arbejdet det hele igennem, arbejdet rundt om tvivlen, snakket med en masse forskellige og taget det hele ind. Og så … lige pludselig … ,” siger han og banker i bordet et par gange, ”så kommer følelsen af at kunne klappe computeren sammen og vide, at nu har jeg en gameplan.”

MOD ALLE ODDS lykkedes det FC Nordsjælland at vinde det danske mesterskab i 2012. Før sæsonen var klubben tippet til nedrykning, og da de kom haltende fra start, lød den samme sang om Kasper Hjulmand. Det var hans første sæson i spidsen, og med inspiration i blandt andet Barcelona og Ajax ville han have dem til at spille på en måde, man ikke ligefrem var vant til på disse breddegrader. Kasper Hjulmand var for naiv, mente man. Det kunne ikke lade sig gøre. Men det kunne det, den dårlige start blev vendt, og efter 33 runder havde han brudt FCK’s monopol og kunne løfte pokalen.

”Jeg tror på, at jeg kan hjælpe fodboldhold med at vinde. Det har jeg altid troet på. Men jeg har også været dybt afhængig af at være steder, der tror på, at jeg kan gøre det. Man skal ikke proppes ned i en boks, hvor man ikke kan udtrykke sig. I Lyngby fik jeg lov til at være, hvem jeg er, og prøve grænser af. Det samme i FC Nordsjælland.”

Efter den overraskende succes stod Kasper Hjulmand pludselig med adskillige tilbud på hånden. Et af dem var fra klubben Mainz 05 i Tyskland. Med et løfte om, at han ville få tid til at indføre en ny kultur, sagde han ja. Men jobbet holdt kun i otte måneder, så var det slut. Han ville ikke, som de ville; de ville ikke, som han ville. Stadig i dag hænger hans kritikere sig i den periode. Dér var beviset på romantikerens begrænsninger.

”Jeg er ligeglad med, hvad folk siger. Jeg kan se mig selv i spejlet. Jeg ved godt, hvad der skete, og hvorfor det var, som det var. Jeg kunne have været et karrieremenneske og slugt kameler. Så havde det set helt anderledes ud, og jeg var kommet et andet sted hen. Men jeg skulle arbejde med grænser hos mig selv, både etisk og moralsk,” siger Kaper Hjulmand, der i dag er glad for tiden i Mainz. For selvom det dengang ramte ham på æren, har han ikke fortrudt et sekund.

”Man vil jo gerne vise, at man kan. Men det vigtigste for mig og mit liv er, at jeg ikke skal gå op og ned ad folk, som jeg ikke kan stole på. Det er livet for kort til. Så vil jeg hellere arbejde på en tankstation. Det er ikke vigtigt for mig at have et prestigefyldt job.”

Den erkendelse har ikke mindst det forgangne år været med til at understrege for ham. Under pandemien har han fået rum til at kigge tilbage på sit liv og dermed også mulighed for tydeligere at kunne se frem. Han har særligt tumlet med to helt fundamentalle spørgsmål: Hvem vil man omgive sig med? Hvordan fanden vil man leve sit liv?

”Det siger jeg også til mine fodboldhold: Man skal have modgang for at udvikle sig. Det er de situationer, der bliver et kompas for livet. Jeg er selv blevet hårdere på den måde, at jeg cutter folk fra, som jeg ikke stoler på. Hvis nogen tager røven på mig eller ikke er ærlige. Livet er for kort til kun at tænke på sin karriere, så jeg skærer folk fra, hvis der ikke er tillid. Hvis vi ikke kan arbejde tillidsfuldt med hinanden og stole på, at folk siger, hvad de faktisk mener. Det vil jeg arbejde på, også i den kommende tid.”

PUMPER

Efter Lyngby FC gik konkurs i 2001, kom Kasper Hjulmand til klubben for at få den på fode igen. Hver morgen klokken seks mødte han op, pumpede bolde og trænede med nogle af spillerne. Andre unge trænere var også med, heriblandt Thomas Frank, i dag træner i Brentford, Johan Lange, i dag sportsdirektør i Aston Villa, og Niels Frederiksen, i dag træner i Brøndby IF.

DET FLYDER MED bøger på Kasper Hjulmands arbejdsværelse. Øverst i stakken på skrivebordet ligger en af de nyere favoritter, ’Complex Football’. Men langt hovedparten er bøger, der ikke handler om fodbold: Jean-Paul Sartre, Albert Camus, Søren Kierkegaard.

I sine teenageår begyndte Kasper Hjulmand for alvor at dykke ned i bøgernes verden for at søge svar på nogle af de store spørgsmål, der rumsterede i ham. Han søgte efter et eller andet større at tro på. En vertikal linje i ens liv. Han overvejede at starte på filosofistudiet og blev samtidig opslugt af det idéhistoriske felt. 

”Jeg er optaget af, hvad der gør, at tanker bliver til handlinger. Det er superinteressant, hvordan man tænker tanker. Hvis man tager fodbolden: Hvad gør, at Hugo Meisl i 30’erne sidder på cafeerne i Wien og tænker over, at man kan spille på en anden måde, hvilket resulterer i en opblomstring for Østrig i de efterfølgende år? Eller at Valeriy Lobanovskyi i Sovjetunionen og Rinus Michels i Holland gør sig tanker om totalfodbold med pres over det hele i slutningen af 50’erne og op til 70’erne? Hvad gør, at Arrigo Sacchi i 80’erne sidder og roder med zoneforsvarsspil? Det interesserer mig, hvordan man får gode ideer, hvor de kommer fra, hvordan man fører dem ud i livet.”

Undervejs stødte han også på Søren Kierkegaard, der i høj grad tiltalte ham. Men også de franske eksistentialister blev mentale livsledsagere. Stadig i dag vender han jævnligt tilbage til dem.

”Jeg kan stadig sidde og fundere over de helt store, helt grundlæggende spørgsmål. Hvad skal vi bruge livet på jorden til? Og hvornår er jeg selv mest glad? Hvordan kan vi gøre den her jord til et bedre sted for vores børn? Hvad kan jeg give videre til mine børn af holdninger og værdier, som kan hjælpe dem med at skabe et godt, lykkeligt og meningsfyldt liv? Og hvad er det egentlig?”

LIGESOM HAM selv havde Albert Camus en stor kærlighed til fodbold. Faktisk stod han for et famøst citat om, at alt, han havde lært om moral, havde han lært fra fodboldbanen.

”Det er ikke så lidt, han vidste om moral,” konstaterer Kasper Hjulmand, der ligeledes mener, at også han har lært det, han ved, gennem fodbold. 

”Jeg har kæmpestor respekt for det spil, det indeholder så mange aspekter af livet. Det er både supersimpelt og superkompliceret. Der er en dybde i selve spillet, som vi stadig har svært ved at begribe. Samtidig har det så stor kraft på så mange mennesker i hele verden. Det er det største sociale fænomen i verden. Jeg har rejst meget, og jeg har selv børn, der har fundet et fælles sprog med andre børn gennem fodbolden. Fodbolden står for mange af de værdier, jeg vægter højest. Det bryder grænser mellem mennesker. Man er ens på en fodboldbane. Ingen er mere værd end andre, om man er millionærens søn eller den fattige knægt. Man er afhængig af hinanden, det er en holdsport, og man kan ikke gøre noget alene. Man er kun noget i kraft af hinanden. Man vinder og taber sammen,” siger han og understreger, at vi skal huske at lege. 

”Spillet rummer så meget, der er smukt, samtidig med at det er en leg. Det engelske ord play indeholder både leg og spil, hvilket er fundamentalt for vores udvikling. Einstein har sagt: ’Play is the highest form of research.’ Det er det samme med matematik og alt muligt andet, hvor indholdet er læremesteren, mens man leger det. Fodbold er på den ene side bare et spil, men samtidig indeholder det så mange facetter af livet, som jeg godt kan lide.”

Måske mere end noget andet indkapsler bogen på Kasper Hjulmands skrivebord, ’Complex Football’, netop det. Den er skrevet af fodboldfilosoffen Javier Mallo, der ligesom ham selv er optaget af systemisk tænkning. 

”Du kan ikke bare sige: ’Vi mangler at score mål, derfor skal vi have en ny angriber.’ Rigtig mange tænker fodbold på den måde. Men jeg tænker på systemet. Hvis du ændrer bare en lille smule på en position, ændrer det meget mere, end hvis du skifter én til én. Vi hænger sammen – i livet og på fodboldbanen,” siger han.

På den måde er Kasper Hjulmands tilgang til fodbold også det bedste bud på et svar, han har på det spørgsmål, der har optaget ham, siden han var dreng: 

”For mig er meningen med livet meningsfyldte relationer. Det er at omgive sig med mennesker, jeg har tillid til … at opleve gensidig respekt. Når jeg får sat mit liv i det rette perspektiv, fylder det mig med taknemmelighed, og jeg oplever faktisk en lykke eller en glæde. Og når man er taknemmelig, har man også lyst til at hjælpe andre, gøre noget for andre.”

SPEJDER

Da Kasper Hjulmand var ynglingetræner i Lyngby, blev han kontaktet af den daværende landstræner, Morten Olsen. I første omgang bad han ham flyve til Georgien for at se landet spille mod Ukraine, da Danmark skulle møde begge hold. Efterfølgende blev Hjulmand tilknyttet landsholdet som modstander-scout op mod EM i Portugal i 2004.

”Jeg gennemgik spillerne for Morten Olsen, så han vidste nærmest alt på forhånd. Hvis en af dem havde en lillebror på 15 år, der spillede i Tbilisi, så vidste han det. Den grundighed for detaljerne lærte jeg meget af.”

KASPER HJULMAND STARTER motoren og trækker sikkerhedsselen hen over skulderen. Brøndby skal senere spille mod ærkerivalerne fra FCK, og landstræneren skal ind og se nogle af de spillere an, der er på brutto­listen til herrelandsholdet. 

Da han triller ud ad indkørslen, fisker han telefonen frem. Han scroller et øjeblik. 

”Nordsjælland er simpelthen foran 3-2 i Randers,” konstaterer han, imponeret over sin gamle klub.

”Jeg har egentlig aldrig rigtig holdt med nogen. Som barn faldt jeg mest for hold med særlige udtryk på banen. Men jeg følger med i, hvordan FC Nordsjælland klarer sig. Og Randers, det er jo også min gamle klub.”

Han fører bilen forbi de grønne og brune ligusterhække på parcelhusvejen. Flere steder blafrer dannebrog i toppen af flagstænger. For enden af vejen passerer en ældre mand i sin bil. Han løfter hånden fra rattet, da han ser, hvem der venter på at dreje ud. 

Der er ikke meget, der har ændret sig for Kasper Hjulmand på disse kanter, siden han blev landstræner. Det eneste er, at byens borgere nu på daglig basis sørger for at indvie ham i, hvem de mener, der bør starte inde på herrelandsholdet næste gang. 

”Men mine tætteste venner ved heldigvis godt, at jeg ikke gider snakke fodbold hele tiden. Vi snakker mest om noget helt andet. Det bedste ved tætte relationer er, at der ikke er noget, der forandrer sig, hvad det angår,” siger han.

Det er godt og vel 20 år siden, Kasper Hjulmand flyttede til byen med hustruen Vibeke. De to mødte hinanden på højskole i begyndelsen af 90’erne, hvor han befandt sig efter en af sine første lange skadesperioder. Hans far og onkel havde billetter til EM-finalen på Nya Ullevi i Gøteborg i 1992, men selv fulgte han sin blomstrende forelskelse, og derfor befandt han sig på hendes fødeø Bornholm, da John ’Faxe’ Jensen ramte den ’lige i røven’ og sendte nationen i ekstase.

Da Brian Laudrup seks år senere gled jublende over græstæppet efter sit mål mod Brasilien i VM-kvartfinalen i Frankrig i 1998, var hustruen højgravid. På det tidspunkt boede parret i en lejlighed på femte sal på Østerbro i København. Men efter de fik deres første søn, Markus, ændrede tingene sig. 

