Vi har samlet sommerens bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Superflex, ’All Is Water’, 2023

SYNK NED I SALTVANDET

Kommer Arken, altså kunstmuseet i Ishøj, til at ligge under vand i fremtiden? Det vil tiden vise, og det vil kunstnergruppen Superflex også. Ud over at iscenesætte museet som et sunket skib under havets overflade – og barrikadere indgangen med sandsække for at holde vandet ude – er skibet lastet med værker fra Superflex’ mere end 30 år som markant kunstnergruppe. Det sker alt sammen i kunstprojektet ’Come Hell or High Water’, der kan opleves indtil 1. marts 2027.

Se mere på arken.dk

’Unge ege’, 1907, olie på lærred.

HAMMERFEDT

Vilhelm Hammershøi er ham, som de unge siger. Han er Danmarks mest internationalt kendte og dyreste maler, og på SMK har man netop føjet endnu tre mesterværker til Vilhelm Hammershøi-samlingen, der i forvejen er den største i verden. De nye værker er skænket til museet af enken efter arkitekt Henning Larsen (1925-2013), der selv blev kaldt ’lysets mester’ og var en stor fan af Hammershøi. Så er du træt af sololie, så prøv olie på lærred.

Se mere på smk.dk

Pernille With Madsen udstiller i Ridesalen. Foto: Thomas Loof

KUNST PÅ SLOTTET

Er du i sommer i Det Sydfynske Øhav, er det ikke tosset at tage en tur til Tåsinge. På øens navnkundige Valdemars Slot (tidligere ejet af admiral Niels Juel og nyligt centrum for en arvestrid) er der indtil 27. september en stor gruppeudstilling, der samler en række udenlandske og danske kunstnere. Blandt andet sydafrikanske William Kentridge, engelske Sarah Lucas, italienske Giuseppe Penone og danskerne Pernille With Madsen og Anna Munk. Det er andet år i træk, kunsten indtager slottet, og udstillingen hedder ’Season Two’.

Se mere på valdemarsslot.dk

Foto: Østfyns Museer

SKÅLSPÆNDER OG SPINDOKTORER

Vikingetiden bliver ofte fortalt gennem sværd, mjødgilder og vilde erobringstogter. Men på Kerteminde-egnen sætter Vikingemuseet Ladby fokus på tidens ladies, deres kunnen –  blandt andet uldspinding som her på billedet – og deres smykker. I 2025 fandt man i området en kvindelig vikingegrav med flotte skålspænder og smykker, det samme gjorde man i 1934, og nu udstilles de unikke smykker samlet for første gang.

Se mere på vikingemuseetladby.dk

Foto: Maria Stougaard

HERNING I DET HØJE C

Opera opfattes måske af nogle som en eksklusiv kunstform, der opføres med både stemme og næse i sky. Men sådan er det ikke i Herning, hvor man i dagene 24.-30. august forsøger at lokke midtjyder og besøgende af alle slags til Herning Opera Festival. Byen er i festivaldagene fyldt med gratis og folkelige opera-arrangementer såsom fælles morgensang, stemmesmagning, operabrunch, sommernats-opera og øl-opera.

Se mere på herningoperafestival.dk 

Modelbygger Morten Gravgaard har været med til at bygge Kongeskibet Dannebrog. Foto: Lego

DE SKI’E KJØWENHAVNERE

… lyder det nogle gange, men København er nu alligevel for alle. Har man ikke lejlighed til selv at komme til hovedstaden, kommer dele af byen til Billund i størrelsesforholdet 1:20, når Legoland 1. juli åbner et nyt københavner-område i forlystelsesparkens Miniland. Her kan du – blandt andet – besøge Pakhuset (med Olsen-banden), Cirkelbroen, Lille Langebro, Toll Havs Kiosk, Havnevigen, Rundholtsvej og Albert Schweitzers Vej, og så lægger Kongeskibet Dannebrog også til kaj. Mange af de små Lego-personer er desuden efterligninger af de rigtige københavnere, der bor i husene til daglig.

Se mere på legoland.dk

Foto: ARoS/X-Ray Spex

NEVER MIND THE BOLLOCKS …

1976 var året, da punken først brød igennem. Det tog lidt tid for ungdomsbølgen at skylle helt til Danmark, men i Aarhus markerer ARoS 50-årsjubilæet for rebelkulturens egentlige fødsel med udstillingen ’Ulydig – Kroppen i punk’. Det er sort makeup, hundehalsbånd, bondagebukser og piercinger i kinderne. Det er vildskab, energi, smerte og masser af modvilje. Så tag mascaraen og øjenskyggen på, få pulsen op med Sex Pistols, og tag chancen, for helvede. ’Ulydig – Kroppen i punk’ vises til 13. december.

Se mere på aros.dk

Foto: Forsvarsgalleriet

GÅ I KRIG MED LANGELAND

Den kolde krig mellem Øst og Vest stod på i årtier, og vil man dykke ned i fortiden – måske med nutiden for øje – leverer Koldkrigsmuseum Langelandsfort masser af tank(e)gods. I en ny udstilling kan du blive klogere på, hvordan Warszawapagten ville angribe Danmark i tilfælde af krig. Du kan blandt andet se kampvogne, krigsplaner, unikke genstande fra Forsvarets Efterretningstjeneste og opleve genskabelsen af den danske ubåd ’Spækhuggeren’.

Se mere på langelandsfortet.dk

Tags:

SE MERE