SIGNE GRUELUND, 45 ÅR
Jeg mødte min mand Mikkel på Rosie McGee’s i København. Et sted, hvor jeg ikke plejede at komme. Jeg ankom sammen med en veninde for at mødes med hendes kæreste, Per, og hans venner, og jeg havde i bund og grund mest lyst til at tage et andet sted hen.
Per introducerede mig for en gruppe af sine venner og pegede på Mikkel, der stod i baren. Jeg gik op og hilste på ham. ”Hej, jeg hedder Signe,” sagde jeg. Og så snakkede og snakkede Mikkel – og købte mig en drink. Senere kom Per op til os i baren og talte med mig, hvorefter Mikkel forundret sagde til mig: ”Jamen, er du en del af selskabet?” Han troede, jeg var kommet hen til ham, fordi han så sød ud. Vi endte med at snakke sammen hele aftenen, og vi har snakket lige siden. Nu bor vi med vores børn ved Lerkenfeldt Gods i Himmerland, som Mikkel overtog efter sin far i 2019.
Min svigermor sagde engang til mig: ”Når jeg ikke er her mere, må I ikke flytte rundt på møblerne og inventaret på Lerkenfeldt.” Men da vi lige var flyttet ind, holdt Mikkel og jeg selskab. Da vi havde vasket op, ville Mikkel stille et fad på plads, hvor det plejede at stå. Pludselig vender han sig om mod mig og siger: ”Nå, nej, nu er det jo os, der bestemmer.” Og bevidst placerede han fadet et andet sted. Og det med møblerne kom helt af sig selv, da hovedbygningen senere skulle tømmes for alt indhold forud for restaureringen, der begyndte i 2023. Ingen kan alligevel huske, hvor tingene har stået, når de engang skal på plads igen.
Vi troede, at vi kunne bebo den ene del af Lerkenfeldt og friske lidt op i den anden, men langsomt gik det op for os, at bygningen krævede en gennemgribende restaurering, da det viste sig, at en stor del af bindingsværket simpelthen var væk. Det kom bag på os, hvor stor en opgave det var. At det ville være så omfattende, så dyrt, og at det ville tage så lang tid. Samtidig med restaureringsprojektet skulle Mikkel og jeg starte stedet fra nul. Der var ikke noget at overtage. Ingen dyr, og landbruget var forpagtet ud. Det var det spændende, men også det svære, for vi skulle tjene nogle penge. Men hvordan? Før var der køer på stedet. Jeg har intet imod køer, men jeg er opvokset i Hørsholm, og det største dyr, jeg havde haft, var en kat. Jeg kan ikke køre traktor, og jeg er ikke opvokset med grønne fingre. Hvad kunne jeg byde ind med?
Til det første møde med Slots- og Kulturstyrelsen forud for restaureringen sagde de til os, at det eneste, vi reelt selv kom til at bestemme, var, hvor møblerne skulle stå. Det udsagn tyggede jeg længe på. Hvordan skulle man så skabe den der følelse af et hjem, jeg gerne ville give Lerkenfeldt? Med afsæt i dialogen om restaurering kom ideen om at starte et savværk, og det affødte langsomt drømmen om at lave egne møbler såsom langborde til stedet, så vi i det mindste selv kunne præge den del af inventaret. I dag leverer savværket således ikke kun nye vinduer samt alt egetræ til det nye bindingsværk i hovedbygningen. Det er også der, vi har produceret vores nyfortolkning af en gammel stol fra hovedbygningen til vores designmærke Lerkenfeldt Interior, der skaber møbler af træ fra vores egen skov.
Djævelen huserer i detaljen, og når man vil istandsætte en historisk herregård, er der mange detaljer at forholde sig til.
Jeg har altid været visuelt anlagt. Min mormor lærte mig om skønheden i tøj. Hun var ejendomsinspektør på Amager og gik i termotøj, når hun var på arbejde, men når hun fik fri, skiftede hun til de smukkeste kjoler. Hun hentede mig tit efter fyraften, og så kiggede vi på hendes kjoler. Jeg kunne sidde i timevis og kigge på, mens hun prøvede dem på og fortalte, hvor hun havde købt dem. I 9. klasse startede jeg i praktik i tøjbutikken Nørgaard paa Strøget i København.
