Indlæg

Efter 11 år på Borgen skulle der ske noget nyt, og sidste år skiftede Katja sit skrivebord og sekretærjob på Slotsholmen ud med en lyseblå skjorte og en elevplads i Vestre Fængsel. Vi spurgte hende hvorfor.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Kriminalforsorgen

Du har arbejdet 11 år på Christiansborg i forskellige sekretærstillinger. Hvad fik dig til pludselig at søge ind som fængselsbetjent-elev?

”Jeg var utrolig glad for mit arbejde på Christiansborg og kunne være blevet derinde, til jeg gik på pension. Alligevel fik jeg lyst til at prøve noget andet. Jeg var 37, så det var nu, hvis jeg skulle tage en ny uddannelse og have glæde af den på den anden side. Fængselsbetjent-faget var ikke noget, jeg havde tygget på i lang tid, og det lå egentlig ikke ligefor. Jeg havde aldrig været i et fængsel og aldrig haft kriminelle bekendtskaber. Men jeg ledte efter et arbejde med mening og værdi og blev gjort opmærksom på faget under et møde med Kriminalforsorgen i mit tidligere arbejde. Fængselsbetjent blev præsenteret som et hverv, hvor man er tæt på mennesker, der i de fleste tilfælde er i krise. Og hvor man både hjælper samfundet og den indsatte.”

I december 2023 begyndte du som elev i Vestre Fængsel i København, Danmarks største arresthus. Hvordan forløber dagen for dig og de indsatte?

”De fleste af mine vagter går fra syv om morgenen til syv om aftenen. Det begynder med, at vi vækker de indsatte – også for at sikre, at de er der alle sammen og trækker vejret. Så får de deres morgenmad serveret i cellerne og kan skrive sig op til dagens aktiviteter: bad, rengøring af cellen, privatopkald. Senere på dagen har de en times gårdtur i en indhegnet gård, hvor der sidder en fængselsbetjent bag lås og slå og holder opsyn med dem. Efter gårdturen kommer det, vi kalder fællesskab, hvor de kan vælge at sidde sammen på hinandens celler to og to. Det giver mig noget tid til mit papirarbejde, der dog kan blive afbrudt, for eksempel hvis en indsat ringer fra sit cellekald, og en lampe lyser på kontoret. Nogle skal følges på toilettet, andre har et kursus eller en aftale, måske skal de til tandlæge, måske skal de i kirke. Andre savner nogen at tale med. I et arresthus er de indsatte varetægtsfængslet og ved ikke, hvor længe de skal sidde der. De kan være frustrerede, og du kan – hvis tiden er til det – gøre meget ved bare at sætte dig og lytte og give dem lov til at lette hjertet. De indsatte giver udtryk for, at den slags små ting betyder meget, når man er indespærret 23 timer i døgnet. Det er min opgave at sørge for, at tingene forløber gnidningsfrit. En stille dag er en god dag.”

Katja foran Vestre Fængsel. Af sikkerhedsmæssige årsager bruger vi ikke hendes fulde navn.

Siger du din mening, hvis du ikke deler de indsattes syn på virkeligheden?

”Ja. Hvis jeg kan fornemme, at det kan gøres uden at skabe konflikt. Er det en samtale, der kan optrappe en konflikt, lukker jeg den ret hurtigt ned – enten ved at forsøge at fjerne fokus eller slet og ret lukke døren. For ny­lig snakkede jeg med en, der var sur. Sur på samfundet, sur på sin situation. Den indsatte talte sig selv op og blev ved at hæve stemmen. Der blev jeg nødt til at gøre det samme. ’Nu stopper det,’ sagde jeg, ’jeg vil ikke finde mig i, at du taler sådan til mig’, og lukkede døren. Efter 10 minutter fik jeg en undskyldning. Det er en balancegang. Man skal være pædagogisk og empatisk, men også en autoritet. Nogle er blevet behandlet skidt af systemet, og uanset hvad jeg siger, vil det ikke ændre deres mening, og det skal jeg jo heller ikke. De har ret til at synes, hvad de vil. På den måde er det lidt ligesom mit arbejde på Christiansborg. Der behandlede jeg også alle ens, uanset om jeg politisk var uenig med dem. Jeg skulle være rummelig over for alle og tage imod dem med et smil. Den kommunikative færdighed har jeg taget med mig.”

Hvilke opgaver havde du derinde?

”I min seneste stilling betjente jeg Retsudvalget, hvor der sidder folketingsmedlemmer fra næsten alle Christiansborgs partier. Det gik blandt andet ud på at sende spørgsmål fra folketingsmedlemmerne til ministrene, at tale med ministersekretæren, sætte møder i kalenderen, arrangere ture ud af huset og besøg i for eksempel et fængsel, hos en dommer eller andre institutioner under retsområdet. Jeg anede ikke, hvad Folketinget var, inden jeg blev ansat, men jeg har lært utrolig meget om, hvordan det politiske Danmark fungerer.”

Og hvordan er du blevet klædt på til arbejdet i et fængsel?

”Når du starter på skolen, får du udleveret tandbeskytter og Straffuldbyrdelsesloven, som er vores bibel. Heri står der blandt andet, hvad vi som betjente har beføjelser til. Vores tandbeskytter bruges i de timer, hvor du skal lære selvforsvar. Her lærer vi en række forskellige greb og teknikker, som vi kan bruge, hvis vi ryger ud i en magtanvendelse. Vi prøver også at stå i et rum, hvor der bliver sprøjtet henholdsvis peberspray og tåregas, for på egen krop at mærke den kvælende fornemmelse helt ned i luftvejene. Ikke kun for at se, hvordan det føles for det andet menneske, men også for at afskrække os fra at komme til at ramme os selv. Vi får også træning i at håndtere indsatte, der er nedtrykte, og gennem samtaletræning med en skuespiller øver vi, hvordan man deeskalerer en situation. Kommunikationen er vores vigtigste redskab. Hvis du kan undgå konflikterne, er du virkelig nået langt.”

FÆNGSLENDE JOB

Katja, 38 år. Uddannet HK’er.

Har arbejdet 11 år som sekretær i Folketinget.

Begyndte som fængselsbetjent-elev i oktober 2023.

I lære i Vestre Fængsel. I løbet af uddannelsen skal hun også prøve et åbent og et lukket fængsel.

Hvilke midler har du til at beskytte dig selv?

”Det kan variere fra afdeling til afdeling, men for tiden er jeg udstyret med stav og peberspray, som sidder i bæltet.”

Har du følt dig truet på arbejde?

”Mange af mine kolleger kan fortælle historier om sammenstød med indsatte. Det eneste, jeg har oplevet, hvor jeg følte mig en smule utryg, var en indsat, hvor man kunne se, det kriblede inden i ham. Han lignede en, der kunne fare i flint hvert øjeblik. Ham havde alle betjentene en fornemmelse af, at vi lige skulle holde ekstra øje med. Jeg stoler på, at mine kolleger har min ryg, og jeg ved, at vi har et godt system, der tager sig af os, hvis jeg skulle komme ud for noget ubehageligt.”

Tror du, det havde påvirket dit valg af arbejde, hvis du havde haft børn?

”Det kan godt være, at jeg ville have tænkt lidt mere over risikoen i faget. Omvendt har mange af mine kolleger børn, og de holder sig ikke tilbage. Jeg tror, at de fleste af os parkerer privatlivet, når vi tager skjorten på. Det skal man kunne, ellers tror jeg, at man får svært ved at udføre sit arbejde.”

Kan man sige, at du er gået fra at betjene samfundets top til samfundets bund? 

”Sådan ville jeg på ingen måde formulere det. De varetægtsfængslede venter jo på at få deres sager afgjort. Jeg ved ikke, om de er skyldige. Desuden ser jeg dem ikke bare som røvere og banditter, men også som potentielle naboer og fædre. Vi skal huske, at langt størstedelen bliver løsladt igen. Jeg har nok ændret syn på, hvordan det skal være at sidde i fængsel. Jeg har hørt mange sige, at de indsatte skal sidde på brød og koldt vand – hvorfor har de fortjent udsigt til blå himmel og svaler? Jeg er enig i, at det skal være en straf at sidde i fængsel, når man har fået sin dom. Og forhåbentligt afskrækker det nogle fra at begå kriminalitet igen. Men uanset hvad skal vi møde dem som mennesker, snakke med dem om, hvad de kommer fra, og forsøge at hjælpe dem tilbage på sporet og ud af kriminalitet. Jeg prøver at inspirere dem. Appellere til, at de tænker sig om.”

Andreas Kobs Laursen troede, han skulle på universitetet. Men suppe, steg og glade gæster tændte en ny og stærkere flamme bag forklædet. En kulinarisk opstigning og flere års fokuseret tallerkenarbejde senere oplevede han i marts sit gyldne øjeblik, da han blev Nordens bedste tjener. Så hvad drømmer det 28-årige konkurrencemenneske om nu?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Treetop Restauranten

DA DEN SIDSTE tallerken var taget af bordet, måtte Andreas Kobs Laursen vente et par timer på dommernes afgørelse. Det var umuligt at stå stille, så han pacede rastløst rundt i Messecenter Herning, hvor han to dage forinden var blevet kåret til Danmarks bedste tjener, og hvor det nu, efter endnu en lang dag med discipliner som flambering, blindsmagning, vinsammensætning, borddækning og osteservering, snart skulle vise sig, om han også ville snuppe titlen som Nordens bedste.

”Jeg havde en fornemmelse af, at jeg havde præsteret stabilt godt hele dagen. Jeg var stolt af min indsats. Alligevel var jeg i tvivl. Jeg havde ikke rigtig haft tid til at holde øje med, hvordan mine modstandere gjorde det. Og måske havde jeg ikke været præcis nok i min ostetranchering, hvor jeg skulle dele en brie i syv præcis lige store stykker,” siger Andreas Kobs Laursen, der til daglig er restaurantchef på Treetop Restauranten i Vejle.

Ventetiden fordrev han blandt andet med at pakke bilen, hilse på familien og kæresten, der var kommet for at bakke op om ham, og få sig en kop kaffe og en sludder hos Treetops kaffeleverandør, som også var i Messecenter Herning til Foodexpo, Danmarks største fødevaremesse.

Endelig var tiden inde, og de fem konkurrencedeltagere blev kaldt op på scenen til kåringen af ’Best Nordic Waiter’ 2024. Dommerne startede fra bunden, og til sidst manglede de kun at nævne Andreas Kobs Laursen og hans norske fagfælle Mathias Thoresen, som er restaurantchef og sommelier hos Oslo Militære Samfunds Selskapslokaler.

”Jeg havde en fornemmelse af, at det skulle afgøres mellem os to,” siger Andreas Kobs Laursen:

”Da de råbte hans navn op på andenpladsen … allerede dér begyndte jeg at tude. Jeg tror aldrig, jeg har sunget nationalmelodien så falsk.”

Andreas agerer stand-in for den svenske tjener ved de nordiske mesterskaber 2022. Foto: Privat

MANDEN I RUMMET

Andreas Kobs Laursen, 28 år.

Fra Salling.

Tjeneruddannet fra Hotel Pinenhus og Restaurant Domestic.

Har arbejdet på  restauranten Under i Lindesnes i Norge og Lyst i Vejle.

Siden 2023 restaurantchef på Treetop Restauranten på Munkebjerg Hotel ved Vejle.

FORLØSNINGEN KOM OVEN på måneders hård træning og efter flere år med blikket stift rettet mod det danske og det nordiske tjenermesterskab. Men det var ikke en barnedrøm, der blev indfriet, da de to pokaler blev løftet, og tårerne fik lov at løbe. Som sportsglad ung sallingbo overvejede han at blive fysioterapeut eller, måske endnu hellere, studere idræt på universitetet, da den tekniske studenterhue kom på. Men efter at have taget tilløb gennem en tur i Livgarden følte han sig som 21-årig stadig ikke klar til at parkere fødderne på en læsesal, og i stedet spurgte han på Pinenhus, limfjordshotellet i Glyngøre, hvor han plejede at tjene sine sparepenge, om ikke han kunne få lov at komme i lære som tjener.

”Jeg syntes, det var sjovt at betjene gæster, og jeg tænkte, at et svendebrev som tjener ville jeg altid kunne bruge. Også hvis jeg senere skulle søge ind på universitetet – så ville jeg da i hvert fald kunne finde et godt studiejob.”

I løbet af læretiden voksede han dog stadig mere sammen med tjeneridentiteten. Og da han et års tid senere sammen med de andre tjenerelever fra Hotel- og Restaurantskolen i Silkeborg hjalp til backstage i Messecenter Herning, mens deltagerne i ’Årets Tjener’ konkurrerede på præcision, udstråling og vinkundskaber, blev der sat ekstra blus under ambitionerne.

