Indlæg

Videre, videre. Heidi Christensen har altid vidst, hvad hun ville. Tørsten efter nye oplevelser har bragt hende igennem en meget lang uddannelse og ud i verdens afkroge. Nu er kirurgen og formanden for Læger uden Grænser ved at lære at blive på stedet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Odd Andersen/AFP/Ritzau Scanpix, Privat

LIGE SIDEN jeg i 10. klasse var i praktik på Hvidovre Hospital på en kirurgisk afdeling, hvor jeg så nogle operationer, har jeg villet være læge. Jeg anede ikke noget om anatomi og vidste knap nok, hvad det var, jeg stod og kiggede på. Men jeg syntes, det var enormt fascinerende, at man kunne åbne op, fikse noget og lukke igen efter sig. 

JEG BLEV sproglig student og måtte tage ekstra kurser i fysik, kemi og matematik for at kvalificere mig til medicinstudiet. Desuden var jeg nogle måneder i Venezuela, hvor jeg arbejdede som frivillig på et regnskovsprojekt. Derefter begyndte jeg på lægestudiet. Jeg lagde ud med at dumpe en af de allerførste eksamener, i kemi,og fandt ud af, at jeg måtte stramme mig lidt an. Da jeg undersøgte, hvordan man bliver læge, havde jeg været til et informa­tionsmøde på studiet, hvor en underviser sagde, at man som medicinstuderende skal lære 6.000 nye ord. Jeg tænkte: ”Ja, ja. Kan det nu også passe?” Det lød fuldstændig uoverskueligt. Men da jeg var i det, og det blev min og mine medstuderendes hverdag, accepterede jeg det. Nogle gange, hvis jeg overvejer, om jeg ville gøre det igen, er jeg ikke helt sikker. Måske jeg ville blive blomsterhandler i stedet for. Men på det tidspunkt var jeg sporet ind på at læse. Jeg blev aldrig den dygtigste til at lære udenad, men jeg brugte huskeregler, der ikke nødvendigvis gav mening for andre end mig. Bogstavkoder, jeg brugte til at huske, om en nerve løber foran eller bag ved knoglen. Og selvom jeg på det tidspunkt nogle gange tænkte ”Hvad skal jeg bruge det til?”, er der en grund til, at det er sådan. Det er en måde at lære at tænke. En måde at lære at lære. 

En knaldroman fik Heidi Christensen til at drømme om at rejse som læge. Her er hun i Indien i 2010 under sin første udsendelse for Læger uden Grænser.

MEDICINSTUDIET bød hele tiden på nye emner, nye eksamener. Og efter kandidat­eksamen skulle jeg igennem min turnus på Næstved Hospital. Siden tog jeg min femårige hoveduddannelse, hvor jeg specialiserede mig som kirurg. Der var hele tiden nye skridt, der skulle tages, eksamener, der skulle bestås. Altid videre til det næste. Det passede mig rigtig fint. Der var afveksling, jeg udviklede mig og prøvede nye ting. Og samtidig var der lagt en plan for mig. Der var hele tiden noget at styre imod. Det var sådan set meget nemt.

SOM TEENAGER læste jeg en knaldroman om en amerikansk sygeplejerske, der tager til Congo, ’Øst for solen’. Der var noget i det med at sejle ned ad floden og åbne sit eget hospital, der trak i mig. Lige fra begyndelsen af studietiden ville jeg gerne ud med Læger uden Grænser. Første gang, jeg var af sted, var i 2010, hvor jeg lige var blevet færdig med min introstilling i kirurgi (en et-årig introduktion til specialet, red.) og havde opnået tilstrækkelig erfaring til at komme i betragtning. Jeg var seks måneder i den indiske delstat Chattisgarh, hvor jeg var sammen med en svensk sygeplejerske og et hold af indisk personale, der tog ud i junglen med en mobil klinik for at hjælpe folk, der ikke havde ordentlig adgang til lægehjælp. Indien er et fascinerende, men også frustrerende sted. Man kan gå fra det mest hypermoderne, avancerede hospital og køre af sted og nogle timer senere ende et sted ude i ’stenalderen’. Og den ene befolkningsgruppe ved dårligt, at den anden bor i samme land. Vi behandlede blandt andet folk for kolera, malaria, tuberkulose, underernæring og gav fødselshjælp. 

DET VAR IKKE særlig avanceret. Efter seks uger var jeg halvfrustreret. Jeg havde gået med forestillinger om, at jeg skulle ud og blive udfordret på mine kliniske evner og diagnosticere sjældne tropiske sygdomme, jeg kendte fra lærebøgerne. Men det var mere lavpraktisk, noget med at tage en malariatest. Næsten kedeligt. Jeg var bange for, min drøm var ved at briste. Men efterhånden begyndte jeg at interessere mig for, hvordan vi kunne forbedre vores klinikker, og hvordan jeg kunne videregive noget af min viden til det indiske personale. 

SAMTIDIG BLEV JEG opmærksom på, at vi trods alt var med til at forbedre tingenes tilstand. Vores muligheder var meget mere begrænsede end på et dansk hospital, men det, vi kunne gøre, var bedre end ingenting. På et tidspunkt kom vi til en lejr, hvor der var blevet født tvillinger om natten. De vejede godt et kilo hver. Moren var svært underernæret. Man kunne slet ikke se, hun lige havde været gravid. Hvis de var blevet født på Rigshospitalet, havde der stået et helt hold klar til at tage sig af dem, børnene var blevet lagt i kuvøse og havde fået alle typer støtte. Nu boede de i en hytte, og det eneste, vi kunne gøre, var at give den ene lidt antibiotika og give moren noget ernæringstilskud, så hun kunne amme dem. ”Det går jo aldrig,” tænkte jeg, og ugen efter havde jeg ikke lyst til at tage tilbage – jeg var sikker på, de var døde. Da jeg tog hjem til Danmark fire måneder senere, havde de taget pænt på og var stadig i live. 

Skadestue i Dargai, Pakistan.

I PAKISTAN var jeg supervisor på skadestuen på et lille landsbyhospital. En dag var en minibus med et bryllupsselskab faldet ned ad bjergsiden og landet i en flod. Flere var næsten druknet, og der kom 10 svært tilskadekomne ind på én gang. Ethvert hospital har en procedure for, hvad man gør, og hvordan patienterne kommer videre til andre hospitaler, hvis ens kapacitet overstiges. Alligevel var det kaotisk. Der var ikke ambulancepladser nok, og private, der havde en bil, måtte hjælpe til. Samtidig begyndte det at vælte ind med politi, journalister, pårørende og nogle, der bare gerne ville kigge. Det var mit ansvar at forsøge at få et overblik over, hvem vi selv kunne behandle, hvem der skulle af sted, og at få kommunikeret med chaufførerne. På en eller anden måde lykkedes det mig at holde hovedet koldt. Jeg kan åbenbart godt lide det, altså ikke at folk styrter ned i busser, men det med at få sat ting i system og komme videre, når der er brug for det. Der var ikke et samlet system hospitalerne imellem, så jeg ved ikke, hvordan det gik dem, som blev sendt videre. Jeg vil tro, at flere af dem havde for svære skader til at overleve eller fik hjerneskader.

I SYDSUDAN var jeg medicinsk koordinator for klinikker i to flygtningelejre. Jeg organiserede sygeplejersker, ansatte folk, åbnede et apotek, fulgte udviklingen i sygdomme. Maban er en landsby, hvor der normalt bor 4.000 mennesker, og som var blevet oversvømmet af 40.000 flygtninge. Der var i forvejen ikke meget, og nu var der tæt på ingen ressourcer. Det var nærmest en ørken. Man får som dansker hurtigt det indtryk, at der ikke burde leve mennesker sådan nogle steder, og det kunne virke trøstesløst, men så trøstesløst var det heller ikke. Det skete endda, at folk hyggede sig. En dag gik jeg ned ad en af stierne i lejren og så nogle forældre med et lille barn, der havde fået lov at lege med noget vand, som egentlig var en mangelvare. Folk finder måder at være sammen på og prøver at skabe en hverdag.

