Indlæg

Som 20-årig blev han verdensmester i mundharpe, og som den første i Danmark tog han instrumentet ind på konservatoriet. Men han var uenig i undervisningen og gik ud. Han forfulgte sin anden passion, filosofi, men universitetet mente, at studier og spillejobs var uforeneligt. Nu spekulerer Mathias Heise på, om der mon findes en uddannelse til hans rytme.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR, privat

SOM FEMÅRIG begyndte jeg at spille. I skolen fik vi en folder fra den lokale musikskole, som tilbød to ting: violin og klaver. Jeg gik med violinen og spillede et par år, indtil jeg blev træt af det. Jeg var ikke så god til at få øvet mig. Så gik der nogle år, hvor jeg ikke spillede noget, men savnede et eller andet. 

En dag på mit værelse, hvor jeg kedede mig, tog jeg min legetøjsmundharmonika frem, efter at jeg i tv havde set Amin Jensen jamme på sådan en i ’Hit med sangen’. Jeg blev grebet af det og begyndte at ønske mig mundharmonikaer til fødselsdage og jul. Min far fandt mig en privatlærer og hjalp mig også ved at gå på internettet og researche på forskellige teknikker. Han er selv semiprofessionel musiker og spiller bas i et disko-orkester.

I starten spillede jeg diatonisk mundharmonika. Det er sådan en, som Bob Dylan spiller på, og som har ti huller, kan spille én toneart og er meget udbredt inden for blues. Jeg spillede selv blues med en ven, der spillede guitar. I en periode, da vi var 10-11 år gamle, stod vi på Strøget hver søndag. Så længe man kun spiller akustisk, skal man ikke have nogen licens til at stille sig op og optræde.

Vi spillede de samme 3-4 simple bluesnumre, vi selv havde jammet frem, igen og igen. Folk elskede det, fordi vi var så små og nuttede, og vi tjente imponerende mange penge.

Vejen til virtuositet går gennem øvelse og atter øvelse, men på konservatoriet underprioriterer man håndværket, mener Mathias Heise.

JEG STARTEDE PÅ musikskolen igen, hvor jeg fik undervisning i teori, samspil, guitar og klaver. Så småt begyndte jeg at gå fra den diatoniske til den kromatiske mundharmonika, som har en meget renere, mindre bluesagtig lyd, fordi den med sine 12 huller kan spille alle tonearter. Fra jeg var 11-12 år gammel, begyndte jeg at lave mine egne kompositioner, som jeg indspillede i mit hjemmestudie og sendte til mine musiklærere. 

De anbefalede mig at søge ind på den musikalske grunduddannelse MGK, som man kan kombinere med gymnasiet. Som den første nogensinde i Danmark blev jeg optaget med mundharpen som instrument, og i løbet af de næste fire år udviklede jeg mig enormt som musiker og blev mere klar over, hvad det virkelig er, der interesserer mig. Det føltes, som om jeg erobrede nyt territorium for instrumentet, og det var virkelig fedt at spille noget, der er så sjældent. At have så meget terræn for sig selv og ikke føle, jeg stod i skyggen af alle mulige andre, der var bedre. Jeg havde min egen spillebane. 

BLÆST OG BELÆST

Mathias Heise

28 år. Musiker og komponist. Har udgivet tre album.

2013: Verdensmester i kromatisk mundharpe.

2015: ’Årets nye jazzstjerne’ i Danmark.

2016: ’Stjernedrys’-pris fra kronprinseparret.

2017: Ben Webster Prisen.

Uddannelse: Musikalsk Grundkursus, Sankt Annæ Gymnasium i København.

Har læst alt af filosoffen Karl Popper.

I 2013 HOLDT jeg en uge fri fra skolen for at tage til Trossingen i Tyskland og deltage i World Harmonica Festival. Den afholdes hvert fjerde år, og undervejs kåres verdensmesteren i kromatisk mundharmonika. Instrumentmageren Mathias Hohner opfandt mundharmonikaen i Trossingen engang i 1800-tallet, der ligger en mundharmonikafabrik og et -museum, som tilsammen beskæftiger det meste af byens befolkning, og stort set alle i byen spiller. Sådan en festival ville nok være for meget mundharmonika for de fleste, men min far, som var taget med mig, var vant til det, og vi hyggede os rigtig godt.

Jeg anede ikke, hvad for en konkurrence jeg ville møde, men da jeg først hørte niveauet, tænkte jeg, at jeg godt kunne være med. Vi var 40 deltagere, der på skift skulle spille et nummer på fem minutter foran de tre dommere. Nogle havde et band med, mens andre spillede med backing track som baggrund. Jeg brugte et nummer fra min debutplade, som jeg først udgav året efter.

Dommerne vurderede vores teknik, harmoniforståelse, rytmik, tone, improvisation og gav point på alle parametrene. Den sidste dag af festivalen udråbte de mig som vinder. Det var meget svært for mig at forstå. Mig, en 20-årig?

Mathias Heise har skrevet sin egen musik, siden før han blev teenager.

EFTER GYMNASIET BRUGTE jeg et år på at indspille min debutplade, og derefter begyndte jeg på Rytmisk Musikkonservatorium efter en optagelsesprøve, hvor jeg spillede to af mine egne kompositioner, og en samtale, hvor jeg fortalte om mine ambitioner. 

Jeg fortalte dem, at jeg gerne ville blive en bedre instrumentalist og en bedre komponist, og at jeg gerne ville skubbe mundharpen et nyt sted hen og sætte den ind i en mere kompleks jazz-sammenhæng, end den hidtil har været brugt.

Jeg håber på at gøre for mundharpen, hvad John Coltrane gjorde for saxofonen. Før ham havde saxofonsoloer primært været kortere afbræk fra temaet i et jazznummer, men han begyndte at lave meget lange solistiske forløb, som åbnede for et helt nyt musikalsk udtryk, hvor intet er skrevet ned, alt er improviseret, og intensiteten stiger organisk gennem soloen, fordi lytteren er med på  samme rejse som musikeren. 

I de bedste øjeblikke kunne Coltrane transcendere saxofonen og sig selv og opnå en total symbiose med sit instrument: ren musikalsk væren. Den intensitet kan ikke opnås på andre måder, og den kræver en usædvanlig virtuos solist. Tilstanden, jeg prøver at beskrive, er nærmest religiøs, og jeg ved ikke, i hvor høj grad jeg selv har oplevet den, men jeg nærmer mig og får en mundsmag af det, som er med til at holde min fascination af instrumentet ved lige. Det er et livsprojekt for mig at se, i hvor høj grad jeg kan opnå det. 

Jeg kom ind på konservatoriet som den første mundharpenist i danmarkshistorien. Men de kunne ikke holde på mig. Deres musik- og undervisningsfilosofi stemte ikke overens med min.

Jeg er tilhænger af en tilgang, hvor man har stor respekt for traditionen og den viden, der er akkumuleret inden for musikken de sidste mange århundreder, og søger at tilegne sig alt, som er gavnligt, fra dem, man står på skuldrene af. 

Mathias Heise og Hugo Rasmussen holder øjenkontakten.

PÅ KONSERVATORIET HAR de en filosofi, hvor eleverne er kunstnere i deres egen ret og selv herre over deres egen proces. Det er som en kunstskole uden et pensum. Der stilles ingen krav. Kun at du har et projekt med til timerne, som du arbejder med. 

Jeg ville gerne have haft en samling af lærere, der underviste i rytmik, harmonik, dynamik og andre grundlæggende byggesten inden for musikken, og en gruppe elever, der forsøgte at nå højere niveauer af ekvilibrisme – for musikkens skyld. For mig at se er det ikke os hver især som kunstnere, der er vigtige. Det er musikken. For mig at se er kreativitet synteser af forudgående viden. Hvis du ikke har sat dig alvorligt ned og tilegnet dig noget af den eksisterende viden, er det svært at lave interessante synteser.

Da jeg nævnte for en af mine lærere, at jeg havde tænkt mig at gå ud, sagde han bare, at der jo er nogle, der er klar til at springe tidligt ud fra vippen. Det var jeg. På det tidspunkt tjente jeg allerede mine egne penge på at spille, og det var en fornøjelse at blive fri til at kunne dedikere mig hundrede procent til den musik, som jeg allerinderst brænder for.

I mange år har der været én anden ting, jeg interesserede mig for, nemlig filosofi. Lige siden jeg i gymnasiet blev introduceret til østrigeren Karl Popper, har jeg været fascineret af ham. Han har et klarsyn og et intellekt, der vækker genklang i mig. Alt, han skriver, emmer af empati og interesse i menneskelig trivsel.

Jeg har længe haft i baghovedet, at det kunne være interessant at studere filosofi, og i 2021 gjorde jeg forsøget og begyndte på Københavns Universitet. Jeg havde lyst til at møde ligesindede og til at være en del af et socialt miljø, hvor filosofi var fællesnævneren. Og jeg tænkte, at jeg måske, hvis jeg blev bachelor i filosofi, ville have mulighed for at lave nogle foredrag eller blive en del af en offentlig debat med lidt større pondus, end hvis jeg bare var musiker. 

DET VAR SKØNT og stimulerende at have forelæsninger. Jeg fik en masse ideer og input. Men i det lange løb harmonerede det dårligt med mit liv. Jeg kunne godt klare at komme til forelæsningerne og at få skrevet opgaverne. Men der var også mødepligt til seminartimerne med gruppe­arbejde, og jeg kunne ikke få det til at passe med at spille og øve mig. Til sidst kom jeg op i nogle udvidede skriftlige eksamener på grund af mit fravær. De skulle løses på ret kort tid og faldt i øvrigt sammen med en turné.

Jeg droppede ud. Umiddelbart føltes friheden sød, men jeg var også ærgerlig over det. For det var sådan set en drøm at beskæftige sig med filosofien og skrive og diskutere ideer – og at der var kompetente lærere, der brugte tid på at læse, hvad jeg skrev.

Jeg forstår godt, man på universitetet ikke er interesseret i elever, der bare vil have noget SU, og som går halvhjertet igennem en uddannelse, og det er vel derfor, de regler om fremmøde er der. Samtidig tror jeg, der er andre som mig, der brænder for filosofi – eller et andet fag – og som ville kunne klare sig med en højere grad af selvstudium, men som har svært ved at overholde mødepligten. Jeg tror selv, jeg ville have kunnet studere ganske kompetent og have klaret mig udmærket til en eksamen.

Man ønsker vist ikke, at folk arbejder ved siden af. En lærer på filosofi sagde det lige ud til klassen: ”Det kan ikke lade sig gøre. Du bliver nødt til at dedikere dig 100 procent, ellers må du gå på VUC (voksen- og efteruddannelse, red.).” Jeg kan ikke se nogen ræson i at nægte folk at forsøge. Det, der tæller, må vel være, om de får noget ud af det og klarer sig godt. Folk, der kan kombinere flere forskellige sæt tilegnede evner, må kunne bidrage med større værdi til samfundet.

