Indlæg

Oven på en magistergrad i engelsk barokpoesi blev hun den første i Danmark, der skrev en ph.d. om mode. ”Jeg kan lide at være med til at løfte moden op på et seriøst niveau,” siger Maria Mackinney-Valentin.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

Man pressede ikke de unge gennem systemet dengang i 1992, hvor Maria Mackinney-Valentin begyndte at læse engelsk på Københavns Universitet. Hun havde sågar en underviser i grammatik, der mente, man ikke var en seriøs studerende, hvis ikke man havde været på universitetet i 10 år. Tanken om at læse for studiernes skyld og ikke for arbejdsmarkedets passede hende godt.

”Jeg tænkte på at blive gymnasielærer bagefter, men først og fremmest elskede jeg at læse, og engelsk lød som et dejligt studie,” siger Maria Mackinney-Valentin, der ind imellem studierne lagde flere pauser med udlandsophold og arbejde. Blandt andet arbejdede hun på et magasin i New York, anmeldte litteratur for P1 og vikarierede som redaktør på modemagasinet Eurowoman.

”Det var nok de ting, jeg lavede under orlov, der endte med at give mig mine job siden hen,” siger Maria Mackinney-Valentin, der afleverede sit speciale om engelsk baroklitteratur i 2001 og skyndte sig ud at arbejde med blandt andet marketing, journalistik og projektledelse. 

I 2005 vendte hun tilbage til en læreanstalt og en stilling som forskningsassistent på Kunstakademiets Designskole i København. Et halvt år senere blev hun landets første ph.d.-stipendiat inden for mode, og tre år plus en barselsorlov senere afleverede hun en afhandling, der teoretisk var baseret på tanker fra franskmanden Gilles Deleuze, den samme filosof, hun havde anvendt i specialet på engelskstudiet.

”Mode og engelsk er to helt forskellige fag, men akademisk var der en rød tråd,” siger Maria Mackinney-Valentin om afhandlingen, der blandt andet indeholdt en helt ny model til forståelse af modeverdenens trends og deres holdbarhed. 

Traditionelle trendmodeller ser groft skitseret sådan ud: Nogle trendsættere begynder at gå i noget bestemt tøj. Det griber om sig, og stadig flere går med det, indtil det topper og bliver så mainstream, at det bliver umoderne. Den logik er indbygget i modens tilbagevendende kollektioner, der har til formål at få os til at købe nye ting hvert år. Så enkelt er det ikke ifølge Maria Mackinney-Valentins model. I sin afhandling eksemplificerede hun blandt andet med leopardprikker, hvordan en trend kan mutere og flytte sig og på den måde leve videre:

”På det tidspunkt havde leopardpletter været en trend i over 10 år. Undervejs var de gået fra at være forbeholdt kvinderne, til at mændene og siden børnene også kunne være med. Pletternes størrelse havde varieret. Og de var gået fra at forekomme på enkelte genstande til at blive båret over hele kroppen. 

Jeg kiggede så meget på emnet, at jeg havde prikker for øjnene, da det kapitel var skrevet,” siger Maria Mackinney-Valentin, der i dag indimellem bliver inviteret til at præsentere sin model ude i modebranchen. Til daglig er hun lektor på Kunstakademiets Designskole, hvor hun klæder kommende modeskabere på til at kunne tage del i samfundsdebatten gennem undervisning i blandt andet kønsstudier, designhistorie og bæredygtighed. Som hun siger:

”Mode kæmper i pressen og forskningskredse med et ry som kulturlivets beskidte underhund. Men vi har alle sammen tøj på, og jeg vil godt være med til at løfte moden op på et niveau, hvor den kan sige noget seriøst om vores tid.”

 

Anders Hagelskjær drømte om at kigge stjerner, men begyndte i stedet at fylde birkesaft på flasker. I dag satser den biologistuderende på en fremtid som vinmager.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

Anders Hagelskjær begyndte at studere fysik, fordi han var fascineret af vældige naturfænomener som stjerner, planeter og andre himmellegemer. Men efter tre års studier besluttede han sig for ikke at færdiggøre sin bacheloruddannelse på Aarhus Universitet, fordi han var bange for, at astronomi og den slags ville blive et erhvervsmæssigt sort hul for ham.

”Jeg kiggede på jobmulighederne, og der er nu engang ikke så mange, der kan få lov at sidde og tænke dybt over universets helt store spørgsmål. Samtidig havde jeg til en vis grad fået tilfredsstillet min videbegærlighed,” siger Anders Hagelskjær.

Så gik han noget tid og spekulerede på, hvad han skulle lave i stedet. Samtidig genfandt han en interesse for den mere håndgribelige natur, som han havde næret, inden blikket blev rettet mod verdensrummet. Han gik i skoven og samlede svampe. Han gik på stranden og høstede muslinger og strandkrabber, som han dampede og kogte bisque på.

Den gastronomiske interesse havde han hjemmefra, hvor faren altid havde gået op i at købe gode råvarer. Anders syntes, det var sjovere at samle dem selv. En dag hørte han fra nogle kollegiekammerater, at man kunne tappe saft fra birketræer og lave vin af det.

Aftapningen skal ske, inden træerne springer ud, så i foråret 2016 gik han i skoven bevæbnet med boremaskine, slanger og tanke og gav sig til at årelade træerne. Han kom hjem med 150 liter birkesaft, som blev tilsat sukker og champagnegær, fyldt på flasker og lagt til at hvile i et gammelt rugehus på forældrenes landejendom. Fire-fem måneder senere kunne han smage på sin første årgang mousserende birkevin.

”Resultatet var overraskende godt. Med behagelige bobler som i cava eller champagne og en god, tør smag med noget bark og muld over sig. Det er lidt specielt, men interessen og responsen var vældig god,” fortæller Anders Hagelskjær om de første 60 flasker, som han gav væk og drak selv, bortset fra 10 flasker, han har sat til side. 

Året efter var han begyndt at studere igen, denne gang på biologi, og tænkte, at han måske kunne tjene lidt ved siden af på birkevinen, så han fik sig en hygiejnegodkendelse af fødevaremyndighederne, gik igen i skoven med tappegrejet og skruede denne gang produktionen op til 1.000 færdige flasker. 

”Det tog lidt tid, men jeg ramte påskeferien med det tungeste arbejde, og mine forældre og min kæreste hjalp mig.”

Samme år fik Anders Hagelskjær et læs blåbær forærende af en af farens venner, der tænkte, han måske kunne få noget ud af dem. På dem lavede han en sød, kraftigt smagende dessertvin, og blåbærvin er nu den anden faste del af sortimentet i en forretning, der leverer til lokale vin- og delikatessehandlere i Aarhus og Give og et par andre byer i Midt- og Sydvestjylland samt et par restauratører. Enkelte var noget skeptiske, da de først fik produkterne tilbudt.

