1. GODT FRA START, 1984

”Jeg bliver født. Mine forældre er ude efter nogle usædvanlige navne og kommer frem til Jophiel. Det er hebraisk og navnet på en ærkeengel, men det er nok absorberet fra en tidligere religion, måske fra zoro-astrismen.”

2. VÆRELSE MED UDSIGT, 2001

”Jeg dropper ud af 1. g på Avedøre Gymnasium i 2001, lige inden eksamenerne. Jeg er træt af skolen, træt af den analytiske tilgang til livet. Mine forældre støtter mig i, at jeg skal undersøge, hvad jeg har lyst til, og jeg vil opleve noget, så jeg tager ud at tomle. Først til Paris, så til Skotland. Jeg har planlagt at være af sted i to måneder, men bruger pengene rasende hurtigt – blandt andet på hotelværelser; det er ikke gået op for mig, hvad et vandrerhjem er – og må hjem igen efter tre uger. Efter sommerferien begynder jeg på HF.”

Ved siden af det daglige arbejde bijobber Jophiel Nyman Wiis som stifter og redaktør på podcasten ’Science Faction’ og som vært i Rundetaarns observatorium. Han har tidligere været formand for Astronomisk Selskab. Foto: Privat

3. EN AFGRUND AF FRIHED, 2009

”Min motorcykelrejse i New Zealand og Australien har udviklet sig til en tomletur, fordi jeg var nærig og købte en motorcykel, der gik i stykker efter kort tid. En aften i Auckland sidder jeg og surfer Wikipedia og lægger mærke til, at jeg bliver ved at vende tilbage til artikler om biologi og fysik. Det kunne da godt være, jeg skulle studere noget i den retning?  Jeg har brugt en del år, siden jeg færdiggjorde HF, på at drømme. Jeg har drømt om at blive musiker, og vi indspillede da også nogle demoer med bandet, men vi kom aldrig rigtig ud at spille, fordi vi syntes, vi skulle være lidt bedre først, og så mistede vi stille og roligt lysten. Jeg har drømt om at blive forfatter, om at lave rejse-tv. Som en stor del af min generation er jeg opdraget ud fra devisen: ”Find det, der interesserer dig, og så skal det nok blive godt.” Men jeg interesserer mig jo for det hele, og hvis jeg ikke snart beslutter mig for noget, så sker der ingenting.”

4. VERDENS BEDSTE TID, 2011

”Mit første valgfag på fysikstudiet er kosmologi, altså universet på den største skala. Man kigger ikke så meget på den enkelte galakse som på kæmpe hobe af galakser. Og man regner tidsrum i milliarder af år. Som 25-årig mand gik jeg og følte, jeg var verdens centrum, men alt, vi tror om os selv, falder fra hinanden i den målestok. Desuden går universet under en dag. Det kan godt være, der er billioner af milliarder år til, men det hele går under. Det er et højt abstraktionsniveau og et fag, der giver alle en livskrise. Når man kigger sig omkring på gangene på Niels Bohr Institutet, kan man hurtigt se, hvem der har kosmologi for øjeblikket, for de går og er lidt matte i blikket. For mit vedkommende vendes krisen hurtigt til eufori. Måske er lige nu det mest spændende tidspunkt nogensinde? Et tidspunkt med masser af aktive stjerner, og hvor betingelserne for liv er opfyldt.”

5. RUMPROGRAM I SMÅ BIDDER, 2017

”Jeg afleverer mit speciale om supernovaer, får 12 og kan kalde mig uddannet astrofysiker. I starten af fysikstudiet får mange et chok over tempoet og dropper ud. Og det er rigtigt, man bruger hjernedødt meget tid på at føle sig dum og være i tvivl, om man er god nok, men jeg har aldrig lagt stor betydning i mine karakterer, og derfor er identitetskrisen måske lidt mindre. Hver gang jeg har en krise på studiet, siger jeg til mig selv, at nu skal jeg bare lige tage det næste halve år, inden jeg springer fra og starter på noget nyt. Og pludselig har jeg været der i syv år. Jeg bliver en del af Studenterrevyen og føler mig i det hele taget hjemme i studiemiljøet på Niels Bohr. Vi er alle nørder, sådan nogle, der i en eller anden grad er blevet mobbet i skolen, så der er ingen store egoer.”

