Hvordan kom du til DSB?
”Jeg har flere uddannelser bag mig. Fælles for dem alle er, at de er udsprunget af en interesse, jeg har. Jeg har altid været glad for at køre tog, og som barn kørte jeg med tog hver dag, når jeg skulle i skole. Engang gav en af togførerne mig lov til at låse dørene på toget. Han kunne godt se, at jeg var meget interesseret. I 2007 blev jeg uddannet som togfører, og nu arbejder jeg deltid hos DSB med hovedsæde på Københavns Hovedbanegård.”
Ved siden af DSB-jobbet er du beskæftiget med klaverer. Hvad går det ud på?
”Ud over at reparere og stemme klaverer laver jeg også flygler. Jeg har patent på det danske mærke Hornung & Møller. Det fik jeg for snart syv år siden. Ham, der havde det inden mig, rejste ud af landet, og da ingen kunne få fat i ham, så fik jeg det. Derefter kunne jeg begynde at lave mit første Hornung & Møller-flygel. Det blev færdigt i marts, og i april havde jeg professionelle klaverspillere ude for at prøvespille det. Det blev en kæmpe succes, og de var meget imponerede over flyglet. En af dem sagde, at med dette håndværk kom Danmark på verdenskortet, når det kom til flygler og klaverer.”
Hvordan fik du øjnene op for klaveret?
”Mine forældre havde et klaver derhjemme, som jeg godt kunne lide at spille på. Sådan et klaver skal jo stemmes en gang imellem, og nogle gange kom en klaverstemmer forbi og gjorde det. I min klasse skulle man i erhvervspraktik, og jeg ville gerne i praktik som klaverstemmer. Det fortalte jeg til min mor, og så ringede hun til vores klaverstemmer. Mine forældre og jeg tog ud til ham, inden jeg startede. Han bad mig om at stemme en af klaverets toner, kammer-A’et, med en stemmegaffel, imens han snakkede med mine forældre. En stemmegaffel er et lille instrument, som har en bestemt tone, når man banker lidt med det på en bordplade. Det fik jeg hurtigt gjort, og da vi skulle gå, kiggede han på min mor og sagde, at den praktik vist ikke blev nødvendig, for jeg kunne allerede. Interessen holdt ved, og som 19-årig blev jeg færdig som klaverstemmer. En uddannelse, der normalt tager tre år, var jeg færdig med på den halve tid.”
Hvordan ser en almindelig hverdag ud for dig?
”Jeg arbejder aftenvagter som togfører hos DSB. Det betyder, at jeg kan sove, til jeg vågner. Når jeg så er vågen, tager jeg ind på klaverværkstedet og arbejder, indtil jeg skal møde inde på Hovedbanegården. Så tager jeg derind, arbejder og tager hjem for at sove. Det er min hverdag. Jeg er rigtig glad for, at DSB har givet mig mulighed for at arbejde halv tid. Ellers kunne jeg ikke få det til at fungere.”