”Jeg tror, nogle associerer blåbærvin med dårlig frugtvin fra 80’erne, og om birk har de ikke meget at sige, men de bliver overrasket over, at det ikke bare er sprøjt. Mine vine rammer den nordiske retning i restaurationsbranchen og interessen for lokal mad i det hele taget,” siger Anders Hagelskjær, der håber at kunne leve af vin i fremtiden, men har besluttet at holde fast i studierne. Han holder en dør åben, hvis gassen skulle gå af efterspørgslen:

”Jeg ville ikke have noget imod at ernære mig som naturvejleder, hvis det skulle være. Det er faktisk en gammel drøm.”

 

Der er umiddelbart langt fra en ph.d. i væbnet konflikt til plejeprodukter til moustachen. Forbindelsen er forskning og fordybelse, fortæller Salem Ben Souhail Dandan.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lene A. Dandan

Han havde egentlig forestillet sig, at han skulle arbejde i den akademiske verden. Eller måske lave analyser til institutioner som Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet eller Forsvarets Efterretningstjeneste. Som statskundskabsstuderende havde Salem Ben Souhail Dandan specialiseret sig i sikkerhedspolitik og lavet feltarbejde blandt soldater ved fronten i Irak og hos Hizbollah i Libanon. Men i 2015, mens han skrev på sin ph.d. om væbnede grupper og proxy-krig, begyndte han at tænke i alternative baner. 

”Der var ikke nogen jobmuligheder lige for næsen af mig. Og jeg kendte mange akademikere, der beskæftigede sig med noget, der lå tæt op ad mit felt, og som ikke kunne finde arbejde. Så jeg prøvede noget helt andet,” siger Salem Ben Souhail Dandan, der besluttede at forsøge sig som iværksætter: Han ville fabrikere og sælge produkter til skægpleje. 

Interessen opstod, da han som led i ph.d.-studierne var på udveksling på King’s College i London. Under opholdet blev han grebet af den kultur, han mødte, når han gik på barbersalon. 

”Mens pubberne i England er et sted, du tager hele familien med, er barberen mere et decideret male hangout, et reservat for herrehygge. Samtidig var der noget klassisk over det at gå op i sit skæg. Noget, som rækker ud over det hippe og trendy. Det tager tid at anlægge og pleje et ordentligt skæg, og man skiller sig ikke lige sådan af med det. Det var charmerende,” siger han. 

Men samtidig med at det fascinerede ham, at kulturen for skægpleje rakte tilbage til gamle gentleman-idealer, irriterede det ham, at mange af produkternes kvalitet ikke var fulgt med tiden. 

”Jeg kan lide at nørde til bunds og begyndte at studere råvarerne og deres egenskaber og fandt ud af, at mange produkter stadig indeholdt unødvendige levn fra den tidlige industrialisering, for eksempel rester fra petroleumsproduktion. Jeg ville gerne have noget, der var naturligt. Som der var belæg for, var sundt,” siger Salem Ben Souhail Dandan, der efter at have sat sig ind i ingredienserne forsøgte sig med sin egen blanding. 

Hans første produkt var en moustache-voks, derefter fulgte flere forskellige produkter, blandt andet til at forhindre udtørring af ansigtshuden, til blødgøring af skæghårene og til styling af skægget. Men inden han gav sig til at sælge dem, sendte han dem til anmeldelse hos den britiske skægblogger Zec Richardson, der belønnede kvaliteten med sin egen udmærkelse, en Golden Beard Award. 

I december 2015 registrerede han sit mærke, Beardpilot. Navnet skulle signalere, at køberen fik kontrollen over sit skæg og ikke omvendt. Så gik han i gang med at få laboratoriekontrolleret og certificeret sikkerheden i sine produkter. ”Der skulle ikke være en eneste – ikke bare én ud af 10.000 – der fik en allergisk reaktion efter at have brugt dem. Når noget ikke blev godkendt, måtte jeg lave det om. Det var en dyr, men nødvendig omgang,” siger Salem Ben Souhail Dandan, der brugte, hvad han havde af sparepenge, på opstarten. I 2018 begyndte han at aflønne sig selv. Og i dag har han en fuld- og en deltidsansat i Beardpilot. 

Ved siden af forretningen holder han dog stadig liv i interessen for sikkerhedspolitik, blandt andet igennem et netværk af forskerkolleger, der pusler med et sideprojekt: en tænketank, der kan forsyne erhvervslivet med internationale sikkerhedspolitiske analyser. Salem Ben Souhail Dandan er mest med som koordinator.

”Jeg trækker på min erfaring som iværksætter, ligesom jeg har brugt min forskningstilgang fra universitetet i arbejdet med råvarerne i skægprodukterne. På den måde beriger de to områder hinanden.”

CYKELSTYR I COCKPITTET

Navnet Beardpilot er en hyldest til britiske flyveres tradition for overskæg. Fra 1860 til 1916 var enhver soldat i den engelske hær per kongeligt dekret forpligtet til at lade skægget på overlæben stå. Da flyvevåbnet Royal Air Force blev oprettet i 1918, gjorde mange piloter en dyd ud af store, svungne overskæg, selv om de ikke længere havde ordre til at opretholde dem.

 

Hun arbejdede noget nær fuld tid på fritidsjobbet og passede sin træning. Alligevel hævede Ida Kruse et tocifret antal 12-taller, da hun blev student fra Faaborg Gymnasium sidste sommer. ”Jeg er nok lidt perfektionistisk,” siger den 20-årige fynbo.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

LIGE FRA JEG begyndte i gymnasiet, vidste jeg, at jeg ville studere medicin. Min mor er sygeplejerske og har altid sagt, at det er et skidefedt job, men at hun nogle gange savner den autoritet, lægerne har. I Odense kræver det et snit på omkring 11 at komme ind på medicinstudiet – jeg har altid syntes, at det ville være fedt at få et snit over 12. Det gik jeg lidt stille med. Jeg gad ikke, at man skulle definere mig som 12-talspige. Jeg ville ikke bare være et snit. Jeg har altid gået meget op i skolen og været villig til at lægge timerne i det. Men jeg har også haft tid til at se mine venner og cykle og styrketræne.

JEG ARBEJDEDE også ved siden af. Mere og mere faktisk. I 3. g var jeg oppe på 30-40 timer om ugen. Et af mine fritidsjob var hos en bager, en af min fars venner, som jeg kender rigtig godt. Vi havde problemer med at få fat på en lærling, så jeg hjalp lidt ekstra. Jeg kommer fra Bøjden, en lille landsby, hvor vi måske føler pligten på en lidt anden måde. Jeg hjalp i bageriet fra klokken fire om morgenen. Det hjalp på det, at jeg er A-menneske. Det passede som regel med, at jeg kunne nå forbi fitnesscenteret og træne og tage et bad, inden jeg skulle i skole. Alle tre år lå jeg i min seng klokken 21. Det var en meget struktureret hverdag. Den dag, vi stoppede undervisningen, var rimelig lækker. 

DA VI SKULLE til eksamen i 3. g, sagde mine veninder hver gang, at jeg ikke behøvede at være nervøs, jeg skulle jo nok få 12 alligevel. Det var også en form for pres. Hver gang jeg følte nerver, syntes jeg, det hjalp at træne eller cykle en tur. Men generelt er jeg ret god til at snakke mig ud af tingene. Der var én eksamen, hvor jeg kun fik 10, det var skriftlig dansk. Det havde jeg fuld forståelse for. Det er ikke min stærke side. Jeg fik i alt 27 12-taller og et samlet snit på 13,1.