I C-130 Hercules-fly på vej mod Station Nord i det nordligste Grønland. Foto: Privat

6. TIDEN FLYVER, 2020

”Det er syret som rimelig nyuddannet at ringe til Flyverkommandoen og sige: ”Hey, vi tager ud og flyver Hercules den og den dag – kan I have en F-16 klar, som kan komme og møde os over Djursland klokken 14:00?” På uddannelsen sammenligner man sig altid med nogle, der er bedre. Men nu står jeg pludselig og er den bedste i lokalet til det, jeg laver, og folk har tillid til mig. Efter specialet fik jeg først job som programmør hos et dansk rumfartsfirma, der laver software, som kan designe satellit-antenner, men da jeg fik lyst til noget mere dynamisk, søgte jeg job i Flyvevåbnet, hvor jeg fik ingeniøransvaret for al elektronik om bord på Hercules-flyene. Hvis en komponent er ved at blive uddateret, skal jeg finde noget at erstatte den med, som stadig kan kommunikere med alle de andre systemer, og som kan holde til det lave tryk. Hercules-flyene flyver indimellem med åben kabine, hvis de for eksempel skal smide faldskærms-soldater ud, så elektronikken skal kunne holde til mere end på et passagerfly. Jeg koordinerer med piloter, teknikere og loadmastere i flyets lastrum og skal sætte mig ind i alt bureaukratiet omkring luftfart. Der er sygt meget at lære, men det er krydret med fede oplevelser, for eksempel når et nyt system skal installeres, og jeg er med på testflyvning.”

7. VANDVITTIGT SJOVT, 2022

”I en kæmpe hal i Esbjerg bliver jeg trænet i at slippe ud af en helikopter under vand. Jeg er blevet softwareingeniør på Merlin, Forsvarets redningshelikopter. Kurset er obligatorisk for besætningen, men som ingeniør er det vigtigt, at jeg også ved, hvordan helikopteren opleves indefra i sådan en situation. Jeg har dykket, siden jeg var 12 og gik i ungdomsskole i Brøndby, så jeg har dykkercertifikat og har det fint med at trække vejret gennem et apparat under vand. Underviserne er ekstremt pædagogiske, så efter to dages kursus er der intet urovækkende ved at blive spændt fast i et sæde i en helikopter, blive sænket ned i et dybt bassin og drejet i en vinkel, du ikke kan gennemskue, mens det er bælgmørkt, og du er nødt til at føle dig frem til nærmeste nødudgang, før du kan spænde dig fri og svømme over til en redningsflåde, mens bølge-, torden- og vindmaskiner kører for fuldt skrald. Jeg har aldrig haft det så sjovt og tjent penge samtidig.”

8. BUNDEN AF TØNDEN, 2023

”Da Andreas Mogensen skal sendes op til Den Internationale Rumstation, planlægger TV 2 et kæmpe gallashow i Planetariet og hiver en masse formidlere ind. Anja C. Andersen og den slags. Jeg ved godt, jeg ikke er i den liga, men drømmer om en dag at blive spurgt. Jeg har altid ønsket at formidle videnskab. Undervejs på studiet har jeg altid sagt ja, hvis jeg blev spurgt, om jeg ville holde et foredrag, jeg har kamera–doku-menteret studierelevante rejser, jeg har under-vist på højskole, og jeg har pitchet masser af programmer til tv, som aldrig er blevet til noget. Så pludselig ringer Ulrik Rosenkvist, en journalist fra DR, til mig et par uger inden Mogensens op-sendelse og siger, let karikeret, noget i retning af: ”Hej, vi har hørt, der er en dansker, der skal i rummet, og det kunne vi godt tænke os at dække. Vi har ringet til alle de kendte. TV 2 har nappet dem alle sammen, men der var en, der sagde, at du også ved noget om rummet.” Det er følelsen af at ligge helt nede på bunden af tønden, men samtidig er det også bare: ”Yes. Let’s go!” De har også fået fat på min veninde Christina Toldbo, ligeledes astrofysiker, og det bliver en maratonudsendelse på 36 timer, og jeg er på skærmen i måske 20 timer i alt. Forinden har jeg nervøst ringet til Anja C. Andersen, som har været min vejleder på universitetet, og spurgt hende, hvordan man agerer på live-tv. Hun siger: ”Bare vær dig selv, for folk lytter, hver gang du åbner munden.” Og det giver mig en slags carte blanche. Jeg forventede nogle hundrede seere, men får senere at vide, at vi var oppe på en halv million. Det er jeg glad for, at jeg ikke vidste, mens jeg sad og smaskede chokolade for åben skærm.”

Flyvende med begge ben på jorden foran T-17-fly, Flyvestation Karup. Foto: Privat

9. HÅBET ER DERUDE, 2026

”Artemis-ekspeditionen skal af sted til månens bagside, og jeg er ikke længere i bunden af tønden. DR ringer til Christina og mig som de første for at høre, om vi har tid. Til daglig passer jeg mit nye arbejde som dataanalytiker hos Novo Nordisk. Medicin er lidt ligesom flyvere. Du skal kunne dokumentere, at du har gjort alt i hele verden for at sikre, at din flyver ikke falder ned – eller for at teste din medicin for uønskede bivirkninger. Når Novo finder på et nyt produkt, skal det testes på meget store populationer, inden det kommer på markedet, og jeg sidder i afdelingen, der sorterer de data. Men sent om aftenen sidder jeg 10 dage i træk og live-kommenterer ekspeditionen sammen med Ulrik og Christina. Jeg er blæst bagover af interessen. Halv fire om natten vælter det stadig ind med sms’er fra seerne. Jeg tror, folks interesse er båret af håb. Da Apollo 17-missionen, som er de sidste mennesker, der har gået på månen, i 1972 rejste tilbage til jorden, sagde de: ”Vi håber, vi vender tilbage med fred og håb for hele menneskeheden.” Det er det, der altid har tændt mig med rumfart: drømmen om, at vi kan overkomme vores uenigheder for at opnå noget vildt og stort.”

