Indlæg

Pernille Nyc-Jensen opgav sit job i oliebranchen for at udleve drømmen om musikken. I dag er hun ingeniør og projektleder i Københavns Lufthavn, men når mørket sænker sig, skruer hun op for elektropoppen og forvandler sig til Nille Nyc.
Tekst:Maja Strøm JensenFoto:PR

I MIT BARNDOMSHJEM i skoven på Stevns var radio­en indstillet på P3. Om aftenen faldt jeg i søvn til lyden af min mors sang og min fars guitar. Mine forældre var et par københavner-hippier, men var flyttet ud af byen, da min far havde fået et job gennem nogle venner. 

Selvom musikken fyldte meget i vores hjem, var jeg længe om at komme med mit bud på en sangstemme. I mine tidlige år spejlede jeg mig meget i andre og så ikke mig selv som lige så god som dem. Jeg var ret genert, og da jeg startede i gymnasiet på en naturvidenskabelig linje med musik på højniveau, var det altid nogle andre, der indtog rampelyset mere naturligt. 

Jeg tænkte, at det var deres vej, men at jeg nok var nødt til at lave noget andet. Jeg så ikke musikken som en karrierevej, men fandt stor glæde i de naturvidenskabelige fag. Efter tre sabbatår, hvor jeg havde været lærervikar og pædagog- og handicapmedhjælper, besluttede jeg, at jeg ville være ingeniør.

Jeg ville gerne være med til at præge og udvikle den teknologiske tidsalder, vi lever i, og i 2002 startede jeg på Ingeniørhøjskolen i København. Da jeg begyndte på studiet, følte jeg mig omgivet af nysgerrige ligesindede, og jeg levede studielivet med alt, hvad det indebar af fester og sociale arrangementer. Et af de mest interessante fag på studiet var innovationsledelse, hvor vi blandt andet lærte metoder til at tænke innovativt og koble nye og eksisterende teknologier sammen. 

Pernille Nyc-Jensen arbejdede 10 år i oliebranchen.

EFTER MIN BACHELOR tog jeg en overbygning i international teknologiledelse på Aalborg Universitets afdeling i København, hvor der ud over de naturvidenskabelige fag er fokus på sprog og ledelse, og jeg kunne kombinere ingeniørdisciplinen med min interesse for kommunikation.

Bagefter fandt jeg mit første job i National Oilwell Varco (NOV), som er et firma, der producerer fleksible rør til oliebranchen. Jeg var først ansat i kvalitetsafdelingen, hvor jeg arbejdede med kvalitets-, udviklings- og forandringsledelse i fem år. Herefter rykkede jeg over i projektafdelingen, hvor jeg stod med ansvaret for at levere olierør til hele verden med ordresummer på 100 millioner kroner. 

Olierørene leder olien, som er lagret under havets bund, ud til skibet, som skal transportere det videre. Rørene skal kunne modstå havets kræfter uden at lække, og der sad en række ingeniører og regnede på, hvordan olierørene skulle designes. Min opgave var at forstå problemstillingerne og sammen med ingeniør­teamet finde de rette løsninger til hver enkelt kunde.

PERNILLE NYC-JENSEN

Alder: 40 år.

Stilling: Project Manager, Københavns Lufthavn.

Kunstnernavn: Nille Nyc.

Pernille Nyc-Jensen debuterede som sanger og musiker i en alder af 38.

EFTER 10 ÅR i oliebranchen valgte jeg at stoppe. Tempoet havde været højt, og jeg var blevet mor til to drenge. Det var, som om der var noget, der kaldte på min opmærksomhed, og jeg fik trang til at kigge indad. Jeg var begyndt til sangundervisning og at skrive mine egne sange, og det trak i mig, at jeg skulle følge musikken i stedet for at arbejde. På det tidspunkt havde min mand et firma, som jeg kunne arbejde i. Det betød, at jeg kunne drosle ned på arbejdsmængden.

Jeg havde måske manglet en, der skubbede til mig, og det gjorde en producer, jeg mødte, da jeg meldte mig til sangundervisning. Hun fik mig til at tro på mig selv, og vi lavede nogle sange sammen, inden jeg valgte selv at producere min musik. Jeg havde lyst til selv at sidde bag knapperne, og samtidig var det praktisk, da jeg kunne arbejde med produktionerne om aftenen i mit studie i kælderen.

Jeg ville gerne lave elektropop og havde brug for at finde min egen lyd. Inden for den genre bliver langt størstedelen af lyden skabt via et program på en computer. Der er ikke nogen regler, og lyduniverset er uendeligt, men jeg prøvede at skabe nogle iørefaldende melodier. Jeg skrev sange dagligt, og melodier og omkvæd kom til mig løbende. Midt i vores køkken-alrum har vi et gammelt familie-klaver stående, og når jeg satte mig og spillede, optog jeg lyden med min iPhone. Så kunne jeg hurtigt mærke, om det var noget, der blev hængende. 

Sangene fandt jeg inspiration til i mit eget liv og i min omgangskreds. Musikken blev min legeplads og et sted, jeg kunne udtrykke mine tanker og følelser. Det fascinerede mig, at man kan koge en fortælling ned til tre minutter og 20 sekunder, pakke den ind i elektropop – og forhåbentlig give lytteren noget at tænke over. 

I foråret 2019 blev min første selvproducerede sang, ’Safe Island’, spillet på DR P3 og på en engelsk og mexicansk radiostation. Sangen handler om at turde løsrive sig fra sit ståsted for at nå et bedre og sjovere sted hen. Som ingeniør skal man hele tiden have styr på tingene, være i kontrol og helst kende det næste skridt. Men da jeg sprang ud i musikken, var det spændende, usikkert – og rigtigt.

Du kan finde Nille Nycs sange på din musiktjeneste. Følg hende på Instagram og Facebook for at få mere at vide om nye udgivelser og koncerter.

JEG SKRIVER SANGENE, synger, producerer, booker og er min egen manager i mit eget pladeselskab. Nogle gange kan det godt føles som at støde panden mod muren, når der ikke kommer et eneste svar på de hundrede mails, jeg har sendt ud, for eksempel i forbindelse med en ny udgivelse. Men min ihærdighed og vilje til at kunne arbejde i modvind tager jeg med mig fra mit job som projektleder. Til gengæld oplever jeg også medvind, særligt meget det seneste år. Min single ’Not Okay’ opnåede meget opmærksomhed, og den kom på en ret eftertragtet officiel musikliste, New Music Friday på Spotify. For mig var det et skulderklap og en bekræftelse på, at man på egen hånd kan få tingene til at ske.

Ingeniørfaget kaldte på mig igen, og i 2018 blev jeg ansat i Københavns Lufthavn, hvor jeg blandt andet bidrager til udviklingen af lufthavnen. Jeg er blandt andet med til at implementere et nyt IT-trafikstyringssystem til afvikling af flytrafikken. Da corona kom, var lufthavnen en af Danmarks hårdest ramte virksomheder, og vi har måttet sadle om og nedskære og oplevet en voldsom opbremsning på vores opgaver. Jeg har dog været så heldig, at mine opgaver ikke er blevet ramt, men det har været voldsomt at være en del af.

Musikken har gjort mig til en bedre mor, kæreste, veninde og kollega. Min hverdag er meget teknisk og rationel og har brug for at blive mixet sammen med min bløde, intuitive og følsomme side, for at jeg føler mig som et helt menneske. Når mine drenge er lagt i seng, nyder jeg at trække mig tilbage til vores kælderrum og fokusere på musikken.

Kira Marie Peter-Hansen er det yngste medlem af Europa-Parlamentet – nogensinde. Vi snakkede med den 22-årige politiker om, hvordan titlen kan skævvride Tinder-daten, om venskabs-dilemmaer i Bruxelles og om, hvorfor hun insisterer på at få en uddannelse.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

Har du altid villet være politiker?

”Det var egentlig ikke rigtig drømmen. Jeg ville læse økonomi. Man er nødt til at forstå det økonomiske system, der understøtter fattigdommen, hvis man gerne vil udrydde den og redde kloden.”

Så hvordan så din drømmekarriere ud, inden du blev politiker?

”Det var nok noget i retning af at blive direktør for IMF (Den Internationale Valutafond, red.) eller for Den Europæiske Centralbank. Det syntes jeg kunne være mega blæret.”

Du begyndte da også på økonomistudiet, men i 2019 stillede du op til europaparlamentsvalget. Hvorfor?

”Specielt blandt unge er der mange, der ikke går op i EU. Jeg stillede op for at lave en kampagne, der kunne få unge i tale. Jeg forestillede mig ikke, jeg ville blive valgt.”

Men det blev du, 21 år gammel. Skulle du anskaffe dig en ny garderobe for at passe ind i Bruxelles?

”Jeg kan i hvert fald se, at det er noget andet tøj, jeg har hængende i min lejlighed i Bruxelles end i min lejlighed i København. I København har jeg farvestrålende kjoler. I Bruxelles er det ofte sort og gråt office-tøj, men ikke altid. Der er ikke dress­code i parlamentet, men jeg tror, det er vigtigt at fremstå som en, der tager arbejdet seriøst, og dermed selv blive taget seriøst ud fra førstehåndsindtrykket.”

Hvordan er det at færdes der, når man har din alder?

”Folk ved jo ikke, hvor gammel man er, blot ved at kigge på én. Så det er ikke nødvendigvis, fordi aldersforskelle altid kan mærkes i løbet af en arbejdsdag.”

Der må være en del velmenende EU-veteraner, der gerne vil hjælpe en nyankommen til Bruxelles. Kan man overhovedet undgå man- eller womansplaining?

”Jeg oplever det ikke som mansplaining. Men jeg har da oplevet, at min alder er blevet italesat. Til mit allerførste forhandlingsmøde, hvor jeg var temmelig nervøs, sad en konservativ tysk kollega, som jeg for øvrigt har det godt med, ved den modsatte ende og bad mig om at tale højere, fordi de var ”over 40 i hans bordende”. Han har ikke ment noget ondt med det, men det gjorde mig ikke mindre usikker. Min alder er på godt og ondt en ting, der bliver nævnt.”