Hospitalet i Dargai ligger for foden af bjergene, hvor trafikken kan være livsfarlig.

VI BOEDE SELV i villatelte, to og to sammen, og i begyndelsen lavede vi nærmest ikke andet end at arbejde. Efterhånden fik vi opgraderet og lavet nogle hytter. Men vores egne evakueringsmuligheder var en bekymring. Hvis en af os blev akut syg, for eksempel med en blindtarmsbetændelse, ville vi skulle flyve, og det ville næppe være nok at tage til hovedstaden Juba. Man skulle helt til nabolandet Kenya, hvis man skulle have ordentlig kirurgisk behandling. Sikkerhed handler ikke altid om, at nogen kan finde på at komme og skyde én. 

DER ER MANGE, der siger: ”Det er flot, at du sætter livet på spil.” Det gør jeg ikke. Så ville jeg aldrig tage af sted. Vi holder nøje øje med alt, der påvirker sikkerhedssituationen, når vi arbejder i konfliktområder. Og i hovedkvarteret i Bruxelles sidder der folk, der udelukkende beskæftiger sig med det. Så jeg har altid følt mig tryg. Vi bruger af princip ikke væbnet beskyttelse. Hvis vi kun kunne tage af sted under beskyttelse af for eksempel FN-soldater, ville det sætte grænser for os, så ville vi ikke blive opfattet som uafhængige. Vi siger, at T-shirten er vores beskyttelse. Vi behandler alle, ligegyldigt hvad de tror på og stemmer på. Vi er neutrale, og det er derfor, vi kan arbejde de steder, vi gør. Da jeg var i nord­afghanske Kunduz for at arbejde på et traumehospital, måtte vagterne forklare både politi og talebankrigere, at de ikke måtte tage deres våben med ind, når de skulle ind at besøge pårørende, der var kommet ind med skader fra kampe. Det tog de til sig. Efterhånden har mange en eller anden pårørende, der er blevet behandlet på et af vores hospitaler, og som har oplevet, at det er god kvalitet.

Flygtninge, der ankom til lejren på Lesbos, skyndte sig videre.

I 2016 var jeg på Lesbos, hvor der ankom mange flygtninge fra Syrien, Irak og Afghanistan via Tyrkiet. Det gjorde indtryk at se sådan en lejr med beton og pigtråd på en europæisk ferieø og tænke: ”Det er mit samfund, der er med til at skabe det her.” Mange europæiske lande begyndte at lukke deres grænser på det tidspunkt, og det var ikke sundhed, der bekymrede flygtningene mest. Hvis der var ventetid på en båd videre, kunne de godt finde på at kigge ind på klinikken og få fyldt op med medicin, hvis de havde en kronisk sygdom. Men mange ville ikke spilde tid på behandling. Der ankom et par, hvor kvinden var helt i slutningen af sin graviditet. Vi foreslog hende at blive hos os og føde barnet. ”Nej, nej,” sagde de. De skulle videre. Manden havde et lille sæt, en saks og et håndklæde. Sådan et havde de brugt, sidste gang hun skulle føde. Inden udsendelsen havde jeg tænkt: ”Hvad skal jeg dér? Der burde ikke være behov for Læger uden Grænser i Europa.” Men det føltes godt at gøre noget i stedet for at sidde derhjemme og være gal over, at EU-lande som Danmark ikke samarbejdede solidarisk i krisen.

MIN SENESTE udsendelse var til Venezuela i 2019. Tidligere havde Venezuela et velfungerende sundhedssystem. Nu er det næsten brudt sammen. Malaria, der næsten var udryddet, er steget katastrofalt, og venezuelanere på flugt har eksporteret det til nabolandene. Vi arbejdede på et hospital i det sydlige Venezuela, hvor der er guldminer, og hvor mange i pengenød tog til for at arbejde og bo under forhold, hvor de hele tiden blev smittet med malaria. Hospitalet manglede testmaterialer og medicin og var overbebyrdet, så vi hjalp med at få diagnosticeret og behandlet patienterne. Det var specielt at vende tilbage til et land, hvor jeg 20 år tidligere uforfærdet havde rejst rundt på tommelfingeren, og hvor der nu var checkpoints over det hele og en kæmpe humanitær krise. Men det var håndgribeligt tilfredsstillende at være der. Vi kunne se, at antallet af smittede gik ned, mens vi var der.

HEIDI CHRISTENSEN

42 år. Født i Rødovre. Moren var sygeplejerske, faren optiker, begge er pensionerede.

Bestyrelsesformand for Læger uden Grænser. Udsendt for Læger uden Grænser seks gange.

Arbejder til daglig på kirurgisk afdeling på Bispebjerg Hospital. Uddannet læge i 2006. Specialiseret i gastrokirurgi i 2017.

HVAD SÅ NU? Hvad skal der så ske? Det spørgsmål er noget, der fylder lige nu. Jeg har fået min drøm om Læger uden Grænser opfyldt. Jeg er blevet speciallæge i kirurgi, som jeg altid har villet. Hvad er næste skridt?  Måske skal jeg dreje min karriere endnu mere i retning af organisering og ledelse, som jeg har fået øjnene op for gennem Læger uden Grænser. Nu har jeg været på Bispebjerg Hospital i to år. Det er i princippet det første faste arbejde, jeg nogensinde har haft, og jeg kan godt lide at være her. Måske skulle jeg dyrke det lidt mere. Jeg behøver faktisk ikke at skulle videre … lige nu.

Da Australien blev ramt af voldsomme skovbrande, smed 23-årige Matias Trelborg Kjær, hvad han havde i hænderne, for at komme af sted til det hede kontinent og kæmpe mod ilden.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Bjørn Nielsen

MIN FAR er holdleder hos Hovedstadens Beredskab og har arbejdet på deres brandstation bag Rådhuspladsen, så længe jeg kan huske. Som dreng nød jeg at høre hans historier om, hvordan flammerne løber hen over én, når man skal ind i en brændende bygning, og hvor vigtigt det er at have et godt samarbejde med ens makker, når man arbejder som røgdykker. Hvis han nogensinde var bange, var han god til at lægge låg på det. Jeg lagde i hvert fald ikke mærke til det, men syntes bare, det lød vildt spændende.

DA JEG BLEV student i 2017, arbejdede jeg et års tid som tjener i Nyhavn, inden jeg tog en uddannelse som brandmand i Beredskabsstyrelsen. Det passede mig godt at kunne bruge mine hænder og omsætte teoretisk viden til praksis. Det savnede jeg i min gymnasietid. Uddannelsen varede ni måneder, og undervejs var jeg flere gange ude til brande, hvor vi assisterede både beredskabsmandskab og politi. Jeg lærte, hvor vigtigt det er for en brandmand, at man altid tager forholdsregler og sørger for sin egen og eventuelle tilskadekomnes sikkerhed, når man kommer ud til et skadested. For eksempel ved at sikre sig, at en bygning ikke er i fare for at falde sammen, før man går ind i den.

Afslapning med uskadte bondegårdsdyr.

JEG HAR ALTID i baghovedet, at det kan være farligt. Og selv om jeg er i stand til at handle selvstændigt, har man heldigvis altid en holdleder, der tager de overordnede beslutninger, og som er særligt uddannet inden for sikkerhed. Når man stoler på, at ens leder ved, hvad der er bedst for én, så føler man sig tryg. 