JEG VOKSEDE OP langt ude på Als. Det var en tryg barndom, men en elendig skolegang. Jeg var dårlig til at læse og regne. Det blev lidt bedre, da jeg kom på efterskole i 9. og 10. klasse, så jeg gik videre på HF, men anede ikke, hvad jeg skulle bruge min studenterhue til. Jeg arbejdede blandt andet som brolægger, kørte gaffeltruck og var lidt hos Danfoss – som mange unge på Als. Det var repetitivt arbejde, og jeg kedede mig bravt. 

Samtidig begyndte jeg på sportsdykning med luftflaske i en klub. Als er et fantastisk sted at dykke, der ligger mange vrag, som også fungerer som skjulesteder for alt muligt liv. Da jeg skulle tage dykkercertifikat, var jeg nødt til at læse op på noget teori om den menneskelige fysiologi. Dét var spændende. Endelig kunne jeg relatere det, jeg læste, til noget brugbart. Potentielt var det også farligt ikke at få det lært. 

Jeg ville gerne arbejde med dykning, men havde ikke råd til en erhvervsdykkeruddannelse, så jeg søgte ind som redningsdykkerelev hos Falck, to gange faktisk, men desværre kunne de ikke se fidusen i mig. I stedet blev jeg portør på Sønderborg Sygehus. Jeg kunne virkelig godt lide arbejdet, men havde også lyst til noget andet. Jeg tænkte, at marinbiologi måske kunne blive vejen til at arbejde med dykning, og brugte derfor et år på at læse op på de manglende gymnasiale fag, inden jeg blev optaget på biologi i Aarhus efter fem fjumreår.

Ingen kaskelot-operation uden blod.

DA JEG SKULLE skrive bacheloropgave, havde jeg en idé om noget med kunstige stenrev. En professor gav mig en tyk bog. ”Uha,” tænkte jeg. Jeg skulle stadig bruge stor koncentration på at få læst tingene. Jeg læste aldrig bogen og turde derfor ikke gå tilbage til professoren, men fandt på noget andet. 

Vi havde et fag, som blev afviklet på Skejby, Aarhus Universitetshospital, hvor jeg blev eksponeret for CT-scanning, som kan give detaljerede røntgenbilleder på tværs af indre organer, knogler og væv. Dét var sjovt.

Jeg besluttede at bruge CT-scanning i mit speciale. Sammen med en makker undersøgte jeg pytonslangers fordøjelse. Det var ikke helt let at indstille scanneren til dyrene, men efterhånden fik vi taget på det. Undervejs fik jeg den idé at lave et trykkammer og putte det ind i en scanner for at få svar på noget dykkerfysiologisk. Det blev til mit ph.d.-projekt. Jeg brugte scanneren til noget, den egentlig ikke var beregnet til, og kombinationen var ret nyskabende.

PÅ INSTITUT FOR RETSMEDICIN, der også holder til på Skejby, ønskede de at styrke deres position inden for scanningsmetoder, og de ansatte mig som adjunkt. Jeg havde allerede haft min gang på instituttet, mens vi skrev speciale, hvor jeg fik lov at benytte deres scanner til vores mange dyrescanninger. 

Jeg er ikke true crime-fan og havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle arbejde inden for retsmedicin, men det bliver ved og ved at vokse på mig. 

Jeg står ikke selv og obducerer, men kigger af og til obduktionsteknikere og læger over skulderen. Det meste af mit arbejde er med scanning og scanningsanalyse som supplement til obduktioner. For eksempel ses knoglebrud bedst på en scanning. Jeg har også arbejdet med at omdanne scanninger til objektive 3D-printede modeller, som kan benyttes som støttemateriale i retssager. De skal naturligvis være meget nøjagtige, de kan jo potentielt påvirke udfaldet af en sag.
Hvis man bruger sin fantasi og forstår teknikken, kan man hele tiden blive bedre til at afbilde ting. For tiden arbejder vi på at blive bedre til at vurdere menneskeknoglers styrke ud fra scanninger. I retslig sammenhæng ser vi tit personer med knoglebrud – i kriminalsager, i forsikringsspørgsmål i forbindelse med ulykker med mere. Her er det vigtigt at forstå, om brud opstod grundet ’unaturlig’ svaghed eller ved voldsom kraftpåførsel.  

Kasper Hansen kigger på Tollundmandens hoved sammen med lektor Henrik Lauridsen fra Institut for Klinisk Medicin.

I 2020 LAVEDE JEG et projekt i samarbejde med University of Leicester, som handlede om hjertemassage. I min tid som portør var jeg flere gange med til at give hjertemassage ved hjertestop. Det var enormt spændende og selvfølgelig berigende, når det lykkedes at genoplive en person. 