”’Dét skal blive mig en dag,’ sagde jeg til en af de andre elever,” fortæller Andreas Kobs Laursen. Særligt indtryk gjorde vinderen, Karina Grand Kannegaard, der repræsenterede Fredericia-restauranten Ti Trin Ned.

”Det var fascinerende at se hendes måde at arbejde og føre sig på. Alt, hun gjorde, var perfekt og klinisk, men samtidig personligt. Det var ikke stift. Der var en aura omkring hende. Det er tydeligt at se på tjenere, hvem der er anspændte, og hvem der slapper af. Det kan du se i de bløde skuldre, smilet og glæden ved at være i rummet.”  

På Mors til TjenerBattle 2022. Foto: Privat

SKOLEOPHOLDET I SILKEBORG udvidede horisonten for den unge tjenerelev, der delte nysgerrighed og præstationslyst med mange af sine medstuderende. 

”Vi var en gruppe, der nørdede og læste og blev grebet af alt det, vi lærte på skolen: Hvordan man laver ost. Hvordan man udskærer en okse. Hvordan jordbundsforhold gør sig gældende, når man producerer vin. Alle den slags ting, som en tjener skal vide.” 

De praktiske fag bekræftede ham samtidig i, at han havde håndelag og timing, og han begyndte at spekulere på, om han skulle kigge sig omkring efter en anden læreplads på en højere gastronomisk hylde end limfjordshotellet, som han skulle tilbage til efter hovedforløbet på skolen:

”Pinenhus er et fantastisk sted. Og meget klassisk. Suppe, steg, is, kunne man kalde det. Jeg ville gerne noget mere.”

Da han så, at Domestic i Aarhus med en stjerne i Michelin-guiden søgte en tjenerelev, spurgte han sin mor, hvad hun tænkte. ”Ring til dem!” lød svaret. Det med at flytte til Aarhus skulle de nok finde ud af, og da jobsamtalen gik godt, blev han hyret.

GULDDRENGE

I marts blev Andreas Kobs Laursen både ’Årets Tjener 2024’ og ’Nordic Waiter’ under fødevaremessen Foodexpo i Messecenter Herning.

Sideløbende blev Treetop Restaurantens køkkenchef Bjarke Jeppesen ’Årets Kok’, mens Magnus Lund Hansen fra samme køkken blev ’Årets Kokkeelev’.

”Det var en omvæltning af den anden verden at arbejde med fine dining,” siger Andreas Kobs Laursen, der under vingen på Domestics restaurantchef og medstifter Christian Neve øvede sig i at udføre sit arbejde på én gang kompetent og behageligt. 

”Jeg kiggede på Christian og iagttog, hvordan han interagerede med gæsterne. På den måde lærte jeg, hvordan man navigerer i, hvor meget gæsterne vil have, at du fylder. Og hvordan du skruer op og ned for det. Nogle gæster vil gerne have den helt store pakke, andre er mere henholdende, måske er det første gang, de prøver at spise på det niveau. Det er spændende at tage dem i hånden og give dem en god aften. I dag kan jeg allerede efter de indledende snacks og champagnen mærke, hvad gæsterne vil have og ikke vil have.”

Som restaurantchef på Treetop Restauranten på Munkebjerg Hotel ved Vejle Fjord er det nu Andreas Kobs Laursen, der ansætter tjenerelever og forsøger at få dem til at skinne igennem uden at ryste på hånden, når de skænker op og serverer for gæsterne.

”Vi har altid en ret på menuen, der skal trancheres ved bordet. Det er et klassisk håndværk, der er næsten forsvundet, men som jeg er helt vild med. Man fortæller lidt, lægger lidt kød på tallerkenen, fortæller lidt mere, hælder sauce over. Eleverne kan godt være lidt nervøse de første par gange. Jeg siger til dem: ’Gør det igen og igen. Og øv det også derhjemme med din mor.’”

Hver aften briefes tjenerstaben om sidste nyt fra køkkenet, og inden restauranten åbner, og det hele går løs, fyrer Andreas Kobs Laursen en enkelt pumpende club banger af over anlægget, Martin Garrix’ ’Animals’ for eksempel.

”Det må gerne være et rigtigt smadrenummer. Det skal være noget, der skaber energi og god stemning.”

En yngre Andreas på toppen i Val Thorens. Foto: Privat

I 2023 BLEV Andreas Kobs Laursen hentet til Treetop Restauranten, da den nytiltrådte køkkenchef Bjarke Jeppesen pegede på ham til stillingen. Siden har de to kørt parløb.

”I mine tidligere ansættelser er jeg trådt ind i en allerede eksisterende model. Med min seneste titel har jeg fået lov til også at sætte mit eget præg,” siger restaurantchefen, der blandt andet har indført, at tjenerne brygger kaffen foran gæsterne, og har gjort det til en regel at hyggesludre ved samme lejlighed:

”Gæsterne er mætte og i godt humør. I har efterhånden været sammen i 4-5 timer. De har siddet og kigget på dig og ved en del om dig. Du skal huske også at spørge til dem. Det tager ingen tid at finde ud af, hvor mange børn de har, om de er fra Vestjylland eller København, om de er murere eller revisorer, og om de selv kan lide at lave mad fra bunden.”

Hvad med tjenervittigheder, er det noget, du møder eller benytter?

”Du tænker på fluer i suppen, det kniver med gaflerne og den slags? Nej, ikke rigtigt, men jeg kan sagtens tage gas på gæsterne og grine med dem. Nogle gange er det en dum joke, som ’det sagde hun også i går’, der gør det. Andre elsker måske at cykle, og så anbefaler jeg en vin, der er dyrket tæt på et Tour de France-bjerg. Det kommer bare til mig i situationen.”

Og hvad er fremtidsdrømmen? 

”At vinde to mesterskaber på tre dage føltes faktisk lidt underligt. Hvad skal jeg nu stile efter? På det personlige plan vil jeg gerne i bedre form og cykle mere, det har jeg ikke fået passet. På det professionelle plan skal restauranten have en Michelin-stjerne. Det lyder som en kliché, det siger alle jo. Men det er også det, Bjarke og jeg er ansat til. Restauranten har været højt profileret i mange år, uden at stjernen er kommet i hus. Vi føler lige nu, at vi er på rette vej, og stamgæsterne siger, at niveauet aldrig har været højere. På det private plan er min kæreste konkurrencekok. Hun har holdt sig i baggrunden en tid. Hvis hun vil, er det hendes tur nu.”

”Når jeg stiller op, er det for at vinde,” siger 20-årige Gry Astrup Hansen, der blev Danmarks bedste murerlærling tre år i træk og har repræsenteret Danmark til VM. Her fortæller hun om tunge østrigske mursten, mørtel blød som flødeskum og om at være født med en murerske i munden.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

MIN FAR ER murer, ligesom hans far og hans farfar var det før ham. Min mor er tømrer og byggetekniker og tegner husene, han bygger. De har altid arbejdet sammen og talt om byggeri og håndværk hen over køkkenbordet.

Da jeg gik i skole i Ringkøbing, og vi nogle gange talte om, hvad vi skulle lave, når vi blev voksne, var der aldrig nogen, der nævnte en erhvervsuddannelse. Alle forestillede sig, at de skulle i gymnasiet. Jeg var glad for at regne og tænkte, at jeg skulle være bygningsingeniør og bruge matematikken til at lave store, fascinerende konstruktioner, der ville blive stående længe.

Men så i 9. klasse, da vi skulle i erhvervspraktik, var der en, der spurgte, hvorfor jeg ikke søgte ind i et murerfirma. Tjo, hvorfor ikke? Jeg havde aldrig muret, kun været ude i skurvognen med kaffe og kage til min far.

Mange i byen vidste, hvem min far var, og at vi havde været murere siden min oldefars tid. Så jeg gjorde mig umage for at finde en, der ikke kendte min far. En, der ikke havde nogen forestillinger om, hvad jeg kunne og ikke kunne. Jeg ville ikke være Kajs datter – men Gry. Så jeg ringede til Glenn Østergaard, der har et lille firma med seks ansatte ude i Spjald, og den uge blev det fedeste, der var sket i mit liv.

NOGET AT BYGGE PÅ

Gry Astrup Hansen, 20 år.

Uddannet murer i 2023.

Tredobbelt vinder af SkillsDenmark (DM for lærlinge).

Partner i familiefirmaet Astrup Hansen.

Glenn ved, hvordan han skal tage unge mennesker, og han syntes, det var superfedt at få en lidt genert ung pige som mig ud. Den første dag hjalp jeg til med noget flisearbejde i et nyt hus, de havde bygget. Tirsdag var det lortevejr, regnede rigtig meget, og vi skulle støbe en sokkel. Onsdag fik jeg lov at mure lidt på bagmuren af et hus. Det er dér, man lærer det, bagmuren skal alligevel vandskures og males, så man ser ikke, hvis nogle mursten ligger mindre pænt. Jeg var virkelig træt i kroppen, men det var samtidig en meget tilfredsstillende følelse. 

Bagefter spurgte Glenn mig, om jeg ville i lære hos ham. Min mor ville gerne have, jeg fik en studentereksamen, men jeg var ikke i tvivl, og et halvt år senere begyndte jeg som elev. 

Det første år af læretiden lærte jeg noget nyt hver eneste dag. Glenn kastede mig ud i at mure fra dag ét. Det så legende let ud, når han murede, men han murede 30 sten i, hver gang jeg havde lagt tre. Man murer fra hver sin side, og når han nåede hen til mig, pillede han alle mine ud og sagde: ”Det er en ommer.” 

Tidligt ude med trillebøren, mens sokkel støbes til børnehave. Foto: Privat

AT GÅ FRA 9. klasse og have siddet med en computer foran sig og så komme direkte ud at arbejde, i al slags vejr! Jeg var så træt, jeg føler ikke, jeg lavede andet end at gå på arbejde og sove. Men jeg kunne lide, at du som murer kan se, at der sker noget hele tiden. Hver eneste gang du har lagt en sten, er du tættere på målet. Hvis du skal lægge 12.000 til et helt hus, og du har lagt 800 på en dag, kan du jo se, det går fremad. 

Der er meget teknik i at mure. Du skal have en blød hånd, den rigtige murerske, den rigtige mørtel. Hvis du har det rigtige svaj i hånden, kan du, mens du skraber mørtlen af, rette stenen til, så den flugter nøjagtigt med den underliggende sten. Hvis du presser for hårdt på din sten, flyder mørtlen ud, og du får beskidt murværk. Det gider man ikke. Nogle kan lide tyndere mørtel, nogle kan lide den stivere. Glenn vil gerne have den sindssygt tynd. Han føler, at han brækker armen, hvis den bliver for stiv. Men jeg kan ikke lide den så tynd – det sviner. Jeg kan lide den som flødeskum. 

Da jeg havde stået i lære et halvt år, begyndte jeg på grundforløbet på Herningsholm Erhvervsskole i Herning. Vi lagde ud med at øve os i at stable sten. Vi var kun fire ud af 40, der havde en læreplads, og jeg murede fra de fleste af de andre elever med det samme. En dag kom en talentspejder og prikkede mig på skulderen og spurgte, om jeg havde lyst til at deltage i noget træning og se, om jeg kunne kvalificere mig til DM i Skills, danmarksmesterskabet for lærlinge. 

Om jeg ville! I 9. klasse havde jeg været med klassen som tilskuer til et Skills-arrangement, og hver weekend siden jeg kom i lære, havde jeg gået hjemme i garagen og muret på Skills-opgaver. Det kunne jo ikke skade at gå i gang med at øve sig – man snakker om, at man kan sit kram efter 10.000 gentagelser.

Nu kom jeg under trænerens vinger. Han havde alle tegningerne og værktøjet og maskinerne til at skære i sten med. Og han tog sig godt af mig. Han er selv uddannet murer og vel tæt på pensionsalderen. Han var som en bedstefar, så flink og interesseret i mig. Vi fik et rigtig godt forhold.

Først skulle jeg mure mod tre drenge fra min egen skole. Det var på tid og med tilskuere og føltes nervepirrende. Vi skulle mure et dannebrog, der bølgede i vinden, med to svaj i top og bund. Runde skæringer i mursten er ikke særlig nemt at lave, og nogle af de andres fik et lidt kantet udtryk. Da jeg blev kåret som vinder, var der nogle af drengene, som græd og kastede med værktøjskasserne. De havde tabt til en pige, det kan jeg da også godt se er megairriterende. 