MIN DRØM ER at komme ind som elev på en kombineret brand- og ambulancetjeneste hos Hovedstadens Beredskab, men uddannelsen er meget efterspurgt. Ved sidste optagelse var vi 160 ansøgere til 10 stillinger. Vi skulle gennem fysiske test og blandt andet demonstrere, hvordan vi håndterede klaustrofobi og højdeskræk. Derefter fulgte flere interview. Jeg blev blandt de sidste 30, men kom ikke ind, så efter sommerferien tager jeg en grunduddannelse som ambulancebehandler for at kvalificere mig yderligere. Jeg håber, at uddannelsen vil ruste mig til det, der nærmest er en kendsgerning for en brandmand: på et eller andet tidspunkt i karrieren vil jeg få med lig at gøre. Indtil nu har jeg ikke været med ved brande, hvor nogle er døde. Jeg håber, at det, når det en dag sker, er noget, jeg kan kapere. Under brandmandsuddannelsen blev vi forberedt på, at det kommer til at ske, og vi snakkede meget om vigtigheden af debriefing-processer og kollegastøtte, og hvordan man kan se på kolleger, der har været ude til en voldsom hændelse, hvordan de har det. Det er vigtigt, at der er et godt værn om de ansatte på en arbejdsplads.

Køretøjer fra den frivillige organisation BlazeAid, der hjælper efter naturkatastrofer.

JEG SKULLE oprindelig være begyndt på ambulancebehandleruddannelsen i januar, men da de store skovbrande i Australien begyndte at rase i en målestok, man som dansker har svært ved at forestille sig, og med et stort antal nødlidende, mennesker og dyr, ville jeg, som mange andre brandmænd, gerne ned at hjælpe. Gennem en australsk organisation, BlazeAid, kunne man blive frivillig, men det var kun en lille gruppe, der fik lov, og vi var cirka 600 mennesker, der søgte om det. Hos Beredskabsstyrelsen får man en bred brandmandsgrunduddannelse, hvor man også lærer om kemikaliespild, oversvømmelser og kommunale indsatser. Jeg  tror blandt andet, det var på den baggrund, at jeg blev udvalgt til at være en af i alt ni, der tog af sted. Bedsteforældre bekymrer sig altid, men jeg forsikrede dem om, at jeg ville komme til at arbejde sammen med otte meget kvalificerede brandfolk, at der ville være rigeligt med eksperter til stede, og at sikkerheden ville være helt i orden.

VI ARBEJDEDE 15 dage uden for byen Wingham i New South Wales i det sydøstlige Australien. Det viste sig, at vi ikke skulle i nærheden af den åbne ild, men at vores opgave var at håndtere efterdønningerne efter brandene. Luften var 42 grader varm, så vi fyldte os med elektrolytholdige drikke, der sørger for, at man ikke sveder for mange essentielle salte ud. Der var fuldt af brændte træer, der skulle fjernes, og vi skulle rekognoscere terrænet for træer, der kunne vælte og gøre yderligere skade, eller for noget, der kunne blusse op igen.

Nyt hegn bliver sat op med motoriseret pælehammer.

VI HJALP landmændene med at sætte hegn op og gøre dem klar til at genoptage arbejdet på deres gårde. Vi fjernede døde køer og viklede forkullede kænguruer ud af hegn. Det var lidt grænseoverskridende, men det er jo en del af en brandmands realitet. Det var hårdt arbejde, men det føltes ikke sådan, for jeg havde hele tiden i baghovedet, at jeg hjalp et land i nød. Det er jo grundlæggende det, man gerne vil som brandmand.

VARM PÅ JOBBET

Du bliver brandmand ved at gennemføre indsatsuddannelsen. Uddannelsen, der kan tages kommunalt hos brandvæsenet, men også privat hos for eksempel Falck, er en praktisk uddannelse inden for emnerne brand, redning, CBRN (Chemical, Biological, Radiological and Nuclear) og håndtering af tilskadekomne.

Du kan også blive brandmand ved at tage din værnepligt/-ret hos Beredskabsstyrelsen. Der er brug for brandmænd i hele landet, men kun få fuldtidsstillinger uden for hovedstaden.

Der er mange måder at gøre verden tryggere, og 25-årige Esther de Lange Rosengreen har både dykket i Filippinerne, kørt brandbil i Sverige og sat røgalarmer op hos sine nærmeste. Snart kan hun kalde sig katastrofe- og risikomanager.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

Efter sommerferien skal du i gang med dit afsluttende semester på uddannelsen som katastrofe- og risikomanager. Hvordan fandt du ud af, at det var det, du skulle være?

”Jeg hørte om det, mens jeg gik på HF, og syntes, det lød helt vildt spændende. Jeg ville gerne være med til at hjælpe nødlidende under katastrofer. Jeg ville gerne gøre en forskel. Det kom nok bag på flere i min familie, for jeg var en stille og tilbageholdende pige. Men jeg havde lyst til at gøre noget crazy. Jeg kan godt lide at udfordre mig selv.”

Hvad har du så lært på uddannelsen? Har det været crazy?

”Det har i hvert fald været superinteressant. På skolen begyndte vi med at lære om beredskabet i Danmark, og hvordan det er organiseret. Vi lærte om, hvad risiko egentlig er, ud fra et teoretisk perspektiv. Om forskelle på farlige hændelser med kemiske, biologiske, radiologiske, nukleare og eksplosive stoffer. Hele mit hold var i to ugers praktik hos Beredskabsstyrelsen, og siden hen har jeg været på flere praktikophold. Først hos beredskabet i Nuuk, hvor jeg var på brandsyn i offentlige bygninger og lærte om tekniske foranstaltninger. Er der de fornødne brandslukkere, og er flugtvejene i orden? Siden var jeg i enheden Brand og Redning i Københavns Lufthavn, hvor jeg fik lov at følge brandmændene og beredskabschefen og fik et indblik i, hvordan hele lufthavnen hænger sammen. Senest har jeg været i Filippinerne i praktik for en NGO, der arbejder for naturbevaring under vandet. Her skulle jeg blandt andet observere, hvor mange muslinger, søstjerner og andre bløddyr der var på et koralrev, for at man bedre kan fastslå, hvor sund havbunden er.”

Har du følt, du gjorde en forskel?

”Det er ikke noget, man tænker over, når man står midt i tingene. Men jeg har oplevet tilfredsheden ved at gøre en forskel i fællesskab. Da der var tørke i sommeren 2018, var jeg igennem mit frivillige arbejde hos Beredskabsstyrelsen en del af et hold, der kørte til Sverige. Noget af vejen derop kørte jeg brandbilen. Jeg har stort kørekort, og det er en superfed fornemmelse og ikke noget, jeg har prøvet særlig ofte. Men først og ­fremmest var det superspændende at komme op til et stort setup af folk, der arbejder sammen om én opgave. Der var pres på, fordi vinden ændrede sig, og det gjorde det svært at forudse brandens bevægelser. Vi arbejdede så meget af døgnet, vi kunne.”

Og hvad skal du lave, når du er færdiguddannet?

”Jeg er blevet meget interesseret i naturkatastrofer og kunne godt tænke mig et job, hvor man både kan være med i felten og med til at lede, men jeg kunne også godt tænke mig at arbejde deltid som brandmand.”

Katastrofe- og risikomanager lyder som en titel, der vil klæbe til dig, og man vil kigge i din retning, hver gang der sker det mindste?

”Man kan godt blive sat lidt i bås som den påpasselige. Men det har jeg det fint med uden dog at gide være fanatisk og bange for alting. Min familie har gerne villet diskutere alvoren i coronakrisen og de officielle tiltag med mig og høre min mening. Jeg kunne jo ikke sige andet, end at det er alvorligt, og ellers henvise til myndighederne. Og så har jeg kraftigt opfordret alle i min familie til at få sat røgalarmer op – og selv været ude at hænge en op hos min mormor.”

Har der ellers været bud efter dig i forbindelse med coronakrisen?