KIRA MARIE PETER-HANSEN

22 år. Født i København.

Gik på international folkeskole.

Aktiv i SF Ungdom fra 2015. Valgt som medlem af Europa-Parlamentet 2019-24.

Kampagne mod global opvarmning med Villy Søvndals berømte/berygtede citat om de smeltende poler.

Hvordan bliver det nævnt som noget godt?

”Folk i den grønne gruppe virker stolte af at have den yngste parlamentariker nogensinde med. Min alder blev fremhævet som noget positivt af et andet gruppemedlem, da hun gav mig ordet under en høring med europakommissionsformand Ursula von der Leyen.”

Hvordan har det været at få venner i EU?

”I mit nærmeste team ville det aldersmæssigt være mest oplagt at blive venner med praktikanterne, der typisk er 24-25 år gamle. Samtidig skaber min position en vis distance imellem os. Omvendt bliver jeg heller ikke lige bedste venner med Morten Løkkegaard (56-årig gruppeformand for Venstre i Europa-Parlamentet, red.), selv om jeg rigtig godt kan lide ham. Og de politiske rådgivere har deres egne fællesskaber, hvor de gerne vil kunne mødes uden os politikere. Det har gjort Europa-Parlamentet til et lidt underligt rum at færdes i. Jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvem mine venner er. Hos De Grønne er der en del yngre politikere, men den første tid som nyvalgt politiker i Bruxelles var alting nyt, og jeg havde så meget at gøre med at sætte mig ind i tilværelsen, stoppe studierne i Danmark og så videre, at jeg slet ikke havde overskud til at socialisere med mine internationale kolleger. Så kom corona, og jeg har været i Danmark siden oktober 2020.”

Du hoppede fra økonomistudierne, da du blev valgt ind i parlamentet …

”Jeg var meget i tvivl om det, men erkendte, at det var for urealistisk at have et fuldtidsstudie i Danmark og samtidig arbejde mere end fuldtids i Bruxelles. Nu har jeg indskrevet mig på en bacheloruddannelse i internationale relationer i Bruxelles, hvor der ikke er så høje krav til, hvor mange eksamener man tager per semester. Jeg satser på at færdiggøre den inden for otte års tid.”

Otte år, det er alligevel en tidsramme … Hvorfor gør du det overhovedet, når nu du allerede har et godt arbejde? 

”På nuværende tidspunkt vil jeg gerne genopstille til parlamentet. Men jeg skal nok ikke være i politik for evigt, og jeg er bange for, at man ikke klarer sig 50 år på arbejdsmarkedet uden en uddannelse. Det kan godt være, at jeg kunne få nogle jobs udelukkende på min erfaring, men jeg vil også gerne have papir på, at jeg kan noget.”

Snakker du EU-politik med dine venner?

”De er søde og prøver at interessere sig for det. Men jeg tror, de er lidt trætte af at høre om det. De synes vist også, det fylder lidt meget på mine sociale medier. De vil hellere se, hvor jeg spiser brunch om søndagen.” 

Hvordan flugter dit liv ellers med dine gamle venners?

”Jeg har jo sprunget noget i retning af 10 karrieretrin over. Så måske er der nogle, der overvejer, om jeg synes, at deres hverdag med eksamener og den slags er lige så vigtig som det, jeg laver. Det synes jeg, men det gælder om at finde en måde at tale om tingene. Det gør sig også gældende, måske i endnu højere grad, når man møder nye mennesker. Det er forfærdeligt at være 22 år og MEP’er (medlem af Europa-Parlamentet, red.) og gå på Tinder-date. Det er helt fucked.”

Hvorfor?

”Når man begynder at udveksle ’hvad laver du så’-spørgsmål, bliver folk gerne lidt chokerede. Så gælder det om at kunne tale det ned på jorden igen, hvor jeg ikke er et eller andet underligt væsen, men bare Kira, der tilfældigvis har et lidt anderledes job end andre 22-årige. Og som også gerne vil drikke kaffe og på bar og hygge mig og fjolle rundt, selv om jeg i andre sammenhænge er nødt til at networke, sippe hvidvin og forstå at vælge den rigtige gaffel til den rigtige ret.”

PÅ DEN GRØNNE GREN

Da Karsten Hønge i maj 2019 pludselig ombestemte sig og blev i dansk politik, tilfaldt hans mandat til Europa-Parlamentet Kira Marie Peter-Hansen, der havde fået godt 4.000 stemmer færre. I Bruxelles sidder den unge SF’er med i De Grønne som en af syv næstformænd i gruppen. Hendes mærkesager er blandt andet grøn omstilling og fattigdomsbekæmpelse.

Har dit job gjort dig for gammel til din alder?

”Mange, der bliver valgt ind i politik, har allerede slået sig ned og fået børn. Da jeg skulle flytte til Bruxelles, gav det mig lidt en identitetskrise. Skulle jeg få børn i Danmark eller Belgien, og hvis jeg fik familie i Belgien, ville jeg så blive mindre dansker og mere europæer? Og hvad med barsel, det har man jo ikke i parlamentet?”

Er det stadig et ømt punkt for dig?

”Jeg har prøvet at presse mig selv til ikke at tænke for meget over det lige nu.”

Så du går ikke rundt og leder efter familie?

”Konklusionen er nok, at jeg bare skal slappe lidt af.”

Magnus Kraft kan lide at holde mulighederne åbne. Ud over at læse statskundskab og skrive journalistik studiejobber han som scout i FCK’s ungdomsafdeling. Vi spurgte ham, hvor sjovt det egentlig er at rejse Sjælland tyndt for at se ungdomsfodbold af svingende kvalitet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

Du er scout for FCK’s U12- og U13-hold og følger ungdomsfodbold på hele Sjælland med henblik på at rekruttere talenter. Hvor mange kampe ser du om ugen?

”Lige nu er vi hjemsendt, men under normale omstændigheder ville jeg se i snit fem kampe om ugen. Det foregår mest i weekenderne. For det meste har FCK en bil, jeg kan låne.”

Går du efter særlige kampe, eller handler det mere om at se så mange kampe som muligt?

”Groft sagt er der to typer af kampe. Dem, du kan kalde screening, hvor du tager ud for at se, om der skulle gemme sig et eller andet. Er der for eksempel en spiller ude i Haslev, som vi ikke har fået øje på endnu? Og så er der den mere specifikke scouting, hvor vi intensivt holder øje med en spiller, som har gjort det godt tidligere.”

Lærer du så alle spillere på et vist niveau at kende i løbet af en sæson?

”Vi går efter at kende alle interessante spillere på Sjælland. Og det sker næsten aldrig, at der fuldstændigt ud af det blå dukker et talent op, som vi har overset. Nogle gange tænker vi, ’det var satans’, når vores konkurrenter i Brøndby, Lyngby eller Nordsjælland sikrer sig en god spiller, men vi kender næsten altid til hans eksistens, måske har de bare interesseret sig for ham tidligere end os.”

Jonas Wind, der her scorer for FCK mod Lyngby i Parken i efteråret 2020, begyndte som seksårig i Avedøre Idrætsforening. Herfra skiftede han til Hvidovre-klubben Rosenhøj, hvor han spillede et par år, indtil han i 2012 blev optaget i FCK’s talentafdeling som 13-årig.

Hvordan opfører du dig til kampene?

”Jeg bestræber mig på at være så anonym som overhovedet muligt, har aldrig klubbens logo på, stiller mig ned i hjørnet, væk fra forældrene og venter med at notere, til jeg er ude i bilen. Vi foretrækker, at spillerne ikke ved, der er en scout til stede. Det kan godt være, at en enkelt spiller har talentet til en dag at spille fodbold på eliteniveau, men de resterende på banen skal bare have det sjovt. Ved de, at der er en scout, kan det ændre på spillets dynamikker, de vil begynde at drible mere, skyde mere på mål udefra og fremhæve deres egne evner. Vi arbejder med børn, og det skal gribes etisk an. Når jeg så er kommet hjem, skriver jeg referat.”

Nogle gange står der måske, at der ikke var noget at bemærke?

”Det gør der tit. Vi scouter ofte forgæves.”

Er det ikke lidt kedeligt?

”Det synes jeg ikke. Der er også en lektie i at se en klub, hvor der ikke er nogen interessante spillere. Så kan man så at sige strege den klub i en periode.”

Men fodbolden må være kedelig tit og ofte?

”Det kan lyde, som om jeg tvinger mig selv op på de højere nagler, men jeg nyder at opleve Foreningsdanmark i fuldt flor. Ungdomsfodbold er et koncentrat af det bedste fra voksenfodbold, bare uden VAR, film, taktiske langgabere og brok til dommeren. Et skud ren fodboldglæde. Det sker dog, at jeg er pragmatisk og går før tid, når jeg tænker, at der ikke er faglig gevinst ved at se videre.”

Har du scoutet spillere, man allerede nu kan se bliver rigtig, rigtig gode?

”Det synes jeg i al beskedenhed. Ikke nogen, der har nået at få førsteholdsdebut endnu, men jeg er ikke i tvivl om, at det kommer. Dog er det vigtigt at sige, at vi er et hold af scouts. I folkefortællingen hedder det tit, at Frank Arnesen fandt Ronaldo, eller at John Steen Olsen fandt Zlatan. Hvis vi synes, en spiller er god, ser vi ham alle sammen og bliver enige om, hvad vi mener.”

MAGNUS KRAFT

24 år, har været scout siden 2017.

Han planlægger at færdiggøre statskundskabsstudierne om halvandet år – ét år over normeret tid.

Du har også studiejob som journalist på bladet Euroman. Er der nogen tid tilovers?

”Mine hverdage bruger jeg mest på Euroman, sekundært på at studere. At scoutingen ligger i weekenden, gør den praktisk mulig. Men selvfølgelig er det ikke altid fantastisk at skulle stå op klokken otte lørdag morgen for at tage til Vallensbæk i én grad, tøsne. Der er nogle ofre forbundet med jobbet.”

