ANDREAS RINGBLOM GRINER lidt, mens han låser op. Vi er på vej ind i kælderen under en stor brun klods af en bygning, der tilhører Region Hovedstadens Psykiatri. Døren er skrammet, og ingen har gidet feje de visne blade væk, som vinden har blæst ind i den grelt lysstofrør-oplyste korridor. Det kunne være scenografien i en dansk gyser.

”Her er ikke så creepy, som det umiddelbart virker,” siger Andreas Ringblom og leder os videre ned ad gangen til sit indspilningsstudie, som han har haft på hænderne i 15 års tid. 

De første mange år var de en større gruppe musikere, der deltes om det, men resten er stille og roligt sivet andre steder hen i tilværelsen, og de seneste år har der kun været ham tilbage. Det rummelige studie byder – ud over arbejdsstationen med computer, højttalere og forstærker – på et par dybe sofaer og bløde tæpper på gulvet. Andreas Ringblom lejer stedet for en slik, hvilket er belejligt – selv når man har været med til at skrive et nummer, der i år nåede op på tre milliarder streams. 

”Det er helt skørt,” siger Andreas Ringblom, der er i langærmet Nirvana-T-shirt og hue. Fra øret dingler et krucifiks. 

Han er del af en lille gruppe danskere, et slæng, kalder han det, som skriver asiatisk pop. De laver færdige sange, som de selv indsynger, inden de sender dem til deres danske publishing-firma, en slags musikforlag, som arbejder med at få numrene ud i Asien, og nummeret ’Lover’ skrev han sammen med sine danske kolleger Max Ulver og Daniel Schulz til den kinesiske sanger og tv-stjerne Cai Xukun, bedre kendt som Kun. De kendte ikke til Kun, da de i 2020 blev foreslået et samarbejde, men hans pladeselskab præsenterede ham som en kinesisk Justin Bieber. Nummeret fik premiere på et kinesisk tv-show, og siden lå ’Lover’ på førstepladsen på de kinesiske hitlister i ugevis. I perioder blev sangen spillet en million gange i døgnet. 

Når man afleverer et nummer som sangskriver, hører man det først igen, når det udkommer, og selv om nummeret strøg direkte til tops, havde Andreas Ringblom det lidt ambivalent, da han hørte Kuns færdige nummer første gang.

 ”Vi havde skrevet, hvad vi selv følte var et underspillet, amerikansk lydende R’n’B-nummer. Når der så kommer en asiatisk popstjerne på, bliver udtrykket mere dramatisk, med større vibrato og mere følelses­ladet. Men efter mange års arbejde med asiatiske sangere ved jeg godt, at deres æstetik tit bare er lidt anderledes.”

Foto: Privat

DA ANDREAS RINGBLOM som helt ung flyttede fra Fyn til København, var det med drømmen om selv at slå igennem som popsanger. Omtrent midt i sine tyvere fik han sammen med producer Ulrik Schultz opmærksomhed med bandet De Dødelige, hvor han selv leverede den melankolske, R’n’B’-inspirerede vokal. De varmede op for Nik & Jay, skrev under med Sony, udgav to ep’er, fik gode anmeldelser og vandt et par priser. Andreas Ringblom var dog realistisk nok til at kigge sig om efter en anden måde at sikre fremtiden, hvis nu De Dødelige aldrig slog igennem på øverste hylde. Som 26-årig begyndte han på Sonic College i Haderslev, en uddannelse for lyddesign rettet mod folk, der ville lave filmmusik, lydeffekter, musik til reklamer og den slags.

”Det miljø var fuldt af ildsjæle, der sad i studierne dagen lang for at eksperimentere og udvikle sig. Jeg blev selv en meget bedre producer, lærte alle knapperne og mulighederne på en synthesizer at kende,” siger Andreas Ringblom, der boede i Haderslev i tre år. 

”Haderslev er en studieby fuld af unge. Jeg boede sammen med nogle andre dudes i en kæmpe lejlighed – det har man råd til i Haderslev – og alle boede fem minutter fra hinanden. Det var som at gå på højskole.”

Andreas Ringblom pendlede frem og tilbage mellem Sønderjylland og hovedstaden, hvor han optrådte og indspillede med De Dødelige. Men som tiden gik, blev han klar over, at han ikke længere selv skulle stå på scenen og levere varen.

”Jeg havde lavet min egen musik, siden jeg var 15, skrevet og sunget mine egne sange. Efterhånden følte jeg et stærkt behov for ikke at være den, der stod på scenen. Jeg elskede musikken, men jeg hadede presset og fik sceneskræk big time.”

I stedet udviklede han planen om at blive sangskriver og bruge sit melodiøre på andres vegne.

”Jeg tænkte på, om jeg kunne prøve at sætte mig i andres situation. Gøre det samme, som jeg hele tiden havde gjort, bare for andre.”

SOM SANGSKRIVER FANDT Andreas Ringblom en opskrift for musik-arbejdet, men da han kom ud fra Sonic College og begyndte at tilbyde sit arbejde til de danske pladeselskaber, erfarede han, at det ikke gav meget smør på brødet.

