22-årige Sofie Riis Endahl er ved at uddanne sig inden for machine learning og datavidenskab. Samtidig har hun med syv romaner – den seneste i januar – godt gang i forfatterkarrieren, hvor hun tager temperaturen på nutidens unge.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Sara Galbiati

KUNSTIG INTELLIGENS, algoritmer og skønlitteratur hænger uløseligt sammen for Sofie Riis Endahl. Den unge forfatter har valgt en uddannelse, machine learning og datavidenskab, der ligger langt fra forfatterdrømmen, og det er helt med vilje. Tempoet er højt, når hun fortæller, og hun giver lige indlevende indføringer i alt fra matematisk kodning til robotter og litterære tematikker. 

”Da jeg skulle vælge uddannelse, kiggede jeg efter et felt, hvor jeg kunne bruge min energi på mit forfatterskab uden at skulle bekymre mig. At blive kunstnerisk fri var mit første formål, og så var det heldigt, at jeg havde en interesse inden for statistik, matematik og kunstig intelligens. For det er et felt, hvor der lige nu er rigtig stor jobsikkerhed og ret høje lønninger, og hvor man kan gennemføre uddannelsen uden at skulle have et højt snit for at få et job. Jeg vil bare gerne have en uddannelse, hvor jeg kan komme ud og få et job,” siger Sofie Riis Endahl, der havde brug for at få et matematisk og logisk pust ind i sit liv, så det ikke blev ”humaniora med humaniora på”.

Iført sin mormors hjemmestrik og med glimmer på øjnene fægter hun både som en robot, taster løs på et imaginært tastatur og tegner koordinatsystemer på bordet. Det er ikke svært at tro det, når hun siger, at hun ikke kunne være forfatter på fuld tid. Der skal ske noget, og der skal være nogen at snakke med.

”Jeg er super ekstrovert, hvilket egentlig er en dårlig kombi med forfatterlivet. Man hører nogle gange interview med forfattere, der lukker sig inde i flere måneder for at kunne koncentrere sig. Det kan jeg slet ikke forestille mig. Jeg kan ikke have en hel dag, hvor jeg skriver, uden at have en social aftale om eftermiddagen. Jeg bliver helt skør, og jeg har brug for at komme et sted hen flere gange om ugen og møde nogle på min egen alder. Et sted, hvor der for eksempel er julefrokoster eller sociale samlinger. Selv hvis jeg havde økonomien til at leve af at være forfatter, ville jeg stadigvæk have brug for at være på en anden arbejdsplads,” siger Sofie Riis Endahl, der fletter sine skriverier ind i semesterplanen, der er spækket med matematik.  

Forfatter Sofie Riis Endahl elsker at skrive bøger, men fodrer sin hang til matematik og teknik på sit studie i machine learning og datavidenskab på Københavns Universitet.

SOM BARN VAR Sofie Riis Endahls yndlingsprogram ’So ein Ding’, der blev sendt på DR2 fra 2009, og som handlede om elektroniske gadgets. Hun var vild med dimser, men i høj grad også med at læse og skrive. Så vild, at hun som 11-årig sendte sit første bogmanuskript ind til Gyldendal. Dengang blev det til et afslag, og mange flere fulgte efter, men hun skrev ufortrødent videre, producerede løs og sendte ind til en masse forskellige forlag. Det blev blandt andet til en sci-fi-bog, en julekalender og en historisk fiktionsbog, der var resultatet af, at hun med egne ord faldt ned i et nørde-hul af dimensioner om anden verdenskrig. Men da hun gik i 1. g, lønnede de mange skrivetimer sig. Romanen ’Sindstequila’, der gav et tidsbillede på gymnasielivet, udkom på Byens Forlag, da hun var blot 17 år.   

”Jeg havde grundlæggende selv en virkelig god gymnasietid. Jeg havde en god klasse og havde det sjovt. Mange fester, helt klassisk,” siger Sofie Riis Endahl, der gik i 1. g i 2016, hvor Instagram var i gang med at tage verden med storm. Likes var efterhånden en stærk valuta, og man skulle sørge for at holde sit ’posting’-game ved lige for at beholde sin plads i den sociale orden. 

”Man ses jo i skolen hver dag, men når man postede billeder og stories, var det en måde, hvor man kunne skabe et visitkort, som alle kunne holde øje med. Man skulle hele tiden vise folk, at man var i gang og lavede ting. Samtidig kunne man blive enormt stresset af at kigge på de andres sociale medier, for eksempel i forhold til fællesskaber. Man kan virkelig føle sig holdt udenfor, hvis man sidder og kigger på Instagram-stories fra en fest, og man tænker: ’Hvorfor var jeg ikke inviteret til den?’ Man er ikke alene på noget tidspunkt, og man kan ikke tage hjem fra det sociale gymnasie-spil,” siger Sofie Riis Endahl, der på det tidspunkt selv postede meget. Især redigerede billeder af sig selv eller billeder, der viste, at hun var ude og have det sjovt med sine veninder. 

SKRIVEMASKINE

Sofie Riis Endahl bor på kollegie på Østerbro med sin kæreste. Debuterede som 17-årig med ’Sindstequila’, en studenter-roman om venskab og ensomhed. For sin sjette roman, ’Pixie lever stadig’, om en ung gymnasiepige, der oplever en ny identitet, blev hun nomineret til Politikens Litteraturpris. Romanen bliver i februar sat op som teatermusical på Aveny T. Aktuel med romanen ’Vi dør alligevel snart’ (Gyldendal), der handler om religion og giver en kritik af et samfund, der ikke tilbyder unge andet end materiel værdi.

Gennem sit forfatterskab sætter 22-årige Sofie Riis Endahl fokus på unges trivsel.

I DAG HOLDER Sofie Riis Endahl foredrag for skoleelever – op til 1.300 på en gang – og hun fortæller, at de er meget optaget af, om de kan præstere godt nok, hvordan de kommer til at være en del af varmen i det sociale fællesskab, og hvordan de vælger den helt rigtige uddannelse. Den unge forfatter opfordrer uddannelses-aspiranterne til at dreje af på den dobbeltsporede motorvej af karakterræs og social medie-stress og i stedet være pragmatiske. Det har hun selv gjort. 

”Især da jeg startede på uni, frigjorde jeg mig meget fra det. Jeg gik ind til det med den præmis, at jeg ikke havde tænkt mig at bruge nær så meget tid på det, som jeg burde, fordi jeg gerne ville prioritere mit forfatterskab. Og så bliver du nødt til at give slip på ideen om, at du gerne vil have 12. Du bliver også nødt til at være ligeglad, når de andre får 12, for du har jo ikke brugt den samme mængde tid,” siger Sofie Riis Endahl og forklarer, at hendes forældre altid har været gode til at lægge vægt på, at snarere end gode karakterer var det vigtige fællesskabet og at være ordentlige ved hinanden. De har aldrig målt og vejet på dén måde.

”De unge i 9. klasse og i gymnasiet kommer meget til at tænke: ’Hvad er det helt rigtige for mig?’ Den tanke lægger et stort pres. Hvis man i stedet kan prøve at gå lidt væk fra det og tænke: ’Rent praktisk trives jeg så for eksempel med at være sammen med mange mennesker eller alene?’ Man skal vælge uddannelse efter, om man kommer til at trives,” siger Sofie Riis Endahl, der er klar til både nye tekniske eksaminer og den syvende bogudgivelse, der lurer lige om hjørnet.

Tags:
SE MERE