ARKTISK, FAKTISK
Kommer du ikke til Grønland foreløbig, så tag med til verdensarvsområdet Aasivissuit – Nipisat i bogen af samme navn. I området, der blev optaget på Unescos Verdensarvsliste i 2018, og hvor fjorde, fjelde, elve og rensdyrsletter mødes, har folk levet i 4.500 år. En tilstedeværelse – fra gamle tørvehuse, fangstsystemer og varder til jagtstier – der stadig er synlig, viser forfatterne Jens Fog Jensen, Paninnguaq Boassen og Paninnguaq Fleischer-Lyberth i ’Aasivissuit – Nipisat – Jagtområdet mellem havet og indlandsisen’.
Bogen er udkommet på Gads Forlag.

Anna Thommesen: ’Blåt – brunt – hvidt’, 1952. Vævning, plantefarvet uld, 183 x 117 cm, Holstebro Kommune, Rådhuset. Foto: Ole Mortensen
FOR ÅBENT TÆPPE
Er du en vævende type, kan du fra 7. februar smide slæberne ind på Statens Museum for Kunst, udbryde ”Det er edderbrodereme flot” og nyde den hidtil største udstilling med den danske billedkunstner Anna Thommesen (1908-2004). Hun var optaget af naturen, indfarvede garn med planter, som hun fandt i naturen, og gennem 50 år skabte hun en samling unikke abstrakte tæpper, der udgør hendes livsværk.
’Anna Thommesen – Vævninger’ vises indtil 16. august. Se mere på smk.dk

Foto: BIG & Yanis Amasri Sierra, Madrid, Spain
DANSK STEMME I HAMBORG
Rejsende til Hamborg med hang til tenor får snart endnu mere at se frem til i den nordtyske musikby. Bjarke Ingels Group (BIG) har vundet opførelsen af byens nye operahus, som skal opføres på en ø omgivet af vartegnene Elbphilharmonie og Elbtower. ”Operaen bliver et landskab af terrasser, der som lydbølger udspringer fra et musikhjerte og breder sig ud mod havnen som krusninger på havets overflade,” hedder det om det nye, danskdesignede hjemsted for Hamborg Statsopera, Hamborg Ballet og Philharmonisches Staatsorchester.

Fra videoværk af Pia Rönicke, ’Fredløs’, 2026.
HELT I SKOVEN
I slutningen af 1700-tallet var Danmark dækket af cirka tre procent skov. Så kom skovrejsningen, og nu er den grønne trepart på spil, der skal forøge landets nuværende skovareal med 40 procent inden 2045 og fordoble den vilde skov. Særudstillingen ’Skovens tid’ på Nivaagaard undersøger, hvordan fremtidens skove ser ud, hvad det vil sige at være et skovland, og hvilken rolle kunsten spiller blandt de nye stammer.
’Skovens tid’ vises indtil 19. april. Se mere på nivaagaard.dk

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
GAMMELT NYT I ØRERNE
Er du til godt, gammelt radioguf i dine hørebøffer, er Det Kgl. Bibliotek klar til at hjælpe dig med 760.000 radioudsendelser fra 1989 til 2005, der nu er blevet digitaliseret. Samlingen består af sendeflader på DR’s P1, P2 og P3 fra morgen til aften, og du kan finde alt fra ’Morgennisserne’ til ’Tæskeholdet’. Mange af udsendelserne bliver digitale for første gang.
Gå selv på opdagelse her: kb.dk/find-materiale/dr-arkivet/