Du tager lidt færre drukture end dine jævnaldrende?

”Præcis. Omvendt har jeg her under nedlukningen savnet det. Scoutingen giver en værdi i mit liv, netop fordi den er irrelevant i forhold til, hvad jeg ellers laver, når jeg sidder stille foran en computer. Det er dejligt at komme ud at få noget luft og tænke i nogle helt andre baner.”

Så scout er ikke din karrieredrøm?

”Lige nu synes jeg, det er fedt, men om jeg laver det om 10 år, er svært at forudse.”

Hvordan er mulighederne for at blive professionel scout?

”Det er få forundt at leve af det, men det kan lade sig gøre. I FCK er der en god tradition for, at man kan stige i graderne. Frederik Leth, som indtil for nylig var teknisk direktør i klubben, begyndte også med at scoute U12 og U13.”

BLIK FOR TALENT

Det kan godt betale sig at henvende sig uopfordret til FCK, hvis du drømmer om at spejde fodboldspirer.

”Vi har næsten altid brug for folk. For mange finder ud af undervejs, at det ikke var noget for dem alligevel. Bare send en ansøgning,” siger Magnus Kraft.

Hvad ville du være, da du begyndte at læse statskundskab?

”Jeg ville gerne studere noget, der ikke lukkede for mange døre i. Statskundskab virkede som et fag, hvor man kunne blive alt muligt. Jeg har grundlæggende svært ved at lægge mig fast på én ting.”

Er dine job gået ud over studierne?

”Generelt har det været meget givende for mig at arbejde meget og lave meget forskelligt ved siden af studierne. Jeg tror, jeg ville kede mig halvt ihjel, hvis jeg kun studerede. Havde jeg fået en lille smule højere karakterer, hvis alle mine weekender havde været ledige til at læse? Måske nok. Men det går fint.”

Hvad var dine forudsætninger for at blive scout?

”Jeg var ikke selv nogen god fodboldspiller og stoppede, da jeg var 12-13 år. Men jeg har altid gået meget op i fodbold på et analytisk niveau. I løbet af gymnasiet begyndte jeg frivilligt at skrive artikler for forskellige medier og endte i ’F.C. Københavns Fanradio’, en podcast om alt, hvad der rører sig i FCK. Min nuværende chef hørte det, fornemmede, at jeg havde lyst og forstand til at tale om fodbold helt ned i den mindste tekniske detalje, og spurgte mig, om scouting ikke var noget for mig.”

Så du blev selv scoutet.

”Det kan man sige. Selvom det lyder mere fornemt, end det er.”

Får I løn?

”Det gør vi. Jeg har ikke valgt jobbet med tegnebogen, men jeg vil tro, det er ret lig, hvad man får i andre studiejob. Til gengæld er det – for mig – langt sjovere end at stå og servere kaffe.”

Hun blev tiltrukket af køkkenets strenge disciplin og arbejder gerne 60 timer om ugen, men forstår godt, hvis hendes kokke ikke har det ligesådan. ”En køkkenchef skal være som en mor for sine ansatte,” siger 27-årige Anika Madsen, ganen bag den anmelderroste restaurant Fasangården.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Marie Louise Munkegaard, Walther Boelge

Allerede som barn skrev dine veninder i jeres venindebøger, at du skulle være kok, når du blev stor. Hvorfor ville du det?

”Jeg elskede stemningen i køkkenet derhjemme. Det var hyggeligere at kigge på min mor, der lavede mad, end at sidde foran tv. Som 11-12-årig begyndte jeg i skoleferier at arbejde for min onkel, der drev en frokost- og cateringvirksomhed i Lund. Jeg skrællede kartofler, gravede laksesider og lavede andet grovere arbejde. Der var altid travlt, og vi stod op klokken halv fem om morgenen for at blive klar. Senere hen sparede jeg op til et udvekslingsophold i USA gennem et job på Dragør Badehotel, hvor jeg både hjalp til i restauranten og i køkkenet. Jeg vaskede gulv, dækkede op og gav en hånd med ved anretning af konfirmationsfrokoster. Det føltes sejt at være del af et hold. Alle var vigtige i forhold til at nå det fælles mål. Og så kunne jeg godt lide tonen. At man siger ’ja, tak!’, når man har fået en kommando. Jeg har noget med disciplin og har altid tænkt, at hvis ikke det skulle være kok, så skulle det være militæret.”

Men du holdt fast i kokkedrømmen …

”Jeg begyndte i lære som 17-årig på brasseriet og ølbaren Den Tatoverede Enke, der lå i Boltens Gård, hvor jeg blev kastet ud i at stege masser af fisk og ribeye-steaks. Jeg husker tydeligt en dag, hvor jeg blev ved med at løbe tør for sauce hollandaise og måtte piske og piske og piske. Til sidst havde jeg pisket så meget, at min hånd satte sig fast i en skæv stilling i en slags krampetilstand. Jeg turde ikke sige til køkkenchefen, at jeg ikke kunne piske mere, det ville være for pinligt. Det var min egen skyld, at jeg ikke havde beregnet en stor nok portion fra starten, og jeg ville ikke virke pivet. Det lykkedes mig at få vrikket hånden på plads, uden at nogen opdagede det, og der skete ikke noget videre, ud over at det ikke var særlig behageligt. Efter sådan en aften kan man heldigvis drikke en øl, se hinanden i øjnene og grine af, hvor meget det har sejlet. Jeg synes, det er fedt at arbejde i det kaos.” 

Er det stadig kaotisk i dag, hvor du er køkkenchef?

”Vi har dage, hvor der er lynende travlt, og det ender kaotisk, selv om vi følte, at vi var godt forberedt. Det er ikke noget, gæsterne lægger mærke til, ud over at ventetiden bliver en lille smule længere. Men ude i køkkenet mærker man det ekstra stress. Der er ikke andet at gøre bagefter end at snakke om, hvad vi kan gøre næste gang for at undgå den samme situation. Hvornår skal vi møde i morgen for ikke at stå igen og ligne nogle idioter?”

Det lyder konstruktivt i en branche, der har ry for at gøre sig i skideballer?

”Jeg har fornemmelsen af, at man er ved at gå lidt væk fra råbe-køkkenet, når jeg snakker med folk i mit netværk, uanset om de arbejder på Michelin-niveau eller i kantiner. Her hos os forsøger vi at lave bæredygtig mad, vi skal til at slynge vores egen honning, og vi skal have æg fra egne høns. Men det skal også være en bæredygtig arbejdsplads. Og det er det ikke, hvis ikke man kan kigge hinanden i øjnene, når man går hjem.”

Du har tidligere sagt, at du mener, kvinder gør noget godt for tonen i et køkken. Kan du uddybe?

”På Fasangården er tre ud af otte i køkkenet kvinder, og det giver en vis kønsbalance. Jeg har oplevet, at hvis der kun er mænd i køkkenet, går der nemt værkstedshumor og mandehørm i den – på samme måde som det sikkert hurtigt bliver en hønsegård, hvis der kun er kvinder. Men det er jo ikke sjovt at snakke mande-værkstedssnak med en kvinde, så dør den hurtigt. Det betyder ikke, at man ikke kan drille hinanden kærligt i et køkken – det skal man, det er en måde at give hinanden opmærksomhed – men det er min rolle som køkkenchef at sige: ’Så, nu er det ikke sjovt længere’, lige så snart jeg fornemmer, at nogen ikke morer sig. Som køkkenchef skal man være som en mor eller far for sine ansatte.”

Inden Fasangården var du med til at åbne restauranten Roxie, hvor du blev køkkenchef som 25-årig. Følte du dig parat til ansvaret?

”Roxie blev åbnet af folkene bag Michelin-restauranten Kadeau, og med deres renommé føltes det bestemt nervepirrende. Også selvom jeg syntes, det var passende i forhold til min kreativitet, og hvor meget blod på tanden jeg havde. Når man åbner en ny restaurant, følger der ting med såsom at ansætte en restaurantchef og sætte dig ind i at skrive kontrakter og udbetale løn, som din uddannelse ikke har forberedt dig på. Heldigvis oplevede jeg, at de havde tillid til mig og lovede at hjælpe mig, både med det administrative og med at smage på maden, hvis jeg havde behov. Det gav mig mod til at springe ud i det. Og jeg knoklede virkelig for at gøre det til et sted, hvor vi kunne bespise en masse mennesker og samtidig vise identitet på tallerkenen.”

Anika Madsen (bagerst, anden fra højre) og Fasangården-personale.

Hvilken ret opfatter du som din egen?

”Vi lavede en ret på Roxie, som jeg har taget med mig på Fasangården. Den består af selleri bagt med hø og timian serveret med tynde strimler af dansk blæksprutte samt dashi-smør. Dashi er en japansk fond lavet på tang og tørret tun, som giver dybde og modspil til den intense karamelliserede sellerismag og det fede smør, mens blæksprutten giver en næsten pasta-agtig struktur til retten. Den har taget kegler i anmeldelserne, jeg bliver aldrig selv træt af at lave den, og gæsterne er så glade for den, at de glemmer at lægge ordentligt mærke til hovedretten, der følger efter. Det er et luksusproblem.”

Restaurantvejviseren White Guide kårede dig i 2018 til årets talent i Danmark. Du har fået flotte anmeldelser på Roxie og nu på Fasangården. Berlingske kaldte dig ’Umami-dronningen’. Hvad betyder udmærkelserne?

”Jeg håber, det kan give folk et skub, at en ung kvinde som mig får den omtale. At det kan motivere unge mennesker, der er i tvivl om deres uddannelsesvej, til at gøre det, de vil. Det behøver ikke nødvendigvis være kok. Det kan være, de har en anden ting, de brænder for, men måske har deres forældre sagt, de skal gå en mere akademisk vej.”

Restaurationsbranchen har problemer med at tiltrække og holde på de unge. Hvorfor?