”Typisk er man tre sangskrivere om at dele royalties. Groft sagt tjener du kun rigtige penge, hvis dit nummer bliver et rigtig, rigtig stort hit. Et nummer skal streames 15 millioner gange på en måned, hvis jeg skal få noget, der ligner en løn på 23.000.”

En veninde, der også er sangskriver og havde fået nogle sange ud i Asien, kom med en idé. Hvis ikke du kan tjene nok på at skrive sange til danskere, hvorfor finder du så ikke et større sprogområde? Hvad med K-pop? Andreas Ringblom havde selvfølgelig hørt om den farverige sydkoreanske popmusikscene med den efterhånden globale gennemslagskraft med drengegrupper som BTS og pigegrupper som Blackpink. Men han havde ikke for alvor haft genren på radaren.  

”Hun fortalte, at der var andre penge at tjene derovre. For eksempel køber fansene stadig cd’er med deres yndlingsgrupper, selv om de færreste ejer en cd-afspiller. Når man elsker et band, støtter man det virkelig med alt, hvad det indebærer af merchandise. På den måde kan K-popkulturen minde lidt om Spice Girls-æraen her i Europa,” siger Andreas Ringblom, der gav sig til at følge alle de store koreanske pladeselskaber på YouTube for at få genren under huden. 

”Jeg lyttede til sindssygt meget K-pop. Det var noget af en learning curve. Ikke mindst æstetisk, det var en helt anden smag, end jeg var vant til. Hvis vi i Vesten snakker om, at less is more, så er det derovre more is too little. Der er fuldt smadder på, underspillethed eller minimalisme er ikke virkemidler, de benytter sig af. Samtidig skal et K-popnummer gerne hele tiden overraske og føles dynamisk, så midt i de allermest poppede numre finder du jazzede akkorder og ekstremt eksperimenterende lag. K-pop indeholder ofte meget komplicerede elementer.”

Andreas Ringblom begyndte at holde af genren. Han besluttede at forsøge at skrive sange til grupperne – da det er der, de største salgstal ligger – i højere grad end til soloartister. Udfordringen bestod i at finde på vers til 6-7 forskellige medlemmer, hvor to af dem typisk er rappere. 

”Ofte virkelig dygtige rappere med Eminem-agtige flows. Heldigvis startede jeg med at rappe, da jeg begyndte at lave musik som 15-årig, så det var en fed måde at udfolde det igen, uden at nogen behøvede at se mig gøre det.”   

Foto: Privat

IGENNEM HALVANDET ÅR sendte Andreas Ringblom sange af sted mod Sydkorea, men uden at få hul igennem. Til sidst besluttede han og en lille håndfuld sangskriverkolleger at tage flyveren og banke på nogle døre i Seoul. 

”Det lykkedes os at få kontakt til nogle pladeselskaber, der tog møder med os og inviterede os ud at spise. Det betød meget at få det netværk.” 

En korrespondance mellem Andreas Ringblom og hans danske kolleger og de sydkoreanske pladeselskaber kom så småt på gled, og de kommende år var han i Seoul i hvert fald to gange om året for at deltage i sangskriver-camps hos pladeselskaberne, hvor de blev sat sammen i grupper og hver dag i en uges tid skulle spytte et færdigt nummer ud. 

”Der er virkelig knald på, man arbejder 12 timer om dagen, møder en masse mennesker og spiser en masse middage.” 

Forinden havde sangskriverne fået nogle hemmeligstemplede dokumenter med ledetråde til, hvilke slags numre de forskellige grupper gik og ledte efter. Arbejdsdagen begyndte typisk med, at en producer fandt på et par akkorder, en form for minimalt skelet, som sangskriverne kunne bygge en melodi over. 

”Så skal man bare performe. De tænder mikrofonen, og du ser, hvad der kommer ud. Stiller dig op og synger nogle melodier med fjolletekst. Jeg har efterhånden skrevet så meget, at der næsten altid kommer et eller andet ud, der lyder hen ad en sang. Bagefter byder de andre sangskrivere ind med deres input. Har melodien brug for lidt kærlighed? Hvad skal teksten egentlig handle om? Det fungerer godt som en kollektiv ting.”

ARTISTERNE, DER MÅSKE skal synge ens sang, havde han ikke meget at gøre med. Stjernerne selv er sjældent en del af sangskrivningsprocessen. De får det færdige nummer, og så indspiller de deres vokaler indover. Inden da har teksten været igennem hænderne på en koreansk tekstforfatter, der gendigter på koreansk og strør lidt engelske ord ud over sangen, som regel nogle helt andre end dem, der oprindeligt stod.

”Det er lidt random,” griner Andreas Ringblom, der dog indimellem rendte ind i nogle af stjernefrøene på pladeselskaberne, hvor unge mænd og kvinder med artistpotentiale bliver skolet og formet, dansetrænet og stylet, inden de bliver sluppet fri som flyveklare K-popidoler.

