KRANFØREREN CLAUS POULSEN har rundet 60, men tilbagelægger de mange trin op i sin lyseblå kran, som var han en ung konkurrenceklatrer. Bum, bum, bum, så står han foran sit førerhus i sin gule vest 25 meter over Aarhus med morgensolen skinnende i øjnene.
”Det er herinde, vi leger,” siger han og griber fat i joysticket, der ligner en retro gaming-controller.
Han sætter den øverste del af kranen i bevægelse og tager en udsigtsmæssig omgang rundt på det kæmpemæssige havneareal, Danmarks og en af Nordeuropas største erhvervshavne, hvor tusindvis af containere står stablet og ligner små legetøjstogvogne. Lastbiler drøner frem og tilbage og læsser på og af, og på den anden side af vandet åbenbarer Aarhus Ø sig med alle sine arkitekttegnede højhuse, heriblandt selvfølgelig Lighthouse, landets højeste bygning.
Det er Aarhus anno 2025, det nye og moderne Aarhus, og det ved Claus om nogen, for han har været kranfører på havnen i 40 år – for nylig fik han brev fra kongen – og fulgt udviklingen på nærmeste hold. Det var hans onkel, der selv var kranfører på havnen, som i 1985 spurgte, om det måske ikke kunne være noget for ham også.
”Og så er jeg sgu bleven,” konstaterer han på trofast østjysk. ”Når først man falder ind hernede, så hænger man ved. Det er hyggeligt. Der er en masse frihed under ansvar, og der er ikke rigtig nogen, der kommer og råber ad en.”
Havmågerne blafrer over det blå havnebassin. Ved siden af hans egen kran står flere andre og ligner store dinosaurer, der har fået klippet halen.
”Det har været fedt at opleve havnen gå fra at være en lille containerhavn med et par gamle hakkebrætter af kraner til i dag, hvor vi har mange, og de kører fantastisk. Du får ikke havnekraner, der kører bedre end dem her i hele verden. Aarhus Maskinfabrik, de kan fandeme lave kraner.”
Claus Løgager Poulsen har set lidt af hvert.
FAKTISK KAN CLAUS bedst opsummere, hvor meget der har forandret sig siden 80’erne, med et enkelt ord: ”Alt.” Det hele er blevet meget større, meget mere professionelt. Den største ændring har dog nok været, at havnearbejderne ikke drikker mere.
”Det var jo sindssygt, da jeg startede herude i sin tid. De fleste startede med en øl til morgenmaden, tog 2-3 stykker til frokost, og så var der desuden drikkepauser i løbet af dagen. Jeg kunne godt lide tiderne dengang, for det var også en epoke, men det var ikke så fedt at se ens kolleger være skidefulde.”
Det var så også, som han siger, meget lange dage med hårdt fysisk arbejde, hvilket også satte sit aftryk på jargonen:
”Havnearbejdere var nogle hårde hunde. De råbte og skreg, og hvis man ikke havde psyken til det, så gik det sgu galt.”
Det første stykke tid var der også en ældre havnearbejder, der altid råbte og skreg ad ham. Han insisterede på, at kranens kæder ikke måtte slingre, men skulle dale lige ned i hånden på ham, når han tog imod lasten. Claus sad og svedte i kranen og forsøgte sit bedste, men den garvede havnearbejder blev ved med at råbe og skrige. Til sidst holdt han helt stille, indtil kæderne ikke bevægede sig det mindste, og så firede han dem ned i hånden på ham.
Enhver kunne se, at de aldrig ville blive færdige på den måde. Til næste drikkepause kom den anden hen til ham: ”Nå, lad os bare slutte fred nu.” ”Hvorfor? Det går da meget godt.” ”Nej, vi bliver aldrig færdige, så du gør det bare, som du plejer, og jeg siger ikke mere.”
”Fint, så kørte det. Så var jeg ligesom blevet accepteret,” smiler Claus.
Det med tonen gav sig selv, da man gik væk fra at drikke øl hele tiden, fortæller han, og i dag er havnearbejderne ikke bare blevet ædru, men også høflige. Og sikkerheden er også en anden. Han har haft mange nærved-oplevelser i årenes løb, der stadig sidder i ham, ikke mindst dengang, hvor han fik en havnearbejder, der havde fået lastens kæder omkring benet, med op i kranen.
”Ham nåede jeg lige at løfte et par meter, før han faldt af igen. Han fik en helvedes masse blå mærker, men heldigvis ikke mere end det. Men den sidder stadig i mig. Jeg synes godt, man kan mærke, at man ligesom bliver fyldt op af alle de gange, hvor hjertet har siddet i halsen.”