FOR NUVÆRENDE ER jeg færdig med at uddanne mig ud over musikken og mit instrument, som jeg selv uddanner mig på hver eneste dag. Det kan godt være, at jeg en dag synes, jeg har nået de niveauer musikalsk, som jeg skal, hvor jeg vil prøve kræfter med filosofien igen. 

Skulle jeg tage en uddannelse mere, skulle det måske være inden for orkestrering eller klassisk komposition. Der findes jo en klassisk komponistuddannelse. Men på en måde synes jeg heller ikke, deres filosofi er helt håndværksmæssig nok. Jeg kunne rejse til England eller Tyskland, hvor de har en anden tradition, eller jeg kunne engagere nogle dygtige privatlærere herhjemme. 

På den anden side er der jo i vores moderne verden ingen ende på, hvad du selv kan finde ud af. Vil jeg vide noget om orkestrering for valdhorn, er der mindst 10 videoer om det på YouTube. Informationerne ligger bare og venter på én, hvis man har interessen og tålmodigheden.

I februar udkom singlen ’Soft Mind’ med Mathias Heise Quadrillion, til maj  følger albummet ’Quadrillion’.

Der er ingen andre klassiske musikere i Clara Bjerre Dansbos familie, og i hendes folkeskole følte hun sig som en slags særling. Men på OrkesterEfterskolen i Holstebro møder den 15-årige cellist kun ligesindede, og kaldet til at blive noget ved musikken lyder stærkere end nogensinde.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Gitte Buus Andersen

DE HAR ALTID hørt masser af musik hjemme hos Clara Bjerre Dansbo, men aldrig klassisk.

”Min far hører rigtig meget jazz og blues, rigtig far-musik,” siger den 15-årige efterskoleelev, der for fem år siden gik i sin egen musikalske retning, da hun besluttede sig for at få celloundervisning.

”Fem år er ikke ret lang tid. Mange her på skolen har spillet deres instrument dobbelt så længe. Mange har også forældre, som er klassiske musikere eller dirigenter.”

Det slår dog ikke Clara Bjerre Dansbo ud, at hun kommer med andre forudsætninger end mange af de 69 øvrige elever på OrkesterEfterskolen, som ligger i Holstebro og tilbyder undervisning i klassisk musik og folkemusik af konservatorieuddannede lærere, men som ikke stiller krav til eleverne om forudgående erfaring med et instrument.

”Jeg gik til celloundervisning i Allerød, hvor jeg kommer fra, i nogle år. Sidste år begyndte jeg at spille med i et symfoniorkester på musikgymnasiet Sankt Annæ i København. Mange dér havde gået på OrkesterEfterskolen. Da jeg var i tvivl, om jeg også skulle søge ind, og om efterskole overhovedet var noget for mig, sagde de: ’Gør det! Det bliver det bedste år i dit liv.’ Det holder foreløbig stik. Jeg har det, som om vi er i Tivoli hver dag, hvad enten vi spiller en koncert eller bare sidder og spiller kort.”

Elever fra skolens orkesterlinje blæser i klarinetten.

KLASSISK DANNELSE

OrkesterEfterskolen i Holstebro blev stiftet i 2004 af bratschisten Charlotte Borc-horst Faurschou.

Skolens cirka 70 elever kan følge de seks linjer orkester-, sang-, folkemusik-, klaver-, orgel- samt guitar og blokfløjtelinjen.

Der tilbydes soloundervisning ved konservatorieuddannede lærere.

Det kræver ingen særlige musikalske færdigheder at blive optaget, men det er en fordel for skolegangen at have en stærk interesse for klassisk musik.

Som led i hendes 10.-klassesforløb mod­tager hun undervisning i fag som musikhistorie og musikteori/hørelære, mens hun blandt andet spiller i symfoniorkester og strygeorkester, synger i kor og får solo­undervisning i cello og sang. Derudover arbejder eleverne projektorienteret i mindre grupper, hvor de danner små ensembler eller spiller kammermusik. Og hver fredag er der fællesmøde på skolen, hvor eleverne har mulighed for at give prøver på den musik, de arbejder med i deres solo­timer, for alle de andre.

Clara Bjerre Dansbo har selv prøvet at stille sig op ved sådan et møde for at synge den længselsfulde ’Mån tro? Jo jo!’ af den svenske 1800-talskomponist Adolf Fredrik Lindblad.

”Det er en ret krævende sang, og jeg var selvfølgelig nervøs. Men da jeg stod der, var alle opmærksomme. Der var ingen, der virkede, som om de bare sad og ventede på, at jeg blev færdig. Når man så har spillet eller sunget for de andre, så hujer og skråler folk. Folk støtter virkelig hinanden. Her er en god kultur.” 

I SIN FOLKESKOLE følte Clara Bjerre Dansbo sig med egne ord som mere og mere af en weirdo. Hun interesserede sig for klassisk musik og gik til spejder og drama, hvor mange af de andre piger gik til springgymnastik, og drengene gik til fodbold. ”Det gjorde jeg nu også, men så faldt jeg lidt ved siden af, for mange af pigerne var meget pigede,” siger hun. 

Før i tiden skete det også, at hun ikke fik øvet nok på celloen, men på efterskolen oplever hun aldrig, at det kniber med motivationen, og hun tror, det skyldes, at hun er omgivet af andre unge, der er ivrige efter at lære:

”Vi er nok alle sammen lidt nogle stræbere. I min klasse har vi ikke nogen afsluttende 10.-klasseseksamen, så nogle gange prøver vi at slacke lidt med de boglige fag som dansk og matematik. Men det kan vi heller ikke rigtig finde ud af.”

Begge forældrene er ingeniører, og siden hun var lille, har hun overvejet at gå i samme karriereretning. Men ikke længere, nu er målet at leve af musikken. At gøre hobbyen til et arbejde. 

”Jeg elsker musikken, og jeg drømmer om et liv med forskelligartede dage, men ikke om et job, hvor man holder fyraften og glæder sig over, at man fik sendt den og den mail eller trykket enter på det og det dokument,” siger Clara Bjerre Bangsbo, der har tænkt sig at søge ind på den konservatorieforberedende fireårige gymnasiale uddannelse Musikalsk Grundkursus. Optagelsen foregår gennem en audition, hvor ansøgerne demonstrerer deres musikalske færdigheder, og markerer det første af flere nåleøjer, cellobuen skal igennem, hvis drømmen om musikerkarrieren skal overleve. Alligevel prøver Clara Bjerre Bangsbo ikke at lade det gå ud over, hvordan hun opfatter de andre elever på OrkesterEfterskolen:

”Jeg føler, at jeg bliver bedre hele tiden. Men de andre har også rykket sig. Nogle gange tænker jeg, at vi er hinandens konkurrenter, andre gange tænker jeg, vi har et fantastisk fællesskab. 

Vi er alle på hvert vores punkt i vores læring og på vores rejse i musikken. Og ingen er komplette, men alle har talenter. Nogle er gode til intonation, nogle har en flot klang, nogle er gode til at bladlæse noder,” siger hun og giver sin opfattelse af fremtidens jobsøgning:

”Der er så meget forskelligt at udforske inden for klassisk. Fra barok til wienerromantik. Hvis man ikke specifikt tænker: ’Jeg skal være med i et stort symfoniorkester’, tror jeg, at der er en plads til os alle sammen. Man kan altid blive freelance-musiker.”

Det er altid muligt at finde nogen at spille med, men én time om dagen skal eleverne være på deres værelser. ”Det er rart, at vi er tvunget til at trække os lidt tilbage,” siger Clara Bjerre Bangsbo (forrest i midten).

3 MUSIK-EFTERSKOLER

Produktion af teaterkoncerter, en turné til Irland for at spille på gader, stræder og scener samt mulighed for at lave indspilninger med fritidsbandet. Mellerup Efterskole uden for Randers er stedet, hvor blandt andet medlemmer af Carpark North og Hugo Helmigs band først mødte hinanden. Soloundervisning på instrument eller i sang tilbydes også

På Baaring Efterskole uden for Middelfart kan du finde netop din linje, hvad enten du drømmer om at blive forsanger i bandet, skrive det uforglemmelige omkvæd eller producere et stramt beat. Uanset hvilken linje du vælger, får du soloundervisning, musikteori/hørelære, fællessang og korprojekter. Og så har skolen et professionelt studie, hvor du kan indspille numre og blive udgivet på Spotify af Baaring Records.

Glæden ved at spille sammen er grundstenen i Sejergaardens Musik­efterskoles filosofi. Alle elever deltager i sammenspilshold med musikalsk ligesindede, om præferencen så er ska eller prog-rock. Skolen i Tølløse tilbyder også musikteori, fælleskor og soloundervisning, og skoleåret afsluttes med en tur på landevejen for at spille årets produktioner.

Han har byttet det tyste storrumskontor ud med eget fadølsanlæg og dans på bordene. Men juraen og økonomien er stadig med ham, fortæller cand.merc.jur. Philip Hulgaard, der efter at have kæmpet for at blive brygmester og barejer snart kan tilføje cv’et titlen som festivalarrangør.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Åben

Hvorfor gik du fra skatteret til ølbrygning?

”Begge mine forældre er jurister, og min farmor var med til at skrive landets førende lærebog i skatteret. Der var en vis forventning om, at jeg også ville i den retning, og da jeg var færdig med mine studier, blev jeg ansat som konsulent hos det verdensomspændende firma PWC i København, hvor jeg rådgav store firmaer om skatteforhold på tværs af landegrænser. Efterhånden kunne jeg mærke, at det ikke rigtig var mig. Jeg overvejede i stedet at blive venturekapitalist – sådan en, som investerer penge og rådgivning i mindre start-up-virksomheder – og ved siden af arbejdet fulgte jeg nogle kurser i finans for at få noget ballast. Samtidig havde jeg dog også en anden drøm, nemlig at lære at lave øl. Og ikke bare som hobby. Jeg ville starte et rigtigt bryggeri. Så jeg læste på det og så en masse YouTube-videoer, og en dag sagde jeg mit fuldtidsjob op. Sammen med en ven, Johannes, der er landmand, gik jeg i gang med at brygge på min mors gård ved Kolding. Efter vi havde smagt os igennem en del bryg, sagde ­Johannes: ’Jeg ved ikke, om jeg tror, du kommer til at kunne sælge det her.’ Men jeg var stædig. Jeg havde nogle fine ansøgninger liggende klar til jobs hos venturekapitalfonde, men jeg sendte dem aldrig. Det er jeg glad for i dag. Det havde været en nem udvej, da det så surt ud med bryggeriet.”

Hvornår så det surest ud?