Med tiden fandt jeg ud af, at man ikke ved, præcis hvordan hjertemassage virker. I Danmark er vi verdensmestre i hjertemassage, men det er stadig kun 15 procent, der overlever. Vi tænkte, at hvis man skal forbedre hjertemassagen, må man begynde med at forstå, hvad den gør ved kroppen.

Du kan ikke bare få lov at bruge en levende forsøgsperson. Hjertemassage er en voldsom behandlingsform, der tit medfører skader. Så vi måtte bruge en afdød, som havde doneret sin krop til forskning. Og da man ikke kan komme til at udføre hjertemassage inde i en scanner – der er simpelthen ikke plads – lavede vi en mekanisk bøjle, der trinvist kunne presse ned over den afdødes brystkasse. For hver centimeter, den pressede ned, tog vi et scan, og til sidst satte vi dem sammen til en stop motion-simulering, en slags 4D-film.

Det var et stort øjeblik, da jeg sad foran min computer og kiggede på simuleringen. Man kunne tydeligt se, hvad der sker med de indre organer under presset udefra. Måske, tænkte jeg, kan jeg være med til at rykke ved en behandlingsform, som ellers har været uændret i hen ved 60 år, på grund af de kompetencer, jeg har bygget op. 

Lige siden har jeg arbejdet på at udvikle et apparat, der rent faktisk kan give virkelighedstro hjertemassage inde i scanneren, og vi har netop søsat et nyt forskningsprojekt, som vi håber kan være med til at skabe en helt ny retning inden for hjertemassageforskning. 

I FORÅRET 2024 spurgte Silkeborg Museum, om jeg ville være med til at scanne Tollundmandens hoved. ”Det er simpelthen for vildt,” tænkte jeg. Tollundmanden er det bedst bevarede oldtidshoved, der findes. 

Han blev fundet med et reb om sin hals, og man formoder, at han døde ved hængning, men det har aldrig kunnet bekræftes. Nu håbede museet at kunne slå dødsårsagen fast. Det ville jeg gerne hjælpe med. 

Museumsdirektøren ankom sammen med en arkæolog og en konservator. De havde hovedet med i en særlig transportkasse, som de kunne have i bagagerummet. Det hele foregik temmelig undercover. Jo færre der vidste noget om det, desto nemmere ville situationen være at håndtere. Tollundmanden er jo et enestående stykke danefæ. Men jeg kan sige, at han ikke blev ladt ude af syne i de 25 timer, han tilbragte her.

Tollundmanden var allerede blevet scannet tilbage i 2002 i en klinisk CT-scanner. I mellemtiden har vi fået adgang til en micro-CT-scanner på instituttet, en meget præcis scanner, som kan scanne ved utrolig høj opløsning. Vi bruger den for eksempel til at scanne tungeben i kvælningssager. Måden, tungebenet brækker på, kan sige noget om, hvorvidt det var kvælning. 

Inden de kom med hovedet, havde vi lavet prøvescan på såkaldte scanningsfantomer, som scanningsteknikere tit bruger. Det er en slags dukker eller modeller af organer. Vi brugte et fantom af et barnehoved – Tollundmandens hoved er ikke særlig stort. Vi havde også fundet en særlig spand, hovedet kunne ligge i, mens det blev scannet. Det kan måske virke lidt respektløst, at vi puttede det i en plastikspand, men den var nøje udvalgt, så den passede i størrelsen, og var tyndvægget, så den ikke absorberede for mange af røntgenstrålerne. Intet var overladt til tilfældigheder.

Og så var det ellers bare om at scanne løs, hvilket vi gjorde hen over det døgn. Bagefter skulle data analyseres og igennem en hel del forskellige akademiske processer. Det er først nu, et par år senere, at vi nærmer os en videnskabelig publikation, som jeg håber kommer ud i løbet af 2026. Jeg kan ikke sige mere om det nu, end at vi klart mener, vi har interessante resultater. 

Jeg har holdt menneskehoveder mellem hænderne før, men at stå med Tollundmandens hoved var noget særligt. Jeg havde rig mulighed for at kigge på det hoved og tænke over, hvad han har oplevet. Det gjorde historien meget virkelig for mig. Man har jo ikke lyst til at bytte plads med ham. 

Museumsdirektør Ole Nielsen ankommer med hovedet.

I FEBRUAR I ÅR fik jeg en spændende dag uden for kontoret, da to kolleger fra Institut for Klinisk Medicin inviterede mig til at hjælpe med at dissekere og scanne hjertet fra en kaskelothval, der var strandet i Ålbæk Bugt i Nordjylland. 

Det er et helkropsarbejde at skære sådan en kaskelothval op. Man får brugt muskler, man aldrig før har mærket. Det tunge skærearbejde foretog vi blandt andet med lange brødknive, efter at en særlig ’hvalkniv’ spændt på en rendegraver havde lavet det groveste arbejde. Efterhånden som vi arbejdede os ind mod hjertet, og arbejdet skulle være mere delikat, brugte vi skalpeller og andet almindeligt operationsudstyr. 