Ejeren Jørgen Nørgaard overtog en gammeldags forretning, der hed Sørgemagasinet og solgte sørgetøj, men efter anden verdenskrig var folk trætte af det triste og sorte, og Jørgen gik en helt ny vej. Han turde mikse nyt, gammelt og klassisk og gik rigtig meget op i kunst. Det var farverigt, vildt og lærerigt for mig, og i dag arbejder jeg med stor inspiration fra Jørgen. Jeg kan fornemme, hvordan Lerkenfeldt kommer til at være, når restaureringen er færdig. Jeg kan se farverne og rummene for mig. Når jeg går og trimmer græsset ved voldgraven, synes folk, jeg er skør, at jeg kaster mig over sådan en detalje, når hovedbygningen ser ud, som den gør. Men det er vigtigt for mig til stadighed at finde ud af, hvad det her sted kan, og hvilke muligheder det giver os.
Min far var selvstændig, og det har inspireret mig. Da jeg var lille, var han restauratør på Hovedbanegården. Senere havde han bagel-café og burgerrestaurant. Min mor var pædagog, men hjalp altid min far ved siden af. Han drev også værtshus, og på værtshuset opstod der fællesskaber, som ikke handlede om, hvorvidt man var det ene eller det andet. På Lerkenfeldt vil vi også dyrke fællesskaber. Folkestuen skal rumme sommercafé, keramikkurser, foredrag med mere. Der skal møbleres med langborde, og en del af det gamle tørreloft skal med tiden indrettes til bibliotek. Træbjælkerne i loftet i folkestuen stammer fra 1400-tallet og er fra den kirke, ridder Jørgen Lykke nedrev til byggeriet af Lerkenfeldt i 1500-tallet. En af bjælkerne er lige blevet tappet sammen med et nyt stykke egetømmer fra vores savværk. Jeg synes, sammenføjningen af det nye og gamle ligner et venligt håndtryk.
I forhold til kulturarv er Lerkenfeldt en skattekiste, fordi der er så meget, der er autentisk. Der har aldrig været penge til de store restaureringer. Den sidste omfattende restaurering foregik i 1865, længe før der kom regler og restriktioner, og de forskellige tider har sat deres præg på bygningen, hvilket er temmelig unikt. Det betyder også, at intet i hovedbygningen er ensartet, og at der hele tiden dukker uventede ting frem. Ting, jeg ofte inspireres af i interiørfirmaet, jeg har startet her. Gamle tapeter har inspireret mig til lampeskærme, ligesom en blå lampe dannede grundlag for farven i en sengetøjskollektion, jeg har designet.
For at vores drøm kan blive til virkelighed, skal vi blandt meget andet have udskiftet det gamle samtalelokum ved folkestuen fra midten af 1800-tallet med et toilet, for vi kan ikke bede folk om at tisse hjemmefra. Men når selv jorden under det gamle das er fredet, er det svært og dyrt at etablere. Forundersøgelserne koster rigtig mange penge. Alt sammen penge, vi hellere ville bruge til at redde bygningen fra yderligere forfald. Og måske får vi slet ikke lov til at etablere nye toiletter i sidste ende, for vi skal have tilladelse til alting – selv til at klippe sivene ved voldgraven, som jo vokser op af sig selv. Mikkel og jeg skal selv stå for de mange dyre undersøgelser.
Vi har for eksempel bekostet en konservator, der har gennemgået farvehistorien på Lerkenfeldt for at finde ud af, hvilke farver vi må arbejde med. Men undersøgelserne omhandlede ikke kun Lerkenfeldts farvehistorie, men hele Danmarks farvehistorie så at sige. Det er af almen interesse, og det gælder ikke kun farverne, men også bygningshistorisk, for Lerkenfeldt er blevet udnævnt til et pilotprojekt inden for restaurering. Men det hele er vores ansvar, og det mener jeg er et ekstremt krav. Det er af højeste vigtighed for vores kulturarv, at rammer og krav til ejerne er menneskelige, så fremtidens generationer også kan nyde disse særlige bygninger. Ellers går de bare i forfald.
Det er et paradoks, at jeg i dag beskæftiger mig så meget med historie, for på handelsskolen faldt jeg i søvn i historietimerne. Min historielærer klaskede engang sine hænder ned på begge sider af mig og råbte: ”Signe, har du meget natarbejde?” Det er blevet klart for mig, at man skal sørge for, at vores fælles historie bliver formidlet videre til næste generation. For eksempel er vi ofte ude at vælge stammerne til det ny bindingsværk sammen med vores børn. Det tror jeg aldrig, de glemmer.