”På et tidspunkt havde jeg læst det hele, set alle YouTube-videoerne og lavet 20 bryg, som ved gud ikke smagte særlig godt. En søndag tog jeg ud til en amatørbrygger i Køge, jeg havde hørt om, som havde vundet danmarksmesterskaberne i ølbrygning. Vi drak nogle af hans bajere, røg nogle cigaretter og bryggede lidt sammen. Jeg tænkte: ’Hvordan kan hans øl smage så fucking godt? Her står der en mand, som til daglig arbejder i Skattestyrelsen, og hygger sig med at brygge, som om det var ingenting!’ Da jeg gik fra ham for at tage toget hjem, var jeg lidt beruset, og jeg begyndte at græde. Det gjorde så ondt indeni, at jeg havde prøvet så mange gange uden at lykkes. Da jeg kom hjem, tænkte jeg: ’Nu stopper jeg. Jeg vil ikke mere. Det er for ydmygende. Det var dumt. Mine forældre havde ret. Nu skal jeg søge et job.’ Alligevel vågnede jeg næste morgen og begyndte at tænke over de små ting, bryggeren i Køge havde gjort lidt anderledes. Min nysgerrighed fik mig til at blive ved. Imens holdt jeg tal på mine forgæves forsøg. De første 60 bryg var lige til at hælde i afløbet, men det 61. bryg smagte rigtig godt. Det var af øltypen New England IPA, og det blev den første øl, mit bryggeri Åben satte til salg. Det var i 2017, og Bryg 61 er stadig en fast del af vores sortiment.”

ØLLET

”Vi laver ikke pilsner, lager og bock,” siger Philip Hulgaard: ”Vi holder os i stedet til mere perifere øl som IPA og Berliner Weisse. Sidstnævnte er meget syrlig og frugtig og minder ikke ret meget om, hvad de fleste forbinder med øl, men er mere cider-agtig i smagen. Det er ikke en ølstil, mange andre danske bryggerier dyrker. Men den appellerer rigtig godt til folk, der ikke normalt er så meget til øl. Vi har haft en del kvindelige gæster, der er vendt tilbage efter at have smagt vores Berliner Weisse.”

I mellemtiden har du åbnet en bar i Aarhus, en pub i Roskilde, Åben har drevet en pop up-bar i Kødbyen i København, hvor I nu er i gang med en storstilet ombygning, og i løbet af 2022 åbner et bryggeri og en bar. Hvordan har du fået råd til ekspansionen?

”Vi har sparet noget op gennem driften. Jeg har fået noget af min familie. Vi har fået noget fra en bank, og så har vi fået støtte fra Vækstfonden. Det har været en kæmpe opgave at få på plads. Og jeg har solgt min lejlighed for at kunne skyde penge i. Jeg har satset alt. Jeg er pantsat til op over begge ører. Men jeg føler, at Åben er blevet mit liv. Det er for fedt at arbejde med noget, der gør andre mennesker glade.”

Og hvad siger din familie til, at du har satset alting på øl og fest?

”Mine forældre var, som alle fornuftige forældre, lidt skeptiske, da jeg kom og fortalte, at nu ville jeg starte et bryggeri. Men som de sagde: ”Du kan jo altid få et job hos PWC igen senere.” Det behøvede jeg heldigvis ikke. I begyndelsen havde jeg deltidsjobs for at få lidt penge på kontoen. I 2018 sagde jeg dem op og blev fuldtids bryggeriejer. I 2019 begyndte det virkelig at rykke. De seneste to år har været crazy. Da vi åbnede i Kødbyen og i Aarhus, var der fyldt fra dag 1. Og for tiden ansætter vi nye hver måned. Al skepsis fra mine forældres side er i dag vendt til støtte.”

Bruger du de kompetencer, du har fået i løbet af studierne?

”Enormt meget, både økonomien og juraen. Der er meget jura i at drive en virksomhed, ikke mindst når man sælger alkohol. Vi eksporterer til flere lande, som har forskellige alkohollovgivninger og alkoholafgifter, man skal sætte sig ind i. Jeg tror, min uddannelse gør, at jeg tager velovervejede beslutninger, og gør mig i stand til ting som at lave et gennemarbejdet ansøgningsmateriale til Vækstfonden.”

Philip Hulgaards mors gård uden for Kolding, hvor han begyndte at brygge, og hvor produktionen stadig foregår. I løbet af 2022 flytter bryggeriet ind i Kødbyen i København.

Hvordan ser din arbejdsdag ud?

”Meget varieret. De sidste to uger har jeg stået i bryggeriet og brygget øl. Andre dage er jeg på kontoret og går til møder og tager beslutninger. Og så laver jeg opskrifterne og står for indkøb og indkøring af nye maskiner. Jeg er meget ærekær omkring øllet. Jeg har faktisk lidt svært ved at lægge det fra mig. Hver uge besøger jeg bryggeriet, som indtil videre stadig ligger i Kolding på min mors gård. Jeg regnede ud, at jeg har krydset fem gange rundt om jorden i DSB-tog. Mellem København, Kolding og Aarhus. Jeg arbejder måske en lille smule for meget.”

Hvor meget fest er der i dit liv?

”Der er sociale arrangementer, middage, fester og ølfestivaler, både herhjemme og i udlandet. Der kan også godt gå nogle aftner med at smage på øl sammen med barbestyrerne. Pludselig har man fået en del store fadøl. På vores kontor står der et køleskab fuldt af øl samt et fadølsanlæg. Man skal nogle gange prøve ikke at drikke øl i weekenden, fordi man kan komme til at få en del i hverdagene. Det kræver lidt rygrad.”

Og når festen er i gang på en af jeres barer, hvor ser man dig? Sidder du i baren og laver hovedregning over øllene, der bliver sendt over disken, eller danser du på bordene?

”Jeg synes, det er hyggeligt bare at sidde og observere, hvordan tingene ­udspiller sig. Men har jeg venner med, så er jeg selskabelig. Vi har holdt mange fester på vores pop up-bar i Kødbyen, hvor der er blevet stået på bordene. Specielt da der var EM i sommer. Hold kæft, det gik vildt for sig. Arbejdet er en fest. Det er jo også det, jeg godt kan lide. At det er socialt.”

Noget anderledes end den branche, du var på vej ind i …

”Det var en helt anden verden. Vi sad på et storkontor. Men der var musestille, fordi folk skulle koncentrere sig om netop deres lille nørdede område af jura, økonomi og skat. Vi måtte ikke sige noget, og alle sad med hovedtelefoner på. I Åben har jeg forsøgt at skabe en lidt laidback kultur, hvor vi ikke tager det så nøje, hvornår folk møder ind.”

FESTIVALEN

Fra 11. til 13. august lancerer bryggeriet Åben festivalen O på Refshaleøen i København med mad- og drikkeoplevelser samt masser af musik. Programmets topnavne tæller foreløbig canadiske Caribou og danske When Saints Go Machine.

Til sommer springer du ud som arrangør af O, en københavnsk festival med plads til 5.000 deltagere. Hvorfra kom ideen?

”Sidste efterår tog jeg tre dage på et badehotel i Tisvilde for at slappe af oven på en hård periode. Der var ingen mennesker, det var pissekoldt, og jeg sad bare og læste ’Don Quijote’ og gik nogle lange ture. Af en eller anden grund gik jeg hele tiden og tænkte over, hvor fedt det kunne være at skabe en festival. Jeg har selv været rigtig meget på festivaler, specielt Roskilde, og konceptet er jo helt fantastisk. Muligheden for at træde ind på en festivalplads, efterlade alt andet bag dig og leve i nuet med dine venner. Og så er der for øvrigt øl – og koncerter – man hele tiden lige skal prøve. Men det er først og fremmest følelsen, som er helt unik. Og den går godt i spænd med det fællesskab, vi prøver at skabe med vores bryggeri og barer.”

Og hvordan har du virkeliggjort ønsket om en festival?

”Jeg er god til at få ideer, men jeg har også brug for at alliere mig med nogle kompetente kræfter, så vi arrangerer festivalen i samarbejde med koncertbureauet Live Nation, og det er også et underbureau hos dem, der hjælper os med at booke kunstnere.”

Ser du et økonomisk potentiale i festivalen?

”Nej. Selvfølgelig skal det ikke være et hul i jorden, som vi hælder penge i, men den er tænkt som marketing. Det er en måde at vise, hvem vi er. Det kan være, vi taber lidt penge på den. Til gengæld har vi slået fast, hvad vi gerne vil. Folk skal gerne tænke: ’Åben, det er fucking sejt. Dem vil jeg gerne arbejde for.’”

På en idrætshøjskole ved Præstø har en tidligere elev startet en køkkenhave, der ikke bare forsyner eleverne med sund mad, men også leverer til en nærved liggende Michelin-restaurant. ”Højskolerne bør gå foran i den grønne omstilling,” siger gartner David Brook Rosen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Nynne Mors, Jacob Viuf Overgaard, David Brook Rosen

I 2014 VAR David Brook Rosen elev på Idrætshøjskolen Bosei. Han kom for judoen, men fik også boglige aktiviteter, for eksempel filosofiundervisning, med i pakken. En dag diskuterede de genmanipulering, og filosofilæreren viste en film om, hvordan man kunne manipulere afgrøder til at tåle mere glyfosat, et ukrudtsmiddel. For David Brook Rosen var det pervers videnskab:

”Tænk, at vi er så dygtige, at vi kan ændre et dna til at kunne tåle mere gift! Dér besluttede jeg mig til, at jeg gerne ville lære at dyrke mine egne grøntsager.”

FØRSTE SPADESTIK

I 2019 startede David Brook Rosen Bosei Haven, Idrætshøjskolen Boseis køkkenhave. I 2020 indgik man et samarbejde med restauranterne Hotel Frederiksminde og Rønnede Kro, der fra forår til efterår er delvist selvforsynende med grøntsager fra haven.

Som sagt, så gjort. David Brook Rosen fik sig en gartneruddannelse, og med den på cv’et vendte han i 2019 tilbage til Idrætshøjskolen Bosei, denne gang som ansat.

”Da jeg var blevet uddannet, arbejdede jeg en overgang som selvstændig gartner, men hver gang jeg mødte forstanderen for Bosei, spurgte jeg ham, om ikke vi skulle starte et gartneri på skolen. Jeg mener jo, at alle større institutioner burde være selvforsynende, ligesom det var tilfældet før i tiden. Skolens hovedbygninger her i Faksinge Skov blev opført som tuberkulosesanatorium i begyndelsen af 1900-tallet – og dengang havde de også deres egen køkkenhave, ” siger David Brook Rosen. 

Ifølge ham var tidsånden moden til, at man på Idrætshøjskolen Bosei kunne se fidusen i at få sin egen gartner tilknyttet. Ovenikøbet en, man var på fornavn med. 

”Det hjalp nok på sagen, at jeg havde gået på skolen og selv tilbød min hjælp,” siger David Brook Rosen, der fik lov at pløje et stykke af skolens fodboldbane op, hvor han gik i gang med at oprette bede, distribuere møg og rejse drivhuse. Et gammelt skur, der havde huset et par kridtmaskiner, fik støbt nyt gulv og installeret stålborde, så det i dag fungerer som vaskerum for de grøntsager, David Brook Rosen hiver op af jorden i Bosei Haven.