Det lugtede ikke specielt rart, men heldigvis var det koldt i vejret, og udluftningen var god. Lugten var værre, da jeg i min HF-tid arbejdede i en svinestald i Helved – som er navnet på en lille landsby på Als. 

Vi havde forventet, at hjertet ville veje op mod 100 kilo, men det vejede ’kun’ omkring 50 kilo, hvilket gjorde det lidt lettere at håndtere. For at bevare det bedst muligt kørte min kollega Peter i Bauhaus for at købe nogle VVS-rør, som vi kunne lægge ind i det for at fylde det med præserveringsvæske – på samme måde, som man lægger slanger og katetre ind i mennesker. 

Da vi nåede frem til instituttet, viste det sig, at CT-scanneren ikke var stor nok. Men vi fik lov at låne en ekstra stor scanner på hospitalets afdeling for stråleterapi. I takt med at mennesker bliver større, er der også kommet behov for større scannere, og den var heldigvis stor nok.

Nu er hjertet scannet og præserveret og venter på at blive udstillet på et nyt hvalmuseum i Lofoten i Norge. Forskningsmæssigt vil jeg ikke tage nogen ære for projektet. Jeg var med den dag som det tynde øl, fordi jeg arbejder med scannere, men oplevelsen viser, at den forestilling, jeg engang havde om, hvad en forsker er, ikke passer. Ikke på mig i hvert fald. Forskning kan være mange ting og spænde fra det mest avancerede til det mere lavpraktiske. Det hele skal gå op i en højere enhed.

DER ER NOGET SÆRLIGT over at kunne dufte havet og se solen spejle sig i vandet,” siger Coco Nielsen, da Ud & Se får hende i røret, efter hun er gået i land oven på en arbejdsdag hos Bornholmslinjen.

”Man føler sig fri for verdens larm, når man er til søs. Jeg tror ikke, jeg ville kunne arbejde midt inde i København,” siger den 20-årige ubefarne skibsassistent. 

Oprindeligt er Coco Nielsen fra Sønderborg, og det er også hjemme hos forældrene i det sønderjyske, at hun har postadresse og tilbringer de fleste længere perioder i land, selvom hendes arbejdsdage siden august sidste år er blevet afviklet i den modsatte ende af danmarkskortet.

”Det fede er, at hvis jeg arbejder én uge, har jeg fri én uge bagefter. Så enten tager jeg hjem til Sønderborg, eller også besøger jeg folk her på Bornholm. Nu kender jeg efterhånden en masse, der bor på øen,” siger hun.

COCO NIELSEN har drømt om at komme til søs, siden hun som 14-årig begyndte som søspejder, hvor hun og en håndfuld kammerater sejlede og vedligeholdt en lille motorsejlbåd i glasfiber:

”Der fandt jeg ud af, at det er en holdindsats at sejle.”

En fornemmelse af, at fremtiden alligevel ikke ventede på et skibsdæk, men på et butiksgulv, fik hende imidlertid til at begynde på Forberedende Grunduddannelse (FGU) i Sønderborg på Handel og kundeservice. Men efter et år på linjen blev det hende for stillesiddende, og hun fik lov at skifte til Industri.

”Det var fedt at få noget mere at rive i. Jeg lærte blandt andet at svejse og slibe,” fortæller hun.

Efter to år på FGU og efter at have bevist for sig selv, at hun ikke var bange for at tage fat, turde hun i højere grad se søfartsdrømmen i øjnene. Dog var hun stadig i tvivl om, hvordan søfarten så på hende.

”JEG ER EN KVINDE. Jeg er ikke særlig høj. Når man tænker søfart, tænker de fleste nok automatisk på store, stærke mænd,” siger Coco Nielsen, der ikke desto mindre besluttede at søge plads på skoleskibet Georg Stage, og som 19-årig stævnede hun sammen med 59 andre elever og to kokkeelever ud på et togt på Østersøen til Finland, Sverige og De Baltiske Lande.

Undervejs fik hun flere inspirerende eksempler på kvindelig kapacitet og udholdenhed til søs. Først og fremmest i skikkelse af overstyrmand Helle Barner Jespersen, der selv indledte sin karriere til søs som elev på Georg Stage i 1982.

”Helle har skullet bevise sit værd igennem årene. Hun sagde, at man skal have ben i næsen som kvinde til søs. Men hvis man har viljen, har man ikke et problem,” fortæller Coco Nielsen, der blandt andet fik demonstreret, hvad det vil sige, i mødet med en kvindelig med-elev, der døjede med søsyge hele togtet igennem:

”En dag, hvor hun stod og halede i noget tovværk, sagde hun: ’Vent lige lidt’, kastede op over skulderen og halede så videre. Det var hendes mentalitet. Samtidig havde vi en mandlig elev, der slet ikke kunne bevæge sig, når han var søsyg.”

Selv rendte Coco ikke ind i gensyn med maveindholdet. Til gengæld passede det hende rigtig godt at have hænderne fulde.