”Når de ser en foreigner komme gående, ved de, at du potentielt er en sangskriver til et nummer, de en dag kommer til at synge. De har stor forståelse for, at du er et vigtigt led i kæden, og man får dybe buk, måske træder de til side for én på gangen,” siger Andreas Ringblom, der forsøgte at gengælde venligheden, men fortæller, at man hurtigt kan fare vild i den koreanske kutyme. 

”Det er superkompliceret. Det er virkelig en høflighedskultur. Vi kommer og er meget outspoken og vil gerne give et kram til hilsen. Det har de det meget akavet med,” fortæller Andreas Ringblom, der også har oplevet, at kulturkløften kan gøre samarbejdet vanskeligt. 

”Du kan sidde til en session, hvor man prøver at skrive en sang, og fornemme, at de ikke er helt tilfredse. Når du spørger, om der er noget, du skal gøre anderledes, siger de: ’No-no, it is good!’ Efter to uger med det prøvede jeg en dag at forklare, at det var okay. De måtte endelig sige, hvis der var noget, vi kunne gøre bedre. Til sidst fremstammede den koreanske sangskriver: ’I think, maybe, the pre-chorus needs work!’ Han rystede næsten. Det var så svært for ham.”

Det kommercielle gennembrud kom, da Andreas Ringblom var med til at skrive nummeret ’Wow’ for drengegruppen Stray Kids. Nummeret var med på et album, der solgte 600.000 cd’er, og sangen er i dag streamet mere end 40 millioner gange på Spotify.

”Jeg var til en koncert med gruppen, og der var tale om, at jeg skulle møde dem, men det skete aldrig,” siger Andreas Ringblom, der heller ikke i første omgang mødte Kun. 

Det kinesiske idol kom dog til Danmark i 2023 for at skrive et par sange med Andreas Ringblom og hans danske sangskriverkolleger, der på afstand har kunnet følge, hvordan nummeret ’Lover’ har fået sit eget liv i Kina.

”Jeg forstår, at sangen har haft en betydning for mange kineseres liv. Når man ser optagelser fra stadioner, hvor Kun synger den, kan man tydeligt høre publikum synge med. Den har været overalt i radioen og på tv. Det er en kinesisk kulturel reference. Det er syret. Men jeg mærker samtidig ikke rigtig succesen på min egen krop.”

Har ’Lover’ gjort dig rig?

”Jeg tjente en anstændig månedsløn i nogle måneder. Men det er ikke så vildt, som det lyder.”

Foto: Privat

FOR NYLIG BEGYNDTE Andreas Ringblom igen at udgive sin egen musik, nu under kunstnernavnet Andy Etc.

”Jeg har elsket at lave K-pop, men nu har jeg behov for at finde min egen musikalitet. På papiret ser det jo sejt ud, at man har været med til at skrive et nummer, der har milliarder af aflytninger, men jeg har ikke rigtig mærket det. Jeg savner lidt en reaktion fra publikum. At have en reel connection til folk.” 

I forhold til sceneskrækken føler Andreas Ringblom sig mere robust i dag. 

”Jeg er blevet ældre. Det er gået op for mig, at folk måske ikke tager mig lige så seriøst, som jeg selv gør. Før i tiden måtte intet gå galt, jeg måtte ikke fejle. Jeg har et mere realistisk blik i dag: Selv hvis noget går galt, vælter hele verden ikke. Jeg har en anden ro i dag. Jeg har skabt mig en karriere. Jeg har sat mit aftryk i verden.”

JEG ER VOKSET op med Cartoon Network og Disney Channel. Tv’et var altid tændt i mit barndomshjem. Vi elskede alle sammen film og serier, men mest af alle min far. Han bad mig af og til om at sætte mig ned med ham og se bestemte scener, han godt kunne lide. Jeg var ikke så gammel, da han introducerede mig for Coen-brødrenes ’No Country for Old Men’. Gang på gang spolede han lige tilbage, når der havde været en særligt vild dialog. Det er hans store passion, og han abonnerede på Netflix fra begyndelsen, dengang det var en tjeneste, der sendte dvd’er ud med posten.

I lang tid var jeg ikke fan af at skrive. Jeg havde svært ved at læse. Svært ved at koncentrere mig i længere tid ad gangen. Jeg havde en rigtig social medie-hjerne. Jeg tænkte på at lave noget kreativt. Uden konkret at vide hvad. Jo, måske noget med at blive modedesigner, så jeg kunne få flot tøj uden at bruge en formue på det. 

Det føles som evigheder, men er i virkeligheden ikke så længe siden, at det gik op for mig, at man kunne blive manuskriptforfatter. At det faktisk var et arbejde. Under corona var min telefon gået i stykker, så jeg brugte tiden på at se enormt mange serier på min laptop. Jeg var specielt vild med ’Insecure’ og begyndte at læse alt, hvad jeg kunne om Issa Rae, der både er hovedrolle­indehaver og skaber af serien, for at se, hvad hun havde at sige om at skrive. Hun fik det til at lyde realistisk. Den måde, hun fortalte om at komme ind i faget (Rae har en bachelor i afrikansk-amerikanske studier, begyndte at instruere og spille skuespil under studierne og droppede at læse videre, da hendes serie ’Awkward Black Girl’ blev et hit på YouTube, red.). Det kunne jeg da også gøre!