JAPAN I SKOVEN

Under en studietur til Europa i 1934 besøgte elektroingeniør Shigeyoshi Matsumae en række højskoler i Danmark og blev fascineret af Grundtvigs tanker om folkeoplysning. Hjemme i Japan blev han senere både politiker og grundlægger af det private Tokai University. I 1988 købte han et tidligere tuberkulosesanatorium og behandlingshjem under Åndssvageforsorgen beliggende i Faksinge Skov, som han udbyggede drastisk med blandt andet svømmehal og indrettede til Tokai University Boarding School for herlevende japanere. Da skolen lukkede i 2008, blev bygningerne doneret til Danmark, og i dag bebos de af den selvejende idrætshøjskole Bosei, der drives med tilskud fra Vordingborg Kommune ”med et japansk twist.”

Det vil blandt andet  sige, at man kan studere japansk, at køkkenet ofte laver japansk mad, og at man tilstræber japanske dannelsesidealer. En god Bosei-elev benævnes Bosei-jin. Jin betyder menneske på japansk.

Nogle af grøntsagerne ender i højskoleelevernes og de ansattes maver, mens en andel af afgrøderne havner hos Michelin-restauranten på Hotel Frederiksminde i Præstø i nærheden, som Bosei er gået i partnerskab med, samt dennes filial Rønnede Kro. Der er fordele i stordriften, for som David Brook Rosen siger, tager det omtrent den samme tid at plante 50 kålplanter som at plante 150. Og samtidig er restauranten et godt blikfang for David Brook Rosens projekt med Bosei Haven.

”De er fantastisk dygtige til at bruge vores grøntsager. Folk lægger mærke til dem og til historien om, at de er delvist selvforsynende. Og dermed lægger de også mærke til os. Det får historien ud om, at vi er den første højskole i Danmark, der stræber efter en grad af selvforsyning.”

Tomater, løg og andre grøntsager forspires i drivhus, inden de plantes uden brug af store maskiner i den 3.000 kvadratmeter store køkkenhave på Idrætshøjskolen Bosei, som dyrkes uden brug af sprøjtegift.

Selvforsynende bliver idrætshøjskolen nok ikke lige foreløbig. De aktive elever spiser tre måltider om dagen og har brug for en volumen af stivelsesholdige produkter, som køkkenhaven ikke kan levere, men alt, hvad de indtager af bladgrønt, kommer fra egne bede. 

Hver uge giver gartneren skolens køkkenchef en liste over, hvad der er friskt, godt og klart til høst, og en gang om ugen er eleverne selv med i haven med faget grøn mad, hvor de bliver indviet i væksterne og i en køkkenhaves klimavenlige og kulinariske potentiale. Bortset fra et par enkelte elever på hvert semester, der bliver bidt af det og får lov at luge i stedet for de faste rengøringstjanser på skolen, er der dog ikke tale om, at de går til hånde som gartner­elever. 

”Mange af dem kommer lige fra gymnasiet og har knap nok set en grøntsag uden for et supermarked. Jeg skulle bruge for meget tid på at instruere dem i forhold til, hvad der er gavnligt for mig,” siger David Brook Rosen.

GRØN FAVORIT

Den asiatiske kålvariant pak choi er en af gartner David Brook Rosens yndlinge i bedet: ”Den vokser hurtigt om sommeren, kan tåle et koldt forår og efterår og smager forrygende godt lynstegt i wok, rå i salat eller fermenteret som kimchi.”

Men selv om han ikke kan gøre de unge mennesker til gartnere i løbet af et højskoleophold, håber han, at hans tilstedeværelse kan være med til at kultivere dem og få deres sans for jordens udbyttemuligheder til at spire.

”Jeg havde engang en kammerat med herude, som ellers er en klog fyr, men som måtte spørge mig, om en broccoli egentlig vokser over eller under jorden. Han anede det ikke. Der er mange, der ikke aner noget om den mad, de spiser, fordi det er så uigennemsigtigt, hvor tingene kommer fra. Måske kan vi være med til at give eleverne et lille frø af interesse inden i sig. Jeg mener, det er basalt for den almene dannelse, og jeg tror, at højskolerne kan og bør være en positiv aktør og gå foran i den grønne omstilling.”

3 GRØNNE HØJSKOLER

På Egmont Højskolen i Odder syd for Aarhus kan du få jord under neglene og så grøn viden i de små grå gennem faget ’jordforbindelse’, der blandt andet foregår i skolens egen skovhave. I kantinen kan du sætte tænderne i råvarer leveret af lokale landmænd og gartnere.

Krogerup Højskole tilbyder faget ’jorden kalder’, hvor eleverne får mulighed for at gå i bedene hos Aarstiderne, der driver Krogerup Avlsgaard, jordbrugsafdelingen af den gamle herregård i Humlebæk nord for København. Faget giver også mulighed for at lære madlavning og blive klogere på, hvordan vi klarer os ud af en klimakrise. Ifølge højskolen er faget et godt afsæt til græsrodsarbejde.

I nordfynske Brenderup kommer halvdelen af eleverne fra udlandet. Ud over det internationale kulturmøde kan du også blive klogere på både vild og dyrket mad med faget ’permakultur’, der både kan byde på høst af egne grøntsager og sankeudflugter i den vilde natur.

På Arkitektskolen undrede de sig, da han begyndte at fable om rummet. Men Sebastian Aristotelis Frederiksen holdt fast i drømmen og udtænkte en bolig, som holdt ham varm og i live under en månedlang Grønlands-ekspedition. Nu håber rumarkitekten at få sin kreation med på NASA’s næste månerejse.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:SAGA Space Architects

SOM DRENG VAR Sebastian Aristotelis Frederiksen fascineret af Polo, Magellan, Rasmussen og andre store opdagelsesrejsende. Han fantaserede om selv en dag at finde et stykke land at plante sit flag på. Efterhånden gik det op for ham, at næsten hver en meter af jordskorpen er betrådt, og en dag mødte han den nedslående påstand, at hans generation er født for sent til at udforske jorden, men for tidligt til at udforske rummet. Hvem der er ophavsmand til citatet, husker Sebastian Aristotelis Frederiksen, der er født i 1994, ikke, men han husker den desillusionerede fornemmelse, det efterlod:

”Det var de mest deprimerende ord, jeg nogensinde havde læst. Og svære at argumentere imod. Min generation var bare en pause.”

Da skuffelsen var fordøjet, vendte rejselysten tilbage i mere realistisk målestok. Som backpacker tog han blandt andet seks måneder til Østen, og de fremmedartede visuelle indtryk, sådan en rejse byder på, fik ham sporet ind på, hvad han skulle beskæftige sig med. Han kunne i forvejen godt lide at tegne, bygge maskiner og lege med elektronik, men var usikker på, om han skulle læse til ingeniør, eller om han hellere ville være arkitekt som sin far.

”En dag gik jeg ind på en restaurant i Hanoi i Vietnam. Et mørkt, højloftet rum med varme, røde rispapirlamper. Der var en lidt mystisk, opiumshule-agtig stemning, som vakte en stærk følelse i mig. Jeg fik lyst til selv at skabe rum, som kunne vække følelser i andre. Og det er ikke ingeniørens rolle,” siger Sebastian Aristotelis Frederiksen, der søgte ind på Arkitektskolen i København efter sit sabbatår.

Uden for skoletid fulgte han med i ambitionerne om en koloni på Mars, som blandt andet ligger til grund for Elon Musks rumfartsvirksomhed SpaceX. 

”Pludselig stod det klart for mig, at der, måske, i min livstid ville være mennesker på Mars. Og at vi i hvert fald vil komme tilbage til månen. Det var den vildeste tanke. Al min eventyrlyst vendte tilbage,” siger han og forklarer, at han som arkitekt ville have noget at byde ind med til de forestående rumrejser:

”Hvis mennesket skal ud i rummet, skal der da også være nogen til at tegne de steder, de skal bo derude.”

Til højre Sebastian Aristotelis Frederiksen. Til venstre hygger han og arkitektkollega Karl-Johan Sørensen i T-shirt-ærmer på deres godt fire kvadratmeter i en rumbolig af eget design – midt i den nordgrønlandske tundra.

DA HAN EN dag forsøgte at sende ideen om rumarkitektur i kredsløb hos nogle medstuderende, blev han mødt med spørgende blikke, tøvende svar og den hule lyd af en idé, der falder til jorden. 

”Men hvad skulle de også sige,” spørger Sebastian Aristotelis Frederiksen, der besluttede at holde resten af tankerne for sig selv indtil videre.

To år senere sad han med en medstuderende, Karl-Johan Sørensen, på en café. De kendte ikke hinanden specielt godt, men var begge kommet for tidligt til afgang på en studietur og besluttede at slå ventetiden ihjel med kaffe. Sebastian Aristotelis Frederiksen var i gang med at læse en biografi om Elon Musk og havde svært ved at tale om andet. Det viste sig, at Karl-Johan Sørensen også havde læst den og delte fascinationen af Tesla-grundlæggeren og hans rumfartsdrømme. Og også han havde overvejet at skabe arkitektur til rummet. 

Opdagelsen af en ligesindet gav drømmen nyt brændstof, og de to studerende holdt ugentlige møder, hvor de snakkede om, hvordan de kunne realisere ideen om at blive rumarkitekter. En dag deltog de i en konkurrence lanceret af det internationale digitale kultur- og livsstilsmagasin Eleven om arkitektur på Mars – og vandt med ’Dandelion’, en idé om en transportabel, mælkebøttelignende bolig, der blandt andet kan omdanne den røde planets støvstorme til energi.

”Det gav noget nødvendig selvtillid. Indtil da havde vi bare været de her to mærkelige studerende, der gerne ville lave noget andet.”

Som afgangsprojekt på Arkitektskolen skulle eleverne tegne ideer til et byudviklingsprojekt på havnen i Køge. Men Sebastian Aristotelis Frederiksen og Karl-Johan Sørensen ville hellere lave et projekt om en koloni på Mars. Underviserne var først imod ideen, idet Mars ikke som Køge bød på en tilgængelig byggegrund, hvor man kunne øve sig i at måle op og registrere. Men de to studerende løste problemet ved at tage på en flere uger lang telt- og studietur til den jordanske Wadi Rum-ørken, hvor Ridley Scott har lavet optagelserne til filmen ’The Martian’.

”Det var svært for vores undervisere at argumentere imod,” siger Sebastian Aristotelis Frederiksen, der efter Arkitektskolen tog en overbygningsuddannelse på rum­universitetet i Strasbourg sammen med Karl-Johan Sørensen, hvorpå de stiftede tegnestuen SAGA Space Architects.   

RUMMAND

Sebastian Aristotelis Frederiksen, 27 år.

Har studeret på Kuntakademiets Arkitektskole og på International Space University i Strasbourg. Grundlægger og direktør for SAGA Space Architects.

