DA MADS HETOFT var 10 år gammel, fik han en blank skydelære af sin far i fødselsdagsgave. Han har den stadig og bruger den, om ikke dagligt, så ugentligt, til at afmåle tykkelser, dybder og omkredse. Året efter ville han for alt i verden lære at svejse, men det kunne ikke komme på tale, før han lærte at lodde, lød beskeden fra faren. I flere uger knoklede Mads Hetoft med de loddeopgaver, der var blevet stillet som krav for et svejsekursus, og da de var bestået, var det videre til svejsningen.
Mads Hetoft kommer fra en familie af håndværkere og ufaglærte med beskidte fingre. Når han ikke var i skole, kunne man finde ham på farens autoværksted, hvor han skruede på sin knallert, cykel eller gokart, og når han kørte på dem, håbede han en lille smule, at der ville opstå problemer, så han igen kunne komme til at fejlfinde og pille maskineriet fra hinanden.
”Stemningen i min fars autoværksted var helt Olsen Banden-agtig. Det var et snusket sted, hvor der blev røget tusind cigaretter og drukket et par øl. Og så havde han ophuggerplads og motorcykelværksted. Jeg er opvokset med, at man reparerer sine ting, indtil de ikke virker mere.”
På tækkeuddannelsen lærer man alt om simple tagkonstruktioner og arbejdet med tagrør, som er den type strå, der bruges i dag. Efter mange år med hundredvis af stråtækte buer og kviste er der stadig enkelte opgaver, som kræver mere opmærksomhed for Mads Hetoft. Han nævner udvendige hjørner, også kaldet grater, som noget, hvor han skal have tungen lige i munden. På en langside kan han snildt lægge 100 bundter om dagen.
Det var den tilgang, som gjorde udslaget for hans valg af uddannelse. Efter 9. klasse strøg han i lære som automekaniker, og så sad han der i frokoststuen med cigaretrøg, ostemadder, Ekstra Bladet og kolleger, der gerne var tre gange ældre end ham selv.
”Jeg savnede faktisk noget håndværksmæssigt. Med al respekt for automekanikere, så oplevede jeg, at det handlede meget om reservedelsudskiftning i stedet for at skille tingene ad og reparere dem. Min far var af den gamle skole, hvor man skilte en generator ad, fandt problemet og samlede den igen. Det gør man bare ikke mere, fordi det er alt for dyrt. Det gjorde, at jeg stoppede som lærling.”
I stedet brugte han meget tid i København, tog en gymnasial uddannelse og arbejdede på en tankstation i Roskilde, hvor han egentlig havde det meget godt, mens han overvejede, om han skulle læse videre. Det var et ægtepar, som ejede tankstationen, og da han en dag i begyndelsen af tyverne fik at vide, at han ikke kunne få en fuldtidsstilling, blev han en smule irriteret over situationen.
”Da de spurgte, hvad jeg så ville lave, forsøgte jeg at være lidt flabet. Det røg ud af munden på mig, at jeg ville være tækkemand, fordi det lød så absurd. De ville gerne hjælpe mig videre og kendte tilfældigvis en tækkemand i området, så mandagen efter gik jeg til hånde hos ham.”
MADS HETOFTS HANG til gammelt kram viser sig også ved parcelhuset i Roskilde, hvor han har slået sig ned med sin familie i oldeforældrenes gamle hus. Forleden spottede han en gammel norsk tandemcykel i en have, da han tækkede et hus, og da dagen var omme, fik han overtalt ejeren til at sælge. I baghaven har han også en rusten rickshaw, som børnene kører rundt på, og i værkstedet står hans motorcykel, en Honda Africa Twin, som han selv benytter sig af halvdelen af året. Pludselig henter han sit tækkeudstyr og begynder at fortælle, at tækkefaget faktisk ikke har ændret sig synderligt de sidste tusind år.
”Værktøjerne er magen til dem, man brugte i den sene middelalder. Den største forskel er, at vi har fået en skruemaskine, ellers er principperne stort set de samme. Det er bare toppen op og roden ned. Værktøjskassen er ikke særlig stor,” fortæller han.
Klapperen er det vigtigste værktøj, og for Mads Hetoft er det også et personligt redskab. Hans klapper består af et skaft af asketræ med en træplade for enden, som er belagt med et rillet lag af rustfrit stål. Når han klapper stråtaget på plads, griber rillerne stråene, så de bliver skubbet op og danner et flot, glat stråtag. Klapperen har han haft, siden han kom i lære i 2005, og han har brugt den hver dag siden.
”Alt efter hvor du er i landet, kan det hedde en klapper, et tækkebræt eller en tækkeskovl. På Sjælland bruger de fleste en klapper med riller til at skubbe bundtet på plads, mens jyder ofte har en klapper med små huller i stedet for riller. Jeg tror, det skyldes, at tækkefaget var uskolet i ekstremt mange år. Det gik fra mund til mund og fra far til søn.”