JEG GAV MIG til at læse en masse manuskripter. Blandt andet serien ’Atlanta’ af Donald Glover og ’Festen’, efter jeg havde læst Mogens Rukovs bog om at skrive. Jeg læste en masse pilotafsnit til serier, kiggede på opbygningen af historien, kiggede på dialogen. Jeg elsker sætninger, der bliver afbrudt, historier, karaktererne ikke får fortalt færdig. Det skal lyde virkeligt.

I foråret 2021 begyndte jeg på Filmhøjskolen Møn, hvor jeg skrev mit første manus. Det var en komedie, og den var virkelig dårlig, men sjov at arbejde på. Jeg var ret sikker på, at jeg ville være manuskriptforfatter, men det virkede skræmmende at satse 100 procent på det, så jeg begyndte på socialrådgiveruddannelsen. Det var på mange måder interessant, men da jeg fandt ud af, hvad jobbet egentlig består af, kunne jeg mærke, at det slet ikke var mig. Der er alt for meget papirarbejde i det – og ikke den slags, jeg kan lide. 

Jeg meldte mig til kortfilmmanuskriptkonkurrencen Northern Script, mest for at få noget feedback – og vandt en tur til en international børnefilmfestival i Oulu i Finland, hvor jeg mødte unge manuskriptforfattere fra de andre nordiske lande. Det var et fedt fællesskab og en succesoplevelse. 

En dag var der nogen, der nævnte Filmskolen i København, hvor de også har en manuskriptforfatterlinje. ”Nå, ja. Det var vel en meget god idé at søge ind,” tænkte jeg og indsendte sammen med min ansøgning 10 sider af et manus til en mockumentary (fiktiv serie i dokumentar-form, red.) om nogle somaliske mødre i et socialt udfordret område, der sætter sig for at stoppe al kriminalitet, hvor de bor, men uden at have værktøjerne til det. De er meget upædagogiske, men ender med at have en vis succes. Historien er baseret på en gruppe af min mors veninder, der går rundt i gule veste i Rosenhøj-kvarteret i Aarhus. Som min mor fortæller om det, frygter de unge drenge ikke politiet, til gengæld har de respekt for mødrepatruljen og smider deres cigaretter fra sig, når de kommer om hjørnet. 

Filmskolen kaldte mig til en samtale, hvor jeg skulle fortælle om mig selv og om, hvorfor jeg gerne ville skrive manuskripter. Jeg fortalte, at jeg savnede danske film og serier, som jeg kunne se mig selv i. At det er ærgerligt altid at skulle kigge mod USA eller England efter entertainment, hvor jeg føler mig repræsenteret. Eller mod norske ’Skam’ og muslimske Sana, som straks blev et samtaleemne blandt mig og mine veninder. Vi glædede os til hvert afsnit og talte om hende, som om hun var vores veninde. Hvis jeg skulle vurdere, hvad Danmark er for et land ud fra, hvad jeg har set af film og serier, ville jeg nærmest ikke tro, at der fandtes andet end hvide mennesker. 

Jeg gik videre til tre dages optagelsesprøve på Filmskolen, hvor vi skulle skrive både enkeltvis og i grupper. Sammen med en fyr, der hed Louis, skrev jeg et pitch til en komedieserie om nogle servicemedarbejdere på Skejby Sygehus. Vi snakkede om, at vi elsker de karakterer, der let bliver usynlige i hverdagen. Hvordan ser det ud, hvis vi gør dem til hovedkarakterer? 

Jeg havde hørt meget om, hvor intenst prøveforløbet skulle være, men jeg syntes ikke, det var så slemt, vi spiste da frokost og havde tid til små pauser indimellem. Det var faktisk superhyggeligt, men det turde jeg ikke sige til nogen. Sæt, jeg nu ikke blev optaget, var det så, fordi jeg havde taget det for useriøst? Bagefter gik jeg med en følelse af, at det var gået godt. Jeg turde ikke sige det til nogen, ville ikke jinxe det. Men jeg syntes, jeg gav mit bedste, og jeg ville have været tilfreds, om jeg gik videre eller ej, men nu endte det med, at jeg kom ind på skolen, og det gjorde Louis for øvrigt også. Det var en fed følelse.

På skolen har jeg faste strukturer, SU og trygge rammer til at skrive og lære. For nylig færdiggjorde jeg et spillefilmmanus på 90 sider. Det var første gang, jeg skrev så langt. Heldigvis havde vi kun fem uger til at skrive det, så jeg var nødt til bare at få det ud. Jeg kunne ikke sidde og overanalysere det. Nu skal det pakkes væk en tid, indtil vi på et senere tidspunkt har et rewrite-semester, hvor jeg kan få lov at arbejde videre med det. I mit første halve år på skolen har vi løbende haft samarbejder på tværs af faggrupper og med skuespillerelever, hvor vi har fået mulighed for at se, hvordan et manuskript fungerer i praksis og på lærredet. Hvor er der for meget dialog? Er historien forståelig for skuespillerne? Hvad sker der i klippeprocessen? 

