Han blev født i Rom og kom – lidt ved et tilfælde – til at studere dansk på universitetet. Senere flyttede han til Danmark og blev – lidt ved et tilfælde – vinhandler. Knap 50 år senere er Carlo Merolli stadig i gang. Her fortæller han om en underlig konkurs, om vinen som samtalestarter og om hverken at være helt dansk eller rigtig italiensk.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

JEG BLEV FØDT i Rom i den nordøstlige bydel Tufello. Den var karakteriseret af en vis opsætsighed og modstand mod regeringen. Kommunist-partiet var stort. Det var også et meget socialt kvarter. 

Ingen i vores opgang havde komfur, så om søndagen gik husmødrene over til bageren med deres fade og fik lov at bruge hans eftervarme til deres pollo ai peperoni (kylling med peberfrugt, red.), eller hvad det nu var. Nogle gav 10 lire, stamkunder fik lov at bruge ovnen gratis. Bagefter var det ret almindeligt, at man blev inviteret til at komme forbi og smage hinandens mad.

Jeg blev officer i marinen, men ville gerne studere engelsk og tysk på universitetet. Da der ikke var plads på tilmeldingsskemaet, så jeg på tavlen, at der under det germanske institut var skandinaviske sprog. Ved siden af mig stod en anden fyr med samme problem. Vi kiggede på hinanden og sagde: ”Skal vi ikke gøre det?” Danskholdet kom til at bestå af os to, så undervisningen var i top, og jeg fik gode karakterer. 

Jeg blev gift med en engelsk kvinde, og der var mange ting i Italien, vi ikke var begejstrede for. Jeg vil ikke kalde det korruption, men samfundet var struktureret på en sådan måde, at det altid gjaldt om at kende nogen. 

Lægens søn blev læge. Advokatens datter blev advokat. Samtidig var der masser af uro i samfundet med terrorisme og politisk vold i det, vi kalder gli anni di piombo, ’bly-årene’. Da jeg fik tilbudt et stipendium ved Københavns Universitet, pakkede vi vores Citroën Dyane og tog af sted med vores søn og en datter i maven. 

ET LIV I DRYP

Carlo Merolli, 75 år.

Født i Rom, bosat i Danmark siden 1973.

Vinhandler siden 1976.

Har solgt vin i Købmagergade, Amaliegade, Classensgade og nu over sin webshop.

Er gift for anden gang. Har fire børn.

VI HAVDE ET billede af Danmark som et land, hvor der nok var koldt, men hvor alt fungerede, et sted to skridt fra paradis. Vi flyttede ind på et kollegium i Birkerød og kunne godt lide den afslappede mentalitet. Da stipendiet ophørte, fik jeg et nyt, ikke fordi jeg var særlig dygtig eller flittig, men fordi der ikke var andre ansøgere, så vi blev hængende. Det største kulturchok fik jeg en dag, jeg ville have olivenolie og gik i Brugsen. De sagde: ”Det fører vi ikke, det skal du på apoteket efter.” Og ganske rigtigt, apoteket havde det.

Jeg blev korrespondent for det italienske nyhedsmagasin Panorama. De havde en korrespondent i Stockholm, der dækkede Skandinavien, men redaktøren, der var dansk gift, sagde til mig: ”Han sender kun artikler om sex og skandaler.” Det var Danmark kendt for dengang i 70’erne. Jeg prøvede at finde nogle andre emner og skrev blandt andet artikler om Glistrup og brevduevæddeløb. Da de ikke betalte, sagde jeg farvel og tak.

En dag blev jeg kontaktet af direktøren for Alitalia i Danmark og direktøren for det italienske turistbureau. De ville importere vin og åbne en butik. De var begge ansat af den italienske stat, så de måtte ikke drive privat forretning, og de ville høre, om jeg var interesseret i at stå i butikken. 

Vi åbnede Italiensk Vinhus, Danmarks første italienske vinforretning, i et tidligere rejsebureau i Købmagergade i København. Jeg var god til at betjene kunderne, og det gik egentlig meget godt, indtil jeg en dag kom for at åbne butikken og blev mødt af to betjente og en tolder. ”Forretningen er gået konkurs, du må give os nøglen,” sagde de. Det viste sig, at mine to chefer var kommet op at toppes og havde lukket det ned.