Jeg gik videre til et regionsmesterskab, hvor vi skulle mure den samme opgave, denne gang var vi kun to. Da jeg også vandt her, gik jeg videre til DM, som på grund af corona blev rykket fra april til september, hvilket gav mig over et halvt år ekstra til at øve mig på de tre opgaver, vi skulle mure. Jeg så de mure for mig hele tiden, og når jeg vågnede om natten, kørte deres mål gennem hovedet på mig. 

Arm i arm med dommer Andy Jakobsen til VM i Salzburg. Foto: Privat

ENDELIG KOM DAGEN. Vi skulle mure vores tre opgaver over tre dage, 22 timer i alt. Den første var et årstal, der skulle mures ind i en mur. Den anden var en murerske i gasbeton, der skulle mures ind i en væg. Og den sidste var et Hjørring-kendetegn, Rubjerg Fyr, der skulle mures op i tre dimensioner i lille format. 

Vi var fem deltagere. De andre havde været med flere år i streg, og den regerende mester var selvfølgelig favorit. Jeg var der for første gang, og de andre må have tænkt: ”Hun kan ikke en skid!” Da vi kom ud på ceremonipladsen på tredjedagen, startede de medaljeuddelingen nedefra. Til sidst lød det: ”Gry Astrup er den nye danmarksmester!”

Jeg vandt med to point ned til den regerende mester. Det lyder ikke af meget, men det var en klar sejr. Umiddelbart så alle opgaverne pæne ud, men da dommerne gik dem grundigt efter med tommestok og vaterpas for at bedømme alle mål og vinkler, kunne de se, at jeg havde muret 20 millimeter mere præcist end nummer to.

Jeg endte med at vinde DM i Skills tre gange i træk, og i 2022 førte det til, at jeg skulle repræsentere danske murerlærlinge ved WorldSkills i Østrig. Det var en kæmpe oplevelse og nogle intense dage. Jeg lagde et stort forventningspres på mig selv, og der var mange medier, der ringede og ville tale med mig. Desuden er engelsk ikke min spidskompetence, så det stressede mig lidt.

Et halvt år op til konkurrencen havde jeg trænet med østrigske mursten, som er både højere, længere og bredere end de danske – og tre gange så tunge. Da jeg havde båret rundt på dem noget tid, fik jeg tykke fingermuskler, og blodårerne trådte frem på mine skuldre. Men jeg havde svært ved at vænne mig til at mure med en anden størrelse, svært ved at få dimensionerne ind i hovedet.

Konkurrencen foregik i en stor hal i Salzburg. Vi skulle mure byens våbenskjold, årstallet 2022 og et A for Austria. Alle opgaverne var svære, og jeg endte med at blive nummer seks ud af 22. Når jeg stiller op, er det ikke bare for at være med, det er for at vinde. Så selvfølgelig var jeg lidt skuffet. Men jeg var stolt af, at de danske delegerede kårede mig til ’Best of nation’, altså den bedst præsterende dansker i WorldSkills på tværs af fag. 

Foto: Lasse Dearman

JEG BLEV UDLÆRT i marts 2023. Der havde jeg allerede købt mig ind i familiefirmaet. Min far har altid sagt: ”Hold op, hvor vil jeg blive glad, hvis du en dag vil overtage firmaet – men du skal lære faget fra en anden.” De hårde dage i elevtiden skulle ikke gå ud over far-datter-forholdet.

Jeg har lært alt på Glenns måde, men nu har jeg så også lært tingene på min fars måde. Det kan godt være, at jeg har gåpåmod og kan mure hurtigere end ham. Men han ved til gengæld altid, hvad der skal ske, hvordan man skal løse et problem. Jeg ville give alt for at have min fars erfaring. 

For et halvt år siden afleverede vi en splinterny murermestervilla i Ringkøbing på første række ned til fjorden. Det var en kunde, der ville have lidt ekstra. Pool i haven, høj sokkel, runde vinduer på gavlspidserne, gule fuger og rødt, krydsforbandt murværk. Det vil sige, at hver anden murstensrække er lagt med sten i halv størrelse, og derfor tager det dobbelt så lang tid. Men det er godt nok også det flotteste, jeg nogensinde har været med til at lave.

Min mand er en tro kopi af mig. Han har også murerfirma sammen med sin far. Vi mødte hinanden i Spjald-hallen til et firmaarrangement, og nu bor vi sammen i Spjald. Men vi skal ind til Ringkøbing at bo en dag – selvfølgelig i vores egen murermestervilla.

Han var ved at køre død i sceneskræk, da et uddannelsesophold i Haderslev gav ham ny energi. Som sangskriver fandt han sin niche i den sydkoreanske K-pops kulisse. Milliarder af afspilninger senere er 35-årige Andreas Ringblom nu klar til igen at stille sig selv i skudlinjen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lærke Emilie Bach

ANDREAS RINGBLOM GRINER lidt, mens han låser op. Vi er på vej ind i kælderen under en stor brun klods af en bygning, der tilhører Region Hovedstadens Psykiatri. Døren er skrammet, og ingen har gidet feje de visne blade væk, som vinden har blæst ind i den grelt lysstofrør-oplyste korridor. Det kunne være scenografien i en dansk gyser.

”Her er ikke så creepy, som det umiddelbart virker,” siger Andreas Ringblom og leder os videre ned ad gangen til sit indspilningsstudie, som han har haft på hænderne i 15 års tid. 

De første mange år var de en større gruppe musikere, der deltes om det, men resten er stille og roligt sivet andre steder hen i tilværelsen, og de seneste år har der kun været ham tilbage. Det rummelige studie byder – ud over arbejdsstationen med computer, højttalere og forstærker – på et par dybe sofaer og bløde tæpper på gulvet. Andreas Ringblom lejer stedet for en slik, hvilket er belejligt – selv når man har været med til at skrive et nummer, der i år nåede op på tre milliarder streams. 

”Det er helt skørt,” siger Andreas Ringblom, der er i langærmet Nirvana-T-shirt og hue. Fra øret dingler et krucifiks. 

Han er del af en lille gruppe danskere, et slæng, kalder han det, som skriver asiatisk pop. De laver færdige sange, som de selv indsynger, inden de sender dem til deres danske publishing-firma, en slags musikforlag, som arbejder med at få numrene ud i Asien, og nummeret ’Lover’ skrev han sammen med sine danske kolleger Max Ulver og Daniel Schulz til den kinesiske sanger og tv-stjerne Cai Xukun, bedre kendt som Kun. De kendte ikke til Kun, da de i 2020 blev foreslået et samarbejde, men hans pladeselskab præsenterede ham som en kinesisk Justin Bieber. Nummeret fik premiere på et kinesisk tv-show, og siden lå ’Lover’ på førstepladsen på de kinesiske hitlister i ugevis. I perioder blev sangen spillet en million gange i døgnet. 

Når man afleverer et nummer som sangskriver, hører man det først igen, når det udkommer, og selv om nummeret strøg direkte til tops, havde Andreas Ringblom det lidt ambivalent, da han hørte Kuns færdige nummer første gang.

 ”Vi havde skrevet, hvad vi selv følte var et underspillet, amerikansk lydende R’n’B-nummer. Når der så kommer en asiatisk popstjerne på, bliver udtrykket mere dramatisk, med større vibrato og mere følelses­ladet. Men efter mange års arbejde med asiatiske sangere ved jeg godt, at deres æstetik tit bare er lidt anderledes.”

Foto: Privat

DA ANDREAS RINGBLOM som helt ung flyttede fra Fyn til København, var det med drømmen om selv at slå igennem som popsanger. Omtrent midt i sine tyvere fik han sammen med producer Ulrik Schultz opmærksomhed med bandet De Dødelige, hvor han selv leverede den melankolske, R’n’B’-inspirerede vokal. De varmede op for Nik & Jay, skrev under med Sony, udgav to ep’er, fik gode anmeldelser og vandt et par priser. Andreas Ringblom var dog realistisk nok til at kigge sig om efter en anden måde at sikre fremtiden, hvis nu De Dødelige aldrig slog igennem på øverste hylde. Som 26-årig begyndte han på Sonic College i Haderslev, en uddannelse for lyddesign rettet mod folk, der ville lave filmmusik, lydeffekter, musik til reklamer og den slags.

”Det miljø var fuldt af ildsjæle, der sad i studierne dagen lang for at eksperimentere og udvikle sig. Jeg blev selv en meget bedre producer, lærte alle knapperne og mulighederne på en synthesizer at kende,” siger Andreas Ringblom, der boede i Haderslev i tre år. 

”Haderslev er en studieby fuld af unge. Jeg boede sammen med nogle andre dudes i en kæmpe lejlighed – det har man råd til i Haderslev – og alle boede fem minutter fra hinanden. Det var som at gå på højskole.”

Andreas Ringblom pendlede frem og tilbage mellem Sønderjylland og hovedstaden, hvor han optrådte og indspillede med De Dødelige. Men som tiden gik, blev han klar over, at han ikke længere selv skulle stå på scenen og levere varen.

”Jeg havde lavet min egen musik, siden jeg var 15, skrevet og sunget mine egne sange. Efterhånden følte jeg et stærkt behov for ikke at være den, der stod på scenen. Jeg elskede musikken, men jeg hadede presset og fik sceneskræk big time.”

I stedet udviklede han planen om at blive sangskriver og bruge sit melodiøre på andres vegne.

”Jeg tænkte på, om jeg kunne prøve at sætte mig i andres situation. Gøre det samme, som jeg hele tiden havde gjort, bare for andre.”

LÆR AT LYDE GODT

Sonic College er en videregående uddannelse for lyddesignere, der førhen lå i Haderslev, men i dag har til huse i Kolding. Her bliver man blandt andet undervist i studieproduktion, lydfortælling og ledelse, projektledelse og game audio. Hvert år optages 40 elever.

SOM SANGSKRIVER FANDT Andreas Ringblom en opskrift for musik-arbejdet, men da han kom ud fra Sonic College og begyndte at tilbyde sit arbejde til de danske pladeselskaber, erfarede han, at det ikke gav meget smør på brødet.

”Typisk er man tre sangskrivere om at dele royalties. Groft sagt tjener du kun rigtige penge, hvis dit nummer bliver et rigtig, rigtig stort hit. Et nummer skal streames 15 millioner gange på en måned, hvis jeg skal få noget, der ligner en løn på 23.000.”

En veninde, der også er sangskriver og havde fået nogle sange ud i Asien, kom med en idé. Hvis ikke du kan tjene nok på at skrive sange til danskere, hvorfor finder du så ikke et større sprogområde? Hvad med K-pop? Andreas Ringblom havde selvfølgelig hørt om den farverige sydkoreanske popmusikscene med den efterhånden globale gennemslagskraft med drengegrupper som BTS og pigegrupper som Blackpink. Men han havde ikke for alvor haft genren på radaren.  

”Hun fortalte, at der var andre penge at tjene derovre. For eksempel køber fansene stadig cd’er med deres yndlingsgrupper, selv om de færreste ejer en cd-afspiller. Når man elsker et band, støtter man det virkelig med alt, hvad det indebærer af merchandise. På den måde kan K-popkulturen minde lidt om Spice Girls-æraen her i Europa,” siger Andreas Ringblom, der gav sig til at følge alle de store koreanske pladeselskaber på YouTube for at få genren under huden. 

”Jeg lyttede til sindssygt meget K-pop. Det var noget af en learning curve. Ikke mindst æstetisk, det var en helt anden smag, end jeg var vant til. Hvis vi i Vesten snakker om, at less is more, så er det derovre more is too little. Der er fuldt smadder på, underspillethed eller minimalisme er ikke virkemidler, de benytter sig af. Samtidig skal et K-popnummer gerne hele tiden overraske og føles dynamisk, så midt i de allermest poppede numre finder du jazzede akkorder og ekstremt eksperimenterende lag. K-pop indeholder ofte meget komplicerede elementer.”

Andreas Ringblom begyndte at holde af genren. Han besluttede at forsøge at skrive sange til grupperne – da det er der, de største salgstal ligger – i højere grad end til soloartister. Udfordringen bestod i at finde på vers til 6-7 forskellige medlemmer, hvor to af dem typisk er rappere. 

”Ofte virkelig dygtige rappere med Eminem-agtige flows. Heldigvis startede jeg med at rappe, da jeg begyndte at lave musik som 15-årig, så det var en fed måde at udfolde det igen, uden at nogen behøvede at se mig gøre det.”   

Foto: Privat

IGENNEM HALVANDET ÅR sendte Andreas Ringblom sange af sted mod Sydkorea, men uden at få hul igennem. Til sidst besluttede han og en lille håndfuld sangskriverkolleger at tage flyveren og banke på nogle døre i Seoul. 

”Det lykkedes os at få kontakt til nogle pladeselskaber, der tog møder med os og inviterede os ud at spise. Det betød meget at få det netværk.” 