NU ER JEG værnepligtig i Haderslev. Det er en stor omvæltning. Det var dejligt at gå i gymnasiet, men det kunne også godt stige én lidt til hovedet, og man kunne hurtigt komme til at tænke meget på sig selv og sine egne karakterer. Herinde på kasernen er det en helt anden verden, hvor man hele tiden tænker sig selv som del af en gruppe. Vi relativt få piger er jo ikke lige så stærke som drengene. Så når vi er ude at løbe, kommer de og tilbyder at bære tasken. Man kommer igennem en masse lorteopgaver og bliver råbt ad og kaldt uduelig flere gange om dagen. Men jeg kunne ikke drømme om at give op, man lærer hurtigt at børste det af og sige pyt. 

DE FØRSTE TO uger var lange og hårde, men fællesskabet trækker én igennem. Du er hele tiden sammen med nogen, I spiser sammen og sover sammen, og efter en uge følte jeg, at jeg kendte de andre bedre, end jeg nåede at kende mange af mine gymnasiekammerater.

JEG HAR BESLUTTET at tage endnu et sabbatår, når jeg er færdig med værnepligten. Til efteråret har jeg og nogle veninder arrangeret et roadtrip i USA. Måske jeg også får tid til et par andre smårejser. Jeg skal også have taget et par HF-kurser. I gymnasiet ville jeg hellere have idræt end tage matematik og kemi på højeste niveau, så dem skal jeg have taget nu for at kunne komme ind på medicinstudiet. Og så skal jeg flytte til Odense og falde til derinde. Jeg glæder mig til at bo ude og føre en selvstændig tilværelse. Jeg er lidt skræmt over, at medicinstudiet har rygte for at være halvhårdt. Men jeg glæder mig. Jeg bliver den første i min familie, der går på universitetet. Men der er ingen, der har presset mig. Det er fuldt ud min egen drøm.”

SUPER-SNITTERNE

Bonusordninger gør det muligt at få ganget sit gymnasiale karaktergennemsnit med en faktor større end én, hvis man har ekstra fag på højniveau eller går i gang med en videregående uddannelse inden for to år. Flere superstudenter har derfor opnået snit over 13. Det maksimalt opnåelige snit er 13,7.

 

Han stod i lære på Amalienborg og har trofæhylden fuld af ædelmetal, men trives bedre på værkstedet end på de bonede gulve. Møbelsnedker Kristian Frandsen lever af og for sit håndværk.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

JEG BOEDE I Aarhus, hvor jeg arbejdede som postbud, handicaphjælper og alt muligt andet, mens jeg spillede en masse musik. Jeg spillede bas, mest funk, fordi genren giver mulighed for at groove og dygtiggøre sig teknisk. 

Som 21-årig trængte jeg til luftforandring og flyttede til København, hvor jeg begyndte på grundforløbet for møbelsnedkere på teknisk skole. Det blev hurtigt en besættelse for mig. Jeg elskede materialerne, og at mit arbejde manifesterede sig i noget fysisk. 

Samtidig har faget en utrolig dybde. Al den kulturhistorie, teknik og viden, som ligger lige på vippen til at forsvinde, og som du ikke kan google dig til. Du er nødt til at gå ud og finde de gamle bøger. Hvis jeg i dag skal restaurere et antikt bord, hvor stellet har én farve, og bordpladen en anden, så er jeg nødt til at vide, hvordan jeg bejdser pladen, så porerne bliver fyldt helt ud, sådan at lakeringen, der kommer ovenpå, bliver helt glat og spejlblank, uden at porerne synker sammen. Jeg er nødt til at vide, hvor meget den trækker sig sammen ved tørringen, og også gerne, hvor lang tørretid den har, så jeg kan planlægge mit arbejde. Det er klart, at jeg kan finde ud af det ved at forsøge mig frem, men det tager kostbar tid, og den viden kan man ofte finde i gamle fagbøger. Min bibel er ’Snedkerteknik’ fra 1943. Den går for 1.000-2.000 kroner antikvarisk.

Der er orden i Kristian Frandsens værktøj, hvoraf en del er sjældenheder hjembragt fra en studietur til Japan.

VI VAR OMKRING 80 elever på grundforløbet, der konkurrerede om, lad os sige tre-fire virksomheder, der tilbød lærepladser. Jeg besluttede mig for at gå i skolepraktik og give den gas dér. Jeg forsøgte på eget initiativ at få opgaver fra møbeldesignere i håb om at dreje uden om de trivielle opgaver. 

På et tidspunkt søgte Amalienborg Slot min skole om et par elever, der kunne gå til hånde et par uger. Jeg blev spurgt, om jeg havde lyst, og følte stor bekræftelse. Et par måneder senere, da forløbet var overstået, og jeg var tilbage i skolepraktik, henvendte Amalienborg sig igen og spurgte, om jeg ville have en fast læreplads. De næste tre år arbejdede jeg som en del af et lille hold bestående af en værkstedsleder, en snedkermester, to lærlinge og en uddannet snedker. 

Vi restaurerede rigtig meget kongeligt inventar, men vi producerede også nyt. Én uge kunne det være restaurering af seks kinesiske stole fra 1600-tallet, en anden uge skulle vi måske møblere en vinkælder med borde og reoler. 

Ofte stod jeg alene med en beslutning uden nogen at spørge til råds – dog ikke, når det gjaldt uerstattelige møbler. I løbet af læretiden fik jeg også lov at lave nogle mere nutidige ting, for eksempel et multimøbel til en af kronprins Frederiks biler – en Tesla – hvor han kunne opbevare slik, kaffe og magasiner på bagsædet. Det var sjovt at lave et stykke lækkert håndværk afpasset til bilens formgivning.

’Tripus’ hedder stolen her af sæbebehandlet egetræ i eget design. Det betyder trefod.

TIL SVENDEPRØVEN lavede jeg et skrivebord med skuffer og et skjult skrin. Jeg fik den højeste udmærkelse, en sølvmedalje. Det har været en udmærket ting at promovere sig på, men jeg syntes godt, jeg kunne have leveret noget, der var bedre. Den ene af skufferne kørte ikke optimalt, men vrikkede lidt, når den blev trukket tilpas langt ud. Det er selvfølgelig en detalje, men skuffen er et klassisk parameter på din akkuratesse. Det er meget små variabler, der afgør, om den kører som en drøm, eller om den gør direkte ondt at bruge. 

Efter min svendeprøve søgte jeg en masse legater og brugte to år på en skole på Øland i Sverige, inden jeg tog en svensk svendeprøve, kaldet gesäll, som gav mig en såkaldt stor sølvmedalje. Jeg boede på skolen, hvor jeg havde adgang til værkstedet 24 timer i døgnet og virkelig forsøgte at tage mig god tid og blive ét med materialerne. 