”Arbejdstiderne er utaknemmelige, og vi skal blive bedre til at have vores medarbejderes ryg. Jeg kan ikke forvente, at bare fordi jeg ikke har nogen stopknap og har lyst til at arbejde 60 timer om ugen, så har de andre kokke det også. Vi kan blive bedre til at indrette arbejdet. Måske lave nogle flere linjer inden for uddannelsen, så de kokke, der faktisk godt kan lide det administrative og skrivebordsarbejdet, kan dyrke den side. Vi skal have brainstormet en hel masse i den her branche.”

Anika Madsen er 27 år og opvokset i Dragør. Var souschef på restauranten Nabo og køkkenchef på Roxie. Nu køkkenchef på Fasangården, der drives af Meyers og ligger i Frederiksberg Have.

 

Som rygsækrejsende forelskede han sig i en fin kasket og bankede håbefuldt på hos mesteren bag værket. Siden fik Silas Skram selv håndværket ind i fingrene, og i dag er Danmarks eneste kasketmager på en mission for at gøre den populære hovedbeklædning håndlavet igen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto: Martin Sørensen, Nicolai Egense, Silas Skram

“DA JEG VAR 22 år, havde jeg svært ved at finde et sted at bo i København og svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle tage mig til. Jeg tomlede ned gennem Tyskland med mit skateboard under armen. I byen Jena var jeg inde i en hatteforretning, hvor jeg faldt over en ternet baseballkasket med vatteret fór i en kvalitet, jeg aldrig havde set før. Virkelig lækker. Bullani hed mærket. Jeg spurgte, hvor den var lavet, og fik at vide, at den var fremstillet 100 kilometer derfra i byen Bamberg hos en lille familievirksomhed. 

Måske kunne jeg også lære at sy sådan en, tænkte jeg. Så havde jeg da fået noget håndgribeligt ud af turen. Næste dag fandt jeg frem til baggården, hvor værkstedet ligger. Man kunne høre nålene, der gik i symaskinerne, båndkniven, der skar stof til, og træstokkene, der bankede kasketpulde til mod træblokke.

”Hvem er du?” sagde Herr Bullmann, mesteren i virksomheden. Jeg stod der med min store rygsæk og mit skateboard og fortalte, at jeg gerne ville lære at sy kasketter. ”Det kommer du aldrig til at lære,” sagde han. ”Hvad havde du forestillet dig?” Jeg prøvede at tale ham lun på ideen. Fortalte ham, at jeg godt kunne sy lidt, at jeg kunne gå til hånde, eventuelt stryge kasketterne for ham. Vi diskuterede det ret længe. ”Jeg er jo rejst hele vejen ned gennem Tyskland for at komme til dit værksted, så jeg har dedikationen,” prøvede jeg. Det endte med, at han forærede mig en kasket, bad mig tænke mig om en ekstra gang, og hvis jeg stadig ville det, kunne jeg komme tilbage nogle dage senere og begynde at arbejde. 

Knappen på toppen og det sølvgrå mærke foran er lavet af lakseskind fra Island, en lille signatur, Wilgart bruger til detaljer. 

JEG FIK LOV at bo hos ham og hans kone lidt uden for byen og gik med på arbejde seks dage om ugen. Jeg fik lov at stå med dampstrygejernet og svede, mens det var højsommer, og fuglene kvidrede udenfor. Og jeg fik efterhånden lov at sy nogle kasketter til mig selv. Herr Bullmann blev ved med at sprætte mine kasketter op og bede mig sy dem ordentligt sammen igen. Og bad mig om ikke at vise dem til nogen eller fortælle, hvem der havde lært mig at sy. Efter 19-20 kasketter og en måneds arbejde lokkede nogle venner med en tur til en badesø længere sydpå, og så sagde jeg farvel til Herr Bullmann og rejste videre.

Da jeg kom hjem, begyndte jeg på en uddannelse som accessories designer på KEA, Københavns Erhvervsakademi. Det handlede mest om, hvordan tilværelsen er for en designer, der får sine ting syet et sted langt ude i Asien, og passede egentlig ikke særlig godt til det, jeg ville. Men i ferier, og hver gang vi skulle lave et individuelt projekt eller havde en praktikperiode, tog jeg ned at arbejde hos Bullani.  I dag ser jeg Herr Bullmann som min mester, selv om jeg ikke var i officiel mesterlære hos ham. Efter to år på uddannelsen oprettede jeg et firma, der tilbød håndlavede kasketter, fandt et kælderlokale uden vinduer i Nordvestkvarteret og købte min første industrisymaskine. Og hver gang jeg havde en teoretisk skoleopgave, brugte jeg firmaet som case. På den måde fik jeg noget ud af branding- og marketingdelen af uddannelsen. 

Produktion i baglokalet på Jægersborggade. Silas Skram har også et værksted med mere plads og større maskiner på Bornholm.

”Bare 10 procent af ørene dækket forhindrer dig i at fryse om dem,” siger Silas Skram.

EN DAG KOM TV 2 Lorry ud i kælderlokalet og lavede et indslag om mig, og det satte gang i efterspørgslen. Men det var stadig ikke mere end 30-40 kunder per halvår. Lige nok til at betale huslejen. Så jeg fortsatte med at uddanne mig for at få nogle redskaber til at drive forretning. Jeg tog en overbygning i bæredygtigt indkøb i tekstilbranchen og læste noget erhvervsøkonomi. Derefter tog jeg en kandidatgrad i digitalt design og kommunikation på IT-Universitetet. 

Det var på tide at gøre noget seriøst ved virksomheden, og jeg søgte om at få et lokale i Jægersborggade, hvor alle erhvervslejemålene ejes af den samme andelsforening, der favoriserer små virksomheder og ikke lejer ud til eksempelvis butikskæder. Jeg åbnede butikken i 2018 og sad selv i baglokalet og syede, men stod også for betjening. Senere blev Tomas, som var i praktik hos mig i forbindelse med sin uddannelse som designteknolog, partner i firmaet. Han er en mester i præcision, teknisk anlagt og god til IT. Som bachelorprojekt udviklede han en app, som fortæller små historier om vores håndværk og produkter, og som blev præsenteret gennem en udendørs udstilling i Jægersborggade i november 2020.

Sixpence og baseballkasketter er Wilgarts bedst sælgende modeller.

DET ER HELE TIDEN vigtigt at formidle det, vi laver, hvis vi skal overleve som specialforretning. Så skal folk vide, hvad der ligger bag vores priser, som er højere, end hvis du køber en masseproduceret kasket. En baseballkasket i uld koster fra 600 kroner hos os. Og ud over at du får en personlig oplevelse ved at købe den, fordi du ved, hvem der har lavet den, får du en kasket, der passer til din hovedstørrelse, og hvor der er tænkt over alle materialer – jeg har overtaget Herr Bullmanns leverandørkartotek, og det er guld værd, når man starter op i et så specialiseret håndværk.

Pulden er syet af uld fra Skotland, indlægget til skyggen er stanset ud i Tyskland og overtrukket med skind fra Italien, kantebåndene kommer også fra Tyskland, og vi overtager brugte lagner fra De Forenede Dampvaskerier, som vi indfarver og bruger til fór. Vi forsøger at være så bæredygtige som muligt og kun anvende materialer fra Europa. Man kan købe de kasketter, vi har på lager, men man kan også selv vælge materialerne og få lavet sin helt egen kasket på mål. 

De fleste, der kommer herned, er ret forundrede: ”Laver du dem selv?” Engang var der ikke andet end håndlavede kasketter og småbitte leverandører i København.  Engang var kasketmagerfaget ret nemt at komme ind i, fordi man kunne starte op derhjemm, hvis bare man havde en symaskine. I dag er vi vistnok de eneste i Norden. Og i hvert fald de eneste i Danmark.”

Silas Skram er 33 år og opvokset på Bornholm. Halvt tysk. Indehaver af hattebutikken Wilgart i Jægersborggade i København.

Julie Zaken fik lyst til at bruge sine hænder, da hun gik om bord på Georg Stage og blev kastet ud i svejsning, splejsning, lakering og stiv kuling. ”Det var megaspændende,” siger den forhenværende skoleskibselev, der sidste år stævnede ud som selvstændig møbelpolstrer.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Simon Wozniak Kristensen

”DET HAVDE ALDRIG været den store succes for mig at sidde på skolebænken,” siger Julie Zaken, der droppede ud af 2. g, fulgte nogle enkelte fag på HF uden dog at færdiggøre uddannelsen, tog på højskole og rejste en masse, inden hun besluttede sig for at prøve en tur med skoleskibet Georg Stage.

”Nogle af mine venner havde prøvet det, og jeg syntes, det lød spændende: eventyret i at komme ud at sejle. Og så sammen med 62 andre elever, jeg ikke kendte. Det virkede vildt, og jeg tænkte: ’Det skal jeg da prøve.’”

Togtet, der førte hende rundt i Nordsøen og Østersøen, begyndte i maj 2009. Forinden havde hun meldt sig som en af de frivillige, der hjalp med oprigningen af skibet, altså klargøringen af master, sejl og tovværk. Et gammelt skib kræver en del vedligeholdelse, så der skulle bankes rust, males, slibes og lakeres, før skibet kunne forlade sin plads på Holmen i København, hvor Georg Stage ligger til kaj. I land blev eleverne introduceret for svejsning, drejning og andre fag, de ville få brug for undervejs på togtet. 

Om bord på skibet lærte de grundlæggende søfartsfærdigheder såsom knob og stik og at splejse tovværk, en teknik, man bruger til at flette et reb ind i sig selv for at danne en permanent løkke eller til at flette to reb ind i hinanden, så de bliver til ét.

”Jeg fandt ud af, at jeg var god til at bruge mine hænder, og jeg kunne godt lide det,” siger Julie Zaken, der var 21 år, da hun sejlede ud med Georg Stage.

En fuldrigger er et skib med fuldt riggede master, det vil sige masser af sejl.

SOM ELEV OM BORD på skoleskibet ligger man tæt i hver sin hængekøje, og skal man på vagt om natten, må man være letfodet og stille, så man ikke vækker for mange kammerater. I det hele taget er 20 ugers sejlads i nærkontakt med nye ansigter en øvelse i at indordne sig under kollektivet. 

