BYGNINGEN LIGNER NOGET fra en sci-fi-film. En halvfærdig, gigantisk rumraket, som i al hast er blevet forladt og nu står og peger op i den mælkegrå himmel.
Måske skulle den have bragt menneskehedens pionerer til Mars, men det blev aldrig til noget, og nu blander glas, stål og beton sig i en flosset pærevælling. Vinden synger i de tomme åbninger på den halvfærdige facade. De områder, hvor der er kommet glas op, skinner som spejlreflekterende briller. Langs bygningens sider er der elevatorer til materialer og mandskab, men som bremseskiver på en forladt bil er maskineriet dækket af et tyndt lag rust. Løse plastikstrimler og ledningsstumper blafrer i blæsten, klasker mod den ru beton. Et stykke løstsiddende metal slår mod en af bærepillerne med en urytmisk lyd i vinden. Kling, kling, kling.
Omkring bygningen ligger efterladte byggematerialer og skrald. Ukrudt er skudt op i det lysebrune grus langs det delvist væltede trådhegn, der omgiver byggepladsen. Man kan gå derind, hvis man vil, men pladsen er tom. En rød lift holder foran en stabel paller, mørke af fugt. Liften står stille, med sænket arm, i dvale. En post-apokalyptisk stemning præger stedet, man fristes til at spejde efter røgudvikling i horisonten, snuse ind for at finde ud af, om luften er fuld af giftig kemi, lytte efter sirener. En voldgrav breder sig i bananform omkring halvdelen af bygningen, gråbrunt muddervand med små krappe bølger på. Lyden af metal mod bærepille fortsætter ufortrødent. Kling, kling, kling.
Nyt hospital, Nordsjælland, 2023. Foto: Morten Germund/Ritzau Scanpix
NEJ, DET ER ikke fiktion. Det er en helt almindelig dag i Danmarks hovedstad, og det forladte byggeri hedder Njals Tårn – et højhus på 86 meter i et nybygget kvarter på Amager ikke så langt fra Københavns centrum. Tårnet skulle have stået færdigt i 2023 og været et slags omdrejningspunkt i et af de mange nybyggerkvarterer, København er blevet så fuldt af i de senere år. Det er omgivet af lavere lejlighedskomplekser, som i modsætning til det tomme tårn for længst er beboede, men tilflytterne, der skulle have indtaget de nye ejerlejligheder i tårnet og skabt liv i området, kom aldrig.
I 2020 afslørede undersøgelser af højhusets fundament – foretaget efter et anonymt tip – at en del af den anvendte beton ikke levede op til de rigtige standarder. Senere viste det sig, at flere af betonsøjlerne, der løber hele vejen op gennem bygningen, heller ikke var gode nok, hvilket en række medier, især Ingeniøren, har beskrevet.
Et selskab under hovedentreprenøren Bach Gruppen havde fejlet med betonleverancerne, byggearbejdet blev bremset, og Københavns Kommune politianmeldte Bach Gruppen. Bygningens bæreevne burde have været minimum 35 på måleenheden megapascal, som angiver, hvor meget tryk et fundament skal kunne holde til. 35 megapascal svarer til det tryk, som 3.500 tons trykker på én kvadratmeter. Ud fra målingerne kunne bæreevnen i fundamentet under Njals Tårn ikke fastlægges til mere end 12 megapascal – cirka hvad man anbefaler i et fundament under et almindeligt parcelhus.
Selvom politiet valgte ikke at rejse tiltale, og man efter afsløringerne har arbejdet på at styrke bygningen, står byggearbejdet stadig stille her fem år efter. Lige nu venter Københavns Kommune, der skal give tilladelse til en genoptagelse af arbejdet, på en endelig rapport om bygningens tilstand udarbejdet af en såkaldt tredjepartskontrollant. Rapporten skal laves af et firma, der ikke har relation til nogen af de virksomheder, som har været med til at opføre bygningen.
”Det er sådan set ikke kompleksiteten i byggeriet, der er problemet i denne sag. Problemet er, at vi blev udsat for svindel, da man støbte bundpladen under Njals Tårn. Bundpladen er en slags ballast under tårnet og ikke som sådan et fundament. Vi har for flere år siden udført en erstatning for bundpladen,” fortæller Martin Rasmussen, direktør i Bach-gruppen.