Jeg ved godt, det lyder lidt jedi-agtigt, men jeg er nødt til at være fuldt til stede i mit arbejde. Jeg trives langt bedre i værkstedet end ude til ferniseringer, hvor jeg er tvunget til at mingle. De sidste mange år har jeg stået i værkstedet 70-80 timer om ugen, så det skal være rart. Samtidig er jeg også nødt til at holde et vist tempo. Det har jeg for alvor erfaret, efter at jeg i 2016 begyndte som selvstændig. Man skal vide, hvornår man skal trykke på speederen. Særligt fordi mine projekter ofte tager lang tid i forvejen. 

Specialmøbel lavet til kronprinsens Tesla.

FOR TIDEN arbejder jeg på et vitrineskab til et køkken. Det har foreløbig taget to måneder. For nylig lavede jeg et flaskeskrin til en svensk vinentusiast. Det tog mig en god måneds tid og kostede ham 40.000 kroner. 

Når jeg tager imod en opgave fra en kunde, sætter jeg prisen ud fra et estimat over, hvor lang tid det vil tage mig at lave den. Nogle gange bliver min timeløn lidt bedre end forventet, andre gange brænder jeg nallerne og arbejder ’ulønnet’ i en uge. De første år som selvstændig har jeg virkelig sat nogle priser for lavt. Men indtil nu har jeg haft overskud. 

Jeg veksler mellem restaurering og de større opgaver, hvor jeg skaber ting fra bunden. Det er altid godt at have flere ting i værkstedet sideløbende, så du altid har noget andet at arbejde på, hvis for eksempel en ting er blevet limet og står og tørrer, eller en overfladebehandling dunster af. 

Detalje af skrivebordet ’Peder’ af eget design.

EN TING, jeg har lavet, som jeg holder meget af, er et skrin, jeg lavede for min egen skyld, og som jeg modtog Kunsthåndværkerprisens sølvmedalje for. Det er en stor hæder. Skrinet er lavet af mose­­eg, som er træ, der har ligget i en mose i omkring 4.500 år. Det har en naturlig sort farve, der er et resultat af en kemisk forbindelse mellem garvesyren i træet og jernsaltene i mosevandet. 

En af min fars kammerater hev det op af en mose for 60 år siden og tørrede det meget forsigtigt, da man risikerer, at det springer, hvis tørringen går for hurtigt. Jeg lavede skrinet inspireret af den japan­ske sashimono-teknik, der giver en kompliceret, skjult konstruktion, og anbragte en kvist på langs af det. 

Det virker, som om der er en del arbejde at få for en faglært snedker. Men man kan også hurtigt ende med kun at lave restaurering, forsatsruder, radiatorskjulere og andre nødvendigheder. Jeg forsøger at holde fast i at lave mange unødvendigheder.

MODE-SNEDKERI

Stadig flere går planken ud disse år. Men det har vist sig svært at finde lærepladser til de håbefulde, og det kniber med beskæftigelsen for mange faglærte, så Undervisningsministeriet har fra i år gjort møbelsnedker til en såkaldt kvoteuddannelse med begrænset adgang (mens der er fuld adgang til bygningssnedker). Har du en aftale om en læreplads med en virksomhed, er du dog sikret optagelse. Kontakt en af de 11 institutioner i landet, der uddanner møbelsnedkere, for at høre mere.

 

Der er rift om vores opmærksomhed, og skærmlivet udgør én lang fristende forstyrrelse. Læge Imran Rashid fortæller, hvorfor digital selvdisciplin er helt nødvendigt for den, der vil lære noget.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

Hvordan påvirker digitaliseringen vores indlæringsevne?

”At uddanne sig er at tænke, huske og bearbejde. Forudsætningen for læring er dels udelt opmærksomhed på det, vi skal lære, men i højere grad evnen til at reflektere over det. Opmærksomheden har man aldrig kunnet regne med, altså at eleverne rent faktisk lytter efter og ikke lader tankerne vandre. Men den refleksive bevidsthed går især fløjten disse år, fordi der hele tiden er noget, der konkurrerer om vores opmærksomhed. Der går hurtigt koks i den for et skolebarn, der skal holde styr på det, der foregår på tavlen, samtidig med at der foregår noget på skærmen eller i hovedet på barnet, der konstant får ham eller hende til at tænke på ’Fortnite’ eller sociale medier. Det var i forvejen svært at lære børn at undertrykke deres impulser, og det er sindssygt svært i dag, hvor vi alle sammen går rundt med personnære devices, der byder sig til med klik-her-underholdning.”

Men er det så smartphonen eller de sociale medier, der har skylden?

”Det er en kombination. Telefonen er i sig selv bare et redskab, vi kan vælge at bruge. Men det ender i mange tilfælde med at være den, der hiver og flår i dig. Kampen om menneskers opmærksomhed har aldrig været så kommerciel og ekspansiv. Det har aldrig været en bedre forretning at distrahere os. Og med selve teknologien kan man fjernstyre os. Vi bliver trænet op til konstant distraktion, indtil vi agerer som søløver, der bliver fodret med digitale sild.”

3 RÅD FRA LÆGEN

1. Etabler regler i familien for brug af skærm.

2. Telefonen ud af soveværelset, så hjernen ikke holder døgnåbent.

3. Slå flyfunktion til, når du studerer eller er sammen med andre.

Er det en større trussel for en, der skal tilegne sig teoretisk lærdom, end for en, der skal være kok eller tømrer?

”Det er et problem for alle, der skal tilegne sig bestemte kompetencer, som opstår ved, at vi gør noget længe nok – og reflekterer over det. Det er en kompleks proces, så alle har brug for at kunne kontrollere deres impulser, instinkter og følelser. Og det kan være svært, hvis de kan dækkes eller afledes af noget, der ligger lige nede i lommen.”

Synes du, man burde tvinge børn og unge til at slukke telefoner og tablets i skoletiden?

”Nej. Tvang virker sjældent. Men man burde hjælpe dem til at holde fokus og opnå fordybelse gennem nogle tydelige regler. Når man fjerner distraktioner fra læringsrummet, bliver der plads til læring og til at styrke de sociale relationer. Det giver bedre dannelse. Men i stedet digitaliserer vi dele af undervisningen, og det er lidt som at flytte undervisningen ind i Tivoli. I det hele taget synes jeg, der burde være meget strammere krav til de digitale teknologier. På samme måde, som der er krav til lægemiddelindustrien, hvor man skal lave grundige test af, hvordan det påvirker os, inden man sender et nyt produkt i handelen. Men selv om telefoner, apps med mere skaber kemiske påvirkninger i hjernen på os, bruger man ikke samme kritiske tilgang over for tech-industrien.”

TÆNDT PÅ UNDERVISNING

En undersøgelse blandt knap 3.000 gymnasieelever viste i 2017 sammenhæng mellem hyppig mobilbrug, stress og dårligt fokus. 51 procent af dem, der tjekkede telefonen hyppigere end hvert kvarter, svarede, at de havde svært ved at koncentrere sig. En anden undersøgelse fra 2018 foretaget af Statens Institut for Folkesundhed viste, at hver anden gymnasiepige har vanskeligt ved at koncentrere sig, mens det kun gælder for hver fjerde dreng. Det flugter med, at især piger er bange for at gå glip af noget på sociale medier ifølge en undersøgelse fra Undervisningsministeriet. Nogle skoler og gymnasier har mobilforbud i løbet af dagen eller undervisningen, men der er ingen nationale regler. I Frankrig valgte man sidste år at forbyde telefoner i skolerne.