”Det var pludselig anstrengende at skulle bære den store dreng op med lift eller sidde i baggården, hver gang han skulle sove. Samtidig er vi jo begge bønder. Vibe er fra Bornholm, jeg er fra Djursland. Selvom vi elskede at bo i København, var det bare ikke det rigtige, da vi fik ham. Det trak at have naturen tættere på,” siger han. 

På vej ud af byen passerer Kasper Hjulmand et stort banner, der annoncerer med fitness for hele familien, og skiltet mod træningsanlægget, der er det første, man møder, hvis man kommer fra den anden side. Ligesom hans egne forældre i sin tid valgte Auning, fordi byen havde gode idrætsfaciliteter, faldt han og Vibeke for noget af det samme, da de en dag besøgte nogle venner, der boede i rækkehus i Lillerød.

”Fra børnehaveklassen har de selv cyklet i skole. På med cykelhjelmen og så af sted. Vi gider ikke bo et sted, hvor vi er afhængige af, at de skal køres hele tiden. Her har vi cykelstier og god adgang til skole og idrætsfaciliteter, så de har haft mulighed for hurtigt at blive uafhængige. Det har vi vægtet højt.”

FLYTNINGEN blev en helt ny start på flere måder. Kasper Hjulmands aktive karriere var skrinlagt, hvad skulle der ske? I første omgang var han med til at stifte en daghøjskole for elitesportsudøvere. Efter et par måneder tog en af deltagerne, sportschefen Birger Jørgensen fra Lyngby, fat i ham og sagde: ”Kasper, for helvede. Du skal være træner.” 

Som barn havde han siddet på drengeværelset og brugt kapsler til at udtænke nye taktikker for sit eget hold. Og gennem sin aktive karriere havde han været en pestilens for sine trænere, fordi han mente, der måtte være andre og bedre måder at gøre det på. Særligt efter han i 80’erne var begyndt at følge hollandske Ajax med træneren Johan Cruyff. Her skete noget på fodboldbanen, han ikke havde set før. Formationerne og mønstrene var anderledes. 

På eget initiativ fik han i starten af 90’erne arrangeret en rejse til Barcelona for at se deres træning. Cruyff var træner i den catalanske hovedstad, og han vendte op og ned på alting for ham. Indtil da havde han kun mødt trænere, der fokuserede på at pakke sig defensivt. Men her var pludselig en træner, der insisterede på at få fat i bolden og spille selv. Det var en fundamentalt anderledes tilgang til fodbold.

Hjemme igen begyndte han straks at indvie både sin træner i B93 og alle andre i sin åbenbaring. Til hans skuffelse var der ingen lydhørhed. Bolden skulle ud af kommunen, ikke spilles i fødderne. Han var the odd one med sine romantiske visioner. Men 10 år senere var det pludselig ham selv, der var træneren.

”Set i bakspejlet havde jeg nogle fuldstændig vanvittige år. Jeg var stort set aldrig hjemme, selvom jeg havde fået små børn. Det var helt håbløst. Men samtidig var det en periode, hvor jeg lærte rigtig meget. Jeg fik lov til at prøve alle mulige mærkelige ting af. Det skal man have lov til som menneske for at blive god. Og så skal man finde nogen, der tror på én. Uden det eksperimentarium, det laboratorium, var jeg helt sikkert ikke nået dertil, hvor jeg er i dag.”

”ÅH, MÅ JEG nu ikke køre ind her?” På vej mod Brøndby Stadion er Kasper Hjulmand blevet mødt af en afspærring og må tage en omvej. 

”Jeg har altid set fodbold og altid dyrket at tage rundt på stadioner, selvom jeg ikke behøver det,” siger han, sætter bilen i gear og finder en anden vej. 

Et par uger forinden har hans landshold vundet de tre indledende kvalifikationskampe op til det om-diskuterede VM i Qatar i 2022. Selv var han overrasket over, hvor godt det gik. Udekampen i Israel havde han på forhånd betragtet som svær mod et godt hold med gode offensive spillere, og til Moldova-kampen vidste han, at han tog et sats ved som den eneste landstræner i Europa at skifte hele 10 mand ud i startopstillingen. Til sidst påførte Danmark det østrigske landshold det største hjemmebanenederlag nogensinde i en betydningsfuld kamp. 4-0.

”Jeg tror på drengene, jeg tror på vores hold, og jeg havde troet på tre sejre, men jeg forventede, at det ville blive en hård omgang. At det blev, som det blev, kunne ingen forvente: en målscore på 14-0 i tre kampe.”  

Herhjemme var reaktionerne positive, men også uden for Danmark vakte resultaterne opsigt. 

”Det vigtigste for mig er, at danskerne syntes, det var fedt at se landsholdet spille igen. Vi skal røre befolkningen, derfor var det fedt at få de tilkendegivelser. I EM-slutrunden og op til den vil vi meget gerne fyre op under folk og sørge for at skabe begejstring uanset resultaterne. De skal kunne mærke os. Vi skal være relevante,” siger Kasper Hjulmand, der føler, at han er lykkedes med meget af det, han har arbejdet med. 

Ud over at det resultatmæssigt har været godt, har det også trupmæssigt været godt. Flere af de nye, unge spillere har stjålet rampelyset. Men hvis noget ærgrer ham, er det, at nogle af de etablerede spillere fik visse hug i offentligheden. 

”Der er noget Klods-Hans-mentalitet over Danmark. Vi dyrker eventyret om de uforudsete helte. Dem, der kommer som underdogs. Samtidig elsker vi at pille stjernerne ned. Vi skal blive bedre til at hylde vores stjerner. Det er topgutter, der knokler for fællesskabet. En af mine forgængere, Ricardo, havde et citat før EM-finalen i 1992 om sin bedstemors korset med tre stivere. På landsholdet har vi spillere som Kasper Schmeichel, Simon Kjær, Thomas Delaney og Christian Eriksen, det er dem, der stiver holdet af. Det er fedt at se de nye og unge, men uden de andre kan det ikke holde,” siger han og kommer i tanke om dengang, han i starten af sine tyvere læste idræt og tog et semester i USA. På et tidspunkt havde han en samtale med en direktør i en stor bank. 

”Forskellen på dine og mine breddegrader er, at herovre går de forbi mit hus og siger: ’Hold da kæft, han må gøre noget rigtigt, ham der.’ På dine breddegrader siger man: ’Hvad er han for en blærerøv? Rige svin,’” sagde direktøren. 

For Kasper Hjulmand er det en påmindelse om, at selvom vi ikke behøver at være som amerikanerne, kan vi i det mindste blive bare lidt bedre til at anerkende dem, der stryger til tops. 

”Egoister ville have det svært på vores landshold. Vi hænger sammen og kæmper for hinanden. Det er en sund og god kultur. Men vi kan være stolte af de stjerner, vi har, de er superambitiøse, men også generøse, og de ved, hvor de kommer fra. Det var en skændsel, at Ricardo ikke blev årets træner i Danmark efter EM-sejren i 1992, men blev årets træner i verden. Han blev heller ikke optaget i Hall of Fame, før han døde. Se også på Caroline Wozniacki … hvad hun ikke måtte igennem som tennisspiller. Hun var nummer et i verden, men herhjemme pillede vi hende ned for ikke at vinde nok Grand Slams. Vi har fantastiske legender i dansk sport. Lad os nu hylde dem og huske dem. En af mine kammerater fortalte engang, at han havde siddet helt oppe under taget i det ene hjørne til en landskamp. På et tidspunkt var en lille mand med en kop kaffe gået forbi ham og havde sat sig øverst oppe. Det var Allan Simonsen …,” siger Kasper Hjulmand og ser lige dele forundret og forarget ud: ”Altså Allan Simonsen!? I min verden skal han have en kongestol med sit navn på.”

FORENER

”Landsholdsspillerne er produkter af foreninger rundt­om i Danmark. Joakim Mæhle er fra Østervrå, Jens Stryger fra Lolland, Martin Braithwaite fra Sædding-Guldager. De kommer fra hele Danmark. Det er vigtigt for mig at signalere, at det ved vi godt. Det ved spillerne godt. Landsholdet er vores alle sammens hold.”

SOLEN BAGER NED over Furesø. Det er en glohed junidag i 2020, og mens små både sejler af sted fra badebroerne i det stille ferskvand, bliver der indtaget frokost og drukket dugfriske fadøl på tagterrassen på Restaurant Furesøbad. Kasper Hjulmand nøjes med danskvand og kaffe. Når man bor, hvor han bor, er dette spot godt 10 kilometer væk bag endeløse grønne bøgetræer ikke det værste for en lille getaway. 

Han er netop officielt tiltrådt som landstræner efter at have forberedt sig i lang tid. Tiden har han blandt andet brugt på at nå frem til svar på afgørende spørgsmål: Hvad er danskerne for en størrelse? Hvad vil vi gerne se? Hvem er vi?

Hans tese er, at hvis man vil have succes, om man er et enkelt­individ, en virksomhed eller et fodboldhold, må man starte med at finde ud af, hvem man egentlig er. 

”Hvilken klub er man ansat af? Hvad forventer dens fans, hvilken identitet ligger bag, hvilken fodbold forventes at blive spillet? Capello vandt mesterskabet med Real Madrid, men blev fyret lige efter, fordi det ikke var smukt nok. Det blev ikke gjort på den rigtige Real Madrid-måde. Det kan jeg godt lide. Der er en måde at gøre tingene på. I Danmark ved vi måske ikke, hvem vi er endnu. Men jeg tror og håber, vi kan finde frem til det, så mange kan få præcis den følelse,” siger han.

Det forgangne år har han derfor haft snakke med kulturpersonligheder, erhvervsledere og sågar den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt for at blive klogere på den danske identitet: Modsat svenskerne bryder vi os ikke om at gå i takt, vi vil helst være i opposition. Vi dyrker det smukke, uden det skal være prangende. Vi bryder os ikke for meget om hierarkier. Og så har vi noget med tillid i Danmark, defineret som fire ting: Pålidelighed, at man kan stole på hinanden. Respekt for forskelligheder og for hinanden. Åbenhed, at det, man siger, er det, man mener. Og ærlighed.

”De fire begreber beskriver tilsammen tillid. For mig er det vigtigt, at vi på landsholdet arbejder med den tillid – og med generøsitet. Vi skal give noget til andre og give noget til hinanden. Det snakker jeg meget med anførergruppen om. Gode ledere er ikke nogle, der puster sig op med autoritet og en udstråling af at være mere end andre. Gode ledere er generøse. Det er derfor, man vil følge dem,” siger han. 

”Målet er at røre den danske befolkning. Både gennem sejre og gennem vores udtryk på banen, men også ved at kommunikere og vise, hvem vi er. De her drenge kommer fra vidt forskellige steder rundtom i landet. Små foreninger, der repræsenterer piger og drenge derude. Det er ikke bare noget, jeg siger, fordi jeg skal. Det er ikke kun mit landshold eller DBU’s landshold, det er vores alle sammens landshold. Jeg vil have, at folket kan mærke dem, så de bliver stolte.” 

BEREGNER

I starten af 00’erne mødte Kasper Hjulmand Keld Bording­gaard på en træneruddannelse. Begge mente, at børnetræningen var forstokket, og de fandt ud af, at danske børn rørte bolden væsentlig mindre end børn fra andre lande, fordi de for tidligt spillede på for store baner. Da DBU i 2005 implementerede en ny strategi for dansk børnefodbold på baggrund af Kasper Hjulmand og Keld Bordinggaards research, blev en af løsningerne at indføre de helt små mål, der i dag står på fodboldbaner landet over.

ET ENKELT SALATFAD står foran Brøndby Stadion, men de fire betjente er i praksis arbejdsløse. Det er ugen før genåbningen 21. april, og der er ingen tilskuere. Fodbold har sjældent føltes så langt væk. Spørgsmålet er, om selve spillet også gradvist er ved at fjerne sig fra fansene. Indførelsen af VAR – videodommere, der skal korrigere fejl – har mødt massiv folkelig modstand og gjort mange modløse, desillusionerede.

Kasper Hjulmand kan ikke sige sig fri for også at tumle med en vis skepsis. Den nuværende udvikling minder ham om, hvad han så med NBA, den amerikanske basketliga, da han i sin tid boede i USA og gik på universitetet. Jævnligt så han Orlando Magic spille, men da han i 2019 var tilbage i USA og så en NBA-kamp i Boston, blev han efterladt med en helt anden følelse.