I SOMMEREN 2020 tilbragte de to arkitekter tre måneder i Nordvestgrønland, cirka 1.000 kilometer nord for polarcirklen – midt i ingenting. Indledningsvis boede de i en forladt fangerhytte, mens de gjorde en beboelig kapsel af isoleret kulfiber klar til indflytning. ’Lunark’, kalder tegnestuen kapslen, som er designet til at kunne bruges under ophold på månen, og som i sammenfoldet stand fylder lidt mere end et amerikaner-køleskab, men som fuldt udfoldet giver 17 beboelige kubikmeter. De to arkitekter havde fået et eksemplar af den æggeformede sorte bolig, der kan foldes sammen som en japansk origamiæske, afskibet i en container til Grønland. 

Komforten i kapslen, eller habitatet, som SAGA benævner konstruktionen, var, relativt set, høj. De to arkitekter havde elektricitet fra en generator, som blev suppleret med solceller. De havde et aggregat til at smelte sne til drikkevand og madlavning, de havde lyskilder, der simulerede naturligt dagslys, og varmeapparater, der gjorde det muligt at holde fodkulden fra døren selv ved minus 30 grader. De havde også rifler til forsvar mod isbjørne. Dog mødte de aldrig isbjørnen ansigt til ansigt, men så kun dens spor i sneen en morgen uden for fangerhytten. Alligevel flyttede den ind i psyken:

”Jeg havde mareridt om isbjørne længe efter, vi kom hjem. Nu har jeg ikke haft dem i et halvt år. Når jeg gik rundt uden for habitatet, havde jeg hele tiden et indre kort i hovedet over området, hvor jeg tænkte over, hvor der mon kunne være en isbjørn. Og jeg vidste altid helt præcis, hvor min riffel var. Når jeg var ude at hugge is, særligt i mørkeperioden, kiggede jeg mig hele tiden over skulderen. Der var en dag, hvor vi havde tømmermænd, fordi vi havde holdt fest og drukket vodka en fredag aften, hvor jeg nærmest hallucinerede og så isbjørne komme ud af isen.”  

De to arkitekter skrev dagbog og lavede video-logs, hvor de udtrykte deres tanker og følelser midt i afsondretheden – data, som psykologer på flere udenlandske universiteter har fået til at forske i. 

”Jeg var glad for at komme hjem, hvor jeg kunne holde op med at tale om, hvordan jeg havde det. Jeg følte ikke, jeg havde en eneste følelse tilbage, jeg ikke havde talt om,” griner Sebastian Aristotelis Frederiksen.

Den primære undersøgelse gik dog på det arkitektoniske: Ville boligen stå distancen, og hvilke rammer har mennesket egentlig brug for under ekstreme omstændigheder?

”Man har svært ved at forestille sig en arkitekt, der skal tegne et badeværelse uden nogensinde at have været på et badeværelse. Men der er endnu ingen arkitekter, der har været i rummet. Vores ekspedition er vel det tætteste, nogen endnu har været på det,” siger Sebastian Aristotelis Frederiksen i den lagerbygning i Sydhavnen i København, hvor ’Lunark’ blev til, og hvor han har fået mulighed for at ansætte nogle flere medarbejdere, efter at han har fået en ordre på et lignende månesimuleringshabitat til en ambitiøs elitekostskole i Schweiz.

”Vi tilbyder en vare, som meget få mennesker i verden har evnerne til at lave. Det kan godt være, at der ikke er særlig mange købere til vores produkt. Men dem, der er, er villige til at betale mange penge for det. Det har været hårdt at få i gang, men vi er efterhånden ved at skabe en forretning.”

RUM-SAGA

SAGA Space Architects, stiftet i 2018, har blandt andet udviklet projekterne ’Mars Lab’, en simulationsbolig opstillet i den israelske Negev-ørken, som kan give en fornemmelse af at leve under de ugæstfri forhold på Mars, og ­’Lun­ark’, en transportabel bolig til brug på månen, som er testet i Nordvestgrønland og blev til med økonomisk støtte fra en lang række virksomheder – fra transportfirmaet Royal Arctic Line til belysningsvirksomheden Louis Poulsen. I 2021 vandt ’Lunark’ publikumsprisen ved den prestigefulde designkonkurrence Index Award. Tegnestuen har også været med til at starte 3DCP GROUP, en sammenslutning af firmaer, der arbejder med 3D-printet byggeri.

10 MENNESKER er de aktuelt i firmaet, fordelt på programmører, arkitekter, industrielle designere og ingeniører. Medstifter Karl-Johan Sørensen er ikke længere med i firmaet, men det er ikke opholdet i den grønlandske ismark, der har fået stifterduoen til at slå sprækker, fortæller Sebastian Aristotelis Frederiksen.

”Vi blev naturligvis irriterede på hinanden indimellem. Men vi forsøgte altid at få det løst og ikke gå i seng som uvenner. Det virkede. Desuden havde vi hinandens liv i hænderne, og når man er så afhængige af hinanden, får man det til at fungere. Selv om vi ikke er partnere længere, er Karl den, jeg helst ville have med, hvis jeg skulle på en ekspedition en anden gang.”

For tiden arbejder Sebastian Aristotelis Frederiksen og hans hold på endnu et måne-habitat. Den altoverskyggende motivationsfaktor er NASA’s ’Artemis’-mission. Som led i den har det amerikanske rumagentur i kikkerten at sende mennesker til månen i løbet af 2025, og antagelig skal de også have noget at bo i deroppe. SAGA har igennem nogle år arbejdet på at knytte forbindelser i rumfartsbranchen, først og fremmest til SpaceX, der skal levere rumskibet til ’Artemis’. Men Sebastian Aristotelis Frederiksen ved endnu ikke, hvor de står. Networking er tidskrævende, og corona har ikke gjort det nemmere at trykke hænder og gnubbe albuer med de store aktører i branchen.

”Vi prøver at komme i betragtning. Og vi synes, vi har bevist vores kompetencer. Jeg har en selvtillid omkring, hvad vi har bygget op.”

Tegnestuen arbejder også på et andet projekt: 3D-printede almene boliger i beton. I første omgang til jordboer, men på længere sigt måske også til rumrejsende, siger Sebastian Aristotelis Frederiksen:

”Hvis vi får etableret os selv som de føren­de 3D-printende arkitekter, kan det være, vi også kan 3D-printe huse på månen en dag. Og hvis jeg en dag har tegnet 30 boliger til månen, hvem ved, om jeg så ikke kan få lov at komme på besøg deroppe. Det er jo ikke mig, der bestemmer det. Men jeg tror, jeg har en chance.”

Efter missionen blev ’Lunark’ stående på Grønland indtil sommeren 2021, hvor habitatet blev fragtet hjem. Nu er det blevet sat i stand igen og kan fra 28. januar ses på Dansk Arkitektur Center på udstillingen ’A Space Saga’.

I 8. klasse klarede Christina Bengtsen sig med sin mors støtte og sit eget gåpåmod igennem et kræftforløb. I dag er hun civilingeniør med speciale i katastrofer og risikostyring, men også debuterende børnebogsforfatter, app-udvikler og smykkedesigner. Som hun siger: ”Jeg tager det ikke så tungt, hvis noget ikke lykkes.”
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

JEG VAR EN rigtig stræber i skolen, jeg lavede altid mine lektier, fik gode karakterer og gik mere op i at have orden i mine opgaver end at være populær. I 6. klasse ejede jeg en lyserød cowboyhat, som jeg syntes var megafed. Den gik jeg altid rundt i. Jeg var vel en lidt nørdet og mærkelig elev. Jeg var ikke bange for at sige min mening og kunne også være spydig og provokerende. 

I 8. klasse var jeg igennem et kræftforløb. Jeg havde en knude i maven, som var vokset ind i min æggestok. Det var et halvt år med kemo, medicin og operationer. Det var en hård tid for kroppen, men, mærkeligt nok, ikke så slemt for psyken. Jeg var rigtig meget sammen med min mor. Vi hyggede os sammen, og hun skubbede mig rundt i kørestol om søen, når jeg var for svag til at gå selv. Vi spillede en masse yatzy og lagde store puslespil. Jeg husker det egentlig som en hyggelig tid. 

På rejse, cirka 1999.

EFTER GYMNASIET GIK jeg i gang med at uddanne mig til sygeplejerske, men efter fire måneder holdt jeg op igen. Jeg troede, jeg ville være en god sygeplejerske, fordi jeg havde haft mit kræftforløb, men blev hurtigt klar over, at det ikke var det, jeg ville. Da jeg droppede ud af studiet, tog jeg til Tanzania i et halvt år for at arbejde på et børnehjem og bo hos en lokal familie. Jeg havde ikke den store lyst til at læse, men ville gerne blive ved med at rejse. Da jeg havde holdt tre sabbatår efter gymnasiet, sendte min mor mig et link til en professionsbacheloruddannelse i katastrofe- og risikostyring på Professionshøjskolen Metropol i København. 

Jeg var i Belize i Mellemamerika, da jeg fik mailen. Jeg åbnede ikke engang linket, men skrev bare tilbage til hende: ”Det lyder superspændende, mor, tusind tak.”  Da jeg søgte ind på sidste dag inden ansøgningsfristen, havde jeg stadig ikke læst om den uddannelse. Men jeg kom ind, og da jeg sad der første dag i vores klasselokale, kunne jeg mærke, at ideen om det humanitære arbejde og muligheden for at kombinere arbejde med at rejse fangede mig.

Praktik i Disaster Preparedness, Laos, 2013.

JEG BLEV FÆRDIG med min bachelor i 2015 og blev ansat hos DSB, hvor jeg arbejdede med jernbanesikkerhed i fem år. Jeg blev ansat til at udvikle DSB’s risikoprofil som led i DSB’s sikkerhedscertificering ved Trafikstyrelsen. Det handler i bund og grund om at identificere alle de farer, der er ved at drive jernbanedrift, og hvad der skal til for at undgå, at de farer udvikler sig til ulykker. Det var megaspændende. 

Samtidig læste jeg en kandidatgrad som civilingeniør på Lunds Universitet. Det var svært at jonglere både studie og arbejde. At bo i København, studere i Sverige og arbejde hos DSB i Høje-Taastrup. Der var rigtig meget rejsetid. Men selv om jeg ikke havde påbegyndt uddannelse for at få venner, mødte jeg nogle søde mennesker i Lund, og det drev mig til at holde fast i studiet.

I efteråret 2021 skiftede jeg job, og nu arbejder jeg for Tryg Forsikring med risikostyring hos store virksomheder. Når min arbejdsdag slutter ved 16-tiden, går jeg i gang med nogle af mine andre projekter. Jeg arbejder blandt andet frivilligt som spejderleder, og jeg har et lille hobbysmykkeværksted. Jeg laver hovedsagelig store fingerringe i sølv, messing, kobber og bronze. Men jeg laver også mange øreringe og håndsmykker. 

Klædt ud, 2000.