”Hos Beredskabsstyrelsen har man efterspurgt hjælp fra de frivillige, og jeg ville rigtig gerne have været med til at løse nogle opgaver, for eksempel været med til at bemande deres corona-hotline eller sætte nogle visitationstelte op ved hospitalerne. Men jeg har været nødt til at passe min uddannelse. Og her har vi undersøgt, hvordan kommuner, Folketing og ministre handler og kommunikerer under krisen.”

Og hvordan har den stille pige det i dag?

”Hun er ved at være forsvundet. Men jeg føler mig stadig i kontakt med min mere eftertænksomme side. Og den tror jeg kan være nyttig at have inden for branchen. For selv om jeg måske en dag kommer til at stå med ansvaret i en krisesituation, er det vigtigt at kende sine styrker og begrænsninger. Vigtigt at vide, at jeg er generalist og ikke, for eksempel, kemiingeniør. Og så samtidig vide, hvem jeg skal ringe til for at få den nødvendige hjælp.”

TAG RISIKOEN

Katastrofe- og risikomanagement er en professionsbachelor på 3,5 år, inklusive omkring et års praktik, som udbydes på Københavns Professionshøjskole.

Uddannelsen beskæftiger sig blandt andet med klimaændringer, krisestyring, beredskab og senest pandemier. Aktuelt optages 110 studerende per år.

Siden oprettelsen i 2010 er 350 dimitteret fra uddannelsen. Nogle læser videre på en kandidatuddannelse, andre finder arbejde hos beredskab, politi eller i NGO-verdenen, mens den største gruppe (35 procent) får job i den private sektor eller hos offentlige myndigheder.

Med læger og hospitalsansatte som fortrop blev alle velfærdsstatens soldater kaldt til corona-undsætning. Men vil krisen smitte af på de unges studievalg?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

OVERLÆGER, sygeplejersker, sosu-personale, politibetjente, epidemiologer, biokemikere, ambulanceførere.

Det er alle personer, der er trænet til at beskytte os – eller redde os fra os selv – og som har spillet hovedroller i medierne under de sidste par måneders corona-dækning.

Pludselig kom vi på Twitter med Sundhedsstyrelsens corona-zar Søren Brostrøm og på fornavn med Kåre, altså Mølbak, infektionseksperten fra Statens Serum Institut. Sundhedsfagfolk er kommet i rampelyset, og måske kan det være med til at trække flere af de unge, der i disse uger overvejer, hvilken uddannelse de skal søge ind på, i samme retning.

”Der har altid været prestige i at være læge. Og studierne bliver altid fyldt op af de studerende med de højeste gennemsnit. Men måske har corona-krisen givet dem lidt ekstra brandingværdi,” siger Camilla Thorgaard, områdechef for videregående uddannelser hos Danmarks Evalueringsinstitut, en uafhængig statslig organisation, der indsamler viden om uddannelsessystemet.

”Det er blevet tydeligt for os alle, hvor vigtigt det her område er. Så måske ser vi en Brostrøm-effekt, der vil presse snittet endnu højere op på medicin, men også på en uddannelse som folkesundhedsvidenskab.  På den måde vil det virke selvforstærkende. For jo højere adgangsbegrænsningen er, desto mere prestigefuldt bliver et studie,” siger hun. 

Antallet af ansøgere til såkaldte velfærdsuddannelser såsom sygeplejerske og sosu-assistent, men også socialrådgiver, pædagog og folkeskolelærer har været faldende siden 2014 og var det igen ved indleveringen af kvote 2-ansøgninger i marts. Spørgsmålet er, om den øgede prestige vil gøre sig gældende nedad i det sundhedsfaglige hierarki og bryde denne trend. Både og, mener Camilla Thorgaard:

”Vigtigheden af sygeplejersker og sosu-hjælpere er blevet talt op. Men samtidig har det vist sig, både herhjemme og ude i verden, at det også kan være farlige erhverv, som man både kan blive alvorligt syg og dø af.”

Er man i tvivl, om man tør tage en velfærdsuddannelse, taler det for, at de generelt repræsenterer en sikker vej til beskæftigelse. I tiden efter finanskrisen steg antallet af danskere, der ville være pædagog, lærer og sygeplejerske, pænt. Og måske kan de atter lokke i en tid, hvor det private erhvervsliv er ramt af corona-nedgang, siger Camilla Thorgaard, der helt overordnet gætter på, at flere i det hele taget vil ind på en uddannelse i år. 

”Når der er lavkonjunktur, søger folk mod uddannelse, fordi det kan virke vanskeligt at gå ud og finde ufaglært arbejde. Det så vi også under finanskrisen.”

Desuden spår hun, at der bliver rodet op i det vante mønster, hvor de fleste i en ungdomsårgang lægger ud med at spare penge sammen for så at tage på den store dannelsesrejse, inden de tager hul på studielivet.

”Drømmen om at rejse er mere usikker lige for tiden, og sabbatåret virker måske pludselig ikke så attraktivt,” siger Camilla Thorgaard.

Corona-pandemien har slået bremser i både rejselyst og økonomiske hjul. Men der skal større omvæltninger til for at lave radikalt om på, hvad folk gerne vil være, mener Jan Thorhauge Frederiksen, lektor i pædagogik ved Københavns Universitet og ph.d. i uddannelsesforskning.

”Sygeplejersker får masser af anerkendelse fra politisk og folkelig side lige nu. Og det kan godt være, at nogle tænker, at det bare kunne være fedt at blive sygeplejerske. Men det er på det individuelle plan. For at der skal ske ændringer i, hvilke uddannelser danske unge generelt vælger, skal det i hvert fald vare mere end et par måneder. Corona-krisen er ikke anden verdenskrig og vil ikke have lige så langvarige og voldsomme samfundsmæssige og økonomiske konsekvenser. Måske føles det for nogle, som om verden har ændret sig fuldstændigt. Men den slags følelser kommer ikke til at betyde det store på uddannelsesområdet,” siger Jan Thorhauge Frederiksen.

Og det mener han, vi har grund til at glæde os over.

”Nu udtaler jeg mig lidt mere værdimæssigt end egentlig som forsker: Jeg synes, det er en god ting, hvis unge vælger ud fra noget, de har tænkt over længe og har mærket efter, i stedet for at det kommer på grund af mindre udsving i samfundet. Så tror jeg, man træffer et mere velovervejet valg for, hvad man skal bruge resten af sit liv på.”

Jan Thorhauge Frederiksen vil snarere pege på klimakrisen som en omvæltning, der kan få indflydelse på, hvordan vi uddanner os.

”Mange unge opfatter det som noget alvorligt og som noget, der ikke bliver taget alvorligt nok. Og som noget, der allerede har varet år, og som kommer til at vare længe endnu. Der er nogle værdier og forestillinger på spil, som godt kunne lave om på studiemønstrene,” siger han og gætter på, at flere vil vælge en uddannelse, der involverer biologi eller kemi, mens andre vil blive inspireret til at gå ind i politik og kombinere samfundsfaglige uddannelser med noget miljørelateret, og andre igen vil læse retorik eller journalistik for at få redskaber til at formidle klimakrisen.

”Hvis nogen skulle finde på at lave en klimajournalistisk uddannelse, har den nok gode chancer.”

TOP-TRE

Selvom interessen er dalet lidt de senere år, er det stadig pædagog og sygeplejerske, flest danskere vil være. Her er de mest søgte uddannelser i 2019:

1. Pædagog: 5.956

2. Sygeplejerske: 4.991

3. Medicin: 3.860

Som 17-årig og skoletræt tog BARBARA MOLEKO på højskole og opdagede, at musik kunne blive hendes levevej. Syv år senere var det endnu et højskoleophold, der hjalp hende over en livskrise.
Tekst:Benjamin DaneFoto:PR

Hvorfor valgte du at tage på højskole?