”Nogle havde det svært med det, og andre var bare 17 år gamle og kom lige hjemme fra forældrene og syntes, det var lidt overvældende med alle de mennesker og alle de hensyn, man er nødt til at tage. Selvom jeg havde rejst, og jeg havde boet ude noget tid, var det stadigvæk en prøvelse for mig at rumme så mange forskellige mennesker med vidt forskellig baggrund. Vi skulle arbejde tæt sammen om alt, både dag og nat – det burde alle mennesker prøve.” fortæller Julie Zaken.

Hvad der måske føltes endnu mere grænseoverskridende, var de første par gange, hun fik besked på at klatre op i riggen, skibets system af tovværk og master.

”Jeg kan huske, at mine arme og ben rystede. Men efterhånden lærer man at bruge sin krop på den rigtige måde og stole på, at den sagtens kan finde ud af det. Til sidst var det helt afslappet og en ren nydelse at klatre derop. Så kunne man få lidt tid til sig selv deroppe, eller man kunne klatre derop, hvis man havde brug for at føre en privat samtale.” 

På et skib er man i vejrets hænder, og Julie Zaken husker særligt en vild kuling i Nordsøen som en oplevelse, der gav respekt for vinden og havets kræfter. 

”Jeg syntes, det var megaspændende. Så skete der noget! I den slags situationer ville jeg gerne være oppe på dækket. Det føltes meget mere trygt end at sidde nedenunder og mærke, at skibet blev kastet rundt, men uden at vide, hvad der foregik.”

DEN RETTE KURS

Ifølge en ny undersøgelse havde otte ud af 10 tidligere elever 15 år efter et togt med Georg Stage en uddannelse ud over grundskoleniveau. Og fire ud af 10 havde fået en videregående uddannelse. Er du minimum 17,5 år gammel, og har du bestået 9. klasse, kan du ansøge om at stævne ud fra Holmen i København og komme på 20 ugers togt med den tremastede fuldrigger, der har fungeret som skoleskib siden 1882.

Der vil være praktisk og teoretisk undervisning i for eksempel navigation, vedligeholdelse af skibet og motorlære. Undervisningen på Georg Stage er godkendt som en søfartsuddannelse på grundniveau og giver adgang til at læse videre til for eksempel befaren skibsassistent, styrmand, kaptajn eller maskinmester, men kan også være en vej ind i for eksempel shipping eller militæret

Men der findes også andre muligheder for at påbegynde en søfartsuddannelse, for eksempel Marstal Navigationsskole, søfartsskolerne i Svendborg og Nyborg og MARTEC i Frederikshavn. der også har skoleskib og uddanner blandt andet maritime studenter, skibsmaskinister og fiskeskippere.

DA GEORG STAGE vendte tilbage til Holmen efter at have lagt til i lande som Skotland, Tyskland, Polen, Estland og Rusland, blev Julie Zaken ansat til at rigge skibet ned for en beskeden løn. Arbejdet varede et par uger, og de kontakter, hun havde knyttet på Georg Stage, gav hende mulighed for i en periode at arbejde for private, der savnede hænder til at istandsætte deres sejlskibe.

Med en grunduddannelse fra Georg Stage på cv’et kan man videreuddanne sig inden for det maritime, for eksempel til befaren skibsassistent, en slags matros-titel, men Julie Zaken, der altid havde været glad for at sy, valgte at gå i land og gå i gang med en bacheloruddannelse som tekstilformidler på Professionshøjskolen UCC i København. Samtidig passede hun et studiejob i et sejlmagerværksted. Hun kunne godt lide arbejdet, og indimellem kom der også møbler ud på værkstedet, som skulle repareres, og som hun og hendes kolleger måtte sætte sig ind i.

”Det gik op for mig, at det var møbler, jeg ville lave. Jeg savnede nogle større armbevægelser, end man gør brug af i arbejdet med beklædning. Jeg savnede at bruge min krop og være fysisk udmattet.”

Julie Zaken, 33, har møbelpolstrer-værksted på Ravnsborggade på Nørrebro i København.

HUN BEGYNDTE i lære som møbelpolstrer og fandt ud af, at faget tilgodeser trangen til såvel tungt fysisk arbejde som til fingerfærdighed.

”Det passede godt til mig. Man skal hamre, banke og løfte, men man skal også bruge sømandsfærdigheder såsom knob og stik, når man snører fjedre i en lænestol for eksempel,” siger Julie Zaken, der i maj sidste år åbnede sit eget møbelpolstrerværksted, Københavns Møbelpolstring, efter at hun i december 2019 havde været til svendeprøve. 

Den bundne opgave var at producere en højrygget overpolstret lænestol – det vil sige en, der er polstret på alle sider bortset fra i bunden – og demonstrere, at man både mestrer traditionelle teknikker med fjedre og plantefibre og mere moderne ­teknikker med skum. Det faglige bedømmelsesudvalg belønnede hende med en sølvmedalje i tillæg til svendebrevet, der blev overrakt ved en ceremoni i Håndværkerforeningen i Moltkes Palæ i København.

”Selvfølgelig er jeg stolt af at kunne et håndværk. Det er på mange måder tilfredsstillende at kunne levere et godt resultat, som holder i mange år,” siger Julie Zaken:

”Det er noget, som burde værdsættes højere i uddannelsessystemet.”

 

Aldrig har så mange søgt ind på landets efterskoler. Et år væk i 8., 9. og især 10. klasse er blevet en slags social pilgrimsrejse for danske teenagere, der brændende ønsker at prøve sig selv, hinanden og en begyndende voksenverden af. Fotojournalist Mads Joakim Rimer Rasmussen har genbesøgt Fjordvang Efterskole, hvor han selv gik engang.

DET BLIVER et år for livet, fortalte forældrene for et øjeblik siden, inden de smuttede. Endnu er hylderne tomme, væggene hvide, sengene nøgne. På et af værelserne sidder to teenagere på hver sin seng og kigger på hinanden. Usikkerheden fylder det tomme rum, og chancen for at få en samtale op at køre virker umiddelbart ude af syne. Alt imens brager hormoner rundt på gangen udenfor. Pigefnidder og højlydte drengestemmer trænger igennem den grå værelsesdør. Kort efter skal alle 120 elever møde nede i hallen til speeddating og information om det kommende år.

En horde af teenagere kigger forvirret på hinanden. Nogle af dem kunne lige så godt skrige ud i rummet, om det virkelig er de her mennesker, som de skal danne fællesskab med, som de skal tage deres begyndende voksenlivs første sociale skridt med? Er det blandt dem her, at bedstevenner, kommende kærester og partnere findes? Alting virker helt uoverskueligt. 

Engang stod jeg selv i denne hal på første dag af mit efterskoleår. I skolens rammer af ’frihed under ansvar’ skulle jeg blive klogere på mig selv i et kaos af bumser, hormoner, drengestreger og kærlighed. I det år, min årgang gik der, føltes stedet som verdens navle, men i virkeligheden var det blot en gammel skole i Vesterhavets susen. 

Året gik, og netop som ejerskabsfølelsen over Fjordvang Efterskole var på sit allerhøjeste, var det slut. Grædende sagde vi farvel til hinanden, for selvom året var vores, skulle skolen overlades til et nyt hold. 10 år senere er jeg tilbage ved Ringkøbing Fjord for at se, hvordan Fjordvang Efterskole tager imod de nye elever – og hvordan de tager imod alt det nye. 

Isabella og Willian køber slik hos den lokale købmand ligesom resten af skolens elever.

I de første par uger skal eleverne gennem et introforløb med fælles aktiviteter. De skal springe ud i det sammen.

ALEXANDER

”Jeg er 15 år og kommer fra Tvis ved Holstebro. Faktisk ville jeg gerne have været på efterskole i 8. klasse, men der var ikke nogen steder, der understøttede mit boglige niveau, samtidig med at de havde en ride-linje. Jeg har gået i den samme klasse de sidste ni år, og der kender alle folk én, og du har det samme rygmærke på. Det er bare dejligt at komme ud et andet sted, hvor nærmest ingen kender dig. Vi bliver kastet sammen, og så skal man bare finde ud af det. Du kan virkelig sætte dit eget rygmærke på dem, du føler, passer bedst til dig.

Jeg er den eneste dreng på ride-­linjen, og man får nogle sjove kommentarer en gang imellem. Som for eksempel om jeg klæder om med pigerne. Ja, jeg klæder om sammen med pigerne. Er det noget, jeg går op i? Nej. Hvad folk går og tænker om mig, det må sådan set være deres tankegang, for det har ikke noget med mig at gøre. Så kan jeg, hvis jeg vil, joke med det. Sige underlige ting eller bare sige ja. Så kan de selv tegne deres billede af, hvordan jeg klæder om sammen med pigerne.

Jeg skal ud og prøve nogle ting og hygge mig med drengene. Der skal ske noget. Som for eksempel at drikke lidt til elevfester, lave nogle drengestreger, hvad det nu kunne være.”

Maria og Camilla bor sammen og står op på samme tid for at gøre sig klar til dagen, der venter.

Fjordvang Efterskole tilbyder to retninger i 9. klasse, ’Mind’ og ’Skills’. ’Mind’ er mere boglig, hvorimod ’Skills’ er mere praktisk.

Tobias, Mathias, Andreas og Jeppe i fuld gang med formiddagens idrætstime.

CECILIA

”Jeg er 16 år og kommer fra Tommerup på Fyn. Hvert år i 8. klasse er der nogle, som bliver udtaget til at komme ud på Vestfyns Gymnasium én gang om ugen. Jeg kom på den naturfaglige linje. Det var interessant, men jeg følte ikke, at jeg var klar til det. Så kom jeg på den idé, at det kunne være meget sjovt at tage på efterskole. Prøve at bo sammen med nogle og være sammen med sine venner 24/7. Det syntes jeg lød mega fedt, og så kunne jeg få min hest med. Det kan sgu da ikke blive bedre.