Han husker også engang, hvor en havnearbejder spurgte ham, om han ikke godt ville løfte containeren op igen, fordi han gerne ville have sin hånd tilbage. Ingen af dem turde besigtige skadernes omfang før skadestuen, hvor handsken blev løftet af, og det viste sig kun at dreje sig om det yderste af pegefingeren.
”Det er ikke ufarligt, når man leger med sådan en her,” siger han og nikker mod kranens gribearm. ”Hvis man får fingrene i klemme, så gør det altså av.”
I GAMLE DAGE KUNNE enhver vade ned på havnen i Aarhus og se, hvordan havnearbejderne gik og arbejdede. Sådan er det ikke længere, for området har været spærret af siden 2001, hvor flyene ramte World Trade Center, og man besluttede at gøre ikke bare alle lufthavne, men også alle havne til topsikrede områder.
Derfor må Ud & Se også vises rundt af ikke bare en, men to pressemedarbejdere ved Aarhus Havn iført sikkerhedsvest og hjelm, men uden beføjelser til at udtale sig direkte til citat – sådan er selskabets retningslinjer. Alligevel kan den ene godt fortælle, at de fleste i Jylland har en holdning til Aarhus Havn, selvom området er blevet lukket land, og det er på godt og ondt, for selvom havnen skaber arbejdspladser, er der også dem, der synes, at den larmer og ikke mindst lugter. Faktisk har man i mange år snakket om Aarhus-lugten, en karakteristisk ”kvalm, sursød hunde-lortedunst”, der i perioder omgiver hele midtbyen, som det blev beskrevet i en Weekendavisen-artikel om netop det tema. Her blev to af byens gamle industrivirksomheder, Dansk Landbrugs Grovvareselskab og den gamle Aarhus Oliefabrik, udpeget som mulige hovedsyndere, selvom begge benægtede.
I Aarhus hænger byen og havnen tæt sammen. Det var først, da Aarhus Havn blev grundlagt i 1845, at byen begyndte at få vokseværk. På få årtier voksede man fra 5.000 indbyggere til 50.000 og overhalede både Randers, Aalborg og Odense og blev til Danmarks næststørste by. Det skyldtes hovedsageligt det voksende erhvervsliv, hvor netop Aarhus Oliefabrik var en af de store spillere og i 1905 stod for over 10 procent af Danmarks eksport – svarende til Novo Nordisk i dag.
I 1928 opførte Aarhus Oliefabrik et silopakhus, der ved opførelsen var det største betonbyggeri i Skandinavien, og få år efter rundede Aarhus 100.000 indbyggere. Siden er både havneområdet og byen bare vokset og vokset. Sidste år blev AAK’s nye biobrændselsanlæg på havnen nomineret til ’Bedste bygning’ til Aarhus Arkitekturpris. Nye tider, nye tider. Og så alligevel. For med 10 millioner tons gods om året skal der også nogle lastbiler igennem – 3.500 lastbiler i havneområdet hvert eneste døgn – og så kommer det, fortæller pressefolkene, til i det mindste at støje en lille smule nogle steder.
Da Ud & Se nogle dage senere får den travle direktør for det hele, Thomas Haber Borch, i røret, siger han: ”Som Danmarks største erhvervshavn er det os, der forbinder Danmark med resten af verden. Den telefon, du snakker i nu, er næsten 100 procent sikkert kommet igennem Aarhus Havn, og det gælder for rigtig mange af de varer og genstande, den danske befolkning bruger til daglig.”
Rundt regnet, fortæller han, er det 75 procent af alle varer ind og ud af Danmark, der går via vandvejen, og eftersom Aarhus Havn står for 73 procent af den samlede containertrafik, er det tæt på alt.
Den pointe gentager de to pressemedarbejdere også, mens vi bevæger os igennem havneområdet, hvor lastbiler samler dyrefoder op fra kæmpestore grå siloer, henter byggematerialer som grus, sten og sand og fylder vogne op med diesel og benzin, der pumpes direkte fra containerskibe via under-søiske rør.
Det er tøj, sko og computere. Det er fødevarer, svinekød og rejer. Det kan være et eller andet vigtigt produkt, der skal ind i en eller anden vigtig maskine, og der sidder nogle kloge hoveder og regner på, hvordan det hele hurtigst, nemmest og smartest kan fordeles fra containerskibene og rundt til hele landet, fortæller de.
Der arbejder flere tusind mennesker fordelt på 200 virksomheder, hvor den største på selve havnen er APM Terminals, et datterselskab til Mærsk, og den største, der er til stede på havnen, er MSC – verdens største containerrederi.