”Jeg var simpelthen så træt af alle de pauser i kampene. I 90’erne oplevede jeg et flowspil, men det hele var blevet kommercielle breaks og timeouts. Jeg blev ikke suget ind i kampen som før. Jeg er bekymret for, at det samme sker med fodbolden. For fodbold er et flowspil, og hvis vi ikke får løst de nuværende problemer, er jeg bange for, at umiddelbarheden og følelserne forsvinder. Som det er nu, er jeg så træt af det,” siger han. 

For Kasper Hjulmand gælder det om som tilskuer at blive opslugt af øjeblikket. For uden det, hvad er fodbold så?

”Ellers kunne man lige så godt bare blive hjemme på sin sofa og tjekke resultatet bagefter. Fodbold er en oplevelse, hvor man ligesom med musik eller et teaterstykke bliver suget ind i noget, hvor man slipper sin hverdag og oplever den dramaturgi, der udspiller sig i nuet. Fodbold er mere end resultatet. Jeg har set flere tusind kampe i mit liv, men jeg har aldrig set to kampe, der er ens. Der er altid en form for historie i hver kamp. Det er fantastisk, at det er sådan. Det må vi ikke ødelægge.”

Derfor var det også en fryd for ham, da han inden landskampen i Israel for nylig kunne sige til spillerne: ”I dag er der 5.000 tilskuere, og vi spiller uden VAR.”

”Der gik simpelthen et lettelsens suk gennem omklædningsrummet: ’Ej, gode gamle fodbold.’”

FODBOLD ER ikke alt. Kasper Hjulmand interesserer sig også for politik, er begyndt at interessere sig for kunst, sågar dét at lave noget i træ. Han har aldrig haft de store evner inden for håndværk, men efter han havde en tømrer forbi for at lave terrasse i sommerhuset sidste år, er han selv begyndt at sætte noget sammen. 

”Der er så meget i livet, jeg gerne ville dyrke mere. Jeg har aldrig været bange for at blive fyret. Jeg er her ikke for at have et job. Hvis det blev taget fra mig i morgen, skulle jeg nok finde noget andet, jeg ville synes var sjovt,” siger han.

Mest af alt holder han af at diskutere dilemmaer. Sammen med nogle gode venner har han en dilemmaklub, hvor de hver især skal bringe et emne til bordet for at diskutere og endevende det. Moralske dilemmaer, der kræver, at man må forholde sig til, hvad man grundlæggende står på.

Som landstræner må han vænne sig til, at de ikke længere er hypotetiske. Men også, at der er andre interesser på spil. Han var dårlig nok tiltrådt, da han i et radioprogram luftede sin modstand mod bettingreklamer, hvorefter DBU måtte udføre damage control af hensyn til en hovedsponsor. Forude venter endnu et uundgåeligt dilemma, VM i Qatar i 2022. Et flertal af danskere mener, man helt bør boykotte slutrunden på grund af værtslandets manglende respekt for menneskerettigheder. 

”Vi er ikke engang kvalificeret endnu,” siger Kasper Hjulmand uden for alvor at lyde overbevisende. Efter de tre sikre sejre i gruppespillet bliver Danmark lige nu spået de bedste chancer for kvalifikation af samtlige hold i Europa.

”Ja, men den køber jeg ikke. Vi må tage næste kamp. Taber vi til Skotland i næste omgang , er der allerede udlignet igen,” siger han og tøver lidt:

”Hør her, det er uundgåeligt, at VM i Qatar bliver et tema. Men det må vi tage, som det kommer.”

Der er meget ved den moderne fodboldindustri, som Kasper Hjulmand ikke bryder sig om.

Men i første omgang handler det om EM til sommer. Og selvom Kasper Hjulmand har set flere tusind kampe i sit liv, føler han på nogle områder, at han kun lige er begyndt at forstå spillet. 

Før han går ind til derbyet mellem Brøndby og FCK, fortæller han en sidste anekdote fra ’Complex Football’, der med sin metaforik opsummerer, hvordan han ser på både fodbold og livet.

”Forestil dig, at du går på en helt mørk vej. På et tidspunkt støder du på en gadelampe, hvor lyskeglen peger mod jorden. Her er en gammel mand i gang med at lede. Du går over og spørger ham: ’Hvad leder du efter?’ ’Jeg leder efter mine nøgler,’ svarer han. Man går i gang med at hjælpe ham, og efter en halv time, hvor man har ledt, siger man: ’Jamen, var det overhovedet her, du tabte dem?’ ’Nej,’ svarer han så. ’Jeg tabte dem inde i skoven, men der er jo ikke lys, så det er her, jeg leder,’” siger Kasper Hjulmand, inden han går ind gennem fodboldporten:

”Vi leder, hvor der er lys. Engang troede man, at dem, der vandt fodboldkampe, var dem, der løb mest. Bagefter troede man, at det var dem, der sprintede mest. Vi giver forklaringer, hvor der er lys, men vi er ikke i nærheden af at have sandheden. Der er så meget, vi ikke ved endnu. Og det er faktisk det fede. Mest af alt handler det om at gøre sig den erkendelse. Som den argentinske fodboldspiller Jorge Valdano engang sagde: ’Det fantastiske ved fodbolden er, at det er alt det, som videnskaben ikke er.’ Det er irrationelt, det er følelsesbetonet. Det er alt det, vi hverken kan forklare eller forudsige. Vi kan ikke proppe fodbold ned i et lineært regneark. Det kan være forfærdelig frustrerende, men det ville være dødssygt, hvis alting var planlagt. Tænk, hvis vi allerede vidste det hele.”

Bokseverdensmester, ’Vild med dans’-vinder og sygeplejestuderende SARAH MAHFOUD er omsorg med den ene hånd og slagkraft med den anden. Birgitte Ellemann Höegh fulgte den dansk-syrisk-færøske fighter tæt, da hun for nylig trænede op til sit livs vigtigste kamp – og fandt ud af, hvad der skete, da coronavirus pludselig rejste børster.
Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Jonas Bie

DER ER INGEN vej tilbage. Nu kan hun ikke længere vende om. Sarah Mahfoud forsøger at trække vejret helt ned i maven, mens hun bliver ført gennem gangen og frem til døråbningen ind til Frederiksberghallerne. Det er 1. februar 2020, og den sorte hætte er oppe om hovedet, fletningerne sidder stramt om huden ligesom hendes guldfarvede handsker, der er blevet tjekket og spændt fast med hvid, bred tape af forbundet. 

Technorytmerne finder vej ud i gangsystemet. Hun har en vild følelse indeni. Der sidder godt 1.000 mennesker inde i salen, og hun har lyst til at løbe op i ringen og komme i gang, men også til at løbe den anden vej. Ud og væk fra hallen. Det er nu, hun skal præsentere, og det er nu, tvivlen raser: Har jeg virkelig trænet alt, hvad jeg kunne? Gjort alt?

Træningen med den russiske sparringspartner Elena Gradinar og hendes træner Sherman Williams, der er blevet fløjet ind fra Florida otte uger tidligere, sidder som en refleks i hendes parader, slag og benarbejde. 

”Du er klar, Sarah,” siger hun til sig selv, da hun kommer hen til døråbningen. 

Røgmaskinen pumper en sky ud over hende, trommelydene og den overjordiske stemme fra færøske Eivør fletter sig sammen med publikums jublen. 

Eivør er Sarahs valg til turen gennem salen, og lige så snart hun hører færingens spinkle brag af en røst, er alt okay. Nu skal hun op i den ring og løse sin opgave. Hun er landet. Alt andet er væk nu. Resten af turen er ren nydelse. Pissefedt! Hun hilser på sine venner og familie og de fremmede, der er kommet for at bakke hende op.

De hepper. Hun smiler stort og laver et par hurtige moves og slag ud i luften. Den her hal er hendes.

Oppe i ringhjørnet venter Sarah på sin modstander, argentineren Brenda Carabajal, som hun har udfordret. Hun vil have hendes titel. Det er sådan, det er. Da Carabajal ankommer, bliver bæltet, der repræsenterer titlen, løftet op og vist frem. Det er det, det hele handler om: VM-titlen i IBF-bokseforbundet. Der findes en lang stribe af forbund og dermed titler. Fire af dem er de mest respekterede, og IBF er en af dem.

SARAH MAHFOUD

Født i Thorshavn på Færøerne i 1989. Er som amatørbokser blevet danmarksmester tre gange og nordisk mester to gange. Havde sin professionelle debut i fjervægtsklassen i februar 2017 med promotorteamet Mogens og Bettina Palle bag sig. Hun har vundet sine seneste 10 professionelle kampe – sidste gang 1. februar 2020, da hun vandt en verdensmester-titel i IBF-forbundet. Læser til sygeplejerske på 6. semester.

10 MÅNEDER SENERE, midt i november, står en kuffert åben på en sofa i Sarah Mahfouds lejlighed på Amager. Nede i kufferten ligger bæltet. Det overstråler hendes nøgne stue, hvor der står profilbrædder i et af hjørnerne, en malerlampe på gulvet ved siden af en lys sofa, et spisebord og en stuebirk. Hun er ved at få renoveret, og tanken er, at IBF-bæltet skal op på væggen. Gerne sammen med nogle flere. Med tiden. Hendes hundehvalp Kenzo – et gadekryds mellem en bullterrier, en boxer og en engelsk staff – ligger på sofaen bag ved kufferten og logrer med en hale, der rammer låget og får metallet til at give lyd: ”Dik, dik, dik, dik.”

Sarah Mahfoud forsøger at genne hunden ned på sit tæppe på gulvet.

”Leg teg, leg teg,” formaner hun på færøsk. 

Hendes mor er færing, og hendes far er fra Syrien. De to mødte hinanden på en sprogskole i Aix-en-Provence i Frankrig i 80’erne. Sarahs far, Mohammad, læste medicin, og Sarahs mor, Vigdis, var taget af sted for at lære fransk. Kærligheden foldede sig ud, og i 1985 blev de gift og flyttede til Færøerne. Undervejs fik de tre børn, Sarah, Allan og Heidi, og i 1993 valgte de at flytte til Danmark for at videreuddanne sig. 

Tanken var, at de skulle tilbage til Færøerne, men Danmark greb fat i familien, der endte på Hillerød-egnen. I dag har forældrene en køreskole i København. Far Mohammad underviser, og mor Vigdis står for forretningsdelen. Hunden Kenzo har Sarah Mahfoud overtaget fra sin søster, og nu går hun til træning med en hund, som hun taler færøsk til – ligesom hun gør til sine forældre og søskende.

Her i november husker hun detaljer fra dagene omkring kampen i februar: Hvordan hun dagen inden blev vejet og godkendt til sin fjervægtsklasse på maksimum 57,2 kilo. Hvordan hun bagefter gik hvileløst omkring i sin lejlighed og tænkte: ”Hvorfor kan jeg ikke bare gå til et eller andet, der ikke indebærer, at jeg nærmest kan blive tævet ihjel?” Og selvfølgelig selve kampdagen, hvor hun efter at have besejret sin modstander efter 10 runder kom i seng klokken 6.00. Med to pølsehorn og en Cocio i maven og med sin første VM-titel stående i en sølvfarvet kuffert ved siden af sin seng. 30 år gammel og verdensmester. 17 år efter hun som 13-årig startede i den lokale bokseklub i Hillerød.

SELVE BÆLTET er himmelblåt. Ovenpå er lagt en guldplade med forskellige emblemer. ’World Champion’ står der i et af dem. I toppen er der en ørn med udbredte vinger. Den bevæger sig ud af bæltet og får guldpladen til at ligne en køler­figur på en svinedyr sportsvogn. 

”Brenda Carabajal havde 100 procent øvet sig på at holde blikket. Hun blinkede ikke. Jeg var udfordreren, og derfor kom jeg ind først og stillede mig i ringhjørnet.Lidt efter kunne jeg mærke, at der var nogle øjne, der brændte på mig. Da jeg kiggede op, vidste jeg, at jeg blev nødt til at fastlåse det blik, ellers ville hun tro, at jeg var bange for hende,” fortæller Sarah Mahfoud. 