En korrespondance mellem Andreas Ringblom og hans danske kolleger og de sydkoreanske pladeselskaber kom så småt på gled, og de kommende år var han i Seoul i hvert fald to gange om året for at deltage i sangskriver-camps hos pladeselskaberne, hvor de blev sat sammen i grupper og hver dag i en uges tid skulle spytte et færdigt nummer ud. 

”Der er virkelig knald på, man arbejder 12 timer om dagen, møder en masse mennesker og spiser en masse middage.” 

Forinden havde sangskriverne fået nogle hemmeligstemplede dokumenter med ledetråde til, hvilke slags numre de forskellige grupper gik og ledte efter. Arbejdsdagen begyndte typisk med, at en producer fandt på et par akkorder, en form for minimalt skelet, som sangskriverne kunne bygge en melodi over. 

”Så skal man bare performe. De tænder mikrofonen, og du ser, hvad der kommer ud. Stiller dig op og synger nogle melodier med fjolletekst. Jeg har efterhånden skrevet så meget, at der næsten altid kommer et eller andet ud, der lyder hen ad en sang. Bagefter byder de andre sangskrivere ind med deres input. Har melodien brug for lidt kærlighed? Hvad skal teksten egentlig handle om? Det fungerer godt som en kollektiv ting.”

UD OVER KANTEN

Flere K-popstjerner er de senere år blevet fundet døde i deres hjem. Kommunikationen fra pladeselskabernes side er minimal, men mange regner med selvmord. Sidste år mødte Andreas Ringblom sangeren Moonbin fra gruppen Astro i Seoul. Kort tid senere hørte han, at sangeren havde taget sit eget liv.

”Det var en frygtelig tragedie. Jeg ved lige så lidt som nogen, hvorfor han og andre gør en ende på deres liv, men jeg ved, folk er hurtige til at skyde skylden på K-popindustrien uden at zoome ud og se en større tendens i samfundet. Arbejds­etikken i den del af Asien rummer nogle stressende tendenser, jeg personligt tror sender mange unge ud over kanten. Det er velset at arbejde rigtig hårdt og derfor også mere skamfuldt, når noget ikke lykkes.”

ARTISTERNE, DER MÅSKE skal synge ens sang, havde han ikke meget at gøre med. Stjernerne selv er sjældent en del af sangskrivningsprocessen. De får det færdige nummer, og så indspiller de deres vokaler indover. Inden da har teksten været igennem hænderne på en koreansk tekstforfatter, der gendigter på koreansk og strør lidt engelske ord ud over sangen, som regel nogle helt andre end dem, der oprindeligt stod.

”Det er lidt random,” griner Andreas Ringblom, der dog indimellem rendte ind i nogle af stjernefrøene på pladeselskaberne, hvor unge mænd og kvinder med artistpotentiale bliver skolet og formet, dansetrænet og stylet, inden de bliver sluppet fri som flyveklare K-popidoler.

”Når de ser en foreigner komme gående, ved de, at du potentielt er en sangskriver til et nummer, de en dag kommer til at synge. De har stor forståelse for, at du er et vigtigt led i kæden, og man får dybe buk, måske træder de til side for én på gangen,” siger Andreas Ringblom, der forsøgte at gengælde venligheden, men fortæller, at man hurtigt kan fare vild i den koreanske kutyme. 

”Det er superkompliceret. Det er virkelig en høflighedskultur. Vi kommer og er meget outspoken og vil gerne give et kram til hilsen. Det har de det meget akavet med,” fortæller Andreas Ringblom, der også har oplevet, at kulturkløften kan gøre samarbejdet vanskeligt. 

”Du kan sidde til en session, hvor man prøver at skrive en sang, og fornemme, at de ikke er helt tilfredse. Når du spørger, om der er noget, du skal gøre anderledes, siger de: ’No-no, it is good!’ Efter to uger med det prøvede jeg en dag at forklare, at det var okay. De måtte endelig sige, hvis der var noget, vi kunne gøre bedre. Til sidst fremstammede den koreanske sangskriver: ’I think, maybe, the pre-chorus needs work!’ Han rystede næsten. Det var så svært for ham.”

Det kommercielle gennembrud kom, da Andreas Ringblom var med til at skrive nummeret ’Wow’ for drengegruppen Stray Kids. Nummeret var med på et album, der solgte 600.000 cd’er, og sangen er i dag streamet mere end 40 millioner gange på Spotify.

”Jeg var til en koncert med gruppen, og der var tale om, at jeg skulle møde dem, men det skete aldrig,” siger Andreas Ringblom, der heller ikke i første omgang mødte Kun. 

Det kinesiske idol kom dog til Danmark i 2023 for at skrive et par sange med Andreas Ringblom og hans danske sangskriverkolleger, der på afstand har kunnet følge, hvordan nummeret ’Lover’ har fået sit eget liv i Kina.

”Jeg forstår, at sangen har haft en betydning for mange kineseres liv. Når man ser optagelser fra stadioner, hvor Kun synger den, kan man tydeligt høre publikum synge med. Den har været overalt i radioen og på tv. Det er en kinesisk kulturel reference. Det er syret. Men jeg mærker samtidig ikke rigtig succesen på min egen krop.”

Har ’Lover’ gjort dig rig?

”Jeg tjente en anstændig månedsløn i nogle måneder. Men det er ikke så vildt, som det lyder.”

Foto: Privat

FOR NYLIG BEGYNDTE Andreas Ringblom igen at udgive sin egen musik, nu under kunstnernavnet Andy Etc.

”Jeg har elsket at lave K-pop, men nu har jeg behov for at finde min egen musikalitet. På papiret ser det jo sejt ud, at man har været med til at skrive et nummer, der har milliarder af aflytninger, men jeg har ikke rigtig mærket det. Jeg savner lidt en reaktion fra publikum. At have en reel connection til folk.” 

I forhold til sceneskrækken føler Andreas Ringblom sig mere robust i dag. 

”Jeg er blevet ældre. Det er gået op for mig, at folk måske ikke tager mig lige så seriøst, som jeg selv gør. Før i tiden måtte intet gå galt, jeg måtte ikke fejle. Jeg har et mere realistisk blik i dag: Selv hvis noget går galt, vælter hele verden ikke. Jeg har en anden ro i dag. Jeg har skabt mig en karriere. Jeg har sat mit aftryk i verden.”

Lina Løgstrup Brygger troede i mange år, at hun skulle levere replikkerne. Men en dag kom erkendelsen: Hendes fødte rolle er tovholderen i kulissen, og i dag studerer hun på Scenekunstskolen. Vi talte med blæksprutten om drømmene bag bagtæppet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Studerende fra Den Danske Scenekunstskole, København

Du begyndte på en bachelor i scenekunstnerisk produktion i sommeren 2023. Hvorfor ville du gerne ind på uddannelsen?

”Jeg kom meget i teatret og til prøver som barn, da mine forældre arbejdede med teater og scenekunst. Jeg ville gerne være skuespiller og søgte ind på Scenekunstskolen ad flere omgange. Sideløbende fik jeg mit første assistentjob, som affødte flere og flere jobs i branchen, Blandt andet var jeg på turné med Folke­teatret som scenetekniker og arbejdede tæt sammen med forestillingslederen på Giro 413-musicalen ’Så længe mit hjerte slår’ i 2019. Det var en vild oplevelse og et stort maskineri. Kæmpe rekvisitter, mange skuespillere. Vi havde travlt: Det var bygge, afvikle, pille ned og køre videre. Heldigvis var forestillingslederen rigtig dygtig og gav altid alle en følelse af, at det hele var trygt, selvom man stod på en scene, der var lidt for lille, eller der var et andet problem, der skulle løses i en fart. Hun vidste altid, hvad man skulle gøre. Sådan vil jeg også gerne være, tænkte jeg. Alligevel blev jeg ved med at søge ind som skuespiller på Scenekunstskolen, indtil det gradvist gik op for mig, at jeg fungerer bedre personligt og måske også kan bidrage med mere bag scenen. I gymnasiet var det mig, der arrangerede festerne. Og jeg har altid ubevidst søgt rollen som den, der får ting til at ske. Jeg skulle bare indse det. Og en dag for et par år siden søgte jeg ind på teaterledelse – og kom ind i andet forsøg. Med mine forsøg som skuespiller har jeg i alt søgt syv gange. Det var en stor lettelse at komme ind.”

Du har været utrolig vedholdende …

”Det er der mange, der er på den her uddannelse. Teater bevæger sig, og man ved aldrig, om næste år er året, hvor man rammer det helt rigtige tidspunkt. Næsten alle mine venner laver også scenekunst. Mange har, da det endelig lykkedes dem, sagt til mig: ’Jeg forstår godt, hvorfor det var nu, jeg kom ind.’ Det har altid irriteret mig: ’Vil du ikke fortælle mig, hvordan du gjorde?’ Da jeg så endelig kom ind, havde jeg det på samme måde. ’Ah, nu forstår jeg.’ Jeg tror, jeg havde den modenhed og ro, der skulle til. Jeg har brugt mange optagelsesprøver på at tænke over, hvad juryen gerne ville have, i stedet for at give dem det, jeg gerne ville. Var jeg ikke kommet ind, havde jeg såmænd nok søgt igen, hæhæ.”

LEDETRÅDE

Lina Løgstrup Brygger, 30 år.

Har arbejdet freelance med forestillingsledelse for blandt andet Folketeatret.

Studerer BA i scenekunstnerisk produktion (ledelse) på Scenekunstskolen i København.

Færdiguddannet bachelor i 2026.

Uddannelsen omfatter blandt andet økonomi, budget, procesledelse, publikumsoplevelse og arbejdsforhold/sikkerhed.

Hvad skal man kunne i din rolle?

”Teatret er en kollektiv kunstform, så man skal kunne arbejde sammen med mange slags mennesker. Derudover er det nødvendigt, at man interesserer sig for teater og for, hvad der kan ske på og bag ved en scene. En af mine opgaver er at forstå, hvad alle laver, og at forstå deres faglige behov. Alle har samme mål: ’Hvordan fortæller vi den her historie?’  Men alle ser den fra forskellige vinkler. Scenografen skal designe det fysiske rum, mens lydteknikeren ser på lydbilledet. Alle taler et lidt forskelligt fagsprog. Det handler om at forene alle kræfterne, så ingen står til premieren og siger: ’Hvorfor lyttede I aldrig til mine ideer?’ Det er følsomt at arbejde med kunst, og jeg synes, det er spændende at sørge for, at alle bliver hørt. Jeg har det godt med at være den skulder, nogen kan støtte sig til, mens forestillingen bliver til, hvis der er nogen, der er usikre på, om tingene fungerer. Kunsten er personlig, der er meget på spil. Så kan man godt have brug for nogen, der siger: ’Det er godt, det, du laver. Det kører for dig.’ Eller: ’Vi skal nok nå det.’”

Så din telefon er altid tændt?

”Jeg kan godt lide at være den person, der giver omsorg og tryghed. Både privat og professionelt. Det er min rolle at observere processerne, så det er naturligt, at mange kommer til mig. Jeg tror, kunsten bliver bedre, hvis de involverede ved, at der står en person tæt på og hepper på dem. Så jeg tager telefonen, når det er nødvendigt.”

Og hvem ringer du til, hvis du får brug for støtte?

”Jeg kender forskellige folk, der altid gider sparre. Det er en branche, hvor man hjælper hinanden, hvis nogen har noget, de gerne vil drøfte, eller har brug for opskriften på teaterblod. Desuden har scenekunstskolen en masse konsulenter fra branchen tilknyttet.” 

Hvorfor har du brug for den her uddannelse, når du allerede har professionel erfaring?

”Der er mange i branchen, der er autodidakte. Men jeg var nået til et punkt, hvor jeg tænkte: ’Jeg ved alt muligt om teater, men jeg har lyst til at fordybe mig.’ Jeg elsker at gå på arbejde, men mens jeg arbejdede, var der sjældent lejlighed til at stoppe op og reflektere over, hvorfor man gjorde sådan eller sådan. Nu er jeg så privilegeret at have en masse dygtige mennesker, der propper viden ind i hovedet på mig. For eksempel teaterhistorie. Vi vil jo blive ved med at spille Shakespeare og Brecht, så det skader ikke at vide, hvilken kontekst deres stykker opstod i, så man kan tage stilling til den, når man laver en ny opførelse.”