For tiden er 99,7 procent af havneområdet udlejet, men Aarhus Havn har netop sat gang i at etablere en ny kaj på 430 meter. Der er også dem, der drømmer om med milliardinvesteringer at gøre Aarhus Havn til en såkaldt ’superhavn’, for selvom man efterhånden er lige så stor som Gøteborg Havn, kan det, som pressefolkene fortæller, blive meget større. For selvom vi er rimelig store i Danmark, er vi i sammenligning med Hamborg små. I sammenligning med Rotterdam er Hamborg lille. Og i sammenligning med alt i Kina er Rotterdam ingenting.
VED KAJEN ER den rød-hvide vindstrømpe spændt helt ud. Her er kranarbejdere ved at læsse containere på det store, røde tankskib Tukuma Arctica. Det er selve livsnerven til Grønland, som Aarhus Havn selv formulerer det, for alt dansk gods, der skal derop, bliver fragtet fra Aarhus Havn. Den anden vej kommer der hovedsageligt rejer og fisk.
Såkaldte straddle carriers piler omkring som mystiske sci-fi-væsener og transporterer containere til og fra kranerne, der læsser dem om bord på skibet – det hele som en stor velsmurt maskine.
Lidt efter ankommer et endnu større containerskib, Enforcer, der er undervejs på en ny rute, der har Gdansk, Klaipeda og Gøteborg som stop og skal binde hele Østeuropa bedre sammen.
De to pressemedarbejdere står med store øjne og betragter, hvordan kaptajnen roligt lægger det mørkeblå containerskib til kaj med en misundelsesværdig parallelparkering. Ude på vandet nærmer også containerskibet Helgafell sig.
Man kan følge med i alle de containerskibe, der sejler ind og ud af Aarhus Havn, på deres hjemmeside, og det er der forbavsende mange, der gør, men der er ingen, der følger så grundigt med som dem, der sidder i Aarhus Havns kommandocentral. Her er de det, man nok vil kalde ’skibsbegejstrede’.
Der står legetøjsskibe på hylder og kommoder, der hænger billeder af skibe på væggen, og en model af M/S Arosia er indrammet i en glasboks. Den ene af de fire såkaldte kundekoordinatorer, Dorthe, er sågar gudmor til et japansk containerskib, som hun ikke har set siden jomfrurejsen i 2009, hvor det kom forbi Danmark, men som stadig sejler rundt derude på den blå planet.
En drømmekage i ovnen har fået det til at dufte af brun farin i hele kommandocentralen. Her er ansatte til stede i alle døgnets timer året rundt:
”Jeg synes, det er spændende, at man er first point of contact, både for import og eksport ud af Danmark. Det er sådan en ret unik position,” siger Dorthe Rasmussen, der er med til at planlægge skibene ind og ud af havnen – hvor de skal ligge, hvilke kraner de skal bruge, og hvilke assistancer de skal bruge af lods og slæbebåde.
Andreas Hermansson holder fod på sejlforholdene i havnen for søfolk, der ankommer fra nær og fjern.
På skærme kan man følge med i kameraer fra hele havnen. Der er også informationer om skibenes kompasretning, vindretningen og vanddybderne rundtom i havnen:
”Der skal ikke ligge mange cykelstyr på bunden, som skraber imod, før det går galt,” siger hun og retter fokus mod den sidste skærm med vagtlisten, en oversigt over alle skibe, man forventer i den nærmeste fremtid. Tre dage senere ankommer det 399 meter lange Mærsk-skib Madison – et af de helt store containerskibe.
For Dorthe er det sjove ved arbejdet at få puslespillet til at gå op hver dag og få afværget ”den værste hurlumhej”, også selvom eksempelvis et uvejr skulle skabe en kædereaktion, så der pludselig ankommer mange flere skibe til Aarhus Havn end planlagt.
”Men så finder vi også ud af det. Det hele går nok alligevel,” siger hun roligt, og man tænker, at det er fint, at det er jyder, der styrer Danmarks største havn. Der er ingen panik at spore i kontrolrummet. Heller ikke selvom der faktisk er meget mere travlt for tiden, blandt andet som resultat af flere nye ruter til Aarhus Havn og så lidt storpolitik oveni.
”Der er problemer på kontinentet på grund af alt det der, Trump har sat i gang med toldsatser alle mulige steder. Normalt handler de jo meget sammen, Kina og USA, men fordi de slås toldmæssigt, er der meget, der lander som mellemstation i Europa, og så bliver der fyldt op i havnene,” siger hun og tilføjer:
”Det er ligesom ham Mirco fra TV 2 News, der siger, at det er rigtig godt for kommentatorerne, når der er ballade i USA, for så har de noget at lave. Det er det samme med os.”