Imran Rashid er læge og forfatter.  Sammen med forfatter Søren Kenner er han aktuel med bogen ’Offline’.

 

Café Kølbert begyndte som et ungdomsprojekt for aarhusianere og har siden været afsæt for både komikere og politikere. I dag har serveringsteateret kontorer i Köln og London og eget oplæringsakademi. ”Vores humor rammer noget arketypisk,” siger ejer og medlem af ensemblet Lars Ringdal.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Café Kølbert

Hvad er Café Kølbert?

”Et serveringsteater, en trup komiske tjenere, man kan hyre. Vi har en imaginær forhistorie: Vores overtjener er en enkefrue, der havde kysthotel ved Esbjerg i krigens tid, men blev tvunget til at dreje nøglen om, da charterturismen overtog, og derfor gik vi på landevejen. Vi har hver vores karakter, jeg er for eksempel en voksenlærling, der aldrig bliver færdigudlært.”

Så hvordan forløber en aften med jer?

”Vi serverer for gæsterne, og samtidig laver vi et show. Vi har en fast dramaturgi, men også masser af luft til at improvisere. Et fast element er at henvende sig til gæsterne på en moderat grænseoverskridende måde og se, hvad der kommer ud af det.”

Hvorfor er det sjovt?

”Inden showet indhenter vi information om deltagerne. Hvem er chefen, hvem er økonomichefen, hvilke problemer, hvilke succeser og problemer sidder med ved bordet? Det tillader os at gå ind i tabuer og nedbryde hierarkier. Historisk set går vi tilbage til narren og commedia dell’arte (italiensk teaterform. red.). Engang optrådte vi for dronning Margrethe og sagde nogle ting, der nærmede sig majestætsfornærmelse. Jeg sagde: ’Vil dronningen købe et dameur billigt’. Hun svarede: ’Nej tak, dronningen har mange billige dameure derhjemme.’”

I har eksisteret siden 1985. Hvordan har konceptet ændret sig i den tid?

”Vi startede som et projekt for arbejdsløse og unge, der ikke var begyndt på arbejdsmarkedet eller en uddannelse. I 1991 tænkte vi, at vi kunne tjene lige så meget, som vi kunne få på støtten, og blev professionelle. Vi fortæller stadig den samme historie, som vi har forsøgt at forædle. Men det, der var sjovt i 1985, er det ikke nødvendigvis i dag. Hvis jeg siger noget, min karakter har haft held med før, og bordet ikke griner, er det tid til at finde på noget nyt.”

Café Kølberts besætning bevæger sig ofte rundt som deres karakterer. Her i forbindelse med en optræden i Cannes.

I har engang optrådt for Paolo Maldini og resten af A.C. Milan. Hvordan kom det i stand?

”En dansk fodboldspiller, der spillede dernede, holdt bryllup. Jeg kan ikke sige, hvem det var, men jeg kan sige, at der var mange Porscher parkeret ude foran slottet.”

I dag har I kontorer i London og Köln og 68 ansatte fra i alt 10 lande. Hvad er det, I kan?

”Vi er først og fremmest sjove. Jeg tror, vi rammer noget arketypisk med vores lidt grænseoverskridende humor. Og vi har i særlig grad slået an i Tyskland. Måske er vores humor lidt mere frigjort?”

I forbindelse med ekspansionen har I dannet Kølbert Academy, der oplærer nye ansatte. Hvad lærer man?

”Vi oplærer comedy soldiers, der kan optræde under de sværeste forhold. Man lærer at være frygtløs og samtidig kunne opfatte gæsternes signaler og mærke deres grænser. At styre samtalen, tage hånd om dem og få dem til at føle glæde, åbne op og se sig selv i et andet lys. Det kræver fornemmelse for energierne, og at man som skuespiller investerer meget af sig selv. Det kan tage år at lære.”

Lærer man også at servere fra den rigtige side og tale om sydvendte vinmarker?

”Vi må ikke spilde. Gæsterne skal hverken på renseri eller psykiatrisk afdeling efter en middag med os. Men når det er sagt, handler det om at aflære alt, hvad man ved i forvejen, også når det gælder servering. Det er kedeligt at gøre, som man plejer. Jeg ved, at man serverer fra højre. Jeg serverer altid fra venstre. Allerede der har man folks opmærksomhed.”

Hvad kan man bruge uddannelsen til, hvis man skulle få lyst til at søge andre græsgange end lige Kølbert?

”Uffe Elbæk var jo blandt initiativtagerne i sin tid. Claes Bang og Lars Hjortshøj har også været hos os. Timm Vladimir og Gordon Kennedy har freelancet. Andreas Bo har været med nogle gange. Vi har også mange, der ikke er lykkedes inden for underholdning eller har kunnet stifte deres eget parti, men som til gengæld har haft succes som psykologer, coaches, kropsterapeuter eller livsstilseksperter. Man lærer noget om at være menneske.”

 

Sandie Westh sad på universitetet og gik i spåner, da DR ringede og indbød hende til en casting, hun ikke havde søgt. Men hvor havde de støvet hende op? På Twitter. Læs, hvordan radioværten fik jobbet, hun ikke vidste, hun drømte om.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:DR

Hun var begyndt på antropologistudiet med nysgerrighed, men hen mod slutningen var den forvandlet til kedsomhed. Ulysten til opgaveskrivning kom krybende ind på læsesalen sammen med erkendelsen af at være på den forkerte hylde. Men hvad skulle hun så lave? Måske skifte studie? Svaret meldte sig gennem telefonen en dag i januar 2014. I den anden ende var radioværten Mikkel Borg, der ville have hende til casting som medvært på programmet ’Eftermiddagen på Mama’. Folk højt på strå i DR syntes, hun var sjov.

”Han sagde, at nogle chefer havde lagt mærke til mig på Twitter. Det var en ret surrealistisk oplevelse,” siger Sandie Westh, der beskriver de emner, hun dengang kommenterede på Twitter, som hverdagsting.

”Det var bramfrit og satirisk. Nogle gange en slags dagbog, andre gange var jeg spydig over for en politiker. Men jeg var jo bare en pige, der kedede mig til forelæsningerne. Ubevidst havde jeg måske haft en drøm om at arbejde i mediebranchen, men jeg tror aldrig, jeg havde tænkt, at jeg var fed nok eller dygtig nok til det. Det føltes ikke som noget, jeg kunne gøre.”

Til castingen skulle hun indtale et program sammen med redaktøren. Hun havde på forhånd forberedt nogle ting, hun ville sige, og brainstormet over, hvordan man bygger et radioprogram op. Da optagelsen var forbi, havde hun ingen idé om, hvordan det var gået, ud over en fornemmelse af at have talt meget hurtigt. 

14 dage senere stod hun i en papegøjepark på Gran Canaria på ferie med sine forældre, da hun blev ringet op fra DR, der gerne ville se hende igen. 

Da hun mødte op til anden castingrunde, var hun ekstra nervøs, nu var der noget at miste. Hun husker ikke meget af, hvad der foregik den dag, men følelsen, da de nogle dage senere fortalte hende, at hun skulle være studievært, står klart.