Niels Bohr Bygningen, 2021. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
”ISÆR OM AFTENEN er det trist. Der er så mørkt derovre. Den der kolos står der bare og er helt tom. Jeg savner liv. Det er ikke ret hyggeligt med det store, tomme tårn,” siger 70-årige Jane Strube, der er nabo til Njals Tårn, og kigger lige ud på det fra sin lejlighed. I april 2022 flyttede hun fra Jylland og ind i det dengang nyopførte Gislegård for at komme tættere på familie og venner, og hun er egentlig glad for kvarteret, der ligger centralt og er nabo til Islands Brygge.
”Vi skal bygge ordentligt i Danmark,” siger Jane Strube og holder en kort pause, ånder ud. ”Men det skal gå så hurtigt i dag. I min egen bygning er der også ofte problemer. Før boede jeg i et hus fra 1897, der var ikke den slags problemer. Det handler om at tjene penge i en fart, den tanke kan man ikke lade være med at få.”
Historien om Njals Tårn er i den ekstreme ende, men kigger man på adskillige af de senere års storstilede prestigebyggerier, pibler det frem med det, man i gamle dage ville kalde K3’ere, i tilstandsrapporten. Dertil kommer forsinkelser (ofte på flere år) og budgetoverskridelser (ofte på flere milliarder). Det er nærmest svært at finde et megaprojekt, der ikke ender med at blive beskyldt for at være et skandalebyggeri.
Christian Koch er professor i architectural engineering ved Syddansk Universitet og forsker i samspillet mellem byggeledelse, organisering og teknologi. Han kigger i sin forskning på tværs af byggeprocesser, og for ham er det karakteristisk for især store byggerier, at problemer har det med at brede sig. Som en snebold, der begynder at rulle og bliver en stor kugle af byggetekniske, politiske, juridiske og menneskelige fejl.
”Det er ikke kun et ledelsesproblem, det er ikke kun et byggeteknisk problem, det er ikke kun et politisk problem, det er alle problemer på én gang. De mudrer sig sammen, når vi taler megaprojekter,” siger professoren.
Filmtaget, 2024. Foto: Emil Bay/Ritzau Scanpix
KØBENHAVNS UNIVERSITETS nye bygning på 52.000 kvadratmeter på Jagtvej i København blev indviet sidste år. Niels Bohr Bygningen hedder den, og som den ligger der på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro, ligner den endnu et stort glasklædt rumskib med buede vinduer og ståldragere. De store, lyse lokaler inde i bygningen skal rumme tusindvis af forskere og studerende fra fag som fysik, kemi, datalogi og matematik, men under den skinnende hightech-overflade gemmer sig en af de seneste års største danske byggefadæser. Byggeriet blev forsinket i otte år og overskred budgettet med mere end tre milliarder kroner.
Da bygningen endelig åbnede, kunne kemikerne ikke bruge laboratorierne endnu, da det var uklart, om udluftningen var i stand til at håndtere giftstoffer. Det var langtfra det eneste problem. Allerede til at begynde med var der ifølge bygherren – den danske stat repræsenteret ved Bygningsstyrelsen – problemer med de projekttegninger og 3D-modeller, bygningen skulle opføres ud fra. Modellerne var mangelfulde, lød kritikken. Det arbejde, den spanske hovedentreprenør Inabensa udførte, var også mangelfuldt, mente Bygningsstyrelsen. Eksempelvis var man undervejs nødt til at rive 2,5 kilometer ventilationsrør ned igen samt flere kilometer vand- og afløbsrør.
På grund af vådt vejr begyndte der tilmed at sive vand ind i bygningen under arbejdet. Det beskadigede entreprenørens udstyr og førte til en civil retssag mellem Bygningsstyrelsen og Inabensa om, hvem der havde ansvaret for at erstatte det.
Generelt var byggeprocessen præget af samarbejdsvanskeligheder mellem de i alt ni involverede entreprenørvirksomheder, og så var der den såkaldte stinkskab-skandale. Et stinkskab er et glasskab med kraftig udsugning beregnet til kemiske eksperimenter, men bygherren havde ikke skrevet de korrekte stinkskabe ind i udbudsmaterialet, og derfor blev der bestilt 200 forkerte skabe, som man senere var nødt til at udskifte. Det betød, at man var nødt til at ombygge flere af bygningens laboratorier.