SÅ ER DER BUD efter en lods, og svenske Andreas Hermansson må i arbejdstøjet. Solen har skinnet hele morgenen, men da han nærmer sig havnefronten, er de grå skyer trukket op. Han hopper om bord i det røde lodsfartøj Aarhus Pilot, der kort efter bryder bølgerne med dannebrog viftende fra agterenden.
Det er 30 år siden, Andreas startede som matros, men da han på en af sine første ture fik lov til at styre roret på skibet, mens det sejlede op ad Mississippi-floden igennem New Orleans med fuldmånen i baggrunden, var han for alvor solgt til et liv på havet. Han uddannede sig som skibsfører og sejlede forskellige små og store skibe, også krydstogtskibe, og på sådan et mødte han sin danske kone og endte i Aarhus Havn som lods. Eller kendtmand, som det faktisk hed i gamle dage:
”Når skibene kommer ind, skal jeg hjælpe kaptajnen med at komme ind til kajen på den sikreste måde. Det er derfor, jeg er om bord. Som en kendt mand, der kender de lokale forhold. Det er ikke bare at sejle skibet fra A til B. Der er også hele den psykologiske del. Kaptajnen kender ikke mig, jeg kender ikke ham, jeg kender ikke besætningen, jeg kender ikke skibet. Jeg har måske 30 sekunder til at overbevise ham om det, jeg kan.”
Han tjekker altid nationalitet og alder på kaptajnen på forhånd, så han ved, hvad der venter ham. De russiske kaptajner er typisk de mest besværlige at have med at gøre. Dem skal man ikke forvente sig mange smil af. I den anden ende af kulturspektret finder man de skandinaviske skippere, der er gemytlige og som regel sejler skibet selv. Her kommer han mest bare om bord for en kop kaffe.
Han lodser op mod 300 skibe om året, så han har efterhånden set lidt af hvert:
”Det skib, jeg skal ud til nu, er bare en lillebitte knallert på 55 meter. Men i går nat havde jeg et containerskib på 366 meter. Der er forskel på størrelsen, men det er faktisk de små, der er sjovest, for det kræver lidt mere arbejde.”
Når han arbejder, skal han helst ikke have mere end hvilepuls. Der er nemlig store summer på spil, når man guider sådan et containerskib i land.
”Sådan et stort Mærsk-skib koster vel omkring en milliard kroner, så det ville være en dyr bule at komme til at lave.”
Efter en kort sejlads når lodsfartøjet frem til containerskibet, hvor et flag fra Antigua blafrer i vinden. Fire knægte, lige fyldt 18 år, hvis overhovedet det, kigger frem fra dækket med ansigter, der har set ingenting og alting. En rebstige bliver kastet ud over rælingen, og Andreas kravler om bord.
Man kan se langt fra toppen af det 142 meter høje Lighthouse.
ET ANDET STED ved havnefronten i Aarhus er der gang i svingdøren. Lighthouse er med sine 142 meter Danmarks højeste bygning – i hvert fald for nu, for ikke langt herfra vokser Mindet sig dag for dag højere og højere op i himlen med ambitioner om at ende på 145 meter. Det kan ikke blive stort nok i Aarhus.
”Ja, de bygger jo nede på Sydhavnen. Hver anden uge hører jeg noget nyt – enten bliver de lidt højere eller lidt mindre. Det er ærgerligt, hvis vi ryger ned på en andenplads, men så må vi jo prale med, at vi stadig er det højeste beboelseshus i Danmark. For dernede er det rent erhverv,” siger den unge mand i receptionen.
Det var i 2007, at Aarhus Havn ophørte med at være et lukket industriområde og i stedet blev et åbent byrum for byens beboere. Siden er det skudt op med højhuse alle vegne, og nogle af dem har modtaget roser, blandt andet Lighthouse, der i tv-programmet ’Er der en arkitekt til stede?’ fik tv-vært og arkitekt Ane Cortzen til at sige: ”Er det ikke fascinerende, at så stor en bygning kan være så delikat og så sprød, når man kommer tæt på? Nam-nam, man får lyst til at spise det.”
En kritiker af havneområdet er den verdensberømte arkitekt Jan Gehl, der til TV 2 Østjylland kaldte Aarhus for en ’hotelby’: ”Jeg plejer at kalde det for hotelbyer, fordi du har en seng at sove i og en flot udsigt, men ikke meget mere. Der er ingen fællesrum i bydelen, hvor man har lyst til at opholde sig.”