JEG HAR OGSÅ lavet en app om foodtrucks. Jeg var rastløs under corona, og min gode ven og jeg tænkte, at det kunne være sjovt at have en hel hær af kaffeknallerter, men fandt hurtigt ud af, at det krævede en vis kapital. Så sad vi og brainede lidt på, om der ikke var noget andet i det felt, vi kunne kaste os over, og kom i tanke om foodtrucks, som var det eneste ud over kaffeknallerter, der holdt åbent i den periode. Men hvor er de henne, de gode foodtrucks? Ingen ved, hvor de er, når man står og skal bruge dem. Det ville vi gerne lave en app, der kunne vise, så vi gik sammen med en tredje ven, der havde IT-kompetencerne, om at få udviklet vores app, VendorSpot. Indtil videre går det lidt langsomt med opstarten, men vi giver det lige et år, så ser vi, hvad der skal ske.

I efteråret debuterede jeg som børnebogsforfatter. Det begyndte med, at jeg fik lyst til at lave noget, som kunne være sjovt at læse op for min niece og min nevø, som jeg holder meget af, og forlaget var med på min idé. Foreløbig har jeg udgivet to bind i serien ’Mosters løgnehistorier’, som er nogle gakkede, sjove historier med det dybere formål at aktivere børns tænkning. Jeg vil gerne lære dem at være kritiske og kunne skelne mellem løgn og sandhed. Det synes jeg er vigtigt i en tid med fake news, også i en ung alder. Det er mest i weekenden, jeg får tid til at skrive. Det skal helst ikke være for stresset. Ofte er det i badet, jeg får strikket historien sammen og begynder at skrive på den i hovedet. Når jeg kommer ud, skynder jeg mig at skrive ned.

RISIKOVILLIG

Christina Bengtsen, 31 år.

Født i Glostrup og vokset op i Høje-Taastrup. Uddannet civil­ingeniør inden for katastrofe- og risikostyring og klimatilpasning. Har tidligere arbejdet med sikkerhed hos DSB og Rambøll og er nu risk management advisor hos Tryg Industri.

De to første bind af ’Mosters løgne­historier’ er udkommet hos Wadskjær Forlag.

JEG PRØVER IKKE at lægge for mange fremtidsplaner og bare fokusere på det, jeg har gang i. Men jeg har også en regel om, at hvis jeg ikke har grinet i tre dage, skal jeg tage hele mit liv op til revision – så kan det godt være, at det bare er en lille ændring, der skal til. Det kan være, at jeg er træt af at kigge på en kommode. Det kan også være, at jeg skal skifte job. Jeg tror, at min kræftsygdom i en tidlig alder betyder, at jeg ikke tager tingene alt for tungt. Det kan godt være, vi lever, til vi er 80 år, men det meste af det, vi laver, kommer jo til at blive glemt, medmindre vi er genier og efterlader os noget legendarisk. Man kan også dø i morgen, så man kan lige så godt gøre det, man har lyst til. Hvis jeg starter noget, og det ikke lykkes, ja, så starter jeg bare noget andet op i stedet.

”Forlæggerne synes tit, det er fedt, at jeg skriver på en anden måde,” siger forfatter Charlotte Weitze, der har haft eventyr på hjernen siden barnsben og dyrkede genren på universitetet. Nu er hun aktuel med en roman, hvor et plantelignende væsen føder menneskebørn.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lea Meilandt

Du var 22, da din debut kom ud i 1996, og du fik Debutantprisen på Bogforum. Det må have givet en selvsikkerhed i forhold til forfattergerningen. Men du valgte at fortsætte på folkloristik-studiet …

”Bogen udkom i løbet af mit første år på universitetet. Måske havde jeg ikke behøvet at fortsætte, men studiet interesserede mig sådan set, og jeg kunne jo ikke være sikker på, at jeg kunne leve af at være forfatter. Desuden er det ret ensomt at skrive. Jeg havde ikke gået på Forfatterskolen og kendte kun få andre forfattere, så det var godt for mit sociale liv at få et sted at høre til.”

Hvorfor ikke Forfatterskolen?

”Jeg søgte faktisk ind, men de ville ikke have mig i første forsøg. Og efter jeg havde udgivet en bog baseret på noget af det materiale, jeg søgte ind med, virkede det ikke så relevant længere.”

Hvorfor valgte du folkloristik?

”Jeg faldt over uddannelsen i en studieguide og tænkte: ’Eventyr og fabeldyr. Det er da lige mig!’ Måske jeg kunne bruge det som research. Det viste sig ikke at være helt forkert. For eksempel havde vi et fantastisk semester om overnaturlige væsner, som passede ret godt ind i det, jeg skrev på. Folkloristik analyserer den folkelige kultur – specielt mundtlig fortælletradition. Men også ting som vandrehistorier på nettet eller folks tro på ufoer. Det gav mig en dybere forståelse for, hvad gode historier er, og hvad det er for historier, vi fortæller hinanden. Undervejs tog jeg også nogle tilvalgsfag på dansk. Her var stilen benhårdt analyserende, næsten matematisk. Man talte ikke på noget tidspunkt om, at en tekst var smuk eller fantastisk i sig selv. Det virkede ikke godt på min egen kunst, men gjorde mig næsten angst for at gøre noget forkert. Det vigtigste for mig som forfatter er at være spontan. Hvis jeg overanalyserer mig selv, kommer jeg ikke ind i det gode skrive-flow, hvor jeg næsten ikke aner, hvad jeg selv laver.”

CHARLOTTE WEITZE

Født 1974. Opvokset i Kongens Lyngby.

Uddannet i folkloristik.

Har blandt andet skrevet ’Skifting’ (fortællinger, 1996), ’Bjergtaget’ (fortællinger, 1999), ’Fandekke’ (roman, 2001), ’Harzen-sanger’ (roman, 2013) og ’Den afskyelige’ (roman, 2016).

Du skrev speciale om fortællestrukturer i dyrefilm. Hvad gik det ud på?

”Da jeg efter otte års studier var nået til specialet, havde jeg fået udgivet mine første fire bøger og var klar over, at jeg kunne leve af at være forfatter. Skulle jeg have søgt arbejde som folklorist bagefter, havde jeg nok skrevet om et mindre obskurt emne, men jeg havde det sjovt med det. Dyrefilm på Animal Planet og den slags følger altid et eller flere dyr og deres skæbne. For eksempel den lille zebraunge, der bliver født og vokser sig stor, så dør dens mor, men den overlever på egen hånd og skal over en flod, hvor krokodillen ligger på lur. Til allersidst bliver den voksen og finder en mage. Og lever lykkeligt til sine dages ende. Det, vi fortæller om dyr, er ofte klippet sammen efter en struktur som et klassisk eventyr.”

Din seneste bog, ’Rosarium’ fra i år, handler blandt andet om zarsønner og skovmennesker, oceandampere og botanik. En af hovedpersonerne er et plantelignende væsen, der føder menneskelige tvillinger. Hvad var kimen til den historie?

”Der er et spor i mit forfatterskab, der handler om naturen. Min forrige roman, ’Den afskyelige’, handler om klimakrisen – og involverer blandt andet en slags afskyelig snemand. Efter den bog blev jeg bevidst om, at vi ikke kun har en klimakrise, men også en økokrise. Det ville jeg gerne skrive om, men helst på en måde, hvor jeg åbnede op for noget vidunderligt i naturen. Jeg blev mere og mere optaget af, hvilket potentiale planter har. Vi bruger deres ilt. Vi spiser dem. Bruger dem til tøj. Til boliger. Til brændsel. Og de er klimaregulerende. Vi er fuldstændig afhængige af dem. Efterhånden vidste jeg, at jeg ville skrive en roman, hvor planter på en eller anden måde skulle være hovedpersonen.”

Du skriver overvejende i stilen magisk realisme, som er meget udbredt i Latinamerika, men kun en niche herhjemme. Har det været problemfrit at få udgivet dine bøger?

”Ja, sådan set. Forlæggerne synes tit, det er fedt, at nogen skriver på en anden måde. Men er jeg ude at holde foredrag, er der stadig folk, der spørger mig, hvorfor jeg skriver i den genre. Det tror jeg ikke, folk, der skriver inden for realismen, bliver spurgt om. Jeg oplevede det allerede med min første bog – og var egentlig lidt ked af det. ’De synes alle sammen, jeg er underlig,’ sagde jeg til en af mine undervisere på folkloristik. Hun svarede: ’Det er da ikke spor underligt. Det er den ældste litterære genre, vi overhovedet har.’ Senere kom jeg til Island, hvor det er helt naturligt at skrive sådan. Jeg boede nogle dage i en lille hytte med vulkaner til den ene side og Atlanterhavet til den anden side. Der var ravne og nordlys, og det var ret uhyggeligt. Og jeg forstod, hvorfor de skriver sådan, islændingene. De er underlagt naturens kræfter og uforudsigelighed på en helt anden måde. Jeg tænkte, at det også var på grund af mit forhold til naturen, at jeg skrev i den genre.”

EVENTYRLYSTEN

Faget folkloristik afløste folkemindevidenskab på Københavns Universitet. Men faget lukkede ned i begyndelsen af 00’erne. Andre fag, der kan give en snert af fabler og ældgamle forestillinger, er forhistorisk arkæologi (KU), europæisk etnologi (KU), antropologi (KU og AU) og Rudolf Steiner-uddannelser.

Hvordan får man et stærkt forhold til naturen i velfriserede og opdyrkede Danmark?

”Tja. Måske er jeg født sådan. Det kan også have noget at gøre med, at jeg gik i Rudolf Steiner-børnehave som barn, hvor næsten alt foregik udendørs. Bortset fra vores frokost, som vi indtog i et lille skur, mens pædagogerne fortalte Grimms eventyr. Senere gik jeg på en grøn friskole, hvor vi lavede kompostbunker og lærte meget om miljø. I gymnasiet læste jeg biologi og fysik på højniveau og plejede min interesse for naturvidenskab.”

Hvornår blev du klar over, at du ville være forfatter?

”Jeg skrev meget som barn og teenager. I gymnasiet holdt jeg en pause, fordi jeg troede, at det hørte barndommen til at fabulere. Efter gymnasiet kom jeg på højskole og genfandt interessen på en skrivelinje, hvor jeg kunne udfolde mig lige så tosset, jeg ville – uden at få karakterer.”

Du debuterede med ’Skifting’, en samling af fortællinger, der blandt andet handler om en slags troldepige, der måske er blevet forbyttet ved fødslen. Havde den historie noget med dig selv at gøre? 

”Hun lever et almindeligt liv og går i skole, og hendes forældre har almindelige job. Alt er superrealistisk, bortset fra at hun har en underlig ting bag på ryggen og føler sig anderledes, indtil hun besøger sine bedsteforældre oppe i Norge og finder ud af, hvem hun er. Jeg tror, historien udsprang af, at jeg selv, som mange teenagere, følte mig lidt underlig og fremmed, da jeg gik i gymnasiet. Måske fordi jeg gik med det kunstneriske, som ikke rigtig kunne komme til udtryk. Fordi jeg havde alt det her indeni.”