De to stod under den danske nationalsang og hele den argentinske – og den var lang, husker hun – og bare stirrede hinanden i øjnene. Sarah Mahfoud nåede at tænke: ”Om lidt kommer hun ud fra det ringhjørne med sydamerikansk temperament og har lyst til at slå mig ihjel.” Først da kamplederne gik imellem dem, kiggede argentineren op.

Sarah Mahfoud kom godt fra start, fik sat en god højre ind på hende. Derfra kørte det. 

”Jo mere jeg fik en fornemmelse af, at hun ikke syntes, det var særlig sjovt, jo mere energi fik jeg og tænkte ret hurtigt: ’Okay, den nailer jeg.’”

Sarah Mahfoud ved aldrig helt sikkert, om hun har vundet en kamp, medmindre hun har slået sin modstander ud undervejs. Men når hun ser kampen bagefter, kan hun godt se, hvilken vej vinden har blæst.

Hendes far har optaget alle hendes kampe, siden hun startede som amatør, og før IBF-mesterskabet i februar havde hun vundet ni professionelle kampe i træk. 

”Da kamplederen løftede min arm, føltes det sindssygt fedt. Jeg skulle bare ned til min familie og ringe til Mogens (Palle, red.) og sige: ’Nå, nå, nå, gjorde jeg det lige?’ Klokken var 3, før jeg kom ud af hallen. Jeg stod i mit kamptøj, folk interviewede mig, og jeg snakkede med mennesker, der var kommet ind for at se mig, og det var bare sindssygt at komme ud i omklædningsrummet og kigge på det der bælte, jeg pludselig havde.”

SAGT OM SARAH MAHFOUD

Nina Boe Wille, veninde:

”Jeg lærte Sarah at kende i de sene teenageår. Vi gik i byen i København, og lige meget hvor vild en nat vi havde haft, skulle Sarah nok komme op til træning næsten morgen. Vi andre forstod det ikke rigtig dengang, men det har altid passet godt til Sarah at bokse. Der er ikke noget, der kan slå hende ud. Hun har en kæmpe ja-hat på, et højt energiniveau og en sprudlende personlighed med en beundringsværdig tro på sig selv. Det handler aldrig om, hvorvidt hun vinder eller taber. Hun vinder bare. Og så har hun temperament.”

I SENSOMMEREN 2020 var Sarah Mahfoud i sygepleje-praktik på kræftafdelingen for børn og unge på Rigshospitalet. Mens hun sad og læste op på sit speciale, kom Mogens Palles mobilnummer pludselig frem på displayet. I 2017 var han blevet hendes boksepromotor. Han havde set hende vinde ’Vild med dans’ på TV 2 i 2016 og bemærket, at hun havde et formidabelt benarbejde i både slowfox og jive. Det var nok adapteret fra boksetræningen, tænkte en af dansk boksnings store legender, der var regerende promotor i 60’erne og 70’erne. Dengang havde han havde typer som Tom Bogs, Jørgen ’Gamle’ Hansen og Ayub Kalule i ’Stald Palle’ og siden tog han hånd om Mikkel Kessler og Brian Nielsen. 

Mahfoud og Mogens Palle begyndte samarbejdet med en kamp mod Petra Podraska, og han havde ringet til hende, fordi han havde fået en henvendelse fra en amerikansk agent, der ville sætte en kamp op mellem puertoricaneren Amanda Serrano og Sarah Mah-foud. Kampen skulle stå i Las Vegas i december, og det drejede sig om Serranos WBO-titel og Mahfouds IBF-titel, fortalte Mogens Palle. Den ene ville gå derfra med begge titler.

Sarah Mahfoud gik bagefter ind i lokalet ved siden af og ringede til sin mor.

”Selvfølgelig skal du til Las Vegas, skat,” lød svaret fra moren, som hun er i kontakt med dagligt. 

”Fuck, det var stort. Jeg vidste godt, at Serrano var en dygtig bokser, stærk, men det var fedt at få sådan en mulighed. Hvis hun var vurderet til at være den bedste, måtte jeg jo slå hende for at blive det,” siger Sarah Mahfoud og små-ler på en ukompliceret facon.

Sådan er det i reglen, når hun taler. Der er noget let legende over hendes stemme og over hendes øjne, der ser ud, som om de har en glubsk appetit på alt. I det hele taget virker det, som om hun blender ind, uanset hvor hun dukker op. 

På hendes skulder er en tatovering af en guldsmed med vingerne bredt ud. ’Mit liv’, står der nedenunder.

Den fik hun og hendes veninde lavet for et par måneder siden på en ’hyggedag’, hvor de blev spontant enige om at toppe dagen med en tatovering. 

”Jeg skal huske på, at vi selv styrer vores liv, og nyde det, det er budskabet.” 

9. NOVEMBER sidder hun på en thai-restaurant på Valby Langgade og spiser tidlig aftensmad. Hun er på vandglas nummer to. Hvert glas er drukket i tre mundfulde. Det samme gælder nudelretten. Hun har været til træning med Sherman Williams i dag. Træneren er hentet ind igen. Kampen med Amanda Serrano er en realitet, og planen er lagt: Otte ugers intensiv boksetræning og kun en fridag om søndagen, løb tre gange om ugen langs Amager Strand og styrketræning på egen hånd hver formiddag. 

Boksetræningen foregår i Valby Bokseklub. Her har Sherman Williams tidligere på dagen sat reggaemusik på anlægget og skruet helt op. Ifølge Sherman Williams bokser europæere stift og kun med armene. De mangler simpelthen noget rytme i kroppen, så de kan danse rundt om deres offer, komme ned i knæ og få hoved og skuldre til at bevæge sig sidelæns – få det hele til at se lidt mere funky ud. Det er nu ikke det, der er tilsigtet. Det handler om at blive smidig og stærk og have en rytme, ens egen, der kan slå den anden part ud og helst i gulvet. Sarah Mahfoud er ved at være i flow.

Sherman Williams er oprindelig fra Bahamas, han er sværvægtsbokser og har kone og børn hjemme i Florida. Han går stadig i ringen – med sine tre guldtænder og et korpus som en kommode. Derfor sidder han under Sarah Mahfouds 20 minutters sjipning selv på en træningscykel og får sin egen puls løftet.

”Danes are hard to get to sweat,” mener han.

Sarah Mahfoud har sluppet tankerne. Hun har lært at slappe af i det, nyde musikken og lande i dagens træning: ”Jeg har et lidt travlt program for tiden, så sjipning kan fungere som en pause,” siger hun.

Ud over sin egen træning, hundens træning og to privatpersoner, hun selv træner i motionsboksning, skal hun i gang med at læse op til en eksamen på sygeplejestudiet, der skal afvikles online, inden hun skal til Las Vegas.  

Når karrieren er slut, har mange professionelle boksere svært ved at finde fodfæste, har hun bemærket. For nogle boksere går det helt galt i det øjeblik, de mister deres identitet, og tomrummet opstår. Det vil hun ikke risikere.

Derfor læser hun til sygeplejerske efter en uddannelse som social- og sundhedsassistent og nogle år i hjemmeplejen, hvor hun blev klar over, at hun synes om at arbejde med mennesker. Umiddelbart to uforenelige miljøer.

Hårdt optegnet kan man sige, at hun med den ene hånd smadrer et ansigt og med den anden lapper det sammen. 

”Jeg tror, vi alle har begge dele i os, og mine yderpunkter er tegnet op. Min stædighed og mit fightergen kommer til udtryk i min boksning, mens det omsorgsfulde og sociale gen, der også ligger mig meget nært, bliver udfoldet i sygeplejen.”

Men det er nu ikke, fordi hun ikke kan genkende omsorgen i boksemiljøet. 

”Det er et sted, hvor der er plads til alle. Uanset hvor du kommer fra i samfundet: Får du et par boksehandsker på, og har du et par gummisko, så kan du være med. Man får et ret nært forhold til hinanden, fordi man træner mange gange om ugen. Og fordi det mentale pres, når man skal i kamp, fylder ret meget, ved man lidt om, hvordan hinanden har det. Når man kommer ned fra kamp, står hele bokseklubben i ringhjørnet og tager imod én. Der er enormt meget kærlighed i det.”

Sherman William minder Sarah Mahfoud om, at hun har sagt ja til at gå med ham i kirke på søndag. Han er engageret i sin tro, Trump og reggae – tre emner, der bliver lystigt endevendt i træningslokalet, mens han tager Sarah Mahfoud gennem dagens program. Sarah Mahfoud lytter og synes, det er sjovt at finde ud af, hvad andre mennesker mener og tænker.  

”She’s a good Christian,” siger han fra kondicyklen.

”Well, it depends on who you ask,” svarer Sarah Mahfoud.

”NICE FLOW, nice rhythm,” siger Sherman Williams, da Sarah Mahfoud har fået bundet sine håndbind og er i gang med skyggeboksningen. 

Der er to Star Wars-figurer på endevæggen, Darth Vader og Chewbacca, begge tegnet lidt skørt op, som de sidder der og kigger lidt bælgøjede ind over bokseringen med røde handsker på. Hallen er kold og mennesketom. Store stykker plastik adskiller hver arbejdsstation af corona-hensyn, og det får lokalet til at minde om en slagtehal, godt hjulpet på vej af træningsslogans på væggene: ”Inactivity is the biggest sin in boxing” og ”Ej til skæg og snot. KUN til blod og tårer.”

Bagefter træner hun med Sherman Williams, der har taget plethandsker på. Hun skal huske at have hænderne op foran ansigtet, at trække vejret ind gennem næsen og bevæge sig i cirkler i den modsatte retning af, hvad hun er vant til. Sarah Mahfouds modstander i Las Vegas er venstrehåndet – det, der hedder en southpaw. Det er årsagen til, at de har hentet en sparringspartner ind fra Liverpool, Carly Skelly, der ankommer samme aften. 

I pausen giver Sherman Williams et par formaninger, hælder vand på hende og stryger hendes pandehår tilbage med et håndklæde. 

I gang igen: ”Nice and relax, focus on the corner in front of you, move your head and breathe through your nose.” Han tjatter til hende under sparringen og synger med på et par af Bob Marleys strofer: ”Is this love, is this love, is this love, is this love, that I’m feeling?” 

Og så: ”Keep moving, keep moving, dance, go!”

Williams kalder Sarah Mahfoud for ’dancing diva’, og hun ved godt, hvad han mener:

”Jeg har et ret godt benarbejde, så ’dancing’ kan vi godt kalde mig. ’Diva’ er, fordi jeg lige skal have min mascara på og se okay ud. Jeg vil helst ikke have taget billeder efter sparring. De bliver jo liggende ude på nettet, så, ja, jeg kan være ret forfængelig.”

Hun slutter træningen med at skyggebokse igen for at få tempoet ned. Det ligner en dans. Helt lydløst. Nærmest som en lille, enkel ballet. 

De har været igennem 15 træningsdiscipliner af to minutters varighed med et minuts pause. Kvinder går 10 runder til professionelle kampe, og lige nu træner de, at hun mentalt kan udholde så mange runder som muligt.

”To minutter virker som ingen tid, men derinde … at løbe 20 kilometer er mindre hårdt end at stå derinde i de omgange. Det er det, vi træner. At blive i det.”

SAGT OM SARAH MAHFOUD

Mohammad Mahfoud, far:

”Da Sarah skulle bokse sin første diplomkamp, mødte jeg op, uden at hun vidste det. Sarah vandt suverænt. Fra den dag af vidste jeg, at hun kunne blive til noget. Sarah har trænet hårdt og haft vilje, men hun har også haft talent. Det kunne jeg se i hendes bevægelser og reflekser. Jeg var meget begejstret i modsætning til min kone, der hellere ville have, at hun gik til håndbold. Jeg var så stolt, at jeg gav hende 1.000 kroner for at opmuntre hende. Som barn virkede hun mere moden end sin alder. Fra hun var 5-6 år, kunne hun tage flyet alene sammen med sin gamle morfar til Fær­øerne, og det var hende, der stod for kontakten til stewardesserne. Hun har også altid passet godt på sine søskende, ja, det gør hun faktisk stadig. Hun er ikke bange for noget.”