SHAKE IT, BABY

Igennem fem år har Lina Løgstrup Brygger været forestillingsleder for teatergruppen Shakes, som har base på Folketeatret i København og spiller moderne Shakespeare-versioner på stier og plæner i Ørstedsparken tætved. ”Det er med popmusik, store kostumer og vilde parykker. Det skal være sjovt,” siger Lina Løgstrup Brygger. ”I spille- og prøveperioden er det som at lave en turnéforestilling hver dag. Vi har to cykelvogne, der er vores scener. I dem pakker vi kostumer og rekvisitter og lyd. Vi rykker over i parken om morgenen og rykker tilbage igen om aftenen. Det er en udfordring, når man er den, der skal huske alting.”

Shakespeare og Brecht overlever. Men sidste år afskedigede Jyllands-Posten deres teaterkritikere. Publikumstallene er endnu ikke tilbage på niveauet fra før corona. Hvordan er teatrets fremtid? 

”Det kan godt være, at teaterkritikere bliver nedprioriteret, men der er bloggere og influencere, der også følger teatrets udvikling. Der kommer heldigvis ny dramatik til, og nye teatergrupper opstår. Nærværet er vigtigt mellem mennesker. Det er det, publikum responderer på, når de oplever en liveforestilling.”

Du tror, der vil være jobmuligheder for dig?

”Faktisk mangler der forestillingsledere netop nu. Jeg tror altid, der vil være scenekunst. Jeg tror ikke, vi kan leve uden. Folk har brug for at komme ud og op af sofaen. Se verden fra en ny vinkel. Blive blæst lidt bagover.” 

Hvad drømmer du om at lave med faget?

”Jeg drømmer om at blive direktør for mit eget teater og holde styr på hele butikken. Jeg har en veninde, der er dramatiker. Og vi har en aftale om at gøre det sammen. Skabe den arbejdsplads, vi godt kunne tænke os. Men der går nok lidt tid.”

En dag for ikke så længe siden gik det op for Khali Hashi, at hun skulle være manuskriptforfatter. Hun gav sig til at skrive løs, og sidste år kom hun ind på Filmskolen i København, hvor hun nu bruger tiden på at hitte på film og serier, hun kan se sig selv i.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

JEG ER VOKSET op med Cartoon Network og Disney Channel. Tv’et var altid tændt i mit barndomshjem. Vi elskede alle sammen film og serier, men mest af alle min far. Han bad mig af og til om at sætte mig ned med ham og se bestemte scener, han godt kunne lide. Jeg var ikke så gammel, da han introducerede mig for Coen-brødrenes ’No Country for Old Men’. Gang på gang spolede han lige tilbage, når der havde været en særligt vild dialog. Det er hans store passion, og han abonnerede på Netflix fra begyndelsen, dengang det var en tjeneste, der sendte dvd’er ud med posten.

I lang tid var jeg ikke fan af at skrive. Jeg havde svært ved at læse. Svært ved at koncentrere mig i længere tid ad gangen. Jeg havde en rigtig social medie-hjerne. Jeg tænkte på at lave noget kreativt. Uden konkret at vide hvad. Jo, måske noget med at blive modedesigner, så jeg kunne få flot tøj uden at bruge en formue på det. 

Det føles som evigheder, men er i virkeligheden ikke så længe siden, at det gik op for mig, at man kunne blive manuskriptforfatter. At det faktisk var et arbejde. Under corona var min telefon gået i stykker, så jeg brugte tiden på at se enormt mange serier på min laptop. Jeg var specielt vild med ’Insecure’ og begyndte at læse alt, hvad jeg kunne om Issa Rae, der både er hovedrolle­indehaver og skaber af serien, for at se, hvad hun havde at sige om at skrive. Hun fik det til at lyde realistisk. Den måde, hun fortalte om at komme ind i faget (Rae har en bachelor i afrikansk-amerikanske studier, begyndte at instruere og spille skuespil under studierne og droppede at læse videre, da hendes serie ’Awkward Black Girl’ blev et hit på YouTube, red.). Det kunne jeg da også gøre!

STORYLINE

Khali Hashi, 24 år. Studerer til manuskriptforfatter på Den Danske Filmskole.

Vokset op i boligområderne Gellerup og Rosenhøj i Aarhus.

JEG GAV MIG til at læse en masse manuskripter. Blandt andet serien ’Atlanta’ af Donald Glover og ’Festen’, efter jeg havde læst Mogens Rukovs bog om at skrive. Jeg læste en masse pilotafsnit til serier, kiggede på opbygningen af historien, kiggede på dialogen. Jeg elsker sætninger, der bliver afbrudt, historier, karaktererne ikke får fortalt færdig. Det skal lyde virkeligt.

I foråret 2021 begyndte jeg på Filmhøjskolen Møn, hvor jeg skrev mit første manus. Det var en komedie, og den var virkelig dårlig, men sjov at arbejde på. Jeg var ret sikker på, at jeg ville være manuskriptforfatter, men det virkede skræmmende at satse 100 procent på det, så jeg begyndte på socialrådgiveruddannelsen. Det var på mange måder interessant, men da jeg fandt ud af, hvad jobbet egentlig består af, kunne jeg mærke, at det slet ikke var mig. Der er alt for meget papirarbejde i det – og ikke den slags, jeg kan lide. 

Jeg meldte mig til kortfilmmanuskriptkonkurrencen Northern Script, mest for at få noget feedback – og vandt en tur til en international børnefilmfestival i Oulu i Finland, hvor jeg mødte unge manuskriptforfattere fra de andre nordiske lande. Det var et fedt fællesskab og en succesoplevelse. 

En dag var der nogen, der nævnte Filmskolen i København, hvor de også har en manuskriptforfatterlinje. ”Nå, ja. Det var vel en meget god idé at søge ind,” tænkte jeg og indsendte sammen med min ansøgning 10 sider af et manus til en mockumentary (fiktiv serie i dokumentar-form, red.) om nogle somaliske mødre i et socialt udfordret område, der sætter sig for at stoppe al kriminalitet, hvor de bor, men uden at have værktøjerne til det. De er meget upædagogiske, men ender med at have en vis succes. Historien er baseret på en gruppe af min mors veninder, der går rundt i gule veste i Rosenhøj-kvarteret i Aarhus. Som min mor fortæller om det, frygter de unge drenge ikke politiet, til gengæld har de respekt for mødrepatruljen og smider deres cigaretter fra sig, når de kommer om hjørnet. 

Filmskolen kaldte mig til en samtale, hvor jeg skulle fortælle om mig selv og om, hvorfor jeg gerne ville skrive manuskripter. Jeg fortalte, at jeg savnede danske film og serier, som jeg kunne se mig selv i. At det er ærgerligt altid at skulle kigge mod USA eller England efter entertainment, hvor jeg føler mig repræsenteret. Eller mod norske ’Skam’ og muslimske Sana, som straks blev et samtaleemne blandt mig og mine veninder. Vi glædede os til hvert afsnit og talte om hende, som om hun var vores veninde. Hvis jeg skulle vurdere, hvad Danmark er for et land ud fra, hvad jeg har set af film og serier, ville jeg nærmest ikke tro, at der fandtes andet end hvide mennesker. 

Jeg gik videre til tre dages optagelsesprøve på Filmskolen, hvor vi skulle skrive både enkeltvis og i grupper. Sammen med en fyr, der hed Louis, skrev jeg et pitch til en komedieserie om nogle servicemedarbejdere på Skejby Sygehus. Vi snakkede om, at vi elsker de karakterer, der let bliver usynlige i hverdagen. Hvordan ser det ud, hvis vi gør dem til hovedkarakterer? 

Jeg havde hørt meget om, hvor intenst prøveforløbet skulle være, men jeg syntes ikke, det var så slemt, vi spiste da frokost og havde tid til små pauser indimellem. Det var faktisk superhyggeligt, men det turde jeg ikke sige til nogen. Sæt, jeg nu ikke blev optaget, var det så, fordi jeg havde taget det for useriøst? Bagefter gik jeg med en følelse af, at det var gået godt. Jeg turde ikke sige det til nogen, ville ikke jinxe det. Men jeg syntes, jeg gav mit bedste, og jeg ville have været tilfreds, om jeg gik videre eller ej, men nu endte det med, at jeg kom ind på skolen, og det gjorde Louis for øvrigt også. Det var en fed følelse.

På skolen har jeg faste strukturer, SU og trygge rammer til at skrive og lære. For nylig færdiggjorde jeg et spillefilmmanus på 90 sider. Det var første gang, jeg skrev så langt. Heldigvis havde vi kun fem uger til at skrive det, så jeg var nødt til bare at få det ud. Jeg kunne ikke sidde og overanalysere det. Nu skal det pakkes væk en tid, indtil vi på et senere tidspunkt har et rewrite-semester, hvor jeg kan få lov at arbejde videre med det. I mit første halve år på skolen har vi løbende haft samarbejder på tværs af faggrupper og med skuespillerelever, hvor vi har fået mulighed for at se, hvordan et manuskript fungerer i praksis og på lærredet. Hvor er der for meget dialog? Er historien forståelig for skuespillerne? Hvad sker der i klippeprocessen? 

Foto: Privat

FOR NYLIG SKREV jeg tre sider om emnet afsked. Det handlede om en fyr, der er sammen med sin kæreste, aftenen inden hun skal ud at rejse. Hun tager et billede af ham, han er ikke fan af det, synes, han er grim, og det er hans mål at få det slettet. Det startede som en let, lidt fjollet komedie-idé. Men da instruktøren og skuespillerne kom indover, antog det en dyster side. Det var interessant at se det potentiale, der kan ligge i et manuskript.

Efter at jeg er kommet ind på Filmskolen, er der mange, der siger: ”Hey, jeg har en idé til et manuskript.” Jeg synes, det er sjovt nok at høre folks random ideer, men tænker altid: ”Skriv det dog selv.” Jeg vil hellere høre folks historier end deres ideer. 

Ifølge en undersøgelse fra Det Danske Filminstitut savner mange unge repræsentation i danske produktioner. Tit ender de så med at gå ind og se film som ’Shorta’ (dansk politidrama om optøjer i et socialt boligområde, red.) eller lignende, selv om det ikke er en særlig positiv repræsentation, fordi de føler, de trods alt i en eller anden grad kan genkende sig selv på skærmen. Det er ikke, fordi de historier ikke skal fortælles. Men man er nødt til at have hele billedet med. Historier fra blokken handler næsten altid om de kriminelle miljøer. Eller om folk, der bare vil væk. Jeg er selv opvokset i Gellerup, og det er ikke nødvendigvis et sted, hvor man er bange for at dø, og hvor man enten er meget religiøs, meget kriminel eller har det meget hårdt. Jeg vil gerne fortælle nogle andre, mere overraskende historier fra den arena. 

Jeg kunne også godt tænke mig, at der var flere almindelige mennesker i dansk film og tv, som tilfældigvis var brune eller muslimske, uden at dét er hele deres story line. Jeg vil gerne se, hvordan de karakterer kan gå igennem en helt normal tilværelse i, lad os sige, en lægeserie. Det ville give et frisk take. Jeg ved ikke, om det er det, markedet vil have, om det er det, danskerne vil se, og jeg gider ikke forsøge at regne det ud. Jeg tror, det er vigtigt at præsentere det og så se, hvordan det bliver modtaget. 

Jeg ser stadig rigtig mange serier. Jeg skal altid se noget, mens jeg spiser. Hvis nogen nævner en serie, skriver jeg den ned og tjekker den ud. Jeg går også tilbage til gamle sitcoms. Det er trygt og godt. Jeg elsker Kurosawa og alt det der, men serier har virkelig mit hjerte. Det er nice, at det er så tilgængeligt et medie. Jeg tror også, at det er der, der ligger mest arbejde, når jeg skal til at tjene nogle penge. Min store drøm er en dag at blive showrunner, hovedforfatter på min egen serie. Gerne på en stor streamingtjeneste.

Jonas Risvig turde ikke søge ind på filmskolen, men sled sig stille og roligt til filmhåndværket gennem musikvideoer og dokumentarprojekter. Og pludselig var han manden, alle vil arbejde med. Vi spurgte den næsten unge instruktør hvorfor.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Christian Torp

For tiden kan man se serien ’Evigt’ på din YouTube-kanal. Hvad er det for en serie?

”Jeg gik og skrev på en serie, der skulle handle om en håndfuld gymnasieelever, der snakker om klimakrisen og om, hvad man kan gøre. Jeg forsøgte at skabe en arena, der blander klimasnakken med venskaber, forelskelser, kæresteproblemer og alt muligt andet af det, der ellers ligger i at være ung – det måtte endelig ikke være en stor løftet pegefinger. En dag præsenterede jeg ideen for DSB, og de ville gerne være samarbejdspartner på serien. Dels er toget en stor del af gymnasieelevers liv i forvejen, dels kan det at tage toget i sig selv jo ses som en måde at gøre noget for klimaet. Så en stor del af serien er indspillet i toget.”