Inden den første dag havde jeg ikke sovet hele natten. Jeg kunne slet ikke sove, jeg var mega nervøs. Nu skulle jeg jo flytte vildt langt væk. Mig og min roomie var de første, der kom. Så det var lidt skuffende at komme ind og se et tomt værelse. Så lige pludselig kom der en lille rødhåret pige ind og råbte efter Camille, min roomie. Hun havde jo fandeme fem tons ting med, som hun skulle have på plads. Så vi gik bare og pakkede ud og snakkede sammen i mega lang tid.

Nu hvor jeg er kommet herop, kan jeg mærke, at det indebærer meget mere. Jeg har altid været meget genert i folkeskolen. Det er jeg slet ikke heroppe. Jeg vil ikke kalde det familie, men jeg har det sådan, at efterskolen er mit hjem. Og når jeg er hjemme hos mine forældre, så siger jeg, at nu skal jeg hjem. Det lyder jo helt underligt i min families ører, for de tænker jo, at jeg stadig bor hjemme ved dem. Men det her er altså mit hjem nu. Det er lidt mærkeligt.”

Mads og Casper prøver at afgøre, hvem der er bedst til at lægge arm. Simon bedømmer fra sidelinjen.

Hver morgen og aften skal eleverne gå ’naturens gang’ til Ringkøbing Fjord. Kommer man for sent, får det en konsekvens.

Ea, Maria, Camilla og Johanne i fællesområdets sofa, der flittigt bliver brugt.

KARL

”Jeg er 16 år og kommer fra Brørup, en lille by mellem Kolding og Esbjerg. Havde du spurgt mig for fem år siden, havde jeg aldrig sagt ja til at tage på efterskole. Jeg havde hjemve og svært ved at omgås nye mennesker. Jeg var fandeme lige ved at gå til. I 4. klasse var vi på en lejrtur, og der tog jeg hjem om aftenen, for jeg kunne ikke klare det. Senere besluttede jeg mig for, at nu tager jeg med på den her tur til Aarhus, hvor vi skulle være af sted i fire nætter. Så tog vi af sted, og jeg var sådan lige på vippen, men jeg overlevede alle fire dage. 

Den 10. klasse, du får på efterskole, den får du ikke igen. Det er en enestående chance, og det er bare med at tage den, fortalte mange mig. Man skal starte helt fra bunden af – det er nyt, det hele. Jeg var sådan lidt spændt. Men så kommer man til at tænke på, at man ikke er den eneste. Der sidder 100 andre i samme situation. 

Da vi startede med at sidde i vores kontaktgrupper, sagde ingen noget. Jo, der var en pige, som prøvede at byde ind. Men der skete ingenting. Så var vi ude at gå, der skete heller ingenting. Nu bliver der snakket hver dag. Der bliver sagt noget hele tiden. Ikke én holder kæft. For mig er det ikke udseendet, der tæller, men det er det indenunder. For min skyld kan du være pissegrim og mangle et øje. Hvis du er den rette indvendig, er du sgu god nok.

I fremtiden vil jeg gerne være maskinmekaniker og hobbylandmand ved siden af. Som landmand er det ’jo større, jo bedre’, men så stort vil jeg slet ikke have det. Jeg vil bare have noget, jeg kan gå og nulre og hygge mig med ved siden af. Det skal også være sådan, at man føler, at man bliver færdig. Det skal ikke vare evigheder.”

De cirka 100 elever er fordelt på to gange og tre huse, hvor kønnene er ligeligt fordelt. Værelserne deles af to (i få tilfælde fire) personer af samme køn. Her er Andreas og Benjamin på besøg på naboens værelse, hvor Cecilia, Louise, Johanne og Alberte hænger ud.

Eleverne skal være på deres værelser inden klokken 22. Når de det ikke, opfattes det som natterend.

Yasmin, Sille, Cecilia og Willian siger farvel og på gensyn til den følelsesladede afslutningsfest.

Alle elever har været sendt hjem i to måneder på grund af corona-nedlukningen af Danmark. Her flytter Louise ind igen.

Fællessalen har mange formål, blandt andet morgen- og aftensamlinger, men denne aften ser eleverne film på salens store projektor, mens de spiser slik, som normalt ikke må være på fællesarealerne.

LAUGE

”Jeg er 15 år og kommer fra Slemminge på Lolland. Jeg ville gerne starte på en frisk. Sådan fuldstændigt. I folke­skolen har jeg altid været klassens klovn og bare aldrig passet ind. Altid fedtet for lærerne og været en lille ballademager. I 4. klasse faldt jeg og fik en hjerneblødning, så det er bare gået op ad bakke. Jeg blev opereret og har mistet en masse hukommelse. Jeg ville bare gerne væk fra alting, tage mig sammen og få et fantastisk år, som alle siger.

Den første dag blev jeg nærmest helt lam. Man gik ind på stedet, og så kunne man rent faktisk tale med nogen. Nu skal jeg ikke fucke up, mærkede jeg. Og så håber jeg på, at det er mennesker, jeg kan stole på. Ikke bare sådan nogle, hvor man siger: ”Nå, det var sgu den tid. Vi ses aldrig igen.” Nogle, som ikke er ligeglade med én.

Jeg kunne godt tænke mig at ’drifte’. Altså køre bil, hvor man smider den ud til siden i svingene. Jeg elsker at køre den op til 80 km/t, lige meget om det er en Citroën Saxo med bagpotten skåret af. Tage rattet kontra og så lidt håndbremse. Kontra igen, og så bare andet gear og fuld speed. Bare derudad.”

Der er mange måder at gøre verden tryggere, og 25-årige Esther de Lange Rosengreen har både dykket i Filippinerne, kørt brandbil i Sverige og sat røgalarmer op hos sine nærmeste. Snart kan hun kalde sig katastrofe- og risikomanager.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

Efter sommerferien skal du i gang med dit afsluttende semester på uddannelsen som katastrofe- og risikomanager. Hvordan fandt du ud af, at det var det, du skulle være?

”Jeg hørte om det, mens jeg gik på HF, og syntes, det lød helt vildt spændende. Jeg ville gerne være med til at hjælpe nødlidende under katastrofer. Jeg ville gerne gøre en forskel. Det kom nok bag på flere i min familie, for jeg var en stille og tilbageholdende pige. Men jeg havde lyst til at gøre noget crazy. Jeg kan godt lide at udfordre mig selv.”

Hvad har du så lært på uddannelsen? Har det været crazy?

”Det har i hvert fald været superinteressant. På skolen begyndte vi med at lære om beredskabet i Danmark, og hvordan det er organiseret. Vi lærte om, hvad risiko egentlig er, ud fra et teoretisk perspektiv. Om forskelle på farlige hændelser med kemiske, biologiske, radiologiske, nukleare og eksplosive stoffer. Hele mit hold var i to ugers praktik hos Beredskabsstyrelsen, og siden hen har jeg været på flere praktikophold. Først hos beredskabet i Nuuk, hvor jeg var på brandsyn i offentlige bygninger og lærte om tekniske foranstaltninger. Er der de fornødne brandslukkere, og er flugtvejene i orden? Siden var jeg i enheden Brand og Redning i Københavns Lufthavn, hvor jeg fik lov at følge brandmændene og beredskabschefen og fik et indblik i, hvordan hele lufthavnen hænger sammen. Senest har jeg været i Filippinerne i praktik for en NGO, der arbejder for naturbevaring under vandet. Her skulle jeg blandt andet observere, hvor mange muslinger, søstjerner og andre bløddyr der var på et koralrev, for at man bedre kan fastslå, hvor sund havbunden er.”

Har du følt, du gjorde en forskel?

”Det er ikke noget, man tænker over, når man står midt i tingene. Men jeg har oplevet tilfredsheden ved at gøre en forskel i fællesskab. Da der var tørke i sommeren 2018, var jeg igennem mit frivillige arbejde hos Beredskabsstyrelsen en del af et hold, der kørte til Sverige. Noget af vejen derop kørte jeg brandbilen. Jeg har stort kørekort, og det er en superfed fornemmelse og ikke noget, jeg har prøvet særlig ofte. Men først og ­fremmest var det superspændende at komme op til et stort setup af folk, der arbejder sammen om én opgave. Der var pres på, fordi vinden ændrede sig, og det gjorde det svært at forudse brandens bevægelser. Vi arbejdede så meget af døgnet, vi kunne.”

Og hvad skal du lave, når du er færdiguddannet?

”Jeg er blevet meget interesseret i naturkatastrofer og kunne godt tænke mig et job, hvor man både kan være med i felten og med til at lede, men jeg kunne også godt tænke mig at arbejde deltid som brandmand.”

Katastrofe- og risikomanager lyder som en titel, der vil klæbe til dig, og man vil kigge i din retning, hver gang der sker det mindste?

”Man kan godt blive sat lidt i bås som den påpasselige. Men det har jeg det fint med uden dog at gide være fanatisk og bange for alting. Min familie har gerne villet diskutere alvoren i coronakrisen og de officielle tiltag med mig og høre min mening. Jeg kunne jo ikke sige andet, end at det er alvorligt, og ellers henvise til myndighederne. Og så har jeg kraftigt opfordret alle i min familie til at få sat røgalarmer op – og selv været ude at hænge en op hos min mormor.”

Har der ellers været bud efter dig i forbindelse med coronakrisen?

”Hos Beredskabsstyrelsen har man efterspurgt hjælp fra de frivillige, og jeg ville rigtig gerne have været med til at løse nogle opgaver, for eksempel været med til at bemande deres corona-hotline eller sætte nogle visitationstelte op ved hospitalerne. Men jeg har været nødt til at passe min uddannelse. Og her har vi undersøgt, hvordan kommuner, Folketing og ministre handler og kommunikerer under krisen.”

Og hvordan har den stille pige det i dag?

”Hun er ved at være forsvundet. Men jeg føler mig stadig i kontakt med min mere eftertænksomme side. Og den tror jeg kan være nyttig at have inden for branchen. For selv om jeg måske en dag kommer til at stå med ansvaret i en krisesituation, er det vigtigt at kende sine styrker og begrænsninger. Vigtigt at vide, at jeg er generalist og ikke, for eksempel, kemiingeniør. Og så samtidig vide, hvem jeg skal ringe til for at få den nødvendige hjælp.”