Elevatordøren går op, og receptionisten gelejder os ind:
”I skal ikke trykke på noget. Den kører op af sig selv, det har jeg sørget for. Det tager kun 29 sekunder at komme op på 43. etage. Det er den hurtigste elevator i Danmark.”
I P. CLAUSENS FISKEHANDEL husker man de gode, gamle dage i Aarhus, om ikke andet så i form af indrammede billeder på væggen. Det ældste er fra 1888 og viser en kunde på en tømmerflåde, der venter på, at fiskehandleren flår en rødspætte på den lille træpram ved kajen, hvorfra man solgte friskfanget fisk.
Siden dengang er Danmarks ældste fiskehandel gået i arv fra far til søn igennem fem generationer, så det i dag er Jakob Clausen, der langer fisk over disken.
”Der er meget af havnens charme, der er gået af. Når jeg snakker med min far og ser billeder fra gamle dage, er der jo rigtig meget af historien om den gamle fiskerihavn i Aarhus, som rigtig mange mennesker slet ikke ved noget om i dag,” siger han og fortæller, at trækutterne tidligere lå til kajs og solgte fisk på auktion to gange i døgnet, fordi man hev så meget i nettene.
Det er ved at være længe siden nu. Den sidste fisk blev solgt på auktion i 2002, og nu om dage er der kun en enkelt fisker tilbage i Aarhus, der stadig sælger hummere over kaj. Men i fiskehandlen er der travlt. Et ældre ægtepar skal have en kullerfilet og en ordentlig stak linemuslinger med hjem til weekenden, en lille børnefamilie ender på syv rødspættefileter – mens forældrene betaler, betragter sønnerne de levende hummere i akvariet – og en ung kvinde har udset sig havtaskekæberne og har brug for rådgivning:
”Vil du vurdere, at der er nok til tre personer her?”
”Ja ja, snildt!”
Selvom Jakob Clausen har drevet P. Clausens Fiskehandel i otte år nu, forsøgte hans far faktisk altid at tale ham væk fra havnen. Han var selv blevet revet ud af 6. klasse og placeret i fiskehandlen, da der var brug for mandskab, så han ville ikke have, at hans egen søn skulle føle sig tvunget til noget. Han havde egentlig også planer om at søge ind på Journalisthøjskolen, men så åbnede muligheden sig for at drive fiskehandlen videre.
”Jeg har altid godt kunnet lide miljøet, og at vi lidt er en modvægt til bevægelsen i samfundet, hvor alting skal være så sterilt. Hernede er det sådan en lille tidsboble. Der er bare et andet miljø og en anden jargon på en havn end mange andre steder i samfundet, og det kan jeg rigtig godt lide.”
Jakob Clausens holdning til fisk har gjort ham upopulær i branchen.
TIDLIGERE I ÅR skabte Jakob Clausen virak i fiskehandlerkredse, da han bekendtgjorde, at han ikke længere ville sælge opdrættet fisk, også selvom det ville koste ham en betragtelig del af omsætningen. For P. Clausens Fiskehandel er det indtil videre gået fint, kunderne har støttet op, men i branchen er han blevet persona non grata og smidt ud af Danske Fiskehandlere.
”Jeg savner mine kolleger, men samtidig er jeg ikke blevet fiskehandler for at få venner. Jeg har gode bekendte og en god familie i forvejen, så det er ikke derfor, jeg gør det. Jeg gør det, fordi jeg gerne vil have, at vi skal blive bedre, både som forretning og som forbrugere, når det kommer til at spise ordentlige fødevarer. Vi behøver ikke at finde på alle mulige nye ting og begynde at spise myrer og tang og alt sådan noget. Vi skal bare træde et skridt tilbage og kigge på, hvordan man gjorde det i gamle dage.”
For nylig blev Jakob Clausen far for tredje gang. Alle tre børn er for små til at forstå, hvad der foregår i fiskehandlen, og derfor ved han af gode grunde ikke, hvad de vil tænke om hele foretagendet en dag. Han ved dog, at han ikke har tænkt sig at presse dem til at blive sjette generation af Clausen-fiskehandlere i Aarhus:
”Det er en branche, som man virkelig skal have en kæmpe kærlighed til, hvis man skal gide den. For mig er det meget mere styret af miljø end af forretning. Vi har mange unge mennesker gående, som er skoletrætte, men ikke ved, hvad de ellers skal gøre. De har godt af at komme et sted som hos os, hvor de både får at vide, at de skal holde deres kæft, men også får et klap på skulderen, når de gør det godt.”