Mohammad Mahfoud har fulgt sin datter til kamp med sit videokamera og har godt 75 film fra hendes amatørkarriere og 10 fra hendes professionelle. Han har set de fleste film 2-3 gange og nogle af de bedste op mod 15 gange for at kunne bidrage med fif og gode råd.

PÅ VEJ UD passerer hun et begynderhold, der træner med nogle vægte.

”I skal have noget styrke, ik’! Ellers bliver I jo aldrig mænd. Og I vil gerne være mænd, ik’?” siger en midaldrende slank mand, der er deres træner.  

Et hold pindetynde præteenagere, drenge og piger, står og stirrer på træneren med lange, slappe arme ned langs kroppen. 

”Og jer piger … I vil vel også gerne være mænd!”

Der er en enkelt, der nikker. De andre ser desorienterede til.

Sarah Mahfoud ville ikke ønske, hun var en mand. 

”Nnnnej,” siger hun med et stemt N og en bevidst fornærmet attitude. 

”Jeg elsker at være kvinde i den her mandsdominerede verden. Når folk bliver overrasket, tager jeg det som et kompliment, fordi de måske har en idé om, at boksning er en totalt buff mandesport. Folk må tænke det, de vil. Der er dem, der ikke synes, kvinder skal slå på hinanden, men det er sikkert også dem, der synes, kvinder hører til i køkkenet – og de kan passe sig selv.” 

Til gengæld kunne hun ønske sig, at medierne får større interesse for kvindeboksning. Det vil ændre på økonomien – og hendes løn. Det er noget af det, hendes kamp i Las Vegas forhåbentlig kan være med til. Der er kun to kvindelige professionelle boksere i Danmark. Sarah Mahfoud er en af pionererne.

”Men hvis jeg skal være ærlig, så gør jeg det mest, fordi jeg synes, det er megafedt, fordi det kan give mig noget, og som sidegevinst kan det måske gøre noget for sporten i Danmark. Er interessen der, er økonomien der – og den anden vej rundt. Og jeg har ikke noget problem med kvindelige nummerpiger. Det er da meget flot og sjovt. Det hører jo med til sporten, setuppet og showet. Jeg har prøvet at få en nummermand, og det syntes jeg var lidt underligt, han var vildt sød, men hvorfor ændre noget, der fungerer? Jeg gider ikke gå rundt og være sur, jaloux eller bitter over, at det er en mandeverden. Jeg nyder at være en kvinde, og jeg elsker det feminine.”

Det kom på plads, da hun deltog i ’Vild med dans’ i 2016, og det viste sig, at hun var helt formidabel i tyl, stiletter, pancake-makeup og højt hår. 

Som en af dommerne, Jens Werner, sagde dengang: ”I de 13 sæsoner, hvor ’Vild med dans’ har eksisteret, har du lige cementeret igen, at du er den bedste kvindelige nydanser, ’Vild med dans’ nogensinde har set.”

Hun styrede direkte ind i spalterne i ugebladene og tabloidaviserne, og familien i både Syrien og på Færøerne heppede med den aften, hun skulle danse rumba. Og heppekoret fortsatte, da hun strøg helt til tops i den populære konkurrence med dansepartneren Morten Kjeldgaard.

”Man lærer virkelig at arbejde ned i detaljer med sin krop i boksning. Det var klart en fordel, at der ligger så meget teknik i, hvordan man skal stå på sine ben, dreje sin hofte og rotere sin hånd for at få power ud i det. Til gengæld havde jeg det sværere med at skulle smile ud til publikum, for jeg plejer at kigge koncentreret på min modstander.” 

NÅR SARAH MAHFOUDS energi er brugt op, må hun til Færøerne. Så kommer savnet, måske fordi hun blev født deroppe. Hun kan ikke huske ret meget fra sine første år på Fær­øerne. Hun var blot fire år, da familien flyttede. Men der findes hjemmevideoer og fotos, hvor hun danser rundt foran kameraet og styrer hele familien.

”Jeg tror, jeg var lidt forfærdelig, jeg ville hele tiden have, at de skulle filme mig, og bestemte, hvor folk skulle sidde, og hvornår de skulle klappe, og hvis jeg spillede spil med min morfar, bestemte jeg både over hans og mine brikker. Det var godt, jeg fik nogle søskende,” siger hun og ler. 

I familien Mahfoud har børnene haft en central plads. De har gået til alle de sportsgrene, de ville: håndbold, tennis, fodbold, disko, hiphop, gymnastik og karate for Sarah Mahfouds vedkommende, inden boksningen tog over.
Opvæksten i et rækkehus i Hillerød Vest beskriver hun som ’helt almindelig’.

Der blev spist en del arabisk mad med en masse retter på bordet, og alle talte færøsk – også hendes far, der ikke fik lært børnene arabisk, skønt han sang arabiske godnatsange og læste bøger for dem på sit modersmål. Ellers handlede det om sport og venner i lokalmiljøet og et sæt forældre, der var lidt mere påpasselige end kammeraternes, da hun begyndte at gå til fester. Af en eller anden årsag lugtede de altid lunten og dukkede op de steder, hvor hun var. Navnlig hendes mor, der er ”færing med stort F, en stædig, bestemt, stolt og stærk kvinde og meget omsorgsfuld,” som Sarah Mahfoud siger – samtidig med at hun er imponeret af sin mors styrke. 

Hendes far havde et mildere gemyt. Det var ham, hun ringede til, når hun skulle have lov til det, hun vidste var sværere at få igennem hos sin mor. 

Op gennem barndommen rejste de ofte til familien på Færøerne og i Syrien. Sidstnævnte udgør en stor længsel efter ni års adskillelse på grund af krigen, der satte ind i 2011.

Familien i Syrien boede i kystbyen Latakia, landets største havne- og badeby. Hun husker det som en regn af morskab og forkælelse, ture rundt i byen, til stranden og op i bjergene, backgammon-konkurrencer og te med fætre og kusiner. Alene det at køre med bussen gennem byen var en fest. Bedsteforældrene havde en appelsinplantage og et stort, åbent hus med balkon og tagterrasse. 

”Min farfar havde en skuffe, hvor han havde herremeget slik og penge, og så tog han os nogle gange ind og åbnede skuffen, og så kunne vi ellers fylde op. Jeg har ikke set ret mange tildækkede kvinder, men kvinder, der virkelig gjorde meget ud af sig selv. Der var dansekonkurrencer om, hvem der havde længst hår, og hvem der kunne shake bedst. Jeg var vildt fascineret, de havde hår næsten ned til røven og højhælede sko, der matchede deres toppe … flotte damer.” 

Hjemme i Danmark var krigen i Syrien naturligvis ofte et emne om spisebordet, også fordi Mohammad Mahfoud i 2011 blev formand for Dansk Syrisk Forening og på den konto har været en del i medierne. 

Færøerne har gennem årene været mere farbare. Familien bor i Vestmanna, 40 kilometer fra Thorshavn, blandt andet hendes onkel og mormor, som hun er tæt knyttet til. 

”Jeg får en anden ro deroppe. Det kan også være, fordi jeg ikke har min hverdag der. Og jeg kan godt lide de færøske specialiteter, spæk og tørret fisk, skærpekød og lam. Jeg har altid bevæget mig i tre meget forskellige kulturer og er stolt af der, hvor jeg kommer fra.”

Færøerne har også taget ejerskab over Sarah Mahfoud. Da hun fik sin VM-titel, stak hun af til Færøerne for at finde sig selv igen i den grønne natur. Hun blev inviteret på hyldesttur rundt på skoler, hvor hun gav autografer, borgmesteren kom med blomster i den lokale håndboldhal i hendes hjemby, og hun blev inviteret til kaffe og chokolade hos lagmanden, Færøernes regeringsleder.

SAGT OM SARAH MAHFOUD

Mogens Palle, dansk boksepromotor siden 1957:

”Da Sarah vandt ’Vild med dans’, kunne jeg jo se, at hun havde et godt benarbejde, og tænkte: ’Det kunne være morsomt at få hende på programmet.’ I dag er kvinde­boksning på globalt plan blevet stort. Jeg har selv haft 3-4 stykker, blandt andet Anita Christensen, som også blev verdensmester, men Sarah er trods alt den bedste, vi har haft. Man kan se på hende, at der er noget mellem ørerne, når hun er oppe i ringen. Hun er en naturlig og en ærlig pige, der taler frit fra leveren. Hun er sådan en, man har lyst til at gøre noget for.”

I 2002 VAR 13-årige Sarah med sin mor til en sportsmesse i Frederiksborghallen. Vigdis Mahfoud var en dygtig håndboldspiller i sin ungdom, og Mohammad Mahfoud gik til kickboksning og thaiboksning i Frankrig og havde det sorte bælte i kung-fu. Når børnene skulle hygge sig med ham, så de Bruce Lee-, Chuck Norris- og Jackie Chan-film sammen og havde brydekampe, og de syntes, deres far var det sejeste, når han sparkede højt. 

Derfor kom det måske ikke som nogen overraskelse, at Sarahs sanser blev vækket ved bokseboden på messen. Hun fik lov til at slå på nogle plethandsker og syntes, det var ”en fed fornemmelse”, der mindede lidt om de dér for-sjov-slåskampe, hun havde med drengene i frikvarteret. I det hele taget havde hun det sjovest, når der var nogen, der udfordrede hende. Påstod nogen, at hun ikke turde hoppe ned fra et højt sted, skulle hun nok vise dem. 

Mandagen efter startede Sarah Mahfoud i Hillerød Sports Klub, der dengang lå i en gammel saunaklub midt i byen. Hun kom ind i et stort, tomt rum, hvor de selv satte sandsække op og hev to reb på tværs gennem lokalet for så at stå og sparre med hinanden i firkanterne. 

”Træneren hed Bo, og vi gjorde, hvad han sagde. Han kunne godt blive hidsig, men var også et enormt kærligt menneske, som vi kom tæt på, både mig og min bror, der også begyndte dernede.”

Sarah Madfoud startede på drenge/ungdomsholdet, og der gik ikke ret lang tid, før hun kom på kampholdet og gik ind til sin første diplomkamp, hvor hun fik gode point.

Hun trænede i klubben tre dage om ugen og spekulerede overhovedet ikke over konsekvensen af at gå ind i en boksering. I starten fik hun altid blodtud. Bare man prikkede til hendes næse, fossede blodet ud. Inden hun nåede at overveje at få brændt de små kar i næsen, stoppede det en dag af sig selv.

Hun tabte sine første fem kampe, men så vendte det. At skulle noget, der var så angstprovokerende, tændte en ild i hende. Da hun begyndte at vinde sine kampe, blev hun udtaget til landsholdet, og der blev pakket luftmadrasser og sportstasker ned til stævner og træningslejre i et miljø med en jargon, hun følte sig hjemme i. 

”Folk var lige lidt til den grove side, men de havde humor. Det var ikke så pænt og poleret. Jeg kunne godt lide, at man kunne være sig selv. Der kom alle slags typer, nogle af Hillerøds rødder og alle mulige andre. Rødderne var dem, der var mest synlige i bybilledet. De lidt seje og populære med en stor omgangskreds. Vi hang altid ud oppe i byen i SlotsArkaden (byens butikscenter, red.), og da vi blev lidt ældre, begyndte vi at komme på byens diskoteker og cafeer.” 

Hun ville både med til festerne og med til kampene og blev lidt sløset med, om hun vandt eller tabte. Men til de store konkurrencer, de nordiske mesterskaber og DM, tog hun sig sammen, og her kom hun sammen med sin træner Steen F. Sørensen til at opnå nogle flotte resultater, der har været afgørende for, hvor hun er nu. 

”Den yderlighed, der er ved boksning, tiltaler mig helt vildt. Du kan ikke gøre det halvt. Du kan ikke skyde skylden på nogen som helst andre, hvis du ikke kan klare det, du bliver stillet over for. Det afhænger fuldstændigt af din egen præstation. Bare det at gå op i ringen er den allerstørste kamp. Det med at være indstillet på at stille op til røvfuld. Og når man har kæmpet for noget i så lang tid og brugt så meget energi på det, får man et giga-kick, når man står deroppe … og en særlig ro efterfølgende,” siger Sarah Mahfoud, der ikke er enig med dem, der kalder boksning en organiseret slåskamp.