TAG RISIKOEN

Katastrofe- og risikomanagement er en professionsbachelor på 3,5 år, inklusive omkring et års praktik, som udbydes på Københavns Professionshøjskole.

Uddannelsen beskæftiger sig blandt andet med klimaændringer, krisestyring, beredskab og senest pandemier. Aktuelt optages 110 studerende per år.

Siden oprettelsen i 2010 er 350 dimitteret fra uddannelsen. Nogle læser videre på en kandidatuddannelse, andre finder arbejde hos beredskab, politi eller i NGO-verdenen, mens den største gruppe (35 procent) får job i den private sektor eller hos offentlige myndigheder.

Da Australien blev ramt af voldsomme skovbrande, smed 23-årige Matias Trelborg Kjær, hvad han havde i hænderne, for at komme af sted til det hede kontinent og kæmpe mod ilden.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Bjørn Nielsen

MIN FAR er holdleder hos Hovedstadens Beredskab og har arbejdet på deres brandstation bag Rådhuspladsen, så længe jeg kan huske. Som dreng nød jeg at høre hans historier om, hvordan flammerne løber hen over én, når man skal ind i en brændende bygning, og hvor vigtigt det er at have et godt samarbejde med ens makker, når man arbejder som røgdykker. Hvis han nogensinde var bange, var han god til at lægge låg på det. Jeg lagde i hvert fald ikke mærke til det, men syntes bare, det lød vildt spændende.

DA JEG BLEV student i 2017, arbejdede jeg et års tid som tjener i Nyhavn, inden jeg tog en uddannelse som brandmand i Beredskabsstyrelsen. Det passede mig godt at kunne bruge mine hænder og omsætte teoretisk viden til praksis. Det savnede jeg i min gymnasietid. Uddannelsen varede ni måneder, og undervejs var jeg flere gange ude til brande, hvor vi assisterede både beredskabsmandskab og politi. Jeg lærte, hvor vigtigt det er for en brandmand, at man altid tager forholdsregler og sørger for sin egen og eventuelle tilskadekomnes sikkerhed, når man kommer ud til et skadested. For eksempel ved at sikre sig, at en bygning ikke er i fare for at falde sammen, før man går ind i den.

Afslapning med uskadte bondegårdsdyr.

JEG HAR ALTID i baghovedet, at det kan være farligt. Og selv om jeg er i stand til at handle selvstændigt, har man heldigvis altid en holdleder, der tager de overordnede beslutninger, og som er særligt uddannet inden for sikkerhed. Når man stoler på, at ens leder ved, hvad der er bedst for én, så føler man sig tryg. 

MIN DRØM ER at komme ind som elev på en kombineret brand- og ambulancetjeneste hos Hovedstadens Beredskab, men uddannelsen er meget efterspurgt. Ved sidste optagelse var vi 160 ansøgere til 10 stillinger. Vi skulle gennem fysiske test og blandt andet demonstrere, hvordan vi håndterede klaustrofobi og højdeskræk. Derefter fulgte flere interview. Jeg blev blandt de sidste 30, men kom ikke ind, så efter sommerferien tager jeg en grunduddannelse som ambulancebehandler for at kvalificere mig yderligere. Jeg håber, at uddannelsen vil ruste mig til det, der nærmest er en kendsgerning for en brandmand: på et eller andet tidspunkt i karrieren vil jeg få med lig at gøre. Indtil nu har jeg ikke været med ved brande, hvor nogle er døde. Jeg håber, at det, når det en dag sker, er noget, jeg kan kapere. Under brandmandsuddannelsen blev vi forberedt på, at det kommer til at ske, og vi snakkede meget om vigtigheden af debriefing-processer og kollegastøtte, og hvordan man kan se på kolleger, der har været ude til en voldsom hændelse, hvordan de har det. Det er vigtigt, at der er et godt værn om de ansatte på en arbejdsplads.

Køretøjer fra den frivillige organisation BlazeAid, der hjælper efter naturkatastrofer.

JEG SKULLE oprindelig være begyndt på ambulancebehandleruddannelsen i januar, men da de store skovbrande i Australien begyndte at rase i en målestok, man som dansker har svært ved at forestille sig, og med et stort antal nødlidende, mennesker og dyr, ville jeg, som mange andre brandmænd, gerne ned at hjælpe. Gennem en australsk organisation, BlazeAid, kunne man blive frivillig, men det var kun en lille gruppe, der fik lov, og vi var cirka 600 mennesker, der søgte om det. Hos Beredskabsstyrelsen får man en bred brandmandsgrunduddannelse, hvor man også lærer om kemikaliespild, oversvømmelser og kommunale indsatser. Jeg  tror blandt andet, det var på den baggrund, at jeg blev udvalgt til at være en af i alt ni, der tog af sted. Bedsteforældre bekymrer sig altid, men jeg forsikrede dem om, at jeg ville komme til at arbejde sammen med otte meget kvalificerede brandfolk, at der ville være rigeligt med eksperter til stede, og at sikkerheden ville være helt i orden.

VI ARBEJDEDE 15 dage uden for byen Wingham i New South Wales i det sydøstlige Australien. Det viste sig, at vi ikke skulle i nærheden af den åbne ild, men at vores opgave var at håndtere efterdønningerne efter brandene. Luften var 42 grader varm, så vi fyldte os med elektrolytholdige drikke, der sørger for, at man ikke sveder for mange essentielle salte ud. Der var fuldt af brændte træer, der skulle fjernes, og vi skulle rekognoscere terrænet for træer, der kunne vælte og gøre yderligere skade, eller for noget, der kunne blusse op igen.

Nyt hegn bliver sat op med motoriseret pælehammer.

VI HJALP landmændene med at sætte hegn op og gøre dem klar til at genoptage arbejdet på deres gårde. Vi fjernede døde køer og viklede forkullede kænguruer ud af hegn. Det var lidt grænseoverskridende, men det er jo en del af en brandmands realitet. Det var hårdt arbejde, men det føltes ikke sådan, for jeg havde hele tiden i baghovedet, at jeg hjalp et land i nød. Det er jo grundlæggende det, man gerne vil som brandmand.

VARM PÅ JOBBET

Du bliver brandmand ved at gennemføre indsatsuddannelsen. Uddannelsen, der kan tages kommunalt hos brandvæsenet, men også privat hos for eksempel Falck, er en praktisk uddannelse inden for emnerne brand, redning, CBRN (Chemical, Biological, Radiological and Nuclear) og håndtering af tilskadekomne.

Du kan også blive brandmand ved at tage din værnepligt/-ret hos Beredskabsstyrelsen. Der er brug for brandmænd i hele landet, men kun få fuldtidsstillinger uden for hovedstaden.

Videre, videre. Heidi Christensen har altid vidst, hvad hun ville. Tørsten efter nye oplevelser har bragt hende igennem en meget lang uddannelse og ud i verdens afkroge. Nu er kirurgen og formanden for Læger uden Grænser ved at lære at blive på stedet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Odd Andersen/AFP/Ritzau Scanpix, Privat

LIGE SIDEN jeg i 10. klasse var i praktik på Hvidovre Hospital på en kirurgisk afdeling, hvor jeg så nogle operationer, har jeg villet være læge. Jeg anede ikke noget om anatomi og vidste knap nok, hvad det var, jeg stod og kiggede på. Men jeg syntes, det var enormt fascinerende, at man kunne åbne op, fikse noget og lukke igen efter sig. 

JEG BLEV sproglig student og måtte tage ekstra kurser i fysik, kemi og matematik for at kvalificere mig til medicinstudiet. Desuden var jeg nogle måneder i Venezuela, hvor jeg arbejdede som frivillig på et regnskovsprojekt. Derefter begyndte jeg på lægestudiet. Jeg lagde ud med at dumpe en af de allerførste eksamener, i kemi,og fandt ud af, at jeg måtte stramme mig lidt an. Da jeg undersøgte, hvordan man bliver læge, havde jeg været til et informa­tionsmøde på studiet, hvor en underviser sagde, at man som medicinstuderende skal lære 6.000 nye ord. Jeg tænkte: ”Ja, ja. Kan det nu også passe?” Det lød fuldstændig uoverskueligt. Men da jeg var i det, og det blev min og mine medstuderendes hverdag, accepterede jeg det. Nogle gange, hvis jeg overvejer, om jeg ville gøre det igen, er jeg ikke helt sikker. Måske jeg ville blive blomsterhandler i stedet for. Men på det tidspunkt var jeg sporet ind på at læse. Jeg blev aldrig den dygtigste til at lære udenad, men jeg brugte huskeregler, der ikke nødvendigvis gav mening for andre end mig. Bogstavkoder, jeg brugte til at huske, om en nerve løber foran eller bag ved knoglen. Og selvom jeg på det tidspunkt nogle gange tænkte ”Hvad skal jeg bruge det til?”, er der en grund til, at det er sådan. Det er en måde at lære at tænke. En måde at lære at lære. 

En knaldroman fik Heidi Christensen til at drømme om at rejse som læge. Her er hun i Indien i 2010 under sin første udsendelse for Læger uden Grænser.

MEDICINSTUDIET bød hele tiden på nye emner, nye eksamener. Og efter kandidat­eksamen skulle jeg igennem min turnus på Næstved Hospital. Siden tog jeg min femårige hoveduddannelse, hvor jeg specialiserede mig som kirurg. Der var hele tiden nye skridt, der skulle tages, eksamener, der skulle bestås. Altid videre til det næste. Det passede mig rigtig fint. Der var afveksling, jeg udviklede mig og prøvede nye ting. Og samtidig var der lagt en plan for mig. Der var hele tiden noget at styre imod. Det var sådan set meget nemt.