Du har inden for de seneste 3-4 år lavet ni serier og en kortfilm og indspillet din første spillefilm. Hvordan har du haft tid?

”Jeg er meget opsat på og optaget af, hvordan jeg kan gøre en forskel. Jeg er ikke en person, der er så god til at mene noget, men jeg er god til at vise, hvad andre mener. Og hver gang jeg har afsluttet en ting, har jeg behov for hurtigt at vise noget nyt med en ny problemstilling. Unge i dag konsumerer kultur i et højt tempo, så jeg har forsøgt at finde en produktionsmåde, der passer til tiden. Med et mindre filmhold og et smidigt setup, hvor meget er håndholdt, og vi ikke sætter lys, men filmer for det halve budget af, hvad man ellers ville gøre. Som en hybrid mellem YouTube og traditionelt tv. Jeg får en idé, finder finansieringen, skyder produktionen og præsenterer den så hurtigt, jeg kan.”

Søstrene Filippa og Safina Coster-Waldau med ’Salsa’-instruktør Jonas Risvig. Foto: Søren Lynggaard

Noget præsenterer du på dine egne kanaler, andet har du lavet i samarbejde med DR og Viaplay. Sidste forår gav Filminstituttet grønt lys til en spillefilm. Det kan virke, som om du pludselig blev manden, alle vil samarbejde med?

”Det skete ret meget fra den ene dag til den anden. I en del år lavede jeg musikvideo og dokumentar. Ting, hvor ingen tænkte nærmere over, hvem der stod bag. Men under nedlukningen lavede jeg min første webserie, ’Centrum’, som jeg indbød alle Danmarks unge til at komme med input og skrive med på via sociale medier, og som fangede en masse unges opmærksomhed. Jeg kendte ikke DR Ultras regler om, at man ikke må kysse, bande og ryge, så den blev ret politisk ukorrekt. Og den skabte et univers, forældrene ikke lige forstod. Det er de unge og ikke kanalerne, der har drevet det til, at jeg har fået lov at lave så meget. Og lige siden har det været mit koncept, at produktionerne skal være voksenfrit område. Det skal ikke handle om det, man kan læse i avisen. Det skal være et frirum, hvor unge taler sammen, som unge nu gør. Mange af de skuespillere, jeg bruger, er uprøvede og spiller nærmest sig selv, i deres eget tøj. De er i høj grad med til at sætte retningen, komme med ideer og bestemme, i hvilken retning dialogerne skal gå. På et tidspunkt skærer jeg dog igennem og tager beslutninger. Det er mit ansvar, at det, vi laver, er interessant for flest mulige seere.”

Din spillefilm ’Kontra’, der kommer senere på året, handler om pigehierarkier, mobning og spiseforstyrrelser på et gymnasium i Nordsjælland. Og DR-serien ’Salsa’, som du har fået meget ros for, handler om unge kvinders seksualitet. Hvordan har du som mand haft modet til at kaste dig ind i de sårbare emner?

”Jeg er selv opvokset i en drengeflok af fætre og brødre. Jeg vidste ingenting om, hvad min kæreste og hendes veninder oplevede i deres unge år. Jeg vidste ekstremt lidt om at være kvinde. Samtidig var det et miljø, jeg var pissenysgerrig omkring, men jeg turde kun give mig i kast med ’Salsa’, fordi jeg havde dygtige kvinder til at hjælpe mig. Jeg spurgte to unge kvindelige forfattere, om de ville skrive serien. Til gengæld tilførte jeg produktionen en form for drengerøvsenergi. Jeg ved bare noget om, hvordan man bander og kalder en spade for en spade, og det virkede ret fedt til at skabe et kreativt frirum. Det er spændende og udfordrende at bevæge sig i ukendt territorium. Jeg har nok altid kunnet lide at være på udebane. Jeg boede i Silkeborg og vidste knap nok, hvad Københavns Vestegn var, da jeg som ung gymnasieelev skrev til rapgruppen Suspekt og spurgte, om jeg måtte lave en film om dem. Da de endelig sagde ja, passede det med, at jeg skulle på sabbatår. Så fulgte jeg dem på landevejen gennem to år.”

LIVET I KLIP

Jonas Risvig, 30 år. Instruktør. Fra Silkeborg. Har lavet musikvideoer for blandt andet Soleima, Peter Sommer, ­Christopher og ELOQ.

Udvalgte kortfilm: ’Ingen siger farvel, men alle forsvinder’ (2019), ’Sort som Iris’ (2021).

Udvalgte serier: ’Centrum’ (2020), ’Grænser’ (2021), ’Drenge’ (2022), ’Salsa’ (2022-23).

Priser: ’Årets Forbillede’ 2022 hos The Voice, ’Årets originale tv-program’ ved Zulu Awards 2016 for ’Da Danmark blev Suspekt’, Ekko Shortlist Awards’ publikumspris samt Ungdomsprisen på Odense International Film Festival 2019 for ’Ingen siger farvel, men alle forsvinder’.

Spillefilmen ’Kontra’ får premiere til efteråret.

Ungt arbejdsmiljø. Foto: Kristina Pedersen

Du har aldrig søgt ind på Filmskolen. Hvorfor ikke?

”Jeg tog til et intromøde, da jeg var 17, men det var ret nedslående. De fortalte, at det ville gavne muligheden for at komme ind, hvis man havde oplevet en tragedie, havde et traume. Ellers var det ikke sikkert, nogen ville lytte til ens historie. Jeg var opvokset på en villavej og havde lyst til at lave noget, der handlede om alt andet end mig selv.  Jeg sendte aldrig en ansøgning – af frygt for at blive afsløret i ikke at have noget at bidrage med. I stedet kastede jeg mig bare ud i det, bankede på en masse døre, lærte fra produktion til produktion og blev skrappere hen ad vejen. Men jeg er da misundelig på dem, der har fået en formel skoling. Og jeg prøver hele tiden at være klar over, hvor jeg selv mangler hjælp. Det er derfor, jeg har involveret de unge som medskrivere af mine ting – jeg vidste, at jeg ikke ville kunne skrive ordentlig dialog til dem. På hver produktion er der mindst en af de unge, der involverer sig i højere grad end de andre, og som måske kommer med på min næste produktion, fortsætter på en filmhøjskole og i det hele taget vælger den karrierevej. Det gør mig enormt glad.”

Nu er du så blevet 30 år. Har unge mennesker det anderledes i dag, end da du var ung?

”Jeg har mange unge igennem i løbet af ugen, og min oplevelse er, at de er ekstremt vidende omkring den verden, der omgiver dem, mens jeg ikke selv tænkte længere end til Silkeborg, måske Aarhus. Fordi de bliver så eksponeret for verden udenfor, ser mange i dag sig selv som sekundære, og det er godt, fordi de stræber efter diversitet, tager hensyn til hinanden og går på gaden for klimaet eller Gaza, eller hvad det kan være. Men samtidig giver det dem også en modløshed. De ved, at verden brænder, så hvorfor skal de passe på sig selv? Mig og mine venner turde ikke engang gå i solarium, endnu mindre tage kokain til en fest. I dag ser jeg en ny form for eskapisme med alkohol og stoffer.”

Kan de unge så bruge dine erfaringer til noget?

”Jeg forsøger at tage det alvorligt, når de fortæller mig, at de skal med til den og den fest – ellers dør de. Der er ikke noget, der er ligegyldigt for et ungt menneske, og det synes jeg kan være inspirerende i mit voksenliv: at man ikke skal lægge låg på sine følelser. Samtidig forsøger jeg altid at sige til dem, at livet ikke er så slemt. Tiden går, der er en ny dag i morgen og en ny uge på mandag, og det hele skal nok blive bedre. Det kan godt være, du har fået knust dit hjerte, men det kommer til at hele igen. Det er også derfor, at mine serier løber over flere sæsoner, så tiderne skifter, og nye mennesker kommer ind. Men det er selvfølgelig også et meget voksent synspunkt, som jeg og de unge kan clashe over. Nogle gange kan de virkelig ikke bruge det til en skid. Så jeg siger også altid til dem, at de må ringe, hvis det ikke bliver bedre.”

Du har vundet tv-priser og er blevet kåret til ’Årets Forbillede’ af The Voice. Har  rosen og opmærksomheden forandret dit liv?

”Det er dejligt at opleve arbejdsmæssig succes og anerkendelse. Men også lidt hårdt. Jeg har jo eksponeret mig selv og åbnet op for, at alle kan give mig input og feedback. Og der er mange holdninger – også til sådan noget, som at jeg vinder en pris som årets forbillede. ’Er det virkelig dig, der fortjener den?’ spørger nogle. Man skal være taknemmelig for, at folk interesserer sig for én, men det gør mig også af og til forvirret, at der er konstant respons. I løbet af arbejdsdagen kan jeg godt mærke, at min hjerne er stresset, fordi en så stor del af mit liv foregår online.”

Hvornår laver du en serie om dem på din egen alder?

”Jeg er faktisk i gang med en ny serie, som skal handle om at gå på universitetet. Nu kommer jeg til at lave noget, mine jævnaldrende venner kan spejle sig i – mens det tidligere måske har handlet om deres yngre søskende. Til gengæld er jeg igen ude, hvor jeg ikke selv kan bunde. For jeg har aldrig sat mine ben på et universitet.”

Laura Klakk har oplevet verden som snedker og elsker faget, men har også smagt konkurrence-mentalitet og en hård tone. For et par år siden fandt hun arbejdsglæden i det feministiske kooperativ Log Ladies. Nu håber den 32-årige håndværker, at idéen vil slå rødder.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Kasper Brandt

Hvornår fandt du ud af, at du ville være snedker?

”Det voksede gradvist ud af en form for trods. Allerede da jeg gik på efterskole, spurgte studievejlederne: ’Hvilket gymnasium vil du på?’ Det provokerede mig lidt, at samtalerne slet ikke handlede om, hvad jeg kunne tænke mig at blive. Men jeg valgte gymnasiet, klarede mig fint og var kløgtig, så nu blev jeg spurgt, hvilket universitet jeg ville læse videre på. Jeg havde ikke lyst til en stillesiddende hverdag og timevis foran en computer. Jeg ville lave noget mere fysisk. Mens jeg overvejede, hvad jeg ville, tog jeg blandt andet til Norge og arbejdede for at tjene penge til et ophold på en kunsthøjskole, hvor jeg lavede skulpturer og begyndte at interessere mig for formgivning og materialer. På en anden af mine rejser besøgte jeg et feministisk økokollektiv, Twin Oaks i Virginia, hvor der boede 100 mennesker, som havde fælles økonomi og tjente deres penge på kollektivets egne produktioner. Jeg hjalp til på værkstedet, hvor der blev bygget hængekøjer og møbler af træer fra skoven. Jeg følte mig godt tilpas – det var et ret eventyrligt sted – og da jeg efterfølgende ikke blev optaget på Kunstakademiet i København, søgte jeg ind på Teknisk Skole på Nørrebro som snedker.”

Hvordan var uddannelsen?

”Det var dejligt at have en fysisk hverdag. Men jeg syntes også, det var mentalt hårdt til tider. Fra første dag var vi hinandens konkurrenter i forhold til at få lærepladser. Der er forskellige retninger under snedkeruddannelsen, og jeg ville gerne være møbelsnedker. De lærepladser hang ikke på træerne, og jeg blev to gange afvist, alene fordi mester ikke ville have kvinder.”

TRÆENIGHED

Byggekooperativet Log Ladies begyndte som en kritik af byggebranchen og dens uddannelser. Mangfoldighed er ikke virksomhedens eneste fokuspunkt, Log Ladies arbejder også med en flad struktur, lige løn og medbestemmelse til alle ansatte samt bæredygtige byggeprincipper. Log Ladies tilbyder byggeworkshops til transpersoner, ikke-binære og alle kvinder og desuden helt almindelige tømrer- og snedkeropgaver til hvem som helst.

Hvorfor det, tror du, det havde noget med kvinders fysiske styrke at gøre?

”De forklarede det ikke yderligere, de syntes bare ikke, det var attraktivt. Og den ene mester var mindre end mig, så det har næppe haft noget med fysikken at gøre. Jeg endte med en ret sammensat læretid, hvor jeg vekslede mellem skolepraktik og nogle korttidsansættelser som lærling. Jeg husker et sted, hvor mester skreg på tværs af lokalet, fordi han ikke syntes, jeg holdt ordentligt på excentersliberen. Det var ydmygende at blive råbt ad, men som lærling beklager man sig ikke. Det var meget sådan: ’Man skal jo være glad for, at man overhovedet har en læreplads.’ Men der var også gode tider undervejs, og på et andet værksted, hvor vi var tre kvinder og 20 mænd, brugte flere af de mandlige ansatte mig lidt som terapeut. Bare fordi jeg spurgte: ’Hvordan har du det i dag?’ Det var de ikke vant til. Men det blev også lidt krævende for mig – man kan komme til at lide under en slags omsorgsbelastning som kvinde i et håndværksfag.”