”Det er det samme som at kaste en bold efter et mål 20 gange. Der ligger så meget teknik bagved. Mange tænker, at du får afreageret, når du går til boksning. Det handler det ikke om for mig. Slåskamp er noget, jeg forbinder med et værtshus, noget, der ikke burde ske.”

Danish Fight Night Galla. Sarah Mahfoud vinder 1. februar 2020 IBF’s VM-titel i fjervægt mod den regerende argentinske verdensmester Brenda Karen Carabajal. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

DER ER TRE uger til, hun skal til Las Vegas. Det er hendes første rejse til USA, og hun kommer til at lande midt i COVID-epidemiens anden bølge oven på et heftigt præsidentvalg, hvor Trump endnu ikke har løsrevet sig fra taburetten. De første 10 dage skal hun i karantæne på et hotel, så hun kommer ikke til at se ret meget, men hun glæder sig. Enormt. Og er frygtløs.

Amanda Serrano har vundet 40 kampe – deraf 28 på knockout, Sarah Mahfoud kun to. Det får hende kun til at tænke, at det kunne være ”megafedt at slå hende”.

”Jaeeer. Hvis jeg var bange for det, skulle jeg jo lade helt være med at bokse. Alt er fedt ved det. Det her bliver mit første titelforsvar mod en, der bliver vurderet som en af de stærkeste kvindelige boksere i hele verden. Og jeg skal vinde. Lige så snart du begynder at tabe, er der ingen af de store, der vil møde dig. Du er kun spændende at møde, når du har noget, de andre vil have.”

I ringhjørnet er pladsen forbeholdt Sherman Williams og en cutman, der reparerer eventuelle skader.

”Jeg har aldrig fået et cut, men jeg har prøvet at få et slag under venstre øje, hvor der blev ramt nogle nervebaner. Jeg var helt følelsesløs under øjet og ned til læben. Når jeg drak af et glas, kunne jeg ikke mærke, om det var koldt eller varmt. Det var bare sådan et dødt stykke kød, der sad der.”

I 2019 blev hun en del af kosmetikfirmaet L’Oréals kampagne, der viste ansigter på kvinder i Norden, der klarer sig godt i traditionelt mandsdominerede fag. 

”Budskabet var, at du kan blive, hvad du vil, så det var jo meget sjovt,” siger hun uden nogen betænkeligheder i forhold til, hvad en brækket tud – lige midt i hendes kønne fjæs, der gør sig i reklamer – ville betyde. 

”Jeg ved, det kan ske, men jeg har ikke tænkt på, hvordan det vil se ud bagefter. Man kan få lavet så meget i dag,” siger hun og griner lidt tørt.

I det hele taget har hun et ret elastisk forhold til sin krop, der er blevet hendes redskab. Og indvejningen hører med her. I reglen skal hun ned i vægt, når hun skal ramme kampkravet. Engang skulle hun smide tre kilo på 24 timer. Det gør man ved hverken at drikke eller spise noget, gå i sauna med en sveddragt på og svede det ud, der sidder løst. Lige nu er hun på en kostplan med fokus på kulhydrater og energi til kroppen. 

”Jeg skal tænke på, hvordan jeg sover, spiser, træner – alt det gør, hvordan jeg præsterer den dag, jeg er i kamp. Og jeg kan godt lide at presse mig selv, også mentalt.”

DE TO KVINDER ligner arbejdsmaskiner på godt en meter og 60 med deres hjelme, tandbeskyttere, nyrebælter og store, runde handsker. I ringen i Valby er Sarah Mahfoud i gang med at bokse mod Carly Skelly, den 34-årige kvinde fra Liverpool, der er taget hertil for at hjælpe danskeren med at få fornemmelsen af at bokse mod en southpaw ind i kroppens grundstruktur. Ligesom Sarah er Carly sygeplejerske, og efter kampen slutter de med et kram og en snak. 

Men lige nu skal hun øve alle de ting, Sherman Williams har gentaget. Kan hun dem ikke i træningen, kan hun dem heller ikke i kamp.

Hvis man ikke har set to mennesker bokse mod hinanden live før, kan det virke lidt voldsomt. Selv om det ’kun’ er træning, og de ikke er ude efter point ved at ramme rent ind på et kindben, er det jo det, Sarah Mahfoud skal ende med at mestre. De bruger ikke alle kneb nu, men de bliver godt kogt i hovederne. Sarah Mahfoud er flere gange henne hos Sherman Williams for at få vaseline i ansigtet, så huden bliver elastisk, og hun undgår at få cuts. 

De to kvinder har aldrig mødt hinanden før, og det er tydeligt, at deres teknikker er forskellige. Carly Skelly har en oprejst, eksplosiv stil, Sarah Mahfoud er synligt mere bevægelig og dansende i ringen. Den her udfordring er ikke en af hendes værste. Alligevel får Carly Skelly et godt slag ind med højre hånd, da Sarah Mahfoud går den forkerte vej rundt. 

Det nok allervigtigste, en bokser skal kunne håndtere, er sin frygt. Den skal enten overkommes eller udraderes, før man tør gå op i ringen.

”Frygt er en motivation. Det er det, der gør, at jeg vil træne mere i træningslokalet, fordi jeg frygter, at jeg træder op til noget, jeg ikke kan magte. Hvis jeg skal frygte alt det, der kan gå galt, så går man ind med nogle begrænsninger, og det skal man jo ikke. Hvis jeg knækker min næse, vil det gøre mega-nas, og jeg vil være superærgerlig, fordi det er rigtig gode point for den anden. Men frygt er jo noget, vi skaber inde i vores hoveder.”

Inden kampen i Las Vegas skal hendes hjerne MR-scannes, og hun skal også have en øjen- og en neurologisk undersøgelse og en hiv-test.

”Man sender ikke nogen i ringen, som potentielt kan få et slag og dø af det, fordi man har overset et eller andet. Men det kan sikkert godt ske alligevel. Man bliver scannet en gang om året, når man er professionel bokser. Men ja … jeg undskylder mig med, at vi kvinder ikke slår helt så hårdt, og at jeg giver mig selv ro efter en kamp. Hvis der kommer nogle skader, har jeg i det mindste levet.” 

Men kan det virkelig passe? Er der virkelig ikke snerten af reel frygt i Sarah Mahfoud?

”Jeg tror bare, at jeg gennem min opvækst har haft nogle forældre, jeg har set som frygtløse og stærke og selvstændige. Hvis du snakker med min bror eller søster, har de det på præcis samme måde: ’Frygt, pfff, det er ikke noget for os.’”

12. NOVEMBER er Sarah Mahfoud i gang med en videooptagelse.

Hun skal reklamere for nogle massageprodukter på sociale medier for at hive sponsorkroner i land. Midt i det hele begynder hendes telefon pludselig at bimle. Da hun ringer tilbage efter optagelserne, får hun fat i Mogens Palle.

Nevada Boxing Commission har aflyst kampen i Las Vegas, siger han og fortæller, at kommissionen ikke mener, at den kan styre coronaepidemien under den internationale turnering, og at den danske mink-situation også har spillet en rolle for beslutningstagerne.  

Dagen efter åbner Sarah Mahfoud døren til sin lejlighed. Hun har et greb om sin hund i den ene hånd, en mobiltelefon i den anden og er midt i et interview med Danmarks Radio: 

”… Der er stadig sket gode ting i træningslokalet, så det er ikke spildt. Men det er da en mega mavepuster at nå halvvejs op ad isbjerget, og så falder man ned. Det var åbenbart for godt til at være sandt, lige nu,” siger hun, mens hendes hund knurrer med et tørret griseøre i munden.

Siden gårsdagens opringning har hun gentaget sig selv til journalister, venner og familie. Hun har været ude at gå en tur med Sherman Williams, Carly Skelly er sendt hjem til Liverpool, og Sarah Mahfoud har spist en klods af en durumrulle med pomfritter hjemme på sofaen. For sig selv. Lige nu kan kravet om højst 57 kilo rende hende et vist sted – og hun har haft brug for at være alene.

”Med ét røg energiniveauet, jeg blev træt, fik ondt i maven og hovedet,” siger Sarah Mahfoud, der er uendelig skuffet.

Som noget af det første ringede hun til sin gamle chef i hjemmeplejen i Hørsholm Kommune for at høre, om hun kunne få nogle vagter.

Den klækkelige sum for kampen er pist forsvundet – penge, hun havde planlagt at renovere sin lejlighed for og leve af i foråret, når hun skulle i praktik på sit studie. 

”Det er supernederen, men nu læser jeg op til min eksamen, tager noget arbejde og lægger en god plan.”

Den kamp, der for alvor kunne have placeret hende på den internationale scene, er væk – indtil videre. Jabs, hooks, uppercuts og drømme om en dommerløftende vinderhånd er udskiftet med sygeplejevagter i hjemmeplejen og podning af COVID-patienter på Bispebjerg Hospital. Sådan er det at være sportsstjerne under COVID-epidemien.  

Vi sidder ved hendes spisebord, drikker neskaffe og spiser chokoladecroissanter på nul komma fem. På bordet ligger en stak bøger, hun gerne vil i gang med – om chakraer, stjernetegn og positiv tænkning, emner, der interesserer hende og giver hende en fornemmelse af at få sig selv med, når hun føler, det går for stærkt omkring hende. 

Hendes hund er faldet i søvn i sofaen med benene ud til alle sider.Den skal kastreres på mandag. 

”Amanda Serrano skal ikke komme og sige, at der ikke er nogen, der vil bokse mod hende, for det vil jeg rigtig gerne. Vi er i samme vægtklasse og har begge titler, så jeg tænker ikke, vi kan undgå hinanden. Men der er også en, der hedder Jelena fra Canada, der har en titel. Og mit bælte gør jo, at jeg er en, de gerne vil møde. Så jeg står ret godt,” siger hun og vipper hovedet mod VM-bæltet fra februar.  

”Jeg har ikke prøvet noget, der er hårdere end at træne op til en kamp. Det presser mig helt ud på kanten og giver mig noget stærkt i min tilgang til verden. Man skal kende sig selv rigtig godt for at kunne gøre det, vi boksere gør.” 

I aften tager hun hjem til sine forældre. Hun glæder sig allerede til en slags færøsk burger. Hendes søster har taget vakuumpakket hvalspæk med hjem fra Færøerne. Det skal hendes mor og hun spise sammen med tørret fisk og brød. 

”Jeg har forresten lidt tørret fisk i køleskabet, vil du have en bid?”

Mere end 100 år efter startfløjtet er der fortsat tusindvis af motionslystne studerende, der får pulsen op, stressen ned og kammeratskabet på banen i landets ældste studenteridrætsforening.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

EN DAG I september 1918 kunne de fremmødte studerende på Københavns Universitet læse et opslag:

 ”I erkendelse af nødvendigheden for de universitetsstuderende af at have bekvem adgang til at drive idræt har universitetet besluttet sig til at sørge for nem og billig adgang til gymnastik og bade for alle universitetsstuderende,” stod der på det, der blev startskuddet til studenteridrætten i Danmark. 

Tilbuddet bestod af fire gymnastikhold med to timeansatte lærere, og undervisningen lå enten om aftenen eller om morgenen, så de fysiske aktiviteter ikke forstyrrede studierne. 132 studerende meldte sig ind. Det kostede 50 øre om måneden betalt forud, som gav adgang til gymnastiktræning enten i Studenterforeningens gymnastiksal på Vestre Boulevard – i dag H.C. Andersens Boulevard – eller i KFUM’s gymnastiksal i Rosenborggade i København. 

Oprindelig var det meningen, at tilbuddet om gymnastik skulle gælde både mandlige og kvindelige studerende, men så langt rakte pengene og viljen alligevel ikke, og derfor måtte kvinderne i første omgang henvises til Kvindelige Studenters Idrætsforening, hvor 25-årige frøken Agnete Bertram – den første kvindelige cand.mag. med gymnastik som bifag – siden efteråret 1917 havde undervist i gymnastik.