I skolen snakkede jeg for meget og kom ofte uden for døren. Nu kan jeg bruge min snak til de foredrag og rundvisninger, som vi afholder på Lerkenfeldt, hvor jeg fortæller historierne om herregården. Hvad betyder felterne i stensætningen i gårdspladsen? Hvad var folkestuen, og hvorfor skabte man den? På rundvisningerne siger jeg også højt, hvad vi går og drømmer om, og med det følger der også en sårbarhed. For hvad nu, hvis vi ikke kommer i mål? Men jeg har det nu engang bedst med at være åben om vores mål.
I et gulv, vi brød op, fandt vi to par sko. En herresko samt en kvindesko. Skoene er sikkert fra restaureringen i 1865, og jeg har fået fortalt, at man i gamle dage var meget overtroiske og troede, at skoene ville give kærlighed, omsorg og styrke til bygningen, hvis de lå mellem gulvbrædderne. Det samme ønsker vi: at fylde stedet med masser af god energi. Men tingene tager den tid, det tager, og jeg har lært, at svarene kommer undervejs. Det samme gør mulighederne. Spurgte du mig for 20 år siden, ville jeg sige, at man lægger en plan for sit liv. Nu ved jeg, at det ikke er sådan.
__________________________________
CHRISTINA HOU HOLCK, 51 ÅR
Da jeg fyldte otte år, og mine forældre fik min lillesøster, fortalt de mig, at jeg en dag skulle overtage Holckenhavn Slot. Det var en konstatering – jeg skulle arve Holckenhavn, fordi jeg var den ældste, og fordi min lillesøster var en pige og ikke en dreng. Men det blev aldrig gjort til noget stort – det var bare den virkelighed, jeg voksede op i. Mine forældre havde meget stor tillid til mig – de stolede på, at jeg altid gjorde mig umage. Men de stillede også høje krav, især min far.
Jeg skulle aflevere min karakterbog på hans kontor, og hvis karaktererne ikke var gode nok, blev jeg bedt om at forbedre mig. Jeg havde et tæt forhold til min far. Han tog mig ofte med på andetræk om aftenen, hvor vi sad helt stille sammen og ventede på ænderne. Om sommeren tog vi til Norge for at fiske laks. Jeg holdt meget af ham, og en stor del af den disciplin, jeg har, stammer fra ham. Alligevel var det min mor, jeg havde den tætteste relation til. Hun var hjemmegående og den, der var mest til stede i hverdagen.
Jeg voksede op på Konradslund, som ligger fem kilometer fra slottet, hvor min farfar og farmor boede. Min far og farfar havde et anstrengt forhold, så vi kom derfor ikke meget på slottet i min barndom. Men som teenager begyndte jeg at cykle forbi Holckenhavn efter skole og nød at spille golf i haven med min farfar. Jeg gik i folkeskole i Vindinge tæt på Holckenhavn og blev student fra Nyborg Gymnasium i 1992. Jeg er vokset op med at skulle tjene mine egne penge, og jeg har som ung vasket op på restauranterne i Nyborg, plukket jordbær, arbejdet på en sildefabrik og lavet morgenmad til brobisserne, da Storebæltsbroen blev bygget.
Min far døde i 1990, da jeg var 16 år. Teknisk set arvede jeg slottet dengang, men fordi jeg var umyndig, blev der nedsat en bestyrelse, som drev godset sammen med mig. I 1993 flyttede jeg til København for at læse jura, men da min mor døde i år 2000, vendte jeg som 26-årig hjem og overtog driften af slottet. ”Det er dig, Christina, der skal restaurere hovedbygningen,” havde min farfar tit sagt til mig – og ja, det blev min opgave, en stor en af slagsen. Jeg har altid haft lysten til at tage den på mig, men jeg skal være ærlig og sige, at den var langt større, end jeg havde forestillet mig, da jeg var ung.
Det var svært at sætte studiet på pause, da jeg ikke kan lide, at noget er ufærdigt. Derfor besluttede jeg mig også for at gøre det færdigt, samtidig med at jeg startede renoveringsprojekterne op her på Holckenhavn. Jeg fik den idé at omdanne Holckenhavn til et boutiquehotel (eksklusivt, uafhængigt hotel, red.). Den slags fandtes ikke i Danmark på det tidspunkt, og da Holckenhavn er fredet, tog det op mod tre år bare at få tilladelserne på plads.