”Jeg havde nok brug for at komme lidt væk hjemmefra. Jeg ville ikke i gymnasiet, men samtidig havde jeg heller ikke lyst til bare at arbejde eller gå og lave ingenting. Allerede dengang var jeg meget optaget af musik, men jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle gribe det an. En dag kom min mor og sagde til mig, at hun havde fundet en musikhøjskole i Vig på Nordvestsjælland. Jeg tænkte, at det kunne være en god mulighed for virkelig at fordybe mig i at skrive sange.”

Hvad lærte du af det?

”Jeg fik mulighed for at nørde musik for første gang. Jeg blev bedre til at skrive sange, og jeg brugte tid på at lære musikteori og -teknik. Jeg opdagede, at jeg rent faktisk var en dygtig musiker, og at jeg måske kunne gøre det til en karriere. Jeg blev mere ambitiøs. Hvis det ikke havde været for højskolen, var jeg aldrig kommet på hverken MGK (Musikalsk Grundkursus, der forbereder til musikkonservatoriets optagelsesprøve, red.) eller på konservatoriet.”

Hvad med det sociale?

”De første dage var meget intense. Adrenalinen pumpede rundt i blodet på os alle, og man gik og tjekkede hinanden ud. Det var første skoledag om igen. For mig, der måske var lidt socialt akavet, var det meget overvældende at skulle være så meget sammen med en gruppe mennesker, jeg ikke kendte på forhånd. På den måde flyttede højskolen mine grænser, og jeg blev mere social og fandt min rolle. Jeg opdagede, at jeg var en god problemløser, og at jeg kunne få forskellige folk til at mødes og fungere sammen.”

34-årige Barbara Moleko har en dansk mor og en sydafrikansk far, er opvokset i Mozambique og Sydafrika og flyttede til Danmark som 12-årig. Hun udgiver sit tredje album i foråret 2020 og spiller koncert i DR Koncerthuset 25. november 2020.

Som 24-årig tog du på højskole igen. Hvorfor?

”Jeg gik på MGK, og min karriere var stille og roligt ved at komme op at køre, da jeg gennemgik en meget voldsom forelskelse og et breakup. Jeg flygtede fra alt og alle og tog på Oure Højskole, hvor Kasper Eistrup (tidligere forsanger i Kashmir, red.) havde oprettet en musiklinje. Jeg lærte en masse om at producere musik, men det var nok på det personlige plan, jeg fik mest ud af opholdet. Oure er kendt for sport, og sportsfolk er meget anderledes end musikere. Jeg lærte en masse af den disciplin, de har, som jeg har kunnet bruge i mit eget liv. På Oure mødte jeg også mennesker, som havde helt andre holdninger og en helt anden baggrund end jeg selv. Jeg har været politisk aktiv i Socialistisk UngdomsFront som yngre. På Oure havde jeg mange heftige politiske diskussioner, som endte med at udvide min horisont.”

Hvad har dine højskoleophold betydet for dig?

”Jeg har aldrig været god til at gå i skole, men at gå på en højskole er noget helt andet. Alle de fag, jeg har haft – også dem, der ikke havde med musik at gøre – har jeg selv valgt, fordi de interesserede mig. Det har givet mig større motivation og nogle tiltrængte succesoplevelser. Der er ingen tvivl om, at jeg har lært mere på de to halvår, end jeg eksempelvis gjorde i hele min folkeskoletid.”

Kommer du til at sende din egen datter på højskole?

”Hvis hun selv vil, så ja. Jeg mener, at alle burde unde sig selv at tage på højskole eller efterskole og opleve det miljø og det fællesskab, der er sådan et sted. Det er virkelig en god mulighed for at lære noget – ikke mindst om sig selv – i trygge rammer.”

TRE MUSIKHØJSKOLER

Musik og Teaterhøjskolen
På den sønderjyske højskole – der indtil 2000 hed Den Sønderjyske Højskole for musik og teater – kan eleverne studere sang, lydteknik og elektronisk musik. Skolen, der også er kendt for sine teater- og danselinjer, har eksisteret siden 1984.

Testrup Højskole
Den grundtvigske folkehøjskole lidt syd for Aarhus har eksisteret siden 1866. Foruden en musiklinje tilbyder Testrup Højskole også teater, filosofi, kunst samt en skrivelinje.

Den Rytmiske Højskole
Musikhøjskolen i Vig på Nordvestsjælland er fra 1991 og en af landets yngre højskoler. Skolen profilerer sig – som navnet antyder – særligt på rytmisk musik, men også lydstudieteknik.

Dorthe Mathiesen var kørt fast i kommunikationsverdenen og besluttede sig for at skifte spor. I dag læser hun en master i naturterapi sammen med studerende med et væld af forskellige baggrunde, der som hende har fundet ud af, at det aldrig er for sent at lære noget nyt.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Leif Tuxen

I DECEMBER 2018 meddelte Dorthe Mathiesen sin opsigelse i Kulturministeriet, hvor hun i 13 år havde været ansat i kommunikationsafdelingen, for at gå tilbage til skolebænken. Beslutningen kan virke drastisk, men når hun tænker tilbage i dag, var det allerede fem år forinden, at hun så småt var begyndt at tvivle på, om hun fortsat brændte for sit felt – og om hun kunne holde ud at sidde på et kontor fem dage om ugen resten af sin karriere.

”Folk var meget overraskede, da jeg sagde op. Når de spurgte hvorfor, svarede jeg, at det var, fordi jeg gerne vil kunne se tilbage på et varieret arbejdsliv – og et varieret liv i det hele taget – når jeg engang stiller træskoene,” siger 48-årige Dorthe Mathiesen, der lagde kommunikationsverdenen bag sig og søgte ind på en masteruddannelse i naturbaseret terapi og sundhedsfremme på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.

Det er en uddannelse, de studerende selv betaler for, men en arv havde givet Dorthe Mathiesen større frihed. 

At det lige blev naturterapi, som blev hendes nye karrierevej, skyldes først og fremmest hendes interesse for naturen.

”Jeg har altid godt kunnet lide at gå i haven og lave praktiske ting, og derfor kiggede jeg på flere forskellige grønne uddannelser. Men jeg søgte også noget mere tid og fleksibilitet, end jeg har haft de sidste 20 år med et til tider hektisk arbejde og små børn derhjemme. Derfor vidste jeg, at jeg ikke skulle starte på en helt ny femårig kandidatuddannelse på fuld tid. Ved at tage en master i naturterapi, hvor man tager ét kursus ad gangen, kunne jeg få en ny uddannelse og en mere fleksibel hverdag på samme tid,” forklarer Dorthe Mathiesen, der begyndte på uddannelsen med en idé om, at hun skulle bruge den til at arbejde med udsatte unge eller integration.

NATURTERAPI

På Københavns Universitets Natur- og Biovidenskabelige Fakultet – også kendt som KU Science – på Frederiksberg kan man læse en master i naturbaseret terapi og sundhedsfremme.

Uddannelsen henvender sig primært til folk med enten en videregående sundhedsfaglig eller grøn uddannelse, men studerende med andre baggrunde kan også komme i betragtning. Uddannelsen beskæftiger sig med, hvordan naturen kan anvendes som en ressource til sundhedsfremme.

En master i naturbaseret terapi og sundhedsfremme er et studie på halv tid. Der stilles ikke krav om, at de seks moduler, som uddannelsen består af, skal tages lige efter hinanden, hvorfor uddannelsens varighed kan variere for den enkelte studerende. Det er desuden muligt kun at tage de enkelte moduler, som er relevante for netop ens baggrund eller mål med uddannelsen.

Ifølge forskning i naturbaseret terapi kan det at opholde sig i naturen nemlig have en lang række gavnlige effekter for mennesker. Vores immunforsvar styrkes, vi bevæger os mere, antallet af stresshormoner i kroppen falder, og både vores puls, blodtryk og hjerterytme falder, når vi befinder os i naturlige omgivelser. Derfor har man på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet i en årrække forsket i, hvordan man kan anvende disse positive effekter til behandling af eksempelvis stressramte, kræftpatienter i rehabiliteringsforløb og psykisk sårbare mennesker, men også i almindelig udendørs motion og træning.