SOM TEENAGER læste jeg en knaldroman om en amerikansk sygeplejerske, der tager til Congo, ’Øst for solen’. Der var noget i det med at sejle ned ad floden og åbne sit eget hospital, der trak i mig. Lige fra begyndelsen af studietiden ville jeg gerne ud med Læger uden Grænser. Første gang, jeg var af sted, var i 2010, hvor jeg lige var blevet færdig med min introstilling i kirurgi (en et-årig introduktion til specialet, red.) og havde opnået tilstrækkelig erfaring til at komme i betragtning. Jeg var seks måneder i den indiske delstat Chattisgarh, hvor jeg var sammen med en svensk sygeplejerske og et hold af indisk personale, der tog ud i junglen med en mobil klinik for at hjælpe folk, der ikke havde ordentlig adgang til lægehjælp. Indien er et fascinerende, men også frustrerende sted. Man kan gå fra det mest hypermoderne, avancerede hospital og køre af sted og nogle timer senere ende et sted ude i ’stenalderen’. Og den ene befolkningsgruppe ved dårligt, at den anden bor i samme land. Vi behandlede blandt andet folk for kolera, malaria, tuberkulose, underernæring og gav fødselshjælp. 

DET VAR IKKE særlig avanceret. Efter seks uger var jeg halvfrustreret. Jeg havde gået med forestillinger om, at jeg skulle ud og blive udfordret på mine kliniske evner og diagnosticere sjældne tropiske sygdomme, jeg kendte fra lærebøgerne. Men det var mere lavpraktisk, noget med at tage en malariatest. Næsten kedeligt. Jeg var bange for, min drøm var ved at briste. Men efterhånden begyndte jeg at interessere mig for, hvordan vi kunne forbedre vores klinikker, og hvordan jeg kunne videregive noget af min viden til det indiske personale. 

SAMTIDIG BLEV JEG opmærksom på, at vi trods alt var med til at forbedre tingenes tilstand. Vores muligheder var meget mere begrænsede end på et dansk hospital, men det, vi kunne gøre, var bedre end ingenting. På et tidspunkt kom vi til en lejr, hvor der var blevet født tvillinger om natten. De vejede godt et kilo hver. Moren var svært underernæret. Man kunne slet ikke se, hun lige havde været gravid. Hvis de var blevet født på Rigshospitalet, havde der stået et helt hold klar til at tage sig af dem, børnene var blevet lagt i kuvøse og havde fået alle typer støtte. Nu boede de i en hytte, og det eneste, vi kunne gøre, var at give den ene lidt antibiotika og give moren noget ernæringstilskud, så hun kunne amme dem. ”Det går jo aldrig,” tænkte jeg, og ugen efter havde jeg ikke lyst til at tage tilbage – jeg var sikker på, de var døde. Da jeg tog hjem til Danmark fire måneder senere, havde de taget pænt på og var stadig i live. 

Skadestue i Dargai, Pakistan.

I PAKISTAN var jeg supervisor på skadestuen på et lille landsbyhospital. En dag var en minibus med et bryllupsselskab faldet ned ad bjergsiden og landet i en flod. Flere var næsten druknet, og der kom 10 svært tilskadekomne ind på én gang. Ethvert hospital har en procedure for, hvad man gør, og hvordan patienterne kommer videre til andre hospitaler, hvis ens kapacitet overstiges. Alligevel var det kaotisk. Der var ikke ambulancepladser nok, og private, der havde en bil, måtte hjælpe til. Samtidig begyndte det at vælte ind med politi, journalister, pårørende og nogle, der bare gerne ville kigge. Det var mit ansvar at forsøge at få et overblik over, hvem vi selv kunne behandle, hvem der skulle af sted, og at få kommunikeret med chaufførerne. På en eller anden måde lykkedes det mig at holde hovedet koldt. Jeg kan åbenbart godt lide det, altså ikke at folk styrter ned i busser, men det med at få sat ting i system og komme videre, når der er brug for det. Der var ikke et samlet system hospitalerne imellem, så jeg ved ikke, hvordan det gik dem, som blev sendt videre. Jeg vil tro, at flere af dem havde for svære skader til at overleve eller fik hjerneskader.

I SYDSUDAN var jeg medicinsk koordinator for klinikker i to flygtningelejre. Jeg organiserede sygeplejersker, ansatte folk, åbnede et apotek, fulgte udviklingen i sygdomme. Maban er en landsby, hvor der normalt bor 4.000 mennesker, og som var blevet oversvømmet af 40.000 flygtninge. Der var i forvejen ikke meget, og nu var der tæt på ingen ressourcer. Det var nærmest en ørken. Man får som dansker hurtigt det indtryk, at der ikke burde leve mennesker sådan nogle steder, og det kunne virke trøstesløst, men så trøstesløst var det heller ikke. Det skete endda, at folk hyggede sig. En dag gik jeg ned ad en af stierne i lejren og så nogle forældre med et lille barn, der havde fået lov at lege med noget vand, som egentlig var en mangelvare. Folk finder måder at være sammen på og prøver at skabe en hverdag.

Hospitalet i Dargai ligger for foden af bjergene, hvor trafikken kan være livsfarlig.

VI BOEDE SELV i villatelte, to og to sammen, og i begyndelsen lavede vi nærmest ikke andet end at arbejde. Efterhånden fik vi opgraderet og lavet nogle hytter. Men vores egne evakueringsmuligheder var en bekymring. Hvis en af os blev akut syg, for eksempel med en blindtarmsbetændelse, ville vi skulle flyve, og det ville næppe være nok at tage til hovedstaden Juba. Man skulle helt til nabolandet Kenya, hvis man skulle have ordentlig kirurgisk behandling. Sikkerhed handler ikke altid om, at nogen kan finde på at komme og skyde én. 

DER ER MANGE, der siger: ”Det er flot, at du sætter livet på spil.” Det gør jeg ikke. Så ville jeg aldrig tage af sted. Vi holder nøje øje med alt, der påvirker sikkerhedssituationen, når vi arbejder i konfliktområder. Og i hovedkvarteret i Bruxelles sidder der folk, der udelukkende beskæftiger sig med det. Så jeg har altid følt mig tryg. Vi bruger af princip ikke væbnet beskyttelse. Hvis vi kun kunne tage af sted under beskyttelse af for eksempel FN-soldater, ville det sætte grænser for os, så ville vi ikke blive opfattet som uafhængige. Vi siger, at T-shirten er vores beskyttelse. Vi behandler alle, ligegyldigt hvad de tror på og stemmer på. Vi er neutrale, og det er derfor, vi kan arbejde de steder, vi gør. Da jeg var i nord­afghanske Kunduz for at arbejde på et traumehospital, måtte vagterne forklare både politi og talebankrigere, at de ikke måtte tage deres våben med ind, når de skulle ind at besøge pårørende, der var kommet ind med skader fra kampe. Det tog de til sig. Efterhånden har mange en eller anden pårørende, der er blevet behandlet på et af vores hospitaler, og som har oplevet, at det er god kvalitet.

Flygtninge, der ankom til lejren på Lesbos, skyndte sig videre.

I 2016 var jeg på Lesbos, hvor der ankom mange flygtninge fra Syrien, Irak og Afghanistan via Tyrkiet. Det gjorde indtryk at se sådan en lejr med beton og pigtråd på en europæisk ferieø og tænke: ”Det er mit samfund, der er med til at skabe det her.” Mange europæiske lande begyndte at lukke deres grænser på det tidspunkt, og det var ikke sundhed, der bekymrede flygtningene mest. Hvis der var ventetid på en båd videre, kunne de godt finde på at kigge ind på klinikken og få fyldt op med medicin, hvis de havde en kronisk sygdom. Men mange ville ikke spilde tid på behandling. Der ankom et par, hvor kvinden var helt i slutningen af sin graviditet. Vi foreslog hende at blive hos os og føde barnet. ”Nej, nej,” sagde de. De skulle videre. Manden havde et lille sæt, en saks og et håndklæde. Sådan et havde de brugt, sidste gang hun skulle føde. Inden udsendelsen havde jeg tænkt: ”Hvad skal jeg dér? Der burde ikke være behov for Læger uden Grænser i Europa.” Men det føltes godt at gøre noget i stedet for at sidde derhjemme og være gal over, at EU-lande som Danmark ikke samarbejdede solidarisk i krisen.

MIN SENESTE udsendelse var til Venezuela i 2019. Tidligere havde Venezuela et velfungerende sundhedssystem. Nu er det næsten brudt sammen. Malaria, der næsten var udryddet, er steget katastrofalt, og venezuelanere på flugt har eksporteret det til nabolandene. Vi arbejdede på et hospital i det sydlige Venezuela, hvor der er guldminer, og hvor mange i pengenød tog til for at arbejde og bo under forhold, hvor de hele tiden blev smittet med malaria. Hospitalet manglede testmaterialer og medicin og var overbebyrdet, så vi hjalp med at få diagnosticeret og behandlet patienterne. Det var specielt at vende tilbage til et land, hvor jeg 20 år tidligere uforfærdet havde rejst rundt på tommelfingeren, og hvor der nu var checkpoints over det hele og en kæmpe humanitær krise. Men det var håndgribeligt tilfredsstillende at være der. Vi kunne se, at antallet af smittede gik ned, mens vi var der.

HEIDI CHRISTENSEN

42 år. Født i Rødovre. Moren var sygeplejerske, faren optiker, begge er pensionerede.

Bestyrelsesformand for Læger uden Grænser. Udsendt for Læger uden Grænser seks gange.

Arbejder til daglig på kirurgisk afdeling på Bispebjerg Hospital. Uddannet læge i 2006. Specialiseret i gastrokirurgi i 2017.

HVAD SÅ NU? Hvad skal der så ske? Det spørgsmål er noget, der fylder lige nu. Jeg har fået min drøm om Læger uden Grænser opfyldt. Jeg er blevet speciallæge i kirurgi, som jeg altid har villet. Hvad er næste skridt?  Måske skal jeg dreje min karriere endnu mere i retning af organisering og ledelse, som jeg har fået øjnene op for gennem Læger uden Grænser. Nu har jeg været på Bispebjerg Hospital i to år. Det er i princippet det første faste arbejde, jeg nogensinde har haft, og jeg kan godt lide at være her. Måske skulle jeg dyrke det lidt mere. Jeg behøver faktisk ikke at skulle videre … lige nu.