Vi startede i det helt små med at udleje riddersalen til middage. Vi lejede borde og stole ind, og en ekstern madleverandør stod for maden, og så vaskede min lillesøster og jeg op i dagevis efter hvert selskab. Til et af de allerførste bryllupper her på Holckenhavn mødte jeg min mand. Han arbejdede i København på et stort eventbureau, og vi delte den samme vision: at hvert arrangement skulle skræddersys, og at gæstens ønsker skulle være udgangspunktet for hver fest.
Min mand og jeg lagde en plan. Men midlerne var små. Godset blev under min far drevet som et traditionelt gods med jagt, landbrug og skovbrug, men det indbragte langtfra nok til at kunne vedligeholde slottet. Så vi måtte tænke helt nyt. Desuden havde størstedelen af slottet stået ubeboet hen i op mod 80 år. Min oldemor Jessy bragte ved sit ægteskab med min oldefar to store godser, Bavelse og Næsbyholm, med ind i familien. På disse godser bosatte mine oldeforældre sig, ligesom mine bedsteforældre boede der, da de var yngre. Så Holckenhavn havde længe været reduceret til en slags sommerresidens. Forfaldet var tydeligt, da jeg gik i gang med restaureringen. Hovedbygningen er på 6.300 m² fordelt på 128 rum, men kun omkring 300 m² var beboeligt. Resten havde hverken el, varme eller badeværelser.
Vi begyndte at rydde op. I 80 år var alt blevet gemt: gamle aviser, konserves, møbler. Det tog otte år at komme igennem det hele. De ting, vi beholdt, var dem, der betød noget personligt for mig. Resten af de bedste effekter solgte jeg via Bruun Rasmussen, og så holdt jeg utallige loppemarkeder. Det finansierede dele af restaureringen: el, varme, badeværelser – alt det, der gør det muligt at bruge slottet, som vi gør i dag. Restaureringen skete i meget små skridt. Vi havde både en stor gæld på grund af arveskifte mellem min far og mig, og samtidig var jeg nødt til at optage nye lån for at restaurere slottet. Det var nogle intense år. Hvert rum blev tænkt nøje igennem, og med hjælp fra dygtige arkitekter og Slots- og Kulturstyrelsen fandt vi materialer, der klædte bygningen, og som indgik i nogle smukke løsninger i slottet. For eksempel blev slidte parketgulve udskiftet med douglas-planker.
Jeg opfatter det sådan, at jeg kun har Holckenhavn til låns i min generation, og jeg gør mig umage for at kunne give slottet videre i en bedre stand end den, jeg overtog det i. Derfor er mange af de løsninger, som vi har valgt, langsigtede og nogle gange også dyrere. Restaureringerne har sjældent været helt forudsigelige, men sådan er det nok i gamle huse. Planlagde vi for eksempel at renovere to rum, endte vi ofte med at måtte tage et tredje eller fjerde med – ellers kunne vi ikke føre varmerør eller installationer med videre. Mange har tvivlet på, at jeg kunne løfte opgaven, herunder min egen revisor. Men netop denne tvivl gjorde, at jeg ville vise, at jeg godt kunne.
Mine forældres tillid har givet mig en grundlæggende tro på, at jeg kan klare de opgaver, jeg møder – også selvom de er ukendte og krævende. Det sværeste ved at omdanne Holckenhavn fra et privat hjem til et hotel har været at bevare slottets sjæl. Det har været vigtigt for mig, at alle de smukke gamle malerier, spejle og møbler kunne forblive i slottet, men at vores gæster samtidig kan nyde den komfort, der følger med gode senge, minibar, lækre badeværelser og tv. Renoveringerne har selvfølgelig også skullet respektere, at slottet er fredet, og derfor er mange af de løsninger, vi har lavet, reversible, så de vil kunne ændres tilbage til det oprindelige.
Vi er også blevet ramt af tilbagefald. I 2007 udbrød der brand i tårnet. Slukningsarbejdet sendte 6.000 liter vand gennem østfløjen. Vi måtte derfor tage alle gulve op for at forhindre svamp. Og i 2008 kom finanskrisen. Men i 2009 byggede vi vores eget køkken og ansatte egne kokke – uden at vide meget om restaurantdrift. Med stor hjælp fra familien Lieffroy, der har et mangeårigt engagement i Falsled Kro bag sig og i dag driver Restaurant Lieffroy i Nyborg, fandt vi vores kulinariske identitet med fokus på råvarer og kvalitet. Det vigtigste ved køkkenet og vores personale var, at vi kunne sikre den samme høje kvalitet for alle gæster – hver gang.