”Noget starter ét sted, og så bliver det hurtigt et problem et andet sted i processen. I Niels Bohr Bygningen havde man for eksempel det her famøse problem med ventilationssystemet, der skulle udskiftes. Det startede som et byggeteknisk problem, men blev så hurtigt et kontraktligt og juridisk – og senere nærmest et politisk problem,” forklarer professor Christian Koch.
Ansvarsfordelingen mellem de ledende aktører i projektet var åbenbart også uklar. Derfor blev det besluttet, at Vejdirektoratet – som ministeriet mente havde stor erfaring med at styre store infrastrukturprojekter – skulle overtage bygherrerollen.
Det kan virke påfaldende, at det ofte går så galt. Er der nogen, der profiterer af det?
”Ja, masser!” udbryder Christian Koch. ”Stort set alle, der bygger for det offentlige, profiterer af budgetoverskridelserne, både rådgivende virksomheder og entreprenørfirmaer. Man har det her begreb, der hedder loophole engineering. Det betyder, at man projekterer byggeriet med en forhåndsviden om, at der er huller, som senere skal fyldes ud. At der mangler noget, kort sagt.”
De mangler kan rådgiverne så fortælle bygherren om hen ad vejen, forklarer professoren, gerne når byggeriet har stået på i en vis periode, og man er nået forbi et point of no return, hvor det er for sent at bremse processen. Skulle man droppe hele Niels Bohr Bygningen, fordi 2,5 kilometer ventilationsrør skulle udskiftes? Nej, selvfølgelig ikke.
”Det er standard i kontrakterne, at entreprenøren kan fakturere ekstra for såkaldte ændrings- og tillægsarbejder. Det er en udbredt praksis, at entreprenører tjener ekstra på den måde. Først på et for sent tidspunkt begynder bygherren at straffe med dagbøder eller lignende,” mener Christian Koch.
Et megaprojekt er en besværlig hårbolle af processer, og opførelsen af bygninger til mange milliarder kroner er en ekstremt kompliceret affære. Derfor kan det være svært og nogle gange nærmest umuligt for bygherrerne at have det fulde overblik
”Det offentlige har det problem, at der de sidste 30-40 år er skåret ned på bygherrekompetencer. Det offentlige er simpelthen ikke en dygtig og ressourcefuld nok bygherre. Det kan øge risikoen på projekterne,” siger Christian Koch, der også mener, at det er for nemt at blive ved med at stå i spidsen for projekter, selvom man har været involveret i adskillige skandalebyggerier:
”Folk drages for lidt til ansvar, synes jeg. Jeg ser direktører, der går direkte fra et skandaleprojekt over til et nyt stort milliardprojekt.”
Demonstration mod Lynetteholmen, 2022. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I AARHUS ER et nyt stadion under opførelse. Byggeriet er en del af Vision Kongelunden, som Aarhus Kommune står bag, og ifølge projektets grafisk smukt opsatte hjemmeside skal ”Kongelunden i Aarhus (…) være byens grønne hjerte og et samlingspunkt for alle”.
Selve stadionet har navnet ’Skovens Arena’, det er tegnet af den prestigefulde britiske tegnestue Zaha Hadid Architects, og det opføres med hjælp fra de danske rådgivningsfirmaer SWECO og Skovens Natur. Visionen er et blødt, firkantet stadion med organisk buede ståldragere med lyse trælameller imellem. Lidt som en blød fuglerede. Hvis fuglen vel at mærke var en blank stålrobotfugl. Ligesom med andre nye bygninger i landet kunne det nye Aarhus Stadion godt ligne -noget, der var landet fra det ydre rum.
Oprindeligt skulle stadionet, som Aarhus Kommune betaler hovedparten af, koste omkring 600 millioner kroner. Nu er prisen kommet et stykke over en milliard.
Per Nikolaj Bukh er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet og har indgående kendskab til økonomien i megaprojekterne. Ifølge ham er det ikke nødvendigvis et problem, hvis et budget bliver overskredet. Det kan der være mange gode grunde til, mener han.
Problemet opstår, hvis et projekt rummer nogle løfter, der påstås at kunne opnås for en given pris, og det så viser sig at være fugle på taget. Selvom der ifølge Per Nikolaj Bukh ikke grundlæggende er stor forskel på offentlige og private byggerier, hvad angår risiko for budgetoverskridelser, er det ofte de offentlige projekter, der lider under et mismatch mellem det lovede og det færdige resultat.