I TRÆSKIBSHAVNEN lidt derfra drikker en håndfuld træskibsentusiaster den faste formiddagskaffe. Hver dag mødes de klokken 11 og snakker om løst og fast, for eksempel skibe og vejret.
”Hvad er det for et vejr, det er blevet lige pludselig?” udbryder Nina Bargisen, da hun ankommer lidt efter de andre med vinden i håret.
Det er Danmarks største træskibshavn med den største samling af træfartøjer herhjemme. Lige knap 100 klassiske skibe og både, blandt andet vikingeskibe, der i flere tilfælde er blevet erklæret bevaringsværdige som dansk maritim kulturarv. Dannebrog blafrer i toppen af de mange høje master, der rager op i den blå himmel.
For de flestes tilfælde er det en dyr fornøjelse at eje et træskib, for det kræver konstant vedligeholdelse.
”Du kan nogenlunde opleve, hvad det vil sige at eje et træskib, hvis du stiller dig hjem under den kolde bruser i morgen tidlig og begynder at rive 100-kronesedler i stykker,” siger en pensioneret mand med lilla fleecetrøje og kasket på hovedet.
Så bryder Nina Bargisen ind med en længere beretning fra den foregående weekend, hvor solen stod højt på himlen, og hun spontant tog ud for at sejle med sin veninde:
”Vi havde haft et vedligeholdelsesforår, som var virkelig hårdt. Hver gang vi blev færdige med noget, var der noget nyt, der var råddent eller skulle fikses. Men så sejlede vi endelig af sted, ud på vandet, op med sejlene, og skibet begyndte at bruse. Så kiggede vi bare på hinanden – der fik vi tilbagebetalingen for alle de timer, vi har bandet og svovlet og været helt sorte i hovedet af bejdse og slået os over fingrene med hammeren. Når først man sejler ud i sit træskib, er det federe end noget som helst andet.”
Hun er selv formand for Træskibsforeningen, der i år fylder 40 år, mens selve Træskibshavnen siden 1998 har ligget på den alleryderste plads i havnen.
”Den gode historie går på, at man fik irriteret havnedirektøren så meget, at han til sidst sagde, at så kan de der irriterende træskibsfolk få et område for sig selv længst væk fra alle os andre, og så har vi fred for dem,” fortæller hun.
”Med tiden er der så blevet bygget alt det møg derovre,” siger manden fra før og nikker over mod Aarhus Ø og sejlsportscentrets store grå betonbygning. ”Der var jo også store planer om at ødelægge det her totalt ved at anlægge en å, der skulle følge jernbanesporet. Alle de politikere, der ville have det, er heldigvis væk nu, så det bliver ikke til noget. Men det skal du ikke skrive noget om, for så kan det være, de genoptager sagen!”
Han tager en tår af kaffen.
”Ej, men det ser sgu da ikke pænt ud derovre. Det værste er det der skide sejlsportscenter, de har lavet. Det har taget hele udsigten for os. Det er en rigtig øjebæ.”
Det får en ældre kvinde i en rød vindjakke til at indskyde: ”Det må du til gengæld gerne skrive.”
Lidt efter trasker Nina Bargisen ad molen og hen til det træskib, som hun er næstkommanderende på – en tro kopi af Spray, det skib, som amerikanske -Joshua Slocum i 1895 sejlede jorden rundt i, hvorved den tidligere kaptajn blev den første til at gøre rejsen alene. Hun er det, hun selv beskriver som ”arveligt belastet” i forhold til træskibe, for hendes far ejede et, og så er hun nærmest vokset op på lystbådehavnen. I årenes løb har hele området ændret sig fundamentalt, men om det er til det gode eller det dårlige, er hun mere i tvivl om.
”Nu er jeg så en af dem, der har valgt at bosætte mig på Aarhus Ø, så jeg hader det ikke så meget, som mange andre gør, for jeg bor virkelig fedt.”
I Træskibsforeningen peger man gerne fingre ad nymodens tiltag i havnen.
EN MASSE NYE cafeer og restauranter er poppet op ved havnefronten. Folk slikker sol i liggestole og bestiller Aperol Spritz og hvidvin med udenlandsk accent, selvom klokken kun lige har rundet frokosttid. Ved siden af Street Coffee er der gang i kabelbanerne i Aarhus Watersports Complex.
Driftschefen Mathias Jepsen styrer slagets gang, som han har gjort det i flere år nu, selvom han ikke rigtig dyrker vandsport selv.
”Det er ikke bare wakeboard hernede, det er virkelig et fællesskab,” siger han, og for 30-årige Mathias er det også meget mere end det.