Til venstre: Laura Klakk i kollektivet Twin Oaks. Til højre med kompagnonerne i Log Ladies.

Var du i tvivl, om det var det, du skulle?

”Jeg følte, at jeg havde meget at bevise som kvinde, og var tit i tvivl, om jeg overhovedet var god nok. Men jeg gav ikke op. Noget af det bedste, der skete, var, at jeg fik rejst med uddannelsen ad flere omgange. Jeg var blandt andet på Malta som elev, og det lykkedes mig at få godkendt et praktikophold hos Twin Oaks i Virginia, hvor jeg virkelig fik lov at lave håndværk fra jord til værksted. Vi fældede selv træerne, flækkede dem op med økse og kiler, og jeg var med til at skære tømmeret op på det lokale savværk. Her fandt jeg ud af, hvor meget jeg brænder for træhåndværket og de fantastiske egenskaber, træ har.”

Hvad skete der, da du blev svend?

”Jeg blev udlært i foråret 2019 og ringede til kooperativet Egen Vinding & Datter, et bæredygtigt byggefirma på Sjælland. Jeg havde flere gange søgt læreplads hos dem, hvor de ikke tog møbelsnedkere. Jeg sagde: ’Nu er jeg blevet svend og kan alt muligt!’ Og så ansatte de mig ugen efter i en tømrerlignende stilling. Jeg begyndte at interessere mig for økobyggeri og større konstruktioner og mødte en masse gode mennesker. Men jeg var nødt til at sige op efter et halvt år, da jeg igen ville ud at rejse – nu som færdigudlært. Jeg byggede af lokale bionedbrydelige materialer med lokale folk i Guatemala og Mexico, og herefter valgte jeg at flytte til Sydfyn med nogle venner for at bo i et kollektiv på en gammel bondegård. Jeg tog noget efteruddannelse som restaureringshåndværker og lærte noget om gamle byggetekniker, som jeg blandt andet brugte, da vi her på gården byggede en lade i bindingsværk.”

KUNDSKABENS TRÆ 

Laura Klakk, 32 år.

Uddannet møbelsnedker. Håndværker, underviser, medlem med mere hos Log Ladies.

Hvordan kom du ind i Log ­Ladies?

”Jeg deltog på et håndværkertræf med Under Ombygning, et netværk for kønsminoriteter inden for håndværk. Her mødte jeg folk fra Log Ladies, et nystartet byggekooperativ fra København for kvinder, transpersoner og nonbinære. Ligesom dem var jeg interesseret i at skabe et alternativ i en køns­domineret branche, hvor jargonen kan være meget fasttømret, og arbejdslivet ufleksibelt. Da en af initiativtagerne flyttede til Svendborg, hev hun fat i mig, og for godt to år siden oprettede vi Log Ladies’ Svendborg-afdeling. Vi var heldige at finde nogle lokaler på Frederiksø, Svendborgs gamle værfts-ø, hvor flere frivillige initiativer og mindre virksomheder holder til. Her er værksteder og folk, der har fokus på kunst og kultur. Det har taget lidt tid at skaffe opgaver her på Fyn, men efterhånden er vi blevet et navn, man kender, og det seneste år er Log ­Ladies gået fra fire til otte ansatte. Vi tilbyder snedker- og tømrerløsninger og tager små og mellemstore byggeopgaver som terrasser, havemøbler, sheltere, tiny houses. Vi laver også byggeworkshops for kulturinstitutioner, skoler og foreninger. Vi har udviklet et medbyg-koncept, hvor for eksempel elever på efterskoler bygger ting, skolen mangler, fordi vi tror på, at man får et andet forhold til noget, man selv har været med til at bygge, og passer bedre på det.”

Er det sandt, at man ikke kan få lov at arbejde for Log Ladies, hvis man er mand?

”Vi har endnu ingen cismænd ansat. Men det er ikke, fordi de ikke er velkomne som sådan. Det er ikke noget, vi har nogen regler om. Vi vil gerne have en mere mangfoldig byggebranche og først og fremmest skabe arbejdspladser til den gruppe af håndværkere, vi selv tilhører. Dem, som har haft sværere ved at finde sig godt tilpas i branchen. Udfordringen er i første omgang at skabe job til færdiguddannede kvindelige håndværkere og transpersoner, som der har været stor mangel på nærmest lige siden 80’erne, hvor rødstrømperne var modige nok til at insistere på, at de gerne måtte være på håndværkeruddannelserne.”

HÅNDENS SPROG

”Der er flere muligheder for at rejse under en håndværkeruddannelse, end du tror. Jeg har været i USA med støtte­programmet PIU – Praktik i Udlandet – og jeg har været på Malta med programmet Erasmus+. Selvom man ikke taler samme sprog, kan man kommunikere med håndværk. Og du er som regel sikret kost, logi og fællesskab,” siger Laura Klakk.

I værkstedet i Twin Oaks.

I har intet hierarki i Log Ladies, alle får den samme løn, og samtidig arbejder I ikke mere end 25 timer om ugen. Betyder det, at smørret må smøres tyndere ud?

”Vi arbejder ikke meget, men vores timeløn er relativt høj, det er den bedste, jeg endnu har fået som håndværker, og vi har en slags solidaritetsløn-løsning i støbeskeen, hvor de andre lægger noget ekstra, hvis der er nogen i gruppen, der for eksempel ikke kan dække huslejen en måned. Hvis man vil arbejde 40 timer om ugen, må man gerne det. Men ingen af os værdsætter det rigtig. Det kan godt ske, jeg arbejder 45 timer en uge, men så holder jeg tilsvarende fri den næste – hvis jeg har lyst til at gå Ærø rundt, holde fri hjemme, eller hvad ved jeg. I vores kooperativ tænker vi på andet end en høj månedlig indkomst, så det kræver, at man ikke har et kæmpe forbrug – men som klimaansvarlige mennesker passer det fint til Log Ladies’ medlemmer. Vi går efter et lille årligt overskud, men har ingen ambitioner om at vækste i traditionel forstand, og vi snakker allerede om, hvad vi skal gøre for at bevare nærværet og ikke drukne i bureaukrati, hvis vi skulle blive over 10 ansatte. Til gengæld vil vi gerne vokse på andre måder. Log Ladies kan knopskyde – har man lyst til at starte selv på Ærø, i Esbjerg eller i Hamborg, er man velkommen til det. Selvfølgelig efter visse principper.”

Jeppe Graversen søgte efter næste trin på karrierestigen, da en tilfældighed sendte ham højt til vejrs. Han blev hængende i erhvervsklatrer-branchen og endte med at udfolde en drøm, som han ellers havde pakket sammen for længst. Her fortæller den 35-årige direktør om at være en fiasko i skolen, om erhvervseventyr i Dubai og om aldrig at stole på vovehalse.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Sky-Work

JEG KOMMER FRA landsbyen Fjelstervang syd for Herning. Min far var iværksætter og åbnede virksomheder. Blandt andet husker jeg en, der lavede styringstavler til maskiner og robotter. Det var dynamisk og fascinerede mig, men jeg er ordblind og var dårlig til alle de boglige fag i skolen, så jeg slukkede for drømmen om selv at blive iværksætter. Jeg kunne knap nok læse en børnebog, hvordan skulle jeg kunne skabe en virksomhed?

Da jeg gik ud af 10. klasse, vidste jeg ikke, hvad jeg ville. Min mor snakkede med den lokale tømrer og spurgte, om han ikke manglede nogen. Så kom jeg i lære hos ham. Efter jeg var blevet udlært, arbejdede jeg et års tid som svend. Tømrerjobbet var fint, men det var ikke faglig passion, der fik mig op om morgenen. Så jeg sagde op og arbejdede et halvt års tid på et skiresort i Frankrig. Bagefter arbejdede jeg et halvt år som pædagogmedhjælper i en børnehave. Det var åbenlyst, at jeg skulle finde på et eller andet. Jeg kunne sådan set godt lide håndværk, men jeg kunne også mærke, at jeg var drevet af noget andet, noget mere.

Tilfældigvis så jeg en dag en udsendelse på Discovery Channel. Den handlede om rope access, en metode, man benytter i USA, hvor rebklatrere arbejder på højhuse og andre svært tilgængelige steder, typisk med vin­duespudsning og vedligeholdelse. Jeg syntes, det så sjovt ud. Det gad jeg godt lære. På det tidspunkt eksisterede faget nærmest ikke herhjemme, så jeg tog til England for at tage et kursus, hvor jeg lærte om klatreteknikker, sikkerhed og rigning, altså den måde, man fastgør tovværket.

LÆG DIG I SELEN

Vil du gerne være certificeret erhvervsklatrer, så kontakt dit nærmeste klatrecenter, der kan give dig et grundkursus. De mest gængse hedder IRATA og SPRAT. Efter grundkurset skal du have erhvervserfaring, før du kan bygge ovenpå med et nyt kursus, yderligere erhvervserfaring og en afsluttende eksamen. Det tager typisk 3-5 år i alt.

JEG FIK EN basiscertificering fra den internationale brancheorganisation IRATA. Jeg var på niveau 1 og måtte arbejde med reb­adgang, så længe der var en niveau 3-certificeret klatrer til at holde øje med mig. Så var det ud at få den praktiske erfaring i fingrene, og jeg var heldig at få en masse jobs offshore, først på olie- og gasboreplatforme og senere på vindmøller. Det var mest små vedligeholdelsesopgaver, malerarbejde og inspektion. Det var et sjovt erhverv, og jeg kom hele tiden ud i nye situationer. Der er mange svært tilgængelige steder på sådan en platform, der er mange tunge komponenter, der skal hejses op, og det er tit teknisk udfordrende at finde ud af, hvor og hvordan man skal rigge, for at det kan fungere. 

Jeg hørte selvfølgelig historier om folk, der var faldet ned. Og det ville da være løgn at sige, at jeg aldrig var nervøs. Jeg vidste jo godt, at hvis jeg faldt ned fra en vindmølle, så var jeg færdig. Men jeg vidste også, at det kan være lige så farligt at falde to meter ned ad en stige. Hvis du ikke er forberedt og ikke tager fra, kan du brække nakken af det. Mange synes, det ser halsbrækkende ud, når vi hænger højt oppe, men vi er en af de brancher, der har færrest uheld. Netop fordi sikkerhedsforanstaltninger er en helt integreret ting i alt, du laver. Der sker mange flere uheld på en almindelig ­byggeplads. Du tror, du er sikker, fordi du står på en lift eller et stillads. Men så har nogen fjernet et gelænder, mens de skulle læsse nogle brædder, og glemt at sætte det tilbage. Den slags sker ikke i et reb, man selv har sat op, og hvor man har taget højde for alting.

Jeg førte logbog over mine timer, og efter 1.000 timer i selen var jeg klar til et kursus mere og niveau 2 af min IRATA-certificering. Efter yderligere 1.000 timer var jeg klar til at tage eksamen på niveau 3 som certificeret rebtekniker. Jeg arbejdede nogle år for forskellige virksomheder i Danmark, hvor markedet for erhvervsklatring var på vej frem. Jeg var ikke så imponeret over mine arbejdsgivere. Jeg syntes ikke, at de var rigtig fokuseret på kvaliteten i det arbejde, vi lavede. Jeg syntes ikke, de var rigtig ambitiøse. Det var sådan lidt cowboystil. Arbejde, der gik under radaren. Det frustrerede mig. Jeg mente, man burde lave noget, der skaffede branchen anerkendelse. Jeg snakkede med min far. Han sagde: ’Hvis du er så dygtig, kan du vel bare starte op selv og konkurrere de andre ud.’

JEG TOG EN dyb indånding og fik mit eget cvr-nummer. Til at starte med gik jeg ikke så meget ind i det, tjente penge freelance som tømrer og off­shore i Norge. Men i 2016 fik jeg en søn og besluttede at stoppe med at rejse. Så jeg gik fuld tid ind i mit firma. Jeg havde ingen plan for, hvordan det skulle drives, eller hvad det skulle blive til. Men stille og roligt fik virksomheden vokseværk, og jeg hyrede en freelancer ind, som efterhånden blev fastansat. Jeg mødte en ligesindet, der skulle til at starte sit eget, men jeg fik ham overtalt til, at vi skulle være partnere. Sammen startede vi virksomheden Sky-Work. På et par år blev vi en af de største virksomheder i branchen i Danmark, og i dag er vi tre medejere.

