Vi har samlet februars bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:AF Archive Alamy

PÅ HAT MED JORN

Graffiti og hulemaleri er nogle af de ting, man har sammenlignet malerier af tyske Ralf Winkler med på grund af lærredernes ekspressive symboler, hieroglyffer, tændstikmænd med mere. På Museum Jorn i Silkeborg føler man et kunstnerisk slægtskab og har derfor kurateret en stor udstilling med tyskeren, der blev født i Dresden i Østtyskland og ikke bare var maler, men også jazztrommeslager, grafiker og billedhugger. Winkler er bedre kendt under navnet A.R. Penck, men brugte blandt andet også pseudonymerne Mike Hammer, T. M., Mickey Spilane og Theodor Marx.

Udstillingen ’A.R. Penck’ kan ses 12. februar – 15. maj.

SKA’ DU HA’ HAVBANK?

Sjællands Odde har hav næsten hele vejen rundt. 348 grader omslutter vandet den smalle nordvestsjællandske halvø, for at være nøjagtig. Med det udgangspunkt har en arbejdsgruppe fra havnebyen taget initiativ til en såkaldt havbank på Odden Havn, hvor turister og odboer, børn og voksne skal kunne låne og leje udstyr som våddragter, paddleboards, snorkelgear og vandkikkerter og i det hele taget øge deres kendskab til havet. Med en nylig bevilling fra Nordea-fondens ’Her bor vi’-pulje ser det ud til, at grej- og vidensbanken bliver søsat fra sommeren 2023.

Havbanken skal efter planen være åben i sommerferien, resten af året med medlemskab.

Foto: Vikingeskibsmuseet

TRADITION FOR TRÆ

I bestræbelserne på at bevare værdifuld kultur, som anses for at være i fare for at drukne i tidens og teknologiens malstrøm, kæmper UNESCO også for immateriel kulturarv i form af nedarvede traditioner, skikke og håndværksmæssige teknikker. I december besluttede organisationen, at nordisk klinkebådsbyggeri hører hjemme på den liste. Den særlige byggemetode, hvor overlappende planker sættes sammen (klinkes sammen) med jernnagler, har været praktiseret i et par årtusinder, men lever kun videre i Norden, for eksempel på Vikingeskibsmuseets bådeværft i Roskilde.

Foto: Ole Akhøj

SYDENS SOL

Ingemann Andersen blev født i Søllested på Lolland i 1929 og blev uddannet fra Kunstakademiet i København i 50’erne. I 1966 fik han ophold på klosterrefugiet San Cataldo ved Amalfikysten, hvor han mødte sin kommende kone, stedets værtinde, Annelise Brandt. Herefter delte han sin tid mellem Italien og fødeøen i det sydlige Danmark. Ingemann Andersen udtrykte sig i flere medier, men er mest kendt for sin grafik, først og fremmest træsnittene, der skildrer omgivelsernes skønhed på begge breddegrader. Se dem på Fuglsang Kunstmuseum, der for tiden sætter spot på den lollandske billedkunstner med 150 værker.

Udstillingen ’Dobbeltsyner’ kan ses 4. februar – 6. juni.

Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

REJS MED MANÉR

Ah! Ingen andre steder er messingen så blank, besætningen så beleven, og himlen så blå. Når ’Dannebrog’ krydser rundt i rigsfællesskabet, trækker det sit eget solbeskinnede og ubekymrede mikroklima med. Sådan kan det i hvert fald virke, når man ser kongeskibet på billeder. I anledning af regentens 50-årsjubilæum får du nu lejlighed til at svælge i stemningen, når Museet for Søfart i Helsingør hylder skibet i en særudstilling, hvor man har bedt danskerne om at indsende deres personlige minder, fotos og historier om kongeskibet. Udstillingen viser desuden perler fra kongehusets private fotoalbum samt eksempler på skibets folkloristiske betydning som motiv på blandt andet souvenirs, porcelænsplatter og øletiketter. Motorskibet ’Dannebrog’ fylder i øvrigt 90 i år – det afløste i 1932 en hjuldamper af samme navn.

9. februar – 21. august.

Foto: PR

BAG FACADEN

Vidste du, at DR-byen er formgivet med inspiration fra den mellemøstlige citadeltype, man kalder en kasba? Eller at Terminal 3 i Københavns Lufthavn ligner en vinge set fra luften? Københavns arkitektur er fuld af historier, ideer og betydninger, men indimellem har man brug for lidt perspektiv for rigtigt at kunne få øje på dem. Kom bag om byen med en ny kaffebordsudgivelse udgivet i samarbejde mellem Arvinius + Orfeus og Vilhelm Lauritzen Arkitekter, der har bidraget til at forme København siden 1922.

’Contemporary Copenhagen’ er udkommet.

Foto: PR

DET KOMISKE MENNESKE

Vi ønsker alle at forbedre os. Blive sødere, sundere og mere produktive. Men når nytårsforsætterne, workshoppen og teambuilding-dagen er kommet lidt på afstand, hakker vi igen ineffektivt på hinanden, mens vi spiser for meget kage. Så hvad gør man, hvis man som leder og/eller medarbejder for alvor ønsker at ændre på sig selv eller de ansatte? Siden finanskrisen har disciplinen adfærdsdesign vundet indpas, og kommunikationsmand Morten Münster skrev i 2017 bestselleren ’Jytte fra marketing er desværre gået for i dag’, en firetrins metode til forandring, som Nørrebro Teater nu har forvandlet til en forestilling, der ikke kræver, at du ændrer adfærd, men som både skulle være sjov og poetisk.

18. februar – 31. marts.

Tags:
SE MERE