I mange år havde familien et gammelt, utæt sommerhus på Falster. Her bliver Mads Hetoft båret ned fra taget af sin stedfar som seksårig. Han husker stadig ikke, hvordan han kom derop.
DA HAN VAR i lære, testede chefen ham de første par måneder. Det var vinter, og han husker, hvordan han skulle stå for at fjerne sne hver morgen, rive strå sammen på gårdspladserne i timevis og stå for presenningen, som skulle over taget, når dagen var slut. Men selvom det var hårdt arbejde har Mads Hetoft kun gode minder fra sin læretid. Efter nogle måneder begyndte han på tækkemandsuddannelsen:
”Der bliver uddannet så få tækkere, at man langt hen ad vejen følger tømrerne, hvor man bliver undervist i at save lige, bygge trækonstruktioner og har vådrumslære, som jeg aldrig har brugt. Det veksler hele tiden mellem skole og praktisk erfaring på lærepladsen. De sidste to forløb er på Den jydske Haandværkerskole i Hadsten, hvor man bor på skolehjem sammen med tækkelærlinge fra hele landet. Vi havde hvert vores lille værelse, og om aftenen drak vi nogle bajere i cafeen og spillede billard, for der var jo ikke så meget andet at lave.”
De var 10 lærlinge på Mads Hetofts årgang, med vidt forskellige baggrunde og aldre. Selv vurderer han, at tækkere generelt er ”dygtige håndværkere, bonderøve og udendørsmennesker”. For ham er det bedste ved jobbet, at man arbejder udendørs med et håndværk og møder mange forskellige typer.
”Vi sætter stillads op om hele huset, og så flytter man jo nærmest ind i 4-5 uger. Man pisser i hækken, spiser deres æbler og klapper deres hund. Så kommer man altså tæt på hinanden. Fordi jeg bor centralt på Sjælland, har jeg en arm i whiskybæltet og en arm i ’den rådne banan’. Det er skidesjovt at se, hvor forskellige stråtagsejere er. Det kan være prestigestråtag, hvor alt skal spille, men det kan også være håbløse romantikere, der har købt et nedlagt landbrug på landet. Uanset hvad bliver alle glade for et nyt, flot, gult stråtag. Det er et fantastisk syn,” siger han.
Mads Hetoft derhjemme med sine høns.
SELVOM TÆKKEMÆND kan vække minder om en svunden tid, er det ikke et fag i nedgang. Mads Hetoft er af den yngre generation af tækkemænd i Danmark, men han er ikke blandt de alleryngste længere.
”Den svend, jeg har ansat, er 23, så der kommer nye til. Vi ser unge tække-hipstere, ligesom der er hippe møbelsnedkere. De idealiserer og dyrker det bæredygtige og æstetikken, hvilket branchen i den grad har brug for, fordi det typisk har været ældre mænd. Byggeri er en kæmpe CO2-synder, men stråtag er et mere bæredygtigt alternativ. Det er de sindssygt gode til at sætte fokus på.”
Engang var stråtaget et fattigmandstag, fordi husmanden kunne høste tagrør, som er de strå, man tækker med, nede ved søen. Derefter tilkaldte han tækkemanden, som kom på sin cykel og blev betalt i ostemadder og brændevin. I dag er det ikke et billigt alternativ, men noget, man ønsker, fordi det er æstetisk, bæredygtigt og historiefyldt, fortæller Mads Hetoft, der har kalenderen fuld indtil 2024.
Efterspørgslen er der, men hvis tækkefaget skal overleve de næste 50-70 år, kræver det ifølge Mads Hetoft, at man begynder at bygge nye huse med stråtag.
”Der er ikke noget, der står i vejen for, at man bygger en hel karré i København med stråtag. Det kan sagtens lade sig gøre, og hvis det er lavet ordentligt, er brandrisikoen minimal. Et af de flotteste eksempler på nybyg med stråtag er Vadehavscentret i Vestjylland, hvor arkitekterne og tækkerne arbejdede tæt sammen. Det kræver, at arkitekter tænker stråtaget ind,” siger han.
”Men jeg kommer nok ikke til at arbejde på de byggerier. Jeg er ekstremt nostalgisk. Jeg kan godt lide at rode med gamle huse, møde nye mennesker og dygtiggøre mig indenfor mit fag. Det er egentlig gennemgående i mit liv og mine interesser. Jeg elsker at ordne, skrue og fikse. Om det så er biler, motorcykler, stråtag eller utætte bindingsværkshuse. Skiller man et gammelt hus ad og smider et nyt tag på, så får det et nyt liv.”