Jeg gav dem nøglen, men insisterede på selv at sætte vores seneste lørdagsomsætning ind på kontoen. Så kom advokaten og kurator og en fra skattevæsnet, og de fulgte mig ned i banken, hvor bankfunktionæren spurgte, hvad der skete, og jeg forklarede. Hun spurgte, hvorfor de ikke solgte forretningen til mig. ”Han er meget flink og kommer altid punktligt.” 

Kurator og tolderen kiggede på kontoen og så, at det var en sund forretning. Så kiggede de på hinanden, sagde: ”Ja, hvorfor ikke?” og gav mig nøglen. Jeg gik tilbage på arbejde, fuldstændigt uvidende om bankvæsen, økonomi og alt, hvad det ellers ville sige at drive en vinhandel.

Jeg begyndte at tage til Italien 3-4 gange om året for at lære distrikterne og producenterne at kende. Jeg ville ikke bare kende jordbundsforhold, og hvor mange flasker en producent laver. Jeg ville vide, hvem der havde fået en ny elskerinde, hvem der skyldte penge i banken. 

Jeg overdriver lidt, men hvis du skal sælge en vin, er du nødt til at kunne fortælle om den. Ikke om den er bedre eller værre end de andre, de sammenligninger er kedelige, synes jeg. Men måske kan jeg fortælle noget interessant, som jeg – hvis jeg kender dig som kunde – ved vil få dig til at interessere dig for vinen. Det kræver, at man sætter sig meget grundigt ind i sagerne og holder sig ajour.

Carlo Merolli sælger også andre italienske specialiteter, for eksempel fiskekonserves og parmesanost.

DA JEG BLEV skilt og stadig var ung og flot, blev jeg af og til inviteret hjem til mine kunder til fest. Så tænkte jeg: ”Nu skal jeg more mig, måske snakke med nogle interessante kvinder.” Men hvordan endte det? Der var altid en eller anden fyr, der engang havde fået en eller anden vin i Verona og nu ville snakke vin i timevis. Det kedede mig.

På arbejde er det en anden sag. Der er masser af varm og hyggelig smalltalk i at stå i butik og sælge vin. Nogle vil diskutere gastronomi. Andre har hus i Italien. De fleste er italofile. Samtidig skal man betjene alle kunder jævnbyrdigt og ikke favorisere nogen. Det er faktisk begrænset, hvor mange venner jeg har fået ud af jobbet. Måske en håndfuld. 

En af dem er Roald Als, Politiken-tegneren. En dag inviterede han mig til sin 50-års fødselsdag. Jeg sagde nej tak, jeg havde besluttet mig for ikke at gå til flere fester hos kunderne. 

Så kom han en anden dag og sagde: ”Nu vil jeg gerne se, hvordan en vinhandler arbejder. Kan jeg tage med dig på forretningsrejse?” Jeg stod netop og skulle af sted, så han kom med på passagersædet, mens jeg kørte rundt i Midtitalien. 

Senere lavede vi en bog sammen, hvor jeg skrev om mad, og han skrev om vin. Han kan lide rosé, og han kan lide Barolo, derudover er det begrænset, hvad han ved om vin. Det drillede jeg ham lidt med. Vi kaldte bogen ’Vin og vrøvl’.

Jeg skiftede lokaler et par gange, og i 1996 solgte jeg min butik i Classensgade, da det kneb med huslejen. Lige siden har jeg drevet min forretning fra mit hjem i Virum og mit lager i Holte. Jeg har en kerne af dedikerede, trofaste kunder, som modtager mit nyhedsbrev. Flere af dem har handlet med mig så længe, at deres børnebørn er begyndt at melde sig. Og efter at jeg begyndte med webhandel, er det også lykkedes mig at opbygge en solid kundekreds i Jylland. 

Når du handler med italiensk vin, er der visse ting, du skal have i sortimentet. Primitivo, Barolo, Amarone, Valpolicella, Chianti. De navne, som du ved, du kan leve af. Jeg vil tro, at de udgør 50 procent af min lagerbeholdning. Resten er skæg og ballade. Det gode ved de mindre kendte vine er, at jeg ikke er nødt til at købe to paller ad gangen. Så hvis jeg ikke kan sælge det, kan jeg altid drikke det selv.