Foto: Privat

FOR NYLIG SKREV jeg tre sider om emnet afsked. Det handlede om en fyr, der er sammen med sin kæreste, aftenen inden hun skal ud at rejse. Hun tager et billede af ham, han er ikke fan af det, synes, han er grim, og det er hans mål at få det slettet. Det startede som en let, lidt fjollet komedie-idé. Men da instruktøren og skuespillerne kom indover, antog det en dyster side. Det var interessant at se det potentiale, der kan ligge i et manuskript.

Efter at jeg er kommet ind på Filmskolen, er der mange, der siger: ”Hey, jeg har en idé til et manuskript.” Jeg synes, det er sjovt nok at høre folks random ideer, men tænker altid: ”Skriv det dog selv.” Jeg vil hellere høre folks historier end deres ideer. 

Ifølge en undersøgelse fra Det Danske Filminstitut savner mange unge repræsentation i danske produktioner. Tit ender de så med at gå ind og se film som ’Shorta’ (dansk politidrama om optøjer i et socialt boligområde, red.) eller lignende, selv om det ikke er en særlig positiv repræsentation, fordi de føler, de trods alt i en eller anden grad kan genkende sig selv på skærmen. Det er ikke, fordi de historier ikke skal fortælles. Men man er nødt til at have hele billedet med. Historier fra blokken handler næsten altid om de kriminelle miljøer. Eller om folk, der bare vil væk. Jeg er selv opvokset i Gellerup, og det er ikke nødvendigvis et sted, hvor man er bange for at dø, og hvor man enten er meget religiøs, meget kriminel eller har det meget hårdt. Jeg vil gerne fortælle nogle andre, mere overraskende historier fra den arena. 

Jeg kunne også godt tænke mig, at der var flere almindelige mennesker i dansk film og tv, som tilfældigvis var brune eller muslimske, uden at dét er hele deres story line. Jeg vil gerne se, hvordan de karakterer kan gå igennem en helt normal tilværelse i, lad os sige, en lægeserie. Det ville give et frisk take. Jeg ved ikke, om det er det, markedet vil have, om det er det, danskerne vil se, og jeg gider ikke forsøge at regne det ud. Jeg tror, det er vigtigt at præsentere det og så se, hvordan det bliver modtaget. 

Jeg ser stadig rigtig mange serier. Jeg skal altid se noget, mens jeg spiser. Hvis nogen nævner en serie, skriver jeg den ned og tjekker den ud. Jeg går også tilbage til gamle sitcoms. Det er trygt og godt. Jeg elsker Kurosawa og alt det der, men serier har virkelig mit hjerte. Det er nice, at det er så tilgængeligt et medie. Jeg tror også, at det er der, der ligger mest arbejde, når jeg skal til at tjene nogle penge. Min store drøm er en dag at blive showrunner, hovedforfatter på min egen serie. Gerne på en stor streamingtjeneste.

Hvornår fandt du ud af, at du ville være snedker?

”Det voksede gradvist ud af en form for trods. Allerede da jeg gik på efterskole, spurgte studievejlederne: ’Hvilket gymnasium vil du på?’ Det provokerede mig lidt, at samtalerne slet ikke handlede om, hvad jeg kunne tænke mig at blive. Men jeg valgte gymnasiet, klarede mig fint og var kløgtig, så nu blev jeg spurgt, hvilket universitet jeg ville læse videre på. Jeg havde ikke lyst til en stillesiddende hverdag og timevis foran en computer. Jeg ville lave noget mere fysisk. Mens jeg overvejede, hvad jeg ville, tog jeg blandt andet til Norge og arbejdede for at tjene penge til et ophold på en kunsthøjskole, hvor jeg lavede skulpturer og begyndte at interessere mig for formgivning og materialer. På en anden af mine rejser besøgte jeg et feministisk økokollektiv, Twin Oaks i Virginia, hvor der boede 100 mennesker, som havde fælles økonomi og tjente deres penge på kollektivets egne produktioner. Jeg hjalp til på værkstedet, hvor der blev bygget hængekøjer og møbler af træer fra skoven. Jeg følte mig godt tilpas – det var et ret eventyrligt sted – og da jeg efterfølgende ikke blev optaget på Kunstakademiet i København, søgte jeg ind på Teknisk Skole på Nørrebro som snedker.”

Hvordan var uddannelsen?

”Det var dejligt at have en fysisk hverdag. Men jeg syntes også, det var mentalt hårdt til tider. Fra første dag var vi hinandens konkurrenter i forhold til at få lærepladser. Der er forskellige retninger under snedkeruddannelsen, og jeg ville gerne være møbelsnedker. De lærepladser hang ikke på træerne, og jeg blev to gange afvist, alene fordi mester ikke ville have kvinder.”

