Vi har samlet junis bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:PR

GANGBAR KUNST

Der bliver mulighed for at slentre, sidde, ligge og lege på kunsten, når Brande inviterer til streetart­festival. Kunstnere fra Japan, Italien, Holland og mange andre lande lægger vejen forbi for at lave optiske illusioner ud af gader, torve og gavle. Første gang, den midtjyske by omlagde sin stenbro til lærred, var i 2015, og lokalt mener de at se en afledt succes tegne sig. I 2015 var der én café i byen, mens der i år, hvor den syvende festival afholdes, er seks.

International Street Art Festival, 24.-25. juni.

Foto: PR

EN Ø I HISTORIEN

Med sin beliggenhed fjernt fra både Fyn og Sjælland kunne man tro, at diminutive Sprogø ville få lov at sejle sin egen sø. Men i 1100-tallet byggede Valdemar I en borg, som blev værdifuld i kampen mod venderne og hjalp til at vinde dansk kontrol over Storebælt. I 1500-tallet blev øen naturfold for kongelige raceheste, i begyndelsen af 1800-tallet blev den udstyret med telegraf og fyrtårn, og i 1923 åbnedes den berygtede kvindeanstalt, hvor omkring 500 kvinder blev anbragt på ubestemt tid – og mange af dem steriliseret. Den 14. juni – hvor det er 25 år siden, at bilister på Storebæltsbroen første gang kørte hen over den 164 hektar lille ø – viser Nyborg Slot rundt på sin udstilling ’Øen – Sprogø i tusind år’.

Udstillingen løber frem til 31. oktober på Borgmestergården i Nyborg. Læs mere på nyborgslot.dk 

Foto: The Collection of Shalva Amiranashvili Museum of Fine Arts of Georgia

SE GIRAFFEN

Han er Georgiens absolut kendteste kunstner, men kun et fåtal herhjemme nikker indforstået, når de hører navnet Niko Pirosmani. Den farve- og strøgstærke georgiske avantgardemester vandrede i årtier rundt i Tbilisi som selvudlært skiltemaler og fattig vagabond, inden han i begyndelsen af 1900-tallet etable­rede en egentlig kunstnerkarriere og siden blev Georgiens nationalmaler – af nogle sammenlignet med Van Gogh. Louisiana har haft held til at låne hen ved 50 af hans værker fra det georgiske nationalgalleri og afholder den første Pirosmani-udstilling i Nordeuropa.

’Niko Pirosmani – Black Light’, frem til 20. august.

DEN STORE LATRINPRØVE

Baggårdene i det gamle København var ikke bare tæt bebyggede med billige boliger, men også stedet, hvor beboerne måtte på toilettet. Køerne kunne være mavevridende lange, og stanken kvalmende. Så nogle foretrak at blive i lejligheden og gøre det på en avis, som efterfølgende blev foldet sammen og smidt ud ad vinduet. ”Man skal aldrig pakke en pakke op, der ligger i gården,” som Margit, der var barn på Nørrebro i 40’erne, skriver i sine erindringer, der findes i Arbejdermuseets Arkiv. Hen over sommeren præsenterer det københavnske museum en ny udstilling, hvor du og dine børn kan opleve rotter og ude-das og i det hele taget gammeldags baggårdsliv i rå og autentisk form.

Fra 24. juni.

Foto: PR

TIDEN LØBER

Livet er kort, og kalenderen fuld, og når du at få set alt det, du vil? Der er i hvert fald noget for både øjne, sjæl, eftertanke og tidsopfattelse, når det tjekkiske teaterkompagni Cyrk La Putyka sender fire dansere og to musikere til Godsbanen i Aarhus. I ’Runners’ er der både koreografi, stunts, akrobatik og originalmusik, og når de fire dansere er igennem programmet, har de løbet næsten et helt maraton på deres overdimensionerede løbebånd. Forestillingen er led i teaterfestivalen Ilt, der igennem fem dage fylder Aarhus’ scener og byrum. 

’Runners’, 16.-17. juni. Læs mere, og find billetter på iltfestival.dk

Tags:
SE MERE