Fordi jeg kender Italien godt og har været i gang længe, dukker der indimellem perler op. Små produktioner, som ellers kun sælger lokalt. Jeg har en skolelærer, der dyrker vin lige uden for Modena, helt uden tilsætningsstoffer. Det har han gjort, længe før der var noget, der hed naturvin. Han laver både stille vine (ikke mousserende, red.) og Lambrusco.

Lambrusco har haft et dårligt ry i Danmark på grund af 80’ernes industrielt fremstillede Lambrusco i rosé-version, som fik stor succes og blev synonym med fest – en overgang var det svært at åbne Alt for damerne uden at støde på den. Men det banede aldrig vej for Lambrusco af god kvalitet, tværtimod endte det med surt sprøjt, du kunne købe til 16,95 i Netto.

I Italien er 99 procent af al Lambrusco lavet på rødvin, og det er en folkelig drik, man gerne deles om. Det er også min favorit, hvis jeg skal hygge mig, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg fører 16-17 forskellige slags, og de sælger godt.

Var jeg blevet boende i Rom, ville jeg have oplevet Italien som turist, set Napoli, Firenze og Venedig, taget på en bryllupsrejse. Gennem mit job som vinhandler har jeg fået lejlighed til at se alle de regionale forskelle fra Sydtyrol til Sicilien. Jeg har mødt en masse dejlige mennesker, og jeg har fået indblik i et Italien, der arbejder. Der bliver sagt meget lort om Italien, og noget af det er sandt. Men der findes også ærlige, hæderlige mennesker, der knokler.

DET SURE MED DET SØDE

”Jeg var den første, der importerede balsamico-eddike i Danmark, og en dag i 1981 skrev madskribent Jonna Dwinger på Politikens bagside: ’Endelig bliver jeg ikke nødt til at slæbe det med hele vejen fra Italien. Nu kan man købe det i København.’ Den følgende lørdag var alt udsolgt.

En måned senere kom en meget distingveret herre forbi. Han ventede, til butikken var tom for mennesker, så sagde han: ’Und­skyld. Min kone siger, det lige går an. Men jeg mener simpelthen, det er for surt. Kan man virkelig drikke sådan noget?’ Folk havde simpelthen købt det uden at ane, hvad det var,” fortæller Carlo Merolli, der i begyndelsen af 00’erne var guide for Claus Meyer på en tur til producenter og bødkere i balsamicoens hovedstad Modena, da Meyer ville søsætte sin egen produktion.

NOGLE GANGE DRØMMER jeg om at blive teleporteret til Rom og tilbringe en eftermiddag med min bedste ven, Paolo. Gå på marked og købe artiskokker. Sidde med vennerne, lave mad, skændes lidt. Men jeg kunne ikke drømme om at flytte tilbage. Man bliver aldrig helt dansk, men jeg er heller ikke længere italiener. Jeg har været for længe væk. Jeg lever lidt i min egen virkelighedsboble. Men jeg har også fire børn og ni børnebørn her, så der er nok at gøre. 

Før i tiden tog jeg over i Fælledparken om søndagen og spillede fodbold på grusbanen. Vi var folk fra Balkan, Vestindien, Brasilien, Argentina, Italien og så videre, som mødtes klokken 14 og lavede to hold. Nogle gange var vi 22 forskellige nationaliteter på banen. En dag mødte vi nogle spillere fra B93, der var ovre at træne, mens der blev bygget om på deres anlæg. De sagde: ”I spiller fint, hvorfor melder I jer ikke ind hos os?”

Nu har jeg været i B93 i 14-15 år, og i dag spiller jeg i aldersgruppen +70, noget, der ligner højre back. Det er en dejlig klub, hvor der er plads til knoldesparkere som mig. Jeg er ikke særlig god teknisk, men jeg er hurtig. Jeg tror, at arbejdet med vinen har været med til at holde mig frisk, man er altid på benene og bærer rundt på flaskerne.

Og hvorfor skulle jeg holde op med at arbejde? Mit helbred fejler ikke noget. Desuden er det blevet et kald. Jeg håber at blive ved, indtil jeg en dag siger farvel og tak og falder død om.

Tags: , ,
SE MERE