Hvorfor det, tror du, det havde noget med kvinders fysiske styrke at gøre?

”De forklarede det ikke yderligere, de syntes bare ikke, det var attraktivt. Og den ene mester var mindre end mig, så det har næppe haft noget med fysikken at gøre. Jeg endte med en ret sammensat læretid, hvor jeg vekslede mellem skolepraktik og nogle korttidsansættelser som lærling. Jeg husker et sted, hvor mester skreg på tværs af lokalet, fordi han ikke syntes, jeg holdt ordentligt på excentersliberen. Det var ydmygende at blive råbt ad, men som lærling beklager man sig ikke. Det var meget sådan: ’Man skal jo være glad for, at man overhovedet har en læreplads.’ Men der var også gode tider undervejs, og på et andet værksted, hvor vi var tre kvinder og 20 mænd, brugte flere af de mandlige ansatte mig lidt som terapeut. Bare fordi jeg spurgte: ’Hvordan har du det i dag?’ Det var de ikke vant til. Men det blev også lidt krævende for mig – man kan komme til at lide under en slags omsorgsbelastning som kvinde i et håndværksfag.”

Til venstre: Laura Klakk i kollektivet Twin Oaks. Til højre med kompagnonerne i Log Ladies.

Var du i tvivl, om det var det, du skulle?

”Jeg følte, at jeg havde meget at bevise som kvinde, og var tit i tvivl, om jeg overhovedet var god nok. Men jeg gav ikke op. Noget af det bedste, der skete, var, at jeg fik rejst med uddannelsen ad flere omgange. Jeg var blandt andet på Malta som elev, og det lykkedes mig at få godkendt et praktikophold hos Twin Oaks i Virginia, hvor jeg virkelig fik lov at lave håndværk fra jord til værksted. Vi fældede selv træerne, flækkede dem op med økse og kiler, og jeg var med til at skære tømmeret op på det lokale savværk. Her fandt jeg ud af, hvor meget jeg brænder for træhåndværket og de fantastiske egenskaber, træ har.”

Hvad skete der, da du blev svend?

”Jeg blev udlært i foråret 2019 og ringede til kooperativet Egen Vinding & Datter, et bæredygtigt byggefirma på Sjælland. Jeg havde flere gange søgt læreplads hos dem, hvor de ikke tog møbelsnedkere. Jeg sagde: ’Nu er jeg blevet svend og kan alt muligt!’ Og så ansatte de mig ugen efter i en tømrerlignende stilling. Jeg begyndte at interessere mig for økobyggeri og større konstruktioner og mødte en masse gode mennesker. Men jeg var nødt til at sige op efter et halvt år, da jeg igen ville ud at rejse – nu som færdigudlært. Jeg byggede af lokale bionedbrydelige materialer med lokale folk i Guatemala og Mexico, og herefter valgte jeg at flytte til Sydfyn med nogle venner for at bo i et kollektiv på en gammel bondegård. Jeg tog noget efteruddannelse som restaureringshåndværker og lærte noget om gamle byggetekniker, som jeg blandt andet brugte, da vi her på gården byggede en lade i bindingsværk.”

Hvordan kom du ind i Log ­Ladies?

”Jeg deltog på et håndværkertræf med Under Ombygning, et netværk for kønsminoriteter inden for håndværk. Her mødte jeg folk fra Log Ladies, et nystartet byggekooperativ fra København for kvinder, transpersoner og nonbinære. Ligesom dem var jeg interesseret i at skabe et alternativ i en køns­domineret branche, hvor jargonen kan være meget fasttømret, og arbejdslivet ufleksibelt. Da en af initiativtagerne flyttede til Svendborg, hev hun fat i mig, og for godt to år siden oprettede vi Log Ladies’ Svendborg-afdeling. Vi var heldige at finde nogle lokaler på Frederiksø, Svendborgs gamle værfts-ø, hvor flere frivillige initiativer og mindre virksomheder holder til. Her er værksteder og folk, der har fokus på kunst og kultur. Det har taget lidt tid at skaffe opgaver her på Fyn, men efterhånden er vi blevet et navn, man kender, og det seneste år er Log ­Ladies gået fra fire til otte ansatte. Vi tilbyder snedker- og tømrerløsninger og tager små og mellemstore byggeopgaver som terrasser, havemøbler, sheltere, tiny houses. Vi laver også byggeworkshops for kulturinstitutioner, skoler og foreninger. Vi har udviklet et medbyg-koncept, hvor for eksempel elever på efterskoler bygger ting, skolen mangler, fordi vi tror på, at man får et andet forhold til noget, man selv har været med til at bygge, og passer bedre på det.”

Er det sandt, at man ikke kan få lov at arbejde for Log Ladies, hvis man er mand?

