Skal du på udflugt i ferien? Måske på en kulturel visit, en tur i dårligt vejr på museum eller bare på en afstikker ud i det blå? Her er nogle bud til inde og ude.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox, Augustenborg Project, Shutterstock, PR, Arbejdermuseet

‘Lo Spettacolo’, 2020, Francesco Pirazzi.

ALS, ALTSÅ!

På en af Danmarks sydligste øer finder man i bunden af Als Fjord – og bare en kort tur fra maritime og historietunge Sønderborg – den lille by Augustenborg og slottet af samme navn. Gemakkerne var en årrække på preussiske hænder, men efter genforeningen i 1920 blev det købt af staten. Senere blev det til statshospital, og indtil 2015 fungerede dele af det som psykiatrisk hospital. I disse år lægger palæerne blandt andet hus til Landbrugsstyrelsen, mens andre er ved at udvikle sig til et alsisk kulturcentrum. Først kom udstillingsstedet Augustiana, og i 2022 åbner i en af de tidligere hospitalsbygninger Augustenborg Project, hvor der vil blive udstillet ny kunst, serveret lokalt funderet mad, og hvor kunstnere vil kunne søge om legatophold. Men allerede denne sommer tyvstarter gruppeudstillingen ’From the Inside Out’ og soloudstillingen ’Nobody’s Dream’ af italienske Francesco Pirazzi, så du kan snuse til atmosfæren og komme på forkant med kunsten.  

Frem til 3. oktober 2021.

MEGET MERE MARIAGER

Er du på kanterne af Danmarks længste fjord, der hugger sig dybt og stille ind i det sydlige Nordøstjylland, var det måske en idé at hoppe på Trekantruten og få en vandbakket familietur med båd, bus og veterantog. Trekantruten fragter dig mellem Mariager, Hobro og Handest – først med fjordbåden Svanen, så med bus og til sidst 17 dampende kilometer med veterantog langs fjorden tilbage til Mariager. Alt i alt en ret så fjordisk fornøjelse. 

Se sommerens køreplan på Mariager-Handest Veteranjernbanes hjemmeside mhvj.dk eller på svanen.dk 

ULVEN KOMMER

Den har været i landet et stykke tid, ulven, og selv om den for de fleste danskere lister usynligt rundt derude, har den alligevel skabt debatlarm og bogstavelig talt vagt i gevær. Hvad er det for følelser, ulvens genkomst skaber i os, hvem er for, hvem er imod, og er der egentlig plads til vild natur i det ret bebyggede Danmark? Det er nogle af de mange spørgsmål, udstillingen ’Dansker med ulve’ på Naturhistorisk Museum i Aarhus sætter fokus på med udgangspunkt i videnskab, følelser, myter og fordomme om ulve. Vov pelsen, og få dig en hylende sommeroplevelse. 

’Dansker med ulve’, Naturhistorisk Museum Aarhus. Fra 26. juni. Se mere på naturhistoriskmuseum.dk.

GODT RUNDT I MANEGEN

Odense er sådan cirkus stedet at tage hen i august, hvis man kan lide uforudsigelige, magiske og skøre øjeblikke. På Byens Ø, mellem siloer og industri på Odense Havn, viser Dynamo Circus Festival uventede sider af den såkaldte nycirkus-genre. I otte forskellige forestillinger kan man blandt andet opleve finsk galgenhumor og galskab, mere stille finsk-fransk scenemagi samt gakket peep-show-plastic-fantastic i et pink telt. Og børnene kan slå øjnene op og hænderne sammen i en familieforestilling med akrobatik og jonglering. Det er fynsk, finsk og saftsuseme savsmuld.

4.-7. august. Se det fulde program på dynamocircusfestival.dk

DET’ SÅ SVENDBORGSK

Der er måske ikke 5.700 grunde til at tage til Svendborg denne sommer, men det er tæt på. Byen er i forvejen en af landets skønneste, og mens næsten alle landets festivaler endnu et år er corona-tvunget til en kedelig smiley, siger svendborgenserne skål og ski’ vær’ me’ det, vi fester da’ligvel. Over ni dage sidst i juli afholder den sydfynske by festivalen ’5700 Summer’, hvor cafeer, restauranter, værtshuse, iskiosker og forretningsliv indbyder til (næsten) ægte festivalstemning. Og det endda i direkte forlængelse af Svendborg Jazzfestival i Ribers Gård, der blæser fra 21. til 24. juli. Oplev – blandt virkelig mange andre – D-A-D, Folkeklubben, Fyr & Flamme, Karl William og Anne Linnet, og få en stor, corona-sikker fadøl til festivalen, der er arrangeret af Foreningen Små Armbevægelser.

23.-31.juli. Billetter på billet.dk 

VANDREPOKAL

Mønboerne har Camønoen, amagerkanerne har Amarminoen, og Stig Tøfting har gået Stig-minoen (slå det op!). Danskerne er i den grad hoppet med på vandrebølgen. Går du også gerne til fods og til den store guldmedalje, så har du måske lyst til at udvide rute-repertoiret. For eksempel med ’Turen går til Danmarks smukkeste vandreruter’, der lige er udkommet, og som viser vej til 33 dejlige gåture fordelt på 29 lokaliteter, for eksempel Knudshoved Odde, hvor du kan være heldig at se kreaturerne tage bad. Så få fingre i den nye vandrebibel, og få jord under sålerne, frisk luft i lungerne og kilometer i benene.

Udgivet på Politikens Forlag.

PLAKATFULDE KAMMERATER

Politikerne holder sommerferie, men budskaberne gør ikke, slet ikke på Arbejdermuseet i København, der i anledning af Socialdemokratiets 150-års fødselsdag denne sommer har puttet partiets mange plakater gennem tiderne i glas og ramme – fra ’Stauning eller kaos’ til ’Nu er det Arnes tur’. Socialdemokratiet var det første parti, der benyttede sig af den politiske plakat. Senere fik partiet sin egen presse, og resten er … historie. Måske synes børn ikke, at plakater kan slå en iPad, men museet er én stor legeplads, hvor man selv kan ­(af-)prøve datidens vingesus – toilettet i baggården er for eksempel et sikkert børnehit.

Se mere på arbejdermuseet.dk 

HVOR SVÆRD KAN DET VÆRE?

Vikinger er for tiden her, der og alle vegne, og nu også til sommer i en gigantisk udstilling på Nationalmuseet i København, der fra 26. juni og tre år frem inviterer dig til plyndring, tager dig helt ind i vikingernes verden, tager dig med på togt og viser verdens største samling af vikingeskatte – blandt andet ’Fæstedskatten’, der er Danmarks største guldfund fra vikingetiden med en vægt på 1,5 kilo. Bag den storslåede udstilling står blandt andet vikingeforfatter og museumsinspektør Jeanette Varberg, og er du til brynjer, hjemmebryg, brølen og barske sværdslag, er du kommet til det helt rette sted.   

Se mere på natmus.dk 

Tags:
SE MERE