”Man havde nok lovet lidt mere, end man kunne holde, og dengang var det helt utænkeligt med blandede hold. Derfor blev kvinderne i første omgang udelukket, men fik egne hold to år senere,” siger Jacob Christian Bertram, barnebarn af Agnete Bertram og forfatter til bogen ’En sund student til alle tider’, der handler om 100 års idrætshistorie på Københavns Universitet. Bogen fortæller om en institution, som har været en pioner inden for dansk idræt. Eksempelvis var det Universitetets Studenter­ Gymnastik (USG) – som i 2017 skiftede navn til KU Studenteridræt – der introducerede basketball i Danmark i 1946.

”Studenteridrætten har haft en betydning, som går langt ud over det snævre akademiske miljø, som den er født i,” fortæller Jacob Christian Bertram.

Fire studentergymnaster i Fuglsø-lejren på Mols.

102 ÅR EFTER, at foreningen blev stiftet ud fra troen på, at en sund og fysisk aktiv student også var en bedre student, har KU Studenteridræt (KSI) mere end 6.000 medlemmer fordelt på 220 hold og 74 aktiviteter, der tæller alt fra badminton og ballet til kajakpolo, yoga – og stripfitness. Spørger man Jacob Christian Bertram, er studenteridrætten mere relevant nu end nogensinde i en tid, hvor undersøgelser viser, at flere og flere studerende kæmper med at få deres studietid til at hænge sammen. 

”Københavns Universitet laver hvert tredje år en trivselsundersøgelse. Et af parametrene er, om de studerende føler sig stressede i hverdagen, og det gør næsten 50 procent. Her kan idrætstilbuddene være en mulighed for at få et afbræk fra et travlt studieliv, både gennem aktiviteter, hvor man får pulsen op og renset hovedet, men også gennem eksempelvis pilates og yoga, der har en afstressende effekt,” siger han.

Også Anja C. Andersen, der er professor i astrofysik og formand for KSI’s bestyrelse, peger på, at studenteridrætten kan forebygge stress og ensomhed samt øge både trivsel og læring blandt de studerende. Og når man går på Københavns Universitet, hvis fakulteter og fag er spredt over hele byen, er KSI også en mulighed for at møde studerende fra andre faggrupper end sin egen, forklarer hun:

”Det skaber et sammenhold blandt studerende på tværs af universitetet, som måske ellers ikke ville være der, og man kan som studerende udvide sit netværk på KU, samtidig med at man får rørt sig og har det sjovt.”

OP GENNEM første halvdel af det 20. århundrede voksede studenteridrætten på Københavns Universitet støt, både i medlemmer og antallet af sportsgrene, og senere bredte fænomenet sig også til andre danske universiteter. Inden for flere sportsgrene, eksempelvis håndbold og basketball, var den absolutte elite at finde på Københavns Universitet, og i 60’erne udklækkede universitetet blandt andet en række af landets bedste svømmere med flere danmarksmesterskaber, -rekorder og senere også OL-deltagelser til følge. Men de glade 60’ere blev afløst af et årti, hvor studenteridrætten langsomt begyndte at stagnere. I 70’erne mistede USG gradvist sit tilskud fra staten, deltagerbetalingen steg, og antallet af medlemmer faldt, mens der også blev taget færre nye initiativer til sportsgrene og -hold. Jacob Christian Bertram peger herudover i sin bog på to årsager til, at foreningen gik i stå: Dels var der i 70’erne en marxistisk bevægelse, som anså konkurrencesport for at være asocialt – eller ligefrem samfundsskadeligt – og dels havde ungdomsoprøret i slutningen af 60’erne betydet, at flere og flere studerende brugte deres fritid på at være politisk aktive frem for at dyrke idræt. Studenteridrættens dvale endte med at fortsætte hele vejen op gennem 80’erne, fortæller han.

”Antallet af medlemmer blev næsten halveret fra 1980 til 1990. Men i starten af 90’erne blev foreningen moderniseret, ikke mindst takket være en ny, visionær ledelse, og man begyndte ­atter at tilbyde en række nye sportsgrene og aktiviteter,” siger Jacob Christian Bertram om studenteridrættens ’genfødsel’. 

Særligt i slutningen af årtiet begyndte programmet at blive omfattende med blandt andet skøjteløb, vægttræning og yoga, og samtidig begyndte medlemstallet igen at stige fra lavpunktet på under 2.000 i sæsonen 1990/91 frem til 2010/11, hvor foreningen satte sin foreløbige rekord med 10.772 medlemmer.

UNI-SPORT

I dag tilbyder en håndfuld af landets videregående uddannelsessteder idrætsaktiviteter målrettet de studerende:

Aarhus Universitets-Sport
AUS er en paraplyorganisation for 18 selvstændige sportsklubber i Aarhus, som består af både studerende og ikke-studerende. Én gang om året afholder foreningen Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag i samarbejde med universitetets studenterråd.

Aalborg Studenternes Idrætsforening
På Aalborg Universitet er AASI med sine cirka 350 medlemmer af en lidt anden størrelse end foreningerne i København og Aarhus, men ligesom på de to søsteruniversiteter er målet at være et fællesskab og et pusterum for de studerende. Foreningen tilbyder lige nu fodbold, håndbold, badminton, svømning og volleyball.

CBS Sport
Studenteridrætten på Copenhagen Business School går kun tilbage til 2006, men trods sin unge alder kan foreningen prale af hele 10 forskellige sportsgrene, heriblandt karate, lacrosse og floorball. Foreningen er også åben for sportsudøvere, der ikke er tilknyttet CBS.

I DAG ER KU Studenter­idrætførst og fremmest et tilbud, der henvender sig til de studerende, som ikke i forvejen dyrker idræt andetsteds, og til udenlandske studerende på udveksling. Selv om medlemstallet igen er dalet en anelse, har foreningen ifølge bestyrelsesformand Anja C. Andersen stadig en god tilslutning på universitetet:

”Studenteridræt er en nem vej for de studerende, der kommer til København fra alle dele af landet – og ikke mindst de udenlandske studerende – til at skabe sig et socialt netværk. Noget af det skønne ved studenteridrætten er også, at der er et ret bredt udvalg af sportsgrene, hvilket giver de studerende mulighed for at prøve noget andet end eksempelvis håndbold og fodbold,” siger Anja C. Andersen, der fortæller, at hun selv går til ballet og yoga i KSI og ofte laver lidt uformel studievejledning i omklædningsrummet, når træningen er slut.

Hvor der tidligere blev dyrket elitesport inden for en række sportsgrene på Københavns Universitet, er langt størstedelen af medlemmerne i Københavns Studenter­idræt nu motionister. Foreningen bevilger dog stadig økonomisk støtte til enkelte eliteudøvere, blandt andet til turneringsdeltagelse. Men selv om studenteridrætten i dag fortsat trives på Københavns Universitet, vil den formentlig aldrig få samme status herhjemme som i eksempelvis USA, hvor der er store penge, masser af prestige og mange tilskuere i college-sportsgrene som amerikansk fodbold og basketball – eller som i Kina, hvor der er stor status forbundet med at dyrke universitetssport. I sin research til bogen om studenteridræt talte Jacob Christian Bertram med en tidligere formand for foreningen på Københavns Universitet, der havde mødt en kinesisk professor under en forskningskonference.

Da kineseren fik at vide, at han var formand for KU Studenteridræt, blev han meget imponeret, nærmest benovet, fortæller Jaob Christian Bertram:

”I Kina er sådan en titel en kæmpe ære – herhjemme er det nok de færreste, der ville løfte et øjenbryn, hvis han fortalte det.”

ÅGE HAREIDE stopper som landstræner i 2020. På sin vej til et af landets mest hyldede, ombejlede og udskældte job er den 65-årige nordmand stødt på en stenkastende træner, tandlægekrævende modspillere og mystiske indsprøjtninger. Ikke så mærkeligt, hvis han er lidt distræt.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Ritzau/Scanpix, Privat

Hvorfor blev du træner, da du stoppede med at spille selv?

”Jeg har altid været næsten sygeligt optaget af at blive den bedste. I skolen ville jeg løbe hurtigst, løbe længst og være bedst i geografi. Man kan jo prøve at blive den bedste inden for mange områder, men når jeg har haft et job uden for fodbold, har jeg savnet at se frem mod den næste kamp.”

Det var svært at finde samme gnist?

”Ja, jeg prøvede det i 2012, da min søn fik en handicappet datter. Hun havde kronisk epilepsi, og man vidste ikke, om hun ville overleve. Hun havde anfald med stærke kramper og kom flere gange på hospitalet i kritisk tilstand med ambulance eller helikopter. Der ville jeg hjem for at støtte familien. Jeg stoppede som træner i Helsingborg og fik job i et selskab inden for olie- og gasindustrien i Molde i Norge. Det var fint, og jeg lærte meget om olie- og gasudvinding, men når det blev fredag … så var der helt stille. Jeg var jo vant til, at der var kamp i weekenden, men nu føltes fredag til mandag som en hel sommerferie. Jeg havde ikke lyst til at gå på stadion og se Molde spille, for jeg vidste, at det ville tænde en ild i mig. Så jeg holdt mig væk. Gik ture på fjeldet og sejlede ud på fjorden i min båd. På et tidspunkt blev jeg inviteret i fjernsynet i forbindelse med den norske pokalfinale, fordi jeg havde været træner for begge klubber,
Rosenborg og Molde. Der var 25.000 tilskuere og fuld knald på. Da jeg sad der, tænkte jeg: ’For fanden, jeg er jo ikke færdig med det her.’ Kort efter kom der så et telefonopkald fra Malmö FF, som tilbød mig et job.” 

NORSK FARS

Åge Hareide er født i 1953. Han er gift med Annbjørg Hareide og far til Anne Henrikke og Bendik. Spillede som aktiv for Hødd og Molde i Norge samt for Manchester City og Norwich i England. Han har været klubtræner i Norge, Sverige og Danmark og har vundet mesterskaber i alle tre lande. Han er tidligere norsk landstræner og har trænet det danske herrelandshold i fodbold siden 2016. Han stopper i 2020.

Du blev træner for Brøndby senere, hvordan var det at komme til Danmark?

”Noget af det, jeg lagde mærke til, var den specielle københavnske ironi. Man finder ud af, at når man lærer folk at kende, bliver man udsat for ironi. Og danskerne kan være uforudsigelige i forhold til svenskerne. Da jeg kom til Danmark, lærte jeg, at en spiller ikke nødvendigvis spillede bolden derhen, hvor jeg ville have det. De ville gerne selv kunne tage beslutninger. Der tænkte jeg, at jeg måske ikke skulle være så instruerende. Der er også en anden rollefordeling i forhold til at tage beslutninger. I Sverige skal alle være enige, og det kan tage en helvedes tid. I Danmark er der nogen, der siger: ’Den beslutning tager jeg.’ Norge ligger et sted midtimellem. I Danmark kan man også se, at familien betyder mere end i Norge. Man vil gerne hygge sig. Når spillerne på det danske landshold kommer hjem til samling, er kokken den mest populære mand i staben. Der er smil på læben, når de kommer hjem fra deres klubber i udlandet og får dansk mad.”

Du er kendt for at vise temperament. Hvad kan gøre dig vred?

”Uretfærdig kritik. Jeg vil værne om mine spillere for enhver pris, specielt hvis det går dårligt. Jeg er ansvarlig for resultaterne, og pressen må gerne skyde på mig, men hvis de skyder på spillerne, og jeg synes, det er uretfærdigt, så … altså, den eneste forskel på to kampe kan være, at det var stolpe-ind i den ene, så vi vandt 1-0, og i den anden er det stolpe-ud, og så bliver den 0-0. Men hvorfor bliver den ene kamp fremstillet som fantastisk, og den anden som noget skidt? Nogle gange bliver det fremstillet sort-hvidt. Men jeg synes nu, jeg har dæmpet mig, så jeg ikke bliver så vred mere. Man skal lære, at pressen kommer, når det går dårligt, mens det mere bliver taget som en selvfølge, at man vinder.” 

Skælder du ud på spillere? 