”Vi har endnu ingen cismænd ansat. Men det er ikke, fordi de ikke er velkomne som sådan. Det er ikke noget, vi har nogen regler om. Vi vil gerne have en mere mangfoldig byggebranche og først og fremmest skabe arbejdspladser til den gruppe af håndværkere, vi selv tilhører. Dem, som har haft sværere ved at finde sig godt tilpas i branchen. Udfordringen er i første omgang at skabe job til færdiguddannede kvindelige håndværkere og transpersoner, som der har været stor mangel på nærmest lige siden 80’erne, hvor rødstrømperne var modige nok til at insistere på, at de gerne måtte være på håndværkeruddannelserne.”

I værkstedet i Twin Oaks.

I har intet hierarki i Log Ladies, alle får den samme løn, og samtidig arbejder I ikke mere end 25 timer om ugen. Betyder det, at smørret må smøres tyndere ud?

”Vi arbejder ikke meget, men vores timeløn er relativt høj, det er den bedste, jeg endnu har fået som håndværker, og vi har en slags solidaritetsløn-løsning i støbeskeen, hvor de andre lægger noget ekstra, hvis der er nogen i gruppen, der for eksempel ikke kan dække huslejen en måned. Hvis man vil arbejde 40 timer om ugen, må man gerne det. Men ingen af os værdsætter det rigtig. Det kan godt ske, jeg arbejder 45 timer en uge, men så holder jeg tilsvarende fri den næste – hvis jeg har lyst til at gå Ærø rundt, holde fri hjemme, eller hvad ved jeg. I vores kooperativ tænker vi på andet end en høj månedlig indkomst, så det kræver, at man ikke har et kæmpe forbrug – men som klimaansvarlige mennesker passer det fint til Log Ladies’ medlemmer. Vi går efter et lille årligt overskud, men har ingen ambitioner om at vækste i traditionel forstand, og vi snakker allerede om, hvad vi skal gøre for at bevare nærværet og ikke drukne i bureaukrati, hvis vi skulle blive over 10 ansatte. Til gengæld vil vi gerne vokse på andre måder. Log Ladies kan knopskyde – har man lyst til at starte selv på Ærø, i Esbjerg eller i Hamborg, er man velkommen til det. Selvfølgelig efter visse principper.”

EN SØPAPEGØJE LAVET af glas pryder Christiansborg-kontoret, men ejeren selv er forsinket. Hun sidder fast i et gruppemøde et andet sted på Borgen.

Fem minutter senere går døren op, og Anna Falkenberg træder ind med pink negle og et fast håndtryk og sætter sig ved kontorets mødebord. 

”Det er helt mærkeligt, at jeg bare skal fortælle om mig selv. Jeg er vant til at skulle mene noget om alt muligt, når jeg snakker med journalister,” siger den færøske politiker, der kom ind i Folketinget efter valget i 2022 – hvor netop de nordatlantiske mandater blev særligt betydningsfulde. De var nemlig en af grundene til, at der kunne dannes en regering hen over midten. 

Anna Falkenberg blev som den yngste færing i over 100 år medlem af Folketinget i en alder af 27 år.  Og den politiske karriere har været på tegnebrættet stort set så længe, det unge medlem af Sambandspartiet, Venstres færøske søsterparti, kan huske. Hendes morfar, Edmund Joensen, var løgmaður, Færøernes lagmand, da hun blev født, og gennem hendes opvækst bestred morfaren et væld af politiske poster på Færøerne.

”Jeg er altid blevet eksponeret for politik. Når telefonen ringede, da jeg var barn, var det ofte mig, der var telefondame og stillede folk om til min morfar,” fortæller Anna Falkenberg, der husker, at der ofte var politiske diskussioner i barndomshjemmet, og at hun altid blev fanget af dem. Men særligt en oplevelse i 5. klasse står tydeligt, når hun tænker tilbage på, hvordan den politiske bevidsthed blev vakt. Hendes morfar havde lagt et forslag frem om, at Færøerne skulle samles til én valgkreds, og det var noget, der skabte furore i samfundet. 

”Jeg kan huske, at jeg en dag sidder bagest i klasselokalet, da min lærer kommer ind og siger til mig foran hele klassen: ’Din morfar er den største idiot på hele Færøerne.’ Alles hoveder vendte sig mod mig, og jeg anede jo ikke, hvad der var op og ned i den sag. Jeg følte lige pludselig, at jeg havde gjort noget galt, men jeg var ikke i stand til at forsvare mig mod anklagerne,” siger Anna Falkenberg, der efter dén oplevelse satte sig for at komme til kernen af de varme politiske diskussioner. 

Som 14-årig gjorde hun sin entré på den ungdomspolitiske scene og blev formand for ungdomsorganisationen Unga Samband. Få år efter, da hun fyldte 18, stillede hun op til det færøske lagtingsvalg i 2015, samtidig med at hun var vicepræsident i Ungdommens Nordiske Råd. 

Anna Falkenberg blev valgt ind i Folketinget i november 2022 med mange personlige stemmer i ryggen.