Det var K-poppen, hun forelskede sig i. Så fik hun øjnene op for det livlige land bag musikken, og i dag er det maden, hun savner mest, når hun er hjemme i Danmark, fortæller 24-årige Celine Grivne Høier, der læser koreastudier og måske har ramt en trend med helt rigtig timing.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

DA JEG GIKi 3. g, faldt jeg over gruppen GOT7 på YouTube. Det viste sig, at der fandtes en masse meget velproducerede videoer med de syv unge sensitive mænd. Jeg syntes, de var helt fantastiske, og blev en del af den intense fankultur omkring bandet og fulgte nøje med, hver gang de udgav et nyt album. 

Hvert album havde sit eget visuelle koncept, nogle gange var udtrykket blødt og boyfriend-agtigt, andre gange fremstod de mere rå eller sørgmodige. Og hver ny cd blev udgivet i fire forskellige versioner med små bøger i novellelængde med billeder fra fotoshoots. Der var samleobjekter nok, som en teenagepige kunne bruge sine penge på.

Jeg forstod ikke, hvad de sang om, medmindre jeg googlede mig frem til oversættelserne, men i starten betød det ikke så meget. Jeg havde det ligesom alle dem, der kan lide at høre spansksproget musik og føler, at de forstår stemningen i musikken, selvom de ikke taler spansk.

Efterhånden fik jeg dog lyst til at forstå, hvad det handlede om, og i et sabbatår efter gymnasiet tog jeg til Sydkorea i et halvt år for at tage sprogkurser. Jeg havde et værelse og boede sammen med både koreanere og andre udlændinge i en lejlighed i den rige bydel Gangnam – kendt fra sangen ’Gangnam Style’.

Seoul. Foto: Colourbox

JEG KOM HJEMME FRA Falster, det var første gang, jeg rejste på egen hånd, og Seoul er virkelig en storby – på et helt andet
niveau, end hvad jeg før havde oplevet. Men det var fedt at være på egne ben. Kvarteret, jeg boede i, er meget rigt og kendetegnet ved sine tårnhøje bygninger, ophobning af store firmaer, dyre biler og folk i det smarteste nye tøj.

Lige på den anden side af floden bor folk i faldefærdige huse. Klasseforskellene er visuelt nemme at få øje på i Seoul. Samtidig er det en by, hvor alle går ud, rig som fattig. Det er nemt at finde en billig restaurant, og den koreanske kultur er meget social, det er næsten tabu at spise alene, og der er masser af cafébesøg og alkohol, som vi kender det fra Danmark.

Koreanerne er imødekommende og vil gerne tale med én og hjælpe én. Men mit koreanske var stadig mangelfuldt, og det gav begrænsninger. Da jeg kom hjem, søgte jeg ind på koreastudier på Københavns Universitet.

Jeg begyndte uden nærmere at vide, hvad jeg ville med det – sammen med alle de andre, der også havde lyttet til K-pop (koreansk popmusik, red.). Jeg følte, at det var en bred uddannelse, der kunne føre til mange forskellige ting, der har med Korea og koreansk kultur at gøre. 

Jeg bliver forhåbentlig bachelor til sommer, og undervejs har jeg været på udveksling to gange og trænet sproget og specialiseret mig i oversættelse fra koreansk. Koreansk er et godt sprog for sprognørder. Det er et logisk sprog, ordene er som legoklodser, man kan sidde og pille i og bytte rundt på, og man siger, at alfabetet kan læres på en weekend. På den måde er det meget lettere end for eksempel japansk og kinesisk.

En underviser introducerede mig til et forlag, der udgiver kinesisk og japansk litteratur på dansk, men som gerne vil gøre mere ud af Korea. Det er stadig i et tidligt stadie, men vi snakker om, at jeg skal oversætte bogen, der på engelsk hedder ’Kim Ji-Young, Born 1982’. Det er en ung kvindes livshistorie, der rammer ned i en ny feminisme i Sydkorea, og som har solgt millioner af eksemplarer. De skal dog lige have rettighederne først.

CHIK KOREA

Bachelor-uddannelsen koreastudier ved Københavns Universitet har oplevet fremgang de senere år. I 2011 søgte 45 ind på studiet. I 2020 var der 129 ansøgere om de 28 pladser, og gennemsnitsalderen på studiet var 22.

93 % af de studerende var kvinder. Som overbygning på studiet kan man blive cand.mag. i asienstudier.

JEG VIL GERNE leve af at være oversætter en dag. Måske kommer der et boost inden for koreansk litteratur inden for de næste år. Man siger, at bogmarkedet er et par år bagud i forhold til trends. Mange danskere kender allerede musikken, filmene og maden – de fleste er efterhånden bekendt med kimchi (fermenteret kålspecialitet og hjørnesten i koreansk madlavning, red.).

Ellers tror jeg, der er mange andre muligheder for at finde arbejde for en, der kan kommunikere med koreanere og begå sig i kulturen, både inden for erhvervslivet og diplomatiet. Det koreanske sprog er opdelt i høflighedsniveauer, og man skal kende spillereglerne, hvis man ikke vil blive misforstået.

Er man for eksempel ude at spise en forretningsmiddag, er det lederen i hierarkiet, der får serveret først og begynder at spise først. De andre skal gerne byde og servere, og skænker man ikke drikkevarer op med begge hænder, bliver det opfattet som uhøfligt.

Efterhånden taler jeg ubesværet koreansk. En af mine bedste venner er koreaner, og vi kan tale sammen om samfundsforhold og om den præcise betydning af et ord. Vi skriver sammen næsten hver dag. Alligevel er sproget svært at holde ved lige, når jeg er i Danmark.

Og så savner jeg maden virkelig meget, specielt min livret tteokbokki – udtales dokbuggi – som er en slags kager af klistret ris serveret i stærk chilisauce.

Tteokbokki – populær koreansk gademad. Foto: Colourbox

JEG TROR IKKE, jeg vil bo permanent i Sydkorea. I Danmark har vi et fornuftigt skel mellem arbejde og privatliv. Den koreanske konkurrencekultur er meget stærk, lidt usund faktisk. Måske er det derfor, dansk hygge er blevet en trend. At sætte sig med en bog og et stearinlys og sætte tempoet ned.

Det er der mange unge koreanere, der savner. På arbejdet forventes det, at man deltager i spontane forretningsmiddage, går på druk til klokken fem om morgenen og møder på arbejde næste dag, hvis chefen beslutter det. Og du er nødt til at blive siddende på kontoret, indtil alle cheferne er gået hjem. 

Heldigvis bliver der set lidt gennem fingre med det, hvis du er udlænding, så jeg kunne godt tænke mig at bo derude nogle år. Men jeg vil ikke have børn der. Som kvinde forventes man mere eller mindre at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, når den tid kommer.

Folk rystede på hovedet, når David Svane sagde, at han ville være billedskærer. Men ad viljens vej og via Bali, New Zealand, Sverige og vikingetiden nåede han sit mål. I dag står han med traditionen – og karrierens vigtigste opgave – mellem hænderne.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

ENGANG I sidste halvdel af 90’erne fandt jeg ud af, at der var noget, der hed en billedskærer. Jeg var fascineret af træ og havde forsøgt at blive tømrer, men på det tidspunkt var det meget svært at få en læreplads, og jeg tog en HF i stedet. 

Men jeg kunne ikke slippe ideen om håndværk. Rigtigt håndværk, hvor man kunne komme tæt på materialerne og få indblik i nogle hemmeligheder. En dag snakkede jeg med en møbelsnedker fra Nationalmuseet, som fortalte om sin kollega billedskæreren. Det lød som et fag, der krævede fordybelse. Det lød lidt fint.

Jeg undersøgte, hvor jeg kunne stå i lære, men de få billedskærere, jeg fandt, var afvisende. De havde ikke tid og råd. Jeg begyndte på Den Fri Ungdomsuddannelse, og det gav mig mulighed for at tage nogle kurser i tegning, skulptur og modellering. 

Så tog jeg til Bali og var mod betaling et halvt år på et værksted specialiseret i garuda-figurer. Garudaen er en slags fugl fra den balinesiske og hinduistiske mytologi, og jeg sad i skrædderstilling med de andre træskærere på en måtte på gulvet og øvede mig.

Renæssanceporten til Børsen på vej.

DA JEG KOM HJEM med min egen garuda i tasken, henvendte jeg mig til billedskæreren Jacob Nielsen, der havde værksted i København. Han tog mig ind, men kun fordi jeg havde finansieringen med fra min uddannelse. 

Det gik vældig godt. Jeg fik lov at indgå i hans produktion, han blev min primære læremester, og jeg fik prøvet meget. For eksempel restaurerede vi trærelieffer, der sad under bronzetaget på nogle gamle, sekskantede københavner-telefonkiosker fra 1890’erne. 

Én telefonkiosk var brændt, en anden havde fået en vandskade, og vi blev hyret af den håndværker, der havde den samlede entreprise. 

Vi producerede også en del vikingeinspireret kunsthåndværk, som min mester solgte på markeder. Han var meget engageret i vikingekulturen, og det var spændende at lære den tids formsprog.

SIN EGEN VEJ

Den Fri Ungdomsuddannelse var en alternativ uddannelse, hvor eleverne individuelt kunne sammensætte et to- eller treårigt forløb af for eksempel praktik, højskole- og udlandsophold. Blev oprettet i 1995 og lukket igen i 2002, da politikerne var i tvivl, om den gav nok kompetencer og beskæftigelse.

EN DAG SÅ JEG en udstilling på Nationalmuseet med en fantastisk maori-billedskærer, Fayne Robinson, som jeg tog kontakt til. Jeg havde stadig lidt penge fra min uddannelse at tilbyde. Så tog jeg til New Zealand og arbejdede seks dage om ugen i et halvt år i hans værksted. 

Det var en suveræn tid. Grundlæggende var teknikkerne de samme, som vi anvendte derhjemme. Men deres polynesiske design og ornamentik var anderledes. Meget udtryksfuldt. På den måde fik jeg suppleret mit repertoire med et nyt formsprog.

Efter New Zealand arbejdede jeg et par år på Nordisk Center til Bevarelse af Håndværk i Raadvad og følte efterhånden, jeg kunne meget. Men jeg ville gerne have papir på det. Det var der mere pondus i.

Jeg vidste, at de havde en svendeprøve i Sverige, og fik kontakt til en professionshøjskole i Tibro, der ligger cirka midt mellem Göteborg og Norrköping.

De kiggede på min erhvervserfaring, og vi lavede en uddannelsesplan, hvor jeg blev inviteret til at gå hos en svensk mester i en periode og få noget mere rutine med rokoko-skæreri. Han var på vej på pension, men syntes, at det var spændende at få mulighed for at give sine kundskaber videre.

Efter et par måneder kom han og sagde, at han havde meldt mig til svendeprøve: Du kan gå i gang med at arbejde på den på mandag. 

Den frie del af opgaven var et skjoldlignende relief, en nordisk version af Sankt Jørgen og dragen med en masse skæl og detaljer og et kompliceret, dybt gab med nogle lange tænder. Den bundne del var et såkaldt rokokoslør, et brudstykke af et større ornament med nogle svungne akantusblade, som er den mest benyttede form inden for relieffer siden antikken. Jeg fik sølvmedalje for mit arbejde, den højeste udmærkelse. Der var jeg stolt. Nu var jeg sgu uddannet.