Han voksede op i Malling, en forstad til Aarhus, hvor han havde naturlige fællesskaber igennem opvæksten – skolen, fodboldklubben, den slags. Men da alle blev ældre, og folk flyttede væk og startede på universitetet, blev han hægtet af, og så blev det bare værre og værre. Med tiden udviklede han en slem social angst, en spiseforstyrrelse og lidt forskelligt andet oveni og endte med at gå sygemeldt, fra han var 18 år, til han blev 25. I de sidste tre år forlod han slet ikke sin lejlighed, men levede bare indenfor og spillede computer.
I de svære år holdt han en smule liv i kontakten til barndomsvennen Kenneth. Da han så startede Aarhus Watersports Complex, fik han lokket Mathias til at komme ned på havnen for at se det. Bare fem minutter hver anden dag. Så blev det langsomt mere og mere, og nu lever han nærmest ved havnen døgnet rundt.
”Når man står på den anden side af sådan noget, er det svært overhovedet at forstå, hvordan man kom igennem det. Men i dag har jeg aldrig haft det bedre. Det har været en kæmpe livredder for mig. Sådan er det faktisk for rigtig mange hernede, at de er kommet ud af en sygdomsperiode og lige så stille har skullet vende tilbage til livet. Det er jo også det, der er så fedt ved vand, ikke? Det kan virkelig noget.”
En gruppe mænd i trediverne stiller sig ved havnefronten og kigger på kabelbanerne.
”Har I brug for noget, gutter?” spørger Mathias Jepsen.
”Vi har først tid om halvanden time, men så skulle det være et krus øl eller sådan noget,” svarer den ene.
”Ved I hvad, jeg kan godt sælge jer en stor fadøl til 35 kroner stykket.”
”Kan du det? Ej, så skal vi sgu lige have en omgang.”
Driftschefen render ind i den store træskursbygning og smækker kort efter vinduet op, så det pludselig er en bar, der serverer fadøl. Da venneflokken har fået noget at slukke tørsten med, vender han tilbage.
”Det knap så fede,” siger han så, ”er, at det er sidste sæson, hvor vi får lov til at køre det. Der skal opføres et hotel, og så er der ikke længere plads til os. Vi knokler for at finde en løsning, men lige nu er intet sikkert. Det ville altså være sørgeligt.”
ET AF DE STEDER, der efterhånden har prøvet at blive flyttet mange gange, er Havnens Perle, det gamle spisested fra 1962, der nu har hjemme på Dagmar Petersens Gade lige ved siden af en byggeplads. Det er her, man stolt bryster sig af at have vundet ’Byens Bedste Pølsevogn’ hele tre gange samt prisen ’Danmarks Bedste Bøfsandwich’, og selvom det hele efterhånden ligger langt tilbage, er der travlt i biksen, hvor håndværkere og studerende på frokostpause fortærer bøfsandwich badet i brun sovs og ristede løg.
På de orange vægge hænger skilte og plakater med Hulk, Muhammad Ali, Coca-Cola, Tintin og tusind andre ting, og i en indrammet avisartikel fra Århus Stiftstidende beretter en sjællandsk tilflytter om sit første møde med Havnens Perle: ”Som sjællænder har jeg aldrig set større svineri på én tallerken. Jeg greb for første gang bestik for at spise en bøfsandwich og skar en bid af madbjerget. Bombardementet af tekstur- og smagsindtryk burde i teorien få smagsløgene til at implodere i det øjeblik, remoulade, rødbede, stærk sennep og tyk brun sovs rammer mundhulen, men af uforklarlige årsager gik det hele op i en højere enhed.”
Ejeren er ikke til stede, men personalet ringer ham op, og han lover at være der halvanden time senere for at fortælle om den historiske fastfoodrestaurant. Men da vi tropper op igen efter en time og tre kvarter, er han allerede smuttet igen efter at være blevet interviewet af tre antropologistuderende fra København, der har sat sig for at lave en dokumentar om Havnens Perle. Så meget for jagten på autenticitet.
SÅ ER DER bedre held på Cirkuskroen, hvor stamgæsterne holder hof. Her har alle kælenavne. Der er ’Maleren’, ’Sømanden’, ’Slagteren’ og ’Helikopteren’, og nej, det er ikke derfor, men fordi han engang arbejdede med Forsvarets landingshelikopter, og propellen ikke rigtig klingede. Der er også ’Papegøjen’, der altid svarer, uanset hvem der bliver spurgt, og så er der selvfølgelig ’Klovnen’, der ved synet af den langhårede Ud & Se-journalist udbryder: ”Har I ingen frisører i København!?” Og inden der er gået længe, er jeg blevet døbt ’Blondinen’.
