På pind, i glas, i vaffel eller lige ud af boksen. Det er tid til at køle ned, og vi ruster dig og dit hjem til kold krig mod sommervarmen med en fryser fuld af is uden sukker.
Opskrifter:Michelle KristensenFoto:Joachim Wichmann/Wichmann + Bendtsen

HASSELNØDDEIS

Til 6 personer

100 g hasselnødder
100 g sukrin
3 pasteuriserede æggeblommer
3 dl sødmælk
1 1/4 dl fløde 38 %
1/4 tsk. vaniljepulver

Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Hæld hasselnødderne ud på en bageplade med bagepapir, og bag dem i 15 minutter. Læg dem på et rent viskestykke, lad dem køle af, og gnub skallen af nødderne med viskestykket. Kør nødderne til små, fine stykker i en blender eller en foodprocessor. 

Vær opmærksom på ikke at køre dem så længe på maskinen, at de bliver til nøddesmør. 

Pisk sukrin og æg sammen til en lys og luftig æggemasse. Kom mælk og fløde i en gryde, tilsæt æggemasse, hasselnødder og vaniljepulver, og varm det op til 80 grader. Tag gryden af blusset, og lad massen køle lidt af, inden du blender det, så du får mere smag ud af nødderne. 

Hæld massen gennem en nøddemælkspose eller en fintmasket sigte, så små nødderester bliver sorteret fra. Lad massen køle helt af i køleskabet, og kom den i en ismaskine. Kør den på ismaskinen, til den har den ønskede konsistens. 

Hvis du ikke skal spise isen med det samme eller ønsker, at isen er mere fast i konsistensen, kan du komme den i en beholder og sætte den i fryseren i 1-2 timer, eller indtil den skal spises. Tag isen ud af fryseren 15 minutter inden servering.

VANDMELON-ISPINDE

6 stk.

Lag 1 

300 g vandmelon (vægt uden skræl)
Skal fra 1/2 økologisk lime 

Lag 2 

3 kiwier
1 spsk. flydende honning
Saft fra 1/2 lime
Evt. lidt vand 

Desuden 

6 isforme
Ispinde

Skær vandmelonen i store stykker, riv limeskallen, og blend det sammen med en stavblender. Fordel ismassen i bunden af isformene, og sæt dem i fryseren i mindst 2 timer. 

Skær skrællen af kiwierne, og blend frugtkødet med honning og limesaft. Hvis blenderen ikke helt kan blende det sammen, kan du komme lidt vand i. 

Når vandmelonmassen er frossen på overfladen (det tager mindst 2 timer), fordeles kiwimassen i formene. Sæt ispinde i isene, og kom dem i fryseren i minimum 12 timer.

FYLDIG CHOKOLADEIS

Til 8 personer 

4 dl mælk eller vand
70 g sukrin
35 g sukker
60 g kakaopulver
1/4 tsk. salt
125 g mørk chokolade, 70%
1/4 tsk. vaniljepulver

Varm mælk eller vand op sammen med sukrin, sukker, kakaopulver og salt, og pisk det hele sammen til en cremet masse med et piskeris. Tag massen af komfuret. Kom chokolade og vanilje i, og rør i det, til chokoladen er smeltet. 

Køl massen helt af i køleskabet, før du hælder den i ismaskinen og kører den til is. Hvis du ikke skal spise isen med det samme eller ønsker, at isen er mere fast i konsistensen, kan du komme den i en beholder og sætte den i fryseren i 1-2 timer, eller indtil den skal spises. 

Tag isen ud af fryseren 30 minutter inden servering.

MANGO-KOKOS-ISPINDE

6 stk.

2 spsk. sukrin
1 dåse kokosmælk
1 mango (230 g frugtkød)
Evt. lidt gurkemeje 

Desuden 

Silikoneform
Ispinde

Kog sukrin og kokosmælk, til sukrinen er smeltet. Køl væsken ned. 

Fordel 3/4 af kokosmælken i bunden af 6 forme, og kom dem i fryseren. 

Skræl mangoen, og skær frugtkødet fra stenen. Kom det i en blender sammen med resten af kokosmælken og eventuelt lidt gurkemeje, hvis du vil have en mere gul farve. 

Når kokosisen i formene er ved at være frossen, fordeles mango-massen i formene. På den måde blandes de to lag is ikke sammen. Sæt ispinde i isene, og kom dem i fryseren i minimum 12 timer.

JORDBÆR MED FLØDE-ISPINDE

4 stk.

350 g jordbær
3/4 dl vand
1 1/2 spsk. flydende honning
1/2 tsk. vaniljepulver (eller 1 tsk. vaniljesukker)
3/4-1/2 dl fløde 38 % (eller plantefløde)
2 pasteuriserede æggeblommer
2 spsk. citronsaft (kan undlades) 

Desuden 

4 isforme
Ispinde

Kog jordbær, vand, honning og vanilje i et minut, og lad det køle af. 

Kom det i en blender sammen med de øvrige ingredienser, og blend hele molevitten til en ensartet konsistens. Fordel ismassen i 4 isforme, sæt ispinde i isene, og kom dem i fryseren i minimum 12 timer.

Michelle Kristensen er kogebogsforfatter, foredragsholder og iværksætter med særligt fokus på sundhed. I Sund is giver hun eksempler på, hvordan man kan lave is uden sukker. Udkommet på Politikens Forlag. 

Tags: , ,

SE MERE