”Jeg troede, det var løgn. Mig, en helt almindelig universitetsstuderende. Syret!”

Det første halve år holdt hun fast i antropologistudierne. Så droppede hun ud. Hun havde for travlt med at bevise sit værd i DR Byen, hvor hun gerne ville blive. Og der var meget at lære.

”Det skete tit, at jeg stod på toilettet og græd. Jeg fik sgu ikke skide meget coaching. Det er svært at bygge et radioindslag op. Det er en kunst at holde gang i en dialog eller levere en god monolog.”

Et halvt år efter hendes første udsendelse lukkede DR Mama. Sandie Westh fik i stedet arbejde i DR’s musikarkiv i dagtimerne. Sine aftener brugte hun på at producere prøver på musikprogrammer, som hun selv speakede og sammensatte spillelister til. En redaktør gav hende efterkritik, men ingen af dem blev bragt. Sådan gik tre måneder, indtil hun endelig blev fast afløser på musikkanalen P7 Mix.

”Det var en lettelsens dag, men min økonomi var spændende, for jeg vidste aldrig på forhånd, hvor mange vagter jeg fik,” siger Sandie Westh, der blev kastet rundt mellem forskellige formater og fik god træning i at afvikle live og i at fordybe sig i et musikalsk tema. Et år senere fik hun en fast ansættelse på morgenprogrammet ’Stå op med P7 Mix’, der ligger på hverdage mellem 7 og 10.

”Det er det tidspunkt, vi har allerflest lyttere, så det var pissefedt at få den chance. Nu har jeg været der fuld tid i to år, og jeg har lært at arbejde intenst.”

Sandie Westh bekymrer sig ikke over, at hun aldrig har fået en formel uddannelse.

”Jeg har hænderne i mulden nu. Det kan jeg bedre lide end at skulle læse mig til tingene. Jeg har ikke noget papir at vise frem, men DR har mange gode kurser. Jeg er for eksempel blevet undervist i interviewteknik af Kurt Strand (vært for ’Mennesker og medier’, tidligere vært på blandt andet ’Deadline’, red.). Jeg får udlevet min passion for musik. Jeg morer mig med at gøre sproget levende, når jeg sender radio, og jeg elsker at skrive. Det er ikke forbeholdt folk fra journalistuddannelserne.”

I dag leverer Sandie Westh ved siden af radioværtjobbet klummer til Politiken. Og hun tweeter stadig, selv om frekvensen langtfra er som for fem år siden.

”Nogle dage tænker jeg, at jeg intet har at sige, men så kommer der som regel noget alligevel. Det falder mig naturligt. Ligesom at lave en speak på arbejdet.”

Radioværten mener, at held er en del af forklaringen på hendes vej ind i medierne. Hendes højaktive Twitter-periode faldt sammen med tidspunktet, hvor DR netop var begyndt at spejde efter talent på internettet. Samtidig tror hun, at hun gjorde sig ekstra bemærket, fordi hun gjorde sig umage for at være sjov og ikke forfaldt til kedelige, selvmedlidende posts eller bidrog til overfloden af madbilleder på sociale medier.

Lige nu er Sandie Westh sikret en fast månedlig indkomst, men inden 2020 skal P7 Mix lukkes som en del af DR’s spareplan. Så skal hun igen finde ud af, hvor hun skal hen. Hun vil helst lave radio. Tv kunne måske også være en mulighed. Men hun gider ikke tage sorgerne på forskud:

”Sidste gang jeg var lidt lost, ringede DR. Måske er der nogle andre, der ringer næste gang.”

STRØM PÅ KARRIEREN

Gør dig heldigt bemærket på sociale medier – 3 råd fra Sandie Westh:

1. Læg en strategi, og vær konsekvent. Hvis du vil noget med mode, så del noget tøj og makeup. Hvis du vil vise, du er en god journalist, så stil kritiske spørgsmål til politikerne. Hold billederne fra din mors 70-årsfødselsdag ude af feedet, hvis ikke du vil unfollowes.

2. Overvej frekvensen. Ingen vil have mudret deres feed, fordi du ikke kan finde ud af, hvad du skal sms’e til veninden, og hvad du skal poste offentligt. Del kun ting, du synes er pissefede.

3. Find modet. Du skal trods alt turde kaste dig ud i det uden at være bange for at gøre noget forkert. Men overvej, hvad du har gjort rigtigt, når du får mange likes.

 

Om dagen er ANDERS NIELSEN den kedeligste fyr i sjakket. Om aftenen laver han standup om livet som håndværker.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

Du er uddannet tømrer, men har de seneste seks år lavet standup om håndværkerlivet ved siden af. Hvorfor?

”Jeg har elsket standup, siden jeg var teenager. I gymnasiet mente en veninde, jeg burde give det et forsøg selv. Jeg var sikker på, at jeg aldrig skulle stå på en scene. Men så til sidst gav jeg det en chance. Hvor nogle taler om børn og andre om parforhold, var det naturligt at bruge håndværkerlivet som en måde at skille mig ud på. Også fordi publikum har så mange stereotype forestillinger om håndværkere, som man kan spille opad.”

Hvad er de mest udbredte fordomme?

”At vi kommer for sent. Hele tiden holder pause og drikker for meget øl.”

Hvordan gør du grin med det?

”Det er vigtigt med selvironi, når man skal vinde publikums sympati, så jeg overdriver som regel. For eksempel har jeg en joke, hvor en kunde mener, vi har en aftale klokken 9.00, men jeg fortæller hende, at det ved jeg med garanti, vi ikke har, fordi det er lige midt i vores pause, der ligger mellem 8.00 og 10.00.”

Hvad er den bedste håndværkerjoke, du har hørt?

”Jeg er ikke så imponeret over de mange forudsigelige, avisstribe-agtige vittigheder på en byggeplads. Til gengæld er der en sjov mentalitet. Jeg gik en gang med et tømrer-sjak, der smurte fugemasse på alle dørhåndtag, så man fik sine fingre fedtet til overalt. Og man skulle kontrollere bilen, inden man kørte, fordi de kunne finde på at binde dit anhængertræk fast til et træ. Der var også en gang, hvor samme tømrersjak havde drillet nogle vvs’ere, der hævnede sig ved at smide de toiletkummer, som de havde udskiftet, og som bare skulle have været smidt ud, ind i tømrernes biler. De opdagede det ikke, før de var kørt helt hjem. Mange gør sig stor umage med at være sjove.”

Går det meget ud over de andre faggrupper på den måde?

”Det er ikke så slemt. Der kan godt være lidt krig, men alle ved, at hvis man skal tjene flest penge på en akkord, så gælder det om at arbejde sammen.”

Jeg så for nylig en kassevogn, hvor der stod: ”Har du slået din lærling i dag?” Har håndværkerhumor et grovhedsproblem?

