Ud & Se har samlet de bedste kulturnyheder i marts.
Tekst:RedaktionenFoto:PR

FIN FORM

Kender du Konditaget? Legepladsen og træningsarealet med Københavns måske bedste udsigt er om ikke en hemmelighed, så i hvert fald smukt gemt af vejen på toppen af parkeringshuset Lüders i Helsinkigade – og en grund i sig selv til at besøge Århusgadekvarteret. Taget, der er designet af danske JAJA Architects og udviklet i samarbejde med DGI Byen, gør København til en bedre by at bo i og er fremhævet i ’The Ideal City’, en ny bog skabt i samarbejde mellem IKEA og det berlinske forlag Gestalten. Blandt de 53 byer fra hele verden, der skal inspirere til bedre byudvikling, finder man også Fredericia og Aarhus. 

Læs mere på gestalten.com

SNUP EN KUNSTPAUSE

Selv med lukkede museer er Danmark fuld af kunst, der kan opleves kvit, frit og med to meters afstand. Tag for eksempel denne bænk af Jeppe Hein, der sammen med 12 andre lignende slyngede siddepladser danner en bølge, der skal hjælpe besøgende med at finde frem til Kastrups akvarium Den Blå Planet. Den azurblå byrumsudsmykning er bare ét eksempel blandt 50 kunstneriske produktioner til gader, stræder, svømmehaller og offentlige institutioner, som Ny Carlsbergfondet har finansieret igennem snart 100 år, og som kan studeres i bogen ’Hvor folk færdes’. 

Er udkommet hos Strandberg Publishing

TIL TØRST – IKKE TIL TØRST

Livet i nedlukningsland har til tider været monotont og kaldt på selvforkælelse. Mange af os har søgt den på bunden af et godt glas eller to. Men corona-livsstilen har ikke kun ført til mere dansk druk. Flere har nemlig holdt fast i humlen, men skruet promillen ned. Coop oplyser, at forbruget af alkoholfri eller alkoholsvage øl er steget med 37 procent fra 2019 til 2020. Et andet firma, der har mærket stigende interesse for bajere uden beruselse, er Bottle & Can, der online sælger alkoholfri pakker med varianter som IPA og sour fra blandt andet danske Mikkeller og belgiske Brussels Beer Project. ”Det er dejligt, at der er kommet så mange varianter af høj kvalitet at vælge imellem,” siger medejer af Bottle & Can Anders Damm Christensen i en pressemeddelelse. 

CELLEFORANDRING

Mens vi venter på Klimaøen, kan du i Faxe, Vordingborg og Herning Kommune snart gå på opdagelse efter fire grønne øer i landskabet. Men det bliver ikke nødvendigvis nemt at finde de fire nye solcelleparker, der bliver opført fra i år, og som tilsammen kommer til at strække sig over 420 hektar og menes at kunne dække 120.000 husstandes elforbrug i 2023. ”Panelerne placeres altid på flade jorder og vil på få år være skjult bag høje, tætte levende hegn eller skov. Det giver gode betingelser for blomster, insekter og dyr,” siger Anders Dolmer, bestyrelsesformand for producenten BeGreen, i en pressemeddelelse: ”Dertil kommer, at der vil være økologisk fødevareproduktion på arealerne – typisk i form af lamme- og fårehold eller dyrkning af græs til proteinudvinding.” 

Tags:
SE MERE