”Jeg fik flere gange at vide, at jeg var god med hænderne. Jeg har været spejder i ni år, så jeg har styr på mit tov, mine knob, stik og splejsninger,” siger Coco Nielsen, der på togtet blev endnu mere klar over, at hun ikke er god til at sidde stille: ”Heldigvis er der altid noget, man kan hjælpe til med på et skib. Og hvis der ikke er noget, så er det, fordi du ikke har spurgt ordentligt.”

HUN SENDTE ANSØGNINGER i stribevis, men fik gang på gang autosvar om, at de nok skulle vende tilbage, hvis noget opstod. Så tog hun kontakt til folkene fra Boss Ladies FGU, som arbejder på at få flere kvinder ind i en række praktiske brancher, deriblandt den maritime, og de tog kontakt til Molslinjen. Tidspunktet viste sig at være opportunt, for derfra gik det stærkt med at lande en jobsamtale og en ansættelse som ubefaren skibsassistent på det store rederis færger til og fra Bornholm.

”Det kunne have været alle mulige andre, der fik det job, men jeg føler, jeg var særlig heldig, at de lige stod og havde brug for en, og jeg var det rette sted på rette tidspunkt,” siger Coco Nielsen, der i dag laver alle mulige opgaver om bord hos Bornholmslinjen.

”Jeg vinker biler om bord, tager agtertrossen og fortøjer skibet, tømmer skrald, hjælper til i maskinrummet, gør rent og giver i det hele taget en ekstra hånd, hvor der er brug for det. Det bedste ved at arbejde til søs er sammenholdet.”

Om halvandet års tid, når Coco Nielsen har været to år hos sin nuværende arbejdsgiver, og hendes kontrakt udløber, tænker hun på at videreuddanne sig, blive befaren, måske senere hen styrmand og en dag drage på langfart, for eksempel med et containerskib, hvem ved, måske hele vejen til Filippinerne:

”Men lige nu tager jeg ét skridt ad gangen.”

PÅ TALLERKNERNE LÅ klassiske retter i nye klæder: En vegetarisk Beef Wellington med et kreativt mønster i butterdejen, tyndt udskåret saltbagt selleri og en grøn pesto. En nyfortolkning af et gammeldags maskeret blomkål, ikke kogt, men bagt, med æg, tomater og purløgsdressing. Og en rødbedetatar med pommes duchesse.

Det var nogle af de serveringer, der mødte omkring 1.600 plejehjemsbeboere på 34 plejehjem i Aalborg Kommune i februar. Bag ideen stod den lokale Kunsthal Spritten, der i samarbejde med Madservice Aalborg og billedkunstner Johanne Stoffersen havde sat sig for at bringe samtidskunsten ud til plejehjemsbeboerne i form af deres frokostmåltid. 

Den 31-årige kunstner, der blev færdiguddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København sidste sommer, har i flere år arbejdet med mad som sit materiale – ligesom en maler bruger lærred, pensel og maling.

”Alligevel var jeg lidt nervøs,” siger Johanne Stoffersen, der brugte en måned i et industrikøkken i Nørresundby på at udvikle retterne. 

”Både fordi jeg skulle bringe min kunst ud til et publikum, som ikke selv opsøger kunsten, og fordi jeg skulle formidle noget til en langt ældre generation. Jeg arbejder kun med vegetarisk mad, og kunne jeg lave noget, som jeg selv syntes var spændende og lækkert – og som plejehjemsbeboerne gad spise?”

Johanne Stoffersen i køkkenet.

Johanne Stoffersen besluttede sig for at tage udgangspunkt i klassiske retter – såkaldt ’mormormad’. Det skulle være noget, plejehjemsbeboerne kunne genkende. Da retterne var udtænkt, og maden skulle serveres, tog hun på besøg på plejehjemmet Solgården lidt nord for Aalborg.

”Flere sagde, at de syntes, maden var virkelig flot, og det var også en vigtig del af projektet – at give dem en æstetisk oplevelse. Vi serverede for eksempel kartoffelmos formet som små hjerter, og det er jo en lille ting, men en del af formålet var at gøre måltidet til en oplevelse.”

Med på plejehjemsbesøget var også TV 2 Nord, der lavede et indslag, hvor de spurgte en plejehjemsbeboer, der var pensioneret kok, om han syntes, Beef Wellington var kunst. 

”Nej, det kan jeg godt nok ikke se. Det ser da pænt nok ud, men den er da noget, som vi godt kan lave selv,” sagde han.

Det tager Johanne Stoffersen dog med ro: ”For mig handler det ikke om at overbevise nogen om, at maden er kunst. Det vigtige er, at det starter en samtale og bringer kunsten tættere på hverdagslivet.”

JOHANNE STOFFERSEN voksede op i Vadum i Nordjylland med en mormor, som er ”en kæmpe selskabsdame og elsker at slå et selskab an og holde store middage”. Det er også fra mormoren, hun fik inspirationen til det maskerede blomkål, der blev serveret på plejehjemmene. Glæden ved mad og middage kommer med andre ord ikke fra fremmede, og så længe Johanne Stoffersen kan huske, har hun også interesseret sig for kunst.