”Jeg tænker, at ham, der har stickeren på bilen, udstiller sig selv som bøvet. Men jeg forarges ikke. Man kan slippe afsted med at fortælle meget grovere vittigheder i skurvognen, end jeg kan på scenen. Uden at nogen bliver krænket. Det er befriende. Da jeg var lærling, voksede jeg selv op på, i citationstegn, øretævernes holdeplads. Men det gjorde mig stærkere. Min måde at svare igen på var at arbejde bedre, at gøre mig uundværlig.”

Så du gav ikke igen verbalt?

”Jeg  kan godt være rap i replikken, hvis jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Og på den måde har jeg forsvaret mig mod det værste drilleri. Men det har aldrig været mig, der løb med overskrifterne i skurvognen. Mange, der har set mit show, siger: ”Det må være sjovt at være sammen med dig på en byggeplads”. Men jeg laver ikke meget fis og ballade, jeg er ret neutral og passer mine ting.”

Holder du op som tømrer på et tidspunkt?

”Jeg vil gerne lave mere standup. Men jeg kan skide godt lide faget, så jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde forlader det helt.”

Anders Nielsen (32) kan opleves på Comedy Zoo Aarhus 25. og 26. januar sammen med Geo og Carsten Bang.

 

Der bliver svejset, flamberet og brolagt til den store guldmedalje, når de dygtigste elever fra erhvervsuddannelserne hvert år mødes til de årlige danmarks- mesterskaber, SkillsDenmark. Vinderne går videre til WorldSkills, der afholdes i Rusland til august.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:SkillsDenmark

Manglen på hænder var massiv, da anden verdenskrig sluttede, og Europa skulle rejse sig fra murbrokkerne. For at hive det gode håndværk ud af ruinerne og op på et podie afholdt man i Madrid i 1950 en konkurrence for de dygtigste faglærte spaniere og portugisere. Stævnet blev gentaget hvert andet år, og efterhånden blev kappestriden mere international. Først med medvirken fra stadig flere europæiske lande, og fra 1970 som en fagolympiade for hele verden. 

WorldSkills afholdes denne sommer i Kazan i Rusland, hvor der skal kåres verdensmestre i mere end 50 forskellige faglige discipliner. Verdenssituationen er en anden end i efterkrigstiden, men formålet er det samme: at få flere til at uddanne sig med hænderne. Mens der engang manglede arbejdskraft til at genopbygge Europas byer og økonomier, fravælger stadig flere i dag håndværkeruddannelserne. Og samtidig med at handelshøjskoler og universiteter suger de unge til sig, bliver stadig flere håndværksprocesser maskinelle.

I 1999 var Danmark for første gang med til WorldSkills. I første omgang var det kun frisører, tømrere, snedkere, murere, stenhuggere, stukkatører og vvs’ere, men i dag er 28 faglige udvalg og mere end 50 erhvervs-, sosu- og landbrugsskoler repræsenteret, når paraplyorganisationen SkillsDenmark afholder DM i Skills.

Vinderne fra de danske mesterskaber kvalificerer sig til WorldSkills, hvor de møder de bedste fra resten af de 70 deltagerlande. Ved de seneste mesterskaber i Abu Dhabi i 2017 placerede det danske hold sig som nummer 10. Bedst bemærket gjorde landbrugsmaskinmekaniker Søren Lykke Døssing og kok Christian Wellendorf sig. De modtog begge bronzemedaljer. I år hjælper Wellendorf i øvrigt Kenneth Toft-Hansen, når han i januar kæmper for en medalje til Danmark ved kokkeverdensmesterskaberne Bocuse d’Or.

FIND VEJ TIL MESTERKLASSEN

Danmarks dygtigste elever mødes hvert år til de danske mesterskaber, hvor de demonstrerer, hvor dygtige de er til at klippe, mure, male og meget mere. Deltagerne kvalificerer sig gennem regionale konkurrencer. I år foregår DM i Skills i Arena Næstved 4.-6. april.

MEDALJEHÅBET I

Amanda Petersen, 21 år, autolakerer hos Byens Bilpleje i Lystrup ved Aarhus

JEG ER TILKNYTTET teknisk skole i Silkeborg, det eneste sted i landet, man kan blive autolakerer. I foråret sagde en af mine lærere, at jeg skulle overveje at tilmelde mig DM i Skills. Hun mente, at jeg havde, hvad der skulle til. Skolen afholdt en konkurrence i september, hvor vi, der ville til DM, blev set an. Vi skulle male en bildør. Indvendig skulle den være hvid, på ydersiden skulle den være blå og hvid. Vi havde fire timer til opgaven. Jeg var så koncentreret om at gøre det ordentligt, at jeg blev presset på tid, men jeg endte med at kvalificere mig til DM. Nu går jeg og tager tid på alting, når jeg maler på min læreplads. 

NOGET AF DET vigtigste for en autolakerer er at gøre forarbejdet ordentligt, ellers kan det aldrig blive jævnt. At slibe og spartle overfladen, inden du grunder og fylder og til sidst kommer farven på. Der må ikke komme for lidt eller for meget på af de enkelte ingredienser. Den største risikofaktor er at komme for meget på, så løber farven. Til DM bruger de mymålere, meget præcise måleinstrumenter, der kan kontrollere, hvor tykt et lag vi har lagt. Min mester synes, det er helt i orden, at jeg bruger noget tid på at tage til DM. Jeg håber at komme i top-3. 

JEG BEGYNDTE på gymnasiet og havde egentlig forestillet mig, at jeg skulle gå på universitetet og blive diætist, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var mig. Jeg ville gerne bruge mine hænder, så jeg tog et halvt år i militæret og fik derefter lov at komme i praktik, først som mekaniker og siden som autolakerer. Jeg syntes, det var et superfedt fag. Det sjoveste er at stå med sprøjtepistolen og male. Det er der, man tryller, der, forvandlingen sker. Nogle autolakerere bliver ansat til kun at male, andre til kun at slibe, andre igen gør begge dele. Jeg kan godt lide afvekslingen mellem de to ting. Min far er maskinarbejder, men min mor har ikke nogen uddannelse, så det er rigtig vigtigt for hende, at jeg får en. Min drøm er at åbne mit eget autolakererfirma, gerne inden jeg er 30.

JEG HAR HØRT, at der kun er fem uddannede kvindelige autolakerere i Danmark. På min arbejdsplads er der to kvinder ud over mig, men på skolen er der flest drenge. Det er ikke kun hyggeligt – mænd har en anden humor end kvinder, gerne noget med pik og patter. Nogle kvinder kan måske blive lidt fornærmede over den, men jeg kan godt give igen. 

JEG HAR ALTID hængt meget ud med drengene og taget til biltræf og -festivaler om sommeren. Jeg kører selv i en Peugeot 107, men kun fordi den er billig. Jeg er ikke stolt af det, det er en grim bil. Jeg vil hellere have en Mercedes, Audi eller BMW. En BMW E30, hvis det skal være en veteranbil. Den ser rigtig godt ud.

MADE IN DENMARK

DM i Skills afvikles hvert år, WorldSkills hvert andet år. For at komme med til verdensmesterskaberne skal man have deltaget i DM i Skills inden for det samme kalenderår. WorldSkills-deltagerne bliver udvalgt af deres pågældende fagudvalg. Kombattanterne må højst være fyldt 22 inden for mesterskabsåret. Seneste WorldSkills havde over 1.300 deltagere. I år afholdes det i russiske Kazan 22.-27. august.