Det første år tjente jeg måske 80.000 kroner. Heldigvis havde jeg en meget lav husleje dengang. 

David Svanes vertikale værktøjskasse.

I PERIODER har jeg kunnet leve udelukkende af billedskærerarbejde. Men der har også været mange dårlige år for sådan nogle som os. Under finanskrisen for eksempel. Billedskæreri er ikke en nødvendig udgift på samme måde, som andre håndværk er det, når det drypper igennem dit tag, når lokummet ikke skyller ud, eller din bil ikke vil starte. Men efterhånden begyndte opgaverne at komme. Og jeg har lært mig nogle andre ting. Møbelrestaurering først og fremmest. Og lidt møbelsnedkeri. 

Efterhånden har jeg været selvstændig i 20 år. Og der har da været en del røvballearbejde imellem. Jeg har sat hoveddøre i stand. Lavet trin på køkkentrapper. Den slags siger jeg nej til i dag. Det ligger for langt væk fra, hvad jeg kan og vil.

Nu har jeg været heldig at få en opgave, hvor jeg skal stå for en rekonstruktion af en renæssanceport til Børsens hovedindgang. Den er fuld af udhuggede hoveder og ornamenter, og den eneste kilde til, hvordan den skal se ud, er en akvarel, der hænger inde på Børsen, hvor porten udgør en mindre del. 

Det er ikke ligefrem en arbejdstegning. Men jeg mener, jeg kan ramme epokens formsprog, og har studeret Børsens arkitektur og samtidens møbler, klædedragter, smykker og stukkatur for at finde eksempler på ornamenter og motiver, jeg kan bruge.

Slots- og Kulturstyrelsen, der giver tilskud til projektet, er bekymret for, at jeg vil skære for mange detaljer. I forhold til historisk korrekthed mener de, at det er bedre at lave for lidt end for meget, hvis man ikke er helt sikker. 

SKÅRET UD I TRÆ

En billedskærer udformer figurer, relieffer og dekorative elementer i træ. Bertel Thorvaldsen var oprindelig billedskærer, inden han blev billedhugger. Faget har været i brat nedgang i 1900-tallet, men der er stadig enkelte danske billedskærere, som for eksempel har været beskæftiget ved nybyggeriet Kongehallen i Sagnlandet Lejre, der fik Snedkerlaugets pris i 2020.

I Sverige har Tibro Hantverksakademi toårige uddannelser til träbildhuggare, som det hedder på svensk.

JEG MENER IKKE, man kan gøre for meget ud af en port, som Christian IV har fået opført, mens der var penge i landet. Børsen var landets flagskib, måske endda Nordens. Du kan ikke lave overkill på det. Specielt når det ikke er noget, vi har gravet op, men en rekonstruktion. Lad os da lave en renæssanceport, som man ville have gjort i renæssancen. 

Måske er den færdig engang i 2022. Jeg tør ikke sige det. Det turde jeg heller ikke, da arkitekten ringede og spurgte, om jeg ville have opgaven – heller ikke, hvad det ville koste. Det blev aftalen, vi kører efter. 

Billedskæreri er magisk, når det kører, og det lykkes. Det sværeste tidspunkt er, når du står med en plan flade. Men når du så arbejder med det, kommer tingene lige pludselig frem af træet.

Jeg er bekymret for fagets fremtid, selv om der er masser at lave rundtom på landets kirker og slotte. Ideelt set burde staten lave et værksted, hvor man uddanner billedskærere. Ellers dør traditionen nok ud.

Pernille Nyc-Jensen opgav sit job i oliebranchen for at udleve drømmen om musikken. I dag er hun ingeniør og projektleder i Københavns Lufthavn, men når mørket sænker sig, skruer hun op for elektropoppen og forvandler sig til Nille Nyc.
Tekst:Maja Strøm JensenFoto:PR

I MIT BARNDOMSHJEM i skoven på Stevns var radio­en indstillet på P3. Om aftenen faldt jeg i søvn til lyden af min mors sang og min fars guitar. Mine forældre var et par københavner-hippier, men var flyttet ud af byen, da min far havde fået et job gennem nogle venner. 

Selvom musikken fyldte meget i vores hjem, var jeg længe om at komme med mit bud på en sangstemme. I mine tidlige år spejlede jeg mig meget i andre og så ikke mig selv som lige så god som dem. Jeg var ret genert, og da jeg startede i gymnasiet på en naturvidenskabelig linje med musik på højniveau, var det altid nogle andre, der indtog rampelyset mere naturligt. 

Jeg tænkte, at det var deres vej, men at jeg nok var nødt til at lave noget andet. Jeg så ikke musikken som en karrierevej, men fandt stor glæde i de naturvidenskabelige fag. Efter tre sabbatår, hvor jeg havde været lærervikar og pædagog- og handicapmedhjælper, besluttede jeg, at jeg ville være ingeniør.

Jeg ville gerne være med til at præge og udvikle den teknologiske tidsalder, vi lever i, og i 2002 startede jeg på Ingeniørhøjskolen i København. Da jeg begyndte på studiet, følte jeg mig omgivet af nysgerrige ligesindede, og jeg levede studielivet med alt, hvad det indebar af fester og sociale arrangementer. Et af de mest interessante fag på studiet var innovationsledelse, hvor vi blandt andet lærte metoder til at tænke innovativt og koble nye og eksisterende teknologier sammen. 

Pernille Nyc-Jensen arbejdede 10 år i oliebranchen.

EFTER MIN BACHELOR tog jeg en overbygning i international teknologiledelse på Aalborg Universitets afdeling i København, hvor der ud over de naturvidenskabelige fag er fokus på sprog og ledelse, og jeg kunne kombinere ingeniørdisciplinen med min interesse for kommunikation.

Bagefter fandt jeg mit første job i National Oilwell Varco (NOV), som er et firma, der producerer fleksible rør til oliebranchen. Jeg var først ansat i kvalitetsafdelingen, hvor jeg arbejdede med kvalitets-, udviklings- og forandringsledelse i fem år. Herefter rykkede jeg over i projektafdelingen, hvor jeg stod med ansvaret for at levere olierør til hele verden med ordresummer på 100 millioner kroner. 

Olierørene leder olien, som er lagret under havets bund, ud til skibet, som skal transportere det videre. Rørene skal kunne modstå havets kræfter uden at lække, og der sad en række ingeniører og regnede på, hvordan olierørene skulle designes. Min opgave var at forstå problemstillingerne og sammen med ingeniør­teamet finde de rette løsninger til hver enkelt kunde.

PERNILLE NYC-JENSEN

Alder: 40 år.

Stilling: Project Manager, Københavns Lufthavn.

Kunstnernavn: Nille Nyc.

Pernille Nyc-Jensen debuterede som sanger og musiker i en alder af 38.

EFTER 10 ÅR i oliebranchen valgte jeg at stoppe. Tempoet havde været højt, og jeg var blevet mor til to drenge. Det var, som om der var noget, der kaldte på min opmærksomhed, og jeg fik trang til at kigge indad. Jeg var begyndt til sangundervisning og at skrive mine egne sange, og det trak i mig, at jeg skulle følge musikken i stedet for at arbejde. På det tidspunkt havde min mand et firma, som jeg kunne arbejde i. Det betød, at jeg kunne drosle ned på arbejdsmængden.

Jeg havde måske manglet en, der skubbede til mig, og det gjorde en producer, jeg mødte, da jeg meldte mig til sangundervisning. Hun fik mig til at tro på mig selv, og vi lavede nogle sange sammen, inden jeg valgte selv at producere min musik. Jeg havde lyst til selv at sidde bag knapperne, og samtidig var det praktisk, da jeg kunne arbejde med produktionerne om aftenen i mit studie i kælderen.

Jeg ville gerne lave elektropop og havde brug for at finde min egen lyd. Inden for den genre bliver langt størstedelen af lyden skabt via et program på en computer. Der er ikke nogen regler, og lyduniverset er uendeligt, men jeg prøvede at skabe nogle iørefaldende melodier. Jeg skrev sange dagligt, og melodier og omkvæd kom til mig løbende. Midt i vores køkken-alrum har vi et gammelt familie-klaver stående, og når jeg satte mig og spillede, optog jeg lyden med min iPhone. Så kunne jeg hurtigt mærke, om det var noget, der blev hængende. 

Sangene fandt jeg inspiration til i mit eget liv og i min omgangskreds. Musikken blev min legeplads og et sted, jeg kunne udtrykke mine tanker og følelser. Det fascinerede mig, at man kan koge en fortælling ned til tre minutter og 20 sekunder, pakke den ind i elektropop – og forhåbentlig give lytteren noget at tænke over. 

I foråret 2019 blev min første selvproducerede sang, ’Safe Island’, spillet på DR P3 og på en engelsk og mexicansk radiostation. Sangen handler om at turde løsrive sig fra sit ståsted for at nå et bedre og sjovere sted hen. Som ingeniør skal man hele tiden have styr på tingene, være i kontrol og helst kende det næste skridt. Men da jeg sprang ud i musikken, var det spændende, usikkert – og rigtigt.

Du kan finde Nille Nycs sange på din musiktjeneste. Følg hende på Instagram og Facebook for at få mere at vide om nye udgivelser og koncerter.

JEG SKRIVER SANGENE, synger, producerer, booker og er min egen manager i mit eget pladeselskab. Nogle gange kan det godt føles som at støde panden mod muren, når der ikke kommer et eneste svar på de hundrede mails, jeg har sendt ud, for eksempel i forbindelse med en ny udgivelse. Men min ihærdighed og vilje til at kunne arbejde i modvind tager jeg med mig fra mit job som projektleder. Til gengæld oplever jeg også medvind, særligt meget det seneste år. Min single ’Not Okay’ opnåede meget opmærksomhed, og den kom på en ret eftertragtet officiel musikliste, New Music Friday på Spotify. For mig var det et skulderklap og en bekræftelse på, at man på egen hånd kan få tingene til at ske.

Ingeniørfaget kaldte på mig igen, og i 2018 blev jeg ansat i Københavns Lufthavn, hvor jeg blandt andet bidrager til udviklingen af lufthavnen. Jeg er blandt andet med til at implementere et nyt IT-trafikstyringssystem til afvikling af flytrafikken. Da corona kom, var lufthavnen en af Danmarks hårdest ramte virksomheder, og vi har måttet sadle om og nedskære og oplevet en voldsom opbremsning på vores opgaver. Jeg har dog været så heldig, at mine opgaver ikke er blevet ramt, men det har været voldsomt at være en del af.

Musikken har gjort mig til en bedre mor, kæreste, veninde og kollega. Min hverdag er meget teknisk og rationel og har brug for at blive mixet sammen med min bløde, intuitive og følsomme side, for at jeg føler mig som et helt menneske. Når mine drenge er lagt i seng, nyder jeg at trække mig tilbage til vores kælderrum og fokusere på musikken.