”Ikke så ofte. Det er sket, men man kan ikke skræmme folk til at blive bedre. Det er umuligt. De bliver nærmere dårligere. Hvis man skælder ud hele tiden, mister folk respekten. Jeg vil hellere fortælle hele holdet, hvad vi skal gøre bedre. Jeg kan være meget direkte over for en spiller, hvis jeg er utilfreds med noget, men så er det mere ud fra den tilgang, hvor jeg siger: ’Du er så god, så du burde ikke lave de fejl.’ Hvis jeg er utilfreds, siger jeg det ofte, når vi har leveret gode resultater. Så er det nemmere at tage ind for spillerne. Hvis en spiller har fået skylden i offentligheden for et nederlag, bliver den følelse hos spilleren alt for stærk, hvis jeg også kritiserer ham. Hellere være kritisk og hård, når det går godt.” 

Brystet frem – Åge Hareide har en flot statistik med det danske landshold og har, siden han blev landstræner i 2016, afvist flere andre jobtilbud. Den nye landstræner bliver Kasper Hjulmand.

Hvad kigger du efter, når du vurderer en spiller – ud over om han kan spille fodbold?

”Vi skal have et stærkt sammenhold og se på hele mennesket. Om det er en, der passer ind i gruppen. Det skal ikke være nogen, der går deres egen vej, så det går ud over sammenholdet. Når jeg ser på spillerne på landsholdet, er det en fantastisk gruppe. Ikke bare som spillere, men som mennesker. De er interesserede i holdkammeraterne og i de andre personer i staben omkring holdet. Danmark kan være stolt af de drenge. 

Jeg har trænet spillere siden 80’erne. Efter årtusindskiftet skete der noget med mentaliteten. Der kom flere penge i sporten. Hver spiller er som en omvandrende virksomhed. De tjener mere end mange virksomheder, de har rådgivere og advokater og flere forskellige mennesker omkring sig. Det skaber en slags boble, hvor der er mange særinteresser og mange, der vil have en bid af kagen. Spillere i dag kommunikerer også på en anden måde. Før i tiden kunne man tale om fodbold med spillerne i bussen, men i dag sidder alle med deres telefon og med høretelefoner.”

Hvad har du selv gjort som træner for at skabe sammenhold?

”Jeg forsøger at fortælle spillerne, hvordan de kan gøre hinanden bedre. Hvad de kan gøre for hinanden, så holdet bliver stærkere. Da jeg spillede i England, lærte jeg at forstå, hvorfor de har vundet to verdenskrige. De står sammen. De kan fandeme slås for hinanden.”

Hvem er den mest ekstreme træner, du har oplevet som spiller?

”Den danske træner Jack Johnson ville nok toppe den liste. Han var træner for mig i Molde i 1975. Han kunne egentlig godt lide mig, men han var fandeme hård. Jeg havde lige været 12 måneder i militæret og havde trænet lidt i nogle forskellige klubber, men det var svært at få trænet nok. Så jeg var i dårlig form, da jeg kom til klubben. Jack besluttede, at jeg skulle løbetræne hver morgen klokken otte i tre uger og så træne med resten af holdet om eftermiddagen. Løbetræningen foregik barfodet på stranden. Der lå en masse skaller, så jeg skar mig på fødderne. Bagefter jagede han mig ud i vandet – uanset vejret. Så kastede han sten efter mig, for at jeg skulle svømme. Jeg måtte dykke ned for ikke at blive ramt.” 

BONUS-ÅGE

1. Åge Hareide har engang drukket en whisky med Kim Larsen backstage, efter at Larsen havde givet en koncert i Molde, ikke langt fra landstrænerens hjemby, Hareid.

2. Han er tidligere træner for det norske U16-landshold. Da holdet mødte Danmark, havde danskerne en ung angriber ved navn Jon Dahl Tomasson med. Han spillede senere 112 A-landskampe og er assistenttræner for Hareide.

3. Hareide bor i Sydhavnen i København, praktisk nær lufthavnen. Hans kone bor i Norge, men tager ofte turen til Danmark.

4. I 1985 spillede Danmark i Oslo mod Norge i en VM-kvalifikationskamp. Danmark kunne med en sejr så godt som sikre sig deltagelse ved VM i Mexico året efter. Norge førte 1-0 ved pausen, men i anden halvleg, da den senere danske landstræner ville spille bolden tilbage til målmanden, ramte han den forkert, så Michael Laudrup kunne opsnappe bolden og udligne. Danmark vandt 5-1.

5. Da Åge Hareide spillede fodbold om vinteren som barn, foregik det på en grusbane. Drengene sprøjtede vand på, som frøs til is, og så spillede de med pigge under fodboldstøvlerne af samme type som de pigge, man bruger til bildæk.

6. Efter VM i Rusland rejste landstræneren på ferie til Mallorca med sin kone. Efter eget udsagn sov han næsten konstant det første døgn.

Det var om sommeren trods alt?

”Ja, men for helvede, vandet er koldt i sådan en norsk fjord. Han grinede bare og stod og røg en cigar, når jeg kom ind på land igen. Men han fik mig i kanonform. Han havde nogle kontakter rundtomkring og fik mig til prøvetræning i Real Betis i Spanien. Jeg spillede også en træningskamp for dem og fik et tilbud. Senere var Jack i øvrigt træner i Afrika i mange år. Men han blev vist fyret til sidst, da han angreb en linjedommer.” 

Hvorfor skrev du ikke kontrakt med den spanske klub?

”Der var ikke mange pesetas i det. Jeg tog hjem og besluttede at læse økonomi og tog også en revisoruddannelse. Vi var amatørspillere i Norge, så jeg ville have en uddannelse og meldte afbud til det norske landshold i to år for at studere. Da jeg gjorde comeback, var det mod England på Wembley i 1980. Manchester City fik øje på mig og ville gerne skrive kontrakt.”

Det var et bedre tilbud?

”Jeg fik et stort sign on fee for at skrive under. Det gav mig mulighed for at bygge et hus i Molde, som vi kunne bo i, når vi kom tilbage til Norge. Og så betød engelsk fodbold meget for mig. Det var en god klub, som tog godt imod mig, og englænderne er meget venlige. Min kone havde også nogle norske veninder i England. Vi havde det rigtig godt derovre med vores dreng på to år.” 

Hvordan var det at komme til England som udenlandsk spiller dengang?

”Det var hårdt, men det var stort, for vi er jo meget anglofile i Norden. Man kunne allerede dengang se engelsk fodbold på tv i weekenden i Danmark, Sverige og Norge. Jeg debuterede for Manchester City i 1981. Man måtte kun have én spiller på reservebænken, og man havde ingen reservemålmand, så man gik efter at få smadret modstanderens målmand så hurtigt som muligt. Jeg er glad for, at reglerne er anderledes i dag, for der blev spillet meget hårdt. Man spillede ofte med småskader og skulle kunne klare smerte. Jeg fik nogle slag.”

Det krævede spillere solide som Volvoer at spille i den hårde engelske liga, da Hareide kom til Manchester City i 1981. Her har den senere landstræner parkeret ved hjemmebanen Maine Road.

Hvad er det værste, du oplevede?

”Engang gik jeg op i en hovedstødsduel med Kenny Burns, der var forsvarsspiller hos ­Leeds. Måske ramte jeg ham med albuen på næsen, det var ikke meningen. Men han blev rasende. Da vi landede efter duellen, røg jeg ned på jorden, og mens jeg lå ned, sparkede han mig i hovedet, så der røg et par kindtænder ud. Han blev udvist. I pausen blev jeg holdt fast af to mand, mens jeg blev syet uden bedøvelse. Så proppede de noget vat i munden på mig, og 10 minutter inde i anden halvleg blev jeg sendt på banen. Det gjorde så ondt, at jeg var ved at blive vanvittig. Jeg fik min hævn ved at lægge op til målet i vores 1-0-sejr. Det var om lørdagen, og jeg måtte fylde mig med smertestillende piller til om mandagen, hvor jeg kunne komme til tandlægen. Jeg mistede også begge fortænder i en anden kamp, hvor det var mig, der fik en albue i ansigtet.”

Der var mange skader?

”Der var mange flækkede øjenbryn i kampene, og dengang måtte man gerne spille videre, selvom det blødte, så der var ofte blodige trøjer. Mange spillere mistede tænder og brækkede næsen. Efter karrieren fik spillerne ordnet tænderne rigtigt, og de plejede også at få sat næsen på plads efter sæsonen. De fik brækket næsen op igen og sat ordentligt på plads. De var nogle hårde hunde, og det måtte jeg også lære at blive. Man spillede med knoglebrud, og man fik indsprøjtninger, som man ikke vidste, hvad var, og en bunke piller, som man bare spiste. Jeg fik nogle antiinflammatoriske piller, som gav mig udslæt i ansigtet, fordi jeg tog så mange. Inden en kamp mod Manchester United fik jeg en indsprøjtning. Jeg har aldrig løbet så meget i mit liv som i den kamp.”

En ung Hareide viser 80’er-sweater sammen med Annbjørg og sønnen Bendik. Datteren Anne Henrikke er på vej. Bendik arbejder i dag blandt andet med talentudvikling i klubben Molde.

Ville man kalde det doping i dag?

”Ja, det tror jeg. Jeg ved ikke, hvad der var i. Vi spillere vidste ikke meget om det. I dag er behandlerne omkring holdene meget mere professionelle.”

Hvad er det værste, du selv har gjort mod en anden spiller?

”Det er svært at sige. Der har været mange episoder. Jeg forsøgte aldrig at skade nogen med vilje. Der var spillere, der var kendt for at gøre skade med vilje. De tacklede over bolden og direkte ind på benet af modstanderen. De kunne brække et ben på den måde. Man fik disciplinære strafpoint for gule og røde kort, og hvis man nåede op på 20 point, skulle man ind og forklare sig foran en disciplinær-komité. Da jeg spillede i Norwich, måtte jeg engang ind til den komité med klubbens manager, fordi jeg havde sagt noget grimt til en dommer. Manageren forsøgte at komme med en undskyldning: ’Han er nordmand og ikke så god til engelsk.’ Den købte de ikke.”

Hvad sagde du til dommeren?

”Det kan jeg ikke huske, men det har sikkert været slemt. Jeg fik to kampes karantæne. Men for mig var det en stor oplevelse at spille i England. Man bliver virkelig husket i de engelske klubber og bliver godt modtaget, når man er tilbage på besøg. De har stor respekt for historien. Når jeg besøger Manchester City, kan jeg se, at min norske landsholdstrøje stadig hænger derovre i klubben. Jeg var en af de få udlændinge, der spillede i England dengang.”

Hareide i Norwich, 1983 (bagerste række, nummer fire fra venstre).

Har du skavanker i dag?

”Jeg kan ikke løbe mere. Så svulmer knæet op. Knæet er helt tomt, det er blevet opereret fire gange, efter jeg stoppede som aktiv. Me­nisken er fjernet. Men jeg kan cykle. Det havde været bedre, hvis jeg havde holdt mig i bedre form, men jeg har været lidt for magelig. Jeg var heller ikke meget for at træne, da jeg var aktiv. Jeg kunne lide at spille fodbold, men jeg havde ikke lyst til at træne. Jeg synes alligevel, jeg har været heldig. Andre, jeg spillede med dengang, har større problemer i dag.” 

Hvad med svømning?

”Ja, det kan jeg godt.” 

Jeg spørger, fordi jeg har hørt om en gammel historie fra Stavanger …

”Det er rigtigt nok. Jeg gik nøgen i svømmehallen. Det viser, hvor distræt jeg kan være. Det var under en samling med ungdomslandsholdet i 1973. Jeg stod og klædte om og talte med en af mine bedste venner og glemte at tage badebukser på. Han så det godt, men sagde ikke noget, så jeg gik bare ind i hallen, og så var der nogen, der råbte og skreg, at jeg skulle tage bukser på.”

ÅGE OG KAMPENE

Danmark spiller to EM-kvalifikationskampe i september mod Gibraltar og Georgien. Danmark er derudover i gruppe med Irland og Schweiz. I anledning af EM-slutrundens 60-årsjubilæum i 2020 bliver turneringen spillet i 12 europæiske byer, deriblandt København.

Det er ikke lykkedes at få Åge Hareide til at udtale sig om kontraktophøret og tiden efter. Biografien ’Åge indefra’ er udkommet på People’sPress.