MEDALJEHÅBET II

Nadja Lykke Andersen, 19 år, bygningsmaler hos TJ Malerfirma i Esbjerg

I 10. KLASSE var jeg i erhvervspraktik hos min nuværende læremester. Så droppede jeg skolen for en elevplads. Min storebror droppede også ud af 10. klasse for at gå i lære som smed, og mine forældre har kun støttet mig i beslutningen. Min far arbejder offshore, min mor er køkkenassistent. 

JEG VAR TIL DM i Skills første gang i 2017, hvor jeg blev nummer fire. Jeg syntes, det var sjovt, og gjorde det igen sidste år, hvor jeg vandt og senere fik en guldmedalje til de nordiske mesterskaber i Skills. Jeg tager til DM igen i år, blandt andet fordi jeg rigtig gerne vil kvalificere mig til VM i august. To af de andre deltagere fra sidste år er med igen. Dem holder jeg lidt øje med. Jeg vil ikke sige, at jeg har én bestemt svaghed, jeg skal bare blive en lille smule bedre til det hele. 

SIDST SKULLE VI blandt andet sætte tapet op, lakere træværk i højglans og male mønstre på en væg i fri hånd. Der var også en disciplin, hvor man på tid skulle male et mønster, som vi fik på A4-papir, på væggen i dimensionerne 1 x 2,4 meter. Mønstret lignede små juletræer. Hver fejl man laver, trækker fra dit endelige pointtal. For eksempel giver en løber på en dør minus fire. Det trækker også ned, hvis du har sat tapet op, og mønsteret ikke passer i samlingen mellem to stykker. Det undgik jeg.

KONKURRENCERNE ADSKILLER sig fra mit daglige arbejde på den måde, at grundarbejdet er lavet for os, når vi møder op. Man kan ikke nå at spartle og grunde en væg i en konkurrence. Og sprøjtemaling er ikke så publikumsvenligt, fordi det kræver, at man lukker sig inde i en kabine med maske på. 

HVER FREDAG tager jeg ned på teknisk skole i Esbjerg, hvor jeg øver mig til DM. Min mester giver mig indimellem fri, men jeg bruger også min ferie på det. Konkurrencerne gør dig god til at planlægge dit arbejde. På en byggeplads, eller hvis du arbejder på akkord, er det det, det hele handler om. At kunne arbejde hurtigt og fejlfrit. 

JEG ER færdigudlært om et halvt år. Min mester har allerede givet mig et job. 

POLITISK HÅNDVÆRK

Danmark mangler folk, der kan et håndværk. Det er alle politikere på tværs af folketingssalen enige om. Men hvorfor er de det? Og hvorfor er det så svært at gøre noget ved problemet?

Erhvervsuddannelserne og de nye håndværkere, de gerne skulle udklække, nyder særlig opmærksomhed for tiden. I sommer aftalte et bredt flertal i Folketinget for eksempel at gøre såkaldt praktisk-musiske valgfag obligatoriske i folkeskolens højere klasser. En aftale, der skal være ”første fase i forhold til at få flere unge til at søge og gennemføre en erhvervsuddannelse”. Og under efterårets finanslovsforhandlinger blev det besluttet at skåne erhvervsuddannelserne for den årlige to procents besparelse, som regeringen ellers har pålagt kommunerne frem til 2022.

Den megen fokus på området er kun naturlig, mener Erik Holstein, der er politisk kommentator ved mediet Altinget.

”Der er en massiv håndværkermangel i Danmark. Samtidig har der fundet en overproduktion af højtuddannede, specielt humanister, sted. Den uddannelsespolitik har slet ikke afspejlet samfundets behov. Nu reagerer politikerne på en virkelighed, der har trængt sig på længe,” siger han.

25 procent af danske byggevirksomheder savner kvalificeret arbejdskraft – såsom murere, tømrere og elektrikere – viser tal fra efteråret 2018 fra Danmarks Statistik og Dansk Byggeri. Og både Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Danske Regioner har vurderet, at Danmark vil mangle 70.000 mennesker med en erhvervsuddannelse i 2025.

At det er endt sådan, skyldes, at danske regeringer længe har opprioriteret andre uddannelser, men negligeret at vedligeholde puljen af faglærte, mener Erik Holstein:

”Både de røde og de blå partier har ansvaret for den skævvridning. Det begyndte under Fogh og tog fart under Løkke, men Thorning-regeringen gjorde heller ikke op med det. Her blev de akademiske uddannelser opprioriteret med en tro på videnssamfundet. I 2012 erklærede Rasmus Helveg Petersen (daværende radikal klima- og energiminister) for eksempel, at man var klar til at lukke cementproducenten Aalborg Portland, som man ikke mente var ’en del af fremtiden’. Man undervurderede de traditionelle produktionserhvervs betydning – og erhvervsskolerne blev udsultet i årevis.”

Erik Holstein peger på folk som Socialdemokratiets Mattias Tesfaye (faglært murer) og SF’s Karsten Hønge (udlært tømrer), der har været med til at få manglen på ordentlige håndværkere opad på den politiske dagsorden. Men også Dansk Folkeparti har i nogen tid italesat problemet, mener kommentatoren. Det er blandt andet gennem DF’s pres, at erhvervsskolerne under finanslovsforhandlingerne blev reddet fra den planlagte to procents besparelse, siger han.
Traditionelt opfatter mange måske håndværkere og deres arbejds- og uddannelsesvilkår som en mærkesag for de røde partier. Men der er ikke noget underligt i, at alle, også de allermest liberale, omfavner de faglærte for tiden:

”De blå partier har samme interesse. I regeringspartierne vil man gerne imødekomme erhvervslivets behov, og der mangler man desperat faglært arbejdskraft,” siger Erik Holstein.

I et stykke tid har blå blok måske kunnet ignorere problemet i håb om, at håndværkerbehovet ville blive opfyldt at tilrejsende fra resten af Europa. Men den går ikke længere, mener han.

”I for eksempel i Polen er det blevet mere attraktivt at blive hjemme og arbejde. Desuden er det for tiden ikke muligt at få politisk flertal herhjemme for at fylde op med udenlandsk arbejdskraft.”

Det er heller ikke uden betydning for de blå partiers engagement i håndværkerne, at der er et folketingsvalg på vej:

”Selvom flere og flere får en akademisk uddannelse, er det stadig arbejdervælgerne, der afgør valget.”

Men selvom alle er enige, ligger en løsning ikke lige for. For én ting er at forbedre erhvervs-uddannelserne og at præsentere de unge for dem. Noget helt andet er at få folk til at vælge dem og gennemføre dem. Fra 2001 til 2018 er andelen af unge, der søgte ind på en erhvervsuddannelse, faldet fra 31,7 til 19,4 procent.

”De mange års ensidige fokus på videregående uddannelser har ført til et uddannelsessnobberi. Der er en hel generation af unge, som har fået et billede af, at man kun bliver til noget, hvis man går på universitetet. Det kommer til at kræve et langt, sejt træk at få givet håndværksfagene deres prestige tilbage,” siger Erik Holstein.