Engang var det rebkompetencerne, der definerede faget, så kom håndværket i anden række. Vi har vendt den om. Vi har de håndværksmæssige kompetencer. Og vi kan klare opgaverne med et reb, så kunden kan spare penge på tungt materiel, og trafikken og miljøet bliver skånet for tung trafik. Vi kan lave murerarbejde, vi kan lave tømrerarbejde, vi kan stå for vedligeholdelse. Vi arbejder på nye højhuse, gamle højhuse, rækkehuse, gamle etageejendomme. Vi udskifter tegl i taget, vi fuger vinduer og facader. Vi lægger kilometervis af fuge. Alligevel er jeg blevet grinet ud af mødelokaler. Der er stadig mange, der har svært ved at forstå, at vi skulle kunne klare alle de ting med et reb.

En dag blev vi kontaktet af en agent for en arabisk mand, der gerne ville hyre os. Han ønskede at tilbyde sine kunder, at når de havde bygget deres højhus, ville det blive serviceret af et skandinavisk firma. Han inviterede os til Dubai. Det lugtede langt væk af scam, og han viste sig heller ikke at være den, han sagde, han var. Vi engagerede os aldrig i noget og mistede ingenting på det, men vi var nået at blive tændte på Dubai og endte med at starte en afdeling dernede, hvor vi vedligeholder både nye og gamle højhuse, som trænger til vinduespudsning og glasudskiftning. 

SIKKER I DIN SAG

IRATA står for Industrial Rope Access Trade Organisation. Organisationen udstikker faglige og sikkerhedsmæssige standarder for uddannelse af erhvervsklatrere og udsteder certificeringer til fagfolk. Hos Sky-Work er alle ansatte IRATA-certificerede. I Norge har man lavet sin egen nationale certificering, modelleret efter IRATA’s målestok, og der er det lovpligtigt at være certificeret, hvis man vil arbejde som rebtekniker. Det er endnu ikke lovpligtigt i ­Danmark.

DER ER NOGLE, der mener, at man ikke skal lave forretning i et land, hvor arbejdsvilkårene er så ekstremt ringe. Hos flere af vores konkurrenter dernede får folk inddraget deres pas ved ansættelsen. Så kan de ikke rejse nogen vegne, medmindre arbejdsgiveren giver dem lov. Sådan fungerer det selvfølgelig ikke hos os. Vi forsøger at give de ansatte bedre arbejdsforhold end konkurrenterne, ja, vi opererer med et ord som arbejdsglæde. Det kendte de slet ikke. Vi roser dem og lader dem vide, at de en vigtig brik, hvis vi skal have succes. De, der gør det godt, har også mulighed for at komme ind på kontoret og få en administrativ stilling. Alle mennesker har behov og drømme, og hvis du kan stimulere dem, kan du virkelig få noget ud af din arbejdskraft. Nu ser det ud til, at nogle af vores konkurrenter er begyndt at kopiere vores tilgang – men det er vist foreløbig mest på Facebook. Der er mange, der synes, jeg er naiv, men jeg har en brændende tro på, at vi med vores eksempel stille og roligt kan være med til at ændre arbejdskulturen.

I dag er det lig nul, hvad jeg selv får klatret. I stedet tænder jeg på at opbygge virksomheden. Vi har vel en 120-150 fast- og freelanceansatte i alt i Sky-Work. Kun én af dem er en kvinde, men vi vil gerne have flere. De er nogle gange mere hårdføre – det skal du bare ikke fortælle mændene. Den her branche blev bygget op af folk, der var passionerede inden for klatring. I gamle dage i New York og andre storbyer var det bjergbestigere, der hang på et bræt og pudsede vinduer. I vores firma vælger vi bevidst den slags folk fra. Det eneste, der er til fælles, er rebet. Vi leder efter gode håndværkere, ikke adrenalin-typer. Sportsklatrere er vant til risici. Men hvis man arbejder risikobetonet, udsætter man også sine kolleger for fare. Her tager vi ingen chancer.

Udenrigspolitik og volleyball gik hånd i hånd, da færøske Anna Falkenberg gik på gymnasiet. I dag er hun medlem af Folketinget med et afgørende nordatlantisk mandat i ryggen og arbejder for at sætte Færøerne på verdenskortet.
Tekst:Louise Elly MeyerFot:Privat

EN SØPAPEGØJE LAVET af glas pryder Christiansborg-kontoret, men ejeren selv er forsinket. Hun sidder fast i et gruppemøde et andet sted på Borgen.

Fem minutter senere går døren op, og Anna Falkenberg træder ind med pink negle og et fast håndtryk og sætter sig ved kontorets mødebord. 

”Det er helt mærkeligt, at jeg bare skal fortælle om mig selv. Jeg er vant til at skulle mene noget om alt muligt, når jeg snakker med journalister,” siger den færøske politiker, der kom ind i Folketinget efter valget i 2022 – hvor netop de nordatlantiske mandater blev særligt betydningsfulde. De var nemlig en af grundene til, at der kunne dannes en regering hen over midten. 

Anna Falkenberg blev som den yngste færing i over 100 år medlem af Folketinget i en alder af 27 år.  Og den politiske karriere har været på tegnebrættet stort set så længe, det unge medlem af Sambandspartiet, Venstres færøske søsterparti, kan huske. Hendes morfar, Edmund Joensen, var løgmaður, Færøernes lagmand, da hun blev født, og gennem hendes opvækst bestred morfaren et væld af politiske poster på Færøerne.

”Jeg er altid blevet eksponeret for politik. Når telefonen ringede, da jeg var barn, var det ofte mig, der var telefondame og stillede folk om til min morfar,” fortæller Anna Falkenberg, der husker, at der ofte var politiske diskussioner i barndomshjemmet, og at hun altid blev fanget af dem. Men særligt en oplevelse i 5. klasse står tydeligt, når hun tænker tilbage på, hvordan den politiske bevidsthed blev vakt. Hendes morfar havde lagt et forslag frem om, at Færøerne skulle samles til én valgkreds, og det var noget, der skabte furore i samfundet. 

”Jeg kan huske, at jeg en dag sidder bagest i klasselokalet, da min lærer kommer ind og siger til mig foran hele klassen: ’Din morfar er den største idiot på hele Færøerne.’ Alles hoveder vendte sig mod mig, og jeg anede jo ikke, hvad der var op og ned i den sag. Jeg følte lige pludselig, at jeg havde gjort noget galt, men jeg var ikke i stand til at forsvare mig mod anklagerne,” siger Anna Falkenberg, der efter dén oplevelse satte sig for at komme til kernen af de varme politiske diskussioner. 

Som 14-årig gjorde hun sin entré på den ungdomspolitiske scene og blev formand for ungdomsorganisationen Unga Samband. Få år efter, da hun fyldte 18, stillede hun op til det færøske lagtingsvalg i 2015, samtidig med at hun var vicepræsident i Ungdommens Nordiske Råd. 

Anna Falkenberg blev valgt ind i Folketinget i november 2022 med mange personlige stemmer i ryggen.

VED SIDEN AF den spirende politiske karriere og skolelivet fyldte Anna Falkenberg de resterende af ugens timer ud med volleyball. Idræt har altid været en fast del af hendes liv, da hendes far Benny var meget aktiv i det lokale foreningsliv. Selv var hun træner for byens U12-hold og spillede dertil på eliteplan og på ungdomslandsholdet. Onsdag var den eneste af ugens aftener, der ikke var helliget volleyball, og den brugte hun i en grillbar i Tórshavn, hvor hun serverede grillkylling, cheeseburgere og hotdogs til sultne gæster. En propfyldt kalender udløste aldrig stress, og det er ifølge Anna Falkenberg hendes families fortjeneste. 

”Jeg er enebarn og har haft verdens bedste forældre, der har støttet mig i alle de ting, jeg har gjort. De har været med rundt til alle volleyballkampe og til politiske debatter. Jeg ved ikke, om jeg kunne have gjort det samme, hvis jeg havde haft fire-fem søskende,” siger Anna Falkenberg, der i 2015 jonglerede udtagelse til U19-landsholdet i volleyball med opstilling til lagtingsvalget. I den periode sprang hun vitterlig ud af træningstøjet og ind i forældrenes bil, hvor hun tog mascara på og forberedte sig til at være på som politiker i medierne.

”Det var lidt … interessant hele tiden at pendle mellem de der kampe og så tv-transmitterede debatter, som kunne handle om alt fra fiskeripolitik til LGBT-rettigheder,” husker hun.  

Men selvom fiskekvoter og smash og serv ikke umiddelbart bevæger sig ad samme faglige boldgade, bruger Anna Falkenberg sin volleyball-fortid i sit politiske virke i dag. 

”Jeg har kunnet bruge holdgejsten begge steder. Og det med at holde hovedet koldt,” siger hun.  

FALKEBLIK

Anna Lovisa Falkenberg 27 år. Fra Oyri, Færøerne.

Datter af frisør Elsa Falkenberg og malermester Benny Falkenberg. Bor i Hoyvík lidt uden for Tórshavn.

Medlem af Folketinget for færøske Sambandsflokkurin, også kaldet Sambandspartiet (SP), som er i folketingsgruppe med det danske parti Venstre. Blev valgt ind i Folketinget 1. november 2022.

Tidligere politisk rådgiver for Sambandsflokkurin 2019-22 og formand i Unga Samband 2018-19. Vicepræsident i Ungdommens Nordiske Råd 2018-19.

Uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.

Har spillet volleyball på det færøske ungdomslandshold.

NÅR MAN HØRER Anna Falkenbergs meritter listet op, er det oplagt at tænke, at hun startede med at læse statskundskab, så snart det var muligt. Men da hun efter gymnasiet i 2016 flyttede til København, var det for at finde sin plads på Nørre Campus og give sig i kast med cellebiologi og genetik. Hun var nemlig begyndt på medicinstudiet.

”Jeg troede, at jeg skulle være læge. Set i bakspejlet har det nok også noget at gøre med et pres fra samfundet. Jeg havde nogle karakterer, der gav adgang til medicinstudiet, og der var en forventning om, at man skulle bruge sit gennemsnit til noget fornuftigt. Og så syntes jeg også, at det var spændende,” siger Anna Falkenberg, der altid havde haft flair for både matematik og kemi. Men selvom stoffet var interessant, var der samtidig noget, der var ude af sync. Medicin var udenadslære, der var ét facit på tingene, og Anna Falkenberg savnede at kunne tænke mere frit og diskutere mere. Da hun gik til eksamenerne på første semester, vidste hun allerede, at hun skulle noget andet. 

”Det føltes, som om jeg først faldt på plads, da jeg startede på statskundskab efter sommerferien. Jeg var det rigtige sted. Der var mennesker, der interesserede sig for det samme som mig. De stillede kritiske spørgsmål og var optaget af, hvad der sker i vores verden. Det var en spændende tid, og jeg lærte rigtig meget,” siger Anna Falkenberg, der godt kunne unde alle at prøve at vælge forkert uddannelse til en start. 

”For når man oplever at vælge det rigtige bagefter, er det virkelig en befrielse. Du møder ind, du studerer, du læser de ting, fordi du har lyst, fordi du gerne vil blive klogere på nogle ting. Ikke fordi du skal.” 

Med morfar foran Borgen.

FRA BEGYNDELSEN VIDSTE Anna Falkenberg, at hun ikke ville sidde i embedsværket. Det var tæt på umuligt for hende at parkere sine egne ideer og ideologier, og det var også noget, hun fik kritik for, når hun skrev opgaver på studiet. Hun blev bedre til det med tiden, men endte som politiker alligevel, som det næsten stod skrevet i stjernerne. 

I dag bor hun på Færøerne og deler sin tid mellem Christiansborg og Hoyvík. Det er vigtigt for hende at være tæt på de mennesker, der har valgt hende ind i Folketinget. ”Jeg synes, at jeg skylder de vælgere, der har valgt mig, at repræsentere dem, at være tæt på dem og høre, hvad det er for nogle udfordringer, de har. Jeg vil ikke kun sidde hernede i de her fine rammer og tænke tankerne selv,” siger den færøske MF’er, der kender arbejdsgangene på Christiansborg godt fra sit ungdomspolitiske arbejde og sit tidligere studiejob i Sundheds- og Ældreministeriet. Men det er alligevel noget andet at sidde med ved forhandlingsbordet med et folketingsmandat i ryggen. 

”Den rolle har været lidt ny. Men jeg svæver på en lyserød sky lige nu,” siger Anna Falkenberg om sin nye hverdag på Christiansborg og åbner døren ud til ministergangen af samme farve. Næste punkt på dagsordenen kalder.