I 2020 kom coronakrisen. Jeg sov nærmest ikke i hele marts måned. Og vi endte med at være lukket ned i 14 måneder. Men hotellet overlevede, og de mange bekymringer, der har været ved at arve Holckenhavn, opvejes af de skønne mennesker, jeg får lov til at møde – mange af vores gæster vender tilbage igen og igen. Og så er vi her på slottet et helt enestående og stærkt team, der kerer os om hinanden. Jeg er et projektmenneske, og jeg elsker at se, hvordan vi hele tiden flytter os fremad. Jeg er optimistisk anlagt og god til at tage tingene i bidder.
Første gang jeg for alvor mærkede, at det projekt, jeg havde sat i gang, var ved at lykkes, var den første sommer, hvor vi havde fuldt booket hver lørdag. Jeg gik hjem til vores hus ved siden af slottet efter en 17-timers vagt. Jeg vendte mig og kiggede tilbage på slottet. Der var lys i alle vinduer. Folk hyggede sig, og det summede af liv. Lige der tænkte jeg: ”Ja, nu lykkes det fandeme.”
__________________________________
MARIA TVEDE SØGAARD NØHR, 31 ÅR
Liselund fylder meget i mit liv. Den gamle, fredede parcelgård ligger kun fire kilometer fra vores hjem, og jeg bruger en stor del af min tid på den. De okkergule bygninger med stråtag samler sig om en gårdsplads brolagt med kampesten, markerne omkring er omkranset af høje træer, og det føles, som om tiden går lidt langsommere her. Liselund står i dag tom og præget af forfald, men forhåbentlig ikke meget længere. Min drøm er at skabe et moderne hverdagsrefugium, et levende og æstetisk helle, hvor mennesker kan finde ro, styrke, inspiration og fællesskab. Et sted, hvor trivsel får plads – og hvor kulturarven ikke blot bevares, men bringes i spil.
Da jeg blev gravid med vores første søn i 2016, ville vi gerne flytte tilbage til min mands hjemby, Sjørslev syd for Viborg, og allerhelst ville vi overtage og restaurere den gamle skole i byen. Jeg besøgte enken, der stadig boede der, den ene halvdel af et tidligere lærerpar, der flyttede ind på skolen i 1955. Hun fortalte mig, at den sandsynligvis ville gå i arv i familien og ikke ville blive sat til salg. Så vi besluttede at bygge vores helt eget drømmehjem, som jeg selv tegnede. Efter et svigt fra vores byggeleder overtog vi selv byggeriet.
På det tidspunkt var huset kun muret op til skulderhøjde, det var drivvådt indeni, og der var opsat forkerte spær. Hvis ikke vi nåede at lukke huset og få det tørt, inden frosten kom, ville vi miste, hvad vi havde, og vores økonomi ville vælte endnu mere, end den allerede var. Jeg var på barsel med vores første søn og skulle til at genoptage min praktikperiode under uddannelsen til social- og specialpædagog.
Den kommende sommer nåede vi lige at flytte ind i huset, inden jeg fysisk og psykisk blev lagt helt ned. Jeg var gravid med vores andet barn og blev ramt af hyperemesis gravidarum, en komplikation med kvalme og opkast i den tidlige graviditet, der slog mig helt ud. Jeg havde indlæggelser med væskedrop, fordi jeg ikke kunne holde det mindste i mig, og måtte sygemeldes. Jeg gik fuldstændig i stå, lå alle ugens klaustrofobisk tomme hverdagstimer og så ind i den nymalede hvide væg.
Da jeg skulle vende tilbage til livet efter min sygemelding, søgte jeg læge, dernæst psykolog, dernæst kropsterapeut. Jeg forsøgte meget forskelligt, men oplevede processen som fragmenteret, jeg følte mig ikke fulgt på vejen. Her opstod drømmen om at bruge mine egne erfaringer til at udvikle et sted, der ville kunne gøre processen bedre for den næste, der skulle igennem hvad jeg lige havde været.