”Der er en masse ting i de miljøer, hvor vi mennesker opholder os det meste af tiden – altså typisk i byen – som ikke er særlig gavnlige for os, hverken fysisk, mentalt eller socialt. Vi kan se, at naturen kan modvirke en række af disse negative effekter og hjælpe os med at restituere,” siger Dorthe Varning Poulsen, der er lektor og studieleder på naturbaseret terapi og sundhedsfremme, og som blandt andet har undersøgt, hvordan naturterapi kan anvendes til at behandle PTSD-ramte soldater gennem for eksempel mindfulness og yoga i naturen samt grønne aktiviteter såsom gåture og fiskeri.

Hun fortæller, at de studerende på naturterapiuddannelsen dels får en teoretisk forståelse for, hvordan det miljø, vi mennesker befinder os i, påvirker vores hjerne og krop, men også helt konkret viden om og praktisk erfaring med, hvordan man kan anvende naturen til at hjælpe forskellige målgrupper.

”Vi arbejder med to spor. Det ene er at finde ud af, hvilke elementer i naturen der er væsentlige og gavnlige for mennesker. Det andet er, hvilke aktiviteter der skal til for at styrke deres fysiske og mentale sundhed,” forklarer Dorthe Varning Poulsen. 

På masteruddannelsen i naturbaseret terapi og sundhedsfremme har Dorthe Mathiesen, der snart skal begynde det næstsidste af seks moduler på uddannelsen, mødt mennesker med en lang række forskellige baggrunde, lige fra naturvejledere, biologer og en skovfoged til psykologer, ergoterapeuter, læger og antropologer. Der er cirka 30 studerende på et hold, og for Dorthe Mathiesen, der blev færdiguddannet som kandidat i kommunikation og filosofi fra Københavns Universitet og RUC i 1998, har det været inspirerende at studere sammen med folk, der går til naturterapiuddannelsen med en helt anden faglig baggrund end hende selv.

”Det er en stor styrke ved uddannelsen, at folk har så forskellige karrierer i bagagen. Når vi har diskussioner og skal løse opgaver, giver det en god dynamik, at vi alle kommer med hver vores faglighed. Samtidig får man også noget netværk ud af at møde mennesker, som læser det samme som én selv, men har lavet noget helt andet hidtil,” siger hun.

En del af undervisningen på naturbaseret terapi og sundhedsfremme foregår på klassisk vis i et auditorium på KU Science på Frederiksberg, men uddannelsen har også et stort praktisk fokus, og ofte er Dorthe Mathiesen og hendes medstuderende ude i felten og afprøve de teknikker, de lærer. Københavns Universitet har en terapihave, som anvendes i undervisningen, og derudover er der flere forløb, hvor de studerende tager på internat i Sydsverige, på Fyn eller i Jylland og laver praktiske øvelser ude i naturen eller i terapihaver.

TILBAGE TIL NATUREN

Vi overnatter under åben himmel, går på vandreture, tager jagttegn og vinterbader.

Ifølge Mickey Gjerris, lektor i bioetik ved Københavns Universitet, er tendensen en modreaktion i samfundet i en tid, hvor teknologi og klimaforandringer fylder mere og mere:

”Som jeg ser det, er der to overordnede grunde til, at folk søger tilbage til naturen. På den ene side er der opstået en længsel efter at omgive sig med noget, der ikke er indrettet efter vores behov. Hvis man går en tur i byen, er man omringet af ting, der er designet af og for mennesker. Men hvis man går en tur i skoven, er der godt nok stier, men også natur, som eksisterer uafhængigt af os, og som i et vist omfang kan kaldes ’vild’,” siger Mickey Gjerris.

Han ser samtidig en stigende forståelse for, at vores levevis er en trussel for naturen med klimaforandringer og faldende biodiversitet til følge:

”Ved at være i naturen kan vi få øjne, ører og sind op for, at det at passe på naturen kan være noget, der er med til at forøge vores livskvalitet. Ude i naturen får vi mulighed for at opleve os selv som en del af det fællesskab, som naturen er, og som vi er dybt afhængige af.”

Efterhånden som studierne skrider frem, er Dorthe Mathiesen ikke længere helt så sikker på, at hun vil bruge uddannelsen til at arbejde med sociale problemer. Hun har nemlig fået øjnene mere og mere op for dens behandlende del.

”Jeg har blandt andet lavet en indretningsplan til et grønt område ved et sanatorium, og jeg har også lavet et aktivitetsforløb i naturen for seks angst- og depressionsramte unge. Det har været meget afvekslende,” fortæller Dorthe Mathiesen, der også er blevet undervist i projektstyring og fundraising, da uddannelsen tillige er rettet mod folk, som ønsker at drive selvstændig virksomhed inden for det naturterapeutiske område.

Naturterapiuddannelsen på Københavns Universitet har eksisteret siden 2016, og foreløbig findes der kun otte færdiguddannede mastere i naturbaseret terapi og sundhedsfremme i Danmark. De arbejder blandt andet med at udvikle naturbaserede behandlingsstrategier i kommuner og med at etablere private terapihaver og udbyde forløb til virksomheder. I løbet af i år bliver yderligere 12 kandidater færdige, og en af dem er Dorthe Mathiesen. Endnu ved hun ikke med sikkerhed, hvad hun vil lave, når hun efter planen kan kalde sig naturterapeut i slutningen af året.

”Umiddelbart vil jeg nok være lidt tøvende med at kalde mig decideret terapeut, når jeg bliver færdig. Det er et meget stort ansvar at tage på sig. Men jeg kunne eksempelvis godt tænke mig at facilitere for folk med psykiske udfordringer, måske i samarbejde med psykologer og andre terapeuter.”

DEN GRØNNE BØLGE

Master i bæredygtig omstilling
Siden 2014 har man på Aarhus Universitet kunnet tage en toårig masteruddannelse i bæredygtig omstilling, som er en generalistuddannelse, der beskæftiger sig bredt med de grønne omstillingsprocesser, der finder sted inden for en lang række brancher. Uddannelsen er på halv tid og selvfinansieret.

Kandidat i miljø- og naturressourceøkonomi
På Københavns Universitet uddannes kandidater i miljø- og naturressourceøkonomi i at udnytte klodens ressourcer på en ansvarlig og bæredygtig måde, herunder hvordan Danmark bedst og billigst opfylder sine internationale aftaler om begrænsning af CO2-udslip. Uddannelsen er på engelsk.

Master i udeskole-pædagogik
Den treårige masteruddannelse, der udbydes i sam­arbejde mellem VIA University College og Linköpings Universitet i Sverige, tager udgangspunkt i pædagogik, og hvordan man kan skabe læring i naturen for børn i skoler og på institutioner. Uddannelsen er fortrinsvis på svensk.

Oven på en magistergrad i engelsk barokpoesi blev hun den første i Danmark, der skrev en ph.d. om mode. ”Jeg kan lide at være med til at løfte moden op på et seriøst niveau,” siger Maria Mackinney-Valentin.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

Man pressede ikke de unge gennem systemet dengang i 1992, hvor Maria Mackinney-Valentin begyndte at læse engelsk på Københavns Universitet. Hun havde sågar en underviser i grammatik, der mente, man ikke var en seriøs studerende, hvis ikke man havde været på universitetet i 10 år. Tanken om at læse for studiernes skyld og ikke for arbejdsmarkedets passede hende godt.

”Jeg tænkte på at blive gymnasielærer bagefter, men først og fremmest elskede jeg at læse, og engelsk lød som et dejligt studie,” siger Maria Mackinney-Valentin, der ind imellem studierne lagde flere pauser med udlandsophold og arbejde. Blandt andet arbejdede hun på et magasin i New York, anmeldte litteratur for P1 og vikarierede som redaktør på modemagasinet Eurowoman.