”Men når man vokser op i den nordjyske provins, er kunstner ikke den første karrieremulighed, man får serveret,” som hun siger.

Da hun blev færdig med gymnasiet, troede hun, at hun skulle være fotojournalist. Hun flyttede til København og kom ind på Fotoskolen Fatamorgana, gik et år på den nu lukkede kunstskole Spektrum, inden hun søgte ind på kunstakademiet og kom ind i første forsøg. Ved siden af blev madlavning hendes frirum.

”Når man er billedkunstner, skal man hele tiden være kreativ i sit arbejde, og det kan være lidt svært at finde et helle, hvor man bare kan få lov til at være kreativ for sjov. Det har madlavning altid repræsenteret for mig.”

Alligevel endte de to ting med at smelte sammen over tid. Da Johanne Stoffesen startede på sin kandidat, skulle hun medvirke i en gruppeudstilling på kunstakademiet og besluttede sig for at lave en installation med et stort, barokt langbord med gelékager med fotografier indeni, der lignede en fest, nogen lige havde forladt – stadig med tændte lys på bordene.

”Det er indtil videre seneste gang, jeg arbejdede med fotografi,” siger Johanne Stoffersen, som siden har lavet flere store middagsinstallationer – og performative middage, hvor gæsterne kommer og deltager i kunstværket, mens de spiser – på alt fra Kulturmødet Mors til Gl. Holtegaard og en festival i Japan.

”For mig er mad en måde at undersøge, hvad vores spisevaner signalerer. Hvordan ting som økonomi, generation og madkultur er forskellig, og hvordan man kunstnerisk kan bruge mad til at tydeliggøre og udfordre de koder,” siger hun.

Foto: Asta Falk Olivia

HAVDE MAN SPURGT Johanne Stoffersen, da hun startede på kunstakademiet, havde hun næppe set for sig, at hun en dag ville vende tilbage til Nordjylland for at arbejde med sin kunst – og slet ikke for at lave mad til 1.600 plejehjemsbeboere. 

”Men det er ekstremt meningsfuldt,” siger hun. ”Jeg befinder mig nok selv et eller andet sted i et spænd mellem kunstakademiet og Nordjylland. Jeg har begge miljøer i mig. Og jeg synes, det er vanvittig spændende at lave noget, der tager kunsten ud af det klassiske galleri-rum, som kan lukke sig ret meget om sig selv. Gennem mad kan jeg være med til at give kunstoplevelser til mennesker, som normalt ikke ville komme på et galleri.”

Næste gang, Johanne Stoffersen tager kunsten ud af dens vante rammer – og hjem til Nordjylland – er i september, hvor hun skal arbejde sammen med Vesterkærets Skole i Aalborg. Her skal hun hjælpe udskolingens elever med at tilberede mad for at skabe en stærkere kultur omkring madlavning og skolefrokosten.

”Vi kommer til at lave oplevelsesmiddage i en gammel kantine, så det bliver noget med at sætte store madproduktioner op. Men først og fremmest handler det om at lave nogle fede frokostpauser. Det er det første succeskriterie for mig,” siger Johanne Stoffersen og håber derudover at kunne starte samtaler hos eleverne om, hvad mad og kunst er for noget, og hvad det betyder for dem. 

”Det er ekstremt givende for mig, at jeg gennem min kunst kan få lov til at møde nogle mennesker, jeg normalt ikke ville møde. Jeg synes, kunst for kunstnerens skyld er ret uinteressant. Det er meget federe at få lov til at udfordre folk – og selv blive udfordret.”

Hvorfor – og hvordan – skiftede du spor efter to årtier som HR-medarbejder?

”Jeg har altid elsket at skrive, også da jeg arbejdede med HR. Hvis der skulle udvikles et nyt HR-værktøj eller skrives en personalehåndbog, var jeg den første til at kaste mig over opgaven. Men på et tidspunkt blev jeg fyret – og jeg tog det virkelig personligt. Jeg var slået helt ud og lå hjemme på sofaen i et halvt år. Når jeg kiggede på job-annoncer, tænkte jeg: Jeg orker simpelthen ikke mere HR. Jeg fik så job i et internationalt konsulentfirma, hvor jeg skrev og udviklede interne processer. Senere startede jeg som tekstforfatter med mit eget firma og skrev nyhedsbreve og hjemmesidetekster for virksomheder.”

Hvordan fandt du ud af, at det lige var taleskrivning, du ville arbejde med?

”En dag for snart fem år siden, mens jeg var på vej ud fra et møde, ringede en ung mand og sagde: ’Jeg skal giftes på lørdag, og jeg har hørt, at du måske kan hjælpe mig med en tale.’ Han havde skrevet ud på Facebook, og nogen havde anbefalet mig. Jeg satte mig ud i bilen, interviewede ham over telefonen i 20 minutter og skrev talen samme aften. Da jeg læste den op for ham i telefonen, blev han rørt til tårer. Og jeg tænkte: ’Wow, det her er fedt!’”