En nat havde jeg en drøm, en rigtig drøm, hvor jeg så mig selv sidde sammen med en flok mennesker, som jeg følte mig ligesindet med, ved et langbord i en lade i en stråtækt bygning med staldvinduer og lysindfald fra et vinduesparti for enden af bordet. Jeg nævnte det for min terapeut, der rådede mig til at undersøge, om jeg kunne finde netop den bygning i virkeligheden. I den tid kørte jeg i forvejen mange ture i landskabet med mine børn på bagsædet. Liselund, der nærmest ligger i vores baghave, havde jeg passeret mange gange på den rute, og pludselig en dag gik det op for mig, at det var stedet, jeg havde ledt efter. Der ligger fandeme da noget dernede med stråtag, slog det mig.
Maria Tvede Søgaard Nøhr tror på, at Liselund kan blive et samlingspunkt.
Der lå en blå presenning over taget, og det fik mig til at tænke, at stedet var nødlidende, så jeg fik lyst til at træde til. Jeg lovede mig selv, at hvis jeg en dag kom forbi og kunne se liv dernede, for enden af alleen, ville jeg besøge stedet. En dag skete det, og jeg fik hjertebanken, inden jeg parkerede bilen foran gårdspladsen. Personen, der gik rundt der, viste sig at være fra Slots- og Kulturstyrelsen. Han var i gang med at måle stedet op. Jeg spurgte, hvad formålet var med det, og han nævnte rent hypotetisk, at det kunne være relevant ved salg af ejendommen. Jeg spurgte, hvordan jeg kunne finde ejeren af stedet. ”Du kan bare følge efter hunden der,” sagde han.
Hunden viste mig ned til et værksted, hvor jeg mødte en smilende mand med kridhvidt hår, tykke briller og stærke hænder. Jeg stod i en lidt for pæn blazerjakke og ville ønske, jeg havde haft noget andet tøj på, der signalerede, at jeg bare kom ind fra gaden. Jeg ønskede ikke at ligne en, der havde råd til at købe stedet, for det havde jeg virkelig ikke. Alligevel sagde jeg, at jeg var interesseret i at overtage det. Manden viste mig rundt i bygningerne og inviterede mig ind at møde hans hustru.
Jeg fortalte hende om mine visioner for stedet. At jeg ønskede at skabe et smukt og trygt sted med tværfaglig, helhedsorienteret årsagsbehandling. Et sted, der skulle være lækkert, interessant og relevant, uanset om man kom for en velværestund eller for dyb terapi. Det skulle være et hus, der byggede bro mellem den alternative verden og den vestlige medicinske verden, som vi kender. Hun jublede. Som hun sagde, fortjente Liselund at blive nydt af flere. Halvanden uge senere sad jeg i en grøftekant med min yngste søn, da en mand kom kørende i en traktor. Han skulle til at sprøjte og inviterede os op på en køretur på marken. Inden vi hoppede ud igen, havde han inviteret mig til at mødes og drøfte et eventuelt køb af Liselund nærmere. Det viste sig, at han var interesseret i jorden og skoven, og han sagde, at jeg kunne så købe bygningerne af ham.
I 2023 fik jeg en køberetsaftale på huset, og siden da har jeg sammen med en bestyrelse og en fredningsspecialiseret arkitekt udviklet projektet ’Mere liv – Liselund’. Første etape fokuserer på stuehuset, som vi stræber efter at åbne i efteråret 2027. Resten åbner efter planen trinvist frem til 2030. Stuehuset skal rumme et klinikfællesskab med sundhedsfaglige profiler, herunder læger og terapeuter, der behandler med et helhedsorienteret perspektiv.
Vognporten skal rumme en værelsesfløj, og i laden skal der være gildesal til arrangementer og events samt træningsstudie. Kostalden skal rumme administration og en interiørbutik, og sidst, men ikke mindst skal den væltede grisestald genopføres og indrettes som velværeafdeling med spa og kosmetologisk klinik. Min rolle bliver først og fremmest at realisere visionen, dernæst at sikre de forskellige afdelingers samspil.
Sidste år fik min mand Mikkel og jeg pludselig mulighed for alligevel at købe Sjørslevs gamle skole, så her bor vi i dag med vores to sønner. Mikkel er lastvognsmekaniker, tredje generation her i byen og min evige modsætning. Rolig, tålmodig og beskeden. Han er den vigtigste årsag til, at jeg overhovedet er nået hertil med projektet. Hvis han ikke havde opmuntret mig til at fortsætte, dedikeret sig til at holde vores families økonomiske hjul i gang og været min trygge favn, var jeg nok ikke fortsat fra den første strøtanke.