”Der kan ligge en forklaring i, at de store offentlige projekter er politisk vedtagne. Nogle politikere ønsker at gennemføre et projekt, men det er måske svært at få flertal for. I den situation kan et projekt være mere spiseligt, hvis prisen ser lav ud. Det fører til, at man afsætter et for lille budget for at få det stemt igennem. Det er ret klassisk for politisk vedtagne visionære projekter, og det er nok det, der er sket med det nye stadion i Aarhus,” mener Per Nikolaj Bukh.
Aarhus Stadion, 2025. Foto: Kenneth Bagge Jørgensen/Biofoto/Ritzau Scanpix
MEGAPROJEKTERNES EGENART kan også være med til at få prisen til at stige uventet. En del af de nye byggerier er ofte meget specielle og ikke afprøvede før.
Per Nikolaj Bukh fremhæver Filmtaget – en open air-biograf på toppen af Det Danske Filminstituts bygning i centrum af København – som eksempel på et projekt, der sandsynligvis overskred budgettet, fordi det er så særligt. Projektet skulle have kostet knap 40 millioner kroner, men endte med en pris på 150 millioner – og en årelang forsinkelse. Kort efter indvielsen sidste år begyndte der også at opstå vandskader.
”Filmtaget er ikke så stort økonomisk set, men det er et højst usædvanligt projekt. Den forhøjede pris skyldes nok, at man her har gjort noget, man aldrig har gjort før: Man ville anlægge det her helt nye tag med en biograf, bar og så videre oven på en gammel bygning i indre by i København. Det ser ud til, at man har undervurderet, hvor meget forstærkning og afstivning det har krævet. Det burde man måske have undersøgt nærmere. Men de her overskridelser har det bare med at ske, når man bygger noget, man aldrig før har bygget,” forklarer Per Nikolaj Bukh.
Derudover mener han, at det er vigtigt at huske på, at når visse megaprojekter får en tur i mediemøllen som ’skandaler’, dækker det over, at sådan cirka alle byggeprocesser har problemer med økonomien.
”Problemet med at styre økonomien går på tværs af det offentlige og det private og faktisk også på tværs af store og små projekter. Men fordi store offentlige projekter altid skal offentliggøre budgettet før start, bliver en overskridelse tydeligere. Private aktører kan nemmere ’sluge’ en budgetoverskridelse, uden nogen hører om det,” siger professor Bukh.
SPØRGSMÅLET ER, hvad der kan gøres. Er det bare et vilkår, at store byggerier ender i et miskmask af fejl, forsinkelser og budgetoverskridelser? Ifølge Christian Koch fra SDU er der en række ting, man kan tage fat på for at undgå eller minimere risikoen for, at det går galt, når vi bygger stort.
”Først og fremmest skal man have en langt bedre folkelig forankring. Borgerne skal simpelthen inddrages langt mere i planlægningen af projekterne, de skal opleve at blive hørt. Hvis man inddrager befolkningen bredt, kan flere se værdien i et projekt, også selvom der eventuelt kommer en budgetoverskridelse,” påpeger Koch, der atter understreger Danmarks problem med bygherrekompetence.
”Der er simpelthen ikke nok mennesker med forstand på at styre et stort byggeprojekt, især ikke i det offentlige. Paradoksalt nok, eftersom vi bygger flere store byggerier end nogensinde. Det er et ret stort og generelt samfundsproblem, synes jeg. Når vi nu bygger så mange og så store projekter hele tiden. ”
Der er også det, Christian Koch kalder ”den danske teknologiske underlegenhed”. Mange tænker måske, at danske entreprenørfirmaer er teknologiske first movers, men det er ikke sandheden. Store tyske, hollandske, italienske og franske entreprenører arbejder ofte med teknologier, der er langt smartere og bedre end dem, de danske firmaer råder over, mener professoren.
”Byggeteknisk er vi ofte ramt af et dilemma. Danske firmaer er teknologisk underlegne i sammenligning med udenlandske entreprenører. Til gengæld lider de udenlandske firmaer under, at de ikke kender danske forhold særlig godt,” mener Christian Koch og tilføjer: ”Megaprojekternes udfordringer kan løses, men der er for mange interesser, der vil det anderledes.”
Alexander Rich Henningsen er sociolog og redaktør på magasinet Atlas. Han debuterede i 2024 med romanen ’Mother Earth – En forvaltningsgyser’, der skildrer opførelsen af et utopisk højhus.