Foto: Mads Maul

Hvor meget erfaring havde du selv med at skrive taler, da du gik i gang?

”Første gang jeg slog på glasset, var jeg syv år. Det ved jeg, fordi jeg stadig har den sang, mine forældre skrev til min konfirmation. Udsmykningen på den var en kopi af en nytårstale, jeg holdt for mine forældre som syvårig, hvor jeg havde stavet, at de skulle passe på med at drikke for meget ’sjampane’. Jeg kommer fra en familie, hvor folk godt kan lide at holde taler og skrive sange, så jeg er vokset op med det. Min far har altid holdt nogle utrolig lange taler – lidt for lange, ville jeg nok sige i dag.”

Hvordan kan du bruge din uddannelse i kommunikation og psykologi i dit arbejde?

”Jeg arbejder jo med at oversætte folks følelser. I oversættelsen ligger kommunikationen, og i følelserne ligger psykologien. Jeg hjalp for eksempel en mand, der skulle skrive en tale til sit sølvbryllup. Dengang de blev gift, havde han begået alle de tale-fejl, man kan begå: Han var fuld, pinlig og havde ikke forberedt sig. Han brændte sig så meget på det, at han ikke havde holdt én eneste tale siden. Jeg hjalp ham med at skrive en tale, hvor han kunne få sagt alt det, han gerne ville sige, og jeg hjalp ham også med at få styr på nerverne. Og så lagde han salen ned. Det var jo en heling, som skete der. Han fik både holdt den tale, han havde frygtet i 25 år, og han fik sagt til sin kone, hvor meget hun betyder for ham.”

Hvem er dine kunder ellers?

”Det er virkelig en bred skare – fra milliardærer til professionelle fodboldspillere, sygeplejersker og elektrikere. Jeg skriver faktisk også taler for andre taleskrivere. En sagde til mig: ’Jeg skriver mange taler i mit job, men da jeg skulle skrive en til min søns konfirmation, kom det for tæt på.’ Det kan jeg godt genkende.”

Som syvårig skrev Sophie Dam selv sin første tale. Foto: Privat

Hvad er det første, du gør, når folk henvender sig til dig?

”Jeg starter med at interviewe dem. Først får jeg styr på det praktiske: Hvem er talen til? Hvor skal festen holdes? Hvor mange kommer? Og så videre. Derefter forsøger jeg at finde ind til kernen af det, de gerne vil sige. Jeg ser mig selv som en slags fødselshjælper. Hvis jeg skriver en tale for dig, skal det være dine ord, dit sprog, dine følelser. Hvis jeg skriver en bryllupstale, er jeg ikke så interesseret i, at I købte hus i Vejle, og så fik I en hund, og så skiftede I job. Jeg vil vide, hvordan I har det sammen. Hvad er I gået igennem, som er svært? Hvordan kom I igennem det? Hvorfor er I gode sammen?”

Hvordan fanger du folks personlighed i en tale?

”Jeg lytter til, hvad folk siger, og hvordan de taler. Bruger de bestemte ord eller vendinger? Bander de for eksempel meget – eller slet ikke? Jeg tager mange noter og optager alle mine samtaler, så jeg kan gå tilbage og sikre, at talen lyder som dem. Og hvis jeg er i tvivl, kontakter jeg dem og spørger for eksempel, om den her vending er noget, de kunne finde på at sige.”

Hvad er det vigtigste, en god tale skal kunne?

”En tale skal først og fremmest handle om den, du holder den for. En stor fejl, folk ofte begår, er, at de taler om sig selv. Måske siger de: ’Ja, jeg har jo været din gode ven i 27 år, og hvor har vi lavet mange sjove ting sammen.’ Og så står de og remser alle de ting op, som involverer dem selv, i stedet for rent faktisk at fortælle personen, hvad han eller hun betyder for dem.”

Kunne man ikke bare bruge ChatGPT?

”Jeg har mange kunder, som kommer til mig og siger: ’Jeg prøvede først ChatGPT, og det blev noget lort.’ Man kan godt få den til at skrive en tale, men bliver den så personlig? Jeg bruger selv ChatGPT, men aldrig til at skrive selve talen. For eksempel skulle jeg skrive en tale for et bryllupspar, der var kæmpe fans af ’Star Wars’. Jeg aner intet om ’Star Wars’, så jeg spurgte ChatGPT, om der var nogle berømte citater fra filmene, jeg kunne bruge. Det krævede lige 5-6 forsøg, men til sidst kom den op med et citat fra en ikonisk scene, hvor prinsesse Leia siger ’I love you’ til Han Solo, og han kækt svarer: ’I know.’ Det endte jeg med at bruge i talen.”

Har du en særlig tale, du selv beundrer?

”Dronning Marys tale til kong Frederiks 50-årsfødselsdag. Det, der gjorde den så god, var, at hun gav os et glimt af deres private liv. Hun drillede ham lidt, nævnte hans dårlige vittigheder og skabte en følelse af nærhed. Det er præcis det, en god tale skal kunne: få os til at mærke relationen og personen bag ordene.”