VED SIDEN AF den spirende politiske karriere og skolelivet fyldte Anna Falkenberg de resterende af ugens timer ud med volleyball. Idræt har altid været en fast del af hendes liv, da hendes far Benny var meget aktiv i det lokale foreningsliv. Selv var hun træner for byens U12-hold og spillede dertil på eliteplan og på ungdomslandsholdet. Onsdag var den eneste af ugens aftener, der ikke var helliget volleyball, og den brugte hun i en grillbar i Tórshavn, hvor hun serverede grillkylling, cheeseburgere og hotdogs til sultne gæster. En propfyldt kalender udløste aldrig stress, og det er ifølge Anna Falkenberg hendes families fortjeneste. 

”Jeg er enebarn og har haft verdens bedste forældre, der har støttet mig i alle de ting, jeg har gjort. De har været med rundt til alle volleyballkampe og til politiske debatter. Jeg ved ikke, om jeg kunne have gjort det samme, hvis jeg havde haft fire-fem søskende,” siger Anna Falkenberg, der i 2015 jonglerede udtagelse til U19-landsholdet i volleyball med opstilling til lagtingsvalget. I den periode sprang hun vitterlig ud af træningstøjet og ind i forældrenes bil, hvor hun tog mascara på og forberedte sig til at være på som politiker i medierne.

”Det var lidt … interessant hele tiden at pendle mellem de der kampe og så tv-transmitterede debatter, som kunne handle om alt fra fiskeripolitik til LGBT-rettigheder,” husker hun.  

Men selvom fiskekvoter og smash og serv ikke umiddelbart bevæger sig ad samme faglige boldgade, bruger Anna Falkenberg sin volleyball-fortid i sit politiske virke i dag. 

”Jeg har kunnet bruge holdgejsten begge steder. Og det med at holde hovedet koldt,” siger hun.  

NÅR MAN HØRER Anna Falkenbergs meritter listet op, er det oplagt at tænke, at hun startede med at læse statskundskab, så snart det var muligt. Men da hun efter gymnasiet i 2016 flyttede til København, var det for at finde sin plads på Nørre Campus og give sig i kast med cellebiologi og genetik. Hun var nemlig begyndt på medicinstudiet.

”Jeg troede, at jeg skulle være læge. Set i bakspejlet har det nok også noget at gøre med et pres fra samfundet. Jeg havde nogle karakterer, der gav adgang til medicinstudiet, og der var en forventning om, at man skulle bruge sit gennemsnit til noget fornuftigt. Og så syntes jeg også, at det var spændende,” siger Anna Falkenberg, der altid havde haft flair for både matematik og kemi. Men selvom stoffet var interessant, var der samtidig noget, der var ude af sync. Medicin var udenadslære, der var ét facit på tingene, og Anna Falkenberg savnede at kunne tænke mere frit og diskutere mere. Da hun gik til eksamenerne på første semester, vidste hun allerede, at hun skulle noget andet. 

”Det føltes, som om jeg først faldt på plads, da jeg startede på statskundskab efter sommerferien. Jeg var det rigtige sted. Der var mennesker, der interesserede sig for det samme som mig. De stillede kritiske spørgsmål og var optaget af, hvad der sker i vores verden. Det var en spændende tid, og jeg lærte rigtig meget,” siger Anna Falkenberg, der godt kunne unde alle at prøve at vælge forkert uddannelse til en start. 

”For når man oplever at vælge det rigtige bagefter, er det virkelig en befrielse. Du møder ind, du studerer, du læser de ting, fordi du har lyst, fordi du gerne vil blive klogere på nogle ting. Ikke fordi du skal.” 

Med morfar foran Borgen.

FRA BEGYNDELSEN VIDSTE Anna Falkenberg, at hun ikke ville sidde i embedsværket. Det var tæt på umuligt for hende at parkere sine egne ideer og ideologier, og det var også noget, hun fik kritik for, når hun skrev opgaver på studiet. Hun blev bedre til det med tiden, men endte som politiker alligevel, som det næsten stod skrevet i stjernerne. 

I dag bor hun på Færøerne og deler sin tid mellem Christiansborg og Hoyvík. Det er vigtigt for hende at være tæt på de mennesker, der har valgt hende ind i Folketinget. ”Jeg synes, at jeg skylder de vælgere, der har valgt mig, at repræsentere dem, at være tæt på dem og høre, hvad det er for nogle udfordringer, de har. Jeg vil ikke kun sidde hernede i de her fine rammer og tænke tankerne selv,” siger den færøske MF’er, der kender arbejdsgangene på Christiansborg godt fra sit ungdomspolitiske arbejde og sit tidligere studiejob i Sundheds- og Ældreministeriet. Men det er alligevel noget andet at sidde med ved forhandlingsbordet med et folketingsmandat i ryggen. 

”Den rolle har været lidt ny. Men jeg svæver på en lyserød sky lige nu,” siger Anna Falkenberg om sin nye hverdag på Christiansborg og åbner døren ud til ministergangen af samme farve. Næste punkt på dagsordenen kalder.