”Det var nok de ting, jeg lavede under orlov, der endte med at give mig mine job siden hen,” siger Maria Mackinney-Valentin, der afleverede sit speciale om engelsk baroklitteratur i 2001 og skyndte sig ud at arbejde med blandt andet marketing, journalistik og projektledelse. 

I 2005 vendte hun tilbage til en læreanstalt og en stilling som forskningsassistent på Kunstakademiets Designskole i København. Et halvt år senere blev hun landets første ph.d.-stipendiat inden for mode, og tre år plus en barselsorlov senere afleverede hun en afhandling, der teoretisk var baseret på tanker fra franskmanden Gilles Deleuze, den samme filosof, hun havde anvendt i specialet på engelskstudiet.

”Mode og engelsk er to helt forskellige fag, men akademisk var der en rød tråd,” siger Maria Mackinney-Valentin om afhandlingen, der blandt andet indeholdt en helt ny model til forståelse af modeverdenens trends og deres holdbarhed. 

Traditionelle trendmodeller ser groft skitseret sådan ud: Nogle trendsættere begynder at gå i noget bestemt tøj. Det griber om sig, og stadig flere går med det, indtil det topper og bliver så mainstream, at det bliver umoderne. Den logik er indbygget i modens tilbagevendende kollektioner, der har til formål at få os til at købe nye ting hvert år. Så enkelt er det ikke ifølge Maria Mackinney-Valentins model. I sin afhandling eksemplificerede hun blandt andet med leopardprikker, hvordan en trend kan mutere og flytte sig og på den måde leve videre:

”På det tidspunkt havde leopardpletter været en trend i over 10 år. Undervejs var de gået fra at være forbeholdt kvinderne, til at mændene og siden børnene også kunne være med. Pletternes størrelse havde varieret. Og de var gået fra at forekomme på enkelte genstande til at blive båret over hele kroppen. 

Jeg kiggede så meget på emnet, at jeg havde prikker for øjnene, da det kapitel var skrevet,” siger Maria Mackinney-Valentin, der i dag indimellem bliver inviteret til at præsentere sin model ude i modebranchen. Til daglig er hun lektor på Kunstakademiets Designskole, hvor hun klæder kommende modeskabere på til at kunne tage del i samfundsdebatten gennem undervisning i blandt andet kønsstudier, designhistorie og bæredygtighed. Som hun siger:

”Mode kæmper i pressen og forskningskredse med et ry som kulturlivets beskidte underhund. Men vi har alle sammen tøj på, og jeg vil godt være med til at løfte moden op på et niveau, hvor den kan sige noget seriøst om vores tid.”

 

Anders Hagelskjær drømte om at kigge stjerner, men begyndte i stedet at fylde birkesaft på flasker. I dag satser den biologistuderende på en fremtid som vinmager.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

Anders Hagelskjær begyndte at studere fysik, fordi han var fascineret af vældige naturfænomener som stjerner, planeter og andre himmellegemer. Men efter tre års studier besluttede han sig for ikke at færdiggøre sin bacheloruddannelse på Aarhus Universitet, fordi han var bange for, at astronomi og den slags ville blive et erhvervsmæssigt sort hul for ham.

”Jeg kiggede på jobmulighederne, og der er nu engang ikke så mange, der kan få lov at sidde og tænke dybt over universets helt store spørgsmål. Samtidig havde jeg til en vis grad fået tilfredsstillet min videbegærlighed,” siger Anders Hagelskjær.

Så gik han noget tid og spekulerede på, hvad han skulle lave i stedet. Samtidig genfandt han en interesse for den mere håndgribelige natur, som han havde næret, inden blikket blev rettet mod verdensrummet. Han gik i skoven og samlede svampe. Han gik på stranden og høstede muslinger og strandkrabber, som han dampede og kogte bisque på.

Den gastronomiske interesse havde han hjemmefra, hvor faren altid havde gået op i at købe gode råvarer. Anders syntes, det var sjovere at samle dem selv. En dag hørte han fra nogle kollegiekammerater, at man kunne tappe saft fra birketræer og lave vin af det.

Aftapningen skal ske, inden træerne springer ud, så i foråret 2016 gik han i skoven bevæbnet med boremaskine, slanger og tanke og gav sig til at årelade træerne. Han kom hjem med 150 liter birkesaft, som blev tilsat sukker og champagnegær, fyldt på flasker og lagt til at hvile i et gammelt rugehus på forældrenes landejendom. Fire-fem måneder senere kunne han smage på sin første årgang mousserende birkevin.

”Resultatet var overraskende godt. Med behagelige bobler som i cava eller champagne og en god, tør smag med noget bark og muld over sig. Det er lidt specielt, men interessen og responsen var vældig god,” fortæller Anders Hagelskjær om de første 60 flasker, som han gav væk og drak selv, bortset fra 10 flasker, han har sat til side. 

Året efter var han begyndt at studere igen, denne gang på biologi, og tænkte, at han måske kunne tjene lidt ved siden af på birkevinen, så han fik sig en hygiejnegodkendelse af fødevaremyndighederne, gik igen i skoven med tappegrejet og skruede denne gang produktionen op til 1.000 færdige flasker. 

”Det tog lidt tid, men jeg ramte påskeferien med det tungeste arbejde, og mine forældre og min kæreste hjalp mig.”

Samme år fik Anders Hagelskjær et læs blåbær forærende af en af farens venner, der tænkte, han måske kunne få noget ud af dem. På dem lavede han en sød, kraftigt smagende dessertvin, og blåbærvin er nu den anden faste del af sortimentet i en forretning, der leverer til lokale vin- og delikatessehandlere i Aarhus og Give og et par andre byer i Midt- og Sydvestjylland samt et par restauratører. Enkelte var noget skeptiske, da de først fik produkterne tilbudt.

”Jeg tror, nogle associerer blåbærvin med dårlig frugtvin fra 80’erne, og om birk har de ikke meget at sige, men de bliver overrasket over, at det ikke bare er sprøjt. Mine vine rammer den nordiske retning i restaurationsbranchen og interessen for lokal mad i det hele taget,” siger Anders Hagelskjær, der håber at kunne leve af vin i fremtiden, men har besluttet at holde fast i studierne. Han holder en dør åben, hvis gassen skulle gå af efterspørgslen:

”Jeg ville ikke have noget imod at ernære mig som naturvejleder, hvis det skulle være. Det er faktisk en gammel drøm.”

 

Der er umiddelbart langt fra en ph.d. i væbnet konflikt til plejeprodukter til moustachen. Forbindelsen er forskning og fordybelse, fortæller Salem Ben Souhail Dandan.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lene A. Dandan

Han havde egentlig forestillet sig, at han skulle arbejde i den akademiske verden. Eller måske lave analyser til institutioner som Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet eller Forsvarets Efterretningstjeneste. Som statskundskabsstuderende havde Salem Ben Souhail Dandan specialiseret sig i sikkerhedspolitik og lavet feltarbejde blandt soldater ved fronten i Irak og hos Hizbollah i Libanon. Men i 2015, mens han skrev på sin ph.d. om væbnede grupper og proxy-krig, begyndte han at tænke i alternative baner. 

”Der var ikke nogen jobmuligheder lige for næsen af mig. Og jeg kendte mange akademikere, der beskæftigede sig med noget, der lå tæt op ad mit felt, og som ikke kunne finde arbejde. Så jeg prøvede noget helt andet,” siger Salem Ben Souhail Dandan, der besluttede at forsøge sig som iværksætter: Han ville fabrikere og sælge produkter til skægpleje. 

Interessen opstod, da han som led i ph.d.-studierne var på udveksling på King’s College i London. Under opholdet blev han grebet af den kultur, han mødte, når han gik på barbersalon. 