Det er ’Klovnen’s datter og svigersøn, der driver Cirkuskroen, men han var selv ejer i mange år og begyndte allerede at komme her som 18-årig.
”Det var dengang, havnefesten lå lige overfor. Så var man lige nede og få et par på snuden, og så gik man herover og fik et par til.”
I gamle dage var Cirkuskroen en magnet for havnens folk. Der var mange fiskere, rockere og øretæver i luften, siger han.
”Cirkuskroen har altid haft et skidt rygte, og jeg siger rygte, for det var det faktisk kun. Der var mange, der kom og provokerede, fordi de skulle se, om det var rigtigt, at de slåssede hernede, og så fik de nogle på skallen og blev smidt ud, men mere var der ikke i det. Hvis du ikke var provokerende, var du velkommen. Så sad du og snakkede med alle de gamle fiskere og fik en bajer med dem.”
Så bryder ’Papegøjen’ ind – det har været for længe for ham at holde mund. Han fortæller, at han selv tidligere kom på Lecoq, Smagløs og de andre ’fine steder’ i Aarhus. Han turde ikke tage på Cirkuskroen, for han havde hørt, at det var et hårdt sted med fiskere, havnearbejdere og navneskilte på stolene. En aften tog han alligevel mod til sig og spurgte bartenderen, om det var okay, at han satte sig på en stol.
”Han kiggede bare mærkeligt på mig. Jamen, sker der ikke noget? Nej, der sker ikke en skid, for helvede, sagde han så, og der skete sgu aldrig en skid.”
”Siden har vi ikke kunnet komme af med ham!” brøler ’Sømanden’.
Lars Brændstrup Andersen bedre kendt som ’Klovnen’.
SOM HISTORIEN GÅR, var det et medlem af cirkusdynastiet Cirkus Miehe, der i 1960 købte et hus på Skovvejen, hvor der lå et værtshus i forvejen, og omdøbte det til Cirkuskroen. I 1997 overtog ’Klovnen’ – med det borgerlige navn Lars Brændstrup Andersen – så biksen. Et umiddelbart naturligt match, men hvor kommer navnet så fra, tænker du måske?
”Kig på, hvordan han opfører sig,” siger ’Helikopteren’.
”Du har siddet og snakket med ham i otte minutter,” istemmer ’Papegøjen’.
I mange år havde man på Cirkuskroen både en tant & fjas-klub og en spareklub for de mange stamgæster, hvor der blev arrangeret udflugter og oplevelser, hovedsageligt drukture til andre barer.
”Var I ikke på Mallorca på et tidspunkt?” spørger ’Sømanden’ med tryk på L’erne og begynder at klukke af grin.
”Jo, det var dengang med spareboksene. De er blevet ulovlige i dag. De mente jo, at vi snød ad helvedes til med sorte penge og sådan noget,” fortæller ’Klovnen’.
”Det gjorde vi sgu da også,” tilføjer ’Helikopteren’.
I spareklubben smed man minimum 20 kroner i en boks en gang om ugen, ellers fik man en bøde, som også gik til puljen. Sidst på året fik man udbetalt alle de penge, man havde sparet, så man havde råd til julegaver. Renter og bøder tog de ud at rejse for. Der var 75 medlemmer, da spareklubben var på sit højeste, og på et tidspunkt oprettede de også en femårsboks, hvor de skulle spare sammen i fem år.
”Og det var dem, vi tog til Mallorca for!” udbryder ’Klovnen’ højt og lykkeligt.
”Jeg kan huske, da I kom hjem igen. ’Jamen var I her ikke i torsdags?’ ’Jo jo, vi har allerede været dernede.’ Det er helt vildt at tage til Mallorca for to dage. Hold kæft, en fest!” siger -’Sømanden’ og er helt rød i hovedet af at grine.
Midt i det hele kommer tre unge Aarhus-hipstere ind for at tanke Ceres Top i baren.
”Der er ved at ske et generationsskifte, men det er også naturligt, for rigtig mange af de gamle er himlet, eller også er de på vej. Til gengæld er der kommet en masse unge mennesker ind, som fylder det hele. Torsdag og fredag aften er det sgu svært at være mig og mit gangstativ,” siger ’Papegøjen’ bagefter.
Nu er de tilbageværende 10 stamgæster ved at spare op til den allersidste fællestur. De ved endnu ikke, hvor de skal hen.
”Der er ikke særlig mange penge, så det kan være, vi ikke kommer længere end til Tivoli Friheden,” siger ’Papegøjen’, før ’Klovnen’ stemmer i:
”Måske får vi råd til et turpas!”