”Mens pubberne i England er et sted, du tager hele familien med, er barberen mere et decideret male hangout, et reservat for herrehygge. Samtidig var der noget klassisk over det at gå op i sit skæg. Noget, som rækker ud over det hippe og trendy. Det tager tid at anlægge og pleje et ordentligt skæg, og man skiller sig ikke lige sådan af med det. Det var charmerende,” siger han. 

Men samtidig med at det fascinerede ham, at kulturen for skægpleje rakte tilbage til gamle gentleman-idealer, irriterede det ham, at mange af produkternes kvalitet ikke var fulgt med tiden. 

”Jeg kan lide at nørde til bunds og begyndte at studere råvarerne og deres egenskaber og fandt ud af, at mange produkter stadig indeholdt unødvendige levn fra den tidlige industrialisering, for eksempel rester fra petroleumsproduktion. Jeg ville gerne have noget, der var naturligt. Som der var belæg for, var sundt,” siger Salem Ben Souhail Dandan, der efter at have sat sig ind i ingredienserne forsøgte sig med sin egen blanding. 

Hans første produkt var en moustache-voks, derefter fulgte flere forskellige produkter, blandt andet til at forhindre udtørring af ansigtshuden, til blødgøring af skæghårene og til styling af skægget. Men inden han gav sig til at sælge dem, sendte han dem til anmeldelse hos den britiske skægblogger Zec Richardson, der belønnede kvaliteten med sin egen udmærkelse, en Golden Beard Award. 

I december 2015 registrerede han sit mærke, Beardpilot. Navnet skulle signalere, at køberen fik kontrollen over sit skæg og ikke omvendt. Så gik han i gang med at få laboratoriekontrolleret og certificeret sikkerheden i sine produkter. ”Der skulle ikke være en eneste – ikke bare én ud af 10.000 – der fik en allergisk reaktion efter at have brugt dem. Når noget ikke blev godkendt, måtte jeg lave det om. Det var en dyr, men nødvendig omgang,” siger Salem Ben Souhail Dandan, der brugte, hvad han havde af sparepenge, på opstarten. I 2018 begyndte han at aflønne sig selv. Og i dag har han en fuld- og en deltidsansat i Beardpilot. 

Ved siden af forretningen holder han dog stadig liv i interessen for sikkerhedspolitik, blandt andet igennem et netværk af forskerkolleger, der pusler med et sideprojekt: en tænketank, der kan forsyne erhvervslivet med internationale sikkerhedspolitiske analyser. Salem Ben Souhail Dandan er mest med som koordinator.

”Jeg trækker på min erfaring som iværksætter, ligesom jeg har brugt min forskningstilgang fra universitetet i arbejdet med råvarerne i skægprodukterne. På den måde beriger de to områder hinanden.”

CYKELSTYR I COCKPITTET

Navnet Beardpilot er en hyldest til britiske flyveres tradition for overskæg. Fra 1860 til 1916 var enhver soldat i den engelske hær per kongeligt dekret forpligtet til at lade skægget på overlæben stå. Da flyvevåbnet Royal Air Force blev oprettet i 1918, gjorde mange piloter en dyd ud af store, svungne overskæg, selv om de ikke længere havde ordre til at opretholde dem.

 

Hun arbejdede noget nær fuld tid på fritidsjobbet og passede sin træning. Alligevel hævede Ida Kruse et tocifret antal 12-taller, da hun blev student fra Faaborg Gymnasium sidste sommer. ”Jeg er nok lidt perfektionistisk,” siger den 20-årige fynbo.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

LIGE FRA JEG begyndte i gymnasiet, vidste jeg, at jeg ville studere medicin. Min mor er sygeplejerske og har altid sagt, at det er et skidefedt job, men at hun nogle gange savner den autoritet, lægerne har. I Odense kræver det et snit på omkring 11 at komme ind på medicinstudiet – jeg har altid syntes, at det ville være fedt at få et snit over 12. Det gik jeg lidt stille med. Jeg gad ikke, at man skulle definere mig som 12-talspige. Jeg ville ikke bare være et snit. Jeg har altid gået meget op i skolen og været villig til at lægge timerne i det. Men jeg har også haft tid til at se mine venner og cykle og styrketræne.

JEG ARBEJDEDE også ved siden af. Mere og mere faktisk. I 3. g var jeg oppe på 30-40 timer om ugen. Et af mine fritidsjob var hos en bager, en af min fars venner, som jeg kender rigtig godt. Vi havde problemer med at få fat på en lærling, så jeg hjalp lidt ekstra. Jeg kommer fra Bøjden, en lille landsby, hvor vi måske føler pligten på en lidt anden måde. Jeg hjalp i bageriet fra klokken fire om morgenen. Det hjalp på det, at jeg er A-menneske. Det passede som regel med, at jeg kunne nå forbi fitnesscenteret og træne og tage et bad, inden jeg skulle i skole. Alle tre år lå jeg i min seng klokken 21. Det var en meget struktureret hverdag. Den dag, vi stoppede undervisningen, var rimelig lækker. 

DA VI SKULLE til eksamen i 3. g, sagde mine veninder hver gang, at jeg ikke behøvede at være nervøs, jeg skulle jo nok få 12 alligevel. Det var også en form for pres. Hver gang jeg følte nerver, syntes jeg, det hjalp at træne eller cykle en tur. Men generelt er jeg ret god til at snakke mig ud af tingene. Der var én eksamen, hvor jeg kun fik 10, det var skriftlig dansk. Det havde jeg fuld forståelse for. Det er ikke min stærke side. Jeg fik i alt 27 12-taller og et samlet snit på 13,1.

NU ER JEG værnepligtig i Haderslev. Det er en stor omvæltning. Det var dejligt at gå i gymnasiet, men det kunne også godt stige én lidt til hovedet, og man kunne hurtigt komme til at tænke meget på sig selv og sine egne karakterer. Herinde på kasernen er det en helt anden verden, hvor man hele tiden tænker sig selv som del af en gruppe. Vi relativt få piger er jo ikke lige så stærke som drengene. Så når vi er ude at løbe, kommer de og tilbyder at bære tasken. Man kommer igennem en masse lorteopgaver og bliver råbt ad og kaldt uduelig flere gange om dagen. Men jeg kunne ikke drømme om at give op, man lærer hurtigt at børste det af og sige pyt. 

DE FØRSTE TO uger var lange og hårde, men fællesskabet trækker én igennem. Du er hele tiden sammen med nogen, I spiser sammen og sover sammen, og efter en uge følte jeg, at jeg kendte de andre bedre, end jeg nåede at kende mange af mine gymnasiekammerater.

JEG HAR BESLUTTET at tage endnu et sabbatår, når jeg er færdig med værnepligten. Til efteråret har jeg og nogle veninder arrangeret et roadtrip i USA. Måske jeg også får tid til et par andre smårejser. Jeg skal også have taget et par HF-kurser. I gymnasiet ville jeg hellere have idræt end tage matematik og kemi på højeste niveau, så dem skal jeg have taget nu for at kunne komme ind på medicinstudiet. Og så skal jeg flytte til Odense og falde til derinde. Jeg glæder mig til at bo ude og føre en selvstændig tilværelse. Jeg er lidt skræmt over, at medicinstudiet har rygte for at være halvhårdt. Men jeg glæder mig. Jeg bliver den første i min familie, der går på universitetet. Men der er ingen, der har presset mig. Det er fuldt ud min egen drøm.”

SUPER-SNITTERNE

Bonusordninger gør det muligt at få ganget sit gymnasiale karaktergennemsnit med en faktor større end én, hvis man har ekstra fag på højniveau eller går i gang med en videregående uddannelse inden for to år. Flere superstudenter har derfor opnået snit over 13. Det maksimalt opnåelige snit er 13,7.